Område 28 Hemmed Kær Marint forland, ferskvandsdannelser, flade (Mba) Afgrænsning Området udgøres af Bønnerup Kær, Hemmed Kær og Glesborg Kær og er positivt afgrænset som tidligere stenalderhavbund overlejret af humusjord. Mod nord afgrænses området af kysten og mod vest af overgangen mellem de finsandede jordtyper i det tilstødende naboområde Område 26 Fjellerup kystlandskab og humusjorden i område 28. Mod øst afgrænses området af randmorænen i Område 29 Hemmed randmoræne og mod syd af moræneskrænterne i Område 30 Hemmed vandløbsdal. Udsigt mod vest ned over Hemmed Kær fra naboområdet Hemmed randmoræne. Mens en betydelig del af Bønnerup Kær er opdyrket ligger Hemmed Kær og ikke mindst Glesborg Kær hen som et kludetæppe af dyrkede smålodder, små græsningsjorder, selvgroet krat og småskove. Geomorfologi Område 28 Hemmed Kær har i stenalderen været havområde, hvad det lavtliggende og helt flade landskab da også tydeligt viser. Som følge af den landhævning, der har fundet sted på Norddjursland siden sidste istid (Weichel-istiden), er området med tiden blevet til kær og mose og senere græsningsland og dyrket jord. Jordtype Området er marint sand og ler overlejret af ferskvandsdannelser (humusjord). Længst mod nord, langs kysten, dominerer finsandet jord med klit- og flyvesandsforekomster i og omkring Bønnerup Strand. I Glesborg Kær er der forekomster af ferskvandstørv og der er tidligere blevet gravet tørv især i Hemmed og Glesborg kærene. Terræn Terrænet er helt fladt og ligger omkring kote 2,5 – 5. Kompleksitet Området er ret homogent. Treå Mølle Bugt øst for Bønnerup Strand. Før Bønnerup Havn blev anlagt har også denne kyststrækning været udligningskyst (antydet af de store sten i billedet) men anlæggelsen af havnen, der strækker sig 800 m ud fra kysten, har på grund af den lægivende effekt så at sige suspenderet udligningskystens typiske processer og givet plads for et område med rørskov, strandenge og blotlagte sandtanger. Hydrologi Treå, der har sit udløb i havet umiddelbart vest for Bønnerup Strand, løber gennem området fra Tustrup i syd til havet i nord. Treå opsamler vand fra de mange og tætliggende afvandingsgrøfter der danner et karakteristisk ”sildebensmønster” i Hemmed Kær. En del små vandhuller er et resultat af tidligere tørvegravning i området. Farvandsområde Farvandsområdet er karakteriseret som åbne indre danske farvande med en retlinjet åben kyst. Dybdeforhold Havet ud for område 25 er et lavvandet farvandsområde. Afstanden fra kysten til kote – 5 m ligger på mellem 550 – 650 m. Havbunden er jævnt skrånende havbund. I de kystnære områder på begge sider af Bønnerup havn er der områder som er tørlagt ved lavvande. Disse områder har karakter af vade. Vindeksponering De naturlige processer der følger af vind- og bølgepåvirkning er i høj grad påvirket af tilstedeværelsen af Bønnerup Havn der strækker sig 800 m ud i havet og suspenderer de typiske processer langs udligningskysten. Strandbredden Vest for Bønnerup Havn er stranden stenstrand mens den på den øvrige del af kyststrækningen i området er kategoriseret som strand. Øst for Bønnerup Havn ved Skærbækhest er den lave havbund overstrøet med store sten. I fagsproget hedder et sådant område en abrasionsflade. Oprindeligt har stenene været en del af morænen som havet ikke har kunnet føre bort i forbindelse med den erosion, der har fundet sted langs denne del af kysten. De store sten er ganske enkelt ”sunket ned” hvor de har ligget i morænebakken mens den øvrige og lettere del af morænen er blevet ført bort. Kystforland Havet er ikke synligt fra de lave marine forlandsområder inde bag kysten.
© Copyright 2024