HENT bogen her

Langelændere
Personlige beretninger af og om langelændere
gennem artikler bragt i
Foreningen for Langelænderes
medlemsblad Langelænderen
side 1 af 89
FORORD
Følgende artikler af og om langelændere, har været bragt i Foreningen for
Langelænderes medlemsblad - Langelænderen.
Oplægget var at medtage omtalen af enkelpersoner og deres beretning fra
Langeland. Det er imidlertid en noget flydende begrænsning. Så finder du
artikler, der ikke er med i dette bind, men som burde være det, hører jeg
gerne fra dig - evt. pr. e-mail: [email protected].
På de efterfølgende sider er en indholdsfortegnelse med angivelse af siden,
hvor artiklen er.
Bogen bliver jævnligt opdateret. Sidst 12. juli 2014 med sidste medlemsblad
nr. 640. Det er nu også muligt at linke direkte fra indholdsfortegnelsen (klik
eller berøring på skærm) til de enkelte artikler.
God fornøjelse
Arne Navne
side 2 af 89
Indholdsfortegnelse
WARDINGHAUSEN - LANGELANDS GØNGEHØVDING ..................................................................................... 7
LANGELAND 1659 ........................................................................................................................................................... 7
EN PRÆSTEFAMILIES SKÆBNE ............................................................................................................................... 8
RUDKØBING - CA. 1740 ................................................................................................................................................... 8
PRÆSTESØNNEN DER BLEV GRØNLANDSMISSIONÆR ................................................................................... 9
RUDKØBING - CA. 1750 ................................................................................................................................................... 9
DAGBOG 1844 ............................................................................................................................................................... 11
RUDKØBING - 1844 ........................................................................................................................................................ 11
LEJERMÅL I LINDELSE ............................................................................................................................................ 12
LINDELSE – CA. 1845 ..................................................................................................................................................... 12
ENARMET SOLDAT SKABTE FRYGT I NORDENBRO ....................................................................................... 13
NORDENBRO – CA. 1850 ................................................................................................................................................ 13
KRISTIAN HENRIKSEN .............................................................................................................................................. 15
NORDENBRO - 185X....................................................................................................................................................... 15
BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 18
LØKKEBY - 185X ........................................................................................................................................................... 18
GULDGRAVER FRA LOHALS ................................................................................................................................... 19
LOHALS 1851-1945 ....................................................................................................................................................... 19
TRANEKÆR-DRENGEN DER BLEV ”FADER” TIL ALASKA’S LANDBRUG ................................................. 20
TRANEKÆR 1851-1931 .................................................................................................................................................. 20
DE DØDE TVILLINGER .............................................................................................................................................. 21
LONGELSE – OMK. 1872................................................................................................................................................. 21
HØSTEN.......................................................................................................................................................................... 23
SØNDENBRO - 188X ....................................................................................................................................................... 23
GILDER OG GILDESKIKKE ...................................................................................................................................... 23
SØNDENBRO CA. 1885 ................................................................................................................................................... 23
EN LANDARBEJDERS LIVSSKILDRING ................................................................................................................ 25
SYDLANGELAND – 1884 - .............................................................................................................................................. 25
BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 28
TRYGGELEV - 189X ....................................................................................................................................................... 28
TANTE LINE .................................................................................................................................................................. 28
FÆBÆK - 189X ............................................................................................................................................................... 28
HALLINGGADE I HUMBLE ....................................................................................................................................... 29
HUMBLE – OMK. 1895 ................................................................................................................................................... 29
DEN FØRSTE SKOLEDAG ......................................................................................................................................... 29
HUMBLE - 1891 ............................................................................................................................................................. 29
DEN AFTEN BLEV DET SENT FØR VI SOV ........................................................................................................... 30
BØSTRUP – 189X ........................................................................................................................................................... 30
EN DAG I AKSMARKEN ............................................................................................................................................. 31
LINDELSE - 1898............................................................................................................................................................ 31
side 3 af 89
NOGET VED MUSIKKEN ........................................................................................................................................... 32
RUDKØBING - OMK. 1900 .............................................................................................................................................. 32
DYRSKUET I GAMLE DAGE ..................................................................................................................................... 33
RUDKØBING/TRYGGELEV - OMK. 1900 .......................................................................................................................... 33
BEDSTEMOR ................................................................................................................................................................. 34
TORPE, SKRØBELEV/TRYGGELEV - OMK. 1900 .............................................................................................................. 34
PER .................................................................................................................................................................................. 36
TORPE, SKRØBELEV - OMK. 1900................................................................................................................................... 36
MED HESTEVOGN PÅ JULEINDKØB ..................................................................................................................... 36
RUDKØBING/TRYGGELEV - OMK. 1900 .......................................................................................................................... 36
LUDVIG SÅ MEKANIKKENS MULIGHEDER ....................................................................................................... 37
RUDKØBING - OMK. 1900 .............................................................................................................................................. 37
DA OSTEKNIVEN BLEV TIL ..................................................................................................................................... 38
TULLEBØLLE - 1902 ...................................................................................................................................................... 38
UDDRAG AF JUL OMK. 1900 ..................................................................................................................................... 39
LONGELSE SØNDERSKOV - 190X ................................................................................................................................... 39
UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 40
HAUGBØLLE - 190X ....................................................................................................................................................... 40
JULEN 1904 .................................................................................................................................................................... 41
RUDKØBING / SØNDENBRO 1904 ................................................................................................................................... 41
JULETRÆSFEST 1912 ................................................................................................................................................. 42
TRYGGELEV - 1912 ........................................................................................................................................................ 42
ET LIV MED SPADE OG SKOVL .............................................................................................................................. 42
BØSTRUP - 191X ............................................................................................................................................................ 42
KULTUREL INDVIELSE ............................................................................................................................................. 43
TRYGGELEV - FRA OMK. 1918-1979 .............................................................................................................................. 43
LANGELANDSK PIGES SKÆBNE ............................................................................................................................ 44
TRYGGELEV - FRA OMK. 192X ....................................................................................................................................... 44
MED KIRKEN SOM NABO ......................................................................................................................................... 45
BØSTRUP- FRA OMK. 192X ............................................................................................................................................. 45
UDDRAG AF INTERVIEW .......................................................................................................................................... 46
BAGENKOP - OMK. 1920 ................................................................................................................................................ 46
BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 46
BØSTRUP 192X .............................................................................................................................................................. 46
BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 47
DAGELØKKE - 192X ....................................................................................................................................................... 47
MIN BARNDOM PÅ LANGELAND ........................................................................................................................... 48
HAUGBØLLE 192X ......................................................................................................................................................... 48
UDDRAG AF “SPREDTE ERINDRINGER” ............................................................................................................. 49
TULLEBØLLE - 192X ...................................................................................................................................................... 49
DA MOSEN GAV INDTÆGTER. ................................................................................................................................ 49
RUDKØBING - 1928 ........................................................................................................................................................ 49
EN JULESOLSTRÅLEHISTORIE .............................................................................................................................. 49
side 4 af 89
FORENINGEN – OMK. 1935 ............................................................................................................................................. 49
BRANDEN PÅ BØSTRUPVEJ 20 ................................................................................................................................ 50
BØSTRUP - 1932 ............................................................................................................................................................ 50
UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 51
RUDKØBING - 193X ....................................................................................................................................................... 51
UDDRAG AF “EN FERIEDRENGS OPLEVELSER”............................................................................................... 51
STOENSE - 193X............................................................................................................................................................. 52
UDDRAG AF INTERVIEW .......................................................................................................................................... 52
TULLEBØLLE - 193X ...................................................................................................................................................... 52
FERIEDRENGEN .......................................................................................................................................................... 52
LONGELSE – 193X ......................................................................................................................................................... 52
BARNDOMSMINDER .................................................................................................................................................. 53
HAUGBØLLE - 193X ....................................................................................................................................................... 53
UDDRAG AF INTERVIEW .......................................................................................................................................... 55
HUMBLE - 193X ............................................................................................................................................................. 55
EN RUDKØBINGDRENGS ERINDRINGER ............................................................................................................ 55
RUDKØBING 193X ......................................................................................................................................................... 55
FRA FORSOMMER TIL SNESTORM ....................................................................................................................... 57
FRAGTSEJLADS 1937 ....................................................................................................................................................... 57
UDDRAG AF “VI LEGEDE PIPPE..” ......................................................................................................................... 57
TRANEKÆR - 1938 ......................................................................................................................................................... 57
EN HOUNING ................................................................................................................................................................ 58
HOU 193X...................................................................................................................................................................... 58
MIN BARNDOM I RUDKØBING................................................................................................................................ 59
RUDKØBING 193X ......................................................................................................................................................... 59
TAG MED EN ÅRGANG 1939 PÅ EN RUNDTUR I DET BAGENKOP DER VAR. ............................................ 61
BAGENKOP 1939- .......................................................................................................................................................... 61
BARNDOMSMINDER FRA BAGENKOP.................................................................................................................. 62
BAGENKOP 1939- .......................................................................................................................................................... 62
EN DEJLIG BARNDOM ............................................................................................................................................... 64
NORDENBRO 1936-1946 ................................................................................................................................................ 64
UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 65
BØSTRUP 193X ............................................................................................................................................................. 65
UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 65
FÆBÆK - 194X ............................................................................................................................................................... 65
MED TOGET FRA SØNDENBRO TIL RUDKØBING ............................................................................................. 66
SØNDENBRO-RUDKØBING 194X .................................................................................................................................... 66
MIN MORS LYSBILLEDER ........................................................................................................................................ 68
KÆDEBY - CA. 1943- ..................................................................................................................................................... 68
UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 69
RUDKØBING 194X ......................................................................................................................................................... 69
I FORSAMLINGSHUSET I MAGLEBY .................................................................................................................... 69
MAGLEBY 194X............................................................................................................................................................. 69
side 5 af 89
DRENGEÅR PÅ LANGELAND 1940 - 45 .................................................................................................................. 71
RUDKØBING - 194X ....................................................................................................................................................... 71
MAJDAGE 1945 ............................................................................................................................................................. 74
SYDLANGELAND 1945 ................................................................................................................................................... 74
MIN BARNDOMS JUL I BAGENKOP ....................................................................................................................... 75
BAGENKOP 1948-1953 .................................................................................................................................................. 75
JULEN 1949 .................................................................................................................................................................... 76
RUDKØBING - 1949 ........................................................................................................................................................ 76
BARNDOMSERINDRINGER ...................................................................................................................................... 76
RUDKØBING - 195X ....................................................................................................................................................... 76
MINDER FRA DEN GAMLE KØBMANDSGÅRD ................................................................................................... 78
RUDKØBING - CA. 1954 ................................................................................................................................................. 78
MIN LANGELANDSKE BARNDOM .......................................................................................................................... 80
SPODSBJERG - 195X ....................................................................................................................................................... 80
LANGELANDSBROEN .................................................................................................................................................. 82
RUDKØBING 1960-1962 .................................................................................................................................................. 82
EN SAGAKVINDE FRA LANGELAND ..................................................................................................................... 83
TULLEBØLLE 196X ........................................................................................................................................................ 83
INTERVIEW .................................................................................................................................................................. 84
RUDKØBING - 196X ....................................................................................................................................................... 84
EN OPLEVELSESRI FÆRGETUR ............................................................................................................................. 86
NORDLANGELAND - 1963 .............................................................................................................................................. 86
UDDRAG AF BARNDOMSERINDRINGER.............................................................................................................. 87
TULLEBØLLE - 196X ...................................................................................................................................................... 87
GRÆSKARDAMEN! ..................................................................................................................................................... 87
VESTERBY MARK - CA. 1980- ........................................................................................................................................ 87
side 6 af 89
Wardinghausen - Langelands Gøngehøvding
Langeland 1659
Af Arne Navne
Mange af dem der har aner på Langeland tilbage i
1600-tallet, har måske stødt på slægten
Wardinghausen. En kærkommen gave til
slægtsforskere, da kirkebøgerne ofte mangler her, og
man er overladt til personer, som på den ene eller
anden måde har gjort sig så bemærket, at andre har
skrevet om dem. Dette gælder også for H.C.
Wardinghausen, der er min tip6 oldefar. Den følgende
artikel er en samling af beretninger om familien
Wardinghausen og forholdene på Langeland i sidste
halvdel af 1600-tallet.
Hans Christoffer Wardinghausen Han var født 19.
juni 1635 i Rendsborg i Tyskland, hvor faderen hed
Johannes Wardinghausen (1603-1675). Hans havde 3
søskende, Christian, Joachim og Gert, hvis senere
voksenliv ikke er kendt.
H.C. Wardinghausen fik en militær uddannelse og
nævnes i 1658 som løjtnant i Hans Adolph Buchvalds
rytterkompani, hvor han havde 51 mand under sig. Han
lå dengang på Samsø. Samme år udnævnes han til
kaptajnløjtnant i oberst Körbers regiment. Körber var
dengang kommandant i Nakskov, og havde desuden
befaling til at ordne Langelands forsvar. Det var ved
den lejlighed, at Wardinghausen kom til Langeland og
blev tilknyttet krigskommissær og landsdommer
Vincents Steensen på Stensgård.
Svenskekrigen 1657 - 60
Den danske konge hed dengang Frederik III, der
regerede landet fra 1648- 1670. Han erklærede i 1657
Sverige krig. Det fik den svenske konge, Karl Gustav,
der på det tidspunkt lå med sin hær i Nordtyskland, til
at drage mod København. På grund af en hård isvinter,
kunne dette ske via Langeland på tilfrosne bælter.
Det blev en hård tid for langelænderne, da hæren
efterlod sig et land, der var forpint og udplyndret.
Da hæren nærmede sig København, indgik kongen i
1658 en fredsaftale, med tab af Skåne, Halland,
Blekinge, Bornholm samt Bohus og Trondheim i
Norge.
Det var ved den lejlighed kong Karl Gustav skænkede
Langeland som et grevskab til Corfitz Ulfeldt.
Svenskerne beholdt dog en mindre hær på Langeland,
som imidlertid blev fordrevet inden svenskerne brød
den indgået fredsaftale, og nu ville give Danmark det
endelige dødsstød. Det var ved denne sidste aktion, at
bl.a. kaptajnløjtnant Wardinghausen kom til
Langeland, og var med til at fordrive de sidste
svenskere og efterfølgende forsvare øen mod nye
svenske angreb.
De langelandske bønder deltog aktivt i øens forsvar
med adelen i spidsen. ”Langelands nationalhelt”, den
tapre landsdommer Vincent Steensen til Stensgård
fandt heltedøden, mens hans trofaste officerer, hvoraf
den berømteste var kaptajn Wardinghausen, førte
langelænderne til flere afgørende sejre. Øen måtte dog
overgive sig, og svenskerne blev først standset ved
København, som de forgæves belejrede. Ved
fredsslutningen i 1660, fik Danmark- Norge både
Trondheim len og Bornholm tilbage, men ikke de
øvrige tabte områder fra fredsaftalen i 1658.
Langelands Gøngehøvding
Wardinghausen blev til sidst hårdt såret, man mente
dødeligt, og faldt i svensk fangenskab. Men han kom
sig, og efter krigen tog han igen til Langeland og
giftede sig med sin ungdomskæreste, Maria Dorthea
Nissen.
Wardinghausen afløste sin svigerfar som inspektør ved
grevskabet, og han omtaltes som en god mand, der
lånte de forarmede bønder en del penge, som han aldrig
fik tilbage.
Efter krigen var de ruinerede gårde omtrent værdiløse,
men Wardinghausen forventede atter bedre tider og
købte derfor Polleholm i Lindelse, en gård i Kædeby
og en i Simmerbølle - alt i alt 25 tdr. hartkorn.
Polleholm nedarvedes i hans efterslægt i 140 år.
Wardinghausen blev, efter svigerfaderens død, tolder i
Rudkøbing til sin egen død i 1695. Han var meget
afholdt af langelænderne - både i krig og fred. Han var
kundskabsrig, klog, hjælpsom, en livsglad langelænder
og man glemte ikke, at han hørte til de trofaste
kæmper. Derfor fik han tilnavnet ”Langelands
Gøngehøvding”.
Skiftesamlinger efter ham viser at han, trods sin store
børneflok, de dårlige tider og sin store velgørenhed,
havde forstået at arbejde sig frem til velstand. Han
efterlod sig landejendomme med i alt 20 tdr. hartkorn,
en større gård i Rudkøbing, et større fartøj og et
pragtfuldt indbo, hvor der særlig nævnes en del
smykker af guld og sølv. Boets midler på 2466 rd.
deltes mellem enken og børnene.
Wardinghausens efterkommere
Som nævnt blev Wardinghausen gift med Maria
Dorthea Nissen, der var datter af tolder og inspektør
ved Grevskabet Langeland, Thomas Nissen. I periode
1666 til 1689 fik de 10 børn (5 drenge og 5 piger).
Thomas Wardinghausen
(1666-1707) blev i 1706 ansat som assistent ved Det
Kgl. octr. Dansk- Vestindisk-Guinesiske Kompani og
udgik i november samme år med skibet Christianus
Qvitus til fortet Christiansborg i Guina, hvor han
senere døde. Han efterlod sig ingen børn.
Hans Christoffer Wardinghausen
(1667-1708) blev medejer af Polleholm, som han
senere solgte, og ved hans død kunne hans gæld ikke
dækkes. Han efterlod sig en søn, født udenfor
ægteskab, der døde som ung.
Christian Henrich Wardinghausen
Født 1671 og blev senere skibsredder, men led store
tab under de svenske kapringer i 1710, hvor han
mistede et skib ved Møn med fødevarer for over 3000
rd., og et skib i Nordsøen med en ladning til en værdi
af 1500 rigsdaler. Han efterlod sig en søn, der døde
barnløs.
Dorothea Cathrine Wardinghausen
Født 1673. Hendes mand var præst i Simmerbølle. Han
døde fattig og hun fragik arv og gæld efter ham. De
havde 13 børn, som de efter de tiders urimelige
skattelove måtte betale familieskat for. Da manden dør,
fik hun kun ringe pension af efterfølgeren pastor Peder
Pedersen, der var gift med hendes datter, og som sad i
side 7 af 89
lige så ringe kår. Datteren dør tidligt, og efterlader sig
flere små børn. I 1726 boede Dorothea som fattig
præsteenke i Rudkøbing.
Elisabeth Marie Wardinghausen
Født 1675 og gift med Peder Hansen der var lærer og
hører ved latinskolen. De fik ingen børn. I 1704 købte
de en gård i Simmerbølle af kaptajn Wardinghausens
enke, altså hans svigermor Maria Dorthea Nissen. Efter
mandens død blev Elisabeth boende på gården i en
årrække. Hun flyttede derefter til Rudkøbing, hvor hun
vedblev at være enke. I 1726 kalder hun sig en fattig
enke i slet stand.
Charlotte Amalie Wardinghausen
Født 1678 og var kun 24 år, da hun blev enke første
gang. Ved skiftet efter Hans Steffensen var boets
overskud på 97 rbd, der deles imellem enken og
børnene. Hun bliver gift igen med enkemand og
birkedommer Erich Erichen fra Hou. De får ingen børn
sammen. I 1726 boede hun som fattig enke i
Rudkøbing. Hun fortalte dengang, at hendes mand var
meget rig, da han var birkedommer, indtil han blev
fuldmægtig hos salig Grev Friderich v. Ahlefeldt. Der
lod han bygge nogle skibe, hvortil han udlagde af sine
egne midler, hvorfor Greven gav ham to steder på Hou
- afgiftsfri på livstid. Charlotte havde ventet, at greven
skulle give hende det ene sted på livstid. Men han
bortbyttede disse steder med herregården Nygård, og
man fratog hende alt gods og formue.
Augusta Margrethe Wardinghausen
(1680-1743) blev gift med Niels Iversen, der var
proprietær til Østergård, hvorfra slægten Klæsøe
nedstammer. N. Iversen udstykker Guldborg i Illebølle
og solgte hovedparcellen til sin broder, Kierud Iversen.
Men Niels beholdt dog den store, jordegne gård og var
en velhavende mand. Augusta dør 1743 og efterlader
sig 10 børn.
Friderich Wardinghausen
(1680-1709) var først handelsmand i Rudkøbing, hvor
han ejede en gård, men flyttede derefter til Bergen i
Norge, hvor han døde. I hans dødsbo var der en del fine
klæder, sølvknapper mm. Gården i Rudkøbing og hans
løsøre blev solgt ved auktion for 407 Rbd., men hans
gæld var 351 Rbd. Overskuddet blev skænket hans
moder til hjælp til hendes alderdom. Fridrich efterlod
sig ingen børn.
Sophie Gertrud Wardinghausen
(1686-1759) blev gift med Hans Lauritsen
Schibbygger, der var skibsbygger i sin ungdom og blev
en velhavende mand. Efter vielsen købte han
Polleholm af sin hustrus slægtninge og boede der til sin
død i 1758. Sophie døde 1759.
Nicolaj Wardinghausen
Født 1689 opholdt sig en tid i Rudkøbing, men er
formodentlig død i Rusland. I krigen mod Sverige
1709-20 tjente han kongen som søkaptajnløjtnant og
gik derefter i moskovitisk tjeneste. Han efterlod sig en
søn, der var købmand i København, og fra ham
nedstammer slægten Wardinghausen. Den eneste gren
af Wardinghausens efterslægt, der har bevaret
stamfaderens navn og slægtsnavn.
Henvisninger
Bidrag til Langelands Historie af Vilh. Lütken (1909
genoptrykt 1979).
Oplysninger betræffende Rudkøbing Kjøbstad af P.
Rasmussen (1849).
Langelands sognes personalehistorie og stedbeskrivelse
af Harald Kiers.
Hans Christopher Wardinghausen af Carlin Klæsøe
(1946).
Arne Navne (Langelænderen 619 - 2011
En præstefamilies skæbne
Rudkøbing - ca. 1740
Hans Sørensen Fabricius blev født i Fåborg den 28.
marts 1696. Han var søn af Anne Lauridsdatter og
Søren Jørgensen Smed, der var kirkeværge og smed i
Fåborg. Ordet Fabricius menes at være en latinisering
af faderens efternavn.
Hans blev teologisk kandidat og var nogle år huslærer,
dels i Strømsø i Norge, dels i København. Han søgte
flere præstekald rundt om i landet og fik i 1725, efter
anbefaling fra fyrsten af Glücksburg og den tyske
hofpræst, Georg Conradi, som 29 årig præstekald i
Rudkøbing og Skrøbelev. Fra 1751 blev han også
provst for Langelands Nørre Herred og beholdt begge
kald til sin død den 28. november 1755.
Der hørte dengang et større landbrug til embedet,
herunder en gård i Lejbølle og præsten havde investeret
over 200 Rdl. til istandsættelser og forbedringer af den
store præstegård.
Hans Fabricius havde flere gange genvordigheder med
sin kapellan, Anders Wulff. Den ene gang måtte han
klage til biskoppen over, at kapellanen havde antaget
nogle børn til konfirmationsforberedelse, som var
nægtet konfirmation på Strynø på grund af for ringe
kristendomskundskaber. En anden gang gik klagen på,
at kapellanen havde givet anledning til ”formasteligt og
uanstændigt Optrin” i Skrøbelev kirke, ved at have
antaget to til at prædike i kirken samtidig. Heraf var
den ene tilmed en gymnasiast. Præsten havde da også
fået biskoppens billigelse til at uddele alvorlig
irettesættelse og idømme de formastelige bøder.
Hans var gift to gange. Det første ægteskab var med
Marie Jensdatter Achton, der var præstedatter fra
Frørup. De fik 6 børn inden Marie døde som 31 årig.
Andet ægteskab var med Else Cathrine Ursin, der var
datter af byskriver Jacob Ursin, København. Med
hende fødtes i alt 8 børn inden Hans Fabricius selv
døde 59 år gammel. Det sidste ægteskab varede 16 år
og der må have været adskillige mindreårige børn i
hjemmet da faderen døde. Et af disse børn var Otto, der
var det fjerde barn i andet ægteskab. Otto blev senere
berømt som missionær og grønlandsforsker.
I et mindeskrift for sønnen Otto Fabricius med titlen:
”Biskop Dr. Theol. OTTO FABRICIUS ”Et
side 8 af 89
Mindeskrift i Hundredåret for hans Død” har Bjørn
Kornerup også bragt en udførlig omtale af præstens,
altså faderens levned. Han betegnes her som en
særdeles velstuderet mand, ud fra den omfattende
bogsamling, der fandtes i præstegården. Mange af
bøgerne var på tysk eller latin. og det var ikke kun
teologiske emner, der interesserede præsten, men også
mange naturhistoriske titler og geografi, samt
rejsebeskrivelser fandtes i præstens bibliotek.
Udover den store bogsamling betegnedes præsten som
en mand af solid velstand. I skifteforretningen efter
hans død er optalt et meget stort og kostbart bohave.
Skifteretten har blandt meget andet noteret et
egechatol, et forgyldt spejl med seks lampetter, 10
læderbe- trukne stole, samt to lænestole. Desuden en
skænk og 12 ryslæderstole, samt en masse damaskduge
med servietter. Der var ligeledes en masse sølvtøj, bl.
a. sølvkaffekande, vurderet til 43 rigsdl., te- og
chokoladestel, ligeledes i sølv m.m. Der var også
adskilligt udstyr, som for den tid ikke var almindeligt,
såsom en stok i ibenholt med sølvbeslag, et mikroskop,
fem par ”glarøjne” og andre specielle genstande,
ligesom hans præsteklæder med fløjlsopslag blev
betegnet som statelige. I kælderen var der foruden et
lager af ”saltemad” også en ”god forsyning af øl og
brændevin” samt et brændevinsanlæg.
I avlsbygningerne var der de almindelige redskaber og
vogne til landbruget, samt af dyr - seks køer, en tyr,
fire kalve og kvier, to svin og tre heste. Efter Hans
Fabricius’ død skulle det hele gøres op, og allerede
samme dag, som præsten var død, mødte herredets
ældste præst fra Tranekær op for at registrere indboet
og forsegle, hvad der skulle forsegles. Dette var
normalt provstens opgave, men her var det jo netop
provsten, der var død.
Bøgerne blev solgt i København, mens alt det øvrige
indbo blev solgt på auktion ca. 10 måneder senere. Det
hele indbragte over 1.000 rigsdl., men samtidig
myldrede kreditorerne frem, i alt 54 med fordringer af
mange slags. Da det hele var gjort op viste det sig, at
der var aktiver for i alt 2.068 rigsdl. 4 mark og nogle
skill. Men passiverne udgjorde 2.461 rigsdl. 1 mark og
nogle skill. Herunder var der en gæld på 967 rigsdl. til
amtstuen og en arvepart, som ikke var betalt. Der var
altså en væsentlig større gæld, end aktiverne kunne
indfri.
Enken, der kun var knap 40 år, måtte som følge deraf
fragå arv og gæld, og med sine mindreårige børn leve i
kummerlig fattigdom, da præstens efterfølger ikke
kunne betale den aftalte enkepension, der dengang
skulle udredes af kaldet. Efter en klage til Provsteretten
blev hun dog tilkendt 50 Rdl. som var 1/8 af kaldets
indkomster. Af dødsboet fik enken kun lov til at
beholde en seng og en dragkiste på fod, som hun selv
havde medbragt i ægteskabet. Sine gamle dage
tilbragte hun hos sønnen Otto og døde i København
1785.
Knud Erik Hansen (Langelænderen 615 - 2011
Præstesønnen der blev grønlandsmissionær
Rudkøbing - ca. 1750
I Langelænderen nr. 615 bragtes en artikel om en
præstefamilies skæbne i Rudkøbing. Heri blev der
omtalt en søn fra præstens andet ægteskab. Følgende
artikel handler om denne søn.
Otto Fabricius
Otto blev født den 6. marts 1744. Barndommen har
sikkert tegnet sig lyst i den store præstegård. Drengen
viste meget tidligt gode skolekundskaber og fik
hjemmeundervisning af en student, der boede i
præstegården. Familien var bekendte af
grønlandsforskeren og præsten Hans Egede, der ofte
kom på besøg i præstegården, og hans fortællinger har
sikkert inspireret drengen.
Trods faderens pludselige død da Otto var 11 år, fik
han som 18 årig en universitetseksamen i 14 fag, og det
var ganske naturligt, at han skulle følge i faderens
fodspor med en teologisk eksamen og præstegerning og
flere eksaminer fulgte de følgende år, såvel i
naturhistoriske - som teologiske fag.
Missionær i Grønland
Som 24 årig blev Otto Fabricius 1768 udsendt som
missionær til Frederikshåb i det sydlige Grønland.
Frederikshåb blev dengang betegnet som et meget
vanskeligt sted at besejle. Stedets historie melder om
flere forlis og ved anlæggelse af kolonien i 1742 gik
det skib ned der skulle landsætte kolonisterne og alle
omkom. Det gik ikke meget bedre med det næste skib,
der kom med proviant.
I kolonien blev der nogle år senere op- ført en bygning
i egebindingsværk med mur af sten og tørv til alle
funktionærerne. Der var en stue til købmanden og et
kammer til missionæren med lås og lukke. Desuden var
der tre kamre til betjente og andre danske, der havde
arbejde med varer og lign. i kolonien. Fabricius
foretrak dog for det meste at leve meget spartansk
blandt de indfødte i deres huler og hytter i de fem år
han opholdt sig der.
Han deltog i deres hverdag og lærte på den måde at
forstå deres sprog og tænkemåde samt deres liv som
fangere. Han studerede også naturen og dyrelivet ned
til mindste detalje. Dette var ofte meget besværligt, da
han ikke var i besiddelse af andet udstyr, end hvad han
selv kunne frembringe. Det skete oftest ved, at han
deltog på lige fod med grønlænderne i deres jagt og
fangstrejser.
Hans studier af fisk og andre dyr, såsom sæler og
hvaler i vandet foregik ofte ved, at han sejlede ud i
kajak, hvorved han kunne komme tæt på dyrene og
betragte dem over længere tid. Som naturforsker må
side 9 af 89
Otto i de år have samlet en enorm samling af skriftligt
materiale til senere bearbejdning.
Desforuden passede han sin gerning som udstedets
præst og missionær og omvendte og døbte mange
hedninger til kristendommen. Det skete dog ikke uden
problemer, da han her kom i en slags konkurrence med
de tyske Herrnhutter, der materielt havde meget bedre
vilkår for at omvende grønlænderne. Herrnhutterne
stræbte efter, at beholde deres omvendte samlede,
medens Otto Fabricius prøvede at få sine døbte til at
flytte til nye bopladser med bedre fangststeder, og han
flyttede ofte med dem til nye hytter.
Det var heller ikke problemfrit på andre måder, og
Fabricius skulle tage nogle svære beslutninger, som
han nævner i sine indberetninger. Hvad skulle han sige
til en mand, der ønskede at blive døbt til
kristendommen efter at have dræbt en landsmand, eller
måske endda et familiemedlem? Eller en mand, som
har to koner, der endda er søstre og han ikke vil skille
sig af med en af dem?
Han ønskede og søgte også om at få sendt nogle
materialer derop til at rejse en kirkebygning til de
døbte. Det blev dog kun til et primitivt hus, bygget af
tørv og sten, da hans ideer ikke vandt genklang i
København.
Otto Fabricius var heller ikke glad for den levevis som
andre udsendte udfoldede med druk og usædelige
udskejelser, med klammerier og masser af slagsmål.
Mens han befandt sig i området skete det, at på grund
af dårlige besejlingsforhold, kunne forsyningsskibet
med varer fra Danmark ikke anløbe Frederikshåb i to år
efter hinanden. Det medførte en enorm mangel på varer
til udstedet. Fabricius tog dog opgaverne så alvorligt, at
tilknytningen til grønlænderne blev endnu tættere. Han
sendte også flere klager hjem over missionsselskabets
tilsyneladende mangel på omsorg for de udsendte
missionærer.
I 1773 lykkedes det for forsyningsskibet at anløbe
Frederikshåb. Otto Fabricius’ helbred havde lidt under
de primitive forhold og han søgte om at komme hjem
med skibet, og han forlod det land, som han havde
ofret så meget. Efter en meget stormfuld rejse kom han
til København sidst i oktober.
Præstegerning
Fra november 1774 fik Otto Fabricius præstekald i
Drangedal i Norge. For første gang fik Fabricius også
eget hjem og i 1775 giftede han sig med Anne Dorthe
Ziege, der var norsk, og sidst på året kunne han døbe
deres lille datter, Else Cathrine.
Foruden sin præstegerning fortsatte han sine mange
påbegyndte aktiviteter, og noget af det første blev
udgivelse af en grønlandsk grammatik og ordbog.
Præstekaldet i Norge skabte dog aldrig nogen større
tilfredshed for Fabricius, og allerede efter fem år søgte
han til Danmark og fik embede i Hobro, der ligesom
Drangedal var et mindre embede på ca. 450 sognebørn.
Da embedet var meget lille, var indtægterne det også.
Desuden havde han nu overtaget forsørgerpligten over
sin gamle mor, foruden pension til sin forgængers
enke. Det blev derfor et kortvarigt job og allerede et
par år senere flytter familien til et ledigt embede i Rise
på Ærø. Dette var dobbelt så stort, som de tidligere
embeder.
Foruden at flytte fra embede til embede havde
Fabricius fået tid til færdiggørelse af sit store
zoologiske værk: Fauna Groenlandica, der udkom
1780. Det var et så stort og banebrydende arbejde, at
det blev kendt over hele jordkloden. Det var affattet på
latin, som Fabricius også mestrede. Værket, der er på
468 sider, anvender navnesystemet efter Linné og
beskriver 473 dyrearter (132 hvirveldyr og 341 lavere
stående arter). Ca. 130 af disse arter var hidtil ukendte.
Han begynder med Homo Groenlandus, hvilket i de
tider må betegnes som et dristigt skridt af en teolog.
Værket bringer oplysninger om dyrenes udbredelse i
Grønland, deres føde, forplantning og livsvaner, samt
om deres fangstmetode og anvendelse.
Fabricius ønskede at blive på Ærø, men han var nu så
kendt en person, at man fra forskellige sider ønskede
ham til hovedstaden, og han blev tilbudt det
eftertragtede embede som præst ved Waisenhuset, hvor
pastor Krøll netop var død.
Waisenhuset blev oprettet under Frederik IV i 1727 og
var gennem mange år centrum for udgivelser af
kirkeligt arbejde, støttet af forskellige privilegier.
Fra 1783 var Fabricius præst ved det meget ansete
embede, dog ikke uden problemer, da der var flere
andre i Waisenhusdirektionen, der ville være med til at
bestemme, og Struense havde endda en periode
ophævet stiftelsen. Ud over de kirkelige handlinger,
medførte kaldet nogle forpligtelser med undervisning
af grønlandske studerende og indberetninger om deres
lærdom. Også med hensyn til de anbragte børn i
stiftelsen, fik han pålagt opgaver.
I 1787 blev der afsløret noget, - der i de tider - nærmest
var en forbrydelse, nemlig at de forældreløse børn i
stiftelsen bandede. Fabricius insisterede på, at de
pågældende skulle straffes ”følelig på skolen med
riis”, mens andre ville give en advarsel. Der var også
andre gnidninger mellem præsten og direktionen,
blandt andet omkring hans boligforhold.
I årene ved Waisenhuset fik Fabricius udrettet en lang
række handlinger i form af skriftlige afhandlinger,
ligesom han ofte deltog i diskussioner omkring andres
teologiske arbejder, såvel mundtligt som skriftligt.
En af de heftigste diskussioner drejede sig om en
revision af den katekismus, der var gældende før den,
vi andre kender. Den oprindelige (”Pontoppidans
Forklaring”) var på 227 tæt trykte sider og meget
omstændelig. Dens rette titel var: ”Sandhed til
Gudfrygtighed udi en enfoldig og efter Muelighed kort,
dog tilstrækkelig Forklaring over sal. Morten Luthers
liden Catechismos”.
Han deltog ligeledes i debatten om det private
skriftemåls afskaffelse, idet det blev anset som en
byrde for præsterne uden at gavne menigheden.
Hans zoologiske studier fortsattes gennem hele livet.
Selv i årene inde på stenbroen kunne han finde
småkravl og andet, der på den tid endnu ikke var
”opfundet” af andre.
Der kom også politik ind i præstegerningen og
Fabricius var ret konservativ i alle henseender. Han var
tilhænger af den uindskrænkede enevælde og hævdede,
at regeringen er en helligdom, som man skal vogte sig
for, at røre ved. Han var stadig meget ihærdig og
gennem årene havde han nu samlet et bibliotek på
1.150 skrifter og bøger.
side 10 af 89
Fabricius blev dog aldrig helt tilfreds med sit job ved
Waisenhuset og søgte efter andre embeder. Efter et par
ansøgninger blev han præst ved Frelsers kirke på
Christianshavn 1789, et kald han beholdt til sin død. I
årene ved Frelsers Kirke var Fabricius særdeles aktiv
med udgivelse af teologiske arbejder. Han evnede at
skrive nogle salmer på grønlandsk. Endvidere fuldførte
han et arbejde med oversættelse af Det ny Testamente
og adskillige andre værker, der var påbegyndt af Poul
Egede.
I årene omkring Englands bombardement af
København, blev kirken inddraget som lazaret for
sårede. Om embedet ved Frelsers Kirke var bedre vides
ikke, men Fabricius klagede over sine knappe kår, der
ikke mindst skyldtes en stor børneflok, som han anfører
det i en ansøgning. I 1803 fik han et løntillæg på 200
Rdl. Og blev samtidig udnævnt til professor i teologi.
Også på anden måde begyndte hædersbevisningerne at
værdsætte den mand, der havde ofret sig så grundigt.
Han blev udnævnt til at: have Sæde, Stemme og
Underskrift for de grønlandske Sagers Vedkommende
og den 31. juli 1815 modtog han Dannebrogsordenens
Ridderkors.
Anden Påskedag 1818 højtideligholdt Fabricius sit 50
års jubilæum som præst ved en gudstjeneste, hvor han
talte over den samme tekst som ved sin første prædiken
i Grønland, nemlig Peters Fiskedræt. Der blev i dagens
anledning sunget en sang, forfattet af B. S. Ingemann
og af kongen blev han udnævnt til at føre en Biskops
Titel og Rang, ligesom han blev hædret med den
theologiske doktorgrad.
Privatmanden Otto Fabricius
Hans privatliv blev stærkt præget af hustruens død i
1785. Hende havde han måske tre børn med, hvoraf et
var død som mindreårig. Han ægtede derefter Anne
Gunhilde Heinet, der var født 1762 i Tranekær som
datter af Hans Ditlev Heinet, Vestergård. Med hende
fødtes 10 børn, hvoraf de fem døde før 7 års alderen.
Otto Fabricius’ helbred havde under de primitive
forhold i Grønland fået et alvorligt knæk og i hans
alderdom var han skrøbelig, ligesom det kneb med
stemmeføringen ved gudstjenester.
Han døde den 20. maj 1822, 78 år gammel, og blev
begravet på Søndre Kirkegård den 28. med meget stor
deltagelse. Igen havde B. S. Ingemann forfattet en sang
til denne lejlighed – ”Til Hvile i den stille Grav”. Hans
enke døde 12 år senere og blev begravet ved siden af.
Kilder: De omtalte begivenheder og andre data er
samlet af forfatterne Bjørn Kornerup, SchultzLorentzen og Ad. S. Jensen i værket: Biskop Dr. Theol.
Otto Fabricius – Et mindeskrift i hundredåret for hans
død 1923.
Mona Kristensen: Mundtlige oplysninger.
Kirkebog for Rudkøbing Købstad.
Knud Erik Hansen (Langelænderen 617 - 2011)
Dagbog 1844
Rudkøbing - 1844
- Onsdagen d. 25de. stod vi op som sædvanlig, hvorpaa
jeg gik ned og gjorde Alt istand. Derpaa gik jeg op og
gjorde mit Tøi istand, klædte mig paa og vandrede til
Kirke. Fra Melson fik jeg Offer til Præst og Degn, 1
Rdl til hver. Da jeg kom ind i Kirken saae jeg Onkel
som lukkede mig ind i hans stoel. Efter endt
Gudstjeneste saae jeg indenfor hos Onkels, hvor jeg
blev opvartet med Æbelskiver. Til Middag hjemme fik
vi Suppe og Kjød. Strax efter Maaltidet bad jeg Melson
om jeg maatte gaae ud og efter given Tilladelse begav
jeg mig paa Veien til Hans Tinghuus, som jeg havde
lovet at besøge i Julen, han boer lidt udenfor en
Landsby, gl.Skrøbelev knap 1/2 Miil fra Rudkjøbing.
Da jeg kom ud til hans sted, som jeg naaede ved flere
Gange at spørge mig for, traf jeg ham ikke hjemme,
men hans Pige viste mig en Gaard ikke langt derfra ved
Navn Pudselykke, som han var gaaet hen til, hun viste
mig tillige en Gjenvei over nogle Grøvter og Gjerder,
jeg skulde gaae for at komme nærmere til den. Jeg
sprang rask afsted og naaede snart Gaarden. Jeg traf
ogsaa snart Hans, som sad og langede til et godt
Sulemadsfad. De bød ogsaa mig, men jeg betakkede
mig. For dog ikke at bære Julen ud spiste jeg en
Æbleskive. Da jeg havde seet mig lidt om der, gik jeg
med Hans hjem, her var imidlertid kommen en Mand
med noget Bivock han vilde sælge Hans. Vi kom paa
Tale derom, og han viste mig hvorledes Bierne lagde
deres Celler, tilsidst forærede han mig ogsaa et Stykke
Bivock for at jeg skulde have det til Erindring om ham.
Senere gik jeg ud med ham i Værkstedet, her Blandede
han noget sammen til mig og forærede mig et Plaster
og noget Flydende i en lille Flaske, jeg skulde smøre de
Steder, hvor der ei var Hul. Tillige forærede han mig
nogle saakaldte Marietidsler, det er temmelige store
Blomster besatte med særdeles lange Pike. Senere fik
jeg Æbler og Smørrebrød, og nødte de mig til at drikke
lidt Kaffe. Jeg var ogsaa ude at see hans Stald, som var
meget net, hvor han havde en Ko og en Griis Udi, i
hans Have stod et stort Sviin, somskulde slagtes Dagen
efter, det andet skal fedes hele Vinteren. I Haven saae
jeg ogsaa Stænglerne af Marietidslerne, de var omtrent
saa store som en fuldvoxen mand. Da det begyndte at
mørkne begav jeg mig endelig paa Veien hjemad med
mit Stykke Vox, 2 Marietidsler og en Deel Æbler. Jeg
gik rask hjemad og naaede endelig, ligesom Maanen
var kommen op, Rudkjøbing. Da jeg kom stod P. Bays
Børn her netop og ventede med Ængstelighed paa at
jeg skulde komme hjem, for at de kunde komme til at
see Laterni Magicaet som jeg strax maatte vise dem.
Derefter var jeg oppe paa Kammeret med alle 3 Børn
og forærede dem hver noget Sukkerstads til at fare
hjem med. Senere ud paa Aftenen dansede vi
Francaiserne og derefter Hamborg, etc. 0g tilsidst
legede vi Blindebuk saa jeg faldt og sprængte mit ene
Buxelaar fra den ene Søm til den anden, hvorpaa vi
holdt op dermed. Tilsidst spiiste vi til Aften Vildand og
side 11 af 89
Kage, og endelig til allersidst spilte Helt
(butikssvenden) og jeg Dam til vi gik i Seng.
Gotlieb Gudmund Petersen (Langelænderen nr. 505
- 1994)
Lejermål i Lindelse
Lindelse – ca. 1845
Da Lindelse Kirke var ny engang 1100-tallet, havde
den intet tårn, sakristi eller våbenhus - og skibet havde
et fladt træloft. Som de fleste andre såkaldte romanske
kirker i vor del af landet fik den så engang i
senmiddelalderen udskiftet træloftet med murede
hvælvinger og fik efterhånden de nævnte tilbygninger.
Den tunge konstruktion holdt i mange år, men så skete
der formentlig det, at murene begyndte at slå revner, og
murstenene begyndte at falde ned.
Kvalificeret lejermål
I 1845 tog man den konsekvens, at skibets hvælv blev
erstattet af en pudset tøndehvælving af træ.
En af de håndværkere, der arbejdede på kirken samme
efterår, var murersvenden Peder Madsen Mortensen fra
Pederstrup ved Longelse.
Han stiftede bekendtskab med Ane Cathrine
Christensdatter, der boede i et af kommunens
fattighuse på Herslev Mark lidt nord for byen. Det fik
konsekvenser cirka 9 måneder senere, idet hun fødte en
lille dreng 30. juni 1846.
Sogneforstanderskabet i Lindelse mente, at sagen
skulle angribes fra to sider.
Dels ville man rejse en faderskabssag overfor den
udlagte barnefader, så han kunne blive dømt til at
betale børnebidrag - det var vigtigt, for moderen var jo
almisselem, der blev forsørget af kommunen, som så
ellers også ville komme til at have ekstraudgifter til den
lille nye.
Dels var man også ude efter moderen, som man ville
have anklaget for hor - eller kvalificeret lejermål, som
var den præcise juridiske betegnelse.
Brevet til von Schmidten
I sidstnævnte øjemed skrev formanden for
sogneforstanderskabet sognepræst Christopher
Octavius Gede til herredsfogeden for Langeland
Marcus Pauli Carenus Holst von Schmidten for at få
ham til at tage sagen op.
Gede stammede fra København, var 43 år gammel og
havde haft embedet som præst i Lindelse Sogn siden
1842.
Han skrev: "Bemeldte fruentimmer er ikke en ung
person, der i uerfarenhed er lokket til at begå et fejltrin,
hun er så vidt vides over 40 år gammel og har en
voksen datter på omtrent 20 år. Det barn, hun nu har
bragt til verden, er efter angivelse det sjette, og efter
hvad der er opgivet, har ethvert af børnene en forskellig
fader. Hun er således endog på det løsagtige Langeland
et ualmindeligt eksempel på liderlighed, og, uanset den
byrde hun ved sin liderlighed pådrager sognet, er den
af hende givne forargelse vistnok af den natur, at den
ikke bør gå uænset hen. Sogneforstanderskabet har
derfor anset det for sin pligt at anmelde hendes forhold
for deres velbårenhed som politimester, med
anmodning, at hun vorde anset med den straf, loven i
dette tilfælde måtte tilsige".
De fædrene ophav
Forhørsretten blev sat på rådhuset 28. august. Den
anklagede var selvfølgelig indkaldt og måtte redegøre
for sine forhold.
Hendes ældste barn hed Kristine Nielsen, hun var født
24. december 1824. Her havde faderen daværende
ungkarl Niels Jørgensen søn af en gårdmand i
Haugbølle betalt "opfostringsbidrag".
Den næstældste var blevet døbt Christen Mikkelsen.
Han døde fjorten dage gammel. Faderen til dette barn
var selv siden afgået ved døden.
Det tredje barn var blevet født 7. juni 1832 og døbt
Christiane Frederikke Christensen. Her var nuværende
gårdmand fra Oure Christian Larsen blevet udlagt som
fader.
Nummer fire var også en pige, hun var født 21. februar
1836. Hun hed Hanne Kirstine Hansen. Faderen til
dette barn var den afdøde dyrlæge Hansen i Tranekær.
Marthe Christensen blev født 19. januar 1841. Her
havde den udlagte barnefader dyrlæge Bagge i Lindelse
unddraget sig faderskabet ved at sværge sin uskyld.
Nu var der så den lille nye - Morten Pedersen
Christensen.
Strafeftergivelse
Ifølge gammel lovgivning kostede en forbrydelse som
Ane Cathrines en bøde. Som almisselem var hun
selvfølgelig aldeles uformuende, og så var der formelt
udsigt til et ophold i tugt- og forbedringshuset i
Odense. Det var ingen myndigheder interesseret i - slet
ikke pastor Gede og de øvrige sogneforstandere i
Lindelse, der ville få et problem med forsørgelsen af
den nyfødte og de 3 andre hjemmeboende børn.
Rutinemæssigt sendte herredsfogeden via amtmanden
så en ansøgning om strafeftergivelse til de centrale
myndigheder.
Ligeså selvfølgeligt kom svaret. Det hedder i et brev
dateret 15. oktober 1846 fra "Danske Kancelli" til
amtmanden for Svendborg Amt - angiveligt fra den
enevældige konge Christian 8.: "At Vi efter den af dig
derom gjorte indberetning samt de Os i øvrigt oplyste
omstændigheder allernådigst ville have fruentimmeret
Ane Cathrine Christensdatter af Stielundshuset i
Lindelse Sogn på Vort land Langeland eftergivet den
straf, som hun for 6 gange at have begået lejermål med
6 forskellige mandspersoner efter loven har gjort sig
skyldig til at lide, imod at hun hensættes i fængsel på
vand og brød i 7 dage." - de syv dage var oven i købet
delt i to af en såkaldt mellemdag, hvor hun blev sat på
fri fod.
Faderskabssagen
Ane Cathrine havde fået den afklapsning, som det
formentlig hele tiden havde været
side 12 af 89
sogneforstanderskabets hensigt, at hun skulle have.
Ligesom at hun selvfølgelig ikke kunne regne med at
slippe så let ved en eventuel gentagelse.
Så var der faderen tilbage. Han indrømmede, at han
havde haft et forhold til Ane Cathrine, men han påstod,
at dette rent tidsmæssigt ikke passede med hendes
graviditet. Da han derfor skulle sværge sin uskyld,
svigtede hans mod imidlertid. Han blev dømt til at
betale 8 rigsdaler årligt i barnets første 10 leveår og 6
rigsdaler i de fire følgende.
Det økonomiske problem løste sig dog for faderen, idet
lille Morten døde af mæslinger 3. november det
følgende år, 1 1/4 år gammel. 4 dage senere blev han
begravet på Lindelse Kirkegård.
Noter:
1. At en mand er "udlagt" som barnefader betyder, at
dette er moderens påstand. Han skal så ydermere
indrømme faderskabet eller af andre årsager idømmes
et ansvar.
Claus Schou (Langelænderen nr. 560 - 2003)
Enarmet soldat skabte frygt i Nordenbro
Nordenbro – ca. 1850
Nogle mener, at danskerne vandt over slesvigholstenerne i borgerkrigen 1848, 49 og 50. Her er
historien om en af taberne. Han var langelænder.
De tysksindede i Slesvig og Holsten havde gjort oprør
for at løsrive hertugdømmerne fra det danske monarki.
Dette var sket i forbindelse med politiske uroligheder i
såvel Danmark, Slesvig-Holsten som i det øvrige
Europa.
Den nye danske krigsminister A. F. Tscherning fik
mobiliseret en hær på 11.000 mand. Der var en del
frivillige, men de fleste af soldaterne var værnepligtige
fra landbobefolkningen - denne befolkningsgruppe
havde dengang stadig som den eneste værnepligt.
I april 1848 rykkede den danske hær ned gennem
Sønder Jylland i deres røde uniformsjakker med hvide
remme overkors på brystet, højpuldede hatte med
kokarder og blå bukser. En mindre del af styrken blev i
mellemtiden sejlet til Als.
Den danske hær stødte sammen med den noget mindre
slesvig-holstenske ved landsbyen Bov ved Flensborg.
Det blev en dansk sejr.
Næste gang hærene mødtes, havde slesvig-holstenerne
fået undsætning fra Preussen og fra en tysk
forbundshær, og styrkeforholdet var nu helt til
tyskernes fordel. Det skete ved et blodigt slag ved
Slesvig by.
Ved den lejlighed fik Tscherning lejlighed til at se,
hvorledes de sårede blev behandlet. Han "kunne ikke
undlade at ytre nogen tvivl, om der ikke var gået noget
rask til værks med at afsætte lemmer." Anden slags
helbredelse havde man ikke tid til, hævdede lægerne.
Danskerne trak sig tilbage dels til Als og dels op
gennem landsdelen.
Sidst i maj gjorde danskerne fremstød over Alssund via
et brohoved på Sundevedsiden, den 28. maj blev der
kæmpet ved Nybøl. Tyskerne lavede en modoffensiv,
ved kampene ved Dybbøl den 5. juni var 5. Linie
Infanteri-Bataillon (senere kaldet Sjællandske
Livregiment) i forreste række. På dansk side var der
100 døde og 280 sårede. Det var formentlig ved
Dybbøl, at soldat nummer 130 fra 5. Linie InfanteriBataillons 2. kompagni blev såret i højre arm. Om man
kunne have undgået at amputere armen ved skulderen
kan ikke siges, men krigen var helt forbi for Christen
Larsen Bromand fra Magleby på Langeland.
Krigshandlingerne fortsatte til 26. august, hvor der blev
indgået en våbenhvile på 7 måneder.
Spækhøkerbevillingen
Hjemme i Magleby sogn fik den 27-årige krigsinvalid
5 rigsdaler månedligt i pension fra staten. I
begyndelsen af 1849 blev han gift med den et år ældre
Anne Larsdatter og søgte kommunen om bevilling som
spækhøker i sognet. Desuden var
sogneforstanderskabet - den tids sogneråd - så venlige
at skaffe det unge par et par værelser som fribolig i
kommunens nyoprettede fattigarbejdsanstalt ved
Nordenbro, mens ansøgningen endnu var uafgjort.
Spækhøkerbevillingen drejede sig om tilladelse til at
have udsalg i mindre portioner af smør, flæsk, rugbrød,
øl, kogeærter, hjemmegjorte lys, hjemmebrygget
eddike, tørfisk, spegesild fra Bagenkop såvel som soda,
olie, tran, salt, tobak, kaffe og sukker.
Sogneforstanderne havde ikke overvældende tillid til
Christens evner som forretningsmand og var kun
indstillet på, at han skulle have en midlertidig bevilling
på et år. På den anden side var Christen, hans kone og
deres eventuelle børn forsørgelsesberettigede i
Magleby kommune, derfor gik man alligevel positivt
ind i sagen.
Ansøgningen blev sendt til herredsfogeden Marcus
Pauli Carenus Holst von Schmidten, som med sin
indstilling sendte den videre til den endelige afgørelse
hos amtmanden for Svendborg amt. Von Schmidten
lagde ikke fingrene imellem i sin kommentar: "da
ansøgeren er mig bekendt som en til drik og svir i høj
grad forfalden person, vil det vist være såre betænkeligt
at tilstå ham den attråede bevilling". Som det var
forudsigeligt blev amtets afgørelse negativ:
"Ansøgningen kunne på grund af omstændighederne ej
bevilliges".
Husspektakel
I løbet af de følgende måneder gik det op for Anne, at
manden hun havde giftet sig med ikke længere var den
samme, som hun havde lært at kende før krigen.
Christen var blevet bitter, han begyndte at drikke tæt
og blev ofte voldelig overfor hende, ligesom han ofte
generede de øvrige i anstalten. Opsynsmanden og
sogneforstanderskabet forsøgte sig med formaninger,
men det hjalp ikke. En foreløbig kulmination på
problemerne fandt sted lørdag 16. marts 1850.
Efter at have drukket sine rede penge op havde
Christen solgt sin langpibe til træskomand Rasmus
Christiansen i Nordenbro for 8 mark og også drukket
side 13 af 89
en del af disse penge op. Hen under aften kom han
hjem, endnu mere beruset end han plejede.
Anne var ved at lave mad. Det uundgåelige
familieskænderi udartede sig. Christen smed gryden
med kogte kartofler efter hende og smadrede derved
nogle tallerkener. Anne flygtede ud af værelset ud på
gangen, ind gennem et rum overfor, hvor beboeren, den
58-årige fallerede tømrer Jakob Møller, så forbavset til,
og videre ind i et rum, der blev beboet af den yngre
men gangbesværede Frederik Krøl, hans kone og børn.
Anne fik sat slåen for døren, inden Christen et øjeblik
efter var fremme og sparkede på døren med sine tunge
træsko og forsøgte at bryde den op, mens han råbte:
"Luk op, jeg vil have min kone". Frederik Krøl, der
ikke var nogen modig mand og allerhelst ville blandes
helt udenom stridighederne, svarede, at han ikke havde
Christens kone.
I første omgang gik Christen, men kort efter kom han
tilbage igen ret sikker på, at han var blevet narret. I
mellemtiden havde Frederik Krøl fået Anne ud ad
vinduet ud til vejen, hvor hun tog flugten ind mod
Nordenbro. Da Frederik Krøl åbnede døren, hvor slåen
faktisk allerede var blevet ødelagt ved Christens første
angreb, blev han mødt med et slag i brystet, men slog
igen med den karte, som han havde bevæbnet sig med
og vægrede sig med sin krykke. Frederik Krøls kone
løb efter hjælp, men anstaltens opsynsmand var
allerede på vej hidkaldt af spektaklet, og han formåede
at få skilt de stridende.
Bod og bedring
Anne Larsdatter var væk i et par dage, men kom igen
tilbage om mandagen. Dagen efter holdt formanden for
sogneforstanderskabet forpagter Fritz Hunderup fra
Holmegård og sognefogeden Niels Pilegaard fra
Nordenbro forhør på anstalten for at få opklaret, hvad
der var sket. Først ville Christen ikke udtale sig til de
to, men da protokollen var underskrevet, dukkede han
op og var indforstået med at forklare sig. Han
bekræftede det, vidner allerede havde fortalt, men
lovede bod og bedring: "Han fortrød, hvad der var
passeret og bad om, at dette måtte tilgives ham, idet
han lovede at slig uorden ingensinde mere fra hans side
skulle finde sted og at han herefter ville føre et
ordentligt og kristeligt levned, i særdeleshed afholde
sig fra svir og druk". Formanden og sognefogeden
tilgav - det var vel også nemmere end at gå videre til
politiet med sagen.
I maj måned var den gal igen. Da
sogneforstanderskabet holdt møde i skolen i
Nordenbro, dukkede Christen op to gange i stærkt
beruset tilstand. Sogneforstanderne fik begge gange
lempet ham ud "ved at vise ham den overbærenhed,
man viser fulde folk". Da han dukkede op tredje gang
ved slutningen af det langvarige møde, var han mindre
fuld, men mere ondskabsfuld. Hunderup måtte
simpelthen smide ham ud af lokalet. Derefter fortsatte
han sit råberi ude på vejen. Man kan gætte på, at
fornærmelserne har drejet sig om sogneforstandernes
uformåenhed i almindelighed og den manglende
spækhøkerbevilling i særdeleshed.
Sogneforstanderskabet anmeldte sagen til politiet, idet
man ønskede, at Christen blev straffet. Den nye
herredsfoged og politimester Hans Carl Sager (- von
Schmidten var i mellemtiden afgået ved døden -) lod
ham slippe med en alvorlig påtale.
Hustruvold
Nogle måneder senere flyttede Anne Larsdatter fra sin
voldelige mand ind til en veninde i Nordenbro, hvis
mand var fraværende, idet han var tjenestekarl i
Haugbølle i Humble sogn. Sammen med en
møllersvend fra Kinderballe mølle opsøgte Christen en
aften de to kvinder, og forsøgte at tvinge dem til at
servere brændevin. Da dette ikke lykkedes, kastede de
to drukkenbolte sten ind gennem vinduerne.
På et senere tidspunkt måtte kvinderne flygte fra huset
af frygt for at blive overfaldet af Christen. Dette
lykkedes dem ikke, da Christen næste gang dukkede
op, men da nåede gårdmanden Hans Pilegaard og
mølleren Mathias Mogensen at befri kvinderne fra
overgreb.
En aften midt i december kom Christen atter, han slog
Anne i hovedet med en kalkkost og sparkede hende,
efter at hun var faldet omkuld. Han slog hendes rok i
stykker og trampede på resterne.
Sognefogeden Niels Pilegaard, der også var
sogneforstander, henvendte sig til sin overordnede,
politimester Sager, for at få stoppet Christen. Noget
som også provokerede sogneforstanderne var, at
Christen havde saboteret undervisningen i skolen i
Nordenbro, så lærer Jeppesen havde været nød til at
afbryde undervisningen.
Sager kaldte i et svar til sogneforstanderskabet det
skete for "private fornærmelser", og ville ikke tage
affære, ud over at give Christen et pålæg om at holde
sig fra sin nu fraseparerede kone. Sogneforstanderne
klagede til amtmanden, som dog gav politimesteren
medhold.
Frosset ihjel
Et af de problemer, sogneforstanderskabet havde med
Christen, var naturligvis den uorden, han skabte på
arbejdsanstalten. Derfor blev han sagt op, men fik med
kommunens hjælp fra 1. maj 1851 husly hos husmand
Niels Nielsen i Nordenbro - senere boede han til leje
hos en anden husmand.
Han var tilsyneladende ikke længere det store problem
for sogneforstanderne. I de følgende år nævnes han i
alle tilfælde ikke længere i sogneforstanderskabets
forhandlingsprotokol. I hvor høj grad, han var et
problem for sin tidligere kone eller andre, må stå hen i
det uvisse. Givetvis var han stadig et problem for sig
selv.
Om morgenen 18. februar 1861 blev Christen Larsen
Bromand fundet frosset ihjel på en mark. Han blev 39
år gammel.
Noter:
"Sogneforstanderskaber" blev indført med en
forordning i 1841. I forbindelse med en lovændring i
1867 blev de "omdøbt" til sogneråd.
1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling. En landarbejders
årsløn kunne svare til 100 rigsdaler. Nogle borgere i
landet fik mange gange mere andre væsentlig mindre ligesom i vore dage.
Claus Schou (Langelænderen nr. 555 - 2002)
side 14 af 89
Kristian Henriksen
Nordenbro - 185x
Nordenbro Vestermark
Følgende beretning er gengivet som Kristian selv har
skrevet den.
Kilde: Magleby-Bagenkop Lokalarkiv.
Efter opfordring af flere venner og ved at læse en lille
bog med titel, betragtninger nr. 2 over arbejdernes kaar
paa landet, navnlig husmandens i Fyns stift. Tillader
jeg mig at opskrive en historisk beretning om mit liv og
virksomhed i den tid jeg kan mindes. Jeg beder først
mine læsere, som muligen måtte faa min ringe
skrivelse i haand for at læse, at undskylde min meget
fejlende skrift, da jeg ikke har skrevet ret meget, og
intet lærdt deraf siden min skoletid der ophørte 1844,
og dengang forstod meget lidt skriverig, dels paa grund
af smaa lære gaver, og dels af skoleforsømmelse.
Jeg er født af fattige forældre med en talrig børneflok,
fra mit syvende aar begyndte je at komme ud mellem
fremmede som plogkører omkring til bønderne. Da jeg
blev lo1/2 aar kom jeg ud for bestandigt at tjene for mit
brød, undtagen en vinter til konfirmasionen da min
fader sagde mig at jeg skulde hjem for at gjenvinde lidt
af den forsømte skolegang.
Jeg blev konfirmeret den 8. april 1844, rejste derefter
igjen ud at tjene, jeg erholdt en løn første aar af 14 rd,
det var en høj løn i den tid, men jeg var ogsaa øvet godt
i aldt mit arbejde som dreng, jeg tjente fremdeles ved
landbrugs arbejde, der altid har været min vigtigste
opgave og er det endnu. Da jeg var 22 aar blev jeg
udskreven til soldat, men blev fri paa grund af
lodtrekning, og til held for mig blev jeg af det aars
mandskab, der var fri for begge krige nemlig 1848 og
1864. Den højeste løn jeg opnaaede var 60 rd for et aar,
og uagtet jeg kaldte den stor havde jeg ikke
sammensparet meget, da jeg ikke havde mindste hjelp
fra hjemmet, men derimod jevnlig ydte lidt hjelp.
Da jeg var 2l1/2 aar stiftedes bekendtskab med en pige
af samme alder, der ligeledes var født af fattige
forældre, og ej heller havde mindste hjelp fra hjemmet,
og maatte endda tjene for 8 rd det første aar og endda
som 18 a 2o aar for 12 a 14 rd for et aar. I min tjeneste
tid befattede jeg mig ikke meget med husflids arbejde,
dels fordi jeg aldrig hørte tale om saadant eller saa
andet, end at sove paa bænken eller i kakkelovnskrogen
og skulle der tidsfordrivs arbejde til de mange lange
vinteraftener, da gjaldt det kortspil, de saakalte pimbe
kroer og andre forlystelses steder, eller andre slags
bysladder, ja til de stykkeste og græmeste steder
sammenkomster til al uterlighed. Men alt dette kunne
jeg Gud ske lov ikke finde behag i men hensidde 3 a 4
timer hver aften ledig, det kunne jeg ikke udholde og
skønnede at jeg var pligtig at virke i mit kald saa godt
jeg formaaede, ved at skifte plads kom jeg til en
gudfrygtig enke, der ynde meget at jeg læste i en god
bog i min fritid, jeg kjøbte da efterhaanden flere gode
bøger som jeg dengang havde baade nytte og fornøjelse
af saavel som endnu i min senere stilling, de sidste af
mine tjeneste aar, benyttede jeg min fritid, til at lave
askillige smaa ting der skulle bruges i en simpel
husholdning, saasom stole skamler garnvinder og andre
nyttige ting. Jeg lavede ogsaa plejel, halmvender, river
strygespaaner, og andet mere som en tjenestekarl bør
anskaffe sig. Om vinteren havde jeg flere aar laant
bøger af sognets læseforening. Da jeg var 27 aar,
syntes jeg at faa mere lyst til at arbejde for mig selv
end for andre, ihvor vel jeg skønnede, at jeg havde
mere sorgløse dage, end jeg ville faa som husmand i
simple kaar.
