Til døden skiller os ad
Kristeligt Dagblad Tirsdag 23. april 2013 Seniorliv | 9 Denne side er redigeret af Marie Louise Rasmussen Til døden skiller os ad I fire år har Irma Torres passet sin alzheimersyge mand, og hun insisterer på, at han ikke skal på plejehjem. Det er et knoklearbejde, der har kostet mange tårer. Nætterne bruger hun til at skrive sine frustrationer ud Et citat af filosoffen Martin Buber er grundlæggende for højskoleforstander Carsten Kolby Kristiansen Af Lea Holtze [email protected] ”Man kan få fjernet en arm eller et ben, men forstanden er det værste. Og det er det, man mister. Forstanden.” Irma Torres hvisker næsten ordene ud som for at holde den virkelighed, hun og hendes mand har levet i de seneste fire år, en smule hen. Men inde fra stuen lyder en forvirret kalden. Irma Torres svarer straks med en stemme så mild og blød som den spæde forårsdag udenfor. Og lidt efter kommer hendes mand, Carlos, forsigtigt trissende hen over dørtrinnet og sætter sig ved siden af hende. Hans hår er nydeligt redt til siden, og skjortekanten flipper elegant ud over hans røde sweater. Hans spanske rødder kommer endnu til udtryk ved hans lune glimt i øjet. Og på sin vis ligner det ældre ægtepar såmænd ethvert andet, som de sidder der side om side. ”Jeg regnede det heller ikke for noget i begyndelsen. Jeg troede egentlig, at alt ville blive godt, når jeg stoppede med at arbejde for at passe ham,” fortæller Irma Torres. Fra Carlos kan man høre nogle spinkle, næsten syngende lyde blandet med korte sætninger og mere eller mindre usammenhængende spanske ord. Det er nu mere end fire år siden, at Irma Torres måtte sige sit job som taxachauffør op fra den ene dag til den anden for at passe sin demente mand på fuld tid. Et år senere, i 2010, fik Carlos konstateret Alzheimers sygdom, og siden er hans hukommelse og forstand dag for dag smuldret væk. Man mener, at der i dag er 85.000 danskere, der lider af en demenssygdom. Heraf har cirka 45.000 den uhelbredelige Alzheimers sygdom. Først og fremmest påvirker den korttidshukommelsen, men efterhånden som sygdommen udvikler sig, sker der også ændringer i temperament og følelser. Og det fik Irma Torres at føle. I begyndelsen nægtede Carlos at anerkende, at han var syg, men mente snarere, at hans hustru fejlede noget. Irma Torres oplevede at blive smidt ud af lejligheden af Carlos, og han truede til tider med at gøre skade på både sig selv og hende. Da han en dag sagde til sin hustru: ”De arbejder udmærket, og De må godt blive her”, gik det for alvor op for Irma Torres, hvor syg Carlos var. ”Til at begynde med spekulerede jeg på, om det var ondskabsfuldhed, og jeg reagerede ved at forsvare mig. Han ord der tæller Af Else Marie Nygaard [email protected] 0 Irma Torres har valgt at passe sin mand, der lider af Alzheimers sygdom, i hjemmet i Herlev ved København. Det har været hårdt, og hun bebrejder ikke dem, der sender deres ægtefælle på plejehjem i stedet. Men hun kan ikke bære tanken om at sende sin Carlos væk. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. WW Til at begynde med spekulerede jeg på, om det var ondskabsfuldhed, og jeg reagerede ved at forsvare mig. Han gjorde mig utrolig ked af det, og jeg græd ofte. irma torres gjorde mig utrolig ked af det, og jeg græd ofte. Det var vanskeligt, for jeg skulle jo lige forstå, at det var en sygdom,” siger hun og fortsætter: ”Men jo mere jeg har levet mig ind i hans sygdom, jo bedre har jeg forstået den. Og så har jeg bedre kunnet klare det.” Irma Torres begyndte at bruge nætterne, hvor hun havde fred og kunne være sig selv, til at få luft for sine frustrationer ved at skrive dem ned. I dag er det blevet til bogen ”Glemsom. Alzheimers – de pårørendes sygdom”, der er udgivet på forlaget Mellemgaard. For da Carlos blev syg, forsøgte Irma Torres selv at finde materiale for pårørende på biblioteket, men uden held. Nu har hun i sin bog givet an- dre pårørende indblik i sit liv med en mand med Alzheimers sygdom og splittelsen mellem ønsket om at passe ham hjemme for evigt og frygten for, at byrden bliver for stor. ”Det trøster mig at skrive mine tanker og frustrationer ned på papir. Så falder jeg til ro igen og ved af erfaring, at jeg igen vil være den omsorgsfulde og kærlige kone til en alzheimersyg ægtemand. Jeg er naturligvis bange for, at jeg måske ikke kan klare ham. Og jeg har fortalt ham, at jeg er bange for vores fremtid. Men så kigger han på mig på en måde, som om han siger til mig, at vi nok skal klare det sammen,” siger hun. Irma Torres har skænket alle døgnets vågne timer til Carlos. Nu kommer der ganske vist en hjemmehjælper hver aften, og Carlos har også fået en seng, der kan hejses op og ned, som gør de natlige bleskift lettere. Men hun kan ikke lade ham være alene hjemme og har kun få timer om ugen, hvor Carlos er på et dagcenter for demente, til at ordne andre gøremål. Alligevel kunne hun for alt i verden ikke tænke sig det anderledes. ”Jeg har en lykkefølelse, når vi sidder sammen i sofaen, og han trykker min hånd. Så tænker jeg, at jeg gør det rigtige ved at beholde ham hjemme. Jeg har fra starten sagt, at jeg ikke ønsker, han skal på plejehjem. Bare tanken får mig til at græde,” siger hun. Irma Torres mener selv, at noget af hendes styrke til at holde ud er kommet med hendes barske opvækst. Hun er født og opvokset i Tyskland under Anden Verdenskrig og mistede både sin mor og far, inden hun var fyldt fem år. Som bare 17-årig blev hun sendt til Danmark for at gifte sig med en mand, hun ikke kendte. Og det blev til godt 19 års ulykkeligt ægteskab, før hun mødte Carlos. ”Jeg har oplevet så meget, og det har ikke været den store lykke, før jeg mødte Carlos. Men jeg tror, det har gjort mig stærk og har givet mig en positiv indstilling til livet, der gør, at jeg i dag kan glæde mig over de små ting,” siger hun og fortsætter: ”Jeg sætter en ære i at passe min mand, og jeg kan ikke holde tanken ud om, at han skal passes af andre. Eftersom han har glemt sit danske sprog, vil han blive det mest ensomme menneske på et plejehjem. Man skal ikke bebrejde sig selv, hvis man ikke kan klare det, men jeg synes, alle pårørende skule prøve at passe deres kære derhjemme. Så tror jeg, de får en bedre afslutning,” siger hun. I dag er Carlos’ sygdom nået til sidste stadium, og hverdagen bliver sværere fra dag til dag. Men de svære stunder, hvor Carlos skriger af angst for at slippe et gelænder eller træde over et dørtrin, opvejes af alle de gode, hvor han kysser hendes hånd eller hvisker hende i øret. Ægteparret har nu været gift og levet sammen i lejligheden i Herlev ved København i 38 år. På væggene bag dem hænger minder om det liv, de havde engang. Sommerbilleder fra Spanien. En plakat fra deres arbejde som fotografer ved Trekroner tilbage i 1984. Og indrammede breve med anbefalinger og økonomisk støtte til filmprojekter fra Amalienborg og Rigsarkivet. ”Sammen har vi levet vores drømme. Og jeg tror, den vigtigste essens i det her er kærlighed, for jeg elsker ham. Selvom han til tider opfører sig, så man kan undre sig over, at man kan elske sådan et menneske. Havde jeg ikke haft så meget kærlighed til ham, ville jeg nok have opgivet. Men nu ser mit ønske om at blive sammen med Carlos, indtil døden skiller os ad, ud til at gå i opfyldelse.” Bedstefædre er kommet frem på banen under lockouten Nye bedstefædreroller er bygget