1. No category

SOS mod Racisme
LIGE VÆRDIGHED FOR ALLE
Nyhedsbrev nr. 110
Forår 2014
ISSN 0909-9026
Karen Margrethe Høskuldsson: FLUGT - detalje af kortæppet i Vejrup Kirke
FLUGT
1
Indholdsfortegnelse
3
Leder
4
Debat i SOS mod Racisme
7
Forbud mod omskærelse er misforstået hjælp,der ikke er blevet bedt om.
8
En skalpel og et barn - billedet vi ser
11
Omskæring - imod både operation og forbud.
12
Drengeomskæring og religionsfrihed
13
FØLELSER. Tolerance er afgørende i demokratiske samfunds behandling af mindretal.
15
Hele Asylrets nytårstale 2013
17
Rakkerliv i Vestjylland
20
Afsløring af flere fordomme
22
En nødvendig stemme der vokser sig stærkere
26
Tyrkere, armeniere og europæere, lad os mindes det armenske folkemord sammen i Tyrkiet
27
Åbent brev
29
Taler på Nytorv den 1. november 2013
34
Demonstration på Kultorvet
36
Besøg af en musiker
37
Bøger/Radio/TV
39
Flugten til Sverige
41
Anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling
43
Anmeldelse af filmen De udvalgte
44
Det gælder om at vise, at vi er lige forskellige
45
Malala Yousafzai i samarbejde med Christina Lamb: Jeg er Malala
46
Ulydighed & etisk dynamik
48
Racismeparagraffen 75 år - racistisk retorik blandt politikere
SOS mod Racisme
Nørre Allé 7, 2200 København N
Kontoret er ikke betjent, kontakt os pr. email:
[email protected]
www.sosmodracisme.dk
Bladet er trykt med tilskud fra Kulturministeriets andel af Udlodningsmidlerne.
Ansvarshavende redaktør: Marianne Olsen
Bladet udsendes 2 gange om året og kan downloades fra hjemmesiden.
Indlæg til næste nummer sendes til: [email protected] senest 15. august 2014
Undervisningsmaterialer til gymnasiet: www.sosmenneskerettigheder.dk
Facebook: https://www.facebook.com/pages/SOS-mod-Racisme/141514536038554
Formand: Jette Møller: 4233 1969
Kasserer: John Ukpo: 4233 1968
Landskontaktperson: Birgitte Olesen,
Næstformand: Anne Nielsen
Revisor: Leif Christensen
Lokalafdelinger
Randers: Kontakt Birgitte Olesen
[email protected]
Indmeldelse
Udfyld og send indmeldelsesblanketten på www.sosmodracisme.dk og indsend 50 kr
for det første år i introduktionskontingent
Via netbank:
erstat evt. @ i email med AT
- Som girokort: Vælg 01 i type-feltet, skriv 1972200 som kontonummer.
Skriv navn, adresse, email, tlf. samt Nyt medlem på.
- Som bankoverførsel evt. med lang besked: SOS mod Racisme, registreringsnummer
1551 kontonummer 1972200. Skriv navn, adresse, email, tlf. samt Nyt medlem på.
Eller på posthuset:Udfyld et girokort med dit navn, adresse, e-mail og tlf., og skriv
Nyt medlem på.
Indbetal 50 kr til Giro 1972200,
SOS mod Racisme, Nørre Allé 7, 2200 Kbh. N.
Medlemskabet er gyldigt, når du har betalt kontingent.
København: Nørre Allé 7, 2200 Kbh. N
Formand: Steen Eriksen 6024 6191
Kontingent for 2014
Intro-kontingent 1. år og unge under 25 år: 50 kr
Ordinært medlemskab:
250 kr
Studerende, arbejdsfri, pensionister:
150 kr
Lokalforeninger:
400 kr
Landsforeninger:
1200 kr
SOS mod Racisme Nyhedsbrev nr. 110
Forår 2014 ISSN: 0909-9026
Gaver modtages med glæde!
2
Leder
Sidste år blev også det år hvor ERRC (European Roma
Rights Centre) og Dezideriu Gergely modtog 100.000 kr.
i Nationalmuseets festsal som en taknemmelig påskønnelse af arbejdet for Europas største mindretal, romaerne, der desværre stadig er jaget vildt mange steder og
således pådrager sig andre europæeres nedladende stigmatisering som nomader.
Derfor er dette nummers tema FLUGT. Flugt, fordi vi skal
tage os af flygtninge. FLUGT fordi vi vil gøre opmærksom
på at landets omskårne og dyrevenlige borgere ikke skal
flygte, men skal have lov til at leve her i landet.
Ved redaktionens slutning udtaler justitsministeren, at
man ved lovgivning vil råde bod på de udsendelser af velintegrerede unge mennesker som vi i disse måneder ser
nogle absurde eksempler på. Det er glædeligt, og SOS kan
kun varmt støtte at hele lovgivningen på udlændingeområdet også kan blive så forståelig, at vi kan hjælpe med at
få hæderligheden med ind i den sag.
Det er stadig en skamplet at vi her i landet har folk i lejre
flere år. Man skulle tro at det var umuligt efter anden
verdenskrig at lade medmennesker i realiteten rådne op
uden forbindelse til det omgivende samfund.
I dette nummer har redaktøren været i nærmere
forbindelse med Bedsteforældre for Asyl, en bevægelse
som vedholdende støtter de mest udsatte af vores indespærrede medmennesker. Derfor bringes her nogle
taler fra to demonstrationer.
God læselyst!
Demonstrationen på Nytorv i november vidner om en
forfærdelse over at politikere kan finde på at sende alvorligt psykisk syge mennesker ud af vores dejlige land,
hvor vi har ressourcer til både at hjælpe dem akut og til
at hjælpe dem til senere at få en tryg tilværelse, hvor de
kan bidrage med deres ofte store potentiale.
Ved demonstrationen i januar kæmpede vi for at Mortasa, der har været selvmordstruet, kan blive her. Det er
vores håb at lovgiverne nu også vil tage disse mennesker
med i deres lovgivning.
Men der er desværre også i denne tid tendenser til at
gøre livet surt for vore egne statsborgere, at indsnævre
deres frihed. Det ses i omskærelsesdebatten, som har
været skinger og ubehagelig. Senest har danske politikere, der støtter industriel slagtning og dyretransport,
forbudt jødisk og muslimsk slagtemetode – uden at forbyde jagt!
Så spørger man sig igen-igen om der overhovedet er nogen sammenhængskraft i det danske samfund? Formandens beretning er her god at få forstand af. Bladet bringer
endvidere et nuanceret udpluk af omskærelsesdebatten,
og vi retter ikke i skribenternes sprogbrug, heller ikke forhenværende Overrabbiner Melchiors.
3
Debat i SOS mod Racisme
indvandrermiljøer, at der er en meget udtalt social
kontrol, ikke mindst af pigerne. Især i muslimske
kulturer er det faderens og brødrenes opgave at vogte
om pigernes uskyld, indtil de bliver gift. Her er det hele
familiens ære, der er på spil, og hvis en pige mister
sin uskyld, bringer det skam over familien. Denne
skamkultur adskiller sig grundlæggende fra vores
individ-centrerede kultur, hvor vi taler om den enkeltes
skyld.
Det er også for at genoprette familiens ære, at man i
nogle kulturer går så vidt som til at begå ”æresdrab”,
når en kvinde forbryder sig imod familiens ære - en
betegnelse, der i sig selv støder i vores kultur, fordi
vi anser det som skændigt, når f.eks. en mand begår
jalousimord mod sin (eks)kone og eventuelt sine børn.
Æresdrab betragtes ifølge professor Mehmet Necef
ikke som en kulturel foreteelse af mange danske
forskere og sidestilles med jalousidrab. Men netop
i omgivelsernes reaktion adskiller æresdrab sig fra
jalousimord, idet æresdrab accepteres og bifaldes af
omgivelserne. Uden denne accept ville det nemlig ikke
være muligt at genoprette familiens ære ved at dræbe
en datter eller søster.
af landsformand Jette Møller
Som formand har jeg brug for at vide, hvad SOS mod
Racismes holdning er. Det er ikke i alle sammenhænge,
det er umiddelbart indlysende, så derfor arrangerede
jeg en debateftermiddag i januar for at finde ud af,
hvor SOS mod Racisme står på udvalgte områder.
Arrangerede ægteskaber - Tvangsægteskaber Æresdrab
Af samme grund er det vigtigt, at SOS mod Racisme til
enhver tid støtter unge i deres ønsker og krav om at
finde deres egen livsform.
Arrangerede ægteskaber hører hjemme i familiecentrerede kulturer, hvor et ægteskab er hele familiens
anliggende og ikke kun de to ægtefællers. I nogle
tilfælde anses ægteskabet for så vigtigt, at de unge
endda bliver viet imod deres vilje. I sådanne tilfælde er
der tale om tvangsægteskaber, som SOS mod Racisme
naturligt er imod. I andre tilfælde ønsker de unge
selv, at familien arrangerer deres bryllup, og sådanne
ægteskaber støtter vi op om. Til gengæld er det vores
opgave at lytte til de unge, fordi der findes glidende
overgange mellem tvangsægteskaber og arrangerede
ægteskaber, hvor de unge kan føle sig presset ind i et
ægteskab.
Modersmålsundervisning 1
Et spørgsmål, der ofte diskuteres i det danske samfund,
er betydningen af modersmålsundervisning. Det
hævdes, at man i stedet skal arbejde på at forbedre tokulturelle børns danskkundskaber. Der findes imidlertid
et hav af undersøgelser, der viser det modsatte: at man
styrker børnenes indlæringsevne generelt, når man
styrker deres modersmål - og at man i modsat fald
risikerer, at børnene bliver dobbelt-halvsprogede.
I bl.a. Tyrkiet og Pakistan er ægteskaber mellem fætre
og kusiner almindelige for at styrke den udvidede
familie. I Danmark har vi set eksempler på, at fætterog kusineægteskaber pr. definition er blevet fortolket
som proformaægteskab af de danske myndigheder.
Det vender SOS mod Racisme sig selvfølgelig imod.
Den største undersøgelse er amerikansk og omfatter
700.000 to-sprogede børn (Wayne & Collier, 2001).
Igennem 11 år fulgte man børnene, og den gruppe, der
fik subtraktiv sprogundervisning, dvs. et par års ekstra
undervisning i majoritetssproget, klarede sig markant
dårligere end de et-sprogede elever. En anden gruppe
børn blev undervist på majoritetssproget, men fik
desuden modersmålsundervisning og lærte bl.a. at læse
på modersmålet. De klarede sig bedre end den første
gruppe, men dårligere end de et-sprogede børn. Den
sidste gruppe børn fik både modersmålsundervisning
og undervisning i majoritetssproget og fik desuden
additiv sprogundervisning, idet halvdelen af deres
Normalt er der tale om patrilineære kulturer, så bruden
overgår til mandens familie, og børnene tilhører
manden. Af samme grund accepteres det som regel
ikke, at kvinden gifter sig ud af gruppen, hvorimod man
ofte affinder sig med, at manden gør det, fordi børnene
forbliver en del af gruppen.
Det er karakteristisk for de fleste familie-centrerede
4
halalslagtning. Det er imidlertid jødisk schæchtning,
som debatten rammer mest – uden at det dog rigtigt
er gået op for nogen.
undervisning foregik på modersmålet i 6 år – langsomt
nedtrappet (matematik og naturfag). De blev rent tosprogede og klarede sig bedre end de to andre grupper.
De var desuden klart bedre end gennemsnittet af de
et-sprogede børn i matematik, orienteringsfag og
naturfag.
Jødisk schæchtning og muslimsk halalslagtning minder
om hinanden, idet dyret ikke må være beskadiget ved
slagtningen. Hverken jøder eller muslimer må spise
dyrets blod, så blodet skal være løbet fra dyret. De
fleste muslimer accepterer dog, at kvæg bedøves med
en ikke-penetrerende boltpistol, umiddelbart inden
halsen skæres over, hvor det ved jødisk schæchtning
skal ske i omvendt rækkefølge. Kyllinger bedøves i et
strømførende bad.
Modersmålet er også afgørende for børnenes
identitetsdannelse, og det har desuden stor
betydning for forholdet mellem forældre og børn.
Som Leif Christensen udtrykte det, hvis man
går ind for integration, kan man ikke være imod
modersmålsundervisning.
’Halal’ betyder ’tilladt’, og halalslagtningen foretages,
mens der på arabisk siges: »I Guds navn, Gud er størst«.
Positiv særbehandling
Når dyret er schæchtet, er det ’kosher’ og tilladt for
jøder at spise. Det er så også samtidig ’halal’, mens
halalkød ikke nødvendigvis er ’kosher’.
Det er meget uheldigt, at affirmative action i sin tid
blev oversat til ’positiv særbehandling’, for enhver tale
om særbehandling får alting til at stritte på danskerne.
Det havde været bedre at kalde det ’omvendt
diskrimination’ eller ’anerkendende behandling’.
Der er imidlertid uenighed blandt muslimer. Amina
Tønnsen skriver f.eks. (Islamisk Studiebogssamlings
hjemmeside islamstudie.dk: Om halalslagtning):
Udtrykket blev første gang brugt af John F. Kennedy i
begyndelsen af 1960’erne, og tanken var, at for at bøde
på den diskrimination, som minoriteter (og kvinder)
havde været udsat for i fortiden, skulle man give dem
en fordel frem for hvide (mænd). Der blev derfor
indført kvoter ved bl.a. uddannelsesinstitutioner og i
større virksomheder.
”... det er ganske uladsiggørligt at udføre en korrekt
halal-slagtning under industrielle forhold, idet en
sådan iflg. islamisk tradition kræver en lang række
hensyn til slagtedyret:
- for at mindske smerten må dyret hverken føle sult
eller tørst i tiden op til slagtningen.
- dyret bør håndteres med ro og venlighed for ikke at
blive nervøs og bange.
- andre dyr bør ikke slagtes i dyrets nærvær.
- slagtekniven bør være så skarp som overhovedet
muligt, men må ikke skærpes i dyrest nærvær.
- snittet skal være hurtigt og præcist.
- derudover bør man under ingen omstændigheder
skære i dyret, før de allersidste, naturlige
krampetrækninger er ebbet ud...”
Californien var den første stat, der afskaffede race og
køn som optagelseskriterier ved en folkeafstemning i
1996. I 2003 fastslog Højesteret, at race gerne måtte
indgå i optagelseskriterierne ved Michigan Law School
for at sikre etnisk mangfoldighed, men det var med
dommerstemmerne 5-4.
Der er ingen tvivl om, at affirmative action har haft stor
betydning for bl.a. afrikansk-amerikanere, men det var
tydeligt, at ingen i SOS mod Racisme kunne forlige sig
med tanken om at give f.eks. en uddannelsesplads til
en ansøger, der havde et lavere gennemsnit end en
afvist ansøger, og diskussionen kom derfor ikke til at
handle om affirmative action, men om ligestilling.
Vi var enige om, at ingen kan have noget at indvende
imod denne form for slagtning, faktisk kunne man
ønske for alle danske slagtedyr, at de kunne blive slagtet
sådan. Jødisk schæchtning har ikke været foretaget i
Danmark i årevis, så vi konkluderede ikke på punktet.
Forsamlingen besluttede, at SOS mod Racisme arbejder
for, at offentlige virksomheder i deres ansættelser skal
stræbe imod, at personalesammensætningen afspejler
fordelingen i samfundet, både vedrørende etnicitet,
handicap, køn osv og skal dokumentere fremskridt på
området år for år. Private virksomheder, der ønsker at
indgå kontrakter med det offentlige, skal også kunne
dokumentere, at personalesammensætningen på alle
niveauer nærmer sig den, der svarer til det omgivende
samfund.
Det burde vi imidlertid have gjort, for vores nye
fødevareminister, Dan Jørgensen, forbød pludselig
slagtning uden forudgående bedøvelse pr. 17.2.2014
i et tillæg til en bekendtgørelse - uden overhovedet
at høre de berørte parter. Overrabbiner Bent Lexner
kalder det et indgreb i religionsfriheden og har udtalt
til religion.dk: ”...så længe Danmark tillader jagt, så er
forbud mod schæchtning ren populisme.... For Danmark
har [det] ingen praktisk betydning, fordi der ikke har
været [foretaget] schæchtning i Danmark i mange år,
men det er klart, at jeg ikke som jøde kan acceptere, at
Rituel slagtning
Der har på det seneste været en del debat omkring
5
nogen mener om min religion, at den ikke skulle gøre
det bedste for dyrene. Vi mener fortsat, at schæchtning
er den bedste aflivningsmetode, som verden kender.”
(religion.dk 18. februar 2014).
munistiske generalsekretærer har trodset truslerne og
praktiseret omskærelse...”
Efter at videnskaben har opgivet at operere med begrebet menneskeracer, har racismen taget andre former, og her i landet er det særligt muslimer, det går ud
over. SOS mod Racisme kæmper derfor ikke kun for den
menneskeret, der sikrer enhver mod diskrimination
på grund af etnisk herkomst. Vi kæmper også for den
menneskeret, der sikrer alle borgere i Danmark retten
til at udøve deres religion. Derfor vil SOS mod Racisme
arbejde imod et forbud mod omskæring af drenge.
Omskærelse af drenge
SOS mod Racisme vender sig naturligvis imod omskæring af piger, der i dag kaldes Female Genital Mutilation
(kvindelig genital lemlæstelse). Med hensyn til omskæring af drenge var der imidlertid behov for at få SOS
mod Racismes holdning præciseret, især fordi dette
emne med jævne mellemrum bliver bragt frem i den
offentlige debat.
Interessegrupper
Det blev vedtaget på debatmødet, at vi danner
temagrupper, som folk kan tilmelde sig. Det er
meningen, at man kan foreslå grupper oprettet. Vi
forestiller os, at sådanne grupper bl.a. kan skrive
læserbreve, så SOS mod Racisme kommer til at deltage
aktivt i den offentlige debat.
På mødet blev det klart, at der reelt ikke er medicinsk
belæg for et forbud mod omskæring af drenge. Den
undersøgelse, som den danske modstand mod omskæring af drenge hviler på, baserer sig på ganske få
respondenter, der er omskåret som voksne. Dens resultater går imod andre, meget større undersøgelser
på området.
Anne Nielsen meldte sig som tovholder på en gruppe
omkring Asyl og udvisninger. Jeg har selv dannet en
gruppe omkring Omskæring med David Stodolsky og
vil desuden sammen med Rahwa Mokenen danne
en gruppe omkring Diskrimination, i første omgang i
nattelivet.
En tredjedel af verdens mandlige befolkning anslås at
være omskåret. Jødiske drenge skal omskæres på 8.
dagen ifølge jødernes pagt med Gud, og alle muslimske drenge bliver omskåret. FN anbefaler omskæring
af HIV-negative mænd i kampen mod Aids efter tre
omfattende undersøgelser, der blev indstillet før tid,
fordi resultaterne var uomtvistelige. I USA er praksis
udbredt især blandt hvide amerikansk-fødte mænd,
60-70% af alle amerikanske mænd er omskåret, og det
var tidligere gængs rutine at omskære drengebørn lige
efter fødslen. Andre emner kunne være f.eks. Handlede kvinder,
Hjemløse udlændinge, Religionsfrihed.
Send en mail til [email protected].
1) Wayne P. Thomas and Virginia Collier 2001: A National Study of
School Effectiveness for Language Minority Students’ Long-Term
Academic Achievement.
Der findes et meget omfattende undersøgelsesmateriale, som I eventuelt kan få tilsendt links til. Det er vigtigt at understrege, at omskæring er den næstmest almindelige operation i USA og et ukompliceret indgreb
hos et spædbarn, når det udføres under betryggende
forhold. En amerikansk undersøgelse omfattende
130.475 nyfødte drenge omskåret på hospitaler, viste
f.eks., at 0.2 % fik komplikationer lige efter indgrebet,
primært blødninger og mindre vævsskader (Pediatrics,
2000:105). Hos større børn og voksne er indgrebet
betydeligt mere omfattende og komplikationer hyppigere.
Imidlertid SKAL en jødisk dreng under normale omstændigheder omskæres på sin 8. levedag, så et forbud mod omskæring af børn ville indebære et forbud
mod religiøs omskærelse af drenge og ville dermed
være et indgreb i religionsfriheden. Tidligere overrabbiner Bent Melchior skriver: ”Det drejer sig om jødisk
hjerteblod. Jøder, der ellers slet ikke har interesseret
sig for bibelske forskrifter, har omskåret deres børn.
Jøder, der under trusler fra herskere fra den romerske
Hadrian og under den spanske inkvisition og til kom-
6
Forbud mod omskærelse er misforstået hjælp,
der ikke er blevet bedt om.
kommer til at influere på børnene. Det kan måske ikke
være så tydeligt for det blotte øje som manglen på et
lille stykke forhud, men mental og åndelig sundhed og
sygdom er nok så alvorlige komponenter.
Barnets tarv
JEG HAR DET PRIVILEGIUM, at jeg har 32 direkte
efterkommere, hvoraf de 27 er drenge. Lidt over
halvdelen af dem har passeret den lavalder, som
Per Larsen vil sætte for en rituel omskærelse. De er
lykkelige over, at deres forældre har sørget for deres
omskærelse, og at det er sket på et tidspunkt, hvor det
var mindst smerteligt og uden sjælekvaler. Har man
forestillet sig, hvilket problem man udsætter teenagere
for, hvis de skulle tage stilling til omskærelse? Det kan
ikke være børnenes tarv, man tager vare på, hvis man
vil gribe ind som foreslået.
af Bent Melchior, tidligere overrabbiner i Danmark |
31. januar 2014, i Kristeligt Dagblad
I SIN TID SOM POLITIMAND blev Per Larsen kendt som
en vidtfavnende og begavet person. Personligt står jeg i
taknemmelighedsgæld til ham fra hans virke i PET.
Jeg kunne forstå debatten om omskærelse, hvis der
var et større antal tilfælde, hvor der var alvorlige
komplikationer, eller hvis et større antal omskårne
havde klaget over, hvad deres forældre har gjort ved
dem. Men ingen af delene er tilfældet.
Som pensionist er han blevet formand for Børnerådet,
hvad der desværre har bevirket, at hans skostørrelse
er blevet tilsvarende indskrænket. Det kommer til
udtryk i et indlæg her i bladet den 24. januar om
rituel omskærelse. Han fremfører, at forældre ved at
få foretaget omskærelse på deres meget små børn
foretager en ændring på det lille barns krop, som har
en betydning for barnets liv for altid. Og det må man
ikke!
Jeg har haft fingeren på pulsen i disse forhold i
generationer herhjemme. Jeg husker ingen alvorlige
komplikationer, og jeg kender kun en herre, der har
bebrejdet sine forældre den disposition, som de på
hans vegne traf, da han var otte dage gammel. Det er
ikke tilfældigt, at mænd, der blev omskåret, da de var
otte dage gamle, lader deres drengebørn gennemgå
den samme procedure.