Den 1. september 1856 fæstede jeg en jordlod 2 td land
stor paa Nordenbro vestermark, i Magleby sogn paa
Langeland, under stamhuset Alefelt. Den kostede mig
4o3 rd i afstaaelse og indfæstning samt forpligtede mig
til at opføre 10 fag egebindings hus paa jordlaaden, der
kostede 500 rd, foruden mit eget arbejde, der bestod i
at mure hele huset, samt i forening med en anden mand
at tække det samt forud at lægge grunden, samt
forpligtede mig til at svare en aftækt til fratrædersken
og dennes datter deres levetid til værdi omtrent 7o rd,
og tillige at reparere 5 fag af det gamle hus paa
byggepladsen i byen der kostede mig mindst 50 rd, til
enkernes fri afbenyttelse deres levetid, samt svare af
hus og haugen der er l skp land.
Den 2. november 1856 indgik jeg ægteskab med
føromtalte pige, vor hele sammensparede formue
bestod i 500 rd af penge, foruden klæder og bohave,
der ved første asuranse beløb sig til 400 rd.
Da vi havde bygget de foranførte 10 fag hus blev vor
gjeld endda over 500 rd, ti samme aar vare
bygningsmaterialerne meget dyre. Jeg gav til esempel 5
rd 2 skilling for et tylt 5 alens granfjelle. Hertil
kommer ogsaa at jordloden jeg havde modtagen var saa
forsømt, og tillige de tre første aar vi boede her vare
saa ualmindelig tørre, at vi kun avlede 8 a 9 td korn om
aaret, saa jeg hvert aar til 1. november, som er
betalingstid for aftækt, maatte kjøbe l eller flere skp
korn til den, endskønt jeg ikke havde solgt det
allermindste.
Det første efteraar vi boede her, kom min kone i en
meget haard syge, der saaledes borttog hendes helbredog kræfter, at ingen af dem ere vente tilbage igjen som
før, men er bestandig temmelig svagelig. Jeg saa nu, at
skulle jeg nogensinde have et ordentligt udbytte af
jordloden, da maatte jeg tage fat paa arbejdet med
alvor, uagtet jeg allevegne var i gjæld, skulle betale
kunde ikke, thi det er ikke saaledes med en fattig
husmands gjæld, som med ejendom, hvor der er fast
pant, hos fæste husmanden er der jo forresten ingen
pant, uden der ogsaa er en kausionnist. Min gjæld var
for største delen løs, som man kalder det, naar der ikke
er pant, men den er næsten den strengeste at have.
Jeg maatte nu som før sagt, tage fat med alvor og fik
snart arbejdet jorden temmelig godt istykker, et gode
indeholdt den dog. Den var ikke just afkræftet
endskøndt der før jeg modtag den ikke groede meget
andet end græs og ukrudt, loden bestod af fire stykker
langs igjennem, saa at vandet ikke kunde løbe oven af
den, paa en fures dybde, af mangel paa afledning, jeg
fik først lov hos min nabo til at grave over hans lod,
hvor vandet skulle løbe, derefter fik jeg det
nødvendigste dræjnet, der fandtes flere steder
side 15 af 89
furestumper, en alen lange efter fjerde pløjning, paa
den der laa til græs, da jeg modtog loden, og den
maatte jeg lade ligge igjen første sommer, da der ikke
var lagt noget til græsning. Jeg gav mig til at mergle,
og paa 4 aar havde jeg overlagt hele loden et temmeligt
tykt lag med min trillebør, og efter mit eget og
forstandige landmænds skøn med udmærket god
kalkmergel, men den kostede mig meget og
anstrengende arbejde, ti jeg tog den paa flad jordsmon,
hvor jeg opkastede den af dybe huler 3 a 4 alen, den
var tillige saa haard, at den ikke kunne graves, men
maatte brydes løs med en spids hakke, og saa kastes op
med en skovl, jeg har trillet i længste maal indtil 90 fv,
ja endogsaa merglet en bakke i hver ende af loden paa
grund af særegen omstændigheder, har jeg to steder
merglet om igjen, og givet den et saa svært lag, saa jeg
næsten frygtede for at ødelægge den, men istedet for
avlede jeg derefter 20 fold, saa det næsten synnes mig,
at jord, der ikke er udpint for næringsstoffer har godt af
en stor del mergel, faa aar efter at jeg modtag loden,
avlede jeg et aar 17 td 2 skp istedetfor fra først 81/2 td.
I et og et halvt år havde vi ingen brønd, men hentede
det fornødne vand hos en af vore naboer, da som foran
bemærket de tre første år vi boede her, vare
ualmindelige tørre, og der rundt omkring blev mangel
på vand, så blev det samme også tilfælde med vor
nabo. Jeg spurgte mig for hos mine andre naboer, men
fik alle steder et afvisende svar. Til sidst traf jeg en
husmand temmelig langt borte, der gav mig tilladelse
til at hente en spandfuld til mad og drikke hver morgen
før jeg gik ud på arbejde, men den tid kom snart, da de
også måtte sige mig nej. Nu begyndte jeg at tænke
over, hvad det var at mangle vand, og ej kunde få det
allernødvendigste i hvor jeg end hørte. Vi begyndte just
at høste og jeg skulde vere hos min pløjemand så
meget som muligt, så der ikke kunde være tid til at
søge efter vand, dog det kunde ikke undværes, jeg
kunde heller ikke tænke mig hvor det var at få.
Jeg begyndte da en eller to timer, hver morgen før jeg
gik til mit arbejde at grave i den østre ende af min lod
tet op under en bakke, men først efter en uges
anstrengende morgenarbejde nåede jeg til min store
glæde at få det nødvendige til at slukke vor tørst med,
senere om efteråret gravede og med sten satte jeg en
brønd der på stedet, 41/2 alen dyb, så behøvede vi ikke
at tørste mere, thi der blev på l0 dage omtrent 3 al
vand, og det omtrent af bedste kvalitet, nu kunne jeg til
gjengjæld meddele mine naboer alt det de behøvede, og
det svandt andda slet ikke. Dette skete det mellemste af
de tre tørre år vi havde, altså 1858, siden har vi aldrig
manglet sunt og godt vand.
Jeg mærkede snart at mine udgifter bleve for store efter
mine indtægter, men at formindske mine udgifter lod
sig ikke let gøre. Jeg måtte altså se at forstøre mine
indtægter. Jeg skulle arbejde hos min pløjemand når
han behøvede mig, for en dagløn af 2 skilling om
sommeren når mine pløjedage vare endte, der vare
ansatte til den tid, da man ellers fik den største dagløn
og om vinteren behøvede han mig ikke meget. Jeg
klagede for ham, at jeg ikke kunde forskaffe mine
udgifter med den fortjeneste, ti jeg måtte jo arbejde
meget hjemme, dersom jeg vilde have noget ordentligt
af min forsømte lod. Men jeg fik til svar, at han ikke
kunde betale bedre, thi daglønnen var ikke højere for
andre. Men adspurgte mig derpå om jeg ikke havde lyst
til at være stenhukker, hvortil jeg igjen gav til svar, at
jeg nok kunne lide det arbejde, men kunne ikke
begynde derpå, da jeg manglede penge til det dyre
værktøj, og aldrig havde den mindste øvelse, ja neppe
havde set det.
Ja verktøj vilde han hjælpe mig til så meget, at jeg
kunde begynde, og øvelse kunne jeg let forskaffe mig
selv, når jeg først fik begyndt derpå. Der er et gammelt
ord der siger, det er lettere at sige end at gjøre og det
måtte jeg også sande, jeg modtog tilbudet, fik verktøjet
og begyndte at arbejde med det, men
stenhukkerarbejdet er meget fortrædeligt, når man
hverken kender arbejdet eller verktøjet, jeg har arbejdet
mange dage i de første år uden at fortjene det aller
mindste, ja tilmed ødelagde jeg meget på verktøjet,
foruden at jeg intet fortjente, mangen gang var det
fordærvet ved smedens formudentlig ligegyldighed så
det tit var så trist for mig, at jeg var ved at opgive det
hele stenarbejde, men tænkte jeg, så skal du jo igjen til
daglejer arbejde og har spilt flere år. Undertiden kom
der en stenhukker til egnen at arbejde, jeg forsøgte at
komme til ham, men de vilde ikke tage mig med til
deres arbejde, jeg forstod på dem, at når de øvede mig,
ville jeg tage arbejdet fra dem for eftertiden, jeg måtte
altså tage fat selv som jeg kunde, og ved udholdende
tålmodighed, nåede jeg omsider at arbejde mig ind i
sagen.. Men jeg må tilstå at have givet store lærepenge,
uagtet at jeg ikke har stået i lære.
1864 den 5. oktober fik jeg ved at køre sten op af en
hule, mit ene ben brækket, jeg forstod ikke selv at
behandle det, hvorfor jeg lod hente en pragtiserende
læge dertil, og uagtet han besøgte mig l0 gange, blev
det endda så dårlig, at jeg var 6 måneder uden mindste
erverv, og de næste 6 måneder måtte jeg endda slæbe
mig frem ved en krykke og en kjæb, så jeg heller ikke
tjente ret meget, og først efter 3 år kunne jeg
nogenlunde arbejde igjen, det var mig et hårdt tryk i
mine forud så trange kår, endskønt godhjertede
medmennesker rakte mig en hjælpsom hånd, da jeg
modtog 25 rd i frivillige gaver, så var tilbagegangen
alligevel stor.
1866 døde en mand i byen, der havde sin jordlod langs
siden af min, han havde flere gange sagt til mig, at når
han ikke længer kunne arbejde for sin pløjning skulle
jeg have hans jordlod. Begge lodderne er lange og
smalle, og kun en smal jordbalk imellem dem, jeg må
tilstå at jeg mange gange har set med lyst efter at få
den. Da manden døde ville enken snart af med jorden
og tilbød mig den først, jeg ville gerne have tøvet nogle
år med at modtage den, men så at jeg ikke kunde få
den, dersom jeg ikke tog den straks, da der var mange
efter den, jeg var altså jord begjærlig, som man kalder
det, til at lade den gå fra mig, dersom jeg kunne blive
den betroet, thi jeg havde i forvejen omtrent 2oo rd
gjæld på mig. Den 15. september 1866 fæstede jeg den
omtalte lod, men da jeg var en del svekket på lemmer,
og altså også på arbejdskræfter, så såe det temmeligt
streng ud for os, men herren har altid hjulpen, den
sidste lod kostede mig i afståelse og indfæstning 450 rd
samt at bygge et stykke hus til det jeg bebor 150 rd, og
endda reparere det i byen som enken bebor 50 rd,
således voksede min gjæld op til omtrent 900 rd, så jeg
ved ikke selv, hvorledes jeg kunne blive så meget
side 16 af 89
betroet, jeg ved meget vel, at i de 18 år jeg har boet her,
havde jeg havt meget bedre af et hus med hauge til som
jeg kunne have betalt, men jeg har altid tænkt ved mig
selv, dersom jeg kunde i min ungdoms og mandoms
tid, virke således med det mig betroende pund, at jeg i
alderdommen, om gud forunder mig at leve den, kunde
få det nødvendige ophold ud deraf, uden at falde
fremmede til byrde da vilde det blive mig en sand
glæde.
Jeg forpligtede mig til at svare en aftækt til den sidste
enke til en værdi omtrent 65 rd årlig, sålænge hun
lever, og tillige vedligeholde huset, samt svare af hus
og hauge for hende, sidstnævnte er omtrent l1/2 skp
land det må bemærkes, at den første enke er død, så at
jeg kun har hendes datter at svare ophold til altså nu
kun to at opholde, foruden min egen familie. Den sidste
jordlod er 21/2 td land stor, den var meget udpint for
næringstoffer, fuld af skadelig vand og sten, ja også en
del udkrudt, især følfod. Den forrige mand var gammel,
boede lang borte fra den, og havde intet videre syn for
jordbrug i marken og dertil kom den omstændighed, at
loden er som før bemærket lang og smal og tillige løber
der en offentlig vej, langs mit igjennem den, og endda
med flere slemme bugter, så det er meget til ulejlighed
ved pløjning. Jeg søgte først at få den drægnet
fuldstændig, derved gjør den dette beliggenhed af vejen
ikke så megen skade nu og den side, der støder til min
forrige jordpløjer jeg nu tværs over ud til vejen den
meste deraf. Den sidste lod er ikke mærklet uden
halvdelen endnu, da jeg ikke har kunnet skaffe
gjødning i så strækkelig mængte som jeg ønskede, og
især, da den ikke var vandt til at pløjes uden 4 a 6
tommer dyb, jeg har nu tilsidst pløjet den mindst l0
tommer, og undertiden mere, en del er gravet med greb
mindst 12 tommer, både første og sidste lod har fået en
del jordblanding, der er afgravet på vendestykkerne,
langsmed vandløb, af grøftevolde og andre steder,
langsmed vejen der går igjennem marker sirka 50 fv
langt, har jeg, på vejrabatten opgravet l alen bredt og
14 a 16 tommer dybt, og trillet på jorden til blanding,
da det var meget gjøningsrig jord, og så igjen dog med
heste, fylt det af en nærliggende bakke, som jeg snart
vil omtale, jeg har rundet rabatten af hele marken
igjennem, for at få det afskovlede, at legge det på
jorden, det er næsten som simpel gjøning, men det er
slemt til at gjøre ageren uren, det bør at sættes i en
bunke et årstid først, i det sydøstlige hjørne af marken
er et mosehul jeg har fylt endel op, af en nærliggende
bakke, hvori der er en mærgelgrav har jeg taget det
øverste og dårligste at fylde med, i den vestre ende er
der også en bakke, men så stenet at vistnok en fjerdedel
af masen er sten, den er omtrent l skpl stor, den
allermeste er gjennemgravet således: jeg begyndte fra
neden at kaste ud, og kom snart l a l1/2 al i dybden,
også 2 al, jeg hakkede det fra under så det faldt ud selv,
samlede alle sten af der var så store som et hønseæg,
og kastede dem tilbage og fylden skovlede jeg ud. De
sten jeg ikke kunne bære kløvede jeg istykker og bar
dem op eller væltede på to træstænger, også bagefter
var stenene anvendelige, dels til stengjærde, bro og
andre ting, endel af det dårligste både sten og fyld
formåede jeg en gårdmand til at tage og fylde på en
ujevn bivej, der går forbi bakken, og fører til hans gård.
Jeg var undertiden gjenstand for latter og spot af
forbigående, der sagde til mig, at jeg måtte mangle
arbejde, men jeg tror det vil nok lønne sig godt med
tiden, enten jeg så skal leve og høste frugten deraf, eller
det bliver andre, før var det ikke meget værd, da jeg
flere gange har sået den, men ikke høstet synderlig
mere end jeg har sået, den har allerede fået endel
blanding, og er dobbelt så god som før, øst under
samme er der et mosehul med 3 al dyb tørv, der grov
jeg en grav, omtrent 50 kb alen stor, fylte den af
bakken, da jeg gjennemgravede den, og igjen tørven op
det gjennemgravede, vejrabatten fylte jeg også af
bakken, tørven op med heste og fylden ned med
skupkæren.
Med hensyn til sten i jorden, da var der en rigelig
andel, jeg ved ikke hvormange jeg har taget op men jeg
ved nok hvormeget jeg har udrettet med dem, der er
også flere endnu. Jeg lagde først grund til l0 fag hus
udvendig, og skillerum, og mange af dem var så store
som vi kunne køre med to gode heste, da jeg dengang
ikke kunde slå dem istykker, og ej havde penge til at
betale med når det kunde undgås, men grave dem i
jorden det kunde jeg nok. Jeg satte den føromtalte
brynd 40 kb. alen mur.
Der var et vandhul på loden, det forstørrede jeg og satte
med sten 60 kb alen mur. Jeg har på hegn omkring
marken opsat 40 fv. stenhegn 7 kvarter højt, og det
halve nyt, resten omsat, og levere halvdelen af stenene.
Jeg har senere sat mig en brynd ved huset 40 kb alen
mur. Lagt grund til 6 fag hus til deri sidste lod, gravet
en dam og sat med sten ved huset til småkreatur
omtrent 50 kb. alen. Sat 25 fv stenhegn l al højt
omkring min have sat en svinestimur 24 kb alen.
Brolagt omtrent 50 favne kvadrat og har sten til lige så
meget igen. En bunke kløvede og skutte sten fra de to
sidste år henligger endnu sammenkørte, omtrent 80
læs. Mange steder ere nogle satte ind i grøftevolde,
hvor der er tagne op derved for at spare på kørsel og
arbejde, alle dem som ere sælgelige såsom trappestene,
ledpæle, gravsten, brynddæk til kreaturstalde, og andet
mere, ere tildannede og solgte, og det bliver mange
læs. Engang overladt til en nabo 9 læs brosten, alle
føromtalte sten ere tagne op af begge loderne, jeg
ansætter dem til 32o læs, men jeg tror endda det er for
lavt ansat.
Min have har jeg forstørret, den er l1/2 skp land, da jeg
har tænkt at anlægge en god plet med kommen, hegnet
deromkring er plantet med naver, hvidtjørn,
skovæblebuske, avnbøg, alt til hæk. Jeg har 12
frugttræer, som jeg har opelsket af kærner, og nogle af
dem har båret frugt i flere år. Jeg har sået et stykke med
tjørnbær til mine hegn. Ved huset har jeg plantet en del
pil og popler i hegnet en del pil der hukkes ved bunden.
Jorden har jeg den meste tid dreven som de fleste andre
med 3 a 4 modne afgrøder efter hinanden, men for to år
siden dannede jeg den om fra 6 til 7 skifter og bruger
den nu således, 2 år til kløver og græs. Til rodfrugter
bliver dels grundgravet en alen dybt, dels grundpløjet,
også om foråret gravet 16 tommer dybt til såningen.
Jeg ved nok det er for dybt før første grøde, ti der
kommer så megen mager jord ovenpå, men efterhånden
gavner det nok, blot dygtigt med gødnings
fabrikasionen.
I år har jeg avlet, såvidt jeg har kunnet erfare det, 7 td 2
skp rug, 12 td 4- skp byg, 5 td l skp blandkorn, 2 tdl
side 17 af 89
skp vårhvede, 5 skp hørfrø, 18 td kartofler, 37 td
runkelroer, 78 td guleroer, 3 td pestinaker, 4oo stk
hvidkål, 4oo stk grønkål, 2 td sikorieroer. Vort
kreaturhold er i almindelighed 2 malkekøer og tillægs
kalv hvert år, 2 får, l a 2 svin, jeg har staldforer de 16
timer om døgnet hele sommeren, såvidt der kan skaffes
dertil. Med hensyn til udkrut, da er følfoden den værste
jeg har, men den er dog snart borte, jeg troer at have
erfaret, at den bedste måde at udrytte den på , er
bestandig at pille blomsten af efterhånden som den
kommer frem, thi når det blæser og den er moden, da
flyver den omkring på ageren. Jeg har også før givet
mine, børn en skilling for en lille kurvfuld af rødder at
pille op om foråret før såningen, men jorden var blød,
ved modtagelsen var den sidste lod, et tønde land deraf,
temmelig stærk besat deraf, så det har kostet megen
ulejlighed at få dem udryddet. Min mødding har jeg
brolagt, og rendesten omkring den, samt nedgravet en
tønde under foden af huset således, at den overflødige
urin går deri fra kostalden, og tages op fra uden, men
der er endnu meget tilbage at ønske ved den, thi
gødningen er en haveartikkel, som nok er værd at
opofre noget på, jeg kører i reglen gødningen af 3
gange om året. Vi har havt 5 børn, hvoraf det yngste og
mellemste er døde, så vi nu kun har 3, den ældste er 14
år den yngste er 7 år.
1872 den 13. november, da havet gik over sine
grænser, nåede det også til os, dog kun i marken, jeg
syntes det var interesant, at irindre de efterlevende
slægter om en sådan begivenhed, især da vi bo i en dal
mellem mange store bakker, så ingen ubekendte kan
tænke, at der kan komme vandflod ind fra søen. Jeg
satte da en tildannet sten med følgende indhukket
læsning.
Minde om vandflodens højde den 13. november 1872.
Nu vil jeg slutte med det faste håb til herren, at han
hjælper fremdeles, som han har hjulpen hidtil.
Kristian Henriksen (Langelænderen nr. 557/558/559
– 2002/3)
Barndomserindringer
Løkkeby - 185x
Der var ikke noget der hed juletræ dengang - først
senere fik vi juletræer på min barndomsegn. Og der var
heller ikke gaver eller juleknas. Men derfor var julen
alligevel årets største højtid, præget af lys - tællelys,
som vi selv støbte i træforme. Juleaften fik vi suppe
samt et stort tykke ribbenssteg og medisterpølse. Hertil
kom store mængder af æbleskiver.
Alt sammen blev det anbragt på en tallerken, og da vi
naturligvis ikke kunne spise det alt sammen juleaften,
ja, så blev hver tallerken stillet hen på hylden ved
ovnen, og så gik vi og spiste af det i helligdagene, når
vi havde tid.
Julegaver fik vi ikke, men dyrene fik et ekstrafoder, og
de mange mennesker, som kom og bad om lidt hjælp i
form af mælk, brød og sul, gav vi også lidt ekstra, når
julen nærmede sig. I mit hjemsogn, Tullebølle, var der
dog kun få, som havde det så småt, men der kom
adskillige fra andre sogne, og vi hjalp dem så langt,
vore evner rakte.
Vi havde jo ikke så mange penge, men dem vi havde,
varede til gengæld noget længere. Vi skulle heller ikke
ud og købe ind - for vi lavede det hele selv.
Fritiden var ikke noget problem - for vi havde ikke
meget af den. Om aftenen samledes vi om tællelyset,
og vi unge piger kartede og spandt, mens de unge
mænd læste eller lavede husflidsarbejde. Næsten al
husgerådet lavede vi selv, så man behøvede aldrig at
sidde med ledige hænder. Bøgerne fik vi oppe fra
grevskabets private bibliotek, og der blev læst ikke så
lidt i de lange vinteraftener. Forresten kan jeg huske, at
de unge mænd også efter slagtningen havde en anden
syssel om aftenen. Der var jo ikke noget der hed
hakkelsesmaskine, så karlene blev sat til at hakke kødet
med en økse - det blev lidt grovere, end vi nu kender
det, men det smagte godt alligevel.
Om folk var gladere dengang ved jeg egentlig ikke men de var mere tilfredse. Kårene var små, men
kravene til livet var det også. Man var ikke forvænt,
men nøjsom og taknemlig for det daglige brød. Folk
siger tit, at det må ha’ været en forfærdelig tid
dengang, men vi, der kendte den, syntes den havde
mange gode sider. Man var ikke så fortravlet og
udadvent som nu.
Jeg kan huske da soldaterne kom hjem fra krigen 1864.
De blev fejret med nogle minderige fester, men ellers
var stemningen jo ikke ligefrem strålende efter
prøjsernes fremgang. Jeg husker også, da Frederik VII
døde. En mand kom ind i skolen og fortalte det, men vi
fik ikke fri, det brugte man ikke i de tider.
Af og til blev der holdt gilde, og i forvejen gik der en
“gildesbyder” rundt til de forskellige hjem og bød til
gilde. Det var også ham, der var skaffer ved festen, og
på hans skulder hvilede ansvaret for, at alt gik til, som
det skulle, så det var en betroet stilling at være
“gildesbyder”. Folk, der var inviteret med til gildet,
sendte “skikning” - det betød simpelthen, at de stillede
med æg, smør mælk og fløde, ja, sommetider også med
høns i gildehuset. Og denne fremgangsmåde anvendte
man, uanset om det var bryllup eller begravelse, man
skulle til.
Til de tidligste barndomserindringer hører bl.a. en rejse
til Sjælland. Jeg var ikke engang kommet i skole, da
rejsen foregik, men da rejser ikke var hverdagskost,
husker jeg mange enkeltheder. Vi kørte først med hest
og vogn fra Tullebølle til Lohals, hvor vi entrede en
robåd, som skulle føre os til dampskibet - dengang var
der jo ikke havn. Bølgerne gik meget højt, og min mors
kusine, Marie, blev meget bange og råbte: “Vi
drowner!” Det gjorde vi selvfølgelig ikke, og far
skammede hende ud for hendes angst, men han blev da
selv en smule søsyg, før vi nåede Korsør.
Maren Hansen (Langelænderen nr. 37 - 1955)
side 18 af 89
Guldgraver fra Lohals
Lohals 1851-1945
Rasmus Andersen blev født den 6. august 1851 i
Østerhuse ved Lohals hvor hans forældre ernærede sig
på et mindre landbrug. Rasmus var andet barn i en
søskendeflok på fire. Vandet omkring nordenden af
Langeland tiltrak Rasmus og han sejlede ofte med sin
farbror, der med båden ”De syv Søskende” sejlede
landbrugsprodukter og andre varer såsom telefonpæle
mellem de nærmeste havne. Båden er nu
hjemmehørende i Haderslev under navnet ”Jensine” og
er dermed Danmarks ældste sejlførende skib. Efter
konfirmationen sejlede Rasmus med forskellige både
og kom både til Grønland og England. I England
afmønstrede han ”Kongen af Danmark, hvilket var et
stort held for ham, idet den på vej tilbage til Danmark
med en last kul forliste med kaptajn Niels Olsen og
hele besætningen på 20 mand. Det var ved juletid 1870.
Efter nogle år på langfart blev Rasmus træt af det hårde
liv til søs og gik i land i San Francisco 1874. Her
ændrede han sit fornavn Rasmus til Robert, som han
kaldtes resten af livet.
Alt dette og det følgende har forfatterne Jesper Bosse
Jønsson og Michael Helt Knudsen beskrevet i bogen:
GULDGRAVEREN
Danskeren der fandt Kong Salomons Miner
Bogen bygger på forfatternes studier og Robert
Andersens egne beretninger, som blev samlet af hans
hustru, Käthe og udgivet i 1938 med titlen:
Jorden rundt efter Guld. Prospekting i Californien
Den første tid på land var Robert Andersen beskæftiget
ved landbruget og ved bygning af jernbaner. Ved
banebygning var han en overgang leder af et
arbejdshold på 50 kinesere ved sprængning gennem
bjerge til de mange banestrækninger, der blev anlagt i
den tid.
Der var i de år stor interesse for at søge efter guld og
sølv overalt og i tusindvis af yngre mennesker rejste
langt for at deltage i disse eventyr. Robert Andersen
blev også grebet af dette liv og forsøgte sig som
prospektor flere steder i det vestlige Amerika.
Sammen med en kollega fra banebyggeriet rejste de til
Arizona, hvilket var en vovelig affære, da de risikerede
indianeroverfald når som helst.
Senere opholdt Robert Andersen sig i Colorado ved
byen Leadville, hvor han for første gang fandt en
sølvåre, som han lod registrere og kunne dermed
betegne sig som mineejer.
Tre år senere er han i Calico i Mohaveørkenen, hvor
han køber en mine af en polak, et køb som han senere
konstaterede som et godt køb. Det var dog et
ubehageligt klima med over 45 grader om sommeren
og han lader arbejdet hvile i de varmeste perioder. I
disse perioder tager han bl. a. på sejlture i Den
Californiske Havbugt og holder lidt ferie. Efter seks
gode år afhænder han minen i Calico, da der går rygter
om store mineralfund andre steder.
Diamanter i Afrika
Der var næsten dagligt forlydender om store fund et
eller andet sted i verden og Robert Andersen tager med
et skib til Kapstaden i Sydafrika og videre med den
nyanlagte jernbane nordpå til fund af diamanter. Der
var over 50.000 diamantgravere med til udgravning af
diamanter. Robert beskriver i sine erindringer om
umenneskelige arbejdsformer og sikkerhedskontroller
for at sikre at diamanterne kom i de ”rigtige lommer”.
Han fortsætter hurtigt med postvognen, trukket af
muldyr til Witwatersrand, hvor nogle af verdens største
guldfund er fundet. De fandtes dog i små mængder
over så store arealer, at det kun var store koncerner, der
kunne investere i dette arbejde. Arealet er senere
bebygget til byen Johannesburg, opkaldt efter to
embedsmænd, der opmålte til anlæg af byen.
Kong Salomons Miner
Robert Andersen rejste tilbage til Amerika og var en tid
bestyrer på en mine i Mexico. Her læste han Sir Rider
Haggards bestseller om Kong Salomons Miner.
Salomon var søn af David i Det gamle Testamente og
det fik igen eventyrlysten frem hos drengen fra Lohals.
Han tog en hurtig beslutning og rejste igen via
Kapstaden til det sydlige Afrika og længere nord på til
Matabeleland (det nuværende Zimbabve) mellem
Limpopofloden og Victoriasøen. Mens hvide
eventyrere i Amerika hele tiden skulle være på vagt
overfor indianerangreb, så var det i Afrika den indfødte
sorte befolkning, man skulle tage sig i agt for. Der
havde i årevis været krige mellem dem og de hvide
kolonisatorer og det var også 1885 størstedelen af
Afrika blev koloniseret af fem europæiske lande.
Efter adskillige forhandlinger og godkendelser tog
Robert Andersen spaden frem og begyndte sin
projekting med et par hjælpere. Ved en tilfældighed
fattede han interesse for et areal med meget løs jord.
Der havde været gravet tidligere, og efterhånden som
de kom længere og længere ned var Robert Andersen
overbevist om at have fundet de legendariske miner fra
Det Gamle Testamente. Her var han ejer af fem miner i
18 mdr.
Hans helbred havde lidt af malaria nogen tid, og en
læge havde tilrådet ham at forlade landet. Det var i
1895 og det var et held at han rejste, idet der
umiddelbart efter blev iværksat et voldsomt angreb
mod alle af hvid race.
Australien lokker
Efter nogle måneders rekreation i London, hvor han
fulgte med i børsnoteringerne for miner, tog han med
skib til byen Perth i det vestlige Australien og videre
500 km øst for denne by. Her var der tidligere fundet
store mængder guld, bl. andet af Kristoffer Bendixen
fra Humble. Robert Andersen rejste dog hurtigt videre,
en transport der foregik på dromedarer, som var
velegnede i det tørre klima. Trods en aktiv indsats
lykkedes det ham ikke, at finde noget ædelt metal i
Australien, og han valgte at tage med skibet igen, nu til
Vancouver i Canada. Det var nu maj måned 1897.
Klondike
Indtil nu havde Robert Andersen mest opholdt sig i
tørre og varme områder, så det var helt nye eventyr han
nu begyndte på. Guldfund i Klondike, et område på
2.500 kvadratkilometre nord for 64. breddegrad, havde
igangsat verdens største ”guldfeber”. Robert var klar
over, at det var vigtigt at komme dertil som en af de
første for at sikre sig gode arealer. Klondike ligger i
side 19 af 89
grænseområdet mellem Canada og Alaska og ikke
langt fra Britisk Colombia.
Efter grundige overvejelser om ”det var noget at bruge
tid på” efter den nærmest mislykkede tur til Australien,
satte han dog kursen mod Klondike. Det var en
besværlig rejse, dels med en lille færge langs kysten,
dels 40 km bjergvandring over høje pas med
indianerhjælp og videre ca. 800 km på selvbygget
tømmerflåde på søer og floden Yukon.
Robert Andersen oplevede en sand guldfeber med
masser af svindelnumre både i området men også i
Seattle og London, hvortil han skulle rejse for at ordne
licensforhold og lignende. Robert Andersen fortæller i
sine erindringer, ”at det var vigtigt at betale den rette
mand på det rette tidspunkt”.
Kulden gav store problemer for minearbejdet. Der
skulle fældes mange træer til optøning af den tilfrosne
jord. Udvaskning af guldet fra den opgravede jord
kunne kun foretages i kort tid om sommeren når der
var rindende vand til rådighed.
Trods de barske forhold lykkedes det langelænderen at
få sat en minedrift i gang og han var på et tidspunkt en
af de største mineejere i Klondike.
Mens arbejdet i minerne kørte regelmæssigt i Klondike
med ca. 50 ansatte, fik Robert Andersen igen lyst til at
se nye græsgange og han foretog en rejse til Peru,
Honduras og Nicaragua. Det blev i nogen grad en
turistrejse for at se på natur og ikke så meget
prospekting. En rejse, hvor han endnu en gang nær
havde mistet livet.
Hjemme igen
I 1906 havde Robert Andersen fået nok af at jagte
metaller og han solgte alle sine aktiver og rejste mod
sit hjemland. Det var samme år som San Francisco blev
ødelagt af et stort jordskælv med 452 dræbte og
tusinder husvilde efter at det meste af byen
nedbrændte. Der går dog nogle år inden man finder
ham på en fast adresse i Danmark, nemlig på Østerbro i
København.
De to forfattere har ved hjælp af studier og kontakter til
Robert Andersens familie beskrevet eventyrerens
otium. Han gifter sig 1914 i Kastelskirken med sin 33
år yngre husbestyrerinde Käthe på dennes 30 års
fødselsdag. Robert Andersen døde i 1945 94 år gammel
og Käthe i 1961 77 år gammel.
Bogen er interessant læsning fra første til sidste side
om et fantastisk spændende, men farefuldt liv
lohalsdrengen har levet.
Knud Erik Hansen (Langelænderen 624 - 2012)
Tranekær-drengen der blev ”fader” til Alaska’s landbrug
Tranekær 1851-1931
Mange unge langelændere er gennem tiderne udvandret
og har gjort stor karriere, både for dem selv og for
landet, hvor de kom fra. Denne artikel handler om en af
disse, som er fra Tranekær.
I Danmark
Den 26. juni 1851 fødte enlig mor Jørgine Hansen på
Jesbjerggård i Tranekær sogn en dreng, der blev døbt
Carl Christian Jørgensen. Barnets far - cigarmager Carl
Jørgensen - var indkaldt til krigen 1848-51 og var
sandsynligvis faldet før Carl’s fødsel. De første barneår
tilbragte drengen sammen med sin mor, der en tid
tjente på en gård i Bammeskov. Da Carl var syv år blev
Jørgine gift med Hans Nielsen, der også tjente på
gården. Han nedsatte sig senere som hjulmand i Snøde.
Dette ægteskab varede dog kun kort tid, idet Jørgine
døde allerede da Carl var 14 og Jørgine bare 44 år.
Efter konfirmationen kom Carl i gartnerlære på
Steensgård på Nordlangeland, og senere på Glorup slot
på Østfyn, der på det tidspunkt havde en af landets
fineste haver.
Carl var meget interesseret i at læse og fik udlængsel,
som tusindvis andre unge fik det i de år. Hos en
lærerinde på Glorup lærte han sig at tale engelsk og
som 21 årig tog han springet og rejste til Amerika, hvor
han straks tog arbejde som gartner.
I Amerika
Da Carl som nævnt var meget interesseret i at læse,
blev han optaget på et landbrugsuniversitet i Michigan,
og for at tjene til opholdet underviste han i en dansk
koloni, og fik job som medredaktør ved et tidsskrift.
Allerede to år efter sin eksamen fik han som 39 årig job
som professor ved et landbrugsuniversitet i Texas, og
efter få år fik han tilbud om et professorat i Tokyo i
Japan og igen efter fire år tilbage til USA.
Under sit ophold i Japan havde han studeret landets
kulturplanter indgående og han bevirkede at den
japanske sojabønne kom til dyrkning i Staterne. Senere
blev han ansat ved Landbrugsministeriet i Washington
og var på flere studierejser, bl. til hans fædreland, hvor
han studerede og skrev afhandling om ”Den røde
danske Malkerace”, samt om ”mejeribruget i
Danmark”. Dette var et led i Carl’s - der nu havde taget
navneforandring til Charles Christian Georgeson kommende store opgave, nemlig at undersøge
mulighederne for landbrugsdrift i Alaska.
Dette var i høj grad blevet aktuelt efter tilstrømning af
tusindvis af håbefulde guldgravere fra alverdens lande.
Transport af fødevarer og andre fornødenheder var
besværlig og meget dyr fra det øvrige USA og Canada.
Der var dog mange og store problemer med
landbrugsdrift ved den nordlige beliggenhed, hvor
vækstsæsonen ofte kun er et par måneder og jorden
tilfrossen det meste af året. Charles gjorde store
anstrengelser for at finde egnede plantearter, der var
tilstrækkelig hårdføre, ligesom han forsøgte med
mange dyrearters egnethed, bl. a. Caribou en
amerikansk rensdyrrace, samt nogle fjerkræarter. Han
så et forbillede i Finland, der har en beliggenhed, som i
nogen grad kan sammenlignes med Alaska. Han
bevirkede oprettelse af flere forsøgsstationer og efter
sit bryllup med Margaret Thompson Lovett boede de
selv i Sitka, hvor den første forsøgsstation blev
etableret. Det var et område, hvor frugtavl var en
mulighed.
Charles var optimist og havde en drøm om, at mange af
de tusinder guldgravere ville slå sig ned som farmere i
området, men det var langt fra alle, der havde sådanne
tanker. Langt de fleste var enlige mænd og mange af
side 20 af 89
dem tog så meget land at de kunne bygge en hytte til
overvintring og ellers ikke mere. Jorden var de fleste
steder meget besværlig at oparbejde. Der kunne være
op til 2-3 m fjedrende lag af mosser, nedliggende buske
og træer som skulle fjernes, før der kunne dyrkes
landbrugsplanter.
Det var ikke alle forsøgsstationerne der fik den
betydning Charles havde håbet. Nogle af dyreforsøgene
mislykkedes på grund af sygdomme hos dyrene, såsom
tuberkulose, der var meget udbredt. I perioder var der
også voldsomme epidemier af smitsomme sygdomme
hos de tilkommende hvide indvandrere, som også i
mange tilfælde bragte smitte til de oprindelige beboere,
der på det tidspunkt overvejende bestod af ca. 60.000
indianere og eskimoer. En enkelt af stationerne blev
nedlagt efter et vulkanudbrud, hvor et tykt lag aske
dækkede hele området. Oversvømmelser og
skovbrande var ligeledes med til at forhale, eller
kuldkaste drømmene. Jernbanen hen over Alaska blev
anlagt i den tid og bosættelserne skete overvejende
langs denne, hvor der oprettedes handelssteder og
andre nødvendigheder for et samfund.
Charles var en aktiv planteforædler og skribent og har
skrevet afhandlinger og årsrapporter om mange af hans
projekter, bl. a. om pæreavl, grønsagsdyrkning,
rensdyravl og korthornskvæg. Han har også lagt navn
til en jordbærsort, der var velegnet til det barske klima.
Det var nok en nødvendighed med omfattende
skribentvirksomhed for at skaffe bevillinger til de store
projekter, der af andre syntes ugennemførlige.
Charles Christian Georgeson tilbragte sit otium i
Seattle, hvor han – som en påskønnelse for sin store
indsats – fik besøg af Amerikas præsident, Warren
Harding, der interesserede sig meget for det arbejde,
som Charles havde sat i gang i de barske egne tæt på
den nordlige polarkreds.
Charles døde i 1931. Han besøgte sin barndomsegn da
han var på studietur til Danmark, men da var der sket
så store ændringer, at han ikke kunne genkende ret
meget af det han så. Barndomshjemmet var fjernet og
den vej - han kunne huske - var flyttet. Senere fik han
rejst en mindesten for sin mor og hans adoptivfar på
kirkegården ved Snøde kirke.
Kilder: Mona Kristensen: Jesbjerggårds historie i
Tranekær sogn Dansk Biografisk Leksikon Langelands
Avis 19. og 20. juni 1951
Knud Erik Hansen (Langelænderen nr.628 - 2012)
De døde tvillinger
Longelse – omk. 1872
Før 1919 blev ikke alene rollen som dommer i første
instans, men også som politimester bestridt af en
såkaldt "retsbetjent" med titel af by-, herredsfoged eller
nogen gange med titel af birkedommer.
Retsbetjentarkivet
På Langeland - såvel som de fleste andre steder i landet
- blev embederne som byfoged i købstaden og
herredsfoged for de nærliggende landdistrikter
varetaget af den samme person.
De skriftlige referater af retsbetjentens indledende
forhør i en sag skulle lægges til grund for, om
amtmanden for det givne amt skulle rejse en sigtelse.
Selve retssagerne var også meget skriftligt orienterede.
De to ovennævnte forhold betyder, at det såkaldte
"retsbetjentarkiv" på "Lands-arkivet for Fyn" bliver en
særdeles interessant historisk kilde.
Indenfor dansk arkivvæsen eksisterer der desuden en
regel, der gør at "personfølsomt" materiale yngre end
80 år som f.eks. i de efterfølgende "dommerarkiver" og
"politi-mesterarkiver" er utilgængeligt.
De enkelte sager i "retsbetjent-arkivet" er i sig selv
spændende at læse, men de fortæller som regel også en
hel del om mere almene leveforhold.
Sagerne handler selvsagt om det værste af det værste i
samfundet. Man kan læse om mord, voldtægt, fødsler i
dølgsmål og fosterdrab. Det langelandske
retsbetjentarkiv er ikke forskelligt fra andre.
Fortrinsvis handler sagerne selvfølgelig om mere
almindelig vold og tyverier.
Fattigfolk i Longelse
Følgende historie fra Longelse viste sig ikke at være
kriminel - i hvert tilfælde ikke i almindelig forstand.
Et er dog sikkert. Historien bag nummer 36/1872 er
mindst lige så tragisk som de andre numre i
herredsfoged Hans Carl Sagers tykke protokol.
Husmand Peder Mogensen og konen Laurentine
Christine Hansen boede i et lille hus i Gåseris på Nørre
Longelse Mark.
Han arbejdede på den nærliggende Longelse
Møllegård. Hun var hjemmegående, var 30 år og havde
allerede barslet 7 gange.
Den 7. gang i februar 1872 havde hun født tvillinger et barn af hvert køn. Pigen og særlig drengen var små
og svagelige. Dette blev forstærket af, at moderen ikke
havde mælk nok. Hun forsøgte i det mindste at få den
ene af dem til at die, men det lykkedes slet ikke, og
mælken svandt helt bort.
I juni vejede pigen kun 8½ pund, og den meget
svagelige dreng, der i ansigtet nu lignede en gammel
mand, vejede mindre end 8 pund.
Mod aften
Spædbørnene havde i stedet for modermælken vænnet
sig til at spise forskellige slags grød og brød med kogt
mælk fra en af ægteparrets to køer. Det kunne f.eks.
dreje sig om sagovælling, byggrødsvælling og sød grød
eller rugbrød med kogt mælk på.
Laurentine købte rugbrød hos bageren i Longelse, som
i øvrigt også var sognefoged - altså havde en lokal
politifunktion. Hvedebrød købte hun af to forskellige
brødkoner, der jævnligt kom forbi - dengang gik
sådanne omkring og solgte deres produkter.
Mandag 10. juni spiste tvillingerne godt. De fik mælk
med gammelt rugbrød i.
Laurentine havde ikke været rask i den senere tid, og
om tirsdagen måtte hun blive i sengen. Hendes
svigermor enken Maren Pedersen, der boede i
nærheden, var hos hende det meste af dagen, og hjalp
side 21 af 89
hende med de mange børn. Nabokonen kiggede også
forbi.
På et tidspunkt havde Laurentine den spæde pige oppe
hos sig i sengen. Da var den lille meget lattermild.
Men svigermoren og Maren bemærkede også, at
tvillingerne på et tidspunkt svedte meget stærkt.
Om eftermiddagen købte svigermor
hvedebrødskringler af brødkonen Bodil fra Spodsbjerg,
da sidstnævnte kom forbi på det ene af sine to
ugentlige besøg. Børnene var på det tidspunkt noget
urolige og ville ikke spise noget, men om aftenen spiste
de til gengæld godt af kringlerne opløst i kogt mælk.
Døden
Peder Mogensen kom hjem fra arbejde mellem 8 og 9.
Klokken 10 gik ægteparret til ro, efter at konen havde
svøbt og lagt tvillingerne i vuggen ved siden af
forældrenes seng.
De to lå med ryggen til hinanden, således at drengen
havde ansigtet ind mod forældrenes seng, hvor konen
lå yderst og manden ind mod væggen.
Hen på natten var drengen vågen og klynkede på sin
sædvanlige svage måde. Laurentine gav ham
sutteflaske. Han drak en lille smule og faldt atter i
søvn.
Klokken ca. 4½ ville ægteparret atter stå op, fordi
Peder skulle på arbejde. Han skrævede fra deres seng
over i en anden, fordi konen og vuggen hindrede ham i
at komme den direkte vej ud på gulvet - alkovesenge
var almindelige på dette tidspunkt.
Peder sad og var ved at trække strømperne på, da
Laurentine, som havde rejst sig på albuen, pludselig
udbrød, at drengen var død.
Fråden stod ud af munden på den lille. Laurentine tog
det lille lig op, og ville så se, hvordan det stod til med
pigen, og opdagede, at også hun havde fråde om
munden - og var død.
Stadigt tidligt om morgenen gik Peder tværs over øen
for at hente embedslæge Christian Røse i Rudkøbing,
så denne kunne foretage det behørige ligsyn.
Da de to nåede tilbage, var dødsstivheden allerede
indtrådt. Røse undersøgte børnene, men kunne ikke
afgøre dødsårsagen.
Hjemme i Rudkøbing meddelte lægen politiet, hvad det
var sket, men understregede, at han ikke havde
grundlag for at mene, at der var sket noget kriminelt.
Myndighederne går i gang
Herredsfoged Sager måtte også mene, at det var højst
besynderligt med de to samtidige dødsfald - også fordi
domstolen i Rudkøbing i marts havde afsluttet en
lignende sag, hvor et par spæde tvillinger var
omkommet under mystiske omstændigheder - også i
Longelse.
Dels besluttede Sager sig for i hemmelighed at
indhente oplysninger om forældrene fra præst og
sognefoged i Longelse, dels ville han have Røse til at
foretage en obduktion af ligene.
Røse ville ikke obducere, det skulle i givet fald foregå
sammen med en anden læge - og dette skulle ikke være
sygehuslægen Gudmund Ravnkilde!! Man fornemmer
en modsætning mellem de to langelandske læger - som
i øvrigt begge var uerfarne med hensyn til at obducere.
Sager skrev til sin overordnede amtmanden for
Svendborg amt Ludvig Brockenhuus-Schack. Sager
redegjorde for den øjeblikkelige situation og spurgte
endvidere, om han på dette grundlag skulle gå i gang
med et forhør. Hvis amtmanden vurderede, at der
skulle obduceres, så bad Sager ham om at telegrafere
direkte til den øverste embedslæge for stiftet stiftsfysikus Frederik Krebs i Odense - for så at få ham
til Rudkøbing og ud fra de almindelige retningsregler
at foretage obduktionen sammen med Røse.
Svarene indløb i de næste to dage. Præst og sognefoged
havde kun godt at sige om Peder og Laurentine.
Sognefogeden havde dog ikke optrådt mere hemmeligt,
end at han havde spurgt alle naboerne. Sager fik det
svar, at forældrene var "velansete og skikkelige folk".
Derimod ville amtmanden have, at der blev foretaget et
forhør, samtidig havde han også inddraget Krebs.
Fredag 14. fik herredsfogeden et telegram fra
sidstnævnte, der ville foretage en obduktion næste
morgen kl. 8. Sager skulle sørge for at forældrene
bragte ligene til Rudkøbing.
Et par timer senere ville han foretage forhøret.
I 1869 blev han som embedsmand også "borg-mester" i
Rudkøbing og skulle lede det valgte byråd. I 1869-72
var han indvalgt i folketinget tilknyttet "Højre".
Desuden har han sikkert været en holden mand. Men
på trods af alt dette forekommer han at have haft nogen
forståelse af de sociale forhold.
Obduktion
Krebs og Røse gik i gang. Jeg skal forskåne læseren fra
direkte citater fra obduktionsrapporten, men det siger
sig selv, at sommervarmen ikke havde gjort sagerne
bedre.
Der var ikke ydre tegn på, at børnene havde lidt
overlast. Lungerne viste, at de ikke var blevet kvalt.
Derimod var begges maver noget opløste på en måde,
der tydede på, at der var sket en forgiftning, men de to
læger var usikre i forhold til, hvordan dette var sket.
Derfor blev dele af de to børns lever og
fordøjelsessystem lagt i hver to krukker, fyldte med
alkohol og forseglede.
Krebs tog de fire krukker med hjem til Odense, hvor
han opsøgte apoteker Gustav Lotze på Løveapoteket og
bad ham om at foranstalte en kemisk undersøgelse.
På apotekets laboratorium åbnede lægen og apotekeren
på behørig vis igen krukkerne, hvorefter Lotze gik i
gang med saltsyre, klorkali og svovlbrinte.
Men det var ikke muligt for ham at påvise, at der havde
været et indhold gift i de to børns maver - som f.eks.
arsenik.
Krebs konkluderede, at forgiftningen så måtte være
udviklet af de fødemidler, børnene havde indtaget, "at
de to børn var døde af den sygdom, som kaldes "maveemollition", og at denne sygdom formentlig er
fremkaldt ved en for deres spæde alder upassende
næring" - han gjorde dog opmærksom på at tvillingerne
samtidig kunne have lidt af en mere almindelig
sygdom.
Det er sandsynligt, at børnenes maver ikke har kunnet
fordøjet den føde, de fik. Men i bagklogskabens lys er
det vist temmelig forvrøvlet, at fødemidlerne ligefrem
skulle have fremkaldt en forgiftning - hvis de da ikke
indeholdt bakterier eller ligefrem var fordærvede.
Som så mange andre spørgsmål i retsbetjentens
protokol såvel som i livets andre forhold, så må
tvillingernes død nok henregnes til de ubesvarede.
side 22 af 89
Claus Schou (Langelænderen nr. 566 – 2004)
Høsten
Søndenbro - 188x
Høsten står for mig som en tid med liv og glæde. At
der også blev arbejdet strengt, er en sag for sig; men
glæden over høsten, det at være med til at bringe
markens afgrøde i hus, overskyggede alle andre
følelser.
Ofte blev vi ved med høstarbejdet til langt ud på
aftenen, endnu når det gjaldt om at få marken bundet
op, eller at få tømt marken for sæd, hvis det så ud til
regnvejr.
Levemåden, der altid var god, var særlig ekstra i
høsten, og der vankede ikke sjældent æbleskiver eller
rødgrød udenfor de sædvanlige spisetider.
Når det sidste korn blev mejet - dengang altid med le blev der "klappet for kål". Høstfolkene sneg sig med
deres leer om i haven, stillede sig udenfor
spisekammervinduet og gav sig til at stryge på leerne,
og så kom mor ud med kager og snaps. Man kaldte det
at "klappe for kål", fordi det skulle betyde, at det kom
til at gå ud over kålen, dersom ikke høstkarlene blev
budt på en forfriskning. Om aftenen var der "kålgilde"
bestående af andesteg og rødgrød.
Når "den gamle", d.v.s. det sidste neg blev bundet, blev
der budt på punch om aftenen; så var det værste
overstået. Hjemkørslen betragtedes nærmest som en
leg.
Størst var festlighederne dog, når "den gamle" blev
kørt hjem, d.v.s. det sidste læs kørtes af marken. Det
var høstens højdepunkt. Da var der en egen glad
stemning over hjemmet. Far hejste flaget på bakkens
top, så det kunne ses over hele byen, at vi var færdige
med høsten, og glæden derover var ikke mindre
derved, at vi som regel var først færdig i byen. Den
yngre og yngste del af gårdens mandskab var med ude i
marken, og når det sidste neg var stukket op til ham der
lagde læsset, kravlede vi alle op på vognen, og så gik
det i flyvende fart op på den højeste bakketop, hvorfra
vi lod skingre hurraråb lyde ud over byen.
Når jeg nu tænker på den sidste høstdag, forekommer
det mig, at det altid var stille og strålende solskin på
den dag, og at stranden henlå som et flimrende og
glimrende spejl. I hvert fald husker jeg bestemt en
sådan sidste høstdag, og det er rimeligvis den, der har
sat sig så fast i min hukommelse, at jeg bilder mig ind,
at de alle var sådan.
Hvilken følelse af befrielse og tryghed kom der ikke
over sindet, når det sidste læs var inde, når hestene var
spændt fra og sluppet ud i marken, og vi - pyntede samledes om det veldækkede bord, hvor samtalen gik
muntert. Far og vor høstmand - i mange år vor nabo
Kristen Thygesen - drøftede høstudbyttet og høstens
forløb, og vi andre gav vort ord med i laget efter bedste
evne. Det blev som regel sent, før vi skiltes; nu var der
jo intet at haste efter. Men når vi endelig brød op, var
det med en følelse af velvære og tilfredshed med sig
selv og hele verden. Hvor var det behageligt at lægge
sig i sengen ovenpå den sidste høstdag, uden
bekymring for, hvordan vejret skulle blive den næste
dag.
Karl Elnegaard (Langelænderen nr. 549 - 2001)
Gilder og gildeskikke
Søndenbro ca. 1885
Bryllupper og begravelser
Ved bryllupper og begravelser blev der sendt
“gildesbyder” omkring til hele “gildeslaget”. Ud over
denne kreds blev ingen bedt med, lige med undtagelse
af fjerne boende slægtninge. Det var en selvfølge, at
der ved et bryllup ikke var selvbudte.
Derimod kunne ved begravelser nok komme
uindbundne for at følge den afdøde til graven.
Gildesyderen var i min barndom altid Hans Væver. Jeg
ser ham endnu med langskødet frakke, sort hat og
paraply i hånden, stille sig op indenfor døren og røgte
sit ærinde.
Han blev selvfølgelig budt at sidde ned, men før
indbydelsen til gildet var afleveret, satte han sig under
alle omstændigheder ikke ned.
Hvad enten det nu gjaldt bryllup eller begravelse, så
blev der altid fra de indbudte sendt „skikning“ til
gildesgården.
Nogle dag før gildet skulle stå, kom en pige fra hver
gård med bidrag til festen.
Pigerne, der var i stiveste helligdagsstads, blev
beværtede, før de gik hjem igen.
Gaverne bestod altid af fødevarer: Levende eller slagtet
fjerkræ, smør, fløde, æg mm.
Det var ikke småting, det drejede sig om. Udgifterne
for dem, der skulle gøre gildet, blev på denne måde
holdt nede.
Skulle der bruges oksekød eller flæsk, så slagtedes en
gris eller en ko hjemme, eller man købte alt hos
slagteren.
En passende tid før gildet skulle stå, var „kokkekonen"
blevet hentet, for at kunne begynde med at tilberede
retten.
Så længe hun var inden døre, „dansede“ husets
kvindelige personale „efter hendes fløjte“.
Hendes herredømme var næsten uindskrænket.
Det var jo for en væsentlig del hende, husets gode navn
og rygte var afhængig. Det gjaldt om, at der intet var at
udsætte på maden.
I min barndom og første ungdom var der både
formiddags- og eftermiddagsgilde ved begravelser. Om
side 23 af 89
formiddagen bestod traktementet af koldt bord med øl,
snaps og kaffe.
Det var ofte i en „løftet“ stemning folk drog til kirken.
Det skete vist mere end en gang, at en del af følget ikke
var særlig andægtige under præstens tale i kirken eller
ved graven.
Jeg mindes dog et par gange, at jeg har hørt om lidt
usømmelige optrin ved begravelser.
Et af dem - makaber til pietetsløs - var det følgende.
En mand fra byen var død. Ved hans jordefærd havde
man, som det var skik - og med tilbøjelighed en til
løftet stemning - „kigget meget dybt i snapsglassene“.
Kisten skulle – på en eller anden måde - ud af huset.
Da dørstolperne i forstuen sad for tæt ved hinanden,
kunne kisten ikke komme denne vej ud og måtte derfor
løftes ud gennem et vindue på husets bagside, hvor der
befandt sig en mødding.
Just tabtes kisten i møgbunken.
Strækningen til kirkegården blev til et forhindringsløb.
Forbi huset gik der et lille vandløb. Da ligbærerne
skulle krydse vandløbet, gav en af mandfolkene slip på
kisten, hvis ikke det var to af dem.
En kvindelig slægtning, ikke helt ædru mere, lod sig
henrive til følgende udråb: “Smider i ham nu igen!“
Endelig fik man kisten læsset på vognen, og toget satte
sig i gang. Efter et stykke vej opdages det, at det lille
sorte trækors, som sattes på graven, blev glemt.
En af mandfolkene måtte tilbage efter det. Da han atter
nåede følget, faldt han så uheldigt, at korset brækkedes
midtover.
Ja, en ulykke kommer sjældent alene.
Der var gerne en lille højtidelighed i hjemmet, før
kisten førtes bort. Skolelæreren var mødt og sang en
eller to salmer, bistået af mere eller mindre sikre
stemmer.
I almindelighed indskrænkede højtideligheden sig
dertil. Kun ganske undtagelsesvis blev der holdt en tale
i hjemmet.
Det var først, da lærer Bondesen i 1891 kom til
Magleby, at denne skik blev almindelig.
Under sangen i hjemmet henstod liget i åben kiste. Når
den første salme var sunget, blev låget lagt på. Senere
blev det skik at lukke kisten, før følget kom.
Efter at jordefærden var endt på kirkegården, kørte
vognene i skarpt trav tilbage.
Sidst kom ligvognen.
Oprindelig kastedes graven til i overværelse af hele
følget. Senere overlades det til lejede folk.
Når graven var kastet til, blev skovlene lagt i kors oven
på, mens de, der havde fyldt graven, tog huen af for at
holde den for ansigtet et øjeblik.
Ved eftermiddagsgildet blev der spist og drukket godt.
Hvis det var et dødsfald, der gik familien nær til hjerte,
var det ikke opbyggeligt med denne gildestummel
bagefter. Stemningen blev holdt nede så meget som
muligt.
Ved begravelsesgilder passede man nøje på ikke at
komme til at klinke med glassene, men nøjedes med at
„nikke og drikke“.
Efterhånden ændredes de gamle skikke og vedtægter
for begravelser. Indbydelsen skete mest gennem
aviserne, og de andre store gilder faldt væk.
Kun når en af de rigtig gamle var død, fulgte man
nogenlunde de gamle skikke.
Ved bryllupper samledes før vielsen alle de indbudte
ligeledes i gildesgården og blev beværtet, for derefter i
et stort optog at følge brudeparret til kirke.
Det kunne undertiden være et meget langt vogntog, der
fulgte efter brudeparrets vogn.
Det hørte sig dengang til, at brud og brudgom kom på
samme tid. At de kom hver for sig og bruden til sidst,
blev skik først senere hen.
Hjemkørslen fra kirken foregik i sammen orden som
udkørslen. Dem, der var nærmest i familie med brud og
brudgom, kørte nærmest brudevognen.
Efter hjemkomsten forestod der gildesbyderen et
strengt arbejde med at få gæsterne bænket.
De var næsten ikke til at få til bords.
Det blev anset for upassende, at komme på den første
anmodning.
Der skulle nødes og nødes den ene gang efter den
anden. Undertiden ligefrem ledes op rundt omkring
gården og halvvejs slæbes til bordet som et lam til
slagterbænken.
Måltidet bestod gerne af suppe, kød, steg og kage. Til
suppen fik man rødvin, til kødet og stegen snaps, til
kagen sødvin, kirsebærvin eller gammel fransk vin.
Som regel var vinen noget værre stads, der næppe
havde noget med den ædle drue at gøre. Når kagen
skulde spises, blev der delt noget papir omkring til at
tørre knive og gafler af med.
Var måltidet omsidder til ende, spredtes gæsterne i hus
og gård. Måske gik de en tur i marken, hvis vejret var
til det. Eller de gik en vending med naboerne hjem.
Når man atter var samlet, blev kaffen serveret. Ved
mørkets frembrud tog dansen sin begyndelse.
Et bryllup kunne - lige så lidt som et begravelsesgilde endes på en dag. Et andendagsgilde hørte altid med,
sommetider også et trediedagsgilde.
Fastelavn
Jeg mindes dunkelt, at jeg, som halvvoksen, har set et
forsøg om genoplivning af fastelavnsridningen.
Der kom en skare pyntede unge karle med høje hatte
ridende ind i gården og sluttede op på en lang række.
Der blev holdt tale og sunget: “Til ære for den mand,
som her” Fortsættelsen husker jeg ikke mere, derimod
en stump af melodien, der var langsom og drævende
med mange sløjfninger.
Rytterne beværtedes med æbleskiver, klejner og punch,
måske også med en dansk dram. Derefter red de videre.
Førend de drog af sted, sang de følgende sang hvis
første vers var: Alle forend til afsked sige: Hurra for
manden, som husfader er! Og hans mandinde æres bør
tillige, Fordi hun denne yndling haver kær! Gud dem
velsigne med lykke og held! Det er vort ønske! Ha’ tak
og lev vel! Gildet forsatte i flere dage, hvorved det stod
i en eller anden gård, som ejeren stillede til rådighed.
Ungdomsgilder
Ungdomsgilderne holdtes altid i hjemmene.
Havde der været dans i én gård, skulle der også være i
en anden, og så fremdeles hele omgangen rundt. Der
blev holdt en mængde danseballer i disse tider.
Mine to ældste søskende var engang til dans hver
eneste aften og nat en hele uge igennem.
Ballerne varede for det meste til den lyse morgen. Ved
disse danseballer opvartedes der med smørrebrød.
Senere på aftenen fik man kaffe og punch, som var
meget brugt dengang.
side 24 af 89
Når man så var samlet om bordet med den dampende
boule, istemte man det kendte skålvers „Og dette skal
være“ osv. for manden og konen, for børnene, for
selskabet og så fremdeles.
Sjældent var der nogen, der mandede sig op til en tale.
Der var gerne to musikanter ved et sådant dansegilde,
og de var anbragt i en krog i stuen bag et bord, hvorpå
deres noder lå på.
På væggen hængte trælysestager med stearinlys.
Når først den træge tid var overstået, blev der danset
med liv og lyst. Sommetider dansedes i skjorteærmer.
Så fik man alle de turestykker, først og fremmest
Langelands „Nationaldans“, „Den gamle berliner“,
„Jysk på næsen“ (=Jysk polonæse), „Det lille
f“,“Kongens have“, „Kontrasejre“, „Syvespring“,
„Pigernes fornøjelse“, „Fingerpolka“ og „Tyrolervals“.
Støvet stod tyk og tæt under det lave bjælketoft, og
gennem de åbenstående vinduer trak der en varme- og
støvtåge ud i det fri.
Efter en sådan gildesnat var de dansendes halse og
næser tilklistrede indvendigt med støv, og der kunne gå
flere dagen hen, før eftervirkningen efter sådanne baller
fortog sig.
Blandt andet var man næsten altid hæs oven på et
sådant gilde, rimeligvis fordi der var gennemtræk i
dansestuen, og også fordi man slugte alt det grimme
støv.
Musikanterne blev betalt af de dansende herrer. Men
hvor meget de fik for en nat, må jeg ikke kunne sige.
Arbejdet var i hvert fald strengt, hvis ikke
sundhedsfarligt.
Jeg husker tydeligt 3 musikanter, nemlig Jørgen
Petersen, Jakob Jensen og Rasmus Kræmer. De har
ganske vist ikke fået noget knæk af de mange
spillenætters træk og støv.
Gilderne forsvandt efterhånden. Forsamlingshusene
gav gilderne i hjemmene dødsstødet.
Æde-, vallermis- og bylaugsgilder
De såkaldte „ædegilder“, en slags omgangsgilde,
florerede som i fordums dage.
Var man først blevet indbudt et sted, måtte man gøre
gengæld, og så var svikmøllen gående.
Det var navnlig i slagtetiden, at disse ædegilder
holdtes.
En gammel bylaugsgilde holdtes den 1. maj, „skøn
Valborgsdag“. Det kaldtes „vallermis-gilde“, en
fordrejning af „Valborgs messe“. Oprindelig har det
sikkert været et slags bystævne, hvor byens fælles
sager behandledes.
Vallermisgildet må altså ses som et levn fra
fællesskabets tid. Den gamle vallermisgildeprotokol
findes i Langelands museum.
Det sidste af den slags gilder blev holdt i min fødegård.
Det var skik, at deltagerne – udelukkende mænd –
skulle nedsvælge en halv pægl brændevin til velkomst.
Det var en hård kur, og mange søgte at knibe udenom.
Men der blev holdt nøje regnskab med det. Det siger
sig selv, at stemningen var højrøstet med det samme.
Det følgende år skulle Jørgen Rasmussen Pranger
holde gildet. Men han nægtede det, og dermed var
vallermisgildernes tradition endt.
Karl Elnegaard (Langelænderen 636 og 637 i 2014)
En landarbejders livsskildring
Sydlangeland – 1884 -
Mine forældre var tjenestepige Ane Marie Rasmussen
født i Brandsby, Humble sogn, 6. juli 1861. Min far var
tjenestekarl Christian Baltzer født i Tryggelev
Fodslette sogn 25. december 1859. De arbejdede begge
på herregården Hjortholm i Fodslette.
Jeg blev født anden påskedag, 14. april, 1884 i et lille
gammelt hus i Fodslette, der kaldes "Ladesmedhuset"
og beboes af Mette og Hans Mogensen. Jeg var ikke
særlig velkommen. Meningen var, at mine forældre
skulle have været gift først i maj, men jeg mødte før
den beregnede tid, 3-4 uger for tidligt, og vejede kun
11/2 kilo. Grunden hertil var, at min mor, der var
malkepige, blev sparket af en ko.
Mine forældre blev så gift og købte et lille hus i
Brandsby ved mosen der hedder "Dagsmosen". Her gik
så mine barneår sammen med 5 søskende.
Min far blev gårdbestyrer på en mindre gård. Lønnen
var ikke stor, 300 kr. årlig samt græsning til et får.
Efterhånden som børneflokken voksede, kneb det både
med mad og tøj, særlig det sidste da vi nåede den
skolepligtige alder. Men så tog min mor igen fat på
malkningen på Hjortholm. Hun gik 4 km og malkede
26-28 køer 2 gange dagligt for 50 øre pr. dag.
Vi sultede ikke, men levemåden var meget spartansk.
