1. No category

Te deum.
Tekster digitaliseret og kommenteret af lektor Poul E. Jørgensen, Aalborg
e-mail: 33(at)gvdnet.dk
Te deum er en af de centrale tekster i den katolske kirke. Den har været afskrevet
igen og igen igennem århundrederne og er ofte blevet oversat til folkesprogene. De
latinske versioner har udvist en stor tekstlig stabilitet, kun med mindre variationer her
og der. Se noteapparatet til den latinske version.
Nedenstående latinske version stammer fra Johanne Nielsdatters Tidebog fra ca.
1480, udgivet i Karl Martin Nielsen (ed.): Middelalderens danske Bønnebøger, Bd. I,
København 1946, s. 21. I apparatet refererer Karl Martin Nielsen til Karen Billes
Tidebog (Kalmar Läroverks Bibl.) ved forkortelsen KB; denne tidebog er if. Karl
Martin Nielsens indledning s. XXXVIII fuldstændigere end Johanne Nielsdatters,
som desuden vrimler med fejl i det latinske. Jeg medtager dog kun væsentlige
afvigelser.
Ophavsmanden til Te Deum-teksten anses ofte for at være kirkefaderen Ambrosius
(død 397), som et antal andre hymner også tilskrives. Som en variant af diskussionen
om forfatterskabet kan nævnes en from legende, som vil vide, at da Ambrosius i året
387 døbte den senere kirkefader Augustin (død 430), skal Ambrosius have istemt ”Te
deum laudamus” og Augustin skal have fortsat ”Te dominum confitemur” og så
fremdeles1. Der har også været peget på en anden mulig ophavsmand, nemlig biskop
Nicetas af Dacien (død ca. 414). Den ældste kendte version synes at datere sig fra
omkring 700.
I Johanne Nielsdatters tidebog gengives teksten i fortløbende linier, men udgives
normalt i en art strofisk form. Hymner er efter middelalderlig opfattelse nemlig ikke
prosa, men digte om gud2.
Jeg har holdt mig til versionen med korte linier, men til slut, efter de gammeldanske
oversættelser, bringes en udgivelse efter modellen hos John Wordsworth, som er
langlinjet. Også her bruges teksten fra Karen Billes tidebog.
I kolonnen til venstre den latinske tekst efter Johanne Nielsdatters tidebog, og i
kolonnen til højre en oversættelse til moderne dansk.
Oversættelse ved Poul E. Jørgensen.
Forkortelse i noterne:
Kalkar = Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), bd. I-IV,
København 1881-1907.
Hymnus sanctorum Ambrosii et
Hymne forfattet af de hellige mænd
Augustini
Ambrosius og Augustin.
Te deum laudamus3,
te dominum confitemur.
Te eternum patrem
omnis terra veneratur.
Tibi omnes angeli,
tibi celi et vniverse potestates,
Tibi cherubin et seraphin
incessabili voce proclamant4:
5
Sanctus, Sanctus, Sanctus
dominus deus sabaoth6,
Pleni sunt celi et terra
maiestatis glorie tue.
Te gloriosus
apostolorum chorus,
Te prophetarum
laudabilis numerus,
Te martirum candidatus7
laudat exercitus.
Te per orbem terrarum
sancta confitetur ecclesia,
Patrem immense maiestatis,
Uenerandum tuum verum
et vnicum8 filium,
Sanctum quoque
paraclitum spiritum.
Tu rex glorie9, christe,
Tu patris sempiternus es filius.
Tu ad liberandum suscepturus
hominem10
non horruisti virginis vterum.
Tu deuicto mortis aculeo11
aperuisti credentibus regna celorum.
Tu ad dexteram dei sedes
in gloria Patris.
Iudex crederis esse venturus.
Te ergo quesumus,
tuis famulis subueni,
quos precioso sanguine redemisti.
Eterna fac cum sanctis tuis
Dig Gud priser vi,
dig Herre bekender vi troen på.
Dig evige fader ærer
hele jordens kreds.
Dig tilråber alle engle,
dig himlene og alle (himmelske) magter,
dig (tilråber) keruber og serafer
med vedvarende røst:
Hellig, hellig, hellig
er Herren hærskarernes Gud.
Fulde er himlene og jorden
af din æres storhed.
Dig priser
apostlenes kor,
dig (priser) profeternes
rosværdige tal,
dig priser martyrerne
hvidklædte hær.
Dig priser over hele jorden
den Hellige Kirke,
dig, umådeligt mægtige Fader,
idet den priser din sande
og enbårne søn,
samt den hellige og
trøstende21 ånd.
Kristus, du ærens konge,
du er faderens evige søn.
Du, der blev menneske for at frelse det22,
forsmåede ikke Jomfruens skød.
Du har, da dødens brod var overvundet,
åbnet himlenes riger for de troende.
Du sidder ved Guds højre hånd
i Faderens herlighed.
Som dommer tror vi du vil komme.
Så beder vi dig,
kom dine tjenere til hjælp,
som du forløste ved dit dyrebare blod.
Gør at vi regnes blandt dine hellige
i evig herlighed.
in gloria numerari12.
13
Saluum fac populum tuum, domine,
et benedic hereditati14 tue.
Et rege eos, et extolle illos
vsque in eternum.
15
Per singulos dies et16 benedicimus te
Et laudamus nomen tuum
in seculum et in seculum seculi.
Dignare, domine,
die isto sine peccato nos custodire.
17
Miserere nostri, domine, miserere
nostri.
18
Fiat misericordia tua,
Domine, super nos,
quemadmodum sperauimus19 in te.
20
In te, Domine, speraui,
non confundar in eternum.
Frels dit folk, o Herre.
og velsign din arv.
Og hersk over dem og ophøj dem
i al evighed.
Hver dag både lover vi dig
og priser dit navn
i evighed og i evighedens evighed.
Vær nådig, o Herre,
på hin dag at bevare os uden skyld.
Hav medlidenhed med os, o Herre, hav
medlidenhed med os.
Lad din medlidenhed komme,
herre, over os,
som vi har håbet det af dig.
Mit håb har altid stået til dig, o Herre,
lad mig ikke være dækket af skam i al
evighed.
Oversættelse til gammeldansk fra Karen Ludvigsdatters Tidebog.
Karen Ludvigsdatters Tidebog er udgivet i Karl Martin Nielsen (ed.): Middelalderens
danske Bønnebøger, Bd. I, København 1946, s. 160-161. Teksten stammer fra
omkring 1500. Oversættelsen i tidebogen følger den latinske tekst ret nøje, undertiden
med bibeholdelse af latinsk syntaks, og oversættelsen tilstræber ikke en egentlig
kunstnerisk gengivelse. Tidebogen har sine tekster fra et ukendt forlæg. Men samme
forlæg har i hvert fald delvis været brugt til en trykt bog, af hvilken lektor Gunnar
Skov i 1944 fandt et fragment på fire sider på Stiftsbiblioteket i Roskilde, som ”nøje
stemmer med det tilsvarende Stykke i Karen Ludvigsdatters Tidebog” (se Karl Martin
Nielsen (ed.): Middelalderens danske Bønnebøger (København 1946), bd. I, s. XXX).