op gennem de seneste 15 år, og det ses nu under skolekonflikten Af Lis M. Frederiksen [email protected] De helt særlige situationer i samfundet fører ofte til nye og overraskende opdagelser. Ingenting er, som det var for tre uger siden, da lærerne blev lockoutet. I familierne er det en daglig udfordring. Der skal tænkes kreativt og planlægges endnu mere end på en almindelig hverdag med skolegang, sports- og fritidsaktiviteter. Forældre i en klasse skiftes til at blive hjemme og holde legestue for en gruppe børn. Der findes et utal af forskellige løsninger. Tilpasningsevnen er tilsyneladende ganske stor, selvom det er et værre bøvl. Den store, gode opdagelse har været at opleve alle de bedstefædre, der i den grad er kommet på banen. Bedste- Alt virkeligt liv er møde fædrene er rundt omkring og alle vegne. De bringer og henter børnebørnene i sfo’en. Der er dage, hvor de ligesom os bedstemødre har været sammen med børnene om formiddagen, afleverer dem, når sfo’en åbner, og henter dem igen senere på eftermiddagen. De er med andre ord ”på” hele dagen. ”Luk din jakke. Det er koldt udenfor”. ”Har du husket at sige farvel?”. Bedstefædrene påtager sig omsorgen for børnebørnene med den største selvfølgelighed. De er synlige på legepladserne og i gadebilledet. ”Det er en udvikling, der er sket hen over de seneste 15 år,” siger Anette Steen Pedersen, mangeårig ligestillingsrådgiver herhjemme og i udlandet, blandt andet i Verdensbanken. ”Det er blevet synligt, at bedstefædrene er ressourcepersoner i forhold til børnebørnene. De får lov at lægge ble på de små og passe dem. Det gjorde de ikke nødvendigvis på deres egne børn. Enten fordi de arbejdede meget, eller fordi deres koner pr. automatik tog over.” ”Der er simpelthen opbygget nogle bedstefædreroller hen over de seneste cirka 15 år, som nu viser sig helt tydeligt under konflikten. Men det er ikke noget, der er sket, fordi der er konflikt,” understreger Anette Steen Pedersen. Ofte gifter mænd sig med lidt yngre kvinder. Derfor går mændene i nogle tilfælde tidligere på pension end kvinderne, og de har chancen for at finde deres helt egen rolle i forhold til børnebørnene uden indblanding fra bedstemor, som stadig er på arbejde. Sådan er mønstret i hvert fald i mange familier, uden at man naturligvis skal generalisere. Eller bedstefar er blevet alene, og børnebørnene med- Klummen Klummen skrives på skift af tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksen, 69 år, journalist og forfatter Birgit Meister, 71 år, samt tidligere biskop i Aalborg Stift Søren Lodberg Hvas, 73 år. Læserne er velkomne til at foreslå emner, de mener, skribenterne bør tage op. Man kan skrive til [email protected] eller sende et brev til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K og mærke brevet Seniorliv. virker til at give ham indhold i tilværelsen. For børnene, både drenge og piger, er det godt og sundt at have nogle mænd at læne sig op ad. Både drenge og piger har brug for at have mænd og kvinder på alle niveauer i deres liv. I familien, i børnehaven, i skolen, i fritidslivet. I vores familie har vi et eksempel på, at en bedstefar er rejst på tværs af landet med en kuffert fuld af tålmodig- hed og ro. Der bliver snakket, kørt med bus – ikke i bil – der er biografture i utide og en begejstret tilskuer til den store drengs badmintonkamp. Men når en femdages arbejdsuge er gået, så kan denne bedstefar nu også klare sig et stykke tid. Mange familier kender sikkert lignende situationer. Den til tider forkætrede og udskældte 1968-generation stod fadder til debatten om ligestilling – kvinders ligestil- ling, hed det dengang. Et meget vigtigt tema var, at mændene skulle deltage