UDGIVET AF DANSK POLARCENTER | NR. 1/2008 | Polarfronten tema: Global opvarmning på vippen? | s. 4 I nordboernes fodspor | s. 16 Meteoritjagt på Sydpolen | s. 18 |INDHOLD| TEMA Global opvarmning på vippen? | 04 Klimatvist | 06 Global opvarmning: tro eller videnskab| 08 Det kosmiske fingeraftryk | 10 Videnskab.dk | 14 I nordboernes fodspor | 16 Meteoritjagt på Sydpolen | 18 Ti års overvågning | 20 Oliejagt i Nord | 23 Gletsjer i mistbænk | 24 Dansk Polarcenter er et center i Forsknings- og Innovationsstyrelsen og har til opgave at fremme og formidle dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 102 1401 København K Tlf.: 32 88 01 00 Fax: 32 88 01 01 [email protected] www.dpc.dk Udkommer fire gange årligt Oplag: 3500 Deadline for bidrag til næste nr. 15. maj 2008. Abonnement kan tegnes vederlagsfrit gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Peter Sloth, ansv. redaktør Jane Benarroch, redaktør, DJ Poul-Erik Philbert, DJ Irene Seiten, DJ Uffe Wilken, DJ Henning Thing Sidsel Gaustadnes, grafisk design Forsidefoto: Henning Thing. Polarstratosfæriske skyer Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. ISSN: 0907-2322 Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse | Polarfronten | NR.1/2008 AF DANS K POLA RCENTE R | NR. | 4 en? | s. på vipp varmning obal op 16 por | s. Tema: Gl ds fo s 18 erne | s. I nordbo Sydpolen jagt på Meteorit UDGIVET AF DANSK POLARCEN TER NR. 4 /2007 Polarfronten Bjørnedyr på rumf art, s. 4 Golfstrøm i topfo rm, s. 6 Grønlandshva lernes eldorado, s. 30 I kamp mod mik roberne, s. 8 De fede og de tynde, s. 10 Er mange bjør ne flere bjørne? s. 12 Ny makeup til Polarfronten Den opmærksomme læser vil allerede have bemærket det: Polarfronten har fået ny makeup. Og selvom hun ikke har slanket sig, holder hun – efter et lidt upåagtet 10-års jubilæum – vægten ganske godt. Det sikrer posttaksterne. Det er dog ikke kun andre farver og former, vi byder på fra og med dette nummer. Indholdet har også fået en let ansigtsløftning, der lægger op til en smule mere fordybelse: en lidt længere artikel i ny og næ; et tema, hvor vi tager aktuelle og debatterede spørgsmål op; og en spids kommentar, når nogen har noget på hjerte. Der vil tilmed løbende blive lanceret et antal nye klummer, der går bagom polarforskningen. Og så vil vi fremover bringe et særligt udvalgt billede fra de historiske arkiver. Vi ved, at forskere og andre med interesse for de arktiske områder er glade for det hurtige overblik, som Polarfronten giver. Derfor vil vi fortsat bestræbe os på at servere forskningsnyheder, forskningsresultater og andet godt fra polarforskningens område i korte, overskuelige artikler. Det vil således stadig være bladets journalistiske medarbejdere i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, som har fingrene på tasterne. Vi vil dog i fremtiden søge at give plads til skrivelystne yngre forskere og studerende i redaktionen. Interesserede opfordres hermed til at kontakte Polarfronten på [email protected]. oceanernes kolde hjerte Ud for Nordøstgrønland, oppe i Grønlandshavet nord for vulkanøen Jan Mayen, gemmer vandmasserne et femstjernet, men usynligt naturfænomen, som har stor betydning for os alle, og som burde have ’verdensarv’ -status: dybvandspumpen i Grønlandshavet. Temperatur, salt og vand er de tre ingredienser, som - blandet af naturen i det rette forhold - er drivkræfterne bag ’den termohaline cirkulation’, der er den faglige betegnelse for det globale kompleks af havstrømme. Man kunne også kalde fænomenet i Grønlandshavet for ’oceanernes kolde hjerte’. Koldt vand er tungere end varmt vand, og salt vand er tungere end ferskt vand. Disse enkle fysiske fakta - i samarbejde med kolde nordlige vinde og varmt, saltholdigt vand fra Golfstrømmen - skaber tilsammen en dybvandspumpe af store dimensioner. Når havvand fryser til is, uddrives saltet til det omgivende vand, der så bliver tungere og synker nedad. Jo mere salt i vandet, desto lavere frysepunkt. Så når kolde strømme eller kolde vinde køler havvandet samtidigt med, at der dannes nyis i havoverfladen, er de bedste betingelser for en betydelig nedsynkning af tungt (dvs. salt og koldt) vand mod havbunden til stede. I Grønlandshavet kan dybderne nå helt ned til ca. 4000 m. Når vandet synker nedad, bliver der naturligvis ikke et hul tilbage ved havoverfladen. Andet vand presses op nedefra, og relativt varmt og saltholdigt overfladevand strømmer til sydfra og indgår i det store verdensomspændende energikredsløb. Dybvandspumpen i Grønlandshavet er den ene af fire ’motorer’, som driver dette imponerende system af havstrømme: kolde bundstrømme og varme overfladestrømme. En anden ’motor’ ligger i Labradorhavet sydvest for Grønland og to andre ved Antarktis. Det er meget store vandmængder, som disse motorer pumper rundt gennem samtlige verdenshave: Dybvandsdannelsen i Nordatlanten alene står for omkring 5.000.000 km3 årligt. Det tager mindst 500 år for 1 m3 koldt dybvand at komme hele turen rundt gennem oceanerne og tilbage til Grønlandshavet som varmt overfladevand. Dette unikke system har i de seneste 12.000 år sørget for en vis udjævning af temperaturer - og dermed energi – mellem verdenshavene. Hvis f.eks. dybvandsdannelsen i Grønlandshavet svækkes, kan det få vidtrækkende konsekvenser for den nordgående varme overfladestrøm, vi kalder Golfstrømmen, og som forsyner vores lille del af verden med et noget mildere klima end vores geografiske breddegrad egentligt berettiger os til. Henning thing Polarfronten | NR.1/2008 | 3 gletsjerspalten 1/2008 nten o r f r a l o P UDGIVET TEMA I Klimaviden Hovedparten af verdens klimaforskere tilslutter sig efterhånden teorien om global opvarmning. Også politikerne hælder i stigende grad til ideen om, at den menneskeskabte udledning af CO2 har sat nogle klimaændringer i gang, som på længere sigt kan få vidtrækkende konsekvenser for livet på Jorden. Men de kritiske røster findes stadigvæk i forskerverdenen og bidrager til at holde diskussionen om klimaforandringerne levende og nære den videnskabelige erkendelsesproces. Polarfronten præsenterer på de næste sider to danske forskere, som fra hver deres synsvinkel sætter spørgsmålstegn ved, hvor stor en vægt den menneskeskabte CO2udpumpning har for klimaudviklingen. Global opvarmning Foto:NASA | Polarfronten | NR.1/2008 på vippen? Polarfronten | NR.1/2008 | TEMA I Klimaviden Foto: Henning Thing Klimatvist De globale middeltemperaturer synes de seneste år at stagnere eller ligefrem at falde. Rokker det ved den almindelige opfattelse, at vores klode er ramt af en langsigtet global opvarmning? To danske klimaforskere er stærkt uenige. Efter en blæsende og regnvåd dansk vinter næsten uden klare, sneglitrende frostdage vil det sikkert overraske mange, at vores klode samtidig har oplevet en særdeles kold periode med et kraftigt globalt temperaturfald (se figur). Ingen vil løfte et øjenbryn over nogle måneders faldende globale temperaturer, som sagtens kan være et udslag af klimaets naturlige svingninger. Men da professor Ole Humlum, Oslo Universitet, i januar i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten gjorde opmærksom på, at de globale middeltemperaturer ikke er steget det seneste årti, satte det gang i den danske klimadebat. Kritik af modellerne Det var ikke så meget Humlums konstatering af, at de globale temperaturer stagnerer, som skabte røre. Det var først og fremmest hans kritik af de mange klimamodeller, som forudsiger, at den menneskeskabte udpumpning af CO2 vil få de globale temperaturer til at stige: - I 10 år har vi ikke haft nogen stigning i den globale temperatur, selv om der i samme periode har været en kraftig stigning i mængden af CO2 i atmosfæren. Vi skulle have set en stigning i temperaturen på 0,2-0,3° Celcius, hvis klimamodellerne var rigtige. Det har vi ikke. Derfor må der være noget galt med modellerne, lød Ole Humlums fanfare i Jyllands- | Polarfronten | NR.1/2008 Posten. Et udsagn, som kan synes paradoksalt, når vi - som FN’s Internationale Klimapanel påpeger - siden 1998 har haft de fem varmeste år, siden målingernes start for små 150 år siden. Men det kan ifølge Humlum kun betyde, at der enten er en kraftig global opvarmning i gang, eller at vi passerer et toppunkt for øjeblikket. Selv er han tilbøjelig til at mene, at det er det sidste, der er tilfældet. Perioden er for kort Eigil Kaas, som er professor i meteorologi ved Københavns Universitet og fortaler for teorien om den menneskeskabte globale opvarmning, er hverken foruroliget over de stagnerende temperaturer eller over Ole Humlums kritik. - Jeg forstår egentlig slet ikke diskussionen. For det grundlæggende ved klimaet er, at det varierer, og vi kan sagtens have en flerårig periode, hvor temperaturerne falder eller stagnerer, uden at det på nogen måde modbeviser, at vi er midt i en langsigtet global opvarmning, lyder den kontante afvisning. Hvis det kun var CO2-indholdet i atmosfæren, som fik klimaet til at variere, ville der være tale om en jævnt