6
HOLBÆK
NordvestNyt
SEK TION 1
LØRDAG 20. juLi 2013
Billedet her er fra tørvegravningen ved Lodskoven i 1945. Nummer tre fra venstre er Hans Christian Madsen, der senere kom til Ny Hagested, nummer fire Karl Hansen, Mårsø - også
senere Ny Hagested - nummer syv Gunnar Gabrielsen fra Gurede Mark. Mellem hestene ses Hans Madsens bror, Karl.
Foto: Holbæk Museum
Tørvene
gav varme og gemte historie
TørvEgravning: Der har
været gravet tørv i Danmark i
mange hundrede år. Moserne
gemte ikke alene brændsel,
men også helt unikke sager fra
oldtiden - for eksempel lå der
en 5.000 år gammel stammebåd i Lille Knabstrup Mose.
Af Jørgen Juul
Holbæk: Der har været gravet tørv i Danmark i mange hundrede år. Også i Nordvestsjælland. Tørvene har givet varme i mange
hjem. Tørvene har også givet et tiltrængt,
økonomisk løft for mange familier gennem
årene - og så har tørvene på deres egen måde
værnet om dansk historie gennem flere tusind år. Som en sidegevinst ved tørvegravningen er der dukket helt enestående fund
op.
På Holbæk Museum kan man på nærmeste
hold se ting og sager, der har at gøre med tør-
vene. Der er både eksempler på redskaber,
som hårdtarbejdende mennesker har brugt
for at få tørvene gravet op, og der er eksempler på noget af det, de er stødt på undervejs,
og som arkæologer og museumsfolk siden
har taget sig af. Stammebåden, der dukkede
op af jorden i forbindelse med tørvegravning
i Lille Knabstrup Mose i 1946, for eksempel.
Den er netop nu udstillet i sit helt eget lokale
på Holbæk Museum. En særudstilling, der
løber frem til den 25. oktober.
Så tørvene er på flere måder en vigtig del af
den danske historie.
Der har været gravet tørv til brug for opvarmning frem til midten af det 19. århundrede. Ikke mindst under de to verdenskrige,
hvor mulighederne for at få kul og koks var
stærkt begrænsede, var tørvene vigtige.
Med dem kunne man holde den værste kulde
fra døren.
50.000 mennesker i tørv og brunkul
Produktionen var størst midtvejs i besættelsen. I 1943 blev der produceret seks millioner tons tørv i Danmark. 50.000 mennesker
- både mænd og kvinder - var beskæftiget i
tørve- og brunkulsproduktionen.
Også i Nordvestsjælland blev der gravet
tørv. Det skete blandt andet i Åmosen, i Lille
Knabstrup Mose, i Lodskoven ved Vognserup og i Kundby Mose.
Tørv er ikke bare tørv. Der tales om for
eksempel oldtidstørv, skæretørv, lyngtørv,
mosetørv, martørv, æltetørv med både
våd- og tøræltning, om hydropeattørv, stokertørv, briketter og smuld, for nu at nævne
nogle muligheder. Og tørvelagene kan være
vidt forskellige - fra en tykkelse på et spadestik og op til et par meter eller mere.
Det er en kendt sag, at der er gravet masser
af tørv i Åmosen, men måske knap så kendt
uden for lokalområdet, at der også er gravet
tørv i Kundby Mose og ved Lodskov øst for
Vognserup Enge.
En af dem, der endnu husker tørvegravningen i Kundby Mose, er en nu 90-årig
mand, der bor på Svinninge-egnen.
- Det var et arbejde, der foregik om sommeren, fortæller han. Det begyndte i slutningen af maj og varede sommeren over. Det
skulle jo være så godt vejr, at tørvene kunne
tørre.
