1. law, govt and politics

SOILI NYSTÉN-HAARALA
The Long-Term
Contract
Contract Law and Contracting
KAUPPAKAARI OYJ
Finnish Lawyers’ Publishing
11
Kapitel l Introduktion til
A. INTRODUCTION
1. Law : A System of Legal Rules or a Developing Social Institution ?
Law is mostly taught, studied, and implied as a normative system of legal rules. This approach is
the result of a long process, of narrowing the scope of legal thinking. The process took this
direction with the breakthrough of legal positivism. In the name of objectivity, legal thinking
was gradually reduced to techniques supporting and guiding a judge in applying legal rules in
decision-making in court. “Practice of law” started to mean cases in courts, and the word
“legal” was reduced to meaning something to do with the courtrooms.
Though it can be claimed that, ever since the breakthrough of legal positivism, legal thinking
has been searching for a way out of the pure legal positivist approach, the path could not have
been changed. Legal positivism is still strongly at the core of legal thinking, supported by the
belief that society can and should be guided, and also changed, either through legislation or
case-law rules. The correct implementation of these rules - legal practice - is then formed in
courtrooms and spread from there to the rest of society. Oliver Williamson uses the concept of
“legal centralism” concerning this legal positivist approach to law from above.1 The court
system is centralist, because it is hierarchical by nature. Legal centralism understands the
appliers of law as lawyers, not citizens or businessmen. Legal centralism is the approach of the
modern national State to law.
A lawyer’s approach to society is not a complete outline. A lawyer transforms problems of
ordinary life, like divorce or failure to perform a contract, into the language of lawyers, and
reduces these problems to technical matters of law. Then it can be determined who is right and
who is the one who must pay. An economist tends to think in terms of economic efficiency. He
connects the notion of contract with economic exchange. Typical of both of these different
approaches is the use of artificially constructed models which are created to help in the
analysis of individual questions, but which can begin to guide excessively the thinking of their
users. A typical lawyer tends to think only in terms of legal rules and how they would probably
be implemented in court.
Law is primarily seen as a normative system. Empiricism in law usually means the study of
court cases.2 Court cases represent the implementation of the rational (=normative) system of
law. Such empirical material is not representative. Nobody bothers to question why those cases
were brought into court, whether they are typical cases, or whether they represent typical
problems. Nor does this material call into question the extremely abstract models which are
considered to be suitable for any potential case. In everyday contracting, law is used as a
technical framework for co-operation. Yet, legal thinking is mainly interested in cases which
end up in the courts. General rules are drawn up on the basis of these marginal cases. The
ordinary application of law, which does not produce court cases, is excluded from legal
studies. Real practice is not considered interesting; the relevant and interesting legal problems
are those which are tested in courts. This is too narrow a definition of legal problems.
Legal thinking has not always been as separated from the rest of society as it is today. When
Max Weber wrote his “Economy and Society”, it was quite natural to study law, economics, and
social sciences together and to strive for an understanding hermeneutic view, paying attention also
to the past and the future. It was a general evolutionary approach to society, to its development
and change. The borderlines between academic disciplines were not so sharp. Society was not
yet as stratified as it is nowadays. Both von Savigny and Alfred Marshall were working on
evolutionary theories. Savigny saw Volksgeist as an organic development which affects legal
thinking. The essence of Alfred Marshall’s theory lay in the evolutionary process of economic
development. Both men have been celebrated by later generations as creators of static models
1
2
Williamson (1987) p. 20. The concept of “legal centralism” was originally introduced by Marc Galanter.
He explains: “Disputes require access to a forum external to the original social setting of the dispute
(and that) remedies will be provided as prescribed in some body of authoritative learning and
dispensed by experts who operate under the auspices of the state”. (Galanter (1981), p. 1).
Scandinavian legal realism saw law as the factual behaviour of citizens, courts and authorities. Empirical
studies do not necessarily concentrate only on studying court cases, but it seems to us that the notion
of “empirical studies” leads a mainstream scholar to think about court cases. The development of
Scandinavian legal realism led to considering empiricism as court cases. Alf Ross started the trend of
explaining that law developed through judges. (Ross (1966), p. 47-56) (Cf. C.2. p. 85.)
12
Ydelse og ansvar i længerevarende kontraktforhold
and as “scientifiers” of their academic disciplines. German legal scholars mention von Savigny
as the father of the system of German private law, and Marshall is remembered by economists
for his partial equilibrium analysis. Their studies of evolutionary historical processes have
been seen as unscientific or “metaphysical”.
Law in itself is an institution, a cultural phenomenon.3 Law is understood differently in
different cultures and legal systems. Law as an institution, as von Savigny indicated, lives its
own life.4 In each culture, people have a certain common understanding about essential
institutions like law, contracts, and marriage. This understanding is dependent on the past, the
present, and the future. It is neither a precise, nor a stable model of thought.
Studies of comparative law offer a way of understanding different legal cultures. On the one
hand, institutions are not quite the same in different legal systems. On the other hand, there are
astonishing similarities as far as the major problems are concerned. The question of the
connection between law and society is usually more present in comparative studies. 5 A
comparative approach not only broadens our understanding, but also deepens it, by turning
the questions to the very basic problems of the development of law. Law is not only a matter of
deciding who is right and who is wrong. Formulating problems as legal questions often gives
artificial solutions. Law, as it is understood in this limited way, simply enables us to find a
technical (=artificial) solution. However, law is both explaining and understanding. Law can be
understood in a different way: it is also the human wisdom and understanding which mankind has
discovered through historical experience. For understanding, we need a more holistic and dynamic
approach than classical legal-technical rationality can offer. The doctrine is not only a
normative system, but contains the common experience of mankind, which must be continuously reunderstood. Such an understanding approach has interested legal scholars, but its impact on legal
thinking has not been very visible.6 Even less has it affected abstract normative models like the
offer-and-acceptance model, or the eternal conflict between will and reliance theories in
contract law. Contract law should not be written only for lawyers acting in courtrooms, but also
for the common public for purposes of knowing how to understand and how to behave - for
example, how to make good contracts.
2. The Sphere of Contract Law and the Role of the Theory of Contracting
Contract law has deep roots in history, which is why it consists of contradicting elements. With
the breakthrough of legal positivism, which led to conceptual dogmatics, contracting was
categorised under the will theory and the principle of free will. This conceptual dogmatics is
3
4
5
6
In economics the question of the development of institutions as the driving force
of change in society has been raised especially by Douglass C. North (1992). The role
of institutions has also interested legal studies, especially representatives of the institutional legal theory
such as MacCormick and Weinberger. The starting point for institutionalist scholars in legal studies is John
Searle’s distinction between institutional and brute facts, and his idea of constitutive rules. (See Searle
(1992), p. 50-54.) Understanding law as a cultural phenomenon is crucial in hermeneutic thinking.
Savigny’s Volksgeist (the spirit of the people) is actually guided by lawyers. It is
a phenomenon which has to be discovered and understood by lawyers. In this sense, it
can be argued, as Rückert does, that von Savigny’s thinking also has hermeneutic features. (See
Rückert 1984.)
