0.-1.kl. dec.pdf

Månedsbrev –december 2013
Kære forældre i 0. og 1. klasse
Så nærmer julen sig med hastige skridt. Den 2. december blev der afholdt juleklippedag, hvor vi fik pyntet hele skolen op. Der har
derfor spredt sig en dejlig julestemning. Der bliver næsten dagligt talt dage til jul og der er vist ingen tvivl om, at eleverne glæder
sig. I forlængelse heraf vil jeg minde om, at det kan være en god ide at sørge for, at eleverne har varmt tøj med i skole. Selv om
det begynder at være koldt udenfor, skal eleverne stadig ud og lege engang imellem 
Siden sidste månedsbrev har vi haft fagemne i bio/geo, hvor vi har arbejdet med emnet ”Danmark”. Vi har bl.a. kigget på kort,
farvet vores eget kort over Danmark, lavet puslespil og læst op fra fagtekster om Danmark. Det har været en spændende uge,
hvor eleverne nysgerrigt har stillet spørgsmål til steder, små øer og lignende.
Vi har også haft fagemne i dansk, hvor vi har arbejdet med rim og remser. I løbet af ugen har vi lavet rim-opgaver, læst rim og
remser og set og sunget til en lille musikvideo med rim af Halfdan Rasmussen. Vi har desuden brugt de sidste 20 min hver dag
på at spille forskellige rim-spil. Der har både været vendespil, gulvdomino og et lille brætspil. Det har overordnet set været en
god uge, hvor vi har fået lidt mere kendskab til rim og remser.
Som noget nyt er jeg begyndt at benytte taktile fortællinger i 0. og 1. klasse. Det går ud på, at eleverne to og to giver hinanden
massage i forlængelse af en lille historie, som jeg læser op. Taktil rygmassage arbejder ud fra devisen om, at ”den man rører
ved, mobber man ikke”. Langt de fleste elever har taget rigtig godt imod det nye tiltag og det har indtil nu været en positiv
oplevelse. Eleverne nyder både at give og modtage massage, så det er dejligt. 
I forhold til lektielæsning får eleverne i 1. klasse en bog med hjem hver dag fra læsebånd. Bogen skal de læse sammen med jer
forældre. Hvis eleverne har tid og lyst må de desuden gerne arbejde i deres danskopgavebog hjemme. Det er hhv. ”Danskbog for
børnehaveklassen” (0. klasse) og ”Min første danskbog” (1. klasse). Dem må de gerne arbejde løs i. Da vi i år har en lang juleferie,
vil jeg råde jer til at lave nogle danskopgaver (det kan i gøre i de nævnte opgavebøger) og læse med jeres børn i ferien.
Inden jeg slutter dette månedsbrev, vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Jeg ser frem til, at dele min hverdag med eleverne igen i det nye år 
De bedste hilsner fra Nanna