1. No category

S O C I A L PÆ D A G O G E N
13. SEPTEMBER 70. ÅRGANG
18
13
Forberedt på sorgen?
Hvordan forbereder man sig på, at en udviklingshæmmet
beboer eller en hjemløs bliver ramt af dyb sorg eller skal dø?
2
S O C I A L PÆ D A G O G E N
18/2013
13. SEPTEMBER
Vi ved kun alt for godt, at mobning er en af de helt store
udfordringer, når det handler om arbejdsmiljø
Ansvarshavende
Forbundsformand
Benny Andersen
Redaktion
Jens Nielsen (redaktør), [email protected]
Lone Marie Pedersen, [email protected]
Maria Rørbæk, [email protected]
Steven Leweson (layout), [email protected]
Prik, læserindlæg, artikler og anmeld­
el­ser er ikke nødvendigvis udtryk for
redaktionens eller organisationens
mening. Redaktionen påtager sig intet
ansvar for uopfordret indsendt stof.
KOMMENTAR
ISSN 0105-5399
Toppen af isbjerget
Af Marie Sonne
Forbundsnæstformand
Alle artikler fra Socialpædagogen
tilbage til 1999 kan findes på
www.socialpaedagogen.dk/arkiv
Adresse
Socialpædagogen
Brolæggerstræde 9
1211 København K
Tlf. 7248 6000. Fax 7248 6001
Åbningstid: mandag-onsdag 9-15,
torsdag 9-17, fredag 9-13
[email protected]
www.socialpaedagogen.dk
Læserbreve og kronikker
Socialpædagogen er forpligtet til at
optage læserbreve fra medlemmer.
De må højst fylde 2.000 anslag.
Læserbreve med injurierende indhold
kan afvises. Kronikker bringes efter
en redaktionel vurdering og må
højst fylde 8.000 anslag. Læserbreve
og kronikker, der bringes i bladet,
offentliggøres også på internettet.
Indlæg sendes til [email protected]
Annoncer
Sendes til [email protected]
Se priser, formater, deadlines osv. på
www.socialpaedagogen.dk/annoncør
Kommende deadlines
Deadline for læserbreve og
stillingsannoncer til 19/13,
der udkommer den 27. september,
er mandag den 16. september kl. 12.
Deadline for stillingsannoncer til
20/13 er den 27. september kl. 12.
For tekstsideannoncer er deadline
til 20/13 onsdag den 25. september.
Redaktionen af 18/13
er afsluttet den 5.9.2013
Abonnement
Abonnementspris 2013:
940,00 kr. inkl. moms (24 numre)
Løssalg: 45,00 kr. + porto
Oplag
42.167 i perioden
01.07.11-30.06.12
Produktion
Datagraf Communications A/S, Aarhus
Forsidefoto
Joachim Ladefoged
ING
N OR D
I
MILJØMÆ
R
KN
SK
541-004
TRYKSAG
Medlem af
Danske
Specialmedier
FOTO: RICKY JOHN MOLLOY
Det var gribende og forstemmende læsning, da Karolina Kuwalcyk i
den forrige udgave af Socialpædagogen fortalte sin historie i artiklerne om mobning. Gribende, fordi vi hører om et menneske, der fuldstændig uretfærdigt og meningsløst bliver mobbet ud af sin arbejdsplads. Forstemmende, fordi vi ved, at hun langt fra står alene. Som
det også bliver refereret i bladet viser en undersøgelse fra Videnscenter for Arbejdsmiljø, at socialpædagoger er blandt de faggrupper, der
oftest er udsat for mobning: Hver femte socialpædagog svarer, at han
eller hun har været udsat for mobning på arbejdspladsen.
Der har da også været en hel del reaktioner på artiklerne. Medlemmer, som i telefonen eller på mail har fortalt deres historie, og som
genkender Karolina Kuwalcyks historie fra egen krop. Og det er jo
lige til at få ondt i maven over: At Karolina Kuwalcyks historie bare
er toppen af isbjerget. For vi ved kun alt for godt, at mobning er en
af de helt store udfordringer, når det handler om arbejdsmiljø.
En meget stor og vigtig del af løsningen på den udfordring er – som
det også blev beskrevet i bladet – at den enkelte arbejdsplads udarbejder en mobbepolitik. Og at den bliver udarbejdet, inden problemet opstår. Selvfølgelig er alt ikke gjort, blot fordi man skriver
nogle gode hensigter ned på et stykke papir. Men det er et væsentligt skridt på vejen i fællesskab at sætte ord på og sørge for, at alle på
arbejdspladsen er bevidste om, hvordan man kan undgå mobning,
dæmme op for den, hvis den finder sted, og hvor man kan få hjælp,
hvis man er offer. Vi har på vores hjemmeside – www.sl.dk/mobning
– en række konkrete og gode redskaber, som I ude på arbejdspladserne kan bruge både til at udarbejde en forebyggende politik, men
også til at identificere problemerne og løse dem. Jeg kan ikke opfordre nok til at bruge dem.
Redskaberne er et resultat af, at vi som forbund gennem de seneste år har erkendt, at indsatsen i forhold til mobning, chikane og det
psykiske arbejdsmiljø har ladet noget tilbage at ønske, og at det er
afgørende, at vi som fagforbund arbejder vedvarende med problemet. Derfor har vi nu i hovedbestyrelsen vedtaget at styrke arbejdsmiljøarbejdet: Med Projekt Styrket Arbejdsmiljøindsats, som vil blive foldet ud i den kommende tid, vil der ikke mindst være fokus på
det psykiske arbejdsmiljø.
Når det specifikt gælder mobning, er det afgørende, at alle arbejdspladser har en gennemtænkt mobbepolitik. Den mangler desværre
fortsat mange steder, men det er bare om at komme i gang. Ikke kun
fordi sådan en politik er et godt redskab til at minimere mobning på
arbejdspladsen. Men også fordi det på den måde bliver et fælles ansvar for ledelse og kolleger at forebygge mobning og at stoppe den i
opløbet, hvis det alligevel går galt. Vores fag og vores faglighed byder
os, at vi ikke kun tager os af og viser omsorg for borgerne, men også
for hinanden, socialpædagoger imellem.
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
3
INDHOLD
16
FOTO: RICKY JOHN MOLLOY
FOTO: JOACHIM LADEFOGED
04
04 DØDEN
Når en beboer er døende, er der altid en ekstra
på arbejde. Det skal være trygt for beboerne
at dø, og medarbejderne skal have de faglige
redskaber, så de ikke står magtesløse over
for en døende, fortæller boenhedsleder Lone
Premate fra Landsbyen Sølund. Her har de sat
standarder for, hvordan personalet skal agere.
Det samme har de i Bofællesskaberne Edelsvej
i Esbjerg. Men sådan er det langtfra alle steder
i de sociale tilbud. Afhandlingen ‘Døden på 3.
klasse’ viser, at det kan være en ensom og
smertefuld oplevelse at dø i et socialt tilbud.
Medarbejderne mangler uddannelse i pleje af
døende og føler sig afmægtige
04 Når vi ved, at der er en beboer, der
skal dø, er der altid en ekstra på
arbejde
08 Døden kan være en ensom
­oplevelse
11 Man skal stå med en beredskabsplan, før man står med en død
borger
16 UDSATTE KVINDER
Nattely i fred for mænd og hjælp til at komme
videre. Det har over 500 hjemløse kvinder
de sidste to et halvt år fået på Café Klare på
i København, hvor socialpædagog Rasmus
Christensen er med til at skabe brobygning til
‘systemet’, men hvor kvinderne også har overskud til at hjælpe hinanden. Men Cafe Klares
fremtid er usikker, når statspuljemidlerne
slipper op til årsskiftet
16 Rasmus og den trygge base
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
20 HJEMLØSE
Er Hjemløsestrategien slået fejl? Det er en
nærliggende konklusion, når man ser den seneste opgørelse over hjemløse i Danmark. Den
viser, at antallet af hjemløse er steget markant
siden 2009, hvor hjemløsestrategien blev søsat, og den viser også, at det først og fremmest
er de unge 18-24-årige, der er kommet flere af
blandt de hjemløse. Det er stærkt bekymrende,
mener Rådet for Socialt Udsatte. Men Hjemløsestrategien er ikke slået fejl – den har bare
ikke har slået til, lyder det
20 De bliver flere – og yngre
22 ANBRAGTE
Samarbejde om starten på
­voksenlivet
22 UDSATTE
Zornigs barndom som
­undervisning
23 PTSD
Nyt håb for afviste socialpædagoger
24 SOLHAVEN
Socialpædagogerne: Flere
­uddannede
26 LÆSERBREVE
28 SYNSPUNKT
At blive gammel
4
S O C I A L PÆ D A G O G E N
DØDEN
Når vi ved, at der er en
beboer, der skal dø, er der
altid en ekstra på arbejde
Landsbyen Sølund har den målsætning, at medarbejderne skal hjælpe en
døende beboer med at få en værdig afslutning, og så skal de også selv have
et godt arbejdsmiljø
Af Lone Marie Pedersen, [email protected]
Foto: Joachim Ladefoged
S
Sorg, tab og død
Socialpædagogen bringer på de næste sider tre
historier, som handler om,
hvordan man arbejder med
sorg, tab og død blandt
udsatte borgere i botilbud
og på herberg.
tedet er Landsbyen Sølund i Skanderborg
Kommune. Her bor mennesker med vidtgående fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. En af dem er Peter, der bor i en boenhed for
især ældre beboere. Peter er døende, og familie og
personale har i dagevis siddet ved hans dødsleje.
Om dagen får han besøg af naboer og venner, der
ønsker at sige farvel til ham.
Peter er holdt op med at indtage væske, og da
han har ligget en rum tid, begynder personalet at
tale om, at han hele tiden er omgivet af mennesker,
som er triste over at skulle miste ham, og som muligvis indirekte forsøger at holde ham fast til livet.
Måske har Peter brug for fred, og personalet
beslutter efter aftale med de pårørende i løbet af
dagen at indlægge pauser, hvor han er alene.
Kort tid efter dør han. Det sker, mens han er
alene.
Om han ønskede det sådan, ved medarbejderne ikke. De ved heller ikke, om den tid, han fik
alene, gav ham fred til at give slip på livet.
Boenhedsleder Lone Premate fortæller om
Peter for at illustrere, hvad der er kernen i Landsbyen Sølunds værdigrundlag omkring omsorg for
døende beboere.
Med udgangspunkt i værdisættet fra hospice
skal beboerne sikres en værdig død, og det betyder
her, at de så vidt muligt dør fri for smerte og helst
i deres bolig på boenheden, hvor de er omgivet af
ting og personer, de kender og holder af.
– Det skal være trygt og godt at dø, og som
udgangspunkt skal ingen dø alene, medmindre
det er selvvalgt, siger Lone Premate.
Eksemplet med Peter viser, at den svære kunst
for personalet er at vurdere situationen og gå væk
i tide, hvis det er det, beboeren ønsker. Beboernes
kognitive niveau er fra ni måneder til seks år, og
det betyder, at de ofte ikke selv kan udtrykke, hvad
de ønsker. Det er derfor vigtigt, at de er omgivet
af mennesker, som kender dem godt, og som har
de faglige forudsætninger for at aflæse og fortolke
deres behov, fortæller Lone Premate.
– Vores værdigrundlag om omsorgen for døende er vigtig – ikke kun for beboerne, men også
for medarbejderne. Det kan være med til at sikre
dem et ordentligt arbejdsmiljø, så ingen lider
psykisk overlast, fordi de står med en døende
beboer, siger hun.
Forbereder sig på døden
Når lægen – ofte i samråd med medarbejdere
og sygeplejerske – har vurderet, at en beboer er
døende, taler personalet med de pårørende om,
hvor meget de har lyst til at være med. Nogle
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
ønsker at være der meget, andre mindre. Personalet dækker de ledige timer hos den døende, så han
eller hun så vidt muligt ikke er alene. Er der ingen
pårørende, dækker personalet alle døgnets timer.
– Når vi ved, at der er en beboer, der skal dø,
bliver der som udgangspunkt altid kaldt en ekstra
medarbejder på arbejde. Den døende skal ikke
være alene og bange, der skal være nogen til at
give tryghed. Og ingen medarbejder skal stå alene
med den døende, siger Lone Premate.
Oftest er det de medarbejdere, som kender
beboeren godt, der sidder hos dem. Der er ikke
fælles fastlagte emner, som medarbejderne skal
tale med beboerne om, men der er et stykke
papir, hvor der er nedskrevet forslag til, hvad
man eventuelt kan bruge tiden på. Fx beboerens
livshistorier, oplevelser, man har haft sammen, og
mennesker, den døende godt kan lide.
– Vores opgave er at skabe tryghed, vise omsorg
og kærlighed, men herefter er det op til den
enkelte medarbejder at gøre de ting, som falder
naturligt. Det kan fx være at holde i hånd, ligge i
sengen og holde om den døende eller synge en
sang, siger Lone Premate.
Hvis medarbejderne fornemmer, at det vil
skabe tryghed og give mening for den døende,
bruger de barnlige religiøse billeder på, hvad der
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
5
sker efter døden. Nogle beboere er religiøse på
deres specielle måde og har helt klare billeder af,
hvad der sker efter døden. Som fx 87-årige Johannes, der ligger for døden. For 10 år siden mistede
han sin bedste ven, og han er overbevist om, at
de møder hinanden i himlen. Her skal de lave de
samme ting sammen, som de gjorde, da de begge
levede, forklarer Lone Premate.
Præsten bliver også inddraget i sorgbearbejdning og det at forberede sig på døden.
– Vi kontakter præsten, når beboere har vist
interesse for en eller anden form for religiøsitet
eller godt kan lide at være i kirken, eller det på
anden måde kan give mening for den døende. Det
er med til at give den døende ro, siger hun.
Spædbarnsterapi for voksne
Naboer på boenheden og venner får mulighed
for at være sammen med den døende. Mange af
dem har boet sammen i årtier, og ofte eksisterer
der et slags søskendeforhold mellem dem. De,
der ikke ønsker at sige farvel til den døende, forsøger medarbejderne at motivere til det, fortæller
Lone Premate.
– Det kan være en måde at begynde at bearbejde
sorgen og tabet på. For beboerne kan døden være
meget skræmmende, og de kan have svært ved at
RELATION Socialpædagog Dorthe
Carlsen taler med Inger Christensen,
der har lagt sig til rette for at tage
en middagslur. For god ordens skyld
skal vi gøre opmærksom på, at Inger
Christensen ikke er døende, men det
relationsarbejde, som socialpædagogerne på Sølund udfører til daglig,
fortsætter helt til det sidste i forhold
til døende beboere
6
INDSIGT Vi skal som personale
kunne gå ind og ud af sorgen sammen med beboerne uden at overtage
deres følelser, men understøtte den
følelsesmæssige proces, de gennemgår, siger Lone Premate
S O C I A L PÆ D A G O G E N
forstå, hvad den er. Hvor bliver den døde fx af? Og
næste gang, jeg bliver syg, skal jeg så også dø?