Det må rigtignok siges, at mor og far har indflydelse
på deres børns krop. Uden far og mor ville der slet
ikke være nogen krop. Efter undfangelsen kommer
der en farlig tid. Vi har jo fri abort, så det er ikke alene
sundhedsfaglige årsager, der bevirker, at den spæde
begyndelse på en krop i tusindvis af tilfælde hvert år
bliver kvalt. Det er tilstrækkeligt, at barnet kommer
ubelejligt, at det har det forkerte køn eller den forkerte
far. Så slukker man for det, der skulle blive et barn.
Det er populistisk at angribe den rituelle omskærelse.
Begrebet ”rituel” giver myrekryb hos dele af
befolkningen, der ikke forstår dette ords betydning.
Og så bløder det! En del af ubehaget ved omskærelse
skyldes, at folk ikke har overværet, hvordan indgrebet
foretages.
Jeg kan generelt heller ikke lide at se blod, men i kraft
af min position har jeg siddet med talrige små drenge
på skødet, mens de er blevet omskåret. Jeg kan kun
svare, hvordan vi i den dansk-jødiske menighed har
praktiseret omskærelse i over 300 år her i landet. De
fleste børn begynder at græde, når man griber fat i
deres små lår for at forhindre, at de skal sprælle under
det lille indgreb, så at snittet lægges forkert. Selve
snittet giver slet ikke så stærke reaktioner, som folk
tror, og det hele er overstået på et par minutter. I langt
de fleste tilfælde falder barnet til ro umiddelbart efter
ved sin mors bryst.
Jeg vil på ingen måde ændre på abortlovgivningen, men
med den i tankerne kan en smule forhud, der fjernes
ved omskærelsen, ikke være årsag til, at man vil fratage
folk med en tusindårig tradition deres mulighed for at
gøre noget, som de betragter som værende meget
væsentligt i deres børns interesse.
Forældre gør uhyre meget andet, der har betydning
for børnenes liv for altid. Ved adoption flytter vi børn
fra fjerne kulturer og kontinenter. Vi udsætter børn
for oplevelser, der kan præge deres sind – eller vi
beskytter dem for sådanne oplevelser, hvad der også
7
Den amerikanske dreng
hjerteblod. Jøder, der ellers slet ikke har interesseret sig
for bibelske forskrifter, har omskåret deres børn. Jøder,
der under trusler fra herskere fra den romerske Hadrian
og under den spanske inkvisition og til kommunistiske
generalsekretærer har trodset truslerne og praktiseret
omskærelse.
Mine ældste drenge kom til verden, da det var normen,
at fødende kvinder blev på hospitalet i 10 dage. Det
betød, at omskærelsen, der efter jødisk praksis foregår
på ottendedagen, hvis barnet ikke er for lille eller lider
af en sygdom, foregik på hospitalet.
I er med jeres kampagne kommet i rigtigt dårligt
selskab. I forsvarer nogle børn, der slet ikke ønsker jeres
forsvar – heller ikke, når de bliver myndige. Jødiske
forældre elsker deres børn mindst lige så meget som
alle andre i dette land. I kan trygt overlade det til dem
at bestemme, om deres drenge skal omskæres eller ej.
Det var en lægmand – altså ikke en læge – der var
autoriseret til at omskære, men der var selvfølgelig en
læge til stede for at sikre, at alting foregik fagligt korrekt.
Nogen tid efter den anden søns omskærelse blev jeg
ringet op fra hospitalet, der gerne ville i forbindelse
med den mand, der havde opereret drengene. De
havde en amerikansk patient, der ønskede sin nyfødte
dreng omskåret, selvom han ikke var jøde. ”Har I ikke
mere kirurger på hospitalet? ”, spurgte jeg. ”Jo, ” lød
svaret, ”men ingen, der kan foretage det indgreb så
elegant, som vi så det, da dine drenge blev omskåret. ”
Kære Per Larsen og ligesindede, I drager paralleller
med tatovering, med kriminel lavalder og hvad ved
jeg. Det antyder, at I slet ikke har forstået en pind af,
hvad dette her drejer sig om. Det drejer sig om jødisk
En skalpel og et barn - billedet vi ser
Debat forudsætter både at tale og at lytte.
Jeg hilser lysten til at debattere dette emne velkommen.
Jeg synes det er en vigtig debat og umiddelbart kan jeg
godt sætte mig ind i bekymringen. En bekymring som
(forhåbentlig) går på at beskytte børn – også drenge.
I det Radikale Venstre har vi jo sloganet, der siger: Vi
tager ansvar.
Jeg har løbende fulgt debatten og kan se, at der
efterhånden kun er én gældende og legitim holdning:
selvfølgelig bør omskæring forbydes. Men er et forbud,
den eneste rigtige måde at tage ansvar på? Det er jeg
ikke sikker på. Slet ikke. Tværtimod!
Af Asya Sarikaya, cand.scient.adm.,
udviklingskonsulent
På landsmødet i 2013 stemte 2/3 del af de delegerede
i det Radikale Venstre for en resolution om forbud for
omskæring af drengebørn. Et par delegerede, Morten
Frisch og Lena Nyhus har dedikeret dette emne som
deres mærkesag og kæmper for det med liv og sjæl.
De kender nogle mænd, som har ytret smerte og
komplikationer i deres liv efter omskæring, da de var
børn. Morten og Lena har derfor sørget for at sætte
omskæring og – dertil et forbud - på dagsordenen. Ikke
bare i det Radikale Venstre eller i Danmark, men også i
udlandet, bl.a. i England.
Forældres ansvar – realistisk set.
Som jeg kan se ud af den verserende debat, så er der
tale om et perspektiv til omskæring, som alene går på
det faktum, at omskæring er at skære i sit barn – uden
lægelig grund. Ja det er et faktum, at man skærer i
barnet når barnet skal omskæres. So far so good.
Men er det virkelig kun ved brug af en skalpel, at børn
bliver udsat for forældres omskæringer? Hvad med
8
derfor, at alle muslimer får deres børn omskåret når de
netop er børn. Dvs. de tager faktisk ansvar for deres
barns fremtid ved ikke at lade dem stå i den lægelige
konsekvens, der kan opstå ved omskæring som voksen.
alle de kemikalier vi fodrer vores børn med – burde det
ikke også være forbudt? Eller er det, at børn på helt
ned til 4 år træner så meget, at de har flere muskler
og biceps end 30 årige fuldvoksne mænd, ikke også en
omskæring? Eller er det, at børn helt ned til 1 år får
tilbudt alkohol, så de bliver fulde, ikke lige så meget
omskæring som omskæring af forhuden på penis? Er
der forskel på fysisk og psykisk omskæring? Hvor er den
lægelige årsag til disse beslutninger fra forældrene? Er
der forskel på årsager til ritualer, altså hvorvidt de er
religiøse eller ej? Er økonomiske årsager mere rigtige
årsager end religiøse årsager? Er det ikke lige så meget
en religion, hvis man er ateist eller har en forkærlighed
for noget, eller blot har en overbevisning, som ikke
alle andre mennesker i denne verden deler? Og hvor
mange mennesker skal have en bestemt holdning for
at være ’almindelige’? Hvad er egentlig svarene på
disse spørgsmål?
Et vigtigere problem
Apropos, den lægelige konsekvens: Lena Nyhus og
Morten Frisch fremfører, at børnene bliver lemlæstede
og amputerede for resten deres liv. Undskyld, men
hverken min mand, brødre, far eller alle andre
omskårne mænd, som jeg kender, har nogensinde haft
problemer – hverken fysiske eller følelsesmæssige. De,
som har oplevet problemer, er dem som ikke er blevet
omskåret korrekt efter lægelig vurdering. Det ville
derfor være mere passende, hvis vi kunne have haft
en debat, som mere drøftede de forhold, omskæring
foregår under. Men nej. Akademikernes parti ønsker
forbud. Hvor paradoksalt – og så i Danmark! Måske
faldt dette parti for sin evne til at gøre Danmark til et
foregangsland – ligesom ved loven om kirkelige vielser
for homoseksuelle ville man igen gøre Danmark til
foregangsland. Men helt ærligt: tænk jer om først.
De to dimensioner
Som jeg ser det er svaret kun ét men med to
dimensioner: vi mennesker er for hurtige til at dømme
andres handlinger samtidig med, at vi er meget mere
gammeldags i vores domme end vi selv går og tror.
Vi dømmer fordi vi, med et forbud mod omskæring
og især med den retorik debatten kører i, mener, at
forældre der får deres børn omskåret, er uansvarlige
og umennesker. Vi tænker ikke på konsekvenserne af
denne ’dom’ over disse forældre. Vi er gammeldags
i vores domme, fordi vi falder i ’den fysiske fælde’: vi
dømmer kun på det vi kan se er en fysisk omskæring og
glemmer således de forskellige psykiske omskæringer,
vi forældre udsætter vores børn for.
Hvad nu hvis det viser sig, at et forbud faktisk vil
skabe endnu flere problemer - med endnu større
konsekvenser - for de børn, som vi alle har til hensigt
at beskytte og tage vare på?
Helt konkret vil et forbud uden tvivl medføre
følgende:
1) Tjek af barnets tissemand – hvor ofte og hvor længe
(vil lægen også tjekke en 17-årigs penis)?
2) Mistænkeliggørelse – både af børn og forældre
Den fysiske fælde
3) Kriminalisering og udstødelse af alle forældre, der
allerede har omskåret deres børn eller dem der vil
omskære deres børn uanset et forbud – for det vil der
utvivlsomt være.
Jeg blev medlem af det Radikale Venstre, fordi jeg så
det som det eneste parti, der tør være nuanceret og
reflekteret i sine værdier og holdninger til samfundet
og dets individer. Det er bl.a. også derfor, der er rigtig
mange akademikere i det Radikale Venstre. Men ud
fra denne debat om omskæring, må jeg erkende,
at selv akademikere i det Radikale Venstre kan være
unuancerede og for hurtige til at dømme og falde i ’den
fysiske fælde’. Dét er ærgerligt for det Radikale Venstre
og ærgerligt for Danmark.
4) Børnenes forhold til deres forældre vil lide et
umiskendeligt knæk – er det samfundet, der skal
overtage opdragelsen af børnene? Får vi bedre børn
af det?
5) Tilskyndelse til omskæring af børn i udlandet eller
måske under cover/under kummerlige forhold i
Danmark.
Ansvar
I forhold til muslimer, er der ingen grund til panik ved
et forbud. For omskæring er ’kun’ sunnah – dvs. det
er ikke et påbud. Og det er heller ikke noget problem,
at man bliver omskåret som 18 årig eller derefter – ud
over de lægelige komplikationer, der kan være ved at
blive omskåret som fuld voksen mand. Det er da også
6) Stigmatisering og fremmedgørelse i hidtil uset
omfang
7) Hvad skal der stilles op med dem, der allerede er
omskåret og deres forældre?
9
Det her handler IKKE om en lov med lige så lyserøde
konsekvenser som loven om kirkelig vielse for
homoseksuelle!
fornuftige mennesker holder mund og ikke kæmper
endnu vigtigere kampe for menneskeheden - blot for
at undgå økonomiske konsekvenser!
Det her handler om en lov, som vil gøre børn syge og
som vil sætte forældre i en situation med ufattelige
psykiske og daglige dilemmaer. Det handler om en lov,
hvor børn og forældre kommer til at leve i konstant
frygt. En frygt, hvor børn måske ikke vil blive sendt i
vuggestue eller i børnehave eller til læge! En frygt, som
kan ende med at børn og forældre vil føle sig tvunget
til at skjule sig! Det her handler om en lov, hvor nogen
skal tjekke børn og unges tissemand indtil de fylder 18
år – og efter forgodtbefindende! Hurra vi tager ansvar.
Mere har jeg ikke at sige til disse mennesker.
Et skadeligt forbud
Radikale Venstre viser mere mistillid end ’TILLID’.
Nej! Et forbud vil gøre mere skade end gavn. For det
er et forbud med så vidtrækkende og indgribende
konsekvenser, at man ikke kan betegne det som
at tage ansvar. Det her handler om en lov med
ubegribelige konsekvenser for børn og forældre, for
hele samfundsgrupper. Hvornår har man i historien
lovgivet med store konsekvenser?
Radikale Venstre tager ikke ansvar.
En Radikal opsang – og en søsterlig hilsen
Men jeg vil sige til det Radikale Venstre, at uanset
hvordan udfaldet af denne debat bliver, så har partiet
det Radikale Venstre tabt. Derfor opfordrer jeg partiet
til at se sig om efter et nyt sæt slogans:
Radikale Venstre hverken lytter eller tror på nogen/
noget.
Det her er en ommer uden lige. Men sådan er det
jo! Værsgo’ – go on and let’s see. Og vær klar til
konsekvenserne.
Og held og lykke til jøderne i Danmark!
Det her handler om en lov, der kun vil give et lille
mindretal af dedikerede en sejrsfølelse og flere tusinder
forældre og børn et knæk i tilliden til samfundet,
politikerne og demokratiet.
Enøjet syn
De mennesker, der går ind for et forbud er blot dem,
der ser ét billede – en skalpel, der skærer i et barn.
Men uanset om man ser det, accepterer det eller ej, så
har billeder altid flere nuancer end det der fokuseres
på. Hvorfor er det at øjnene, der ser skalpellen, absolut
har mere ret end dem der måske ser mere og flere
nuancer i billedet?
Redaktionen har modtaget nedenstående
læserbrev:
Ingen af disse mennesker overvejer det faktum, at
flere milliarder mennesker gennem tiden har været
omskåret og omskæres uden problemer – for de har
været og bliver korrekt omskåret.
Omskærelse er efter alt hvad man ved i dag en
dårlig ide, og jeg har altid selv været ked af at
være omskåret, selv om jeg ikke kan være vred
på mine forældre – sådan gjorde man dengang
i jødiske kredse. Forbud er det for tidligt med,
men vi skal have så meget oplysning ud som
muligt om at det ikke er noget religiøst krav, at
det ikke giver medicinsk mening, og at tradition
er en elendig begrundelse. Alt kan jo være
”en gammel tradition”: kvindelig omskærelse,
kannibalisme, åreladning (helt op til midt i det
19. årh.) og alskens undertrykkelse. Vi må give
oplyste forældre argumenter til at stå imod
mørkemændene. R
Et spørgsmål – og et svar
Har disse mennesker tænkt over, hvorfor det lige er
billedet ’en skalpel og et barn’, de skal kæmpe for at
forbyde? Hvorfor fokuserer disse mennesker ikke på at
forbyde alle de kemikalier vi udsætter vores børn for?
Fordi det vil få økonomiske konsekvenser? Der tænker
disse mennesker sig om. Dette viser bare, at det kun er
økonomiske konsekvenser, der kan få folk til at holde
mund – eller gå i krig eller hjælpe andre mennesker!
Det her viser, at det ikke er billedet ’en skalpel og et
barn’, der er usmagelig – det, der er usmageligt, er når
10
Omskæring - imod både operation og forbud.
og lemlæstelse af barnets krop, som det ikke er op til
hverken forældre eller andre at foretage.
For mig er det uforståeligt, at en forhud kan have en
så stor betydning for et religiøst tilhørsforhold, at
spædbørn og børn i det hele taget skal udsættes for
omskæringens følger.
Et drengebarn med forhud kan vel i ligeså høj grad
som et pigebarn, blive opdraget inden for den tro og
tradition forældrene værdsætter og tilhører. Drengen
kan jo også, når han kommer til skelsår og forståelse af,
hvad det indebærer religiøst og fysisk, - vælge at blive
omskåret.
Af Annette Bauder, NLP psykoterapeut
Nej til forbud
Jeg besøgte min gode veninde Marianne Olsen forleden
dag, og talen faldt på den traditionelle religiøse
omskæring af drengebørn, som den finder sted inden
for jødedom og islam. Vores samtale udsprang af den
opmærksomhed, der for tiden er på denne urgamle
skik.
Ligesom min veninde er jeg imod et forbud mod
omskæring, fordi et forbud efter min mening vil
betyde, at mange drengebørn vil blive omskåret i
hemmelighed og måske af ikke lægekyndige, med den
risiko det vil indebære for infektion og et meget større
antal alvorlige mén og lemlæstelse end tilfældet er nu.
En læges medvirken er efter min mening et absolut
krav til enhver omskæring uanset alder.
Forskellige overvejelser
Havde samtalen fundet sted for 5-10 år eller længere
tid siden, havde vi ikke været uenige. For jeg husker
udmærket, hvordan videnskabelige undersøgelser af
omskæring i 70érne resulterede i anbefalinger, fordi
undersøgelserne viste, at der forekom færre tilfælde
af sygdomme herunder kræft i kønsorganerne hos
omskårne mænd og deres partnere.
Oplysning
Et krav til omskæring er også, at en uhildet læge
fortæller og underviser forældre og alle involverede
om de risici, der er ved enhver omskæring, og om hvad
indgrebet kommer til at betyde for den omskårne.
Hverken min veninde eller jeg skiftede synspunkt efter
vores meningsudveksling, og vi skiltes med stor respekt
for hinandens synspunkter, og Marianne opfordrede
mig endda efterfølgende til at skrive ovenstående.
Imidlertid er der i de seneste år fremkommet andre og
nyere resultater, der viser, at mange omskårne mænd
mister en betydelig del af deres evne til at få fuldt
udbytte af det seksuelle samvær, som for de fleste
mennesker er noget af det mest basale og væsentlige
af deres menneskelige væren. Det har nemlig vist sig,
at sammen med omskæringen mistes en meget stor
del af følsomheden i penis. Nye undersøgelser tyder
også på, at en hel del omskæringer desuden medfører
at drengebørn får alvorlige uoprettelige alvorlige mén,
som de lider under resten af livet.
Og heraf opstod uenigheden mellem mig og min
veninde.
Barnets tarv
For mig er barnet og dets tarv ubetinget i centrum, og
jeg synes omskæring er et respektløst, utidigt angreb
11
Drengeomskæring og religionsfrihed
drengeomskæring uden medicinsk indikation og uden
samtykke udgør “en grov krænkelse af drengenes
rettigheder, herunder retten til kropslig integritet, til
tanke- og religionsfrihed og til beskyttelse mod fysisk
og mental vold”. Herhjemme er modstanden mod
drengeomskæring især repræsenteret i foreningen
Intact Denmark – Forening mod Børneomskæring, der
arbejder for en lavalder på 18 år for drengeomskæring
i overensstemmelse med den allerede eksisterende
lavalder for at få foretaget tatoveringer. Foreningens
medlemmer omfatter bl.a. mænd, der selv er
omskårne, heriblandt både jøder, muslimer og ikke
troende. Dette er i overensstemmelse med den
internationale bevægelse mod drengeomskæring, der
har som sin kerne mænd, der selv er omskårede. Der er
således ikke tale om en flok bedrevidende, der føler på
andres vegne, men om mænd der protesterer mod, at
et vigtigt valg med permanente fysiske konsekvenser
blev taget fra dem.
Mikael Aktor, Intact Denmark
lektor i religionshistorie ved Syddansk Universitet.
Den 1. oktober 2013 vedtog Europarådets Parlamentariske Forsamling en resolution angående
krænkelser af børns ret til kropslig integritet. Disse
krænkelser omfatter pigeomskæring, drengeomskæring, medicinske indgreb tidligt i barndommen på
interkønnede (dvs. fysisk kønsubestemte) børn, samt
påtvungen piercing, tatovering eller plastickirurgi. I de
anbefalinger, der blev knyttet til resolutionen, omtales
alle fire typer krænkelser under ét som “en særlig
kategori af menneskerettighedskrænkelser”.
Modstandere mod en lavalder for drengeomskæring
ser hyppigt en sådan regulering som en indskrænkning
af forældres religionsfrihed eller en diskriminering
af religiøse minoriteter. Forholdet mellem børns ret
til kropslig integritet og forældres religionsfrihed
er på nuværende tidspunkt ikke afklaret i en
menneskerettighedssammenhæng.
Hvad angår drengeomskæring søger den vedtagne
resolution ikke at begrunde sin kritik medicinsk, men
netop udelukkende ud fra et rettighedsperspektiv.
I forlængelse af FNs Børnekonvention anerkender
international menneskerettighedstænkning børns
ret til beskyttelse mod fysiske overgreb. Kropslig
integritet i denne sammenhæng er ethvert menneskes
ret til at bestemme over sin egen krop i det omfang
dets handlinger ikke er til skade for andre eller det
selv. Resolutionen fra Europarådets Parlamentariske
Forsamling udstrækker denne ret eksplicit til også at
omfatte børn for så vidt angår indgreb, der permanent
reducerer eller ændrer barnets krop.
Omfatter voksnes religionsfrihed også retten til at få
foretaget permanente fysiske indgreb på deres børn?
I og med at omskæring har kropslige konsekvenser
for livet, er der grundlæggende tale om en konflikt
mellem hensynet til den religiøse gruppe og hensynet
til individets autonomi.
Hvad er din umiddelbare reaktion på, at seks
ud af 10 danskere er imod omskæring?
I forlængelse af denne tankegang er sundhed ikke
kun et spørgsmål om at forhindre sygdom, men også
om at sikre barnet sit fulde kropslige potentiale. Hvis
et barn mister det yderste led af en finger ved en
ulykke, er det en opgave for sundhedsvæsenet så vidt
muligt at råde bod på dette, uanset at barnet derefter
lærer at klare sig uden sit fingerled. Tankegangen om
drengeomskæring er helt parallel. At miste forhuden
uden medicinsk grund og uden eget samtykke er en
indskrænkning af den fysiske sundhed, uanset at dette
tab ikke i sig selv ses som en sygdom.
”Jeg tror, at en hel del af den danske befolkning
ikke har adgang til ordentlig information. De
røster, som er fremme i medierne, tilhører
forskere med en stærk personlig agenda.
Deres retorik er farvet. Det er svært at skelne
mellem, hvornår forskerne udtaler sig på et
videnskabeligt grundlag, og hvornår de udtaler
sig personligt. For den almindelige læser er det
derfor ikke muligt at skelne mellem evidens og
personlige tolkninger.”
Også
andre
menneskerettighedsorganisationer
end Europarådets Parlamentariske Forsamling har
forholdt sig kritisk til drengeomskæring. Bla. udgav
The International NGO Council on Violence against
Children, der er tilknyttet FNs Special Representative
of the Secretary-General on Violence against
Children, en rapport i 2012, hvori det hedder, at
Dan Wolf Meyrowitsch er PhD, lektor og
epidemiolog på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet
med speciale i blandt andet omskæring. 10.
februar i Kristeligt dagblad.
12
FØLELSER. Tolerance er afgørende i demokratiske
samfunds behandling af mindretal.
mellem forældre og børn, tradition og kultur, som
forbudsadvokaterne vil skære igennem og ikke lade
finde sin egen udvikling.
Anders Jerichow.
Hvis vi så bort fra historie og tradition og fra forældres
ansvar for deres børn, og hvis vi ønskede, at samfundet
påtog sig det kontante ansvar for børn og unge, skulle
vi lige se løjer.
Fortalerne for et forbud imod omskæring af drenge
har ikke en imponerende indlevelsesevne, hvis de
forventer, at deres krav ikke indlæses i historiske
erfaringer
Argumentet imod omskæring er enkelt. Drengene får
ikke et valg. Det er en bortskæring af sund hud. Det
hævdes at være invaliderende, og drengene kan ikke
gøre det om, når de fylder 18.
