1. No category

hus forbi
nr. 4 april 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
udsatte kvinder
Lever
i skjul
botilbud en mangelvare
Ingen hjem til
mænd i krise
eksplosion
Flere unge
bliver hjemløse
hus forbi
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE
Ole Skou
[email protected]
REDAKTØR
Simon Ankjærgaard
[email protected]
SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer:
Trine Kit Jensen
Kristian Bang Larsen
Nicolai Zwinge
Birgitte Ellemann Höegh
Joachim Rode (foto)
Holger Erik Henriksen (foto)
Flemming Schiller (foto)
FORSIDEFOTO
Joachim Rode
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
| leder |
Tid til eftersyn
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 2990 2424, [email protected]
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, [email protected]
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128
ADMINISTRATION
Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, [email protected]
Ruth Kristoffersen, bogholder, 2932 9084, [email protected]
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk
DEBATINDLÆG
[email protected]
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m.
kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være
udleveringssted af avisen til sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 2932 9084/5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 465 kroner
(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 665 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006
eller [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842.
Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Dansk Avistryk
OPLAG 75.000
LÆSERTAL 379.000 (2.halvår 2010)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL SÆLGERE Cirka 500
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 29. april 2011.
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper
både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren.
Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus
Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et
alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi
produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og
illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af
gadeaviser, INSP.
I dette nummer af Hus Forbi slår gadeplansmedarbejdere alarm. I flere af
landets største byer vandrer en støt voksende skyggehær af unge hjemløse
rundt. Og bedre bliver det ikke, når de unge hjemløse vandrer ind i voksenlivet,
for kendsgerningen er, at der i dag ikke er mandekrisecentre nok til de mange,
der har ramt bunden med et brag. Og så er du i øvrigt ikke nødvendigvis bedre
stillet, hvis du er kvinde, for også hér ender mange med at falde igennem det
sociale sikkerhedsnet og blive en kedelig del af statistikken om hjemløshed,
misbrug og vold.
Samstemmende lyder det fra de
organisationer, der arbejder med
socialt udsatte og hjemløshed, at
der bliver flere og flere hjemløse
- Hvordan er det sociale
unge, flere og flere mænd, der må
gå forgæves på krisecentre, og flere
system skruet sammen
og flere kvinder, der ender helt
i dag – og hvordan
nede i dyndet, fordi de ikke passer
kan det gøres endnu
ind i ’de etablerede tilbud’, som
det så fint hedder. Der er ingen til
bedre i morgen til gavn
at gribe dem og kun få til at samle
for samfundets
dem op.
Men hvis det er den gyldne forallersvageste? Det lyder
klaring på, hvorfor så mange ender
måske nemt, men der
med at beskue verden fra bænken,
skal sluges kameler og
så må det jo nødvendigvis være
fordi, der ikke er etablerede tilbud
tænkes kreativt.
nok. Når det sociale system, det offentlige såvel som det private, ikke
længere favner de mange, der har
afgørende brug for en hjælpende
hånd, så må det være fordi sociale system efterhånden er brudt sammen på helt
centrale områder.
Det understreger behovet for et Rolls Royce-eftersyn af den danske socialpolitik. Hvordan er det sociale system skruet sammen i dag – og hvordan kan
det gøres endnu bedre i morgen til gavn for samfundets allersvageste? Det
lyder måske nemt, men der skal sluges kameler og tænkes kreativt. Det gælder
for politikerne på rådhusene og Christiansborg såvel som for de ansatte i de offentlige og private organisationer.
De folkevalgte må op af de ideologiske skyttegrave, og de ansatte og de
frivillige må ud af kassetænkningen. Kun på den måde kan mængden af unge
hjemløse nedbringes. Kun sådan kan vi sikre, at der er krisecentre nok til alle
mændene. Og kun sådan kan vi forhindre, at udsatte kvinder kan forblive skjulte
for det sociale system.
Simon Ankjærgaard, redaktør
Vi støtter Hus Forbi
v/Annemette Lyngh
Vil du også støtte Hus Forbi?
2
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected]
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
| indhold |
4
10
Der er udbredt mangel
på mandekrisecentre.
Rigtig mange mænd i
krise bliver afvist, og det
øger risikoen for
den totale sociale deroute.
Et stigende antal
unge mænd får ingen
anden uddannelse end
folkeskolen.
Taberdrengene bliver de
kaldt – og de er
fremtidens socialt
udsatte.
30
18
Udsatte kvinder er
bedre til at holde sig
skjult fra det sociale
system. Derfor får de
først hjælp, når det
nærmest er for sent.
16-17 noter
Der er behov for en seriøs og sammenhængende EU-strategi mod hjemløshed.
Steen Viggo, manden
bag ’Vorherres
køkkenhave’, er ikke
mere.
Læs de mange flotte
mindeord over en ener.
| et billede fra gaden |
foto Holger Erik Henriksen
helt skævt: Søren og Jan bor i de skæve boliger ’Elhjørnet’ i Københavns sydvestkvarter.
28-29 debat
32 ny hus forbi-sælger
Mød sælger nr. 456, John Frede Hansen.
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 3
Få boliger til mænd i krise
Mandekrisecentre med botilbud er en mangelvare.
Mange bliver derfor afvist, når de henvender sig for at få husly og hjælp til at løse deres
problemer, og det øger risikoen for sociale deroute, som i højere grad rammer mænd end
kvinder.
af Trine Kit Jensen
Tag over hovedet og hjælp til
at tackle en krise. Det tilbud til
mænd findes kun fire steder i landet og efterspørgslen er stor. Så
stor, at mange går forgæves, når
de henvender sig på de mandekrisecentre, der ud over støtte og
rådgivning også kan give husly.
Mandecentret i København
råder over 10 værelser til midlertidigt ophold, og her er der konstant fuldt hus, lyder meldingen.
- Antallet af pladser opfylder langt fra behovet, og vi må
afvise en til to mænd om ugen,
siger Winnie Berndtson, leder af
centret i København og sekretariatsleder for mandecentrene i
Danmark.
Samme billede tegner sig på
Horsens Krisecenter for mænd.
Her er fire værelser, men der kan
redes op til i alt seks personer.
Her kommer der ikke alene henvendelser fra lokalområdet, men
også helt fra Skagen og Sakskøbing, og kapacitetsproblemerne
er så store, at centret hver uge må
afvise to-tre mænd.
- Vi forsøger altid at henvise
videre. Men der er ikke så mange
steder at henvise til, og vi har
oplevet, at et par stykker er endt
på gaden – med alt, hvad deraf
følger, siger den daglige leder Grethe, der ikke ønsker sit efternavn
frem.
Mandecentret i Århus åbnede for godt to år siden med to
værelser. Her anslår lederen Kim
Nidam, at 50-80 mænd er blevet
afvist i centrets levetid, og i løbet
af foråret udvides der derfor med
fem-seks ekstra værelser.
Længere sydpå i Jylland måtte
krisecentret for mænd i Fredericia sidste år sige nej til 35 mænd.
Fra januar i år er kapaciteten her
udvidet fra fire til syv værelser,
herunder et enkelt med plads til
et mindreårigt barn.
4
– Vi forsøger altid
at henvise videre.
Men der er ikke
så mange steder
at henvise til, og
vi har oplevet, at
et par stykker er
endt på gaden – med
alt, hvad deraf følger.
Grethe, daglig leder
af Horsens Krisecenter for mænd
venner og kolleger. Atter andre
kommer, fordi de har haft svært
ved at bo alene, men de fleste kan
få fod på tilværelsen igen, hvis de
får hjælp i tide, viser erfaringen.
Carsten Nikolajsen beklager
derfor, at centret ikke har ressourcer til at tage flere ind.
- Får vi hurtigt fat på de her
mænd, er der større chance for,
at de ikke skal helt ned og slikke
asfalten. Så både menneskeligt
set og også samfundsmæssigt er
der store gevinster at hente, siger
han.
Skæv lovgivning
- Om det så slår til, er det
endnu for tidligt at spå om, siger
stedets leder Carsten Nikolajsen.
Akut krise skal forhindres
Mandecentrene i København og
Århus er etableret som et tilbud
til skilsmisseramte mænd, der
ofte er mere sårbare end kvinder
i samme situation. Målet er at forhindre, at den akutte krise udvikler sig til en større nedtur, og for
de mænd, centrene ikke kan finde
plads til, kan det blive starten på
en regulær social deroute.
- På et privat værelse eller et
pensionat bliver de let isolerede,
og heller ikke herberg eller forsorgshjem er en optimal løsning.
Faren for, at de bliver fristet til at
dulme deres smerte med alkohol
og stoffer, er her langt mere nærværende, end den er hos os, siger
Winnie Berndtson.
På krisecentret i Fredericia er
al arbejdskraft frivillig og ulønnet. Her er det typisk ufaglærte,
arbejdsløse mænd i alderen fra
30 år og opefter, der kommer for
at få hjælp. Nogle er blevet smidt
ud af konen, mens andre efter en
skilsmisse har forsøgt at løse et
boligproblem ved at overnatte hos
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
Den store efterspørgsel på de få
eksisterende botilbud er ifølge
Winnie Berndtson kun toppen af isbjerget. Hun efterlyser
såvel flere pladser som en større
geografisk spredning og vurderer, at der på landsplan er behov
for minimum 200 værelser, hvis
behovet skal dækkes.
Skal det mål opfyldes, vil det
imidlertid kræve ændringer af
sociallovgivningen, så det bliver
lettere at finansiere forebyggende
tilbud til mænd, mener sekretariatslederen.
- Får vi hurtigt fat
på de her mænd,
er der større chance
for, at de ikke skal helt
ned og slikke asfalten.
Så både menneskeligt
set og også samfundsmæssigt er der store
gevinster at hente.
Carsten Nikolajsen,
leder af krisecentret for
mænd i Fredericia
- Kvinder i krise har ifølge serviceloven ret til hjælp, men sådan
er det ikke for mænd. Vi mangler
en paragraf, der anerkender, at
også mænds kriser er et socialt
problem, som samfundet skal
være med til at løse, siger hun.
Det synspunkt har mandekrisecentrene i fællesskab forsøgt at
vinde gehør for på Christiansborg,
og hos SF er der opbakning til at
ændre loven.
- I dag er det mænd, der har de
største sociale problemer. Derfor
vil det være helt relevant at se
på, om der kan rettes op på den
skævvridning i lovgivningen,
som betyder, at vi i øjeblikket har
40 krisecentre for kvinder, men
kun fire for mænd, siger ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge
(SF).
Også Ellen Thrane Nørby (V),
tidligere ligestillings- og socialordfører for Venstre er indstillet
på, at der skal skabes et bedre
økonomisk grundlag for drift af
mandekrisecentre.
- Jeg mener ikke, at vi direkte
skal ligestille paragrafferne i
lovgivningen, da den paragraf,
der giver kvinderne ret til hjælp,
tager sigte på voldsramte. Men
der skal sikres en mere stabil
finansiering af mandekrisecentrene, og de skal op i et antal, der
dækker hele landet og modsvarer
behovet, siger hun.
Danske mænd sakker i øjeblikket bagud i forhold til kvinderne
på en lang række områder.
I et fælles ligestillingsudspil
har SF og S derfor foreslået, at der
nedsættes en mandekommission.
Den skal undersøge, hvad
der kan gøres for at rette op på
tendensen til, at mænd har lavere
uddannelsesniveau, dårligere
helbred, kortere levetid, højere
selvmordsrate, større risiko for
misbrug og større problemer i
forbindelse med skilsmisse og
samlivsbrud. |
Kønnet spiller en rolle
Mænd i krise reagerer anderledes og mere voldsomt end kvinder.
De søger i mindre grad hjælp og mangler også tilbud, der tager højde for,
at de er af hankøn. Sådan lyder en del af forklaringen på, hvorfor det primært er mænd,
der tager den helt store sociale rutsjetur og ender som hjemløse.
af Trine Kit Jensen
foto Flemming Schiller
Øverst i samfundet er der langt
flere mænd end kvinder. Men
der er også langt flere på bunden, viser statistikkerne. Mænd
er stærkt i overtal på gaden, på
herberger og forsorgshjem og lidt
afhængig af, hvordan man tæller,
er 75 til 80 procent af alle hjemløse af hankøn.
Det er altså i udpræget grad
mændene, der har førertrøjen
på, når det handler om at miste
grebet om tilværelsen og havne i
social deroute. Årsagen er blandt
andet, at mænd – på godt og ondt
– er mænd. Sådan lyder i hvert
fald ét bud fra mandeforsker Kenneth Reinicke, Roskilde Universitet.
