1. No category

RUBICON 2014 (2)
Leder
Af ansvarshavende redaktør Aske Hennelund Nielsen og medansvarshavende redaktør Bue Kindtler-Nielsen
Vi er nu nået september måned og dermed en ny studiestart. Historiestudiet har budt velkommen til mere end 150 nye studerende inklusiv tilvalgsstuderende. Dermed er Historie fortsat et af de største studier på
humaniora på Syddansk Universitet. Vi håber at Rubicon fortsat kan bidrage til det gode studiemiljø på Historie, ved at udgive artikler fra forskere og fra studerende.
Vi har valgt på Rubicons redaktion, at tidsskriftet fremadrettet i højere
grad skal være præget af studenterbidrag i et forsøg på at gøre det lettere
for historiestuderende, at prøve kræfter med at få udgivet artikler og anmeldelser i fagregi. I den forbindelse indeholder dette nummer, for første
gang nogensinde, et førsteårsprojekt fra en af mange lovende studerende.
Vi håber på at flere studerende vil benytte de gode muligheder for at blive
udgivet i Rubicon, enten ved at sende en artikel eller en opgave som kan
omskrives. Hvis man har lyst til at anmelde en bog, kan man også kontakte redaktionen.
I anledning af 100 års jubilæet for startskuddet på 1. verdenskrig, kan
man i dette nummer blandt andet læse en artikel om julefreden i 1914,
om tyskernes og russerne opfattelse af hinanden på Østfronten og en anmeldelse af den nye bog ”Breve hjem: Danske soldater i Første Verdenskrig”. Derudover kan man læse en kritik af sociologisk til den nutidige Holocaustforskning samt en artikel om behandlingen af sindssyge i periode
1929-1940 på Hviding sindssygehospital.
1
RUBICON 2014 (2)
Indhold
4
Studielederens spalte
Per Grau Møller
8
”Den Store Krigs” kulturhistorie
Erik Kulavig
23 Udvandringsannoncers rolle i den
Nordslesvigske udvandring
Frederik Forrai Ørskov
2
RUBICON 2014 (2)
41 Da julefreden dalede ned
over Vestfronten
Johanne Emile Westergaard
47 Fra arbejde og hvile til insulin og
Cardiazol
Jeanne Søberg Jørgensen
72 Dynastiet Glücksborg
Anmeldelse af: Kasper Haustrup Madsen
79 Breve hjem
Anmeldelse af: Pernille Hede Moody Jensen
81 At forstå er ikke at tilgive
Anmeldelse af: Aske Hennelund Nielsen
3
RUBICON 2014 (2)
Studielederens
spalte
Af studieleder Per Grau Møller
Så har vi taget hul på et nyt semester efter en fantastisk sommer som i
skrivende stund knap er slut. For de nye studerende vi har taget imod - ca.
130 centralfagsstuderende og 30 tilvalgsstuderende – venter nye tider,
som tiden må vise, om de bliver fantastiske. Umiddelbart er der ikke tale
om de store ændringer, idet vi i store træk har bibeholdt 2013studieordningen for den nye årgang. Men for de nye centralfagsstuderende er den meget omtalte studiefremdriftsreform en realitet – for alle øvrige studerende bliver det en realitet d. 1-9-2015. Den betyder som bekendt, at man skal være tilmeldt 30 ECTS hvert semester, og vel at mærke
de 30 ECTS som hører til ens studietrin. Det indebærer, at er man kommet
bagud med fag, skal de lægges oveni studie- og arbejdsbelastningen. Til
gengæld bliver man nu automatisk også tilmeldt reeksamen i samme termin, uanset om man har deltaget i den ordinære eksamen eller ej; det sidste betyder også, at behovet for blanke afleveringer for at kunne gå til reeksamen forsvinder.
Meningen er at stramme op på forsinkelser for de studerende og at betragte dem som fuldtidsstuderende – for den SU, som de modtager; retten
til at modtage SU er fortsat længere end normeret studietid, dog nu kun et
halvt år mod et år tidligere. Jeg kan som studieleder fint bakke op om de
overordnede intentioner bag loven, men implementeringen heraf virker
meget rigid. Det er op til studieadministrationen at finde sine egne ben
her og for studienævnene at lande en praksis, der tilgodeser vanskelige
vilkår for de studerende – jeg forudser mange flere dispensationsansøgninger bilagt lægeerklæringer og mange ønsker om særligt tilrettelagte
studieplaner.
4
RUBICON 2014 (2)
For flertallet af vore studerende betyder de nye vilkår næppe de store
omvæltninger – de følger normeret studietid og leverer en konstant arbejdsindsats som fuldtidsstuderende. Studienævnet har valgt at følge ånden i fremdriftsreformen på to punkter ved at stramme op på vilkårene og
indføre to nye elementer, som reformen giver mulighed for. Først har vi
erstattet weekendeksamen i forlængelse af introkurset med en studiestartprøve. Det er en skriftlig stedprøve på 2 timer med overvejende multiple choice questions. Hovedformålet er at konstatere, om de studerende
er mødt frem og er aktive – derfor den stedbundne prøve. Godkendelsesgrundlaget er, at de deltager og gennemfører ved at svare på alle spørgsmål. Der er en reeksamensmulighed, som ligger senere i september, og
kan de heller ikke få den godkendt, kan vi smide dem ud af studiet.
Et andet tiltag studienævnet har valgt at gøre brug af er en stramning af
førsteårsprøven, så den reelt lever op til sit navn. Tidligere skulle den
studerende deltage i prøverne, der indgår i førsteårsprøven, første gang
den blev udbudt, men havde to år til at bestå prøverne. Nu skal prøverne
også være bestået inden for det første studieår. Til gengæld har vi reduceret antallet af ECTS-point, som indgår i prøven. Men det betyder jo, at studerende kun får to prøveforsøg til prøverne, med mindre man kan dokumentere særlige forhold ved eksamenerne og få forlænget tid til førsteårsprøven. Studienævnet mener, at denne stramning vil gøre pinen kortere for de studerende, som måtte have svært ved studiet – eller ikke leverer den arbejdsindsats, der skal til. Helt ærligt er jeg træt af studerende,
som blot afleverer blanke besvarelser eller trækker blankt ved mundtlig
eksamen i stedet for at tage udfordringen op og reelt deltage i eksamen.
At udskyde problemerne løser dem ikke. Jeg håber, at denne praksis kan
medvirke til, at de studerende får et aktivt og knap så forsinket studieforløb, således at de kan komme hurtigere gennem studiet – og vi kan komme ud med bedre statistikker på gennemførsel og mindre frafald. Især det
sidste må jo stå sin prøve.
Det kommende år vil også indebære ændringer for vore kandidatstuderende. Der lægges op til en studieordningsreform 2015, som især for kandidatstuderende vil betyde ændringer. For det første skal 2*10 ECTS i 3.
semester afsættes til hhv. kernefaglige tværkurser og erhvervsparathedsfremmende kurser. Tanken er, at der på fakultært grundlag skal være en
pulje, som de studerende kan vælge fra. De enkelte fag/studier kan melde
5
RUBICON 2014 (2)
fag ind i puljen. F.eks. er det oplagt, at historie kan samarbejde med andre
fag om et tværfagligt emne, endda med flere fag, således at vi kan bringe
en historisk bevidsthed ind i disse kurser – til gavn for vore egne studerende og for andre. I de såkaldte erhvervsparathedsfremmende kurser
kan historiefaget også deltage, f.eks. i et kursus som omhandler formidling. Men i det hele taget er det tanken, at man skal lave projekter, hvor
man tager sin historiefaglighed med ind og får den afprøvet. Men det er
klart, at når vi må give afkald på 2*10 ECTS rene områdefag, vil det gå noget ud over kernefagligheden, især på den to-faglige kandidatuddannelse.
Man kan dog fritages for begge typer af kurser, hvis man i dette semester
tager på udlandsophold eller tager et praktikophold, gerne på 20 ECTS.
Kurserne er endnu ikke udviklet, endsige beskrevet, men det er besluttet,
at det er den vej vi skal gå, dels for at styrke mulighederne på arbejdsmarkedet for vore kandidater, dels for at styrke de mindre kandidatuddannelser, som har problemer med at gennemføre kurser p.gr.a. for lavt
antal studerende. Ikke mindst hvor der også træder en 8-timers garanti
pr. semester i kraft på kandidatuddannelserne.
En anden regelændring, som vi skal implementere i det næste semester
(studieordningsændringerne skal være klar senest 1-2-2015 til ikrafttræden 1-9-2015), er at gøre den studerende klar til at kunne gå indgå specialekontrakt i februar måned i 4. semester. Efter fremdriftsreformen vil
de 6 måneder som kontrakten varer tælle fra 1-2 (uanset hvor klar man
er). Derfor gælder det om at spore de studerende ind på emne og vejleder
i løbet af 3. semester – planen er at en ansøgning om vejleder skal indgives senest 1. december. I forvejen har vi prøvet at stramme op om kandidatuddannelserne og specialeprocessen i 3. semester ad frivillighedens
vej – der kommer tiltag her i løbet af efteråret. Men om et år skal det være
mere strømlinet.
I den anden ende af specialeprocessen er der også ændringer, idet specialeudtalelsen afskaffes – og bedømmelsestiden nedsættes. Til gengæld er
det en mulighed, at der indføres et mundtligt forsvar som afslutning på
specialet – og studiet. Men det er noget vi skal have truffet beslutning om i
det kommende halve år.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg er bekymret for disse tiltag for
vore kandidatstuderende, idet de bliver presset hurtigere igennem end
godt er. Især vil det gå ud over fordybelsen i faget, og specielt i forbere6
RUBICON 2014 (2)
delsen af specialet har man meget dårlig tid – når man skal lave andre faglige ting ved siden af: 30 ECTS skal bestås i 3. semester. Ligeså er jeg også
bekymret for, om vi giver for meget køb på fagligheden og for lidt spillerum til valg af specialeemne. Dette er særlig et problem for de to-faglige
kandidatstuderende, som kun har 40 ECTS til rådighed på centralfaget –
og hvis 20 ECTS skal gå til tværfakultære fag, er der kun to områder tilbage til at hente inspiration. Det er fint hvis man fra starten af kandidatstudiet har et specialeemne klar, som man kan dyrke, men det har de færreste. Disse aspekter blev også påpeget af vores aftagerpanel, og det kan
virke som udtryk for mistillid, at fremdriftsreformen bliver forvaltet så
rigidt. I hvert fald bliver det ikke muligt at lave andre ting ved siden af,
hvad enten det er lønarbejde eller andre faglige ting, og det kan dermed
være dræbende for de studerendes kreativitet.
Så der er nok af tiltag i denne periode, hvor vi næppe har haft flere studerende end lige netop nu – med ca. 130 nyoptagne studerende de to sidste
år og med et optag på kandidatuddannelsen på ca. 50 de to sidste år. Men
det formodentlig mest indgribende tiltag kender vi ikke endnu (i skrivende stund), nemlig dimensionering. Det betyder i al sin enkelhed nedskæring i antallet af optagne studerende, måske også lukning af uddannelser.
Formentlig vil vi blive ramt af færre optagne studerende. Samtidig har det
også forlydt, at man vil fjerne retskravet om som optagen på en BAuddannelse at kunne færdiggøre den som kandidatuddannelse. Vi får se,
hvad fremtiden bringer. Fortiden burde vi have redskaberne til at have
styr på.
Godt semester.
Per Grau Møller
7
RUBICON 2014 (2)
”Den Store
Krigs” kulturhistorie
- Et lille bidrag
Af lic. Phil. Erik Kulavig, Syddansk Universitet.
Indledning
Den 1. august 1914 erklærede Rusland krig mod Det Tyske Rige, og allerede samme dag løsnedes de første skud. Dette var indledningen på den
akt af Den Første Verdenskrig, som Churchill rammende har betegnet som
”The Unknown War.” Tyskerne havde besluttet at overvinde Frankrig, før
man begav sig mod øst med det formål at undgå en tofrontskrig. Derfor
var Østprøjsens fem hundrede kilometer lange grænse til Rusland kun
nødtørftigt bemandet med den 8. Arme under ledelse af Genereloberst
Maximilian von Prittwitz. Der stod altså små to hundrede tusind mand
over for en russisk hær på en lille halv million. Havde tsar Nikolaj II derfor øjnet en chance for en spektakulær sejr, der kunne understøtte hans
skrantende regime, kunne man dårligt fortænke ham i det. En anden ting,
der måske gav ham blod på tanden, var visheden om at der var ofret store
summer på moderniseringen af den russiske hær siden det forsmædelige
nederlag til Japan små ti år forinden. Efter de første fægtninger lød det, at
russerne snart ville sætte sig på hele Østprøjsen. Det varede dog ikke længe, før de to herrer, den 67-årige Paul von Hintenburg og den 49-årige
Erich Ludendorff fik vendt udviklingen. Den 30. august lykkedes det således Hintenburg at omringe den russiske hær, der var under ledelse af
Samsonov ved Tannenberg. Ved de efterfølgende kampe faldt der 120.000
russere, og 90.000 havnede i krigsfangenskab. På den tyske side var tallet
kun 13.000 faldne. De store tabstal blev typiske for en krig, hvor godt ni
8
RUBICON 2014 (2)
millioner skulle gå til. Typisk var det også, at russerne led langt de største
tab.1 Det er blevet forklaret med, at moderniseringen af hæren endnu ikke
var blevet bragt til ende, at der var for mange uduelige adelsønner i officerskorpset og endelig, at moralen i hæren allerede i udgangspunktet var
lav.
En vigtig forklaring kan være, at russerne ikke havde noget klart fjendebillede. Officererne, der for langt størstedelens vedkommende var rekrutteret fra den russiske adel, havde stor respekt og beundring for den tyske
orden og militære tradition, og var måske i kulturel henseende tættere på
tyskerne end på deres egne bondesoldater. Den russiske bondesoldat have kun vage forestillinger om tyskerne – de stumme som de kaldes på russisk (nemtsy) – men de regnede med at krigen hurtigt ville være oversået,
og at de dernæst kunne vende tilbage til landsbyen, der var hovedkilden
til deres selvforståelse og identitet. Der var således på russisk side ikke
opbygget noget had til fjenden på forhånd. Forholdet ændrede sig i krigens løb, men langt vigtigere end det mobiliserende had til fjenden, var
den tiltagende frygt for den ”tyske krigsmaskine”, som ingen djævel kunne stille noget op imod. De russiske soldater kom med andre ord hurtigt i
tvivl om, hvorfor de overhovedet var gået i krig, og der var ikke noget
klart fjendebillede. På tysk side var man derimod fra begyndelsen på det
rene med, at det galt om, at få de russiske barbarer jaget tilbage, hvor de
kom fra. Som det hed i en populær revyvise: ”Zarendreck, Barbarendreck,
Peitscht sie weg.” Fjendebilledet var med andre ord på plads.
Fjendebilledet
Selv om det ikke er kulturen, men mere hårdtslående årsager som mængden og styrken af våben, der afgør en krig, spiller officerernes og soldaternes opfattelse af fjenden en vigtig rolle for viljen til at lade sig mobilisere og senere for kampviljen. Hvis dette ikke var tilfældet, ville de krigsførende magter næppe anvende så store midler på den ”psykologiske
krigsførelse.” Noget firkantet kan man sige, at det gælder om at få fjenden
til at fremstå som det modsatte af en selv: fjender er grusom, dum, en kryster, voldelig og endelig en trussel for det gode, som jeg repræsenterer.
1
Die Zeit, 2014
9
RUBICON 2014 (2)
Selvom det kan forekomme modsætningsfyldt gælder det samtidig om at
holde fast ved, at fjenden trods alt kan besejres.
Den tyske side
I årene op til og under den store krig udkom en række mere eller mindre
tynde hæfter af populærvidenskabeligt tilsnit, der forherligede krigen, det
tyske folk og deres kultur. Når krigen, som man anså for nødvendig og
retfærdig, var overstået, skulle Tyskland føre de europæiske folk frem
mod højere mål. Krigen havde desuden en rensende effekt, der skulle befri folket fra fredstidens småborgerlighed i form af: ”Kleinigkeit,
Zanksucht, Genusssucht, Tendenz zu Feigheit ung Gleichgültigkeit.”2 Alle
borgernes behov og rettigheder underkastes Magten, der på sin side retfærdiggøres, fordi den bruges i menneskehedens interesse. For dette garanterer, som det hedder, ”vor store og ædle fører af det tyske folk, vores
kejser”. Denne citeres for følgende sentens, der gør op med enhver form
for demokrati eller folkestyre. Her regerer kejseren, der med sin person
udtrykker folkets inderste ønsker og vilje: ”Ich kenne keine Parteien
mehr, ich kenne nur Deutsche.”3 Krigen kan ikke sammenlignes med andre krige, men ses som et tidehverv: som et sejrstog for den germanske
kultur, som Tyskland stod i spidsen for, og som skulle redde ikke bare Europa, men hele verden.
Det var således Tysklands kald at integrere de europæiske folk under sin
myndige ledelse, men det var ikke alle folk, der var lige lette at integrere.
Folkeslagene vest, syd og nord for Tyskland ville umiddelbart kunne
komme med i ”det germanske rige”, mens nationerne mod øst, her særligt
russerne, generelt blev betegnet som ”mongolske” og dermed fremmede
for europæisk kultur. Den storrussiske elite havde ganske vist lagt en stor
del af den mongolske arv bag sig, mens de russiske masser stadig var under stor indflydelse deraf, fysisk såvel som psykisk. De var af udseende
lavstammede, kraftige, med flade stumpnæser og brede kindben. De var
underdanige og bar tålmodigt deres fattige og ufrie lod. Åndeligt stod de i
stampe særligt på grund af et umådeholdent indtag af alkohol. De blev
desuden beskrevet som lettroende og overtroiske, og følelses havde klart
2
3
10
Baralhako, 1916, s. 53
Baralhako, 1916, s. 54
RUBICON 2014 (2)
forrang for enhver form for logisk endsige højere tænkning. Den robuste
krop og den åndelige træghed betød, at de kunne udholde selv de sværeste strabadser. De var generelt næstekærlige og gæstfrie, men det ses snarere som udtryk for en primitiv livsform end som et udtryk for kultur.
Lillerusserne eller ukrainerne og hviderusserne stod højere i hierarkiet
end storrusserne. Det skyldes, at de havde haft tættere samkvem med
germanerne. De blev beskrevet som højere, med findere træk, og så mente
man, de var mere følsomme og gemytlige end storrusseren. Desuden havde de større trang til uafhængighed. Disse ”germanske træk” mente man
også at kunne finde hos polakkerne og særligt i de større byer.4
Den franske og britiske kultur blev betegnet som ”civilisation” og dermed
signalerede man, at der var tale om kulturer i forfald. De blev beskrevet
som materialistiske og hedonistiske, og kun et fast tysk lederskab i form
af den tyske helhedskultur kunne frelse dem. I centrum den tyske kultur,
mod vest Civilisation og mod øst ukultur.
