Kristeligt Dagblad Tirsdag 23. april 2013
Seniorliv | 9
Denne side er redigeret af Marie Louise Rasmussen
Til døden skiller os ad
I fire år har Irma Torres passet sin alzheimersyge mand, og hun insisterer på, at han ikke skal på plejehjem. Det er et knoklearbejde,
der har kostet mange tårer. Nætterne bruger hun til at skrive sine frustrationer ud
Et citat af filosoffen Martin
Buber er grundlæggende for højskoleforstander
Carsten Kolby
Kristiansen
Af Lea Holtze
[email protected]
”Man kan få fjernet en arm
eller et ben, men forstanden
er det værste. Og det er det,
man mister. Forstanden.”
Irma Torres hvisker næsten
ordene ud som for at holde
den virkelighed, hun og hendes mand har levet i de seneste fire år, en smule hen. Men
inde fra stuen lyder en forvirret kalden. Irma Torres svarer
straks med en stemme så
mild og blød som den spæde
forårsdag udenfor. Og lidt efter kommer hendes mand,
Carlos, forsigtigt trissende
hen over dørtrinnet og sætter
sig ved siden af hende.
Hans hår er nydeligt redt til
siden, og skjortekanten flipper elegant ud over hans røde
sweater. Hans spanske rødder kommer endnu til udtryk
ved hans lune glimt i øjet. Og
på sin vis ligner det ældre
ægtepar såmænd ethvert andet, som de sidder der side
om side.
”Jeg regnede det heller ikke
for noget i begyndelsen. Jeg
troede egentlig, at alt ville
blive godt, når jeg stoppede
med at arbejde for at passe
ham,” fortæller Irma Torres.
Fra Carlos kan man høre
nogle spinkle, næsten syngende lyde blandet med korte
sætninger og mere eller mindre usammenhængende
spanske ord.
Det er nu mere end fire år
siden, at Irma Torres måtte
sige sit job som taxachauffør
op fra den ene dag til den anden for at passe sin demente
mand på fuld tid. Et år senere, i 2010, fik Carlos konstateret Alzheimers sygdom, og siden er hans hukommelse og
forstand dag for dag smuldret væk.
Man mener, at der i dag er
85.000 danskere, der lider af
en demenssygdom. Heraf har
cirka 45.000 den uhelbredelige Alzheimers sygdom. Først
og fremmest påvirker den
korttidshukommelsen, men
efterhånden som sygdommen udvikler sig, sker der også ændringer i temperament
og følelser. Og det fik Irma
Torres at føle.
I begyndelsen nægtede
Carlos at anerkende, at han
var syg, men mente snarere,
at hans hustru fejlede noget.
Irma Torres oplevede at blive
smidt ud af lejligheden af
Carlos, og han truede til tider
med at gøre skade på både
sig selv og hende. Da han en
dag sagde til sin hustru: ”De
arbejder udmærket, og De
må godt blive her”, gik det
for alvor op for Irma Torres,
hvor syg Carlos var.
”Til at begynde med spekulerede jeg på, om det var ondskabsfuldhed, og jeg reagerede ved at forsvare mig. Han
ord der tæller
Af Else Marie Nygaard
[email protected]
0 Irma Torres har valgt at passe sin mand, der lider af Alzheimers sygdom, i hjemmet i Herlev ved København. Det har været hårdt, og hun bebrejder ikke dem, der sender deres ægtefælle på plejehjem i
stedet. Men hun kan ikke bære tanken om at sende sin Carlos væk. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
WW Til at begynde med spekulerede jeg på,
om det var ondskabsfuldhed, og jeg reagerede
ved at forsvare mig. Han gjorde mig utrolig ked
af det, og jeg græd ofte.
irma torres
gjorde mig utrolig ked af det,
og jeg græd ofte. Det var vanskeligt, for jeg skulle jo lige
forstå, at det var en sygdom,”
siger hun og fortsætter:
”Men jo mere jeg har levet
mig ind i hans sygdom, jo
bedre har jeg forstået den. Og
så har jeg bedre kunnet klare
det.”
Irma Torres begyndte at bruge nætterne, hvor hun havde
fred og kunne være sig selv,
til at få luft for sine frustrationer ved at skrive dem ned. I
dag er det blevet til bogen
”Glemsom. Alzheimers – de
pårørendes sygdom”, der er
udgivet på forlaget Mellemgaard.
