Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter C.A.7 Rejseudgifter ISBN-nummer 978-87-7121-339-3 Resumé Skatteministeriets juridiske vejledninger er i øjeblikket ved at blive skrevet om til en mere læsevenlig og netbaseret udgave, der samler alle de juridiske vejledninger i én samlet vejledning, Den juridiske vejledning. Dette er 5. udgave af Den juridiske vejledning. I indholdsfortegnelsen kan du se de afsnit, der er skrevet om og indgår i Den juridiske vejledning. Indhold Dette afsnit handler om fradrag og godtgørelse af rejseudgifter. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● Om rejsebegrebet (C.A.7.1) Skattefri godtgørelse af rejseudgifter (C.A.7.2) Fradrag for rejseudgifter (C.A.7.3) Fradrag for udgifter til dobbelt husførelse, se afsnit A.F.1.2 C.A.7.1 Om rejsebegrebet Indhold Dette afsnit handler om de generelle betingelser for at være på rejse efter LL §9 A. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● Hvad vil det sige at være på rejse? (C.A.7.1.1) Betingelse om afstand (C.A.7.1.2) Betingelse om ”sædvanlig bopæl” (C.A.7.1.3) Betingelse om ”midlertidigt arbejdssted” (C.A.7.1.4) Betingelse om overnatning og varighed (C.A.7.1.5). C.A.7.1.1 Hvad vil det sige at være på rejse? Indhold Dette afsnit beskriver rejsebegrebet og sondringen mellem selvvalgt rejse og tjenesterejse. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● Regel Selvvalgt rejse eller tjenesterejse Sondringens betydning Betydningen af at være på rejse. Regel LL §9 A, stk. 1 fastlægger, hvornår en person er på rejse (rejsebegrebet). Efter bestemmelsen er en lønmodtager på rejse, når 29.02.2012 Side 1 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter ● lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (selvvalgt rejse). Efter forarbejderne til LL §9 A, stk. 1, dækker rejsebegrebet også den situation, hvor ● arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl (tjenesterejse). Selvvalgt rejse eller tjenesterejse Selvvalgt rejse I den første situation er det lønmodtageren selv, der har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted meget langt fra sin sædvanlige bopæl. En sådan rejse kaldes ”selvvalgt rejse”. Tjenesterejse I den anden situation er det lønmodtagerens arbejdsgiver, der har bestemt, at lønmodtageren midlertidigt skal arbejde et andet sted end på lønmodtagerens sædvanlige (faste) arbejdsplads. En sådan rejse kaldes ”tjenesterejse”. Sondringens betydning Sondringen mellem de to typer af rejser har især betydning ved vurderingen af, om lønmodtageren har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Transporttiden og afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl indgår som væsentlige momenter i vurderingen af, om lønmodtageren har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Ved selvvalgte rejser bliver transporttiden/afstanden fastlagt på baggrund af en objektiv vurdering. Ved selvvalgte rejser regnes transporttiden ud fra det transportmiddel, der fører til den korteste transporttid mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted, også selv om lønmodtageren ikke har benyttet det. Ved tjenesterejser tages derimod hensyn til lønmodtagerens samlede situation, herunder arbejdsgiverens instruktioner om, hvilket transportmiddel der skal anvendes på tjenesterejsen. Se afsnit C.A.7.1.3 om rejsebegrebets betingelse om afstand. Betydningen af at være på rejse Hvis en lønmodtager er på rejse kan arbejdsgiveren skattefrit dække lønmodtagerens udgifter til kost og småfornødenheder samt logi. Se LL §9 A, stk. 1. Enten kan arbejdsgiveren refundere de faktisk dokumenterede udgifter lønmodtageren har afholdt til kost, småfornødenheder og logi (udlæg efter regning), eller også kan arbejdsgiveren, uden dokumentation, dække lønmodtagerens udgifter med en skattefri godtgørelse med standardsatser, der er fastsat i ligningsloven. Endelig er der også en mulighed for, at arbejdsgiveren i stedet skattefrit stiller fri kost og logi til rådighed. Se afsnit C.A.7.2 om skattefri godtgørelser. I de tilfælde, hvor arbejdsgiveren stiller frit logi til rådighed for en indstationeret lønmodtager, kan forskellige ”relocationydelser”, fx udgifter til formidling af midlertidig indkvartering, forhandling af leje af hus mv., være så tæt knyttet til arbejdsgiverens valg af at stille frit logi til rådighed, at sådanne relocationydelser også er skattefrie. Se SKM2011.150.SR. Hvis ikke arbejdsgiveren dækker lønmodtagerens rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi, er det i stedet muligt at få fradrag for udgifterne. Se afsnit C.A.7.3 om fradrag for rejseudgifter. C.A.7.1.2 Betingelse om afstand 29.02.2012 Side 2 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Indhold Dette afsnit beskriver rejsebegrebets betingelse om, at afstanden skal medføre/gøre, at en lønmodtager ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● Regel Afstandsbetingelsen ved selvvalgt rejse Afstandsbetingelsen ved tjenesterejse Eksempler Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Regel Afgørelsen af, om en lønmodtager på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl eller ej, træffes på baggrund af en konkret, individuel vurdering for hver enkelt lønmodtager. Det skal være arbejdet på det midlertidige arbejdssted og afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og bopælen, der nødvendiggør overnatning et andet sted end på den sædvanlige bopæl. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at lønmodtageren finder det mest bekvemt at overnatte et andet sted end på den sædvanlige bopæl efter hver arbejdsdag på det midlertidige arbejdssted. I vurderingen af, om lønmodtageren har haft mulighed for at overnatte på sin bopæl, indgår også arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren, herunder fx at lønmodtageren skal være tilkaldevagt, eller at lønmodtageren har lange eller skiftende arbejdstider, så der er kort tid mellem, at én arbejdsdag slutter og en ny begynder. Det er lønmodtageren, der skal dokumentere eller sandsynliggøre ovennævnte forhold. Er afstanden lang, men dog ikke så lang, at det er fysisk umuligt at komme hjem og overnatte hver dag efter arbejdet på det midlertidige arbejdssted, beror det på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om arbejdet og afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted muliggør, at lønmodtageren kan overnatte på sin bopæl eller ej. Jo kortere afstand og transporttid des mere skal der til for at sandsynliggøre, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte hjemme. Højesteret har i den forbindelse fastslået, at afstanden mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted kan være så kort (51 km), at lønmodtagerens arbejdsforhold, arbejdstid og arbejdsgiverens instruktioner ikke tillægges vægt. I sådanne tilfælde, vil afstandsbetingelsen derfor kun være opfyldt, hvis lønmodtageren beviser, at overnatning er en nødvendig betingelse for, at han eller hun kan udføre arbejdsopgaven på det midlertidige arbejdssted. Som eksempel kan nævnes en skolelærer, der er på 3 dages lejrskole med sin 9. klasse,5 kmfra bopælen. På trods af den korte afstand mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted er der behov for, at skolelæreren overnatter på det midlertidige arbejdssted, fordi klassen ikke kan være alene om natten. Se SKM2009.333.HR samt Skatteministeriets kommentar til Højesterets dom i SKM2009.648.DEP, afsnit III, ad 4. Der stilles generelt høje krav til lønmodtageren om, at han eller hun skal overnatte hjemme, hvis det overhovedet er muligt. Ved arbejde i en begrænset periode må lønmodtageren acceptere en længere afstand mellem den sædvanlige bopæl og den midlertidige arbejdsplads end ved arbejde på det sædvanlige (faste) arbejdssted. At det er besværligt, langt, upraktisk eller dyrt i transportudgifter for lønmodtageren at tage frem og tilbage mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl hver dag, er derfor ikke tilstrækkeligt til, at det er umuligt for lønmodtageren at overnatte på bopælen. Afstandsbetingelsen ved selvvalgt rejse Hvis en lønmodtager selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, er der tale om en selvvalgt rejse. Ved selvvalgte rejser indgår følgende momenter i vurderingen af, om det er umuligt for lønmodtageren at overnatte på 29.02.2012 Side 3 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter den sædvanlige bopæl: ● ● ● Transporttiden/afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl Lønmodtagerens arbejdstid Lønmodtagerens arbejdsforhold. Se SKM2005.492.ØLR (den såkaldte "Metro-dom"). Transporttiden og afstanden bliver fastlagt ud fra en objektiv vurdering. Transporttiden bliver fastlagt på baggrund af det transportmiddel, der fører til den korteste transporttid mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted, uanset om lønmodtageren har benyttet dette transportmiddel. Se SKM2005.318.HR. Lønmodtagerens arbejdsmæssigt betingede forhold indgår kun i vurderingen, hvor det er relevant på baggrund af de faktiske forhold, og i så fald kun som ét af flere elementer. Se SKM2010.80.SR, hvor Skatterådet har besvaret en række spørgsmål om arbejdstid, rejsetid, anvendelse af KRAKs ruteplan, betydningen af myldretid, tid forbrugt på at parkere, ventetid ved færgeleje og arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser i relation til udbetaling af skattefri godtgørelse for rejseudgifter ved tjenesterejser. Uanset afgørelsen vedrører tjenesterejser, er den også delvist anvendelig i forhold til selvvalgte rejser. SKAT har - med udgangspunkt i nogle konkrete eksempler - præciseret, hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i LL §9 A, stk. 1. Se SKM2008.853.SKAT. Afstandsbetingelsen ved tjenesterejse Hvis arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, er der tale om en tjenesterejse. Ved tjenesterejse indgår følgende momenter i vurderingen af, om det er umuligt for lønmodtageren at overnatte på den sædvanlige bopæl: Lønmodtagerens samlede situation, herunder ● ● ● ● arbejdsforholdene arbejdstiden arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner transporttiden og afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl. Se SKM2009.333.HR samt SKM2011.401.ØLR. Ved tjenesterejser bliver transporttiden ikke - som ved selvvalgte rejser - uden videre fastlagt på baggrund af det transportmiddel, der fører til den korteste transporttid mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl. Der er derfor ikke givet, at det uden videre er transporttiden i bil, der skal indgå i vurderingen af, om en lønmodtager har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl eller ej, selvom det er den transportform, der fører til den korteste transporttid. For en række lønmodtagere kan arbejdsmæssigt betingede forhold fx bevirke, at det er relevant at lægge transporttiden med tog til grund under forudsætning af, at lønmodtageren rent faktisk har benyttet toget hen til det midlertidige arbejdssted. En arbejdsgiver kan fx have pålagt en lønmodtager at benytte tog som transportmiddel til et midlertidigt arbejdssted, fordi arbejdet begynder på en station, og lønmodtageren på denne måde begynder arbejdsdagen, så det passer med togets ankomsttid. Denne situation kan eksempelvis forekomme, hvor et arbejde begynder et sted på en jernbanestrækning og slutter et andet sted på jernbanestrækningen, fordi arbejdsstedet flytter sig i takt med, at arbejdet udføres. Lønmodtageren skal derfor transportere sig hjem fra et andet sted end det sted, hvor arbejdet begyndte ved arbejdsdagens start. Se SKM2009.333.HR og kommentaren hertil i SKM2009.648.DEP. Lønmodtagerens transportmulighed kan også tillægges vægt. Se SKM2011.401.ØLR Det forhold at skatteyderen 29.02.2012 Side 4 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter disponerede over en bil og havde en transportmæssigt ukompliceret adgang til arbejdsstedet indgik i vurderingen af, om lønmodtageren havde mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Afgørelsen betyder omvendt at det også kan indgå i vurderingen, hvis skatteyderen eksempelvis ikke har en transportmæssig ukompliceret adgang til arbejdsstedet. De arbejdsmæssigt betingede forhold indgår kun i vurderingen, hvor det er relevant på baggrund af de faktiske forhold, og i så fald kun som ét af flere elementer. Se SKM2010.80.SR, hvor Skatterådet har besvaret en række spørgsmål om arbejdstid, rejsetid og arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser i relation til udbetaling af skattefri godtgørelse for rejseudgifter ved tjenesterejser. Se også SKM2008.853.SKAT, hvor SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler bl.a. om tjenesterejser - har præciseret, hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i LL §9 A, stk. 1. Eksempler Eksempel 1 Lønmodtager A bor i Stubbekøbing og arbejder midlertidigt på et byggeprojekt i Kalundborg. Afstanden i bil er ca.128 kmog transporttiden er 1 time og 48 minutter. A arbejder 5 dage om ugen fra kl. 07.00 til kl. 15.00. A er ikke på rejse, heller ikke selvom han vælger at overnatte ved det midlertidige arbejdssted. Fristen for aflevering af det byggeri, som A arbejder på, udløber om kort tid, og byggeriet er forsinket. Derfor har A's arbejdsgiver beordret de ansatte på overarbejde for at få byggeriet gjort færdigt til tiden, og A begynder at arbejde fra kl. 06.00 til kl. 18.00 mandag til torsdag og fra kl. 06.00 til kl. 14.00 om fredagen. Han kører fra Stubbekøbing mandag morgen og hjem igen fredag efter arbejdstids ophør. Fra mandag til fredag overnatter A i sin campingvogn nær det midlertidige arbejdssted. Ændringen i A's arbejdsforhold (arbejdstid) betyder, at A er på rejse fra han tager hjemmefra mandag morgen til han kommer hjem fredag eftermiddag. Det skyldes, at han skal arbejde 12 timer dagligt mandag til torsdag og møde kl. 06.00 fredag. Hans arbejdsforhold betyder derfor, at det ikke er muligt for ham at komme hjem til Stubbekøbing og overnatte. Eksempel 2 Lønmodtager B bor i Odense. Tirsdag sender hans arbejdsgiver ham til Vejle, hvor han skal opstille en maskine hos en virksomhed, som er arbejdsgiverens kunde. B er den eneste af arbejdsgiverens ansatte, som har det fornødne kendskab til maskinen. B skal begynde arbejdsdagen kl. 08.00 med at hente maskinen på arbejdsgiverens virksomhed i Odense. Kl. 08.30 kører han i arbejdsgiverens bil til kunden i Vejle, hvor han bruger resten af arbejdsdagen på at opstille maskinen og instruere virksomheden i brug af den mv. Maskinen er ny og skal køre i døgndrift. Derfor har B's arbejdsgiver bedt B om at blive i Vejle både om aftenen og om natten, så B hurtigt kan tilkaldes, hvis der skulle opstå problemer med maskinen. Onsdag kl. 07.00 er der behov for, at B justerer maskinen. Det tager noget tid, og B vender derfor først tilbage til arbejdsgiverens virksomhed i Odense samme dag kl. 11.00, hvor han afleverer arbejdsgiverens bil og i øvrigt fortsætter med at arbejde til normal arbejdstids ophør kl. 16.00. Der er ca.75 kmfra B's bopæl i Odense til virksomheden i Vejle. Turen tager ca. 50 minutter i bil. B er på rejse, fra han forlader det faste arbejdssted (arbejdsgiverens virksomhed) om tirsdagen, til han vender tilbage hertil igen om onsdagen. Det skyldes, at det på grund af hans arbejdsforhold - tilkaldevagten - ikke har været muligt for ham at komme hjem til sin bopæl og overnatte. B's arbejdsgiver har betalt for overnatning på et hotel i Vejle (frit logi). B kan derfor ikke få skattefri logigodtgørelse. Men da B selv har holdt sig med kost, mens han har været i Vejle, kan hans arbejdsgiver dække hans kostudgifter skattefrit enten med en kostgodtgørelse med standardsatsen eller som udlæg efter regning. Hvis ikke arbejdsgiveren dækker udgiften til kost og småfornødenheder, har B fradrag herfor. Eksempel 3 Lønmodtager C bor i Nykøbing Falster og arbejder midlertidigt på et vejarbejde ved Roskilde hver dag fra kl. 07.00 til kl. 29.02.2012 Side 5 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter 15.00. Der er ca.111 kmfra Nykøbing Falster til Roskilde, og transporttiden med bil er ca. 1 time og 15 minutter. Efter nogle uger får C nye arbejdstider. Vejarbejdet skal nu udføres om natten, når der ikke er så meget trafik. Onsdag arbejder C derfor først fra kl. 07.00 til kl. 15.00 og derefter igen samme dag fra kl. 23.00 til kl. 07.00 torsdag morgen. C's arbejdstider i den uge er derfor følgende: ● ● ● ● Mandag fra kl. 07.00 til kl. 15.00 Tirsdag fra kl. 07.00 til kl. 15.00 Onsdag fra kl. 07.00 til kl. 15.00 (udrejse fra Nykøbing Falster kl. 05.45) og igen fra kl. 23.00 til torsdag kl. 07.00 (hjemkomst til Nykøbing Falster kl. 08.15) Torsdag fra kl. 23.00 til fredag kl. 07.00, hvor C går på weekend. Det er muligt for C at komme hjem og overnatte efter arbejdstids ophør på disse dage: Mandag kl. 15.00, tirsdag kl. 15.00 og torsdag kl. 07.00 og fredag kl. 07.00. Han er derfor ikke på rejse disse dage. Onsdag vil det ikke være muligt for C at overnatte hjemme, inden hans næste arbejdsperiode begynder kl. 23.00. C vil derfor kunne blive i Roskilde for at hvile m.m. mellem kl. 15.00 og kl. 23.00, og arbejdsgiveren kan betale en skattefri rejsegodtgørelse for de udgifter, C har til kost og logi i den forbindelse. C er på rejse, fra han tager hjemmefra onsdag morgen kl. 05.45, til han kommer hjem igen torsdag morgen kl. 08.15. Eksempel 4 E er selvstændig vognmand og bor i Skanderborg. Han har flere ansatte, men kører også selv som chauffør. E's vognmandsforretning ligger i Århus V. E skal køre potteplanter til en større by i Midtsverige. E møder kl. 07.00 mandag morgen i Århus V, hvor han skal hente lastbilen og de nødvendige papirer mv. Kl. 08.00 kører E fra Århus V, og han arbejder nu på et midlertidigt arbejdssted (lastbilen), fordi et arbejdssted, der bevæger sig i takt med arbejdets udførelse, altid betragtes som et midlertidigt arbejdssted. E's rejse begynder derfor mandag kl. 08.00, når han kører i lastbilen fra det faste arbejdssted i Århus V. E skal først hente potteplanterne på et gartneri i Kolding. Han kører derfra over Fyn til København og via Øresundsbroen til Sverige. Undervejs til bestemmelsesstedet i Sverige holder han pauser efter de gældende køre-/hviletidsregler. Mandag aften er han fremme ved bestemmelsesstedet. Han kører ind på en rasteplads, spiser på et cafeteria dér, og overnatter i lastbilen. Tirsdag morgen læsser han som det første potteplanterne af hos modtageren og kører herefter tilbage til Danmark. På hjemvejen tager han færgen fra Helsingborg til Helsingør, da han skal hente et parti varer i Hillerød. Han skal køre varerne til Fåborg og læsse dem af dér. Undervejs på hele turen fra Sverige holder han de pauser, han skal efter køre/hviletidsreglerne. Fra Fåborg fortsætter han mod Århus V. Da han ved 18-tiden når Vejle, er hans køretid ved at være brugt op. Efter køre-/hviletidsreglerne må han nu ikke køre mere denne dag, og han kører derfor ind på transportcentret i Vejle for at holde hvil. E er ca.40 kmfra sit hjem i Skanderborg. Det er derfor - på grund af afstanden - muligt for ham at komme hjem, også selv om han har opbrugt sin køretid, og derfor ikke må køre længere i lastbilen. Da det er muligt for E at komme hjem og overnatte, afbrydes rejsen tirsdag, når han stopper for at holde hvil (i Vejle), og der kan ikke beregnes rejsegodtgørelse/-fradrag derefter. Det forhold, at rejsen er afbrudt, betyder dog ikke, at E nødvendigvis skal tage hjem og overnatte, men blot at han ikke længere er berettiget til skattefri rejsegodtgørelse eller fradrag for rejseudgifter. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. tilhørende SKATmeddelelse Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer SKM2009.333.HR På tjenesterejser er det ikke alene Ledende dom 29.02.2012 Side 6 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter afstanden og transporttiden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted, men også lønmodtagernes samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner, der afgør, om en lønmodtager har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Se også SKM2009.648.DEP og SKM2009.650.SKAT Ved vurderingen af afstanden og transporttiden kan der ikke opstilles en generel regel om, at der skal lægges vægt på transporttiden i bil, selv om dette fører til den korteste transporttid. Der var en generel instruktion til de ansatte om at benytte tog, og arbejdsgiveren betalte de ansattes togtransport. De ansatte benyttede faktisk tog på tjenesterejserne. Togforbindelserne var i mange tilfælde dårlige. Højesterets flertal fastslog, at det ikke var muligt at overnatte på den sædvanlige bopæl på de tjenesterejser, hvor afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl var mellem 71-117 km, hvor arbejdstiden var på 8 timer og rejsetiden mellem 3 timer og 22 minutter og 12 timer og 6 minutter i alt. På de tjenesterejser, hvor afstanden var 40 og51 km, arbejdstiden 8 timer og rejsetiden mellem 3 timer og 10 minutter og 9 timer og 8 minutter var afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige ansættelsessted så kort, at dette i sig selv indebar, at betingelsen, om, at det ikke var muligt at overnatte på bopælen, ikke var opfyldt, medmindre der var behov for, at arbejdstageren overnattede på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted. SKM2005.318.HR 29.02.2012 Afstanden mellem lønmodtagerens sædvanlige bopæl og midlertidige arbejdssteder var ca.60 kmLønmodtagerens arbejdstid begyndte kl. 06.00. Det var ikke muligt at benytte offentlige transportmidler til de midlertidige arbejdssteder på dette tidspunkt Ledende dom Side 7 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter af dagen. Arbejdstiden var på 8 timer. Lønmodtageren ejede en bil, der ifølge det oplyste blev benyttet af ægtefællen. Lønmodtageren var på selvvalgt rejse. Under disse omstændigheder kunne der ikke lægges vægt på, at lønmodtageren ikke havde haft mulighed for at køre i bil til arbejdsstederne. Afstandsbetingelsen var ikke opfyldt. Landsretsdomme SKM2011.401.ØLR Lønmodtageren var på tjenesterejse. Arbejdsgiveren havde ikke havde givet instruktioner om rejsemåde eller ophold. Skatteyderen disponerede over bil. Lønmodtageren udførte fysisk krævende rørmontage. Sagen er anket til Højesteret I SKM2009.869.BR har byretten truffet afgørelse vedrørende de dage, hvor arbejdstiden inklusive frokostpause var på 10 Der var mellem101 kmog105 timer. Afstandsbetingelsen kmmellem sædvanlig bopæl og det blev anset for opfyldt på midlertidige arbejdssted. Mødetiden disse dage. var kl. 07.00, og transporttiden frem og tilbage med bil var ca. 3 I SKM2007.429.LSR har timer i alt. Arbejdstiden inklusiv Landsskatteretten truffet frokostpause var mellem 8½ og 9½ afgørelse vedrørende de time. dage, hvor arbejdstiden inklusiv frokostpause var på På grund af afstanden og 10½ time. rejsetiden fra bopælen til det Afstandsbetingelsen blev midlertidige arbejdssted, anset for opfyldt på disse mødetidspunktet og varigheden af dage. de omhandlede arbejdsdage, sammenholdt med skatteyderens transportmæssigt ukomplicerede adgang til arbejdsstedet, var det muligt for lønmodtageren at overnatte på den sædvanlige bopæl. Afstandsbetingelsen var ikke opfyldt. SKM2009.627.ØLR En læge ansat i en turnusstilling var på selvvalgt rejse. Lægen havde ikke bil i den første del af turnusperioden. Afgørelsen af, om lægen havde haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, blev derfor truffet på baggrund af en objektiv vurdering af, om han ved hjælp af ét eller 29.02.2012 Side 8 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter flere almindelige befordringsmidler ville have haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted var167,6 kmTransporttiden udgjorde 2-2 1/4 time hver vej. Der blev taget hensyn til trafik, vejarbejde mv. Den normale arbejdsdag startede kl. 08:00 eller kl. 08:15 og var på mellem 7 og 8½ time. En konkret vurdering af lægens arbejdsforhold og arbejdstid sammenholdt med transporttiden førte til, at afstandsbetingelsen ikke var opfyldt. SKM2009.467.VLR En lønmodtager var ansat som undervisningsassistent og senere også som ph.d.-studerende i samme by. Hovedarbejdsstedet som ph.d.studerende var bopælen. Lønmodtageren var ikke forpligtet til at møde på bestemte tidspunkter og valgte selv at udføre en del af arbejdet som ph.d.-studerende i kombination med arbejdet som undervisningsassistent. Kun arbejdstiden som undervisningsassistent på 2½ time blev lagt til grund for afgørelsen. Afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted var112 kmog transporttiden var ca. 3 timer. Afstandsbetingelsen var ikke opfyldt. Oplysninger om lønmodtagerens dårlige helbredstilstand ændrede ikke herpå. SKM2006.482.ØLR Lønmodtageren var på tjenesterejse for forsvaret. Tilsvarende afgørelse i SKM2004.390.LSR Arbejdstiden var mellem 7 og 9 timer dagligt. Mødetiden var kl. 07.00. Afstanden mellem sædvanlig bopæl og det midlertidige arbejdssted var 84 og99 km (lønmodtageren flyttede bolig undervejs). Transporttiden med bil frem og 29.02.2012 Side 9 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter tilbage var maksimalt 3 timer i alt. Lønmodtageren havde bil. og fik godtgørelse, der svarede til prisen for rejsen tur/retur med DSB, når han kørte mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted. Rejseordren blev ændret til overnatning ved skolen i stedet for daglig ud- og hjemrejse. Årsagen var, at den daglige rejsetid ellers skulle indregnes i den daglige arbejdstid, hvorved arbejdsgiveren ikke i tilstrækkelig grad kunne udnytte hans arbejdskraft. Lønmodtageren var ikke tjenstligt forpligtet til at stå til rådighed uden for sin sædvanlige arbejdstid. Det var ikke godtgjort, at den ændrede rejseordre var begrundet i, at lønmodtageren i øvrigt som følge af arbejdets tilrettelæggelse ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. En konkret vurdering af arbejdsforhold og arbejdstid førte til, at afstandsbetingelsen ikke var opfyldt. SKM2005.492.ØLR Lønmodtagerne A og B var på selvvalgte rejser. (Metro-dommen) Ledende dom Se SKM2006.138.DEP A havde115 kmfra sædvanlig bopæl til det midlertidige arbejdssted. Transporttiden i bil eller tog var i hvert fald 1½ time hver vej. Den daglige arbejdstid var mellem 10 timer og 13 timer og 24 minutter. Arbejdet som sjakbajs begyndte ofte kl. 05.30 med fremmøde på pladsen kl. 07.00. Lønmodtager B havde96 km,97 kmog98,5 kmfra den sædvanlige bopæl til de respektive arbejdspladser i København. B havde ikke mulighed for at benytte offentlig transport. B havde ikke nogen bil. Transporttiden i bil var i hvert fald 1½ time hver vej. Lønmodtager B havde haft forskellige arbejdsgivere og stærkt varierende arbejdstider. Både A og B havde hårdt fysisk 29.02.2012 Side 10 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter arbejde. A opfyldte afstandsbetingelsen. B opfyldte afstandsbetingelsen de dage, hvor arbejdstiden var på 10 timer eller mere. Da der var tale om selvvalgt rejse blev der ikke lagt vægt på, at B ikke havde mulighed for at køre i bil. Byretsdomme SKM2008.845.BR Et uddannelsessted var et arbejdssted, da lønmodtageren var pålagt at deltage i uddannelsen som led i tjenesten Bemærk, at byretten på baggrund af SKM2007.960VLR lagde til grund at afstanden og transporttiden skulle fastlægges ud fra en Der var tale om tjenesterejser. objektiv vurdering af afstanden og Den normale arbejdstid var ca. 7 transporttiden mellem timer daglig. bopælen og det midlertidige arbejdssted. Afstanden mellem den sædvanlige SKM2007.960VLR er bopæl og det midlertidige efterfølgende ændret. Se arbejdssted var118 km, og Højesterets afgørelse i transporttiden med bil udgjorde ca. SKM2009.333.HR. 3 timer frem og tilbage. Afstandsbetingelsen var ikke opfyldt bortset fra dage, hvor det kunne dokumenteres, at der havde været undervisning eller andre skoleaktiviteter - som fx internat tur eller projektarbejde på skolen uden for normal undervisningstid og hvor der var mødetid på skolen dagen efter på et så tidligt tidspunkt, at det ikke var muligt at køre hjem til bopælen og opholde sig der i 11 timer inden næste skoledag, selvom der blev anvendt bil til transporten. Tid anvendt til forberedelse og selvstudium blev ikke medregnet i den daglige arbejdstid Landskatteretsretskendelser SKM2008.259.LSR For en lastbilchauffør var det afstanden/transporttiden mellem den sædvanlige bopæl og overnatningsstederne i følge kørselsrapporterne, der indgik i vurderingen af om lastbilchaufføren havde mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Afstanden til det faste arbejdssted eller lignende, herunder om 29.02.2012 Side 11 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter lønmodtageren var "i nærheden af" disse steder blev ikke tillagt vægt. SKM2006.340.LSR Selvvalgt rejse. Arbejdstid 12-13 timer. Afstand mellem sædvanlig bopæl og midlertidigt arbejdssted var76 km.Transporttiden udgjorde knap 1 timer hver vej. Afstandsbetingelsen var opfyldt SKAT SKM2008.41.SR Lønmodtageren skulle i en periode på ca. 4 uger arbejde på et lager i 3 dage pr. uge med timer svarende til en hel arbejdsuge, dvs. 12 timer pr. dag. Afstanden mellem hjemmet og den midlertidige arbejdsplads var66 kmDen vejledende køretid efter Kraks ruteplan var 1 time og 2 minutter hver vej. I modsætning til SKM2007.145.SR var der ikke tale om fysisk hårdt arbejde. Afstandsbetingelsen var ikke opfyldt. SKM2007.145.SR Skatterådet bekræftede, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvis arbejdstiden var på 12 timer, og der var en transporttid på mellem 1 og 1½ time, og arbejdet var fysisk hårdt. Det samme gjaldt hvis arbejdstiden var på 10 timer eller mere, og der var mere end 100 km/90 minutters transporttid hver vej, og arbejdet var fysisk hårdt. C.A.7.1.3 Betingelse om "sædvanlig bopæl" Indhold Dette afsnit beskriver rejsebegrebets betingelse om en "sædvanlig bopæl" Afsnittet indeholder: ● ● ● Regel Sædvanlig bopæl Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Regel Det er en betingelse for at være på rejse efter LL §9 A, stk. 1, at der er en sædvanlig bopæl til rådighed som udgangspunkt for rejsen. Dette har sammenhæng med, at udgifter til kost og logi er private udgifter, lønmodtagere normalt afholder - uafhængigt af, om den enkelte har en erhvervsmæssig indkomst eller ej. Derfor er udgifter til kost og logi kun erhvervsmæssige udgifter, hvis der er tale om udgifter, der er påført af erhvervsmæssige årsager. 29.02.2012 Side 12 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Når en lønmodtager på grund af afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, men må overnatte på en "midlertidig bopæl" nær det midlertidige arbejdssted, så bliver lønmodtageren påført udgifter til kost og logi af erhvervsmæssige årsager. Se SKM2001.629.LSR og SKM2007.112.LSR. Rejsebegrebet forudsætter derfor to "bopæle". Se SKM2002.438.TSS. Hvis lønmodtageren fx har udlejet den sædvanlige bopæl under en udstationering, har han eller hun ikke rådighed over en "sædvanlig bopæl" i dette tidsrum, men alene rådighed over en "midlertidig bopæl" på udstationeringsstedet. Lønmodtageren opfylder derfor ikke forudsætningen for at være på rejse efter LL §9 A. Selv om det er en betingelse, at der er en sædvanlig bopæl, er det ikke en betingelse, at lønmodtageren har udgifter til en sædvanlig bopæl. Se SKM2007.112.LSR og SKM2004.362.TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen udtalte sig om forståelsen af begrebet "sædvanlig bopæl", og om hvorvidt rejsebegrebets betingelse herom er opfyldt ved udlejning af bopælen under udstationering i udlandet. Bemærk, at det i SKM2002.438.TSS forudsætter, at der er afholdt udgifter til den sædvanlige bopæl. Dette synspunkt er forladt. Se SKM2004.362.TSS. Det afgørende er, at lønmodtageren stadig har rådighed over den sædvanlige bopæl. Det har stor betydning, hvor lønmodtagerens sædvanlige bopæl er. Det skyldes, at det er en betingelse for at være på rejse, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Se afsnit C.A.7.1.2 om afstandsbetingelsen. En udenlandsk lønmodtager, der både har bopæl i hjemlandet og i nærheden af det midlertidige arbejdssted i Danmark, er ikke på rejse, hvis bopælen i Danmark er lønmodtagerens sædvanlige bopæl. Det er, fordi lønmodtageren i så fald har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Afstandsbetingelsen i LL §9 A, stk. 1, er derfor ikke opfyldt. Det er lønmodtageren, der skal godtgøre, hvor den sædvanlige bopæl er. Se SKM2006.308.ØLR og SKM2007.826.BR. Sædvanlig bopæl Den sædvanlige bopæl er det sted, som lønmodtageren har den største tilknytning til, og derfor normalt bebor. Hvor dette er, beror på en konkret, individuel vurdering. I vurderingen indgår en række kriterier, fx personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret mv. Familiemæssig tilknytning I praksis lægges der stor vægt på den familiemæssige tilknytning. Det sted, hvor lønmodtagerens eventuelle samlever/ægtefælle og/eller børn bor, er normalt lønmodtagerens sædvanlige bopæl. Forældres og søskendes bopæl indgår også i vurderingen og får mere vægt, hvis lønmodtageren ikke har en samlever/ægtefælle og/eller børn. Periodens længde Længden af den periode, lønmodtageren skal arbejde på det midlertidige arbejdssted, indgår også i vurderingen. Hvis der eksempelvis er tale om en kort periode, taler det for, at den sædvanlige bopæl er opretholdt. Hvis der er tale om en række kortere perioder hos samme eller forskellige arbejdsgivere i samme område, indgår det også i vurderingen. Udlejning Hvis hele den "sædvanlige bopæl" er udlejet i en del af den periode, hvor der bliver arbejdet på et midlertidigt arbejdssted, kan lønmodtageren ikke være på rejse efter LL §9 Ai denne periode, se ovenfor i dette afsnit. Hvis kun en del af den "sædvanlige bopæl" er udlejet har det betydning, hvor stor en del der er udlejet. Jo større del af bopælen, der er udlejet, jo større vægt vil udlejningen få ved bedømmelsen af, om den sædvanlige bopæl er bevaret. Hvis lønmodtageren har udlejet så stor en del af sin bopæl (hus/lejlighed), at der kun er et værelse med opmagasinerede 29.02.2012 Side 13 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter møbler til rådighed, er det Skatteministeriets opfattelse at udlejningen medfører, at den "sædvanlige bopæl" ikke er til rådighed. Opholdenes hyppighed Det har også betydning, hvor lønmodtageren opholder sig, når lønmodtageren ikke arbejder på det midlertidige arbejdssted, fx i forbindelse med ferie og fridage og eventuelle arbejdsløshedsperioder. Boligmæssig tilknytning I vurderingen indgår også en sammenligning af boligforholdene, herunder størrelsen og indretningen af boligerne. Det kan fx være, om den ene bopæl en ejerbolig, mens den anden er lejet, om et lejemål er tidsbegrænset eksempelvis i form af en fremlejekontrakt, eller om den ene bopæl er et værelse hos familie eller på et vandrerhjem, mens den anden bopæl er en lejlighed eller et hus. Det er også væsentligt, hvor lønmodtagerens indbo er, fx om det er opmagasineret, eller fortsat er i den "oprindelige" bolig, eller det er flyttet med, ligesom det har betydning, om et eventuelt lejemål er lejet møbleret. Økonomisk tilknytning Driver lønmodtageren virksomhed, ejer fast ejendom eller har anden økonomisk tilknytning til enten det ene eller andet sted, indgår det også i vurderingen. Social tilknytning Det indgår også i vurderingen, hvor lønmodtageren er medlem af foreninger mv. (sports-, kulturelle eller sociale foreninger). Hvis lønmodtageren er medlem af sådanne foreninger begge steder, hvor er hans sportslige, kulturelle eller sociale engagement så størst (antal af foreninger hvert sted og deltagelse i aktiviteter hvert sted)? Tilmelding til folkeregistret Det har også betydning, hvor lønmodtageren er tilmeldt folkeregistret. Opregningen af kriterier er ikke udtømmende. Det er nødvendigt at vurdere alle relevante forhold konkret og individuelt i hvert enkelt tilfælde, hvilket også fremgår af afgørelserne i afgørelsesskemaet. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Landsretsdomme SKM2008.454.VLR To ægtefæller med et barn havde folkeregisteradresse i København. Efter afslutning af medicinstudiet flyttede de til Aalborg og tiltrådte hver deres fuldtidsstilling som turnuslæge i Nordjyllands Amt. Turnusperioden i Nordjylland, der oprindeligt var på 18 måneder, kom til at strække sig fra den 1. september 2005 til udgangen af november 2007. Arbejdsforløbet var derfor af længerevarende karakter. 29.02.2012 Side 14 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter I perioden havde ægtefællerne ingen arbejdsmæssig tilknytning til København. De beholdt en andelslejlighed på70 m2i København og lejede en lejlighed i Aalborg på100 m2, som blev møbleret med deres eget indbo. De var kun et begrænset antal gange i København i mere sammenhængende perioder. I en del heraf var de også hos familien i Helsingborg eller i sommerhuset i Sverige. De tilbragte størstedelen af deres tid i Aalborg. Under turnusperiode fik de yderligere et barn. Lejligheden i Aalborg blev anvendt under barselsorloven. Efter et år fremlejede de lejligheden i København. I forbindelse hermed flyttede de fra Aalborg til et hus på120 m2i Dronninglund. Den ene ægtefælles mor boede i Dronninglund. En søster med familie boede i København. Den anden ægtefælles familie boede i Sydsverige. Ægtefællernes netværk boede i Københavnsområdet og i Sydsverige. Efter turnusperiodens udløb flyttede de ikke tilbage til andelslejligheden, men til Malmø. Andelslejligheden blev solgt til lejeren. Uanset arbejdets og boligens midlertidige karakter førte en samlet vurdering af deres arbejdsmæssige, boligmæssige og familiemæssige tilknytning til, at de havde haft deres sædvanlige bopæl i Aalborg. At de i en del af turnusperioden opretholdt deres folkeregisteradresse i København og ind imellem benyttede andelslejligheden i København, ændrede ikke herpå. SKM2006.308.