1. No category

18
SEKTION 1 · Vordingborg · møn · præstø · langebæk
FREDAG 1. JUNI
2012
2012
VORDINGBORG: Torsdag middag blev Platangårdens Ungdomscenter hyldet. 40 år er det blevet til, og gennem de sidste mange måneder har centeret
haft en specialenhed mod spiseforstyrrelser, der på dagen blev indviet af Kirsten Devantier, formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Sjælland.
Af Sebastian Alsing
Da jeg var barn, troede jeg, at jeg
var en dårlig datter. Mine forældre
er skilt, og selvom jeg elskede min
far højest i hele verden, fik jeg kun
lov til at besøge ham hver anden
weekend. Jeg blev altid ked af det,
når jeg skulle sige farvel til ham,
for jeg følte, at jeg mistede ham
hver eneste gang. Jeg kunne opføre mig syg bare for at få ham til at
komme på besøg hos min mor.
Sådan lyder det fra 20-årige
Sara Raagaard Hansen om sin
barndom. En tid, som mange teenagere kan nikke genkende til. Men
en dag blev verden vendt på hovedet. Sara flyttede skole og kom væk
fra sine trygge rammer i 3. klasse.
Hun kom aldrig til at passe ind.
Eleverne i den nye klasse var modbydelige. Drengene drillede, og pigerne undgik hende.
- Selv lærerne skældte mig ud,
fordi jeg ikke forstod opgaverne,
fortæller Sara.
Den eneste veninde hun havde
var Sannie. En anderledes pige,
der ligesom hende selv var udstødt
fra det sociale liv på skolen. Efter
skole tog hun hjem til veninde, men mest for at spise slik
og drikke cola.
En bred vifte
Centerleder Kay Jokil styret programmet for eftermiddagen,
der bød på personlige historier, taler og noget godt til ganen
fra den revolutionære hjernekok Umahro Cadogan. Foto:
Sebastian Alsing
Formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Sjælland
Kirsten Devantier (V) glædede sig over at fejre Platangårdens 40 års jubilæum. Foto: Sebastian Alsing
I stedet for at
blive indlagt
på en psykiatrisk
afdeling virker centeret som en form for
udvidet efterskole for
den unge, hvor den
sygelige tilværelse er
gemt lidt væk. Det er
et dynamisk og godt
tilbud, som giver de
unge en ny chance
for at leve et normalt
liv.
Kirsten Devantier, formand
for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Sjælland
Et liv i skyggen
unge flyttede ind i 1979, og
det viste sig gennem årene,
at de unge, der henvistes til
Platangården, havde andre
vanskeligheder end stofmisbrug. Og som i dag viser
stedet sig stadig at være
meget
omstillingsparat.
Platangården imødekommer behovene hos de unge
med en række nye tilbud.
Der er botilbud med personaledækning døgnet rundt,
der er bostøtte til unge, der
har brug for bistand, og der
er tilbud til unge med helt
særlige behov.
D
er var fuldt hus, da
der torsdag eftermiddag blev holdt 40
års jubilæum i Platangården. Et stort hvidt firmatelt
fyldte bag huset og lagde
grunden for en hyggelig
dag for husets beboere, familie og indbudte gæster.
Blandt dem var formand
for BUF-udvalget Peter E.
Jonassen (SF), formand for
Psykiatri- og Socialudvalget i Region Sjælland Kirsten Devantier (V) og centerleder Kay Jokil, der stod
for dagens program.
Først på talerstolen var
regionsformanden, der benyttede lejligheden til først
og fremmest at lykønske
personalet for deres gode
indsats og Platangårdens
jubilæum for dernæst at
se tilbage i stedets historie, der begyndte i 1970 - to
år før Platangården blev
etableret. Dengang gik et
tværsektorielt udvalg med
deltagelse af amtslæge,
psykiatrisk overlæge, politikommissær, skolepsykolog, Næstved Kommune og
Børne- og Ungdomsværn
sammen om at henvende
sig til Næstved Byråd og
foreslår, at der blev bygget et center, som kunne
hjælpe unge med narkotikaproblemer. Byrådet behandlede sagen, og sendte
den videre til Storstrøms
Amtsråd, der nedsatte en
arbejdsgruppe, som trækkede på erfaringer fra et
forbilledligt ungdomscenter i Viborg.
Det førte til, at Amtsrådet i 1972 etablerede et
ungdomscenter i Købmagergade i Næstved. Fem år
senere flyttede centeret til
Kastrup Kirkes gamle præstegård i Vordingborg, hvor
institutionen fik navnet
Platangården. De første
Teamkoordinator Ulla Christiansen og områdeleder Lisette
Kaptain fra den nye enhed mod spiseforstyrrelser på Platangårdens Ungdomscenter. Foto: Sebastian Alsing
I dag er tilbudene mange
og alsidige. Ifølge centerleder Kay Jokil er man nødt
til hele tiden at følge med
tiden.
