Indlæg fra Anna Else Brandt - Hoptrup Frivillige Brandværn

Haderslevfrivilli geBrandværn
seti bakspejlet
Brandmands
kone
af en forhenværende
Anna-ElseBrandt,maj 2008
hed,
I{aderslevfrivillige Brandværnblev stiftetden 12.august1882"Hvaddetsførstebrandkaptajn
jeg
Nis Juhl,skomagerS. Sønnichsen
og Hugo
ved
desværreikke. Jeghuskerkun restauratør
Væmetbestodaf et lille fastmandskab,der
Lageri,der havdeet karosseriværkstedpå Sønderbro.
blev tilkaldt ved mindrebrande.De havdeen alarmklokkei dereshjem og skullestille på alle
der boedepå
døgnetstimer og var de enestemedlemmerder,forudenredskabsmesteren,
brandstationen,
blev aflønnede.Det vil sige,at det storemandskab,derblev tilkaldt af brandsirenen,
førstfik derestabtearbejdsløngodtgjortefter4 timersindsats.Deresmottovar " En for alle, alle for
ent',
Iromden det faste mandskabvar der en første og anden deling og en samaritterafdeling, der hver
havde deresfører. Foruden brandeneblev mandskabetindkaldt til manedlige øvelser,en gang
imellem sammenmed Røde Kors sarnaritterneeller Arbejdersamaritterne.Ofrene, der var
sn:irikecle.eller lå i forvredne stillinger, så redningsfolkenekunne se,hvad de fejlede, var
medlernmeraf spejderkorpsene.Det var vigtigt, at alle kendte deresplads, så de ikke løb forvildede
ornkting, når det blev alvor.
i begyndelsenaf 3Oernehavde værnetsin storhedstid.Den ene store brand afløste den anden.I løbet
af nogle få år brændteFuglsangsbryggeri og maltfabrik, Mariegården,Hesselbergsværkstedi
Slagtergade.Teatret på Gammelting, Nissen og Griin og mange flere. En brandmandved navn
Biester. giorde sig bemærketved, at han altid var den første på brandstedet.Han biev endda hædret
fbr det" Politiet, der undersøgtebrandårsagen,fandt, at aile brandevar påsatte.Ved Fuglsangsbrand
hældedeman til den teori, at firmaet selv havde iscenesatbranden,for af forsikringssummenat
kururebygge nyt og modeme. Det var nemlig mystisk, at branden,på sammetid, opstod flere
{brskellige stederi de store bygninger. Hjemme på Borgmesterkoblenlugtede vi først røgen,men da
vi kiggede ud af vinduerne, kunne vi se flammerne. Tværs over Mariegårds marker skyndte vi os
nver til Slagtergadeog derfra ud på Ribelandevej.Her var brandvæmeti fuld gang med at slukke
ilden. Det var på dn gang et praigtfuldtog et uhyggeligt skue. Vi fik nu ikke lov til at nyde det
længe.f'ør vi, samrnenmed et utal af,andrenysgerrige,blev gennetbort af brandvagterne.Mens vi,
på hjemvejen gik i Slagtergade,lød der et højt brag. Det var den store skorsten,der plejede at tude
om morgenenkl. 7 og om eftermiddagenkl. 17, silhele byen kunne høre hvornår arbejdstiden
begyndteog hvomår den sluttede.Mariegård brændtei juli maned t934 mensjeg var i Westerland
Min far fortalte mig om brandeni et brev.
på Sild på rekreation efter en alvorlig nyrebetænclelse.
[{an var alene den solnmer, fordi min mor også var på rekreation og min søstervar på ferie i
Flensborghos vor tante Marie.
Efterhå:rdensamledemistanken clm brandstiftelsesig om brandmandenBiester. Han nægtededog
og hans kammeraterbakkedeham op. På et tidspunkt blev han varetægtsfængslet.Under alle
forhør nægtedehan at have påsatbrandeneog blev til sidst løsladt på grund af mangel på beviser.