4
Baralhako, 1916, s. 59-65
11
RUBICON 2014 (2)
Denne karikatur afspejler den tyske opfattelse af deres hovedmodstandere. England og
Frankrig var dekadente. Rusland stort, men alligevel en overkommelig fjende.5
5
12
https://europeana19141918.s3.amazonaws.com/attachments/2984/740.2984.large.jpg?1304942356
RUBICON 2014 (2)
Tysk propaganda med stærkt racistiske undertoner. Udsagnet er en slet skjult forargelse
over, at englænderne ville bygge deres hær på sådanne primitive folkeslag.6
6
https://europeana19141918.s3.amazonaws.com/attachments/3004/740.3004.large.jpg?1304942391
13
RUBICON 2014 (2)
To eksempler på tyske opfattelser af Rusland. Det første skildrer et primitivt og tilbagestående samfund, men russernes fremstilles som arbejdsomme og som familiemennesker i trygge og ryddelige hjem. Udsagnet går på, at der på trods af tilbageståenheden er
kvaliteter at bygge på, hvis der gribes ind og rettes op af en imperiemagt. Det andet
14
RUBICON 2014 (2)
fremstiller bonden på niveau med dyrene, og der synes ikke at være levnet meget håb
om mulighed for forandring.7
De tyske soldater og officerer, der blev sendt mod Øst under krigen, havde
en klar forforståelse af, hvem de var oppe imod. Den udgjorde en fortolkningsramme, som de ikke umiddelbart kunne frigøre sig fra, og som de i
krigens løb fik bekræftet i en grad, der gjorde, at hvad der først havde været forundring og medlidenhed over, at mennesker kunne leve i en sådan
fattigdom og elendighed, snart udviklede sig til frygt og had. Tyskerne så i
Øst snart ikke andet end krigens kaos, vold, grænseløse fattigdom, de allestedsnærværende og plagsomme lus og andet utøj og endelig de endeløse
stepper, der i vinterens umenneskelige mørke og kulde, blev endnu mere
truende. Dertil kom, at tabene i Øst var en tredjedel større end på Vestfronten og ikke mindst, at der ofte var tale om ”gammeldags krig” mand
mod mand med sabel og bajonet, hvilket var fremmed for tyskerne.
Det tyske udgangspunkt havde ellers været, at bringe den tyske orden og
kultur til Øst. Dette fandt sit mest kontante udtryk i Ludendorffs militære
mønsterstat: ”Oberost”, der omfattede de tyske erobringer i Østeuropa og
i Rusland. Dette blev af de besatte ofte og ikke uden grund opfattet som en
”fortyskningspolitik”, som de modsatte sig så godt det var muligt. Denne
tyske missionæridentitet måtte snart vige for en mere traditionel kolonipolitik, og efterhånden som krigen udviklede sig negativt for tyskerne på
Vestfronten, hvor tyskerne til slut tabte krigen, udviklede der sig et veritabelt had til de primitive østfolk med deres kaos og snavs. 8 Dette er blevet fortolket som et frø til nazisternes udryddelsespolitik: ”Vil de ikke tage ved lære, må de fjernes”. Det er nærliggende, men man skal nok være
varsom med at falde i den fælde, der hedder at beskrive historien baglæns. Listen over soldaternes og officerernes eksempler på den østlige
ukultur er lang, men der var endnu hovedsaglig tale om kulturkritik og
ikke racepolitik.
7
8
https://europeana19141918.s3.amazonaws.com/attachments/19621/1718.19621.large.jpg?1310399932 og
https://europeana19141918.s3.amazonaws.com/attachments/10539/1280.10539.large.jpg?1307350201
Liulevicius, 2005
15
RUBICON 2014 (2)
Russernes fjendebillede
Når man beskæftiger sig med krigens kulturhistorie i form af soldaternes
og officerernes oplevelser, opfattelser og billeder af krigen og af fjenden,
er det vigtigt, at man undgår at overgeneralisere og i stedet for virkeligheden kommer til at beskæftige sig med stereotypier. Et af de midler
man kan tage i anvendelse er at fokusere på dynamikken og udviklingen i
opfattelserne og i den forbindelse at undersøge, hvilken samfundsmæssig
gruppe, socialt lag eller klasse man beskæftiger sig med. I det russiske tilfælde er der således stor forskel på, om man arbejder med tiden før de
egentlige kamphandlinger, tiden under kampene eller tiden efter. Og der
er, som vi skal se, stor forskel på, om vi bevæger os blandt officerer eller
blandt almindelige soldater. De første havde fortrinsvis adelig baggrund,
mens de sidste næsten alle sammen kom fra landsbyerne. Et ikke ubetydeligt kontingent kom fra fabrikkerne, men der var de fleste førstegenerationsarbejdere uden dybere rødder i bykulturen.
Russernes generelle opfattelse af tyskerne i det 19. århundrede var en
afslappet konstatering af, at her var en nabo med en anden livsform end
russernes egen, og en naiv, men ikke aggressiv konstatering af, at det russiske folk nok var tyskermes overlegent.9 Det var først i årene 1911-14, at
den russiske statsmagt og den militære elite forstod, at Tyskland og Østrig-Ungarn var en fjende, men da krigen stod det stadig skralt til med
fjendebilledet. En af forklaringerne herpå er, at en stor del af den økonomiske, politiske og militære elite havde tyske rødder, og det gik helt op til
Zaren, der var gift med den tyske prinsesse, Alexandra. Den kampagne,
der blev iværksat, kom efter alt at dømme for sent til at ændre noget som
helst. I værste fald - for den russiske sag – kom tyskerne nærmest til at
fremstå som komiske og mere eller mindre harmløse. Det er med til at
forklare den udbredte optimisme blandt høj og lav såvel i hæren som
blandt almindelige borgere i begyndelse af krigen. En soldat skulle således have sagt: ”Ret bajonetten mod hans mave, så ryger hænderne i vejret
med det samme.”10 Af soldaterbrevene fremgår det desuden, at alle regnede med en kort krig.
9
Kultyshev, 2010, s. 131.
Kultyshev,2010, s. 155
10
16
RUBICON 2014 (2)
Omsvinget kom efter de første træfninger og specielt efter, at to russiske
hære var blevet besejret i Østprøjsen. Nu lød det bredt, at tyskerne levede
et bedre liv, at deres officerer var bedre end de russiske, at kun tyskerne
kunne bygge fly. Alt sammen var det med til at skabe en skæbnesvanger
opfattelse af, at tyskerne ikke kunne besejres. De russiske soldater var
trænet til nærkamp mand mod mand og ikke som de tyske til moderne
krig, hvor alt afgøres af mængden og størrelsen af våben. Bajonet og
sværd mod artilleri og luftvåben, kunne de russiske soldater snart indse,
var dømt til tab. Det hed i den forbindelse: ”..tyskerne har ikke så store tab
som os, fordi de gør alt med omtanke, mens vi er formørkede..” 11 Om de
tyske soldaters forhold, skriver en russiske soldat: ”..de lever godt de
djævle. I deres skyttegrave og deres kvarterer er der rent, varmt og lyst.
Maden er som på en restaurant. Hver soldat har sin skål, to tallerkener,
sølvske, gaffel, kniv… I flaskerne dyre vine og primus til at varme suppen.”12 Dette fortæller sikkert ikke så meget om tyskernes reelle situation,
men mere om den russiske og om det russiske mismod. Det samme gør
sig formodentlig gældende i forbindelse med billedet af den tyske soldat:
”Tysken er mæt, har gode sko, er velklædt, soigneret og i godt humør.”
Der er ikke længere nogen vittigheder om tyske krystere. Nu hedder det:
”Den tyske soldat er god og hård.” Mange taler om ”den tyske maskine.”
Tyskeren er desuden klog og snedig. Det er ikke ubetinget et positivt tegn,
fordi især det sidste i russisk sammenhæng forbindes med kynisme og
umenneskelighed. Når det gælder forholdet mellem officerer og menige er
beskrivelserne ubetinget positive. Det fremgår af dette uddrag af en limerick: ”De spiller musik for dem, os skælder de ud med eder og forbandelser, tyskerne trykker hinanden i hænderne, vi får nogen på trynen."13 Tyskerne absolutte overlegenhed fremgår af de mange stærkt beundrende
skildringer af tyske bønders effektivitet og høje kultur i øvrigt: ”..giv den
tyske bonde vores sortjord, så vil han brødføde hele verden.”.
Efterhånden som krigen skrider frem og kendskabet til tyskerne bliver
bedre gennem forbrødringer ved fronten, tyske krigsfanger og sårede lyder der også mere realistiske vurderinger så som: ”…de er ligesom os,
begge er vi uden skyld i det her…”
Kultyshev,2010, s. 136
Kultyshev,2010, s. 136
13 Kultyshev,2010, s. 140
11
12
17
RUBICON 2014 (2)
For de menige soldaters vedkommende kan man således tale om tre faser
i udviklingen af fjendebilledet. I den første fase fremtræder tysken som en
lidt latterlig figur, som russerne snart skal få bugt med. Den anden fase,
der indledes med de store nederlag i Østprøjsen, kendetegnes af opfattelsen af tyskerne som den uovervindelige krigsmaskine. I den tredje fase
høres mest samme røster som i den anden, men også: tyskerne er mennesker lige som os på trods af alt.
Om de russiske officerer er det blevet sagt, at de ikke have noget fjendebillede, men et billede af modstanderen. Dermed signaleres, at det ikke
var negativt. Snarere tværtimod kunne man sige. Det hang sammen med,
at mange af officererne var af tysk afstamning, at de have tysk familie og
slægtninge, hvilket som bekendt også gjaldt landets overhoved, tsar Nikolaj II, der var tysk gift. Der var således en udbredt respekt for de tyske sejre, og sorg over højtstående tyske officerers død. Den russiske general
A.A. Brusjilov skulle have udtalt: ”Den tyske soldat har som det tyske folk
fortjent al mulig respekt.”14 De russiske officerer var begejstrede ikke
alene for, hvad de så, som den tyske hærs høje kultur, men også for den
kultur, de stiftede bekendtskab med i de tyske landsbyer og byer i Østprøjsen. Bøndernes produktivitet og bøndergårdenes gode stand var ikke noget, de var vant til at se. Officerernes begejstring for det tyske, skærpede
foragten for det russiske. De russiske nederlag blev i stigende omfang forklaret med de russiske soldaters mangel på orden og disciplin. Omvendt
begyndte soldaterne at forklare nederlagene med officerernes tyskvenlighed.
Holdning til krigen
Det store flertal af de russiske soldater var enten bønder eller førstegenerationsarbejdere, og man har derfor ofte forbundet mentaliteten hos de
russiske tropper med den russiske landsby. De konstituerende elementer
var en fatalistisk opfattelse af at Gud og tsaren styrede verden, og at bonden måtte underkaste sig deres vilje, at arbejdet og dyrkelsen af den fælles jord var det centrale i tilværelsen, og at landsbyfællesskabet var såvel
en forpligtelse som en beskyttelse af den enkelte. Der er således belæg
for, at den brede befolkning lod sig gribe af patriotisk begejstring, da kri-
14
18
Kultyshev, 2010, s.144
RUBICON 2014 (2)
gen blev erklæret. Herom vidner, at der ikke var nogen strejker i julidecember 1914, og endelig at bønder og arbejdere villigt lod sig mobilisere. Aviserne var fulde af gode historier om folkets patriotiske sindelag,
men der var også fra begyndelsen et anarkistisk element, der blev mere
fremtrædende, som krigen skred frem. Der tænkes her især på de traditionelle drukgilder, der spontant blev organiseret i forbindelse med soldaternes afgang fra landsbyerne og under transporterne til de militære forlægninger. Det udartede sig ikke sjældent til veritable orgier og pogromer
med voldtægter og storm på butikker og lagre, hvor man vidste, at der var
alkohol. Myndighederne måtte ofte sætte politi og tropper ind for at få
gemytterne dæmpet. Når de endelig kom i trøjen, hed det imidlertid: ”at
de var mere stille end vand lavere end græsset.”15 Erindringer og breve
vidner om, at de især var de unge, der var ivrige efter at komme i krig, og
at ønsket i lige høj grad var båret af en længsel efter at komme bort fra en
ofte trøstesløs tilværelse som af patriotisme. For de mere modne familiefædre var der fra begyndelse en udbredt bekymring for, hvem der skulle
klare dagen og vejen og få høsten i hus, nu da de måtte drage i krig.
Der er næppe grund til at tvivle på, at ”Gud, tsar og fædreland” spillede en
konstruktiv rolle for mobiliseringen til den russiske hær. Men det er lige
så klart, at de tre elementer mistede kraft, efterhånden som krigen trak
ud. Mange begyndte således at tvivle på Guds autoritet. En bonde skrev
således: ”Har Gud brug for alt det? Hvorfor har han så påbudt os ikke at
slå ihjel?” Endelig var der også vidnesbyrd om, at bøndernes patriotisme
var så konkret, at da man ikke længere følte, at man sloges for at forsvare
sine nærmeste, marken, konen og børnene blev tilbøjelig til at nedlægge
våbnene.16
De unge uprøvede officerer var begejstrede for udsigten til krig, mens de
mere erfarne var stærkt bekymrede. Et eksempel på det sidste var general
P.N: Krasnov, der mente, at den russiske hær hverken ville eller kunne
besejre den tyske hær.17 Et eksempel på det første finder vi hos den unge
Kultyshev,2010, s. 111
Kultyshev,2010, s.121
17 Kultyshev,2010, s.90
15
16
19
RUBICON 2014 (2)
officer, F.I. Eliseev, der skrev: ”Alle er glade.. vi er helt ind i sjælen glade
for, at vi skal i krig.”18
Officererne havde et kodeks, der havde mere tilfældes med riddertiden
end med moderne krig. Det hed f.eks. at man kun gik i krig mod soldater
og ikke mod civile, at fjenden skulle nedkæmpes i ærlig kamp, at man ikke
måtte slå en fjende, der var forsvarsløs, at de sårede skulle behandles, og
at fanger skulle behandles med respekt. Disse gode regler blev ikke overholdt, men måske kan de forklare, at næsten alle officerer fra krigens begyndelse gik til i løbet af det første halvandet år. 19
Efter to års krig var der ikke længere nogen begejstring at spore. Underofficeren A.A.Upornikovs beretning var således typisk: ”Da jeg gik i krig,
troede jeg, at der ventede mig store udfordringer, hvor heltemod og frygtesløshed ville være nødvendigt. I den virkelige krig er der imidlertid ingen poesi. Et batteri er en dødsfabrik og intet andet.”20
Soldaterne gik i krig for Gud og for tsaren, men da fjenden viste sig uovervindelig, og da afstanden til egne officerer øgedes, vendte stemningen.
Hertil bidrog naturligvis også bolsjevikkernes propaganda ved fronten, og
ikke mindst de rettighederne soldaterne fik i forbindelse med den såkaldte ”Ordre nr. 1”, der gav soldatersovjetterne stor magt. Deserteringer og
åben modstand mod og drab på egne officerer tog til.
Afslutning
Vi har set, at tyskerne ikke alene var bedre rustet til krig end russerne,
når det gjaldt materiel, strategi og disciplin, men også, når det gjaldt et
fjendebillede, der skulle styrke kampviljen i egne rækker. Tyskerne havde
allerede før krigen udråbt sig selv som kaldet til at redde Europa ved at
indtage førerskabet. Storbritannien og Frankrig var slået ind på en dekadent kurs og var således på kulturel tilbagegang, mens Østeuropa og Rusland var tilbagestående kulturer, som med Tysklands hjælp kunne føres
frem et højere stade. Da dette mislykkedes fandt der et skred sted i ”fjendebilledet” fra et kulturproblem til et raceproblem, og dermed var var
frøet til nazisternes racepolitik måske blevet sået. Denne proces blev tilKultyshev,2010, s.93
Kultyshev,2010, s. 98
20 Kultyshev,2010, s. 99
18
19
20
RUBICON 2014 (2)
skyndet af tyskernes nederlag i krigen på Vestfronten og bitterheden over
at måtte trække sig på Østfronten, hvor krigen egentlig var vundet.
Russerne havde ikke noget fikst og færdigt fjendebillede, der kunne operationaliseres i forbindelse med krigen. Officererne var i mange henseender tættere på de tyske idealer end på det russiske folk. I det samme folk
udviklede der sig med krigens gang et fjendebillede, der i stedet for at opildne til kamp styrkede defaitismen. Den tyske hær som en krigsmaskine,
som intet menneske kunne stille noget op imod.
Litteratur
Barelhako, Der Weltkrieg 1914/15 als Siegeszug der germanischen Kultur, der Aufstieg der deutschen Kultur, 1915, Faßhauer ; Staatsbibliothek
zu Berlin - Preußischer Kulturbesitz, Deutschland, 1916.
Europaeana (http://www.europeana.eu/) Meget omfattende samling af
dokumenter, der er tilgængelige via nævnte netadresse.
Vejas Gabriel Liulevicius, Warland on the Eastern Front, Cambridge University Press, Cambridge, 2005. Fremragende kulturhistorisk analyse af
tyskernes krig på Østfronten under Den Store Krig.
P.G. Kultysjev, Russkaja Armija v Pervoj Mirovoj Vojne, Istoriko.antropolitjeskij aspekt, Pedagitjeskij Institut, Juzjnogo Federalnogo
Universiteta, Rostov na Donu, 2010. Historisk kandidatspeciale, der undersøger den russiske side af krigen og med mange nyttige henvisninger
til arkiver og dokumenter.
Russkaja Armija v gody pervoj mirovoj vojny. Værdifuld samling af allehånde russisksprogede kilder til Den Første Verdenskrigs historie: Soldaterbreve, erindringer, politiske traktater, afhandlinger etc. Alt sammen
tilgængeligt på nedenstående netadresse.
http://www.grwar.ru/manifest/manifest.html
Die Zeit nr. 8, februar, 2014
21
RUBICON 2014 (2)
Udvandringsannoncers rolle i
den Nordslesvigske udvandring
- Et komparativt studie
Førsteårsprojekt af stud.BA. Frederik Forrai Ørskov
Indledning
Det nittende århundrede var en omvæltningernes tid. Hos den britiske
historiker Eric Hobsbawm navngives tiden fra 1789 til 1848 som en Age
of Revolution med henvisning til den dual revolution, der ifølge Hobsbawm
finder sted.1 Dobbeltheden består dels af en politisk revolutionsbølge,
dels af den industrielle revolution, der blandt andet fundamentalt ændrede samfundets økonomiske forudsætninger. Den industrielle revolution
gav afsæt for endnu en revolution: En infrastrukturel, hvor især dampmaskinens fremkomst muliggjorde forholdsvis hurtig, billig og sikker transport over lange strækninger. Dette udgjorde, sammen med den befolkningsvækst, der hos mange ses som baggrunden for den industrielle revolution,2 fundamentet for de enorme menneskemængder, der forlod deres
europæiske rødder med kurs over Atlanten. De første store udvandrings-
Hobsbawm. Begrebet dual revolution er den grundlæggende ramme for Hobsbawms tolkning
af perioden, og er derfor også gennemgående i hele bogen. En introduktion af begrebet kan
dog findes i introduktionen, side 1-4.
2 Se eksempelvis Hvidt (1971): s. 21-22
1
22
RUBICON 2014 (2)
bølger forlod det europæiske kontinent i slutningen af 1840’erne.3 I Danmark havde udviklingen – som på mange andre punkter – et timelag.
Først i slutningen af 1860’erne var der for alvor tale om en masseudvandring.4 Det er denne udvandring der behandles i denne opgave. Mere specifikt omhandler opgaven udvandring fra den dansksindede del af den
nordslesvigske region, der i kølvandet på nederlaget i 1864 kom på tyske
hænder.
