1. No category

SOS mod Racisme
LIGE VÆRDIGHED FOR ALLE
Nyhedsbrev nr. 111
Efterår 2014
Fællesskab
ISSN 0909–9026
Indhold
Indhold
Leder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
SIDEN SIDST — Jette Møller, formand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Der er meget godt at sige om sheik Hamad fra Qatar — Leif Munksgaard . . .
Tvangsudvisning af svært psykisk syg mand i 2013 — v/’Asylret’ . . . . . . . .
Læger skal ikke medvirke ved tvangsudsendelser af flygtninge — Lægeforeningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Meddelelse fra Asylret aug. 2014 — Said Parvin . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Handlede kvinder i Danmark — Leif Christensen . . . . . . . . . . . . . . . . .
Reden International — Ester Gustavsson . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Lighed for alle er et fællesansvar — Roger Matthisen . . . . . . . . . . . . . . .
‘Vi må ikke tolerere trangen til at lukke øjnene’ — Boganmeldelse v/Leif
Bork Hansen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Velkommen til det hudfarvede land — Boganmeldelse v/Lea Møller Vilhelmsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Generalens søn – frygtens bekæmper — Boganmeldelse v/Malene Fenger–
Grøndahl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Integrationsarrangement, Randers den 9. okt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Venskabsprisen, 2013: — Niels–Erik Hansen —v/Anne Nielsen, næstformand
Nekrolog — Inga Axelsen in memoriam — v/Anne Nielsen, næstformand . .
SOS mod Racisme
Nørre Allé 7, 2200 København N
e-mail: [email protected]
www.sosmodracisme.dk
www.sosmenneskerettigheder.dk
Undervisningsmaterialer til gymnasiet:
www.sosmenneskerettigheder.dk
Formand: Jette Møller: 4233 1969
Næstformand: Anne Nielsen
Landskontaktperson: Birgitte Olesen
Kasserer: John Ukpo: 4233 1968
Revisor: Leif Christensen
Kontoret er ikke betjent, kontakt os pr. email.
Lokalafdelinger
Randers: Birgitte Olesen, tlf. 8641 0615
København: Formand: Steen Eriksen.
Nørre Allé 7, 2200 Kbh. N, tlf.: 4233 1969.
--’SOS mod Racisme’ --- ISBN 978-87-988550-8-8
Nyhedsbrev nr. 111. Efterår 2014 --- ISSN 9026.
Ansvarshavende red.: Marianne Olsen.
Nyhedsbrevet trykkes med tilskud fra
Kulturministeriets andel i Udlodningsmidlerne.
Nyhedsbrevet udsendes to gange om året og
kan downloades fra hjemmesiden.
Indlæg til næste nummer sendes til
[email protected] senest den 1. marts 2015.
2
3
4
9
11
12
13
14
16
19
22
25
27
30
32
34
Graffiti plager murene
Tunnelen, som lagde grund til en massevoldtægt
--- og dels Muhamed Salah Ali Qosai’s digt ’Du og jeg’ med linjerne:
For i stedet for ”os og dem”
Skal fællesskab gøre verden mindre slem
Indmeldelse Man kan melde sig ind ved at udfylde og sende
indmeldelsesblanketten på hjemmesiden og indsende 50 kr.
som introduktionskontingent for det første år via netbank
eller girokort. — Medlemsskabet er gyldigt, når du har betalt
kontingent.
Husk at skrive ”Nyt medlem” på girokortet, samt navn, adresse
og e-mail.
• Hvis du bruger netbank skal girokortet håndteres
som indbetalingskort, vælg +1 i type-feltet.
• Du kan også indbetale på netbank som almindelig
bankoverførsel til: SOS mod Racisme, registreringsnummer 1551 kontonummer 1972200. Husk at skrive
e-mail og ”Nyt medlem” el. medlemsnr. i feltet til
meddelelser.
Kontingent
Introduktionskontingent 1. år
Unge under 25 år
Ordinært medlemskab
Studerende, arbejdsfri, pensionister
Lokalforeninger
Landsforeninger
For– & bagside: Billedkunstner Karen Margrethe Høskuldsson
har ladet sig inspirere af to af gymnasie–konkurrencens digte,
dels Mathias Randel Søndergaards digt ’Generaliseringens
ansigt’ med linjerne:
Går igennem den dunkle tunnel fra medierne
Gaver modtages med glæde
2
50 kr
50 kr
250 kr
150 kr
400 kr
1200 kr
Leder
red. Marianne Olsen
Den opmærksomme læser føler sig sikkert – og forhåbentlig - provokeret af at
bladet denne gang bærer tematitlen Fællesskab.
Allerede ved et blik på indholdsfortegnelsen ser det ud som om der er tale om
splittelser, angst og alle former for svaghed, der må ende i svaghedens umiskendelige tegn: vrede og vold.
Mens vores formand i sin beretning
peger på magthavernes urimeligheder
og misbrug af det mandat, vælgerne
har givet dem, ved racistiske udtalelser
og diskriminerende forslag, viser Leif
Munksgaard et ejendommeligt eksempel
med sit indlæg om Sheik Hamar fra Qatar: Sheiken, som har sørget for kristne
kirker i sit eget land, har doneret en stor
sum til moskeen på Nørrebro, men kun
Özlem Cekic deltog i indvielsen! Asylret
anklager igen myndighederne, her med
et eksempel på inhuman praksis, som
må få læseren til forfærdet at tænke: ”Det
kan da ikke ske i vores lille venlige land”!
Leif Christensen skriver om vores møde
den 30. april, hvor vi drøftede handlede
kvinders situation her i landet: Slaver er
her altså også, og Ester Gustavsson, som
er frivillig i Reden International, skriver
om de handlede kvinder, hvordan de
er kommet hertil, og hvorfor de hverken kan eller somme tider heller ikke vil
flygte. Så er vi så nær vi kan komme til at
se slaveriet indefra,
Roger Matthisens tale den 21. marts er
imidlertid et brud på alle de underforståede og tydelige kynismers række. Han
skjuler slet ikke realiteterne, men samtidig giver han – med god grund autentisk – en idealistisk håndsrækning til os,
sine brødre og søstre, sine venner, sådan
som vores hånd opfordrer til. Her kommer fællesskabet ind som grønne spirer
efter den meget mørke tunnel, som Karen Margrethe Høskuldsson har skænket
bladet til forsiden. Og det er netop den
mørke tunnels udgang der har inspireret temaet, ligesom bagsidens skrift på
væggen implicit med sine betingelser leder frem til en mulighed for at glemme
både racisme og antiracisme, leder frem
til ægte fællesskab.
Den opmærksomme læser vil derefter
finde en række boganmeldelser der, realistisk, fører i samme retning: Fred kræver, og det kan ikke siges tit nok, langt
mere styrke, snildhed og opfindsomhed
end krig, der i den virkelige verden blot
er både kedelig og rædselsvækkende.
Det gælder krig mellem ’dem og os’, alle
krige, for i den virkelige verden er ’dem
og os’ en illusion, og det må vi se at finde
ud af.
Den opmærksomme læser vil også
straks have lagt mærke til at bladet har
fået en ny skikkelse. — Da Anne Nielsen
i 2009 som formand for SOS mod Racisme ringede til mig for at få mig til at
overtage redaktionen, takkede jeg ja –
uden at vide hvad jeg gik ind til. Jeg syntes at det kunne være morsomt at læse
gode tekster og arrangere dem. Lidet
anede jeg at sådan en fattig NGO som
vores ikke har midler til at få fagfolk til
at ordne alt det praktiske, og det første
nummer krævede meget, om ikke af tårer og blod, så dog sved og sene nattetimer, som Anne og hendes mand, Helge
Olesen, heldigvis var behjælpelig med.
Siden har Peter Skriver stillet sin professionelle kunnen til rådighed. Fra dette
nr. har Bent Jessen forsøgt sig som glad
amatør. Sagen er vores motivation. Og
den er – desværre – for vigtig til at lade
ligge.
God fornøjelse!
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 3
SIDEN SIDST
af formand Jette Møller
Politikeres racistiske retorik
På FN’s internationale anti-racismedag
holdt vi sammen med DRC og ENAR et
arrangement: ”Racismeparagraffen 75 år
- Racistisk retorik blandt politikere”.
Om eftermiddagen fik vi afbud, så kun
Trine Pertou Mach (MF for SF) var tilbage
i debatpanelet. Så var gode råd dyre, for
der kommer jo ikke meget debat ud af
det, hvis man kun har én paneldeltager.
Heldigvis kender Niels-Erik Hansen fra
DRC højrefløjens retorik ud og ind, så
han tilbød at repræsentere den side af
sagen. Det blev bestemt ikke kedeligt,
og jeg måtte som ordstyrer flere gange
pointere over for nytilkomne, at NielsErik havde påtaget sig rollen som djævelens advokat og lovet at repræsentere de
borgerlige på værste vis, og det var IKKE
hans egne holdninger.
Roger Mathiesen, den daværende formand for African Empowerment Center,
skulle holde åbningstalen (Se ss.20–22
her i Nyhedsbrevet), og han havde medbragt sin kasserer Victor Bennett, der
tilbød at være 3. mand i panelet. Over
halvdelen af de fremmødte, om ikke to
tredjedele, var af anden etnisk baggrund,
så det blev et anderledes arrangement,
hvor bl.a. N-ordet1 blev diskuteret.
Her for nylig brugte et af de nye højreradikale medlemmer af EU-Parlamentet
så begge N-ord i en tale i parlamentet.
Det fik ENAR til at sende en protestskrivelse til EU-Parlamentets formand og
formændene for de politiske grupper, og
SOS mod Racisme fulgte så op med en
fælles pressemeddelelse sammen med
African Empowerment Center.
Jeg udtalte i den forbindelse: ”Vi opfordrer danske EU-politikere til at skride
til handling og markere, at man skal tale
side 4, SOS mod Racisme — efterår 2014
respektfuldt om andre mennesker. Jeg
ved godt, at mange tror, at neger er et
neutralt ord, men sådan opfatter de
mennesker, som ordet bruges om, det
ikke. N-ord har siden 1970’erne været
opfattet som et skældsord i USA, og det
er simpelthen ikke i orden, at man så
langt ind i det nye årtusinde stadig bruger ordet neger i Europa for slet ikke at
tale om nigger.”
Pia Kjærsgaards racistiske
udtalelser
Men også Dansk Folkeparti har været
ude at markere sig. Pia Kjærsgaard har
her på det seneste gjort sig bemærket
med at udtale forargelse over, at jøder
risikerer at blive overfaldet, hvis de går
med kalot, men samtidig fastholde, at
”kvinderne med tørklæde kunne jo også
afveje situationen og tænke, at hvis de
bliver ved med at møde de reaktioner på
gaden, så kunne de bare tage tørklædet
af”. (Politiken 15. juli 2014).
Her var det befriende, at der endelig var en journalist, Martin Krasnik, der
kunne få Pia Kjærsgaard til at afsløre sig
selv. Pia svarede som sædvanlig godt for
sig i Deadline, men det lykkedes Krasnik at blotlægge, at hendes forskellige reaktioner på tørklædet og kalotten er ren
diskrimination.
Fornægtelse af folkedrabet på
indianerne
Pia Kjærsgaard gik imidlertid endnu videre som Ugens gæst i P1. Jeg troede
ikke mine egne ører, da hun udtalte: ”det
amerikanske samfund, hvor folk er flyttet
til, og hvor der for så vidt ikke har været
en oprindelig befolkning” (uge 35, 2014).
Fornægtelse af europæernes folkedrab
på indianerne må være at sidestille med
fornægtelsen af holocaust. Men P1’s journalist reagerede overhovedet ikke, ligesom han heller ikke sagde en lyd, da Pia
mente, at jøderne skulle have lov til at
bære jødestjernen. Det tror jeg nu nok,
jøderne meget vil have sig frabedt. Den
gule jødestjerne er heldigvis fortid og
hører Nazi-Tyskland til.
Israel/Palæstina-spørgsmålet
Her i landet blev nogle jøder angrebet
verbalt og fysisk på grund af staten Israels handlinger. I den anledning udtalte
jeg på vegne af SOS mod Racisme: ’Danske jøder bærer ikke ansvaret for, hvad
den israelske stat foretager sig! SOS mod
Racisme fordømmer på det skarpeste
verbale og fysiske angreb på danske jøder.’ (18. juli 2014)
Til gengæld syntes jeg, det var sværere
at afgøre, om SOS mod Racisme skulle
udtale sig officielt imod Israel. Jeg indkaldte derfor til et møde, hvor vi skulle
finde ud af det.
Til selve mødet kom desværre kun
Tordenskjolds soldater. Vi var 8, hvoraf
fire mente, at SOS mod Racisme skulle
tage stilling imod staten Israel, og fire
mente, vi skulle lade være med at blande
os i ting, der foregik i Mellemøsten. Enkelte medlemmer havde skrevet ind, og
nogle af dem mente helt klart, at SOS
mod Racisme skulle tage stilling for
palæstinenserne og imod Israel.
Jeg konkluderede i første omgang, at vi
skulle udarbejde en udtalelse, men efter
mødet gik det op for mig, at det ville få
meget mere vidtrækkende konsekvenser, end jeg havde forestillet mig. Vores redaktør besluttede sig nemlig for at
trække sig, da hun var uenig i vores nye
linje.
