1. No category

Rejsen til Jerusalem og Galilæa
9. - 16. oktober 2010
Tekst og foto:
Vagn Særkjær
En rejse i den kristne kulturarv
Lis og jeg har i mange år haft en drøm om at
se Israel, for at mærke landet og se de byer og
egne, som er knyttet til bibelhistorien og
kristendommens udspring. En rejse på kun 8
dage, fra 9.-16. oktober 2010, kan i den
sammenhæng synes kort. Men en rejse
handler ikke kun om de dage, vi er af sted.
Den handler i ligeså høj grad om den
forberedelse vi gør, for at sætte os ind i den
politiske og den historiske situation i landet.
Efter
hjemkomsten
kommer
så
bearbejdningen af informationer, indtryk og
billeder vi har med hjem. Rejsebrevet du
sidder med, er således et resultat af rejsens tre
faser.
Vi fandt et interessant rejseprogram på Unitas
hjemmeside, og da vi kunne se, at Ida og
Knud Jeppesen skulle fungere som rejseleder,
var vi også sikre på, at tone og kvaliteten ville
være i orden.
Som en del af forberedelserne fulgte vi f.eks.
tæt med i pressens fortællinger om præsident
Obama og Hillary Clintons bestræbelser for at
holde fredsprocessen i gang mellem
palæstinenserne og israelerne. Herunder det
midlertidige israelske stop for nye bosættelser
på Vestbredden og i Østjerusalem. Men især
situationen der opstod den 31. maj 2010, da
israelske soldater, tidligt om morgenen,
bordede det tyrkiske skib Mavi Mara, der,
som et af 6 skibe, kom fra den tyrkiske del af
Cypern, for at bryde israelernes blokade af
Gaza. Mennesker blev dræbt. Israel blev
kritiseret, og vi tænkte for en kort stund, at
situationen måske kunne udvikle sig og gøre
vores rejse uforsvarlig.
Vi skulle møde i terminal 2 i Kastrup kl.
05.35. Derfor besluttede vi at tage en
overnatning på hotel Hilton. Toget fra Århus
kører direkte dertil og om morgenen spadserer
vi, med kufferter i hånden, hen til mødestedet.
Normalt planlægger og gennemfører vi selv
vores rejser. Vi har kun to gange tidligere
været med på grupperejser. Vi var derfor
spændte på, hvem vi skulle møde og være
sammen med. Men lad mig, med det samme
fortælle, at vi kom til at opleve en gruppe på
28-30 behagelige mennesker, som viste stor
interesse for programmets indhold og som
samtidig kunne være sammen og snakke
sammen på kryds og tværs gennem hele
rejsen.
Lufthavnens sikkerhedstjek er altid forbundet
med en særlig opmærksomhed. Lis har en
pacemaker og må derfor ikke gå igennem den
elektroniske port, men skal guides udenom til
en individuel visitation. Denne gang måtte
hun af med skoene, som skulle gennemlyses
med røntgenstråler inden hun igen kunne få
dem på fødderne. Under mellemlandingen i
Wien blev også mine sko underkastet en
speciel granskning. Hvad tror de mon, et par
bedsteforældre kunne finde på at transportere
i skosålerne?
I Tel Aviv, udenfor ankomsthallen, møder vi
varmen og vores lokale guide, Lisa Khoury,
som engang har været medlem af Århus
pigegarde. Hun rejste til Israel for at arbejde i
en kibbutz. Her mødte hun manden, og
oplevede 6 dages krigen i 1967, og alt det der
er fulgt efter. Hun bor her stadig.
Bestyrelsen blev de kaldt: Fra venstre rejseleder Ida
Jeppesen, guiden Lisa Khoury og rejseleder Knud
Jeppesen i gården ved hotel Gloria i Jerusalem
I bussen på vej op til Jerusalem fortæller hun
om den moderne stat, med vel udbygget
infrastruktur og konflikten der førte til
2
rejsning af muren, indtil de palæstinensiske
områder.
Hun fortæller om værnepligten som for unge
mænd er 3 år og for piger knapt 2 år. Drenge
og piger indkaldes i 17-18 års alderen. De
videregående uddannelser bliver først åbnet
for dem, når de har aftjent værnepligten. Men
de ortodokse, dem med krøllerne ved ørerne,
slipper.
En gruppe unge værnepligtige drenge og piger ved
Jaffa porten. Den civile herre i midten er turistguide.
Han er i gang med at fortælle om den rundvisning i
Jerusalem han tager dem med på om et øjeblik. Også
på en sådan tur, har de deres karabiner med.
Hun fortæller også om landets mangel på
arbejdskraft, som er blevet forstærket af
muren og de meget stærke begrænsninger der
er lagt på palæstinensernes muligheder, for at
arbejde i Israel. Landet kompenserer ved at
importere arbejdskraft fra andre lande. F.eks.
henter man piger i fjernøsten, giver dem et
kursus i hebræisk, israelske samfundsforhold
og pleje af gamle mennesker. Pigerne får så
en periode på 5 år, hvor de bor hos den ældre
eller syge person, de skal passe. De sender
penge hjem til deres familier eller sparer op.
Når perioden er udløbet kan de ikke være i
Israel mere. De må rejse hjem.
Bussen stopper på et sted som før 1967 var
udlagt som grænselinje mellem det israelske
Vestjerusalem og det jordanske Østjerusalem.
Vi går op ad trapperne og ind gennem Jaffa
porten til det antikke Jerusalem, indenfor
murene. Tæt ved den gamle port finder vi
Hotel Gloria i Latin Patriarchate gaden, hvor
vi skal bo.
I spisesalen, som er fyldt, kunne vi iagttage en
stor gruppe, iøjnefaldende sorte afrikanske
kvinder, iført farverige dragter. Deltagere i en
katolsk kvindekonference, arrangeret for 500
medlemmer af menigheder i en række
afrikanske lande. Men vi spilder ikke tiden
med at se på kulørte damer. Vi har endnu en
ting at udrette inden sengetid.
Gravkirken
Vi går fra hotellet ned gennem en basargade
hvor vi hele tiden er nødt til at kigge ned i
jorden for at se efter det næste trappetrin. Der
er ellers tæpper, tøj, mad, souvenir i store
mængder i de vel oplyste åbne butikker vi går
forbi.
Holy Sepulchre, står der på et gammelt skilt
over en lille rundbuet port, som danner den
ene af to indgange til gården foran kirken.
Centrum i den kristne religionsgeografi,
ligesom grædemuren er det for jøder. Indenfor
findes Jesu gravkammer, det ultimative mål
for millioner af pilgrimme, som gennem
mange århundreder, har brugt tid, kræfter og
penge på at komme hertil.
Da paven iværksatte det første korstog var det
for at beskytte den hellige grav. Korsfarerne
erobrede Jerusalem i sommeren 1099. Få dage
efter holdt de et møde i Gravkirken. Her
beslutte de, hvordan de skulle regere byen og
landet de havde erobret. Godfred af Bouillon
blev indsat som Den Hellige Gravs Beskytter,
konge af Jerusalem.
Jeg havde forventet noget andet, en større lys
katedral, en smuk bygning. I stedet oplevede
jeg en stor sammenblanding af arkitektoniske
stilarter og religiøs udsmykning i et mørkt
kirkerum, som man sjældent ser magen til. Et
forhold der hænger sammen med at
kirkekomplekset gennem tiden har været
udsat for mange overgreb, ombygninger og
tilbygninger, samt tilstedeværelsen af ikke
mindre
end
5
forskellige
kristne
3
kirkeretninger. Den etiopiske, armenske,
koptiske, græske og den romersk katolske,
som hver har deres alter, kapel eller særlige
afsnit af kirken. Og så et rum ved indgangen, i
siden af kirken, til den muslimske familie som
i århundreder har haft nøglen til kirken. Det er
dem der åbner for kristne pilgrimme og
turister der vil ind til Jesu Grav. De lukker og
låser igen når dagen er gået.
stort skænderi om hvorvidt Jesus nu også er
ligeså guddommelig som Gud Fader. Arius
havde problemer med at acceptere, at manden
på korset også kunne være Gud. Striden
bredte sig og truede med at splitte
kristendommen. Konstantin blev rasende. Han
skulle have striden stoppet og indkaldte derfor
ca. 250 biskopper fra hele det store romerrige
til et kirkemøde i Nikea i år 315.
Her vedtog man, efter mange diskussioner og
efter pres fra Konstantin, at Jesus er af samme
væsen som Faderen. Biskopperne vedtog
treenighedslæren, hvori det hedder, at vores
kristne Gud består af Faderen, Sønnen og
Helligånden.
Biskopperne på kirkemødet havde i øvrigt
travlt. De vedtog også, ordlyden af den
nikænske trosbekendelse. De bestemte at
søndagen skulle være hellig hviledag. Ikke
lørdagen, hvor de første kristne havde holdt
hviledag samtidig med Jødernes sabbat.
Tidspunktet for den kristne påske blev også
skilt fra den jødiske påsketid.
Om aftenen, lidt i lukketid, er der stadig mange
mennesker i kø for at komme ind i Jesu grav.
Indgangen ses midt i billedet.
For at få fat i oprindelsen til kirken skal vi
langt tilbage i historien. Til Konstantin den
Store, som regerede fra 306 til 337. Han var
den ene af de to kejsere, der med det såkaldte
Milano-ediktet fra 313, legaliserede kristendommen i romerriget. Da Konstantin i 324
blev kejser, over såvel det vest- som det
østromerske rige, gjorde han det gamle
Byzans ved Bosperus til hovedstad. Han var
stærkt interesseret i kristendommen. Måske
fordi de kristne var godt organiserede og
måske kunne være den sammenhængskraft
der skulle til for at få det store romerske rige
til at hænge sammen. Men Konstantins
satsning på de kristne var tæt på, at gå galt.
På et tidspunkt udviklede biskop Makarios i
Kæsarea og præsten Arius fra Alexandria, et
Det fortælles, at den flade sten, i marmorrammen på
gulvet, er den Jesus blev lagt på, da han blev taget ned
fra korset. På billedet på vægen bag lamperne ved kan
vi se hvordan det blev gjort.
Under kirkemødet bad biskop Makarios om
Konstantins tilladelse, til at rive det romerske
Afrodite tempel i Jerusalem ned, for at
udgrave Kristi grav, som skulle ligge
nedenunder. Templet blev fjernet. Og efter et
par års gravearbejde, samt flytning af en
mængde opfyldningsmateriale, som var lagt
4
her, for at skaffe et plateau til templet, fandt
disse tidlige arkæologer, en klippegrav, der
straks blev antaget, som gravkammeret Jesus
blev lagt i efter nedtagningen fra korset.
Under
gravearbejdet,
besøgte
kejser
Konstantins moder, dronning Helene, i årene
326-328 Jerusalem, Betlehem, Oliebjerget og
andre for kristendommen centrale lokaliteter.
Under det fortsatte gravearbejde, stødte
arkæologerne på en klippetop, som man, den
dag i dag antager for at være Golgata, toppen
af bakken hvor Jesus blev korsfæstet. Og lidt
længere nede under murbrokkerne fandt man
også 3 kors. Ved hjælp af tegn, fandt
dronning Helena ud af, hvilket af dem, der var
det sande kors. Det Jesus hang på.
for at komme ind i gravkammeret. Der er kun
plads til tre-fire mennesker ad gangen, så det
tager tid. I stedet for at stå der, går Lis og jeg
rundt og kigger lidt på Maria Magdalenas
alter, og alt det andet, og ikke mindst de
mennesker, for hvem det har en stor og
følelsesladet betydning at være her. Nogle
kommer ud fra gravkammeret med et stort
smil, andre har travlt med lommetørklædet.
Men uanset hvilket udtryk de kommer ud
med, så kan vi se, at de har oplevet noget stort
og betydningsfuldt.
Efter disse opdagelser, besluttede Helena,
som vist nok havde ubegrænset adgang til
sønnens pengekasse, at sætte byggeriet i gang
af et stort nyt martyrium, en rotunde, en
cirkelrund mausoleum lignende bygning, som
her kaldes Anastasis. I tilknytning dertil
byggede Helenas bygmestre en basilika.
Hvis vi oversætter billedet til en gammel
dansk landsbykirke med kirkeskib og kor, så
findes graven i koret. Hele komplekset blev
indviet i år 335.
Fundet af graven og Golgata fik en enorm
symbolsk betydning for kristendommen. Man
havde gravet sig ned til et helligt sted, en
hellig geografi, som straks blev et mål for
pilgrimsrejsende kristne fra hele verden. Men
også den runde kirke over graven fik
betydning.
Bygmestrene der stod for de rundbuede kor i
mange danske landsbykirker, har sikkert
hentet inspiration herfra. Tempel kirken i
London, tempelriddernes kirke, er bygget
efter samme arkitektoniske princip som
Helenas
og
Konstantins
gravkirke.
Rundkirkerne på Bornholm og rundkirken i
Thorsager på Djursland er sikkert også
inspireret herfra.
Selv om vi er her, en halv time i lukketid, er
der mange mennesker i kirken, som står i kø
Et aftenbillede fra basargaden vi gik igennem på vores
tur mellem hotellet og Gravkirken
Morgenudsigt over Jerusalem
Medens morgensolen endnu stod på den
østlige himmel mødtes rejseselskabet på
hotellets tag for at se ud over hustagene i det
antikke Jerusalem. Med ansigtet vendt mod
lyset, kunne vi til venstre, se to blygrå kupler,
den ene over gravkirken, den anden over
Golgata. Midt i udsigten skinnede guldet på
kuplen over klippemoskéen og i samme
sigtelinje, men lidt længere væk løfter
oliebjerget sine kirker og moskéer. Til højre,
tæt på vores ståsted, rækker Davidstårnet i
citadellet sine mure helt op til vores højde.
Ida deler sanghæfter ud, med besked om at vi
skal bringe dem med, så vi kan bruge dem de
5
næste dage. Klokken er 07,45. Vi synger B.S.
Ingemans smukke morgensang, I østen stiger
solen op. Knud bladrer mellem æselørerne på
en tyk paperbackudgave af bibelen og finder
Johannes evangeliet kap. 1, 35-51 og læser
fortællingen om hvordan Johannes Døberen
udpeger Jesus som Guds Lam, men også
fortællingen om hvordan to disciple forlader
ham for at følge Jesus som deres nye
læremester.
Stemningen er lagt. Vi er på pilgrimsrejse.
Ganske vist på luksusklasse, men alligevel.
Det er bibelhistoriske lokaliteter vi besøger og
det er i stor udstrækning den nytestamentlige
geografi vi udforsker. På et tidspunkt går det
også op for os, at Knud har licens til at føre
pilgrimme rundt i landet, og at vores lokale
guide er ekspert i pilgrimsstoffet. Efterhånden
som dagene gik oplevede vi et rejselederteam
med en utrolig høj ekspertise i at føre en
gruppe rundt. Og ikke mindst, i formidling af
viden om Israel i dag, bibelhistorien,
bibelarkæologi
og
grundlaget
for
kristendommens udvikling.
