Kandidater til skolebestyrelsen 2010 - Valdemarskolen Forud for det eventuelle valg til skolebestyrelsen d. 12. maj 2010 har vi inviteret de kandidater, som allerede har meldt sig til at stille op til skolebestyrelsen, til at give en kort præsentation af sig selv. Præsentationen følger herunder. Du vil desuden få mulighed for at møde kandidaterne på valgmødet d. 7. april kl. 18.30-20.30 i skolens personalerum. Hvis ikke yderligere kandidater melder sig, vil valget den 12. maj blive aflyst – og de nedenstående kandidater vil udgøre den nye bestyrelse, som træder sammen første gang til august 2010. På gensyn til valgmødet d. 7. april hvor I også vil kunne møde Sadik Topcu, fmd. for Børn- og Ungeudvalget, foruden skoleleder Henrik Østergaard samt medlemmer fra den nuværende bestyrelse. Findes der fortsat forældre som ønsker at stille op til skolebestyrelsen, er de velkomne til at kontakte understegnede eller næstfmd. Laila Kofoed – eller blot at dukke op på mødet den 7. april. På gensyn – og glædelig påske. Med venlig hilsen Mette Printz Olsen, Ringsted d. 29. marts 2010 Lene Bolgan Efter at have været kontaktforældre for min søns klasse i snart 3 år vil jeg gerne tage det næste skridt og stille op som kandidat til skolebestyrelsen. Jeg vil gerne være med til at skabe den bedste skole for vores børn – med tanke på de rammer og vilkår der er til stede på nuværende tidspunkt, men også at jeg finder den nye skolestruktur med de 3 ”nye spor” / afdelinger interessante. Nogle af de områder jeg har stor interesse i der kan have indvirkning på ”vores børn” er; en bedre kommunikation imellem de forskellige interessegrupper vi alle repræsenterer – her tænker jeg skoleledelse, lærere, pædagoger, forældre og selvfølgelig eleverne der er vores fokusområde i denne sammenhæng. Jeg er her opmærksom på, at Valdemarskolen er en stor organisation og at der kan være langt fra ide til handling – især at det tager tid inden alle parter er informeret – kan / vil vi optimere dette? Et andet fokusområde for mig er selve undervisningen – har skolen de resurser som en inkluderende skole skal tilbyde og er de undervisningsmaterialer der stilles til rådighed det bedste vi kan tilbyde for alle. Her tænker jeg også på SFO- personalet – er de en del af helheden eller en separat samarbejdspartner i organisationen? Jeg selv er uddannet pædagog og arbejder på en almindelig folkeskole gennem de sidste 6 år. Jeg har tidligere arbejdet på en specialskole og har også her deltaget i undervisningen. Med venlig hilsen Lene Bolgan ( Simon`s mor 2.D.) Jacob Bjørnsholm Madsen Siden min ældste søns skolestart i 2008 har jeg været kontaktforældre, og har fundet det arbejde som udføres i skolebestyrelsen meget værdifuldt og meget interessant. Jeg vil derfor meget gerne være en del af den kommende skolebestyrelse. Jeg har med stor interesse fulgt de tiltag, som den nuværende skolebestyrelse har sat i gang. Herunder specielt værdidebatten, forholdet imellem skole og forældre, samt inddragelse af forældre. Derudover er jeg interesseret i forholdene omkring skolens kantine, samt skolens opdeling i afdelingsopdelt skole. Jeg har en stor interesse for kommunikation og vil ligge stor vægt på kommunikation imellem forældre, skolebestyrelse, skoleledelse samt lærer og pædagoger. Jeg er 35 år, uddannet advokat, og far til 2 børn, hvoraf den ene går i 1. c, og den anden skal starte på Valdemarskolen i 2011. Jeg er sammen med min familie flyttet til Ringsted i oktober 2003. Helle Sanggaard Jeg er 43 år, gift med Morten Poulsen og mor til Laura fra 4.a. Derudover har jeg yderligere 3 børn, hvoraf 2 har gået på skolen og 1 går i specialklasse på Sdr. Parkskolen. Jeg er Sosu-ass. og arbejder med demente m/psykiatrisk overbygning. I min fritid går jeg til drama og ridning. Min mærkesag er øget fokus på børns individuelle indlæringsmåder. De fagligt svage børn skal have hjælp til at finde læringsmetoder, som de forstår, så de kan øge deres faglige niveau. Specialundervisningen og den såkaldte AKT-støtte (støtte til Adfærd, Kontakt og Trivsel) skal synliggøres, så flere børn kan hjælpes i tide. Samarbejdet mellem klassens lærere, AKT-lærere og hjemmet skal styrkes, så erfaringer fra AKT-delen kan bruges forebyggende i klassen. Mine erfaringer på området er efterhånden mange. Min næstældste søn har gået på skolen frem til 3. klasse, og bor nu på et skolehjem. Vejen dertil var lang og sej. Og systemet gør det ikke lettere for ressourcesvage forældre, fordi der er så mange parter involveret: Klassens lærere, skolens afdelingsleder for børn med særlige