1. No category

LØSSA LGSPRIS 2 5 k r.
UDG I V E T AF DA N S K P O LA R C E N T E R
•
N R. 1 / M A R T S 2 0 0 1
Polarfronten
Det eksotiske liv under isen,
læs s. 12
Dansk Polarcenter
Indhold
er en institution under
Forskningsministeriet og
har til opgave at støtte
og koordinere dansk
polarforskning.
Polarfronten udgives af:
Dansk Polarcenter
Strandgade 100H
1401 København K
Tlf.: 32 88 01 00
Fax: 32 88 01 01
E-mail: [email protected]
Internet: www.dpc.dk
Udkommer 4 gange årligt
Det var ikke en grønlænder
En isotopundersøgelse har afsluttet en
udleveringssag om en udstoppet eskimo
i en kajak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
I doktor Bertelsens kølvand
Forskere har besøgt 200 pladser i
Uummannaq-området, som for 100 år
siden vrimlede med fugle . . . . . . . . . . . . 4
Tryk på klimaet i Nordatlanten
En del af forklaringen på de seneste
årtiers temperaturændringer skal findes
ude i Nordatlanten . . . . . . . . . . . . . . . . . 6
Oplag: 5400
Deadline for bidrag
til næste nummer:
16. maj 2001.
Abonnement er gratis
og tegnes gennem
Dansk Polarcenter.
Redaktionen:
Morten Meldgaard
På tomandshånd med en arktisk
katastrofe
Billeddokumentation fra fotografen
Richard Harringtons møde med rensdyreskimoer i Nordcanada . . . . . . . . . . . 8
Meteoritter på blå is
Et område med blå is i Dronning Louise
Land kan gemme på mange meteoritter . 10
Ansvarshavende redaktør
Poul-Erik Philbert,
redaktør, DJ
Kirsten Caning
Jens Jørgen Kjærgaard, DJ
Det eksotiske liv under isen
Forskere og fotografer har fulgt det
farvestrålende plante- og dyreliv under
den metertykke is . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
Irene Seiten, layout, DJ
Henning Thing
Produktion og tryk:
Datagraf Auning AS
Forsidefoto: Göran Ehlmé:
Sølilje og søagurk arm i arm
på bunden af Young Sund i
Nordøstgrønland
Artikler i Polarfronten giver
ikke nødvendigvis udtryk for
Dansk Polarcenters holdning.
Eftertryk er tilladt i uddrag
med kildeangivelse.
Zackenberg i scanneren
Avanceret kortlægning fra fly giver
detaljerede vegetationskort over
Zackenberg-området . . . . . . . . . . . . . . . 14
Kommentar:
Fremmede anlæg og sikkerheden for
den grønlandske retsorden . . . . . . . . . . 15
Biprojekt med blind makker
En ubuden gæst gav biprojekt uventede
problemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16
Da tupilakken blev synlig
De kunstfærdigt udskårne tupilakker
var fra starten beregnet for turister . . . 24
Det var ikke en grønlænder
En isotopanalyse af nogle hudrester har afsluttet en langvarig og kompliceret sag om en udstoppet eskimo i
en kajak, som Grønlands Hjemmestyre har krævet fjernet fra et museum i Holland og udleveret til Grønland.
Af Poul-Erik Philbert
Det er ikke en udstoppet grønlænder, som
i årtier har været udstillet på Westfries
Museum i Hoorn i Holland. Det er den
nagelfaste konklusion i den rapport, som
antropologen Niels Lynnerup fra Københavns Universitet har forfattet om undersøgelserne af den hollandske mumie.
Undersøgelsen blev sat i gang sommeren 2000 for at få slået fast, om der var
tale om en grønlænder eller ej, og rapporten sætter dermed punktum for den
udleveringssag, som Grønlands Hjemmestyre i 1998 anlagde mod hollænderne gennem Udenrigsministeriet. Hjemmestyret fandt det etisk krænkende og
nedværdigende at udstille en udstoppet
eskimo i en kajak og krævede resterne
udleveret til begravelse i Grønland (se
Polarfronten 4/2000).
Den forkerte kost
Da Niels Lynnerup sidste sommer var i
Holland for at udtage prøver til en undersøgelse af mumien, håbede han på, at
Foto: Niels Lynnerup
en DNA-analyse hurtigt kunne afsløre,
om der var tale om en grønlænder. Men
der var ikke noget DNA tilbage i de fragmentariske hudrester, og dermed forsvandt en ellers sikker metode.
I stedet blev det isotopanalyser foretaget af Jan Heinemeier på Institut for Fysik og Astronomi på Århus Universitet,
som løste mysteriet.
En kulstof 14-analyse viste, at mumien var et par hundrede år gammel. Men
den helt afgørende viden kom, da Jan
Heinemeier fik eksperter på Islands Universitet til at køre hudresterne gennem
et såkaldt isotopmassespektrometer for
at undersøge indholdet i kulstof 13-isotoperne, som gemmer på et kemisk fingeraftryk af personens kostvaner.
Analysen viste, at der var tale om et
menneske, hvis kost for 80-90% vedkommende har bestået af terrestriske
fødevarer, grønsager, svine- og oksekød,
og at det derfor var helt udelukket, at
der kunne være tale om en grønlænder.
- Havde personen boet i Grønland og
i mange år levet af fisk og havpattedyr,
skulle kulstof 13-isotoperne fra hudprøverne have haft et helt andet indhold,
siger Jan Heinemeier.
Det eneste lille forbehold fra Jan Heinemeier er, at de hollandske museumsfolk gennem årene har præpareret mumien med en række ukendte, kemiske
stoffer, og at der er en teoretisk mulighed for, at det kan have påvirket isotopanalysen.
Hul i øret
Fysikernes konklusion står imidlertid
ikke alene, men bliver bekræftet af en detalje i den undersøgelse, som Niels Lynnerup underkastede den formodede grønlænder. Mumien havde et hul i øret, og
det peger unægtelig mere mod en af søens folk end mod en grønlandsk fanger.
- Vi tror ikke, at der ikke er tale om en
grønlænder, men kan ikke sige noget sikkert om, hvor personen så kommer fra,
siger Niels Lynnerup. Men et gæt kunne
være, at der er tale om en europæer, og
at det måske er en hollandsk hvalfanger,
som de mange år har siddet udstillet i
kajakken.
Under alle omstændigheder kan museumsfolkene på Westfries Museum roligt hive den udstoppede mumie ud af
kajakken og give den noget andet tøj på.
En eskimo er det i hvert fald ikke.
Kontakt: Niels Lynnerup, Retsmedicinsk
Institut, Københavns Universitet,
tlf. 3532 7239,
[email protected]
En isotopanalyse afslørede, at det ikke er en grønlænder, som Westfries Museum i Holland har haft udstillet. Kulstof 13-isotoper fra mumiens hudrester havde
en sammensætning, som viste, at personen havde
levet af landbaserede fødevarer og ikke grønlændernes marine kost.
3 • Polarfronten 1 / 01
Foto. Bill Burnham
I doktor Bertelsens kølvand
Af Poul-Erik Philbert
Ornitologerne Kurt Burnham og Tom Cade præsenterer The Peregrine Funds nye flag under turen i Uummannaq-distriktet sidste sommer. Peregrine Fund er
en privat, amerikansk forskningsinstitution, som har
været aktiv i Grønland siden 1970’erne.
Kritikken af den ukontrollable grønlandske jagt på fugle, fisk og hav-
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har
i foreningens medlemsblad ‘Fugle og Natur’ hentet det tunge skyts frem i en artikel ‘Grønland ødelægger sin fuglefauna’, som slår fast, at efter ‘årtiers ubegrænset fangst af fugle, fisk og havpattedyr er det storslåede, arktiske spisekammer ved at tømmes’.
Med biologerne på Pinngortitaleriffik,
Grønlands Naturinstitut, som kilde hedder det videre i artiklen, ‘at faresignalerne
er hejst for stort set alle relevante arter,
undtagen rejer, rensdyr og moskusokser’.
pattedyr er atter blusset op. Samtidig har amerikanske ornitologer
genbesøgt de 200 fuglepladser, som
lægen Alfred Bertelsen registrerede
i begyndelsen af 1900-tallet. De
fandt alting sørgeligt forandret.
Foto: Knud Falk
4 • Polarfronten 1 / 01
Pres på fuglekolonierne
Mange af Grønlands enorme kolonier af
polarlomvier, edderfugle og havterner er
i dag i bedste fald skrumpet ind til næsten ingenting. I værste fald er de tømt
for liv.
Øverst på de 3500 grønlandske jægeres
hitliste ligger polarlomvien. Den officielle jagtstatistik fra 1997 fortæller, at der
dette år blev skudt 236.364 lomvier, men
De officielle statistikker fortæller, at der i 1997 blev
skudt 236.364 lomvier. I virkelighedens verden er tallet mindst det dobbelte.
ifølge både DOF og uafhængige eksperter
kan det officielle tal sagtens dække over
det dobbelte i virkelighedens verden.
Uanset om det drejer sig om en kvart
eller en halv million, så har undersøgelser gennem de sidste 10-15 år talt deres
tydelige sprog. Bestanden af polarlomvier i Grønland er gennem årtier blevet
voldsomt decimeret på grund af jægernes og ægsamlernes rovdrift.
Stilheden har sænket sig
Den seneste undersøgelse i rækken kommer fra en gruppe amerikanske ornitologer fra The Peregrine Fund, som sidste
sommer sejlede turen fra Kangerlussuaq
til Thule Air Base. Undervejs brugte de 18
dage i Uummannaq-området til at besøge
de godt og vel 200 fuglepladser, som den
danske læge Alfred Bertelsen fra 190520 registrerede og senere beskrev i et
bind af Meddelelser om Grønland i 1921.