- På mange måder er vi som
mænd privilegerede. Det er for
eksempel stadig lettere for os end
for kvinderne at komme til tops
i samfundet, men når det så ikke
lykkes, kan reaktionerne være
mere voldsomme. Når det begynder at gå galt for mænd, er de også
langt dårligere til at række ud efter velfærdssamfundets tilbud om
hjælp. De har oftere en idé om, at
de skal håndtere deres problemer
selv, siger han.
Det billede nikker Richard Lee
Stevens, kultursociolog og lektor
på socialrådgiveruddannelserne
i København gennem 20 år, genkendende til. Han arbejder i dag
som privatpraktiserende coach og
konsulent og underviser bl.a. fagfolk i socialt arbejde med mænd.
- Mænds største problem i
forhold til social deroute er, at de
er mænd. De skal hele tiden vise,
at de har kontrol og styr på det
hele, og jeg vil gætte på, at langt 
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 5
de fleste, der i dag sidder på et
forsorgshjem eller et herberg på
et tidspunkt har haft en krise,
som de ikke har fået bearbejdet,
siger han.
Ligesom Kenneth Reinicke
peger han på, at mænd reagerer
anderledes på kriser end kvinder.
De har sværere ved at se problemerne i øjnene og forholde sig til
dem, og mange forsøger i stedet
at fjerne sig fra krisen – koste
hvad det vil.
- En meget almindelig reaktion hos mænd er at se krisen
som en smerte, de bare hurtigst
muligt vil væk fra, siger han.
Flugten fra krisen kan
eksempelvis bestå i at arbejde
eller dyrke sport i overdrevent
omfang. Strategien kan også
være bogstaveligt talt bare at gå
væk – ud på landevejen. Det har
Richard Lee Stevens set mange
eksempler på i de syv år, han var
ansat på Sundholm. En anden
klassisk reaktion er at dulme
smerten med alkohol eller stoffer, og selvmedicinering blandt
mænd er langt mere udbredt end
blandt kvinder. Det samme er
selvmordsforsøg, der lykkes.
- Flere kvinder end mænd
forsøger at begå selvmord, men
mændenes metoder er mere brutale og uigenkaldelige, fortæller
Kenneth Reinicke.
Farligt at miste prestige
Ud over brudte samlivsforhold
og stridigheder om samvær med
børn, er arbejdsløshed en af de
livssituationer, der kan udløse en
alvorlig krise.
At miste jobbet er nemlig for
mange mænd mere belastende,
end det er for kvinder. Manderollen er ikke helt så fastlåst som
tidligere, og kvinder tjener nu
deres egne penge. Men alligevel
ligger det fortsat dybt i mange, at
manden er forsørger og beskytter, mener Kenneth Reinicke.
- Selv om vi har taget et opgør
med traditionelle mandeværdier og forestillinger om, hvad
’rigtige’ mænd kan, bør og skal
gøre, er det langt fra alle, der
er bærere af de nye værdier.
Det kan derfor være farligt for
mænd pludselig at miste deres
samfundsmæssige prestige, siger
han.
På samme måde kan mænds
forestillinger om mandighed
blokere for, at de søger hjælp til
6
- En meget
almindelig reaktion
hos mænd er at
se krisen som en
smerte, de bare
hurtigst muligt
vil væk fra.
Richard Lee Stevens,
kultursociolog
at løse deres problemer, før det
går helt galt, mener Kenneth
Reinicke.
- Jeg tror ikke, at det er sådan,
at de her mænd og fyre slet ikke
ønsker at få hjælp. Men mandekulturen kan betyde, at det
ikke er maskulint acceptabelt at
modtage den, siger han.
Den vurdering er Richard Lee
Stevens enig i. Han peger samtidig på, at mænds sociale netværk
generelt er mere skrøbelige og
har en helt anden karakter en
kvinders.
- Kvinder har et samtalenetværk af veninder og bruger
sproget til at få løst op for og
bearbejdet deres kriser. Mænd
har typisk deres netværk på
arbejdspladsen eller i forbindelse
med sport, hvor de sjældent taler
om deres problemer og ikke har
den samme mulighed for refleksion, siger han.
Hidtil har der været for lidt
fokus på, at mænd har andre behov end kvinder, når det handler
om at forebygge social deroute
eller samle dem op, når de er gået
til bunds, mener Richard Lee
Stevens.
- Jeg tror ikke,
det er sådan, at
de her mænd og fyre
slet ikke ønsker
at få hjælp.
Men mandekulturen
kan betyde, at det
ikke er maskulint
acceptabelt at
modtage den.
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
Kenneth Reinicke,
mandeforsker
I det sociale arbejde efterlyser
han derfor en tilgang til mænd,
der i større udstrækning tager
højde for, at de er af hankøn.
- Socialrådgivere arbejder ofte
ud fra et kvindeperspektiv, men
netop fordi mænd har meget lidt
erfaring med refleksion i deres
netværk, kan de have svært ved
bare at sætte sig ned og tale om
deres problemer. Man er nødt til
at skabe nogle mere handlingsorienterede rum, hvor de eksempelvis kan bygge eller på anden
måde skabe noget. Når mænd bliver bekræftet i, at de har nogle
ressourcer, kan de bedre åbne op,
siger han.
Et eksempel på sådan et rum
er Væksthuset på Sundholm,
hvor fælles arbejde i et drivhus
er afsæt for samtalerne mellem
mænd og socialarbejdere. Værestederne ser Richard Lee Stevens
som et fantastisk tilbud, fordi
de kan hjælpe mænd til at få
det sociale netværk, de mangler
eller har mistet. Men han mener
samtidig, at værestedernes ressourcer og kompetencer skal
udbygges, så der kan sættes ind
med en præventiv indsats, før
den nedadgående spiral for alvor
tager fart.
- Det skal ikke bare handle om
at holde folk væk fra gaden, siger
han.
slutte, vil appellere mere til
mænd, siger han.
Ved årsskiftet afslørede en
rapport fra Beskæftigelsesministeriet, at magtbalancen
på arbejdsmarkedet er tippet i
kølvandet på finanskrisen. For
første gang siden 70'erne er der
lige nu flere arbejdsløse mænd
end kvinder – og også flere langtidsledige. Potentielt set er flere
mænd derfor i farezonen, og det
er et godt argument for, at der
skal gang i udviklingen af tilbud
til hankønnet, mener Kenneth
Reinicke.
- Mange kommer selvfølgelig
op igen ved egen kraft, men der
er også helt sikkert nogle, som
- Kulturelt er der
nok en større accept
af at se mænd leve
på gaden. Det er mere
stigmatiserende
at være kvinden
på bænken, og vi har
sværere ved at se
kvinder gå til bunds.
Kenneth Reinicke, mandeforsker
Flere i farezonen
Også Kenneth Reinicke savner
en erkendelse af, at man skal
nærme sig mænd på en anden
måde end kvinder, hvis de skal
tage imod tilbuddene om hjælp.
- Skal vi prøve at indfange de
her mænd og sørge for, at de ikke
går fuldstændig til bunds, er det
nødvendigt at finde ud af, hvad
det er for nogle strategier og redskaber, vi skal tage i brug.
Som et eksempel på, hvordan
man bedre kan nå mænd, der har
brug for hjælp, nævner han anonym rådgivning via nettet eller
telefonisk. Gerne lagt an på en
måde, der ikke er alt for terapeutisk, så mændene slipper for at
skulle aflevere hele historien om,
hvor svært det er.
- Selvfølgelig er der her et
faremoment, fordi det er svært at
følge op på noget som helst.
Men jeg er sikker på at tilbud,
hvor man ikke skal aflevere sit
cpr-nummer og selv har kontrol med, hvornår samtalen skal
ikke gør. Det er derfor vigtigt at
være opmærksom på, hvordan vi
kan skræddersy de her tilbud, så
mænd faktisk gør brug af dem,
siger han.
Mandeforskeren Hans Bonde
har konkluderet, at samfundet
betragter kvinder med sociale
problemer som ofre, mens mænd
ses som tabere. Og også den
pointe er vigtig for forståelsen
af, hvorfor flere mænd end kvinder får lov at tage hele turen ned,
mener Reinicke.
- Kulturelt er der nok en større accept af at se mænd leve på
gaden. Det er mere stigmatiserende at være kvinden på bænken, og vi har sværere ved at se
kvinder gå til bunds. Her ligger
det i højere grad i luften, at der
nok er nogen, der har svigtet. Så
den enlige mor – jamen hun skal
da have hjælp, siger han. |
OP
igen
efter
nedturen
Først røg ægteskabet, og så røg jobbet. En skilsmisse sendte Michael til
tælling, og han var så langt nede,
at han havde selvmordstanker.
Men et ophold på Mandecentret
i København fik ham på benene igen.
I dag er han sikker på, at det uden
hjælpen ville være gået helt galt.
af Trine Kit Jensen
foto Flemming Schiller

HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 7
- Rent ud sagt havde jeg det så meget ad helvede til, at jeg tænkte på
at hoppe ud foran en bil eller springe ud foran et tog.
- Jeg kunne ikke grine i to måneder. Jeg
kunne slet ikke grine. Overhovedet ikke. Når
de andre sad og grinede, tænkte jeg bare: Hvad
helvede griner de af, siger Michael. Og griner.
Vi sidder i køkkenet på Mandecentret i
København. Flere kopper kaffe er drukket,
rundstykkerne næsten spist, og Michael går
ikke længere som katten om den varme grød.
Nu har han fået munden på gled. Han er en
velvoksen mand på snart 50 år med øreringe,
tatoveringer og motorcykel. Men også en
mand, der ikke er bleg for at indrømme, at han
var helt til rotterne, da han for to år siden flyttede ind på et af stedets ti værelser.
Samværet med de andre beboere var derfor
svært i starten. Det lærte han først senere at
sætte pris på.
- Jeg var sky, rystede som en lille hund og
kunne ikke noget. Jeg var færdig, siger han.
Mandecentret på Christianshavn er et
tilbud til mænd, der efter en skilsmisse eller
et samlivsbrud står alene uden netværk og er
8
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
havnet i en uoverskuelig livssituation. Her kan
de bo midlertidigt, mens de får hjælp til at få
fodfæste og komme videre, og for Michaels
vedkommende kom opholdet til at vare fjorten
måneder.
Hans nedtur begyndte, da konen efter
mange års samliv fortalte, at hun havde fundet
en anden.
Michael håbede i begyndelsen, at de kunne
finde sammen igen, men konen ville skilles. Da
hun flyttede ud af deres fælles hus, blev han
i første omgang boende, men han kunne ikke
holde ud at være der og endte snart hjemme
hos sin mor.
- Det er ikke sjovt at flytte hjem til sin mor
og være en klods om benet, når man er 48 år.
Men jeg gik helt ned. Fik et knæk. Lå bare og
kiggede ind i væggen og kunne ikke gå uden
for en dør, siger han.
Det var ikke kun Michaels ægteskab, der
røg sig en tur. For tankerne kredsede så meget
om den kone, der havde forladt ham, at den
rutinerede lastbilchauffør havde svært ved at
passe sit job.
- Jeg har ellers altid været høflig over for
kunderne, men blev nu stresset og begyndte at
skælde dem ud. Jeg lavede også fejl. Jeg kunne
ikke huske, hvor jeg fik besked på at køre hen,
og jeg bakkede lastbilen ind i et hustag, så
tagrende og det hele røg ned, fortæller han.
Michael endte med at blive fyret og søgte
uden held andet arbejde. Hele omgangskredsen forsvandt sammen med konen, og han
anede ikke, hvad han skulle stille op.
- Rent ud sagt havde jeg det så meget ad
helvede til, at jeg tænkte på at hoppe ud foran
en bil eller springe ud foran et tog, siger han.
Glad for fællesskabet
Michael vidste dengang ikke, hvad et mandecenter var, før han hørte om centret på
Christianshavn i et tv-indslag. Det blev starten
på en lang og sej tur op.
Da han er flyttet ind, får Michael to faste
- Vi havde et godt kammeratskab.
De andre var utroligt søde og ville gerne
høre på min situation. Det hjalp meget.
Jeg kom også med i en gruppe med mænd
udefra. Nogle havde mistet både hus og børn.
Og selv om det måske lyder mærkeligt,
så fik jeg det bedre, hver gang de andre fortalte,
at de også havde det dårligt.
kontaktpersoner, der hjælper ham med at
sælge huset, få styr på økonomien og ordne
praktiske ting, som han på det tidspunkt slet
ikke kan overskue.