Jeg måtte derfor konkludere, at prisen
for, at SOS mod Racisme bar mere ved
til bålet ved at kritisere Israel, ville blive
alt for høj for organisationen. Hvis vi skal
udtale noget i dette spørgsmål, skal det
pege frem mod fred, har jeg forsikret vores redaktør, der - lidt modstræbende har indvilget i at blive på posten som redaktør af vores flagskib, dette blad. Marianne gør et fremragende stykke arbejde,
og ingen vil eller kan erstatte hende.
Men vi er alle enige om, at SOS mod
Racisme fortsat poster info om demonstrationer osv. på både vores hjemmeside og vores Facebook-side. Og jeg
må konstatere, at det i sandhed er et betændt spørgsmål, der virkelig griber os
alle om hjertet.
Hjemmesiden og Facebook
Vores hjemmeside sosmodracisme.dk er
blevet rigtig flot, efter at Jens-Christian
Sørensen, pensioneret kultursociolog
med flair for IT, har puslet med den i
mange timer — helt uden modydelse.
Især holder jeg meget af regnbuen, en
ide, der egentlig opstod, da Simone Ullerup og jeg moderniserede vores MIN
NABO ER UDLÆNDING-postkort. Ærkebiskop Desmond Tutu kaldte i 1994 det
nye, multikulturelle Sydafrika for THE
RAINBOW NATION, og regnbuen som
symbol for mangfoldighed synes jeg passer godt til SOS mod Racisme.
Jeg har så fået den lidt tvivlsomme ære
at være administrator for hjemmesiden,
mens næstformand Anne Nielsen tager sig af sosmenneskerettigheder.dk.
Vi kæmper begge med nogle ret egenrådige programmer, der gør ting og sager,
vi ikke har bedt dem om (??).
Facebook har SOS mod Racisme også
indtaget – eller er det omvendt? Vi vil
gerne have unge i tale også, så derfor fik
vi lavet en SOS mod Racisme-side. Vi er
efterhånden oppe på 451 synes-godt-om.
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 5
Hvis du har en profil på Facebook og ikke
har syntes om os endnu, så gør det endelig, og fortæl gerne dine venner om os.
Der er nu ikke meget debat på vores
Facebook-side – med mindre det handler om omskæring af drenge. Så bliver vi
overfaldet fra alle sider af frådende forhudsforkæmpere, så vidt vides alle fra
IntactDenmark.
Hansen fra DRC i, at hvis Danmark som
det første land i verden skulle forbyde
omskæring af drenge, så vil vi blive dømt
for at overtræde menneskerettighedskonventionen om retten til frit at dyrke
sin religion. Et forbud ville nemlig ikke
overholde kravet om proportionalitet.
Der er ikke medicinsk belæg for, at omskæring er MISHANDLING AF SMÅ BABYER, LEMLÆSTELSE AF DRENGEBØRN
eller VOLD MOD BØRN.
Det er de helt voldsomme gloser, InKampen om forhuden
tactDenmark tager i brug, når de kaster
Et af de spørgsmål, jeg havde brug for at sig over dem, der formaster sig til at gå
kende SOS mod Racismes holdning til,
imod et forbud. Se evt. de mange forvar omskæring af drenge. Holdningen til hudsdebatter på vores Facebook-side.
omskæring/lemlæstelse af piger giver sig Man får virkelig, så man bliver glat tilbaselv, men i den senere tid er der fra en
gestrøget - og helt træt indeni :o(
forholdsvis lille gruppe mennesker, tilsyneladende anført af overlæge Morten
Frisch, blevet presset voldsomt meget på Folkemødet 2014
for også at få et forbud mod omskæring
af drenge.
Da SOS mod Racisme pludselig fik lov til
Forbud bliver normalt betragtet som
at låne Institut for Menneskerettigheders
udansk. Selv nynazisterne har vi ikke for- telt fredag morgen under Folkemødet,
budt, ikke fordi vi synes nynazisterne er
besluttede jeg, at temaet skulle være ”Er
OK, men fordi vi ikke tror på forbud. Det religionsfriheden under angreb? Om rigælder også et forbud mod omskæring
tuel slagtning og omskæring af drenge”.
af drenge under 18 år. Et sådant forbud
Arrangementet kom først i stand få dage
vil kriminalisere vores største minorifør som paneldebat mellem mig og Catetsgruppe, muslimerne, og vores ældste, milla Søe, Flygtninge- og Integrationsjøderne, der har været her i landet i over ordfører i Venstres Ungdom, som jeg
400 år.
fandt på Facebook – eller rettere: hun
Forbuddet vil ramme mest rent i hjer- fandt mig. Opslaget på Facebook var set
tet af Jødedommen, for jødernes pagt
af knap 4.000, inden dagen oprandt, og
med Gud er, at (sunde) drengebørn skal
teltet blev hurtigt fyldt. Af lutter forbudsomskæres på 8. dagen. I Nazi-Tyskland
tilhængere.
var det – bogstaveligt talt – livsfarligt at
Bortset fra min ordstyrer, vores redakvære omskåret. Alligevel blev jøderne
tør Marianne Olsen, ytrede ingen anved at omskære deres drengebørn. Et
dre end mig sig imod et forbud. Så jeg
forbud mod omskæring af drenge vil
fik min sag for, men her hjalp min fortid
ikke betyde, at alle jøder straks holder
som politiker mig. Jeg er heldigvis ikke så
op med at omskære deres børn. Men det nem at vælte omkuld.
vil stigmatisere de drenge, der tvinges
Mit debatoplæg fra Speaker’s Corner
til at skjule deres forbudte tissemænd –
ved middagstid havde vejret imod sig,
og det vil være et alvorligt indgreb i reli- idet det regnede, men de fremmødte var
gionsfriheden.
positive over for temaet ”Hate speech –
Personligt er jeg enig med Niels-Erik
Der er stadig brug for racismeparagrafside 6, SOS mod Racisme — efterår 2014
fen”.
Vores bedst besøgte arrangement
var ”Børnekonventionen i dansk asylog flygtningepolitik” med biskop Kjeld
Holm, formanden for Børnerådet Per
Larsen og speciallæge i børnepsykiatri
Bente Rich som talere og professor dr.
jur. Ole Espersen som ordstyrer. Her var
vi medarrangører sammen med Bedsteforældre for Asyl og Et anstændigt Danmark.
Knud nød sin mini-rygsæktur til Bornholm, og det skulle ikke undre mig, om vi
kunne lokke med ham igen.
Birgitte Olesen (se foto) fra Randers og
jeg havde fordelt rollerne sådan, at jeg
holdt talerne, og hun delte materiale ud,
for det har vi det bedst med. Jeg føler, at
jeg ligner én, der forsøger at sælge en bil
uden motor, når jeg står der og stritter
med foldere. Bestemt ikke sådan at forstå, at jeg ikke tror på SOS mod Racismes
budskab. Jeg dur bare ikke til at dele ud.
Det gør Birgitte!
Birgitte var også chauffør og lagde bil
til. Vi sov som sædvanlig på Anne Nielsens søsters hyggelige ødegård i Persker.
Tue Magnussen var med sådan lidt på afbud og forkælede os med morgenmad,
så Birgitte og jeg sov længe(re) og nød de
landlige omgivelser.
Vi fik knyttet kontakter og hørt interessante oplæg og foredrag på Folkemødet,
og det er ikke sidste gang, SOS mod Racisme har været med. Men det skal organiseres anderledes næste gang. Vi prøver os frem fra år til år, men ved en fejl
kom SOS mod Racismes navn f.eks. ikke
med i den trykte avis, så fremover må vi
gøre mere for at holde hånd i hanke med
markedsføringen.
En støtte forsvandt
Lørdag var det lykkedes os at lokke
Knud Lindholm Lau til solskinsøen, hvor
han skulle tale om den jødiske sprogforsker Victor Klemperers bog ’LTI – Det
Tredje Riges sprog’, som han selv har
fået udgivet i Danmark. Arrangementet
hed ”Hate speech – Sprog er magt”, og jeg
skulle supplere med tanker omkring hate
speech. Desværre var det gået lidt i kage
med markedsføringen, så alt for få havde
opdaget vores arrangement i fredsministerium.dk’s telt.
Jeg er alligevel ret overbevist om, at
Lige inden Folkemødet kom den meddelelse, vi alle havde frygtet, siden Inga
blev kørt ned i begyndelsen af året. Jeg
var fra starten af begejstret for den gæve
kvinde, Inga var. Hun styrede møderne
med fast hånd og var en stor støtte for
mig som nybagt formand.
Nu måtte jeg se i øjnene, at der ikke
længere var nogen Inga, jeg kunne læne
mig op ad. Inga var ikke mere, og de
samtaler, jeg havde glædet mig til, at vi
skulle have om bogen ”Er danskerne racister?” og om hendes ture til Grønland
og Cuba og Mexico, blev aldrig til noget.
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 7
Nu var der kun det sidste farvel. Og det
blev rigtig svært...
Åbenlys diskrimination
Midt i sommervarmen kom så Venstres
nye udlændingeudspil, der vil give fortrinsret til bestemte grupper udlændinge, som Venstre mener ”kan og vil
integreres”. Listen omfatter foruden de
vestlige lande fx også Argentina, Singapore, Brunei og Japan.
I første omgang meldte Inger Støjberg
klart ud: De, som Venstre mente ”ikke
kan og vil integrere sig”, var muslimerne.
I et ultrakort interview lykkedes det fru
Støjberg at sige ”muslimer” fire gange, så
ingen kunne være i tvivl.
Det skabte – med rette – betydelig ravage, og Venstres gruppeordfører Kristian Jensen skyndte sig at understrege,
at det skam ikke havde noget med religion at gøre. Det er dem, som ikke kommer fra vores egen kulturkreds, der ikke
kan og vil integrere sig i det danske samfund. Ups!
Om Venstre vil forskelsbehandle folk
på grund af deres hudfarve, religion, nationalitet eller etnicitet er sådan set helt
ligegyldigt. Det er under alle omstændigheder ulovlig diskrimination og racisme.
Den moderne videnskab har opgivet at
operere med begrebet menneskeracer.
Så i dag er ”racisme” troen på, at forskellige kulturer ikke kan leve sammen (Læs:
ikke må blandes), og at ens egen etniske
gruppe, nationalitet eller kultur er alle
andre overlegen.
Pia Kjærsgaard pakker ikke noget ind:
Der findes kun én civilisation: den vestlige. Punktum! Men Venstre kan skam
også.
Belært af erfaringen – og Dansk Folkepartis succes - trækker Venstre udlændingekortet her inden valget og påstår,
at regeringen har slækket på udlændin-
side 8, SOS mod Racisme — efterår 2014
gepolitikken, så det nærmest vælter ind
med asylansøgere og familiesammenførte.
Det på trods af, at SOS mod Racisme
flere gange har slået fast, at den politik,
der føres på udlændingeområdet, fortsat
er inhuman. Men det opfatter Socialdemokraterne nærmest som en kompliment, for deres ordfører bedyrer uafladeligt, at regeringens udlændingepolitik
er en af de strammeste i Europa.
Og for nylig har Radikale Venstre meddelt, at man — i det nuværende regeringssamarbejde — har indstillet kampen for at få gennemført sin politik på
området. Selv 24-års reglen og tilknytningskravet lader man fortsætte.
Det vil Venstre ikke. Fremover bortfalder både 24-års reglen og tilknytningskravet for dem, der ”kan og vil integreres”. De skal heller ikke længere dokumentere sprogkundskaber, og de skal
kun have fast ophold i 3 år for at få familiesammenføring. Hvis de er kommet til landet pga. job, skal de kun tjene
rundt regnet det halve af, hvad de andre
- dem, der ”ikke kan og vil integreres” skal tjene.
Sidstnævnte skal så til gengæld have
haft fast ophold i 12 år (Skriver: T-O-LV), før de kan få familiesammenføring.
Og både sprog- og tilknytningskrav skal
strammes.
SOS mod Racisme fordømmer naturligvis denne åbenlyse forskelsbehandling, og der er ingen tvivl om, at vi alle
må råbe vagt i gevær imod politikernes
hate speech, når retorikken strammes op
frem mod det næste folketingsvalg. Der
må og skal være nogen, som taler politikerne midt imod, når deres retorik imod
”de fremmede” bliver fæl.
”Ord kan virke som små bitte doser arsenik. De sluges ubemærket, og de synes
ikke at have nogen virkning, men efter
nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.” (Victor Klemperer)
Der er meget godt at sige om sheik
Hamad fra Qatar
Af Leif Munksgaard, pastor emeritus
Gennem mere end 25 år er jeg kommet
i mange forskellige moskeer rundt om
i Mellemøsten, og mange muslimer er
kommet i de kirker, hvor jeg kom. Sådan
er det også for mig i Danmark, hvor jeg
nu har boet i næsten 15 år. Jeg kommer i
moskeer, og muslimer kommer i kirker.
Og sådan skulle det jo gerne være.
At få spørgsmål — at stå til ansvar Men
gennem den sidste uges tid [juni 2014,
red.] har journalister fra forskellige medier stillet mig flere spørgsmål. Det første spørgsmål har været formuleret så
nogenlunde sådan, ”du har sagt ja tak til
at deltage ved åbningen af moskéen på
Nørrebro, hvorfor har du dog det? Du er
jo præst, så hvordan kan du tillade dig at
komme med til åbningen af en moske?
Det må da være helt forkert for dig! ”
Jeg har gennem mere end 25 år været
missionær forskellige steder i Mellemøsten. Overalt — i Libanon, i Bahrain, i
Kuwait og i Iran — var der mange muslimer, som gav udtryk for, at de var glade
for, at folk fra Vesten kom til deres lande.