I løbet af de 18 dage tilbagelagde Kurt
Burnham, Tom Cade, Jack Stephens, Tim
Gallagher og Bill Burnham næsten 3000
kilometer i åben båd i Uummannaq-di-
Et lokalt problem
Selvom de alarmerende rapporter viser, at
f.eks. polarlomvien er meget tæt på at
være udryddet i Uummannaq-distriktet,
er lomvien ikke truet som art i Grønland.
I Thule-området er der en bestand på
500.000 lomvier - halvdelen af den samlede grønlandske bestand - og den er i modsætning til kolonierne i det øvrige Grønland stabil. Forklaringen er, at der kun er
få hundrede jægere i hele området.
Derimod er der i nærheden af flere bebyggede områder, som f.eks. i Upernavikdistriktet, alvorlig risiko for, at den ukontrollable jagt omkring ynglepladserne i
sommerperioden inden for en overskuelig fremtid vil udslette både lomvierne og
andre fuglearter.
Grønlændernes jagt på polarlomvien om
vinteren er ifølge artiklen i ‘Fugle og Natur’ ved at få alvorlige konsekvenser for
de islandske kolonier. En mærkbar nedgang i antallet af ynglepar siden 1985 har
fået islændingene til at sætte lomvien på
listen over sårbare dyr. Optagelsen på den
såkaldte røde liste sker med henvisning
til ‘overdreven jagt i vinterkvartererne
ved Vestgrønland og Newfoundland’.
Kontakt: Kurt Burnham,
tlf.: +1 208-362-3716,
[email protected]
Foto: Gert Brovad
striktet og nåede at besøge 207 af de 210
steder, som Bertelsen har beskrevet.
Resultatet var ifølge de amerikanske
forskere chokerende og bekræfter tidligere undersøgelser gennem 80’erne og 90’erne. Bortset fra yderområder, hvor der
kommer meget få mennesker, fandt de
ingen fugle af de arter, som de lokale beboere jager.
Alle polarlomvierne, alkefuglene og
edderfuglene og de fleste af riderne var
borte. Rugeområder, som på Bertelsens
tid havde rummet 500.000 lomvier og
100.000 rider, lå nu stille hen. De eneste
spor af fortidens larmende fuglemylder
var eskrementerne på klipperne og de
forladte, græsbegroede reder.
- Vi tænkte på, hvad doktor Bertelsen
ville have følt, hvis han havde været i live, og hvad fremtidens biologer vil finde,
hvis de følger i hans - og nu vores - kølvand gennem Uummannaq-distriktet, lyder det lakonisk fra Kurt Burnham.
Velsmagende
og gumpetung
Af Poul-Erik Philbert
Tre navngivne islændinge har fået den
tvivlsomme ære for den 3. juni 1844 på
øen Eldey at have aflivet de to sidste
gejrfugle i verden. Om det var de sidste,
ved vi selvfølgelig ikke, men det har
været tæt på.
På det tidspunkt var der så få gejrfugle
tilbage, at jægerne ikke længere gik efter
fuglen for dens velsmagende kød eller lunende fjer. De kunne tjene langt mere
hos museer og samlere, som ønskede at
få fingre i et af de sidste eksemplarer. Indvoldene fra gejrfuglene på Eldey kan i
dag ses på Zoologisk Museum i København, hvor de som de eneste eksisterende
bløddele af gejrfuglen er udstillet i ni
forskellige spritglas.
Gejrfuglen ynglede især ved Newfoundland og Island og blev fra 1500-tallet et eftertragtet bytte blandt europæiske
fiskere. Den gåsestore, kødfulde fugl sparede fiskerne for at proviantere hjemmefra, og der var så mange, at de også blev
brugt til brændsel under kødgryderne.
Den store, tunge fugl var en fænomenal svømmer, men de små vinger kunne
ikke løfte den kluntede krop, som gav
den en gumpetung gang på jorden. Gejrfuglene var derfor prisgivet sultne fiskere, som i yngletiden kunne drive de godmodige fugle i store flokke op ad planken
ombord på deres skibe.
Med indvandringen til Amerika voksede presset mod gejrfuglen, fordi dens dun
var velegnede til puder og dyner, og fuglekolonierne på bl.a. Funk Island ud for
Newfoundlands kyst blev langsomt tømt.
Omkring år 1800 var gejrfuglen totalt
udryddet i Nordamerika.
På Island skulle der gå endnu 50 år,
før den sidste gejrfugl på artens vegne
drog det sidste suk.
Gejrfuglen er et skræmmende eksempel på en fugleart, som blev udryddet på
grund af menneskets ukontrollable
fangstiver. Der er forskere, som mener,
at vi fik hjælp af naturen. Den lille istid,
som varede fra o. 1500-tallet til slutningen af 1800-tallet, kan have svækket
gejrfuglens fødegrundlag. Men antagelig
har det kun været et sidste puf til en i
forvejen skamskudt art.
Fiskerne gav i øvrigt gejrfuglen navnet
peng-wyn, walisisk for ‘den med det hvide hoved’, og da opdagelsesrejsende senere nåede frem til Sydpolen og mødte en
fugl, som mindede om den nordatlantiske pingvin, fik den hurtigt samme navn.
Foto: Gert Brovad
De to sidste gejrfugle i verden endte deres dage i
sprit og er i dag udstillet på Zoologisk Museum.
5 • Polarfronten 1 / 01
Den nordatlantiske oscillation:
Tryk på klimaet i Nordatlanten
En del af forklaringen på de seneste årtiers temperaturstigninger skal findes ude i Nordatlanten, hvor trykforskelle påvirker klimaet på den nordlige halvkugle. Det samme fænomen er paradoksalt nok årsagen til,
at Grønland bliver koldere i en periode med global opvarmning.
Af Poul-Erik Philbert
Hans Egede bemærkede i sin dagbog, som
han førte i Grønland i årene 1770-78, at
selv om alle vintre i Grønland efter hans
opfattelse var strenge, så var de dog lidt
mildere de år, hvor Danmark havde en
hård vinter - og omvendt. Han kunne af
gode grunde ikke forklare fænomenet,
men iagttagelsen var korrekt og er i dag
sat på teori blandt forskere, som har med
klimaudvikling at gøre.
Under den sidste overskrift finder vi
bl.a. den nordatlantiske oscillation, som
er med til at fordele kulde og varme i
Nordatlanten og i Vesteuropa. Fænomenet har været kendt siden 1950’erne,
men har fra midten af 1990’erne tiltrukket et stigende antal nysgerrige klimaforskere i forbindelse med, at de har søgt
svar på spørgsmålet om den globale opvarmning.
Nysgerrige klimaforskere
Den nordatlantiske oscillation, som forskerne kalder fænomenet, var det gennemgående tema på et velbesøgt seminar
i februar om det arktiske klima arrangeret af Copenhagen Global Change Initiative (COGCI), et forskernetværk omkring miljø- og klimaproblemer.
Når støvet har lagt sig efter de ophidsede diskussioner, er klimaforskerne i det
store og hele enige om, at de seneste årtiers temperaturstigninger er et resultat
af flere forhold: den menneskeskabte opvarmning, solens påvirkning, vulkansk
aktivitet og klimaets indre dynamik.
Fra positiv til negativ fase
Blandt dem er Jens Hesselbjerg Christensen, som på Danmarks Klimacenter
under DMI arbejder med at udvikle klimamodeller, der kan simulere fremtidens
klima og give et indtryk af, hvordan den
globale opvarmning vil forløbe under
forskellige fremtidsscenarier.
- Vi ved, at klimasvingningerne i det
nordatlantiske område i vinterperioden
har forbindelse til den nordatlantiske
oscillation, siger Jens Hesselbjerg Christensen, så derfor er den et vigtigt element, når vi skal beregne drivhuseffektens bidrag til klimaudviklingen.
Foto: Ole Kjær / POLFOTO
Klimaforskerne forklarer den nordatlantiske oscillation med udgangspunkt i
trykforskelle mellem det subtropiske
højtryk over Azorerne og lavtrykkene
over Island, som har været registreret
siden midten af 1800-tallet. De taler om,
at vi har en positiv fase af den nordatlantiske oscillation, når trykforskellene
er store, og en negativ, når de er små (se
figur 1).
Gennem de seneste 20-25 år har vi i
vinterhalvåret overvejende oplevet en
positiv fase af den nordatlantiske oscillation med meget markante højtryk over
Azorerne og dybe lavtryk over Island, og
det har presset fronterne nordpå og givet
en stærk, nordlig luftstrøm. Resultatet
har for Danmarks vedkommende været
en vejrtype, vi kun kender alt for godt,
med milde og fugtige vintre og flere
voldsomme storme (se figur 2).
Fra midten af 1950’erne til midten af
70’erne var Nordatlanten præget af en
negativ fase af den nordatlantiske oscillation med mindre trykforskelle mellem
Azorerne og Island. Den situation giver
færre og svagere vinterstorme, der bevæger sig i en mere vest-øst retning, og
førte i den periode fugtig luft og milde
vintre til Middelhavsområdet, mens kold
luft over Nordeuropa gav os en række
hårde vintre (se figur 3).
Den arktiske forbindelse
Klimaet i Grønland og i Arktis som helhed påvirkes også af den nordatlantiske
oscillation, som indgår i et større klima-
Stormfulde, fugtige og milde vintre har været det normale de seneste 20-25 år. Årsagen er et klimafænomen,
som forskerne kalder den nordatlantiske oscillation.
6 • Polarfronten 1 / 01
Fig 1. Den nordatlantiske oscillation
1860
1880
1900
system på den nordlige halvkugle og
bl.a. spiller sammen med den arktiske
oscillation, der bestemmer mønstrene i
luftlagenes bevægelse over hele det arktiske område. Og det er her, Hans Egede
kommer ind i billedet.