Hans kammeraterbar ham hjem fra arresteni guldstol. Mens han havde siddet inde, havde der ingen
brandeværet.I)et var højst mistænkeligt.For at gøre en lang historie kort. Han blev til sidst idømt
anbringelsei ubegrænsettid i en lukket anstalt.
i 1945,blev nogle af værnetshjemmetyskemedlemmer,der under besættelsen,
Efter besættelsen
havcleoptrådt prervokerende,ekskluderet.Derunder min onkel Heine. Der blev nu annonceretefter
nye rnedlemrner.På min opfordring meldte ndn mand Peter sig. Han havde aldrig haft en hobby og
jeg syntes,at det ville være godt for ham. Vi hørte dog ikke noget fra brandværneti lang tid, for
ansøgemesliv og levned under besættelseog deresnationale baggrund,blev grundig undersøgt.
Endelig kom meddelelsenom, at han var blevet godkendt og optagetpå prøve, men inden han
kunne blive optaget som medlem måtte han igennem en uddannelseog beståen prØve.Den var ikke
vanskelig for ham, da han som værnepligtig CB'er, under besættelsen,havde været i branddenesten.
Peterkom i anden deling, hvis fører hed Paul Skøtt. I det civile liv var han snedkersvend.Hans
kone var ansatved DSB som skrankevogterved Elmevej. Skrankerneblev dengangbetjent manuelt
og lrun fik signal fra Hammelev station,når toget nærmedesig, så hun kunne sænkeskrankernepå
beggesider afjernbane skinneme.Paul Skøt var en venlig mand og en dygtig chef for sin deling.
Peter,der dengangvar midt i tyveme, blev snart ven med Paul og de 2 mænd næredegensidig
respektfor hinanden. Deres brandbil var en åben vogn, hvor der bag bilens fører var anbragt?
rækker bænke,der var placeret med ryggen til hinanden.Herpå sadmandskabet.Under bænkene
var der anbragt 2lange kassertil brandslangeme.En lille motorsprøjteblev koblet bag på bilen,
som ingen vandtank havde. På brandstedetmåtte man entenhente vandet i en branddam,bæk, sø
eller benyfte sig af hydranter, der dog kun fandtesi bymæssigbebyggelse.Peter var glad for at være
brandmand.Han nød kammeratskabetog de manedlige øvelser.Det gialdt jo om at vedligeholde
sine færdigheder.Snart fik han ogsålov til at køre med brandbilen og hvis det var til en indsatsog
det var tilladt at bruge hornet, kunne han trædesømmeti bund, for når homet lød, skulle al anden
trafik holde ind til siden, så der var fri passagefor redningskøretøjerne.
Indtil da havde brandværnethaft det ry, at det var mindst lige så vigtigt at slukke halsbranden,end
husbranden,men tiderne havde ændretsig og de nye medlemmer af værnet,ville hjem til deres
koner efter endt tjeneste.De ville ogsåhave konerne med til den årlige fest, der gerne blev afholdt i
augustmåneclefter en march gennembyen. Tjener Adolf Kernwein, en høj og flot mand, gik foran
brandværnsorkestret,hvis dirigent var militærmusiker Sørensen,der foruden militærmusiker var
vært på hotel Flensborgpå Gravene.Byens befolkning troppedetrofast op for at beundre de flotte
karle, så de dannedeen sand kødrand i Nønegade, når de kom marcherendefra Idrætspladsenog op
til brandstationenlige nord for Domkir:ken,hvor der blev afholdt paradeog uddelt medaljer. Om
aftenenvar der så bal på Harmonien, som brandværnethavde den særaftalemed, at hvis de pyntede
den store sal til Nytårsaften og til fastelavnmed papirs guirlander, fik de salen gratis til deresJuleog sommerfester.Da Peter,efter nogle års tjeneste,blev valgt ind i f,estudvalget,var det ham. der
stod for udsmykningen.Vi havde kassernemed pynten ståendei vor ene "Abseite" og jeg og
børnenehjalp Peter med at rulle alle de papirguirlander op, så de var klar til brug i næsteår.
