Skoleleder til Forældreskolen i Aarhus - en spændende ledelsesudfordring på en unik skole 528 børn og 55 ansatte ved Forældreskolen i Aarhus søger en leder, der vil være med til at bringe skolen videre ind i fremtiden. Fundamentet er særdeles sundt. Skolen står på en stærk faglighed, båret af kompetente og dedikerede medarbejdere, dygtige og motiverede børn samt engagerede forældre. Værdier som engagement, tillid, respekt og loyalitet er bærende og udleves i hverdagen – både af ansatte, elever og forældre. Beliggenheden er ideel - skolen ligger tæt på by, skov og strand. Økonomien er bundsolid og giver alle muligheder for en fortsat positiv udvikling. Skolelederen er overfor bestyrelsen ansvarlig for den pædagogiske kvalitet samt skolens forretningsmæssige udvikling. Skolelederen skal orientere og samarbejde med bestyrelsen, så den trygt kan overlade den daglige ledelse til skoleledelsen, der udover skolelederen selv består af viceskoleleder og SFO-leder. Forældreskolen er allerede et trygt og inspirerende læringsmiljø for børn og medarbejdere, og skolelederen skal fastholde og udvikle dette. Den særlige ledelsesmæssige udfordring på skolen er på den ene side at respektere og anerkende historien og de mange traditioner, og på den anden side at sikre en relevant udvikling og fornyelse ved at tilpasse forstyrrelser og udfordringer af det, der var og er. Den nye skoleleder forventes allerede at have erfaring med ledelse i et pædagogisk miljø, at have demonstreret at kunne lede mennesker og styre en forretning samt at kunne holde begge sunde samtidigt. Se nærmere om skolen på foraeldreskolen.skoleintra.dk og om stillingen og ansættelsesproceduren på mercuriurval.dk. Du er velkommen til at kontakte Jan Kjeldsmark fra Mercuri Urval på telefon 4073 4950 for en konfidentiel drøftelse af dine muligheder i stillingen. Bestyrelsen tilbyder løn og pension efter gældende overenskomst. Lønrammen for skoleleder på skoler med mere end 350 elever er kr. 444.796 - 535.482. For skoleledere med pension i LærerPension er pensionen 17,3% af intervallønnen. Finder du jobbet interessant, kan du søge det på mercuriurval.dk (referencenummer: DK-160-48819) og vedhæfte ansøgning og CV. Ansøgningsfristen udløber den 26. oktober 2012, kl. 10.00.
© Copyright 2024