18 SEKTION 1 · Vordingborg · møn · præstø · langebæk FREDAG 1. JUNI 2012 2012 VORDINGBORG: Torsdag middag blev Platangårdens Ungdomscenter hyldet. 40 år er det blevet til, og gennem de sidste mange måneder har centeret haft en specialenhed mod spiseforstyrrelser, der på dagen blev indviet af Kirsten Devantier, formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Sjælland. Af Sebastian Alsing Da jeg var barn, troede jeg, at jeg var en dårlig datter. Mine forældre er skilt, og selvom jeg elskede min far højest i hele verden, fik jeg kun lov til at besøge ham hver anden weekend. Jeg blev altid ked af det, når jeg skulle sige farvel til ham, for jeg følte, at jeg mistede ham hver eneste gang. Jeg kunne opføre mig syg bare for at få ham til at komme på besøg hos min mor. Sådan lyder det fra 20-årige Sara Raagaard Hansen om sin barndom. En tid, som mange teenagere kan nikke genkende til. Men en dag blev verden vendt på hovedet. Sara flyttede skole og kom væk fra sine trygge rammer i 3. klasse. Hun kom aldrig til at passe ind. Eleverne i den nye klasse var modbydelige. Drengene drillede, og pigerne undgik hende. - Selv lærerne skældte mig ud, fordi jeg ikke forstod opgaverne, fortæller Sara. Den eneste veninde hun havde var Sannie. En anderledes pige, der ligesom hende selv var udstødt fra det sociale liv på skolen. Efter skole tog hun hjem til veninde, men mest for at spise slik og drikke cola. En bred vifte Centerleder Kay Jokil styret programmet for eftermiddagen, der bød på personlige historier, taler og noget godt til ganen fra den revolutionære hjernekok Umahro Cadogan. Foto: Sebastian Alsing Formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Sjælland Kirsten Devantier (V) glædede sig over at fejre Platangårdens 40 års jubilæum. Foto: Sebastian Alsing I stedet for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling virker centeret som en form for udvidet efterskole for den unge, hvor den sygelige tilværelse er gemt lidt væk. Det er et dynamisk og godt tilbud, som giver de unge en ny chance for at leve et normalt liv. Kirsten Devantier, formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Sjælland Et liv i skyggen unge flyttede ind i 1979, og det viste sig gennem årene, at de unge, der henvistes til Platangården, havde andre vanskeligheder end stofmisbrug. Og som i dag viser stedet sig stadig at være meget omstillingsparat. Platangården imødekommer behovene hos de unge med en række nye tilbud. Der er botilbud med personaledækning døgnet rundt, der er bostøtte til unge, der har brug for bistand, og der er tilbud til unge med helt særlige behov. D er var fuldt hus, da der torsdag eftermiddag blev holdt 40 års jubilæum i Platangården. Et stort hvidt firmatelt fyldte bag huset og lagde grunden for en hyggelig dag for husets beboere, familie og indbudte gæster. Blandt dem var formand for BUF-udvalget Peter E. Jonassen (SF), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Sjælland Kirsten Devantier (V) og centerleder Kay Jokil, der stod for dagens program. Først på talerstolen var regionsformanden, der benyttede lejligheden til først og fremmest at lykønske personalet for deres gode indsats og Platangårdens jubilæum for dernæst at se tilbage i stedets historie, der begyndte i 1970 - to år før Platangården blev etableret. Dengang gik et tværsektorielt udvalg med deltagelse af amtslæge, psykiatrisk overlæge, politikommissær, skolepsykolog, Næstved Kommune og Børne- og Ungdomsværn sammen om at henvende sig til Næstved Byråd og foreslår, at der blev bygget et center, som kunne hjælpe unge med narkotikaproblemer. Byrådet behandlede sagen, og sendte den videre til Storstrøms Amtsråd, der nedsatte en arbejdsgruppe, som trækkede på erfaringer fra et forbilledligt ungdomscenter i Viborg. Det førte til, at Amtsrådet i 1972 etablerede et ungdomscenter i Købmagergade i Næstved. Fem år senere flyttede centeret til Kastrup Kirkes gamle præstegård i Vordingborg, hvor institutionen fik navnet Platangården. De første Teamkoordinator Ulla Christiansen og områdeleder Lisette Kaptain fra den nye enhed mod spiseforstyrrelser på Platangårdens Ungdomscenter. Foto: Sebastian Alsing I dag er tilbudene mange og alsidige. Ifølge centerleder Kay Jokil