På Sølund arbejder de ud fra teorierne i spædbarnsterapien. Det gælder også, når det pædagogiske arbejde består i at hjælpe en beboer den
sidste tid (Læs om Spædbarnsterapi på Søllund i
Socialpædagogen nr. 4/2013).
– Som i denne sammenhæng betyder, at man
forsøger at sætte ord på følelser og skabe håb. Ikke
håb om overlevelse, men vi forsøger at skabe lette
følelser omkring det at dø og give slip, siger Lone
Premate.
Synges ud i åben kiste
Når beboeren er død, er der en del at gøre for personalet. Lige efter, at døden er indtruffet, skal liget
gøres i stand. Hvis ikke de pårørende selv ønsker
at gøre det, får kontaktpersonen eller andre medarbejdere tilbud om at gøre det. Er der ingen, som
ønsker det, gør sygeplejersken det. Lone Premate
har dog aldrig været ude for, at ingen i personalegruppen ønskede at gøre liget i stand.
Det foregår i den afdødes seng, og beboeren får
sit yndlingstøj på eller noget, som de pårørende
ønsker, beboeren skal have på. Herefter går der
nogle timer, hvor den døde ligger i sengen, vinduerne bliver åbnet, der bliver sat blomster ind og
tændt stearinlys. Hvis beboeren har en yndlingsting, bliver den lagt ned i kisten.
– Vi prøvet at skabe et respektfyldt og fredfyldt
billede af den afdøde for dem, der kommer ind og
siger farvel, siger Lone Premate.
De beboere, der ønsker det, kommer ind og
siger farvel. Desuden får alle medarbejdere besked
om, at beboeren er død. Både dem på arbejde og
dem, der har fri.
– Når man arbejder med de her mennesker,
bliver man også meget knyttet til dem, og det ville
være ubehageligt bare at møde op på arbejde og
få at vide, at en beboer er død, siger Lone Premate.
Både pårørende, beboere og medarbejdere er
med, når den afdøde synges ud af boenheden. Det
foregår i åben kiste.
– De andre beboere skal kunne se den døde, så
de kan få sagt farvel. Det kan være svært at gøre,
hvis de bare står over for en lukket kiste, siger hun.
Under udsyngningen får beboerne mulighed
for at lægge noget ned til den afdøde.
– Ikke alle ønsker at gå forbi kisten, men vi
prøver virkelig at motivere og støtte dem, fordi det
er en måde at forstå døden på, at man forsvinder
og ikke kommer igen, siger Lone Premate.
Låget bliver skruet fast på kisten, mens
beboerne ser på det, og alle går med ud og vinker
til ligvognen, der transporterer kisten videre til
kappellet.
Herefter går personalet sammen med de pårørende, hvis de ønsker det, i gang med at forberede
begravelsen. De taler fx med præsten om, hvilke
salmer, der skal synges, og fortæller om den afdøde,
så præsten kan holde en personlig tale ved kisten.
De beboere, der gerne vil, er med til bisættelsen.
– Alle medarbejdere kan deltage i både
udsyngningen og i begravelsen. Dem, der er på
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
7
Jeg vil næsten sige, at personalet er en form for professionel pårørende. De har ikke
kun den plejemæssige opgave, men skal også give omsorg, kærlighed og tryghed til
de døende, så de kommer godt herfra
Lone Premate, Boenhedsleder på Sølund
arbejde, får løn, og kontaktpersonen, hvis hun
har fri, får også løn. Der bliver altid sat en ekstra
på arbejde, fordi vi har kaffebord efter bisættelsen, siger Lone Premate.
Ind og ud af sorgen
Hvis de pårørende tillader det, får beboerne efterfølgende lov til at gå ind i lejligheden og vælge en
ting, som har tilhørt den afdøde Det kan være en
måde at mindes den døde beboer på.
I tiden efter taler medarbejderne ofte med
beboerne om den afdøde. Som regel sker det ved,
at medarbejder og beboer sammen bladrer i den
billedbog, der er lavet om den afdøde. Desuden er
der en slags mindevæg i boenheden med billeder
af tidligere beboere. Da mange af beboerne ikke
har et verbalt sprog, kan en billedbog være en
hjælp til at få fortalt en historie om den afdøde.
Som fx ‘Her sidder du og Ruth i sofaen, og I griner’.
– Det er vigtigt at tale om de døde, for det er en
måde at håndtere sorgen på. Ligesom det er de
mennesker og de relationer, vi har og har haft, der
er med til at skabe og understøtte den enkeltes
identitet. Det er meget vigtigt for den enkelte, at
vi hjælper dem med at fortælle historierne og tale
om både at være ked af det og glad.
– Vi skal som personale kunne gå ind og ud af
sorgen sammen med beboerne uden at overtage
deres følelser, men understøtte den følelsesmæssige proces, de gennemgår. Derfor bliver vi
ved med at fortælle historier om dem, der ikke
længere er her, siger Lone Premate.
– Mange af beboerne kan jo ikke sige: ‘Jeg er
ked af det, fordi jeg savner Ruth’.
Hvis beboerne er interesserede, får de tilbudt
at besøge kirkegården og se den afdødes gravsted.
På Landsbyen Sølunds område er der et
sansehus, og uden for bygningen er der bygget
en slags mindemur, hvor der er plads til at mødes
og mindes de afdøde enten alene eller sammen
med andre. Der er huller i muren, hvor man fx kan
putte en blomst, et brev eller et billede ind.
Professionelle pårørende
Når en beboer er døende, taler personalet indbyrdes om, hvordan de kan passe på hinanden, fordi
det kræver meget at være tæt på.
– Jeg vil næsten sige, at personalet er en form
for professionelle pårørende. De har ikke kun den
plejemæssige opgave, men skal også give omsorg,
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
kærlighed og tryghed til de døende, så de kommer
godt herfra, siger Lone Premate.
Nogle medarbejdere har svært ved at håndtere
det. Måske fordi der er sket noget i deres privatliv,
som betyder, at en beboers død kommer for tæt
på. Det er ok at sige fra, fortæller hun.
– Døden er så sindssyg intens – og også meget
smuk, siger Lone Premate.
Hun har ikke oplevet medarbejdere, som siger
fra over for fx at sidde ved en døende. Men hun
har set nogle, som var meget følelsesmæssigt
påvirket.
– Det er noget, vi taler meget om. Alle situationer bliver vendt i personalegruppen. Hvad gør
det fx ved de medarbejdere, der sidder hos den
døende. Alle har en fælles forpligtigelse til at være
opmærksom på hinanden.
Mens beboeren ligger for døden, følger
beboerens læge og ikke mindst sygeplejersken
på Sølund forløbet. Sygeplejersken kommer forbi
hver dag og ser både efter, hvordan det går med
beboeren, og ikke mindst med de medarbejdere,
der på skift sidder ved den døende. Sygeplejersken kan fortælle om forskellige reaktioner og
signaler hos den døende, som er til stor hjælp for
personalet. Fra arbejdsskift til arbejdsskift bliver
der talt med medarbejderne. Er de trygge ved
opgaven og føler de sig ordentlig klædt på, siger
Lone Premate.
Jo tættere medarbejderne er på en døende,
jo mere bliver der talt med dem, og der er en
ordning, som er et tilbud til medarbejdere, der har
været udsat for noget voldsomt, som de reagerer
på. Lone Premante giver et eksempel.
– En medarbejder fandt en beboer død på
badeværelsesgulvet, og selv om hun havde været i
faget i mange år, var det en meget kritisk situation
for hende, og hun fik psykologhjælp. Her er det
den tætte kollegas opgave at følge hende og huske
at spørge hende, hvordan det går, siger hun.
Når der skal ansættes nye medarbejdere,
indgår pasning af døende som en del af ansættelsessamtalen. Potentielle nye medarbejdere skal
tage stilling til, om det er noget, de kan indgå i, for
som Lone Premate fortæller:
– Der bor 16 ældre personer på boenheden,
derfor vil man over tid komme til at hjælpe og yde
omsorg for en døende. n
Navnene på beboerne i artiklen er ændret.
8
S O C I A L PÆ D A G O G E N
DØDEN
Døden kan være en
ensom oplevelse
Det kan ikke være rigtigt, at nogle skal
dø smertefuldt og alene. Ej heller at
personalet ikke har redskaber til at
passe på sig selv, når de skal tage sig
af en døende beboer, siger forsker bag
forskningsrapporten Døden på 3. klasse
Af Lone Marie Pedersen, [email protected]
Foto: Joachim Ladefoged
M
ange beboere får ofte en smertefuld og
ensom død, fordi personalet i fx botilbud for udviklingshæmmede og på herberger ikke ved noget om, hvordan man passer
døende. Personalet er ikke uddannet i palliativ
pleje – læren om at lindre den døendes smerte
både af fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art
– og det går ikke kun ud over den døende, men
Diskuter på facebook
Er I forberedt på sorgen?
Hvordan føler du dig forberedt, når tab og sorg rammer beboerne? Er du forberedt på at pleje af døende? Er I på din arbejdsplads klædt på til at sikre de
udsatte borgere mod en død på 3. klasse?
Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook
medarbejderne lider også under at stå magtesløse over for en beboer, der fx har dødsangst. Det
viser afhandlingen ‘Døden på 3. klasse’ af master
i humanistisk palliation fra Aalborg Universitet,
Birgitte Due Jensen Koch.
Hun er uddannet socialpædagog og har arbejdet med bl.a. sindslidende, udviklingshæmmede,
misbrugere og hjemløse.
Hun har i sin masterafhandling undersøgt forholdene for både medarbejdere og deres døende
beboere på et bosted for hjemløse og misbrugere
og på et bosted for mennesker med fysisk og
psykisk funktionsnedsættelse.
Undersøgelsen viser, at de døende ofte er
plaget af fysiske smerter, angst og en eksistentiel
oplevelse af ensomhed, og i de svære situationer
formår personalet ikke altid at tage hånd om den
fysiske eller den psykiske del af dødsprocessen,
fortæller Birgitte Due Jensen Koch, der nu er leder
af konsulentfirmaet Institut for Eksistens.
– Beboerne bliver fx ikke optimalt lindret medicinsk, fordi få ved, at misbrugere ofte har brug
for meget forhøjet dosis af fx smertelindrende
medicin.
Nogle af beboerne bliver meget angste i den
sidste fase af livet, og det er ikke rart for medarbejderne at være vidne til det. Nogle medarbejdere
bliver selv angste, fordi de ikke kan få kontakt med
beboerne, forklarer hun.
– Personalet giver udtryk for stor frustration
over, at de ikke altid har redskaber til at håndtere
beboernes smerter og dødsangst, og at de ikke kan
få den hjælp, de har brug for, siger hun.
De fleste beboere lever deres sidste tid på
bostedet eller herberget, fordi de har en personlighed, som ofte ikke kan forenes med livet på et
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
hospice, hospital eller almindeligt plejehjem, hvor
der almindeligvis findes et uddannet personale til
at tage sig af døende.
– Min oplevelse er, at socialpædagogerne gør
et kæmpestort stykke arbejde. Fx sørger de for, at
beboere med misbrugsproblemer stadig får deres
øl, og at de må ryge. De har ofte mere fokus på
beboernes ve og vel end på deres eget arbejdsmiljø.
– Det kan ikke være rigtigt, at nogle skal dø
smertefuldt og alene, og at personalet ikke har
redskaber til at passe på sig selv, siger hun.
Døden på 3. klasse
Birgitte Due Jensen Koch har kaldt sin afhandling
for ‘Døden på 3. klasse’ og forklarer, at 1. klasse i
den her sammenhæng er en død på hospice, hvor
kulturen minder lidt om wellness med spabade,
lækker mad og mulighed for diverse behandlinger. Der er masser af medarbejdere – både professionelle og frivillige – til at tage sig af den døendes behov. Der er musik, koncerter, vinsmagning
og andre sociale og kulturelle tilbud. En død på 2.
klasse foregår fx på et almindeligt plejehjem eller
et hospital, hvor der nogle steder findes uddannet
palliativt plejepersonale.
Sådan er det ikke på 3. klasse, som er for socialt
udsatte ældre, fx misbrugere, hjemløse, psykisk
syge og udviklingshæmmede, der lever og dør
på sociale tilbud. Her kan døden være en meget
ensom oplevelse, fordi der måske hverken er personale, vågekoner, familie eller venner til at sidde
ved den døende den sidste tid, forklarer Birgitte
Due Jensen Koch.
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
9
– På det her område er der ikke tradition for
frivillige, som det fx er tilfældet på hospice, siger
Birgitte Due Jensen Koch.
Skal rydde op i sin egen sorg
Det kan være psykisk belastende for medarbejderne at opleve , at en beboer dør. De føler sig
nogle gange magtesløse og oplever, at de ikke har
evnerne til at varetage plejen – hverken på et relationelt eller medicinsk niveau. Det er voldsomt for
medarbejderne at være vidne til, at et medmenneske dør fuld af angst og smerte, uden at de kan
hjælpe. Situationen kan fx rippe op i medarbejderens private tab og sorg, fortæller Birgitte Due
Jensen Koch.
– Medarbejderne beskriver, at de til tider trækker sig fra angste døende, fordi de ikke ved, hvad
de skal gøre. De oplever det desuden som skamfuldt, at de kommer helt derud, hvor de tager sig
selv i at ønske en beboer død, siger Birgitte Due
Jensen Koch.
Undersøgelsen viser også, at når medarbejderne overværer en andens død, bliver de mindet
om deres egen dødelighed, og det kan fremprovokere angst hos nogle medarbejdere, fortæller hun.
Man siger, at en ny sorg bringer en gammel
med, og man skal derfor have ryddet op i sin
egen sorg for at kunne tage sig af andres, forklarer
Birgitte Due Jensen Koch, der i dag er frivillig på et
hospice.
– Omsorgen med døende på 3. klasse halter så
meget, at det efterlader det indtryk, at den døende
beboer kun får – for at sige det meget forenklet –
MINDER I nogle afdelinger i Landsbyen Sølund er der en mindevæg
med billeder af tidligere beboere.
Den kan være en hjælp for beboerne
til at fastholde erindringen om den
afdøde
10
S O C I A L PÆ D A G O G E N
Medarbejderne beskriver, at de til tider trækker sig fra angste døende, fordi de ikke
ved, hvad de skal gøre. De oplever det desuden som skamfuldt, at de kommer helt
derud, hvor de tager sig selv i at ønske en beboer død
Birgitte Due Jensen Koch, master i humanistisk palliation
skiftet ble, bliver vendt for at undgå liggesår og får
vædet munden. Fokus er udelukkende på det fysiske og ikke på helheden i plejen, der også handler
om det åndelige, psykiske og sociale, siger hun.
Når livet skal afvikles
Birgitte Due Jensen Koch peger på, at når det
handler om at udvikle en beboer, opstiller botilbuddet eller den sociale institution rammer, standarder og målsætninger for, hvordan det pædagogiske arbejde med beboeren skal varetages.