De ortodokse ved grædemuren
Vi begyndte med en spadseretur rundt i
Jerusalem. Først forbi det Armenske kvarter,
hvor vi ikke måtte komme ind. Derefter det
jødiske kvarter med boliger, skoler, butikker,
synagoger og meget mere. Vi kom til et sted
hvor vi skulle igennem et sikkerhedstjek, efter
samme fremgangsmåde som i lufthavnene, for
at komme ind på området foran Grædemuren.
Pladsen er delt i to. Et lille for kvinder og en
større for mænd. Hovedsageligt ortodokse
jøder med slangekrøller ved ørerne, iført sort
tøj og sort hat, som står og vugger medens de
fremsiger bønner. Men også soldater, som
stillede rygsækken fra sig, medens de for sig
selv, fremsiger deres bønner, stadig med
karabinen over skulderen.
De ortodokse er strammerne, de konservative,
i dagens israelske politik. Det er dem der
mere end nogen anden ønsker, at få Israel
omdannet til en jødisk stat.
Jøder ved Grædemuren tidligt på formiddagen, medens
den endnu er i skygge. Bag porten til venstre i billedet
findes en synagoge.
På et spørgsmål, om hvad de bestiller, lød
svaret: ”De beder for Israel”. Mere end 50 %
af mændene har ingen erhverv. De unge
studerer deres hellige skrifter og aftjener ikke
værnepligt. I de religiøse skoler underviser
man ikke i matematik, samfundsfag eller
historie. Der afsættes hvert år mange penge til
uddannelse af de ortodokse der kommer på
universitetet, medens alle andre unge israelere
selv skal betale for at modtage undervisning.
Der er to åbenbare forklaringer, på at de kan
opretholde denne lukrative status. Den ene
hænger sammen med, at det er mænd i de
grupper, der gennem historien har arbejdet
med religionen, som er kernen i identiteten,
selvforståelsen og sammenhængskraften
blandt jøder ud over den ganske klode. Den
moralske, politiske og økonomisk støtten til
det moderne Israel, fra jøder i alle lande, er
vigtig for den internationale opinion, som
Israel er afhængig af. Den anden forklaring
hænger sammen med, at de har politisk magt.
Alle regeringer, gennem de sidste 20 år, har
været afhængige af ortodokse mandater i
Knesset. I dag er grædemuren det helligste
sted for jøder. Men det er noget forholdsvist
nyt.
6
Inde i forværelset til synagogen, fortsætter
Grædemuren. Bag skabet anes en mand som står med
ansigtet mod muren. En vogn med hellige tekster er
ved at blive gjort klar så den kan køres ud til folk ved
muren udenfor.
I 1523 kom David Reuveni til Jerusalem. Han
hævdede at være messias, og fyrste i et fjernt
land hvor de 10 forsvundne jødiske stammer
levede. Han satte for en kort stund en messias
bevægelse i gang. Jøderne havde dengang
ikke adgang til tempelpladsen, som var
optaget af to muslimske moskéer. Derfor
måtte de nøjes med det næstbedste. Nemlig
Vestmuren, som er det sidste originale stykke
af den støttemur, Herodes den Store fik
bygget i forbindelse med den store udvidelse
af tempelpladsen. Muren opfattes som den
sidste fysiske forbindelse til jødernes
allerhelligste sted i templet. David Reuveni og
den messianske bevægelse fik dengang, de
muslimske herskeres tilladelse, til at benytte
den lille indelukkede plads foran muren til
bøn. Siden har stedet udviklet sig til at være
jødernes helligste sted. Den store åbne plads
vi oplever, er fremkommet efter israelernes
erobring af Østjerusalem i 1967, og en
efterfølgende nedrivning af et muslimsk
kvarter.
Ved murens fod, ind under opfyldningen
findes en synagoge. Jeg gik derind og kunne
se, at der også denne søndag formiddag, som
er en jødisk hverdag, var mange mænd, nogle
i diskussion, andre i gang med at læse i toraen
eller i andre bøger fra en stor bogsamling.
Tempelpladsen
For at komme op på tempelpladsen skulle vi
igennem endnu en lufthavns lignende
sikkerhedstjek. Køen som begyndte helt nede
ved Møgporten sneglede sig langsomt op ad
bakken. Men vi kom igennem og op ad
rampen, hvorfra vi kunne se direkte ned på
pladsen ved grædemuren. Indenfor porten,
træder vi ind i historie, i så dybe lag, at vi
kunne drukne i dem. Men jeg vil alligevel
forsøge at foretage et snit.
Aller
nederst
findes
historien
om
tærskepladsen og stedet hvor Abraham fik
besked på at ofre Isak. Dernæst kommer
historien om Kong David, der besejrede
Goliat og samlede det antikke Israel. Og
sønnen, Kong Salomo, der byggede det første
tempel, på stedet hvor vi nu ser
Klippemoskéen med den gyldne kuppel.
Salomos tempel skulle have stået der i ca. 370
år, indtil Nebukadnesars soldater ødelagde det
i år 586 f. Kr. Dengang det jødiske
præsteskab, den jødiske elite, blev ført til
Babylon i fangenskab. Under opholdet der,
beskrev Ezekiel i Første Kongebog kap. 5-7
hvordan det ødelagte tempel havde set ud.
Der er bare den mystik omkring dette tempel,
at ingen arkæologer endnu har fundet spor
efter det. Måske fordi det var en fantasi?
Måske fordi det lå et andet sted? Eller måske
fordi der endnu ikke er foretaget arkæologiske
udgravninger under moskéen på pladsen?
Gennem mange århundreder er der kun
foretaget en enkelt udgravning. Nemlig
åbningen af den såkaldte tempelbjergstunnel i
forlængelse af grædemuren. Åbningen som
skete i 1996 gav anledning til en muslimsk
opstand hvor 70 palæstinensere og 20
israelere mistede livet.
Efter ca. 50 års fangenskab i Babylon fik
jøderne lov til at rejse hjem. Og under
Zerubbabels ledelse gik de i gang med at
bygge et nyt tempel. Lidt anderledes end
Salomos tempel. Pagtens ark var forsvundet,
så det allerhelligste rum i det nye tempel, hvor
den skulle have stået, var tom. Som noget nyt
blev den syvarmede lysestage indført som en
7
ny dekoration. Templet stod færdig i år 515 f.
Kr. og blev brugt indtil romerne ødelagde det
år 70 e. Kr.
Undervejs fik kongen og byggematadoren
Herodes den Store udført et kæmpemæssigt
ombygningsprojekt, som tog sin begyndelse i
år 19. f. Kr. og sluttede i år 63 e. Kr., kun 6 år
før romerne i raseri ødelagde det hele.
Herodes fik til en begyndelse tempelpladsen
udvidet til 500 meter i længden og 300 meter i
bredden. For at opnå den størrelse, var det
nødvendigt at foretage store opfyldninger
rundt om toppen på den oprindelige klippe.
Høje støttemure, som f.eks. grædemuren, blev
rejst, for at holde opfyldningsmaterialet på
plads. Langs kanten på det udvidede plateau
blev der rejst 3-4 række søjle, med tag over så
man kunne gå i skygge.
Fantasien, om hvordan det kunne have set ud,
bliver hjulpet godt på vej af de søjleportaler
som vi f.eks. ser ved forhøjningen på
plateauets som Klippemoskéen ligger på.
Under
overfladen
findes
cisterner,
vandkanaler, trappegange fra byen og op til
templet og nogle store haller som kaldes
Salomos stalde. Da alt forarbejdet stod færdig
blev Zerubbabels gamle tempel moderniseret
og udbygget.
Medens det stod på, måtte Johannes Døberens
far, forcere byggerodet, for komme frem til
templet, når han skulle udføre sin
præstegerning. Det var også her, i
ombygningsperioden, at Jesus dukkede op og
smed vekselererne ud af templet.
En nat, medens Profeten Muhammed lå
hjemme i Medina og sov i sin seng, drømte
han, at Ærkeenglen Gabriel tog ham med til
Jerusalem. Rejsen foregik på ryggen af
fabeldyret Buraq, som kunne flyve meget højt
og ufattelig hurtig.
Ved ankomsten til Jerusalem landede de ved
porten til templet. Indenfor mødte han
Abraham, Moses, Jesus og mange andre
profeter, som han bad sammen med. En stige
af lys blev da sænket ned fra himlen, indtil
den nederste trin hvilede på templets
grundsten. På ryggen af fabeldyret, og med
ærkeenglen Gabriel som guide, steg de hastigt
om ad stigen, op gennem himmeletagerne til
de nåede den syvende himmel. En vidtløftig
fantasi med store konsekvenser.
Hovedindgangen til Al-Aksa moskéen,
tempelridderne havde deres hovedkvarter.
hvor
Klippemoskéen på pladsen hvor Salomons og senere
Zerubabels/Herodes tempel stod. Gruben i forgrunden
med det grønne stakit er stedet, at vaske sine fødder,
inden man går op ad trappen til pladsen foran moskéen.
Efter Muhammeds død i år 632 overtog
kalifferne styret. En af dem, kaliffen Omar,
erobrede Jerusalem omkring år 638, som
dengang tilhørte det kristne byzantinske rige,
og gjorde den, på grund af Profeten
Muhammeds drøm, til muhamedanismens
8
tredje helligste by efter Mekka og Medina. På
pladsen over klippetoppen, hvor Abraham
skulle ofre Isak til Gud, hvor Profeten
Muhammed også satte af, på sin drømmerejse
op til den syvende himmel, byggede kaliffen
Abd al-Malik i årene omkring 690
Klippemoskéen, himmelfartsmoskéen, med
den store forgyldte kuppel.
Ved tempelpladsens sydlige kant byggede
kaliffen Walid kort tid efter, i årene 705-715,
Al-Aksa Moskéen, som stadig er den største
moské i Jerusalem og som var åben da vi stod
udenfor i skyggen under nogle træer og
lyttede til guiden Lisas fortællinger.
Medens korsridderne regerede i Jerusalem,
1099-1187, blev den gyldne klippemoské
anvendt som kirke. Tempelridderne brugte
Al-Aksa moskéen som hovedkvarter, og
hvælvingerne, under pladsen ved siden af,
som stalde for deres mange heste. Efter dette
mellemspil blev moskéerne på tempelpladsen
igen taget i brug af muslimer, og det har de
været lige siden.
Lis Særkjær ved en af søjlerne i portalen på
tempelpladsens østside. Bagved ses Oliebjerget og
halvvejs nede skimtes toppen af bymuren, samt de
gyldne kupler på den russisk ortodokse Maria
Magdalene kirke.
Da Israel i 1967 erobrede den antikke del af
Jerusalem, også kaldet Østjerusalem, fra
Jordan, arrangerede Moshe Dayan en status
quo arrangement for tempelbjerget, som gik
ud på at de muslimske myndigheder skulle stå
for den religiøse administration af stedet,
medens israelsk politi skulle stå for
sikkerheden på tempelpladsen. Og sådan er
det stadig.
Lis og jeg er de sidste, i vores gruppe, der
forlader pladsen. Der var meget mere jeg
gerne ville have set, men vi har et stramt
program. Ved udgangen ser jeg tilbage, hen
over en lille olivenlund, til den forgyldte
kuppel og tænker, at dette sted, for mange
mennesker, jøder og muslimer, er forbundet
med så store følelser, at det måske kan
betragtes som det religiøst og politisk mest
sprængfarlige sted på kloden.
At der virkeligt forholder sig sådan, kunne vi
se, da Ariel Sharon, den 28. september år
2000, gik op på tempelpladsen ledsaget af
1.500 israelske politibetjente for at
demonstrere Israels overhøjhed over pladsen.
Han besøgte ingen af moskéerne, men i løbet
af de 34 minutter han var der, begyndte unge
muslimer at kaste med sten mod
politibetjentene.
Al-Aksa
intifadaen,
palæstinenser oprøret, som kostede mange
døde og sårede på begge sider begyndte her.
Via dolorosa
Udenfor tempelpladsen, på gaden i det
muslimske kvarter, står mænd og sælger
informationsfoldere, med billeder og tekst på
dansk, om de 14 stationer på vejen, Via
Dolorosa, som Jesus gik den 7. april år 30.
Den dag hvor han, ifølge beregninger
foretaget af kloge hoveder, blev henrettet på
korset. Men inden vi går turen og kigger på
stationerne undervejs, køber vi flere flasker
vand, en til at drikke med det samme, og en til
rygsækken, til senere. Varmen har ramt os. Vi
er ikke vant til at bevæge os op og ned ad
trapper i 35 graders varme. Vi er hele tiden på
vej op eller ned, og vi forsøger hele tiden, at
finde det næste sted med en smule skygge.
Vi bliver ført ned i en gård, hvor en gruppe
pilgrimsturister står og synger i arkadens
skygge. Vi er på første station på smertens
vej. Hvor romernes store Antoniaborg engang
9
lå. I den blev Jesus stillet for Pontius Pilatus
og dømt. Her blev han pisket og udstyret med
en tornekrone, medens Pilatus udleverede
ham til pøbelen og vaskede sine hænder. Her
ligger
nu
domfældelseskirken
og
piskningskirken. Ved siden af har Zion
Søstrene deres kloster.
cisternen, så hun en mand komme sejlende,
hvilket naturligvis gav anledning til nogle
hvin og en større opstandelse, over at en man
på den måde kunne komme ind i et
nonnekloster. Et stykke inde i cisternen kan vi
se en mur, som er bygget for at forhindre, at
eventyrer ad den vej skulle fortsætte ind under
tempelpladsen.
Vandledninger, cisterner, tunneler og hulrum
under tempelpladsen og i det antikke
Jerusalem har, sammen med fantasien om
Salomos forsvundne tempelskatte, givet
næring til mange fantasier blandt eventyrer.
Første gang vi hører om kanalerne er i
forbindelse med Kong Davids erobring af
Jerusalem for ca. 3.000 år siden. Og da
Ezekiel sidder i fangenskab i Babylon og
beskriver Salomos tempel fortæller han om en
kilde ved templets østre port, som leverer så
meget vand at det løb ned i Kedrondalen og
videre ud i Det døde Hav.
Da vi kom ned i gården ved Piskningskirken var den
skyggefulde arkade optaget af en gruppe pilgrimme
som stod og sang.
I klosteret går vi ned ad nogle trapper, og
kommer til en af de store hvælvede cisterner,
som sandsynligvis blev bygget under Herodes
den Stores. Måske fik den også vand fra
ledningen han fik bygget for at bringe vand
fra Betlehem til Jerusalem.