stigende kurve, som blot afspejlede mængden af CO2. Men Kaas understreger, at en lang række påvirkninger får klimaet til at opføre sig højst uregelmæssigt. Et par af de faktorer, som de seneste 20 år har påvirket klimaet synligt, er vulkanen Pinatubos udbrud i 1991, som havde en kølende effekt, og ikke mindst El Niño-fænomenet i 1997-98, som midlertidigt fik jordens temperatur til at ryge i vejret. De seneste måneders afkøling tilskriver Kaas især en igangværende, moderat La Niña, dvs. det modsatte fænomen af El Niño. Globale middeltemperaturer 1985-2007 0.8 Mt. Pinatubo afkøling 0.7 0.6 0.5 0.4 El Niño opvarmning 0.3 -0.2 -0.1 0 -0.1 -0.1 Foto: Eigil Kaas - Hvis vi kunne fjerne alle disse effekter, ville en kort periode på 10 år, som Ole Humlum vælger, være tilstrækkelig til at sige noget meningsfuldt, forklarer Eigil Kaas. Men det er imidlertid kun de kraftigste påvirkninger som vulkanudbrud, vejrfænomenet El Niño og solens indflydelse, det er muligt at isolere i klimaets svingninger. Derfor skal man i hvert fald op på en 20-30-årig periode, før man kan finde en generel trend, der ikke er forstyrret af tilfældige klimavariationer. CO2 ikke dominerende Ole Humlum og Eigil Kaas er ikke uenige om, at klimaet foretager nogle gevaldige rutschebaneture, og at der er flere faktorer, som spiller ind. Tværtimod er det en vigtig pointe hos begge. Den grundlæggende uenighed ligger i vurderingen af, hvor meget det stigende CO2-indhold i atmosfæren påvirker det globale klima i forhold til andre klimakomponenter. Ole Humlum lægger vægt på, at temperaturudviklingen de seneste 10 år ikke passer med klimamodellernes forudsigelser, og at det må være kommet bag mange af de forskere, som arbejder med at udvikle modeller. - Konklusionen er, at det stigende CO2-indhold i atmosfæren de seneste år ikke har været dominerende for de globale temperaturer, og man får let den tanke, at det heller ikke har været det de foregående 20 år, siger Ole Humlum. - Det betyder, at der er en række andre klimafaktorer, som har spillet ind, men ikke er beskrevet godt nok i klimamodellerne. Ole Humlum virker heller ikke overbevist om, at 10 år er for kort tid til at sætte spørgsmålstegn ved teorien om global opvarmning. Han spørger retorisk, hvorfor 10 års stigende globale temperaturer i 1988 var tilstrækkelig til at overbevise mange forskere og politikere om rigtigheden af hypotesen om den menneskeskabte opvarmning og dermed om nødvendigheden af at nedsætte FN’s Klimapanel, IPCC, når det ikke gælder i dag. Han peger også på, at i hvert fald to forudsigelser ikke holder stik. Den ene er, at polerne vil opleve en hurtigere opvarmning end resten af planeten. 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003 2005 2007 Ole Humlum peger på, at de globale temperaturer de seneste 5-10 år er stagnerende, og at det sætter spørgsmålstegn ved den CO2-styrede globale opvarmning. Eigil Kaas mener, at en række fænomener som El Niño i 1997-98 og La Niña denne vinter påvirker klimaet så meget, at man må have en 20-30 årig periode, før man kan udlede en generel trend. - De sidste 15-25 år er polnære dele af den nordligere halvkugle rigtignok varmet hurtigere op end gennemsnittet for hele planeten, men samtidig er Antarktis slet ikke varmet op. Man kan naturligvis ikke have en hypotese, der kun fungerer ved den ene pol. Den anden forudsigelse er, at den øvre del af troposfæren over Ækvator i 8-12 kilometers højde varmes ca. to gange hurtigere op end jordoverfladen nedenunder. Humlum gør her opmærksom på, at det ikke har været tilfældet, men at temperaturerne ved jordoverfladen – i direkte modstrid med hypotesen - er steget mere end højere oppe i troposfæren. Hvem kender fremtiden Det kan ikke undre, at de to forskere har nogle meget forskellige bud på, hvordan fremtidens klima vil blive. Eigil Kaas er overbevist om, at vi vil se en fortsat global opvarmning drevet af et stigende indhold af CO2 i atmosfæren. Han mener ikke, at de andre komponenter bag klimaændringerne vil kunne ændre dette, medmindre vi bliver udsat for helt ekstraordinært omfattende vulkanudbrud eller et voldsomt fald i solaktiviteten. Ole Humlum viger tilbage fra at sige noget om den fremtidige temperaturudvikling: - Skulle nogen finde på at spørge mig til råds, ville jeg tilråde dem at tage højde for de mulige effekter af en bred vifte af klimaændringer de næste 25 år: varmere såvel som koldere, fugtigere såvel som tørrere, mere blæsende såvel som det modsatte. Klimaændring i en eller anden form skal vi nok få. Poul-Erik Philbert Kontakt: Ole Humlum, Oslo Universitet, [email protected] og Eigil Kaas, Københavns Universitet, [email protected] Polarfronten | NR.1/2008 | TEMA I Klimaviden Global opvarmning: tro eller videnskab Professor Ole Humlum fra Oslo Universitet argumenterer i denne kommentar for, at hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning – bl.a. i lyset af de seneste 10 års stagnerende globale middeltemperaturer – ikke står for en nærmere efterprøvning. Siden jeg i Morgenavisen Jyllands-Posten gjorde opmærksom på, at den globale middeltemperatur de sidste 10 år er stagneret eller direkte faldet, og at det må have negative implikationer for hypotesen om den globale opvarmning, er jeg blevet mødt med bl.a. den kritik, at 10 år er for kort en periode til at sige noget sikkert om fremtiden. En af kritikerne har været Eigil Kaas, Københavns Universitet, som mener, at man skal bruge 20-30 år for at få en troværdig trend. 10 års opvarmning 1978-1988 var i sin tid nok til at overbevise mange forskere og politikere om rigtigheden af hypotesen om den menneskeskabte opvarmning. IPCC oprettedes november 1988. Så må 10 år uden opvarmning vel også være nok til at stille spørgsmål hertil? For hvis 20-30 år er påkrævet for at identificere en sikker trend, hvorfor var dette da ikke tilfældet i 1988? Men jeg er sikker på, at Eigil Kaas og jeg er enige om langt mere, end vi er uenige om. Hvis ikke effekten af CO2 er særlig tydelig, er det muligt, at Eigil Kaas har ret i, at vi må vente 20-30 år, inden et klart CO2-signal kan identificeres. Det betyder imidlertid så også, at den udbredte accept af CO2-hypotesen i 1988 efter kun 10 års temperaturstigning var forhastet. Havde man i stedet ventet 20-30 år, havde man oplevet den nuværende temperaturstagnation og ville derfor nok være kommet i tvivl. Den lange ventetid på det globale temperatursignal er i sig selv et problem for CO2-hypotesen. En videnskabelig hypotese testes nemlig ved, at hypotesens ophavspersoner anviser én eller flere forudsigelser om ukendte forhold, der her og nu kan efterprøves. Hvis ikke forskeren har ret i sin forudsigelse, er hypotesen falsificeret. Så er det tilbage til skrivebordet for at omformulere hypotesen, så den kommer i overensstemmelse med de nye, kritiske observationer. Hvis ikke man er i stand til at anvise en måde, hvorpå hypotesen kan testes her og nu, er den ikke videnskabelig interessant, men kan bedre kategoriseres som tro. At tro på eller | Polarfronten | NR.1/2008 Ole Humlum Foto: Colin Ballantyne have tiltro til et bestemt synspunkt er naturligvis helt legalt og kan ligefrem være beundringsværdigt, men det har ikke noget med videnskab at gøre. Ingen forsker vil naturligvis vente 20-30 år på udfaldet af en hypotese om en fjern fremtid. Nu er det imidlertid så heldigt, at hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning faktisk anviser mindst to forudsigelser, der kan efterprøves her og nu. En vigtig forudsigelse er, at planetens poler ifølge hypotesen skal varmes hurtigere op end resten af planetens overflade. En anden forudsigelse er, at den øvre del af troposfæren (atmosfærens nedre del) over ækvator i 8-12 kilometers højde varmes ca. to gange hurtigere op end jordoverfladen nedenunder. Begge disse testmuligheder falsificerer hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning. De sidste 15-25 år er polnære dele af den nordligere halvkugle rigtignok varmet hurtigere op end gennemsnittet for hele planeten, men samtidig er Antarktis slet ikke varmet op. Man kan naturligvis ikke have en hypotese, der kun fungerer ved den ene pol. Heller ikke den forudsagte kraftige opvarmning af troposfærens øvre lag er i overensstemmelse med virkeligheden. Her har ikke været nogen kraftig opvarmning, og temperaturen ved jordoverfladen er faktisk steget mere, i direkte modstrid med hypotesen. Så fra et videnskabeligt synspunkt er der ingen tvivl: hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning har ikke været mulig at verificere i sin nuværende udgave. De sidste ti år med stagnerende temperatur er bare et enkelt element, Kilder til klimaændringer der føjer sig til rækken af forhold, der viser, at vor forståelse af det globale klima endnu er ufuldstændig, og at betydningen af CO2 kan være overvurderet. Dette er på den anden side ikke ensbetydende med, at alt er forkert med vor nuværende opfattelse af det globale klima; kun at forståelsen er ufuldstændig. Skulle den nuværende temperaturstagnation