Opgavens fokus og empiriske bidrag er en komparativ analyse af udvandringsannoncer, der, som den herunder følgende forskningsoversigt gerne skulle vise, er et temmelig uberørt emne. Før vi når til forskningen på
området, er det dog nødvendigt med nogle enkelte begrebsafklaringer:
Med udvandring forstås i opgaven oversøisk migration. Med pull-faktor
forstås en tillokkende omstændighed ved udvandringsdestinationen, der
trækker i migranterne. I modsætning hertil står push-faktorer, der skal
ses som mangelfulde omstændigheder i udvandrernes hjemlande, der så
at sige skubber migranterne ud af landet.
Forskningsoversigt
Udvandring er et internationalt fænomen. Derfor må en diskussion af
forskningen på området også have et internationalt afsæt. Altså følger her
en ganske kort gennemgang af de vigtigste internationale tendenser, før
diskussionen afgrænses nationalt og regionalt.
I samtiden optog migrationen den offentlige debat i både udvandrings- og
indvandringslande. I USA resulterede dette blandt andet i Dillinghamkommissionen, der beskæftigede sig med de forskellige indvandringsbølger i slutningen af det 19ende og starten af det 20ende århundrede.5 Et
eksempel fra udvandringslandene er den svenske emigrationsutretningen,6 der var resultatet af en kommission nedsat i 1907. Begge udredninger var med markante statistiske bidrag, om end konklusionerne i dag må
anses som forældede og endog direkte forkerte. F. eks konkluderede den
Hvidt (1971): s. 19
Hvidt (1971): s. 80
5 Se eksempelvis Jones
6 Se eksempelvis beskrivelse i Hvidt (1971)
3
4
23
RUBICON 2014 (2)
svenske udredning udelukkende på bagrund af svenske forhold, modtagerlandets tiltrækningskraft regnedes ikke med.
Den svenske udredning ledte – muligvis grundet dets altomfattende
grundighed (892 sider og 20 bind bilag) – til en lang periode uden forskning på området i Norden. Andre steder i verden, og især i USA, fortsatte
forskningen dog. Efter 1. verdenskrig var det især den økonomiske forskning, der dominerede, og massemigrationen blev først og fremmest anset
som en faktor i international økonomi. I 1926 udkom amerikaneren Harry
Jeromes bog Migration and Business Cycles.7 Bogen var den første, der for
alvor introducerede pull-push-begrebet, der kom til at dominere meget
senere forskning. I trit med den dominerende økonomihistoriske tankegang sammenkoblede Jerome konjunktursvingninger i såvel Amerika som
Europa med udsving i udvandrerstrømningerne – hermed var det også
pull-faktoren, der var i højsædet. Sådan blev det i høj grad ved med at være i den nationaløkonomiske tilgang til emnet, der prægede mellemkrigstiden.
I 1951 og 1954 differentierede briten Brinley Thomas denne indgangsvinkel i to afhandlinger.8 Hans kongstanke var en atlantisk økonomi, hvor
den Nordeuropæiske emigration var kædet sammen med kapitalstrømmen på tværs af Atlanten. Dermed hang emigration, arbejdskapital
og investeringer sammen – og dermed var fokus først og fremmest på en
vekselvirkning mellem pull og push, hvor ingen af begreberne dominerede.
Denne indgangsvinkel kan tydeligt genkendes i den mest udførlige og omfattende behandling af emnet i et dansk perspektiv, nemlig Kristian Hvidts
disputats Flugten fra Amerika eller Drivkræfter i masseudvandringen fra
Danmark 1868-1914 fra 1971.9 Disputatsen fokuserer på push-faktorer
ved at dedikere megen plads til at behandle hvem der udvandrede, deres
baggrunde og eventuelle religiøse eller politiske motiver. Men der gives
også stor opmærksomhed til pull-faktorer, såsom familiemedlemmer på
tværs af Atlanten, oversøisk propaganda og et indblik i udvandringsbranchen (her gives et spændende indblik i rederibranchen og de danske udJerome
Vigtigst i denne sammenhæng er den fra 1954: Brinley.
9 Hvidt (1971)
7
8
24
RUBICON 2014 (2)
vandringsagenters virke). Desuden er Hvidts arbejde i høj grad bygget på
en almenhistorisk tilgang, der dermed bedre udnytter historiefagets
bredde end de rent økonomihistoriske tilgange, der ellers længe dominerede på området.
Hvidt kommer også ind på den nordslesvigske udvandring, men han går
ikke for alvor i dybden på området – blot 7 sider er dedikeret til emnet.
Det bliver derfor en anelse overfladisk, og kun i få tilfælde gør Kristian
Hvidt brug af dybere historisk kildemateriale. Han får dog optegnet både
push- og pull-faktorer. I forhold til pull-faktorer kommer han særligt ind
på rederiagenternes virksomhed. Når det kommer til push-faktorer går
han ind i en diskussion, der har været den dominerende på området indenfor dansk forskning, nemlig hvorvidt den ganske store nordslesvigske
udvandring kan føres tilbage til nationale holdninger, et barskt preussisk
overherredømme, en treårig tysk værnepligt, eller om der ligger økonomiske vilkår bag udvandringen fra Nordslesvig. I samtiden var det ofte de
tre første årsager, der fik fokus, og denne vægtning holdt stand langt op i
det tyvende århundrede (indenfor den begrænsede forskning, der var på
området). I 1985 gjorde Hans Schultz Hansen dog op med dette i Det
nordslesvigske landbrug og den danske bevægelse 1880-1914.10 Hans hovedanke var, at det nationale motiv havde fået for meget vægt i tolkningen, og at det økonomiske perspektiv var skubbet for langt i baggrunden.
I et speciale fra 1993 gav Leif H. Nielsen den nordslesvigske udvandring
den grundigste videnskabelige behandling til dato.11 Han fulgte i sporet på
Schultz Hansen og påviste gennem detaljerede kildenære studier af hhv.
Tønder kreds på makroniveau og en komparativ populationsundersøgelse
af to sogne med forskellig dansk-tysk orientering på mikroniveau, at nationalitetsspørgsmålet nok havde en betydning ift. udvandringsadfærd,
men ikke ift. Udvandringens omfang. Desuden kommer han frem til, at
militærtjenesten ikke var en dominerende faktor for det store flertal. Det
er altså først og fremmest push-faktorerne, der behandles hos Leif H. Nielsen. Dermed mangler stadig en grundig analyse af pull-faktorerne og deres indflydelse og formidling i Nordslesvig. I artiklen Gamle og nye aspek-
10
11
Hansen
Nielsen
25
RUBICON 2014 (2)
ter i udforskningen af dansk udvandring12 fra 1985 udpeger Kristian Hvidt
et af de aspekter, der i den forbindelse kunne trænge til en belysning: De
danske udvandringsagenters rolle i den store Nordslesvigske udvandring.
Såvel i denne artikel som i disputatsen fra 1971 giver Hvidt udtryk for en
formodning om, at disse agenters virke havde en hel del indflydelse som
pull-faktor. Så vidt jeg kan se, er dette emne endnu ikke undersøgt til
bunds.
Problemformulering
Det er mit formål at undersøge, hvorvidt danske udvandringsagenters
virksomhed i det nordslesvigske område i særdeleshed kan have virket
som en pull-faktor for den store udvandring af dansksindede fra området.
Metode
Mit metodiske udgangspunkt vil være en komparativ undersøgelse af udvandringsannoncer i hhv. Flensborg Avis og Fyens Stiftstidende. Valget af
Fyens Stiftstidende hænger sammen med dets geografiske placering på
Fyn, hvis andel af landsudvandringen (110 promille) nogenlunde svarede
til andelen af den samlede danske befolkning (114 promille).13 Undersøgelsen af en fynsk avis kan derfor forhåbentligt danne sammenligningsgrundlag for en vurdering af, hvorvidt der var en særlig aggressiv
agentvirksomhed i Nordslesvig, der kan have fungeret som en ekstra pullfaktor i form af øget formidling af udvandringsmulighederne.
Analysens resultat skal gerne føre til kvantitative – og dermed sammenlignelige – resultater for aviserne, hvilket forhåbentligt kan bidrage til en
form for be- eller afkræftelse af en tendens, således at der ved detailundersøgelser af udvandringen i de områder, der dækkes af komparationsaviserne, forhåbentligt kan dannes basis for en sammenligning af udvandring og avisannoncering. Der skal naturligvis både tages forbehold i forhold til repræsentation og eventuelle problemer med henblik på kvantificering. Jeg vælger her udelukkende at kigge på deciderede annoncer for
udvandring – positiv omtale af eventuelle destinationssteder i almindelig
12
13
26
Hvidt (1985)
Hvidt (1971): s. 98
RUBICON 2014 (2)
brødtekst vil altså eksempelvis ikke indgå i undersøgelsen, om end det
nok også er en faktor, der har spillet en rolle.14
Jeg vil i min undersøgelse kigge på en enkelt måned fra to forskellige årgange af begge aviser. Det drejer sig om årgang 1870 og 1875. Den tidsmæssige afgrænsning har dels med kildematerialet, dels med jura at gøre.
For det første udkom Flensborg Avis første gang i november 1869,15 hvorfor det ikke er aktuelt at kigge på tidligere årgange. Derudover blev danske udvandringsagenters arbejde forbudt syd for grænsen i 1884, så her
er en naturlig grænse den anden vej.16 At jeg har valgt at lægge mig et
godt stykke fra den grænse skyldes et ønske om at lave et detaljeret detailstudie over en kortere periode, men samtidig vil jeg også gerne have
en vis tidslig dimension i min undersøgelse. Marts måned er valgt som
undersøgelsesmåned, da der ifølge Hvidt (sammen med februar) dukkede
store mængder annoncer op fra udvandringsagenterne.17 Hvorfor dette er
tilfældet gives der ikke nogen forklaring på hos Hvidt, men en årsag kunne være den nært forestående skiftedag.18
For at have et fornuftigt sammenligningsgrundlag redegøres kort for oplægsområdernes udvandring, ligesom en kort analyse af avisernes situation og politiske indstilling skal foretages. Begge dele vil være centrale at
have med i overvejelserne, når udvandringsagenternes mulige pull-effekt
skal diskuteres, og derfor vender jeg mig mod disse to punkter før jeg endelig når frem til opgavens egentlige analyse.
De to aviser
Flensborg Avis udkom, som tidligere nævnt, første gang første oktober
1869.19 I 1870 havde avisen et oplag på 400 aviser pr. dag, i 1873 var tallet 1000.20 Avisen var dansksindet og havde et nationalt ståsted politisk,
Hvidt (1971): s. 447-48
Søllinge og Thomsen: s. 650
16 Hvidt (1971): s. 269-70
17 Hvidt (1971): s. 444
18 Skiftedag var 1. maj og 1. november. Hvorfor annoncerne skulle være heftigere op til årets
første skiftedag end til den anden kan kun baseres på et kvalificeret gæt om, at en vinter i et
nyt og ukendt land ikke kan have virket som en tillokkende start på et nyt liv for de mange
landarbejdere.
19 Søllinge og Thomsen: s. 650
20 Søllinge og Thomsen: s. 651
14
15
27
RUBICON 2014 (2)
hvilket også kan ses ved, at avisen op gennem 1870’erne modtog betydelig støtte fra diverse kongerigske foreninger.21 Avisen var hovedsagligt
udbredt i den nordlige del af Flensborg og dets opland.22 Avisen har igennem tiden haft stor betydning i den danske bevidsthed i regionen, men
rent oplagsmæssigt har avisen ikke været en sværvægter i 1870’erne. Det
kan eksempelvis tjene til sammenligning, at den tysksindede Flensburger
Norddeutsche Zeitung i 1868 havde et oplag på 1500, et tal der må formodes at have været noget større i 1870 og endnu større i 1875 23. Alligevel
har avisen dog altså haft en vis udbredelse i Flensborg og dens opland –
der er utvivlsomt ganske mange dansksindede nordslesvigere, der har
haft mulighed for at se de udvandringsannoncer, der må have været trykt
i avisen. Især er det af betydning at de dansknationale især havde rod i
landbruget omkring byen, hvorimod Flensborg by i højere grad var tysksindet24. Altså har målgruppen sandsynligvis erhvervsmæssigt inkluderet
en forholdsvis stor mængde potentielle udvandrere25.
Fyens Stiftstidende var en betydeligt større avis end Flensborg Avis. I
1870 var oplægget på 3500 aviser dagligt, mens det tal var steget til cirka
4500 i 188026. Avisen var politisk set konservativ, og det modsætningsforhold til venstrepressen der opstod som følge af dette, gjorde at avisen
først og fremmest blev det odenseanske borgerskabs avis. Denne udvikling var dog først for alvor markant fra cirka 187027. Dermed har det nok
ikke den store betydning for undersøgelsen i 1870, men større i 1875, at
avisens målgruppe i stigende grad blev en gruppe, der overordnet set var
meget lidt tilbøjelig til at udvandre28. Omvendt må det dog forventes, at
udvandringsagenterne har søgt at annoncere så bredt, at avisen alligevel
er nogenlunde repræsentativ.
Hurtigt sammenfattet kan det altså påpeges, at Flensborg Avis sandsynligvis havde en læsergruppe, der i højere grad indbød til annoncering for
Søllinge og Thomsen: s.650-51
Søllinge og Thomsen: s. 651
23 Søllinge og Thomsen: s. 649
24 Hvidt: s. 269
25 For en diskussion af udvandrernes erhverv se Hvidt (1971): s. 210-45 – tabellen nederst på
s. 237 fungerer fint som sammenfatning.
26 Søllinge og Thomsen: s. 376
27 Søllinge og Thomsen: s. 376-77
28 Hvidt (1971): s. 237
21
22
28
RUBICON 2014 (2)
udvandring end Fyens Stiftstidendes læsergruppe. På den anden side nåede Fyens Stiftstidende ud til en større mængde mennesker, hvilket naturligvis har virket i den modsatte retning.
Udvandringen
En større redegørelse for den danske udvandring på et overordnet plan
vil jeg holde mig fra, i stedet vil jeg forsøge kort og præcist at sammenligne den regionale udvandring for henholdsvis Fyn og Nordslesvig,
Udvandringstallene er generelt usikre, og sammenligninger af udvandringstendenser i forskellige regioner gøres ikke nemmere af, at litteraturen på området bruger forskellige indgangsvinkler.29 Hvad der dog kan
udledes af litteraturen er, at der for hele perioden 1867-1910 var en udvandring fra Nordslesvig, der var tre gange så stor som udvandringen fra
Danmark generelt.30 Som tidligere nævnt svarede udvandringen på Fyn
ganske fint overens med landsgennemsnittet, og dermed må det også antages, at der for hele perioden 1867-1910 var omtrent tre gange så stor en
udvandring fra Nordslesvig som fra Fyn. I denne opgave antager jeg, at
udvandringen fra Nordslesvig og udvandringen fra Fyn fluktuerer efter
nogenlunde de samme mønstre. Dette underbygges af, at udvandringen
fra Nordslesvig, der bedst kunne forestilles at fluktuere efter særlige politisk-forårsagede mønstre, tilsyneladende omtrent fulgte det gennemsnitlige danske mønster.31 Når det er sagt, er der selvfølgelig stadigvæk problemer forbundet med denne antagelse. Eksempelvis gælder sammenligningerne for hele regioner, hvor de to aviser først og fremmest er knyttet
til to byer og deres opland. For Fyn gælder det eksempelvis, at udvandringen fra Odense amt var betydelig mere beskeden end fra Svendborg
amt, hvor især Langeland var med til at trække udvandringsintensiteten
op.32 Et andet forbehold er, at udgangspunktet for sammenligningen mellem Nordslesvig og resten af Danmark er baseret på udvandringsoverskud, der ikke nødvendigvis kun omfatter oversøisk udvandring, men og-
Eksempelvis bruger Hvidt (1971) intensitet og udvandringstal for hele perioden 1868-1900
for Fyns amt, mens Nielsen bruger udvandringstal for kortere perioder, samt en anden type
intensitet.
30 Nielsen: s. 10
31 Hvidt (1971): s. 268
32 Hvidt (1971): s. 100-101
29
29
RUBICON 2014 (2)
så indenlands migration, hvilket kan tænkes at have spillet en rolle i
Nordslesvig, der kort forinden var blevet tysk.
Alt i alt er der altså usikkerheder og forbehold at tage højde for, men alligevel er det tydeligt, at udvandringen fra Nordslesvig var betydeligt større end fra Fyn, og måske især i forhold til udvandringen fra Odense og
dets opland. Om udvandringen var to, tre eller fire gange så stor er svært
at sige, men alt tyder på, at det er nogenlunde i dette område, det rigtige
forhold skal findes.
Analyse
Min undersøgelse, som den er beskrevet i metodeafsnittet, gav mig de resultater, der i tabel 1 er opsummeret gennem den enkelte parameter, der
hedder annoncer per avisdag. Med denne parameter kommer jeg omkring
det faktum, at påsken i 1875 faldt i slutningen af marts måned, hvorfor
der er betydeligt færre avisdage i 1875 end i 1870. Parameteren kan dog
have den brist, at det er muligt, at de forskellige annoncører grundet påsken alle har villet være repræsenteret på de avisdage, der har været indimellem helligdagene (altså især dagen før skærtorsdag, påskelørdag og
anden påskedag). For Fyens Stiftstidende er der noget, der kunne tyde på
det, for Flensborg Avis er der derimod ikke nogen synderligt bemærkelsesværdig stigning i antallet af annoncer omkring påsken.
Avis:
Flensborg Avis
Fyens Stiftstidende
Årgang:
Annoncer per avisdag:
1870
0,44
1875
0,50
1870
1,14
1875
1,54
Tabel 1 - Annoncer per avisdag i marts måned for hhv. Flensborg Avis og Fyens Stiftstidende i 1870 og 1875. Tallene er baseret på egne mikrofilmundersøgelser.33
Det mest slående ved undersøgelsens resultater er, at det umiddelbart ser
ud til at være det modsatte af hvad man måtte forvente, når man tager de
33
30
Undersøgelsens mere detaljerede resultater er vedlagt som bilag til opgaven.
RUBICON 2014 (2)
relative udvandringstal for de to avisers opland I betragtning. Ved nærmere eftertanke er det dog ikke så besynderligt, da der i undersøgelsen
ikke er taget højde for avisernes respektive oplag. Det er kun naturligt, at
en avis, der når ud til flere mennesker, er mere interessant at annoncere i.
I tabel 2 er avisernes oplag indregnet.
Avis:
Flensborg Avis
Fyens Stiftstidende
Årgang:
Annoncer per avisdag
per 1000 læsere:
1870
1,11
1875
0,50
1870
0,32
1875
0,39
Tabel 2 – Annoncer per avisdag per 1000 læsere for henholdsvis Flensborg Avis og Fyens
Stiftstidende i marts måned 1870 og 1875. Tallene er baseret på egne mikrofilmundersøgelser. Oplagene for aviserne er baseret på de givne oplysninger i afsnittet om de to
aviser, for Flensborg avis er udregningerne for 1875 i mangel på bedre baseret på 1873oplaget, mens udregningerne for Fyens Stiftstidende i 1875 er baseret på gennemsnittet
af 1870- og 1880-oplagene.
Tager man avisernes oplag i betragtning, ser billedet således noget anderledes ud, og nu begynder man at kunne ane en geografisk betonet tendens. Til gengæld antydes der ikke nogen diakron sammenhæng i det undersøgte materiale. Det kan undre, om end det er svært at sige hvad der
ville være forventelig: At større udvandring i 1870 end i 187534 ville give
et større marked med flere aktører og derfor danne grobund for flere annoncer, eller at et begrænset marked med større konkurrence om kunderne ville give grobund for flere annoncer i et forsøg på at kapre de få
kunder. Det kan undersøgelsen desværre ikke give et kvalificeret bud på.
