Flintsten Sten fra bjergene Gnejs fortæller om de

Sten fra bjergene
Gnejs
Gnejs fortæller om de store kræfter
der bygger bjerge og folder sten.
Gnejs fra Norge er over 400 millioner
år gammelt.
Magmatiske bjergart f.eks. Larvikit
Sten fra dybderne
Smeltet sten kaldes magma og kan
blive til hårde sten nede i jorden.
Mineralerne ligger som brikkerne i et
puslespil. Granit er hård magma.
Bror og søster
Larvikit
Vulkansk bjergart: Rhombeporfyr
Rhombeporfyr og Larvikit er 250
millioner år gamle søskende fra Norge.
Porfyren er den lava der kom op af
vulkanen og larvikit er den magma der
blev nede i jorden.
Dinosaurer tidens sten
Porfyr
Cementsten med askelag
Blødt moler
Flintsten
Flint er skabt af naturen ved kridttidens
havbund. I stenalderen lavede man
næsten alle våben og redskaber af
flintsten.
Fossil rig havbund
Forstenet moler hedder cementsten,
fordi man brugte dem til cement.
Den bløde moler kan let flækkes. Små
brune pletter er fossile fiske- knogler
og skæl. Røde ringe er rust.
Huller er lavet af
boremuslinger.
Gnejs er omformet ved tryk og
sammenpresning. Hård bjergart er i
blød tilstand er blevet presset ud i
folder, linier og bånd.
Til at vise dette kan der bruges
marmorkage, trylledej eller Fimo-ler.
De to sidste lader sig presse for
derefter at hærde til ”foldet sten” i en
varm ovn.
Dybdebjergart er stenmasse der er
størknet i dybderne. Vi kalder det
sammenvokset. I Granit og larvikit
ligger mineralkorn som et puslespil,
ofte er de enkelte mineralkorn lige
store. Stearindryp er en måde at vise
vækstprincippet på.
Lavabjergarter kalder en sten som
porfyren.
Til at vise hvordan porfyrens korn, laver
man f.eks. en chokoladekage med
mandler. De snittede mandler viser at
de forskellige kornformer afhænger af
snitretningen gennem strøkornet.
Sand, grus og sten eller gammel
havbund kan ligge som løst smulder
Naturen kan gøre det hårdt. Vi kalder
det at det bliver cementeret gennem
kemisk udfældning. Til demonstration
af princippet kan man komme sand,
skaller og småsten i en pose med gips
og evt. lidt beton-farve. På 15 min. er
aflejringen blevet til sten.
Selve aflejringsprocessen kan vises ved
at drysse sand i en pose med vand.
Strandregler
Skaller må man altid samle,
men der er regler når det
gælder sten. Der er med
hjemmel i Jydske Lov fra
1241 vundet hævd på, at de
småting man kan have i sin
hat, må man tage med sig
fra fælles arealer. Reglen
gælder på stranden
(søterritoriet). Søterritoriet
markeres af højeste daglige
vandstand, og er ofte
markeret af en
tangbræmme. Den øverste
del af stranden tilhører
lodsejeren, og er det staten
må der også samles der.
Kystskrænterne er altid
fredet af
kystbeskyttelsesloven. Her
må ikke hamres eller graves.
Inde bag kystlinien er det
ejeren der bestemmer
færdslen. Er staten ejeren
må man færdes og samle,
blot der ikke er fredet eller
er til skade for
Den foranderlige Limfjord
Strandkrabbe
Konksnegle æg
Konksnegl
Dværgkonk
Strandsnegl
Trekants ormerør
Rur
Tøffelsnegl
Knivmusling
Sandmusling
Tæppemusling
Hjertemusling
Østers
Blåmusling
Hestemusling
Nyt panser
Krabben er et rovdyr, der vokser ved
at kravle ud af den gamle skal og
danne et nyt panser.
Fjordens snegle
Konksnegle er rovdyr ligesom krabber,
søstjerne og søpindsvin.
Mens strandsneglen æder /græsser på
alger.
Dyr siddende på skaller
Trekantsormen er en lille børsteorm,
der lever i et stærkt kalkrør. Ruren er
et krebsdyr der lever af alger.
Koralalgen bruger kalk til at gøre sig
stærkere med.
Tre indvandrere
Tøffelsneglen kom i 1930 fra Amerika
via Holland. Knivmuslingen kom til
Europa i 1979. Sandmuslingen kom fra
Amerika med vikingerne.
Lever i sandbunden
Sand-, tæppe- og hjerte – muslingen
lever gravet lidt ned i sandbunden.
Kend dem på farven
Under det sorte er blåmuslingen blå
og hestemuslingen lilla. Blåmuslingen
er meget vigtig for fjorden, fordi den
filtrerer vandet for alger når den spiser.
Strandkrabbe
Man kan finde strandkrabben overalt i
Limfjorden.. Krabbens farver varierer
mellem rød/orange, brun og blågrønne
nuancer. De ældste krabber kan være
mørkere i farven.
Ruer og Trekantsormen
Man kan ofte se ”kalkvulkaner” på
muslingens skal. Dette er rueren - et
lille krebsdyr -, som også lever af at
filtrere vandet med sin fangarme, som
den skyder ud af ”vulkanens” top.
Tøffelsneglen kom til Europa i 1880 fra
Nordamerika. I 1930 kom snegle larver
til Limfjorden da man importerede ny
østersyngel fra Holland. Den lille snegl
starter
Blåmuslinger kan findes over alt i
Limfjorden, hvor de oftest ligger i store
og små muslingebanker gerne nær
kysten. Den kendes på sine flotte blå
farver, som ikke er at forveksle med
Hestemuslingen, som er en del større
og er lilla i farven.
I 1825, hvor en kraftig
stormflod
gennembrød
landtangen
ved
Agger
ændredes Limfjorden meget.
Sand
og
saltvand
strømmede ind i fjorden og
brakvandsfaunaen
der
ramtes af massiv fiskedød. I
løbet af en kort årrække
svandt
ålegræsset
og
sivskovene
ind,
mens
saltvandsfisk og muslinger
vandrede ind i fjorden.
Fiskeriet efter fladfisk blev
specielt godt. Agger-kanalen
blev lukket igen i 1862 efter
en ny stor stormflod skabtes
Thyborøn
Kanal.
Man
overvejede at lukke den nye
kanal, men erkendte hurtigt
dens
anvendelsesmuligheder
indenfor
skibsfart, og siden har man
årligt renset kanalen for
sand.
Med
tiden
har
forurening og skiftende
forhold
bragt
fjordens
konsumfiskeri til ophør, så
der i dag kommercielt kun
skrabes efter muslinger. Der
er
dog
tegn
på
at
miljøindsatsen virker: det
lader til at f.eks. hummer og
østers atter begynder at
optræde i fjorden i større
antal.