imidlertid glide over i et globalt temperaturfald, vil dette være et øjeblikkeligt dødsstød for CO2-hypotesen, med mindre der samtidig foreligger et massivt vulkanudbrud eller lignende. Med hensyn til hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning er det store problem, at sagen ikke længere er rent videnskabelig, men at mange andre aktører har investeret prestige og forhåbninger i en bestemt fremtidig temperaturudvikling. Dermed er det naturligvis ikke attraktivt at underkaste hypotesen den normale videnskabelige proces med falsificering og drage konsekvenser heraf. I politik gælder andre regler end i videnskab, og i princippet er alle synspunkter ligeværdige og må respekteres. Det gælder naturligvis også synspunktet om, at de 20 års globale opvarmning 1978-1998 var forårsaget af menneskets forbrænding af fossile brændstoffer. Hvis man mener dette, er det forståeligt at hævde, at temperaturudviklingen de sidste 10 år ikke betyder noget, og at man må vente en længere periode for at få klarhed. Politisk set vil man naturligvis gerne vinde tid i den nuværende situation med stagnerende globale temperaturer. Uanset meningsforskelle har alle parter formodentlig allerede nu indset, at den globale temperaturudvikling de allernærmeste år bliver afgørende for CO2-hypotesens videre psykologiske og politiske skæbne. Vi kommer ikke til at vente i hverken 20 eller 30 år. Den gode nyhed er den, at slutresultatet med sikkerhed vil give en endnu bedre forståelse af, hvilke faktorer der påvirker det globale klima og på hvilken måde. Ole Humlum De fleste klimaforskere er enige om, at det er et grundlæggende kendetegn ved klimaet, at det har varieret stærkt gennem historien. Der er derimod ikke altid enighed om, hvilke faktorer der ligger bag klimaforandringerne. Det er dog muligt lidt forenklet at opdele klimapåvirkningerne i fire kategorier: Vulkanudbrud Store vulkanudbrud kan afkøle Jordens klima i en kortere periode. De store støvmængder, som hvirvles op i atmosfæren, bremser Solens opvarmning af Jorden, og vil først efter en tid miste sin kølende effekt. Pinatubo-udbruddet i 1991 er det seneste vulkanudbrud, som har påvirket klimaet synligt. Solens påvirkning Jorden får sin energi fra solen, som derfor spiller en vigtig rolle i Jordens klima. Dertil kommer, at Solens 11-års cykler måske mere indirekte kan påvirke klimaet, bl.a. fordi den skruer op og ned for mængden af kosmisk stråling. Endelig mener mange forskere, at ændringer i Jordens bane og hældning i forhold til Solen forklarer istidernes kommen og gåen. Menneskeskabte påvirkninger Menneskets aktivitet påvirker klimaet på en lang række områder, bl.a. gennem urbanisering og skovfældning. Den vigtigste kilde siden industrialiseringens start har været den menneskeskabte udpumpning af CO2 til atmosfæren, som danner grundlaget for den globale opvarmning. Klimasystemets interne dynamik Klimasystemet indeholder en lang række dynamikker, som på kort og lang sigt kan forklare en del af klimaets svingninger. En væsentlig faktor er havstrømme og interaktionen mellem atmosfæren og oceanerne. Blandt vigtige faktorer er også feedback fra variationer i vanddampe, som er den vigtigste drivhusgas, og fra variationer i skydækket, som har stor betydning for den globale energibalance. Polarfronten | NR.1/2008 | TEMA I Klimaviden Det kosmiske fingeraftryk Foto: Bo Tornvig Solteoretikere mener, at vi kan styre mod en ny lille istid, som kan få temperaturerne på kloden til at falde kraftigt i løbet af nogle årtier. Det kontroversielle udsagn har fornyet debatten om solens rolle i klimaudviklingen. Polarfronten har besøgt astrofysikeren Henrik Svensmark, som mener, at den kosmiske stråling har en afgørende finger med i spillet. Nu havde vi lige vænnet os til tanken om, at fremtiden vil byde på global opvarmning med smeltende gletsjere, havvandsstigninger og ustabilt vejr. Og så slår nogle af de videnskabsfolk, som mener, at det er solen, som har den afgørende betydning for klimaforandringerne, pludselig kontra. De siger, at vi i stedet kan risikere, at vores ophedede klode er på vej ind i en længerevarende kuldeperiode. En lille istid, som allerede fra midten af dette årtusinde kan få temperaturerne til at falde markant. Den overraskende udmelding kom for nylig fra den russiske forsker Khabibullo Abdusamatov fra Pulkovo-observatoriet i Skt. Petersborg. Og astrofysiker Henrik Svensmark fra Institut for Rumforskning og –teknologi på DTU, som er Danmarks førende teoretiker på området, tilslutter sig russerens vurdering. - Vi har oplevet ni små istider siden den sidste store istid sluttede for 11.500 år siden, den seneste fra 1300 til 1850. Så vi kan med stor sikkerhed sige, at det vil ske igen, selvom det selvfølgelig er svært at sige hvornår. Men det kan meget vel blive inden for de næste 50-100 år. Henrik Svensmark henviser til, at Solen i sin seneste 11års-cyklus nåede den højeste magnetiske aktivitet i tusind år, og hvis den opfører sig, som den plejer, venter der os snart nogle perioder med lavere solaktivitet. Netop lav so- 10 | Polarfronten | NR.1/2008 laktivitet har ifølge Svensmark været det karakteristiske under de kortere, tilbagevendende kuldeperioder. Solen regulerer Solforskerne er dog ikke enige om, hvordan Solen påvirker klimaet på Jorden. En udbredt holdning er, at det skyldes ændringer i Solens lysstyrke. Men Henrik Svensmark er overbevist om, at det er den kosmiske stråling, der har den afgørende finger med i spillet. Jorden bliver hele tiden bombarderet af kosmiske stråler, som hovedsagelig består af energirige brintkerner, der stammer fra universets gigantiske supernova-eksplosioner. Men før strålerne når igennem til Jordens atmosfære, skal de passere både Solens og Jordens magnetfelt. Især Solens magnetfelt fungerer som et skjold mod det kosmiske bombardement. Hvor godt, skjoldet er, afhænger af, hvor stor den magnetiske aktivitet er på Solens overflade. Stor aktivitet skaber et stærkt magnetfelt, som frastøder mange af de kosmiske stråler fra Mælkevejen, inden de når frem til Jorden. Lav aktivitet lader til gengæld flere stråler slippe igennem det magnetiske panser. Dermed bliver Solen i Svensmarks optik reduceret til at spille en indirekte rolle for den lille istid og andre tilsvarende klimabegivenheder. Den bliver varmemesteren, der skruer op og ned for mængden af den kosmiske stråling, som har den direkte og afgørende indflydelse på klimaets svingninger. Stråling giver skyer Den kosmiske stråling efterlader sit visitkort på Jorden i form af radioaktivt kulstof, og målinger viser, at der er et sammenfald mellem klimaændringer og ændringer i mængden af kosmisk stråling. Svensmark opstillede på den bag- -8 Kosmisk stråling -5 -0.15 Temp Ændring i kosmi 0.0 -0.30 -2 1 1953 1963 1973 1983 1993 2003 Figur 1 0.15 0.0 -8 Kosmisk stråling -5 -0.15 -0.30 -2 1 1953 1963 1973 1983 1993 Figur 2 1.0 -10 Temperaturer i troposfæren 0.5 -5 0.0 0 -0.5 -1.0 10 1950 2003 5 Kosmisk stråling 1960 1970 1980 1990 2000 2010 fladetemperaturer, er det vanskeligt at argumentere for, at strålingen og 1.0 Solens aktivitet kan være en væsentlig drivkraft bag de seneste 20-30 års-10 Temperaturer i troposfæren globale opvarmning. Sammenholder man strålingen med temperaturerne i 0.5 troposfæren som i figur 2, finder man en langt større overensstemmelse. -5 0.0 0 -0.5 5 Temperaturændring Ændring i kosmisk stråling (%) Sammenholder man som i figur 1 den kosmiske stråling med de globale over- grund hypotesen om, at den kosmiske stråling havde betydKosmisk stråling ning for Jordens klima, fordi den påvirkede skydækket. Og -1.0 10 efter en række eksperimenter i kælderen under Institut for 1950 1960 1970 1980 1990 2000 2010 Rumforskning og –teknologi kunne Svensmark og hans forskerhold i 2006 sandsynliggøre en fysisk sammenhæng mellem den kosmiske stråling og skydannelsen. Deres eksperimenter viste, at de ladede, energirige partikler, som trænger helt ned til Jordens overflade, fremmer produktionen af de såkaldte aerosoler, hvorpå vanddamp kan fortætte til skyer. Det skaber de lavtliggende skyer, som er med til at holde planeten kølig, og på den måde påvirker ændringer i den kosmiske stråling Jordens temperaturer. - Man kan sige, at jeg vender klimadebatten lidt på hovedet, for normalt siger man, at det er klimaet, der skaber skydækket. Men vores idé er, at det er skydækket, der giver klimaet, siger Henrik Svensmark. Lige netop fysikken bag vanddampe og skydannelse er et af de felter, som de nuværende klimamodeller ifølge Svensmark har meget svært ved at beskrive tilfredsstillende. Svensmark mener også, at den kosmiske stråling kan forklare de seneste 100 års globale opvarmning: - Den kosmiske stråling er faldet med ca. 15 procent i de sidste 100 år. Det har betydet, at der nu er færre lave skyer over Jorden. De lave skyer har en afkølende virkning i atmosfæren, og da der er blevet færre af dem, har vi her antagelig forklaringen på en del af den opvarmning af Jordens atmosfære på 0,7º C, som