Ganske særligt gav de udtryk for, at de
satte pris på de vesterlændinge, som fortalte, at de troede på Gud! Mit liv som
missionær var præget af samvær med
vidt forskellige mennesker, muslimer,
kristne, bahaier og andre. Vi kom hinanden ved og det på tværs af religiøse forskelle. En enkelt gang i Bahrain, da vi åbnede en ny kirke, kom kongen (emiren)
såmænd og åbnede kirken. Emiren klippede snoren over og ønskede os alt godt
i den nye kirke. Senere finansierede han
endda bygningen af et kirketårn, som vi
ikke selv havde råd til.
Derfor er det også naturligt for mig, at
sige ”ja tak” til at komme med til åbningen af den nye moske på Nørrebro. Og
da jeg er præst, så gør jeg det — som man
gør det i Mellemøsten — jeg kommer i
præsteligt ornat til gudstjenester — Jeg
gør altså, som jeg plejer at gøre i Mellemøsten, og det er min erfaring, at det
fremmer samtale og positiv tværreligiøs
sameksistens.
Det andet spørgsmål journalister har
stillet mig de sidste dage lyder omtrent
sådan: ”Synes du virkelig, at du kan tillade dig at hilse på den despot, som har
finansieret moskeen på Nørrebro?” Det
spørgsmål kræver en længere besvarelse,
for jeg betragter ikke Fader-emiren,
Sheikh Hamad bin Khalifa Al-Thani, som
despot. Han er nemlig manden, der har
sørget for, at kristne fremmedarbejdere i
Qatar har fået kirker, hvor der nu frit kan
holdes gudstjenester. Så jeg synes faktisk,
der er meget godt at sige om Sheikh Hamad, specielt hvis man er kristen og bor i
Qatar.
Biskopper i audiens hos Sheikh Hamad
Da Sheikh Hamad - for mere end 20 år
siden overtog magten fra sin far - besluttede han, at Qatar skulle udvikles bort
fra islamisk traditionalisme og frem mod
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 9
udviklet velstand. Bare 5 år henne i sin
regeringstid kom et par biskopper i audiens hos Sheikh Hamad. Biskopperne bad
om, at der måtte skabes mulighed for,
at de kristne fremmedarbejdere i Qatar
kunne få frihed til at holde gudstjenester.
Sheikh Hamad var positiv overfor idéen,
og lovede at gøre noget ved sagen.
I begyndelsen blev der givet tilladelse
til at holde gudstjenester i nogle skoler. Det gik dog ikke stille af sig, for rabiate islamiske kræfter protesterede, og
fra Saudi Arabien kom der meget stærke
protester.
Gudstjeneste & kirker i Qatar Men
Sheikh Hamad var klar i mælet: ”Der skal
være plads til, at kristne kan holde gudstjenester i Qatar”, lød det fra ham. Han
gik endda så langt, at han lovede førnævnte biskopper, at der på sigt også
skulle bygges kirker i Qatar!
Og kirker er der blevet bygget. I dag er
”Church City” blevet en virkelighed i Qatars hovedstad, Doha. Både ortodokse
kristne og katolikker samt protestanter
har fået deres kirker. Og det er ikke små
kirker, men store kirkecentre, hvor der
samles tusindvis af kristne fremmedarbejdere, som nu har fuld frihed til at
fejre gudstjenester på mange forskellige
måder - og på mange forskellige sprog.
Den flerfarvede, gudstjenestefejrende
kristenhed er tilladt og beskyttet i Qatar!
I 2007 blev der også givet tilladelse til,
at Bibelselskabet kunne starte import og
distribution af Bibler og kristelige medieprodukter i Qatar, der ellers har været
lukket for den slags i Qatar.
Frygtens 3. spørgsmål Endelig har mediefolk også forelagt mig et 3. spørgsmål
— for er der ikke mulighed for, at den
konservative islamist Yusef Al-Qaradawi
kan komme til at præge forkyndelsen i
moskéen på Nørrebro?
Det kan kun fremtiden vise. Men Yusef Al-Qaradawi er for næsten et år siden
blevet sat fra bestillingen som prædikant
i Stormoskeen i Qatar. Der er også blevet lukket og slukket for hans ugentlige
udsendelser på Al-Jazeeras arabiske TVkanal. Yusef Al-Qaradawi er altså sat på
pension. Dybest set er han vel sat under
censur.
Som kristen er jeg taknemmelig for, at
Sheikh Hamad har skabt ordnede gudstjenesteforhold for kristne i Qatar, og jeg
glæder mig over, at han nu også har hjulpet muslimer i Danmark, der har fået
gode forhold for deres gudstjenesteliv i
København.
Kommentar i Kristeligt Dagblad den 19.
juni 2014.
Fotos: foregående side viser den
nye stormoske i Rovsinggade i
København NV; formand Jette
Møller deltog i åbningen af den
nye moske, som også Leif Munksgaard gjorde; hosstående foto viser den første gudstjeneste i Vor
Frue Kirke i Doha, Qatar, efter kirkens indvielse.
side 10, SOS mod Racisme — efterår 2014
Tvangsudvisning af svært psykisk syg
mand til Afghanistan den 7. juli 2013
Meddelelse fra ’Asylret’, juli 2013, Johanna Haas og Said Parvin
Bødskovs Justistministerium overgår
Rønn Hornbechs Integrationsministerium i kynisme Den 10. Juni blev A.,
som er afvist asylansøger fra Afghanistan, indlagt på den lukkede afdeling
efter et selvmordsforsøg i flygtningefængslet Ellebæk. A., som er svært psykisk syg, havde forsøgt at tage sit eget liv
ved strangulering. Han udskrives den 7.
juli fra den lukkede afdeling til umiddelbar tvangsudvisning til Afghanistan. A.
er ved udskrivelsen vurderet til at være i
selvmordsrisiko niveau 2 – og er derfor
under lægeledsagelse ved tvangsudvisningen. Det strider mod almindelig psykiatrisk praksis overhovedet at udskrive
mennesker, når der efter lægeligt skøn
forligger en så høj risiko for selvmord.
Patienten har i henhold til journalnotat af
2. juli flashbacks og synshallucinationer.
Den tvangsudviste får oplysninger om
sine vilkår under hjemsendelsen. Den
berammede tvangsudvisning af den psykisk syge A. er planlagt ned i mindste detalje. I journalnotat af 5. juli står der at:
”han orienteres af betjente i god ro og
orden og på professionel vis om at han
kan blive iført bælte, der kan påsættes
håndlænker og han vil blive fikseret således. Oplyses endvidere om at der vil
blive klargjort ben fiksering til en yderste
situation og kun om nødvendigt. Således vil han også blive påført remme omkring hvert ben, der som førnævnt bindes sammen - altså om nødvendigt.
Oplyses om at alle toiletbesøg vil ske
ved politiets hjælp. Skulle han vælge at
forrette sin nødtørft i bukserne vil han
blive iklædt ble og sort plasticpose, da
det ikke er praktisk muligt at håndtere
en sådan rengøring om bord på et fly...
han vil få tilbudt akut beroligende medicin som stesolid iv [intravenøst- Asylrets
tilføjelse]... dette vil nødtvunget kunne
ske mod hans vilje. Men kun i yderste
nødstilfælde... der skal medbringes rubens ballon samt antidot. ” [Rubens ballon bruges til genoplivning i tilfælde af, at
der er givet for meget beroligende stesolid - Asylrets tilføjelse]
Ministeriet handler imod sine egne
bestemmelser Asylret finder, at en
tvangsudvisning af en så svært psykisk
syg mand som A. strider imod ministeriets praksisnotat for humanitært ophold. Asylret gør opmærksom på, at der
var akut fare for selvmordsforsøg, da A.
blev udskrevet til tvangsudvisning den 7.
juli. Endvidere finder Asylret, at journalnotatet af 5. juli vedr. fiksering, intravenøs akut beroligende medicin om nødvendigt ved tvang og rubens ballon, til
genoplivning, hvis det går galt med dosis,
ble og plastikpose trodser enhver beskrivelse. Asylret har ikke ord for en sådan
kynisme. Og vi spørger, hvilke tarv den
ledsagende læge varetager; er det patientens behov eller den siddende regerings
”robuste og retfærdige” asylpolitik som
den ledsagende læge tilgodeser?
Asylret beder alle læger om nøje at
overveje, om de vil stille deres lægelige
ekspertise til rådighed for en tvangsudvisning under de ovenfor beskrevne forhold og omstændigheder – eller om de
finder, at det strider mod deres lægeløfte?
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 11
Lægeløftet og dets konsekvenser Asylret opfordrer på baggrund af A.’s sag alle
danske læger til at gøre Justitsministeren
opmærksom på, at de tager deres lægeløfte alvorligt – også i forhold til Asylansøgere. Måske kender Justitsminister
Morten Bødskov ikke lægeløftet, men
enhver læge er som bekendt forpligtet på sit lægeløfte. Asylret opfordrer på
den baggrund alle læger til at protestere
skriftligt overfor Justitsminister Morten
Bødskov mod den tvangsudvisning til
Afghanistan under lægeledsagelse som
fandt sted den 7. juli, da A. under lægeledsagelse blev tvangsudvist til Afghanistan, selvom han vurderes til at være i
selvmordsrisiko niveau 2.
Asylret må konstatere, at Integrationsministeriets politik og praksis ikke for-
svandt, da Integrationsministeriet fik
nedlagt sig selv gennem grove konventionskrænkelser med mere; politik og
praksis holdt blot flyttedag - og råddenskaben flyttede ind i Justitsministeriet. Resultatet heraf er en forværring af
asylansøgeres retssikkerhed i forhold til
tidligere. Justitsminister Morten Bødskov
er nu øverste ansvarlig for en politik og
praksis, der i kynisme overgår det hedengangne Integrationsministerium.
Asylret opfordrer alle til en skriftlig
protest mod tvangsudvisningen af A. den
7. juli. Justitsminister Morten Bødskov
kan kontaktes pr. mail på [email protected]
Asylret, Johanna Haas og Said Parvin
www.asylret.dk
Læger skal ikke medvirke ved
tvangsudsendelser af flygtninge
Lægeforeningen anbefaler, at læger ikke medvirker ved
transport af afviste asylansøgere.
Lægers opgave er at yde lægehjælp, ikke
at medvirke til eller legitimere myndighedsudøvelse. Det er baggrunden for, at
Lægeforeningen har besluttet at anbefale
læger ikke at medvirke ved transport af
afviste asylansøgere.
Lægeforeningen bestyrelse har taget
stilling efter en konkret sag, hvor en læge
medvirkede under transport af en psykisk syg asylansøger Af asylansøgerens
journal fremgik, at patienten var oplyst
om, at et beroligende lægemiddel kunne
blive givet ved tvang under transporten.
”Det er i strid med Lægeforeningens
etiske regler, som bl.a. understreger, at
lægen skal værne om tilliden mellem
læge og patient”, siger Lise Møller, formand for Lægeforeningens Etiske Udside 12, SOS mod Racisme — efterår 2014
valg.
Hun peger på, at læger, som medvirker ved udsendelse af syge asylansøgere
eller ansøgere, der udvises under tvang,
får en problematisk og uklar rolle. Det
kan nemt føre til, at den udviste opfatter
lægen som myndighedsudøver på linje
med politiet.
”Det kan svække tilliden til lægen og
lægestanden generelt, og lægen kan selv
komme i en loyalitetskonflikt, hvor hensynet til patienten kommer i konflikt
med politiets ønske om at gennemføre
en udvisning”, siger Lise Møller.
Lægeforeningen mener, at det i konkrete tilfælde kan være relevant, at læger
- inden transporten - vurderer asylansøgeres helbredstilstand.
”Hvis en person er for syg til at klare
rejsen uden lægehjælp, må lægen videregive sin vurdering til myndighederne
og meddele, at personen pt. ikke tåler
transport,” siger Lise Møller.
Lægeforeningen er med sin anbefaling
på linje med en udmelding fra 2006 fra
den norske lægeforening.
(http://www.laeger.dk/portal/page/portal
/LAEGERDK/Laegerdk/Nyheder?public_
visningsType=1&public_nyhedsId=94602)
se også: http://www.sameksistens.dk/blogs
/tue/2014/sodemann/
Meddelelse fra Asylret den 11. aug. 2014
Asylret — Said Parvin
Aziz fængslet i Ellebæk; anholdt, da han
søgte asyl Den svært psykisk syge afghanske asylansøger Aziz, som under
rystende og fornedrende omstændigheder blev tvangsudvist af Danmark den 7.
juli 2013, er i dag ( 11.8.14) blevet anholdt
og er fængslet i Ellebæk. Ifølge Asylrets
oplysninger skete anholdelsen, da Aziz i
dag henvendte sig til politiet for at søge
asyl.
Aziz blev for lidt over et år siden
tvangsudvist direkte fra en lukket psykiatrisk afdeling. Han havde været indlagt gennem længere tid og var på udvisningstidspunktet så svært psykisk syg, at
tvangsudvisningen var lægelig uforsvarlig. På baggrund af de nærmere omstændigheder ved Aziz’ tvangsudvisning fraråder Lægeforeningen med virkning pr.
7.7.14 sine medlemmer at medvirke ved
tvangsudvisninger af asylansøgere, der er
så svært syge, at lægeledsagelse skønnes
nødvendigt, hvilket var tilfældet for Aziz,
der blev tvangsudvist med lægeledsagelse for lidt over et år siden.
sammen med flere andre taleban-fanger.
Fængslet blev beskudt, og det lykkedes Aziz at flygte sammen med 6 andre
medfanger.
