1. No category

Weekendavisen
# 09 27. februar 2015
Trængsel. Nanorobotter vil snart drive omkring
Jorden i 20 kilometers højde. Side 8-9
Wissenschaft. Larmende, beskidte og
farlige sysler i tidlig moderne tid. Side 12
Krigsspil. I Napoleonstiden søgte
man indsigt i krigens væsen. Side 4
Ideer
Dyreetik. Burde alle katte
have en herre? Side 10
Modedyr. Musen har længe været forsøgsdyrenes konge, men har fået en overraskende konkurrent: den genetisk formbare zebrafisk.
Forskere håber, den vil hjælpe os med at kurere alt fra angst og alzheimers til hudkræft og leukæmi.
Laboratoriets nye stjerne
Af Cecilie Cronwald
S
å snart de mikroskopiske lyserøde
krebsdyr rammer vandet, sker der
noget. De små zebrafisk i akvariet
begynder at pile rundt efter maden
i lynhurtige ryk. Man kan se lige igennem
dem, og i takt med, at de sluger deres nyudklækkede måltid, bliver deres maver mere og
mere lyserøde.
»Det er en særlig gennemsigtig mutant,«
forklarer biolog og adjunkt Louise von
Gersdorff Jørgensen, mens hun drysser
foder i et af de godt tyve akvarier, som står i
kælderen under Københavns Universitet på
Frederiksberg.
Ligesom mange andre forskere har Louise
von Gersdorff Jørgensen fået øjnene op for
den lille stribede fisk, som er nem at genmanipulere og har overraskende meget biologi til
fælles med os mennesker. For ti år siden blev
den udnævnt af det amerikanske National
Institute of Health til at være den næstbedste
model for mennesker efter musen, og siden
har forskere over hele kloden taget det nye
forsøgsdyr til sig i håb om, at den vil hjælpe
os med at kurere en lang række sygdomme
i mennesket; fra skizofreni og alzheimers
til hjertefejl og kræft. I Louises afdeling,
Laboratorium for Akvatisk Patobiologi,
LAYOUT: BENTE BRUUN
udvider man snart faciliteterne til 100
akvarier, og i Campusstalden, som hører til
hos sundhedsforskerne i Panum, er man i
gang med at bygge en helt ny zebrafiskafdeling, hvor små tusind akvarier vil stå klar til
efteråret.
»Det er totalt en modefisk,« siger Louise
von Gersdorff Jørgensen.
Mennesket har i årtusinder brugt dyr
til at stille vores nysgerrighed om vores egne
kroppe. I det antikke Grækenland eksperimenterede man på levende dyr for at vise,
hvordan nerver og sener fungerede, og i det
gamle Rom brugte den berømte læge og
filosof Galen grise til at demonstrere, hvordan
blodet cirkulerer i kroppen. Omtrent 1000 år
senere, i 1100-tallet, afprøvede den arabiske
kirurg Ibn Zuhr sine procedurer på dyr, inden
han udførte dem på mennesker.
Forsøgsdyr har været mindst lige så uundværlige, når det gælder moderne medicin. Ud
af de 105 nobelpriser, der er blevet uddelt i
fysiologi og medicin, er 91 gået til forskning,
som har været direkte eller indirekte afhængig
af forsøgsdyr.
Forsøgsdyrene har ofte været arter, vi er
vant til at leve tæt sammen med.
»De mest populære forsøgsdyr er landbrugsdyr som får og grise, kæledyr som katte
og hunde, eller skadedyr som mus og rotter,
som vi har delt bolig med i tusindvis af år,«
forklarer professor Jann Hau, som er leder af
Afdelingen for Eksperimentel Medicin ved
København Universitet. Hau er uddannet i
komparativ medicin og har arbejdet med
forsøgsdyr siden 1970erne; i dag er han
øverste ansvarlig for de mere end 50.000
forsøgsdyr, der hører til på Københavns
Universitet.
Langt de fleste er pattedyr. Der er rotten,
som er den vigtigste model inden for farmakologien, og grisen, hvis anatomi og størrelse minder om vores og derfor bruges, når
kirurger skal afprøve nye operationsmetoder.
Der er marsvin, ildere, kaniner, høns og en
gang imellem katte og hunde. Forsøg på aber
foregår nu uden for Danmarks grænser.