I den nuværende periode med positiv
fase i den nordatlantiske oscillation, som
giver Danmark milde vintre, vil trykforholdene give plads til, at der strømmer
kold, tør luft fra polområdet ned over
Vestgrønland og Nordøstcanada. Det er
forklaringen på, at middeltemperaturerne i Vestgrønland de seneste 20-25 år er
faldet med op til 1o og dermed har udviklet sig modsat den generelle udvikling i det arktiske område. I Østgrønland
- beskyttet mod vestkystens polarvinde
af Indlandsisen - er klimaet derimod
præget af de mange nordgående, fugtige
og tempererede luftstrømme, og målinger ved Tasiilaq og Danmarkshavn viser
svagt stigende middeltemperatur siden
midten af 1970’erne.
Det er endnu ikke lykkedes klimaforskerne at beskrive dynamikken bag den
arktiske oscillation så detaljeret som den
nordatlantiske. Men ifølge Jens Hesselbjerg Christensen er den arktiske oscillation og dens samspil med den nordatlantiske oscillation en del af forklaringen på
den kraftige opvarmning, som man har
oplevet over de seneste årtier i Sibirien,
Nordcanada og Alaska.
Undersøgelser peger også på, at der er
en sammenhæng mellem den nordatlantiske oscillation og smeltningen af havisen i Polhavet.
En del af forklaringen
Den nordatlantiske oscillation er således
på anklagebænken, når klimaforskerne
skal finde årsagerne til de sidste 30 års
globale temperaturstigninger, som er de
kraftigste i 1000 år. Men det er endnu
1920
1940
1960
ikke lykkedes forskerne at skabe klarhed
over omfanget:
- Vi kan se, at trykforholdene i Atlanten for øjeblikket er med til at påvirke
temperaturerne på den nordlige halvkugle i opadgående retning, men det er
kun en mindre del af de globale temperaturstigninger, man kan føre på den
konto, siger Jens Hesselbjerg Christensen. De interne forhold i klimaet kan
højst forklare 10-20% af stigningerne,
resten må have en anden oprindelse.
Siden trykmålingerne startede i midten af 1800-tallet har der været en tendens til, at den nordatlantiske oscillation
med 10-12 års mellemrum har svinget
mellem den positive og den negative
fase. Det er ifølge Jens Hesselbjerg
Christensen muligt, at en menneskeskabt drivhuseffekt kan forstyrre dette
variationsmønster i klimaet:
- Når klimaet bliver varmere, vil fronterne automatisk rykke nordpå. Drivhuseffekten kan derfor tænkes at forrykke klimaets interne balance og skabe forudsætningerne for, at den positive fase
bliver mere dominerende i fremtiden.
Den nordatlantiske oscillation er en af
de mange brikker, som endnu mangler at
komme på plads i det samlede klimapuslespil, før klimaforskerne med sikkerhed
kan sige, hvor stor en del af den globale
opvarmning der er naturlige variationer,
og hvor stor en del der er et resultat af
menneskelig aktivitet.
Og for en modelbygger som Jens Hesselbjerg Christensen kan en større forståelse af dynamikken bag den nordatlantiske oscillation være med til at gøre
klimamodellerne mere sikre i deres forudsigelse af klimaudviklingen i det 21.
århundrede.
1980
2000
Fig. 1. Klimafænomenet den nordatlantiske oscillation, som er bestemt af trykforskelle mellem højtrykket
over Azorerne og lavtrykket over Island, har siden
1860’erne svinget mellem længere positive faser (de
røde) og negative faser (de blå).
Fig. 2. En positiv fase er kendetegnet ved store trykforskelle mellem et usædvanligt stærkt subtropisk højtryk over Azorerne og et usædvanligt dybt lavtryk
over Island. Denne situation, som har været fremherskende de seneste 20-25 år, giver stormfulde, fugtige
og milde vintre i Vesteuropa, men tørre og kolde vintre i Vestgrønland.
Fig. 3. En negativ fase er kendetegnet ved små trykforskelle mellem højtrykket over Azorerne og lavtrykket over Island og giver tørre, kolde vintre i Danmark
og mildere vintre i Grønland.
Fig. 2. Den positive fase
Fig. 3. Den negative fase
Kontakt: Jens Hesselbjerg Christensen,
DMI, tlf. 39 15 74 28, [email protected]
7 • Polarfronten 1 / 01
8 • Polarfronten 1 / 01
På tomandshånd med
en arktisk katastrofe
På sine rejser i det arktiske Canada fra 1948-53 så den canadiske fotojournalist
Richard Harrington de canadiske rensdyreskimoers gamle kultur dø. I en tid
med tilbagevendende hungersnød flere gange helt bogstaveligt.
Af Poul-Erik Philbert
tøj, stor hætte, med et spædbarn. Hun sad i mørket,
uden varme. Jeg tror nok, at hun sagde, at de sultede.
- Ordet huleboer var det første, der røg igennem
mit hoved, da jeg kravlede ind i det lille forrum, knogler strøet rundt omkring, alle suget rene for marv.
Forrummet førte ind i en lille, rund hule, hvor jeg
ikke engang kunne stå oprejst. Her krøb hun sammen. Ingen plads til Kumok: han knælede i forrummet. Vi havde nogle kiks og noget te. Hun tyggede
små stykker beskøjter, gav dem til barnet, dejligt og
blødt. Det lille barn udstødte nogle gurglelyde.
- De manglede næsten alt. Ingen tændstikker, te
eller petroleum. Den første iglo, jeg havde set, uden
lys og varme. Vi efterlod noget te, tændstikker, petroleum, kiks. Og fortsatte.
Padlemiut-eskimoernes hvide naboer i Eskimo
Point blev jævnligt konfronteret med hungersnødens
ofre. Men deres omsorg omfattede ikke de forhutlede
eksistenser. Harrington tog tilbage og aflagde i billeder sit vidneudsagn. Alligevel gik der næsten et år,
før tragediens omfang og betydning nåede frem til
forsiderne i canadisk presse.
Om billederne er smukke eller skræmmende i deres påtrængende dokumentarisme må være op til den
enkelte. Richard Harrington selv, en gammel mand
på næsten 90, bryder sig ikke om at tale om hungersnøden i 51. ‘Jeg viser, hvad jeg så’, var hans ordknappe kommentar til en nysgerrig journalist for nylig.
Richard Harrington:
Padlei Diary, 1950,
Rock Foundation,
2000, 109 sider.
Richard Harringtons billeder og dagbogsoptegnelser
fra en rejse i vinteren 1949-50 til Padleimiut ved
Hudson Bay i det nuværende Nunavut står i dag som
et fotografisk monument over et lille, venneløst folks
isolerede overlevelseskamp i en ufølsom natur.
Padlemiut-eskimoerne var rensdyrjægere og boede
dérude, hvor mennesket uundgåeligt støder ind i
grænsen mellem liv og død. I vinteren 1949-50 slog
jagten på trækfugle og rener fejl.
Richard Harringtons dagbogsoptegnelse den 8. februar 1950 fanger i fortættet form tragediens omfang:
- Kom til den foreløbig mindste iglo. Udenfor lå en
enlig, skabet hund, livløs, sultende, den eneste overlevende i spandet; et primusapparat, halvt føget til;
en ødelagt slæde. Indenfor en lille kvinde i klodset
9 • Polarfronten 1 / 01
Meteoritter på blå is
Meteoritrester tilbyder en nem og billig adgang til oplysninger om rummet. Dansk-amerikansk forskerhold mener, at et område med blå is i Dronning Louise Land kan gemme på mange meteoritter.
Af Jens J. Kjærgaard
I fjor var lektor Henning Haack med på
den amerikanske ANSMET-ekspedition,
der fandt 940 meteoritter i Antarktis.
Næste år, i sommeren 2002, håber han at
være fjerdemand på en dansk-amerikansk ekspedition, der skal søge himmelfaldne sten på den blå is, der er opdaget i
Dronning Louise Land i det nordøstlige
Grønland.
- Jeg vil mægtig gerne spadsere otte-ti
kilometer langs en moræne, der formentlig har virket som ruse i århundreder,
måske i tusinder af år. Men det kan da
godt være, at vi ikke kommer hjem med
en eneste meteorit, siger Henning Haack.
En perfekt meteoritfælde
Lektor Haack har i samarbejde med amerikanske forskere påvist, at der stik mod
forventningerne findes områder med blåis i Nordøstgrønland helt i stil med de
områder i Antarktis, hvor meteoritter
hober sig op.
- Det udvalgte område i Dronning
Louise Land ligger 1500-1900 meter
over havet og giver mindelser om Ant-
arktis. Klimaet er iskoldt og tørt, middeltemperaturen i juli er minus fem, formentlig kommer vi over nul en enkelt
dag, snefald er en sjældenhed, og isen
smelter ikke, den fordamper. Det burde
altså være en perfekt meteoritfælde.
Når meteorer falder på Indlandsisen,
dækkes de af sne og føres med isen ud
mod kysten. Noget af isen strander vest
for nunatakkerne i Dronning Louise
Land, hvor den tørre kolde vind får såvel
snelaget som det øverste lag af isen til at
fordampe. Derved dannes områder be-
Foto: Henning Hack
10 • Polarfronten 1 / 01
stående af ren is, den såkaldte blå is, hvor
de meteoritter, isen har ført med sig, efterhånden hober sig op på den glatte
overflade. Voldsomme faldvinde fra Indlandsisen kan gribe de mindste meteoritter, som så farer henover blåisen som en
puck i ishockey. Alt under 100 gram kan
flyttes med stor hast. Vinden samler dem
så sammen ved foden af nunatakker og
andre naturlige forhindringer i randen af
blåisen. Sådan er det gået i Antarktis, sådan sker det måske også i Grønland.
For det uøvede øje ligner alle små meteoritter hinanden; det er med dem som
de tusinder af stenøkser på vore museer.
Men der er forskelle, og det kan fortælle
fagfolk om store begivenheder i fortiden.
Så tæt ligger meteoritterne på et af de gode steder i
Antarktis, fortæller Henning Haack. Der er en ved
hvert eneste af de grønne og røde flag. Der er dog
ikke tale om en grovsortering efter type, flagene lå i
bunke - og vi greb blot det nærmeste.