Anholdt og taget til fange af Taleban
Asylret ved med sikkerhed, at Aziz blev
anholdt af Taleban, da han var tilbage i
Afghanistan. Vi er i besiddelse af en optagelse, der viser Talebans anholdelse
af Aziz. I Afghanistan sad han fængslet
www.asylret.dk
[email protected]
Facebook:Asylret
Læs også:
http://www.sameksistens.dk/blogs/tue/
2014/laegeforening-initiativ/
Søger asyl og bliver som konsekvens
heraf omgående fængslet Asylret står
uforstående overfor fængsling af Aziz i
dag, som vi dybt beklager og på det skarpeste tager afstand fra. De danske myndigheders frihedsberøvelse af Aziz er efter Asylrets vurdering uberettiget og juridisk set uholdbar, idet Aziz beviseligt har
været ude af Danmark og dermed er i sin
gode ret til at søge asyl på baggrund af
det, han har været udsat for i Afghanistan
siden tvangsudvisningen i juli 2013. Omgående frihedsberøvelse som en konsekvens af den legitime ret til at søge asyl
er en grov krænkelse af menneskerettighederne og retssikkerheden, som Asylret
på det skarpeste tager afstand fra.
Se videoen på Asylrets Facebook.
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 13
Handlede kvinder i Danmark
Møde 13.4. arr. VerdensKulturCentret og SOS mod Racisme
af Leif Christensen
Som optakt til arrangementet i ’Verdens–
kulturcentret’, caféen, den 30. april 2014
vistes filmen Mærket for livet,¹ der viser
menneskehandlens mange sider.
Herefter fortalte Ingrid Lüttichau om
menneskehandel. Ingrid er socialfaglig
medarbejder i Center mod Menneskehandel. Centret hører under Socialstyrelsen og varetager den sociale indsats for
ofre for menneskehandel. Centret koordinerer samarbejde mellem sociale
organisationer, f.eks. krisecentre, Hope
Now og Reden International, myndigheder og andre relevante aktører.
Menneskehandel defineres som den
strafbare handling der består i at rekruttere, transportere, overføre, huse eller
efterfølgende modtage en person hvor
der anvendes eller har været anvendt
ulovlig tvang, frihedsberøvelse, trusler, udnyttelse af vildfarelse med henblik på udnyttelse af den pågældende til
prostitution og anden seksuel udnyttelse,
tvangsarbejde, slaveri eller slavelignende
forhold, strafbare handlinger eller fjernelse af organer.
Ofre for menneskehandel kan sælges
igen og igen. Det gør menneskehandel
meget profitabel. Handel med mennesker omfatter både mænd, kvinder og
børn, men dette arrangement handlede mest om kvinder der er handlet til
prostitution.
Ofre for menneskehandel der bliver
identificeret i Danmark, kommer typisk
fra Afrika, Central- og Østeuropa, Asien
og Latinamerika. Den største gruppe er
kvinder fra Nigeria. Antallet af handlede
kvinder i Danmark og deres bagmænd
kendes ikke, da menneskehandel i sagens natur foregår i det skjulte. Nogle
handlede kvinder bliver selv handlere.
Fra 2007 til og med 2013 er 347 personer officielt vurderet som ofre for menneskehandel, i 2013 var tallet 76. Langt
størstedelen er handlet til prostitution. I
2010-2012 blev der i hvert af årene dømt
13 bagmænd, i 2013 var det 9.
Hvem vurderer om kvinderne er handlet?
1. Udlændingestyrelsen i sager hvor
kvinden ikke har lovligt ophold i
DK og med formålet at fastsætte en
forlænget udrejsefrist.
2. Center mod Menneskehandel i sager hvor kvinden ikke er strafferetligt sigtet og hvor formålet med
identifikationen er at iværksætte en
social indsats.
3. Anklagemyndighed eller dommer i
sager hvor kvinden er strafferetligt
sigtet.
Kvinderne bliver bedt om at give en beskrivelse af baggrunden for og hvordan
de er havnet i DK og hvordan de er blevet fastholdt, især i prostitution. Der er
ikke krav om bevis for at man er handlet,
men personens historie skal virke sandsynlig.
Når udlændingestyrelsen har vurderet at en person uden opholdstilladelse
er handlet, får denne i første omgang en
udrejsefrist på 30 dage. Udrejsedatoen
kan forlænges op til 120 dage hvis personen samarbejder med en social organisation om at planlægge og forberede
hjemsendelsen.
¹Vimeo.com: Socialstyrelsen, Mærket for livet: http://vimeo.com/7813640
side 14, SOS mod Racisme — efterår 2014
At vidne mod en bagmand giver ikke
ret til opholdstilladelse, men udrejsedatoen udskydes.
Kun få tager imod tilbuddet om ”forberedt hjemsendelse”. I 2013 blev der
identificeret 76 handlede personer, og
man forberedte hjemrejse for 13. Mange
forsvinder fra krisecentrene og går under jorden, og mange vælger selv at
rejse hjem, primært hvis de kommer
fra EU. Tredjelandsborgere, der ikke har
opholdstilladelse i EU er mindre tilbøjelige til at rejse hjem fordi:
Nærpolitiet besøger bordeller og taler
med kvinder på gaden for at finde kvinder der kan være handlet.
En sag mod 9 bagmænd i 2013 endte
med domfældelse. En tidligere prostitueret afgav forklaring der var med til at
få bagmændene dømt. Politiet fik ikke
hjælp fra kvinderne som bagmændene
blev dømt for at have udnyttet. Kvinderne forklarede i retten at de var kærester til bagmændene. Det sidste kan man
måske nok sætte spørgsmålstegn ved.
Politiet må indhente beviser ved hjælp
af telefonaflytning og overvågning. De
— De kan være bange for deres sikhandlede kvinder har generelt ikke tillid
kerhed, f.eks. fordi de er blevet
til myndighederne.
truet af bagmænd
Handlede kvinder der afgiver forkla— De håber stadig på at skabe sig et liv
ring til politiet kan få erstatning fra de
i Europa
dømte som udlægges af staten fordi hun
— De føler stadig de står i gæld til
er handlet. En evt. erstatning indkræves
bagmænd
senere hos de dømte.
— Det er for skamfuldt at vende hjem
Det danske politi samarbejder med Eusom forfejlet migrant
ropol om handlede kvinder. Bagmæn— De tror ikke på at det vil være mudene befinder sig ofte langt væk fra Danligt at reetablere sig
mark.
— De har ikke noget at vende hjem til
Hvis man har mistanke om at en person har været udsat for menneskehanEfter Ingrid Lüttichaus oplæg fortalte
del, kan man ringe til Center mod MenCarsten Ahrends, politikommissær unneskehandels hotline: 70202550, alle
der politiets særlige kvindehandelsdage 8 - 18
gruppe, om politiets arbejde. Deres opPå Center mod Mennegave er bl.a. at finde de handlede kvinder
og få domfældet bagmændene for men- skehandels hjemmeside
neskehandel.
www.centermodmenneskehandel.dk.
kan man læse om Centret og få flere opPolitiet har et fokusområde på handel
lysninger om menneskehandel, og man
med kvinder og har 10 mand på efterforskningen af sager mod bagmændene. kan bl.a. se filmen Mærket for livet.
”Jeg har blandt andet lært, hvor vigtigt det er at
vælge side. Hvis du på det ene hold har fanatisme,
vold og intolerance, og på det andet hold har kærlighed, venskab og frihed, så er det vigtigt at vælge
rigtigt.”
Salman Rushdie
udtalt under besøg i København denne sommer,
gengivet i dagbladet ’Information’
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 15
Reden International — et tilflugtssted for
handlede kvinder
Af Ester Gustavsson, Proceskoordinator
Jeg ligger og lytter. Lytter i natten. Jeg er
bekymret for den nye kvinde der ankom.
Er hun ok? Er det hende, der kommer
ind til mig nu for at søge en at tale med?
Eller for at få udleveret tandpasta?
I min tid som frivillig nattevagt hos Reden International, Krisecenter har jeg
ligget mange nætter og lyttet. Det hedder
sig, at det er en sovende nattevagt mellem midnat og syv om morgenen. Men
der kan godt være aktivitet om aftenen,
natten og morgenen, der skal håndteres.
Overleveringen fra den tidligere vagt, fra
dagene i forvejen, skal også tages i betragtning, når man skal agere kontaktpersonen for natten - så man kender historikken, kender fokusområderne og
ikke handler i modstrid med tidligere afklaringer.
Da jeg startede som frivillig, kendte jeg
slet ikke til den verden, som jeg på denne
måde får et kig ind i. Som mange andre
forstod jeg ikke hvorfor de kvinder, der
ikke var låst inde, ikke blot flygtede fra
deres bagmænd og tog tilbage til deres
respektive hjem? Når jeg kigger ned ad
Istedgade, er der jo rigeligt med kvinder,
der står ude i gadebilledet med Hovedbanegården som nabo - en hurtig flugt.
Men det var før jeg fik øjnene op for
de mange tilbageholdelsesmekanismer,
der forgår. Det var før jeg fik øje på alle
de psykologiske indre konflikter, der skal
gøres op med. Og det er netop det Reden
International tilbyder den kvinde, som
er blevet identificeret som handlet - et
sted at opholde sig mens hendes juridiske sag kører gennem de mange ministerier, der alle har et hjørne af sagen at
tage stilling til. Sideløbende får kvinden
side 16, SOS mod Racisme — efterår 2014
et pusterum til at reflektere i.
Et pusterum kan være svært at håndtere for en kvinde, der måske aldrig har
hørt om terapi, psykologi og refleksion.
Noget hun skal tage stilling til, samtidig
med at hun kæmper andre kampe om
mere håndgribelige emner, såsom sine
papirer, sin sikkerhed, sin families sikkerhed og sin families økonomi. Alt det
som bagmændene har godt fat i. Kan
hun flygte?
Familierelationerne får altid kvinderne
til at bekymre sig i en eller anden form.
Nogle kvinder sender gerne de få penge
de får i hånden tilbage til familien. De
startede måske deres karriere som en
flugt fra fattigdom ved en udsigt som tjener i et europæisk land. Den europæiske handlede kvinde tager måske hellere
hjem for at kunne vise hvilke midler hun
nu har. Hun blev i sin tid narret til udlandet med en tillokkende karriere, væk fra
den socialt belastede familie, hvor hun
alligevel ikke havde nogen status. Ved at
tage hjem med gaver til familien får hun
den status hun har eftertragtet - hun er
blevet til noget. Det kan være svært at
sige farvel til. Kan hun flygte?
En historie jeg fik fortalt satte endnu
en dimension op med hensyn til de mekanismer der gør at det kan være svært
at flygte, hvis man vil tage turen op til
vesten. Afrikanske kvinder bliver nogle
gange smuglet ud gennem ørkenen. Ved
at tage turen gennem ørkenen undgås
mange spørgsmål vedrørende årsag til
udvandringen og papirer. Jeg kiggede på
et kort over Afrika og så straks Sahara ørkenen. Den er stor. Og hvor lang tid tager
det så at gå igennem sådan en ørken? Mit
første gæt var tre uger, men det var forkert. Tre måneder? Nej - nærmere tre år
med ophold af forskellige længder imellem!? Det bliver hverdag for de mennesker at gå gennem ørkenen. Uden bekvemmeligheder og med sparsom føde
og vand.
Den fastansatte, der fortalte mig historien, havde selv måttet stykke forløbet langsomt sammen fra kvinderne, der
helst ikke ville tale om denne del af deres
rejse. Eftersom det er påkrævet at hele
deres historie bliver nedfældet i forbindelse med deres sager, har det været frustrerende at måtte liste den ud af dem
over en lang periode, men nu er der flere
ting, der giver mening for de ansatte.
At rejsen starter gennem ørkenen, hvor
alle kropsvæsker bliver genbrugt og at
kvindernes menstruationsblod en gang
om måneden var i høj kurs, nedbryder
dem allerede før de er fremme.
Drengene der også var handlet og blev
solgt som børnesoldater var dem der
brød sammen først. De var ikke lige så
psykisk stærke som kvinderne og for at
overleve blev nogle af dem også mishandlere under denne rejse. Herefter
er den sædvanlige tur til vesten gennem
fx Istanbul, hvor det sidste i dem bliver
nedbrudt og efter oplæring bliver de nu
distribueret ud til forskellige lande. Heriblandt Danmark — hvor de risikerer at
møde en velmenende ansat fra Reden
International, der kan fortælle at hun kan
tilbyde kvinden en hjemsendelse, hvis
hun gerne vil væk fra gaden. En tur med
flyet som måske tager 24 timer. Tilbage
til det sted hun i tre år troede hun flygtede fra gennem ørkenen, for at komme
væk fra fattigdom og til en karriere, der
skulle kunne forsørge hendes familie.
Hvordan får hun det til at passe sammen
i sit hoved? Kan hun håndtere dette nederlag? At tage tilbage. Kan hun flygte?
I løbet af
årene har jeg
I løbet af årene har
observeret
jeg observeret mange
mange kontrakontraster, der for
ster, der for mig
mig stadig er tankestadig er tankevækkende.
vækkende. Det
slog mig at de afrikanske kvinders navne
stod i kontrast til deres skæbner. De bærer oftest et kaldenavn moren har givet
kvinden som baby, i håb om at det hjælper hendes fremtidsudsigter. Derfor er
der mange sørgelige skæbner i krisecenteret, der bærer håbefulde navne som
Faith, Joy og Blessing.