Det vigtigste og langt mest udbredte
forsøgsdyr er musen, omkring 45.000 af
universitetets forsøgsdyr er mus. Musen er
nem at avle på og holde og den udvikler sig
relativt hurtigt. Den har altid været populær,
og med genteknologiens gennembrud bruges
den stadig hyppigere. Det er relativt nemt at
ændre i musens genom, og i løbet af de seneste
år er det lykkedes forskere at lave såkaldt
»humaniserede mus«, som får transplanteret
menneskeceller eller får deres egne gener
erstattet med gener fra mennesket, så de for
eksempel udvikler en lever eller et immunforsvar, der ligner vores. På den måde bliver de
endnu bedre modeller for mennesket.
»Mens der bliver brugt stadig færre dyr som
katte, hunde, kaniner og hamstre, har musen
fået en stadig mere dominerende rolle i laboratorierne. Der ligger også en selvforstærkende
effekt i det – jo mere populær den er, jo mere
lærer man, og derfor bliver den det naturlige
forsøgsdyr for mange,« siger Jann Hau.
Kun hvirveldyr tæller formelt som forsøgsdyr, på nær blæksprutter og enkelte andre
undtagelser, men en række mere simple
modeller har også haft enorm betydning for
den biomedicinske forskning. Organismer
som rundorm, bakterier og bananfluer har
givet forskere indblik i cellens molekylære
processer, men når det gælder om at overføre
resultaterne til mennesket, har de hvirvelløse
dyre deres begrænsninger.
Det vidste den jødisk-ungarske molekylærbiolog George Streisinger, som i 1960erne
arbejdede med at forstå, hvordan man kunne
mutere dna i en bakterie. Han ville derfor
gerne teste, om de molekylære principper også
gjaldt for hvirveldyr.
Som akvarieejer og fiskenørd vidste han,
fortsættes side 2
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ
2
Weekendavisen
Ideer
# 09 27. februar 2015
FALSIFICERET
Ø med
vokseværk
Der er mange beretninger om
øer, der er i fare for at synke
i havet på grund af klimaændringer, men omvendt kan
klimaændringer også få øer
til at vokse.
Det ser således ud til at
være tilfældet på Island, hvor
nøjagtige målinger med en
serie GPS-stationer har vist,
at øen nogle steder vokser
med omkring tre centimeter
om året.
Det er især den centrale del
af øen i området mellem de
store gletsjere Vatnajökull,
Langjökull og Hofsjökull, der
har fået vokseværk, og ifølge
amerikanske og islandske
forskere er forklaringen, at
gletsjerne smelter tilbage i
disse år.
De store ismasser udøver
et enormt tryk på undergrunden, men når isen taber
vægt, så falder trykket på
undergrunden, hvorefter
den begynder at hæve sig
igen.
Forskerne kan således se,
at der er en sammenhæng
mellem gletsjernes vægttab
og landstigningerne, der
endda accelererer i det centrale og sydlige Island.
Fortsætter udviklingen
som nu, så vil det centrale
Island om ti år hæve sig med
fire centimeter om året,
hvilket næsten er det samme
som hos et barn i 7-8-års
alderen.
jopp
Geophysical Research Letters,
6. februar
Hinsides
multikultur
Hvordan håndterer vi bedst
at leve side om side med mennesker fra andre kulturer?
Spørgsmålet er ikke mindst
aktuelt i arbejds- og forretninglivet, og til hjælp for
Det allestedsnærværende. Vinderen af Eliteforsk-prisen på 1,2 millioner kroner finder skønhed i cellers elegante kompleksitet.
Celler bruger ikke mindst meget energi på konstant at reparere sig selv.
Cellebegejstring
Af ANNETTE K. NIELSEN
E
n basal forudsætning for alt liv er,
at celler kan holde deres dna fri for
mutationer og skader. Generne i
cellers dna indeholder nemlig opskriften på cellernes mange tusind forskellige
proteiner, som udretter stort set alt, hvad der
sker inde i cellerne og definerer deres struktur
og funktion.
»Hvis der sker ændringer i det genetiske
materiale, sker der ændringer i proteinerne.
Dermed får proteinerne egenskaber, de ikke
skal have,« fortæller den unge, prisvindende
professor i molekylær cellebiologi Niels
Mailand. Det kan eksempelvis være, at celler begynder at vokse uhæmmet, som man
kender det fra forskellige kræftsygdomme.
Heldigvis er celler så sindrigt indrettet, at de
har noget, der hedder et DNA-skade-respons,
der konstant sørger for, at dna’et bliver repareret. DNA-skade-responset er et fænomen,
man har kendt til i omkring 50 år, og man
har løbende opdaget flere og flere elementer i
responset og lært stedse mere om de forskellige reparationsmekanismer.