Abraham var ifølge muslimsk tradition 80 år, da han
lod sig omskære, og hans søn, Ishmail, var 13, hvor den
muslimske omskæring derfor er foreskrevet.
Så ville samfundet omgående totalt forbyde alkohol til
børn under 18. Så ville samfundet forbyde hash.
I jødisk tradition var Abraham endnu mere alderstegen,
faktisk 99 år, da han selv blev omskåret. Han foreskrev,
at drengebørn skulle omskæres på den ottende dag.
Samfundet ville forbyde tatoveringer, hul i næser og
ører og alle vegne.
Af en eller anden grund vækker jødisk omskæring
gerne størst protest. Ofte vækker det også forargelse,
hvis jøder læser ønsket om forbud som et trussel imod
jødisk tradition og jødiskhed.
Samfundet ville måske forbyde indoktrinering af børn
med ideer om Gud.
Og samfundet ville forbyde omskæring af drenge under
18.
Indefra, i jødisk historie, kan det for mange være
svært at se bort fra, at omverdenen i århundreder har
reguleret jødisk liv.
Når børnene så fyldte 18, kunne de drikke sig i hegnet,
få ringe i alle legemsdele, ryge hjernen ud, vælge sig en
gud og lade sig omskære. Ikke mange ville ønske at leve
i sådan et samfund. Alle magthavere, der har forsøgt at
tage den totale kontrol over børn fra deres forældre, er
heldigvis kommet til kort.
Det er kun to hundrede år siden, at jøder overhovedet
fik ret til at praktisere erhverv frit i Danmark. Det
er kun 70 år siden, at danske jøder blev tvunget af
besættelsesmagten til at flygte hjemmefra, alene fordi
de var jøder.
Vi lever i stedet med en vis adfærdsregulering, der
grundlæggende bygger på en fastholdelse af, at børn er
forældres ansvar. Men der er noget midtimellem, hvor
samfundet blander sig for at hindre forældre i adfærd,
der politisk – lovmæssigt – er vurderet som overgreb.
Syd for grænsen ville en forrykt diktator helt og aldeles
fjerne jøder fra Europa, og næsten 500 danske jøder
blev deporteret til en kz-lejr som led i projektet.
Det er muligt, at andre kan og vil se bort fra denne
historie. Men fortalerne for et forbud imod omskæring
af drenge har ikke en imponerende indlevelsesevne,
hvis de forventer, at deres krav ikke indlæses i historiske
erfaringer.
Med jævne mellemrum fremkalder det krav om forbud
imod omskæring af drenge.
Alligevel er der ikke noget oprør eller nogen bred
protest imod traditionen blandt den halve milliard
mænd, som lever omskåret. Traditionen har været
praktiseret i årtusinder, og debatten er heftigst blandt
dem, som ingen har bedt om at lade sig omskære.Der
er argumenter for og imod. Nogle læger mener, at
omskæring af drengebørn er skadeligt – andre læger,
at det er uskadeligt. Nogle vil mene, at samfundet har
pligt til at gribe ind, andre, at omskæring som ufarligt
må anerkendes som forældrenes ansvarsområde.
Måske ville muslimer og jøder ikke praktisere
omskæring af drenge, hvis Abraham begyndte forfra.
Ren spekulation.
Men måske vil muslimer og jøder selv justere eller
med tiden ophæve omskæringens tradition – det vil
forbudsadvokaterne til gengæld ikke vente på. Deres
mangel på indlevelse er tindrende historieløs og blottet
for empati.
Debatten findes også inden for de to samfund – det
muslimske og det jødiske, hvor traditionen hidtil er
givet videre for at bekræfte et tilhørsforhold, et bånd
Hidtil har lov og praksis bygget på, at læger ikke fandt
faglig grund til at anbefale omskæring af drenge, men
13
heller ikke risici ved korrekt foretaget omskæring til
at begrunde et forbud. Det kan tale for, at læger skal
stå for omskæringen, men ikke for at fratage forældre
retten til at træffe beslutninger for deres børn.
Stærke følelser er involveret. I bund og grund er
tolerance i centrum. Intet er mere afgørende for
et åbent og demokratisk samfunds frirum end dets
behandling af mindretal.
Politiken, 11. februar 2014
Er omskæring lemlæstelse?
”Det er et etisk spørgsmål, sådan noget som
man kunne spørge en filosof om, som har
den rette objektivitet. Det udtaler jeg mig
ikke om, og som person har jeg i øvrigt ikke
nogen klar holdning til dette, men jeg har da
ikke problemer med at se sagen fra flere sider.
Men hvis du kigger på diskursen i Danmark,
er problemet, at den sundhedsfaglige
diskussion ikke er neutral. De forskere, som
udtaler sig, blander deres etiske opfattelser
og personlige holdninger med en selektiv
tilgang til eksisterende viden på området.
En formidling til offentligheden skal være så
nuanceret som muligt.”
”Jeg er selve vokset op i en tradition med
mandlig omskæring. Men derfor har jeg
ingen ambition om at udbrede eller forbyde
drengeomskæring. Jeg er sundhedsforsker
og forsøger at beskrive virkeligheden så
objektiv som muligt uden at rode min egen
person ind billedet.”
(Dan Wolf Meyrowitsch er PhD, lektor og
epidemiolog på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet med
speciale i blandt andet omskæring. 10.
februar i Kristeligt dagblad.)
14
Hele Asylrets nytårstale 2013
På vegne af Asylret, Karl Åge Jacobsen, Johanna Haas
og Said Parvin
Asylret kommer ikke til at savne Morten Bødskovs
embedsførelse i den del af Justitsministeriet, som
vi kender bedst: Kontoret for Humanitært Ophold
og Udsendelser. Fra dette kontors til tider særegne
sagsbehandlingspraksis kender Asylret til løgne og
fortielser og regulær dårlig embedsførelse med
utilstedelig lang sagsbehandlingstid og fejllæsning af
dokumenter, der altid kommer ”systemet” til gode og
asylansøgeren til skade, med tvangsudsendelser af børn
og svært psykisk syge, inden deres sag om humanitært
ophold er færdigbehandlet - for blot at nævne et par
eksempler. Et af de seneste tiltag er, at nævnte kontor
i Justitsministeriet nu bygger sin sagsbehandling på en
formodning om, at den nødvendige medicin findes i
hjemlandet. Asylret undrer sig såre, men må erkende,
at det åbner for helt nye, juridiske perspektiver, som vi
gerne så en juraprofessor eller to tage offentlig stilling
til, idet det ikke just kan siges at styrke retssikkerheden,
som i forvejen synes nærmest ikke-eksisterende for
asylansøgere og andre udlændinge i Danmark.
2013 har været et godt år for Asylret, hvor vi har
set tydelige resultater af vores arbejde for afviste
asylansøgere. 2013 har samtidig, i det store perspektiv,
været endnu et bedrøveligt og beskæmmende år,
som ikke har ført markante og positive ændringer i
udlændingepolitikken med sig, hvilket man senest
kunne se i Danmarks modstand mod at tage imod
flere syriske flygtninge på et tidspunkt, hvor den
syriske civilbefolkning blev ramt af giftgasangreb, og
hvor syriske flygtninge nu går til af kulde i libanesiske
flygtningelejre. Mentaliteten hos den nuværende
regering synes at være den samme som under VKO.
Horrible familiesammenføringssager bærer også
vidnesbyrd om dette.
Politisk asyl i 2013
2013 blev imidlertid også året, hvor blandt andre alle
de iranske sultestrejkende fra ”Tilflugt i Kirken” fik
tilkendt politisk asyl. I Asylret er vi stolte over, at have
været en del af aktionsgruppen ”Tilflugt i Kirken. ” Vi
er stolte over på de sultestrejkendes anmodning at
have hjulpet og støttet dem i at gennemføre aktionen,
der skete i solidaritet med politiske fanger i Iran, som
på daværende tidspunkt var i sultestrejke. Aktionen
fandt også sted for at gøre opmærksom på de utålelige
livsvilkår, som afviste asylansøgere må stå model til i
danske asyllejre, og sidst, men ikke mindst, for at gøre
opmærksom på det iranske præstestyres systematiske
krænkelser af de mest basale menneskerettigheder.
Aktionen fandt sted i maj-juni 2012, men resultatet
så vi først i 2013 på grund af Flygtningenævnets lange
sagsbehandlingstid på genoptagelsesanmodninger. I
Asylret er vi tillige stolte over, at det lykkedes os at få
alle sagerne behandlet i Danmark, således også for det
unge ægtepar, hvis sag ifølge Dublin-forordningen skulle
have været behandlet i Tyskland. Asylret vil gerne takke
alle som støttede ”Tilflugt i Kirken, ” særligt dem, som
gjorde det på et tidspunkt, hvor den fremherskende
stemning var fordømmende, mistænkeliggørende og
med meget ringe forståelse for de sultestrejkendes
livsvilkår og budskab.
Justitsminister Morten Bødskov måtte gå af på grund af
en løgn, der indsnævrede en enkelt politikers personlige
bevægelsesfrihed. Asylret så gerne, at Morten Bødskov
var gået af som følge af den lemfældige omgang med
sandheden, som har hersket i Kontoret for Humanitært
Ophold og Udsendelser – og som har skadet mange
mennesker alvorligt.
Et af Asylrets nytårsønsker for 2014 er en tiltrængt
ændring i Justitsministeriets praksis, hvor det burde stå
lysende klart og være et af de første bud for ministeriets
ansatte, at asylansøgere har krav på en fair og juridisk
set ordentlig sagsbehandling. I den ånd ønsker Asylret
Karen Hækkerup tillykke med posten som justitsminister
med et nytårsønske om, at justitsministeren hurtigt får
skabt et betydeligt højere kvalitetsniveau i ministeriets
sagsbehandling, herunder i Kontoret for Humanitært
Ophold og Udsendelser, end det vi har været vidne til i
Morten Bødskovs embedsperiode.
Socialdemokratiets unge håb vil sælge gammel vin på
gamle, fremmedfjendske flasker. Sig: ”Nej, tak! ”
Det ville være synd at sige, at justitsminister Karen
Hækkerup kommer fra et parti med visioner. Man må
således håbe, at hun kan udrette andet og mere end
partiets unge håb, for visionære er de ikke. I Politiken
kunne man lørdag den 21.12.13 forvisse sig om, hvor
galt det står til, hvis man skulle være i tvivl. På forsiden
af debatsektionen lød den nedslående overskrift på et
debatindlæg forfattet af Peter Hummelgaard og Mattias
Tesfaye: ”S og DF må finde sammen. ” Debatindlægget
er langt, men aldeles perspektivløst – skræmmende
Farvel til Morten Bødskov - og et nytårsønske til Karen
Hækkerup
I 2013 måtte Morten Bødskov gå af som justitsminister.
Det skyldtes som bekendt afdækningen af en løgn, som
den nu forhenværende justitsminister havde serveret
for Folketingets Retsudvalg – i tæt, kreativt samarbejde
med den af samme grund nu forhenværende PET-chef,
Jakob Scharf.
15
enfoldigt og uden selvindsigt i Socialdemokratiets egen,
manglende socialdemokratiske politik. Vejen frem er
ifølge Hummelgaard og Tesfaye fortsat ”copy + paste”
fra DF. Rubrikken, der sammenfatter debatindlæggets
perspektivløse pointe, lyder ordret således:
valgt at stemme nej til alle ikke-vestlige navne på årets
lovforslag om dansk indfødsret. Der er altså, selv med
nok så megen ungdommelig vildfarelse ind over samt
en eventuel historieløshed, ingen undskyldning for
Hummelgaard og Tesfaye: Alle kan se de fremtidige
konsekvenser af et mere udvidet værdipolitisk
samarbejde mellem S og DF end det Socialdemokratiet
i forvejen praktiserer. Asylret mener, at det i den grad
er på tide, at Socialdemokratiet finder en anden vej.
”I Hvidovre har S og DF lavet en vigtig værdipolitisk
aftale. Miraklet i Hvidovre kan afslutte den epoke,
hvor Pia Kjærsgaard har udnyttet, at S havde svært
ved at finde svar på utrygheden i forbindelse med den
voksende muslimske kultur i landet. S kan sammen
med DF udgøre rygraden i et alternativt bredt flertal,
som landets øvrige partier må orientere sig efter”.
Danmark og de internationale konventioner
Asylret ønsker sig noget, der ligner fornuft hos
Socialdemokratiet i 2014. Vi mener, at vejen frem for
et trængt socialdemokrati er en klar politisk vision
om et demokratisk, solidarisk samfund, hvor religion
er en privat sag, og hvor en opfattelse af samfundet
som en solidarisk og civiliseret størrelse, det er værd at
værne om, bl.a. baserer sig på retssikkerhed for alle og
overholdelse af internationale konventioner og disses
inkorporering i dansk national lovgivning. Asylret tænker
bl.a. på Børnekonventionen, Flygtningekonventionen
og Handicapkonventionen.
Hummelgaard og Tesfaye er født i henholdsvis 1983
og 1981 og er dermed forholdsvis unge mennesker
med hvad Asylret ser som gammel, sur vin på gamle,
fremmedfjendtlige flasker. Asylret mener ikke,
at dette udspil kan være vejen frem; hverken for
Socialdemokratiet eller for landet som helhed. Svaret
på globale udfordringer kan aldrig være at forskanse
sig i provinsiel skræk for samfundsforandringerne, men
at finde et svar, som giver mening for de fleste - og som
samtidig hylder værdier og traditioner, som er hævet
over øjeblikkets mest forbenede, ekskluderende
populisme.
I denne ånd ønsker Asylret GODT NYTÅR med store
forhåbninger om konstruktive samfundsforandringer i
den rigtige retning i 2014. Vi ønsker samtidig at takke
alle, vi har samarbejdet med i 2013, for året, der er
gået.
Asylret minder om, at Hummelgaard og Tesfayes
indlæg er bragt efter at det kom frem, at DF i år har
16
Rakkerliv i Vestjylland
herskabsstole med fint træskærerarbejde. Her har
ejerne af herregården Dejbjerglund siddet.
Rakkere eller sigøjnere
Siden har jeg læst om rakkerne som et fortidigt
folkefærd. De kaldes også natmænd eller kæltringe.
Af Steen Eriksen, bibliotekar.
Formand for Københavns lokalforening.
I officielle dokumenter og i litteraturen kaldes
rakkerne fra Dejbjerg ofte natmænd. Rakkerne er
dels omstrejfere og dels fastboende, ofte gennem
generationer. Der forekommer en del kriminalitet, som
fører til arrestation og fængsel i Viborg Tugthus.
Hvad er rakkergrave og rakkerstole for noget? Hvad
var rakkerne for nogle mennesker? Hvad arbejdede
de med? Hvordan var livet for dem i en tid fuld af
fordomme?
For nogle år siden var jeg på en tur gennem Vestjylland
og kom til Dejbjerg i Ringkøbing-Skjern kommune. Da
jeg kom ind på Dejbjerg kirkegård så jeg et græsareal
i det nordøstlige hjørne. Her findes en sten, hvorpå
der står RAKKERGRAVE. Videre gik jeg til kirken, hvor
jeg kunne læse i en lille pjece, at nogle særlige stole
bagerst i kirken blev kaldt rakkerstole. Her var altså to
elementer til et billede af nogle folk, som fik en form
for særbehandling. Altså negativ særbehandling.
Der har været en tendens til at sammenblande dem
med sigøjnere, men disse var blevet udvist ifølge
Christian den 5.s Danske Lov fra 1683, og havde under
trussel om dødsstraf, forbud mod at vende tilbage.
Begrebet rakkere kommer fra tysk og findes i Danmark
for første gang i Christian den 2.s lovgivning fra 1522
om hygiejne. Det var vigtigt, at døde dyr blev skaffet
af vejen og begravet. Der var også større dyr i byerne,
som kunne flås, så skindet kunne bruges. Rakkeren
blev ansat af bødlen og skulle hjælpe denne med
forskellige aktiviteter i forbindelse med henrettelser
af forbrydere. Ligene skulle parteres og lægges på hjul
og stejle. I andre tilfælde blev forbrydere bundet til en
stolpe, som kaldtes en kag, når de var idømt pryglestraf.
Alle andre kunne få en gravsten på sin grav, det fik
rakkerne ikke. Rakkerne skulle komme til kirken før alle
andre og indtage deres ydmyge pladser, og de måtte
ikke forlade kirken før alle andre var gået. Man kan
se at rakkerne ydmyges, men kirkens indretning viser
også, at nogle bliver ophøjet. Øverst i kirken findes
Dejbjerg kirkegård. Mindesten for rakkergrave
17
Dejbjerg kirke: Rakkerstole
kunne sive igennem til den jyske vestkyst. I 1794
kommer en ny forordning, hvor det bemærkes, at
bønder nogle steder nærer den fordom, at det er et
vanærende arbejde at tage huderne af heste og kvæg,
som dør af sygdom eller andre tilfældige årsager.
Der peges på, at en sådan god og nyttig udnyttelse
af huderne, ikke fører vanære med sig. Det påbydes
derfor at en bonde skal flå sit døde dyr inden 24 timer.
Karlene på gården befales at medvirke til flåningen, hvis
de ikke ønsker at komme 1 måned i forbedringshuset!
Betegnelsen natmand findes i byerne. Natrenovation
bestod i at tømme latriner og køre indholdet ud af
byen til latringruben.
Rakkerne som uærlige
I Dejbjerg har arbejdet i høj grad bestået af at flå de
døde dyr, og at kastrere heste og tyre. Det var især
herregårdene, som knyttede en rakker til sig. Denne
havde faktisk et monopol på disse arbejdsfunktioner.
Man kan sige, at de udførte ønskede, men foragtede
opgaver. Når man først havde indledt denne
beskæftigelse, bl.a. med håndtering af døde dyr, blev
man alene for denne profession anset for uærlig. Ved
dette ærestab måtte man se sig udstødt af de ærlige
folks samfund. Dermed blev man udelukket fra ærlige
erhvervsmuligheder.
Så meget om rakkerarbejdet. Nu vil jeg vende mig til,
hvordan det i øvrigt var at være en uærlig rakker.
Rakkerlivets facetter
Der var undertiden stor bekymring om rakkernes
almene kundskaber eller forholdet til gud.
Rakkerne måtte bo i afsidesliggende huse og ingen
ønskede at omgås dem endsige røre ved dem.
Det var almindeligt, at rakkerne levede på “polsk”.
Det hang antagelig sammen med, at de ikke var
konfirmerede. For at blive gift skulle man være
konfirmeret. Man kan også tænke på mulighederne i
et ægteskab, som en af mine kilder gør. En uærlig ung
kvinde måtte stille sig tilfreds med at blive gift med en
rakker med en fast bestilling. Det var også almindeligt,
at de fik mange børn.
Opfattelsen af rakkerne som uærlige som følge af deres
arbejde gav dem et monopol, så at de kunne kræve en
høj betaling for de arbejdsopgaver, som de udførte for
bønderne.
Dette blev opfattet som meget uheldigt af øvrigheden
og omkring år 1700 begyndte statsmagten at agere
imod opfattelsen om uærlighed.
Når et barn skulle døbes, ser man at problemet med
uærlighed nedarves i familien. Der var et problem med
Det skulle imidlertid tage lang tid før disse budskaber
18
overtage rakkernes opgaver. Rakkerne blev fri for
begrebet om uærlighed, men kom i stedet til at ligge
sognet til byrde.
at skaffe faddere, selv om det egentlig var en almindelig
borgerpligt at være fadder.
Næste trin på livets vej er skolen. En af rakkerfamilierne
ønsker at få sit barn i skole, og degnen har så optaget
barnet i skolen. Så trækker Dejbjerg-bønderne deres
børn ud af skolen. Der er tilsyneladende ikke nogen
som taler åbent om problemet, i hvert fald ikke
umiddelbart. Nogle bønder bruger vinterdagene til selv
at læse med deres børn. Efterhånden kommer det skete
præsten for øre, og han er ansvarlig for undervisningen
i sognet. Der er en massiv sammenrotning blandt
bønderne, ingen vil tabe ansigt på den måde som det
ville være, hvis deres barn skulle gå i skole sammen
med rakkerbarnet. Det er formentlig en følge af denne
sag, at den pågældende rakkerfamilie vælger at flytte
fra Dejbjerg med uforrettet sag.
Efterhånden fik rakkernes børn arbejde på gårdene,
eller de udvandrede til Amerika.
På kirkegården i Dejbjerg blev brugen af fællesgraven
stoppet, og den nævnte sten med påskriften
RAKKERGRAVE er blevet sat på, ifølge en museumsmand
for ca. 30-40 år siden, da rakkerne var blevet et historisk
emne..
På kirkegården så jeg graven med det første ægtepar,
som havde fået deres egen grav med gravsten. De
havde levet deres sidste tid på alderdomshjemmet i
Skjern.
Rakkerne og fiktionen
Sagen er ikke enestående, og i Aarhus får en sådan sag
det udfald, at det bestemmes at rakkerbørnene skal
fordeles ud på alle byens skoler. Sådan!
Imidlertid havde St.St. Blicher digtet om rakkerne, fx. i
novellen Kjeltringliv fra 1829, som blandt andet omtaler
en sigøjner. H.C. Andersen aflagde besøg på heden
i 1830 og mødte dér en vandrende kæltringefamilie.
Carit Etlar skrev fantastiske fortællinger om de jyske
rakkere, hvoraf nogle var kriminelle.
Næste trin er at unge mennesker på landet skulle have
en plads som tjenestedreng eller -pige på en gård. Det
er et eksempel fra slutningen af 1700-årene, hvor en
præst i et fremmed sogn vil vise et godt eksempel ved
at tage en rakkerdatter i tjeneste. Det fører til boycot
fra de øvrige tjenestefolk og naboer. Amtmanden skred
ind og anførte, at tjenestefolkene og naboerne var
tosser og naragtige, for rakkerne var statens borgere
og ligeså agtværdige som andre. Først efter et møde
for alle implicerede på Rådhuset, blev der sluttet forlig,
bl.a. om at tjenestepigen kunne blive på gården og
naboerne skulle betale 1 rigsdaler i bod til fattigkassen.
Malerne Hans Smidth og Christen Dalsgaard m.fl.
malede naturalistiske skilderier, ofte direkte efter
Blichers noveller.
Denne kulturproduktion er fulgt op med egnsspil om
forskellige facetter af rakkernes liv med udgangspunkt
i den historiske overlevering. I Skjern holder
marchforeningen deres årlige Rakkermarch, og en lokal
beværtning i byen bærer navnet Rakkerstuen.
Forholdet til rakkerne har ændret sig flere gange. Først
var det frygten og foragten over for dem som uærlige
og voldsomme. Dernæst var det byrden og besværet
med dem som fattige og tiggere. Til sidst har det været
fascinationen og interessen for dem som anderledes
og forunderlige.
Kort efter år 1800 ser en rakkerfamilies “karriere”
sådan ud. De råder over fattighuset med 5 tønder land
jord. De opkøber heste, som enten sælges videre på
markeder eller slagtes og skindes (når huden tages af).
Der er også opgaver som dyrlæge, som fulgte af at de
var fortrolige med selvdøde dyr og derfor kunne stille
enkle diagnoser. Desuden var der åreladning af dyr og
kastration af tyre og heste.