Margarine var den gang ikke i handlen. Engang
imellem købte vi 1/2 kilo smør af en husmandskone
som kærnede selv, men ellers fik vi mest fedtebrød.
Når det så endda var dansk svinefedt, men det var der
ikke altid råd til. Købmændene handlede med
amerikansk svinefedt. Det hverken lugtede eller smagte
godt, men så smeltede mor det om, kom løg og timian i
og så gled det ned. Ellers var kosten grød, vælling,
pandekager og godt med rugbrød.
Jeg var kun 6-7 år, da jeg begyndte at hjælpe til med at
tjene lidt. Jeg kørte hesteomgang ved bøndernes
tærskemaskiner. Betalingen var 25 øre pr. dag og
kosten, men så var arbejdsdagen også 10-11 timer. Vi
tærskede ved lygte både morgen og aften. Jeg havde 56 bøndergårde at skifte med, så jeg var sjælden ledig de
dage jeg ikke var i skole. Efterhånden voksede mine
søskende også til, og vi stablede tørv om sommeren og
samlede aks efter høsten. Så blev der foder til høns
m.m. og det hjalp jo alt sammen på budgettet.
Udover de almindelige lege kendte vi ikke noget til
fornøjelser. Lysbilleder, biograf og juletræ kendte vi
ikke til. Ja, det skete jo vi smykkede en grangren med
nogle æbler og 4-5 overskårne tællelys, men vi savnede
ikke disse fornøjelser så meget. Om vinteren havde vi
side 25 af 89
jo mosens is og de høje bakker at køre på, og om
sommeren fiskede og sejlede vi i den. Vi havde jo
heller ikke langt til den friske Østerstrand og de store
skove ved Hjortholm med skovmærker, anemoner,
vilde hindbær og jordbær.
Min skoletid begyndte som for alle andre ved 7 års
alderen. En ABC brugte jeg ikke. Jeg lærte mig selv at
stave i de blade der var for hånden, men det var jo ikke
mange. Langelands Avis og Ølandenes Dagblad blev
omdelt en gang imellem - særlig op mod valg. Vi holdt
Ugens Nyheder, men vi var 6 om den, så nyhederne var
ikke nye, når vi fik den.
Min første skoledag glemmer jeg aldrig. Jeg havde
temmelig langt, og da min mor ikke kunne gå med mig,
fik hun en pige på 12 år til at gå med. Vi havde i
dagens anledning fået en god madpose med æg og
puddersukker på. Ane og jeg var de sidste der kom, så
jeg kom derfor til at sidde nederst med 11 nye drenge
foran mig. Vi blev indskrevet, og så skulle læreren høre
hvad vi kunne med hensyn til læsning. Det gik ikke
allerbedst, de fleste kunne til nød stave sig frem. Da
turen kom til mig, rejste jeg mig og læste hele første
side af Luthersk Katekismus for ham. Læreren så lidt
på mig, tog mig så ved hånden og satte mig øverst
blandt de nye drenge, en plads jeg holdt hele
skoletiden.
Spørges der om, hvad vi lærte i skolen dengang, var det
ikke meget mod hvad der læres nu. I Humble Skole,
hvor jeg gik i hele min skoletid, var der 2 lærere og
skolen var inddelt i 4 klasser. De mindste børn i første
og de ældste i fjerde klasse og vi gik i skole hver anden
dag. Første og anden klasse den ene dag og tredje og
fjerde den næste. Vi skiftede hver halve dag, således at
førstelæreren havde os om formiddagen til sang,
religion, dansk og retskrivning. Andenlæreren til
geografi, bibelhistorie, regning og gymnastik. Bøgerne
var almindelig bibelhistorie, Luthersk Katekismus,
geografi, landkort, sproglære, den lille tabel og Chr.
Hansens regnebøger - 1., 2. og 3. del.
Om min konfirmation og forberedelserne til denne, er
der ikke så stort at sige. Jeg gik til præst en gang om
ugen i et halvt år. Vi blev kun afhørt om forskellige
skriftsteder og salmevers, og det samme blev vi afhørt
om på selve konfirmationsdagen. Konfirmationsfest og
gaver var jo ikke almindeligt dengang - i hvert fald
ikke i de små hjem. Jeg fik en ny salmebog med mit
navn i forgyldte bogstaver. Ved overhøringen var jeg
nervøs. Mine hænder var svedige og navnetrykket på
bogen gik væk. Det var jeg meget ked af, men der var
ikke noget at gøre - glansen var gået af Sankt Gertrud.
Så var barndomstiden forbi, jeg skulle ud at tjene. Jeg
fik plads på en mindre gård til en løn af 60 kr. årlig.
Jeg var den første der skulle ud blandt fremmede fra
vort hjem. Mor græd da jeg drog af sted, skønt jeg ikke
skulle ret langt væk, men jeg var jo den ældste, og den
der havde passet på de andre, når hun og far var på
arbejde, så de ville jo savne mig. Min bagage voldte
ingen besvær. Et par dagligbukser, en bluse og et par
træsko var alt. Ja, det vil sige, mor havde lagt en kam,
et lille spejl og en lille buket skovmærker i. Dem kunne
jeg hænge op i mit kammer, for jeg ikke skulle glemme
hende.
Pladsen og forholdene jeg kom i var som mange andre
den gang. Arbejdstiden var lang - 11 til 12 timer og
under tiden mere, men kosten var god og rigelig. Vi
måtte op ved 5 tiden, så arbejdede vi i stalden med
heste og køer i halvanden times tid. Så fik vi davre, der
bestod af stegeflæsk, øllebrød og kaffe, og så fik vi en
pakke mad med, som vi spiste ved 9 tiden. Middag fra
12 til 13.30 - og så fik vi mellemmad ved 16.30 tiden.
Fyraften kl. 19 i marken, men på mindre gårde skulle
vi gerne lave noget ved kreaturerne, så det var sjælden
fyraften før kl.20.
Jeg skiftede kun plads 3 gange fra mit 14. til 20. år.
Løn og arbejdsforhold forandredes ikke synderligt i
disse år. Lønnen steg til 80 kr. årligt. Sådan var
lønforholdene omkring 1902 og arbejdstiden var fra
5.30 til 19.00. Tjenestepigerne på landet havde endda
længere arbejdstid end karlene. Det var dengang
almindeligt at pigerne malkede, og skulle derfor op ved
4-tiden om morgenen. I høsten måtte de med i marken
og binde op bag karlens mejetøj, og der skulle en rask
pige til at følge en karl. Pigerne hjalp også til med at
køre sæden ind. Om efteråret og vinteren hjalp de til
med tæskearbejdet. Når de lange vinteraftner kom,
kartede og spandt de eller stoppede strømper. Så først
ved 9-10 tiden om aftenen havde de fyraften.
Af forlyster var der i 90-erne ikke mange for de unge.
Der var jo ingen forsamlingshuse. Hvis der engang
imellem var dans, måtte det holdes i loen, eller hvis en
bonde havde en storstue de kunne låne. Det skete
undertiden at omegnens karle og piger blev budt til
høstgilde på herregårdene. Her var jo plads nok, man
dansede gerne i mejeriet, hvor der var flisegulv. En
gang imellem skete det i strenge vintre, at der blev
arrangeret kanetur med bal om aftenen.
Fastelavnsridning med efterfølgende bal var dog
almindeligt. Når der afholdtes bal, skete det på den
måde, at karlene bød pigerne, og de mødte så op med
en madkurv. Karlene sørgede for musik og drikkevarer.
Entréen var for det meste 50 øre, som gik til musikken
og lokale, og man kunne godt more sig under disse
mere snævre forhold. Julen havde 3 helligdage og nytår
2, men det var ikke almindeligt med baller ved disse.
Derimod blev der altid holdt fest og bal ved pinse. Der
var jo danseplads i skoven.
Jeg husker, at en dansk afdød minister, P. Munck,
engang i en valgtale sagde: "Landarbejderne var den
klasse, der alle dage havde haft den længste arbejdstid,
den laveste løn og de ringeste kår her i Danmark".
Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke
på de boligforhold, der så sent som i 1890 beboes
under. Min oldemor, som døde for 64 år siden, boede i
et lille hus i Brandsby. Hun hed Maren, hendes søster
Inger boede i den anden ende af huset. Huset var meget
lille. Min oldemor havde en meget lille forstue, og kun
en stue som både var opholdsstue og sovekammer.
Stuen var knapt 4 meter i kvadrat, det var stampet
lergulv, hvor rotterne bestandig brød igennem. Der var
kun 2 små vinduer med blyindfattede ruder, der gav et
meget sparsomt lys. Stuens bohave var fattigt. Der
fandtes en alkoveseng, et lille bord, to almindelige
træstole samt en lidt større træstol med en halmmåtte i
sædet. Der var en åben kakkelovn og ved siden af
denne hang på væggen en pyramide, hvorpå der stod 34 par kopper og hendes kaffedåse. Ja, og så havde hun
sin rok. Maren var for stolt til at tage hjælp af sognet.
Hun kartede, spandt og strikkede for folk. Hun tjente
side 26 af 89
derved til føden til det sidste, hun var kun syg få dage
før hun døde.
Jeg skal her lige med et par ord forsøge at illustrere det
slid og den ringe betaling landarbejderne fik før
århundredeskiftet. Jeg havde fået fri en høstdag i
august 1898, og var gået hjem til mine forældre. Her
fik jeg at vide, at de var på høstarbejde på Hjortholm.
De høstede hvede, der var slået ned af tordenregn og lå
som den var tromlet. Tillige med mine forældre
arbejdede der omkring ved 20 mænd og deres koner.
Når mand og kone arbejdede godt begge i 11-12 timer,
kunne de for mejning med le, opbinding og stille
negene i hobe, tjene 3 kr. pr. dag.
Men så kort før og lige efter århundredeskiftet 1900,
begyndte der at blæse en anden vind over landet. Der
blev bygget højskoler og der blev flere aviser og
ugeblade. De unge begyndte at få interesse for
aftenskoler, husflidsskoler og gymnastik. Skjoldborgs
og Aakærs bøger afløste Ingemanns og Thyregods. Det
Radikale Venstre stiftes og dets presse begyndte at
udkomme og blev daglig gæst i mange langelandske
hjem.
Det var særlig husmænd og landarbejderene, der
begyndte at rejse hovedet og lytte efter de nye toner.
Husmændene fik deres eget blad, Husmanden, og i
1902 byggedes Kærhave Husmandsskole ved Ringsted.
Jeg skrev i 1903 en artikel i Husmanden, om større løn,
bedre værelser og mere ret, navnlig med henblik på den
uretfærdige tyendelov. I 1904 rejste jeg til Sjælland
som karl hos afdøde radikale Ferdinand Nielsen,
Odsherred, der var folketingsmand og redaktør af
Afholdsbladet Folkevennen. Jeg var på session i
Nykøbing, blev taget til Teknisk Afdeling, men fik
frinummer, og skønt jeg blev budt 300 kr. for at tage
ind for en anden i 7 måneder, afslog jeg det, jeg var
lige blevet forlovet med en ung pige fra Merløse egnen.
Jeg fik herefter plads som forkarl på Søtoftegård ved
Ringsted for en løn af 280 kr. årlig.
Her på Sjælland havde den radikale presse allerede
godt fat. I Holbæk udkom Holbæk Amts Venstreblad,
og i Ringsted Venstres Folkeblad med Niels Bransager
som redaktør. I sidstnævnte blad skrev jeg også artikler
om tyendeforhold, med det resultat, at jeg fik en del
venstrebønder på nakken.
Jeg og min kæreste rejste så til Langeland. Hun som
tjenestepige og jeg som fodermester. I 1907 stiftedes
den første Tyende- og Landarbejderforening i
Tryggelev-Fodslette, hvor jeg blev valgt til formand.
Men at organisere landarbejdere og tjenestekarlene
dengang var ikke let. De gifte arbejdere turde ikke fordi
arbejdsgiverne så sagde dem op fra deres pladser. Og
tjenestekarlene rejste fra plads til plads, og var ikke let
at holde styr på, så efter 11/2 år måtte vi opløse den. Så
stiftede jeg en ny i Humble, men her gik det heller ikke
længe. I 1909 blev Marie og jeg gift. Vi fik købt et lille
godt grundmuret hus ved Rørslykke Mose, Tryggelev.
Men jeg fik snart at mærke, at det at ville organisere
sine klassefælder, blev unådigt modtaget af bønderne.
Der var kun få dages arbejde at få og kun til 125 øre pr.
dag.
Efter godt 5 år måtte vi give op og sælge vort hus. Vi
rejste så til Hjortholm som malkefolk, det var et hårdt
slid. Jeg arbejdede i kostalden foruden at malke 25
køer 2 gange daglig, min kone malkede samme antal 2
gange daglig. Vi tjente 31/2 kr. pr. dag tilsammen. Her
var vi 21/2 år, så rejste vi til Snaremose på
Midtlangeland. Jeg var her med til at oprette Lindelse
Landarbejderforening, som består endnu. Næste år,
1912, oprettedes Longelse Foreningen og her var jeg
formand i 13 år. Men stadig var det ikke muligt at få
hævet lønnen og sænket arbejdstiden. Lønnen var 21/2
kr. pr. dag og som fodermester fik jeg 1300 kr. for et
år.
Så skete det i 1918, at Landbrugets
Arbejdsgiverforening blev stiftet for hele landet, og
den langelandske arbejdsgiverforening blev medlem af
denne. Nu fik arbejderne på landet øjnene op for det
også var nødvendig for dem at blive organiseret, nu
ved samarbejde med Dansk Arbejdsmands Forbund og
Socialdemokratisk Forbund og Presse.
Det første der skete, og som fik den største betydning,
var at
landarbejderne oprettede deres Arbejdsløshedskasse.
Der skete hermed dette, at hvis en arbejder blev uenig
med sin arbejdsgiver, og af en eller anden grund blev
sagt op, så havde han sin understøttelse og behøvede
ikke at henvende sig til kommunen om hjælp.Det
varede derfor ikke længe før vi kom i forhandling med
arbejdsgiveren om løn, bedre boliger og arbejdstid. Jeg
var valgt til kredsformand og på et møde i Svendborg
blev jeg valgt til repræsentant for fodermestrene for
Fyn og Langeland. Jeg var til møde i København, hvor
Arbejdsgiverne på Langeland var gået ind på de samme
vilkår overfor deres arbejdere som i det øvrige land.
Jeg husker da jeg kom hjem fra København, at
gårdejeren kom ind i stalden næste dag og fortalte, at
her på Langeland havde de vedtaget overenskomsten,
men sagde han: " Jeg har endnu ikke udregnet hvor
meget du skal have i løn nu, men det har du vel?" "Ja",
svarede jeg, "for tiden får jeg 1400 kr. for et år, men
efter den nye overenskomst skal jeg have 2800 kr. pr.
år." Han svarede: "Havde jeg vist det havde du ikke
fået fri til at rejse til København".
Jeg trøstede ham med, at det havde ikke blevet
anderledes alligevel. Arbejdernes lønninger var steget
til det dobbelte, fra 21/2 til 5 kr. pr. dag. De første
halve snes dage var der rykind i vort hjem, med
forespørgsler om det var rigtigt, at arbejdstiden var
forkortet og daglønnen var steget til det dobbelte. Min
kone har altid været gæstfri og de dage kostede hende
mange kopper kaffe.
Vi var på Snarremosegård i 4 år og efterhånden havde
vi fået 7 børn. I 1921 rejste vi til Torpe Møllegård i
Skrøbelev. Her var 45 malkekøer foruden ungkvæg og
svin og lønnen var 4500 årlig.
I 1924 blev jeg valgt til hovedstyrelsesmedlem af
forbundet, og var det i en halv snes år. Jeg har mange
minder om gode kammerater fra disse år. Formanden
var afdøde folketingsmedlem Oscar Levinsen. En
meget dygtig mand og prægtig kammerat. Også
Landarbejderbladets gamle redaktør, Marius Olsen fra
København og landbrugsminister Jens Smørum
korresponderede jeg engang imellem med. Jeg fik
efterhånden mange tillidsbestillinger og da jeg vedblev
med at være fodermester, kunne jeg ikke holde til det,
men måtte tid efter anden afvikle disse. Jeg var jo ude
til mange møder, og der var mange uger, hvor jeg
næsten ikke fik søvn.
side 27 af 89
Skal jeg nævne nogle af de fester jeg har været med til,
skal her nævnes, at ved Landarbejderforbundets 25 års
jubilæumsfest i 1933, fik jeg tillige med 3 andre gamle
pionerer overrakt et guldur med årstal og initialer. I
1946 fik jeg ved en højtidelighed i Landøkonomisk
Forening overrakt Landhusholdnings Selskabets
sølvmedalje for flid og dygtighed som fodermester
gennem 25 år på Torpe Møllegård - samt 2 diplomer.
Æren for dette arbejde tilkom jo ikke mig alene, idet
min kone havde været med gennem alle årene. Hun
kom ud at tjene da hun var 10 år, og måtte hjælpe til
med at malke både morgen og aften. Da hun fyldte 55
år, havde hun malket i 45 år. Desuden har hun haft 11
børn og hjemmet at passe, så vi har begge altid haft
nok at tage os til.
Nu er vi begge slidt op og får aldersrente, men vi bor
frit i det gamle fodermesterhus under Hjortholm så
længe vi vil.
Om politisk skal jeg blot sige, at det ikke har
interesseret mig så meget. Jeg har haft rigeligt i det rent
faglige. Men i min ungdom var jeg radikal. Der var jo
ingen socialdemokrater og heller ikke presse dengang.
Så var det jo omkring 1917, at landarbejderne blev
organiseret, og så voksede det socialdemokratiske parti
og presse. Dette parti er nu det største her på øen, og
dets presse har også en god udbredelse her, og jeg
tilhører partiet.
Om forholdene før og nu vil jeg sige, at der er sket
mere i de sidste 70 år end man kan samle i en kort
beretning. Det er tiden fra tællepråsen til
atomforskningens tidsalder. Børn har det langt bedre
end før, og de gamle fattiggårde er væk, og erstattet
med gode hjem for gamle, udslidte mennesker der
savner pleje.
Og jeg vil slutte med at sige: At vi der har set og
oplevet de fremskridt der er sket både kulturelle,
sociale og faglige, kan være stolte af, at vi har været
med i en periode, hvor der er sket mere til gavn for
arbejdere og småfolk - ja, hele samfundet, som i nogen
anden tidsrum i vor historie. Så har vi jo dog ikke levet
livet helt forgæves.
Jens Baltzer (Langelænderen nr. 545 - 2001)
Barndomserindringer
Tryggelev - 189x
Da det, som man forstår, var småfolk, der boede
omkring Tryggelev mose, måtte børnene, og især da
drengene, tidligt være med til at tjene til føde og
klæder, som det dengang hed sig.
Mit job begyndte med at luge roer, hjælpe til med
høsten etc. på Lykkesholm. Man blev ikke skånet. Op
før en vis mand fik sko på, og fyraften når man ikke
mere kunne se det, man arbejdede med. Det værste for
mig var, når der om efteråret skulle trækkes roer op.
Det var så koldt og vådt om morgenen, at man var
gennemblødt til skindet, før den første række var til
ende, men det til trods var det bare at hænge i. Omsider
fik jeg dog fast arbejde på Mejerigården hos fru
Andersen, der efter mandens død havde engageret
Markus Nielsen som forkarl.
Det blev et hårdt job, der dog af samme grund ej heller
varede ret længe, hvorefter det blev pastor Brøndsted,
der skulle bruge min arbejdskraft, idet jeg skulle gå
pigerne, Marie og Hanne, til hånde i køkkenet samt
stable bøgeknuder op bag kakkelovnen i præstens
"studerekammer". Der skete imidlertid ting, som jeg
ikke kunne finde mig i, så resultatet blev, at jeg kom til
bager Th. Nielsen, hvor jeg blev glad for at være, da
både mester og madmor var gode og rare mod mig - en
af mosens forhutlede drenge. Og jeg befandt mig så
godt der, at jeg siden kom i lære.
Jeg mindes, som var det i går, min konfirmation, som
de rare mennesker "gjorde" for mig. Skønt jeg nok var
den fattigste blandt samtlige konfirmander, var jeg dog
den, der var flottest kørende til Fodslette kirke. En flot
jagtvogn forspændt to dejlige røde fukser, med
sølvpletteret seletøj - som jeg selv havde poleret - kørte
mine værter og mig den lange vej til kirken, og selv var
jeg så fin, at ingen andre konfirmander kunne være
finere, syntes jeg selv da, så paven kunne ikke være
mere stolt end jeg. Da vi var tilbage, lavede mester og
hans frue et lille gilde for min mor, mine søskende og
jeg, så jeg var rørt til tårer over så megen godhed. Jeg,
som var ved at betragte mig selv som en af dem, der
ikke duede til noget, et udskud, som bare var i vejen
allevegne. Men mine velgørere, herlige bager Nielsen
og frue, pillede efterhånden mindreværdskomplekserne
af mig, og ved deres og lærer Nielsens hjælp genvandt
jeg min tabte tillid til mig selv ihukommende deres ord:
"Du kan - blot du har viljen!"
H. C. Hansen (Jubilæumsbladet 1995)
Tante Line
Fæbæk - 189x
Et af mine kæreste barndomsminder knytter sig til
smedjehjemmet i Fæbæk, hvor tante Line boede med
sine forældre. I huset gik tante Line stille og puslede
inde som ude i haven og passede sine gamle forældre.
Bedstefar spøgte med os børn, tog os op på sine knæ og
red ranke. Søde, milde bedstemor havde altid et godt
og kærligt ord til os.
Tante Line havde nok at gøre. Hun passede sine
forældre til det sidste, da de i flere år lå til sengs og
ikke kunne stå op mere. Bedstefar døde i år 1900, da
min søster og jeg gik i skole hos tante Line. Hun holdt
nemlig skole for os mindre og større børn. Hun lærte
os, inden vi kom i skole, at læse, skrive og regne samt
at sy, strikke og brodere. Vi betalte en krone om
måneden for undervisningen, og da vi blev lidt større,
side 28 af 89
lærte hun os hardangersyning, fladsyning og engelsk
syning.
Tante Line var et kærligt menneske. Hun forærede stof
til de fattige børn. Der skulle ikke være forskel på, hvor
børnene kom fra.
Skoletiden hos Tante Line startede altid med en bøn og
sluttede med det lille salmevers "Klokken slår". En
gang om ugen læste hun en forsat historie for os af
"Kirkeklokken", mens vi sad med vores håndarbejde.
Vi glædede os altid til at høre fortsættelsen næste gang.
Om sommeren når det var fint vejr, fik vi lov til at
sidde ude i haven på den lille plæne under det store
æbletræ. Børnene var glade for tante Line og hun fik
gaver af dem. Små platter, lysegrønne tekopper eller
tallerkener købt hos købmand Thomsen i Fæbæk.
Da bedstemor døde i 1911, måtte tante Line holde op
med at holde skole. Hun var overanstrengt af at passe
sin mor gennem flere års sygeleje.
Seks af Tante Lines søskende var udvandret i 90'erne
til Amerika. De sendte hende nu en billet og hun tog
derover. Et halvt år tilbragte hun i staterne bl.a. i
Racine, Wisconsin.
Da hun kom hjem, havde hun sin brordatter, Mae, med
sig, og den unge amerikanerin 49de gjorde et stort
indtryk på Fæbæks piger bl.a. på grund af sit tøj.
Det var en stor oplevelse for tante Line at være i USA,
og vi hørte gerne om det. Og vi nød at se de mange
billeder, som hun havde med hjem.
Efter sin amerikatur begyndte tante Line at holde
møder for unge piger. En gang om ugen kom vi fra
hele omegnen til hende. Hun havde haft travlt hele
dagen med at forberede aftenen. Jeg husker de lange
borde med hvide duge og de skinnende stålamper.
Vi begyndte altid med en bøn, og tante Line læste et
stykke fra bibelen og talte med os om det. Så sang vi
salmer, som vi skiftedes til at vælge. Tante Line trak
mannakorn fra en skål, og vi talte om de skriftsteder.
Mens vi strikkede, læste hun højt for os. Under 1.
Verdenskrig strikkede vi strømper til soldaterne. Mens
tante Line bryggede kaffe, dækkede vi bord, så
hinandens håndarbejde og havde det morsomt med
hinanden. Aftenen sluttede med en bøn. Allesammen
var vi glade for møderne i tante Lines lille, spartanske
men hyggelige hjem.
Om sommeren cyklede vi til grundlovsmøde i
Baronskoven i Tranekær, hvor præsten holdt tale. Efter
den pakkede vi vores madpakke ud og spiste i det
grønne. En anden gang cyklede vi til et møde i Hov
kirke for at høre pastor Anton Bast fra København.
Lige til tante Line blev syg, holdt hun sine møder, og
havde den glæde, at hendes stuer var fyldte hver gang.
Hun var god og kærlig ved os alle, og hun bad for os. I
efteråret 1921 døde hun. Hun har betydet meget for
mig, og jeg tør sige for mange andre. Velsignet være
hendes minde.
Marie Eriksen Rasmussen (Langelænderen nr. 506 1995)
Hallinggade i Humble
Humble – omk. 1895
Fra sogneskellet mellem Humble og Fodslette er en
lang vej til skolen i Humble, vel godt en halv mil, og
for langt at gå hjem til middag. Jeg var derfor ikke så
sjældent hjemme til middag med andre drenge, der
boede nærmere ved. Hmd. Jens Gudbjerg, der boede i
Hallinggade, havde tre drenge, som jeg tit var med
hjemme - Kristian, Julius og Karl. Og jeg har spist
mange pandekager og drukket mange kopper kaffe hos
den lille raske Line Gudbjerg. Og jeg kan ikke nævne
Hallinggade, uden at tænke på "Sarabrønden", den lille
dam, der lå ved vejen med sin grønne andemad tyst og
stille som en grav. Her skulle der en gang være druknet
en ung pige, der hed Sara - deraf navnet. Men - jeg kan
ikke slutte denne artikel uden at nævne en af
Hallingegadens populæreste skikkelser, smeden Martin
Kristoffersen. Ja, nu er han død, men dengang var han i
sin bedste alder. "Stoffersmeden" kaldte vi ham; han
var kendt over en stor del af øen for sine økser og
snitteknive og der findes endnu i mange huggehuse en
økse, der er stemplet med et stort tydeligt MK, der
borger for, at bedre økse til at gå gennem træet og
holde "biddet" findes ikke. Vi drenge fik tit en sludder
med Martin. Han havde en egen fornøjelig måde at
fortælle på, og vi fik lov til at prøve hans hammer på
ambolten og trække i den store blæsebælg. Jeg har haft
mange fornøjelige timer hos Martin i skoletidens
middagsstunder. Han hører med til min skoletids gode
minder. Ja, der er mange minder fra skoledagene.
Mindet lader som ingen ting - er dog et lønnet
kildespring. - og det er blot det jeg har forsøgt at øse af
her.
Jens Baltzer (Langelænderen nr. 563 - 2003)
Den første skoledag
Humble - 1891
Ja, hvem husker vel ikke sin første skoledag - Det gør
sikkert alle, ligesom vi ventede med spænding på, at
den skulde oprinde. Naturligvis, der var jo adskillelige
forberedelser at træffe først. Man skulle lære at kende
bogstaver, både store og små, og sætte dem sammen, så
de dannede ord. Det var nu ikke så nemt, og det var
heller ikke lige morsomt. Mor hjalp mig om dagen, når
hun havde lidt tid tilovers, og far om aftenen, når han
havde tid og lyst til det.
Hjemme havde vi det sparsomt med læsning, det var jo
ikke så almindeligt med ugeblade, dagblade og bøger
som nu. Men jeg lærte alligevel at læse i det vi havde.
En ABC har jeg aldrig ejet.
Det var en stor dag for mig, da jeg for første gang fik
lov at komme med til Rudkøbing, hvor vi skulle købe
side 29 af 89
skoletaske og bøger. Og det var jo ikke alene turen til
den store by, som jeg aldrig havde set, jeg glædede mig
til, men jeg var meget spændt på, om jeg fik en taske eller et tornyster - som jeg havde set andre drenge
have. Turen til byen tog godt to timer. Vi var kørende i
stiv vogn og havde ti tdr. byg med fra gården, hvor far
var avlskarl. Vejlængden var godt 2 mil så det kunne
ikke gøres hurtigere, hestene blev sat ind hos en
købmand, der så vidt jeg husker hed Erik Melson, hvor
kornet også blev afleveret.
Her i købmandsgården spiste vi vor medbragte
smørrebrød, og så gik turen ud for at købe
skolerekvisitter.
Vi gik ind hos en sadelmager i Østergade, så vidt jeg
husker hed han Tillebæk, og her var udvalg nok af både
tornystre og tasker. Men de første var for dyre. Der var
to tasker af passende størrelse, en sort og en brun. Far
mente bedst om den sorte og troede nok, den blev den
stærkeste, men jeg syntes bedst om den brune - og den
fik jeg så - den kostede 2 kr.
Hos en boghandler købte vi en katekismus og en
bibelhistorie. Så havde jeg ikke brug for mere, da vi
hos købmanden hjemme havde købt griffelhus, grifler
og den lille tabel til ti øre. - Og videre udstyr havde jeg
ikke brug for foreløbig.
Næste dag efter Rudkøbing-turen havde jeg travlt med
at "pakke sager", som det hedder, det forsøgte jeg
mindst tyve gange.
Og endelig oprandt den store dag, da jeg skulle møde i
Humble Skole. Jeg havde fået et sæt nyt gråt tøj, syet af
den lille Hans Jacob Skrædder, der boede i et lille
gammelt hus i Katrinebjerg Skov. Sømandskasket med
blank skygge, rem og to gule knapper, nye grå
hjemmestrikkede strømper, og fjedresko med fem små
knapper på hver side. Jeg syntes selv, jeg var fin,
måske også en smule vigtig, da jeg med den nye brune
taske over skuldrene fulgt af mors gode ønsker stod
klar til den første tur ad skolevejen. Jeg kunne også se
på mor hun var glad over at kunne sende mig så pænt
af sted.
Som regel var der et større barn med de mindre den
første skoledag, men da jeg ingen ældre søskende
havde til at gå med mig, havde skrædderens Ane lovet
at gå med første dag. Jeg skød genvej forbi
"Tolmodighedsgården"s marker, og ved stenten indtil
Laus Johnsens mark stod Ane og ventede mig. Jeg
havde fået ti store rundtenommer mad med, fem med
brunt puddersukker og fem med hakket æg. Det fortalte
jeg Ane, da jeg havde hilst. Hun skulle have det halve og det var hun godt tilfreds med.
Vi nåede skolen, som de skulle til at begynde. Der var
hen imod en snes nye børn, der sammen med mig
skulle til at begynde deres skolegang. Jeg kom til at
sidde nederst af drengene, der var en syv-otte stykker.
Der var to lærere - gamle Jørgensen og en anden lærer
der hed Clausen. Der var fire klasser, de mindste børn
gik i første og de største i fjerde klasse. Og vi skiftede
lærer hver halve dag. Vi fremviste vor koppeattest og
blev indskrevet i skolens protokol af gamle Jørgensen.
Nogle af os havde en enkrone og andre en tokrone
med, som vi afleverede til læreren - med en hilsen fra
vore forældre - naturligvis i håb om, at Læreren ville
påskønne det og behandle os godt.
Efter morgensalmen begyndte undervisningen, og snart
kom turen til os syv-otte nybegyndere og det gik nu
ikke lige godt. Vi skulde læse den første sætning i
Luthers Katekismus, der begynder med, hvad der frem
for alt skal ligge os på hjerte. Jeg havde lært at læse
rent, og jeg læste hele siden ned, før læreren stoppede
mig. Han kiggede lidt på mig, tog mig så ved hånden
og sagde: - Kom her, du lille dagmosedreng, du skal
ikke sidde nederst. Han flyttede mig øverst af det kuld
af drenge, der var mødt den dag. - Og den plads holdt
jeg gennem de syv år, skoletiden varede.
Min første skoledag gik godt, og Ane fulgte mig hjem.
Hun skulle have en skilling og aftensmaden, fordi hun
havde været med mig.
Vi fik risvælling, og mens vi spiste, fortalte vi
naturligvis vidt og bredt om dagens begivenheder. Jeg
tror nok, at jeg pralede så mange gange med, at jeg var
bleven flyttet op, at mor blev ked af det og for at tale
om noget andet spurgte, om vi havde haft mad nok
med.
Ork jo - Det slog godt til, sagde Ane. - Ja, sagde jeg og
skævede efter hende, men du åd nu al æggemaden
Ane! Hun blev spruttende rød og var nær blevet kvalt i
vællingen. - Det er ikke sandt, Jens, jeg tog kun fire! Nå ja, sagde jeg nedladende det er også lige meget, for
jeg kan lige så godt lide sukkermad. Og dermed var
den strid endt. - Og min første skoledag vel overstået.
Jens Baltzer (Langelænderen nr. 552 - 2002)
Den aften blev det sent før vi sov
Bøstrup – 189x
Børnene købte julegaver i Bøstrup - de voksne tog helt
til Rudkøbing.
For 100 år siden var en juleindkøbstur fra Egeløkke til
Rudkøbing en af de store begivenheder for
forpagterfamilien på Egeløkke. Den var dog kun for
voksne, børnene måtte nøjes med en tur til den lokale
købmand.
Gordra Nielsen, født Fabricius, har nedskrevet sine
erindringer om julen i 1890'erne:
En stor begivenhed var fars og mors tre mils køretur til
købstaden Rudkøbing på juleindkøb.
De startede i bælgmørke om morgenen, indpakket som
til Nordpolen, vi fulgte årvågne alle lyde inde fra
børneværelset, åh! hvor jeg husker den stemning lysskæret inde fra soveværelset, hvor far og mor
hviskende trak i stadstøjet, kaffekoppernes klirren fra
spisestuen, røgen fra fars søndagscigar, "de sortes" trav
over stenbroen mors hurtige, men kærlige: "Farvel
småbørn, skik jer nu vel!" - og så kuskens knald med
pisken der betød, at nu blev turen til virkelighed.
Lykkelige puttede vi os så ned i dynerne og pludrede
videre om alle julens forventede herligheder.
Det blev en lang dag, og jublen var stor, når vognen
ved aftenstide atter rullede for døren, og vi havde far
og mor i god behold med alle deres pakker, som hurtigt
af de voksnes velvillige hænder blev båret ind i
gæstekammeret, så det blev kun en gættekonkurrence
side 30 af 89
for os på pakkernes form at ane indholdet; nå, vi
trøstede os med, at når mor fik overtøjet af, kom hun
frem med de traditionelle honningkager, så helt snydt
blev vi ikke.
Den aften blev det sent, før vi sov!
En anden dag blev det vor tur at gøre juleindkøb. Det
skete oppe hos købmanden i Bøstrup; der var også
brevsamlingssted, så han var vor gode bekendt og tog
meget vel imod os. Flere dage før havde vi tømt
sparebøsserne under stor spænding - i de tider var små
penge store penge - vi fik 2 øre for et UG i skolen, 1
øre for et UG-, og havde vi en to-krone hver at købe
for, var vi meget stolte!
Hvor husker jeg den hemmelighedsfulde stemning, der
fyldte os, når vi trådte ind i den julepyntede butik - det
var en hel forsmag på juleaften: Lys, gran og glimmer
og mange herlige ting strålede os i møde. Jeg mindes
vor beundring - særlig for et konkyliesmykkeskrin foret
med rødt silke - til mor f.eks., men vore penge var for
små, de skulle række til mange gaver. Der var ligesom
fremmede landes eventyrglans over det skrin!
Købmanden var i besiddelse af stor tålmodighed, vi
havde så svært ved at vælge mellem alle herlighederne,
og nu som voksen mindes jeg ofte med munterhed den
hjælpsomme købmands atter og atter gentagne
spørgsmål:
"Skal det være til yngre børn - eller måske til ældre
konfirmerede børn?"
Gorda Nielsen, født Fabricius (Langelænderen nr.
551 - 2001)
En dag i aksmarken
Lindelse - 1898
Det var en strålende smuk septembermorgen omkring
1898. Solen var lige tittet frem over skoven i øst.
Bøgens blade var begyndt at blive gule og brune – og
drattet til jorden, mens eg og aks endnu stædigt holdt
fast ved den grønne kåbe. Der lå dug overalt i græsset,
og hen mellem bakkedrag og over mosens lavninger
hang morgentågen og bølgede, somme steder kun i
mandshøjde; den steg langsomt højere og højere – for
til sidst at forsvinde helt i æteren.
Det tegnede til at blive en smuk dag, så mild, blid og
stille, som en dansk septemberdag kan være det.
I den lille landsby begyndte livet at røre på sig. Ud fra
de små, stråtækkede femfags landarbejderhuse kom
flere og flere frem, mest mænd og større børn, de fleste
med en pose eller sæk under armen.
Der skulle samles aks på herregårdens hvedemark.
Lidt længere op på dagen rykkede næste hold ud fra de
små huse, det var konerne og de mindre børn, der nu
drog af sted. Det tog jo altid lidt tid, før de kunne
komme af sted. Der skulle smøres mad og fyldes kaffe
og saftevand på flasker. Der skulle ryddes lidt op i
stuen, så der ikke var alt for uryddeligt, til man kom
igen; det kunne jo gerne træffe at blive lidt sent, for det
gjaldt om at hænge i de første dage efter indhøstningen,
mens der var flest aks, og vejret var godt.
Nå, men endelig var man klar, den mindste var puslet
godt ned mellem dynerne i barnevognen, der var en
almindelig trækvogn, en fjellekasse med skrå sidder på
to hjul, en stang med en tværpind til at trække i.
Mor og et af de største af børnene tog fat i tværpinden
som hest, de mindre hængte bag i, og så gik ”toget” ud
til aksmarken.
Marken hed ”Eget”, en stor mark med et højt
stengærde på den ene side, og op langs stengærdet
havde man så sit tilholdssted eller lejrplads ved
spisetiderne.
Der var godt og vel en halv snes arbejderfamilier til at
samle aks den dag, og der var omtrent lige så mange
trækvogne, så hver families ”boplads” var så at sige
markeret ved en trækvogn.
Efterhånden som konerne kom ind i marken, trak de op
langs stengærdet og placerede sig. De mindre børn fik
så en tom sæk at sidde på og lidt at lege med, og de
større fik en pose på maven til at samle aksene i. De
største af børnene fik en kniv eller saks, fastgjort i en
snor, til at skære aksene med, og snart var arbejdet i
gang over hele linien af 50-60 mennesker, mænd,
kvinder og børn spredt ud over agrene, for at opsamle
de gyldne aks, og for at bjærge deres høst hjem.
Konerne holdt sig nærmest gærdet for at have opsigt
med de mindste børn.
Der var mange aks. Hveden var under en tordenbyge
gået tidligt i leje, og høsten havde været meget
besværlig, det meste var høstet på akkord af gårdens
husmænd, koner og børn, og mange steder hvor
høstriven var gået på skrå over renerne, lå der hele lag
af afbrækkede aks, så man lagde sig på knæ og
samlede. Aksene samledes op i den højre hånd og
lagdes over i den venstre, til man fik så mange, som
hånden kunne spænde om.
En sådan håndfuld aks kaldes for en ”dukke”, og mest
morsomt var det at samle 4-5 sådanne, før stråene blev
skåret fra, for så fyldte det så rart, når det blev puttet i
på en gang. Når poserne blev fulde, tømtes de af i en af
de medbragte sække, og snart vidnede talrige sække
rundt om på marken om, at arbejdet gik flinkt.
Men børn er nu engang børn, og den tid på dagen, der
var ventet med størst længsel, var alligevel
middagspausen. For at mor havde noget godt i kurven
det vidste man; der var nok både pandekager med
æblegrød eller stegte pærer til – og hvedekage med
brunt farin på, og så var der saftevand og en flaske
kaffe; men den skulle mor have, ja, far fik vel nok en
tår også, han var jo med i dag, fordi det var søndag,
ellers havde han jo ikke tid. De andre dage var han på
gården.
Tolv rungende slag fra gårdens hovedbygning
forkyndte, at det var middag. Forventningerne til mors
kurv skuffede ikke, og den blev tømt med god appetit.
Vi holdt en lille times middag, og nogle af børnene gik
på opdagelsesrejse langs hegnene; der var masser af
blåbær og brombær. Ja, og lige på den anden side af
gærdet og vejen lå jo den lille skovbakke kaldet
”Faurbjergskoven”, hvor der over lågerne var opstillet
kæbebenene af en hval. Det må have været en ordentlig
kammerat – de var halvanden alen tykke ved roden og
lige så høje som et hus. Og gik man videre, kom man
ad snørklede gange op til ”Tårnet” på bakken, fra hvis
platform der kunne ses helt over til Lolland på den ene
side og omtrent til Ærø på den anden.
side 31 af 89
Men nogle af børnene blev liggende nede ved de ældre
for at høre på deres snak. Et par af familierne havde
kaffekedel med; der blev samlet kvas, et par flade sten
sat på kant og tændt ild under kedlen, og snart bredte
en liflig kaffeduft sig i den klare septemberluft.
Og der blev kaffe nok omtrent til alle de voksne – for
det var nu engang sådan med de fleste småfolk, at de
giver andre, så længe de har selv.
Alt får jo en ende – også en middagspause – og snart
var man i gang igen.
Om eftermiddagen kom der en del unge ud og hjalp til,
det var voksne børn fra de forskellige hjem, der havde
frisøndag og ville ud og give mor et nap med at få
bjerget lidt til hønsene og grisen. På deres snak kunne
man forstå, at de havde taget nøddedag og kom igen i
morgen (den gang var det almindeligt at få en fridag
efter høst, som kaldes nøddedag, beregnet til at plukke
nødder i).
Der var én ting, som disse unge i særlig grad talte om
og drøftede, når de kom sammen, det var, at de ville til
Amerika. Og når der særlig blev talt om det den dag,
var noget af grunden vel den, at der mellem disse unge
var én, der havde været en tur – og nu ville af sted igen.
Vi større drenge så og hørte med beundring på ham.
Det lød så morsomt, når han talte, det var som tungen
lå dobbelt i munden, og udtrykkene ”Well” og ”Ålrøjt”
blev brugt tit, og så røg han tobak af en pibe, hvis
hoved var lavet af en majskolbe, og brugte brunt
skråtobak, der var sødt og i plader. Mærkværdigt nok
er forholdene blevet sådan, at 12-14 af de børn, der den
dag var i aksmarken, nu bor i Amerika.
Der blev samlet mange sække aks en sådan dag, og der
blev god brug for trækvognen, da vi skulle hjem.
Nu samles der ikke aks mere af nævneværdig
betydning. Den maskinelle udvikling indenfor
landbruget har medført, at dette arbejde er ophørt.
Selvbinderens vinger fører kornet ind på det roterende
sejl, hvorefter det bindes og kommer ud som faste neg.
Der spildes ikke meget her. Og når kornet er stillet i
rækker, køres der med hesteriven på langs mellem
disse, og når negene er kørt hjem, rives hele marken på
tværs, så der ikke er noget at pille efter her.
Derfor har den gamle sang om, at rive marken let, da
det var gammel ret, at fuglen og den fattige skal også
være mæt, ikke mere den samme gyldighed og klang,
som for 30-40 år siden. (Skrevet i 1939)
Jens Baltzer (Langelænderen nr. 535 - 1999)
Noget ved musikken
Rudkøbing - omk. 1900
Langeland har gennem tiderne fostret mange
personligheder. En af disse er Frederik SchnedlerPetersen. Han blev født i Rudkøbing d. 16. februar 1867
som den næstsidste af en børneflok på 10.
Forældrene var købmand og gæstgiver Johan Frederik
Petersen og Rasmine Martine f. Löve.
De havde nogle år drevet købmandsbutik og gæstgiveri i
Mads Lange's gård, Østergade 4, men var dog inden
Frederik kom til verden flyttet til Sidsel Bagersgade nr.
9, hvor de boede til leje og drev et gæstgiveri.
Det specielle mellemnavn fik lille Frederik fra en af
fadderne, nemlig skovfoged Schnedler på Fårevejle.
Frederik var meget lille og svag ved fødselen og flere fra
familien mente, det ville være bedst, om Vorherre ville
tage ham til sig, men moderen bad for sønnen og denne
bøn blev hørt.
Det var en meget musikalsk familie og der blev sunget
og spillet meget i hjemmet. Flere søskende spillede til
fester i byen og allerede som 6-årig blev Frederik
inddraget som trommeslager ved skyttelaugets julebal,
da en ældre bror måtte overtage en sygemeldt musikers
instrument.
Det har sikkert været trange kår for den børnerige
familie. Faderen døde allerede som 50-årig i 1876 og
inden de seks yngste var blevet konfirmeret. Moderen
fortsatte som gæstgiver og sammen med de ældste børn
opretholdt de familien.
På det tidspunkt, hvor faderen dør, spiller et par af
børnene for en danseskole, og dennes leder var meget
tvivlrådig om musikken den dag, Johan lukkede sine
øjne, men: "Selvfølgelig kommer mine børn og spiller"
var Rasmines svar.
Frederik blev som dreng sammen med et orkester
inviteret til Broløkke for at spille for grev Christian
Ahlefeldt-Laurvig. Greven blev meget begejstret for det
unge talent og bevirkede, at han med sin far, greven på
Tranekær og en gruppe langelænderes hjælp kunne få
musikundervisning og som 14-årig kom han til Slagelse
for at studere violinspil og som 17-årig blev han optaget
på Det kongelige Musikkonservatorium. Men allerede
året før, altså som 16-årig havde Schnedler sin første
egen koncert. Det var i Teathersalen i Rudkøbing, hvor
han ifølge Langelands Avis høstede megen ros.
Efter et par års studier i Paris og Berlin, var han en
periode koncertmester i Berlins Koncerthaus, hvorefter
han vendte hjem og blev kapelmester ved Marienlyst og
Sommerlyst's koncertsale,
Under opholdet i Berlin, lærte han sin tilkommende,
Bergljot Sverdrup fra Nordnorge, at kende og de blev
gift i Rudkøbing d. 22. november 1894 og året efter
fødtes deres eneste barn, Gunnar.
Schnedler betegnede selv tiden ved Marienlyst som 7
gyldne år. Han skriver i sine erindringer "Et Liv med
Musik", at han komponerede en Marienlyst-March til
ære for ejeren, slagtermester Anders Jensen, men da han
hørte sin søn fortolke den ved øvelserne derhjemme
besluttede han, aldrig mere at komponere.
Dirigenttiden
De følgende år spillede Schnedler i flere orkestre og han
fik sin dirigentdebut som sygeafløser for Georg Lumbye
i Tivolis' Koncertsal. Lønnen for en aftens
dirigentarbejde med forudgående prøver var dengang 5
kr.
I årene 1903-05, under Finlands kamp for
selvstændighed fra det russiske herredømme, var
Schnedler i Åbo. Her høstede han - både som violinist
og som kapelmester meget stor anerkendelse. Han blev
omtalt som gesandt for dansk musik, såsom Langeside 32 af 89
Müller, Gade, Hartmann og gjorde især Carl Nielsen og
H. C. Lumbye's musik særdeles populær.
Han ledede også operaerne "Don Juan", "Bajazzer" og
"Faust" med så stor popularitet, at folk strømmede til
Åbo med særtog fra hele Finland for at overvære disse
opførelser, der blev gentaget flere gange ud over de
planlagte.
Gennem disse år var Schnedler jævnligt gæstedirigent
ved forskellige orkestre herhjemme og fra sæsonen 1909
fast leder af Tivoli's Koncertsalsorkester.
I Tivoli var der i 1902 blevet indviet en stor flot
koncertsal med plads til 45 musikere og 1200 gæster i et
østerlandsk præget palads med løgformet kuppel og et
par "minarets-tårne". Det var et motiv, der både med - og
uden illumination, var yndede postkortmotiver. Den
flotte bygning blev for øvrigt sprængt i luften i 1944 af
Schalburgkorpset, der var en gruppe danske håndlangere
for den tyske værnemagt. Det var en hævnakt mod den
danske modstandsbevægelses ødelæggelse af
våbenfabrikken "Dansk Industrisyndikat", der leverede
våben til besættelsesmagten.
Schnedler-Petersen var meget bevidst om at give Tivoli's
gæster et varieret repertoire i musikkens verden. Han
havde mange førsteopførelser af helt ny musik med unge
solister, specielt nordiske kunstnere. Hans opfattelse var
ikke udelt blandt publikum og mange mente, at
koncertsalens musik var blevet "for tung". Tidligere
havde det især været H. C. Lumbyes lettere genre, der
havde domineret. Men Schnedler stod fast og
pointerede: At det var et musikhus med restaurant og
ikke en restaurant med musik. Han blev da også med
årene meget populær og foruden i Tivoli, blev han også
kapelmester ved de københavnske palækoncerter 191231, som Københavns kommune afholdt. Det var med
mange solister fra såvel Danmark som udlandet.
Fra 1910 oprettede han "De unges Aften" i Tivoli. Her
fik unge lovende musikere og dirigenter lov til at prøve
kræfter med vilkårene uden for de beskyttede
læreanstalter.
Nye tider
I 1925-26 fik Schnedler problemer, idet Danmarks
Radio begyndte at sende musik hjem til folk. Ikke alene
sendte de den samme musik, som Tivoli var så berømt
for, men de "stjal" mange af de bedste musikere, da
radioen kunne betale bedre lønninger, end hr. Schnedler,
der skulle have økonomi i sit arbejde.
Som om det ikke var problemer nok, så kom på
nogenlunde samme tid Jazzmusikken, der var en torn i
øjet på Schnedler. Han betegnede det som "helligbrøde"
at udsætte klassiske temaer for jazzrytmer, og han
betegnede også jazzen som ødelæggelse af musik, men
som han et andet sted er citeret for: Det er en kamp mod
vindmøller og orkesterforeninger blev nedlagt på stribe.
Ved Tivolis' 75 års jubilæum modtog han ridderkorset af
Kong Chr. d. 10., ligesom han også blev dekoreret med
den norske St. Olavs-orden.
Når man læser om Schnedler, ses det kun sjældent, at
han har oplevet større nederlag. Det er sket et par gange
ved ansøgning om nyt arbejde. For eksempel blev han
vraget uden begrundelse som koncertmester i
Stockholm. Årsagen fik han senere i en Stockholm-avis
og den lød: Det vil være en skandale, at ansætte den
danske kapelmester Schnedler-Petersen, der har en norsk
kone. Det var på det tidspunkt, hvor unionsfællesskabet
mellem Norge og Sverige blev opløst.
Foruden at være orkesterleder og dirigent gennem et
langt liv, interesserede ægteparret sig meget for gamle
musikinstrumenter. De holdt mange koncerter med nogle
af disse, og han kunne spille på 22 forskellige
instrumenter, hvoraf nogle var fra 1700-tallet.
Efter at have dirigeret 50.000 numre, hvoraf 843 var
førsteopførelser, blev Schnedler-Petersen pensioneret i
1935 efter 27 år på podiet. Afskedskoncerten i Tivoli var
så stort et tilløbsstykke at der skulle bruges 5 biler for at
transportere alle blomsterbuketterne hjem til lejligheden.
Den populære Schnedler fortsatte som gæstedirigent og
bl.a. dirigerede han både kor og orkester ved
Rudkøbings 750 års byjubilæum i 1937, hvortil vor
forening havde arrangeret tur.
Frederik Schnedler-Petersen døde af en dobbeltsidig
lungebetændelse d. 6. april 1938 og blev bisat fra
Holmens Kirke. Ved en mindekoncert i Tivolis
koncertsal havde komponisten Poul Schierbeck
udarbejdet en komposition til minde om den "store
langelænder"
Knud Erik Hansen (Langelænderen nr. 556 - 2002)
Dyrskuet i gamle dage
Rudkøbing/Tryggelev - omk. 1900
Den største folkefest på Langeland om sommeren har
altid været dyrskuet, særlig i gamle dage. Nu er der jo
mange andre fester, som ikke kendtes den gang, og der
har altid været let adgang til at komme til dem med de
færdselsmidler, vi har haft de senere år. Det var der ikke
i gamle dage, da var det kun hestekøretøjer, der kendtes.
Dyrskuedagen har altid været imødeset med stor
forventning, særlig af ungdommen. Når dagen var
fastsat, og det havde stået i aviserne, kan det nok være,
der blev travlhed for syersker og skræddere, til den dag
skulle alle have nyt tøj, det var gerne en fast regel, så der
blev syet både nat og dag for at nå at få det hele færdigt
til tiden.
Det var gerne en dag i juni måned, der var fastsat, så det
var i sommerens skønneste tid. Når den oprandt med
klart vejr og solskin, var der glæde over hele linien; var
det regnvejr, sank humøret jo nogle grader, men blive
hjemme var der ikke tale om; alle, der på nogen måde
kunne undværes hjemme, skulle med - både børn, unge
og ældre. De rigtig gamle blev hjemme og måtte passe
kreaturer og hvad der ellers var; det blev så lagt til rette i
forvejen så godt som muligt.
Klokken hen ad 8 begyndte vognene rigtig at køre ud
alle steder fra, enkelte var kørt tidligere, og de der skulle
trække med dyrene, måtte op midt om natten, eller også
blev dyrene ført op dagen før, de skulle jo hvile ud og se
godt ud på dyrskuet.
Fra herregårdene kom store char-a-banc'er med 14-15
personer på vognene, store kraftige heste for og en god
solid kusk på kuskesædet; det måtte der jo til sådan en
dag, da det vrimlede med køretøjer, og det ikke altid var
side 33 af 89
lige skikkelige heste. Der var tit hele rækker af vogne på
den tid på vejene, og var det tørt vejr, lå der en støvsky
om alle de kørende.
Det var en stor dag for Rudkøbing, både for de
handlende, for restaurationer og ikke mindst for
gårdskarlene i købmandsgårdene. Når vi kom ind i sådan
en gård over middag, stod vognene i rækker stillet
sammen som sild i en tønde. Der vankede jo så gode
drikkepenge til karlen, men han havde også rigeligt mas
med at få spændt for alle de forskellige køretøjer, så at
hver fik de rette heste og vogne.
Købmændene havde gerne god handel. Alle skulle have
noget med dem hjem, og mange unge, der skulle have ny
stads, købte det gerne dyrskuedagen, da de skulle til
byen alligevel. Det hørte til sjældenhederne, at folk kom
derop dengang.
For børn var det et helt eventyr at drage til Rudkøbing,
for mange blev det vist ikke til mere end én eller to
gange i skoleårene. At se alle de store butiksvinduer, og
alt det der var udstillet, var en hel oplevelse. Vi stod som
fortryllet foran Magda Jørgensens legetøjsforretning. Da
vi havde sparet sammen på vore småskillinger længe i
forvejen, kunne vi nå at få en lille ting i forretningen til
25 eller 50 øre og endda lidt tilovers til godter. Da vi fik
at vide, at vi ikke kunne få godter dér, stilede vi lige over
til Gustav Knudsens store købmandsforretning og blev
meget forbavset, da vi heller ikke dér kunne få hverken
chokolade eller brystsukker! De viste os smilende over
til S. P. Hansen, hvor vi fik det forlangte, men vi sagde
da vi kom hjem, at det var småt, at vi ikke kunne få
alting i sådan en stor forretning, når vi hjemme i
Tryggelev, både hos købmændene Wandel og Gorm
Nielsen kunne få "alle forskellige slags". Vi fik jo så at
vide, at i byerne havde de hver sin slags at handle med,
og hos Gustav Knudsen var det tøj og den slags. Så blev
vi så meget klogere.
Dyrskuet blev dengang holdt på en mark ved
Fredskoven. Den lille idylliske Fredskov ser vi ikke
mere, fordi dyrskuet nu er flyttet til en plads ved byen.
På vejen ned til skoven var flere telte og boder, hvor vi
kunne købe mange forskellige slags, nogle med
bagværk, formet som mænd, koner, hjerter og
forskellige dyr, dem var der vældig rift om; alle skulle
have noget med hjem, både til børnene og til dem der
passede hjemmene, og den slags bagværk og ligeledes
honningkager var meget yndet. Der stod også tit børn
ved vejen, når vi kørte hjem, og råbte på "Markedskab".
Blev der kastet lidt ud til dem, råbte de hurra, fik de
intet, kunne de godt råbe noget mindre pænt.
Ved vejen til skoven sad også altid en gammel mand
med et træben og spillede harmonika. Lidt længere nede
stod en kone og drejede lirekasse for en mand, der var
blind, det var også en af deres store dage. De kunne vel
nå at få samlet en ganske god skilling sammen, men
alligevel; hvor trist, at de skulle udstilles og tigge på den
måde. Godt at der nu er bedre kår for invalider.
Ved indgangen til skove solgtes billetter. Så snart vi kom
indenfor skoven, begyndte alt gøglet. Den første vi
stødte på, var gerne Chresten Jyde. Han havde et bræt
med forskellige figurer og en terning. Vi kunne sætte en
2 øre på en af figurerne; kom det billede frem, vi havde
sat på, havde vi vundet det hele - kun den ene 2 øre
skulle manden have til sin fortjeneste. Der var en vældig
søgning af børn og de helt unge, det var jo ikke så dyrt,
og det var en mand, der forstod at samle folk. Han råbte
ustandselig: "Ræven, skytten, hunden og jomfruen", når
de billeder manglede indsats - "er jomfruen ikke 2 øre
værd i dag, hun er pyntet, hvad er hun så værd i morgen
når hun går i køkkenet"? Eller når der kun manglede en
mand , råbte han: "En mand, en mand - den sidste mand
kan også vinde"! Det var en mand der var kendt af alle i
de år. Hans spil siges at være havnet på museet i
Rudkøbing.
Længere omme i skoven var karrusel og gynge,
kraftprøve og meget andet. Desuden var der en stor
dansesalon i skoven, som var fyldt med dansende om
eftermiddagen og om aftenen. På pavillonen i skoven var
der også dans i en stor sal.
Fra skoven kunne vi gå lige ud på dyrskuepladsen. Der
var mange smukke dyr at se på. Det var altid om
formiddagen, vi skulle derud. Til middag blev dyrene
gerne trukket bort.
Der var mange telte, nogle til beværtninger andre til
forlystelser, cirkus, panorama og meget andet. Midt på
pladsen var bygget tribune, dér sad musikorkesteret og
spillede. Om eftermiddagen var der et mylder af folk.
Kom vi fra dem vi fulgtes med, var det næsten ikke til at
finde hinanden igen. Vi kunne til gengæld træffe mange
bekendte sådan en dag. Der var jo folk fra hele øen, så vi
traf tit nogen, vi ikke havde set i flere år.
Det var en dag, hvor der blev brugt mange penge. Nogen
fik jo varer og glæde for pengene, andre brugte deres til
druk og udskejelser, og blev somme tider rodet ind i
noget, de bittert fortrød, når rusen var borte. Men for de
fleste var det en glædesdag med mange forskellige
oplevelser, som huskes endnu mange år efter.
H. K. , Tryggelev (Langelænderen nr. 525 - 1998)
Bedstemor
Torpe, Skrøbelev/Tryggelev - omk. 1900
Bedstemor var født 24. november 1842, hun var den
ældste af 9 søskende. Forældrene havde et mindre
landbrug, så kårene var meget beskedne. Faderen døde
tidligt, vist nok ved et ulykkestilfælde, men dengang
var der ingen hjælp eller erstatning, så det gjaldt om at
klare sig igennem ved egen hjælp og nøjsomhed, og det
satte sit præg for hele livet. Børnene kom tidligt ud at
tjene, 4 rejste som helt unge til Amerika, som mange
her fra landet gjorde dengang for at skaffe sig en bedre
levevej.
Bedste kom tidligt ud at tjene, kom tidligt til at stå på
egne ben og hun havde en god vilje til at tage fat. Hun
havde også sin egen mening om tingene, langt forud
for datidens kvinder hvor mange dengang var
undertrykte og underkuet. Bedste kunne hurtigt ranke
sig og forfægte sine meninger. Hun var lille, mager
men stærk.
Nu må I huske, at hvad jeg skriver, er efter
hukommelsen og hvad hun selv fortalte til mig.
Hun var på en gård i Illebølle, der var 3 piger, 3-4
karle, røgtere og et par husmænd, der boede i huse i
side 34 af 89
nærheden af gården med deres familie. Det var en
proprietærgård. Manden hed Anders Lind Johansen,
kun kaldt Anders Lind. Han var en temmelig hård
mand, men meget retfærdig. Han var blandt de første
der gav tjenestefolkene fri om aftenen, ellers sad
pigerne og kartede og spandt om aftenen. I det hele
taget var arbejdet jo helt anderledes dengang både for
karle og piger. Pigerne malkede 3 gange om dagen, de
hjalp til i marken, bandt op efter le, kørte korn ind,
læssede og spredte møg og sådan med det hele. I løn
fik de et pund uld, som var til deres eget tøj, og til jul et
sigtebrød, øl og bagte brød.
Senere fik bedste gode økonomiske kår at leve under,
og hun havde en åben hånd og hjerte overfor os. Jeg
husker stadig hendes stolte og knejsende gang, når hun
2 gange om året vandrede til byen for at hæve renter.
Da vankede der gaver og opfyldelse af vore ønsker,
men altid indprentede hun os, at vi skulle spare til vore
gamle dage, og hun lagde grunden til vor velstand ved
at anskaffe "bøgerne" og af og til sætte en 5 kr. ind. Ja,
hvor var de gamle dog nøjsomme.
Bedste regnede det ikke for noget at gå de 20 km. ud til
os, og somme tider bærende på en kurv på hver arm.
Her var pærer, æbler, stikkelsbær, blommer eller
fastelavnsboller op til fastelavn, men ikke at
forglemme alt hvad hun kom med til jul. Når hun
skulle hjem kørte vi hende med de brune heste, men
kun den halve vej. Mor syntes det var langt nok for
hestene, for de skulle jo vejen hjem igen, og bedste
havde tiden for sig.
Bedste havde et dejligt hus, helt anderledes og finere
end vor gamle gård, hvor der altid var så meget
arbejde. Der var bræddegulv over det hele, højt til
loftet, pæne vinduer med lange blonde gardiner og
blomster i vinduerne, røde pelargonier og geranier. Der
var hvidskurede gulve med fint strøet sand. I
hverdagsstuen, som vi sad i, var der rullegardiner, det
ene med Frederiksborg Slot, det andet med Rosenborg
Slot. Der var sengen, den store brede med et bjerg af
tykke, uldne og varme dyner med fyld af gåsefjer,
omhyggeligt redt med tæppe over. Så var der
bornholmeren og den store kakkelovn, hvor der blev
fyret med bøgebrænde. Der sad vi børn, når vi var på
besøg, og spillede brus med bedste. Jeg husker ikke
spillet mere, men der var konge, dronning, dullen og
spids, der stadig skulle huskes. Så fik vi stegte æbler,
tørrede pærer, nødder og syltede kirsebær, både lyse og
mørke. De var i store stenkrukker og holdt sig fint uden
mug - hvor de dog smagte.
På den anden side af gangen var der 2 pæne
dagligstuer. Også her var bornholmer, dragkiste med
tæppe over og med mange sjældne ting. Her var vaser
og figurer, og så var der chatollet med alle de små og
store skuffer med de mærkeligste ting, og inderst inde
alle værdipapirerne, der var sammenlagt og gemt
omhyggeligt, der var meget for videbegærlige børn at
efterse.
Så var der haven, der var noget for sig selv, næsten
som i H. C. Andersens eventyr. Der var næsten ikke det
træ eller blomst der ikke var der, og bedste passede det
selv. Der var modne røde stikkelsbær og de gule
blommer stod lige udenfor bryggersdøren ved siden af
brønden, hvor vandet blev trukket op i en spand med en
brøndkrog - der var altid godt vand. Her var tidlige
sommeræbler, røde Calvin, flere slags pærer, Grev
Moltke, Napoleon, og mange gemmeæbler til hele
vinteren. Foran huset var blomsterbede - det begyndte
med vintergækker, Dorthealiljer, gule og blå krokus,
aurikler, kodriver, påske- og pinseliljer, hyacinter,
klytra, røde og hvide roser, mange slags grønt,
Lammeøre, Ambra, Hjertensfryd, stribet græs og så var
der røde Fuchsia, som jeg syntes helt er udgået. Om
sommeren havde vi altid urtekoste (blomsterbuketter)
med hjem.
Bedste havde oplevet krigene 1848 og 1864, og hun
havde talt med folk, som havde været med. Hun var
meget nationalsindet, og talte om Dybbøl og
Dannevirke. Hun så soldater komme såret og nedslået
hjem, og hun var ikke til at rokke i troen på, at vor
danske konge (Frederik 7.) var blevet forgivet i Slesvig
og så kom den tyske Christian 9. (Europas svigerfar)
til. Han gav tyskerne Sønderjylland - soldaterne måtte
ikke slås for fædrelandet. Sådan talte befolkningen, når
de kom sammen, der manglede aldrig samtaleemner.
Her kom ofte en mand om aftenen, han havde været
med i krigen og fortalte altid om oplevelser derfra,
imens han røg på sin lange pibe og drak kaffe.
Bedstemor var ikke så lidt overtroisk eller måske kom
det af religiøsiteten blandt almuen. Der måtte ikke
skæres hul på et brød, uden der blev slået kors på det,
så blev det drøjt. Man måtte ikke begynde et fast
arbejde om mandagen, og 13 til bords er ikke lykke.
Når uglen tuede om aftenen varslede det ondt vejr. Vi
måtte hverken strikke eller sy mellem jul og nytår, for
så fik mange dårlige fingre i året der kom. Køerne
måtte ikke starte med at komme på græs om mandagen,
så blev der megen sygdom blandt kvæget. Et år gjorde
vi det her på gården, og fik mund- og klovsyge om
sommeren. Vi har ikke gjort det siden.