For da Carlos blev syg, forsøgte Irma Torres selv at finde materiale for pårørende på
biblioteket, men uden held.
Nu har hun i sin bog givet an-
dre pårørende indblik i sit liv
med en mand med Alzheimers sygdom og splittelsen
mellem ønsket om at passe
ham hjemme for evigt og
frygten for, at byrden bliver
for stor.
”Det trøster mig at skrive
mine tanker og frustrationer
ned på papir. Så falder jeg til
ro igen og ved af erfaring, at
jeg igen vil være den omsorgsfulde og kærlige kone til
en alzheimersyg ægtemand.
Jeg er naturligvis bange for,
at jeg måske ikke kan klare
ham. Og jeg har fortalt ham,
at jeg er bange for vores fremtid. Men så kigger han på mig
på en måde, som om han siger til mig, at vi nok skal klare det sammen,” siger hun.
Irma Torres har skænket alle døgnets vågne timer til
Carlos. Nu kommer der ganske vist en hjemmehjælper
hver aften, og Carlos har også
fået en seng, der kan hejses
op og ned, som gør de natlige
bleskift lettere. Men hun kan
ikke lade ham være alene
hjemme og har kun få timer
om ugen, hvor Carlos er på et
dagcenter for demente, til at
ordne andre gøremål.
Alligevel kunne hun for alt
i verden ikke tænke sig det
anderledes.
”Jeg har en lykkefølelse,
når vi sidder sammen i sofaen, og han trykker min hånd.
Så tænker jeg, at jeg gør det
rigtige ved at beholde ham
hjemme. Jeg har fra starten
sagt, at jeg ikke ønsker, han
skal på plejehjem. Bare tanken får mig til at græde,” siger hun.
Irma Torres mener selv, at
noget af hendes styrke til at
holde ud er kommet med
hendes barske opvækst. Hun
er født og opvokset i Tyskland under Anden Verdenskrig og mistede både sin mor
og far, inden hun var fyldt
fem år. Som bare 17-årig blev
hun sendt til Danmark for at
gifte sig med en mand, hun
ikke kendte. Og det blev til
godt 19 års ulykkeligt ægteskab, før hun mødte Carlos.
”Jeg har oplevet så meget,
og det har ikke været den store lykke, før jeg mødte Carlos.
Men jeg tror, det har gjort mig
stærk og har givet mig en positiv indstilling til livet, der
gør, at jeg i dag kan glæde
mig over de små ting,” siger
hun og fortsætter:
”Jeg sætter en ære i at passe min mand, og jeg kan ikke
holde tanken ud om, at han
skal passes af andre. Eftersom han har glemt sit danske
sprog, vil han blive det mest
ensomme menneske på et
plejehjem. Man skal ikke bebrejde sig selv, hvis man ikke
kan klare det, men jeg synes,
alle pårørende skule prøve at
passe deres kære derhjemme.
Så tror jeg, de får en bedre afslutning,” siger hun.
I dag er Carlos’ sygdom nået
til sidste stadium, og hverdagen bliver sværere fra dag til
dag. Men de svære stunder,
hvor Carlos skriger af angst
for at slippe et gelænder eller
træde over et dørtrin, opvejes
af alle de gode, hvor han kysser hendes hånd eller hvisker
hende i øret.
Ægteparret har nu været
gift og levet sammen i lejligheden i Herlev ved København i 38 år. På væggene bag
dem hænger minder om det
liv, de havde engang. Sommerbilleder fra Spanien. En
plakat fra deres arbejde som
fotografer ved Trekroner tilbage i 1984. Og indrammede
breve med anbefalinger og
økonomisk støtte til filmprojekter fra Amalienborg og
Rigsarkivet.
”Sammen har vi levet vores
drømme. Og jeg tror, den vigtigste essens i det her er kærlighed, for jeg elsker ham.
Selvom han til tider opfører
sig, så man kan undre sig
over, at man kan elske sådan
et menneske. Havde jeg ikke
haft så meget kærlighed til
ham, ville jeg nok have opgivet. Men nu ser mit ønske om
at blive sammen med Carlos,
indtil døden skiller os ad, ud
til at gå i opfyldelse.”
