GrænselAnD - De Berejstes Klub
Gl ben Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b Vinter 2013/14 N⁰ 54 De Berejstes Klub TEM A: Grænseland BESØG I 100 lande To brødre på bare 9 & 11 år KONKURRENCE Dengang jeg overlevede … SVERIGE Slagghögen ved Nyvång Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser www.deberejstesklub.dk ...endelig hjemme! Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES KUNDESERVICE KØBENHAVN: LYNGBY: ROSKILDE: ODENSE: KOLDING: AARHUS: AALBORG: KØBENHAVN S: KØBENHAVN V: ODENSE: Vi er altid klar til at hjælpe dig. Frederiksborggade 50-52 Lyngby Hovedgade 49d Karen Olsdatters Stræde 4 St. Gråbrødrestræde 6 Kolding Storcenter Østergade 30 Bispensgade 34 Field’s Fisketorvet Rosengårdscentret 2013_august.indd 1 TELEFON: E-MAIL: WEBSHOP: 33 14 51 50 [email protected] www.friluftsland.dk 07-08-2013 12:26:46 2 GRæNSELAND Leder Genevesøen, Schweiz/ Lapland, Sverige/Himalaya, Nepal V i kender det nok alle sammen. Følelsen af at stå med sit pas i hånden ved en grænse for at blive lukket ind i – eller ud af – et land. Passets sider granskes, og en brysk betjent spørger måske om, hvad formålet med rejsen er, eller hvor man skal bo. Selv med de pureste hensigter føler jeg mig altid som en mistænkt og på forhånd dømt kriminel. Også selv om min forbrydelse ikke består i andet end at have lyst til at rejse ud og opleve verden. Heldigvis er grænsekontrollerne i vores globaliserede verden blevet færre, og i dag kan vi rejse fra Nordkalotten til Middelhavet uden nødvendigvis at skulle granskes af tolderes søgende blikke, takket været både den nordiske pasunion fra 1954 og Schengensamarbejdet, som Danmark i 2001 gik med i. Ifølge den seneste opgørelse fra ”Henley Visa Restrictions Index” er et dansk pas faktisk noget af det mest eftertragtede i denne verden, for det giver ret til indrejse eller visum ved ankomsten i ikke færre end 172 lande og territorier. Vi danskere er et priviligeret folkefærd. Kun briter, svenskere og finner har et forspring – med 173 steder som de uden videre kan besøge. I bunden af listen finder man de nationaliteter, som de færreste lande giver fri passage ved grænsebommen. Det gælder fx dem med et afghansk, irakisk, somalisk eller pakistansk pas. I dette nummer af Globen tager vi dig med til fem kontinenter og ud i et spændende grænseland, lige til grænsen – og over. Du kommer også til at møde både toldere og emsige grænsevagter. Så er du advaret! Apropos landegrænser så er det ved at være den tid på året, hvor aktive medlemmer bør ajourføre deres liste på klubbens hjemmeside over nye lande og territorier, der er blevet besøgt i det forgangne år. Husk at få det gjort inden nytår, så klubbens registreringer er korrekte. Og når du nu alligevel er inde på hjemmesiden, så afgiv også gerne en stemme i de løbende afstemninger om foretrukne rejsemål i klubben. På klubbens forum på hjemmesiden og via www.facebook.com/RejsemagasinetGloben har du også mulighed for at give dit besyv med om, hvilke temaer vi skal vælge for Globen fremover. Og har du en ide til en artikel, eller har du lyst til at give feedback på Globens indhold, layout eller vores valg af nyt trykkeri, er du også hjertens velkommen til at deltage på Globens næste redaktionsmøde, som foregår ved Assens på Fyn 1. februar. Tilmelding foregår via www.deberejstesklub.dk. God rejse- og læselyst. Og godt nyt rejseår! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3 Gl ben Indhold De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Forsidefoto: Den Demilitariserede Zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea set fra nord af Peter Kærgaard. Indsendelse af tekst og billeder: [email protected] Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. januar 2014 Næste tema: Asien Annoncer: [email protected] Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 900 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk R e da k tion : Lars-Terje Lysemose Viroj Ann Kledal Finn la Cour Anette Lillevang Per Danielsen Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Medredaktør Medredaktør Kristiansen Skan af fotos redaktør Grafiker Else Braathen Christian Hamann Anna le Dous Henrik Fastergaard Lene Dangaard Hansen Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Medredaktør Anette Holst Christensen Korrekturlæser Korrekturlæser Rebecca Langhorn Per Allan Jensen Jytte Kristensen Peter Goltermann Elsebeth Finnick Stig Monrad Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Joe M.G. Berge Korrekturlæser Rikke Birkedal Hansen Bertel Kristensen Korrekturlæser Korrekturlæser TEMA: Grænseland Susanna Asven Søren Bonde Kirsten K. Kester Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser 6 10 USA & Mexico | Små hvide løgne 14 DR Congo | Arresteret i Congo 18 Ækvatorialguinea | Velkommen til Malabo og et tropisk gangsterland 22 Brasilien, Fransk Guyana, Surinam & Guyana | Busknegrene fra Albina 26 Kina | Yubeng: Er dette Shambala? 30 Aserbadsjan | Velkommen til helvedes forgård 34 Jordan, Syrien, Libanon, Egypten, Israel & Palæstina | Shawarma, storpolitik og solnedgang i sandet 38 Vatikanet | Det nye romerske spørgsmål 42 Panama, Guatamala, Nicaragua, El Salvador & Costa Rica | Gennem fem mellemamerikanske lande på 20 dage. Kan man det? 46 Elfenbenskysten, Burkino Faso & Ghana | Sådan er Afrika … De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 4 Tyskland, USA, Mexico & Korea | Grænseland ØVRIGE ARTIKLER 49 Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 54 Nepal | Koordinaterne: Lho 55 DE BEREJSTES KLUB 3 Sverige | Kort fortalt: Slagghögen ved Nyvång SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang jeg overlevede ... 55 Næste konkurrence | Dengang i begivenhedernes centrum 56 Guatamala | En potentiel livstruende flyvetur 58 Thailand | Et myggestik 59 Kenya & Tanzania | Gennem Tanzanias naturreservater – på rejse med skæbnen 60 Nepal | Hvor meget tid har vi? 5 Leder 61 Bedste bidrag det seneste kvartal 62 Nye aktive medlemmer 64 Nye 100-landejubilarer | Markus & Lukas Nørgård 65 Giv Globen i gave 67 Bestyrelse for DBK Stolperne på billedet markerer Murens tidligere strækning. Det er nu en mindesplads for Berlinmuren. Foto: Wikimedia. Der findes mange dramatiske grænser. Fx den forholdsvis nybyggede mur mellem Jerusalem og Ramallah og den finsk-sovjetiske grænse, hvor tusinder af finner flygtede fra Karelen for at undslippe Den Røde Hær. I tre minireportager skal vi her besøge nogle andre dramatiske grænseområder: Mellem Østog Vestberlin, Dorasans forladte jernbanestation i Sydkorea lige ved grænsen til Nordkorea og El Paso i Texas, på gåafstand fra Ciudad Juarez i Mexico. Tekst: Gunnar Springfelt Fotos: Peter Kærgaard & Wikimedia H vorfor er visse lande rige og andre fattige? Beror det på klimaet? Har befolkningens etnicitet nogen betydning? Nej, siger Boston-forskerne Daron Acemoglu og James A. Robinson fra henholdsvis Massachussett’s Institute of Technology (MIT) og Harvard i bogen ”Why Nations Fail”. Bogen har fået megen opmærksomhed og er blevet omdiskuteret. Men hvordan forklarer man så eksistensen af den rige oase Singapore, som ligger ved ækvator, og forskellene mellem Nord- og Sydkorea? Ifølge Acemoglu og Robinson skal forskellene mellem rige og fattige lande i stedet forklares af, hvor godt samfundsstrukturer som fx retsvæsen, planlægning, transparens og ytringsfrihed fungerer. I bogen tager de udgangspunkt i den dramatiske kløft nord og syd for den mexicansk-amerikanske grænse. Er man interesseret i økonomisk teori om fattige og rige, har forfatterne til ”Why Nations Fail” bygget en hjemmeside, hvor 6 diskussionen af rigdom og fattigdom fortsætter på www.whynationsfail.com. På den forkerte side af Checkpoint Charlie Sommeren 1981. I Østberlin “fejredes” 20-årsjubilæet for lukningen af grænsen mellem Øst- og Vestberlin. Friedrichstrasse, gaden som går fra S-togstationen af samme navn mod den kendte grænseovergang Checkpoint Charlie, var pyntet med politisk korrekte plakater, som påmindede om jubilæet: ”Für unsere Sicherheit”. Jeg gik en tur på Friedrichstrasse med min senere hustru. Ud over plakat erne var det gråt og trist. Der var ingen butikker, ingen biler, og U-bahn-stationen Stadtmitte var muret til, men togene kunne høres gennem ventilationsrørene, for på det sted passerede linje U6, der forbandt Vestberlins sydlige og nordøstre dele. Endestationerne lå begge i Vestberlin, men dele af linjen passerede under Østberlin. Stadtmitte var en spøgelsesstation. Uvirkeligt. Dette kan ikke vare ved, tænkte vi, som gik på gaden med det formål at ville gå fra øst til vest via den historiske Checkpoint Charlie. ”Halt!” sagde en ung østtysk grænsevagt til os. “Her kan I ikke passere. Det er kun for motorkøretøjer. I må gå tilbage til Friedrichstrasses S-togstation og tage toget derfra. Det er schönes Wetter, og I kan få en fin gåtur tilbage til stationen,” smilte den ironisk nok meget venlige grænsevagt. Vi tænkte på, at den unge grænsevagt skulle være parat til at skyde for at dræbe, hvis nogen forsøgte at flygte. Det gjorde vi altså ikke – vi var parate til at adlyde ordren. Oktober 2013. Tilbage ved Checkpoint Charlie med min søn Daniel, som var tre år gammel, da Berlinmuren faldt i november 1989. Det er næsten ikke til at forklare for ham, at den fornemme shoppinggade Friedrichstrasse med eksklusive Galerie Lafayette på hjørnet af Französiche Strasse har været gemt bag en høj betonmur, og at U-bahn-stationen Stadtmitte var muret til. Heldigvis samles byens forfærdige minder nu i de museer, som er ved at stå færdige. Berlin er blevet en spændende museumsby. Checkpoint Charlie er I dag en stor turistmagnet for folk fra hele verden. Muren er borte, men det amerikanske vagtskur findes stadig, og glade tyskere i amerikanske uniformer stiller op til fotografering for penge. Det interessante museum ved siden af Checkpoint Charlie, om flugt og flugtforsøg over Muren, bliver bare bedre og bedre. Blandt museerne er Stasimuseet ved Lichtenberg det mest uhyggelige. Museet ligger i Stasis gamle hovedkvarter, og gæster får endda lov til at komme ind i Stasichefen Erich Mielkes arbejdsværelse. I Østberlins centrum findes DDR Museum, en slags moderne og spændende tilrettelagt mindesudstilling over hvordan hverdagslivet kunne være i DDR. Højdepunktet var nok at høre museumsgæster fra det gamle Østtyskland, som højlydt lo ved gensynet med de gamle vaskemiddelforpakninger, medaljer, tv-programmer – eller hvad det nu kunne være. Mest interessant for sønnike var en simpel simulator, hvor man kunne sidde inde i en Trabant og køre rundt i Østberlins gader. Ikke så svært når der ikke var nogen anden trafik overhovedet. En gåtur til narkomafiaens Mexico Jeg er i Dallas, Texas, på en arbejdsrejse. Det var nogle år inden den blodige narkokrig brød ud på den anden side af grænsen. Min kollega og jeg havde set på verdensatlasset i lommekalenderen og bestemte os for at leje en bil og tage på en udflugt til Texas’ vestligste udpost, El Paso, for derfra at besøge Ciudad Juarez, grænsebyen på den mexicanske side. Ved Bernauer Strasse forekom Berlins delning særlig dramatisk. Her dannede en etageejendom grænse, og mange indbyggere flygtede til vest ved at springe herfra. Foto: Wikimedia. Ved Bernaruer Strasse er en strækning af Berlinmuren bevaret med vagttårn. Her kan det ses, at det egentlig er to mure, en på østsiden, hvorfra billedet er taget, og en på vestsiden. Foto: Wikimedia. Men der var langt til El Paso. Det forstod vi, da vi traf en kollega i Dallas, som havde familie i San Diego, Californien. Når vi nåede frem til El Paso, ville vi være nået halvvejs til San Diego, fortalte han. Vi begav os ud på vores egen road movie, og det tog to dage med overnatning i Midland, den tidligere præsidentfrue Laura Bush’ hjemby. Hotellet i Midland synes ikke at have haft besøg fra Europa længe, og vi fik megen opmærksomhed fra byens indbyggere. Men derudover kan Midland let glemmes. De kan dog finde ud af at lave en rigtig god steak. El Paso ligger i USA, men befolkningen er overvejende mexicansk. Der er styr på tingene i byen med fine huse, og flotte butikker, brede gader og rolig trafik. Byen er i høj grad værd at besøge, ikke mindst fordi der lige på den anden 7 side af delstatsgrænsen i New Mexico findes mange minder fra amerikanske vilde western-film med Billy the Kid som hovedattraktionen. Ligesom i mange amerikanske småbyer er der dog ingen mennesker på gaderne, og det er jo egentligt ganske kedeligt. På gåafstand fra El Paso ligger Juarez. Her er en helt anden verden. Hvilket folkeliv, mennesker overalt på marked erne. Gadekøkkener med tacos findes på hvert et gadehjørne, og i centrum ligger en fin gammel katedral, som jeg antager, spanierne byggede for mange hundrede år siden. Vi spiste ægte tacos og fik smag for mere. Om aftenen vendte vi tilbage for at gå på restaurant og drikke øl på byens mest livlige barer. Nu er billedet helt anderledes, og i mange år vovede ingen at promenere over Sydkoreas og FN’s grænsepost ved DMZ, set fra Nordkorea. Foto: Peter Kærgaard. Landbrug i det nordlige Nordkorea. Foto: Peter Kærgaard. Nord/Sydkorea ved DMZ, set fra Nord. Foto: Peter Kærgaard. Nord- og Sydkorea har aldrig sluttet fred. Det ses tydeligt her ved Den Demilitariserede Zone. Foto: Peter Kærgaard. 8 grænsen. I hvert fald ikke for at nyde barer og restauranter. Ciudad Juarez blev midtpunkt for stridighederne mellem Mexicos forskellige narkokarteller, og tusinder af mennesker har mistet livet. Hvordan det er at leve i dette samfund, hvor narkomafiaen står for dagens orden, fik vi en påmindelse om i Göteborg i det vinterlige forår 2013. Göteborgs universitet fik besøg af den mexicanske journalist Anabel Hernandez, vinder af den fornemme Golden Pen of Freedom-pris, som uddeles af World Editors Forum, en verdensomspændende organisation for redaktører, og som i øvrigt har en dansk formand, Kristeligt Dagblads Erik Bjerager. I Göteborg sagde Anabel Hernandez noget meget vigtigt. Hun lever selv under dødstrusler for at have skrevet en bog om koblinger mellem narkotikabanderne og Mexicos politiske elite. Hendes mand blev myrdet af mafiosos. Vi ved, at mange mexicanske journalister enten er blevet myrdet eller truet på livet af samme grund. “Lad aldrig den organiserede kriminalitet få fodfæste. Stå imod tidligt, ellers risikerer I også at få en mexicansk situation,” sagde Hernandez i Göteborg. Den Kolde Krigs sidste grænse Grænselandet mellem Syd- og Nordkorea kaldes DMZ, Den Demilitariserede Zone. Intet andet sted er påmindelsen vel tydeligere om tyngden af politisk valgfrihed. Nord for DMZ: Et totalitært diktatur, en politisk undertrykkelse, som ikke har noget modstykke i verden, hungersnød og et af verdens fattigste lande. Syd for DMZ: Samsungs hjemland ligger i frontlinjen for den moderne digitale udvikling, og sydkoreanerne er de eneste uden for USA, som for alvor kan udfordre Apples dominans. K-pop, Sydkoreas musikscene, er også ved at erobre verden. Bare vent og se. Sydkorea er blevet et af verdens rigeste lande og har en af verdens mest dynamiske økonomier. DMZ følger den 38. breddegrad og etableredes for 60 år siden for at slutte stridighederne mellem nord og syd. Men der råder stadig en tilstand af krig, og ved landsbyen Panmujom står hærene over for hinanden. Korte dagturer fra det nærliggende Seoul til Panmujom og fx landsbyen Dorasan er nu om dage en stor oplevelse for den, som på stedet vil undersøge grænselandet, og det kan gøres på en for- eller eftermiddag. Det er spændende, og jeg kan anbefale et besøg. Grænser der gør en forskel Bruttonationalprodukt per indbygger (BNP/capita) i USD (i parantes placering på listen) (kilde: Wikipedia). Samt placering i Press Freedom Index 2013 (kilde: Reporters Sans Frontiers) og Corruption Perceptions Index 2012 (kilde: Transparency International). BNP/capita Placering pressefrihed Placering korruptionsindeks Sydkorea 23.067 (36) 50 45 Nordkorea 506 (184) 172 174 USA 47.882 (18) 32 19 Mexico 10.063 (66) 153 105 59.581 (9) 6 1 Danmark Der er stadig store forskelle mellem Øst- og Vesttyskland 24 år efter Murens fald. Arbejdsløshed BNP/capita, niveau ”Tror ikke på Gud” Østtyskland 10,3% 71% 53,1% Vesttyskland 6% 100% 10,3% Kilde: dw.de, worldcrunch.com, Spiegel Online. Selv tog jeg på sådan en tur til den lille landsby Dorasan, og det er næsten som at opleve en film, en politisk thriller. Ved grænsen findes der kikkerter, hvor man kan se nærmere på fabrikker og landsbyer på den nordkoreanske side. Der så helt stille ud, må jeg sige. Mennesker så jeg ingen af, kun nogle huse. Ved grænsen kan man se en af de tunneller, som nordkoreanerne har bygget – ikke som i Berlin for at flygte, men for at infiltrere og overraske det sydkoreanske forsvar. Her findes et museum. Men det mest groteske af alt er Dorasans jernbanestation, en moderne stationsbygning, som blev bygget i håb om at vække liv i den gamle jernbanelinje mellem nord og syd. Den restaureredes, men da jeg var der i 2005, gik der ingen tog. Ifølge Wikipedia har der været en vis godstogstrafik i 2007, men den blev stoppet af nordkoreanske myndigheder året efter. Er Nordkorea et holdbart samfund? Næh, det er der vel ikke mange, som mener. Men hvad kommer der så til at ske? Vil Korea, det opsplittede land, nogensinde genforenes? Der findes tegn på, at unge sydkoreanere ikke længere drømmer om genforening – eller måske snarere: ikke vil deles om deres rigdom og betale for et forenet Korea. 9 “Vi vil ikke begå samme fejltagelse som Tyskland,” sagde vores guide i et øjebliks åbenhjertighed i Dorasan. Jeg tænkte lige modsat. Genfor eningen af Tyskland er historisk – og for mig og mange andre den mest positive udvikling i verden i mit og mands minde. nn Gunnar Springfeldt har medlemsnr. 493 og har til dato besøgt 69 lande og 11 territorier. Han bor i Sverige, og artiklen er oversat fra svensk af Lars-Terje Lysemose. Tekst & FOTOS: Patrick Leis En af de bodypaintings jeg lavede på turen og den airbrush, der gav ballade, da jeg ankom til USA. Små hvide løgne henrettelsespelotonen, men jeg lever af at skrive røverhistorier, og i situationer som denne kan min hjerne godt finde på at forsøge at aflive mig. Officeren åbner en dør til endnu et lokale og et hurtigt blik på de tre forhørsledere, der sidder bag et rodet skrivebord med alvorlige blikke og brede arme foldet over brystkassen, får mine skuldre til at synke endnu en tak længere ned mod gulvet. Da jeg opdager, at den ene af politimændene endda demonstrativt har placeret sin tjenestepistol foran sig på skrivebordet, går det for alvor op for mig, at jeg tog alt for let på det, da jeg for godt en måned siden entrede USA uden at tænke over at få et indrejsestempel i mit pas. Det er let at rejse ind, men betydeligt sværere at rejse ud, erfarer Globens udsendte motorcykelreporter, da han pludseligt befinder sig i kachotten på en mexicansk grænsestation i forsøget på at nå tilbage til det forjættede land USA. R ummet er godt 2x3 meter og minder mere om en detention eller fængselscelle, end et venteværelse. Væggene og gulvet er gråt, og den afskallede dør er lukket. Jeg tørrer svedperler af panden med en hånd, der ryster en smule. Tre timers uvis ventetid i et anonymt lokale uden vinduer, er alligevel noget af en prøvelse. Foruden mig, befinder der sig syv andre personer i rummet. De er alle mexicanere og ser ud til at klare den fugtige varme væsentligt bedre end undertegnede. I det mindste er jeg en af de få, der har fået en stol. De fleste af mine cellekammerater står lænet mod betonvæggene eller sidder på hug på gulvet. Der bliver ikke talt, men flakkende blikke og lyden af negle, der kradser nervøst på slidte skjorteærmer eller ubevidst gnider over ubarberede hager eller fuldvoksne overskæg, fortæller med tydelighed, at ingen er her af egen fri vilje. Jeg lader diskret øjnene vandre fra ansigt til ansigt. De fleste er mænd i 30-40 års alderen, ingen af dem ser ud til at have særligt mange penge, og et par stykker ligner hårdkogte forbrydere. Jeg befinder mig på en mexicansk grænsestation, 100 meter fra det forjættede USA og synes pludselig, at der er pokkers langt hjem til Danmark. I det samme går døren op. Alle lyde forstummer, og en betjent, der syntes at fylde hele døråbningen, kikker mig direkte i øjnene: ”Mister Leis? This way, please.” Jeg rejser mig tøvende og følger efter politimanden som en moderløs ælling. Naturligvis ved jeg godt, at vi ikke er på vej til En varm velkomst i USA Alt var vel og godt, da jeg frejdigt spankulerede gennem lufthavnen i Portland, Oregon, og det var først da skrankepaven opdagede, at jeg ikke havde skrevet en opholdsadresse på indrejsedokumentet, at tingene begyndte at gå en smule skævt. Jeg forklarede, at det meste af min familie boede i USA, og at jeg ville blive hentet af min tante, som sikkert allerede sad og ventede utålmodigt i sin Cuvette ude på parkeringspladsen, men lige meget hjalp det. Officeren blev ikke synderligt formildet over denne nok en smule overfladiske udredning, men jeg havde, (trods adskillige e-mails og telefonsamtaler med føromtalte tante) slet ikke tænkt på at spørge efter hendes præcise adresse og havde bare skrevet Lebanon, Oregon, på det indrejsedokument jeg havde fået i flyet. Nå, kontrolløren bladrede gennem mit pas og begyndte mistænksomt at spørge til mine mange stempler. Specielt indrejsevisummet til Syrien et par år tidligere fik ham lidt op at køre, og før jeg vidste af det, var vi på vej ind i et lille rum 10 Min rute: Portland-Lebanon-Eugene-North Bend-Eureka-S.F.-Bishop-L.V.-West Rim-Yuma-Mexicali-Tijuana-L.A. under ganske intime forhold. Flere toldere kom anstigende, og håndbagagen blev gennemrodet. ”What is this!?” En tolder havde fundet min airbrush pistol, og jeg måtte bruge en evighed på at overbevise ham om, at det hverken var et skydevåben eller en crackpibe. ”Nej, det er en sprøjtepistol, som jeg skal bruge senere på rejsen, hvor jeg har en aftale om at lave bodypaint.” Det formildede ingenlunde de ivrige toldere, som nu næsten logrede med halerne af pure bureaukratisk blodtørst – for skulle jeg mon over og arbejde illegalt!? Dette afstedkom en sand byge at anklager, hvor alt hvad jeg sagde ”kunne og ville blive brugt imod mig,” men til sidst fik jeg lov at ringe til min tante, som ganske rigtigt sad og trommede utålmodigt på rattet et sted uden for ankomsthallen, og adresseformalierne blev bragt i orden. Problemet med arbejdstilladelsen var dog ikke blevet mindre, og pludselig opstod der noget af et skænderi mellem tolderne indbyrdes. Et par stykker mente, at jeg bare var en farveglad amatørkunstner, mens de øvrige var mest indstillet på at køre mig gennem hele den juridiske mølle, og på et tidspunkt virkede det faktisk som om, de blev mere sure på hinanden end på mig. Jeg forsøgte spagfærdigt at gentage min forklaring om ikke-kommercielle artistiske interesser, men i stedet for at svare, stak den nærmeste af tolderne mig resolut min håndbagage og bad mig venligt, men bestemt om at forlade rummet, da de nok skulle klare deres uoverensstemmelser internt, tak. Noget betuttet steppede jeg baglæns og befandt mig nu atter ude i ankomsthallen, denne gang på den rigtige side af paskontrollen. Jeg kunne høre dem skændes ihærdigt inde bag den lukkede dør og besluttede mig for at tage benene på nakken, og få hentet min bagage. Der lød ingen advarsler om en eftersøgt dansker over højttalerne, og mens jeg stod og ventede ved bagagebåndet, kom der hverken SWAT-team eller hundepatruljer for at lede efter en undvegen fange, så jeg spadserede lettet ud gennem svingdørene til et solfyldt Amerika. Det var først en måned senere, at jeg pludselig kom i tanke om, at de slet ikke fik givet mig et indrejsestempel, men da var det jo ligesom for sent. På roadtrip Jeg havde lånt en motorcykel af en granfætter og kørt hele vejen ned langs vestkysten ad 101 til San Francisco. Drejede ind og besøgt Yosemite Nationalpark (hvor jeg naturligvis løb tør for benzin midt om natten) og fik undervejs passeret utallige småbyer og overnattet hos familie og venner langs ruten. Jeg sang i styrthjelmen, nød de åbne vidder og følelsen af fuldkommen frihed på tomme landeveje under azurblå himmel og kørte (nu med en ekstra dunk benzin spændt fast bag motorcyklen) gennem Death Valley og 11 I alt 3.659 km og et par sko fattigere. endte naturligvis i Vegas. Endeløse ørkenveje, casinobesøg, og en ordentlig kæp i øret, maskingeværskydning, bodypaint og nogle hulens gode aftener. Jeg nåede endda også et pligtbesøg til Hoover Dam og Skywalk i Gran Canyon og kørte tilbage til hotellet i buldrende mørke gennem ørknen og havde mit første møde med en flok vilde prærieulve. Min plan var oprindeligt at tage videre til L.A. for at besøge venner og give dem nogle af mine medbragte romaner, men en sen nat med whiskey og netsurfing, blev jeg pludselig klar over, at man som dansker ikke behøver visum for at komme til Mexico. ”Glimrende!” tænkte jeg, og styrtede om på sengen uden at have tømt mit glas. ”Nyt land, der tager jeg sgu hen i morgen!” Så næste formiddag sad jeg så på en tankstation og forsøgte at kvæle tømmerbamserne med kaffe og smøger, da en prostitueret og hendes pimp pludselig kom hen og begyndte at sludre. Hårde negle begge to. Sorte som kul, med senede kroppe og arrede ansigter, der vidnede om, at Vegas er andet end glitter og glam. ”Til Mexico, siger du,” mumlede alfonsen og kikkede tvivlende på min motorcykel. ”På den der?” Jeg nikkede og skoddede min cigaret. ”Det er jo lige om hjørnet.” Og så brummede han denne her ene sætning, som for første gang fik mig til at genoverveje min plan: ”Take care dude, your Virocel has no doors.” The Grand Canyon Skywalk, som hualapai-indianerne ejer, ligger godt 170 kilometers ørkentur fra Las Vegas. Hele turen værd. Et smut til et nyt land Mexico var forrygende. Varmt som ind i helvede, med vejafspærringer og svært bevæbnede politipatruljer (som jeg naturligvis først troede var landevejsrøvere), der flere gange bad mig standse og gennemrodede hele min oppakning. Nå, det tog jeg med godt humør, ingen af dem kunne engelsk, og jeg kan ikke spansk, men hver gang fik jeg uden de store problemer lov at køre videre uden at skulle betale turistskatter eller andre frit opfundne dummebøder. Og det var nemt at komme ind i landet, man kørte simpelthen bare ind ad en ubevogtet port, og så var man ude af USA. Stempler fik man naturligvis ingen af, og man kunne bare forsvinde sporløst. Jeg besøgte et par af grænsebyerne, tog på lokalbarer og spillede pool, travede rundt i højst suspekte kvarterer og overværede de vildeste spillemandsdueller mellem de lokale mariachi, og efter en fire-fem begivenhedsrige dage, bestemte jeg mig for at tage videre. Men det var langtfra lige så let at komme ud af Mexico, som det havde været at komme ind, og da tolderen ved grænsen opdagede, at jeg hverken havde ind- eller udrejsestempel fra USA, gik turen straks til tidligere omtalte venteværelse. En desperat handling ”Sooo, Mister Leiiiis, how you come in to Meheco?” Der er ikke megen velvilje at spore i forhørslederenes øjne, og manden som sidder og bladrer ligegyldigt i mit pas, ligner bestemt ikke en, der er til at spøge med. ”Via USA ...” ”But you have no stamp, Mister Leiiiiis.” Jeg kan mærke den berømte klap gå ned. Returbilletten ligger online på min e-mail, jeg har ikke engang et kuffertmærke på min rygsæk og kan faktisk overhovedet ikke bevise, at jeg kommer fra USA og havde rejst fuldt lovligt ind. ”Very serious matter!” Ja tak, det havde jeg jo ligesom fattet. Betjenten ude til højre begynder at fingere ved sin pistol, der stadig ligger på skrivebordet og ligner en forklædt klapperslange, og nu mumler han noget på spansk-engelsk, om at det vist var en god ide at beholde mig et par dage, til det var kommet lys over situationen. Det får mig bogstaveligt talt op i det mørkerøde felt, 12 Fantastiske ørkenskulpturer i hjertet af Nevadaørkenen. USA & Mexico Grænsekontrollen ved Tijuana hvor jeg endte med at tilbringe en rum tid. Velkommen til ørkenen ... Nærmeste tankstation ligger 70 km væk. hvor desperate situationer kræver desperat handling. Jeg dykker ned i min rejsetaske, som var blevet placeret på skrivebordet og flår en af mine medbragte romaner frem: ”Dette er en guidebog om Norge, jeg er her for at skrive en artikelserie om grænsebyerne mellem Mexico og USA, og hvis jeg ikke øjeblikkelig får lov at forlade stationen, bliver I ved først mulige lejlighed kontaktet af min advokat, forlaget og ambassaden, og udstillet med navns nævnelse i min næste udgivelse!” Jeg fatter ikke helt, hvor jeg lige fik den fra, men de tre betjente nærmest spjætter i stolene og ser pludselig ikke længere helt så frygtindgydende ud. Den ene rækker modvilligt ud efter bogen, (en gyser med et omslag som måske ikke helt signalerer norsk friluftsliv) og jeg beder indvendigt til både de højere og nedre magter om, at ingen af betjentene kan dansk. ”Are you a writer?” Også i den grad! Europas mest indflydelsesrige forfatter og med en hær af advokater i ryggen, hvis nogen skulle være i tvivl! Betjentene skæver usikkert til hinanden, og jeg forsøger af al magt at se både bøs og bister ud. ”Check my website!” De googler på en computer fra 80’erne, sammenligner mit pas med navnet på bogomslaget, og den ene af dem gnider sig energisk i sit buskede overskæg. Ingen ved øjensynligt helt, hvad de skal tro eller gøre, og hele situationen virker fuldkommen absurd. Til sidst læner den ene officer sig frem over bordet og lader tøvende pistolen forsvinde ned i hylsteret ved sit bælte. Han skuler stadig mere end almindeligt mistroisk på mig, og pludselig spørger han, hvilke af mine bøger jeg selv bedst kan li’. Jeg er lige ved at skvatte ned af stolen, men i stedet for at svare spørger jeg, om han har børn. Hans øjne skyder næsten lyn, og hånden sitrer igen over pistolhylsteret. ”What you mean!?” ”Hvilke af dine børn kan du bedst lide?” Han fastholder sit vrede blik i endnu et alt for langt sekund, så rækker han pludselig ned i en skrivebordsskuffe, hiver et stempel frem og hamrer det hårdt ned i mit pas. ”Hope you had a pleasant stay in Mexico, Mister Leis.” I løbet af tre minutter er jeg atter ude i solskinnet. Tolderen med pistolen følger mig personligt hen til motorcyklen og vinker venligt, da jeg kører af sted. Jeg 13 Indrejsekrav til USA: Siden januar 2008 skal alle danske statsborgere foretage en såkaldt ESTA-registrering på nettet senest 72 timer før indrejsen. Uden en ESTA-registrering får man ikke lov til at indrejse i USA. Registreringen er gyldig i to år, men skal opdateres ved ny indrejse. Læs mere på esta.cbp.dhs. gov/esta/application.html. Indrejsekrav til Mexico: Danskere er visumfri i op til 90 dage. Opholdet kan forlænges i yderligere 90 dage mod dokumentation for tilstrækkelige økonomiske midler til dækning af opholdet. Passet skal være gyldigt i seks måneder fra indrejsedatoen. standser efter en kilometers penge, holder ind til siden og ryger to smøger i streg. Jeg drøner videre mod Los Angeles og flere oplevelser og lover mig selv, at jeg fremover altid vil tjekke mine rejsedokumenter væsentligt bedre. Og altid have en af mine bøger med i bagagen! nn Patrick Leis, Europas efter eget udsagn mest indflydelsesrige forfatter, har medlemsnr. 