Litteratur: Per Lunde Lauridsen: Rakkerne og samfundet: synet på de professionsbestemt uærlige. Pdf på
www.levendehistorie.dk
På fattighjælp og på alderdomshjem
Der er ikke udbetalt fattighjælp til rakkerfamilien før
1815, og det er især til nogle enker med børn.
Lene Andersen: Fascinationen af eksotiske mennesker :
forestillinger om tatere i Jylland i midten af 1800-tallet.
I: Fra Viborg Amt ; 2005
I 1814 indføres den første lov om skolepligt, hvorefter
sognene skal tage sig af undervisningen. Dermed
bliver det muligt at få børnene i skole og også andre
ting i tiden virker sådan at fordommene mod rakkere
dæmpes. I 1800-tallets rationelt-borgerlige samfund
blev fokus sat på arbejdslivet og den enkeltes evner
i produktionen. Fornuften blev idealet og dermed
forsvandt behovet for rakkeren og hans specielle
profession. Det blev naturligt for bønderne selv at
Achton Friis: De Jyders Land. København, 1933.
19
Afsløring af flere fordomme
kriminolog Cecare Lombroso fremlagde i 1876.
Lombrosos tese var, at kriminel adfærd var genetisk
betinget og kunne spores i menneskets ansigtsformer.
Benedicte Castenschiold Eichen
Kriminolog fra King’s College London og har skrevet
speciale i sociologi om hjemløse romaer i Danmark på
Københavns Universitet
Både inden for den kriminologiske disciplin og i den
generelle offentlige debat har man for længst bevæget
sig væk fra denne forældede forestilling. I dag ville de
fleste hurtigt affeje teorien som tidlig videnskabelig
stupiditet.
Selv om det nu står klart, at den blonde pige Maria,
der blev fundet hos en romafamilie i Grækenland, ikke
var offer for romaers påståede hang til at stjæle hvide
menneskers børn, lever forestillingen om den tyvagtige
og moralsk anløbne roma i bedste velgående.
Hvis nogen påstod, at et sort menneske havde begået
en kriminel handling, fordi vedkommende var mørk i
huden, ville det blive opfattet som racisme. Forargelsen
ville være stor. Men når Ekstra Bladet kontinuerligt
kører hetz mod den kriminelle familie Levakovic og
sætter lighedstegn mellem dens adfærd og etniske
baggrund, går det ubemærket hen. Det betyder ikke, at
man skal tale for Levakovic-familiens uskyld. Men det
er tankevækkende, at de færreste har et problem med,
at Ekstra Bladet på sine spisesedler med store typer
slår fast, at sigøjnere snyder og stjæler. At betegnelsen
’sigøjner’ er lige så nedladende som betegnelsen
’neger’, synes ikke at falde os ind. Det er denne
samfundsmæssige accept, der giver myterne næring
og er med til at holde den 1.000 år gamle fordom i live.
Meget tyder på, at historien blot har tilføjet en ny
dimension til den lange liste af forestillinger om, hvad
det vil sige at være roma.
At mange tror faktisk, at romaer er genetisk
programmerede til at begå kriminalitet, er ikke noget
nyt. Men hvordan er vi nået dertil, at det ikke kommer
bag på nogen, at romaer også kan finde på at stjæle
børn? Og hvorfor løfter ingen et øjenbryn, når det viser
sig, at et forældrepar er blevet uskyldigt anklaget for
den værst tænkelige forbrydelse?
I min forskning om romaer er jeg aldrig stødt på
historiske beviser for, at romaer stjæler børn. Når sagen
om Maria bliver til en verdensnyhed på få timer, har vi
ikke af gøre med en reel trussel mod samfundet, men
med en moralsk panik, hvor medierne kaster benzin på
et tusinde år gammelt bål af racisme og stigmatisering.
I Nazityskland, hvor opbakningen til raceteorier som
Lombrosos var stor, var de racebetingede fordomme
ikke kun rettet mod jøder. Man estimerer, at mellem
250.000 og 1,5 millioner romaer blev udryddet under
Anden Verdenskrig. Over 22.000 romaer var interneret
i den særlige ’sigøjnerlejr’ i Auschwitz-Birkenau, hvor
næsten 3.000 blev gasset på én enkelt nat.
Genetiske brist
Hos danske og udenlandske medier portrætteres
romaer i tråd med den teori, som den italienske
En fængslet roma-kvinde fra kz-lejren Auschwitz i 1940’erne. Mens Holocaust har rokket ved de jødiske
stereotyper, er det samme slet ikke tilfældet for romaerne, som er blevet – og stadig bliver – forfulgt.
20
lever i dyb fattigdom på grund af den omfattende
personlige og institutionelle diskrimination. Det er
korrekt, at nogle romaer lever et liv som omrejsende
nomader, og derfor også kommer midlertidigt til
Danmark. Men årsagen til den livsform skal ikke findes
i en særlig hang til nomadisk livsstil, men i ren og skær
overlevelse.
Efter krigens afslutning adskiltes jødernes og romaernes
historiske kamp for anerkendelse og værdighed.
Jødernes ligeværd med andre etniske grupper blev
slået fast ved oprettelsen af Israel, Nürnberg-processen
og kompensationerne til de efterladte familier. Det
samme gjorde sig ikke gældende for romaerne.
Der blev ikke rejst tiltale for folkemord, og kun få
beskedne kompensationer blev udbetalt. Først i 1982
fik romaerne en officiel anerkendelse af folkemordet,
men de oplevede aldrig den samme globale enighed
om deres eksistensberettigelse. Den systematiske
diskrimination af romaerne fortsatte ufortrødent og
eksisterer stadig i bedste velgående – fra voldshetz i
Ungarn til accepteret mistillid i Danmark.
Globalisering skaber menneskeligt affald, som
sociologen Zygmunt Bauman billedligt slår fast. De
romaer, som vi ser på Nørreport Station, er ikke i
Danmark for at tilfredsstille en genetisk trang til at
stjæle og flakke omkring. De er resultatet af 1.000
års diskrimination kombineret med globaliseringens
nye hierarki, hvor vagabonder navigerer i skyggen af
de mobile turister, for at samle resterne fra de riges
bord. At tro, at deres handlinger skyldes genetik, er at
sidde fast i et menneskesyn, der ikke har rykket siden
Lombrosos tese om kriminelle fra 1876.
Jaget fra sted til sted
En af grundene til den danske mistillid til romaerne er,
at vi opfatter dem som fremmede, der trænger ind på
vores territorium. Den danske historie om romaer er
forankret i vores ihærdighed for at holde dem ude af
vores land. Den tradition går helt tilbage til den danske
fattiglov fra 1736, hvoraf det fremgik, at romaer, der
ikke »forlader landet af sig selv, skal jages så længe fra
sted til sted, at de er helt uden for landets grænser«.
Romakvinderne blev pålagt fængsel, og børnene blev
tvangsfjernet.
Afslutningen på sagen om pigen Maria fik desværre ikke
afkræftet fordommene om, at romaer stjæler alt, hvad
de kommer i nærheden af. Den blev en bekræftelse
af, at en gammel fordom stadig eksisterer, og vil blive
ved med at gøre det, så længe den irrationelle frygt får
frit spil, og institutionaliseret diskrimination ikke bliver
udfordret.
Information 7.november 2013.
Ånden fra Christian VI’s fattiglov fik senere fatale
konsekvenser for romafamilier, der søgte ly i de
nordiske lande under Anden Verdenskrig, hvor de blev
nægtet adgang og sendt til kz-lejre. Mens vi i sidste
måned fejrede danskernes indsats for at hjælpe jøder
til Sverige, fremkalder den manglende hjælp til romaer
ingen betænkeligheder eller anger. Det manglende
opgør med fortiden betyder, at den nazityske opfattelse
af romaernes karakter fortsat sætter dagsordenen for
vores indstilling til, hvad det vil sige at være roma. Vi
sender dem gerne ud af landet, så hurtigt vi kan slippe
af sted med det.
Det er den mistroiske indstilling til romaerne, der
danner grundlag for, at vi straks tror, at der er tale om
bortførelse, når en hvid pige bliver fundet i en romalejr.
Ingen talte romaernes sag for 70 år siden, og det virker
heller ikke til, at nogen gør det i dag.
Menneskeligt affald
At tro, at mennesker kan undlade at skabe stereotyper,
er forkert. Som sociologen Erwing Goffman klart
understreger, er det nødvendigt at have stereotype
forestillinger, hvis man skal kunne begå sig i verden.
Det afgørende er at være bevidst om, hvornår
holdninger formes på baggrund af disse stereotype
kategoriseringer.
At tro, at alle 11 millioner europæiske romaer lever i
campingvogne og stjæler penge, cykler eller børn, er
udtryk for en sådan stereotyp tænkning. Mange romaer
21
En nødvendig stemme der vokser sig stærkere
PL-prisen på 100.000 kr. er opkaldt efter Poul Lauritzen,
medlem af den danske frihedskamp under den
nazistiske besættelse. Prisen uddeles hvert år af PLfonden til ekstraordinære - ikke-voldelige - forkæmpere
for demokrati og menneskerettigheder.
De boede i slum og levede af at samle skrot. Et andet
sted i samme land havde romaerne huse, men intet
arbejde. Børnene blev diskrimineret i skolen, og dagen
før mit besøg i en mindre serbisk by tæt på grænsen
til Ungarn var en 17årig dreng blev tæsket og efterladt
i en vandpyt, hvor han druknede. Overfaldsmændene
var på hans alder – og nynazister. Ingen vestlige skrev
om hans død eller om det liv, han trods alt nåede at
leve. Ingen talte om at redde ham fra hans fangenskab,
sådan som vestlige medier, politikere og privatpersoner
gjorde, da ’den lyse engel’, Maria, for et par måneder
siden blev opdaget i en græsk romalejr.
Den 12. december 2013 blev prisen tildelt ERRC
(European Roma Rights Centre) og Dezideriu Gergely
for deres veldokumenterede og respektindgydende
indsats for romaers rettigheder i Europa.
Prisen blev motiveret og overrakt af PL-Fondens
formand, højesteretsdommer Poul Søgaard, ved et
arrangement i festsalen i Nationalmuseet i Ny Vestergade 10 i København
Den lyse engel
De fleste husker nok historien om Maria – eller i det
mindste den version, der nåede medierne i første
omgang: En lys pige blev fundet i en græsk romalejr,
formodentlig offer for menneskehandel. Opstandelsen
og forargelsen var stor. Fordomme om sigøjnere som
børnetyve blev aktiveret, og der var bred enighed
om, at den lyse engel måtte reddes fra sine mørke
bortførere. Det viste sig dog siden, at Maria var romabarn, men albino. Herefter faldt interessen for ’den
lyse engel’ – og for de mange, mange andre romabørn,
der ligesom hun er fanget i fattigdom og slumkvarterer
overalt i Europa. Kun få taler deres sag. Blandt de få
er European Roma Rights Centre (ERRC), der med base
i Ungarns hovedstad Budapest taler romaernes sag
ved at dokumentere overgreb og diskrimination imod
denne Europas største etniske minoritet.
Nyhedsbrevet bringer i den anledning Malene
Fenger-Grøndahls Kronik i Politiken fra den
12. december 2013:
PL-prisen, opkaldt efter Poul Lauritzen
ERRC er en vigtig stemme, som mange helst vil
undgå at høre, men som netop derfor ikke må gøres
tavs, men tværtimod skal gøres tydeligere og mere
Da jeg i foråret var i Serbien på ferie, besøgte jeg
romaer, der levede under en motorvejsbro i Beograd.
22
Billederne viser prisoverrækkelsen, som fandt sted i Nationalmuseets Festsal, hvor der blev budt på dejlig mad
og festlig autentisk romamusik.
indtrængende. Det er en stemme, som vækker ubehag
og dårlig samvittighed – eller værre endnu; irritation
og bevidste forsøg på fortrængning. Så meget desto
mere er det vigtigt, at ERRC og centrets leder bakkes
op, støttes, anerkendes og også gerne hædres. Derfor
er det efter min mening fuldstændig oplagt og meget,
meget glædeligt, at ERRC i dag modtager årets PLpris på 100.000 kroner. Prisen, er opkaldt efter Poul
Lauritzen, medlem af den danske frihedskamp under
den nazistiske besættelse, og den uddeles hvert år
til ekstraordinære - ikke-voldelige - forkæmpere for
demokrati og menneskerettigheder.
og en trussel. Der er mange årsager til, at romaerne er
så udsatte, og disse årsager er væsentlige at afdække
og derefter forsøge at komme til livs. Men det er også
vigtigt at identificere og glæde sig over de ganske mange
eksempler på, at romaerne – trods hårde odds – tager
til genmæle mod hadetale og fordomsfulde angreb
og selv aktivt og konstruktivt formulerer en vision for
romaernes integration som medborgere i det moderne
Europa. Et af disse eksempler – og vel nok det stærkeste
– er netop European Roma Rights Centre. Derfor er det
glædeligt, at årets PL-pris går til netop ERCC - for deres
veldokumenterede og respektindgydende indsats for
romaers rettigheder i Europa. En indsats, som ERRC
med base i Budapest har udført siden 1996, og som
har krævet en utrolig vedholdenhed fra centrets side.
Den øverste direktør for European Roma Rights Centre,
ERRC, Dezideriu Gergely, får overrakt PL-prisen ved et
arrangement i Nationalmuseets festsal i dag. Der vil
være musik, taler og sikkert også pindemadder. Men
først og fremmest vil der være mulighed for at høre
en stemme, som heldigvis i disse år er ved at vokse sig
stærkere, men som stadig mangler meget i styrke til
at blive hørt tilstrækkeligt: romaernes stemme. Den
stemme, der kan tale på vegne af de 10-12 millioner
europæiske medborgere med romabaggrund.
Ferenc Koszeg
ERRC
blev
grundlagt
af
den
ungarske
menneskerettighedsaktivist og dissident Ferenc
Koszeg, og hans tanke med ERRC var helt fra
begyndelsen, at romaernes vilkår i det nye Europa
skulle sikres via juridiske normer, som satte mindretals
rettigheder på dagsordenen. Håbet var, at ERRC ved
at fokusere på juridiske rettigheder og tale romaernes
sag også kunne vinde større folkelig forståelse for
og støtte til romaernes sag. ERRC har i snart tyve år
arbejdet målrettet med fortalervirksomhed, forskning,
politikudvikling og træning af roma-aktivister og har
ført hundredvis af sager for romaer, som har været
udsat for diskrimination og forskellige brud på deres
En dobbelt undertrykt minoritetsgruppe
Romaerne er mere marginaliseret og udsat for
fordomme end nogen anden minoritetsgruppe i Europa,
og som lider under den dobbelte undertrykkelse, der
består i ikke at blive hørt og inddraget, men samtidig
at blive talt om, nedgjort og udpeget som et problem
23
menneskerettigheder – hvilket blandt andet har ført
til, at der er blevet udbetalt et tocifret millionbeløb i
erstatning til ofrene.
af de tidligere koncentrationslejre, Dachau.
Det stærke ved ERRC er blandt andet, at de stædigt
og vedholdende dokumenterer de overgreb og den
strukturelle diskrimination, romaer udsættes for både
i fattige og mere velhavende EU-lande. Rapporterne,
pressemeddelelserne og de mange undersøgelser, som
ERRC hvert år offentliggør, bærer præg af grundighed,
indsigt og et konstant fokus på menneskerettigheder
som den afgørende parameter, som romaernes forhold
skal måles på. ERRC insisterer på, at romaerne skal
opfattes som borgere i Europa på linje med alle andre,
og deres vilkår skal måles ud fra dette udgangspunkt
– og ikke med udgangspunkt i fordomme om, at
romaerne som nomader ikke ønsker eller har behov for
samme standard inden for bolig, sundhed, uddannelse
og erhvervsmuligheder som alle os andre.
Denne sultestrejke og den politiske bevægelse, der
siden er vokset frem blandt romaer rundt omkring i
Europa for at dokumentere og skabe opmærksomhed
omkring romaernes skæbne under 2. verdenskrig er
blot et af flere eksempler på, at romaerne er begyndt
at bryde med en lang tradition for ikke at stille krav og
ikke at engagere sig i det magtpolitiske spil. Et kendt
roma-ordsprog kan oversættes til noget i retning af:
”Når hånden giver, så tag; når den vender sig for at
slå, så løb.” Dette ordsprog kan siges at opsummere
en overlevelsesstrategi, som har udviklet sig i mange
romamiljøer – belært af historiens tilsyneladende
endeløse eksempler på, at majoritetssamfundet
udgør en trussel snarere end en mulighed om
medborgerskab. Denne erfaring har fået mange romaer
til at isolere sig og undgå forpligtende relationer med
det omgivende samfund og dets institutioner. En
overlevelsesstrategi, der ikke helt uden grund har fået
mange majoritetsborgere til at anklage romaerne for
’ikke at ville integrere sig’ og ’ikke at føle sig forpligtet af
de love og regler, som alle må overholde i et moderne
samfund’. Mange anklager også romaerne for at sætte
sig selv i en offerposition og fralægge sig ansvaret for
deres egen situation.
Sultestrejken
Historien er fremtidens grundlag
ERRC har især fokus på nutidige forhold, men baserer
også sit arbejde på viden om romaernes historie i
Europa, et absolut nødvendigt fundament, hvis man
ønsker at forstå romaernes udsatte position og deres
ofte meget dybe mistillid til majoritetssamfundet og
dets institutioner. Som baggrund for ERRC’s arbejde
ligger indgående kendskab til de utallige eksempler på
overgreb og diskrimination, som romaerne har været
udsat for gennem historien. Op mod 500 års slaveri i det,
der i dag er det nuværende Rumænien, mere kortvarige
eksempler på slaveri i andre europæiske lande som
Spanien, Rusland og England. Tvangsfjernelse af børn,
påstande om kætteri, spionage, hekseri og børnetyveri.
Under 2. verdenskrig blev romaerne forfulgt og forsøgt
udryddet på samme måde som jøderne, og det menes,
at i alt op mod 500.000 ud af cirka en million romaer
i Tyskland og de tyskbesatte områder blev dræbt
under Holocaust. Alene i udryddelseslejren AuschwitzBirkenau døde over 20.000 romaer efter at have
været holdt fanget i en særlig afdeling i lejren, som af
nazisterne fik navnet ‘sigøjnerfamilielejren’. I løbet af
en enkelt nat, mellem den 2. og 3. august 1944, blev
næsten 3.000 romaer henrettet i gaskamrene.
Denne anklage er dog på mange måder absurd. Så
længe kendskabet til og anerkendelsen af de historisk
og nutidige overgreb på romaer er så begrænset,
er det svært at forvente, at romaerne vil vove sig
ind i en mere forpligtende og risikabel relation til
majoritetssamfundet. Når romaer i Kosovo stadig er
efterladt i lejre, som blev etableret som midlertidige
opholdssteder under krigen i 1999; når romakvinder
i Tjekkiet og Slovakiet blev steriliseret mod deres
vilje helt op til år 2000 og efterfølgende blev nægtet
erstatning med henvisning til, at sagerne var forældet.
Når romalandsbyer angribes af nynazister, uden at
politiet griber ind. Ja, så er der utallige gode grunde
til, at mange romaer stadig satser på isolation
snarere end politisk engagement og integration som
overlevelsesstrategi. Ikke desto mindre er romaer, der
vælger at engagere sig i ngo-arbejde som ERRC’s –
eller mere direkte i traditionel politik. Det opløftende
er netop, at romaernes stemme ikke kan reduceres
til ERRC, men er flerstrenget og med stigende styrke,
bredde og dybde.
Romaernes Holocaust er endnu langtfra afdækket
og dokumenteret i detaljer. Deres marginaliserede
position har gjort det vanskeligt for dem selv at gå i
spidsen med forskning og offentlige markeringer, og
også det udbredte dødstabu blandt romaer har gjort det
svært at få de overlevende til at berette om, hvad der
overgik dem. Dels har omfanget af jødeudryddelserne
’skygget’ for udryddelsen af romaer. Mens den tyske
regering allerede i 1949 erkendte, at der havde fundet
folkemord på jøder sted under 2. Verdenskrig, måtte
romaerne vente til 1982 på en tilsvarende officiel
anerkendelse. Og det skete først efter at en gruppe
roma-aktivister havde gennemført en sultestrejke i en
Inspiration til styrkelse af Romasamfundet
Desuden er det vigtigt at være opmærksom på, at
romaernes politiske engagement og deres nationale
identitetsopbygning trods alt har en historie, som går
længere tilbage end ERRC’s. Allerede før 2. Verdenskrig
hentede nogle romaer inspiration i den zionistiske
opbygning af et jødisk hjemland i Palæstina. I 1934
lancerede den selvudnævnte polske ’romakonge’
24
ved de seneste to Venedig Biennaler, og også inden
for journalistik og filmkunst er der et stigende antal
romaer, som gør sig gældende. Og til næste år kan den
ungarske romakvinde Livia Jaroka såmænd fejre ti års
jubilæum som medlem af Europa-Parlamentet. Siden
hun blev valgt ind i 2004 har hun talt romaernes sag
– og opfordret både romaer og ikke-romaer til at gøre
en indsats for at overvinde kløften af gensidig mistillid.
Romaerne har med andre ord en stemme, som med
stigende styrke – men også med nuancer og bredde ytrer sig både politisk og kulturelt. Det er en stemme,
vi har savnet alt for længe – og en stemme, vi må
lytte til – ikke kun i dag, når ERRC’s direktør taler ved
modtagelsen af PL-prisen.
Mikael Kwiek en plan om at oprette et hjemland for
romaer ved bredderne af Ganges, og i 1937 lancerede
den nyudnævnte ’romakonge’ Janosz Kwiek en ny plan
om at etablere et land for romaerne. Han havde udset
sig et område mellem Somalia og Abyssinien (i det
nuværende Etiopien), der var koloniseret af Italien, og
han henvendte sig derfor til Mussolinis fascistiske styre
for at anmode om lov til at etablere et roma-hjemland
i kolonierne. Der gik dog kun få år, før Kwiek blev
henrettet af Mussolinis nazistiske allierede. Efter krigen
genoplivede en af Kwieks bekendte, den rumænskfødte
roma Vaida Voivod, ideen om et ’Romanestan’. Voivod
argumenterede for, at romaernes hjemland skulle
etableres i det område af Frankrig, hvor han selv
boede, eller i Somalia.
Politikens kronik den 12. december 2013
Nationalsang, flag og nationaldag
Ingen af disse visioner var nogensinde i nærheden af
at blive til virkelighed, og siden 2. Verdenskrig har de
toneangivende roma-organisationer i Europa – modsat
den jødiske diaspora i højere grad satset på at blive
anerkendt og respekteret som en nation uden land
end på at etablere et nyt hjemland. I 1971 afholdtes
den første ’Verdenskongres for romaer’, og der vedtog
man et fælles flag, en nationalsang og en nationaldag,
8. april, som markeres i en række lande hvert år.