En anden ting jeg straks observerede
var den hårde tone. Lidt naivt havde jeg
nok forestillet mig at alle kvinderne ville
være taknemlige, stille, og reflekterende,
nu de var blevet givet en chance for at
komme væk fra prostitutionen og bagmændene. Det er ikke ligefrem alle der
er i det mindsæt. Kvinderne, der er mentalt stærke nok til takke ja til Reden Internationals tilbud, er også dem der har
lært på den hårde måde, at de ikke må
vise svaghed, og at det for alt i livet gælder om at komme ud af konflikter på
toppen. Denne mekanisme ligger dybt
i dem og specielt de urutinerede frivillige kan de manipulere med. Tillid er ikke
noget de kommer ind ad døren med og
eftersom de er blevet svigtet så groft og
så mange gange, er den ikke altid nem at
opbygge.
Personligt har jeg tænkt en del over
hvordan jeg kan opretholde reglerne,
som er nødvendige for at holde stedet
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 17
hemmeligt, ryddeligt og hjemligt, samtidig med at jeg ikke støder dem fra mig.
Jeg er kommet frem til at jeg altid må forklare hvorfor jeg gør som jeg gør. Ringer
jeg til en om aftenen for at høre hvorfor
hun ikke overholder udetilladelsen, italesætter jeg min begrundelse for at ringe:
jeg er bekymret for dig, når du ikke overholder aftalen og vil gerne vide hvor du
er henne i tilfælde af at du får brug for
hjælp. Jeg forsøger altid at være klar til en
snak og tilsidesætter hellere de huslige
pligter, det frivillige arbejde også består
af, for at være tilgængelig.
Alle de små historier er plukket ud
af de skæbner jeg har læst mig til i
kvindernes journaler eller blevet fortalt af de fastansatte på Reden International. De skal derfor ikke tages
som et generelt billede af alle handlede kvinder, da alles historie er unik.
Min hensigt er
at skabe et bilMin hensigt er at
lede af hvorskabe et billede af
for det ikke er
hvorfor det ikke er
en ligetil sag at
en ligetil sag at bede
bede en handen handlet kvinde om
let kvinde om
at flygte.
at flygte. Hvordan flygter man fra sine indre konflikter,
og hvor kan hun flygte hen? Hvor giver
det mest for hende at være? Hvilke værdier får man af at arbejde som handlet
kvinde, som man vil flygte fra, og hvad
går hun i møde et andet sted?
Det er et kendt fænomen, at ofre kan
blive gerningsmænd eller medskyldige i
samme type handlinger. Det er det verdensbillede de har levet med i mange år
og ligesom jeg har svært ved at forstå deres barske verden, selvom jeg ved den
eksisterer, kan jeg godt forestille mig, at
det også må være svært at forstå, at der
kan være en anden slags verden og ikke
vide hvordan den fungerer.
Jeg håber vi alle kan være enige om at
handlen og ugerningerne aldrig skulle
være sket fra start af. Spørgsmålet er dog
nu hvordan en handlet kvinde hjælpes
med at komme tilbage til et menneskeligt
liv med alle de komplekse tilbageholdelsesmekanismer?
Min umiddelbare løsning omkring en
enkel flugt fra det hele, som jeg startede
med, virker ikke længere så realistisk…
I forbindelse med at vi bringer denne
artikel, spørger redaktionen bladets læsere om der er nogle frivillige, der kunne tænke sig at yde Reden International sådan en hjælp,
som artiklen skildrer. Der er brug for
en nuanceret ’frivilligstab’. Henvendelse: www.redeninternational.dk og
[email protected]
Der er meget, vi endnu ikke ved om
diskrimination, racediskrimination og racisme.
Hvis vi ikke bliver bedre til at forstå den,
at se den, fange den, tage ansvar for
og turde tale om den,
skal den nok vokse sig endnu større.
En folkesygdom, der kan sætte lande i karantæne.
MIRA SKADEGÅRD THORSEN,
Politikens kronik den 2. juli 2014; optrykkes i vinderheftet.
side 18, SOS mod Racisme — efterår 2014
Lighed for alle er et fællesansvar
af Roger Matthisen
udviklingskonsulent, skuespiller & debattør, tidligere formand for ’African
Empowerment Center’; tale holdt den 21. marts 2014
der racediskrimination. Og særligt for
dette arrangement er vi her i dag for at
debattere racistisk retorik blandt politikere. Og hvorfor er dette vigtigt? Har
vi en racistisk sprogbrug i dansk politik? (Dejligt, at der er nogen som tør sige
det højt) Du behøver ikke sige det højt,
selvom det nogen gange kan være befriende at få sat lyd på… Ja. Ja, det har vi. Ja,
det er er ubehageligt, unødvendigt, uretfærdigt, uforståeligt, ulækkert. Men hvordan kommer vi videre? At være eller ikke
at være lige, frie, alle sammen.
At være eller ikke at være. Det er spørgsFor præcis 30 år siden, 30 år, i 1984 udmålet. Og svaret er: at være. For det er
talte dronning Margrethe: ”Med vidt forjeg. Jeg er her. Og jeg er... brun, du er...
skellig baggrund kommer flygtninge heren anden nuance. At være eller ikke at
til kvæstede sommetider både på sind og
være – lige – frie – allesammen. DET er
krop. Vi tager i mod dem og er nok også
spørgsmålet. Og svaret er: Hvordan?
lidt stolte over, at de har valgt netop vort
Og i denne debat, i denne kamp, fællille paradis. Men når vi ser dem stå famleskamp for lige rettigheder, for lige frilende over for vort livsmønster og vort
hed for alle, uanset oprindelse, uansprog, så kniber det alt for hurtigt med
set status, i denne fælleskamp må vi stå
gæstfriheden og skuffelsen melder sig
sammen. For her handler det ikke kun
på begge sider. Så kommer vi med voom mig, eller om dig, eller om dig. Det
res danske humor og små dumsmarte
handler om os. Vi eksisterer i fællesska- bemærkninger, så møder vi dem med
ber. Vi flytter vores demokrati i fælleskølighed, og så er der ikke langt til chiskab.
kane og grovere metoder.” 1984.
Jeg vil gerne sige tak til SOS mod RaSå spoler vi 30 år frem:
cisme, Dokumentations- og rådgivningsEsben Lunde
centret om Racediskrimination samt
Esben Lunde Larsen,
Larsen, folkeENAR danmark for at invitere mig til at
folketingsmedlem fra
tingsmedlem fra
åbne denne debat i aften.
Venstre sagde i januar
Venstre sagde
Vi er her fordi det i dag er FN’s interat han vil sige Nei januar at han
nationale dag for udryddelsen af Raceger om en person af
vil sige Neger
diskrimination. Det er ikke bare en dag,
afrikansk oprindelse
om en person af
hvor vi snakker om racisme. Det er en
i protest mod politisk
afrikansk oprindag, hvor vi snakker om HVORDAN vi
korrekthed.
delse i protest
UDRYDDER racisme, hvordan vi udrydmod politisk korrekthed. Men fordi han
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 19
ment som at jeg ved du har en ku klux
klan dragt hængende derhjemme i dit
holdningsklædeskab, eller at jeg tror, at
”Jeg er ikke neger, og
du føler dig mereværdig, fordi vi har en
du er ikke slavehandler,
forskellig hudfarve. Strukturel racisme
betyder, at der mangler en grundlæger du?”
gende forståelse for, hvordan farvede
Roger Matthisen
mennesker eksisterer i samfundet, og
hvilke ulemper der deraf følger den ikkehvide dansker.
vil gøre det i protest mod politisk korBare for at nævne et eksempel, så
rekthed, så anerkender han jo implicit,
mangler der grundlæggende statistisk
at han godt ved, at det ikke er i orden, at
det for mange ikke er et neutralt ord - at forskning på hvor mange mennesker
det for mange betyder slave, handelsvare af anden etnisk oprindelse end dansk
der møder hadforbrydelser, hvor meget
eller er et levn fra koloniseringstiden.
Lunde Larsens sprogbrug er bare ét ek- diskrimination de er udsat for og mange
sempel på racistisk retorik blandt danske andre faktorer. Alle sammen krav fra EU
og FN konventioner der skal beskytte
politikere, og bidrager til at validere og
opretholde den strukturelle racisme som mindretallet mod overgreb fra flertallet,
og fortælle os hvor skævvredet samfunDanmark er hyldet ind i. Når der snakdet er på dette område - men disse krav
kes om strukturel racisme, så møder jeg
er ikke blevet opfyldt. At der ikke beviltit benægtelse. Udsagn som strukturel
ges forskningsmidler til dette felt er også
racisme findes ikke, eller ”Jeg er ikke racist!” Men denne automatreaktion er in- en del af den strukturelle racisme.
Her 30 år efter at dronningen påtalte
tolerant og egocentreret. Den er intolede
dumsmarte bemærkninger og chirant, fordi man selv fra politisk side unkane mod mindretallet, er vi ikke komderkender minoriteters holdninger og
met meget videre. Hvis man er hvid, hvis
erfaringer, fordi man automatisk reagedu ikke selv er farvet, kan du have svært
rer på ordet racisme i stedet for at tage
sætte dig ind i hvordan det er at være 7
dialogen. Og den er egocentreret fordi
år pige og blive hånet og fremmedgjort
vedkommende kun er fokuseret på sin
egen uskyld, på sin egen ikke-racistiske- i første klasse på grund af din hudfarve
eller tilsyneladende oprindelse. Så lad
identitet, i stedet for at beskytte farvede
være med at lade som om du ved det.
minoriteter mod den vold en racistisk
Lad være med at påstå, at et ord bare betalehandling er.
Men kære du, tyder sort og er neutralt, eller at du godt
ved hvordan en asiatisk minoritet har
og det er sagt
Strukturel racisme
det og skal agere i forhold til oplevet ramed kærligbetyder, at der
cisme.
hed og forståmangler en grundFørst når man har anerkendt dette, lytelse, Kære du,
læggende forståelse
tet til og anerkendt minoritetens oplevelsom vælger at
for, hvordan farvede
ser, er det muligt at forstå den struktur
anvende racimennesker eksisterer
stisk retorik; det som man selv er en del af, selvom det
i samfundet
handler ikke om er uforskyldt og ubevidst, først her er
det muligt at erkende konsekvenserne
dig. Det handler om os. Det handler om
af denne struktur og dernæst aktivt tage
hvordan vi skaber et lige samfund for
del i at fjerne strukturen og at udrydde
alle mennesker. Strukturel racisme ikke
side 20, SOS mod Racisme — efterår 2014
racediskrimination.
Og den anerkendelse starter hos os.
Fællesskabet. Vi dikterer hvordan vores
politikere taler med og om os. Vi dikterer
hvad vores politikere skal arbejde for.
I de seneste to årtier er ytringsfriheden
blevet brugt til at retfærdiggøre mange
voldsomme og ondskabsfulde udsagn.
Især de sidste 10 år er racistisk sprogbrug blevet daglig tale. Esben Lunde Larsens partiformand, Kristian Jensen, tager
afstand fra Lunde Larsens holdning til
n-ordet, men undskylder den med ytringsfriheden. Derfor får den lov til at stå
- og præge offentligheden og præge retorikken. Ytringsfriheden bliver således
misbrugt igen og igen til at skabe ’os og
dem’ fællesskaber, ekskluderende fællesskaber. Men ytringsfriheden har andre
grænser end den juridiske. End straffelovens paragraf 266 der er et nødvendigt
værn mod intolerance.
Ytringsfriheden har etiske og moralske grænser. Desværre er disse grænser blevet skubbet gang på gang hos os
alle. De er blevet skubbet på en snu og
ødelæggende måde. Præget af ytringsfriheds retorik som DF var med til at starte,
og fremelsket af dagblade som sælger
frygt og negative historier om dem, de
fremmede, de farvede, de mørke, muslimerne, SÅ er de andre politiske partier
blevet forledt til at tro, at for at få taletid var de nødt til at køre med på denne
intolerante retorik, at de blev nødt til at
debattere i samme ’os og dem’ diskurs.
Og vi som borgere har købt ind på glidebanen. Vi som borgere har fravalgt
det store fællesskab til fordel for de lidt
nemmere små ”os og dem” fællesskaber.
Så hvordan retter vi op på dette? Vi
handler! Vi står sammen. Fordi sammen
flytter vi demokratiet. Sammen sætter vi
agendaen for, hvordan vores samfund
skal se ud. For hvordan vi vil have, at vores politikere taler til os, taler om os.
I dag, på FN’s internationale dag for at
udrydde racediskrimination synes jeg vi
skal tage en beslutning i fællesskab. Lige
nu! Vi skal beslutte os for at acceptere,
at alle er lige. At vi vil gøre en indsats
for at sikre denne lighed. Og den lighed
kan vi sikre ved hver dag at gøre én aktiv handling for at manifestere vores nye
rummelighed. For at sikre en respektfuld
omgangstone, for at forsikre at anstændighedens grænser overholdes.
Reagér omgående når du ser en minoritet blive diskrimineret eller udsat for
racisme, uanset om det er familie, venner eller fremmede som udøver handlingen. Send et læserbrev når politikere som Esben Lunde Larsen kommer
med racistiske ytringer. Bare én handling
om dagen. Meld dig ind i ’SOS mod Racisme’. Meld dig ind i ’African Empowerment Center’ eller kom til en af vores
Learn2understand events og del din erfaring. Bliv ligeså stolt af at være en del
at et multikulturelt samfund, som jeg er.
Uanset hvilken nationalitet du er, så har
vi brug for hinanden.
På forsiden af FN’s website står
der: Welcome to the united nations – it’s your world. Og det
er din verden — vores verden.