Den latinske tekst stammer fra Johanne Nielsdatters Tidebog, se ovenfor.
Vi loue thik,
vi kinne thic til herræ23.
Tik ewinneligh fadær
[hethrær] all iørdærigi24.
All ængele och himmele
och allæ maktæ,
Cherubin och seraphin
siwnge25 thic26 meth v aff ladæligh27 røst:
28
Helligh, Helligh, Helligh
herræ gudh,
Te deum laudamus,
te dominum confitemur.
Te eternum patrem
omnis terra veneratur.
Tibi omnes angeli, tibi celi
et vniverse potestates,
Tibi cherubin et seraphin
incessabili voce proclamant:
Sanctus, Sanctus, Sanctus
dominus deus sabaoth,
himmel och iordh ære fulle
aff thin æres makt.
Thik29 lower ære fulle30
appostælæne31 koor,
Thik lowær prophetærne32
loffueligh taal,
Thic lowær martires
skieninde skare.
Thic kinnæs then hellighæ kirki
ouer alle værden,
Vbegribæligh maktes fadær,
Thin ære skullændæ33 sandh
och ewigh34 søn
Och then hellige
howsualendhe35 andh.
Thu æst ærens konnig,
Thu æst thin fadærs ewige søn.
Thu tagæ skullendæ mandom och frælsæ
skullendæ mennisken36
gruædæ ey for iomfruens liiff.
Nar thu hauær ouer vondhet døtzens
pinæ,
app lost37 thu alle them som traa38
himmerigis rigi.
Thu siddær paa gusz39 høgræ hand
i fadærens æræ.
Thu troes40 ath væræ til kommende41
dommære.
Forty bede vi tik,
kom til hielp thine tienere,
the thu hauer igien kiøpt meth thit dyre
blodh.
Lad them begaffues42 i ewinneligh ære
meth thine helligæ men.
Herræ, hiele43 thit folk
och vælsigne thin arff44,
Och styr them och opp høff them
ewinneligh.
Vi vælsigne thik syndærligh huær dagh,
Och vi loffue thit naffn
e45 for vthen ændhæ.
Pleni sunt celi et terra
maiestatis glorie tue.
Te gloriosus
apostolorum chorus,
Te prophetarum
laudabilis numerus,
Te martirum candidatus
laudat exercitus.
Te per orbem terrarum
sancta confitetur ecclesia,
Patrem immense maiestatis,
Uenerandum tuum verum
et vnicum filium,
Sanctum quoque
paraclitum spiritum.
Tu rex glorie, christe,
Tu patris sempiternus es filius.
Tu ad liberandum suscepturus hominem
non horruisti virginis vterum.
Tu deuicto mortis aculeo
aperuisti credentibus regna celorum.
Tu ad dexteram dei sedes
in gloria Patris.
Iudex crederis esse venturus.
Te ergo quesumus,
tuis famulis subueni,
quos precioso sanguine redemisti.
Eterna fac cum sanctis tuis
in gloria numerari.
Saluum fac populum tuum, domine,
et benedic hereditati tue.
Et rege eos, et extolle illos
vsque in eternum.
Per singulos dies et50 benedicimus te
Et laudamus nomen tuum
in seculum et in seculum seculi.
Herræ, værduges
ath giøme46 os thinne dagh vthen synde.
Miskunde os, herræ, miskundh os.
Herræ, thin miskundh
være ouer os,
som vi hauer haud hob47 til thik.
Herræ, mith hob hauer været til thik,48
giør ath iæch ey blyes49 ewinnelig.
Dignare, domine,
die isto sine peccato nos custodire.
Miserere nostri, domine, miserere nostri.
Fiat misericordia tua,
Domine, super nos,
quemadmodum sperauimus in te.
In te, Domine, speraui,
non confundar in eternum.
To gammeldanske oversættelser sammenholdt.
Første tekst er fra håndskriftet AM 782, 40, kaldet Visdoms Spejl. Teksten er
anonym. Kilde: Karl Martin Nielsen (ed.): Middelalderens danske Bønnebøger, Bd.
III, København 1957, s. 216-217. Datering 1500-1525. I Karl Martin Nielsens udgave
af Visdoms Spejl sammenholdes teksten fra AM 782, 4o med det ikke udgivne
håndskrift AM 784. Mindre forskelligheder er ikke nævnt herunder, heller ikke
rettelser af fejl i håndskriftet AM 782,4o, mens større variationer er noteret i
fodnoterne. Denne tekst sammenholdes med oversættelsen af Te deum i Christiern
Pedersen Tidebog (1514), se: Christiern Pedersens Danske Skrifter, udgivne af C. J.
Brandt og K. Th. Fenger, bd. II, København 1851, s. 287-288. De to tekster står
hinanden meget nær.
Oversættelsen fra Visdoms Spejl
Oversættelsen i Christiern Pedersens
tidebog:
O gud wy loffwæ tigh
och kendis ath tw esth wor herre,
Alle cristnæ mennyskæ51 herre, tigh gud
fadher som ær ewynnelygh,
Alle englæ och offwer angle52,
cherubyn och seraphyn loffwe tig till
ewygh tydh sywngendis53: Hellygh ær
gwdh fadher, Hellyg ær gudz søn,
Hellygh ær then54 hellygandh
Som ær gud och herre offwer alle engle
skaræ, Hymmelen och iordhen ære
oppfylthe meth tyn ære och mectyghet.
O weldyge gud, alle hellyge appostlæ,
alle propheter, alle martires, allæ hellyge
iomfruer och alle andhre hellighen y
hymmerigh loffwæ tigh, Alle cristnæ
mennyske offwer ald werdhen loffwe
O Gud wii loffue digh
och kendes at dw est wor herre.
Alle cristne menniske hedre digh
gudfader som er ewindeligh.
Alle engle och offuer engle
cherubin och seraphyn loffue digh til
ewig tiid siwngendes. Hellig er
gud fader. Hellig er gudz søn.
Hellig er gud then helliand
Som er gud och herre offuer alle engle
skare Hemmelen och iorden ere
opfulde66 met din ere oc mectighed
O veldighe gud: alle helige apostel:
alle propheter alle martires alle hellige
iomfruer och alle andre helgen i
hiemmerige loffue dig Alle cristne
menniske offuer all werden loffue
tigh och wederkendis tigh gud fadher
aldmectyste och tyn enyste søn iesus
cristus wor frælssere och then werdyg55
hellygandh alle bedrøffwelsæ hiarthe
hwswallere56.