Roma Pride
I 2011 blev der etableret en såkaldt international Roma
Pride i oktober, en dag som romaerne besluttede at
markere for at sætte den fortsatte antiziganisme på
dagsordenen og understrege, at romaerne er – og
insisterer på fortsat at være – en del af den europæiske
virkelighed. Roma Pride, der henter inspiration i den
amerikanske bøssebevægelse, blev etableret som
en tværeuropæisk begivenhed. Et manifest, som
beskrev den udbredte diskrimination mod romaer
over hele Europa og krævede handling for at stoppe
forskelsbehandlingen, blev forfattet og underskrevet
af repræsentanter for roma-organisationer og
menneskerettighedsgrupper i over 20 forskellige lande.
Siden er der sket flere ting. Blandt andet fik romaofrene for Holocaust sidste år, ligesom de jødiske og de
homoseksuelle ofre, deres eget mindesmærke i Berlin,
og der er gennem de seneste årtier også etableret en
række roma-museer i bl.a. Tyskland, Tjekkiet og Polen,
hvor der er udstillingsafsnit om romaernes holocaust.
Et af museerne ligger i Brno, den by, hvor 250
romabørn i januar 1940 blev taget til fange og sendt
til Buchenwald, hvor de blev brugt som forsøgskaniner
i nazisternes første eksperimenter med Zyklon B-gas.
Kulturel og politisk bevidstgørelse
Samtidig sker der en kulturel og politisk bevidstgørelse
blandt især unge romaer. Kunstnere med
romabaggrund har bidraget til en særlig roma-pavillon
25
Tyrkere, armeniere og europæere, lad os mindes
det armenske folkemord sammen i Tyrkiet
arv forbliver en del af nutiden, selv om vi er på vej mod
hundredåret for dets gennemførelse.
I 1915 førte en systematisk forberedt og omhyggeligt
udført plan til udryddelsen af halvanden million
armeniere i Det ottomanske Rige i et forsøg på at
ødelægge en hel civilisation – og på at ”tyrkificere” de
anatolske områder. Det armenske folk blev ofre for et
folkemord, som snart skulle komme til at tjene som et
grusomt fortilfælde for andre, der fulgte efter.
Vores fælles initiativ handler om forsoning, om
solidaritet, om retfærdighed og om demokrati.
Det er et initiativ til forsoning: det tillader
eksilarmeniere og tyrkiske armeniere, der har nægtet
at lade sig fordrive, åbent at sørge over deres forfædre;
det tillader tyrkiske enkeltindivider og organisationer
at bede ofrenes efterkommere om tilgivelse på deres
forfædres vegne.
Den tyrkiske Republiks skiftende regeringer har siden
da kæmpet for at benægte den mørke side af deres
lands historie og for at få deres folk og verden til at
glemme, at folkemordet nogen sinde fandt sted.
Det er et solidaritetsinitiativ mellem alle dem, der
kæmper for anerkendelsen af historien. Skellet går
ikke mellem tyrkere og armeniere, men mellem dem,
der kæmper for anerkendelsen af det armenske
folkemord, og dem, der støtter benægtelsen. Kort
sagt, det er ikke et spørgsmål om herkomst, men om
fremtidsperspektiver.
Blot det at nævne disse historiske kendsgerninger
fremkalder den dag i dag, først og fremmest i Tyrkiet,
voldsom modstand som f.eks. verbale og fysiske
trusler og i nogle tilfælde endda mord. Benægtelsen
af folkemordet har fostret racisme og had mod
armenierne og andre ikke-muslimske mindretal.
Nogle påstår, at det at anerkende det armenske
folkemord som en kendsgerning, er et angreb på det
tyrkiske folk og ”tyrkiskheden”. Det er rent faktisk et
angreb på benægtelse af folkemord og et skridt på
vejen mod retfærdighed og demokrati.
Det er et retfærdighedsinitiativ. Med Elie Wiesels
ord: ”Folkemord dræber to gange, anden gang
gennem fortielsen. ” Benægtelse er en forlængelse
af folkemordet, og folkemord er den mest voldelige
handling, som racisme kan føre til. At bekæmpe
benægtelsen er et forsøg på at hele det trauma,
som er nedarvet i både den armenske befolkning og
det tyrkiske samfund fra den ene generation til den
næste. At bekæmpe benægtelsen er således en del af
kampen mod racisme for et mere lige, mere retfærdigt
samfund. Det giver de nye generationer muligheden
for at se fremtiden i møde sammen.
I nogle år har det tyrkiske civilsamfund modigt
organiseret arrangementer til minde om det armenske
folkemord. Disse sandheds- og retfærdighedsringe
breder sig, efterhånden som flere og flere stemmer
kommer til i en human og bevægende indsats for at gå
op imod den officielle diskurs omkring benægtelsen af
folkemordet.
Endelig er det et demokratisk initiativ, ikke kun fordi
fjernelsen af det tabu, der omgærder folkemordet,
er en uomgængelig betingelse for at fremme
ytringsfriheden i Tyrkiet, men også fordi, som Jorge
Semprum ofte mindede om, så kræver demokrati
livskraft fra civilsamfundet. At styrke relationerne
mellem de civile samfund vil styrke dem, som har
kæmpet for at fremme demokratiet i Tyrkiet og andre
steder i Europa.
For første gang i næsten et århundrede deltog en
udenlandsk delegation bestående af europæiske
anti-racistiske menneskerettigheds- og armenske
eksilledere sidste år i mindehøjtideligheden i Tyrkiet
som svar på det krav om solidaritet, det tyrkiske
civilsamfund fremsatte.
Sammen har vi vist, at i Tyrkiet er de, som anerkender
og mindes folkemordet på armenierne, mere
vedholdende end dem, der benægter det. Vi har
vist, at der eksisterer en del af det tyrkiske samfund,
der er stærkt knyttet til demokratiske værdier og
menneskerettigheder, og som er parat til at se deres
fortid i øjnene.
Det er grundene til, at vi vil mindes det armenske
folkemord sammen den 24. april i Tyrkiet. Vi
opfordrer alle, som arbejder for forsoning,
solidaritet, retfærdighed og demokrati, til med deres
tilstedeværelse og støtte at hjælpe os med at lægge et
århundredes benægtelse bag os.
I år vil menneskerettigheds- og anti-racistiske aktivister, engagerede borgere, civilsamfundsledere,
intellektuelle og kunstnere fra Tyrkiet og rundt
omkring i Europa - forenet i et fælles ønske om endelig
at se sandheden anerkendt - mindes det armenske
folkemord i Tyrkiet den 24. april 2014. Folkemordets
http://www.remember24april1915.eu/
oversat fra engelsk af Jette M. Møller
26
Åbent brev
sagsbehandling, ikke som blot vedhæng til forældrene.
Der skal tages udstrakt hensyn til børnenes særlige
behov for beskyttelse, hvad enten de ankommer som
uledsagede flygtningebørn eller som en del af deres
familie.
til regeringen, Folketingets partier og medierne
fra SOS mod Racisme, Bedsteforældre for Asyl og Et
anstændigt Danmark
vedr. den danske asyl- og udlændingepolitik.
Den nuværende flygtningelov er et kludetæppe af
ændringer og stramninger. Udlændingeloven er i
VKO-perioden med ”fast og fair” udlændingepolitik
blevet ændret i gennemsnit hver 8. måned. Hverken
asylansøgere,
afviste
asylansøgere,
ansøgere
om familiesammenføring, deres advokater eller
administrationen kan være sikker på, om loven
administreres korrekt. Det er et stort problem for
retssikkerheden – og dermed for Danmark som retsstat.
Ovenstående 3 foreninger inviterede til debatmøde
lørdag den 23. november 2013 i Studenternes Hus i
Aarhus, hvor kyndige fagfolk informerede og lagde op
til diskussion af den danske asyl- og udlændingepolitik.
Vi vil indtrængende appellere til regeringen om
at ændre asyl- og udlændingepolitikken i en mere
menneskelig retning, så Danmark kan være sig selv
bekendt.
Der er i mange år blevet administreret ”til kanten”
(dvs. langt over kanten) af internationale konventioner.
Danmark er ét af verdens rigeste lande; det kan
simpelthen ikke passe, at vi ikke har råd til at give
beskyttelse til mennesker, der har behov for asyl eller
er alvorligt syge.
Den nye lov skal overholde de retningslinjer, der er
lagt frem i Bedsteforældre for Asyls 10 krav til en ny
Asylpolitik:
Som et af verdens ældste demokratier har Danmark en
ganske særlig forpligtelse til at gå foran med en human
flygtninge- og udlændingepolitik.
http://www.bedsteforaeldreforasyl.dk/index-old.php
3.
I oktober dette år fejrede Danmark, at mange af landets
borgere viste det rette sindelag over for de jødiske
medborgere, der stod i fare for at blive interneret og
ført til Tyskland. Heldigvis blev de fleste reddet over til
Sverige. Netop i år måtte det være indlysende, at den
danske regering måtte tage tråden op fra dengang og
åbne dørene for forfulgte, der er flygtet fra fængsel,
tortur, etnisk udrensning og med god grund frygter en
tilbagevenden.
En ny udlændingelov skal administreres efter, at
asylansøgere skal leve under rolige og forudsigelige
forhold, så tæt på et alm. hverdagsliv som muligt, dvs.
max. ½ år i et asylcenter, derefter i et alm. boligområde
med mulighed for arbejde og alm. skolegang og adgang
til uddannelse. Asylansøgerne skal betragtes som
mennesker (ikke som udgangspunkt som kriminelle),
mens deres behov for beskyttelse undersøges.
Asylansøgeres og afviste asylansøgeres mentale og
fysiske sundhedstilstand skal bygges op, ikke brydes
ned. Straks ved ankomsten skal asylansøgere screenes
for tegn på tortur, i givet fald skal behandling straks
sættes ind.
1.
Vi ønsker et fuldstændigt moratorium for tvangsudvisninger til lande, der er ramt af krig eller borgerkrig.
Dette moratorium skal bruges til en tænkepause og
en nærmere evaluering af situationen, som Danmark
tvangsudviser syge, svækkede, traumatiserede og
angste mennesker til, samt til udarbejdelse af en helt
ny udlændingelov. Jf. punkt 2.
Det nuværende asylsystem med årelange ophold
i asylcentre, oven i købet med flere flytninger, der
vanskeliggør kontakter og opbygning af netværk, er
bevisligt nedbrydende for mennesker. Både børn og
voksne traumatiseres ved at opholde sig i et asylcenter,
både fysiske og psykiske sygdomme forværres.
2.
Hvad enten en asylansøger får varigt ophold i Danmark
eller efter en periode rejser tilbage, vil det lette
det fremtidige liv og omstillingen til nye forhold, at
den mentale og fysiske sundhedstilstand er bygget
op, og at den pågældende har kunnet modtage
skoleundervisning eller videre uddannelse eller har
haft mulighed for at tage arbejde.
Vi ønsker en udarbejdelse af en helt ny udlændingelov, der grundfæster de internationale
konventioner, Børnekonventionen og Tortur- og Flygtningekonventionen i dansk lov og retspraksis.
Der skal atter være anerkendelse af de facto flygtninge.
Børn skal behandles som asylansøgere med særskilt
27
4.
den bedste garant for, at Danmark fortsat vil være
et demokratisk retssamfund, med et minimum af
kriminalitet og sociale spændinger.
Regering, Folketing og medier skal endvidere gå
ind i en holdningsbearbejdende indsats, der skal
mindske fremmedangsten i samfundet og modvirke
diskrimination og racisme.
Udbyneder Præstegård den 16. december 2013
I stedet for at gøre udsatte befolkningsgrupper til
syndebukke skal der helt bevidst arbejdes for større
lighed i vores samfund.
Bodil Hindsholm Hansen/
Et anstændigt Danmark
Et frit, åbent og lighedsstræbende samfund giver så
langt de bedste muligheder for alle, både de i forvejen
privilegerede og de ikke-privilegerede, og vil være
28
Taler på Nytorv den 1. november 2013
Stop tvangsudvisningerne af svært psykisk syge
De reelle behandlingsmuligheder ved en
hjemsendelse er slet ikke belyst. Hvem ville i
Danmark anbringe en psykisk syg uden for hospitalet
med en pose med få piller og sige, at han nu måtte
klare sig selv? Man ville sikre sig en reel overdragelse
til en kompetent behandlingsinstitution og overveje,
om manglende familiemæssige og miljømæssige
netværk alligevel forhindrede vedkommende i at klare
sig omkring de mest basale behov..
Af Bente Rich, børnepsykiater
Børns behov: Vi tager ”vore” børn med i cirkus for
at give dem mulighed for at opleve spænding, når
f.eks. cirkusprinsessen hænger i en trapez livsfarligt
højt oppe. Direktøren i f.eks. Cirkus Baldoni kommer
regelmæssigt frem i manegen og siger: mine damer
og herrer – det bliver værre og værre. Og børns
forventninger stiger.
Selv svært psykisk syge afviste asylansøgere (sågar
torturofre, der tidligere har lidt under årelange
fængslinger) anbringes i udsendelsesfasen i
Ellebækfængslet alene på politiets skøn af, at det er
helbredsmæssigt forsvarligt.
”De andres børn”, børn i asylsøgende – og
flygtningefamilier, oplever alt for høj anspændelse
konstant med påvirkning af deres udvikling til følge.
Det hviler som et åg på deres børneskuldre, at
familien vilkårligt kan blive sendt til hjemlandet,
selv om familiemedlemmer er så syge, at man ikke
har nogen reel mulighed for at klare sig. Desværre
gælder cirkusdirektørens spådom for disse børn: det
bliver værre og værre! Ingen havde troet det muligt,
men udsendelsespolitikkens administration er blevet
yderligere brutaliseret.
Rigspolitiets praksis i udsendelsesfasen er i det hele
taget uigennemsigtig. Ved en konference i september
nægtede politiet at stille op for at oplyse deltagerne
om den praktiske håndtering af f.eks. 18-måneders
reglen (at det trods asylansøgerens medvirken ikke
har været muligt at udsende ham i 18 måneder).
Forvaltningen af loven foregår således uden
gennemsigtighed og forudsigelighed, hvilket er kravet
til retssikkerhed.
I 90’erne arbejdede jeg i de rumænske børnehjem og
undrede mig over, hvorledes forholdene der kunne
blive så umenneskelige. Det viste sig, at personalet i
disse ødelæggende lejre overlevede ved at dele børn
op i to kategorier: egne børn og ”de andres”, faktisk
blev de anbragte børn gjort til ”ingens”. De blev
opfattet som genstande, og kun derved kunne den
umenneskelige praksis med total ødelæggelse af børn
fortsætte.
Alt i alt kan behandlingen kun beskrives
som ydmygende og umenneskelig, når
uigennemskuelighed og vilkårlighed bliver reglerne.
Gennem dette forløb bliver mennesket, der udsættes
derfor svært nedbrudt – nogle varigt.
Børnene lider i det stille. Da vi undersøgte de 22 børn
i Brorsonkirken, hvor irakere havde søgt kirkeasyl mod
en truende hjemsendelse, havde 21 børnepsykiatriske
diagnoser. Kun to af dem havde forinden fået nogen
dokumentation derfor.
Manglende retssikkerhed og gennemsigtighed ved
afgørelser om humanitært ophold:
Det er tilfældigt, om der kan skaffes lægelig
dokumentation for helbredsproblemer. Ansøgeren har
ikke penge til honorar til læge ( eller for den sags skyld
til advokat). Desuden er det oftest umuligt at skaffe
lægeerklæringer overhovedet, og asylcentrets journal
kan ikke bruges til en forsvarlig sagsbehandling.
Hvilket den ofte bliver brugt til alligevel.
To grupper rammes af den brutale praksis med
hjemsendelse af svært psykisk syge: Flygtninge, der
tidligere har fået humanitært ophold men nu skal
have dette fornyet - og afviste asylansøgere.
Flygtninge med helbredsbetinget humanitær
opholdstilladelse.
Ministeriets jurister tolker helbredsoplysninger
anderledes end læger selv ville gøre. Der
er manglende fokus på funktionsevne,
familiesammenhæng og miljøets betydning. Børn
betragtes som vedhæng til de voksne, omtales uhyre
sjældent som ansøgere i deres egen ”ret”. Børn
har i det hele taget næsten aldrig nogen brugbar
dokumentation for psykiske lidelser (de henvises
meget sjældent til børne- og ungdomspsykiater men
ses i stedet af psykologer, hvis erklæringer afvises af
Justitsministeriet).
Disse tilladelser gives tidsbegrænset, oftest først
for 1 år, derpå 2 år, osv. Hver gang tager fornyelsen
lang tid, som regel mellem 7 og 12 måneder, hvor
familiemedlemmer lever i daglig angst for udfaldet.
Enhver mulighed for helbredelse forhindres, idet
man således hver gang bliver ”slået tilbage til start”.
Ægtefælle og børn lider voldsomt samtidig.
Vanvittige, truende udsendelser bliver kun – tilfældigt
– forhindret af ”civile”, der griber ind og ”bider sig
fast”. En svært syg person kan få afslag blot begrundet
29
behøver i deres barndom. De lever i angst i de lange
perioder, hvor en ansøgning er under behandling.
Foreløbig har vi beslaglagt 12 år af disse to børns liv
med en umenneskelig og ydmygende behandling,
der vil få følger for dem resten af livet. De overværer
hele tiden, hvorledes andre afghanske flygtninge
hjemsendes og oplever en reel trussel om det samme.
i at den nye læge, der har skrevet erklæringen, har
brugt en vending lidt anderledes end en tidligere
erklæringsudstedende læge. Uden at dette betyder, at
ansøgeren er mere rask.
Eksempler: Afghanske kvinder
Omkring år 2000 kom flere afghanske kvindelige
lærere til Danmark. Desværre nåede de ikke
at få færdigbehandlet deres sager, før Bertel
Haarder afskaffede de facto status (behov for
beskyttelse, selv om man ikke opfylder de fire
strengere konventionskriterier). De var alle flygtet
fra forfølgelse, idet Taleban truede dem, fordi
de underviste piger. Flere havde oplevet, at det
tilfældigt var kollegaen, der var blevet dræbt, fordi
vedkommende var på arbejde, og selv vidste de,
at det kun var et spørgsmål om tid, før de selv blev
myrdet.
Afviste asylansøgere med svære psykiske lidelser
Mange faktorer medfører, at deres sygdom og
behandlingsbehov ofte et utilstrækkeligt beskrevet.
En del er sågar aldrig psykiatrisk udredt, og
hyppige flytninger mellem asylcentre medfører, at
bekymringer for deres situation forsvinder.
De lander så pludseligt i en udsendelsessituation, hvor
”løbet er kørt”.
På den konto har vi sendt mange ud til en tilværelse,
hvor de ikke har nogen mulighed for at klare sig.
Deriblandt har været børnefamilier med en far
eller mor så syg, at vedkommende skulle overvåges
af familiemedlemmer. De har efter ankomst
til hjemlandet hverken mulighed for at få den
nødvendige behandling eller for at etablere noget
eksistensgrundlag.
Disse kvinder flygtede med deres børn gennem
sovjetrepublikker, nogle kom væk fra flere af deres
børn undervejs, og en enkelt måtte efterlade sine
børn til at klare sig på egen hånd i et land, hvor børn
uden beskyttelse lever meget udsat.
På trods af dette fandt Flygtningenævnet ikke behov
for at give disse kvinder og deres børn beskyttelse i
form af asyl i DK.
Citater fra de berørte børn:
Relation til andre børn: ”Vi kan godt blive rigtigt gode
venner – men vi kan ikke blive så gode venner. Når vi
skal sige farvel, bliver det meget trist for os.”
Gennem de følgende år blev disse mødre svært
psykisk syge under presset. Moderen, hvis
børn levede udsat i et fjernt land, kom sågar på
motivationsfremmende foranstaltninger (der
skulle få hende til at rejse hjem), hvor hun ikke fik
udbetalt lommepenge og derved blev forhindret i at
opretholde kontakt til sine børn. Hen over tid blev
disse – førhen raske og stærke – kvinder svært psykisk
syge, og de fik til sidst af den grund humanitær
opholdstilladelse. Denne har så skullet fornyes
regelmæssigt, hvor de på ny kommer under maksimalt
og ødelæggende stress.
Angst for afgørelsen: ”Hele tiden, når der kommer et
brev, bliver vi bange”. Og: ”mor, jeg vil ikke slås ihjel
som 9-årig i Afganistan”.
Familiesituationen: ”min mor, hun er meget syg. Hvis
vi bliver sendt ud, tror jeg ikke, min mor overlever.
Hvis min mor dør, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.”
Ansvar: ”jeg skal passe på min mor, min far, min
lillesøster---”
En af dem kom hertil gravid og med et 2-årigt barn.
I begyndelsen var hun den, der hjalp de andre
beboere på asylcentret. Hun blev som de andre
meget ødelagt psykisk og har nu efter 8 år atter
skullet forny sin og børnenes opholdstilladelse. Hun
har fået afslag på varigt ophold, fordi sygdommen
medfører, at hun i perioder som følge af sygdommen
modtager kontanthjælp. Med en ny tidsbegrænset
opholdstilladelse sørger vi for, at hun fortsat holdes
under et umenneskeligt pres, der vil holde hende syg
og derved tvinge hende til at modtage offentlig hjælp
– for ved næste ansøgning atter at få afslag på varig
opholdstilladelse.
Regeringsgrundlaget:
Børn på flugt er særligt sårbare og har i særlig grad
krav på beskyttelse. Regeringen vil undersøge,
om udlændingeloven på bedst mulig måde er i
overensstemmelse med FN’s konvention om barnets
rettigheder, og hvilke initiativer og ændringer, der
evt. skal til, for at principperne i konventionerne
bedre efterleves i Danmark.
Konventioner er ikke meteorer, der kommer flyvende
fra himmelrummet og rammer os uretfærdigt – de er
vores fælles moralske grundlov. Børnekonventionen er
vedtaget i 193 lande.
Barnets tarv
Børnene lider, går glip af den basale tryghed, alle børn
30
Trods regeringsgrundlaget er det blevet værre og
værre!
beskyttelse til dem alle. Tilmed tilhører denne familie
et etnisk mindretal, som var og er særlig udsat. Men
Danmark sagde nej. Og fordi den Irakiske ambassade
har den humane indstilling, at de ikke vil medvirke til
tvangsmæssig tilbagesendelse af familien, er den her
endnu, men lever i usikkerhed med truslen og presset
om udsendelse hængende over hovedet. Andre
lande, vi sammenligner os med, fx Sverige, fulgte FN’s
opfordring og gav asyl til sådanne irakere i tusindvis.
Såvel efter Irakkrigen som borgerkrigen i Exjugoslavien har vi tilbagesendt svært psykisk syge med
børn, der selv var medtagne. Nu gør vi tilsyneladende
det samme omkring Afganistan. Man får den tanke, at
de skal tilbage, før kaos bryder ud, når udenlandske
tropper trækkes hjem.
Børn har ret til livet og en udvikling – de har kun den
ene chance. Forspildte muligheder kan ikke indhentes
– skader kan ikke genoprettes senere. Vi har et ansvar
for de børn, der opholder sig i Danmark.
Torturofre sendes tilbage til deres bødler
Et andet eksempel er iranere, som har ventet i
årevis. Også blandt iranere har jeg flere torturofre,
som også her har fortsat at vise deres foragt for det
iranske præstestyre ved at bruge den ytringsfrihed,
de har her i landet. Også de har fået afslag på stribe.