En begivenhedhuskerjeg særlig godt. Der skulle være en stor offentlig øvelsepå sawærket
llansborg. Ved den leilighed skulle et nyindkøbt, bærbartskurnapparatdemonstreres.Peter havde
faet et kursus i brugen af det. Han var meget stolt over, at han var blevet udvalgt og satteen ære i at
gøre det godt. Uheldigvis havde han, dagenfør den store begivenhed,en arbejdsulykke,hvor han
brækkedenogle ribben. Lægen sagde:"De må holde dem i ro, Brandt", men Peter fortalte ham om
øvelsenog bad ham hjælpe sig med at gennemføreden. Lægensvarede"De er ikke rigtig klog",
men viklede dog nogle brede plastre flere gangerundt om hans bryst, idet han sagde:"Det er på
eget ansvar". Jeg var meget bekymret, men Peter gennemførteøvelsenmed bravour og blev rost i
høje toner, men til festenorn aftenen,måtte vi melde afbud.
Ilrandværnet havde mange andreopgaver.Når der var cirkus i byen eller der blev spillet teaterpå
de 2 sceneri byen, enten på Borgerforeningeneller Harmonien, skulle de stille med et par
brandvagter.De fik gerne en fribillet til dereskoner, så de kunne se forestillingen
r.l.
I-Iaderslevvar i 1955 og 56 vært ved Det Jyske Ungskue, der foregik på eksercerpladsennord for
byen, fordi den gamle dyrskuepladsvar for lille til de mange dyr og maskiner, der var blevet
tilmelclt.Det blev et enormttilløbsstykke.I 1955var besøgstallet70 000 betalendegæster.Ca. 3000
lrjælperehavde i flere dagefør åbningenhaft travlt med at tømre stalde,skure og boder til dyrene
og de fbrskellige aktiviteter. Mange af dem sov på noget halm i det fri i det gode vejr. De mange
dyr harrdeio brug for mad og pleje.
I et telt i udkanten af pladsenvar der blevet indrettet en vagtstuefor samaritter,brand og politifolk.
På området var der flere mergelkuler. Ved en af dem var motorsprøjtenkørti stilling. Da det var
Peter,der var ansvarlig for den, havde han taget en uges sommerferie,for at kunne holde så mange
vagter som muligt. Hver middag kørtejeg derop med Christian i barnevognenog Gudrun ved
hånden,for at bringe ham sin frokost. I åbningsdagenefra fredag, den 13. - mandag,den 16.juli
1956 var det så varmt, at grisenefik det dårligt, men det klarede brandmændeneved, med jævne
mellemrum, at sprøjte vand på teltdugen,der var spændtover dem for at give skygge for den
brændendesol, men også de størredyr nød at ffi et svalendebrusebad..
Succesenfra 1955blev yderligereovergåeti 1956med adskilligetusind gæster,der kom fra både
ind og udland. Bilkøerne på byens indkørselsvejeovergik enddadem ved Storebælt.Lørdag, den
14.juli var der en kø fra dæmningenover Dammen helt op til ungskuepladsensP. pladser.
Hvert år i november blev der afholdt gåsespilpå Højskolehjemmet,nu Hotel Norden.
SkræddermesterHans Nygaard var opråber,Paul Skøtt løb med "æ graffelpos" og de øvrige
medlemmer af festudvalgetvar kontrollanter. Overskuddetblev brugl til juletræsfestenfor børnene,
hvor de to herrer Nygaard og Skøtttigen optrådte, som henholdsvisJulemandog legeonkel. Da de to
herrer blev fbr gamle, overtog Peter graffelposen,men legeonkel,det var ikke rigtig ham.