Medens vi står på en balkon og kigger os
rundt i cisternen, hvor der stadig er vand,
fortæller guiden en lille anekdote om
Obersten, Sir Charles Warrens møde med en
af nonnerne. Som en del af det engelske
Palestina Exploration Funds arkæologiske
ekspedition fik Warren til opgave, at
undersøge murens beskaffenhed omkring
tempelpladsen. I 1867 fandt han en skakt, som
førte ned til en vandkanal i undergrunden.
Anekdoten går så ud på, at han også fik en
lille båd sænket ned, så han kunne padle sig
frem gennem kanalerne. En aften, medens en
af søstrene stod her, for at hente vand op fra
I en myte fortælles, at 9 riddere, som i år 1119
stiftede Tempelridderordenen, der fik
hovedkvarter i Al-Aksa Moskéen, brugte de 9
første år, af ordenens eksistens, på
arkæologisk aktivitet under tempelpladsen,
for at finde tempelskatten. Fantasifulde
mennesker mener at skattefund herfra skabte
grundlaget for ordenens store rigdom.
Obersten, Sir Charles Warrens udgav i 1871
sine opdagelser i bogen Discovering
Jerusalem. En bog der blev læst af flere
skattejægere. Bl.a. den finske forfatter Walter
Juvelius og Montague B. Parker, søn af en
engelsk hertug. De skaffede 125.000 dollar
fra rige filantroper og rejste til Konstantinopel
for at få den tyrkisk/otomanske sultans
tilladelse til at grave. Med den i lommen
ankom de til Jerusalem i 1909, hvor de indgik
et samarbejde med den tyrkisk/osmanninke
guvernør, som styrede byen, og en ældre
dominikanermunk, som kendte byen ud og
ind. De fandt hurtigt åbningen til Warrens
gamle skakt og dykkede ned under jorden. I to
år rodede de rundt og fandt en masse tunneller
10
med både åbne og tilmurede sidetunneller.
Efter knapt to års søgen, uden skattefund, gav
Parker sig i desperation, til at grave om natten
på selve tempelpladsen. Her stoppede så
festen, da de lokale gjorde oprør. Tilladelsen,
til at grave, var udløbet, og han fik den ikke
fornyet.
På vejen op fra cisternen går vi igennem et
kælderrum med en original romersk
gadebelægning, hvori nogle soldater dengang
indridsede en slags brætspil, som de kunne
fordrive tiden med. Det ligger i kælderen,
fordi det var her nede, gadeplanet dengang
befandt sig. Det nuværende niveau er gennem
de sidste 2.000 år hævet adskillige meter.
Efter den jødiske krig var Jerusalem så
ødelagt at kejser Hadrian opgav at få byen
opbygget. I stedet indrettede han i år 130 en
kaserne, som han kaldte Alia Capitolia, til
sine legionærer. Byen Jerusalems eksistens
var ophørt for en tid. Men den kom igen. Vi
kan bare ikke vide om Via Dolorosa, som vi
går ad, er den samme, som den Jesus gik med
korset.
Et stykke original gadebelægning hvori romerske
soldater har indridset et 9-tavl lignende spil, en rund
kejserkrone og en skorpion.
På gaden udenfor Zion søstrenes kloster går vi
lidt ned ad bakke og svinger til venstre ved
station 3 og 4. Den sidste er udpeget som
stedet, hvor Jomfru Maria skulle have stået
ved husmuren og set sin krumbøjede og ilde
tilredte søn slæbe af sted med det tunge kors.
Her ved Ekko Homo buen udleverede Pontius Pilatus,
ifølge legenden, Jesus til den jødiske pøbel. Vi er på
vej ned Via Dolorosa.
På den korte strækning mellem station 3 og 4
gør vi et ophold. Vores guide har reserveret
plads til en let frokost i en palæstinensisk
restaurant, hvor de serverede den bedste pizza
jeg har fået, så langt tilbage min hukommelse
rækker.
Ude i gaden, så vi en masse israelske flag, og
det undrede os. Vi var jo i det muslimske
kvarter. Så vi måtte have fat i Lisa igen.
Forklaringen er at israelere opkøber
ejendomme i kvarteret. Hver gang det sker,
sætter de et israelsk flag på huset eller
lejligheden. Opkøbsprocessen støttes f.eks. af
en amerikaner som ejer en række
spillekasinoer. En del af overskuddet herfra
stiller han til rådighed for israelske opkøb i
det muslimske kvarter. På den måde vil
befolkningssammensætningen ligeså stille
ændre sig, og bydelen vil blive befolket af
jøder. Da vi lidt senere, på vejen mod
gravkirken, så bagsiden af husene, udstyret
med pigtråd, afskærmninger og høje
indhegninger blev vi klar over at naboskabet
kan være problematisk.
11
Via Dolorosa går gennem det muslimske kvarter,
alligevel ser vi en ortodoks jøde med slangekrøller
midt i billedet. For oven skimtes israelske flag sat på
boliger, som israelere har opkøbt i kvarteret.
Ved station 5 står vores guide med en
vandflaske hævet over hovedet, for at vi kan
se hende. Vi er kommet lidt bagefter, men kan
alligevel høre hendes fortællinger. Vi har
høre-propper i ørerne og en lille modtager på
maven, så vi kan fint følge med i hendes
fortællinger, selv om hun et 100 meter foran.
Stationen 5, hvor Simon af Kyrene blev
tvunget til at bære korset, er markeret på
muren til et franciskanerkloster. Vi drejer til
højre, for at bevæge os op gennem en snæver
basar gyde, op mod Golgata. Strækningen er
tæt pakket med mennesker. Nogle vil ned og
endnu flere vil op. Der bliver skubbet og
maset. Samtidig er det nødvendigt, at kigge
ned mod jorden, for at finde det næste
trappetrin. Jeg når knapt nok at opfatte station
nr. 6, som skulle være stedet hvor Veronika
boede. Hende der med sit lommetørklæde,
eller svededug, tørrer sveden af Jesus ansigt.
Også her er der et lille kapel.
Vi bevæger os, Via Dolorosa, gennem den
muslimske bydel. Alligevel finder vi ved
stationerne kristne kirker, kapeller og klostre.
Og vi får en tydelig fornemmelse af, at
kristendommen, i mange versioner, er massivt
til stede. Først ved indgangen til Gravkirkens
bagside kommer vi ind i den kristne bydel.
Undervejs lagde vi mærke til, at der stort set
ved alle stationer, var tydelige mærker på
murene efter menneskers berøring. Mange
lagde en hånd på muren, for at føle den
fysiske kontakt til det hellige sted, andre
kyssede muren. Et sted stod en mand og græd.
Ved en anden station stod en kvinde og
tørrede øjnene. Et tredje sted, så vi et par, der
havde lukket verden ude. De befandt sig i
deres eget bedekammer, inde ved husmuren.
Ved indgangen til Gravkirken, hvor Golgata
også findes, stod nogle lette trækors, som var
brugt af pilgrimme, der havde båret dem Via
Dolorosa.
Vi er ikke i tvivl om at disse symbolske
stationer for mange mennesker har en stor
betydning.
Johanniterriddere i Jerusalem
På mange rejser, har det været en del af
oplevelsen, at møde malteserordenen eller de
spor den har efterladt. Vi mødte ordenen i
Rom, i Syrien, på Malta og vi møder den igen
i Jerusalem. Ordenen, som blev grundlagt, her
i Jerusalem omkring 1070, hed oprindeligt
Johanniterordenen og det gør den såmænd
stadig, selv om den ind imellem også omtales
som malteserordenen.
Oprindeligt var det en munkeorden med det
formål at drive et herberg og et hospital for
pilgrimme, som kom til Jerusalem for at se
den hellige grav. Derfor blev klosteret med
herberg og hospital også bygget i gaden
Nuristan, ganske tæt ved gravkirken. En
gruppe købmænd fra den gamle italienske
havneby Amalfi finansierede byggeriet, ca. 30
år før det første korstog, i 1099, erobrede
Jerusalem.
Klosteret, herberget og hospitalet blev drevet,
som en katolsk velgørenhedsorganisation
indtil Saladin i 1186 erobrede Jerusalem og
sendte de kristne på vandring til kysten for at
forsvinde.
Der er sket meget i Jerusalem siden, men vi
kan stadig se stedet, hvor klosteret med
12
hospital og herberg lå. I 1882 købte den
engelske anglikanske johanniterorden en del
af grunden, for at oprette St. John Eye
Hospital
på
stedet.
Hospitalet
for
øjensygdomme blev i 1960 flyttet til en ny
adresse i Sheikh Jarrah kvarteret, i Øst
Jerusalem.
Behandlingen har i mange år været gratis for
patienter, hvoraf de fleste er palæstinensere i
Israel og på Vestbredden. For ganske nyligt er
man dog begyndt at opkræve minimale beløb
for behandling, som i øvrigt finansieres ved
indsamling, eller fund raising, som det også
kaldes, i England hovedsageligt. Ordenen
driver også et hospital for øjensygdomme i
Hebron og en klinik i Gaza.
På den gamle grund i gaden, Nuristan, hvor
det første johanniter herberg og hospital lå, er
der nu indrettet en lille have med træer og
buske, en mindesten i marmor med tekst, og
en flagstang med johanniterflaget, der ganske
nemt kan forveksles med Dannebrog.
Det lille parkanlæg i gaden Nuristan, hvor johanniterne
oprettede deres første kloster, hospital og herberg for
pilgrimme.
I de 87 år korsridderne herskede i Jerusalem,
oprettede
den
humanitære
katolske
johanniterorden også en militær afdeling, som
skulle forsvare pilgrimmes farefulde vandring
fra havnene ved middelhavet og op til
Jerusalem. Dertil kom, at ordenen også hurtigt
blev involveret i det almindelige forsvar af
Jerusalem.
Til det formål anlagde de bl.a., på højen
Tantur, syd for Jerusalem et borganlæg,
hvorfra de kunne holde øje med bevægelser i
en stor dalstrækning mellem Jerusalem og
Betlehem. Anlægget er naturligvis forsvundet.
På nær nogle ruiner, som vidner om deres
tilstedeværelse.
I tiden 1867-82, altså medens den osmannisk
tyrkiske sultan regerede landet, blev greven
og johanniterridderen, Bernhard Cabage,
udstationeret som østrigsk generalkonsul i
Jerusalem. Han fandt ud af, at ejendommen
engang havde tilhørt johanniterordenen. Det
lykkedes ham, at få myndighedernes accept af
ordenens ejendomsret til stedet. Og så var
tiden inde til at oprette et østrigsk johanniter
hospital til betjening af folk i Jerusalem og
Betlehem. Generalkonsulen fungerede som
protektor, indtil han døde i 1882. Han ligger
begravet i hospitalets tårnindgang. Hospitalet
fungerede, indtil det engang i 1920-erne blev
overflødig. Bygningerne henlå derefter
ubrugte i flere årtier, medens nogle munke fra
et nærliggende kloster passede den store
olivenplantage med næsten 700 træer.
Vores rejseleder, Knud Jeppesen, har i en
artikel fortalt om hvordan hospitalet blev
forandret til det økumeniske center, Tantur:
”I begyndelsen af 1960’erne afholdt den
romersk katolske kirke et såkaldt koncilium i
Rom, hvortil der som noget nyt var inviteret
observatører fra andre kristne kirker, bl. a.
Den danske Folkekirke. De protestantiske
deltagere kom i dialog med katolikkerne fra
Vatikanet og det endte med, at de under
ledelse af en dansk teologiprofessor fra
København, K. E. Skydsgaard, forelagde
paven et forslag om, at der et eller andet sted i
verden blev oprettet et studiecenter, hvor
denne dialog kunne fortsættes.” ... ”I 1964 var
den daværende pave, Paul VI, i Jordan og
besøgte naturligvis Betlehem. Her købte han
nogle stykker land, bl.a. den grund, hvor
Betlehem Universitet ligger i dag, og Tantur,
som han havde udset til at blive hjemsted for
det foreslåede institut. I 1967 lejede Vatikanet
grunden ud til University og Nortre Dame,
som blev bedt om at tage sig af det praktiske
arrangement vedrørende instituttet.”
13
Her arbejdede Knud og Ida Jeppesen som
vicerektor fra 1999 til 2004, så det var
næsten, som de var hjemme, da vi en sen
eftermiddag, gik ind gennem porten, til den
smukke have og ud på taget, for at se lyset
over Betlehem. Det økumeniske center,
Tantur, fungerer i moderne bygninger med
alle de faciliteter en højskole kan ønske,
herunder mellemøstens største bibliotek med
religiøst litteratur.
Den østrigske generalkonsul i Jerusalem, Greven,
johanniterridderen, Bernhard Cabage, som fandt den
gamle johanniterborg Tantur og fik tilkendt
ejendomsretten.
Inden vi slipper johanniternes tilstedeværelse
i Jerusalem, skal jeg lige nå at fortælle, at den
tyske protestantiske johanniterorden siden
1866 har drevet et Johanniter Hospiz.
Vandrehjemmet
indeholder,
ud
over
sengepladser til pilgrimme, også et mindre
kirkerum, hvor der hver søndag holdes
gudstjeneste for en lille protestantisk tysk
menighed. Vandrehjemmet findes på St.
Francis Street, en smal gyde, som løber
sammen
med
Via
Dolorosa,
på
basarstrækningen, ved station VII
Oliebjergt og Getsemane have
Vi står af bussen på toppen af Oliebjerget og
bliver straks optaget af udsigten over
Kedrondalen, Zion bjerget, kong Davids grav,
den russiske Maria Magdalene kirke, og det
antikke Jerusalem indenfor murene. Vi er her
tidligt på formiddagen. Vi har solen i ryggen
og et smukt lys over byen. Foran os findes
utallige jødiske og muslimske gravpladser.
Når Messias kommer igen, vil det ske her i
dalen, siger jøderne. Derfor er det vigtig, at
blive begravet netop her. På den anden side af
dalen står bymuren med Den Gyldne Port.
Vi ser ned på tempelpladsen med Al-Akse
moskéen i forgrunden og den gyldne moské
centralt placeret. På den anden side af
tempelpladsen, lidt længere oppe i byen, ser
vi to blygrå kupler over Gravkirken og
Golgata. Bag os findes Fadervor kirken hvor
Jesus lærte sine disciple at bede bønnen, som
stadig hører med til børnelærdommen hos
alverdens kristne. Og tæt ved ligger
Himmelfartskirken, på stedet, hvor det
fortælles at Jesus for til himmels.
Egentlig er det en fantastisk oplevelse, at stå
her, med udsigt til store centrale dele af
bibelhistorien, og forundres over, hvordan
geografien og de mange lokaliteter, vi kender
navnene på, faktisk ser ud.
Medens jeg kigger og fotograferer, er der
kommet en smykkesælger til stede. Han
rækker et lille sølvsmykke, i en halskæde,
frem. Smykket er udstyret med et stort kors
og fire små. Et symbol som oprindeligt blev
brugt i kongeriget Jerusalems våbenskjold og
som
senere
blev
overtaget
af
franciskanerordenen. Lis køber, ligesom flere
andre i gruppen, et eksemplar. En smuk og
dygtigt forarbejdet souvenir.