- Som jeg husker det, stod arbejderne typisk op omkring klokken 4 og gik i gang med
at grave, fortæller den 90-årige. Det var
æltetørv, de arbejdede med. Tørvene blev
læsset op i en stor kasse, hvor to-tre heste
gik rundt i materialet og æltede det på den
måde. Fra kassen blev pløret kørt væk på en
to-hjulet vogn og derfra hældt op på det, man
kaldte et bord med kasser.
Siden blev tørvene lagt op i række og stakket i »skruer« på op til halvanden meters
højde.
Når sommeren var ovre og arbejdet med
tørvene slut for dén sæson, fik arbejderne
typisk andet at lave hos egnens bønder eller
gik i gang med vejarbejde, hvor der nu var
behov for det.
Tørvelaget i Kundby Mose var betydeligt
tyndere end i Lodskoven ved Vognserup og
Trønninge, erindrer den 90-årige.
- I Lodskoven var det vel op til et par meter,
husker han.
Han var selv med til at lave smuld i skoven
ved Vognserup og Trønninge under besættelsen.
- Smuldet var det øverste lag, der var kasseret i første omgang, blandet op med noget
af det bedre tørv, siger han.
Med tørve-gravningen kom nationen godt
og grundigt i jorden. Og der var ikke bare
tørv i moserne. Der var også oldsager.
»Jeg ved, at arbejdet skal gå hurtigt«,
skrev Albert Thomsen fra Holbæk Museum i Holbæk Amtstidende i maj 1940. »Men
jeg beder alligevel om, at man skal være op-
Nordvestnyt
SEK TION 1
mærksom på, hvad der muligvis kan vise sig
af oldsager, samle dem sammen (men ikke
rense dem) og sende dem ind til undersøgelse og bestemmelse. Vi vil i mange tilfælde
være i stand til at honorere ulejligheden
med en findeløn, men i alt fald vil finderen
havde den tilfredshed, at han har bidraget
til, at museet endnu bedre kan give et billede af vore forfædres liv og arbejde på disse
egne. Ring til mig på telefon 598 eller til et
af byens blade«, lød opfordringen fra museums-manden.
En 5.000 år gammel båd
Stammebåden, der nu vises på en særudstilling på Holbæk Museum, er et af fundene fra
tørvemoserne. Et helt unikt fund.
Stammebåden blev fundet i Lille Knabstrup Mose i 1946.
»Tørvegraverne havde nok ikke den store
interesse i det spektakulære fund, for udgravningen kunne forsinke deres arbejde«,
noterer Holbæk Museum. Men børnene på
den nærliggende gård må have hørt godt
efter i historietimerne, for de fik deres far
overtalt til at kontakte den lokale skolelærer.
Han hed Mejer Jensen, og han tog straks
ud til fundet og henvendte sig med det samme til Nationalmuseet, der havde et udgravningshold stationeret i Åmosen.
Det viste sig at være en båd fra bondestenalderen. Den er fra perioden fra cirka 3.500
til 3.000 før kristi - altså et fartøj, der er 5.000
år gammelt.
Stammebåden blev konserveret og kom på
Holbæk Museum.
Stammebåden er cirka 4,4 meter lang og lavet af en udhulet egetræsstamme.
I Lille Knabstrup Mose er der - blandt meget andet - også fundet en række fine, flettede ruser. Den bedste af dem er på Nationalmuseet.
LØRDAG 20. juli 2013
7
Minder om tørv, skruer
og gnallinger
Tørvegravning: Niels Chr.
Bahn var født ved Lodskov i
1866. I 1946 gæstede han for
sidste gang sin barndomsegn.
Hans erindringer blev offentliggjort i Historisk Samfunds
årsskrift.
Lodskoven: »Forårstiden var tørveskæringens tid. Mosen indeholdt en rigdom af tørv,
mest skæretørv. Da tørvegravene stod fulde
af vand, måtte man først pumpe vandet ud.
Dertil anvendtes en pumpe - et såkaldt paternosterbånd«.