FlansNygaard, kaldet Hejs, var ogsåfanebæreri mange år. Det job overtog Peter også med stor
glædeefter ham. Han følte det som en æresbevisning.Hans to fanejunkerevar renovationsarbejder
Poul Ravn og arbejdsmandHarald Beck. Når fanen skulle i brug, om det var til en begravelse,til
stævneeller fest, var det mit job at pudseden flotte messingspidsog alle sølvpladerne,som stangen
var dekoreretmed. Jeg sørgedeogså for, at de 3 par hvide handskervar skinnenderene og at
unifbrmsknappernevar nypudsede.Jo, de var skam 3 flotte fyre, nar de repræsenteredeHaderslev
fril'illige Brandværn.
Brandværnetssidste 17 år havde været forholdsvis rolige. Det var sjældent,at vi blev vækket midt
om natten ved brandsirenenshylen, nu da Biester var uskadeliggiort. De fleste brandeblev klaret af
det faste mandskab.Den enestestore brandjeg husker, var da foderstoffirmaet I. C. Christensens
siloer på havnen brændte.Branden var kompliceret og det tog mangetimer, før den var slukket.
Petersuniform var driwåd og tilsølet, da han endelig kom hjem og jeg havde et temmelig besvær
nred at tøi:.e ogrense den. Ellers var det rnest markbrandeeller lynbrande i by og på landet, hvor
Haderslevhjalp de mindre væm i Øster og Vester Amtets landsbyer.
Som I sikkert kan forstå, var de frivillige værn populærei landsdelenog fik stor opbakning af
mange forretninger og virksomheder,der støttededern med årlige kontingenter. Disse civilister.
som de blev kaldt, blev altid budt med til festeme,men det var kun enkelte, der benyttedesig af
tilbudet. SkomagermesterSchmidt i Apotekergade,var en af de få. Han benyttedealtid lejligheden
til at udbringe et leve for værnetog takke for deresindsats.Han indledte altid sin lille tale med
ordene:"Vi civilister". Ordet udtalte han, som om begyndelsesbogstavetvar et Z og det morede vi
os kosteligtover.
For kommunen var det en billig affære.Den var ansvarlig for en effektiv brandtjenestei byen" for
brandstationenog sluknings materiaiet.På brandstationenboede en brandmester,der havde opsyn
med de nærmteting.
')
"f
Mads l,yhne var væmetspålidelige kasserer.Ved en generalforsamlingbad han sig fritaget for det
hverv med begrundelsen,at han var ved at blive gammel og dengangvar det et stort arbejdeat være
kasserer.Man sendteikke girokort med postenmed påført senestebetalingsdato.Nej, man
opkrævedekontingenternepersonligt og det tog sin tid. Det foregik altid efter fyraften og af og til
måtte man komme flere gange,når entenmanden ikke var hjemme og konen ikke ville eller kunne
betale for sin mand. I mange familier var pengenesmå og så måtte kontingentet vente. Var
kassererenheldig, kunne han nå at ffi penge 3 stederpå en aften. Det viste sig, at man ingen afløser
ktmne finde for Mads, men så besluttedede øvrige tilstedeværende,at de ville hjælpe ham med sit
arbejde,hvis han blev på posten. Sammeaften blev byen opdelt i distrikter, svarendetil de
forskelliges bopæI. Peter fik tildelt den nordøstligebydel og derved lærte han mange af de andre
medlemmer at kende, som han ellers ikke havde rned at gøre.Når pengenevar kradset ind, blev der
regnet af hjemme hos Mads og Mine, der boedepå Hægersstiftelsennær ved Dammen. Hele vor
familie fik et nært forhold til de to gamle og vore børn betragtededem som et par reserve
bedsteforældre.Indbydelsertil de forskellige amangementerblev også bragt rundt. Det sparedeen
masseporto.