Henning Haack ved den 20 tons tunge meteorit Agpalilik, som er opstillet på en slæde foran Geologisk
Museum. Meteoritten er bragt hjem fra Kap York i
det nordvestligste Grønland i 1960’erne. Det bliver
ikke meteoritter i denne størrelse, Henning Haack kan
bringe hjem fra den blå is i Dronning Louise Land.
Danmarkshavn
GL
NIN
ISE
OU
ND
LA
Et erfarent hold
Lektor Haack vil til Grønland med tre
erfarne rejsekammerater: kollega Anders
Meibom fra Odense, der tog del i 96/97ekspeditionen i Antarktis og nu sidder
på Stanford i Californien, professor R. P.
Harvey fra Case Western Reserve University i Cleveland, Ohio, lederen af
ANSMET, det ambitiøse, amerikanske
forskningsprogram i Antarktis, og John
Schutt, sikkerhedsansvarlig på 25 ANSMET-ekspeditioner.
- Schutt er nok den, der har fundet de
fleste meteoritter, og hans erfaring har
gjort, at ANSMET har været forskånet
for alvorlige uheld, siger Henning Haack.
Vi delte telt, da jeg var grøn i Sydpolarlandet, og jeg vil være meget tryg ved at
have ham med. Han bliver nok den, der
træffer beslutningerne på blåisen i Dronning Louise Land.
- Alle nyfundne meteoritter tilhører
Grønland og hører rettelig hjemme på
Nationalmuseet i Nuuk. Vi har dog aftalt med museet, at de fundne meteoritter deles i to, så halvdelen kan stilles til
rådighed for forskere kloden rundt. Vi
vil naturligvis også bede om at låne nogle af de fundne meteoritter til undersøgelse og udstilling på Geologisk Museum i København.
Her kan museumsgæster i forvejen se
vældige jernklumper fra Kap York-faldet, mest iøjnefaldende er Agpalilik, der
står på en solid slæde i gården. Den blev
for godt 30 år siden af metallurgen Vagn
Fabritius Buchwald fra Danmarks Tekniske Universitet ført til København fra
Nordgrønland. Nu er han aktiv pensionist - og rådgiver for Haack og andre
unge meteoritforskere.
Der ligger givetvis flere jernmeteoritter fra Kap York-faldet i området. Astronomen Holger Pedersen, gæsteforsker på
Niels Bohr Institutet, rejser meget gerne
derop sammen med en gammel amerikansk geolog, Mark Meier, der fandt et
fragment på en nunatak, da han kortlagde landet omkring den store omstridte
luftbase. Meteoritten fik navnet Thule.
Den står i København.
Foto: Henning Haack
ON
DR
Fattigmands rumforskning
Ekspeditionen vil skønsmæssigt koste en
rund million kroner, og det har ikke været muligt at overbevise Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og den
amerikanske National Science Foundation om ideens bærekraft. Men der synes at være gode muligheder hos rumagenturet NASA, der pludselig har fået
øjnene op for det fornuftige i at søge
efter stumper af ikke-jordiske sten, der
allerede er bragt hertil af Moder Natur.
Der er fundet månesten, og brokker
fra Mars har sat gang i spekulationer om
liv, der snublede i starten. Lidt flot sagt
kaldes undersøgelsen af meteorsten for
fattigmands rumforskning. Og det er
frem for alt billigere end at lade sonder
rejse ud i solsystemet og bringe stikprøver med tilbage. Det er hidtil kun lykkedes os fra Månen, og det var jo ret dyrt,
påpeger Henning Haack, der er kurator
for meteoritsamlingen på Geologisk Museum i København.
Alle fund vil blive foreløbigt klassificeret af eksperterne på det amerikanske
Johnson Space Center, idet de stilles til
rådighed for alverdens forskere. Måske
er meteoritterne kommet til Grønland
som en hilsen fra Månen eller Mars, teoretisk kunne der også være en stump fra
Merkur. Det meste er nok høvlet af asteroider i kollision; det er sandsynligt, at
den lille planet Vesta er et givtigt moderlegeme. Men ejendommeligt nok har
det været umuligt at identificere ophavet
til tusinder og atter tusinder af kondritter i de jordiske samlinger. Vi kan ikke
finde tilsvarende spektre i de stadigt frit
flyvende asteroider. Måske skyldes det
en form for coating, de kan være dækket
af støv.
11 • Polarfronten 1 / 01
Det eksotiske liv und
Under den metertykke havis udfolder der sig et farvestrålende plante- og dyreliv,
kendte fisk og koraller fra tropiske egne. Forskere og fotografer har i nogle år ful
natssol et par måneder om året puster i gang i det iskolde vand.
Af Peter Bondo Christensen, Søren Rysgaard og Dorte Krause-Jensen
Foto: Göran Ehlmé
En blødkoral med fine, sarte former står og lyser op
på 36 meters dybde.
CAMP i Young Sund
CAMP står for Changes in Arctic Marine Production og er et dansk-ledet projekt, som i
Young Sund i Nordøstgrønland undersøger,
hvordan ændringerne i klimaet påvirker produktionen og livet i arktiske fjorde.
Havet og fjordene ved Nordøstgrønland
er særligt påvirkelige af klimaforandringerne. Netop her går grænsen mellem områder, der er isdækket året rundt og områder,
der er isfrie gennem den korte sommer. Ændringer i temperaturen og isforholdene viser sig derfor tydeligt i disse områder.
Et af hovedformålene med CAMP-projektet er at undersøge, hvordan dyr og planter
reagerer på ændrede forhold i isdække, lys,
temperatur og næringssalte.
Målet er at samle så stor en basisviden, så
forskerne kan opstille modeller, der kan forudsige, hvad der vil ske i det arktiske hav,
hvis den globale temperatur fortsætter med
at stige.
CAMP er ledet af Danmarks Miljøundersøgelser og har tilknyttet ca. 30 videnskabsfolk, der dækker alle de vigtigste områder
af det arktiske, marine økosystem fra planktonalger til hvalrosser.
Tang i metervis
Grundlaget for alt liv i havet er planterne. Store som små. De er der også i de
arktiske fjorde. Både de store og de små.
Det er dem, der i sidste ende gør det kolde vand til et attraktivt spisekammer for
fjeldørred, sæler, hvalrosser og hvaler.
Planterne er alger i mange forskellige
afskygninger. Der findes ingen blomsterplanter i de arktiske fjorde.
Brunalgen sukkertang er blandt de
største arter i fjorden. Den bliver op til
seks meter lang, vokser ud til en vanddybde på 20 meter og kan stå som store,
sammenhængende, grønne tangskove.
Det virker som en overvældende frodig
kolonihave, når man sammenligner med
den yderst sparsomme vækst på land,
hvor planterne sjældent bliver mere end
10 centimeter høje.
Det er den samme art af sukkertang,
der vokser ved de danske kyster. Faktisk
dækker den området helt fra Portugal til
Nordøstgrønland. Men planten har forskellig vækststrategi i de forskellige klimabælter. Ved kysten i Nordøstgrønland
bliver algen paradoksalt nok større end i
de danske farvande. Det er ikke, fordi
den vokser hurtigere i det kolde vand,
men fordi den lever længere. I gennemsnit bliver den seks år gammel ved Nordøstgrønland og kun halvt så gammel
langs de danske kyster.
I det arktiske hav slår planterne til, når
isen endelig forsvinder midt i juli måned,
og solen står på himlen døgnet rundt.
Sukkertang vokser 1 centimeter i længden på tre dage, og alt i alt bliver planten
i snit ca. 65 centimeter længere på et år.
Til de små planter hører mikroskopiske kiselalger, der sidder i et tyndt lag på
selve havbunden og farver den brunlig.
Røde kalkalger lever i bogstavelig forstand på en sten og giver dropstenene på
havbunden et purpurrødt skær. De to
slags alger klarer sig med meget lidt lys
og vokser derfor helt ud til en dybde af
50 meter.
Isalger, der vokser på undersiden af
havisen og planktonalger i vandsøjlen er
de sidste to store grupper af planter, der
giver føde til det produktive økosystem.
Glubske gopler og snegle
Størstedelen af planktonalgerne bliver
spist af vandlopper, der springer rundt i
vandet. Vandlopperne er god føde for
bl.a. fisk, krebsdyr, snegle og gopler. Og
når de dukker frem på arenaen, træder
Tulurkaussaq - ‘den, der ligner en ravn’. Sådan kalder
grønlænderne de små sorte vingesnegle, der hen på
sommeren optræder i utrolige mængder i Young
Sund. Nordmændene kalder vingesneglene for ‘krudtsnegle’. Når torskene langs Norges vestkyst spiser vingesneglene, udvikler sneglene en gas, der kan få torskens mave til at eksplodere.
Foto: Göran Ehlmé
12 • Polarfronten 1 / 01
I Nordøstgrønland er vandet ved havbunden minus 1o koldt året rundt. Godt
fire måneder af året er solen helt væk
fra himlen, og gennem yderligere seks
måneder lukker et metertykt is- og snelag effektivt af for solens livgivende stråler. Trods de hårde odds, rummer det kolde hav et mylder af liv i en farverig palet.
Foto: Göran Ehlmé
der havisen
som godt kan konkurrere med de mere
gt det hektiske liv, som sommerens mid-
livets mangfoldighed og farvevariationer
for alvor i karakter.
Men i mørke er alle katte grå, og dykkerne skal have lys med ned i det kolde
vand for at opleve farvespillet. Og fanger
han en gople i sin lysspot, løber floureserende lys i alle regnbuens farver langs
goplens ribber i et show, der får lysreklamerne på Broadway til at blegne af misundelse.
Goplerne lader deres fangsttråde sprede ud og danner med dem en netagtig
struktur, der kan dække op til en kvadratmeter. I lyskeglen kan man se de
store vandlopper sidde antenne ved antenne i goplens tråde, før den pludselig
ruller rundt og rundt og trækker trådene
og sin fangst til sig.