Personalet på centret lægger vægt på, at
mændene både spiser sammen og deltager i
beboermøderne, og selv om Michael er i en
sørgelig forfatning, finder han hurtigt ud af, at
fællesskabet kan bruges til noget.
- Vi havde et godt kammeratskab. De andre
var utroligt søde og ville gerne høre på min
situation. Det hjalp meget. Jeg kom også med
i en gruppe med mænd udefra. Nogle havde
mistet både hus og børn. Og selv om det måske
lyder mærkeligt, så fik jeg det bedre, hver
gang de andre fortalte, at de også havde det
dårligt, siger han.
Det er beboerne selv, der står for madlavningen og rengøringen på mandecentret, og
for Michael var det noget af en omvæltning at
blive sat til husligt arbejde. I hans ægteskab
var det nemlig konen, der tog sig af den slags.
- Jeg kunne godt støvsuge. Men ellers har
jeg aldrig gjort rent, vasket op eller strøget
mig eget tøj. Jeg kunne heller ikke lave mad,
så her har jeg lært at klare mig selv, siger han.
Michael oplevede også, at han under opholdet blev flinkere og begyndte at interessere sig
mere og mere for andre mennesker.
- Jeg fik øjnene op for, at vi skal hjælpe
hinanden, siger han.
På en af sine mange gåture rundt i kvarteret
mødte han eksempelvis en Hus Forbi-sælger,
som han fik en rigtig god snak med, og siden
købte han hjemløseavisen, hver gang de to
stødte ind i hinanden.
- Det gjorde vi tit. Så jeg endte med at købe
det samme nummer af Hus Forbi fire gange på
en måned, siger han.
Mænd græder
soner om, hvordan det går. Lykkepillerne er
lagt på hylden, og selv om han stadig kan blive
ked at det, er følelserne nu lettere at håndtere.
Michael har fundet ud af, at han ikke behøver
at være en hård hund.
- Mænd græder ikke. Det har jeg engang
lært af min far, der var militærmand. Men nu
græder jeg. Jeg er blevet meget mere følsom
end før og kan godt sidde og tude, hvis jeg ser
en film i fjernsynet, hvor nogen bliver forladt.
Men det er fint nok. Jeg vil ikke tilbage til den
gamle Michael, siger han.
Rådet til andre kriseramte mænd lyder, at
de ikke skal tøve med at søge hjælp. Og for sit
eget vedkommende er Michael stensikker på,
at det uden mandecentret ville være gået helt
galt.
- Enten ville jeg være endt tre meter under
jorden, eller også ville jeg have været bums. |
I dag bor han på et lejet værelse i Valby, men
har stadig kontakt til Mandecentret og holder
hver måned møde med en af sine kontaktper-
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 9
Colorbox
Drengene taber hver gang
De bliver kaldt taberdrenge. Et stigende antal unge mænd får ikke anden uddannelse end
folkeskolen. Og der bliver stadigt færre job til unge ufaglærte mænd. Skolens taberdrenge
er ved at blive samfundets socialt udsatte.
af Kristian Bang Larsen
Det er drenge, der klarer sig
dårligst i udannelsessystemet: 37
procent af alle mænd i alderen 2024 år har ingen anden uddannelse
end folkeskolen. For kvinderne
er tallet 27 procent. Det er også
drenge, der oftest dumper, der får
de dårligste karakterer, og som
fylder op i folkeskolens specialklasser. Mange af dem får ADHDdiagnoser.
- Der er en stærk kønsdeling i,
hvem der går videre i uddannelsessystemet. Piger med ufaglærte
forældre tager en uddannelse,
men det gør drengene ikke. Så når
man taler om den sociale mobilitet
i samfundet, så findes den primært hos pigerne, fortæller Trond
Beldo Klausen, der er sociolog ved
Aalborg Universitet og har forsket
i det danske uddannelsessystem.
- Cirka 95 procent af de unge
begynder på en uddannelse efter
folkeskolen. Det er mange, men
en god del falder fra, og det er
især drengene på de tekniske og
håndværksmæssige uddannelser.
Ifølge Trond Beldo Klausen er
en af grundene til frafaldet, at
erhvervsuddannelserne er blevet
for boglige. Der er kommet flere
teoretiske krav, og eleverne har
fået mere ansvar for egen læring. Uddannelserne afspejler
10
et ændret arbejdsmarked, hvor
også håndværkere skal kunne
bruge computere og formulere sig
skriftligt, men det tiltaler ikke de
skoletrætte drenge.
Mindre arbejde til ufaglærte
Og når de praktisk orienterede
drenge forlader skolen med dårlige eksamener, er der ikke mange
- Der er en stærk kønsdeling i, hvem der går
videre i uddannelsessystemet. Piger med
ufaglærte forældre tager
en uddannelse, men det
gør drengene ikke.
Så når man taler om den
sociale mobilitet i samfundet, så findes den primært
hos pigerne.
Trond Beldo Klausen, sociolog
job at få, og der bliver stadigt færre. Tal fra Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd viser, at unge uden
uddannelse har fire gange så stor
risiko for arbejdsløshed, som unge
med en uddannelse. Og arbejdsløsheden rammer de unge mænd
i industrien og byggeriet hårdest.
Over de næste ti år forventes
der at blive 190.000 færre ufag-
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
lærte job. Primært i industrien,
hvor der arbejder mange mænd,
mens de kvindedominerede fag i
servicebranchen og den offentlige
sektor forventes at holde stand.
Allerede nu står uuddannede
unge tre gange så ofte som andre
unge helt uden for arbejdsmarkedet. De er fattigere og oftere på
overførselsindkomster end deres
jævnaldrende. Meget tyder på,
at skolens taberdrenge er ved at
blive samfundets socialt udsatte.
- De ufaglærte job i produktionen er ved at blive sendt ud af
landet, så der er færre muligheder
for at få beskæftigelse. De unge
mænd vil have svært ved at bide
sig fast på et arbejdsmarked, der
ændrer sig hurtigt, siger Trond
Beldo Andersen.
Kan ikke sidde stille
Ph.d.-studerende Mette Lykke
Nielsen fra Danmarks Pædagogiske Universitet har undersøgt,
hvordan unge i 8.-10. klasse i
Vendsyssel forholder sig til uddannelsesvalg. Hun fortæller, at
der er en gruppe af drenge i folkeskolen, der forstår sig selv som
gode til at bruge hænderne, men
ikke hovedet. Deres skolegang er
præget af nederlag, og en del af
de forlader folkeskolen uden en
afgangseksamen.
- De siger, at de er sådan nogle,
der ikke kan sidde stille, og sådan
bliver de også opfattet af lærere,
forældre og kammerater, siger
Mette Lykke Nielsen.
De unge drenge har ofte ikke
lyst til at læse videre. De vil
hellere ud og have et arbejde på
et værksted eller et værft. Også
selvom de godt ved, at det er vigtigt at få en uddannelse, og at der
bliver færre ufaglærte job.
- Det er ikke legitimt for dem
ikke at ville uddanne sig. Allerede
fra 7. klasse skal de tænke over
deres fremtidige uddannelse og
arbejde og være enormt selvrefleksive. Det er ret barskt, når
man ikke ved, hvad man vil.
Skal drengene få lyst til at uddanne sig mere, er skolen, ifølge
Mette Lykke Nielsen, nødt til at
ændre sig og tænke køn mindre
stereotypt.
- Man skal gøre skolen mere
rummelig og give plads til de
mange måder, der er at være
dreng på. Det ville være fedt, hvis
drenge, der siger, at de vil bruge
hænderne, også siger, at de vil gå i
skole. Det er et nederlag for folkeskolen og uddannelsessystemet,
at den ikke har givet de drenge
lyst til at lære. |
De skjulte unge
Flere unge mænd bliver hjemløse. Sådan lyder meldingen fra gadeplansmedarbejdere og
bosteder, der arbejder med unge. De unge mænd bruger ikke de etablerede tilbud og optræder ikke i hjemløsestatistikkerne. I hjemløsemiljøet taler man om et stort mørketal af
unge hjemløse.
af Kristian Bang Larsen
I Århus kom gadeplansmedarbejdere ved det nyetablerede Projekt
Gadesover i løbet af efteråret i
kontakt med 31 unge hjemløse.
De fleste var drenge i starten af
tyverne, og ingen havde vidst, at
de fandtes.
- Det havde vi ikke drømt om.
Vi har arbejdet med hjemløse i
mange år og havde aldrig set dem
før, siger Dag Lehmann Andersen,
leder af Projekt Gadesover.
Han fortæller, at de unge
drenge lignede almindelige unge
og derfor var svære at spotte. De
brugte ikke de etablerede hjemløsetilbud, men hang ud i klynger
og sov sammen, for eksempel i en
lejlighed, som en af dem havde i
en periode.
- De har lidt misbrug, men ikke
noget voldsomt i forhold til, hvad
vi er vant til. Vi har nogle af dem
mistænkt for at have ADHD. En
del fik ingen kontanthjælp og levede af at samle flasker og bomme
den, fortæller Dag Lehmann
Andersen.
Flere unge hjemløse
Århus er ikke det eneste sted,
hvor der er dukket flere unge
hjemløse op. Hos de hjemløses
landorganisation Sand fortæller
man, at herberger og botilbud i de
sidste tre-fire år er blevet kontaktet af et stigende antal unge.
Hus Forbi har talt med botilbud
og gadeplansmedarbejdere i
Århus, København og Esbjerg, der
arbejder med hjemløse unge. Alle
steder er man i kontakt med flere
unge nu end tidligere.
- Vi får mange flere henvendelser i dag end for tre-fire år siden,
siger Birger Mosholt, afdelingsleder for Kofoed Skoles fire bofællesskaber i København, hvor der i
alt bor 35 unge.
- Tidligere havde vi ofte ledige
værelser og måtte være opsøgende for at få fyldt op. Men nu får vi
hele tiden henvendelser på akut-
sager, hvor vi ikke har plads.
Birger Mosholt fortæller, at
man for nyligt er begyndt at registrere antallet af henvendelser,
så man kan dokumentere stigningen.
I Århus og Esbjerg er man mere
usikker på, om der er tale om en
reel stigning i antallet af unge
hjemløse, eller om den opsøgende
indsats er blevet bedre.
- Jeg ved ikke, om det er en
gruppe i vækst. For os er det en
- Det er en hidtil
uopdaget gruppe, som
måske hutler sig igennem
på familie og venners
velvilje.
Hans Jørgen Jørgensen, leder af
Ungeindsatsen i Aarhus
massiv vækst, men det er, fordi vi
ikke har kendt til dem før, siger
Dag Lehmann Andersen fra Projekt Gadesover.
- Fra 2009 til 2010 er vi kommet i kontakt med 32 nye unge,
så vi kommer i kontakt med langt
flere end før. Men vi har også
udvidet vores arbejdsområde og
har kontakt til flere unge, som vi
ikke tilbyder plads på Skjoldbo,
men hjælper med deres økonomi
og med at finde en bolig, siger
Dieter Sebelin, der er forstander
for Skjoldbo, en boform for 25
unge i Esbjerg.
Et stort mørketal
SFI’s seneste hjemløseoptælling
fra 2009, der primært baserer
sig på tal fra det offentlige og fra
sociale tilbud som herberger og
væresteder, viser, at 13 procent af
de hjemløse er mellem 18 og 24 år.
I alt er over 600 unge hjemløse, og
det er et tal, der er stort set uændret fra optællingen i 2007. Det
er mange, men de kilder, som Hus
Forbi har talt med, mener, at der
er et mørketal. Det reelle antal
unge hjemløse er meget højere.
- Der er helt klart et stort
mørketal, siger Hans Jørgen Jørgensen, leder af Ungeindsatsen i
Århus Kommune.
- De 31 unge, som Projekt
Gadesover fik kontakt med, har
ikke figureret i nogen tællinger.
Det er et klart billede på, at der
er flere, end optællingerne viser.
Det er en hidtil uopdaget gruppe,
som måske hutler sig igennem på
familie og venners velvilje, siger
Hans Jørgen Jørgensen.
- Vi tror, at tallet er toppen af
isbjerget, for de unge er ikke så
synlige, siger Birger Mosholt fra
Kofods Skoles ungdomsboliger.
- De adskiller sig fra den hjemløse på bænken ved, at de gør alt
for at skjule deres situation. Det er
svært for dem at bede om hjælp. At
være 18-20 år og ikke have nogen
mennesker at støtte sig til er meget
pinligt og smertefyldt.
- Der kan sagtens være et stort
mørketal. Mange unge undviger
systemet. Hvis de slet ikke er i
kontakt med de etablerede tilbud,
optræder de heller ikke i statistikken, forklarer sociolog Lars
Benjaminsen, der har stået for
SFI’s hjemløseoptællinger.