Comparative studies can, of course, be limited to legal technicalities and comparing the technical
solutions of different legal systems. Even in such studies, something has to be explained about the
differences of the legal systems, which leads the reader to think about the differences in the compared
societies and cultures. Comparative law originally was, however, a movement against strict
dogmatism. Early comparativists like Radbruch developed their ideas from empirical and sociological
law (Zweigert-Kötz (1996), p. 31-33). Many comparativists have actively taken part in the law-andsociety discussion. Comparativists often consider law as a social science and emphasize the social
purposes of law. (See Zweigert-Kötz (1996) p. 45.)
The understanding approach is typical of hermeneutic studies of law. Understanding has been the
purpose of, for example, Eugen Ehrlich’s sociological studies, which emphasized the difference between
law in books and law in real practice. In Finland the tradition of an understanding approach can be
attached to Otto Brusiin’s name. Hannu Tolonen emphasizes the influential relationship between
Ehrlich and Brusiin and finds similarities between Brusiin and the representatives of hermeneutic
legal studies Benedetto Groce and Giovanni Gentile. The influence of Josef Esser was also important for
Brusiin (Tolonen, H.(1997) p. 288-290). Brusiin’s thinking was exceptional and not understood in
Finland during his time. However, he has inspired his students and other later scholars.
13
Kapitel l Introduktion til
often called classical or traditional contract law.7 It has been the prevailing assumption for
contracts for the last hundred years. Modern contract law has been developed further without
questioning the conceptual basis but simply ignoring it. It is important every now and then to
look back into history to understand and to question the basis, which otherwise might seem to
be clear and undisputable.
Contract law can be understood simply as the formal normative rules of legislation, including
the dogmatic part, supported with theories, principles and concepts of contract law. Furthermore,
contract law can be understood to contain customary rules and business customs. It is here that
the borderlines of contract law are drawn. Case law is included in contract law and the
customary rules to the extent that these rules are recognised in case law. Contracting, which means
designing good contracts, is excluded from contract law to the sphere of private autonomy.
Contracting is not only a matter of legal technicalities; it includes the economic sphere of
designing good contracts. There are practices and “working rules” in business which must be
known before they can effectively be connected with legal technicalities. The world of contracting is
only partly legal, and the legal part has to be understood in its economic context. This fact seems
to have been forgotten in contract law studies.
Though problems of contracting have no role in courtrooms, it is nevertheless vitally
important. People want to make good contracts. Contracting is like living customary law which
is applied every day and which those who make contracts in their own business field must
know. It works within private autonomy as private ordering. The parties contract out the
governance structures of the state, that is the court system, and devise private orderings. 8
Excluding real contracting practice from contract law implies a rejection of the real problems
associated with contracts. That is why commercial contracts are very seldom brought into court.9
It is not only because of the need to protect commercial secrets. It is done to avoid uncertain and
unpredictable decisions, which very often are felt by the parties to be unjust. A legally correct
contract can be bad or unjust from the point of view of the parties. Businessmen who are parties
to a contract think in terms of good contracts, while courts think in terms of the legal system. The
crucial problem is that a judge is forced to use technical rules of legislation and contract
dogmatics. This is done in the name of objectivity. Formal technical rules are clear and, in this
sense, objective, though often clumsy. The rationality applied by the courts does not suit the needs
of protection in long-term business contracting since it is too far from economic rationality.
3. The Long-Term Contract
Long-term contracting is an important phenomenon in business. Typical of long-term
contracting is long duration, uncertainty and interdependence. A long-term contract (LTC) is
actually a contract to govern a continuous long-lasting co-operational contractual
7
8
9
The notion “classical” refers to Ian Macneil’s classification of the development of contract law from
classical through neo-classical towards relational contract. In a recently published book, Nagla Nassar
(1996) whose thinking has been influenced by Macneil’s relational contract approach, makes a
distinction between pre- and post-industrial approaches of classical law to contract. Relational contextual
contract law is modern to Nassar. By classical Macneil means about the same as what the Finnish
scholars usually call liberalist contract law. In more recent Finnish studies of contract law a lot of
interest is paid to the development from liberalist contract law to the law of the welfare state. There the
emphasis is on the development from formal to substantive and from static to dynamic law. In this
context traditional means liberalist and modern the contract law of the welfare state. (See Häyhä (1996)
p. 16-23 and 30, and Wilhelmsson (1993) p. 23-27.) Describing the development of the modern state,
Juha Tolonen (1986) uses the notion “modern” meaning the concept of state and law in modern times.
Tolonen (1994) criticizes the use of the concept “modern” in connection with welfare state contract
law, since “modern” refers to legal studies of Kelsen, Ross and Hohfeld (p. 254-255).
Like legal centralism, private ordering is a concept used by Williamson and
originally introduced by Galanter. Private ordering means the solutions of the participants to their
disputes. Both scholars argue that professionals like judges are obliged to apply general rules on the
basis of limited knowledge of the dispute. Unfortunately, legal centralism has pushed private ordering
into the background both in contract law thinking and in mainstream economics. (See Williamson
(1987) p. 21 and Galanter (1981) p. 4.)
Williamson (1987) p. 10. The avoidance of courts can be verified with numerous
interviews, including those of the author of this study (1992-94) and other empirical
studies, e.g., those which have been published in the Journal of Law and Economics,
the Journal of Economic Issues and other such periodicals.
14
Ydelse og ansvar i længerevarende kontraktforhold
relationship. LTCs are used for various purposes. They can be used, for example, in project cooperation. They can be concluded to govern a long-lasting project of technology transfer. The
project may be a more complex contract for the sale of highly developed technology: e.g., a
computerized system including training and maintenance service. It may be the delivery of a
complete plant needing close co-operation. It may be a co-operation contract of joint production
and marketing. It may concern, for example, the long-term delivery of raw oil to a refinery.
The long-term contract belongs to the world of private ordering. This means that LTCs are
governed within private autonomy and disputed outside courts. This is usually ensured with
arbitration clauses. But even arbitration is generally avoided. Contracting practice in the long
term is the governance of contractual relations. Long duration inevitably leads to changes
during the co-operation process. The changes would definitely have been taken into
consideration, if the future were completely predictable. LTCs are therefore incomplete
(incompletely specified contracts). This means that they cannot be planned so well beforehand
that they would work perfectly in the world of uncertainty. They have to be continuously
completed, revised and specified.
Long-term contractual relations must be governed.10 There is a need to safeguard the
relationship with reciprocal acts, such as pre-emptive investments, to create unilateral efforts
and minimize conflicts and rivalry. This phenomenon is called credible commitment
arrangements. It is bargaining with credible threats.11 In this bargaining the parties can each
have a specific asset e.g., technological knowledge, a good site for business etc. which is of
special value for the business relationship. Specific assets and credible commitments are to
prevent from opportunism and to ensure mutual trust. A fundamental transformation from an
opportunistic attitude towards mutual trust is needed to make a relationship function in the
long-run and be governable with private ordering.12 These features make LTCs fundamentally
different from simple sale of goods transactions which are made at one time.