Og også mange af dem har ventet i årevis - for deres
vedkommende skyldes det, at Iran ikke ville modtage
dissidenter, der ikke indrejste frivilligt. Men de seneste
måneder er vi gået i gang med at sende dem tilbage til
deres bødler ved at fremstille dem på grænsen.
Stop tvangsudvisningerne af svært
psykisk syge flygtninge,
Man skulle tro, at Danmark var håndlangere for det
umenneskelige iranske præstestyre.
Danmark og menneskerettighederne
Helge Nørrung, advokat
Kære venner, vi kan ikke blive ved med at behandle
folk så tvært imod den humanisme, der ellers for
år tilbage kendetegnede Danmark, dengang vi i
verden var et forbillede og kæmpede for størst
mulig overholdelse af menneskerettigheder. Jeg har
boet i USA et år i 1960’erne, hvor jeg var vidne til
raceuroligheder, men hvor jeg var stolt af, at Danmark
gik forrest i kampen for menneskerettigheder. Men
siden 1980’erne er politikerne kappedes om at
udvande vores overholdelse af disse rettigheder
og finde den lavest mulige tærskel. Hvorfor skal
det være nødvendigt, at vi i dag gang på gang skal
bruge ressourcer på at indbringe Danmark for Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol og FN’s
komiteer for menneskerettigheder?
Det er dejligt at se, at så mange mennesker er mødt
op i dag. Jeg tror mange af os er påvirket helt ind i
sjælen, når vi hører de gruopvækkende beretninger
om, hvordan vi i dagens Danmark sygeliggør
medmennesker, herunder sagesløse børn, ved at
holde dem hen i usikkerhed i årevis. Også som
advokater har mange af os disse mennesker inde
på livet. Og jeg må sige, at jeg skammer mig over at
være borger i et land, som kalder sig kristent, men
som behandler folk værre end vi læser om i Bibelens
lignelse om den barmhjertige samaritaner. (…)
Jeg har blandt mine klienter flere torturofre, som har
været undersøgt af lægelige eksperter fra Amnestys
Lægegruppe med ekspertise fra det internationalt
kendte Rehabiliteringscenter for torturofre, som har
bekræftet at de har været udsat for tortur.
Så tak til alle jer, der støtter op om en mere human
asylpolitik og at stoppe udvisningerne. Jeg ved I
kommer fra alle partier. På tværs af samfundet.
Jeg ser også nogle behandlere. Og jeg ser nogle fra
Røde Kors. Folk, der ligesom os advokater har disse
flygtninge inde på livet hver dag. Det minder mig om
det, som Svend Auken sagde i sin sidste offentlige
tale henne på Rådhuspladsen for fire år siden efter
rydningen af Brorsons kirke. Aukens tale handlede
også om flygtninge ligesom i dag. Flygtninge, der
havde fået afslag i den meget strenge bedømmelse,
der bruges i Danmark. Og som havde søgt tilflugt i
en kirke som sidste udvej. Svend Auken appellerede
for en undtagelse for disse mennesker. Han sagde
bl.a. ”Det drejer sig ikke om partipolitik, men om
mennesker”.
Men som alligevel får afslag på asyl og anden form
for opholdstilladelse. Og som gennem mange år får
forstærket den psykiske tortur ved påført ventetid
i usikkerhed årevis. Og hvis børn også lider enormt
under det.
Howaida og Fadel, et eksempel:
Howaida og Fadel fra Irak med to børn på fem og otte
år, begge født i Danmark. Hvis man havde fulgt FN’s
opfordring ligesom alle de lande vi sammenligner os
med, så havde den familie fået asyl for flere år siden.
De kommer nemlig fra de egne af Irak, hvorfra FN i
årevis anbefalede at give asyl eller en anden form for
31
Hvad er der blevet af Radikales støtte til afviste
flygtninge?
medicin er tilgængelig i hjemlandet, bliver de udvist.
Som om en behandling af så syge mennesker alene
drejer sig om medicin.
Men i dag, fire år senere, år 2013 er der stadig
nogle af de samme mennesker, som frygter at blive
sendt retur. Den dag efter Rydningen af Brorsons
kirke var de Radikale varme støtter for disse afviste
flygtninge. Hvor er de Radikale i dag? Og hvor er
socialdemokraterne? Hvornår tør de igen vise deres
sande humanitære holdning? Om de så skulle
miste en taburet eller to. Er det ikke bedre end at
miste sig selv? Vi var mange, der håbede på, at den
afstumpede medmenneskelige holdning, der prægede
VKO-regeringen ville få en afgørende drejning under
den nye regering. Men skuden er ikke vendt. Den
er bremset en lille smule op med nogle ganske få
forbedringer. Men der er ikke gjort noget afgørende
for at afhjælpe de mange menneskelige tragedier, vi
har hørt om i dag. Medmennesker der lever i uvished
og psykisk tortur længere end de to verdenskrige
tilsammen. (…)
Hvis det var så vel, kunne vi jo godt nedlægge
psykiatrien. Psykisk sygdom er ikke en legemlig
sygdom, som man ofte kan behandle alene med
medicin, men psykisk sygdom er en sygdom i sindet.
Det er derfor man også kalder dem sindssygdomme.
En sygehistorie blandt mange
Til illustration af den nuværende regerings kyniske
udlændingepolitik vil jeg, så kort som muligt, beskrive
en sygehistorie. Den er på ingen måder enestående,
der er mange lige så oprørende sygehistorier.
Det drejer sig om et ægtepar, der nu er i tresserne.
De er romaer og udstødt af begge sider i den voldelige
konflikt i Kosovo.
Man brændte deres hus ned og truede dem til at
forlade landet. Deres ældste datter var nogle år
forinden flygtet til Danmark, hvorfor ægteparret i
1996 - altså for 17 år siden - kom til hende. Ingen af
deres øvrige børn bor mere i Kosovo.
Ægteparret fik arbejds- og opholdstilladelse og begge
var i arbejde, da tilladelserne på grund af en af de
utallige stramninger i udlændingelovgivningen blev
inddraget i 2006.
Stop tvangsudvisningerne af svært
psykisk syge flygtninge der har været
flere år i Danmark.
Tvangsudsendt til Kosovo
af Heidi Hansen, speciallæge i psykiatri.
De turde ikke rejse tilbage, hvorfor de blev
tvangsudsendt til Kosovo i begyndelsen af 2007 til en
håbløs situation. De boede i et telt og måtte tigge og
finde mad i containere.
Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle tale ved en
demonstration, men som forholdene har udviklet sig
for svært psykisk syge flygtninge, der ofte har opholdt
sig flere år i Danmark, må jeg prøve at blive hørt. I
mit psykiatriske arbejdsliv har jeg haft min længste
ansættelse på Anstalten ved Herstedvester, der
tidligere hed psykopatforvaringen. I 15 år var jeg ansat
der som administrerende overlæge.
Efter nogle måneder blev ægteparret en nat
overfaldet af fire hætteklædte mænd. Hustruen blev
truet med kniv og voldtaget, medens ægtemanden
blev truet til at overvære det. Begge blev derefter
slået bevidstløse.
Psykisk syge flygtninge behandles ringere end
kriminelle
Efter overfaldet
Hustruen vågnede først, efter nogen tid vågnede
manden, men han har ikke siden været sig selv. Det
lykkes for dem at flygte tilbage til Danmark i 2007.
Selvom behandlingen der var af psykisk syge men ofte
meget alvorlige kriminelle og farlige personer, har jeg
aldrig oplevet en sådan kynisme i behandlingen, som
man i dag udsætter svært psykisk syge flygtninge for.
En person der havde kendt ægteparret før de blev
tvangsudvist skriver: ”Jeg var rystet over at se den
ændring der var sket med HASSAN, jeg kunne næsten
ikke genkende ham. Han havde et udslukt udtryk
i ansigtet og skar hele tiden tænder. Han var helt
opslugt i sin egen verden, umulig at føre en samtale
med.” Sådan har hans tilstand været siden og er
endog forværret.
Det er blandt andre flygtninge, som den tidligere
regering gav tidsbestemt humanitært ophold,
medens den nuværende regering inddrager
opholdstilladelserne og tvangshjemsender disse svært
psykisk syge til kummerlige forhold.
I afslagene på fornyet humanitært ophold står der
ofte, at deres sygdom er af så alvorlig karakter, at den
berettiger til ophold, men da deres antipsykotiske
Han har siden haft mindst to blodpropper i hjernen og
32
tortur. Senegal rapporterede derfor til Komiteen mod
Tortur under FN, at landet havde dødsstraf. Komiteen
spurgte, om de også henrettede gravide kvinder, og
svaret var nej: Man var jo humanistisk indstillet, så
de lod kvinderne føde og amme i 6 måneder, hvorpå
man henrettede dem. Det betegnede og kaldte FNkomiteen for tortur.
sandsynligvis mange småblodpropper. Han er nu en
tung plejepatient, som skal have hjælp til alt.
Danmark skaber selv sine tunge plejepatienter
Hustruen har gennem årene klaret pasningen af sin
syge mand, men på grund af hendes traumatiske
oplevelser, men mest på grund af de tidsbegrænsede
humanitære ophold med stadig risiko for udvisning,
er hun nu så psykisk nedbrudt at hun kun ved daglig
hjælp af sin datter og svigersøn kan klare pasningen af
sin syge mand. Trods alle disse oplysninger overvejer
Justitsministeriet nu at udvise ægteparret til Kosovo
med den begrundelse, at den medicin ægteparret
behøver er tilgængelig i Kosovo.
Danmark udviser nu psykisk syge til lande, hvor man
ved, at de ikke kan få behandling. Som læger ved
vi også, at sådanne ubehandlede sygdomme kan
medføre døden.
En sammenligning mellem Senegal og Danmark synes
os derfor rimelig: I begge tilfælde er der tale om en
udsat dødsdom.
Vi udtaler os principielt ikke om forhold, der ikke
omhandler tortur. Her er der imidlertid klart tale om
tortur.
DANMARK HAR AFSKAFFET DØDSSTRAF MEN KUN I DANMARK.
Derfor: SKAM OVER DANMARK
Af lægerne Inge Genefke og Bent Sørensen,
Anti Torture Support Foundation, ATSF.
Isi Foigel: Hvis man har regler – uanset hvor
gode de måtte være, eller hvad man mener om
dem – som kolliderer med menneskelighed, så
er det jo ikke menneskeligheden, man skal lave
om på, men reglerne.
Dødsstraf som sådan falder ikke ind under FN´s
definition af tortur. Men metoden dødsstraf udøves
på, kan meget vel være tortur.
Et eksempel herpå er det afrikanske land Senegal,
som har ratificeret og tiltrådt FNs konvention mod
33
Demonstration på Kultorvet
Den 25 januar om formiddagen demonstrerede
Bedsteforældre for Asyl på Kultorvet i København. Det
var igen en ’enkeltsag’ vi tog op. Når redaktøren tillader
sig at sige ’vi’ om bedsteforældrene som i øvrigt altid
omtales her i bladet med veneration, er det fordi hun
var inviteret med og fik lov til at bidrage. Ved samme
lejlighed erfarede hun at Bedsteforældre for Asyl er
en bevægelse, og at der således ikke er noget at være
medlem af. Derfor: Slut jer til, når I har tid, hvad enten I
er bedsteforældre, bedsteforældre in spe eller bare har
noget til overs for vore flygtninge og gerne ser deres
livs vilkår forbedret.
forgæves forsøgte at få til Danmark. Den tilbageblevne
familie gennemlevede en tilværelse med kidnapning,
trusler, grov vold og psykisk terror, herunder blev
moderen slået, skudt og mishandlet udover alle
grænser og uden at der var nogen som helst beskyttelse
for hende og børnene. De tilbageblevne børn skulle
opdrages til at træde ind i oprørshæren og var vidner
til volden og de blev selv udsat for den. Datteren kunne
se frem til et tvangsægteskab.
De er derfor alle forfulgte pga. deres overbevisning og
deres vilje til at ville leve et fredeligt liv - og i Afghanistan
får de ikke en chance for dette. De danske myndigheder
mener, de kan tage ophold i Afghanistan uden at være
udsatte for trusler, men dette er ikke korrekt. Ingen
myndigheder vil høre på dem og ingen vil tage dem
alvorligt trods åbenbare livstruende omstændigheder.
Den 25. januar holdt Jørgen Kirkegaard sammen
på tropperne og indledte hver talers bidrag. Han
præsenterede talerne og tegnede et historisk perspektiv:
”Vi undrer os over at man tidligere har kunne hjælpe,
men at det nu ser ud som om Danmark ikke hverken
kan eller vil hjælpe folk, der har brug for det.”
Selvmordstruet
Mortasa har netop igen forsøgt at begå selvmord
fordi han ikke ønsker at vende tilbage til et land,
hvor han ingen beskyttelse har, og hvor han ikke har
familiemedlemmer, som kan støtte ham og til et land,
hvor han ikke længere har nogen tilknytning, alle
hans relationer er her i landet. Han er psykisk hårdt
belastet af usikkerheden og utrygheden og angsten for
udvisning. Dette har nu stået på siden 2009.
Vi bringer hele Birgit Rasmussens tale, fordi hun kender
den familie bedst, som vi demonstrerede for. Nedenfor
bringes desuden et uddrag af de to andre taler.
Giv asyl til afghanske Mortasa Yousofi og hans familie
Danmark afviser asylansøgere trods et stort
humanitært behov for beskyttelse og sikkerhed. Et
voldsomt eksempel på dette er sagen om Mortasa
Yousofi som, den 18. december 2013 fik afslag på sin
asylansøgning. Ligesom hans familie fik det.
Her i Danmark kan hans afghanske familie være der for
ham og han kan leve et fredeligt liv. Hvorfor lukker de
danske myndigheder øjnene for denne lidelse? Dette
handler ikke om familiestridigheder á la Mafia i Sicilien,
det handler om forfølgelse pga. politisk overbevisning
og det er med livet som indsats.
Faderens beretning findes i min bog ”Min tabte
barndom og uden for rækkevidde”, her har Mortasas
livshistorie sit udspring, idet han sammen med
moderen og to andre søskende måtte efterlades til en
uvis skæbne i Afghanistan pga. risikoen for faderens liv.
Mortasa er med her i dag ved demonstrationen og står
således frem i offentligheden.
Birgit Rasmussen: “Min tabte barndom” og“
Udenfor rækkevidde” To beretninger – en bog om
traumatiserede flygtninge, 2013.
Familien
Hjemmeside hvor bogens og forfatterens data kan ses:
www.bira.dk
Mortasa, hans to søskende og moderen måtte som
nævnt efterlades i Afghanistan fordi faderen i al hast
måtte flygte fra Kabul for at redde sit liv. Han fik
med sig de to ældste børn som han havde hos sig på
tidspunktet for flugten. Den øvrige familie blev holdt
som gidsler hos en onkel, som havde og har kommando
over oprørstropperne. Dette skete for at få faderen
til at makke ret og efter faderens flugt opretholdtes
gidseltagningen som en hævnakt. Det var sådan, at da
faderen viste tegn på, at han ikke ønskede at medvirke
til oprørernes ugerninger, var han akut truet på livet og
måtte flygte.
Bogen udkommer om kort tid også som både lydbog
og e-bog.
De fedtede løsningers land
af Knud Vilby
(…)
Da den lille thailandske pige Im blev udvist sidste år
rejste der sig et ramaskrig, fordi hun var lille og sød
og talte dansk. Hun var kommet til Danmark med sin
mor, der havde giftet sig med en dansker. Nu var denne
papfar død af sygdom, og Im og hendes mor havde kun
boet 4 år i Danmark, ikke de 6 år, der kræves for at få
permanent opholdstilladelse. Derfor skulle hun ud.
Tortur
Tilbage var de 3 øvrige børn og hustruen, som faderen
34
Alle kunne se at det var urimeligt og Folketinget blev
tvunget til at ændre lovgivningen. Nu er Im tilbage i
Danmark.
Somme tider, ja, alt for ofte, holder vi os til den
underholdende side af sagen, vi står udenfor som her i
kulden, hvor vi kun fryser, indtil vi går ind igen.
Red Barnet
Men det hænder også at vores egne unger forsvinder,
og så er vi naturligvis helt ude af det, hvis vi ikke kan
finde dem og falder først til ro, når vi igen kan omfavne
dem og give og modtage det kram, som lykken består
i. (…)
Men lovændringen var meget begrænset og er blandt
andet af Red Barnet blevet kritiseret for ikke at leve
op til kravet om at ”barnets tarv” skal komme i første
række. Loven kræver i stedet integrationsvilje hos
forældrene. Noget der ikke nødvendigvis har at gøre
med barnets rettigheder efter Børnekonventionen.
To af børnene i familien, Mariam og Mustafa, er blevet
danske statsborgere
Men Mortasa på 22 år ønsker myndighederne at sende
til Afghanistan. (…)
Det er typisk, at når Danmark endelig tvinges til at
handle politisk, så sker det med en lille fedtet løsning,
der ikke for alvor tager fat om problemerne eller søger
at løse dem. Man gør mindst muligt.
Flygtningepolitikken er uigennemskuelig, som om vi
slet ikke havde noget samfund.
Im er et eksempel på udviste og udvisningstruede
i Danmark. Sidste år udviste Danmark omkring
3.000 asylansøgere, og de er alle individuelle
menneskeskæbner. Mennesker som har eller har haft
deres drømme.
Er vi uden sammenhængskraft? (…)
Jeg har spurgt mig selv, og nu spørger jeg jer: Er det fordi
vi trækker vore soldater hjem fra Afghanistan, at denne
afghanske familie, der tror på vores menneskesyn, at
mennesker har værdi her i landet, skal ’hjem’?
Skuffede forventninger
De synes jo at Danmark er hjem!
Det er imidlertid typisk for Danmark, at vi på dette
område vælger at gøre langt mindre end man kunne
forvente af os, som et af de rige lande der er mindst
ramt af krisen. Vi har bedre muligheder end næsten
alle lande uden for Europa, og i Europa har vi langt
bedre muligheder end de sydeuropæiske lande.
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær har netop
opfordret til, at EU og herunder Danmark gør langt
mere i forhold til de voksende flygtningestrømme. Den
direkte anledning er de seneste druknede flygtninge i
Middelhavet ud for Grækenland. (…)
(…) en ting er sikker: vi hører i lige så høj grad sammen
med de folk, der har brug for vores hjælp, som vi gør
med dem, der hjælper os, når vi er i knibe.
Jeg kan godt forstå at politikerne bliver trætte, når vi
kommer til dem med vores enkeltsager. (Skønt det er
grotesk, når enkelte politikere gerne vil fortælle om
deres liv og selv blive enkeltsager). Der er selvfølgelig
ikke noget ondt i det i sig selv, men sammenholdt med
den familie, vi nu arbejder for, mangler der perspektiv.
Vi mangler et barn
af Marianne Olsen
For når politikerne med en vis ret siger, at de tager
sig af det overordnede, ikke af enkeltsager, er det
vidunderligt at vi lever i et demokrati, hvor det er os og
vores ansvar som vælgere at tage os af enkeltsagerne
og appellere til dem vi har valgt. (…)
(…) hvor er vi henne: i den sammenhæng,
som endnu ikke er rigtigt sammenhængende?
Kurtes Rizi, Marianne Olsen, Mortasa, Birgit Birgit Rasmussen,Jørgen Kirkegaard
35
Besøg af en musiker
Birgitte Olesen, Randers
uden mand og børn og fjernt fra familiens kontrol.
Simona
Abdallah,
den
dansk-palæstinensiske
perkussionist, var gæsten den 29. januar, da
Randers Integrationsnetværk holdt et spændende
fyraftensmøde på Underværket. Vi fik et par forrygende
timer med flot trommespil (på en smuk darbouka)
kombineret med fortællingen om Simonas seje kamp
for at realisere sine drømme.
Økonomisk har hun klaret sig selv med mange job bl.a.
som life og business coach, mens hun målbevidst har
arbejdet med sin musik, og undervejs har hun fundet
støtte i et stærkt musikernetværk af muslimske kvinder
(”Missing Voices”).
Nu er Simona Abdallah nået frem til sit mål og den
internationale anerkendelse; hun optræder rundt
omkring i verden (var netop på vej til Indien), og hun
har været glad for at spille med en lang række fine
musikere, bl.a. ”Middle East Peace Orchestra” - og nu
med Natacha Atlas.
Hun er barn af en palæstinensisk flygtningefamilie fra
Libanon, kom til Danmark som 6-årig og er opvokset
i Gellerupparken i Aarhus, hvor den sociale kontrol af
unge piger og kvinder føltes meget streng. Familiens
ære satte snævre grænser for hendes hverdag, der var
fuld af krav og forbud. Tidligt blev hun optaget af at
spille på sin storebrors aflagte tromme, optrådte snart
til familiens fester med stor succes og begyndte at
drømme om et friere liv som professionel musiker.
Familiens accept fik hun, da hendes far omsider kom
til en af hendes koncerter, og det påskønner hun. Hun
føler sit ansvar som rollemodel, hun forsøger nu at
støtte andre unge kvinder med interkulturel baggrund
og vise dem, at det kan lade sig gøre, og hun fortæller
dem, at det kan betale sig at kæmpe, være stædig en
gang imellem og at have temperament. Hun forestiller
sig, at Yahya Hassan også har været med til at sætte
noget i gang, og hun forventer i de kommende år flere
generationsopgør - i stil med sit eget.
Det ønske blev mødt af en mur af modstand og vrede
trusler fra familien, og hun blev klar over, at den eneste
mulighed for at opnå den nødvendige frihed var at gifte
sig. Hun har været igennem 4 forlovelser, 2 ægteskaber
og 2 skilsmisser, før hun omsider fik tilkæmpet sig
selvstændighed til at bo i en lejlighed i København,
36
Bøger/Radio/TV
Anmeldelser:
Ægteskab og Integration
Partnervalg og ægteskab
Stramningerne i 2002 vedrørende ægtefællesammenføring med tilknytningskravet, 24-årsreglen
(og senere også ’formodningsreglen’ – se senere) fik
væsentlig betydning for ægteskabsmønstret blandt
danskere, der ville giftes med en ikke-EU ægtefælle.
Debatten om tvangsægteskab og arrangeret ægteskab
blev skinger og skabte vrede og modstand i mange
lejre. At man lavede en kattelem for etniske danskere
som ville have en kæreste fra f. eks. Thailand eller USA
hertil (28-årsreglen) gjorde ikke vreden blandt de øvrige
mindre, og konsekvenserne i form af apati, modstand
og omgåelse belyses. Også emner som skilsmisse, vold
i ægteskabet, hjemsendelse af fraskilte etc. er dygtigt
beskrevet.
Konsekvenser af de danske
familiesammenføringsregler 2002 – 2012
af Flemming Kramp,
konsulent flygtningeven i Røde Kors
Sverigesmodellen – de taktiske modtræk til
gældende regler
Man skønner at mere end 2000 dansk-udenlandske
par er flyttet til Sverige som resultat af den danske
lovgivning. Med EU-lovgivning i hånden (Metockdommen 2008) opnår man den familiesammenføring
som man er frataget efter dansk lov. Bogens fokus er på
hvad denne exodus betyder for de pågældende selv. På
positiv-siden tæller bl. a. at nogle på denne måde opnår
en ønsket afstand til forældre og familiens indblanding i
deres måde at leve på, men gennemgående føler de sig
krænkede over Danmarks måde at behandle dem på.