er man nødt til hele tiden at følge med tiden. - Og selvom vi er i en krisetid, hvor der skal spares, bliver der ikke et mindre behov for at hjælpe svage unge. Der bliver ikke færre af dem, og derfor er vi altid i gang med at målrette vores tilbud, siger Kay Jokil. Men Platangården er også mere. Gennem årene har der været forskellige aktiviteter blandt andet Platancafeen, musikforeningen Vershuset og bygningen af vandrehjemmet i Vordingborg. Ifølge områdeleder for enhed mod spiseforstyrrelser Lisette Kaptain dækker Platangårdens Ungdomscenter nye enhed et stort behov, som ikke bliver imødekommet på de generelle institutioner. - Derfor er det ekstremt vigtigt, at der findes et sted som Platangårdens Ungdomscenter, hvor unge kan få hjælp til at leve med deres sygdom, Lisette Kaptain. For øjeblikket bor der syv beboere på centeret for at få hjælp til at styre deres spiseforstyrrelse. n 19 SYGDOM: Siden hun var barn, har 20-årige Sara Raagaard Hansen kæmpet mod spiseforstyrrelsen bulimi. Både lærere, venner og veninder var efter hende, og forældrene følte sig hjælpeløse. Tanker om selvmord hang som en ond sky over hovedet på hende, indtil hun kom på Platangårdens Ungdomscenter, hvor hun har fået hjælp til at styre sin indre dæmon. Nu er hun klar til at fortælle sin historie. 40 års jubilæum og indvielse af specialenhed Af Sebastian Alsing Vordingborg · møn · præstø · langebæk ∙ SEKTION 1 FREDAG 1. JUNI Øgenavne Langsomt blev Sara mere og mere buttet. En morgen hun tog bussen til skole, spændte de store drenge ben for hende og kaldte hende for fedebær. - Efter den episode var der ingen, der gad eller turde sidde ved siden af mig, forklarer Sara. Hendes mor fornemmede, at sin datter ofte var ked af det. Meget ked af det. Sara røg til skolepsykolog, men det kom der ikke noget godt ud af. - SARA bedes gå til skolepsykologen, lød det ud af højtaleren første gang jeg skulle til samtale. Alle grinede og sagde, at jeg skulle til skolepsykopaten. På samme tidspunkt blev min far indlagt efter at have ligget bevidstløs hjemme i flere dage. Jeg bebrejdede mig selv og begyndte at spise store mængder mad for at trøste mig selv, fortæller Sara. En dag stjal hun en Marsbar på en tank, men hun blev opdaget og fik det elendigt med sig selv. På det tidspunkt begyndte selv gamle venner ikke at ville kendes ved hende. - De var flove over mig, og jeg flyttede skole, men det hjalp Alt i min verden handlede om mad, og min mor begyndte at låse slik og andre usunde ting inde i sin bil eller i køleskabet for at forhindre mig i at spise i smug. Tankerne om en perfekt krop og et smukt udseende begyndte at dukke op i mine drømme. Min indre dæmon overtog mit liv. intet, lyder det fra Sara. Mobbet af læreren På den nye skole vekslede bestemt en af lærerne mellem at være en engel og en djævel. Til sidst blev Sara bange for at spørge, fordi hun fik skældud hver gang. - En dag sagde han foran alle de andre, at jeg skulle spise nogle gulerødder, fordi jeg havde så forfærdelig dårlig ånde. Siden den dag turde jeg ikke stå tæt på andre mennesker. Jeg var bange for at lugte, siger Sara. Der blev holdt et forældremøde om hende. Læreren mente, Sara var en forkælet møgunge, og da forældrene kom ud af klasseværelset, virkede de skuffede over hende. - Som om jeg var en fiasko. Ingen forstod mig på det tidspunkt - ikke en gang mig selv. Alt i min verden handlede mere og mere om mad. Min mor begyndte at låse slik og andre usunde ting inde i sin bil eller i køleskabet for at forhindre mig i at spise i smug, fortæller hun. Tankerne om en perfekt krop og et smukt udseende begyndte at Sara Raagaard Hansen, beboer på Platangårdens Ungdomscenter, om sygdommen bulimi dukke op i Saras drømme. Det eneste tidspunkt hun hvilede i sig selv, var når hun spiste. - Selvom jeg var fuld af skam og dårlig samvittighed, når jeg gjorde det, fortæller Sara. Sammen med drømmene fulgte de indre stemmer, og Sara slap grebet. Spiseforstyrrelsen fik magten. n Der er stor forskel på, hvordan folk ser sig selv, når de kigger i spejlet. Under de sværeste episoder i Saras liv, så hun sig selv som et misfoster. Nu har hun fået styr på sin spiseforstyrrelse og er på vej til at begynde på VUC. Foto: Sebastian Alsing