569. Læs mere om hans udgivelser på www.patrickleishorror.dk. Arresteret i Congo … Pseudo-arresteret i hvert fald Tekst & fotos: Christian Hadsund congolesisk-ugandiske grænse, hvor en anden turistkunde havde fået problemer. Så i stedet fik vi allokeret hans førstesuppleant, som hed noget, man skal have en ph.d. i sprogvidenskab for at kunne udtale. Inde i mit hoved hed han bare Rådne Tænder – forklaring overflødig. Nå, men vi skulle jo af sted, so be it. Jeg, de to russere (som kunne forstå swahili, det mest udbredte sprog i regionen), Rådne Tænder og dennes chauffør i en hvid bil, som dermed naturligvis kunne kaldes en taxa. Turen igennem og ud af byen var faktisk temmelig fascinerende, idet alt var lavet af og på lavasten, eftersom byen var blevet udslettet i 2002 af en vulkan. Et overflødighedshorn af arkitektoniske mesterværk, set i forhold til det, som hr. og fru Mudderhytte ellers normalt præsterer i regionen. Vejen var naturligvis primært brolagt af det samme materiale, som huse og gulve var lavet af, lavasten, og hver gang vi kom over 10 km/t, kunne vi med rette hejse et flag. Det gjorde vi ikke mange gange. Vores første stop på turen var Green Lake (fuldstændig underordnet, hvad det er i denne sammenhæng). Normalt, når man går rundt som muzungu, er der altid en del opmærksomhed omkring en, og at have en landsby i hælene er ikke ualmindeligt. Faktisk meget hyggeligt som regel. Men opmærksomheden her var anderledes og ubehagelig. Det kan nok forklares med, at der stort set aldrig kommer turister, der er tåbelige nok til at begive sig til det østlige Congo, hvor det største antal mennesker er blevet dræbt siden 2. Verdenskrig. Når man går rundt som muzungu (hvid mand), er der altid en del opmærksomhed omkring en, og at have en halv landsby i hælene er ikke ualmindeligt. Faktisk meget hyggeligt som regel. Men opmærksomheden her var anderledes og ubehagelig. Det kan nok forklares med, at der stort set aldrig kommer turister, der er tåbelige nok til at begive sig til det østlige Congo, hvor mellem fire og fem millioner mennesker er døde i væbnet konflikt over de seneste ca. 15 år. Å ret var 2010, og jeg havde været igennem Tanzania og Burundi og havde spenderet godt 10 dage i Rwanda, hvor jeg var kommet til byen Gisenyi, som grænser op mod det østlige DR Congo – eller Den Demokratiske Republik Congo. Hjemstedet for det største menneskelige slagteri siden 2. Verdenskrig. Jeg havde fået fat i en rejsearrangør i Gisenyi. Okay, gutten havde et visitkort og talte engelsk. Hvad mere kan man forlange? Jeg havde aftalt en dags sightseeing med ham samt lidt hjælp på grænsen og til at finde byens billigste lopperede (altså en seng på et guesthouse). Formaliteterne ved grænseovergangen gik helt gnidningsfrit i tusmørket. Jeg og to russere, som også skulle være en del af turen, gik efter indkvarteringen i byen Gomas eneste guesthouse til under 25 USD ud i de sorte skumle gader for at makulere noget føde (uha uha ... gisp, gisp). Vi gik udenfor i mørket i det uuuhhh så farlige østlige Congo. Her fandt vi en restaurant, som tilsyneladende var populær blandt FN-folk. Alt var nemlig prissat i USD, og ved siden af restauranten var der da også en bar med vindertype-lokale og deres prostituerede hang-arounds. Ikke politiet, for guds skyld Pludselig kom der en noget vred mand og fortalte vores guide (på swahili), at han var en eller anden big shot i ministeriet for something, og at vi skulle have en special permit til at være her og fotografere. Han var temmelig ophidset og sagde, at nu ville han ringe til politiet, hvortil Rådne Tænder hurtigt fik svaret: ”Nej, nej, nej, nej! Ikke politiet, for guds skyld!” Vores guide ankommer ... og går igen Næste morgen skulle vi mødes med Emmanuel, som skulle være vores guide, men han fortalte, at han var blevet kaldt til den 14 Green Lake. Få minutter inden vores ”anholdelse”. Men den aggressive mand blev ved med at gjalde, og nu var vi altså ”under arrest” og skulle med på politistationen. Det endte med, som et kompromis, at vi skulle følge med ham til hans kontor, der viste sig at være et træskur, der målte ca. 2 x et redskabsskur, hvor der sad en masse andre nikkedukker omkring et lille bitte skrivebord, som nok ville kaldes en skammel herhjemme i kongeriget. Vi fik taget vores pas og mobiltelefon af en AK47 og dennes vedhæftede mand iført militær campinghabit. Så stiller man ikke kritiske spørgsmål længere, skal jeg hilse og sige! Det hele blev nøje fulgt af hele landsbyen gennem døren i redskabsskuret, og nu havde vores tilfangetager også allerede ringet til guvernøren. Imens var hver vores Tena Lady blevet gennemblødt adskillige gange for rent faktisk at blive arresteret og skulle hen på en rigtig politistation, hvor de virkelige banditter sidder. Uhyggen var for alvor begyndt, og jeg ville aldrig kunne komme tilbage og bruge den 500 USD gorilla-permit, jeg havde til næste morgen – 100 km, to grænseposter, en kvægtransport og en knallerttur længere mod øst i Rwanda. Så fik vi prisen at vide: 150 af de amerikanske dollars ... hver! Det er jo ellers kun den slags, man hører andre fortælle om. Nå ... vi sagde, at det kunne vi ikke betale, for vi kunne kun komme op med 100 USD hver, og efter lidt frem- og tilbagesnak accepterede svindleren, og vi fik en flot A4-side som ”kvittering”, og hr. Kalashnikov gav os vores pas og mobiltelefoner tilbage. Usammenhængende forklaringer I løbet af dagen var Rådne Tænders forklaringer noget usammenhængende: Først plejede disse permits at være klaret af Emmanuel (den oprindelige guide), og senere havde han aldrig nogensinde før haft problemer ved Green Lake. Jo mere jeg tænker over det, og efter at have talt med nogle med særdeles godt kendskab til røverlandet, tror jeg mere og mere på, at ministeriemanden var en fake, som bare udgav sig for at være højt på strå og fik resten af redskabsskuret med på legen. For nu var der jo hele tre muzungus, man kunne skræmme livet af og stjæle penge fra. Når landet stort set har været i krig de sidste 15 år, så makker man bare ret. Menneskeliv er ikke det mest værdifulde i landet. Jeg tror, den virkelige sigtelse var at ligne en hæveautomat. Efter denne episode havde jeg mest af alt lyst til at tage tilbage over grænsen til Rwanda, som nu fremstod som civilisationens fødested, men var på den anden side også nysgerrig efter at se de andre steder i byen, som vulkanudbruddet havde smadret. Den udbrændte katedral skulle vi da i hvert fald se, og det ville russerne også. Så vi fortsatte. 15 Da vi nåede frem, var der bygget en mur med vinduer rundt om katedralen (til Rådne Tænders store overraskelse), og han ville helst ikke have os ud af bilen af hensyn til civilklædte pansere på bribe patrol. Og da Alex (en af russerne) lettere naivt foreslog, at vi kunne da spørge den betjent, som kom gående på gaden med en indkøbspose, kunne denne betjent da godt følge os over på den anden side af vejen. Efter betjentens eget udsagn som ”security”. Mod behørig betaling naturligvis! Så vi kørte videre til selve stedet, hvor lavaen var sprøjtet ud. Til at begynde med var de to betjente ved foden af vulkanen ikke interesseret i os. Men da vi gik rundt oppe på toppen (der var ikke så langt), var de der pludselig igen og spurgte Rådne Tænder, hvad han dog lavede der med tre blegansigter, og de fik sig sammen endnu en alvorssnak. Denne gang var de gule pløkker hos Rådne Tænder dog velforberedte og gav dem en sang fra de varme lande om, at vi var udenlandske investorer, som overvejede at købe land (i en by, der ikke bestod af andet end lavagrus). Men analfabeterne i uniformerne hoppede på historien, og vi fik lov til at gå igen. Levende skydeskive Sidste stop var kysten, som var blevet rykket 10 meter, efter at lavaen havde slugt en del af havet, hvor der nu var nye Den permit, vi fik på et tilfældigt stykke papir, som senere er blevet oversat af en belgisk bekendt til ”they have received the 300 US dollars from a tourist visiting Goma’s zoo and that you’ll get a receipt at the conservateur divisionaire’s desk as soon as you’ll have paid at the check-in desk.” Right! bygninger. Bl.a. ligger der en motherfucker af en fæstning, som viste sig at være et supermarked til FN-ansatte, som skulle bevogtes med tre meter betonmur, pigtråd og bevæbnede vagter fra helvede. Det var sjovt nok også det eneste sted, vi ikke blev generet af ”politi”. Faktisk nåede jeg også at få et positivt indtryk, da en af de badende i søen kom hen og hilste og ville have os med i vandet og endda kunne nævne den danske golfspiller Bjørn … og Olof Palme! Nnåååeeeerrrrhhhhh! FN-supermarkedet gav mine nye russiske venner en idé. De havde, efter dagens oplevelser, fået second thoughts om at tage turen på motorcykel tre timer gennem Congo for at komme til den ugandiske grænse og ville prøve at få et lift med en FN-vogn i stedet (FN-ansatte kunne i øvrigt fortælle, at der havde været kampe forleden med rebelgrupper, og jeg vidste, at der for en uge siden var to machetedræbte FN-fredsvagter og syv sårede i området). Men russervennerne insisterede på at ville køre med FN, og vi skiltes. Jeg fik et lift af Rådne Tænder til grænsen og nåede til mit bestemmelsessted samme aften. Senere på aftenen fik jeg en besked fra Alex, den ene russer: ”Hi. We are in Uganda. Feels like getting out of hell. Guns pointed at us ... but anyway, we are all right.” Så bliver det lige pludselig alvor. Jeg fik først resten af historien en måned senere, da vi fik kontakt på Facebook. De Vulkanudbruddet i 2002 skete ikke fra toppen af vulkanen, men fra en af de mange tilstødende flækker et stykke derfra. Kul bliver transporteret på den tilstedeværende infrastruktur. Her cyklen. 16 DR Congo Congoleserne står, går og bor på lavasten. havde siddet bag på to motorcykler, hvor soldater på ladet af en kørende lastvogn havde taget sigte mod dem på hovedvejen og truende råbt: ”Muzunguuuu!” Velkommen til Den Demokratiske Republik Congo! Tjåhhh, den er ikke ligefrem demokratisk, dårlig nok en republik … men damn, det er Congo! Efterskrift Et stykke tid efter at jeg var kommet hjem til Danmark, modtog jeg denne e-mail fra Emmanuel. Så kan man tro på det eller lade være: ”Hello sir, This is Emmanuel from RDC Goma. I am so much sorry for what happened to you in Goma. I am really regretting a lot. I have called the high authorities from, they have arrested those people who took your money illegally, but they said that they do not have that money to refund again because they have used them on spot. They will be in jail for five months and the state told me that they are going to take everything they have in order to put end to that corruption. Everybody is astoneshed how people can be disturbing tourists like that. Please let me tell you that this is the 6th year I am doing this tour-business. I have never found such a problem. Through that no one will be disturing tourists any more I am begging you your pardon, please. I am not at peace here cause of that. Also I am sorry for not writing to you all this time, I travelled to Uganda, even now I am in Bwindi impenatrable national park with tourists, finding internet here is not easy. Once more I am sorry.” 17 DR Congo er ikke et typisk rejsemål, og sikkerhedssituationen skifter fra dag til dag. Forskellige væbnede grupper kæmper om magt og adgang til de store naturressourcer som diamanter, coltan, kobolt, guld og kobber, som både du og jeg efterspørger i vores mobiltelefoner eller telefoniske kobberledninger. Mange andre lande har også været involveret i, hvad der er blevet kaldt Afrikas 1. verdenskrig. For at rejse til det østlige Congo anbefales det at være god i fransk og gerne have en ledsager, der på den ene eller anden måde har fingeren på pulsen. Det anbefales ikke at rejse tværs gennem landet. Dels fordi landet er på størrelse med Vesteuropa, og infrastrukturen er dårlig – dels fordi det er det rene selvmord. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnKinshasa fås fra ca. 6.100 kr. t/r. nn Christian Hadsund er 33 år og har medlemsnr. 506. Han besøgte DR Congo i 2010 og har til dato besøgt 50 lande og fire territorier. Tidligere i år gik rejsen bl.a. til Makedonien og Brasilien. Lidt regn forstyrrede ikke gennemførslen af de geotekniske undersøgelser forud for byggeprojektet. Velkommen til Malabo og et tropisk gangsterland Udsigten fra mit kontor på byggepladsen i junglen i nærheden af kakaoplantagen Sam Paka, syd for Malabo. 18 helligdage, og der var brug for drikkepenge). Nationalparken Monte Alén ligger nogle timers kørsel sydøst for Bata på Evinayong Road – med lidt held møder man en gorilla, og der er næsten garanti for en god, svedig vandretur på etablerede stier (stedvist mudrede!) rundt i junglen. Beretninger fra en udstationering i en container i den afrikanske jungle. Tekst & Fotos: Tine Henningsen I 2004 blev jeg spurgt, om jeg ville arbejde et halvt års tid på et vandforsyningsprojekt i Ækvatorialguinea. Inden jeg svarede, måtte jeg lige slå op i et atlas! Efter at have lokaliseret landet gik jeg på jagt efter flere oplysninger. Det lykkedes mig at skaffe et eksemplar af en Lonely Planet fra 1994 med hele 16 sider om Ækvatorialguinea, en landeprofil fra The Economist Intelligence Unit samt en landevurdering fra en database hos Control Risks Group. En kollega, som havde besøgt landet tidligere, kunne berette om forholdene år tilbage og anbefalede, at jeg læste ”Tropical Gangsters – One Man’s Experience with Development and Decadence in Deepest Africa” inden jeg tog af sted og rådede så også, at jeg lod bogen blive derhjemme. Fanta på afrikansk Du har sikkert allerede regnet ud, at jeg takkede ja til projektet. De udmeldte seks måneder blev dog samlet set til et år. Projektet var afslutningen på et større vandforsyningsprojekt finansieret af EU, som var blevet lukket i utide nogle år forinden. Opgaven, jeg fik, var at føre tilsyn med, at projektet blev færdiggjort. Jeg fungerede ud over min stilling som Project Engineer også som chauffør, piccoline, kontorchef, regnskabsmedarbejder og IT-support for firmaets Guinea-afdeling, som var en container i junglen 30-45 minutters kørsel fra Malabo, hovedstaden i Ækvatorialguinea. Malabo ligger på øen Bioko (tidligere kendt som Fernando Pó) i Guineabugten ca. 50 km vest for Douala i Cameroun. Arbejdspladsen nåede jeg ved at køre gennem kakaoplantagen Sam Paka (opkaldt, siges det, efter Samuel Parker, en af de første libertos (befriede slaver) der ankom til Port Clarence, som Malabo blev kaldt af englænderne) ad mudderveje, gennem småfloder og forbi tønder irrede af kobbersulfat. I tørtiden var det hele dækket af et fint lag støv og bladene hang og så underligt bedrøvede ud langs hovedvejen, men når man drejede ind af den mindre vej op til pladsen, hvor lastbilerne fra lateritbruddet ikke kom drønende, var der fortsat frodigt og grønt. Junglen omkring pladsen var leveringsdygtig i mange godter. En dag efter frokostpausen viste en af medarbejderne mig stolt og storsmilende sin fangst, som han holdt i udstrakt arm i halerne – et egern og en kæmpe rotte (bedre kendt som ground beef på pidgin-engelsk). Andre tog knytnævestore snegle og slanger, bananer og papajaer samt diverse blade til suppe med hjem. Inden jeg drejede af i Sam Paka, skulle jeg forbi en militær kontrolpost. Jeg prøvede lige fra starten af at være meget standhaftigt over for forsøg på at få drikkepenge, ”Fanta” (øl, forstås), og diverse tjenester. Jeg oplevede at blive standset for at køre i en snavset bil, for at krydse usynlige streger på jordveje, for ingenting og hvad som helst. Særligt politibetjentene inde i Malabo var ivrige, mens jeg ved militærposterne oftest blev vinket forbi (medmindre det var dagene op til 19 Kupforsøg, statsbesøg og kvarterløft Overskrifterne i aviserne i 2004 – også i Europa – udråbte i øvrigt Mark Thatcher (søn til Margaret Thatcher) som pengebagmand ved et kupforsøg i Ækvatorialguinea, som ville have været en krimi værd – helt a la Forsyths ”Dogs of War”. Et banner på tværs af lufthavnsvejen proklamerede en dag: ”Velkommen til Hans Excellence Robert Mugabe” – og så var vi klar over, at han var på vej. De heftige rengøringsaktiviteter jeg havde set, inden banneret kom op, havde undret mig lidt. Autoværnet blev spulet, husene langs vejen fik et friskt lag maling, macheterne hakkede buskads og ukrudt tilbage.Der blev fejet og genoptrukket midterstriber og kantstensafmærkning. Nu forestiller du dig måske noget, der ligner ordnede forhold – en fejemaskine der kører, imens trafikken glider udenom, men nej, selvom vejen var flot asfalteret, var det ikke tilfældet. Alt foregik ved håndkraft. Vejen blev spærret af i sektioner, og trafikken dirigeret udenom, og en hær af folk med små stråkoste blev sluppet løs, foroverbøjet, for at hvirvle rundt med støv og snavs. Efterfølgende kom der en tankvogn med vand og en automatiseret spulemaskine for at klare autoværnet, men så fulgte folk efter med klude i hænderne. Kronen på værket var genoptrækningen af striberne mellem banerne. Dét, der nær fik mig til at stoppe op, var synet af en flok afrikanere, dirigeret af en hvid formand, som løb frem Zulu Power Style med skabelonerne til striberne til næste etape, hvor endnu en gruppe stod klar med penslerne. Kantstenene klarede folk også med pensler, dog uden skabeloner. Lufthavnsvejen havde, i hvert fald dengang, to baner i hver retning, med en bred betonadskillelse i midten. Fra toldstationen og rundkørslen ved lufthavnen til byen var der syv-otte km. Lignende scener opstod i årets løb pga. besøg fra Senegals præsident (”¡Dos pueblos amigos y amantes de la paz! Unité et solidarité africaine!” skreg bannerne i stedet), fejringen af Sankt Isabella, øens skytsengel (med skønhedskonkurrence for både mænd og kvinder – nogle af mine bekendte var så heldige at være med til at tælle stemmer), topmøde i CEMAC (Communauté Économique et Monétaire de l’Afrique Centrale, en slags EF i Centralafrika), præsidentens fødselsdag, Golpe de Libertad (fejring af kuppet i 1979) og i anledning af landets 20 års jubilæum som medlem af CEMAC. Til CEMAC-jubilæet brugte de en konferencesal på Luba-vejen. Langs vejen lå et større slumområde, Los Angeles, bestående af skure bygget af træ, som nogle steder på et tidspunkt havde fået et lag blå maling, og for det meste var udstyret med bliktag suppleret med plastikposer, som blev fastholdt af store sten og murbrokker. Skurene var som regel uden hverken døre eller vinduer. I stedet for hang blomstrede lagener, der hvor døre eller vinduer burde have været. Præsidentens kolleger fra Cameroun, Gabon, Den Centralafrikanske Republik, Tchad og Congo (Brazzaville) skulle ikke præsenteres for dette syn, derfor blev alt inden for 10 meter af vejen ryddet – og resten gemt bag et nyt blikhegn, som skinnede i solen. Der røg lige et par boldbaner slum – små huse og butikker, som folk selv havde banket sammen af affaldstræ og blik, som de havde fundet eller hentet på en af lossepladserne, eller måske endda købt. Ved hver af disse højtideligheder blev der beordret nationale helligdage, og det forventedes, at man stod langs lufthavnsvejen i den korrekte påklædning. I forbindelse med Golpe de Libertad, blev folk noteret for deltagelse i en ”manifestation” og belønningen kom senere, hvor folk hjemme i deres eget kvarter kunne hente madolie, frisk fisk, kalkun og andre godbidder. Under en af disse mange festligheder skulle jeg mødes med en kontakt i ministeriet. Den normalt meget velpåklædte dame var mødt op i kasket og turde ikke åbne skodderne til kontoret i tilfælde af, at ”man” skulle se, at hun var på arbejde. Hun var i øvrigt meget bekymret over, at jeg var på arbejde. ”De” havde ringet til hende og spurgt, hvorfor hun ikke havde været i lufthavnen dagen inden, da VIP’erne ankom. ”De? Hvem er ’de’?” spurgte jeg. En eller anden fra Justitsministeriet viste det sig. Og da jeg kom ud fra ministeriet og hørte sirenerne og helikopterne, besluttede jeg mig for at sætte mig hjem i min have og drikke en kop eftermiddagskaffe, for når både Luba-vejen og lufthavnsvejen var spærret af maskingeværviftende soldater og politibetjente, var det umuligt for mig at komme på arbejde. Præsidentiel paranoia og paparazzi Som følge af kupforsøget i 2004 skærpedes præsidentens allerede meget stærke paranoia. Projektlederen og jeg blev ved Strandpromenaden i Bata; Bata fungerer på nogle tider af året som hovedstad, når præsidenten og ministrene forlader Malabo til fordel for fastlandet. Bata er kendt for bl.a. strandpromenaden, landets første lyskryds, og en god strand syd for byen. første besøg udstyret med dokumentation, der beskrev vores opgave i landet – med andre ord: ”Disse personer er ikke lejesoldater”. Vi blev frarådet at tage billeder, og det råd forsøgte jeg at efterleve i den tid, jeg var der. Jeg boede under min udstationering hos en spanier. Øverste etage var lejet ud til et spansk ægtepar – hun arbejdede på Cooperación Española og han på et malariaprojekt finansieret af den spanske stat. I en periode delte jeg underetagen med en spansk advokat, som arbejdede på et menneskerettighedsprojekt i landet, også finansieret af EU. Advokaten fandt på et tidspunkt en skrivelse, der åbenbart lå på nogle af hotellerne i byen, som jf. lov af 1991 proklamerede, at Ministeriet for Kultur, Turisme & osv. har givet tilladelse til, at turister må fotografere i landet (dog ikke militære installationer og andre steder, som er væsentlige for den nationale sikkerhed – hvor det så end er? Kyststrækninger? Dette er landet, hvor fiskerflåden blev ophugget eller strandet for at undgå, at små lokale fiskejoller kunne bruges til smugling af våben). Skrivelsen præciserede også, at militær og politi ikke måtte konfiskere kamera eller forhindre, at der blev taget billeder. Den var udsendt af den guineanske presseorganisation, som samtidigt gjorde opmærksom på, at Guinea har et dårligt omdømme pga. den slags. Den nuværende præsident Teodoro Obiang Nguema afsatte sin onkel tilbage i 1979. Onklen, Macias Nguema, som blev valgt som leder, da Spanien i 1968 forlod landet, må være på top 10-listen 20 Et yndet udflugtsmål, Kirken i Batete, syd for Luba, på Bioko. over verdens værste diktatorer. Kakao- og fiskeriindustrien, som trivedes under den spanske kolonitid, blev udraderet, og på toppen af galskaben var over en tredjedel af befolkningen (eller omkring 100.000 mennesker) flygtet, og mere end 10 % af befolkningen var politiske fanger. Nogle kilder estimerer, at – ud over dem, der flygtede eller blev fængslet – blev over 50.000 mennesker dræbt i de 11 år, Macias var ved magten. Nu holdes såkaldte frie valg i landet, og Obiang vinder altid stort – han blev senest genvalgt i 2009. Familiemedlemmer har vigtige ministerposter og gode indtægter især fra olierigdommen i landet. Nye bekendtskaber I mangel af et fjernsyn og som et forsøg på at forbedre mit spanske og samtidig lære nogle folk at kende, meldte jeg mig til spansk for indvandrere på det spanske kulturcenter. Her skelnedes mellem inmigrantes (typisk afrikanere på længere arbejdsophold) og expatriados (typisk hvide på kortere ophold). Afrikanske indvandrere lagde 15.000 CFA franc i depositum for kurset, mens hvide expats betalte 50.000 CFA franc; denne form for prispolitik gjaldt også Air Guinea: fx Malabo-Bata til 30.000 CFA franc for sorte og 72.000 CFA franc for hvide (hhv. 300 og 720 kr.). Holdet bestod af en blandet flok: gabonesere, camerounere, ghanesere, Bernard fra Burundi, én fra Libyen (fra ambassaden!), nogle marokkanere (Saif, Tariq osv.), en fransk herre og Renata fra Rumænien (gift med en gabonesisk ambassadeansat). Dvs., som udgangspunkt var de fleste fransktalende. Nogle af marokkanerne viste sig at være livvagter for præsidenten. I starten blev der talt lidt indforstået, når nogle af dem ikke var der. ”Han er i Bata” eller hvor det nu var, ”med El Jefe”. Jeg fik mistanken bekræftet, da jeg en fredag aften, hvor jeg pjækkede fra undervisningen for at snuppe en øl med nogle af gutterne, sad på terrassen på en restaurant i nærheden af præsidentens palads og så, at min klassekammerat gik ind i Den Forbudte By gennem hovedporten. Der var selvsagt adgang strengt forbudt – på nær for de helt særligt indbudte! Præsidenten har en flok marokkanske livvagter til at passe på sig – barske, kortklippede gutter med camouflage-T-shirts, bodybuilder-overarme og ”Top Gun”-solbriller (det er meget, man kan nå at se, når man i modsat retning passerer en Land Rover med PR007 på nummerpladen). Jeg opsøgte også Malabo-afdelingen af Hash Hound Harriers (en international social løbeklub, hvor løb og våde varer kombineres), noget der udvidede min omgangskreds, men ikke mit spanske ordforråd, da de fleste var tilknyttet olieindustrien (amerikanske firmaer for det meste). Forbindelserne skaffede mig adgang til Pleasantville, Marathon Oils compound ved Punta Europa, vest for lufthavnen. Området lignede en forstad til Houston, transporteret intakt til Ækvatorialguinea, lige fra byggemateria- lerne, de cremefarvede væg til væg-gulvtæpper og kværnen i køkkenvaskene inde i husene, til de store grønne skraldespande på hjul, curbside, og deres landskabsarkitekt designede græsplæner i forhaverne. I en periode kørte jeg derud en aften om ugen sammen med to-tre andre for at spille ”indendørsfodbold” på fitnesscentrets oplyste tennisbaner. Vi fik adgang til området via flere kontrolposter (olieselskabets), end jeg skulle passere på vej på arbejde. ”Los mayores Bubis” Vandstanden i floden ved siden af arbejdspladsen varierede meget. Den største mængde regn, jeg oplevede, var omkring 150 mm på en formiddag. Gennemsnittet på et år i Danmark er omkring 650 mm – det svarer til månedsgennemsnittet i regntiden på Bioko. Når det regnede på toppen af Pico, bjerget på Bioko, gik der ikke længe, før vandet steg i floden – fra ½ meter til omkring fire meter vandstand bag dæmningen på under en halv time, noterede jeg en dag i oktober. I tørtiden var der flere klare dage, så man kunne se det ca. fire km høje Mont Cameroun tydeligt – bjerget er ca. 100 km væk, men på en klar dag, så det ud til at ligge liiige på den anden side af vandet. En eftermiddag, hvor jeg stod og kiggede på floden efter et af de heftigste regnskyl, kom en af arbejderne hen til mig. ”Det holder ikke op,” sagde han til mig. ”Ikke førend los mayores bubis gør noget ved det!” – Bubierne fra Sam Paka, uddybede ham, og pegede op mod patioen oppe i plantagen. Han mente, at der skulle ofres mad og gaver, før regnen og oversvømmelserne ville stoppe. Bubierne er de oprindelige folk på Bioko. De fleste arbejdere på projektet var Fang (samme klan som præsidenten og eliten, fra fastlandet). En af vagtmændene betroede mig, at han var nervøs for at være alene på arbejde om søndagen, fordi han var sikker på, at bubierne ville dræbe ham. Med til huset, hvor jeg boede, hørte en højgravid maid, Alicia, som blev afløst af sin svigerinde, kort tid efter jeg flyttede ind. Alicia døde i starten af september, efter hun fødte en pige. Hendes mor, som gjorde rent hos min nabo, fortalte senere, at fire andre piger døde efter at have født, den måned hendes datter døde. Naboen fortalte, at teorien var, at hospitalet var i gang med at dræbe bubier og deres babyer. Med en forventet levealder på 51,4 år og en børnedødelighed på 240 per 1.000 fødsler (for Danmark er tallet 12) er det svært at 21 Ækvatorialguinea Ækvatorialguinea rangerer som nr. 136 ud af 186 på UNDP’s Human Development Index (hvor Danmark er nr. 15). Landets BNP per capita er på 21.715 USD. Den forventede levealder ved fødsel er 51,4 år. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnMalabo fås fra ca. 7.000 kr. t/r med fx Iberia. Valuta: Landet anvender CFA franc (XAF). 1 DKK = 88 XAF forstå, at olierigdommen skal gå til én familie og ikke til resten. Selv var jeg overraskende tæt på at tro på snakken om, at junglen var forhekset (men dog ikke at Sam Pakas bubier var bagmændene). Jeg var i hvert fald enig med en del af mine expat-bekendte, som mente, at Murphy måtte opholde sig en stor del af året i Malabo. I månederne op til afslutningen af projektet oplevede entreprenørerne og jeg selv større og mindre uheld, som ordnede sig for det meste og som enkeltvis kunne forklares på logisk vis, men som samlet set understøttede Murphy-teorien. Og ugen efter at vi havde afsluttet vores projekt, som skulle sende vand ned til Malabo i tørtiden, væltede to kæmpe træer så ned over rørledningen – og kappede dermed hele vandforsyningen til byen. nn Tine Henningsen har medlemsnr. 631 og er uddannet civilingeniør. Hun er i dag miljømedarbejder hos Københavns Kommune og har besøgt 54 lande og to territorier på seks kontinenter. Tidligere i år har hun bl.a. vandret i De Albanske Alper og besøgt Argentina og Chile. Flodprammen Voyager III. Nederste dæk var fragt. Midterste dæk hængekøjer og fortæring. Øverste var bar og diskotek. Busknegrene fra Albina Tag med på eventyr i tre gange Guyana. Med flodpram, lastbil, Dash-7 og hønsebus. Blandt gangstere, smuglere og vilde stammefolk gennem noget af klodens mest ufremkommelige jungle. Og find ud af, hvordan drømmen om at rejse fra Antarktis til Alaska uden at flyve bristede. Læs med, når Jakob sætter kursen mod Sydamerikas glemte hjørne. Tekst & Fotos: Jakob Øster J eg havde strejfet rundt i Sydamerika i et halvt år, da et indfald af oplevelsestrang sendte mig med kurs mod de tre Guyanaer. Skide nemt, tænkte jeg, da jeg med caipirinhaer i blodet efter de seneste dages gadefester stod og gloede op på et skilt på busstationen i Salvador Da Bahia i Brasilien. ”Belém,” stod der på skiltet med destinationer over en af kasserne. Der var godt nok 1.700 km til Belém. Og fra Belém var der yderligere 800 km til grænsen til Fransk Guyana, som jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvordan man kunne tilbagelægge. Nå, det finder jeg ud af, når jeg kommer deropad, sagde jeg til mig selv og langede en stak realer over disken, entrede den nydelige bus og havde 35 timer foran mig til at sove min daggamle brandert ud. I en af verdens farligste byer Belém var af gode grunde bussens endestation, for i Belém endte vejen nordpå. Skulle man længere, krævede det, at man forcerede Amazonflodens udmunding. Jeg havde hørt rygter om, at det ikke var guds bedste børn, der boede i Belém (men jeg var heldigvis lykkeligt uvidende om, at byen på det tidspunkt med et mord årligt per tusind indbyggere var en af verdens farligste), så jeg satte straks kursen mod havnen for at udsøge mig det på de kanter foretrukne flydende transportmiddel, der kunne bringe mig videre på min færd. Frønnede flodpramme med tre dæk og afskallet maling lå side om side og 22 mindede, når man så bort fra faldefærdighed og skovlhjul, lidt om bedagede hjuldampere fra Mississippi. En flydende og helt igennem firkantet kasse med tre åbne dæk. Det undrede mig en kende, at der åbenbart skulle et helt præhistorisk krydstogtskib til at krydse en smule flod, men det var kun indtil billetsælgeren havde peget op på et falmet vægkort over det nordlige Brasilien og sagt noget i retning af ”veinte e quatro oras!” Jeg gloede fortvivlet på kortets nordlige Pará- og Amapáregioner, imens det gik op for mig, at Amazonfloden i sin slutspurt mod Atlanterhavet ender i et hav af forgreninger, bifloder og sumpe, der strækker sig over flere hundrede kilometer. Skulle man nordpå og igen have fast grund under fødderne, var der ingen anden udvej end en rask 24 timers tur med flodpram for at dække de 400 km gennem den kolossale udmunding og op til Macapá. Flodpram på Amazonas Båden var indrettet helt i tråd med den sydamerikanske ånd. Nederste dæk var fyldt op med fragtgods, dyr og smug- lervarer. Midterste dæk lignede tæppemarkedet i Otavalo, men ved nærmere eftersyn gik det op for mig, at det ikke var tæpper, men farvestrålende hængekøjer, der sindrigt var spændt op overalt, hvor der var noget, der med lidt god vilje kunne kaldes plads. Arealet, hver enkelt havde at sove på, fik et japansk kapselhotel til at fremstå som et kejserpalads. Øverste dæk lå til gengæld øde hen det meste af dagen. Der så fredeligt ud deroppe med den lange bar, de billige hvide plastikstole, de grotesk overdimensionerede højttalere og de kulørte lamper, og det undrede mig, at ingen havde hængt hængekøjer op. Lige indtil det blev nat, og hele dækket forvandlede sig til et pumpende diskotek, hvor pladsen om muligt var endnu mere trang end på etagen derunder. De, der havde råd, drak øl hele dagen. Føde skulle der også til. Ris tre gange om dagen indgik i billetprisen. Måltiderne blev serveret på midterste dæk lige ude foran lokummerne. Radbrækket stavrede jeg af båden i Macapá, som var endnu en gangsterby. Jeg havde været på farten i knap tre døgn, stort set uden at sove, og min hjerne var funktionel som en skål muggen grødris. Min umage sovepositur havde efterladt mig med en omgang lumbago, som jeg nu plejede ved mørbanket at tåge rundt i gangsterland iført mit 20 kg tunge skildpaddeskjold af en rygsæk. Jeg forbandede mig selv for at medbringe alskens unødvendigheder, som jeg af uforklarlige årsager havde fundet uhyre relevante, da jeg pakkede alt mit habengut et halvt år tidligere. Et lettere offer må på de kanter have været svært at opdrive, men heldigvis nåede jeg uskadt frem til endnu en busstation. Bussen var mere end almindelig pensioneringsmoden, og hverken asfaltmaskiner eller damptromler havde fundet vej til det allernordligste Brasilien. Søvn om bord krævede en medbragt styrthjelm, og den havde jeg trods alt ikke fundet plads til i min oppakning. Jeg faldt godt nok straks i søvn med kinden presset op mod bussens glasrude, men hver gang bussen kørte over et bump sendte den mit savlende fjæs på kollisionskurs mod glaspartiet med en ikke just behagelig opvågnen som resultat. Byen uden veje Efter omtrent fire døgns rejse havde jeg endelig tilbagelagt de 2.500 km og kunne forlade Brasilien. Jeg krydsede Oiapoquefloden og gik ind over smuglergrænsen til Fransk Guyanas skumle udpost, der lød navnet Saint Georges. På midterste dæk sov hundredvis af passagerer i deres medbragte hængekøjer. Døden nær af træthed fandt jeg et usselt værelse i en bygning, der udgav sig for at være et hotel. Værelset var lige stort nok til at rumme en seng. Madrassen lugtede af sprut og hor. Jeg proppede mine ørepropper i og sov det næste døgn. Da jeg vågnede, ville jeg videre. ”Ou est la gare autobus?” sagde jeg på mit ubehjælpelige skolefranske til en skummel fyr med hestehale og en guldtand, der glimtede i solen. Han rynkede brynene og gloede på mig, som var jeg en præst, der lige havde spurgt om vej til byens bordel. ”Não há,” svarede han på portugisisk og gik sin vej. ”Não há, min bare røv,” tænkte jeg. Alle byer har sgu da en busstation. På forblommet fransk og hjemmelavet portugisisk belemrede jeg alle, jeg løb ind i, kun for at erfare, at ordet autobus konsekvent førte til spontan hovedrysten. Til sidst forbarmede en eller anden sig over mig og slæbte mig ind på noget, der mindede om et kommunekontor, hvor der var en gut, der snakkede lidt engelsk. ”Vi har ingen veje, sir,” sagde han opklarende. Jeg havde godt nok lige krydset en flod, og der var desuden en del jungle på de her kanter, men der måtte sgu da være en vej mod vest ind til hovedstaden. ”De bliver nødt til at krydse junglen, sir.” “Men,” sagde jeg, mens jeg tænkte som en sindssyg, ”hvordan kommer folk så til Cayenne?” 23 ”De flyver, sir. Eller går gennem junglen, sir.” “Går gennem junglen? Men er det ikke farligt?” “Man skal bare kende vejen, sir.” “Kende vejen ...” snøvlede jeg chokeret, vel vidende jeg ikke havde det fjerneste begreb om, hvordan jeg skulle finde vej. ”Ja, ja, men hvor langt er det?” fremstammede jeg til sidst opgivende. ”Omkring 100 km, sir.” Jeg gloede lamslået på den flinke lille mand og indså, at jeg var fanget mellem djævlen og havets barske bund. Jeg havde rejst hele vejen op fra Antarktis uden at flyve, og planen var at fortsætte sådan op til Alaska. Og gudhjælpemig om ikke oraklet foran mig netop havde skudt den drøm eftertrykkeligt ned. 100 km med oppakning og uden telt, kort eller kompas gennem Fransk Guyanas tætte jungle. Han kunne tro nej. Jeg kunne lige se mig selv fare vild i den ufremkommelige jungle og overnatte under åben himmel blandt fugleedderkopper og anakondaer. ”Hvad så med dyrene?” prøvede jeg forsigtigt. ”Dem skal man tage sig i agt for,” sagde han så, “men for at få en jaguar at se, skal man være meget heldig.” En jaguar! Inde midt i Guyanas jungle. Som at falde ned i en brønd og komme op med en ny cykel. Hvor heldig kunne man være? Desillusioneret stavrede jeg ned mod vandet fast besluttet på at finde en eller anden, der i stedet kunne sejle mig Halvdelen af Georgetowns indbyggere er immigranter fra Indien, som bestemt ikke er dovne, selv om de bor i Lazytown. langs kysten og ind til hovedstaden. En vejrbidt fyr med alvorlige øjne sagde, at han kunne skaffe en speedbåd. For 5.000 USD ville han gøre turen på de 100 km på Atlanterhavet uden om junglen til hovedstaden Cayenne. Vi stod og gloede ud på havet i Sydamerikas nordøstlige hjørne, mens gigantiske bølger smadrede ind over land. ”Havet er godt nok lidt uroligt her,” sagde han, ”men jeg vil tro at der er helt op til 90 procents chance for, at vi kan nå frem.” En bristet drøm Slukøret traskede jeg til sidst ud mod byens lille lufthavn. Lufthavnsbygningen var et faldefærdigt skur på en pløjemark. På et håndmalet skilt stod der ”Air Guyane”. Direktøren for flyselskabet var fætter til landets indenrigsminister, fik jeg at vide. Angiveligt var det derfor, det gik lidt trægt med at få bygget en vej gennem junglen. Lufthavnen var stort set ubemandet, og sikkerhedsprocedurer så man stort på, det var jo trods alt kun en indenrigsflyvning, så man fik selv lov til at slæbe sit habengut ud og smide det ind i lastrummet. Fra 5.000 fod skumlede jeg olmt ned mod den fra luften så fredeligt udseende jungle, der så effektivt havde sat en stopper for min drøm om at tilbagelægge den samlede afstand fra polarcirkel til polarcirkel uden at flyve. I Cayenne spenderede jeg nogle dage på at drukne mit nederlag i Pernod og æde baguetter med La vache qui rit. Fransk Guyana er en oversøisk fransk provins, der mest af alt er berygtet for sine fangelejre, hvortil franske straffefanger blev deporteret indtil midten af 1950’erne. Efter at have besigtiget et par af de lejre, som Papillon blev ved med at Den særprægede byggestil i den historiske del af Paramaribo, Surinam, har sikret optagelse på Unescos verdensarvsliste. stikke af fra, var jeg klar til at fortsætte på min færd. Sent på eftermiddagen nåede jeg derfor komplet ubekymret frem til Maronifloden, som udgjorde det for grænsen mellem Fransk Guyana og Surinam (tidligere Nederlandsk Guyana). Alt åndede fred og idyl, da en bådsmand i eftermiddagssolen færgede mig over den brede flod med kurs mod Albina. Busknegrene Knapt havde jeg sat foden på surinamsk jord, før jeg blev overfaldet af en horde af vilde, sorte mennesker. Store, bomstærke mænd med kulsorte, knudrede ansigter, og udstikkende blodsprængte øjne. De lugtede af brændevin, og de fleste råbte overgearet. ”We go Paramaribo!” lød det med sær accent. ”Ro på drenge!” sagde jeg. ”Jeg skal først lige have et lille stempel i mit pas.” Selv om mine frembrusende, nyfundne sorte venner samstemmende syntes at være enige om, at et stempel i passet ved grænseovergangen var en uoverstigelig udfordring, gik jeg min vej og kiggede mig lidt omkring i den lille grænseby. Langsomt gik det op for mig. Der var noget galt. Der var ingen uniformer, ingen immigrationsbygning, ingen toldere; ikke skyggen af et tegn på noget som helst officielt. Jeg gloede forvirret rundt efter et skilt, der kunne pege mig til det rigtige Surinam. Foran et par faldefærdige rønner sad et par sorte mænd i beskidte, hvide undertrøjer på et par plastikstole. ”Immigration is closed. You go Paramaribo,” sagde de. Så stod jeg der. Helt alene med min lille rygsæk i et land, der ikke ville lukke mig ind, omringet af vind og skæve busk- 24 negre. Der var omtrent 100 km til hovedstaden Paramaribo, men fandeme om jeg skulle køre illegalt helt derind. Jeg satte mig ned oven på min rygsæk og informerede samtlige buskmænd om, at jeg blev her, indtil jeg fik mit stempel. En halv time senere kom flokken igen. En fyr sagde, at han ville hjælpe mig. Jeg aner ikke, hvad han ellers havde indtaget, men sikkert og vist var det, at han var fuld som en høne. Hans røde øjne til trods virkede han en lille smule mindre skræmmende end de andre. Til sidst satte jeg mig ind bagi hans udtjente, sorte Toyota og bad en stille bøn, mens han med 150 km/t satte kursen væk fra hovedstaden og dybt ind i junglen. Da han havde kørt et kvarter, var jeg så småt begyndt at indstille mig på, at min sidste time var kommet. Så nåede vi en lille lysning med et par huse. ”Gå derind!” sagde chaufføren og slukkede bilens motor. Huset, vi holdt foran, var gult og havde to etager. Det var omkranset af en høj mur beklædt med pigtråd. Foran porten stod en knægt på højst 15, hvis øjne var lige så blodskudte som chaufførens. Han var iført klipklapper, koboltblå fodboldshorts og en knaldrød T-shirt. Over hans skulder hang en maskinpistol og et patronbælte. Panisk spejdede jeg efter det mindste tegn på, at dette kunne være et immigrationskontor. Et lille skilt. En hat. En uniform. Et flag. Hvad som helst der signalerede noget andet og mere indbydende end en beruset barnesoldat i badetøfler. Med bankende hjerte blev jeg ledt op ad den udvendige trappe mod førstesalen. Udenfor på svalegangen for enden af trappen sad en fedladen mand i alt for lille, ærmeløs trøje og rodede med en rød attachemappe. Han signalerede, at jeg skulle gå ind i førstesalens eneste rum. Mr. Singhs Bedfordtruck der en gang om ugen fragtede varer ud gennem Guyanas jungle. Jeg gloede ind i rummet, og mit hjerte gik i stå. Alt derinde var kaos. Møblerne var væltede, og stakke af bøger og papirer lå kastet rundt, som om stedet netop havde været gennemrodet af tyveknægte. For første og eneste gang på mine mange rejser var jeg sikker på, at nu skulle jeg dø. At jeg ville vende mig om og glo ind i pistolmundingen på et våben, som den tykke mand netop havde frembragt fra mappen. Men da jeg vendte mig, smilede den tykke mand bare, mens han knirkende åbnede mappen. ”Kom herover,” sagde han venligt, mens han som en anden Egon Olsen åbnede den fine, røde mappe, hvorfra han fremdrog stempel og sværte. ”Velkommen til Surinam,” sagde han og stemplede lystigt i mit pas. Uden at spilde hans tid med overflødige, opklarende spørgsmål om, hvorfor det lige var, at man skulle dybt ind i junglen til et svært bevogtet, raseret hus for at få sit indrejsestempel, takkede jeg ham hastigt og flygtede fluks ned til min fulde busknegerchauffør. Med en hastighed, der mindst var dobbelt så høj som den forsvarlige, nærmest fløj vi gennem junglen og ind mod hovedstaden, mens skumringen sænkede sig over Surinam. Hovedstaden Paramaribo var til forskel fra kaotiske Albina en søvnig og ordentlig by. Statelige, hvide træhuse overstrøet med balkoner lå strøet ud over den gamle by her i den tidligere hollandske koloni. Et fjernsyn flimrede fra dybet af en bar i Waterkantgaden, havnepromenaden der vender ud mod Surinamfloden. Jeg gik ind og fik fluks en kold Parboøl. Studieværten i fjernsynet plaprede med rynkede bryn løs på hollandsk om en eller anden konflikt. Pludselig tonede et kort frem over Albinaregionen. ”Hvad går det der ud på?” spurgte jeg bartenderen. ”Har du ikke hørt det?” svarede han. ”Regeringen har opgivet kontrollen med Albina.” ”Hvad!?” ”Der er undtagelsestilstand. Busknegrene bestemmer nu.” Jeg kvalte en slurk af min Parbo, mens budskabet sank ind. ”Busknegrene bestemmer nu.” Stammefolket – efterkommerne af de afrikanske slaver – havde taget kontrollen. Hvorfor helvede er der ingen, der har fortalt mig det, tænkte jeg og kom i tanke om, at det var mindst en uge siden, jeg sidst havde set nyheder. Uden at ane det havde jeg krydset en lukket grænse og rejst gennem et lovløst område. Men igennem kom jeg da, og det var heldigt, for alternativet havde været mange dages retræte retur gennem Amazonas ad den temmelig besværlige vej, jeg lige var kommet. Ud af junglen Efter mine ufrivillige jungleeventyr i Guyanaerne savnede jeg Brasilien. Jeg skulle bare lige krydse junglen en sidste gang. I Georgetown, hovedstaden i Guyana (tidligere Britisk Guyana), den sidste af de tre Guyanaer, fik jeg kontakt til Mr. Singh. Mr. Singh opererede en lastbil, der en gang om ugen fragtede varer gennem junglen til Brasilien. Og Mr. Singh var en god mand at få et lift med, for der var ingen offentlig transport ad den 300 km bumlende jordvej, der førte ned mod Manaus og Brasilien. Med enorm snilde lykkedes det mig at score en plads i førerhuset. Derfra havde jeg fortrinlig udsigt over junglen og dens mange jaguarer, som jeg ikke var i tvivl om ustandseligt ville krydse jordvejen foran os. Først da vi var kommet halvt igennem natten, begyndte jeg at tvivle lidt på det smarte i min plan. Det vrimlede ikke ligefrem med jaguarer, og det var tid til en lur. Jeg var døden nær af træthed og var helt sikkert gået ud som et lys, hvis bare jeg havde været bedre til kluddermor. Hulter til bulter var kabinen proppet med menneskelemmer, der tilhørte de to chauffører og tre andre passagerer. Hold da kæft, hvor var jeg træt, og hold da kæft, hvor sad jeg dårligt. Mit næste geniale indfald var at bede om at komme om i lastrummet. En fantastisk plan. Hvis altså man så bort fra, at lastrummet var fyldt med last. Og 12 andre passagerer. Heldigvis havde en eller 25 Brasilien, Fransk Guyana, Surinam & Guyana Ud & hjem igen: Har du fået lyst til at følge i Jakobs fodspor og besøge de tre Guyanaer? Billigst er at flyve fra København til Belém i Brasilien, hvor en returbillet kan fås fra ca. 7.300 kr. København-Cayenne i Fransk Guyana fås fra ca. 8.650 kr. t/r , KøbenhavnParamaribo i Surinam fås fra ca. 10.500 kr. t/r, og København-Georgetown i Guyana fås fra ca. 13.600 kr. t/r. anden opvakt sjæl medbragt en madras, som var placeret oven på Mr. Singhs varer. Det ville være en underdrivelse at sige, at vi kom hinanden ved. 13 mennesker, der hoppede og dansede, hver gang lastbilen kørte over et bump, for at lande hulter til bulter på en alt for lille madras øverst i en gammel truck oven på et bjerg af bevægeligt isenkram. Frivillig menneskesmugling. Inde midt i Guyanas regnskov. Fra Manuas fortsatte turen i syv dage med flodpram i hængekøje opstrøms ad Amazonfloden. Tilbage mod fest og caipirinhaer. Og videre gennem Syd-, Mellemog Nordamerika mod Alaska. Uden at flyve. Men det er en anden historie. nn Jakob Øster har medlemsnr. 312 og var på denne rejse i år 2000. Læs mere om hans rejseliv på www.jakoboester.dk. Yubeng Er dette Shambala? Miancimu, 6.054 moh. Måske Himalayas smukkeste bjerg. op for mig, at de skal komme fra Nedre Xidang, vel en time til halvanden op ad vejen. Men dette er business as usual, turister kommer hver dag og har brug for ponyservice. Trods gentagne besøg i denne del af verden er jeg en rastløs sjæl, så da klokken er blevet 7.30, og jeg ved at spejde langt ned i dalen kan regne ud, at de ikke er lige på trapperne, bryder jeg op og tager sækken på nakken. Et kinesisk par, Robyn og Ellen fra Beijing, er gået for over en time siden, men jeg tænker optimistisk, at jeg er bedre akklimatiseret og måske vil indhente dem. Jeg ser et glimt af en guldfasan på vejen, men ellers ikke meget liv i skoven. Efter en times gang er jeg kun nået 150 meter op. Jeg hører folk på vej op og deres hestes bjælder. Fint, forhåbentlig er min hest også med. Ganske rigtigt, der kommer en hestemand med et stort smil, men ingen hest til mig. Han spørger, om jeg gerne vil have en hest alligevel? ”Ja tak!” svarer jeg. Han ringer fra sin mobil til det guesthouse, hvor jeg sov, for at få en hestemand til at komme op. Han beder mig vente en halv times tid, hvor jeg er. Fint med en lille pause, tænker jeg, mens hestemanden og en kinesisk turist forsvinder op ad stien. Og ganske rigtigt. Efter en halv times tid dukker en pige op med endnu en hest. Jeg tjekker prisen, som stadig er 155 yuan (140 kr.). Jeg er parat til at sidde op, da den purunge pige siger, at det kan jeg ikke med min lille rygsæk på. Den vil hun bære. ”Nej, nej,” siger jeg. Men hun insisterer og forlanger desuden 20 yuan for tjenesten. ”No way!” svarer jeg, og det ender med, at jeg bliver vred og skælder ud i den tro, at så indser hun nok, at hun var for smart og retter ind – men Himalaya-bjergkæden er et fantastisk grænseland med en udstrækning på 2.400 km fra Afghanistan i nordvest til Kina i øst. Her møder flere forskellige kulturer hinanden. Bjergkæden adskiller det indiske subkontinent fra det tibetanske plateau og løber også gennem Bhutan og Myanmar og helt til Yunnan i Kina. Siden 1985 har jeg tilbragt mere end 500 dage på stierne i Himalaya, hvor jeg altid har følt mig velkommen. Der har altid været husly og en skål ris eller tsampa. Her har jeg altid mødt venlighed og varme og ofte undret mig over et tilsyneladende og uforståeligt mentalt overskud. Undret mig, idet fattigdom og afsavn mere er reglen end undtagelsen. I oktober 2009 fandt jeg vej til de hellige bjerge Kang Kawa Karbo i Yunnan i det allerøstligste Himalaya og troede et øjeblik, at jeg havde fundet Shambala – det tibetanske paradis. Tekst & Fotos: Ole Ejnar Hansen D e hellige bjerge Kang Kawa Karbo, der rejser sig magtfuldt mellem floderne Mekong og Salween, ligger i det allerøstligste Himalaya. Det er oktober 2009, og jeg rejser denne gang alene i tre uger. Vejen op over bjerget er meget stejl, så jeg har aftalt med værtsfolkene i Øvre Xidang, at jeg har brug for en hest til næste dags morgen. De skal være her kl. 7, så vi er tidligt oppe. Det går 26 nej, hun står fast. Nu bliver jeg rigtig vred og siger tydeligt på dansk, at hun kan skrubbe af, hvilket hun så gør. Fandens til dårlig start i dag. Hvis jeg da også bare kunne lære at vente, give tid, ikke mindst i denne del af verden. Kort efter kommer hun forbi mig med en kineser på hesten. Hun ænser mig ikke. Skoven er blevet lidt mere åben, gamle løvtræer og mange store stammer ligger fældet. Hvordan får de dem skåret op? tænker jeg. Solen er kommet rigtigt op, og det bliver varmt. Heldigvis kommer jeg snart forbi et lille serveringssted, hvor jeg kan få lidt at drikke. Her er flere heste, og pigen sidder og snakker med sine venner. Jeg er træt og kan ikke lade være med at give hende endnu en sviner. Endnu en dumhed, Ole! Hun ringer straks til sine venner rundt på stien og fortæller, hvad der er overgået hende, og at ham den gamle vesterlænding ikke skal have nogen hest – sådan! Det sidste skal jeg erfare, da jeg kort efter møder en gruppe på vej ned med heste, hvoraf enkelte er ledige. Jeg prøver at stoppe en mand med en ledig hest. ”Min du!” svarer han koldt og gestikulerer med sin telefon. ”Nej!” Suk! Så kan du lære det! tænker jeg. Hvordan kunne jeg også tro, at jeg kan kontrollere noget her i Yunnan? Verdens smukkeste bjerg Stien flader lidt ud. Jeg fornemmer, at vi snart er oppe ved højdedragets top. Ganske rigtigt, en hel allé af bedeflag markerer, at vi er oppe på bakken. Jeg har ikke haft udsyn mod Kawa Karpo hele morgenen og er spændt på, om det stadig er klart og skyfrit. Der er intet at klage over. Den vildeste tinde i dette fantastiske massiv, Miancimu, 6.054 moh., kan sagtens konkurrere med Maccharpuchare og Ama Dablam i Nepal om titlen som verdens smukkeste bjerg. Den står tindrende klar og nu overraskende tæt på. Her på bakketoppen er endnu et tehus – super! Jeg er ved at finde roen, og heldet er på vej tilbage. Jeg får den tanke, at Yubeng, der ligger 350 meter nede i dalen, og hvorfra tinderne rejser sig, er det forkerte sted at være, hvis jeg skal nyde det store sceneri. Så jeg beslutter at blive her i tehuset for en stund. Sækken smider jeg ind i tehuset og belaver mig på at blive heroppe i vel 3.660 meters højde. Værten foreslår, at jeg skal kravle lidt højere op, hvor der er helt frit udsyn til hele Kawa Karpo-gruppen. Jeg sætter mig på en lille knold omgivet af skov, men Tehuset på toppen af bakken – eller passet – Nazong La. med frit vue til alle tinderne. Kawa Karpo er en traditionel bön-gud, og pilgrimme vandrer stadig rundt om hele massivet nøjagtigt som ved Kailas og andre hellige bjerge for at søge renselse eller merit. En kæmpe gletsjer, Mingyong, driver helt ned gennem skoven mod Mekong-floden – det er meget stort. Efter et passende pitstop bumler jeg nu ned ad den stejle sti mod Yubeng. Skoven er klædt i det skønneste efterår. Der er især mange asp med helt gyldne og hjerteformede blade, ja de hænger som ægte bladguld i modlyset. Men også mange andre efterårstræer og -buske, rønnebær og en række buske, jeg ikke kender, men som tilsammen giver skovkrattet alle farver fra grøn, gul via orange til rubinrød. Det er især dette fænomen, der gør forskellen fra, hvad jeg tidligere har set i Nepal og det centrale Himalaya. Her er en meget større artsrigdom af løvskov. Enkelte folk kommer pustende op, og jeg forstår, at det kan blive en hård vej tilbage igen. Jeg beslutter mig for at blive i Øvre Yubeng i nat og vælger et af de første huse. 30 yuan for et pænt værelse med to senge. En hurtig tur rundt i landsbyen afslører, at den bare består af ca. 20 huse. Meget charmerende, og her bygger man med store rejste tage med udhæng ligesom i Bhutan. Jeg bemærker, at der faktisk er adskillige nye huse på vej. Jeg er eneste gæst i dag, og husets unge kvinde, Kelsang, tilbereder en lækker middag til mig med yak, kartofler, hvidløg og et spejlæg. 