Standarderne skal bl.a. være med til at klæde
medarbejderne fagligt på og sikre, at alle trækker i
samme pædagogiske retning.
Men når det gælder om noget så eksistentielt og essentielt som at skulle afslutte livet, så
mangler der ofte fælles standarder, og det betyder,
at personalet hverken har viden om eller retningslinjer for det pædagogiske arbejde omkring en
døende beboer.
I undersøgelsen fortæller flere medarbejdere,
at de oplever det som angstprovokerende at skulle
tale med en beboer om hans ønsker til, hvordan
den sidste del af livet skal leves. Og som oftest
undlader de samtalen, måske også fordi de er
bange for at træde ind over beboerens grænser,
fortæller Birgitte Due Jensen Koch.
– Men det skal ikke være op til den enkelte
medarbejder at tumle med det spørgsmål. Det
skal være et fælles anliggende for hele personalet
og noget, de skal have redskaber til. Når beboere
flytter ind, bør man have en samtale om, hvordan
de kunne tænke sig at ende deres dage, siger hun.
Ønsker de at blive begravet? Brændt? Hvad skal
der ske ved begravelsen? Skal der synges? Det er
godt både for beboeren og for personalet, at de
ved, hvordan beboeren ønsker det. Det giver personalet mulighed for at opfylde beboerens ønske.
– Det kan for personalet opleves som meget
smukt og meningsfyldt at få lov til at opfylde
beboerens sidste ønsker, siger hun.
Der bør også være standarder for, om personalet kan gå med til begravelser. Skal fx det
personale, som er tættest på afdøde, have den
mulighed?
Birgitte Due Jensen Koch fortæller om en af
interviewpersonerne, at hun valgte ikke at gå med
til en beboers begravelse, fordi den lå på hendes
fridag. Hun var tæt på beboeren, men var i tvivl
om, hvorvidt det var rigtigt af hende at gå med.
Det havde siden plaget hende en del, at hun ikke
gik med, bl.a. fordi hun af erfaring vidste, at hun
muligvis ville have været den eneste til begravelsen ud over præsten og kirketjeneren.
Birgitte Due Jensen Koch undrer sig i øvrigt
over fraværet af andre faggrupper. Dør man
på hospice, hospital eller et plejehjem får man
almindeligvis tilbudt at tale med en præst, en
palliativ fysioterapeut eller andre faggrupper. Men
sådan er praksis tilsyneladende ikke, når man dør
på 3. klasse på en social institution. Her må man
‘nøjes’ med en socialpædagog uden uddannelse i
palliation.
– Min oplevelse er, at der ikke bliver brugt
megen tid på at ringe til fx en præst eller en
immam, selv om erfaringer fra andre undersøgelser viser, at for mange kommer de åndelige og
religiøse spørgsmål i spil, når de når til den sidste
fase af livet, siger Birgitte Due Jensen Koch.
Klare retningslinjer
Hendes undersøgelse viser, at der er behov for at
udvikle metoder, der både gavner de døende på
sociale institutioner og de medarbejdere, som skal
drage omsorg for dem.
– Fokus skal især ligge på det personale, som
er nøglen til, at beboerne oplever en god død. De
skal have ordentlige arbejdsforhold, så omsorgen
for en døende ikke unødigt belaster medarbejderne psykisk, siger Birgitte Due Jensen Koch.
Hertil kommer de øvrige beboere på den
sociale institution, som måske mister en ven. Her
skal personalet også kunne tilbyde deres omsorg.
Men den vigtigste indsats er, at klager og smerter
fra døende beboere anerkendes og behandles.
– Behovet for forhøjede doser af medicin til
både smertelindring, angst- og abstinensdæmpning for mennesker med misbrug bør være i fokus.
Desuden skal personalet, som arbejder med døende beboere, tilbydes supervision, og studerende
på uddannelsesstederne skal undervises i palliativ
pleje. Endelig skal der være relevante efteruddannelseskurser for medarbejderne, siger Birgitte Due
Jensen Koch. n
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
11
DØDEN
Vi står hele tiden over for beboernes sorg eller tab, og det skal vi kunne tackle
professionelt. Kan vi ikke det, er der fare for, at borgerne ikke får den nødvendige
støtte til at håndtere deres følelser
Annemette Hauschildt, områdeleder i Bofællesskaberne Edelvej
Man skal stå med en
beredskabsplan, før man
står med en død borger
I Bofællesskaberne Edelsvej uddanner
man medarbejderne i at hjælpe beboerne gennem sorg, tab og krise, og
personalet har en detaljeret plan at gå
frem efter
Af Lone Marie Pedersen, [email protected]
Foto: Robert Attermann / Red Star
H
un ved, hvad hun skal gøre. Det er først på
året en lørdag aften ved 21-tiden, og socialpædagog Susanne Thude er på arbejde i
Bofællesskaberne Edelsvej i Esbjerg. En kollega
ringer og beder om hjælp. Hun har fundet Jacob
død på gulvet og ringer straks 112, hvorefter hun
går i gang med at give førstehjælp.
I beredskabsplanen står der, at Susanne Thude
skal kontakte områdelederen. Hun ringer derfor
til Annemette Hauschildt. Hun er på weekend i et
sommerhus et stykke fra bofællesskaberne, men
overtager via telefonen ledelsen af det videre forløb.
– Det var en kæmpe lettelse, at jeg vidste, Annemette fra da af tog over, siger Susanne Thude.
– Der var rimelig meget andet, jeg skulle rumme.
Susanne Thude løber over til Jacob med hjertestarteren.
Ambulance og politi er nået frem.
Det samme er de to afdelingsledere, som lederen har ringet til. Mens områdelederen er med på
en telefon, leder de det videre forløb.
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
Flere og flere beboere er kommet ud fra deres
lejligheder og kan se både politi og ambulance
holde uden for døren, mens der går folk ud og ind
af døren til Jacobs lejlighed.
‘Er han død’, spørger flere af beboerne, og
mange af dem græder højlydt.
Beboerne – eller borgerne, som medarbejderne
kalder dem – er udviklingshæmmede og har en
udviklingsalder fre tre til godt 12 år.
Medarbejderne kan ikke svare dem, men siger,
at lige nu er lægen inde hos Jacob.
I beredskabsplanen står der, at beboerne skal
orienteres om et uventet dødsfald, men først når
de pårørende og afdelingens medarbejdere er
orienteret. Det er vigtigt, at informationen bliver
givet på en måde, så beboerne med deres handicap forstår den, og der er personale omkring dem
til at hjælpe dem.
De bedst fungerende bliver opfordret til at
gå ind i deres bolig, mens ambulancefolkene og
politiet arbejder.
Men tre af beboerne, der har en lav udviklingsalder, kan ikke være alene i den her situation, så
dem overtaler Susanne Thude – med løfte om varm
chokolade – til at gå med ned i fælleslejligheden.
Hun er ‘rundt på gulvet’ og ryster på hænderne.
Men det lykkes hende at skjule sin uro for beboerne
og holde fokus på det, der er hendes opgave, nemlig at give tryghed til de opskræmte beboere. Hun
laver kakao, og de sætter sig alle rundt om bordet
og kigger på det billedalbum, hun har fundet frem,
mens de taler om, hvad de skal i morgen. Og i løbet
af fem minutter falder de tre beboere til ro.
12
S O C I A L PÆ D A G O G E N
Jeg ville helst ikke sygemelde mig, fordi det så ville blive sværere for mig at
komme tilbage, og jeg vidste, at jeg har nogle kollegaer, som kunne rumme, at jeg
var ked af det
Helle Ohlsen, socialpædagog i Bofællesskaberne Edelvej
Jeg står ikke længere magtesløs over for en borger, der sørger, og jeg ved, at det
er naturligt, at borgerne kan grine fem minutter efter, at de har sørget over et tab.
Jeg prøver ikke at undgå, når nogen er ked af det, for jeg ved, at jeg har noget at
byde ind med
Susanne Thude, socialpædagog i Bofællesskaberne Edelvej
Den 31-årige Jacob døde af en blodprop.
Efterfølgende får de fem medarbejdere, som
var tættest på begivenhederne, tilbudt krisehjælp,
og det tager de alle imod.
– Jeg følte, at der blev taget hånd om os, og vi
fik den hjælp, som vi havde brug for, siger Susanne
Thude.
Faglighed i stedet for magtesløshed
Bofællesskaberne Edelsvej i Esbjerg Kommune er
kendt for to år i træk at blive kåret som Danmarks
bedste offentlige arbejdsplads og som nummer fire på den samlede liste over mellemstore
arbejdspladser i Europa. De har fået et anerkendt
arbejdsmiljøcertifikat og dokumenterer dermed,
at de har styr på arbejdsmiljøet og er i stand til
selv at løse deres arbejdsmiljøproblemer. Der er
ansat 65 medarbejdere, heraf er de 45 socialpædagoger. Resten er omsorgsmedhjælpere, natarbejdere, pedel, kontormedarbejdere samt ansatte i
fleks-, skåne- og seniorjob.
Omdrejningspunktet for områdeleder Annemette Hauschildt er, at medarbejderne skal
have et godt arbejdsmiljø, og der skal være en stor
faglighed til stede i det pædagogiske arbejde. Når
de to ting går hånd i hånd, kommer man langt i
forhold til at skabe trygge og omsorgsfulde rammer for beboerne.
Det har været udgangspunktet, når organisationen på skift har arbejdet med forskellige
projekter, fx seksuelle overgreb, efteruddannelse
via et diplommodul udviklet til Edelsvejs praksis
og arbejdsmiljøcertificering
I 2011 tog man fat på døden som tema, idet
man bl.a. ønskede at finde svar på, hvordan
medarbejderne skaber tryghed hos beboere, der
sørger over et tab?
Beboerne på Edelsvej, der primært er mellem
18 år og 40 år, skal som alle andre borgere i samfundet forholde sig til tab og sorg, at fx de selv, et
familiemedlem eller andre beboere bliver alvorligt
syge eller dør, deres forældre bliver skilt eller deres
yndlingshamster dør.
– Men i og med, at deres kognitive, sproglige
og sociale evner og færdigheder er forsinkede
eller mangelfulde, bliver det vanskeligt for dem at
videreformidle sorgen og tabet. Og det kan være
svært for de pårørende og personalet at vurdere,
hvordan borgeren mærker fx et dødsfald i familien. Det kan betyde, at omgivelserne måske ikke
opdager, når en borgeren sørger, siger Annemette
Hauschildt.
Måske føler medarbejderne sig magtesløse,
fordi de mangler faglig viden til at kunne støtte
borgeren, og i stedet griber de måske til at bruge
private ting fra deres eget liv, fortæller hun.
– Vi står hele tiden over for borgernes sorg eller
tab, og det skal vi kunne tackle professionelt. Kan
vi ikke det, er der fare for, at borgerne ikke får den
nødvendige støtte til at håndtere deres følelser.
Det kan betyde, at der bliver sat en negativ spiral
i gang, som efterlader borgerne i følelsesmæssig
ensomhed, siger Annemette Hauschildt.
Skaber en motorvej af faglig viden
Beboerne i Bofællesskaberne Edelsvej kan som
udgangspunkt ikke benytte de eksisterende sorgbehandlingstilbud, som tilbydes i samfundet. De
har brug for tilbud, som er målrettet deres særlige behov og udviklingstrin, forklarer Annemette
Hauschildt.
– Desuden er det betydningsfuldt, at de, der
formidler og støtter borgerne i bearbejdningen af
sorg, er personer, som de kender og har en tryg
relation med, siger hun.
Med penge fra Trygfonden startede Bofællesskaberne for tre år siden udviklingsprojektet
‘Tryghed, trods sorg, død og tab’. Formålet er at
uddanne medarbejderne til at optræde fagligt
professionelt over for beboernes tab og sorg.
– Projektet skal både tage afsæt i den enkelte
borgers udviklingstrin, behov og ønsker i forhold til
sorg, død og tab og i fælles referencer og guidelines,
der kan løfte vores praksis ud af privat-personlige
overbevisninger om, hvordan man håndterer død,
sorg og tab, siger Annemette Hauschildt.
Projektet omfatter alle medarbejdere i organisationen, fordi det lige så godt kan være en pedel,
en natarbejder eller en omsorgsmedhjælper, som
finder en død eller syg beboer.
Når Bofællesskaberne sætter gang i et udviklingsprojekt, ønsker de altid at skabe en bred moNR. 18 13. SEPTEMBER 2013
TAB Tony Andersen mistede sin
hamster, og socialpædagogerne
hjalp ham med at bearbejde sorgen.
Nu har han fået en ny hamster
ERINDRING Socialpædagogerne har
hjulpet Louisa Jørgensen med at lave
en mindehylde for hendes mormor,
far og to katte, der alle er døde. I
æskerne ligger der noget af kattenes
pels, og der er købt en figur, der
ligner de katte, hun havde
14
SORG ‘Vi har lært ikke at trække
os, når en borger eller kollega er
i sorg’, siger socialpædagog Helle
Ohlsen (tv), der her hjælper beboer
Maja Bendixen med at udfylde en
mindebog om hendes farfar
S O C I A L PÆ D A G O G E N
torvej af faglig viden. Derfor skal alle i organisationen være med, fortæller Annemette Hauschildt.
– Vi skal have en viden, som ikke forsvinder,
fordi en medarbejder rejser.
besøg i bl.a. kapel, krematorium og kirke. Og en
temadag om den svære samtale: Hvordan taler
man med en beboer i sorg?
Positiv prikkerunde
Projektet sluttede i 2012, og der er udarbejdet forskellige beredskabsplaner for, hvordan medarbejderne skal forholde sig over for beboerne ved
død, sorg og tab. Der er desuden retningslinjer for,
hvordan beboerne fx kan lave ‘Min sidste vilje’ og
‘Sådan foregår en begravelse’.
– Man skal stå med en beredskabsplan, før
man står med en død borger, siger Annemette
Hauschildt.
Den var beredskabsplanen, som Susanne
Thude brugte, da Jacob døde. Hun vidste, hvad
hun skulle gøre. Materialet indeholder også en
beskrivelse af børns forståelse af døden i relation
til forskellige aldre.
– Således er begrebet sorg, død og tab sat ind
i en kontekst, hvor borgerens udviklingsalder
bliver central for forståelsen, siger Annemette
Hauschildt.
Desuden arbejder de ud fra en hollandsk
sorgmodel, der er døbt 2-spors-modellen, hvor
det ene spor er tabssporet. Her håndterer man
de følelser og udfordringer, som tabet direkte har
medført. Fx ‘Jeg har mistet min mor’.
Det andet spor bliver kaldt genindførelses­
sporet, som sigter mod at genindføre den efterladte i den forandrede verden, som tabet har
medført. Centralt i dette spor er, at den efterladte
får rum til at holde fri af det følelsesmæssigt
belastende sorgarbejde.
