Årsskrift 05 Give-egnens Klondyke Jesper Bækgaard, Give-Egnens Museum Artiklen er baseret på interviews med Marinus Sørensen og Hans Jørgen Lauritzen, begge Give Når man cyklede ud igennem Bæksgaard Mose til Vorslunde i tørvegravningens tid, kunne man på afstand høre maskinernes sagte: duk, duk, duk, der voksede sig højere, når man nærmede sig. En forårsdag var der masser af liv i mosen, og maskinernes rytme blev blandet med lyden af lærkesang. I 1942 kom der rigtig gang i tørveproduktionen, og en af dem, der startede, var Marinus Sørensen. Marinus er landmandssøn fra Skolding, født i 1922. Egentlig var det hans mening, at han skulle have sig en lille gård, men under krigen kunne han se, at hver gang han samlede 500 kr. sammen, så steg prisen på den gård, han havde i tankerne med 5000 kr., så muligheden for at købe gården kom længere og længere væk. I stedet kastede Marinus Sørensen sig over tørvegravningen. Han købte et stykke dynd af sin fætter og kom i gang; den første sommer fik han lavet 165 tons skæretørv. Pengene til at komme i gang for, havde han stående i Give Sparekasse, men mejeribestyrer Hansen og Jørgen Markussen fra Skolding, der var ansat i sparekassen, var ikke meget for at slippe pengene, når de skulle bruges så ufornuftigt. Marinus Sørensen sad der i over en time, før han fik sine penge udbetalt, men den sommer tjente han tre gange så meget som en karl på landet gjorde på tre år. Det følgende år havde han ikke så stort besvær med at få pengene udleveret. Tørvegravning i Ramskov Mose. De fem personer ved hesten er fra venstre: Thor- Marinus Sørensen lavald Sørensen, Svend Kristensen, Kloster, Kristian vede skæretørv frem til Sørensen og Arnold Hansen. 1944. Fra 1945 til 1947 18 Årsskrift 05 lavede han æltetørv og pressetørv, og i efteråret 1947 byggede han en formbrændselsfabrik. Den udvikling var der flere, der fulgte, hvis de ellers blev ved så længe. Der var mange, der startede på at lave tørv, men ikke alle slap lige godt fra det. Hans Jørgen Lauritzen fortæller, at det siges, at Marinus Sørensen var en af de få, der slap rigtig godt fra det. Blandt dem, der startede, var også Hans Jørgen Lauritzens egen far, der begyndte sammen med en kammerat. De fik endda 10.000 kr. i statslån, men det kneb med at tjene nok til at få betalt dem tilbage igen. Hans Jørgen Lauritzen fortæller, at faderen og hans kammerat hørte til dem, der godt kunne lide at sidde og få en øl på kroen og snakke med nogle mennesker, og så havde de folk til at passe produktionen. Sådan var det for mange, hvorimod Marinus altid selv var der til at styre arbejdet. Det var med tørvepresseren, at tørveproduktionen blev rigtig industrialiseret. I presseanlægget stod der to mand nede i tørvegraven og fyldte dyndet i en elevator, så blev det kørt op og igennem presseren, og presset ud igennem en tud, næsten som i en kødhakkemaskine. Der stod så en mand og tog imod det, skar det af og lagde det på troljevogne. Troljevognene blev trukket af heste ud til pladsen, hvor der stod en mand til at tage tørvene af. Han havde en greb, som han slog med, så tørvene skiltes. Herefter blev de vendt og lagt i dynger, indtil de var tørre. I sådan et arbejdshold ville der altså være mindst 4 mand og en dreng eller to til hestene. På den måde kom der mange mand i arbejde, da tørveproduktionen var på sit højeste. Marinus Sørensen vurderer, at der arbejdede omkring 1000 mand i Vorslunde, da der var flest. En af dem, der tjente penge på at arbejde med tørv, var Hans Jørgen Aså Diesel-motor, som var en af de mest almindelige Lauritzen. Som 10-årig motorer, der blev brugt i produktionen af pressetørv. fik han brug for at få sin Motoren havde 10-12 hk. 19 Årsskrift 05 egen harmonika, og hans far skaffede ham arbejde med at vende tørv. Dengang i 1942 kunne en dreng tjene 20 øre pr. 1000 tørv han vendte, og nogle børn kunne på den måde tjene helt op til en 15-20 kroner om dagen. Hans Jørgen Lauritzen kom først til et sted, hvor de lavede æltetørv. Æltetørv blev lavet på den måde, at man blandede dyndet med vand. Normalt foregik det ved, at tørvemassen i en tromle blev æltet sammen med vand, hvorefter det med en elevator kom op i en dyndsilo. I siloen kunne man så åbne et par skodder, så massen selv løb ud i en vogn, enten en hestevogn eller en gammel bil, kaldet en dyndbil. Massen blev kørt ud og lagt på marken, hvor en tromle kørte henover og skar det i tørv. Hans Jørgen Lauritzen skulle vende tørvene, så de kunne blive