Programmeret til hjemløshed
De unge hjemløse drenge mellem 18 og 25 er anderledes end
de ældre hjemløse. De ligner
almindelige unge og kommer ikke
på herberger og forsorgshjem. I
stedet sover de på sofaer hos familie og venner eller bor i grupper
i kondemnerede lejligheder.
De passer på profilen for den
voksende gruppe af unge mænd
uden anden uddannelse end
folkeskolen, som klarer sig dårligt
på arbejdsmarkedet. De kommer
tit fra dårlige sociale kår, mange
af dem har gået i specialklasser,
og en del har ADHD-diagnoser. I
pressen har gruppen fået den lidet
flatterende etiket ’taberdrenge’.
Dieter Sebelin, forstander på
Skjoldbo i Esbjerg, oplever, at de
unge hjemløse i dag er anderledes
end tidligere.
- De har aldrig haft et hjem og
et skolesystem, der har fungeret for dem, og har derfor svært
ved at indgå i sociale relationer.
Mange er meget spontane og har
svært ved at overholde aftaler.
De kan ikke begå sig i det offentlige med social- og jobcentre,
og de kan ikke finde ud af bo for
sig selv, styre deres økonomi og
betale huslejen. De er så at sige
forprogrammerede til hjemløshed.
Dag Lehman Andersen fra
Gadesoverne siger:
- De har meget svært ved at
begå sig i kontanthjælpssystemet,
og oveni siger de, at det, de skal
lave, skal give mening, for at de
skal gide det. Men de har stadig
mål og drømme og er lette at motivere. Så de er til at hjælpe på vej
til et bedre liv. Det er positivt.
Der mangler tilbud
Skal de unge hjælpes videre, skal
der sættes tidligt ind med målrettede og specialiserede tilbud.
De kilder, som Hus Forbi har talt
med, er enige om, at de eksisterende herberger og botilbud ikke
duer, og at der mangler alternativer.
- Der er ikke tilbud nok til
gruppen. Vi vil godt hjælpe så
mange så muligt og henvise dem
til relevante tilbud, men der er
ikke ret mange, siger Hans Jørgen
Jørgensen fra Ungeindsatsen i
Århus.
- Det er specialiserede tilbud,
der skal til. Jeg snakker ikke om
herberger og botilbud. De skal
have en håndholdt individuel indsats, der er ambulant og tværfaglig. Meget tyder på, at jo tidligere
man kommer ind med specialiserede løsninger, jo bedre, siger Lars
Benjaminsen fra SFI.
- De er mere desillusionerede,
jo mere de nærmer sig de 30 år. Jo
mere får de identitet som misbrugere og hjemløse. Det gør deres
situation sværere at ændre, siger
Hans Jørgen Jørgensen. |
HUS FORBI

| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 11
12
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
Dreng
med
drømme
25-årige Lars Sørensen
klarede sig dårligt
i skolen, fik aldrig
en uddannelse
og endte på gaden med
misbrugsproblemer.
Nu prøver han at få styr
på sit liv og drømmer
om at blive cykelsmed.
af Kristian Bang Larsen
foto Joachim Rode
Lars Sørensen bruger billardrummet i bofællesskabets kælder som cykelværksted. Rundt
om de to slidte poolborde står lig af gamle
cykler. På gulvet ligger dæk, kæder, værktøj.
- Det er nogle efterladte cykler, som jeg
laver, så huset har nogen. Så kan de låne ud til
beboere, der mangler en, siger Lars Sørensen.
Siden maj sidste år har han boet i et af
Kofoeds Skoles fire bofælleskaber for udsatte
unge på Amager. Som 25-årig er han den ældste af husets 11 beboere. Han vil gerne være
cykelsmed.
- Min drøm er at få et normalt liv, en lejlighed, et job. Hvis jeg får min revalidering, så
skal den bruges på en cykelsmeduddannelse,
for det kan min ryg klare, fortæller han.
- Jeg har ingen afgangseksamen fra folkeskolen, bare en udtalelse fra 9. klasse. Det kan
du ikke bruge til en skid. At få et afgangsbevis
i noget og stolt kunne vise det frem og sige,
det har jeg faktisk formået, – det er min største drøm.
Lars Sørensen har levet et hårdt og omtumlet liv, siden han som 17-årig flyttede hjemmefra. Man kan se det på ham. Der er noget
ludende og forsigtigt over måden, som hans
store krop bevæger sig på, og det ujævne røde
område over næsen og kinderne vidner om
mange års misbrug af alkohol. Med i bagagen
har han også diagnoser på ADHD og ordblindhed, to diskusprolapser og et alt for stort
hashforbrug. Men efter at han er flyttet ind i
bofællesskabet, er han begyndt at drømme om
et almindeligt liv.
Jeg hadede skolen
Lars Sørensen voksede op i Hvidovre. Han var
én af de drenge, der ikke passede ind i folkeskolen. En stor bjørn, der ikke kunne følge
med og tit kom op at slås. Han endte i ordblindeklasse.
- Der var gymnastik de to første timer og
så dansk og matematik resten af dagen. Vi
HUS FORBI

| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 13
Det er det bedste
arbejde, jeg nogensinde har haft.
Jeg kom fra noget,
jeg ikke kunne finde
ud af, til noget, jeg
var rigtig dygtig til.
Det gav et kæmpe
selvtillidsboost.
14
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
havde ikke andre fag. Og du kunne ikke sidde
og dagdrømme, for så var der en lærer med
det samme. Jeg blev i klassen til niende. Så
startede jeg i tiende, men jeg hadede skolen, så
jeg gik ud.
Lars fik et job på et lager i Glostrup gennem
sin morbror. Det var nemt, og kollegaerne var
glade for ham.
- Det er det bedste arbejde, jeg nogensinde
har haft. Jeg kom fra noget, jeg ikke kunne
finde ud af, til noget, jeg var rigtig dygtig til.
Det gav et kæmpe selvtillidsboost. Jeg var 16
år, og da jeg hævede min første løn, fik jeg 1213.000 udbetalt. Halløj mand!
Ikke sjovt længere
Men lageret lukkede, og Lars fik i stedet en
læreplads. På det tidspunkt var han flyttet for
sig selv i Avedøre, i en lejlighed, kommunen
havde skaffet. Det begyndte at gå galt. Han
fik dårlige venner, begyndte at ryge for mange
fede og lave små bræk i sommerhuse. Lærepladsen røg. Lars kom på højskole, mødte en
sød pige, flyttede med hende til Herning, gik
fra hende igen, fik en lejlighed i byen, mistede
den igen, boede på gaden, røg, drak, festede,
skaffede hash til vennerne. Livet var kaotisk,
men sjovt.
- Da jeg stod i det, var det fedt. Vi var en
sammentømret flok, der sad på Plænen i Herning gågade. Vi lærte narkomanerne at kende,
og dem skaffede jeg min hash gennem.
Lars fortsatte det flakkende liv, og efter
nogle år i Jylland endte han tilbage i København. Han boede først hos sine forældre, så
på et botilbud i Roskilde og så rundt omkring.
Han levede på gaden og hang ud på Christiania, fik det værre og værre. Og pludselig var
han midt i tyverne, havde ingen uddannelse
og ingen udsigt til fast arbejde, var ikke i
stand til at styre sin økonomi eller bo i egen
bolig og havde et misbrug af hash og alkohol,
der var ude af kontrol. Det var ikke sjovt længere og havde ikke været det længe.
I dag er han er i jobprøvning som maler på
Kofoeds Skole, og i bofællesskabet hjælper de
ham med at styre økonomien. Det er den første
institution han har boet på, som han kan holde
ud.
- Her behandler de dig som en voksen. Der
er ikke så mange regler, siger han.
Da han flyttede ind, var han med egne ord
’ude og skide’, men efterhånden har han fået
mere hold på sit liv.
- I mange år levede jeg bare fra dag til
dag. Nu er jeg begyndt at drømme om at få et
almindeligt liv. Og jeg er blevet hjulpet til at
komme ud af mit alkohol- og hashmisbrug. |
- Min drøm er at få et normalt
liv, en lejlighed, et job. Hvis jeg
får min revalidering, så skal den
bruges på en cykelsmeduddannelse, for det kan min ryg klare.
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 15
Følg Allan i to døgn
og giv et bidrag til
Hus Forbi
Sig ja tak til at få sms-beskeder fra Hus Forbi-sælgeren Allan,
og støt Hus Forbi med klingende mønt.
af Simon Ankjærgaard
Foto Holger Erik Henriksen
I efteråret 2010 fulgte Hus Forbi Allan i seks måneder. Nu kan Hus Forbis læsere
følge ham via sms over to døgn og samtidig støtte Hus Forbi.
’Gadens Konger’ er en enestående mulighed
for få et indblik i et miljø, som ellers er helt lukket land for udenforstående. Fire hundrede fotos
er der blevet plads til i bogen, og krydret med
fotograf Holger Henriksens historier og
anekdoter, giver de et helt unikt billede af
hjemløshed i Danmark.
Holger har fotograferet på gaden i en årrække –
og I kender bl.a. hans billeder fra Hus Forbi.
Gadens Konger koster 159,Alt overskud går til at hjælpe hjemløse.
Beløbet (159,00) + porto (38,50) i alt 197,50 kan indsættes på
følgende konto:
Reg. 4180, konto: 0040001697, mrk. Gadens Konger.
Husk at skrive din adresse – så sender vi bogen til dig.
Se også www.sandudvalg.dk for salgssteder eller ring til
SAND på 89 93 70 60
16
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
- Jeg er lige vågnet. Sammen med min lille hund, Piv, har jeg sovet bag en
bænk ved Flintholm Station.
Sådan starter den allerførste sms-besked fra Hus Forbi-sælgeren Allan.
Vil du over to døgn modtage den og de resterende syv, skal du sende beskeden ’SP HUSFORBI’ til 1277. Det koster 20 kroner, som vil blive trukket
over telefonregningen, og overskuddet går direkte til Hus Forbi.
Sms-beskederne er et resultat af et samarbejde mellem Hus Forbi og
SMS Press. Første sms modtager du morgenen efter, at du har tilmeldt dig,
og de tre resterende beskeder kommer henholdsvis midt på dagen, om eftermiddagen og om aftenen. Samme mønster gentager sig på andendagen.
Meningen er at støtte Hus Forbi, samtidig med at du får et helt unikt
indblik i det liv, som Allan lever på gaden sammen med hunden Piv og vennen Dennis. Der er tale om virkelige mennesker (og hunde), og dét, som
Allan fortæller om i sms’erne, sker i virkeligheden.
Se mere på husforbi.dk og smspress.dk
kunst
på perronen
Foto Colourbox
Udenlandske hjemløse skal have samme adgang til hjælp som alle andre.
rapport:
Behov for seriøs
EU-strategi
Fra 2. til 15. maj kan man på
torvet i Nykøbing Falster opleve
Jens Galschiøts bronzeskulpturudstilling ’Stop Hjemløsheden’.
Udstillingen kommer til Nykøbing Falster i samarbejde med
værestedet Perronen.
- Perronen vil med udstillingen
være med til at sætte fokus på
hjemløshed, og de muligheder,
der er for at forebygge hjemløshed, siger Perronens formand,
Klavs Lauritsen.
- Hjemløshed er en af de mest
synlige og ekstreme former for
fattigdom, der findes i verden og
desværre også i Danmark. Det
er alles ansvar, og vi vil gerne
som organisation vise, at vi er
parate til at være med til at løse
opgaven.
Ved siden af udstillingen, der
officielt indvies med taler og
underholdning 7. maj, vil Perronen lave en række forskellige
arrangementer på værestedet.
-sia
Et uafhængigt europæisk panel af eksperter anbefaler, at der
formuleres en ambitiøs europæisk strategi til bekæmpelse af
hjemløshed. De anbefaler også, at hjælpen til hjemløse ikke fordeles
efter nationalitet eller etnicitet.
breinholt og
malling gættede
sig til
5.000 kroner
Hus Forbi har modtaget 10.000
kroner efter studievært Anders
Breinholt og skuespiller Søren
Mallings optræden i quizprogrammet ’Hvem vil være millionær?’ på TV2. Beløbet er
de 5.000 kroner, de to kendte
ansigter gættede sig til, inklusive
deres deltagergebyr. Pengene vil
gå direkte til Hus Forbis sælgere
-sia
hundredtusindvis
af læsere
Hus Forbi er et populært blad.
Det bekræfter de seneste tal fra
Gallup. I andet halvår af 2010 er
hver udgave af Hus Forbi således
blevet læst af gennemsnitligt
379.000 danskere.
