1. No category

>> TEMA: APTITREGLERING
Mæthed, appetit
og regulering af
energiindtag
Foto: iStockphoto.com
Menneskets energiindtag
styres af en række mekanismer, der tilsammen udgør
appetitreguleringen. Perifere
mekanismer fra mavesæk og
tarm sender signaler til hjernen og fra hjernen sendes der
efterfølgende signaler tilbage.
Et individs appetit kan måles
med forskellige metoder, for
eksempel ad libitum indtagelse af et måltid eller ved hjælp
af de såkaldte VAS-skalaer.
Hjernescanninger er en ny
metode, der i kombination
med etablerede metoder kan
bidrage til øget forståelse for
appetitreguleringen.
>> text: niKoLaJ ture
gregersen, post doc,
anders sJödin, med dr,
lektor, Institut for Human
Ernæring, Det Biovidens­
kabelige Fakultet, Københavns Universitet.
A
ppetitreguleringen
omfatter blandt andet
de sensoriske, kognitive, post-ingestive og
post-absorptive mekanismer, som er
beskrevet i Blundell’s mæthedskaskade (figur 1) (1). I den sensoriske
fase er stimuli blandt andet relateret
til synet, duften og smagen af mad,
mens mekanismerne i den kognitive
fase er relateret til tillærte, kendte og
forventede egenskaber ved maden (2).
Den post-ingestive fase omfatter signaler fra mavetarmkanalen, herunder
signaler via kemo- og mekanoreceptorer, samt appetitregulerende peptider,
mens den post-absorptive fase blandt
andet inkluderer signaler fra oxidation
af makronæringsstoffer (3).
Udover de fire ovennævnte
mekanismer findes en række andre
faktorer, som ligeledes kan påvirke
energiindtaget. Et eksempel er hormonet leptin, der fungerer som et
fedmesignal ved at blive udskilt i proportion med størrelsen af kroppens
fedtdepoter og påvirke energibalancen ved at reducere energiindtaget og
derved kropsvægten (4).
Den overordnede styring af energiindtaget foregår i forskellige centre
i hjernen, hvoraf især hypothalamus
spiller en meget central rolle (5).
Appetitreguleringen omfatter således
både en række perifere og centrale
faktorer.
Homeostase og hedonisme
Individets subjektive appetitfølelser
spiller en central rolle for hvor meget
mad og dermed energi denne indtager, men disse appetitfølelser er ikke
de eneste betydende faktorer i denne
sammenhæng.
Adfærd (sv. beteende) i forbindelse
»
Nordisk Nutrition 2 • 2010 7
>> TEMA: APTITREGLERING
med fødeindtag kan overordnet inddeles i to forskellige komponenter,
hvoraf det ene er den homeostatiske del, som er relateret til sult- og
mæthedsfølelser, og dermed energibalance (6). Det andet komponent er
den non-homeostatiske del, som er
styret af hedonisme via de såkaldte
belønningsmekanismer (”reward”)
og kendetegnes ved det man kalder
”fødeindtag i fraværet af sult” (”eating
in the absence of hunger”) (6). Disse
belønningsmekanismer betyder altså
at en manglende sultfølelse ikke nødvendigvis er ensbetydende med at der
ikke indtages noget mad.
Hos individer med mangel på
kontrol over deres fødeindtag er det
således vist at øget stress medførte et
øget fødeindtag i fraværet af sult (7).
Disse belønningsmekanismer er tæt
forbundet med den hedoniske værdi,
som er forbundet med indtaget af
specifikke fødevarer.
Endocannabinoidsystemets
centrale rolle
Endocannabinoidsystemet spiller en
central rolle i medieringen af disse
belønningsmekanismer og har derfor
i de senere år tiltrukket sig en del
opmærksomhed som potentielt mål
for behandlinger mod bland andet
fedme og det metaboliske syndrom.
Aktivering af cannabinoidreceptorerne, som for eksempel finder sted
ved brug af cannabis, medfører et
øget fødeindtag.
Endocannabinoidsystemet er både
involveret i initieringen af fødeindtaget, som er relateret til en øget lyst
til mad (”wanting”), samt til selve
fødeindtaget, der er kendetegnet
ved et øget behag ved fødeindtaget
(”liking”) (8). Idéen om at anvende
dette system som ”target” for ny
potentiel fedmemedicin er dog behæftet med en del bekymringer, fordi
anvendelsen af cannabinoidreceptor
antagonister (for eksempel Rimonabant) ikke bare hæmmer appetitten
for mad, men også synes at hæmme
”appetitten for livet” ved bland andet
at øge risikoen for depression (9).