Og for at stå
sammen er vi
…for at stå sammen er
nødt til at acvi nødt til at accepceptere vores
tere vores forskelligforskellighed
hed og hylde den.
og hylde den.
Audre Lorde, menneskerettighedsforkæmper, sagde: ”Det er ikke vores forskelle der splitter os, det er vores manglende evne til at anerkende, acceptere og
fejre disse forskelle.”
Lad os anerkende, acceptere og fejre
forskellene. Sammen, lige, frie, alle sammen.
Jeg ønsker alle en god debat i aften!
Tak fordi I lyttede.
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 21
‘Vi må ikke tolerere trangen til at lukke
øjnene’
Boganmeldelse
Af Leif Bork Hansen, pastor emeritus
Per B. Katz: Man skal blande sig - Uri Yaari in memoriam. Medfølger på dvd: Konfrontationer –en film om Uri Yaari, en jødisk skæbne 1938-1948,59 min. Forlaget Ajour,
2014. Kr. 268,00
”Lad os drikke det
tredje glas og mindes Moses, hans engagement, hans solidaritet. Og lad os
lære af ham: Man
skal blande sig.” Således udbrød Uri
Yaari (se foto) i en
tale i december 1985
ved En alternativ sederaften til Pesach,
påsken, den største af de jødiske højtider. Uri Yaari blev født i 1921 i Berlin. Som
17-årig kom han til Danmark og blev siden dansk statsborger. Han oplevede på
egen krop det 20.århundredes største
rædsler. Han vovede hele sit liv at lade
sig konfrontere, faldt ikke for fristelsen til
at lukke sig inde og sikre sig, men vovede
konfrontationen og betalte prisen.
blande sig’ (2014), er en uddybende opfølgning af denne og viser både Uri Yaaris omfattende viden, hans analytiske
skarpsindighed og præcision i knappe
formuleringer. Dette på trods af, at Uri
Yaari gav afkald på en uddannelse. Da
han endelig fik chancen for en uddannelse var han så ødelagt efter 18 måneders ophold i koncentrationslejr, at han
ikke var i stand til at samle sig dertil.
Uri Yaaris drømme Allerede som 15
årig havde Uri Yaari forladt skolen for at
tage en praktisk uddannelse som landmand. Det gjorde han for at forberede sig
til virkeliggørelsen af den zionistiske idé,
oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.
Det var som sådan at han som 17 årig
muligheden for at fortsætte sin landbrugsuddannelse i Danmark og dermed
flygte ud af Tyskland i 1938. Det var tilPer B. Katz Cand.mag. i historie og
fældigt, at det blev Danmark. Den 9. april
filmvidenskab, Per B. Katz, lavede i 1987
1940 besatte imidlertid det nazistiske
et mesterværk med filmen: KonfrontaTyskland Danmark.
tioner – en film om Uri Yaari, en jødisk
Sammen med
skæbne 1938-1948. I forbindelse med
andre forsøgte
Sammen med anarbejdet på filmen skænkede Uri Yaari
han at finde
dre forsøgte han at
sit omfattende privatarkiv til Per Katz.
en flugtrute til
finde en flugtrute til
Dette har ført til udgivelsen af bogen:
Palæstina. Det
Palæstina
Man skal blande sig – Uri Yaari in memo- skete igennem
riam (2014). Og med bogen følger filmen. deres hemmelige projekt ’Der neue Weg’.
En glimrende idé at lade dem følges ad.
De forsøgte at skjule sig under togvogne
Uri Yaari selv udgav i 1980 en lille bog:
og prøve ruterne af, ned gennem Europa.
Konfrontationer – En ung jødes vej i
Nogle døde derved, andre blev taget og
Nazitiden. Per Katz’ nye bog, ’Man skal
sendt direkte i koncentrationslejr.
side 22, SOS mod Racisme — efterår 2014
Dette livsfarlige projekt måtte opgives
og Uri Yaari søgte i stedet ind i den danske modstandsbevægelse, skønt det ikke
var så ligetil, da han med sin tyske baggrund kunne være en mistænkelig person. I oktober 1943 hjalp han sine landsmænd med at blive sejlet over til Sverige.
Selv ønskede han ikke at komme til Sverige, men ville kæmpe mod nazisterne.
Uri Yaaris deltagelse i modstandsbevægelsen skabte uro i den jødiske menighed, da det gjaldt om at holde sig i
ro og gøre sig så usynlig som muligt og
at samarbejde, som Judenrat gjorde det
(jvf i øvrigt hertil Hannah Arendts kritik
af Judenrat). Uri Yaari blev siden stukket
og taget af Gestapo, blev i Odense udsat
for tortur, før han som modstandsmand
blev sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen. Først i oktober 1944 opdagede tyskerne, at han var jøde, hvorefter
han blev sendt videre til koncentrationslejren Auschwitz. Alle vidste, fortæller
han, at her blev alle jøder ’gasset’, man
kunne se røgen komme op af skorstenene og man kunne lugte den.
…januar 1945 Uri Yaari beretter om en
begivenhed, der hændte i januar 1945.
Russerne var rykket så langt frem, at tyskerne havde besluttet at deportere fangerne i Auschwitz vestpå, i et desperat
forsøg på at skjule koncentrationslejrens
rædsler. Lejrkommandanten havde holdt
den sidste appel i Auschwitz, hvor han
meddelte, at ‘Das grosse Vaterland’ ville
redde dem fra bolsjevikkerne. Hvilket de
naturligvis godt vidste var løgn. Næste
morgen marcherede de af sted tusinder
og atter tusinder af fanger i rækker på
fem. Det der siden blev kaldt for dødsmarchen. Fangerne var på begge sider
ledsaget af SS-vagter. Hvis nogen ikke
længere kunne følge med, blev de likvideret.
Ved siden af Uri Yaari gik en gammel mand, en ungarer, der begyndte at
sakke agterud. Uri Yaari forsøgte at få den
gamle mand med, men han kunne ikke
mere. ”Hele min familie er død, lad mig
ligge”. Til sidst tog Uri Yaari førergreb på
ham for at få ham med, men måtte til
sidst opgive. ”Til hvad nytte? En absurd
handling i en absurd verden”, tænkte
han.
Kort efter hørte han skuddene.
Da viste det sig, at en SS-vagt
havde set, hvad der var foregået.
For første gang i
de atten måneFor første gang i de
der han havde
atten måneder han
været i konhavde været i koncentrationslejr
centrationslejr var
var der en SSder en SS-soldat, der
soldat, der talte
talte(!) til ham…
til ham: “Var det
din far?” — “Nej,” svarede jeg, “jeg kendte
ham ikke.” Hvortil SS-vagten svarede: “Jeg
begriber ingenting.”
Da Uri Yaari i filmen fortæller om, hvad
der skete på dødsmarchen, kan han ikke
længere holde sine følelser tilbage.
Exodus Uri Yaari kom afkræftet tilbage
til Danmark i oktober 1945. Han søgte
på ny at komme til Palæstina. Kom af
sted med et illegalt, overfyldt, skib i 1947
fra Sverige. De nåede så tæt til kysten
af Israel, at de kunne se Karmels bjerg,
ja mennesker inde på stranden. Skibet
blev afvist af englænderne. Under den
tumult, der opstod, blev Uri Yaari slået
så voldsomt, at han måtte bringes i land
til lægebehandling. Efter at være blevet
syet sammen blev han igen eskorteret
ud på flygtningeskibet, der blev omdirigeret til Cypern. Her var han sammen
med de andre interneret i en lejr i ét år,
før det endelig lykkedes ham at komme
til Palæstina.
Uri Yaari lagde sine kræfter i kibbutzen
Neot Mordechai i det nordlige Israel.
Han blev Mellemøsten-korrespondent
for dagbladet Information fra 1970 til
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 23
1976. Derefter kom han igen til Danmark,
drevet af kærlighed til en dansk kvinde,
Hanne Bohr. De blev siden gift. Opholdet
i Danmark skulle kun være midlertidigt,
men det blev resten af hans liv.
forhandles med! Udviklingen i Gaza peger på, at der ikke er tid at spilde af.
Testamente Uri Yaari døde den 3.febrar 1987. I ’Man skal blande sig’ kan man
læse de taler, der blev holdt ved en “alMellemøsten–korrespondent Uri
ternativ” afsked med ham fra kapellet
Yaaris artikler som Mellemøsten–
på Mosaisk Troessamfunds begravelkorrespondent viser hans indgående
sesplads, før hans kiste blev fulgt til luftkendskab til israelsk politik, oplevet inhavnen og fløjet til Israel. Han ligger bedefra. Ligeledes er der artikler fra hans
gravet på kirkegården i kibbutzen Neot
tid som redaktør for Jødisk orientering.
Mordechai.
Hans synspunkter betød at han måtte
Uri Yaari siger
opgive at være redaktør. Uri Yaari blev
i den til indled“Solidaritet, tolerance
med-initiativtager til den dansk-jødiske
ning nævnte tale
og ligeret, det er pefredsbevægelse, New Outlook, og i bogen til ’En alternativ
sachfestens budindgår ligeledes artikler fra hans tid som sederaften’, peskab…”
redaktør på New Outlooks blad, ’Udsyn’. sach højtiden,
I filmen siger Uri Yaari, at han ikke bare
påsken: “Solidaritet, tolerance og ligeer født som tilhørende en minoritet, men ret, det er pesachfestens budskab… Vi må
selv har valgt at tilhøre minoriteterne.
ikke tolerere trangen til at lukke øjnene.
Han siger det i forbindelse med en sorg
Ingen skal kunne sige “jeg kendte intet til
over udviklingen i staten Israel. Han ser,
uretfærdighederne” — “jeg trækker mig
at staten Israel er bygget på andres rutilbage til en øde ø” — “jeg sidder i mit eliner. Situationen er umulig. Kun en tofenbenstårn”. Engagementet er pligt. Ved
statsløsning for Israel og Palæstina er
min gennemlæsning af pesach–historien
fremtiden. Man kan kun forhandle fred
er jeg igen og igen stødt på det samme –
med sine fjender. Det er dem, der skal
solidaritet og engagement.”
I Shakespeares Købmanden i Venedig, III,1. har Shylock følgende replik:
”Han [Antonio] har leet over mine tab, spottet over min vinding, forhånet mit folk, krydset mine forretninger, kølnet mine
venner, opildnet mine fjender!
Og hvad er hans grund?
Jeg er jøde!
Har en jøde ikke øjne, har en jøde ikke hænder, arme, ben, organer, skikkelse, sanser, lidenskaber? Næres han ikke af samme
føde, såres han ikke af samme våben, er han ikke udsat for de
samme sygdomme, helbredes han ikke ved de samme lægemidler, varmes og køles han ikke af samme sommer og vinter
som en kristen? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I kilder
os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke? Og når I gør
os fortræd, skal vi da ikke hævne os? Er vi jeres lige i alt andet,
vil vi også ligne jer i det.”
side 24, SOS mod Racisme — efterår 2014
Velkommen til det hudfarvede land
Anmeldelse af digtsamling
af Lea Møller Vilhelmsen, cand.scient.adm
Julie Steen-Knudsen: ’Atlanterhavet vokser’ Digtsamling, Gyldendal 2013. Kr. 175,00
Tidligere er udkommet ’Hjem er en retning’, 2011.
Digtsamlingen Atlanterhavet Vokser er et
Du er hjemme på besøg og fortæller
interessant blik ind i
At du prøvede at købe en foundation
et søskendepars liv,
I Kastrup Lufthavn, men ekspedienten
ind i en sammenbragt
Kunne ikke hjælpe dig. Din hud er for mørk.
familie, ind i en faVelkommen til det hudfarvede land.
milie, hvor digterens
Her er du født og opvokset.
søster er mulat (elHer har du oplevet, at din hudfarve vakte opler ’mulit’, som søstesigt.
ren lærer i børnehaDet har min hudfarve ikke gjort,
ven), og hvor digteren
ikke her. Der er ting du har oplevet i vores
skriver om at prøve
fædreland (som ikke er din fars) som jeg
at forstå, hvordan det
ikke har oplevet
er ikke at være hud(fordi
det
er min fars land).
farvet i et hudfarvet
Min pudder hedder 01 neutral
land. Hendes lillesøster har moderen
(og kunstneren Nina
Steen-Knudsen) med en mand fra Congo, og digteren beskriver de forskelle, der gør,
at de både har fælles familie, men også i mere end én forstand lever på hver deres
side af et atlanterhav.
Julie Steen-Knudsen skriver om at leve i et land, hvor søsterens hudfarve altid har
vakt opsigt, og altid har krævet en ekstra forklaring, for hvordan kan det dog hænge
sammen, at I er søstre? Og om hvordan søsteren flytter til USA for bedre at kunne
leve med racismen derovre, fordi folk er meget mere forskellige end hjemme i Danmark, hvor ’konteksten for ordet neger er hudfarvet’.
Amerikansk litteratur om racisme JSK
udforsker, hvordan det er at være sort,
og skriver fra både litteratur om racisme
gennem tiderne, både gennem ældre
dokumenter fra kolonialismens og slaveriets tid i Congo, men også fra den amerikanske litteratur (som hun ser på sin
søsters bogreol under et besøg i Las Vegas). Man kan således blive lidt klogere
på fx brugen af ordet Nigger, da der citeres fra Randall Kennedys bog Nigger: The
strange career of a troublesome word,
ligesom hun læser Black like me om en
John H. Griffin, som gjorde sig sort i en
periode og oplevede, hvordan det er på
egen krop, indtil han brød sammen og
stoppede med at gå under-cover som
sort.