Et andet fascinerende skue er vingesneglenes indmarch i spisesalen. Når den
korte sommer er på sit højeste, bliver
vandet levende af små, sorte vingesnegle, der flapper hid og did på jagt efter føde. Tulurkaussaq - ‘den, der ligner en
ravn’, kalder grønlænderne dem. De får
hurtigt følgeskab af en orange fætter:
Âtaussaq - ‘den der ligner en sæl’. Når
den nøgne vingesnegl står med hovedet
opad og vifter med sin orange kappe i
isvandet, er det elegance i ypperste grad.
Men bag den ydre ynde, gemmer der sig
et glubsk rovdyr, der bl.a. fortærer de
små, sorte vingesnegle.
Havbundens støvsugere
På havbunden lever der en række forskellige dyr, der har udviklet evnen til at
indsamle de partikler, der drysser ned til
dem. Søliljer står som store, hvide fuglefjer. De bliver op til 50 centimeter høje
og hæfter til sten og skaller på bunden.
Søpunge antager mange forskellige former. Nogle står som en hvid, aflang tube,
Søanemoner i alle farver står og filtrerer partikler ud af vandet.
andre ligner en rund, rynket kartoffel på
en lang stilk. De trækker vandet ind af et
rør, tilbageholder partiklerne i maven og
spytter vandet ud af et andet rør.
Søagurker lever halvt nedgravet i bunden. Deres mund er omdannet til brede
fangarme, der lyser orange i det mørke
vand. De fanger partiklerne på armene
og stikker én efter én armene ned i maven, hvor partiklerne suges af. En søagurk kan blive en større sag på et kilos
penge. Bortset fra japanere og en enkelt
Sirius-fup ved vi ikke, om der er nogen,
der sætter pris på dem.
Søanemoner i forskellige farver hæfter sig på klippestykkerne og tager del i
festmåltidet. Og dødningehånd - den
gule blødkoral, der efter sagnet skulle
være den druknede sømands hånd, der
stikker op ad havbunden - blander sig i
den artsrige verden.
Slangestjerner i titusindtal, børsteorme og mængder af muslinger hører også
hjemme i det mangfoldige liv. Med op til
2700 individer på en enkelt kvadratmeter leder det tankerne hen på en undergrundsbane i Tokyo.
Muslingerne ser man ikke. De lever
nedgravet i havbunden, og man ser kun
to røde, cirkelrunde ringe i ånderøret,
der lige akkurat stikker op af bunden for
at få en snabel op til føden og den nød-
vendige ilt. Sandmuslingen og hulemuslingen, der bliver over 100 år gamle, er
de vigtigste arter. Sandmuslingen er en
vigtig føde for de mægtige hvalrosser,
der også trives heroppe.
Foto: Peter Bondo
Sukkertang bliver 4-6 meter lange og danner tætte, undersøiske skove, selvom planterne står i mørke det
o
meste af året i vand, der aldrig bliver varmere end -1,5 .
13 • Polarfronten 1 / 01
Zackenberg i scanneren
Et omfattende europæisk testprogram, som om nogle år vil anvende
satellitter til monitering af forurening fra minedrift, gav sidste sommer
to forskere chancen for at udvikle væsentligt mere detaljerede vegetationskort over Zackenberg-området.
Af Gabrielle Stockmann
Det var på et hængende hår - og med
fare for at en bevilling på en halv million kroner skulle forsvinde ud i den blå,
arktiske luft - at Birger Ulf Hansen fra
Geografisk Institut på Københavns Universitet og Mikkel Tamstorf fra Danmarks Miljøundersøgelser sidste sommer i Zackenberg fik gennemført deres
kortlægningsprojekt, HyMap. En helt
enestående chance for at få højt opløselige spektralbilleder af Zackenbergdalen
bød sig kun denne ene gang, men det
krævede, at vind, vejr og mekanik skulle
gå op i en højere enhed, og det skete
først på den allersidste dag efter to ugers
dårligt vejr.
For Birger Ulf Hansen og Mikkel Tamstorf blev de to ugers ophold i Zackenberg derfor en nervepirrende venten på
godt vejr - allerhelst solskin fra en skyfri
himmel - så et fly med højt avanceret
udstyr kunne overflyve og fotografere
Foto: Gabrielle Stockmann/ Polar Photos
Zackenbergdalen. Udstyret var en såkaldt hyperspektralscanner, som er en
videreudvikling af de multispektralscannere, der anvendes til fotografering fra
satellitter i dag.
Sommerens overflyvning og fotografering var en del af et EU-testprogram,
hvor ikke blot billeder fra Grønland, men
fra hele Europa, skal anvendes til computersimulering og modellering med det
sigte at monitere tungmetaller og anden
forurening fra råstofudvinding.
Satellitbilleder bliver i dag hyppigt anvendt til målinger af sne- og vegetationsdække i Arktis, men billederne har en
opløsning på 20x20 meter og kan derfor
ikke registrere de mindre snefaner og
vegetationsområder, der trods deres ringe udbredelse er af afgørende betydning
for økosystemet i Arktis.
Med sommerens overflyvning er det
nu blevet muligt at skabe nye og væ-
En mosaik af de 12 flystriber, som blev fløjet over
Zackenberg-området den 7. august 2000. På striberne fremstår vegetationen i røde farver, sne i hvide og
vegetationsløse overflader i grå nuancer. Forskningsstationen Zackenberg ligger på højre side af elven i
den midt-nederste del af billedet.
sentligt mere detaljerede vegetationskort,
som kombineret med feltundersøgelser
kan bidrage til at forbedre computermodeller over udvalgte dele af økosystemet.
Det er ikke en helt enkel proces at skabe disse vegetationskort. Flybillederne
blander de forskellige vegetationstyper,
og hvis der er skyer på himmelen, kaster
de forstyrrende skygger. Så for at kunne
anvende billederne var det nødvendigt for
forskerne at gå i felten og måle refleksionen fra forskellige vegetationstyper,
sne og jord samt tage målinger og billeder af himmelen (med fiskeøje) i de 3-4
timer, flyet bevægede sig frem og tilbage
over Zackenberg. Den sidste del af processen klarer computerne, som udstyret
med de rigtige modeller tygger sig igennem alle data, så man ender med nogle
meget detaljerede og informative kort.
Kontakt: Mikkel Tamstorf, Danmarks
Miljøundersøgelser, tlf. 4630 1932,
[email protected]
Mikkel Tamstorf og Birger Ulf Hansen udfører målinger,
som skal supplere flyfotograferingen over Zackenberg.
14 • Polarfronten 1 / 01
Kommentar
Thule og sikkerheden for den grønlandske retsorden
Der er stadig mangler i den faglige og politiske forståelse i Danmark for den oprindelige, grønlandske befolknings rettigheder.
Af Jens Brøsted
Da FN i 1970’erne begyndte at undersøge
indfødte folks situation og rettigheder,
mente Danmark ikke at have sådanne befolkninger i riget. I dag har regeringen
sammen med Grønlands hjemmestyre
udnævnt indfødte spørgsmål til at være
en af hjørnepillerne i Danmarks menneskerettighedspolitik, og man bidrager
gerne til billedet af Danmark som foregangsland på området. I den samme periode har der været en voksende, men
ujævn indsigt i, at den grønlandske befolkning også som oprindeligt folk har
rettigheder i og til eget land, og at de systematiske, grønlandske brugsmåder og
sædvaner er kilde til retlige normer. Først
med Østre Landsrets dom den 20. august
1999 i Thule-sagen kom der imidlertid et
autoritativt udtryk for, at disse normer
ikke blot var moralsk begrundet, men et
udslag af konkrete interesser, der nød
retssystemets beskyttelse.
I december 2000 offentliggjorde jeg to
artikler, som bidrog til at belyse den ufuldstændige viden og forståelse af dette
omslag. Den første artikel ‘Thules forsvundne erstatningssag’ i Ugeskrift for
Retsvæsen, d. 9/12-2000, dokumenterede behandlingen af Thule Fangerråds erstatningskrav fra 1959-60, som havde
været antaget forsvundet siden 1981.
Sagsakten blev imidlertid fundet på sin
systematiske plads d. 23/6-2000, og en
undersøgelse sandsynliggør, at materialet ikke alene er blevet tilbageholdt for
forskningen, men også unddraget regeringens undersøgelsesudvalg i sagen og trods opfordring - heller ikke blev fremlagt for Østre Landsret. Det er videre indikeret, at sagsakten blev opdelt d. 1/121987, mens undersøgelsesudvalget eftersøgte den, og at dele af materialet blev
overført til en parallelakt, som fortsat
tilbageholdes. Efter dette kan Thulesagen
ikke blot forklares med storpolitiske forhold under den kolde krig. Tilbageholdelsen af ikke-klassificeret materiale er
fortsat i nutiden - også efter nybruddet i
menneskerettighedspolitikken.
Den anden artikel ‘Raketterne i Thule
og det danske forskningsetablissement’ i
Økonomi og Politik, nr. 4, 2000, beskriver et amerikansk forskningsprojekt, som
fire måneder efter B-52-maskinens styrt
med atomvåben ved Thule fik afslag fra
den danske regering, selvom der også
var danske forskningsinteresser i projektet. Der var stærke protester i forskningsmiljøet, hvor en af interessenterne beskrev skaden for Danmarks internationale anseelse som særlig alvorlig på baggrund af motiveringen: et forbud mod
ophold af en meget begrænset kreds af
nordgrønlandske fangere i et bestemt
havområde, eventuelt mod kompensation. Den pågældende rejser unægtelig
spørgsmålet om fremmede interesser og
anlæg på urbefolkningens territorium og
om sådanne indgrebs tilladelighed. Artiklen rejser derfor også forskningspolitiske
spørgsmål om den manglende balancering af Thules og den grønlandske befolknings forskningsmæssige interesser
og en historisk underprioritering af en
grønlandsk rettighedsforskning. Der vises til, at Danmark er menneskeretligt
forpligtet til at sikre en ligeværdig repræsentation i retsforskningen mellem den
danske og den grønlandske befolkning,
men at grundlovens ekspropriationsbeskyttelse i § 73 - trods en instruks fra
folketinget i 1977 - ikke var gennemført
i Grønland ved indgreb i kollektive jagtog fangstrettigheder. Det uløste spørgsmål er, hvordan der kan gennemføres
indgreb på territoriet i Grønland, og
hvilken retsbeskyttelse de oprindelige
besiddere nyder. I artiklen vises også til
generelle kriterier i den forskningspolitiske debat om kvalitet og samfundsrelevans i forskningen og til den tidligere
forskningsminister Jan Trøjborgs kommentar i Polarfronten 2/98 om at sikre
koordination for at undgå, at et forskningsområde tabes på gulvet.