27 Dalen sukker af glæde Jeg er tidligt ude næste morgen og går på opdagelse på de små vænger, hvor kvæg står og damper i morgensolen. Nattens dug bliver brændt af og kaster et svagt slør af em over engene. Fugle kvidrer lystigt i kratskoven, og sorte svin går frit og øffende rundt i skovbrynet. Glade og veltilfredse roder de i jorden efter trøfler. Alt ånder fred og uforanderlighed, det ligner paradis. Morgenlyset lokker mig med sit fantastiske farvespil længere og længere ind i kratskoven. Små grupper af kinesere halser af sted for at komme højt op til gletsjersøer inde under tinderne. Men denne gang vælger jeg at blive her i løvskoven. For frem for alt er der noget helt unikt ved denne fjernøstlige himalayanske udpost: Skoven er utæmmet natur af asp, poppel, ahorn, akacie, røn og hjortetak blandet med gamle graner. En del træer er omviklet med tre røde bånd. Det er befriede træer – befriede eller beskyttede, som levende sjæle for skovhuggerens økse. Et tydeligt tegn på at buddhismen, filosofien og den klassiske livsopfattelse lever i bedste velgående i Yubeng. Tilbage i mit lille logi ved middagstid bliver jeg overrasket over at gense Robyn og Ellen. De er fra Beijing og taler fint engelsk. Han er ingeniør. Hun ”business”. De holder to ugers ferie, har ingen børn og er vel sidst i 30’erne. Jeg spørger dem til deres syn på buddhismen: ”Well, I don’t know, we have no religion, we are realists,” siger Ellen. Den vildeste tinde i dette fantastiske massiv, Miancimu, 6.054 moh., set fra tehuset ved passet Nazong La. Jeg siger farvel til Kelsang og går ned ad stien mod Nedre Yubeng. Den lille by ligger malerisk for enden af den smukkeste U-dal, lige for fødderne af det spektakulære Miancimu og et andet fantastisk bjerg, Gyalwa Rignga – Buddhas Hoved, 5.470 moh. Jeg kalder det ”Den knyttede Næve”. Det er en dramatisk snedækket knude af fem afrundede toppe. Byer er anlagt omkring en lille klippeknold, der samtidig fungerer som en lhato (en stenopbygning som opfattes som en lokal skytsgud) med hundredvis af bedeflag. Efter at have fundet et hyggeligt logi går jeg til det lille tempel viet til Tsong Karpa og tilset af en nonne. Jeg lægger lidt Mao-penge, og hun tænder et lys for mig. Bag templet er en stor eng og bag den igen er der kratskov ind i bunden af dalen og opad ses de store tinder. På engen går igen heste, kvæg, svin og høns uden indhegning – i frihed.En lille bæk løber gennem engen, så når det behager dyrene at køle sig eller slukke tørsten, kan de gøre det. Det tibetanske evighedsrige og paradis hedder Shambala. En verden hvor alt ånder fred og alle levende væsner lever i frihed og harmoni, tilset af de himmelske guder. Har jeg fundet Shambala? Er Yubeng et paradis, et fristed for alle levende væsner? Nej, desværre. Jeg ser jo store træer fældet og skåret om. Heste må knokle op over bjerget hver dag med tunge byrder og turister. Samt at penge, mammon – skabt af fanden selv – forgifter forholdet mellem os mennesker. Over Mekong Jeg tilbringer aftenen på en hyggelig restaurant med dejlig yakmad og falder i snak med en ung kinesisk officer fra 28 Guanzhou. Han taler fint engelsk og er ligesom jeg begejstret over naturen her, men også chokeret over levestandarden. Sammen sidder vi og nyder solens sidste dramatiske lys på Miancimu, mens vi drikker Lancan River Beer. Dagen efter har jeg fået en aftale med en ung mand, Tsering, om at lede mig ned gennem dalen og tilbage til en landsby kaldet Nigong, hvorfra der er køretransport tilbage til Jol. Fem unge kinesere har meldt sig på turen. Et par af dem kan lidt engelsk og er lige så fototossede som jeg. Det bliver en herlig tur ned langs et lille vandløb og forbi små nedlagte eller forladte gårde. De maleriske spåndækkede tage lyser i modlyset som sølv. Skoven over os er hovedsagelig gran og fyr, men med store grupper af gylden asp, der udfordrende viser deres ynder frem. Og det skal blive endnu flottere, for lidt længere nede eksploderer kratskoven i hele efterårets varme farvepalet – dette er et eventyr! Tsering trækker os over fossen og ud på en mindre sti, der viser sig at være en tørlagt akvædukt, der leder vand rundt om stejle klipper til et par landsbyer højt over Mekong. Langt ude af akvædukten og stejlt over floden passerer vi en gruppe landsbyfolk, der er ude for at reparere denne gamle og stadig velfungerende vandkanal. Tsering er meget omhyggelig og lidt nervøs på vore vegne, men alt går vel, og snart kan vi se Mekong 250 meter under os. Vi går over floden, som vel er små 75 meter bred, på en moderne stålbro og vandrer stejlt op til Nigong. Her venter Tserings familie os med et let måltid af kage, frugt og rakshi (hjemmelavet brændevin). Som den eneste vil jeg gerne overnatte hos denne hyggelige familie. Jeg får anvist et værelse i en stor sidebygning med stald i underetagen. I gården går en flok sorte svin og snasker. En trappe fører fra stalden op til første sal, som viser sig at være en stor bolig med mange værelser. Jeg tager et værelse med tre senge, enkelt, men rent. ”Og nu skal vi have noget at drikke!” siger Tserings farbror med et listigt smil. Han viser mig ind til deres store landkøkken, måske 8x12 meter bredt. Loftet er båret af to store søjler midt i rummet. Et stort luftigt rum med få møbler og megen plads til arbejde, leg og sysler. Ved det store ildsted sidder en kvinde – en svigerdatter skal det vise sig, og barnebarnet Dolma. Og mens ilden knitrer, og roen sænker sig i min sjæl, nipper vi smør-te sammen. Langsomt samles familien. En hustru, en mand i 40 års alderen, hans søn, Yunnan i Kina Yunnan betyder bogstavelig talt ”syd for skyerne”. Provinsen er en af de mest afvekslende i Kina. Det nordøstlige hjørne bærer præg af Tibet, som grænser op til provinsen. Og mod syd mærkes nærheden til Laos og Myanmar. Yunnan har officielt 25 forskellige etniske grupper, og en tredjedel af befolkningen her er ikke han-kinesere. Gyalwa Rignga – Buddhas Hoved, 5.470 moh. Jeg kalder det ”Den Knyttede Næve”. En dramatisk snedækket knude af fem afrundede toppe, her set fra Nedre Yubeng. en datter og endnu et lille barnebarn på vel to år. Ægte gæstfrihed Jeg gør tegn til at bryde op, men min vært holder mig tilbage med tydelige tegn på, at maden snart er færdig, og jeg er gæst. Og hvorfor skulle jeg også gå op på mit kolde værelse, når der er så hyggeligt her? Bedstefar smiler bredt med sin ensomme tand i overmunden. Kvinderne arbejder uden mange ord ved ilden. De skyller kinakål og slår dej op til store flade brød. Dolma læser lektier, mens lillesøster hurtigt kaster sin kærlighed på mig. Venligt hjulpet af moren, der, da hun ser, at vi har god kontakt, skubber hendes stol hen til mig. Stille og roligt søger en lille hånd ind i min. Kort efter må jeg lige en tur op på værelset for at finde en passende gave til tøsen. Et par kondisko, som jeg har fået af Julius, mit eget barnebarn. De var desværre for store til lillepigen, men Dolma kunne lige smutte i dem. Hun stråler – hun bliver så glad, at hun hopper omkring i det store køkken til stor forvirring for et par høns, der går og nipper af en melsæk. Bedstefar stråler også, og varmen breder sig. Inden solen svinder, beder jeg om at måtte tage et foto af bedstefar. Rammer ham fint ind i et tæt portræt, så man rigtig kan se hans personlighed. ”Nej, det duer ikke,” siger han og peger på sine ben og sin ejendom. Nej, selvfølgelig, tænker jeg og viser ham resultatet af et nyt foto. Ja, sådan skal et billede se ud – i hel figur foran sin gård. Jeg er eneste gæst, så det bliver en lang aften i værelset i det store hus. Der er lunt under dynen, som er fyldt med kilovis af hønsefjer. Men jeg hører lyde, noget plastik rasler et sted. Grisene øffer beroligende nedenunder, indtil de pludselig giver forskrækkede hvin fra sig, men sådan er svin jo … Men hvad med den pibende lyd over det tungt hængende plastikloft – er det mus eller rotter? Jeg får ikke sovet meget. Og vågner hele tiden ved de uvante lyde. Hele to gange må jeg ned ad hønsestigen til mørket og svinene. Anden gang lugter de straks min afføring, og det sorte svin har ikke så megen pli, at det kan vente, til jeg er færdig. 29 Kang Kawa Karbo (også kaldet Kawa Garbo eller Khawa Karpo) er 6.740 meter højt og Yunnans højeste bjerg. Det ligger på grænsen til den autonome region Tibet. Bjerget er helligt og besøges årligt af 20.000 pilgrimme. Ud & hjem igen: Man kan flyve til hovedbyen Kunming i Yunnan fra bl.a. Beijing, Xiamen, Seoul, Hanoi, Bangkok, Vientiane, Mandalay, Yangon, og Dhaka. Fly København-Kunming fås fra ca. 4.300 kr. t/r. med fx Cathay Pacific. nn Ole Ejnar Hansen har medlemsnr. P555. Artiklen er et let bearbejdet uddrag fra hans nye bog med titlen ”Vandringer i Himalaya”. Læs mere om ham og bogen på www.enlighted-yak.dk . Og læs en anmeldelse af bogen på side 53. Den evige flamme for martyrerne, og i baggrunden de moderne højhuse Flammetårnene. Ild og flammer betyder i det hele taget meget i aserbajdsjansk kultur. Velkommen til helvedes forgård Selv det at få et single entry-visum blev besværligt – og dyrt! Passene skulle til London i 14 dage, og gebyret var ca. 900 kr. per person! Vi havde oprindeligt planlagt at begynde i Baku og så køre først til Tbilisi i Georgien og derefter til Yerevan i Armenien. Eftersom Armenien og Aserbajdsjan teknisk set stadig er i krig om den bjergrige enklave Karabakh, er den indbyrdes grænse lukket, og der går ingen fly mellem Yerevan og Baku. Det var derfor nødvendigt at køre tilbage fra Yerevan til Tbilisi, og herfra ville vi så flyve til Baku, overnatte, og så flyve hjem. Men planerne blev forpurret af Aserbajdsjans visumregler. To indrejser til Aserbajdsjan ville ikke være muligt. Så vi måtte booke en nat mere i Tbilisi og nøjes med en mellemlanding i Baku inden hjemrejsen. Så gik det vel nok, mente vi … Aserbajdsjan er ikke just kendt for at være et stort turistparadis. Det er faktisk ligefrem svært at komme ind i landet som turist. Og da vi forsøger, viser det sig, at det faktisk er helt umuligt, hvis man vil bruge Aserbajdsjan som udgangspunkt for en rundrejse i Kaukasus. Tekst & Fotos: Jacob V. la Cour N år man planlægger at rejse til en fjern destination, vælger man ofte at rejse derhen, hvor flyforbindelserne passer bedst. Det gjorde min far og jeg også, da vi planlagde at rejse rundt til de tre kaukasiske republikker Aserbajdsjan, Georgien og Armenien. Da Lufthansa flyver direkte fra Frankfurt til Baku – og både ud- og hjemrejse finder sted på behagelige tidspunkter – valgte vi Aserbajdsjan som start- og slutdestination for rejsen rundt i det sydlige Kaukasus. Vi havde faktisk allerede bestilt og forudbetalt hoteller, guides, og lokale flybilletter, da vi forbløffede fandt ud af, at Aserbajdsjan slet ikke udsteder double entry-visum til turister. Helvedes forgård Med et single entry-visum lykkedes det at komme ind i Aserbajdsjan, og vi blev modtaget i lufthavnen af vores guide Qouban (Q udtales som G). De første to seværdigheder skulle vi se allerede på vejen fra lufthavnen til hotellet. Det drejede sig først om de gamle sovjetiske oliefelter, der lignede noget fra en 30 Klipper i brand! I sandhed helvedes forgård. Ilden skyldes dog ikke forurening, men opsivende naturgas, der efter sigende har brændt i hundreder af år. miljøforkæmpers værste mareridt. Der var så forurenet, at jorden formentlig kunne brænde. Det var forbudt at fotografere, men Qouban kunne godt lige sætte farten ned, så jeg kunne snuppe et par hurtige billeder i farten. Næste stop var et såkaldt ildtempel. Området omkring Baku har så meget olie og gas, at der i gammel tid dannedes søer på jordoverfladen. Da Aleksander den Store drog gennem landet, blev det rapporteret, at området havde store søer af sort vand, som man ikke kunne drikke, men som brændte godt. Enkelte steder brændte der endda evige flammer af gas i klipperne, som ligefrem blev tilbedt af tilhængerne af zoroastrianismen (også kaldet zarathustrianismen, som er en gammel religion fra Persien). De fleste af flammerne er nu gået ud som følge af udvindingen af olie og gas, men to brænder endnu. Det var ikke bare nogle små blafrende blus, men kolossale flammer, der stod op fra klipperne. En bymæssig forvandlingskugle Baku er egentlig en ganske flot by og det er tydeligt, at man er kommet til et – i hvert fald i nogle sammenhænge – ganske velhavende land. Den gamle bydel stammer fra 1500-tallet, har smalle snoede gader og omringes af en stort set intakt bymur. Alt er meget velholdt, og det er forbudt at om- eller nybygge huse inden for bymuren på en måde, der afviger fra traditionerne. Uden om den gamle by ligger en meget europæisk bydel, der minder om Paris og London. Den er anlagt i perioden fra 18801910, hvor byen oplevede et gigantisk olieboom, efter at man fandt ud af at bruge olie i forbrændingsmotorer. Europæiske firmaer strømmede til området og udbyggede byen efter europæisk forbillede. Her finder man brede boulevarder, fornemme strøggader og store pladser. Uden om den flotte midtby finder man den sovjetiske del af byen, der er anlagt mellem 1920 og 1990. Dette område domineres af kedelig sovjetbeton, hvor der ikke er gjort noget ud af det æstetiske. Enkelte steder er man dog begyndt at renovere bygningerne og klistre nye ornamenterede sandstensfacader på de gamle huse. Det fungerer faktisk ret godt. Der er også sket en dramatisk byudvikling siden uafhængigheden i 1990, og moderne glashøjhuse skyder op overalt. Særligt dramatiske er de såkaldte Flammetårne, der knejser højt på en bakke over byen, og om aftenen er oplyst som store flakkende flammer. Byen har også en del historiske seværdigheder. Den vigtigste er Martyrernes Allé, hvor der er gravsteder for 141 borgere, der blev dræbt, da den sovjetiske hær i januar 1990 rykkede ind i Baku pga. optøjer i forbindelse med Sovjets sammenbrud. Der ligger også soldater fra Aserbajdsjans krig mod Armenien fra 1994. Alle gravsten har et relief-billede af den afdøde indhugget, hvilket virker ganske stærkt. For enden af alléen står en mindebue og under den brænder en evig flamme. Fra pladsen omkring monu- 31 Qouban fortæller om helleristningen af et skib fra år 8000 f.v.t. Vikingerne lavede de samme tegninger omkring år 1000. Kom de mon herfra? mentet er der en flot udsigt over havnen, hvor man bl.a. kan se Krystalsalen, den gigantiske koncertsal, der blev bygget til det europæiske Melodi Grand Prix i 2012. Stadig lidt Sovjet Selvom byen har undergået en stor byggefornyelse siden 1990’erne, er der kulturelt set stadig visse sovjetiske islæt. Der er meget politi på gaden i uniformer, der ikke har ændret sig meget siden sovjettiden, og det er fx forbudt at fotografere parlamentsbygningen – hvorfor må guderne vide! Souvenirboder og lignende findes heller ikke, og det er umuligt at opdrive postkort med gode billeder af byen. Jeg plejer at købe en souvenirbog med billeder og beskrivelser af de steder, jeg besøger, så man bedre kan huske det, når man kommer hjem, men en sådan er vist ikke lavet om Baku. I det hele taget virker det, som om at turisme er en by i – ja, undskyld udtrykket – Rusland! Det kan vi også mærke, da vi dagen efter skal på udflugt fra Baku. Vi har læst, at en af områdets store seværdigheder er nogle såkaldte muddervulkaner, der ligger ved byen Gobustan. Vi har jo heldigvis Quoban, der kender vejen, for havde vi været alene, havde vi aldrig fundet dem. For det første er der to byer i Bakus omegn, der hedder Gobustan! For det andet er der ingen skilte, der viser vej til stedet, der ligger meget afsides i et bakket område for enden af en lang jordvej. Den gamle by i Baku er fra omkring år 1500, men stadig utrolig velholdt og omkranset af en imponerende bymur. Baku ligner Paris eller London, og husene er da også opført af europæere i begyndelsen af det 20. århundrede. Rådhuset i Baku, opført i 1904, kunne have ligget i en hvilken som helst europæisk storby. Rustne boretårne står side om side i de store oliefelter omkring Baku, og det ligner virkelig helvedes forgård. Det ville ikke virke spor underligt, hvis jorden her kunne brænde. Muddervulkanerne skyldes opsivende naturgas gennem fugtige jordlag og er faktisk en del mere interessante, end de lyder. Aserne fra Aserbajdsjan Lidt syd for muddervulkanerne er der et stort område med de såkaldte petroglyffer – dét vi i Danmark kalder helleristninger. På en stor klippeskråning med en masse huler har stenaldermennesker helt tilbage for 40.000 år siden hugget billeder af dyr, mennesker m.v. ud i klipperne. I 2007 åbnedes sågar et museum, der på meget flot international og interaktiv vis fortæller om områdets historie og om de forskellige former for figurer, man kan finde på klipperne. Et par af tegningerne viser skibe, der til forveksling ligner de vikingeskibe, man kan finde på nordiske helleristninger. Dette fik i 1980’erne og ’90’erne Thor Heyerdahl, der deltog i et antal udgravninger i både Gobustan og andre steder i Aserbajdsjan, til at fremsætte en teori om, at aserne – de nordiske guder – stammede fra Aserbajdsjan. I den lille by Seki i Kaukasusbjergene, hvor Thor Heyerdahl også foretog udgravninger, står der endda en statue af ham. Udsigten over bugten ved Baku fra Martyrmonumentet. Yderst ses Krystalsalen og ved siden af Aserbajdsjans flag på, hvad der engang var verdens højeste flagstand på 162 meter. Flaget måler 35 x 70 meter. 32 Aserbadsjan Ud & hjem igen: Fly København-Baku fås fra ca. 2.350 kr. t/r. Den billigste billet med Lufthansa koster ca. 2.650 kr. t/r. De tre højhuse Flammetårnene (på 140, 160 og 190 meter) indeholder lejligheder, et hotel og kontorer. De er overalt beklædt med LED-skærme, der om aftenen lyser op med store flammer. Uforudsete komplikationer Vores tur fortsatte til Georgien og Armenien, men de lande vil det være for omfattende at skrive om her, så vi holder os til Aserbadsjan. På hjemrejsen skal vi flyve fra Tbilisi til Baku og fem timer senere videre via Frankfurt til København. Allerede i Tbilisis lufthavn opstår der dog problemer. Azerbaijan Airlines kan ikke tjekke os (og vores bagage) igennem til København. Det vil nu ikke blive noget problem, siger damen ved skranken. Vi kan jo bare tjekke ind efter ankomst til Baku. Det er normalt heller ikke noget problem – man bliver bare i transithallen ved ankomsten og finder en transfer desk. Men sådan foregår det ikke i Aserbajdsjan! Ved landingen i Baku ledte vi efter skilte med ”connecting flights” eller ”transfer desk” – men de fandtes ikke, og vi blev gennet ned til paskontrollen. Jeg gik frem til skranken og fortalte, at vi ikke havde visum, men at vi blot skulle tjekke ind til Frankfurt. Det så ud som om, det var første gang, damen i paskontrollen havde hørt et så vanvittigt forslag. Vi blev bedt om at sætte os og vente på en bænk! Lidt efter kom en officielt udseende mand for at spørge, hvad vi ønskede. Vi forklarede situationen – herunder at vores bagage jo nu stod ude på bagagebåndet i ankomsthallen. Den ellers ganske venlige mand fik vores bagagekvitteringer og sagde, at han ville sørge for afhentning af vores kufferter. Indtjekning hos Lufthansa åbnede først tre timer senere, så manden ville beholde vores pas og tjekke ind for os. Efter tre timers ventetid i den ikke særligt ophidsende og meget tomme ventesal, kommer manden tilbage til os. Lufthansa vil ikke tjekke vores bagage ind, uden at vi ved personligt fremmøde bekræfter, at det er vores, fortæller han. Men vi kan jo ikke komme igennem paskontrollen! Løsningen bliver, at manden aftaler med en af grænsevagterne, at de beholder passene, mens han følger mig igennem til indtjekningsskranken, hvor jeg kan identificere bagagen. Ganske kafkask, men det lykkedes trods alt, og 33 Lokal transport: Guider i alle tre lande blev booket igennem GeorgiCa Travel i Tbilisi, www.georgica. caucasus.net. Guide med bil koster ca. 1.000 kr. per person per dag. De var virkelig gode og fleksible og tilrettelagde turen præcis til det, vi ville se. I Aserbadsjan betalte vi 7.400 kr. for bil og chauffør i 2½ dag samt overnatning i bjergbyen Sheki. Fra Tbilisi til Baku fløj vi med Azerbaijan Airlines, og det kostede ca. 1.300 kr. for en enkeltbillet. både vi og vores bagage slap ud af dette postsovjetiske land, der har en del at lære udi kunsten at tiltrække turister. For så længe helvedes forgård står i flammer, og olieeventyret kan vare ved, er det næppe turisme, Aserbajdsjan satser på. nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474 og har efter eget udsagn nok et lidt utraditionelt rejsemønster i forhold til de fleste medlemmer i De Berejstes Klub. Jacob bor nemlig aldrig på vandrerhjem, kører aldrig med en lokal rutebil og går aldrig med rygsæk, når han er ude at rejse. Shawarma, storpolitik og solnedgang i sandet I Jerusalems gamle bydel ligger Al-Aqsa-moskéen og Grædemuren side om side. Tænker man på Mellemøsten som rejsedestination, drømmer man hurtigt om Arabiens mystik og ”Tusind og Én Nats Eventyr”. Men Mellemøsten præges også i høj grad af politik, territorielle stridigheder og kampen om ressourcerne. I denne politiske virkelighed, med risikoen for nye oprør eller uroligheder lurende under overfladen, balancerer Mellemøstens folk med en religiøs og kulturel stolthed som hverdagens sikre pejlemærke. Tekst & Fotos: Inge-Merete Hougaard I ntet andet sted, jeg har rejst, er grænserne så tætte og de politiske spændinger så høje som i Mellemøsten. Med en praktikplads i Amman i Jordan havde jeg i løbet af foråret 2011 tre måneder til at opleve Mellemøsten. Og ja, det var netop dét forår, Det Arabiske Forår, og jeg fik lov til at følge med på næstforreste række. Næstforreste fordi jeg aldrig rigtigt var i begivenhedernes centrum. Da jeg var i Cairo, havde de første dønninger fra den folkelige opstand lagt sig, og folk samlede kræfter til næste slag. I Jordan fik revolutionen aldrig rigtigt fat, og da der endelig var demonstrationer i Amman, var det så begrænset, at jeg først opdagede det dagen efter via danske nyhedsmedier. Og mit besøg i Damaskus var kort før, demonstrationerne mod styret for alvor tog fat, blot en uge før grænserne blev lukket ned for den nu over to et halvt år lange borgerkrig. Men selvom jeg ikke stod med ved frontlinjen til revolutionerne, havde jeg rig mulighed for at komme bag avisoverskrifterne og få indsigt i, hvorfor folk gik – og ikke gik – på gaden for at forandre deres samfund. Overalt blev jeg mødt med åbne arme og stor gæstfrihed, og med et åbent sind rejste jeg på hvad der nærmest blev en dannelsesrejse i mellemøstlig historie, kultur og politik. Mellem tætte grænser Mellemøsten er for mig et grænseland. Efter en rejse i Sydamerika, hvor busturene varer mindst 12 timer, var det fantastisk at være baseret i Amman med tre timer i bil til Damaskus, fem timer til Beirut, tre timer til Jerusalem (okay, alt afhængig af grænsevagternes humør) og Cairo en time væk i fly. Trods mængden af historiske hovedstæder i regionen er den offentlige infrastruktur ikke imponerende, men for rejselystne sjæle er det jo blot en praktisk udfordring på vej mod næste eventyr. Mit praktikophold hos den jordanske ngo var en del af et projekt med det formål at fremme interkulturel dialog mellem unge i Danmark, Jordan og Egypten. Dette gav mig rig mulighed for at rejse rundt i regionen, og efter tre uger i Amman tog jeg min første tur. Den gik nordpå til 34 Beirut, hvor jeg skulle besøge en veninde, der tidligere havde boet i byen og nu havde et kort ophold der, inden hun skulle videre til Gaza. Eftersom der ikke var nogen offentlig transport, foregik turen med deletaxi – først til Damaskus og derfra med en ny deletaxi det sidste stykke til Beirut. Ved grænseovergangen til Syrien var jeg lidt nervøs, for demonstrationerne mod det syriske styre var så småt begyndt – særligt netop i området nær grænsen til Jordan. Min nervøsitet var unødvendig, og vi kom sikkert gennem paskontrollen. Ved første øjekast virkede Syrien ganske fredeligt, men – som historien skulle vise – opstanden ulmede. Vi kom til Damaskus, hvorfra jeg skulle fange en ny taxa videre til Beirut. På stationen blev jeg straks antastet af ivrige taxichauffører, og ikke så snart havde jeg udvalgt mig en, før jeg blev genstand for et ophedet skænderi mellem et par taxachauffører. En af mine medpassagerer fra den tidligere taxi havde fået det indtryk, at vi skulle følges ad til Beirut, så han havde forhandlet en god pris på plads for to. Middagsheden gjorde lunterne korte, men misforståelsen blev løst, og snart var vi på vej videre mod den libanesiske grænse. Denne gang blev jeg tildelt forsædet, eftersom jeg var den eneste kvinde i bilen. Det var jeg egentlig også på første del af rejsen, men da betød det åbenbart ikke så meget … Beirut fortæller sin historie med den funklende nye Mohammad Al-Amin-moské side om side med et sønderbombet teater på Martyrpladsen. Efter tre uger i det tørre, støvede Amman og en tur gennem først den jordanske og siden den syriske ørken, var det fantastisk at slænge sig gennem de frodige, grønne bjerge, der afgrænser Libanon og Syrien. Jeg tror, jeg nåede at blive både højdesyg og køresyg af den hurtige opstigning, men alle kvaler forsvandt, da vi nåede toppen og så Beirut folde sig ud i dalen under os. Og bagved byen: havet! Jeg har altid haft en forkærlighed for havet og føler mig først rigtig tilpas et sted, når jeg ved, at det er mindre end en times kørsel væk. Derfor var mit møde med havet i Libanon – ligesom da jeg havde tilbragt fem måneder i Madrid, eller da jeg havde krydset tværs over Sydamerika – en magisk og befriende oplevelse. Som at have fast grund under fødderne igen og de uendelige vidder foran sig. Den nærværende og nuværende historie Jeg blev sat af deletaxaen og fandt mig en anden, der kunne tage mig længere ind i Beiruts travle trafik. Efter nogen tid fandt jeg endelig frem til min venindes lejlighed, og straks trak hun mig ud i Beiruts natteliv. I løbet af den lille uge, jeg tilbragte i Libanon, nåede vi at nyde alle bylivets glæder med fester, cafébesøg, udstillinger og koncerter. Vi tog også en tur op langs kysten til byen Tripoli. Her gik vi rundt i basarens gader, købte søde sager og håndlavede olivenoliesæber og besøgte en nedlagt jernbanestation, der som en togkirkegård hviskede historiens gang. Tilbage i Beirut besøgte vi to palæstinensiske flygtningelejre, hvor min veninde tidligere havde arbejdet. Efter mere end 60 år er lejrene efterhånden blevet permanente konstruktioner, og mens befolkningen er vokset, og det nu er tredje generation, der vokser op i flygtningelejrene, er selve området, hvorpå flygtninge lejrene ligger, ikke vokset. Derfor sker udvidelserne kun én vej: opad i interimistiske konstruktioner, mens gaderne ofte ikke er bredere end 1,5 til 2 meter. Nogle steder var der mennesketomt, andre steder vrimlede gaderne med ældre damer, unge mænd, børn, dyr og, frem for alt, handlekraft. Menneskernes fortsatte virke og værdighed i flygtningelejrenes klaustrofobiske gader mindede mig om, at livet forsætter – uanset omstændighederne. Dét, der gjorde særligt indtryk på mig i Beirut, var sporene fra krigene, borgerkrigen 1975-1990 og krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006. Den Grønne Linje, der delte Beirut i det muslimske vest og kristne øst, løber stadig som et ar gennem byen. Den nybyggede Mohammad Al-Amin-moské står funklende ny og imponerende flot ved siden af et sønderbombet teater på Martyrpladsen. Og hotellet Holiday Inn, der med adresse på Den Grønne Linje var en strategisk bastion under borgerkrigen, troner over bymidten og fortæller med store skudhuller stolt sin historie. Sådan beretter Beirut om sin og landets turbulente nære fortid. På en måde fascinerede det mig at mærke historien så tæt på og se, hvordan den danner ramme om byens liv i dag. 35 Banksys ikoniske graffiti er blevet kopieret på murene i flygtningelejren Dheisheh, hvor kreativiteten lever. Tahrirpladsen: Egypterne husker sig selv på deres historiske bedrifter. For at få mest muligt ud af turen nordpå havde jeg besluttet at gøre ophold i Damaskus på vej tilbage til Amman. Som nævnt var dette kun en uge før, grænsen til Jordan blev lukket. Havde jeg dengang vidst, at landet ville bliver sønderbombet i de følgende måneder og år, havde jeg nok taget mig tid til at rejse rundt i landet og opleve det, der var. Nu må jeg nøjes med de billeder, jeg har af Damaskus. Særligt den gamle bydel med den smukke og imponerende Umayyademoské, af den velduftende og charmerende basar, hvor der her og der blev solgt badges med Bashar al-Assads portræt, og af de snørklede gader med restauranten, der efter sigende solgte den bedste hummus i hele Mellemøsten. Enjoy the revolution! Kort tid efter jeg kom tilbage til Amman, fik jeg muligheden for at rejse til Cairo med en af mine jordanske veninder – og jeg slog selvfølgelig til! Knap var vi i luften, før vi lagde an til landing igen, og enorme Cairo udfoldede sig for vore fødder. Byen Den smukt dekorerede gård i Umayyademoskéen som et roligt åndehul for byens borgere. bar i høj grad præg af den revolution, der to måneder tidligere havde afsat præsident Hosni Mubarak. Ikke blot vidnede gadernes graffiti og Tahrirpladsens væld af revolutionssouvenirs om nylige, historiske begivenheder – befolkningen gik også ranke og stolte gennem byen, bevidste om den historiske bedrift, de havde begået. Jeg får stadig gåsehud af at mærke historiens vingesus, når jeg tænker på en af mine egyptiske venners fortælling om det afgørende øjeblik, da de hørte, at Tunesiens præsident Ben Ali var blevet afsat. Hvordan forsamlingen brød ud i glæde. Hvordan de samlet sagde: ”’Vi kan også!” Og hvordan de gjorde det – afsatte deres præsident gennem 30 år ved massernes magt. Hvordan de trodsede frygten og forenedes i troen på et andet og bedre samfund. Men som historien siden har vist, er