er sket i løbet af de sidste 100 år. Et spørgsmål om data De fleste klimaforskere anerkender, at Solen har haft en stærk indflydelse på Jordens klima. Nogle anerkender også, at der kan være en forbindelse mellem kosmisk stråling og klima. Men grundlæggende vender mange klimaforskere sig i dag mod, at variationer i solens aktivitet kan forklare den globale opvarmning, der har fundet sted de seneste ca. 30 år. De mener, at den historiske forbindelse mellem solen og klimaet er slut. Sammenholder man udviklingen i kosmisk stråling og globale temperaturer, ser det også ud til, at den kosmiske stråling de seneste 20-30 år har svært ved at forklare opvarmningen (se figur 1.) Henrik Svensmarks kommentar er, at det er afgørende, hvilket datasæt man vælger, både for den kosmiske stråling og for temperaturen. Bruger man i stedet for overfladetemperaturerne data fra målinger fra troposfæren (se figur 2.), finder man en ganske god overensstemmelse mellem den kosmiske stråling og klimaet. Ifølge Svensmark er troposfæremålingerne de mest pålidelige, fordi der er tale om to sæt data fra hhv. satellitmålinger og radiosondemålinger. Omvendt er overfladetemperaturerne ikke uden problemer, for selvom man har forsøgt at fjerne den såkaldte urbaniseringseffekt, antyder undersøgelser, at også de korrigerede tal overvurderer overfladetemperaturerne. - Det er vigtigt at forstå, at der faktisk er en stor usikkerhed, og at det ikke er sikkert, at opvarmningen udelukkende skyldes CO2, eller at alting kan forklares med Solen. Vi prøver at finde ud af, hvor stort et fingeraftryk, der er fra de forskellige klimakomponenter. Mens uenighederne og diskussionerne sikkert vil rulle videre, kan svaret være tættere på, end vi forestiller os: - Måske vil solen selv afgøre den tvist, vi har om klimaet. Den kosmiske stråling er meget høj for øjeblikket, og inden for de næste 10-15 år risikerer vi faktisk, at vi går mod en afkøling, slutter Henrik Svensmark. Poul-Erik Philbert Kontakt: Henrik Svensmark, DTU, [email protected] Polarfronten | NR.1/2008 | 1 1 Temperaturændring 0.30 Ændring i kosmisk stråling (%) 0.45 Globale overfladetemperaturer Temperaturændring Ændring i kosmisk stråling (%) 0.60 Nordisk inspiration Videnskab.dk Hvordan trives moskusokserne i Vestgrønland? Stiger eller falder den globale gennemsnitstemperatur? Og hvordan døde Napoleon egentlig? Ny portal skal give danskerne svar på stort og småt om alskens videnskabelige gåder. Norge har én. Sverige har én. Og nu er det langt om længe blevet Danmarks tur til at få én. Forskningsportalen Videnskab.dk vil fra medio april servere velskrevne videnskabshistorier til alle videbegærlige danskere. Der vil blive rapporteret fra laboratorier, udgravninger, skrivepulte etcetera. Og superaktuelle nyheder og perspektiverende baggrundshistorier vil veksle med temaer, der går på tværs af fagområder og forskningsprojekter. - Videnskab.dk bliver Danmarks nye netmedie med fokus på dansk, men også international forskning. Et nyhedsmedie, hvor man hurtigt kan blive opdateret om, hvad der rører sig nu og her inden for videnskaben. Vores ambition er at blive forskningens Ritzau, røber Vibeke Hjortlund om det nye initiativ. Hun er chefredaktør for portalen, der bliver et uafhængigt medie med rødder i universitetsverdenen. Foruden hende består redaktionen af fem faste medarbejdere. Herudover vil freelancere og samarbejdspartnere bidrage med stof i en lind strøm. 12 | Polarfronten | NR.1/2008 Grunden til portalen blev lagt i 2004, da Videnskabsministeriets tænketank vedrørende forståelse for forskning anbefalede, at der blev etableret en internetportal med en samlet indgang til information om forskning i Danmark. Forbillederne var de allerede eksisterende nordiske søsterportaler – henholdsvis forskning.no og forskning.se – men også portaler i andre EU-lande som Holland, Tyskland og Schweiz har givet inspiration. - Især i Norge har interessen været stor, ikke mindst blandt de unge. Over 60 procent af de besøgende på forskning.no er i alderen 15-35 år. Vores primære målgruppe vil være de 15-24-årige, der er i gang med en gymnasial eller måske videregående uddannelse, men vi ønsker samtidig at ramme bredt, så også journalister, lærere, myndigheder og andre vidensarbejdere kan hente nyttig information her, siger Vibeke Hjortlund. Indholdsmæssigt vil Videnskab.dk række fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab. Som besøgende vil man kunne quizze og stille spørgsmål, ligesom der vil blive åbnet for debatter, blogs og andre interaktive tiltag. Der vil også være en ’bagside’, som tager nogle af de mere skæve landvindinger under kærlig behandling. Polerne på Videnskab.dk Men ingen national forskningsportal uden polarforskning. Dansk Polarcenter vil således fra starten levere historier fra polarforskernes arbejdsmark til Videnskab.dk. Det være sig aktuelle forskningsnyheder eller mere diskuterende baggrundsartikler, som giver forskellige svar på videnskabelige spørgsmål. Chef for Dansk Polarcenter Peter Sloth siger: - Vi er glade for, at Videnskab.dk nu går i luften. Analyser viser, at mange er interesserede i videnskab, og med Videnskab. dk får vi nu ét sted, der samler de aktuelle og spændende videnskabshistorier. Vi glæder os derfor til at bidrage til den formidling, der vedrører forskning i de polare egne. Videnskab.dk er ledet af en styregruppe, der er sammensat af forskere og repræsentanter for Det Strategiske Forskningsråd, Det Frie Forskningsråd, Forsknings- og Innovationsstyrelsen samt Kulturministeriet. Jane Benarroch Kontakt: Vibeke Hjortlund, [email protected] - Videnskab.dk bliver Danmarks nye netmedie med fokus på dansk og international forskning. Fra arkivet: Himmelspjæt i Alaska Skinddans var det halsbrækkende indslag, da Knud Rasmussen lagde vejen forbi hvalfangerfest i Alaska i 1924. Da Knud Rasmussen & co. under 5. Thule-ekspedition nåede Icy Cape på Alaskas nordkyst i juni 1924, kom de lige i rette tid til den store hvalfest. Gæster fra nabopladserne var allerede ankommet for at fejre, at hvalsæsonen var vel afsluttet. Ud over at være et kæmpe madgilde bestod festen af sang og dans – og så af den halsbrækkende leg ’himmelspjæt’ også kaldet skinddans. Deltagere i alle aldre slyngedes højt op i luften fra to sammensyede hvalrosskind, der var blevet forsynet med så mange håndtag som muligt hele vejen rundt. Det gjaldt om at holde den oprejste stilling i luften for at lande let og elegant på benene igen – eller være sikker på at blive mødt med buh’en og tilråb af den feststemte og festklædte forsamling. Ikke så sjældent skete det, at en danser landede uden for skindet og pådrog sig et forstuvet eller brækket ben. 5. Thule-ekspedition var Knud Rasmussens størst anlagte ekspedition og opfyldelsen af hans drøm om at besøge samtlige inuit-grupper fra Grønland til Stillehavet via nordkysten af Canada og Alaska. Det videnskabelige materiale indsamlet af deltagerne i ekspeditionen var betragteligt og enestående, og efter hjemkomsten blev Knud Rasmussen æresdoktor ved Københavns Universitet. Fotografen bag dette billede er filmfotografen Leo Hansen, som deltog i den overvejende del af 5. Thule-ekspedition. En stor del af hans og andre af deltagernes billeder fra ekspeditionen ligger i Arktisk Instituts fotosamling og kan ses på www.arktiskebilleder.dk. Kirsten Klüver Foto: Leo Hansen, Arktisk Institut Deltagere i alle aldre slyngedes højt op i luften fra to sammensyede hvalrosskind, der var blevet forsynet med så mange håndtag som muligt hele vejen rundt. Polarfronten | NR.1/2008 | 13 Nordboarkæologi fodspor I nordboernes Lokaliteten Ø171 i det centrale Vatnahverfi med moderne fåreholdergård og marker. De røde plamager viser beliggenheden af de norrøne ruiner på samme sted. Naturvidenskabelige metoder løfter nye slør for nordboernes liv i Middelalderens Grønland. Arkæologer fra Nationalmuseet er atter i felten for at indsamle materiale. Spørgsmålet om nordboernes bratte exit fra Grønland har optaget historikerne, siden Hans Egede som den første i 1721 kastede et blik på ruinerne i Østerbygden. Mange arkæologiske ekspeditioner har i årenes løb gravet i, hvordan den norrøne befolkning levede i det relativt frodige Sydvestgrønland. Hvordan indrettede de sig? Og hvorfor forlod de til sidst deres gårde og forsvandt fra området for altid? De seneste tre somre har et hold arkæologer fra Nationalmuseet gennemført nye rekognosceringer og 14 | Polarfronten | NR.1/2008 udgravninger i det myteomspændte område. Denne gang i Vatnahverfi, ikke langt fra Erik den Rødes gamle boplads Brattahlid i Østerbygden. Ifølge Landnámabók var det blandt andet i Vatnahverfi, at de første nordboer slog sig ned tilbage i 900-tallet. Og århundreders udgravninger har vist, at området var intenst udnyttet og tæt bebygget. - Vatnahverfi er en typisk nordbobebyggelse og derfor en vigtig kilde til nordboernes liv i Grønland. Mange års forskning har ganske vist givet os rimelig god indsigt i deres gøren og laden, men vi vil meget