For mange, men ikke alle, skaber denne exit-strategi
en vilje til at engagere sig kulturelt og politisk enten i
Danmark eller Sverige.
Som navnet siger er det IKKE en håndbog i
familiesammenføring, men en grundig gennemgang af
de konsekvenser som reglerne har haft i de forløbne år
fra nettet blev strammet i 2002 og til 2012 hvor et par
af reglerne blev lempet lidt.
En række forskere fra sociologi, antropologi m.v. har
bidraget til denne beskrivelse af den danske lovgivnings
indvirkning på ægteskabsmønstre, familiedannelse
og integration, og bogen blev præsenteret på et
velbesøgt møde i januar 2014 i SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Denne del af bogen er for mig at se den mest
interessante og behandler også overvejelserne om,
hvorvidt man senere skal ’vende hjem’. Her er det især
de udenlandske ægtefæller som tøver, fordi de jo ikke
kender Danmark og frygter at skulle rykkes op endnu
en gang, lære et nyt sprog osv.
Bogens tema behandles i 3 dele:
Lovgivning, regler og politik
Her gennemgås de folketingsdebatter om
transnationale ægteskaber der har fundet sted i 20022012, ikke mindst 24-årsreglen som for nogle betød
afværgelse af et tvangsægteskab, men for andre
forhindrede dem i at bosætte sig i Danmark. Et formål
med reglen var at det ville få flere herboende unge
med udenlandsk baggrund til at tage en uddannelse
eller studere, men dette kan ikke bekræftes af bogens
undersøgelser. Den tendens var tydelig også før
stramningerne og fortsatte uanfægtet.
Fætter-kusine-reglen
Bogens sidste afsnit var en øjenåbner for mig. Det
handler om: Formodning om tvang – eller som
den ofte kaldes: fætter-kusine-reglen fra 2003.
Den har som udgangspunkt at ethvert ægteskab
mellem nærtbeslægtede må anses for at være et
tvangsægteskab. Det er de pågældende selv der skal
bevise at det IKKE er tilfældet – og det kan være svært
som det ses af nedenstående afslag til et par som blev
gift i 2000 men fik afslag på familiesammenføring. I
37
Kun en tipoldeforælder er tilladt
2006 søger de igen og i 2007 skriver myndighederne
bl. a.:
Også på et andet punkt blev jeg klogere. Fætterkusine-relationerne går langt videre. Det formodes
også at være et tvangsægteskab (med mindre andet
kan ’bevises’) hvis ansøgernes forældre er fætterkusine. Ja, selv fælles oldeforældre er en hindring.
Først når de ’kun’ har en fælles tipoldefar eller –mor
vil myndighederne godtage at det nok ikke er et
tvangsægteskab.
’Det forhold at De ved personlig henvendelse i
ministeriet har oplyst, at ægteskabet ikke er et
tvangsægteskab, at De og Deres ægtefælle elsker
hinanden, samt at det fremgår af sagen at Deres
ægtefælle har været i Danmark på Schengenvisum
i 2003, 2004 og 2006, og at De har været i x-land i
2005 i tre uger, finder ministeriet ikke er tilstrækkelig
til at fjerne formodningen for tvangsægteskab. ’ Det
er svært at forestille sig at 6 års ægteskab på disse
vilkår med kun et årligt gensyn kan betragtes som et
tvangsægteskab, men man er magtesløs over for en
myndigheds suveræne ’fortolkning’.
Med denne bog er et væsentligt hjørne af dansk
indvandringspolitik i årene 2002 til 2012 beskrevet.
Læs den og bliv klogere.
Red.: Anika Liversage og Mikkel Rytter
Aarhus Universitetsforlag, 247 sider. Pris ca. 300 kr.
OM SPROG OG MENING
MF ønsker at staten skal forbyde drenge omskæring
men siger at det ‘naturligvis’ ikke har noget med
antisemitisme eller islamofobi at gøre. Hvorfor mon
han så nævner det? Det er jo netop jøder og muslimer
han krænker med sit udtalte ønske.
For nu er det et faktum at man har ansvar for sine
børn, og hvad enten man vælger at gøre dette eller hint
ved dem som små, er de mærket af deres forældres
beslutninger. Jeg tror at MFs største uenighed med mig
ligger deri, at religion og kultur for ham måske bare
er som en dragt man kan tage af og på ved særlige
lejligheder, som f.eks. når man tager festtøj på til jul.
Og hvis det var sådan med ens identitet, ville jeg give
ham ret. Men for mig er min religion min identitet,
og jeg respekterer enhvers religion som noget der er
væsentligt for mennesket helt igennem. Det fører mig
til at respektere den andens religion som lige så legitim
som min egen.
MF fortæller at han er blevet inviteret sammen
med repræsentanter for Mosaisk Troessamfund,
Muslimernes Fællesråd og Intact Denmark, og han synes
at det ‘mildt sagt’ er mærkeligt at Sundhedsstyrelsen
bruger omskærelsestilhængere som informanter.
Hvorfor? Det forklarer MF ikke. Han kalder disse
menneskers indstilling for partsindlæg. Ja, det er de,
og det er hans også.
Jeg fatter ikke at man med den viden man har i dag, og
mangel på viden, vil forbyde forældre at tage ansvar for
deres børn og give dem en statstotalitær begyndelse i
livet. Jeg har netop intet imod at forældre vælger når
blot det ikke skader deres barn, og jeg har heller ikke
noget imod at MF er modstander af omskærelse. Men
så sig det ordentligt som en mening, ikke som et påbud.
Og ja, jeg indrømmer at dette også er et partsindlæg.
Når jeg påstår det, er det fordi der ikke foreligger
noget entydigt og objektivt resultat af den hidtidige
forskning. Der er tale om et divergent problem, altså
en problemstilling, der ikke er nogen endelig løsning
på. Det er den slags, der handler om religion, politik
- og opdragelse. Man må leve med disse divergente
fænomener. Det er menneskets vilkår. ‘Lemlæstelse
er MFs ord for omskæring. Man kan næppe kalde det
neutralt eller nøgternt.
Marianne Olsen
I sin Kronik den 4. marts i Politiken påberåber Morten
Frisch (MF) sig nøgternhed. Men det skal man ikke lade
sig narre af. Hans retorik afslører det modsatte. Han er
vred, og det er ikke muligt for ham at være nøgtern og
vred på samme tid.
38
Flugten til Sverige
Otto Gelsted som emigrant blandt jøder
kulturnation.
Af TORBEN BROSTRØM
Det store tema er på den måde nærværende i det
folkelige intimmiljø i Husaby 1943-44. Reflekterende
patos ’som jøde af hjertet’ mangler ikke, selv om det
er dagligdagens glæder og gener, der giver romanen
særpræg. Som når den stille Tingsted er ved at bukke
under for larmen i den tætpakkede sildekasse af en
spisestue. Måske er det selve støjen, de kan lide, siger
han. ”Maaske betyder det ikke saa meget, om det er
artikulerede Lyde, de frembringer, eller om nogen
interesserer sig for hvad de siger, blot de er med i det
almindelige Spektakel”. Han føler det gynge og gungre
som på et skibsdæk over maskinen. Stadig er maritime
metaforer efter overfarten med i tanken, bemærker
man.
Hentet frem fra bunken af efterårets bøger åbner sig
Otto Gelsteds reportageroman Jøderne i Husaby. Den
har det med uretfærdigvis at være gemt og glemt lige
siden 1945, hvor den udkom og allerede druknede i
bølgen af besættelsestidslitteratur og hurtigskrevne
romaner. Nu rejser den sig imidlertid smukt og stærkt
i Hans Hertels behjertede regi og forskning med en
grundig indledning om Gelsteds biografi og position i
1930’ernes kulturkamp som lærd og stilfærdig digter,
kritiker, oversætter og kendt kommunist og antinazist.
Som sådan også observeret af Gestapo, indtil han
ved samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august
1943 og planerne om deportering af danske jøder og
jagten på kommunister var i gang, lod sig overtale til
at flygte til Sverige. Gelsted valgte i fiktionaliseret form
at fortælle denne historie, da han var plantet i Husaby
i den svenske provins blandt en større flok jødiske
bådflygtninge.
Krigsråbet
Husaby er et skikkeligt sted med bjerg og havvand og
venlig lokalbefolkning, som træder frem i pudsige og
rørende livsbilleder, f.eks. af overbetjent Jungstedt,
som lader sin mægtige bas høre i oratorier af Händel,
eller af servitricen på Tingsteds stamcafe, den lille
frøken Rosenius, der har valget mellem den unge
guitarspillende Frelsens Hær-soldat, der sælger
’Krigsråbet’, konstabel Thurestam fra pinsebevægelsen
og en ældre herre, der bruger snustobak. Der er
spændende scener med jagt på en tyveknægt, der
huserer på den øde herregård, og til sidst et dramatisk
højdepunkt, hvor Tingsted sammen med en anden
afslører og overmander en dansk stikker, der har direkte
radiokontakt til Gestapo. Almindelig korrespondance
med Danmark er næsten umulig, men det lykkes dog
vor mand at modtage et kærligt brev fra hans tilbedte,
men uopnåelige Astrid – en stadig figur i Gelsteds liv
og lyrik, kendt fra den gamle samling Rejsen til Astrid.
Ellers er den lidt overraskende erotiske gnist antændt
til slut med en dejlig rødhåret flugtledsager.
Gelsted-Tingsted
Fortælleren hedder gennemskueligt nok Tingsted,
der i sprogligt medlevende nutidsform gør rede for
besættelsestidens usikkerhed, angst og hemmelige
fortrolighedssfærer og om organisering af flugten. Han
er imponeret over, hvor professionelt gennemtænkt
og egentlig roligt udført denne flugt går for sig fra en
sjællandsk sydkyst med kurs mod Malmö. To store
skibe fyldt til randen med jødiske familier af alle slags.
Professionelt rolig er også fortællemåden, detaljeret
i en for nutidens romaner ukendt, langsom prosa,
men dog dramatisk spændstig i både små og store
situationer, som når en jødisk matrone i ventetiden
ved stranden jokker ud i sivenes muddervand og
kommer op med tilsølede strømper, ”i Mørket ser hun
uformelig ud som en stor, halvt menneskelig Tudse, der
er hoppet op af Sumpen, eller som Mosekonen selv. ”
Også panikken er følelig i sproget, da f.eks. deres båd
grundstøder og får motorstop, men omsider bliver
fundet af en svensk patruljebåd.
På den måde er mange fortælleelementer samlet
i en virkningsfuld komposition, der også omfatter
selve skriveprocessen, som i øvrigt fortsætter, efter
at det er lykkedes Tingsted at komme til Stockholm
og knytte kontakt til svenske og danske kunstnere
og journalister. Digteren i ham har anfægtelser over
sin filosofiske og især æstetiske optagethed over for
den barske virkelighed. ”Det er godt at have sans for
Farver og Form og kunne se malerisk paa Tingene. Men
undertiden tænker han, at der ogsaa kan ligge en Fare
deri. Tilværelsen mister sin umiddelbare Virkelighed
og forvandles til en Række kunstneriske Indtryk. Man
gaar ikke i Naturen, men paa en Maleriudstilling. ”
Han frygter for, at han er ved at lege sig bort i et spil af
begreber og ord. Han kan glemme, at han er flygtning,
glemme krigen og dens gru, et øjeblik glemme angsten
Tingsted er en filosofisk iagttager og medaktør, der
erhverver ny viden og erfaring om jødisk liv i relation til
aktualiteten i dette folks universelle historie. Individuelt
forskellige er de som alle andre. Fællesvilkårene
som flygtninge tilslører slet ikke de voldsomme
modsætningsforhold, psykiske, sociale, økonomiske,
med østjøderne som en foragtet underklasse. Også
selvkritikken er markant. Forholdene er fint udredet
i dette miniaturebillede af den store historie og
nazismens gruopvækkende mord på millioner midt
i den europæiske civilisation med centrum i en
39
for dem derhjemme. Og være lykkelig i naturen. Han
kalder det et sted mere generelt en frygt for at redde
sig i tankens og kunstens elfenbenstårn.
Emigranten
Romanen, der læses som en autentisk selvoplevelse
gennem navneskjul, hed i forlaget Athenæums danske
version Flygtninge i Husaby, som også i dette fotografiske
optryk, men bærer nu på omslaget manuskriptets titel,
ligesom også i den svenske oversættelse, der kom på
Bonniers. Bogen er ingenlunde noget elfenbenstårn,
men en meddigtende heldig, lykkelig side af krigstidens
rædselsbegivenheder. Den gav ham stunder til
kunstnerisk virksomhed også i direkte lyrisk form
med den store samling Emigrantdigte (også 1945),
beredskabsdigtning, lejlighedsdigte, portrætdigte,
politisk farvet skrift samt oversættelser. Særlige indslag
er ren poesi, lokalt landskabelige indtryk eller baseret
på Gelsteds klassiske dannelse fra ungdommens
katolske gymnasium, kort sagt en ledsagebog til
romanen. Heleneren, ’middelhavsmennesket’ Gelsted
udtrykker sig f.eks. her gennem den sapphiske græske
strofe, opkaldt efter digteren Sappho fra øen Lesbos.
Her ’Lidingø’:
Jeg skal være ensom, når sejrens jubel
mægtigt fylder med guldglans alle gader,
ensom skal jeg føle mig eet med alle,
hjemme og hjemløs.
Hjemme sad så den ensomme i partiets fællesskab,
tavs og trofast utopist i en humanistisk tro på
kommunismens idealitet på trods af virkeligheden.
Boende i DKPs hus, som Hans Hertel træffende siger:
”spiste i partiets kantine og slugte de færdigretter som
de partitro fik serveret”.
Otto Gelstad: Jøderne i Husaby.
Indledning af Hans Hertel. LIV + 247 s.
249,95 kr. Lindhardt & Ringhof
Fra Information.
40
Anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling
Og jeg blev fascineret over at blive taget med hen, hvor
jeg aldrig havde været før – i hvert fald, hvad angår
lyrikken. Jeg har før været berørt af historier om en
hård opvækst og fascineres ofte af disse, men Yahya
tog mig med ind i lyrikken og viste mig, hvad det er,
digte kan. Og jeg blev nærmest blæst væk.
af Lea Møller Vilhelmsen, cand.scient.adm. og
projektleder i Odsherred Kommune
Hans digte er så kraftfulde, at jeg ikke kunne slippe
dem igen, og med den rytme digtene har, blev det mig
der fremsagde digtene, og jeg kunne endda høre mig
selv fremsige dem med accent fra sidste del af bogen.
Budskabet stod helt larmende og lysende klart. Jeg
var ikke i tvivl om Yahyas vrede, og digtene nærmest
råber hans historie op i hovedet på en, så man ikke kan
undgå at fange hver en detalje. Hver en pointe fra hans
historie, han har valgt, sidder fast og lejrer sig, fordi det
er så kraftfuldt og larmende og vildt.
Jeg må være ærlig og indrømme, at indtil jeg læste
YAHYA HASSAN, sagde digte mig ingenting. Jeg forstod
dem ikke og gad ikke læse dem, og jeg forstod faktisk
ikke, hvad og hvem de var i verden for. Jeg er ellers
meget interesseret i ny litteratur af forskellig slags og er
bogsamler, men jeg har stort set ingen digte. Jeg blev
opmærksom på YAHYA, da Politiken startede ud med at
have et interview med ham i debatsektionen, før bogen
udkom, hvilket jeg tror var med til at starte noget af
al den hype, der har omgivet Yahya Hassan siden. Og
digtsamlingen skal ikke ses som et debatindlæg, hvilket
jeg synes helt fejlagtigt har fyldt for meget i medierne.
Digtsamlingen er en personlig historie, som er udtrykt
gennem lyrik. Og ja så er han blevet interviewet gud
ved hvor mange gange, hvor interviewere har søbet
rundt i en generel snak om fejlslagen integration og
den samme debat, som altid fylder i medierne, og så
blæses løsrevne citater op, og der koges suppe på dem.
Vi levede ud i krogen
gennemsyret af vold
tænkte ikke det kunne være anderledes
De tæv min far gav mig
med den brede læderrem
var vel ikke værre end
den binde-kilde-tur
Men jeg vil anmelde digtsamlingen – så godt som jeg –
en novice udi lyrikken – nu kan. For Yahya Hassan har
rørt mig fra første dag, bogen udkom, og jeg købte den
på Fisketorvet, hvor få, og da slet ikke ekspedienten,
vidste, hvad der var i gære. Mens Facebookopdateringer fra Politikens Boghal og Thiemers
Magasin kunne berette om udsolgt kl. 14, så havde de
’vist kun en enkelt’ i Bog og Ide på Fisketorvet hen på
eftermiddagen, som stadig ikke var solgt, og den købte
jeg og læste, så hurtigt jeg kunne.
mine brødre gav mig
så snart vi var alene hjemme
Den med læderremmen blev først alvorlig
da nogen udenfor blandede sig
og sådan var det også med
andre ting
skulkeri
underernæring
blodskam og
tyveri
TRÆLAMELLER
Iris Garnov, Lev vel, 1978
HAN SAGDE IKKE HABIBI
HAN SAGDE HÆNDERNE ELLER FØDDERNE
OG KNÆKKEDE EN TRÆLAMEL AF SENGEN
SOM MANGLENDE EN STRIBE FRA HØJRE MOD VENSTRE
MADRASSEN BULEDE NED
MINE SØSKENDES SKRIG FRA VÆRELSET VED SIDEN AF
OVERDØVEDE MIT
(…)
Historien er vild som andres før ham, fx Iris Garnov,
som også beskrev en barndom med vold og svigt, med
små og nærmest forsigtige bogstaver. I 1978 var hendes
digte nok også vilde og nye for tiden. YAHYA får fortalt
sin historie på en måde og med VERSALER, så man har
digtene siddende længe efter læsning, og det var nyt
for mig, at digte faktisk kan så meget som udtryksform.
Han er også blevet sammenlignet med Vita Andersen,
nok mest fordi ingen digtsamling før nu har solgt så
meget som hendes, i 100.000 eksemplarer, og har
taget et land med bukserne nede.
(Uddrag, YAHYA HASSAN 2013)
41
Vi forventer vrede fra ’en fætter’…
Og hvorfor har den det? Fordi vi ikke forventer,
drengen med palæstinensisk baggrund kan skrive,
fordi vi ikke forventer, at en dreng med den baggrund
skriver en digtsamling, fordi vi ikke forventer noget
(godt), når vi ser en dreng med anden etnisk baggrund
i ’forbryder¬joggingtøj’? Vi forventer ’en fætter’,
som han selv skriver, og han inviteres først ind i det
gode danske litterære borgerskab, når han tager en
’civiliseret og tilpas stram cowboybuks’ på og udtrykker
sig med litteratur og ord.
Fordi vi ikke forventer hans vrede udtrykt i digtform,
som godt nok er hårde digte, men som udtryksform
er digte vel ret bløde pr. definition. Vel den blødeste
udtryksform på skrift? Vi forventer vrede fra ham. Og
de forventninger er han også blevet mødt med i sit
kriminelle liv og sit møde med institutionsdanmark,
som også skildres i bogen.
MAKKERPAR
I DAG VIL JEG LADE VÆRE
MED AT TRÆKKE GARDINERNE FRA
JEG VIL SPISE MORGENMAD OG GÅ I BAD
DRIKKE EN KOP KAFFE OG NØJES MED EN SMØG
JEG VIL SKRIVE ET DIGT OG LÆSE I EN AVIS
OG EFTER LÆNGERE TIDS UBESLUTSOMHED
VÆLGE EN BOG FRA SAMLINGEN
MEN ET OPKALD FRA EN FÆTTER
OG JEG ER PÅ VEJ UD AF DØREN
MED HANDSKER I LOMMEN OG VÆRKTØJ I TASKEN
Og det er en anden styrke ved hans digte - at vi inviteres
indenfor, alt imens han står på kanten mellem det nye
’intellektuelle liv’ og sin gamle kriminelle tilværelse. Det
udtrykkes smukt i digtet MAKKERPAR, og med det vil
jeg blot opfordre alle, der ikke har læst YAHYA HASSAN,
til at læse den, og til at læse den som en digtsamling,
og ikke som et debatindlæg. Og måske fanges I også af
digte, som jeg er blevet fanget og har købt mindst en
håndfuld digtsamlinger siden YAHYA HASSAN - og det
er ene og alene hans fortjeneste.
42
Anmeldelse af filmen De udvalgte
NÅR KATRINE PHILP har villet lave dokumentarfilmen
”De udvalgte” om kvoteflygtninge, er det på grund af
er til stede. Hvordan folk til denne krævende
opgave og afgørende beslutning udvælges,
foreligger der ikke noget om. De synes med al
deres venlighed at være fra en anden planet end de
mennesker, de får ansvar for. De folk, der modtager
flygtningene i Danmark, virker meget mere egnede.
Filmen blev vist på DR 2 i tirsdag den 5. november og
beretter om nogle flygtninge fra Myanmar, der har
forladt deres land på grund af personlig forfølgelse. Vi
møder filmens personer i Kuala Lumpur, hovedstaden
i Malaysia. Der lever de illegalt, for Malaysia modtager
ikke flygtninge, så det gælder om at komme et andet sted.
Filmen afslører to grundfejl i dansk arbejde med de
flygtninge, vi møder:
For det første rummer arbejdet et fordomsfuldt
menneskesyn. De danske myndigheder forstår helt
åbenlyst ikke den himmelråbende uretfærdighed,
det er, at nogle mennesker er i den situation, at de
skal hjælpes, så andre kan hjælpe. Det medfører
en manglende indføling hos myndighederne,
og den springer i øjnene fra første minut.
Ved første blik er der tale om en god historie, for alle
de mennesker, filmen viser, kommer – med en enkelt
undtagelse – til Danmark. Som publikum var jeg først
forundret over, at der var en person, hvis identitet og
udseende var sløret, men det viser sig, at når filmen
overhovedet foreligger, er det med den klausul for
instruktøren, at hun kun måtte vise mennesker, der
havde fået opholdstilladelse. Begrundelsen er den
groteske, at hvis magthaverne i det fremmede land
opdager, at man ikke er blevet godtaget, kan man blive
personlig forfulgt, og så kan de danske myndigheder
blive tvunget til at give opholdstilladelse alligevel!
For det andet afslører filmen, at praksis ser helt
bort fra regeringsgrundlaget, som er at ”kriterierne
for udvælgelse af kvoteflygtninge skal ændres,
så kvoteflygtninge uanset integrationsparathed,
har lige mulighed for at komme til Danmark”.
De danske kriterier for opholdstilladelse er, at
man skal være ”integrerbar”, det vil sige, at man
undersøger potentialet for at lære sprog, for
arbejdsvilje, uddannelse og ”motivation” i det hele
taget, hvilket sidste er absurd, da det gælder om at
komme væk og få beskyttelse, koste hvad det vil.
Disse to fatale mangler gør filmen til et hjerteskærende
dokument – og det på trods af, at den ikke viser os de
mennesker, der fik afslag.