Det er en stigning i forhold til
første halvår af 2010, hvor hvert
nummer havde 377.000 læsere.
I andet halvår af 2009 var tallet
374.000.
-sia
af Simon Ankjærgaard
Der kommer først for alvor skred i de europæiske landes kamp mod
hjemløshed, hvis der formuleres en mere ambitiøs EU-strategi på området. Sådan lyder en af de centrale konklusioner i en rapport skrevet af et
uafhængigt panel af eksperter.
- På EU-niveau skal det strategiske netværk støtte, overvåge og koordinere udviklingen af integrerede nationale/regionale strategier i medlemsstaterne ved hjælp af et hensigtsmæssigt overvågningsnetværk, en
stærk forskningsdagsorden med fokus på social innovation, et program for
gensidig læring og tværnational udveksling, fremme af kvalitetstjenester,
bæredygtige forbindelser til EU-støttemuligheder og integrering af hjemløshed i de relevante politikområder, lyder rapportens konklusion.
Rapporten er udløberen af en konsensuskonference, der blev afviklet
under det belgiske EU-formandskab sidste år, og hvor den danske hjemløseorganisation Udenfor deltog. Den danske organisation var særligt
engageret i spørgsmålet om hjælp og støtte til udenlandske hjemløse, der
tager ophold i andre EU-lande.
Rapporten konkluderer i den sammenhæng, at adgang til tilbud for
hjemløse ikke bør anvendes som et middel til at regulere migration, og at
de organisationer, der tilbyder hjælp til hjemløse, ikke bør straffes for at
levere tjenester til mennesker i nød.
- I Danmark har man længe fra politisk hold valgt at lukke de hjemløse
udlændinge ude ved for eksempel ikke at lade dem overnatte på offentlige
herberg og natvarmestuer, siger Udenfors sekretariatschef Ninna Hoegh
og fortsætter:
- Man har valgt at ignorere en gruppe af mennesker i håbet om, at de
så vil forlade landet. Med anbefalingerne fra den europæiske konsensuskonference har vi nu en samlet anmodning om øget samarbejde mellem
landene, og en række opfordringer til ændring af praksis – også i Danmark.
I Projekt Udenfor håber vi at disse politiske anbefalinger vækker gehør.
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 17
Udsatte kvinder gemmer sig
Udsatte kvinder passer ikke ind i de eksisterende tilbud og er bedre til at skjule sig fra systemet
af Nicolai Zwinge
Udsatte kvinder er bedre til at
holde sig skjult fra det sociale
system, derfor kan hjælpen være
langt væk og i værste tilfælde
komme for sent.
- Vi ser dem ret sent. Jeg tror,
kvinderne er bedre til at bruge
deres eget netværk. Når de dukker op i gademiljøet, er det netværk ofte fuldstændigt opbrugt.
Det betyder, at når vi endelig ser
dem på gaden eller på herbergerne, så er de simpelthen længere ude, end de mænd, vi ser på
gaden, fortæller Britta Lindqvist,
der er leder af Café Klare – en
nystartet natcafé for kvinder.
Det nikker Katrine Nordbjærg
18
Thomsen genkendende til. Hun
har i tre år arbejdet med projektet
’Fokus på Kvinder’ under Københavns Kommunes socialforvaltning.
- Kvinderne har sværere ved at
erkende, når det går skidt, og så
er de bedre til at skjule det, siger
hun
- De har svært ved at bede om
hjælp, og hvis de har børn og først
kommer i myndighedernes søgelys, ved de godt, hvordan de skal
undgå systemet af frygt for, hvad
der skal ske med børnene.
Gadeplansmedarbejder i Hjemløseenheden i København, Ingelise Bang, er enig i, at kvinderne
er bedre til at klare sig uden for
systemet.
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
- Men når det endelig går
skævt, så er det efter lang tid,
hvor de har lagt låg på problemerne, fortæller hun.
Hun mener, at der indtil nu har
manglet et sted som Café Klare.
Nu, hvor de udsatte kvinder er
blevet mere synlige på gaden,
glæder det hende, at der er flere
tilbud på vej.
I København er der særligt en
gruppe grønlandske kvinder, som
holder sig uden for kommunens
søgelys.
- De er svære at komme i
kontakt med, og det er et stort
problem, vurderer Susanne Mejer,
leder af det grønlandske værested
Naapiffik.
- Vi ved, der er en gruppe, vi
ikke ser. Derfor er vi glade for
at se et tilbud som Café Klare,
der kan tilbyde et uforpligtende
fristed for dem.
Kommunen har et problem
Formand for Projekt Udenfor,
Preben Brandt, advarer, at hvis
der er en udsat gruppe kvinder
uden for den sociale hjælp, så har
kommunen et problem.
- Hvis vi ser kvinderne for sent,
og hvis det kan dokumenteres af
de nye tiltag for udsatte kvinder,
så har vi virkelig et problem. Så er
det jo fordi, kommunerne ikke gør
det godt nok. Den er virkelig gal,
hvis det sociale system ikke har
fat i dem, før de ender på gaden,
siger Preben Brandt.
udsatte kvinder:
Ligestillingen
rammer
de hjemløse
Der er en stigende gruppe udsatte
kvinder, der ikke passer ind på de
etablerede væresteder og herberger.
Det er en gruppe, der oftest først
dukker op på herbergerne, når de
er virkelig langt ude. De er hjemløse,
ofte ramt af både misbrug, vold
og ensomhed. Hus Forbi tegner
et billede af de udsatte kvinder
af Nicolai Zwinge
foto Joachim Rode
Katrine Nordbjærg Thomasen
erkender, at det er en udfordring
for hjælpesystemet at nå denne
gruppe kvinder.
- Men kommunen har flere
nye tiltag, som sammen med Café
Klare forhåbentlig kan sikre, at
vi rammer flere kvinder tidligere,
siger hun.
Herberget på Hillerødgade
har oprettet en lejlighed med fire
værelser kun for kvinder samt
en ekstern lejlighed. Samtidig
opretter Sundholm til sommer en
afskærmet afdeling også kun for
kvinder.
- Nogle af de her kvinder har
svært ved alt for strukturerede
tilbud. Til dem mangler der mere
uforpligtende tilbud, som Café
Klare, hvor man kan henvende
sig anonymt, forklarer hun og
fortsætter:
- Fra tidligere projekter ved
vi, at det kan være skræmmende
med et skilt, hvor der står ’Vi tilbyder hjælp’. Derfor kan der være
behov for trygge og friere rammer, hvor kvinderne selv føler, at
de er med til at definere hjælpen.
Ud over de nye tiltag er socialforvaltningen i samarbejde med
herbergerne ved at definere en
ny kvindepolitik. Det ser Katrine
Nordbjærg Thomasen som et eksempel på, at der er ved at ske en
holdningsændring i det professionelle miljø samt en erkendelse af,
at der er en gruppe, som man skal
være mere opmærksom på. |
Vi kender ham fra gadebilledet. Den ældre lidt usoignerede mand, der sidder på en
bænk med sin hund for fødderne. Han ser slidt ud, som
han sidder der ved siden af
en jævnaldrende kvinde,
som er nydelig i tøjet – måske endda lidt udfordrende
klædt.
Han har parkeret sin lasede rygsæk på fortovet. Hun
har sin håndtaske slængt
over den ene skulder.
- Stakkels mand, han
er nok hjemløs, tænker de
fleste – og de har ofte ret.
Men kvinden kan sagtens
også være hjemløs, for der
er flere og flere kvinder på
gaden - hjemløse eller udsatte kvinder, der bevæger
sig i miljøet.
- De passer ikke helt ind i
vores billede af en hjemløs,
vurderer Katrine Nordbjærg
Thomasen, der er projektmedarbejder i Københavns
Kommunes Socialforvaltning.
- De kvinder, vi ser på
HUS FORBI
gaden og i miljøet, er oftest
meget langt ude. De er både
fysisk og psykisk nedslidte,
forklarer hun.
De hjemløse kvinder
udgør 21 procent af alle
hjemløse. Til sammenligning udgør kvinderne blot
13,5 procent af brugerne
på natcaféerne. Lederen
af en nystartet natcafé for
kvinder, Café Klare, Britta
M. Lindqvist forklarer:
- Vi ser dem senere, og så
er de meget længere ude end
mændene. De bruger deres
netværk bedre, og samtidig
er de måske bedre til gemme
sig fra myndighederne.
Sofasovere
Gruppen tæller både hjemløse kvinder og kvinder,
der af forskellige grunde
bevæger sig i miljøet. Britta
M. Lindqvist fortæller:
- Der er de hjemløse og
de funktionelt hjemløse.
Kvinder som måske har egen
lejlighed, men som ikke
kan finde ro der på grund
af psykiske problemer eller
misbrug. De er ofte meget
isolerede, og de føler ikke, 
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 19
de passer ind i de eksisterende
tilbud.
Kvinderne bliver afvist på
krisecentrene, hvis de har et
misbrug. På Reden kan de ikke
være, fordi de ikke er prostituerede, og på natcaféerne er
de utrygge, fordi de tidligere
har haft dårlige oplevelser med
mænd. Derfor ender en større
gruppe af dem som sofasovere.
Blandt sofasoverne er kvinder overrepræsenterede. De
udgør 26 procent, men reelt kan
tallet være langt højre. Rasmus,
der er pædagog og nattevagt
på Mændenes Hjem, skal nu
arbejde på Café Klare. Han tror,
tallet er højere.
- Jeg tror, der er en stor gruppe, der ender som sofasovere
frem for som gæster på herbergerne. Samtidig ved vi, at der er
en gruppe grønlandske kvinder,
der sover hos tilfældige mænd,
de møder på værtshusene.
Susanne Mejer er leder af det
grønlandske værested Naapiffik
på Vesterbro. Hun erkender, at
der er en gruppe grønlandske
kvinder, Naapiffik ikke har den
store kontakt til. De klarer sig
ofte uden for myndighedernes
søgelys. Susanne Mejer forklarer, at nogle af kvinderne finder
en kæreste – mere af nød og
ensomhed end af kærlighed. En
stor del klarer sig som sofasovere, enten hos venner, bekendte
eller hos tilfældige mænd.
- De overnatter på nåde. Ofte
leverer de en modydelse, enten
i form af penge, rengøring eller
seksuelle ydelser. De taler ikke
om det. Det er jo flovt, og det er
ikke det liv, de havde drømt om.
Mandigt hjemløsemiljø
Det er en mandeverden, de
udsatte kvinder bevæger sig i.
Derfor er det ikke nemt at være
kvinden ved siden af den hjemløse mand.
- Forleden dag så jeg en
bredskuldret dansk mand uden
for Mændenes Hjem sammen
med en grønlandsk kvinde. De
var midt i en diskussion, og
bølgerne gik meget højt. Det var
tydeligt, at de var sammen, og
at hun ikke kunne komme væk.
Samtidig var det helt åbenlyst,
at hun ikke havde det godt,
fortæller Britta Lindqvist.
Men mandligt selskab på
gaden kan være godt i mere end
20
en forstand, forklarer kollegaen
Rasmus.
- Som kvinde på gaden kan
det være smart at få en kæreste.
Han yder en vis beskyttelse,
han sikrer måske adgang til
stoffer, som han skaffer, men
som han også kontrollerer.
De kvinder, der ikke lever
tæt på en mand, påtager sig ofte
en meget udfarende adfærd. De
fylder meget, og de risikerer
derfor også at få et meget dårligt ry i miljøet.
Kvinderne har ofte en seksualiserende adfærd, som kan
være et værn mod omgivelserne. De har måske tidligere i
deres liv haft dårlige oplevelser
med mænd, og nu oplever de
den utryghed, der er ved at dele
koksestole på Mændenes Hjem med mænd.
Hårdt ramt
Tidligere undersøgelser har vist,
at størstedelen af de kvinder,
der lever på gaden, har det lige
så dårligt, som den dårligst stillede femtedel af de mandlige
hjemløse.
Preben Brandt, der er formand for hjemløseorganisationen Projekt Udenfor, fortæller,
at kvinderne kan gå meget
pludseligt fra et almindeligt
liv til et liv som socialt udsat.
Det hænger sammen med, at de
klarer sig bedre, inden de bliver
set af systemet.
- Det er tydeligt, at udsatte
kvinder er mere udsatte end
mændene.
Preben Brandt henviser til
undersøgelser, der viser, at
socialt udsatte kvinder har flere
sygdomme, de klager oftere end
mændene over psykiske problemer, og så er de oftere udsat for
seksuelle overgreb.
