1. No category

 Forfatteren Mikhail Sjisjkin blev født i Moskva for lidt
over 50 år siden, på højden af ​​Den kolde Krig, mens Stalin og Lenin endnu lå i Mausoleum på Den Røde Plads.
“I børnehaven og i grundskolen fik vi at vide, at vi var
blevet født i det lykkeligste land i verden. Kan du forestille dig
min skuffelse, da jeg indså, at mine forældre var slaver, og jeg
blev født som en anden slave i et land af slaver. Alle var slaver
af regimet – selv de største bosser i Kreml. Ville det ikke være
en stor udfordring for dig at indse, at du var født i et kæmpe
fængsel?”, spørger Sjisjkin, mens han viser rundt i den store
fem-værelser lejlighed i Berlins Friedenau distrikt, hvor familien midlertidigt bor under hans stipendiat i Tyskland.
“Da jeg gik i skole – og som alle unge – var pioner,
naturligvis, boede vi på bunden af ​​en tyk lædersæk, så at sige,
og havde ikke nogen som helst mulighed for at få kulturelle
oplysninger. Vi havde kun den klamme “sovjetiske luft” at
trække vejret i. De eneste bøger var dem, der blev officielt tilladt. Vi havde
kun sovjetisk radio og tv og sovjetisk musik. “Ikke-sovjetiske”
kulturelle oplysninger var kun tilgængelige i form af det trykte
ord, “samizdat” (undergrundsskrifter). Selv om min mor var
lærer i litteratur, tror jeg ikke, hun påvirkede mig. Det var nok
min storebror, som begyndte at bringe mig forbudte bøger,
og den meget stærke bølge af kulturel indflydelse påvirkede
mig.
Jeg begyndte at associere med hans venner, som var de
guder for mig. Jeg var måske 14, de var omkring 20. Jeg sad
stille i et hjørne og lyttede til deres intelligente, frihedselskende
samtaler, hvor jeg hørte navne, jeg ikke ville have hørt andre
steder: Brodsky, Nabokov, Mandelstam. Jeg fik kendskab til
dem alle gennem min bror. Jeg tror, ​​at dette virkelig var begyndelsen,” fortsætter Sjisjkin.
Den russiske forfatter
Mikhail Sjisjkin
i konversation med Sigurd Bo Bojesen
forud for Verdenslitteratur 2013
“I børnehaven og i grundskolen fik vi at vide,
at vi var blevet født i det lykkeligste land i
verden. Kan du forestille dig min skuffelse,
da jeg indså, at mine forældre var slaver, og
jeg blev født som en anden slave i et land af
slaver.”
“Litteratur spillede en helt anden rolle dengang. Hvis der
ikke havde været denne “skakt”, ville livet have været ydmygende, uden denne mulighed for at trække vejret anderledes
gennem disse bøger. At leve i Sovjetunionen var generelt en
ydmygende oplevelse. At læse forbudte bøger var den eneste
måde at finde en niche, hvor du ikke konstant blev undertrykt,
men tværtimod havde en chance for at rejse dig op. Dette var
måden at bevare din menneskelige værdighed.”
I sin ungdom havde Sjisjkin to drømme: at rejse ud i den
store verden og at blive forfatter. Han indså, at intet af dette
var muligt, hverken at tage til udlandet eller at offentliggøre,
hvad han skrev. Han følte, at han ved at læse og skrive for sig
selv, selv uden noget håb for offentliggørelse, reddede ham.
“Jeg følte, som om mit land var besat af fjender som var i
besiddelse af min krop, men de kunne ikke tage mine tanker
til fange. Hvad der var inde i mit kranium var et territorium af
frihed i dette fængsel. At læse forbudte bøger (og selv Joyce
og Nabokov var forbudt) blev mit forsvar. Og mit skriveri,
også. Og sejren var min,” uddyber Sjisjkin det.
Hans seks år ældre bror, Alexander, bor i Moskva og havde
dér et forlag, hvor han udgav ikke-kommercielle bøger, først
og fremmest poesi. Men det måtte han lukke sidste år.
Du var 18 år gammel i 1979, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan. Var du soldat på på tid og kan du forklare, hvad du – og andre
unge mente om den krig på det tidspunkt?