Senere flyttede bedste ud til os, og hun gjorde vel nok
meget arbejde og aldrig det lette. Var tidligt oppe om
morgenen og hjalp til med at malke, vaske storvask,
hjalp til med slagtning, pille ænder, stoppe strømper,
strikke uldne vanter til os alle, pudse fodtøj og meget
andet. Hun længtes tit efter sit hyggelige hus, men nu
havde hun jo vort hyggelige selskab. Bedste var næsten
aldrig syg, og blev hun lidt sløj, så fik hun stræk kaffe
med kandis og så tog hun et par slurke af en af sine
flasker, for hun lavede selv sin medicin.
Vi havde nord for vore marker et langt stendige, et
gammelt hovhegn, og der på sydsiden plukkede bedste
sin medicin, som hun satte på flasker i spiritus. Der var
rejnfangknopper, perikum, og malurt. Husløg groede
på taget, det var til "brændt skade".
Efter høst gik bedste ud og plukkede brombær på
sydsiden af samme hovhegn. Det var en fin tur med
solskin og klar luft i september med stok til at trække
rankerne ned og et par stykker ostemad. Hun gik om
formiddagen og kom hjem midt om eftermiddagen med
kurven fyldt med dejlige sorte bær, og det gjorde hun
flere gange hvert efterår. Jeg tror også hun nød at sidde
i solen og spise sin mellemmad og nyde den friske luft.
Senere, da alderen gjorde sig gældende, sad hun mest
ude i varmen og stoppede og strikkede, men uden
briller, for bedste havde aldrig anstrengt øjnene med
håndarbejde eller læsning, hendes virke lå på andre
felter.
Skrevet 1965 af
side 35 af 89
Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 521 - 1997)
Per
Torpe, Skrøbelev - omk. 1900
Endnu en beretning af Hansigne Nielsen,
Kræmmergården i Tryggelev. Skrevet i 1965, men
fortællingen, som er fra Torpe, Skrøvelev sogn, er fra
starten af 1900-tallet.
Ikke langt fra min bedstemoder boede en lille ældre
mand, og hvis renlighed og hygiejne havde noget på
sig, så passede det i alt fald ikke på ham, og han blev
næsten 100 år. Han boede i et lille hus med en lille
tilbygning, hvor der var et får og lidt høns. Mon han
dog nogen sinde havde været vasket? Han gik altid i et
mørkt jakkesæt og en stiv, sort hat på hovedet.
Kom man indenfor, var der noget at se. Væggene og
overalt var der fyldt med ure, klokker,
bornholmerværker og bøsser i alle størrelser og
faconer, og meget andet, for Per var nemlig fast
stamgæst ved alle auktioner langt omkring, og så var
han handelsmand.
Hos Per var der noget af en smugkro. Der kom unge
karle om aftenen, de ville handle og bytte, men de sad
også og drak snaps og øl. Dengang var en bajer 3
pægle og kostede 18 øre. Senere blev det til ½ bajer på
1½ pægl og den kostede 9 øre. Så begyndte
gårdmændene også at komme, de sad og drak små
sorte, det var kaffe med brændevin, eller
tevandsknægte, det var vist med rom og sukker.
Til sidst blev det for galt og Per blev meldt til politiet.
Politiassistenten kom derud og skulle tale ham tilrette,
men der var ingen vegne at komme med Per. Senere
måtte politiet derud igen, men han blev også budt på et
par genstande. Da betjenten fik øje på et drikkekrus,
som hønsene drak af, det var antik kobber fra en
auktion, fik han det med under trøjen - der var ikke
mere at tale med Per om.
Når det var kold vinter med sne og frost, tog Per fåret
ind hos sig i den ene alkove, som der var halm i, og der
fik det lam inde, ellers var de nok frosset ihjel i det
utætte skur, hvor det trak ind overalt.
Per havde noget så attråværdigt for os børn som rød
sodavand. Når vi fik hver 10 øre, løb vi derhen, og fik
en der rigtig kunne bruse. Var Per i rigtig godt humør,
kunne der godt vanke et dejligt stykke mad med røget
lammelår, det smagte vel nok. Alle hans madvarer var i
bordskuffen.
Gårdmændene skovede brænde for Per, så holdt han
"skovgilde" for dem. De fik kogt torsk med sennep,
som var malet i et fad med en stor kugle. det var en
kras sennep, men den kunne godt spises med ske med
en snaps til hver skefuld. Ud på aftenen fik de punch,
vi syntes det var skrap kost.
Ja, nu er huset sløjfet med jorden for mange år siden.
Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 518 - 1997)
Med hestevogn på juleindkøb
Rudkøbing/Tryggelev - omk. 1900
Hansigne Nielsen, Østerskov, fortæller om juleindkøb i
Rudkøbing i de gode gamle dage.
Det varede ikke ret længe, før jeg gled ned i bunden af
fodposen med min julebog under armen og sov godt,
indtil vi kørte ind af vor egen port, skriver Hansigne
Nielsen, Kræmmergården, Østerskov, i afslutningen af
en barndomsskildring af en juleindkøbstur til
Rudkøbing omkring århundredeskiftet. Beretningen er
en af de beskrivelser af dagliglivet på Langeland
førhen, som Hansigne Nielsen på opfordring har
skrevet.
- Det var altid en festdag når vi to gange om året skulle
til Rudkøbing, det var til jul og til dyrskue.. Derudover
kunne der indtræffe noget særligt, f.eks. valgdag som
foregik på torvet.
De to og en halv mil, der var til byen, var en lang vej at
køre i åben vogn, især til jul når det var koldt, men vi
så hen til dagen længe i forvejen og glædede os.
Det var ikke just et fint køretøj, der var jern omkring
vognhjulene, der raslede værst når vi kørte på den
dårlige landevej. Men hestene var førsteklasses, et par
dejlige brune jyske hopper, der var så flinke. Vi tog af
sted tidligt på formiddagen, og naboerne havde lovet at
se til gården, mens vi var borte, for det blev en
heldagstur.
Fodpose af fåreskind
Nå, vi kom til vogns, iført varme frakker og med
fodpose, der var syet af fåreskind med ulden indad, så
den var varm at sætte benene i. Den havde været inde
ved komfuret, så den blev godt gennemvarm til vi
skulle køre.
Far havde en kørepisk ved siden, det var ikke for at slå
hestene, det gjorde han aldrig, men det hørte sig til, og
så også lidt flot ud. Nu gik det så fremad i luntetrav,
fodgang op ad bakkerne. Vi holdt ingen hvil undervejs,
men vi havde selv smørrebrød med, her kan man roligt
sige, at vi havde madkurv med, for maden var i en
flettet kurv med låg. Når vi øjnede bygningerne i
Rudkøbing, begyndte jeg at synge, det var spændende
at komme til byen - alt det der dog skulle opleves på
den dag.
Bedeposen og madkurv
Vi holdt ind i Frands Havemanns købmandsgård, der
hvor Andelsbanken nu ligger. (Red.: Bag Brugsen i
1999).
Der kom straks en gårdskarl og tog imod hestene,
spændte fra, og gav dem vand af et stort vandtrug, der
stod i gården. Vi havde foder med til dem, bedepose
med hakkelse og havre.
Vi gik ind i en stor stue i købmandsgården, den var
beregnet på landboerne, når de kom til byen. Vi bar på
side 36 af 89
lågkurven med maden, og ude på bordet var stillet øl i
krus til maden, og tobak i en stor kasse, så mændene
kunne stoppe deres pibe. Nu var vi velforsynet til at gå
i byen, hvor der var mange folk på julehandel.
Min mor gjorde store indkøb af kolonialvarer i
købmandsgården. Da hun sjældent kom til byen, gjaldt
det om, at få noget
med hjem. Bagefter gik hun ud i byen og købte
forskelligt ind. Vi havde brug for bl.a. tøj- og
malervarer.
Far og jeg gik også på indkøb, først i boghandlen, han
skulle have papir, regnskabsbog, almanak og
julelæsning. Han købte et hæfte, der hed Julerose, og
jeg fik et der hed Børnenes Juleroser. Udenpå dette var
der tre piger i danske, svenske og norske
nationaldragter og inden i gode fortællinger, nogle
præget af krigen i 1864, hvor Danmark led det
smertelige nederlag, hvad de ældre ikke kunne
glemme. Min historiske og nationale følelse, blev
tidligt vakt, også efter de voksnes samtaler. Så vidt jeg
husker, var denne min første julebog, den var mig
meget kær, og jeg har den endnu.
Hestene løb lidt stærkere hjemad
Før vi tog hjem skulle vi ned i Nørregade hos bager
Michelsen og drikke kaffe. Vi fik en kande kaffe på
bordet, og hver af os fik to femøres wienerbrød, det
kostede 25 øre for hver. Bager Michelsen og hans kone
sad med ved bordet og snakkede, og ville også gerne
høre nyt fra landet. Min mor købte også en pose
wienerbrød og nogle særdeles gode små sodakager til
to øre stykket med hjem. Vi skulle dog også have lidt
godt hjemme, dagen efter sådan en stor dag.
Vi kom så tilbage til købmandsgården med vore
pakker, vi længtes hjem, det gjorde hestene også. Vi fik
spændt dem for vognen, og jeg mener, gårdskarlen fik
25 øre for hver hest, så det må have været betalingen.
Nu var det begyndt at mørkne, og hestene løb lidt
raskere til. Det gjorde de altid, når det gik hjemad.
Det varede ikke ret længe, før jeg gled ned i bunden af
fodposen med min julebog under armen og sov godt,
indtil vi kørte ind af egen port.
Hansigne Nielsen (Langelænderen nr. 537 - 1999)
Ludvig så mekanikkens muligheder
Rudkøbing - omk. 1900
I 1995 havde vort medlem og journalist Peter Schmidt
følgende artikel i Fyns Amts Avis.
Johan Cornelius Weidemann, rebslager i Rudkøbing,
var ikke i tvivl om, hvad hans søn, Ludvig Petersen efter moderens fødenavn - Weidemann skulle være
som voksen: Rebslager som faderen, der videreførte
farbroderens rebslageri. Rebslagerier var der flere af i
enhver købstad på den tid. Navnet Reberbanen er
stadig et minde om, at her lå et rebslageri, som dog
ophørte omkrig det tidspunkt, da førnævnte Ludvig så
dagens lys i 1879.
Initiativrig
Ludvig voksede op med reb, kom da også, efter
konfirmationen, i lære hos faderen, hvor han snart viste
nogle ganske særlige initiativer.
Han var endnu kun lærling, da han opfandt et
grimeværk, der kunne producere to grimer på samme
tid som det hidtil havde taget at producere en. Og
grimer var der brug for overalt i datidens samfund,
hvor hestene stadig var vigtigste trækkraft.
Produktionen af grimer , var nok et biprodukt på
rebslageriet, men der har dog været tale om en ganske
stor produktion. Op mod en snes drenge kom
efterhånden i arbejde - grimedrenge blev de kaldt.
På valsen i Tyskland
Ludvig havde altså vist sine egenskaber til at sætte
noget i gang, da han som udlært rebslager tog et par år
på valsen.
Turen bragte ham rundt i Europa og på et tidspunkt til
et rebslageri i Mannheim i Tyskland.
Arbejdsproceduren var her som hjemme hos faderen i
Rudkøbing: Det hele foregik pr. håndkraft. Men en
afdeling af det store rebslageri fangede unge Ludvigs
interesse specielt, nemlig den, hvor man nu havde
indført mekanikken.
Det var spændende for den unge dansker, og han havde
vel allermest lyst til at blive på, denne tyske fabrik,
hvis ikke lige han havde fået øje på en annonce i
"Deutsche Seiler Zeitung".
Her søgte en konsul Ditlev Lauritzen en direktør til et
nyt mekanisk spinderi i Esbjerg. Ludvig søgte, fik
stillingen, og gik straks i gang med at købe maskiner.
Snart var fabrikken i gang og i god gænge. Alligevel
var der mange pengesorger for den unge direktør, for
ejeren, konsul Lauritzen brugte alle de penge, han
overhovedet kunne skrabe sammen til at bygge nye
skibe for. Den ide blev i øvrigt senere til Rederiet
Lauritzen.
Hjem til Rudkøbing
Ludvig blev træt af de evindelige pengesorger. Skulle
han endelig have dem, kunne han lige så godt have
dem på egne vegne. Derved blev det. Han sagde sin
stilling op og rejste hjem til Rudkøbing.
I foråret 1912 startede han så sin egen bindegarnsfabrik
på Nørrebro.
Det kunne ikke være meget mindre i starten. Han
havde kun en pige til medhjælp og meget simple
maskiner. Selv cyklede han rundt og solgte sine garner.
Men driftig var han og godt må det have gået, for
allerede i 1914 købte han nogle magasinbygninger,
Grevskabet ejede i Nørregade, og fortsatte sin fabrik
der.
Mørke skyer
Der skulle imidlertid ikke gå længe før mørke skyer
samlede sig over Ludvigs fabrik: Ude i Europa var
første verdenskrig i gang. Snart var det slut med
råvarer - sisal. Gode råd var nu mere end dyre.
Ludvig Weidemann fandt snart på råd.
Spindemaskinerne blev lavet om, så de nu kunne
spinde garn af papir!
En besværlig proces, men den lod sig gøre. Først blev
papiret, der kom hjem i store ruller, gjort vådt i et
vandbad. Derefter kørte det gennem spindemaskinerne
og nu skulle det så tørres igen. Det foregik på
side 37 af 89
gasværket og ikke sjældent skete, der gik ild i
fabrikationen.
Der fulgte fredelige tider og Ludvigs opfindsomhed var
stor. Han udviklede og fik patent på et særligt nøgle til
selvbindere, der var bedre end konkurrenternes. Han
solgte en del licenser til Tyskland og for de penge, han
derved fik ind, købte han stadig nye maskiner.
Produktionen voksede og voksede.
Nu fandt Ludvig Weidemann, at det efterhånden var
tiden at tage næste generation med ind i firmaet, først
den ældste søn, Paul, der havde været i købmandslære,
siden også den anden søn, Knud, der var bankuddannet.
Brand og udflytning
Så den 23. april 1936 gik det galt. Fabrikken i
Nørregade nedbrændte til grunden. Weidemann fandt,
at skulle han nu starte et tredie sted, skulle det også
være et sted. udenfor byen, hvor der var
udvidelsesmuligheder.
Af sognerådsformand Peder Rasmussen købte han et
større areal i Peløkken og allerede i december samme
år kunne den ny fabrik tages i brug.
Årene, der fulgte, kan med nutids sprogbrug kaldes for
industrieventyr for L. P. Weidemann og sønner.
Gamle Ludvig var i 1939 i Amerika, hvor hans
produkter nu også var efterspurgte. Hjemkommet købte
han straks store partier råvarer. De nåede dansk havn
den 8. april 1940 og blev transporteret til Rudkøbing
pr. lastbil. Dagen efter var Danmarks grænser til den
store verden lukket og skulle være det i fem år.
Også under denne krig begyndte fabrikken at spinde
papirgarn. I årene efter freden steg eksporten år for år.
Sit højdepunkt nåede virksomheden, da den kørte med
3 holds skift og beskæftigede 80 mand.
Hård konkurrence
En lang række af de lande, der tidligere havde været
eksport til, begyndte nu deres egen produktion ofte
også med statslig støtte og under alle omstændigheder
nyere maskiner. I Peløkken kørte man endnu med de
maskiner, der var blevet installeret ved fabrikkens
ibrugtagen i midten af trediverne. Gamle Ludvig ville
gerne investere. Og det gjorde han så i en række
forskellige givtige forretninger. Men investeringer i ny
teknik lå ham fjernt.
Han havde bygget det hele op fra bunden. Han så sin
virksomhed toppe. Han blev en af de helt store
matadorer på Langeland. Han oplevede også at se
virksomheden på retur, selvom indtjeningen stadig var
ganske pæn. I februar 1962 døde han.
En umulig opgave
Nu stod næste generation, sønnerne Knud og Paul
Weidemann, så og skulle løfte arven. En umulig
opgave. De to brødre så måske muligheden i at lade
tredie generation være med til at føre
bindegarnsfabrikken ind i det næste årtusinde. Knud
havde sønnen Torben, Paul sønnen Ulrik, begge
udlærte i virksomheden.
Efter et kortere ophold i Belfast vendte Torben tilbage
til virksomheden i Peløkken. Hans far, Knud, døde i
1979 og kort tid efter vendte så Ulrik tilbage til
virksomheden. Han havde i en række mellemliggende
år læst på teknikum i Odense og siden virket på
Danfoss.
Fætrene Torben og Ulrik kørte nogle år parløb med
Ulriks far, Paul, som nu firmaets "old man". Efter
nogle år trak Torben sig så efter eget ønske tilbage fra
virksomheden.
Ulrik stod nu alene med ansvaret. Det var ikke ideer,
han manglede. Hvad det angår, lod han ikke
bedstefaderen noget efter. Murskaller, lerduer,
høstbindegarn af rene naturprodukter. Det gav håb om
millionordrer, flere arbejdspladser. Det blev ved
håbene. Stadig stærkere konkurrence ude i verden,
stadig nedskæring af arbejdsstyrken på fabrikken.
Sat fra styret
Så blev Ulrik Weidemann sat fra direktørstillingen
efter, hvad der må kaldes en intern revolution i
virksomheden. For tre år siden kom den bestyrelse så
til, der nu skulle redde, hvad reddes kunne i L. P.
Weidemann Aktieselskab. Konkurrencen var for hård.
Maskinparken håbløst forældet. I September i år (1995)
udsendtes så meddelelsen om, at virksomheden blev
søgt afhændet. Det er lykkedes.
Tilbage af den virksomhed, gamle Ludvig skabte,
bliver navnet. Det er kendt ude i verden. Nye
mennesker er kommet til. Måske bliver en lille del af
virksomheden fortsat på Langeland.
Men det, rebslagersønnen skabte, dets storhed og fald,
vil blive husket længe.
Peter Schmidt (Langelænderen nr. 554 - 2002)
Da ostekniven blev til
Tullebølle - 1902
Det er nu snart min 85 Aars Fødselsdag og hermed
oprinder der egentlig en rund Dag i min fattige
Tilværelse. Men det skulde for Resten have været i
Fjor, altsaa 1949, da var det nemlig 50 Aar siden Mor
og jeg kom hertil. Men det blev der altsaa ikke noget
af. Min Skyld var det nu ikke. Det er altsaa nu saa
længe siden, at kun de ældste af os kan mindes det. Jeg
har nu den Fordel frem for Saxo at jeg i levende Live
kan skrive min egen Krønike, medens min
Hukommelse endnu er O. K. I Saxo’s Krønike har uden
Tvivl indsneget sig adskillige (skal vi kalde dem)
Unøjagtigheder. De Begivenheder, han skildrer, var jo
sket Aar før hans Tid. Men det var altsaa min egen
Krønike og ikke hans, som jeg her vil prøve at fortælle
lidt om.
Af spændende begivenheder maa nu den venlige Læser
ingen vente sig. Det hele var nu saa lige ud af
Landevejen. Ja saa fanger vi an:
Straks efter at vi var kommet hertil og jeg var begyndt
at arbejde, kom Aksel Jensen fra Tranekær Mejeri og
Pilegaard fra Tullebølle Mejeri med nogle
tilsyneladende forhistoriske Redskaber, som havde til
Opgave at findele Ostemassen. Det var Jernrammer,
hvorpaa der var loddet staaltraad med temmelig
uregelmæssige Mellemrum. De blev brugt og var
nødvendige ved Fabrikation af dansk Schweizerost,
som til en Begyndelse Aksel Jensen og Pilegaard var
de eneste her paa Langeland der lavede. Men disse
side 38 af 89
Instrumenter kunde ikke holde. Traadene gik løse og
jeg var nærmest ked af at man brugte hver anden Dag
for at reparere dem og engang henstillede jeg til dem,
at jeg lavede et Sæt efter mit eget Hoved. Det maatte
jeg saa inderlig gerne have Lov til.
Jeg lavede saa et Sæt til hver af dem. Efter et Par Dage
kom de til mig og de var ovenud begejstrede over mine
Osteknive: De er sørenrensemig gode, de er lige det, vi
trængte til. Ved du hvad? Du skulde sætte dem paa
Mejeriudstillingen i Odense, der skal snart være Smør
og Osteudstilling, og saa skriver vi derover og bestiller
Plads. Og vi, som har prøvet dem indestaar for, at de er
gode. Jeg lavede altsaa et Sæt efter alle Kunstens
Regler og sendte dem derover og rejste selv derover
den Dag Udstillingen aabnede. Jeg stod hele Dagen
med mine fattige Osteknive og solgte Hovedkød, som
man siger og blev mere og mere ked af Situationen.
Der kom mange fine Herrer, som tog dem i Haanden
og undersøgte dem og satte dem pænt paa Plads igen.
Farvel og Tak.
Der kom ogsaa en pæn og venligt udseende Mand, som
jeg heller ikke kendte, men som jeg senere fik at vide,
var Overassistent Lund. Han saa ogsaa paa dem og
spurgte saa: Hvad er de godt for? De bruges til at
findele Ostemassen i Karret efter at den er ”løbet”. Han
saa paa mig med et noget tvivlende Smil og gik uden
videre Kommentarer. Jeg var efterhaanden blevet
inderlig ked af det hele. Jeg, som havde hele
Værkstedet fuldt af Arbejde og havde saa travlt, jeg
stod her og drev en hel Dag væk til ingen Verdens
Nytte. Jeg lovede mig selv, at det skulde jeg sikkert
aldrig mere. Jeg rejste hjem om Aftenen med mine
fattige Osteknive, inderligt ked af det. Der var intet
Haab om at indvinde den spildte Tid for jeg arbejdede
altid 18 timer i Døgnet, baade Søndag, Helligdag og
Hverdag – ikke for at tjene Føden, det kunde jeg
sagtens – men det ulykkelige var, at jo mere Arbejde
jeg lavede, desto mere fik jeg.
Men det er vist bedre, at jeg holder mig til Sagen. Det
var altsaa de Osteknive, jeg skulde fortælle om.
Nå! Jeg var saa paa Værkstedet paany og var
nogenlunde faldet tilbage i de vante Folder, da der saa
en 3 til 4 Dage efter, jeg var kommet Hjem, kom et
Brev fra en Laurits Andersen og Co i Odense – kender
ham ikke, hvad mon han vil, skylder ham i hvert Fald
ingen Penge. Endelig brød jeg Brevet og læste. Jeg
ville ikke tro mine egne Øjne og læste det en Gang til;
saa for jeg ned til vor Mor: Her skal du se – naa! paa
det tidspunkt kunde hun endnu ikke læse eller tale
dansk (først Børnene lærte hende det): Her er et Brev
fra Odense. Han skriver kort og godt: ”Vi har
bemærket Deres Osteknive paa Smørudstillingen og
synes godt om dem og spørger Dem hermed om De
kan tænke Dem at overlade os Eneforhandlingen af
dem for hele Landet”. Naa! af med Arbejdstøjet, det
værste Snavs vasket af, af sted til Odense, Kontrakt
skrevet. Eneforhandling – ikke sælge andre end mine,
og det gælder endnu den Dag i Dag. Naa, saa fik vi jo
travlt, Mor og jeg; om Aftenen - efter at Ungerne var
kommet i Seng, - hjalp vor Mor mig i Værkstedet, vi
havde hele Natten til vores Raadighed, og i Nattens
Stilhed lød Hammerslagene, saa somme paastod, at de
kunde høre mig helt ned til Lykkeby. Og saa var Spillet
gaaende. Paa én Gang blev mit Navn kendt paa alle
osteproducerende Mejerier i Landet og saa kom
Bestillingerne på Ostekarrene, det ene efter det andet.
Alt dette skete i det Herrens Aar 1902. Da var de
nuværende Ejere af Virksomheden langt fra født
endnu. Naa! de stakkels Osteknive – vil somme mene –
er det dog ikke Værd at gøre saa meget Væsen af. Men
hvad saa med ham, der lavede den første Æske
Tændstikker? Vi byggede dog med paa den voksende
Ø.
PS: Dansk Schweizerost er et andet navn for
emmentaler, der i Danmark siden 1952 er navngivet
Samsøost. Den originale Schweizerost blev fremstillet
med en diameter på en meter og vejede omkring 85 til
100 kg. Den blev bedst, når der blev anvendt råmælk.
Lagringstiden var ca. ¾ år og kendetegnet ved store
huller og en let nøddekernesmag.
Jeg har ikke kunnet finde et billede af Hammerums
osteknive, men de kan beskrives nogenlunde sådan: En
tynd metalramme, der passer ned i et ostekar. På den
ene er der monteret et antal vandrette knive og et par
håndtag, så de kan trækkes på langs af karret og skære
ostemassen i vandrette lag. På den anden ramme sidder
knivene lodret, så massen skæres lodret. På den måde
kan vallen sive jævnt af hele ostemassen samtidig.
Chr. Hammerum (Langelænderen 629 - 2013)
Uddrag af jul omk. 1900
Longelse Sønderskov - 190x
Juleaften samledes hele familien. Nogle steder var der
også indbudt et par naboer. Vi tilbragte altid juleaften
på nabogården. Det var en gammel tradition, der var
ældre end jeg. Denne aften formede sig i mine barneår
nøjagtig ens fra år til år, så jeg endnu kan se dem
lyslevende for mig. Lad os lige gå ritualet igennem!
Ved femtiden tog bedstemoder mig i hånden, og vi
vandrede i mørkningen hen til nabogården. Her blev vi
sammen med gårdens beboer bænket i dagligstuen om
en terrin "kløsesuppe", og efter at denne var
vederfaredes retfærdighed, fik vi oksesteg med syltede
græskar, kirsebær og stikkelsbær. I aftenens anledning
blev der brugt forskærerkniv og -gaffel. Til daglig gik
det knapt så appetitligt til, idet gårdkonen da brugte
fingrene, der var godt sorte efter at have rodet i
komfuret. Hun tildelte da hver især et stykke sul, som
hun flåede fra hinanden, mens fedtet rendte ned ad
fingrene og over hele hånden.
Efter stegen fulgte der æblekage og lagkage. Det var
vist den eneste aften på hele året hvor
brændevinsflasken ikke var på bordet. Gårdmanden
nøjedes med et par enkelte afstikkere til spisekammeret
i aftenens løb, og efter hver tur duftede han så
velbehageligt!
Efter spisningen gik man over til den åndelige føde.
Salmebogen kom frem, og juleevangeliet blev læst. Et
par julesalmer blev sunget, og man sad stille en stund
side 39 af 89
for at fordøje. Nu var der lagt bund til, at man kunne gå
i kirke en af helligdagene. Når folk i vore dage fylder
kirkerne ved juletid, tror jeg, det er, fordi de virkelig
føler trang til at gå i kirke; men når de omkring
århundredskiftet gik i kirke omtrent hver helligdag,
skyldtes det skinhellighed, eller også fordi de var bange
for præsten, der ikke undså sig for at nævne folks
navne fra prædikestolen, når der var blevet lidt for
længe mellem besøgene! At gårdmanden til daglig drak
og svovlede, kunne jeg tage - men da jeg læste
juleevangeliet, og han sad med tårer i øjnene, da røg
min barnetro!
Det var måske godt det samme. For nu kom kortene
frem, og der blev stillet et fad med æbleskiver og et
med æbler på bordet. Der blev spillet "firkort", til
begge fade var tomme, og der var sendt nogle
æbleskiver ned til "kløserne" og oksestegen, så også de
kom til selskab juleaften.
Til slut serveredes der kaffe med klejner og andet
hjemmebag. Når vi derefter ikke kunne "rokke med
ørerne", var klokken blevet henad ti, og det var blevet
tiden, at vi sagde: "Glædelig jul og tak for i aften!".
Men inden afskeden fik bedstemor fyldt sin kurv med
diverse levninger, så vi kunne leve højt i et par dage.
Det var den måde man gav gaver på i mine drengeår,
og den var ikke dårlig.
Laurits Hjelmbjerg (Langelænderen nr. 511 - 1995)
Uddrag af barndomserindringer
Haugbølle - 190x
....Allerede dengang, det var før Humble fik bank,
apotek elektricitetsværk, fortorv o.s.v., og da man
endnu stavede Humble med b, det er der i øvrigt en del,
der gør endnu, da havde datidens raske humbledrenge,
begyndt at få byfornemmelser, og vi andre derude fra
overdrevene fra Kædeby og Haugbølle var i deres øjne
bønder, og når vi bønderdrenge derude fra skulle til
købmand, så skulle vi helt ind til Humble for at købe
de varer, som vi var sendt i byen efter, og det blev jo
regnet for en længere tur den dag, vi skulle til Humble.
Det traf sig da ikke sjældent, at der skete flere små
træfninger mellem os børn, vi var jo gerne flere i følge,
hvilket vi fandt sikrest, da vi jo også skulle gennem
kvarteret hvor Kædeby station lå, og hvor man også
allerede dengang, havde begyndt at få mindre
byfornemmelser. Disse små sammenstød mellem os
drenge var selvfølgelig ikke andeledes eller alvorligere,
end det er, eller i hvert fald var den gang, at hvor raske
drenge mødtes, der skulle de helst prøve deres
opsparede kræfter. Og som det gik, når vi var til
købmand, sådan gik det også, når vi om aftenen gik fra
danseundervisning hos skorstensfejer Nielsen i
forsamlingshuset. Humble-drengene havde da, særlig
når der var sne, barrikaderet sig i nærheden af købmand
Koch for at give os derude fra overdrevet en ordentlig
omgang. Vi slap jo altid igennem, selv om der nu og da
fandt sammenstød sted, der som regel faldt ud for
Humble, fordi de var flest.’
Men nu er der jo det at sige til det, at til dans gik der jo
også piger, og det traf sig netop i de år, at vi ude i
Haugbølle og Kædeby havde nogle særlig kønne piger
- hvad man sikkert også har endnu - og jeg har en
lumsk mistanke om, at det var disse kønne piger, som
vi drenge fulgtes hjem med, at Humble-drengene
misundte os, og at det var grunden til, at vi skulle have
klø.
Og en anden mere alvorlig erindring vil jeg også driste
mig til. I årene op til 1910 traf det sig nu og da, at
Humble Husmandsforening holdt sommermøde ude på
Skovlebjerg, og jeg mindes her at havde hørt flere af
datidens store politiske fører. Når man havde lejret sig
deroppe på denne sydlangelandske skønne udsigtsplet,
kunne man, medens man hørte på talerne, lade blikket
løbe horisonten rundt og se milevidt omkring. Og
medens manden på talerstolen talte om kultur og
fremskridt, om fred på jord, om kærlighed til hjem og
jord, kunne ens øjne følge den store, stolte tyske
kejserflåde spejlende sine majestætiske kanoner i den
af sommersolen blanke sø, på et af sine den gang
mange øvelsestogter ned gennem Langelandsbæltet og
Østersøen. Kun få år efter blev den sommersøndags
stolte syn til den grusomste virkelighed, og nu mange
år efter gærer det atter omkring os på en langt
grufuldere måde, end det gjorde dengang.
Af andre ting fra min barndom i Humble, kan jeg
nævne, at Langelandsbanen dengang var ved at blive
anlagt. Hans Andersens gule vogne fra Humble
Elnegårds blå omnibus fra Bagenkop var endnu
dengang de eneste samfærdselsmidler, der fandtes på
øen udover cyklen. Bilerne var lige begyndt at komme
frem, men det var endnu dengang noget, man så
skeptisk til. Flyvemaskinen kendte man ikke, selv om
man havde begyndt at tale om disse uhyrer, Radio og
fjernsyn var i hvert fald helt ukendt endnu dengang.
......I øvrigt skete der i min skoletid betydelige
omvæltninger i undervisningen. Man var lige gået over
til kroner og øre fra rigsdaler og skilling, og vi gik fra
alen og tommer over til metersystemet og kilo i stedet
for pund og km i stedet for mil. Endvidere blev der en
kort tid indført stejlskrift, hvor vi skrev med flade
pennekafter, hvilket bevirkede, at flere af os aldrig fik
lært at skrive pænt. Undervisningen bestod i øvrigt
mest i at læse katekismus, salmevers, danmarkshistorie
og regning, mest efter den lille tabel. Den lærdom børn
fik overalt i de tider, var selvfølgelig ikke på højde
med, hvad børnene lærer i dag, men til gengæld var
skolevæsenet billigere og tilfredsheden større den gang,
end tilfældet er i dag.
....I roetiden og i høsttiden arbejdede jeg, ligesom andre
børn, rundt om på egnens gårde. Arbejdstiden var kl. 56 om morgenen til kl. 7-8 om aftenen og lønnen var
dengang for sådan en knægt 25 øre om dagen og
selvfølgelig kosten, der absolut ikke var luksuspræget.
Til gengæld spiste vi jo mad 5 gange om dagen, davre,
frokost, middag, mellemmad og aftensmad, og til
maden fik vi hjemmebrygget øl.
....Om søndagen gik jeg i søndagsskole på “Carlseje”
hos et par ældre, adelige frøkner. Blandt mine
søndagsskolekammerater var en datter af greven på
Vestergård, Ursula Ahlefeldt Laurvig, nu stiftsdame på
Valø Slot. Ursula - også kaldet søster - var næsten altid
side 40 af 89
ridende på en lille ponyhest, og det var selvfølgelig en
stor oplevelse at få lov til en ridetur på Ursulas pony.
....Det var en frostklar, hundekold vinterdag med
nyfalden sne omkring år 1907-8, at vi skolebørn i Øster
Kædeby skole lavede oprør ved at demonstrere mod
skolelæreren. Det er altså ikke nogen ny opfindelse
med alle de skoledemonstrationer, vi er vidne til i vore
mere moderne tider. Årsagen var, at vi på grund af
kulden blev siddende i skolestuen i frikvarteret og
spiste vore medbragte fedtemadder med spegepølse og
gammel ost. Så det er forståeligt, at luften i lokalet, i
forbindelse med den tørvefyrede kakkelovn, ikke gav
den allerbedste odeur. Gamle lærer Knudsen, der den
dag var i dårligt humør, beordrede os derfor ud i kulden
for at få frisk luft, vi kunne jo løbe en lille tur, sagde
han. Hele flokken løb så - uden overtøj - ad landevejen
mod Lindelse, og da vi nu, trods kulden, var kommet i
gang, enedes vi om, uden hensyn til at frikvarteret for
længst var forbi, at fortsætte. Fra Lindelse drejede vi
ned gennem Hennetved og forbi herregården
Frederiksberg, hvor vi mødte proprietær Beck, der med
sin kæp truende forsikrede os, at vi skulle få en
ordentlig endefuld, når vi kom hjem. Da vi efter et par
timers forløb kom tilbage til skolen, var lærer Knudsen
selvfølgelig meget opbragt. Han stod inden for døren
og tog imod os, idet han gav os hver et ordentligt rap
med spanskrøret, og så var den demonstration forbi.
Chr. V. Madsen (Langelænderen nr. 105, 106 og
107 - 1970)
Julen 1904
Rudkøbing / Søndenbro 1904
Hvor tiden dog gik langsomt de sidste dage før jul.
Dagene syntes væmmeligt lange, før skolen endelig
lukkede sine døre i, så vi kunne få den længe ventede
juleferie hos vore bedsteforældre i Søndenbro. Vore
bedsteforældre var forlængst afdøde snedkermester
Karl Hansen og hustru, Søndenbro.
Men endelig oprandt dagen, da vi skulle afsted, og vi,
min ældre broder og jeg, mødte i god tid i købmand
Bendixens gård, nu Veie’s, hvor omnibussen holdt og
var læsset med et utal af pakker i alle mulige størrelser,
der var anbragt oven på selve ladet af vognen,
Passagererne begyndte så småt at indfinde sig for at
tage plads inde i selve vognen, hvor der kunne være ca.
10 voksne mennesker på sæderne, og kneb det lidt med
pladsen til os børn, blev vi anbragt på knæet af en
kraftig bondemand eller hos en stout fisker fra
Bagenkop.
Det første stykke af turen blev der ikke læsset ret
mange pakker af; det var først, da vi nåede ud omkring
Lindelse, der blev fart i tingene. Da vi nåede Lindelse
Kro, blev vognen kørt ind i kroladen, hvor krokarlen
stod klar med foder og en spand vand til hestene, og
passagererne stod også af, og flere gik ind i krostuen
for at indtage en forfriskning. Vi drenge løb over vejen
ind til bedstemoders søster, gift med Peter skomager
som han kaldtes, og kaffekedlen kogte snart på
komfuret og snakken gik livligt, og der spurgtes om nyt
fra byen..
Turen gik videre, Kædeby og Humble nås, og nu kan vi
snart se ende på turen. Nu drejer vi ved Brolykke,
bedstefaders arbejdssted. Han var på sine ældre dage
fyrbøder på Brolykke mejeri. Så er vi ved Røjle og så
Søndenbro ved købmand Jørgensen. Nu er der ikke
langt igen, nu ved bødker Jørgen Drejø Hansen,
bedstefaders broder. Og endelig kommer der et lille
svingende lys forude, det er bedstemoder på vej ned til
vejen for at modtage os, og hendes kærlige stemme
lyder. “Har De et par knejte til mig, Jens?”. Jens er
forlængst afdøde købmand Jens Andersen, Fakkebjerg,
som kørte bussen 2 gange om ugen den lange vej til
Rudkøbing.
Det var dejligt at komme ud og strække benene og
komme ind i varmen til bedstefader, som bred og jovial
sad i sin lænestol for enden af bordet, som stod dækket
med den herligste mad af bedstemoders eget fabrikat.
Snakken gik livligt over bordet mellem min broder og
bedstefader, som var meget interesseret i skibsfarten på
Rudkøbing Havn. Nu lyder der træskotramp på
stengulvet ude i bryggerset. Det er vore fætre og
kusiner, som også skal ind og hilse på “Rutkøvig
dreene”, og da vi er mætte og tilfredse, bliver vi
inviteret ind til vor onkel og tante (mine bedsteforældre
boede i aftægtsenden af stuehuset), vi skal ind og se,
hvad vore fætre havde fået, siden vi var her sidst, og
hvad de havde af hjemmelavet skyts til nytårsaften.
Men aftenen går hurtigt for os, og så lyder
bedstemoders stemme. “Nu skal i i seng, drenge”, og
jeg tør vel nok sige, at vi sov ind i forventning om, at
der ventede os en dejlig juleferie. Der er endnu et par
dage til juleaften, men de går hurtigt for os; vi løber
rundt til naboer og bekendte for at hilse på mine gode
venner, smedesvenden og lærlingen fra forrige år.
Juleaften tilbringes inde hos onkel og tante, hvor der er
samlet et anseligt antal personer om det veldækkede
aftensbord, og hvor maden består af den gode
traditionelle gamle kødsuppe med peberrodssovs, så
stærk, at den drev vandet ud af øjnene på en. Der er
ingen mangel på deltagere til dansen omkring juletræet,
der er 6 voksne og 8 børn, så vi har nemt ved at spænde
om træet.
Julehelligdagene går hurtigt for os med besøg hos
familie og venner sammen med bedstefader, og den
længe ventede nytårsaften nærmer sig hurtigt for os i
forventning om, at der altid sker lidt mere spændende
ude på landet end i byen. Jeg vil lige beskrive en
samtale mellem 2 halvvoksne drenge, der står og er ved
at brænde et stort hjemmelavet kanonslag af: “Ve’ hu’
ette futte?”. “Næ; hu’ ve’ ette”. “Har du lave heie
rejdi?”. “Ja, je’ har da lave teni (minetråden) dovelt”.
“Ja, så mo hu’ da gou”...alt imens de bakkede på deres
halvlange piber. Jeg fik lov at se “udyret”. Teni vå
lavet a dovelt uldgarn.
Men alting får en ende, også juleferien.
Ingvar Petersen, Herslev (Langelænderen nr. 123 1972)
side 41 af 89
Juletræsfest 1912
Tryggelev - 1912
I min skoletid har jeg kun været til et eneste juletræ,
det var i Tryggelev gamle skole. Lærer Møller satte sig
i spidsen og fik dannet en komité til at hjælpe sig. Det
var alle de bedrestillede i sognet, der ydede bidragene,
og det hele formede sig på en smuk og festlig måde.
Fru Kjær på Tryggelevgaard var søster til lærer Møller,
hun og hendes voksne døtre hjalp til, både med at
klippe til juletræet og ordne det hele. Der blev ydet så
store bidrag, at der foruden udgifterne til træet, kaffe
og kage, kunne blive til en lille gave til alle
skolebørnene. Det skulle foregå ved lodtrækning, vi
skulle gribe i "Lykkens pose". Deri var numrene lagt,
og gaverne stod på bordet ved siden af. Det var for
størsteparten forklæder til pigerne og lådne uldhuer til
drengene, men foruden var der også penalhuse,
pengepunge og perlekranse til pigerne og andet
forskelligt. Det kan nok være, der var glæde og spændt
forventning mellem os børn, da vi aldrig havde været
til juletræ før, i hjemmene var det kun hos de
bedrestillede. Fattigfolk havde det ikke.
Da aftenen oprandt, stod vi forventningsfulde stuvet
sammen i skolegangen og ventede på det store øjeblik,
da træet var tændt, og vi måtte komme ind. Endelig gik
døren op, og med lærer Møller i spidsen gik vi alle i
kreds rundt om træet, idet vi sang salmen: “Her
kommer, Jesus, dine små". Vi stod betagne og så på det
smukke træ, der var pyntet med hjerter og net klippet af
kulørt papir, kulørte lys prydede grenene,
stjernekastere kendtes ikke dengang, men der hængte
små sukkerfigurer omkring på grenene. I poserne var
der godter, og efter at vi havde gået rundt om træet
flere gange og sunget de gamle kendte julesalmer, blev
poserne så plukket og delt ud. Vi fik hvert et hjerte, et
net og en sukkerfigur.
Dernæst kom så den spændende lodtrækning.
Komitéen hjalp til med det hele. Det varede ikke
længe, før posen var tom og gaverne uddelt til de glade
modtagere. Jeg fik en 3-dobbelt, gul perlekrans med
silkebånd til at binde i nakken. Om det havde været
ægte perler, kunne jeg vist ikke være blevet mere glad.
Jeg ville ikke bytte med et forklæde, selv om det var
mere nyttigt, og af den gode slags tøj, som folk vist
gerne i vore dage ville ønske, der kunne købes en del
af. Enkelte byttede med hverandre, men de fleste
beholdt det, de havde fået. Træet blev nu båret ud, og
så begyndte dansen. De voksne dansede med børnene
og disse blev delt i flere hold, som så var inde i
lærerens lejlighed og drikke kaffe, så kunne dansen
fortsætte i skolen.
H. K. (Langelænderen nr. 29 - 1982)
Et liv med spade og skovl
Bøstrup - 191x
Leon Nielsen, der er bror til vort medlem Grethe
Nielsen i København NV, ville gerne som ung have
været ude som sømand på de store have, men det blev
til et liv på landjorden.
Jeg er født på Langeland i 1911, så jeg er altså 88 år.
Min far havde et mindre landbrug i Bøstrup. Vi var 6
børn derhjemme. Som dreng var det min lyst at komme
ud at sejle. Det var nok kommet i blodet på mig, fordi
vi i skolestuen i Bøstrup havde et landkort hængende
på væggen.
De sorte pletter på landkortet
På kortet kunne man se, at i Afrika og andre steder var
der store områder, der var markeret med sort. "Det er
de steder, der endnu ikke er opdaget", fortalte læreren.
"Jamen, hvad så med Livingstone og Stanley?", spurgte
vi. "Det kan godt være, de har været der", var svaret,
"men de opdagede jo ikke de store områder, I ser på
kortet. De gik nærmest den lige linie hen til det sted, de
ville opdage."
Holger Rosenberg
Jeg var en ivrig læser og særlig af bøger og fortællinger
om rejser i de fremmede lande. Mange af de ældre kan
sikkert huske Holger Rosenberg, der skrev i Familie
Journalen. På en eventyrlig måde fortalte han om steder
og mennesker, han havde besøgt i de varme lande, som
vi kaldte dem.
I vor tid kan man med flyver komme ud til dem, mens
det dengang kunne tage måneder. Jeg kan huske, at
Rosenberg skrev, at der ikke var nogen steder, hvor han
kunne købe billet til Afrika. Billetter måtte købes
undervejs, eller også måtte han forhandle med
kaptajnen om prisen, når han skulle med en
fragtdamper.
Der var et andet blad, jeg holdt af at læse, det var "Vi
Børn". Når jeg var færdig med at læse det - det gjorde
jeg flere gange - gemte jeg det. Hjemme i Marstrup har
jeg stadig et par årgange liggende.
Juleskibene
Med den interesse jeg havde for rejser, kan det ikke
undre, at jeg sagde til min far, da jeg var blevet
konfirmeret, at jeg ville være sømand.
Jeg havde lige været på cykel til København sammen
med to onkler. Der så vi to amerikanerbåde ligge i
havnen. Den ene var Frederik VIII, to skorstene,
12.000 registertons. Den anden var lidt mindre, navnet
husker jeg ikke, 10.000 registertons. De blev kaldt for
juleskibene, fordi de sejlede dansk-amerikanere hjem,
så de kunne fejre jul sammen med deres danske
familier.
At komme på langfart, det var noget for mig!
Ud at søge arbejde
"Jamen, det er du alt for klejn til", sagde min far, "vi
må finde noget andet arbejde til dig" - sådan blev det.
Det blev først til lidt arbejde her og der, indtil jeg en
dag cyklede til min onkel i Odense for at spørge, om
han kunne skaffe mig arbejde. Det kunne han ikke, så
jeg cyklede videre til en anden onkel. Det var Gustav
Schlei, der var mejerist i Sdr. Vilstrup. Der er sikkert
nogen derude der kan huske ham. Han skaffede mig
side 42 af 89
arbejde ved landbruget. Sådan begyndte mit arbejdsliv
i Sønderjylland, og her har jeg boet siden.
Arbejdspladser
Alligevel er det mærkeligt, at jeg, med det ønske jeg
havde i min ungdom, resten af mit liv kom til at
arbejde på landjorden. Mest med skovl og spade som
arbejdsmand, men også som traktorfører ved vejanlæg,
kabellægning og meget andet. Vi arbejdsfolk skulle
kunne lidt af hvert, selvom vi ikke har studeret.
Først som 60-årig fik jeg inderdørs arbejde som
lagerarbejder hos Poul Christiansen & Søn. Det var en
god arbejdsplads.
Kone og børn
Jeg bor alene nu. Min kone døde for 9 år siden. Med
hende fik jeg 9 børn, 7 piger og 2 drenge. Hun klarede
arbejdet derhjemme og tog sig af børnenes opdragelse.
Alt det var jeg for træt til, når jeg kom hjem fra
arbejdet, der ofte lå langt fra hjemmet.
Løvsaven
Nogen egentlig hobby blev der ikke tid til, men jeg
havde stor fornøjelse af at lave løvsavsarbejde. Mange
ældre ved sikkert, hvad det er, og nogle har måske selv
prøvet det. Med en ganske tynd savklinge, der var
spændt fast i en holder, kunne man i krydsfiner save
smukke ting som lampeholdere, lysestager og
bogstøtter, der blev malet med guld- eller sølvbronze. I
Familie Journalen var der hver uge en side med
tegninger, som man kunne kalkere over på
krydsfineret. Jeg har lavet brugsting til køkkenet,
dukkehuse med møbler til pigerne og ting til pynt i
stuen.
Nu bor jeg alene i lejet bolig i Marstrand, hvor der
hører en lille have til. Jeg har ikke kræfter til at tage
mig af den som før, men jeg kan lide at sidde oppe ved
huset og se børnene lege nederst i haven, hvor der
vokser store træer.
Jeg kommer på Daghjemmet, bl.a. for at få behandlet
mit dårlige knæ. Hørelsen er heller ikke for god. Det
kniber også med synet, men på det sidste er det blevet
lidt bedre. Hvordan det er sket, ved jeg ikke, nu kan jeg
da læse lidt igen.
Poul Skotting (Langelænderen nr. 538 - 2000)
Kulturel indvielse
Tryggelev - fra omk. 1918-1979
Der var mange gode grunde til at komme hos mine
bedsteforældre. Først og fremmest var det et meget
levende og rart hjem at komme i. Mine bedsteforældre
var Anna og Christian V. Madsen, som allerede i 1918
ankom fra Langeland til København, Valby, hvor de
boede igennem alle årene, i Skolegade ved Tingstedet,
i en treværelses med en dejlig udsigt til det lille torv
med de små hyggelige basarbygninger. (Nogle er i dag
borte).
Min morfar sad som regel i den lille stue og læste
aviser. Han holdt adskillige aviser. De lå op ad
formiddagen på gulvet i entreen med mavebind på. Der
kom så vidt jeg husker både Langelands Avis,
Langelands Folkeblad og Fyns Tidende. Desuden
Politiken og Ekstra Bladet. Det var her jeg lærte at læse
avis. I sofaen ved siden af min bedstefar. Vi kunne
sidde længe og tyre aviser. Søndag formiddag sad min
bedstefar godt plantet i spisestuen ved spisebordet med
oprullede skjorteærmer og redigerede, klistrede, målte
og klippede til Langelænderen. Man var vel ikke
typograf for ingenting. Der var meget hjemmearbejde,
der blev grebet an fra det samme bord. Han var i en
lang årrække korrekturlæser ved Shultz' Forlag. Det var
alvorligt stof, som skulle være helt efter bogen, nemlig
lovstof.
Det er først gået op for én meget senere, at han også
selv var en flittig skribent. Han har jo udfærdiget
talrige klummer til navnlig Folkebladet, men
naturligvis især til Langelænderen. Hvor han kunne
finde plads til det i den hyggelige lejlighed, ophobede
der sig aviser. Det har nok voldt min kære bedstemor
lidt hovedbrud ind imellem. Det var jo kun en lille
treværelses som de rådede over.
Da mine bedsteforældre var yngre, rejste de meget. De
har været blandt de første europæere efter anden
verdenskrig, som rejste det nye Europa tyndt. Han
havde altid sin trofaste Anna ved sin side. Hun har
spillet mange roller i den gode mands liv. Husmor, mor
til de to døtre de fik, Gudrun og Inge, sekretær,
værtinde og altid trofast ved hans side til de utallige
arrangementer i Langelandsforeningen. Altid husker
man hende, som nydelig, beskeden og med de rette ord
til lige nøjagtig den rette person og lejlighed. Ingen
mand kunne ønske sig en hustru mere trofast og
imødekommende end hende. Skal jeg udtale mig helt
personligt om hende, så vil jeg sige, at hun var
fantastisk. Hun kunne bare det hele. Også på
hjemmefronten. Lige fra at kokkerere den dejligste mad
i køkkenet til at male og fernisere, når det trængte. Og
så må det ikke forglemmes at omtale hendes rolle og
metier som autodidakt dameskrædder, som det hed
dengang. Hun anskaffede sig på et tidligt tidspunkt en
trædesymaskine. Her udfoldede hun sig næsten som en
kunstner. Hun syede de flotteste rober til damerne i
Valby. Kreationerne blev svøbt i brunt
indpakningspapir og bragt til damernes hjemadresse.
Først af de to døtre og siden af børnebørnene. Alt det
tøj vi pigebørnebørn gik og stod i, var syet af vor
bedstemor. Som teenager stillede man sig ved en blok
og tegnede løseligt den ny kjoles facon. Så trådte hun
lidt tilbage og så op og ned ad én. Dernæst greb hun en
udgave af Politiken fra i går og så gik det derudaf med
en saks. På under fem minutter havde hun klippet et
mønster (det køber folk i dyre domme i dag). Så kom
stoffet under saksen og endelig kom turen til
symaskinen. Sådan en ny kreation tog det hende ikke
længe at skabe. Egentlig tror jeg godt, at han var klar
over, hvor dygtig hun var. Men han havde jo mange
jern i ilden den gode foreningsmand. Han var en
glimrende skribent og en meget dygtig taler. Der var så
mange ting, der skulle ordnes og så mange tanker, der
skulle materialiseres. Han var ikke vandmand for
ingenting. (Hvis man tror på den slags). Folk i
vandmandens tegn, gør som regel opfindelser og
nyskabelser. Det var hele tiden hans mål.
side 43 af 89
Han var også stærkt politisk interesseret. Der blev altid
diskuteret politik i det hjem, meget og længe. Min
bedstefar var en god og trofast socialdemokrat. Der var
ingen andre partier, som nogensinde skulle erobre hans
kryds. Det fik han sig nogle inderlige diskussioner med
sine svigersønner om. Men han havde et fint forhold til
dem begge. Og døtrene Gudrun og Inge forgudede han
sammen med min bedstemor, for ikke at tale om os
børnebørn. Man kørte altid på første klasse, når man
ankom til Skolegade 2. Alle de ønsker det overhovedet
lod sig gøre at opfylde, blev til virkelighed.
Mine første teaterbesøg foregik med bedstemor i
hånden og så af sted til Elverhøj eller Coppelia. Der
blev abonneret igennem alle årene på to stk. pladser
allerøverst i galleriet, så det var nødvendigt at være
udrustet med en teaterkikkert for at se, hvad der foregik
på scenen. Men det gjorde intet. For heroppe var der jo
den fineste udsigt til den vidunderlige prismelysekrone,
der hang øverst i teatret. Lidt længere nede i Skolegade
lå en gammel rytterskole og her var der indrettet et lille
filialbibliotek. (Det er der stadig). Turen gik mindst en
gang om ugen med den nyoprettede S-togslinie fra
Hvidovre Station til Valby Station og så videre til
biblioteket, så læsehesten ikke kom til at kede sig.
Dernæst op ad trapperne for at vise alle de fine bøger
jeg havde lånt til mine bedsteforældre.
Bogskabet var bestemt heller ikke helt tomt hos min
bedstefar. Han elskede at læse og han var meget stolt af
at have været god ven med Morten Kork. Det fortalte
han ofte. "Min gode ven Morten", som han sagde. "Han
har været her i Skolegade adskillige gange." De kom jo
ofte i godt selskab. Det er ikke en, men flere gange min
bedstemor har fortalt, at hun havde prins Knud til
bords. "Ham får jeg gerne som bordherre", sagde hun
med et beskedent smil. "Han er såmænd så flink, han
kunne ikke gøre en flue fortræd." De to passede vist
godt sammen ved et selskab. Om min bedstemor kunne
man bestemt sige det samme. Sød og beskeden. Som
teenager er det altid rart at have en god line til sine
bedsteforældre. Det er ikke altid, at det er så nemt med
sine forældre. De var begge meget søde til at lytte og til
at hjælpe. Jeg har altid følt, at jeg fik al den støtte og
hjælp jeg kunne få hos de to mennesker. De kom selv
begge fra beskedne kår. Men de levede aldrig over
måde, så der var altid en skilling at hente, når man
virkelig havde behov.
Det er svært for mig at bedømme min bedstefar som
foreningsmand, men det var godt gået, at han både fik
Håkon medaljen og fortjenstmedaljen i guld. Det var
uforglemmeligt at opleve den store flotte fest i KBhallen, hvor han fik den overrakt, Hele salen var
stuvende fuld og vi børnebørn fik lov til at gå op på
scenen og overrække ham en buket. Det så faktisk ud
som om han blev allergladest for os og buketten. Det
var tider før TV og andre medier fik taget i folk. Den
slags kommer nok aldrig tilbage. Det at skabe noget,
være sammen om et formål, ser desværre ud til at have
ret så besværlige kår i dag. Men dengang var der så
mange, som kom fra provinsen til hovedstaden og som
ikke rigtigt følte sig hjemme i den store by. For dem
blev hjemstavns-foreningerne det gode samlingssted de
manglede med alle de kulturelle aktiviteter, som kunne
referere til deres hjemegn og i dette tilfælde,
Langeland.
Lise Muusmann (Langelænderen nr. 565 - 2003)
Langelandsk piges skæbne
Tryggelev - fra omk. 192x
En dag i maj 1913 sagde en smuk ung pige ved navn
Bertha på 19 år farvel til sine forældre på Tryggelev
Mose.
Hun havde truffet samme beslutning som tusinder af
andre unge danskere, bl.a. hendes to brødre, Carl og
Ingvard; nemlig at søge lykken ved at udvandre til
Amerika.
Den 15. maj gik hun om bord på det 9.939 registertons
store dampskib "Hellig Olav" i Københavns havn. Det
var forsynet med 9.600 hestekræfter og havde en
besætning på 231 personer. Det medtog 953
passagerer, hvoraf 382 var danske. Foruden Hellig
Olav var der 3 andre skibe, der sejlede mellem
Skandinavien og New York, overvejende med
udvandrere.
Hvordan livet har formet sig om bord, kan der nu kun
gisnes om. Ifølge papirerne for rejsen, blev der af
fødevarer indladet bl.a. 11.700 kg kød og flæsk, 2.000
kg klipfisk, 18 tønder kartofler og 10 tønder spegesild
samt 460 hl øl.
Passagerlisten indeholdt 34 gifte mænd og 76 koner. Af
ugifte var der 434 mandfolk og 308 fruentimmer. Der
var 110 børn, hvoraf 14 benævnes pattebørn, dvs.
under 1 år. 8 af passagererne på denne tur var fra
Langeland.
Efter optagning af passagerer i Norge og 13 dages
sejlads ankom skibet til øen Ellis Island i "Det
forjættede land" den 28. maj. Langt de fleste
udvandrere blev sat i land på denne ø, der ligger i
Hudson-floden, kun få minutters sejlads fra New York.
Formodentlig er Bertha hurtigt rejst videre til
midtstaten Nebraska, hvor hendes brødre befandt sig.
Hun har sikkert haft arbejde fra ankomsten, idet
brødrene, der var udrejst nogle år forinden havde lovet
at skaffe hende beskæftigelse. Carl havde "taget
land" og bygget en farm nær en naturlig kilde i det
nordøstlige Nebraska, nær byen Jackson.
Bertha blev et par år senere gift med en immigrant fra
Fyn. Han var udrejst via Liverpool i England. Det blev
ikke noget lykkeligt ægteskab. Han havde sjældent
arbejde, og alt som kunne omsættes til drikkevarer blev
straks omsat. Som nygifte boede de i en primitiv
jordhule, hvor Bertha fødte de første af deres 6 børn.
Da det blev mere og mere sjældent at manden kom
hjem, forbarmede broderen Carl sig over hende, og
byggede et mindre træhus til hende. Det var ca. 2
gange 3 meter; det vil sige, nogenlunde den størrelse,
som en dansk lænkehund ville synes passende.
Her boede Bertha så med sine 5 børn, idet det ældste
døde i 3-års alderen. Bord og siddepladser var lavet
side 44 af 89
således, at de kunne klappes sammen når der skulle
redes op for natten på den beskedne gulvplads.
Da der ikke var noget socialt sikkerhedsnet for
immigranter, eller mulighed for at passe et arbejde for
en enlig med 5 børn, levede de i den yderste fattigdom
og elendighed. Indkomsten var begrænset til, hvad
brødrene kunne afse af madvarer og lignende, samt
hvad der eventuelt kunne tjenes ved at gå til hånde ved
markarbejde på nærliggende farme.
I november 1927 bukkede Bertha under og døde af
lungebetændelse fra sine 5 børn. Hun blev kun 33 år
gammel og børnene blev sat i pleje hos naboer og
andre i omegnen, hovedsagelig af skandinavisk
herkomst, idet faderen nægtede enhver forpligtelse for
deres liv.
En af pigerne var kommet i pleje hos en familie, for
hvem hygiejne endnu ikke var opfundet. En dag da
Carl kom på besøg og så, at pigen ikke havde været
vasket i månedsvis, tog han hende resolut under armen
med sig hjem og hun kom aldrig tilbage.
Der er nok andre lignende oplevelser om immigranter,
for hvem det er gået galt, og man må være lykkelig for,
at der i nutiden er et vist sikkerhedssystem.
Da jeg første gang besøgte "Guds eget land" og dermed
mødte mine 10 fætre og kusiner med familier
"owerthere", gjorde det et stærkt indtryk, at høre om
fasters skæbne og se det "hus" hun havde boet i.
Hendes forældre og hjemmeblevne søskende har
sikkert aldrig kendt sandheden om Berthas liv, og det
var nok også det bedste, for de kunne jo intet gøre fra
Tryggelev for at hjælpe hende.
Knud Erik Hansen (Langelænderen nr. 559 - 2003)
Med kirken som nabo
Bøstrup- fra omk. 192x
Dette interview har været bragt i Kirkebladet for
Tullebølle-Tranekær-Bøstrup Kirkesogne og vi har fået
tilladelse til at bringe det.
For en del mennesker spiller kirken og kirkegården en
ganske speciel rolle - nemlig som arbejdsplads. Et af de
mennesker, der kan huske Bøstrup kirke som
arbejdsplads rigtig langt tilbage, er Valborg Jespersen,
der i 1923 sammen med sin familie flyttede ind lige
over for kirken.
Valborgs far havde solgt sin købmandsforretning i
Lejbølle for at overtage jobbet som graver og det var et
job, der involverede hele familien.
Dengang var graverjobbet meget anderledes end i dag,
for min far skulle ikke passe kirkegården. Han skulle
grave gravene og passe kirke og ringning, men selve
gartnerarbejdet var der andre, der tog sig af.
Man var heller ikke på fast løn, det var nærmest
provisionslønnet og man kunne slet ikke leve af det.
Derfor havde familien også et landbrug ved siden af.
Der var 12 tdr. land og noget af det lå der, hvor den
nyeste del af kirkegården nu ligger.
Der havde vi dyr gående og der var også en brønd, så
vi kunne vande dyrene. Brønden er der faktisk endnu,
fortæller Valborg.
Kulstøv og natarbejde.
Da Valborgs far begyndte ved kirken, var hun 12 år.
Hendes lillebror var seks, men der var brug for hele
familien i arbejdet. Der skulle for eksempel gøres rent i
kirken og dengang var der jo ikke noget, der hed
støvsuger.
Der var stengulv under bænkene og træ ned ad
midtergangen, husker Valborg. Og så lå der et gammelt
tæppe, der skulle fejes med en kost, det var altså noget
af et arbejde. Noget af det, der gjorde rengørinsarbejdet
til et temmelig stort projekt var det, at kirken dengang
rummede et gammelt kulfyr. Det stod inde i kirken
mellem døren og orglet, men kullene skulle bæres ind
fra kirkens anden ende, hele vejen igennem sakristiet
og ned gennem kirken. Man kan nok forestille sig,
hvad det kunne blive til af kulstøv undervejs.
Sådan et gammelt kulfyr skulle jo startes i god tid og
det var ikke nok at trykke på en knap.
Til søndags-gudstjenesten fyrede far op lørdag aften og
så skulle han over et par gange i løbet af natten for at
sikre sig, at det gik som det skulle. Det var altså ikke
alt for sjov, hvis han kom hjem om natten og sagde:
Den er gal, nu er der røg i hele kirken! Så betød det
nemlig, at min mor og jeg måtte lade dyner være dyner
og bare se at komme over i kirken. For så skulle alle
bænke tørres af for sod, før kirkegængerne kom,
fortæller Valborg.
Valborg har også mange gange fungeret som ringer.
Det er en af de ting, der overhovedet ikke har forandret
sig. Dengang som nu måtte man op ad alle trapperne
for at ringe manuelt fra tårnet. Jeg har ringet mange
gange til begravelser, for da var der brug for min far
ved graven og en eller anden skulle jo passe klokken.
Anna bedsteveninde
Men Valborg fik også på anden måde en nær
tilknytning til kirken. Præsten var dengang pastor
Hansen og Valborg blev bedsteveninde med præstens
jævnaldrende datter Anna. - Jeg har leget meget med
Anna i den gamle præstegård og vi blev også
konfirmeret sammen. Så blev Anna sendt til Zahles
skole, for hun skulle have en uddannelse og vi mistede
forbindelsen nogle år. Men Anna genoptog kontakten
og vi skriver stadig sammen den dag i dag, fortæller
Valborg.
Efter konfirmationen fik Valborg job i præstegården og
det blev helt spændende, for hun var med til at flytte
ind i den nybyggede, nuværende præstegård i 1927.
Jo, jeg har været med til at flytte ind og jeg skurede alle
de nye gulve dengang og der var mange.
Levende lys
Pyntning af kirken hørte også med til familiens job. Vi
pyntede også dengang til begravelser, bryllupper og til
alle højtider, fortæller Valborg. Nu nærmer jule sig
med hastige skridt og Valborg husker også godt
juletiden fra dengang.
Vi havde to juletræer i kirken ligesom i dag med
levende lys og jeg har mange gange tændt lysene.
Anderledes var det, at lysekronerne i midtergangen
også havde levende lys, for der var jo simpelthen ikke
elektricitet i kirken dengang. Så man skulle stå der på
en stige og tænde lys og det måtte ikke foregå før i
side 45 af 89
allersidste øjeblik, så lysene kunne holde gudstjenesten
over. Jeg kunne altså ikke li' det, fortæller Valborg,
især ikke det med juletræerne, for alle folk sad og
kiggede på.
Det kan da godt være, at min fars og dermed hele
familiens job satte et vist præg på vores egen jul, for
der var jo hele tiden noget, der skulle passes ved
kirken. Men vi tænkte såmænd ikke så meget over det.
Vi indrettede os bare, fortæller Valborg, der dog godt
kan huske, at hun altid var hjemme i julen. Vi var jo på
arbejde og ville familien se os, så skulle det foregå her
hos os.
Kirken består
Da Valborgs bror Poul voksede op, blev han også en
god gravermedhjælper og da han giftede sig og stiftede
eget hjem i Lohals, passesde han i mange år hvervet
som graver ved kirken i Hou.