Jens Brøsted er forskningslektor ved
Institut for Statskundskab, Københavns
Universitet.
Tvivl og retssikkerhedsproblemer opstår også efter omslaget i den danske opfattelse af oprindelige rettigheder.
I en lov fra 1993 ophævedes en fundamental, grønlandsk retssikkerhedsgaranti ved blot 2 linjer i et lovforslag
om noget andet - og uden at folketinget af bemærkningerne til lovforslaget
kunne vide, hvad man ophævede:
garantien for den mellem grønlænderne lovligt bestående retsorden i § 41 af
den grønlandske styrelseslov fra 1925.
1996 ratificerede Danmark ILO’s konvention 169 om oprindelige folk og
stammefolk. Konventionens anvendelse i Grønland er omtvistet, fordi en
dansk erklæring ved ratifikationen i
realiteten vil lægge ejendomsretten
hos staten, mens konventionen anerkender den indfødte befolknings ejendomsret og besiddelse. I den danske
erklæring fordelte man kontrollen
mellem to velbeskrevne enheder, staten og hjemmestyret, som tildeler ret
til brug den enkelte. I praksis har man
overset grønlænderne, som har besiddet den traditionelle brug, den enkelte
- evt. i fællesskab - som det menneskeretlige subjekt over for regeringen.
Viden og indsigt i både grønlandsk og
dansk retskultur er vigtig for retssikkerhed i Grønland.
.
.
15 • Polarfronten 1 / 01
de vist, at det også i Grønland var muligt
at få honning ud af biernes slid.
Efter tre år har optimismen fået nogle
skrammer undervejs, men Ole Hertz mener alligevel, at projektet har vist, at biavl er mulig i Grønland på længere sigt:
- Der er blevet høstet honning alle tre
år, i 2000 helt op til 64 kilo i et enkelt
stade, og det er lykkedes at afsætte honningen til favorable priser, siger Ole Hertz.
Der er derfor i dag er en aktiv interesse
blandt fåreholderne i at gå ind i biavl.
Derimod har bifamilierne haft overraskende svært ved at overleve vintrene. I
foråret 1999 og 2000 var kun mellem
halvdelen og en tredjedel tilbage.
- Det var et dårligt resultat, som vi
ikke kunne forklare, siger Ole Hertz. Vi
vidste ganske vist, at honningbien ikke
kunne overleve i det arktiske på egen
hånd. Men selvom de er blevet passet og
plejet, døde alligevel mange.
Foto: Ole Hertz
Biprojekt med blind makker
Den brune honningbi har de sidste tre år haft travlt i Sydgrønland. Det
har givet honning, men bierne har haft overraskende svært ved at klare
vinteren. Årsagen er ikke klimaet, men en blind passager, som har taget
turen med fra Danmark.
Af Poul-Erik Philbert
Grønlandsk honning er en sjælden specialitet, som sælges for op til 1000 kroner
pr. kilo. De få udvalgte fortæller, at det er
en rigtig lækkerbisken, men den høje pris
er også bestemt af, at det er stærkt begrænset, hvor mange grønlandske bier
der slæber pollen og nektar hjem til staderne.
Den dyre honning er det synlige resultat af et forskningsprojekt, som med
etnografen og bispecialisten Ole Hertz i
spidsen i tre år har arbejdet på at omplante den brune bi fra Læsø til de koldere, men alligevel relativt milde himmelstrøg i Sydgrønland.
De 20 bifamilier, som i 1998 tog turen
fra Læsø til Qassiarsuk, skulle ikke blot
16 • Polarfronten 1 / 01
supplere de grønlandske fåreholderes indtægter. Holdet bag projektet ville med
flytningen også sikre et genetisk refugium for den brune bi, som fra bistaderne
på Læsø forsvarer en af sine sidste, smuldrende bastioner og ellers er ved at blive
løbet overende som race af importerede
bier, som passer bedre til de landskaber,
som ændringer i dansk landbrug har skabt.
Skrammer i optimismen
Ole Hertz var fra projektets start optimist. Den brune bi er velegnet til et liv i
kolde områder: den er god til at klare kolde vintre og går om foråret på vingerne
ved lavere temperaturer end andre bier.
Og så havde et forsøg i 1950’erne allere-
Angreb af mider
Svaret på mysteriet kom i foråret 2000,
hvor den brune bi på Læsø blev ramt af
en katastrofe: 200 ud af 300 familier døde. Bierne var bukket under for trachémider, som havde krydset landegrænsen
med nogle importerede bifamilier fra
USA, der var ført til Læsø, selv om det
kun er tilladt at drive biavl med den brune bi på øen.
En efterfølgende undersøgelse af de
grønlandske bifamilier afslørede, at traché-miderne må have gjort rejsen over
Nordatlanten med de brune bier, og at
det sandsynligvis er forklaringen på, at
så mange bier ikke havde klaret vinteren
i Sydgrønland.
Trachémider lever i biernes luftveje og
kan kun ses i mikroskop. Og da de aldrig
tidligere er fundet i danske bigårde, blev
de brune bier ikke undersøgt for dem,
før de blev sendt til Grønland.
Bifamilierne er nu blevet behandlet
mod mider, så de skulle stå bedre rustet
til at klare den arktiske vinter.
- Det var tæt på at ødelægge vores
projekt, så vi håber, at de mange positive
resultater er nok til at bringe arbejdet tilbage på sporet igen. Men det kan vi først
sige, når projektet har kørt nogle år endnu, slutter Ole Hertz.
Kontakt: Ole Hertz, tlf. 56 48 54 28,
[email protected]
Jordskælv i Maniitsoq
KVUG-støtte for 2001
Den 22. januar 2001 klokken 15.17 blev
Maniitsoq i det vestlige Grønland ramt
af et voldsomt jordskælv, som også blev
følt i Nuuk, Sisimiut og Kangerlussuaq.
Jordskælvet er målt til 5,1 på Richterskalaen og er dermed det største jordskælv,
der er registeret i Vestgrønland.
Jordskælv i Grønland er ikke noget
nyt fænomen. Siden starten af 1900-tallet er der målt og registreret en god
håndfuld jordskælv i Maniitsoq-området. Målinger af jordskælv foretages af
en såkaldt seismograf, som måler jordens
bevægelser. Figuren øverst viser en opmåling af Maniitsoq-jordskælvet fra den
seismiske station i Nuuk. Ved at måle
forskellen mellem de forskellige seismiske bølgers udbredelsestid gennem jorden kan man beregne afstanden fra seismografen til jordskælvet, og har man tre
målinger, kan man lokalisere jordskælvet.
Den første seismiske station i Grønland blev opstillet i Godhavn i perioden
1907 til 1912, og siden er antallet af målestationer steget, så der i dag er fire permanente seismiske stationer drevet af
Kort & Matrikelstyrelsen og desuden en
række midlertidigt opsatte i forbindelse
med et projekt, GLATIS (Greenland Lithosphere Analysed Teleseismically on
the Ice Sheet), som skal kortlægge lithosfæren under Grønland.
Da Maniitsoq-jordskælvet den 22. januar skulle bestemmes, havde man altså
de permanente og de midlertidige stationer til rådighed, og sammen med en række canadiske stationer har de gjort det
muligt at bestemme jordskælvets størrelse og beliggenhed.
Det er nu, der skal søges om støtte for
2001 hos Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Ansøgningsfristen er d. 17. april 2001, kl. 12.00.
Der vil blive lagt vægt på aktiviteter, der
bidrager til kompetenceopbygning i
Grønland og vidensoverførsel fra Danmark til Grønland.
Opslagets fulde ordlyd kan ses på Kommissionens hjemmeside:
www.dpc.dk/kvug
hvor ansøgningsskema og vejledning
også vil være tilgængeligt.
Materialet kan også bestilles i Kommissionens sekretariat hos Liselotte Tvede
(tlf. 3288 0146, [email protected]) eller Iris Mad-
Frederik Horn, KMS, tlf. 3587 5050.
sen (tlf. 3288 0111, [email protected]).
KASPER CAMP
En fleksibel og mobil lejrløsning i felten
Den 12-kantede hovedbygning rummer 105 m2
Kan leveres med f.eks.:
•
•
Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr
Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm
•
Solceller
Kasper Cabin
7 m2 moderne komfort hvor som helst
•
Isolerede ydervægge af aluminium.
•
Interiør af malet glasvæv.
•
Kan modstå vind op til 70 m/s
•
Kort montagetid
•
Cabin og Camp er fremstillet i aluminium
•
•
Kræver ingen særlig vedligeholdelse
Cabin vejer 850 kg
•
Camp kan flyttes i moduler med helikopter
Individuel indretning af Cabin til f.eks.
•
Overnatning med 4 sovepladser
•
Køkken, kontor eller toilet og brusebad
•
El-installationer til miljøtoilet
•
El-radiatorer eller oliefyr
•
Ruller til transport
Justerbare ben
•
Kasper ApS Strandmarksvej 1 3730 Nexø Danmark
Tlf. 5648 8456 Fax 5648 8008 [email protected] www.kasper4u.com
Jens Christian Madsen
¨GRØNLANDSKE BOLIGER - selvbyggeri og typehuse¨
¨Her registreres 3 årtiers hektisk boligbyggeri i Grønland - perioden fra 1945 til 1975, hvor
grønlænderne byggede en lang række én- og to-familieshuse efter typeprojekter.