Niels Mailand er leder af Ubiquitin
Signaling Group, en af flere forskningsgrupper ved Novo Nordisk Foundation Center for
Protein Research på Københavns Universitet,
og har netop modtaget Uddannelses- og
Forskningsministeriets prestigefyldte
EliteForsk-Pris 2015 på 1,2 millioner kroner
for sin banebrydende forskning i de molekylære mekanismer, der styrer cellens vigtige
DNA-skade-respons. Og uden at sige for
meget er der tale om et næsten ubegribeligt indviklet system. For hver dag sker der
mellem 50.000 og 100.000 skader på hver
enkelt celles dna som følge af påvirkning fra
kemikalier, UV-stråling og lignende, fortæller Niels Mailand. Hver af disse skader kan i
princippet føre til en mutation eller ændring
af dna’et, medmindre skaden bliver opdaget
og repareret. Endvidere består den genetiske
kode i cellens dna af omkring tre milliarder
bogstaver, og de bliver alle sammen konstant
overvåget. »Det er fantastisk at tænke på,
at det overhovedet kan lade sig gøre,« siger
professor Niels Mailand, der er grundlæggende fascineret af sit arbejde med at afdække
cellestrukturens funktion.
En celle bruger mange kræfter på at
opretholde dna’ets integritet, og op til 2.000
ud af cellens omkring 20.000 proteiner er på
en eller anden måde involveret i DNA-skaderesponset. Ifølge Mailand understreger det
store antal proteiner i DNA-skade-responset,
at det er en meget vigtig mekanisme: »Det, vi
prøver på at forstå, er, hvordan dette respons
er opbygget på det molekylære plan? Hvad er
det for proteiner, der er involveret i det? Hvad
er deres individuelle funktioner, og hvordan
snakker proteinerne sammen på tværs af alle
disse funktioner?«
Ubiquitin Signaling Group består af ph.d.studerende, postdocs, laboratorieassistenter
og andre forskere. De gransker et helt særligt
celleprotein, der spiller en stor rolle for DNAskade-responset, nemlig ubiquitin. Selve
navnet afslører lidt om proteinets karakter,
for det er afledt af det latinske ubiquitas,
som betyder allestedsnærværende. De tre
forskere, der opdagede proteinet og beskrev
nogle af dets funktioner, fik Nobelprisen i
kemi i 2004. »Ubiquitin er et lille molekyle,
der sætter sig på andre proteiner, så de får en
anden funktion, for eksempel at blive rekrutteret til at reparere en dna-skade. Ubiquitin
findes i alle celler og er et signaleringsmolekyle, der spiller meget vigtige roller i forhold
til at ændre andre proteiners egenskaber og
aktivitet.« I dag er der stort fokus på molekylet
i laboratorier mange steder i verden, og forskningen er uhyre konkurrencedrevet. Mailandgruppen er helt i front. »Vi har været med til
at fastslå, at ubiquitin spiller en central rolle i
at organisere hele DNA-skade-responset, og vi
har molekylært kunnet forklare, hvordan det
fungerer. Vores arbejde har virket som forlæg
for, hvordan processerne fungerer, og det danner grundlag for, hvad mange andre nu også
forsker i,« siger Niels Mailand.
INTERESSEN for det allestedsnærværende
signaleringsmolekyle er ikke så mærkelig, for
perspektiverne er vide, ikke mindst i forhold
til kemoterapi: »Kræftceller er genetisk ustabile og ikke særlig gode til at reparere dnaskader sammenlignet med normale celler.
Derfor muterer de løs og bliver til kræftceller.
Netop dette svækkede DNA-skade-respons
forsøger man at udnytte i kemoterapi.« I
kemoterapi bruger man stoffer, der generelt
påfører massive dna-skader. Som følge af
kræftcellernes dårlige evne til at reparere
skaderne, dør de nemmere.
Problemet er, siger Niels Mailand, at man
rammer alle reparationsprocesser i både syge
og raske celler, hvilket forårsager de mange
bivirkninger. »Udfordringen er at forstå dette
DNA-skade-respons meget bedre i detaljen, så
vi kan ramme den helt specifikke defekt, som
kræftcellen har, og dermed skåne de almindelige celler. Vi laver udelukkende grundforskning, og håbet er, at forskningen leverer den
basisviden, som er nødvendig for at designe
nogle målrettede terapier.«
Der er næsten tale om et »internationalt
kapløb«, som Niels Mailand formulerer det,
der går ud på at løse cellestrukturens myriade af mysterier, og her gælder det blandt
andet om at have adgang til det bedste
udstyr, hvis man skal bibeholde frontpositionen. »Et af mine hovedmål som gruppeleder
ZEBRAFISKENS måske største fordel er,
at den er utrolig nem at manipulere genetisk.