Valborg giftede sig også og graverjobbet i Bøstrup
overgik til andre hænder.
I dag bor Valborg stadig i huset over for kirken. Meget
har forandret sig siden den dag i 1923, da hun flyttede
ind. Dengang var der ikke alene den gamle præstegård,
der var ogå forpagterboligen med med jord og haven,
hvor der nu er parkeringsplads. Og der var grisestalden,
hvor der nu er sognehus. Også menneskene har
forandret sig. For Valborg, der nu har rundet de 89, må
se i øjnene, at der ikke er mange af de gamle venner
tilbage.
Men kirken ligger stadig strunk og uforanderlig og den
udsigt kan Valborg fortsat nyde fra sin stue. Samtidig
kan hun jo holde et godt øje med den nutidige graver,
Torben og sikre sig, at han bestiller noget. - Og det gør
han og han gør det rigtig flot, forsikrer Valborg.
Valborg Jespersen (Langelænderen nr. 551 - 2001)
Uddrag af interview
Bagenkop - omk. 1920
Ebba Pryds Christensen har haft sin barndom i
Bagenkop før og efter første verdenskrig.
Barndomshjemmet i Bredgade, der dannede rammen
om fiskerfamilien, blev stedet hvorfra Ebba og hendes
7 søskende oplevede Bagenkop. En familie med 8 børn
var helt almindelig dengang, men Ebba mindes, at der
var to familier, der havde hver 18 børn. Hvordan
forældrene skaffede penge til de faste udgifter, har altid
været en gåde for mig, fortæller Ebba, for selv om
kravene ikke var store, så var den daglige fangst fra de
små både meget begrænset. Dengang var en kasse sild
om dagen en fin fangst, men der var mange dage om
året, hvor det var umuligt at komme på havet med de
små både. Spegesild var ofte dagens ret, og fra hendes
bedstefar, der havde en gård i Bagenkop by, fik de
kartofler, men ellers var der ikke de store muligheder
for at få en varieret kost.
Indvielsen af Bagenkop kirke i julen 1920 var en stor
oplevelse. Der kunne da ikke være en smukkere kirke i
hele verden. Ebba husker især begravelserne i
Bagenkop, hvor det dengang var en begivenhed der
optog hele byen. Hendes bedstefar havde den
hestetrukne ligvogn, som kørte efter et optog, hvor
foreningsfanerne dannede front, efterfulgt af unge
fiskere i matrostøj og efter ligvognen kom så følget.
Foran optoget blev der strøet blomster, der dog straks
blev fjernet, når optoget var passeret.
Pigerne havde ikke samme bevægelsesfrihed som
drengene. Som pige måtte man ikke gå ned til havnen.
Det har nok mere været miljøet end faren ved vandet,
der var skyld i det, for de kunne alle svømme fra de var
tre år og fik da også lov til at gå ned og bade alene.
Fritiden foregik på den vej, hvor man boede, og der var
da også nok af børn. Kun en gang om året kom man
udenfor sognet, og det var ved den årlige udflugt med
skolen. Her kørte alle skolebørnene i hestevogne til
Lindeskoven i Lindelse, og når de kom hjem fra turen,
glædede de sig allerede til næste års udflugt.
Hver aften når det blev mørkt, samledes børnene i
hjemmet til mørkningstime. Her sad familien i mørket,
og der blev snakket, sunget og fortalt historier. På den
måde sparede man petroleum til lampen, og som ekstra
gevinst fik man noget samvær, som mange familier
forsømmer i dag.
Ebba Pryds Christensen (Langelænderen nr. 83 1992)
Barndomserindringer
Bøstrup 192x
Vort medlem, Elvira Hansen født Rasmussen, fortæller
her om nogle barndomsoplevelser fra sit fødehjem,
Lisestedet på Emmerbøllevej 22. Hendes forældre var
Karoline og Christian Rasmussen, og hun havde en
søster, Anna, der senere flyttede til Bøstrup.
Foruden at passe landbruget med 3-4 køer og nogle få
grise, kørte far en fragtrute til Rudkøbing, derfor havde
vi altid et par lette, velfodrede heste. Hver tirsdag
morgen kørte far hjemme fra. Han havde forskellige
stationer undervejs, ofte hos købmænd og smede langs
ruten. Folk kom ikke så tit til byen den gang, og de
budskaber han fik med, var af højst forskellig art.
Havde man på en gård slagtet en kalv, blev skindet
rullet sammen, og far fik det med, og solgte det på
garveriet for 2 kroner, hvoraf han fik 25 øre for sin
ulejlighed. Omkring terminerne havde far tit mange
penge med - især for ældre folk. Også at indsætte og
hæve penge på folks sparekassebøger, var ofte fars
opgave. Han havde også en kasse på vognen til æg,
som blev købt kontant og videresolgt i Rudkøbing.
Når far hen på eftermiddagen kom til Rudkøbing, blev
hestene opstaldet i en købmandsgård til næste dag, og
han begyndte så på sine forretninger. Efter at have
overnattet på købmandsgården, gjorde han
side 46 af 89
forretningerne færdige næste morgen inden hjemturen
begyndte.
Far havde et godt humør og kunne lide en lille spøg. En
gang kom en gammel kone hen til hans vogn, da han
holdt udenfor en smed, hvor der var samlet en del
mennesker. Konen havde arvet et par gamle briller, og
det var udmærket, for nu kunne hun da læse avisen.
Men den ene brillestang manglede, og så ville hun da
gerne have far til at købe en ny stang, Ja, det kunne han
da, og han ville tage brillerne, men konen protesterede:
"Du skal kun købe en ny stang. Du kunne jo risikere at
tabe brillerne undervejs". Far mente ikke, han kunne få
en stang der passede, uden at have brillerne med, og
forsikrede, at han ville gemme dem omhyggeligt
sammen med de penge og bankbøger, han allerede
havde fået betroet. Konen gav sig. Far snuppede
brillerne, lettede sig lidt og skubbede dem ind under
sig, satte sig med et bump og sagde: "Se, når jeg sidder
på dem, kan jeg da ikke tabe dem". Så slog han et
smæld med pisken og kørte bort. Næste dag da far kom
tilbage fra Rudkøbing, var der igen samlet en del
mennesker ved smeden, og de fik efter tur, hvad de
havde bestilt. Konen fra i går stod ret fortabt lidt
tilbage. Far begyndte så småt at køre, men så standsede
han og tog brillerne frem. De var i god stand og havde
fået en ny stang. "Prøv dem", sagde far. Konen
strålede: "Hvad skylder jeg Christian"? "Ingenting, jeg
har haft morskab nok for de penge". Og væk var far.
Foruden at køre fragtrute, delte far en mælketur med
naboen. Det medførte, at mor havde meget at lave, bl.a.
med at passe kreaturet og os to småpiger, og med farfar
og farmor på aftægt. De var udslidte og kunne ikke
hjælpe mor meget. De opholdt sig ofte på deres
værelse, hvor der altid var dejligt varmt, og hvor også
deres seng stod. Jeg yndede at smutte ind til dem og få
farmor til at fortælle. Her er en af hendes fortællinger:
"Jeg var vel 33-34 år, jeg boede hjemme og havde lært
at sy. Far var smed i Lejbølle, han blev kaldt
"stubsmeden". Han var også anset som tandudtrækker
og som selvlært dyrlæge. Han havde lavet tænger og
instrumenter, så han kunne skille en kalv ad i en ko,
hvis fødslen var gået helt i stå.
En dag fik far den ide, at det kunne være lige så godt,
om jeg blev gift. Nu var der jo et lille fæsteledigt sted i
Fuglemosen. Det kunne vel også købes, og far havde
lidt på kistebunden. Han vidste, at der i
Præstetoftestedet i Lykkeby gik tre ugifte sønner.
Deres far havde også en skilling i baghånden, så hvad
om han tog ud og friede for mig til en af dem? Jah, det
kunne han jo godt, bare helst ikke ham, der var
skrædder. Da far kom der ud, var der kun skrædderen
tilbage, de to andre var lovet bort. Nå ja, så friede han
til skrædderen og fik ja. Du spørger, hvad jeg dog
sagde til det? Se, det var jo sådan set ikke min sag. Far
havde ordnet det, så jeg sagde tak - og der kan du da se,
min pige, at det er gået helt godt. Peter var måske ikke
så skrap, men han var nu god nok. Jeg fik da eget hjem
og har aldrig manglet til føde og klæder. Så fik jeg jo
Christian, jeres far, og nu har jeg jer to og kan se
udkommet for Peter og mig, så længe vi lever. Jo, far
vidste nok, hvad han gjorde."
De er borte nu, de to skæbnehengivne mennesker, og
mor fulgte dem i en ret ung alder. Min søster og jeg
skiftedes til at holde hus for far, til vi stiftede egne
hjem. Så fik han Sofie Kodlobey som husholderske de
sidste år, han var i Fuglemosen. Sofie var et kapitel for
sig. Hun var en af de polske roepiger, der strandede her
i Danmark ved 1. Verdenskrigs udbrud 1914, kun 1516 år gammel. Hun stred sig gennem tilværelsen, her i
et fremmed land, ved hårdt arbejde, uden nogen form
for indslusningshjælp eller ungdomsydelse, men kun
ved sine hænders arbejde. Det danske sprog havde hun
mest tilegnet sig i herregårdenes folkestuer. Hun havde
lært sig at læse dansk, men ikke at skrive det. Hun var
aldeles ikke ubegavet og havde lært sig altid at bruge
en lille smule mindre, end hun tjente, om det så var
aldrig så lidt.
Da Sofie i en moden alder tog plads hos far, var hun
indstillet på at få lidt lettere arbejde. Hun var godheden
selv, både overfor far og for mig, når jeg kom hjem på
besøg, og hun var bundærlig. Sofie havde temperament
og ville gerne bestemme, og da far også "var selv
hjemme", kom det af og til, til meningsudvekslinger.
Men alt i alt var samarbejdet tilfredsstillende for begge
parter. Sofie lærte at dæmpe sit sprog og sit
temperament så meget, at da far ikke længere havde
brug for hende, rejste hun til København. Her havde
hun forskellige pladser, indtil hun faldt til i et
herskabshjem, hvor man forstod at værdsætte Sofies
trofasthed og de bevarede forbindelsen med hende, da
hun på sine ældre dage skabte sig et hyggeligt hjem.
Her boede hun til sygdom tvang hende på plejehjem.
Jeg havde forbindelse med Sofie til hendes død, og hun
havde sørget for, at der var rigeligt på hendes
bankkonto til, at hun kunne komme i jorden med manér
og for egen regning. En tapper kvinde med en høj
moral var nået til vejs ende.
Grundet fremskreden alder, solgte far 1949 sin
ejendom og flyttede op i "Skomagerhuset", som han
havde købt. Her boede han alene og havde nogle gode
år. Han døde 1956 i Virum under et rekreationsophold
hos min mand og mig.
Elvira Hansen (Langelænderen nr. 518 - 1997)
Barndomserindringer
Dageløkke - 192x
Det var i Dageløkke, jeg trådte mine barnesko. En lille
landsby med ca. 20 huse, et teglværk, en lille fragt-,
fisker- og trafikhavn, en gård, et husmandssted og
købmand med gæstgiveri (kro), det der nu er
Dageløkke kro.
Det var i Fæbæk skole, jeg fik mine skolekundskaber,
indskrevet i april 1924. Vi havde kun een lærer og var
delt i to klasser, og gik derfor kun i skole hveranden
dag. Den første lærer jeg havde hed Thomsen, som jeg
havde i vist nok to år, så kom han til Bøstrup skole som
førstelærer. Derefter fik vi Hjalmer Lund Johansen, han
var en god lærer, som jeg og Georg Arildslund tit talte
side 47 af 89
om, da han og hans søskende også har haft ham. Vi
havde en stor grusplads som legeplads, hvor vi tit
spillede langbold. Nogle gange kom Johansen ud og
var med, han gav bolden op, når vi skulle slå. Vi havde
også gymnastik derude. Sidst i tyverne var vi (skolen)
på tur til København med Johansen og hans kone som
ledere. Vi boede på en skole og var på en del besøg,
Zoologisk Have, Rundetårn, Familie Journalen m.fl.,
og var alle enige om, at vi havde en god tur, men vi
hørte ikke noget om Langelandsforeningen dengang.
Da vi kun gik i skole hver anden dag, var der jo en del
fritid. Nogen tid blev brugt ved havnen, der blev brugt
af en 5-6 fiskere, men der var også en del trafik af
mindre fragtskibe, træskibe med en eller to master. De
sejlede bl.a. med korn og foderstoffer, kom med
kalkmergel til landmændene og lastede mursten og
tagsten fra teglværket. De sejlede med mange ting,
bl.a.grise. Een dag om ugen kom de fra gårdene med
grise der skulle på slagteriet i Svendborg. Grisene blev
læsset af om formiddagen i en indhegning med et lille
hus. Der kom så en damper og lagde til ude ved
pakhuset, og så blev grisene drevet ud ad molen (vejen)
og ombord i damperen, der var næsten altid nogle af os
drenge, der var med. Sidst i tyverne blev der bygget en
mole (bølgebryder) ud fra havnen. Der skulle rammes
pæle ned, men først skulle der slås søm i dem, mange,
det var noget for os drenge at være med til, vi har vel
også tjent en lille skilling ved det. Vi drenge gik meget
i vandet om sommeren fra den yderste, nordre side af
havnen. Så fik vi da lært at svømme.
Da jeg var 12 år, begyndte jeg at sælge ugeblade Dansk Familieblad og Familie Journalen. Jeg fik startet
en rute og kørte rundt med bladene til kunderne.
I nærheden af hvor vi boede lå Dageløkkegård, 70 td.
land, to karle, en tjenestedreng og en fodermester til
30-40 køer, som han og konen malkede. Jeg tilbragte
megen tid på gården, gik derop når jeg havde lyst,
snakkede med karlene og hjalp til hvor jeg kunne. Bl.a.
når de såede korn, så gik jeg med en kæp og rensede
"tude", dem som kornet løb gennem ned i jorden, eller
løftede dem, hvis noget slæbte med. Også i høsten
hjalp jeg med, og når de skulle tærske. Den sidste
sommer jeg gik i skole, arbejdede jeg i 21 dage og
tjente 42 kroner, det var flot, dem købte jeg
konfirmationstøj for. Lønnen for en tjenestedreng var
dengang 100-125 kr. for et halvt år med kost og logi.
Jeg blev konfirmeret i oktober 1931 og kom ud af
skolen, men da der var fuldt mandskab på
Dageløkkegård, kom jeg til Bukkegården at tjene. Den
ligger bag Tressebølle, der var 100 td. land, 2 karle og
så lille mig. Jeg fik et spand heste at passe og køre med
i marken, pløje og harve o.l. Det gik fint, jeg havde jo
øvet mig.
Jeg begyndte at gå til gymnastik i Bøstrup
forsamlingshus, var med til 3 såkaldte
Hovedkredsfester (to gange i Tranekær og en i
Ristinge), hvor gymnastikforeninger fra hele øen
mødtes en gang om året til udendørs opvisning. Vi har
også sejlet til Strynø og givet opvisning, det var en
herlig oplevelse.
I to år var jeg med til fastelavns-ridning, hvor vi red
rundt til gårde og småbyer. Der var en vogn med
musikere, og to klovne løb rundt med raslebøsser og
samlede ind til et eller andet formål. Om aftenen var
der bal på Snøde Kro, men så var jeg også træt næste
dag.
Ejler Steensen Piil (Jubilæumsbladet 1995)
Min barndom på Langeland
Haugbølle 192x
Grethes familie har sat hende stolen for døren og
"tvunget" hende til at skrive om sin barndom i tyverne
og trediverne. Vi takker familien for initiativet og
Grethe fordi vi må bringe det.
Jeg er født og opvokset på Langeland, hvorfra jeg har
mange gode minder.
Min far var telefonarbejder og kom fra Stenstrup på
Fyn. Min mor kom fra Mols og var i huset i Longelse,
hvor de to traf hinanden.
Da jeg var 1 år købte de et hus i Haugbølle
(Blandebjerg). I den periode var min far, der gik under
navnet Alfred Skovhaver, tit arbejdsløs. Han arbejdede
som jord- og betonarbejder, når der var noget, men det
blev jo også vinter, hvor de ikke kunne komme i
jorden, og så var det ud og slå sten til skærver som en
anden Jens Vejmand.
Vi blev en stor familie, det blev til 10 søskende, og da
jeg var den næstældste, var der hele tiden brug for mig
som barnepige. Vi måtte alle være med til det daglige,
mens min mor tog ud som kogekone, bl.a. på Lindelse
Kro, og hun tog også ud og vaskede for folk. Tidligt
om morgenen eller i nattens muld og mørke stod hun
op og cyklede til Skovsgaard og var malkekone der.
Der var 20 køer. Senere kom hun nærmere hjemmet og
malkede på en nabogård hos en, som hed Poul
Petersen.
Jeg var ikke ret gammel, før jeg kom med i roemarken,
når min mor lugede roer. Hun hakkede så roer, mens vi
børn kravlede på vores knæ bag hende og tyndede ud.
Der skulle jo penge hjem.
Om efteråret havde vi kartoffelferie, der hjalp vi også
til. Bondemanden pløjede kartoflerne op med en plov,
og vi lå så og samlede dem op. Betalingen fik vi i
kartofler. Jeg husker ikke helt, men jeg tror hver 4,
række var til os, så på den måde havde vi kartofler til
hele vinteren.
Da jeg var 12 år kom jeg i huset i Hennetved. Der var
en syg kone, der skulle passes og 3 børn, der skulle i
skole. Herudover skulle der gøres rent og laves varm
mad til aften, og jeg skulle også passe min skolegang.
Stor var jeg jo ikke og i dag forstår jeg ikke, hvordan
jeg kunne nå alt dette. Men én ting fik jeg da lært, og
det var at lave spegesild med løgsovs 4 gange om ugen,
men jeg har heller ikke lavet det siden. For dette fik jeg
15 kr. om måneden.
Da konen døde flyttede jeg hjem igen. Jeg kom så til at
arbejde hos en gartner, som var nabo til os. Det var to
søskende, der havde gartneriet og de var meget flinke.
Her kunne jeg passe min skole, hvor jeg trods alt
side 48 af 89
klarede mig godt. Jeg gik i skole hver anden dag i
Kædeby. Jeg husker en lærer, som hed hr. Knudsen og
en lærerinde der hed frk. Skalbjerg.
Så blev det tid til konfirmation, og derefter kom jeg ud
og tjene i Kædeby Haver hos Theodor Skov. Der lærte
jeg mange ting. Jeg var der i 4 år og syntes så, jeg
skulle prøve noget nyt. Jeg kom først til Tåsinge og
siden til Haslev på Sjælland, hvor jeg traf min mand.
Jeg holdt dog forbindelsen ved lige med familien Skov,
og selv efter jeg blev gift, besøgte jeg dem med min
mand og vores barn.
Langeland glemmer jeg aldrig, selv om det måske ikke
virker som en god barndom, så har jeg mange gode
minder derfra.
Grethe Pedersen, (Langelænderen 544 – 2000)
Uddrag af “Spredte erindringer”
Tullebølle - 192x
Cyklerne var nok det største fremskridt på landet
overhovedet dengang, og selv om jeg nok ikke kan
huske de første, så kan jeg da huske, at det blev
almindeligt, og der var mange sjove scener, når en
ældre dame skulle lære balancen og nærmest var
halvdød af skræk over den enorme fart. Da landevejen
Rudkøbing-Lohals fik en gang tjære, blev der rigtig
gang i det, og de første rutebiler, som lignede en Storm
P-model, begyndte at køre.
En aften spurgte karlene om de måtte tage op og se
lysbilleder (den tids biograf), de tog mig med og var
faktisk en rigtig film, den hed "Intet nyt fra
Vestfronten", altså en film fra 1. verdenskrig. Jeg sad
på stangen hos karlene, og det gjorde jeg også, da de
engang tog mig med til flyveopvisning, en rigtig stor
oplevelse.
Vore skolelærere var et kapitel for sig, de var de
absolutte eneherskere, og disciplinen var streng, mødte
vi dem i byen uden for skoletid, så ve' den, der ikke tog
kasketten af og det skete ikke så sjældent, at
spanskrøret kom frem, som regel kom det heller ikke
længere, for så holdt det sjove jo op. Sådan var den tid.
Vore lærere var absolut ikke onde, men vi havde
engang en vikar, han står stadig for mig som den
skinbarlige ondskab. (Han blev senere ansat ude
sydpå). 8-10 år gammel fik vi selv cykler, og det var
der mange, der gjorde, så snart flød hele skolegården
med cykler, og vi måtte sætte dem ind hos bekendte i
skoletiden for en tid. Kommunen købte så et stykke
mark, som blev legeplads og boldbane, og der kom et
cykelskur. Det var vores første idrætsanlæg her.
Karl Sørensen (Jubilæumsbladet 1995)
Da mosen gav indtægter.
Rudkøbing - 1928
Følgende beretning er fra tiden omkring 1928, og
stammer fra Rudkøbing Mose, som dengang ejedes af
Grube, der boede i det sidste hus ned til mosen.
Om vinteren, når mosen frøs til, blev isen "høstet" og
gemt til om sommeren, hvor bl.a. mangel på kulde til
madvarer og lignende gjorde isen til en salgsvare.
Til dette arbejde indkaldte Grube et par drenge og fem
husmænd, hvoraf de tre mødte med hest og vogn. En
mand var ude på isen, hvor han med en sav, der bestod
af en lang klinge med et håndtag i den ene ende, savede
de store isflager fri. De to drenge rutschede derefter
isen ind til bredden, hvor der stod en mand og huggede
isen i mindre stykker.
I skrænten ned til mosen var der i forvejen bygget et
træhus, der var isoleret med et tykt lag tang. Døren var
stængt, og der var lavet hul i taget.
Husmændene med hestevognene læssede nu
isstykkerne på deres vogne og køre dem op på
skrænten, hvorfra isen blev kastet ned gennem hullet i
taget.. Når huset var fyldt op, blev hullet omhyggeligt
dækket til med tang, og isen lå nu godt isoleret under
det tykke lag af tang.
En husmand med hest og vogn fik 10 kr. pr. dag, og
drengene fik 3 kr. Det var jo ikke den store dagløn,
men det var sikkert en kærkommen indtægt midt om
vinteren.
Når sommeren begyndte, læssede Karl Grube sin
hestevogn med is, lagde våde sække over og kørte til
Rudkøbing, hvor han solgte en spand is for 25 øre.
Senere på sommeren, når der kom åkander i mosen,
lagde han åkander oven på isen, og solgte dem til folk
der syntes det var flot med en åkande i en glasskål.
Efterhånden som isen forsvandt i det tangbelagte
træhus, blev pladsen udlejet til slagterne fra
Rudkøbing, som hængte hele slagtede dyr derind. Isen
kunne holde sig det meste af sommeren, og Grube
kunne derefter håbe, at det ville blive en god kold
vinter igen.
Ejvind Navne (Langelænderen nr. 67 - 1989)
En julesolstrålehistorie
Foreningen – omk. 1935
Virkelighedsskildring, skrevet julen 1966 af vort
afdøde æresmedlem H. C. Hansen
Det var i en halv snes år mit job, som kasserer i
Foreningen for Langelændere i København, at hente
kontingent hos medlemmerne, hvorved jeg fik et
indgående kendskab til alle de rare mennesker og til de
side 49 af 89
problemer, som enkelte kunne komme ud for. I 30'erne
var det især galt for mange af medlemmerne, der ligesom mange andre havde svært ved at skaffe til det
daglige brød under arbejdsløshedens svøbe. Det var,
før velfærdsstaten Danmark var en kendsgerning, og da
kunne det knibe for enkelte at afse kr. 2.25, som da var
det beskedne kvartal kontingent, og jeg oplevede da
følgende:
I en af Nørrebros sidegader boede i en lille
kvistlejlighed på 5. sal en familie, bestående af mand,
kone og to børn. Manden, en brav langelænder,
arbejdsmand, havde i to år været uden arbejde, men
kontingentet til foreningen skulle skaffes. Var det ikke
disponibelt, hed det: "Undskyld, vi kan ikke undvære
pengene i dag, men i næste uge har vi dem, Hansen, så
hvis du kommer på Nørrebro, er du velkommen hos os.
Jeg ved godt, det er drøjt at skulle tage trapperne til 5.
sal to gange for at få de par kroner, men vi har dem
ikke i dag".
Når dette løfte var afgivet, blev det holdt, vidste jeg, og
derfor respekterede jeg ham og entrede gerne trapperne
til 5. sal endnu en gang.
Da vi nærmede os jul, fortalte jeg på et
bestyrelsesmøde om familiens kamp for føden, samt
for at skaffe kontingentet, og henstillede at yde
familien et bidrag fra foreningens fond i anledning af
julen og som en anerkendelse for trofast medlemskab.
Der blev omgående bevilget et mindre beløb, men dog
stort nok til, at familien kunne fejre jul uden at ængstes
for at skaffe penge til mad, og jeg fik opgaven at
overrække dem beløbet.
Endskønt det snart er 35 år siden, erindrer jeg endnu
tydeligt familiens glade ansigter, da jeg kom med det
beskedne beløb.
Disse fire par smilende øjne, der strålede af glæde ved
udsigten til at kunne fejre julen ligesom andre
mennesker med et lille juletræ og med god mad.
Manden så forlegent fra konen til mig og udbrød: "Vi
har vel ikke noget, så vi kan byde Hansen et stykke
mad?"
"Nej, vi har ikke andet end et lille stykke spegepølse og
en bid ost, og det er ikke noget, vi kan være bekendt at
byde på."
"Det tænkte jeg nok, men jeg kan da hente os hver en
øl!"
"Lad mig så få lov til at gi' dem, sa' jeg og gem du
pengene til julen, og kan I spise af jeres mad, kan jeg
også."
Øllet blev hentet, og spegepølse samt ostemaden
serveret. Det smagte fortræffeligt. Mens de spiste,
fortalte de om deres kvaler for at få socialhjælpen til at
slå til, og jeg beundrede deres kamp for at holde
hjemmet oppe. Under samtalen foreslog jeg dem at
komme til andespil i foreningen, hvilket skulle foregå i
en af de nærmeste dage inden jul, men dét kunne der
ikke blive råd til, mente de. Jeg blev imidlertid ved at
opmale så lysende udsigter for gevinst til dem, at de til
sidst lovede at komme, og som sædvanligt holdt de
deres løfte.
De placerede sig ved bordet, som jeg passede, og da
jeg kom med kortet og tilbød dem et hver, og de hørte
prisen - fem kroner for to - så' manden: "Så kommer
du til at hjælpe mig, lille mor, for så har jeg ikke nok."
"Gi' du mig dem, du har", sa' jeg, "så får du to kort af
mig."
Og således blev det. Det viste sig, at fru Fortuna var
velvillig stemt for dem begge, idet den ene vandt en
gås, den anden en and. Da kom de begge og trykkede
mig i hånden, før de gik hjem med byttet. Deres øjne
strålede, og han sa': "Nu kan vi rigtig fejre jul, lille mor
- det er mange år siden, vi har fået andesteg til jul, og
gås er det nu da aldrig bleven til."
Og jeg glædede mig lige så meget ved deres held som
de selv!
Den lille (Langelænderen nr. 565 - 2003)
Branden på Bøstrupvej 20
Bøstrup - 1932
Grethe Nielsen skriver her om en hændelse, der skete
da hun var 2 år. Ikke fordi hun selv kan huske den, alt
er blevet hende fortalt.
En dejlig sommerdag i 1930 skulle vi ud til bedstefar
og bedstemor i Helletofte.
Jeg er sikker på, at far har striglet hesten "Bus" fint den
morgen, måske lakeret hovene sorte, han kunne godt
lide, at hans hest så godt ud. Tørret støv af
ponyvognen, så alt var klart til søndagsturen.
Mor har vasket og strøget ungerne, Ove og jeg, iklædt
mig en fin kjole (2 år), og har jeg haft så meget hår på
hovedet, at der kunne sidde en sløjfe, har jeg fået en
rød sløjfe i.
Efter middagen og et lille hvil har vi så startet
diligencen ud til Helletofte.
Som sædvanlig var det hele familien, der var samlet til
eftermiddagskaffe og aftensmad. Vi har sikkert hygget
os. Kvinderne hjalp til i køkkenet, mændene gik en tur
i marken og hyggede sig med en øl på verandaen
bagefter. Ungerne her og der og alle vegne, med et
vågent øje fra køkkenvinduerne og fra fædrene på
verandaen.
Så er der blevet spist dejlig bedstemor-mad, drukket
kaffe, mændene har fået sig et slag kort, mødrene og
bedstemor snakket og så blev det tid til at tage hjem.
Min onkel var ved at stoppe kone og børn ind i bilen.
Far gik ind i loen og hentede "Bus" for at spænde den
for vognen, da Chr. Johansen "Liselund" i susende fart
kommer ned ad vejen (nogen har sagt på motorcykel,
andre har sagt på cykel) og råbte til far: "Dit hus
brænder Laurits Nielsen".
Min far nærmest falder sammen og taber tømmerne ud
af hånden, alle er dybt chokeret. Den første der
reagerer er min onkel, slagteren, han springer hen til
bilen og nærmest slæber min moster ud, griber fat i min
far og stopper ham ind i stedet for. Mor reagerer med at
kravle op bag i bilen, og så kører de.
Hesten trækkes ind i loen igen og børnene kommer ind
i bedstefars hus, hvor de store græder og de små
vræler. De forstår ingenting af al den hurlumhej, kun at
far og mor er kørt uden dem.
side 50 af 89
Hjemme i Bøstrup ser det ikke godt ud. Ilden har godt
fat i huset, der havde bindingsværk og stråtag.
Tililende naboer har gjort hvad de kunne.
Aksel Jønsson, fyrbøder på mejeriet, var gået i seng.
Det fortælles, at han kom i tøjet så hurtigt, at han fik
bukserne bagvendt på.
Vi har ikke haft mange ting i det gamle hus, men der
var et hjørneskab i stuen, det bar Aksel ud. Grisene i
udhuset kom også ud ved naboernes hjælp. Hesten stod
heldigvis godt hjemme hos bedstefar.
Far rendte ind i huset nogle gange for at få noget tøj,
men det var håbløst. Til sidst måtte folk nærmest holde
på ham, det blev for farligt. Kort efter faldt taget også
ned.
Det blev en lang nat, og det var en træt far, der tidligt
næste morgen gik på mejeriet for at passe sit arbejde
der.
Min ældste bror, der tjente hos en gårdmand i
Helletofte, har fortalt, at han og denne gårdejer gik
brandvagt derover den første nat efter branden.
Inger Holstebro, der var datter af gartneren på
Egeløkke og var en stor pige på det tidspunkt, har
fortalt mig, at det hun tænkte mest på var, at nu
brændte børnenes legetøj, og det gjorde det.
Mine to søstre, Asta og Else, der var 12-14 år mistede
deres legetøj, og de var så store, at de ikke fik noget
nyt. Ove og jeg, der var små, led ingen nød. Vi fik
jævnt ting og sager fra vore store søstre til jul og
fødselsdage.
Nu var familien hjemløs. Far, mor og fire børn, de
største var ude og tjene. Mor og tre børn kom til Snøde
hos min onkel, der som den hjælpsomme mand han
var, straks åbnede sit hus. Jeg blev hos bedstefar og
bedstemor, men ikke ret længe, de kunne ikke styre
mig blev der sagt. Far flyttede ind hos slagter Hansen i
Bøstrup. Derfra kunne han både passe sit arbejde på
mejeriet, og være med til at rydde op på tomten.
Efter otte dage hentede far hesten, der længtes hjem og
troede vist, at far havde glemt den. Den var så glad, at
den galopperede op ad den smalle vej fra bedstefars
hus. Da de kom til Bøstrup, var skuffelsen tydelig at se
i dens adfærd, der manglede noget der. Heldigvis
havde slagteren en ledig bås, hvor "Bus" flyttede ind
resten af sommeren.
Medens vi boede i Snøde, sad mor altid ved
symaskinen. Der blev købt ruller af stof. Mor syede
sengetøj, tøj til børnene, skjorter til far og kjoler til sig
selv, foruden gardiner til det nye hus.
Asta og Else fortsatte deres skolegang i Bøstrup. Asta
gik til "præst", og blev konfirmeret medens vi boede i
Snøde. Moster og onkel skulle den dag til fest i deres
familie, men som den rare onkel han var, kom han ind
med en steg til mor, som hun kunne lave, for at gøre
dagen lidt festlig for hendes familie.
Det skal lige tilføjes, at min onkel aldrig ville have en
skilling for den tid mor og os unger boede derude.
Det gik hurtigt med at bygge det nye hus op. Det var
færdigt inden vinteren kom. Vi flyttede hurtigt ind,
derefter gik far i gang med at male vinduer og døre, ja
alting ordnede han selv.
De første flere år havde vi ikke overflod af møbler, kun
det nødvendigste, men med årene kom det til at ligne et
hjem igen.
Grethe Nielsen (Langelænderen 534 – 1999)
Uddrag af barndomserindringer
Rudkøbing - 193x
Julen hjemme var herlig. Vi børn var altid med til at
pynte juletræet, som blev købt hos fru Meyer i
Nørregade. Vi havde en gammel tradition med
kræmmerhuse, idet disse blev lukket på en særlig måde
og blev ophængt i spidsen, kun guld- og sølvpapir. Når
papiret var indkøbt, samledes vi fem børn med vore
forældre omkring spisebordet til det store klippe- og
klisterarbejde. Når de efter en uges tid var tjenlige til
fyldning, oprandt den gode dag, hvor der skulle købes
fyld. Altid blev der fyldt efter et bestemt ritual, nederst
konfektrosiner, så en paranød og en krakmandel
(Filippine), konfekt og til sidst en figen, som skulle
borge for, at intet faldt ud efter lukningen. Så blev
spidserne forsynet med kinesertråd - klar til
ophængning.
Selve juleaften var naturligvis et af årets højdepunkter
for os alle med julesalmer, det tændte træ og
julegaverne ikke mindst. Nytårs aften var en dejlig
aften også. Vi spillede altid tallotteri med små og rare
gevinster. Når det var forbi, var der nok at se på nede
på torvet, som vel var et af byens samlingssteder
nytårsaften.
Der var vist en del "originaler" i Rudkøbing dengang nogle af dem husker jeg helt tydeligt, men dem vil jeg
springe over her. En sjov hændelse var det, når
trommeslageren kom og gav meddelelser om diverse
begivenheder. Byjubilæet i Rudkøbing i 1937 nåede
jeg også at opleve fra vore vinduer. Herfra kunne man
forresten også se, hvad der gik i biografen overfor. I
øvrigt havde vi selv en stor sal bag kontorerne i
stueetagen, som blev lejet ud til biograf i nogle år.
Ofte, når vi legede i haven, så vi operatøren komme for
at prøvefilme, og vips - sad vi derinde og kiggede med.
Elisabeth Bay (Jubilæumsbladet 1995)
Uddrag af “En feriedrengs oplevelser”
side 51 af 89
Stoense - 193x
Når min onkel trak de 7 køer ud, skulle jeg muge ud.
Det gjorde jeg også fint, og strøede tørt sand på
gangen, men jeg syntes at det skulle se fint ud, og gav
den så meget sand, at den blev helt hvid. Da min onkel
så det, blev han sur over at jeg havde brugt alt det sand,
men herregud - vi hentede det nede på stranden ved
Stoense Havn.
Mange år før havde min bedstefar en biindtægt ved at
hente sand ude på revlerne, når det var ebbe. Han
havde 2 heste, nordbakker, der var vant til at gå
dernede, så de kunne trække et stort læs. Men når
bønderne kom for at købe et læs, kunne de ikke få nok
på vognene, så når de kom hen på brinken, kunne
hestene ikke trække det op, så de måtte læsse det halve
af igen, og så blev bedstefar sur.
Jeg har også prøvet at luge roer sådan en varm
sommerdag. Det var hårdt, og jeg husker engang, det
var meget varmt, hvor mine kusiner og jeg gik ned og
badede i frokosten. Vi havde ingen ur, men så stod
onkel oppe på klitten og råbte:" Middagsstunden er
forbi, roerne venter".
Jeg husker også, når købmand Hegermann kom i sin
åbne bil og tog imod varebestillinger og fik æg med
hjem, og han havde et kræmmerhus slik med til os.
Han havde været min fars sidekammerat i skolen, så
han skulle høre hvordan far havde det. Hvad jeg heller
ikke glemmer, var når margarinemanden kom. Han var
så langelandsk
og sagde:"Go'dav Lis, ska' du ha' novet ma'garine i
dav". Sjovt at sådan noget dukker op mens man sidder
her og skriver.
En stor oplevelse var det også at komme til
fødselsdagsfest hos Anna og Axel. Pigerne kom med
det ene fad kager efter det andet, og jeg sagde ikke nej,
og snart var tallerkenen fyldt med kager. Til sidst
kunne jeg ikke spise det, men pigerne blev ved med at
byde rundt, og det grinede de af mange år efter, når vi
igen besøgte Anna og Axel. Hos dem så jeg for første
gang i mit liv et das med 2 huller ved siden af
hinanden, hjemme havde jeg aldrig set andet end toilet
med træk og slip. Senere på aftenen fik de voksne
Annas hjemmebryggede gammelt øl, som må have
været stærkt, for de kom i stemning. Jeg fik desværre
aldrig smagt det.
Vi var også hvert år på besøg hos min tantes familie,
Carl Bay, ved stranden i Snøde Udflytter. Efter kaffen
gik mændene på markvandring og damerne på
havevandring. Når det blev mørkt, kom pigerne ind
med petroleumslamper, det var en oplevelse, når man
aldrig havde set det før. De boede også alene langt
nede ad en sidevej, så det havde nok været for dyrt at få
el lagt derned. Dengang fik man frugtgrød at gå hjem
på, det brugte man alle steder dengang. Og så hjem
med hestevogn i mørke, det var en oplevelse.
Poul B. Nielsen (Langelænderen nr. 510 - 1995)
Uddrag af interview
Tullebølle - 193x
Ja, vi var mange børn derhjemme, men far var jo
snedker, så han byggede nogle store senge, så vi kunne
ligge to i hver seng. Om vinteren var der ind imellem
så koldt i soverummene, at der lå iskrystaller på dynen.
Om aftenen fik vi en mursten omviklet med papir med
i seng, som havde ligget og varmet i ovnen. Vi sloges
altid om at være nærmest stenen, mens den var dejlig
varm.
Feriedrengen
Longelse – 193x
Vort medlem, Otto Krüger, var i mange år feriedreng
hos sin tante i Nørre Longelse. Fra disse ophold har
han skrevet en beretning på ca. 30 A-4 sider, hvoraf vi
her bringer hans beretning om tiden i og omkring
Longelse Kirke. Den samlede beretning, "Det lange
land", samt en beretning fra et gensyn med Langeland i
1993, vil Otto gerne sende til interesserede, hvis han
bare får materiale- og portoudgifterne betalt.
Otto har også optaget en video på ca. 20 min., der
omhandler 12 kirker på Langeland. Også her hører han
gerne fra interesserede. Adressen er:
Otto Krüger, Marksvinget 13, Nejede, 3400 Hillerød.
Telf. 48 28 72 15
Hver morgen skulle solen "ringes" op. I god tid var
tante gået hjemmefra, hun var virkelig pertentlig med
at overholde de rigtige tider for denne ringning. Onkel
Vi gik i skole i Tullebølle Skole. Det var dengang, der
var kakkelovn i skolestuen og lokummer i gården og
man skulle have skiftesko med om vinteren. Generelt
havde vi nogle strenge lærere, men jeg husker da, at
der var en af dem, der løb på skøjter med os om
vinteren.
Bodil Jørgensen (Langelænderen nr. 514 - 1996)
Christian har sikkert haft jobbet før, og efter hans død,
har det været naturligt for min tante, at hun overtog det.
I mange år passede hun arbejdet godt og omhyggeligt,
men med alderen blev det hende for meget. Det må
have været strengt arbejde om vinteren, når der var højt
med sne.
En sommermorgen, når fuglene sang, og vejret var
godt, så var det jo ingen sag. Turen op ad trapperne,
inde i kirketårnet, krævede også nogle kræfter for tante,
men for mig var det en oplevelse, en oplevelse med et
islæt af lidt uhygge. Det var før der blev lagt el. ind i
tårnet, så der var temmelig mørkt og skummelt på de to
etager man skulle passere, før man nåede op til
klokken. De store grønne luger i tårnets sider blev
åbnet, og den friske luft strømmede ind til os. Her var
man oppe over trætoppene, så der var en fantastisk
panoramaudsigt til alle verdenshjørners herligheder.
Mod vest havde man overblik over hele Nørre
Longelse, og i baggrunden lå den smukke mølle. Nord
side 52 af 89
og syd var også utrolig smukt, men vendte man sig
mod øst, så var det nok den smukkeste af alle fire
muligheder. Her så man igen ud over trætoppene, ud
over den hvidkalkede skole, skovene og helt ud over
Langelandsbæltet. Det blå bånd, der her skiller
Langeland og Lolland, kan man ikke se sig mæt i, det
var et uforglemmelig syn. Herfra så man også færgerne
mellem Spodsbjerg og Nakskov, men der kom også
mange handelsskibe igennem bæltet. Tante kendte jo
denne udsigt, for hende var det hverdag, nu skulle hun
bare have klokken i gang.
På gulvet under klokken lå en kraftig stok, en tvedelt
tyk gren. Denne stok havde stor betydning, når klokken
skulle lyde rigtigt. Stokken blev anbragt inde i klokken,
så klokkekneblen blev holdt ud til siden, d.v.s. at
stokken hvilte på klokkens inderside i den anden ende.
Så begyndte tante at hive i klokketovet, og klokken
kom i svingninger. Pludselig, når klokken havde fået
det rigtige udsving, så faldt stokken ud af klokken og
ned på gulvet og den ønskede ringning begyndte. Holdt
man så bare rytmen ved at trække i torvet, ja så gik det
hele af sig selv. Intet er vel mere beroligende end at
høre en kirkeklokke ringe, og det er det samme både
morgen og aften, det lyder altid smukt i vore ører.
Engang kom der lidt uorden i antallet af bedeslagene.
Det var Reimer, der talte forkert, men det blev straks
bemærket af tante, da han vendte slukøret hjem fra
kirken. Tante skulle nok følge med i det hele, vi
morede os over uheldet, det kunne jo nok tilgives.
Efter en middagssøvn, med efterfølgende kaffe,
spadserede tante igen op på kirkegården. Det var et
fuldtidsjob, der var rigeligt at lave hele dagen. De
mange gange skulle rives og de talrige hække omkring
gravene skulle jo også klippes. Dengang havde man
ikke en elektrisk hækkeklipper, det hele foregik med en
god solid hækkesaks, der skulle gode armkræfter til
dette arbejde. Det hændte, at Martha og jeg på vore
cykler kørte op til kirkegården med eftermiddagskaffen
til tante. Så fandt vi et sted, hvor der var læ for vinden,
og her sad vi så og nød kaffen. Tante kunne fortælle
mange ting om de mennesker, der lå begravet her.
Langt de fleste havde hun jo lært at kende gennem et
langt liv og arbejde her på kirkegården. Hun skulle
have haft en medalje for sit store arbejde her.
Det var skam også en sjælden kirkegård. Her var intet
overladt til tilfældighederne. Alle gravsteder var passet
og plejet, ja man forledes til at tro, at de hver dag fik en
overhaling med rive og saks. Her fandtes ganske
simpelt ikke et vissent blad på gangene, eller en vissen
blomst på gravstederne. Ikke så underligt at alle
beundrede denne velholdte kirkegård.
Tit gik jeg rundt og læste navnene på gravstederne,
men det var kun ganske få, jeg havde kendt og mødt,
alligevel følte jeg det som et savn, at de ikke var her
mere. Det der rørte mig mest, var nok når det var et
barn, der lå begravet her. Så gik mine tanker til dets
forældre, hvor må de have haft det svært.
Engang imellem når jeg ikke lige selv kunne finde på
noget at beskæftige mig med, så hændte det, at tante
bad mig give hende en hjælpende hånd. Det kunne
være at sætte de nye salmenumre op på tavlerne om
lørdagen, så kirken var klar til næste dags
morgengudstjeneste. Først cyklede jeg hen til
præstegården, hvor jeg fik en seddel over
salmenumrene, og så kørte jeg op til tante for at sætte
dem op på alle tavlerne.
Det kunne også hænde, at jeg gik på opdagelse inde i
kirken. Der var ikke en krog eller hjørne i den kirke,
uden jeg kendte det. Bag alteret, i præstens sakristi, bag
orglet og sandelig også oppe på prædikestolen. Mon
ikke også at jeg der har løftet armene, som præsten
gjorde, men dog uden at opløfte min røst, det hele
skulle jo gå så stille af som muligt.
Da kirken og kirkegården, som de fleste steder, ligger
ret højt, så fremkom der også en nydelig opkørsel til
kirkegårdslågen eller porten, det var en tremmeport.
Man kunne køre op fra begge sider, og i midten var der
et lille anlæg med en stor flagstang og en kampesten til
minde om Genforeningen i 1920.
Otto Krüger (Langelænderen nr. 526 - 1998)
Barndomsminder
Haugbølle - 193x
Mine forældre var så privilegerede, så de fik lov at
bygge 2 nye huse og bebo dem fra starten. De sluttede
deres liv i et ældre hus i Humble.
De blev gift i 1926, hvor de byggede et hus i Tarup i
Odense. Min bror blev født her i 1927, i øvrigt den dag
klokken første gang gik til 24, den 15. maj 1927. 1929
søgte de om statsjord, og fik det ved en udstykning fra
Vestergård i Haugbølle. Her byggede de så en
statsejendom, som så blev vores hjem de næste 30 år,
min bror ejer den nu. På mine forældres 5-års
bryllupsdag blev jeg så født en dag kort før jul.
Vi havde centralvarme fra komfuret, det var ikke
almindeligt dengang med centralvarme. Jeg har kun
været udsat for kakkelovne, medens jeg var ude at
tjene.
Vi havde lys fra en mølle på taget, når det blæste havde
vi meget lys, samtidig blev en hel masse akkumulatorer
opladt. Hvis vi havde en lang periode uden blæst,
kunne pærerne kun lyse svagere. Hvis vi skulle have
lys fra elværket, skulle der trækkes en meget lang
ledning. Jeg husker ikke, om det var for dyrt, eller om
det slet ikke kunne lade sig gøre. På den tid var der
ikke så mange, som havde elektrisk lys.
Jeg har haft en dejlig barndom, hvor det, at man var
med til alt, gav os et naturligt forhold til livet og dyrene
omkring os. Jeg husker tydeligt, hvor interesseret jeg
var i at prøve at malke. Jeg var ikke ret gammel, og jeg
fik lov til at prøve det. Siden lærte jeg det, og nu var
det pludselig en pligt i pressede situationer, og så var
det ikke nær så sjov.
Jeg var også med i marken med hestene, og det var
dejligt. Jeg lærte også at læsse et læs korn, så det ikke
gled ud, og det blev mit faste arbejde, når kornet skulle
køres ind. Jeg husker også, at vi havde rug i marken.
det var så langt, så det ikke kunne høstes med
selvbinder, så det skulle høstes med slåmaskine, og så
gik de voksne bagefter og bandt det op. Jeg var ret lille
side 53 af 89
indtil jeg blev konfirmeret, så jeg kunne ikke binde det
op, men jeg kunne køre med slåmaskinen og høste det,
og ved enden stod der så en voksen person, som skulle
træde kniven op, jeg var ikke tung nok til at kunne gøre
det, jeg var vel 11-12 år. Vi var med ved roelugning og
andre ting. Det var ikke altid lige morsomt. Vi havde
mange år et stort stykke med tomater, og der skulle
tages sideskud mindst en gang om ugen, og senere
skulle de plukkes, jeg var ikke vild med tomater
dengang, jeg syntes, at der var alt for meget arbejde
med dem. Vi havde også mange løg i marken, de skulle
hakkes, tages op og lægges til tørring, og det værste, de
skulle pilles inden vi kom af med dem. Det var et
frygteligt svineri.
Under krigen og lige efter havde vi tobak i marken.
Disse planter skulle også holdes rene, og siden skulle
bladene plukkes, og vi skulle passe på, at der ikke kom
huller i bladene, for så kunne de ikke bruges til cigarer.
Når vi så havde fået kørt dem hjem, skulle de syes på
snore og hænges op under taget i hjelmen, hvor de
skulle hænge og tørre. Om aftenen kom der en del unge
mennesker for at få dem syet på tråde, så var der liv og
glade dage. Efteråret sluttede med en tobaksfest i loen.
Senere skulle de bindes sammen i bundter, og så skulle
de afleveres på toldboden Rudkøbing.
Min far lavede også tobak af disse blade, men først
skulle de "syltes", de blev stænket med noget min far
havde, derefter blev de pakket i en zinkkasse, som var
emballeret for at fugten ikke skulle kunne trække ind i
den, derefter blev den pakket dybt ned i møddingen, så
den kunne sætte varme. Efter nogen tid, kunne den igen
komme op, og så kunne tobakken bruges, bl.a. til
cigarer. Vi kendte en rigtig cigarmager, som hed
Winther, han boede i Nørregade 19 i Rudkøbing, han
rullede mange cigarer til os, og mange røg disse med
velbehag. Jeg kom en hel del hos denne familie
Winther, for under krigen gik togene ikke hver dag, og
der kørte ikke mange tog, så når jeg skulle til tandlæge,
så tog det en hel dag, og så var det jo rart at have nogen
at besøge i Rudkøbing, indtil toget igen kørte den
anden vej.
Engang imellem havde vi også hør i marken. Det blev
rusket op og lagt fladt ud på marken, det skulle
"rødne". Så blev det bundtet i neg og kørt hjem, og far
havde lavet en slags rive af søm, ca. 1 meter. På denne
skulle frøene og rodnettet så rives af, det støvede godt.
Så blev det igen bundtet, og sendt til en hørfabrik, jeg
mener, at den lå i Kolding, og vi fik så duge,
lagenlærred, viskestykker og stof i metermål hjem. Vi
kunne jo ikke købe noget dengang. Jeg kan huske, at
jeg fik en kjole syet med broderier på.
Børn gik ikke til så meget, som i vore dage. Vi kunne
heller ikke få dæk til vore cykler, så det var noget
forfærdeligt noget, det vi kørte på. En gang om ugen
gik jeg på broderiskole hos fru maler Sørensen i
Humble, det har jeg i øvrigt glæde af den dag i dag. Vi
lærte al slags syning, også kunstbroderi, det foregik på
en ramme.
Jeg husker tydelig den 9. april 1940. Dengang hørte vi
ikke radio hele dagen, som vi gør nu, vi havde et
krystalapparat, og det var der kun en, som kunne høre
på, så det var ikke om morgenen. Vi undrede os over
alle disse flyvemaskiner, som ustandselig fløj over
vores hoveder. Jeg husker, at det var en meget klar
solskinsdag. Jeg sad ude på en sten på gårdspladsen og
spiste min morgenmad, for at se alle disse fly. Jeg
havde ca. 300 meter til skole, så det var ikke så langt
de første år. Efter første time kom lærerinden, Dagny
Pedersen, grædende ud til os, og sagde, at tyskerne
havde overfaldet Danmark, så vi skulle gå hjem igen.
Vi var ikke klar over, hvad det egentlig betød, men vi
fornemmede, at det var meget alvorligt. På vejen hjem
fulgtes jeg med Erik Hansen fra Vestergård, (han bor
nu i på Knakgården i Longelse) og vi talte om, at nu
blev der nok krig i Danmark, og måske var vores fædre
allerede blevet indkaldt til at møde i krig, og det følte
vi begge var meget alvorligt for hjemmene.
Ellers mærkede vi ikke meget til krigen på Langeland,
og slet ikke i barneverdenen.
Dog husker jeg endnu en episode fra den sidste dag af
krigen, den 4. maj 1945. Da havde vi fået en "rigtig"
radio, men den virkede ikke i de dage, så vi gik hen til
naboen, Mads Ole Sørensen, for at høre den engelske
presse når klokken var 20.30.
Vi havde slagtet gris den dag, så jeg skulle hjælpe mor
med slagtningen. Dengang var der meget arbejde med
en slagtning, for vi havde ingen frysere, så klokken
blev mange, inden vi var færdig med dette arbejde, vi
kunne jo ikke lade det ligge til næste dag på grund af
varme og fluer. Jeg fik lov at gå med far hen til naboen,
d.v.s. far var gået, så jeg skulle skynde mig, men da jeg
kom ned til vejen, så jeg, at der kom 2 mænd med
nogle store kapper gående på den anden side af mine
forældres ejendom. Da mor var alene hjemme, ville jeg
se efter, om de nu gik forbi, for de så meget underlige
ud. Jeg gemte mig og holdt øje med dem. De stoppede
op ud for hver ejendom, men gik dog videre ud imod i
Kædeby Haver. Jeg nåede hen og hørte
frihedsbudskabet i radioen, og stor var vores glæde.
Disse mænd, som jeg havde set, var russiske
flygtninge, som var kommet gående ude fra
flydedokken, som var gået på grund ved Påø om
eftermiddagen. Senere så vi en hel del til disse
flygtninge. Nogle blev indkvarteret på Rudkøbing
Skole, og nogle blev indkvarteret på realskolen i
Humble. Dem i Humble var franskmænd, de kom ud
og hjalp os med hø og markarbejde, vi kunne ikke tale
med dem, men de ville gerne hjælpe. Det gjorde deres
ventetid mere interessant.
Jeg kom et år for tidligt i skole, for der var ingen børn
at lege med omkring os - kun drenge. Så allerede på et
tidligt tidspunkt fik jeg lært at arbejde selvstændigt. Vi
gik flere år i samme klasse, så hvertandet år arbejdede
jeg sammen med de store, og hvertandet år arbejde jeg
alene, men med det samme stof som dem der var gået
en klasse op. Det var jeg meget glad for. Det sidste år
havde jeg aftenskolens pensum. Min bror kom i
realskole, og det var også meningen, at jeg skulle det,
men det var ikke til at få dæk til cyklen, og vi havde
over 6 km til skolen, så jeg ville ikke derop, også fordi
de andre elever drillede mig med, at jeg nok skulle på
realskolen. Det var ligesom lidt finere, så det skulle jeg
i hvert fald ikke, det er nok den eneste gang, som jeg
ikke skulle have haft lov til at bestemme. Det har
ærgret mig mange gange siden. Til gengæld har jeg
næsten gået i skole siden.
Jeg husker også, da jeg skulle tage indvoldene ud på en
høne første gang, det passede mig ikke, men jeg skulle
side 54 af 89
lære det, så far blev stående ved siden af, indtil det var
gjort. Jeg tror ikke, at der er mange store børn i dag,
som kan gøre dette, men jeg har dog gjort det mange
gange siden, så det var godt, at jeg fik det lært. I min
skoletid gik jeg sammen med børnene fra Langø. De 2
ældste var lidt yngre end mig, men vi kom meget
sammen, og det gør vi endnu. Så vi var til fødselsdag
på Langø, som vi var det hos alle de andre, men jeg
husker nok disse fødselsdage specielt. Vi fik altid
chokolade eller kakao med fødeskum i, det var
forfærdeligt. Dengang havde jeg lært, at man tager,
hvad der kommer på bordet, i dag drikker jeg det ikke.
Det var heller ikke almindeligt, at vi fik det dengang,
for vi kunne ikke få kakao eller chokolade, men på
Langø fik vi det. Engang vi var derude til fødselsdag i
september, blev det højvande, så vandet stod over
dæmningen, som jeg i øvrigt var lidt bange for at køre
på, der var jo vand på begge sider og ingen rækværk.
Valdemar måtte så spænde hestene for mælkevognen,
læsse cyklerne på vognen og køre os over på land. Vi
kunne ikke se vejen, men hesten kendte vejen. Man
havde også telefontrådene at se efter. En sådan tur
glemmer vi aldrig.
Grete Kristiansen, Botofte (Langelænderen nr. 5211997)
Uddrag af interview
Humble - 193x
Hele skolegangen foregik i Humble skole; de første par
år hos frk. Østergaard, senere hos Carlin Klæsøe. Oda
husker Klæsøe som en rar lærer, som børnene ofte
hjalp med havearbejde, såsom æbleplukning m.m. Når
klassen var på udflugt, var det med Klæsøe foran på sin
sofacykel, og alle ungerne bagefter. En alvorlig ulykke
fra den tid står helt klart i Odas erindring; det var et
frygteligt tordenvejr, hvor 2 unge københavnere blev
dræbt af et lyn.
Ellers var barndommen tryg, trods de små kår familien
levede under. Dengang blev børnene sendt ud at sælge
mærker (Dybbøl, Gigtmærker og andre), og Oda
fortæller, det var en svir at komme til Skovsgård, for
der vankede der altid kage eller andet mundgodt, og
frk. Fuglede købte som regel resten af mærkerne. Oda
indskyder lige, at engang fik hun fjernet polypper hos
Dr. Bjørnson i Humble uden bedøvelse, siddende på
hendes mors skød. Hun fortæller også, at børnene i
Humble skole ofte var i "krig" med dem på realskolen,
og engang var dem fra realskolen drevet på flugt op i
kirken, hvor de gemte sig. Det endte nu ikke så godt,
og senere indkasserede Oda en "rigtig regulær røvfuld"
af sin mor, der var god bekendt af en af modstandernes
mor.
Oda Jørgensen (Langelænderen nr. 513-1996)
En rudkøbingdrengs erindringer
Rudkøbing 193x
”Langelænderen” har bedt mig om at fortælle om
barndommens tid fra Rudkøbing, hvor jeg er født (i
1928) og vokset op.
Mit barndoms- og fødehjem var et af de yderste huse
på Bellevue, dengang helt i udkanten af byen, tæt på
stranden, og hvor markerne og et tidligere teglværk
med lergrav grænsede op til husene. Meget er nu
forandret, men når jeg kommer til Rudkøbing, går jeg
altid en tur hen ad den gamle vej, forbi husene og
prøver at genkalde mig, hvem der boede der, da jeg var
dreng. Billeder, minder om personer, om hændelser,
begivenheder af denne og hin art melder sig. I dag vil
jeg først lade erindringerne gå tilbage til min skoletid.
Jeg begyndte i en Pogeskole, som havde til huse i
Ramsherred. Jeg tror nu nok der var to af slagsen,
Asylet og Pogeskolen, hvor vi 5-6 årige børn under en
frøkens ledelse fik den indledende lærdom - og
sandelig også lidt med på vejen om passende og god
opførsel. Der var dog også i pogeskolen ganske god tid
til lege. Lærdommen bestod i en indledende indføring i
stavning og skrivning. Skrivningen foregik med griffel
på skifertavle. Det tør nok siges, at min generations
oplevelse af tekstbehandling har været vidtspændende,
fra griffel til PC’er.
Den ”rigtige” skolegang foregik i to skoler, i den gamle
skole, som lå lige overfor kirken, og hvor vi gik de
første fire år. Derefter kom vi så til Kastanievej på den
nye skole - som den hed dengang, selv om den så vidt
jeg husker blev opført i 1920.
Den gamle skole var virkelig en gammel skole.
Kakkelovnsfyret, ovnene blev passet af pedel Barfoed,
som i fyringssæsonen gik sin runde med kulspanden
flere gange om dagen og lagde i ovnene. I skolegården
var der et stort valnøddetræ, hvor pedellen, når tiden
var inde, tog sig af at samle valnødderne op i
”timerne”. Hvis vi var heldige, blev der lidt nødder til
os børn i frikvartererne. Men her var det absolut den
stærkestes ret der gjaldt i tildelingen af disse nødder.
Skolegangen var købstadsskolens, ligesom også
skolerytmen var købstadens. Middagsstunden var lang.
Vi gik hjem - som jo var det almindelige i de fleste af
byens husstande - spiste varm mad til middag. Af
lærerstaben vil jeg blot nævne nogle enkelte, som
ægteparret hr. og fru Larsen, alle lærerne blev dengang
tiltalt med hr. og lærerinderne med fru eller frøken.
Han var tillige viceinspektør på den gamle skole.
Samme hr. og fru Larsen foretog for øvrigt en længere
udenlandsrejse, som gik helt til Rom. Det var dengang i
trediverne noget af en begivenhed, som hele byen tog
del i gennem lærerparrets rejsebreve til Langelands
Folkeblad. Ak ja - dengang udkom der hver dag fire
aviser i Rudkøbing; Langelands Folkeblad, Langelands
Avis, Langelands Socialdemokrat og Langelands
Tidende. Her var det radikale Folkeblad vel uanset
side 55 af 89
abonnenternes partifarve nok den mest udbredte og
mest læste avis.
Den gammel skoles bygninger ligger lige overfor
kirken. Og det gav i min skoletid lejlighed til at følge
lidt med i, hvad dér skete - begravelserne foregik jo fra
kirken. I mine tidlige drengeår var der endnu i byen en
meget smuk rustvogn, forspændt med to heste, selve
vognen var med baldakin, som blev båret af stænger
med kunstfærdige udskæringer. Til tider mødte også
ligbærerlauget op ved begravelserne, til lejligheden
iført sort diplomatfrakke og høj silkehat.
Mange år senere kom jeg selv som præst til at forestå
en begravelse i Rudkøbing Kirke. Afdøde var en god
gammel bekendt, hende og hendes mands hjem var
næsten som mit andet hjem i mine drengeår. Gennem
årene holdt vi forbindelsen ved lige. Da hun døde i sin
høje alderdom, opfyldte jeg hendes ønske om til sin tid
at forestå hendes begravelse.
Vores skolegang sluttede på den nye skole. Rudkøbing
Skole blev i min tid ledet af overlærer Ravn. En ret så
myndig person, men også en god og inspirerende
historielærer. Skoletiden var vel ikke altid rosenrød,
men husket tilbage fik vi en god og kvalificeret
undervisning. Noget, vi elever i situationen måske ikke
helt skønnede på. Senere i mit videre levnedsløb har
jeg mange gange sandet, at vi i Rudkøbing Skole fik en
ganske solid lærdomsplatform, som var god et bygge
videre på.
Udflugter hørte også skoletiden til. I de små klasser
kom vi en tur til Spodsbjerg med Langelandsbanen. I
de større klasser husker jeg udflugter til Ærøskøbing,
hvor det var en af de lokale færger, der var lejet til
turen. I slutningen af trediverne blev det skik, at
skolens ældste klasse kom på tur til Stockholm. En
sådan tur blev ikke mig og mine jævnaldrende til del,
idet udenlandsrejser for skolen, og i øvrigt alle andre
udflugter ophørte i krigsårene.
Krigen bragte mange omvæltninger i det ellers så
rolige bysamfund. På et tidspunkt ophørte skolegangen
i den gamle skole, alle eleverne blev samlet på den nye
skole, der var ikke brændsel nok til at opvarme begge
skoler. I de hårde vintre i fyrrene blev skolen lukket,
når det var allermest koldt, kun eksamensklasserne gik
i skole. Alle andre fik fri. Og der var muligheder nok
for at få fritiden til at gå. Der blev kælket og kørt på
slæde på Møllerbakken. Her kunne der virkelig komme
gang i den ned ad den krogede, ret så stejle bakke.
Skøjteløb foregik på Vejlen, lidt udenfor byen ved
Fredskoven. Strandisen blev flittigt brugt i isvintrene,
også til andet end skøjteløb. Der var en livlig, og ikke
helt ufarlig trafik, af gående og cyklende, lastbiler og
kaner på isen, der bandt øerne sammen.
Rudkøbing er eller måske var en søfartsby. I min
barndom udgjorde havnen en central del af byens liv.
Der var udover paketten en fast dampskibsforbindelse
til København. Mange skibe på den traditionelle
småskibsfart, indenrigs- og østersøfarten, var
hjemmehørende i Rudkøbing. Der var altid liv og
aktivitet på havnen. Færgerne ikke at forglemme, der
skulle sejles, når man skulle fra og til øen. Gik rejsen
til København, så sejlede man med Sydfynskes
”Tranekær” fra Rudkøbing til Korsør med anløb i
Lohals. Fra Korsør gik rejsen så videre med tog
dengang som nu.
Også havnens liv og skibsfarten blev stærkt berørt af
krigen. Mange blev ramt af krigsforlis. Der var hjem,
der mistede en familiefar, en søn eller bror på havet.
Således også i mit hjem, hvor en bror omkom ved
krigsforlis i Nordsøen i krigens allerførste tid. En
anden bror sejlede i allieret tjeneste under hele krigen,
ham var vi så at sige uden livstegn fra i disse lange og
mørke år. Krigens gru mærkedes - besættelsen med
tyske tropper på øen, overflyvninger af engelske og
amerikanske fly på vej til Tyskland. Nogle styrtede
ned, tydeligst husker jeg en engelsk bombeflyver, der
styrtede ned ved Siø. Det var omkring min
konfirmationsalder.
Der var konfirmation to gange om året i Rudkøbing
Kirke, forår og efterår. Vi gik til præst hos provst
Thelle. Til at begynde med i konfirmandstuen i
Rudkøbing Præstegård, et prunkløst lokale vidt
forskelligt fra vores dages konfirmandstuer med
bekvemme møbler og alskens
undervisningshjælpemidler. Provsten klarede sig med
ordet alene, og aldeles godt husker jeg den sidste del af
konfirmationsforberedelsen, der foregik i kirken, for
der var ikke brændsel til at varme konfirmandstuen op.