O cristus, gud fadhers eghen søn,
tw som icke forsmaadhe ath anammæ
mandom
aff iomfru mariæs renæ lyff,
[meth] hwylchen57 tw yghen løste
mennyskens køn fraa dyæfflynd
och opplodh hymmerigis ryge for allæ
rethferdyghe cristnæ mennyske,
Thw sydher nw y hymmerighis ryghe
hooss gud fadhers høffræ handh,
och wy tro fwldkommelygh ath tw skalth
yghen kommæ och dømæ leffwendis och
dødhe, Thy bedhe wy tegh
aldsom mæctyste gud at tw kommær oss
tyne tyænere till hielpp som tw
yghenløsth haffwer meth tyth werdyge
blod, wndh oss ath fanghe then ewyge
løn58 meth tyne werdyge hellyghen.
O gud, frælss alle tro mennyske,
och regere them59 hær y werdhen effther
tynæ bwdordh, och tagh them60 y then
ewyghe glædhe.
O gud, wy wylle loffwe tigh y alle wore
daghe och sammeledis
tyth naffn61 till ewygh tydh,
werdis till ath frælse oss y dagh och hwer
dagh fraa dødelygh synder62 och alle
andhre syndher. O herre gud, forbarme
tig offwer oss, O gud, ladh tyn naadhe
och barmhyartighet saa blyffwe offwær
oss, som wy fwlkommelygh troo og
hoffwes till tigh, O gud, iegh hoffwes
stadelygh till tigh, ath ieg ickæ skall
blwyss63 for tigh till ewygh tydh.
[Tillæg]
Gwdh fadher saadhe till iomfru maria:
dig oc vederkende dig gud fader
alsommectiste oc din eneste søn ihesum
cristum67 wor frelsere oc den verdige
helliand alle bedrøuede hierters
hugsualere.
O criste gudz faders euige68 søn:
som icke forsmaade at anamme mandom
aff iomfru mariess rene oc kyske legeme:
met huilken dw igenløssde
menniskenss køn fra dieffuelen
oc oplost hiemmerigiss rige for alle
retfærdige cristne menniske.
Dw sider nw i hiemmerigiss rige
hoss gudz faderss høgre hond:
oc wii tro fulkommelige at dw skalt
igen komme: och dømme leuendiss och
døde. Thii bede wii dig
alsommectiste gud: at dw kommer oss
dine tienere til hielp: som dw
igenløsd haffuer met dyt verdige
blod: Und oss at fonge then ewige
løn met dine werdighe helgen
O gud frelss alle tro cristne menniske:
regere dem her i verden effter
dine budord: och tag dem siden til then
ewighe glede
O gud wii ville loffue dig alle wore
daghe och sammelediss
dyt benedide69 naffn til ewig tiid
Uerdis til at frelse oss i dag och huer
dagh fra dødelige synder och alle
andre synder O herre gudh forbarme
digh offuer oss O gud lad din nade
och barmhertighed saa bliffue offuer
oss som wii fulkommelige tro oc
haabes til dig. O gud ieg haabes
stadelige til dig at ieg ey skall
bliffue fortabed til ewig tiid.
[Tillæg]
Gud fader sagde til iomfru marie.
O kære dotther, hør welwyllælig och
acthe then ære tigh nw sker, Ty ath64
myn enesthe søn haffwer wdwoldh tigh
till syn modher for tyn ydmyghet och
renelyghhedh65 skyldh.
Æræ wære gud fader, søn och then
hellyghandh som haffwer wæreth aff
begynnelsse oc skall blyffwæ wdhen
endhe.
O kere daather hør veluillige oc
acthe den ere digh nw skeer. Thii at myn
eneste søn haffuer vduald digh til sin
moder faare dyn ydmyghed70 och
renlighedz skyld.
Latinsk tekst og oversættelse til gammeldansk.
Den latinske tekst stammer fra Johanne Nielsdatters Tidebog, se ovenfor.
Oversættelsen er fra Gotfred af Ghemens udgave af Lucidarius, København 1510,
aftrykt i Sigurd Kroon et al. (red.): A Danish Teacher's Manual of the Mid-Fifteenth
Century. Codex AM76,80. Volume 1. Transcription and facsimile. Addendum: The
Gotfred of Ghemen Print of The Danish Lucidarius (1510). Lund 1993. Tilsvarende
oversættelse synes ikke at findes i andre folkesproglige versioner af Lucidarius. Hos
Kroon findes oversættelsen fra s. 138, lin. 12-17 og fortsættes s. 141, lin. 1-13.
Lucidarius var - i stærkt varierende versioner - et udbredt skrift i middelalderens og
senmiddelalderens Europa. I form af en dialog mellem en mester og en discipel
behandles en række emner af teologisk, geografisk, naturhistorisk og historisk art.
Verdensbilledet er naturligvis strengt teocentrisk.
Oversættelsen af Te deum er i Ghemens Lucidarius sat meget naturligt ind i den
danske tekst. Disciplen beder mesteren, til glæde for menigmand, oversætte Te Deum
til dansk. Mesteren siger at det ikke er en let sag, men han vil lave en lidt fri
oversættelse ”som quemmer best a wort mol oc feÿerst er at høre ” (= som passer
bedst på vort sprog og er smukkest at høre). I nedenstående gengivelse er det tydeligt
at se at den friere oversættelse har en længere dansk tekst til følge. Pil Dahlerup:
Dansk litteratur - Middelalder 1-2 (Gyldendal 1998) behandler ”Te deum” i dansk
ÿoversættelse i bd. 1, s. 130-133. Hun mener at den frie oversættelse er en personlig
ide fra den danske oversætter, da denne hævdes at være æstetiker. Hun aner
tilsyneladende ikke at ovenstående citat er en topos, som går langt tilbage i tiden. I
middelalderlige oversættelser til folkesprogene er den ganske almindelig. Metoden
går tilbage til bibeloversætteren Hieronymus’ berømte Liber de optimo genere
interpretandi, epistula 57, se f. eks. G. J. M. Bartelink: Hieronymus Liber de optimo
genere interpretandi – Epistula 57 – Ein Kommentar (Leiden 1980). Her henviser
Hieronymus i kap. 5.2 til Cicero (Bartelink s. 13): Ego enim non solum fateor, sed
libera voce profiteor me in interpretatione […] non verbum e verbo, sed sensum
exprimere de sensu = Jeg ikke bare indrømmer, men bekender åbent ved oversættelse
ikke at oversætte ord for ord, men at udtrykke indhold med indhold. - Og i kap. 5,5
(Bartelink s. 13) henvises til Horats: Nec verbum verbo curabis reddere fidus
interpres = Som trofast oversætter skal du ikke anstrenge dig for at oversætte ord for
ord.
