August 2007 (rev. nov. 2013) Kontaktforældres vigtigste opgave er at være med til at skabe et godt miljø på skolen. De har et medansvar for børnenes trivsel og sociale liv KONTAKTFORÆLDRE – DERFOR I denne folder er Virum Skoles kontaktforældreordning beskrevet. Når der i folderen står ”skolen”, skal det forstås som de aktiviteter m.v., der foregår både i undervisningen og i Sfo-tiden. Klassen er den vigtigste enkeltfaktor i børnenes sociale liv på skolen. Klassens trivsel er et produkt af den samlede indsats fra elever, medarbejdere, forældre, ledelse og skolebestyrelse på baggrund af skolens vision, værdigrundlag og principper. Det er parternes evne til at arbejde sammen og til at realisere ideerne, som skaber trivslen – og resultaterne. Når klassen trives, får eleverne den tryghed og selvtillid, der er forudsætningen for at kunne lære noget. I denne sammenhæng er klasselæreren/kontaktpædagogen den helt centrale person. Undervisningen er den centrale opgave, men klasselæreren/kontaktpædagogen har også en vigtig opgave i forbindelse med elevernes sociale og personlige udvikling. Medarbejderne bærer ikke dette ansvar alene. Derfor er ordningen med kontaktforældre etableret for at støtte og bidrage til klassens positive udvikling. KONTAKTFORÆLDRES ARBEJDSOPGAVER SPÆNDER VIDT Kontaktforældrene etablerer en tæt dialog med klasselæreren og Sfo’en Kontaktforældrene fastlægger sammen med klasselæreren dagsordenen til forældremøder og kan varetage opgaven som ordstyrer på møderne Kontaktforældrene hjælper klasselæreren ved skole-hjem arrangementer Kontaktforældrene arbejder positivt og konstruktivt for skolens værdifulde tradition med fællesfødselsdage Kontaktforældrene deltager i kontaktforældremøder med skolebestyrelsen Kontaktforældrene medvirker til formidling af information mellem skolebestyrelsen og forældrene Kontaktforældrene generaliserer og løfter problemstillinger og ideer fra klasseniveau til skoleniveau og adresserer dem til skolebestyrelsen Kontaktforældrene tager kontakt til og hjælper nyankomne forældre i klassen og informerer dem om fællesfødselsdage, arrangementer samt øvrige forventninger til at være forældre på Virum Skole. VALG AF KONTAKTFORÆLDRE I den enkelte klasse vælges der hvert år 4 kontaktforældre på det første forældremøde. Gennem skoleforløbet er det et mål, at alle forældre på et tidspunkt bliver kontaktforældre. Omvendt er kontinuiteten vigtig, så derfor bør der altid tilstræbes en sammensætning af 2 nye og 2 “gamle” kontaktforældre. Blandt de 4 valgte kontaktforældre i 0. – 3. klasse udpeges én som kontaktforælder til Sfo-rådet. SAMARBEJDET MELLEM SKOLE OG HJEM Kontaktforældrene er et vigtigt bindeled mellem børn, forældre og medarbejdere ved generelle spørgsmål. Drejer det sig om det enkelte barn, henviser kontaktforældrene derfor til direkte kontakt mellem forældre og medarbejder. SAMARBEJDET MELLEM KONTAKTFORÆLDRE OG SKOLEBESTYRELSE Skolebestyrelsen fastlægger principper og rammer for skolens hverdag og udvikling. Den daglige drift af skolen varetages af skolens ledelse, og skolebestyrelsen kan altid komme med gode råd og være sparringspartner for ledelsen. Via skolens hjemmeside og Intra offentliggøres dagsordener og referater i forbindelse med møder i skolebestyrelsen. Disse oplysninger samt skolens vision, værdigrundlag og principper mv. kan ligeledes ses på skolens hjemmeside og Intra. Skolebestyrelsens samarbejde med kontaktforældrene betyder bl.a., at der afholdes minimum 2 årlige møder mellem kontaktforældrene og skolebestyrelsen det ene af møderne kan indeholde skolebestyrelsens årsberetning en kontaktforælder altid vil kunne kontakte skolebestyrelsesmedlemmer i det daglige samarbejdet løbende bliver evalueret i skolebestyrelsen. SFO-RÅD Skolebestyrelsen ønsker et tæt samarbejde mellem forældre og medarbejdere i Sfo. På baggrund heraf er etableret et Sfo-råd. Den udpegede Sforådskontaktforælder deltager i de 3-4 årlige Sfo-rådsmøder. På møderne sparrer de i alt 16 Sfo-rådskontaktforældre med Sfo’ens ledelse og medarbejdere i forhold til dagligdagen i Sfo. Sfo-rådet har en rådgivende funktion. DET ER VIGTIGT AT KENDE HINANDEN Dialog er en forudsætning for et godt skole-hjem samarbejde – et samarbejde, der skal startes allerede i 0. klasse, og som skal føre til fortrolighed, tillid og kendskab til hinanden. Tilsvarende er det også vigtigt, at forældrene lærer klassens øvrige børn og forældre at kende. Et velfungerende netværk blandt forældrene er det bedste redskab i de vanskelige situationer, som kan opstå i et skoleforløb – f.eks. i forbindelse med klikedannelse, mobning, rygning, alkohol og pubertetsalderen. Erfaringer viser, at jo bedre samarbejdet fungerer, des bedre trives eleverne enkeltvis og klassen som helhed – og des nemmere tages udfordringerne i opløbet. Et godt forældresamarbejde giver de bedste betingelser for læring. Kontaktforældrene beslutter i samarbejde med klasselæreren de emner, de vil beskæftige sig med (evt. på tværs af årgangen), eksempelvis: Rammer for fællesfødselsdage Pubertetsadfærd/-problemer Alkohol og andre rusmidler Brug af elektroniske medier Pædagogiske spørgsmål Sengetider Lommepenge Mobning Rygning Transport
© Copyright 2024