“Ja, det var min generation. En ven fra min klasse mistede
livet i krigen. Jeg var ikke i Afganstan fordi jeg var indskrevet
100
92
100
93
som studerende ved det tyske
fakultet på Moskvas Pædagogiske
Universitet og vi blev alle – drenge
og piger – uddannet som militære
oversættere. Jeg var rigtig glad for,
at jeg ikke blev sendt til Afganistan.
Én dag om ugen, på universitetet,
blev vi undervist i, hvordan tysktalende krigsfanger skulle afhøres. Vi
tilbragte en sommer på en militær
lejr og alle fik den militære rang af
junior løjtnant. Jeg
vil aldrig glemme den militære ed: Jeg
var nødt til at kysse det røde flag og
vores regimentsbanner, som stank
af fisk. Officererne plejede at drikke
vodka i hovedkvarteret og efter at
have spist sild, tørrede de hænderne
af i banneret,” smiler Sjisjkin.
Hvornår begyndte du at skrive din
første bog, og hvad inspirerede dig til at
gøre det?
“Jeg begyndte at skrive meget
tidligt. Her er du sandsynligvis nødt
til at skelne mellem bevidst eller
ubevidst at blive forfatter. Du må
være tosset, hvis du ønsker at blive
forfatter i en voksen alder, men som
barn, stiller du ikke dig selv disse
spørgsmål. Du tager et ark papir og
skriver på det: “En Roman”.
“Åh, Misha har skrevet en
roman” Hun smilede muntert nok, men hvis hun havde
sagt: “Åh, Misha vaskede
gulvet” ville hun have været
lige så munter.
Jeg skrev min første roman, da
jeg var ni år gammel. Jeg husker det
meget tydeligt og beskrev det også i
min bog Vzyatie Izmaila (På engelsk
“The taking of Izmail”, ikke oversat
til dansk).
I vores sommerhus tog jeg en dag
en notesbog og skrev en novelle. Senere, når du har skrevet din novelle,
forventer du at få læsere. Det var
ikke en selvfølge, at min bedstemor
med hendes tre år i en sogneskole
kunne betragtes som en læser, så jeg
ventede på at min mor kom hjem fra
arbejde.
Da hun kom hjem sagde jeg:
“Mamma, se, jeg har skrevet en roman!” Jeg husker tydeligt hendes
udbrud: “Åh, Misha har skrevet en
roman” Hun smilede muntert nok,
men hvis hun havde sagt: “Åh, Misha vaskede gulvet” ville hun have
været lige så munter.
Jeg iagttog hende, mens hun begyndte at læse, og så hvordan hun
rynkede panden og kiggede alvorligt og utilfreds. En blik med rynket pande, som kunne pacificere
en urolig klasse på skolen, gav mig
94
gåsehud. Hun sagde til mig i et meget alvorligt, misfornøjet tonefald:
“Misha, du bør skrive om ting, du
forstår.”
Hun havde sikkert forventet en
roman om indianere eller science fiction, rumvæsener eller eventyr, men
det var om skilsmisse. Det virkede
altid på mig som om min mor og far
var ved at blive skilt for øjnene af
mig, så jeg beskrev det liv, som jeg
så. Lige siden tror jeg, at dette familietema har været en rød tråd gennem alle mine værker, og jeg skriver
altid om ting, som jeg ikke forstår,”
udtrykker Sjisjkin om sit første forsøg på at skrive en roman.
Senere, som studerende, skrev
han en masse uden nogen forhåbning om at få det udgivet i Sovjetunionen.
“Men hvem havde forestillet sig,
at de tre sidste sovjetiske ledere ville
blive skiftet ud i løbet af kun fire
år og lade den unge og svage Gorbatjov forsøge at redde regimet?”
spørger Sjisjkin.
Det mislykkedes for den sidste
kommunistiske leder, så Sjisjkins bøger kunne endelig blive udgivet i
Sovjetunionen og bagefter over hele
verden.
Du er blevet sammenlignet med Tolstoy
- har han inspireret dig?
“Den litterære tradition er meget
vigtigt for mig. Faktisk er der kun to
traditioner for at skrive, hvad enten
du er russisk eller ej. Den første er
ønsket om at tjene penge ved at
skrive det, udgivere og læsere forventer af dig. Forfatteren er som
en tjener. Den anden kan sammenlignes med en blodtransfusion. En
forfatter deler med sine læsere de
ting, som er af afgørende og vital
betydning for ham, og denne tradition kommer til mig gennem Tolstoy.