ØLR En lønmodtager overnattede fra mandag til fredag normalt i en campingvogn i nærheden af det sted, hvor han havde sit aktuelle arbejde, og hvor han havde kørt campingvognen hen til. I weekenderne overnattede han som regel enten i et 4-sengs værelse på et vandrerhjem, som han betalte 500 kr. om måneden for, eller hos sin kæreste i Tyskland. Værelset på vandrerhjemmet var på20 m2. Der var vask og bruser på værelset samt køleskab. Lønmodtageren havde nogle personlige effekter og et tv, men ikke øvrigt indbo. Det var opmagasineret. I højtiderne og i ferieperioderne, herunder i det 29.02.2012 Side 15 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter meste af februar 2002, opholdt han sig væsentligst enten på feriesteder, som fx Tenerife eller i Tyskland. Lønmodtageren havde ikke sandsynliggjort, at der var sædvanlig bopæl på vandrerhjemmet, selv om han havde tilmeldt sig folkeregisteret på vandrerhjemmets adresse. Byretsdomme SKM2007.826.BR En lønmodtager havde hus og folkeregisteradresse i Sønderjylland. Hun havde i en årrække arbejdet på Samsø dels i en pølsevogn, dels i et byggefirma og dels på en fabrik. Mellem ansættelserne var hun på dagpenge. Hun havde ingen ægtefælle eller børn. Huset stod tomt, når hun ikke var der. På Samsø boede hun hos en veninde. Hun havde udelukkende arbejdet på Samsø i perioden selv om rejsen mellem Sønderjylland og Samsø var både besværlig og dyr. Hun havde ikke dokumenteret, at det ikke var muligt at skaffe tilsvarende arbejde nærmere boligen i Sønderjylland. Der blev stillet skærpede krav til dokumentationen for, at hun i arbejdsfrie perioder faktisk havde opholdt sig i boligen i Sønderjylland. Lønmodtageren havde ikke fremlagt nogen form for dokumentation for, hvornår hun havde opholdt sig i boligen i Sønderjylland i de omhandlede år. Hun havde derfor ikke bevist, at hendes ophold i Sønderjylland havde haft et sådant omfang, at hun havde opretholdt huset dér som sin sædvanlige bopæl. Landsskatteretskendelser SKM2011.774.LSR En lønmodtager blev ud fra en konkret helhedsvurdering anset for at have centrum for livsinteresser i Danmark fra 15. maj 2009, hvor han flyttede sammen med en partner. Han var derfor ikke berettiget til fradrag i hele den midlertidige ansættelsesperiode. SKM2009.735.LSR En læge var på turnus i 18 måneder i Sønderborg. Lægens ægtefælle havde haft arbejde i Sønderborgområdet. Begge ægtefæller og børn boede i en helårsbolig i Sønderborg. Deres lejlighed i København havde været udlejet i en del af perioden. Den sædvanlige bopæl var i Sønderborg og ikke i København. SKM2009.731.LSR 29.02.2012 En læge var på turnus i Sønderjylland i 12 måneder. Side 16 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Lægen havde en andelslejlighed i København der ikke var udlejet i perioden. Lægen havde opholdt sig i København i et betydeligt omfang. Sædvanlig bopæl bevaret i København. SKM2007.112.LSR En lønmodtager havde frem til den 16. august 2003 folkeregisteradresse på forældrenes bopæl på Bornholm. Her var to værelser med adgang til bad og egen indgang til rådighed. Under militærtjeneste og efterfølgende midlertidige ansættelser i København boede han hos en bekendt, og fik fra den 16. august 2003 folkeregisteradresse dér. I fri weekender mv. rejste han tilbage til boligen på Bornholm Sædvanlig bopæl var bevaret på Bornholm under militærtjenesten på Sjælland og de midlertidige ansættelser i København frem til medio august. Der kunne ikke stilles krav om, at lønmodtageren havde udgifter til en sædvanlig bolig. Se SKM2004.362.TSS. SKM2001.629.LSR En studerende havde feriejobs i Sønderjylland. Boede hos sine forældre i nærheden af de midlertidige arbejdssteder i forbindelse med sit arbejde dér. Fælles lejelejlighed på Fyn. Sædvanlig bopæl på Fyn. SKAT SKM2008.849.SR Oplysningerne om bopælsforhold i Polen og i Danmark samt familiemæssige og økonomiske forhold i Polen førte til, at det var sandsynliggjort, at den sædvanlige bopæl var i den sydlige del af Polen. Først hos forældre i byen X og siden januar 2008 i eget hus i byen Y. C.A.7.1.4 Betingelse om "midlertidigt arbejdssted" Indhold Dette afsnit beskriver rejsebegrebets betingelse om, at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● Regel Midlertidigt arbejdssted Eksempel Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Regel Hverken LL §9 Aeller forarbejderne til bestemmelsen indeholder en objektiv definition af, hvornår et arbejdssted er midlertidigt i relation til rejsebegrebet. Det må derfor afgøres på baggrund af en konkret, individuel vurdering af den enkelte lønmodtagers ansættelses- og arbejdsforhold. Bemærk 29.02.2012 Side 17 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Hvis der er tale om et midlertidigt arbejdssted, men de øvrige betingelser for at være på rejse ikke er opfyldt, kan arbejdsgiveren skattefrit stille fri kost til rådighed. Det fremgår af LL § 16, stk. 11. Se afsnit C.A.5.12.2 om fri kost og logi. Midlertidigt arbejdssted En række arbejdssteder vil altid være midlertidige, uanset om lønmodtageren er fast eller midlertidigt ansat. Et eksempel er arbejdssteder, hvor der bliver udført bygge- og anlægsarbejder. Her ophører arbejdet på det pågældende arbejdssted, når byggeriet/anlægsarbejdet er færdigt. Tilsvarende har lønmodtagere med mobile arbejdssteder og arbejdssteder, der flytter sig, fx lastbilchauffører, fiskere og vejarbejdere, også et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2003.294.TSS, om forståelsen af "midlertidigt arbejdssted" og hvornår en "rejse" er afbrudt i forhold til fiskeres anvendelse af fradrag efter rejsereglerne i LL § 9 A. Bemærk, at SKM2007.559.HR efterfølgende har ændret den del af Told og Skattestyrelsens udtalelse, der fastslår, at det afgørende er, hvor fiskerbåden er hjemmehørende. Se også TfS 2000, 863 og TfS 2000, 898, om ansatte på bore- eller produktionsplatforme, der ikke er forankret i undergrunden samt SKM2009.129.HR vedrørende ansatte på færger i rutefart. For andre arbejdssteder, som ikke i sig selv er af midlertidig karakter, og hvor arbejdet i princippet lader sig udføre på det samme sted dag ud og dag ind - fx arbejde på en fabrik eller et slagteri - forudsætter "et midlertidigt arbejdssted" en tidsbegrænsning. Det kan udledes af forarbejderne til LL §9 A og praksis på området. En fastansat lønmodtager på sådanne arbejdssteder har derfor ikke et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2006.109.LSR og eventuelt SKM2006.161.LSR, hvor lønmodtageren var ansat "indtil videre". Se også SKM2003.453.LSR, hvor en fastansat sygeplejerske havde midlertidigt arbejdssted i en tremåneders prøveperiode samt SKM2011.752.SR, hvor der ikke var en så tilstrækkelig reel begrundelse, at tidsbegrænsede ansættelser på 24 måneder kunne anses for midlertidige efter ligningslovens § 9 A. Tidsbegrænsningen er ikke objektivt defineret i loven eller forarbejderne. Der er derfor nødvendigt at vurdere dette konkret og individuelt på baggrund af lønmodtagerens ansættelses- og arbejdsforhold. I vurderingen indgår en række kriterier, herunder specielt: ● ● ● Tidsbegrænsningens længde. Jo kortere perioden er, jo mere sandsynligt er det, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Årsagen til tidsbegrænsningen. Er der tale om en konkret opgave, der skal færdiggøres eller er tidsbegrænsningen begrundet i andre arbejdsmæssige forhold? Muligheden for forlængelse af ansættelsesforholdet efter tidsbegrænsningens udløb. Se SKM2008.853.SKAT, hvor SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler - har præciseret, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt. SKAT redegør også for sin opfattelse af begrebet "midlertidigt arbejdssted" i relation til "åremålsansættelser". Se også SKM2001.188.TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med en forespørgsel om behandling af EØSborgere med sæsonarbejde i Danmark udtalte, at et arbejdssted, som en person arbejder på i en periode på under 12 måneder, normalt vil blive anset for et midlertidigt arbejdssted. Bliver en fastansættelse efterfølgende ændret til en tidsbegrænset ansættelse, påhviler der lønmodtageren et skærpet krav til sandsynliggørelse af, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Se evt. SKM2010.183.SR. Eksempel Dette eksempel fra SKM2008.853.SKAT illustrerer, hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt: En dansk virksomhed ansætter en udenlandsk medarbejder, der opretholder sin sædvanlige bopæl i udlandet. Afstanden mellem den sædvanlige bopæl i udlandet og arbejdsstedet i Danmark er så lang, at medarbejderen ikke kan nå hjem og overnatte på bopælen mellem arbejdsdagene i ugens løb. Ansættelsen er tidsbegrænset til 12 måneder. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakten, at den vil kunne forlænges. Der er tale om tidsbegrænset ansættelse til et arbejde, der dag efter dag bliver udført på den samme arbejdsplads, og som normalt bliver udført af fastansatte, fx arbejde på en fabrik. 29.02.2012 Side 18 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Ved afslutningen af den udenlandske medarbejders ansættelsesperiode bliver ansættelsen forlænget med 12 måneder med den begrundelse, at virksomheden er tilfreds med medarbejderens arbejdsindsats, og at man regner med, at der vil være arbejde nok til medarbejderen i yderligere 12 måneder. Spørgsmålet er nu, om der er tale om et "midlertidigt arbejdssted" for den udenlandske medarbejder i relation til LL §9 A, stk. 1, henholdsvis i de første 12 måneder og i de efterfølgende 12 måneder. Af forarbejderne til LL §9 Aog praksis på området fremgår, at "et midlertidigt arbejdssted" forudsætter en tidsbegrænsning. Da denne tidsbegrænsning ikke er objektivt defineret i loven eller dens forarbejder, afgøres dens udstrækning derfor konkret ud fra en vurdering af medarbejderens ansættelses- og arbejdsforhold. I eksemplet er medarbejderens oprindelige ansættelse tidsbegrænset til 12 måneder. Det lægges derfor til grund, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Medarbejderen er som følge heraf på rejse i LL §9 A's forstand i de første 12 måneder af ansættelsesforholdet. Med hensyn til de efterfølgende 12 måneder er arbejdsstedet - i den konkrete situation - ikke længere reelt midlertidigt, selv om ansættelsen er tidsbegrænset. Der lægges vægt på ● ● at der ikke er en dokumenteret, konkret arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen af ansættelsesforholdet, og at der er tale om et arbejdssted, der ikke efter dets karakter er midlertidigt som fx et arbejdssted på en byggeplads eller sæsonarbejde på en frugtplantage, men derimod om et arbejdssted, hvor arbejdet kan fortsætte i ubegrænset tid, selv om selve ansættelsen er tidsbegrænset til et år ad gangen. Når et arbejde ikke i sig selv er af midlertidig karakter, er det en forudsætning for fortsat at anse arbejdsstedet som midlertidigt ved en forlængelse af arbejdsforholdet, at det dokumenteres, at der er en arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen. Dette gælder også, hvor den oprindelige midlertidige ansættelse er kortere end 12 måneder. Hvis det allerede ved indgåelsen af en ansættelsesaftale kan lægges til grund, at en medarbejders arbejdssted ikke er tidsbegrænset enten til en bestemt periode eller til en konkret opgaves færdiggørelse, fx fordi ansættelseskontrakten indeholder en generel mulighed for forlængelse, opfylder medarbejderen ikke betingelsen i LL §9 A, stk. 1, om at arbejde på et "midlertidigt arbejdssted". Allerede derfor er medarbejderen ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse eller fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A- heller ikke for de første 12 måneder. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Højesteretsdomme SKM2009.129.HR En lønmodtager var fastansat på en færgerute med fast mødested på færgen, når den lå i færgelejet i havnen X. Hans arbejde sluttede samme sted. Tilsvarende afgørelse i SKM2009.146.LSR Han havde haft et fast arbejdssted tilknyttet havnen X i hele indkomståret. Først når færgen forlod havnen, var der tale om et midlertidigt arbejdssted. Allerede som følge heraf var han ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter. SKM2007.559.HR En fisker havde faste arbejdssteder i tre ud af fem havne, hvor der blev fisket fra. Tilsvarende afgørelse i SKM2007.557.HR Der var først tale om et midlertidigt arbejdssted, og dermed mulighed for fradrag 29.02.2012 Side 19 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter for rejseudgifter, når båden forlod en af de tre havne, som fiskeren var fast tilknyttet. Rejserne sluttede ved bådens ankomst til en af disse havne igen. Liggetiden i havnene og turen mellem bopælen og havnene skulle ikke medregnes til rejsetiden, selv om fiskeren udførte arbejde på båden i havnene. Landsretsdomme SKM2001.490.VLR En lønmodtager var udsendt af et dansk selskab som konsulent for et polsk og senere også et litauisk selskab, som det danske selskab var medejer af. Arbejdsopgaver udført i Polen og Litauen var ikke af midlertidig karakter. Arbejdsopgaverne havde karakter af sædvanlige ledelsesmæssige opgaver af permanent og fast tilbagevendende karakter. En samlet vurdering førte til, at lønmodtageren havde faste arbejdssteder i Polen og Litauen. Skatteyderen var ikke berettiget til at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Byretsdomme SKM2011.182.BR En fisker havde hvert år siden 1981 fisket fast fra X havn omkring 7 måneder om året. I 1983 købte han en helårsbolig i X, som dog ikke blev anset for fiskerens sædvanlige bopæl. Boligen blev benyttet til overnatning, når der blev fisket fra X havn. I årene 2001, 2003 og 2004 blev 67-70 pct. af fangsterne landet i havnen X havn. Sagen er anket til landsretten Fiskerens erhvervsmæssige tilknytning til X havn medførte, at havnen blev anset for et fast arbejdssted. At fiskeren tillige fiskede fast fra en anden havn ændrede ikke herpå, da det er muligt at have mere end et fast arbejdssted. Havnen i X var derfor ikke et midlertidigt arbejdssted for fiskeren. Landsskatteretskendelser SKM2010.847.LSR 29.02.2012 En lønmodtagers ansættelsesforhold indebar, at han arbejdede på fartøjet X1 og at hans arbejde og vagter på dette skib begyndte og sluttede fast i havnen i Y3. Det faste ansættelsessted var ifølge ansættelseskontrakten Y2. Sagen er indbragt for byretten Side 20 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Y3 blev anset for et fast arbejdssted. Arbejdsstedet om bord var først midlertidigt, når X1 forlod havnen i Y3. Beredskabsvagt, der umuliggjorde overnatning eller ophold på sædvanlig bopæl under vagterne, blev ikke tillagt betydning. Liggetid i havnen var også uden betydning. SKM2009.458.LSR Et containerområde nær arbejdsgivers adresse, som en lastbilschauffør regelmæssigt vendte tilbage til, var ikke et fast arbejdssted. Rejsen blev derfor ikke afbrudt, når chaufføren kørte ind på containerområdet. SKM2006.161.LSR En lønmodtager var ifølge ansættelseskontrakten ansat "indtil videre". Der var ikke tale om et midlertidigt arbejdssted. SKM2006.109.LSR En fastansat lønmodtager havde ikke et midlertidigt arbejdssted. Opretholdelsen af to boliger blev anset for en privat disposition, og der var ikke fradrag for ekstra udgifter til logi. SKM2003.453.LSR En sygeplejerske, der boede på en ø, havde fået arbejde på et hospital på fastlandet. Der var 3 måneders prøvetid, og herefter var arbejdet fast. Arbejdsstedet var midlertidigt i prøveperioden. Herefter var arbejdsstedet fast. SKAT SKM2011.752.SR Udenlandske lønmodtagere kunne ikke foretage fradrag med standardsatserne for logi for hele perioden af en på forhånd aftalt midlertidig ansættelse på 24 måneder. At det var en mere overskuelig periode var ikke en tilstrækkelig reel begrundelse for at tidsbegrænsede ansættelser på 24 måneder kunne anses for midlertidige efter ligningslovens § 9 A. I den forbindelse var det blandt andet ikke begrundet, hvorfor en 24 måneders kontrakt var mere overskuelig end de tidligere 12 måneders kontrakter der havde været anvendt. Der var endvidere tale om arbejde, som kunne udføres så længe spørger opretholdt sin produktion og som i øvrigt blev udført af fastansatte danske medarbejdere. SKM2010.183.SR 29.02.2012 En fastansat lønmodtager, der blev tidsbegrænset ansat i 2 år i sit hidtidige job på samme sted og med samme arbejdsopgaver, uden mulighed for Side 21 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter forlængelse havde ikke et reelt midlertidigt arbejdssted. SKM2008.849.SR En lønmodtager med 1-årig kontrakt i en industriproduktionsvirksomhed fik forlænget sin ansættelse. Lønmodtageren kunne ikke regne med at have arbejde i industriproduktionsvirksomheden efter den første kontrakts udløb. Arbejdsstedet var midlertidigt i den første ansættelsesperiode. I den anden periode, hvor ansættelsesforholdet var forlænget med 1 år, var arbejdsstedet ikke midlertidigt. Der blev lagt vægt på: at lønmodtageren tog svejse-kursus i hans første ansættelsesperiode i virksomheden at lønmodtageren som afslutning på dette kursus fik et særligt svejse-certifikat at lønmodtageren udførte den samme slags arbejde som virksomhedens fastansatte svejsere at lønmodtageren på grund af manglende arbejdskraft i den del af Danmark, virksomheden lå i, nu var mere end velkommen til at blive at lønmodtageren derfor fik en ny kontrakt på yderligere et års ansættelse at lønmodtageren arbejdede på samme arbejdssted med det samme arbejde som i sin første ansættelsesperiode at virksomheden gerne ville forlænge ansættelsen på den ene eller anden måde, hvor selskabet evt. kunne lokke med, at lønmodtageren stadigvæk kunne få det høje fradrag for rejseudgifter. Arbejdsstedet var heller ikke midlertidigt i forbindelse med en yderligere forlængelse på endnu 1 år af den anden ansættelsesperiode, dvs. i en tredje ansættelsesperiode. At lønmodtageren efter den anden ansættelsesperiode rejste hjem til Polen i 20 dage og først herefter indgik en ny 1-årig ansættelsesaftale med samme arbejdsgiver ændrede ikke ved det. 29.02.2012 Side 22 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter At lønmodtageren i stedet for ansættelse i samme virksomhed blev ansat i virksomhedens søsterselskab til at udføre det samme arbejde, som han hidtil havde udført, og på samme arbejdssted ændrede heller ikke ved det. SKM2007.340.SR En elektrikerelev, der havde indgået en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed i overensstemmelse med erhvervsuddannelsesloven, blev under skoleopholdene betragtet som en lønmodtager på et midlertidigt arbejdssted. Tilsvarende afgørelse om en tandteknikerelev i SKM2007.341.SR Se SKM2009.624.SKAT Et grunduddannelsessted kan være et arbejdssted, når undervisningen er en integreret del af ansættelsesforholdet. Det er en forudsætning, at eleven har en uddannelsesaftale med praktikstedet og dermed er i et ansættelsesforhold. Skoleopholdet skal endvidere være en mindre del af uddannelsen, mens praktikken hos arbejdsgiveren skal være uddannelsens primære del. TfS2000.863.TSS En boreplatform, produktionsplatform, borerig eller lignende, der flytter sig i takt med arbejdets udførelse, fordi fartøjet/installationen befinder sig på havet og ikke er forankret i undergrunden, mens den ansatte arbejder dér, bliver - ligesom skibe - betragtet som et midlertidigt arbejdssted. Det er ikke tilfældet, hvis arbejdsstedet er forankret i undergrunden. I så fald afgøres spørgsmålet, om arbejdsstedet er midlertidigt, ud fra den ansattes ansættelses- og arbejdsforhold i øvrigt. C.A.7.1.5 Betingelse om overnatning og varighed Indhold Dette afsnit beskriver betingelserne om, at lønmodtagere skal overnatte, og at rejsen skal have en varighed på mindst 24 timer. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● Regel Overnatning Varighed på mindst 24 timer Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Regel Det er en betingelse for, at lønmodtageren kan få godtgørelse eller fradrag efter LL §9 A, at rejsen har en varighed på mindst 24 timer, og at han eller hun har overnattet. Lønmodtagere på éndagsrejse kan derfor ikke få udbetalt nogen form for skattefri rejsegodtgørelse eller få fradrag efter LL §9 A. 29.02.2012 Side 23 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter På éndagsrejse kan arbejdsgiveren skattefrit dække lønmodtagerens faktiske udgift til kost som udlæg efter regning eller stille fri kost til rådighed. Det fremgår af LL § 16, stk. 11. Se afsnit C.A.5.12.2 om fri kost og logi. Lønmodtagere på éndagsrejse kan ikke fratrække noget beløb efter LL §9 A, stk. 7-12. Medmindre de opfylder betingelserne for fradrag efter andre bestemmelser i skattelovgivningen, kan de kun trække deres dokumenterede, erhvervsmæssige merudgifter fra efter den generelle bestemmelse i SL § 6, litra a. Se afsnit C.A.7.3.6 om fradrag efter SL § 6, litra a. En lønmodtager, der tager direkte fra bopælsadressen ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når bopælen forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted. En lønmodtager, der tager fra det faste arbejdssted ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når det faste arbejdssted forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted. Det er lønmodtageren, der skal godtgøre, at han eller hun har overnattet, og at rejsen har haft en varighed på mindst 24 timer. Overnatning Det er en betingelse, at lønmodtageren har overnattet. Der er derimod ingen betingelser til selve overnatningsstedet. Det er derfor uden betydning, om lønmodtagerne har overnattet i telt, lastbil, skurvogn/campingvogn, på hotel eller hos familie eller venner. Varighed på mindst 24 timer Det er en betingelse, at rejsen varer mindst 24 timer. En lønmodtager, der tager direkte fra bopælsadressen ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når bopælen forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted. En lønmodtager, der tager fra det faste arbejdssted ud til et midlertidigt arbejdssted, påbegynder rejsen, når det faste arbejdssted forlades og afslutter rejsen ved tilbagekomst til bopælen eller det faste arbejdssted. Når lønmodtageren vender tilbage til det faste arbejdssted eller den sædvanlige bopæl, bliver rejsen således afbrudt. Der skal på dette tidspunkt være gået mindst 24 timer. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Højesteretsdomme SKM2009.129.HR Lønmodtageren sejlede med færge i rutefart mellem to færgehavne. Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.146.LSR Lønmodtageren mødte til aftentørn på færgen i G1 Færgehavn. Færgen sejlede i rutefart mellem G1 og G2 Færgehavn. Overfartstiden var ca. 45 minutter. Lønmodtagerens aftentørn sluttede i G1 Færgehavn, hvor færgedriften i øvrigt ophørte for det pågældende døgn. Rejsen blev afbrudt, når færgen returnerede til havnen. Lønmodtagerens rejser varede derfor aldrig mindst 24 timer. Lønmodtageren havde derfor ikke krav på fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A, stk. 7, jf. stk. 1. Landsskatteretskendelser SKM2009.458.LSR 29.02.2012 Et containerområde nær arbejdsgivers Side 24 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter adresse, som lastbilschaufføren regelmæssigt vendte tilbage til, var ikke et fast arbejdssted. Rejsen blev derfor ikke afbrudt, når chaufføren kørte ind på containerområdet. Betingelsen om 24 timers varighed var derfor opfyldt. SKM2009.146.LSR En fastansat skibsfører arbejdede på færgen "X". Hans arbejde på denne færge begyndte og sluttede i færgehavnen i Y2. Færgehavnen i Y2 var lønmodtagerens faste arbejdssted. Først når færgen sejlede fra havnen, dvs. det faste arbejdssted, begyndte rejsen. Først fra dette tidspunkt var lønmodtageren på et midlertidigt arbejdssted. Overfartstiden var ca. 45 minutter. Betingelsen om 24 timers varighed var derfor ikke opfyldt. SKM2003.506.LSR Zonetillæg var ikke en godtgørelse til dækning af rejseudgifter efter LL §9 A, blandt andet fordi de blev udbetalt, uanset om lønmodtageren overnattede eller ej. C.A.7.2 Skattefri godtgørelse af rejseudgifter Indhold Dette afsnit handler om skattefri godtgørelse af rejseudgifter. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● ● ● ● ● Godtgørelse (C.A.7.2.1) Personer, som kan få skattefri rejsegodtgørelse C.A.7.2.2. Personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse C.A.7.2.3 Hvem kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse? C.A.7.2.4. Rejsegodtgørelse med standardsats (C.A.7.2.5) Godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning) (C.A.7.2.6) Dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse) (C.A.7.2.7) Betingelse om kontrol (C.A.7.2.8) Efterfølgende betaling af lønmodtagerens skat (C.A.7.2.9). C.A.7.2.1 Godtgørelse Indhold Dette afsnit handler om godtgørelse for rejseudgifter generelt. Afsnittet indeholder: ● ● Regel Modregningsforbud 29.02.2012 Side 25 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter ● ● Godtgørelse i forbindelse med uddannelse - LL § 31 Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Regel Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, lønmodtageren bliver påført som følge af arbejdet, skal som udgangspunkt medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Det fremgår af LL § 9, stk.4, 1. pkt. Lønmodtageren kan herefter fratrække udgifterne som et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst, hvis udgifterne er fradragsberettigede. Godtgørelser, som en lønmodtager modtager til dækning af rejseudgifter på en erhvervsmæssig rejse efter LL §9 A er dog ikke skattepligtige. Det fremgår af LL § 9, stk. 4, 2. pkt. Hvis rejsen ikke har et erhvervsmæssigt formål er der ikke adgang til at udbetale skattefri godtgørelse, se evt. SKM2011.507.BR. En lønmodtager, der er på rejse og opfylder betingelser i LL §9 A, kan få godtgjort rejseudgifterne skattefrit af arbejdsgiveren. Se afsnit C.A.7.1 om rejsebegrebet og betingelserne for at være på rejse. Arbejdsgiveren kan godtgøre rejseudgifterne på en af disse to måder: ● ● betale den faktisk dokumenterede udgift, lønmodtageren har afholdt (udlæg efter regning) godtgøre lønmodtageren rejseudgifterne uden dokumentation med standardsatser, der er fastsat i LL§9 A eller i visse tilfælde af Skatterådet. Standardsatserne dækker lønmodtagerens udgifter til kost, småfornødenheder og logi. Hvis rejseudgifterne helt eller delvis er dækket ved udlæg efter regning eller fri kost og logi, kan arbejdsgiveren ikke udbetale skattefri godtgørelse med standardsats. Hvis logiudgiften, fx en hotelregning, er inklusiv morgenmad, og arbejdsgiveren dækker denne som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren dog godt udbetale godtgørelse med standardsatsen for kost. Men standardsatsen for kost skal reduceres med 15 pct. for fri morgenmad. Se LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. og afsnit C.A.7.2.5.1 om reduktion for fri kost. Se afsnit C.A.7.2.5 om rejsegodtgørelse med standardsats og afsnit C.A.7.2.6 om rejsegodtgørelse med faktisk dokumenteret udgift (udlæg efter regning). Hvis betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, men arbejdsgiveren ikke har udbetalt skattefri rejsegodtgørelse eller har udbetalt skattefri godtgørelse med et lavere beløb end ligningslovens/Skatterådets standardsats, kan lønmodtageren fratrække forskellen mellem den faktisk modtagne rejsegodtgørelse og standardsatsen i den skattepligtige indkomst. Det kaldes "differencefradrag". Se afsnit C.A.7.3 om fradrag for rejseudgifter. Bemærk Visse lønmodtagere, fx værnepligtige kan dog kun fratrække de faktisk dokumenterede rejseudgifter og er derfor afskåret fra at foretage differencefradrag. Se LL §9 A, stk. 11, 3. pkt. og afsnit C.A.7.3.3 om personer, som helt eller delvist er afskåret fra at fratrække rejseudgifter. Godtgørelse for rejseudgifter med faste månedlige eller årlige beløb medfører, at hele beløbet allerede af den grund er skattepligtigt for lønmodtageren. Modregningsforbud En rejsegodtgørelse kan ikke udbetales skattefrit, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn. Det fremgår af LL § 9, stk. 4, 3. pkt. og § 1, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Modregningsforbuddet rammer blandt andet tilfælde, hvis ● ● ● lønnen løbende bliver nedsat i overensstemmelse med antallet af rejsedage, dvs. med den udbetalte rejsegodtgørelse lønnen bliver nedsat til 0 kr. mod, at der udbetales skattefri rejsegodtgørelse. Se SKM2006.685.SR et aftalt tillæg, eksempelvis et zonetillæg, ændres til en skattefri rejsegodtgørelse når betingelserne i LL §9 A er 29.02.2012 Side 26 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter ● opfyldt. Se SKM2005.226.ØLR lønmodtager og arbejdsgiver aftaler, at den udbetalte løn plus skattefrie godtgørelser skal svare til det beløb, som lønmodtageren ville få udbetalt, hvis lønmodtageren fik overenskomstmæssig løn. Se SKM2011.464.SR. Modregningsforbuddet hindrer derimod ikke, at lønmodtager og arbejdsgiver frit kan aftale lønvilkår - herunder en generel lønnedsættelse - under hensyntagen til årets gennemsnitlige rejseudgifter mod, at der til gengæld fremover udbetales skattefri godtgørelse oven i lønnen. Godtgørelse i forbindelse med uddannelse - LL § 31 Der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med deltagelse i undervisning. Se LL § 31. Modtageren af ydelsen skal på grund af afstanden mellem bopæl og uddannelsessted eller kursussted ikke have mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Den persongruppe, der er omfattet af LL § 31, kan modtage skattefri godtgørelse efter satserne i LL §9 A, stk. 2, nr. 1 og nr. 4, når opholdet nødvendiggør overnatning uden for den sædvanlige bopæl, og når opholdet på uddannelsesstedet har varet mindst 24 timer. Se LL § 31, stk. 4. Det følger også af LL § 31, at faktiske udgifter til kost ved uddannelsesophold, der varer mindre end 24 timer, kan dækkes som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.5.4 om de øvrige betingelser for at kunne benytte LL § 31 (personkreds, undervisningens karakter mv.). Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Landsretsdomme SKM2005.226.ØLR Et selskab udbetalte overenskomstmæssigt fastsatte zonetillæg som skattefri rejsegodtgørelse, når medarbejderne på grund af afstanden til det midlertidige arbejdssted ikke havde mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl. Se tilsvarende afgørelse i SKM2008.193.SR Når arbejdet ikke var forbundet med overnatning, blev samme zonetillæg udbetalt til medarbejderne som et almindeligt løntillæg Det var i strid med modregningsforbuddet at udbetale zonetillæg som skattefri rejsegodtgørelse. Byretsdomme SKM2011.690.BR 29.02.2012 En udgift til rejse- og befordringsgodtgørelse blev ikke afholdt i det pågældende selskabs interesse, men i et andet selskabs interesse. Selskabet havde derfor ikke fradragsret for udgiften. Godtgørelsen var skattepligtig for direktøren (hovedaktionæren) da den ikke dækkede Side 27 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter udgifter påført som følge af arbejde for det pågældende selskab. SKM2011.507.BR Der påhvilede hovedanpartshaver en skærpet bevisbyrde for at de omhandlede rejser var afholdt i selskabets erhvervsmæssige interesse. Da bevisbyrden for, at rejserne havde haft et erhvervsmæssigt formål ikke var løftet blev såvel rejseudgifter som udbetalt rejsegodtgørelse anset som yderligere løntillæg. SKAT SKM2011.464.SR En aftale om, at den udbetalte løn plus skattefrie godtgørelser skulle svare til det beløb, som lønmodtageren ville få udbetalt, hvis lønmodtageren fik overenskomstmæssig løn, var udtryk for, at en skattepligtig løn, som ellers ville komme til udbetaling, blev konverteret til skattefri rejsegodtgørelse i strid med modregningsforbuddet i LL § 9, stk. 4, 3. pkt. SKM2010.518.SR En aftale mellem virksomheden og de ansatte om lønreduktion med et fast månedligt beløb var ikke i strid med modregningsforbuddet i LL § 9, stk. 5, fordi lønnedgangen var uafhængig af den faktisk udbetalte kørselsgodtgørelse og ikke beløbsmæssigt svarede hertil. Modregningsforbuddet gælder tilsvarende i forhold til skattefri befordringsgodtgørelse efter LL § 9 B. Afgørelsen er derfor relevant, selv om den vedrører skattefri befordringsgodtgørelse og ikke skattefri rejsegodtgørelse. SKM2008.189.SR En virksomhed og dens medarbejdere havde indgået aftale om lønreduktion mod udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel efter 60dages reglen til virksomhedens nye adresse. Modregningsforbuddet gælder tilsvarende i forhold til skattefri befordringsgodtgørelse efter LL § 9 B. Afgørelsen er derfor relevant, selv om den vedrører skattefri befordringsgodtgørelse og ikke skattefri rejsegodtgørelse. Lønnen blev nedsat med et beløb, der svarede til kørselsgodtgørelsen for antallet af km efter 60-dages reglen. Dette var i strid med modregningsforbuddet. SKM2006.685.SR En aftale om nedsættelse af lønmodtagernes grundløn til 0 kr. mod, at der blev udbetalt skattefri rejsegodtgørelse var i strid med modregningsforbuddet. C.A.7.2.2 Personer, som kan få skattefri rejsegodtgørelse Indhold 29.02.2012 Side 28 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Dette afsnit handler om den personkreds, der kan få skattefri rejsegodtgørelse. Afsnittet indeholder: ● ● ● Lønmodtagere Bestyrelsesmedlemmer mv. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Både fuldt skattepligtige og begrænset skattepligtige personer kan få skattefri rejsegodtgørelse under forudsætning af, at betingelserne i LL §9 A er opfyldt. Se TfS 2000,897TSS. Lønmodtagere Lønmodtagere kan som udgangspunkt få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, når betingelserne er opfyldt. Der er dog særlige grupper af lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne eller som ikke kan få skattefri logigodtgørelse med standardsats. Se afsnit C.A.7.2.3 om personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgøre. En lønmodtager er en person, der er ansat i et tjenesteforhold af en arbejdsgiver til personligt at udføre et arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Det er karakteristisk for et lønmodtagerforhold, at det vederlag (løn), som lønmodtageren får for at udføre arbejdet, helt eller delvis bliver betalt af arbejdsgiveren. Hvis lønmodtageren ikke får løn, kan arbejdsgiveren heller ikke udbetale skattefri rejsegodtgørelse. Det fremgår af LL § 9, stk. 4, 2. pkt. En udbetalt rejsegodtgørelse vil derfor være skattepligtig efter LL § 9, stk. 4, 1. pkt., jf. statsskattelovens § 4. Se SKM2011.502.BR. En person i jobtræning eller med løntilskud, som modtager løn af en arbejdsgiver for det udførte arbejde, vil typisk opfylde de almindelige betingelser for at blive anset for lønmodtager og dermed omfattet af reglerne i LL §9 A. Det afhænger dog af en konkret vurdering af ansættelses- og arbejdsforholdene under jobtræningen. Se TfS 2000, 839. Personer, der får revalideringsydelse, anses derimod ikke som lønmodtagere i relation til denne ydelse. Se SKM2009.55.BR. Bestyrelsesmedlemmer mv. Både lønnede og ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, og lignende, kan få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse efter samme principper og med samme beløb, som gælder for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til lønmodtagere. Det fremgår af LL § 9, stk. 4, 5. pkt. og LL §9 A, stk. 9, 1. pkt. I forhold til de lønnede bestyrelsesmedlemmer mv., er det dog en betingelse, at det vederlag, de får, er A-indkomst efter KSL§ 43, stk. 2, litra a. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Højesteretsdomme SKM2004.22.HR 29.02.2012 En direktør og anpartshaver i et selskab fik ikke godkendt fradrag for rejseudgifter, da det ikke var bevist, at han havde modtaget vederlag for sit arbejde i selskabet og dermed var lønmodtager. En iværksætterydelse, som han havde modtaget fra det offentlige, kunne Afgørelsen er taget med i dette afsnit, selv om den vedrører fradrag for rejseudgifter. Det skyldes at "lønmodtagerbetingelsen" i LL § 9 er den samme, uanset om der er tale om fradrag eller skattefri godtgørelse for rejseudgifter. Side 29 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter ikke anses for betaling for arbejde udført i selskabet. Byretsdomme SKM2011.502.BR En direktør og anpartshaver i et selskab gav i indkomståret 2000 afkald på løn. Da han ikke havde indtægtsgivende arbejde for selskabet i 2000, kunne han ikke anses som lønmodtager. Han var derfor ikke omfattet af skattefritagelsesreglen i den dagældende LL § 9, stk. 5, 2. pkt., nu stk. 4. Han var derfor skattepligtig af den befordrings- og rejsegodtgørelse, som han modtog fra selskabet i 2000, jf. LL § 9, stk. 5, 1. pkt., jf. SL § 4. At han i tidligere indkomstår havde modtaget løn, og at han efter det oplyste kun gav afkald på løn på grund af selskabets økonomiske situation, førte ikke til andet resultat. At han i august 2009 modtog 3.000 kr. i løn for sit arbejde i 2000 førte heller ikke til et andet resultat, da det var forholdene i 2000, hvor han modtog befordrings- og rejsegodtgørelsen, der var afgørende. SKM2009.55.BR Personer, der modtager revalideringsydelse, anses ikke for lønmodtagere i forhold til denne ydelse. SKAT SKM2011.202.SR EU-praktikanter, der ikke modtog løn, men alene fri kost og logi, var ikke omfattet af LL §9 A. SKM2006.181.SR En timeløn på 100 kr. var tilstrækkelig til, at X kunne udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til Y. Der bestod et reelt ansættelsesforhold mellem X og Y, og Y var underlagt X's instruktionsbeføjelse, Y arbejdede som udgangspunkt fast hver 14. dag, og Y modtog et vederlag, hvoraf der blev beregnet feriepenge i overensstemmelse med ferielovens regler. 29.02.2012 "Lønmodtagerbetingelsen" i LL § 9, stk. 4 gælder også i relation til skattefri befordringsgodtgørelse jf. LL § 9 B. Afgørelsen er derfor også relevant i forhold til skattefri rejsegodtgørelse. Side 30 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter C.A.7.2.3 Personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse Indhold Dette afsnit handler om, hvilke personer der helt er afskåret fra at få skattefri rejsegodtgørelse. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● Lønmodtagere Honorarmodtagere Selvstændigt erhvervsdrivende Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Lønmodtagere Disse personer, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, kan ikke anvende rejsereglerne i LL §9 A, stk. 1 - 8: ● ● ● ● ● lønmodtagere, som kan tage fradrag efter SØBL § 3, jf. § 4, stk. 2, lønmodtagere, som kan anvende reglerne i SØBL § 5, stk. 1, jf. stk. 4 (DIS-ordningen) lønmodtagere, som får diverse tillæg og lignende ydelser, fordi de er udsendt af den danske stat. Se LL § 7, nr. 15 lønmodtagere, som får skattefri godtgørelser under deres uddannelse mv. efter reglerne i LL § 31, stk. 4, og lønmodtagere, som er registrerede som erhvervsfiskere, og som har valgt at tage fradrag efter reglerne i LL §9 Gved fangstture i det pågældende indkomstår. De nævnte lønmodtagere kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse efter LL §9 A. De kan heller ikke få fradrag efter reglerne i LL §9 A, stk. 7. Se afsnit C.A.7.3.3 om personer, som helt eller delvist er afskåret fra at fratrække rejseudgifter. Herudover er en række lønmodtagere, fx langturschauffører og turistfører, der heller ikke kan få skattefri logigodtgørelse med standardsats. Men de kan godt få skattefri godtgørelse for kost og småfornødenheder med standardsats. Se afsnit C.A.7.2.5.2. om rejsegodtgørelse med standardsats for logi. Endelig bemærkes at der for lønmodtagere der beskattes efter KSL § 48 B (arbejdsudlejede) beregnes 30 pct. skat af godtgørelse til dækning af udgifter til rejse og ophold mv. jf KSL § 48 B, sidste led uanset betingelserne for at være på rejse i LL § 9 A er opfyldt. De pågældende kan som udgangspunkt heller ikke skattefrit få stillet fri kost og logi til rådighed eller få dækket udgifterne hertil som udlæg efter regning skattefri. Se herom SKM2011.611.SR og afsnit C.F.3.1.4. Honorarmodtagere Personer, som får honorarer, der er B-indkomst, kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse eller foretage fradrag efter LL §9 A. Disse personer kan i stedet trække deres dokumenterede, faktiske udgifter på erhvervsmæssige rejser fra i den personlige indkomst efter SL § 6. De kan dog få dækket de faktiske omkostninger til overnatning mv. af hvervgiveren som udlæg efter regning. Se SKM2011.112.SR og afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Hvis honorarmodtageren får dækket rejseudgiften som udlæg efter regning, kan han eller hun ikke trække udgiften fra. Selvstændigt erhvervsdrivende Selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse. I stedet kan de fratrække deres rejseudgifter i det omfang, de har været på en erhvervsmæssig rejse. Se afsnit C.A.7.3.2 om personer, som kan fratrække rejseudgifter efter LL §9 A. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre 29.02.2012 Side 31 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer SKAT SKM2011.611.SR Skatterådet har besvaret en række spørgsmål Afgørelsen er indbragt om arbejdsudlejede personers mulighed for at for Landsskatteretten modtage fri bolig, fri kost m.v. uden indeholdelse af skat, hvis de pågældende opfylder betingelserne i rejsereglerne. Arbejdsudlejede personer, der opfylder betingelserne i rejsereglerne, kan således ikke modtage skattefri godtgørelse med Skatterådets satser for kost pg logi, uden at der skal indeholdes 30 % skat af hvervgiver. SKM2011.112.SR En honorarmodtager kan skattefrit få dækket de faktiske omkostninger til overnatning mv. som udlæg efter regning af hvervgiveren. I så fald er der ikke fradrag for udgiften. C.A.7.2.4 Hvem kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse? Danske og udenlandske arbejdsgivere eller hvervgivere kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse efter LL §9 A, uafhængigt af om arbejdsgiveren eller hvervgiveren er skatte-, indeholdelses- eller oplysningspligtig her i landet. Se TfS1993,222. Bemærk Betingelsen om kontrol mv. gælder også for en udenlandsk arbejdsgiver, selv om denne ikke er skatte-, indeholdelseseller oplysningspligtigt her i landet. Se afsnit C.A.7.2.8 om betingelse om kontrol. De hvervgivere, som kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse, er bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende. Se LL §9 A, stk. 9. En dansk virksomhed, der arbejdsudlejer medarbejdere til udlandet, kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse til de udlejede medarbejdere, hvis det er arbejdsudlejervirksomheden, der påfører medarbejderen rejseudgifter. Se TfS 1997,480.TSS. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer SKAT TfS1993.222 29.02.2012 Ligningsrådet udtalte i en bindende forhåndsbesked, at en udenlandsk arbejdsgiver kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse, fordi det ikke er en betingelse, at arbejdsgiveren er skattepligtig eller indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven. Se TfS1993.231.TSS Side 32 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter C.A.7.2.5 Rejsegodtgørelse med standardsats Indhold Dette afsnit handler om rejseudgifter, der dækkes med skattefri godtgørelse efter standardsats Afsnittet indeholder: ● ● Rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder (C.A.7.2.5.1) Rejsegodtgørelse med standardsats for logi (C.A.7.2.5.2). C.A.7.2.5.1 Rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder Indhold Dette afsnit handler om skattefri godtgørelse af rejseudgifter til kost og småfornødenheder med standardsats. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● ● ● ● ● ● Standardsatsen for kost og småfornødenheder Satsen for lønmodtagere og turistchauffører Hvilke udgifter dækker standardsatsen? Reduktion for fri kost 25 pct. godtgørelse til småfornødenheder Hovedreglen om 12 måneders begrænsningen Undtagelser fra 12 måneders begrænsningen Start af ny 12 måneders periode Eksempler Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Standardsatsen for kost og småfornødenheder Når en lønmodtager er på rejse efter LL §9 A, stk. 1, kan arbejdsgiveren dække lønmodtagerens udgifter til kost og småfornødenheder med en standardsats uden dokumentation for de udgifter, lønmodtageren har afholdt. Standardsatsen er fastsat i ligningsloven eller i visse tilfælde af Skatterådet. Arbejdsgiveren kan vælge i stedet at dække lønmodtagerens dokumenterede, faktiske udgifter til kost og småfornødenheder på rejsen som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.4 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Det kan fx være relevant, hvor lønmodtagerens udgifter til kost mv. er - eller forventes at blive - større end godtgørelsen med standardsatsen. Bemærk Der skal vælges samme dækningsprincip for alle udgifterne til kost og småfornødenheder på den enkelte rejse. Se afsnit C.A.7.2.7 om dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse med standardsats). Standardsatsen for kost og småfornødenheder er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1. Satsen bliver reguleret årligt. Se PSL § 20 og LL §9 A, stk. 12. I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret. Se PSL § 20, stk. 3. For turistchauffører er der fastsat en særlig sats. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3. Den særlige sats er ikke et grundbeløb og bliver derfor ikke reguleret. Satsen bliver til gengæld heller ikke reduceret, hvis turistchaufføren modtager fri kost på rejsen. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder. Skatterådet kan forhøje kostsatsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører, med et grundbeløb på 142 kr. (20112013 niveau) pr. døgn for lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1, 2. pkt. Også dette grundbeløb reguleres efter PSL § 20.I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret. Se PSL § 20, stk. 3. Skatterådet har ikke fastsat en forhøjet kostsats for nogen lande i 2012. 29.02.2012 Side 33 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Satsen for lønmodtagere og turistchauffører Lønmodtagere, undtagen turistchauffører Ved rejse med overnatning efter LL §9 Aer standardsatsen for lønmodtagere - med undtagelse af turistchauffører: ● 455 kr. pr. døgn (2011-2013-niveau). I perioden frem til og med 2013 bliver satsen ikke reguleret. Se PSL § 20, stk. 3. Det er en betingelse for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan godtgørelsen udbetales med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer. Satsen for turistchauffører Ved rejse med overnatning er standardsatsen for turistchauffører: ● ● 75 kr. pr. døgn for rejser i Danmark 150 kr. pr. døgn for rejser i udlandet. Det er en betingelse for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan godtgørelsen udbetales med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer. Hvis arbejdsgiveren udbetaler godtgørelse med standardsatsen, og beløbet overstiger godtgørelse beregnet efter ligningslovens eller Skatterådets standardsats, skal hele det udbetalte beløb medregnes til lønmodtagerens personlige indkomst. Arbejdsgiveren skal indeholde A-skat og AM-bidrag af hele godtgørelsesbeløbet. Se LL §9 A, stk. 1 samt § 1, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Hvis arbejdsgiveren ved den endelige opgørelse og afregning klart har opdelt og specificeret, hvad der er skattefri godtgørelse efter ligningslovens eller Skatterådets standardsats, og hvad der er supplerende skattepligtigt løntillæg, er det dog kun det supplerende løntillæg, der indgår i lønmodtagerens personlige indkomst. Se § 1, stk. 3, 2. pkt. i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Når godtgørelsesbeløb allerede er udbetalt, kan de ikke efterfølgende splittes op i en skattefri del og et supplerende skattepligtigt løntillæg. Se TfS 1994,495. Hvilke udgifter dækker standardsatsen for kost og småfornødenheder? Standardsatsen dækker lønmodtagerens udokumenterede udgifter til måltider, småfornødenheder og lokaltransport, fx bagageopbevaring, en avis, en kop kaffe, et mellemmåltid, udgifter til bus mellem logiet og en restaurant, hvor lønmodtageren spiser aftensmad. En kop kaffe og et stykke chokolade, der nydes i forbindelse med et måltid, anses i den forbindelse som en del af selve måltidet. Standardsatsen dækker derimod ikke udgifter til transport mellem den sædvanlige bopæl eller det faste arbejdssted og det midlertidige arbejdssted med fx fly eller tog. Disse udgifter kan arbejdsgiveren afholde ved at stille fri transport til rådighed, eller ved at refundere de faktisk betalte udgifter, fx fly eller togbillet, som udlæg efter regning. Arbejdsgiveren kan også udbetale befordringsgodtgørelse for benyttelse af egen bil eller motorcykel mv. til erhvervsmæssig kørsel efter LL § 9 B. Se afsnit Ligningsvejledningen, Almindelig del, afsnit A.B.1.7.2 om skattefri befordringsgodtgørelse. Reduktion for fri kost Hvis lønmodtageren får stillet ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed, er der tale om fri kost. Får en lønmodtager fri kost på rejsen, skal standardsatsen for kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct., 30 pct. og 30 pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad. Se LL §9 A, stk. 3. Selv om der skal ske en reduktion af standardsatsen for kost og småfornødenheder med værdien af fri kost på rejsen, kan arbejdsgiveren dog altid udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. Se LL §9 A, stk. 3, 3. pkt. 29.02.2012 Side 34 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Hvis fx en lønmodtager i 2011 har været på en rejse i Danmark i 26 timer og på denne rejse har fået to gange frokost samt én gang morgenmad og én gang aftensmad vil lønmodtageren kunne få udbetalt en skattefri godtgørelse af arbejdsgiveren på 25 pct. af 493 kr. (regnet ud som 26/24 af 455 kr.). Den særlige kostsats for turistchauffører i LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, skal ikke reduceres med værdien af fri kost på rejsen. Det står i LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. Hvis logiudgiften er inklusiv morgenmad, og arbejdsgiveren dækker logiudgiften som udlæg efter regning, er dette ikke til hinder for, at arbejdsgiveren kan udbetale kostgodtgørelse med standardsatsen. Arbejdsgiveren skal blot reducere med 15 pct. for fri morgenmad. Se LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. Hvis lønmodtageren af erhvervsmæssige årsager har været forhindret i at spise morgenmad skal der dog ikke ske reduktion. Se TfS.1997.659. Hvis lønmodtageren får stillet fri kost til rådighed af en anden end arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde, som lønmodtageren udfører i arbejdsgiverens tjeneste, skal arbejdsgiveren også reducere for fri kost. Se TfS.1996, 697. 25 pct. godtgørelse til småfornødenheder En arbejdsgiver, der dækker lønmodtagerens kostudgifter på en rejse som udlæg efter regning, kan herudover udbetale en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen, beregnet for den samlede rejse, til dækning af småfornødenheder. Se LL §9 A, stk. 4. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Beløbet dækker alle udgifter til småfornødenheder. Dækker arbejdsgiveren kun en del af lønmodtagerens regninger til kost og småfornødenheder fx et eller flere måltider som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren også udbetale en skattefri 25 pct. godtgørelse. Hvis arbejdsgiveren udbetaler en godtgørelse, der overstiger 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse, skal hele beløbet medregnes i lønmodtagerens personlige indkomst. Se herom ovenfor i dette afsnit. Arbejdsgiveren kan ikke udbetale 25 pct. godtgørelse på éndagsrejser. Se LL §9 A, stk. 4. Turistchauffører kan ikke få udbetalt 25 pct. godtgørelse. Se. LL § 9 A, stk. 4. 12 måneders begrænsningen gælder også ved udbetaling af 25 pct. godtgørelsen. Hovedreglen om 12 måneders begrænsningen Et arbejdssted kan godt være midlertidigt i et tidsrum på mere end 12 måneder. I forhold til godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder kan et arbejdssted imidlertid højst anses for midlertidigt i 12 måneder. En arbejdsgiver kan derfor kun udbetale skattefri godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted. Herefter kan arbejdsgiveren kun godtgøre lønmodtageren udgifter til kost og småfornødenheder skattefrit med de faktisk dokumenterede udgifter, alternativt stille fri kost til rådighed. Det fremgår af LL §9 A, stk. 5. De 12 måneder regnes fra den første dag, lønmodtageren er på rejse til det midlertidige arbejdssted efter LL §9 A, stk. 1. Ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage afbryder ikke optællingen af de 12 måneder. Undtagelser fra 12 måneders begrænsningen Mobile arbejdssteder Lønmodtagere, der har en arbejdsplads, der ikke er knyttet til en stationær lokalitet, men som bevæger sig fra sted til sted, er ikke omfattet af 12 måneders begrænsningen. Se LL §9 A, stk. 5, 2. pkt. Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder derfor ikke for lønmodtagere, der arbejder på mobile arbejdssteder. 29.02.2012 Side 35 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Lønmodtagere, som transporterer varer, gods eller mennesker, fx langturschauffører eller turistchauffører, kan derfor få godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder uden tidsbegrænsning. Det er en forudsætning, at de opfylder de øvrige betingelser i LL §9 A, herunder at de ikke har haft mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl. Det samme gælder lønmodtagere, som gør tjeneste om bord på skibe under sejlads (også fiskerfartøjer). Om ansatte på bore- eller produktionsplatforme, se TfS 2000,863 og 898, der er refereret i afsnit C.A.7.1.4 om betingelse om midlertidigt arbejdssted. Arbejdssteder, der flytter sig Lønmodtagere, der arbejder på arbejdssteder, der flytter sig i takt med at arbejdet udføres eller færdiggøres over en strækning på mindst8 km, er heller ikke omfattet af tidsbegrænsningen på 12 måneder. Se LL §9 A, stk. 5, 2. pkt. Det er en forudsætning, at der er mindst8 kmmellem anlægs-, forbedrings- eller vedligeholdelsesarbejdets begyndelsesog slutpunkt. Om arbejdets samlede udstrækning bliver på i alt mindst8 km, skal bedømmes ved arbejdets start. Senere ændringer i arbejdet, der gør, at udstrækningen bliver kortere end8 km, medfører, at arbejdsstedet fra dette tidspunkt bliver omfattet af 12 måneders begrænsningen. Eksempler herpå er arbejdssteder i forbindelse med anlæg, forbedring eller vedligeholdelse af motorveje, broer, jernbaner, metrobaner eller gasledninger. Lønmodtagere på sådanne arbejdssteder kan få godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder uden tidsbegrænsning under forudsætning af, at de opfylder betingelserne for at være på rejse efter LL §9 A. Enkeltstående og kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder heller ikke i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver udsender en lønmodtager på enkeltstående og kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted og udbetaler skattefri godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder. Bemærk Undtagelsen gælder alene tjenesterejser og ikke selvvalgte rejser. Se afsnit C.A.7.1.1 om sondringen mellem tjenesterejser og selvvalgte rejser. Der er tale om enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted, når en lønmodtager en til to gange om måneden er på tjenesterejser af kortere varighed til det samme midlertidige arbejdssted. Rejsemønsteret indgår dermed i vurderingen af, om der er tale om enkeltstående kortvarige tjenesterejser. En lønmodtager i en koncern, der en til to gange om måneden bliver sendt på kortvarige tjenesterejser, som nogle gange varer 2 andre gange 4 dage, til det samme datterselskab i udlandet kan skattefrit få godtgjort udgifterne til kost og småfornødenheder med standardsatsen udover 12-måneders perioden, i modsætning til den lønmodtager, der bliver udsendt til samme midlertidige arbejdssted (fx et datterselskab i udlandet) i en længere sammenhængende periode. Start af ny 12 måneders periode Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder for det enkelte arbejdssted. Nyt midlertidigt arbejdssted Ved skift til et nyt midlertidigt arbejdssted, starter en ny 12 måneders periode på det nye midlertidige arbejdssted. Det er dog en betingelse, at det nye midlertidige arbejdssted ligger mindst8 kmad normal transportvej fra lønmodtagerens tidligere arbejdssted. Se LL §9 A, stk. 6, 1. pkt. Tilbagevenden til tidligere midlertidigt arbejdssted Ved tilbagevenden til et tidligere midlertidigt arbejdssted er det en væsentlig forudsætning, at arbejdsstedet fortsat er midlertidigt efter LL §9 A, stk. 1. Se afsnit C.A.7.1.4 om betingelse om midlertidigt arbejdssted og SKM2008.849.SR, der er refereret i samme afsnit. 