Ileldigvis var alt ikke blodig alvor. Hvem af mine ældre læsere,husker ikke Fagenesfest. De har
rnåskeselv deltaget i dem. De var det store sommerligehit i dissehedengangnetider. Legene,for
det var leg, fandt stedpå Haderslev Stadion med stor tilslutning fra byens virksomheder.Næsten
hele byen var involveret og deltagernesfamilier troppede op for at råbe og heppepå deresfar eller
mor. Alle mulige og umulige sportarterblev dyrket fra sækkeløbog tovtrækning til fodbold i mange
variationer. Konkurrerende firmaer, kontorfolk imod handværkere,mænd imod kvinder. Alle gjorde
deresbedste.Selvfølgelig gjaldt det også om at vinde. Men tabte man det ene år, håbedeman på
revanchetil næsteår. Det hele var en stor fomøjelse. Peter deltog ogsåpå brandværnetshold. De
spillede fodtrold imod Falck og Zonen. Dengangvar de de bedstevenner og deltog i fælles øvelser
et par gangeom året. Nu var det ikke en almindelig fodboldkamp. L)er blev ikke sparkettil bolden,
nej bolden skulle drives i mål ved hjælp af brandslangernesvandstråler.Måhnændeneskulle også
fbrhindre bolden i at komme i mål på sanlmemåde. Det blev en hylende sjov kamp. Banen blev
efterhåndenmeget glat af vandet og deltagernehavde sværtved at holde sig på benene.De
rutsohederundt, faldt på halen og biev plaskvåde.Flvem der vandt kampen,huskerjeg ikke, men
det var jo heller ikke det, det kom an på. Efter kampenvar det godt med et brusebadogBrt tøj, som
vi koner havde taget med til vore mænd.Vi ville jo ikke have, at de blev forkølede, for forkølede
mænd,tror altid, at de er ved at dø, det ved vi kvinder alt om.
I1962, i året for værnets80 årsjubilæuln, var det pludselig slut. HaderslevKommune havde truffet
en aftale med Falck om brandtjenesten.Forud var der gået mange forhandlinger, protesterog
underskrifts indsamlinger"De andre sønderjyskeværn h.avdelovet at støtteHaderslev frivillige
Brandværni dereskamp for at overleve,men alt var forgæves.Kommunen var urokkelig, den
havde skrevet kontrakt med Falck. Uniformer, gasmasker,stålhjelmeetc. måtte afleveres,det var er.
bitter stund. Kun fanen blev i foreningensbesiddelse.
Jeg sidder her med et 6t/zcm højt sølvplet krus i hånden,hvor sølvet er slidt af forskellige steder.
Indskriften på det lyder:
T A K F OR T R O OG GOD BRANDTJENESTE
Haderslevbyvåben
1962
PETERBRANDT
+
Det var takken for 16 års uselvisk arbejdei samfundetstjeneste.Petervar meget skuffet over det
"snolle bæger"osom han kaldte det. En lille oprejsning følte brandmændenede fik, da Falck
blameredesig rigtig grundig ved den første størrebrand på Torvet 6. Heldigvis er de blevet
dygtigere med tiden.
Ved en efterfølgendegeneralfbrsamlingblev det besluttet at fortsættesom en selskabeligforening
under navnet Haderslev frivillige Brandværnsselskabeligeforening med den sammebestyrelsesom
hid indtil. Kaptajn Hugo Lageri blev dets formand, han var prikken over I'et, som han selv kaldte
sig. Poul Skøtt blev næstformand,Mads Lyhne kassererog Peter formand for fomøjelsesudvalget.
Man traf en aftale med fru Hansenpå Folkets Hus, om at kunne afholde et manedligt lottospil for
medlemmernei hendesstore sal. Ifølge politivedtægterne,kunne udenforståendedeltage i spillet,
ved at blive medlem af lottoforeningen for et meget beskedentkontingent. Dog havde de ingen ret
til at deltagei generalforsamlingeme.Peterhavde snakketmed nogle af byens købmændog slagtere
om at blive medlemmer. Til gengældville den købe sine lottogevinsterhos dem. De var ikke særlig
store,men spillekortene var heller ikke dyre. Der var gerne 3 gevinsteri en serie. 1. gevinst var
måske en flæskesteg,nogle benløsefugle eller koteletter, restenaf gevinsternevar kaffe og smør.
