FRILUFTSLIV - De Berejstes Klub
Gl ben Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub E fterår 2013 № 53 De Berejstes Klub TEMA: FRILUFTSLIV KONKURRENCE Dengang rejsen foregik i børnehøjde … BENIN Rejsen mod hjertet af voodoo UKRAINE Landet hvor folk siger njet! TJEK DIT FOKUS Tips til bedre rejsefotos www.deberejstesklub.dk ...endelig hjemme! Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES KUNDESERVICE KØBENHAVN: LYNGBY: ROSKILDE: ODENSE: KOLDING: AARHUS: AALBORG: KØBENHAVN S: KØBENHAVN V: ODENSE: Vi er altid klar til at hjælpe dig. 2013_august.indd 1 Frederiksborggade 50-52 Lyngby Hovedgade 49d Karen Olsdatters Stræde 4 St. Gråbrødrestræde 6 Kolding Storcenter Østergade 30 Bispensgade 34 Field’s Fisketorvet Rosengårdscentret TELEFON: E-MAIL: WEBSHOP: 33 14 51 50 [email protected] www.friluftsland.dk 07-08-2013 12:26:46 FRILUFTSLIV Leder Kungsleden, Sverige/Larkya La, Nepal/Kebnekaise, Sverige J eg mindes ikke, hvornår jeg egentlig blev bevidst om naturens forunderlige tiltrækningskraft. Måske var det, da jeg som barn var på ferie i Alperne med mine forældre? Eller da jeg som teenager tog på vandring med nogle kammerater og besteg Kebnekaise? Måske var det, da jeg som 21-årig cyklede solo en måned gennem Karpaterne og ud ad øde strækninger i det tidligere DDR, Tjekkoslovakiet, Østrig og Polen? Eller da jeg helt alene besteg Skotlands højeste top Ben Nevis? Måske var det, da jeg boede over there og var på utallige ture i de store nationalparker i USA og Canada? Eller da jeg rejste gennem New Zealand, Australien og Asien? Måske var det, da jeg flyttede til Grønland og havde frit udsyn til hvaler, sæler og fjelde, så langt øjet rakte? Eller måske har det bare hele tiden ligget i baghovedet, siden jeg fra barnsben gik og cyklede i Rold Skov, på Læsø og i Råbjerg Mile? Uanset hvornår det indtraf, er der i dag ingen tvivl i mit sind: Jeg elsker at komme ud i naturen! I Globen har vi denne gang fokus på friluftsliv og naturens forunderlige verden. Dette er mit 8. blad som redaktør, og ser man tilbage på de seneste to år, synes jeg, vi har opnået nogle markante forbedringer af bladet: Redaktionen er udvidet, så vi nu har samlet et stærkt hold til at hjælpe med at redigere og korrekturlæse alle artikler, og vi har fået skabt nogle faste procedurer og et redaktionelt miljø, hvor vi holder redaktionsmøder, ideudvikler og til stadighed forsøger at forbedre det blad, som af nogle allerede betegnes som Danmarks bedste og vildeste rejsemagasin. Vi har desuden udviklet bladet, både på indholdssiden og i det grafiske udtryk, og Globen har fået et mere professionelt og moderne udtryk – men den oprindelige idé med bladet, nemlig at være et medlemsblad for De Berejstes Klub, er intakt, og vores ambition er fortsat at bringe de bedste autentiske rejsehistorier på dansk. Jeg håber, I synes om udviklingen og takker for jeres tillid. Også en stor tak til alle jer, som på frivillig basis yder en indsats. Denne gang er der flere nye ansigter i kolofonen. Det viser, at Globen er inde i en god gænge. I øvrigt kan du stadig nå at melde dig til et af Globens skriveværksteder 13. oktober og 9. november. Læs mere på www.facebook.com/ RejsemagasinetGloben eller på www.deberejstesklub.dk. På hjemmesiden finder du også altid endnu flere fotos til Globens artikler. God læselyst – og rigtig god tur ud i naturen! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3 Gl ben Indhold De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Forsidefoto: Udsigt til refugiet José Félix Ribas i 4.800 moh. på Cotopaxi-vulkanen i Ecuador af Morten Haagensen. Indsendelse af tekst og billeder: [email protected] Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. oktober 2013 Næste tema: Grænseland Annoncer: [email protected] Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J Oplag: 1.000 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk R e da k tion : Lars-Terje Lysemose Viroj Ann Kledal Finn la Cour Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Medredaktør Medredaktør redaktør Grafiker Else Braathen Christian Anna le Dous Henrik Fastergaard Lene Dangaard Korrekturlæser Hamann Hansen Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Korrekturlæser TEMA: Friluftsliv 6 Rebecca Langhorn Per Allan Jensen Jytte Kristensen Peter Goltermann Elsebeth Finnick Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Joe M.G. Berge Rikke Birkedal Hansen Thor Bakke Susanna Asven Per Danielsen Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Skan af fotos 10 Georgien | 5 tips til Tbilisi. Og 9 tips til Georgien 12 Norge, Rusland, Nepal, Indien & Argentina | Bjergtaget 16 Danmark | På øhop i det sydfynske øhav 19 Norge & Danmark | En fjeldfreaks bekendelser 22 Paraguay | Been there, done it, never again! 26 Qatar | Venlige kæmper i ørkenen 28 Chile | Osorno: 2.652 meter iskold chilensk forførelse 32 Peru | Lykkejægernes by ved Amazonfloden 34 Kenya, TYrkiet, Malaysia, Island, Kirgisistan, danmark, nepal, Norge, Oman, Sverige, Pakistan, Chile, De Kanariske øer, Kina, Filippinerne, Argentina, Madeira & Grønland | Rejsebilleder 39 BRasilien | Livet langs Amazonfloden De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. NORGE | Høyfjellsvandring for nybegynnere ØVRIGE ARTIKLER DE BEREJSTES KLUB 41 Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 3 44 Tips til bedre rejsefotos | Del 2: Tjek dit fokus 57 Bestyrelse for DBK 46 Ukraine | Landet hvor folk siger njet! 58 50 Benin | Rejsen mod hjertet af voodoo Tony wheeler | Lonely Planets stifter shanghajet for en aften af De Berejstes Klub 60 Sverige | Klubweekend på Hven 62 Nye aktive medlemmer 64 Bedste bidrag det seneste kvartal 65 Få globen LIGE TIL Døren – uanset hvor du bor! SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang rejsen foregik i børnehøjde … 52 Jugoslavien | Bar røv og guldkæder 54 Island | En fantastisk rejse i barnebarnhøjde 55 DR Congo, Den CentralAfriKanSKE RepubliK & Nigeria | En rejse gennem Afrika på 15.462 km med Erik på ni år 56 Senegal | Souleymanes første rejse 57 NæSte konkurrence | Dengang jeg overlevede … Leder Høyfjellsvandring for nybegynnere Den var øde nok til å være stand-in for en fjern planet i ”Star Wars”. Den er kald og gold nok til at Scott brukte den til å trene før sin Sydpol-ekspedisjon. Men om sommeren er Hardangervidda også en myk* start for den som ikke er så bevandret i livet i fjellene. Tekst & fotos: Fredrik Ljone Holst Trolltunga stikker ut flere hundre meter over Ringedalsvatnet. 6 D et var i hvert fall det jeg håpet da jeg bestemte meg for å krysse vidda* til fots en uke i august. Året før var lysten på fjellet blitt vekket etter en sykkeltur langs Rallarvegen, den gamle anleggsveien langs Bergensbanen. Men nå skulle altså sykkelhjul og grusvei vike for mine splitter nye – og lysende orange – fjellstøvler og nettverket av stier som krysser vidda. Utgangspunktet var Rjukan, en trang slukt hvor Norges mest berømte sabotasje-aksjon fant sted under siste verdenskrig. Selv om det tok flere forsøk, endte de dristige aksjonene med at tungtvannet som var nødvendig for å fullføre den tyske atombomben aldri forlot Norge og Telemark. Selv følte jeg meg ikke spesielt heroisk, men definitivt klar for eventyr da jeg fikk skyss* opp til Skinnarbu og tok båt til Mogen. Det er noe av det som er så forlokkende med vidda, som er Europas største høyfjellsplatå: Dette er tilgjengelig villmark med utallige innfallsporter som kan nås med bil, buss, jernbane og båt. Gjør man som meg og velger østsiden, er den ikke særlig bratt* og vandringen er ikke spesielt avansert. Jeg skulle etter hvert få bekreftet min teori at landskapet blir mer kupert og stigningene mer dramatiske etter hvert som man beveger seg mot fjordlandskapet i vest. Men den erfaringen ventet flere dager frem. Fortsatt sto jeg i utkanten av platået, og selv om bilturen opp fra Rjukan hadde bragt meg 600 meter høyere og jeg nærmet meg 1.000 meter over havet, begynte turen i skogen. Møtet med naturen Flere stier møtes ved Mogen, og det gjelder å følge riktig rekke av rødmalte T-er på stenene. Logoen tilhører Den norske turistforeningen, som vedlikeholder stiene og driver en rekke hytter på Hardangervidda og i resten av Norges fjell. Og jeg var definitivt på vei mot fjellet. Etter en halv times tid hadde bjerketrærne veket for lyng og noen små busker. Alene med naturen ble jeg plutselig oppmerksom på en fremmed lyd, en lav brumming* som jeg først ikke kunne plassere. Men så så jeg det, et grått felt som beveget seg i fjellsiden: Min første rensdyrflokk på turen. Rundt 12.000 av julenissens viktigste hjelpere streifer omkring på vidda, og her passerte en liten flokk, kanskje* 60, kanskje 80 dyr. At de våget seg så nær folk kan man undre seg på, ikke desto mindre fordi jeg visste det var jaktsesong på Hardangervidda. Et par skilt langs stien hadde minnet meg på det og bedt fotturister holde seg til de etablerte rutene. En stund lurte jeg på om en orange lue* kanskje hadde vært nyttigere og sikrere enn orange støvler. Etter nesten fem timer kom jeg over en bakkekam og fikk se Lågaros, dagens mål. En liten klynge hytter uten en nabo så langt øyet kan se. Dette er en av Turistforeningens selvbetjente hytter. For 100 kroner får man en nøkkel til samtlige hytter, og oppgjøret betales med en blankett eller ved at man legger igjen rett beløp i en konvolutt. Hele systemet baserer seg på tillit, og det fungerer. Selv om Lågaros normalt ikke har betjening, sto Hege og Trond i døren og ønsket velkommen. De var vertskap og sørget stort sett for at folk Noen få av de rundt* 12.000 ville rensdyrene som lever på streif* over Hardangervidda. 7 Norsk-dansk ordforklaring aketur = glidetur bekk = bæk bratt = stejl, brat brumming = brummende lyd bua = en simpel hytte fjellheimen = Fjeldnorge, de norske højfjelde fleecegenser = sweater lavet af fleece fossen = vandfald kanskje = måske lue = hue myk = blød pai = pie, tærte på streif = fritgående rant = forløb rundt = cirka, omtrent skilte lag = skiltes vores hold, skiltes vores veje skyss = lift, kørelejlighed snill = god/godt snilt = let sopp = svampe taubane = tovbane tre milene = 30 km (1 norsk mil er 10 km) tåkedottene = tågeklatter universalnøkkel = systemnøgle, masternøgle vakker = smuk, skøn, flot vidda = plateau, højslette Turistforeningens røde T viser vei over fjellet. Forfatteren med en kopp kaffe i solveggen på Tyssevassbu. Neste morgen var solen borte, og etappen ned til Tyssedal og fjorden gikk i regn og vind. fikk seg en seng for natten og kanskje en ekstra kopp kaffe. Utover det er det ingen servering, men de selvbetjente hyttene har boksemat og tørrvarer som man kan forsyne seg av og det hele betales i den samme honesty box før man går videre. Når sengen var sikret og tørsten slukket med det friskeste fjellvann, var det tid for en inspeksjon av føttene. Støvlene var kun en uke gamle og så godt som ubrukte, men de må ha passet mine føtter perfekt, for det var ingen vabler eller sår å se. Det er nærmest en selvfølge, men jeg sov som et lite barn den natten. Dypere inn i fjellheimen Neste morgen rant* like vakker* og klar som den forrige. Jeg kunne se et godt stykke av den veien jeg skulle ta fatt på, og etter litt mat og en kopp nykokt kaffe, var det lite annet å gjøre enn å sette en fot foran den andre og ta fatt på de nesten tre milene* til neste hytte Sandhaug. Det gikk i høyfjellslandskap på stort sett fast underlag, og litt over halvveis og etter en kort sjokoladerast, kom jeg til turens første bro. Deretter gikk turen langs vannet og frem til hytten. Sandhaug er betjent, noe som innebærer at man kan få seg tre-retters middag, en kald pilsner, et glass vin, eller ”en lille en”. I de fleste siviliserte land, vil slikt være en selvfølge; at det serveres også i hjertet av den kjernesunne norske naturen, var en svært positiv overraskelse. Mens jeg nøt min friske bayer, fikk jeg se to etter hvert kjente ansikter. To tyskere jeg hadde møtt på båten var i ferd med å slå opp telt nedenfor hytten. Mens jeg til fulle nøt fjellets infrastruktur og gikk fra hytte til hytte med en 40-liters sekk som neppe veide mer enn 8-10 kilo, bar de på telt, kokeapparat og mat og hadde omtrent dobbelt så store sekker. Jeg følte nesten at jeg fusket, men så skulle dette altså være en myk introduksjon, ingen manndomsprøve. Neste morgen, mindre enn en time fra Sandhaug, tok jeg en avstikker og en sjokoladerast ved Besso. Jeg hadde allerede passert tyskerne, men havnet nå bak dem igjen. De var hele tiden innen synsvidde, om enn ikke alltid så synlige. Det ble de derimot i høyeste grad da jeg fikk øye på dem som to mørke flekker på vei over turens første snebelte. Da det var på tide med en lengre rast og litt mat, tok jeg dem igjen. Vi så på hverandres kart og peilet inn posisjonen vår. Det gjensto ennå noen timer til Litlos, hvor vi skulle tilbringe natten. Jeg tror rasten var på turens høyeste punkt, og for første gang måtte jeg frem med en fleecegenser*. Solen og temperaturen var akkurat nok til å holde varmen med en T-shirt – så lenge jeg beveget meg. Etter at vi hadde spist, var det jeg som lå først i sporet. De neste dagene gikk mer opp og ned enn de foregående dagene. Da vi kom frem til Litlos, bar både landskapet og ikke minst rutene vi hadde fulgt for å komme dit – preg 8 De to tyske vandrerne krysser den lille fossen* ved Besso. av at vi definitivt var begynt å nærme oss vestsiden av Hardangervidda. Nok en tre-retters middag med kaldt øl satte punktum for dag tre. Jeg hadde ikke bare gått fra øst til vest i løpet av dagen, jeg var nokså nøyaktig halvveis. Tre dager igjen til Tyssedal, Odda og Hardangerfjordens saltvann. Det var i hvert fall det jeg trodde da jeg tok fatt på neste etappe, til Tyssevassbu. Her skilte tyskerne og jeg lag*. De gikk mot nordvest, mens min sti pekte mot sørvest. Hele denne dagen så jeg ingen andre mens jeg gikk. Jeg rakk sågar å tenke at om jeg faller og brekker noe, vet jeg sannelig ikke hvor lang tid det tar før noen kommer forbi og kan hjelpe. Det var mer snø å ta seg over. Gammel snø som heldigvis bar, så det ikke ble altfor tungt. Til gjengjeld lå den gjerne i litt bratte skråninger, så et feilsteg kunne føre til en ufrivillig aketur* til bunnen av skråningen – og ut i iskaldt fjellvann om jeg var riktig uheldig. Jeg var ikke uheldig. Tvert imot var jeg fortsatt svært heldig, ikke minst med været. Nok en dag med bare armer og en lett bris i ryggen. Jeg innså til slutt at jeg også hadde solen i ryggen. Nakken og høyrearmen var rød og lett svidd da jeg kom frem til Tyssevassbu. Her var ingen andre. Ingen betjening, intet vertskap, og ingen andre vandrere. Først da det mørknet, ankom en polsk vandrer og gjorde meg selskap. Noe senere dukket en av hans landsmenn opp, men han lå i telt nedenfor hytten. Fjellvandring i Norge De siste tåkedottene* løses opp idet dalen åpner seg og nedstigningen fra fjell mot fjord kan begynne. Lang dags ferd mot målet Neste morgen var solen gjemt bak mørkegrå skyer. Regnet kom i en jevn, men ikke særlig kraftig strøm, hjulpet på veien av en frisk bris. Mens polakkene sov, lot jeg elmastene lede an mot sydvest. Tyssevassbu ble i sin tid bygget av det lokal kraftselskapet og gitt i gave til Turistforeningen. Og med den byggherren er det ikke til å undres over at dette er en av få ubetjente hytter med elektrisitet. Dag fem skulle bare være en kort tur ned til Reinaskorsbu, med en avstikker til – og kanskje ut på – Trolltunga. Flere hundre meter over Ringedalsvatnet stikker tungen ut og innbyr den som ikke har høydeskrekk til en luftig utsikt. For den som har høydeskrekk – og med vind, regn og vått berg under føttene – føltes det tryggere å betrakte det hele på litt avstand. I gråværet var det heller ikke fristende å legge seg til i Reinaskorsbu en hel dag. Reisebiblioteket var utlest, bua* var liten og klokken knapt passert tolv – jeg valgte å slå de to siste etappene sammen til en. Dermed gikk jeg videre, rundt Ringedalsvatnet, som stadig lå flere hundre meter nedefor. Hver bekk* skar en liten kløft i fjellet og stien snirklet og snodde seg ned i hver i hver eneste kløft før den tok seg opp neste bakke, men endelig kom jeg over en liten høyde og skuet utover dalen, Trombeskaret. Det gikk bratt utfor, og jeg trodde jeg nærmet meg dalbunnen og Tyssedal. Men i likhet med tidligere dagers falske topper, fant jeg nå flere falske bunner. Til slutt hoppet jeg nærmest fra sten til sten langs den nedlaget Mågelibanen, en taubane* opp langs fjellsiden som ble bygget sammen med kraftverket og som bragte både hyttefolk og arbeidere til fjells. Etter 800 meters nedstigning, kom jeg til asfaltert vei. All hoppingen hadde ikke vært snill* mot knærne, og jeg tok med glede imot skyss fra en e-verksinspektør som skulle til Odda. Der hadde jeg en middagsavtale. Riktignok var jeg et døgn for tidlig ute og både telefonen og de tørre klærne i sekken var sterkt preget av dagens regn. Like fullt sto invitasjonen ved lag. Pai* med selvplukket sopp* fulgt av nybrygget kaffe og like nystekt nøttekake, satte et sivilisert og vennskapelig punktum for en flott uke i fjellet. nn Fredrik Ljone Holst er norsk og har medlemsnr. 342. Han har besøgt 46 lande og seks territorier. Tidligere på året gik turen bl.a. til Svalbard, Gibraltar, USA og Canada. Læs mer om hans rejseoplevelser på travel. ljone.net . 9 Første stopp bør være Den norske turistforening på www.turistfor eningen.no. Her finner du kontaktinfo, ruteforslag, kart og masser av annen praktisk informasjon. Medlemskap er åpent for alle og koster 570 NOK for et år. Det gir rabatt på foreningens hytter og forretninger. I tillegg kan medlemmer mot 100 NOK i depositum få universalnøkkel* til hyttene. Hyttene kommer i tre nivåer: betjente med full bevertning, selvbetjente med mat (hermetikk og tørrvarer) til salgs og ubetjente hytter med senger, kokemuligheter og brensel. Foreningen har ulike undergrupper, blant annet Barnas turlag for dem fra 0 til 12 år. Noen hytter har også egne aktivitetsløyper for barn. Med 490 hytter, 20.000 km sommerruter og 7.000 km med skiløyper, kan man velge alt fra en dagstur eller en weekend i fjellet til lange ekspedisjoner i norsk villmark. Min rute var drøyt 120 km lang og tok fem dager. Det meste gikk i snilt* terreng på høyfjellet, men det var noen bratte nedstigninger mot slutten. Hardangervidda har lett tilgang fra alle sider, mange av startstedene ligger bare noen timer fra Oslo eller Bergen. Med Bergensbanen når man lett til Finse midt på vidda. Herfra brer sti-nettet seg ut i alle retninger. 5 TIPS TIL Tekst & fotos: Niels C. Jensen 1. Tivoli på toppen På en bjergtop midt i Tbilisi er der en stor forlystelsespark med blandt andet pariserhjul og karruseller. Stedet er et yndet udflugtsmål for lokale familier. Alene udsigten er turen herop værd. Helt fantastisk er udsigten fra toppen af pariserhjulet. 2. Jomfru Ane Gade – Akhvlediani Du skal måske have drukket de første to drinks eller fadøl, inden du kan udtale områdets navn rigtigt, men Akhvlediani er helt sikkert stedet, hvis du vil have Mojito og Teqilla Sunrise serveret på den helt rigtige måde i lækre omgivelser. 3. Kirker, moskeer & synagoger Hvis du er interesseret i religionskultur, er Tbilisi et oplagt sted at starte. I byen finder du både jødiske synagoger, kristne kirker, katolske katedraler og muslimske moskeer. Alt sammen inden for gåafstand ad små hyggelige gader. 4. Tyrkisk bad på georgisk I Tyrkiet hedder det hammam, men de tyrkiske bade med damp og massage er også populære i Tbilisi. Der findes adskillige rundt om i byen. De bedste ligger ved den centrale flod og kaldes Abanotubani. Der er både private og fælles bade. 5. Mad & musik Når Georgien er bedst, sidder man samlet om mad og musik. Find en lokal restaurant, nyd den lokale mad og lyt til de lokale toner. Hvis du er heldig, får du en oplevelse, du sent vil glemme. Små familieejede hoteller og hostels er også et godt sted at begynde. nn Niels C. Jensen er journalist ved DR og har medlemsnr. 616. Sammen med sin kæreste var han tidligere i år på langfærd igennem Afrika. Læs mere om deres rejse på www.saltvandogmajsgrod. wordpress.com. 10 1 Og 9 tips 5 til Georgien 6 2 1 Vinens fødeland Georgierne mener, vinen blev opfundet her, og de har også deres helt egen vinkultur. 2 Streetart a la Georgien Kunst og kultur har en helt speciel plads i Georgien. Her ved en vejsidecafe. 3 Kæmpe meloner til salg En ting, du ikke må gå glip af i Georgien, er lækker frisk frugt og grønt. 7 3 4 Tårne til forsvar I bjergene ser man overalt de traditionelle forsvarsværker, som rager op over landsbyerne. 5 Bjergparadis mod nord Hvis du holder af grønne bakker og bjerge, skal du til Svanetien. 6 Vandringsmænd og -kvinder At vandre fra landsby til landsby er noget helt unikt i Nordgeorgien. 8 7 På hesteryg Når floder og vandløb skal passeres, sker det ofte på hesteryg. 8 Beach holiday Savner du strand og sol, så tag til Batumi, georgiernes ferieby nr. 1. 4 9 Ligesom at være i Vesteuropa I Batumi er der fine restauranter og cafeer helt ligesom i Vesteuropa. Bare billigere. 9 11 Bjergtaget Aconcagua i Argentina. de mange dage før toppen, som nærmest en rejse i sig selv. For hvis det nu skulle ske, at jeg ikke nåede toppen, så var turen jo ikke helt forgæves, når jeg faktisk havde klaret de første etaper. Det giver god mening. Så at pakke bjergudstyret (efter endnu engang at have købt nyt og suppleret samlingen – man skal jo nødigt gå ned på udstyret!), tjekke ind i lufthavnen, mødes med guide, tilbringe nætter i telt i den gode bjergluft, nyde mad, der på forunderlig vis bare smager bedre i bjergene, tilvænne kroppen langsomt til højderne osv. – det hele er en del af etaperne mod toppen, som jeg nødigt vil undvære. Jeg er opdraget med, at der skal være et mål med ophold i naturen. I min barndom gik vi ikke tur bare for fornøjelsens skyld, og hvis vi cyklede, var det som transportmiddel for at nå frem til et mål. Det har taget mig flere år at erkende, at naturen kan nydes for naturens egen skyld. Og nu er jeg sprunget ud som en ægte friluftsfreak med lyst til at prøve det hele: Vandring, klatring, rafting, mountainbike, gletsjerkursus, Den første gang – på Elbrus – var det noget nær berusende at være kommet på toppen af Europa for egen kraft og ved egen viljestyrke. Ikke fordi udsigten var noget særligt – der var en tyk, tyk tåge, som betød, at baggrunden på gruppebilledet faktisk lignede et hvidt tæppe i et fotostudie! Men følelsen af at være on top of the world fejlede intet. Jeg begyndte at vandre i bjerge for at par år siden. Hvorfor? Fordi det er en fantastisk naturoplevelse! Tekst & fotos: Tina Vinther Dahl A t nå toppen er naturligt nok hovedmålet for en bjergtur, men det er værd at tænke på rejsen som en vej mod målet. Det råd fik jeg på første bjergtur – at dele rejsen op i etaper og i første omgang fokusere på 12 surfing osv. Og bl.a. bjergturene har altså bidt sig fast. Elbrus i Kaukasus – 5.642 moh. Indtil mit besøg på Elbrus var mine erfaringer med bjerge begrænset til to-tre dages lette trek i Asien, årlige skiferier i Alperne og et par langrends ture i Norge. Så jeg gik forholdsvis systematisk til værks, og efter et gletsjerkursus med Den Norske Turistforening i Jotunheimen, adskillige weekender på stierne omkring København iført bjergstøvler og 10 kg i rygsækken samt mange tusinde kroner omvekslet til friluftsudstyr, var jeg i 2010 klar til Elbrusbjerget. Mit første møde med en natbestigning var en god oplevelse. Udsigten til nattehimlen med stjerner og måne samt kontrasten til bjergene og den hvide sne var imponerende. Det var nærmest terapeutisk at traske i halen af hinanden i langsomt tempo i snorlige rækker op ad bjerget. Efterhånden som vi nærmede os toppen, blev sneen dybere, og så var det frem med stikjern og isøkser. Jeg gik lige efter vores usbekiske guide, som talte højt til hundrede, holdt en pause, talte til hundrede igen osv. På denne meget pædagogiske måde fik han trukket hele gruppen op til det, der for manges vedkommende var første bjergtop. Glæden var stor, og ikke mindst var det dejligt at kunne dele den med andre. Jeg havde haft visse bekymringer forud for rejsen. Ikke pga. de fysiske udfordringer, som jeg var overbevist om, at jeg nok skulle klare. Mine betænkeligheder gik heller ikke på, hvorvidt mit udstyr var godt nok. Nej, mine tanker gik hovedsageligt på, om jeg ville kunne holde en grupperejse ud. Jeg har altid rejst meget alene. Det er nemt – ingen at diskutere med, ingen der skal tages hensyn til, og frihed til at gøre præcis som jeg vil. Men bjergene er ikke et sted at rejse alene, så jeg var nu tvunget til at forholde mig til andre mennesker på min rejse. Tænk hvis der var nogen i gruppen, som jeg simpelthen ikke kunne holde ud – jeg var nok blevet en lille smule intolerant af at rejse alene. Men det viste sig heldigvis, at mine forbehold blev gjort til skamme. Alle på turen gik målrettet efter at nå toppen, og det fælles mål var et godt udgangspunkt. Turen mod Elbrus’ tinde var på mange måder et vendepunkt. Jeg kom hjem som en god bjergvandrer – og kunne rejse i en gruppe! Vejen til verdens højeste bjerg er godt skiltet. Den usbekiske guide Alex, som med sin pædagogiske opmuntring spillede en stor rolle for bestigningen af Elbrus. Det indimellem Det er hårdt arbejde at bestige et bjerg. Fysikken kan være nok så god, men når du nærmer dig toppen, så er det, som om kroppen bare ikke vil lege med mere. Alt foregår i slowmotion og er en enorm kraftanstrengelse. Selve opholdet på toppen varer oftest kun få minutter. Vejret driller og kan spolere chancen for at nå toppen. Der er risiko for regnvejr, sne og heftig vind – ofte samtidigt. Du skal sove i -20 til -25 °C. Du spiser ensformigt mad og drikker vand i mængder tæt på kvalmegrænsen. Men inden du når dertil, kommer du til at opleve den vildeste natur. Du kommer til at opleve at være fuldstændig underlagt vejr og vind, hvilket jo ellers ikke sker så ofte i vores moderne verden. Og du kommer til at opleve, at du går i timer uden at tale og uden at tænke på meget andet, end at du skal nå yderligere få hundrede højdemeter op. I min verden er det fuldstændig og aldeles afkobling – og langt mere afslappende end at ligge på en strand! Derfor var Elbrus også kun begyndelsen, snart kiggede jeg mod andre bjerge. Og det ultimative bjergområde er jo Himalaya, så i december 2011 satte jeg kursen i den retning. At flyve ind til Katmandu, kigge ned på skyerne og så se de høje tinder i over 8.000 meters højde stikke op i horisonten. At sidde i Katmandus lufthavn og vente på det lille 16 personers fly, som skulle transportere os til Lukla – med flyselskaber med navne som Buddha Air, Yeti Air, Druk Air, Dragonair osv. At sidde i