Gennem hele middelalderen og senmiddelalderen hører man dette i forbindelse med
oversættelser. Altså også hos Gotfred af Ghemen i 1500-tallet, i hvilket århundrede
det berømteste eksempel på denne metode nok ses udtrykt i Luthers Sendbrief vom
Dolmetschen (1530), hvor han kritiserer ”papisternes” iver for ordrette oversættelser.
I Pil Dahlerups ovennævnte værk bd. 1 begås desværre en række graverende fejl
inden for latin. Stort set intet af de latinske citater hun selv ”oversætter” er korrekte;
fejlene er til dels latterlige, som f. eks. s. 141 hvor hun tror at Salve, sordis ablativa (=
Hil dig, du fjerner af [syndigt] smuds) - som hun klart ikke aner hvad betyder - er
noget med at Maria også beskæftiger sig med ablativer. Det går også galt i omtalen af
sproglige elementer i Ghemen-versionen af Te deum, hvor hun tilmed støtter sig til
den til sprogligt arbejde ubrugelige Lucidarius-udgave ved Johannes Knudsen fra
1909. Hun antager s. 130 at ”est” i sætningen (fra Knudsens udgave) ”Signet! være
du der baade Herre og Gud est” [Kroon: Segnet ware tw ther boode herræ oc gud
esth] er latin, og hun gennemskuer ikke at det er dansk anden person ental: ”(du) est”/
”(tw) esth”. I samme sætning ser hun ”mindelser […] om tysk ordstilling” uden dog
at komme ind på om det er en engangsforestilling i Lucidarius. Typen er imidlertid
den almindelige i Lucidarius og for øvrigt vidt udbredt i samtiden, sml. Peter
Skautrup: Det danske sprogs historie, bd. II, 1947, s. 60-61, så det er ikke et specielt
kunstnerisk eller interessant træk.
VI loffue teg then alswolende gudh
oc wÿ kennes teg wor herre at wære71.
All iordrigh hæder72 teg thw ther gud
fader er i hemmerig,
Alle engle alle helgen
oc alt hemmerigis herskap lower teg oc
lade aldrÿ aff at øpæ tith loff.
Allæ englæ koor bodæ cherubin oc
seraphin ladæ aldrÿ aff at loffue teg oc
øpæ tith loff Oc sie:
Sanctus Sanctus Sanctus
Thet er a wort moll73
Segnet Segnet Segnet
ware tw ther boode herræ oc gud esth
ywer alle herskap, boode i hæmerige oc i
Te deum laudamus,
te dominum confitemur.
Te eternum patrem
omnis terra veneratur.
Tibi omnes angeli,
tibi celi
et vniverse potestates,
Tibi cherubin et seraphin
incessabili voce proclamant:
Sanctus, Sanctus, Sanctus
dominus deus sabaoth,
iorderighe oc hælwedis74.
Hæmerig oc iorderig ær fwlle met then
ere aff thin guddoms wold ganger75.
Teg loffuer thet hæderlig apostole koor
Tegh loffuer thet helige propheteres
there taall,
Teg loffuer thet ræne martires oc there
hær76.
Then hillige kirke wederkennes tig som
with som werden ær,
Hwn kennes tig fadher at wære oc thet
meglæ gudelig wold,
Hwn77 kennes wether78 thin eneste søn
ther hon skyldig oc hedræ,
Hwn kennes wedher then hillig and79.
Pleni sunt celi et terra
maiestatis glorie tue.
Te gloriosus
apostolorum chorus,
Te prophetarum
laudabilis numerus,
Te martirum candidatus
laudat exercitus.
Te per orbem terrarum
sancta confitetur ecclesia,
Patrem immense maiestatis,
Uenerandum tuum verum
et vnicum filium,
Sanctum quoque
paraclitum spiritum.
Ihesu criste tw esth koningh oc allæ æræ, Tu rex glorie, christe,
Tw est gud faders ewige søn.
Tu patris sempiternus es filius.
Tw reddes eÿ at liege i eth iomfrwe liif,
Tu ad liberandum suscepturus hominem
80
tÿl thes at tw sculle all meniskes kon
frælse.
non horruisti virginis vterum.
Tw forwanst døden oc
Tu deuicto mortis aculeo
81
oplosth hæmerig for alle them teg
aperuisti credentibus regna celorum.
troode po.
Tw sÿder i hemmeriges ære a thin hilige Tu ad dexteram dei sedes
faders høger hand.
in gloria Patris.
82
Wÿ troo thet at tv scalt teden komme oc Iudex crederis esse venturus.
døme alle menniske køn.
Fortÿ83 bedæ wÿ teg
Te ergo quesumus,
ath tv hielpe tÿne tieneste men,
tuis famulis subveni,
ther tv løste met tÿth werdughe blod.
quos precioso sanguine redemisti.
84
Gÿff oss ewÿge løn met thine helÿan i
Eterna fac cum sanctis tuis
hemerig.
in gloria numerari.
Here heel gÿør thÿt folck
Saluum fac populum tuum, domine,
85
oc segen them ther arff scal tage met
et benedic hereditati tue.
teg
Oc stÿr them oc wphøg them
Et rege eos, et extolle illos
for vden ænde
vsque in eternum.
Wÿ lofue teg huar dag.
Per singulos dies et87 benedicimus te
Oc wÿ loffue tÿth naffn oc nv ewinnelig Et laudamus nomen tuum
86
Herre wedes tÿll at gøme oss i thenne
dag vden dødelÿg sÿnder
Miscvnnæ oss Herre miscvnne oss herre
worde thin miskund
offuer oss
so som wort hop ær til teg.
in seculum et in seculum seculi.
Dignare, domine,
die isto sine peccato nos custodire.
Miserere nostri, domine, miserere nostri.
Fiat misericordia tua,
Domine, super nos,
quemadmodum sperauimus in te.
In te, Domine, speraui,
non confundar in eternum.
En langlinjet latinsk version, med forbillede i John Wordsworths
udgave88.
Tekst efter Johanne Nielsdatters tidebog.
Hymnus sanctorum Ambrosii et Augustini
Te deum laudamus, te dominum confitemur.
Te eternum patrem omnis terra veneratur.
Tibi omnes angeli, tibi celi et vniverse potestates,
Tibi cherubin et seraphin incessabili voce proclamant:
Sanctus, Sanctus, Sanctus dominus deus sabaoth,
Pleni sunt celi et terra maiestatis glorie tue.
Te gloriosus apostolorum chorus,
Te prophetarum laudabilis numerus,
Te martirum candidatus laudat exercitus.