Der vises tegninger og fotos af næsten alle officielle typehusprojekter i denne periode, ligesom
der fortælles om de involverede entreprenører, som lånemuligheder, planlægning etc.
Altsammen fortalt med et glimt i øjet.
Bogen slutter med forslag til eftertanker om den fremtidige boligpolitik i Grønland.
ISBN: 87-90393-54-6
240 sider - 347,50 kr.
BOX 1009 · 3900 NUUK · GRØNLAND
TLF. (00299) 32 17 37 · FAX (00299) 32 24 44
- Din guide til Godthåbsfjor
Tlf. +299 32 27 00
•
Fax +299 32 27 10 [email protected]
•
www.nuuk-tour
Hvem tegnede, projekterede og byggede
Zackenberg
en forskningsstation i Nordøstgrønland
www.atuakkiorfik.gl
= TILBYG
NYBYG =
47529230
VENSLEV - HYTTER
T¿mrer & Snedkerentreprise
Bygaden 2 - Venslev - 4050 Skibby
20 • Polarfronten 1 / 01
Atuagaarniarfik ilinnut qaninnerpaaq
Bogmarkedet tættest på dig
Atuakkiorfik
Atuakkiorfik A/S
A/S
Postboks
Postboks 840
840 ·· 3900
3900 Nuuk
Nuuk
tlf.
tlf. 32
32 21
21 22
22 ·· fax
fax 32
32 25
25 00
00
[email protected]
[email protected]
KORT NYT
Levevilkårsundersøgelse i Arktis
Meget menneskeligt
I februar og marts går startskuddet til den, store internationale undersøgelse ‘Levevilkår i Arktis’. Det
sker med en række prøveinterviews, som gennemføres samtidig i Sibirien, Alaska, Canada, Grønland,
Lapland og Kolahalvøen. Resultaterne af pilotundersøgelsen skal bl.a. bruges til at udforme de endelige
spørgeskemaer og vil også indgå i den konference
om levevilkår i Arktis, som Grønlands Statistik afholder i Nuuk i dagene fra den 5. til den 7. april. Se:
www.arcticliving.gl/
Det er nu endelig bevist, at det er en skrøne, at Antarktis’ pingviner følger overflyvende helikoptere så
intenst med øjnene, at de uundgåeligt dratter bagover. Efter fem ugers overvågen af 1000 pingviner, er
forskerne fra British Antarctic Survey nået frem til,
at de festklædte fugle måske svajer en lille smule.
Men ellers får flystøjen blot pingvinerne til at tie
stille, og de, der ikke har pligter på reden, går deres
vej for at finde mere rolige omgivelser.
Nyt center for arktisk miljømedicin
Gamle sten på udstilling
‘De ældste sten - det ældste liv’ er titlen på en geologisk udstilling, som åbner på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk i slutningen af marts. De besøgende
kan se nogle af Jordens ældste sten, som kommer fra
øen Akilia lige syd for Nuuk og fra Isukasia 150 kilometer nordøst for Nuuk. Via plancher og computerpræsentationer kan man også sætte sig ind i, hvilke informationer stenene gemmer på om vor planets
tidligste historie.
Arktisk forskning har med oprettelsen af Center for
Arktisk Miljømedicin fået en ny selvstændig forskningsenhed i Danmark. Centret er placeret ved Aarhus Universitet og vil fortsætte det grønlandsrelaterede arbejde, som hidtil er foregået under Institut for
Miljø og Arbejdsmedicin på Aarhus Universitet. Centerleder bliver dr.med. Jens C. Hansen, som også har
stået i spidsen for den arktiske forskning på Institut
for Miljø og Arbejdsmedicin.
Grønland kortlagt fra luften
Stort legat til isforsker
Isforskeren Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet har fået Villum
Kann Rasmussen Fondens legat på 1,5 mio. kr. Dorthe Dahl-Jensen deltager i iskerneboringerne på toppen af Indlandsisen og har fået legatet, fordi hun har
markeret sig med sin forskning i isens flydning og
temperaturforhold og i fortidens klimahistorie. En af
Dorthe Dahl-Jensens fremtidige opgaver vil bl.a. være
at udvikle et isbor, der kan sendes til Mars for at
undersøge planetens iskapper.
Sidste sommer blev alle Grønlands 77 byer og bygder gennemfotograferet fra luften af det danske firma Scankort. Flyfotografierne vil blive brugt til at
fremstille de grundkort over byer og bygder, som
Asiaq de næste par år løbende vil udgive. Den digitale teknik gør det muligt at levere specialkort i det målestoksforhold, den enkelte kunde har brug for, og for
at anvende kortene til en bred vifte af formål. Se
Asiaqs udgivelsesplaner på www.asiaq.gl
Nuuk fra luften.
Foto: Asiaq
Det elektroniske Grønland
Hjemmecomputeren er endnu ikke så udbredt i Grønland. En undersøgelse fra Grønlands Statistik viser,
at kun en tredjedel af de grønlandske husstande har
en pc, mens det tilsvarende tal for Danmark er halvdelen og for Island tre fjerdedel. Derimod har næsten
alle husstande tv, ni ud af ti har en videomaskine og
halvdelen mobiltelefon.
Et grønlandsk touch
Sprogforskeren Birgitte Jacobsen fra Ilisimatusarfik
(Grønlands Universitet) vil kortlægge den såkaldte
Nuuk-dialekt, som tales af danske børn i Grønlands
større byer. Dialekten er tydeligt påvirket af grønlandsk og er lidt mere flad og har mere stød end normalt i dansk. Sprogundersøgelsen starter i første omgang blandt børn i Nuuk og vil senere fortsætte i
andre større byer på kysten.
21 • Polarfronten 1 / 01
KORT NYT
Vulkaner under havisen
Kampen om krill
Besætningen på den amerikansk ubåd USS Hawkbill
har opdaget to vulkaner på Gakkel Ridge, en bjergkæde på havbunden under den arktiske is ud for det
nordøstlige Grønland. Forskere mener på baggrund
af data indsamlet i området i 1998-99, at vulkanerne
har været aktive i sidste århundrede, og at det seneste udbrud kan have fundet sted så sent som i 1999.
Nye forskningsresultater fra British Antarctic Survey (BAS) viser, at pingviner, albatrosser og sæler i
Antarktis må kæmpe mere om maden. Keith Reid
fra BAS har gennem 23 år samlet data omkring arter, som lever af krill. Han mener, at bestandene af
krill påvirkes negativt af de temperaturstigninger,
som Antarktis har oplevet de sidste 50 år. Men det er
som altid svært at sige, om temperaturstigningerne
skyldes naturlige processer eller er menneskeskabte.
Fisk i modeller
“
Mineraljagten
2000
Den årlige mineraljagt i Grønland er for
år 2000 blevet vundet
af Karl Markussen
fra Attu, som fik en
1. præmie på 25.000
kr. for fundet af en
guldførende stenprøve i fjeldet nær kysten mellem Sisimiut
og Aasiaat. Råstofdirektoratets mineraljagt havde i 2000
modtaget omkring
450 stenprøver og
udbetalte pengepræmier på i alt 75.000
skattefrie kroner.
”
En temperaturstigning i havet omkring Grønland
kan forstyrre balancen i de følsomme arktiske økosystemer i en sådan grad, at det vil kunne påvirke
fiskeriet negativt. Det viser en ny beregningsmodel,
som bl.a. kan bruges til at forudsige udviklingen i de
grønlandske fiskebestande. Modellen er udviklet af
forskningsprofessor Torkel Gissel Nielsen og ph.d.studerende Anja Skjoldborg Hansen, DMU.
Fremmede i deres eget land
En undersøgelsen blandt 500 grønlandske studerende i Danmark og Grønland viser, at over halvdelen
oplever diskrimination i det grønlandske samfund,
fordi de ikke taler grønlandsk, og at det bl.a. giver
problemer, når de søger arbejde. Undersøgelsen, som
er gennemført af psykologistuderende Nauja Nathanielsen, Københavns Universitet, viser også, at op
mod 70% af de grønlandske studerende ikke taler
grønlandsk.
Knud i Nunavut
Senest i 2005 vil det canadiske hjemmestyreområde
Nunavut etablere en højskole efter samme model
som Knud Rasmussens Højskole. Foreløbig har en
delegation af ministre fra Nunavut besøgt Sisimiut
for at hente inspiration til driften af en højskole. Skolens mål skal være at højne selvværds- og ansvarsfølelse hos befolkningen i Nunavut, og den skal derfor placeres på linie med andre uddannelsessteder,
men uden krav om afgangsbeviser.
Bedre adgang til grønlandske iskort
Den Grønlandske Istjeneste under DMI har forbedret sin hjemmeside og giver brugere og andre interesserede adgang til yderligere materiale om havissituationen omkring Grønland. Det er nu muligt at se
de seneste 10 kort, der er lavet for Kap Farvel-området og det øvrige Grønland, samt de ugentlige oversigtskort, der dækker hele det grønlandske område.
Istjenestens kortlægning foregår året rundt ved
hjælp af satellitbilleder og isrekognosceringer foretaget med helikopter og fly udstationeret i Narsarsuaq
i Sydgrønland. Se www.dmi.dk/vejr/gron/index.html
22 • Polarfronten 1 / 01
Antarktis skrumper
Et hold britiske forskere har i Science publiceret de
første sikre beviser på, at Antarktis bliver mindre.
Beviserne kommer fra en række satellitfotos, som
viser, at den vestantarktiske iskappe skrumper, men
forskerne ved dog ikke endnu, om processen er i tiltagen eller aftagen. Isudtyndingen skyldes forandringer i den hurtigt flydende Pine Island-gletscher,
som er op til 2500 meter tyk og er den største på den
vestantarktiske iskappe.