Bedstefædre er kommet frem på banen under lockouten
Nye bedstefædreroller er bygget op gennem de seneste 15 år, og det ses nu under skolekonflikten
Af Lis M. Frederiksen
[email protected]
De helt særlige
situationer i
samfundet fører ofte til nye
og overraskende opdagelser.
Ingenting er, som det var
for tre uger siden, da lærerne
blev lockoutet.
I familierne er det en daglig
udfordring. Der skal tænkes
kreativt og planlægges endnu
mere end på en almindelig
hverdag med skolegang,
sports- og fritidsaktiviteter.
Forældre i en klasse skiftes til
at blive hjemme og holde legestue for en gruppe børn.
Der findes et utal af forskellige løsninger. Tilpasningsevnen er tilsyneladende ganske stor, selvom det er et værre bøvl.
Den store, gode opdagelse
har været at opleve alle de
bedstefædre, der i den grad
er kommet på banen. Bedste-
Alt virkeligt liv
er møde
fædrene er rundt omkring og
alle vegne. De bringer og
henter børnebørnene i sfo’en.
Der er dage, hvor de ligesom
os bedstemødre har været
sammen med børnene om
formiddagen, afleverer dem,
når sfo’en åbner, og henter
dem igen senere på eftermiddagen. De er med andre ord
”på” hele dagen. ”Luk din
jakke. Det er koldt udenfor”.
”Har du husket at sige farvel?”.
Bedstefædrene påtager sig
omsorgen for børnebørnene
med den største selvfølgelighed. De er synlige på legepladserne og i gadebilledet.
”Det er en udvikling, der er
sket hen over de seneste 15
år,” siger Anette Steen Pedersen, mangeårig ligestillingsrådgiver herhjemme og i udlandet, blandt andet i Verdensbanken.
”Det er blevet synligt, at
bedstefædrene er ressourcepersoner i forhold til børnebørnene. De får lov at lægge
ble på de små og passe dem.
Det gjorde de ikke nødvendigvis på deres egne børn.
Enten fordi de arbejdede meget, eller fordi deres koner pr.
automatik tog over.”
”Der er simpelthen opbygget nogle bedstefædreroller
hen over de seneste cirka 15
år, som nu viser sig helt tydeligt under konflikten. Men
det er ikke noget, der er sket,
fordi der er konflikt,” understreger Anette Steen Pedersen.
Ofte gifter mænd sig med
lidt yngre kvinder. Derfor går
mændene i nogle tilfælde tidligere på pension end kvinderne, og de har chancen for
at finde deres helt egen rolle i
forhold til børnebørnene
uden indblanding fra bedstemor, som stadig er på arbejde. Sådan er mønstret i hvert
fald i mange familier, uden at
man naturligvis skal generalisere.
Eller bedstefar er blevet
alene, og børnebørnene med-
Klummen
Klummen skrives på skift af tidligere nyheds- og informationschef,
journalist Lis M. Frederiksen, 69 år,
journalist og forfatter Birgit Meister, 71 år,
samt tidligere biskop i Aalborg Stift Søren Lodberg Hvas, 73 år.
Læserne er velkomne til at foreslå emner, de mener, skribenterne bør
tage op.
Man kan skrive til [email protected]
eller sende et brev til
Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K
og mærke brevet Seniorliv.
virker til at give ham indhold
i tilværelsen.
For børnene, både drenge og
piger, er det godt og sundt at
have nogle mænd at læne sig
op ad. Både drenge og piger
har brug for at have mænd og
kvinder på alle niveauer i deres liv. I familien, i børnehaven, i skolen, i fritidslivet.
I vores familie har vi et eksempel på, at en bedstefar er
rejst på tværs af landet med
en kuffert fuld af tålmodig-
hed og ro. Der bliver snakket,
kørt med bus – ikke i bil – der
er biografture i utide og en
begejstret tilskuer til den store drengs badmintonkamp.
Men når en femdages arbejdsuge er gået, så kan denne bedstefar nu også klare sig
et stykke tid. Mange familier
kender sikkert lignende situationer.
Den til tider forkætrede og
udskældte 1968-generation
stod fadder til debatten om ligestilling – kvinders ligestil-
ling, hed det dengang. Et meget vigtigt tema var, at mændene skulle deltage i husarbejdet og være med til at tage
ansvaret for børnene og for
hjemmet.