Fakta om bulimi Mennesker, der lider af bulimi, er bange for at tage på og veksler ofte mellem slanke- og fastekure og overspisningsepisoder. Det anslås, at cirka 30.000 mennesker i Danmark lider af bulimi. Kendetegnene ved bulimi er overspisningsepisoderne og den udrensning, der finder sted efterfølgende på grund af frygten for at tage på. Udrensningen kan for eksempel være at kaste maden op igen, at dyrke overdreven motion eller at tage afføringsmidler. Mennesker, der lider af bulimi, har et lavt selvværd og er ofte skamfulde og flove over både overspisningsepisoderne og udrensningerne, som skjules for omverdenen. Overspisningen giver dem ofte en umiddelbar lettelse, men bagefter følger skam og selvbebrejdelse over at miste kontrollen. Først når udrensningen har fundet sted vil hun eller han opleve en form for ro og følelsesløshed og både overspisningsepisoderne samt udrensningen kan ses som en måde at undertrykke og kontrollere svære følelser og tanker på. Som regel er mennesker som lider af bulimi normalvægtige, hvilket gør lidelsen lettere at skjule for omverdenen end fx anoreksi eller overspisning. Læs mere på www.lmsspiseforstyrrelser.dk 20-årige Sara Raagaard Hansen kæmper dagligt mod sig selv. Hendes indre dæmon har gennem hele livet givet hende dårligt selvværd, der er resulteret i en svær spiseforstyrrelse. Nu bor hun på Platangårdens Ungdomscenter i Vordingborg. Her får hun hjælp til at styre sin sygdom bulimi. Hendes mål er at komme til at leve et normalt liv med kæreste, venner og et arbejde som pædagog, hvor hun kan hjælpe andre. Foto: Sebastian Alsing Ill. Mikael Nielsen Kæmper mod sin indre dæmon Af Sebastian Alsing SYGDOM: Jeg husker tydeligt den dag, jeg første gang stak fingeren i halsen for at kaste op. Det var både smertefuldt og afslappende på samme tid. Jeg kom i kontrol, og det blev en rutine. Det blev min livsstil, og hvis nogen blandede sig blev jeg aggressiv og truede med at begå selvmord, fortæller Sara Raagaard Hansen om sin kamp mod sin spiseforstyrrelse. Bulimien overtog på samme tid forældrenes verden. De kunne intet stille op mod datterens indre dæmon. - Til sidst begravede jeg mig i en hule inde på mit værelse med alle gardiner trukket ned. Kun der kunne jeg slappe af og spise for mig selv, til jeg blev skidt og kastede op, fortæller Sara. En dag fortalte hun sin mor om problemet. Hun blev urolig og tog det meget alvorligt og sendte Sara på en slankehøjskole, hvilket desværre kun gjorde situationen endnu værre. - Hver uge tabte jeg mig fem kilo. Alle måltider nåede knap indenbords, før de røg ud samme vej. Jeg ville være smuk, for så troede jeg, at alle ville kunne lide mig. Mine forældre serverede mad for mig, men det endte i skrivebordsskuffer, i poser på værelset eller under brusebadet i al hemmelighed, da jeg kom hjem. Jeg følte mig som en zombie i min egen verden. Alle tanker var rettet mod at tabe mig, forklarer hun. Kæmper for retten til at leve Spiseforstyrrelsen fik til sidst så meget magt, at Sara endte på psykiatrisk afdeling. Men det virkede ikke. Først da Sara flyttede på Platangårdens Ungdomscenter, fandt hun sig selv. Nu kan hun mærke, at der er mere Sara i hende end nogensinde før. Hun ved, hvad hun vil være, og hvem hun ikke vil være. - Men det er stadig hårdt at kæmpe. Min spiseforstyrrelse vil gøre alt for, at jeg falder i igen. Den føler sig truet nu, hvor jeg har fundet ud af, at den ikke er min ven, men en fjende, som jeg vil have ud af mit liv. Du er dum, grim, fed, uduelig, du kan aldrig blive til noget, alle hader dig, du er et dårligt menneske, alle synes du er tyk, du passer ikke ind nogen steder, du er et misfoster – siger stemmen dagen lang, forklarer Sara. Nogle gange taber hun kam- pen og må lave aftaler med den om at springe måltider over eller kaste noget op. Men hun ville aldrig have levet uden sygdommen. Den gør hende til et stærkere menneske, mener hun. Ved at fortælle sin historie håber Sara, at andre i samme situation ikke føler sig alene. Nu drømmer hun om at blive pædagog og hjælpe andre med sin livserfaring, få en kæreste og begynde et nyt liv med venner. Somme tider fælder hun en tåre. Ikke i gråd, men af glæde for de mennesker som hjælper hende. n
© Copyright 2024