- Tidligere har det sociale net
fungeret forskelligt for mænd
og kvinder, men i takt med øget
ligestilling vil sikkerhedsnettet
virke mere ens. Det resulterer i
at flere kvinder vil kunne falde
igennem systemet. Dog er tolerancen over for udsatte kvinder
større end accepten af udsatte
mænd. Derfor vil de kvinder,
der udstødes, massivt virke
mere belastede end mændene,
vurderer han.|
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
Heidi Maria
Kun for
kvinder
Café Klare har slået dørene
op for hjemløse kvinder og
andre udsatte kvinder, der
har brug for et frirum. Der er
kun adgang for kvinder, men
hvem vil bruge Klare, og er
der overhovedet behov for en
natcafé for kvinder?
HUS FORBI

| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 21
Britta M. Lindqvist
af Nicolai Zwinge
foto Joachim Rode
De nymalede vægge skinner, men kan ikke
skjule, at natcaféen Café Klare er lidt tom
og indflytningsagtigt. Alligevel er stemningen høj. Og selvom de første møbler kun lige
er dukket op og knap pakket ud af de blå
IKEA-poser, så skal der ikke mere til end lidt
kvindelig sans, et pink tæppe under bordet,
og få minutter efter er det tomme fællesrum
forvandlet til en hyggelig, omend improviseret, formiddagsbrunch.
- Vi har stylet lidt, fortæller lederen Britta
M. Lindqvist stolt og henviser til en skål fra
Ikea med Pink Lady æbler, der er præcist
placeret i vindueskarmen, som om de forsøger
at opfange den første københavnske forårssol
– eller blot give stedet et kvindeligt touch.
- Det er et centralt udgangspunkt for os, at
der ikke er noget, der per definition er ’kvindeligt’. Kvinder er forskellige og har forskellige
behov. De kvinder fra gademiljøet, vi har talt
med, giver udtryk for et behov for at få lov til
at dyrke den her omsorg for sig selv.
22
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
- Er der ikke noget cola? vil Heidi Maria
vide. Straks springer nattevagten Tanja op af
stolen med kurs mod den lokale kiosk. Cola
skal der til. Heidi Maria er en af gæsterne ved
denne eksklusive intro-brunch for Hus Forbi
og en gruppe medarbejdere, samt Heidi Maria
og Liff, der begge tidligere har prøvet livet
som hjemløs kvinde.
De to kvinder præsenterer sig selv.
- Jeg blev hjemløs, da jeg slog op med min
kæreste gennem ti år. Min lejlighed blev for
dyr, så jeg sagde den op, gav alt mit tøj til
Kirkens Korshær, mine møbler og min madras
røg til storskrald, og så flyttede jeg på gaden,
fortæller Heidi Maria.
- Jeg var helt sikker på, at det ville rede mit
liv. Jeg besluttede at blive hjemløs, fordi jeg
troede, det kunne gøre mig til en glad person.
Lidt fra Heidi sidder Liff. Hun smiler høfligt,
men er ikke lige så fortællende som Heidi
Maria. Hendes hjemløsehistorie startede med
en sygdom.
- Jeg blev hjemløs i 1994, fordi jeg fik en
hjerneblødning. Jeg blev skilt, så måtte jeg
flytte fra huset, og jeg har været hjemløs siden.
I dag bor hun på værestedet Hørhuset, hvor
hun venter på at få en beskyttet bolig.
Frirum til de pressede kvinder
Det er både den stille Liff, der ikke kan lide
stoffer, og den mere fortællende Heidi Maria,
som tidligere har været misbruger, som den
nye natcafé skal kunne rumme. Målgruppen
er hjemløse kvinder, der har akut behov for et
trygt sted at sove. Kvinderne kan henvende
sig anonymt.
Leder Britta M. Lindqvist viser stolt lokalerne frem. Det er planen, der skal være plads
til tyve sovende kvinder – 16 sengepladser
fordelt på tre værelser, samt fire koksestole i
fællesrummet.
Initiativet til natcaféen kommer fra Københavns Kommunes Socialforvaltning. Projektmidlerne hentes fra hjemløsestrategien, og det
er Mændenes Hjem, der har fået den ære at
forvalte opgaven.
- Vi kunne se, at der var behov for et tilbud
til kvinderne. På de eksisterende tilbud bliver
de tit pressede af mændene. De bliver oftere
udsat for seksuelle overgreb, og så er det et ret
- Der er kvinder, der ikke
passer ind i otte til fire-livet.
Derfor kan man heller ikke
forvente, at man kan forandre
sit liv, tage stilling til det, før
der er nogle basisting, der er
opfyldt: Et trygt sted at sove, et
stede at vaske og så videre.
Tanja
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 23

Tanja, nattevagt (øverst)
24
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
Liff (nederst)
Rasmus, nattevagt
voldeligt miljø, forklarer Britta M. Lindqvist.
Mange udsatte kvinder føler ikke, at de passer ind i de etablerede tilbud. Og selvom, der er
tilbud, der ligner Café Klare, er problemet, at
kvinder ofte skal indgå i et behandlingsforløb.
- Vi prøver at ramme de kvinder, som enten
ikke kan identificere sig med Redens målgruppe, eller de kvinder, der lever hos forskellige
mænd som sofasovere. Vi vil også gerne være
et alternativ for de kriseramte kvinder, de
traditionelle krisecentre ikke kan rumme.
Både Heidi og Liff forklarer, at de ville have
brugt et sted som Café Klare, da de boede på
gaden.
Direkte fra gaden
På Klare behøver man ikke indgå aftaler. Man
kan komme direkte ind fra gaden. Tanja, der er
nattevagt og har mere end ti års erfaring fra et
lignende tilbud i Oslo, forklarer:
- Der er kvinder, der ikke passer ind i otte til
fire-livet. Derfor kan man heller ikke forvente,
at man kan forandre sit liv, tage stilling til det,
før der er nogle basisting, der er opfyldt: Et
trygt sted at sove, et sted at vaske og så videre.
Café Klare er både et nat-tilbud og et dagtilbud, hvor dem, der har lyst, kan få en snak
med en pædagog eller en socialrådgiver. De
kan få hjælp til at få overblik over deres situation og lave en plan.
Heidi vil vide, hvad der vil ske med dem,
der er sky over for sagsbehandlere. Kan de
bare komme ind fra gaden?
- Man kan godt overnatte uden at forpligte
sig til at tale med dagpersonalet, svarer Tanja.
Det er en erfaring fra lignende tilbud, at der
er kvinder, der vil bruge stedet uden at forpligte sig til noget. Men for Tanja handler det
om at erkende et helt basalt problem:
- Det handler jo om, at man tror på, at fastholdelse er alfa omega. Det tror jeg ikke. Hvis
man skal kunne forholde sig til problemerne,
så er det centralt, at man har et sted at sove.
Man kan jo ikke tage fat på sin fremtid, hvis
det største problem er: Hvor skal jeg sove i
nat, og hvordan holder jeg andres fingre ude af
mine bukser?
En seng er altså en forudsætning. Men
samtidig kan man fornemme omkring den
lyserøde plaid og den varme kaffe i nye kaffe-
kopper, at det kan blive en udfordring af lave
plads til alle.
Britta M. Lindqvist forklarer:
- Vi ved godt, at der er nogen, der ikke kan
lide misbrugerne. Men uansat hvad, så håber
jeg, at vi kan rumme alle, og at vi kan hjælpe
nogen videre til andre tilbud og motivere til et
andet liv.
Et frirum uden seksuelle undertoner
Som nattevagt Rasmus forklarer det, så er en
af fællesnævnerne, at der er behov for et sted,
hvor kvinderne ikke behøver at sove med åbne
øjne.
- Kvinderne oplever chikane eller en meget
seksualiserende adfærd. Jeg har oplevet en
kvinde på Mændenes Hjem, der vågnede op i
en koksestol, fordi der var en hånd på vej ned i
trusserne på hende.
Efter noget tid og en tår cola light tænker
Liff tilbage til sin tid på gaden.
- Jeg har prøvet at være pissebange for en
mand, der ikke kunne holde fingrene for sig
selv. Det var på et værested, og til sidst måtte

jeg rejse mig op og gå.
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 25
- Det er et centralt udgangspunkt for os, at der ikke
er noget, der per definition
er ’kvindeligt’. Kvinder er
forskellige og har forskellige
behov. De kvinder fra
gademiljøet, vi har talt med,
giver udtryk for et behov for
at få lov til at dyrke den her
omsorg for sig selv.
Britta M. Lindqvist
26
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
Ane
Derfor skal Café Klare fungere som et frirum for gadens kvinder.
- Mændene fylder meget, de tager meget
plads – ofte på bekostning af kvindernes behov, siger Tanja.
Og selvom det ikke er alle mænd, der kommer med tilnærmelser, så er alle omkring bordet enige om, at der er behov for et sted, hvor
kønnet ikke spiller så stor en rolle. Et sted,
hvor kvinderne kan få lov til at være sig selv.
- Et er ubehagelige seksuelle tilnærmelser.
Men Klare er ikke kun en afgrænsning fra det.
Det handler også om de positive gevinster ved
at være sammen med andre kvinder, lyder det
fra Tanja.
Den kan Heidi genkende:
- Da jeg flyttede på Sundholm, havde jeg
klippet alt mit hår af, det var for svært at
holde, og jeg gik altid i stort tøj, så man ikke
kunne se, om jeg var en dreng eller en pige.
Hun forklarer videre om gevinsten ved at
flytte på Sundholm, hvor hun bor i dag – med
eget værelse og sammen med andre kvinder.
- På Sundholm så jeg piger, der gik med
make-up, de gjorde noget ud af sig selv hver
dag, fordi de skulle op til arbejde på et værksted. Og der var ikke nogen, der kaldte dem
luder, fordi de gik i stramme bukser. Det har
givet mig lyst til at gøre noget ved mig selv.
Café Klare har også den udfordring, at de
skal kunne rumme forskellige grupper kvinder. Liff vil ikke komme, hvis der sidder nogen
og fikser.
- Det er vigtigt at pointere, at man ikke må
fixe på Café Klare, blandt andet fordi det faktisk skræmmer mange væk, men også fordi at
vi skal forholde os til de rammer, kommunen
har sat, forklarer Britta.
- Det bedste, man kan gøre, er at lade grupperne mødes, mener Tanja.
- Det har jeg i hvert fald oplevet, udvikler
en utrolig rummelighed, som mange andre
kunne lære meget af. Jeg har er stødt på
mange grupper hjemløse, der oplever, at de har
noget til fælles trods deres forskelligheder.
Gasværksvej, Istedgade og Hovedbanegården.
Det ser Heidi ikke som et problem.
- Det er jo meget fedt, at der er lidt langt
herned, så kan man nå at bumme ret mange
penge på vejen, så har man til en kop kaffe, og
så kommer man jo i snak med en masse mennesker på vejen.
Liff så gerne det lå endnu længere væk fra
de misbrugere, hun ikke helt føler sig tryg ved.
- Det kunne for min skyld ligge i Glostrup.
Rasmus erkender, at det er balancen mellem
Liff og Heidi, og mellem de brugere, der helt
sikkert kommer fra det hårde miljø tættere på
indre Vesterbro:
- Det er tilpas langt væk fra Hovedbanen
og Gasværksvej til, at vi nå de mennesker, der
kommer dernede, men samtidig er her ro nok
fra det hårde miljø. |
Liff og Heidi Maria har ikke ønsket at medvirke med
deres fulde navn. Rasmus og Tanja medvirker kun
med fornavn af professionelle årsager.
Tæt på og alligevel langt væk
En anden udfordring er afstanden til Café
Klare, der ligger lidt gemt væk. På Lyrskovsgade i sikker afstand til det hårde miljø omkring
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 27
| debat |
Det er for at beskytte fangerne
Et troværdighedsproblem
Endnu engang kan man mærke, når medier i Danmark skriver om noget, de
ikke aner noget om.
Situationen er, at farlige fanger fra Grønland sendes til Danmark for at
afsone deres straf, dels fordi vi ikke har forhold for sikker afsoning i Grønland, men også for at beskytte fangerne selv.
I Grønland er der stort familiesammenhold og familiefølelse, så hvis en
person eksempelvis har voldtaget en pige, kan I være sikre på at hendes
familie, så længe som de lever, vil være parat til at skyde vedkommende.
Ville omverden ikke råbe op, hvis folk blev skudt fordi myndighederne ikke
kunne beskytte dem?