29.02.2012 Side 36 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Hvis en lønmodtager vender tilbage til et tidligere midlertidigt arbejdssted, som fortsat kan anses for midlertidigt, starter en ny 12 måneders periode på dette arbejdssted, forudsat at lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted inden tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted. Hvor lønmodtageren afbryder arbejdet på det midlertidige arbejdssted for at arbejde på et nyt arbejdssted og senere vender tilbage til det midlertidige arbejdssted, er spørgsmålet, om den oprindelige 12 måneders periode på det midlertidige arbejdssted er afbrudt. Er det tilfældet, begynder der en ny 12 måneders periode, når lønmodtageren vender tilbage til det midlertidige arbejdssted. Arbejdsforholdet (og 12 måneders perioden) på det midlertidige arbejdssted (arbejdssted 1) er afbrudt, hvis lønmodtageren skifter til et nyt arbejdssted (arbejdssted 2) og arbejder dér i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage. Hvis lønmodtageren efter den 40. arbejdsdag på arbejdssted 2 vender tilbage til det midlertidige arbejdssted 1, begynder der en ny 12 måneders periode på arbejdssted 1 for lønmodtageren. Men der skal være tale om en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på arbejdssted 2. Hvis lønmodtageren arbejder på flere forskellige arbejdssteder efter sin første arbejdsperiode på det midlertidige arbejdssted 1, lægges alle arbejdsdagene fra de forskellige arbejdssteder sammen ved beregningen af de 40 arbejdsdage. Alle arbejdsdagene på de forskellige andre arbejdssteder skal dog ligge i én sammenhængende periode. Se LL §9 A, stk.6. Ferie, fridage eller sygedage tæller ikke med i de 40 arbejdsdage. En vinterlukning på 6 uger afbrød ikke 12 måneders perioden. Se SKM2008.851.SR. Kortvarige enkeltstående tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted afbryder ikke optællingen af 40 arbejdsdage i forhold til det midlertidige arbejdssted, fordi tjenesterejser er undtaget fra 12- måneders begrænsningen. Eksempler Eksempel 1 Hvis en lønmodtager arbejder på et midlertidigt arbejdssted (arbejdssted 1) og herefter skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted (arbejdssted 2), som ligger mindst8 kmvæk fra arbejdssted 1, er arbejdsforholdet og 12 måneders perioden på det midlertidige arbejdssted 1 afbrudt, når lønmodtageren har arbejdet på arbejdssted 2 i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage. Der er dermed en 12 måneders periode på arbejdssted 1 for lønmodtagerens første arbejdsperiode dér, og en ny 12 måneders periode for lønmodtagerens anden arbejdsperiode på det midlertidige arbejdssted 1, når han eller hun vender tilbage til arbejdssted 1 fra arbejdssted 2. Da arbejdssted 2 også er et midlertidigt arbejdssted, og det ligger mindst8 kmvæk fra arbejdssted 1, er der en selvstændig 12 måneders periode for arbejdssted 2. Arbejder lønmodtageren mindre end 40 arbejdsdage i en sammenhængende periode på arbejdssted 2, eller ligger de 40 arbejdsdage ikke i en sammenhængende periode, men spredt over et længere tidsrum, er arbejdsforholdet og 12 måneders perioden på det midlertidige arbejdssted 1 ikke afbrudt. I denne situation er der kun én 12 måneders periode på det midlertidige arbejdssted 1 og ingen på arbejdssted 2. Det betyder, at arbejdsdagene på arbejdssted 2 - omregnet til kalenderdage - tæller med i den oprindelige 12 måneders periode på det midlertidige arbejdssted 1. Eksempel 2 En studerende, der er juleassistance i et stormagasin, vender tilbage året efter på samme tidspunkt. Den studerende har ikke i den mellemliggende periode arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted. Den studerende kan derfor ikke få skattefri godtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder, når han eller hun vender tilbage året efter. Eksempel 3 29.02.2012 Side 37 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter En lønmodtager bliver udsendt fra sit sædvanlige arbejdssted på enkeltstående kortvarige tjenesterejser til det samme midlertidige arbejdssted i januar, februar og marts. I januar drejer det sig om to tjenesterejser af 3 dages varighed. I februar en tjenesterejse af 5 dages varighed. I marts en tjenesterejse af 2 dages varighed. I april og maj bliver lønmodtageren udsendt på tjenesterejse i en sammenhængende periode på 2 måneder til det samme midlertidige arbejdssted. Herefter er lønmodtageren igen på enkeltstående kortvarige tjenesterejser frem til april og maj måned året efter, hvor lønmodtageren igen bliver udsendt på tjenesterejse i en sammenhængende periode på 2 måneder til det midlertidige arbejdssted. De enkeltstående kortvarige tjenesterejser er i dette tilfælde ikke omfattet af 12 måneders begrænsningen. Se LL §9 A, stk. 5, 2. pkt. De sammenhængende tjenesterejser på 2 måneder er derimod omfattet. Der begynder imidlertid en ny 12 måneders periode, hvis lønmodtageren har arbejdet 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted. Da de enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted, ikke afbryder optællingen af de 40 arbejdsdage, har lønmodtageren i eksemplet arbejdet 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted inden tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted i april måned året efter. Lønmodtageren kan derfor påbegynde en ny 12 måneders periode med standardsatsen for kost og småfornødenheder, når han eller hun vender tilbage til det midlertidige arbejdssted i april måned året efter. Eksempel 4 En lønmodtager bliver udstationeret på et midlertidigt arbejdssted i 12 måneder fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2011 og bliver efterfølgende udsendt til det samme midlertidige arbejdssted på enkeltstående kortvarige tjenesterejser i januar og februar 2012. På det tidspunkt i marts, hvor lønmodtageren har arbejdet 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted, begynder en ny udstationering på 12 måneder. Når den nye udstationering sker så kort tid efter den tidligere udstationering, og lønmodtageren samtidig i den mellemliggende periode er på enkeltstående kortvarige tjenesterejse til det tidligere midlertidige arbejdssted, er der et skærpet krav til, at arbejdsgiveren eller lønmodtageren sandsynliggør, at der ikke reelt er tale om en sammenhængende udstationering. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Landsretsdomme TfS1994.495 Efter Østre Landsrets opfattelse var der ikke hjemmel til efterfølgende at opsplitte godtgørelsen i en skattefri godtgørelse og et supplerende skattepligtigt løntillæg. Afgørelsen vedrørte tidligere gældende regler. Men kan anvendes tilsvarende i forhold til de nugældende regler. Landsskatteretskendelser TfS1997.659 29.02.2012 Landskatteretten konstaterede, at der ikke skulle reduceres i satserne, hvis lønmodtageren var forhindret i at spise morgenmad det sted, hvor han havde overnattet, når det var begrundet i erhvervsmæssige årsager Afgørelsen vedrørte tidligere gældende regler, men er tilsvarende anvendelig på de nugældende regler. Side 38 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter I den konkrete sag var det dog ikke godtgjort, at det var af erhvervsmæssige årsager, at lønmodtageren havde været forhindret i at spise morgenmad, hvorfor der skulle ske reduktion med 15 pct. på grund af fri morgenmad TfS1996.697 En lønmodtager var ansat i et isoleringsfirma og udførte arbejde om bord på skibe. Afgørelsen vedrørte tidligere gældende regler, men er tilsvarende anvendelig på de nugældende regler. Et skibs korresponderende reder havde stillet fri kost og logi til rådighed under arbejdets udførelse. Det blev sidestillet med, at arbejdsgiveren havde stillet fri kost og logi til rådighed. SKAT SKM2008.851.SR 6 ugers vinterlukning afbrød ikke 12 måneders grænsen for anvendelsen af standardsatsen for kost, fordi ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage ikke afbryder optællingen af de 12 måneder. Bemærk, at afgørelsen vedrører det tidligere gældende krav om 20 arbejdsdages afbrydelse, der nu er afløst af et krav om 40 arbejdsdages afbrydelse. C.A.7.2.5.2 Rejsegodtgørelse med standardsats for logi Indhold Dette afsnit handler om skattefri godtgørelse af rejseudgifter til logi med standardsats. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● Regel Standardsatsen for logi Hvilke udgifter dækker standardsatsen? Personer, som ikke kan få logigodtgørelse med standardsats. Regel Når en lønmodtager er på rejse efter LL §9 A, stk. 1, kan arbejdsgiveren uden dokumentation for udgifterne dække lønmodtagerens udgifter til logi med en standardsats. Standardsatsen er fastsat i ligningsloven. Arbejdsgiveren kan dog i stedet vælge helt eller delvist at dække lønmodtagerens faktiske dokumenterede logiudgifter for rejsedøgnet som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Det kan fx være relevant, hvis lønmodtagerens rejseudgift til logi for et rejsedøgn er større end standardsatsen for logi. Hvis arbejdsgiveren helt eller delvis dækker lønmodtagerens faktisk dokumenterede udgift til logi kan arbejdsgiveren ikke også udbetale skattefri logigodtgørelse med standardsatsen for det pågældende døgn. Hvis arbejdsgiveren helt eller delvist stiller frit logi til rådighed, kan arbejdsgiveren heller ikke udbetale skattefri logigodtgørelse med standardsatsen for det rejsedøgn, hvor der er stillet logi til rådighed. I modsætning til udgifter til kost og småfornødenheder kan arbejdsgiveren dække udgifter til logi efter forskelligt dækningsprincip fra døgn til døgn. Se afsnit C.A.7.2.7 om dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse med standardsats). Et rejsedøgns logiudgift kan derfor enten dækkes ved 29.02.2012 Side 39 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter ● ● ● en skattefri logigodtgørelse op til standardsatsen, eller hel eller delvis dækning af de faktisk dokumenterede udgifter som udlæg efter regning, eller helt eller delvist frit logi til rådighed på rejsen. Hvis en anden end arbejdsgiveren stiller frit logi til rådighed i forbindelse med arbejde, der er udført i arbejdsgiverens tjeneste, sidestilles dette med, at arbejdsgiveren selv har stillet frit logi til rådighed på rejsen. Se TfS.1996.697, som er gengivet i afsnit C.A.7.2.5.1. om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder. Bemærk Tidsbegrænsningen på 12 måneder, der gælder for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse med standardsats, gælder ikke for udbetaling af skattefri logigodtgørelse. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder. En arbejdsgiver kan derfor skattefrit udbetale logigodtgørelse med standardsatsen, lige så længe arbejdsstedet er midlertidigt, og de øvrige betingelser for at være på rejse er opfyldt. Standardsatsen for logi Standardsatsen for logi er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 4. Satsen bliver reguleret årligt. Se PSL § 20 og LL §9 A, stk. 12. I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret. Se PSL § 20, stk. 3. Standardsatsen for logi er 195 kr. pr. døgn (2011-2013-niveau). Det er en betingelse for udbetaling af skattefri logigodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan logigodtgørelse med standardsatsen kun udbetales pr. fulde døgn - i modsætning til kostgodtgørelse, der også kan udbetales pr. påbegyndt time på den tilsluttende rejsedag. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder. Hvilke udgifter dækker standardsatsen? Standardsatsen for logi dækker lønmodtagerens udgifter til overnatning på rejse for arbejdsgiveren. Der kan fx være udgifter til overnatning på hotel eller pensionat, i campingvogn og lignende eller ved privat indlogering hos familie eller venner. Hvis lønmodtageren får skattefri logigodtgørelse med standardsatsen, kan han eller hun ikke samtidig afskrive på driftsmidler mv., fx en campingvogn, der anvendes ved overnatning på rejsen. Se LL §9 A, stk. 2, pkt. 4. Personer, som ikke kan få logigodtgørelse med standardsats Udover de personer, der er nævnt i afsnit C.A.7.2.3 om personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse - dvs. lønmodtagere, der er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger som fx erhvervsfiskere, der tager fradrag efter LL §9 G, og lønmodtagere, der kan anvende DIS-ordningen mv., honorarmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende er en række yderligere personer afskåret fra at få skattefri logigodtgørelse med standardsats. Det er lønmodtagere, bestyrelsesmedlemmer og lignende med følgende hverv eller arbejdsforhold. Se LL §9 A, stk. 2, pkt. 4, og stk. 9. Det drejer sig om ansatte/personer, som: ● ● ● ● i deres hverv medvirker til transport af varer eller personer gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer) arbejder på luftfartøjer arbejder på fartøjer og i installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster. Udtrykket "ansatte, som i deres hverv medvirker til transport af varer eller personer", omfatter ansatte, som medvirker til transport af varer eller personer på en måde, som gør det muligt for dem at overnatte i det køretøj, skib mv., der benyttes til afvikling af rejsen, fx langturschauffører og turistchauffører. 29.02.2012 Side 40 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Derimod omfatter udtrykket ikke ansatte, hvis opgave er at stå for eller medvirke til transport af varer eller personer, men som ikke i kraft af hvervet og den måde rejsen bliver afviklet på, har mulighed for at overnatte i køretøjet, på skibet eller lignende. Det kunne fx være ansatte, som har en støttefunktion i forhold til transport af varer og personer, fx speditører eller personale, som booker billetter for busrejsende. "Ansatte, som gør tjeneste om bord på skibe", er den samme persongruppe, der tidligere i ligningsloven er blevet omtalt som ansatte "påmønstret skibe". Der er derfor alene tale om en sproglig justering og ikke en ændring af den tidligere praksis for den persongruppe. De ovennævnte ansatte, som ikke kan få dækket deres logiudgifter på en rejse med en skattefri logigodtgørelse efter standardsats, overnatter normalt i deres køretøjer, om bord på skibene eller lignende og har derfor typisk ikke udgifter til logi. Hvis de nævnte ansatte har dokumenterede udgifter til logi, kan arbejdsgiveren eller hvervgiveren (dvs. bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende) dække disse udgifter skattefrit som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren dækker den dokumenterede udgift til logi skattefrit som udlæg efter regning, kan lønmodtageren eller hvervtageren (dvs. medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende) trække udgiften fra ved indkomstopgørelsen. Se afsnit C.A.7.3.5 om fradrag for dokumenterede rejseudgifter. C.A.7.2.6 Godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning) Når en arbejdsgiver refunderer de udgifter, en lønmodtager har betalt (lagt ud for), mod dokumentation i form af eksterne udgiftsbilag, er der tale om udlæg efter regning. Udgiftsbilagene indgår herefter i arbejdsgiverens regnskabsmateriale. Når lønmodtageren betaler med arbejdsgiverens penge i form af et forskud, og lønmodtageren ved den endelige afregning med arbejdsgiveren afleverer de originale udgiftsbilag til denne, er der også tale om udlæg efter regning. Beløb, en lønmodtager modtager som udlæg efter regning, er ikke indkomstskattepligtige for lønmodtageren, forudsat at de ville være fradragsberettigede for lønmodtageren, hvis lønmodtageren ikke fik dem refunderet af arbejdsgiveren. En arbejdsgiver kan derfor skattefrit godtgøre en lønmodtager, der har været på rejse efter LL §9 A, de dokumenterede udgifter, lønmodtageren har lagt ud for til kost, småfornødenheder og logi. Arbejdsgiveren kan derimod ikke skattefrit refundere fx private udgifter, anlægs- eller etableringsudgifter. Hvis en del af bilaget vedrører private udgifter, bliver lønmodtageren derfor beskattet af refusionen af denne del. Se eventuelt SKM2005.183.ØLR. Tilsvarende gælder, når en hvervgiver dækker udgifter, som en hvervtager har lagt ud for hvervgiveren. Hvervgiver og hvervtager er i dette tilfælde bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende og deres medlemmer eller medhjælpere. Arbejdsgiveren kan ikke dække rejseudgifter efter LL §9 A skattefrit som udlæg efter regning hvis der sker en tilsvarende reduktion af lønmodtagerens løn, dvs. ved modregning i lønnen. Se afsnit C.A.7.2.1 om godtgørelse samt TfS. 1989, 396SD. Hvis en lønmodtager eller hvervtager har fået refunderet rejseudgifterne som udlæg efter regning har de ikke fradrag for udgifterne ved indkomstopgørelsen. Derimod kan arbejdsgiveren eller hvervgiveren trække udgifterne fra ved sin indkomstopgørelse som driftsomkostninger, jf. SL § 6, litra a. Er rejseudgifterne til logi helt eller delvist dækket som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren ikke samtidig udbetale skattefri rejsegodtgørelse med standardsatsen for logi. Er morgenmaden inkluderet i den logiudgift, arbejdsgiveren har dækket som udlæg efter regning, er der tale om fri morgenmad. Arbejdsgiveren kan derfor godt udbetale skattefri rejsegodtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder. Standardsatsen skal dog nedsættes med 15 pct. for den fri morgenmad. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om reduktion for fri kost. Hvis rejseudgifterne til kost helt eller delvis er dækket som udlæg efter regning, kan arbejdsgiveren udbetale et skattefrit 29.02.2012 Side 41 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter beløb på indtil 25 pct. af standardsatsen for kost og småfornødenheder beregnet for den samlede rejse. Beløbet dækker alle udgifter til småfornødenheder. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder. Se afsnit C.A.7.3.5 om fradrag i tilfælde, hvor lønmodtagerens rejseudgifter kun er delvist dækket som udlæg efter regning. Honorarmodtagere kan også få dækket de faktiske omkostninger til overnatning mv. som udlæg efter regning. I så fald er der ikke fradrag herfor. Se SKM2011.112.SR, der er gengivet i afsnit C.A.7.2.3 om personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse. C.A.7.2.7 Dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse) Kost og småfornødenheder Dækningsprincippet for alle udgifterne til kost og småfornødenheder på den enkelte rejse skal være det samme. Det fremgår af LL §9 A, stk. 3, 3. pkt. og stk. 4. Arbejdsgiveren kan derfor enten ● dække alle kostudgifter mv. på rejsen med en skattefri kostgodtgørelse med standardsats - eventuelt kombineret med fri kost, som reducerer godtgørelsen med værdien af den fri kost. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder. eller ● dække alle udgifterne til kost på rejsen som udlæg efter regning eventuelt sammen med udbetaling af en godtgørelse til småfornødenheder på op til 25 pct. af standardsatsen for kost beregnet for den samlede rejse. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Logiudgifter Arbejdsgiveren kan derimod dække logiudgifter efter forskelligt dækningsprincip fra døgn til døgn. Arbejdsgiverne kan derfor dække et rejsedøgns logiudgift enten ● ved en skattefri logigodtgørelse med standardsats eller ● som udlæg efter regning eller i form af frit logi. C.A.7.2.8 Betingelse om kontrol En arbejdsgiver eller hvervgiver, der udbetaler skattefri rejsegodtgørelse, har pligt til at kontrollere, at alle betingelserne for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt. Ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse skal arbejdsgiveren eller hvervgiveren føre kontrol med: ● ● ● ● rejsens erhvervsmæssige formål, rejsens start- og sluttidspunkt, antallet af erhvervsmæssige rejsedage, rejsens mål og eventuelle delmål og beregningen af rejsegodtgørelsen - herunder de anvendte satser. Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst (løn eller vederlag). 29.02.2012 Side 42 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Lønmodtageren eller hvervtageren kan herefter i stedet tage et ligningsmæssigt fradrag for udgifterne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Se evt. SKM2006.229.LSR. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse Højesteretsdomme SKM2007.247.HR Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer Arbejdsgiverens kontrol havde ikke været udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de diæter og rejsegodtgørelser, som blev udbetalt med faste beløb pr. dag. Arbejdsgiveren kontrollerede ikke de enkelte medarbejderes startog sluttidspunkt for rejsen, og indeholdt A-skat af det beløb, der blev udbetalt til dækning af rejseudgifter. Diæterne/rejsegodtgørelserne var skattepligtige. Landsretsdomme SKM2010.778.VLR SKM2004.517.ØLR Når der er interessefællesskab mellem en hovedanpartshaver og selskabet, er der strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt. På det foreliggende grundlag kunne arbejdsgiveren ikke kontrollere, om overnatningerne var nødvendiggjort af lønmodtagerens arbejdsopgaver. Afgørelsen vedrører skattefri befordringsgodtgørelse. Princippet om strenge krav til dokumentationen gælder også ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse. Også af den grund var det Landsrettens opfattelse, at de udbetalte rejsegodtgørelser var skattepligtige. Landsskatteretskendelser SKM2006.229.LSR Arbejdsgiveren havde ikke udøvet fornøden kontrol af, om betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var til stede. Lønmodtageren var skattepligtig af hele den udbetalte rejsegodtgørelse som følge af arbejdsgiverens manglende kontrol med udbetalingerne. Lønmodtageren fik fradrag for de udstationeringer, der efter en 29.02.2012 Side 43 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter konkret vurdering blev anset for at opfylde rejsebegrebet. C.A.7.2.9 Efterfølgende betaling af lønmodtagerens skat SKAT kan tillade, at arbejdsgivere og hvervgivere efterfølgende kan indbetale 56 pct. af en udbetalt rejsegodtgørelse, hvis godtgørelsen viser sig at være skattepligtig, fordi betingelserne i LL §9 A ikke er opfyldt. Se KSL §69 A og LL § 7 Ø. Beløbet på 56 pct. svarer til den skat og det arbejdsmarkedsbidrag, som arbejdsgiveren eller hvervgiveren skulle have indeholdt ved udbetalingen af godtgørelsen. Hvis arbejdsgiveren eller hvervgiveren får tilladelse af SKAT til en efterfølgende betaling på 56 pct. af godtgørelserne, og beløbet bliver indbetalt rettidigt, så bliver lønmodtageren eller hvervtageren behandlet, som om godtgørelserne ved udbetalingen opfyldte betingelserne for skattefrihed. Lønmodtageren eller hvervtageren er herefter hverken skattepligtig af de udbetalte godtgørelser eller af det beløb, som arbejdsgiveren eller hvervgiveren efterfølgende, frivilligt har indbetalt til dækning af skatten og arbejdsmarkedsbidraget af godtgørelserne, jf. LL § 7 Ø, stk. 1. Arbejdsgiveren/hvervgiveren har ikke fradragsret for den frivillige betaling til dækning af den ansattes/hvervtagerens skat og arbejdsmarkedsbidrag af de omhandlede godtgørelser. Se nærmere om denne ordning i vejledningen: Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, afsnit B.1.7.1.1. C.A.7.3 Fradrag for rejseudgifter Indhold Dette afsnit handler om fradrag for rejseudgifter Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● ● Generelt om fradrag for rejseudgifter (C.A.7.3.1) Personer, som kan fratrække rejseudgifter efter LL §9 A (C.A.7.3.2) Personer. som ikke (helt eller delvist) kan fratrække rejseudgifter efter LL §9 A (C.A.7.3.3) Fradrag for rejseudgifter med standardsats (C.A.7.3.4) Fradrag for dokumenterede rejseudgifter (C.A.7.3.5) Fradrag efter SL § 6, litra a (C.A.7.3.6). C.A.7.3.1 Generelt om fradrag for rejseudgifter Indhold Dette afsnit handler om nogle generelle forhold i forbindelse med fradrag for rejseudgifter Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● Regel Udgifter godtgjort på anden vis Fradragsbegrænsning til 50.000 kr. pr. indkomstår Fradragsprincipper Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Regel Det fremgår af LL §9 A, stk. 7, at der er fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A, stk. 1. Betingelserne for at være på rejse skal derfor være opfyldt. Se afsnit C.A.7.1 om rejsebegrebet. 29.02.2012 Side 44 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter De øvrige betingelser, der fremgår nedenfor og af afsnit C.A.7.3.2, såsom at udgiften ikke må være godtgjort på anden vis, at lønmodtageren skal tilhøre den personkreds, der kan foretage fradrag osv., skal også være opfyldt. Lønmodtageren kan enten, uden dokumentation for rejseudgifterne, trække dem fra med standardsatser, eller trække de faktiske dokumenterede rejseudgifter fra. Se afsnit C.A.7.3.4 om fradrag for rejseudgifter med standardsats og afsnit C.A.7.3.5 om fradrag for dokumenterede rejseudgifter. Hvis betingelserne for fradrag efter LL §9 Aikke er opfyldt, fx fordi der er tale om en éndagsrejse, er der eventuelt mulighed for at trække udgifterne fra efter den generelle regel i SL § 6, litra a, om fradrag for driftsomkostninger. Se afsnit C.A.7.3.6 om fradrag efter SL § 6, litra a. Udgifter godtgjort på anden vis En lønmodtager kan ikke trække dokumenterede eller udokumenterede rejseudgifter fra i det omfang, udgifterne er dækket af en skattefri godtgørelse med standardsats. Se LL §9 A, stk. 7, 5. pkt. Rejseudgifterne kan heller ikke trækkes fra i det omfang, de er dækket som udlæg efter regning eller ved fri kost og/eller logi. I tilfælde, hvor arbejdsgiveren har dækket rejseudgifterne som udlæg efter regning, er der dog adgang til fradrag for småfornødenheder med 25 pct. af standardsatsen for kost og småfornødenheder beregnet for den samlede rejse, medmindre arbejdsgiveren har udbetalt en 25 pct. godtgørelse til dækning af rejseudgifter til småfornødenheder. Hvis arbejdsgiveren kun delvist har udbetalt 25 pct. godtgørelsen, er der fradrag for differencen op til de 25 pct. Se LL §9 A, stk. 7, 3. pkt. og afsnit C.A.7.3.4.1. om fradrag for kost og småfornødenheder med standardsats. I tilfælde, hvor arbejdsgiveren har stillet fri kost til rådighed på rejsen (og ikke udbetaler skattefri godtgørelse) kan lønmodtageren også fratrække 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. Se LL §9 A, stk. 7. 1 pkt. samt LL §9 A, stk. 3, 3. pkt. En selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke trække rejseudgifter fra med standardsatserne efter LL §9 A, stk. 8, når udgifterne samtidigt helt eller delvist er fratrukket som dokumenterede driftsudgifter i den selvstændigt erhvervsdrivendes virksomhed. Forskere, som modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst, kan ikke foretage fradrag i det omfang, udgifterne er dækket af en skattefri del af tilskudsbevillingen. Se LL § 7 K, stk. 7. Hvis arbejdsgiveren har udbetalt skattefri godtgørelse med et lavere beløb end ligningslovens eller Skatterådets standardsatser i LL §9 A, kan lønmodtageren trække forskellen mellem det modtagne beløb og standardsatsen fra - det såkaldte "differencefradrag". Se afsnit C.A.7.3.4.1 om fradrag for kost og småfornødenheder med standardsats. Hvis rejseudgifterne til kost og småfornødenheder eller logi kun er dækket delvist som udlæg efter regning, fx kun udgifter til ét eller flere måltider på rejsen eller kun en del af hotelregningen, kan lønmodtageren ikke få fradrag med standardsatsen. I så fald er der kun fradrag for de dokumenterede rejseudgifter, der ikke er dækket som udlæg efter regning. Hvis lønmodtagerens rejseudgifter overstiger de modtagne skattefrie godtgørelser, kan lønmodtageren fratrække forskellen mellem samtlige afholdte og dokumenterede udgifter og den modtagne godtgørelse. Fradragsbegrænsning til 50.000 kr. pr. indkomstår Fradrag for rejseudgifter kan ikke overstige et grundbeløb på 50.000 kr.(2010-niveau) i et indkomstår. I indkomstårene 2010 - 2013 bliver dette grundbeløb ikke reguleret. Fradragsbegrænsningen gælder både for fradrag med standardsatserne og for fradrag med de dokumenterede, faktiske udgifter, jf. LL §9 A, stk. 7, 4. pkt. En tilsvarende fradragsbegrænsning gælder også for fradrag for dobbelt husførelse efter SL § 6, litra a. Se Ligningsvejledningen, Almindelig del, afsnit A.F.1.2. Fradragsprincipper Kostudgifter 29.02.2012 Side 45 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Fradragsprincippet for alle kostudgifter på den enkelte rejse skal være det samme. Se LL §9 A, stk. 7, 1. pkt. og LL §9 A, stk. 8, 1 pkt. Der er enten fradrag for udgifterne til kost og småfornødenheder på rejsen med standardsatserne for kost og småfornødenheder efter LL §9 A, stk. 2, nr. 1 - 3, eventuelt reduceret med værdien af fri kost efter LL §9 A, stk. 3 eller fradrag med de dokumenterede faktiske udgifter efter LL §9 A, stk. 7, 1. pkt.´ Turistchauffører og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog ikke få 25 pct.-fradrag. Se LL §9 A, stk. 7, 3. pkt. sammenholdt med stk. 4, og LL §9 A, stk. 8. Bemærk Turistchauffører ikke skal reducere fradrag med standardsatsen med værdien af fri kost, se LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. Logiudgifter Der er fradrag for de enkelte rejsedøgns logiudgifter enten med standardsatsen for logi eller med de dokumenterede, faktiske udgifter. Der kan derfor skiftes mellem fradrag med standardsats og fradrag med dokumenteret faktisk udgift fra døgn til døgn på samme rejse. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Højesteretsdomme SKM2009.333.HR At lønmodtageren overnattede på de midlertidige arbejdssteder i en skurvogn, der tilhørte H1, og var indrettet som kontor, var ikke udtryk for, at H1 havde stillet frit logi til rådighed for ham. SKM2002.487.HR En direktør og hovedanpartshaver havde ikke ført sikkert bevis for, at han selv havde afholdt udgifter til kost og logi under udenlandsophold, eller at han havde refunderet selskabets udgift hertil. Det var betydelige uregelmæssigheder i selskabets bogførings- og regnskabsforhold, som direktøren var ansvarlig for. Landsskatteretskendelser TfS1998,117 En ansat ved Storebæltsbyggeriet var berettiget til fradrag for logiudgifter med Ligningsrådets satser ved overnatning i egen campingvogn på arbejdsgivernes plads uden udgifter til pladsleje eller lignende. TfS1997,406 En musiker var berettiget til fradrag for udgifter til kost og logi, i det omfang arbejdsgiveren ikke havde sørget herfor. C.A.7.3.2 Personer, som kan fratrække rejseudgifter efter LL § 9 A Indhold 29.02.2012 Side 46 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Dette afsnit handler om de personer som kan fradrage rejseudgifter efter LL §9 A. Afsnittet indeholder: ● ● ● Lønmodtagere Bestyrelsesmedlemmer og forskere Selvstændigt erhvervsdrivende. Lønmodtagere Lønmodtagere kan som hovedregel fradrage rejseudgifter, når betingelserne for at være på rejse er opfyldte. Der er dog særlige grupper af lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne, se afsnit C.A.7.3.3 om de særlige grupper af lønmodtagere, som helt eller delvis er afskåret fra at fratrække rejseudgifter. Se afsnit C.A.7.2.2 om lønmodtagerbegrebet. Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst. Fradraget efter LL § 9 A, er ikke begrænset af det grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau), der er nævnt i LL § 9 A, stk. 1. Bestyrelsesmedlemmer og forskere Lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, og lignende. der modtager vederlag, der er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2 litra a, kan få fradrag efter de samme principper og med de samme beløb, som gælder for lønmodtagere. Se LL §9 A, stk. 9, 2. pkt. Det samme gælder forskere, der modtager vederlag, der er A-indkomst, og som på grund af afstanden mellem bopæl og det sted, hvor forskeren midlertidigt udfører et forskningsprojekt, ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Se LL §§ 9, stk. 10. Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst Selvstændigt erhvervsdrivende Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl, kan fratrække de dokumenterede, faktiske udgifter til kost, småfornødenheder og/eller logi på rejsen. Selvstændigt erhvervsdrivende kan i stedet vælge at fratrække udokumenterede rejseudgifter med de standardsatser, der gælder for lønmodtagere i de samme erhverv og på de samme betingelser. Selvstændigt erhvervsdrivende kan dog ikke tage 25 pct. fradrag for småfornødenheder efter LL §9 A, stk. 4. Se afsnit C.A.7.3.3 om personer, som helt eller delvis er afskåret fra at fratrække rejseudgifter. Selvstændigt erhvervsdrivendes kan fratrække rejseudgifterne i den personlige indkomst. C.A.7.3.3 Personer. som ikke (helt eller delvist) kan fratrække rejseudgifter efter LL § 9 A Indhold Dette afsnit beskriver de personer, som helt eller delvist er afskåret fra at få fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● Lønmodtagere Bestyrelsesmedlemmer Honorarmodtagere Selvstændigt erhvervsdrivende Ingen fradrag efter LL §9 A. 29.02.2012 Side 47 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Lønmodtagere Lønmodtagere, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, kan ikke fratrække rejseudgifter efter rejsereglerne. Se LL §9 A, stk. 11. Det drejer sig om: ● ● ● ● ● lønmodtagere, som kan tage fradrag efter SØBL § 3, jf. § 4, stk. 2, lønmodtagere, som kan anvende reglerne i SØBL § 5, stk. 1, jf. stk. 4 (DIS-ordningen), lønmodtagere, som får diverse tillæg og lignende ydelser, fordi de er udsendt af den danske stat, jf. LL § 7, nr. 15, lønmodtagere, som får skattefri godtgørelser under deres uddannelse mv. efter reglerne i LL § 31, stk. 4, og lønmodtagere, som er registrerede som erhvervsfiskere, og som har valgt at tage fradrag efter reglerne i LL §9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår. De nævnte lønmodtagere kan heller ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse efter LL §9 A. Se afsnit C.A.7.2.3 om personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse. Værnepligtige og frivilligt personel i uddannelsestiden kan ikke trække udgifter til kost, småfornødenheder og logi fra med standardsatserne, men de kan fratrække dokumenterede rejseudgifter. Se LL §9 A, stk. 11, 3. pkt. Værnepligtige er personer, der aftjener værnepligt, dvs. mænd der i forlængelse af mødet på ”Forsvarets Dag” (tidligere ”sessionen”) aftjener deres værnepligt, enten fordi de er udpeget hertil, eller fordi de har meldt sig frivilligt efter at have trukket frinummer. Frivilligt personel i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, er: a. Kvinder der ansættes som konstabelelever på værnepligtslignende vilkår med en særlig, tidsbegrænset (som basisuddannelsestiden) overenskomstansættelseskontrakt. De gennemgår samme uddannelse som værnepligtige og får samme løn og ydelser som dem. b. Mænd der ansættes på almindelige overenskomstvilkår enten som konstabelelev eller konstabel, og som ikke har aftjent deres værnepligt (endnu ikke indkaldt/trukket frinummer). De starter ansættelsen med frivilligt at aftjene deres værnepligt, dvs. med basisuddannelsen. I denne tid har de samme løn og ydelser som værnepligtige. c. Kvinder der ansættes på almindelige overenskomstvilkår enten som konstabelelev eller konstabel. Hvis de ikke tidligere har gennemgået forsvarets basisuddannelse som under a), starter de normalt med denne uddannelse på samme vilkår (løn mv.) som værnepligtige og kvindelige ansatte på værnepligtslignende vilkår, jf. under a. Bestyrelsesmedlemmer mv. Ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende kan ikke få fradrag efter LL §9 A. Lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, og lignende, der modtager vederlag, der er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2 litra a, kan få fradrag efter de samme principper og med de samme beløb, som gælder for lønmodtagere. De kan derfor fratrække rejseudgifter med de satser og på de betingelser, der gælder for lønmodtagere med samme hverv. Honorarmodtagere Personer, som får honorarer (honorarmodtagere), der er B-indkomst, er ikke omfattet af LL §9 Aog kan derfor ikke få fradrag efter denne regel. Honorarmodtagere kan i stedet trække deres dokumenterede, faktiske udgifter på erhvervsmæssige rejser fra efter SL § 6. Selvstændigt erhvervsdrivende Selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke tage 25 pct. fradrag for småfornødenheder. Se LL §9 A, stk. 8, der alene henviser til LL §9 A, stk. 2 og 3. Selvstændigt erhvervsdrivende er i øvrigt underlagt samme principper og satser for fradrag, som gælder for lønmodtagere. Selvstændigt erhvervsdrivende kan derfor fratrække rejseudgifter med de satser og på de betingelser, der gælder for lønmodtagere med det samme hverv. 29.02.2012 Side 48 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter En selvstændigt erhvervsdrivende, der driver vognmandsvirksomhed og selv kører som langturschauffør, kan derfor eksempelvis ikke fratrække logiudgifter med standardsats. Se LL §9 A, stk. 8 og LL §9 A, stk., 2, nr. 4. Intet fradrag efter LL §9 A En række lønmodtagere, som ikke kan få skattefri godtgørelse til logi, jf. LL §9 A, stk. 2, nr. 4, kan heller ikke få fradrag for logi med standardsatsen, men de kan trække deres dokumenterede udgifter fra. Det drejer sig om ansatte/personer, som: ● ● ● ● i deres hverv medvirker til transport af varer eller personer gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer) arbejder på luftfartøjer arbejder på fartøjer og i installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster. Se afsnit C.A.7.2.5.2 om denne persongruppe. Bemærk Turistchauffører kan fratrække kostudgifter med standardsatserne i LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, men kan ikke få fradrag for småfornødenheder med 25 pct. af kostsatserne efter LL §9 A, stk. 4. C.A.7.3.4 Fradrag for rejseudgifter med standardsats Indhold Dette afsnit handler om fradrag for udgifter til kost og logi med standardsats. Afsnittet indeholder: ● ● Fradrag for udgifter til kost og småfornødenheder med standardsats (C.A.7.3.4.1) Fradrag for udgifter til logi med standardsats (C.A.7.3.4.2). C.A.7.3.4.1 Fradrag for udgifter til kost og småfornødenheder med standardsats Indhold Dette afsnit handler om fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● ● ● ● ● ● Regel Hvilke udgifter dækker standardsatsen? Standardsatsen for kost og småfornødenheder Satsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører Satsen for turistchauffører Differencefradrag Reduktion for fri kost Godtgørelse af småfornødenheder (25 pct-regel) 12 måneders begrænsningen Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Regel Lønmodtagere kan i stedet for at fratrække de faktisk dokumenterede rejseudgifter til kost og småfornødenheder vælge at fratrække rejseudgifter til kost og småfornødenheder med en standardsats uden dokumentation for rejseudgifterne. Standardsatsen for kost og småfornødenheder er fastsat i ligningsloven eller i visse tilfælde af Skatterådet. 