– Mere enkelt kan man sige, at 2-spors-modellen
for en borger med en udviklingsalder på mellem
3-6 år er, at det ene øjeblik græder de over tabet,
Ledelsen nedsatte en projektgruppe med en
repræsentant fra hver afdeling, og opgaven var at
tilrettelægge et udviklingsprojekt om sorg og død
Pædagog Thomas Skov Callesen var en af dem,
som ledelsen opfordrede til at gå ind i projektgruppen.
– Jeg oplevede det som en positiv prikkerunde,
at ledelsen gerne ville have mig med i projektgruppen. Det vil opkvalificere mig fagligt.
Ledelsen stillede som krav, at de medarbejdere, der var med i projektgruppen, skulle
brænde for opgaven, idet de også skulle bruge
såkaldt interessetid i projektet. Så før de sagde
ja, skulle de have aftalt det med hjemmefronten.
Den økonomiske gulerod var et engangsbeløb
på 10.000 kr. ved projektets afslutning. Der var
snarere tale om en erkendtlighed end egentlig
løn, da alle brugte mange timer ud over deres
almindelige arbejdstid, fortæller Annemette
Hauschildt.
En del af projektets tanke var, at alle medarbejdere skal høres.
Der blev derfor som noget af det første gennemført gruppeinterview med alle medarbejdere
om, hvordan de fx oplever en beboers sorg og tab.
Der blev holdt møder med beboerne og deres
pårørende om emnet. Desuden blev der gennemført en række temadage med fokus på sorg, død og
tab. Fx en temadag om sorg, sorgens faser og dens
udtryk, hvor der blev fokuseret på sorg hos børn i
forskellige aldre. En temadag om begravelser med
Redskaber og værktøjer
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
det næste er de mest optaget af, hvad de skal have
at spise til aften, forklarer Annemette Hauschildt.
Materialet er bygget op omkring billeder og
enkle, konkrete tekster, som beboerne kan forstå.
Desuden er der en vejledning til medarbejderne
om, hvordan de i praksis kan anvende teksterne.
– Materialet udgør et ‘fælles tredje’ mellem borger og personale og gør det nemmere for borgeren
at tale om det svære, fordi det direkte fokus flyttes
væk fra borgeren og over på redskaberne, som
man er sammen om, fx en sorgkasse med rare ting
i, siger Annemette Hauschildt.
Vi tør træde et skridt frem
Udviklingsprojektet har betydet, at medarbejderne har fået et fælles teoretisk ståsted i forhold
til deres forståelse af sorg, død og tab. Det giver ro
og plads til det pædagogiske arbejde.
– Vi har lært ikke at trække os, når en borger
eller en kollega er i sorg. I stedet går vi et skridt
frem, siger Helle Ohlsen, der er en af projektgruppens medlemmer.
Hun mærkede kollegaernes omsorg, da hendes
far døde, mens de var i gang med projektarbejdet.
Omkring dødsfaldet havde hun svært ved at
sove om natten, men i stedet for at sygemelde sig,
valgte hun at fortælle på sit arbejde, hvordan hun
havde det.
– Jeg ville helst ikke sygemelde mig, fordi det
så ville blive sværere for mig at komme tilbage, og
jeg vidste, at jeg har nogle kollegaer, som kunne
rumme, at jeg var ked af det.
Der blev taget arbejdsmæssige og personlige
hensyn til Helle Ohlsen. Bl.a. fik hun lov til at møde
senere om morgenen i den periode, hvor hun
ikke fik sovet så meget om natten. Desuden blev
hun fritaget for at lave de mest psykisk belastende
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
15
opgaver i forhold til beboerne, men kunne trække
sig tilbage med mere administrative ting.
Det var en win-win-situation for hende og for
arbejdspladsen, der ikke skulle undvære en kollega.
– Tårer skræmmer ikke så mange her på Edelsvej, siger Helle Ohlsen.
Annemette Hauschildt supplerer:
– Projektet har skabt en øget bevidsthed om og
respekt for, at sorg tager tid, og det skal der tages
hensyn til i arbejdsmiljøet.
En rygsæk med viden
Udviklingsprojektet har givet Susanne Thude en
bedre forståelse for, hvorfor en beboer kan sørge
og græde over en farfar, der døde for 10 år siden,
og som beboeren i øvrigt aldrig har mødt.
– Jeg har fået en ‘rygsæk’ med faglig viden, og
det betyder, at jeg kan møde borgerne og kollegaerne der, hvor de er.
Tidligere var hun meget optaget af at løse den
sorg, som en beboer havde.
– Når jeg gik fra hende, skulle hun ikke være ked
af det. Men jeg har lært, at det er ok, at hun har det
sådan, og min opgave er at hjælpe hende med at
være i sorgen over tabet og samtidig guide hende til
at genoptage hverdagen, siger Susanne Thude.
– Jeg står ikke længere magtesløs over for en
borger, der sørger, og jeg ved, at det er naturligt,
at borgerne kan grine fem minutter efter, at de
har sørget over et tab. Jeg prøver ikke at undgå en
borger, når han eller hun er ked af det, for jeg ved,
at jeg har noget at byde ind med, siger hun. n
Navnet på beboeren i artiklen er ændret.
Bofællesskaberne Edelsvejs beredskabsplaner kan
downloades på www.edelsvej.esbjergkommune.dk
under fanen Projekt død og tab.
FAGLIGHED ‘Jeg prøver ikke at
undgå en borger, når han eller hun
er ked af det, for jeg ved, at jeg
har noget at byde ind med’, siger
socialpædagog Susanne Thude, der
sammen med beboer Kim Nissen
kigger i en bog fra sorgkassen
16
S O C I A L PÆ D A G O G E N
UDSATTE KVINDER
Mange har i deres liv mødt rigtig mange dårlige eksempler på hankønnet. Så jeg
prøver at fremstå som det gode eksempel og vise dem, at mænd ikke behøver at være
nogle svin, men også kan være rare og venlige. Uden andre bagtanker end de rent
pædagogiske
Rasmus og den trygge base
Nattely i fred for mænd og hjælp til at
komme videre. Det er tilbuddet på Café
Klare på Vesterbro i København, hvor
socialpædagog Rasmus Christensen
er med til at skabe en tryg base for
en broget flok hjemløse kvinder. Men
stedets fremtid er usikker
Af Trine Kit Jensen, [email protected]
Foto: Ricky John Molloy
G
o’morgen, go’morgen, go’morgen. Klokken
er halv ni, og socialpædagog Rasmus Christensen går rundt for at vække de kvinder på
Café Klare i Lyrskovgade, der endnu ikke er stået
op. De hjemløse kvinder er fordelt på tre værelser,
indrettet med køjesenge. Der bliver banket forsigtigt på, før han stikker hovedet ind, og vækningen
foregår blidt.
– Det er ikke altid lige sjovt for vores kvinder
at skulle op og ud i al slags vejr uden noget at se
frem til. Men når det nu ikke kan være anderledes, handler det om at skabe så god en stemning
som muligt, siger Rasmus Christensen, der har
arbejdet på Café Klare siden åbningen for to et
halvt år siden.
‘Seje piger sætter grænser’, lyder budskabet på
en plakat, der hænger ud for det sidste værelse i
rækken. Men selv de sejeste kvinder kan have det
svært på traditionelle herberger, hvor 80 pct. af
brugerne er af hankøn. Her risikerer de at blive
udsat for vold og seksuelle overgreb, og det var
baggrunden for, at der som led i Københavns
Kommunes hjemløsestrategi i marts 2011 blev
etableret et sted kun for kvinder.
Fire koksestole i opholdsrummet på Café
Klare giver sammen med køjesengene i alt 20
overnatningspladser. Derudover rummer stedet
et dagtilbud, hvor Rasmus Christensen sammen
med socialrådgiver Ane Hinna Menzer står for
rådgivning, hjælp til komplekse problemer og
motivation til livsforandring.
Natcaféen åbner på hverdage kl. 19 og i weekenden kl. 22. Om morgenen skal kvinderne normalt være ude kl. 10 – med mindre de har en aftale
med Rasmus eller Ane. Men i dag er det tirsdag,
hvor der er åbent hus til kl. 14. Det giver mulighed for at strække både søvn og morgenmad lidt
længere. I opholdsrummet med det åbne køkken
bliver der brygget kaffe, mens en kvinde indhyllet
i en dyne forsøger at komme til sig selv. En anden
står foran et spejl og afslutter sit morgentoilette
med et strejf af parfume, og i et tilstødende rum
arbejder en vaskemaskine på højtryk.
– De fleste af kvinderne går meget op i at få
et bad og gøre noget ud af tøj, make-up og hår.
Møder man dem på Hovedbanegården, vil man
ikke umiddelbart tænke, at de er hjemløse. Men
kradser man lidt i lakken, ryger facaden, siger
Rasmus Christensen.
Stor forskellighed
Siden åbningen har 555 forskellige kvinder haft
glæde af Café Klare, og 10-25 pr. døgn bruger stedet. De yngste er kun lige fyldt 18 år, mens den
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
ældste har været 72, og det er ikke kun aldersspredningen, der er stor. Også på andre måder er
det en broget skare, der finder vej til Lyrskovgade.
Nogle er stofmisbrugere og prostituerede,
der i årevis har haft deres gang i narkomiljøet på
Vesterbro. Der kan også være tale om unge, som er
på vej ind i miljøet og bliver henvist til Café Klare
af socialarbejdere på gaden. Andre er sofasovere,
der før har overnattet i lejligheder rundt omkring
– ofte med sex som modydelse. Stedet tager også
imod voldsramte kvinder, som på grund af et
misbrug ikke kan få plads på krisecentre. Og endelig er der dukket helt nye grupper af hjemløse op,
som før ikke har været så synlige.
Det kan fx være kvinder, som på grund af psykiske lidelser er havnet på gaden. Eller det kan være
helt unge kvinder med muslimsk baggrund, som er
blevet smidt ud hjemmefra, fordi de har en livsstil
eller en kæreste, forældrene ikke bryder sig om.
– De har ofte et meget dårligt socialt netværk
og kan være præget af en opvækst med fx fraværende forældre, en voldelig far eller en psykisk syg
mor, fortæller Rasmus Christensen.
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
17
I dag er der så pakket i opholdsrummet på
Café Klare, at interviewet må foregå på en bænk
i Enghaveparken over for. Men normalt spiser
Rasmus Christensen og socialrådgiverkollegaen
altid morgenmad med kvinderne efter en briefing
fra nattevagterne.
– Hvis vi skal hjælpe, er vi nødt til at lære dem
at kende og finde ud af, hvem de er. Omvendt har
kvinderne også brug for at lære os at kende, så de
føler sig trygge og tør bede om den hjælp, de har
brug for. Nogle er fra start meget kontaktsøgende.
Men andre skal vi smile til i to måneder, før de er
klar til at åbne op og gå i dialog, siger han.
I de tilfælde er der tale om et langt, sejt tillidsopbyggende arbejde, og her kan det være til
nytte af og til at servere en kop kaffe på sengen
eller tilbyde et par rene, tørre strømper. Små ting,
der gør en forskel.
Brobygning til systemet
Den egentlige rådgivning starter først, når natcaféen lukker, så der er fred og ro til en snak på
tomandshånd. Fra kvinde til kvinde kan der være
18
S O C I A L PÆ D A G O G E N
I et job som det her kan der
være langt mellem snapsene.
Men forleden var der en,
der sagde: ‘Du har en helt
fantastisk pædagogik’. Det er
store ord i en brugergruppe,
der generelt er trætte af
pædagoger
stor forskel på, hvad rådgivningen handler om,
men brobygning til social- og sundhedssystemet
spiller en væsentlig rolle.
– Fx hjælper vi med at etablere kontakt til sagsbehandlere eller andre myndighedspersoner, så
de kan blive skrevet op til bolig, få kontanthjælpen
igen, hvis den er stoppet, få en støttekontaktperson eller få tilskud til fx psykologhjælp, fortæller
Rasmus Christensen.
Bistanden kan også bestå i at hjælpe en
stofmisbruger med at komme i metadonbehandling, så hun slipper for at sælge sex for at skaffe
penge til stoffer. For hende kan det være svært at
overskue, hvor hun skal henvende sig og holde
fast i beslutningen om, at hun vil ud af misbruget. Rasmus Christensen tager sig derfor af alt
forarbejdet, sørger for at følge hende derhen og
støtter hende, til hun er kommet godt i gang med
behandlingen.
Som et tredje eksempel på, hvad hjælpen kan
dreje sig om, nævner han en ung og meget forpint
psykotisk kvinde, der kom til Café Klare efter at
være blevet samlet op af behjertede mennesker
på gaden. Hende fik han overtalt til at tage med
på en psykiatrisk akutmodtagelse. Her blev han i
venteværelset, til det var hendes tur, så hun ikke
fortrød halvvejs i køen. Og da hun efterfølgende
blev indlagt, besøgte han hende på afdelingen for
at sikre sig, at hun var tryg.
Rasmus Christensen har også flere gange besøgt
stofmisbrugende kvinder, der er røget i fængsel.
– En kaotisk stofmisbruger har typisk mere ro
på, når hun er i fængsel. Så der har jeg en super
god mulighed for at sætte noget i gang og tage fat
i kontaktpersonerne omkring hende, så hun ikke
står på gaden igen, når hun bliver lukket ud. Det
er desværre noget, vi ofte oplever, siger han.
Rasmus Christensen og socialrådgiver Ane
Hinna Menzer har i princippet de samme arbejdsopgaver. Men de har forskellige indfaldsvinkler til
opgaverne, og er de låst fast i en situation, kan de
have stor gavn af at sparre med hinanden.
– Nogle ting er Ane bedst til, og på andre
områder har jeg nogle spidskompetencer. Så vi
supplerer hinanden rigtig godt, siger han.
Det gode eksempel
Mens de fleste kvindekrisecentre kun har personale af hunkøn, er der udover Rasmus Christensen to andre mænd i medarbejderstaben på Café
Klare. En mandlig nattevagt og en mandlig vikar.
Rasmus Christensen har ikke hørt om kvinder,
der har afholdt sig fra at opsøge Café Klare, fordi
der er mandlige ansatte. Men han lægger ikke skjul
på, at det for en mand giver særlige udfordringer
at arbejde et sted, hvor en stor del af kvinderne har
været udsat for vold eller seksuelle overgreb.
– Mange har i deres liv mødt rigtig mange
dårlige eksempler på hankønnet. Så jeg prøver at
fremstå som det gode eksempel og vise dem, at
mænd ikke behøver at være nogle svin, men også
kan være rare og venlige. Uden andre bagtanker
end de rent pædagogiske. Jeg tænker også altid
over, hvad jeg siger, og hvad jeg signalerer med
mit kropssprog, fortæller han.
Det er ikke kun kvinder, der er på vagt over for
mænd, Rasmus Christensen skal kunne tackle.
Han kan også komme ud for ‘sexchikane’ fra kvinder, som giver ham et klap i røven eller spørger,
om de skal være kærester.