Ved spil nr.20 skulle kortet være fyldt og der gav det nogle størregevinster.Efter nogle år blev
krttospillene flyttet til Samaritterhusetved den gamle hovedbanegård.Både arbejder samaritterneog
det socialdemekratiskekvindeudvalg havde til huse der og aflroldt alle deresmøder i det, da der var
et køkken i huset, der kunne benyttesimod betaling. Kvindeudvalget afholdt også et månedligt
lottospil og snart havde også de hyret Petertil at løbe med graffelposenfor dem. Deres overskud gik
til cletår'ligekaffebord, som de afholdt på Harmonien for byens pensionister.
Overskuddetfra foreningenslottospil gik til den årlige udflugt, juletræsfestenfor børneneog en
allenfest for de voksne. Begge festerneblev afholdt på Harmonien, som endnu holdt aftalen om
udsmykningenaf salentil Nytårsaften i hævd.
I de fiørstepar år deltog fanesektioneni de årlige stævner.Peter startedesin gamle Nimbus
nrotorcykel med sidevogn og med Poul Ravn og Harald Beck i henholdsvissidevogn og bagpå,
kørte de af sted. I begyndelsenvar de velkomne, men da de mærkede,at de ikke mere var velsete,
holdt de op med det. De blev ikke regnet for at være ligeværdige.
Herefter blev fanen kun brugt ved begravelserneog vi har været rned til mange.Mange af dem var
blevet vore venner og det er altid smertelig at miste en god ven.
i begyndelsenaf 60'seme, da bedriftsværnenevar blevet oprettet,hentedeBørge Dypping, der var
mesterpå CF kasernen,Petertil Byens Sygehus,for at bistå dem der. i 1966 fik byen nogle meget
:itærketordenbyger.Byen kloaker kunne ikke tage de enomre vandmængderog mange kældre stod
under vand, deriblandt vores derhjemmeog den på sygehuset,hvor der var depot. I kælderenstod
clerrigtignok en pumpeoder nemt skulle klare at holde kælderenfri for vand, men uheldigvis var
derrsfilter blevet forstoppet, så vandet stod højt, da der blev sendtbud efter Peter.Da han så,hvor
galt det stod til, srnedhan det mesteaf tøjet og dykkede ned i vandet og fik filteret renset.
Hjernme hos os, kunne han dog ikke klare, at ffi vandet til at løbe ud igen, fordi det kraftige
vandtryk havde skyllet nogle stenrned, der blokerede for afløbet.Vi måtte have fat i teknisk
forvaltning og der blev gravet op, så stenenekunne fiernes frarøret" Vi havde kælderenfyldt med
hrændsel.Koksene blev liggende, men alt træet slæbtevi op i spandeog lagde til tøning i solen.
IJerefter fulgte et størrerengøringsarbejde.Puha!
.Ieghar sndnu et sølvbægerståendeved siclenaf mig. Det fik Peterden 17. apÅIl971 af sine
kammerater.På den dag kunne han have fejret sit 25 års jubiiæum, hvis ihke Brandværnetvar
blevetopløst.Bægereter betydeligstørreenddet kommunenhavderåd til i sin tid. Indskriften
lyder:
EN TAK FRA
K A MM ERATERNE
Haderslevfrivillige
Brandværn
t7.4.71
Desværrehuskerjeg ikke årstallet for foreningensopløsning og heller ikke, hvilket velgørende
formål foreningskassenblev givet til. Men jeg ved, at fanesektioneni fællesskabafleveredefanen
på FladerslevMuseum. Desudenvar Christian med sin far i Christiansfeld for at aflevere nogle
effbkter, bl.a. en gammel pikkelhue, som Peter enganghavde faet af en gamrnel forhenværende
brandmand.
Forledendag læstejeg i JydskeVestkysten,at Haderslev Kommune truede Hoptrup frivillige
Brandværnmeclat blive opløst til fordel for Falck. Skade,skade!
ln