behov, AKT-lærere, SFO, skolepsykolog, viceskoleinspektøren, Børn- og Ungeforvaltningen samt Børnepsykiatrien. Det kræver sin kvinde/mand/forældre at klare det. Det system har jeg været gennem 2 gange, da min yngste datter går i specialklasse på Sdr. Parkskolen. Den erfaring jeg har gjort i forbindelse med mine børn og deres specielle behov, vil jeg gerne stille til rådighed i skolens bestyrelse for at være med til at videreudvikle de tilbud, der er til skolens børn og forældre, der også står med et ekstraordinært behov for støtte. Allan Olderkjær Jeg vil hermed gerne indstille mig som kandidat ved næste valg til skolebestyrelsen. Jeg er far til Elias Olderkjær i 1.c og har været forældre på skole de sidste 9 år, i form af 2 papdøtre der dog er gået ud af skolen nu. I den tid jeg har været forældre på skolen har der været både dårlige oplevelse og gode. Dog har de dårlige været meget dårlige og fyldt meget, herunder stor udskiftninger i lærerne, dårlig styring af klasserne, lærer der ikke brændte for jobbet, elever der bliver lovet en ting men oplever andet. Jeg vil gerne stille op til valget da jeg tror på at Valdemar skolen, kan højne sit niveau på flere områder og da jeg skal være forældre på skolen i mange år endnu, vil jeg gerne være med til at præge den positive udvikling skolen er på vej ind i. Mærkesager som jeg gerne vil ”slås” for er følgende: • En strategi for hvordan Valdemar skolen, bliver den bedste skole i Ringsted, for både medarbejdere og elever (Måske endda DK) • En forbedret kantinemad Til dagligt arbejder jeg selv med træning og undervisning i salg og ledelse, her under også personlig coaching. Det var ganske kort, ser frem til at møde jer til valgmødet. Venlig hilsen Allan Olderkjær (Far til Elias 1.c), Duevej 7, 4100 Ringsted, tlf.: 51 53 53 53 Tommi Jensen Far til Katja i 6.c og Simon i 8.c. Genopstiller til skolebestyrelsen. Mine interessepunkter i skolebestyrelsesarbejdet er: • • • • Udbredelse og inddragelse af IT i undervisningen, At man ikke sætter lighedstegn mellem vikar og rundbold, At det skal være spændende at være på skolen også i frikvartererne for alle elever At Valdemarskolen er en attraktiv og spændende arbejdsplads for vores lærere. Med venlig hilsen Tommi Jensen Mazlum Øz Jeg er 44 år og er ansat i Ringsted kommunes Børn og Unge Rådgivning som rådgiver og samtidig driver jeg et konsulentfirma. Jeg har tre døtre, der går i 6.a, 2.c og 2.d. Jeg har været bestyrelsesmedlem i Skolebestyrelsen i snart 4 år, som jeg trådte ind i, fordi jeg ville være med til at have mere indflydelse på mine børns skole. Som bestyrelsesmedlem har jeg fået muligheden for at lære mere om Valdemarskolen, skolens drift og andre problemstillinger, som ellers ikke ville have været muligt. Det har været 4 spændende og udfordrende år, hvor vi har været inde og behandle forskellige problemstillinger. Jeg genopstiller ved kommende bestyrelsesvalg, idet jeg fortsat føler det som en udfordring at være med til at have indflydelse på Valdemarskolen. Samtidig føler jeg at jeg fortsat kan være med til at bidrage med input i form af min to-kulturelle baggrund. Laila Kofoed Jeg er 38 år – mor til Sune i 4.a. og Esben i 2.c og næstformand i den nuværende skolebestyrelse. Jeg er gift med Morten Svendsen. Til daglig arbejder jeg som teamleder for it-helpdesk i Gjensidige Forsikring. Jeg genopstiller til skolebestyrelsen af mange årsager. De væsentligste er, at jeg: • I de forgangne 4 år har fået et stort indblik i, hvordan Valdemarskolen fungerer, og gerne fortsat vil være med til at præge den positive udvikling, som Valdemarskolen er inde i • Har oplevet stor samarbejdsvilje fra skolens ledelse i forhold til de ideer, vi forældre kommer med • Fortsat ønsker at styrke skole-hjem-samarbejdet bl.a. ved at sætte øget fokus på parternes gensidige forventninger til hinanden – hvad er en god lærer, en god pædagog, en god elev og hvad er en god forælder? • Gerne vil være med til at fortsætte det igangsatte arbejde omkring antimobning • Mener vores skoles kantineudbud fortsat bør forbedres • Sætter stor pris på at kunne holde mig orienteret om og være med til at påvirke, hvad der sker på mine børns skole • Ser et stort behov for, at vi som forældre begynder at melde tydeligere ud over for kommunen, at de lokalemæssige forhold på Valdemarskolen ikke er hverken tidssvarende eller tilstrækkelige i forhold til den ekstra søgning, som skolen pt. oplever af elever udefra • Synes det har været rigtigt spændende, lærerigt og hyggeligt at mødes med den øvrige skolebestyrelse og diskutere skolens virke.
© Copyright 2024