En alternativ metode til at kontrollere appetitten og opnå et markant
vægttab er anvendelsen af diverse
former for fedmeoperationer, herun-
Figur 1. Mæthedskaskaden illustrerer en række af de faktorer, som påvirker de to former
for mæthed, der henholdsvis bringer et måltid til ophør (engelsk: satiation) og bevirker at
fødeindtagelse ikke genoptages (engelsk: satiety). Mæthedskaskaden omfatter både de
sensoriske, kognitive, postingestive og postabsorptive mekanismer, samt andre faktorer relateret til måltidet og energibalance
(Figuren er taget fra Blundell J, Nat. Rev. Endocrinol. 2010;6:53-56).
8 Nordisk Nutrition 2 • 2010
der gastrisk bypass kirurgi. Vægttabet
efter denne type operation skyldes,
udover den åbenlyse reduktion i
mavesækkens volumen og dermed
tilhørende reduktion i energiindtaget,
også en øget udskillelse af mæthedshormoner (for eksempel glucagonlike peptide 1 (GLP-1)) fra tarmen
og derved påvirkning af appetitten.
Disse hormoner menes derfor også at
bære en stor del af ansvaret for den
generelt gode vægtvedligeholdelse efter vægttab ved denne type operation
hos en lang række patienter.
Buffet eller
homogent måltid?
Den mest direkte metode til at opnå
et mål for appetitten, er at servere et
ad libitum måltid og derefter bestemme det pågældende individs
energiindtag. Der findes overordnet
to forskellige versioner af denne
metode. I den ene anvendes et buffetmåltid, hvilket giver individet
mulighed for at vælge fødevarer
ud fra egne specifikke præferencer,
hvorimod der i den anden version
anvendes et homogent måltid.
Førstnævnte måltid medfører
normalt et højere energiindtag, da
valgfriheden øges og der er mulighed
for at vælge andre fødevarer når den
sensorisk-specifikke mæthed for en
fødevare indtræder. Samtidig betyder
den øgede valgfrihed, at der er mulighed for at individet vurderer måltidet
til at være mere velsmagende end et
tilsvarende homogent måltid. Dette
kan igen give den fordel, at man opnår et bedre billede af den generelle
mæthed (satiation), snarere end den
sensorisk specifikke mæthed.
Fordelen ved anvendelse af et homogent ad libitum måltid er derimod
at der ikke er risiko for at forskelle i
sammensætningen af makronæringsstoffer (for eksempel øget proteinindtag), som kan forekomme ved
anvendelse af buffetmåltidet, som
kan påvirke energiindtaget, da makronæringsstofferne i nogle studier er
vist at variere i deres mæthedsværdi
(10, 11).
Begrænsningen ved begge versioner af denne metode er dog at det er
vigtigt at finde det rigtige tidspunkt
at teste på, når man undersøger hvor-
>> TEMA: APTITREGLERING
Terminologi
Appetitregulering: Dækker over
de faktorer, som spiller en rolle for
reguleringen af energiindtaget.
Øgede
mætheds­­følelse
resulterer ultimativt i et
vægttab, hvilket så betyder at man oprigtigt kan
påstå at den givne fødevare
har en relevant effekt på
appetitten.
Appetit (svenska: aptit) Forstås ofte
som en overordnet følelse relateret
til fødeindtag, men defineres i denne artikel som en følelse relateret
til opretholdelsen af fødeindtag,
hvilket ofte dækker over en lyst til
noget specifikt for eksempel den
fødevare, som individet er blevet
præsenteret for (1).
Sult (svenska: hunger): Det
­biologiske drive, der fremmer
­fødeindtagelse (2).
Mæthed (svenska: mättnad): På
de skandinaviske sprog er ét ord,
der dækker over to forskellige
former for mæthed, der på engelsk
betegnes satiation og satiety.
Begrebet satiation betegner den
mæthed, der bringer et måltid til
ophør, mens satiety dækker over
den form for mæthed, der bevirker
at fødeindtagelse ikke genoptages
og henviser derved til tidsintervallet indtil næste fødeindtagelse
påbegyndes (3).
Sensorisk specifik mæthed: Det fænomen, hvor vurderingen eller den
opfattede velsmag af en specifik
fødevare et individ indtager, falder
sammenlignet med andre fødevarer, der ikke indtages.
Referencer
1. Blundell JE. Hunger, appetite and
satiety – Constructs in search of identities. In: Turner M (ed). Nutrition and
lifestyles. Applied Science Publ. Ltd., London. Proceedings of the British Nutrition
Foundation. First Annual Conference.