Men selvfølgelig skal blodtyperne
matche,” fortsætter Sjisjkin, som har
skrevet en bog på tysk (også oversat
til fransk) dedikeret til Tolstoy, “I
Byron og Tolstojs fodspor.”
Byron foretog i 1816 en rejse fra
Montreux i de schweiziske alper og
skrev dagbøger. Fyrre år efter gik
Tolstoy samme rute uden nogen idé
om, at han fulgte Byrons spor. Begge
var 28 år da de foretog rejsen.
“Faktisk er jeg sikker på, at hvis
Tolstoy havde vidst, at han fulgte i
fodsporene på Byron så ville han
have valgt en anden vej. Så jeg gik i
deres fodspor. Det tog syv dage.
De var i samme situation som
enhver, der skriver og de blev konfronteret med det samme problem,
nemlig hvad man skal gøre i dette
liv, når du alligevel til sidst skal dø.
Du må forberede dig til døden hele
dit liv, og hele dit liv må du forsøge
at kæmpe mod døden med din pen
og dine ord. Det er, hvad bogen
handler om. Den originale titel på
bogen er faktisk “Montreux - Missolungi - Astapovo”. Montreux er
stedet, hvor vi startede, Missolungi
er det sted i Grækenland, hvor Byron
døde, og Astapovo er jernbanestationen i Rusland, hvor Tolstoy døde.
Deres tur gennem Alperne bliver
en metaforisk spadseretur gennem
evigheden. Og pointen er, hvordan
man går ind i evigheden og tager
hele denne verden med sig. Tolstoy
arbejdede på dette spørgsmål hele sit
liv, og det er interessant for mig at
forstå, hvad der skete med ham og
hvordan. I sidste ende blev Tolstoy
hovedpersonen i min bog,” forklarer
Sjisjkin.
Fra du var 18 år gammel gik der yderligere 12 år før Sovjetunionens opløsning.
Hvad syntes du, som 30 årig, om ændringerne og kunne du give nogle eksempler på,
hvordan disse ændringer påvirker ikke
kun dit eget liv, men også dine venners og
befolkningens i almindelighed.
“Masser af håb fulgte med perestrojka. Det var virkelig en fantastisk
følelse. For første gang i mit liv følte
jeg mig ikke som en spion i mit eget
land, men som borger. Det var mit
land, og jeg var ansvarlig for min
egen fremtid. Så jeg tog et job som
lærer. Jeg ønskede at ændre Rusland,
og jeg følte at jeg var nødt til at starte
med børnene.
90’ernes anarki og kaos ændredes
snart i den nye samfundsorden. Men den nye “demokratiske” orden
havde intet til fælles med demokrati.
Det nye Rusland er et korrupt kriminelt imperium.
Sovjetunionen blev opløst og et
meget anderledes Rusland udviklede
sig. - Mange mennesker – nogle af
dem kriminelle – blev meget rige
og landet er på mange måder blevet vendt på hovedet,” siger Sjisjkin
hovedrystende.
“90’ernes anarki og kaos
ændredes snart i den nye
samfunds-orden. Men den nye
“demokratiske” orden havde
intet til fælles med demokrati.
Det nye Rusland er et korrupt
kriminelt imperium.”
Hvad ser du som et tab og hvad som en
gevinst?
“Krigen i Tjetjenien dræbte alle
mine sidste håb. Mordet på journalister som Anna Politkovskaja chokerede mig. Man forsøger at forstå
den frygtelige begivenhed med et
klart syn. Og jeg undrede mig over,
hvordan denne modige kvinde, som desperat kæmpede mod en hensynsløs krigsmaskine kunne overleve
så længe.
De undersøgelser hun foretog
lignede langt mere et engageret forsøg på selvmord end opfyldelsen af ​​
en journalists arbejde.
Hun blev dræbt, fordi hun brød
den vigtigste uskrevne russiske lovgivning. Der er masser af skrevne
love, men ingen bekymrer sig om
dem, de foregiver kun at være love.
Og du vil blive tilgivet, hvis du bryder dem – indtil du bryder den eneste
lov, der gælder - den uskrevne.
Mit land levede og og lever og
jeg er bange for vil leve videre med
loven i fængslet: de stærke indsatte i
cellen har den bedste briks ved vinduestremmerne og tager rask væk
ting og mad fra de svage, og lader
dem sove på det værste sted ved det
snavsede toilet.
