1. No category

Kære bruger
Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories
website (www.historie-net.dk) og må ikke videregives til tredjepart.
Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet.
Mvh
Redaktionen
KOLONIHISTORIE
SLAVE
HANDLEN
PÅ SPORET AF
ARGUIN
ST. LOUIS
GOREE
Slaver blev
hentet i junglen
Centrum for slavehandlen lå i
et bælte langs Afrikas vestkyst.
Her bortførte lokale høvdinge
de indfødte og fragtede dem til
forterne ved kysten.
Vigtigt slavefort
Område, hvor slaverne
blev kidnappet
SHERBRO
LITTLE SESTOS
BONNY
AXIM
FORCADOS
PORTO NORVO
LOANGO
MOLEMBO
BENGUELA
AFRIKA
Efter kidnapningen blev fangerne
tvunget ud på ugelange vandringer
mod byerne langs kysten.
WWW.SLAVERYIMAGES.ORG
52
Historie 6 • 2009
ØJENVIDNER
De lokale høvdinge byttede
deres fanger til europæiske
slavehandlere for perler,
våben eller alkohol.
CORBIS
“
BORTFØRT til trældom
AF ELSE CHRSITENSEN
I løbet af 300 år blev 11 millioner afrikanere kidnappet fra deres
landsbyer, fragtet til kysten og solgt til europæiske slavehandlere.
I
1600-tallet manglede de store plantager i Amerika effektive arbejdere,
og afrikanske slaver blev derfor
pludselig en lukrativ handelsvare. Slavehandlere trængte dybere og dybere
ind i Afrika for at kidnappe indfødte og
føre dem til kysten. I alt blev ca. 11
millioner afrikanere brutalt bortført fra
deres hjem – oftest af lokale høvdinge,
der øjnede muligheden for rigdom ved
videresalget af de efterspurgte slaver.
Efter vandringer på op til flere måneder nåede slavekonvojerne de europæiske forter langs Afrikas vestkyst.
Her købte hvide købmænd slaverne for
bomuldsklæder, glasperler og ikke
mindst geværer. Netop salget af våben
fik handlen med slaver til at eksplodere. Ingen af de lokale høvdinge havde
råd til at lade deres fjender få magtovertaget. Derfor fangede høvdingene flere
og flere slaver for at sikre sig de livsnødvendige geværer. Ud over våben
udgjorde alkohol den mest værdsatte
byttevare, og de europæiske opkøbere
drak gerne høvdingene fulde for at få
en god handel i hus.
Europæerne placerede slaverne i deres mange handelsstationer langs kysten – de såkaldte faktorier. Her blev
afrikanerne stuvet sammen i op til et
år i små fugtige fangekældre, mens de
ventede på et skib, der kunne bringe
dem over Atlanten.
En dag, da min familie var gået på
arbejde, og kun jeg og min søster
var i huset, kravlede to mænd over
muren ind til vores hus og tog os
begge. Uden at give os tid til at
råbe om hjælp og gøre modstand
holdt de hånden over vores mund
og stak af med os ind i den nærmeste skov. Her bandt de vores
hænder og bar af sted med os,
indtil natten kom og vi nåede et
lille hus, hvor kidnapperne stoppede for at indtage forfriskninger
og tilbringe natten. Sådan rejste
jeg, nogle gange over land, nogle
gange over vand, gennem forskellige lande og nationer, indtil jeg,
seks eller syv måneder efter at
jeg var blevet kidnappet, endelig
ankom til kysten.
Olaudah Equiano, kidnappet af
slavehandlere som 10-årig, 1745
“
Næste dag fik min far betaling for
det parti slaver, han havde leveret.
En kraftigt bygget mandlig slave
blev vurderet til gennemsnitligt
30-40 dollars, kvinder omkring 10
dollars mindre, og børn endnu mindre. Men købet blev altid afregnet
gennem byttehandler. Et stykke
almindeligt irsk linned kunne købe
en slave af god kvalitet. En musket
og bajonet var omkring 20 dollars
værd eller ca. det samme som en
kvindelig slave.