der desværre mange versioner af, hvordan sådan et samfund kan se ud. Jeg kender ikke vejen for Egypten, men jeg ved, at egypterne vil finde en vej. For de er ikke længere bange – de har smidt frygten. Med eller uden stempel? Efter turen til Egypten manglede jeg stadig at udforske Jordan selv og nabolandene Israel og Palæstina. Hvis der er noget, der er debatteret mellem rejsende i Mellemøsten, så er det at komme over grænsen til Israel uden et stempel i passet. Eftersom et stempel vil forhindre fremtidig indrejse i Syrien og Libanon, foretrækker de fleste rejsende at få stemplet på et løst stykke papir, hvilket er lidt af en bedrift alt afhængigt at grænsekontrollørens humør. Rygtet gik, at succesraten var højere ved den sydlige grænseovergang Aqaba-Eilat, hvilket passede fint ind i mine rejseplaner. På vej sydpå kunne jeg besøge det betagende Petra og Wadi Rum med fantastiske solnedgange i sandet og derefter forsætte til det sydlige Israel, hvor Amman er kåret som en af verdens grimmeste byer, men kan være utrolig smuk, når solen bryder igennem smoggen. Petra er en af Jordans største turistattraktioner og har været på Unescos Verdenskulturarvsliste siden 1985. min jordanske veninde læste på et miljøinstitut i en kibbutz. Jeg havde dog mine betænkeligheder ved grænsekrydsningen. Min jordanske veninde var tidligere blevet tilbageholdt ved grænsen uden grund og var blevet beordret til at tage alt sit tøj og sit tørklæde af – oplevelser, der havde været meget krænkende for hende. Nu stod jeg med et pas stemplet i Syrien og Libanon, som ikke kan siges at være blandt Israels bedste venner. Med spænding i maven tog jeg en taxa til grænsen sammen med et par piger fra hostellet i Aqaba, men efter et grundigt sikkerhedstjek og en indgående eksamination af mine eventyr i Syrien og Libanon fik jeg lov at gå igennem porten og ind i Israel. Mit første indtryk af Israel var en blandet fornøjelse. Mens der var mere rent og grønt i Eilat end i Jordan generelt, blev 36 jeg hurtigt lidt anspændt af de høje mure, pigtrådshegn, overvågningskameraer, maskinpistoler og unge mennesker i militæruniformer overalt. Så jeg skyndte mig at hoppe på den første den bedste bus til kibbutzen, hvor min veninde boede. I spændingsfeltet Opholdet i kibbutzen var en oplevelse i sig selv. Som en del af undervisningen på miljøinstituttet var der fredsforhandlinger mellem programmets studerende, som var en blanding af jøder, muslimer og kristne med israelsk, palæstinensisk, jordansk og amerikansk baggrund. Det var jordanernes tur til at holde oplæg, og de viste en film om palæstinensernes oplevelse af Al-Nakba – dengang i 1947-49, hvor palæstinenserne blev fordrevet fra deres jord. Dette førte til en ophedet debat mellem de studerende. Nogle gik fra filmen i raseri, Rejsen rundt i Mellemøsten Havet ud for Libanons kyst – lidt som at komme hjem igen. andre brød sammen og græd af skyldfølelse, og endnu andre var frustrerede over, at dialogen altid endte sådan. De næste par dage var der en trykket stemning i kibbutzen, og jeg må indrømme, at jeg var ret lettet over at være passiv tilskuer til konflikten og bare kunne rejse væk fra det hele, videre nordpå til Jerusalem. På busstationen i Jerusalem blev jeg mødt af bevæbnede vagter og et voldsomt sikkerhedsopbud. Velkommen til en delt by! Jeg følte et underligt ubehag ved at gå gennem byen. Der var ikke mange mennesker på gaden, men en kold og fjendtlig atmosfære, og jeg havde en fornemmelse af at blive overvåget konstant. Først da jeg trådte ind i det østlige Jerusalem, den palæstinensiske del, kunne jeg slappe lidt af og forsvinde i mylderet. I Jerusalem fik jeg set alle de vigtigste religiøse bygninger og monumenter og prøvede at forstå, hvordan dagligdagen folder sig ud. Efter et par dage tog jeg videre ind i Palæstina til Betlehem. Dette krævede en krydsning af den berygtede mur omkring Vestbredden, og jeg kunne mærke vreden og fortvivlelsen samle sig i mig, da de israelske soldater gik igennem bussen og forlangte id fra samtlige passagerer. Jeg er så imponeret over den tålmodighed, som de mennesker, der går gennem dette hver eneste dag, besidder. Betlehem er en fin, lille by, selvfølgelig også af stor religiøs vigtighed for kristne, men knap så besøgt som Jerusalem. Ud over det obligate besøg i Fødselskirken besøgte jeg også flygtningelejren Dheisheh. Her blev jeg vist rundt af en fyr fra lokalcentret, og hans levende fortællinger og væggenes graffiti vidnede om, at folk trods de svære kår formåede at bevare deres identitet og værdighed. I ingenmandsland Efter endnu et kort ophold i Jerusalem satte jeg kursen østpå tilbage mod Amman, nu via grænsekrydsningen ved Kong Hussein-broen. Først ud af Israel, lettet over jeg havde formået at besøge landet uden stempler i passet, så et stykke gennem ingenmandsland til vi kom til den jordanske grænse. Her fik jeg at vide, at jeg ikke kunne komme ind i landet med mit single entry visa, på trods af forsikringer fra immigrationskontoret i Amman om, at det ikke ville være noget problem, og på trods af at jeg kort forinden havde udført samme manøvre fra Syrien. Jeg må have lignet et stort, ulykkeligt spørgsmålstegn, som jeg stod der i det store ingenmandsland – hverken Israel, Palæstina eller Jordan – og ikke kunne komme nogen vegne. På et lille kontor sad jeg med gråd i stemmen og argumenterede for min sag og henviste til min adresse og praktiksted i Amman. Til sidst faldt grænsevagterne for mine krokodilletårer og gav mig det forløsende stempel i passet med skrappe formaninger om, at jeg skulle henvende mig til immigrationskontoret i Amman som det første den følgende dag. Jeg takkede pænt og skyndte mig over på den anden side, hvor jeg glædede mig over gensynet med Det Døde Hav og den, for Jordan, frodige Jordandal. At krydse grænser En rejse i Mellemøsten giver rig mulighed for at krydse grænser og opleve regionens diversitet og sjæl. At krydse grænser giver mulighed for at møde mange mennesker, med hver deres syn på politik, PalæstinaIsrael-konflikten, revolutionen, Syrien, Egypten, energi- og ressourcekonflikter, vandmangel og de tusind andre dilemmaer, der tegner dagens Mellemøsten. 37 Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnAmman fås fra ca. 3.000 kr. t/r. Turistvisum for tre måneder kan købes ved ankomst for 20 JOD (ca. 155 kr.). Regional og lokal transport: Transport inden for Jordans grænser kan klares billigt med lokale minibusser, eller man kan leje en taxi for 30-50 JOD (230-385 kr.) om dagen alt afhængig af distancen. I foråret 2011 kunne man tage deletaxi til Damaskus og derfra videre med ny deletaxi til Beirut. Det er højst sandsynligt ikke muligt i skrivende stund. Ved transport til/fra Israel bliver man sat af ved grænsen og skal finde en ny (dele)taxi på den anden side. Prisniveau: Overnatningsmuligheder i Jordan begynder ved 10-20 JOD (75-155 kr.). En falafelsandwich kan skaffes fra 1-2 JOD (8-15 kr.), mens man på lidt finere restauranter kan forvente at betale omkring 15-20 JOD (115-155 kr.) for et godt måltid. Alkohol sælges til priser som i danske barer. Man lærer at værdsætte sit pas, sit tempererede klima hjemme, adgang til drikkevand fra hanen og muligheden for at tage bad hver dag. Og så lærer man at trække vejret dybt, lukke øjnene og nyde muezzinens kalden til bøn over Ammans hustage i solnedgangens skær. nn Inge-Merete Hougaard har medlemsnr. 650 og har rejst i 35 lande. 24 timer i Vatikanet Det nye romerske spørgsmål Selv om Peterspladsen er lukket om natten, kan man godt tilbringe 24 timer inden for Vatikanets grænser og besøge både Peterskirken og Vatikanmuseerne uden at bevæge sig uden for Vatikanets mure. Tekst: Philip Skjødt Fotos: Philip Skjødt & Morten Svane F ra august til december 2012 boede jeg i Rom, og i den forbindelse skulle et længe overvejet projekt om at tilbringe 24 timer inden for Vatikanets grænser planlægges og eksekveres. Ren logistik tænkte jeg. Med lidt forberedelse og research, ville det være en mulighed for at se alt relevant og at opleve hjørnerne af et land, der på mange måder måtte være spændende. En erindring fra et tidligere besøg, om at Peterspladsen er offentligt tilgængelig og en forholdsvis integreret del af Rom, skulle gøre natten til en eksercits i at dvæle mellem Berninis søjlegange, opføre sig ordenligt og improvisere sig ud af eventuel tiltale fra øvrigheden. Ligetil. Men helt så let blev det ikke. Det romerske spørgsmål Mussolini har siden fascismens fald i Italien og sin nogenlunde samtidige død ikke fået meget god presse. Fra Italiens genforening og annekteringen af Vatikanet og hele kirkestaten i 1870 til 1929 var Vatikanets retsstilling uklar – det var næppe at betragte som et land og helt sikkert uden territoriel integritet. Paverne i denne periode betragtede sig som fanger i et nyt italiensk land, der blev kastet rundt i fascistiske og kommunistiske strømninger. Denne problemstilling blev politisk kendt som la questione romana – det romerske spørgsmål. Og faktisk løst af Mussolini, der overfladisk ønskede gud, konge og fædreland på sin side med førstnævnte som den største udfordring historisk set. For nuancernes skyld må Mussolini i en DBK-kontekst godskrives, at hans forhandling med kardinal Gasparri medførte tre ting: Et nyt land blev skabt (verdens mindste); Peterspladsen, der som bekendt ligger i Vatikanet, skulle forblive en offentligt tilgængelig og integreret del af Rom, og Vatikanets kulturelle klenodier skulle i passende grad være tilgængelige for offentligheden. Altså mere at boltre sig i for DBK’s medlemmer. Indtil 11. september 2001. En ny terroriseret og religiøst polariseret verden oplevede forøgede sikkerhedsforanstaltninger. Peterspladsen blev lukket om natten. Det nye romerske spørgsmål i DBK-regi blev: Hvordan får man 24 timers ophold i landet uden højtrangerede gejstlige forbindelser. Heldigvis følger sikkerhedsforanstaltninger ikke altid grænsedragning minutiøst. Lateraner-aftalen, som er navnet på aftalen, som Mussolini indgik, følger muren rundt om Vatikanet, som er ca. 90 % af grænsen. Dette faktum deler Vatikanet i to på en uheldig måde for besøgende, der ønsker at opholde sig inden for landets grænse i 24 timer, idet den umiddelbare rute fra Peterspladsen til Vatikanmuseerne sender den besøgende uden for murene. Men grænsedragningen 38 ved Bernini-søjlerne går faktisk længere ud end de hegn, der er sat op og hegner den lukkede Petersplads ind om natten. Derved er der en række områder mellem grænsen og hegnet på cirka 1x2,5 meter, man kan opholde sig på, når Peterspladsen lukker fra kl. 23 til 6.30. Det stående spørgsmål bliver så, hvad politiet, der vogter ved pladsen hele natten, vil sige til, at man opholder sig der i nattetimerne? Det vender jeg tilbage til. For der dukkede faktisk en uventet mulighed op under forberedelserne. En tur med guide arrangeret af Vatikanets museer, der dækker både Vatikanmuseerne og Peterskirken, tager en smutvej ved Det Sixtinske Kapel direkte til Peterskirken – uden, at deltagerne derfor skal uden for væggene og grænserne. Derved er det muligt at begynde dagen i museerne og slutte dagen i Peterskirken, hvor natten nødvendigvis efterfølgende skal tilbringes, idet museerne lukker kl. 18. Ruten er desværre ikke den samme som den nyvalgte pave tager fra kapellet til Peterskirken (umiddelbart før den velkendte Habemus Papam-introduktion), men en trappe mellem de to bygninger, der fører den besøgende ned til det punkt, hvor trappen eller elevatoren tages op til kuppelen. Det er ikke langt fra den normale indgang til Peterskirken, og den lange kø til kirken, der går pladsen rundt, undgås herved som en lille sidegevinst. Vatikanet om dagen Dagtimerne fyldes let med museerne og kirken, hvor et komplet besøg indbefatter kuppelen, skattekammeret (Il Tesoro) og pavegravstederne (Le Grotte) under Bernini-søjlegangene udgør grænsen, hvor der ikke er mure. Grænsen følger det yderste af soklerne. Flere forsøg har vist, at højre søjlekolonade (set fra kirken) patruljeres mindst af politiet i nattetimerne. Foto: Morten Svane. kirken (de to sidstnævnte med indgang inde i Peterskirken). Vatikanmuseerne arrangerer også besøg i haverne og til Nekropolis, der ligger to niveauer under kirken og umiddelbart under pavegravstederne. Haverne kan potentielt kombineres med et 24-timers besøg, men for at besøge Nekropolis skal besøgende benytte en indgang fra den udenfor beliggende italienske gade. Nekropolis skal bookes gennem Ufficio Scavi (indgang derigennem) og er lidt anderledes organiseret. Nekropolis er kendt for angiveligt at rumme Sankt Peters gravsted. Både haverne og Nekropolis er meget anbefalelsesværdige, men skal planlægges; de er i skrivende stund booket i mere end en måned forud. Endelig er der det famøse bibliotek. Så vidt vides kræver dette separat ansøgning med forskningsformål eller religiøs baggrund som forudsætning. Det er fristende at kombinere et besøg med muligheden for at se paven. Under Ratzingers tid som pave hilste han om søndagen kl. 12 fra et vindue ud til pladsen på de besøgende og holdt audiens onsdag formiddage, når han var i byen. Afhængigt af vejret skete sidstnævnte på pladsen eller i et auditorium kendt som Aula Paolo VI. Jeg ved ikke, om pave Frans fortsætter den linje, men umiddelbart er indtrykket, at kontakten til flokken prioriteres, så mon ikke det fortsættes i dette format eller noget lignende. Min vurdering var dog, at disse besøgstidspunkter ville besværliggøre et 24-timers forsøg grundet ekstra sikkerhedsforanstaltninger til pladsen, samt midlertidige lukninger af kirken og endnu større menneskemasser end normalt at dele oplevelsen med. To andre begivenheder fortjente overvejelse i forbindelse med et 24-timers forsøg. Begge blev vendt med en officer fra 39 Schweizergarden – for Schweizergarderne er overraskende flinke og imødekommende, hvis besøgende har spørgsmål. Mit første spørgsmål gik på den årlige midnatsmesse ved juletid. Her var svaret, at kirken og pladsen er rømmet og lukket fra omkring kl. 1.30. Givet de koldere nætter på denne tid af året, virker det ikke umiddelbart tiltalende. Mit andet spørgsmål gik på konklaverne, i det omfang den ventende flok tillades at afvente resultatet på pladsen. Her var kommentaren, at pladsen blev lukket som normalt under konklaven, der valgte Ratzinger, idet afstemningerne holdes formiddage og eftermiddage, hvorfor der ikke er nogen grund til at vente på pladsen om natten på eventuel hvid røg fra Det Sixtinske Kapel. Jeg ved ikke, hvordan forholdene var omkring den nylige konklave og forespurgte ikke på åbningstider i forbindelse Min tidsplan Kl. 8.00: Ankomst til Peterskirken (åben fra kl. 7). Opmagasinerer min taske ved garderoben til højre for indgangen til Peterskirken. Kl. 8.15-8.45: Morgenmad på cafe. Kl. 9.00: Besøger Vatikanmuseet på egen hånd. Det åbner kl. 9. Stopuret startes. Et besøg i Vatikanets haver står i stærk kontrast til det hektiske, omkringliggende Rom. Og her kan man muligvis få et glimt af den afgåede pave, der angiveligt bor i komplekset bagved. Foto: Philip Skjødt. Kl. 13.00: Tre timers guidet tur gennem Vatikanmuseet, inkl. Det Sixtinske Kapel og Raphaels værelser. Kl. 16.00: Turen slutter ved Peterskirken. Besøger kuppelen, skattekammeret og pavegravstederne. Kl. 18.45: Henter min taske i garderoben. Toilet lukker for natten. Kl. 22.45: Går til området, hvor jeg har tænkt mig at tilbringe natten (jeg springer direkte over det nævnte lille hegn for at undgå at forlade området). Kl. 6.30: Peterspladsen åbner, inkl. toiletter. Kl. 7.00: Peterskirken åbner. Megen aktivitet om morgenen. Flere parallelle gudstjenester kan opleves i forskellige hjørner af kirken. Jakob Sestoft, DBK’s nyeste medlem nr. 682, står her uden for søjlekolonadens indhegning om natten. Til venstre i billedet ses et af de områder på ca. 1x2,5 meter mellem hegnet og landegrænsen, der flugter med soklerne. Foto: Morten Svane. Kl. 9.00: Mit 24 timers ophold i Vatikanet er gennemført. med en paves død. Her kan andre hensyn måske gøre sig gældende. Morten Svane (medlem nr. 389) tager sig her en lur. Det kan være smart at være to af sted, så én kan holde vagt, mens den anden sover. Foto: Morten Svane. 40 Tips til rejseplanlægning Hvad enten besøget er et 24-timers forsøg eller ej, er der to tips, der er værd at give videre: Alle besøg arrangeret af Vatikanmuseerne kan bookes online på mv.vatican.va, og køb via nettet er den eneste måde at sikre sig, at turene ikke er udsolgt på dagen. At købe billet på nettet er samtidigt en glimrende måde at undgå den skræmmende kø ved indgangen til Vatikanmuseerne, der ofte er flere hundrede meter lang allerede ved åbningstid. Ved at beslutte sig og købe billet typisk en uges tid før besøget, kan et tidspunkt 24 timer i Vatikanet Bemærk at en tre meter bred stribe uden for den nordlige søjlegang, som grænser op til toilettet og frimærkebutikken, ligger i Italien. Besøges disse forlades Vatikanet – begge faciliteter findes dog også på den sydlige del af pladsen. fastsættes, hvor adgang uden om køen er mulig. Det andet tip vedrører den direkte adgang fra Det Sixtinske Kapel til Peterskirken. Med en guidet rundvisning er dette sikret, men kender man forskel på de to udgange fra kapellet kan tid og kø spares. Alle besøgende til Det Sixtinske Kapel bruger den samme indgang fra vestsiden af kapellet. De almindeligt besøgende dirigeres ud ad døren på ens venstre side (set fra indgangsdøren). Men i det sydøstlige hjørne er der en anden udgang, som gruppeturene benytter. Denne udgang fører via flere trapper ned til Peterskirken. Der sidder en museumsvagt ved den åbne dør, så det er nødvendigt at signalere, at man er på rette vej. Der er som sådant intet kendt eller skiltet forbud mod at bruge denne udgang, men en mulig strategi for at undgå afvisning er at vente i området til en guide med flag eller lignende fører en gruppe igennem og slutte sig hertil. Er man i gang med et 24-timers forsøg løbes en risiko for, at de ikke udprægede fleksible vagter ikke samarbejder. Varm mad og drikkevarer kan købes inde i Vatikanmuseerne, men ud over en mindre bar på taget af Peterskirken, der kan besøges i forbindelse med et kuppelvisit, er der ikke faciliteter ved pladsen og kirken. Vatikanet efter mørkets frembrud Det er interessant, at den forholdsvis kortfattede Lateraneraftale ikke bare specificerer, at Peterspladsen skal være almindeligt tilgængelig som en integreret del af Rom, men at det italienske politi får præciseret patrulleringsret – dog kun indtil ved foden af trapperne til Peterskirken. De italienske politibetjente ved pladsen er meget aktive og synlige og beder besøgende, der krydser hegnet i nattetimerne, om at forlade området meget hurtigt. Da jeg var der, kørte de en runde på pladsen omtrent hver halve time natten igennem, og hver gang kiggede de interesseret på mig. Omkring kl. 3 kom en uniformeret og en civil betjent gående forbi mig og hilste med et formfuldt ”buona sera”, men uden yderligere spørgsmål. Der er en del kameraer opsat 41 Rom har et behageligt klima med tilstrækkelige høje temperaturer om natten til, at man kan opholde sig udendørs fra omkring maj til november. Medbring mad (fx en sandwich), vand, pude, og en god bog at fordrive tiden med. Garderoben har åbent som Peterskirken kl. 7-19. Medbring ingen spidse eller farlige genstande. Man skal gennem en sikkerhedskontrol med metaldetektorer ligesom i en lufthavn. Brug toilettet på pladsen umiddelbart før det lukker kl. 19. Ud & hjem igen: Fly København-Rom fås fra ca. 600 kr. t/r. på vejen, der løber omkring pladsen og Vatikanet, så mit indtryk er, at stedet er velovervåget. Jeg havde forberedt en række alibier, hvis jeg skulle blive antastet, og en strategi, hvis naturens kald skulle trænge sig på, men ingen af delene blev relevant. Dagen efter mit døgn i landet kravlede en italiensk politisk demonstrant ud på kuppelens tag (hvor han opholdte sig mere end 24 timer!), og jeg følte, at det var lidt heldigt, at jeg havde gjort det før, idet jeg forestiller mig sådanne episoder reducerer tolerancen hos politiet, der formodentligt har ret til at bede en bevæge sig væk, hvis betjentene føler det bare det mindste påkrævet. nn Philip Skjødt har medlemsnr. 576 og boede i Rom fra august til december 2012. Hans besøg i Vatikanet foregik 1. til 2. oktober 2012. I øjeblikket er der 12 aktive medlemmer af DBK, som har besøgt Vatikanet i mindst 24 sammenhængende timer. Gennem fem mellemamerikanske lande på 20 dage. Røg sendes ud af vulkanen Vulcan De Fuego, Antigua, Guatemala 42 Kan man det? Jeg var på grupperejse mellem Panama og Guatemala, så hvor svært kunne det være? At være på rejse i en arrangeret gruppe er vel det samme som at læne sig tilbage og lade de betalte guider klare resten? Vi besøgte regnskove, vulkaner, smukke gamle byer – og så blev det også lige til en lidt (læs: meget) dramatisk sejltur. Selvfølgelig så vi masser af aber, fugle, varaner og krokodiller, og vi mødte også forskellige indianerstammer med religioner, som enten var rent indianske eller blandet godt op med katolske messer og symboler. Vi besøgte kaffeplantager og anden produktion, og naturligvis nåede jeg også lidt på egen hånd med besøg på en planteskole og hos en producent af macadamianødder. Tekst & Fotos: Kirsten Graversen P anamakanalen giver landet store indtægter, og derfor begyndte vores rundrejse med at besøge et rigt land. Der er smukt i den gamle bydel i Panama By med istandsatte huse fra kolonitiden, hvor byen som den første by på stillehavskysten blev anlagt i 1519. Byen blev ødelagt i 1671 af engelske pirater, men fremstår i dag som en moderne by. Kanalmuseet ligger lige op ad kanalen med udsigt over hele systemet med sluser og skibe, som skal igennem. Museet dokumenterer fint, hvor stort et projekt det handlede om, da kanalen blev anlagt, og hvad kanalen betød og stadig betyder for landet. Efter Panama By gik turen med fly til den vestlige del af landet, hvor tågeregnskoven ved Boquete og dens dyr og planter var nye oplevelser. Det er altid interessant at besøge produktion af lokale varer, når man rejser, synes jeg, og derfor var besøget på en kaffefarm, hvor vi også prøvede at riste kaffe, en oplevelse. Det at få vist alle dele af produktionen og selvfølgelig få mulighed for at smage kaffe, som var blevet ristet forskelligt, gav lidt mere viden om at få den rigtige kaffe serveret og på den rigtige måde, når man går på cafe herhjemme. Lidt kritisk kan man jo godt blive, når baristaen i en cafe ikke lever helt op til forventningerne. Som på hele turen var også grænseovergangen mellem Panama og Costa Rica uproblematisk at forcere. En ny bus holdt klar på den anden side af grænsen, og det er lige den slags, som gør denne form for rejser mulige på så kort tid. Vi var af sted i 20 dage i alt med megen transporttid, hvilket dog var helt fint, da landskaberne skiftede meget både inden for landene og mellem landene. Vi sejlede fra Sierpe i Costa Rica ad Sierpefloden med mangroveskoven langs bredderne ud gennem brændingen og langs med kysten til Corcovadonationalparken. Brændinger er jo altid svære at forcere, og denne var heller ikke nem, men jeg havde fuld tillid til kaptajnen, som jeg vidste havde prøvet det før og kendte sin båd. Vi tog sandalerne af, smøgede bukserne op og vadede igennem vandet fra båden til kysten. Rent vand, vel at mærke! Så var vi på vulkaner Man fik et godt indtryk af, at landene er prisgivet vulkanerne, og det undrede mig, at så mange er aktive. Så sent som i september 2012 var der et større vulkanudbrud i Guatemala. Det er ikke svært at forestille sig, at indianerne – her mayaerne – har været rædselsslagne, når de så disse store kræfter bryde løs. Gode ofringer var bestemt på sin plads, syntes de forståeligt nok. I Costa Rica var det Arenalvulkanen, vi gik hen til. På lang afstand blev man holdt tilbage af advarselsskilte, da denne hyppigt er i udbrud. Vi sprang så rundt på kæmpe stykker stivnet lava og store sten, 43 som var slynget mange km ud af vulkanen, som på den dag, vi var der, var meget aktiv – dog uden den sædvanlige røde lava løbende ned fra kraterkanten. Masaya er en af de andre aktive vulkaner, vi så, da den lå på vores vej fra Granada til León i Nicaragua. Denne vulkan er så aktiv, at der hele tiden kommer svovlholdig røg og damp op af den i en sådan grad, at der er advarselsskilte inden den sidste opstigning til kraterkanten. Advarslen gjaldt folk med luftvejs- og hjerteproblemer. De skulle undlade at gå helt op til kanten, da man på vej op ikke kunne undgå at indånde svovldampene. De var barske, og min hoste og ru hals fortsatte et par dage efter, at jeg havde stået og kigget ned i selve krateret, hvor man ikke kunne se andet end svovldampene, der lugtede kraftigt. Nicaragua på vrangen Managua, hovedstaden i Nicaragua, er et sørgeligt syn. Selvfølgelig er præsidentpaladset blevet genopbygget efter det store jordskælv i 1972, men de store beløb til genopbygning af byens centrum, som kom fra internationale kilder, gik direkte i diktatoren Somozas lommer, idet pengene blev gemt af vejen eller brugt af diktatoren og hans hær. Når man står på pladsen foran paladset og regeringskontorerne og med den næsten genopbyggede kirke bag sig, ser man ingen moderne højhuse og flotte reklamer som i andre hovedstæder, men kun nogle store plancher med billeder af præsident Daniel Ortega og andre regeringsmedlemmer samt diverse slagord. Man har forsøgt at bygge noget af centrum op igen, men det er tilfældigt opførte huse, hvor der før var lejre, og disse huse ligner for nogles vedkommende huse opført af forhåndenværende materialer som brædder, plastic og bølgeblik. Selv i det nye område, hvor man har forsøgt at bygge et nyt centrum, står det sløjt til med forretningslivet. En medvirkende årsag er, at byen foruden jordskælv har været offer for orkanen Mitch i 1998, så denne hovedstad fra 1855 har haft rigtig meget at kæmpe med. Et af resultaterne er, at der ikke er gadenavne eller husnumre, men man må beskrive sit hus som liggende i en bestemt række og med et bestemt udseende. En anden oplevelse i Nicaragua havde både positive og negative elementer. Vi holdt med bussen parkeret i en by, hvor vi skulle spise frokost. Vi forlod alle bussen og lod nogle ejendele blive liggende, da vi skulle fortsætte en times tid efter. Vi Efter den katolske gudstjeneste i Chichicastenango, Guatemala, går mayaindianerne op til det hellige offersted i skoven, hvor shamanen ofrer til indianernes egne guder. gik lidt rundt i nærheden af bussen efter frokost og kiggede på de meget små forretninger, som bare var et åbent vindue, og som vi syntes så meget spartansk udstyrede ud. Vi fik et længere ophold i byen, da vi lige skulle forbi politistationen. På intet tidspunkt fik nogen af os noget stjålet ud over denne gang, hvor chaufføren tilsyneladende havde ladet sin dør stå åben, selvom han sagde, at nogen var brudt ind i bussen. Politiet kom hurtigt – meget hurtigt – og da de fandt ud af, at vi var danskere, beklagede de ekstra meget, da det netop var i denne by, at penge fra Danmark var blevet brugt til at bygge en skole, som blev kaldt ”universitetet”. Efter et længere ophold med optagelse af rapport kunne vi endelig køre videre, hvorefter også lokalguiden fandt ud af, at de havde stjålet noget fra ham – nemlig hans computer. ”En lang rejsedag på omkring ni timer, men bestemt en oplevelse” Sådan stod der i turbeskrivelsen, og ja, det blev en oplevelse – som bureauet slettede af programmet umiddelbart efter. Vi var de første gæster på denne nye omfattende tur. Når man ser på kortet over Fonsecagolfen, ser det jo ret smart ud, at man kan køre ud på en halvø i Nicaragua og sejle lige forbi Honduras til El Salvador. Selve golfen er 3.200 m², så det er ikke en lille bugt. Vejen ud ad landtangen er lang på en udmattende måde med store, dybe vandhuller og ingen steder at få noget at spise eller drikke. Vi nåede frem til Potosi, en gammel badeby, hvor guiderne ledte efter vores skib ved kajpladserne. Næ, det var da ikke lige der, der var noget skib til os. Endelig fik vi at vide, hvor det lå, og så var der alle formaliteterne med at komme ud af landet. Der var en told- og paskontrol, som var bemandet med flere personer, som endelig så nogen, hvis navne de kunne skrive ind i en bog eller i nogle bøger, for med møjsommelig håndskrift blev vores data skrevet ind ad flere gange og af flere forskellige personer. Det tog et par timer for os 20 rejsende, men så var det vel også gjort ordentligt, og dagens arbejde var reddet for flere nicaraguanere. Endelig skulle vi ned til skibet. Det var i mellemtiden begyndt at blæse op, og der var skum på bølgerne, men heldigvis har jeg ikke let til