– I de situationer er det vigtigt, at jeg er helt
klar i spyttet, og jeg har haft god nytte af tale med
kvindelige kolleger og sygeplejersker, som oplever
noget lignende på fx Mændenes Hjem, siger han.
Det sværeste ved jobbet er for Rasmus Christensen at være vidne til kvinder, der kæmper for
at komme på fode, men ofte ikke har held med
det, fordi de på mange fronter er så pressede, at
de træffer forkerte beslutninger. Fx er der kvinder,
som er så sultne efter et sted at bo, at de flytter
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
19
Selv om vi ynder at kalde dem ressourcesvage, er mange i virkeligheden stærke. Selv
ville jeg ikke overleve tre dage som hjemløs på Vesterbro, så de kan nogle ting, som vi
andre ikke kan. Det prøver vi at udnytte og bygge videre på i det relationsskabende og
brobyggende arbejde
sammen med en kæreste, der banker dem. Der
er også kvinder, som er fast besluttede på ikke at
ville fixe, men falder i og må prostituere sig for at
finansiere misbruget.
– Når mennesker mister deres værdighed er det
meget hårdt at se på, siger han.
Omvendt er det en fryd, når en af de kvinder,
han gennem lang tid har forsøgt at få kontakt til,
pludselig smiler tilbage.
– I et job som det her kan der være langt mellem snapsene. Men forleden var der en, der sagde:
‘Du har en helt fantastisk pædagogik’. Det er store
ord i en brugergruppe, der generelt er trætte af
pædagoger, og så bliver man glad, siger han.
– Derudover er det selvfølgelig altid rart at
opleve, når en af vores kvinder får en lejlighed,
bliver glad for at bo der og på sigt får overskud til
at udleve nogle af sine drømme.
Drager omsorg for hinanden
Cafe Klare samarbejder med hjemløseenheden i
Københavns Kommune, og en repræsentant herfra kommer forbi en gang om ugen. Hver torsdag
morgen får stedet besøg af en sygeplejerske og en
fodterapeut fra Sundhedsrummet under Mændenes Hjem, og frivillige fra Missionen Blandt Hjemløse sørger for, at kvinderne kan få massage.
Sidstnævnte står også for en madklub med
hygge og samvær onsdag aften, der både er for
nuværende og tidligere brugere. Madklubben er
populær, og trods forskellighederne oplever Rasmus Christensen, at kvinderne generelt kommer
godt ud af det med hinanden.
– En stofmisbruger kan nogle gange have svært
ved at rumme en paranoid skizofren, der hører
stemmer og siger mærkelige ting. Det kan give
konflikter. Men ofte oplever jeg, at kvinderne støtter og drager omsorg for hinanden, fortæller han.
Omsorgen kan fx vise sig ved, at der bliver lagt
et tæppe omkring en kvinde, som ligger og kokser
i sofaen. Den kan også komme til udtryk, når en
ældre stofmisbruger fraråder de unge at gå ud og
tage stoffer. Eller når en bruger henvender sig til
personalet, fordi en angstplaget kvinde på et af
værelserne har brug for hjælp.
– For mange af kvinderne er det rart, at de kan
give noget positivt videre, og selv om vi ynder at
kalde dem ressourcesvage, er mange i virkeligheden stærke. Selv ville jeg ikke overleve tre dage
som hjemløs på Vesterbro, så de kan nogle ting,
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
som vi andre ikke kan. Det prøver vi at udnytte
og bygge videre på i det relationsskabende og
brobyggende arbejde, siger Rasmus Christensen.
Foreløbig er 322 kvinder sluset ud fra Café
Klare. Heraf er 126 flyttet i egen bolig eller er
blevet hjulpet tilbage i egen bolig, mens andre er
sluset videre til krisecentre, socialpsykiatriske botilbud eller tilbud under hjemløsestrategien med
massiv bostøtte. 35 er kommet i døgnbehandling
eller er blevet indlagt på psykiatriske afdelinger,
og nogle er efter eget ønske sluset ud til mere traditionelle herberger. I statistikken optræder nogle
kvinder flere gange, fx hvis de efter en indlæggelse
igen er dukket op på Café Klare.
En kæp i hjulet
Siden åbningen har Café Klare fået mange mindre donationer til enkeltprojekter og indkøb, og
midler fra OAK-Foundation betaler i øjeblikket
aftenfunktionen i tidsrummet 19-22. Men stedet
er overvejende finansieret af satspuljemidler, der
dækker resten af åbningstiden plus rådgivningen i
dagtimerne. De udløber ved årsskiftet, og det kan
stikke en kæp i hjulet på arbejdet med de hjemløse kvinder.
Støtte fra Københavns Kommune er afgørende
for, at projektet kan fortsætte i sin nuværende
form, og stedets videre skæbne afhænger af,
hvordan politikerne på rådhuset prioriterer under
efterårets budgetforhandlinger. I øjeblikket krydses der derfor fingre på Café Klare. Men Rasmus
Christensen vælger at se optimistisk på fremtiden.
– Mere end 500 kvinder har indtil videre
profiteret af stedet, og det viser, at der er behov for
de skærmede kvindepladser. Vi har skabt en tryg
ramme for de her kvinder, som ellers er svære at
placere, og må vi lukke med udgangen af december har jeg for manges vedkommende svært ved
at se, hvor de så skal gå hen, siger han.
Ved 11-tiden vender vi fra Enghaveparken
tilbage til Lyrskovgade 2, hvor Café Klare ligger på
anden sal. Nede på gaden står en bruger og ryger
en cigaret med et håndklæde om sit nyvaskede
hår. Hun kan nyde udsigten til et af de blomsterbede i gaden, stedet har adopteret, så kvinder med
grønne fingre har noget at rive i. En anden kvinde
kommer ud af opgangen, står stille et øjeblik og
forsvinder så i retning mod Istedgade. n
Læs mere på www.cafeklare-natcafe.dk
20
S O C I A L PÆ D A G O G E N
HJEMLØSE
De bliver flere – og yngre
Der er kommet flere hjemløse de
sidste fire år, og især er der kommet
flere helt unge hjemløse med psykiske
lidelser, viser SFI-undersøgelse –
foruroligende, mener Rådet for Socialt
Udsatte, der peger på, at der er skåret
ned på forebyggelsen
Af Jens Nielsen, [email protected]
M
ere end 80 pct. – så mange flere unge
hjemløse mellem 18 og 24 år er der kommet siden 2009. Den voldsomme stigning
betyder, at de 18-24-årige udgør langt størstedelen af den generelle stigning i antallet af hjemløse,
som er sket på de fire år.
Fra 2009 er antallet af hjemløse i hele landet
steget fra 4.998 til 5.820 i 2013 – en stigning på 16
pct. I samme periode er antallet af hjemløse mellem 18 og 24 år steget fra 633 til 1.138 personer.
Yderligere har over halvdelen – 57 pct. – af de
registrerede hjemløse været hjemløse i under et
år, og dermed tyder alt altså på, at der hele tiden
er danskere, der kommer ud i hjemløshed.
Det viser den seneste kortlægning af hjemløseområdet fra SFI. Den er foretaget i uge 6 og tegner
dermed et ‘øjebliksbillede’ af hjemløsheden.
De knapt 6.000, der er registeret som akut
hjemløse i uge 6, tyder ifølge SFI på, at mellem
13.000 og 15.000 danskere rammes af hjemløshed
i løbet af et år.
Det billede, undersøgelsen tegner, står i skærende kontrast til den nationale hjemløsestrategi,
der blev søsat i 2009. Den havde som overordnet
mål at nedbringe antallet af hjemløse og særligt at
sætte ind over for gruppen af unge hjemløse, og
SFI-undersøgelsen fremkalder også panderynker
hos regeringens vagthund på hjemløseområdet,
Rådet for Socialt Udsatte:
– Det er dybt bekymrende – især taget i betragtning, at Hjemløsestrategien til en halv mia. kr.
de seneste fire år faktisk har skullet bekæmpe
hjemløshed, siger rådets formand, Jann Sjursen.
Det er dog ikke Hjemløsestrategiens skyld, at
der er kommet flere hjemløse, mener han. Men
udfordringen i forhold til at knække hjemløsekurven har været større end forudset. Strategien
har i sig selv vist, at det gør en forskel at sætte
aktivt ind: Stigningen i antallet af hjemløse er ikke
så kraftig i de kommuner, der har været med i
strategien, påpeger Jann Sjursen.
Stigningen i omegnskommunerne
Et sted, der øjensynligt ikke har været en del af
strategien, er de københavnske omegnskommuner. SFI-undersøgelsen påpeger, at det først og
fremmest er her den drastiske stigning i antallet af
hjemløse er sket: I de københavnske omegnskommuner er der i den fireårige periode kommet mere
end 600 flere hjemløse.
At det forholder sig sådan forklarer SFI-forsker
Lars Benjaminsen dels med den store, generelle
boligmangel i hovedstadsområdet, men dels også
med, at man ikke rigtig har haft blik for hjemløsheden i omegnskommunerne før:
– De har været en blind plet på radaren. Mange
tænker, at hjemløse kun er inde i København, og
derfor er indsatserne rundt om hovedstaden ikke
så stærke. Og der er lange ventetider til almene
boliger her, siger Lars Benjaminsen.
I tal er de københavnske omegnskommuner
gået fra at have 701 hjemløse i 2009 til i 2013-opgørelsen at have 1.341 borgere, der er hjemløse.
Flere unge, psykiske lidelser og misbrug
Som nævnt er antallet af helt unge hjemløse mellem 18 og 24 år steget dramatisk, så de unge nu
udgør en femtedel af de hjemløse i Danmark.
Oven i det udgør de 25-29-årige 11 pct. af de
hjemløse, mens børn og unge under 18 år udgør
tre pct.
Det betyder, at en tredjedel af alle hjemløse i
landet er under 30 år.
Den voksende gruppe af unge hjemløse er for
manges vedkommende også præget af psykiske
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
21
Det er dybt bekymrende – især taget i betragtning, at Hjemløsestrategien til en halv
mia. kr. de seneste fire år faktisk har skullet bekæmpe hjemløshed
Jann Sjursen, formand, Rådet for Socialt Udsatte
lidelser: Mens andelen af hjemløse med psykiske
lidelser er steget fra 37 pct. i 2009 til 47 pct. i 2013,
er tallet 51 pct. for de 18-24-årige og 54 pct. for de
25-29 årige.
Men SFI-undersøgelsen viser, at det er under
halvdelen af de psykisk syge hjemløse – 45 pct.
– der modtager behandling. Ikke overraskende
er der færrest blandt gadesovere og brugere af
natvarmestuer, mens antallet af psykisk syge, der
modtager en eller anden form for behandling er
højest på herbergerne og blandt de hjemløse, der
overnatter hos familie eller venner.
Samtidig har flere hjemløse fået misbrugsproblemer at kæmpe med: Undersøgelsen viser, at
andelen af psykisk syge hjemløse, der også har et
misbrugsproblem, er steget fra 25 pct. til 31 pct.
Før var det altså hver fjerde hjemløse, der både
har en psykisk lidelse og et misbrugsproblem – nu
er det hver tredje.
Mangel på kontakt – og bevillinger
Et andet centralt element i hjemløsestrategien er,
at den hjemløse skal have en støttekontaktperson,
en bostøtte eller lignende. Men også her er tallene
i SFI-undersøgelsen deprimerende læsning: Kun
28 pct. af de hjemløse har en sådan støtteperson,
der ellers kan være med til at skabe sammenhæng
i en kaotisk hverdag, som Lars Benjaminsen fra
SFI udtrykker det. Tallet er ikke steget siden 2009.
Og det er der måske en grund til. Rådet for
Socialt Udsatte peger i hvert fald på, at kommunerne de sidste par år har sparet drastisk på netop
støttekontaktperson-ordningerne.
Mens der i 2010 blev brugt 227,5 mio.kr. på ordningerne, var det i 2012 skåret ned til 173,6 mio.
– altså et fald på 24 pct., viser rådets opgørelse.
Kommunerne har altså også en stor opgave
og et stort ansvar for at forbedre forholdene for
hjemløse og bekæmpe hjemløshed, lyder kommentaren fra rådet.
Og formand Jann Sjursen peger i det hele taget
på, at der skal sættes tidligere og mere præcist
ind i forhold til den enkelte hjemløse. Og det skal
kunne ses på den kommende finanslov, siger han:
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
– Der skal gøres en vedholdende og aktiv
indsats for at forebygge og bekæmpe hjemløshed.
Det koster penge, og derfor er det nødvendigt at
afsætte 100 mio. kr. på finansloven til formålet. Ellers får vi heller ikke den fulde gevinst af den halve
milliard, der allerede er investeret i strategien,
siger Jann Sjursen
Indsatsen skal sikre, at det politiske ejerskab til
kampen mod hjemløshed bliver fastholdt i de kommuner, der deltog i Hjemløsestrategien, og bredes
ud til resten af landets kommuner, mener han.
Og ligesom SFI peger rådet på det afgørende
i at bevare akuttilbuddene på hjemløseområdet
– forsorgshjem, herberger, væresteder og natvarmestuer.
– Herbergerne og forsorgshjemmene er meget
vigtige tilbud, for det er ofte her, hjemløse borgere
kommer i kontakt med det offentlige. Den sociale
indsats disse steder skal fastholdes og udvikles – så
kan tilbuddene blive det første skridt ud af hjemløshed for mange mennesker, siger Jann Sjursen. n
Antallet af hjemløse og unge
hjemløse i D
­ anmark (tusinde)
6
5
4
3
6
2
5
1
4
0
3
2009
2013
De2mørkegrønne søjler angiver antallet af unge hjemløse (18-24 år)
1
0
2009
2013
250
Gode råd fra Rådet
Offentlige udgifter til støtte­
200
kontakpersoner til sinds­lidende,
hjemløse mv. (mio. kr.)
150
I sin nylige årsrapport kom Rådet for Socialt
Udsatte med en række anbefalinger på
hjemløseområdet. Rådet foreslår bl.a.:
250
100
• En udvikling af den socialpædagogiske
indsats på herberger og forsorgshjem.
• Etableringen af et rejsehold under Socialstyrelsen, der skal sikre udbredelsen og
videreudviklingen af hjemløsestrategien.
• En udvidet opsøgende indsats i form af
kommunale akutteam for at forhindre (ny)
hjemløshed.
150
0
Læs mere på www.udsatte.dk
200
50
100
2009
2012
2009
2012
50
0
Kilder: SFI: ‘Hjemløshed i Danmark
2013 – national kortlægning’, Danmarks Statistik og Rådet for Socialt
Udsatte, Rådets årsrapport 2013.
22
S O C I A L PÆ D A G O G E N
ANBRAGTE
Samarbejde om starten på voksenlivet
For anbragte unge kan
overgangen fra barn
til voksen være særlig
svær. Det forsøger projekt ‘Vejen til uddannelse
og beskæftigelse’ at råde
bod på med en særlig
samarbejdsmodel
Af Maria Rørbæk, [email protected]
T
idligere har tingene været
skilt ad. Skolen har taget
sig af skolen, behandlingsdelen har taget sig af behandlingsdelen og vi har taget os af
det, vi har skullet som rådgivere.