- Og selvom vi er i en krisetid, hvor der skal spares,
bliver der ikke et mindre
behov for at hjælpe svage
unge. Der bliver ikke færre
af dem, og derfor er vi altid
i gang med at målrette vores tilbud, siger Kay Jokil.
Men Platangården er
også mere. Gennem årene
har der været forskellige
aktiviteter blandt andet
Platancafeen,
musikforeningen Vershuset og bygningen af vandrehjemmet i
Vordingborg.
Ifølge områdeleder for
enhed mod spiseforstyrrelser Lisette Kaptain dækker
Platangårdens Ungdomscenter nye enhed et stort
behov, som ikke bliver imødekommet på de generelle
institutioner.
- Derfor er det ekstremt
vigtigt, at der findes et sted
som Platangårdens Ungdomscenter, hvor unge kan
få hjælp til at leve med deres sygdom, Lisette Kaptain.
For øjeblikket bor der
syv beboere på centeret for
at få hjælp til at styre deres
spiseforstyrrelse. n
19
SYGDOM: Siden hun var barn, har 20-årige Sara Raagaard Hansen kæmpet mod spiseforstyrrelsen bulimi. Både lærere, venner og veninder var efter hende, og forældrene følte sig
hjælpeløse. Tanker om selvmord hang som en ond sky over hovedet på hende, indtil hun kom på
Platangårdens Ungdomscenter, hvor hun har fået hjælp til at styre sin indre dæmon. Nu er hun
klar til at fortælle sin historie.
40 års jubilæum og
indvielse af specialenhed
Af Sebastian Alsing
Vordingborg · møn · præstø · langebæk ∙ SEKTION 1
FREDAG 1. JUNI
Øgenavne
Langsomt blev Sara mere og mere
buttet. En morgen hun tog bussen
til skole, spændte de store drenge
ben for hende og kaldte hende for
fedebær.
- Efter den episode var der ingen, der gad eller turde sidde ved
siden af mig, forklarer Sara.
Hendes mor fornemmede, at sin
datter ofte var ked af det. Meget
ked af det. Sara røg til skolepsykolog, men det kom der ikke noget
godt ud af.
- SARA bedes gå til skolepsykologen, lød det ud af højtaleren første gang jeg skulle til samtale. Alle
grinede og sagde, at jeg skulle til
skolepsykopaten. På samme tidspunkt blev min far indlagt efter
at have ligget bevidstløs hjemme i
flere dage. Jeg bebrejdede mig selv
og begyndte at spise store mængder mad for at trøste mig selv, fortæller Sara.
En dag stjal hun en Marsbar på
en tank, men hun blev opdaget og
fik det elendigt med sig selv. På
det tidspunkt begyndte selv gamle venner ikke at ville kendes ved
hende.
- De var flove over mig, og jeg
flyttede skole, men
det
hjalp
Alt i min
verden handlede om mad, og min
mor begyndte at låse
slik og andre usunde
ting inde i sin bil
eller i køleskabet for
at forhindre mig i at
spise i smug. Tankerne om en perfekt
krop og et smukt
udseende begyndte
at dukke op i mine
drømme. Min indre
dæmon overtog mit
liv.
intet, lyder det fra Sara.
Mobbet af læreren
På den nye skole vekslede bestemt
en af lærerne mellem at være en
engel og en djævel. Til sidst blev
Sara bange for at spørge, fordi hun
fik skældud hver gang.
- En dag sagde han foran alle
de andre, at jeg skulle spise nogle
gulerødder, fordi jeg havde så forfærdelig dårlig ånde. Siden den
dag turde jeg ikke stå tæt på andre
mennesker. Jeg var bange for at
lugte, siger Sara.
Der blev holdt et forældremøde
om hende. Læreren mente, Sara
var en forkælet møgunge, og da
forældrene kom ud af klasseværelset, virkede de skuffede over
hende.
- Som om jeg var en fiasko. Ingen forstod mig på det tidspunkt
- ikke en gang mig selv. Alt i min
verden handlede mere og mere
om mad. Min mor begyndte at låse
slik og andre usunde ting inde i sin
bil eller i køleskabet for at forhindre mig i at spise i smug, fortæller
hun.
Tankerne om en perfekt krop
og et smukt
udseende
begyndte at
Sara Raagaard Hansen,
beboer på Platangårdens
Ungdomscenter, om
sygdommen bulimi
dukke op i Saras drømme. Det eneste tidspunkt hun hvilede i sig selv,
var når hun spiste.
- Selvom jeg var fuld af skam og
dårlig samvittighed, når jeg gjorde
det, fortæller Sara.
Sammen med drømmene fulgte de indre stemmer, og Sara slap
grebet. Spiseforstyrrelsen fik magten. n
Der er stor forskel på, hvordan folk ser sig selv, når de
kigger i spejlet. Under de sværeste episoder i Saras liv, så
hun sig selv som et misfoster. Nu har hun fået styr på sin
spiseforstyrrelse og er på vej til at begynde på VUC. Foto:
Sebastian Alsing
Fakta om bulimi
Mennesker, der lider af bulimi, er bange for at tage på
og veksler ofte mellem slanke- og fastekure og overspisningsepisoder. Det anslås, at cirka 30.000 mennesker
i Danmark lider af bulimi. Kendetegnene ved bulimi er
overspisningsepisoderne og den udrensning, der finder
sted efterfølgende på grund af frygten for at tage på.