Lis spørger guiden hvor søster Abraham bor,
og får straks udpeget et lille hus i tilknytning
til benediktinerklosteret bag os. Og hun
14
spørger igen: ”Kender du søster Abraham?”
Ja, svarer Lisa, jeg går til undervisning i
ikonmaleri hos hende, men hun er ikke
hjemme, hun er for tiden i Canada for at holde
foredrag. Damen, Lis spørger til, blev født i
Maribo og døbt Kirsten Stoffregen Pedersen.
Som 19-årig begyndte hun en tilværelse som
nonne i birgittinerklosteret Vadstena i
Sverige. Hun forlod ordenen 11 år senere, for
at studere religion og sprog på egen hånd.
Hvilket førte hende til det hebræiske
universitet i Jerusalem. Siden 1981 har hun
boet på Oliebjerget. Lis har mødt søster
Abraham én gang, for ca. 20 år siden.
Dengang gjorde den nu 77-årige dame et så
stort indtryk, at Lis stadig har hende med i
hukommelsen som et bemærkelsesværdigt
menneske. Derfor var det rart, at se stedet,
hvor hun opholder sig til dagligt.
syngende flok. Også de har travlt, så der varer
ikke længe inde vi kunne overtage pladsen.
Knud bladrer og finder Lukas kap 19, 41-44
og læser om Jesus forudsigelse af Jerusalems
ødelæggelse.
Der samles oliven ind fra de ældgamle træer i
Gesemena have.
Udsigten fra Oliebjerget. For neden i billedet ses muren
omkring tempelpladsen. Al-Aksa moskéen ses til
venstre med den blygrå kuppel. Tempelmoskéen med
den gyldne kuppel til højre. Midt i billedet. Lidt oppe
ad bakken ses de to små blygrå kupler over henholdsvis
Gravkirken og Golgata.
Palmesøndag gik Jesus ned ad stien fra
Oliebjerget og red ind i Jerusalem på et æsel.
Hvert år bruger en tusindtallig menneskeskare
palmesøndagen på, at vandre samme vej, ad
en asfalterede sti, som er så stejl, at vi
bevæger os fremad og nedad med stor
forsigtighed, indtil vi når porten til parken
med den lille kirke, Domus flevit, Herren
græd.
Bag kirken findes en lille skyggefuld plads
som er indrettet til at modtage en gruppe
pilgrimme. Pladsen var optaget af en større
Da vi igen kom ud på den stejle sti, for at
fortsætte ned i dalen, var flere souvenir- og
vandsælgere ved at pakke deres varelager ud.
En ældre mand med et æsel var også på plads,
for det tilfælde, at en af os skulle få lyst til at
prøve. Men vi kommer alle ned på apostlenes
heste, og ser til vores forundring, nogle
bønder som er i gang med at samle oliven fra
træerne i Getsemane have.
De ældgamle oliventræer er selvfølgelig
indhegnet, som en beskyttelse mod os, der
egentlig godt kunne tænke os at få en
olivengren med hjem, netop her fra haven,
hvor Jesus gik hen efter den sidste nadver,
blev pågrebet og ført til forhør.
Her ligger naturligvis en stor kirke og udenfor
på vejen holder turistbusserne i to række, på
en halv kilometer.
15
Betlehem
Betlehem ligger syd for Jerusalem. De to byer
er næsten vokset sammen. Bort set fra den
grimme 9 meter høje mur israelerne har
bygget på mange strækninger langs grænsen
til de palæstinensiske områder. Vi skulle have
pas med, for det tilfælde, at de israelske
grænsevagter på den ene, eller de
palæstinensiske på den anden side af
overgangen, ville forlange at se dem. Det ville
de ikke, så bussen vi kørte i, kom stille og
roligt igennem kontrollen.
Vi spadserede ind gennem en forretningsgade
og kom til Det internationale Center, hvor vi
skule høre et foredrag. En gruppe på 30-35
amerikanere havde fået samme ide.
Foredragssalen var fyldt da Dr. Mitri Raheb,
leder af centeret og præst ved Betlehems
lutherske
julekirke,
altså
kristen
palæstinenser, trådte ind. Han fortalte, at han
var født i byen, og at en af hans forældre,
langt tilbage, måske havde været babysitter
for Jesus.
Et skilt på den luthersk evangeliske julekirke i
Betlehem.
Vi var naturligvis interesseret i at høre hans
mening
om
præsident
Obama
og
udenrigsminister Hilary Clintons bestræbelser
på at holde gang i fredsprocessen mellem
Israel og palæstinenserne. Mitri Raheb synes,
vist nok, det er fint, at toppolitikere og
international presse får tiden til at gå med det.
Men vi kunne ikke spore nogen positiv
forventning i hans tale. Han ville meget
hellere fortælle om de praktisk dagligdags
aktiviteter. Det internationale Center havde
taget i brug, for at skabe samarbejde og
forståelse på tværs af religiøse grupper.
Centret driver en skole efter kristne
principper. Her går de kristne familiers børn,
men omkring halvdelen af børnene kommer
fra muslimske forældre. De sender deres børn
til den kristne skole, fordi det er her de får den
bedste uddannelse. De lærer at fungere
sammen på tværs af de religiøse forskelle.
Centret driver også et sundheds- og
sportscenter, en restaurant, en butik som
sælger lokale folks træskærerarbejde i
oliventræ og deres fine glasmosaikker
fremstillet af gamle flasker. Man er i gang
med at bygge et kollegium og har i øvrigt
planer om at udvide skolen til at omfatte børn
fra børnehaveklasse til universitetsniveau.
Desuden samler de penge ind til et nyt
fodboldstadion, som skal bygges efter
internationale mål. Præsten er entusiastisk,
når han fortæller og han siger arbejdet nytter,
samarbejde fremmer forståelse.
Der er for meget religion og for lidt ånd i
tiden. Giv Gud en pause. Jesus døde på korset
for vore synders skyld. Han har gjort arbejdet
for os, vi er frelste, siger han. Alligevel har de
fleste mennesker, så travlt med at frelse sig
selv, at de glemmer alt andet.
Man er i gang med at udvikle et
apartheidsystem, som er langt mere raffineret
end det, der eksisterede i Syd Afrika, mener
han. Den israelske premierminister Netanyahu
har forlangt, at palæstinensernes ledelse i
Ramalla skal anerkende Israel som en jødisk
stat, til gengæld for Israels anerkendelse af en
palæstinensisk stat. Arrafats PLO anerkendte i
1988 staten Israels ret til at eksistere i fred og
sikkerhed, men ikke en jødisk israelsk stat,
som der nu rejses krav om. Samtidig er der et
flertal i Knesset, som forbereder en lov, der
stiller krav til indvandrer, om at de skal
aflægge
loyalitetsed
til
Israel
som
demokratisk jødisk stat. Derfor har præsten
skrevet til Obama og gjort opmærksom på, at
han, og det internationale samfund, skal holde
fast i Israel som en verdslig stat. Israel må
aldrig anerkendes som en jødisk israelsk stat,
siger præsten, eller endnu værre, som en
jødisk stat. Hvis det sker, vil grundlaget, for
religiøst apartheid være lagt. Kristne og
muslimer, som bor i Israel, vil få det meget
svært. I dag er 77 % af de israelske
16
statsborgere jøder, 16 % er muslimer, 2 %
kristne og 2 % drusere.
Det
internationale
samfund
giver
højteknologiske våben til Israel og humanitær
bistand til palæstinenserne, men det
palæstinenserne virkeligt har brug for, siger
han, er hjælp til at udvikle økonomien og
uddannelserne, samt hjælp til uddannelse af
ledere.
Centret i Betlehem støttes økonomisk og på
anden måde af den danske forening,
Betlehems Venner, en venskabsforening for
den grundtvigske højskole i Betlehem, som
har en hjemmeside http://www.betlehemvenner.dk/.
Vores rejseleder, Knud Jeppesen, som er
formand for forening, fortalte, at der i 2009
havde været en dansk palæstinensisk
kulturuge i Betlehem. Udenfor kulturugens
informationsbutik var der rejst 9 danske og 9
palæstinensiske
flag.
Selv
om
Muhammedkrisen
med
tilhørende
flagafbrændinger havde raset i årene forinden,
blev de danske flag ved butikken ikke rørt.
I Sct. Maria Kirke fødselskirkens fødselsgrotte.
Efter denne åndelige forret fik vi, og den
amerikanske
gruppe,
en
fortrinlig,
velsmagende, frokost i centrets restaurant,
inden vi fortsatte ned ad gaden til Sct. Maria
Kirke. Altså fødselskirken, som ligger side
om side med Sct. Katarina kirken. Vi er
heldige, siger guiden, køen for at komme ind
til fødselsgrotten, er ikke så lang i dag.
Alligevel gik vi, i den næst time, kun fremad
med skridt der kunne måles i kvarte fods
længder. Vi havde god tid, til at se på de
gamle søjler, de store lysekroner og de mange
græsk ortodokse ikoner. Kirkeskibet var
afspærret, og store stilladser rejst fra gulv til
loft, så vi kunne ikke se det, men vores guide
fortalte, at der på den fjerde søjle, i den
sydligste af kirkeskibets to søjlerækker, findes
et udvisket portræt af Kong Knud den
Hellige, med teksten; Scs. Canutus Rex
Danorum. Han var dansk konge fra 1080 til
1086, hvor han blev myrdet i St. Albani Kirke
i Odense. Men forinden havde han altså været
på pilgrimsrejse til Betlehem. Stilladset er
stillet op, fordi kirkens tag skal repareres, for
første gang i 200 år. Vi læste om det i
Kristeligt Dagblad en måneds tid før vi rejste
herned. Reparationen, som betales af Det
Palæstinensiske Selvstyre, vil koste omkring
5,8 millioner kr.
Spørgsmålet, hvorfor betaler palæstinenserne
for reparationen af en kristen kirke, dukker
naturligvis op? Er det fordi de vil vise, at Det
Palæstinensiske Selvstyre kan rumme både
muslimer og kristne? Eller er det fordi, der
hvert år kommer flere hundrede tusinde
turister, og lægger penge i Betlehem, som i
øvrigt ikke har nogen industri af betydning?
Medens vi snegler os frem mod fødselsgrotten
under alteret, kan jeg fortælle, at kirken blev
bygget medens den romerske kejser
Constantin regerede. Ham der anerkendte
kristendommen og indkaldte til det store
kirkemøde i Nicea. På mødet bad biskop
Makarios fra Kæsarea om at få kejserens
anerkendelse af grotten i Betlehem som Jesus
fødested. Evangelisten Lukas havde jo, længe
forinden, fortalt om det i juleevangeliet,
(Lukas 2, 1-7)
Året efter kirkemødet rejste kejserens moder,
dronning Helene, til Betlehem. Hun mødte en
kristen menighed med rødder tilbage i den
allerførste kristendom. De mente at Jesus blev
født her. Helene accepterede forklaring og
satte byggeriet af Fødselskirken i gang.
Vi går stille ned ad nogle meget slidte
trappetrin og ender i den lille grotte. Jeg tager,
som så mange andre, et par billeder og ser
17
mig omkring. Flere mennesker lægger sig på
knæ, for at røre ved sølvstjernen. De er
synligt bevægede. Der er stærke følelser på
spil.
I sølvstjerne på fødselsstedet i grotten er der skrevet en
tekst: ”Hic de Virgina Maria Jesus natus est”. Hvilket
kan oversættes til, Her fødte Jomfru Maria Jesus
Christus.
Ude af grotten går vi over i den romersk
katolske Sct. Katerina kirke, som blev bygget
i 1881, så tæt på fødselskirken, at det opleves
som om de hænger sammen. Hvis det da ikke
lige var fordi, den i arkitektur og udsmykning
adskiller sig markant fra den græsk ortodokse
fødselskirke.
Her, omkring kirkerne i Betlehem, fejres julen
hvert år med en stor folkefest, hvor der, alt
afhængig af fred eller uro i området, nemt kan
være op til 90.000 deltagere.
Ude i gården, foran Sct. Katerina kirke står en
statuen af Hieronimus, ham der oversatte de
hebræiske bibeltekster til latin, og dermed
skabte den bibeloversættelse som kaldes
Vulgata. Han gjorde arbejdet færdigt her i
Betlehem i år 405. Det er hans
bibeloversættelse, som i dag bruges i den
katolske kirke.
Medens vi spadserer ned til bussen, i den
underjordiske
rutebilstation,
kommer
spørgsmålet snigende. Har jeg nu også været
det rigtige sted? Spørgsmålet hænger sammen
med en artikel i Kristeligt Dagblad fra 23.
december 2006. Heri blev det fortalt at
arkæologer og flere forskere mener, at Jesu
fødested skal findes et andet sted. Nemlig i en
lille landsby, som også hedder Betlehem, 10
km. nord for Nazaret hvor Josef og Jomfru
Maria levede. I bussen på vejen ud til
hyrdernes mark bliver jeg enig med mig selv,
om at det ikke er så vigtigt, hvor han er født.
Men at han blev født.
Gennem Judæa ørken til Jeriko
Efter en lille morgenvandring gennem
Løveporten ind til Bethesda dam, hvor vi
duftede til et falsk pebertræ, kiggede lidt på
ruinerne af datidens helsecentre, gik vi ind i
Sct. Annes gamle korsfarerkirke.
I havnebyen Tartus i Syrien findes en kirke,
der stort set er magen til, bygget af
tempelriddere. Vi besøgte den i 2007.
Medens vi stod i den gamle korsfarerkirke,
brød vores rejsefæller helt spontant ud i sang.
En vi alle kan udenad. Et barn er født i
Betlehem, thi glæder sig Jerusalem! Halleluja,
Halleluja!, sunget i langsomt tempo, for at
give plads til den fine efterklang. Grundtvigs
julesalme har aldrig lydt smukkere end netop
her ved Bethesda dam.
Fra Løveporten går det ned ad bakke til Kedrondalen.
Inde bagved ligger Bethesta Dam.
Vi forlader Jerusalem og kører ud gennem
Judæas sand- og stenfyldte ørken på vej mod
Jeriko. I begyndelsen har vi udsigt til flere
18
store israelske bosættelser på højdedrag i
ørkenen. Vi er på den besatte Vestbred.
Længere væk fra Jerusalem får vi øje på
beduinlejre i dalene. De ser fattige ud, og det
kan forundre, at disse mennesker kan overleve
i den golde ørken.
Vi kører på en fint asfalteret vej, nedad.
Jerusalem ligger 800 meter over havet og vi
skal ca. 240 meter ned under havoverfladens
niveau.