I det hele taget gør JSK et interessant
forsøg på at forstå, hvorfor der på nogle
måder er et Atlanterhav mellem hende
og hendes søster med udgangspunkt i de
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 25
forskellige hudfarver. Og man bliver klogere på, hvordan det er at være søster
til en med en anden hudfarve og klogere på, at der er svært at blive klog på,
hvorfor det stadig forholder sig sådan, i
særdeleshed i Danmark, det hudfarvede
land.
JSK bruger historiske greb og personlige greb i en blanding og lykkes godt
med at komme bag om med en vinkel,
som jeg ikke kendte, og jeg lærte nyt om,
hvordan det opleves fra en hudfarvet søster til en ikke-hudfarvet, at Danmark på
mange måder stadig er en andedam og
fyldt med fordomme, og hvor det stadig
kan være interessant, at man ser anderledes ud.
menbragt og adskilt, og hvordan det skaber små kløfter, at den ene søster har
sin hvide far om hjørnet, mens den andens er rejst til Congo. Og om hvordan
man også kan være jaloux på søsterens
øvrige halvsøskende med fælles arv fra
Congo og over, at moren bruger timevis
på søsterens afrohår, mens hendes eget
hår klasker som et gardin på begge sider
af hendes ansigt.
Hvis man vil blive lidt klogere på verden omkring en ikke–hudfarvet dansker, er ’Atlanterhavet vokser’ et rigtig
fint sted at starte, og man kan endda få
inspiration til læsning af klassikere inden
for racisme-temaet med på vejen, hvis
man er til den slags, samt ’sjove’ gamle
citater fra dansk slavehistorie mv. Hvis
Familieformer også uden racisme JSK man samtidig er åben for, at digtene er
skriver også godt om den sammenbragte ret forskellige og nogle af dem sværere at
læse end andre, så er det med at få den
familie, uanset om dele af den er fra
Congo, og giver nogle rørende eksempler læst. Digtsamlingen er meget læseværdig
og anbefales hermed.
på, hvordan børn oplever at blive sam-
Vi er vant til at folk spørger hvor du kommer fra,
Hvordan det kan passe at vi skulle være søstre.
Wow,
Så har du bare sådan en lækker mulatlillesøster.
Det holder aldrig op med at forundre mig
At det er nødvendigt at sige ”mulat” inden søster.
Jeg ville ønske jeg kunne vende det døve øre til,
At jeg kunne få lov til at være farveblind, men det
er min blåøjede fantasi. At være søstre: Lige. Forskellige.
Ammet ved det samme bryst. Mælken, navnet
Forbinder os. Atlanterhavet adskiller, forbinder os.
side 26, SOS mod Racisme — efterår 2014
Generalens søn – frygtens bekæmper
Boganmeldelse
Af Malene Fenger-Grøndahl
Miko Peled: Generalens søn En israelers rejse i Palæstina. Vindelsti, 2014 Kr. 248,95
Kan et selvmordsangreb, hvor en 13årig pige bliver dræbt, forvandle frygt til tillid
og gøre en zionistisk israeler til en formkæmper for en fælles israelsk-palæstinensisk
stat? — Det håbefulde svar findes i ny bog, der giver et sjældent set perspektiv på
Israel-Palæstina-konflikten.
Da jeg for nylig mødte en palæstinensisk pige fra Vestbredden, slog det mig,
at hun næsten konsekvent omtalte israelere som soldater. Det var soldater, der
havde slæbt hendes far væk for øjnene af
hende, da hun var seks år gammel. Det
var soldater, der havde mishandlet og
tortureret ham, så han aldrig igen blev
den samme. Det var soldater, der havde
skudt familiemedlemmer og venner. Israelerne var for hende de soldater, der
spredte død, ødelæggelse og håbløshed.
Jeg spurgte hende, om hun gennem sin
barndom aldrig havde mødt en israeler, som hun havde haft mulighed for at
tale med menneske til menneske. Uden
våben eller frygt til at forhindre et reelt
møde. Hun blev tom i blikket og svarede:
”De vil ikke mødes med os. Det er dem,
der ikke vil have noget med os at gøre.”
På sin vis bekræfter den nyoversatte
bog ”Generalens søn – en israelers rejse
i Palæstina” den beskrivelse af israelernes forhold til palæstinenserne. For bogens forfatter, Miko Peled, søn af en af
Israels mest berømmede og hædrede
generaler, Matti Peled, beskriver netop,
hvordan man som menig israeler stort
set ikke har en chance for at møde en
palæstinenser på lige fod. At bevæge sig
ind på Vestbredden eller i Gaza bliver
anset for et brud på sikkerhedsreglerne
og kan medføre anholdelse og fængsling.
Desuden er de fleste israelere opdraget
med en så stærk frygt for ’den anden’, for
de palæstinensiske ’terrorister’, at meget
få af dem overhovedet ønsker at bryde
disse sikkerhedsregler.
En vilje til fred og forsoning Men Miko
Peled når til et punkt, hvor han trodser reglerne og den frygt, han selv viser
sig at være dybt præget af, modsat hvad
han bilder sig ind. Det sker, da Miko Peleds 13årige niece i 1997 bliver dræbt i
et selvmordsangreb i Jerusalem. I stedet for at ønske hævn over palæstinenserne konkluderer han, at den eneste
vej frem for at forhindre flere uskyldige ofre er, at Israel afslutter besættelsen, og at de to folk, der hører hjemme
i samme land, lærer hinanden at kende.
Miko Peleds far
har sået et frø
Miko Peleds far har
i sin søn, som
sået et frø i sin søn,
gør denne vilje
som gør denne vilje
til fred og forsotil fred og forsoning
ning mulig.
mulig.
Faren konkluderer nemlig allerede tidligt, at Israels
besættelsespolitik er forfejlet. Et vendepunkt er farens udnævnelse til militær
guvernør i Gazastriben i 1956. Matti Peled
oplever, hvordan hans landsmænd opfører sig som en besættelsesmagt lig den
britiske, som han selv kæmpede mod få
år tidligere, og han beskriver i en rapport, hvordan han under sine samtaler
med de lokale opdagede, ”at de ikke var
hævngerrige på grund af alle de trængsefterår 2014 — SOS mod Racisme, side 27
ler, vi havde påført dem, og de ønskede
heller ikke at komme af med os. De var
realistiske og pragmatiske og ønskede
bare at være frie.”
rismen, må vi gøre en ende på besættelsen og slutte fred.”
Aftjener værnepligt – og bor i flere år i
udlandet Generalens søn lytter, men
gør sig først sine egne bitre erfaringer,
Kamp for frihed med ikke–voldelige
før han alvor forstår sandheden i farens
midler Mange år senere er det i
ord. Miko Peled aftjener sin værnepligt,
høj grad samme oplevelse, hans søn,
og her bliver han efterhånden klar over,
Miko Peled, får af palæstinenserne
at faren havde ret. Men han gør i begynpå Vestbredden og i Gazastriben.
Han bliver over- delsen ikke meget andet med den erkendelse end at trække sig bort fra hæren og
rasket af det
Han bliver overrasket
fordybe sig i karatetræning og i sit eget
faktum, at så
af det faktum, at så
mange palæsti- familieliv med konen Gila og de med timange palæstinenden tre børn.
nensere fortsat
sere fortsat insisterer
Familien bor i en årrække uden for Isinsisterer på at
på at kæmpe for derael,
både i Japan, USA og England, og da
kæmpe for deres frihed med ikkeMiko Peleds niece bliver dræbt, er famires frihed med
voldelige midler
lien etableret i San Diego i USA. Måske
ikke-voldelige
er netop den geografiske afstand med til
midler, til trods for den vold, de udsætat skærpe Miko Peleds blik på det land,
tes for fra israelsk side. Men der skal gå
mange år, før han får mulighed for at op- han er født og opdraget i. De første forsigtige skridt i retning af mødet med ’den
leve, hvad der gemmer sig bag skræmanden’ tager han da også i USA, hvor han
mebilledet af de voldelige palæstinenengagerer sig i jødisk-palæstinensiske
sere.²
dialoggrupper.
I mellemtiden, mens Miko endnu er
Alene dette skridt er skræmmende for
barn, forlader hans højt dekorerede far
ham
– og hans familie: ”Min kone Gila,
hæren, fordi han ikke længere tror på
der var vokset op i kibbutz, var nervøs.
hærens logik og ikke tror på, at den zionistiske drøm om et jødisk land, kan re- Ingen af os havde nogensinde været i en
palæstinensers hjem, og Gila frygtede for
aliseres via besættelse. Han helliger sig
herefter en akademisk karriere, hvor han mit liv. ”Hvad nu, hvis de gør dig noget?
forsker og underviser i arabisk litteratur. Hvad nu, hvis du ikke kommer tilbage?”
spurgte hun., mens jeg gjorde mig klar
Han bliver dog også inddraget i politik
til at tage af sted til mit første møde med
og er med til at lægge kimen til de forhandlinger, der førte til Oslo-aftalen. Han nogle palæstinensere. Skønt jeg var 39
og var vokset op i et forenet Jerusalem,
ytrer sig modigt og stædigt med kritik
havde jeg aldrig haft arabiske venner. Nu
af den israelske hærs fremfærd og siger
bl.a. under et foredrag i 1970’erne (sådan skulle jeg for første gang møde palæstinensere på lige fod.”
som sønnen Miko husker det): ”Terrorisme er forfærdelig. Men det er et faktum, at når en lille nation bliver styret af Fælles skæbne som ofre for en konen større, terror det eneste middel, den
flikt, som de alle er født ind i I dialoghar til sin rådighed. Sådan har det altid
gruppen møder Miko Peled palæstinenværet, og jeg tror desværre, at det altid vil sere, der kan berette om massefordrivære sådan. Vil vi gøre en ende på terro- velser, massakrer og alvorlige overgreb
²Læs også: http://www.sameksistens.dk/blogs/marianne/2014/regnbuenation/
side 28, SOS mod Racisme — efterår 2014
– alt sammen noget, der ikke stemmer
overens med den historie, han kendte,
som fremstillede Israel som en forsvarsløs David, der kæmpede mod en arabisk
Goliat. Det er hård kost, men det, der gør
mødet muligt, er, at både Miko og hans
’modpart’ får øje på deres fælles skæbne
som ofre for en konflikt, som de alle er
født ind i.
Om et møde i dialoggruppen skriver
Miko Peled: ”Det er første gang, jeg befinder mig et sted, hvor palæstinensere og
jøder er ligemænd”: ”…ligemænd,” tænkte
jeg. ”Der er ingen besættelsesmagt og ingen besatte, vi er alle sammen borgere
med samme rettigheder og samme beskyttelse af loven. Den kendsgerning, at
vi kunne tale sammen og se hinanden i
øjnene, gjorde en kolossal forskel. I virkeligheden kan det have været det, der
gjorde dette møde muligt. Havde vi boet
derhjemme, have vi aldrig kunnet mødes
på den her måde.”
Netop den dårlige mulighed for reelt at
møde sin ’fjende’ og indse, at vedkommende er et menneske – og ligesom en
selv offer for frygt, fordomme og ”magtinteresser” – er noget af det mest slående – og nedslående i bogen. Kilde til
håb er til gengæld den enorme effekt,
som de sjældne møder har selv på mennesker, som har oplevet så voldsomme
traumer og overgreb, at det ikke ville
være svært at forstå, hvis de sad fast i
frygtens, hadets og hævnens logik.
sisk fredsaktivist, er det første gang, siden han var der som soldat.
Det, der møder Miko Peled, på Vestbredden, er ikke blot en virkelighed, som
skræmmer ham, fordi den viser Israels brutale undertrykkelse af palæstinenserne i al sin gru og i skæbne efter skæbne. Det er også – nok så vigtigt – hans egen frygt. Han er tæt på at
lade sig styre af frygten og opgive sit
forehavende om at møde ’den anden’.
Men han beslutter at trodse
…han beslutter at
og bekæmpe
trodse og bekæmpe
frygten – ikke
frygten – ikke kun hos
kun hos sig selv,
sig selv, men også
men også hos
hos den anden.
den anden. Det
kan lyde enkelt eller ligefrem banalt,
men Miko Peleds bog viser, at det er alt
andet.
Den svære erkendelse af, at det land,
han er vokset op i, er bygget på undertrykkelse. Eller at det har forvandlet sig
til en besættelsesmagt, hvis moralske integritet er gået fløjten. Hele hans og hans
fars historie handler om, at der findes
et valg. At der er en mulighed for at sige
stop og sige fra, når man fornemmer, at
det moralske kompas er gået i stykker.
Ny politisk erkendelse På mange måder mener Miko Peled, at det er logik
og almindelig sund fornuft, at Israel
må ændre kurs. Hans egen rejse fører
ham endda til den holdning, at en toTrodser og bekæmper frygten Miko
statsløsning ikke er hverken ønskelig elPeleds indtræden i dialoggruppen er et
ler realistisk. Han gør med andre ord op
af mange ’lyse øjeblikke’ i bogen ”Genemed sin zionistiske drøm om en jødisk
ralens søn”. Hans blik bliver blot skærpet, stat, for, som han skriver: ”Jeg forstod så
efterhånden som han bevæger sig dysmåt, at de problemer, der var årsagen
bere ned i sin fars historie og ind i den
til konflikten, kun kunne løses ved, at der
del af sit land, han hidtil mest har kendt
blev skabt en stat, hvor begge folk levede
som et fjendtligt territorium, han skulle
som ligeværdige borgere”.
være med til at bevogte som soldat. Da
Her skilles han holdningsmæssigt fra
han i 2005 bevæger sig ind på Vestbred- sin svoger Rami, han hvis datter blev
den for at mødes med en palæstinendræbt som 13-årig. For selv om Rami er
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 29
side 30, SOS mod Racisme — efterår 2014
involveret i freds- og dialogarbejde i organisationen Sørgende Familiers Forum,
der samler familier fra begge sider, der
har mistet børn i konflikten, er han ikke
parat til at opgive den zionistiske drøm.