Sådan indledte lærer Niels Chr. Bahn den
del af beretningen om engene omkring Lodskoven, der i slutningen af 1940’erne blev offentliggjort i Historisk Samfunds årsskrift.
Niels Chr. Bahn boede i Hørsholm, men
var født i 1866 på et bolssted ved Lodskov,
hvor hans far, Peter Bahn, var skovfoged
under Løvenborg.
I 1946 gæstede Niels Chr. Bahn for sidste
gang sin barndomsegn, og umiddelbart efter korrigerede han nogle optegnelser, han
havde gjort et par år i forvejen.
»Det var en fest at være med til«, fortsætter
Niels Chr. Bahn sin beretning om det at få
vandet pumpet væk fra tørvegravene. »Ved
tørveskæringen anvendtes en særlig spade
med et tyndt, fladt blad, der var slebet knivskarpt. Først afsattes en »bænk« på cirka
Stammebåden vises netop nu på en særudstilling på Holbæk Museum. Den blev fundet i 1946 under tørve-gravning i Lille Knabstrup Mose. Foto: Jørgen Juul
en alens bredde. Græstørv og muldlag gravedes bort, til man nåede tørven. Bænkens
overflade skovledes ren, og så tog man fat på
udstikningen af tørven med tørvespaden«.
»Så tog gamle Rasmus Nielsen fat«, fortsætter Bahn. »Han stod i sine træskostøvler på gravens bund. Med sin skarpe spade
skar han tørvene løse en for en, og med et
kast verfede han dem op på engen. Tørvene
læssedes i en trillebør og kørtes ud til sættestedet, hvor de stilledes på højkant. Når
sættestedet var fuldt, lignede det en stor,
sort flade, og her henstod tørvene en tid for
at tørres. Senere blev tørvene radet, det vil
sige stillet i rækker, gerne i tre lag«.
Senere fortæller Bahn om, hvordan tørvene rejstes i kegleformede stakke, de såkaldte
skruer, og hvordan »gnallingerne« - de ødelagte tørv - blev puttet ind i skruerne.
»Det var en kappestrid, hvem der kunne
rejse de fleste og de største skruer«, noterede
Niels Chr. Bahn.
Når tørven var helt tør, blev den kørt hjem
og bragt i hus.
Niels Chr. Bahn døde den 3. juni 1948.
Af Jørgen Juul Jensen
Hvilket værktøj skal vi vælge? Her er det
udbuddet af tørvespader og grøftespader fra firmaet Christian Zinck & Søn, som det tog sig
ud i kataloget fra 1910.
Tørv - et fossilt brændstof
På museet i Holbæk er der flere effekter, der har
at gøre med tiden i tørvene. Her et par spader.
Foto: Jørgen Juul
Holbæk: Tørv dannes i moser og består
af døde planter. På grund af for lidt ilt er
planterne kun delvist brudt ned. Tørv er
den første fase i omdannelsen af planter til
brunkul. Der findes både tørv og brunkul i
Danmark.
Tørv hører til det, man kalder fossilt
brændstof, præcis som olie, naturgas og kul.
At man kalder det fossilt, hænger sammen
med, at det er noget der - helt bogstaveligt - er
gravet frem. Det første forsøg på at foretage
en opgørelse over den årlige produktion af
tørv i Danmark blev gjort af Moseindustriforeningen i 1902, der blandt andet noterede,
at der på det tidspunkt var to virksomheder,
der beskæftigede sig med hesteæltede tørv
og fire med håndæltede tørv. 16 firmaer arbejdede med skæretørv.
Og så var der jo alle de private, der - rundt
om i landet - gravede tørv i noget min-
dre målestok. De er ikke med i dén statistik.
I 1902 blev der produceret cirka 100.000
tons tørv i Danmark, i 1918 - sidste år af 1.
Verdenskrig - blev der produceret 2.259.000
tons og i 1943, midtvejs under besættelsen
5.976.000 tons.
I 1966 var tørveproduktionen faldet til
9.000 tons.