Da opgavens metodiske afsæt er kvantitativt, er der ikke levnet megen
plads til kvalitative analyse. Nogle enkelte kvalitative betragtninger følger
dog alligevel. Eksempelvis er det værd at bemærke, at samtlige af de udvandringsannoncer jeg fandt i Flensborg Avis var dansksprogede. Flens34
Se grafen i Hvidt (1971): s. 85. Ifølge den danske udvandringsstatistik var der tale om en
omtrent dobbelt så stor udvandring i 1870 i forhold til 1875. Dette skal sammenholdes med,
at udvandringsfluktuationerne i Nordslesvig som tidligere nævnt i store træk fulgte de generelle danske.
31
RUBICON 2014 (2)
borg Avis var (og er stadig) en dansksindet avis, men det betyder ikke, at
det udelukkende var en dansksproget avis. Mange af annoncerne i avisen
var tyske, men altså ikke udvandringsannoncerne. Det kan i mine øjne
tyde på to ting: For det første, at annoncørerne har været bevidste om, at
det oftest var folk fra landet, der valgte at emigrere, og at størstedelen af
landbefolkningen omkring Flensborg var dansksindede, hvorimod størstedelen af bybefolkningen var tysksindede. For det andet, at annoncørerne grundet den tyske overtagelse af Nordslesvig identificerede de
dansksindede i egnen som et mere lukrativt marked end de tysksindede.
En anden ting, der kan bemærkes, er en forskel i de havne, der angives
som afrejsehavne. Overraskende nok er det dog ikke så meget den geografisk som den diakrone komparation, der afslører en forskel. I begge aviser
er det en klar tendens, at langt de fleste afrejser foregår via København i
1870, mens især Hamborg står meget stærkere i billedet i 1875.35 Selvom
det geografiske hensyn altså tilsyneladende ikke har været så stærkt som
tidens strømninger i udvandringsindustrien, er det stadig således, at
samtlige annoncer i Flensborg Avis i 1875 havde Hamborg som mulig afrejsedestination, mens det samme er gældende for omtrent 50 % af annoncerne i Fyens Stiftstidende samme år – geografien har altså også haft
en vis betydning, hvilket også må siges at være forventeligt.
Slutteligt skal der kommenteres lidt på form og indhold generelt. Annoncerne varierer fra en-spaltes til tre-spalters annoncer, hvor de mindste
nemt falder i et med de mange omgivende teksttætte bekendtgørelser,
mens de største har et stort blikfang, nogle endda med skibe afbilledet. I
mit materiale er det umiddelbart de små annoncer der er flest af, men de
større er absolut til stede, især i Fyens Stiftstidende, hvilket nemt kan
hænge sammen med den større mængde annoncer i avisen, der har gjort
det nødvendigt med ekstra blikfang, hvis en annoncør har villet skille sig
ud fra mængden. Det er også værd at bemærke, at de annoncører, der har
annonceret i begge aviser i samme årgang har brugt stort set enslydende
annoncer, der har altså ikke været tale om tilpasning af geografisk eller
kulturel karakter. En kuriøs undtagelse er den forskellige brug af bogstaverne c og k i følgende annonce fra det selskab, der i annonceringerne i
35
32
Se evt. bilagstabel 1.
RUBICON 2014 (2)
den ene avis hed Det amerikanske Emigrant-Compagni og i den anden Det
amerikanske Emigrant-Kompagni. De to annoncer er gengivet i figur 1 og
figur 2.
Figur 1 - Annonce fra Fyens Stiftstidende 1/3 1870.
Figur 2 - Annonce fra Flensborg Avis 2/3 1870.
33
RUBICON 2014 (2)
Konklusion
I denne opgave har jeg forsøgt at levere et lille bidrag til et lille element af
udvandringsforskningen. I den proces har jeg, på trods af mit empiriske
udgangspunkt, desværre måttet erkende, at forskellige usikkerheder og
en arbejdstung fremgangsmåde har været med til at mindske udsagnskraften af mit studie. Med det sagt, er det trods alt lykkedes at spore en
tendens, der stemmer overens med de forventninger, jeg (og Kristian
Hvidt) på forhånd havde. Jeg vil derfor tillade mig forsigtigt, og med henvisning til den begrænsede mængde undersøgt empiri og de andre usikkerheder der er diskuteret i opgaven, at konkludere, at der kan anes en
tendens: I den dansksindede presse i Nordslesvig var der større annonceringsaktivitet fra udvandringsagenter og rederier end i en avis fra et område, der lå noget tættere på landsgennemsnittet for udvandringsintensiteten. Dermed er det ikke bevist, at annoncerne var direkte
årsag til den større udvandring, det har de helt åbenlyst ikke været alene,
men der er dannet fundament for tanken om, at det kan have spilet ind
som en faktor. At udvandringsannoncerne har været hyppigere end i andre dele af landet er i sig selv bevis på, at annoncørerne har haft en formodning om, at der var et bedre marked i området, hvilket indikerer at
udvandringen af en lang række andre grunde allerede var mere udpræget
end eksempelvis på Fyn. Men at udvandringsannoncerne har været mere
koncentrerede omkring Nordslesvig, måske fordi man anså det nydannede mindretal i området som et attraktivt marked af nationalpolitiske
grunde, kan have bidraget til at gøre en i forvejen stor emigrationstendens endnu større.
34
RUBICON 2014 (2)
Litteratur
Brinley: Brinley, Thomas. ”Migration and Economic Growth. A Study in
Great Britain and the Atlantic Economy”. Economic and Social Studies XII.
The National Institute of Economic and Social Research, 1954. Print.
Hansen: Hansen, Hans Schulz. Det nordslesvigske landbrug og den danske
bevægelse 1880-1914. Åbenrå: Historisk Samfund for Sønderjylland, 1985.
Print.
Hvidt (1971): Hvidt, Kristian. Flugten til Amerika eller Drivkræfter i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914. Aarhus: universitetsforlaget i
Aarhus, 1971. Print.
Hvidt (1985): Hvidt, Kristian. ”Gamle og nye aspekter i udforskningen af
dansk udvandring”. Emigranten. 1985, Nr. 1: 6-13. Print.
Hobsbawm: Hobsbawm, Eric J. The Age of Revolution: Europe 1789-1848.
New York: Abacus, 1962. Print.
Jerome: Jerome, Harry. Migration and business cycles. Publications of the
National Bureau of Economic Research, 9. 1926. Print.
Jones: Jones, Maldwyn. American Immigration. 4. udgave. Chicago: University of Chicago Press, 1965. Print.
Nielsen: Nielsen, Leif Hansen. Den nordslesvigske udvandring. En analyse
af drivkræfterne bag den nordslesvigske udvandring i perioden 1860-1900.
København: Historisk Institut Københavns Universitet, 1993. Print.
Søllinge og Thomsen: Søllinge, Jette D. og Niels Thomsen. De danske aviser
1634-1989. Bind 2: 1848-1917. Odense: Odense Universitetsforlag, 1989.
Print.
Bilag - avisundersøgelsen
Det følgende er den undersøgelse opgaven er baseret på. I første omgang
er aviserne gennemgået dag for dag. Først angives dato, derefter avisens
nummer, før antallet af udvandringsannoncer angives med annoncøren
angivet i parentesen. Herefter er forkortelserne for udvandringsannoncørerne angivet. Afslutningsvis angiver bilagstabel 1 annoncørernes placering i de to årgange af de to aviser, samt hvilke havnebyer der reklameredes med afgange fra.
35
RUBICON 2014 (2)
Fyens Stiftstidende – 1870:
Første nummer: 56 – Tirsdag den 1ste marts.
1/3: 56: 1 (Cu) + tillæg (57): 1 (AEC), 2/3: 58: 2 (NPF, TA), 3/3: 59: Intet,
4/3: 60: Intet, 5/3: 61: 1 (AEC), 7/3: 62: 0 + tillæg: 63: 1 (AL), 8/3: 64: 0,
9/3: 65: 0 + tillæg: 66: 1 (Cu), 10/3: 67: 1 (TA), 11/3: 68: 1 (AEC), 12/3:
69: 0, 13/3: 70: 0, 14/3: 71: 2 (AL og CD), 15/3: 72: 0, 16/3: 73: 3 (2 x
AEC (hhv. Faaborg agent og Nyborg agent) og TA) + Tillæg: 74: 2 (Cu og
NPF), 17/3: 75: 1 (Co), 18/3: 76: 0, 19/3: 77: 0 + Tillæg: 78: 1 (AEC),
21/3: 79: 1 (CD), 22/3: 80: 2 (NPF og AEC) + tillæg: 81: 0
Ingen avis er angivet som nummer 82, men umiddelbart mangler der ikke
for nogle datoer, kan have været et dobbelt ekstra tillæg, eller også blot en
fejl.
23/3: 83: 2 (Cu og AL), 24/3: 84: 1 (TA), 25/3: 85: 0, 26/3: 86: 1 (AL) +
tillæg: 87: 1 (AEC), 28/3: 88: 1 (CD), 29/3: 89: 0, 30/3: 90: 5 (CD, Cu, HCD,
NPF og AEC), 31/3: 91: 2 (AEC, TA)
I alt: 32 annoncer på 28 avisdage. 1,14 annoncer pr. dag.
Fyens Stiftstidende 1875:
1/3: 50: 0, 2/3: 51: 1 (RDF), 3/3: 52: 1 (GL), 4/3: 53: 2 (AmL og RDF),
5/3: 54: 0, 6/3: 55: 1 (AdL), 8/3: 56: 0, 9/3: 57: 2 (RDF og GL), 10/3: 58: 1
(AmL), 11/3: 59: 3 (NZ(2), RDF, GL), 12/3: 60: 0, 13/3: 61: 1 (GL) + aften:
62: 0, 15/3: 63: 1 (RDF) + aften: 64: 0, 16/3: 65: 1 (Cu) + aften: 66: 1 (IL),
17/3: 67: 0, 18/3: 68: 2 (RDF og GL), 19/3: 69: 2 (AmL, NZ(2)) og aften:
70: 0, 20/3: 71: 3 (AnL, GL og AdL), 22/3: 72: 0, 23/3: 73: 1 (RDF) + aften:
74: 1 (Cu), 24/3: 75: 1 (GL)
Skærtorsdag og langfredag.
27/3: 76: 6 (RDF, AnL, Gu, AmL, NZ(2) og IL) + aften: 77: 0
Påskesøndag og første påskedag
30/3: 78: 2 (RDF og Cu) + aften: 79: 1 (CD), 31/3: 80: 3 (AmL, RDF og GL)
I alt: 37 annoncer på 24 avisdage. 1,54 annoncer pr. dag.
Flensborg Avis – 1870
Samtlige annoncer er dansksprogede.
36
RUBICON 2014 (2)
1/3: 50: 0, 2/3: 51: 1 (AEK), 3/3: 52: 1 (NPF - trespaltes annonce), 4/3:
53: 0, 5/3: 54: 1 (AEK), 7/3: 55: 0, 8/3: 56: 1 (NPF), 9/3: 57: 0, 10/3: 58:
0, 11/3: 59: 1 (NPF), 12/3: 60: 1 (AEK), 14/3: 61: 0, 15/3: 62: 0 , 16/3: 63:
1 (NPF), 17/3: 64: 0, 18/3: 65: 0, 19/3: 66: 0, 21/3: 67: 0, 22/3: 68: 1
(AEK), 23/3: 69: 1 (NPF), 24/3: 70: 0, 25/3: 71: 1 (NPF), 26/3: 72: 0,
28/3: 73: 0, 29/3: 74: 1 (AEK), 30/3: 75: 1 (NPF), 31/3: 76: 0
I alt: 12 annoncer på 27 dage. 0,44 annoncer pr. dag.
Flensborg Avis – 1875:
(Ingen avis mandag 1/3)
2/3: 51: 1 (DirA ), 3/3: 52: 0, 4/3: 53: 0, 5/3: 54: 0, 6/3: 55: 0, 7/3: 56: 1
(AnL), 9/3: 57: 2 (NZ, IL – begge via samme agent, og NZ er også med Inmann Linien), 10/3: 58: 0, 11/3: 59: 0, 12/3: 60: 0, 13/3: 61: 0, Søndag
14/3 er kun søndagstillægget med, må være en fejl – nummer 62 er altså
ikke med, 16/3: 63: 0, 17/3: 64: 1 (HAPAS – Fra Hamborg), 18/3: 65: 0,
19/3: 66: 0, 20/3: 67: 0,
21/3: 68: 1 (AnL – Kbh, Esbjerg eller
Hamborg), 23/3: 69 2 (IL, NZ), 24/3: 70: 1 (HAPAS), 25/3: 71: 0
Skærtorsdag og langfredag28/3: 72: 1 (AnL)
Påskesøndag og første påskedag
31/3: 73: 1 (HAPAS)
I alt: 11 annoncer på 22 dage. 0,5 annoncer pr. dag.
Forkortelser og navngivning
Det har ikke alle steder været muligt at aflæse afsenderen nøjagtigt, nogle
annoncer er derfor ”navngivet” efter indhold. Hvor det har været muligt
at aflæse afsenderen, er annoncerne ”navngivet” efter denne, i første omgang efter rederi, alternativt efter agent.
AdL: Adler Linien (FS – 1875)
AEC: Det amerikanske Emigrant-Compagni (FS – 1870)
AEK: Samme som ovenstående, men anden stavemåde anvendt i annoncerne (FA – 1870)
AL: Allan Linien (FS – 1870)
AmL: American Linien (FS – 1875)
37
RUBICON 2014 (2)
AnL: Anchor Linien (FA – 1875)
CD: C Delfinge (FS – 1870 + 1875)
Co: Columbia (FS – 1870)
Cu: Cunard linien (FS – 1870+1875)
DirA: Direkte til Amerika – med postdampskibe fra Hamborg hver uge.
(FA – 1875)
GL: Guion Linien (FS – 1875)
HAPAS: Det Hamborg-Amerikanske Paketfart Aktie-Selskab. Fra Hamborg. (FA - 1875)
HCD: H.C. Dührssen (FS – 1870) (Stod også bag AEK og AEC)
IL: Inman Linien (FS + FA – 1875)
NPF: N.P. Frederiksen (FS + FA – 1870)
NZ: Ny Zeeland (Tilsyneladende med Inman Linien) (FA – 1875)
NZ(2): Ny Zeeland, ikke med Inman Linien (FS – 1875)
RDF: R. D. Frederiksen (FS – 1875)
TA: Til Amerika, Australien, Brasilien … (FS – 1870)
Fyens Stiftstidende
Flensborg Avis
1870
1870
AEC
Kbh
AEK
Kbh
AL
Kbh
NPF
Kbh
CD
Kbh el. Hb
Co
Kbh
Cu
Kbh
HCD
Kbh
NPF
Kbh
TA
???
1875
AdL
38
1875
Hb
AnL
Kbh, Esb el.
RUBICON 2014 (2)
Hb
AmL
???
DirA
Hb
CD
???
HAPAS
Hb
Cu
Kbh
IL
Kbh el. Hb
GL
Kbh
NZ
Kbh el. Hb
IL
Kbh
NZ(2)
Hb
RDF
Hb
Bilagstabel 1 - Oversigt over annoncørernes tilstedeværelse med afrejsehavn. Kbh = København, Esb = Esbjerg og Hb = Hamborg. Med ??? markeres, at det ikke af annoncen
fremgår hvorfra afrejsen gik. Tabellen er udarbejdet på grundlag af egen mikrofilmundersøgelse af de pågældende aviser.
39
RUBICON 2014 (2)
Da julefreden dalede ned over
Vestfronten
Af stud.BA. Johanne Emile Westergaard
Som så mange andre soldater skrev den tyske soldat Josef Wenzl breve til
sine forældre. Men det brev, som han skrev den 28. december 1914, blev
ikke som de andre, han havde sendt.
Josef Wenzl var udstationeret i skyttegravene langs Vestfronten sammen
med det 16. Bayerske Infanteriregiment. Med ingenmandsland som den
eneste forhindring mellem dem og fjenden, der lurede på den anden side,
blev krigens gru hurtigt en realitet. Livet i skyttegravene var præget af
ødelæggelse og elendighed, og det blev hurtigt hverdag at skyde på fjenden. Derfor kom det bag på Wenzl, at menneskelighed skulle blive den
egenskab, der ville præge juledagene i 1914 mest.
Tidligt om morgenen juleaftensdag oplevede Wenzl og hans soldaterkammerater, at englænderne dukkede op fra skyttegraven på den anden
side og vinkede til dem. De tyske soldater vinkede tilbage og kunne derefter se, hvordan englænderne kom helt frem fra skyttegraven og begav sig
ud i ingenmandsland. Tyskerne besluttede sig for at gøre det samme. Da
det var tydeligt, at ingen havde til formål at skade hinanden, stillede nogle
tyske soldater et medbragt juletræ i ingenmandsland og tændte det, mens
andre ringede med klokker. Inden længe spredte den venskabelige stemning sig, og julesange blev sunget rundt om juletræet af både englændere
og tyskere.
Oplevelsen gjorde et stort indtryk på Wenzl. Han skrev således til sine
forældre den 28. december: ”Dette syn vil jeg mindes resten af mit liv.
40
RUBICON 2014 (2)
Man ser snart, at mennesket lever videre, selvom det i øjeblikket ikke
kender til andet end at dræbe og myrde… julen 1914 vil være uforglemmelig for mig.”1 Det, som han netop havde været en del af, var det, som vi i
eftertiden kender som julevåbenhvilen under første verdenskrig.
Kildemateriale
Citatet fra Wenzl’s brev til sine forældre er foreviget i bogen Den lille fred i
Den Store Krig, som er skrevet af Michael Jürgs og blev udgivet på tysk i
2003 (på dansk i 2004). Bogen er baseret på oprindeligt kildemateriale,
herunder uddrag fra regimentsdagbøger, breve fra fronten sendt til familierne, øjenvidneberetninger indtalt på bånd og interviews med soldaternes børn og børnebørn. Netop dette kildemateriale er bogens helt store
styrke, da læseren på denne måde får et indblik i julevåbenhvilen fra den
enkelte soldats synsvinkel. Hvor tidligere fortællinger om episoden har
været baseret på de officielle arkiver, som kun sparsomt har omtalt en
våbenhvile, formår Jürgs at dokumentere, hvordan julefreden var langt
mere omfattende end tidligere antaget,2 og bogen er derfor valgt som udgangspunktet for denne artikel.
Spontan våbenhvile
Julefreden var ikke et resultat af en militær gentleman-aftale fra oven.
Tidligere på måneden havde pave Benedikt 15. ellers prøvet at opfordre
de krigsdeltagende lande til at indgå en våbenhvile i anledningen af julen,
men dette var blevet pure afvist fra begge siders militære ledelser. Den
julevåbenhvile, der alligevel fandt sted, opstod spontant langs skyttegravene i Flandern-området, hvor soldater fra hver sin side af ingenmandsland tog initiativet. Der var dog meget stor forskel på, hvordan den kom til
udtryk.
I Josef Wenzl’s eksempel var det englænderne, der begyndte at vinke
først, men det var ikke gældende alle steder. Et andet sted på Vestfronten
var det tyskerne, der tog kontakt ved at synge julesange. ”Stille Nacht”
1
2
Jürgs, Michael. Den lille fred i Den Store Krig. Gylling: Borgens Forlag, 2004. S. 73. Print.