Zamba Zembole, afrikansk
høvding og slavehandler, 1845
“
Cape Coast-fortets fangekældre er
forsynet med et jerngitter øverst
oppe, så der kan komme lys og luft
ind til de arme stakler, slaverne,
som er lagt i lænker og bliver holdt
fanget her, indtil efterspørgslen
kommer.
James Atkins, engelsk skibslæge,
1735
“
En herre, jeg kendte, havde købt
tyve drenge og beordrede dem nu
frem for at blive mærket. Dette
bliver gjort med et lille sølvmærke
med ejerens initialer, der varmes
op i flammerne og siden føres til
brystet.
Ukendt englænder, 1700-tallet
KOLONIHISTORIE
SEJLADSEN kostede en million liv
På den månedlange sørejse mellem Afrika og Amerika var død og ydmygelse hverdag. Sygdom,
mangel på mad og kaptajnernes lune tog livet af mere end hver tiende slave.
M
ellempassagen – turen over
Atlanterhavet – var så barsk,
at historikere vurderer, at den
kostede mindst en million slaver livet.
Den umenneskelige rejse begyndte i
små både eller kanoer, der sejlede fangerne fra slavefortet ud til slaveskibene.
Om bord på skibet blev slaverne lænket
sammen i par og derefter stuvet tæt
sammen under skibets dæk. Den trange
plads, vitaminfattig kost og dårlig hygiejne fik sygdommene til at hærge på slavedækkene. Blandt de mest frygtede var
dysenteri og kopper, som ramte både
slaver og søfolk. De barske sejladser varede fra fem uger og op til seks måneder
– afhængigt af årstid, vejr og vind.
Eneste lyspunkt for slaverne var, når
kaptajnen beordrede dem op på dækket
for at danse iført lænker. Den daglige
dans sikrede, at fangerne holdt sig i
form og dermed bevarede deres værdi.
Af samme grund fik slaverne også rimelige mængder mad. Normalt to gange
dagligt, typisk kogt ris, majsmel og en
kvart liter vand. Men når rejsen trak ud,
truede sult og tørst, og slavernes rationer blev som de første beskåret. For at
undgå at de mest værdifulde slaver sultede, valgte kaptajnerne på skibene ofte
at smide ældre, børn og kvinder i havet
til den sikre død.
I 1781 kastede Luke Collingwood –
kaptajn på det engelske slaveskib Zong –
132 slaver over bord for at spare på
vand og mad – men ikke mindst for at
hæve en vigtig forsikringspræmie. Collingwood havde nemlig kun forsikret
slaverne mod at dø af drukning og ikke
mod at dø af sult – og ved at smide slaverne i vandet kunne han indløse forsikringssummen. Men forsikringsselskabet nægtede at erstatte slavernes
værdi, da Collingwood selv havde smidt
slaverne over bord. Skibets ejer gik rettens vej og fik medhold ud fra den begrundelse, at kaptajnen havde lov til at
skille sig af med gods, når det gjaldt skibets og besætningens sikkerhed.
Slavernes sikkerhed var til gengæld
ikke eksisterende. Oftest lå kvinderne
på et dæk for sig selv til fri afbenyttelse
for fartøjets fulde sømænd. Farerne
standsede først, når skibet nærmede sig
slavemarkederne i Amerika. Nu blev
salgsvarerne luftet, motioneret og rengjort. Og matroser pudsede slaverne
med fedt, tjære og bløde børster, til deres hud skinnede blankt og sundt.
Hvis provianten var i fare for at
slippe op, blev de svageste slaver smidt bagbundne i vandet.
WWW.SLAVERYIMAGES.ORG
Farerne på Mellempassagen begyndte
allerede ved turen fra Afrikas kyst
ud til slaveskibene, hvor hård søgang
tog de første liv.
WWW.SLAVERYIMAGES.ORG
54
Historie 6 • 2009
ØJENVIDNER
Skibet var lastet til bristepunktet
Slaveskibene blev lastet ud fra princippet jo flere slaver, jo mere
profit. Driftige købmænd tegnede skitser over, hvordan varerne
skulle lastes tættest muligt – uden tanke på slavernes helbred.