Folk som Tine Brüel mener, at vi skal bygge et sikret fængsel i Grønland
for disse fanger. Der må I meget undskylde, men der har den grønlandske
mening været følgende:
Hvorfor skal vi bygge et fængsel til disse fanger, der selv har valgt at
begå en forbrydelse? Det er meget vigtigere at vi forbedrer forholdene
for de handicappede i hele Grønland, således at vi kan få dem hjem først.
Mange sidder i Danmark og kan ikke selv gøre for deres situation – modsat
langtidsfangerne.
Spørger I folk på gaden i Grønland, siger de fleste; lad de fanger blive,
hvor de er.
Frank Steenholdt
Jeg har gennem flere år købt Hus Forbi og som regel hos den samme sælger. På et tidspunkt kunne jeg registrere, at der nu optrådte flere østeuropæere, men de kan selvfølgelig også være husvilde, så jeg fortsatte med at
købe bladet.
Da jeg så ser DR på besøg i en rumænsk landsby, hvor det flyder med
id-kort og tilladelser til at sælge Hus Forbi, så hopper kæden af for mig.
Det er altså ikke danske hjemløse, men fattige rumænere, jeg støtter. Det
ville jeg da godt have vidst.
Jeg synes, at Hus Forbi har fået et troværdighedsproblem, og jeg kan
kun se, at det går ud over de danske hjemløse.
Else Asp
Omstændighederne
At ikke kende sin plads i livet der den mest livløse følelse i tilværelsen.
Kaosset gør sin indgang og roen er svær at finde.
Omstændighederne kalder de det.
Omstændighederne er argumentet, der forklarer det uforklarlige i et menneskes liv.
Det, der før var interessant og glædeligt, er nu uinteressant og afskyeligt.
Når ens sociale lyst og kognitive kompetencer smuldrer som et råddent
gammelt træ,
står du alene i skoven.
Men ikke engang i skovens dybe, stille ro, kan du finde freden du søger –
for den er der ikke.
På Hovedbanegården er der mere stille, for der kan du ikke høre dit sinds
kalden og spørgen.
Men selvom du står der hvor alle spor fører ud i verden er der ikke et eneste af dem du kan følge.
Hvorfor er det sådan?
Fordi omstændighederne er sådan.
Når du har allermest brug for omskiftning og nye veje er du fanget lige der
hvor det er dårligst for dig at være.
En renoveret bydel som gør den umulig for en bistandsklient at bo i.
Andelsforeninger med låste, spydspidse baggårdsporte for at holde bumserne ude.
Smarte cafeer med dyr kaffe som ingen har råd til.
Dette er et opdelt samfund, en ufarvet apartheid.
Det bygger ikke på din etniske baggrund, men på den evne til at deltage.
Kan du ikke deltage har du kun ret og råd til det allerkummerligste.
Din energi får du fra de usundeste discountvarer.
Din stimulation fra de lange, høje trapper.
At du ikke nåede dine mål i ungdommen har sat dig i en svækket position,
Og du får aldrig løftet dig ud af dette.
Bureaukratiet hat løbet om hjørner og brudt dig ned, det som skulle have
været dig en hjælp har skadet dig.
Omstændighederne styrer dit liv.
Mikkel
28
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
svar fra hus forbi
Kære Else Asp
I Hus Forbi har vi i lang tid diskuteret den problemstilling, at fattige EUborgere søger mod det velstillede Danmark og gerne vil sælge Hus Forbi.
Vi mener naturligvis ikke, at mennesker skal dø af kulde og sult på
gaden i Danmark, men når det er sagt, mener vi heller ikke, at det er de
danske hjemløse, der skal løse de voldsomme fattigdomsproblemer, som
eksisterer i det ny udvidede EU. Det skal løses af politikerne i EU. Hus
Forbi er et socialt projekt for hjemløse – og støtte til organiseret ’fattigdomsturisme’ er ikke en del af vores projekt.
Vi har derfor fra februar 2011 ombyttet samtlige sælgerkort. Det hvide
kort med rød tekst er nu ugyldigt, og de ny gyldige kort har en fotomontage med hjemløse som baggrund. Vi har uddelt nyt sælgertøj med vores
logo broderet i gult på både jakke og bukser, som er svære at kopiere.
Vi har indledt et samarbejde med politiet omkring den organiserede
kriminalitet samt strammet reglerne for udstedelse af sælgerkort
Nu kræver vi:
1. Gyldigt pas, så vi kender identiteten på sælgeren
2. Personregistreringsbevis fra Statsforvaltningen,
så vi har dokumentation for at pågældende ikke blot er EU-turist.
3. Sygesikringsbevis, så vi ved at pågældende er tilmeldt en legal
folkeregisteradresse.
Der er EU borgere, der opfylder alle disse krav og har så meget tilknytning
til Danmark, at vi naturligvis udsteder sælgerkort til dem.
Som du kan se bruger vi mange kræfter på at bevare vores sociale projekt, og derfor er det rigtig ærgerligt for os, at DR bringer en udsendelse,
der er optaget lang tid før vores kampagne – og derfor viser de gamle
ugyldige sælgerkort. Vi har derfor også klaget til DR over den forældede
udsendelse.
Vi håber, at du forsat vil støtte vores gode projekt og købe Hus Forbi af
din sælger.
Ole Skou, bestyrelsesformand for Husforbi
bliv opdateret dagligt via facebook
Her finder du daglige nyhedsopdateringer og kan
deltage i debatter om fattigdom og hjemløshed.
Søg på ’Hus Forbi’.
på www.husforbi.dk er der nyheder og masser
af interessant læsestof om os, vores sælgere og
kommende arrangementer.
| debat |
Hus Forbi er en værdifuld avis
Min kone og jeg køber næsten altid Hus Forbi og giver som regel en ekstra
skilling. Først og fremmest fordi, vi gerne vil støtte den sælger, der står
med avisen, men også på grund af de gode artikler.
Det er sket, at vi har undladt at købe avisen, men det er kun sket, når vi
har en kraftig mistanke om, at der var tale om ulovligt salg af avisen og at
der var bagmænd, der strøg gevinsten. Vi støtter meget gerne en østeuropæisk hjemløs, fordi han eller hun har lige så stor brug for hjælpen, som en
dansk hjemløs, men vi vil ikke støtte kriminelle bagmænd.
Derfor glæder vi os også over artiklen ’Hus Forbi til kamp mod ulovligt
avis-salg’ i februaravisen. Vi håber, at man kommer uvæsenet til livs til
gavn for de regulære sælgere.
I februaravisen har det også været lærerigt at læse om hjemløses problemer med fejlmedicinering. Her er et væsentligt emne at tage fat på, så
hjemløse får den nødvendige hjælp, eventuel erstatning, hvis de er blevet
fejlmedicinerede. Også artiklen ’Døgninstitutioner lukker på stribe’ har
gjort indtryk. Her er et væsentligt område at tage fat på for Folketinget,
eventuelt ved direkte støtte via finansloven til døgninstitutionerne eller
ved midlertidig årlig støtte via satspuljemidler. Ved sidste finanslovsforhandling var satspuljemidlerne små, derfor var det glædeligt, at det
lykkede kristendemokraternes folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen, at
få afsat 25 millioner kroner til støtte for socialt udstødte. Af disse midler
er det i 2011 lykkedes at redde flere sociale frivillighedsinstitutioner med
økonomisk støtte, så de undgik at måtte lukke ned.
Artiklen ’Politisk skuffelse over fattigdomsåret’ er også værdifuld læsning, men min umiddelbare kommentar til de skuffede politikere er: Selv
årsag! Det var jo politikerne, der skulle have taget langt flere initiativer i
forhold til socialt udstødte i fattigdomsåret, men man behøver ikke at begrænse sig til et udråbt fattigdomsår, man kan jo bare tage fat i 2011 eller
2012 og i tiden fremover.
Bjarne Nederby Jessen
Hvorfor stoppe
ved sælgerkorpset?
Jeg er en trofast køber af Hus Forbi og støtter med glæde mennesker på
min vej, som har brug for det. I de konservative rødder ligger det naturligt
at hjælpe andre, men det ligger også naturligt, at gøre en indsats. Netop
det gør Hus Forbi til noget specielt, fordi sælgerkorpset aktiveres og gør
noget for at skaffe føden. Jeg savner imidlertid at Hus Forbi også gør sit
til at give en positiv stimulans til de mange, der ikke laver dagens gerning.
Det er ok at have krav til det ene og det andet fra samfundets side, men så
må I også være med til at stille krav til brugerne. Hjælp til selvhjælp. Det vil
både gavne de, der har brug for hjælp, og det samfund, der skal yde den.
Det går allerede rigtig godt med sælgerkorpset, så hvorfor stoppe der?
Jørgen Richelieu
Luk mig ind i varmen
Baggrunden for, at jeg skriver dette, er en række oplevelser, som jeg har
som Hus Forbi-sælger.
Mens vinteren har blæst over landet, har jeg og andre sælgere stået i
kulden og solgt Hus Forbi. Vi må ikke være inde i varmen, selvom muligheden er lige for. Hvis jeg går indenfor, bliver jeg smidt ud af vrede vagter
eller andre. Dette sker, selvom jeg står fredeligt og venligt og uden at
genere nogen.
Den ignorance forventer jeg ikke fra mennesker, der er vokset op i et
civiliseret samfund som det danske. Hvorfor kan ingen se urimeligheden i,
at jeg skal stå udenfor i al slags vejr, når jeg kunne stå indenfor i supermarkedsportalen og sælge mine magasiner? Det har jeg svært ved at forstå.
Roberto Moore
fra hus forbis facebookgruppe
grønlænderne, som sidder
på ubestemt tid i danmark,
er virkelig en skamplet
er der nogen, der kan hjælpe os med forslag til hvordan et ’hjem på
hjul’ burde indrettes? vi er en gruppe elever fra produktionsteknologuddannelsen på kea-nørrebro, som gerne vil udvikle et mobilt sovested.
Janni Krull Jensen
Jonas Bloch Riisgaarde
Ilustration Tore Bolhøj
HUS FORBI
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 29
Farvel
til en ener
Steen Viggo, medstifter af
Hus Forbi og fast bidragyder med
’Vorherres køkkenhave’, er død.
af Simon Ankjærgaard
foto Holger Erik Henriksen
Nogle mennesker kan fylde et rum med deres blotte tilstedeværelse. Og kan tryllebinde alle de tilstedeværende, når de øser
ud af deres viden og deres erfaring. Sådan var Steen Viggo,
medstifter af Hus Forbi og i mange år fast bidragyder med ’Vorherres køkkenhave’.
Nu er der blot et tomrum, for Steen Viggo er ikke mere. Efter
alvorlig sygdom fik han endelig fred tirsdag 22. februar, 58 år
gammel. Alle os, der kendte ham, vil huske – og savne – hans
vid, lune og skælmske blik. Vi vil savne hans levende øjne og
hans syngende fynske sprog. Vi vil savne den ro og balance,
der altid omgav ham.
På denne side kan du læse en række mindeord fra mennesker, der kendte Steen Viggo indgående. Og på husforbi.dk er
der oprettet en særlig side om ham, hvor det blandt andet er
muligt at klikke sig videre til hele 2009-årgangen af ’Vorherres
køkkenhave’, samt til det sidste interview med ham, som blev
bragt i Hus Forbis martsudgave.
aksel beldring, medstifter af hus forbi:
'har man ikke mod til at drømme, har man ikke kraft til at kæmpe'.
Et smukkere efterskrift kan vel ikke skrives
om Steen Viggo Jensen. Vore veje krydsedes, da et hold på ti hjemløse, skulle rejse ud i
Europa for at samle indtryk og sammenligne
hjemløses forhold i blandt andet Tyskland og
Sverige med danske hjemløses forhold.
Steen Viggo var på daværende tidspunkt
bosiddende på Store Dannesbo. Han og hans
kammerat Klaus fortalte under togrejsen til
Hamborg levende om forholdene på det fynske forsorgshjem og de mange oplevelser, livet
havde givet dem.
Steen Viggo havde mange drømme og
måtte gennem mange kampe, inden sejren var
hjemme. Desværre tabte han sidste slag mod
kræften.
30
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
En af Steen Viggos drømme var at få en fast
boplads. Han havde gennem diverse job røget,
drukket, rejst og oplevet meget rundt i verden.
Blandt andet havde han med kæmpefyrtårnet fået en datter, som han gerne ville skabe et
hjem for.
Det lykkedes for ham at realisere drømmen i
Odense, hvor han også blev den første formand
for lokaludvalget af Sand. Hans engagement for
de hjemløse førte også til, at socialministeren
udpegede ham til at sidde i Rådet for Socialt
Udsatte, og læg hertil engagement i Hjemløsehuset i København og dannelse af udsatteråd i
alle kommuner.