Andersen, Steen. Anm. af Der Kleine Frieden im Grossen Krieg – Westfront 1914, Michael Jürgs:
2003. Weekendavisen. 23. december 2003. Sektion 3: 1. Web. 23. august 2014.
http://apps.infomedia.dk.proxy3bib.sdu.dk:2048/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&Duid=e0140956
41
RUBICON 2014 (2)
klingede af, og den venskabelige tone blev slået an ved at råbe ”We not
shoot, you not shoot” til fjenden, hvorefter repræsentanter fra begge sider
mødtes i midten af ingenmandsland.3 Her blev de enige om, hvordan juledagene skulle foregå. Det primære fokus for samtlige soldater var at få
begravet deres døde kammerater, der lå spredt over jorden. Men arbejdsprocessen var præget af en generel venskabelig stemning. Soldaterne
hjalp hinanden med at begrave ikke bare deres egne kammerater, men
også de mænd, som de i månederne op til julen havde skudt på og dræbt.
Arbejdet gjorde, at mange af soldaterne begyndte at snakke sammen på
tværs af alliancer og nationaliteter, og visse mænd byttede endda de julegaver, de havde fået med posten hjemmefra. Typisk var der tale om ting
som tøj, mad eller tobak. Som i Josef Wenzl’s tilfælde, blev juletræer fra
skyttegraven medbragt ud i ingenmandsland, så soldater fra begge sider
kunne samles og nyde julestemningen.4 Der blev endda startet venskabelige fodboldkampe, som dog blev besværliggjort en smule af terrænets
tilstand i ingenmandsland. Et enkelt sted skrev soldaterne hjem til deres
familier om en tysk sejr over englænderne på 3-2.5
Fraternisering eller et julemirakel?
Juledagene gav soldaterne et afbræk fra krigens gang, men den kom til
udtryk på mange forskellige måder langs skyttegraven. Det var nemlig
ikke alle, der var lige begejstrede for den nyetablerede kontakt til fjenden,
og julefreden kom derfor til udtryk på mange forskellige måder fra sted til
sted. Kaptajn W. G. S. Kenny fra delingen Garhwal Rifles befandt sig et sted
langs Vestfronten, hvor våbenhvilen aldrig blev etableret, selvom det var
tæt på. De tyske soldater fra 16. Saksiske Regiment tog initiativet til at
mødes med briterne i ingenmandsland, og kaptajn Kenny begav sig derfor
derud sammen med et par af hans kammerater. De ønskede hinanden
glædelig jul og blev enige om at benytte dagen til at begrave deres døde.
Men kaptajnen blev hurtigt kaldt tilbage for at stå skoleret for major Henderson, som beordrede alle mand tilbage på deres pladser. Episoden fik
Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 7.
Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 38-39.
5 Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 144-147.
3
4
42
RUBICON 2014 (2)
konsekvenser for de implicerede soldater, herunder også kaptajn Kenny,
som fik inddraget sin orlov og døde i kamp kort tid efter.6
Det var ikke kun de militære ledelser, der var utilfredse med tiltaget i
juledagene, men også visse menige soldater. En anonym belgisk soldat var
så rystet over våbenhvilen, at han skrev et brev hjem til sin familie: ”Jeg
meldte mig frivilligt for at forsvare mit land mod en barbarisk angriber.
Jeg elsker mit elskede Belgien, jeg hader Tyskland og alt, hvad der har
med militær at gøre.”7 For ham ændrede julen ikke på, at han var udstationeret ved skyttegraven for at beskytte sit besatte fædreland mod ærkefjenden. Samme holdning havde den franske soldat Gervais Morillon.
Sammen med sin deling takkede han nej til en julevåbenhvile med tyskerne 10 dage før jul, men kunne til sin store skræk se, hvordan enkelte
kammerater forlod skyttegraven med et par officerer i front for at ønske
tyskerne glædelig jul og efterfølgende ryge tobak med dem.8
Tilbage til hverdagen
Selvom julefreden gav håb til mange om, at krigen snart ville slutte, blev
det langt fra tilfældet. Soldaterne i skyttegravene blev tvunget i gang af
deres overordnede, selvom det visse steder tog sin tid. Det var de færreste, der havde lyst til at skyde på fjenden, som de netop havde lært at
kende. Derfor gik de første par dage efter julen på begge sider af ingenmandsland med at affyre varselsskud og bevidst ramme ved siden af, så
den militære ledelse ville tro, at man havde genoptaget kampen, selvom
det egentlig ikke var tilfældet. Det blev naturligvis opdaget, og det var
først efter trusler og sanktioner, at soldaterne for alvor greb til våben
igen.9
De militære ledelser følte efter våbenhvilen et behov for, at disciplinere
soldaterne på ny, så situationen ikke ville gentage sig. Det fik konsekvenser for de soldater, der havde bidraget til julefreden. Orlov blev inddraget,
hvilket ofte førte til dødsfald i skyttegravene eller ingenmandsland. Ydmygelse og straf foran de øvrige soldater var heller ikke unormalt; de en-
Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 99-100.
Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 66.
8 Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 61-62.
9 Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 151-153.
6
7
43
RUBICON 2014 (2)
gelske soldater kunne eksempelvis blive spændt fast til et hjul fra en hestevogn to timer dagligt i en tidsbegrænset periode på op til 28 dage. Soldaterne modtog også indkaldelser til militærdomstolene for ”fejhed”, men
disse retssager måtte ofte aflyses, da de anklagede soldater døde i felten.
Visse soldater blev endda udsat for selvmordsmissioner af deres overordnede; en tysk soldat oplevede således, hvordan han og en soldaterkammerat blev sendt ud i ingenmandsland, for at hente tungen fra en død
hest, så den overordnede kunne få en delikatesse til middag. Kun én soldat kom retur til skyttegraven, hvor han fik at vide, at hans kammerat døde ”på ærens mark”.10
På hjemmefronten fik offentligheden kendskab til, hvad der var foregået i
juledagene takket være de breve og billeder, som soldaterne havde sendt
hjem til deres familier. Disse blev bragt i lokale og nationale aviser, og det
udløste et ramaskrig uden lige. Hvordan kunne de udsendte soldater fraternisere med fjenden, når de burde udrydde dem? Den offentlige mening
omkring julevåbenhvilen var så påvirket af krigsretorikken, at der ikke
kunne være tale om andet end landsforræderi. De soldater, der oplevede
julefreden og som rent faktisk vendte hjem i live, blev derfor mødt med
foragt og vanære11.
Sanktionerne og den voldsomme modstand mod julevåbenhvilen havde
sin effekt, og en lignende episode fandt aldrig sted efterfølgende. Til gengæld varede krigen helt indtil november 1918 og kostede millioner af
menneskeliv.
100-års jubilæum
Josef Wenzl fik ikke mulighed for at mindes synet om juleaften i ingenmandsland særligt længe. Han døde i felten den 6. maj 1917, halvandet år
før krigens afslutning12. Hans brev til sine forældre gør dog, at de næste
mange generationer har mulighed for at mindes episoden. Julefreden illustrerer på bedste vis, hvordan soldater blot er mennesker bag uniformen.
Dette var gældende for soldaten anno 1914, men det er i den grad også
gældende for soldaten anno 2014, hvor posttraumatisk stress-syndrom
Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 101-103.
Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 250.
12 Jürgs, Michael. Den lille fred… S. 73.
10
11
44
RUBICON 2014 (2)
og andre psykiske lidelser er udbredt som aldrig før. På trods af 100 år
med en stor udvikling i samfundet, har mennesket ikke ændret sig i en
sådan grad, at julevåbenhvilen forekommer én som en uforståelig begivenhed. Håb kan dermed karakteriseres som en menneskelig egenskab,
der ikke er begrænset til en enkelt tidsperiode, men som til gengæld vil
bestå med tiden. Derfor er det store jubilæum i år værd at mindes.
Litteratur
Jürgs, Michael. Den lille fred i Den Store Krig. Gylling: Borgens Forlag,
2004. Print.
Andersen, Steen. Anm. af Der Kleine Frieden im Grossen Krieg – Westfront
1914, Michael Jürgs: 2003. Weekendavisen. 23. december 2003. Sektion 3:
1. Web. 23. august 2014.
http://apps.infomedia.dk.proxy3bib.sdu.dk:2048/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&Duid=e01
40956
45
RUBICON 2014 (2)
Fra arbejde og
hvile til insulin og
Cardiazol
- Behandlingen på sindssygehospitalet i Hviding 1929-40.
Af stud.BA. Jeanne Søberg Jørgensen
Indledning - Medicinsk baggrund og opfattelsen af sindssygdom
før 1929.
Sindssygdom, galskab eller vanvittighed har altid eksisteret, og allerede i
1600-tallet blev Sct. Hans hospital i København opført til bl.a. at huse de
vanvittige som ingen ellers tog sig af.1 Det var dog ikke kun vanvittige der
blev indlagt på hospitalet, men mennesker med alle mulige former for
problemer, lige fra blinde, til krøblinge og åndssvage.
Det var først i midten af 1800-tallet at en reel psykiatri begyndte at gøre
sit indtog, bl.a. ved anerkendelse som lægeligt speciale. I samme periode
opstod den tanke, at vanvittighed var en fysisk sygdom i hjernen, og at
vanvittige derfor kunne helbredes, hvis de fik den rette lægelige behandling.2
1 Det hvide snit, 40.
2 Det hvide snit, 41 og Psykiatriens historie i Danmark, 89-90.
46
RUBICON 2014 (2)
Den rette behandling gik bl.a ud på at få de sindssyge placeret på specielt
indrettede anstalter. Disse "asyler" skulle helst ligge uden for byerne i naturskønne omgivelser, først og fremmest for at fjerne de sindssyge fra
nysgerrige blikke, dernæst fordi at man mente at natur havde en gavnlig
virkning i forhold til de sindssyge, ligesom de skulle have ro.3 Derudover
var det billigere at anlægge anstalterne på landet, hvilket også gav mulighed for at anstalterne i mange henseender kunne være selvforsynende
med landbrugsprodukter.4
På asylerne kunne man sætte ind med to forskellige former for behandling; en fysisk behandling der bestod af beroligende midler, samt forskellige bade og diæter, og en psykisk behandling der gennem "ro, orden og
renlighed", samt personalets gode eksempel, skulle "genopdrage" patienten og korrigere den sygelige adfærd.5
Man begyndte også at interessere sig for sindssygdommenes årsager, og
nåede frem til at sindssygdom opstod, enten som følge af nedarvede egenskaber eller på grund af visse lejlighedsårsager; f.eks. ulykker, drukkenskab eller fattigdom.6 Efterhånden begyndte psykiaterne dog at lægge
mere vægt på arvelighedsaspektet, f.eks. med teorierne om slægternes
gradvise forfald og uddøen i slutningen af 1800-tallet.7 Arvelighedens betydning optog stadig psykiaterne i 1929, hvilket blandt andet, i Danmark,
kom til udtryk i vedtagelsen af love, der tillod sterilisation af åndssvage og
sindssyge for at forhindre nedarvning af sygdommene.
Helbredelsen af patienterne gik dog ikke som man havde håbet. Dette
skyldtes primært at visse af patienterne, navnlig dem med Dementia Paralytica og skizofrene lidelser nærmest ikke lod sig helbrede. Man havde
3
4
5
6
7
Psykiatriens historie i Danmark., 100-101.
Det hvide snit, 42
Psykiatriens historie i Danmark., 102-103.
Psykiatriens historie i Danmark., 93.
Psykiatriens historie i Danmark., 93.
47
RUBICON 2014 (2)
brug for effektive behandlinger, og første skridt på vejen var at kunne diagnostisere patienterne så præcist som muligt.
Artiklen falder i to dele; en almen introduktion til den psykiatriske historie frem til 1940, bygget på den tilgængelige litteratur, samt en mere dybdegåede undersøgelse af behandlingen på sindssygehospitalet i Hviding
1929-40, ud fra hospitalets patientjournaler der i dag opbevares på
Landsarkivet i Viborg. Journalerne er udvalgt ved hjælp af en stikprøvemetode blandt de journaler der dækker perioden 1929-40, og tæller i alt
12 patienter.
Undersøgelsens metode er bygget op om en række fokuspunkter, der inkluderer; hvordan startede en indlæggelse, beskæftigelsesterapi, tvangsmidler og medicinering. Ved at dele perioden op i to, 1929-35 og 193640,8 sammenlignes behandlingsformerne, og udviklingen afdækkes.
1.2. De svære diagnoser – Demenser og stemningslidelser.
Den første til at indføre en egentlig inddeling af sindssygdom, var Jean
Etienne Esquirol, der opdelte sygdommene i fire hovedtyper; mani, monomani med faste vrangforestillinger, demens og idioti. Selv om man fastholdt dette system længe, var der betydelige variationer, ikke kun mellem
forskellige lande, men nogle gange endda fra hospital til hospital i et land.
Dette vanskeliggjorde i høj grad samarbejdet mellem de forskellige psykiatere, og i Danmark foreslog psykiateren Harald Selmer allerede i 1850 at
man lavede en samlet national inddeling.9
8 Grunden til dette er først og fremmest for at kunne sammenligne den tidlige behandling med
den senere, dernæst fordi 1935 markerer det år hvor Manfred Sakel udgav sin bog om insulinbehandling, og sidst fordi at sindssygehospitalet i Hviding fik en ny overlæge i 1936.
9 Psykiatriens historie i Danmark., 149-50.
48
RUBICON 2014 (2)
Det var først da Emil Kraepelin i 1880'erne sammenfattede de skizofrene
tilstande og adskilte dem fra de maniodepressive, at der opstod en ny
sygdomsinddeling der blev videre udbredt. Kraepelin skelnede også mellem endogene og exogene sygdomme; indefra og udefra kommende..
Kraepelins sygdomsinddeling var stadig forbilledet da Jens Chr. Smith
holdte sine psykiatriske forelæsninger i 30'erne, og i 1939 udgav en bog
over disse. Herfra kommer de diagnosedefinitioner som undersøgelsen
bygger på, og som for forståelsens skyld præsenteres herunder.
Skizofreni blev inddelt i forskellige grupper som f.eks. Dementia Præcox,
Dementia Paranoides og Katatoni.
Dementia Præcox er kaldt sådan fordi den optræder i de yngre år, og kendetegnes ved at patientens personlighed langsomt forandres. Ofte går patienten "i stå", kan ikke overkomme de ting der forventes, og følelseslivet
afstumpes. Ofte opstår der vrangforestillinger, der kan få patienten til at
foretage sig meningsløse ting, f.eks. beskrives i bogen en ung mand der
tager til Lyngby for at besøge en pige der, selv om han ikke kender nogen i
Lyngby. Der kan være tankeforandringer, og ofte føler patienten sine tanker påvirket udefra.10
Dementia Paranoides er nærmere det som vi i moderne forstand vil forbinde med skizofreni. Der er udprægede hallucinationer, oftest i form af
stemmer der taler om eller truer patienten, maden smager af gift eller deres tanker påvirkes udefra f.eks. af stråler der kommer ud gennem radioen. Der er også udtalte vrangforestillinger; folk er efter dem, vil slå dem
eller deres kære ihjel, o.l. Efterhånden som sygdommen skrider frem, bliver disse symptomer mere udtalte og der kan forekomme erindringsfor-
10 Psykiatriens historie i Danmark, 148-49.
49
RUBICON 2014 (2)
falskninger, hvor tidligere minder bliver påvirket af den nuværende forestillingsverden.11
Udsigten til helbredelse af skizofrenierne ikke var gode. Ofte førte sygdommen til årelange indlæggelser, nogle gange for resten af livet.
Dernæst er der stemningslidelserne, der kommer til udtryk ved abnorme
sindsstemninger, hvad enten det er i depressiv eller manisk retning. Af
disse to er depression den mest almindelige, og kendetegnes ved at patienten er sørgmodig, melankolsk, ofte dybt ulykkelig. Patienten kan ikke se
meningen med nogen ting, ligger ofte grædende og tavs hen. Der er også
ofte vrangforestillinger i form af selvbebrejdelser, og ind i mellem hallucinationer. Den håbløse stemning får ofte patienterne til at forsøge selvmord.
Manien er den modsatte sindsstemning, og bliver i mild form ofte ikke
anset for at være sygelig, da den let løftede stemning kan få personen til at
fremstå som overmåde sympatisk. Den sværere mani er præget af uro,
søvnbesvær, tankeflugt og vrangforestillinger om storhed. Ofte kan der
også forekomme aggression og voldsomhed. Disse lidelser havde dog den
bedste prognose; ofte kunne man opleve at patienterne spontant fik det
bedre, og at de kom sig uden varige men.12
Sidst men ikke mindst er Dementia Paralytica værd at nævne. Dementia
Paralytica var en af de mest udbredte sindssygdomme i årene før 1. verdenskrig, og man skønnede at omkring 10-20 % af de indlagte på sindssygehospitalerne led af sygdommen.13 Det var en frygtet sygdom der, inden
den malalariabehandling som skal nævnes i det følgende, ikke havde nogen mulighed for helbredelse. Symptomerne var i starten af sygdommen
11 Psykiatriens historie i Danmark, 152-55.
12 Psykiatriske forelæsninger, 116-24.
13 Psykiatriens historie i Danmark., 178.
50
RUBICON 2014 (2)
ting som f.eks. træthed, hukommelsessvigt, initiativløshed og mindre forandringer i personligheden, f.eks. tendens til vrede.
I den senere sygdom optrådte depressioner, vredesanfald, voldsomhed,
eufori og vrangforestillinger, fulgt af problemer, særligt med ansigtsmimikken, og taleevnen. Sygdommens sidste stadie medførte udtalte lammelser af forskellige dele af kroppen, samt krampeanfald og i sidste ende
døden.14
1.3. Det første gennembrud – Marlariabehandling af Dementia
Paralytica.
Man havde siden 1850'erne haft en mistanke om at der var en sammenhæng mellem syfilis og Dementia Paralytica, og særligt i Danmark blev der
gjort et stort arbejde for at påvise det. Bl.a. skrev overlæge på Sct. Hans
hospital, Valdemar Steenberg, i 1860 en doktordisputats om sammenhængen, og en reservelæge, ligeledes fra Sct. Hans, Christian Jespersen,
udførte nogle år senere et meget stort statistisk arbejde, hvor han konkluderede at 77% af de Dementia Paralytica patienter han havde arbejdet
med, havde været smittet med syfilis.15 Senere undersøgelser kom frem til
de samme resultater, og man konstaterede også at der gik ca. 10-15 år fra
patienterne blev smittet med syfilis og til de begyndte at udvise de første
tegn på Dementia Paralytica.
Det var først i 1905 at tyskeren, Fritz Schaudin, opdagede bakterien Treponema Palladium og påviste at den forårsagede syfilis. Der skulle dog gå
endnu 8 år inden lægerne, Hideyo Noguchi og J.W. Moore observerede
bakterien i hjernen på en patient der var død af Dementia Paralytica, og
således endelig beviste sammenhængen mellem de to sygdomme.16 Man
vidste nu hvad det var der forårsagede sygdommen, men havde stadig
14 Psykiatriske forelæsninger, 84-90.
15 Psykiatriens historie i Danmark, 178-79.
16 Det hvide snit, 62.
51
RUBICON 2014 (2)
ingen kur mod den, indtil slutningen af 1880'erne hvor psykiatriprofessor, Wagner Jauregg fandt at febrile tilstande så ud til at have en positiv
effekt på patienter med Dementia Paralytica. Han begyndte at eksperimentere med metoder til at fremkalde feber i patienterne, dog uden at
finde en effektiv løsning.17
Det var først i 1917, da en soldat med Malaria blev indlagt på Jaureggs
psykiatriske afdeling, at Jauregg oplevede fremskridt. Han udtrak en
mængde blod fra den syge soldat, og indsprøjtede det i to patienter med
Dementia Paralytica. Blod fra disse to patienter blev derefter indsprøjtet i
endnu en gruppe patienter. Som forventeligt fik patienterne snart kraftige
feberanfald, som Jauregg et stykke tid senere slog ned ved hjælp af Kinin.