Nu bliver det alles fælles ansvar,
at det unge menneske skal fungere som et helt menneske og
ikke kun som brøkdele.
Sådan lyder et af citaterne i
SFI’s midtvejsevaluering af projektet ‘Vejen til uddannelse og
beskæftigelse’, der skal forbedre
mulighederne for anbragte og
tidligere anbragte.
Initiativet kører i fire forsøgskommuner og består af en samarbejdsgruppe, som kommunen
nedsætter omkring den unge
allerede i 15-års-alderen, og
som fx kan bestå af sagsbehandler, jobkonsulent, UU-vejleder,
anbringelsessted og en person
fra den unges eget netværk.
Gruppen følger den unge til
det fyldte 23. år og fastlægger i
fællesskab med den unge mål
for fremtiden, særligt med fokus
på uddannelse og job.
Ifølge midtvejsevalueringen
har samarbejdsmodellen foreløbig skabt en mere koordineret
og målrettet indsats for de
unge, men det er for tidligt at
sige, hvilken betydning, det får
på langt sigt.
Mange barrierer
Evalueringen peger også på en
række barrierer for en god overgang til voksenlivet. Det drejer
sig bl.a. om vanskeligheder med
at finde uddannelses- og praktikpladser og boliger til de unge
i de enkelte kommuner. Om
nogle unges manglende motivation. Om kultursammenstød
mellem et børnesystem, hvor
der ydes omsorg og ‘tages hånd
om’, og et voksensystem, hvor
de unge forventes selvstændigt
at tage ansvar for deres tilværelse. Samt om lange ventelister
til psykologisk behandling.
Evalueringen påpeger endvidere, at anbragte unges udvikling
kan være forsinket i forhold til
jævnaldrende, så de hverken
føler eller opfører sig som voksne
den dag, de fylder 18 år – og at
der derfor kan være behov for
større fleksibilitet, sådan at man
kan tilbyde indsatser, uafhængigt
af om den unge er over eller
under 18 år. Konkret nævner
en jobkonsulent 18-årige, der
psykisk er som 12-årige, og fx
ville have gavn af at få bevilget
en efterskole eller daghøjskole.
Noget, som ikke gav mening, da
de var under 18 år, fordi de mentalt slet ikke var med – og som
nu ikke længere er en mulighed,
fordi de er fyldt 18 år.
‘Vejen til uddannelse og
beskæftigelse’ er iværksat af Socialstyrelsen for satspuljemilder.
Projektet afsluttes i 2015, hvor
det vil blive slutevalueret. n
Læs mere på kortlink.dk/ctxq
UDSATTE
Zornigs barndom som undervisning
Målrettet film og undervisningsmateriale om
Lisbeth Zornig Andersens
barndom til socialpædagoger og andre fagfolk, som arbejder med
udsatte børn og unge
Af Lone Marie Pedersen, [email protected]
I
maj 2012 viste DR1 den prisbelønnede dokumentarfilm
‘Min barndom i Helvede’, der
handler om forhenværende børnerådsformand Lisbeth Zornig
Andersens rejse tilbage til sit
barndomsmiljø. Seerne møder
bl.a. stedfaderen Jan, som krænkede hende seksuelt, da hun var
en lille pige. Men han kan ikke
huske det. Det kan moren, som
lå i sengen ved siden af, mens
overgrebene foregik, heller ikke.
Filmen vakte stor opmærksomhed om udsatte børn. Det
samme gjorde hendes erindringsbog ‘Zornig – vreden er
mit mellemnavn’, der udkom i
efteråret 2011.
Film og bog bliver nu fulgt op
med undervisningsmateriale,
der er målrettet de fagfolk, som
er tæt på udsatte børn og unge.
– Mit håb er, at min barndom
kan bruges konstruktivt og forebyggende, siger Lisbeth Zornig
Andersen.
Til dem, der er tæt på
I undervisningsmaterialet henvender Lisbeth Zornig Andersen
sig især til pædagoger, socialrådgivere, lærere, studerende,
ældste elever i folkeskolen og på
ungdomsuddannelserne, samt
udsatte unge.
Med afsæt i fem kortfilm med
ikke tidligere viste optagelser
fra Lisbeth Zornigs rejse tilbage
til barndommen bliver seerne
præsenteret for begreber som
tillid, loyalitet og samarbejde.
Filmene behandler hver et tema:
‘Mors magt’, ‘et barn – to beskrivelser’, ‘tillid’, ‘politianmeldelse
eller ej’, ‘tilknytning til krænker’.
Til hver af de fem film er der
opstillet flere dilemmaer, som
seerne kan diskutere. Under
temaet ‘Mors magt’ kan deltagerne fx debattere: ‘Hvorfor
skal Lisbeth bo på børnehjem?’
og ‘Hvordan kunne det lade sig
gøre, at Lisbeths mor kunne
styre sagsforløbet og få så
meget magt?’.
I en pressemeddelelse står
der, at formålet med undervisningsmaterialet er at gøre
temaer som svigt, vold og overgreb konkrete i undervisningslokalerne og på arbejdspladserne,
så alle bliver bedre til at hjælpe
de udsatte børn og unge. n
Film og undervisningsmateriale
kan downloades gratis på
www.udsatteundervisning.dk
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
23
PTSD
NOTER
Nyt håb for afviste
socialpædagoger
Arbejdsskadestyrelsen
ændrer sin praksis og
det betyder, at socialpædagoger med PTSD kan
få deres sag genoptaget
Af Lone Marie Pedersen; [email protected]
N
u bliver det nemmere for
socialpædagoger af få
anerkendt PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion)
som en arbejdsskade. Tidligere
er socialpædagoger, som har
anmeldt en arbejdsskadesag til
Arbejdsskadestyrelsen, blevet
afvist, hvis symptomerne har vist
sig mere end seks måneder efter
den traumatiske begivenhed.
Men den praksis skal
Arbejdsskadestyrelsen lave om
på, har et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderet.
Det sker efter, at der er skaffet
forskningsmæssige beviser for,
at PTSD kan vise sig op til flere
år efter, at personen blev udsat
for skaden.
Den nye praksis betyder,
at de socialpædagoger, der
tidligere har fået deres arbejdsskadesag om PTSD afvist med
den begrundelse, at der er gået
mere end seks måneder fra den
traumatiske begivenhed indtraf,
kan få sagen genoptaget.
Soldater satte det i gang
Det var sager om danske soldater, der ikke kunne få godkendt
PTSD, som de havde fået i krig i
fx Afghanistan, som fik beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til at sætte gang i den
udredning af PTSD, som nu
har ført til en ændret kurs hos
Arbejdsskadestyrelsen.
– Noget tyder på, at arbejdsskadesystemets praksis ikke har
fulgt med den nyeste lægefaglige viden om PTSD. Derfor er
jeg rigtig glad for, at vi fik sat
gang i udredningen. For nu viser
det sig, at langt flere veteraner
kan få anerkendt deres PTSD
som en arbejdsskade, siger
beskæftigelsesministeren.
Ring til forbundet
Arbejdsskadestyrelsens nye
praksis gælder alle erhvervsgrupper. Men modsat soldaterne, der får en henvendelse
om at få deres afviste sag genoptaget, vil Arbejdsskadestyrelsen
ikke på eget initiativ henvende
sig til de andre faggrupper.
Derfor må de socialpædagoger, som har fået deres arbejdsskade afvist, selv kontakte
Arbejdsskadestyrelsen.
Eller de kan kontakte Socialpædagogernes Arbejdsskadeteam, der så vil hjælpe:
– Vi opfordrer alle, der mener
det kunne være relevant for
dem, til at ringe til os på tlf. 7248
6040, lyder opfordringen.
Socialpædagogerne har ikke
mulighed for på eget initiativ
at gøre de berørte medlemmer
opmærksom på, at deres sag
muligvis kan genoptages. n
Ved jobskifte eller varig adresseændring
Ret dine oplysninger på sl.dk/minedata
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
Vi forsikrer os mod løntab
Danskere har for alvor taget lønsikring til sig. Aldrig før har så
mange haft en forsikring, der giver ekstra økonomisk hjælp ved arbejdsløshed. Inden for et år er antallet af lønforsikrede steget med
52 pct. Det viser tal fra brancheorganisationen Forsikring og Pension, skriver Ugebrevet A4. Den store fremgang fra 2011 til 2012 skyldes især, at HK/kommunal tegnede en kollektiv lønforsikring, der
dækker ca. 50.000 medlemmer. Socialpædagogerne har i 2013 også
tegnet en kollektiv lønforsikring, der dækker forbundets omkring
36.000 medlemmer. ‘Vi ser lønforsikringen som en helt naturlig forlængelse af vores arbejde for at skabe tryghed for medlemmerne’,
siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen til Ugebrevet
A4 og fortsætter: ‘Mange af vore medlemmer får kun dækket 50
til 60 pct. af deres løntab, hvis de kommer på dagpenge. Det stiller
dem i en rigtig dårlig situation’.
lmp
Færre flytter tilbage til voldsudøver
Der er sket et stort fald i antallet af kvinder og børn, der flytter tilbage til voldsudøveren, efter at de har opholdt sig på et krisecenter. I 2012 var det kun 12 pct. af kvinderne mod 24 pct. i 2005. Når
det gælder børn, er faldet endnu større. I 2012 flyttede syv pct. af
børnene tilbage til den, der havde udøvet vold mod barnet eller mod
moren. I 2005 var andelen 22 pct. Det fremgår af ‘Årsstatistik 2012
Kvinder og børn på krisecenter’, der er udgivet af Socialstyrelsen.
I alt har knap 2.000 kvinder i 2012 haft ophold på et krisecenter. 44
pct. flytter i egen bolig, når de forlader krisecenteret. Andre flytter i
en periode ind hos familie eller venner.
mrk
Unge får lavere pension end ældre
Arbejdsgiverne må gerne give deres medarbejdere forskellig pension på grund af deres alder. Det bliver formentlig konsekvensen af
en årelang strid mellem fagforbundet HK og kreditvurderingsfirmaet Experian, tidligere RKI, som er endt ved EU-domstolene, skriver
Politiken. Experian giver en lavere pensionsbidrag til unge medarbejdere end til ældre, og det mener HK er i strid med forskelsbehandlingsloven og EU’s direktiv og har derfor lagt sag an mod
firmaet. ‘Det ser ud til, at vi taber sagen. Det er rigtig ærgerligt. Det
kan danne præcedens’, siger jurist i HK, Jeanette Hahnemann til
Politiken. Striden begyndte for fem år siden, da en 29-årig kvindelig HK’er så, at det beløb, der blev indbetalt på hendes konto, var
lavere end det, hendes ældre kollegaer fik. Hun kontaktede HK, der
rejste sagen. Der ventes at falde dom sidst i september.
lmp
Grønlandsk pendant til LEV
Inooqat er navnet på den nystartede Forældreforening for udviklingshæmmede i Grønland. En forening, som vil hjælpe med svar på
spørgsmål som: Hvad vil det sige at være far og mor til et barn med
udviklingshæmning? Hvordan forbereder man sig til at være en del af
et lokalsamfund med nogle andre behov? Hvordan lærer man at sætte ord på den sorg, det er at få et barn med et handicap, så man kan
komme videre? Inooqat er søsat på initiativ af Landsforeningen LEV,
der er interesseorganisation for pårørende og udviklingshæmmede i
Danmark og bakket op af økonomisk støtte fra Villum Fonden.
mrk
24
S O C I A L PÆ D A G O G E N
SOLHAVEN
Socialpædagogerne: Flere uddannede
Retssagen mod ansatte på opholdsstedet
Solhaven i Farsø har
sat anbragte unge på
dagsordenen. Socialpædagogerne vil have
minimumskrav til antallet af uddannede socialpædagoger på landets
opholdssteder
Af Maria Rørbæk, [email protected]
D
e ligner ikke pædagoger.
De ligner det, de er, nemlig hærdebrede, nordjyske håndværkere. Sådan karakteriserede DR’s retsreporter
Claus Burh de 12 tiltalte, der
sad på anklagebænken, da retssagen mod tidligere ansatte på
opholdsstedet Solhaven gik i
gang den 2. september.
Retssagen er berammet til
at slutte næste år i marts, og
først da ved vi, om de tiltalte
frifindes eller dømmes for anklager om fx vold, mishandling
og trusler mod unge, der var
anbragt på opholdsstedet.
Uanset udfaldet er anbragte
børns forhold nu sat på dagsordenen, herunder betydningen
af, at der på Solhaven kun var
meget få pædagoger ansat. Solhaven er nu gået konkurs, men
ifølge DR var der før konkursen
kun tre pædagoger ud af 76
ansatte.
Socialpædagogerne har
benyttet anledningen til at slå
til lyd for et minimumskrav om
antallet af uddannede socialpædagoger på landets opholdssteder. I en pressemeddelelse
siger formand Benny Andersen:
– Foreløbig er de 12 ansatte jo
anklaget, men ikke dømt. Men
det er hårde anklager, som, hvis
de er sande, vidner om en alt for
svag faglig profil på stedet – på
grund af for få uddannede og
for dårlig ledelse. Fagprofessionalitet, etik og metoder, som
fx supervision er altafgørende
for at kunne arbejde med disse
udsatte børn og unge. Svundne
tiders ‘learning by fear-pædagogik’ er bare ikke godt nok. Vi har
tidligere peget på, at det er nødvendigt med minimumskrav for
antallet af uddannet personale
på opholdssteder og behandlingsinstitutioner, der tager sig
af udsatte børn og unge. For
det kræver en stærk faglighed
og robusthed at håndtere dem
og deres udfordringer rigtigt.
En stærk faglighed med fokus
på udvikling og kompetencer
vil styrke disse unges fremtid,
så de forhåbentlig kan få godt
fodfæste i voksenlivet.
I TV-Avisen bakkede såvel
tidligere børnerådsformand
Lisbeth Zornig Andersen som
professor i socialt arbejde Inge
Bryderup op om nødvendigheden af pædagogisk uddannet
personale, mens Geert Jørgensen, der er direktør i LOS – De
private sociale tilbud (landsforeningen for bl.a. opholdssteder)
ikke mente, at det altid er nok
med pædagogik:
– Det er jo ikke altid, at man
med gode ord og pædagogik
kan få dem til at undlade ting,
som man mener er farlige for
dem selv eller omgivelserne,
sagde han.