Te per orbem terrarum sancta confitetur ecclesia,
Patrem immense maiestatis,
Uenerandum tuum verum et vnicumfilium,
Sanctum quoque paraclitum spiritum.
Tu rex glorie, christe,
Tu patris sempiternus es filius.
Tu ad liberandum suscepturus hominem non horruisti virginis vterum.
Tu deuicto mortis aculeo aperuisti credentibus regna celorum.
Tu ad dexteram dei sedes in gloria Patris.
Iudex crederis esse venturus.
Te ergo quesumus, tuis famulis subueni, quos precioso sanguine redemisti.
Eterna fac cum sanctis tuis in gloria numerari.
Saluum fac populum tuum, domine, et benedic hereditati tue.
Et rege eos, et extolle illos vsque in eternum.
Per singulos dies et benedicimus te
Et laudamus nomen tuum in seculum et in seculum seculi.
Dignare, domine, die isto sine peccato nos custodire.
Miserere nostri, domine, miserere nostri.
Fiat misericordia tua, Domine, super nos, quemadmodum sperauimus in te.
In te, Domine, speraui, non confundar in eternum.
1
Augustins selvbiografi Confessiones (”Bekendelser”) nævner i 9. bog at han blev døbt i Milano, men nævner intet om
at Ambrosius skulle have forstået dåbshandlingen. Han skriver blot ”et baptizati sumus” = så blev vi døbt (”vi” er
Augustin, hans søn og en anden bekendt). Til gengæld lovpriser han i selvbiografien Ambrosius som sin vejleder i
kristendommen og som hymnedigter og priser ham for hans indsats for den rette tros udbredelse.
2
Se Charles du Fresne du Cange (1610-1688): Glossarium Ad Scriptores Mediae et Infimae Latinitatis (= Ordbog over
middelalderens og nyeste tids latinitet), Værket skriver under opslagsordet ”Hymnus” at kirkefaderen Isidor af Sevilla
(død 636) definerer hymner sådan: Hymni carmina quæcumque in laudem Dei dicunter vocantur (= Digte som
fremsiges til Guds ære, kaldes hymner). Blandt andet kan en metrisk gennemgang af teksten læses i John Wordsworth:
The ”Te Deum” – Its structure and meaning, and its musical setting and rendering (London 1903).
3
laudamus: håndskriftet har fejlagtigt laudemus. Ikke andre håndskrifter/ tryk synes at kende denne variant. KB har det
korrekte laudamus.
4
proclamant: tilråber. Gotfred af Ghemen: Lucidarius har øpæ = råbe. Karen Ludvigsdatter har swnge, Visdoms Spejl
har syw(n)gendis, Christiern Pedersens Tidebog har siwngendes. Der synes ikke at forefindes latinske versioner der har
cantant = synger.
5
Sanctus … glorie tue: Kilde især Esaias 6,3: Sanctus, Sanctus, Sanctus Dominus exercituum; plena est omnis terra
gloria eius = Hellig, hellig, hellig er hærskarernes Gud, hele jorden er fuld af hans herlighed. Stedet er bearbejdet i den
katolske messebog hvor vi finder teksten: Sanctus, Sanctus, Sanctus, Dominus Deus Sabaoth. Pleni sunt caeli et terra
gloria tua. Hosanna in excelsis. Benedictus qui venit in nomine Domini. Hosanna in excelsis = Hellig, hellig, hellig er
Herren den Gud Sabaoth. Himmel og jord er fuld af din herlighed. Hosianna i det højeste. Velsignet være han som
kommer i Herrens navn. Hosianna i det højeste.
Karen Ludvigsdatter har i sin tidebog en latinsk-græsk version af Sanctus samt en oversættelse til dansk; se Karl Martin
Nielsen (ed.): Middelalderens danske Bønnebøger (København 1946), bd. I, s. 207.
6
sabaoth: et hebraisk ord, der op igennem tiden i reglen stod uoversat i folkesproglige bibeloversættelser. Det staves
også zebaoth eller zebaot og betyder hærskarer, hære. Det forekommer flere steder i bibelen. Den latinske Vulgata har f.
eks. Romerbrevet 9,29: Dominus sabaoth (den danske 1992-oversættelse har Hærskarers Herre); Jakobsbrevet 5,4:
aures Domini sabaoth (den danske 1992-oversættelse har Hærskarers Herres ører).
7
candidatus: betyder egl strålende hvid. Der refereres formentlig til Johannes’ Åbenbaring 7, 13-14: 13. Et respondit
unus de senioribus dicens mihi: “ Hi, qui amicti sunt stolis albis, qui sunt et unde venerunt? ”. 14. Et dixi illi: “ Domine
mi, tu scis ”. Et dixit mihi: “ Hi sunt qui veniunt de tribulatione magna et laverunt stolas suas et dealbaverunt eas in
sanguine Agni. = v13. Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de,
og hvor kommer de fra?« v14. Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som
kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. […]«.
8
vnicum: eneste; kort efter betegnes sønnen som sempiternus (evig). Af de i nærværende udgave publicerede tekster
har kun Karen Ludvigsdatters Tidebog en afvigende oversættelse af vnicum. Sammenlign:
Karen Ludvigsdatter - vnicum filium: ewigh søn; sempiternus filius: ewige søn.
Visdoms Spejl - vnicum filium: enysthe søn; sempiternus filius: eghen søn.
Gotfred af Ghemen, Lucidarius - vnicum filium: eneste søn; sempiternus filius: ewige søn.
Christiern Pedersens Tidebog: vnicum filium: eneste søn; sempiternus filius: euige søn.
En variant er unigenitum filium = enbårne søn, som if. Charles G. Hebermann (ed.): Catholic Encyclopedia (New York
1913), bd. 14, s. 469 “is considered the original reading (“unicum” having supplanted it perhaps through the influence
of the Apostles’ Creed, in which “unigenitum” was rare)”.
9
rex glorie: udtrykket stammer fra Davids Salme 24,7-8: 7. Attollite, portae, capita vestra, et elevamini, portae
aeternales, et introibit rex gloriae. 8. Quis est iste rex gloriae? Dominus fortis et potens,Dominus potens in proelio = 7.
Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind. 8. Hvem er ærens konge? Det er
Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig. – Fra dette skriftsted har digteren N. J. Holm fundet inspiration til
salmen ”Gør døren høj, gør porten vid, den ærens konge kommer hid” etc.
10
Tu ad liberandum suscepturus hominem: Der findes følgende varianter: ”Tu ad liberandum suscepisti hominem” og
”Tu ad liberandum mundum suscepisti hominem”. Se nedenfor i forbindelse med oversættelsen i Karen Ludvigsdatters
Tidebog.