gerne blive klogere på, hvordan de udnyttede naturen, vi stadig komme det nærmere, fortæller seniorforsker Jette Arneborg, der står i spidsen for museets Vatnahverfiprojekt. Et IPY-projekt, som indgår i konsortiet Human Ecodynamics in the Norse North Atlantic, der rummer en lang række arkæologiske projekter på tværs af Nordatlanten. - I projektet forsøger vi at samle trådene og trække store linjer op. Så vi samarbejder med både antropologer, klimaforskere og zoo-arkæologer fra forskellige lande, fortsætter Jette Arneborg. hvordan de påvirkede lokalområderne, samt selvfølgelig hvordan de reagerede på de klimaforandringer, der indtraf umiddelbart forud for deres forsvinden. Selvom vi er kommet tættere på en forklaring på, hvorfor de udvandrede, kan Det er især forne tiders bebyggelser samt folde og græsningsarealer, der har arkæologernes opmærksomhed i disse år. Resterne af ikke færre end 94 gårde ligger spredt i området, og de er netop blevet registreret og gransket på ny. Mobile bønder Moderne Islænder ved en halvcirkulær fold ved Ø76 i det centrale Vatnahverfi. Desuden er der blevet indsamlet skeletter, som har ligget begravet på nordboernes kirkegårde. Og så sent som i sommer har arkæologerne gravet i køkkenmøddingerne for at få et klarere billede af nordboernes husholdning og subsistensvilkår. - Vi har allerede fået lavet nogle knogleanalyser, der kan fortælle os hvilken kost, der har været mest almindelig. De fortæller indirekte noget om, hvordan økonomien har været. Lige i øjeblikket venter vi på datering af materiale fra sidste sommers udgravninger, som meget gerne skulle vise, hvad folk har spist hvornår. Billedet tegner til, at landbruget var i højsædet i begyndelsen af perioden. Som tiden gik, blev de mere og mere afhængige af den marine kost, hvilket interessant nok skete i takt med, at der dukkede flere sæler op på grund af forandringer i klimaet. Der er dog et mønster i, at de rige på de store gårde havde kvæg, mens de fattige ikke havde. Så man har næppe frivilligt droppet kødet til fordel for sæl og fisk, siger Jette Arneborg. De mange nye naturvidenskabelige analysemetoder har gjort arkæologerne mere fortrøstningsfulde end nogensinde, når de stikker spaden i jorden. Eksempelvis forventes analyser af humant skeletmateriale at give et klarere billede af kronologien i befolkningens levevilkår, herunder hvordan de tilpassede dig sig de klimatiske og landskabsmæssige forandringer over tid. Og analyser har allerede godtgjort, at der sker et fald i levealder og gennemsnitshøjde i løbet af det halve årtusinde, bosættelsen varer. Indsamlede knogler fra kirkegårde har desuden gjort det muligt at give et bud på, hvor mange mennesker, der levede i Vest- og Østerbygden i perioden fra cirka 900 til 1400. - Der har måske boet maksimum 3000 mennesker i hele området. Og vel omkring 12-15 mennesker på en gård, hvilket er lige på grænsen af, hvad en kultur kan bære for at kunne oprethol- des. Alle gårdene har heller ikke været beboet samtidig, så vi interesserer os for, hvornår de har været brugt til hvad. Formentlig har folk været temmelig mobile og har benyttet flere gårde samtidig, fortæller studerende i forhistorisk arkæologi Christian Koch Madsen, der har arbejdet med Vatnahverfi siden 2005 og især interesserer sig for fåreog gedehold. Får og en enkelt ko Vatnahverfi, der på islandsk betyder ’landet med de mange hundrede elve’, ligger mellem de to dybe fjorde Igaliku Fjord og Lichtenau Fjord. Kuperet terræn og god vegetation gennemskåret af søer og elve karakteriserer landskabet, der siden 1915 er blevet benyttet af moderne fåreavlere. Og måske ikke overraskende ligger fåreholdergårdene i dag på steder, hvor man også fandt dem i Middelalderen. Det har givet ny vind i sejlene for arkæologien, fordi græssende får har ’åbnet’ landskabet og gjort det muligt at lokalisere hidtil oversete ruiner på gammelkendte lokaliteter. - Det at vandre gennem landskabet, som vi gjorde sidste sommer, gav os en helt ny forståelse af de forskellige gårdanlæg og den norrøne infrastruktur. Vi har for eksempel kunnet konkludere, at selv de mest afsidesliggende gårde ikke ligger mere isoleret, end at de er forbundet med gunstige ruter til de andre gårde, lyder det videre fra Christian Koch Madsen. Hvad angår fårefolde tegner der sig et meget klart mønster, som minder om det fortidige. Foldene, der som regel er opbygget af sten, findes i forskellige typer, der ligger dels tæt på gårdene og bruges i forbindelse med malkning, dels længere væk og som sådan fungerer som samlingsfolde. Hvilke dyr, der har gået i foldene, sladrer køkkenmøddingerne om, nemlig får, geder, køer og heste. Ja sågar svin i starten af perioden: - Eksempelvis har tandslid på henholdsvis får og geder vist, at man formentlig ikke har holdt dem på sammen Fotos: Christian Koch Madsen måde. Fårene har om vinteren været i stald, mens gederne formentlig rendte ude i fjeldene. De fleste dyr er enten døde som meget unge eller gamle, hvilket tyder på, at de overvejende er blevet brugt i såkaldt sekundær produktion, dvs. til at levere uld og mælk til smør og ost. Andre dyr blev slagtet for deres kød efter behov, siger Christian Koch Madsen. Og Jette Arneborg supplerer: - Selvom det ikke har været særlig rentabelt at holde køer, har selv den mindste gård haft en enkelt ko. Selv i den periode, hvor 80 procent af kosten var marin, var samfundet struktureret som en landbrugskultur. Man har simpelthen videreført den samfundsform, man bragte med sig, da man indvandrede fra Norden i 900-tallet. Vi ser det også i de meget moderigtige dragter, som de bar gennem hele perioden, og det handler ene og alene om at fastholde en kulturel identitet. Men er Vatnahverfi-projektet så kommet nærmere en forklaring på, hvorfor nordboerne udvandrede? - Vi mener, at forklaringen skal søges i en kombination af klima og samfundsmæssige forandringer i verden omkring. Handel med Europa var helt afgørende for, at nordboerne kunne opretholde en tilværelse i det arktiske, så den da den ebbede ud som følge af den stadigt mere begrænsede besejling til området i 1400-tallet, blev det begyndelsen til enden. Også det barskere klima var med til at gøre livet på de nordlige breddegrader så surt, at man søgte tilbage til Europa, slutter Jette Arneborg. Jane Benarroch Kontakt: Jette Arneborg, Nationalmuseet, [email protected] og Christian Koch Madsen, [email protected] Polarfronten | NR.1/2008 | 15 KORTnYt Blyforurening i Mestersvig En ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser dokumenterer, at minedrift ved Mestersvig har forårsaget en betydelig forurening med bly og zink på landjorden i Tunnelelv og i Kong Oscars Fjord. De betydeligste forureningskilder er såkaldte ”tailings” - restproduktet fra oparbejdning af malmen - og spild af koncentrater. Miljøet omkring minen ved Mestersvig er blevet undersøgt med mellemrum siden 1979. Både bly- og zinkværdierne har siden da været faldende i de undersøgte medier: sedimenter, brunalger og fisk. Kong Oscars Fjord må dog forventes at være påvirket af tungmetalforurening mange år ud i fremtiden. Pris til ePICa Det europæiske iskerneprojekt i Antarktis, EPICA, er en af årets vindere af EU’s Descartes-forskningspriser. Projektet, der har dansk deltagelse af forskergruppen på Center for Is og Klima under ledelse af Dorthe Dahl-Jensen, har til formål at kortlægge klimaændringer op gennem historien. Foreløbig er det lykkedes at rekonstruere dele af klimahistorien ud fra to dybe iskerner, der rækker 800.000 år tilbage i tiden. Iskernerne viser også, at der ikke de seneste 650.000 år har været så høj en koncentration af drivhusgasser som i dag. Prisen blev uddelt den 12. marts i Bruxelles. erik W. Born: Grønlands hvide bjørne. Ilinniusiorfik, 008. 1 sider, illustreret. Isbjørnen er et arktisk ikon. Den optræder i Grønlands rigsvåben, på mønter, i logoer af enhver art. Denne bog giver et indblik i, hvordan isbjørnen har det i især Grønland – og hvordan det vil gå den i fremtiden. Den kommer rundt om både dyrets biologi og faktorer, som det er særlig følsomt over for: jagt, klimaændringer og forurening. Findes også på engelsk og grønlandsk. rensdyr til tælling I foråret 2008 løber en række større rensdyrundersøgelser af stabelen i Akia og Maniitsoq i Grønland. Forskere og studerende fra Grønlands Naturinstitut vil undersøge rensdyrenes alders- og kønssammensætning samt kigge på dyrenes kropskondition, herunder kropsstørrelse, fedtdepoter, sygdomsforekomst, tilstedeværelsen af parasitter og miljøfremmede stoffer i dyrenes væv. Desuden vil kælvningsområder, der krydses af højspændingsmaster i forbindelse med et vandkraftværk i området, blive kortlagt. Formålet med undersøgelserne - der er en del af det internationale projekt CARMA, som undersøger rensdyrenes vilkår under klimaforandringer - er overordnet at få et overblik over udviklingen i bestandene. 16 | Polarfronten | NR.1/2008 I 2007 fuldførte 458 deres uddannelser i Grønland. 