Marianne Olsen
Bragt i KD den 7. november 2013.
Filmen viser nogle venlige embedsfolk, der på
grundlag af samtaler skal afgøre om de forudsætninger
- foto fra filmen
43
Det gælder om at vise, at vi er lige forskellige
eksempel det andet afsnit måtte kunne virke.
I en uge, hvor ferierende dansk ungdom i Prag – givetvis
helt uretfærdigt! - udstilles som fordrukne, forkælede
og i mange henseender forsømte skolebørn, virkede
det særlig stærkt, at møde eksempler på en helt
anderledes moden og målbevidst afghansk ungdom.
I ”Laylas melodi” drømte Layla om at få lov til at gå i
skole og spille musik, men frygter at hendes mors
tilbagevenden betyder, at hun skal giftes væk. Hun
risikerede ikke at blive taget af politiet for druk,
men for som kvinde at ville dygtiggøre og dermed
selvstændiggøre sig:
af Leif Hjernøe, forfatter og foredragsholder
Alverdens dokumentarister har med de hurtige digitale
massemedier tydeliggjort, at vi alle har fået den globale
mangfoldighed ind på livet. De fremmede har fået
ansigter med individuelle træk. Igen og igen bevæges vi
over den påfaldende ensartethed bag forskelligheden.
”Jeg vil ikke bare adlyde en mand, som kun er ude
på at stjæle min fremtid”, sagde Layla, der af frygt
for repressalier kun to gange i løbet af fire år havde
været i telefonisk kontakt med sin stærkt savnede og
forstående mor.
Det er blevet ikke alene hurtigere, men også nemmere
og billigere at producere tv-optagelser og film, der kan
belyse baggrunden for magthavernes beslutninger. Med
næsten usynlige apparaturer kan dokumentaristerne
tilmed søge væk fra magtcentrene og ud i landsbyerne.
I eftermiddag kl. 17.45 sendes ”Machgans vilje”: En
narkotiseret far kan ikke forsørge sin familie. Det
må datteren Machgan og hendes mor så gøre. Men
Machgan har en drøm om at komme i skole og at blive
lærer. Sådan kan kampen for retten til at være lige
forskellige også vises.
Om disse helt nye muligheder for at kunne bevidne
virkelige skæbneforløb, og om hvordan dokumentarfilm
siden århundredskiftet har ændret karakter som
konsekvens af globalisering og krig, fortalte professor
Ib Bondebjerg i ”Faglitteratur på P1” til programvært
Vincent F. Hendricks.
Fra Kristeligt Dagblad den 12. januar.
Her er et link til udsendelserne:
http://www.dr.dk/Ultra/ultranyt/Dokumentar/
Afghanistan/20140127144248.htm
Udgangspunktet var Bondebjergs nye bog,
hvis titel ”Engaging with Reality: Documentary
and Globalization”, blev oversat til: ”I lag med
virkeligheden. Dokumentarisme og globalisering”.
Emne: Virkelighedsstoffet er blevet tilgængeligt i hidtil
uset omfang.
Erik Hansen Bedsteforældre for Asyl
JEG ANKLAGER!
For et par dage siden traf jeg to små flygtningepiger på 2 og 4 år, hvis mor kort forinden havde
taget sit eget liv.
Jeg anklager hendes hjemland, Danmarks
regering og folketing samt flertallet af Danmarks vælgere for medansvar i, at denne unge
kvinde følte sig så presset, at hun så sig nødsaget til forlade sin mand og sine små piger ved at
vælge den ultimative udvej – selvmordet.
Asylpolitisk set er det naturligvis en succeshistorie. Nu er der jo èt menneske mindre i Danmarks asylstatistik.
Det handlede især om et stimulerende, oplysende og
demokratifremmende samspil mellem professionelles
og amatørers udtryksmuligheder. Et i virkeligheden
globalt omfattende socialt eksperiment, som der
meget passende i netop denne uges tv gives gode
eksempler på.
Jeg tænker her først og fremmest på premieren på Jens
Pedersens dokumentarserie ”Tro Håb Afghanistan”.
Her kan seerne komme meget tæt ind på livet af fem
afghanske børns indsats for at skabe et værdigt liv på
trods af krigens trængsler.
Den fem afsnit lange serie blev i mandags indledt på
DR Ultra. Da denne kanal fortrinsvis henvender sig til
yngre seere, forsøgte jeg at se udsendelserne med
”unge øjne”. Jeg kunne let sætte mig ind i, hvordan for
(Facebook den 8. marts 2014)
44
Malala Yousafzai i samarbejde med
Christina Lamb: Jeg er Malala
megen kærlighed - på trods af den ofte store materielle
fattigdom.
Bogen giver også mange smukke skildringer af den
vilde og bjergrige natur i den afsidesliggende Swat-dal
der grænser op imod Afghanistan. Bogen giver også
en utrolig god indsigt i et område, man ikke kender
meget til i Vesten, nemlig livet i nærheden af Pakistan
generelt - spændingerne mellem den korrupte regering
og militæret på den ene side og Taleban på den anden,
som militæret forgæves forsøger at nedkæmpe. På et
tidspunkt bliver alle beboerne i Swat fordrevet fra dalen
indtil militæret får dem flyttet tilbage med militær
indgriben, dog uden at få kontrollen over Taleban.
af Karen Høi, Undervisningsassistent
Osama bin Laden
Malala fangede Talebans opmærksomhed, da
hun startede som blogger på BBC´s urdusprogede
hjemmeside i 2009. Efterhånden som hun blev mere
og mere kendt, også uden for landets grænser, modtog
hun flere priser, bl.a. en national fredspris i 2011.
Malala kommenterer små og store begivenheder,
som fx da Osama bin Laden blev skudt ved en
militæroperation af amerikanske Navy Seals, hvor
hun undrer sig over, hvordan han kunne bo uopdaget
i mange år i en lille by, der til og med lå meget tæt
på en militærkaserne. Hun nævner også mordet på en
guvernør i en af Pakistans provinser, der blev myrdet af
sin egen livvagt, fordi han tillod sig at kritisere landets
strenge blasfemilove.
Det er en meget gribende og personlig beretning,
ikke bare af hovedpersonen, men også af Malalas
folk, pashtunerne, der er et kendt og ældgammelt
stammefolk, der har levet i regionen mellem
Afghanistan og Pakistan i århundreder.
Det gør også indtryk, at Malala og hendes familie
besøger Pakistans grundlægger Jinnahs gravsted i
Karachi- børn i Pakistan bliver opdraget til en stor grad
af nationalisme - men at hun bliver skuffet: (…)”Jinnah
ville have været skuffet over vore dages Pakistan. Han
ville sandsynligvis sige, at det ikke var det land han
havde ønsket. Han ville have, at vi alle skulle være
uafhængige, frie og tolerante og være venlige mod
hinanden. (…)”
Faderen var støtte og rollemodel
Bogen giver et meget smukt portræt af Malalas
far, som ikke er en mindre helt end datteren- som
flere anmeldere har været inde på, så var hendes
udvikling fra at være en almindelig skolepige til at være
menneskerettighedsaktivist og ikon for retten til at ytre
sig frit formet af hendes altruistiske, utrættelige og
modige far. Han var søn af fattige og jævne forældre,
men kæmpede sig frem til en uddannelse som lærer.
Han åbnede sidenhen den ene private skole efter den
anden for egne midler, alt imens Taleban truede med
at bombe eller brænde skolerne ned. De forbød dans,
sang og musik og begår jævnligt mord på de få, der
offentligt tør tale dem imod. Samtidigt var Malalas far
talsmand for dalens ældsteråd og giver husly til flere
fattige lokale.
Malalas bog er da heller ikke udgivet i Pakistan,
angiveligt på grund af ”uislamiske passager. ”
En dag for et år siden fik Taleban så ram på hende,
da hun var på vej hjem fra skole i en skolebus. –Hun
blev angrebet og skudt i hovedet af en ung Talebanterrorist. Hun blev reddet med nød og næppe og
overlevede kun, fordi hun endte med at blive fløjet til
et hospital i Birmingham, hvor hun har gennemgået
talrige operationer.
Åndeligt grundlag
Han opdrager sin datter til at følge og huske de
spirituelle ord fra de pashtunske forfædre, hvis taler og
visdomsord, der ustandselig henvises til i bogen. Det
kan ikke undgå at gøre indtryk på en vestlig læser, at de
åndelige og kulturelle værdier er så utrolig stærke og
bliver viderebragt fra generation til generation med så
Hun har fået asyl i Storbritannien og lever i Birmingham
med hele sin familie i dag.
45
Ulydighed & etisk dynamik
netop fordi hun ikke beskriver situationer, hvor hun
selv har følt sig nødt til at handle.
Bedsteforældre for Asyl
Knud Vilby har skrevet et essay bl.a. om dengang
Bedsteforældre for Asyl sang Benny Andersens
Barndommens land i Folketinget. Hans essay kalder
både på gyset og på latteren, og politiet, der tog imod
de strafskyldige bedsteforældre, var venligt og bød
på kaffe. Det er flovt at tænke på at de folkevalgte
opførte sig så aggressivt. Måske skulle man begynde
samlingerne med at synge en god sang?
Det frygtelige i hele den sag er stadig at mange af vore
asylansøgere kommer raske til Danmark men bliver
syge af at opholde sig i centrene, og selv om forholdet
er blevet lidt bedre efter regeringsskiftet, kan endnu
meget forbedres.
Af Marianne Olsen
Bogen er en antologi af forskellige indlæg, der hver
især og tilsammen indkredser begrebet Ulydighed og
som en underafdeling civil ulydighed. I Mikkel Thorups
essay, det sidste inden Adam O’s uddrag af tegneserien
Ruiner, defineres Civil Ulydighed endelig som en
modsætning til ucivil lydighed og fremstår således som
et slags punktum.
Civil ulydighed er en alarmklokke, man skal tage
alvorligt
Bettina Post fortæller at man som socialrådgiver møder
krav fra lovgiverne, som står i skærende kontrast til
den virkelighed man skal arbejde i. Derfor handler
det ikke om at gøre det rigtige men at gøre det rigtigt,
og at det faktisk er det der i det sociale arbejde kan
være den civile ulydighed, hvis man skal formindske
de sociale problemer, hvad der jo er ens pligt. Man
må handle efter konduite. Der har været så meget
’skrammellovgivning’ at det simpelthen er konduiten
som metode, man er nødt til at bruge.
Tre af indlæggene er interviews af Malene FengerGrøndahl.
Det gælder for alle teksterne at denne læser har lyst til
at være med i samtalen, at overveje dynamikken i så
betydningstungt etisk emne som ulydighed.
Lov er lov, men skal lov altid holdes? Ja, hvis den var
guddommelig, skulle den naturligvis, men nu er loven
givet af mennesker i vores demokrati, og derfor er den
enkelte borger henvist til at granske sin samvittighed,
og denne samvittigheds overensstemmelse med
borgeren er det afgørende for hans eller hendes
handling. Anderledes kan det ikke være. Vi står ifølge
denne antologi til ansvar både for vores lydighed og
vores ulydighed.
Jeg var aldrig i tvivl om, hvad jeg skulle gøre
I samtalen med Leif Bork Hansen understreges det
eksistentielle valg og ansvar, bl.a. i en fortælling om en
god katolsk bekendt, der drøfter begrebet sandheden,
om den er objektiv eller subjektiv. For LBH er der ingen
tvivl om subjektiviteten, om ansvaret og ensomheden
i valget. Han har heller aldrig været i tvivl om at han
burde skjule flygtninge, ligesom han samtidig altid er
parat til at gå til politiet for at tale flygtningenes sag.
Det er vanskeligt at have en så høj moral, men det er
ødelæggende at nøjes med mindre. Problemet er ikke
om man bør handle til det andet menneskes bedste,
men om man tør gøre det. For civil ulydighed skal altid
være en kamp for det andet menneske. Når det drejer
sig om en selv, er det loven der gælder.
Det åbne samfund og dets venner
Lene Andersens essay, som bortset fra den kloge og
grundige indledning af Cecilie Eriksen er placeret i
midten af bogen, adskiller sig fra de andre deri, at
hun er forbeholden over for begrebet, for man kan
inden for demokratiets rammer kæmpe for det, man
finder er ret. Hun accepterer ”(…) civil ulydighed over
for uretfærdighed, vold, undertrykkelse, misbrug og
krænkelsen af menneskets værdighed, men synes
at man skal gå ind i det politiske liv, forpligte sig på
fællesskabet – også med dem, der ikke ligner en selv(…).” Den holdning kan hun gøre fint rede for, og måske
Ucivil lydighed
Begrebet civil ulydighed bliver endelig sat op imod ucivil
lydighed af Mikkel Thorup. Ucivil lydighed blev udført
46
man har læst bogen, som også behandler begrebet i
interessante tekster om Street art, Whistelblowing og
den økologiske landsby.
af bl.a. Adolf Eichmann der planlagde udryddelsen af
mennesker i Det tredje Riges dødslejre. Han sagde til
sit forsvar at det var en tilfældighed at det blev ham
der ordnede den sag. Derved frarøvede han sig selv det
ansvar som er med til at give mennesket værdighed.
Den være hermed anbefalet.
Etisk dynamik
Begrebet civil ulydighed er i denne bog selv et
dynamisk begreb. Man er ikke færdig med det, når
Den 26. februar inviterede SOS mod Racisme på et
samtalemøde om den dynamik, der fører fra Hadetale
til hadesyn, disse to fænomener, der i historiens løb
har været grundlaget for folkedrab og andre voldelige
forbrydelser. Rune Engelbreth Larsen og Malene
Fenger-Grøndahl indledte mødet med kloge og
vidende indlæg, der var et fint udgangspunkt for vore
videre drøftelser. I disse dystre tider er det nødvendigt
at dyrke andre måder at betragte sine medmennesker
på, end med hån, spot og latterliggørelse, og vi kom
langt omkring på den korte tid, vi havde.
Rune Engelbreth Larsen og
Malene Fenger-Grøndahl.
47
Racismeparagraffen 75 år
- racistisk retorik blandt politikere
Da arrangementet holdes fredag aften den 21. marts,
vil der også være musikalsk underholdning.
Kulturhuset Støberiet, Blågårds Plads 5, 2200
København N. - Lokale: Caféen på 2. sal.
Fredag den 21. marts, kl. 19.00.
Arrangører: ENAR Danmark, SOS mod Racisme
og Dokumentations- og Rådgivningscentret om
Racediskrimination
BAGGRUND
Bertel Haarder og andre venstrefolk kæmper for
”retten” til at sige ”Neger”, og Dansk Folkeparti kæmper
for ”retten” til at ”True, Forhåne og Nedværdige”
personer pga. deres race, hudfarve national eller
etnisk oprindelse eller tro – gennem afskaffelse af
racismeparagraffen.
En fransk minister er blevet kaldt ”en abe” og Italiens
integrationsminister er blevet sammenlignet med en
orangutang og et medlem af højrepartiet Lega Nord
har opfordret til, at hun skulle voldtages.
Der er snart EU Parlaments valg og retorikken blandt
politikerne over hele Europa er på vej i den forkerte
retning
I Danmark fører dansk Folkeparti en retorisk offensiv
mod muslimer, som helst ikke skal have adgang til
landet, og de skal ikke kunne få dansk statsborgerskab.
Det er præcis 75 år siden at Danmark i 1939 som det
første land i verden besluttede at forbyde hetz mod
mindretal med vedtagelsen af Straffelovens § 266
a, b og c. Det var primært for at beskytte de danske
jøder, men siden er beskyttelsen blevet udvidet og det
er vigtigt at fejre det jubilæum i en tid hvor tonen er
blevet hårdere og mere uforsonlig.
Danskernes parti har ført valgkamp på budskabet om
en ”fremmedbyrde”, hvilket forudsætter en opfattelse
af et dansk herrefolk.
I Jyllands Posten synes Esben Lunde Larsen fra Venstre,
at sorte medborgere blot kan kaldes negre, og Bertel
Haarder støtter op om dette synspunkt. Det er på tide
at få rejst en anden dagsorden – mød frem d. 21. marts
2014.
Derfor vil vi gerne bruge markeringen af FN-dagen
mod racisme til at stille spørgsmål ved politikernes
rolle, herunder at de gik foran da et samlet enigt dansk
Folketing vedtog racismeparagraffen i 1939. Omvendt
kan vi spørge om politikerne har opgivet denne rolle og
nu løber efter de billige ”politiske point”, når der tales
nedsættende om ”politisk korrekthed” og behovet for
retten til at ydmyge sine medborgere.
FN-dagen mod racisme er den 21. marts, til minde om
Sharpeville-massakren i Sydafrika den 21. marts 1960,
hvor fredelige demonstranter mod apartheidstyrets
paslove blev beskudt af politiet, og mange blev dræbt
Vi vil derfor gerne spørge politikerne, om det fx er i
orden, at man fra folketingets talerstol omtaler USA’s
præsident som ”Neger”? Eller som ”Nigger”?
ENDVIDERE SE HER!!
Vi har derfor indbudt et panel af politikere for at
diskutere disse vigtige emner
Onsdag 30. april om aftenen: Handlede kvinder,
VerdensKulturCenteret Nørre Allé 7
Mødet indledes af Roger Matthisen fra African
Empowerment Center.
Arrangement i Aarhus:
Folketingets formand Mogens Lykketoft, samt Bertel
Haarder, Trine Bramsen, Morten Messerschmidt, og
Trine Pertou Mach er indbudt, men ret til ændringer
forbeholdes.
Lørdag den 5. april, kl.10-14, ”Den grønne cykel” m.
debat om kvinders stilling i Mellemøsten i ”Øst for
Paradis”, Aarhus,
Der vil være Oplæg fra paneldeltagere, samt spørgsmål
fra ordstyrer og spørgsmål fra salen.
Arr.: Et Anstændigt Danmark + SOS mod Racisme
.
48
MAGT
I rummet sidder magtens
mennesker. På taburetter.
En pusgul klæbrig masse drypper
fra magt maskinen ned
over deres ansigter.
Stopper øjne ører næse mund.
Gør døv og blind.
Flyder fra mundvigene og tungen,
der grådigt søger den gule søde væske.
I hænderne bærer de krukker.
Bundløse Danaiders kar
samler ihærdigt sammen
uden nogensinde at kunne få
nok. Luften genlyder af
børnemareridtenes hvisken.
Uhørte anklager slår sammen over hovedet.
Bliver en brølende bølge. På gulvet
står baljen med de uskyldiges blod.
Den løber over og farver alt
rødt og honningpussen danner
pletter i blodet.
Det er forbundne kar.
Blodet skal ikke længere flyde,
hvis krukkerne får bund.
Men
indtil videre ligger det
afrevne kød i bunker
i slagtehallens hjørner.
Her lugter sødligt af
brændt væv og fordærv.
anonym
49
Til dansklærere og studerende i gymnasier, hf og hf-enkeltfag:
Digt- og essaykonkurrence om at bekæmpe racisme i Danmark
Vi opfordrer dansklærere i gymnasier og hf til at give de studerende følgende stileemne for:
Skriv et essay med forslag til, hvordan man kan bekæmpe racisme i Danmark
eller:
Skriv et digt, der omhandler, hvordan man kan bekæmpe racisme
Deadline: torsdag d. 1. maj 2014 kl. 23.59
Det er i orden at den studerende først indsender essayet eller digtet til bedømmelse, efter at have gennemført
eventuelle rettelser.
HF- og gymnasiestuderende er også velkomne til at indsende et digt eller essay, uden det har været brugt som
dansk stil.
Der er 10 præmier på hver 1000 kr. til de 10 bedste essays/digte. Vinderne får direkte svar ca. 24. maj 2014.
Bedømmelsen tager både hensyn til indhold og litterær kvalitet.
Dommerpanelet består af forfatterne Benny Andersen, Adil Erdem, Tarek Omar og redaktør Marianne Olsen, SOS
mod Racisme.
Til deltagerne:
Digtet eller essayet skal indsendes som vedhæftet fil i word eller pdf til [email protected] .
Ved indsendelse skal du oplyse: navn, postadresse, uddannelsesinstitution, telefonnummer og e-mail, samt om
du ønsker at være anonym ved en evt. offentliggørelse af digtet/essayet.
Ved indsendelse af dit essay eller digt, giver du SOS mod Racisme ret til at offentliggøre det på vores Facebookside: https://www.facebook.com/pages/SOS-mod-Racisme/141514536038554 ,
hjemmeside: www.sosmodracisme.dk ,
og på vores hjemmeside til gymnasierne om racisme, diskrimination og menneskerettigheder: www.sosmenneskerettigheder.dk .
De bedste essays og digte vil desuden blive trykt som indlæg i SOS mod Racismes Nyhedsbrev, der udkommer
efteråret 2014, og forfatterne vil modtage 3 eksemplarer af det.
Kontaktperson: Marianne Olsen: [email protected]
Stilekonkurrencen har fået tilskud fra Kulturministeriets andel af Udlodningsmidlerne.
50
Min banan er COLOMBIANSK Min kaffe er KENYANSK Min vin er CHILENSK Mit tæppe er PERSISK Min rom er CARIBISK Mit porcelæn er KINESISK Min cigar er CUBANSK Min bil er JAPANSK Min ferie går til THAILAND MEN MIN NABO ER UDLÆNDING WE ARE
ON E H UMA N R AC E
www.sosmodracisme.dk
www.sosmenneskerettigheder.dk
OneRace_postkort.indd 1
51
16/05/11 11:23:17
Kortæppet i Vejrup Kirke
med Abraham, der skal til at ofre sin søn, Isak.
Kortæppet fortsætter historien, hvor altertavlemaleriet
slipper den: der står pludselig en vædder med hornene
viklet ind i en busk – forsvarsløs og udvalgt som det
offerdyr, der skal træde i stedet for drengen Isak.
Den prisgivne vædder blev kortæppets centrale figur,
der er blevet fanget af en masse grønne forviklinger,
der minder om de vikingesnoninger, der kan ses på
f.eks. Jellingestenen, men de grønne bånd sender
også en hilsen til bureaukratiske forviklinger. De
slyngede bånd går igennem hele tæppet og har ud over
vædderen indfanget nogle skæbner, der heller ikke er
misundelsesværdige; ofre for vold og krigshandlinger,
indespærrede, ensomme gamle, sultende – og
mennesker, drevet på flugt. Tilsammen skal de minde
beskueren om, at hvor man selv måske er så heldig at
have et sikkert hjem, at få tilstrækkeligt med mad hver
dag, at have sin frihed, at kunne leve i fred og at have
familie og venner, der holder af én, så er der andre, der
lider under det modsatte. Skitsen til kortæppet kan ses
i sin helhed på bagsiden af bladets omslag.
Af Karen Margrethe Høskuldsson,
kortæppets designer.
Bladets forside viser et udsnit af originalskitsen til
kortæppet – gulvtæppet mellem alteret og knæfaldet
– i Vejrup Kirke i Vestjylland. Kortæppet blev tegnet
af mig i slutningen af 1980’erne og derpå syet som
stramajbroderi af sognets beboere i fællesskab.
Tæppets komposition tager afsæt i kirkens malede
altertavle, der viser det gammeltestamentlige motiv
52