11
mortis aculeo: aculeus betyder spids, od, brod, eller i overført betydning skarphed. Kristus har overvundet ”dødens
brod” ved sin opstandelse. Dette billedlige udtryk brugtes, i middelalderlige versioner af Vulgata, i Ny Testamente, 1.
brev til Korintherne, 15,55: Ubi est mors tuus aculeus” = hvor, død, er din brod? Moderne Vulgata-udgaver har ” Ubi
est, mors, stimulus tuus?” (stimulus = pigkæp, stang med en jernspids). På græsk står der kéntron = pig, torn.
12
numerari: tilregnes; en hyppig variant er munerari = belønnes, som bl. a. Karen Ludvigsdatter (”Lad them
begaffues”), Visdoms Spejl (”fanghe then ewyge løn”), Gotfred af Ghemen: Lucidarius (”Gÿff oss ewÿge løn”) og
Christiern Pedersen (”fonge then ewige løn”) samt KB må have haft foran sig (se nedenfor). Joh. Kayser: Beiträge zur
Geschichte und Erklärung der ältesten Kirchenhymnen (2. Auflage, Paderborn 1889) s. 447, note til lin. 21anser
munerari for den oprindelige form. Men da i middelalderen skrivningerne mun- og num- stort set har set identiske ud, er
munerari blevet læst numerari.
13
Saluum … eternum: citat fra Salmernes Bog 27,9 (28.9): Salvum fac populum tuum et benedic hereditati tuae et
pasce eos et extolle illos usque in aeternum = Frels dit folk og velsign din arv og vogt dem og ophøj dem i al evighed.
Moderne bibeloversættelser, der ikke bygger på Vulgata, bruger ikke betydningen fra extollere, men oversætter - som til
eksempel den danske 1992-oversættelse: Frels dit folk, og velsign din ejendom, vogt dem, og tag dig af dem til evig tid.
14
heredidati: begrebet arv, arvelod forekommer flere gange i Gamle Testament, f. eks. i Davids Salme 68, 10: ”
hereditatem tuam infirmatam, tu refecisti eam.” = din vansmægtende arvelod styrkede du (oversættelsen 1931;
oversættelsen fra 1992 har ”du sørgede for dit udpinte land.”). Eller hos Jesaias 19,25: ”Benedictus populus meus
Aegyptius, et opus manuum mearum Assyrius, et hereditas mea Israel ” = Velsignet være Ægypten, mit folk, og
Assyrien, mine hænders værk og Israel, min Arvelod!” (oversættelsen 1931; oversættelsen fra 1992 har: ”Velsignet
være mit folk Egypten, mine hænders værk Assyrien og min ejendom Israel.). Israel er Guds arv. Da jøderne nægter at
anerkende Kristus som Guds søn, var de ikke længere Guds folk; derfor overgår ”Gudsarven” til at være hos de kristne.
Hele oldkirkens og middelalderens teologi har beskæftiget sig med begrebet hereditas. Det blev opdelt i to: hereditas
Dei (Guds arv) = kristenheden; og hereditas Synagogae (synagogens arv) = den Kristus fornægtende jødedom efter
Kristus.
15
Per singulos … seculi: citat fra Salmernes Bog 144,2 (145,2): Per singulos dies benedicam tibi et laudabo nomen
tuum in saeculum et in saeculum saeculi (benedicam: vil jeg velsige; laudabo: vil jeg prise).
16
et: dette ”et” findes ikke i Vulgata.
17
Miserere nostri, domine, miserere nostri: citat fra Salmernes Bog 122,3.
18
Fiat misericordia … te: citat fra Salmernes Bog 32,22.
19
speravimus: - og i næste linje ”speravi” er begge perfektumformer. Moderne oversættelser foretrækker præsens,
formentlig for ikke at få det til at lyde som om vi har håbet og ikke længere gør det.
20
In te, Domine … eternum: citat fra Salmernes Bog 30,2. Verbet confundi betyder at være skamrød, blive gjort til
skamme o.l. Den danske oversættelse fra 1992 lyder: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til
skamme. Den danske oversættelse af 1931 har: Herre jeg lider [= stoler, PEJ] paa dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes.
En del oversættelser er mere fortolkende, således den tyske Einheitübersetzung (1980, her 31,2) der skriver: Herr, ich
suche Zuflucht bei dir. Laß mich doch niemals scheitern (scheitern = gå til grunde, fortabes). Disse fortolkende
oversættelser er ret almindelige.
21
trøstende: den normale senmiddelalderlige oversættelse af paraclitus er ”trøstende” eller ”trøster”, på gammeldansk
husvalende (stavet howsualendhe, husualende o.l.) eller husvaler (stavet hwswallere, hugsualere, hufffswaler man o.l.).
Med reformationen sker der et rent sprogligt skift, idet paraclitus/ Helligånden efterhånden omtales som trøster eller
trøstermand, formentlig efter inspiration fra Luther. Luther oversætter således paraclitus med ”Tröster”. Hvor Vulgatas
Johs. 14,26 har: ”Paraclitus autem, Spiritus Sanctus, quem mittet Pater in nomine meo” oversætter Luther i 1522: ”Aber
der troster /der heylige geyst / wilchen meyn vater senden wirt iñ meynem namen”, på moderne tysk: ”Aber der Tröster,
der Heilige Geist, welchen mein Vater senden wird in meinem Namen”. Men endnu i Christian II’s Ny Testamente (se:
Thet nøye Testamenth, 1524, genudgivet i facsimile af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, København 1950) og i
Christiern Pedersens Ny Testamente (se: Det Ny Testamente, 1529, genudgivet i facsimile af Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab, København 1950) lever ordet husvaler videre, formentlig fordi der ved oversættelsen af Johannes’
Evangelium er brugt latinske forlæg og man derfor har oversat ret traditionelt. Først i Christian III’s oversættelse (se:
Biblia/ Det er den gantske Hellige Scrifft/ vdsæt paa Danske, 1550, genudgivet i facsimile af Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab, København 1928), hvor Luthers oversættelse er brugt, hedder det: ”Men Trøsteren den hellig Aand /
huilcken min Fader skal sende i mit Naffn.” Salmedigtningen er tidligere på færde. Således taler Arvid Pedersen i 1529
om ”O hellig Aand vor Trøstermand”. Arvid Pedersen var i 1524-25 i Wittenberg som student og kan have læst Luthers
oversættelse af det Ny Testamente (1522). Ordet husvaler, brugt om Helligånden, uddør imidlertid først sent. Grundtvig
kender begge betegnelser. Han skriver i salmen ” Gud Helligaand, vor Igjenføder”: ”Vær du vor Tolk! vær du vor
Taler!/ Vær du vor himmelske Husvaler.” Men i salmen ”Mig lyster nu at træde”: ”Guds Kirke er vor Moder, Hans
Aand vor Trøster-Mand!”. Kalkar, bd. IV, s. 477 for ordene Trøster(e) og Trøstermand kun eksempler fra
reformationstiden og derefter.