tørre på begge sider. Men de våde æltetørv groede fast i græsset, så man skulle have fat i dem med en rive for at vende dem. Da betalingen stadig var pr. vendt tørv, gav det ikke mange penge. Indkomsten blev noget større, da Hans Jørgen Lauritzen kom et andet sted hen, hvor de lavede pressetørv. Der havde tørvene en størrelse, så man lige kunne tage og vende dem med hænderne. Læderhandskerne, de havde på, blev slidt op, og fingrene blev hudløse, hvor de tog fat. I den sommerferie i 1942 tjente Hans Jørgen Lauritzen 185 kr. Nok til at sætte sig på træsædet i vognen bag det brunkulsdrevne lokomotiv med kurs mod Vejle og en harmonika. Turen tog dengang et par timer. Der var mange andre, der tjente deres penge i mosen. Muligheden for at tjene gode penge, fik mange forskellige folk fra mange forskellige erhverv til at blive tørvearbejdere. Eksempelvis var den mand, der lavede Boller Sø, egentlig apoteker fra Viborg. Meget forstand havde han efter sigende ikke på tørveproduktion. Ugelønnen for en tørvearbejder var god, og mange tørvearbejdere tjente mange penge. Meget at bruge de penge til var der dog ikke på egnen, og slet ikke ude i mosen, hvor de fleste arbejdere boede i skurvogne. Så når der var gøgl i Give på markedspladsen med luftgynger og kraftprøver, tjente gøglerne rigtig gode penge på alle de arbejdere, der kom ind til byen. Men også andre erhverv blev påvirket af tørveproduktionen. Hans Jørgen Lauritzens far, Anker Lauritzen, var maskinhandler og solgte landbrugsmaskiner i 1930’erne. Han fik amerikanske høstbindere hjem. De kom i kasser med toget, og Anker Lauritzen samlede dem selv. En sommer solgte han 21 af dem. Næste år måtte han tage de 18 hjem igen. For 20 Årsskrift 05 Under krigen måtte Anker Lauritzen cykle ud for at sælge maskiner. Her ses han længst til højre af de cyklende på Møllegade i Give. Til venstre for ham er det distriktssalgschef Siggaard fra Massey-Harris. Siggaard var kommet cyklende helt fra Svendborg. Længst til venstre er det Chr. Hestbech fra Givskud, som også solgte MasseyHarris. De løbende børn er Hans Jørgen Lauritzen og hans søster, Else. når han kom ud til folk for at få penge for maskinen, måtte han i stedet tage maskinen med tilbage. Så dårlige tider var det for landbruget. I stedet fik Anker Lauritzen med krigen og tørveproduktionens komme mulighed for at sælge især dieselmotorer til tørvefabrikanterne. Da Marinus Sørensen skulle bruge en motor til at starte sin formbrændselsfabrik kørte han og Anker Lauritzen til Padborg for at hente en stor dieselmotor. Indtil da havde den lavet strøm til Padborg By på Padborg Mølle. Motoren vejede 7,5 tons og svinghjulet 3,5 tons. Lastbilen, de kørte i, måtte kun tage 2 tons. Allerede da svinghjulet kom på bilen, var den helt nede i fjedrene. De kørte ligeså stille hjem. Hvis de var kørt ind i noget, havde motoren knust dem. Til aflæsning og opsætning havde de et treben med tre bjælker og en talje. De skulle passe godt på sig selv, når de skulle have et 3,5 tons svinghjul på plads. Motoren var på 50 hk, normalt havde mange fabrikanter en eller to motorer på 25 hk. Produktionen af formbrændsel krævede et stort tryk. Formbrændsel blev lavet af smuld, der kom ned i et smuldkammer og gentagne gange blev presset sammen af et stempel. Marinus Sørensen og Hans Jørgen Lauritzen formoder stemplet trådte omkring 100 tons. 21 Årsskrift 05 Nogle havde skibsmotorer, to-takts dieselmotorer, til formbrændselsproduktionen, men hvis de fik for meget smøreolie løb de løbsk. Når de havde stået hele vinteren, kunne der godt løbe olie ned i dem. En gang, hvor Anker Lauritzen var ude hos fabrikant Otto Jensen, advarede han ham også, men manden derude mente, at han havde set ordentligt efter. Alligevel løb maskinen pludselig løbsk. De lukkede for olien, og Anker Lauritzen hev ligefrem brændstofrøret af den, uden at det hjalp. Motoren løb stærkere og stærkere. Til sidst begyndte de store bolte, der var støbt ned i betonfundamentet at løsne sig og komme op. Da var der kun Anker Lauritzen og Otto Jensen tilbage ved maskinen, og de blev enige om, at nu var det nok også på tide, at de måtte se at komme af sted. De løb, alt hvad de kunne, men nåede ikke længere end 10 meter væk, inden der lød et stort brag. Anker Lauritzen vendte sig om og så det hele falde sammen som et korthus. Han hørte også en pibende lyd, da et stykke af motoren hvislede forbi og netop strejfede hans øreflip. ”Hov,” sagde Otto Jensen, da han så blodet, ”du er ramt.” Men det var billigt sluppet, for motoren var eksploderet som en bombe. I forhold til brunkulslejerne ved Brande var tørveproduktionen dog rimelig ufarlig. Hverken Marinus Sørensen eller Hans Jørgen Lauritzen kan huske, at nogen er kommet galt af sted ved en arbejdsulykke under tørvepro- Marinus Sørensens formbrændselsfabrik på Bæksgårdvej. Bygningen er opført i 1947, hvor Marinus Sørensen begyndte produktionen. Det lille hus til højre er vejehuset med brovægten foran. 