Rævens dværgbændelorm Den frygtede bændelorm, rævens dværgbændelorm, er desværre fundet i 4 danske ræve fra det sønderjyske område. DTU Veterinærinstituttet har siden 2011 overvåget udbredelsen af denne bændelorms forekomst i de vilde rovdyr(ræv, mårhund og grævling) i dette område, og har for nylig fundet 3 ræve med smitten. Bændelormens udvikling Bændelormen har brug for 2 værter, en hoved- og mellemvært, for at slutte sin livscyklus fra æg til bændelorm. Hovedværter er i naturen: ræv, mårhund og grævling. Derudover kan vores hunde og katte også være hovedværter. Hos hovedværten sidder bændelormen i tarmen, hvorfra den udskiller æg i afføringen. Bændelormen er dog kun få mm stor, og æggene er mikroskopiske, så vi har som ejere ikke mulighed for at se nogen af delene i hunden eller kattens afføring. Hunden og katten er helt upåvirkede af bændelormenes tilstedeværelse i tarmen. Når æggene udskilles i afføring, skal de optages af en mellemvært, hvor de klækkes til larver, der via blodbanen finder vej til leveren. Her slår de sig ned og danner cyster i leveren. Mellemværter i naturen er små gnavere (f.eks. mus), der spiser de mikroskopiske æg fra et smittet område. Hvis en ræv eller en hund herefter spiser musen, vil det give anledning til den sidste udvikling i hundens tarm, fra larve til voksen bændelorm. Mennesket som mellemvært Mennesker kan, ligesom musen, blive mellemvært for bændelormen. Hvis vi indtager æg, vil dette give anledning til cystedannelser i vores lever. Infektionen kan være mange år om at udvikle sig. Sygdommen kan behandles, hvis den opdages tidligt, men kan også ende med døden. Det er vigtigt at sige, at det ses meget sjældent hos mennesker. Smitterisiko Vores hunde og katte kan kun blive smittet ved at spise smågnavere. Herefter udgør de en smitterisiko for os mennesker via deres afføring. Man har dog fundet ud af, at katte er meget dårlige slutværter. De udskiller meget få æg i afføringen. Smitten til mennesker kan ske via indtagelse af fødeemner, der er kontamineret af afføring fra et smittet dyr. Almindelig hygiejne med at skylle sine madvarer fra have og natur er vigtig. Mennesker kan smittes ved håndtering af ræv, eller en hund der har været i kontakt med ræv. Hunden kan også have rullet sig i et område, der kan have æg-smitten, og på denne måde have æggene siddende i pelsen. Almindelig håndhygiejne efter håndtering af ræve eller hunde er derfor også vigtig. Diagnose og behandling Man kan via en afføringsprøve finde ud af, om hunden er smittet. Der skal opsamles afføring fra 3 dage i 3 forskellige beholdere. Disse beholdere kan hentes hos os på klinikken. Hvis hunden er smittet behandles den med ormekur, der dræber bændelormene. Fødevarestyrelsens anbefalinger Fødevarestyrelsen har lavet anbefalinger for hhv. ejere af jagthunde og familiehunde på baggrund af det nye fund. Jagt og kæledyr Jagt Bør min jagthund behandles mod orm? Kommer din jagthund regelmæssigt i kontakt med smågnavere, færdes løs eller kommer i kontakt med ræve, bør du få undersøgt hos dyrlægen, om hunden er smittet. Fødevarestyrelsen anbefaler, at hunde fra Tønder Kommune behandles mod orm regelmæssigt hver 4. uge. Hvordan beskytter jeg mig mod smitte? Smitten sker gennem munden, så det gælder om at holde en god håndhygiejne gennem vask af hænderne eller brug af handsker ved håndtering af ræve. Ræven kan lægges i en sæk ved at krænge posen ned over ræven – som man samler hundeefterladenskaber op – så kommer man ikke i kontakt med ræven. Ved strejfning af en ræv bør man anvende mundbind, således at man undgår at få æg fra pelsen i munden. Hvordan spredes smitten i naturen? Rævens dværgbændelorm spredes gennem mikroskopiske æg, der findes i ræveafføring. Mellemværten – små gnavere – æder æggene og udvikler små blærer i de indre organer med parasitten i. Når ræven – eller et andet rovdyr – æder mellemværten, vil nye voksne bændelorm udvikles i tarmen på dyret, og udskillelsen af æg i afføringen kan begynde. Kan mennesker smittes af ræven? Ja. Dværgbændelormen kan også smitte til mennesker. Mennesker smittes ved indtagelse af bændelormens æg. Kan andre rovdyr være hovedvært for dværgbændelormen? Ja, en lang række andre rovdyr – såsom mårhund og grævling – kan være smittet. Der har endnu ikke været fundet smitte i danske mårhunde eller grævling. Alle mårhunde, der obduceres, bliver undersøgt for parasitten. Kan rådyr eller andre hjorte være mellemvært lige som mennesket? Nej, de er ikke mellemvært for dværgbændelormen. Overlever æg fra dværgbændelormen i et rævekadaver? Smittefarlige æg kan findes i såvel tarmen som på pelsen. Æggenes overlevelse afhænger af temperatur og fugtighed. I kølige og fugtige miljøer kan æggene overleve i flere måneder, og de kan tåle frost. I varme og tørre perioder vil æggene kun overleve i kort tid (få dage). Hund og kat Fødevarestyrelsen anbefaler ormebehandling af hunde fra Tønder Kommune. Gælder det alle danske hunde? Nej, anbefalingen af regelmæssig ormebehandling gælder kun for Tønder Kommune, samt for hunde der har været med på ferie i Centraleuropa. Hvis man ormebehandler sin hund regelmæssigt, er der så risiko for udvikling af resistens mod ormemidlet? Resistensudvikling kan ikke afvises, men i dele af Tyskland er det blevet anvendt i mere end 15 år uden at resistens er blevet registeret. Hvordan smittes hund og kat? De smittes ved at æde en smittet smågnaver (f.eks. mus). De kan ikke smittes ved at æde, snuse eller slikke på andre hundes, kattes eller ræves afføring og urin. Bliver hunde og katte syge efter smitte med dværgbændelormen? Nej, der er ingen symptomer på, at hunden eller katten er smittet. Skal vi opsamle hundeafføringen? I byerne er det mest hygiejnisk at opsamle hundens efterladenskaber og bortskaffe det gennem dagrenovationen, hvor det så går til forbrænding. Bør katte behandles mod dværgbændelormen? En kat, der ikke æder smågnavere, kan ikke smitte. Ydermere har forskning vist, at katten er en dårlig vært for parasitten, og derfor udskilles kun få æg. Katten vurderes derfor ikke at udgøre en væsentlig smitterisiko for mennesker, og regelmæssig ormebehandling mod rævens dværgbændelorm anbefales derfor ikke.
© Copyright 2024