Ved
vejen
er
anlagt
en
parkeringsplads med et stort monument, som
markerer stedet hvor vi er på niveau med
havoverfladen. Temperaturen er høj mellem
de sandfarvede bjerge, 38 grader og ingen
skygge. Alligevel samles vi ved monumentet
hvor Knud står og bladrer i sin krøllede bibel.
Han finder Lukas 19, 1-10, og læser historien,
om Jesus der mødte den upopulære tolder,
Zakæus, som i Jeriko, var kravlet op i et
morbærfigentræ, for at få et bedre udsyn til
Jesus og hans følge, da de gik gennem byen.
Jeriko ligger i en oase med en kilde så
kraftigt, at den kan levere vand til et frodigt
landbrug omkring byen. Rundt om oasen har
israelerne gravet en 1,5 meter bred rende, som
skal forhindre palæstinenserne i komme andre
veje ud og ind af selvstyreområdet end
gennem grænsestationen. I byen indenfor
grøften bor ca. 20.000 palæstinensere som
ernærer sig ved at dyrke dadler, oliven,
citrusfrugter, bananer og en masse grønsager.
Mere end de selv og de besøgende turister kan
fortære. Men det er svært for dem at komme
af med overskudsproduktionen. Israelerne har
forbudt dem at sælge deres produkter på det
Israelske marked. De har i en periode kunnet
sælge til Jordan, men nu er de også begyndt at
beskytte deres egne markeder mod
udenlandske varer. På byens torv står et stort
springvand. Vist nok det eneste vi ser på hele
rejsen. Husenes vedligeholdelse viser tydeligt
at økonomien blandt indbyggerne er ringe.
Her er fredeligt. Frugthandlerne på torvet
tilbyder smagsprøver på dadler. Byens
palæstinensiske politibetjente er unge og
venlige. De er oplært af danske betjente.
Judæa ørken
Efter nogle kilometer kommer vi ned på
sletten
mellem
Judæa
bjergene
og
Jordanfloden. Bussen svinger til venstre, og
gør kort tid efter holdt ved grænsekontrollen
ind til Jeriko, som er et af de palæstinensiske
selvstyreområder. En soldat med karabin over
skulderen kommer ind i bussen og stiller sig
ved chaufføren. Han stiller spørgsmål til vores
guide, medens en anden soldat går ned
gennem bussen, og tilsyneladende ser efter et
eller andet.
Springvand og palmer på torvet i Jeriko
På vejen gennem byen kommer vi forbi et
ældgammelt morbærfigentræ, som Zakæus
angiveligt skulle have siddet i, da Jesus gik
gennem byen. Der er bare den hage ved
historien, at Jeriko dengang lå udenfor den
nuværende by, men vi skal ikke hænge os i
småting. Vi er nemlig på vej til et
udsigtspunkt, hvorfra vi kan se ud over en
19
frugtbar dal, som ender ved foden af
Fristelsernes Bjerg. Hvor Jesus gik op på efter
dåben i Jordanfloden. Det var her han ifølge
Mattæus, Lukas og Markus vandrede rundt,
overnattede i hulerne og fastede i 40 dage,
medens djævelen fristede ham med alverdens
magt og ære, hvis han bare ville bevise, at han
var Guds søn.
En moderne svævebane transporterer nu folk
fra byen, tværs over dalen og op til midten af
bjergesiden, hvor vi ud over svævebanens
stoppested, også, i en kløft, kan se Fristelsens
Kloster, græsk ortodokse, som ser ud til at
være lagt ind i en hylde på bjergsiden.
havde været så mange turistbusser til at
ødelægge fantasien.
Josuas præster blæser i vædderhorn og Jerikos mure
falder. Et tryk, lånt fra Stephen Arndes plattyske bibel,
trykt i Lübeck i 1494.
Det gamle Jeriko, under højen, er sikkert
faldet sammen og forladt efter et af de store
jordskælv, som indtræffer her. Jordandalen,
ligger i det, geologerne kalder Den
Østafrikanske Gravsænkning, hvor to
kontinentalplader bevæger sig væk fra
hinanden. Vi kan forestille os, at dem der
boede her efter et jordskælv, har opgivet at
genopbygge byen, og i stedet anlagt et nyt
Jeriko lidt syd for den nuværende by, men
indenfor oasen. Nemlig det Jeriko som Jesus
besøgte.
Udsig hen over den frodige Jeriko oase til Fristelsens
bjerg hvor Jesus gik op efter dåben.
Vi spiser frokost på Jeriko Temptation
Restaurant, som ligger på 1. sal i en stort 4-5
etagers bygning, som rager højt op over den
eller flade by. Vi finder et bord i skyggen på
terrassen, hvor vi har direkte udsigt til højen
hvor det ældgamle Jeriko lå. Hvor
arkæologerne graver og finder ruiner og rester
efter mange forskellige kulturer. Jeriko
hævder, at være verdens ældste by. Ifølge
Josuabogen kap. 6 var det her bymuren faldt,
da præsterne gik rundt om den, og blæste i
vædderhornene. Vi kan næsten se dem
komme forbi, på parkeringspladsen nedenfor
terrassen hvor vi sidder, hvis der bare ikke
Qumran og Dødehavsrullerne
Ud for Qumran, på vejen mod syd, stopper
bussen i vejkanten, for at vi kan få et foto af
landskabet hvor Dødehavsrullerne blev
fundet. Vender vi os om, kan vi, på modsatte
side, se den nordligste kant af Det døde Hav.
Qumran er ikke med i vores rejseprogram,
men derfor vil jeg alligevel fortælle en lille
historie om essenerne som gemte Dødehavsrullerne inden de romerske soldater i år 70
kom og fordrev dem.
Historieskriveren, jøden Josefus Flavius, som
levede fra ca. år 37 til år 100 e. Kr. fortæller,
at der blandt jøderne dengang, var tre
forskellige filosofiske retninger: Nemlig
farisæer, saddukæer og essener. En anden
forfatter, jøden Filon, som levede i årene 25.
f. Kr. til 45 e. Kr., altså samtidig med Jesus,
20
Johannes Døberen og de første kristne
menigheder, skrev i sin fortælling, at der var
mere end 4.000 essener, som boede i
landsbyer, væk fra storbyernes kriminalitet og
dårlige moral.
Essenerne forsvandt, men i år 880 fandt en
jødisk indvandrer, Daniel al-Qumusi nogle
dokumenter, som havde tilhørt essenerne i
Qumran. En beduin havde fundet dem. Så vidt
vi ved dukkede der ikke flere dokumenter op
før en 15-årig beduindreng, en dag, medens
han ledte efter en ged, kom forbi en hule. Han
smed en sten ind og hørte lyden af en krukke
der gik i stykker. Dagen efter kravlede han og
en kammerat ned i hulen og fandt nogle
krukker. Fra en af dem tog de et bundt
skriftruller med hjem. I foråret 1947 dukkede
de op hos skomageren og antikvitetshandleren
Kandos i Betlehem. Han købte, og tog
rullerne med til den syriske metropolit i
Jerusalem.
Metropoliten, overbiskoppen, købte dem for 4
- 5.000 kr. Beduinerne kom med flere ruller.
Historien, om hvordan han fandt ud af, hvad
det var, han havde fået i hænderne,
undersøgelsen, hvor man i 11 huler, fandt
krukker med 900 skrifter, i hele ruller eller
fragmenter, er ganske spændende. Og det er
historien om konserveringen af dokumenterne
og de efterfølgende studier også. Det er derfor
ikke underligt, at der er skrevet et hav af
artikler og bøger om emnet.
I Betlehem, tæt på grænsekontrollen ind til
Jerusalem, ligger et hus, som vores guide
udpegede som byens bedst bevogtede. Et nyt
hus opført i højere kvalitet end nabohusene.
Her bor en søn efter skomageren og
antikvitetshandleren
Kando.
Løsagtige
rygtesmede vil vide, at familien stadig har
nogle skriftruller, måske i en bankboks i
Schweiz. Man kan jo aldrig vide.
Det helt sandfærdige er imidlertid, at der i
Jerusalem blev opført en, Bogens Helligdom,
hvor
skriftruller
og
en
mængde
dokumentfraktioner opbevares. Bygningens
tag er hvidt og formet som låget på en af de
krukker hvori rullerne blev fundet. Ved siden
af den hvide løgformede kuppel står en mur i
sort basalt. Farverne symboliserer essenernes
tænkning om godt og ondt i sort og hvidt.
Qumran bebyggelsen lå nedenfor bjergene, på det gule
plateau i højre side af billedet. Midt i plateauet kan
man for oven, ane den lille trekantede indgang til hule
nr. 4.
I 1951 begyndte arkæologerne at grave i en
forhøjning i landskabet, og fandt en
bebyggelse. De fortsatte i 1953-56 og fandt
cisterner, kanaler til vand, en kirkegård, en
central hovedbygning, en skrivestue med
borde, bænke og blækhuse. Et scriptorium
brugt til kopiering af nogle af de bibeltekster
der blev fundet i hulerne, men også til
skrivning af egne tekster. Der blev også
fundet et pottemagerværksted med ca. 1000
keramikkrukker magen til dem de gemte deres
bibliotek væk i. Der er nogenlunde enighed
blandt de kloge, om at essenersamfundet blev
til ca. 200 år f. Kr., og at det gik til grunde
efter romernes overfald i år 70.
Josefus fortæller, at der var to grupperinger
indenfor essenersamfundet. Den ene bestod
udelukkende af voksne modne mænd. Den
anden bestod af voksne mænd som levede i
ægteskab med kone og børn, ud fra den
betragtning, at menneskeheden er forpligtet til
at sætte nye generationer i verden. Essenerne
var alle frie mænd. Der var ingen slaver
iblandt dem. Ejendomsretten var fælles.
Ingen ejede mere end andre. Dem der
21
administrerede værdierne blev valgt ved
håndsoprækning.
Essenerne levede et nøjsomt liv. Penge de
tjente, ved at arbejde for andre, blev lagt i en
fælles kasse i huset hvor de boede. De
handlede aldrig indbyrdes. Men de var altid
forpligtede til at hjælpe hinanden ligesom de
var forpligtet til at hjælpe andre essener som
var på rejse med mad, tøj og husly.
”Om morgenen, før solen står op, siger de
intet om profane ting, men retter nogle af
fædrenes nedarvede bønner til solen, som om
de bønfalder den om at vise sig. Fortæller
Josefus, og han fortsætter: ”Derefter bliver de
af lederne sendt ud til det arbejde, som de
hver især forstår sig på. Når de så har arbejdet
energisk indtil den femte time, samles de igen
på en bestemt plads, ifører sig lændeklæde af
linned og vasker kroppen med koldt vand.
Efter denne renselse samles de i en speciel
bygning, hvortil der ikke er adgang for
anderledes troende; selv træder de nu rensede
ind i spisesalen, som var det en helligdom.
Når de i tavshed har taget plads, sætter
bageren brødet frem for dem efter tur, og
kokken sætter foran hver af dem en skål med
en enkelt ret. Før måltidet beder præsten en
bøn, og det er imod lovene at begynde at spise
før bønnen. Efter måltidet beder han igen, og
både ved måltidets begyndelse og dets
afslutning ærer de Gud som livgiveren. Derpå
lægger de klæderne, der betragtes som
hellige, fra sig og vender tilbage til arbejdet,
som fortsættes til aften. Når de vender hjem
spiser de endnu engang på samme måde, men
nu sammen med gæster, hvis der har
indfundet sig nogen. Hverken råb eller larm
vandhelliger nogensinde deres huse, og under
samtaler lader de hinanden komme til orde i
ordnet rækkefølge. For dem, der befinder sig
udenfor, forekommer stilheden blandt dem,
der er derinde, at være et skrækindjagende
mysterium; det er et naturligt resultat af deres
gennemførte mådehold og af den begrænsning
af mad og drikke til det absolut nødvendige,
som de foretager.”
Syvende dagen holdt de hellig fortæller Filon.
De udførte intet praktisk arbejde, men
samledes i deres synagoge. Hvor de sidst
optagne medlemmer sad for neden og
”ældste” øverst, hvorfra der blev læst tekster
fra deres hellige skrifter. En af de ældste
udlagde tekstens betydning. Forsamlingen
blev undervist i fromhed, hellighed,
retfærdighed, økonomi og statskundskab. De
lærte at kende forskel på godt og ondt på
baggrund af Guds love, dyd og verdslige love.
Et af de fund der blev gjort i hulerne, var den
såkaldte sekthåndbog. En skriftrulle som
indeholder reglerne for hvordan forholdet
skulle være medlemmerne imellem, placering
i hierarkiet og forholdet til Gud. Det er
præsteskabet det står øverst i hierarkiet. Det
er dem der styrer samfundet.
Essenerne havde den opfattelse at Gud har
skabt såvel det gode som det onde. Lyset og
mørket. To kræfter som konstant slås om
menneskets sjæl. I deres opfattelse er de selv
lysets og sandhedens børn, som skal leve efter
moselovene og profeterne og i øvrigt holde
sig væk fra de vantro og onde. De mente at
præsterne, ved templet i Jerusalem, var fanget
af det onde. De var gledet væk fra de gamle
Moselov.
En af de seneste teorier går ud på at Qumran
var essenernes højskole, eller universitet, et
centralt center for samfundets åndelige
ledelse.
Få kilometer fra Qumran gik der en vej ned til
en overgang over Jordanfloden, til stedet hvor
Johannes Døberen døbte Jesus og mange
andre. Johannes kan ikke have opholdt sig her
i området, som det fortælles, uden at have haft
kendskab til essenerne. Men var han selv
essener?
Efter 7 minutters pause, et foto af hule nr. 4,
var sko og bukseben fyldt op med beigefarvet
lerholdigt ørkenstøv. Vi fortsatte, i den
airconditionerede bus, ned langs Det døde
Hav. På vej til Masada.
22
Herodes og zeloterne på Masada
960 zeloter, mænd, kvinder og børn tog livet
af sig selv, den 15. april år 73 e. Kr., i
fæstningen der blev det ultimative symbol på
jødernes modstand mod den romerske
besættelse. Det er her soldaterne i det
moderne Israels panserenheder, indtil for få år
siden, aflagde troskabsed, ”Masada skal ikke
falde igen”. Det er her de Israelske
elitestyrker stadig kommer for at aflægge
deres løfte om at forsvare staten og folket.
Lis og Ellen på rampen fra toppen af liften og op til
indgangsporten til Masadafæstningen. Dødehavet ses
som en blå stribe bag deres hoveder.
Ved foden af bjerget, trådte vi ind i et stort
modtagelsescenter med kiosk, cafeteria og
fine faciliteter. Vi blev efter et lille ophold
ledt direkte frem mod den ene af svævebanens
to vogne, der er stor nok til at rumme hele
selskabet på 30 mennesker plus nogle
tilløbere. Og i raskt tempo blev vi ført op over
landskabet, for at lande på bjergsiden, tæt
under toppen. Efter spadsereturen op ad
rampen, som hænger uden på bjergsiden, kom
vi ind gennem en portbygning. På den anden
side trådte ud i eftermiddagssolen og ramte en
mur af varme.