The long-term contract itself can be understood in this connection as a process during which
a contract is being formed and simultaneously implemented. The contracting process is living
and changing continuously. This idea has been noticed also in contract law thinking. Juha
Pöyhönen has presented this idea of a contract with continuously changing elements of rights
and obligations in the following way. Since contracting is seen as a process, contractual duties
neither emerge nor become fulfilled at a certain moment. The elements of the rights and duties
have to be analysed, taking into account the substantial dimension, the time dimension, and
the personal dimension. The contents of the obligations are not the same in every contract, but
depend on both the context and the complexity of the contract in question. The elements of the
rights and duties also vary during the duration of the contract. The contracting parties, their
position, and their conduct are the key elements of the process.13
This study attempts to prove that governance of contractual relations through private
ordering within private autonomy is important. Contracting practices should be studied,
though traditional contract law does not focus on them. The reason for this lack of interest is the
weakness of the rational (= normative) system of law. The need for protection does not come
forth in the legal system, because the need for protection is not sought through court litigation.
New approaches to the study of contracting practice are needed. Instead of technical methods,
we need a method of understanding. Contracting is a means of doing business which is
dependent on economic, not legal-technical, logic. Long-term contracting is a method for
continuous business relations. The contract is then much more than a formal document. It is a
dynamic process constituting the living framework for business operations.14
4. The Theory of Contracting
Contract analysis has gained more and more interest in economics. A Nobel laureate James Buchanan
has described the development as follows: “Economics comes closer to being a “science of contract” than
a “science of choice” (on which account) the maximizer must be replaced by the arbitrator, the outsider who
10
11
12
13
Williamson (1987) p. 30.
Williamson (1983)
Williamson (1987) p. 30-32. North (1981) p. 39-40. Williamson emphasizes opportunism and safeguarding
against it, while North argues that trust, honesty and integrity are equally important in contractual
relations. Human beings are not necessarily always opportunistic.
Pöyhönen (1988) p. 211 - 231.
15
Kapitel l Introduktion til
tries to work out compromises among conflicting claims”.15 Contract analysis which emphasizes
governance of contracts argues that an institutional design specialist is even more important than
an arbitrator. The task of contract analysis is not only to resolve conflicts, but to recognize potential
conflicts in advance. Contracting is to a great extent ex ante designing and bargaining.16
A theory of contracting has to be based on contracting practice which is studied in an
understanding way. Transaction cost economics (TCE) is one of the approaches to contracting. A
theory of contracting can be found in Oliver Williamson’s book “Economic Institutions of
Capitalism” (1985). He believes that economic institutions of capitalism like firms, markets,
and relational contracting have the main purpose and effect of economizing transaction costs.
Transaction costs can be described simply as the costs of running an economic system, like a
firm, for instance. Any issue that can be formulated as a contracting problem can be studied in
transaction economizing terms. The contract is understood in a larger context, as a framework
for co-operation between parties. Within this framework, the contracting parties strive to
achieve their own goals, guarding against the opportunism of the other partners, using the
limited information they can get in a limitedly rational way.
Transaction cost economics is a micro-analytic theory concentrating on contracting
practices. It is an economic theory built on economic logic. It can be used as guidance for the
description and planning of contracting practices. It focuses on effectuating the purposes of
contracting. It is not designed to help when a case is brought into court. It is a new approach
explaining why disputes do not end up in courts. From this approach the role of law and
lawyers changes. The crucial questions are preparation and design of contracts and the work
connected with private ordering. It is an alternative approach which does not exclude other
approaches. On the contrary, Williamson states that his approach should be used along with
alternative approaches.
Firms do not simply maximize their profits, nor do they optimize and choose freely on the
market. In the uncertain world of business, information costs. These and other transaction costs
have to be taken into consideration. Firms tend to govern the market and build networks to
minimize transaction costs. Williamson argues that firms choose different governance structures
on the grounds of economizing on transaction costs. These governance structures can be
visualized with a diagram where they are placed on a line between market and hierarchical
organization.
Diagram 1. Governance Structures between Market and Hierarchy
(according to Oliver E. Williamson).
Market governance is for simple market transaction contracts, non-current deliveries. Longterm business co-operation requires different types of governance. The tightest governance
structure is an organization where the leading principle is hierarchy. Long-term contracting is
a typical operation between market and hierarchy. Long-term contracting has to be organized
differently than the occasional sale of goods in the market. Networks of contracts, like a
franchising chain, also contain hierarchical elements. They are structures between market
contract and organization. Such constructions Williamson calls hybrids. 17 Classical
contracting is not old-fashioned, but simply not suited to complex long-term contracting. It is
developed for market contracting.
14
15
16
17
Elements of American legal realism can be found in the background of Williamson’s idea of the contract
as a legal framework. Karl Llewellyn brought this idea into discussion. He argued that more attention
should be paid to the purposes of contracts (Llewellyn 1931). The same kind of ideas can be found in
the legal studies of civil law countries, too. In Germany, Jhering emphasized the significance of
purposes with success. The framework idea can be found quite often both in modern German and
in Nordic law studies.
Buchanan (1975) p. 229.
Williamson (1987) p. 29.
Hybrid is a concept which Williamson has started to use in his more recent studies. See Williamson
(1996) p. 117.
16
KURT GRÖNFORS
Avtal
och
association
RIDISK INSTITUTBIBLIOTEK
Københavns Universitet
N&S BIBLIOTEKET
17
KAPITEL 1
INLEDNING
1.1 Korttidsavtal och långtidsavtal
När man jämför olika avtalstyper med varandra, blir den djupgående skillnaden mellan
korttidsavtal (momentana avtal) och långtidsavtal (varaktiga avtal) alltmera uppenbar. Den
andra och den tredje upplagan av Jan Hellners komparativa framställning Speciella
avtalstyper visar klart, vilken ökad betydelse författaren själv under arbetets gång har tillskrivit
denna skiljelinje.
Egentligen är det naturligt att vi här möter en grundläggande gräns. Under en lång tid inträffar
ofrånkomligen en rad föråndringar i två parters inbördes rättsförhållanden, som kan motivera
ingripanden. I denna mening uppstår med tidens gång ett slags bolagisering av parternas
inbördes relationer. Avtalet tvingar fram en samverkan i bådas gemensamma intresse.
En sådan samverkan kan vidare påverka omgivningen. I förhållande till utomstående
öppnar sig vidare en möjlighet till bundenhet genom fullmaktsrättsliga regler och på ett mera
utvecklat sätt genom associationsrättsliga regler. Inte bara tidslängden utan även växlande
praktiska behov pressar fram ett interaktivt samspel mellan regler, som systematiskt hänförs till
skilda delar av rättsordningen.
1.2 Avtalets utsträckning i tiden
Var går gränsen mellan ett rent avtal om samverkan och en association med
rättspersonlighet? Vilka är med andra ord minimiförutsättningarna för ”associationens
födelse”? Man kan undra om svaret är så enkelt som så här: Är det fråga om enbart ett
korttidsavtal,sker bedömningen med hjälp av avtalsrättsliga regler. Kvalificeras fallet som en
association, anläggs ett mera långsiktigt perspektiv och bedömningen följer
associationsrättsliga linjer.
Även om en sådan gräns är tänkt att vara knivskarp, måste man dessvärre räkna med att
själva långsiktigheten i ett avtalsförhållande färgar av sig på de konkreta lösningarna, utan att
man inför en särskild juridisk person som kan utjämna spänningen mellan regler för det
ögonblickliga och för det i tiden utsträckta.