Til Politiken har han tidligere
udtalt:
– Det allervigtigste i det her
arbejde er medarbejdernes
værdier, etik og personlighed. n
Kom og mød dine gamle studiekammerater
Kom og diskuter arbejdsmiljø og pårørendesamarbejde
Vi samler nydimitterede pædagoger fra sommeren 2013
Vi har sendt en invitation og en mail, og vi glæder os til at se dig
Tilmeld dig og læs mere på www.sl.dk/detgodearbejdsliv
KredsDato
Tid
Sted
Tilmeldingsfrist
Lillebælt
Østjylland
Nordjylland
Kl. 16.30-20.00
Kl. 16.00-19.30
Kl. 16.00-19.30
Danmarksgade 16, 5000 Odense C
Søren Frichs Vej 42 C, stuen, 8230 Åbyhøj
Skansevej 90 B, 9400 Nørresundby
13. september
20. september
20. september
18. september
25. september
26. september
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
26
S O C I A L PÆ D A G O G E N
LÆSERBREV
Det, a-kassen ikke
­fortæller dig, når du
­rejser udenlands!
Af Lise Andersen
Efter endt uddannelse rejste jeg
til Norge for at arbejde. Det var
super smart, fordi jeg kunne få
mine dagpenge med i tre måneder og få relevant erhvervserfaring til cv’et. Troede jeg!
Umiddelbart efter ankomst
til Norge skulle NAV (Norges
svar på et jobcenter) udfylde og
stemple diverse papirer, for at
jeg kunne få dagpenge samt dokumentere, at jeg nu søgte job i
Norge. Denne proces tog ca. tre
måneder, hvor jeg vel og mærke
ingen dagpenge fik. Disse kom
dog med tilbagevirkende kraft
efter de tre måneder.
Da jeg fik job i Norge, skulle
jeg meldes ud af Socialpædagogernes a-kasse, da man kun
må være forsikret ét sted. Dette
kom til at få betydning for min
dagpengesats, da jeg vendte
hjem til Danmark igen, samt
min ledighedsperiode – også
selvom jeg har været omfattet af
de påkrævede instanser i Norge.
Mit ophold i Norge har
betydet, at selvom jeg har haft
to job og arbejdet gennem jul og
sommerferie, er jeg kun berettiget til mindste dagpengesats.
Min indtægt i udlandet tæller
ikke, da jeg har været meldt ud
af min danske a-kasse (selvom
jeg bad om at blive stående som
medlem i udlandet, blev jeg
pålagt at melde mig ud). Derfor
bliver min sats beregnet ud
fra, hvad jeg fik før jeg rejste til
Norge, altså dimittendsats. Af en
hel dagpengeperiode havde jeg
brugt seks uger, inden jeg rejste
til Norge. De er nu fratrukket fra
de 104 uger, man normalt har
ret til. Man optjener altså heller
ikke en ny dagpengeperiode,
når man arbejder i udlandet.
Når man vender hjem,
skal man indhente en såkaldt
PD-U1-attest fra NAV, som
bekræfter, at man har arbejdet
i Norge. Denne er man selv
ansvarlig for at indhente, og
det er der heller ikke nogen
fra a-kassen, der er glade for
at informere om. Hvis ikke
a-kassen har PD-U1-attest, kan
der ikke udbetales dagpenge. Og
som nævnt tidligere, arbejder
hverken Socialpædagogerne
eller NAV særligt hurtigt, så jeg
fik endnu en gang lov at vente
på mine dagpenge.
Derfor skal du overveje disse
ting inden du rejser:
• Hav en god kapital med
hjemmefra, da dagpengene
lader vente på sig.
• Du optjener ikke ny dagpengeperiode i udlandet. Du har
derfor det til gode, som du
ikke brugte i forrige periode.
• Du kan ikke optjene højere
dagpengesats end før du
rejste – uanset hvor meget du
har arbejdet.
• På baggrund af ovenstående:
Sørg for at være sikret job
i Danmark, når du vender
hjem igen. n
kommet – og så huske at sende
sine dagpengekort en gang om
måneden.
Hvis man er heldig at få
arbejde i det andet EØS-land,
og man i den forbindelse bliver
omfattet af landets a-kasseforsikring, skal man kontakte sin
danske a-kasse for at blive udmeldt så længe man er i arbejde
i det andet land og så længe man
er omfattet af landets a-kasseforsikring. Det skyldes, at man ikke
kan være forsikret for det samme
arbejdsforhold to steder.
Det arbejde, man udfører
i det andet EØS-land i øvrigt,
medregnes til opfyldelsen af det
danske beskæftigelseskrav (ret
til dagpenge i to år). Arbejdet
kan også anvendes til beregning
af en ny og evt. højere dagpengesats. Begge dele forudsætter, at man som medlem kan
dokumentere arbejdet i form
af ansættelseskontrakter og
lønsedler, samt at man kan
dokumentere at have været
a-kasseforsikret i EØS-landet
medens man var i arbejde (attest PD U1).
For at få ret til en ny periode
med to års dagpenge skal man
som fuldtidsforsikret medlem
have haft min. 1.924 løntimer
inden for de seneste tre år. For
at få dagpenge med den højeste
dagpengesats, skal man i hver
af de seneste tre måneder have
haft en indtægt på mindst
21.000 kr. (før skat).
På www.sl.dk informerer vi
om de særlige EØS-regler, der
gør det muligt at søge arbejde i
et andet EØS-land med danske
dagpenge – samt om de forhold,
der gør sig gældende, hvis man
skal genoptages i sin danske
a-kasse efterfølgende. Når og
hvis man som ledigt medlem
udrejser til et andet EØS-land,
sender vi en vejledning om
de særlige forhold, der gør sig
gældende, herunder hvad man
som medlem skal være særligt
opmærksom på. n
Kære Lise Andersen
Af Mikael Gotlieb Hansen, forsikringsfaglig konsulent i a-kassen
Det er rigtigt ærgerligt at læse,
at du har været udsat for forviklinger i forbindelse med din
arbejdssøgning i Norge med
danske dagpenge. Vores erfaring baseret på de ledige medlemmer af Socialpædagogernes A-kasse, der hvert år rejser
til Norge for at søge arbejde, er
normalt meget positive.
Da du var i Norge for ca.
halvandet år siden, var det dog
alt andet lige, mere besværligt
at få udbetalt sine danske
dagpenge end tilfældet er i dag.
Dengang var det nemlig de norske myndigheder, som stod for
at udbetale dagpengene. Ikke
Socialpædagogernes A-kasse.
I dag er det os (de danske
a-kasser), der står for udbetalingen til medlemmets NemKonto.
Det eneste, man som ledigt
medlem skal sørge for, er at
blive tilmeldt arbejdsformidlingen i det andet EØS-land
umiddelbart efter man er an-
Socialpædagogernes
faglige netværk
Arbejder du inden for særlige – mindre – arbejdsområder, har du
mulighed for at blive medlem af et fagligt netværk.
Netværkene har som hovedmål at udvikle faglighed og fagets
kvalitet på disse særlige socialpædagogiske arbejdsområder.
Der eksisterer i dag 13 landsdækkende netværk for socialpædagoger, der arbejder inden for følgende områder:
·
·
·
·
·
·
·
Aflastning
Døve
Hospitalspædagoger
Lærere
Senhjerneskadede
Småbørns-ogfamilieinstitutioner
Ældre
·
·
·
·
·
·
Domfældte
Familieplejekonsulenter
Kommunalefritidstilbud
Marginaliserede
Socialpsykiatrien
Stofmisbrug
Tilmeld dig på www.sl.dk/netværk
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
28
S O C I A L PÆ D A G O G E N
SYNSPUNKT
At blive gammel
Synspunkter
Bringes efter en redaktionel
vur­dering. Synspunkter må højst
fylde 8.000 anslag.
Læserbreve
Socialpædagogen er forpligtet
til at optage læserbreve fra
medlemmer. De må h
­ øjst fylde
2.000 anslag. Læser­breve med
injurierende ­indhold kan afvises.
Læserbreve og synspunkter, der
bringes i bladet, offentliggøres
også på internettet.
Læserbreve og synspunkter
sendes til [email protected]
Deadline for læser­breve
til nr. 19/13 er mandag
den 16. september kl. 12.00.
Et udviklingsperspektiv i
arbejdet med mennesker
med udviklingshæmning
Af Thomas André Pedersen,
Katrine Meyn Mathiassen og
Suha Abdullatif Kullab
G
ennemsnitsalderen for
mennesker med udviklingshæmning er inden for
de sidste 10 år steget anseligt,
og i kølvandet på dette opstår
nye socialpædagogiske udfordringer og krav til de professionelle. Antallet af ældre mennesker med udviklingshæmning
er stigende, og vi undrer os over,
den politiske indsats i forhold til
denne målgruppe.
Hensigten med denne artikel
er at synliggøre de problemstillinger, der gør sig gældende i
arbejdet med ældre mennesker
med udviklingshæmning og
komme med vores socialpædagogiske bidrag til, hvordan
vi som socialpædagoger kan
forøge borgerens livskvalitet.
Vi er nyuddannede pædagoger fra pædagoguddannelsen
i Aalborg, der igennem vores
uddannelse har været optaget
af, hvordan vi kan fremme
betingelser for livskvalitet for
mennesker med udviklingshæmning, der træder ind i
den 4. alder. Vi har i uddannelsesforløbet oplevet, at der
mangler viden til at håndtere
aldersbetingede udfordringer,
og de konsekvenser det har for
borgerens helbred og trivsel.
Emnet er tidligere berørt af
Kurt Wissendorf Møller, der i
sin bog ‘Ældrepædagogik – et
postindustrielt design’ gør
opmærksom på, at der vil være
behov for en særlig pædagogik,
der må tage hånd om tab af
basale færdigheder, som er følge
af aldersbetinget sygdomme – fx
demens. Denne form for pædagogik kan bryde den nuværende
socialpædagogiske indsats, hvor
alderdom ofte forbindes med
pasning og pleje. Pædagogikken
må indeholde læring og genlæring af mistede færdigheder hos
ældre med udviklingshæmning,
og fremme en oplevelse af bedre
trivsel (Møller 2000:126).
Vi vil forholde os til udviklingsperspektivet på en sådan
måde, at vi ser afvikling som
udvikling og med afsæt heri,
støtte borgeren i den 4. alder
til at udvikle kompenserende
kompetencer, så nye færdigheder kan sikre den forsatte
livskvalitet.
Socialpædagogiske
­udfordringer
I undersøgelsen: ‘Ældre mennesker med udviklingshæmning
– vidensindsamling i danske
kommuner’ (Vidensindsamling udarbejdet af Servicestyrelsen og JYFE), fremgår følgende
problemstillinger, som opstår i
arbejdet for denne målgruppe:
• Behov for viden og kompetencer om aldringsprocesser samt aldersbetingede
sygdomme som fx demens.
• Behov for tidssvarende
boliger, der er indrettet til de
ældres fysiske og psykiske
behov.
• Behov for at tilpasse dag­
tilbud efter ældres individuelle behov og ønsker – både
hjemme eller i aktivitetscenter.
• Et fungerende tværfagligt
team.
Borgernes ønsker i
­centrum
Ud over disse punkter fra JYFEundersøgelsen har vi i vores
praktikker oplevet, at følgende
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
punkter også er centrale, når vi
betragter borgerens individuelle
livskvalitet:
• Der er behov for et tæt og
nærværende samspil, der
styrker relationen. For at
hjælpe borgeren med at
opfylde egne ønsker, fordrer
det et indgående kendskab,
når vi tolker de signaler, som
borgeren sender.
• Der er behov for særlig opmærksomhed på, at borgeren
er aktør i eget liv, uanset
funktionsniveau. Mistede
færdigheder kan hindre borgeren i at give udtryk for sine
ønsker og kan dermed være
en barriere for selvbestemmelsesretten.
• Der er behov for, at pædagogerne bestræber sig på
at undersøge og afdække
borgerens perspektiv for
at bane vejen mod en øget
livskvalitet.
• Der er behov for et udviklingsperspektiv, der kan
bidrage til at vedligeholde
og kompensere for de tabte
færdigheder, der kan opstå i
forbindelse med alderdom.
På baggrund af disse problemstillinger har vi udarbejdet en
model, der efter vores mening
kan bidrage til kvalificering af
den socialpædagogiske indsats
i arbejdet med ældre mennesker med udviklingshæmning.
Modellens omdrejningspunkt er
borgerens ønsker, samtidig med
at et tvær- og ældrefagligt syn
spiller en central rolle. Modellen
kan være et refleksivt redskab til
at styrke udviklingsperspektivet
om, at afvikling er udvikling, og
gøre op med pasnings- og pleje
perspektivet.
Tre ­elementer
Tre grundlæggende elementer danner rammerne for den
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
29
Medarbejderne kan gennem deres
kendskab til borgerens livshistorie skabe
rum for kommunikation, som igen kan
være medvirkende til en nærværende
relation
ældrepædagogiske model og
påvirker hinanden.
Viden om aldringsprocesser:
Aldring er individuel, og både
psyke, krop og omgivelser kan
spille en rolle i aldringens hastighed. Det kan være vanskeligt
at vurdere, om det er funktionsnedsættelse eller aldringsprocesser, der er i spil (Marfareth
& Nygaard 2002:16), og derfor
er kendskab til borgeren såvel
som til forskellige aldringsprocesser væsentlig. Da borgerens
identitet kan trues af fx demens
og store livsforandringer, er der
behov for en pædagogisk metode, til at fastholde identiteten
og stimulere hjernen.
Det socialpædagogiske tilbud:
Pædagoger må anvende den
indsamlede viden om aldringsprocesser hos den enkelte borger til at tilrettelægge og indrette
det socialpædagogiske bo- og
dagtilbud efter individuelle
behov. Pædagogerne må tage
højde for et udviklingsperspektiv, der udvikler kompenserende
færdigheder hos borgeren.
Som pædagoger kan vi hjælpe
borgeren til at vedligeholde
færdigheder og udvikle nye
kompenserende færdigheder,
der træder i stedet for de tabte
gennem borgerens deltagelse i
aktiviteter.
Det tværfaglige samarbejde i
det refleksive rum: Samarbejdet
mellem faggrupper har indflydelse på borgerens trivsel, og
det har en påvirkning alt efter
samarbejdets karakter. I den
forbindelse kan der etableres et
refleksivt rum, hvor der fx arbejdes med forforståelser for at
nærme sig borgerens subjektive
forståelse af livskvalitet. I det
refleksive rum kan de professionelle gennem refleksion og
observationer vurdere og revurdere, om det socialpædagogiske
tilbud skal reguleres.
Modellen i praksis
Kernen i modellen illustrerer et
dynamisk samspil mellem borger og medarbejdere. Medarbejderne kan gennem deres kendskab til borgerens livshistorie
skabe rum for kommunikation,
som igen kan være medvirkende
til en nærværende relation.
Samspillet mellem borger og
medarbejdere vil være en kontinuerlig proces.
Med afsæt i samspillet og
viden om aldringsprocesser
kan medarbejdere tilrettelægge
nogle pædagogiske tilbud til
borgeren, set fra hans/hendes
perspektiv. Modellen kan bruges
som en didaktisk model til hele
tiden at afveje det pædagogiske
tilbud ud fra borgerens perspektiv og de behov, der opstår med
alderen.