Efter at være kommet sig over feberanfaldene, oplevede flere af patienterne en markant bedring. Jauregg fortsatte indsprøjtningerne og i 1918
rapporterede han at 68% af patienterne oplevede en bedring efter behandlingen.18
Malariabehandlingen kom til Danmark i 1922, ved at overlægen på Sct.
Hans hospital, Hans Jacob Schou, med to Dementia Paralytica patienter,
rejste til Jaureggs klinik i Wien, og fik podet patienterne med malaria. Efter ankomsten til Danmark fik andre af hospitalers patienter indsprøjtet
blod fra disse to.
I 1926 blev der offentliggjort en større international rapport, som ud fra
offentliggjorte artikler om behandlingen, kom frem til at 27,5% af de behandlede patienter oplevede en væsentlig bedring, mens 25.6% oplevede
en moderat bedring. Samtidig var man i Danmark kommet frem til at der
var en betydelig risiko forbundet med behandlingen; da afdelingslægen
på Sct. Hans hospital i 1930 gjorde resultaterne af malariabehandlingen
op, fandt han en dødelighed på omkring 13 %. Det var muligt at behand17 Det hvide snit, 64.
18 Det hvide snit, 65
52
RUBICON 2014 (2)
lingen ikke virkede så imponerende som den havde gjort i begyndelsen,
men da alternativet ofte var en langsom, smertefuld død kan man næsten
kun stille sig forstående over for psykiaternes fortsatte ønske om at bruge
behandlingen.19
Opdagelsen af årsagen til Dementia Paralytica samt de positive resultater
med malariabehandlingen, var med til at skabe en bølge af behandlingsoptimisme, og man håbede på at finde lignende behandlingsmetoder til de
andre svære diagnoser.
2. Billeder af den psykiatriske udvikling 1929-40.
Som ovenfor nævnt, gav malariabehandlingen grund til håb for behandlingen af andre psykiatriske patienter, men ved indgangen til 1930'erne
havde man stadig ikke fundet nogen virkningsfuld behandling. Man var
stadig henvist til at lindre, nærmere end at behandle, med sovemedicin,
sengeleje og beskæftigelsesterapi.20
Insulinchokterapien blev opfundet og udbredt af den østrigske læge Manfred Sakel, der i 20'erne arbejdede på en misbrugsklinik i Berlin, og her
havde opdaget at insulin kunne dæmpe abstinenserne hos morfinmisbrugere.21 Denne opdagelse tog han med sig til en psykiatrisk klinik i Wien i
1933, og besluttede her at afprøve metoden på patienter med skizofreni.
Metoden gik i alt sin enkelhed ud på at indsprøjte patienterne med så store mængder insulin at de gik i hypoglykæmisk koma. Når han skønnede at
komaen havde varet længe nok, blev patienterne atter vækket ved at tilføre dem en sukkervandsopløsning.22
19 Det hvide snit, 66-68.
20 Psykiatriens samtidshistorie, 60-61
21 Psykiatriens samtidshistorie, 61
22 Det hvide snit, 87. Hypoglykæmisk koma skyldes det voldsomme fald i blodsukkerniveauet
efter insulinindsprøjtningen.
53
RUBICON 2014 (2)
De første resultater af behandlingen blev udgivet allerede samme år, men
det var først med bogen "Neue Behandlungsmethode der Schizofrenie" fra
1935, at han skabte international interesse. I bogen hævdede han at have
opnået ganske bemærkelsesværdige resultater; 70% af de behandlede
patienter skulle have oplevet fuld remission, og hele 88 % skulle have oplevet en bedring.23 Efter udgivelsen af bogen forsøgte psykiatere fra mange forskellige lande sig med behandlingen.
I Skandinavien var danskerne og nordmændene de første til at eksperimentere med behandlingen i 1935 og 36. I 1937 havde forsøgene i Danmark bredt sig fra Frederiksberg hospital, der havde været først ude, til
også at omfatte sindssygehospitalet i Århus og Vordingborg.24
1933 var også det år hvor László Meduna startede sine forsøg på at inducere epileptiske kramper i dyr ved hjælp af kamfer. Dette gjorde han ud
fra den observation at epilepsi og skizofreni sjældent forekom hos de
samme patienter, og at epileptiske anfald derfor kunne være en mulig behandling for skizofreni.25 Efter de første forsøg var Meduna ikke helt tilfreds med kamferes virkninger og endte i stedet med at gå over til Cardiazol26. Efter endnu en forsøgsrække udgav Meduna i 1937 bogen, "Die
Konvulsionstherapie der Schizofrenie", hvor han hævdede at 50 % af de
behandlede patienter oplevede en bedring.27
I november 1937 begyndte de første eksperimenter med Cardiazol på
Rigshospitalet i Danmark, skarpt forfulgt af sindssygehospitalet i Vordingborg, hvor behandlingerne begyndte i december samme år 28. I årene
1938-40 foregik behandlingerne med både insulin og Cardiazol på alle de
23 Det hvide snit, 87-88.
24 Det hvide snit, 88.
25 Det hvide snit, 91.
26 Det hvide snit, 91 og Psykiatriens historie 257.
27 Det hvide snit, 92.
28 Det hvide snit, 93.
54
RUBICON 2014 (2)
statslige hospitaler, og i 1941 blev resultatet af den samlede behandling
fremlagt på et psykiatrisk møde i København. 2000 patienter der i årene
1937-39 var blevet behandlet med en af de to chokbehandlinger, indgik i
undersøgelsen. Resultaterne var ikke imponerende; af 162 skizofrene patienter der var blevet behandlet med insulin, var der kun 4 der efter 4
måneder stadig oplevede komplet symptomfrihed. Det gik ikke bedre med
Cardiazolbehandlingen, hvor kun 9 ud af 782 skizofrene patienter oplevede fuld helbredelse. Til gengæld havde man oplevet at behandlingerne
gav fuld helbredelse til ikke mindre end 40 % af patienterne med psykogene og maniodepressive psykoser. Helt håbløse var behandlingerne altså
ikke på trods af at de virkede bedre på andre diagnoser end de var tiltænkt.
Ved mødet i København blev det også klart at de var betydelige risici forbundet med behandlingerne; dødeligheden for insulinbehandlingen lå på
1%, og for Cadiazolbehandlingen på 0,5 %. Derudover havde man oplevet
alvorlige skader i form af frakturer og kredsløbskomplikationer. Alligevel
konkluderede man at behandlingerne var et væsentligt fremskridt for
psykiatrien, og det var en fremtidig opgave at nedbringe risiciene.
3. De lange indlæggelsers tid - Behandlingen 1929-35.
Det første der skete i forbindelse med en indlæggelse var at en læge skulle
udfylde en indlæggelsesbegæring. Til formålet fandtes en standardformular med en række spørgsmål som lægen skulle besvare, og som kunne
hjælpe lægerne på sindssygehospitalerne med at danne sig et overblik
over patientens situation. En sådan begæring blev ofte til på grundlag af
familiens eller patientens eget ønske, men kunne også blive til på skøn fra
lægen selv.
Et eksempel på det sidste ser vi i forbindelse med indlæggelsen af Hanne
M.P. i 1929. Hun havde været indlagt på Sct. Josephs hospital i Esbjerg,
hvor hun havde klaget over smerter i mave arme og ryg, og senere blev
55
RUBICON 2014 (2)
udskrevet med diagnosen Neurasteni.29 Kort efter er hun vendt tilbage
dertil og ved 2. indlæggelse udviser hun vrangforestillinger; f.eks. klager
hun over at medicinen er gift og at hun ikke kan skylle slimen af nerverne.
Da hun bliver opstemt og forstyrrer sine medpatienter, vælger lægerne at
sende hende til Hviding. De skriver i indlæggelsesbegæringen at hun kan
være farlig for sig selv eller andre. Det er muligt at lægerne har skrevet
dette for at højne sandsynligheden for indlæggelse, da overbelægning på
sindssygehospitalerne var et tilbagevendende problem, og ventetiden på
en plads derfor kunne blive lang, hvis man ikke skønnede tilstanden alvorlig nok.
Når patienten var blevet godkendt til indlæggelse og ankom til hospitalet,
blev der så vidt det var muligt lavet en fysisk og psykisk undersøgelse.
Hvis patienten ved ankomsten var i for dårlig tilstand til at svare på
spørgsmål, blev vedkommende indlagt på en af hospitalets afdelinger, og
undersøgelsen foretaget ved første givne lejlighed. Ud fra patientjournalerne får man det indtryk at formålet med undersøgelsen dels var at danne sig et indtryk af patientens liv og opfattelsesverden, dels at få et indtryk af åndsevnerne, samt fastslå den fysiske tilstand.
Fra Hanne M.P.s undersøgelse ved vi at hun psykisk er meget negativistisk
og modstræbende. Lægen noterer også at man må tvinge maden og medicinen i hende, ligesom hun kun svarer modvilligt på stillede spørgsmål.
Hun er heller ikke stedsorienteret. Lægen får dog ud af hende at hun mener at sygdommen er startet med smerter i baghovedet, og at hun pludselig ikke kunne se. Fysisk får vi at vide at hun er af middel ernæringstil-
29 Neurasteni er en tilstand med fysisk og psykisk træthed, ofte med ubehagelige hypokondre
fornemmelser, smerter, og svigtende hukommelse.
Den Store Danske: http://alturl.com/j69cc 20/8-2013.
56
RUBICON 2014 (2)
stand, vejer ca. 67kg. og ser sund ud. Det eneste der virker påfaldende er
at patienten har positive Babinskireflekser.30
Når disse indledende trin var overstået, var der kun tilbage at lade patienten vænne sig til den afdeling hvorpå vedkommende var indlagt og påbegynde den behandling der var til rådighed, hvilket på dette tidspunkt primært bestod af arbejde og hvile. Beskæftigelsesterapien blev set som et
vigtigt led i patienternes ophold, ikke kun fordi at deres arbejde var med
til at få hospitalets hverdag til at hænge sammen, men også fordi man
mente at arbejdet var sundt, særligt for patienter med skizofrene psykoser, "idet den hindrer Opkomsten af Særheder og særlige, stereotype Manerer”.31 Derudover var det også en hjælp til patienterne, så de ikke mistede fornemmelsen af arbejde, til den dag hvor de, forhåbentligt, skulle
udskrives.
Arbejdet var kønsopdelt; kvinderne blev sat til håndarbejde og andre huslige ting, mens mændene blev sat til f.eks. havearbejde, brændehugning
eller forskelligt håndværk. Der blev også taget hensyn til hvad patienterne
havde arbejdet med inden indlæggelsen, hvilket bl.a. også ses i Hviding,
hvor Karen M.N, der inden sin indlæggelse havde været fransk vaskerinde, til at begynde med bliver beskæftiget i hospitalets vaskeri. Fra de andre journaler ser vi at kvinderne i Hviding også har været beskæftiget
med strikning, syning- både i hånden og på maskine, strygning, vævning,
havearbejde og madlavning.
Eftersom beskæftigelsen var så stor en del af behandlingen, ser man også i
journalerne at det er et af de områder der ofte bliver kommenteret; f.eks.
hvorvidt patienten passer sit arbejde, hvor god vedkommende er til det,
30 Babinskirefleksen får storetåen til at strække sig og de resterende tæer spredes, når en finger eller en genstand stryges mod fodens ydre rand. Normalt vil tæerne ved en sådan påvirkning krumme sig sammen, og Babinskirefleksen kan derfor være tegn på f.eks. hjerneskade. Den Store Danske: http://alturl.com/iqgt4 29/8-2013.
31 Psykiatriske forelæsninger, 38.
57
RUBICON 2014 (2)
og i de tilfælde hvor patienten ikke er beskæftiget, noteres det hvorfor,
som f.eks. da Signe N.M.. i 1935 ligger i sengen, og af lægen betegnes som
mut og næsvis, da hun ikke mener at have kræfter til at arbejde.
Hvilebehandlingen bestod først og fremmest af rigelige mængder af søvn
og det blev også noteret i journalerne, hvorledes det gik patienterne i den
henseende, dog mest i de tilfælde hvor søvnen var dårlig, som f.eks. Karen
M.N. der ikke har sovet ordentligt siden sin indlæggelse i august 1932, og i
september fortæller at grunden hertil er at hun ser en mand stå ved siden
af hendes seng om natten.
Hallucinationer o.l. var dog langt fra den eneste grund til dårlig søvn; patienterne sov i langt de fleste tilfælde på flersengsstuer, hvor andre patienters opførsel også kunne hindre dem i at sove.
"I visse Tilfælde kan Tvangsmidler ikke helt undgaas”32 skriver Jens Chr.
Schmidt i bogen "Psykiatriske forelæsninger", inden han giver en beskrivelse af de tvangsmidler der bruges i psykiatrien. Det drejer sig om drejlstrøjer, handsker og bælter. Drejlstrøjen er i bund og grund en spændetrøje; en trøje med lange lukkede ærmer der bindes eller spændes sammen
på ryggen, så patienten ikke kan åbne den. Handskerne er nærmere luffer
af tykt stof eller læder der "låses" fast ved håndleddet, og forhindrer patienter i at rive ting itu og kradse sig selv eller andre. Bæltet er et bredt,
polstret læderbælte "der føres rundt om Livet på Patienten og desuden er
fixeret ned under sengen.”33
Bæltet var især beregnet på de patienter der ikke ville blive i deres senge
om natten, eller som var voldsomme overfor personalet eller andre patienter.
32 Psykiatriske forelæsninger, 37.
33 Psykiatriske forelæsninger, 38.
58
RUBICON 2014 (2)
I de journaler der indgår i denne undersøgelse, er det kun handskerne og
bæltet der tydeligt bliver brugt på patienterne. Signe N.M. bliver lagt i
bælte fordi hun tager maden fra sine medpatienter og griser med sin afføring om natten. Karen M.N. bliver lagt i bælte fordi hun kaster med sengetøjet, løber rundt på gulvet og har været truende. Hanne M.P. bliver lagt i
bælte flere gange; først fordi hun ikke kan holde sig i sengen, så fordi hun
er urolig, dernæst fordi hun er vred og kaster med servicet, og sidst fordi
hun efter en maveoperation ikke kan lade være med at pille ved sine forbindinger. I den sammenhæng giver lægerne hende også handsker på.
Det er også hos Hanne M.P. at vi finder et eksempel på hvor længe en bæltefiksering kunne vare. I journalen, står der d. 24/7-29 opført at patienten
har været et par dage i bælte fordi hun løber ud af sengen. Den næste indførsel er fra d. 12/8 og her står at hun stadig ligger i bælte fordi hun ikke
vil blive i sengen. Det er altså sandsynligt at hun på dette tidspunkt har
været bæltefikseret i mindst 20 dage.
Derudover er der i journalerne ind i mellem indført at patienten har været
sengeliggende, f.eks. igen Hanne M.P. I journalen står følgende d. 1/81930: "Hun har et Par Gange forsøgt at undvige; dels naar Døren til Afd. et
Øjeblik har været aaben, dels paa Vejen til Perronen, hvorfor et par Dages
Sengeleje." Hvorvidt dette sengeleje og andre lignende tilfælde er foregået
med bæltefiksering, er ikke oplyst, men kan heller ikke udelukkes.
På fig. 1 kan man se hvilke typer sovemedicin 34 der blev brugt på sindssygehospitalet i Hviding i perioden 1929-35. Antallet af patienter svarer til
hvor mange af de fire kvinder der var indlagt det pågældende år. Vi ser
f.eks. at det først er fra 1933 at de alle fire var indlagt samtidig. Tallene
under de pågældende år er hvor mange af de, på det tidspunkt indlagte,
34 Af de medikamenter der sikkert har kunnet identificere som sovemedicin.
59
RUBICON 2014 (2)
der får en bestemt type medicin. F.eks. er det kun en af de fire indlagte der
får Barbinal i 1933.
Antal patienter
1
2
2
3
4
4
4
Årstal
29
30
31
32
33
34
35
Medinal
1
1
1
3
4
4
3
Veronal
1
1
1
3
1
1
1
1
1
1
1
1
1
2
3
1
1
2
1
1
2
3
2
Medicintype
Barbiturater
Barbinal
Sovemidler
Opium
1
Kloral
Bromkalium
Andet
Ferrodak m. arsenik
1
1
Arsenikdråber
2
1
Fig. 1. Medicintyper 1929-35.
Det man kan se ud af fig. 1, er at Medinal er det mest brugte sovemiddel i
perioden, efterfulgt af Kloral og til dels Veronal. Dette passer udemærket
overens med hvad Jens Chr. Smith skriver i sin bog, hvor han nævner at
Kloralhydrat og Barbitursyregruppen er de mest almindeligt anvendte
sovemidler.35
Dette står til gengæld i nogen kontrast til situationen i England og USA
som Edward Shorter beskriver i sin bog. Her skulle de mest almindelige
midler være Bromkalium og Kloral da de var billigere end Barbituraterne,
i særdeleshed Veronal som mest brugtes på de private nerveklinikker36.
35 Psykiatriske forelæsninger, 41.
36 Psykiatriens historie, 242.
60
RUBICON 2014 (2)
Perioden 1929-35 var i Hviding præget af de sammen behandlingsmuligheder man havde haft siden 1900-tallets begyndelse; arbejde, hvile og
tvang. Der var ikke gode prognoser, særligt ikke for de patienter der blev
indlagt med skizofrene sygdomme. Tre af de fire kvinder der var indlagt
mellem 1929-35 var diagnosticeret med skizofreni eller Dementia Præcox. Den sidste med en reaktiv psykose. Fælles for dem alle er at deres
indlæggelser strækker sig over en længere årrække; 8 år og 8 måneder er
deres gennemsnitlige indlæggelsestid,37 men både Hanne M.P og Louise
W. var indlagt betydeligt længere, og er stadig indlagte når vi når undersøgelsens afslutning i 1940.
Dertil kommer at Signe N.M. og Hanne M.P. aldrig blev helbredt, men begge døde på sindssygehospitalet i henholdsvis 1937 og 1942.
3.2 Diagnosernes sammenlignelighed.
Inden vi går videre til undersøgelsens anden del, skal det diskuteres
hvorvidt de diagnoser vi ser i perioden 1929-35 er de samme som dem vi
ser i 1936-40. Diskussionen er relevant af tre årsager; først og fremmest
fordi der indtil 1938, hvor Dansk Psykiatrisk Selskabs diagnoseudvalg
lavede en samlet liste over diagnosedefinitioner, som nævnt tidligere,
egentlig ikke var nogen standardiserede diagnoser.38 Sekundært fordi at
det derfor, i høj grad, var op til den enkelte overlæge at definere de diagnoser som blev brugt på det givne hospital, og slutteligt fordi at der, også
som tidligere nævnt, fandt et overlægeskifte sted lige omkring periodens
deling.. Da det kun er Dementia Præcox og skizofrenidiagnosen der går
igen i begge perioder, er det dem der vil blive diskuteret.
