Den 10. oktober 2013 Kære Alle kollegaer og venner hjemme i DK ! Den første måned ud af fire som "Visiting Clinician" her på Mayo Clinic i Rochester, Minnesota, USA er gået godt; her følger nogle indtryk! Hele familien ankom til vores umøblerede og helt tomme lejlighed 1. september, og efter nogle hektiske dage hvor vi fik lånt møbler / opsøgt loppemarkeder og købt nogle flere, lykkedes det os at komme i orden i vores nye hjem. Vi har købt en gammel bil som vi håber holder indtil vi skal hjem, og så startede hverdagen for alvor. Midtvesten, eller bibelbæltet, som dette område kaldes, er overvejende befolket af efterkommere efter skandinaver og hollændere - her er mange Eriksson, Jensen, Ruud, Ekstrom, og jeg deler kontor med en slægtning til Astrid Lindgren! Byen Rochester som ligger midt på prærien er efter amerikanske forhold en lille by med kun 106.000 indbyggere, men 30.000 af dem er ansat på byens klart største arbejdsplads, Mayo Clinic, opkaldt efter Mayo brødrende og deres far der alle var læger, og byen kaldes da også "MED - CITY". Vedhæftet foto af Mayo brothers og far og søn foran Mayo Clinic. Her er ingen anden industri, og man har gjort sig umage for at gøre byen velfungerende og pæn for alle de tilrejsende patienter - og for de udenlandske VIP patienter er der mulighed for at lande i den lokale lufthavn med deres private Jumbojet - da landingsbanen er ekstra lang netop af denne grund. Udenfor byen er der bølgende (gmo) majsmarker så langt øjet kan se - og ikke langt herfra bor Amish - folk; bønder der bogstaveligt lever i fortiden, uden indlagt vand, TV etc. Amish patientgruppen har ingen indtægt og ingen sygeforsikring - men kan helt undtagelsesvis få gratis lægehjælp på Mayo Clinic. "Obamacare" - dvs tvungen billig sygesikring til alle, er netop det den amerikanske kongres diskuterer i øjeblikket - og derfor oplever man nu shut - down hvor alle statlige institutioner er lukkede på ubestemt tid. Blandt andet er al statlig maduddeling til de fattige ophørt, og her på Mayo Clinic er den forskningsenhed der er støttet af staten blevet afspærret. Vores tre børn er startet i den lokale high - school, de tager skolebussen hver morgen kl 06.48, og er først hjemme ca 15.40 hver dag. For dem har det været et crash - kursus i engelsk, og lektierne har taget lang tid - som regel er de igang til kl 22 hver aften alle tre - og har brug for rigtig meget hjælp fra os forældre. Børnene synes ikke længere den danske skole er så hård... Modsat det mange skulle tro, er amerikanerne myreflittige - og har kun 3 ugers ferie per år - mange undlader at indløse deres ferie og arbejder istedet. Hvis man har været overlæge på Mayo Clinic i mere end 10 år, udløser det en 4. ferieuge... Jeg er i fuld gang på Mayo klinikkens øjenafdeling og deltager i den daglige funktion. En almindelig arbejdsdag starter kl 07.15 med morgenmøde og undervisning. Jeg har lånt en cykel og har indtil nu kunnet cykle de 8 km til arbejde - men det er ved at blive koldt og de forventer sne inden den næste måned eller to. 3 dage om ugen deltager jeg ved deres skeleoperationer - og følges med de tre skelekirurger. De er alle meget velansete og får henvist patienter fra hele USA til sin klinik - og mange af deres operationer er meget komplicerede. Prof. Brian Mohney har specialiseret sig i skelekirurgi på helt små børn, prof. Michael Brodsky er professor i neurologi og professor i oftalmologi og er ekspert i DVD, nystagmus, og neurologiske og strabismologiske problemstillinger hos børn. Prof. Jonathan Holmes som er min primære tutor, er