På jagt efter Anatoliens kæmpevildsvin Tyrkiet
30 WEEKEND Redigering Susan Grønbech | Layout Lisbeth Frellsen FREDAG 23. AUGUST 2013 På jagt efter Anatoliens kæmpevildsvin Tyrkiet huser nogle af verdens største vildsvin, og der er mange af dem. Børsen Weekend jager vildsvin i Anatolien FAKTA Jagt i Tyrkiet Både pyrschjagt og drivjagt på vildsvin er mulig i Tyrkiet, drivjagt dog kun i vinterhalvåret, hvor der også skydes søer og grise (unger). Stærke trofæer er en mulighed ved begge jagtformer, men beror på tilfældigheder – på grund af lysforholdene ved pyrschjagt om natten, og fordi det er tilfældigt, hvad der kommer for under drivjagt. Drivjagterne koster det samme, uanset hvor meget der nedlægges. I Østeuropa er det anderledes, det gør drivjagt på vildsvin i Tyrkiet konkurrencedygtig. månelys, og udelukkende på keilere – jægernes betegnelse for orner. To lokale vildtforvaltere hjælper med at finde vildsvinene. De lister langsomt ad en skovvej, Børsens udsendte lige efter med en Remingtonpumpriffel fra 1954, kaliber 3006, og en blødnæset 11,7 gramspatron i kammeret. Øverst en amerikansk Trijiconkikkert. ■ VILDSVIN I SIGTE Af Peter B. Rasmussen F rodigheden er fuldstændig overvældende. Livet pibler frem overalt, hvor der er den mindste chance for gevinst. Lodrette bjergsider er dækket med vildroser, og skovbunden fyldt med planter under trækronerne. Vi er på jagt i de bløde bjerge mellem Istanbul og Ankara omkring 50 km fra Sortehavskysten. Anatolien – eller Lilleasien – er kendt for sin enorme artsdiversitet, både hvad angår planter og dyr. Her har de anatolske vildsvin kronede dage. Arten er kendt for sin størrelse, ornerne kan veje over 300 kilo og har hjørnetænder på 30 cm, det gør de almindelige europæiske vildsvin til dværge i sammenligning. Svinene er ikke alene store, der er også mange af dem – bl.a. på grund af lavt jagttryk i et muslimsk land, der ikke interesserer sig voldsomt for svin. Så mange jægere er blevet opmærksomme på jagtmulighederne i Tyrkiet, så landet er et af Diana Jagtrejsers succeshistorier med et støt stigende antal europæiske jægere på tyrkisk jord. Vildsvinejagt i Tyrkiet foregår efter solnedgang, helst i Vildsvin i mørke Pludselig stivner de to hjælpere, og kikkerterne kommer i brug, ca. 60 meter væk står et stort vildsvin – det er en keiler! Skydestokken sættes op, og pumpriflen tager sigte. De kantede konturer af vildsvinet fanges af riffelkikkerten, men lysforholdene er langtfra optimale. Det er svært at se, og sekund for sekund bliver lyset svagere. Svinet står med fronten til, og det er vanskeligt at sætte en effektiv kugle. “Shoot,” siger en af vildtforvalterne. “No.” “Is there a problem?” “Position.” Hjælperne sniger sig et par meter tættere på. Undgår, at Vildsvine-jagt i Tyrkiet foregår efter solnedgang, og det kræver både held og dygtighed at ramme plet i den mørke skov. Foto: Hans Reinhard/Polfoto gruset knaser. Op med skydestok og riffel igen. Det hjælper ikke, vildtforvalternes tålmodighed er ved at være opbrugt. Så kommer der bevægelse i vildsvinet, og han ikke helt forstår, hvorfor skuddet skulle af sted lige nu. Vi er hurtigt henne at kontrollere påskudsstedet, og hjælperne ser enkelte blodstænk. Den ene hjælper går op ad bakken i den retning, hvor vildsvinet forsvandt, og pludselig hører jeg en puslen i skovbunden i nærheden. Frygtelige beretninger om angribende vildsvin dukker frem på nethinden, og jeg står igen klar med riflen. Den anden