Vores svigerdatter, Dorthe, har to gange
arbejdet i kibbutz. Og da vores barnebarn,
Mads, her i foråret blev student, tog hun ham
med til Israel, for at han skulle se, hvor hun
havde arbejdet, da hun var yngre. De tog ikke
med svævebanen. De gik hele vejen op ad de
stejle slangesti, på bjergets østside hvor
svævebanen også findes, og de gik samme vej
ned, da de havde set fæstningsruinerne. Vi
beundrere dem for det.
Da Lis ramte varmemuren, tæt på 40 grader
celsius, nægtede hun at gå længere. Hun blev
på bænken i skyggen i portrummet. Jeg
sluttede mig til gruppen inde på plateauet, og
allerede ved første stop, hvor guiden begyndte
sin fortælling, observerede jeg en dame, som
ofrede til en skraldespand. Jeg hjalp hende
tilbage til portrummet hvor hun kunne hvile
sig sammen med Lis. I medens var gruppen
gået videre for at se på Herodes palads, som
han fik bygget ned ad bjergsiden.
Herodes blev, som meget ung udnævnt af sin
far, som statholder i Galilæa. På et tidspunkt
lokkede partherne hans broder og svigerfar i
en fælde og tog dem til fange. Herodes som
da var i Jerusalem hørte at partherne også
planlagde at skaffe ham af vejen. Derfor
flygtede han med sin livgarde og sin familie.
Flugten blev opdagede og syd for Jerusalem,
der hvor han senere byggede borgen
Herodion, indhentede de ham og det kom til
en træfning, som Herodes vandt. Han
fortsatte, og nåede frem til Masada, hvor han
efterlod sin moder, hustru, yngre brødre og
800 mand til bevogtning medens han selv
fortsatte i hurtigt tempo til Petra, derefter
Egypten. Og efter et skibsforlis ved Rhodos
kom han endelig til Rom. Her besluttede
senatet enstemmigt, ifølge Josefus, at
udnævne ham til konge af Judæa. Det skete i
år 37. f. Kr.
Herodes var 37 år og vendte nu tilbage, med
et større kontingent romerske soldater, for at
erobre sit kongerige. Det lykkedes. Han fandt
sin efterladte familie vel beskyttede i
23
fæstningen. Alligevel lod han den udbygge
med store lagerrum, store cisterner hugget ned
i bjergets indre, underjordiske siloer til korn,
mandskabsbygninger,
baderum,
et
svømmebassin, en synagoge og et stort palads
i flere niveauer på den stejle bjergside.
Fæstningen på plateauet er stor. 700 meter fra
nord til syd og 350 meter på det bredeste sted
fra øst mod vest. Josefus fortæller, at
plateauet dengang var frugtbart. Nu ser vi kun
sand, sten og rå klippe.
Under den Første jødisk Krig, i årene 66-73 e.
Kr., hvor jøderne i år 70 mistede templet i
Jerusalem, var der stadig modstandsgrupper
forskellige steder i landet. Zeloterne havde
allerede ved krigens begyndelse i år 66
erobret Masada. I år 72 ankom en romersk
legion og oprettede lejre rundt om bjerget.
For at erobre fæstningen, på den næsten 400
meter høje bjergtop, måtte de, på den vestlige
side, slæbe sten og sand sammen for at bygge
en rampe op til toppen, så bred at de kunne
køre en kastemaskine og en rambuk op, for at
banke hul i fæstningsmuren. En dag hen
under aften lykkedes det for dem. Det var for
sent at gøre mere den dag. De trak sig tilbage,
for at gøre klar, til at erobre fæstningen næste
morgen.
Josefus fortæller i bogen, Den jødiske Krig,
hvad der skete den sidste nat, før romerne
stormede fæstningen. Zeloternes leder,
Eleazaros, som indså, at de, efter et års
belejring, ikke kunne hindre romerne i at
komme ind næste morgen, holdt en tale, hvor
han bl.a. sagde;
”Mine tapre kammerater! Vi har for længe
siden besluttet, at vi hverken vil tjene romerne
eller nogen anden, men kun Gud; for han
alene er den sande og retfærdige herre over
menneskene. Nu er det tidspunkt kommet,
som befaler os at bekræfte denne beslutning
ved vores handlinger. I denne situation må vi
ikke nedværdige os selv; indtil nu har vi
aldrig villet tåle trældom, selv om den var
uden fare for os; men vælger vi nu
trældommen, underkaster vi os derved de
frygteligste straffe, der venter os, hvis vi
falder levende i romernes hænder. For
ligesom vi var første af alle til at gøre oprør,
således er vi de sidste, der kæmper imod dem.
Jeg mener også, at det er Gud, der har
skænket os det privilegium at vi kan dø en
ærefuld død som frie mænd, hvad der ikke er
blevet tilstået andre, der mod deres
forventning er bukket under.” (Josefus, Den
Jødiske Krig, bog 6, kapitel 7)
I løbet af natten dræbte mændene deres egne
kvinder og børn. Derefter foretog de en
lodtrækning om hvem der skulle dræbe hvem.
Sidste mand satte ild til deres personlige
ejendele og dræbte derefter sig selv.
Da romerne stormede ind i fæstningen fandt
de kun to kvinder og 5 børn, som havde gemt
sig i de underjordiske vandkanaler. I paladset
lå 960 døde zeloter. Pu-ha! Sikken drama!
Men det var ikke det eneste.
Der findes i Josefus beretning, foruden tabet
af Jerusalem, 2 andre fortællinger, som er
mindst ligeså drabelige. Den ene handler om
slaget mellem jøder og romere ved Sepphoris
i begyndelsen af Den jødiske Krig. Den anden
historie handler om slaget ved Gamla, som
fandt sted i år 67.
Vores guide omtaler slaget der, som det
nordlige ”Masada”. Gamla ligger på en
klipperyg, med stejle skråninger øst for
Genesaret sø’ nordlige bred. Fra klipperyggen
er der udsigt til søen.
Josefus fortæller i detaljer om romernes 7
måneder lange belejring af byen og jødernes
forgæves forsøg på at holde dem ude.
Kampen endte med en massakre, hvor
romerne dræbte 4.000 jøder, og mere end
5.000, mænd, kvinder og børn kastede sig
selv i døden, eller blev i panikken skubbet ud
over bjergsiden. Byen blev forladt og glemt.
Efter 1967 krigen, hvor israelerne erobrede
store dele af Golan Højderne, blev den
genfundet. I 1968 begyndte et omfattende
udgravningsarbejde, som både afslører en stor
by og rester efter et voldsomt slag. Og nu til
noget helt andet.
24
Et bad i Det døde Hav
Fra Masada kører vi mod syd, langs kysten.
På sletten ind mod ørkenen kan vi hist og her
se et svedent, udtørret akacietræ, som bliver
grøn til vinter, når det regner. Et sted mellem
vejen og kysten står en stenskulptur som
symboliserer Lots hustru.
Udsigten fra vores værelsesaltan på hotel David til
bjergene, kystvejen og Dødehavet
Vi er på vej til et stort turistområde, Ein
Bokek, med 5-6 hoteller, som ligger på en
opfyldning i kanten af Det døde Hav. Inden vi
tjekker ind på Hotel David, gør vi holdt ved et
turistcenter
med
café,
butik
og
omklædningsrum. Jeg fandt i stedet en stabel
stole, som en russer der så ud, som var han
lavet af brunt læder, lejede ud til magelige
turister. Her skiftede jeg til badetøj, som vi
gør når vi er ved Vesterhavet. Her er
fornemmelsen af vand bare anderledes.
Når jeg går ud i Vesterhavet, og læner mig
bagover, falder jeg ned i en hul i vandet og
bliver liggende der, indtil jeg begynder at
gøre svømmetag for at komme fremad.
Hullet jeg lavede i Dødehavet, blev langt
mindre. Jeg lå længere oppe i vandet. Og til
min store overraskelse blev jeg ved med at
glide udad. Det føltes som om jeg gled i olie.
Jeg trak benene op under mig, vippede fremad
og forsøgte at få fødderne ned på bunden. Det
mislykkedes. Benene kom op som var de af
kork, og jeg lå igen udstrakt på ryggen. Efter
nogle svømmetag kom jeg så tæt ind til
vandkanten at jeg kunne nå bunden med en
hånd og først her lykkedes det at få fødderne
på bunden så jeg kunne rejse mig og gå til
ferskvandsbruseren for at få det fedtede
saltvand skyllet af.
Hotel Davis er et stort hotel med store gode
værelser med udsigt ud over Dødehavet. Her
er 600 værelser og omtrent 1.200 mennesker
som skal spise næsten samtidig, i spisesale så
store, at vi kunne fare vild undervejs til
bordet. Det skete da også, at nogle af
deltagerne på vores hold, slet ikke fandt den
rigtige spisesalen, men i stedet spiste et andet
sted på hotellet. Da vi havde fundet vores
bord bestod næste opgave i at finde rundt
mellem de mange buffeter med utallelige
fade, skåle pander etc. med ligeså meget
forskelligt mad. Og så skete det igen. Med
tallerkenen fyldt, blev det nødvendigt at
foretage en længere slalom lignende
orienteringsmarch for at finde tilbage til
bordet. Vi kan bedst lide de små hoteller.
På vejen mod Galilæa
On the road again, kører vi tilbage mod nord
langs Dødehavets kyst. Undervejs udpeger
vores morgenfriske guide, bjerget på den
anden side af havet hvor borgen Makæus lå.
Borgen hvor Herodes Antipas holdt Johannes
Døberen i fangenskab indtil hustruen bad om
at få hans hoved serveret på et fad.
Helt oppe, ved den nordlige ende af havet,
kan vi også, i disen på den anden side, inde i
Jordan, se Nebo bjerget. Stedet hvor Moses
nåede til med israelitterne fra Egypten og så
ind i det forjættede land. Her døde han. Josva
tog over og førte sine præster, soldater og alt
folket ned til Jordanfloden hvor han standsede
vandstrømmen, ligesom Moses gjorde ved
Det røde hav, indtil den sidste var kommet
tørskoet over, for at deltage i den berømte
belejring af Jeriko.
Ved Jeriko kører vi ind på en sidevej og
standser ved det græsk katolske Saint
Geronimus Kloster. I en legende fortælles, at
en løve kom ind på klosteret hvor Geronimus,
en dag sad sammen med sine brødre og blev
25
undervist i den hellige skrift. Brødrene
flygtede, men Geronimus blev stående og så,
da løven løftede sin ene pote, at der sad en
torn. Geronimus fjernede tornen og blev ven
med løven. Den står stadig ved indgangen til
klosteret i fuld størrelse, udført i bronze.
Ida fandt en lille lund med skygge og et
vandbassin. Her beder vi Fadervor i kor og
synger en sang. Inde i klosteret hænger et
stort billede af Jomfru Maria med Jesus på
armen. Usædvanligt i den forstand at vi ser
Jesus drikker fra moderens bryst. En helt
naturlig ting, men alligevel forskelligt fra de
fremstillinger vi normalt ser af netop det
moder barn forhold. Klosteret er i øvrigt
udstyret med nogle meget gamle og
usædvanligt fine mosaikker i gulvet.
Vi så det ikke, men lidt længere nede af vejen
fandtes en ældgammel overgang over
Jordanfloden, til byen Bethabara på den anden
side. Det sandsynlige sted hvor Johannes
Døberen døbte Jesus, som derefter gik op på
Fristelsens bjerg ovenfor Jeriko.
ved indgangen til Bet Shean. Solen brænder.
Lis og flere andre deltagere blev i skyggen
ved restauranten medens vi, de mest
heltemodige i selskabet, fulgte med vores
guide rundt i en stor arkæologisk udgravning,
hvor man bl.a. har fundet rester af en gammel
kanaanæisk by og lag efter 10 andre kulturer.
En storby har det været. Fra skyggen ved
restauranten kan man se ud over et romersk
amfiteater, en lang bygade kantet med søjler,
og en række huse og naturligvis en
badeanstalt. Her lå engang før romerne en
bystat ved navn Scythopolis, en græsk
orienteret by, som var medlem af
bystatsforbundet Decapolis, der bestod af en
halv snes bystater på den østlige side af
Jordanfloden. Scythopolis var den eneste
forbundsstat vest for floden.
En af de fine ældgamle mosaikker som udsmykkede
gaden i Bet Shean i Decapolis.
I et værksted på Saint Geronimus Klosteret fremstiller
de fine mosaikker af små farvede stenstifter.
Bet Shean i Decapolis
Vi er kommet igennem grænsekontrollen ind
til Vestbredden og vi er kommet ud igen ved
den nordlige grænsekontrol og ud i det
oprindelige Israel, som det blev skabt i 1948,
og vi fortsætter endnu lidt mod nord ad vejen
op gennem Jordandalen. Vi kan ikke se floden
men vi kan se ned over en frodig dal til det
sted hvor den bør være.
Det er blevet frokosttid og bussen kører ind
gennem en stor park og stopper på P-pladsen
De må have været rige engang, eller også har
de haft en masse billig arbejdskraft. Den
lange søjlegade, huse og torve i byen var
udsmykket med fine mosaikker med en masse
billeder og symboler. Jeg fotograferede f.eks.
flere eksemplarer af svastikan. Der er stadig
så mange mosaikker tilbage, at jeg, med den
beskedne fantasi, der kan fremkaldes i 38
graders varme, sagtens kan forundres over
rigdommen og skønhed bygmestre var i stand
til at frembringe for et par tusinde år siden.
Ind imellem forundres jeg også over, at der
for så længe siden eksisterede kulturer på et
niveau, som gjorde det muligt, at frembringe
store fine byer, udsmykket med kunstværker
så smukke og fængslende at vi stadig står og
kigger på dem med beundring og respekt.
26
Hvad har vi brugt tiden til siden da? Slaveriet
er ophørt og en masse hårdt fysisk arbejde er
overtaget af maskiner, men hvilke fremskridt
har vi ellers gjort?
To bebudelseskirker i Nazaret
Mellem Bet Shean og Nazaret kører vi hen
over en stor flad slette hvor vi kan se Tabor
bjergets bløde afrundede facon. Den ser ud
som om den er dukket op midt i det flade
landskab ved en fejltagelse. Vi kører næsten
rundt om den, i stor afstand, indtil bussen
begynder at klatre op fra sletten gennem flere
hårnålesving. Da den nåede toppen, fik vi
udsigten til Nazaret, som ligger i en lavning
og på bjergsiderne.
Efter en kort spadseretur står vi ved Jomfru
Marias brønd, som får vand fra en kilde i
nærheden. Fra brønden hentes der stadig vand
som dengang Maria kom der. Få skridt derfra
går vi ind i en forgård til Saint Gabriels kirke.