flyet med bagagen på skødet med en tot vat i hvert øre og et bolsje i munden med udsigt 13 til de smukkeste bjerglandskaber – det er da service i verdensklasse! At se piloten lande flyet på Luklas meget korte landingsbane, der slutter meget brat med et sving til højre for at undgå sammenstød med en klippevæg. At høre australieren ved siden af mig sige ”Jeg så et program på Discovery Channel om de 10 farligste lufthavne i verden – ved du, hvor Lukla ligger?” Det er eventyr i verdensklasse! Everest Base Camp – 5.364 moh. Jeg havde set billeder af Everest Base Camp. En masse små kuppeltelte, der som farvestrålende perler lå spredt ud på et tæppe af gråt barskt landskab. Everest (og de omkringliggende bjerge) bestiges i en ganske smal åbning om foråret. Det betyder, at Base Camp i den periode er fyldt med farvestrålende kuppeltelte, eftersom de mange hundrede håbefulde bjergbestigere ligger klemt sammen på det flade stykke bjerg for at søge deres lykke i den korte ”åbningstid”. Men jeg var i Himalaya hen over jul og nytår 2011, og da var Base Camp en – tja, en bar mark. Landskabet er barskt, ubarmhjertigt, vildt og voldsomt. Hvis Base Camphøjden på 5.364 moh. lyder som højt, så forestil dig, at du lægger hovedet tilbage og kigger yderligere knap 3.500 meter op mod de allerhøjeste 8.800 meter høje tinder. Det er højt! Turen til Everest Base Camp bragte os bl.a. over Cho La-passet, op på morænebakken Kala Pattar, igennem uendelige månelandskaber, timers vandring uden forstyrrelser af andre mennesker så langt øjet rakte, uendelig himmel og sol, sol, sol. Det var hårdt, men i modsætning til alle andre bjergture jeg har været på, var der ingen topbestigning om natten. Alle passager over pas, til toppe, på gletsjere og over morænebakker foregik i dagstimerne i klart vejr. Hvilken forskel det gjorde – alt er ligesom meget lettere i solskin og blå himmel! Selv om toppene var tæt på Elbrus’ højde, så var vandringen så meget anderledes. Det var godt at opleve, at én bjergtur ikke var lig med alle andre bjergture. En dramatisk nedtur Druk Air, Buddha Air, Yeti Air og de andre flyselskaber, som flyver til og fra Lukla, flyver udelukkende visuelt. Det betyder, at dårligt vejr er lig med dårligt flyvevejr, og at strande i Luklas lufthavn er derfor nærmest en hverdagshændelse – det skete også for os. Vi skulle flyve fra Lukla til Katmandu om onsdagen. Og onsdagen gik. Det samme gjorde torsdag. Og vi ventede. Sammen med masser af andre strandede mennesker. Og vi gik ture i den meget lille by, hilste på de andre turister, drak kaffe i kopi-Starbucks, spillede pool og kiggede på turistbutikker. Og utålmodigheden bredte sig. Vores fly ud fra Katmandu hjem mod Danmark afgik lørdag, så fredagen blev mødt med spænding. Var det dagen, hvor flyene igen ville flyve? Jo, to fly kom da af sted fra Lukla, og to landede fra Katmandu – inden tågen igen lukkede til. Vores guide gik i gang med at arrangere, og kort efter frokost kom han og hviskede, at vi ville blive fløjet ud med helikopter! ”Yeah!” hviskede vi tilbage. Der var jo ingen grund til højlydt jubel, omgivet, som vi var, af andre turister, som stadig var strandet uden helikoptermulighed. Seks personer kunne helikopteren tage, og vi var otte inklusive guiden. Jeg tilbød at blive tilbage, tænkte at det vel var risikofrit. Det var det også – næsten. De første seks fløj uden problemer. Men så kom tågen væltende. Vi kunne simpelthen se den krybe op ad landingsbanen, mens vi hørte helikopteren forsøge at komme igennem en, to og tre gange … Enden på det blev, at vi med taskerne på nakken piskede ned ad bjerget i ren Indiana Jones-stil for at nå ned til den ventende helikopter, som havde parkeret lige under tågen. Vi kastede os ind i helikopteren, som satte af øjeblikkelig. Det var min helikopterdebut, og jeg følte mig som en statist i en vietnamkrigsfilm, når helikopteren steg op over en bjergkam for at droppe brat ned på den anden side og svæve hen over risterrasser og små træhytter. Vildt! Indiske Stok Kangri – 6.153 moh. Hvor? Det var den almindelige reaktion, når jeg fortalte, at jeg skulle bestige bjerget Stok Kangri. Det ligger i Ladakh i indisk Himalaya. Det var mit første besøg i Indien. Billederne af det farvestrålende Indien med sarier, templer og mange, mange mennesker var fløjet forbi på min indre nethinde. Nordindien er mere end det. Ladakh med hovedbyen Leh er tør, sandet og stenet og minder meget om dele af Mellemøsten. Måske var det faktum, at nordinderne for størstedelens vedkommende er muslimer, med til at forme den sammenligning. Turen op til toppen af Stok Kangri var hårdt arbejde. Bjerget var dækket af et tykt lag sne, stigningen var stejl, og den kombination betød, at bestigningen var hårdt, hårdt arbejde. Topnatten var på mere end 1.200 højdemeter, hvilket er en hård nyser, når sneen er knæhøj, stigningen stejl, og temperaturen langt under frysepunktet. Det blev ikke bedre af, at en ny lokal guide kom til at føre min lille gruppe ud på en mindre omvej, som gav os nogle hundrede meter ekstra, som i de højder betyder en hel del. I mit hoved kværnede det ”Jeg skal, jeg skal … over 6.000. Jeg skal, jeg skal …. over 6.050,” osv. Og så stod solen op, varmen kom snigende, udsigten blev fantastisk, og toppen inden for rækkevidde. Utroligt som vejret kan gøre en forskel fra nederlag til succes – og belønningen var en udsigt, hvor vi med lidt god vilje kunne se til K2 i Pakistan. Fantastisk – og alt det hårde arbejde værd. Stok Kangri var også interessant, fordi det var lidt teknisk. Vi krydsede gletsjerspalter, gik i reb og havde mindre passager, hvor en smule let klatring var nødvendig. En ny udfordring – som igen gjorde denne tur til noget særligt. Nordindien i øvrigt Efter Stok Kangri fortsatte jeg i Nordindien på egen hånd. Nu var jeg jo ligesom kommet af sted til dette kæmpestore land, så ville jeg også se noget mere. Jeg fortsatte derfor sydpå fra hovedbyen Leh til backpackerbyen Manali. En tur på under 500 km, som skulle tage små 16 timer i bus – og endte med at tage 23 ad den mest øde, støvede, bumpende og elendige vej, jeg nogen- 14 Everest Base Camp uden for sæsonen – en bar og barsk mark. sinde har oplevet. Trafikken bestod næsten kun af en masse fantastiske old-school Royal Enfield-motorcykler – og det genoplivede en gammel drøm, som afstedkom, at jeg i efteråret 2012 endelig fik taget det længe ønskede motorcykelkørekort. Så om et par år kører jeg turen Leh-Manali på en Royal Enfield! Derudover bød Nordindien bl.a. også på Dalai Lamas tilholdssted Dharamsala – som er et slags mini-Tibet i bjergene – og sikhernes by Amritsar med det berømte Gyldne Tempel. Nordindien bød på fire religioner inden for ganske få dage – muslimerne længst mod nord, buddhisterne omkring Dharamsala, sikherne i Amritsar og endelig hinduerne i New Delhi. En smeltedigel af religioner og kulturer, som burde kunne inspirere skeptikere af samhørighed og multikulturalisme. Aconcagua i Argentina – 6.962 moh. … lige ved og næsten Erkendelsen af at måtte opgive at nå toppen er hård. Det skete for mig på Aconcagua, Sydamerikas højeste bjerg, i januar 2013. Hvorfor? Tja, det var måske bare for højt? Det var måske, fordi jeg lagde ud med tre ugers lidt for afslappende rundrejse i Argentina inden bjergturen? Eller måske fordi mit fokus ikke var 100 % på topnatten? Eller det var måske, fordi jeg bare havde fået nok? Turen kaldes for ”verdens højeste vandretur”, og det havde måske betydet, at jeg havde taget lidt for let på forberedelserne. Turen var dog ikke forgæves, for jeg huskede at dele den op i etaper. Så selv om jeg vendte om i 6.300 meters højde (kun fem ud af 13 i gruppen kom Rejsen mod bjergenes tinder Fra toppen af Stok Kangri havde vi i det klare vejr udsigt til K2. Akklamatisering er hårdt arbejde. Det indbefatter, at man hviler sig i flere timer med den denne udsigt i Argentina. Bjergbestigerlooket har så småt indfundet sig. i øvrigt på toppen), havde jeg en god oplevelse. For øvrigt var nedturen i morgenlyset noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Aconcagua var fantastisk på så mange andre måder. Turen ind igennem nationalparken var lang, støvet og imponerende smuk. At bo i Base Camp i fem dage med akklimatiseringsture var en stor oplevelse. At lægge depot ud med mad og udstyr som en forberedelse til turen fra Base Camp og op gav en følelse af ”rigtig” bjergbestigning. Og ikke mindst var mødet med de hårde og hærdede bjergbestigere af alle nationaliteter i Base Camp inspirerende – men fyldte mig også med ærefrygt. Jeg havde nok alligevel ikke set mig selv som en rigtig bjergbestiger, og dem vi mødte, da vi var på vej op og dem på vej ned efter toppen, de lignede jo ”the real thing”. Var det mig? Det var det. Indtil 6.300 moh., hvor jeg måtte erkende, at dagsformen ikke var til at klare de sidste mere end 600 højdemeter, var jeg ved godt mod. Jeg sov i 5.900 moh. uden problemer, jeg havde ikke højdesygesymptomer, og jeg fik ikke lejrkuller af at ligge i flere dage uden meget andet at lave end at smelte sne og vente på næste måltid bestående af frysetørret mad og nogle kiks. Min fysiske form kunne ikke klare turen, men psykisk følte jeg mig rigtig godt tilpas, og jeg kom hjem mange oplevelser og erfaringer rigere. En dag vender jeg tilbage til Aconcagua for at færdiggøre det, som jeg påbegyndte, men ikke fik afsluttet i januar 2013. Næste top? Jeg kom ikke på toppen af Sydamerika, men jeg har ikke mistet modet. Næste top kunne blive Mera Peak i Nepal på 6.461 moh. Jeg har intet ønske om, at det nødvendigvis skal være højere og vildere for hver gang, og absolut ingen drøm om at bestige Seven Summits. Hellere koble interessen for bjerge og friluftsliv med bestigning af mindre kendte bjerge beliggende i spændende lande, så bjergturene kan kombineres med min almindelige interesse for at rejse. nn Tina Vinther Dahl har besøgt 49 lande og fire territorier på fem kontinenter. Hun har medlemsnr. 262. 15 Flere danske bureauer arrangerer bjergture, bl.a. Topas Travel (www. topas.dk) og Kipling Travel (www. kiplingtravel.dk). Jeg har god erfaring med begge. Hvis du har lyst til internationale grupper, så er markedet kæmpestort og mulighederne mange. Både de danske og internationale bureauer arbejder sammen med lokale selskaber i de pågældende lande. Det er forholdsvis dyrt at tage på bjergture. Rejserne koster mellem 18.000 og 33.000 kr. for de nævnte ture, som er på to-tre uger. Jeg har på de fleste ture betalt et par hundrede kroner for at få forlænget min flybillet, så jeg har taget ekstra ferie enten før eller efter bjergvandringen. Jeg har undersøgt, om det er billigere at booke turene direkte hos de lokale selskaber, og umiddelbart er der ikke meget at spare. Alternativet vil være at finde billigere lokale udbydere. Men tænk på, at der, hvor der ofte kan spares, er på mad, udstyr og sikkerhed. Overvej om det er det værd. Det er ikke uden risiko at vandre i bjerge i de højder, så derfor bør sikkerheden være i orden. Vi havde to deltagere, som blev alvorligt syge på Aconcagua, og det var godt at opleve, at hjælpen var til stede som forventet. På alle turene skal der bruges en hel del udstyr, som jo selvfølgelig kan genbruges fra tur til tur. Meget kan også genbruges fra skiferier og anden friluftssport, men der er ingen tvivl om, at det er en udstyrstung og -dyr aktivitet. Her er det godt, at De Berejstes Klub har en god rabatordning med Friluftsland. Det er muligt at leje noget af bjergudstyret som isøkse, stikjern osv. hos rejsebureauerne. På øhop i Det Sydfynske Øhav Der findes hele 55 øer og holme i Det Sydfynske Øhav, men jeg nøjedes med at besøge fire af dem, da jeg var på tur i området i sommer. Tekst & fotos: Rikke Skafte Jespersen J eg indrømmer det. Det er ikke nok for mig at udforske den store verden. Jeg finder også de danske øer særdeles interessante – specielt i sommerhalvåret. Syv nye er det blevet til i år og heraf blev de fire besøgt på seks dage i juni 2013. I Det Sydfynske Øhav ligger hele 55 øer og holme, store og små, beboede og ubeboede. Et fint færgesystem muliggør transport mellem de beboede øer, hvor en del af øboerne fortrinsvis lever af landbrug og lidt fiskeri eller pendler ind til job på ”fastlandet”. Jeg har lokket to kolleger med til denne idylliske del af Danmark. På havnen i Svendborg hopper vi på færgen – af ikke helt undseelig størrelse – og den bringer os til den første af øerne – Drejø. Øen er på 426 ha, og der bor omkring 75 mennesker. Her findes købmand, posthus og kro med udlejning af værelser. Færgen betjener også øen Skarø, som vi skal videre til senere på dagen. Er lidt imponeret over, at to så forholdsvis små øer betjenes flere gange i døgnet af en rimelig stor færge. Længe leve de danske småøer! Vi smider bagagen på ryggen og vandrer op til købmanden. Her lejer vi cykler og når de næste fire timer rundt på samtlige stier og veje på øen. Det er idyl. Solen skinner, det er varmt, men en lille brise gør det udholdeligt at trampe rundt på øen. Undervejs gør vi holdt for at besøge en Vin- og Humlegård, der serverer noget køligt til vores tørre halse. Det smager himmelsk, så vi bliver fristede til at købe en flaske rødvin med til senere indtagelse. 175 kr. for – viser det sig senere – den sureste rødvin jeg har smagt i mange år. Videre til den hyggelige kirke fra 1535, der har ca. 25 gudstjenester om året. Flere af øens huse er af nyere dato, da der i 1942 brændte 11 gårde og syv huse i selve Drejø by. Ved genopbygningen flyttede de fleste uden for ”byen”. Tidsplanen er stram i dag, og vi må desværre forlade denne fine ø for at tage færgen videre til Skarø. Skarø er på ca. halv størrelse af Drejø – 200 ha med ca. 40 beboere. Her er fredeligt, nærmest helt stille, og dog – ved det smukke gadekær, hvor også Skarø Isproduktion ligger, dukker et par mennesker op, som vi kan spørge om vej til ”Sommerpensionatet”, hvor vi skal tilbringe natten. Værten Lasse er i fuld gang med at arrangere Skarø festivallen, der skal løbe af stablen nogle uger senere. En gæstfri mand, der dog ikke helt har sans for den grundige rengøring, men vi hygger os. På Skarø får vi også set alle øens kroge – denne gang til bens. Øens tre highlights er den idylliske lille by, Skarø Is, og den sjældne grønbrogede tudse, der kvækker i vandhullerne. Om aftenen har jeg forudbestilt mad på Skarø Is, der også er et madsted. Det skal gøres mindst én dag i forvejen, hvilket vidner om, at det ikke er vold- 16 somt mange mennesker, der lægger vejen ind om Skarø. Maden var lækker, lavet af råvarer fra de forskellige øer, der er med i Øsammenslutningen. Men isen er et kapitel for sig. Virksomheden blev grundlagt i 2004, og isen er baseret på birkesaft og sukkertang. Lyder måske ikke så lækkert, men noget må de have gjort rigtigt, for de har nu fået Singapore Airlines som fast kunde. Næste dag bringer ”Højestene”færgen os tilbage til Fyns land, hvor vi kun har ti minutter til at hoppe på færgen til Ærø. Nu var det ellers lige startet så godt med strålende sol den foregående dag, og så render vi ind i noget kedeligt dansk sommervejr i Ærøskøbing. Den er en af de bedst bevarede gamle byer i Danmark – med strikse regler for renovering. På grund af de mange små skæve huse – med stokroser knejsende foran og med dens brostensbelagt gader, har byen et eventyrligt præg. Vi indlogerer os i byens biograf – eller rettere over biografen, på et nyindrettet bed & breakfast (tidligere pakhus). Vi er blevet advaret om støjgener, når dagens film skal vises, men som en del af opholdet får vi gratis billetter som et plaster på såret. Vi vil dog hellere ud og mærke byens maritime stemning ... Inden vi næste dag forlader den smukke by, tager vi en tur på Vesterstrand for at se strandhusene, som dukkede op på Ærø først i 1920’erne. De var et produkt af det glade strandliv, som før havde været forbeholdt de rige, men som den stigende velstand gjorde det muligt for flere og flere at deltage i. Små søde og farvestrålende dukke- Små strandhuse fra 1920’erne. Mere sydfynsk kan det dårligt blive (Skarø). huse, som jeg bare måtte fotografere fra alle leder og kanter, og som nu koster en mindre formue at erhverve sig. Vi begiver os ud på de første 14 km af Øhavsstien til Marstal. Øhavsstien er med sine 220 km en af Danmarks længste vandreruter og omkranser Det Sydfynske Øhav. Øhavsstien har et meget alsidigt forløb gennem kulturlandskaber med flotte naturområder, herregårde, landsbyer og købstæder. Langs det meste af ruten er der udsigt ud over øhavet til de andre hyggelige øsamfund. Vejret er atter strålende, og det er en smal sag at vandre de 14 km – trods de tunge rygsække. Faktisk er vi i stand til at løbe den sidste halve kilometer ned til havnen i Marstal i håbet om at nå den lille båd til Birkholm. Skipper er åbenbart ikke interesseret i at få os med, så han sejler på slaget 13.30 trods vores viftende fagter om at vente. Endnu en ø kunne have været godt at få med på listen! Nu må vi tage til takke med skipperbyen Marstal her på Ærøs østligste punkt. Den er nu heller ikke helt tosset! Her findes Marstal Søfartsmuseum med mange minder fra Marstal by og dens søfartsliv. Vi synes dog, at vejret er for godt til at være indendørs. Vi dasker rundt i de hyggelige stræder og tager en tur ud til stranden syd for byen – Eriks Hale – med de maleriske badehuse. Søfarten er stadig en vigtig del af byens erhvervsliv og har Danmarks største coasterflåde. Vi skal bo på det store vandrerhjem og må endnu en gang konstatere, at det ikke er blevet højsæson endnu i Det Sydfynske Øhav ... her tæt på sankthans! Vi er de eneste gæster foruden et ægtepar fra Sverige. Vi skal altså ikke forvente nogen støjgener denne nat andet end fra skrigende måger, da vores logi ligger en spytklat fra havnen. Så er der vejrskift igen. Det siler ned fra en meget tung, grå himmel og ifølge DMI skal det vist fortsætte hele dagen. Vi overvejer ændringer i dagens plan og tage den gratis bus, der kører her på Ærø, hele vejen til den vestligste 17 Valmuer så vi mange steder. by – Søby. Men vi ved også med os selv, at vi nok vil ærgre os over at gå glip af vandringen mellem Ærøskøbing og Søby – den sidste etape af Øhavsstien på Ærø. Vi tager dog bussen til Ærøskøbing – helt efter planen, da vi jo gik turen dagen før! På med regntøjet og pakke rygsækkene ind i noget vandtæt. Vi går i rask tempo hele turen med ganske få pauser, da madpakker ikke er spændende i regnvejr, og da sigtbarheden heller ikke er for fantastisk, behøver vi ikke mange udsigtsstop. Vi tager os dog tid til at besøge Søbygaard, der er et renæssanceherregårdsanlæg fra 1580 med imponerende kampestenssætninger. Vi når i god tid havnen i Søby – i så god tid, at der er tid til en stor øl, mens vi sidder oven på et par fiskekasser. Det er klaret op, og solen skinner. Hvor er det skønt Øhavsstien Det var ikke lige godt vejr hele tiden – fra strækningen mellem Ærøskøbing og Søby. at blive varmet igennem og få det våde vandretøj tørret. Vi tager færgen til Faaborg, hvor vi skal overnatte. Det regner igen, så det er ikke meget vi får set af denne mindre købstad, men det får vi ændret på dagen efter. Det regner stadig andendagen i Faaborg, så vi beslutter at udsætte sejlturen til Bjørnø nogle timer. Tænker vel at det er mere spændende at gå rundt i en hyggelig by, hvor vi kan besøge cafeer frem for at blive meget våde ude på den lille ø, hvor vi næppe finder læ. Faaborg viser sig også at være en hyggelig by med mange fine gamle huse. Over middag hopper vi på Lillebjørn – den lille båd, der sejler mellem Faaborg og Bjørnø. Vi finder Bjørnøgård, hvor det gamle brændehus er istandsat og nu fungerer som udlejningsbolig – et fint lille bindingsværkshus med stråtag med navnet Stråhatten. Her skal vi bo – vores sidste nat i Det Sydfynske Øhav i denne omgang. Denne ø får vi også travet tynd. Den er ret kuperet med flere bakker mellem 16 og 24 meter – et levn fra istiden. Undervejs møder vi flere mennesker, der gerne vil fortælle lidt om deres ø. Da overfartstiden kun er på 20 minutter med mange daglige afgange, er det muligt for børnefamilier at bo på øen og pendle dagligt til Faaborg. Her bor 37 mennesker på 150 ha. Dejlig lille ø, men nok den mindst interessante af de øer, vi har besøgt. Næste dag er det slut. Vi tager Lillebjørn til Faaborg og derfra videre til København ... atter i regnvejr. Jeg er ikke færdig med de sydfynske øer. Sidste år besøgte jeg Lyø og Avernakø, og til næste år må det blive de sidste af de offentligt tilgængelige øer – Strynø, Øhavsstien er en af Danmarks længste afmærkede naturstier, hvor man kan overnatte i shelter og på primitive lejrpladser. Man kan også nøjes med dagsture langs stien. Foldere om Øhavsstien fås på Sydfyns Turistbureau i Svendborg. UD & HJEM IGEN: En times sejlads til Drejø, ½ time for at komme videre til Skarø. Retur til Svendborg tager 45 minutter. Samlet pris for alle tre sejladser: 95 kr. Turen fra Svendborg til Ærøskøbing tager 75 minutter og kan være en del af en returbillet med SøbyFaaborg-færgen, der tager 60 minutter. Samlet pris: 199 kr. Bjørnøbåden koster 56 kr. og tager 20 minutter. Bussen på Ærø er gratis, men man kan også vandre eller cykle. BO & SPIS: Jeg brugte i alt 3.600 kr. på denne tur inkl. seks overnatninger, al transport og al mad. Ruten var: Fra Svendborg (en overnatning) sejlede vi til Drejø (cyklede rundt ½ dag), videre til Skarø (en overnatning) og retur til Svendborg. Forfatteren foran Bjørnøs fyrtårn. Birkholm og Hjortø. For Langeland og Tåsinge har jeg besøgt for en del år siden. Og fra Svendborg sejlede vi til Ærø – Ærøskøbing (en overnatning), hvorfra vi vandrede til Marstal (en overnatning), med bus retur til Ærøskøbing og derfra vandrede vi til Søby, hvorfra vi tog færgen til Faaborg (en overnatning). Fra Faaborg tog vi den lille båd ud til Bjørnø (1 overnatning) og retur til Faaborg dagen efter. nn Rikke Skafte Jespersen har medlemsnr. 545. Hun har besøgt 78 lande og 15 territorier, men rejser også gerne på opdagelse i Danmark. 18 Tekst & fotos: Gunnar Terje Lysemose Bjøråskaret i Trollheimen i Norge. En fjeldfreaks bekendelser Kære fjeldven. Jeg sidder i en selvbetjent turisthytte i Norge i et område, som jeg er sikker på, du ikke har hørt om før. Jeg føler mig som Palle alene i verden her i disse glemte Etnefjelde, men jeg kan li’ det sådan. Jeg opsøger gerne ensomheden til fjelds, så jeg beklager mig ikke. Fjeldet giver mig en stærk og ren oplevelse, som jeg ikke ville være foruden. Her er der udfordringer og inspiration at hente, og tid til eftertanke. A t vandre i fjeldet er som at vandre gennem årstiderne. Da jeg var på fjeldtoppen i går, var sneen lige smeltet, og sne-ranunklerne lyste op. Længere nede blomstrede forårets engblommer, og på de frodigste steder gik man blandt sommerens riddersporer. Da jeg satte mig for at holde et hvil, opdagede jeg, at hele fjeldet var i bevægelse. Overalt så jeg løbende og springende rener. Man kunne ikke undgå at høre de gnækkende haselyde. Jeg forholdt mig naturligvis i ro og kunne ikke andet end beundre renernes adrætte slowmotion-bevægelser med højt løftet hoved. Kalvene fulgte tæt på deres mor. Føddernes automatik Når man går og er godt i gang med fjeldvandringen, er det for mig en slags føddernes automatik. Fødderne kan selv, finder selv vej, som om de har øjne. Jeg ser kun ned i et kort splitsekund – eller slet ikke – for benene og fødderne finder let det rigtige sted at gå. Jeg går på en måde i blinde, i en slags trance, når jeg er varmet godt op. Den første time kan være hård og anstrengende, fordi jeg er stiv i musklerne, men når først alle muskler og led er smurt, går det det bare derudad. Man kan reflektere, drømme, recitere, synge, fløjte og føre indre samtaler – eller måske gør man slet intet af dette. Man er bare tom og åben for lyde og synsindtryk, for sanserne bliver uophørligt bombarderet. Fjeldet taler til ens jeg. Du kan tage imod eller lade være. Du er frit stillet. Du føler en egentlig frihed ved at gå og bevæge dig. Der er ikke noget, du skal eller ikke skal. Tilfældet og den pludselige indskydelse tæller. Pyt være med myg og regn eller rygsækken, der tynger. Man føler, at kroppen reagerer på vejret og de ydre tryk. Fysikken presses, og intensiteten stiger, ligesom selve glæden ved turen. Ingen regler uden undtagelser ”Gå aldrig alene i fjeldet” hedder det i fjeldvandrerens ABC, men ingen regler uden undtagelser. Nogle vover endog anarkistisk at tilføje, at regler er til for at brydes! For de fleste er det naturligt at gå i følge i fjeldet, akkurat som man er 19 sammen på campingture og udflugter, men vi er nogle, der foretrækker at gå alene – også i fjeldet. Vi vil ikke uden videre godtage, at det skulle være farligt. At gå alene er ofte en vane, som man tillægger sig som ung, og som man forbliver trofast mod. Det kan faktisk være en god vane, hvis ensomheden bidrager til en rigere naturoplevelse og en stærkere frihedsfølelse. Og dog. Hvorfor ikke fortælle om, hvor galt det kan gå? Jeg er selv én gang faldet i en bræspalte, hvor jeg sad fast med fod og støvle. Først måtte jeg prøve at løsne den fastklemte fod. Bagefter gravede jeg panisk efter min støvle, der sad fast længere nede. Jeg brugte de bare hænder til at grave med, hvilket er iskoldt og besværligt uden isøkse. Nej, det er ikke nogen spøg at sidde fast i sne og is i shorts og bar overkrop. Fire dage efter var fingrene stadig følelsesløse. Ellers en pragtfuld dag, men adrenalinkrævende og med noget til eftertanke. Fåremøg forneden og fugleklatter foroven Mere uskyldige oplevelser hænder heldigvis oftere. I skoven ved Osa blev jeg angrebet af et drosselpar, der i styrtdyk overkalkede mig med ekskrementer. Hvor blev jeg dog svinet til. Nu havde jeg fåremøg forneden og fugleklatter foroven. Hotel Strands fine amerikanske gæster i Ulvik gloede, da De fleste af mine vandreture står på sololøb og egoflip. Her har jeg dog selskab. Indre Troms i Nordnorge. Vestnorge byder på barsk natur. jeg entrede hallen og spisesalen. Med mine gummistøvler kunne jeg udkonkurrere både vildmanden i det danske rigsvåben og den afskyelige snemand, yetien, i Himalaya. En anden gang var det køerne, der skulle drives til sæters på Dalamot på Hardangervidda. Familien Ringøy med venner, bekendte og turister blev alle beskæftiget med højlydt at jage de 11 køer og kvier op ad den stejle sti. Den første dag skulle kreaturerne kun halvejen. Resten af strækningen ville dyrene tilbagelægge i løbet af en lille uges tid i deres eget tempo. På Dalamot skulle dyrene græsse indtil midt i september. Sceneriet var fascinerende. Jeg blev fortalt, at en af køerne sidste år stak af i protest mod at blive staldet op i Ringøy og ladt alene tilbage, da de andre drog til fjelds. Hvorhen vidste man ikke, men nogle uger efter kunne en turist fortælle nyt om udbryderkoen: For den gik nok så gemytligt på Dalamot blandt frænder. Majrose havde slået sig til de andre Daggrøer og Fjeldliser. Tja, til fjelds skal man, selv om man er gammel og dårligt gående, koste hvad det vil. Nogle af Turistforeningens hytter i Jotunheimen. Indbegrebet af Fjeldnorge Jotunheimen er også i Danmark kendt som indbegrebet af Fjeldnorge. Her er stejle tinder, og jo mere vestpå man kommer, des mere vildt bliver det. I Vestjotunheimen kom jeg til Vettisfossen, der er Norges højeste vandfald. Her gik det stejlt op ad Brendesteigen, som er skrap og en næsten lodret sti. Godt jeg skulle op og ikke ned her. Solen bagte, og sveden drev i stride strømme. De 700 meter bød på blåbær og skovjordbær at læske ganen med. Vand var det småt med. Stien var yderst smal, og flere steder tilgroet og svært ufremkommelig. Men fremme ved Stølsmaradalsseter måtte jeg erkende, at det var umagen værd, for skønnere beliggende hytte findes ikke i det ganske fjellheimen. Hytterne er omgivet af frodige blomsterenge, vilde tinder, dybe udale og utallige bræer. Her kan man tilbringe nogle gyldne dage, hvis man er heldig at have vejret med sig. Mange nordmænd siger, at Hurrungerne i Jotunheimen løber med prisen som Norges flotteste. Jeg forstår denne betagelse. Solen har flammet ned over mig, og de store snefaner strækker sig op til “Hytta på Bandet”. I 20 bjergvæggen klatrede fire udlændinge, hvis råb gjaldede hult i stilheden. På vej nedover mod Turtagrø mødte jeg en ung mand med slalomski og støvler i rygsækken. Der var en knalden og rungen i Hurrungerne udløst af sne- og stenskred, forårsaget af solvarmen midt på dagen. Kunne man svæve som kongeørnen, jeg så i Midtmaradalen, ja, så var der ingen fare. Sololøb og egoflip I Tafjordfjeldene mødte jeg ikke et menneske. Også her er der vild vestlandsnatur med sol over et snedækket opsplittet klippelandskab. Lyset og den stærke blå himmel gjorde mig mere end mør og ør af en slags euforisk lykke. Flere gange fik jeg problemer, fordi jeg ikke fulgte ruten slavisk efter kortet, men i min tilstand var jeg nærmest ligeglad af overtræthed. Jeg følte mig vægtløs, usårlig og nærmest urørlig. Det kan være farligt at være så overstadig, men jeg nåede da frem til Reindalsseter lidt før midnat efter marathondistancen fra Skridulaupbu. Da jeg kom frem til Vakkerstølen, var den på det nærmeste besat af en flok unge københavnere. De havde masser af tid, sov længe, gik Friluftsliv Der er mange måder at nyde naturen på. Man kan fx vandre, cykle, sejle eller stå på ski. Og man behøver ikke at rejse langt væk for at gå på opdagelse i naturen. Hinnøya i Nordnorge. småture, fiskede, solede sig og hyggede sig rigtigt. Der herskede en udpræget afslappet stemning. På en måde var jeg ganske misundelig på de unge og deres måde at opleve fjeldene på. Men på den anden side ville jeg ikke bytte mit sololøb og egoflip gennem Fjeldnorge med et daseliv og socialt samvær. Fjeldoplevelsen sidder under huden, den prikker og presser og fylder mig med en stærk glæde, der ikke kan brydes eller glemmes. Fysiske og psykiske udfordringer følges gerne ad. Fysisk træthed kan være tændsats for euforiske følelser. Nord- kontra Sydeuropa Når jeg for år tilbage blev spurgt om, hvorfor jeg ikke tog på vandretur sydpå i fx Alperne, blev jeg dem ofte svar skyldig. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Måske var jeg bange for at blive bjergtaget på samme måde som jeg er fjeldbidt. Alpernes flora kan let konkurrere med fjeldenes – ved jeg i dag af selvsyn – og udfordringerne er ikke mindre. Men sydpå er der ingen lyse nætter, uendelige ødemarker eller Palle alene i verden-fornemmelse. Man render ikke rundt med telt og slår det op, hvor det nu falder en ind. Allemandsretten kendes ikke i Alperne. Jeg ikke bare tror, nej, jeg ved, at min frihedsfølelse ville være stækket i den fremherskende kommercielle alpeturisme. Uden for alfarvej i Danmark Store naturoplevelser venter den, der telter uden for alfarvej. Under teltdugen bliver alle naturlyde nærværende, fantasien får vinger, og søvnen bliver tryg. Intet haster. Man skal ikke nå noget, når man telter. Man kan tillade sig at improvisere – og er det ikke ferie? Man kan sagtens gå i Danmark. Også her venter eventyret måske. Påskevandringen langs Vestkysten gik fra Harboøre og skulle slutte ved Blåvandshuk. Jeg teltede flere gange lidt uregelmæssigt, hvor man normalt ikke må slå sit telt op. Således også en nat nær det militære skydeterræn Kallesmærsk Hede ved Oksbøl. Jeg vågnede kl. 5 og hørte en besynderlig lyd. Hurtigt kom jeg frem til, at jeg lyttede til urfuglekokkenes skogren under deres parringsspil. Det er mindst 30 år siden nu, men for mig gemmer denne lyd stærke minder om en stor 21 og sjælden oplevelse, mere troldsk og urskovsagtig end ord kan udtrykke. Når man er af sted på vandring, sanser man med både krop og sind. Det er drama og poesi, alvor og leg, drømme og forventning. I favntaget på øde fjelde og store bjergmassiver eller høje tinder stemmes sindet til ydmyghed og besindelse, til fordybelse og kontemplation. Det, der bliver tilbage, efter mere end hundrede ture for mit vedkommende – er stemningen, glæden, taknemligheden og ikke mindst roen og stilheden. Den nøjsomme fjeldvandrer er tilfreds. Stilheden har sin egen værdi, for den giver grobund for inspiration. Kreative kræfter kommer ud af intetheden og tomheden. Det lyder sikkert skræmmende, at gevinsten ligger i det enkle og slidsomme – og ikke at forglemme i højderne. Som Henrik Ibsen udtrykte det: “Jeg følger det bud, der byder i højden at vandre! Mit lavlandsliv har jeg levet ud, heroppe på vidden er frihed og Gud.” nn Gunnar Terje Lysemose er 73 år og har medlemsnr. P493. Som 61-årig besteg han Mera Peak i Nepal med 6.461 moh, og Norge har han til dato besøgt 93 gange. Tekst & fotos: Henrik Schumacher Been there, done it, never again! På cykel gennem Chaco i Paraguay Da jeg planlage fire måneders cykeltur gennem Sydamerika, vidste jeg ikke meget om Chaco – området mellem Asuncion, hovedstaden i Paraguay, og den bolivianske grænse. Der var en asfalteret vej, og terrænet var fladt. Jeg havde selv et telt og mad, og vand kan man få alle vegne. Først da jeg nærmede mig Chaco, begyndte jeg at søge information om området på internettet og fandt hurtigt ud af, at det er Sydamerikas varmeste område, og at der kun bor under tre procent af Paraguays befolkning, mest mennonitter og indianere, på et område på størrelse med Storbritannien eller 62 % af Paraguays areal. 22 E fter nogle dejlige dage i Asuncion, Sydamerikas varmeste hovedstad, cyklede jeg til Cerrito, den sidste lille landsby inden Chaco. Næste dag stod jeg tidligt op, fyldte min vandsæk og mine flasker med i alt elleve liter vand, købte mad og var klar til en af turens store udfordringer. Efter bare 20 km løsnede den skrue sig, som holder kranken på plads, og den var godt på vej ud. Jeg cyklede tilbage, fandt en slags cykelsmed, som fiksede det med en rørtang og så af sted igen. Efter 15 km samme problem, tilbage til cykelsmeden og så ud i ødemarken igen. Da skruen igen løsnede sig, besluttede jeg mig for at cykle tilbage til Asuncion, hvor jeg kendte et super cykelværksted, der desværre var lukket lørdag og først åbnede mandag formiddag. I weekenden overvejede jeg at tage bussen til Bolivia og droppe Chacoeventyret, men nu havde jeg forberedt mig og glædet mig til de oplevelser og udfordringer, der ventede mig derude, så jeg ville give den en chance mere. Man kan cykle i timevis gennem Chaco uden at møde et eneste menneske. Hos cykelhandleren reparerede de både kranken, rensede kæden, kransen og tjekkede cyklen en ekstra gang. Jeg fik ikke lov at betale, i stedet gav jeg et interview og blev fotograferet til deres lokale cykelblad. Den første nat sov jeg på en landbrugsskole, fik både kaffe og kage, aftensmad og morgenmad serveret. Det regnede og tordnede hele natten igennem, så jeg var nu meget glad for at sove indendørs. Næste morgen startede Chaco-eventyret med et sjældent oplevet myggeoverfald. Inden jeg nåede de 500 m frem til hovedvejen, havde jeg fået over 50 stik, selv gennem mine cykelbukser. Velkommen til Chaco! Jeg købte en flaske myggeolie og satte farten op. For en gang skyld var jeg glad for modvinden, som hjalp mig med at holde myggene på afstand, troede jeg. Ved første fotostop stod myggene klar til angreb - hvert foto kostede tre til syv stik. Trods 30-40 graders varme tog jeg en T-shirt og halvlange bukser på og åbnede min gule sikkerhedsvest, så den blafrede i vinden. Jeg undrede mig over, at de altid var klar til angreb, så snart jeg satte farten ned eller stoppede, lige indtil jeg opdagede, at de sad i læ – på standby på mine bagerste cykeltasker. “If you cannot join them, beat them.” Med mit håndklæde blev mine medpassagerer maltrateret til stor fornøjelse for de forbipasserende bilister. Det gav ca. tre minutter fred ved hvert stop. Efter 60 km dukkede den første vejkro op. Maden var gratis for cyklister, som er et sjældent syn på de kanter. Godt udmattet efter 110 km midt i ingenting, trillede jeg ind på en slags kristen kostskole, grundlagt af en belgisk missionær i 1965. De lod mig overnatte gratis, efter de havde tjekket mit indrejsestempel. Fantastisk gæstfrihed. Både nattens regn og torden, masser af væggelus, myggestikkene, der kløede, og især varmen, holdt mig vågen det meste af natten. De næste dage lignede hinanden. Sol og myg om dagen, regn og torden om natten. De første 350 km er landskabet præget af fugtig savanne med masser af palmer, tornebuske, træer og enkelte Estancias (store gårde), som ligger tilbagetrukket for enden af grusveje. Det var regntid, så alt var oversvømmet på begge sider af vejen og dermed var der ikke en tør plet til mit lille telt. Det lykkedes mig at finde et sted at sove indendørs i bl.a. en lille hytte uden vindue eller strøm, bag en tankstation og i hjørnet af en restaurant. De indfødte forstår ikke, at det overhoved er muligt at krydse Chaco om sommeren på en jernhest med alle de farlige dyr, som puma, slanger og jaguarer, der lurer i buskene. Og jeg forstår ikke, at man kan leve hele sit liv i en bageovn uden aircon. “Den ersten der Tod, den zweiten die Not, den dritten das Brot” Efter 470 km nåede jeg frem til Filadelfia, en af de tre byer midt i Chaco som blev grundlagt i 1920’erne og 1930’erne af mennonitter fra henholdsvis Canada og senere fra Rusland og Ukraine, hvorfra de flygtede fra Stalins diktatur. 70 % af mennonitterne, der ankom til området var kvinder, og mange døde inden for de første par år. “Den første generation mødte døden, den anden nøden, og den tredje brødet,” som de siger. Først i 1960’erne blev der bygget en vej fra Asuncion gennem området og videre til den bolivianske grænse, og mennonitterne kunne da fragte landbrugsvarer fra deres selvvalgte isolation til resten af landet. 23 Mennonitter er et protestantisk kirkesamfund, som står for personlig tro, voksendåb, selvstændige menigheder, forkastelse af både ed og militærtjeneste, og krav på ytrings- og religionsfrihed. Den enkelte skal af fri vilje vælge at tro. Det helt centrale element i mennonitternes tro er bjergprædikenen. De blev gennem århundreder forfulgt, bl.a. fordi de nægtede at gøre militærtjeneste. I dag findes der 1.600.000 mennonitter i verden, bl.a. på Østerbro i København indtil 1980’erne. Samfundet blev grundlagt i det 16. århundrede af Menno Simons, en nederlandsk-frisisk præst. Alle mennonitter taler tysk med hinanden, selvom de fleste aldrig har besøgt et tysksproget land, og derudover guarani med indianerne og spansk med paraguayerne. Samme sprog, men forskellige kulturer I Filadelfia indlogerer jeg mig på byens bedste – af i alt to – hoteller med aircon og pool. Endelig kan jeg skrubbe den klamme blanding af solcreme, myggeolie og sved af mig og nyde at fryse i den kolde aircon-luft. Poolen og et par iskolde øl fortrænger hurtigt alle strabadserne fra første del af Chacoeventyret. Om aftenen bliver jeg inviteret til middag af nogle hotelgæster, der havde set mig på landevejen. Det bliver en lang aften/nat med masser af fremragende og velsmagende mad og diverse flasker rødvin. I løbet af aftenen får vi selskab af flere mennonitter, og vi får et gensidigt indblik i vores meget forskellige måder at leve på og de kulturelle forskelle mellem det lille tysktalende samfund midt i ødemarken og dagens Tyskland. Mennonitterne har formået at skabe et velfungerende samfund midt i indianerland uden nævneværdige konflikter med de lokale indianere. Der findes nok ikke mange steder i verden, hvor det kan lykkes. Modsætningerne og den forskellige opfattelse af arbejdsmoral kunne ikke være større. De fleste indianere lever i faldefærdige hytter og telte lige udenfor byerne, omgivet af deres eget skrald, under usle sanitære forhold og meget sparsom strømforsyning. Antallet af indianere er vokset fra 600 i 1930 til 25.000 i 2013, altså dobbelt så mange som mennonitterne. De har levet som jægere, fiskere og samlere inden mennonitterne ankom for godt 80 år siden, og længere nordpå i Chaco- området lever der stadigvæk ca. 50 - 150 stammefolk, der aldrig nogensinde har haft kontakt til civilisationen. I øvrigt det eneste sted i Sydamerika uden for Amazonas. Mennonitterne har doneret mange penge til den indianske befolkningsgruppe i form af skoler, lægehjælp og bedre hygiejne- og levevilkår, men jeg synes det er lidt svært at få øje på. Hvis man spørger paraguayerne om de 13.000 mennonitter, så er det den generelle opfattelse, at det er et meget lukket samfund med eget sprog og kultur. De bidrager med deres landbrug, levnedsmiddelproduktion (bl.a. 75 % af Paraguays mælkeprodukter) og 15 % af landets kvæg til en betydelig del af Paraguays BNP. Efter mødet med mennonitterne har jeg tænkt meget over, om man kan kalde dem for integreret i det paraguayanske samfund eller for en isoleret velfærdstat i staten. Jeg snupper en ekstra dag i denne luksusoase, cykler en tur gennem byen med de store murstensvillaer “German style” og de velplejede haver. Senere på dagen besøger jeg det lille “Heimatmuseum” og køber så ind til den anden og mere krævende del af Chaco-turen. I deres kæmpe kooperativ (supermarked) findes alt fra rugbrød, mysli, pålæg og yoghurt til Haribovingummi – det rene slaraffenland. Søvnløs i Chaco Det er med meget blandede følelser og trods masser af advarsler, at jeg forlader denne interessante oase i ”det grønne helvede”, som de lokale kalder Chaco. Foran mig ligger 400 km med usikker vandforsyning gennem den tørreste og varmeste del af Chaco, dårlige vejforhold og kun én by efter ca. 85 km. Back on the road falder jeg hurtig i en cykelrytme. Terrænet er fladt, jeg suser med over 20km/t ud ad landevejen, meget OBS på lyde fra buskene langs vejkanten, ignorerer den stegende sol og håber at se en puma eller en jaguar krydse vejen – i god afstand, tak. Men desværre må jeg nøjes med masser af fugle, store insekter, ræve, en del slanger og i snit fem til ti biler per dag. På andendagen finder jeg lige før solnedgang en Estancia tæt på vejen, drevet af en total klondyke-klan. De er ikke meget for, at jeg vil stille mit telt op bag huset, hvilket er meget underligt på disse ellers gæstfri kanter, men jeg insisterer. Næste dag erfarer jeg af politiet, at de havde drukket nogle lastbilchauf- I regntiden kan det være svært at finde et tørt sted at slå telt op. fører under bordet og så taget deres penge, mens jeg lå i mit telt med over 2.500 USD under hovedpuden! Over halvdelen af natten lå jeg vågen pga. den ulidelige varme og de underlige dyrelyde tæt på min teltlejr. På en måde fascinerende. Bare tanken om endnu en dag med 10 timers cykling på dårlige veje i over 40°C og uvisheden om, hvor man sover næste nat, om der er et “vandhul” undervejs osv., suger meget energi ud af min i forvejen udmattede krop. Godt smadret og “energiløs” svinger jeg mig i sadlen og prøver at “meditere mig gennem dagens etape.” Det plejer at lykkes, når jeg f.eks. skal cykle hele dagen i første gear op af Andesbjergene. Så falder jeg i en meditativ tilstand uden nogensinde at have lært at meditere, men intuitivt meget obs på omgivelserne og trafikken. Det vil bare ikke lykkes i dag. Vejen er delvis omdannet til en sandkasse, hvor cykling er umulig, solen brænder ubarmhjerteligt fra en skyfri himmel, insekterne driver mig til vanvid, og jeg får diverse hjertestop for hver gang et dyr kommer krybende eller flyvende ud af buskene langs vejkanten. Ikke lige min dag. Meget af maden har ikke overlevet varmen, så jeg nøjes med dåsetun og solvarmt brøndvand, der smager ad helvede til – føj for den! Den lille diktatorby midt i ingenting Om aftenen ankommer jeg til La Patria, en samling faldefærdige huse og en politistation. Alfredo Stroesser, Paraguays tidligere diktator gennem 35 år, havde en stor Estancia i nærheden, 24 Hygiejnen fik ikke topkarakter på denne kro, hvor grisen fik tømt både tarm og blære på disken. hvor han iflg. de lokale beboere torturerede politiske modstandere. La Patria, på dansk “fædrelandet”, skulle være et forsøg på at lokke folk ud på landet og skabe en succeshistorie som de tre mennonitsamfund 275 km længere østpå. Det lykkedes aldrig, og tilbage står bl.a. en stor sportshal, et fængsel, ensartede huse, en plads med et monument og hvad man nu ellers har brug for i en by, udtænkt af en diktator. Det er nogen specielle typer, der har valgt at bosætte sig i denne spøgelsesby, hvor termometeret snildt kommer op på 50°C om sommeren. De er noget skeptiske over for mig, men efter en stor omgang øl på min regning, tør de mere og mere op. Alkohol fremmer forståelsen. Jeg får lov, mod et mindre beløb, at overnatte i deres spisekammer, og ikke mindre end tre halvanden liters flasker vand skal der til for at slukke tørsten i løbet af natten. Jeg sover med to håndklæder, et er vredet i vand for at køle kroppen ned, og et er til at slå efter myggene. Endnu en lortenat! På cykel i Sydamerika Med godt mod og masser af vand indledes den anden og mere krævende del af Chacoeventyret mod den bolivianske grænse. Absolut solkrise. Sidste dag endte med solstik! Mit første solstik Den sidste dag i Chaco bliver den varmeste og længste dag. Jeg starter dagen med et væddemål. Kioskejeren tror ikke, at jeg kan bunde en halvanden liters vand, men det kan jeg. De resterende 12 liter skal jeg dog betale for. Jeg er meget træt og udmattet, men jeg får mobiliseret mine tilbageværende kræfter og “flyver” over asfalten de første timer, inden middagstemperaturen på langt over 40°C sætter en dæmper på konditionen. Ved frokosttid finder jeg et træ, der giver nok skygge, ruller liggeunderlaget ud og prøver at slappe af. Det er de 20-30 fluer, der kredser omkring mit ansigt, ikke helt enig i, jeg skal. Da jeg så oven i købet får øje på en slange, pakker jeg mine ting og siger tak for selskabet. På et tidspunkt går jeg lidt i panik. Jeg regner ud at jeg cykler 8-10 km på en liter vand. Dagsetapen er ca. 125 km, men jeg har ingen cykelcomputer og har dermed kun en løs fornemmelse af, hvor langt jeg er nået. Jeg må nøjes med de sporadiske kilometersten, der dukker op i ny og næ. Landkortet fra turistinformationen er ingen hjælp. Ikke særlig smart, Henrik! Ingen huse, ingen biler, kun sol og varme. Hvad nu hvis cyklen går i stykker? Et dæk eksploderer, jeg løber tør for vand eller falder kraftløs af cyklen? Tankerne kører rundt i hovedet, og jeg er ved at blive sindssyg af den varme. Efter næsten 12 timer og utallige pauser i skyggen, dukker der en militærpost op. Jeg har præcis tre – psykologisk meget vigtige – slurk vand tilbage i flasken. “Aqua, por favor” er de første ord, der kommer over mine tørre læber. Med hver tår vand forsvinder tankerne, der har kredset omkring vand og drev mig til vanvid – eller “vandvid”. Vi sludrer lidt om min tur. De sædvanlige spørgsmål, som jeg utallige gange har svaret på. De sidste syv km til grænsen begynder det at banke voldsomt i hovedet. Det skyldes nok dehydrering, tænker jeg, men det bliver værre for hver meter, jeg nærmer mig grænsen. Jeg når lige at hilse på tolderne, inden jeg vælter med cyklen. Det viser sig, at jeg har fået et voldsomt solstik. Jeg brækker mig hele aftenen og kan ikke holde noget indenbords. Tolderne lader mig tage et brusebad, laver mate-te til mig og tilbyder, at jeg kan sove i hængekøjen under et stort træ. Solstik er nok noget af det mest ubehagelige, man kan opleve, hvis man ikke har udsigt til køligere omgivelser eller aircon. Konstant uro i kroppen, svimmelhed, opkastning og en bankende hovedpine er symptomerne og et hotelværelse med aircon den eneste terapi. Jeg donerer mine sidste guarani til en omgang øl til tolderne, og det bliver modtaget med et kæmpe smil. Efter en lækker morgenmad med mælk og æggekage stopper tolderne en 25 Turen gennem Chaco var en del af min fire måneders cykeltur med start i Sao Paulo. Ruten førte mig til Iguazu vandfaldene, videre til Asuncion og 870 km gennem Chaco til Bolivia. Derefter cyklede jeg langs Andesbjergene til Salta i det nordvestlige Argentina, hvor jeg krydsede en bjergkæde i 3500 moh. Så gennem nationalparken Los Cardones, hvor jeg fulgte ruta 40 til Chilecito. Jeg lagde vejen forbi Talambaya-nationalparken og Cordoba, besøgte en ven længere sydpå i Pampas-regionen, kørte derfra nordpå til Rosario, så gennem Uruguay og endte efter 5800 km på cykel i Buenos Aires. UD & HJEM IGEN: Flybilletten med British Airways kostede 5.400 kr. t/r inkl. cykel. bus og sørger for en vinduesplads til Villamontes, den første større by på den bolivianske side med gode chancer for et hotel med aircondition. nn Henrik Schumacher har medlemsnr. 309 og modtog DBK’s Folkersenpris i 2012. Prisen er opkaldt efter æresmedlem Poul Folkersen og gives til medlemmer, som har udvist en helt særlig eventyrgejst. Venlige kæmper i ørkenen Et møde med O atars hvalhajer Tekst: Theis I. Sølling fotos: Theis I. Sølling & Wikimedia P Kik godt efter. Under overfladen lurer verdens største fisk. ajero-bilens termometer viser 42°C. Kl. er 05.15. Jeg er på vej nordpå mod Al Ruwais ad Al Shamalhovedvejen. Den er opkaldt efter den varme sommervind, der har gjort det umuligt for os at komme på havet de seneste tre uger, hvor Qatar har været indhyllet i den ene sandstorm efter den anden. Der er sand, så langt øjet rækker, kun afbrudt af enkelte grønne kunstvandede områder, der gør det ud for qatarernes landsteder. Der er ikke rigtig nogle byer mellem Doha og støvede Al Ruwais, så trafikken glider glat – det er et særsyn i Qatar. Al Shamal stopper faktisk i Al Ruwais havn, et charmerende lille sted med både, der for det meste ligner den klassiske arabiske dhow. Som taget ud af ”Sinbad Søfareren”. Ali fra Qatars miljøministerium ligger klar i sin speedbåd med to 200 Hk motorer. Vi kan tilbagelægge de ca. 100 km til Qatars skattekammer – Al Shaheen-oliefeltet – på halvanden time. Det er Mærsk Oil, der producerer olie fra det 400 km² store felt med i alt ni platforme, og det er Mærsk, der står for vores ekspedition til Golfens venlige kæmper – Qatars hvalhajer. Den første stime møder vi ved feltets første platform. Der er omkring 50. Den stille susen af hvalhajfinner igennem vandet går klart igennem på denne dag, hvor der er fuldstændigt havblik. Motoren stopper, og jeg skynder mig i vandet, bange for at hvalhajerne forsvinder. Mærsks chefforsker Steffen Bach tager den med ro – der ikke er grund til stress. Giganterne bliver der, til der er spist op. De pløjer nemlig igennem vandet med åben mund, indtil der ikke er mere tunrogn tilbage. Tunen gyder her midt ude i Den Persiske Golf, og de samler sig omkring boreplatformene, som er kunstige rev her i den våde ørken-offshore – hvalhajerne samler sig også. Man skal være lidt opmærksom midt i hvalhaj-mylderet, for bedst som man ligger og svømmer ved siden af en haj, er man ved at blive rullet over af en anden, og de er store som busser. Selv om hvalhajerne ser bløde ud, skal man nok alligevel ikke støde ind i dem, når de glider igennem vandet med deres følge af rensefisk, for de er beklædt med et panser af små tænder. Forskerne samler hudprøver, kortlægger fødevaner og radiotacker, mens jeg er som en fisk i golfens 34°C varme vand. Man ved meget lidt om golfens kæmper. Faktisk var det ukendt, at de overhovedet var der, indtil borebisserne spottede dem for få år siden. En hypotese er, at de vandrede mellem Mozambique og Golfen, men sonarforskningen på 26 Hvalhajer i Qatar Hvalhajen kaldes på engelsk for a gentle giant. Mærsk Oil Research and Technology Centre (MORTC) har vist, at de faktisk ikke rigtigt rykker sig ud af det beskyttede farvand mellem boreplatformene. Svømningen bliver afbrudt af Steffens satellittelefon, der ringer på dækket. Det er BBC. De vil høre om projektet i en udsendelse til ”Wild Arabia”. Vi sejler lidt videre og når hurtigt området omkring en af de andre platforme. Her møder vi endnu en stime, denne gang med et følge af delfiner og stimer af store fisk, der svømmer med hovedet oven vande. Måske for at være med i festmåltidet af tunfiskeæg. Vi er ved at være færdige med dagens ”arbejde” – en hård dag på jobbet, men nogle skal jo gøre det – og sætter kursen mod Al Ruwais. Lige inden vi når kysten, sejler vi forbi en gruppe af fugle, der hviler på overfladen – tusindvis af sorte vinger letter og giver anledning til sort sol over Qatar. En mere perfekt afslutning på dagen er svær at forestille sig. Der er virkeligt mange dyre-relaterede oplevelser at finde under Qatars ørkenhimmel, og man kan læse mere om hvalhajforskning i Qatar på www. qatarwhalesharkproject.com. Ud over hvalhajerne er der også stor fokus på Qatars havskildpadder som lægger æg på Fuwarit-stranden i Nordqatar. Det er et lidt mere tilgængeligt projekt (sammenlignet med hvalhajerne) at komme til at se, når æggene klækkes, og det er muligt ved blot at køre til Fuwarit i juni måned – Man skal blot spørge efter Shafiq og komme ved 17-tiden, så er der gode chancer. Nyudklækkede havskildpadder på Fuwarit på vej ud i Den Persiske Golf. nn Theis I. Sølling har medlemsnr. 218. Han har besøgt 82 lande og fem territorier. Hav og hvalhajer så langt øjet rækker. Rhincodon typus, det plettede monster eller havets venlige kæmpe, er nok et af de mest betagende væsener, man kan opleve til havs. Desværre drives der flere steder rovdrift på den. Men nogle af de steder, hvor man tidligere dræbte hvalhajer, er en helt ny industri opstået, nemlig hvalhajturisme. Hvalhajen er målt op til 12-13 meters længde, men der er beretninger om, at den kan blive op til 18 meter lang og kan veje op til 21 ton. Hvalhajen er verdens største fisk. UD & HJEM IGEN: Fly København-Doha fås fra ca. 1.500 kr. t/r med Pegasus Airlines. 