“
Den elendighed, som slaverne
måtte udholde som resultat af at
være stuvet for tæt sammen, er
ikke til at beskrive. Jeg har set
dem besvime, næsten døde af
mangel på vand og luft. Vi gør,
hvad vi kan for dem. På ingen af de
fartøjer, hvor jeg har sejlet med
slaver, har vi lagt presenninger
over luftristene. Alligevel lå slaverne og gispede efter vejret.
Engelsk matros, 1789
“
1 meter
CORBIS
Gulvet i rummene var så dækket
af blod og slim på grund af dysenterien, at det lignede et slagtehus.
Mange af slaverne, som var
besvimet, blev båret op på dækket, hvor de døde.
Alexander Falconbridge,
skibslæge, 1788
På nogle transporter spiste og sov
slaverne siddende op ad hinanden
i dæk, der kun var en meter høje.
Ved at flette slaverne
kunne kaptajnen få
plads til 10 slaver på
under tre m2.
UNIVERSITY OF VIRGINIA
Billedet er
udeladt a.h.t.
copyright
Slaverne blev parteret til skræk og advarsel
Disciplinen på slaveskibene var jernhård. Slaveoprør var alle kaptajners
skræk, og straffen for oprørsforsøg
nådesløs. Efter en mislykket revolte på
det danske skib Fridericus Quartus i
1709 fik oprørslederen hugget højre
hånd af, hvorefter besætningen fremviste den sårede mand for de andre
slaver. Næste dag fik han hugget
venstre hånd af og blev igen vist frem.
Tredje dag halshuggede mandskabet
fangen og hængte overkroppen op i
storråen til skræk og advarsel. De andre slaver blev pisket og fik sårene
gnedet i salt og peber.
I det hele taget var piskning af fangerne hverdag på Mellempassagen.
Derudover blev afrikanerne udsat for
en række spidsfindige grusomheder.
Slaver, som forsøgte at sulte sig ihjel,
fik brændt læberne med gloende kul,
og psykisk syge slaver blev smidt over
bord eller banket til døde “for at sikre
sig, at de ikke simulerede”.
1,60 meter
ULLSTEIN BILD
1,70 meter
“
336 mænd og 226 kvinder havde
været om bord på skibet i 17 dage,
hvor 55 var blevet smidt over bord
pga. sygdom. Slaverne var anbragt
i små tilgitrede luger under dæk.
Pladsen var så trang, at de sad
mellem hinandens ben uden nogen
chance for at ligge ned hverken
dag eller nat. Da de tilhørte forskellige personer, var de alle mærkede
som får med ejerens mærke.
Disse var brændt på brystet eller
armen med rødglødende jern.
Robert Walsh, skibspræst, 1829
“
Så snart slaven var blevet hejst
op i masten, affyrede ti mænd
deres musketter og dræbte ham
på stedet. Dette lagde en dæmper
på vore negre, som troede, at jeg
for profittens skyld ikke ville have
dræbt ham. Liget blev skåret ned,
og hovedet hugget af og smidt
over bord.
William Smith, kaptajn på
slaveskib, 1727
“
Jeg har set slaver, der nægtede at
spise, blive brændt med glødende
kul på læberne. Samtidig med
trusler om at blive tvunget til at
sluge kullet. Som regel begynder
slaven at spise igen.
Alexander Falconbridge,
skibslæge, 1788
KOLONIHISTORIE
MARKED for menneskehandel
På slaveauktionerne i Amerika blev de nyankomne brutalt revet fra
deres familier og solgt enkeltvis til højestbydende.
N
år slaveskibene anløb, begyndte
slavemarkederne at summe af
liv. Nysgerrige opkøbere spadserede rundt mellem slaverne for at vurdere deres helbred og arbejdsevne. De
mærkede på arme og ben for at undersøge musklernes styrke. Mund og tænder blev nøje gransket for at bestemme
alder og den almene sundhedstilstand.
Og ved at løfte slavens øjenlåg kunne
opkøberen opdage misfarvninger eller
andre tegn på sygdom. For at afsløre
eventuelle lammelser, muskelsvækkelser og skjulte sår blev slaverne beordret
til at udføre gymnastik. De nyankomne
slaver blev solgt enkeltvis eller i grupper, som auktionsholderen på forhånd
havde sammensat.