Ved at sprøjte specialdesignet væske ind i et
nylagt æg, kan man lynhurtigt lave lige præcis
den mutant, man skal bruge.
»Du kan skabe zebrafisk med kræft og følge
dens udbredelse, og du kan skabe zebrafisk
med alzheimers-syndrom,« forklarer Louise
von Gersdorff Jørgensen.
Hendes kollega Simon Haarder arbejder
med fisk, der gives en særlig inflammatorisk
tarmsygdom som kendes fra mennesker, og
prøver at lindre deres symptomer. Selv laver
hun forsøg med gennemsigtige mutanter, som
hun bruger til at studere, hvordan fluorescerende bakterier kommer ind i fisken. I fremtiden vil hun gerne bruge de gennemsigtige fisk
til at undersøge, hvordan en virus inficerer
kroppen – hvilke organer den når til først,
hvordan den spreder sig i blodbanen.
»Det kan forhåbentlig også fortælle os noget
om, hvordan en virus opfører sig i menneske-
kroppen. Hvis vi ved, hvordan en virus trænger
ind i kroppen og bevæger sig rundt, vil vi bedre
kunne stoppe den undervejs,« siger Louise von
Gersdorff Jørgensen
Zebrafiskens formbare genom bruges også til
at fastslå betydningen af enkelte gener. Det er
kernen i et ph.d.-projekt, som farmaceut Karin
de Linde Troelsen lige nu arbejder på ved
Institut for Medicinsk Genetik på Københavns
Universitet. Projektet tager udgangspunkt i patienter med hjertemisdannelser. En af Troelsens
kolleger screener patienter og deres forældre for
at finde specifikke steder i deres dna, hvor der
ser ud til at være noget galt; derefter forsøger
Karin de Linde Troelsen at slukke for de tilsvarende gener i nylagte zebrafiskeæg.
Efter en dags tid sætter hun de små fiskeæg
under lup og undersøger, om slukningen af
genet har haft betydning for udviklingen
af fiskens hjerte – hun bruger en fisk, hvor
hjertecellerne er koblet med et fluorescerende
protein, som gør dem selvlysende.
FORTSAT FRA FORSIDEN
Laboratoriets nye stjerne
hvor nemt det var at opdrætte zebrafisk – en
lille blåstribet fisk, som oprindeligt levede i
bække, grøfter og søer i det østlige Indien,
men siden spredte sig til hjemmeakvarier over
hele verden. Så han tog sine fisk med i laboratoriet og begyndte at bruge dem som modelsystem. Det tog næsten ti år, inden Streisinger
var parat til at publicere sit første zebrafiskstudie. De færreste delte hans begejstring for den
nye modelorganisme, men så, i 1988, fandt
forskere ud af, hvordan man kunne mutere
dele af zebrafiskens dna, og dermed efterligne
menneskets sygdomme i fisken.
Siden er antallet af artikler med zebrafisk i
hovedrollen steget eksplosivt til et par tusinde
om året, og fisken er flyttet ind i flere end
900 laboratorier i over 30 lande.
En af grundene til zebrafiskens succes er ren
og skær effektivitet. Mens en mus skal bruge
tre uger for at producere et kuld unger, kan
zebrafisken gyde hundredvis af æg hver uge.
Fiskene er billige at holde og kræver mindre
LAYOUT: BENTE BRUUN
plads end pattedyr, og ægget udvikles uden for
kroppen. På bare 24 timer dannes de vigtigste
organer og efter 48 timer klækkes det.
»Du kan med det samme lægge ægget i en
petriskål og se, hvordan det udvikler sig fra
en celle, til to, til fire, til otte og så videre. Du
kan sprøjte farvestof ind i en celle og se, hvad
den celle bliver til i den færdige krop. Du kan
følge udviklingen af fostret helt tæt på, og
det går virkelig stærkt,« forklarer Louise von
Gersdorff Jørgensen.