specialist i voksen - skelekirurgi og har mange patienter med meget komplicerede inkomitante og rotatoriske problemstillinger - alle hans patienter bliver opereret med justerbar sutur - jeg har set ham bruge op til 5 justerbare suturer på samme patient - og de bliver justeret på sengestuen samme aften - hvor han helt systematisk finjusterer horisontal, vertikal og rotatorisk fejlstilling i nævnte rækkefølge. Og ofte med Faden sutur for at sikre sig at patienten får balanceret sine pareser i alle blikpositioner. Editor på "Blue Journal" (Ophthalmology) Dr. Bartley, er okuioplastik- og orbitakirurg og opererer i operationsstuen ved siden af. Kollegaerne er meget interesserede i at diskutere og forklare deres teorier og praksis - her gælder det om at dele ud af sin viden - bedre læreplads for en skelekirurg kan man dårligt forestille sig. Om eftermiddagen er der klinik (ambulatorie) med nyhenviste patienter, postop. kontroller mv. og travlhed til ca kl 18. På de lange dage tager vi hjem kl 20 - da er det tid for at tænde lyset på cykelen! Vi havde for to uger siden hyggeligt besøg i en uge fra Oslo - overlæge Marlies Hummelen der er skelekirurg ved Ullevål Sykehus deltog også i klinikken på sygehuset, se vedhæftet foto af Marlies, Jonathan og undertegnede - bemærk dress-code: alle læger på Mayo Clinic bærer jakkesæt med passende slips - og nypudsede sko, naturligvis! Dr. Holmes havde smidt slipset da vi her er off - campus. Hvis jeg ikke er på operationsgangen kan jeg trække mig tilbage til et et skrivebord i et kontor i Mayo klinikkens aflåste forskningsafdeling - efter 2 uger lykkedes det at få adgangskort, se vedhæftet. Her sidder den forskningsgruppe der står for PEDIG forsøgene, der er styregruppe der koordinerer de randomiserede kliniske multicenter studier inden pediatrisk oftalmologi og strabismus på det nordamerikanske kontinent. Jeg har fået adgang til de data der foreligger vedrørende børn der er blevet opereret for infantil esotropi her på Mayo klinikken, og planen er at vi vil sammenligne dem med en tilsvarende gruppe børn der er blevet opereret i Danmark for at vurdere evt. forskelle og ligheder, særligt med henblik på opnået samsyn og re-operationsfrekvens. Desuden er jeg med ved skeleteamets forskningsmøder hvor både kliniske og teoretiske problemstillinger drøftes - meget lærerigt og stimulerende. Min hustru Ditte som er med herover er allokeret til Dermatologisk afdeling på Mayo Clinic, men er nu et par uger tilbage i Europa for at undervise på to forskellig kongresser - så det har været rigtig travlt for mig at få hele familien til at fungere uden hendes support. Da er det godt supermarkederne er døgnåbne og der er rigeligt med færdigretter i fryseren! I næste måned deltager jeg ved AAO kongressen i New Orleans hvor jeg er blevet inviteret til at holde foredrag om "Minimal invasive Strabismus Surgery" under sektionen "New Advances in Strabismus Surgery" på Søndag 17. november kl 14.02 - måske mødes nogle af os der?? Håber alt vel med jer hjemme i Danmark - glæder mig til at se jer alle efter nytår! Bedste hilsener, Jon Peiter -Jon Peiter Saunte, MD Overlæge, Consultant Strabismus and Pediatric Ophthalmogy Dept. of Ophthalmology University Hospital of Hillerød and Glostrup Copenhagen, Denmark At present: Visiting Consultant at MAYO Clinic Dept. of Ophthalmology, Rochester, Minnesota, USA Adress: 2015 41st ST NW, Apt A47, 55901 Rochester, MN, USA Phone work: 1(507) 266 - 4326 Phone private: 1(507) 258 - 4121 Phone cell: 1(507) 491 - 3350 Email: [email protected]
© Copyright 2024