27 Osorno 2.652 meter iskold chilensk forførelse Meget imod min vilje er jeg nødt til at bryde sammen på mine blødende knæ og tilstå. Jeg har forelsket mig! Uhjælpeligt endda! I en vulkan. Jeg tænker på den dag og nat, og dens snehvide tinde har ramt mig lige lukt i hjertet som en obsidianpilespids. Men den ensomme slumrende kæmpe i Andesbjergene lader sig ikke bare lige besejre. Sådan er det med disse lunefulde latinamerikanere – de stjæler din sjæl, før du ved af det, og du bliver aldrig den samme igen. Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen D et værker i samtlige muskler, og hver en lille fiber i min krop smerter. De tunge støvler føles som bly, og jeg slæber mig af sted med mine vandrestave. Hvert skridt er en kraftanstrengelse, og da jeg ikke er vant til den slags fysiske præstationer, hiver jeg efter vejret, holder pause, går nogle skridt og holder pause på ny. Der er langt til toppen, der ligger badet i det svage morgenlys. Mine to ledsagere, der begge er erfarne bjergbestigere, gør deres bedste for at opmuntre mig og lover frokost på gletsjeren – skønt vi end ikke er nået op til iskappen endnu. Nu kan det måske lyde som et topforsøg på Everest i Himalaya, især hvis man fokuserer på min beskrivelse af den fysiske anstrengelse. Men vi befinder os i et helt andet hjørne af verden, og midt i en helt anden historie for den sags skyld. Jeg har nemlig vovet mig ud i et projekt, som jeg ikke overhovedet kender udfaldet på. Det eneste jeg er helt klar over, er at forelskelse kan drive en vidt, hvilket jeg må sande denne morgen, hvor vi bevæger os opad med en overdådig stjernehimmel som eneste vidne. Planeten Venus skiller sig ud mod nord og leder mig på sporet af kærlighedsgudinder, mens jeg tænker på, hvad dagen vil bringe. Jeg aner ikke, hvad jeg har meldt mig til – men forelsket, dét er jeg! Jeg nipper til min halvlunkne café con leche på en café på Ramblaen i Barcelona i januar 2011. Kuglepennen grifler lystigt, og en skitse til en artikel om vulkanbestigningen tager form. Det er mine tanker jeg nedfælder, og i min erindring står det hele krystalklart. Endnu kan jeg genkalde mig følelsen og især min altopslugende forelskelse i vulkanen. Ord 28 og sætninger finder vej til min slidte notesblok, og jo mere jeg skriver, jo mere føles det som om, jeg igen står ved gletsjeren og fordyber mig i en udsigt, der er svær at beskrive med ord. Tilbage i 2006 rejste jeg rundt i Brasilien et par måneder og var efterhånden kørt en smule død i palmer og sandstrande. Jeg savnede mine bjerge, de gamle inkaruiner og storheden i det vestlige Sydamerika. Brasilien tændte mig aldrig helt, måske lige bortset fra smukke Rio de Janeiro, som jeg faldt helt og aldeles for. Men ellers sagde landet mig ikke det helt store, så jeg besluttede at hoppe på et fly til Santiago i Chile. bjerg er usædvanligt smukt, og mine tanker får hurtigt vinger. Bjerge har af en eller anden grund altid haft en dragende virkning på mig. Der er et eller andet ved deres storhed og iskolde utilnærmelighed, som i den grad rammer mig. Men sagen er, at jeg aldrig nogensinde har besteget et bjerg. Jeg har aldrig udfordret mig selv og mærket et bjergs utæmmelige kræfter under mine fødder. Et eller andet sted inde i mit fornuftige hoved ved jeg godt, at bjergbestigning ikke er noget, man bare kridhvide tinde forsvinde i tåger, og føler mig i den grad forført af dens vildhed. Det går efterhånden op for mig, at jeg vil fortryde resten af livet, hvis jeg ikke forsøger at bestige det. Bjerget har virkelig bidt sig fast i mig og nægter at slippe igen – der er ingen vej tilbage! Marcello med de blå støvler I den lille by Puerto Vargas, der ligger med en førsteklasses udsigt til vulkanen, får jeg øje på et lille rejsebureau. De reklamerer med trekkingture, men faktisk så aner jeg ikke, om det overhovedet er muligt at bestige vulkanen. Måske er det bare mig, der har fået en febervildelse. Men en storsmilende Rebecca bag En sagte hvisken i horidisken, syntes det lyder som sonten en fantastisk idé, da hun hører På vej ad Pan Americano sydpå mine planer. Nu er det pludmod Puerto Monnt får jeg øje selig meget kort afstand fra på noget langt ude i horisonten. tanke til handling. Hun griber Jeg har en plan om, at ville tage telefonen og lirer en hel remse hele vejen til det allersydligste på spansk af sig, og en halv Patagonien, og Puerto Monnt time senere holder Marcello er det naturlige udgangspunkt fra Puerto Monnt udenfor i sin for den slags udflugter. Men lettere ramponerede picket betagende syn får mig til up-truck. Bilen er fyldt med at strække voldsomt hals fra trekkingstøvler i skrigende blåt mit trange bussæde. Chile er plastik. Jeg gør store øjne og jo som bekendt bjergrigt, men ved ikke helt, om jeg skal grine hvad der pludselig fanger mit eller græde. Marcello er en ung blik, er en ensom beliggende knægt – vel midt i 20’erne – og bjergtinde langt borte. En friter helt med på ideen om at liggende vulkan, der med sit besejre Osorno, og så skal der i klassiske kegleformede udseøvrigt prøves støvler! ende, minder om de billeder, Jeg får besked på at være man altid ser af Fujibjerget i klar på mit hostel næste Japan, hvor fotoet indrammes morgen kl. 4.30, og så skal af lyserøde kirsebærtræer i vi nok få lagt det bjerg ned. blomstringssæsonen. Noget i Jeg synker et par gange – nu mig tændes, og jeg aner ikke Det føltes helt overvældende, endelig at stå på vulkanen – hænger jeg på den og kan ikke hvorfor, men dens smukke selvom der stadig er meget langt til toppen. rigtig finde ud af, om jeg skal silhuet har en næsten magnedø af skræk eller gå stærk til opgaven. tisk effekt på mig. Jeg skal tættere på det lige gør. Det kræver både forberedelse, Selvom det er højsommer i Chile bjerg – det føltes som en kalden – ”Kom,” professionelt udstyr og erfaring, for slet i februar, er morgenen iskold, da vi lyder en sagte hvisken ude i det fjerne. ikke at tale om ekstrem kondition. Og står ved startpunktet for opstigningen. Da jeg er kravlet i soveposen om ingen af disse ting har jeg. Luften er gnistrende frostklar, og vores aftenen gennemgransker jeg landkortet Mit realistiske jeg bliver ved med ånde bliver til damp. Vi er nu tættere på omkring Puerto Monnt – der kan kun at fortælle mig, at den drøm kan jeg vulkanen end nogensinde, og det virker være tale om Osorno vulkanen, der med godt skyde en hvid pind efter. Mit overvældende, selvom vi fortsat er langt sine næsten 3.000 meter rager godt op adventure-gen derimod har helt andre fra toppen. Man fornemmer bare et i landskabet. Den slumrende kæmpe planer. Selvfølgelig kan jeg bestige et eller andet kæmpemæssigt lurer oppe ligger i et forholdsvist fladt område, og bjerg! Disse to sider af mit sind er oppe i mørket og kan kun skimte et svagt dens profil står i skærende kontrast til at toppes i adskillige dage, alt imens omrids af tinden i månelyset. landskabet omkring. jeg observerer vulkanen fra snart sagt Vi gør udstyret klar, og jeg får udleDe følgende dage bruger jeg Puerto samtlige vinkler, og bare bliver mere veret isøkse, støvler og et par vandreMonnt som base, og tager ud til landsog mere forelsket. Jeg følger strukturen stave og vi begiver os på vej. Marcello byer omkring vulkanen. Jeg bringes i dens stejle flanker helt ned til søerne, har taget sin ven med, der også hedder tættere og tættere på bjerget, hvis hvide der ligger for foden. Drømmende iagtMarcello – så jeg skulle være godt sikret istunger smyger sig ned fra toppen. Det tager jeg skyerne, når de lader dens 29 og begynder at overveje, om det virkelig er så farligt, at det er nødvendigt med to til at passe på mig. Et andet hold starter på samme tid som os, og det skal hurtigt vise sig, at de er i noget bedre kondition end jeg er. To x Marcello er vant til at bestige bjerge og er i topform. Det kniber lidt mere for mig, der på ingen måder er vant til, at færdes i stive støvler i løst vulkansk sand i en stejl vinkel opad. Efterhånden viger mørket for dagslyset, og en næsten himmelsk solopgang står malet i alle palettens klareste farver over vulkanen. Mindekors for de forsvundne Vi arbejder os langsomt opad, og jeg lægger mærke til flere store jernkors, der er sat op på stien. ”Det er til minde om de forsvundne,” svarer Marcello toneløst og løfter ikke et bryn. Jeg gyser ved tanken, og langsomt går det op for mig, hvad jeg har indladt mig på. En ung fyr fra Holland forsvandt for nogle år siden på vulkanen. Han var frygtløs og mente ikke, at han havde brug for en guide. Men han kom aldrig ned igen, og man har aldrig fundet ham. Han er formentlig styrtet i en gletsjerspalte, som lukker sig sammen som en skruestik, og pludselig en dag skylles liget ud under isen om foråret, hvis det overhovedet nogensinde dukker op. Marcello påpeger, at det er meget letsindigt at gå op på vulkanen alene, for klapper fælden, er man sikret en iskold død. En vulkan er selv i slumrende tilstand en levende organisme, der hele tiden forandrer sig som følge af vejr og vind. En nådesløs verden, hvor gletsjer- Jeg er på ingen måde vant til at vandre i stive plastiktrekkingstøvler og er helt udmattet, da vi kommer ned fra vulkanen. spalter lukker sig igen – lige meget om der så ligger et menneske på bunden af dem. Alvoren bliver mejslet ind i isblokke for mig. Jeg spekulerer over, at den risiko er bjergbestigere vel forberedt på. Et eller andet sted ser de det måske endda som en ære at ende deres dage som ismumier i en gletsjerspalte. De må have gjort sig helt klart, at faren er der, men de dumdristige er nok ikke bevidste om deres egen formåen og naturens voldsomhed. Jeg mindes med kuldegysninger de skrækfilm, jeg har set om bjergbestigning og er helt på det rene med, at dette ikke er nogen leg. Inkaernes bjergofringer Midt på formiddagen når vi iskappen i 2.000 meters højde. Der mangles altså yderligere 652 meter. Vi har ikke nået det punkt, som gør, at vi kan fortsætte mod toppen og stadig nå at være nede inden det bliver mørkt. ”Vi er nødt til at stoppe her”, vurderer Marcello. Jeg må altså krybe til korset og indse, at jeg ikke når toppen. Det er simpelthen for barsk for en uøvet som mig. Marcello var sikkert helt fra starten godt klar over, at vi aldrig nogensinde ville nå toppen, men han er prof nok til at lade mig forsøge. Til gengæld får jeg noget helt andet med hjem. Selvom jeg havde fokuseret på at nå toppen, så fylder det mindre, når jeg ser hvor betagende smukke omgivelserne er – selv bare ved isgrænsen. Det hold, der startede samtidig med os om morgenen, kan vi nu lige akkurat skimte mod toppen med det blotte øje. Afstande bedrager som bekendt, og det mest fascinerende er at opdage, hvor skræmmende stort det bjerg er. Jeg stirrer intenst på dets tinde, der står skarpt markeret mod den klare blå himmel, som var det silke. Afstanden til toppen ser ikke ud af meget, men nu ved jeg jo bedre. Det er næsten en åndelig oplevelse at mærke bjergmassivets altopslugende stilhed. Selvom det var lidt af en overvindelse at gøre det, så er det alligevel vigtigt for mig at have levet min længsel ud. Jeg føler, at jeg befinder mig ganske tæt på noget urgammelt. Ja, man føler næsten, at man kan fornemme Moder Jords hjerteslag. Det er vanskeligt at sætte ord på, men jeg forstår pludselig, hvorfor inkaerne stræbte mod hellige bjergtoppe. Man bøjer sig i ydmyghed overfor bjerge af denne kaliber og kan pludselig gennemskue, hvorfor de fandt det ærefuldt at foretage ofringer til guderne på disse ugæstfrie tinder. Jeg tænker på barnemumier som fx Juanita, der blev fundet i 1995 på vulkanen Ampato i Peru. Hun vandrede selv til toppen, inden hun måtte lade livet ved kølleslag. Det må have været en overvældende oplevelse for et barn at bestige en sådan bjergtop. Ikke alene på grund af højdesyge og fysiske symptomer, men også på grund af den enorme storhed. Jeg står i hvert fald midt på iskappen, og føler mig som det sidste menneske i verden, mens jeg tager mig selv i at blive stille og eftertænksom og bøje nakken i ydmyghed over for skaberværket. Udsigten op mod vulkanens top er helt uovertruffen på sådan en tidlig morgen, hvor naturen langsomt vågner op. 30 CHILE UD & HJEM IGEN: Fly KøbenhavnSantiago fås fra ca. 7600 kr. t/r. Fra Santiago til Puerto Monnt kan man rejse med bus for ca. 400 kr. Iført trekkingudstyr bliver jeg forbundet til Marcello med et tov – så jeg ikke risikerer at forsvinde i en gletsjerspalte. En hed kærlighedsaffære Marcello udstyrer mig med klatresele, steigeisen og et solidt lag sollotion jævnt fordelt over hele ansigtet. Bagefter bliver jeg forbundet til ham med en snor, så han ikke risikerer, at jeg forsvinder ned i en af de frygtede gletsjerspalter. Når vi nu ikke når toppen, vil han i det mindste lære mig at trekke på gletsjeren. Den store stilhed brydes nu af en faretruende knirken fra isen. Jeg går med forsigtige skridt, som om jeg bevæger mig på tyndt glas, der kan briste hvert øjeblik, det skal være. Marcello forklarer, at isen har en mørkere farve, hvis der er et dybt hul, så vi skal lægge godt mærke til, hvor vi går. Dybt koncentreret lister vi fremad, selvom det føles underligt at gå på is, efter at vi har kæmpet os opad i gråt tungt vulkansand. Selvom synet udover gletsjeren er helt overjordisk, føler jeg også en svag undertone af uhygge, hvor jeg hele tiden føler, at hvert skridt kan blive skæbnesvangert. Måske skyldtes det, at jeg bevæger mig rundt i – et for mig – fuldstændig ukendt territorium. Der er folk, der er døde på dette sted, forsvundet, udslettet for evigt og ingen har fundet deres jordiske rester. Det er temmelig angstprovokerende at vide, at bjerget med lethed kan kvase mig til en langsom, isnende kold død mellem gletsjerspalternes meterhøje blå isvægge. Osorno er næppe et bjerg i kategorien ”Seven Summits”, men dog et lidt ambitiøst begynderprojekt. Trods sin relativt lave højde på 2.652 moh. er det ikke en af de nemmeste vulkaner at bestige. Marcello forklarer, at selve tinden teknisk set er ret vanskelig at forcere, da der her stilles krav om decideret isklatring med reb og skruer. Selvom jeg ikke nåede toppen, så fik jeg i hvert fald så meget fornemmelse for bjergbestigning, at jeg den dag i dag nærer en kæmpebeundring for mennesker, der når deres mål på nogle af verdens højeste bjerge. Jeg forstår til fulde, hvad der driver dem, selvom jeg slet ikke kom til bare at nå dem til sokkeholderne med denne bestigning. Det er helt umenneskelige fysiske præstationer de udfører. Jeg bar kun en dagrygsæk med vand og madpakke og en ishakke og var aldeles udmattet. Bjergbestigere slæber på 30-35 kg og skal oven i købet udholde højdesyge og almen svækkelse af anstrengelsen. Selv slap jeg for symptomer på højdesyge. Som regel mærker jeg det først ved omkring 4.000 meter, men her slår det til gengæld også hårdt. Alt i alt må jeg erkende, at jeg ikke har fysik til bjergbestigning. Om aftenen efter min debut på bjerget, faldt jeg i en dødslignende søvn og vågnede først 12 timer senere. Jeg var stadig lige forelsket i min vulkan, men en del mere ydmyg over for dens størrelse. Da jeg to år senere chattede med Marcello var han i Tromsø og arbejdede som hundeslædefører. Vi har i dag stadig en aftale om at bestige Osorno igen – men denne gang på to dage, med en overnatning. Jeg forestiller mig, at 31 TOPBESTIGNING: I februar er det sommer i Chile, men det kan godt være køligt om morgenen, så medbring en varm jakke. Bestigning af Osorno med guide koster ca. 1.500 kr. inkl. udstyr, og man skal regne med en heldagstur, hvor man lægger ud kl. 5 om morgenen. Bestigningen kræver god fysik og meget gerne klatreerfaring, men det er absolut ikke en umulig opgave. BO: Byen Puerto Vargas ligger i nærheden af Osorno-vulkanen. Det er en hyggelig lille by, og her findes de turoperatører, der laver trekkingture til toppen af vulkanen og i området omkring. Der findes også flere små billige hostels i byen. det må være en helt unik oplevelse at sove på en vulkan – midt i naturkræfterne, så man virkelig kan mærke man lever. For ja, vulkanen stjal min sjæl og gav nødigt slip på den igen. Den holdt mig fast, men sådan går det, når man har en hed affære med en lunefuld gentleman, der er koldere end en dybfryser. En kæmpe, der forfører sarte sjæle – kan være livsfarlig – måtte jeg sande. nn Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen. Læs mere om hendes rejseoplevelser på www.inkapigen.dk. Lykkejægernes by ved ˉ Amazonˉ floden FLODEN Iquitos i Peru var engang centrum for gummiproduktion. I dag er skoven og indianerne den største attraktion. Tekst & fotos: Niels Andersen G odt 3.000 km oppe ad Amazonfloden, omgivet af regnskov, ligger byen Iquitos i Peru. Med sine 400.000 indbyggere bryster den sig af at være verdens største by uden adgang til byen via et vejnet. Vil man til Iquitos, er det enten med fly eller ad Amazonas. Ved Iquitos er floden stadig bred og dyb nok til at kunne besejles med fragtbåde af den type, som besejlede de danske kystbyer for et par årtier siden. Omkring år 1900 var Iquitos et mekka for udskibning af rågummi, og det bragte ufattelige rigdomme til byen. De nyrige viste blandt andet deres velstand ved at beklæde deres huse udvendigt med kakler importeret fra Portugal. Først gummi, nu olie Efter 1. Verdenskrig svandt gummieventyret ind. Iquitos har i mange år levet en hensygnende tilværelse indtil et olieventyr i området imellem Peru og Ecuador igen har sat lidt gang i bylivet. Regeringen i Lima har gjort Iquitos til en såkaldt frihandelsby med lave toldsatser i et forsøg på at få gang i noget industri. Alligevel er succesen ikke særligt åbenbar. Iquitos synes mest at fungere som en udskibningshavn for lykkejægere, der i hjemmeflikkede husbåde drager op ad de utallige små bifloder til Amazonas. De søger ikke mindst guld og andre ædle metaller ved kilderne til de mange fortsat uudforskede bifloder. Efter sigende er det ikke mange af lykkeridderne de ser igen i Iquitos. Enten har de fundet lykken og er draget sydpå til civilisationen for at nyde livet. Eller – mere sandsynligt – har de ikke fundet hverken guld eller anden rigdom og er draget videre på eventyr eller gået til undervejs i urskoven og sumpene. Der er mange rygter, og kun lidt vished om, hvad der sker med de mange, der søger lykken med udgangspunkt i flodbyen Iquitos. Besøg hos indianere Turismen er ikke ligefrem udbredt i byen. Men vil man udforske en uberørt tropisk regnskovsnatur og opleve indianerstammer, der kun periferisk har kontakt med vores verden, så er Iquitos et godt bud. Jeg var på forretningsrejse i Iquitos i 1984, men tog mig tid til en udflugt godt 30 km ned ad Amazonfloden til bifloden Sinchicuy. Her tilbyder den ældste lodge af samme navn i dag økoturisme med ture ind i den uberørte regnskov og besøg hos en yagua-indianerstamme. Der var afgang fra Iquitos tidligt om morgenen i en mindre langbåd med en støjende Yamaha-motor hæftet fast langs rælingen. Efter godt 30 kilometers hurtig sejlads var 32 PERU UD & HJEM IGEN: Med LAN Airlines Lima-Iquitos ca. 3.500 kr. t/r. Yaguaindianergruppen og undertegnede. vi fremme ved Sinchicuy Lodge, hvor lokalguiden tog os med ad små stier ud i junglen for at møde Yagua indianerne ved bredden af en lille biflod. Vor guide anmodede stammens ældste om tilladelse til besøg. Vi blev mødt af en gruppe ret nysgerrige indianere, der tilsyneladende glædede sig over besøget af fremmede. Kvinderne falbød hjemmelavede halskæder, fremstillet af forskellige tørrede frøskaller og med pigge fra hulepindsvinet. De beklagede sig ikke over, at vi kun købte enkelte kæder til en ringe værdi af nogle få soles. Børnene var sky og gemte sig bag mødrenes skørter, men alle havde det tilsyneladende herligt. De morede sig lige så meget over vores avancerede påklædning med pressefolder i bukserne, som vi – noget mere diskret – morede os over deres mere tropisk hensigtsmæssige, lettere påklædning. Mændene havde deres våben med sig: lange pusterør af udhulede trægrene med et mundstykke af naturgummi og med pile, omviklet med vilde bomuldsfibre i den ene ende, og dyppet i curare gift i den spidse ende. De grinede meget ad vor skræk for at blive ramt af de giftige pile og overbeviste os om, at de også medbragte pile uden den giftige pilespids. De demonstrerede deres træfsikkerhed med pusterørene ved, fra mindst 10 meters afstand, at skyde pile lukt igennem cigaretter sat op som skydeskiver på en trægren. Ramte de – og det gjorde de hver gang – fik de cigaretten som præmie. Et pusterør som jagtvåben kan synes noget primitivt, men det er i virkeligheden meget avanceret. Det BO & SPIS: Et dobbeltværelse på et trestjernet hotel i Iquitos fås fra ca. 350 kr. På Sinchicuy Lodge koster to nætter ca. 2.600 kr. med helpension i dobbeltværelse. Læs mere på www. paseosamazonicos.com. Et rigtigt langt pusterør. skræmmer ikke andre dyr væk, sådan som en støjende riffel ville have gjort. Helbredende urter Naturen er yaguaernes lokale supermarked og – ikke mindst – også deres apotek. Vor guide tog os med på en lille rundtur og udpegede den ene busk og træ efter den anden. Han fortalte, at bladene fra en bestemt busk var perfekt imod hovedpine, at kogte rødder fra en urt var perfekt mod mavepine, at formalede kviste fra et træ virkede mod bylder, og at kvinderne undgik at blive gravide, hvis de spiste bladene fra en bestemt busk. Og sådan kunne han blive ved i den tætte frodige fugtigvarme tropiske jungle. 33 Jeg formoder, at de i tidernes morgen har fundet ud af de mange helbredende og dødelige naturalier efter udelukkelsesmetoden. Det lyder lidt uhyggeligt, for vores indianske guide udpegede også en lille busk, hvis blade skulle være absolut dødbringende! nn Niels Andersen har medlemsnr. 626 og er født i 1951. Han har besøgt 77 lande og 16 territorier og er efter sigende ikke specielt interesseret i at besøge så mange lande som muligt, men mere interesseret i at opleve de lande, han nu engang besøger. I Peru har han foruden Iquitos også været i Lima, Callao, Cusco, og besøgt Machu Picchu. Kenya: Udsigt fra Point Lenana i 4.985 moh. på Mount Kenya. Foto: Inge-Merete Hougaard. Rejsebilleder Tyrkiet: Hvad er mere friluftsliv end at hænge i en ballon i fri luft en tidlig morgen over Kappadokia? Foto: Rasmus V. Gregersen Malaysia: Gunung Kinabalu er Malaysias højeste bjerg. Toppen ligger i 4.095 moh. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Kenya: På vej op ad Mount Kenya. Toppen ligger i 5.199 moh. Foto: Inge-Merete Hougaard. Island: Islandske heste på græs på sydkysten. Foto: Morten Haagensen. Kirgisistan: Tre dage til hest på vej til Song Kul-søen. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Danmark: Nysgerrige får på klippeskrænterne over Gudhjem. Foto: Lars-Terje Lysemose. Nepal: Udsigt fra landsbyen Lho til verdens 8. højeste bjerg – Manaslu med sine 8.163 moh. At vandre her forudsætter, at man har en guide og særlig tilladelse. Foto: Lars-Terje Lysemose. Oman: En typisk beduinlejr i ørkenen. Familierne er nomader, og lejren kan hurtigt brydes op. Foto: Jesper Grønkjær. Sverige: Vestruten op ad Kebnekaise kræver ingen teknisk snilde. Selv en hund kan nå til tops, men turen på 18 km varer mindst 10 timer t/r. Foto: Lars-Terje Lysemose. Ecuador: Cotopaxi er med sine 5.897 moh. Ecuadors højeste og mest aktive vulkan. Base Camp ligger i 4.864 moh. Foto: Morten Haagensen. Sverige: Ja, vi skal helt derop! Sveriges højeste fjeld, Kebnekaise, er nu målt til 2.099 moh. I snit smelter en meter af toppen om året. Foto: Lars-Terje Lysemose. Chile: Vulkanen Osorno, Puerto Varas. Foto: Inge-Merete Hougaard. Malaysia: Gunung Kinabalu i ca. 3.500 moh. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Pakistan: Denne noget alternative bro over Hunzafloden fandt jeg ved Passu, og selvom den ser faldefærdig ud, holdt den. Foto: Claus Qvist Jessen. Kenya: Masai Mara. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. De Kanariske Øer: El Hierro. Vidnesbyrd om et gigantisk jordskred for 15.000 år siden. Foto: Per Allan Jensen. Malaysia: Fantastisk dyreliv i Kinabatangan. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Malaysia: Bako nationalpark. Den er giftig! Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Kina: Kamel i Taklamakan-ørkenen. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Filippinerne: Bohol. Hvilket væsen har vi mon her? Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Malaysia: Gunung Kinabalu. Et sødt lille egern. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Sverige: Pakdyr eller en ægte friluftshund? Tre ugers vandring giver ca. 9 kg oppakning i tørfoder, men labradoren Molly kan heldigvis selv bære 6 kg i en kløvtaske. Foto: Lars-Terje Lysemose. Malaysia: Næseabe i nationalparken Baku. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Argentina: Udsigt over søen Nahuel Hhuapi, San Carlos de Bariloche. Foto: Inge-Merete Hougaard. Malaysia: Gunung Kinabalu. Ufatteligt hvad der kan gro så højt oppe! Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Norge: Når man står på Nordkapp er Svalbard det eneste, der skiller en fra Nordpolen. Foto: Morten Haagensen. Madeira: Den yderste spids på østkysten, Ponta der São Lourenço, byder på et fantastisk okkerfarvet klippelandskab. Foto: Lars-Terje Lysemose Filippinerne: Nationaparken Isarog i fuldt flor. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Filippinerne: Smuk solnedgang over Donsol. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Sverige: Solopgang på Södra Kungsleden. Foto: Søren Christensson. Nepal: Yakokser ved Samdo, 3.875 moh., på grænsen til Tibet. Om sommeren passerer handelskaravaner gennem de høje bjergpas. Foto: Lars-Terje Lysemose. Til dato har jeg været på 93 vandre- og skiture i Norge. Her er vi i Jotunheimen. Foto: Gunnar Terje Lysemose. Grønland: Solnedgang i Rodebay, 18 km nord for Ilulissat. Foto: Morten Haagensen. Norge: Norsk same på Nordkalotten. Foto: Morten Haagensen. Tekst & fotos: Knud B. Bach Livet langs Amazonfloden Flodbørn på arbejde. Inden for de seneste 10 år har jeg besøgt Amazonas mindst 10 gange. Alligevel har jeg kun besøgt en lille del af floden, der har en total længde på 6.400 km. M anaus er i dag en storby med 2 millioner indbyggere. Den ligger langt oppe ad floden, men kan alligevel anløbes af store atlanterhavsskibe. Der er to ting, som særligt har fascineret mig ved området: De imponerende gamle kulturbygninger samt naturen i og omkring den enorme flod. Naturgummi eller latex blev høstet her fra ca. 1865 til 1915, og det gjorde byen meget rig. I det gamle center ligger toldbygningen, finansministeriet og Teatro Amazonas. Specielt teatret er imponerende. Det tog 15 år at bygge det og kun de fineste materialer fra Europa blev brugt. En stor del af teatret blev prøvesamlet i London inden afskibning. Det blev bygget i Belle Epoquestil og blev først færdig i 1897. Rio Negro-paladset er et rigtigt gullaschbaron-palæ. Bag markedet ligger den vibrerende flodhavn, hvor flodbådene ligger på rad og række langs pontonbroer. Disse både fragter folk og varer på små ture til det næste sted eller tager en lille uges sejltur til Belem. Man kan dase i hængekøje på dækket eller sove i luftkonditioneret kahyt på øverste dæk. I februar 2002 tog jeg en sejltur til junglehotellet Ariau Towers, der ligger to timer oppe ad Rio Negrofloden. Ariau Towers er en jungle lodge, som er bygget på stolper ud fra flodbredden. Herfra deltog jeg i flere spændende gruppeture, hvor vi så på fisk og fugle i strålende farver, og vi fiskede også nogle af de grådige piranha-fisk. På vejen tilbage til Manaus oplevede jeg sammenløbet af de to hovedfloder, Rio Negro, den sorte, og Solimoes, den brun-gullige. De flyder sammen og bliver til Amazonfloden. Amazonas’ latexproduktion kollapsede omkring 1910, fordi para-gummitræet var blevet smuglet til Malaysia og Sumatra. De britiske og nederlandske kolonier var langt mere effektive til dyrkning og produktion af gummi. Priserne faldt, og Manaus blev meget 39 fattig. I 1960’erne fik man, via skat- og momsfritagelse, lokket nogle elektronikog montagefabrikker dertil. Honda Motor samler nu 7.000 motorcykler om dagen i Manaus. Santarem ligger i delstaten Para, ca. midtvejs mellem Manaus og Amazonflodens udløb i Belem. Jeg har besøgt byen to gange. Første gang var i 2010 for at sejle med flodbåd til Manaus. Vi drev langsom frem. Skipperen havde ikke travlt. Han lossede og lastede ved flere små havne, og det gik op for mig, at jeg ville komme en dag senere end beregnet til Manaus. Altamira ved Xingu-floden og Belo Monte-dæmningen I marts 2011 kom jeg tilbage til Santarem for at flyve til Altamira ca. 1.000 km længere nede ad Xingu-floden. Jeg havde længe haft ønske om at besøge xingu-indianerne, som bor i dette område, hvor der nu er lanceret et kontroversielt dæmningsprojekt. Xinguindianerne er trængt ud af storlandbruget, og de fleste bor i små landsbyer langs med floden, men nogle bor i et stort fælleshus i Altamira, nærmest Amazonfloden Amazonfloden har en længde på 6.400 km og har over 200 bifloder, der tilsammen afvander ca. 7 millioner km². 120.000 m3 vand afledes i sekundet i udløbet. Floden er sejlbar for oceangående skibe, der næsten kan sejle Sydamerika tværs igennem. Andesbjergkæden standser dog denne sejlads. Indsejlingen ligger på østkysten af Brasilien, og kaldes Rio del Mar – Flodhavet. Amazonfloden har over 2.000 fiskearter, lige fra elektriske ål til stimer af blodtørstige piratfisk. Flodfærger på rad og række i Manaus. Amazon Rio Negro Ariau Towers Jungle Lodge. Fiskemarked i Belem. en slags fattighus. Det lykkedes mig at besøge en gruppe i et lille reservat i Bethania 10 km uden for byen. Da jeg nåede frem, var der flere busser med folk fra andre brasilianske indianersamfund. Disse var kommet for at støtte xingu-indianerne i deres protestkamp mod Belo Monte-projektet. Det enorme vandkraftværk er planlagt til at blive det 2. eller 3. største i verden. Indianerne har fået PR-hjælp fra James Cameron, instruktøren af ”Avatar”-filmen. Han har netop deltaget i et international forum for vedvarende energi i Manaus og har været på besøg i Altamira med en påmalet blå avatarmaske samt demonstreret sammen med indianerne i regeringsbyen Brasilia. Så en Hollywood-filminstruktør og frustrerede indianere har givet Lula og nu præsident Dilma flere grå hår! Efterspil: Dæmningsbyggeriet buldrer fremad. Der har været flere store demonstrationer, bl.a. under FN’s miljøkonference, ”Rio +20”. Højesteret har midlertidigt stoppet anlægsarbejdet med krav om dialog med indianerne, men gigantprojektet har momentum og vil nok fortsætte. Jeg synes, Belem har Brasiliens mest interessante marked, og det siger ikke så lidt, da Brasilien har mange fortryllende markeder. Para-delstaten har specielt to endogene produkter, de store paranødder, som vi knækker til jul, samt Acai-palmenøddeekstrakter, som er blevet meget populære her da de indeholder stærke antioxidanter. 40 Sammen med min kone Anna tog jeg en tidlig morgen på sejltur til Ilha Papegaio. Her er tusinder af grønne papegøjer, som letter tidligt om morgenen. Amazonfloden er verdens længste flod, et forunderligt floddelta, som kan besøges på mange forskellige steder og på mange forskellige måder. Der er et levende folkeliv på og omkring den – alt i et grønt junglehav. nn Knud B. Bach har medlemsnr. 125 og har boet og arbejdet i Brasilien i 12 år. Han er nu på retræte og er gået fra at være adm. direktør til rådgiver og bor nu på skift i Rio de Janeiro og i Aalborg. Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser Tekst: Lars-Terje Lysemose E fteråret står for døren, og hvis man da ikke ligefrem er på vej ud ad døren – på vej ud at rejse – hvad er så bedre, end at ligge hjemme på sofaen med en stak rejsebøger eller en god film, som kan inspirere og lindre efterårets mørke, blæsende og regnvåde årstid? Vi kalder det for sofarejser, når vi på næsten magisk vis, som om vi havde et flyvende tæppe, kan rejse ud i verden hjemme fra sofaens trygge rammer. At have noget at underholde sig med på rejsen kan også være essentielt, når man sidder i et tog, en bus, på et fly eller et kedeligt hotelrum. Globen omtaler og anmelder derfor gerne bøger og film, som kan inspirere og udvikle rejselysten. Om Afrika “Ørkenen brænder. Blandt Saharas og Libyens beduiner” af Knud Holmboe (Vandkunsten, 2011, 352 sider, med kort og fotos i sort/hvid, 249,95 kr.) er en nyudgivelse af et klassisk journalistisk mesterværk, som desværre synes at have været gået i glemsel. For bogen er en stærk og troværdig øjenvidneskildring af en ung verdensberømt dansk journalist (i øvrigt bror til komponisten Vagn Holmboe), som i 1930 sætter sig for at køre tværs igennem Sahara fra Marokko i vest til Egypten i øst i en åben Chevrolet. Det har ingen andre gjort før. Det lykkes dog heller ikke helt for den unge Holmboe. Han arresteres og deporteres, da han rager uklar med de fascistiske italienere, som har besat Nordafrika for at skabe et Lebensraum for en voksende italiensk befolkning. Holmboe er selv konverteret til islam og taler arabisk og kommer på den måde nærmere lokalbefolkningen end nogen anden europæer. Og det er et ægte eventyr, han kommer ud på, for iklædt marrokanske gevanter opfattes han af de lokale som en blandt dem. Han kører vild i ørkenen og må i dagevis gå på må og få uden vand, og han tages til fange af både italienerne og de nordafrikanske oprørere. “Der er ingen i Europa, der kan få noget at vide om det, og når det gælder national udvidelse og storhed, har de italienske fascister ingen skrupler. I Europa får man at vide, at de fredelige italienere i Kyrenaika er blevet overfaldet af de blodtørstige arabere. Kun jeg, der har set det, ved, hvem der er barbarerne,” skriver han bl.a. Selv slipper han helskindet ud af Afrika og filosoferer på sin hjemrejse over det, han har været vidne til: “Jeg havde bedt om at blive vækket, når vi passerede Gibraltarklippen, og jeg stod op og gik ud på dækket. Himlen rødmede ganske svagt i øst, og mod syd skimtede man netop Riffbjergenes mørke konturer og lysene fra Ceuta og Tanger. Derinde lå det Ceuta, som jeg havde forladt ni måneder tidligere. Jeg hørte endnu englænderens ord i mine øren: ‘De vil få Afrika at se, som ingen anden har set det, hvis De tager af sted som araber.’ Og i sandhed jeg havde set Afrika og dets beboeres fortvivlede kamp for at bevare deres eget.” For standretter, koncentrationslejre og massehenrettelser var blot nogle af den italienske besættelsesmagts rebskaber i kampen mod den nordafrikanske lokalbefolkning. Blot et år senere blev Holmboe selv myrdet, 31 år gammel, under en pilgrimsfærd på vej mod Mekka, formentlig som følge af hans skildringer af italienernes fremfærd i Afrika. Knud Holmboe er stadig berømt i den arabiske verden under navnet Ali Ahmed al-Jazeeri, som han antog, da han konverterede til islam i 1924, og mange betragter ham som en folkehelt. Nyudgivelsen er med efterskrift af historikeren Mogens Pelt og opdateret til moderne dansk retstavning. “Ørkenen brænder” er 41 således både en imminent rejsebog og en unik øjenvidneskildring af et bebudet folkemord. Om Sydamerika “Amazonas” af Mads Nissen (Gyldendal, 2013, 192 sider, med fotos i sort/hvid, 399,95 kr.) tager os med på en fotografisk rejse gennem Ecuador, Venezuela, Peru, Colombia, Brasilien og Bolivia, og helt tæt på lokalbefolkningen langs Sydamerikas mest sagnomspundne flod. “Intet overgår Amazonas”, skriver Nissen. “Floden er klodens største. Det same gælder regnskoven, hvor det blandt 40.000 forskellige plantearter kribler og krabler med over 30 millioner forskellige insektarter. Intet andet sted ånder naturen som her. Intet andet sted er dyre- og plantelivet så mangfoldigt. I luften, på jorden, i flodvandet vibrerer det. Så overvældende. Så ustyrligt. Så hemmelighedsfuldt.” Og det er netop det særligt hemmelighedsfulde ved Amazonas, som Nissen med denne unikke fotobog forsøger at indfange. Efter utallige besøg i junglen formår han at skabe en helt særlig fortrolighed til personerne, han fotograferer, som gør, at vi krydser intimsfæren og fx kommer med på bøssediskotek i Iquitos og med ud på jagt med indianere, hvor jægerne er helt nøgne. Billederne er nærmest fabulerende, både rå og poetiske, for Nissen har øje for de sjældne øjeblikke, hvor de lokales hverdagsliv i hans linse bliver til noget helt unikt, og hvor man uvægerligt kommer til at ønske, at man selv kunne have været til stede her på denne forunderlige plet på Jorden, i grænselandet mellem natur og kultur, mellem guldgravere, krigere, nomader, i storbyens natteliv og blandt primitive indianere, som lever i pagt med naturen. Om verden i øvrigt “Genesis” af Sebastião Salgado (TASCHEN, 2013, 517 sider, med fotos i sort/hvid, på engelsk, 44,95 GBP) har titel efter grækernes ord for skabelse eller oprindelse. I ”Genesis” følger den verdensberømte brasilianske fotojournalist en romantisk drøm ”om at finde og dele en mageløs verden, som alt for ofte er hinsides vores øjne og rækkevidde. Mit mål var ikke at gå, hvor mennesket aldrig havde sat sin fod, skønt utæmmet natur almindeligvis kan findes på forholdsvis utilgængelige steder. Jeg ønskede simpelthen at vise det bedste af naturen, hvor som helst jeg fandt den,” skriver han i sin nye bog, som handler om nødvendigheden af at redde Jordens uspolerede områder, inden det er for sent. Ønsket om at dokumentere verdens forunderlighed – og forgængelighed – bragte Salgado ud på et verdensomspændende eventyr. Til ørkener, til de kolde poler mod nord og syd, og dybt ind i øde regnskove og bjergegne. ”At opdage denne uspolerede verden har været den mest berigende oplevelse i mit liv,” skriver Salgado i indledningen til dette fotografiske mesterværk. ”Genesis” er resultatet af 32 fotoekspeditioner. Projektet skulle komme til at vare otte år, hvor Salgado hvert år var af sted på fire rejser af to måneders varighed hver. Helt ufarligt var det heller ikke. Hans assistent Jacques Barthélemy måtte evakueres fra Papua Ny Guinea efter et alvorligt bistik, og Salgado selv blev syg med maleria under en af sine mange rejser. Det ambitiøse projekt er blevet til med hjælp fra både FN og en række naturfredningsorganisationer, og selv om Salgado ikke tidligere har fotograferet landskaber og dyr, taler de store sort/hvide billeder for sig selv: Den berømte fotojournalist – der har foreviget så mange mennesker verden over, og som i ”Genesis” også kommer helt tæt på flere stammefolk – har også sans for naturens poesi. “Halvvejs” af Lars Bo Kirk (ThinkNew, 2012, 259 sider med fotos i farver, 289 kr. eller som e-bog 145 kr. via gopubli.sh) er beretningen om en dansk kernefamilies opbrud med det velbjærgede og En rejseleders erindringer Henning Andersen: ”Et liv på vulkaner”. Kahrius, 2013, 184 sider, med fotos, overvejende i sort/hvid, 198 kr. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Henrik Døcker N år en rejseleder skriver erindringer, påkalder det sig særlig interesse. For det er ikke ofte, man støder på en person, der har gjort rejseriet til en egentlig levevej, sådan som den nu 68-årige Henning Andersen. Han er aktivt medlem af De Berejstes Klub og kendt for sin ubændige interesse for vulkaner, så det er ikke så mærkeligt, at han har kaldt bogen ”Et liv på vulkaner”. Der er dog kun omkring 30 sider, som direkte handler om vulkaner. Måske skal titlen både tages bogstaveligt og i overført betydning. For livet som rejseleder kræver i hvert fald omstillingsevne og er vel til tider så krævende, at det kan sammenlignes med et ”vulkanliv”. Den gode Henning hører i hvert fald ikke til de pivede og tager læseren med hele vejen rundt i sit liv, der begyndte på en gård på Køgeegnen. Et ”opgør” med familien indebar bl.a., at han ikke ville overtage den fædrene gård, ligesom hans indledende boghandleruddannelse heller ikke gik helt glat. Svolvdampe i et krater Som 20-årig indledtes Hennings fascination af rejselivet – øjenåbneren var 42 en togtur med DSB til Rom og Sorrento – og samtidig holdt den første vulkan sit indtog i hans bevidsthed: Vesuv. Her skal fremhæves lidt om en af de mindre kendte vulkaner, Henning beskriver nærmere. De færreste har nok besøgt Stromboli, en ø med en vulkan, der på det nærmeste fylder hele den lille ø i Middelhavet. Men en del mennesker har utvivlsomt hørt om den kærlighedsfilm fra 1948, som Ingrid Bergman medvirkede i, og som udspilledes på og simpelthen hed ”Stromboli”. Vulkanen var ellers, da ”VulkanHenning” besøgte den i 1972, mest kendt fra Jules Vernes fantasifulde roman ”Rejsen til Jordens indre”. Der var ingen hoteller dengang, så han indlogerede sig hos en lokal familie (i dag bor der 700 personer på øen). Han besluttede sig for at bestige vulkanen kl. 3 om natten. Efter to timer nåede han toppen på den 926 meter høje vulkan og satte sig (man tør vel sige helt ”høj”) til at spise sin medbragte madpakke. Det rumlede faretruende nede i et af de tre kratere ca. 200 meter længere nede. Så kom der røgskyer samtidig med, at rødglødende stenslagger slyngedes flere hundrede meter i vejet. Han var kommet ned i en kratergryde og nu kneb det for ham at trække vejret på grund af hede svovldampe. Man forstår, at hans værtsfolk skældte ham ud, da han kom tilbage. Dette her var lige lovligt dumdristigt. Bogens øvrige vulkanbeskrivelser – fra Bali, Island og USA – bærer ikke samme præg af selvoplevelse, selv om de giver god besked med de dramatiske omstændigheder ved flere vulkanudbrud. Ellers kan vulkan-videbegærlige læsere kaste sig over nogle af forfatte- rens andre bøger, såsom ”Vesuv – den udødelige vulkan”, ”Øer fyldt af ild. Mennesker og vulkaner i Indonesien” eller ”Hekla – Islands dronningevulkan”. Rejsebeskrivelser fra en svunden tid Rigtigt mange indtryk formidles i bogen fra Rumænien, Egypten og Sovjetunionen, fordi forfatteren som rejseleder tilbragte betydelig tid her. Det er nærmest som at læse en logbog fra de rumænske kurbade, fra de egyptiske pyramider eller fra sovjetisk Centralasiens fremmedartede verden, tilsat lidt ekstra krydderi med bemærkelsesværdige møder med ingen ringere end Elizabeth Taylor i Rumænien og såmænd også enken til den myrdede egyptiske præsident Anwar Sadat. Henning Andersen gør sig nogle interessante bekendtskaber, men man kan måske spørge, hvilken udvidet indsigt i de besøgte lande, det nu lige er, disse bekendtskaber giver? Vi får også nærbilleder af grupperejselivet, sådan som titusinder af danskere har haft glæde af. Og mange interessante sproglige og historiske informationer. Og vist er det da en oplevelse at sejle ned ad Donau, som fx på det gode skib Oltenita (opkaldt efter en by ved dette navn i det sydlige Rumænien) – sådan som denne anmelder såmænd også har prøvet det. Men bl.a. denne beskrivelse af diktatoren Ceausescus yndlingsskib er et eksempel på en overdetaljeret rejsedagbog. Selv om Henning Andersen fører læseren helt tæt ind på rejselederens tilværelse, får man intet indtryk af hans privatliv. Man kunne måske også have ønsket sig lidt karakteristik af nogle af de typer, som en rejseleder må trækkes med blandt rejsedeltagere. De har vel ikke alle været lige medgørlige? Og hvordan følger man med i, hvad der ellers sker i verden eller for den sags skyld Danmark, når man så ofte er på farten? Savner man ikke noget, når man nærmest bor i en kuffert? Vi taler om en tid, der i det væsentlige ligger forud for internettets udbredelse. En rejseleders liv er fuld af oplevelser – men også slidsomt, som man forstår på Henning Andersens bog. nn Henrik Døcker har medlemsnr. 38 og er journalist og forfatter. sikre liv hjemme for at stikke til søs på den 38 fod lange katamaran Luna og virkeliggøre drømmen om eventyret og de store oceaner – og, som forfatteren formulerer det, “genfinde nerven i at være til stede lige nu.” “Enten gør vi det, eller også holder vi op med at tale om det,” lyder det resolut hjemme i stuen i Rødovre en efterårsaften i 2009. Et år senere har familien på fem så kappet alle bånd, nulstillet bankkonto og verdenssyn og stikker til søs. Fra København til Lissabon, videre til Madeira og Kanarieøerne, over Atlanten til Barbados og Caribien, gennem Venezuela, Colombia, og Panama og over Stillehavet til Fransk Polynesien, New Zealand, Cookøerne, Samoa, Tonga, Fiji, og Caledonien, indtil bogen slutter halvvejs rundt om Jorden i australsk farvand to år senere. Det bliver især en historie om relationerne om bord, og om stærke sanseoplevelser og personlige dramaer – om dykkersyge, giftige fisk og at svømme blandt hajer og delfiner, om at balancere på kanten af en ildspyende vulkan og slippe helskindet igennem stormomsuste og lumske farvande, hvor Luna bogstavelig talt må sejle gennem et andet skibs vraggods. Bogens fokus er på det personlige eventyr, oplevelsen af at virkeliggøre sine drømme, og det stærke sammenhold familien udvikler om bord, og sproget er sanseligt, lifligt og direkte. “Kon Tiki” instr. af Joachim Rønning & Espen Sandberg (dvd, Nordisk Film, 2013, 113 min., på norsk med undertekster på dansk, 129 kr. hos Elgiganten) er filmatiseringen af den fantastiske og sande historie om, hvordan norske Thor Heyerdahl får en vild ide og samler en besætning for i 1947 at krydse Stillehavet på en tømmerflåde fra Peru til Polynesien – for at bevise, at Polynesien faktisk blev koloniseret fra øst af peruvianere og ikke som hidtil troet fra vest af asiater. Filmen blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film i 2013, og det er da også et visuelt eminemt eventyr, som “Kon Tiki” tager os med ud på. Samtidig mærker man tydeligt dramaet også på de indre linjer mellem Thor Heyerdahl og hans kone og børnene, som venter hjemme i Norge på deres fraværende far, som imod alle odds sætter livet på 43 spil for en ide, der kan ændre vores opfattelse af civilisationernes historie, og som bliver en norsk nationalhelt, da ekspeditionen lykkes. Men drama er der så sandelig også til havs, både i form af fysiske udfordringer og psykisk mellem de seks besætningsmedlemmer. Det er smukt filmet og med en god rytme i dramaturgien, og eventyrets intensitet forstærkes lige til den sidste bølge, som bringer tømmerflåden over de farlige skær og ind til land. “Tony Wheeler’s Dark Lands” af Tony Wheeler (Lonely Planet, 2013, 335 sider, med fotos i farver, på engelsk, 8,99 GBP) er fortsættelsen til “Bad Lands”, hvor Wheeler, medstifter af det legendariske forlag Lonely Planet, rejser på opdagelse til nogle af denne verdens mere dystre og uturistede steder. Hvor “Bad Lands” tog os med til Afghanistan, Albanien, Myanmar, Cuba, Iran, Irak, Libyen, Nordkorea, og Saudi-Arabien fører “Dark Lands” til Colombia, Congo, Haiti, Israel & Palæstina, Nauru, Pakistan, Papua Ny Guinea, og Zimbabwe. Og selv om Wheeler ikke længere er nogen backpacker som i sine unge dage, så er vovemodet og eventyrlysten stadig intakt, og han tager fx stadig gerne på vandreture, som da han går ad stier langs grænsen mellem Israel og Palæstina og oplever stenkastende unge, som ikke synes at have andet at fordrive tiden med. Nej, det er ikke ligefrem charterrejser og kendte feriedestinationer, Wheeler kaster sig over i denne bog. “Jeg forlod Israel og Palæstina bedrøvet, skuffet og bekymret. En stat, to stater – der fandtes ingen løsning, og ingen, jeg talte med, kunne se nogen,” som han skriver. I Zimbabwe får han brug for de helt store pengesedler – en enkelt seddel er på intet mindre end “100 trillion dollars”– og i Nauru er det cash only, som gælder, for her findes ingen pengeautomater, ingen banker og ingen, som kan veksle rejsechecks. Bogen er kort sagt en tour de force i kunsten at lægge rejseplaner til sjældent besøgte steder, og det er Wheeler om nogen en mester i. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er freelancejournalist og ansvarshavende redaktør af Globen. Læs mere om Lars-Terje på www.lysemose.com. Tekst & fotos: Jakob Birklund Andersen Tips til bedre rejsefotos Del 2: Tjek dit fokus B illedkomposition er en kompleks sag, og der er skrevet mange tykke bøger om emnet. Med et billede fortæller du en historie, og du har mange måder at tydeliggøre fortællingen på – bl.a. ved at lede fokus hen på det væsentlige i billedet. Et dyr i sine naturlige omgivelser kan være vanskelig at få øje på. Her hjælper en lav dybdeskarphed med at give fokus på varanen og sløre virvaret af grene omkring den (Galápagos, Ecuador). Havana er fyldt med flotte amerikanerbiler. Ved at gå helt tæt på komprimeres fortællingen. (Havana, Cuba) 44 Kreativ dybdeskarphed Dybdeskarphed handler om, hvor stor en del af billedets dybdeplaner der tegnes skarpt. Ved landskabsbilleder vil man typisk gerne have en stor dybdeskarphed, fx så både de flotte blomster i forgrunden og de sneklædte bjerge langt væk står skarpt. Andre gang vil man gerne have en lav dybdeskarphed, fx til et portræt, hvor ansigtet er det vigtige, og baggrunden er mindre interessant. Pointen er, at du med fordel kan bruge dybdeskarpenheden kreativt til at understrege dit budskab ved at lede seerens øjne hen på det, du synes er det væsentlige i billedet. Du styrer dybdeskarpheden ved at indstille blændeværdien på kameraet. Jo større talværdi, jo større dybdeskarphed og omvendt. Dybdeskarpheden afhænger også af objektivets brændvidde. Teleobjektiver har alt andet lige mindre dybdeskarphed end vidvinkelobjektiver. I billedet til højre giver en lav dybdeskarphed særligt fokus på kamelen, mens både forgrund og baggrund er skarp i billedet til venstre. Der er ikke nogen korrekt måde at gøre det på – det handler om, hvilken historie du vil fortælle (Palmyra, Syrien). Væk med det uvæsentlige Når vi er på rejse og oplever mange nye ting og fremmede steder, vil vi gerne have det hele med. Men ofte kan et billede blive bedre ved at man tager mindre med. Derfor kan det tit være en god ide at overveje, hvad der er vigtigt, og skære resten væk, fx ved at gå tættere på. Naturlige rammer Et god måde at lede beskuerens blik ind i billedet på er ved at benytte elementer, der kan fungere som en naturlig ramme for motivet. Det kan være en åben port, træer eller grene, eller måske nogle personer, der står foran det, du gerne vil tage et billede af. Find et hul imellem dem og du har en naturlig ramme. Træerne i forgrunden udgør en naturlig ramme for vandfaldet (Yosemite, USA). Palmebladene foroven og deres skygge forneden er med til at ramme kanoen ind (øen Corn, Nicaragua). nn Jakob Birklund Andersen har medlemsnr. 629 og holder af både udmattende, irriterende, overraskende, inspirerende og ikke mindst tankevækkende rejseoplevelser. Han har besøgt 51 lande og fire territorier og har naturligvis altid sit kamera med i bagagen. Det er efterhånden blevet til mange tusinde billeder og også en del video. Se mere på www.birklund.com. 45 Jakob Øster Tekst & fotos: Familietur blandt gangstere og lolitapiger: Landet hvor folk siger njet! Vi er lige landet i Ukraine og aner ikke, at det skal blive 14 dage, hvor vi stort set ikke vil være i stand til at kommunikere med andre end os selv. 14 dage, hvor vi ikke kan fordrage maden, og hvor strande og tog er plastret til med ferierende russere. Tag med familien Felk Øster på eventyr i den stegende hede højsommer. 46 V i bliver hentet i Kijevs lufthavn Boryspil af en mand i en sort læderjakke. Han ligner en gangster. Hans mørke solbrilleglas er indrammede i et guldstel så skinnende som Kijevs gyldne kupler. Vasily har sendt ham. Vi aner ikke, hvad manden hedder. Han taler kun russisk, og han spilder ikke tiden med at smile. I hånden har han en gammel mobiltelefon. Den har forbindelse til en dame. Jeg aner ikke, hvem hun er. ”Dobre da. I am Jakob,” får jeg fremstammet ind i den slidte gamle Nokia. Over den knitrende forbindelse flyder en lind strøm af En munk spadserer forbi Sankt Michaelsklostret i Kijev. Klostret er bygget i 2001 som en kopi af det oprindelige kloster fra år 1108. ukrainske gloser iblandet lejlighedsvise engelske ord. Dem, jeg med størst sikkerhed kan identificere, er ”your apartment.” Budskabet er uklart. ”You accept?” spørger fruentimmeret i den anden ende til sidst. Jeg tænker mig om i 10 sekunder, mens jeg overvejer, om hun lige har bedt mig om at bytte min toværelseslejlighed i det centrale Kijev ud med en etværelses uden gas og vand i Tjernobyl. Men jeg orker ikke at stille spørgsmål og svarer blot med et ”da, da.” På nettet har jeg booket en lejlighed hos et firma, der meget passende kalder sig Absolut. Ikke at jeg fatter, hvad navnet Absolut har med lejligheder at gøre, men i et land, hvor folk tyller vodka dagen lang, er det jo et nærliggende navn. Fumlende fisker jeg en udskrift af min sidste e-mail fra Vasily op af lommen. Vasily er Absoluts godfather. En mand, vi aldrig møder, men som har folk at sende og som formentlig er avanceret til positionen som bagmand, fordi han næsten til fuldkommenhed mestrer det engelske sprog. ”You will have to wait at Boryspil airport at the appointed time and with a sign, please do not take much me, but then I will have to still pay the driver,” skriver han opklarende. En gammel lejlighed i Kijev Manden uden navn kører os i sin fine sorte gangsterbil uden taxaskilt til en gade, der hedder Baseyna. Det ser rigtigt ud. Vi er i hjertet af Kijev, og gadens navn passer med det, der står på mit krøllede papir. Husnummeret stemmer til gengæld ikke. Elevatoren opererer kun mellem anden og femte sal og ligner noget, der er flikket sammen af sejlgarn og hæfteplaster. På samme tid rummer den langtfra to overgearede småbørn, en mand uden navn, 60 kg bagage og et par trætte forældre. 