29.02.2012 Side 49 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Hvilke udgifter dækker standardsatsen? Standardsatsen dækker lønmodtagerens udokumenterede udgifter til måltider, småfornødenheder og lokaltransport, fx bagageopbevaring, en avis, en kop kaffe, et mellemmåltid, udgifter til bus mellem logiet og en restaurant, hvor lønmodtageren spiser aftensmad. En kop kaffe og et stykke chokolade, der nydes i forbindelse med et måltid, anses i den forbindelse som en del af selve måltidet. Standardsatsen dækker derimod ikke udgifter til transport mellem den sædvanlige bopæl eller det faste arbejdssted og det midlertidige arbejdssted med fx fly eller tog. Standardsatsen for kost og småfornødenheder Standardsatsen for kost og småfornødenheder er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1. Satsen bliver reguleret årligt. Se PSL § 20 og LL §9 A, stk. 12. I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret. Se PSL § 20, stk. 3. For turistchauffører er der fastsat en særlig sats. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3. Den særlige sats er ikke et grundbeløb og bliver derfor ikke reguleret. Satsen bliver til gengæld ikke reduceret hvis turistchauffører modtager fri kost på rejsen. Det fremgår af LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. modsætningsvist. Skatterådet kan forhøje kostsatsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører, med et grundbeløb på 142 kr. (20112013 niveau) pr. døgn for lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1, 2. pkt. Også dette grundbeløb bliver reguleret efter PSL § 20. Skatterådet har ikke fastsat en forhøjet kostsats for nogen lande i 2012. Satsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet er standardsatsen for lønmodtagere - med undtagelse af turistchauffører: ● 455 kr. pr. døgn (2011-2013-niveau). Det er en betingelse for fradrag, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan lønmodtagerne få fradrag med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer. Hvis det efter en konkret vurdering er naturligt, at lønmodtageren rejser aftenen forinden for at kunne være på det midlertidige arbejdssted ved arbejdstids start tidligt næste morgen, kan der beregnes fradrag fra afrejsetidspunktet aftenen før. Se SKM2005.297.LSR. Satsen for turistchauffører Ved rejse med overnatning er standardsatsen for turistchauffører: ● ● 75 kr. pr. døgn ved rejse i Danmark 150 kr. pr. døgn i udlandet. Det er en betingelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan turistchaufføren få fradrag med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer. Differencefradrag Hvis arbejdsgiveren har udbetalt skattefri godtgørelse med et lavere beløb end standardsatsen, kan lønmodtageren få fradrag med forskellen mellem det modtagne beløb og standardsatsen - det såkaldte "differencefradrag". Hvis rejseudgifterne til kost og småfornødenheder kun er dækket delvist som udlæg efter regning, fx kun udgifter til ét eller flere måltider på rejsen, kan lønmodtagerne ikke få fradrag med standardsatsen. I så fald er der kun fradrag for de dokumenterede rejseudgifter, der ikke er dækket som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.3.1 om fradragsprincipper. 29.02.2012 Side 50 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Reduktion for fri kost Hvis lønmodtageren får stillet ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed, er der tale om fri kost. Får en lønmodtager fri kost på rejsen, skal standardsatsen for kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct., 30 pct. og 30 pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad. Se LL §9 A, stk. 3. Selv om standardsatsen til kost og småfornødenheder skal reduceres med værdien af fri kost på rejsen, kan lønmodtageren dog altid fratrække et beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. Se LL §9 A, stk. 3, 3. pkt. Hvis fx en lønmodtager i 2011 har været på en rejse i Danmark i 26 timer og på denne rejse har fået to gange frokost samt én gang morgenmad og én gang aftensmad, kan lønmodtageren fratrække 25 pct. af 493 kr. (regnet ud som 26/24 af 455 kr.). Den særlige kostsats for turistchauffører i LL §9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, skal ikke reduceres med værdien af fri kost på rejsen. Det fremgår af LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. Hvis logiudgiften er inklusiv morgenmad, og arbejdsgiveren har dækket logiudgiften som udlæg efter regning, skal standardsatsen til kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct. for fri morgenmad. Se LL §9 A, stk. 3, 2. pkt. Lønmodtageren kan dermed godt få fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder, men standardsatsen skal blot reduceres med den fri morgenmad. Se afsnit C.A.7.3.1 om fradragsprincipper. Der skal dog ikke ske reduktion, hvis lønmodtageren af erhvervsmæssige årsager har været forhindret i at indtage morgenmaden. Se TfS.1997.659. Hvis lønmodtageren får stillet fri kost til rådighed af en anden end arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde, som lønmodtageren udfører i arbejdsgiverens tjeneste, skal standardsatsen også reduceres med den fri kost. Se TfS.1996, 697. Godtgørelse af småfornødenheder Hvis en lønmodtager eller et lønnet bestyrelsesmedlem og lignende, der modtager vederlag, der er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2, litra a, får dækket rejseudgifter til kost mv. som udlæg efter regning, og ikke herudover får udbetalt en 25 pct. godtgørelse til dækning af udokumenterede udgifter til småfornødenheder, jf. LL §9 A, stk. 4, eller kun får udbetalt en delvis 25 pct. godtgørelse, så kan lønmodtageren eller det lønnede bestyrelsesmedlem fratrække 25 pct. af den aktuelle kostsats beregnet for hele rejsen eller differencen op til fuld 25 pct. godtgørelse, jf. LL §9 A, stk. 7, 3. pkt., og stk. 9, 2. pkt. En lønmodtager eller et lønnet bestyrelsesmedlem og lignende, som alene har modtaget fri kost på rejsen og ingen skattefri godtgørelse på 25 pct., kan også få fradrag med 25 pct. af den aktuelle kostsats beregnet for hele rejsen, jf. LL §9 A, stk. 3, 3. pkt., sammenholdt med stk. 7, 1. pkt., og stk. 9, 2. pkt. 12 måneders begrænsningen Der er kun fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder i de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted. Se LL §§ 9A, stk. 5 og 6. Se afsnit C.A.7.2.5.1om 12 måneders reglen. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Landsskatteretskendelser SKM2005.297.LSR 29.02.2012 En lønmodtager fik på baggrund af en konkret vurdering beregnet fradrag for rejseudgifter fra afrejsetidspunktet Side 51 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter søndag aften og ikke først fra mandag morgen. TfS1997.659 Landskatteretten konstaterede, at der ikke skulle reduceres i satserne, når lønmodtageren var forhindret i at indtage morgenmad det sted, hvor han havde overnattet, når det var begrundet i erhvervsmæssige årsager Afgørelsen vedrørte tidligere gældende regler. Men er tilsvarende anvendelig på de nugældende regler. I den konkrete sag var det dog ikke godtgjort, at det var af erhvervsmæssige årsager, at lønmodtageren havde været forhindret i at indtage morgenmad, hvorfor der skulle ske reduktion med 15 pct. på grund af fri morgenmad TfS1996.697 En lønmodtager var ansat i et isoleringsfirma og udførte arbejde om bord på skibe. Et skibs korresponderende reder havde stillet fri kost og logi til rådighed under arbejdets udførelse. Det blev sidestillet med, at arbejdsgiveren havde stillet fri kost og logi til rådighed. Afgørelsen vedrørte tidligere gældende regler. Men er tilsvarende anvendelig på de nugældende regler. C.A.7.3.4.2 Fradrag for udgifter til logi med standardsats Indhold Dette afsnit handler om fradrag for udgifter til logi med standardsats. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● Regel Standardsatsen for logi Differencefradrag Ingen afskrivning på driftsmidler mv. Regel Lønmodtagere kan i stedet for at få fradrag for de faktisk dokumenterede rejseudgifter til logi vælge at fratrække rejseudgifter til logi med en standardsats uden dokumentation for rejseudgifterne. Standardsatsen for logi dækker lønmodtagerens udgifter til overnatning på en erhvervsmæssig rejse. Der kan fx være tale om udgifter til overnatning på hotel eller pensionat, i campingvogn og lignende eller ved privat indlogering hos familie eller venner. Standardsatsen for logi er fastsat i ligningsloven. Standardsatsen for logi Standardsatsen for logi er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL §9 A, stk. 2, nr. 1. Satsen bliver reguleret årligt. Se PSL § 20 og LL §9 A, stk. 12. I perioden frem til og med 2013 bliver satsen dog ikke reguleret. Se PSL § 20, stk. 3. Der er kun fradrag med logisatsen pr. fulde døgn med overnatning, jf. LL §9 A, stk. 3, 1. pkt. Ved rejse med overnatning er standardsatsen: 29.02.2012 Side 52 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter ● 195 kr. pr. døgn (2011-2013-niveau). Bemærk 12 måneders reglen, som er omtalt i afsnit C.A.7.2.5.1 omfatter ikke fradrag med logisatsen. Differencefradrag Hvis arbejdsgiveren har udbetalt skattefri godtgørelse for logi med et lavere beløb end ligningslovens standardsats, kan lønmodtageren få fradrag med forskellen mellem det modtagne beløb og standardsatsen - det såkaldte "differencefradrag". Hvis rejseudgifterne til logi kun er dækket delvist som udlæg efter regning, fx kun en del af udgiften til hotel, kan lønmodtageren ikke få fradrag med standardsatsen. Derimod kan lønmodtagerne få fradrag for den del af den dokumenterede udgift til logi, der ikke er dækket som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.3.1 om udgifter godtgjort på anden vis. Ingen afskrivning på driftsmidler mv. Fradrag med logisatsen medfører, at der ikke samtidig kan afskrives på driftsmidler mv., der anvendes ved overnatning på rejse, fx en campingvogn. Se LL §9 A, stk. 7, 6. pkt., stk. 8 og stk. 9, 2. pkt. C.A.7.3.5 Fradrag for dokumenterede rejseudgifter Indhold Dette afsnit handler om fradrag med faktisk dokumenterede rejseudgifter. Afsnittet indeholder: ● ● Regel Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Regel Lønmodtagere kan i stedet for at få fradrag for udokumenterede rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi med standardsatserne vælge at fratrække de faktisk dokumenterede rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi, som lønmodtageren har afholdt, fx udgifter til hotelovernatning, måltider mv. Udgifterne skal ikke reduceres med sparet hjemmeforbrug. Se LL §9 A, stk. 7, 2. pkt., stk. 9, 2. pkt., og stk. 10. En lønmodtager, der overnatter på rejsen fx i sin egen campingvogn og derfor ikke kan vise dokumentation for logiudgiften, kan afskrive efter afskrivningslovens regler på campingvogn eller andre driftsmidler, der er anvendt til logi, jf. LL §9 A, stk. 7, 6. pkt., modsætningsvist. Se om skattemæssige afskrivninger Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, afsnit E.C.2. Det er lønmodtageren, der skal dokumentere de rejseudgifter, der er afholdt. Se SKM2002.487.HR. Hvis den skattefri rejsegodtgørelse, som arbejdsgiveren udbetaler med standardsatserne, er mindre end de dokumenterede afholdte rejseudgifter, kan lønmodtageren fratrække differencen mellem samtlige, afholdte og dokumenterede rejseudgifter og den modtagne skattefrie rejsegodtgørelse, hvad enten den er udbetalt med de fulde satser eller med lavere beløb. Hvis arbejdsgiveren kun dækker en del af rejseudgifterne som udlæg efter regning, fx kun ét ud af flere måltider, kan lønmodtageren fratrække de øvrige dokumenterede rejseudgifter, der ikke er dækket efter regning. Hvis kun en del af rejseudgifterne til kost og småfornødenheder er dækket som udlæg efter regning, fx ét af flere måltider, og der er udbetalt en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen, kan lønmodtageren fratrække de 29.02.2012 Side 53 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter dokumenterede udgifter, som ikke er dækket efter regning. Fradraget kan dog ikke overstige differencen mellem samtlige, afholdte og dokumenterede rejseudgifter og det refunderede beløb plus 25 pct. godtgørelsen. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Højesteretsdomme SKM2002.487.HR En direktør og hovedanpartshaver havde ikke ført sikkert bevis for, at han selv havde afholdt udgifter til kost og logi under udenlandsophold, eller at han havde refunderet selskabets udgift hertil. Det var betydelige uregelmæssigheder i selskabets bogførings- og regnskabsforhold, som direktøren var ansvarlig for. C.A.7.3.6 Fradrag efter SL § 6, litra a Indhold Dette afsnit handler om fradrag for rejseudgifter efter SL § 6, litra a. Afsnittet indeholder: ● ● ● ● ● ● ● Generelt Driftsomkostningsbegrebet Personkredsen Fradrag for logiudgifter eller afskrivning på driftsmidler anvendt til logi Fradragsbegrænsning Fradragsværdien Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. Generelt Hvis betingelserne for fradrag for arbejdsrelaterede udgifter til kost, småfornødenheder og logi ikke er opfyldt efter andre regler i skattelovgivningen, som fx LL §9 A, stk. 7 - 12, om fradrag for rejseudgifter, eller efter Ligningsrådets særlige anvisning om fradrag for udgifter til dobbelt husførelse, er der eventuelt mulighed for at fratrække de nævnte udgifter ved indkomstopgørelsen efter den generelle regel om fradrag for driftsomkostninger i SL § 6, litra a. Fradrag efter SL § 6, litra a, forudsætter, at der er tale om nødvendige, aktuelle, erhvervsmæssige udgifter, dvs. driftsomkostninger. Se Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, afsnit E.A.2.1. Det er også en forudsætning for fradrag efter SL § 6, litra a, at der er dokumentation for størrelsen af de nævnte driftsomkostninger. Driftsomkostningsbegrebet Driftsomkostninger er defineret i SL § 6, litra a, som de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger. Fradrag efter SL § 6, litra a, forudsætter ikke, at udgifterne (driftsomkostningerne) skal være afholdt på en rejse, der opfylder betingelserne i LL §9 A, sådan som det er tilfældet for at kunne få fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A, stk. 7 - 10. Se om rejsebegrebet i LL §9 A, stk. 1 afsnit C.A.7.1. 29.02.2012 Side 54 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Driftsomkostningsbegrebet i SL § 6, litra a, forudsætter imidlertid, at der er tale om merudgifter i forhold til sædvanlige privatforbrugsudgifter, dvs. udgifter til fx kost, småfornødenheder og logi. Se Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, afsnit E.A.2.1. Derfor skal de dokumenterede, faktiske udgifter reduceres med den skønnede værdi af personens sparede hjemmeforbrug. Om hvorvidt og i hvilket omfang en persons dokumenterede udgifter til kost, småfornødenheder og logi på en rejse er fradragsberettigede merudgifter, afgøres ved en konkret, ligningsmæssig vurdering. Personkredsen Visse persongrupper kan fratrække dokumenterede, erhvervsmæssige merudgifter til kost, småfornødenheder og logi ved indkomstopgørelsen efter SL § 6, litra a, medmindre de kan fratrække udgifterne efter andre bestemmelser, herunder reglerne i LL §9 A, stk. 7 - 10. Det drejer sig om: ● ● ● ● ● Lønmodtagere Lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende (Aindkomstmodtagere) Forskere, som modtager tilskudsbevillinger, der er A-indkomst Honorarmodtagere (B-indkomstmodtagere) Selvstændigt erhvervsdrivende. Bemærk Personer, som får honorarer (honorarmodtagere), der er B-indkomst, er ikke omfattet af LL §9 A og derfor ikke kan få fradrag efter denne regel, men kun efter SL § 6, litra a. Se om selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag efter SL § 6, litra a, for udgifter til rejser i udlandet, Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, afsnit E.B.3.2.1. Fradrag for logiudgifter eller afskrivning på driftsmidler anvendt til logi Hvis en person overnatter på rejsen i sin egen campingvogn eller lignende kan han eller hun i stedet for at fratrække disse udgifter med standardsatsen for logi foretage skattemæssige afskrivninger efter afskrivningslovens regler på campingvogn eller andre driftsmidler, der bliver anvendt i forbindelse med logiet. Se i LV Erhvervsdrivende, afsnit E.C.2 om skattemæssige afskrivninger. Fradragsbegrænsning Begrænsningen af lønmodtageres fradrag med 5.500 kr. (2011-2013 niveau) ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter LL § 9, stk. 1, gælder også ved lønmodtageres fradrag for dokumenterede erhvervsmæssige merudgifter til kost mv. og logi efter den generelle regel om fradrag for driftsomkostninger i SL § 6, litra a. Derimod gælder den særlige fradragsbegrænsning på 50.000 kr. i grundbeløb (2010-niveau) efter LL §9 A, stk. 7 ikke for fradrag for dokumenterede erhvervsmæssige merudgifter til kost mv. og logi efter SL § 6, litra a, rejseudgifter. Derimod gælder fradragsbegrænsningen på 50.000 kr. (2010-niveau) for det specielle fradrag for dobbelt husførelse efter SL § 6. litra a. Fradragsværdi Honorarmodtagere kan efter praksis trække de dokumenterede merudgifter fra i den personlige indkomst. Selvstændigt erhvervsdrivende kan også trække sådanne udgifter fra i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 1 og 11. Lønmodtagere mv. kan alene trække sådanne udgifter fra i den skattepligtige indkomst. Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre 29.02.2012 Side 55 af 56 Udskrift af C.A.7 Rejseudgifter Skemaet viser relevante afgørelser på området: Afgørelse samt evt. Afgørelsen i stikord tilhørende SKATmeddelelse Yderligere kommentarer Landsretsdomme SKM2002.669.VLR To kurser var ikke udelukkende ajourførende efteruddannelse af den hidtidige uddannelse som folkeskolelærer. Betingelserne for fradrag efter SL § 6, litra a var derfor ikke opfyldt. SKM2001.562.ØLR Der er kun adgang til fradrag for udgifter, der har en nødvendig forbindelse med den pågældendes arbejde, ligesom arbejdet skal udføres under sådanne vilkår, at merudgifter er en nødvendig følge heraf. Afgørelsen vedrørte andre udgifter end rejseudgifter, men illustrerer rækkevidden af SL § 6 litra a Det var ikke tilfældet i den konkrete sag. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter til logi, kost mv. Landsskatteretskendelser SKM2006.161.LSR Uanset ansættelsesforholdet ved en svensk virksomhed nødvendiggjorde overnatningsmulighed i Sverige, og medførte en ikke nærmere dokumenteret ekstraudgift for skatteyder, var der ikke hjemmel til fradrag for disse udgifter i SL § 6, stk. 1, litra a, eller i skattelovgivningen i øvrigt, da fradragsmuligheden for logi- og forplejningsudgifter er begrænset til ansættelsesforhold på midlertidige arbejdspladser. Arbejdsstedet i Sverige var ikke et midlertidigt arbejdssted. SKM2006.109.LSR Der var ikke fradrag for ekstra udgifter til logi i forbindelse med fastansættelse. Opretholdelsen af to boliger blev anset for en privat disposition, hvorfor udgiften var indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. SL § 6, litra a. 29.02.2012 Side 56 af 56
© Copyright 2024