37 Hanne M.P. var indlagt 13 år, 2 måneder, Louise W. i 12 år, 10 måneder, Karen M.N. i 5 år, 1
måned og Signe N.M. i 3 år, 10 måneder.
38 Det hvide snit, 112.
61
RUBICON 2014 (2)
Før 1936 bliver diagnosen skizofreni brugt 2 gange og Dementia Præcox 1
gang. Hvis vi tager udgangspunkt i Jens Chr. Smiths "Psykiatriske forelæsninger", er Dementia Præcox en form for skizofreni der primært rammer
yngre mennesker. Kvinden med denne diagnose er da også kun 26 år. Når
det kommer til symptomerne, så lader det til at hun inden hun blev indlagt har haft visse vrangforestillinger og selvbebrejdelser, f.eks. er hun
løbet hjemmefra fordi hun mente at hendes forældre var store syndere. I
journalen er der dog ingen tegn på at hun har haft den slags symptomer
under sin indlæggelse. Hun beskrives derimod som urenlig, drilagtig og
hypokonder, med tendens til at ville gøre opmærksom på sig selv, bl.a. ved
spisevægring og ved at simulere astmaanfald, særligt når hun præsenteres for nye medlemmer af personalet.
I det hele taget stemmer symptomerne ikke godt overens med Dementia
Præcox som den præsenteres af Jens Chr. Smith. Der er umiddelbart to
muligheder for hvorfor; 1) Definitionen på Dementia Præcox som overlæge Anchersen bruger den er anderledes, 2) Overlægen har ikke kunnet
definere det som andet, f.eks. fordi symptomerne passer på en diagnose
der endnu ikke var beskrevet. Den sidste mulighed er ikke usandsynlig, da
patientens adfærdsmønster passer udemærket overens med Münchhausens-syndrom, der først blev beskrevet og navngivet i 1951.39
Så er der diagnosen skizofreni. I Jens Chr. Smiths bog er det en samlende
betegnelse for flere forskellige former for personlighedsforandringer, og
derfor ikke en diagnose for sig selv.
Hos overlæge Anchersen er begge patienter med diagnosen kvinder i midten af 30'erne. Fælles for dem begge er at de har hallucinationer og paranoide ideer. Mest udtalt er det hos Hanne M.P. der mener at der er gift i
maden, og at den smager af f.eks. aske eller døde kroppe. Hos Louise W. er
39 Den Store Danske: http://alturl.com/e4qcv 29/8-2013.
62
RUBICON 2014 (2)
det knapt så udtalt, men hun kan høre sin mands stemme, og hører ind i
mellem stemmer der taler ondt om hendes familie. Begge har altså umiddelbart symptomer der passer på diagnosen Dementia Paranoides, hvilket
Louise W. da også tidligere har været indlagt med. Hvorfor det skulle have
været nødvendigt at ændre diagnosen fremgår ikke.
Efter Knud Rosenstand bliver overlæge i 1936, bliver Dementia Præcoxdiagnosen den mest gennemgående, selvom flere af patienterne virker til
at være grænsetilfælde; Den 37-årige Teodor A.A, f.eks. virker med sine
selvbebrejdelser og sine skift mellem sløvhed og aggression, nærmere til
at have en maniodepressiv psykose end Dementia Præcox.
Maren N. virker til at frembyde mindre tegn på Dementia Præcox, f.eks.
ved sin indesluttethed og lettere mærkværdige opførsel, men ikke utvetydigt. Anders N.D.s symptomer er klart skizofrene, men virker langt mere
som katatonisk skizofreni, der kendetegnes ved urolighed, voldsomhed og
trækninger i lemmerne der kan gå over en reel stuporøs tilstand, hvor
patienten kan holde ubehagelige stillinger gennem lang tid. Ligeledes forekommer der hallucinationer. Stort set alle disse symptomer passer på
Anders N.D. Har trækninger i arme og ben, grimacerer kraftigt og hører en
stemme der f.eks. beordrer ham til at slå en væv i stykker.
De sidste 2 patienter er begge diagnosticeret med skizofreni. Når det
kommer til Henriette M.J, er spørgsmålet hvem af overlægerne der har
diagnosticeret hende, for hun blev indlagt i slutningen af 1936. Også hun
frembyder nærmere tegn på Dementia Paranoides, f.eks. mener hun at
hun skal henrettes fordi hun aborterede for flere år siden og at hendes
mand har forsøgt at forgifte hende. Hun lider også af hallucinationer hvor
hun hører sin mand og sine børn. Den sidste patient, Svend Å.J., er sværere at tolke. Han beskrives som depressiv, men samtidig har han paranoide
træk, f.eks. hører han stemmer der taler ondt om hans bror, ligesom han
lider af tankehørlighed (han tror andre mennesker kan høre hvad han
tænker) og det er svært at sige hvad en alternativ diagnose skulle være.
63
RUBICON 2014 (2)
Det er altså tydeligt at overlægerne diagnosticerer forskelligt, og man ser
tydeligt hvorfor det var (og stadig kan være) svært for psykiaterne at diagnosticere præcist. De skizofrene diagnoser frembyder et så komplekst
og varieret symptombillede at det indimellem kan virke som flere forskellige sygdomme. Dertil kommer muligheden for at enkelte patienter udviser symptomer man ikke ser ofte nok til at der bliver lavet en selvstændig
beskrivelse.
Konklusionen må være at det er svært at sammenligne diagnoserne ud
over på et ganske overordnet plan, særligt når det gælder skizofrenidiagnoserne, hvor symptomerne sjældent ligner hinanden.
3.3. Chokbehandlingernes indtog – Behandlingen 1936-40.
Som tidligere nævnt udgav Manfred Sakel i 1935 sin bog om insulinbehandlingen, og i 1936 rejste afdelingslæge på Frederiksberg hospital, Otto
Jul Nielsen, til Wien for selv at gøre erfaringer med behandlingen. Efter
sin hjemkomst gik han, som den første i Danmark, i gang med at afprøve
den40. Cardiazolbehandlingen fulgte ikke længe efter, da en anden afdelingslæge, denne gang fra sindssygehospitalet i Vordingborg, Victor Hahnemann,
i
slutningen
af
1937
indførte
behandlingen
der.41
Den største ændring på hospitalet i Hviding i 1936 var at hospitalet, som
nævnt fik en ny overlæge.
Behandlingen af patienterne fortsatte efter samme linje som tidligere; beskæftigelse og hvile var stadig de vigtige behandlingsformer, men som det
kan ses af fig. 2 kom der nogle nye medikamenter i brug efter 1936, ligesom brugen af nogle medikamenter ændrede sig. Medinal var stadig det
foretrukne sovemiddel, mens Barbinal overtog den plads som Veronal
40 Det hvide snit: 86-87.
41 Det hvide snit: 91.
64
RUBICON 2014 (2)
tidligere havde haft. Kloral blev endnu mere brugt efter 1936, men om det
skyldes midlets billige pris, er det svært at sige noget om. Bromkalium og
opium der allerede var mindre brugt inden 1936, forsvinder nu næsten
helt fra oversigten.
Det mest fremtrædende er alkaloidet Scopolamin, der er et stof der findes
i planter af natskyggefamilien, og som har været kendt som et beroligende
middel siden 1880'erne.42 Mens det ikke optrådte i journalerne før 1936,
er det nu næsten lige så brugt som Barbinal.
Antal patienter
5
7
7
5
5
4
3
1
Årstal
36
37
38
39
40
41
42
43
4
7
4
3
2
1
2
1
1
4
1
4
1
Allypropymal
1
1
Hypnophen
1
1
1
Medicintype
Barbiturater
Medinal
Veronal
Barbinal
1
Sovermidler
Opium
Kloral
3
Bromkalium
5
1
1
2
4
4
3
1
1
1
1
2
Alkaloider
Scopolamin
1
3
1
2
Andet
Ferrodak m. arsenik
Fig. 2: Medicintyper 1936-43.
42 Psykiatriens historie 236 og Den Store Danske: http://alturl.com/e5f76 29/8-2013.
65
RUBICON 2014 (2)
Selvom insulinbehandlingen både blev udviklet og kom til Danmark først,
så kom den først hospitalet i Hviding omkring 1939-40. Det fremgår af et
brev sendt til Direktoratet for Statens Sindssygehospitaler i august 1938,
at man endnu ikke har påbegyndt insulinbehandlingen på grund af mangel på uddannet personale. Det fremgår også af en indførsel i patienten,
Ane K.Ls journal at man vil udsætte hendes chokbehandling til når insulinafdelingen åbner. Denne indførsel er fra 6/10-39, men det fremgår ikke
af journalen at hun senere skulle have fået insulinchok. Den eneste af patienterne der har modtaget insulinbehandling er Svend Å.J, og det er i følge journalen foregået i sidste halvdel af 1940.
Cardiazolbehandlingen var altså den første af behandlingerne der blev
taget i brug på i Hviding, men der en lille smule usikkerhed om præcist
hvornår. I det brev der blev sendt til Direktoratet i august 1938, skrives
der at behandlingen påbegyndtes i sidste halvdel af maj 1938, mens der i
overlægens årsberetning fra 1938 skrives at behandlingen startede i april.
Da den tidligste dato for en Cardiazolbehandling der optræder i mit journaludsnit er d. 17/6-38, er det ikke muligt for mig at sige om nogen af de
to tidspunkter er korrekte.
Af de 11 patienter der var indlagt efter 1935, blev Karen M.N. udskrevet
som bedret i 1937 og Signe N.M. døde som nævnt samme år. Af de resterende 9 patienter var det kun Louise W. der ikke blev behandlet med
chok. Blandt patienterne var også Hanne M.P, der dog kun blev behandlet
med et enkelt chok i 1939, hvor hun oplevede udtalt iltmangel og siden
adskillige opkastninger. Man opgav herefter behandlingen, og hun var
indlagt til sin død i 1942. Af de sidste 7 patienter havde de 5 skizofrene
diagnoser, primært Dementia Præcox, mens de sidste 2 var diagnosticeret
med henholdsvis Mani og Depressio Mentis.
66
RUBICON 2014 (2)
Som ovenfor nævnt, blev kun en af patienterne, Svend Å.J. behandlet ved
hjælp af insulin; han kunne udskrives som helbredt efter kun 2½ måneds
indlæggelse, og var tilsyneladende tilfreds med opholdet, i hvert fald indeholder hans journal to breve hvori han takker for den tid han tilbragte
på hospitalet, og den behandling han fik.
Af de 6 som blev behandlet med Cardiazol, var de eneste der blev helbredt
de 2 kvinder der led af stemningslidelser; Marie K.M. der var diagnosticeret med Mani, kunne udskrives kun 14 dage efter den sidste Cardiazolbehandling. Ane K.L. som var diagnosticeret med Depressio Mentis, blev
ganske vist helbredt, men ikke umiddelbart som følge af sin Cardiazolbehandling der fandt sted i slutningen af 1939. Tværtimod opgav man behandlingen efter 3 chok, formodentlig fordi hun strittede voldsomt imod
behandlingen, og man besluttede, som nævnt, at udsætte hendes behandling til insulinafdelingen stod klar. I løbet af 1942 bedredes hun og blev
udskrevet. 3 af patienterne bedredes, men kun hos to af dem virker der til
at være en sammenhæng mellem behandlingerne og bedringen; først og
fremmest hos Maren N. der kunne udskrives 2 måneder efter sin sidste
behandling, og dernæst hos Anders N.D. der også kunne udskrives ca. 1
måned efter sin sidste behandling. Hos den sidste patient, Henriette M.J.
er der egentlig ikke tale om en reel bedring; hun får Cardiazolbehandlinger i slutningen af 1938, men bedres kun kortvarigt, inden hun igen lider
under udtalte hallucinationer. I slutningen af 1940 får hun lov til at tage
på ferie hos en slægtning, og vender ikke tilbage derfra. Hendes mand ringer senere og meddeler at konen kan få lov til at blive hos sine slægtninge,
og man udskriver hende herefter.
Den sidste patient, Teodor A.A. betegnes uforandret, men det er svært at
sige med sikkerhed om det er tilfældet, da han få dage efter den sidste behandling begynder at blive syg med feber og hoste. Denne tilstand holder
sig mere eller mindre konstant gennem de næste 4 måneder, indtil man
efter en røntgenundersøgelse, vælger at overføre ham til sindssygehospi67
RUBICON 2014 (2)
talet i Middelfarts tuberkuloseafdeling, hvor han dør af lungebetændelse
1½ år senere.
Tager vi højde for de 2 patienter, som ikke umiddelbart helbredes eller
bedres som følge af chokbehandlingerne, og i stedet behandler dem som
uforandrede i den henseende, er helbredelsesfrekvenserne som følger: 25
% (2/8) af patienterne helbredes, 25 % (2/8) af patienterne bedres og 50
% (4/8) af patienterne er uforandrede. Et ganske godt resultat, der dog
skal ses i lyset af den usikkerhed der er i stikprøvemetoden; for at få et
sikkert billede ville det være nødvendigt at gennemgå alle hospitalets
journaler.
Der er dog visse interessante observationer at gøre sig i sammenligning
med perioden 1929-35. Først og fremmest længden af indlæggelserne.
Mens den gennemsnitlige indlæggelsestid for patienter indlagt mellem
1929-35 var 8 år og 8 måneder, var den i perioden 1936-40 kun 1 år og 9
måneder43. Hvorvidt dette er et resultat af chokbehandlingerne er svært
at sige, men kunne være interessant at undersøge nærmere.
Derudover ser det ud til at patienterne der blev behandlet med chok, generelt fik sovemedicin sjældnere efter behandlingerne end før. Hvis vi ser
bort fra Ane K.L. og Hanne M.P. der begge, som nævnt ovenfor, får afsluttet deres behandlinger efter ganske få chok, så er der hos de resterende
patienter en klar nedgang i hvor ofte sovemedicin var nødvendigt. Enkelte
som f.eks. Anders N.D. oplever at være at være helt medicinfri efter første
chok.
Det kunne være interessant at undersøge på en større skala om tendensen holder, eller om det nærmere kan tilskrives lægernes tro på behandlingens virkning, at brugen af medicin falder.
43 Maren N. var indlagt 1 år, Anders N.D i 8½ måned, Henriette M.J i 4 år, 10 måneder, Ane K.L
i 3 år, 5 måneder, Marie K.M i 5 måneder, Svend Å.J i 2½ måned, og Teodor A.A i 1 år, 8 måneder.
68
RUBICON 2014 (2)
4. Konklusion.
Behandlingen på sindssygehospitalet i Hviding var i perioden 1929-35
præget af de traditionelle behandlingsmetoder, der havde været i brug
siden asylernes oprettelse i midten af 1800-tallet; arbejde, hvile og tvang.
Hospitalet var småt og indrettet i en nedlagt banegård, hvilket langt fra
sikrede optimale forhold, og som gjorde at skulle patienterne f.eks. behandles med den nye malariabehandling, så skulle de sendes til et af de
andre hospitaler der kunne udføre behandlingen. Fra 1936 bevægede udviklingen på hospitalet sig dog i retning af et stadigt mere aktivt behandlingsmiljø, særligt med indførelsen af chokbehandlingerne i 1938. Patienterne skulle som udgangspunkt stadig beskæftiges og have hvile, men det
essentielle i behandlingen var ikke længere opholdet på hospitalet, men
de moderne behandlingsmetoder der gerne skulle helbrede eller bedre
patienterne nok til at de hurtigst muligt kunne udskrives. Dette så i høj
grad ud til at lykkes i Hviding mellem 1936 og 40.
Snart skulle nye terapier dog gøre deres indtog. Mens man i Hviding tog
den nye insulinafdeling i brug omkring 1939-40 offentliggjorde W. Freeman sine resultater med det kirurgiske indgreb, lobotomien, eller "Det
hvide snit" som det skulle blive kendt i Danmark. Ikke længe efter fulgte
U. Cerletti og L. Bini, med deres elektrochokterapi, der inden længe skulle
erstatte både Cardiazol- og insulinbehandlingen. Med den tradition der i
Danmark var for den biologiske psykiatri, vandt begge terapier hurtigt
indpas, og forblev i brug selv efter at de første antipsykotiske medikamenter for alvor ændrede den psykiatriske behandling44.
44 Det hvide snit, 142-154.
69
RUBICON 2014 (2)
Litteratur
Healy, David 2002. The Creation of Psychofarmacology. Cambridge, Massachussets: Harvard UP.
Kragh, Jesper Vaczy (red.) 2008. Psykiatriens historie i Danmark. København: Hans Reitzels forlag.
Kragh, Jesper Vaczy 2010. Det hvide snit: Psykokirugi og dansk psykiatri
1922-1983. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Kringlen, Einar 2003. Psykiatriens samtidshistorie. København: Hans Reitzels forlag.
Valenstein, Elliot S. 1996. Great and desperate Cures: The Rise and Decline
of Psychosurgery and Other Radical Treatments for Mental Illness. New
York: Basic Books, Inc. Publishers.
Shorter, Edward 2001. Psykiatriens historie: Fra asyl til Prozac. København: Munksgaard.
Smith, Jens Chr. 1939. Psykiatriske forelæsninger. København: Ejnar
Munksgaard.
70
RUBICON 2014 (2)
Dynastiet
Glücksborg
- En Danmarkshistorie
Anmeldelse af Jes Fabricius Møller: ”Dynastiet Glücksborg – en Danmarkshistorie” Gads Forlag 2013, 319 sider, 349,99 kr. (vejl.)
Af stud.BA. Kasper Haustrup Madsen
”Og netop fordi De i kraft heraf ombølges af en usvækket popularitet forankret dybt i befolkningen, så er det måske muligt i dag, ærligt at sige det, alle
ved: At monarkiet ikke er en naturgiven sag. Når det så alligevel føles så
givent, så naturligt, så er det Deres personlige fortjeneste. Deres Majestæt.
Kære Dronning Margrethe. Med talent og personlighed har De ydet og yder
De et stort arbejde for Denmark. En dronning må ikke blande sig i politik.
Det er en del af kontrakten. Men det afholder ikke Dem fra at mene noget
kvalificeret om samfundet.”
Således lød beskrivelsen af fødselaren, fra daværende statsminister Lars
Løkke Rasmussen, på dronningens 70-års fødselsdag, d. 16. april 2010.
Men hvad mente regeringschefen egentligt med ”kontrakten”? Denne er
ikke at finde i Danmarks Riges Grundlov eller andre dokumenter vedrørende vores nation. Det er nemlig en uskreven kontrakt mellem monark
og folk. En kontrakt, der på nærmest paradoksalt vis har formået at
forene og sammensmelte det oplyste demokrati med monarkiet.
71
RUBICON 2014 (2)
Det er denne kontrakt Jes Fabricius Møller
sætter sig for at undersøge i sit værk om
fyrstehuset Glücksborg, der efter at Frederik d. 7. døde barnløs, måtte levere Christian af Glücksborg til tronen som Christian
IX og dermed få en altafgørende betydning
for dansk historie.