Måske var fritidsmulighederne ikke så mange, men der
var gymnastikforening og boldklub, sejl- og roture og
naturen med skov og strand. En yndet tur for mig og
mine kammerater var at gå strandlands syd for
Rudkøbing, følge kysten helt til Lindelse Nor og så gå
hjem igennem Fårevejleskovene. Skov og Tolneborgs
Danseskole hører også barndommen til.
Danselærerparret kom fra Svendborg, og havde deres
skole i Ørstedspavillonen i Rudkøbing. Mange
Rudkøbing-børn lærte dansetrin der, også jeg, men
stjerneelev blev jeg aldrig.
En stor begivenhed var Rudkøbings 650 års jubilæum
som købstad. Bymøllen var illumineret, der var megen
festlighed i byen, blandt andet blev der spidstegt en
okse på Torvet, festlighederne sluttede med et stort
festfyrværkeri på havnen. To brande i byen husker jeg
også, det var, da den gamle Frøavl og
Bindegarnsfabrikken brændte.
Mine forældre cyklede meget, og det blev til mange
søndagsture sammen med dem ud på øen. For det
meste ad de små veje, som min far holdt meget af. Han
kendte og kunne fortælle om mange steder i
Rudkøbings opland. I badesæsonen var Spodsbjerg og
Stengade meget populære turmål. Engang imellem gik
søndagsturen også til Tåsinge med færgen til
Vemmenæs. Der var også ved sommertid en udflugt,
hvor flere familier pakkede madkurvene og sejlede til
Stenodden eller til Lindelse Nor. Naboerne, som var
fiskere, sørgede for fartøjer og sejlads. Jeg fulgte jo
også ganske godt med i naboernes daglige arbejde, de
havde stejleplads udenfor vores vinduer og bådebroer
ved stranden, hvor de også havde deres fartøjer
liggende. En sejltur, hvor drengene var med, hørte også
til. Igen åbnes erindringens blik. En sejltur en dejlig
sensommerdag til Lindelse Nor, hvor min far og jeg
var med Naboen, der skulle hente noget grej der. Da vi
kom hjem og gik i land, stod vores anden nabo meget
alvorsfuld på bådebroen, og bragte det budskab, at nu
var krigen brudt ud. Den krig, der blev til 2.
verdenskrig.
side 56 af 89
Dette var lidt spredte glimt fra min barndom i
Rudkøbing. Meget andet kunne fortælles om byen,
erhverv, foreningsliv, hvem der havde deres liv og
gerning i byen. Men det falder ligesom udenfor de
erindringer, som huskes fra en drengs opvækst fra han
var 5-6 år og til konfirmationsalderen.
Flemming Hansen (Langelænderen nr. 527-1998)
Fra forsommer til snestorm
Fragtsejlads 1937
Fra foråret 1935 til foråret 1937 sejlede jeg med damperen
"Dorthea" fra Marstal. Vi sejlede med træ, kul og
jernmalm. Vi har lastet og losset i Arkhangelsk i
Sovjetunionen, i Frankrig, Spanien, England og i flere
andre lande. Rederiet hed "Hans Christensens rederi", det
havde syv skibe, og "Dorthea" var for øvrigt det største.
Jeg startede som letmatros og blev senere matros. Som
det fremgår, lavede jeg også tømmerarbejde ombord. Når
vi gik gennem den norske skærgård, havde vi lods hele
vejen. Min første tur gennem skærgården var i de sidste
dage i maj 1935. Vi var lidt for tidligt på den og lå til
ankers ud for Honningsvåg den 28. maj, på min
fødselsdag - i en halv snestorm. Hvis vi gik ud i det
nordlige Ishav før 5. juni, ville vi ikke kunne få
isbryderhjælp uden selv at skulle betale, men senere ville
den være gratis, hvis det blev nødvendigt. Der var godt
nok en del is, men da ikke mere end vi selv kunne gå
igennem. Det er mærkeligt, at man på nogle få dage
kunne komme fra en dejlig forsommer og ind i en
snestorm. På denne rejse til Arkhangelsk i september
havde vi tåge hele vejen igennem Ishavet, det var strengt
at skulle høre på dampfløjten både dag og nat. Ved
middagstid d. 22. 9. skete det, som ikke måtte ske. Jeg
stod til rors, pludselig råbte udkigsmanden forude,
samtidig med han slog på klokken. I tågen kunne det godt
ligne en bunke tømmer, men det var altså en flad klippe.
Der blev slået bak omgående, men det hjalp kun lidt.
Med et ordentligt brag og tre store hop sad Dorthea med
næsen helt oppe i luften. Vi havde i lang tid hørt en
anden damper, der tudede lige i vores kølvand, så lige
så snart vi var grundstødt, gav styrmanden faresignalet
med dampfløjten. Tro mig eller ej, tågen lettede så
hurtigt, at vi så den anden damper dreje rundt. Efter den
første forskrækkelse fik skipper og styrmand en snak og
blev enige om, at skipper skulle over og snakke med
dem på den anden damper, som var blevet liggende på
stedet. Vi satte en jolle i vandet, matrosen Rasmus og jeg
roede skipper over til det andet skib. Der blev
omgående smidt en lejder ud over siden, og skipper gik
ombord. Der blev lavet den aftale, at den anden damper
skulle hale Dorthea af grunden, og man begyndte straks
at rigge wirer til. Da vi var kommet halvvejs tilbage, rejste
skipper sig halvt op i jollen og sagde, nu vælter den - når
vi roede, sad vi jo med ryggen til - vi fik hurtigt drejet
hovederne og så, Dorthea glide sidelæns og blive
liggende halvt på siden. Vi fandt frem til, at vi havde
fået en stor læk i bagbords side. Da vi så fik taget
bundplankerne op, viste det sig, at der var sprunget
nogle nagler, og at et par pladehjørner var blevet revet fra
hinanden. Det var en temmelig stor lækage, men ikke
værre end at pumperne kunne klare det. Skipper og
styrmændene blev enige om, at vi skulle sejle videre, og
den anden damper fik et praj. Det varede ikke længe
inden den passerede os, det var en finne - noget større og
hurtigere end Dorthea, så den så vi ikke mere til.
Vi lå 8 dage i Arkhangelsk, og i den tid skete der en hel
masse. Vi fik med det samme en dykkerbåd på siden.
Dykkeren lå og rodede nede under bunden og fandt ud af,
at der ikke var revet hul ind til ballasttankene. Der blev så
sat et par store bolte i dér, hvor naglerne var sprængt.
Jeg fik et par store møtrikker, som jeg skulle skrue på
indvendig, når dykkerne havde sat boltene i.
Andenstyrmanden forklarede mig, at jeg nu skulle lave
et dæk over lækagen, og at der bagefter skulle støbes
med cement ovenpå. Jeg mente, at det ville blive
vanskeligt, da plankerne skulle skæres skrå i begge ender,
men der var ikke så meget mere at snakke om, det var jo
faktisk en ordre. Dækket blev lavet af l½” planker. Da
det efter meget arbejde var overstået, blev vi tre mand
sendt ned i lasten igen, det var Hans Skov, Paul Pettersen
og jeg. Der blev firet både grus, cement, vand og et par
skovle ned til os. Vi var godt trætte, da vi havde fået det
hele dækket til og faet stampet cementen sammen. Nu
skulle det så hærde et par dage.
Karl Hansen (Langelænderen nr. 603-2009)
Uddrag af “Vi legede pippe..”
Tranekær - 1938
Sommeren 1938 var en herlig sommer. Solen skinnede
ufortrødent fra en skyfri himmel hver dag, men det
gjorde den nu næsten altid om sommeren, da jeg var
dreng.
Sommeren 1938 var en særlig sommer. Det var den
sommer, jeg fik en ny cykel af min far, og det var oven
i købet en Hamlet. Jeg fik ikke cyklen, fordi far følte en
ubændig trang til at give sin eneste søn sådan et
vidunder. Jeg fik den, fordi min far, der var
cykelhandler, ikke kunne sælge den.
Cyklen var en såkaldt halvracer med smalle dæk, smal
sadel, halvskærme og M-styr. M-styret fik jeg dog ikke
med, for "knægten skal sgu' ikke fare rundt og lege
Willy Falck Hansen". Jeg havde denne pragtfulde cykel
i 28 år. Så solgte jeg den for to pund kaffe, og det har
jeg faktisk fortrudt. Som ny hørte den til i den dyre
side 57 af 89
ende. Den kostede omkring 130 kroner, og den var
åbenbart lidt for avanceret for den tids unge.
Sommeren 1938 gik jeg og ventede på at fylde 12 år en
dag i oktober, og det lykkedes da også, men sommeren
som sådan gik bare, mens vi unger daskede rundt i
Tranekær og omegn.
Omegnen kunne for eksempel være stranden ved Åsø,
der også dengang var et yndet badested. Der var en
anløbsbro, hvor der af og til kom lastskibe, og i nogle
år blev broen også benyttet af færger som "Tranekær"
og "Mjølner" på ruten Rudkøbing-Korsør. Et år var vi
på skoleudflugt til Christiansminde ved Svendborg, og
det foregik med skib fra Åsø.
Som tiden er gået, har jeg aldrig været ude for at blive
forvekslet med Tarzan, og som dreng var jeg et skravl
med astma. Det indebar blandt så meget andet, at jeg
ikke måtte gå i vandet, og jeg måtte heller ikke spille
fodbold. Det var to forbud, der passede skidt til en
drengs lyster.
Ved stranden kunne jeg snyde mig til at soppe lidt i
vandkanten på de meget varme dage, og på
fodboldbanen kunne jeg ind imellem bruges som
bagstopper, når der var træning. Der var ikke net bag
målene, så en bagstopper havde nok at se til med at
hente bolden i buskads og brændenælder.
Mit hjem midt i Tranekær var tidligere realskole, og i
baggården lå en gymnastiksal. Her spillede vi lidt
badminton, og som til al anden sport var snedker Asger
Saabye den bedste. Gymnastiksalen blev også brugt til
at vise stumfilm, og det var her jeg mødte Fy og Bi
første gang.
En gang var jeg aktivt involveret i en artistoptræden i
gymnastiksalen. En fupmager kom til byen. Han bildte
os ind, han rejste rundt for at optræde, og vi var ret
imponerede. Han fik adgang til gymnastiksalen, og min
mor gav ham dels noget at spise og dels nogle ark
skrivepapir og en blyant.
Fupperen lavede nogle "plakater", som vi børn fés
rundt i byen med for at få dem op i butikker, ligesom
vi satte nogle op på telefonpæle med tegnestifter. Som
tak fik vi gratis adgang til den fantastiske optræden om
aftenen. Jeg husker ikke så meget af, hvad fupperen
præsterede, men jeg husker dog, at han udførte et
meget farligt nummer, hvor han lavede store
kræmmerhuse af aviser. Han satte ild til
kræmmerhusene og balancerede med dem på panden.
Det var fantastisk, og aviserne havde han i øvrigt
nasset hos mor.
I en krog ved gymnastiksalen havde naboens søn Arne,
min søster Lilly og jeg et bassin, som vi kaldte det. Vi
havde gravet en kasseret vaskekedel ned og lavet et
arrangement med blomster omkring. Om foråret gik vi
ud i slagterens mark ved Åsøvej og fangede
salamandre, og vi hentede haletudser i de gamle
tørvehuller syd for Flådet.
Frode Jørgensen (Jubilæumsbladet 1995)
En Houning
Hou 193x
Houbo, født norden for skovene (1929), derfra min
verden går. Det var en kold og klam decemberdag, der
blev min fødselsdag, noget af en vraggris - blev holdt i
live med rissuppe, har min mor fortalt mig.
Det første jeg husker var, at jeg faldt i møddingpølen.
En ikke særlig morsom oplevelse, men en situation der
blev prentet i min hjerne, så jeg aldrig glemmer den
oplevelse.
Jeg husker også, fra der blev tærsket korn med plejl og
til nutidens mejetærskere. Plejlen var en kort stok med
en lang læderstrup, som man svang over hovedet og
ned på kortnet, der var lagt ud på lo-gulvet. Derefter
blev halmen rystet af. Korn og avner blev skilt ved at
kaste det på en speciel måde. Senere fik man en
aflægger, en hestetrukken slåmaskine, som lagde
kornet i bunker, når man høstede det. Så var det noget
nemmere at binde kornet i neg, så det kunne stilles op i
hobe til tørring, det kaldes at sætte kornet i arnested,
det vil sige 20 neg i hver. Man fik også en
hesteomgang og et tærskeværk. Hesteomgangen var et
system, hvor et nedgravet gearhjulsystem var sat ned i
en grav og påmonteret en lang stang, hvor der blev
forspændt en hest til at trække systemet rundt. Fra
gearudvekslingen gik der en lang aksel ind til et andet
gearudvekslingssystem, hvortil der kunne sættes
forskellige maskiner til for at blive trukket. I dette
tilfælde var det en tærskemaskine, og dette var en
mægtig revolution. Men den helt store revolution kom,
da man i 1935 fik petroleumsmotor. Når halmen kom
ud af tærskemaskinen blev den samlet og bundtet med
håndkraft for at blive sat hen på staldloftet til senere
foderbrug. Året efter fik man en halmpresse med
bindeapparat. Men udviklingen gik stærkt, så der kom
hurtig en selvbinder, og der kom en halmpresser. Alt
sammen noget der gjorde det lettere for datidens
landmænd. Der var jo altid besætninger af køer, grise
og høns på alle landbrug - store som små. Derfor var
enhver rationalisering et fremskridt.
Skoletiden var noget med i skole hver anden dag, og
når jeg ikke var i skole, var det bare hjem for at hjælpe
med bedriften. Men jeg husker også en udflugt til
Nyborg, der foregik med en fiskerbåd fra Lohals. Det
var en stor oplevelse for en houbo at se Nyborg Slot og
igennem Landporten. Til slut endte turen ved Nyborg
Strand, hvor hele klassen blev fotograferet af en
kanonfotograf. I Nyborg Havn lå en helt ny
esbjergkutter, som senere blev minesprængt, og man
fik fortalt, at hele besætningen var omkommet.
Turen med fiskerbåde gav mig stærke ønsker om at
komme til søs, når jeg blev voksen, men det kunne
mine forældre slet ikke tænke sig. Far havde mange
offentlige tillidshverv, bl.a. sognerådsformand for det
daværende Snøde, Stoense og Hou sogn, med de
opgaver det fulgte med sig. Og det gjorde, at de nok
regnede med, at jeg skulle overtage ejendommen efter
dem.
Anden Verdenskrig startede med al den grusomhed der
fulgte, men for os drenge var det også en spændende
tid. Forholdene var jo ikke så slemme på Langeland
som så mange andre steder. Men Langeland var jo et
strategisk vigtigt sted, fordi næste alle flyvninger med
bombemål til Tyskland gik denne vej. Min far skrev
side 58 af 89
dagbog over de observationer han gjorde, og lidt af
disse er kommet med i bogen "En dråbe i havet" som
udkom i 1994. Dog vil jeg godt omtale en situation,
hvor vi var et par drenge, der en dag gik en tur til
stranden, som vi så tit gjorde det, og hvor vi fandt en
dykkerdragt. Vi var klar over, at et sådan fund kunne
udløse en dusør, hvorfor vi meldte fundet til
sognefogeden, som så tog sig af sagen. Det gav en
dusør på 60 kr. til hver, hvilket virkelig var mange
penge på det tidspunkt.
Jeg blev konfirmeret i 1944, men det blev der ikke
gjort så meget ud af. Da vi var kommet hjem fra kirke,
var der spisning for den nærmeste familie. Dagen derpå
måtte jeg op og ud for at save brænde. Og sådan gik
tiden hver dag. Nu hvor jeg var konfirmeret, var det
mig og min mor der måtte passe bedriften. Men min
drøm om at komme til søs blev ved med at kredse om
mine tanker. Da jeg så var en 17-18 år fik jeg mulighed
for at komme til at hjælpe en bundgarnsfisker ved navn
Frederik Larsen, også kaldet Rendeskrædder. Det
smagte lidt af søen, men var jo ikke det jeg ønskede.
Det var jo svært, fordi det der hjemme jo også skulle
passes, og arbejdet var nødvendigt på grund af
økonomien. Tillidshverv gav jo ikke noget særligt på
det tidspunkt, så derfor måtte jeg hjælpe til på gården.
Men bare det at komme lidt ud blandt andre var jo da
lidt opmuntring. Der blev fortalt mange stærke og gode
historier. Nogen mere saftige end andre. Der var for
eksempel een med Frederik Larsen. Han havde aldrig
været en af de hurtige, men engang sad han i et ledhul i
et markskel, hvor naboen kom forbi. Han spurgte
Frederik om, hvad han sad der efter, hvortil han
svarede, at han sad og ventede på en hare. Naboen
sagde, at der kommer sku' ingen hare så længe du
sidder der, hvortil Frederik svarede: "Haren har sku'
ikke længere til mig, end jeg har til ham".
Tiden kom hvor jeg skulle ind og aftjene min
værnepligt, og med sognefogedens hjælp kom jeg ind
til marinen. Jeg skulle stille i Arresødal den 11. jan.
1950, det var et forfærdeligt snevejr med storm og
hvad dermed følger. Passagererne på færgen til Korsør
var alle søsyge, og havde travlt med at holde sig fast.
Jeg kom derover og fik den almindelige grundskole.
Derefter var jeg i Rødvig til den 23. maj. Så på
Søværnets kaserne på Holmen i en kort tid som
disponibel mandskab. Jeg husker tydeligt en episode
hvor jeg var på vagt, og der blev ringet fra vagtstuen, at
flaget skulle hejses. Klokken var ca. 4 morgen, og jeg
satte flaget med huen på, og skildvagten med hænderne
i lommen. Det var stik imod reglementet.
Jeg kom ombord på en minestryger i Frederikshavn
hvor vi lå og strøg miner mellem Skagen Rev og Læsø.
Senere var jeg på øvelsestur til Norge. Her blev jeg så
søsyg, at man rolig kunne havde smidt mig udenbords,
uden jeg på nogen måde havde gjort modstand. Og vi
var ledsagerskib for Dannebrog den 5. juli igennem
Limfjorden. Her skete det, at jeg som ordonnans blev
sent over på Dannebrog med et brev til vagtchefen.
Hele havnepladsen var fyldt med mennesker, der
ventede på, at Majestæten skulle komme fra
Rebildfesten. Jeg løb op af den røde løber for at bringe
mit ærinde, men der blev omgående grebet ind, og
spurgt hvad jeg skulle. Jeg var meget befippet og
meddelte, at jeg skulle aflevere dette brev. Det var med
at komme op og aflevere brevet med honnør, og så
komme væk igen i en fart. På et senere tidspunkt i
september anløb Dannebrog Frederikshavn, hvor jeg
var med i en jubelrulle til ære for Kong Frederik,
Dronning Ingrid og de 3 prinsesser. Den 4. november
blev jeg hjemsendt, en hel del oplevelser rigere.
Hjemme igen fortsatte det i samme rytme med at passe
ejendommen, men så sker der pludselig noget. En
familie var om sommeren kommet til et sommerhus ,
der lå i nærheden af mit hjem, og de havde deres
tjenestepige med. De hentede mælk og æg hos os. Jeg
var jo ikke bedre end andre unge mænd var, så derfor
fik jeg hurtig kontakt med tjenestepigen. Jeg husker, at
jeg i starten var meget genert, men det må jo ikke
havde betydet så meget, for vi blev ved at holde
kontakten ved lige. Hun skaffede mig en plads på
Sjælland, hvor jeg var i et år, men kom så atter hjem.
Elsa kom med til øen, og fik plads på Charlottenlund
Gods.
Vores forhold holdt, og i 1956 blev Elsa og jeg gift, og
flyttede ind på gården sammen med mine forældre. Det
er ikke noget jeg i dag vil beklage, men det er heller
ikke noget jeg vil anbefale til nogen. Der var godt nok
2 lejligheder med fælles køkken, men 2 generationer
sammen kan kun være belastende for begge parter.
Otto Nielsen, Hou (Langelænderen 526 – 1998)
Min barndom i Rudkøbing
Rudkøbing 193x
Jeg har aldrig kunne fordrage København, måske fordi
jeg kom hertil på en skæv måde, pludselig var jeg der.
På et familieråd blev jeg spurgt om, hvor jeg ville
være, hos min mor, som jeg næsten ikke kendte, eller
blive hos mine bedsteforældre. Hvad svarer et barn
blandt alle disse voksne, - det må I bestemme, men
inderst inde ønskede jeg at komme tilbage til
Rudkøbing. I København fik jeg eget værelse, men
alligevel græd jeg mig ofte i søvn, København var mig
så fremmed.
Mine bedste barndomsår tilbragte jeg hos mine
bedsteforældre, som jeg kom til som ca. 5-årig. De
boede dengang i Østergade 26 i smøgen, der lå også et
snedkerværksted, Johansen hed han og ham besøgte jeg
ofte, han var så rar, siden hen har jeg altid holdt meget
af duften af savsmuld og nysavet træ. I huset boede på
1. sal 3 søskende, Rasmussen, en bror og to søstre,
disse søskende havde en pogeskole om formiddagen.
Den yngste legede også sanglege med os nede i gården,
men da han døde, var det forbi med pogeskolen. Signe
Rasmussen, som den anden søster hed, var en elskelig
gammel dame, som vi måske i dag ville kalde lidt af en
original, hun brugte at svøbe sig i sjaler og strikkede
trøjer, selv varme sommerdage. Når jeg sad nede i
gården og legede købmand, kunne hun finde på, at
hejse en tallerken ned til mig med pandekager og
syltetøj i en broderet mulepose. I samme hus boede
side 59 af 89
familien Herakind. De havde ung pige i huset, een af
dem hed Oda, hun var god til at finde på lege, som
deres søn Preben og jeg kunne lege, vi legede ofte i
haven bagved huset. Preben lærte en dreng Axel at
kende, og jeg lærte en pige Bente City Christensen at
kende, så Preben og mine veje skiltes. Bente og jeg fik
lov at spille top i slægtsgården, som lå ved siden af nr.
26.
Østergade nr. 26 blev solgt til købmand Jansen, vi
måtte flytte, lejlighederne skulle bruges til lager. Vi
flyttede ned i Nørregården over porten. Der var mange
børn at lege med både i baghuset og mellemhuset. Jeg
nød at have alle disse børn at lege med. Jeg husker en
dreng der hed Poul Eriksen, som boede lige ved siden
af os. Vi børn havde fundet ud af, at danne en klub.
Poul bestemte at vores møder skulle gå på skift i vores
hjem, så sagde Poul, sikkert ikke for at såre mig, men
af hensyn til mig, at hos mig kunne vi ikke være, jeg
boede jo hos mine bedsteforældre, men jeg blev ked af
det, jeg følte mig udenfor. Klubben blev vist ikke til
noget.
Bedstemor var god til af finde på, gummibolde var
umulig at få, dem lavede hun til mig af en korkprop
som hun omviklede med gamle silkestrømper, som
blev klippet i strimler og så broderede hun dem i
forskellige farver, de blev virkelig flotte og kunne også
hoppe lidt.
Skolen var af den gammeldags slags, men man lærte
noget til forskel til de københavnske. Vi havde en
naturhistorielærer Olsen, kaldet Nolle, en kedelig
person, jeg oplevede hans sadisme en dag. Nolle var en
kraftig mand, med en temmelig stor bagdel, så da jeg
var i pjattehjørnet, sagde jeg til min sidekammerat:
"Hvis jeg nu havde en flitsbue, kunne jeg med en pil
ramme ham lige bagi". Så fnisede vi, det opdagede han,
så han tog mig lille pige på 9 år, og med sine grimme
pølsefingre nev han mig i begge kinder og vred mig
ned mod gulvet, det gjorde meget ondt, der sad 2
mærker på begge kinder, jeg turde næsten ikke gå
hjem; men jeg hørte ikke eet ord fra mine
bedsteforældre, men en skoleveninde, Anny Mortensen
(Sørensen), som jeg har haft den store glæde at have
forbindelse med i alle disse år, fortalte mig, at min
kære bedstefar var blevet så vred over den behandling,
jeg havde været udsat for, at han var gået på skolen og
forlangt "Nolle" fjernet. Desværre var min bedstefar
død, da jeg fik dette at vide, så jeg kunne ikke takke
ham. Men jeg har også dejlige minder om en lærer
Lange, som vi bl.a. havde i sang. Vi i 5. klasse var slået
sammen med 2. mellem. Lange skulle høre vores
sangstemmer og kaldte en dreng fra 2. mellem op og
synge solo. "Hvis nu der er nogen der ler af dig", sagde
Lange, "bliver det den næste, der kommer op". Jeg
havde forventet en dyb drengestemme, fordi han var en
stor kraftig dreng, men så sang han med en nærmest
sopran. Jeg måtte ned under skolepulten, helt ødelagt af
grin, det havde Lange set og vinkede mig op. Nu var
det min tur, benene rystede under mig. Syng "Jeg er
havren" forlangte Lange. Bagefter fortalte mine
skolekammerater, at jeg havde stået og svajet i takt til
Langes violinspil. Lange roste min sang, og fik mig
med i skolekoret, det gav mig også mod til at fortsætte
som 15-årig i København hos en sangpædagog der var
uddannet hos kammersanger Herold. Jeg lærte meget af
ham, derfor kom jeg med i Solbyscenen, en
børne/ungdomsscene, hvor flere af vores skuespillere
er startet, jeg forblev dog amatør, som jeg har haft
mange oplevelser med. Alt dette kan jeg takke lærer
Lange for.
En meget sørgelig oplevelse, som prægede mig i
mange år efter, var da en skolekammerat, Kirsten
Johansen, døde bare 8 år. Vi piger i klassen skulle være
blomsterpiger og strø blomster på vejen til kirkegården.
Vi havde fået den besked, at vi skulle gemme nogle
blomster til at drysse ned over kisten i graven, men jeg
havde for mange, så lærer Mayer, som stod der,
rømmede sig. Da jeg var den sidste, var jeg nød til at
vende bunden i vejret på blomsterkurven. Hendes
stakkels mor måtte man holde tilbage, hun ville kaste
sig i graven, det glemmer jeg aldrig.
Krigen husker jeg ikke så meget af. Dog husker jeg
tyskerne tog Ørstedspavillonen. De første som kom,
var nogle unge soldater i flotte nypressede uniformer,
så når jeg gik til skolen gennem parken, turde jeg
næsten ikke gå forbi. Soldaterne gjorde mig nu ikke
noget, men det var nok fordi jeg havde nejet for den
høje officer, troede jeg. Vi børn hørte af og til rygter,
bl.a. at disse unge soldater skulle til østfronten og nogle
af dem havde skudt sig med en lyddæmpet pistol.
Senere kom der nogle ældre soldater. Jeg tror det var
fordi de havde børn derhjemme, at de gerne ville lege
med os; en vinterdag hvor jeg var på vej hjem fra skole
gennem Ørstedsparken, blev jeg og nogle andre børn
fanget af disse tyskere, jeg skreg og løb, da jeg blev
"sulet" (vasket i sne). Nogle dage senere blev jeg i
Nørregården standset af nogle store drenge. Nu skulle
jeg have bank, disse drenge forstod jo mere af den
alvorlige situation landet befandt sig i. "Nej",
protesterede jeg, "jeg har ikke leget med tyskerne, men
de fangede mig og sulede mig". Drengene troede mig,
så jeg slap med skrækken.
Efter krigen, som havde kostet mange mennesker livet,
skulle der afsløres en mindesten på skolen, og
skolekoret skulle synge. Skolen var lukket den dag,
men koret skulle komme, det var meget højtideligt.
Nogle dage senere gik jeg sammen med Kirsten Bondo
Pedersen. Jeg var benovet, tænk Kirstens bror Preben
var frihedskæmper, men vi gik nu mere i gaderne fordi
vi samlede autografer fra franske og russiske
krigsfanger, som det vrimlede med. De boede på vores
skole, så jeg gik om eftermiddagen i den gamle skole
på Kirkepladsen. Russerne var utrolig fingernemme.
Bedstemor fik en ring lavet af en mønt, stenen var af
tandbørsteskaft, den var virkelig pæn. Desværre var
min barndom i Rudkøbing snart slut, men jeg kunne
fortælle i dagevis, om alt det jeg oplevede i Rudkøbing.
Men jeg havnede i hovedstaden , hvor mine
bedsteforældre senere flyttede til. Der skulle gå mange
år, før jeg kom tilbage for et meget kort besøg. Den
kønne sejltur mellem Rudkøbing og Svendborg var
nedlagt, broen var kommet.
Når der er noget fra Langeland i TV, især fra
Rudkøbing, sidder jeg klistret til skærmen, så da byen
fyldte 700 år, ringede jeg til turistforeningen, for nu
måtte der da komme noget, men nej. Hvor blev jeg
skuffet da dansk TV kun lige antydede byens
jubilæum, måske kun fordi Dronningen var der. Når
side 60 af 89
sådan en begivenhed ikke bliver vist, så kan jeg bedre
forstå, at man sjældent ser noget derfra.
Når jeg tænker tilbage på de dejlige år, med alle de
søde legekammerater, legekammerater jeg aldrig fik i
København, så takker jeg dem for alle de lyse dage de
gav mig. Så har man noget at tænke tilbage på, her i
min sensommer på Østerbro i København.
Alis Zenia Bach Petersen (Langelænderen 529 1998)
Tag med en årgang 1939 på en rundtur i det Bagenkop der var.
Bagenkop 1939-
Jeg vil prøve at tegne et billede af Bagenkop, som jeg
husker byen da jeg var barn. Der er jo som alle andre
steder sket store forandringer, Størstedelen af byens
borgere var beskæftiget ved fiskeriet, der lå nogle
enkelte bondegårde i selve byen, men flere små i
udkanten. Jeg vil begynde min erindringstur ved det
vi kaldte Holmes hjørne, navnet stammede fra en stor
gård der hed Holmegård der tjente min mor som ung
pige, gården blev senere til Langelandsfortet. Det
første jeg far øje på da jeg går ned mod byen, er spiret
på Bagenkop Kirke. På venstre side lå et enkelt hus, og
fodboldbanen, ellers er der ingen bebyggelse før jeg
når cementfabrikken, som lå på højre side. Bossen på
fabrikken fungerede også som sognefoged, han viede
min mor og far i 1941. Herfra ligger husene tæt i byen.
Jeg vil stoppe op de steder, hvor jeg har minder fra. Jeg
går forbi huset, hvor familien Skytte boede, de var
musikere, far, mor og søn, de spillede op til dans på
kroen. Går videre, forbi vejen der fører op til Fredsbjerg
som blev skænket Bagenkop af lensgreve F. Ahle-feltLaurvig år 1920. Her har vi så slagter Bucks
forretning, han slagtede selv dyrene i et baglokale. Ved
siden af bor mælkemanden Viggo, som med sin hest
Darling kørte rundt i byen med mælk. Han boede
sammen med sin far og mor, som havde en lille
kolonialbutik, hesten stod på stald i bryggerset. Hvis vi
efter lukketid skulle gå ad bagdøren skulle vi først
forbi hesten, der næst køkkenet, hvorfra der så var
indgang til butikken. Mellem slagteren og
mælkemanden gik en lille lukket vej op til kirken og
kirkegården, her regerede Laurits Borre, en ældre rar
mand. Vi var ofte med ham oppe i tårnet og ringe solen
ned, det var højt oppe og med udsigt over hele byen.
Døren til kirken var aldrig låst, så vi begyndte selv at gå
derop uden Laurits viden, han blev meget vred da han
opdagede det. Jeg er nu nået til bageriet, hvor Sylvest
og Dagny sørgede for byens brød, og deres sønner
bragte morgenbrød ud til byen om søndagen. Overfor
bageren og ved siden af lå der bondegårde. På venstre
side lå sæbehuset, Tatol, hvor vi unge piger købte
vores første nylonstrømper og make up. Larsens elog lampeforretning lå på hjørnet af vejen hen til
Bagenkop Station, hvor toget kørte nogle gange om
dagen til Rudkøbing. Hvis rejsende skulle videre til
Fyn, var der herfra, færge til Svendborg. Gik turen til
Sjælland, kørte der fra Rudkøbing rutebil til Lohals,
hvorfra der så var en færge til Korsør. En rejse til
København tog en hel dag. Videre passerer jeg en
skotøjsbutik og skrædderen som altid sad på bordet
foran det store vindue og syede. Her overfor har vi
Bagenkop Kro, her afholdtes bal, dilettant, andespil,
juletræsfest og karneval, både for børn og voksne.
Lidt længere henne lå så gadekæret dammet kaldte vi
det. Her løb vi om vinteren på skøjter, lavede
glidebaner, og trak hinanden på slæder. På den
modsatte side havde Kristine Rath en trikotage
forretning. Lidt længere nede af gaden havde Jenny
Rath et lille udsalg fra slagteriet i Rudkøbing. Hun var
en midaldrende lille fiks og humørfyldt dame, der
trippede rundt på høje hæle. Jeg går nu forbi barbe'ren
og kan se Brugsen, her skilles gaden i et Y. Jeg husker
svagt den ældre brugsuddeler, mest han datter og søn
som tog over efter ham, Karen og Hans. Her blev
kaffen malet og vejet af mens vi ventede. Mel, sukker
og gryn blev også vejet af i pund. Sirup og petroleum
blev målt af i beholdere vi selv havde med. Brun sæbe
blev klasket op på et stykke papir l pund vær så god.
Det hele blev langet over disken, prisen blev regnet ud
med blyant på en lap papir. Appelsiner var der kun til
jul.
Jeg går til højre mod havnen, forbi vejen ned til dreet
den bedste badestrand i Bagenkop, der lå vi næsten i
vandet hele sommeren. Her er så det Røde hus, det var
foderstof til landbruget, og samlingsstedet for fiskerne
når det ikke var fiske vejr, her stod de så - med deres
cykler, og drøftede livets glæder og besværligheder,
indtil konerne havde maden parat derhjemme. En grå
bygning ved siden af var salg af brændsel, der kunne
hentes en sæk kul eller koks på en trillebør. Det var
Lorentzen der stod for det.
Nu er der frit udsyn over havnen med de mange
fiskerbåde, her var også de to fiskehuse, der modtog
fisk fra bådene til videresalg, Salgsforeningen, og
Thorvald Larsens fiskeeksport, der arbejdede min far.
Så er der filetfabrikken hvor min mor arbejdede. Jeg
fortsætter min tur og er nu i Strandgade, her var der
rigtig mange børn, vi havde gode og glade timer med
leg. Her boede også Emilie og Harald Hansen, som
hver dag kørte ud på landet med friske fisk. Her er så
mit barndomshjem, et lille hus med fire små rum,
efter nutids forhold, her var vi far, mor og fem børn.
Lidt længere henne boede familien Lorentzen hvor
moderen Ebba var syerske, hun syede tøj for hele byen.
Jeg standser lidt op og kan i tankerne godt se hende
derinde bag ruden, hvor hun altid sad ved sin
symaskine. På hjørnet hvor Strandgade går ud i
Bredgade, lå Mary og Åge Pihls brødudsalg, med slik
og tobak, om foråret når de første is kom, kostede en
ispind 15 øre, det var en stor dag. Der var også en
telefon, hvorfra man kunne ringe, f.eks. til doktoren
ved sygdom og hjemmefødsel, så kom han på besøg.
Det var meget få der selv havde telefon.
Ad Bredgade går jeg forbi skomageren Evald, der
forsålede både vores sko og træsko, som kunne
forsåles mange gange. Ved købmand Alfred Hansen
går en lille lukket vej til Emmy Hansens frisørsalon,
alle de tunge og varme dimser vi fik i håret til en
permanent, det brændte og var så tungt at vi næsten
ikke kunne holde hovedet lige. Her boede også fru
Godtfredsen, som var så ferm til at plukke vildænder, at
hun plukkede for folk. Der var mange vildænder ved
side 61 af 89
Bagenkop. Jeg går nu op ad Skolegade, her boede Ella,
hun vaskede for folk, og gik altid med et stort sort
gummiforklæde. Der overfor ligger den lille skole hvor
vi gik 1. og 2. klasse. Videre når jeg til Hansignes
brødudsalg, dernæst den store skole, hvor der også
var bibliotek, der gik vi til og med 7. klasse, tre timer
om dagen. Jeg går tilbage til Bredgade og går til
venstre, og hen ad markvejen der førte til mosen, en
idyllisk tur, med kornmarker på højre side, og et
gammelt stengærde med en masse vilde blomster, på
venstre side. Jeg husker at vi der, på en tur med skolen
i et naturfag, skulle samle blomster, tilbage på skolen,
skulle vi så finde dem i bogen og skrive navnene op
på dem.
Jeg går tilbage og går ned ad Stormgade til klinten,
som nok er det højeste punkt i Bagenkop. Her kunne vi
på kælken få god fart på. Jeg runder hjørnet og er på
Klintevej hvor min bedstefar boede, han havde et lille
skur bag i haven, hvor han røgede fisk, som han solgte.
Nu kommer jeg til endnu en lukket grusvej, der fører
op til stranden, hvor vi til påske byggede et bål op af
sten, en lille gryde og tændstikker havde vi med
hjemmefra, samt alle de malede æg vi om morgenen
havde fundet i haven, så var det bare om at finde nogen
pinde, så vi kunne få dem kogt.
For enden af vejen lå der et lille husmandssted i røde
sten. Her boede Kristine, en sød ældre dame, hun
havde kun én ko, den hed Rosa, og nogle høns. Vi gik
tit op til hende, så fik vi lov til at hjælpe hende med at
give koen roer og hø, det kunne vi godt lide.
Jeg vil lige indskyde her, at jeg mange år senere har
været så heldig, at jeg sammen med mine to søstre,
gennem et bureau, kunne leje det nu Gule hus på
klinten i en ferie, det var jo ændret helt ,der var blandt
andet blevet soveværelse der hvor koen havde haft sin
plads.
Jeg går tilbage og til venstre op ad Sluppen, hvor
Alfred boede, han delte hver dag Langelands Avis
ud, samt ugeblade til de faste holdere. Jeg går videre
og da Sluppen munder ud ved havnen, vil jeg her slutte
min tur i det Bagenkop, som jeg husker var.
Edith Philipsen f. Hansen (Langelænderen 571 2004)
Barndomsminder fra Bagenkop
Bagenkop 1939-
Jeg er årgang 1939 - voksede op i Bagenkop i 40-erne
og først i halvtresserne. Vi var 5 søskende, to drenge
og tre piger hvoraf jeg var den ældste.
Jeg var 7 år, da min sidste lillebror blev født. Jeg
husker vi var kommet i seng om aftenen, da far kom
ind i værelset, og sagde til mig, hvis du lægger et
stykke sukker i vinduet til storken, kan det være den
kommer med en lillebror eller lillesøster til os i nat. Jeg
skyndte mig at lægge sukker i vinduet. Næste morgen
var sukkeret væk og hos mor lå en sød lillebror. Jeg var
overbevist om, at storken havde været der.
Bagenkop var dengang en lille travl by med masser af
liv, og mange børns glade råb og latter i gaderne. Der
var mange børn på den tid.
Vores legeplads var gaden, havnen og stranden - ja, vi
var allevegne. På gaden legede vi mest kædetagfat,
rundbold og pip: "Nå kå i båår pip ier - så ska jee nok
hit eir".
Vi kunne møde gamle Mathilde, der hver dag besøgte
sin mands gravsted på kirkegården. Mens hun gik
strikkede hun, garnnøglet havde hun i
forklædelommen. Det kunne sommetider falde ned på
vejen og trille langt bagefter hende, inden hun
opdagede det. Der var altid mennesker på gaden, på vej
et eller andet sted hen, enten til en af de mange små
butikker i byen eller til havnen. Biler var der ikke.
Mælkemanden kørte hver dag gennem byen med hest
og vogn, han ringede ind i mellem med en klokke, så
man kunne høre hvor han var på sin rute. Kvinderne
myldrede ud med kander og krukker og købte mælk "i
løs mål". Hesten hed Darling, den hørte med til
bybilledet, vi børn beundrede den, men på afstand, vi
måtte ikke røre den - den bed, sagde mælkemanden, så
vi kunne nok holde fingrene fra den. Det var en sorgens
dag, da den i fremskridtets navn blev slagtet og
udskiftet med en bil.
Der var to hjemmesyersker, som syede tøj til os, oftest
var det tøj der blev syet om fra voksen til barn. Vi fik
da også sommetider noget nyt og færdigsyet, det var
gerne pr. postordre fra Daells Varehus, der var så kendt
og brugt her i byen, at når de ældste skoleklasser var på
tur til København, var Daells Varehus noget af det
første de skulle se.
Havnen med fiskerbådene BYENS HJERTE det var
den vi levede af. Det var en daglig kamp for vore
forældre at få det hele til at løbe rundt, selv om de sled
i det fra morgen til aften. Der var jo mange børn, der
skulle have føde og klæder.
Far arbejdede ved fiskerhusene, hvor bådene lossede
deres fisk, når de havde været på havet. Dér i husene
blev fisken skåret op, renset og lagt på is i trækasser.
Disse trækasser blev repareret igen og igen. Der stod et
par mænd fast ved havnen og ordnede det. Når
kasserne ikke kunne repareres mere, kunne vi få dem til
kakkelovnen, de lugtede lidt, men gav en god varme.
Sidst i 40erne blev der bygget en filetfabrik. At filetere
fisken var kvindearbejde. Mødrene til de største
børneflokke, også mor, greb kniven og gik på
fabrikken, der var hårdt brug for de penge de kunne
tjene. Børnene blev overladt til sig selv. Den ældste
pige havde så ansvaret for de mindre søskende. Hun
blev en lille reservemor, skønt hun mange steder kun
var 9-10 år, så det gik jo som det bedst kunne.
Der var et par strenge isvintre i 40erne. Vi kunne gå
langt ud på isen fra stranden af, et godt stykke ude var
der hugget våger i isen til vildænderne. På kanten af
disse våger lå vi børn på maven og smed brød ud til
dem. Men mange af dem døde af sult og kulde. Vi
syntes det var synd, og tog mange af de halvdøde med
hjem, og lagde dem i kasser med halm ude i tørvehuset.
På et tidspunkt havde vi så mange, at det blev far for
meget, han kunne vel se at de ikke kunne overleve, så
han slog dem ihjel. Det blev vi meget kede af.
side 62 af 89
Nu var det ikke bare is, men også masser af sne, alle
mænd, der ellers arbejdede med fisken, var ude at
skovle sne. Den blev skovlet op af siderne af de i
forvejen smalle gader, så der kun blev en smal sti at gå
på. Det var underligt for os børn, da snebunkerne var så
høje, at vi ikke kunne se over dem. Det virkede så tyst
og lydløst når vi gik der. Det røg voldsomt op af
skorstenene. Folk fyrede på fuld kraft, alt hvad der
overhovedet kunne brænde kom i kakkelovnen,
tørvesmuld blandet med petroleum og fiskegarn der
havde været i tjære, så det var en sort røg der kom af
det. Det var meget koldt - mest om fødderne. Vi havde
kun gummistøvler og der var altid mindst et hul i sålen.
Vi havde såler af pap at ligge i, men sneen kom jo ind i
støvlen alligevel. Der kom hver vinter en uldkræmmer,
som solgte varmt undertøj, store tykke underbukser
med elastik i benene, undertøj med lange ærmer og
uldsokker. Det var ikke dyrt, han havde sine vare i en
bylt på nakken.
En sjov lille episode fra krigens slutning i 45. Da var
jeg 51/2 år, Jeg har vel hele dagen kunne mærke
glæden og spændingen hos mine forældre og vore
naboer. Det må have været hen imod aften, det var dog
stadig lyst. Mine 3 søskende og jeg var kommet tidligt i
seng. Mor og far skulle over til havnen og fejre dagen
sammen med alle fra byen. Jeg kunne ikke sove, sad i
vinduet og så alle dem der gik mod havnen. Resolut gik
jeg i skuffer og skabe, fandt en sommerkjole, sikkert
ikke nystrøget, et par store uldvanter og hoppede ud af
vinduet og på bare tæer til havnen. Er det sommer eller
vinter i maj? Den er ikke nem for et barn. Jeg løb noget
rundt ved havnen inden jeg fandt far og mor. Jeg blev
straks fulgt hjem af en meget stram mor og
indkasserede nogen "smæk i møllen" så snart vi var
kommet indenfor døren. Ja, hænderne sad løst på
forældrene dengang.
Fiskerne kunne efter krigen få en drittel smør i deres
garn, så gav de ud til venner og bekendte. Jeg kan ikke
huske, at vi har fået noget, men jeg var ofte med en
veninde hjemme, der fik jeg sigtebrød, det smagte bare
så godt. Jeg fortalte mor hvor godt deres sigtebrød
smagte, meget bedre end vores. Det kunne mor ikke
forstå, for vi købte brødet det samme sted, det var nok
bare en ide jeg havde, sagde hun. Meget senere fandt
jeg ud af, at det var smørret der gjorde det.
Om sommeren var der ikke så meget arbejde ved
havnen, da var det som daglejer ved landbruget
pengene skulle tjenes. Det var roerne og høsten. Så var
der kartoffeloptagningen om efteråret, det var mest
mødre og børn der klarede det. Jeg mindes disse kolde
og blæsende dage, hvor vi kravlede på knæerne frem
og tilbage ad de endeløse rækker i den våde jord. Vi fik
kartofler som betaling.
Far var med til at grave tørv for en landmand i en mose
som ikke er der mere, og som en del af lønnen kunne
han lave nogen til sig selv. Da skulle mor og vi børn
hjælpe til, vi vendte tørvene når de var faste, det gjorde
vi med en slags rive. Senere skulle de stables i en
rundkreds for at tørre og så kunne de køres hjem. Jeg
syntes det var rigtig hyggeligt hele familien var
sammen. Når vi havde været hjemme og spise til
middag, blev mor hjemme for at rydde op, mens vi gik
i mosen igen, hun kom så om eftermiddagen med kaffe
og sigtemadder. Det var skønt at sidde i det grønne og
få kaffe godt med sukker og mælk. Det blev
transporteret i sodavandsflasker pakket ind i avispapir
for at holde sig varm.
Et par gange hver sommer besøgte mor og os børn
bedstemor og bedstefar i Haugbølle (der kom mor fra).
Vi glædede os helt vildt i mange dage før vi skulle af
sted. Vi tog toget fra Bagenkop til Kædeby og gik så til
Haugbølle. Bedstefar arbejdede på Vestergård, det
havde bedstemor også gjort, men var så tidligt plaget af
gigt, at hun næsten ikke kunne gå. Huset de boede i
tilhørte Vestergård. Det lå for foden af bakken hvor der
var en mølle. Omkring den var der sat et lille rækværk
op, det måtte vi ikke komme indenfor. Vi kunne godt
lide at løbe op ad stien og sidde og kigge på møllen,
den knirkede og knagede, når den kørte rundt. Det var
mest spændende, når mors yngre brødre også var
hjemme. De turde godt gå indenfor rækværket, så tog
de fat i en møllevinge, vi skulle så se hvem der kom
højest op inden de slap. Haugbølle Mølle brændte
senere, jeg husker ikke årstallet. Det var sjovt at se når
bedstefar trak en spand op af brønden, der kunne være
frøer og salamander i.
Vores anden bedstefar, som boede i Bagenkop, besøgte
vi tit, der skulle ikke så megen forberedelse til, der
kunne vi bare dumpe ind, når vi havde lyst. Han sad
altid ved spisebordet med sin avis, hans ur tikkede
meget højt, det snakkede vi børn tit om, for det gjorde
vores ikke. Når vi kom fik vi hans brødskorper, dem
skar han af, for han havde ingen tænder. Vi kunne godt
lide dem, "brødringe" kaldte vi dem. Somme tider
havde han også stegt æbler i ovnen, men han havde
mange børnebørn der besøgte ham, så det var dem der
kom først, der fik de gode sager. Hvis vi var for mange
og larmede, blev han vred og smed os ud, det var ikke
noget vi tog os så meget af, det varede sjældent længe
før vi var der igen.
Derhjemme havde vi gæs, ænder og høns, ikke mange
men sådan til husbehov. Vi skulle hver dag sommeren
igennem plukke en stor kurv fuld af tornpil til gæssene,
det var surt, men det skulle vi og det gjorde vi. Et år fik
vi en lille gris, den skulle slagtes når den blev stor. Den
var så kær, vi børn snakkede til den, kælede og
klappede den og skreg som grisen selv, da den blev
slagtet. Vi fik aldrig mere en lille gris.
Jeg blev konfirmeret i 1954 og kom ud og tjene på en
gård ved Humble. I 1958 rejste jeg fra Langeland.
Det Bagenkop der var dengang findes nu kun i
erindringerne. "De gode gamle dage", var de nu så
gode? De var nok mere enkle, der var ikke så meget at
skulle tage stilling til. Vi var ikke så oplyste om hvad
der skete ude i den store verden, vi levede i vort eget
lille univers. Mit barnebarn på 8 år spurgte mig en dag:
"Mormor, er det rigtigt, at da mor var lille var der ikke
farve på fjernsynet?" "Ja det er rigtigt, - men da jeg var
lille var der slet ikke fjernsyn". "Orv, hvad lavede i så
om aftenen?"
Udviklingen og fremskridtet holdt i 60erne selvfølgelig
også sit indtog på Langeland. Bagenkop voksede,
mange nye huse blev bygget, en stor færgehavn Tyskland tur/retur - toldfrie varer, mange turister - det
forandrede byen totalt.
Jeg besøger gerne byen hver sommer, men kan gribes
af vemod. Set med mine øjne virker den før så travle
by død. Ingen glade børns råb og latter i gaderne, der er
side 63 af 89
kun plads til bilerne. Børnene leger bag stakittet i
parcelhusets have. De mange små butikker er lukkede.
Brugsen er der stadig, den er udviddet og har alt det de
små butikker handlede med før. Indtil sidste sommer
var der dog liv ved havnen. Nu hvor færgen ikke sejler
mere, er der også tomt der. Jeg håber og ønsker for
Bagenkop, at der atter kommer gang i færgehavnen.
Edith Philipsen f. Hansen (Langelænderen 540 2000)
En dejlig barndom
Nordenbro 1936-1946
Jeg er gentagende gange blevet opfordret til at skrive
noget om min barndom på Langeland, en periode på
godt 10 år.
Min far var "Baberi" - Johannes Ren i Nordenbro. Mit
navn er Birgit Jonna Ren, nummer 2 i en søskendeflok
på 5 - Bendt, Birgit, Conny, Laila og Palle. Vi boede
flere steder, men det jeg bedst husker er fra
Landevejen og Sædballe. Det var jo en rolig og tryg
tilværelse, også selvom der var krig. Jeg gik i
Nordenbro skole, hos lærer Chr. Ruthner, som jeg
også kom hos udenfor skoletiden. I starten gik vi kun i
skole hver anden dag - den lille og den store klasse.
Inde i klasseværelset stod den store kakkelovn, som var
en utrolig god varmekilde. Vores "gymnastiksal" var en
udendørsplads lige overfor skolen. Der var en
balancebom, nogle ribber og så ikke mere, men vi
kunne da dyrke forskellige boldspil. Om sommeren
kom jeg ofte med både Hr. og Fru Ruthner til vandet,
og det var ude ved Fredmose Strand. Vi sang altid når vi
kørte, fru Ruthner havde en dejlig sangstemme. Jeg ved
ikke, hvorfor jeg kom der så meget, måske fordi deres
egne 2 børn var blevet voksne, og så var jeg glad for
at gøre noget for andre - det har forfulgt mig også senere
i livet. Min far havde mange fætre og kusiner på
Langeland, og det var dem der trak for at fa mor og far
derover! Om vinteren var der altid meget sne -tro det
eller lad være! Vejen ned til Broholm ser jeg stadig for
mig, hvor sneen var gravet ud i blokke og stablet meget
meget højt op, helt op til telefontrådene eller elledningerne. Vi kunne også løbe på skøjter på
gadekæret, der lå ved siden af hjemmebageren ned mod
Sædballe, som jo er væk for flere år siden. Det var også
en ganske almindelig ting, at flere vogne og andet blev
slæbt ud på gadekæret nytårsaften.
Vores juleaften var noget helt særligt. Som hos alle
andre fik vi dejlig okse-kødssuppe og peberrodssovs.
Vi gik i kirke i Tryggelev, der var vist noget om, at
far ikke var så glad for præsten i Magleby Kirke. Når vi
kom hjem fra kirke spiste vi, og så skulle far altid ud på
Vestegnen for at klippe den syge dreng - og altid,
mens far var derude, kom julenissen - vi var store før
vi fandt ud af sammenhænget. Som forståeligt nok, var
der mange munde at mætte, så derfor var der en stor
have med mange grøntsager. Der var også en stor
hønsegård, ænder og altid en gris til opfedning. Jeg kan
stadig høre dem skrige, når den blev slagtet.
Mor og far dyrkede også tobak, nogle store flotte blade
som blev trukket på en tynd ståltråd og hængt op på
loftet til tørre. Der blev lavet mange cigarer, men
hvordan de smagt, aner jeg overhovedet intet om, men
der kom mange mennesker og købte dem. Under krigen
blev min far også sendt på arbejde for tyskerne. Han blev
sendt til Bagenkop for at være med til at skære fisk op.
Jeg kan ikke fortælle hvor mange forskellige retter, der
kan laves af torsk, men der er mange. Min mor var god
til at lave forskellige retter, og ingen børn var særlige
kræsne - spis hvad der bliver sat på bordet, og ellers er
du ikke sulten.
Der var mange børn i næsten alle hjem, så der var altid
nogen at lege med, og med 3 små søskende var der jo
altid noget at se til. Kan huske, at vores nabo, en stor
tømmermesters datter, var enebarn, og det syntes jeg var
misun-delsesværdi, men på den anden side kunne jeg
godt se, at det også måtte være kedeligt.
En af vores lege om sommeren gik ud på at fange små
markmus, og dem holdt vi fanget i små glas og legede,
at det var vores husdyr, nøjagtig som vi havde en hel
stribe af "håldkræer" -hul sten med en snor i, det var jo
ikke som i dag med legetøj i kassevis. Engang fik jeg i
julegave en stor dukke fra familien i København, og
inden juleaften var ovre, havde min lille søster bidt næsen
af dukken, men jeg elskede den dukke højt, og den
"levede" længe. Når vi var i byen var det næsten altid
sådan, at børn sad i køkkenet og spillede spil, og de
voksne sad i stuen og spillede kort og talte voksensnak,
som vi børn dengang ikke blandede sig i. Der var ikke
TV og ikke særlig meget i radioen, men der var en serie i
radioen, "Familien Hansen", som vi gerne hørte.
Min mor og far var også med til at spille dilettant ude i
Magleby Forsamlingshus, hvor vi også gik til gymnastik
om eftermiddagen. Ja og vi gik derud, for under krigen
havde vi ingen cykler, før der var en cykelsmed, der fik
sat træringe på vores cykler, gummi var der jo ikke til
at få.
Angående julen havde vi jo ikke meget strøm, og der var
heller ikke opfundet kalenderlys. Nej, læreren tegnede et
juletræ på tavlen den l. december, og så blev der hverdag
tegnet et lys, indtil sidste dag inden vi gik på juleferie.
Selvfølgelig bagte vi de traditionelle småkager og under
krigen lavede vi også konfekt, fløde/marcipan
karameller af kartofler og havregryns-konfekt, som jeg
stadig laver - nu i en alder af 74 år. Vi mærkede som sagt
ikke meget til krigen, og dog kan jeg huske, at vi fra
mine forældres hus kunne se, hvordan det brændte i
Nordtyskland. På det allersidste af krigen, kom der
mange flygtninge til øen, men det er en anden historie.
Mine forældre havde utrolig mange venner og alle min
fars fætre og kusiner. Deres venner var købmænd, bageren
ved møllen, slagter Brølle's og skomageren og en hel
masse flere, l - 2 gange om sommeren kørte vi til skov
og strand, det var en rigtig god og glad dag med boldspil
og vandgang, og den gang tænkte man ikke på, om man
var tyk eller tynd, der var man som man var. Kan også
huske at min mor fik et par flotte skosandaler i
rødspætteskind, men desværre kom min mor ud i regn og
torden, og det kunne skosandalerne ikke holde til. De gik
helt fra hinanden og der var jo ikke som i dag mulighed
for bare at købe nyt, for pengene var små, og der var
ingenting at købe, det var jo på grund af krigen. Som jeg
side 64 af 89
husker det, havde vi en rigtig dejlig barndom, desværre
flyttede vi fra Langeland i 1946. Jeg har været der flere
gange siden - især på sommerferie, men også flere gange
som voksen og glæder mig altid til at komme derned, især
efter min nevø, Anders Gade-gaard, er gået i gang med
slægtsforskning - UHA, hvor har vi faet mange slægtninge
på Langeland.
Birgit Ren (Langelænderen 609-2010)
Uddrag af barndomserindringer
Bøstrup 193x
Nogle af lærerne fra Husmandsskolen i Odense mødte
jeg i mit hjem. Engang kom en lærer, som syntes at vi
børn skulle være med i det daglige arbejde på den
måde, at vi fik nogle høns, der skulle være vores egne.
Vi skulle selv passe dem, notere hvad de spiste og hvor
mange æg de lagde. Vi kom så med i en konkurrence
og kunne vinde præmier for bedste resultater. Det
måtte da lige være noget for mig, mente han. Jeg
klemte mig ind i den fjerneste krog i køkkenet og
skulle bestemt ikke have noget klinket. Jeg var
rædselslagen for at komme for nær en høne, og så
kunne han ellers lokke med præmier, og jeg ved ikke
hvad.
En anden lærer var Munkegård. Han havde med
havebrug at gøre. Han rejste også meget, især til
Tyskland, derfra hjembragte han smukke billeder, som
han viste som lysbilleder i de forskellige foreninger samtidig fortalte og forklarede han. Han lavede også
selskabsrejser, og var på den måde foregangsmand som
rejseleder. I 1923 var han involveret i en togulykke i
Tyskland, og fik ødelagt sine ben, jeg husker ham kun
med stok og chauffør til sin flotte bil. Engang fik min
bror og jeg en tur til Lohals og tilbage igen, og det gik
sandelig hurtigt. Det meste vi kendte til bil, var nok
"Marianne", slagter Petersens bil, og den kørte mere
adstadigt.
Grethe Nielsen (Langelænderen nr. 514 - 1996)
Uddrag af barndomserindringer
Fæbæk - 194x
Så kom krigen, og jeg kom i skole i Fæbæk. Vor lærer
hed Hjalmar Lund Johansen, og jeg tænker med stor
taknemlighed på ham, for det han fik puttet ind i
hovedet på mig, de syv år jeg gik i skole. Især når jeg i
dag oplever, hvad de skolesøgende børn i løbet af ti år
når at få stoppet ind. Vi var inddelt i en "Lilleklasse"
og en "Storeklasse", hvilket ikke havde noget med
antal elever i klassen at gøre, men med alderen. De små
gik i skole om eftermiddagen og de store om
formiddagen. Oprykning fra lille- til storeklasse foregik
henholdsvis efter tredje eller fjerde år, afhængig af
hvor modtagelig man havde været. Jeg mener at kunne
fastholde, at klassekvotienten i samtlige 7 år
gennemsnitlig var 30. Vi havde en dygtig lærer, der
følte sit arbejde som et kald og dermed
samfundgavnende - det var ikke kun et levebrød. En
god hjælp var måske også, at vi alle kom fra hjem med
to forældre, der havde lært os, at vi skulle yde før vi
kunne byde, og vi skulle lyde før vi kunne nyde - kort
sagt - opdraget til at tie stille når voksne talte til én, og
det gjaldt især de steder, hvor man blev sendt for at
lære noget. Jeg mindes ikke på noget tidspunkt uro i
klassen af længere varighed, end det tog læreren at
banke blyanten advarende mod bordpladen, så var der
ro. Læreren var også kordegn, og det hændte, der var
begravelse i skoletiden. Vi blev grundigt sat ind i, hvad
vi skulle udføre, regne nogle stykker, skrive en
genfortælling og lign., og inden han drog til kirken,
åbnede han døren ind til privaten, hvor vi havde fået at
vide, at hans kone holdt et "vågent øre" med os, og det
virkede.
Det første år i skolen skrev vi på tavle. Når vi havde
hjemmeopgaver måtte vi pakke tavlen ind, ofte i
avispapir, for ikke at det skrevne skulle blive gnedet
ud, når tavlen blev stoppet ned i tasken til bøgerne. Der
var naturligvis ikke toiletter, men lokummer, og skulle
der vaskes hænder foregik det under vandposten, lige
ved indgangen til skolen.
Klasseværelset var kakkelovns-opvarmet, og brændslet
var tørv. Der var selvfølgelig også nogle pinde til at
tænde op med, og jeg beundrede læreren for, at der
altid var tændt op om morgenen, så betids at varmen
også var begyndt at brede sig når vi mødte. Der var jo
ikke pedel til den slags. I lærerboligen, der var
sammenbygget med skolen, var der en kælder, og den
blev under krigen indrettet til beskyttelsesrum, som vi
da også fik indøvet at gå ned i - godt der aldrig blev
brug for, at vi skulle derned.
I lilleklassen var der ikke så meget hjemmearbejde,
men det der var blev kontrolleret. Fejl blev påtalt, og
var et regnestykke ikke fyldestgørende med
mellemregninger, så måtte man op næste dag til tavlen
og gøre rede for, hvordan man var kommet til facit. Så
det med at skrive af fra ældre søskende, kom man ikke
langt med hos Johansen.
I storeklasse var kravene selvfølgelig større.
Hjemmeopgaver kørte således, at vi havde et hæfte
hjemme, og et andet var så til rettelse. Der blev rettet
såvel for stavefejl som tegnsætningsfejl, og
karaktererne var herefter. Når det drejede sig om stile
o.lign., blev det rettet med rødt blæk - så det var ikke
noget, man kunne snige sig fra. Regnestykkerne blev
gennemgået således, at var facitstregerne ikke lige
lange og parallelle - så var det ikke fejl, men uorden altså sjusk.
Som tiden gik, begyndte jeg at hjælpe min far lidt på
hans arbejde (luge roer m.v.). Det endte med, at jeg
blev "fast" i gartneriet på Nedergård. Der var en
gartner, 2-4 mand og så var vi to drenge. Det meste var
side 65 af 89
"puslearbejde", som en rask dreng kunne klare, så jeg
fik mine ferier og fridage fuldt besat med
"erhvervspraktik", som dog var mod betaling.
Da jeg som 10-årig rykkede op i storeklasse, fik jeg
hele eftermiddagen til rådighed, så der kunne jeg rigtig
komme på arbejde. Arbejdsdagen gik normalt dengang
til kl. 18, i høst noget længere. Jeg blev sat til større
projekter og begyndte at bruge heste til bl.a. at
hesterive, hvilket var at rive en mark, efter at
kornnegene var fjernet. Så var der en masse løse strå,
der samlet kunne give mange tønder korn. Som 12-årig
blev arbejdet mere krævende, bl.a. at køre med
trespand for ploven (altså tre heste i spandet), der var jo
ikke så mange traktorer dengang. Omgangen mellem
herregårdskarlene bevirkede nok, at jeg hentede en del
"point", som jeg senere kunne anvende i det praktiske
liv, og som også har været godt at have i ballasten
senere i livet.
Jeg kunne godt spinde en længere ende om Nedergård,
som forblev arbejdsplads for min far i 30 år, men vil
her blot nævne én hændelse.
Den dag tror jeg aldrig jeg vil glemme. Den 3. maj
1945 var jeg ude at harve på en afsides liggende mark
bag Rørskov, helt ude ved kysten. Det var først på
eftermiddagen, og RAF begyndte at beskyde og bombe
de tyske skibe, der lå op gennem bæltet langs
Langeland. Ude på vandet, lige ud for den mark jeg gik
på, lå et af disse skibe, der blev taget under
behandling. Kuglerne piftede langs klinten, der fik
støvet på marken til at rejse sig, og bomberne udsendte
nogle høje hyl og brag. Hesten blev sky m.m., og jeg
blev bange. Jeg vidste jo egentlig ikke hvad det var,
men det lykkedes mig at få hesten beroliget og spændt
fra, og vi trak over i den lille lund på marken ca. 150
meter fra klinten. Hvad jeg følte og gennemgik, kan jeg
ikke beskrive. Jeg vil tro det hele varede 20 min., men
det føltes virkelig langt. Da jeg ikke længere hørte
maskinlarm i luften, kun af og til nogle fjerne bump,
vovede jeg mig ud af lunden, og så sort røg væltede op
af skibet ude på vandet, og jeg kunne se røg stige op
andre steder ude på bæltet. Jeg turde ikke være derude
længere og gik hjem til gården, og satte hesten på
plads. På gården var alt roligt, så jeg luskede rundt ved
stalden til fyraften, og jeg tror ikke, der var nogen der
opdagede, at jeg "skulkede".
Den 5. maj om morgenen afslørede forvalteren, hvem
han egentlig var, idet han mødte i uniform fra Den Kgl.
Livgarde. Han blev kaldt Krarup, om det navn var
rigtigt, ved jeg ikke, men jeg ved, at der har været en
officer i hæren med det efternavn. Han gik rundt og
takkede alle for deres loyalitet over for ham, og så
rejste han.
Den 5. maj efter morgensang og bøn i skolen, gik vi ud
til flagstangen, hvor også lærerens familie var med, og
der fik vi af en bevæget lærer at vide, hvad der var
hændt. Hvor godt det var, og at vi derfor skulle hejse
Dannebrog i et frit land, og så fejredes dagen med, at vi
holdt fri fra skolen den dag.