160 kubikkilometer is! Det forsvinder der hvert år fra de sydøstgrønlandske gletsjere. flere afslutter uddannelse De senere års fald i antallet af fuldførte uddannelsesforløb er vendt i 2007, meddeler Grønlands Statistik. Antallet af fuldførte uddannelsesforløb var på 458 i 2007, hvilket er det højeste siden 2005, hvor kun 413 uddannelsesforløb blev afsluttet. Stigningen er størst inden for de kortere, videregående uddannelser, hvor hele 28 procent flere studerende færdiggjorde deres uddannelser i 2007 sammenlignet med i 2006. For de faglige grunduddannelser lød stigningen på 10 procent i samme periode. Vokseværk i 4000 år Igennem 4000 år er den sydgrønlandske indlandsis rykket fremad. I løbet af de seneste 100 år er isen i randområderne imidlertid begyndt at smelte som følge af stigende temperaturer. I disse år forsvinder der således hvert år 160 kubikkilometer is alene fra gletsjerne i Sydgrønland, hvilket svarer til 70 procent af Indlandsisens samlede massetab. Målingerne er foretaget af forskere ved Danmarks Rumcenter og University of Colorado ved hjælp af avanceret GPS-udstyr opsat på fjeldet langs Indlandsisens rand. Bøger tidsskriftet Grønland. nr. -6, december 00. Det grønlandske selskab. Lidt om samfund, lidt om turisme – og en hel masse polarhistorie. Med ny redaktør ved roret byder Tidsskriftet Grønland denne gang på artikler om bl.a. tyskernes grønlandsplaner under 2. Verdenskrig, den oprindelige identitets rolle i Grønland, Knud Rasmussens besøg i Tjukotka i 1924 og Angmassaliks opdagelse i forbindelse med Konebådsekspeditionen 1883-85. lars anker-Møller: fangerne i ammassalik – Østgrønland, 00, 6 sider. Den danske erhvervsfanger Lars Anker-Møller i Østgrønland beskriver i sin bog de østgrønlandske fangeres liv gennem et helt år. Bogen er fuld af smukke billeder, som viser dagligdagen med fangstmetoder og traditioner, som stadig bliver anvendt. Henrik Svensmark og nigel Calder: Klima og kosmos. en ny teori om global opvarmning. oversat af Jan teuber. 4 sider, hæftet, illustreret. Den kosmiske stråling, der stammer fra supernovaeksplosioner langt borte i galaksen, synes at have en betydelig indvirkning på dannelsen af skyer i Jordens atmosfære - og dermed også på klodens klima. Det er hovedtesen i denne nye populærvidenskabelige og heftigt debatterede bog forfattet af seniorforsker ved Danmarks Rumcenter Henrik Svensmark og den britiske videnskabsskribent Nigel Calder. Teserne er funderet i eksperimenter, der indikerer, at de kosmiske stråler fremmer dannelsen af lave skyer, som har en kølende effekt på Jordens overflade. Polarfronten | NR.1/2008 | 1 Foto: Leslie Bleamaster Meteoritjagt på Sydpolen Antarktis er et skatkammer af sten fra rummet. Den danske geolog Marie Keiding har været på meteoritjagt sammen med et amerikansk eftersøgningshold. Gennem mere end 30 år har Antarktis været skueplads for en usædvanlig årlig jagt omkring juletid. Jagten på meteoritter. Det var forskere fra Japanese Antarctic Research Expedition, der i 1969 som de første indså, at der er særlige mekanismer i de antarktiske gletsjere, som gør, at meteoritter efterlades på isens overflade - lige til at samle op. Siden midten af 1970’erne har et japansk og amerikansk forskningsprojekt gennemført jævnlige eftersøgninger. Det har ført til en imponerende samling på over 30.000 eksemplarer, hvilket svarer til 85 procent af verdens indsamlede meteoritter. Antarktis synes at være en noget nær uudtømmelig ressource af disse himmelsten, der kan fortælle om vort solsystems oprindelse. Fordelen er endvidere, at man her finder et bredt 18 | Polarfronten | NR.1/2008 udsnit af alle de typer af meteoritter, henholdsvis sten- og jernmeteoritter, der falder på Jorden. Det er en ganske bekostelig affære at udføre forskning i Antarktis. Ikke desto mindre har National Science Foundation og delvis NASA finansieret det amerikanske program ANSMET (Antarctic Search for Meteorites) i mere end 30 år. At man er villig til at ofre så mange penge på meteoriteftersøgning skyldes, at man via disse små fragmenter får viden om vore naboplaneter, Månen, og vor egen Jords indre opbygning og oprindelse. De fleste meteoritter har bevaret sammensætningen fra det allertidligste solsystem, og det var faktisk meteoritterne, som for snart 50 år siden gav den første pålidelige aldersbestemmelse af Jorden på 4550 millioner år. Gennem nåleøjet ANSMETs meteoriteftersøgning foregår hvert år i december-januar, hvor vejret efter antarktiske forhold er mest velegnet til feltarbejde med 24 timers dagslys og temperaturer på minus 10-20 grader. Meteoritindsamlerne er forskere eller studerende, typisk inden for planetfysik, og nøje udvalgt af programmets leder Ralph Harvey. Folk står på venteliste i årevis for at komme med. Ikke desto mindre har den unge danske geolog Marie Keiding nu for anden gang været blandt de otte forskere, der blev udvalgt til eftersøgningsholdet. Marie Keiding er til daglig ph.d. studerende i geofysik ved Islands Universitet. Hun forklarer selv, at det var gode anbefalinger og felterfaring fra Grønland, som sikrede hende en plads på holdet. For hende er det en enestående chance for at komme til et sted, som er de færreste forundt, og det generer hende ikke spor at tilbringe syv uger i en primitiv teltlejr på det Østantarktiske plateau. - Meteoritjagten er klart det bedste ved at være af sted. Det er utroligt spændende at finde noget som er usædvanligt, måske en sten fra Månen eller Mars, eller en helt ukendt art. Når en af deltagerne har fundet en meteorit, samles alle for at deltage i indsamlingen. Det tager egentligt ikke mere end tre personer at indsamle stenen, - Meteoritjagten er klart det bedste ved at være af sted. Det er utroligt spændende at finde noget som er usædvanligt, måske en sten fra Månen eller Mars, eller en helt ukendt art. Foto: Antarctic Search for Meteorites Program. men alle vil se, hvad der er fundet, fortæller Marie Keiding. Selv om indsamlerne er fagfolk, får alle et kursus i at identificere meteoritter, inden de sendes i felten. Marie Keiding forsikrer om, at man hurtigt får erfaring med at skelne dem fra andre sten: - Det, som karakteriserer dem, er, at de næsten altid har en smelteskorpe. Meteoritterne brænder overfladen under deres fald gennem atmosfæren, og det giver dem en karakteristisk skinnende sort overflade, som vi ikke finder andre steder. Derudover kigger vi i stenene efter kondruler, som er små dråbeformede legemer af krystalliseret materiale fra Solsystemets allertidligste historie. Klapjagt på isen Selve eftersøgningsmetoden har ikke ændret sig meget med tiden. Deltagerne stiller op på linje med 30 meters afstand og kører med snescootere i parallelle baner. Kun i områder med en høj koncentration af sten fra Jorden foregår eftersøgning til fods. Man holder sig til sin egen bane, og det er strengt forbudt at ‘stjæle’ hinandens meteoritter, fortæller Marie Keiding med et smil. Der er dog ingen af indsamlerne, som får lov at tage meteoritter med hjem. Alle fundne eksemplarer er fuldt ud tilegnet forskningen. - Det er netop en af styrkerne ved ANSMET-programmet, siger Marie Keiding. - Og en af årsagerne til at det har kunnet få økonomisk støtte gennem alle disse år. De fleste indsamlere er selv forskere, og for os er det ikke svært at forstå, at vores arbejde får uendeligt meget mere værdi, når meteoritterne bliver anvendt i forskningen frem for at indgå i private samlinger. Når en meteorit er fundet, får den et nummer. Den fotograferes in situ, og dens størrelse og type noteres. Stenen tages op med en steril tang og lægges i en plasticpose, som forsegles grundigt med tape. Placeringen registreres med GPS. Under indsamlingen forsøger deltagerne at undgå al kontakt med meteoritterne for ikke at ’forurene’ dem med menneskelige bakterier m.v. Det sker dog, at en meteorit bliver kørt over af en snescooter, eller at det drypper fra næsen, og det bliver i givet fald noteret ned. Alle meteoritter bliver ved feltsæsonens afslutning pakket i kasser med hængelåse og sendt til NASAs rumcenter i Houston, Texas. Her bliver de undersøgt, beskrevet og efterfølgende publiceret i Antarctic Meteorite Newsletter. Det særlige ved ANSMET-programmet er, at når meteoritterne er offentliggjort i nyhedsbrevet, kan forskere henvende sig og uden omkostninger få udleveret et stykke til deres forskning. ANSMET2007/2008- holdet – og danske Marie Keiding - har sørget for, at der nu er yderligere 711 meteoritter at udforske. Gabrielle Stockmann Kontakt: Marie Keiding, University of Iceland, [email protected] Polarfronten | NR.1/2008 | 19 Monitering Ti års overvågning Ny bog præsenterer de første ti års forskningsresultater ved Forskningsstation Zackenberg i Nordøstgrønland. Klimaet er en af naturens mest fundamentale drivkræfter. Det har da også længe været kendt, at selv korte og forbigående forandringer i klimaet mellem atmosfæren og tundraen, der er vigtig for at forstå klimaforandringernes indflydelse på miljøet. Resultaterne af de første ti års anstrengelser ved stationen ser nu