Dansk guvernør i Guinea, Bjørn om afskaffelsen af slavehandlen

Biørn om slavehandlen Resultater efter Iagttagelser og mangeårig Erfaring Af Andreas Riegelsen Biørn, forhenværende guvernør for de kongelige danske etablissementer i Guinea. København, 1806. Trykt på forfatterens forlag hos Matthias Johan Gebbelow, Store Fiolstræde nr. 218.
(…)
Besjælet af menneskekærlighed, ledet af visdom gav Danmarks ædle regering, ved
slavehandlens afskaffelse, verden det første eksempel af denne slags, som den engelske
regering nu tildeels har efterfuldt. Imidlertid får mange gyldige grunde, som her nærmere skulle udvikles, mig til at tro, at det
for nærværende tid, uden visse foregående operationer, hverken er muligt eller gavnligt at
afskaffe slavehandlen.
Så sandt det gamle ordsprog er, at tiden jævner alle vanskeligheder, så vist er det også, at
slavehandlens pludselige og uforberedte ophævelse ville volde mange slags ødelæggende
tab, ja endda blodsudgydelse; og det så meget mere, da hidtil ingen foregående indretning er
iværksat, der umiddelbar kunne erstatte den derved forvoldte skade.
Dødeligheden i de vestindiske kolonier er årligt meget stor og overgår langt antallet af de
fødte. (…) Bliver der ikke rådet bod på dette misforhold, så vil det inden få år deraf uundgåeligt
følge, at disse nu så blomstrende kolonier må aftage, forfalde, ja henligge i deres naturlige
vildhed. Antages det nu, at antallet af de afrikanske slaver i de europæiske kolonier udgør mindst 5
millioner mennesker, så bliver der (omend man ikke kun regner med, at [der] årligt dør 5 af
hvert hundrede) mindst et årligt tab på 250.000 mennesker, hvilket omtrent er det samme
antal, som de europæiske skibe, der hidtil har bragt slaver fra Afrika, årligt bragte til kolonierne,
hvormed dette tab blev erstattet, uden savn. Betragtes de forskellige nationers lokale forfatning om dette (thi det portugisiske såvel som
det spanske fastland undtages), så skønnes det, at her ikke er en fod land tilovers, som kunne
gives slaverne til korn og levnets, midlers dyrkelse, uden plantageejerne bliver ruineret.
Følgende eksempel oplyser min påstand. En ejer af sukkerplantage har 100 tønder land i ti
indhegninger, hvortil der hører 400 slaver, af 400.000 rigsdalers værdi. Af denne plantages
afgrøde fås 200 fade sukker og 100 fade rom, der indbringer fra 20 til 40.000 rigsdaler årligt.
Kunne han nu ingen slaver få til at holde det antal slaver, han holder, som hvert år forringes
ved tyve slavers død, i hel stand, så vil det deraf ufejlbarligt følge, at plantagernes værdi efter
fem års forløb forringes en fjerdel, efter ti års forløb halvdelen, og at de i det korte tidsrum af
tyve år vil være i en aldeles øde forfatning. Skal nu slavehandlen aldeles ophæves, så må jo (…) de magter, der ophæver den trældom i
egne lande og kolonier, først og fremmest give slaverne eller de livegne fri og omdanne dem
til fri undersåtter med fast ejendom. (…) Følgen heraf for sådan en plantageejer, jeg allerede har
nævnt, blev altså nødvendigheden, at han må dele sine 100 tønder land mellem sine 400
slaver. Naturligvis opstår her to spørgsmål: hvor meget land skal tildeles dem hver især, når de
herpå skal plante korn, i det mindste så meget, som de behøver til deres levebrød? hvor meget
land bliver tilovers til sukkerroedyrkning, og hvor stor årlig afgift er de frie slaver i stand til at
betale? At plantageejerne ikke beholder en fodbred land tilovers for sig, uden grunden, hvorpå
herskabsbygningen, mølle og økonombygninger står, skønnes let, og at disse 400 nye frie
ejendomsbønder ikke er i stand til at betale 10.000 rigsdaler i årlig landgilde, behøver heller
ikke noget bevis. Ligeså unægtelig er det, at regeringerne enten må give plantageejerne uhyre
summer i erstatning, ellers er disse totale fallit uundgåelig. Får øerne (De Vestindiske Øer, red.) ikke på denne ovennævnte måde det årlige
mennesketab erstattet, som de dødes antal forvolder, så er det ikke usandsynligt, at begge
”negerpartierne” (kreolerne og afrikanere), hvis gensidige fjendskab hidtil har sikret de få
europæere overherredømmet, inden kort tid vil forene sig til ét tungemål og fælles
uafhængighed. Sker dette, så vil de, der i antal er så overlegne, snart jage europæerne fra
Antillerne osv., eller måske endda aldeles udrydde dem. (…) Ingen tænkende politiker [vil] tilråde Danmark, Holland, England, Amerika (om end de alle
enes om denne handels ophævelse) på deres egen velstands bekostning at åbne [for] deres
nationer en udtømmelige kilde til berigelse (…). — Når det nu er med uforkastelige grunde
beviseligt, at den rigeste Kilde, som de europæiske sømagter have haft og endnu have, er den
afrikanske Slaves handel, (især når den vis benyttes), og at de ved den — selv til umiskendelig
Gavn for Menneskeheden — have Med Millioners årlige Binding, forøget deres Landes
Velstand og Industri, så ville det jo være i høj Grad uklogt, at give Slip på denne Erhverv, inden
man på anden Måde havde tilvejebragt et [alternativ] (…), der tillige fremmede større
Menneskeheld.
(…)
Uddrag af ”Biørn om slavehandlen”
Af Andreas Riegelsen Biørn
Udgivet 1808 af forfatterens forlag hos Mattias Johan Gebbelow, Store Fiolstræde nr. 2818
Redigeret af:
Operation Dagsværks Forårssekretariat 2013