i husarbejdet og være med til at tage ansvaret for børnene og for hjemmet. Kvinderne skulle frigøres mere fra husarbejdet, skabe sig en karriere og have deres eget liv og interesser uden for hjemme på lige fod med mændene. Men det var op ad bakke, var der mange kvinder dengang, der syntes. Det holdt hårdt og medvirkede til mange udmarvende diskussioner derhjemme. Forandringer tager tid, ikke mindst når det handler om ens egen selvforståelse. Mønstret dengang var jo, at far tjente pengene, gik på arbejde, kom træt hjem, og mor sørgede for alt det derhjemme. I dag oplever vi heldigvis, at de unge fædre i langt højere grad tager ansvaret på sig over for børnene og hjemmet, og at de trives med det. Gad vist om ikke mange bedstefædre også har tænkt, at de glæder vil de også have på deres ældre dage, og nu er det blevet legitimt at tage sig af børnebørnene, vise dem omsorg og kærlighed. For nogle år siden læste teologen og højskoleforstanderen Carsten Kolby Kristiansen værket ”Jeg og du” af den østrigsk-israelske filosof og teolog Martin Buber (18781965). Særligt ét citat har bidt sig fast: ”Alt virkeligt liv er møde”. Udsagnet er en slags prisme, gennem hvilket den 61-årige højskolemand forstår tilværelsen. ”Det er et meget præcist udsagn med stor gyldighed. Vi lever af, at vi møder noget andet end os selv og vores eget. Vi mødes af solen, foråret, sproget. Men også af andre mennesker. Et barn har sin mor som forudsætning, en kammerat sin ven og en elsker sin kæreste. Vores liv lykkes kun af, at vi mødes af noget andet end os selv,” siger han. Mødet mellem mennesker har været centralt i Carsten Kolby Kristiansens arbejdsliv. Allerede som teologistuderende kom han til Silkeborg Højskole som timelærer. Højskolen blev oprettet af den kirkelige børne- og ungdomsorganisation FDF i 1969. Carsten Kolby Kristiansen trak selv i FDF’ernes uniform som niårig i Horsens 1. kreds og var dermed fortrolig med kulturen på højskolen. Som cand.theol. blev han tilbudt en lærerstilling på højskolen, og han takkede ja og forestillede sig, at han efter nogle år ville søge et præsteembede. Men efter tre år blev han i stedet forstander og har været det siden. En stilling, han deler med ægtefællen, Helga Kolby Kristiansen. ”Når jeg ser på livet på skolen, gøres det tydeligt, at vi lever af mødet med hinanden. Undervisning og læring lykkes i grunden kun, når den foregår i et fællesskab. Desværre er det et aspekt, især politikere og erhvervsliv har alt for ringe blik for i den aktuelle uddannelsesdebat. For mig at se er det afgørende for både vores menneskeliv og samfundsliv, at vi som samfund sikrer mødepladser til, at mennesker ansigt til ansigt kan få lejlighed til at tage vare på det liv, vi får givet, og til, at vi som borgere kan få mulighed for at tage del og tage ansvar. Med andre ord: Civilsamfundet skal have demokratiske mødepladser, hvis både menneskeliv og samfund skal lykkes. Det trænger vi til at besinde os på påny her til lands.” Lad mig citere Halfdan Rasmussen: Det bedste ved min bedstefar Er at han aldrig mangler svar Selvom jeg spørger fjollet. Han snakker om de svundne år Da han var dreng og brak sit lår Og kom på foldboldholdet. Det bedste ved min bedstemor Er at det ikke gør et spor Selv når jeg baldrer ruder. Hun giver mig kager, kys og klap, Og siger jeg er stor og skrap Og trøster når jeg tuder. Bedstemødrene skal vi jo ikke helt glemme, vel? 0 Carsten Kolby Kristiansen takkede efter endt teologistudium ja til en lærerstilling på Silkeborg Højskole og regnede med, at han efter nogle år ville søge et præsteembede. Men han har været på højskolen siden – i mange år som forstander. – Privatfoto.
© Copyright 2024