dagens lys i form af bogen High-Arctic Ecosystem Dynamics in a Changing Climate - Ten years of monitoring and research at Zackenberg Research Station, Northeast Greenland. Ikke bare tegner og Grønland, siger Morten Rasch, videnskabelig leder af Forskningsstation Zackenberg, der danner rammen om den suverænt mest omfattende monitering i Arktis. - Bogen beskriver de fysiske og biologiske processer i et arktisk økosystem samt vekselvirkningerne imellem disse. Den vil således fremstå som en slags lærebog i forståelsen af arktiske influerer på de fysiske og økologiske processer, gletsjerafsmeltning, vegetationssammensætning og dyrs og planters trivsel til eksempel. Præcis hvordan klimaforandringer påvirker hele økosystemer – og omvendt – har imidlertid været en af videnskabens store gåder. For at knække den har en lang række danske og udenlandske forskere igennem det seneste årti valfartet til Forskningsstation Zackenberg i Nordøstgrønland, hvor de har holdt et nøje øje med mere end den et grundigt billede af et sammenhængende højarktisk økosystems aktuelle tilstand. Det er tilmed første gang, at det er lykkedes at indsamle så bred en vifte af informationer, som kan give et praj om fremtidige miljøforandringer ikke bare i Zackenbergområdet, men i Arktis som helhed. - Med denne bogs udgivelse er der er tale om kulminationen på en meget lang proces, som oprindeligt startede med den første nyere ekspedition til Zackenberg i 1991, men som blev økosystemer med forskere og universitetsstuderende i hele verden som målgruppe, fortsætter Morten Rasch. 1500 forskellige fysiske og biologiske forhold i den højarktiske natur. Det være sig mængden af sne, tøbruddets komme, moskusoksernes bevægelser i terrænet samt tidspunktet for planternes blomstring, fuglenes æglægning og insekternes kulmination. Samt eksempelvis udveksling af drivhusgasserne kultveilte, metan og vanddamp konkretiseret ved et symposium på Menstrup Kro i 2006 med deltagelse af cirka 50 Zackenberg-forskere. Bogen sammenfatter resultaterne af vores første ti års arbejde ved Zackenberg, og den er blevet til som et meget omfattende tværfagligt samarbejde imellem 63 forskere fra seks lande heraf naturligvis først og fremmest Danmark Valget faldt på Zackenberg, der ligger midt mellem den kølige og nedbørsrige kyst og det tørre og solrige indland nær Indlandsisen 70 kilometer mod vest. Her har økosystemerne nemlig mulighed for at ‘bevæge’ sig i spændingsfeltet mellem marint og kontinentalt klima. Og her finder man stor variation i vegetationstyper med udbredte 20 | Polarfronten | NR.1/2008 Tøbruddet styrer Den direkte anledning til, at man i sin tid gik i gang med at lede efter en egnet lokalitet for et moniteringsprogram, var de allerede målbare klimaforandringer og forventningen om, at de ville slå særligt igennem i de polare områder inden for en overskuelig årrække. Advance s High-Arc in Ecological Rese tic Ecos ystem Dyn arch Volume 40 amics in a Changin list of Conte g Climate nts Complete Preface ECOLOG ICAL ICS IN A RESEARCH CHANG ING STEM DYNAM HIGH-A RCTIC IN A CH ECOSYSTEM DY ANGIN G CLIMA NAMICS TE CLIMA TE Men hvorfor er det så vigtigt med den kontinuerlige dataindsamling gennem på hinanden følgende år? Fordi man kun på den måde kan finde ud af, hvordan økosystemet reagerer på temperatur, nedbørsmængde, tøbrud osv. Et eksempel på, at selv små temperaturforandringer kan kaste meget af sig, er den såkaldte sne-albedo feedback-mekanisme. Store dele af Arktis er dækket af et relativt tyndt snedække. Stiger temperaturen blot ganske få grader, vil sneen smelte bort fra en del af disse områder. Da en snedækket overflade reflekterer 80 procent af Solens lys, mens en overflade uden sne kun reflekterer 20 procent af Solens lys, vil en sådan afsmeltning samtidig føre til en yderligere opvarmning af overfladen, som igen kan føre til yderligere snesmeltning, osv. - Et andet eksempel er, at hvis snedækket i højarktisk Grønland som forventet forsøges i fremtiden, og der samtidig opstår flere situationer med tøvejr om vinteren, vil det sandsynligvis have en negativ indvirkning på moskusoksebestanden. Dels fordi de vil have sværere ved at finde føden under det tykkere snedække, dels fordi der efter tøvejr kan dannes islag i el- ADVA ECOLOGNCES IN IC RESEAR AL CH 40 IN feedback er nøgleordet RCTIC ECOSY kantlyngheder, frodige kær og græsland foruden nøgne grusbanker og blokmarker samt søer og damme. Hvad dyrelivet angår, byder det på arter som lemming, polarræv, moskusokse, snehare og lækat, foruden et væld af fugle, herunder fjeldrype og snespurv. En sjælden gang kan man endda opleve polarulv og isbjørn. - Hvis der er en enkelt faktor, som har vist sig at være af afgørende betydning for økosystemerne i Zackenberg, så er det tidspunktet for is- og snesmeltningen. Det har stor indflydelse på alt lige fra udvekslingen af kultveilte (CO2) over planternes blomstring, insekternes fremkomst og fuglenes æglægning til moskusoksernes udnyttelse af terrænet. Det er anderledes end på sydligere breddegrader, hvor temperaturerne er mere afgørende, siger hovedredaktør på bogen Hans Meltofte, som var med i Zackenberg fra den spæde begyndelse. Ifølge Meltofte har sneens store betydning måske været undervurderet tidligere: - Førhen ankom forskere ofte først til Arktis, når sneen var væk og blomsterne stod i fuldt flor. I Zackenberg begynder vi arbejdet sidst i maj, samtidig med at tøbruddet sætter ind. ADVANCES High-arctic ecosystem Dynamics in a Changing Climate ten years of monitoring and research at Zackenberg research Station, northeast Greenland udkommer i april. HIGH-A Acknow ledgeme nts Executive Summary Introduc tion Arctic Climate and Climate Late Quatern Change with ary Environ a Focus on mental and Climate Greenland Change influenc Cultural Changes es on The Study in the Wollast Area at Zackenb Species Interrela on Forland tionships Present Day erg Region, and Distribu Climate tions in High-A Northeast Greenla at Zackenb Permafrost nd erg rctic Greenla and Periglac nd ial Geomor Snow and phology Snow-Cover at Zackenb in Central Hydrology erg Northeast and Transpo Greenland rt of Sedime Soil and Plant Commu nt and Solutes nity Charact at Zackenb Interannual eristics and erg Variability Dynamics and Control High-Arctic at Zackenb s of Plant Plant – Herbivo erg Phenology Phenology re Interact and Product of High-A ions under ivity at Zackenb rctic Arthrop Climate Effects of erg Influence ods: Effects Food Availab of Climate ility, Snow Vertebra on te Predato Spatial, Seasona and Predatio r – Prey n on Breedin l and Inter-An Lake Flora Interactions g Perform and Fauna nual Variatio in a Seasona ance of Waders in Relation n l Environ Population at Zackenb to Ice-Mel ment Dynamical t, Water Temper erg Responses Solar Ultravio to Climate ature and let-B Radiatio Chemistry Change High-Arctic n (UV-B) at Zackenb at Zackenb Soil CO2 erg erg: The and CH4 Spatial and Impact on Production Inter-An Higher Plants Controlled nual Variabil Zackenb and Soil by Temper ity of Trace erg in a Circum Microbial ature, Water, Gas Fluxes Communities polar Context Freezing in a Heterog and Snow eneous High-A Cover image: rctic Landsca White arctic pe bell-heather at Zackenb erg, courtesy Erik Thomse n VOLUME 40 2008 EDITED BY HANS MEL TORBEN TOFTE BO ELB R. CHRISTENS ERLING EN MADS C. MORTEN FORCHHAMM ER RASCH ler på sneen, som det kan være svært for dem at gennembryde. Effekten af dette kan meget vel blive reducerede moskusoksebestande og dermed en reduceret græsning af tundraen. Dette vil sammen med en række andre lignende fysiske og biologiske processer igen kunne påvirke tundraens kulstofbalance, der bestemmer om tundraens vegetation vil afgive eller optage kultveilte. Og dermed om tundraen vil bidrage til eller reducere drivhuseffekten og dermed i sig selv påvirke klimaet, fortæller Morten Rasch. - Med udgangspunkt i de foreliggende klimamodeller forudser vi, at Zackenberg-regionen i det centrale Nordøstgrønland vil komme til at ligne områderne i den sydligere del af Østgrønland. Fra 2002 til 2005 og igen i 2007 er sneen imidlertid smeltet så tidligt, og sommertemperaturerne har været så høje, at det kan ske hastigere, end klimamodellerne forudsiger, siger Hans Meltofte. Jane Benarroch Kontakt: Morten rasch, DPC, [email protected] og Hans Meltofte, DMU, [email protected] Fotos: Henning Thing Polarfronten | NR.1/2008 | 1 Arqaluartâ Rosing: KASSOQ | BLÅ IS | BLUE ICE Foto: Magnus Elander Isen er blå - og den er hvid, grå, gylden, grøn alle regnbuens farver. Arqaluartâ Rosing tager os med sit kamera på en forunderlig rejse dybt in i isfjeldenes fascinerende rige - ind i hulninger og sprækker, hvor sol, smeltevand og havets dønninger har skabt en eventyrverden, der stråler som en Aladdins Hule. Ny indsats mod Udgivet i anledning af Polaråret Mere end hvert tiende skolebarn i Nuuk er smittet med tuberkulose. ISBN: 87-90133-78-8 248,00 kr. Box 216 · 3900 Nuuk · Grønland telf. (00299) 557674 email: [email