I händelse av inträffad skada pekar själva skadetillfället normalt ut sig som det moment, som
skadevärderingen skall utgå från. Det är förhållandena vid denna tidpunkt som läggs till
grund. Även om rätten att kräva naturaprestation har upphört, exempelvis av det påtagliga
skälet att allt det gods som köpet avser har gått under och därför inte längre kan levereras, har
ingalunda sagts att rätten att kräva ersättning för det positiva kontraktsintresset har upphört,
låt vara att man därmed upprätthåller eller åtminstone avser att upprätthålla samma
ekonomiska resultat som om varan hade levererats i fullgott skick. Alltjämt gäller principen att
det fulla värdet skall ersättas, vilket låter som en enkel och lättfattlig princip. Ofta hänvisas till
denna med termen differensprincipen. När denna sedan skall genomföras på det konkreta
planet, uppkommer alltid svårlösta problem. Vilka slag av förluster skall ersättas? Hur skall
man beräkna ersättningen av framtida förlust under en lång rad år och diskontera summan till
ett nuvärde? När täckningsköp inte har skett men marknadspriserna har utvecklats så, att de
avviker från kontraktspriset, är denna prisskillnad alltid relevant? Också för femton år framåt?
En så osäker och skönsmässig beräkning måste troligen kombineras med en beloppsmässig
justering nedåt, ju längre in i den osäkra framtiden man önskar ge kompensation med ett
engångsbelopp. Och vilken räntefot skall man använda vid omräkningen? Är det alltid
tillräckligt att ge den skadelidande krav på engångsersättning eller skall det därutöver finnas
plats även för krav på naturaluppfyllelse? 1
1
Se beträffande befraktningsavtal i nämnda hänseenden E. Selvig i Arkiv for Sjørett Bd 5 s. 554.ff.,
särskilt s. 579 ff. I de svenska lagmotiven till 1936 års sjölagsändringar diskuteras inte hithörande
frågor. Däremot framgår några utgångspunkter för skadevärderingen i fall som detta av de norska
motiven, se Innstilling fra Sjølovskomiteen 1936 s. 57–58 och 69.
18
Kapitel 1 Inledning
Vid bestämmandet av skadans omfattning ingår adekvansbedömningen som ett
begränsningsmått. Men den juridiska kausaliteten begagnas samtidigt på
skadevärderingsplanet. “Orsakskravet hör därför både till ansvarsförutsättningarna och till de
allmänna principerna för beräkning av skadestånd.”2 Denna juridiska teknik skapar ett behov
av tilläggsmarginaler för de slutliga beloppens bestämmande och ger därför en viss
rörelsefrihet. Inte sällan används schabloner för abstrakt beräknade ersättningar, därför att ett
preciserat skadeståndskrav inte låter sig beskrivas i den traditionella differenslärans termer.3
Denna lära är ett alltför trubbigt instrument för att ensamt kunna lösa ett flertal olika
komplicerade rättsproblem med en svepande formel.4 Rättsekonomernas försök att bedöma
även detaljfrågor om gränsdragningar leder bara alltför lätt till fiktioner.5
Mera preciserade regler skulle skapa en stel och spröd struktur, som inte är förenlig med den
nödvändiga elasticiteten och anpassbarheten till växlande förhållanden. Sammanfattningen
av en engångssumma som skall täcka sådana växlande förhållanden under en längre
tidsperiod kräver onekligen ett betydande mått av elasticitet.
Varje kalkyl som arbetar med ett stort antal oprecisa faktorer, måste till slut i händelse av tvist
yxas till så gott det går. “Lojalitetsprincipen kan anses utgöra en konsekvens av uppfattningen
att avtalet är en form och ett medel för samverkan mellan parterna.”6 Ju längre ett avtal sträcker
sig i tiden, desto större blir behovet av samverkan mellan parterna och även jämkning i
efterhand. Ibland uttrycks detta så, att långvariga avtal innebär en längre gående lojalitet
mellan parterna än korttidsavtal. Och på motsvarande sätt ifrågasätts, om kravet på lojalitet
gör sig lika starkt gällande, när avtalsförhållandet på grund av tidsbegränsningen går mot sitt
slut.7 Det är inte enstaka händelser som skall bedömas utan den samlade verkan av ett antal
händelser under avtalstiden. Både förändringar i det inre förhållandet mellan avtalets parter
och i deras förhållande till omvärlden måste vägas in vid det slutliga ställningstagandet.
J. Hellner, Skadeståndsrätt (5 uppl. 1995) s. 195.
Jfr a.a. s. 423.
4 Jfr a.a. s. 359.
5 Jfr J. Hellner i JT 1996/97 s. 503.
6 L.E. Taxell, Avtalsrätt (1997) s. 66.
7 Jfr H. Nicander i JT 1995/96 s. 33 och s. 36. S. Sohlberg i JT 1995/96 s. 972 nederst
skiljer med avseende på lojalitetskravet mellan enaffärsavtal och egentlig samverkan.
8 Åtskilliga exempel lämnar K.-J. Gombrii i samlingsvolymen Skipsfart og samarbeid (1991) s. 107 ff.,
jfr samme förf. i EC shipping policy (ed. H.J. Bull & H. Stemshaug 1997) s. 183 ff.
2
3
19
Kapitel 2: Kontraktrettens udvikling
• Ole Hansen, ”Det entrepriseretlige
hjemmelsproblem – modsætningsforhold eller
fællesskab?”, 2008, s. 32- 41
20
Ole Hansen
Det entrepriseretlige hjemmelsproblem,
modsætningsforhold eller fællesskab?
Jurist- og Økonomforbundet
21
2. Kontraktret
2.1. Klassisk kontraktret
Industrialiseringen og liberaliseringen af den vestlige verden bragte i det 18.
og i det 19. århundrede aftalerne i fokus som markedssamfundenes vigtigste
redskab til overførsel af værdier.1
I denne afhandling anvendes begrebet klassisk kontraktret som en bred samlebetegnelse for
den vægtige teori- og praksisdannelse inden for kontraktretten, der især i
kontinentaleuropæiske og i anglo-amerikanske retskulturer fulgte i kølvandet på
industrialiseringen og frem mod afslutningen af det 19. århundrede støttedes af liberalismen
som den fremherskende økonomiske teori.
Der kan anføres visse indvendinger imod anvendelsen af denne terminologi. Især kan det
indvendes, at udviklingen i civil law og common lawlandenes kontraktret vanskeligt kan
beskrives samlet, fordi der bestod – og består – væsentlige forskelle imellem de respektive
retskulturer og inden for de respektive retskulturer imellem de enkelte retssystemer. Når
terminologien alligevel er valgt, skyldes det, at der i den omtalte periode, knæsattes visse
grundlæggende principper, der i dag fortsat præger nordisk, kontinetaleuropæisk og angloamerikansk
kontraktret. Dette gør det muligt – under skyldig hensyntagen til de eksisterende
forskelle – at udpege visse fælles præmisser for den klassiske kontraktret.2
Kendetegnende for især det 19. århundredes liberaliserede industri- og handelssamfunds
forståelse af aftaler i retlig henseende var især betoningen af aftaleparternes fundamentale
selvstændighed, handlefrihed og jævnbyrdighed.3 I kraft af aftalen kunne parterne effektuere
konkrete fælles målsætninger – transaktionens gennemførelse – men denne konsensus
markerede en lejligheds- eller øjebliksbetonet undtagelse fra et udgangspunkt om skarpt
adskilte risikosfærer imellem parterne og interessemodsætninger i retlig og økonomisk
henseende. Aftaleparterne havde ingen retlig relation ud over det konkrete aftaleforhold.