Med det stigende antal af
ældre mennesker med udviklingshæmning, er der brug for
at etablere en særlig pædagogik
for denne målgruppe. Ligesom
der er behov for at etablere
tidssvarende plejehjem eller
ældreafdelinger, hvor de ældres
tarv tilgodeses og ældrepædagogikken kan praktiseres.
Vi er af den overbevisning,
at det er et fælles ansvar, når
vi har med ældre mennesker
med udviklingshæmning at
gøre, at skabe plads til faglig
udvikling og dermed et bedre
tilbud til borgerne. Vi er af den
overbevisning, at elementerne
i vores model danner kernen
i en ældrepædagogik. Vores
ældrepædagogiske model er
dynamisk, og vi opfordrer til, at
der videreudvikles og forskes
inden for området. Blandt andet
må sorgdimensionen medregnes, da tab af nære relationer
hører uløseligt sammen med at
blive ældre.
Vi mener, at der generelt er
brug for at fokusere og videreudvikle ældrepædagogikken. At
vi tager ‘nye briller’ på de aldringsrelaterede problemstillinger, der rammer alle mennesker
uanset funktionsniveau og som
kan medføre tab af færdigheder,
der påvirker livskvalitet.
Vi har som socialpædagoger
et fælles drive mod forandring
af livsvilkårene for de borgere,
vi arbejder med og for. Det gør
vi som udgangspunkt ved at
udvikle vores egen faglighed,
og vilkårene omkring ældre
mennesker med udviklingshæmning. n
30
S O C I A L PÆ D A G O G E N
Landsmøde i netværket for socialpædagoger,
der arbejder med senhjerneskadede
Den 12. november 2013 på Severin Kursuscenter i Middelfart
Vi prøver med en temadag: Musik og hjerne – udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning, hvordan påvirker musikken os, kan
den bruges som smertelindring? Rundt om hjernen. Ved Hjerneforsker og musiker Peter Vuust.
Jan Tønnesvang, professor ved psykologisk institut Aarhus: Motivation og læring i rehabiliteringsarbejdet – helhedstænkning –
kvadrantmodellen (efter Wilber) – hvordan vil den skadede gerne opfattes? Hvordan opfatter vi den skadede?
Sidste chance for tilmelding
Yderligere oplysninger og tilmelding: www.sl.dk/senhjerne2013
Misbrugsnetværkskonference 2013
Den 5. – 6. november 2013 på Munkebjerg Vejle
Nye stoffer, målrettet behandlingsindsats i forhold til dobbeltdiagnoser, lov om socialtilsyn,
sanseorienteret aktiviteter, arbejde med pårørende, legaliserings/kriminaliserings af hash
Tilmeldingsfrist: 16. september 2013
Yderligere oplysninger og tilmelding: www.sl.dk/stofmisbrug2013
Temadag i netværket for socialpædagoger,
der arbejder med udstødte og marginaliserede
Den 25. november 2013 på Mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48
Tema: Hjemløsestrategien – hvad fik vi ud af den og hvad skal ske fremadrettet?
Oplæg v. socialministeren, Ask Sveistrup fra SAND m.fl.
Tilmeldingsfrist: 31. oktober 2013
Yderligere oplysninger og tilmelding: www.sl.dk/kalender
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
32
NR. 18 13. SEPTEMBER 2013
S O C I A L PÆ D A G O G E N
KREDSNYT & KALENDER
LILLEBÆLT
Politimuseet
19. september
Vi mødes på Odense Politigård. Først
er der rundtur på gården, derefter
er der en bid mad og lidt at drikke.
Desuden er der en spændende tur
på politimuseet, som ligger inde med
unikke ting fra Odense og omegn.
Arrangementet er gratis. Tilmelding
senest den 15. september til Didde
Lyneborg tlf. 6091 3490.
Oktoberfest for
­Seniorsektionen
24. oktober kl. 18.00
Danmarksgade 16, Odense. Vi byder
på tyrolerstemning og løssluppen
festivitas. Kæmpe pølsebord med alt,
hvad der hører til. Drikkevarer kan
købes til oktoberpriser, og festlige
indslag imødekommes. Præmie for
bedste tyrolerudklædning. Vi glæder
os til en festlig aften. Pris: 50 kr. Tilmelding senest 17. oktober til Didde
Lyneborg på tlf. 6091 3490.
MIDT- OG VESTJYLLAND
Forhandlerkursus for
familieplejere
24. og 25. oktober
Vildbjerg Sports- og Kulturcenter,
Sports Allé 6, Vildbjerg. Der vil blive
lagt vægt på de to vigtigste elementer, der gør sig gældende, når der
skal laves aftale med kommunen
om etablering af et plejeforhold: Kontraktens indhold og den teknik, man
bør beherske, når man forhandler
med kommunens medarbejdere.
Kurset består af både teoretisk gennemgang og praktiske øvelser og
gennemføres af to af kredsens medarbejdere. Min. 10, maks. 20 delt. Se
program og tilmeld dig senest 18. oktober på www.sl.dk/midtogvestjylland
Møde for lederne om
tilsynsreformen
25. oktober kl. 10.00 – 13.00
3F Midtjylland, Birk Centerpark 4,
7400 Herning. Mette Grostøl fra
Socialpædagogerne vil fortælle om
rammerne for og hovedlinjerne i det
kommende tilsyn. Derefter vil chefen
for det nye tilsyn, Ulla B. Andersen, fortælle om Socialtilsyn Midts
opbygning og hvordan de konkret vil
arbejde med tilsyn overfor arbejds-
pladserne i det midt- og vestjyske.
Tilmelding senest den 18. oktober på
www.sl.dk/midtogvestjylland
ligere oplysninger: Thomas Svendsen
7248 6600, [email protected]
STORKØBENHAVN
MIDTSJÆLLAND
Rundvisning i
­forbundshuset
24. september kl. 10.30 – 13.30
Socialpædagogerne, Brolæggerstræde 9, 1211 København K. Forbundsformand Benny Andersen vil vise os
rundt i huset og bagefter vil han og
socialfaglig konsulent Vagn Michelsen fortælle lidt om, hvad der sker på
vores område, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Arrangementet slutter af med en frokost
i kantinen kl. 12.30. Transporten til
Brolæggerstræde er på egen regning
Tilmelding senest den 19. september
på www.sl.dk/midtsjælland
Kør selv tur til Dansk
­Forsorgshistorisk Museum
2. oktober kl. 10.30
Dansk Forsorgshistorisk Museum,
Rosenkildevej 59, 4200 Slagelse.
Henning Jahn vil vise rundt og holde
et foredrag om museet. Dette arrangement vil i alt tage ca. to timer.
Herefter er der lidt at spise, en øl/
vand og kaffe med kage. Pris kr. 100.
Tilmelding senest 17. september på
[email protected] eller 7248 6550.
NORDJYLLAND
Super kompetent kor
Medlemmer af Socialpædagogerne
Nordjylland og BUPL, som synger
godt og har et musikalsk fundament,
har nu muligheden for at indgå i et
kor. Inger Johansson, lektor på UCN
pædagoguddannelsen og korleder,
og Anette Nielsen, leder, initiativtager og koordinator for det kommende
kor, har en ambitiøs målsætning: De
vil etablere et super kompetent kor,
bestående af erfarne og velsyngende
pædagoger. Læs mere på kredsens
hjemmeside: www.sl.dk/nordjylland
NORDSJÆLLAND
Cafémøde for familie­plejere
1. oktober, 5. november og 3. december. Kredsens lokaler, Østergade 6B,
Hillerød. Mød andre familieplejere og
vær med i debatter om relevante emner. Tilmelding ikke nødvendig. Yder-
Seniorcafé
SYDJYLLAND
Bowling og spisning for
seniorer
16. oktober kl.17.00
Cafe Glad, Rentemestervej 76, 2400
København NV. Vi mødes til en kop
formiddagskaffe og en masse råhygge en gang om måneden. Den sidste
torsdag i hver måned fra kl. 10.00 –
12.00. Vi glæder os til at møde dig.
Fun World, Glarmestervej 6-12, Esbjerg. Drikkevarer og skoleje på egen
regning. Du er velkommen til at invitere ægtefælde, ven eller veninde
med. Pris for medlemmer 100,00 kr.
og ikke-medlemmer 199,00 kr. Tilmelding senest den 27. september til
Verner Hansen tlf. 7541 0814.
Seniorsektionen
Julefrokost for seniorer
Sidste torsdag i måneden
Fra 55 år er du velkommen til at deltage i seniorernes arrangementer.
[email protected] / 2489 1061.
Kontonummer: 5332 0000244491.
STORSTRØM
Seniorarrangementer
Hollænderhaven i Vordingborg. Husk
at sætte kryds i kalenderen 29. november kl. 15.00, hvor der afholdes
juletræsarrangement for medlemmer i kredsen, og 5. december kl.
13.00, hvor der holdes julefrokost for
seniorer i kredsen. Nærmere information følger. Se også www.sl.dk/
storstrøm under fanen Seniorsektion.
Cafémøder for familieplejere i Guldborgsund og
Vordingborg Kommune
Første tirsdag i hver måned kl. 9.30
– 12.00. Kredskontoret, Kæpgårdsvej 2C, Nr. Alslev. Kom og mød andre
familieplejere. Du behøver ikke at
tilmelde dig. Vi sørger for kaffe og te.
Se indkaldelser og øvrige oplysninger på www.sl.dk/storstrøm under
familieplejere. Vil du vide mere, så
kontakt Ulla Janas på tlf. 5125 2360
/ mail [email protected] eller Anette
Worregård på tlf. 2446 7238 / mail
[email protected]
Cafémøder for familie­
plejere i Lolland Kommune
3F’s lokaler, Havnegade 19, Nakskov.
Første tirsdag i hver måned, undtagen januar, juli og august kl. 9.30
– 13.00. Kom og mød andre familieplejere og vær med til at debattere
forskellige, spændende emner og
få faglige input. Tilmelding er ikke
nødvendig, medbring selv kaffe og
evt. brød. Yderligere oplysninger: Leif
Utermöhl, 2013 1566, [email protected]
29. november kl.18.00
Værelse fra kl.15.00. Skibelund Krat
ved Vejen. Julefrokost med musik og
dans. Pris pr. kuvert kr. 295. Overnatning pr. person i dobbeltværelse kr.
200. Enkeltværelse kr. 400. Medlemmer af forbundet får et tilskud på kr.
200. Begrænset antal værelser. Betaling skal ske samtidig med tilmelding på kontonr. 9692 4472620630.
Bindende tilmelding senest 15. september til Arne G. Larsen, 7544 5488,
eller Lykke Stenger, 7541 0539.
ØSTJYLLAND
Cafémøde for familieplejere
25. september kl. 09.30 – 12.30
Kulturhuset Inside, Dalvej 1, Hammel. Mulighed for at stille spørgsmål til fagforeningen og få kollegial
sparring fra andre familieplejere.
Tilmelding senest 18. september på
­[email protected] eller tlf. 7248 6300.
Cafémøde for familieplejere
29. oktober kl. 9.30
Kulturhuset, Parkvej 10, Skanderborg. Mulighed for at stille spørgsmål til fagforeningen og få kollegial
sparring fra andre familieplejere. Tilmelding senest 22. oktober på mail
­[email protected] eller tlf. 7248 6300.
Opholdssted
eller bosted
I god drift i Københavns­
området eller Nordsjælland
købes. Evt. medejer.
mail: [email protected]
S O RT E R E T M AG A S I N P O S T. ID-NR. 41012
Socialpædagogernes Landsforbund, Brolæggerstræde 9, 1211 København K
PRIK
NR. 18 / 2013 / 13. SEPTEMBER
Tør vi give slip?
Af Michel Kikkenborg, FTR
I
psykiatrien, hvor jeg arbejder
til daglig, bliver der i øjeblikket temasat en ny dagsorden i
vores arbejde med brugerne. Region Hovedstaden vil arbejde for
recovery og i den forbindelse for
mere brugerinddragelse. Brugerinddragelse forstået således, at hver enkelt menneske er klogest
på eget liv og derfor skal inddrages i alle beslutninger omkring livsførelse, behandling m.m.
På samme måde forestiller man sig, at tidligere
brugere af vores system får en rolle i at udvikle
vores praksis og deltage i vores pædagogiske arbejde. Hensigten er, at deres oplevede erfaringer
både kan bidrage til, at vi fagprofessionelle får
evalueret vores faglige gøren, men også at de kan
fungere som mentorer for andre brugere.
På den måde vil vores nuværende og tidligere
brugere reelt blive vores kollegaer og ligestillede
– men er det det, vi vil, og tør vi som fagpersoner
give slip på vores selvforståelse af at være eksperter med en viden om, hvad der er det rigtige?
Jeg har selv talt med nogle såkaldte ‘medarbejder-brugere’ (herefter kaldet MB’ere) som aktuelt er ansat i projektstillinger, og som har deres
daglige gang på forskellige afsnit i psykiatrien. De
oplever desværre stor modstand fra det etablerede
personale imod deres indtræden i arbejdet, og der
sættes store spørgsmålstegn ved deres kompetencer og berettigelse i arbejdet med brugerne.
Personalet mener bl.a., at MB’erne allierer sig
for meget med patienterne, og at de arbejder usystematisk og ikke-teoretisk.
Brugerne derimod, de er rigtig glade for de nye
MB’ere, fordi de har en dybere forståelse for deres
problemstillinger, og fordi de ofte bare lytter til
patienterne og derigennem skaber den nødvendige tillid til fremover at kunne indgå i mere behandlingsorienterede snakke.
Dette er selvfølgelig generaliseringer, som
MB’erne ser og oplever dem, så derfor har jeg
selv prøvet at drøfte emnet med mine kollegaer
og også her fremkommer stor skepsis imod implementering af disse MB’ere.
Jeg finder det meget tankevækkende, at modstanden imod medarbejdergørelsen af vores
brugere er så stor blandt personalet.
Har vi som plejepersonale/pædagoger generelt svært ved at give ansvar og
beslutningskompetencer fra os? Er det
fordi vi hermed mister den ekspertrolle, vi gerne ser os selv i? Eller er det
snarere, fordi vi ikke har tillid til, at
vores brugere/tidligere brugere kan
løfte opgaven?
Til slut vil jeg da lige pege på,
at der faktisk er teoretisk evidens
for, at mødet med den personlige
historie og videregivelse af egne
erfaringer har en positivt afsmittende effekt i arbejdet med mennesker… n
Michel Kikkenborg er FTR
på psykiatriområdet i Region
Hovedstaden og medlem af bestyrelsen
i Kreds Storkøbenhavn.
?
•
•
•
Kunne din/jeres arbejdsplads
have gavn af at ansætte en
medarbejder med brugerbaggrund?
Hvilke tanker ville I evt. gøre
jer ved en sådan ansættelse?
Er pædagoger og andet plejepersonale mere eller mindre
stigmatiserende end det omkringliggende samfund?
Deltag i debatten på
socialpaedagogen.dk/prik