22 Årsskrift 05 duktionen. Tørvejorden skred ikke sammen over en, som sandet kunne gøre det i brunkulslejerne. Der var en del penge involveret i tørveproduktionen, og en gang imellem var der nogen, der brugte nogle smarte metoder, der godt kunne bevæge sig ud i noget, der lignede snyd. I porten ved formbrændselsfabrikken på Hans Jørgen Lauritzen husker, Bæksgårdvej ses fra venstre: Svend Poulsen, at hans far engang solgte et stort Marinus Sørensen og Thorvald Sørensen. læs tørv til elektricitetsværket i Odense. Læsset kom tilbage derovrefra, da tørvene var for våde. Sagen endte i retten, og elektricitetsværket påstod, at tørvene havde et vandindhold på 98,9%. Almindelige første klasses tørv måtte have 41%. Dommeren spurgte jo Anker Lauritzen, hvad han sagde til, at hans tørv havde et vandindhold på 98,9%. Anker Lauritzen sagde, at så var de tæt på rent vand. Så ville de snart kunne levere noget godt vand. Tørvene var nok for våde, men et vandindhold på 98,9% havde de nok næppe. Marinus Sørensen havde engang leveret tørv til bogtrykker Ingvard Feierskov, som havde ry for ikke altid at være så glad for at betale. Fire måneder efter, at tørvene var blevet leveret, fandt Feierskov ud af, at tørvene var for våde og fik taget en prøve. Tørvene havde han opbevaret uden tag over, og da prøverne blev udtaget af de tørv, der lå øverst, var resultatet jo givet på forhånd. Marinus Sørensen var en ung mand dengang, så det lykkedes Feierskov at slippe af sted med at betale noget mindre for tørvene. En anden salgsmand var Niels Bach. Da der ikke var ret meget tørvesmuld tilbage, tog man nogle gange fra steder, hvor folk troede, de skulle til at dyrke afgrøder. Et sted havde de kalket, men det kunne Niels Bach godt bruge alligevel. Formbrændselet fik derfor nogle hvide pletter fra kalken, og de københavnere, der skulle købe det, spurgte da også noget til de hvide pletter. ”Uha,” sagde Niels Bach, ”det er et antisodningsmiddel. Det er noget, vi putter i, for at brændslet ikke skal sode.” Det var københavnerne jo vældig tilfredse med. 23 Årsskrift 05 En anden slags uregelmæssighed foregik nede på Give Station. En gang imellem var det helt lukkede kreaturvogne, som tørvene skulle læsses op i. Arbejderne skulle smide tørvene op igennem et lille vindue, og det skete jo at tørvene røg over og om på den anden side. Det var man nu ligeglade med, for vognen blev vejet, når man kom, og når man kørte igen, for at se hvor meget tørv man havde læsset af. At det hele ikke var kommet på plads i togvognen var en anden sag. Der stod et par arbejdere nede på stationen og tilbød at læsse. Marinus Sørensen brugte dem ikke, for de tørv, der faldt ned, når man åbnede bagsmækken, så de heller ingen grund til samle op. Vognen var jo vejet, så det var lige meget. Men lige meget for dem, der skulle modtage tørvene, var det ikke. Arbejdernes sløsethed var til gengæld til fordel for nogle af Giveborgerne, som kom med deres trillebøre og kørte de vildfarne tørv hjem. Hans Jørgen Lauritzen havde en lille legetøjsbil af træ med en anhænger til. Den trak de også ned til stationen og fyldte op med tørv. Tørve- og brændselsproduktionen påvirkede Give-egnen på mange måder. En masse mennesker strømmede til moserne for at arbejde, og samtidig gav det arbejde til folk i andre erhverv, som f.eks.Willy Poulsen, en mekaniker fra Give, som Marinus fik sat i gang med at lave cylindere til formbrændselspresseren. Det endte med en stor produktion. I det hele taget gav tørveproduktionen en vis industrialisering af egnen, mens den stod på. Folk som førhen ville være endt i landbruget, havde muligheden for at få arbejde i tørveproduktionen. Eventyret sluttede omkring 1960, da olien begyndte at blive billig. Så kunne formbrændselsfabrikkerne ikke konkurrere mere. Det var også noget nemmere og mindre svinende at fyre med olie Karl Bank med et hestespand undervejs med et læs tørv til læs- end med tørv og formbrændsel. ning i banevogne på Give Station, ca. 1945. 24