Forfølgelsen af det individuelle gode opfattedes som samfundets drivkraft,4 og enhvers legitime
behov var derfor at købe billigt og sælge dyrt.5 Partsautonomien var kontraktrettens første
grundsætning.6
Aftalen anskuedes som et rent partsanliggende. Retsreglerne måtte så vidt muligt udvikles
med afsæt i selve aftalen som det (eneste) legitimerende grundlag for parternes rettigheder og
forpligtelser. Denne udvikling af kontraktretten indefra kom tydeligt til udtryk i den klassiske
kontraktrets indgåelses- og fortolkningslære og i den fremtrædende betydning, som gensidighedsog
udvekslingselementet indtog ved udviklingen af grundlæggende principper for
retsvirkningerne af misligholdelse.
1. Jf. Stig Jørgensen, Kontraktsret, Bind 1, 1971, s. 11 og f.eks. P.S. Atiyah, The Rise and Fall of Freedom
of Contract, 1979, s. 398.
2. Smh. for anvendelsen af begrebet »klassisk kontraktret« eller »classical contract law« bl.a. Vibe
Ulfbeck, Kontrakters relativitet, s. 34. Som nævnt af denne forfatter er betegnelsen fortrinsvis
anvendt i engelske og amerikanske fremstillinger, jf. f.eks. Kevin M. Teeven, A History of the AngloAmerican common Law of Contract, 1990, s. 179ff, P.S. Atiyah, Atiyah’s introduction to the Law of
Contract, 6. udgave, 2005, s. 9.
3. Jf. Stig Jørgensen, Kontraktsret, Bind 1, 1971, s. 12f, P.S. Atiyah, Atiyah’s introduction to the
Law of Contract, 6. udgave 2005, s. 9f og Franz Wieacker, Privatrechts-geschichte der
Neuzeit, 2. udgave 1967, s. 441 f.
4. Jf. P.S. Atiyah, The Rise and Fall of Freedom of Contract, 1979, s. 324ff.
5. Smh. E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave, 2004, s. 8.
6. Smh. Jul. Lassen, Læren om Aftaler, 1917, s. 30, G.H.Treitel, The Law of Contract,
11. udgave, 2003, s. 2 og Franz Wieacker, Privatrechtsgeschichte der Neuzeit, 2. udgave,
1967, s. 441.
22
Ydelse og ansvar i længerevarende kontraktforhold
2.1.1. Aftaleindgåelse og fortolkning. Aftalen som statisk, faktuelt fænomen Den klassiske
kontraktrets lære om aftaleindgåelse og aftalefortolkning etableredes på grundlag af
forestillingen om aftalen som udtryk for en forening af parternes viljer i relation til vilkårene for
transaktions gennemførelse. Den ydre manifestation af denne konsensus var udvekslingen af
overensstemmende tilbud og accept.
Konsensusforestillingen markerede dog snarere det ideologiske afsæt end en i praksis
anvendt retsregel. Med terminologiske og indholdsmæssige nuanceforskelle fra retssystem til
retssystem blev den klassiske aftalerets kernetemaden vanskelige hensynsafvejning imellem
den subjektive vilje og det objektive erklæringsindhold7 i de yderst praktiske tilfælde, hvor det
senere måtte konstateres, at konsensus i et konkret anliggende ikke havde foreligget eller blot
ikke længere blev vedstået.
Viljesteorierne spillede den mest fremtrædende rolle i de kontinentaleuropæiske retssystemer. Særligt
nuanceredes og ekspliciteredes viljeshensynet i den tyske romanistiske retsvidenskab, hvis deduktive
begrebsanalyser (Pandektenwissenschaft) kom til at udgøre det væsentlige metodiske grundlag for
kodifikationen af den tyske borgerlige ret. 8 Den anglo-amerikanske kontraktret fremstod i
konsekvens af sit kendetegnende afsæt i retspraksis som noget mere fragmenteret og orienteret imod
form. Særligt engelsk ret forblev dog ikke upåvirket af udviklingen i de fremtrædende civil law-lande,9
men viljesteorierne stod i et vist modsætningsforhold til den klassiske common laws fokusering på
bl.a. det objektive erklæringsindhold som bevis for viljen til at lade sig forpligte10 og til kravet om
forpligtelsernes gensidighed – consideration – som gyldighedsbetingelse i kontraktretten.11
I relation til spørgsmålet om aftalernes fortolkning fokuseredes på sproget – og her især
skriftsproget – som det fysiske udtryk for parternes vilje til at lade sig forpligte, jf. nærmere
nedenfor i Kapitel 4, afsnit 4.1 og 5.1 om subjektiv og objektiv fortolkning.
Den udprægede fokusering på hensynet til den konkrete transaktions parter indebar en
principiel ekskludering af muligheden for at anvende samfundsskabte normer som legitimt
grundlag for afgørelsen af tvister om aftalens nærmere indhold.12 Kun i særligt kvalificerede
tilfælde,13 f.eks. hvor det betragtedes som åbenbart, at aftalen ikke regulerede det omtvistede
forhold, lod den klassiske kontraktret baggrundsretten danne grundlag for tvistens afgørelse.
Selv regler for den – undtagelsesvise – tilsidesættelse af aftalen, knyttedes an til
viljesforestillinger.14
Et væsentligt teoretisk redskab til etableringen af aftalen som et rent parts-anliggende, som
parternes lov – som jus – var opfattelsen af såvel aftalens subjektive element (viljesdelen) som det
objektive element (erklæringsdelen) som principielt faktuelle forhold, der lod sig konstatere og
analysere på et ikke-retligt grundlag.
Selv om konstateringen af viljens faktiske tilstedeværelse nok var forbundet med visse
praktiske problemer, behandledes disse således i almindelighed ikke i kontraktretten, der
opererede med viljen og afskygninger eller delelementer heraf (f.eks. forudsætninger) som et
7.
Jf. f.eks, diskussionerne hos Jul. Lassen, Haandbog i Obligationsretten, Almindelig del, 2.
udgave, 1908, s. 27ff og s. 85ff, Fredrik Stang, Innledning til Formueretten, 3. udgave, 1935,
s. 237ff.
8. Jf. Gerhard Wesenberg og Gunter Wesener, Neuere deutsche Privatrechtsgeschichte,
4. udgave, 1985, s. 210. Smh. endvidere f.eks. Karl Larenz, Allgemeiner Teil des deutschen Bürgerlichen
Rechts, 1967, s. 12.