Udrensningen kan for eksempel være at kaste maden op
igen, at dyrke overdreven motion eller at tage afføringsmidler.
Mennesker, der lider af bulimi, har et lavt selvværd og
er ofte skamfulde og flove over både overspisningsepisoderne og udrensningerne, som skjules for omverdenen. Overspisningen giver dem ofte en umiddelbar
lettelse, men bagefter følger skam og selvbebrejdelse
over at miste kontrollen.
Først når udrensningen har fundet sted vil hun eller han
opleve en form for ro og følelsesløshed og både overspisningsepisoderne samt udrensningen kan ses som en
måde at undertrykke og kontrollere svære følelser og
tanker på. Som regel er mennesker som lider af bulimi
normalvægtige, hvilket gør lidelsen lettere at skjule for
omverdenen end fx anoreksi eller overspisning.
Læs mere på www.lmsspiseforstyrrelser.dk
20-årige Sara Raagaard Hansen kæmper dagligt mod sig
selv. Hendes indre dæmon har gennem hele livet givet
hende dårligt selvværd, der er resulteret i en svær spiseforstyrrelse. Nu bor hun på Platangårdens Ungdomscenter
i Vordingborg. Her får hun hjælp til at styre sin sygdom
bulimi. Hendes mål er at komme til at leve et normalt liv
med kæreste, venner og et arbejde som pædagog, hvor hun
kan hjælpe andre. Foto: Sebastian Alsing
Ill. Mikael Nielsen
Kæmper mod sin indre dæmon
Af Sebastian Alsing
SYGDOM: Jeg husker tydeligt den
dag, jeg første gang stak fingeren i halsen for at kaste op. Det
var både smertefuldt og afslappende på samme tid. Jeg kom i
kontrol, og det blev en rutine. Det
blev min livsstil, og hvis nogen
blandede sig blev jeg aggressiv
og truede med at begå selvmord,
fortæller Sara Raagaard Hansen
om sin kamp mod sin spiseforstyrrelse.
Bulimien overtog på samme
tid forældrenes verden. De kunne intet stille op mod datterens
indre dæmon.
- Til sidst begravede jeg mig i
en hule inde på mit værelse med
alle gardiner trukket ned. Kun
der kunne jeg slappe af og spise
for mig selv, til jeg blev skidt og
kastede op, fortæller Sara.
En dag fortalte hun sin mor
om problemet. Hun blev urolig og
tog det meget alvorligt og sendte
Sara på en slankehøjskole, hvilket desværre kun gjorde situationen endnu værre.
- Hver uge tabte jeg mig fem
kilo. Alle måltider nåede knap
indenbords, før de røg ud samme
vej. Jeg ville være smuk, for så
troede jeg, at alle ville kunne lide
mig.
Mine forældre serverede mad
for mig, men det endte i skrivebordsskuffer, i poser på værelset
eller under brusebadet i al hemmelighed, da jeg kom hjem. Jeg
følte mig som en zombie i min
egen verden. Alle tanker var rettet mod at tabe mig, forklarer
hun.
Kæmper for retten til at leve
Spiseforstyrrelsen fik til sidst
så meget magt, at Sara endte på
psykiatrisk afdeling. Men det virkede ikke. Først da Sara flyttede
på Platangårdens Ungdomscenter, fandt hun sig selv.
Nu kan hun mærke, at der er
mere Sara i hende end nogensinde før. Hun ved, hvad hun vil
være, og hvem hun ikke vil være.
- Men det er stadig hårdt at
kæmpe. Min spiseforstyrrelse vil
gøre alt for, at jeg falder i igen.
Den føler sig truet nu, hvor jeg
har fundet ud af, at den ikke er
min ven, men en fjende, som jeg
vil have ud af mit liv. Du er dum,
grim, fed, uduelig, du kan aldrig
blive til noget, alle hader dig, du
er et dårligt menneske, alle synes du er tyk, du passer ikke ind
nogen steder, du er et misfoster
– siger stemmen dagen lang, forklarer Sara.
Nogle gange taber hun kam-
pen og må lave aftaler med den
om at springe måltider over eller kaste noget op. Men hun ville
aldrig have levet uden sygdommen. Den gør hende til et stærkere menneske, mener hun.
Ved at fortælle sin historie håber Sara, at andre i samme situation ikke føler sig alene. Nu drømmer hun om at blive pædagog og
hjælpe andre med sin livserfaring, få en kæreste og begynde et
nyt liv med venner. Somme tider
fælder hun en tåre. Ikke i gråd,
men af glæde for de mennesker
som hjælper hende. n