Erik Arildslund (Jubilæumsbladet 1995)
Med toget fra Søndenbro til Rudkøbing
Søndenbro-Rudkøbing 194x
Det var altid Rudkøbing, aldrig Humble, der var målet
for vore indkøbsture, så den eneste tur til Humble på
cykel sammen med min mor, jeg husker, var et besøg
hos læge Bjørnson, der havde sin praksis her. Jeg
skulle have trukket en kindtand ud. Det var ikke
morsomt, og på hjemvejen måtte vi stå af cyklerne,
fordi jeg havde det dårligt. Jeg havde meget ondt af
mig selv.
Når vi undtager tandlægebesøgene, var det morsomt at
komme med til Rudkøbing. I krigens år og frem til
1947, hvor vi købte bil, var vi med toget. Det var jo en
lang rejse, de 23 km, og det tog over 1 time. Alle
stationerne var selvfølgelige holdepladser, og ind
imellem var der trinbrætterne, de små, beskedne
træskure med en fast bænk som siddeplads, men der
skulle toget kun holde, hvis nogen skulle stå af, eller
hvis nogen havde hejst signalet og skulle med.
Først var der Røjle trinbræt og så Magleby trinbræt,
derefter Nordenbro st. - så Østerskov trinbræt,
Tryggelev st., Nørreballe trinbræt og så Humble st., der
var lidt større, og hvor der altid skulle en del folk af
eller på. Så kom Helsned trinbræt, der lå, hvor
landevejen skar banelinjen, og herfra husker jeg
engang, vi med toget kørte forbi, og der kom en trivelig
kone halsende hen mod holdepladsen. Hun var kommet
for sent, men toget holdt og bakkede tilbage og tog den
smilende kone med.
Nu kom den mindre Kædeby st., så Hennetved trinbræt
og Lindelse st., Vindeby trinbræt, Illebølle st.,
Snaremose trinbræt, Longelse st. og nu Skrøbelev st.,
som blev passeret af den jernbane, der gik tværs over
øen fra Rudkøbing til Spodsbjerg. På denne korte
strækning har jeg aldrig været med. Der var der kun 1
station, nemlig Krogsbjerg. Her var en bekendt
stationsforstander, og det var et agtet erhverv. Det
kunne man også se på de forskellige stationer
undervejs, når stationsforstanderen kom ud og tog mod
toget, at de selv var fuldt bevidste om deres position.
Efter Skrøbelev var der to trinbrætter, Møllemose og
Peløkke, og det sidste brugte vi altid, når vi siden med
toget skulle besøge dem i Rifbjerg. Endelig nåede vi
Rudkøbing, men det hed en banegård og havde
restauration. Mellem Bagenkop og Rudkøbing var der
således 19 holdepladser, så det er klart, at toget ikke
kunne nå op i fart mellem disse. Alle trinbrætter var
selvfølgelig placeret et strategisk sted ved en vej, men
er nu for længst væk, efter at jernbanen blev nedlagt i
1962. Den var blevet indviet d. 4. oktober 1911.
Togpersonalet kendte sikkert alle folk på Sydlangeland
- og omvendt. Togføreren var Lille Sørensen, der var
gift med Claudius´ datter Lydia, og konduktøren, der
kom og klippede billetterne, hed Bach. Han var fra
Ryomgård og kendte derfor særligt far og for og
morbror Niels.
Hvis vi var med morgentoget, kunne vi opleve det
særlige klientel, der daglig frekventerede
Langelandsbanen, dels realskoleeleverne til hhv.
Humble eller Rudkøbing og dels de unge piger, der
havde en kontorplads eller elevplads i Rudkøbing.
side 66 af 89
Oftere så vi dem nok på hjemvejen med toget hen mod
aften, men når de kom ind, tog de hjemmevant kupéen
i besiddelse hver på deres mere eller mindre støjende
måde. Navnlig var pigerne et studium værd, for det var
da utroligt, som disse bondepiger på kort tid kunne
forandre både sprog, attituder og påklædning, blot fordi
de nu blev bypiger. Min foragt voksede med årene for
begge disse kategorier, og min hengivenhed for
bondelandet og miljøet her blev næsten et mantra. Var
det trods eller misundelse? Jeg vælger at tro, det ikke
var nogen af delene.
Det var altid en lang tur med toget. Et goddag og et
farvel til Fogedgården var det, når toget kørte gennem
Rosenlunds og vore marker, og måske var der nogen at
vinke til dernede i haven eller udenfor porten.
Rudkøbing
Når vi var med toget til Rudkøbing, var det for det
meste for at handle. Vel ankommet til staden var der jo
et stykke at gå fra banegården og op til Torvet, så vi
gik ad de gamle brostensbelagte gader, først
Vinkældergade, der skar Ramsherred, og hvor vi til
begge sider kunne se langt ad den smalle gade med de
mange små, sammenbyggede huse. Her fortalt mor
mig, at da hun som ung tjente hos slagter Jensen i
Rudkøbing, var der ingen, der kunne lide at gå gennem
Ramsherred, for her blev man overbegloet af alle de
koner, der stod på trappestenene og sladrede.
Af de forretninger, der lå ud til Torvet, var fotograf
Harald Knudsen den eneste interessante, for vi skulle
altid se, om der var nogen, vi kendte, udstillet i
vinduerne eller i smøgen. Så var der jo neden for
Torvet et stort bindingsværkshus med en høj, meget
speciel fortrappe, hvor man kunne gå op til den ene
side og ned til den anden. Det skulle jeg gerne prøve,
indtil Mor engang stoppede det med bemærkningen
om, at så troede ”de” bare, de fik fremmede. (Det var
præstegården).
Som en afslutning på Torvet var amorinbrønden, et
springvand, placeret. Her overfor lå det høje hus med
den stejle trappe, hvor materialisten havde til huse.
Veie hed han, og her havde mor af og til ærinde.
Enkelte gange gik vi ind i sidegaden, Sidsel
Bagersgade, for her lå en lille hatteforretning, og måske
skulle mor have ny pynt til sin sommerhat. Længere
nede ad hovedgaden, Østergade, der gik ud fra Torvet,
var vi tit inde ved Østerby, en manufakturforretning,
som havde finere varer end Valdemar Juel, som vi nok
kun kom hos, fordi det var gamle venner. Mor var altid
ude efter strømpegarn, og som gammel kunde kunne
man være heldig de første krigsår. Her i nærheden
købte far også altid arbejdstøj og -jakker hos Stærke,
som forretningsindehaveren hed, men der var jeg aldrig
med inde.
Det var jeg derimod ved Jens Winther, en gammel og
anset manufakturhandel længere nede ad hovedgaden.
Jeg mindedes Winthers, da TV sendte ”Matador” og
viste Damernes Magasin, noget af den samme
højtidelige belevenhed og indretning med hylderne på
væggene, fyldt med stofruller, som kommisen elegant
kunne svinge ud på disken og med sin meterstok
nøjagtig afmåle det ønskede antal meter - og lidt ekstra
- og med sin buede saks klippe ind i stoffet og med
et ”ritsch” rive det trådlige af. Oftest skulle mor have 2
meter bomuldsstof til et nyt forklæde, men også andet
stof i metermål købte vi her. Aldrig fik vi
konfektionssyet tøj. Mor syede det meste selv, og ellers
havde vi jo andre muligheder. Der var to yngre
medhjælpere, Barchager og Poul Jensen, tror jeg, de
hed. Mads Winther selv, stor og stout kom ud fra sit
kontor i baggrunden af den lange, smalle og mørke
butik og underholdt sig med kunderne. Jeg har før
nævnt, at det kunne tolkes som en gensidig ære at
frekventere de samme forretninger år ud og år ind. Det
gjaldt ikke mindst her. Jens Winther var for øvrigt
grundlæggeren af Rudkøbing Museum og en meget
kendt og agtet person, navnlig i lokalhistorisk regi. Der
er opkaldt en gade efter ham, Jens Winthersvej.
Så var der jo boghandler Brandt lige i nærheden, men
de eneste bøger, vi købte, var ”Svikmøllen” og ”Blæk
sprutten” til jul. Måske havde vi ærinde hos
skindhandleren, et par nye handsker eventuelt, - eller
hos Kaalund, isenkræmmeren, eller hos Moses oppe
ved amorinbrønden, hvis vi skulle købe gave til nogen.
Det var en blandet forretning med gaveartikler.
Kjoleforretninger og skotøjsbutikker i byen så vi kun
udefra. Vi havde jo i Tryggelev skomager Larsen, som
med sin elskværdige og fornemme facon fuldt ud
levede op til, hvad man kunne forvente af en
forretningsdrivende.
Der kunne også være andre ærinder i Rudkøbing, især
for min mor, hvis hun f.eks. skulle have masket
strømper op eller en tur ind til foddamen og få skåret
ligtorne, men alle disse ærinder var selvfølgelig ikke på
én gang.
Noget særligt var juleudstillingen, som kunne være et
mål i sig selv. Det var kun i december, og den i vore
dages øjne beskedne udsmykning var nok til at
imponere datiden. Længe kunne vi stå og beundre en
nisse, der uafladelig nikkede med hovedet i et
udstillingsvindue eller et snelandskab på vat med et
lille tog, der kørte rundt og rundt. Alligevel kunne
Rudkøbing ikke tage duften af det, de to
søndenbrokøbmænd kunne præstere i deres vinduer op
mod jul.
Men det bedste ved en Rudkøbingtur var, når vi gik ind
hos bager Pedersen i Østergade og skulle have
eftermiddagskaffe. Først kom vi ind i butikken, hvor vi
bestilte, og så gik vi ind i det lille og mørke konditori,
to rum, et mod gården og et mod gaden, og det kunne i
miniformat minde om jernbanerestaurationen
i ”Matador” med de mørke paneler og højryggede
stole. Mørkt og tæt og småt var der herinde, men
bænket om bordet nød vi kaffen med et stykke
smørkage eller et stykke wienerbrød med
chokoladeglasur. Vi var jo ikke vant til købebrød, så
dette var en luksus. Senere kom der endnu et konditori
længere nede af gaden, bager Heide. Det var lidt større
og lysere og mere moderne; om kagerne var bedre her,
ved jeg ikke, men der var ikke det samme miljø som
hos bager Pedersen. Kager, ja, jeg husker engang, vi
besøgte Kirstine Elnegård (Otto og Gustas datter) i en
lejlighed her i byen, og der gik bud efter flødekager.
Da de kom på bordet, syntes jeg, de så kedelige ud i
forhold til bagervinduernes. Det var vandbakkelser, og
da sagde Villy, den ældste af drengene: ”Mor, der er
fløde i”. Jeg begreb det slet ikke, for min opfattelse af
fløde var den flydende væske, jeg kendte hjemmefra.
Hvad angår pengeinstitutter, Langelands Sparekasse og
side 67 af 89
Langelands Bank, var det altid far, der besørgede
ærinder her. Jeg har aldrig været der.
Det skete da også, vi havde ærinde på det gamle apotek
ved Gåsetorvet med statuen af H.C. Ørsted, men nu var
vi også godt trætte i fødderne af at gå på brosten og
med sko!
Hjemkommen efter en Rudkøbingtur var det altid
spændende at vise frem og få vist, hvad vi nu havde
handlet os til. Det var aldrig de store mængder, men jeg
husker en gang, mor selv havde været i Rudkøbing og
vendte hjem med flere meter flonel, som hun havde
købt til en ny natkjole til sig selv. Det var vanskeligt at
få fat i bomuldsstoffer, og måske har Winther fundet
det frem bag disken. Almindeligvis var flonel til
natkjoler og pyjamas stribet i diskrete farver, men dette
stykke stof var brunt i bunden og med de flotteste
blomsterranker i gult og rødt, farverigt og strålende var
det. Her i dagligstuen præsenterede hun smilende den
gode fangst for far og mig, der sad ved bordet, men de
voldsomme udladninger fra far var en dilettantscene
værdig. Ikke tale om, at han ville dele seng med en
kone i sådan en natkjole. Det rettede hun sig efter, og
eftersom der var rigeligt med stof, kunne der blive en
lun vinterkjole til både Gudrun og mig. Dem syede mor
så, og resultatet blev de kønneste kjoler, - min blev
skolekjole i flere år, men der blev så ingen ny natkjole i
denne omgang til min mor.
Ingrid Jensen (Langelænderen 605-2009)
Min mors lysbilleder
Kædeby - ca. 1943-
Min storebror og hans familie boede tidligere i et hus i
Kædeby. Mit barndomshjem er en gård i Kædeby
Haver. I 1996 byttede min bror med vores efterhånden
gamle forældre, så de kom op at bo i Kædeby, og bror
Theo overtog gården.
Min far døde pludseligt i 2006. Mine forældres søde
gamle ”Gule Labrador” Viggo var død året før, og nu
sad mor, der med årene var blevet noget dårligere, helt
alene tilbage. Oppe på væggen og i vindueskarmen
kunne billederne fra børnebørnenes giftermål og af
oldebørnene selvsagt ikke stille meget op med en
efterhånden noget ringe ældrepleje, smagløse og dårligt
tilberedte kommunale færdigretter og DR´s evindelige
genudsendelser.
Ude fra gården lånte min kone Britta og jeg nogle
kasser med kassetter med lysbilleder samt en lille
kuffert med en fremviser. Det er min mors.
Vi kunne ikke få låset kufferten op. Men en dag vi
havde mor på besøg, løste hun problemet med den
genstridige lås. Selvom det efterhånden var mange år
siden, at hun havde åbnet kufferten, havde hun det
stadig i fingrene.
En aften så Britta og jeg lysbilleder. Det var mærkeligt
og rørende på den måde at se sin barndom passere
revy. Billederne viste den store velplejede have med
dens prægtige blomster, kaffeselskaber med tanterne,
rejser til Harzen og senere så langt væk som til Østrig;
de store slørugleunger, der var blevet udruget og
opfostret i dueslaget, og som nu blev vist frem af min
unge far for naboens ukendte ”feriepige” og mig som
firårig.
Landbrugets udvikling
Der var også en del billeder, der fint illustrerer dansk
landbrugs udvikling, de forestillede de søde og flotte
”jyske” heste; plukning af asier, samling af disse, inden
de blev kørt op på ”Langelands Frugtindustri” i
Rudkøbing, Fordsontraktoren, der trak selvbinderen
eller via remskive og fladrem kunne trække
tærskeværket. Der var også billeder af den sølvgrå
bugserede Claasmejetærsker med et skærebord på 8 fod
og store ballondæk. Billederne var fra sidst i 50-erne til
engang i første halvdel af 60-erne. På mors billeder er
det altid godt vejr – der skal jo være tørvejr for at
høste, og som regel skinner solen, når man vælger at
fotografere.
Udviklingen går selvsagt langt videre. I sit digt
”Tallene” fortæller Knud Sørensen, at i 1942 var der
456.000 heltidsbeskæftigede i landbruget, mens tallet i
1975 var faldet til 161.000. I samme tidsrum
formindskedes antallet af arbejdsheste fra 583.000 til
13.000. Antallet af traktorer forøgedes samtidigt med
183.000. Knud Sørensen konkluderer, at traktorerne
sammen med anden mekanisering gjorde 295.000
mand og 570.000 heste overflødige. Siden er
udviklingen fortsat.
Tørvegravning og høstarbejde
Min gode ven Karl Hansen skriver i en note til en
artikel om tørvegravning i den langelandske
kulturhistoriske årbog ”Øboer 2005”:
”Efter tørvesæsonen kunne man altid få høstarbejde på
de store gårde – jeg kom til herregården ”Hjortholm” i
tre år. I 1943 kom jeg pga. mangel på karle til at køre
med hestespand no. 12, hvilket passede mig glimrende,
da jeg altid har været meget glad for heste. På det
tidspunkt jeg kørte med heste på ”Hjortholm”, var der
stadig 12 spand, men desuden var der 4 traktorer; en
Deutz, en Munktell, en Stock og en Fordson. Det viser,
at der stadig var mange heste, og der var rigtig mange
gårde, som ikke havde traktor overhovedet.”
”I alt var der 8 husmænd, 12 karle og ca. 50
løsarbejdere på høstarbejde på herregården”, fortæller
han i artiklen ”Et arbejdsliv” i ”Øboer 2004”.
Vi bor i dag i en lejlighed i ladegården til den langt
større herregård ”Brobygård” i Sønder Broby på Fyn.
Her bliver høsten klaret af 3 mand, en
Claasmejetærsker med et skærebord på 30 fod, en
firhjulstrukken traktor og en kornvogn.
Egne erindringer
Der er også mange af mine erindringer, der ikke er
billeder af: den lille svinestald med de skrigende dyr,
der fodres. Det store åbne kar der med valle fra
mejeriet og druknede fluer. Store rolige varme røde
køer, der strigles, fodres og malkes. Den nymalkede
fede mælk, der blev drikkekar fra plastiklitermålet efter
en tur gennem ”mælkekøleren”. De hundrede gule
daggamle kyllinger, der boede under ”kyllingemoren”,
og som hurtigt fandt ud af at rende ud og forsyne sig
fra ”drikketårnet” og truget med foder.
Der er også erindringer, jeg gerne kunne være foruden,
og hvor der altid er gråvejr: Fedegrisens sidste skrig,
side 68 af 89
boltpistolen, strålen af blod fra den ophængte krop,
slagterens behændige snit, der frigjorde indvoldene.
Hangrisene i et kuld, der blev kastreret efter få dage og
den gennemtrængende lugt af kreolin. En syg ko,
lugten af betændelse, en dødfødt kalv samt leg på
halmloftet over kostalden og fundet dér af et
ildestinkende, indtørret kattelig.
Langt tilbage i tiden: i huggehuset hænger
”tomandssaven” og fåresaksene. Det er vist mere end
hundrede år siden, at de er blevet brugt, og de passende
træer og dyr var her – men det er en helt anden historie.
Danmark var omkring 1960 et ”nøjsomhedssamfund”,
landbruget var i langt højere grad end i dag bæredygtigt
og med en bedre etisk standard såvel i stald som på
mark. Dette skyldes ikke, at datidens landmænd var
mere tænksomme og hensyntagende end nutidens, men
udelukkende at de ikke havde det produktionsapparat,
vi kender i dag, som betyder en alt for intensiv
udnyttelse i staldene og ødelæggelse af biodiversiteten
i det åbne land og i havet såvel på grund af et
omfattende forbrug af sprøjtegifte og gødning som
fjernelse af de levende hegn. Det virker næsten som,
hvis en skytte fra 30- årskrigen blev udstyret med en
automatriffel – farlig for sig selv og sine omgivelser.
Landmændene, deres organisationer og de borgerlige
politikere er selvfølgelig hovedansvarlige for miseren,
men mange andre spiller også en uheldig rolle, f.eks.:
Forbrugerne der efterspørger de billigste produkter,
forbrugerrådet der gør netop en lav pris til den
væsentligste kvalitet. Endda naturfredningsforeningen,
der åler landbruget for at være ”på støtten” - det er
selvfølgelig rigtigt at erhvervet ikke er nær så
samfundsøkonomisk vigtigt som tidligere, men
indirekte gør man jo på den måde et erhvervs
økonomiske styrke og ikke dets miljømæssige rolle til
det afgørende. Det er denne egentlig ret defensive
holdning, der kommer til udtryk, når foreningen
accepterer landbrugets og andre erhvervs eskapader i
almindelighed, bare vi får genskabt et par åbugtninger
og gjort plads til bæver og hasselmus.
Claus Schou (Langelænderen 612 - 2010)
Uddrag af barndomserindringer
Rudkøbing 194x
I øvrigt erindrer jeg fra drengeårene, når der var
dyrskue. Godstoget ankom med de mange dyr fra
gårdene, og når de var kommet vel ned fra toget, blev
de trukket hen til dyrskuepladsen, som lå bag skolen på
Kastanievej. Bagtroppen var en hale af glade børn, som
på denne "højtidsdag" havde fri fra skole.
Jeg husker, da tyskerne i 1940 kom til Rudkøbing og
overtog Ørstedspavillonen, lige ved siden af vores
legeplads i Ørstedsparken. De første år gik de
fremmede syngende gennem byen til Fredskoven, hvor
de havde skydeøvelser. Efter nogle år blev de unge
tyskere sendt til fronten, og gamle, tyske mænd kom
herop i stedet - da sang de ikke mere.
Da den tyske flydedok strandede ved Påø med franske
og russiske krigsfanger, måtte vi flytte fra vores skole
på Kastanievej og forsætte undervisningen forskellige
steder i byen, hvor der kunne skaffes midlertidig plads.
Det var russerne, der fik lov til at flytte ind på skolen,
for de var værst medtagne. Da de efterhånden kom til
hægterne, blev de inviteret på besøg i
Rudkøbingensernes hjem - også i mit hjem, Strandgade
11. Vores gæst hed Gustav, og han havde været
fyrbøder på den russiske statsbane. Han lavede
stråskrin, ringe med isatte strimler fra tandbørster, og
træarbejde, f.eks. et bræt med hakkende høns med
flotte haler - desværre er alle disse ting gået til med
årene. Disse russere var flinke og taknemmelige
mennesker. Efter 4-5 måneder rejste de med færgen til
Svendborg og videre til Rusland. Så vidt jeg ved har
ingen hørt fra dem siden, og det undrede mange - der
kunne vel være forskellige årsager, bl.a. Stalins
udrensninger - hvem ved.
Verner Arndt Hansen (Jubilæumsbladet 1995)
I forsamlingshuset i Magleby
Magleby 194x
Gymnastik
Det med at gå til gymnastik var ikke bare en idræt. Det
havde noget at gøre med folkeligt arbejde, en udløber
af de folkelige bevægelser ligesom foredrag,
folkehøjskole og de folkelige sange. Det er nok ikke
tilfældigt, at de første idrætsskoler var
gymnastikhøjskoler, og at man på højskolerne for
øvrigt tit kunne tage delingsføreruddannelsen, der
kvalificerede til at komme ud og lede gymnastik i
foreningerne. Den ville jeg også gerne have haft på
Vallekilde, men de to timers arbejde, jeg havde dagligt
for at betale halvdelen af opholdet, lå samtidig med
teoritimerne i gymnastik, så det blev ikke til noget. Nå,
men tilbage til barndommen. Det at gå til gymnastik
stod i høj kurs derhjemme, modsat anden idræt, såsom
håndbold, der hørte under boldklubben.
Gymnastikforeningen med dens folkelige
arrangementer blev klart bakket op, og far havde da
også en fortid som ivrig og dygtig gymnast.
Det første, jeg oplevede indenfor dette område, var, at
jeg var med Far og Mor til gymnastikopvisning i
forsamlingshuset, og jeg må åbenbart have været
vrangvillig indstillet over for dette at gå til gymnastik,
for jeg husker, de sagde til mig bagefter: ”Nu vil du da
gå til gymnastik”. Og det ville jeg så. Min søster
Gudrun skriver i sit brev til mig fra Ryslinge i foråret
side 69 af 89
1941: ”Det er vel nok sjovt, du har begyndt at gå til
gymnastik”. Jeg syntes nu ikke, det var så sjovt, men
jeg gik alligevel troligt til gymnastik al den tid, jeg
husker. Det var meget begrænset, hvad der var at
komme ud til, bortset fra skolen, og det alene var en
anspore. Mine veninder gik jo også til gymnastik, så
var der da altid noget at mødes om. Jeg blev aldrig
særlig ferm til det, ikke til det med spring, ellers blev
jeg vist en habil gymnast. Men der var jo ikke megen
succes i de stående øvelser, hvorimod springene let
dominerede både træning og opvisning.
Vi gik til gymnastik i Magleby Forsamlingshus, bortset
fra foråret 1945, hvor huset blev brugt til indkvartering
af krigsfangerne fra flydedokken. I denne periode holdt
vi til i en sidefløj til Broløkke i et stort rum i
hovedbygningen, de kaldte kornmagasinet. Det var jo
sommer og ikke nødvendigt med opvarmning.
Det var altid en ung pige, der ledede gymnastikken, og
det var da forfriskende i sammenligning med de lærere,
vi havde i skolen. Gudrun ledede også børneholdet en
kort periode, men det var ikke min livret. Ruth
”Vandmøller”, søstrene Minna og Inger Broegård
husker jeg også som ledere. Det var Ollerupgymnastik, og Inger ville gerne have mig på Ollerup,
der faktisk var et ret populært sted for langelænderne,
men det var ikke lige mit ønske.
Vi gik til gymnastik en gang om ugen sidst på
eftermiddagen. Når lederen kom og låste fordøren op
til forsamlingshuset, kunne vi komme ind i salen. Jeg
kan næsten lugte stedet endnu, hvor dunsterne fra
andres besøg svagt kunne anes i den tørre luft, og hvor
støvet dansede i striberne, hvor eftermiddagssolen kom
ind af vinduerne. Her under stod de mørkt lakerede
bænke med ryglæn, hvor vi satte os og klædte om.
Måske havde vi haft den mørkeblå gymnastikdragt på
hjemmefra under kjolen, men gymnastiksko skulle vi
da også have på.
”På to rækker, træd frem”, lød det snart. Hver øvelse
havde sin kommando, men snart lærte vi også den
terminologi. Vi var et stort hold. De kom helt fra
Gulstav, Vognsbjerg, Vesteregnen og enkelte fra
Bagenkop, hvor gymnastikforeningen ellers ikke havde
så mange medlemmer. - Jeg har tit tænkt på, hvor langt
de forskellige måtte cykle for at komme til Magleby
mod mine 1½ km.
Vi trænede jo til hovedkredsfesten om sommeren og til
andre tider til opvisningen lokalt, som kunne finde sted
forår eller efterår. Den bestod af fire hold, et
småpigehold, et drengehold, et pigehold og et
karlehold. Det var en stor aften i forsamlingshuset. Alle
gymnasterne samledes ude i de tilstødende lokaler,
mens vi ventede på, at publikum skulle indfinde sig.
Ventetiden gik med at øve på sangene til indmarch og
udmarch, nogen man kunne gå i takt efter. ”Stræk din
fod”, ”Jeg er børn af sol og sommer”, ”I alle de riger og
lande”, ”Ja, vi mødes alle unge”. Endelig blev døren til
salen åbnet, og vi kunne marchere ind med
fanebæreren forrest. Det gungrede i de gamle
gulvbrædder, mens duften af sved og sæbe bredte sig
som et luftigt underlag for den taktfaste sang. Publikum
havde rejst sig og blev stående så længe, til der var
hilst med fanen, og nu skulle hvert hold for sig vise,
hvad de kunne, karleholdet til sidst.
På dette tidspunkt havde vi børn for længst fundet en
tilskuerplads oppe på balkonen, hvor vi opmærksomt
fulgte sceneriet. Det flotteste var karlenes spring og
deres dragter med de lange, hvide benklæder og den
hvide, ærmeløse undertrøje. De unge pigers dragter var
lyseblå, vores var mørkeblå. Til sidst en gentagelse af
indmarchen, og nu havde folk også klappet nok, men
der ventede forinden endnu en ceremoni, hvor hver af
lederne fik overrakt en gave, som gymnasterne havde
samlet ind til. Det var jo frivilligt arbejde, og nu faldt
denne påskønnelse, samt en takketale fra foreningens
formand og endnu en klapsalve, inden fanen igen blev
bragt til hilsen inden udmarchen. En svævende følelse
af fællesskab og forventning kunne ved sådan en
lejlighed nemt opveje de ikke altid lige spændende
træningstimer. - Der var jo altid nogle helte efter sådan
en aften, både blandt piger og karle. Men ikke den
dyrkelse, vi skulle se langt senere. Det sidste år, jeg gik
på småpigeholdet inden konfirmationen, havde Maja
Larsen fra Gulstav og jeg fået til opgave at købe gaven
til Inger Broegård, vores leder. Vi tog med toget til
Rudkøbing og vidste ikke, hvad vi ville, men hos
Moses, en forretning med gaveartikler, fandt vi et stort,
flot fad af metal med grønmeleret overflade, hvor der i
midten var indlagt første vers af Hans Hartvig Seedorf
Petersens digt om de nordiske lande og med en tegning
af fem flyvende svaner oven over. Sidste linje ”…fem
frie fugle, svanerne fra Norden”. Det var lige noget, der
gik ind i min poetiske sjæl.
Danseskole
Mens gymnastikken var en stadig tilbagevendende
disciplin, var danseskolen mere periodisk og af kortere
varighed. Men også her kom der børn fra hele sognet,
undtagen Bagenkop, til Magleby forsamlingshus, og vi
var i et fællesskab af både piger og drenge. Jeg skriver
i en stil først i fyrrerne om danseskolen, at vi er 90
børn. Det var jo ganske imponerende. Danselæreren
var Leo Justbjerg, en høj, slank mand med mørkt,
krøllet hår og et pokeransigt. Vi lærte alle de gamle
danse, samt enkelte mere moderne, og det var sjovt.
Jeg husker en enkelt episode fra denne tidlige tid. Vi
skulle lære en dans, der hed ”Jysk på næsen”, og den
krævede måske en smule behændighed, fordi man
skulle hele tiden hurtigt rundt med et halvt og et helt
polkatrin. Det var åbenbart svært for de fleste, for
pludselig standsede Justbjerg dansen og sagde, at der
kun var ét par, der dansede den rigtigt, og nu kunne det
par så vise os andre hvordan! Han sagde ikke, hvem det
var. Da dansede et bestemt par ud i den tro, at det var
dem, men det blev en snublende forestilling. Justbjerg
afbrød dem følgende og gik så hen til min partner og
mig og bad os vise dansen. Det var Jørgen Thuriner fra
Vesteregnen, en høj, slank dreng noget ældre end mig,
jeg dansede med. Det var jo en stolt fornemmelse, som
jeg med vanlig beskedenhed skjulte. Men jeg var meget
glad for at danse med ham og to drenge mere fra
Vesteregnen, brødrene Arne og Kaj Skrædder. De var
sjove og flinke.
År senere var det en danselærerinde, der afholdt
danseskole, men det blev aldrig så sjovt som de første
år. Hver sæson sluttede gerne med et afdansningsbal,
og proceduren mindede om gymnastikopvisningen med
fælles indmarch og forældrene som kødrand.
side 70 af 89
Efter opvisningen var der fri dans. Men som vi havde
lært på danseskolen, opholdt drengene sig i den ene
langside af salen og pigerne i den anden. Jeg kan se for
mig endnu drengene kure hen over gulvet, skævende til
hinanden for at komme først hen til den pige, de ville
byde op. Selvfølgelig skete det med et buk, som vi
havde lært, både som inklination og som afslutning,
hvorefter pigerne nejede.
Lige så formelt gik det til, når vi ellers var til dans, som
f.eks. skolejuletræet. Jeg husker ikke, om jeg var blandt
de eftertragtede, men bænkevarmer var jeg heller ikke.
Det værste var Seksturen, for her kom drengenes
vildskab til fuld udfoldelse.
Hvis der manglede drenge, kunne to piger godt danse
sammen, men det så man aldrig to drenge gøre. Pigerne
var også de mest danselystne og dansede ofte sammen,
to og to, hvor den ene så førte, altså dansede som herre.
Det kunne jeg nu også godt lide, altså det at føre
damen. Jeg har altid siden ment, at den bedste
motionsform var dans, også folkedans, og jeg har altid
elsket at danse.
Dilettant
Ellers var den store vinteroplevelse
dilettantforestillingen i Magleby forsamlingshus som
regel i februar. Det var gymnastikforeningen, der stod
for det, og i hvert fald kunne jeg komme til at se
forestillingen to gange, en til generalprøven lørdag
eftermiddag og så til aktionærbal tirsdag aften, hvor vi
børn, hvis forældre var aktionærer, somme tider fik lov
at komme med. Jeg husker nogle af stykkerne endnu.
”Når bønder elsker”, ”Brødrene Østermanns huskors”
og ”Det gamle guld” står tydeligt med enkelte scener.
Det var her som andre steder tit de samme mennesker,
der besatte de forskellige roller, og de fik en helt
speciel status i min verden. Men der var da også
udskiftning, særlig blandt de unge deltagere, og her
måtte mejeristerne på Søndenbro og Nordenbro
mejerier ofte lægge person til. Det var altid maler
Klemmensen, Magleby, der instruerede, og det var han
i høj grad værdsat og agtet for.
Jeg kan let genkalde mig stemningen i
forsamlingshuset i salen, efterhånden som den fyldtes,
og tilskuerpladserne blev besat. Bedst var det jo at
komme i god tid, så man kunne komme op foran på en
af de forreste rækker. Der var nok at fordrive
ventetiden med. Dels kunne man snakke med
sidemanden og kommentere de folk, der kom, og det
tøj de havde på, om det mon var nyt og moderne, hvad
det sjældent var i disse krigsår og efterkrigstider, og
dels var der jo det, der foregik bag scenetæppet, hvor
en eller flere af aktørerne ofte vovede et øje ved
tæppekanten, eller hvis der var et lille hul i
scenetæppet. Kunne man kende dem ud fra det glimt,
man så? I hvert fald måtte de kunne kende nogen, for
hvorfor ellers vinke, om end diskret?
Så sad vi da der og ventede på, at klokken skulle ringe
og lyset i salen slukkes. Når den ringede tredje gang,
gik scenetæppet langsomt op, og forestillingen
begyndte. At se kendte mennesker udfolde sig på
scenen har altid været en fornøjelse i sig selv. Sad vi
tæt nok på, kunne vi tydeligt se sminken på deres
ansigter, de røde læber og de sorte streger til rynker, og
tit kunne vi også høre suffløren, der sad i en kasse ved
tæppets forkant.
Der var som regel tre akter i et stykke, og
mellemakterne, hvor der atter blev tændt lys i salen,
gav anledning til endnu en snak og en vurdering af de
optrædende, mere end af stykket. Der var som regel
nogle særlig markante figurer i disse dilettantstykker,
og det var tit de samme personer, der spillede disse
roller. Hvis det var et stykke af Jeppe Åkjær, optrådte
der gerne en bestemt type, der på sin egen hældørede
facon var et hip til missionsfolkene, når han eller hun
kom med sine klicheer og spillede hellig. Det var så
mit første møde med Indre Mission, og det var absolut
negativt. Siden i Okslund og Vejrup fik jeg et noget
mere nuanceret billede af denne retning, men man må
sige, at jeg var forhåndsindtaget, og det var
dilettantstykkernes skyld.
Et dilettantstykke sluttede altid med, at samtlige
optrædende stillede sig på række og leverede en
slutsang, undtagen i ”Det gamle guld”. Da var
slutscenen den, at den gamle bonde, spillet af maler
Clemmensen, sad ensom og tankefuld alene på scenen
og fingerede ved den gamle guld i form af en stor
guldkæde, mens tæppet ganske langsomt gik ned. Det
var meget rørende. Og så tændtes lyset igen,
stemningen var brudt. Der var opbrud, bænke og stole
blev fjernet fra midten af salen, og en fra bestyrelsen
gik og strøede sæbespåner, så dansegulvet kunne blive
tilpas glat, og nu spillede Ramus´s eller Skyttes
orkester op til dans. Døren ved siden af scenen gik op,
og aktørerne viste sig omklædte og afsminkede. Der
var ingen tvivl. De var aftenens absolutte midtpunkt.
Som en slags helte, der hjemvendte fra krigen modtog
folkets beundring, indtog de dansegulvet og bar endnu
noget af stridens glamour over sig – og nød det, mens
de gav hinanden de første pligtige danse, inden de
blandede sig med folket.
Hvilke drømme kunne det ikke medføre for en pige
som mig, mens jeg i tiden derefter ganske sikkert fandt
mine idoler blandt dilettanterne. Tænk at komme til at
spille en af elskerrollerne engang. Det var så en af mit
livs skuffelser, at den drøm aldrig skulle gå i
opfyldelse.
Ingrid Jensen, Bramminge (født i Søndenbro 193) Langelænderen 614 - 2010
Drengeår på Langeland 1940 - 45
Rudkøbing - 194x
Følgende artikel var bragt i Øboen uge 45/1995. Vi har
fået forfatterens, Henning Jensen, Brøndum Kirkevej 6,
Hvidbjerg, Spøttrup, tilladelse til at bringe den i
Langelænderen.
Den 9. april 1940 stod jeg på bagtrappen til vores hus,
Teglbakken 9 i Rudkøbing og så de tyske
flyvemaskiner komme ind over byen sydfra.
Maskinerne fløj lavt og langsomt. Endnu synes jeg, jeg
kan huske en person, der stod i en åben dør oppe i en af
maskinerne.
side 71 af 89
Jeg var lige fyldt 8 år og forstod ikke, at jeg var vidne
til en udløber af en verdenskrig.
Isvintre
Om vinteren gik jeg sammen med mine to morbrødre
over isen til Strynø og husker, at da vi atter vendte
tilbage til kysten ved Bellevue, føltes temperaturen
nærmest tropisk - på trods af, at sneen knagede af frost
under vore fødder!
En forårsdag, efter at isen var brudt op, så jeg Siøbåden komme ind med en død mand. Han var
forsvundet om vinteren under cykling på isen fra
Langeland til Tåsinge.
Jeg samlede kul og koks på havnen. Det eneste sted, vi
fyrede til hverdag, var i komfuret i køkkenet. Vi var
fire brødre derhjemme. Om natten sov vi to i hver seng,
hvorved vi let kunne holde varmen. Vi havde kun råd
til at købe en enkelt sæk brændsel af gangen. Jeg
hentede det på en slæde, som min far havde lavet.
Vinterglæder
Denne slæde kørte jeg meget med om vinteren. Man
stod med let skrævende ben og stagede os frem med en
"isgajd" (som vi sagde). En rigtig isgad (som det
staves) er en kraftig stang med en jernpig i den ene
ende. Men jeg måtte klare mig med et kosteskaft med
et søm i.
Det sjoveste for mig om vinteren var at køre i bobslæde
på Møllebakken. Der var mange flotte, hjemmelavede
bobslæder på Møllebakken de år. En bobslæde var to
slæder sat sammen med et brædt således, at man
siddende på den bageste slæde ved hjælp af nogle snore
kunne styre med den forreste. Der kunne sidde mange
børn på en bobslæde. Selv lavede jeg min egen udgave,
der ganske enkelt bestod i, at jeg lagde mig på mine
brødres slæde og holdt min egen, mindre slæde foran
mig, så jeg kunne styre med denne direkte med armene.
Hvis vi ikke var på Møllebakken, løb vi på skøjter på
Vejlen. En enkelt vinter havde jeg fået fat i skøjter,
men havde desværre kun gummistøvler at skrue dem
fast på, så de faldt ustandselig af. På Vejlen om
vinteren viste nogle af byens voksne sig at være de
rene kunstskøjteløbere. Det ville jeg også gerne selv
være, men det var ikke nemt med de gummistøvler.
Søbadeanstalten
Om sommeren var det "søbadeanstalten" der trak. Her
kom "vandhunde" i alle aldre og af begge køn.
Kønnene var behørigt adskilt, men svømmede man et
stykke ud, kunne man få et glimt af en næsten bar
dame i dameafdelingen. Det sagde andre i hvert fald.
Bortset fra det, var det en velordnet "anstalt" under
bademester Stæhrs stilfærdige, men myndige ledelse.
Var man ikke fuldbefaren svømmer, kunne man låne
nogle cylinderformede zinkdunke (med stive
læderremme), som man dels kunne spænde på ryggen,
dels holde foran sig under svømningen. Jeg tror dog, at
alle børn fra Rudkøbing blev fuldbefarne svømmere
efterhånden. På søbadeanstalten kunne vi øve os i
svømning og dykning på alle niveauer, tage solbad i
sandkassen og skylle efter med brusebad. det var et
dejligt sted. Da jeg senere var rejst fra øen, undrede det
mig, når nogen spurgte, om jeg kunne svømme. De
kunne lige så godt have spurgt, om jeg kunne gå!
Dristig sejltur
Min far ejede den mindste og mest fladbundede pram i
hele Rudkøbing. Som 12-årig brændte jeg efter at sejle
med sejl. En dag, hvor det rigtig blæste, hejste jeg et
hundetæppe på en åre på prammen, og da vinden var
sønden, strøg jeg fra Bellevue mod nord og kom hen
forbi Rudkøbing havn. Bølgerne viste sig at være
enorme. Værre var det, at "Storfærgen" fra Svendborg
kom imod mig nordfra, og at jeg ikke kunne styre
prammen, fordi den manglede køl. At kæntre og falde i
vandet var jeg ikke bange for, jeg var sikker på, jeg
kunne svømme, men jeg var ikke glad ved udsigten til
at beskadige Storfærgen! Skæbnen viste sig dog nådig
og lod mig stryge tæt forbi færgen, oven i købet på den
rigtige side.
Tegneserier
Blandt klassekammeraterne i skolen var "Skipper
Skræk-bladet" tirsdagens centrale begivenhed. Den
foretrukne serie var "Prins Valiant". Mens jeg gik i 4
klasse, levede jeg for en tid i Prins Valiants verden.
Ove fra Kulkompagniet var selvskreven som Prins
Valiant, og ham tilfaldt det derfor også at bestemme,
hvem vi andre skulle være. Vi lavede sværd og skjolde
af træ og krydsfiner og byggede en borg af gamle
køkkenskabe. Nogle lavede hjælme af pap. Tøjet
tænkte vi os til.
En dag, hvor jeg var på vej hjem i fuldt ridderudstyr,
mødte jeg "Røde Kristian", der tillod sig at grine. På
stedet udfordrede jeg ham til sammen med sine folk at
komme til vores borg næste dag og slås. Desværre
glemte jeg at sige det til de andre, og da Kristian kom
(blandt andet i følge med stærke Gunnar Pandekage),
havde vi nær fået prygl. Heldigvis kom Prins Valiants
storebror til undsætning og besnakkede "Røde
Kristian", der lod nåde gå for ret. Men i mange år måtte
jeg tåle hans ironiske blikke, når jeg mødte ham.
Skolen
Da jeg kom i skole, opdagede jeg, at jeg kunne det
hele! Det havde jeg lært på Asylet i Ramsherredsgade
hos frøken Hansen, som jeg desværre aldrig fik takket
ordentligt.
Foruden til læsning og regning syntes jeg, at jeg var
god til tegning, idet jeg med lukkede øjne kunne tegne
Skipper Skræk. En dag konkurrerede min sidemand og
jeg i en tegnetime om, hvem der kunne tegne den
flotteste hest, men drengen foran sladrede til
tegnelæreren. Denne rev mit papir i stykker og gav mig
klø med pegepinden. Men sidemanden slap, selv om
hans hest var ligeså flot som min. Tegnelæreren gik
altid og svirpede i luften med sin pegepind, mens han
på sit københavnske tungemål råbte, at vi skulle tegne.
Ved synet af min hest råbte han med gråd i stemmen, at
når han nu gjorde så meget for, at jeg skulle få lært at
tegne ordentligt, så skulle jeg ikke sidde og tegne
heste!
Vi havde nemlig fået et hæfte med ternet papir. På
siderne til venstre var påtrykt tegninger, som regel af
fugle. På siderne til højre skulle vi tegne efter fuglen,
tern for tern. Blev tegningen godkendt, måtte man
farvelægge den, men det har jeg vist aldrig prøvet.
Købmand Svan
Jeg var bydreng efter skoletid i forskellige forretninger.
Mit første job som bydreng havde jeg i Ahlefeldtsgade
hos købmand Svan, som drev en mønsterværdig butik
med en utrolig orden i alle ting. Når der ingen kunder
var i butikken, sang han som nogen operasanger, mens
han vejede poser og pakkede kurve, som jeg derefter
side 72 af 89
skulle køre rundt med på ladcyklen og aflevere til
kunderne.
Efterspurgte varer
En købmand havde en vis nøglestilling i disse år, fordi
tobaksvarer var meget efterspurgte. Jeg lærte tidligt, at
der var cigarer og cerutter, hvor både ombladet og
dæksbladet var af papir, mens den indre kerne dog var
af granuleret, dansk tobak. Men der var også cerutter,
hvor det kun var ombladet eller dæksbladet, der var af
papir, og de var selvfølgelig meget bedre. Jeg mener,
der i nogle år også fandtes cigaretter med oversøisk
tobak i. De bedre tobaksvarer lå dybt inde i en skuffe i
disken og blev hentet frem i den dybeste diskretion til
kunder, der havde gjort sig særligt fortjent. Nogle
gange måtte de dog vente til andre kunder havde
forladt butikken.
Min far havde lært sig at rulle cigarer af dansk tobak,
og de må have været gode, for der kom en del
arbejdskammerater og hentede dem.
Engang fandt jeg på Spodsbjergvej en hel karton ægte
Gøteborg-snus, som jeg var så dum at aflevere på
Politikontoret. Endnu mere dumt var det, at jeg cyklede
til Longelse og fortalte min yndlingsonkel, som holdt
meget af Gøteborg-snus, hvad jeg havde gjort. Han
hørte på mig med lidende udtryk i ansigtet, men sagde
ikke noget. Da jeg senere ville hjælpe ham med at
læsse roer af, fik jeg en i nakken, men det var jo nok et
tilfælde. På den anden side kan det jo godt være, at han
netop denne dag ikke var så omhyggelig med ikke at
ramme mig, som han plejede?
Mere heldig var jeg med en rund, rusten genstand, som
jeg fandt på stranden ved Bellevue og tog med hjem for
at undersøge nærmere. Min mor befalede mig straks at
få "det öwtyske" ud af huset. Uden for huset
bearbejdede jeg den alligevel. Da jeg lidt senere kunne
komme ind i køkkenet og fremvise en dåse, der
indeholdt fint og rent oversøisk kakaopulver med en
fantastisk duft, fik piben en anden lyd.
Luftalarm
Mens jeg gik i femte klasse, var jeg bydreng hos
Grundsøe, mælkehandleren i Østergade. Hver morgen
hentede jeg en snes flasker morgenmælk på en stor,
tohjulet trækvogn og strøg rundt og satte flaskerne af
på folks trapper. En tidlig morgen var vejen dækket af
nogle mærkelige strimler, der var sorte på den ene side
og blanke på den anden. Jeg tog en strimmel op,
undersøgte den og stak den tankeløst op til tungen. Ved
morgensangen i skolen sagde de, at den kunne være
livsfarligt at røre disse strimler. Resten af dagen gik jeg
derfor - uden at sige det til nogen - og ventede på at dø.
Men efter et par dages forløb, forlød det til min lettelse,
at der var tale om staniolstrimler, som de engelske
flyvere havde kastet ud for at forvirre tyskerne og deres
antiluftskyts.
Tiden var præget af sirenens stigende og faldende lyd.
Sådan lød den rigtige luftalarm i modsætning til
"forvarsel", der var to lange toner efter hinanden. Det
var uhyggeligt med luftalarm, men det var vist kun på
skolen, man kom i beskyttelsesrum. De bunkers, som
min far havde været med til at støbe, har jeg aldrig set
indefra, hvad der vist ikke er så mange i Rudkøbing,
der har.
Nogle minutter efter luftalarmen kunne vi tit høre den
dybe, summende lyd af flyvemaskiner højt oppe i
luften. Heldigvis havde de aldrig til opgave at kaste
bomber over Langeland, men engang faldt der alligevel
enkelte ved en fejltagelse. Jeg husker ikke hvor eller
hvornår, men jeg husker, jeg så et bombekrater fra en
"sprængbombe".
En dag, hvor der ellers ikke var luftalarm, kom jeg
gående ved havnen og blev vidne til en fantastisk
luftkamp hen over Tåsinge. Nogle jagermaskiner
dykkede ned og fløj lodret op osv., mens luften genlød
af maskingeværsalver. Det var vist ved den lejlighed,
der faldt en engelsk bombemaskine ned og en del af
besætningen reddede sig i land på Tåsinge og
Langeland. Desværre blev de vist senere fundet af
Tyskerne. Nogle kammerater kom med stumper af
aluminium i lommen. Det var rester af flyvemaskinen,
der var spredt vidt omkring.
Tyskerne
Tyskerne havde i det sidste krigsår kaserne i
Ørstedspavillonen. I parken eksercerede drenge og
gamle mænd. De kiggede langt efter os skolebørn, når
vi gik forbi. Jeg havde ondt af dem. Men de nåede vist
aldrig at komme i krig. Ved hegnet stod tit en lærd
udseende dreng, lidt ældre end mig. Han var ivrig efter,
at udspørge tyskerne. Nogle troede vist, han var
sympatisør, men han var bare en specielt videbegærlig
dreng af den slags, man i dag ville kalde en "nørd".
Han hed Jørgen Schleimann.
Der var en tiltalende tysk marinesoldat, som var på hat
med de fleste, og som tit gik tur med en dansk pige,
hvis familie jeg kom med mælk til. Parret holdt
sammen i krigens sidste år og så meget lykkelige ud
sammen. Ved befrielsen skød han sig. Jeg håber meget,
at pigen ikke blev klippet i befrielsesrusen, men jeg er
bange for, at "langelændere" ikke er klogere end andre.
Min russiske ven
Kort efter befrielsen strandede flydedokken ved Påø.
Rudkøbing skole blev brugt til at huse de franske og
russiske krigsfanger, der var ombord. Vi, der gik i 3.
mellem fik klasseværelse i Odd-Fellow-logen i
Ahlefeldtsgade. Jeg indledte bekendtskab med
Alexander, en ung ukrainer, som jeg skaffede en cykel
og tog med rundt på Langeland, hvor vi blandt andet
besøgte en del af min familie. Vi talte tysk sammen, og
jeg var hans tolk, når han ville snakke med andre
danske. Ingen af os mærkede nogen større
aldersforskel. Han var rødhåret og fregnet og ikke
meget højere end jeg. Vi blev gode venner, men jeg
husker ikke, han nogensinde talte om hverken fortiden
eller fremtiden.
Da russerne skulle rejse sidst på sommeren, gav jeg
ham nogle adresserede kovolutter med, men hverken
jeg eller - så vidt jeg ved - andre på Langeland modtog
breve eller andre oplysninger om russernes videre
skæbne. Siden har jeg læst, at Stalin betragtede
russiske soldater, der blev taget til fange, som
desertører. Alexander var cirka 20 år i 1945. Måske
blev han ikke meget ældre? Måske findes han ikke i
andres erindringer end min?
At være krigsbarn
Hvad betød det at være krigsbarn i Rudkøbing? Måske
betød krigen, at vi i Rudkøbing netop havde det mere
fredeligt, end vi ellers ville have haft, fordi udviklingen
stod lidt i stampe. Måske var man flinkere ved børn,
fordi der trods alt var krig?
side 73 af 89
Selvom vi ikke så meget til krigen, blev det alligevel
nok til, at vi kunne forstå, at krigen også kunne komme
til os. Personlig kan jeg ikke lade være med at sætte
begivenhederne i eks-Jugoslavien sammen med det, jeg
ved om 2. verdenskrig, herunder måske især om
almindelige danskeres adfærd. Kunne også
langelændere under bestemte forhold komme i
situationer, hvor de ville slå deres naboer ihjel?
Uanset svaret bliver jeg altid glad, når jeg møder en
langelænder. Udviklingen bragte mig væk fra øen, og
jeg kommer nok ikke til at bo der igen. Men
langelænder er og bliver jeg, ja måske mere og mere
med årene.
Så kom ikke og sig noget ondt om langelændere til
mig, især ikke om dem sydfra, som er langt de bedste.
Det ved jeg, for derfra stammer min familie.
Henning Jensen (Langelænderen nr. 516 - 1996)
Majdage 1945
Sydlangeland 1945
Det var, ligesom krigen rykkede nærmere dette forår.
Det gjorde den jo også, og der blev talt meget om tyske
flygtninge og tvungen indkvartering. Der var i disse
dage kommet et par skibe ind i Bagenkop havn med
tyske flygtninge, og rygtet løb, at her kunne man for et
stykke flæsk bytte sig til tøj, bomuldsstof, som var
blevet en udpræget mangelvare.
De første majdage var luftbombningerne intensiveret.
Der havde været megen uro med overflyvning om
natten, og jeg husker tydeligt, at en af disse morgener
var luften helt tåget af røg, der var drevet mod nord
over Østersøen efter nattens bombning af Kiel og andre
nordtyske byer. Solen kunne ikke rigtig bryde gennem
dette røgdække, og det var meget forstemmende, for
man vidste godt hvorfor. Flere engelske flyvemaskiner
var skudt ned ved de langelandske kyster, og så vidste
vi jo, der også var dræbte flyvere.
Den 4. maj om aftenen var min Far cyklet til
Vognsbjerg for at se en nedskudt flyver ud for kysten,
og for, Erna (vores pige) og jeg gik derhjemme tidligt
på aftenen og havde lukket op for den engelske presse.
Da den var ved at være forbi, var der et kort ophold,
hvorefter speakeren kom med den berømte meddelelse:
”Montgomery meddeler, at de tyske tropper i Holland,
Belgien, Norvesttyskland og Danmark har overgivet
sig, gentager”.
Vi fattede øjeblikkelig budskabet og lettede og glade,
som vi blev, kunne vi ikke vente med at fortælle Far
det, så Erna og jeg tog vore cykler og kørte til
Vognsbjerg for at overbringe ham det glade budskab.
Dagslyset var aftagende, og det var næsten i tusmørket,
vi kom ned ad vejen til Føllesbjerg, hvor vi så Far i
snak ned en af områdets prominente personer, jeg
husker ikke hvem.
Nu var vi jo opdraget til ikke at afbryde voksne i en
samtale, så lidt tøvende kom vi frem med vores ærinde.
”Krigen er forbi”, husker jeg, vi sagde. De to mænd
gav hinanden hånden og lykønskede bevæget hinanden,
og vi cyklede hjem igen. - Nu var karlene imidlertid
også kommet hjem og ind i køkkenet. Far fik fat i en
flaske vin, Mor hentede glas frem, vi skålede, og Far
kyssede i alles påsyn min Mor. Alene det var noget
usædvanligt. Stemningen var euforisk, som om at nu
var alle problemer løst. Men det skulle jo vise sig ikke
at være tilfældet. Hvad krigen havde gemt på, vidste vi
ikke, og endnu en tid kunne vi leve i beruselsen.
KRIGSFANGER
En stor begivenhed skulle indtræffe i disse
befrielsesdage, og ingen på Sydlangeland glemte den
siden. Den 4. maj om eftermiddagen strandede en
flydedok med krigsfanger ved Påø strand nær
Skovsgård ved Lindelse. Om bord var 800 russiske og
600 franske mænd, der kom fra tysk krigsfangenskab,
og som efter en lang march fra fangelejren var blevet
udskibet i nordtysk havn.
Under et bombeangreb på Østersøen havde kaptajnen
på slæbebåden kappet trosserne til flydedokken, og så
drev den nordpå, stadig under fare for de stadige
bombeangreb. Da de gik på grund ved Påø, vidste de
ikke, hvor de var, men det var som at komme i Paradis,
skulle nogen af dem siden have udtalt, da de erfarede
nyheden samme aften om, at krigen var slut, og også
med tanke på den venlige behandling, de fik.
Nu var der jo hurtigt brug for
indkvarteringsmuligheder, og bl.a. Magleby
forsamlingshus blev brugt til formålet. De kvinder, der
var med i ”Danske Kvinders Beredskab”, var i første
omgang dem, der tog sig af forplejningen, bl.a.
grevinde Ahlefeldt-Laurvig på Nordenbrogård. Andre
husker jeg ikke, men der var nok til at fylde køkkenet i
forsamlingshuset og få de store gryder i sving.
Hvorfor og hvordan det blev muligt for mig at kigge
ind i salen, husker jeg ikke, men jeg husker synet og
lugten. Madrasser bredt tæt ud over gulvet, hvor
mændene sad og kiggede smilende på os nysgerrige,
der stod i døren, og lugten, som jeg siden har genkendt
som lugten at våde, uldne ikke helt rene vanter.
Disse nu forhenværende krigsfanger kunne frit bevæge
sig i omegnen og gå ture, hvor vi børn kunne møde
dem og lokke dem til at skrive i vore poesibøger. En
formiddag havde Far mødt tre franskmænd ude på
vejen og budt dem med ind i haven. Han kunne
selvfølgelig ikke tale med dem, men ved hjælp af
fingersprog har det været muligt at kommunikere lidt.
Mor og jeg kom til, og de viste os billeder af deres
familier, som de ikke havde set siden krigsudbruddet,
og forærede os nogle af disse billeder. De er nok blevet
beværtet med æblemost, men jeg husker det ikke. Far
fotograferede dem foran den lille stenhøj, og nu tog
den ene af franskmændene en lille ting op af lommen.
Det var et lille, rødt fløjlshjerte med lyseblå bagside og
på forsiden broderet med lyseblå sting diagonalt, og vi
forstod, han ville forære mig det. Han forklarede en
masse, vi ikke forstod, og tog noget jord fra rosenbedet
og smuldrede det ved siden af hjertet. Jeg tænkte, at
mon han ville sige, at denne lille gave ikke var mere
værd end jord? Men jeg fik i hvert fald hjertet og
beholdt det.
I løbet af en måneds tid blev det muligt for
franskmændene at rejse hjem, og senere på sommeren
modtog vi et brev fra ham, der gav mig hjertet, og vi
side 74 af 89
fik det oversat. Andre fik også livstegn fra de nu
hjemvendte franskmænd.
CITAT: ”20. nov. 1945. I Erindring om de gode Dage
og den hjertelige Velkomst, vi nød på Deres yndige Ø
Langeland sender jeg Dem disse Linier. Meget ofte
tænker jeg på den Indbydelse, De gav os, den Dag, De
så venligt lod os komme ind i Deres nydelige hjem, for
at fotografere os og lade os smage på Deres dejlige
Æblemost. Jeg vil heller ikke glemme den lille Tur, De
tog med os ud mellem Deres blomstrende Æbletræer,
der mindede os om vort kære Frankrig...mine bedste
Hilsener til Deres Familie og særlig til Deres lille
Datter fra den franske Krigsfange, som gav hende et
lille Hjerte indeholdende fransk Jord”.
De russiske krigsfanger måtte blive her det meste af
sommeren, dog ikke i forsamlingshuset. De blev samlet
i Rudkøbing på skolen, og mange af dem etablerede
snart et forhold til befolkningen, for der var ikke
mange forbehold over for disse fremmede. Mange af
dem udviste et vist fingersnilde og lavede fine
husflidsting af strå og træ eller smykker af metal.
Gennem bekendte fik Far fremstillet to fingerringe af
en sølvtokrone, som han ofrede til anledningen, en til
Gudrun og en til mig. Vore initialer blev indgraveret på
pladen, der i min ring havde form som et hjerte.
Sidst på sommeren skulle russerne så sendes hjem.
Blandt den folkemængde, der stod ved færgen for at
vinke farvel, var også min Mor og mig. Bagefter
refererede min Mor til en bemærkning fra en dame, der
stod lige bag os: ”Ja, om syv år er der russere på skolen
igen.” Den forstod jeg slet ikke.”
Blandt nyhederne fra avis og radio var, at Montgomery
kom til Danmark for at lade sig hylde som befrieren,
også hans soldater selvfølgelig. På deres triumftog
landet rundt skulle de også komme til Bagenkop, og
det gav anledning til en sand folkevandring. Den 23.
maj skriver jeg lakonisk i min dagbog: ”Englænderne
til Bagenkop. Nede og se dem”. Det var en dag med
gråvejr og blæst, alle havde stillet sig op ved
indkørslen til byen for at modtage dem. Men man kan
ikke sige, det var en jublende folkemængde, så både
vejret og modtagelsen var nok lidt grå, da de endelig
kom kørende i deres jeeps. Og snart var det forbi, og
hverdagen kunne fortsætte. Rationeringen fortsatte,
varemanglen fortsatte, men der var alligevel denne
sommer en fornemmelse af, at et tryk var lettet.
Mindegudstjenester, sammenkomster, taler og sange
var bestandig i befrielsens tegn.
Alfred Voigt, Nordenbro havde indbudt til en sådan
aften, der samlede fuldt hus i hans lade, og Karen, hans
kone, havde bagt og lavet kaffe til alle disse
mennesker. Jeg husker tydeligt den aften og den taler,
han havde skaffet, en ungdomsskoleforstander fra
Nordjylland. I sit foredrag må han have talt om
befrielsen, for han sagde følgende, der i den grad
bundfældede sig i mig: ”Stjernerne har tændt deres lys
over Danmark”.
Ingrid Jensen (Langelænderen 611 - 2010)
Min barndoms jul i Bagenkop
Bagenkop 1948-1953
Julen ændrede sig ikke mærkbart for os børn i perioden
1948 til 1953.
Julen i Bagenkop begyndte den 1.dec. når byens store
juletræ ved Brugsen tændtes. Vi var der, alle byens
børn, store som små, lige fra de indledende
forberedelser til opstillingen af træet og senere til det
store øjeblik da det blev tændt. Vi tog hinanden i
hænderne og løb rundt om træet og sang, højt fra træets
grønne top, og ellers alle mulige sanglege. Vi var der
hver eneste aften lige til spisetid, sommetider fik vi lov
til at gå derhen igen bagefter. De store deltog ikke i
legen, de var der bare. Det var samlingsstedet i hele
december.
De smukt pyntede forretningsvinduer"
Juleudstillingen" skulle vi jo også se på. Vi trykkede
næserne flade ved Købmand Alfred Hansens store
butiksruder i Bredgade. Alle de store og dejlige
legesager, vi ønskede jo det hele, og kunne næsten
blive uvenner, hvis en anden ønskede det samme som
en selv. Det var som vi troede der kun var en ting af
hver, hvad der måske også var. Det var nok ikke så
mange af os der fik de store og dyre ting. Når der
forsvandt en ting fra vinduet kunne vi blive helt ked af
det, hvem var mon den heldige der skulle have den.
Tatol i Hovedgaden havde ligeså store vinduer. Der var
også fine sager at kigge på, sæbe i fine æsker,
halskæder og armbånd.
I Brugsen var der stillet en stor bred hylde op i etager
også med alskens ting og sager, men det kunne vi kun
kigge på når vi var inde at handle.
Men når det så blev juleaften havde vi glemt de store
ønsker og drømme, og blev glad for de små ting vi fik.
Nogen af de ting jeg fik og selv gav, husker jeg bedre
end andre.
Et år op mod jul havde jeg hjulpet med at gøre rent i
skolen og kirken, jeg havde tjent lidt penge. I Brugsen
havde jeg set en stabel asietter, jeg vidste dårlig nok
hvad de skulle bruges til, men jeg ville give mor to af
dem til småkager. Jeg var stolt da jeg kunne gå ind for
at købe dem. Så skete der det, at der var en anden
kunde som ville købe tolv, og det var lige det antal der
var, men jeg kom først, ekspeditricen vidste ikke rigtig
hvad hun skulle gøre, hun kiggede tvivlrådigt på mig
og spurgte hvad jeg skulle bruge to stk. til, jeg svarede
, at dem skulle mor have i julegave til småkager. Jeg
fik dem, de blev pakket fint ind. Jeg tror jeg var en 10 11 år, jeg havde lidt en fornemmelse af, at jeg havde
vundet, det var ikke så tit børn gjorde det dengang, det
er nok derfor jeg kan huske det.
Selvfølgelig havde vi også en julekalender, vi fem
søskende skiftedes til at åbne, og var ved at vælte over
hinanden for at se hvad der var bag lågen. Hurtigt fik vi
da også regnet ud hvem den heldige var, der skulle
åbne juleaftens låge, hvor der så vidt jeg husker ,altid
var et juletræ. Men lige spændende var det.
Lillejuleaften hængte vi vores strømpe på sengekanten,
hvis vi havde været søde kom nissen og puttede noget
i. Vi kunne simpelthen ikke sove, så spændte var vi,
mon der ville være noget i vores strømpe næste
morgen, da var det også juleaften. Vi lå og snakkede og
pjattede, mor måtte flere gange ind og skælde ud " kan
side 75 af 89
der så snart blive ro her". Omsider faldt vi da også i
søvn, men vågnede meget tidligt om morgenen ( for at
tømme strømpen for slik )
Vi var med far ude at sætte fod på juletræet. Det var
mor der pyntede det, mens vi så på.
Gåsen blev sat i ovnen på komfuret, hvor der blev fyret
kraftigt den dag, der skulle også koges rødkål, der
bredte sig en vidunderlig duft i hele huset. Vi skulle
have sodavand til maden, i skabet på loftet lå der
julegaver. Vi kunne næsten ikke holde ud at vente og
var nok temmelig umulige. Det endte næsten hvert år
med at vi blev beordret " tag jeres tøj på og gå ud og
leg et par timer " Pladsen var jo trang i det lille hus,
med fem unger farende forvildet rundt, kunne mor ikke
komme til nogen steder.
Men endelig oprandt da juleaften hvor vi spiste
gåsesteg. Vi fik altid æblekage til dessert. Vi dansede
om juletræet, dernæst gaverne, som oftest var fra
Daells varehus, så til sidst godteposen.
Jeg husker kun en gang at have fået en blød pakke til
jul. Jeg var 14 år, det var sidste år jeg gik i skole. Alle
pigerne fra min klasse skulle have nylonstrømper på til
juletræsfesten, som hvert år blev holdt på Bagenkop
kro tredje juledag. Jeg spurgte mor om også jeg måtte
få det. - men nej, det kunne der ikke være tale om, det
havde vi slet ikke råd til, det kunne jeg godt glemme alt
om. Det var jeg selvfølgelig knust over, skulle jeg
virkelig have sportsstrømper på, når alle de andre kom
i fine tynde strømper, det var næsten ikke til at bære,
jeg følte mig meget udenfor.
Meget overrasket og glad blev jeg da jeg pakkede min
julegave op. Nylonstrømper og hvad dertil hører. Jeg
følte mig meget flot og voksen, da jeg gik til julefest
det år.