9. Jf. P.S. Atiyah, The Rise and Fall of Freedom of Contract, 1979, s. 405ff.
10. Jf. William R. Anson, Principles of the English Law of Contract and of Agency in its Relation to
Contract, 16. udgave, 1923, s. 3 og s. 11 og Christoffer Columbus Langdell, A Summary of the Law
of Contracts, 2. udgave, 1880, s. 193.
11. Jf. David Ibbetson, A Historical Introduction to the Law of Obligations, 1999, s. 236, Kevin M. Teeven,
A History of the Anglo-American common Law of Contract, 1990, s. 177 og s. 179ff, Samuel Williston,
A Treatise on the Law of Contracts, 3. udgave, 1957, Volume 1, s. 47f.
12. Jf. P.S. Atiyah, Atiyah’s introduction to the Law of Contract, 6. udgave, 2005, s. 10.
13. Jf. om sondringen imellem fortolkning og udfyldning nedenfor i Kapitel 4, afsnit 2.
14. Jf. f.eks. Jul. Lassen, Haandbog i Obligationsretten, Almindelig del, 2. udgave, 1908, s. 95ff og nærmere
nedenfor i Kapitel 6, afsnit 3.1 om forudsætningslæren. Smh. også P.S. Atiyah, Atiyah’s introduction
to the Law of Contract, 6. udgave, 2005, s. 10.
23
Kapitel 1 Inledning
grundlæggende konstaterbart fænomen15 – et spørgsmål om bevis. Aftaletekstens autoritet som
retskilde bar præg af ældre tiders sprogforståelse, der betragtede sproget som repræsentativt for
virkelighedens fysiske og faktiske forhold.16 Aftaletekstens beskrivelse af hovedydelsen
afspejlede hermed ideelt set præcist og utvetydigt den købsgenstand, det lejemål eller det byggeri,
som aftalen omhandlede og fortolkningen beroede i relation til aftaleteksten således i vid
udstrækning på anvendelsen af sprogets regler – ikke juraens. Fortolkningen var i sin kerne en
ujuridisk virksomhed, adskilt fra subsumptionen.17
På trods af aftalens karakter af retsregel var den altså funderet i principielt rent faktuelle
forhold. Aftalen blev dermed statisk, fordi den blev fundamentalt uafhængig af indholdet af det
omkringværende retssamfunds samtidige normer og disses senere udvikling.
Anvendelsen af den klassiske kontraktrets indgåelses- og fortolkningslære blev en
udpræget tilbageskuende virksomhed. Hensyntagen til forholdene efter aftalens indgåelse lod
sig kun inddrage, i det omfang disse lod sig knytte an til aftalens faktuelle grundlag – vilje og/
eller erklæring. 18
2.1.2. Gensidighed og udvekslingselement
Den typesituation, som var for øje ved udformningen af almindelige regler om misligholdelse,
var først og fremmest købet,19 der udgjorde markedssamfundets mest betydningsfulde redskab
til overførsel af værdier, og hvis kenetegn var udveksling af let definerbare ydelser og hurtige,
ofte enkeltstående transaktioner. Købsaftalen var en udvekslingsaftale.
De nødvendige udfyldende regler om misligholdelse udvikledes under hensyntagen til det
fundamentale modsætningsforhold, der – bortset fra enigheden om visse vilkår for den
konkrete transaktion – opfattedes som kendetegnende for forholdet mellem aftalens parter, og
som kom til udtryk ved udvekslingen af ydelserne. Selve transaktionens gennemførelse
markerede en undtagelse fra udgangspunktet om skarpt adskilte interesse- og risikosfærer og
indebar – indtil hver aftalepart havde modtaget sit vederlag – en blottelse af de involverede, der
forlod sig på hinandens vilje og evne til at opfylde. Kontraktrettens formål var at minimere
denne blottelse, at skabe sikkerhed for omsætningen. Det måtte sikres, at en aftalepart i tilfælde
af misligholdelse på effektiv måde igen kunne frigøre sig fra den afhængighed, som
aftaleforholdet indebar, og genetablere den altafgørende autonomi.
Som tilfældet var i indgåelses- og fortolkningslæren, udvikledes kontraktretlige regler om
misligholdelse i respekt for den klassiske kontraktrets ideologiske afsæt indefra. Regler om
kreditors beføjelser ved misligholdelse deduceredes fra den indbyrdes afhængighed, som
aftalen på et snævert felt etablerede imellem de i øvrigt selvstændige aftaleparter.
Den gensidigt bebyrdende aftale var kontraktrettens kerneeksempel. Med begrebet gensidighed
henvistes ikke (blot) til det forhold, at en aftale ikke kun omfattede et ensidige løfte, f.eks. et
gaveløfte, men at de løfter, der afgivet af aftalens parter udgjorde aftaleforholdet, fremstod som
indbyrdes forudsætninger for hinanden. Parternes forpligtelser forholdt sig til hinanden som
ydelse og vederlag.20
Som en logisk konsekvens af gensidighedsforholdet tilkom der aftaleparten ret til at
tilbageholde egen ydelse, hvis medkontrahenten ikke præsterede sin. Men også retten til at
kræve naturalopfyldelse,21 ophæve aftalen og retten til forholdsmæssigt afslag funderedes i
15. Jf. nærmere nedenfor i kapitel 4, afsnit 4.1.
16. Jf. f.eks. Fredrik Stang, Innledning til Formueretten, 3. udgave, 1935. s. 451 og nedenfor i Kapitel 4,
afsnit 2.
17. Denne opfattelse trak lange spor ind i det 20. århundrede, jf. f.eks. Henry Ussing, Aftaler, 3. udgave,
1950, s. 432.
18. Jf. Kurt Grönfors, Avtal och omförhandling, 1995, s. 21.
19. Jf. Jul. Lassen, Den danske obligationsrets specielle Del, 1886, s. 2 og RigsdagstidendeT 1904-1905,
Tillæg A, sp. 3311-3312 og Stig Jørgensen, Kontraktsret, Bind 1, 1971, s. 22, der – i relation til reglerne
om aftalers indgåelse, fortolkning og ugyldighed – peger på handelskøbet som »aftalelovens
socialmodel eller idealtype« og som tillægger reglerne om køb væsentlig betydning for udviklingen
af de almindelige regler om aftalers misligholdelse, jf. Bind 2, 1972. s. 24ff. Også i dag anerkendes
købelovens fremtrædende betydning som retskilde i den almindelige obligationsret, jf. Mads Bryde
Andersen og Joseph Lookofsky, Lærebog i obligationsret I, 2. udgave 2005, s. 174f.
20. Jf. Henry Ussing, Aftaler, 3. udgave, 1950, s. 9 og Stig Jørgensen, Kontraktsret, 2,
1972, s. 15f.
21. Jf. Stig Jørgensen i TfR1964s.450.
24
Ydelse og ansvar i længerevarende kontraktforhold
gensidighedsbetragtninger, det vil sige udledtes som blotte – objektive – konsekvenser af
aftaleforholdet uden indflydelse fra andre retskilder.
I modsætning hertil forudsatte anvendelsen af erstatningsbeføjelsen i kontinentaleuropæiske og nordiske
retskulturer noget mere, nemlig et ansvarsgrundlag, der – hvor intet særligt herom var aftalt – indebar et
krav om subjektiv tilregnelse og dermed anvendelsen afen samfundsskabt culpastandard som
supplement til de regler, der kunne udledes af selve aftalen.