Olieboringer svækker torskebestandene
Forskere fra Havforskningsinstituttet i Bergen har
fastslået, at vand fra olieboringer svækker torskens
evne til reproduktion. Forskerne fodrede førstegangsgydende torsk med kemikaliet alkylfenoler,
som følger med olie og gas fra reservoirerne og pumpes ud i havet igen. Forsøget viste, at torskene selv
ved små mængder alkylfenoler fik betydelige hormonforandringer, og at deres østrogenniveau faldt.
Flere moskusokser på kornet
Jagtkvoten på moskusokser i Kangerlussuaq (Sdr.
Strømfjord) er i 2001 øget fra 880 til 1200 dyr. Det
sker efter, at Grønlands Naturinstitut har gennemført en tælling, som viser, at der minimum er 4000
moskusokser i området.
Foto: Henning Thing /Polar Photos
Nye bøger
Tyge W. Böcher: Det grønne Grønland,
Redaktion ved Bent Fredskild & Jens J.
Böcher, Rhodos 2000, 432 sider, 500 kr.
Ny og ajourført udgave af Tyge W.
Böchers bog om udforskningen af Grøn-
Anders Odsbjerg: De uundværlige,
Aschehoug 2001, 278 sider, 290 kr.
Anders Odsbjerg har skrevet en bog
om de ofte meget anonyme eskimoiske
deltagere i de store polarekspeditioner,
som dermed har fået deres eget historiske eftermæle. Bogen er baseret på de
originale ekspeditionsberetninger.
DPC-udgivelser
lands planteliv gennem mere end 200 år.
Med sine knap 550 farveillustrationer
dækker bogen alle egne af Grønland og
viser den umådelige diversitet i Grønlands natur og plantevækst.
Jens Christian Madsen: Grønlandske boliger - selvbyggeri og typehuse, Forlaget
Atuagkat 2001, 237 sider, 347,50 kr.
Bogen fortæller om grønlændernes boliger op gennem historien. Den illustrerer nutidens arkitektur gennem blandt
andet tegninger og fotografier af næsten
alle officielle typehusprojekter fra 194575, som var en periode med hektisk boligbyggeri.
Jørgen Fleischer: Grønlands Lumumba,
Forlaget Atuagkat 2000, 104 sider,
247,50 kr.
Jørgen Fleischer skriver om vennen
Jørgen C.F. Olsen, som var en af Grønlands mest farverige og markante politikere. Han var bl.a. ophavsmanden til
hjemmestyretanken og havde, som titlen
antyder, den congolesiske statsleder Patrice Lumumba som forbillede.
Tidsskriftet Grønland, nr. 1 - januar 2001,
Det grønlandske Selskab, Abonnement
275 kr. i Danmark og 260 kr. i Grønland.
Årets første nummer af Tidsskriftet
Grønland indeholder bl.a. en artikel af
Birte Haagen om fangeren og kunstneren Johannes Kreutzmanns kajakberetninger og en artikel af Bent Nielsen om
Tjukotka-eskimoerne, som han besøgte
på en rejse i 1998.
Helene Brochmann: Detention in Greenland, Night-Time Correctional Institutions, Probation and Hostels for Juvenile
Offenders as Seen by Inmates and Staff,
Meddelelser om Grønland, Man & Society 25, Danish Polar Center 2001, 140
sider, 190 kr.
Rehabilitering og forebyggelse spiller
en afgørende rolle i det grønlandske retssystem. Der er derfor ingen ‘rigtige’
fængsler i Grønland, kun åbne institutioner, hvor de indsatte er lukket inde om
natten, mens målet er, at de passer et arbejde i dagtimerne. Helene Brochmanns
undersøgelse er den første siden 1975,
som giver et samlet overblik over, hvordan systemet fungerer i praksis.
sammen på en ny måde, så det vil være
nemmere for vore besøgende at finde
rundt i de mere end 800 sider.
Desuden er nyhedsdækningen blevet
styrket med daglig opdatering af polarforskningsnyheder fra hele verden, ligesom det er blevet muligt at betale med
kreditkort, når man vil købe centrets publikationer. Vi håber, mange vil benytte
punktet på hjemmesidens forside, hvor
de kan fortælle os, hvad de mener om
siden.
Forskere billigere til Zackenberg
Dansk Polarcenter har fra 1. januar 2001
nedsat prisen for en returbillet fra København til Zackenberg Station fra
26.000 kr. til 15.000 kr. Prisen kommer
dermed på niveau med udgifterne til en
returbillet til feltstationen Arktisk Station i Vestgrønland. Ophold ved stationen koster uændret 700 kr. pr. døgn.
Nyt fra DPC
www.dpc.dk er genfødt
Det er to år siden, vi sidst relancerede
Dansk Polarcenters hjemmeside, og i den
periode er den årlige trafik steget fra
63.000 besøgende, som så i alt 364.000
dokumenter, til 255.000 besøgende, der
var inde på i alt 1.120.000 dokumenter.
Nu blæser fornyelsens vinde igen, og
www.dpc.dk har fået en omfattende, grafisk ansigtsløftning og er blevet skruet
Falken er landet
Biologen Knud Falk er blevet ansat som
Dansk Polarcenters nye forskningskoordinator og bliver dermed et ansigt, som
forskere, embedsmænd og andre af
DPC’s samarbejdspartnere i fremtiden
ofte vil møde.
Knud Falk kommer fra en stilling som
seniorkonsulent i Ornis Consult. Hans
speciale er grønlandske havfugle, og han
har derfor siden 1979 haft sin gang i Grønland i forbindelse med en række forskningsprojekter (se Polarfronten 4/98).
I Dansk Polarcenter skal han fremme
polarforskningen i bred forstand og være
bindeled til forskermiljøerne i Danmark
og Grønland. Titlen bliver forskningskoordinator, men Knud Falk mener selv,
den engelske betegnelse research facilitator, fødselshjælper, er mere dækkende.
23 • Polarfronten 1 / 01
Da tupilakken blev synlig
Når vi står med en af de kunstfærdigt udskårne tupilakker i hånden, ved vi godt, at den er lavet til turister.
De fleste er sikkert samtidig overbeviste om, at nutidens kunstnere med deres udskæringer blot viderefører
en meget gammel, religiøs tradition i Grønland. Men det er ikke rigtigt.
Af Rolf Gilberg
For grønlandsturister er de grumt udseende tupilakker noget af det mest grønlandske, man kan forestille sig. Men
selvom også mange grønlændere i dag
har figurerne stående, er der ikke tale
om oprindeligt religiøse genstande, men
om kunstgenstande, som fra starten er
lavet til et ikke-grønlandsk publikum.
Før kristendommen vandt indpas i det
grønlandske samfund, var usynlige dræberånder, tupilakker, et led i grønlændernes magiske forestillinger. En tupilak
blev skabt med det formål at forvolde et
andet menneske ondt og i yderste konsekvens dræbe dette. Materialet til fremstillingen skulle have relation til offeret
og kunne bestå af udvalgte dele af nedlagte fangstdyr og menneskerester, som
stammede fra offeret selv eller dets
slægtninge. Efter at have suget kraft hos
sin skaber kunne tupilakken med trylleformularer nu sendes mod offeret.
Der var dog det lille problem, at opdagede modtageren, at tupilakken var på
vej mod ham, og var han stærk nok,
Harpuneret tupilak indsamlet i Ammassalik i
1930’erne.
kunne han i et snuptag dreje den omkring. Den ville så gå mod sin skaber og
dræbe denne. Man kunne kun undgå
selv at dø, hvis man stod frem og åbent
bekendte sine synder. Men så havde man
også tabt ansigt i det lille samfund.
Det var kun åndemanerne, som havde
en forestilling om, hvordan tupilakkerne
og de andre ånder så ud. Da etnografen
William Thalbitzer i 1905 besøgte Østgrønland, gav han i nysgerrighed en åndemaner blyant og papir og bad ham om
at lave en tegning af en tupilak, så han
kunne få at vide, hvordan de så ud.
Åndemaneren var ikke særlig fortrolig
med blyant og papir og lavede derfor i
stedet en lille figur i træ. Eskimoerne
havde igennem århundreder skåret små
figurer i ben, tand og træ, som mest blev
brugt som legetøj for børnene. Thalbitzer var yderst tilfreds med sin tupilak,
og da han kom tilbage til Danmark, viste
han den interessante figur frem og fortalte om dens tilblivelseshistorie. Andre
blev fascineret af kunstværket, så da der
en snes år senere igen var danskere på
besøg i Østgrønland, blev de lokale beboere endnu en gang bedt om at skære
figurer af tupilakker.
På den måde gik det op for grønlænderne, at der var penge at tjene på de
kunstfærdige og fantasifulde figurer,
som forestillede ånder, især tupilakker.
Da der således var skabt et marked,
gik flere i gang med at skære
figurer, der oftest var rene fantasifostre blandet med inspiration fra de grønlandske myter og sagn.
En hel industri opstod og udviklede sig
William Thalbitzer bad i 1905 åndemaneren Mitsivarniaanga i Ammassalik om at tegne en tupilak. I stedet
skar han i drivtømmer en tupilak, som plagede familien. Udskæringen er omvundet med skindremme og
øjne og tænder fra et rigtigt barnelig.
for alvor efter Anden Verdenskrig, hvor
Grønland oplevede en kraftig stigning i
antallet af besøgende.
I dag arbejder kunstnerne i tand, ben,
fedtsten eller drivtømmer og tilstræber
så fantasifulde figurer som muligt, fordi
det er de mest vildtudseende figurer,
som sælger bedst.
Så mon ikke turister fortsat vil blive
draget af de mystiske tupilakker, også
selvom de ved, at figurerne er et produkt
af en souvenirindustri, som kun er omkring 100 år gammel og aldrig er indgået i grønlændernes gamle, religiøse
ceremonier?