Møller starter værket ved at trække nogle
linjer tilbage langs den monarkiske tradition, men fokus skifter hurtigt til
Slesvig og Holsten, der med rette allerede fra d. 12. århundrede omtales
som ”Smertensbarnet”.1 Dette sønderjydske inferno skulle da også skabe
rammerne for Christian IX's ilddåb som konge af Danmark, da han tiltrådte tronen i 1863. Ganske metodisk udfordrer forfatteren her nogle af de
etablerede myter, der i høj grad er skabt i den radikale historieskrivnings
bagklogskab. Revideringen omkring opløbet til og katastrofen i '64 er
uden tvivl et af de stærkeste segmenter i Møllers bog. Endvidere er hans
irettesættelse af Tom Buk-Swientys ”Dommedag Als” intet mindre end
sublim. Det handler i høj grad om, at forstå fortiden på fortidens præmisser og det viser Buk-Swienty sig ikke at være i stand til, med sin anklage
om at Kongen ”nærmest” begik højforræderi. Som en professionel fagmand tager forfatteren højde for, at aktørerne i samtiden måske havde
andre forventningshorisonter og forestillinger end dem vi med bagklogskabens lys tillægger dem, hvilket frembringer nogle interessante refleksioner.
Møller fortsætter fra 1864 til eftervirkningerne og over i forfatningskampen. Her beskrives et interessant og kompliceret forhold mellem Kongen
og konseilspræsident Estrup.
1
72
s. 44
RUBICON 2014 (2)
Efter Christian IX død i 1906 føres læseren videre til Frederik VIII, der
med sin korte regeringsperiode er gået over i historiebøgerne, som kongen, der døde i Hamborg, efter - vist nok - at have været på bordelbesøg.
Specielt Kongens arbejde med venstremanden J. C. Christensen er fint belyst og viser en forholdsvis politisk interesseret konge, der viede meget
arbejde til den parlementariske stabilitet. Afslutningvis behandles – og
afvises – visse omstændigheder omkring Kongens død i Hamborg i maj
1912, omend der bruges lidt for meget plads til dette.
Bordelbesøg eller ej fik Danmark en ny konge d. 15. maj, 1912. Dennes,
Kong Christian Xs, afsnit er uden tvivl bogens største styrke. Ikke blot fordi denne bemærkelsesværdige og karismatiske regent ledte sit land igennem en parlamentarisk krise og to verdenskrige, men også i høj grad fordi, at det var her kontrakten mellem konge og folk for alvor blev cementeret. Over hele landet har Påskekrisen givet historiestuderende grå hår i
hovedet i analyseopgaver, men Møller formår at manøvrere fint imellem
myter, skjulte dagsordner og fakta. Manglende parlamentarisk erfaring ift.
politiske krisesituationer, stor modvilje mod regeringen og manglende
samarbejde mellem konge og regeringsleder førte til, at Kongen i 1920
afskedigede Ministeriet-Zahle. Visse socialistiske, republikanske og radikale miljøer så straks Kongens intervention som et direkte angreb på parlamentarismen og på Socialdemokratens forside kunne man dagen efter
således læse at ”Kongen begaar Statskup”. I en tid hvor den russiske revolution spøgte i baggrunden holdte Danmark således spændt vejret. Statskuppet eller revolutionen kom dog aldrig og Danmark havde således
overlevet i en tid, hvor staterne omkring i Europa knælede for totalitarismen. Møllers analyse af Påskekrisen er prisværdig og forklarer i høj
grad, hvorfor Kong Christian kunne gå ud af krisen uden de store skrammer.
Christian X gik nemlig ikke over i historien som kongen, der forsøgte at
vælte demokratiet i Danmark. Tvært imod gik han over i historien som
73
RUBICON 2014 (2)
Folkets Konge, der førte os igennem den mest turbulente tid i Europas
historie og for alvor fik legitimeret monarkiets eksistens i d. 20. årh.
Dette skyldes, som Møller ganske korrekt bemærker, i høj grad de erfaringer Christian gjorde sig under Påskekrisens afgørende dage. Krisen
affødte starten på kontrakten, hvor monarken holder sig ude af politik og
antastes således heller ikke af regeringerne. Kongens magt og legitimitet
blev således apolitisk og kunne efterfølgende stå som leder, beskytter og
repræsentant for hele befolkningen uden partipolitiske bekymringer.
Påskekrisen skulle dog ikke være det sidste grå hår på Kongens hoved.
Overfaldet på Danmark 9. april 1940 blev sidste gang, at danskerne skulle
søge sikkerhed hos deres regent. Læseren ledes herefter igennem besættelsen og herunder Kong Christians samarbejde med Landsfaderen Stauning og det mere komplicerede arbejde med den tvivlsomme karakter
Scavenius. Arbejdet under besættelsen tog tydeligt sit tag på den stolte
konge, der efter et ride uheld i oktober 1942, i stigende grad mistede helbredet. d. 20. april 1947 sov Danmarks måske stærkeste monark roligt
ind med sikkerheden om, at han havde ført sit folk sikkert igennem endnu
en verdenskrig.
Møllers beskrivelse af Christian efterlader et indtryk af en sentimental
Konge, hvis oprigtige ønske om at tjene folket, kongeriget og Gud bedst
opsummeres med hans eget valgsprog: ”Min Gud, mit Land, min Ære”.
Fra Christian X's død føres læseren videre igennem Frederik IX's regeringsperiode, der i høj grad – om end på en ikke så militaristisk måde –
fulgte i faderens folkelige fodspor og slutteligt over til vores nuværende
monark, Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.
Jes Fabricius Møller har formået at skrive en fremragende Danmarkshistorie. Forsidens billede af de fire generationer fortæller ikke bare historien om et dynasti, men netop en historie om fire monarker, der på hver
sin vis har båret Danmark igennem den voldsomme historiske udvikling
74
RUBICON 2014 (2)
som d. 19. og 20. årh. har budt landet. Med et går billedet fra at være noget standsmæssigt, fjernt og fortidigt til, at være nutidigt, bærende og folkeligt.
I en tid hvor ”den gode fortælling” og ”sensationshistorie” er i højsædet,
er det befriende at læse en bog, der stadig er sit fag tro og således ikke er
bange for at vie plads til historisk analyse. Dette betyder dog ikke at
”Glücksborg” er en tung eller kedsommelig bog at læse. Tvært imod, bogen er skrevet så den er letlæselig og fyldt med livlige detaljer om f.eks.
Christian X's temperament og Frederik VIII's ungdommelige og til tider
fejlslagne romancer. Møller beviser at man ikke behøves at vinkle absurditeter som f.eks. ”kongeligt højforræderi” for at skrive en god historiebog
og hans bidrag er vigtigt både hos såvel fagfolk som lægmænd.
Slutteligt fortjener Møllers efterord en stor ros, da han bevæger sig fra
den historiske analyse til nutidens Kongehusdebat. Hvert år omkring mediernes ”agurketid” høres det fra progressive elementer, at Kongehusets
eksistens skal legitimeres. Denne legitimering skal helst ske i form af indbringelsen af et stort plus på statsbudgettet. For at Kongehusets eksistens
er berettiget skal det helst indbringe et økonomisk overskud til statsbudgettet. Dette er som regel, det radikale republikanske budskab, hver gang
debatten rejses. Disse ligegyldige opråb mødes som regel med en hovedrysten fra majoriteten, men debatten er nu alligevel interessant. Lars Løkke indledte anmeldelse med, at hentyde at Kongehuset lever på vores nåde, men hvis dette er tilfældet, hvorfor har det så så bred opbakning? I
økonomisk svære tider, pryder pynt vel intet?
Møllers bud lyder på hvorfor Kongehuset er et af verdens mest populære,
lyder som følger:
”Når en så konservativ institution som kongehuset nyder så bred opbakning
må det hænge sammen med, at et samfund, der er præget af dynamik og
forandring, har brug for holdepunkter af stabilitet.
75
RUBICON 2014 (2)
På et tidspunkt, hvor et af centraladministrationens mest centrale organer
har taget navneforandring til ”Moderniseringsstyrelsen”, er der i statsapparatet behov for en modvægt i form af noget gennemført umoderne. Når forandringsparathed bliver en efterspurgt egenskab på arbejdsmarkedet, opstår der en trang til en vis mængde forudsigelighed. Når vi bliver bedt om
hele tiden at tage stilling til stort og småt og ustandseligt at træffe beslutninger om ditten og ikke mindst datten, er det en lise, at noget bare er, som
det er.”2
Kong Christian som modstandsikon under besættelsen eller Dronning
Margrethe IIs nytårstaler kan ikke prissættes. Det er en unik dansk historie og kontinuitet, der skaber vores fælles identitet. Det er historien om en
institution, der med en uskreven aftale mellem folk, regering og monark
har sørget for et apolitisk samlingspunkt, som ikke kan erstattes. Monarkiet taler til en konservativ åre, der ligger i os alle. Således forstået at vi
alle har et behov for at have noget, der på forhånd er givet i vores identitet.
Vi lever i en tid, hvor eksistentialismen putter subjektet i centrummet af
en absurd verden, hvor ingen mening er givet, udover den individet selv
måtte skabe. Vi vælger selv vores identitet, religion, partner, uddannelse
og nu også mærkværdige ting som vores juridiske køn.
Ved at sætte individet absolut frit hiver vi os altså ud af kontinuiteten med
det givne og faste og bryder derved kontrakten mellem fortid og fremtid.
Hvis vi ikke skal miste os selv er det derfor essentielt at vi har noget, der
ikke blot kan vælges til eller fra. Det er dog ikke kun individets eksistentielle stabilitet, der afhænger af bevarelsen af en historisk kontinuitet og
kulturarv som netop Kongehuset repræsenterer.
2
76
Efterord, 299.
RUBICON 2014 (2)
Den konservative åre starter med det mest elementære, nemlig tilhørsforholdet til kernefamilien, den vigtigste enhed vi, som mennesker, har.
Efter følger de forskellige sociale sammenhænge vi måtte indgå i og sidst
men ikke mindst det nationale tilhørsforhold. Sidstnævnte fællesskab er i
dag under voldsomt angreb. Dette angreb kan karakteriseres ved to modpoler. Et angreb indefra og et udefra. Et eksempel på det førstnævnte
kunne være den svenske udvikling og det politiske valg, der d. 14. september viste, at radikale kræfter på nærmest nihilistisk vis glædeligt nedbryder svensk kulturarv og historie i progressionens navn. Sidstnævnte
eksempel kan derimod ses med oprettelses af Islamisk Stat, bedre kendt
som IS, der med jernvilje nedbryder staters grænser, kultur og påtvinger
dem et politisk-religiøst funderet despotisk system med ekspansionsdrømme. Kampen mod IS har vist sig at være langt fra en konventionel
krig. Det er også en identitetskrig, der skal bekæmpes med andet end luftangreb. Hvis vi som individer, folk og nation skal imødekomme disse udfordringer, bliver vi nødt til at bevare kontinuiteten og den historiske arv i
det nationale fællesskab. Ligesom Christian X med sine daglige rideture
blev et modstandsikon og samlingspunkt for danskerne under besættelsen, er vores konstitutionelle monarki også i dag garanten for en kræft,
som hverken eksistentiel krise, interne nihilistiske eller eksterne ekstremistiske faktorer kan besejre. Jes Fabricius Møllers værk bliver således et
vigtigt indlæg i en kulturkamp som vi for Guds, Monarkens og Fædrelandets skyld ikke må tabe.
77
RUBICON 2014 (2)
Breve Hjem
Danske Soldater i Første Verdenskrig
Anmeldelse af Gitte Heidi Rasmussen: "Breve Hjem: Danske Soldater
i Første Verdenskrig" Gyldendal 2013, 302 sider, 299,99 kr. (vejl.).
Af stud.BA. Pernille Hede Moody Jensen.
Breve hjem er en genudgivelse af soldater
breve I og II, som blev udgivet kort efter første verdenskrig. Denne brevsamling har modsat, de mange andre der er blevet udgivet og
genudgivet, fokus på danske soldater på allieret front, modsat de værnepligtige Sønderjyder i den tyske hær. Derved fastholder Breve
Hjem, at 1. verdenskrig har relevans for hele
Danmark og ikke bare Sønderjylland.
Der er seks brevsamlinger med i bogen fra soldater i Fremmedlegionen,
ANZAC og den Canadiske hær. Den franske og britiske hær optog kun
statsborger, så eventyrerne måtte tage til Fremmedlegionen. Brevene er
en fin blanding af disse eventyrere, i form af unge mænd, men også af udvandre, der ville gøre deres pligt for det land, de var immigreret til. En af
brevskriverne havde meldt sig til Fremmedlegionen allerede i 1913, hvilket betød han ikke havde noget valg om hvor vidt han ville være med i 1.
verdenskrig.
Bogen er bygget op, så man læser de breve de har sendt hjem til familie og
venner med få ændringer, dog er nogen blevet oversat til dansk. Bortset
fra den sidste brev samlingsammen som de har valgt at skrive sammen til
en mere samlet tekst, det gør at hans breve ikke giver lige så stærkt et
indtryk som de andres. Derfor er bogen ikke så meget en krigsberetning,
78
RUBICON 2014 (2)
som det er en konstant forsikring om at de har det godt og trives trods
deres trænge kår, som de beskriver så muntert, som de kan, eller udsætter til en anden gang. At flere af dem bliver såret og mindst en enkelt dør,
taler stærkt imod deres konstante forsikringer.
De skriver meget forskelligt - den første brevskriver får blodet til at dryppe fra siderne med sine grundige beskrivelser. De andre er mere nøgterne, mens nogen næsten kun fokuserer på det, der ikke er krig. Der var
meget de ikke måtte skrive om grundet militærcensur, som særligt soldaterne fra det engelske imperium omtaler.
Selvom det er seks meget forskellige mænd, der drager af sted med forskellige forhåbninger, man følger ind i krigen bliver deres breve mere ens
over tiden ved fronten. Eventyr og medalje håb går i baggrunden for hjem
længsel og et brændende ønske, om at stoppe krigen og dens elendighed;
om at få stoppet Fritz og jordet Kejseren og hans militære system. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om der virkelig er en Gud, samt ved officererne og politikerne og ikke mindst den danske neutralitet og det danske
salg til tyskerne.
På nogle punkter i bogen får man som læser helt ondt i hjertekuglen over
at vide, at deres tro på, at de byggede en bedre morgendag ikke vil holde,
og at de som overlever vil overleve til at se endnu en verdenskrig. Det er
ikke engang en trøst, at man ved, at de selv har meldt sig, og ikke var
tvunget som værnepligtige. I brevene ser man hurtigt, at uanset hvad de
havde forventet af krigen, var det ikke det de kom ud til.
Bogen fungerer rigtig godt i dens opsætning, den er spændende og rørende selvom det ikke er ens egne pårørende, også hvis man ikke er videre
interesseret i 1. verdenskrig. Bogen er fantastisk næring til håbet om at
verden aldrig igen skal se så omfattende en krig.
79
RUBICON 2014 (2)
At forstå er ikke
at tilgive
Anmeldelse af ”At forstå er ikke at tilgive – en dansk kz-overlevers
livslange rejse” af Robert Fischermann. Gyldendal 2014, 200 sider,
249,99 kr (vejl.)
Af stud.BA. Aske Hennelund Nielsen
Holocausterindringer er en omfattende genre,
der indbefatter hundredvis, hvis ikke tusindvis
af bøger. Erindringer er en af de allervigtigste
kilder og redskaber til at forstå holocaust. Erindringer giver os ikke kun mulighed for at se,
hvor omfattende jødeforfølgelsen var, og på
hvilke måder forfølgelsen af jøderne foregik
under nazisternes herredømme, men også hvilken effekt forfølgelsen havde på de mennesker,
der blev påvirket af den. Robert Fischermann er
en af de danske jøder, der oplevede Holocaust
på egen krop, da han tilbragte 18 måneder, fra
oktober 1943 til april 1945, i koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet.
Fischermanns fortælling starter i København i slutningen af 1920’erne og
1930’erne. Fischermann nød en god barndom sammen med sine forældre
og 5 søskende. Det ændrede sig med den tyske invasion af Danmark og
tilfangetagelsen af de danske jøder i oktober 1943. Fischermann, der på
det tidspunkt var 15 år, forsøgte at flygte med sin familie, men det er kun
hans far, hans ældste bror og ældste søster Fanny, flugten lykkes for. Fischermann bliver - sammen med sin mor og to yngre søskende - sendt til
Theresienstadt, hvor de oplever sult, udmattelse og fortvivlelse. De for80
RUBICON 2014 (2)
mår alle fire at overleve Theresienstadts rædsler og bliver transporteret
til Sverige i april 1945. I sikkerhed i Sverige bliver familien genforenet
med Fanny, men får også den forfærdelige nyhed, at faren og den ældste
bror gik til grunde under flugten til Sverige.
Efter krigen møder Fischermann sin fremtidige kone Birgit, men familien
er stadig forfulgt af tragedier. Moren er gået psykisk ned og forsøger at
begå selvmord flere gange, og den yngste søster dør af en overdosis piller.
Fischermann hjemsøges af Holocausts traumer og ender med at beslutte,
at han sammen med sin kone og børn vil rejse til Israel et år for at opleve
den nye jødiske stat. På turen kører familien igennem Tjekkiet, og Fischermann tager igen til Theresienstadt, med mange stadig uforløste tanker. Trods stor kulturforskel mellem Israel og Danmark ender Fischermann med at flytte til Israel sammen med sin familie, og der bor han den
dag i dag.
”At forstå er ikke at tilgive” giver et meget personligt indblik i en dansk
jødes rejse fra dreng i København til nærmest voksen i Theresienstadt og
familiefar med to børn, der forsøger at skabe en tilværelse i den nye stat
Israel efter krigen. Fischermann bruger meget tid på at forklare sine egne
tanker om Holocaust, og hvordan man som overlevende kan forholde sig
til det. F.eks. er Fischermanns beskrivelse af hans problemer med at tro
på Gud efter krigen meget spændende, selvom det kun fyldet et enkelt
kapitel.
Det er derfor også meget skuffende, at mange af Fischermanns oplevelser
i Theresienstadt til tider kommer til at virke meget fjerne. Fischermanns
historie er spændende og levende fortalt, men bliver ofte afbrudt af historiske indslag, der skal forklare, hvordan Holocaust fungerede, og hvad der
lå forud for Fischermanns tvangsdeportering til Theresienstadt. Disse
indslag distraherer dog fra Fischermanns historie, for det virker ofte til, at
det bliver den store historie om holocaust, der bliver fortalt, fremfor den
”lille” historie om den 15-årige dreng, der bliver tvunget ud i en forfærdelig situation. For folk, der har beskæftiget sig med Holocausthistorie, vil
meget af det også virke meget velkendt. For et publikum, f.eks. skoleelever, der ikke kender noget til Holocaust, vil bogen være oplagt, især fordi
81
RUBICON 2014 (2)
Fischermann formår at gøre noget nærmest uforståeligt som holocaust
meget nærvende, især i sin beskrivelse af den måde Holocaust har påvirket hans senere liv.
Bogen lider af enkelte faktuelle fejl. På side 70-71 står der for eksempel, at
døde jødiske fanger blev brugt til at lave sæbe af, men det er en myte. Nazisterne udnyttede i mange tilfælde ofrenes kroppe, men der eksisterede
aldrig en større produktion af sæbe af mennesker under Holocaust.
Efterhånden som tiden skrider frem, mister vi flere og flere af dem, der
har oplevet og kan huske Holocaust. De, der er tilbage til at aflægge vidnesbyrd, bliver færre og færre, og det gør deres historier desto vigtigere
at bevare for fremtiden. Fischermanns historie er vigtig, og det er kun en
skam, at der ikke er mere af hans egen historie i denne bog.
82
RUBICON 2014 (2)
83
RUBICON 2014 (2)
84