1979: 21-42.
2. Gerstein DE, et al. Clarifying concepts
about macronutrients’ effects on satiation
and satiety. Journal of the American Dietetic Association 2004; 104: 1151-1153.
3. Blundell JE. Pharmacological approaches to appetite suppression. Trends
Pharm Sci 1991; 12: 147-157.
ledes en given ”behandling” påvirker
det efterfølgende ad libitum energiindtag. Hvis måltidet serveres for
kort tid efter behandlingen, vil man
muligvis ikke kunne se en eventuel
forskel mellem placebo og den aktive
behandling, da individet endnu ikke
er blevet særlig sulten (12).
om
to.c
pho
tock
iS
:
Foto
Hvis
man derimod venter
for længe
efter behandlingen, så vil individet sandsynligvis
være blevet så sulten,
at der igen ikke ses
forskel mellem aktiv
behandling og placebo, selv hvis en
sådan forskel reelt set havde været til
stede hvis måltidet var blevet serveret
tidligere (12).
VAS og hormoner
En anden meget simpel, men
samtidig pålidelig og reproducerbar
metode til bestemmelse af appetitten
hos et individ, er at spørge individet
til dennes forskellige appetitfølelser,
hvilket normalt gøres ved anvendelse
af de såkaldte visuelle analoge skalaer
(VAS) (13). Disse visuelle analoge
skalaer er 100 mm lange med ord i
hver ende af skalaen, der udtrykker
henholdsvis den mest positive og
mest negative vurdering af det pågældende appetitrelaterede spørgsmål.
De fire mest relevante spørgsmål
i denne henseende er spørgsmål til
sult (hunger), mæthed (mättnad),
fyldthed (fyllnadskänsla) og forventet
fødeindtag. Fordelen ved denne metode er at den gør det muligt at følge
udviklingen over tid i de forskellige
appetit­parametre.
En tredje metode er at udtage
blodprøver og
analysere disse
for indhold af forskellige hormoner med effekt
på appetitten. På nuværende
tidspunkt hersker der stor enighed
om at ghrelin stimulerer til øget
sultfølelse, mens nogle af de vigtigste
mæthedshormoner er GLP-1, peptid
YY (PYY) og cholecystokinin (CCK).
Herudover findes en lang række
andre relevante appetitrelaterede
komponenter, som også kan måles via
blodprøver.
Begrænsningen ved denne metode er, udover at det er en meget
dyr metode, at en øgning i et mæthedshormon ikke nødvendigvis er
ensbetydende med en øget mæthed
og dermed et mindsket energiindtag
ved næste måltid, da en række andre
faktorer også spiller en rolle. Derfor
er det ofte en fordel at kombinere
denne metode med VAS og ad libitum energiindtag metoderne.
Hjernescanninger
– en ny metode
Blandt de nyeste metoder indenfor
appetitforskningen findes hjernescanninger ved hjælp af functional Magnetic Resonance Imaging (fMRI). Denne
metode er en non-invasiv, indirekte
metode til bestemmelse af hjerne-
»
Nordisk Nutrition 2 • 2010 9
>> TEMA: APTITREGLERING
vare eller bioaktive komponent har en
relevant effekt på appetitten.
I denne evidensførelse spiller de
ovennævnte metoder en central
rolle. Anvendelsen af disse metoder
giver derfor både nogle spændende
fremtidsperspektiver for forskningen
indenfor dette område og de efterfølgende anvendelsesmuligheder for den
opnåede viden for såvel forskere, som
industri. ••
Foto: iStockphoto.com
Referencer
1. Blundell J. Making claims: functional foods
for managing appetite and weight. Nat Rev
Endocrinol 2010; 6:53-56.
Kombinationen af nyere billedteknikker (for eksempel fMRI) med de i forvejen eksisterende
metoder giver en unik mulighed for at få samlet flere brikker af appetitreguleringens puslespil.
aktivitet. Ved anvendelse af disse
teknikker kan man opnå billeder af
hvilke områder i hjernen, der ændrer
aktivitet, for eksempel ved at individet forestiller sig eller ser billeder af
specifikke fødevarer (14). På denne
måde kan der opnås en øget indsigt i
den centrale appetitregulering.