22
det = mennesket. - Grundtvigs formulering ”vær du vor Taler” skyldes utvivlsomt kendskab til det græske
parákletos, som egl. betyder ”den hidkaldte” og som i dag oversættes ved talsmand, således i Johannes-evangeliet, det
eneste evangelium, der i den græske version har ordet parákletos (se 14,16; 14,26; 15,26; 16,7).
23
vi kinne thic til herræ = vi bekender at du er herre, jf. Kalkar, bd. II, s. 498, pkt. 4.
24
I håndskriftet er veneratur ikke oversat, hvorfor udgiveren af Middelalderens danske Bønnebøger s. 160 skriver:
”[hethrær] all iørdærigi.” Sammenlign Gotfred af Ghemens Lucidarius ”All iordrigh hæder teg”.
25
siwnge: Middelalderens danske Bønnebøger s. 160 skriver *siwnge og noterer i en fodnote: ”*siwnge] proclamant
JN, swnge hs.” Håndskriftet har altså swnge. Ang. ”siwnge”: læses sjunge. JN = Johanne Nielsdatters Tidebog (s. 21)
har proclamant, som er den gængse latinske version af dette sted.
26
swnge thic: er en latinisme (af proclamant tibi).
27
v aff ladæligh: læs uafladæligh
28
Helligh … makt: I Karen Ludvigsdatters Tidebog (Karl Martin Nielsen (ed.): Middelalderens danske Bønnebøger
(København 1946), bd. I, s. 207) findes messebogens Sanctus (se note 4) dels i en underlig latinsk-græsk version, dels i
en gammeldansk version. Den danske version har ingen reminiscenser til oversættelsen i samme tidebog af Te deum.
Karen Ludvigsdatters latinsk-græske version af Sanctus:
Sanctus, Sanctus, Sanctus dominus deus sabaoth. Pleni sunt celi et terra gloria eius. Agyos o theos santus deus. Agyos
iskyros. Sanctus fortis. Agyos athanathos eleyson ymas. Sanctus et inmortalis nobis. Amen. De græske dele oversætter
den følgende latinske del.
Under den latinsk-græske del har hun en dansk tekst, der dog af afskriveren ikke opfattes som en oversættelse af den
græsk-latinske, idet teksten er ”en anden lovsang”:
Iæn (læs ien = en) annen loff sangh aff helligæ trefoldughet.
Helligh, helligh, helligh æst thu herræ gudh vndær huis herrædom ær allæ ængtlæ skaræ, himmælenæ och iordæn ær
fullæ aff thin æræ, fræls os thu som æst i sadæn værdughetz och maktz høghet, o hellige trefoldughet. Amen.
29
Thic: håndskriftet har fejlagtigt Iæch (= jeg). Johanne Nielsdatter har det korrekte Te = dig.
30
ære fulle: læs ærefulle
31
appostælæne: genitiv plural.
32
prophetærne: genitiv plural.
33
ære skullendæ: som skal æres. Håndskriftet har ”skulledeæ”. ”ære skullendæ” er en ordret oversættelse af
venerandum.
34
ewigh: udgiveren Karl Martin Nielsen mener at det er en fejl og retter til ”enigh søn”. Johanne Nielsdatter har
vnicum = eneste. Muligvis har forlægget haft enigh, som er blevet opfattet som euigh, da u og n kan være næsten ens i
håndskrifterne. Underligt nok forveksler teksterne i Karen Ludvigsdatters Tidebog flere gange enigh og ewigh, således i
Karl Martin Nielsens udgave s. 167,15: ewighet for enighet; s. 172, 27: ewighet for enighet; 174, 25: ewighet for
enighet; 177, 12: ewighet for enighet.
35
howsualendhe: trøstende ( læses how-swalende).
36
Thu tagæ skullendæ mandom och frælsæ skullendæ mennisken: ”du der skulle påtage sig menneskeskikkelse (=
suscepturus hominem) og skulle frelse mennesket (ad liberandum hominem)”. Hominem er altså objekt både for
liberandum og for suscepturus. Enten er der tale om at Karen Ludvigsdatter prøver at give en for hende rimelig
oversættelse af den noget komplicerede latinske tekst, eller hun har haft en anden version af den latinske for sig. På den
katolske hjemmeside http://www.newadvent.org/cathen/10755a.htm forklares ”Tu ad liberandum suscepturus
hominem” således: ” "ad liberandum hominem, humanam naturam suscepisti" = for at frelse mennesket påtog du dig
den menneskelige natur/ blev du menneske/ påtog du dig menneskeskikkelse. - Joh. Kayser: Beiträge zur Geschichte
und Erklärung der ältesten Kirchenhymnen (2. Auflage, Paderborn 1889) s. 447, note til lin. 16, meddeler at i det 8. og
9. årh. findes denne variant: Tu ad liberandum suscepisti hominem, nec horruisti. Codex Vaticanus 82 har if. Kayser: Tu
ad liberandum hominem non horruisti etc. Kayser er dog overbevist om at suscepturus er det oprindelige. Ovennævnte
side http://www.newadvent.org/cathen/10755a.htm skriver: ” Most of the old manuscripts favour "suscepisti" (with
"liberandum", followed sometimes by "mundum" - Tu ad liberandum mundum suscepisti hominem = For at frelse
verden, påtog du dig menneskeskikkelse.
37
app lost: af verbet applade, oplade: åbne (app lost læses aplost); applost har på gammeldansk parallelformer som
”oplodst”.
38
traa: tror på. Stavningen findes sporadisk i bønnebøgerne, således i hskr. GkS 1615, 40 (Karl Martin Nielsen (ed.):
Middelalderens danske Bønnebøger, Bd. IV, København 1963, s. 286, 28; s. 287, 12 (s. 289, 7 ”tro”); s. 1031, 18).
39
gusz: denne skrivning er almindelig i Karen Ludvigsdatters tidebog og svarer vel til udtalen guss; sml. Johs.
Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II (København 1932) § 338.3.
40
Thu troes: er en latinisme (af crederis).
41
til kommende: læs tilkommende = fremtidig. Er en latinisme af venturus.
42
begaffues: forlægget har haft munerari. Se note 12.
43
hiele: frels!
44
arff: arv; håndskriftet har fejlagtigt arm, som ikke kan give mening her. Sml. hereditati = arv i den latinske version.
45
e: altid
46
giøme: bevare
47
haud hob: haft håb
48
Herræ, mith hob haver været til thik: I Brandt: Gammeldansk Læsebog (København 1856) gentages denne linje
fejlagtigt.