Grupperne bestod altid af arbejdshold af unge, mandlige slaver til markarbejde, mens kvinder og børn blev
solgt en ad gangen. De havde udsigt til
et liv som husslaver, som var plantageejerens personlige tjenere, stuepiger eller kokke. Priserne varierede fra marked til marked, men generelt indbragte
arbejdsdygtige mænd på 16-17 år mest,
mens kvinder og ældre var billigst.
Samtlige slaver blev
brændemærket
straks efter handlen. Som regel med
ejerens initialer og
evt. et lille symbol.
Slavemarkederne
reklamerede for
auktioner på offentlige
opslag og i aviser.
ULLSTEIN BILD
W.F. Talbott reklamerede
i 1853 med, at han betalte
mere end alle andre for
slaver. 1250 dollars for
mænd og op til 1000
dollars for kvinder.
BRIDGEMAN
GETTY IMAGES
Slaverne tilbragte kun få timer på
markedet, før de var solgt og splittet
fra deres familie for evigt.
GETTY IMAGES
Hver tredje endte i Brasilien
De vigtige slavemarkeder lå spredt ud over hele Amerikas østkyst.
Fra Baltimore i nord til Bahia i syd. Omkring ni millioner slaver blev importeret
fra Afrikas vestkyst til de amerikanske kolonier, mens arabiske slavehandlere
sendte to millioner af sted fra deres slavemarkeder i Østafrika.
BALTIMORE
USA
CHARLESTON
US
A3
99
.00
0
HAVANA
CUB
A 1.6
65.0
00
FRANS
K VES
TINDIE
N 1.6
AFRIKA
00.00
0
HOLLAN
DSK VE
STINDIE
N 500.0
00
ØVRIGE SYDAMERIKA 1.55
2.000
BRASILIEN
0
46.00
IEN 3.6
BRASIL
BAHIA
0
00
0.
00
2.
KA
RI
AF
ST
AØ
FR
PORTUGAL DOMINEREDE SLAVEHANDLEN
De europæiske slavehandlere fragtede omkring 11 millioner slaver fra Afrika til
Amerika. Flest til arbejdet i de portugisiske miner og plantager i Brasilien.
LAND
Portugal
Spanien
Frankrig
Holland
Storbritannien
Britisk Nordamerika, USA
Danmark
Andre
Total
OVERFARTER
ANTAL SLAVER
30.000
4.000
4.200
2.000
12.000
1.500
250
250
54.200
4.650.000
1.600.000
1.250.000
500.000
2.600.000
300.000
50.000
50.000
11.000.000
ØJENVIDNER
“
Ved siden af auktionarius stod en
kraftigt bygget ung mand på 25 år.
Udtrykket i hans ansigt var tungt
og sørgmodigt, men på ingen made utiltalende på trods af de tykke
læber, de brede næsebor og de
høje kindben. På hans hoved var
der uld i stedet for hår. Jeg er hverken sentimental eller negerelsker,
men jeg indrømmer, at jeg følte en
underlig skælven gå gennem mit
hjerte. Forgæves forsøgte jeg at
vænne mig til tanken om, at jeg
for 975 dollars kunne blive ejer af
denne samling blod, knogler,
sener, kød og hjernemasse, på
samme måde som jeg ejede
hesten ved siden af mig.
W.H. Russell, korrespondent for
the London Times, Alabama,
1861
“
Vi blev alle sat på auktion, solgt
til den højestbydende og spredt.
Mine brødre og søstre blev solgt
én efter én, mens min mor holdt
mig i hånden og så til i dyb sorg.
Min mor blev købt af en mand ved
navn Isaac. Imens der blev budt på
mig, maste min mor sig gennem
mængden og hen til Isaac. Hun
kastede sig for hans fødder, klamrede sig til hans knæ og bønfaldt
ham om at købe hendes lille barn,
så hun dog kunne beholde én af
sine små. Kan man tro, at denne
mand begyndte at sparke og slå
hende, så hun måtte kravle væk
fra ham, mens hendes jammer fra
den fysiske smerte blandede sig
med gråden fra et knust hjerte?