Korsfarerne byggede en kirke over stedet hvor
ærkeenglen Gabriel mødte hende, og fortalte
at hun ventede sig. Da muslimerne havde
smidt korsfarerne ud af landet rev de kirken
ned. Men så, i 1700 årene, byggede de græsk
katolske en ny bebudelseskirke på stedet. Vi
går ind og ser på den.
Forinden havde man ved udgravninger fundet
ud af, at der havde ligget 4 kirker på stedet før
denne. De har alle sammen været her, fordi,
det skulle være her Gabriel fortæller Jomfru
Maria at hun venter barn. Den moderne kirke
er stor, dominerende, og fyrtårnet på toppen
rager langt op over resten af byen.
En bronzeskulptur af ærkeenglen Gabriel der fortæller
Jomfru Maria at hun skal føde en kongesøn. Set ved
den store bebudelseskirke.
Pilgrimme til gudstjeneste i den store romersk katolske
bebudelseskirke i Nazaret.
Efter endnu en spadseretur, gennem et par
snævre gader, satte vi os på en bænk i gården
ved den romersk katolske bebudelseskirke. En
moderne katedral, som blev bygget i 1969.
Indenfor de seneste år, er der også fundet et
hus med to rum og en forgård. Et hus fra
dengang Josef og Maria boede her med Jesus
og hans søskende. Dengang byen var så lille
at alle i byen kendte alle. Nu har byen ca.
63.000 indbyggere hvoraf den største halvdel
er muslimer og den lidt mindre halvdel er
kristne. Ud over de to bebudelseskirker har
kopterne,
de
egyptisk
kristne,
og
maronitterne, de libanesisk kristne, hver især
deres kirker i byen. Alligevel er det sådan at
den kristne befolkning bliver mindre. En
tendens vi også hørte om i Betlehem. Måske
hænger det sammen med, at den arabisk
kristne befolkning kommer i klemme, i
27
konflikten mellem de arabiske muslimer og
israelerne. Der har, i de seneste år, været en
række eksempler på hærværk og brande i flere
kirker.
Inden vi forlod kirkepladsen, blev vi kaldt til
samling under et træ, hvor Knud læste Lukas
kap. 1. 26-38. Nemlig fortællingen om
Ærkeenglen Gabriels tale til Maria, om at hun
skulle føde en kongesøn, men også
fortællingen om at Elisabet, som hun var i
familie med, skulle føde Johannes Døberen
seks måneder forinden.
I forgrunden ses muren til en lille moské med et skilt
der tydeligt tilkendegiver, at den der søger andre
religioner end islam aldrig vil blive accepteret af ham
(Allah) og han vil altid herefter være en af taberne.
Bagved ses fyrtårnet på den store kristne
bebudelseskirke.
Bryllup i Kanaen og katastrofen ved
Hattins Horn
Ved afgangen fra Nazaret blev det klart, ved
Idas folketælling, at et af gruppens mandlige
medlemmer var forsvundet. Der blev sendt
spejdere ud i byen og der blev ringet i
mobiltelefon, gisnet og gættet på hvad der
kunne være sket. Efter en rum tid blev han
imidlertid fundet og bragt ombord i bussen.
Vi kom ikke til bryllup i Kanaen, Vi fik
hverken vand eller vin, men kun et kort glimt
af byen medens bussen kørte igennem, for at
sætte kurs mod byen Tiberias ved Genesaret
sø.
Næsten fremme, hvor vejen begynder at gå
nedad, findes en slette og en lille bakke
formet som en saddel. Stedet kaldes Hattins
Horn. Her er ingen vand og ingen træer, til at
skygge for den brændende sol. Vi ser ud over
stedet hvor de kristne korsfarere mistede
Jerusalem og det meste af kongeriget. En hær
på 2.000 riddere og 30.000 fodfolk var på vej
for at befri Tiberias, som Saladin og hans
muslimske styrker holdt indespærret. På
sletten ved Hattin blev den kristne hær
imidlertid omringet af Saladins soldater. De
blev tvunget til at slå lejer på sletten i varmen
under solen og uden vand. Flere grupper af
riddere forsøgte i løbet af natten at slå sig
igennem den muslimske omringning, men
uden held. Om morgenen den 4. juli 1187
begyndte det store slag, som endte med totalt
nederlag for de kristne. Det lykkedes for
nogle få riddere at flygte, men de fleste blev
dræbt i kamp. De tempelriddere og
johanniterriddere, der blev fanget levende,
blev halshugget. De andre tilfangetagne blev
sat til salg og kunne løskøbes af deres familier
hvis de havde råd til det. De fleste blandt
fodfolket blev solgt som slaver. Den katolsk
europæiske drøm om at regere Det hellige
Land blev knust her på sletten, som vi netop
er kørt hen over.
Historien har optaget mange forfattere. For få
år siden udkom Jan Guillou med trilogien om
den svenske dreng Arn Magnusson, der blev
skolet som munk i Vitskøl kloster og senere
trænet som tempelridder. En af dem der
deltog i slaget ved Hattin. Romanen er
filmatiseret. Men der er også William
Monahans film: Kingdom of Heaven, som er
vældig godt lavet, samt Dominiq OtheninGirards film: Korsriderne, som nok er mere
fantasifuld end historisk.
Kibbutz Ein Gev
De sidste fire nætter boede vi i Ein Gev
Holiday Resort. Et hotel kompleks, som ejes
og drives af Ein Gev kibbutzen. Om aftenen
kunne vi, fra vinduet i vores hotelværelse, hen
over Genesaret sø, se lysene i byen Tiberias.
28
Hotelkomplekset består af nogle få huse i to
etager og et stort antal huse i et plan. Dem der
bor i den nederste række kan spadsere direkte
fra terrassedøren og ned til søbredden. Flere
medlemmer af vores gruppe tog sig en
svømmetur.
Udsigten fra vores hotelværelse i Ein Gev, ned gennem
de lave huse til Genesaret sø
Ein Gev Kibbutzen blev grundlagt i 1937, i
den britiske mandatperiode, men det var slet
ikke den første. Faktisk er det sådan, at
kibbutzen, Degenya, her i Galilæa, blev
grundlagt allerede i 1910. Hen over årene blev
det til 274 i alt. Alle grundlagt på en
socialistisk tanke om lighed, fællesskab og
fælles ejendomsret. Men de blev også
grundlagt, som en del af den zionistiske
bevægelses bestræbelser, på at få jøder til at
bosætte sig i Palæstina.
Efter Israels oprettelse i 1948 blev det
populært blandt unge mennesker i mange
lande, at rejse til Israel for at arbejde gratis i
et halvt år i en kibbutz. Det gjorde vores
guide, Lisa, og det gjorde vores svigerdatter.
Blandt kibbutz voluntørerne finder vi flere
berømtheder som f. eks. musikeren Bob
Dylan og skuespillerinden Julia Roberts.
Der kommer stadig frivillige, men ikke så
mange.
Kibbutzerne har haft det svært. Til dels fordi
regeringen har fjernet nogle privilegier. Flere
af dem har derfor udvidet deres aktiviteter, fra
det traditionelle landbrug, til andre gøremål.
Hotellet her ved Ein Gev er et eksempel på en
sådan udvidelse, som ser ud til at være
vellykket. Her er mange andre gæster end os.
Den store spisesal er fyldt når middagen
serveres. Andre kibbutzer har opgivet den
socialistiske ide og er blevet privatiseret. Men
der er stadig 73 tilbage som fungerer efter den
oprindelige tanke. Vi bor i en af dem.
Medlemmerne får ikke løn, men en gang om
året gøres regnskabet op og medlemmerne
beslutter hvor mange penge der skal fordeles
imellem dem.
Ved siden af hotelkomplekset ligger den
oprindelige kibbutz med ca. 250 medlemmer,
som driver hotellet og et større landbrug med
moderne løsdriftsstald hvor køerne selv finder
vej til den automatiske malkemaskine, når de
trænger til at få yveret lettet. En
staldindretning på højde med de moderne
stalde i Danmark. Men her ser markerne
anderledes ud. De er fyldt med bananpalmer,
citrusbuske og grøntsager. Vandet til
markerne hentes fra Genesaret sø. Hvert
syvende år ligger marken brak.
Bjergprædiken og bespisning
Vi er nu kommet frem til 6. dagen på vores
pilgrimsfærd. Og vi er mindst ligeså trætte og
slidte som dem der i gamle dage gik hele
vejen. Alligevel standser bussen for at vi kan
spadsere hen over Jordanfloden, ovenfor
Genesaret sø. Det er første gang vi ser floden,
og stor er min overraskelse over dens
lidenhed. Strømmen er ganske vist kraftig,
men løbet er ikke bredere end en velvoksen
dansk å, som f.eks. Storeåen der løber
gennem Holstebro.
Næste gang vi står af bussen, er vi på
Saligprisningens Bjerg. Stedet hvor Jesus
holdt sin bjergprædiken. Han var forinden
blevet døbt, havde tilbragt 40 dage på
fristelsernes bjerg i ørkenen, bosat sig i
Kapernaum, samlet de første disciple omkring
sig og var begyndt at prædike evangeliet og
helbrede sygdomme. Rygterne omkring hans
tale og helbredelse af syge gik vidt omkring,
og folk strømmede til fra Galilæa, Decapolis,
Jerusalem og Judæa for at høre ham og se
ham helbrede. Da han så den store folkeskare
29
gik han op i bjergene sammen med sine
disciple, satte sig og underviste.
Kirken på Saligprisningens bjerg ligger på stedet hvor
Jesus holdt sin bjergprædiken. Fra bagsiden af kirken
er der en smuk udsigt ned over bjergsiden til Genesaret
sø.
Vi er nok ligeså mange som dengang, men vi
kommer fra Danmark, USA, Brazilien og
mange andre lande for at se stedet hvor det
foregik og for at høre om det. Ved den
ottekantede kirke, som er pakket ind i en
søjlegang, hele vejen rundt, finder vi en plads
i skyggen hvor Knud læser indledningen til
bjergprædikenen, Mathæus kap 3, 3-12,
”Salig er de fattige i ånden, the himmeriget er
deres.” Vi synger en sang. Knud finder
Mathæus kap. 6, 24-34, og fortsætter sin
undervisning: ”Ingen kan tjene to herrer;”
Vi har en flot udsigt ned over den store
skråning til Genesaret sø. Og enhver der har
oplevet et grundlovsmøde eller et første maj
møde i en park, i Brabrand Bakker eller i
Femmøller på Mols, vil sagtens kunne
forestille sig hvordan det kunne have set ud
da bjergprædikenen blev holdt.
Et kort stykke vej fra Saligprisningens bjerg
besøger vi den tyske Brot Vermehrungs
Kirche i Tabcha. Et rigtig tysk navn, brød
formerings kirken, ikke spor romantisk.
Englænderne har det ikke bedre. Church of
Multiplication kalder de det, og jeg tænker
straks på en regnetime. Jeg synes nok
Bespisningskirken lyder pænere. Og skulle vi
være i tvivl om begivenheden, de tyske
kirkebyggere vil have os til at huske, så er
Knud parat med en oplæsning fra Markus
kap. 6, 30-44. Men inden han får lov, vil jeg
lige fortælle, at nogle af Johannes Døberens
disciple netop var ankommet til Kapernaum
og havde fortalt Jesus om Herodes Antipas
fødselsdagsfest på borgen Makæus, som endte
med Johannes Døbere henrettelse. Disciplene
fortalte, at de havde fået liget udleveret og
begravet det. De var oprevne over det skete
og trætte efter rejsen.
I skyggen under en stor blomstrende
burgonvilla hører vi Knud læse historien om
hvordan Jesus og disciplene derfor søgte et
øde sted, men blev opdaget, og folk fulgte
efter. Og her er det så, Jesus laver 5 brød og
to fisk om til mad der mættede 5.000
mennesker.
Her, foran alteret i Bespisningskirken, findes den
originale mosaik med brødkurven og de to fisk.
Mosaikken må siges at være et kendt symbol i den
kristne verden.
Gulvet inde i kirken er fyldt med mange fine
gamle mosaik, symboler og billeder. Foran
alteret findes det meget kendte billede af
brødkurven og de to fisk. Jeg har set det
mange gange. Vi har såmænd også et stort
keramik fad stående, med billedet af
brødkurven og de to fisk indlagt i bunden.
Men her er den originale udgave, udført af
små mosaikstift i gulvet foran alteret. Det var
en stor ah-ha oplevelse at stå her, lige foran
det originale kunstværk. Forunderligt.
På plads i bussen hører jeg, fra en af de
bagerste rækker, en mand sige til sin hustru:
Han var nu også en dygtig cateringmand, ham
Jesus, prøv at tænke på brylluppet i Kanaen
og så den her bespisning.
30
Guiden i gang med at fortælle historier til rejseholdet
som er krøbet i skygge under burgonvillaen ved
Bespisningskirken.
Kapernaum.
Efter en frokostpause med Peterfisk på bordet,
til dem der ville smage, fortsatte vi til
Kapernaum. Byen ved bredden af Genesaret
sø hvor Jesus levede en tid. En rig by som for
et par tusind år siden havde en central
placering ved en hovedvej. Men rigdom
kunne ikke forhindre, at den flere gange er
blevet ramt af jordskælv. I dag er det en park
med en stor arkæologisk udgravning indenfor
den gamle bymur.
En grillet Peterfisk serveret på fad. Det må være den
der lå model da kunstneren fremstillede mosaikken
med brødkurven og de to fisk.
Her boede Jesus første apostel, fiskeren
Simon Peter. Ham der fik nøglen til
himmeriget. I det 5. århundrede blev der
bygget en ottekantet kirke over husets tomt.
Kirken kollapsede og i stedet har man i
moderne tid bygget en ny kirke, der svæver
som et rumskib over Simon Peters hus. Fra
kirken er der fin udsigt over ruinerne af de
gamle huse bygget i sort basaltsten. De boede
tæt og småt dengang.
Ved siden af kirken står resterne af en
synagoge, bygget i hvide sandsten. Den er
bygget ovenpå en gammel basaltsokkel. Man
mener det var her synagogen lå, som Jesus
prædikede i.
Langs gangene, eller vejene, rundt i det gamle
Kapernaum, har arkæologerne opstillet
stenblokke, de har fundet, med interessante
symboler. F.eks. en syvarmet lysestage
indrettet med en fork for neden, så den var
klar til at stikke i jorden. Flere eksemplet på
muslingeskaller, som i forbindelse med en
synagoge symboliserer samling af religionen,
men som i andre sammenhænge symboliserer
dåb, eller pilgrimsvandring til Santiago
Compostela. Den seks takkede davidsstjerne,
jødestjernen, stjernen vi ser i det israelske
flag, blev også dengang hugget ind i sten. På
en sten har en af datidens billedhuggere
fremstillet et billede der kunne ligne Pagtens
Ark på hjul, men det er det ikke. Arken blev
altid båret på stænger på skuldrene af levitter
eller præster.