protected] KALAALLIT NUNAAT : GRØNLAND : GREENLAND 1:2.500.000 - 1:5.000.000 - 1:7.100.000 - 1:10.000.000 - 1:11.800.000 RØD SERIE - 1:250.000 1:250.000 18 17 Landkort, foldet (1-20) 4 landkort, foldet i mappe(5 farver) Alle 20 landkort i en box Alle 20 landkort i en rulle Atlas med alle 20 landkort Landkort, plano - lamineret(1-20) Skriveunderlag/landkort (1-20) Historiske guides 6,8,10 &19 16 15 14 13 20 12 11 BLÅ SERIE - 1:500.000 10 9 N 8 Polar Skjoldungen - Daneborg V8 - V9 - V10 V11 - V12 19 7 Kap Farvel - Thule V1 -V2 - V3 - V4 - V5 - V6 - V7 6 5 4 3 2 1 www. .com [email protected] GRØNLANDS KONTORFORSYNING A/S Box 430 3900 Nuuk tlf 32 18 30 fax 32 30 18 - email: [email protected] 22 | Polarfronten | NR.1/2008 tuberkulose Tuberkulose er langt fra historie i Grønland. En spritny undersøgelse, der for nylig blev publiceret i Ugeskrift for læger, viser, at 12 procent af en gruppe undersøgte 1. og 10. klasseselever i Nuuk bærer på tuberkulosebakterien. Selvom det ikke betyder, at alle de smittede er syge af tuberkulose, er det udtryk for en alvorlig tuberkulosesituation. Da der kun er tale om en undersøgelse af børn i 1. og 10. klasse, siger resultaterne ikke noget om smittespredningen. Men de grønlandske sundhedsmyndigheder tager situationen alvorligt. Ikke mindst fordi den totale tuberkuloseforekomst blandt børn og voksne ikke kendes. Tuberkulose spreder sig primært via spyttet. Men det er kun fremskreden lungetuberkulose, der smitter. Man kan således ikke blive smittet ved kontakt med mennesker, der alene bærer smitten, eller som har udvik- let tuberkulose andre steder end i lungerne, eksempelvis i knoglerne. Heller ikke mennesker, der er i behandling for tuberkulose, kan smitte. Når et barn uden symptomer testes positiv for tuberkulose, viser det alene, at barnet har været udsat for smitte. Og selvom det er sjældent, at børn smitter andre børn, vedtog Landsstyret sidste efterår ’National strategi for bekæmpelse af tuberkulose 2007-2012’. Ifølge den skal alle skolebørn i 1. og 10. klasse undersøges for tuberkulose fra 2008 og frem til 2012. I 1950’erne led samtlige arktiske lande under en tårnhøj tuberkuloseforekomst. Det fik sundhedsmyndighederne til at sætte massivt ind over for sygdommen, og i starten af 1990’erne blev den da også vurderet til at være under kontrol. I dag kræver det stigende antal smittede altså en ny effektiv indsats imod den sejlivede mycobacterium tuberculosis. Jane Benarroch Oliejagt i Nord Oliejagten er gået ind i Nordøstgrønland, hvor sandsynligheden for at finde olie i Danmarkshavn sedimentbassinet er mere end fifty-fifty. Råstofdirektoratet er i gang med en strategisk miljøvurdering af området. Hvor tykt flyder olien i den arktiske undergrund? Det spørgsmål diskuteres til stadighed af forskere, politikere, olieselskaber m.fl.. Snart forlyder det, at 25 procent af verdens oliereserver kan være at finde under de polare ismasser, snart er bulletinerne mere Ikke mindst fordi den bygger på viden genereret af forskere, som har undersøgt området. - Den første rapport var hovedsagelig baseret på forskellig videnskabelig litteratur. Den nuværende vurdering bygger i højere grad på vurderinger Historien om en russisk miniubåd, hvis besætning havde plantet et russisk flag på havbunden under Nordpolen, meldte således sidste sommer om, at ejerskabet til Nordpolen også gjaldt op imod en fjerdedel af Jordens uopdagede olie- og gasreser- pessimistiske og reducerer buddet til væsentligt mindre. Hidtil har olieefterforskningen især været henlagt til Vestgrønland. Her har seks olieselskaber, heriblandt Exxon-Mobil, Chevron og danske Dong Energy, indledt undersøgelser i hver deres felt. Senest har optimismen knyttet sig til Danmarkshavn sedimentbassinet - et område i Nordøstgrønland, der dog ikke er lige så grundigt undersøgt som de pågældende områder langs vestkysten, men som de amerikanske geologiske undersøgelser US Geological Survey (USGS) nu har valgt at granske nærmere. fra folk, der ved noget om de faktiske forhold, siger vicedirektør Flemming Getreuer Christiansen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). GEUS har selv leveret data til den seneste rapport, blandt andet om de såkaldte kildebjergarter. - Vi har ladet USGS får adgang til data over Jordens tyngdekraft i et givent område samt en række magnetiske data og seismiske linjer. Det er ikke mindst disse data, der har givet en hel ny geologisk forståelse af Nordøstgrønland med henblik på olieudvinding. ver. Men det er noget vrøvl. USGS-rapporten fra 2000 siger blot, at 12 områder nord for og omkring polarcirklen kan rumme op til 20 procent af den olie og 30 procent af den gas, som man forventer at finde i løbet af de kommende årtier. Nye tal følger senere i 2008. Jane Benarroch Kontakt: Flemming Getreuer Christiansen, GEUS, [email protected] Myter en masse Forventninger dalet Siden USGS i 2000 udsendte den hidtil mest optimistiske rapport ‘World Petroleum Assessment 2000’ om skønnede uopdagede olieressourcer i Nordøstgrønland er forventningerne imidlertid dalet betragteligt. Dengang var vurderingen, at undergrunden rummede cirka 47 milliarder tønder olie. I september sidste år var hed det i stedet hen ved 9 milliarder tønder olie samt en masse gas. Den gode nyhed er ifølge de amerikanske olieefterforskere dog, at prognosen nu er mere sikker end før. USGS vurderer, at sandsynligheden for at finde olie er pænt over 50 procent. Ifølge eksperterne er det flot, og de lovende takter har da også fået Råstofdirektoratet til at igangsætte en strategisk miljøvurdering, som skal danne grundlag for en eventuel beslutning om at indlede nærmere eftersøgning af olieressourcerne. Olietønder i milliardantal eller ej. Der florerer mange myter om det arktiske oliepotentiale. Polarfronten | NR.1/2008 | 2 3 Gletsjer i mistbænk Foto: Henning Thing Polarfronten bringer hermed opskriften på ‘gletsjer i svøb’, anbefalet af gletsjergartneren Ghulam Rassol i Karakoram til folk i det arktiske - eller hvem, der lige står og mangler en gletsjer. Det er forår, og det er på sin plads med et par gode råd til fjeldgængere med kolde fingre og lyst til at dyrke deres egen lille gletsjer i en skyggefuld baghave. Opskriften er såre enkel: Man finder en nordvendt fjeldside mindst 4500 meter oppe og sikrer sig, at den er rig på løse klippestykker på størrelse med en oprullet slædehund. Er der også et lag beskidt gammel is og sne mellem stenene, har man fundet et ‘gletsjerfrø’ af hankøn, og så mangler man bare et af hunkøn, før der kan komme skub i sagerne. Til forskel fra den grove, beskidte og gamle ‘han’ er en ‘hun’ fin, ren og ung - og vejer mindst 300 kilo. Desværre er det ved gletsjerdyrkning vanske-ligt helt at undgå fysisk anstrengelse. Man skal nemlig slæbe så mange store, saftige græskar, man orker, op fra køkkenhaven nede i dalen og lægge dem mellem stenene der, hvor den nye gletsjer skal spire frem. Derefter skal man indsamle mindst 300 kilo - dvs. 12-15 rygsækfulde - sne, der skal lægges ud over den gamle is og græskarrene mellem klippeblokkene. Hermed er hun-frøet på plads over hanfrøet, og hele molevitten dækkes nu til med et isolerende lag af savsmuld, tomme nøddeskaller, gamle tæpper - eller hvad man nu lige har ved hånden. Og så er det bare at vente. Man kan eventuelt gå ned i dalen og få sig nogle børnebørn, der kan høste udbyttet af ens gletsjersåning. Opskrift på vand Når blandingen af is, sne, klippestykker med kolde luftrum mellem sig samt vandfyldte græskar får lov til at sætte sig, fryser det hele sammen. Græskarrene sprænges og frigiver deres væske. Der dannes et permanent koldt miljø på stedet, hvor ny sne ikke vil smelte, og efterhånden kan årenes nedbør, der i disse højder altid er sne, skabe en lille gletsjer, der langsomt vil vokse og vokse. Når den er blevet stor nok, vil dens is stille glide nedad bjergsiden. Kyndige folk i Himalayas Karakoram-bjerge (det er i denne egn, hvor K2, verdens næsthøjeste bjerg på 8611m, ligger) har på denne måde dyrket gletsjere siden 1200-tallet, og deres metoder og resultater er nu blevet undersøgt af den norske forsker Ingvar Tveiten og omtalt i det ansete tidsskrift New Scientist. Gletsjerdyrkning synes i en vis grad at kunne afhjælpe den stigende vandmangel i dale, der får deres vandbehov dækket af smeltevand fra sne og is højt oppe i bjergene. Ifølge United Nations Environment Programme (UNEP) har den regionale klimaændring siden 1930 medført en 30 procent udtynding af gletsjere i denne del af Himalaya. Gletsjerdyrkning i stor højde er et middel til at mindske tørkeperioder nede i dalen sidst på sommeren, hvor smeltevandet fra sneen er sluppet op, og hvor smeltevand fra gletsjerisen derfor er den eneste form for vandforsyning til afgrøder, dyr og mennesker. Is, vand og mennesker er et evigt trekantsdrama. Også langt væk fra polaregnenes isfyldte verden, hvor mennesker er underlagt helt andre levevilkår, end vi kender fra Arktis. Henning Thing Kilde: New Scientist, 2. februar 2008
© Copyright 2024