Historien om en massakre Miko Peled
overvejer, om hans egen far ville have taget det sidste skridt og tilsluttet sig ideen
om en en-statsløsning, et sekulært demokrati, hvor palæstinensere og israelere kan leve som ligeværdige borgere.
Med beskrivelsen af den rationelle og
principfaste general i baghovedet tvivler man som læser på, at Matti Peled ville
have bevæget sig væk fra sit zionistiske
udgangspunkt. Og så alligevel.
For det viser sig, at der er en sprække
i billedet af den rationelt tænkende general. En sprække, som Miko Peled først
opdager sent i forløbet, da han får lejlighed til at møde Abu Ali Shahin, Fatahleder og leder for de palæstinensiske politiske fanger i mere end to årtier. Han
kan berette om et overgreb begået i 1967,
året før Matti Peled forlod den israelske
hær.
Her finder en massakre sted i Rafahflygtningelejren i Gazastriben, hvor Abu
Ali Shahins familie har boet, siden deres landsby blev ødelaget i 1948. En israelsk officer ankommer til Rafah-lejren få
dage efter Seksdageskrigen i 1967 og beordrer alle mænd over 13 år stillet op ad
en mur. Så skyder han dem egenhændigt
ned én efter én og giver ordrer til, at en
bulldozer skal køre hen over ligene. Flere
end 30 bliver dræbt, heraf alle mænd i
Abu Ali Shahins familie. Abu Ali Shahin
var væk fra lejren, da massakren fandt
sted, men da han kommer tilbage, bliver
han taget til fange og tortureret. Men en
dag stopper torturen, og han får besked
om, at hen officer vil undersøge massakren. Officeren var Matti Peled. Han
havde fået kendskab til massakren og tog
egenhændigt ud for at se stedet og tale
med de efterladte. Miko Peled taler med
sin mor om episoden, og hun bekræfter
Fatah-lederens ord: ”Din far var så vred,
at han ikke kunne sove i flere uger. Han
skrev om det til Rabin og Haim Bar-Lev,
men de foretog sig intet. Det forandrede
ham fuldstændig.”
Frygten for den anden er den værste
fjende Der er gået over 45 år siden
massakren, og Matti Peleds kamp for at
forhindre sin hærs og sit lands moralske
forfald må siges kun at have båret frugt
i meget begrænset omfang. Det er den
triste side af historien om generalen og
hans søn. Den håbefulde side af historien er, at selv, når det synes for sent at
åbnen øjnene for den barske sandhed, er
det muligt at gøre det – og Miko Peleds
arbejde med børnene i Gaza og på Vestbredden er blot et af mange eksempler
på det.
Med karatetræning som
…at lære børnene
middel fordet, hans fars og hans
søger han i at
eget liv har lært ham:
lære børnene
at frygten for den andet, hans fars
den er den værste
og hans eget liv
fjende.
har lært ham:
at frygten for den anden er den værste
fjende. Og det utrolige og håbefulde er,
at børnene – trods alt det, der kunne få
dem til at afvise karatetrænerens logik
– er åbne for hans ord om fred og forsoning. Så jo, ord kan skabe nye virkeligheder – og Miko Peleds ord i sin bog
om ”Generalens søn” hører til de ord, der
lavmælt, men stærkt formår at trænge
dybt ind og starte en forandring. Fra frygt
og hævn til den svære forsoning og den
håbefulde tro på menneskets evne til
fællesskab.
anm. opr. i netavisen Sameksistens den
28. august 2014.
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 31
Tale ved Venskabsprisen, 2013
Prismodtager: advokat Niels-Erik Hansen
af Anne Nielsen, næstformand SOS mod Racisme
Kort efter VK(O)-regeringen trådte til,
blev Det Danske Center for Menneskerettigheder i 2002 i første omgang truet
med at miste enhver selvstændighed og
lagt ind under Udenrigsministeriet eller blive lukket, fordi det forholdt sig kritisk til overtrædelser af menneskerettighederne i Danmark. Senere blev der
indgået en studehandel mellem Dansk
Folkeparti og regeringen om, at Menneskerettighedsinstituttet - omorganiseret
som IMR - fik lov til at blive på en række
betingelser. En af dem var, at Nævnet for
Etnisk Ligestilling skulle nedlægges til
gengæld. For man ønskede ikke etnisk
ligestilling!
Og samtidig blev munden lukket på
kritiske røster i sektorforskningsinstitutterne, og forskningspuljerne svandt på
universiteterne. Statsministerens kritik
af smagsdommere førte til at Dansk Folkeparti overtog eksperternes rolle i TVnyhederne, det var – i hvert fald for os –
umuligt at komme igennem med noget
som helst i DR og TV2.
Samtidig fik DRC sammen med SOS
mod Racisme og indvandrerorganisationer og en række andre institutioner der
arbejdede for ligeværd og mod racisme
frataget statstilskud – sammen med en
række andre råd og nævn. DRC måtte
skære kraftigt ned og leve af projekter
og småjobs fra tid til anden, fx med monitorering af diskrimination i Danmark til
internationale organer.
Da jeg dengang
forsøgte at
…et adelsmærke…
trøste Niels-Erik
med, at det var et adelsmærke, når man
var genstand for et så massivt angreb fra
side 32, SOS mod Racisme — efterår 2014
regeringen og Dansk Folkeparti, at han
mistede sit job på det, sagde han, at så
måtte det være et dobbelt adelsmærke,
når man – som han - havde mistet sit job
to steder: i DRC og Nævnet for Etnisk Ligestilling. Niels-Erik fortsatte i DRC på
usikre økonomiske vilkår.
Alene i
2013 har
NielsErik
Hansen
vundet
3 principielle sager imod danske myndigheder
eller arbejdsgivere, for DRC eller i sin advokatvirksomhed:
— Den ene sag fandt sted på en privatskole, da en dreng i 4. klasse blev
smidt ud, efter at hans far havde anklaget skolen for racisme.
— I den anden sag blev en mand i et vikarbureau fyret efter han havde klaget
over racisme på den virksomhed, han arbejdede på.
Både drengen, der blev smidt ud af
skolen, og manden i vikarbureauet blev
tilkendt en erstatning. Man skal altså ikke
kunne straffes for at klage over racisme.
— Den tredie sag var en sag, hvor Danmark var indklaget for FNs komité mod
tortur, CAT.
Det drejede sig om en afghansk flygtning, der tidligere var blevet tortureret
og forfulgt, både af Taleban og af regeringen. CAT fastslog, at det var en overtræ-
delse af torturkonventionen, at asylansøgeren ikke var blevet undersøgt for
tortur før han fik afslag og blev tvangsudsendt til Afghanistan, hvor han blev
fængslet i 14 dage efter ankomsten. Det
lykkedes siden TV2 at finde ham i Pakistan, og han kom tilbage til Danmark og
fik asyl.
Niels-Erik, jeg har kendt dig igennem
de sidste 20 år, og beundrer dig for dit
mod, din vedholdenhed og din vedblivende evne til at føre sager for udlændinge, asylansøgere og etniske minoriteter, selv om main-stream Danmarks
politik desværre er ”Danmark for danskerne – udlændinge ud”.
For ca 20 år siden var vi sammen til et
møde i Studenterhuset om bekæmpelse
af racisme. Den gang var den lille nazistiske bevægelse et af hovedproblemerne
– selvfølgelig sammen med diskrimina-
tion og racisme i hverdagen. Men i dag
er nazisterne uden større betydning, det
er mere fremmedfjendtlighed hos større
dele af befolkningen, medierne og politikerne, og de fremmedfjendske love, der
er gennemført, der er vores opgave at gå
imod, end det er nazisterne. Diskrimination og chikane af etniske minoriteter er
desværre udbredt i Danmark nu.
Så meget desto vigtigere er
Niels-Erik, jeg har
det at vi holder
kendt dig igennem de
fanen højt, og at
sidste 20 år, og beunvi arbejder samdrer dig for dit mod,
men. Derfor er
din vedholdenhed…
vi også meget
glade for samarbejdet mellem DRC og
SOS mod Racisme, som vil blive stærkere i den nærmeste tid.
Til lykke med Venskabsprisen!
”Hvis vi vil kæmpe for sand frigørelse i dag, må vi
bevæge os ud over abstrakt respekt for de andre
og hen imod en positiv emancipatorisk Leitkultur,
som både opretholder autentisk sameksistens og
blanding af forskellige kulturer.
Kampen mod vestlig neokolonialisme og fundamentalisme, Wikileaks’, Snowdons og Pussy Riots
kamp, kampen mod antisemitisme og aggressiv zionisme må være del af samme universelle kamp.”
Slavoj ZiZeck
udtalt under besøg i København denne sommer,
gengivet i dagbladet ’Information’
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 33
Nekrolog
Mindeord om Inga Axelsen, Nørrebro, 73 år
af Anne Nielsen, SOS mod Racisme
Sundhedsplejerske, ph.d.
Inga Axelsen døde d. 5. juni
efter at have ligget i koma siden hun blev kørt ned d. 29.
januar.
Inga har livet igennem
kæmpet for en bedre verden. Hun har været aktiv i
talrige græsrodsbevægelser
og NGO’er, ligesom hun i sit
arbejde og privat altid har
støttet dem, der havde brug
for hendes hjælp. Kampen
blev ført gennem beboerbevægelser: Røde Rose på Ydre
Nørrebro, og miljøbevægelser, hvor hun og hendes
mand, Tony, startede et økologisk jordbrug: Permakultur.
Og i kvindebevægelser: Kvinder i sort, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Mangfoldighedsnetværket, Follow the Women: et
græsrodsinitiativ hvor kvinder fra mange lande cyklede
i Mellemøsten for at fremme
dialogen i fredsprocessen og
sætte fokus på kvindernes
situation. Og i politik, hvor
hun stemte på Enhedslisten,
og i øvrigt var aktiv i Boykot
Israel. Inga gik ind for – om
nødvendigt - civil ulydighed,
og var en af de Bedsteforældre for Asyl (BfA), der sang
i Folketinget, da nye stramninger af udlændingeloven
skulle vedtages.
side 34, SOS mod Racisme — efterår 2014
Hun kæmpede for asylansøgere, flygtninge, asylbørn, og for psykisk syge i
værestedet Muhabet, og som frivillig i
Rehabiliteringscentret for Torturofre. I
Amnesti Nu samlede hun og andre over
90.000 underskrifter ind for at asylansøgere skulle have ophold senest 3 år efter de var kommet til Danmark – og ikke
som nu opgive håbet og blive psykisk
syge i asyllejrene pga. uvished om fremtiden og manglende muligheder for at
deltage aktivt. Hun var en tid koordinator
for Bedsteforældre for Asyls demonstrationer ved asylcentret for psykisk syge
og traumatiserede asylansøgere i Kongelunden, og hun var hovedkvinde bag
en cykeldemonstration, hvor BfA kontaktede borgmestre, civilsamfundet og
asylsøgerne rundt om i Danmark. Hun
var også med til at planlægge og lede et
møde mellem NGO’er og Europaparlamentets delegation, LIBE, der på vores
opfordring kom til Danmark for at undersøge dansk asylpolitik og asylforhold
– og senere vedtog en meget kritisk rapport herom. Desværre fortsatte Danmark
sin umenneskelige behandling af asylansøgere, også efter regeringsskiftet i 2011.
praktiske opgaver. Hun var god og skarp
som ordstyrer og ikke bange for at sige
sin mening.
Inga var i 1990’erne en af de få sundhedsplejersker, der forskede, hun interesserede sig især for udsatte børn og
familier. Hun blev Master of Public Health ved Nordiska Hälsovårdshögskolan, og i 2004 fik hun en ph.d. grad på
afhandlingen: ”Sundhedspleje og ”særlige indsatser for svagt stillede børn og
unge” - myte eller virkelighed?”. Det var
svært at få midler til kvalitativ forskning,
så hun gjorde ph.d.’ en færdig, da hun gik
på efterløn. Hun fortsatte siden med at
arbejde med uddannelse og efteruddannelse af sundhedsplejersker igennem sin
pensionisttilværelse, og skulle i foråret
have været til Grønland for at uddanne
personale i sundhedspleje dér.
Inga var et stort menneske og samtidig
meget uselvisk. Hun havde sine meningers mod og kæmpede livet igennem for
retfærdighed og for de svageste, var aktiv, engageret, arbejdsom, udholdende
og ordholdende – og havde humor.
Hun efterlader sig mand, børn, svigerDe seneste år var Inga især aktiv i Boy- børn og børnebørn. I al ulykken kan vi
kot Israel og i SOS mod Racisme. Hun var glæde os over, at hun fik et godt efterår
med til at teste og dokumentere afvismed rejser med familien til Cuba og Mening af etniske mindretal ved diskotexico. Vi savner hende i vores fælles kamp
ker i København, til opredigering af vomod racisme, men kan glæde os over
res Minileksikon, til debatmøder og dehendes eksempel og alt det, hun fik udmonstrationer på asylområdet og til de
rettet.
efterår 2014 — SOS mod Racisme, side 35
’Teksten på væggen’ © Karen Margrethe Høskuldsson
ISBN 978-87-988550-8-8