Samtidig ligner zebrafisken os mere, end
man måske skulle tro. Omkring 80 procent af
fiskens gener har et modstykke i menneskets
dna, og vi deler mange organer, som for eksempel hjerte, milt, nyre og tarm. Selv om fisken
ikke har nogen rygmarv, så minder fiskens immunforsvar meget om vores eget, den har både
et medfødt og adaptivt immunsystem, ligesom
os, og har mange af de samme slags celler. De
store overlap betyder, at en sygdom i fisken ofte
vil ligne en sygdom i mennesket.
Ideer
Weekendavisen
alle aktører på de felter har et
forskerhold anført af Michael
Morris, professor i ledelse ved
Columbia Business School,
genovervejet, hvordan vi
overordnet kan sætte situationen på begreb.
Vi har vænnet os til, at
slaget står mellem universalisme og multikulturalisme,
som henholdsvis hævder, at al
kulturel prægning skal holdes
ude af det fælles rum – eller
modsat, at det netop gælder
om at være kulturelt autentisk
og så udvise tolerance over for
de andres kulturelle særpræg
også. Men begge teorier
kommer til kort over for virkeligheden, siger forskerne.
Den traditionelle kategorisering i kulturer har det
nemlig med at blive rigid og
stereotypisk, og vi overser, at
de fleste blander flere kulturers træk i sig; for eksempel
vil en amerikaner typisk forene fælles amerikansk kultur
med træk fra en eller flere
andre yderligere kulturer.
# 09 27. februar 2015
Vi skal med andre ord se
kulturer som netværk og ikke
som skarptskårne kategorier.
Og med denne ændrede
synsvinkel skifter fokus fra
de kulturelle forskelle – hvide
over for farvede, for eksempel – til de mange sammenhænge mellem de forskellige
kulturer.
Forskerne kalder denne
nye tilgang for »polykultur«
og understreger, at kulturblandingen netop findes på
individniveau. Som forretningsmand eller professionel
gælder det derfor om at gå ud
i verden med et polykulturelt
blik for, at de andre derude
er pluralistiske størrelser med
3
forbindelser til flere kulturer
– og selv udvise interesse for
alle forbindelserne på tværs
og muligheden for stadig
fornyelse af kulturerne via de
konstante kulturmøder.
hla
Annual Review of Psychology,
24. februar
Ved hjælp af en mikrolaser kan
man beskadige dele af cellers
dna og studere reaktionen.
I midten viser et særlig
rødt antistof dna-skader på
menneskeceller.
Til venstre er de samme celler
farvet med et antistof mod
ubiquitin. Overlappet mellem
den grønne og røde farve viser,
at ubiquitin bliver ophobet ved
dna-skaderne. Til højre er de
to billeder slået sammen, og
sammenfaldet af det grønne
og røde signal ses som en
orange-gul farve. Ubiquitin
signalerer dna-skader, der
så bliver genkendt af cellens
dna-reparationsenzymer og
repareret.
FOTO: CENTER FOR PROTEIN RESEARCH
er at prøve at bruge teknologierne, som de
forskellige grupper ligger inde med, så vi får
en synergieffekt.« En af de teknologier er
massespektrometri, som giver adgang til at
se på alle cellens proteiner på én gang, altså
cellens såkaldte proteom. Mange vil kende
suffikset »-om« fra studier af genomet, mikrobiomet og viromet; proteomet er cellens
samlede proteiner.
»Hvor man tidligere arbejdede meget
hypotesedrevet og så på proteiner enkeltvis
ud fra en hypotese om, hvad de måske kan
og gør, er det i dag muligt at anlægge en
systemisk indfaldsvinkel. Vi kan undersøge
alle proteinerne på én gang og se på samspillet mellem dem. Det giver et helt andet
perspektiv på cellens processer,« fortæller
Niels Mailand. »Vi kan for eksempel påføre
dna-skader på nogle celler og bruge massespektrometri til at se på, hvordan alle cellens proteiner responderer på skaderne. Siden
kan vi plukke de proteiner ud, der gør noget
interessant.«
Mailand-gruppen har også på Center for
Protein Research adgang til en hel række
avancerede mikroskoper, og her kan man se
ubiquitin i aktion. Via avancerede teknikker
er det nemlig muligt at forsyne proteinet med
Hvis det lykkes hende at finde gener, som er
forbundet med hjertefejl, vil det eksempelvis
kunne bruges til at diagnosticere patienter og
til at vurdere risikoen for, at et forældrepar får
et barn med en hjertefejl.
Inden for fiskeforskningen har man store
kataloger med hundredvis af mutanter, som
man nemt og relativt billigt kan bestille fra.