Særligt tydeligt kommer gensidighedslæren til udtryk i tysk formueret, hvor (den i 1900 i
krafttrådte Bürgerliches Gestezbuch i § 320-326 indeholdt (og stadig indeholder) en opregning
af en række centrale retsvirkninger, afledt af ydelsernes indbyrdes afhængighed. BGB § 320-326
gælder for gegenseitigen Verträge i almindelighed og omhandler bl.a. retten til at forlange ydelse
for ydelse, retten til at tilbageholde egen ydelse og til at ophæve aftalen ved medkontrahentens
ikke-erlæggelse samt tilfælde af umulighed.22
I common law-kontraktret genfindes gensidighedsbetragtningerne i flere sammenhænge.
Allerede i kravet om consideration ligger for så vidt et gensidighedselement. En aftale
anerkendes kun som retligt bindende (enforceable), såfremt et løfte er givet på betingelse af
løftemodtagers afgivelse af sit løfte. Tidligt formuleredes dette som et krav om, at der skal være
givet løftegiver noget til gengæld, der enten udgør »a detriment to the promissee or a benefit to
the promisor«.23
Gensidighedsbetragtninger ligger ligeledes til grund for dele af misligholdelseslæren. Den
væsentligste rolle i denne henseende spiller formentlig princippet om concurrent conditions of
exchange, der udvikledes i slutningen af det 18. århunderede med det formål at sikre kreditor i
henhold til en gensidigt bebyrdende aftale andre beføjelser i tilfælde af debitors misligholdelse
end blot kravet om erstatning. Den praksisskabte fortolknings- eller udfyldnings-regel om
concurrent conditions of exchange,24 der i dag er et almindeligt indarbejdet kontraktretligt princip,
indebærer, at den ene aftaleparts forpligtelse til at præstere sin ydelse normalt anes for betinget
af den anden parts opfyldelse af sin forpligtelse. Kun hvis der i aftalen findes ganske særlige
holdepunkter herfor, vil kreditor i tilfælde af debitors misligholdelse fortsat være forpligtet til at
præstere egen ydelse.
Formentlig i konsekvens af inspirationen fra især tysk ret spiller gensidighedsmomentet en
fremtrædende rolle i den fællesnordiske købelov fra 1906.25 Bestemmelserne i §§ 14-16
omhandler »retten til at kræve ydelse mod ydelse« og knæsætter det fundamentale princip om,
at ingen part er forpligtet til at præstere egen ydelse, uden at modydelsen samtidig præsteres –
den såkaldte samtidighedsgrundsætning – og den heraf følgende ret til at tilbageholde egen
ydelse (detentionsretten). Et nødvendigt supplement til principperne om gensidighed og
samtidighed er reglen om risikoens overgang, indeholdt i købelovens, § 17, det – med afsæt i
aftalens udvekslingselement – fastsætter en præcis snitflade imellem parternes respektive
risikosfærer.
Købelovens regler understreger billedet af aftalen som redskab til regulering af en
transaktion, der gennemføres hurtigt og under størst mulig opretholdelse af aftaleparternes
retlige og økonomiske uafhængighed, og hvor aftalens opfyldelse kræver – men som
altovervejende udgangspunkt også kun kræver – præstationen af henholdsvis realydelse og
pengeydelse.
2.2. Nyere kontraktret
I det 20. århundrede påvirkedes kontrakretten af flere forhold, der satte præmisserne for den
klassiske kontraktret under pres.
22.
23.
24.
25.
Jf. Joseph Esser, Lehrbuch des Schuldrechts, 1949. s. 30ff med redegørelse for reglerne i BGB §§ 320ff.
Jf. E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave, 2004, s. 47.
Jf. E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave, 2004, s. 541ff.
Jf. Rigsdagstidende 1904–1905. Tillæg A, sp. 3377-3378 med henvisning til bl.a. BGB § 380 og
købsaftalens karakter af gensidigt bebyrdende aftale.
25
Kapitel 1 Inledning
Det var imidlertid kendetegnende, at nye hensyn integreredes i kontraktretten, uden at dette
medførte et opgør med den klassiske kontraktrets aftaleforståelse, selv om f.eks. hensyntagen til
svage kontraktparter, til indbyrdes loyalitet og til omstændighedernes foranderlighed teoretisk
set er i fundamental konflikt med opfattelsen af aftaleparterne som frie og lige og af aftalen som
et statisk, aretligt fænomen. Den nyere kontraktrets regler kom i almindelighed til at fungere
side om side med regler baseret på den klassiske kontraktrets aftaleforståelse.
2.2.1. Hensyntagen til den svage aftalepart
Kontraktretten er i stadigt videre omfang tilføjet retsregler, som er udtryk for ændrede
samfundspolitiske og samfundsøkonomiske prioriteringer. Det 19. århundredes liberalisme
afløstes af en mere socialt orienteret markedsøkonomi, hvor det offentlige spiller en aktiv rolle
som garant for en vis social sikkerhed og som væsentlig selvstændig aktør i markedet.26
Hensynet bag den omsiggribende regulering af kontraktretten, der har været karakteristisk for
især den sidste halvdel af det 20. århundrede, har – i modsætning til den klassiske kontraktrets
kodifikationer – ikke været at skabe sikkerhed i samhandelen under størst mulig opretholdelse
af aftalefrihed. Derimod er kontraktretten i væsentlig grad blevet påvirket af socialstatens
kendetegnende opfattelse af markedets aktører som ulige, og af antagelsen om, at beskyttelse af
svage aftaleparter i markedet overordnet set er til samfundets bedste og derfor nødvendig.27
Parternes fælles vilje som udtrykt i aftaleteksten har fortsat udgjort kontraktrettens legale
udgangspunkt, men fællesviljen og aftaleteksten har nu i vidt omfang måttet anskues i lyset af
præceptive lovregler og retsgrudsætninger, der – i varierende grad på de respektive
retsområder – reducerer muligheden for indgåelse af nærmere bestemte aftaler. Andre regler
har fokuseret på konsekvenserne af aftalerne og skabt mulighed for efterfølgende
tilsidesættelse af aftalens vilkår helt eller delvist.
Kendetegnende for perioden har f.eks. været gennemførelsen af lovregulering, der på
forskellige retsområder udpeger hvilke aftaleparter, der anses for svage, boliglejemål, købere af
forbrugsgoder på kredit, købere af time-share lejligheder etc., og som har angivet, at forskellige
vilkår ikke gyldigt har kunnet aftales med disse aftaleparter. Andre beskyttelsesregler
regulerede anvendelsen af bestemte aftaleformer, f.eks. aftaler indgået på grundlag af
handlendes standardvilkår eller såkaldte »dørsalg«.
Der er i mange retssystemer desuden udviklet mere almene grundlag for tilsidesættelse og
ændring af kontraktuelle forpligtelser under hensyntagen til oprindelige omstsendigheder ved
aftaleindgåelsen såvel som til efterfølgendeforhold, jf. nærmere nedenfor i Kapitel 6, afsnit 4.1.