vildtforvalter beroliger, der efter hans opfattelse ikke fare på færde. Kort efter snakker hjælperne sammen, og den ene konstaterer over for mig: “Kaput.” Keileren er fundet død i skovbunden med en hjerte- »Ornerne kan veje over 300 kilo og har hjørnetænder på 30 cm« efter 15 intense minutter ses silhuetten fuldstændig tydeligt i riffelkikkerten, da svinet vender bredsiden til. Spidsen af den oplyste bjælke i riffelkikkerten pendulerer rundt på vildsvinets forkrop. Pegefingeren presser hårdere på aftrækkeren. Sandhedens øjeblik, hvor krop, teknik, dygtighed og held skal gå op i en højere enhed. Braget opsluges hurtigt af den tætte skov, og en af vildtforvalterne kigger forbavset på mig. Som om kugle – omkring 50 meter fra påskudsstedet. Helt klassisk jagtsituation med vildsvin, der er kendt for at være ekstremt skudstærke. Selv med perfekte kugler i hjerte-lunge-regionen løber de kortvarigt, før de forender. Jagten resulterede i et vildsvinetrofæ med tænder på 15,5 cm. Børsen var inviteret af Diana Jagtrejser [email protected] Tyrkiet vrimler med toptrofæer ■ TROFÆJAGT Af Peter B. Rasmussen E ksperter betegner Tyrkiet som noget nær et biologisk subkontinent med en overflod af arter, hvor naturtyperne fra Sortehavsområdet, Kaukasus og Middelhavet møder hinanden. Det er medvirkende til at sikre mulighederne for masser af spændende jagt og udfordringer for jægere, der vil opleve noget ud over det sædvanlige. Ikke mindst den tyrkiske stenbuk, bezoar ibex, er i høj kurs blandt jagtens feinschmeckere. Den adskiller sig fra verdens andre stenbukkearter ved dens størrelse og hornfacon. Voksne hanner vejer op til 100 kg og kan opnå hornlængder på mere end 140 cm. Jagt kræver helbredstjek Dette er en af verdens største ibex-arter, og den er stort set kun jagtbar i Tyrkiet, som også tegner sig for alle de stærkeste trofæer af denne art, der er nedlagt i de senere år. Bezoar ibex findes i både de centrale og sydlige dele af landet. Bjergenes karakter veksler imellem områderne. I ste sæson er fra november til marts. Ibex-jagten kræver ikke alene en tyk tegnebog, men Tyrkiet er tæt på et biologisk subkontinent. Det giver mulighed for spændende jagt og udfordringer for jægere, der vil opleve noget ud over det sædvanlige de lettest tilgængelige revirer er trofækvaliteten dårligst, mens man finder de stærkeste bukke i de stejleste og mest uvejsomme bjerge. Den bed- også et godt helbred, og flere af jagtudbyderne anbefaler et helbredstjek inden afgang. Strabadserne i bjergene kræver sit. Tyrkiet huser gode jagtbare bestande af såvel kronvildt som råvildt. Jagten på disse arter er dog relativt kostbar og i realiteten forbeholdt de få samlere, som for alt i verden vil have alle respektive underarter repræsenteret i deres trofæsamlinger. Den anatolske leopard Til gengæld er Tyrkiet et af de få steder i verden, hvor jagt på arabisk bjerggazelle er mulig. Det foregår i det sydøstlige Tyrkiet nær grænsen til Syrien. I mange regioner af det store jagtland finder man desuden stærke bestande af brunbjørne, indtil videre er disse dog ikke udsat for jagt. Desuden findes her faktisk en forsvindende lille rest af anatolske leoparder, som man for tiden gør en ihærdig indsats for at bevare. Der er naturligvis ikke jagttid på disse leoparder, og midlerne til bevarelse af den anatolske leopard kommer blandt andet fra det voksende antal jægere fra hele verden, der har opdaget jagtmulighederne i Tyrkiet.
© Copyright 2024