Flintsten Sten fra bjergene Gnejs fortæller om de
Sten fra bjergene Gnejs Gnejs fortæller om de store kræfter der bygger bjerge og folder sten. Gnejs fra Norge er over 400 millioner år gammelt. Magmatiske bjergart f.eks. Larvikit Sten fra dybderne Smeltet sten kaldes magma og kan blive til hårde sten nede i jorden. Mineralerne ligger som brikkerne i et puslespil. Granit er hård magma. Bror og søster Larvikit Vulkansk bjergart: Rhombeporfyr Rhombeporfyr og Larvikit er 250 millioner år gamle søskende fra Norge. Porfyren er den lava der kom op af vulkanen og larvikit er den magma der blev nede i jorden. Dinosaurer tidens sten Porfyr Cementsten med askelag Blødt moler Flintsten Flint er skabt af naturen ved kridttidens havbund. I stenalderen lavede man næsten alle våben og redskaber af flintsten. Fossil rig havbund Forstenet moler hedder cementsten, fordi man brugte dem til cement. Den bløde moler kan let flækkes. Små brune pletter er fossile fiske- knogler og skæl. Røde ringe er rust. Huller er lavet af boremuslinger. Gnejs er omformet ved tryk og sammenpresning. Hård bjergart er i blød tilstand er blevet presset ud i folder, linier og bånd. Til at vise dette kan der bruges marmorkage, trylledej eller Fimo-ler. De to sidste lader sig presse for derefter at hærde til ”foldet sten” i en varm ovn. Dybdebjergart er stenmasse der er størknet i dybderne. Vi kalder det sammenvokset. I Granit og larvikit ligger mineralkorn som et puslespil, ofte er de enkelte mineralkorn lige store. Stearindryp er en måde at vise vækstprincippet på. Lavabjergarter kalder en sten som porfyren. Til at vise hvordan porfyrens korn, laver man f.eks. en chokoladekage med mandler. De snittede mandler viser at de forskellige kornformer afhænger af snitretningen gennem strøkornet. Sand, grus og sten eller gammel havbund kan ligge som løst smulder Naturen kan gøre det hårdt. Vi kalder det at det bliver cementeret gennem kemisk udfældning. Til demonstration af princippet kan man komme sand, skaller og småsten i en pose med gips og evt. lidt beton-farve. På 15 min. er aflejringen blevet til sten. Selve aflejringsprocessen kan vises ved at drysse sand i en pose med vand. Strandregler Skaller må man altid samle, men der er regler når det gælder sten. Der er med hjemmel i Jydske Lov fra 1241 vundet hævd på, at de småting man kan have i sin hat, må man tage med sig fra fælles arealer. Reglen gælder på stranden (søterritoriet). Søterritoriet markeres af højeste daglige vandstand, og er ofte markeret af en tangbræmme. Den øverste del af stranden tilhører lodsejeren, og er det staten må der også samles der. Kystskrænterne er altid fredet af kystbeskyttelsesloven. Her må ikke hamres eller graves. Inde bag kystlinien er det ejeren der bestemmer færdslen. Er staten ejeren må man færdes og samle, blot der ikke er fredet eller er til skade for Den foranderlige Limfjord Strandkrabbe Konksnegle æg Konksnegl Dværgkonk Strandsnegl Trekants ormerør Rur Tøffelsnegl Knivmusling Sandmusling Tæppemusling Hjertemusling Østers Blåmusling Hestemusling Nyt panser Krabben er et rovdyr, der vokser ved at kravle ud af den gamle skal og danne et nyt panser. Fjordens snegle Konksnegle er rovdyr ligesom krabber, søstjerne og søpindsvin. Mens strandsneglen æder /græsser på alger. Dyr siddende på skaller Trekantsormen er en lille børsteorm, der lever i et stærkt kalkrør. Ruren er et krebsdyr der lever af alger. Koralalgen bruger kalk til at gøre sig stærkere med. Tre indvandrere Tøffelsneglen kom i 1930 fra Amerika via Holland. Knivmuslingen kom til Europa i 1979. Sandmuslingen kom fra Amerika med vikingerne. Lever i sandbunden Sand-, tæppe- og hjerte – muslingen lever gravet lidt ned i sandbunden. Kend dem på farven Under det sorte er blåmuslingen blå og hestemuslingen lilla. Blåmuslingen er meget vigtig for fjorden, fordi den filtrerer vandet for alger når den spiser. Strandkrabbe Man kan finde strandkrabben overalt i Limfjorden.. Krabbens farver varierer mellem rød/orange, brun og blågrønne nuancer. De ældste krabber kan være mørkere i farven. Ruer og Trekantsormen Man kan ofte se ”kalkvulkaner” på muslingens skal. Dette er rueren - et lille krebsdyr -, som også lever af at filtrere vandet med sin fangarme, som den skyder ud af ”vulkanens” top. Tøffelsneglen kom til Europa i 1880 fra Nordamerika. I 1930 kom snegle larver til Limfjorden da man importerede ny østersyngel fra Holland. Den lille snegl starter Blåmuslinger kan findes over alt i Limfjorden, hvor de oftest ligger i store og små muslingebanker gerne nær kysten. Den kendes på sine flotte blå farver, som ikke er at forveksle med Hestemuslingen, som er en del større og er lilla i farven. I 1825, hvor en kraftig stormflod gennembrød landtangen ved Agger ændredes Limfjorden meget. Sand og saltvand strømmede ind i fjorden og brakvandsfaunaen der ramtes af massiv fiskedød. I løbet af en kort årrække svandt ålegræsset og sivskovene ind, mens saltvandsfisk og muslinger vandrede ind i fjorden. Fiskeriet efter fladfisk blev specielt godt. Agger-kanalen blev lukket igen i 1862 efter en ny stor stormflod skabtes Thyborøn Kanal. Man overvejede at lukke den nye kanal, men erkendte hurtigt dens anvendelsesmuligheder indenfor skibsfart, og siden har man årligt renset kanalen for sand. Med tiden har forurening og skiftende forhold bragt fjordens konsumfiskeri til ophør, så der i dag kommercielt kun skrabes efter muslinger. Der er dog tegn på at miljøindsatsen virker: det lader til at f.eks. hummer og østers atter begynder at optræde i fjorden i større antal.
© Copyright 2024