6. sal, hvor vi skal bo, når vi via en forfalden stentrappe, som er uforklarligt lang i betragtning af, at vi fra den knirkende gamle elevators endestation kun går en enkelt etage op. Det centrale Kijev blev nærmest udslettet under 2. Verdenskrig, og mens vi slæber vores afkom og vores monstrøse oppakning op ad den bedagede trappe, grubler vi lidt over, om huset her virkelig ikke er ældre end fra genopbygningen i 1940’erne. Enhver bekymring over den skumle opgang og det ændrede husnummer fordufter, da vores lejlighedsbabushka slår døren op ind til en herskabelig lejlighed. Velholdt, nydeligt indrettet og med en fin balkon, der dog vender ud mod en sørgelig gård. ”Skal vi bo i et højt, lyserødt hus far?” spørger min datter og stråler som en sol. Hun har ellers tudet hele vejen herind i taxaen efter, at det er gået op for hende, at vi ikke skal bo på hotel, hvilket betyder, at der hverken er svømmepøl eller andre børn at lege med. Men en lejlighed med seks meter til loftet, som er malet lyserød, bringer åbenbart hurtigt humøret tilbage i top hos en femårig. Der skal til gengæld mere til at charmere ukrainerbedstemoren end et par 47 glade danske børn. Hun ligner én, der har mere lyst til at gå ud at hænge sig i garagen end til at fraternisere yderligere med mit danske afkom. Bedrøvet rabler hun ukrainske gloser af sig. Jeg fatter ikke en rubel, og der er tydeligvis ingen mulighed for indkøb af kyrilliske vokaler. Med et suk opgiver Mamma den åbenbart eventyrligt fattesvage turist og rækker ud efter lejlighedens udtjente røde bakelittelefon, hvormed hun skaffer mig i forbindelse med den navnkundige Vasily. Han bekendtgør på formfuldendt cirkusengelsk, at vi venligst bedes hoste op med en bunke dollars, og at vi i øvrigt bør stå ham i evig taknemmelighedsgæld, da vi uden at betale ekstra er blevet opgraderet til dette lyserøde palæ, fordi vi har vores børn med. ”Denne lejlighed er mindst 10 USD mere værd per nat,” bekendtgør han melankolsk, hvorefter han påbegynder et længere foredrag om, at tiderne er hårde og hans børneflok er stor. Damer, der siger njet! Næste dag skal jeg købe togbilletter. Det er næsten alt for let. Først skal jeg bare finde togstationen. КиївПасажирський hedder den. Også kaldet Kyiv-Pasazhyrskyi. Det er let nok. Jeg tager selvfølgelig bare den grønne metrolinje Syretsko-Pecherska fra Палац Спорту til Золотi Ворота og skifter til fods over til den røde linje Sviatoshinsko-Brovarska og tager så bare fra Театральна til Вокзальна. Hvor svært kan det være? Kyiv-Pasazhyrskyi får Københavns Hovedbanegård til at minde om et dukkehus, og jeg funderer over, om der mon ville være plads til hele Roskilde Domkirke inde i foyeren. Efter en halv time i kø til informationen oplyser den fedladne dame i skranken mig at njet, hun taler ikke engelsk. Derefter retter hun stift blikket mod den næste i køen. Hendes udstråling er omtrent lige så afslappet som den 62 ton tunge Moderlandfigur, der ildevarslende troner over hovedstaden. Intet problem, for efter kun et kvarters vandretur rundt på den enorme station opdager jeg, at der over kasse 37 står ”INTERNATIONAL TICKETS”. Så skal jeg bare lige bede om en privat kupé fra Kijev til Chisinau i Moldova og en anden privat kupe retur fra Odesa til Kijev et par uger senere. Og må man i øvrigt godt tage sine børn med ind i en to personers førsteklasses kupé? ”Njet!” siger damen. Altså ikke til det sidste, om den gode Vasily stadig trækker vejret, svarer han endelig. ”Normal,” siger han med tyk accent. Hurtigt bliver han enig med sig selv om, at hvis vi skal af sted ved midnat for at tage toget, vil det koste en hel ekstra nat. Til gengæld kan han også tilbyde at få en af sine gangstere til at køre os til stationen til overpris. Metrostationen Zoloti Vorota langt under jorden i det centrale Kijev. som hun formentlig ikke har fattet et ord af. Men njet i det hele taget, for det er åbenbart alt, hvad hun kan overkomme at byde ind med. Hun ser helt udtømt ud efter denne kraftanstrengelse. Det skal dog vise sig at være held i uheld for efter en hurtig rekognosceringsrundtur på stationen, får jeg støvet en smuk, ung lokal blondine op, som godt gider bruge en ikke ubetragtelig del af sin tirsdag formiddag på at assistere et hjælpeløst og sprogligt tilbagestående fjols med at oversætte alle hans underlige spørgsmål. Via min yndige, unge tolk får jeg forklaret, at det selvfølgelig er strengt forbudt at medbringe sine to småbørn i en tosengs førsteklasseskupe, og at toget til Moldova naturligvis for længst er fuldt belagt den dag, vi gerne vil af sted. Dagen efter er der til gengæld en ledig firesengs kupe på 2. klasse, oplyser tordendragen bag skranken os med noget, der på en særdeles god dag til nød kunne forveksles med et smil. Turen tager 16 timer, og der er tre daglige afgange. Så skal jeg bare bede om en afgang, der sikrer os en god nats søvn, siger jeg til damen. ”Njet!” siger damen igen og bekendtgør satanisk, at der kun er plads på de to afgange kl. 01.35 eller 04.50. ”Så er det jo godt, at børnene elsker at være længe oppe,” siger jeg og langer hvad der svarer til 750 kr. over disken for fire togbilletter til den første af de to afgange. Så let som at klø sig i nakken. ”How are you?” spørger jeg Vasily, som jeg har ringet til fra den gamle telefon i vores lejlighed. Efter en pause så lang, at jeg så småt kommer i tvivl Med småbørn i russisk nattog Toget, vi skal med, kommer hele vejen fra Moskva. Kl. 01.15 præcis på minuttet kører det til perronen. Vi har 20 minutter til at finde vores kupé, og det viser sig ikke at være et minut for meget. Vi skal være i vogn 5, og den er med sin placering som anden vogn efter lokomotivet ikke helt intuitiv at finde. Vognen er omtrent 40°C varm, og vores kupé er selvfølgelig fyldt med snorkende russere, der sover tungt som alkoholiserede bjørne i vinterhi. Efter at stewarden har fået rusket liv i de korpulente kammerater, er vi klar til den kendte selskabsleg: ”Hvordan fire store russere med bagage passerer dansk familie med to undrende børn samt deres klapvogn og deres store tunge kufferter i særdeles smal gang og dermed lige nøjagtig når at stå af toget, inden det forlader Kijev.” Resten af turen er en fest for børnene. Der er senge, der kan slås op og ned, overkøjer der kan kravles op i, gange der kan løbes i og andre unger, der kan leges med. Togstewarden er en flink mand, der, i modsætning til hovedparten af hans landsmænd, ofte smiler. Hver gang vi kommer til en station, ifører han sig sin fine uniform. Så snart vi forlader stationen, tager han den af igen. Og går omkring med sin store, bare mave og griner. Vi har selv proviant med, så vi kan klare os det meste af turen. Sidst på eftermiddagen, omkring fire timer før ankomst, er den medbragte feltration dog sluppet op, og vi synes, at vi har fortjent en tur i spisevognen. Vi har bare glemt, at vi er i en af de dele af det gamle Sovjet, hvor det med først til mølle skal tages helt bogstaveligt. Restaurantbestyreren er allerede i færd med at gøre kassen op, da vi kommer. ”Njet!” siger han, da jeg med bedende øjne som en anden hjemløs fører hånden op mod munden for at signalere, at jeg er sulten. En sømands paradis En hyggelig gammel skrammelbus leder os efter et par dage i Moldova tilbage 48 til Ukraine. Vi har lagt fire stranddage ind i programmet ved havnebyen Odesa på Sortehavskysten. Det er varmt, da vi ankommer. Odesa (på russisk: Odessa) er en smuk by. Vores lejlighed er central og rustik. Alt er godt. Vi har bare glemt at tage højde for en enkelt lille detalje. Ukraines sortehavskyst udgør for mange russere den nærmeste strand inden for en radius af flere tusinde km. Så hvor mon alle bolsjevikkerne drager hen, når det koger inde på fastlandet midt i højsommeren? Til den skønne kystby på sortehavskysten naturligvis. Den skønne kystby, hvor folk snakker russisk, hvor bølgerne svaler, hvor øllet er billigt, og hvor pigerne er smukke. Til Odesa. Sporvognen, der forbinder det centrale Odesa med Arkadiastranden, må have været inspirationskilde for ham, der fandt ud af, hvordan man propper flest mulige saltstænger i en pose. Folk kæmper om pladsen som i et russisk spiritusudsalg lige efter lønningsdag. Vores pas, som man naturligvis altid skal bære på sig i Ukraine, brænder sammen med vores dollars i lommen, mens vi beder til de russiske guder om, at ingen langfingrede lommetyve kan udnytte vores fladmaste positurer til at berige sig selv. Klapvognen med lille Jonas på tre år truer knagende med at bukke under for presset og klappe sammen på midten, mens lille Ava på fem får lov til at søge ly i førerhuset, så hun undgår at lide samme skæbne. Stranden er, da vi endelig når frem, tætpakket som en russisk militærparade. På rad og række ligger et sælsomt sammensurium af menneskekroppe. Uden den mindste blufærdighed fremvises bryster i guld-bh’er og genitalier i badebukser, der er adskillige størrelser for små. Sommeren har ramt Odesa. Det centrale Odesa består af brede boulevarder, brostensbelagte gader og flotte gamle bygninger, der heldigvis – i modsætning til Kijev – ikke alle blev ødelagt under krigen. Her er parker med legepladser og små private tivolier, hvor en forlystelse koster 7 kr. Her er et delfinarium, hvor stjernen er en dresseret hvidhval. Russiske turister i hobetal blander sig med befolkningen, som er et skørt miks af immigranter, mafiatyper, ludere og lommetyve. Men helt skidt er her nu ikke. Storbarmede blondiner med fine ansigtstræk og ultralårkorte lolitakjoler spankulerer nedringede rundt i gaderne. Og på Ukraine Lanzheron-stranden i Odesa i højsommeren. Vi havde ikke helt stranden for os selv. hvert andet gadehjørne sælges fadøl til en femmer. Mangt en sømand er sikkert gået i land i Odesa og troet, at han var havnet lige lukt i paradis. Service er en by i Rusland Vi ender, hvor vi begyndte. I Boryspil International Airport. ”Jeg veksler lige vores sidste penge,” siger jeg til Charlotte. Jeg har for et par hundrede kroner ukrainske hvryvnia tilbage, og de er nærmest værdiløse uden for Ukraine. ”Certificat!” siger damen i den første lufthavnsbank, efter jeg har stået i kø i 20 minutter. Jeg forsøger at forklare hende, at det bare drejer sig om simpel pengeveksling. ”Certificat!” insisterer bankmamma og vifter vildt med en blå formular med tætskrevne og komplet meningsløse kyrilliske tegn ubarmhjertigt flydende ud over sig. ”Certikat, min bare røv,” tænker jeg og forsøger mig i stedet i lufthavnens anden bank, hvor en ung kvinde kan lidt engelsk. Hun forklarer, at jeg skal have dokumentation for tidligere at have vekslet penge fra dollars til hryvnia. ”Ha!” tænker jeg og roder i min rygsæk, fra hvis dyb jeg får halet min mappe med kvitteringer frem. ”Kan de her bruges?” spørger jeg stolt og viser hende mine kvitteringer fra vores kontanthævninger i diverse pengeautomater. ”Da, da,” siger kvinden, mens jeg smiler bredt ”… Hvis altså bare du har hævet pengene i vores bank!” Efter en kyrillisk krusedullesammenligning mellem mine kvitteringer og skiltet på bankens front går det op for mig, at det desværre ikke er tilfældet. Jeg overvejer at give op og i stedet købe en flaske whisky i den toldfrie. Men gu’ fanden om sådan et par skrankematroner skal vinde så let. Så jeg går UD & HJEM IGEN: Fly København-Kijev fås fra ca. 1.350 kr. t/r. BO: Hoteller er noget dyrere end lejligheder. Lejligheder fås til 350-400 kr. per nat. Flere bureauer lejer lejligheder ud på nettet. Hos flere af bureauerne i Kijev taler man kun ukrainsk og accepterer ikke betaling med Visa eller international bankoverførsel – kun Western Union-overførsler. Vi betalte først, da vi kom derned. Artiklens forfatter og hans to frække unger Ava og Jonas foran togstationen i Odesa medbringende nogenlunde samme kvantum bagage, som da vi var på tre måneders jordomrejse. tilbage til den første sure bankmoster efter det er gået op for mig, at jeg rent faktisk har en hævekvittering fra hendes bank. ”Certificat!” skriger kvindemennesket, så snart hun ser mig. Triumferende smider jeg min pengeautomatkvittering gennem den én centimeter høje åbning i hendes pansrede rude. ”Njet!” råber hun efterfulgt af en strøm af olme russiske gloser. Hun ligner én, der har lyst til at skide på min kvittering direkte på lufthavnens renskurede gulv. ”Stik mig dine hryvnia,” siger en af de andre i køen pludselig. Han er israeler og taler både engelsk og russisk. ”I den her bank kan du kun veksle tilbage, hvis du forinden har vekslet kontant,” siger han. Jeg giver ham mine hryvnia, og efter han har vekslet sine egne dollars kontraveksler han lidt for mig. Rutineret udfylder han det blå certifikat. Efter tre fotokopier af hans pas, to underskrifter, 10 minutter og fire stemplinger er sejren pludselig i hus. Glædestrålende ser jeg de forjættede 32 USD blive langet i min retning. Efter at 49 SPIS: Maden er fed, kødfuld, uvarieret og generelt ringe. Bestil fx ikke retten ”Bacon, onion, potato”, medmindre du har lyst til 95 % fedt serveret i fedtsovs med en lille udskåret kartoffel og et hakket løg. Russiske madpandekager og varanyky (fyldt pasta) fås dog overalt og smager udmærket. Restauranter har næsten danske priser, ca. 50 kr. for en forret og 100 kr. for en hovedret. Vodka, øl, offentlig transport og indgang til attraktioner er dog billigt. have spildt halvanden time på at veksle 200 kr. har vi travlt. Vi skal igennem sikkerhedskontrollen, og der er kun en halv time, til flyet går. Og kun en halv time til, at vi slipper ud af Ukraine. Efter 14 dage i et land, hvor service er en by i Rusland, er det ikke et minut for længe. nn Bortset fra datteren Ava er alle i familien Felk Øster aktive medlemmer af DBK. Jakob Øster har medlemsnr. 312. Han har krydset ækvator fire gange, været på to jordomrejser, besøgt 137 lande og er tidligere redaktør af Globen. Læs mere om hans rejser på www. jakoboester.dk. Tekst & fotos: Steffen Stubager En panterstatue holder vagt ved indgangen til en af Benins mange hellige skove i Ouidah, 40 km fra Cotonou. Rejsen mod hjertet af Voodoopræster, indtørrede dyrelegemer og et blik ind i fremtiden. Sidste år var jeg på opdagelsesrejse for at finde hjertet af voodooreligionen i det afrikanske land Benin. V oodoopræsten foldede et tæppe ud på den bare jord i skyggen af et lysegrønt træ. Her satte vi os. Så kastede han muslingeskaller og runde sten ud på jorden, som var de terninger, og op af en plastikpose trak han tre mørktmalede glasflasker med små abekranier og benstatuetter snøret omkring. Han dirkede flaskepropperne ud, og en knivskarp, fremmed, alkoholisk stank spredte sig og rørte rundt næseborene. Han fandt et glas med størknede bundrester, som han fyldte til randen. ”Skal vi så begynde?” spurgte voodoopræst Doto Toffinou Adagboto Amanwato. Han ville fortælle os om vores fremtid. Vi svarede ja. ”Så drik!” Min kollega og jeg var rejst dybt ind i Benin i Afrika for at lede efter – og måske penetrere – hjertet af voodoo. Væk fra det sikre og kendte fra Lonely Planet-bøgerne. Mod det ukendte. Nu var vi havnet i voodoopræstens lille lerhytteby Glo Agbodjebo – som ikke engang Google kender til. Vi havde været mærkværdige ting igennem for at nå dertil. Men endelig – på det godt 40 fodboldbaner store Dantokpa-marked i Cotonou, Benins folkerigeste by med mere end 1 million indbyggere – havde vi fundet, hvad vi var kommet for. Her hang de voodoopræster og medicinmænd ud, som efter sigende havde kureret Benins præsident for voldsomme rygsmerter få år tidligere. Vi havde fundet vores voodoopræst i en urtebod, og han havde ført os af sted på en daglang taxatur ad hullede, endeløse grusveje, langt væk fra storbyen og ud på landet til landsbyen Glo Agbodjebo. voodoo Et kig ind i fremtiden Nu sad vi i saksen og skulle drikke denne skarpladte, fremmede, alkoholiske mikstur med Doto Toffinou Adagboto Amanwato, der nægtede at lade sig fotografere til denne historie. For som han sagde, så ville kameraet tage hans sjæl. Der var ingen vej udenom, hvis vi skulle penetrere dét voodoohjerte, så vi tømte på skift, indtil vi hver havde drukket tre vældigt kradsende alkoholiske drikke med aske og grus i, som vi også slugte. Væskerne varmede i maven og gjorde os yderst beduggede. Det pointerede også en række ustyrlige bøvser. Doto Toffinou Adagboto Amanwato forklarede: ”Nu er jeres kroppe blevet renset sunde, og I er klar til viden om jeres fremtid.” Først var det min tur. Voodoopræsten trak to snore med muslinger og nøddeskaller frem fra en pose og sagde: ”Tag skoene af.” Så hældte han vand på jorden og mumlede nogle uforståelige ord. Så hældte han alkohol på jorden og snakkede videre. Han smed de to snorekæder på sit tæppe, observerede hvordan de var landet og noterede streger og prikker på et stykke papir. Stregerne og prikkernes kombination slog han op i en notesbog, som han kaldte sin voodoobibel. Sådan arbejdede han i et stykke tid, indtil han endelig talte højt og klart. ”Du bliver rig på den ene eller den anden måde, men ikke i penge. Nogle af dine venner vil udnytte din rigdom, ja, faktisk er nogle af dem allerede i gang. Disse venner er dine onde venner, og de vil stoppe din udvikling i det, du er i gang med. De prøver at holde dig nede.” Så blev han stille igen og mumlede noget for sig selv. Og fortsatte: ”Du vil opleve tre alvorlige uheld i dit liv. Faktisk har du allerede haft uheldene, men en meget lysende stjerne beskyttede dig og reddede dit liv.” Han kiggede ind mellem træerne bag os. Han stirrede længe, indtil han til sidst kiggede på mig igen. 50 I Benin var vi heldige at møde voodooreligionens svar på paven: Høvdingen Dagbo Hounon Tomandjre. ”Og du har fortalt en ven en kæmpe hemmelighed, men din ven har fortalt hemmeligheden videre, så nu er det ikke længere en hemmelighed.” Det blev min makkers tur. Voodoopræsten hældte mere vand og alkohol på jorden og gennemførte processen på samme måde. ”Du bliver rig, og dine venner vil hade dig for det. Men du er ligeglad med, hvor meget de hader dig,” sagde han og bladrede lidt i sin bibel og fortsatte: ”Desuden er du et stort træ. Et af den slags træer, hvor en masse fugle vælger at bygge deres reder.” Præsten var stille i mindst ét minut, og han stirrede hårdt ned i sine noter, før han endelig talte igen. ”Du dør ikke i en ulykke eller i et mord. Du dør af sygdom eller alderdom.” Da voodoopræsten var færdig med sine forudsigelser, hældte han aske ud i vores hænder. Vi slikkede asken op, som knasede i tænderne og kunne mærkes i munden næste dag. Men vi spyttede ikke ud eller skyllede efter, dels fordi vi var stærkt berusede, men mest af alt fordi man aldrig ved med den slags voodooritualer. Præsten sagde, at mødet nu var forbi. ”Men mød mig i min bod i Dantokpa i morgen. Jeg har endnu ikke fortalt jer det vigtigste,” sagde han. En beboer i Ouidah fortalte, hvordan hans kone – kvinden på fotoet – var blevet ramt af voodooreligionens kræfter. Kvindens ryg er lige så krakeleret som væggen foran hende. Hvad har vi her? Livet i Benin er simpelt, men svært. Man knokler i dag, for hvad man spiser i dag. En klassisk voodoodukke fyldt med nåle, søm og andre smertegivende elementer. 51 Benin Ingen rejsearrangører arrangerer voodooudflugter, men der findes forskellige guider og hjælpere i Ouidah, hvis ikke man har mod på at tage med en tilfældig lokal et ukendt sted hen. Hvor langt man har lyst til at gå, og hvilke typer af eventyr man er ude efter, afhænger udelukkende af ens egen mavefornemmelse og de personer, man støder ind i på rejsen. Kranier af aber, grise, heste, indtørrede kamæleoner, frøer, rotter, opsprættede duer og kalkun- og kyllingehoveder fylder markedet i Cotonou. Bizart vareudbud Efter en køretur i en overfyldt taxa, der varede resten af eftermiddagen og aftenen, var vi tilbage i Cotonou. Og næste dag dykkede vi igen ind i det uendeligt dybe Dantokpa-marked. Der var grøntsager og kurveflet, cremer og kjoler en masse. Og der var katte og hamstere i bure, og hunde og katte. Ja, man spiser varieret i Benin. Så fik vi øje på boder med et mere bizart vareudbud: Læssevis af døde dyr, der lå til tørre i den afrikanske eftermiddagssol, og her og der lå en stribe abekranier, grisekranier, hestehoveder, døde, gule fugle, indtørrede kamæleoner, frøer og rotter, opsprættede duer og afhuggede kalkun- og kyllingehoveder. Der hang et leopardskind og tørrede, og stanken i denne del af Dantokpa var kolossalt ulidelig og rådden. Manden i boden sagde, at hvis vi havde lyst til at gøre nogen ondt, kunne vi købe nogle af hans døde dyr, og han ville hjælpe os med resten. Og ja, dette var en del af voodooreligionens ritualer, sagde han. Vi takkede nej. Efter ganske få minutter dukkede en dreng op med sin far. Drengen ville skade nogen, og hans far købte en død, tørret rotte til ham, som blev pakket ind i avispapir og lagt i en papirspose. Drengen smilede til sin far, og sammen forlod de boden hånd i hånd. Medaljon mod uheld Dybere inde i Dantokpa fandt vi igen voodoopræstens urtebod. Bag et tæppeforhæng skjulte han et voodooskrin bestående af voodoostatuetter splattet til med gule farver. Præsten forærede os VOODOO: Voodooreligionen stammer fra Benin og blev med slaverne ført til bl.a. Haiti, Brasilien og Cuba. I Benin er mere end fire ud af fem af landets godt 9 millioner indbyggere tilhængere af voodoo. Voodoo bliver praktiseret af godt 30 millioner mennesker i de vestafrikanske lande Benin, Togo og Ghana. På verdensplan tror mere end 60 millioner mennesker i dag på voodoo. I 1996 proklamerede Benins præsident, at voodoo blev ligestillet med kristendom og islam. Voodootilhængere tror på en række ånder, der hver repræsenterer fx vand, ungdom, styrke og helbred. Ofringer er en almindelig del af voodooritualerne. Denne praksis giver mad og drikke til voodooånderne, ligesom man mener, at ofringerne bringer liv til de døde. medaljoner til at hænge om halsen og snore til at binde om hoften vedhæftet små, firkantede lædersække fyldt med sten og en hellig aske, som vi stoppede ned i underbukserne. Han tog en slurk vand i munden, gurglede og sprudlede det ud over vores nye, små tingester for at oplade dem med voodookræfter, som han forklarede. ”Medaljonen beskytter jer mod uheld,” sagde han. Han smilede og fortalte os så det vigtigste: ”Lædersækken i underbukserne bringer jer held og lykke i kærlighed. Meget snart vil I møde jeres kommende koner.” Det var det sidste, voodoopræsten fortalte os, inden vi forlod ham, Dantokpa og Benin. Nye koner? Hjertet af voodoo var blevet penetreret, blev vi enige om. 52 UD & HJEM IGEN: Man kan flyve fra København til Cotonou via Paris, Amsterdam eller Bruxelles fra ca. 7.000 kr. t/r. SPROG: Benin er en tidligere fransk koloni, og derfor er landets officielle sprog fransk. Det er en god idé at kunne en smule fransk, da der er langt mellem de engelsktalende personer i Benin. Men med fantasifulde fagter kan det meste lade sig gøre. LOKAL TRANSPORT: Det er nemmest at komme rundt i Benin i taxa. I de større byer prajer man en knallert eller en motorcykel og sætter sig op bagpå. Desuden findes der togforbindelser mellem Benins større eller vigtigere byer, som Cotonou, hovedstaden Porto Novo og Ouidah. Langt størstedelen af Benins vejnet er uasfalteret. BEFOLKNINGEN: Folk i Benin er yderst venlige, og Benin er et fredeligt land. Men gør alting med sund fornuft og pas på med at tage billeder – det kan gøre beninerne rasende. nn Steffen Stubager er journalist ved Jyllands-Posten og har medlemsnr. 648. Han er 26 år og tilbragte bl.a. sommeren med at finde Spaniens bedste surfbølger. Læs mere om ham på www.steffenstubager.dk. Konkurrence: Dengang rejsen foregik i børnehøjde … 4. pladsen går til: Bar røv og guldkæder Tekst: Rikke Bøyesen Fotos: Wikimedia T -shirten klistrer til min krop, og nakken under mit lange hår er fugtig. 27 timer har vi været undervejs, og særligt de sidste timer, fra da vi krydsede den italienske grænse, har været meget lange. Bussen er ved at være tom for gæster, som er blevet indlogeret på hoteller langs kysten. Jeg krydser fingre for, at det snart er vores tur. Vi er de sidste, der bliver sat af. På vej ind på hotelområdet ser jeg ud af øjenkrogen et skilt med en tegning af en kvinde i en bikini med et kryds over. Jeg studser over det, men glemmer det, så snart døren til bussen åbner, og vi betræder jugoslavisk jord. Jeg er lige fyldt 15, og det er første gang, jeg mærker Sydens sol på kroppen. Trætheden forsvinder som dug for solen og erstattes af store smil, da vi hanker op i kufferterne og går ind på hotelområdet. Inde i reception finder mine forældre ud af, at vores lejlighed ikke er helt klar, og min far foreslår, at vi – min veninde og jeg – går en lille tur og ser området, mens vi venter på, at lejligheden bliver rengjort. Siden vi købte rejsen i februar, har jeg glædet mig til at opleve både standen og restauranten, som jeg så i det kulørte katalog. Af med alt tøjet! Så er I advaret! Dette er en nøgenstrand! Så at tjekke området ud er lige noget for min veninde og mig. Indtrykkene vælter ind over os, mens vi står uden for receptionen. Duften af fyrretræ, den tørre varme og lydene fra græshopperne er nye for os. Vi står og lurer på, hvor vi skal gå hen, da tankerne bliver forstyrret af en kvinde iført klipklapper, bikinitrusser og ankelkæde. Jeg kigger på min veninde – jo, hun undrer sig også, kan jeg se på den måde, hun rynker panden. Vi siger ikke noget, men går videre hen imod, hvor vi forestiller os, at stranden må være. Vi har ikke gået mange meter, før vi ser halen af en gekko. Her er skønt. Bygningerne er lave og hvide, og her er pænt. Det bliver en fed ferie, griner vi. Vi hører stemmer og trin bag os, og vi trækker ind til siden, for at gøre plads. Et par går forbi. Vi bliver helt stumme og siger ikke noget i lang tid, føler jeg. De er nøgne for fanden! Går rundt uden tøj, er alt, hvad jeg kan tænke. Er det bare mig, der er tosset, eller har min veninde også set det? Det har hun. Kæben hænger, og øjnene er store. Vi kigger på hinanden. Hvad fanden er det her for et sted? Det er bare for pinligt. Vi sætter tempoet op. Synes vi har set nok allerede. Drejer rundt om en af de lave bygninger og står over for en restaurant. Selvom den ligger på første sal, er der ingen tvivl – de sidder i bar røv og spiser! Vi skynder os tilbage til mine forældre i receptionen. Så snart vi ser dem, bryder vi ud nærmest i kor: ”De er nøgne alle sammen!” ”De har ikke noget tøj på!” Det har mine forældre også opdaget, og jeg kan se, at det også er kommet bag på dem, men min far prøver at berolige os: ”Vi behøver ikke at være nøgne, det er ikke et krav. Vi må få det bedste ud af det. Lad os så finde vores 53 lejlighed og få noget at drikke.” Vi går med blikket rettet mod jorden ned til vores lejlighed. Min første rejse til Sydens sol er en, jeg aldrig glemmer. Det var et kulturchok for os alle fire at være på ferie i en naturistlejr, hvor beklædningen for de fleste gæster bestod af solhat og maveeller ankelkæder. Det tog et par dage, før vi kunne se på folk uden at blive røde i hovederne. Vi beholdt vores tøj og bikinier på, mens de andre turister viste deres forskellige kroppe med guldkæder frem. Vi fik set, at mande- og kvindekroppe kan se meget forskellige ud, og at man sagtens kan være stolt af en krop, der langtfra ligner dem, vi ser i modeblade og i tv. Det er nok god lære for et par teenagere, der dog aldrig forstod, hvorfor guldkæderne var så populære. nn Rikke Bøyesen har medlemsnr. 