Josiah Henson, solgt til en
plantage i Maryland, 1795
“
Priserne gik fra 250 til 450 dollars
per hoved; de 32 negre, som jeg
havde bragt om bord, indbragte
næsten 10.000 dollars. Det viser,
at ejerne af skibet har gjort en
god handel: Som kaptajnen fortalte mig, havde skibet på denne
tur indtjent 90.000 til 100.000
dollars.
Zamba Zembole, vestafrikansk
høvding på besøg hos sin partner
i Charleston (der benyttede lejligheden til at sælge ham), 1800
KOLONIHISTORIE
Helvedet på PLANTAGEN
At være slave på de amerikanske plantager var ofte en livstidsdom i helvede. Straffene for
opsætsighed var grusomme, og for de fleste forblev tanken om frihed kun en drøm.
A
merikas plantageejere vogtede
nidkært over deres værdifulde
slaver. For at forhindre slaverne i
at stikke af eller gøre oprør blev de straffet hårdt for de mindste forseelser. Pisk
var den mest almindelige straf for enhver forbrydelse. Ofte fulgt af yderligere
pine, når opsynsmanden gned salt, peber eller varm aske i sårene.
Spiste en slave af sukkerrørene, blev
han eller hun iført en blikmaske – ofte i
adskillige år. Særligt ubehagelige masker var udstyret med en indvendig
blikplade, der stak ind i munden og låste tungen fast i ganen. Ud over at forhindre slaven i at stjæle af afgrøderne
ødelagde maskerne alle muligheder for
social kontakt med andre mennesker.
I de franske kolonier blev straffene til
en vis grad reguleret af den såkaldte Côde Noir – love for sorte – der blandt andet fastslog, at en slave højst måtte tildeles 50 slag med pisken. Straffene var
imidlertid også her grusomme. Hvis en
slave i de franske besiddelser forsøgte at
løbe væk, fik han begge ører skåret af og
Voldtægt var hverdag
Plantageejere og opsynsmænd tog ikke
hensyn til hverken køn, alder eller helbred. Og voldtægt fra ejeren og mandlige gæster var en del af dagligdagen.
De umenneskelige levevilkår fik slaverne til at drømme om frihed. For
USA's slaver lokkede tanken om at flygte mod Canada eller de nordlige stater,
hvor slaveri var forbudt. Tusinder forsøgte, men blev fanget og straffet. Historikere vurderer, at blot 1000 slaver nåede sikkerheden i nord hvert år. De, der
slap væk, benyttede sig oftest af “undergrundsbanen” – et løst netværk af hvide
slavemodstandere og frie sorte, som gav
flygtningene ly for natten, mad og tip
om, hvor de kunne søge hjælp. De undslupne slaver spillede med deres øjenvidneskildringer af plantagelivets grusomheder en central rolle i slaveriets
afskaffelse.
WWW.SLAVERYIMAGES.ORG
Piskestraffe blev som regel
udført af en medslave, mens
plantageejerne og de andre
slaver kiggede på.
blev brændemærket på skulderen. Ved
andet flugtforsøg blev endebalderne skåret af, og den anden skulder brændemærket. Tredje gang viste loven ingen
nåde, og slaven blev hængt. Ønskede
plantageejeren at straffe slaven ekstra
hårdt, lod han ham hænge levende med
en stor krog gennem ribbenene.
Straffen for at spise af afgrøderne
var konsekvent: Slaven blev iklædt
en blikmaske, der umuliggjorde
fremtidigt tyveri.
CORBIS
En plantageejer i USA har
hængt slaver op i benene efter
deres mislykkede flugtforsøg.
ULLSTEIN BILD
Arbejdet i markerne stod på fra
solopgang til efter solnedgang. Altid
overvåget af opsynsmænd til hest.
GETTY IMAGES
Arbejdet på plantagen var hårdt og
opslidende – og arbejdstiden lang.