Og de lave omkostninger giver et mere åbent
forskningsmiljø, end hvis man eksempelvis
arbejder med mus eller rotter, hvor det er
meget dyrt og besværligt at slå gener ned,
forklarer Karin de Linde Troelsen.
»Zebrafiskemiljøet er meget åbent. Det er
billigt at sætte forsøg op relativt let at få store
mængder information ud af forsøgene, og det
har ført til store projekter på tværs af verden.«
Den slags kan være sværere, hvis man arbejder med mutantmus, som kan koste op til en
halv million at få avlet.
»Så har du rigtig mange penge på spil. Hvis
ikke du er den første til at publicere dine
resultater, har du mistet pengene, og derfor
tør du ikke dele data med andre.«
FORVENTNINGERNE til zebrafisken er
høje. Den bruges lige nu til at udforske alt
lige fra skizofreni, alzheimers og autisme til
hudkræft, blodsygdomme og narkolepsi. Den
har også et stort potentiale, når det handler om
at udvikle nye lægemidler.
En medicin skal altid testes i pattedyr, inden
den kan bruges i mennesker. Men med fisken
kan man på kort tid teste hundredvis af stoffer
på en hel organisme og finde frem til dem, der
er mest interessante at gå videre med.
I et laboratorium på Harvard afprøvede
forskere i løbet af fire måneder omkring 2500
forskellige molekyler på zebrafisk, og et af
dem viste sig at øge antallet af stamceller i
dyrenes blod. Efter at have testet medicinen i
museceller lavede de et klinisk forsøg med 12
leukæmipatienter, hvis blodceller var blevet
ødelagt af kemoterapi, og medicinen endte
en fluorescerende hale. Det betyder, at proteinet lyser grønt i levende celler, hvorved man
kan iagttage dets færden rundt i cellen. »Hvis
vi giver en celle en dna-skade, kan vi i real
time følge, hvordan proteinet kommer hen
til skaden, hvor hurtigt det går og dynamikken i det. Det er klart, at det giver en ekstra
dimension, at man præcist med øjnene kan se,
hvad der foregår.«
Selv om Mailand-gruppens møjsommelige grundforskning har slået igennem
på den internationale forskningsscene, er
den forskningsmæssige anerkendelse, som
EliteForskPrisen betyder, meget kærkom-
men, siger Niels Mailand. Grundforskning
er måske en af de mest slidsomme discipliner,
for den kræver meget arbejde, uden at succes
på nogen måde er garanteret. Derudover
hører Niels Mailand, som han selv siger, til i
nørdekassen. Han er ganske enkelt forført af
cellestrukturens fantastiske kompleksitet og
kan ikke lade være med at forske. »Det er så
elegant, hvordan det hele er skruet sammen.
Det lyder måske fjollet, men der er en stor
skønhed i den kompleksitet. Gang på gang ser
jeg, at cellen har løst et givent problem på en
meget smart måde. Og jo dybere, man dykker
ned i det, desto flere lag afslører der sig.«
med at booste antallet af blodceller hos 10 af
patienterne.
Antallet af forskere, der bruger zebrafisk, vil
sandsynligvis stige i fremtiden, men den lille
fisk vil næppe få monopol, mener Jann Hau.
Nogle eksperimenter vil altid kræve pattedyr
eller primater, og desuden bliver forskerne
bedre og bedre til at genmanipulere andre
dyrearter end zebrafisk og mus.
»Jeg tror, det vil skabe fornyet interesse for
nogle af de dyr, som ellers har været på vej ud,
fordi det var svært at manipulere med deres
dna. For eksempel vil det give mulighed for
at bruge større dyr, som rotter og aber, som er
bedre modeller i nogle sammenhænge,«
Andre steder fokuserer man på at bruge
mere eksotiske dyr i laboratoriet. På Aarhus
Universitet arbejder man i stigende grad med
krybdyr og forsøger at udnytte og lære af deres helt særlige egenskaber, som for eksempel
slangens eminente fordøjelse eller vandsalamanderens evne til at regenerere nye lemmer.
På nogle områder vil forsøgsdyr blive erstattet af forskning på molekyleniveau, celleniveau eller organniveau, mener Jann Hau, men
vi vil aldrig slippe dyrene helt.
»Vi vil altid have behov for at studere det
hele, intakte individ, og her kan vi ikke undvære forsøgsdyrene,« siger Jann Hau.
Højtlæsning
Hvis De er abonnent, kan
De høre Cecilie Cronwald læse
sin artikel på Lydavisen.dk
KORREKTUR: LISBETH RINDHOLRT, FLEMMING GERTZ