646 og rejser i dag ofte sammen med sine egne børn. Konkurrence: Dengang rejsen foregik i børnehøjde … 3. pladsen går til: En fantastisk rejse i barnebarnhøjde Tekst & FOTOS: Teddy Borring 12. august 2012 skulle min kone og jeg med vores barnebarn Marcus på syv år på vandretur i den islandske natur. Vækkeuret ringer kl. 06.30, og en time senere bliver vi hentet og samlet i en gruppe på 12, der skal med på dagens tur ”Inside the Volcano”. På vejen, ude i Reykjanes, som er det lille forbjerg syd for Reykjavik, og endnu et af Islands vulkanske områder, stiger vores kvindelige guide på. Hun lover os med det samme en barsk tur med masser af regn og vind. Er vi nu også indstillet på det, og har vi tøj på til det? That’s the question. Det ser slet ikke så vildt ud, mens vi kører hernede, men så snart vi drejer væk fra hovedvejen og begynder at køre opad, tager regnen til. Et skilt forkynder, at vejen er åben op til Bláfjöll, ”de blå bjerge”, som er en udslukt vulkan og et populært skiområde. Vi bliver sat af bussen og skal gå tre km – kun tre km – op gennem en lavamark med en strid blæst i ryggen, alt imens regnen vælter ned, så hurtigt er vi godt våde. Mine briller dugger, så det varer ikke længe, før jeg styrter, men heldigvis slår jeg mig ikke. Bare op igen og videre efter Marcus, som vi kan se på lang afstand, idet han er iklædt et af vores gule Mickey-regnslag, som han krampagtigt må holde sammen på. Det område, vi går i, er stadig aktiv vulkansk, og det er ikke noget med hvis, men når lavaen bryder igennem overfladen og begynder at løbe ned mod Reykjavik. Vi ser et par huller, der fortæller, at der er lange grotter lige under os. Nu begynder det så småt at gå opad, hvilket betyder, at vinden også tager til, men det opdager vi slet ikke, så våde er vi. Hvis vi skal se på det positive lige nu, så er det, at temperaturen ligger på 12°C, så det er ikke koldt. Endelig kan vi se målet foran os. Vulkankeglen rejser sig i regndisen, og det varer derfor ikke længe, før vi er Marcus og bedste på toppen af vulkanen, klar til at stige ned i dens indre. fremme ved Base Camp. Vi bliver opdelt i fire grupper, hvorefter det er med at komme i sikkerhedsselen samt få sikkerhedshjelm på. Jeg får en af guidernes varme jakker, idet min egen jakke er gennemblødt. Marcus låner også en varm jakke, da der kun er 4°C nede i vulkanens krater. Vi får en kop kaffe, mens den første gruppe begynder den sidste opstigning, og inden længe er det os. Vi følger efter en af guiderne op til vulkanens top, og da vi drejer rundt om den, stormer det så meget, at Marcus næsten ikke kan stå fast. Guiden har dog et fast tag i ham. Det er en fedtet tur det sidste stykke, så det gælder virkelig om at stå fast, hvis man ikke vil falde ud over kanten. Oppe ved krateret skal vi godt fem meter ud på en stålbro, således at vi står lige over krateråbningen. Derfra skal vi over i en åben elevator, der skal fire os 120 meter ned i vulkanen. Men ingen problemer – vi bliver spændt godt fast, inden elevatoren starter. Hele turen ned tager otte minutter, og der er lys på kraterets vægge, således at vi kan se, hvordan lavaen har dannet forskellige formationer. Det er virkelig flot. Et sted er vi så tæt på kratervæggen, at vi må skubbe elevatoren lidt ud. Nede på bunden kan vi tydeligt se, hvorfra den flydende lava – magmaen – er kommet. Bedste siger, at det stadig ryger dernede, men nu er det altså 4.000 år siden, vulkanen har været i udbrud, så det er nok bare kulde, og det er virkelig koldt. Der drypper iskoldt vand ned fra magma-istapperne i den størknede lavahimmel. Her er total stilhed. Marcus går på opdagelse. Da vulkanudbruddet stoppede, blev dette hulrum skabt, og intet har bevæget sig her siden. Det er fantastisk med farverne, hvor rødsorte striber skærer sig gennem indersiden af krateret på det sted, hvor udbruddet var på sit højeste. Rundt omkring ligger lavasten i mange farvenuancer. Okker, røde, karrygule, 54 blå og kulsorte. Vi er hernede i lidt over en halv time, og da vi kommer op igen, regner det ikke mere, men jeg skal have et fast greb om Marcus i stormen, da vi går ned til Base Camp, hvor der bliver serveret varm suppe. Jeg fryser som en lille hund, så af med min bluse og på med en islandsk skuldervarmer, mens jeg spiser suppen. Igen låner jeg en af guidernes jakker til nedturen, idet vi nu skal have vinden imod os, og den er absolut ikke stilnet af. Det er begyndt at regne igen, og som guiderne siger, er der intet tøj, der kan holde den slags vejr ude. Marcus kan overhovedet ikke styre regnslaget. Det er blæst i stykker, så nu bliver det bundet omkring ham, således at han ikke bliver lige så gennemblødt som os andre. Bedste har så meget vand i sine støvler, at hendes fødder står under vand. Marcus er begyndt at sige, at han fryser, og at han meget gerne snart vil se bussen, men det vil vi andre sandelig også! Endelig er vi nede, hvor bussen venter. Vi bliver sat af ved vores hotel, og det kan nok være, at folk kigger på os, da vi svupper ind til elevatoren. Det har været en fantastisk tur. Once in a lifetime, og ikke et eneste øjeblik har Marcus brokket sig i dag, nej … det har bare været en ”cool tur.” Med sin nye hue på kan han signalere, at han har været inside the volcano, og der er ingen tvivl om, at han nok skal fortælle om det, og så synes han i øvrigt lige, at vi virkelig har fortjent et par gode pizzaer. nn Teddy Borring har medlemsnr. 633 og er født i 1943. Han har besøgt 66 lande og 14 territorier. 2. pladsen går til: En rejse gennem Afrika på 15.462 km med Erik på ni år Tekst & FOTOS: Per & Bodil Svendsen E fter tre år i Kenya var det slut. Vore to børn, Lise på syv og Erik på ni, havde haft en vigtig del af deres barndom her. De var begyndt i skole, talte engelsk og havde fået gode venner. Det hastede slet ikke for os at komme hjem, så vi besluttede at rejse over land fra Kenya til Danmark i vores ti år gamle Land Rover. Lise ville hellere besøge morfar og mormor, der netop var flyttet til Israel, så hun blev sat på El Al-flyet fra Nairobi til Tel Aviv. Besværlige grænseovergange Grænseovergangene var ofte besværlige, og dem var der mange af, da turen gik gennem Tanzania, Rwanda, Zaire (Congo), Den Centralafrikanske Republik, Cameroun, Nigeria, Niger, Algeriet Marokko, Ceuta, Spanien osv., osv., indtil vi nåede Danmark. Det var altid meget langsommeligt, der skulle udfyldes dokumenter, fremvises attester og tilladelser, og bilen skulle undersøges for både stelnummer og motornummer. Her var Erik en meget stor hjælp, for han kunne få selv den stiveste og mest selvhøjtidelige grænsevagt til at smile og være positiv, når han selv udfyldte sine papirer og huskede sit pasnummer udenad. Vi sparede megen tid og bøvl på den konto. The Transafrican Highway Hovedvejen gennem Zaire, The Transafrican Highway, var blot et hjulspor gennem regnskoven. Vi krydsede mindre floder over primitive broer eller via primitive færger. En uventet forhindring blev Ubangifloden, der danner grænse mellem Zaire og Den Centralafrikanske Republik. Ved færgelejet fik vi den nedslående besked, at færgen ikke kunne starte, da den ikke havde noget batteri. Der var ikke meget, vi kunne gøre, da der skulle 24 volt til at starte færgens motor – altså to bilbatterier. Vi rejste teltet og satte os til at vente på den næste bil. Som altid i Afrika myldrede det til med børn, og The Transafrican Highway det varede ikke længe, før Erik var med i deres leg. Efter lidt tid forsvandt hele flokken op til landsbyen, og inden længe kom kvinderne med frugter, grøntsager og æg til os. Jeg benyttede ventetiden til at skifte slange i et punkteret hjul, og den ødelagte slange blev brugt til slangebøsser, som blev meget populære blandt børnene. Den eneste rejsende, der kom til færgelejet næste dag, var en ung japaner på motorcykel. Han blev færget over i en kano sammen med motorcyklen. Hvad med at forbinde et antal kanoer og færge bilen den halve kilometer over floden på dem? Vores fornuftige niårige var ikke overbevist. Han mente, at fartøjet nok ville kæntre, og vi alle ville ende som krokodillemad. Drengene morede sig med at skyde til måls efter aberne i træerne med deres slangebøsser. Bodil vaskede tøj i floden sammen med landsbyens kvinder, og jeg reparerede lidt på bilen efter den hårde tur på The Transafrican Highway. Lørdag morgen, efter fire dages venten, kom færgekaptajnen og forklarede, at grænsen på den centralafrikanske side lukkede kl. 13 og først åbnede igen mandag morgen, så han mente, vi måtte gøre noget for at skaffe et batteri. Bodil hyrede straks en kano og krydsede floden sammen med Erik, og minsandten om ikke hun fik lov at låne et batteri af en fransk læge, der blev formildet ved mødet med en fransktalende kvinde med et barn. Hans tjener fik besked på at tage batteriet ud af hans bil og ikke slippe det af syne, før det var trygt på plads i bilen igen. Med to batterier forbundet startede færgemotoren, og fem minutter før lukketid rullede vi ind i et nyt land. Den Centralafrikanske Republik Vi opdagede snart, at vejene i République centrafricaine (RCA) var meget bedre end i Zaire. Når de trængte til reparation, udstedte præsidenten en ny lov og 55 sendte derefter politiet ud for at arrestere alle, som ikke overholdt loven. De blev så dømt til hårdt vejarbejde. Når vejen var fin igen, udstedte præsidenten en generel amnesti. Hans navn var Bokassa, og han udnævnte senere sig selv til kejser og yndede efter sigende at spise sine henrettede modstandere. På vej mod Cameroun kunne vi endnu en gang glæde os over at rejse med et barn. I styrtende regn nåede vi sent en mindre by tæt ved grænsen. Vi var virkelig i bekneb efter et sted at slå teltet op, da vi så skiltet til de italienske søstres mission. Det kom overhovedet ikke på tale at bo i telt med en bambino. Vi blev budt ind, fik en herlig middag og blev indlogeret i et behageligt gæsteværelse. Ser vi mon mor igen? I byen Jos i Nigeria måtte vi finde et værksted, der kunne erstatte en ødelagt bolt i styretøjet. Dybt inde i et slumområde fandt vi en mekaniker. Da vi skulle betale, havde vi ikke kontanter nok og måtte hæve en rejsecheck. Det var kun Bodil, der kunne indløse checkene. Stedet taget i betragtning turde vi ikke begge forlade bilen. Mekanikeren tilkaldte en ung fyr med en motorcykel, Bodil kom bagpå og forsvandt ud i slummen. Erik så et øjeblik lidt betuttet ud og udtalte så de uforglemmelige ord: ”Tror du, vi ser hende igen?” Det gjorde vi sammen med alle pengene. Afrika er ikke så farligt, som nogen vil gøre det til. nn Per & Bodil Svendsen har medlemsnr. 528 og 529. Per har besøgt 64 lande, og Bodil er oppe på 67. Parret har besøgt 11 territorier og krydset ækvator ikke færre end 18 gange. Deres seneste rejse gik til Australien, Vanuatu, Fiji og Tonga. 1. pladsen går til: Souleymanes første rejse Souleymane er en lystig vandhund, men mødet med havet skræmte ham. Tekst & Fotos: Karen Hammer D a jeg i december 1978 ankom til Velingara i Senegal med pickup-taxabussen fra Tambacounda, vidste jeg godt, at der her ikke var nogen form for overnatningsmuligheder. Ved markedet traf jeg Amadou, der var yderst hjælpsom og i flere timer forsøgte at skaffe mig husly. Solen var gået ned, og byens eneste belysning var de mange små køkkenbål, da vi endelig gav op, og jeg blev installeret i hans lille hytte, da han som inspektør på en bomuldsfabrik ikke brugte den om natten. Naboens datter Awa var meget interesseret i Amadous hvide gæst. Næste dag inviterede hun mig ind til familien og satte derved gang i en årelang række begivenheder, hvor jeg endte med at blive et fast medlem af familien med ret til at hjælpe og støtte om nødvendigt – og til at blande mig i børnenes uddannelser og i eventuelle tvangsægteskaber. Awas lillebror Souleymane var lige fyldt syv år i begyndelsen af december. Fra første dag gjorde han sig bemærket ved sin stærke udstråling og personlighed. Han hang efter mig i de to dage, jeg var i byen, for ham var jeg hans livs kærlighed; jeg var lige fyldt 40 og tog ham ikke helt alvorligt. I de følgende år besøgte jeg ofte Amadous familie i Kolda og Awas forældre med de mange børn i Velingara. I 1982 forærede familien mig Souleymane. Vi elskede hinanden på hver sin måde, men som fraskilt enekvinde kunne jeg ikke adoptere ham; jeg måtte nøjes med at betale hans uddannelse m.m. i Senegal. Den sommer tog jeg ham med på ferie – ud til havet ved Kafountine. Souleymane havde aldrig været uden for Velingara, og dog mente han, at han som ”mand” burde bestemme over vores rejse. Jeg grinte af hans ideer og håbede på det bedste. Det gik smertefrit hos Amadous familie i Kolda, for her var der mange jævnaldrende børn, han kunne lege med. Opholdet hos bedstemor i Ziguinchor gik også rigtig fint, og der blev spillet meget fodbold med naboernes drenge. Næsten dagligt skar byhusenes metaltage hul i bolden, så jeg måtte købe en ny. Da jeg fjerde gang protesterede, svarede Souleymane mig belærende: ”Karen, du betaler mine bolde nu, men når jeg bliver voksen, betaler jeg alt for dig!” På vejen til Kafountine overnattede vi hos mine venner Mamdou og Kine i Bignona. Souleymane fik det meget dårligt. Han var så jaloux, at han ikke kunne spise. Han prøvede at forbyde mig at tale med andre; han var ”mand” nok for mig. Vi tog den overfyldte pickup-bus de 25 km til Kafountine ad våde, sumpede veje og måtte vente flere timer på en kæmpe lastbil, der var kørt fast. Souleymane kunne ikke lide mine Diola-venner i Kafountine, og især ikke, at han skulle overnatte sammen med familiens sønner, mens jeg sov hos den ældste datter inde i huset. Hvad kunne der ikke ske mig om natten, når han ikke var i nærheden til at holde øje med situationen!? Vi drog på en lille ekspedition ud til Atlanterhavet sammen med fire brødre. Undervejs mødte jeg i bushen en kæmpe varan, som det lykkedes mig at jage væk, inden ungerne så den, for ellers ville varanen være blevet ædt. Ved stranden vrimlede det med store krabber. Vi tændte et bål og fangede en 10-20 stykker, som vi smed på bålet. De brød sig ikke om det og kravlede ud igen, men vi var mange til at holde øje med dem, så de undgik ikke deres skæbne. De smagte dejligt, og Souleymane slappede for en gangs skyld af. Senere plyndrede vi buskene op til stranden for cashewnødder og proppede dem i en gammel konservesdåse og stegte dem på bålet – nødvendigt da cashewnødder er giftige rå. Atlanterhavets mægtige bølger bragede ind ganske tæt ved os, og Souleymane var bange. Han turde end ikke nærme 56 sig vandkanten. Han var hjemme i Velingara, en lystig vandhund, der på trods af sin fars forbud boltrede sig i enhver større vandpyt. Men mødet med havet og dets enorme kræfter skræmte ham. Han sad under træerne på en gammel piroque og så ulykkeligt ud på de andre drenge, der pjaskede rundt i vandkanten. Om aftenen havde han genvundet sin energi og var involveret i en voldsom brydekamp med en af familiens sønner. De var som gale hunde og måtte skilles af vrede voksne mænd. Souleymane var tilfreds, da vi næste dag rejste tilbage til Ziguinchor. Nu havde han atter kontrol over situationen. Awa var også i Ziguinchor, og hun krævede, at Souleymane som en yngre bror skulle adlyde og lystre hende, men det passede ham ikke, så jeg overværede, hvordan hun rasende knækkede mindre træer for at kunne bruge dem til at tæve denne ekstremt ulydige unge. Souleymane spænede omkring grinende, mens hun mere og mere rasende forsøgte at fange ham. Jeg prøvede at stoppe hende, mens bedstemor blev bekymret, for også hun elskede jo drengen. Et par dage efter rejste jeg alene til Dakar – mange oplevelser rigere, mens Souleymane holdt en flere uger lang, afslappende ferie i Ziguinchor – og drømte om vores næste møde. nn Karen Hammer har medlemsnr. 395 og er bestyrelsesmedlem i Kvindelige Eventyreres Klub. Hun er også kulturredaktør på Radio Vesterbro. Og så har hun to danske sønner fra sit første ægteskab ud over en stor familie i Senegal og i Mali. NÆSTE Konkurrence: Dengang jeg overlevede … Dommerkomiteen, som har bedømt de indsendte bidrag, består af vinderen af konkurrencen i forrige nummer, Jacob V. la Cour, og fra Globens redaktion af Finn la Cour og Lars-Terje Lysemose. For god ordens skyld bør det nævnes, at Jacob og Finn ikke er i nær familie med hinanden, selv om de deler samme slægtsnavn. I gamle dage var dét at begive sig ud på en rejse forbundet med store risici: Plørede, nærmest ikke-eksisterende veje gjorde, at de hestetrukne kareter ofte kørte fast, og til havs måtte små sejlskibe kæmpe sig frem i hård vind til mange søsyges bedrøvelse. Dengang var man glad, hvis man overlevede rejsen! I næste nummer af Globen vil vi høre en god histore om dengang, du måske var døden nær, men overlevede en rejse i det fremmede. Din tekst bør højst fylde 4.000 tegn og vedlæg gerne et foto eller to, som kan illustrere din historie. Send materialet til redaktor [email protected], så vi har det senest 30. oktober 2013. Bedste bidrag præmieres med en dvd af spillefilmen ”The Way Back” og et eksemplar af rejsebogen ”Blandt pungdyr og vulkaner”. ”The Way Back” (Scanbox, 2011, 132 minutter, på engelsk, polsk og russisk med undertekster på dansk) er instrueret af Peter Weir og bygger på en sand historie om syv GULag-fanger, som i 1941 flygter 6.500 km til fods fra Sibirien gennem Mongoliet og over Himalaya til Indien. Kort sagt: En virkelig strabadserende rejse! ”Blandt pungdyr og vulkaner” (Frydenlund, 2011, 296 sider, med fotos i farver) er skrevet af Mikie Breum (medlem nr. 272) og er beretningen om et halvt år på rejse Down Under. I New Zealand kørte hun 7.000 km på en 50 cc-scooter, og undervejs proppede hun så mange vandreture ind i rejsen som muligt. Overnatningen foregik tit hos lokale – for her kunne hun komme helt tæt på den newzealandske kultur og levevis. I Australiens outback og på Tasmanien kom hun omkring ved at blaffe, og til sidst rejste hun 4.000 km i varevogn op langs Australiens østkyst. I en anmeldelse i Globen opnåede bogen tre ud af fem glober. Vi glæder os til at læse dit bidrag! Bestyrelse for DBK Søren Fodgaard Formand for De Berejstes Klub Tlf. 35 39 27 33 [email protected] Per Danielsen Toastmaster Øst Tlf. 33 13 56 18 [email protected] Jakob Linaa Jensen Næstformand, toastmaster Vest Tlf. 20 86 77 77 Anna le Dous Kasserer Tlf. 29 93 36 35 Lars-Terje Lysemose Tlf. +46 76 234 72 00 Jette Færch Weiss Tlf. 22 93 82 58 Ulla Fanø Sponsorer & pr Tlf. 28 62 44 09 [email protected] redaktorgloben @gmail.com [email protected] Jacob Gowland Jørgensen Tlf. 42 79 68 62 jacob.gowland.jorgensen @gmail.com [email protected] Maria Malbek Sørensen Junior- & medlemskoordinator Tlf. 25 48 87 45 Nikolaj Witte Suppleant, ansvarlig for fredagsbar Vest, Berejste med børn Vest Tlf. 22 79 03 84 [email protected] [email protected] [email protected] 57 Rebecca Langhorn Suppleant Tlf. 28 33 87 93 [email protected] En flok medlemmer af De Berejstes Klub overtalte Tony Wheeler til en efterfølgende øl på Charlies Bar. Lonely Planets stifter shanghajet for en aften af De Berejstes Klub Egentlig er han i København for at lancere en ny serie rejseguides på dansk. ”Oplev” hedder de. Men ind mellem de mange interviews til pressen, photo opportunities og et foredrag i fyldte lokaler i rejsebogcafeen Tranquebar fik den berejste Tony Wheeler også tid til et krus øl en aften i maj i selskab med flere ligesindede medlemmer fra De Berejstes Klub. Tekst: Lars-Terje Lysemose Foto: Bo Løvschall 66 -årige australsk-britiske Tony Wheeler er en legende inden for rejsebranchen. For præcis 40 år siden lagde han sammen med sin kone Maureen grunden til forlaget Lonely Planet i Melbourne. Ideen var enkel: Efter at have rejst over land fra London til Afghanistan og videre til Australien ville parret fortælle om deres oplevelser, give deres rejsetips videre, og fandt hurtigt sig selv midt i et rejsebogmarked som var i kraftig vækst. ”Across Asia on the Cheap” hed Lonely Planets første bog. I dag har forlaget udgivet mere end 500 titler. For netop i de år blev det populært for unge vesterlændinge at rejse ud i verden med en rygsæk på egen hånd og uden ret mange penge på lommen. Lonely Planet blev takket været gode og uafhængige råd backpackernes bibel. The rest is history, som de siger på engelsk. I dag findes der et utal af rejseguides på markedet, og det kan være svært at vælge, for Rough Guides, Let’s Go, Bradt, m.fl. minder på mange måder om hinanden – men Lonely Planet sælger stadig bedst. Væk fra turistvrimlen I 2007 solgte Maureen og Tony Wheeler Lonely Planet til radio- og tv-stationen BBC, og tidligere i år blev forlaget opkøbt af den amerikanske milliardær Brad Kelley. Alligevel rejser Tony Wheeler stadig rundt som en slags ambassador at large for Lonely Planet, for det er blevet en hjertesag for ham at tilskynde andre til at tage på opdagelse i verden, at rejse ud – også til steder langt fra turistvrimlen. Off-off the beaten track, så at sige. ”Teknisk set arbejder jeg ikke længere for Lonely Planet, men forlaget bliver ved med at spørge, om jeg ikke lige vil rejse til Paris, New York eller København,” som han selv udtrykker det. 58 Det var USA’s præsident George W. Bush, som med sin kategorisering af Irak, Iran og Nordkorea som ”ondskabens akse” provokerede Tony Wheeler til at skrive bogen ”Bad Lands” i 2007 – og i år kommer så fortsættelsen med ”Dark Lands”. I begge bøger har han sat sig for at rejse til nogle af verdens absolut mindst turistede steder, for der er faktisk ikke det sted i verden, hvor han ikke gerne rejser hen. Til trods for at “generalerne stadig styrer, diktatorerne stadig dikterer, de skøre stadig har kontrollen – og freden ikke er brudt ud!” som han skriver i “Bad Lands”. ”Egentlig ville jeg have kaldt ’Dark Lands’ for ’Eventyrlande’, for i hvert land åbnede der sig en Pandoras æske for mig. For seks uger siden, da jeg var i Colombia, blev jeg for første gang i mit liv udsat for et røveri. Og har man ikke oplevet at få slynget sten imod sig i Palæstina, så har man ikke rigtig været der!” Det er midt i maj, og Tony Wheeler står ved podiet i rejsebogcafeen Tranquebar i det indre København. Salen er fyldt til bristepunktet, for alle vil se og høre manden, som om nogen er blevet en rejseguru. Også et dusin tilhørere fra De Berejstes Klub har fundet vej til lokalerne, som tidligere husede Mellemfolkeligt Samvirkes Verdensbutik, men nu er en populær oase i dagtimerne for byens rejselystne cafegængere. ”Jeg elsker at rejse til steder, ingen har hørt om,” som han selv forklarer det over for Tranquebars publikum. ”Ingen rejser fx til Congo, og jeg mødte ikke en eneste turist!” Og selv om han ofte rejser på egen hånd, rejser han aldrig alene. ”For man møder jo altid folk på rejsen,” som han udtrykker det. 150 lande Tony Wheeler har besøgt omkring 150 af verdens lande og er dermed en selvskreven kandidat til optagelse i De Berejstes Klub, skønt han efter eget udsagn ikke ligefrem ”samler” på lande. Men hvordan definerer man egentlig et land? Tony Wheeler citerer gerne musikeren og komponisten Frank Zappas definition af, hvad der kræves for at være et land: “Man er ikke et rigtigt land, hvis ikke man har øl og et flyselskab – det hjælper, hvis man har et fodboldhold eller nogle atomvåben, men øl er en nødvendighed!” Efter foredraget lykkes det DBK’s medlemmer at lokke Tony Wheeler med ud til en øl på en nærliggende bar, hvor der udveksles endnu flere rejseanekdoter. Tony Wheeler holder fx også af at cykle ligesom DBK’s Henrik Schumacher. Og jo, med årene har mageligheden og det mere luksuriøse også fundet indpas. ”Når man først én gang har taget skridtet og er drejet til venstre, når man kommer ind i flykabinen, så drejer man aldrig til højre igen!” smiler han. Præcis hvor mange frequent flier-point han har, vil han dog ikke ud med. Og selv om han foretrækker de forreste sæder i flyet, kan han sagtens finde på at indlogere sig på hoteller til bare 5 USD i Cambodja og 12 USD på Salomonøerne. Eller at vove sig ind i den lukkede radioaktive zone ved Tjernobyl. Vi taler en del om dette mærkværdige sted, som vi er enige om ville passe fint i kategorien ”Dark Lands”. Og vi finder ud af, at vi faktisk holder af mange af de samme steder i verden, også nogle mere særprægede. ”Tjernobyl er ved at blive et rigtigt dystert sted,” som Tony Wheeler udtrykker det. ”Jeg bruger altid guidebøger, når jeg er ude at rejse – og jeg finder altid fejl i dem!” smiler han. Og hvad gør man, når man så som han ofte rejser til steder, hvor der slet ikke findes nogen guidebog? Ja, så må man jo skrive sin egen. Tony Wheeler tager konstant noter, når han er ude at rejse. I hans rejsetaske ligger også altid mindst tre bøger. Lige for tiden er han ved at læse ”Life of Pi” af Yann Martel. Steder, som stadig står højt på listen, over hvor han gerne vil rejse hen, men endnu ikke har været, er i øvrigt Yemen, Eritrea, Sudan, Bangladesh, Svalbard, Marquesas-øerne i Fransk Polynesien og at vandre langs Caminoen i Spanien. Og presser man ham lidt for at få hans egne personlige favoritsteder – ud over London og Melbourne hvor han bor på skift – falder svaret prompte: ”Nepal og Myanmar. Men jeg bliver ofte spurgt om det og for at være helt ærlig: Svaret er afgangshallen!” nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er freelancejournalist og ansvarshavende redaktør af Globen. Læs mere om Tony Wheeler på www.tonywheeler.com.au, om den nye ”Oplev”-serie på dansk på www. forlaget-turbulenz.dk og om Lonely Planet på www.lonelyplanet.com. Tony Wheelers tips til 10 spændende rejsemål netop nu: Venedig. Engang i fremtiden vil jeg bo tre måneder i Venedig. Italienerne har evnen til at leve livet. Selv i hårde tider.” Colombia ”Colombia er Sydamerikas glemte land, som i mange år har været præget af terror og narko, men nu er blevet meget mere sikkert at rejse i. Det er bjergrigt med snedækkede tinder helt ud til Det Caribiske Hav. Landet har samtidig noget af den mest interessante koloniale arkitektur. Tag fx til Cartagena. Der er en stor mur omkring den gamle by, små fine hoteller, og små gode restauranter. Og man går rundt og tænker: ’Det er da utroligt, at ingen i verden kender til det her sted!’ Jeg vil også anbefale vandreturen på fem dage op til Ciudad Perdida. Det er Colombias udgave af Perus Machu Picchu.” London “London er verdens mest internationale by. Jeg ved godt, at man også siger det om New York, men London har bare alt: teatrene, museerne og restauranterne.” Hongkong “Jeg elsker Hongkong. Byen er spektakulær på alle måder. Hongkong har små hemmelige steder – og du kan let fare vild! Tag fx båden frem og tilbage til Kowloon og se det vilde lysshow om aftenen.” Paris “Her har jeg også boet. Byen er fantastisk. At gå rundt i gaderne – det bliver man aldrig træt af. Og franskmændene er et utroligt folkefærd, fordi de er så arrogante. De ved godt, at sproget er smukt, at de har stil, og deres kultur er enestående.” Indien “Indien er enormt med ekstremt meget at opleve og se. Besøger man Indien for første gang, så tag ud til Taj Mahal. Den bygning er simpelthen fantastisk. Og Rajasthan – det er en utrolig farverig delstat, gå ikke glip af alle paladserne og de mange forter. Og tag så helt ned sydpå, hvor det føles som et helt andet land. Her er en helt anderledes kultur.” Irland “Øen er simpelthen så smuk. Irland er grønt. Nok fordi det regner så meget. Tag ud til øerne på vestkysten og prøv at opleve, hvor vildt det er, når bølgerne kommer rullende ude fra Atlanterhavet. Det er vildt og voldsomt. Og Irland er nemt at komme rundt i. Specielt med bil, fordi der ikke er særlig meget trafik på vejene.” Italien “Alle elsker Italien. Også jeg. Der er så stor forskel på stederne og menneskene i det land. Fra Sicilien i syd til Milano i nord. Der er gamle kirker, romerske ruiner, Pompeji, Rom, øerne, vandreturene i bjergene. Og 59 Melbourne “Jeg har boet i Melbourne i mange år. Alle elsker Sydney. Melbourne har ikke havnen, operaen og alt det andet. Til gengæld sætter Melbourne ting i gang. Festivaler, tennisturneringer, Formel 1 Grand Prix, hestevæddeløb, fodbold, teatre. Og så er det en af de byer, hvor der findes et utal af fantastiske barer, man ikke anede eksisterede.” San Francisco “På et tidspunkt i 1980’erne boede jeg et år i San Francisco. Det er en meget levende by, hvor man indimellem gør alting anderledes end andre steder. I San Francisco drikker man mere vin end nogen anden by i USA. Man læser også flere bøger. Det er en skøn by!” Tanzania “Vil man se vilde dyr, er Tanzania et utroligt sted. I Serengeti kan man se dem alle sammen. Det er tilmed meget nemt. I Arusha, hvor både safariture og bestigning af Kilimanjaro udgår fra, tog det mig 10 minutter, så havde jeg arrangeret en supergod safari. Kilimanjaro med de vulkanske kratere er også værd at opleve. Og man kan faktisk cykle igennem landet ad rigtigt gode veje. Og så er der jo Zanzibar. Et magisk sted med et fantastisk navn: Zanzibar. Det er lidt ligesom med Katmandu, Marrakech, Khartoum og Samarkand. Det er steder man har lyst til at besøge alene på grund af navnet.” 22 medlemmer og en berejst hund på ølejr ude midt i Øresund. Klubweekend på Hven Ofte har man ikke set, hvad der ligger lige inden for rækkevidde. Typisk er det, at man har rejst Jorden rundt, men aldrig har besøgt den største attraktion i nabolaget, hvor man bor. Det er i hvert fald ikke helt ufarligt at spise culottesteg med plastikbestik af Netto-kvalitet! Med en helt fantastisk udsigt ud over vandet fra den forhøjede bålplads sad vi ved et langt bord og spiste grillmad, alt imens vi nød en af sommerens lange lyse nætter. Rejsehistorier ”fra de varme lande”, et par flasker rødvin og ekstra brænde på bålet gjorde, at mange af os holdt ud til langt ud på natten. En dejlig sommernat som vi kun har få af på disse breddegrader. Og da Rebecca (medlem nr. 539) lokkede gæster til med sin smukke sangstemme i nattens stilhed – og gæsterne havde whisky med, som de delte ud af – var en god aften fuldendt. Tekst: Anna le Dous Fotos: Søren Fodgaard, Lars-Terje Lysemose & Viroj Jienwatcharamongkhol I weekenden 7. til 9. juni var vi 24 aktive medlemmer, der udforskede den lille svenske ø Hven (på moderne svensk stavet Ven), som ligger midt i Øresund, kun 7,5 km fra Sjælland. For flere af os var det første gang, vi var på Hven. For et enkelt medlem var det sågar hendes første besøg i Sverige. Men hun tog hjem igen inden 24 timer og fik ikke et nyt land! Vi ankom til Hvens campingplads lørdag ved frokosttid. Og heldigt var det, at vi allerede forinden havde gjort den lokale kiosk opmærksom på, at det ville blive nødvendigt med rigeligt med forsyninger af slik og øl. For selv om kioskens personale var advaret, kunne ingen næppe have forestillet sig, hvilke mængder fadøl en flok rejseglade danskere kan indtage. Eftermiddagen gik med udflugter på den lille ø. Nogle fulgtes ad i små grupper, og andre tog en vandretur alene i det skønne sommervejr. Og atter andre blev hængende ved bordene i arealet foran kiosken i et ihærdigt forsøg på at tømme fadølslageret. Det lykkedes desværre ikke. Men fadøl blev der drukket i så rigelige mængder, at ikke alle var i stand til at møde op til aftensmaden ... Eller var det mon af frygt for at få en halv plasticgaffel i øjet, at nogle valgte at udeblive fra dette festmåltid, som blev tilberedt over bålstedet for enden af en lang stejl grusvej? Øens berømthed Søndag var det sidste chance for at besøge Hvens største attraktion, Tycho Brahe-museet. De, der havde haft travlt med at tømme øllageret, og som derfor ikke havde haft tid til den helt store sightseeing lørdag eftermiddag, tog i samlet flok – med varierende grader af tømmermænd – ud for at blive klogere på den kendte danske videnskabsmand Tycho Brahe, som gennem sin forskning i 1500-tallet satte Hven på verdenskortet. Her kan man se ruinerne efter det lille slot, han opførte, og observatorierne Uranienborg og Stjerneborg. Faktisk er Tycho Brahe-museet internationalt anerkendt og udpeget som ét af verdens 30 bedste museer. Efter Tycho Brahe-besøget tog vi tilbage til campingpladsen, hvor det var ved at være tid til at anrette den medbragte frokost. I samlet flok sad vi endnu engang ved bålpladsen, højt hævet over campingpladsens reception og restaurant og med en fænomenal udsigt ud over stranden og Øresund. Jo, Hven har både strand, store markarealer, oldtidsminder, natur, kultur og Tycho Brahes gamle observatorium. Og så har øen kun nogle få hundrede mennesker, som bor der fast. Utrolig flinke mennesker, som er både hjælpsomme og imødekommende over for turisterne. Fx havde undertegnede 60 ikke mulighed for at bo på campingpladsen, men blev straks af campingpladsens ejere stillet videre til en privat overnatningsmulighed, som blev indledningen til et nyt venskab. Mange sejlede tilbage direkte fra Hven til København, mens en mindre flok tog bilfærgen via Landskrona i Sverige. Ventetiden ved færgeafgangen var sidste chance for at nyde en is i socialt samvær med andre af klubbens medlemmer. Alle havde vi haft en dejlig weekend med rig mulighed for at pleje gamle bekendtskaber, men også for at møde helt nye medlemmer af klubben – endda i naturskønne omgivelser. Vi ser frem til en lige så fantastisk DBK-weekend i 2014. 1 2 3 4 1. Idylliske huse langs kysten. 2. I festligt lag på campingpladsen. 3. Statue af øens berømte videnskabsmand. 4. Solur ved Tycho Brahe-museet. 5. Lyset over Øresund var helt specielt denne aften. nn Anna le Dous har medlemsnr. 514 og er med i klubbens bestyrelse. 61 5 Nye aktive medlemmer 641 Michael Tang Jeg begyndte med rejseriet, da jeg fyldte 20, først med Trek America, derpå Topas og Explorer og siden på egen hånd. Da jeg i 1986 hørte ”Graceland”-albummet, måtte jeg til Afrika. Her rejste jeg rundt i fire måneder og mødte min danske kone i Malawi, hvor hun var på rejse. Siden har vi sammen været på oplevelsesrejser, hvor højdepunktet indtil videre har været en tur rundt i Venezuela. Da vi fik børn, holdt vi en række orlovsperioder, hvor vi med telt og enkle midler har set mange lande og kontinenter. Vores ture har fokus på livsstil og familiesammenhold frem for nøje tilrettelagte rejser. Vi har bl.a. fået set det meste af Tyrkiet og Marokko, rejst til andre kontinenter og rejst rundt i købt eller lejet bil. 642 Carsten Hansen Jeg er født i 1973. I min barndom stod den på bilture med familien i Danmark og Nordeuropa, senere især til Alperne hvor diverse bjergpas blev besteget på cykel. Det var først, da jeg blev færdig med studiet i 2001, at rejselysten blev vakt, og trekkingture kom i fokus. Gerne op i den tynde luft, hvor bestigning af Aconcagua i 2010 er højdepunktet. Jeg rejser gerne alene, men tager også på organiserede ture med især britiske arrangører, som fx KE Adventure Travel, der har et imponerende udbud af trekkingture. 2010-2012 var jeg udstationeret i Storbritannien. Først i London, som er et mekka for rejselystne med billige flybilletter til hele verden, og senere i Skotland, hvor der er fantastiske muligheder for at komme ud i den vilde natur. 643 Louise Windelboe Jeg er en skibsføreruddannet, 35-årig styrkvinde med evig trang til at udforske udkantsverdenen. Hele verden er min arbejdsplads, og jeg har i årenes løb lagt til i mange havne. Jeg glædes over små ting som nyfalden sne og strandslebne sten. Første gang, jeg så en anden verden, var, da jeg som 18-årig mønstrede ud med en coaster og pludselig befandt mig i Agadir, talte med drengene på havnen og opdagede, at verden var mangfoldig, og at jeg var heldig at være født i den vestlige verden. Min seneste store rejse var til Tuvalu. I de seneste 11 år har den australske outback også været mit hjem i flere omgange. Jeg driver kvæg for farmere, hvis jord er for tør. Det foregår på hesteryg, og jeg lever under sol og stjernehimmel på den mest primitive måde. 644 Ashley R. Keufsson Jeg er en blanding af forskellige etniske baggrunde, og min familie flyttede ofte, da jeg var barn. Fra jeg var 14 år, begyndte jeg at udforske Nord- og Mellemamerika. Jeg læste antropologi på Københavns Universitet og har altid været begejstret for den måde, som mennesker forstår sig selv på forskellige steder i verden. Jeg rejser næsten altid alene og med lokale transportmidler. Jeg rejser uden meget bagage og nyder at møde lokalbefolkningen. Afrika og Svalbard har en særlig plads i mit hjerte. Det er hårdt at rejse, men jeg er mest derude for at opleve og lære, hvad det vil sige at være et menneske. Da jeg var barn, læste jeg ivrigt rejseberetninger og drømte om en dag at gøre det selv. Den eventyrlystne dreng lever fortsat i mig. 645 Charlotte Winding Jeg er født i 1977 og er vokset op med en far, der boede i udlandet. Fra jeg var tre år, var det mest naturlige transportmiddel en flyvemaskine, og fra jeg var fem, blev jeg smidt på flyveren alene til USA, Sydafrika og Bahamas, når jeg skulle besøge min far. I år 2000 virkeliggjorde jeg min store drøm: at tage på backpackertur rundt i Asien i et halvt år. Siden har jeg været bidt af at rejse med rygsæk, at møde fremmede kulturer, den lokale befolkning, smage, dufte og se. Mit motto er: At rejse er at leve! 646 Rikke Bøyesen Jeg var lige fyldt 17, da jeg for første gang tog rygsækken på og rejste Europa tyndt. Siden da har jeg set en stor del af verden og elsker at se, hvordan andre mennesker lever, deres kultur og værdier. Jeg rejser hovedsageligt med min mand, og sammen har vi været på stop til og rundt i Portugal, besøgt bekendte i Peru, vandret i De Albanske Alper med ungerne, dykket ud for Zanzibars kyst, drukket te med opsynsmanden på Orakelbjerget i Siwa-oasen og en masse andet. Vi kan godt lide at bruge en del tid i de lande, som vi besøger. Vi forbereder os på rejserne, men planlægger ikke meget. Mange af de bedste rejser er dem, hvor vi stifter nye bekendtskaber med lokalbefolkningen. 62 647 Karina Beatrijs Lindhus Larsen Min rejselyst har jeg nok fået ind med modermælken, da mine forældre allerede fra jeg var helt lille tog mig med ud at sejle. Både med sejlskibet på ferier, men også på fragtskib, hvor min far var skipper. Jeg spadserede rundt på dækket med min dukkevogn og lavede huler i tovværket, alt imens matroserne holdt øje med mig. Efter gymnasiet har jeg arbejdet et halvt år i Irland og et halvt år i USA. Senere har jeg rejst rundt som backpacker i bl.a. New Zealand, boet i telt i Mozambique i et par måneder, arbejdet som frivillig på et wild life-center i Namibia og været på bjergvandreture til bl.a. Everest Base Camp, Kilimanjaro og Elbrus. 648 Steffen Stubager Journalist, født i 1987. Inden jeg kunne tale, viste min morfar lysbilleder fra alverdens vilde lande. Han var storvildtjæger og havde huset fyldt med udstoppede bjørne, leoparder, gnuer og én elefant. I mine barne- og teenageår sejlede jeg hver sommer med min familie på lange ture i vores sejlbåd. Hvert år siden jeg var 18, er det lykkedes mig at besøge mindst syv lande årligt. Som 23-årig begav jeg mig på rejse Jorden rundt over seks kontinenter. Året efter rejste jeg til Australien og bosatte mig i syv måneder for at surfe. Sådan er livet. 649 Line Hansen 28-årig nordjyde, uddannet som fysioterapeut i 2012. Jeg har altid været drevet af en stor udlængsel samt trang til at opleve verden. Efter teenageårene har det altid været med rygsæk og gerne på lavbudget. Mine rejser har især bragt mig til Asien samt Mellemøsten. Jeg forsøger altid at kombinere mine rejser med trekking, klatring, dykning og skiløb. Tidligere har jeg altid rejst med en makker, mens jeg de seneste år primært har rejst alene. Som et led i min uddannelse har jeg haft et seks ugers praktikophold i Thailand, og tidligere har jeg boet i De Franske og Østrigske Alper som skibums. 650 Inge-Merete Hougaard Jeg elsker at rejse over land – at se skove, marker, byer, mennesker suse forbi udenfor, lade tankerne flyve og sjælen følge med. Min første ”store” udlandsrejse var, da jeg efter gymnasiet tog til Indien på egen hånd. Tre måneder alene i Indien var på én gang udfordrende og fantastisk, hvor hver dag bød på nye sjove, skøre og skæve oplevelser. Jeg sagde til mig selv, at har man været i Indien, er der ikke længere noget, der kan overraske én. De steder, jeg har rejst sidenhen – Sydamerika, Mellemøsten, Nordafrika og Østafrika – har altid haft noget Indien over sig. 651 Cecilie Fog Jacobsen Nysgerrigheden over for det nye og fremmede har drevet mig ud i verden, lige så længe jeg kan huske. Som syvårig proklamerede jeg, at jeg ville bruge hele min børneopsparing på at rejse ud i verden. Og sådan blev det. Som 18-årig satte jeg kurs mod Schweiz, London og siden Australien. Tre år senere vendte jeg kun hjem, fordi pengene slap op. Sidenhen har nysgerrigheden sendt mig på feltarbejde i Sydafrika, på job i Mauritius, i New York og London. De lange rejser er gået til Sydamerika, Sydøstasien og Afrika. Og de korte til Europa. Jeg håber at nå op på 60 lande inden længe, og mine næste destinationer er Nepal og Tibet. 652 Jesper Frank Da jeg var 20 år, kom jeg ind i charterbranchen, var tre år udstationeret og tre år hjemme. Jeg er fortsat i branchen – med mulighed for at komme meget ud til destinationerne. Jeg har sidenhen rejst en del og forsøger altid at udnytte ferien til at komme ud i verden. I mine senere år har jeg forsøgt at komme væk fra turistghettoerne og de steder, man ”plejer” at besøge, og koncentrere mig om de lokale forhold. Jeg er mest til aktive rejser, såsom trek i bjergene eller i junglen. 653 Frederik Helbo Jeg er født i 1977. Jeg blev for alvor hooked på rejselivet, da jeg var tre uger i Bangladesh for at deltage i en tennisturnering. Det er stadig det mest anderledes og udfordrende land, jeg har besøgt. Siden jeg blev færdig som lærer i 2002, har jeg brugt stort set alle ferier til at rejse. Jeg er interesseret i det meste af verden, og jeg er både til storby, natur og strand. De seneste par år har jeg også rejst med børn, da jeg blev far i 2010. De er ikke nogen hindring for fortsat rejseaktivitet. De største oplevelser er USA, Etiopien, Peru og Japan. Jeg er ikke typen, der vil besøge så mange lande som muligt. Der er de første fem-ti roadtrips i USA, som jeg gerne vil på, før jeg prioriterer Hviderusland eller Somalia. 654 Jette Kristensen Det første store udlandseventyr var til Sovjetunionen i gymnasietiden. Skræmmende, men også fantastisk på samme tid. Jeg har siden fundet en mindst lige så rejseglad mand. Vi har været på rundrejse i Asien, Sydamerika samt i Kenya, Tanzania og Etiopien. Sidste år rejste vi Jorden rundt – og nåede til Australien og New Zealand samt nogle af de fantastiske øer i Oceanien. Næste mål er at stå på ski på eksotiske destinationer. Antarktis står også højt på ønskelisten. 63 Bedste bidrag det seneste kvartal på www.deberejstesklub.dk Udvalgt af redaktionen Ja, vi på redaktionen behøver bare at kaste et hurtigt blik på hjemmesidens forum for at konstatere, at ingen medlemmer denne sommer har ligget på den lade side, når det gælder om at rejse, opdage, og give deres råd videre. Som altid har I været villige til at dele oplevelser og erfaringer, og vi har kunnet vælge mellem alt lige fra fif til de billigste flybilletter, til nyttige rejselinks og gode råd om visumregler. Vi har valgt nogle stykker ud blandt de mange gode bidrag. Et par nyttige søgelinks Henrik Schumacher har været på jagt på nettet, og er faldet over et par gode links, som gør rejsesøgningen lidt nemmere: • www.whichplug.com er en meget enkelt designet side til at finde den rigtige adapter til stikkontakter uden forvirrende ABC-kategorisering. • www.seat61.com er en fremragende side om togrejser i hele verden. • www.ferrylines.com har alle færger i Europa, samlet på én side. • www.hostelz.com er en søgemaskine der søger blandt alle hostelsider. • www.hotelscombined.com – så behøver du kun søge ét sted, hvis du skal booke hotel. • www.cruisecritic.com – alt om krydstogtsskibe, især deres reviewforum kan anbefales, inden man booker. Jorden rundt og returbilletter – et paradoks? Erik Aggerholm har erfaret, at mange lande kræver returflybilletter, før man overhovedet kan boarde flyet og finder reglerne uforklarlige. Min ide med en jordomrejse er jo netop at planlægge rejsen undervejs. Derfor er det jo ikke muligt at have den næste flybillet klar allerede før indrejse i et land. Jeg har også tænkt mig at rejse over land – naturligvis bortset fra Atlanterhavet og Stillehavet. Mere konkret starter min rejse med et syv ugers sprogkursus i Guatemala. Jeg har altså brug for en enkeltbillet til et sted i Nordamerika, Mexico eller Mellemamerika. Med afrejse først i september kan disse destinationer købes for ca. 300 euro. Min plan er så at rejse over land til Guatemala, så jeg er der, når regntiden slutter i oktober/ november, lære spansk og så udforske nogle af de øvrige mellemamerikanske lande. Planen er Sydamerika efter jul og hjem via Fiji og Asien. Mine spørgsmål er: 1. Hvilke lande kan jeg rejse til fra Europa på en enkeltbillet (altså uden billet videre eller tilbage)? 2. Er der lande, der ved indrejse med bus forlanger bekræftet busbillet ud af landet igen? 3. Er et Visa og et MasterCard nok til at overbevise indrejsemyndigheder om, at man kan klare sig økonomisk? Claus Andersen har rejst i 70 lande og hans erfaring er, at mange lande har haft den regel, at man skal vise returbillet, men det eneste sted, hvor han altid er blevet bedt om at vise billetten er Filippinerne. Claus mener, at det kun er noget der sker, hvis man ligner én, der har tænkt sig at søge arbejde i landet. er ikke så meget til museer og den slags, men meget til natur og sport) Jens Tidemann har tilbragt et par dage i Brunei under en rundrejse i Malaysia for nogle år siden, og giver følgende råd til det lille, men ganske spændende land: 1. Kampong Ayer – pælebyen, som du kan vandre lige ud i fra centrum. Tag også en bådtur, gerne med en bådfører, som taler godt engelsk og kan fortælle dig om byen. 2. Overvej at udvide sejlturen ved at sejle ud til øen, hvor man kan se næseaber. 3. Moskeerne Omar Ali Saifuddien (midt i byen) og Jame’Asr Hassanal Bolkiah (tag bus eller taxa) – Spis ambuyat (det indre frugtkød af sagopalmen, der minder om tapioka). 4. Der findes også nationalparker i det lille sultandømme – og turoperatører, som arrangerer ture derud. Men da vi havde set masser af Borneo-natur i Malaysia, var vi ikke på naturture i Brunei. Du bør nok overveje at arrangere det hjemmefra, så du er sikker på at komme af sted. Det er dyrere i Brunei end i Malaysia, og da de fleste turister i Brunei også kommer til Malaysia, er det mit indtryk, at de oftest tager naturoplevelserne i Malaysia. Således er det ikke sikkert, at du kan nå at arrangere, at du kan komme på en tur, når du kun er der i tre dage. Man kan læse mere om Jens Tidemanns oplevelser i Brunei og se billeder på: http://peregrinator.dk/fotoalbum/brunei-darussalam Tre døgn i Brunei – hvad bør jeg se? Martin Jensen har i forbindelse med en forretningsrejse mulighed for tre døgn i Brunei. Hvad anbefaler I jeg ser? (han 64 Bo Løvschall supplerer med en hjemmeside, der har en liste over gode steder i Brunei: www.globespots.com/ places.php?country=brunei Få Gl ben De Berejstes Klub lige til døren – uanset hvor du bor! Globen kommer Jorden rundt. Både indholdsmæssigt og helt konkret. For i De Berejstes Klub har vi medlemmer over hele verden. For 150 kr. for resten af året kan du tegne et passivt medlemskab, og for 200 kr. kan du blive aktivt medlem – hvis du vel at mærke opfylder kriterierne for at blive optaget. Læs mere på www.deberejstesklub.dk eller send en e-mail til [email protected]. Og husk, beløbene gælder, uanset hvor i verden du bor. Er du allerede medlem, kan du give rejselystne venner eller familie et passivt medlemskab og abonnement på Globen i gave, så de kan få indblik i, hvad det er for en spændende klub, du er medlem af. Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får alle medlemmer disse fordele: • 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk. • 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk. • 15 % rabat på vaccinationer hos Rejseklinikken i Charlottenlund. Se www.rejseklinikken.dk. • 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com. • 10 % rabat på vaccinationer hos Speciallægernes Sundhedscenter på Frederiksberg. Se www. sundhedscenter.com. • 10 % rabat på vaccinationer hos Udlandsvaccinationer, Aarhus Universitetshospital i Skejby. Se www. auh.dk. • 10 % rabat på landarrangementer hos Penguin Travel. Se www.penguin.dk. • 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk. Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser, og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og udvikle rejselysten. Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat, når de tegner forsikring hos Gouda Rejseforsikring. Se www.gouda.dk/rejseforsikring. De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse. Globen kommer Jorden rundt. Her er Globen med på tur til Gardasøen i Italien. Foto: Lisbeth Vivaldini. Billige rejser på din mobil Sammenlign priser fra mere end 1.000 websider Med Travelmarkets rejseapp kan du sammenligne priser på flybilletter, hoteller, afbudsrejser og temarejser. Scan koden eller gå ind på travelmarket.dk/mobil kiplingtravel.dk Kiplings Colombia Fantastisk rejsenyhed med kultur og vandring Oplev Bogotá, den historiske kystby Cartagena, Lost city trek til Ciudad Perdida, Kogi indianere og Palomino-stranden ved den caribiske kyst. Et brag af en eventyrrejse! Afrejse 10/3, 16 dage, kun 25.980,- Peru Ecuador-Galapagos Andesbjergenes absolutte højdepunkter. Vi starter med Lima, Cuzco, Machu Picchu videre over højsletten til Titicacasøen. Daglig afrejse, 13 dage. Fra 18.780,- Galapagos er det absolutte mekka for naturelskere med unikke havleguaner, skildpadder, albatros, pingviner, søløver og blåfodede sule. Daglig afrejse, 11 dage. Fra 29.780,- Bolivia Enestående rejse i Bolivias uforglemmelige højland med indianere, kolonibyer, storslåede alpine scenerier og saltsletterne ved Uyuni. Daglig afrejse, 17 dage. Fra 20.980,- Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening Jakob Øster De Berejstes Klub Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? • Rejseforedragfleregangeomugen Jakob Øster • Oplevelser og røverhistorier fra hele verden • Landefester og events • Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen Café Glob en o g vo res a er åb rran ne fo gem r alle med ente - ikk lemm r e er af kun for De B erejs tes K lub. • RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg • Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande • Cocktails • Kaffe og te • Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus • Gratisinternet/Wi-Fi • Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder •Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos Vi ses på Café Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | [email protected] | www.cafegloben.dk EVENTYR I EFTERÅRET OFF-ROAD I OMAN I 4-hjulstrækker opleves natur og folkeliv. Efter 8 dage i det nordlige Oman, fortsætter rejsen off-road langs det indiske ocean. Her har vi mulighed for at se havskildpadder, der går i land om natten for at lægge æg. Et rigt fugleliv kan også studeres. Efter 5 teltovernatninger når vi Salalah i Dhofar-området, med en hel anden natur end det nordlige Oman. Max 15 deltagere. 18 dage • 22.900 kr • afrejse 1. og 22. november SRI LANKA Det genfødte paradis. Idyllisk landsbyliv og storslåede naturoplevelser. Kongebyer med templer, paladser og høje buddha-statuer samt kolonitidsbyer med charmerende huse. Sri Lanka er samtidigt et skatkammer af natur og dyreliv. Nationalparken i Yala med leoparder, aber og elefanter. Max 20 deltagere. 15 dage • 17.900 kr • 6. til 20. november Afrejse i 2014: 15. janaur • 12. februar MACHU PICCHU – IGUAZU – BUENOS AIRES Tre højdepunkter, som tilsammen giver en fantastisk introduktion til Sydamerika. Kulturen, som vi oplever den i inkaernes Cuzco og ved Machu Picchu. Naturen, som vi får for fuld udblæsning ved Iguazuvandfaldene. Vi ser dem både fra den argentinske og den brasilianske side. Og den vibrerende metropol, som ikke fås bedre end Buenos Aires. Efter en sejltur i Parana-flodens delta slutter vi af med et tango-show. Max 20 deltagere. 14 dage • 27.900 kr • 3. til 16. november UGANDA SAFARI I 4 NATIONALPARKER Væsentligt færre besøgende end i nabolandene. Verdens højeste koncentration af aber. Desuden elefanter, giraffer og leoparder. Vi besøger bl.a. Murchison Falls, der ligger på begge sider af Nilen, og er på udkig efter chimpaner i Kibale. Max 15 deltagere. 13 dage • helpension · 24.500 kr • 19. oktober • 6. januar Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk
© Copyright 2024