Solomon Nothrup, en mandlig slave i
Louisiana, beskrev efter sin frigivelse
sin arbejdsdag. Hver morgen mødte
han i bomuldsmarken senest ti minutter efter solopgang. Sammen med de
andre slaver knoklede han, til Månen
stod højt på himlen – kun afbrudt af et
kvarters frokostpause. Markarbejdet
blev effektivt overvåget af plantagens
opsynsmand, der brutalt straffede
ethvert tegn på dovenskab.
Børn og kvinder arbejdede oftest i
plantagens køkken eller i ejerens
hjem. Her var arbejdet mindre fysisk
hårdt, men straffene lige så brutale
som i marken. De heldigste slaver var
de, der varetog specialiseret arbejde
som fx smed eller tømrer. Deres værdifulde arbejde sikrede dem en vis
form for fred. Efter det daglange slid
vendte slaverne hjem til deres hytter til
mere arbejde. Nu skulle de vaske, sy,
passe køkkenhaver, lave mad osv. Og
så endelig ud på natten kunne de fleste lægge sig til at sove på hytternes
kolde stengulv. Eneste adspredelse
fandt de ved at danse og synge. Under
sliddet i markerne blandede slaverne
afrikanske rytmer med tonerne fra
kristne salmer og skabte på den måde
helt nye musikgenrer, der siden udviklede sig til bl.a. jazz, blues og gospel.
“
ULLSTEIN BILD
SLAVERIET FORTSATTE TIL 1878
LAND
Danmark
Storbritannien
USA
Sverige
Holland
Portugal
Frankrig
Efter dagens arbejde bliver kurvene med bomuld båret til laden
for at blive vejet. Ligegyldigt hvor
trætte og udmattede vi er, nærmer
vi os alle laden med rensemaskinen med frygt. For vi ved, at hvis vi
ikke har nok bomuld i kurven, skal
vi straffes. Og hvis vi har for meget, skal vi plukke det større antal
dagen efter. Normalt har vi for lidt
og er derfor ikke ivrige efter at forlade marken trods den lange dag.
Efter vejningen følger piskningen,
før kurvene bliver båret til laden.
Solomon Nothrup, Slave på en
plantage i Louisiana, 1853
“
Hvert slag med pisken blev efterfulgt af en smerte, som blev rødglødende jern trukket hen over min
ryg. Da de tolv slag var faldet, blev
operationen afbrudt, og en sort
mand, én af de tilstedeværende
slaver, blev tvunget til at vaske
flængerne i min hud med den
skoldhede peber-te (vand kogt
med peberfrugter), som endnu var
så varm, at han ikke kunne holde
ud at dyppe hænderne i den.
Denne væske, som brændte med
dobbelt kraft, blev kastet på mine
åbne og blødende sår og gav en
kvalfuld smerte, som trodser
enhver beskrivelse. Efter en pause
på præcis ti minutter fik jeg endnu
tolv slag.
Charles Ball, slave på bomuldsplantage I South Carolina, 1858
“
I begyndelsen af 1800-tallet forbød de fleste kolonimagter de barbariske
slavetransporter. Men slaveriet var stadig tilladt.
SLAVEHANDEL FORBYDES
SLAVERI AFSKAFFES
1803
1807
1808
1813
1814
1819
1826
1848
1838
1865
1813
1861
1878
1848
WWW.SLAVERYIMAGES.ORG & ULLSTEIN BILD
ØJENVIDNER
Slaverne sled fra solopgang til solnedgang
Anaka blev pisket i går, fordi hun
havde stjålet rommen og fyldt
flasken op med vand. Eugene blev
pisket igen for at have pisset i
sengen, og Jenny for at have dækket over ham. Om eftermiddagen
bankede jeg Jenny, fordi hun
spildte vand på sofaen.
Uddrag af dagbog fra William
Byrd, plantageejer i Virginia, 1709
LÆS MERE:
Hugh Thomas: The History of the Atlantic Slave
Trade 1440-1870, Picador, 1997 ● Susanne Everett:
History of Slavery
Slavery, Chartwell Books, 1999 ● Emma
Christopher: Slave Ship Sailors and Their Captive
Cargoes, Cambridge University Press, 2006
●
●
docsouth.unc.edu