(Preis des Hauses der Kulturen der
Welt i Berlin) og havde stor succes
i pressen og offentligheden. Nu har
samme forlag udgivet endnu en roman, “Briefsteller” (“The Light and
the Dark”, som indtil nu er oversat
til 25 sprog.)
Du flyttede til Schweiz kun to år efter
offentliggørelsen af din første bog i 1995 hvorfor?
“Jeg valgte ikke Schweiz. Min
tidligere hustru var sweitzer. Nogle
romerske statuer og Colosseums ruiner eller malerier af de store mestre.
De forlod Rusland for at se verden under en anden himmel og
forskellige farver og for at forstå,
hvorledes himlen var i Rusland. Så
længe du lever i Rusland og ikke har
besøgt Italien, kan du ikke forstå
farverne på himlen.
Det samme gælder for forfattere.
Hvis de udelukkende lever i Rusland
sendt tilbage, kunne det være sandt. De er måske ikke involveret i
beskidt politik, men har blot noget
gæld til deres måske grusomme forretningspartnere. Man skal betale
sin gæld alligevel. Så deres ord under
interviewet kan medføre deres død.
Som forfatter, skal jeg oversætte
deres liv i ord. Mennesker og deres
løgne vil forsvinde. Ord og deres
sandhed vil forblive,” forklarer Sjisjkin om sit tidligere arbejde som tolk
“Det smerter mig at se, hvad
der foregår i mit land. Det er
uværdigt for Rusland,”
Hvis du ønsker at ændre denne
ydmygende orden og du er modig og
stædig, vil de slå dig ihjel, fordi du er
lovbryder og skal straffes. Det værste
er, at den russiske befolkning accepterer denne orden. Det russiske folk
har gjort meget dårlige historiske erfaringer og alle forsøg på at ændre
denne orden er endt i ødelæggende
blodsudgydelser. I deres sind er den
brutale orden i Rusland bedre end
uorden, så de tænker med nostalgi
på Stalins tid og hader “demokrati”,
forklarer Sjisjkin.
Millioner af russere stemte sidste
år på Putin i overensstemmelse med
det russiske ordsprog: “ønsker ikke
død over en uduelig Tzar” – alternativet kunne være værre.
“Det smerter mig at se, hvad der
foregår i mit land. Det er uværdigt
for Rusland,” udtrykker Sjisjkin det
kort.
Hvor længe gik der mellem offentliggørelsen af ​​din første novelle, “Kalligrafi
Lektion” i 1993 på russisk og offentliggørelse i udlandet?
“Jeg tror, ​​at min første oversatte
roman var “La Prise d’Izmail”, som
udkom i Frankrig i 2003. Men den
tyske oversættelse var meget vigtigere for mig, fordi jeg bor i det
tysktalende rum. I mange år fik jeg
bare afslag fra forlag som Suhkamp, ​​
Fischer osv. Hvis jeg skal fortælle
sandheden er det meget deprimerende at få et afslag. De skrev: “Din
roman er fantastisk, men alt for
udfordrende for vores læsere”. Jeg
kunne ikke forstå, hvorfor forlagene
betragter deres læsere som fjolser,”
siger Sjisjkin undrende.
Endelig, i 2011, løb et forlag i
München risikoen og publicerede
romanen “Venushaar”. Bogen fik
prisen for årets bedste oversatte bog
Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin, med sin gravide hustru Evgeniya, som skal nedkomme i august,
og hendes to børn, Vera, 9 og Natasha, 14 fotograferet i deres midlertidige lejlighed i Berlin.
år efter vi var blevet gift i Moskva
blev hun gravid, og hun havde det
svært med at være sammen med
barnet i midten af ​​r ussiske eksotisme. Så vi rejste til Schweiz – det var
ikke emigration, blot et familieanliggende.
Jeg tror ​​denne ændring af kulisser
hjalp mig en masse som forfatter.
Jeg er sikker på, at det er nyttigt for
enhver forfatter at leve, ikke kun i sit
fødeland, men også i udlandet.
“Sammenlignet med Rusland,
er Schweiz et meget kedeligt
land. Ingen krigssår, ingen
blodsudgydelse.”
Tidligere, i det nittende århundrede sendte Kunstakademiet i St.
Petersburg kunstnere til udlandet,
f.eks. Italien, ikke kun for at lære teknik ved at se på udgravede antikke
og kun skriver om den verden, tror
de, ​​at de ved alt. For at forstå at de
intet ved, mindst af alt om Rusland,
skal de forlade landet.