Generalklausulen i aftalelovens § 36 har i de nordiske lande udgjort en tydelig markering af
behovet for efter at friere skøn at kunne korrigere aftalevirkninger, bl.a. tilfælde, hvor misbrug af
stykeforskelle i aftaleforholdet vurderes at have fundet sted.
I almindelighted betragtes de kontraktretlige regler, der skaber hjemmel til beskyttelse af
svage parter i aftaleforhold, dog fortsat som undtagelser fra det almindelige udgangspunkt om
aftalefrihed,28 hvorfor der som hovedregel kræves særlig hjemmel.29 Nogle forfattere synes i
hovedsagen at ville be grænse beskyttelseshensynets betydning til området for forbrugeraftaler
og andre aftaleforhold, der tjener til at sikre den enkelte visse grundlæggende goder, så som
bopæl og arbejde. Andre har peget på, at statusbetragtninger dag også spiller en fremtrædende
rolle ved regulering af aftaler indgået imellem erhvervsdrivende og aftaler indgået med det
offentlige.30
26. Jf. Stig Jørgensen, Kontraktsret, Bind l, 1971, s. 15, P.S. Atiyah, The Rise and Fall of
Freedom of Contract, 1979, s. 625f og E. Allan Farnsworth, Contracts, 4. udgave,
2004, s. 20f og Jens Schovsbo, Immaterialretsaftaler, fra kontrakt til status i kontraktretten, 2001, s.
21 f.
27. Jf. G.H. Treitel, The Law of Contract, 11. Udgave, 2003, s. 2, Kevin M. Teeven, A History of the AngloAmerican commom Law of contract, 1990, s. 295, Franz Wieacker, A history of Private Law in
Europe, 1995, s. 434 og Karl Larenz og Manfred Wolf, Allgemeiner Teil des Bürgerlichen Rechts, 9.
udgave, 2004, s. 32ff.
28. Jf. f.eks. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002, s. 45, og Geir Woxholth,
Avtalerett, 6. udgave, 2006, s. 27.
29. Jf. Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, 2002. s. 429.
30. Jf. f.eks. Jens Schovsbo, Immaterialretsaftaler – fra kontrakt til status i kontraktsretten, 2001, s. 52 og
s. 372.
26
2.2.2. Opblødning af modsætningsforholdet. Loyalitetskrav
I nogen grad i sammenhæng med tendensen til beskyttelse af svage aftaleparter har der i det 20. århundredes
kontraktret fundet en vis opblødning af den kontraktretlige modsætningsforhold sted. Det har forholdsvis tidligt stående
klart, at parternes forpligtelser i aftaleforhold ikke meningsfuldt lader sig beskrive alene som rettidig og mangelfri
præsentation af en realydelse eller en pengeydelse, og et misligholdelse af en aftale i konsekvens heraf derfor kunne
foreligge, også hvor de i aftalen angivne ydelser i princippet var rettidigt og mangelfrit præsteret31
Disse tilfælde er mangeartede og spiller en varierende rolle fra aftaletype til aftaletype. I
nogen grad har der kunnet gives særlige regler herom for den enkelte aftaletypes
vedkommende, mens det er forekommet vanskeligt at beskrive disse tilfælde mere generelt.
Fælles herfor synes imidlertid at være, at aftaleparterne ud over de for aftalen karakteristiske
ydelser ofte er forpligtet til at udvise en adfærd, der indebærer hensyntagen til modpartens
interesser.32
Den retlige kategorisering af disse forpligtelser i kontraktretten har voldt betydelige
teoretiske vanskeligheder, hvilket bl.a. skyldes, at krav om hensyntagen til modpartens
interesser er i grundlæggende konflikt med det modsætningsforhold, som den klassiske
kontraktret bygger på, jf. ovenfor under 2.1. Loyalitetspligtens nærmere indhold bestemmes af
en standard for god adfærd, som den konkrete aftales parter kun vanskeligt kan påvirke. I kraft
af adfærdsnormernes retlige natur svækkes de ræsonnementer, som den klassi-ske kontraktret
er baseret på. hvilket rejser vanskelige retskildemæssige spørgsmål, jf. særligt nedenfor i
Kapitel 8, afsnit 2.2 og afsnit 5.
Netop under henvisning til det bestående modsætningsforhold imellem loyalitetskravet og den
klassiske kontraktrets grundlæggende præmisser hertil afvises det i engelsk ret fortsat, at der i
aftaleforhold gælder en almindelig duty to act in good faith.
Illustrerende er dommen Walford v. Miles33 fra 1992, hvor Lord Ackner lagde til grund, at »… a
concept of a duty to carry on negotiations in good faith is inherently repugniant to the adversarial
position of the parties«.
Forholdet mellem de konkrete aftalevilkår og loyalitetsstandarden og hermed afledte
forpligtelser i entrepriseforhold er, som det er fremgået ovenfor i Kapitel 1, afsnit l og 3, et af
denne afhandlings centrale emner.
2.2.3. Foranderlige forhold og kompleksitet
Blandt andet i konsekvens af de aftalebaserede transaktioners øgede kompleksitet og de
foranderlige forhold, hvorunder aftalerne skulle gennemføres, kom den klassiske aftalerets
statiske aftaleforståelse under pres fra en udvikling, der fordrede fleksibilitet i aftaleforholdet.
Dette behov for en efterfølgende justering og tilpasning af aftalens indhold har i nogen grad
ladet sig imødekomme af de under 2.2.1 nævnte almene korrektionsgrundsætninger, men
anvendelsen heraf har altid været undtagelsespræget. Uoverskuelige konsekvenser af
misligholdelse og førtidig ophør af aftaleforholdet har givet aftalen karakter af en tættere
relation imellem parterne, jf. ovenfor under 2.2.2, øget fokus på den enkelte aftales
gennemførelse.34 Denne udvikling har i mange aftaler af længerevarende karakter skabt
grundlag for indarbejdelsen af mere almen adgang til at foretage ændringer, og betydningen af
genforhandlings- og ændringsklausuler er derfor kommet i fokus.35 Parternes fælles interesse i at
31. Jf. Henry Ussing, Obligationsretten. Almindelig Del, Første hæfte, 1935. s. 20 og –videre udviklet –
4. udgave, 1967, s. 22f.
32. Jf. nærmere – om loyalitetskravet og beslægtede adfærdsstandarder i kontraktretten –
nedenfor i Kapitel 8.
33. Jf. Walford v. Miles, (1992) 2 A.C. 128.
34. Jf. feks. Kurt Grönfors, Avtal och omförhandling, 1995, s. 23
35. Jf. nærmere nedenfor i Kapitel 5, afsnit 2.2.
27
Kapitel 1 Inledning
afværge konflikter og i aftalens problemfrie gennemførelse har desuden skabt grundlag for
teorier om samspillet mellem retlige og ikke-retlige styringsredskaber for gennemførelsen af
aftalebaserede transaktioner, jf. i det hele nærmere nedenfor under afsnit 5.
Det nærmere indhold af sådanne regler er dog i vidt omfang uafklaret. Ligesom den
almindelige loyalitetsstandard synes genforhandlings- og ændringsregler at være i en vis
konflikt med den klassiske kontraktrets opfattelse af aftalen som den endegyldige regulering af
parternes mellemværende.
28