Kvinderne skulle frigøres
mere fra husarbejdet, skabe
sig en karriere og have deres
eget liv og interesser uden for
hjemme på lige fod med
mændene.
Men det var op ad bakke,
var der mange kvinder dengang, der syntes. Det holdt
hårdt og medvirkede til mange udmarvende diskussioner
derhjemme. Forandringer tager tid, ikke mindst når det
handler om ens egen selvforståelse. Mønstret dengang
var jo, at far tjente pengene,
gik på arbejde, kom træt
hjem, og mor sørgede for alt
det derhjemme.
I dag oplever vi heldigvis,
at de unge fædre i langt højere grad tager ansvaret på sig
over for børnene og hjemmet,
og at de trives med det.
Gad vist om ikke mange
bedstefædre også har tænkt,
at de glæder vil de også have
på deres ældre dage, og nu er
det blevet legitimt at tage sig
af børnebørnene, vise dem
omsorg og kærlighed.
For nogle år siden læste teologen og højskoleforstanderen Carsten Kolby Kristiansen
værket ”Jeg og du” af den
østrigsk-israelske filosof og
teolog Martin Buber (18781965).
Særligt ét citat har bidt sig
fast: ”Alt virkeligt liv er møde”. Udsagnet er en slags
prisme, gennem hvilket den
61-årige højskolemand forstår tilværelsen.
”Det er et meget præcist
udsagn med stor gyldighed.
Vi lever af, at vi møder noget
andet end os selv og vores
eget. Vi mødes af solen, foråret, sproget. Men også af andre mennesker. Et barn har
sin mor som forudsætning,
en kammerat sin ven og en
elsker sin kæreste. Vores liv
lykkes kun af, at vi mødes af
noget andet end os selv,” siger han.
Mødet mellem mennesker
har været centralt i Carsten
Kolby Kristiansens arbejdsliv.
Allerede som teologistuderende kom han til Silkeborg
Højskole som timelærer. Højskolen blev oprettet af den
kirkelige børne- og ungdomsorganisation FDF i 1969.
Carsten Kolby Kristiansen
trak selv i FDF’ernes uniform
som niårig i Horsens 1. kreds
og var dermed fortrolig med
kulturen på højskolen.
Som cand.theol. blev han
tilbudt en lærerstilling på
højskolen, og han takkede ja
og forestillede sig, at han efter nogle år ville søge et præsteembede. Men efter tre år
blev han i stedet forstander
og har været det siden. En
stilling, han deler med ægtefællen, Helga Kolby Kristiansen.
”Når jeg ser på livet på skolen, gøres det tydeligt, at vi
lever af mødet med hinanden. Undervisning og læring
lykkes i grunden kun, når
den foregår i et fællesskab.
Desværre er det et aspekt,
især politikere og erhvervsliv
har alt for ringe blik for i den
aktuelle uddannelsesdebat.
For mig at se er det afgørende
for både vores menneskeliv
og samfundsliv, at vi som
samfund sikrer mødepladser
til, at mennesker ansigt til
ansigt kan få lejlighed til at
tage vare på det liv, vi får givet, og til, at vi som borgere
kan få mulighed for at tage
del og tage ansvar. Med andre
ord: Civilsamfundet skal have demokratiske mødepladser, hvis både menneskeliv
og samfund skal lykkes. Det
trænger vi til at besinde os på
påny her til lands.”
Lad mig citere Halfdan Rasmussen:
Det bedste ved min bedstefar
Er at han aldrig mangler svar
Selvom jeg spørger fjollet.
Han snakker om de svundne
år
Da han var dreng og brak sit
lår
Og kom på foldboldholdet.
Det bedste ved min bedstemor
Er at det ikke gør et spor
Selv når jeg baldrer ruder.
Hun giver mig kager, kys og
klap,
Og siger jeg er stor og skrap
Og trøster når jeg tuder.
Bedstemødrene skal vi jo ikke helt glemme, vel?
0 Carsten Kolby Kristiansen
takkede efter endt teologistudium ja til en lærerstilling på
Silkeborg Højskole og regnede
med, at han efter nogle år ville
søge et præsteembede. Men
han har været på højskolen
siden – i mange år som forstander. – Privatfoto.