49
blyes: skal skamme mig. Verbet findes if. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VII (København
1971), § 718 B både med y (blyes) og med u (blues) i stammen.
50
et: Karen Ludvigsdatters forlæg har ikke haft ”et” (et - et = både - og), hvilket svarer til versionen hos KB og til
Vulgata. Jf. note 7.
51
mennyskæ: genitiv flertal.
52
offwer angle: ærkeengle; angle må være en skrivefejl for engle.
53
sywngendis: læses sjungendis. Håndskriftet har fejlagtigt sywgendis.
54
ær then: AM 784 har: ”ær gwd then”.
55
werdyg: ærefuld.
56
alle bedrøffwelsæ hiarthe hwswallere: hwswallere: læs hu-svaler. Ordret betyder ordene: Al bedrøvelses hjertetrøster,
og de gengiver latinske forlægs enkle paraclitum = trøstende.
57
[meth] hwylchen: Karl Martin Nielsens udgave af Visdoms Spejl har kun ”hwylchen”, som alene ikke giver nogen
mening. Teksten ligger imidlertid ganske tæt op ad Christiern Pedersens version i hans tidebog, hvor vi læser: ”met
huilken dw igenløssde menniskenss køn”, hvorfor jeg har indsat ”meth”. Se nedenfor. Muligvis er det en trykfejl i Karl
Martin Nielsens udgave, idet mangelen i modsat fald også skulle forekomme i AM 784.
58
løn: forlægget har haft munerari. Se note 12.
59
them: håndskriftet har then. Rettelsen er indføjet efter det nært beslægtede håndskrift AM 784.
60
them: håndskriftet har then. Rettelsen er indføjet efter det nært beslægtede håndskrift AM 784.
61
naffn: AM 784 har benedidæ naffn. Den nært beslægtede oversættelse i Christiern Pedersens Tidebog også har
benedide naffn, mens Johanne Nielsdatters latinske tekst (og de gængse latinske versioner) kun har nomen tuum.
62
dødelygh synder: dødssynder. På latin septem peccata mortalia eller capitalia = de syv døds- eller hovedsynder.
63
blwyss: skamme mig; læses blues ( w læses u, y læses i); se note 49.
64
Ty ath: fordi
65
ydmyghet och renelyghhedh: begge substantiver må være genitiv. Typen er underligt nok ikke omtalt i Johs.
Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. III, Substantivernes Deklination (København 1935). Men da de er
hunkøn, får de i ental ikke genitiv -s.
66
opfulde: perfektum participium pluralis af opfylle eller opfulle; sml. sml. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk
Grammatik, bd. VII (København 1971) § 745 B. Ved siden af perf. part. opfuld/ opfult fandtes i gammeldansk opfyld/
opfylt.
67
ihesum cristum: bemærk at i Tidebogen bøjes latinske personnavne i den kasus de ville have i en latinsk tekst (dette
gælder dog ikke navnet Maria). I Tidebogens oversættelse af Te deum forekommer akkusativ: ihesum cristum og
vokativ: o criste. Det samme fænomen forekommer, som det ses, ikke i Te deum-oversættelsen i Visdoms Spejl, men er
ganske hyppigt i andre dele af Visdoms Spejl, uden at fænomenet dog er særlig konsekvent gennemført.
68
euige: oversættelsen i Visdoms Spejl har ”eghen søn”!
69
benedide: findes også i det nært beslægtede AM 784, men ikke i Visdoms Spejl.
70
ydmyghed: utvivlsomt genitiv; sml. Visdoms Spejl, hvor ydmyghet og renelyghhedh begge må være genitiv. Når i
Christiern Pedersens Tidebog renlighedz til gengæld har genitiv -s (skrevet z efter d) skyldes det påvirkning fra
maskuline a-stammer; se f. eks. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. III, Substantivernes
Deklination (København 1935), § 446, pkt. 4.
71
wÿ kennes teg .. at wære: vi bekender at du er …; jf. Kalkar, bd. II, s. 498, pkt. 9.
hæder: hædrer.
73
Thet er a wort moll: det betyder på vort sprog.
74
hælwedis: underforstået ”rige”, som parallel til iorderighe.
75
met then ere aff thin guddoms wold ganger = den ære som udgår af din guddoms magt.
76
Teg loffuer thet ræne martires oc there hær: skal vel være “Teg loffuer thet ræne martires there hær”, parallelt med
sætningen ovenfor: ”Tegh loffuer thet helige propheteres there taal.”
77
Hwn: trykket har ”Han”. I sammenhængen kan Uenerandum tuum verum et vnicum filium kun betyde at det er
kirken (= hun) som skal ære Sønnen, ligesom den ærer Faderen og Helligånden.
78
wether kennes = bekende troen på; sml. Kalkar, bd. IV, s. 769.
79
then hillig andh: oversætter sanctum … spiritum, men springer ”paraclitum” over.
80
all meniskes kon: hele menneskeslægten; menniske er gentiv flertal; kon eller køn = slægt.
81
oplosth: oplukkede.
82
teden: derfra (fra himmelen).
83
fortÿ: derfor.
84
løn: forlægget har haft munerari = belønnes.
85
arff: i Kroons udgave af Gotfred af Ghemen (s. 141, lin. 10) står ”aff”, hvilket ingen mening giver; stedet er ikke
omtalt i Kroons noter. Den latinske tekst har hereditati, nom. hereditas: arv, arvegods. Udtrykket ”takæ arf” er ikke
nævnt hos Kalkar, men omtales i G. F. V. Lund: Det ældste danske skriftsprogs ordforråd - Ordbog til de gamle
landskabslove. Genoptrykt København 1967, s. 8.
86
wedes tÿll: opfyld vor bøn!
87
et: Gotfred af Ghemens forlæg har ikke haft ”et” (et - et = både - og). Se note 3.
88
se John Wordsworth: The ”Te Deum” - Its structure and meaning, and its musical setting and rendering (London
1903). Wordsworth skriver s. 10: In the Te Deum most of the lines end with two feet, which, roughly speaking, may be
described as equivalent to the end of a hexameter verse. Seven have the exact hexameter ending ( │ ) if
scanned accentually, as vóce proclámant, déus sabáoth, glóriae túae, glóriae Chríste, régna caelórum, glória pátris, ésse
ventúrus. Seven end with two dactyls (│) as laudábilis númerus, laúdat exércitus, confitétur ecclésia,
unigénitum (or únicum) fílium, paráclitum spíritum (according to the frequent pronunciation after the Greek accent of
παράκλητοσ) sempitérnus es fílius, vírginis úterum. One ends with two spondees (―│―), viz. apostolórum
chórus. The other six lines have a less regular but very effective ending, all with quadrisyllables (confitémur, venerátur,
potestátes, redemísti, and munerári), accented on the penultimate.
72