Edith Philipsen. f. Hansen (Langelænderen nr. 544
– 2000)
Julen 1949
Rudkøbing - 1949
Han var 6 år og boede i udkanten af Rudkøbing. En
dag først i december var han på vej ned til hans
bedsteforældre, der boede ca. 500 meter fra hans eget
hjem, og på broen over Langelandsbanen så han et
lokomotiv med godsvogne på vej mod Spodsbjerg. Det
var altid en yndet fornøjelse at stå midt på broen, når
røgen fra lokomotivet væltede op og indhyllede hele
broen i røg. Da denne røg forsvandt begyndte det at
sne. At det blev snevejr op til jul, var en naturlig ting
for drengen, for i hans korte liv syntes han ikke at have
oplevet andet. Tankerne fra sidste års oplevelser kom
frem i hovedet på ham. Det var en stor fornøjelse at se
det netop passerede lokomotiv komme brusende med
den store sneplov foran, og skubbe sneen ned i grøften,
og hermed frembringe en stor snedrive som, når man
kælkede ned af den stejle skråning, gav en behagelig
afslutning på en kort men hurtig kælketur. Pludselig
kom han på andre tanker, da han på lang afstand så sin
bedstefar i færd med at spænde hesten foran jumpen.
Selvom turen ville gå forbi drengen, ville han ikke gå
glip af noget, så en hurtig løbetur blev starten til
køreturen over til smeden i Peløkke. Her skulle hesten
broddes, så den kunne stå fast på vejen, når den blev
dækket af sne. Ventetiden i smedjen var altid
spændende med essen, ambolten med den store
hammer og alt værktøjet. Smeden, som drengen syntes
var en meget stor mand med forklæde, tog roligt fat i
hestens ben og slog broddene fast.
Juleaften, som i år skulle holdes hos bedsteforældrene,
var selvfølgelig meget spændende, og tiden op til
denne aften gik meget langsomt. Bortset fra
kagemanden, som han fik lov til at forme når der blev
bagt småkager, og kuglerne som skulle trilles når
marcipanstykkerne blev til, så var det især de voksne,
der havde travlt. Lillejuleaften faldt der dog ro over
alle, og der blev prøvesmagt og hygget, og inden
drengen gik i seng, skulle strømpen hænges op for
enden af sengen, for så kom julemanden og fyldte
strømpen op med æbler, appelsiner og slik. Juleaftens
dag var endnu længere, og drengen skulle tilfældigvis
lige ned til bedsteforældrene for at sige daw, og for at
se om man kunne få et glimt af juletræet, men det var
svært, for det var en af overraskelserne, som først måtte
ses, når der skulle danses om træet. Om eftermiddagen
kom hele familien, undtagen bedstemor som skulle stå
for maden, om bord i kanen, og hesten med bjælder på
seletøjet blev spændt foran. Herefter gik turen til
julegudstjeneste i Simmerbølle kirke. Det var ikke
nemt for en dreng på bare 6 år, at sidde stille i så lang
tid, men der var mange mennesker, så tiden gik med at
se på dem. Da gudstjenesten var færdig, var det blevet
rigtig mørkt, men bedstefar havde sørget for fakler på
kanen, så hjemturen blev en oplevelse som ikke
glemmes. En af dem der kommer frem hver jul.
Arne Navne (Langelænderen nr. 94 - 1993)
Barndomserindringer
Rudkøbing - 195x
Når man har tilbragt mere end 80% af sin fritid, fra
man var 5 år og 15 år frem, ved og omkring
lystbådehavnen i Rudkøbing, kan det vist godt siges, at
det har præget ens barn- og ungdom. Starten var ikke
den store succes, da det viste sig, at jeg ikke var vild
med at få hovedet under vandoverfladen, men efter et
ufrivilligt fald, på den forkerte side af bolværket i
Marstal Havn, vendte billedet, og jeg blev en rigtig
vandhund. Det var i øvrigt på min 7-års fødselsdag, den
25. juli 1950, og faldet, det grønne vand, min fars
hurtige greb i mit hår og hans trussel om en røvfuld
hvis jeg begyndte at græde, står stadig klart for mig.
side 76 af 89
Glæden ved vandet gjorde sikkert, at jeg allerede i
1951 fik min første båd. Det var en redningsjolle, hvor
agterenden var knust. Prisen var 3 bajer til den
vognmand, der kørte jollen hjem i vor baghave, hvor
foråret gik med bukning af nye spanter, nitning med
kobbernitter og meget andet. Malingen var anderledes
dengang. Bunden skulle have en gang mønje, og
malingen blev købt som pulver, der så blev blandet
med olie, tørrelse og terpentin. Jollen blev anbragt ud
for asfaltfabrikken lidt nord for lystbådehavnen
(omkring det sted hvor Hotel Skudehavnen ligger i
dag). At det var skønt for en knægt på 8 år at være sin
egen herre ude på det "store vand", kan alle vist godt
forstå.
I 1955 kom min far i besiddelse af tegningerne til en
optimistjolle, de havde bare den fejl, at alle mål var i
engelske tommer, så der måtte investeres i en ny
tommestok. Så i foråret 1956 blev "badekarret Chap"
søsat, som den første af sin art i Rudkøbing. Året efter
fulgte William Gerlin med endnu en optimistjolle, og
sammen fik vi en tur til et optimist-stævne, der blev
afholdt af Politiken og Hvidovre Sejlklub, i
København. Det var selvfølgelig en stor oplevelse, da
det også var mit første møde med hovedstaden. I den
første sejlrunde nåede jeg ikke at finde hverken
startlinie, bøjerne der skulle rundes eller mållinien,
men ved at lægge mig midt i flokken, kom jeg da rundt,
og placeringen blev også "midt i flokken".
Efter konfirmationen i 1957 blev der penge til en
ringjolle med sejl (1500 kr. plus optimistjollen). Her
fik jeg en sejlkammerat, Egil Rasmussen, og sammen
købte vi i 1960 en ældre skærgårdskrydser i Odense.
Den fik udskiftet jernspanterne, fik et par nye bord, nyt
dæk og kahyt samt meget mere, så det var et held, at
vinteren sluttede midt i februar, så vi kunne nå at
komme i vandet til pinse. Denne båd, "Kate", blev solgt
i 1964, jeg rejste fra Langeland, og hermed stoppede
min tid som lystsejler.
Når man i dag, 30 år efter, kommer ned til Rudkøbing
Lystbådehavn, er det ikke for meget at sige: "Det er nu
ikke som i gamle dage". Hvis man placerer sig et
bestemt sted i den ældste del af lystbådehavnen, lukker
øjnene halvt i, så kan minderne dog stadig få frit løb.
Kølhalingen - klargøringen af skibene om foråret startede så snart man kunne holde ud at være udenfor.
Man startede dog med at samles i en flok, og fik talt
om tingene, for var der en der havde problemer, ja så
havde alle problemer. Glasfiber var dengang noget man
lagde om gamle både, hvor træværket var ved at give
op, så der var rigeligt at se til med at vedligeholde
skibene. Der var dog tid til, med passende mellemrum,
at holde fælles pauser, og højdepunktet kom, når
damerne kom på deres cykler med madkurve på styr og
bagagebærer. Så samledes alle i "graven" mellem
skinnerne til ophalervognen. Hyggen og fællesskabet
blev plejet. Et problem opstod, når skibene skulle have
sidste gang maling - lakeringen. Vejrforhold,
temperatur og aftale med de andre om, at nu måtte der
ikke komme støv i luften, var nogle af problemerne,
men også det at "lægge" lakmalingen på var en kunst.
Et strøg for meget, og det blev bare striber. Det at sætte
bådene i vandet, var også fælles arbejde. Havnen
krævede, at en af deres folk skulle passe det
hånddrevne spil, og med diverse pauser kunne det godt
tage flere timer at søsætte et skib. Et år blev det os
unge et nummer for meget, så en kasse øl til
havnearbejderen bevirkede, at vi fik håndtagene til
spillet, og i løbet af 3 timer havde vi sat 4 både i
vandet. De ældre så på, og mente selvfølgelig det var
hasarderet, men sagde ikke noget.
Bådene skulle i vandet og være klargjort til
pinsemorgen, hvor man kl. 6 stod ud af havnen mod
det valgte mål for morgenkaffen. Det kunne være
Vemmenæs Kro, Strynø Kro eller helt til Thurø. Her
startede sæsonen.
Livet på kajen var helt specielt. Der blev talt om vejr
og vind, om andre personer, og var der problemer med
motoren, ja så stod der en hel kødrand på kajen og
fulgte slagets gang. Engang fik jeg liv i forsamlingen.
Jeg sejlede rundt i havnen med min optimistjolle, var
ikke så erfaren, og da jeg kunne tænke mig at lægge
ind til broen, blev kursen sat mellem 2 af de fortøjede
både, hvor afstanden var mindre end 2 meter. Tænkt på
hvordan jeg fik standset jollen havde jeg ikke, men
opdagede, at der havde jeg vist et problem. Jeg lagde
roret helt i borde, og jollen snurrede rundt på en
tallerken, og sejlede bare ud af båsen igen. Glad var
jeg, men det tog nogen tid, inden der faldt ro over
forsamlingen igen - især hos min far. Man lærte at sejle
ved gode råd, efterhånden som det gik galt, men et år
blev det havnefoged Godtfredsen for meget, så der blev
arrangeret aftenskole i søfartsregler og navigation.
Efter 1958, da vi havde fået et klubhus, holdt Julius,
som var gammel sømand og ellers skipper på grevens
båd, kursus i splejsning m.m.
Sejladsen var selvfølgelig det primære, og her kunne
fortælles om mange skønne ture. Aftenturene gik gerne
til sydsiden af Siø eller stranden ud for Kragholm, hvor
det blev til en badetur, aftensmad med efterfølgende
kaffetår. I week-enderne var der mange muligheder, og
ud over at bade og spise blev det gerne til nogle skønne
gåture, og det var sjældent, vi var mindre end 3-4
skibe. Det er et kapitel, der er meget svært at gå i gang
med, da det vil blive langt, så det må stå som et minde,
for os der deltog.
Arne Navne (Langelænderen nr. 517 - 1996)
side 77 af 89
Minder fra den gamle købmandsgård
For nogle år siden skrev vort medlem Ulla Arndt under
denne titel om sin læretid hos firmaet Brdr. Justesen i
Rudkøbing. Vi har af Ulla fået lov til at bringe den
interessante artikel her i vores blad
Jeg har længe haft i tankerne at bidrage med lidt
nostalgi vedrørende ”Tingstedet” – et stykke kultur
midt i byens hjerte, som tiltrækker både fastboende og
turister.
En aften i juni, over en kop kaffe i ”Risteriet” med de
gamle emaljeskilte, blå kaffekander og urtepotter med
pelargonier i de smalle vindueskarme, bliver min tid i
købmandsgården fra 1956 – 1961, Brdr. Justesen,
kolonial en-gros så nærværende, og jeg får lyst til at
ord på mine minder.
Forretningsfører Rich. Rasmussen ansatte mig i april
1956 som kontorelev. Personalet på kontoret var
sælgeren Christian, kontorassistenten ”Manser”,
kontorassistenten Gerda og netop udlærte
kontorassistent Ingrid. På lageret var lagerforvalter
Carl Weeke Rasmussen, ekspedienten Leif,
lagermedhjælper og gårdmand Clausen,
vareturschauffør Kresten, lærlingen Axel og bydrengen
Tom, som kørte ærinder på en ”Long John”.
Kundekredsen var købmænd på Langeland, Ærø og
Tåsinge. Efter netop afsluttet skolegang, 16 år gammel,
fik jeg lært at indordne mig arbejdsgangen og den
lange arbejdsdag, som var fra kl. 8-17.30, (ingen
kaffepause) – en time middag. Lørdag fra kl. 8 – 14,
ingen middag (stadig ingen kaffepause). Desuden lærte
jeg hurtigt at se ud til at være meget travlt optaget, for
ellers lød det fra døråbningen mellem ”chefens” kontor
og vores: ”Frøken Hansen – har De noget at lave?” Jo,
jeg havde da masser at lave (ellers fik jeg det i alt fald).
antikvitetsforretning. ”Chefens” ene fod, som viste sig
at være kraftig forstuvet, var omviklet med bind og
gaze i rigelig mængde – a, la kaptajn Vom – og med
stort besvær blev han placeret i sin armstol bag
skrivebordet. En sæk med kaffebønner blev hentet i
risteriet, som støtte under bordet for det dårlige ben. I
en god uges tid, mens foden fjælede sig på
kaffesækken, var personalet fredet for Rasmussens
energiske færden ud og ind ad døren mellem kontor og
lager, bjæffende ordrer til alle sider.
De rette kaffe-blandinger Den næsten udlærte
lærling, Axel, som nogle gange havde været med til
kafferistningen, blev betroet at brænde de rette Santosog Columbia blandinger, mens ”chefen” var inhabil.
De mange købmænd måtte under ingen
omstændigheder løbe tør for kaffe.
Dengang var kundeservice i højsædet, og fra små
købmandsforretninger ringede man ofte – somme tider
kort før lukketid – og ville have et par poser kaffe sendt
med fragtmand eller færge. Clausen cyklede en
eftermiddag, som Artiklens forfatter: Ulla Arndt så
mange gange før, til Marstal-færgen med kaffe til en
kunde på Ærø, men færgen var ved at lægge fra kaj.
Clausen forsøgte at springe om bord, men forfejlede
springet og kom i klemme mellem færge og broklap.
Han blev dræbt på stedet. Politiet kom op i gården med
den sørgelige besked, og det var svært for os at fatte
den meningsløse ulykke. Clausen havde jo lige løbet
rundt, travlt beskæftiget – vi kunne ikke forstå, at vi
aldrig mere skulle se den lille pligtopfyldende, altid
venlige mand.
Jeg faldt efterhånden godt til i min læreplads, for
naturligvis havde Rich. Rasmussen også sine gode
sider – for eksempel var han meget retfærdig og gjorde
ikke forskel på sit personale.
Tweeddragt og højhælede sko Iført tweeddragt og
højhælede sko, som for øvrigt var vanskelige at
manøvrere med på gårdens toppede brosten, fandt jeg
min plads i denne stressede, men velorganiserede
”voksenverden”. Rich. Rasmussen ”svævede over
vandene”, men heldigvis kørte af og til på ordreture
hos kunderne – og altid om tirsdagen til Tåsinge.
Når bilen med Rasmussen bag rattet kørte ud gennem
porten, trak alle vejret lettet, og på lageret blev et par
konservesdåser med pølser åbnet og varmet over en
primus, hvorefter et lille mellemmåltid og en
hyggesludder brød hverdagens travlhed for en stund i
forvished om, at ”chefen” befandt sig på Vemmenæsfærgen mellem Langeland og Tåsinge.
Rasmussen brændte selv kaffen i risteriet. Den
vidunderlige kaffeduft mindes jeg stadig. En morgen
kom han humpende op over gården, tungt støttende sig
til sin kones arm. Rasmussen og hans kone, Hanne, og
sønnen Torben ovenover Pilegaards
købmandsforretning – nu ”Tingstedets”
I byen hver lørdag aften Min begyndelsesløn var på
150 kroner om måneden (eksempelvis fik en udlært
700 kroner) – så det var nødvendigt for en lærling at bo
hjemme. Der var ikke noget at rutte med, men mine
venner var i samme situation, og alligevel var vi i byen
hver lørdag, enten i Ørstedspavillonen, hvor Orloff og
Willy spillede, eller i Jazzklubben, der havde til huse
på Hotel Rudkøbing.
For pigernes vedkommende kunne et glas Cherry
Heering holde en hel aften, mens drengene købte nogle
få øl. Den deraf lettere beruselse havde de startet op i
hjemligt regi tidligere på aftenen med ”Old Vega
Bottle” – en ildesmagende brun dansk wermouth – og
købmandsbajere.
Jeg mindes ikke, at der blev julepyntet i
købmandsgården, men jeg husker tydeligt julevarernes
ankomst – herligt duftende appelsiner, store partier
mandler, svesker og rosiner i løs vægt, og dadler og
Rudkøbing - ca. 1954
side 78 af 89
figner i samme pakninger som i dag. Desuden nødder,
marcipan og andre julegodter.
Cacao-orm i julechokoladen Juletravlheden, som
startede midt i november, fortsatte helt frem til
juleaftensdag, og i alle weekender i december var vi på
arbejde både lørdag og søndag eftermiddag - uden
betaling forstås – men dette forhold blev dog ændret,
jeg tror i mit sidste læreår. Personalet fik i julegave en
stor spånkurv fyldt med kolonialvarer, og så vidt jeg
husker, en flaske rødvin.
At julen nærmede sig, medførte et job, som jeg ville
have nægtet at udføre i dag – men dengang gjorde man,
hvad man fik besked på. Ude på lageret i
chokoladerummet blev flotte chokoladeæsker af ældre
dato sorteret fra og anbragt på et stort bord midt i
chefens kontor. Kontoreleven eller lagerlærlingen blev
udstyret med en lille blød pensel – æskerne blev åbnet,
og alle chokoladestykkerne efterset for små hvide
kakao-orm. Var disse til stede, blev penslen flittigt
benyttet og småkræet lempet ud af de før så trygge
boliger. Derefter blev chokoladen igen lagt ned i de
smukt forede æsker, som blev tapet til.
Gården blev brugt som holdeplads for de nord- og
sydlangelandske fragtbiler to eftermiddage om ugen og
da var der en livlig trafik af folk, som afleverede
fragtgods. Også Brdr. Justesen benyttede
fragtmændene Oluf og Helge, hvis kunderne havde
glemt bestillinger til de faste vareture, som Kresten
kørte.
Hver formiddag indtil klokken ca. 10.30 stod alt på
gloende pæle. Varerne skulle pakkes og fakturaerne
udregnes og vedlægges, og kunderne kunne ringe i
sidste øjeblik og bestille endnu et par ting, som de
gerne ville have med ordren. Kresten lå i fast rutefart
mellem lager og kontor, og han råbte, at nu kunne han
altså ikke vente længere – vognen var læsset – nu måtte
han have de papirer.
Han sendte opgivende blikke mod de travle fingre på
regnemaskinerne, og ”chefen” trak sig ydmygt tilbage
til sit kontor og blev bag lukket dør, indtil Kresten var
draget vel af sted med varebilen. Så dukkede
Rasmussen atter frem på arenaen og indtog sin
retmæssige rolle som købmandsgårdens general.
Som i et drømmesyn Hvis jeg i disse år – som i et
drømmesyn – kunne have skuet ind i fremtiden, og set
mig selv sidde i gården ved et lille grønmalet træbord,
hvor på der stod en bakke med Madam Blå og et stykke
Præstegårdskage, eller et krus køligt fadøl – eller
gennem vinduerne i risteriet, bag røde pelargonier,
havde set mig siddende velbehageligt tilbagelænet med
et glas irsk kaffe i hånden – eller set trappen foran
indgangsdøren forvandlet til musiktribune i lune
sommeraftener og ditto lørdage –ja, så ville jeg have
virret med hovedet og knebet mig hårdt i armen.
Hvor er det dejligt at se gården vedligeholdt og
bevaret. Den fremtræder så levende og er dog i pagt
med det oprindelige, som værnes pietetsfuldt
Ulla Arndt (Langelænderen 640 – 2014)
side 79 af 89
Min langelandske barndom
Spodsbjerg - 195x
Jeg er født på en gård ved Stenlille på Sjælland. Vi
havde noget familie på Langeland og kom af og til på
ferie på øen. På sådan en ferie så min far en gård, der
mest af alt mindede om en ruin, men gården lå skønt
ved en lille skov og med udsigt over vandet. I dette så
min far en masse muligheder, og det viste sig også
senere at blive alle tiders sted for mange mennesker.
Far og mor solgte gården på Sjælland og drog af sted
mod Langeland den 13. oktober 1950. Vi sejlede fra
Korsør til Lohals med en lille færge der hed ,,Mjølner”.
Alle vores møbler og ting havde vi ]ejet en
jernbanevogn til, så de kom over Fyn med færge fra
Svendborg til Rudkøbing og videre med
Langelandsbanen fra Rudkøbing til Spodsbjerg, og da
banen gik lige igennem de marker, der hørte til gården
vi købte, var det meget nemt, for toget stoppede bare
midt på marken, og så fik vi alle vores ting læsset af.
Mange af byens børn kom og hjalp med at bære. Det
viste sig senere, at det var en fordel for os at banen gik
igennem vores marker. Dengang skulle man jo altid
tage toget fra stationen for at komme til Rudkøbing.
Hvis så ikke der var så mange med toget, når vi skulle
hjem, og det var en flink togkonduktør der kørte toget,
stoppede han toget på marken, så vi kunne komme af;
det har jeg prøvet nogle gange.
Det var noget af en opgave at komme til den såkaldte
ruin, som engang havde været kgl. privilegeret kro.
Ukrudtet foran gården var meget højt. For mig på 4 år
føltes det som en jungle. Den ene ende af stuehuset
havde næsten lige været brændt, og skorsten og andre
ting var ikke genopbygget, men det var et spændende
sted at gå på opdagelse i, og så var der udhuset, hvor
der var stald, værksted, op til flere gammeldags wc'er
med spand og trælåg, garage og et vaskehus med en
gruekedel, der skulle tændes op i når man skulle vaske.
Derfra gik der en trappe op til et høloft, hvor nisserne
boede.
Hvert år til jul, lillejuleaften, blev der sat risengrød op
på loftet til nisserne, og dyrene fik et ekstra godt foder,
for lillejuleaften er dyrenes juleaften. En gang sagde
min far og mor, at nisserne gik rundt oppe på loftet. Jeg
kravlede op ad stigen og kiggede. Og ganske rigtigt,
henne i hjørnet i halmen var der to nisser, der dansede
rundt. Nogle år senere fandt jeg ud af, at det var to
tøjnisser, hvor far havde lavet et eller andet snoretræk
på, så de kunne danse.
Auktioner
Far, mor og min mors bror, som boede hos os, fik
efterhånden ryddet op og bygget om. Far kunne mure
og tømre, så der blev lavet en masse værelser, for nu
skulle der være pensionat. Mor skulle lave mad, selv
om hun aldrig havde lavet mad til mange mennesker.
Far tog til alle de auktioner der var på Langeland. Det
var altid fastelavnsmandag, og for det meste foregik det
på Landmandshotellet, som dengang lå i Østergade i
Rudkøbing. Og så blev der købt ind, gamle jernsenge,
toiletmøbler, servantestel, tangmadrasser, lamper,
porcelæn, bestik, stole, borde, malerier, kasser med
ting, som han ikke anede hvad der var i, men sikkert et
eller andet der kunne bruges. Det var altid spændende
at se, hvad der blev kørt ind i gården efter at far havde
været på auktion. Jeg har selv et meget gammelt
glassmykkeskrin fra en af disse auktioner.
Markerne blev plantet til med alle slags grøntsager,
jordbær, roer, kartofler og korn, og dengang måtte man
hjælpe til, selv om man var barn. Jeg har været med til
at plante mange tusind porrer med en plantepind, renset
rosenkål i massevis, som blev solgt til en grønthandler,
der så kørte rundt og solgte dem igen. Mange af byens
folk kom også og købte. Til alle jordbærrene var der
dog flere folk til at plukke.
Kartoffelferie
Når det blev efterår, fik vi en uges ferie i skolen
ligesom i dag, men dengang kaldte man det for
kartoffelferie. I rigtig gamle dage blev det kaldt for
kakkelovnsferie (jeg ved ikke hvorfor). Her skulle de
fleste børn ud at tage kartofler op, og jeg kan huske, at
jeg fik hver 7. spand selv. Så blev det senere regnet ud,
hvad de var værd i penge.
Om efteråret skulle vi børn i byen også ud med
roelygter. Det var jo mere sjovt, end dengang man i
foråret gik og lugede roerne. Det fik man ondt i ryggen
af, men det med roelygter var spændende. Vi udhulede
dem, skar øjne, næse og mund ud, en stump stearinlys
i, roetoppen på, og så gled vi af sted i mørke om
aftenen, bankede lidt på folks vinduer, og så satte vi
roehovedet frem. Vi troede folk blev lidt bange.
At høste var også lidt strengt. Det var tungt at løfte
negene med en høtyv, når kornet skulle køres ind.
At købe mælk var dengang ikke det store problem, for
hver dag kom mælkemanden kørende rundt til hvert
hus. Han havde to heste, der trak en vogn, hvorpå der
stod mælkejunger med haner på. Så kom hver husstand
ud med sin kande, eller hvad man nu havde, og fik
tappet mælk deri. Det var rigtig mælk med et tykt lag
fløde ovenpå. Senere fik vi et mælkeudsalg, nu var
mælken på flasker.
Der var også en bager, der kørte rundt og solgte brød
fra Longelse Bageri.
Oversvømmelsen
I 1953 ved nytårstid oplevede Spodsbjerg en grim
oversvømmelse. Det stormede så meget, at vandet gik
ind over diget. Vandet steg og steg i gaderne natten
igennem. Hele byens befolkning var ude og lægge
sandsække for at stoppe vandet.
Min bror og svigerinde, som på det tidspunkt boede i
en lejlighed i den anden ende af gården, var meget
nervøse. Min svigerinde havde dagen før født en søn,
og hun lå nu i barselsseng. Hun spurgte konstant:
“Hvor langt når vandet op nu?” Det stoppede dog, da
det nåede helt op til hvor flagstangen stod på
Færgegårdsalléen. Nede i byen sejlede folk rundt i
joller. Nu var jeg efterhånden blevet så gammel, at jeg
skulle begynde i skolen. Dengang blev man altid
indskrevet den 1. april, det år man blev 7 år, og det
foregik i Nr. Longelse Skole. Det var min søster, der
indskrev mig. Hun var nogle år ældre, så det var i
orden, far og mor havde jo travlt.
Dengang gik man også i skole om lørdagen. Der var 3
kilometer til skolen, men jeg cyklede. Dog har jeg
mange gange gået, for det var en gammel cykel jeg
side 80 af 89
havde, med gamle dæk. Jeg synes altid jeg punkterede,
når jeg skulle fra skole. Hvor har jeg mange gange lånt
en pumpe på gården, der lå i nærheden af skolen.
Vi var altid 5-6 stykker, der fulgtes ad i skole. Så kørte
vi rundt og hentede hinanden. I en periode spillede vi
meget 31. Det hændte tit, vi var kommet så tidligt hos
hinanden, at vi lige kunne nå et par spil, inden vi kørte
videre til skole.
Om vinteren, når der var meget sne, måtte vi jo gå,
men vi havde det sjovt alligevel, selv om vi skulle gå
både frem og tilbage. Dengang var der meget mere
vinter end der er i dag, så vi var tit ude at kælke på en
stor bakke i Pederstrup. Mange løb også på skøjter
dengang; der var en sø ved Ankerhus, som blev meget
benyttet.
Skole med stråtag
Vores skole var en rigtig landsbyskole med stråtag. Der
var tre bygninger (det er dér, hvor Ø-Værkstedet er i
dag) den med de to klasseværelser, lærerens og
lærerindens bolig, en gymnastiksal, og så en gammel
bygning med drengenes og pigernes toiletter samt rum
til brænde og tørv, som der blev fyret med i
kakkelovnen i skolestuerne. Det var sådan nogle store
kakkelovne, der gik næsten helt op til loftet. Vi gik totre klasser sammen, og det fungerede fint. Noget ingen
af os kunne lide særlig godt, var når vi skulle skrive
salmevers af. Det var noget så kedeligt og unødvendigt.
Hvis ikke man kunne sine lektier godt nok, kunne man
risikere at komme til at sidde efter. Var man for fræk,
det var nu mest drengene, fik vi nogen i nakken med en
blyant, og de blev sendt over i gymnastiksalen. Så
kunne de stå der og kede sig.
Om efteråret havde vi noget der hed forældreaften. Vi
skulle vise gymnastik, alle vores bøger blev lagt frem,
så alle kunne se hvordan man skrev, alt vores
håndarbejde, som vi havde lavet i årets løb, blev lagt
frem. I den ene skolestue kunne man købe kaffe og
sodavand inden man skulle hjem. Til jul blev der i
skolestuerne pyntet med guirlander, som alle eleverne
var med til at lave, og så blev der øvet til en
julekomedie, som den største klasse skulle vise, når der
blev holdt stort juletræ. Om efteråret, hvis det var rigtig
godt vejr, fik vi somme tider lov til at komme på
skovtur. Så stillede vi op på en lang række i
skolegården, skolens fane blev taget frem, og vi gik til
Knarkgården, som lå tæt på skolen. Der fik vi lov til at
gå i skoven, hvor vi så skulle have naturlære ved at
finde forskellige blomster og andre ting. Vi fik også
lov til at lege forskellige lege på deres eng, inden turen
gik tilbage til skolen. Eksamen dengang foregik på den
måde, at skolenævnet, som bestod af nogle
sognerådsmedlemmer, kom på besøg på skolen. De
skulle overvære de forskellige fag, og ud fra det de så
og hørte, gav de os karakterer. Det var noget nemmere
for eleverne dengang end det er i dag. Efter 7 år kunne
man gå ud af skolen, eller man kunne vælge at gå
videre i Rudkøbing eller Humble skole. De fleste
dengang fik et arbejde, når de blev konfirmeret. Man
glædede sig lidt til det, men mange, tro det eller ej, de
græd, når de forlod skolen og sagde farvel til de to
lærere de havde haft i 7 år.
Kartofler til 40
Selv om man gik i skole, skulle man være med til at
arbejde derhjemme. Der var efterhånden blevet meget
at lave med pensionatet. Der kom en masse
københavnere og fynboer for at holde sommerferie. Vi
havde cirka 40 fastboende gæster. De kunne ikke alle
sammen bo hos os, men så lejede folk i byen deres
værelser ud, og så spiste de hos os. Mor lavede mad,
min søster serverede for gæsterne, og jeg skrællede alle
kartoflerne hver dag, hele sommeren, det var flere
spande; jeg har stadig skrællekniven. De fleste
feriegæster kom rejsende med toget. Så blev gårdens
trillebør vasket, den havde lige været brugt til at køre
grisemøg ud på møddingen med, men nu skulle den
bruges til at hente gæsternes kufferter i. Der blev lagt
en ren sæk i den, og så gik min morbror til stationen og
bød gæsterne velkommen til Langeland. Min mor tog
altid et pænt hvidt stivet forklæde på, når der ankom
nye gæster. Nogle gæster kom også med færgen, som
dengang sejlede fra Nakskov. Når færgen lagde til,
foregik det på den måde, at en mand som havde to
heste, var fast ansat til at trække landgangen til og fra
færgen med hestene, det er næsten ikke til at forstå i
dag. På grund af alle disse feriegæster skulle en masse
sengetøj vaskes, og det foregik i vaskehuset på
gammeldags måde. Bagefter blev tøjet hængt ned på en
tørreplads nede i skoven. Der var meget langt at gå
med alt det tøj, men dengang havde folk tid nok.
Samtidig kunne man lige kigge og snakke lidt med
grisene, som gik frit ude i en indhegning ved
tørrepladsen. Tøjet skulle så senere hentes ind, stryges
og rulles. Alle disse feriegæster blev altid meget fine
venner, lige meget hvilken landsdel de kom fra. Om
aftenen foregik der altid en eller anden form for leg i
den store have. Det var både børn og voksne - der blev
grinet, pjattet og hygget, alle havde det sjovt. En af de
allerstørste begivenheder for københavnerne var, når
der skulle fødes små grise. Når det var ved at være tid,
veg de ikke fra grisestalden, de satte et skilt op på
døren, hvor der stod fødestue, og om det så var om
natten, blev de oppe for at være med til fødslen og hvis
de kunne få lov at hjælpe til, var de utrolig stolte
bagefter. Når gæsterne skulle rejse var alle lidt
vemodige. Hvis de skulle med toget, stod vi altid ude i
marken og vinkede til dem med viskestykker, det blev
en fast tradition. Langelandsbanen blev desværre
nedlagt i 1962. Imellem nogle af de københavnere der
kom, var en dreng som synes det var et helt paradis,
han var landet i. Han gik altid ude i køkkenet, hvor han
med sit friske københavnersprog gjorde indtryk på min
far og mor, og dem der arbejdede der. Når nu han
alligevel var der, kunne han lige så godt lave noget.
Han blev sat til at køre alle byærinderne, hente
morgenbrød, slagtervarer og købmandsvarer, og plukke
bær blev han også sat til. Selv om han ikke kunne lide
at plukke bær, gjorde han det alligevel, for far og mor
havde sagt til ham, at hvis han ville, måtte han komme
som feriedreng hvert år. Det ville han gerne. Hvert år
kom han på ferie i 7 uger. Han blev sendt af sted fra
Københavns Hovedbanegård med et ferietog, som
udelukkende havde børn med, som skulle på landet og
være feriebørn. De havde alle en snor om halsen, med
et skilt med navn og adresse på hvor de skulle hen.
,,Teltpladserne”
Der kom flere og flere turister til øen, så min far mente,
at nu skulle der ske noget nyt. Alt det jord vi havde
rundt om ,,gården”, måtte kunne bruges på en anden
side 81 af 89
måde end til grøntsager, så der blev sået græs, små
træer og læhegn. Han lavede et skilt med teksten
,,Teltpladser”, og det satte han op ad et træ ved vejen,
og så kunne folk køre ind der og slå deres telt op. Den
første dag kom der 3 telte. Min far byggede en bygning
i skoven med nogle toiletter og håndvaske. Jeg tror det
var den allerførste campingplads på Langeland.
Systemet var meget enkelt på pladsen: Find dig en
plads. Min far tog rundt om aftenen og krævede penge
op, han gik fra telt til telt (dengang var der ikke
campingvogne) og fik en snak med alle, det kunne tage
en hel aften, far hyggede sig med det. Senere blev
pladsen udvidet, og der blev bygget flere
toiletbygninger, der blev indført lejrpas, og der kom
love og regler, som skulle overholdes. I dag er det en
stor flot campingplads, som ligger direkte ved vandet.
Noget som var en begivenhed i min barndom var, da
fjernsynet kom. I Spodsbjerg var det købmand
Prydsgaard der først fik et, og alle i byen blev inviteret
på skift ind og se fjernsyn. Alle snakkede om, hvor
utroligt det var, at man kunne se alt. En meget populær
udsendelse hed ,,Kvit eller dobbelt”. Den ville alle
gerne se, men købmanden kunne ikke huse hele byens
befolkning. Det tænkte far og mor lidt over, de havde
jo plads, så de købte et fjernsyn, som blev sat op på en
hylde højt oppe i en af stuerne, så alle kunne se, det var
en succes. Da Dronning Margrethe blev 18 år, var der
over 100 gæster tæt pakket i stuen for at se det. Vi fik
travlt med at sælge kaffe, lagkage og sodavand. Jeg kan
huske, at et stykke lagkage kostede 25 øre og en
sodavand 75 øre. Det helt store rykind fik vi dog, da
Langelandsbroen blev indviet i 1962. Hver eneste
lørdag og søndag kom der masser af gæster fra Fyn, der
lige skulle have kaffe eller mad, og der kom flere og
flere løse turister. Nu var det ikke et pensionat mere,
men en kro da vi også havde fået spiritusbevilling .
Min Langelandske barndom var slut, en ny epoke
begyndte, der gik 6 år med en masse gode og sjove
kro-oplevelser.
Feriedrengen blev jeg gift med, vi flyttede til Sjælland
og fik to drenge. Måske en dag vender jeg tilbage, man
ved aldrig, jeg har jo haft en god langelandsk barndom.
Man siger jo: En gang øbo, altid øbo.
Eva Petersen (Langelænderen nr. 524 - 1998)
Langelandsbroen
Rudkøbing 1960-1962
Fly under Langelandsbroen
Jeg vil starte med at fortælle om en episode, fra
dengang brobuen var færdigstøbt. Da var jeg gået op på
toppen af den. Det kunne man godt, hvis man turde og
havde gummisko på, så man ikke gled. Medens jeg så
stod oppe på toppen af buen, kom der en jetjager forbi
brobyggeriet. Da piloten fik øje på mig, fløj han op i
luften og kom så tilbage i et angreb med kurs imod
mig. Jeg husker, at jeg tænkte, hvor længe tør jeg blive
stående og trodse hans angreb. Jeg kunne jo havde lagt
mig fladt ned på maven, jeg tror nok at han angreb mig
2 gange. Han sluttede af med at flyve imellem de 2
bropiller, der stod omkring sejlruten for Siøfærgen.
Flyvehøjden har kun været ca. 20 meter over
vandoverfladen. Inde fra byggeledelsens kontor, havde
de iagttaget episoden, som blev anmeldt. Nogen tid
efter kom der også en auditør for at tale med mig. Jeg
husker, at jeg senere ærgrede mig over, at jeg glemte at
fortælle om, hvor lavt flyet var fløjet imellem
bropillerne.
Broen som arbejdsplads
Jeg har tilbragt rigtigt mange timer sammen med
”brobisserne” i skurvognene, og snakken der blev ført
dér, var ikke for ”sarte sjæle” Da jeg dengang var
”jomfru” (18-19 år), var jeg jo et taknemmeligt offer
for at blive overdænget med gode råd om, hvorledes en
kæreste skulle ”overtales” til sex.
Den normale arbejdsdag startede ved 7-tiden. De dage
hvor der forestod store støbninger, der ikke måtte
afbrydes, kunne det godt blive rigtigt sent. Jeg husker
dog ikke, at det har varet til over midnat.
Mit job på broen bestod i stor udstrækning på at være
”ved hånden” og tilstede, hvis en maskine ikke virkede.
Så når der var store støbninger opholdt jeg mig i
formandsskuret på det flydende støbeanlæg, og der var
min opgave stort set ikke andet, end at holde
støbeformanden med selskab. Han hed Gregersen, og
var en meget barsk fyr, der jagede meget med folkene.
Man sagde, at han om morgenen skulle havde drukket
10 øl, før han var omgængelig. Når vi om morgenen
sejlede ud til støbeanlægget, var Gustavs Jolle lastet
med mindst 3 kasser øl til Gregersen himself. Han var
også flink til at dele ud af sit lager af øl, når der kom
gæster til støbeanlægget, men på en sådan lang dag,
drak han mindst 50 øl samt var kæderyger. Formand
Gregersen og sjakbajs Åge var nogle garvede
brobisser, der også havde været med til at bygge den
gamle Lillebæltsbro og Oddesundbroen. Gregersen
endte sine dage ved en drukneulykke ved byggeriet af
Svendborgssundbroen. Jeg husker også, det var ved at
gå galt for ham, da vi en nat sejlede ind til den gamle
havn i Rudkøbing, hvor han faldt i vandet, da han stod
af jollen, som drev ud fra bolværket. Til alt held for
ham var der ingen strøm, som i Svendborgsund, og vi
fik ham godt op på kajen.
Den eneste afholdsmand, som jeg husker fra broen, var
tømrerformand Knud Vægter, han drak altid sodavand.
På trods af at der blev drukket meget på
arbejdspladsen, husker jeg ikke noget om, at der skete
nogen ulykker som følge af beruselse.
Det var i min lærlingetid, at jeg arbejde på broen. Da
jeg opdagede, at min mester tog svendeløn for mig,
spurgte jeg ham, om jeg ikke kunne få lidt løntillæg.
Det var nemlig således, at ingen af svendene samt
mester selv, ønskede at arbejde på broen. Løntillægget
blev afslået, og det blev så til, at der skulle ansættes en
ny svend til broarbejdet. Dette gik bare ikke, da
svenden ikke kunne stå for fristelserne med den lette
adgang til øl. Broledelsen forlangte så, at få mig tilbage
som pladselektriker, de gav mig så lidt tillæg til min
løn under bordet. Jeg tror nok det var noget der lignede
et par kroner.
side 82 af 89
Jeg synes, at der var et godt kammeratskab blandt
folkene. Jeg tror dog, at det var således, at mange
almindelige håndværkere undgik denne arbejdsplads,
da den var for barsk. Lønnen var selvfølgelig højere
end hos håndværksmestrene i Rudkøbing.
Folk gik i deres eget arbejdstøj, men fik dog udleveret
regntøj.
Arbejdsstyrken bestod mest af ufaglærte arbejdsmænd
samt faglærte tømrere, som Monberg & Thorsen
medbragte, altså folk der kendte til arbejdet fra andre
store anlægsprojekter.
Først over broen
Som tiden nærmede sig den dag, hvor det sidste brofag
skulle sejles ud til broen, fik jeg idéen om, at jeg ville
være den første, der gik fra Langeland til Siø. Da jeg
var bange for at få ”konkurrenter” og nogen ville
forpurre min plan, holdt jeg naturligvis planen for mig
selv. Da så dagen oprandt, og jeg stod ved flået, der
skulle sejle bro bjælken ud, spurgte folkene, om jeg
ikke ville sejle med ud? Hvortil jeg svarede: ”At jeg
skulle ud ved enden af broen, for at være den første,
der havde gået fra Langeland til Siø”.
Dette trak de lidt på smilebåndet over, og jeg cyklede
så ud til Langelands-enden af broen, og klatrede ned af
det tårn, som skulle bruges til at hejse bro bjælken op
til kørebanen. Da de så var helt inde til elevatortårnene
og skulle til at fortøje, blev jeg spurgt om jeg så ikke
ville gå over bjælken, men det ville jeg ikke før den var
gjort landfast, for så kunne mit forehavende jo
”benægtes”. Da folkene var klar til at begynde
ophejsningen, gik jeg over til det andet elevatortårn og
kravlede så op til brobanen. Da jeg kom frem til
afspærringen ved Siø, fortalte jeg så glad til folk der
stod der, at jeg var den første, der havde gået fra
Langeland til Siø. Blandt de fremmødte var der en
journalist, som omgående så muligheden for en god
artikel, og han interviewede og tog billeder af mig.
Næste morgen, da jeg mødte på arbejde, kom min
mester mig spørgende i møde og fortalte, at jeg var
kommet på forsiden af avisen, og at det da vistnok var
noget uofficielt, jeg havde gjort.
Rigtigt nok så bragte avisen næste dag det officielle
billede, hvor amtsvejinspektøren og en ingeniør fra
broledelsen mødtes midt på brofaget, men gårsdagens
hændelse blev ikke dementeret, kun benævnt som
uofficiel.
Leif Elnegaard (Langelænderen 635 - 2013)
En sagakvinde fra Langeland
Tullebølle 196x
- 2013)
Den aften forlod vi så hus og hjem og begav os til
sognets yderste sted, et lille, idyllisk hus i skovkanten.
I min erindring lå sneen altid højt dengang, og
frostklare stjerner blinkede på himlen. Så vi trængte til
at komme ind i varmen, men vidste, at med til
traditionerne for denne specielle aften hørte et
beskedent opvarmet hus. Man måtte være af vikingeæt
for at kunne overleve i så kolde omgivelser - og det var
da også just, hvad værtinden var.
I den lille entré bød hun os velkommen, ikke i
blomstrende vendinger, men roligt og værdigt. Og så
forløb aftenen ellers ens fra år til år: Først gik vi rundt
og hilste godaften, så placerede mændene sig i den
bagerste stue, hvor de straks gik i gang med at ordne
verdenssituationen; i den mellemste tog kvinderne
plads, og her gjaldt snakken juleforberedelserne.
Efter en times tid på denne måde blev der budt til bords
i den forreste stue, hvor den hvide dug var pyntet med
små grankviste, brune bøgeblade og røde bær. Den
skoldhede chokolade blev skænket op i fine, gamle
kopper, og det var en fryd at skue den tykmavede
chokoladekande med dens gyldne løve hvilende trygt
på hanken. De lette boller belagt med et tykt lag smør
blev budt omkring, og efter chokoladen fulgte varm,
stærk kaffe, lun kringle fyldt med alskens godt;
vanillekranse, finskbrød, brune kager og klejner
manglede heller ikke. Alt sammen friskbagt af
kogekonen, der befandt sig i køkkenet, men som
hverken lod sig se eller høre.
Det gode traktement forhøjede stemningen og
stuetemperaturen et par grader, og nu kom
Højskolesangbogen frem. "Ind under jul" passede godt,
men heldigvis fulgtes den af "Julen har bragt" og
"Dejlig er jorden"; Jonas Lies vemodige sang kalder jo
på en melankoli, der ikke rigtig egnede sig til den
lystige atmosfære, der prægede hele aftenen.
Margrethe Jensen hed fødselsdagsbarnet og var en
kendt skikkelse i sognet. Deltog i alt, hvad der med en
forslidt betegnelse kaldes det folkelige liv; møder i
præstegården, hvor hun stod for kaffebrygningen, der
var en omstændelig affære, dengang kaffemaskinen
endnu ikke havde holdt sit indtog. Og opvasken
bagefter snød hun sig naturligvis ikke fra. Til den
årlige ydre-missions-basar i forsamlingshuset var
fiskedammen hendes domæne, og før bankospillet
(bemærk årets eneste!) til Røde Kors aftenen gik hun
fra dør til dør og bad om gevinster. Hun solgte
Dybbølmærker, hentede og bragte sydslesvigske
feriebørn på rette sted og havde gjort et ihærdigt
indsamlingsarbejde til byggeriet af Grundtvigskirken.
Som en påskønnelse fik hun tilsendt et adgangskort til
dens indvielse i september 1940 og deltog gerne - skal
vi gætte på, at det har været for egen regning?
Hver søndag indtog hun sin faste plads i kirken, og alle
kirkegængere vidste, at først når hun rejste sig og gik
ud, var gudstjenesten forbi. Begrebet dårligt vejr
anerkendte hun ikke; kun en snestorm formåede at
holde hende hjemme. I kolde vinterdage omsluttede en
"pipaluk" hendes rødkindede ansigt; det var en spids
hætte, der kom på mode i de strenge krigsvintre og som
regel var syet af to lag tykt klæde; det inderste lag bøjet
om, så det dannede kant og særlig smart, hvis det var
ternet. I sjældne tilfælde kunne hætten være pelsforet
og danne en flatterende kant. Men som alle moder
dukkede den op for en tid og forsvandt i glemsel igen bare ikke hos Margrethe Jensen. Mode eller ikke-mode
betød ingenting for hende. Hun var både i bogstavelig
og overført forstand en dame, der satte sin hat som hun
side 83 af 89
ville. Også hendes hvide lærredshat ved sommertide,
når solen bagte fra en skyfri himmel. Færdedes altid på
eller med sin cykel, for det hændte, at en stejl bakke
tvang hende til at stå af og trække den - ikke op men
ned! Ja, ja, det er ikke et dusinmenneske, jeg forsøger
at beskrive.
På den tid benævnedes vores bibliotek en
sognebogsamling og befandt sig i to lavloftede, mørke
stuer i en tilbygning til det forhenværende
kommunekontor. Den bogsamling bestyrede frk.
Jensen, og dér kunne hun træffes to gange om ugen
med brillerne på næsen og kartotekskassen stående
foran sig på et simpelt fyrretræsbord. Nogle få
loftlamper forsøgte at lyse så meget op, at bogtitlerne
kunne tydes, og der herskede en livsalig ro, som
voksne mennesker, der ønsker at fordybe sig i bøger,
sætter pris på.
Det passede ganske til frøken Jensens temperament,
som ikke kunne klare alskens halløj. Børn i flok, som
det senere er blevet almindeligt på biblioteker, havde
gjort hende uduelig til det arbejde og dermed frataget
hende det beskedne bidrag til hendes i forvejen
beskedne indtægt. Men da hun nærmest foragtede
materielle goder, i hvert fald komfort, klarede hun sig
godt, og ingen har nogensinde hørt et beklagende eller
utaknemligt ord komme over hendes læber. Jeg tror
ikke, hun følte sig ensom, men jeg ved, at hvis hun
gjorde, ville hun skamme sig ved at fortælle det til
nogen.
At hun ikke formåede at omgås børn i flok, var dog
ikke lig med manglende interesse for dem. Især
naboernes tog hun sig af, og de kunne lide at komme
på besøg hos hende og få en kage og har utvivlsomt
fornemmet den samme hjemlighed, som vi voksne
gjorde. I sin fritid holdt hun af håndarbejde, især
knipling, og mange store piger fik et fint
lommetørklæde med kniplingskant foræret til deres
konfirmation.
En tidlig martsdag i 1969 sad hun ved sit kniplebræt,
da en af nabokonerne kikkede ind. Stuen forekom
hyggeligere end sædvanlig, fordi der for en gangs skyld
var lagt godt i kakkelovnen. "Måske er Margrethe
begyndt at blive lidt kuldeskær på sine gamle dage",
tænkte naboen, men det har nok været influenzaen, der
var på vej. Nogle dage efter blev den gamle dame syg
og måtte gå til sengs. Naboerne skiftedes til at gå ind
og hjælpe hende og tilbyde lidt varm suppe eller andet,
der gør godt i den situation. Og en morgen lå
Margrethe Jensen så død i sin seng, sovet stille ind,
værdig til det sidste.
Vi sang hende ud fra hendes kyske soveværelse, hvor
den lukkede kiste stod, og hvor solen strømmede ind
gennem de lette, hvide gardiner, der var trukket for
vinduerne. Præsten holdt en kort tale og citerede
Kingos salmelinjer "Jeg i mit kald og stand min Gud og
Fader kan tilbørligt dyrke". Mere behøvedes ikke som
karakteristik af Margrethe Jensen. Efter højtideligheden
i kirken blev hun sænket ned i graven mellem sine
forældre. Et liv var levet til ende, og jeg tror,
Margrethe Jensen er det nærmeste, jeg har været en
sagakvinde.
Lise Christoffersen (Langelænderen 530 – 1998)
Interview
Rudkøbing - 196x
Ja, jeg er født i Rudkøbing den 2. april 1954 og er
datter af Eva og Pehr Kellgren. Desværre døde min far,
da jeg var 10 år, men jeg husker tydeligt mine ture med
ham, når han kørte efter grise. Vi stod op kl. 3.30 - jeg
har vel været 5 år dengang - og det at komme ud i
denne kæmpelastbil som lugtede meget stærkt af gris og køre sammen med far midt om natten, det var den
vildeste luxus, syntes jeg. Vi fik en stor madpakke med
i en skotøjsæske, husker jeg. Grisene blev kørt til
slagteriet. Lige ved slagteriet lå badeanstalten, hvor vi
gik til svømning tirsdag og torsdag. Dengang var der
ikke så meget snak om miljø, forurening og den slags.
Vi svømmede glade rundt i det røde vand (blod) og
glædede os over, at det var dejligt varmt. Når vi rigtig
skulle på badetur med børnehaven, foregik det i
Spodsbjerg, ja, det var det rene Mallorca for os. Vi
kørte altid i købmandens folkevognsrugbrød, hvor vi
børn sad bagi på træølkasser. Det var vist ikke helt
lovligt, men det tænkte vi ihvertfald ikke på.
Min morfar solgte fisk/grønt/ost og på turene rundt til
de store godser, gårdene og de mindre steder stiftede
jeg for 1. gang i mit liv bekendtskab med handel og
økonomi. Det har jeg nu ikke taget meget ved lære af.
Jeg husker disse ture med stor glæde, da det føltes som
en slags udforskning af øen med alle de forskellige
steder, vi kom hen.
Børnehaven hos frk. Erskov er da også en tid, jeg
mindes som en rigtig rar tid. Især tiden, hvor vi var
blevet så store, at vi fik lov til at gå hen til købmanden
og hente de bestilte varer - så vankede der jo altid lidt
mundgodt.
Men så begyndte du at gå i skole?
Ja - det vil sige - det første år gik vi i Asylet. Det var
det, der i dag svarer til børnehaveklassen. Vi syntes alle
sammen, at det var utrolig spændende sådan at få lov til
at prøve at gå i skole, og frk. Jensen var en ganske god
leder, som vi havde stor respekt for.
Senere, da jeg startede med at gå i Rudkøbing skole,
var det stadig obligatorisk at gå i skole om lørdagen.
Men efter skoletid måtte vi løbe på rulleskøjter i
skolegården, vi måtte bare ikke løbe på landkortet, så
det gjorde vi selvfølgelig heller ikke.
Kan du huske jernbanen på Langeland?
Ja, det kan jeg. Min moster og onkel boede i Illebølle,
og jeg havde også en faster og onkel i Bagenkop. Det
var vidunderligt at pakke sin taske og tage på ferie hos
familien sydpå. Dengang føltes afstandene meget større
og der skulle virkelig planlægges, når man skulle rundt
på øen. Jeg husker også den sidste tur med færgen. Jeg
var glad for at broen kom, for det lykkedes mig altid at
blive søsyg på den korte tur på 25 minutter fra
Rudkøbing til Vemmenæs.
Jeg husker min barndom som en tid med uendelig
mange muligheder og masser af tid. Fx. boede der i
side 84 af 89
Ahlefeldtsgade en snedkermester og hans kone. De
havde 12 børn og langt over 20 børnebørn. Hvis jeg
ikke havde nogen at lege med, gik jeg altid derhen og
ringede på og spurgte, om der var nogen børn, jeg
kunne lege med i dag. Det var der tit. Men ellers var
der også børn i alle gaderne, Reberbanen,
Ahlefeldtsgade og Nørrebro. Jo, der var tit "gang i
den". Fx. husker jeg engang min kusine og jeg legede
Svend Gynge og Kulsoen på hjørnebageriets tag efter
en biograftur. Vi var jo godt camoufleret, så "Basse"
vidste ikke, det var os, så han ringede efter politiet.
Min farmor og farfar var ikke helt tilfredse med dette
indslag, da de var nærmeste naboer, og det var dem,
der havde haft os med i biografen.
Min farmor spillede i mange år klaver i
biografen, - det var før der kom tonefilm - så det
indebar jo en vis ærefrygt for dette instrument. Som
store piger og langt hen i voksenalderen måtte mine
kusiner og jeg da også synge til, mens farmor spillede.
Det var mest Violer til mor - Judex - There's a long
way o.s.v. De sidder stadig i blodet og en sjælden gang
hører man dem da endnu i Jørn Hjortings udsendelser.
Der var ikke så mange biler dengang, og dem der var,
tog meget hensyn til os børn, sådan husker jeg det
ihvertfald.
Jeg husker min barndom som en meget rar tid og med
et godt sammenhold os børn imellem. En del af os
holder da også stadig kontakt med hinanden, og det
er - mener jeg - meget værdifuldt at have "de gode
gamle" omkring sig.
Hanne Kellgren (Langelænderen nr. 508 - 1995)
side 85 af 89
En oplevelsesri færgetur
Nordlangeland - 1963
En mandag formiddag i februar 1963 var vi 4 knægte
fra Tranekær ( Leif – Niels – Henning –Ole i 15 års
alderen) der cyklede til Lohals hvor vi skulle med
motorfærgen ”LUNDEBORG” kl. 12.15 til Lundeborg
på Fyn.
Det er flot solskinsvejr og let frost da vi cykler ombord
på færgen som afgangens eneste passagerer. Efter at vi
har sat cyklerne kommer skipper og spørger om vi har
travlt ? - vi svarer
nej.
Efter et lille øjeblik siger han: - Der er fugle på vandet i
dag, så sejlturen vil nok tage lidt længere tid – Vi
ligner nogle store spørgsmålstegn, men der bliver ikke
fortalt mere. Vi går op i kahytten ovenover dækket,
finder et bord og får købt billetterne.
Halvvejs ude i Langelandssund mellem Langeland og
Fyn kommer skibsføreren hen til os og siger at vi skal
gå med ud i styrehuset. Han forklarer hvordan roret
virker og siger så til mig - hold sådan om roret og drej
sådan om lidt når jeg gør tegn fra dækket - han og
nogle af de andre går nedenunder, samtidig bliver
motorlyden svagere, lidt efter er de på dækket og
kommer frem i forstavnen på færgen sammen med
maskinmesteren, som er kaldt op fra maskinrummet, og
nu har dagens 2 mands besætning – skipper og
maskinmesteren – hvert et jagtgevær i hånden. Hvad
mon der nu skal ske??? Efter et øjebliks venten bliver
der givet tegn, jeg drejer som aftalt roret mod højre,
færgen begynder nu at dreje i en stor bue – der står jeg
alene i styrehuset, med et ror i hånden og en færge
cirklende på vej mod Lundeborg??? Efter et par
minutter stikker de jagtgeværerne ud gennem koøjerne
og begynder at skyde edderfugle og får ram på en 7-8
stk., vi sejler stadigvæk rundt i cirklen og ender næsten
hvor vi startede. Bovporten bliver åbnet, bådshagerne
er taget frem og så samles der edderfugle op og smides
på dækket.
Bovporten lukkes, skipper kommer op og overtager
roret fra mig, motorlyden bliver højere igen,
sejlretningen ændres så til kurs mod Lundeborg. Efter
ca. 5 minutters sejlads tager skipper kikkerten – ser
mod Lundeborg havn – og bemærker så: Der er endnu
ingen ventende passagerer eller biler på kajen, jeg får
kikkerten ser mod havnen og ser heller ikke nogen der
venter. Så bliver kikkerten rettet mod havoverfladen
som undersøges, der ses en flok edderfugle mere. Jeg
bliver så bedt om at sejle endnu en runde, skipper går
hurtigt på dækket, kalder på maskinmesteren, de går så
igen mod koøjerne med jagtgeværerne, der skydes flere
edderfugle og efterfølgende opsamling.
Motorerne stoppes helt og medens færgen flyder
videre, samles de 2 besætningsmedlemmer og vi 4
knægte på dækket for at beundre dagens fangst på en
11-12 edderfugle. Skipper og maskinmester samler
fuglene sammen og stuver dem ned i maskinrummet.
Samtidig får vi at vide, at vi endelig ikke må fortælle
det til nogen! Men helt klart vejr og solskin – ja, så
kunne alle både på Langelandssiden og Fynssiden se
hvad der foregik på Langelandssund, og mon ikke der
var nogen i Lohals og omegn der skulle have en
edderfugl i gryden.
Bovporten blev lukket, færgens motor startede op og vi
sejlede til Lundeborg, sejltiden som normalt var på ca.
40 minutter, varede noget over en time – en anderledes
og spændende færgetur, en oplevelse rigere.
Vi cyklede hurtigt videre til Vejstrup Ungdomsskole og
færgen sejlede retur (lidt forsinket) til Lohals med de
der ventede på overfart – 1 bil og et par cyklister –
samt edderfugle i maskinrummet.
En oplevelse fra dengang hvor tiden ikke var helt
afgørende og hvor man ikke stillede for mange
spørgsmål - men spændende var det.
M/F Lundeborg kom fra værft i Nyborg i 1932 og var
det man blandt søfolk kalder ”et uheldigt skib”. En
uheldsramt færge der var udsat for 2 brande og 1
kæntringsulykke.
Færgen var normeret til 11 personbiler, ca. 60
passagerer og min. 3-mands besætning. Færgen
sluttede helårssejlads i 1963, pga. Langelandsbroens
åbning i 1962. Man fortsatte med sommersejlads fra
1964 til 1968.
I 1975 blev færgen sænket ved Rantzausminde,
Svendborg.
Ole Steen (Langelænderen 618 2011)
side 86 af 89
Uddrag af barndomserindringer
Tullebølle - 196x
Når høsten var kommet i hus, lavede vi selvfølgelig
huler med lange gange på høloftet, hemmelige huler og i laden sprang vi ned fra loftsbjælkerne højt oppe
under taget og landede i kornet. Det har nok virket
højere, end det egentlig var, fordi vi var børn. Jeg er
heller ikke helt sikker på, om vi måtte. Men det var
sjovt og føltes lidt farligt. Jeg holdt meget af at være
med til at høste. Det var dejligt at være med til at bruge
sine barnekræfter. Og det var sjovt og spændende at vi
fik lov til at køre traktoren. Jeg tror, at det var en
Ferguson.
Jeg kunne godt li’ at der var ting, som vi skulle hjælpe
til med, såsom at hakke roer, selv om det ikke var altid,
vi gad. Vi fik endda penge for det. Var det 10 øre for
de korte rækker og 25 øre for de lange? Så var det jo
bare om, hvem der kunne nå flest rækker, og når vi var
færdige, cyklede vi ned til Blomsholm Strand og gik i
vandet, hvis det havde været varmt i roerne. Så føltes
det endnu bedre at komme i vandet, end hvis vi ikke
skulle have været i roerne først.
Jeg har altid interesseret mig meget for dyr og fandt
derfor livet med dyrene på gården spændende. Engang
var vi alene hjemme på gården en aften, hvor Sofie s
forældre skulle ud. Vi havde fået instrukser om,
hvorledes vi skulle være "jordemødre" hos en so, der
skulle fare. Imidlertid gik det sådan, at der i kuldet var
en lille pattegris, der var mindre end de andre og derfor
ikke havde så nemt ved at komme til patterne. Vi
syntes, det var synd for den, og tog den med ind og
med op på værelset og med i seng, så den kunne få
varmen og vi forsøgte at få noget mælk i den. Jeg kan
ikke huske, om det var med en dukkesutteflaske eller af
en teske. Men jeg mindes, at vi ikke var helt så
populære, som vi troede, da Sofie s forældre kom hjem.
For nu var det jo ikke sikkert, at soen eller de andre
grise ville kendes ved den lille pattegris, når den ikke
lugtede ligesom dem, men af os menneskebørn. Om
den overlevede husker jeg desværre ikke. Vi følte dog,
at vi havde gjort vores bedste.
Så trådte The Beatles, The Rolling Stones, Elvis
Presley og Cliff Richard ind i vores liv. Ikke
bogstaveligt selvfølgelig, men med deres
beat/rockmusik og sange om kærlighed, og dermed
vågnede vores interesse for drenge og forelskelser. Det
var en ny og spændende tid i vores unge pigesind. Og
sammen med Sofie skete der altid noget. Hun
udviklede hurtigt en fin evne, der resulterede i, at vi
altid befandt os midt i "verdens navle," hvor vi mødte
andre unge, så vi fik mulighed for at udvikle nye
venskaber af begge køn. Også i den periode af min
ungdom kom Nørrevang til at danne rammen om en
dejlig tid. Vores nye drengebekendtskaber var altid
velkomne. Det skete et par gange, at vi fik udenø's
pennevenner, drenge selvfølgelig. De kom og besøgte
os på knallert og havde telt med og så fik de lov til at
slå det op i haven hos Sofie - mens vi fik strenge ordrer
om at blive på værelset om natten. Jo - det var en sjov
og følsom tid. "Lykken var" når man kom til at sidde
bag på knallerten hos den, man var mest forelsket i.
Men det var alligevel ligesom om, vi var for unge til at
være kærester. Sommerlivet var uforpligtende, sorgløst
og spændende.
Elisabeth Kyndby Holm (Langelænderen nr. 511 1995)
Græskardamen!
Vesterby Mark - ca. 1980-
En sognefortælling fra Vesterby Mark af Iben Friis
Jensen, medlem af kirkebladsudvalget for Fuglsbølle
kirke
Selvfølgelig kender vi godt Evas navn: Eva Ottesen,
Vesterby Mark 2. Men for de fleste er hun
Græskardamen. Og det er ikke tilfældigt, for i 32 år har
hun dyrket og solgt sine græskar ved vejkanten.
-Nej, der er sgu ingen, som sylter dem mere, korrigerer
Eva. - Folk køber dem til græskarhoveder. Som folk
siger: Hvor kan man ellers få legetøj til sit barn for en
ti'er? - Men i år ser det skidt ud med græskarrene. Ikke
engang augusts varme kan få dem til at modne - der
skal et par måneders godt vejr til, mener Eva om sine
planter, der fylder hele jordstykket ud mod vejen, og
som også breder sig mellem solsikkerne i haven.
Enkelte græskarplanter har endda snoet sig op i et
æbletræ!
Græskarrene er Evas lille hobby. Eller rettere: Ordet
hobby bruges ikke af hende. Det er bare sådan.
Ligesom alle strømperne hun stadig strikker til sine tre
sønner. Eller de seks høns, som hun stønner over, fordi
de hver eneste dag leverer seks varme, nylagte æg.
Eller som de atten duer. Kattene. Og hunden.
Haven er Jørgens, siger Eva Ottesen om sin prydhave,
som sønnen, der er gartner, holder i beundringsværdig
orden.
Eva Ottesen, blev født i huset på Vesterby Mark - som
dengang hørte til Stat-ene. Det er snart 79 år siden.
Men også Evas mor er barnefødt i huset i 1886, så i
familien har bygningen sin egen historie.
Da min mand levede, gik jeg hjemme og passede
børnene og vores fire køer og ene gris, siger Eva om
livet fra dengang Henry Ottesen hver morgen snuppede
cyklen ned til sin arbejdsplads. Han var tømrer i
Bagenkop.
For Eva er gamle dage de gode dage. Det var dengang
der lå en brugsfilial på Søndre landevej og en købmand
i Stat-ene.
En hjulmand var der også... jo, der var flere
forretninger i Stat-ene, siger Eva, der som de andre
Stat-ene-børn gik i skole i Fuglsbølle - først to år hos
lærer Clausen og frøken Jørgensen i forskolen - siden
fire år i de store klasser.
side 87 af 89
I dag er det ikke just blevet nemmere at bo her - men
jeg klager ikke, siger Eva Ottesen. Sammenholdet er
heller ikke længere så stærkt, men det giver hun nu
også sig selv skylden for. For hvad kender hun egentlig
til alle de nye, de tilrejsende, som hun kalder dem, der
er flyttet ind i de gamle huse omkring hende?
Hun har dog en bror, som også bor på Vesterby mark,
en bror på Bønneløkke og en søster i Ormstrup,
ligesom Evas sønner bor i nærheden. Jørgen bor
sammen med sin mor på Vesterby mark, Hans bor i
Skrøbelev og Poul i Kædeby. Kun datteren Ellen er
flyttet væk fra Langeland og har bosat sig i Tønder.
Eva Ottesen (Langelænderen nr. 563 - 2003)
side 88 af 89
side 89 af 89