Sammenlignet med Rusland, er
Schweiz et meget kedeligt land. Ingen krigssår, ingen blodsudgydelse.
Men folk dør stadig overalt, selv i
Schweiz. Det gør den gensidige forståelse af alle mennesker på jorden
mulig. Jeg kom til det rolige og fredelige Zürich, men gennem mit job
som oversætter for immigrationskontoret fandt jeg mig selv i epicentret af russisk spænding. Jeg blev
vidne til forfærdelige historier
I Moskva kan du undgå aviser,
slukke for radioen, smide dit tv ud
af vinduet, trække dine gardiner for og læse gode gamle bøger. Men i
Schweiz, blev jeg tragten for russiske
historier. Flygtningene fortæller ikke
sjove historier. Selvfølgelig kan folk
lyve for at opnå politisk asyl. Men de
lyver sande historier. Hvis de siger,
at de vil blive dræbt, hvis de bliver
for de schweitziske immigrationsmyndigheder.
Kan du forklare, hvad du personligt
får ud af at skrive og hvad du håber dine
læsere vil få ud af det?
“Jeg tager ofte til Rusland for at
møde mine læsere både i storbyer og i små provinsbyer, som faktisk
er langt mere interessante og inspirerende.
“Kommunistiske løgne er blevet
til “demokratiske” løgne. Den
litterære tradition er stadig
tilbage i Rusland – forfattere
skriver for at redde deres sjæle
og læserne læser for at redde
deres.”
Dér kan du se, at intet har ændret
sig i de sidste 20 år: de reelle russiske
læsere - provinsielle lærere, læger,
bibliotekarer - har stadig brug for
nogle krævende bøger for at redde
deres menneskelige værdighed i
denne dagligdags lavine af ydmygende “demokratisk” virkelighed.
Kommunistiske løgne er blevet til
“demokratiske” løgne. Den litterære
tradition findes stadig i Rusland –
forfattere skriver for at redde deres
sjæle og læserne læser for at redde
deres. Læsning i Rusland er mere
end læsning. Og det vil det altid
være.”
Har du en skriverutine?
“Jeg plejer at skrive hjemme, om
morgenen efter en kop kaffe – én
roman på fem år.
Du læser og skriver glimrende engelsk
– men jeg formoder, at du stadig skriver på
russisk? Hvad tabes i oversættelsen f.eks.
fra russisk til engelsk – og for den sags
skyld til andre sprog?
“Jeg holder allermest af de
japanise og kinesiske oversættelser.
Det ser fantastiske ud. Og jeg har
absolut ingen idé om, hvad der er
gået tabt i oversættelsen.
Det værste for mig er at læse
mine tyske eller engelske oversættelser, fordi jeg er klar over, hvad der
er gået tabt. Når jeg skriver, er der
ingen kompromiser. At oversætte,
derimod, er faktisk kunsten at gå på
kompromis.
Jeg tror at en dygtig oversætter
kan oversætte alt. Oversætteren skal
skabe mine engelske, tyskle, danske
tekster på samme måde, som jeg har
skabt mine.”
Har du nogen mulighed for at være med til
at vælge oversætteren.?
“Hvordan skulle jeg kunne vælge
en ungarsk, slovensk eller dansk
oversætter? Nej, det er forlæggerens opgave.
Fra min engelske forlægger fik
jeg tre forskellige oversættelser af et
kapitel i en bog. Ingen sætning var
den samme. Den ene oversætter var
ikke bedre eller værre end den anden, men vi taler om tre forskellige
personligheder med hver deres egen
unikke smag og livserfaring. Hvis de
alle oversatte romanen, ville jeg have
tre forskellige romaner på engelsk.
“Jeg tror, ​​den eneste mulige måde
at samarbejde med en oversætter på,
er at stole på ham eller hende. En
oversætter skal være velkommen til
at skabe og blive min medforfatter,”
slutter Mikhail Sjisjkin.
I august udgiver forlaget Batzer & Co.
Mikhail Sjisjkins nye roman “Brevbogen”
- en roman om krig og kærlighed.
An English version of this interview
is to be found on www.netavisen-moen.dk/
Shishkin.
Eine deutsche Version dieses Interviews ist auf www.netavisen-moen.dk/
Schischkin zu finden.
95