Metoden fMRI virker lovende, da
denne teknik ikke indebærer anvendelse af radioaktive isotoper eller
stråling, men til gengæld giver scanningsbilleder med høj opløsning. Den
primære begrænsning i anvendelsen
af disse teknikker ligger i at de er
forholdsvis dyre. Det store potentiale
i disse teknikker ligger dog i at der
gives mulighed for at opnå en øget
indsigt i hvordan forskellige hjerneområder impliceret i appetitreguleringen spiller sammen under indtag
af forskellige måltider.
På nuværende tidspunkt mangler
der dog en mere dybdegående forståelse af hvilken betydning aktivitet
i forskellige hjernecentre (især centrene udenfor hypothalamus) har for
appetitfølelsen. Det fulde potentiale
af disse teknikker indfries derfor
først når betydningen af disse centre
er bedre undersøgt, og disse scanningsbilleder sættes i forhold til de
samtidige fluktuationer i forskellige
appetithormoner. Derved øges muligheden for at forstå det komplekse
sammenspil af en række faktorer,
som tilsammen udgør individets appetitregulering.
10 Nordisk Nutrition 2 • 2010
Appetitforskningens
nærmeste fremtid
Selvom en række af de faktorer, der
er impliceret i menneskets komplekse appetitregulering er kortlagt, vil
der givetvis dukke flere nye faktorer
op, som er væsentlige for appetitreguleringen. Der mangler desuden
stadig en mere dybdegående forståelse af hvordan de allerede kendte
homeostatiske og non-homeostatiske
faktorer spiller sammen.
Kombinationen af nyere billedteknikker (for eksempel fMRI) med de
i forvejen eksisterende metoder giver
en unik mulighed for at få samlet
flere brikker af appetitreguleringens
puslespil. Derfor vil det optimale
studiedesign til at undersøge appetitreguleringen i fremtiden ofte omfatte
en kombination af alle de ovennævnte metoder, så det på den måde bliver
nemmere at opnå en forståelse af
sammenspillet mellem de homeostatiske og hedoniske mekanismer, der
er involveret i appetitreguleringen.
For at evidensen for en positiv
effekt af en fødevare eller bioaktivt
komponent på appetitten skal nå et
tilstrækkeligt niveau, kræves flere studier, der dokumenterer en effekt, samt
at man ikke adapterer til denne effekt,
men at den er vedvarende. Såfremt
effekten er vedvarende bør det også
kunne påvises at den øgede mæthedsfølelse også ultimativt resulterer i et
vægttab, hvilket så betyder at man
oprigtigt kan påstå at den givne føde-
2. Smith GP. The direct and indirect controls
of meal size. Neuroscience & Biobehavioral
Reviews 1996; 20: 41-46.
3. Blundell JE, Halford JC. Regulation of
nutrient supply: the brain and appetite control.
Proc Nutr Soc 1994; 53: 407-418.
4. Farooqi IS, O’Rahilly S. Leptin: a pivotal
regulator of human energy homeostasis. Am J
Clin Nutr 2009; 89(suppl): 980S-984S.
5. Woods SC, D’Alessio DA. Central control
of body weight and appetite. J Clin Endocrinol
Metab 2008; 93: S37-S50.
6. Born JM, et al. Acute stress and food-related
reward activation in the brain during food
choice during eating in the absence of hunger.
Int J Obes 2010; 34: 172-181.
7. Rutters F, et al. Acute stress-related changes
in eating in the absence of hunger. Obesity
2009; 17: 72-77.
8. Kirkham TC. Cannabinoids and appetite:
Food craving and food pleasure. Int Rev Psychiatry 2009; 2: 163-171.
9. Moreira FA, et al. Central side-effects of
therapies based on CB1 cannabinoid receptor
agonists and antagonists: focus on anxiety and
depression. Best Pract & Res Clin Endocrinol
& Metab 2009; 23: 133-144.
10. Poppitt SD, et al. Short-term effects of
macronutrient preloads on appetite and energy
intake in lean women. Physiol Behav 1998;
64: 279-285.
11. Skov AR, et al. Randomized trial on protein vs carbohydrate in ad libitum fat reduced
diet for treatment of obesity. Int J Obes Relat
Metab Disord 1999; 23: 528-536.
12. Gregersen NT, et al. Reproducibility and
power of ad libitum energy intake assessed by
repeated single meals. Am J Clin Nutr 2008;
87: 1277-1281.
13. Flint A, et al. Reproducibility, power and
validity of visual analogue scales in assessment of appetite sensations in single test meal
studies. Int J Obes 2000; 24: 38-48.
14. Schur E, et al. Activation in brain energy
regulation and reward centers by food cues varies with choice of visual stimulus. Int J Obes
2009; 33: 653-661.