Sammen med de øvrige kammerater var
Steen Viggo stærkt optaget af de kræfter, der
kunne samle hjemløse både på nationalt som
internationalt plan.
Bekendtskabet med Steen Viggo blev over
tid til et venskab, ikke mindst i forbindelse med
hans månedlige klumme i hjemløseavisen Hus
Forbi, ’Vorherres køkkenhave’, besøg i Odense
og Middelfart og de årlige møder på hjemløsedagen i København og i Odense.
I 2009 lykkedes det endeligt for ham, at
få samlet de mange artikler i bogen 'Vorherres Køkkenhave', hvor årstidernes forskellige
kendetegn er beskrevet på en vittig, følsom og
en til naturen kærlig måde.
Nu er han kommet til Vorherre. Jeg håber, at
han vil pleje og dyrke Hans have med samme
ildhu, som han gjorde på jorden.
karen pedersen, mangeårig ven
og tidligere redaktør på hus forbi:
ole skou, formand for hus forbi:
Kære Steen Viggo
Steen Viggo Jensen er død
efter lang tids sygdom. Steen
Viggo var tidligere hjemløs og
overlevede blandt andet to år
alene ude i naturen. Han havde
selv et hårdt liv, men på trods
heraf, har han gennem årene
brugt mange kræfter på at illustrere, at hjemløse er værdifulde mennesker, og at de har
store uudnyttede ressourcer.
Han har gennem årene kæmpet intenst for de hjemløses
sag. Han var på mange måder
'Mister Hjemløs' og er specielt
kendt for sin faste klumme i
Hus Forbi om 'Vorherres køkkenhave', hvor han blandt andet
fortalte, hvordan man kan lave
en velsmagende ret ud af et
overkørt pindsvin.
Det sidste års tid bestyrede
han 'Køkkenhaven' fra Projekt
Udenfor, hvor han også var
aktivt bestyrelsesmedlem og
underviser.
Helt fra starten var han med
til etableringen af Hus Forbi og
gennem årene aktiv i det redaktionelle arbejde.
Vorherres køkkenhave havde
trukket vinterdynen godt op over
sig den dag, du døde. Men under
sneen kunne man finde tusindfryd.
Tusindfryd – eller bellis – var
en af dine yndlinge. Måske fordi
den, som en af de eneste, blomstrer stort set hele året. Bellissen
åbner sine blomster ved daggry og
lukker dem sammen ved aftenstide. Og den er så glad for solen, at
selvom der skulle ligge et lag sne,
så åbner den alligevel sine blomster, når solen skinner, fortalte du.
Begejstret.
Du havde en ganske særlig
evne til at begejstres. Over småt
og stort. Man kunne se begejstringen i dine øjne og høre den i din
stemme. Det var derfor, du var så
glimrende en fortæller. Både på
skrift, og når du var ude at holde
foredrag for skolebørn, menighedsrødder, virksomhedsledere,
eller hvem der nu havde bud efter
dig.
Kære Steen Viggo. Jeg lærte
dig at kende gennem Hus Forbi for
mange år siden. Det var her, du
begyndte at gå dine ture i Vorherres køkkenhave sammen med din
langskæggede, hvidgevandtede
følgesvend. Du elskede at tage ud i
naturen og samle urter og åndelig
føde. Elskede at tænde bål, gå til
køjs i bivuakken, slumre ind til
uglernes tuden – og vågne op til
en ny dag og en smuk solopgang.
Og læserne elskede dig. Du skrev
flittigt med folk, som ville have
gode naturråd, udveksle frø og
tips til sankesteder. Og du inspirerede mange til selv at tage på opdagelse i naturens spisekammer.
Du havde en drøm om at lave
en bog. Den arbejdede vi sammen
om, og i den periode sås vi en del.
Vi mødtes på mit kontor i
København – jeg kan lugte din
tobak.
Vi var på den jyske hede. Vi
plukkede tyttebær og sortebær
til snaps, og du kravlede rundt i
lyngen og lovpriste revlingen, den
lille hårdføre hedeplante, som i
tidens løb har haft så mange funktioner for folk og fæ. Derfor skulle
forlaget til bogen hedde Revling!
Vi var i sommerhus sammen
for at arbejde. Et fantastisk sted
på spidsen af Samsø. Med himmel
og hav. Du havde fiskegrejet med,
men jeg tror, det blæste for meget.
Du sov i himmelseng om natten i
det gamle fyrmesterhus. Desværre
var du ikke rigtig rask. Det var
dengang kræften viste tænder for
første gang.
Kære Steen Viggo. Du blev
kun 58 år, men du har levet og
oplevet mere end de fleste. Været
vidt omkring, siden du som lille
knægt samlede dine første edderkopper og ørentvister hjemme
i arbejderkvarteret i Odense. Du
har mærket livets skyggesider.
Men du har altid haft blik for det
positive og overskud til andre.
Naturen var din ene store passion.
Hjemløsesagen den anden. Du
havde solidaritet med hjemløse og
skæve eksistenser. Og du gjorde
en stor indsats for at skabe bedre
forhold for dem. I Hus Forbi. I
Sand. I Projekt Udenfor. I Rådet
for Socialt Udsatte. Og i hverdagen. Når du mødte en hjemløs på
gaden, der havde brug for hjælp,
så var du der.
Vi sås sidste gang, ugen inden
du døde. Du var meget mærket
af kræften, men dine øjne var
stadig fulde af liv, og du var klar i
dit gode hoved. Der var så meget
mere, du gerne ville have nået –
alene og særligt sammen med Solvejg. Det var netop faldet i orden
med dit job som naturvejleder. Din
kalender var fuld af foredrag, og
kælderen fuld af glas og krukker
til alt det, du skulle ud at høste,
når det igen blev forår i Vorherres
køkkenhave.
Du så årets gang i naturen som
livets cyklus. Livet er både fødsel
og død – forår og vinter. 58 forår,
og 59 vintre fik du. Du ville gerne
have oplevet endnu et forår. Gerne
være hoppet op på et træ og være
blevet til et nyt, lysegrønt blad,
sagde du. Men du vidste godt, at
vinteren her blev din sidste.
Kære Steen Viggo: TAK. Og vid,
at nedenunder sneen strækker
tusindfrydene deres ansigter mod
solen.
Steen Viggo var også i sin
tid med til at etablere Sand, de
hjemløses landsorganisation, og
var aktiv i organisationen gennem mange år – både centralt
og lokalt i Odense. Han var også
med som repræsentant for de
hjemløse i regeringens daværende Alkohol- og Narkotikarådet, og senere blev han
personligt udpeget af socialministeren til Rådet for Socialt
Udsatte, hvor han sad indtil sin
død.
Steen Viggo var et fantastisk
varmt og intelligent menneske,
der med ildhu og diskussionslyst - lige til det sidste - kæmpede for udsatte menneskers
livsvilkår og rettigheder.
Han vil være dybt savnet
som menneske og i debatten
med sin store viden og engagement.
Vi er mange, der vil tænke på
ham i fremtidige diskussioner,
og jeg er sikker på, vi fortsat vil
lade os inspirere af ham i årene
fremover.
jann sjursen, formand for
rådet for socialt udsatte:
Steen Viggo har vist aldrig
været sådan lige at sætte i bås.
Han var udstyret med utallige kvaliteter og egenskaber,
der gjorde samværet med ham
– både når det drejede sig om
arbejdet i Rådet for Socialt
Udsatte og de mere hyggeprægede situationer – spændende,
berigende og overraskende.
Steen Viggo har i sit 58-årige
liv prøvet mere end folk, der
har rundet de 100 år! Han blev
student som ung for så at blive
svejser i Danmark og Norge.
Derefter var han i Grønland
som fisker. Nå ja, ægtemand og
far blev han da også undervejs.
Han drog til skovs et par
år - udeligger, som Steen Viggo
selv ville kalde det. Og så skulle
Sand hjælpes på benene. Hus
Forbi skrev jo heller ikke sig
selv og forfattervirksomheden
skulle passes: Forlagsdirektør
kunne han også kalde sig.
HUS FORBI
Erhvervslivet kaldte på Steen
Viggo, når de skulle have en
indføring i, hvad det ville sige
at leve i det fri. Også bestyrelsesposter skulle passes. Der var
vist også lige noget naturmedicin, der skulle produceres.
Jeg har sikkert glemt en
masse – men ét står fast: Med
Steen Viggos død har vi mistet
en ven, der stillede alle sine
talenter til rådighed for at bedre
vilkårene i samfundet, for mennesker, der lever udsatte liv.
Steen Viggo lagde aldrig
solidariteten med de svage
på hylden. I Rådet for Socialt
Udsatte var han garanten for,
at Rådet kom tilbage til jorden,
når drøftelserne af og til blev
lidt højtravende. Det kommer vi
til at savne. Men vi vil glædes
over, at vi lærte Steen Viggo at
kende – det har beriget vores
liv.
| nr. 4 april 2011 | 15. årgang | 31
sælger nr. 0456
John Frede
Hansen
| ny hus forbi-sælger |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Erik Henriksen
3
spørgsmål
32
hvad går pengene til?
- Til mine katte og til mig og til hash. Men jeg ryger
kun den fede, når jeg ikke sælger aviser, og vil også
gerne holde op, så jeg kan få børn og familie.
Siden januar har John Frede Hansen, som kalder sig selv for Lille John, faret
omkring på gader og stræder og solgt Hus Forbi.
- Jeg har nemlig ADHD og krudt i røven, så derfor er det rigtigt godt for
mig at sælge aviser, forklarer han og trækker jakken til side. På hans t-shirt
står ’Koncentration tak. Der er nogen der har ADHD’.
- Og jeg er virkelig glad for at sælge. Folk er søde, selvom nogen også
siger ’fuck dig’. Nogle gange så synger jeg: ’Er du dus med himlens fugle, så
kom og køb en avis, den koster 20 kroner og de 12 går til avisen, de fire til
skattefar og de sidste fire til mig’, synger Lille John.
- Jeg kan nemlig godt lide gamle sange, og nu har jeg anskaffet mig en
lille radio, som jeg vil have med ud og sælge, for så kan jeg også spille lidt
musik for kunderne, siger Lille John og hiver en ghettoblaster på størrelse med en margretheskål op af sin taske. Han sætter nogle numre på og
begynder at synge indover – blandt andet en kærlighedssang til en kvinde,
der hedder Lilian, som han forklarer bare er en god ven, men også hans lille
øjensten på trods af, at hun er 15 år ældre end ham.
- Min drøm er at blive storsælger. Og folk kan jo godt lide, når jeg synger
og sælger. Jeg fik lige et kys af en pige. Jeg tror, hun var 55 år, fortæller
han.
Lille John, der selv er 42 år, har fået konstateret ADHD for mange år
siden. Før han gik i gang med at sælge aviser, brugte han sit krudt på at
pudse vinduer for venner og bekendte.
- Jeg får ingen penge for det, men når jeg pudser vinduerne for en
bagerforretning, giver de mig morgenbrød, og hos en frisør får jeg gratis
klipning og farvning af min hanekam. Og så hjælper jeg også engang imellem en fiskehandler, som giver mig og mine katte fisk.
Han bor i en lejlighed sammen med sine to katte - Karina Med Fire Ben
og Louis Per Nielsen.
- Der er folk, der siger til mig, at de ikke synes, at jeg skal sælge aviser, når
jeg ikke er rigtig hjemløs, men avisen er jo også for de udsatte, og jeg bliver
så ked af det, når jeg hører det. Jeg er jo ikke på stoffer eller drikker sprut
og er ikke ude på at lave ballade, men vil bare gerne tjene penge som andre
mennesker. Jeg har boet på Sundholm i seks et halvt år, og det var altså
ikke særligt rart. Nu har jeg mit eget sted, og så har jeg brug for at komme
ud på gaden og sælge, for at gøre noget, forklarer han. |
hvad fik du at spise i går aftes?
- En burger fra McDonalds. Jeg laver også mad engang
imellem sammen med mine venner, og i løbet af dagen
spiser jeg frugt.
hvor er du på vej hen?
- Jeg skal hen til en frisør, som jeg pudser vinduer for,
og få farvet min hanekam lyserød. Jeg fik hanekam for
fire år siden, fordi jeg ville prøve noget nyt. Om ti år er
jeg sikkert skaldet, så det er da om at prøve alt muligt
her og nu.
| HUS FORBI | nr. 4 april 2011 | 15. årgang
Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der
fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi. Hus
Forbi har 500 sælgere spredt ud over hele Danmark.
En tredjedel af dem sælger i Københavnsområdet.