søsyge. Det viste sig, da vi kom ned til vandet, at vores båd var af en type, som næppe skulle ud i Stillehavets bølger og slet ikke i et totalt øde område uden nogen mennesker eller byer langs kysterne. Eftersom båden var 44 åben, snuppede jeg lige min regnfrakke, som så skulle beskytte mod bølgesprøjt. Det gjorde den også, men forinden var jeg blevet våd af havvand helt ind til huden, da båden slog et slag, da jeg skulle hoppe op, og jeg faldt bagover – blødt selvfølgelig, det var jo vand. Bagagen blev stuvet i forstavnen, og vi satte os til rette på bænkene i båden. Vi lagde fra, og motoren standsede. Med noget besvær blev den sat i gang igen, og vi lagde igen fra, efter at båden var blevet vendt i den rigtige retning manuelt. De mest sejlkyndige blandt os begyndte nu også at blive bekymrede. På vej ud så det godt nok lidt betænkeligt ud, da bølgerne slog ind over båden, og den i øvrigt også tog vand ind, når siden kom under vandkanten. Jeg begyndte at tænke på, om vi havde nødraketter om bord, og hvis det var tilfældet, ville der så være nogen, som ville se dem? Der var hverken huse eller skibe at se i bugten. Undervejs mod en ø fik vi besked om, at vi skulle lægge til for at få frokost. Frokosttiden var dog for længst overskredet med mindst fire timer, og det ville blive mørkt, inden vi kunne lægge fra igen, så efter at have siddet meget stille i den første time med bølgegang meddelte hele Rundrejse i Mellemamerika Min grupperejse var arrangeret af Nyhavn Rejser og kostede 25.990 kr. Den foregik i november og december 2010. Et hoved er dukket op af de overvoksede mayaruiner i Copan, Honduras. selskabet, at vi absolut ikke var sultne, men ville direkte til vores bestemmelsessted i El Salvador. Vi nåede over, men der var nye trængsler. Båden kunne eller skulle ikke lægge til ved nogen af kajerne, så vi blev bedt om at gå ind til byen fra båden. Vi vadede derefter nogle hundrede meter i vand til knæene, mens slammet kom op imellem tæerne. Hvad det præcist var, vi trådte i mellem kloakudløbene, tænkte vi ikke på, da fornemmelsen af at have overlevet overskyggede alt. Et flot syn Ih, åh og næh, sagde vi i Antigua – både til byen og befolkningen og til det flotte hotel med tagterrasse, hvorfra vi kunne se ud over byen til de store vulkaner: Volcán de Agua, Acatenango og Volcán de Fuego. Vulkanerne ligger ca. 16 km fra Antigua og 50 km fra Guatemala City. Den sidste, vulkanen, sendte fra sit krater med jævne mellemrum en ”flot” sort røgsøjle op, som så meget skarp ud mod den blå himmel. Det var fint at se, at der kom noget ud af Jordens indre. Der skulle dog gå knap to år fra min rejse, inden den kom i udbrud i 2012, men så var det også nok til at jage 33.000 mennesker på flugt og lægge 17 landsbyer øde, men flot har det nok set ud! På vores tur besøgte vi indianerne i Chichicastenango, som er en by med et stort marked, og vi blev præsenteret for deres religioner. Religioner i flertal, for de havde en blanding af katolicisme, som de dyrkede ved at gå til messe i kirken, og traditionel animisme, som de dyrkede ved efter messen at brænde visse offergaver af inde i kirken på en forhøjning, som gik mellem stolerækkerne fra indgangen til alteret. Udenfor kunne man købe religiøse symboler, blomster og lys, som det passer sig for en katolsk kirke. Sammen med et par medrejsende fik jeg mulighed for at komme på en gåtur op ad bjerget til et sted, hvor de rigtige ofringer finder sted. Disse ofringer er nødvendige i stort og småt og består mest af sukker eller alkohol, som forskellige shamaner brænder af (eller drikker senere?), samtidig med at de beder for nødvendige dagligdags materielle ting eller for afklaring af problemer i familien. Så vidt jeg kunne forstå udelukkende kortsigtede ting. Ved en anden lejlighed mødte vi nogle indianere, som boede i en landsby ved Atitlánsøen. Her skiftedes familierne til at våge over en figur, som var helt formummet, og som tog imod offergaver. Også her var det sprut, og desuden ofrede de tobak og cigaretter. Det kunne jo altid 45 bruges! Det undrede mig, at der i samme rum var en kristusfigur, men så er man jo også dækket ind. Hele denne tur gik efter planen, og vi nåede frem til lufthavnen i Guatemala By. Vi blev dog standset på vejen af nogle civilklædte mænd med våben, som lige skulle kigge indenfor i bussen og tale med chaufføren og se på os. Det viste sig at være lokale folk fra de omkringliggende landsbyer, som havde dannet vagtværn. Når man tænker på, at vi bevægede os ad hovedvejen mellem narkotikaproducerende lande i Sydamerika og aftagerlandet USA, er det forståeligt nok, at man må beskytte sin familie på denne måde ved at have natlige vagtværn. Denne rejse til Mellemamerika var en rejse, som det ville have været svært at klare på egen hånd. Alle problematiske situationer – fx bådturen – som man gennemlever, gør det mindre skræmmende at give sig i kast med nye projekter. Der er jo altid en løsning! nn Kirsten Graversen har medlemsnr. 547. Hun har besøgt 82 lande og ni territorier og er rejseleder og foredragsholder, lektor ved Roskilde Handelsskole og uddannet cand. interpret. Læs mere om hende på www. kirstengraversen.dk . Syersker ved markedet i Kumas. Tekst & Fotos: Karen Hammer I 1988 deltog jeg i et 40 års filmjubilæum i Accra. Egentlig kom jeg bare forbi for at hilse på en flink filminstruktør, som jeg havde mødt ved FESPACO 1987 i Ouagadougou i Burkino Faso, og så stod jeg pludselig der og blev præsenteret for en række gamle mænd – pionererne inden for ghanesisk film! Sådan er Afrika … 46 J eg havde taget en omvej til Ouagadougous panafrikanske film- og tv-festival FESPACO 1989 for at kigge nærmere på Elfenbenskystens filmproduktion og anede faktisk ikke, at man lavede spillefilm på et meget højt niveau i Ghana. Fordi jeg var startet med at studere afrikanske film i frankofone lande som Niger, Mali, Senegal og Burkina Faso, havde jeg aldrig før set anglofone spillefilm. De gamle kolonigrænser med de forskellige sprog gjaldt også som kulturgrænser: I Senegal så man fx ikke film fra Ghana eller Nigeria, ligesom man i Ghana aldrig havde set en af de fremragende film fra Mali. En af de første dage viste man mig Kwaw Ansahs ”Heritage Africa”, og jeg var rystet – et politisk mesterværk uden lige! Jeg blev præsenteret for instruktøren og fik lavet et længere interview med ham. Da ”Heritage Africa” en måneds tid senere overraskende vandt førsteprisen i Ouagadougou, var jeg den eneste, der straks kunne sende et interview på gaden. I Abidjan havde jeg nemlig via den svenske ambassade sendt min artikel til Stockholm, hvor jeg var fast freelancer ved bladet Film & TV. Busholdepladsen i Kumasi. De dovne ivorianere I Accra i Ghana var man meget glad for at se mig. Jeg deltog i middage, konferencer og filmkørsler og fik fine kontakter, som har gjort, at jeg med stort udbytte har kunnet komme tilbage år efter år. I Abidjan i Elfenbenskysten derimod, gider man ikke gøre meget for fremmede tilrejsende. Jeg havde truffet adskillige af filminstruktørerne fra Elfenbenskysten ved FESPACO 1987, og de var skam også glade for at se mig igen i januar 1989, men de orkede slet ikke at fremskaffe en eneste film, så jeg kunne udvide mit kendskab til deres temaer og filmmiljøer. ”Det er alt for besværligt, Karen. Hvorfor tager du ikke til Paris og ser dem der?” Jeg spildte min tid i et par uger i Abidjan og blev godt træt af det varme fugtige klima, af den manglende gæstfrihed, af de særligt høje priser for hvide mennesker og af de mange banditter og det emsige politi, der sågar skød efter min taxa – dog uden at ramme. Egentlig havde jeg kunnet forudse denne modtagelse, for i hele Vestafrika talte man om de dovne ivorianere, der ikke gad arbejde, men havde immigrant arbejdere fra alle nabolandene. I Elfenbenskysten så man ned på alle andre, og især foragtede man ghaneserne, og det fik jeg skam at mærke, da jeg med bus fra Kumasi midt i januar ankom til en mindre grænseovergang. Bussen var fuld af unge mennesker fra alle nabolandene, en enkelt veletableret handelsmand og så mig som den eneste europæer. Et moderne hus i Abidjan. Først blev vi alle beordret at stille op på række, så vi en efter en kunne passere et lille bord og lægge et beløb på ca. 25 kr. til en uniformeret embedsmand. Inden da var vi allerede blevet afkrævet et mindre beløb af toldvæsenet for at undgå at få bagagen rodet igennem. Nu kom så problemet, som de selvfølgelig havde forudset: Nogle af de unge migrant arbejdere kunne ikke betale. Derfor blev de sendt tilbage og kunne ikke fortsætte rejsen, til trods for at de havde billet helt til Abidjan. Den velklædte embedsmand og jeg – vi som uden problemer ville have kunnet betale – vi skulle skam ikke betale, for vi var jo fra et højere socialt lag og skulle behandles derefter! Jeg ærgrer mig stadigvæk den dag i dag over, at jeg ikke hjalp de fire stakler, der blev efterladt tilbage, da vi andre atter kravlede op i bussen og lykkelige fortsatte rejsen. Elfenbenkystens politi Vi fik nu ikke lov til at glæde os længe, for efter knap en times kørsel inde i Elfenbenskysten begyndte vores trængsler: Det lokale politi standsede bussen, beordrede alle ud med al deres bagage, og gik i gang med at gennemrode det hele. Da alt var godt splittet, kunne vi fortsætte, men kun for en times tid, for så begyndte det hele forfra til trods for folks protester. Det var nu hen på aftenen, og folk var trætte, men mere end en time ad gangen kunne vi ikke slappe af. Ivorianerne var yderst energiske og effektive; her skulle statueres et eksempel: Ghanesere var ikke velkomne 47 i Elfenbenskysten! Da vi ved 22-tiden for fjerde gang blev stoppet og beordret ud med al bagagen, tillod nogle sig at protestere og forsøge at overhøre politiets ordrer. Men det skulle de aldrig have gjort, for nu blev den lille bys politimester tilkaldt, og han vidste helt præcist, hvordan man får folk ned med nakken. Han beordrede alle vores pas og identitetspapirer indsamlet, låste dem inde i sit pengeskab og meddelte, at vi takket været vores manglende samarbejdsvilje nu kunne vente til solopgang med at køre videre. Han var særdeles høflig over for mig, beklagede meget den uheldige situation, der ville forlænge min rejse – og inviterede mig til at deltage i sit aftensmåltid inde på kontoret. Jeg takkede høfligt nej og blev i bussen, mens han og hans medarbejdere fortrak inden døre. Vi diskuterede nu, hvordan vi skulle komme videre; umiddelbart så det ret sort ud. En køn ung ghanesisk pige accepterede at fungere som lokkedue. Hun opsøgte politimesteren og aftalte et møde med ham den følgende søndag på et hotel i Accra. Da han ikke havde høje tanker om ghanesiske kvinder, og hun så dejlig ud, hoppede han på den og udleverede vores papirer, hvorefter vi omkring midnat atter kunne køre videre. Næste gang vi blev stoppet af politiet, var vi yderst samarbejdsvillige, og efterhånden som natten skred frem, blev politiets effektivitet ringere og ringere; selv ivorianske politibetjente bliver trætte om natten. Vi ankom til Abidjan kl. 5 om morgenen. Næsten alle passagererne blev Ghana, Burkino Faso & Elfenbenskysten Ud & hjem igen: Man kan flyve fra København til Accra i Ghana for ca. 4.300 kr. t/r, til Abidjan i Elfenbenskysten for ca. 5.400 kr. t/r, og til Ouagadougou i Burkino Faso for ca. 6.650 kr. t/r. Den store romersk-katolske kirke i Abidjan. på endestationen til kl. 7; det er aldrig sikkert at begive sig ud i en afrikansk storby om natten, især ikke for mig, der pga. min hudfarve ligner et let offer. Der var ikke plads på nogen af de billige overnatningssteder. Efter en times taxakørsel endte jeg med at tage et værelse på et amerikansk pensionat tæt ved centrum. Trods byens mange banditter udforskede jeg i et par dage byen til fods. Præsiden Houphouet-Boigny havde for ”egne penge” bygget de to største kirker i Afrika og sågar fået paven til at indvie og velsigne dem! Næsten en kopi af Peterskirken befandt sig oppe nordpå i Yamoussoukro, der i 1983 var blevet gjort til landets nye hovedstad, mens den anden kirke befandt sig midt i Abidjan. Det var en flot konstruktion med et stort køligt kirkerum, hvor man ugeneret kunne sidde og skrive sine noter. Byen havde et centrum af moderne højhuse omkranset af ensrettede brede veje, der gjorde, at der slet ikke fandtes trafikkaos. Udenfor ned mod floden og havnen lignede Abidjan alle andre afrikanske byer med handlende overalt langs vejene, gadekøkkener og et netværk af krogede veje. Men det store marked var en oplevelse af de sjældne – især afdelingen for perler og træskærerier m.m. Efter en uges tid og mange forgæves besøg på filminstituttet blev jeg inviteret til at bo hos en ghanesisk fotograf og hans scenografkvinde. Han arbejdede ved byens største biograf og tog mig med frem og tilbage i taxa, for det var alt for farligt at tage med busserne. Ifølge ham overfaldt knivbevæbnede banditter folk ved højlys dag midt i byen. Det var dejligt at komme indenfor hos en familie, at få lokal hjemmelavet mad, at kunne deltage i diskussioner vedr. landets politik, at se de lokale fjernsynsudsendelser, der hver eneste aften endte med præsidentens smilende ansigt, og at kende nogen, der var i stand til at skaffe mig filmkørsler. En anderledes velkomst Efter tre uger i dette alt for fugtige land tog jeg toget til Burkina Faso. I det nordlige Elfenbenskysten er klimaet tørrere og langt behageligere end kystens varme fugtige klima, der gjorde at sveden konstant løb af mig. Det var dejligt at 48 krydse grænsen til det tørre Burkina Faso og blive modtaget af positive toldkontrollører, der uden at gennemrode min bagage slap den igennem med et hvidt kridtkryds. Måske var de ikke så flinke over for andre passagerer; det er jo ikke til at vide, for jeg havde særstatus som hvid journalist på vej til FESPACO. nn Karen Hammer har medlemsnr. 395. I dag er hun bl.a. kulturredaktør på Radio Vesterbro. Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser Tekst: Lars-Terje Lysemose S å er det blevet vinter, og hvis man da ikke ligefrem er på vej ud ad døren – på vej ud at rejse – hvad er så bedre end at lægge sig hjemme ved sofaen med en stak rejsebøger eller en god film, som kan inspirere og lindre vinterens mørke og kolde årstid? Vi kalder det for sofarejser, når vi på næsten magisk vis, som om vi havde et flyvende tæppe, kan rejse ud i verden hjemme fra sofaens trygge rammer. At have noget at underholde sig med på rejsen kan også være essentielt, når man sidder i et tog, i en bus, på et fly eller i et kedeligt hotelværelse. Globen omtaler og anmelder derfor gerne bøger og film, som kan inspirere og udvikle rejselysten. Om Asien ”Almayers dårskab” af Joseph Conrad (Fahrenheit, 2013, 154 sider, med farveillustrationer af Peter Petersen, 299,50 kr.) er udgivet i en ny dansk oversættelse og med pragtfulde og stemningsfulde akvareller på næsten hver tredje side, som nærmest gør denne klassiker til en grafisk roman. Handlingen er henlagt til sidst i 1800tallet på Borneo. Kasper Almayer er en hollandsk købmand, der i 25 år forgæves har kæmpet for at gøre sin handelsstation i junglen til en succes. Kun datteren Nina lyser i Almayers forbitrede ægteskab med en malaj, mens han drømmer om deres triumferende tilbagevenden til civilisationen – en fantasi, der undergraves af Almayers egen grådighed og selvovervur dering. Om verden i øvrigt “Before They Pass Away” af Jimmy Nelson (teNeues, 2013, 424 sider, med kort og fotos i farver, på engelsk, tysk og fransk, 37,60 GBP via www.amazon.co.uk) er virkelig- gørelsen af et storstilet fotoprojekt om at dokumentere 31 af verdens mest truede stammefolk, inden det bliver for sent og deres kultur går til grunde. Som bogens hollandske forfatter og fotograf forklarer: “Vores verden forandres med halsbrækkende hast. Lande, som for ikke så længe siden blev anset for ulande, er nu blandt verdens rigeste. Det er uundgåeligt, at så hurtige fremskridt i overflod og teknologi i sidste ende ikke også når de kulturer, som indtil nu har klaret at bevare deres egen identitet og egne værdier. Og når dette sker, vil deres mangeårige traditioner gradvist forsvinde. Min drøm havde altid været at bevare verdens stammer gennem mit fotografi. Ikke for at stoppe forandringer fra at ske – for det ved jeg, jeg ikke kan – men for at skabe et visuelt dokument, for at minde os og generationerne efter os om det rene og oprigtige livs smukke væsen. Og alle de vigtige ting det lærer os. Ingredienser vi synes at have glemt i vores såkaldte civiliserede verden.” De 31 stammefolk er fotograferet i deres miljø, iklædt som oftest farvestrålende traditionelle dragter og med dramatiske landskaber til baggrund. Fotografierne er tydeligvist opstillede, men er ikke desto mindre unikke og mageløse. Og vi kommer næsten Jorden rundt: Vanuatus oprindelige folk, New Zealands maorier, Ny Guineas danier, himbaerne på grænsen mellem Namibia og Angola, Ecuadors huaorani-indianere, Sibiriens chukchifolk, og drokpaerne i Himalaya for bare at nævne nogle. “Som med alle forhold i livet er tillid nøglen til virkelig at kunne knytte sig til nogen. Dette er ligeledes sandt for båndet mellem en fotograf og hans emne. Ved flere lejligheder var folk tilbageholdende med at lade sig fotografere, da vi først ankom. Vi blev ofte mødt med en stor skepsis om vores hensigter, og det var helt forståeligt. Forestil jer en gruppe vestlige fremmede, 49 som dukker op i en afsondret landsby og beder de lokale om at posere for dem på et sprog, de ikke forstår, og med et formål, de ikke forstår. Man kan ikke rigtig forvente, at folk hopper op og ned af glæde og deler ens begejstring. Først når de har lært en og ens hensigter lidt bedre at kende, vil de måske åbne sig op,” forklarer Jimmy Nelson. Og det er først og fremmest hans mesterlige fotografier, som bærer bogen. De 31 stammefolk præsenteres dog også med korte tekster om deres levevis og traditioner. Bogen er i et stort format, som lader billederne komme til deres ret, og den vejer mere end 5 kg. Er du blevet nysgerrig, kan man se et udvalg af billeder og læse mere om dette fantastiske projekt på www.beforethey.com. “Världsarv – Människans mästerverk” af Peter Hanneberg (Max Ström, 2012, 321 sider, med fotos i farver, på svensk, 330 SEK) er en fotobog om fabelagtige bygningsværker og urgamle kulturer, om menneskets skaberkraft og ødelæggelsestrang, om kunst, magt og natur. Unescos verdensarvsområder er steder, som er blevet erklæret bevaringsværdige under det internationale verdensarvsprogram, der administreres af FN’s organisation, og listen omfatter i dag ca. 900 steder. Den kendte svenske fotojournalist har rejst Jorden rundt for i tekst og billeder at dokumentere den kulturarv, Unesco siden 1972 har udset som umistelig for vores civilisation. I bogen skildrer han 100 af de mest fantastiske og tager os samtidig med på en verdensomspændende rejse til 45 lande på seks kontinenter. ”Världsarv” præsenterer kort sagt noget af det ypperste, vores planet kan byde på. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er freelancejournalist og ansvarshavende redaktør af Globen. Læs mere om Lars-Terje på www.lysemose.com. Det væsentlige i at rejse – er simpelthen at rejse Bjarne Lund-Jensen: ”Historier fra vor verden”. E-bog udgivet af Helle MøllerMadsen, 2013, ca. 600 sider, med fotos i farver, 79 kr. via www.saxo.com. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Anette Lillevang Kristiansen D et var den skotske forfatter Robert Louis Stevenson, der berigede verden med ordene: ”Det væsentlige ved at rejse er simpelthen at rejse.” Sætningen beskriver meget godt den indstilling, som vort navnkundige medlem Bjarne Lund-Jensen selv gennemrejste vor klode med. Han indrømmer da også selv, at det var en helt speciel oplevelse at besøge den gamle forfatters sidste hvilested i Vailima på Samoa i 1993, for Stevensons tilgang til det at rejse harmonerede fuldkommen med hans egen indstilling. For hvad er vigtigere ved at rejse end lige netop det at rejse? Smukkere og mere enkelt kan det vel næppe udtrykkes. Man føler sig ydmyg, når man går i gang med at læse Bjarne Lund-Jensens bog. Ikke alene er det et digert værk på ca. 600 sider, men det er også historien om en mand, der formåede at gøre noget, kun de færreste opnår her i livet; nemlig at rejse i alle verdens lande på nær syv. Som læser er man ikke bare vidne til en masse rejser rundt i verden, men vigtigst af alt: Man er med på en livsrejse. Ikke bare ud til de fjerneste afkroge af vor klode, men også ud til grænserne af menneskesindet og et menneskes formåen. Det er i sig selv en pragtpræstation at have sat sine ben i næsten alle eksisterende lande, men man føler, at man oplever sammen med Bjarne. Det være sig besværlige grænseovergange, i selskab med vedholdende pengeafpressere, vrantne grænsebetjente, døgns kørsel i tvivlsomme transportmidler, ophold på uspolerede stillehavsøer og videre i den dur, så ja man får blot endnu større respekt for denne mand, der kunne sætte en tegnestift på verdenskortet ved omtrent samtlige lande. Bogen består af flere forord, Bjarnes ti mest dramatiske ankomster, blognoter med gode råd om Antarktis og Sydamerika, liste over besøgte lande og territorier og de lande, som han ikke nåede at besøge, og endelig er de mange historier krydret med over 250 af forfatterens egne fotos. Vi er med Bjarne i alle verdens afkroge fra Polynesien til Panama, gennem Sydamerika, ved pokerbordet i Las Vegas, på Masai Mara i Kenya, på jazzhus i New Orleans, blandt krabber på Juleøen – bare for lige at nævne et par stykker. Det er svært at fremhæve én episode frem for en anden ud af så stor en mængde rejser helt fra først i 1970’erne og op til nutiden, men beretningen om Bjarnes ophold i et borgerkrigshærget Sierra Leone er ganske underholdende. Vores hovedperson vidste nemlig ikke, at der var krig i det vestafrikanske land, så det er bare én af gangene, hvor man gennem bogen må trække på smilebåndet over alle hans mange pudsige indfald. Samlet og udgivet posthumt Eneste ærgerlige ting er, at bogen godt kunne have tålt en bedre gennemarbejdning. Mange af historierne går igen to 50 eller flere gange, og det er lidt synd. Man må naturligvis tilgive Bjarne, at han ikke selv fik lejlighed til at færdiggøre bogen. Hans søster Helle har gjort det for ham og kan af gode grunde ikke forventes at have samme indsigt i historierne som forfatteren selv. Når det så er sagt, så er det en meget levende beskrevet og underholdende bog, der giver indtryk af en fantastisk engageret rejsende, der med stor iagttagelsesevne forstår at more sig og komme tæt på de lokale. Bjarne beskriver detaljeret sine rejsemål og indvier os i mennesker, han møder på sin vej. Trods sit ydmyge væsen, og meget jordnære måde at fortælle på, så fornemmer man også en snert af fandenivoldskhed og en evne til at gennembryde normer, grænser og folks facader. Når man har fulgt Bjarne gennem tykt og tyndt Jorden rundt, ja så sidder man lidt og bliver sentimental i slutningen, hvor Anja Blaksmark får det sidste ord og siger farvel til Bjarne Lund-Jensen i forbindelse med hans alt for tidlige død i januar 2012. ”Far nu vel, du gæve verdensfarer” skriver hun, der har fulgt Bjarne på hans mange rejser via Facebook. Hun følger ham til den absolut sidste opdatering aftenen inden hans død, hvor han skriver, at han føler sig lidt utilpas. Der blev så stille på Facebook efter Bjarnes død, skriver Anja Blaksmark – og det er præcist sådan, man føler det som læser, når man vender det sidste blad. nn Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er journalist og med redaktør af Globen. Kan glorien pilles af Kapuscinski? Artur Domosławski: ”Ryszard Kapuscinski – A Life”, Verso, 2013, 472 sider, 12,99 GBP. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Henrik Døcker D en polske journalist Ryszard Kapuscinski (1932-2007) nåede i levende live at blive noget af en myte. Han skrev en stribe af bøger med temaer fra den tredje verden. De blev oversat til en mængde sprog, herunder dansk. Men nu har hans yngre journalistkollega Artur Domosławski (der er født i 1967) sat sig for at gå Kapuscinskis skriverier nærmere efter – og det har vist sig, at de i en del tilfælde ikke har holdt vand. Kapuscinskis medrivende fortællinger fra den etiopiske kejser Haile Selassies hof, fra hans persiske kejserkollega shah Mohammad Pahlevis, eller fra ”Fodboldkrigen” mellem El Salvador og Honduras holdt sig ikke pinligt på den rigtige side af sandheden, om man så må sige. Kapuscinski blev faktisk ind imellem foreholdt unøjagtigheder, men afviste dem irriteret. Hans kritikere blev tilbagevist: ”Du forstår ikke, hvad det går ud på: Jeg hænger mig ikke i detaljerne, det drejer sig om at fange essensen” (af en situation. red.). Et usædvanligt talent Historien om Kapuscinskis journalistkarriere er forunderlig, men også underlig. Det meste af sin tid tilbragte han i udviklingslande, i begyndelsen som korrespondent for det polske nyhedsbureau PAP, sidenhen for forskellige dagblade og tidsskrifter. Men han havde forinden gjort et rigtig godt indtryk med beskrivelser fra Polen. I sin udlændighed var han mest i Afrika, men også i Asien og Latinamerika. Domosławskis bog giver ikke nogen egentlig forklaring på, hvorfor Kapuscinski blev sendt på sin første udlandsmission til Indien, til trods for at han ikke kunne engelsk. Dette sprog, såvel som andre han med tiden tilegnede sig (såsom spansk), får man indtryk af, at han lærte sig selv. Mon dog? Selv har han ikke bidraget meget til forståelsen af det omrejsende korrespondentliv, han førte. Nok var det krævende, ind imellem plagsomt og ensomt, men nogen klokkestreng synes han ikke at have hængt i. Han skrev reportager og analyser, men synes sjældent at have rapporteret om døgnets begivenheder i dette eller hint land. Men han havde et usædvanligt talent for at beskrive en atmosfære. Han fortolkede virkeligheden gennem sanserne, og han er blevet betegnet som ”en sensuel snarere end en intellektuel skribent”. Kapuscinski deltog nok som andre korrespondenter i pressemøder, men stillede angiveligt aldrig selv spørgsmål (!). I stedet opsøgte han bevidst jævne, almindelige mennesker i de lande, han beskrev. Og han fabulerede – i hvert fald i sine bøger. Han påstod fx, fejlagtigt, at den etiopiske kejser Haile Selassie ikke kunne læse og skrive, og han talte om hundredetusinder af politiske fanger i shahens fængsler, når tallet ikke oversteg 5.000. Sympati for de underprivilegerede Tilsyneladende var Kapuscinski den første journalist, der kom under vejr med, at Cuba havde sendt militærstyrker til bevægelsen MPLA i Angola, dengang der rasede en blodig borgerkrig med deltagelse 51 af lejesoldater fra både Egypten, Portugal og Sydafrika på modpartens (FNLA og UNITA) side. Men det gik han stille med et stykke tid – faktisk røbede han det først et år senere begrundet i, at han fungerede som tolk for at skabe kommunikation mellem cubanere og angolanere. Kapuscinskis sympatier lå klart hos de underprivilegerede afrikanere, latinamerikanere og asiater, for som han skriver i én af sine bøger: “Globaliseringen er ikke global, da den næsten uden undtagelse drejer sig om de nordligt beliggende lande, hvor 81 % af investeringerne foretages. Den hurtige, dynamiske udvikling skaber ulighed (nationalt som internationalt), der betyder, at centrum (for den fremgangsrige udvikling) styrkes og periferien bliver svagere og fattigere.” Det er ikke noget uset fænomen, at en journalist pynter på sine oplevelser (fx fordi vedkommende uheldigvis kom en måned før eller efter et bestemt kup). En dansk journalist som Jan Stage var kendt for heller ikke at hænge sig i kendsgerningerne. Men baseret på sine egne oplevelser slog han sig med tiden på romangenren. Noget lignende burde Kapuscinski måske havde gjort. Det vil under alle omstændigheder være som essayist, han vil blive husket. nn Henrik Døcker er 75 år, journalist og forfatter og har medlemsnr. 38. På rejse med ord, pen og notesblok Thomas Boberg: ”I den næste by”. Gyldendal, 2012, 355 sider, 299,95 kr. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Henrik Frier Hansen F or nogen tid siden var Thomas Boberg på besøg i Café Globen i København med et foredrag om sin deltagelse i en ayahuasca- ceremoni dybt inde i Amazonas. Efter foredraget spurgte jeg, om oplevelsen ved at indtage det hallucinerende lian-udtræk, forberedt af shamaner, havde gjort noget for hans skriveri? Nej, svarede Boberg, det havde blot været en spændende oplevelse. Men måske lian-drikken nu alligevel har gjort noget ved hans skriverier, for han har efterfølgende udgivet en særdeles velskrevet bog! Om så det er ayahuascaens skyld, eller blot fordi forfatteren er modnet og blevet bedre med tiden, kan vi jo ikke vide. Men jeg gætter nu på, at ayahuascaen har gjort underværker! ”I den næste by” er Bobergs fjerde bog i rækken af ”rejseminder”, der hovedsageligt udspiller sig i Latinamerika. Specielt Peru, hvor Boberg har været bosat. Men der er også afstikkere til Marokko, USA, Indien, Egypten – og så er der lige et besøg hos faster Kirsten i Roskilde. For ikke at tale om affæren i Panama ... Men det er jo ikke rejsen fra A til B, det handler om hos Boberg. Det er heller ikke nogen smart backpackers formaning om, hvordan eller hvorhen man bør rejse. Det i sig selv er jo en god ting. Det handler mere om de små skæve fortællinger og ikke mindst om de ofte excentriske og spraglede personager, han møder undervejs. Bobergs rejsebøger er ikke om smukke solnedgange eller palmeklædte strande. Tværtimod møder man oftere det dystre, det grimme og det desperate, i en spændende og kaotisk verden, der ikke nødvendigvis er smuk som et postkort, men som den rastløse forfatter synes at befinde sig særdeles godt i. Det er uddrag, brudstykker og historier fra verden som alle har det til fælles, at de er rå, uparfumerede og hamrende godt fortalt. Måske lidt a la engelske Bruce Chatwin eller en ung Ib Michael fra 1970’erne. Det handler nemlig om sproget og den farverige fortælling. Det er ordet, der er fokus på, og det er digteren, der er på rejse. Med pen og notesbog. Og så er det faktisk ligegyldigt, om historien foregår i Cairo, Lima eller i Roskilde. Og apropos Roskilde, så er både Boberg og Ib Michael født i byen. Jeg er selv barn af samme kedelige og småborgerlige provinsby og må spørge: Hvad er det, der gør, at byens børn rejser så langt væk ud i verden, og bliver til så farverige og sprudlende forfattere? Op med humøret! Og så er der den personlige fortælling. Bobergs meget personlige skildring af hans eget livskatalog. Om at skrive, og om rejsen på jagt efter ”ordet”, som han selv siger. Om barndommen i Danmark. Om skilsmissen. Utroskaben. Fristelserne og afgrunden i livet. Om at være blevet far og tage sin unge søn med på rejse tilbage til Amazonas, for at få bugt med frygten. Om at vende tilbage til Danmark efter mange år i udlandet. Det hele virker hudløst ærligt, og også her fyrer Boberg den af og gør sproget til et fyrværkeri, der sitrer og lyser op. Også selv om det hele kan virke 52 lidt mørkt og modløst. Af og til får man lyst til at sige: ”Op med humøret, Boberg, det går sgu’ nok det hele!” Jeg kan godt blive lidt misundelig på forfatteren Boberg. For han gør to ting, som jeg tror vi er mange, der gerne ville: At rejse og at skrive – og samtidig kunne leve af det. Boberg har vundet adskillige litteraturpriser; ikke mindst en livsvarig kunststøtte fra staten. Men ærligt talt, så er misundelsen sund – og er der nogen, der har fortjent den slags støtte, så må det være Boberg. Han er jo allerede rejst derud, hvor sproget letter, og rejsen bliver skildret, så den kan mærkes under ens egen hud. Så lad ham dog endelig få lov at fortsætte med det. Støtten skal være ham vel undt, vi har jo fået en dansk rejsebogsforfatter, der er på vej til at blive en af de store. Og for en flok berejste som os, kan en forfatter som Boberg kun falde i god jord. Specielt hvis man er til de skæve historier, derude fra kanten af verden, som i den grad kan puste ild i ens rejselyst. nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr. 285 og er forfatter til den engelsksprogede rejsebog ”Viva Chile”. Han bor på skift i Chile og i Danmark. Bjergtagende magi Ole Ejnar Hansen: ”Vandringer i Himalaya”, The Enlighted Yak, 2013, 237 sider, med kort og fotos i farver, 399 kr. via www.enlighted-yak.dk , inkl. forsendelse til Danmark. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Lars-Terje Lysemose H ar man først på nært hold oplevet de snetakkede tinder i grænselandet på Verdens Tag, kan man ikke andet end lade sig fascinere. Himalayas smukke natur, enkle, ofte fattige, men gæstfrie mennesker og bjergenes særegne og mangefacetterede kultur indbyder til at gå på eventyr og opdagelse. Det er da også en nærmest bjergtagende magi, som stråler ud af Ole Ejnar Hansens nye og billedsmukke bog, der som antydet i titlen byder på fortællinger fra utallige vandreture på Verdens Tag. Fabelagtige billeder Siden 1985 har Ole Ejnar Hansen tilbragt mere end 500 dage med at vandre i det uvejsomme og barske terræn, knytte venskaber med de lokale og med sit nysgerrige og åbne sind komme tættere på kulturen end de fleste vesterlændinge på trek. Som oftest har han enten vandret på egen hånd eller sammen med sin kone eller nogle få venner. For Himalaya er jo den ultimative oplevelse, når man er til bjerge, smuk natur og en nærmest uberørt og ofte gådefuld kultur, som forekommer så anderledes end vores egen. ”Vandringer i Himalaya” bæres igennem af forfatterens egne fabelagtige billeder af landskaber og af de personer, han møder på sin vej. Og af en varm og personlig fortællestil, hvor det først og fremmest er de små oplevelser i den store natur og de personlige møder med Himalayas folk, som skaber magien og får fortællingerne til at gnistre. Det Himalaya, som skildres i bogen, er et barskt miljø, hvor de små bjerg stier, som har været der i århundreder og knytter de mange forskellige folk sammen, fungerer som bindeled. Det er især grænselandet mellem Tibet og Nepal eller Indien, som forfatteren er bjergtaget af. Der hvor dybe dale ender i pas, som leder over verdens højeste bjerge til nye dale. Eller fortsætter ind i højlandet Tibet – Verdens Tag. Dér hvor handelskaravaner engang skabte rigdom. Dér hvor hinduisme, shamanisme og tibetansk buddhisme mødes, hvor dæmonerne lurer lige om hjørnet, og hvor himmelbegravelser stadig forekommer. Bogen er inddelt i fire sektioner: Indien (med Ladakh og Zanskar), Tibet (med Kailas, Manasarovar, Chomolungma – bedre kendt som Everest – Tingri Tang og Purma Yutso), Nepal (med Humla, Mustang, Annapurna, Na-Phu, Khumbu, Manaslu, Makalu, Kangchenjunga) og Kina (med Gyalthang og Kawa Karpo) og kommer således næsten hele vejen rundt om den forjættende bjergkæde. Afghanistan, Pakistan, Bhutan og Myanmar, som Himalaya også løber igennem, er dog udeladt. Oplyst og vidende Bogen er udgivet på eget forlag, og forlagets navn, The Enlighted Yak, spiller på det tilnavn, en tibetaner har givet forfatteren. Det forklares i bogen således: 53 ”’Du må være velsignet,’ siger Namgyal. ’Jeg kan se det i dine øjne.’ ’Det tror jeg nu ikke – jo, man kan sige, at jeg er velsignet med held,’ siger jeg. ’You are enlighted,’ siger han. ’Det lyser ud af dig, når du fortæller.’ ’Jeg føler mig ikke mere enlighted end din yak,’ siger jeg. ’O.k., så kalder vi dig Enlighted Yak.’ (…) Det lo vi meget af der under stjernerne.” Egentlig burde det vel være Enlightened Yak, for det er jo forskel på at være enlightened – oplyst og vidende – og så at være enlighted – pålyst og i fokus – men sådanne sproglige finesser kan man nok ikke forvente, at en tibetansk stifinder kender. Forfatteren har tilsyneladende fravalgt at få professionel hjælp til redigering og korrekturlæsning. Det er egentlig synd, for trods sprogfejl er bogen mageløs og har potentiale til at nå mange flere læsere end de 500 eksemplarer, som første oplag er trykt i. Himalayas magi ligger derude og venter bare på at blive opdaget. Med ”Vandringer i Himalaya” kan man ikke andet end lade sig begejstre, få udlængsel og drømme om at pakke rygsækken for at komme af sted på eventyr. Som Lars Gundersen skriver i bogens forord: ”Det er, som titlen siger, fortællinger om rejser gennem verdens højeste bjerge. Men den handler lige så meget om at forløse drømme.” nn Lars-Terje Lysemose er journalist, har medlemsnr. 364 og er ansvarshavende redaktør af Globen. Sit hidtil højeste punkt på Jorden nåede han i passet Larkya La i 5.160 moh. under en vandring rundt om Manaslu, verdens 8. højeste bjerg, på grænsen mellem Tibet og Nepal. Koordinaterne 28°29’55.9”N 84°40’7.8”E Lho, Nepal Tekst & foto: Lars-Terje Lysemose Har du et godt foto fra et sted med en lille historie, så send det til Globen. Har du ikke de nøjagtige koordinater på gps, kan www.geoplaner.com være en hjælp. E ndelig! Efter regn og hagl klarer det op næste morgen, og efter 12 dages anstrengende vandring fra Arughat og op forbi Tsumdalen belønnes vi med et første og fabelagtigt vue til det snedækkende Manaslu. Navnet Manaslu betyder Sjælens Bjerg, og det anses af buddhister for helligt. Det er med sine 8.163 moh. verdens 8. højeste, og her fra stupaen med den menneskelignende rustenrøde figur på toppen er det slående, at der er yderligere 4.983 meter op til bjergtinden, der skinner om kap med solen i sit snehvide skær. Målet er nu ikke at bestige det sagnomspundne bjerg, men at vandre rundt om det gennem passet Larkya La i 5.160 moh. på grænsen til Tibet. Landsbyen Lho ligger i 3.180 moh., og her ved stupaen deler stien sig i to: Til højre videre mod Sama og Samdo og til venstre en lille sti op til det buddistiske kloster Ribung Gompa. Vi er halvvejs og lige midt i eventyret – og med et syn som dette som belønning har vi fået fornyede kræfter og smag for mere. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og var af sted sammen med sin far og to nepalesere på turen rundt om Manaslu. 54 Kort fortalt: Slagghögen ved Nyvång Tekst: Patrick Leis Foto: Wikimedia D et lå lige ud for landsbyen Nyvång, 30 km fra Helsingborg, og jeg kunne se det fra bagsædet i mine forældres gamle Volvo, når vi fuldt lastede tøffede ad E4’eren op mod ødegården i Småland. Vi kaldte det Kulbjerget, og jeg var helt sikker på, at der virkelig boede trolde på bjergsiden. Det gjorde der naturligvis ikke, men til gengæld var der dinosaurer! Nyvångs Gruva er ca. 100 meter højt og var i 1940’erne, da kulproduktionen var størst, Sveriges største kulbrud. 500 mennesker havde deres daglige arbejdsgang på Slagghögen, som først lukkede i 1966, og derefter omdannede man området neden for bjerget til en dinosauruspark med iskagehus og malede fortidsøgler af stål. Det vidste jeg beklageligvis ikke som dreng, men jeg havde altid haft lyst til at klatre op på toppen. Og det gjorde jeg forrige år. Nu har jeg selv overtaget ødegården, og en dag på vej derop drejede jeg, efter en pludselig indskydelse, af. Jeg kørte gennem minibyen, parkerede og begyndte at klatre. Bjerget er fremkommet af slagger, sten og grus og bestemt ikke egnet til amatørklatring. Flere gange var jeg ved at glide ned, men efter en god halv time svang jeg hænderne over kanten og hævede mig op på toppen. Det første jeg så var et midaldrende, svensk ægtepar, der sad på en bænk og spiste is. De sendte mig et mild sagt forbavset blik, og sjældent har jeg følt mig så åndssvag: For på bjergets bagside var der blevet anlagt en fin og fodvenlig sti. Men udsigten var fin. Og jeg fik skam udlevet endnu en drengedrøm. nn Patrick Leis har medlemsnr. 569. Læs mere om Nyvång i Sverige på sv.wikipedia. org/wiki/Nyvång Har du en god, lille fortælling, som rammer et specielt geografisk område, så skriv gerne til redaktorgloben@ gmail.com og mærk e-mailen Kort fortalt. Artiklen skal være kort og skåret helt ind til benet og gerne sjov, informativ eller overraskende og fortælle noget om lige præcis det sted, du kom forbi på din rejse, hvad enten den foregik i Aserbadsjan, Colombia eller Rødovre. Næste konkurrence: Dengang i begivenhedernes centrum … I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie, om dengang du under en rejse pludselig befandt dig i begivenhedernes centrum. Måske har du på nært hold oplevet og været vidne til en historisk begivenhed? Eller måske har du mere eller mindre ufrivilligt oplevet pludselig selv at have været centrum for alles opmærksomhed på en tur under fremmede himmelstrøg? Uanset begivenhedens art så grib tastaturet og skriv en lille historie om dine oplevelser. Artiklen bør højst fylde 4.000 tegn. Vedlæg gerne et foto eller to, som kan illustrere din historie og send det til [email protected] senest 30. januar 2014. De indsendte indlæg vurderes alene på baggrund af deres tekst, og førstepræmien består af to bøger af Kit A. Rasmussen og en dvd med spillefilmen ”Kon Tiki”. Kit A. Rasmussen har medlemsnr. 533 og er forfatter og har en bachelor i psykologi. Hendes to seneste romaner hedder ”Profetens tempel” og ”Inkaens offer” og er fjerde og femte del i børnebogsserien ”William & Athena”. I ”profetens tempel” rejser børnene William og Athena til Petra i Jordan, hvor et lig af en svensk arkæolog er blevet fundet. Og i fortsættelsen ”Inkaens offer” nærmer vi os gåden om Atlantis og svaret på, hvorfor Athenas mor er forsvundet. Begge bøgers handlinger foregår på historiske steder i verden, og de er udkommet på Høst & Søn tidligere i år. Målgruppen for serien er børn i alderen 9 til 12 år, og i en anmeldelse i Globen opnåede et tidligere bind fire ud af fem glober. 55 Dvd’en med ”Kon Tiki” (Nordisk Film, 2013, 113 min., på norsk med undertekster på dansk) er filmatiseringen af den fantastiske og sande historie om, hvordan norske Thor Heyerdahl får en vild ide og samler en besætning for i 1947 at krydse stillehavet på en tømmerflåde fra Peru til Polynesien. Filmen er instrueret af Joachim Rønning & Espen Sandberg og blev nomineret til en Oscar tidligere i år. Alle præmier kan således siges at handle om at befinde sig i begivenhedernes centrum. Vi glæder os til at læse dit bidrag! Konkurrence: Dengang jeg overlevede ... Femtepladsen går til: En potentielt livstruende flyvetur Tekst: Niels Andersen FOTO: Wikimedia J eg har ikke tal på, hvor mange rejser jeg har gennemført igennem årene, men med tre-fire måneders rejsedage om året igennem et langt arbejdsliv har jeg op til flere hundrede kortere eller længere flyrejser på samvittigheden. Så skulle man jo egentlig tro, at jeg burde have været udsat for op til flere livstruende situationer, men jeg kan dog kun komme på en enkelt, som i min bevidsthed har virket livstruende. Under et besøg i Guatemala i Mellemamerika havde jeg besluttet mig for at tage op i den nordlige del af landet for at se det berømte og meget smukke Tikalmayaruinkompleks. Guatemala har 15 millioner indbyggere og er et af de mere spændende lande i Mellemamerika; hvis man er interesseret i autentisk indiansk mayakultur. Ud over Tikalruinerne er det værd at besøge Antigua Guatemala, Lago de Atitlán og ikke mindst det åbne marked, som finder sted hver torsdag og søndag i byen Chichicastenango. To fly at vælge imellem Jeg havde hyret et lokalt rejsebureau til at stå for turen derop og skulle møde i lufthavnen kl. 6 om morgenen. Jeg ankom lidt tidligt til lufthavnen, hvor der stod to fly fra et lille, privatejet selskab – Aerovias Airlines. En Caravellejet og et mindre tomotors turbopropfly. På den tid i 1980´erne jokede vi rejsende, der jævnligt fløj rundt imellem øerne i Caribien og landene i Latinamerika, ofte med, at de små, lokale flyselskaber, der havde de smukkeste stewardesser, også altid var de selskaber, der havde de ældste og mest bedagede fly. Med kun et enkelt blik på de to fly var jeg derfor ret sikker på, at vi ville blive betjent af gudeskønne stewardesser på den forestående tur nordpå til Tikalruinerne. Turbopropflyet, som vi turister kom af sted med den morgen i 1986, havde stadig logoet for Iraqi Airways på sikkerhedsselerne, så det var angiveligt et fly, der allerede havde udtjent rigtig mange flyvetimer. Først i Irak og nu her i Guatemala. Flyveturen gik dog fint – både frem og tilbage, og også Tikalruinerne var en fantastisk oplevelse. Vi fløj med det lille fly, fordi vi kun var ganske få passagerer den dag. Havde vi været blot et par stykker flere, havde vi måttet flyve med Caravellen. Et par dage senere, 18. januar 1986, var der flere turister, og da benyttede Aerovias derfor Caravellen. Den klarede dog desværre ikke turen, men faldt ned i et uvejsomt terræn i junglen, med det tragiske resultat at alle 93 ombordværende besætningsmedlemmer og passagerer omkom. Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for ikke at undersøge årsagen til flystyrtet. Det kunne selvfølgelig have været pga. dårligt vejr, at flyet var styrtet ned. Men med tanken om bæltespænderne fra Iraqi Airways i baghovedet, har jeg nu altid inderst inde været af den mening, at Caravellen sandsynligvis har været både gammel og måske også udtjent, og at uheldet derfor lige så godt kunne have været sket for mig, havde vi været bare de få ekstra turister, der ville på udflugt til Tikal den dag. nn Niels Andersen har medlemsnr. 626 og har tidligere i år bl.a. besøgt Puerto Rico og Tyrkiet. Tikalmayaruinkomplekset i Guatamala. 56 Sådan ser et Caravellejet ud. Fjerdepladsen går til: Feriehelvedet på Bajondillo Tekst & foto: Henrik Frier Hansen H otel Bajondillo, Torremolinos, Costa del Sol, Spanien. Det er her, vi har forvildet os hen. Seks dage i ferietransit på vej til Sydamerika. Lidt sol og afslapning inden den lange rejse over Atlanten. Tænk, at man som berejst kan lave sådan en fuser! For det viser sig, at vi pludselig befinder os i en sfære, vi ikke kan fungere i. Som en tidslomme, vi er blevet låst fast i. Vi er blevet fløjet tilbage til 1970’erne til charterturismens begyndelse. Det kan måske være sjovt nok for en kort stund, sådan antropologisk set, men problemet er, at vi er omgivet af måske tusinde andre turister, der alle lader til at elske stedet og falder perfekt ind i scenen. Banko Det hele begynder med bankospillet. Numre bliver råbt op på både spansk, engelsk og til tider tysk. Så åbner strandbaren nede ved poolen. Der spilles ”varieret” musik fra store højtalere, samtidig med at der råbes numre ud i luften. Det hele runger hult. For Bajondillo er et trelænget højhushotel forbundet som en hestesko. Som længer på en bondegård blot i 10 cement-etager. Og inde midt på ”gårdspladsen” spiller musikken. Her ligger turisterne, her leger børnene, og her kører bankospillet. Der er måske 500 værelser på Bajondillo, og de lader alle til at vende ud mod samme ”gårdsplads” på det trelængede hotelkompleks. Fra terrassen står alle os fra den ene længe og kigger over på den modsatte fløj. Her står de andre gæster så og glor over på os. Vi er som kvæg, stuvet sammen i ferieparadis! Det runger højt og hult mellem bygningerne, det er som om lyden og støjen forstærkes. Langsomt bliver børnenes sjove leg i poolen til en pestilens af høje skrig, der hviner direkte op til de små lejligheder. Tyskernes kraftfulde svømmetag i poolen begynder at lyde som Østerbro Svømmehal i myldretiden, og ”Una Paloma Blanca”-melodien fra højtalerne i baren lyder efterhånden som torden og lynild, når man har hørt den lidt for mange gange. Præcis kl. 18 er der børnedisko. Selvfølgelig ude på gårdspladsen. Det afløses så uden nogen nævneværdig pause af aftenens orkester, der spiller ”live” musik indtil kl. 1. Orkesteret her på Bajondillo består af en orgelspiller (Orgel-Ove eller Hammond-Hans ville han vel hedde på jysk), der med et teknologisk arsenal af rytmebokse spiller op til dans med hits fra 1970’erne. Tilsat denne misere er så aftenens sanger- Bajondillo med 500 værelser. inde, en aldrende spansk sangerinde, der godt kan lidt engelsk, der fører os alle gennem aftenens ulidelige potpourri af Burt Bacharach-, Frank Sinatra- og Barry Manilow-sange. Nu skal vi ha’ det sjovt! Det sjove (og det der frembringer min pludselige ensomhed) er, at alle tilsyneladende synes, at aftenen er vidunderlig. Et bredt udsnit turister fra forskellige nationaliteter farer ud på dansegulvet og spjætter med arme og ben. Det er ældre, velklædte, engelske par med håret sat og den tyske modsætning med sved på ølmaven. Det er danseskoletrin, der pudses af i forskellige stilarter og også mangel på samme. Og så beslutningen om at nu er det ferie, og nu skal vi ha’ det sjovt! (Også selv om det faktisk ikke er spor sjovt). Dem, der ikke spræller rundt på dansegulvet, sidder ved små palisanderborde, skyller sangria ned og klapper trofast i hænderne, så det ekkoer helt op på værelse 6051. Årh, hjælp, hvor jeg trænger til stilhed. Lad mig få en ensom strand ved Stillehavet, hvor det kun er baskende pelikaner og havets brusen, der bryder stilheden. Giv mig en grøn bakketop med en ko, der græsser, og en lokal bonde, der smiler tandløst og letter på hatten, når man går forbi. Men støjhelvedet får heldigvis ende, og transitopholdet på costaen slutter. Vi har overlevet Bajondillo og befinder os nu om bord på fly IB6833 på vej til Sydamerika. I morgen lander vi et sted, hvor der garanteret ikke synges ”Una Paloma Blanca”, og hvor vi heller ikke tvinges til ufrivilligt bankospil. Snart vil vi krydse Andesbjergene og lande i det Chile, som det hele egentlig handler om. Ferien er slut, og rejsen kan begynde. nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr. 285 og bor skiftevis i Danmark og Chile. Han har til dato besøgt 48 lande og 11 territorier på seks kontinenter. 57 Konkurrence: Dengang jeg overlevede ... Tredjepladsen går til: Et myggestik Tekst: Susanna Asven Foto: Wikimedia ”S how me your hands,” sagde lægen på et af Bangkoks privathospitaler. Kvaksalver! tænkte jeg. Her står jeg stakåndet og svimmel og kan knap nok holde mig på benene, og så vil idioten se mine håndflader! ”Look,” sagde lægen og pegede på hundredvis af små, sorte pletter på størrelse med knappenålshoveder i mine håndflader. ”Du har denguefeber. Af den alvorlige slags, der giver indre blødninger. Alle disse små, sorte pletter er bittesmå indre blødninger. De er lettest at se i håndfladen, hvor huden er mest gennemsigtig. Men det her er kun dine håndflader,” fortsatte han. ”Forestil dig, hvordan blødningerne må se ud inden i dig. Så du skal indlægges. Nu!” Og indlagt blev jeg … og lagt i seng ... og fik lagt drop til væske … og drop til medicin … og fik taget blodprøver ... hver 4. time ... igen og igen og … Efter et døgn tilbragt svævende ind og ud af drømmeløse tilstande blev jeg vækket af lægen og hans følge ved eftermiddagens stuegang. ”I din første blodprøve, som vi tog, da du blev indlagt for 24 timer siden, var antallet af røde blodlegemer 26.000 per mm³ i din krop,” sagde lægen. ”Det normale tal er 200.000. Det er derfor, du har været så svimmel. Du har ikke haft nok røde blodlegemer til at transportere ilt rundt i kroppen og op til hjernen.” Pyha, nåede jeg lige at tænke. Så ved kvaksalveren alligevel, hvad han har med at gøre. Nu går det fremad, og jeg kan udskrives og flyve hjem i morgen aften! ”Men tallet er faldet,” fortsatte han. ”Nu har du kun 10.000 røde blodlegemer per mm³.” Ja ja, just fix me! Jeg skal bare lige klare den til i morgen, hvor jeg skal hjem. Til danske læger og hospitaler. ”Vi har endnu lidt tid at løbe på. Tallet må falde til 5.000 røde blodlegemer, og herefter har vi kun én udvej: blodplasma. Du skal have blodplasma tilført, Aedes Aegypti er en lille, prikket, blodtørstig satan, der kan overføre tropesygdomme som gul feber og denguefeber. I modsætning til gul feber er der ingen forebyggende vaccine mod denguefeber. I de værste tilfælde afhænger overlevelse alene af immunforsvaret. ellers vil du have så lidt ilt i dit blod, at der ikke er nok til din hjerne. Forstår du det? Uden blodplasma vil du blive hjerneskadet.” Og så stoppede verden. Eller rettere: min verden stoppede! Og det eneste, jeg kunne tænke, var, at jeg er lige fyldt 25 år, og min før så åbne fremtid er reduceret til tre mulige udfald: Jeg kan dø, jeg kan overleve med hjerneskade, eller jeg kan få tilført en omgang hiv-inficeret blodplasma på et thailandsk hospital (hvilket i 1991 var en reel mulighed). Det var som at stå i et surrealistisk game show med tre døre, bag hvilke tre grumme skæbner gemmer sig: død, pest eller kolera. Og på en ligeledes surrealistisk måde slukkede chokket al tankeaktivitet i min hjerne. Jeg vidste kun én ting og faldt tilbage i puderne i sengen med en uhyggelig klarhed: Jeg dør i nat … om ca. 12 timer … i nat imellem kl. 2 og 4. En forunderlig klarhed tog over. Verden stod stille. Tiden stod stille. Mine tanker stod stille. Ikke én eneste tanke. Ikke engang tanken om at ringe til mine forældre og sætte dem ind i situationen. Stilhed. Som en ophøjet meditativ tilstand … Og så satte kroppen ind! I den tanketomme stilhed fornemmede jeg min krop som aldrig før. Jeg mærkede blodet suse rundt i årerne. Jeg mærkede en summen af aktivitet i alle organer, i alle celler – ja, helt ind i de enkelte atomer. Som en metafysisk oplevelse af ren og skær overlevelsesvilje, der sættes i gear! Da jeg åbnede øjnene næste morgen, vidste jeg det med det samme. Der var jo 58 også en fjerde mulighed: Jeg kunne overleve. Uden mén. Krisen var ovre. Det samme bekræftede lægen ved formiddagens stuegang. Krisekurven var knækket om natten, imellem kl. 2 og 4. Efter konstant faldende blodlegemetal i alle blodprøver var tallet pludseligt markant bedre. Og de røde ilttransporterende blodlegemer var steget fra godt 5.000 til 135.000 per mm³. Lægen gik derfor modvilligt med til at udskrive mig, så jeg kunne nå mit fly tilbage til Danmark samme aften. Men kun, formanede han, hvis jeg lovede straks at kontakte egen læge, når jeg var landet 24 timer senere. nn Susanna Asven har medlemsnr. 621. Siden rygsækrejsen i 1991 har hun flere gange været tilbage i Asien – om dagen altid iført myggecreme og om natten myggenet. Dommerkomiteen, som har bedømt de indsendte bidrag i konkurrencen, består denne gang af medredaktørerne Finn la Cour og Anette Lillevang Kristiansen. Andenpladsen går til: Gennem Tanzanias naturreservater – på rejse med skæbnen Tekst: Karen Hammer FOTOS: Wikimedia D en sommer i 1996 havde jeg egentlig planlagt at rejse til Vietnam, men så døde min far i januar. Henrik – en af mine søde HF-elever – trøstede mig: ”Du tager bare ned og besøger min mor i Tanzania. Hun arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke og vil gerne have besøg.” Jeg bestilte en billet til Kampala med hjemrejse over Dares-Salaam. Så kunne jeg profitere af mine mange Ugandavenners slægtninge og sejle sydpå over Victoriasøen til Mwanza, hvor Henriks mor arbejdede. Men endnu en gang ville skæbnen Dommerkomiteen, som har noget andet: Damperen, sombedømt sejledede indsendte bidrag i konkurrencen, består tværs over søen, forliste, og flere hunddenne gang af medredaktørerne Finn la rede mennesker druknede. Det var ikke Cour og Anette Lillevang Kristiansen. længere muligt at komme til Tanzania ad søvejen. På trods af Kenyas dårlige rygte fløj jeg med Aeroflot til Nairobi og overlevede uden problemer et par dage i denne beskidte og forbryderiske storby. Det var nemt at komme videre: En moderne bus bragte mig ind i det ludfattige Tanzania, der for nyligt var blevet demokratisk. Med bus gennem Serengeti Efter et par dage hos Ngorongortos løver og elefanter tog jeg en bus fra Arusha mod Mwanza, der ligger vest for Tanzanias største naturreservat Serengeti. Egentlig skulle bussen være kørt kl. 6 om morgenen, men man reparerede stadigvæk på den kl. 8. Det var en meget affældig bus helt uden vinduer, men jeg havde overlevet mange nedslidte busser i Vestafrika, så jeg tog det roligt, pakkede mig varmt ind mod morgenkøligheden og iagttog livet omkring mig. Til højre for mig ved vinduet sad en yndig, ung kvinde med sin lille datter på skødet. Hendes mand stod uden for vinduet og tog en lang og kærlig afsked med sin lille familie. Den lille pige på knap to år hvilede i den grad i sig selv og var ikke til at slå et smil af. Vi var fem timer om at komme til bakken op mod Ngorongoro. Undervejs havde vi haft tre kaffestop med reparationer, og jeg var efterhånden blevet gode venner med min sidekvindes storebror John, der underviste i engelsk på et gymnasium i Arusha. Han var sammen med sin søster og en yngre bror på vej til forældrenes landsby nær Victoriasøen. Alle glædede de sig til at komme hjem til familien. Ned ad bakke Bussen havde svært ved at slæbe sig op ad bakken, men det gik da. Problemet, som vi ikke havde kunnet forudse, kom, da bussen atter skulle køre ned ad bakken mod Serengeti: Bussen kunne ikke bremse! Motoren kunne ikke dæmpe farten – folk begyndte at skrige, og så kom faldet og braget, da bussen væltede om på højre side og kurede nedad gennem støvet. Jeg så det ikke, for jeg mistede bevidstheden og vågnede først op formentlig 20 minutter senere, da næsten alle havde forladt bussen. Jeg husker ikke meget fra ulykken – kun to brag. Det første var formentlig bussens fald, og det andet den lyd, der kom, da mit hoved smadrede ind i et eller andet, og jeg på trods af en ulden hue blev slået ud. Nogle bænke var faldet ned over min venstre hånd; men de var landet oven på min store vestafrikanske peulesølvring, som jeg i 1987 havde fået af min burkinske ven Abdoulaye: ”Der er læst over den, Karen. Den vil beskytte dig på rejser.” Ringens 1½ milimeters højde havde taget vægten. Jeg kunne uden problemer trække hånden til mig og rejse mig – noget forvirret efter slaget i hovedet. Under mig lå den unge kvinde. Hun havde kraniebrud. Hendes venstre øje var slået ud og hang ned mod kinden, men hun var ved bevidsthed og bad mig give sin taske til broren John. Lidt efter bar de hende ud, og jeg forstod, at barnet var i god behold hos John, mens den yngre bror i panik var forsvundet ud i bushen til de vilde dyr. Der var flere sårede: En ung mand blødte ud af højre øre, og en anden havde en jernstang stikkende ud af maven. Bussens personale gik i gang med at 59 bære bagagen ud, og jeg hjalp til. Al trafik foregik gennem den store, åbne bagrude. Det tog tre timer, før en anden bus kom for at hente de nødstedte og sårede passagerer. Jeg fik et lift til et af de store hoteller i parken med et turistkøretøj og var så heldig undervejs at iagttage, hvorledes en gepard i lyntempo fangede en impala, slæbte den henimod bussen og med en kurrende lyd tilkaldte tre vidunderligt pjuskede unger, der med halerne lodret oppe kom frem gennem det høje græs. Efter to dage i hotellets stald skaffede man os videretransport på ladet af en lastbil, hvor Serengetis støv nær havde kvalt os, og skaffede mig en voldsom køresyge og en totalt manglende interesse for nogensinde at gense dette sagn omspundne sted. Siden blev jeg fortalt, at den unge kvinde, der sad på den vinduesplads, som jeg selv så gerne ville have haft, var død på hospitalet i Arusha. Der var mange indtryk den sommer, men stærkest i erindringen står den unge kvinde, hvis navn jeg aldrig fik. nn Karen Hammer har medlemsnr. 395. Hun har besøgt 85 lande og 11 territorier på alle syv kontinenter. Det natursmukke Serengeti. Førstepladsen går til: Hvor meget tid har vi? Tekst & fotos: Erik Hermansen T iden er en underlig størrelse. Efter fysikkens love havde jeg knap 1,3 sekunder. Billederne susede forbi: dødsfald, skoletiden, forskellige ansigter, gode rejseminder og så mørke. Ingen billeder. Det er en fugtig april måned vest for Pokhara i Nepal, og jeg er på vej mod Annapurna Base Camp. Forude venter de fantastiske rododendronskove, som pryder naturen på denne årstid. Regnen siler ned over den mudrede vandresti, og lyden fra en støvle, der skrider på de glatte trappetrin, intensiverer koncentrationen. Det er et møgvejr til trapper. Pludselig er det min tur. Kan mærke, at balancen ryger, og koncentrerer mig om at lande på trinnene. Rullefaldet stopper på kanten af stien. Ryggen ud mod afgrunden. Lettet, men så begynder, hvad der føles som evigheden. Lovene i Nepal Det kan godt være, at der er anarki i Asien, men tyngdeloven virker altså i Nepal. Min rygsæk hænger ud over kanten, og Newtons love flår ubarmhjertigt i den. Jeg bliver trukket ud og ned. Stiens mudder giver ikke noget fast holdepunkt. Instinktivt får jeg trukket armene op om hoved og nakke, og så kører den indre film. Otte meters frit fald tager knap 1,3 sekunder, men det er ufatteligt, så meget den film indeholder. Kortfilmen for de andre i gruppen indeholder en person, det uvenir fra Sjælden so al . venlige Nep der triller ned ad stien og derefter med en gyseragtig afslutning forsvinder ud over kanten og ud af syne. Med adrenalinen pumpende kikker de ud over kanten og ser en våd, olivengrøn poncho spredt ud over diverse klipper iblandet friskgrønne bregneblade. En fremmed farve blander sig, da det mørke blod fortyndet af regnen flyder ud og efterhånden dækker hele mit ansigt. Guderne er med mig Heldigvis høres en usammenhængende jamren. Jeg er ikke død, men hold kæft, hvor gør det ondt. Alle steder. Mine briller findes et eller andet sted i Nepal langt væk fra min næse, så det er med nærsynet blik, at jeg konstaterer, at nogle mennesker kommer løbende. Guiderne kan jeg genkende, men den lokale bonde med en kæmpe machete får mig alligevel for en stund revet ud af smertehelvedet. Det er ikke den lokale mand med leen. Mindst et dusin af diverse guder har holdt hånden over mig. Halvt bevidstløs Jeg kan støtte på det venstre ben. Med armene over skuldrene på de to guider kæmper vi os igennem krattet mod det nærmeste, der kan betegnes som en vej, med bonden og ikke mindst hans hårdtarbejdende machete foran os. En bil mindre end en Fiat 500 er kommet som sendt fra himlen og kæmper sig nu videre gennem de bumlede hjulspor. Smerten er uudhol- ellers så delig, og tiden flyder ud. Den evigt tilbagevendende bevidstløse tilstand afløses af nogle lussinger. Endelig når vi hospitalet i Pokhara. Uventede gæster Det våde tøj fjernes. Pludselig stivner personalet. Guiderne må tage over. Min krop er blevet brugt som transportmiddel for underskovens kryb. Det er ikke røde hunde, men massevis af sorte, flere centimeter lange igler, der er i gang med deres festmåltid af europæisk afstamning. Tiden går, og endelig kan sygeplejersken gå i gang med hullet i hovedet. Efter to sting kikker hun på mig med sine dybe, mørkebrune øjne: ”Does it hurt?” Selv hvis hun havde husket at bedøve mig, ville svaret have været logisk bekræftende, men jeg nikker bare. Herefter følger røntgenfotografering og scanning. Mirakuløst er intet brækket, og konklusionen på scanningen er, at hovedet ikke fejler noget. Så meget for kvaliteten af den undersøgelse. Prisen for otte personers arbejde i syv timer og brug af udstyr er 720 kr. Det er dyrt med privathospitaler. Hjem fra Nepal Efter fem dage på hotel med daglige hospitalsbesøg er Gouda klar til at sende mig hjem på businessclass. Først skal jeg dog lige passere Katmandus landingsbane i en kørestol, der afslører, at banen er alt andet end plan og jævn. En måned senere kan jeg med små skridt gå 100 meter. Tiden taler vi ikke om. Jeg skal helt sikkert tilbage til Nepal igen. Der er en flok guder, jeg skal takke for den ekstra tid, de har givet mig. nn Erik Hermansen var i Nepal i 2012. Han har medlemsnr. 594 og har til dato besøgt 80 lande og 11 territorier. Månelanding med unavngivet krater. 60 Bedste bidrag det seneste kvartal på www.deberejstesklub.dk Udvalgt af redaktionen E t væld af tips, råd, ideer, informationer, nyttige links til hjemmesider, salg, bytte og debatter fyger mellem vore medlemmer på www.deberejstesklub.dk. Næsten alle spørgsmål bliver besvaret eller kommenteret af andre rejsefreaks, der kan give en personlig og opdateret information til glæde for os alle. Det har været svært at vælge, men gå selv ind på forummet og læs mere om bl.a. priskrig på Vietnam, kvinder der foretrækker mænd med rejseerfaring som bordherre (!), salg af malariapiller til børn, debat om konkurrencer og kommende muligheder for passive medlemmer for at logge ind på forummet. Motorcykelrejse gennem Vestafrika Mikie Breum har rejst New Zealand tyndt på scooter og overvejer at køre på samme måde fra Marokko til Nigeria. Hun efterlyser andre, som har gjort turen på motorcykel/scooter. Er det farligt i forhold til overfald, tyveri og trafik, og hvordan er vejene uden for hovedvejene? Er det overhovedet ansvarligt at køre alene som kvinde gennem disse lande? Hertil svarer Peter Jørgensen, at han har gjort turen med firehjulstrækker fra Marokko gennem 11 lande til Niger og tilbage igen og siden gennem fem andre vestafrikanske lande med kone og børn, og at Mickie kan kontakte ham privat for en længere snak. Sao Tome & Principe Martin Buch Larsen vil gerne en til to uger til de eksotiske øer Sao Tome & Principe til vinter for at slappe af og gerne med ø-hop mellem de to. Han efterlyser tips til billige ”charterløsninger”, flybilletter eller gode pakkeløsninger. Det har fået to gamle kendinge på banen. Først Henrik Schumacher, der oplyser, at man kan flyve relativt billigt (ca. 600 euro) fra Lissabon til Sao Tomé. Han har et link: www.stpairways.st/stpairways. Der er afgang hver lørdag, og Easyjet kan få dig til Lissabon fra København for 6-700 kr t/r. Man kan også flyve flere gange om ugen fra Libreville i Gabon, men det er ret dyrt at komme dertil. Også Erik Futtrup har været der og skriver: ”Der er ingen billige løsninger – og med 10 turister i et helt land ad gangen, får du næppe held til at finde en charterferie dertil. Men det er også grunden til at tage dertil – det er virkelig et fedt sted. Der er TAP ... og ikke andet.” Og så henviser han til en beskrivelse af sin tur på www. futtrup.name/saotome/SaoTome2009. html . Centralasien Bo Løvschall har lige været i Centralasien og besøgt fem stan-lande og vil gerne viderebringe lidt teknisk info. Han havde ikke meget tid til visumansøgning inden, så hans rute blev lagt derefter. Til Usbekistan med fly, videre med fly til Kirgisistan og derfra over land til Kasakhstan, videre med fly til Tadsjikistan og over land til Afghanistan, Tadsjikistan og Kirgisistan. De billigste flyselskaber derud er Air Baltic og Pegasus Airlines, og inden for Centralasien flyver man med lokale selskaber som Uzbec og Tajik Air, som fungerer fint, men er dyre. Herefter følger en masse nyttig info om Usbekistan, Kirgisistan, Kasakhstan og Tadsjikistan, om visa, pengeveksling, transport og meget mere. 61 Og til sidst om Afghanistan, hvor det er muligt at besøge det nordøstlige hjørne Wakhan uden at løbe ind i en talebaner. Et visum koster 100 USD, men det er ikke nemt eller billigt at rejse rundt alene. Man bliver lænset for penge, og valgmulighederne er ikke store. At rejse her er virkelig vildt. Der er mere inspiration på www. globespots.com. Der er en kommentar fra Henrik Schumacher, som også her henviser til en god webside, nemlig www.caravanistan. com, som er lavet af expats, som bor i stanlande. Interrail på Youtube Hvis man er lidt oppe i årene og er til det nostalgiske, kan man hygge sig med ”40 years on track - The InterRail pass story (Full Documentary)”, som Claus Søndergaards søn har fundet et link til, og hvor det ærede medlem nr. 82, Niels J.L. Iversen, toner frem ca. tre minutter inde i filmen. Se den på www.youtube.com/ watch?v=fFP8qmIbsnM. Bedst i Østafrika? Hvad er det bedste rejseland i det centrale Østafrika? Sådan lyder spørgsmålet i en afstemning på hjemmesiden, og I medlemmer svarer således: Tanzania, Uganda og Kenya i den rækkefølge. Vi fortsætter i øvrigt med flere afstemninger om de populæreste rejsemål i klubben, så giv gerne dit besyv med på www.deberejstesklub.dk. Nye aktive medlemmer 655 Michael Kristensen Født i 1967. Jeg har altid villet ud at se verden. Jeg begyndte mit rejseri som femårig, hvor jeg på egen hånd tog linje 2 fra Tingbjerg til endestationen (Islands Brygge) og tilbage igen. Det blev min mor ikke superglad for. Senere blev det til tre omgange interrail, trekking til foden af Everest, hvor jeg friede til min lige så rejseglade hustru, rundrejse i Sydamerika med skiløb nær La Paz, safari i Kenya og Tanzania og rundrejser i Kina, Japan, Vietnam og Etiopien. Min store passion (ud over at rejse) er at stå på ski, så det er også blevet til et utal af skirejser. Jeg opdagede sidste år, at sneen i Canada er fantastisk, så min næste rejse bliver fra Calgary til Vancouver. 656 Alice Jensen Da jeg blev teenager og ung voksen trak landene i Europa. Egentlig backpacking begyndte, da min mand Mikael (medlem nr. 587) og jeg i 1992 tog otte måneders orlov og rejste Asien rundt med vores to små børn på tre og seks år. Siden har vi været bidt af en rejsebacille, der har sendt os udenlands mindst fem uger af året – i alle ender af verden – og altid med rygsæk. Da vi kom i 50’erne, besluttede vi at ændre vores liv, så vi nu er arbejdsfri og kan rejse hele året. Vi har været flere gange i Sydamerika i et par måneder ad gangen, har cyklet rundt to måneder i Florida, cyklet i Cambodja, halvanden måned i Sydafrika, cyklet rundt i Baltikum, biltur i New Zealand, biltur et par måneder i USA og meget mere. 657 Søren Maigaard I min opvækst har jeg rejst Europa tyndt med mine forældre. Senere rejste jeg selv af sted som backpacker til bl.a. Asien og Afrika. I min erhvervskarriere, først hos Novo Nordisk og senere som selvstændig, har jeg haft store muligheder for at rejse. Senest har jeg med min familie været på længere rejser, bl.a. til Indien og Nepal. Da jeg har en del venner og bekendte i udlandet, har jeg også haft fornøjelsen af tætte relationer, som har budt på bryllupper og andet godt i spændende områder. 658 Michael Buur Trærup Jeg har siden mine allerførste udlandsrejser været dybt fascineret af at rejse. Jeg har været så heldig her i livet både at have en kone, der holder af at rejse, og et job med betydelig rejseaktivitet over store dele af verden. Ferierne har vi brugt til at vise vore børn rundt i verden, og heldigvis har de overtaget vores interesse for at rejse – nu dog for det meste uden deres forældre, men så kan vi jo også bedre bestemme, hvad vi selv vil se og opleve. Fremmede kulturer fascinerer mig, og jeg er sikker på, at mange af verdens konflikter og fordomme kunne fjernes, hvis folk rejste noget mere – og prøvede at sætte sig ind i lokale kulturer i stedet for absolut at skulle spise rugbrød med leverpostej uanset hvor de er! 659 Pia Nielsen Jeg elsker og rejse og se nye steder. Jeg undgår de værste turiststeder og søger at komme bag om kulturen og lære lokalbefolkningen at kende. Efter gymnasiet boede jeg i kortere perioder i forskellige lande (herunder et par ulande), hvor jeg arbejdede. Det gav mig en indsigt i livet om, hvor lidt jeg egentlig vidste, og hvor meget jeg kunne lære af mennesker, der boede meget simpelt og uden de store midler. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden at rejse, jeg ville synes det ville være kedeligt, tomt, snæversynet og uden mening. Som person har jeg altid dyrket det at være lidt anderledes og gøre det, ingen andre gør, gå lidt mod strømmen for at opleve og forstå ting på andre måder. Det samme vil jeg sige er essensen i mit rejseliv. 660 Caspar Richter Jeg er født i 1974. Indtil 2006 havde jeg aldrig været uden for Europa. I 2007 tog jeg en tur til New York og åbnede dermed min dør til resten af verden – stærkt inspireret af min kommende kones fortællinger om eventyr til fremmede destinationer. Min kone lider tit af en form for feber, som kun kan kureres med rejser. De sidste mange år har vi ledsaget hinanden mod nord og syd, mod primitivt og moderne, eller rigt og fattigt. Min kone tog mig først til Grønland, hvor vi oplevede hundeslæde, indlandsis, nordlys m.m. Derefter tog vi til Mellem- og Sydamerika og lod os beruse af verdens største vandfald, argentinske bøffer og nærdødsoplevelser i 4-5.000 meters højde. Siden har vi været mange andre steder, og mest fantastisk var det nok at blive gift på Palau. 62 661 Claudia Isabella Vivaldini Jeg er født og opvokset i Danmark, hvor jeg boede, indtil jeg var 13. Derefter flyttede jeg til Italien, hvor vi stadig bor. Jeg har fået rejselysten ind med modermælken, og siden da har rejser været en stor del af mit liv. Efter universitetet valgte jeg at arbejde med turisme, og i min hverdag forsøger jeg at give mine gæster de bedste og mest autentiske oplevelser. Når jeg har fri, får rejser første prioritet: Alt fra troperne til storbyweekender giver mig inspiration. 662 Anders Vestergaard Futtrup Jeg er født i 2005 og nåede op på de 30 lande som niårig. Mine forældre rejser mange mærkelige steder hen – faktisk ville jeg være nr. to på listen over ”medlemmer der har rejst mest til de mindst besøgte lande”, hvis listen blev lavet i dag. Når jeg bliver ældre, håber jeg at kunne rejse til lidt mindre eksotiske steder – fx til Italien og se mit yndlingsfodboldhold, Milan. Jeg vil rigtig gerne sejle med en vikingebåd på et tidspunkt, så det er det, jeg håber mest ved at være medlem – at DBK igen arrangerer en tur med et vikingeskib. 663 Lars Fløe Siden ungdommen har jeg altid været optaget af fremmede kulturer, sprog og at rejse. Var som 18-årig på et års udvekslingsophold i Colombia, og senere rejste jeg tre måneder i Sydamerika. Taler otte forskellige sprog. Har de seneste år været meget bidt af Østeuropa og besøger hvert år mindst ét nyt land. Jeg har boet et år og tre måneder i Colombia, hvor jeg gik på musikkonservatoriet, lærte spansk og rejste meget rundt i landet. Har stort set været overalt i landet, som er utrolig varieret og spændende. 664 Lisbeth Lenchler-Hübertz Jeg er 54 år, enke, mor til fire voksne børn og psykolog, dels i egen praksis, dels på en skole. Efter gymnasiet rejste jeg med rygsæk i Sydøstasien og Tanzania, og senere var jeg fem måneder i kibbutz i Israel. Efter at jeg blev gift, var jeg med min mand 3½ år i Kenya ved Victoriasøen, hvor vi rejste meget rundt i Kenya, Tanzania, Uganda og Madagascar. Her gennemførte jeg et miniprojekt med opbygning af hønsehuse som indtægtskilde til skoler for handicappede. Desuden gennemførte jeg et pilotprojekt med afdækning af handicaptiltag i South Nyanza-provinsen. Jeg elsker ture gennem bushen i Afrika på taget af en Landrover. Jeg har været på krydstogt langs Grønlands vestkyst og på Chobefloden i Botswana og Namibia. 665 Søren Berntsen Startede mit rejseliv med fire gange interrail og senest en tur med den transsibiriske jernbane, som længe har været en drøm. Jeg er ikke typen, der planlægger mine ferier alt for detaljeret hjemmefra, hvilket gør, at jeg ofte oplever noget andet end alle andre. Men det betyder også, at jeg ofte må komme tilbage igen og ”samle op” på alt det, jeg ikke nåede første gang. 666 Jørgen Retsbo Da jeg var et stort barn i 1960’erne, tog min far mig med propelfly til Tenerife og Sahara (med ”Kong Hans”). Begyndte at rejse på egen hånd i Europa med de billige interrailbilletter i 1970’erne og har siden arrangeret mine rejser selv. Som aktiv i Mellemfolkeligt Samvirke var jeg på min første afrikarejse til Nyereres Ujamaalandsbyer, og jeg blev bjergtaget på Kilimanjaro i 1976. I 1983 tog jeg et halvt år ud og byggede landsbyskoler i sandinisternes Nicaragua. Stødte dér på en bjergven, som jeg har klatret med i Europa, Norge og senest på Mount Kenya. Jeg har nydt at rejse med mine børn fra de var små. Nu rejser jeg ofte solo og gerne på cykel og besøger lokale værter for at komme ind på kulturen. 667 Vibe Sannig Årgang 1977 og uddannet antropolog, men arbejder som eventchef i den finansielle branche. Når jeg ikke dyrker mine strukturfascistiske tendenser på arbejdet, ynder jeg at udforske min passion for rejsefotografi. Jeg har mit eget fotowebsite på www.vibesannig.com og bidrager også med fotos og rejsebeskrivelser på www. globespots.com. 668 Bjarke Hal Jeg er 30 år, cand.mag. i medievidenskab fra Aarhus Universitet og arbejder til daglig som kommunikationschef på Hvidovre Gymnasium. Siden jeg var på et fem måneders ophold i Afrika i 2004, hvor jeg bl.a. besteg Kilimanjaro, har rejselysten meldt sig med hyppige mellemrum. Jeg har været på udvekslingsstudie i New Zealand (hvor jeg også fik job som landstræner for herrelandsholdet i håndbold!) i 2008, og jeg har arbejdet på Danmarks ambassade i Beijing i Kina i 2010. Senest har jeg rejst Jorden rundt med mit arbejde som kommunikations- og presseansvarlig for DGI’s verdenshold i 2012-2013, hvor jeg i løbet af et år har besøgt 20 forskellige lande. 63 669 Marianne Pedersen & 670 Erik Pedersen I mange år har vi rejst sammen med rygsæk til bl.a. de fleste øer i Indonesien og Malaysia og rundt i Sydamerika. Vi har kørt fra Cape Town til Kenya, hvor vi boede i telt hele vejen, i alt to en halv måned. De sidste fire et halvt år har vi rejst i vores camper og er på vej Jorden rundt. Vi startede i Europa og Marokko, Canada, Alaska, 44 stater i USA, Mexico, Centralamerika og videre til Sydamerika, hvor vi vil bruge det næste halvandet år. Senere vil vi bytte bil med et par i Australien, vores vil være i USA, og vi bruger deres i Australien. Herefter sender vi vores bil til Sydkorea og videre til Vladivostok i Rusland. Herfra kører vi gennem Rusland og Mongoliet tilbage til Europa. Læs mere på vores hjemmeside på www.marianne-erik.dk/ on-the-road. 671 Alexander Andersen Jeg er 32 år og har arbejdet i London i seks år og er nu flyttet til Mexico for at arbejde videre for en international bank med ansvar for Sydamerika. Elsker at rejse og lære om nye lande, og har som mål at nå at besøge alle FN-lande. Taler fem sprog (dansk, engelsk, spansk, tysk og portugisisk), hvilket er en stor hjælp til at komme i kontakt med lokale på mine rejser. Mellem 2012 og 2013 krydsede jeg alle lande mellem USA og Argentina undtagen Uruguay med bus. Har i mange år haft en særlig kærlighed for Latinamerika, deres kultur, sprog, mad og mennesker, og ser frem til at dele mine oplevelser med ligesindede i De Berejstes Klub! Det er gennem rejser vi lærer os selv og vores verden bedre at kende. 672 Allan Andersen Jeg kommer ofte på Café Globen for at høre rejsehistorier, og jeg kender efterhånden en del medlemmer i København. Nu vil jeg gerne lære nogle flere at kende, og gerne i Aarhus hvor jeg bor. At rejse har altid haft et godt tag i mig, lige siden jeg som otteårig havde en drøm om, at jeg skulle møde alle mennesker i verden. Denne drøm har forfulgt mig i alle årene, og nu er det blevet min livsform at indrette min tilværelse efter det store behov for at rejse. Jeg er vokset op i en dejlig familie i Vestjylland, men vi rejste aldrig udenlands. Min første rejse gik til Grækenland, da jeg var 17. Der var ingen af mine kammerater, som måtte komme med for deres forældre, så jeg måtte rejse alene, og jeg har ikke kigget mig over skulderen siden. Brødre fra Birkerød runder 100 lande Tekst & FOTOS: Lasse Nørgård D er blev sat ny klubrekord hen over sommeren, da Markus og Lukas Nørgård på henholdsvis 9 og 11 år og med medlemsnr. 356 og 400 begge besøgte deres land nr. 100. Hele familien var på en rundrejse i det sydlige Afrika. I Zimbabwe ved Victoria Falls kunne Lukas fejre sit jubilæum, mens Markus måtte gennem tre lande mere, førend hans jubilæum var en realitet i Mozambique. Landene er besøgt med familien, hvis fire medlemmer alle er med i DBK, og tilsammen har familien besøgt 434 lande. Tælleriet ligger ikke fjernt for familien, idet mor Marianne er bogholder, og undertegnede far er revisor. De 100 lande er udelukkende opnået gennem almindelige turistrejser, primært i børnenes skoleferier. Den længste tur har været en jordomrejse på 26 dage for et par år siden med besøg i Singapore, Malaysia, New Zealand og USA. USA skal i øvrigt genbesøges til sommer på en fire ugers bilferie på østkysten. Begge drenge har hver en scrapbog, hvor vi skriver en lille historie om, hvad vi har set og oplevet, hver gang vi har besøgt et nyt land. Vi indsætter tillige et par billeder, flybilletter, museumsindgange etc. På den måde håber vi, at landebesøgene bliver mere levende, da de selvfølgelig ikke kan huske landebesøgene fra dengang, de var helt små. Afrikas dyreliv i sommer var en stor oplevelse, ligesom dykning blandt hvidhajer syd for Cape Town formentlig heller aldrig bliver glemt. Men ellers kan det jo være pudsige ting, de husker. Som chokoladefontænen på Hotel Atlantis i Dubai eller den lille hundehvalp i Novi Sad i Serbien, der slikkede fars fødder. Som forældre håber vi, at de mange landebesøg og de mange indtryk vil give dem et bredt og tolerant syn på andre kulturer og folkeslag. nn Lasse Nørgård har medlemsnr. 124 og har besøgt 121 lande og 11 territorier. 64 Lukas Nørgård på 11 år i sit land nr. 100. Markus Nørgård på 9 år i sit land nr. 100. Giv Gl ben i gave De Berejstes Klub Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller familiemedlemmer, kunne et års abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du din klub, og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i hatten og dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 300 kr. for et år fyldt med gode rejsehistorier. Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele: • 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk. • 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk. • 15 % rabat på vaccinationer hos Rejseklinikken i Charlottenlund. Se www.rejseklinikken.dk. • 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com. • 10 % rabat på vaccinationer hos Speciallægernes Sundhedscenter på Frederiksberg. Se www. sundhedscenter.com. • 10 % rabat på landarrangementer hos Penguin Travel. Se www.penguin.dk. • 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk. • Og adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser, og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og udvikle rejselysten. Lyder det som en god gaveide så skriv til vores medlemskoordinator på [email protected]. Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 300 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr. 2143, kontonr. 8127698679. De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse. Globen kommer Jorden rundt. Her giver Lene Kohlhoff Rasmussen Globen videre i Georgien. Foto: Maria Malbek Sørensen 65 Billige rejser på din mobil Sammenlign priser fra mere end 1.000 websider Med Travelmarkets rejseapp kan du sammenligne priser på flybilletter, hoteller, afbudsrejser og temarejser. Scan koden eller gå ind på travelmarket.dk/mobil Jakob Øster De Berejstes Klub Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? Café • Rejseforedragfleregangeomugen • Oplevelser og røverhistorier fra hele verden Jakob Øster • Landefester og events • Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen Glob en o g vo res a er åb rran ne fo gem r alle med ente - ikk lemm r e ku er af n for De B erejs tes K lub. • RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg • Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande • Cocktails • Kaffe og te • Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus • Gratisinternet/Wi-Fi • Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder •Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos Vi ses på Café Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | [email protected] | www.cafegloben.dk Bestyrelse for DBK Søren Fodgaard Formand for De Berejstes Klub Tlf. 35 39 27 33 Anna le Dous Kasserer Tlf. 29 93 36 35 Lars-Terje Lysemose Tlf. +46 76 234 72 00 [email protected] redaktorgloben @gmail.com [email protected] Jakob Linaa Jensen Næstformand, toastmaster Vest Tlf. 20 86 77 77 [email protected] Maria Malbek Sørensen Juniorkoordinator Tlf. 25 48 87 45 Per Danielsen Toastmaster Øst Tlf. 33 13 56 18 Jette Færch Weiss Medlemskoordinator Tlf. 22 93 82 58 Ulla Fanø Sponsorer & pr Tlf. 28 62 44 09 [email protected] [email protected] [email protected] Rebecca Langhorn Tlf. 28 33 87 93 Anette Lillevang Kristiansen 1. suppleant Tlf. 21 63 23 50 Helle Bonnesen 2. suppleant Tlf. 20 40 68 65 [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] PÅ EVENTYR MED VIKTORS FARMOR RWANDA OG UGANDA Safari med chimpanser og bjerggorillaer. To safariture i Uganda: Først til fods og i båd ved Mburu søen. Dernæst i Queen Elizabeth Park, det eneste sted i Afrika man ser klatrende løver. Unik gorillatrekking i regnskoven ved Bwindi, mellem de to lande. Her findes halvdelen af alle bjerggorillaer. Vi følger dem på 7 meters afstand! I Rwanda er vi også på chimpanse-trek. Max 15 deltagere. 15 dage • helpension • 28.200 kr • afrejse 17 april og 22. nov GUYANA, TRINIDAD OG TOBAGO Eventyr i Caribien. Natur-oplevelser med æglæggende havskildpadder og flokke af rød ibis i Trinidad. Hovedstaden Port-of-Spain er det sydlige Caribiens handelsstrøg med tekstiler, guld og sølv. Regnskov, savanne, tukaner og brøleaber i Guyana. Natsafari på Essequibo floden. Canopy-tur over regnskoven. Flytur og vandring ved det imponerende Kaietur Fall (250 meter højt). Max 11 deltagere. 17 dage • 34.400 kr • afrejse 9. og 24. marts UZBEKISTAN OG KIRGISISTAN En perfekt kombination af kultur og natur. Uzbekistan har orientalske pragtbygninger og moskeer med kupler af skinnende lyseblå kakler. Vi besøger silkevejsbyerne Samarkand og Bukhara. Kirgisistan har majestætiske bjerge og nomadeliv. Vi oplever Issyk Kul - den største bjergsø i Centralasien, og flotte steder som Broken Heart bjerget og De Syv Tyres Kløft. Max 18 delt. 15 dage • helpension • 19.700 kr Afrejse 30. marts • 11. maj • 21. sep • 5. okt MOSAIK AF TRE LANDE Makedonien, Albanien og Montenegro. Tre små lande med store seværdigheder. Skopje med tyrkisk bazar og Mother Theresa hus. Nationalparken Mavrovo. Sejltur på den malerisk smukke Ohrid sø omgivet af bjerge og ortodokse kirker. Albaniens hovedstad Tirana. Med Berat, Kotor, Budva – alle middelalderbyer fra Unescos verdensarvs-liste med smalle gader og smuk arkitektur. Vi bor på 4*-hoteller. Max 20 deltagere. 8 dage • 10.800 kr • afrejse 14. april • 27. sept • 13. oktober Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk
© Copyright 2024