Billedet af en lille vogn hugget i sten. Manden der
sidder på hug og læser bag vognen viser at den er lille.
Søjlerne, døren i vognens gavl og muslingeskallen over
døren kunne tyde på at det er en miniatureudgave af en
synagoge. Måske blev vognen brugt til opbevaring og
transport af hellige skrifter og ceremonielle effekter.
Dåbsstedet Yardenit
På vejen hjem kører vi vest om søen, igennem
Tiberias, som Herodes Antipas fik grundlagt
31
og navngivet sådan, for at fedte for hans
overordnede, den romerske kejser Tiberius.
Vi gør holdt ved dåbsstedet Yardenit, som
ligger hvor Jordanfloden løber ud af
Genesaret sø. Her er mange mennesker. Nogle
af dem går ind i et stort omklædningsrum og
kommer ud igen iført en lang hvid kjortel. Og
så står de i kø, indtil det bliver deres tur, til at
gå ned i floden, hvor der står en præst og
døber dem. I et splitsekund, dykker han dem
ned under vandet.
Det er lidt af et turistcirkus at se på, men jeg
kan ikke frakende nogle af dem en seriøs
indstilling, til det, at blive døbt i
Jordanfloden. Stedet er sikkert valgt af det
israelske turistministerium, fordi man ikke har
mulighed for etabler noget tilsvarende på
stedet hvor Johannes døbte Jesus. Vi kunne
forstå at nogle af de nydøbte havde prøvet det
flere gange.
I bussen, på vejen hjem til vores kibbutz
benyttede Knud lejligheden til at gøre
opmærksom på, at vi, i Luthersk protestantisk
sammenhæng, kun kan modtage dåben én
gang. Vi kan bekræfte den ved konfirmation,
men vi kan ikke gøre den om. Dåben er en
gave for resten af livet.
Ved dåbsstedet Yardenit står præsten i vandet og tager
imod den næste der vil døbes
Genesaret sø
Som den første ting, den sidste dags morgen,
blev vi kørt til Yigal Allon Centre, et
kulturcenter tæt ved byen Migda, som også
heder Magdal. Maria Magdalenes hjemby.
Her fandt man for nogle år siden på bunden af
Genesaret sø resterne af en 8,2 meter lang og
2,3 meter bred båd. Undersøgelseer viste at
den er 2.ooo år gammel og meget vel kan
have været brugt af fiskere som Jesus mødte,
eller måske endog af et par af hans disciple.
Man kan aldrig vide. Båden, eller det der var
tilbage af den blev taget op, konserveret og er
nu udstillet i centret. Men vi skal ikke se på
gamle både, vi skal ombord på en af dem.
En model af den 2000 år gamle båd som er blevet
hentet op fra bunden af Genesaret sø.
Ude på søen fortæller, vores guide om
vandmangel. Det har regnet for lidt de sidste
tre år, siger hun. Og snefaldet har været langt
mindre end normalt på Hermonbjerget i
Golan, hvor Jordanfloden, der forsyner søen
med vand, har sine udspring. Vandet i den 15
km. lange og 6 km brede Genesaret sø, er
vigtig for vanding i det omkringliggende
landbrug, men også fordi store dele af Israel
forsynes med drikkevand herfra. Vandstanden
er synligt lavere end normalt. Vi hørte at
israelerne arbejder med forskellige projekter
for at skaffe vand. En af dem går ud på at
hente det i Tyrkiet og sende det gennem
pipelines.
Før vi tog af sted på rejsen, fortalte jeg, i et
herreselskab, at jeg under denne sejltur på
Genesaret sø ville se, om Lis kunne gå på
vandet? En af mændene lænede sig da ind
over bordet og sagde: Det gør du ikke Vagn!
Uanset hvad der sker, så vil det forandre din
tilværelse fuldstændig. Vi undlod at gøre
forsøget.
I stedet læser Knud, Johannes 6, 16-21, om
disciplene i en båd på vej over mod
Kapernaum: ”Søen gik højt, da der blæste en
stæk vind. Da de nu havde roet fem og tyve til
32
tredive stadier, får de øje på Jesus, der vandrer
på søen og nærmer sig båden, og de blev
grebet af frygt. Men han siger til dem: Det er
mig; frygt ikke! Så ville de tage ham op i
båden; og straks landede båden ved den bred,
de var sejlet over til.”
I dag er her er ingen vind. Vandspejlets
blanke flade brydes kun hist og her af små
kattepoter. Matrosen på båden viser os
hvordan man i gamle dage kastede et fiskenet
ud. Men der kom ingen fisk med op. Heller
ikke i andet forsøg. Søen er overfisket.
Regeringen har forbudt alt fiskeri. Den
berømte Peterfisk, som serveres på mange
restauranter, kommer ikke fra søen. Den
opfostres i dambrug.
Kapernaum ligger i vandkanten ved Genesaret sø. Midt
i billedet anes kirken i den flyvende tallerken over
fiskeren, disciplen Simon Peter.
Vi har en smuk udsigt til landskabet som
hæver sig op fra søbredden i vest og i øst. Og
mod nord har vi udsigt til bakkeskråningen
hvor bjergprædikenen og bespisningen af de
mange tilhørere, ifølge evangelisterne, fandt
sted. Lidt længere mod øst, helt nede ved
søbredden ligger Kapernaum. Der går vi i
land, som Jesus og disciplene også gjorden, et
par tusinde år før os.
Golan højderne og Hermon bjerget.
Fra båden går vi op til bussen, og sætter os
godt tilrette. Vi skal op i Golanhøjderne, op til
Hermonbjerget. Chaufføren er dygtig.
Medens vi var i Jerusalem, talte vi om den
sikkerhed og snilde han udviste, for at få
bussen gennem den tætte hektiske trafik uden
skrammer. Vi er trygge og nyder udsigten til
det store landskab vi kører igennem. Et
område som israelerne brugte ca. 24 timer på
at erobrede fra syrerne den 9. juni 1967.
Vi nærmer os grænsen til Libanon medens
vores guide fortæller, at Irans præsident
Ahmadinejad nogle dage forinden, under et
ophold i Libanon, havde besøgte landsbyen
Bint Jbeil, som ligger 3 km fra grænsen til
Israel, for at tilkendegive sin støtte til
Hezbollah.
Ved ankomsten til Barnais, tidligere kaldet
Kæsarea Filipi, finder vi en plads i skyggen
hvor vi kan sidde, medes Knud finder
Mathæus 16, 13-20 og læser:
”Da Jesus var kommet til egnen ved Kæsarea
Filippi, spurgte han sine disciple og sagde:
”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”
De svarede: ”Nogle siger: Johannes Døberen;
andre: Elias; andre: Jeremias eller en anden af
profeterne.” Han spørger dem ”Men I, hvem
siger I, at jeg er? Og Simon Peter svarede og
sagde: ”Du er Kristus, den levende Guds
Søn.” Da svarede Jesus og sagde til ham:
Salig er du, Simon Jonas’ søn! thi det har kød
og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader,
som er i Himlen.” Så siger jeg også til dig, at
du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge
min kirke, og dødsrigets porte skal ikke mere
få magt over den. Og jeg vil give dig
Himmerigets nøgler, og hvad du binder på
jorden, det skal være bundet i Himlene, og
hvad du løser på jorden, det skal være løst i
Himlene. Da forbød han sine disciple strengt,
at sige til nogen, at han var Kristus.”
Paverne henter deres legitimitet i den
fortælling. Den katolske kirke hævder en
kontinuitet mellem Simon Peter der fik
nøglen og den til enhver tid siddende pave.
Paven har, i katolsk opfattelse, nøglen til
Himmeriget.
Det var her fra Kæsarea Filippi, på
Hermonbjergets skråning, Jesus begyndte
rejsen til Jerusalem der endte med
korsfæstelsen.
Vi nyder, at se kildens klare vand og fiskene i
dammene, som vandet løber igennem på vejen
33
til Genesaret sø. Vi er i en naturpark som
rummer tydelige spor efter mange interesser.
Her har engang været et Pan tempel, og ved
siden af en række andre templer brugt af
forskellige religioner.
Her, ovenfor bassinerne, findes Jordanflodens
udspring. I bjergsiden i baggrunden findes rester efter
det gamle Pan tempel og spor efter mange andre
religioners tilstedeværelse.
Her findes rester af Agrippa II’ palads. Den
sidste konge i slægten efter Herodes den
Store. Da Paulus blev arresteret, forelagde han
sin sag for Agippa og søsteren Berenice inden
han rejste til Rom. Under den Den jødiske
Krig, 66-73 e. Kr., hjalp Agrippa romerne.
Han blev såret under belejringen af Gamla, og
kom senere til Rom, hvor han vist nok blev en
af
kilderne
til
forfatteren
Josefus
historieskrivning.
Her står også resterne af et korsfarertårn. Og
tæt ved findes Nimrod, en stor og højt
placeret borg, som muslimerne byggede for at
holde korsfarerne væk fra Damaskus. De
efterfølgende egyptisk Mamelukker har
såmænd også sat deres spor.
Hvis man nu slet ikke er interesseret i sådan
noget, så kan jeg fortælle, at der er masser af
vinmarker her i Golan. Vi har fornøjelsen at
smage den til maden hver aften i kibbutzen.
Her er sne om vinteren og mange fine
skisportssteder. Et udflugtssted for mange
Israelere. I folderen vi fik udleveret ved
indgangen til området, kan vi se at de tomme
marker på den vestvendte side af flodens
udspring er mineret. Måske en rest fra
syrernes forsvar?
Vi skal nå meget, også i dag, så vi fortsætter
til byen Majd al Shams. Den største af 4
drusiske byer i Golan. Der var tidligere 5
byer, men i forbindelse med israelernes
besættelse og senere anneksion af området i
1981, flyttede beboerne fra en af dem til
Syrien og landsbyen blev nedlagt. Der bor nu
ca. 17.000 drusere i de 4 byer, og mange flere
andre steder i Israel. En drusisk by ledes af
en Sheik. Deres religion blev grundlagt i
1100-tallet i Egypten af Al Hakin den gale,
som var søn af en muslimsk far og en kristen
moder. Indholdet i drusernes religion er en
hemmelighed. De skal være 40 år inden de får
adgang til at se teksten i deres hellige skrift.
Det gælder både mænd og kvinder. Dem der
ikke vælger visdommens vej kan leve frit som
de vil. De hellige mænd, som har fuld indsigt
i skrifterne, er nemme at kende. De bærer
sorte posebukser, sort jakke og et hvidt
tørklæde eller kalot på hovedet. Vi så en af
dem kørende på en traktor og en anden der
gik tur med et barnebarn. Kvinderne bærer
også sort med et hvidt tørklæde løst om
hovedet.
På Lis’ og min rejse til Syrien i 2007 besøgte
vi en drusisk by der. Du kan læse mere om det
i afsnittet rejsebreve på min hjemmeside:
http://www.vagnskovsaerkjaer.dk
Vi er gået lidt ned ad gaden og står nu på
kanten af råbenes dal. Druserne har et blåt
israelsk ID-kort og kan rejse rundt i Israel
som de vil, men de kan ikke rejse til Syrien og
komme tilbage. I dalen nedenfor os går
grænsen til Syrien, som er lukket med hegn,
overvågning og en stribe land som patruljeres
af israelske soldater. På den anden side kan vi
se nogle hvide bygninger som huser den
syriske grænsevagt, og ved siden af en
bygning som bruges af FN’s observationsfolk.
Grænsedragningen har skilt mange familier,
som her i råbenes eller råbernes dal forsøger
at holde kontakt tværs hen over grænsen ved
at råbe til hinanden. Vi hørte ingen, men
34
guiden fortæller at de bruger en megafon til at
forstærke lyden. De aftaler, fra gang til gang,
hvornår de næste gang vil råbe sammen, om
hvordan de selv og familien har det.
DR2 viste den 5. juli 2006 filmen, ”Den
syriske Brud”. Et israelsk komediedrama, om
en pige der vil giftes med en mand på den
anden side af grænsen, og alle de
besværligheder, forsinkelser og besynderlige
hændelser, der var forbundet med at få hende
over grænsen til sin kommende ægtemand.
sende en mail i ny og næ, kan aldrig opveje
glæden ved at se og mærke et menneske vi
holder af. Hun bor et sted mellem Jerusalem
og Tel Aviv. Og hun kørte, på denne fredag,
den første dag i israelernes weekend, den
lange vej til Ein Gev kibbutzen for at se os. Vi
oplevede gensynet, som om, vi ved
afslutningen af denne super flot rejse, fik sat
en prik over i-et.
Yulia er født og opvokset i Kiev i Ukraine,
hvor hun også fik sin afgangseksamen fra
musikkonservatoriet. Da vores samarbejde tog
sin begyndelse boede hun i Moskva og
arbejdede for en jødisk organisation, ORT,
som har til formål at understøtte jøder med
uddannelse i en række lande. I Moskva driver
organisationen bl.a. en skole for jødiske børn
og andre, som med hensyn til udstyr og
pædagogisk metode ligger milevidt over den
standard normale russiske folkeskoler kan
tilbyde. Finansieringen kom fra sponsorer,
hovedsageligt fra USA.
Vi står i Råbenes dal. Den lukkede grænse går i bunden
af dalen. På bakketoppen modsat anes den syriske
grænsekontrolpost hvor der også er EF observatører.
På vejen hjemad får vi lidt håndmad i en
restaurant som drives af en druserfamilie.
Nedenfor findes en sø som er næsten tømt for
vand. Hvilket hænger sammen med mangelen
på regn og sne, men, den tomme sø kan også
forklares ved, at en ny israelsk bosættelse
henter vand i søen. Vi har fået en klar
fornemmelse af, at snakken om vand som en
knap ressource, ikke bare er snak men
skinbarlig virkelighed.
Yulia
Sidste aften inden hjemrejsen fik vi besøg af
Yulia. En pige som jeg arbejdede sammen
med, i 1995-98, i et rådgivnings- og
undervisningsprojekt ved det russiske
flygtninge- og indvandrerministerium i
Moskva. Hun var i den periode i Danmark
flere gange og besøgte os hjemme i Brabrand.
Men vi havde ikke set hinanden i 10 år. At
Yulia og Lis ved middagsbordet i spisesalen på
kibbutzen Ein Gev.
Yulia er jøde. I 1990, året før Sovjetunionens
sammenbrud, emigrerede hendes far, tante og
moster fra Ukraine til Israel. Andre
familiemedlemmer emigrerede til USA. I
efteråret 2003 flyttede Yulia til Israel og fik et
permanent
immigrantvisa.
Hun
blev
indkvarteret, sammen med sin medbragte
hvide kat, i et modtagecenter, hvor hun i 5
måneder skulle dele værelse med anden pige.
Her blev de undervist fra 08.00 til 14.00 hver
35
dag i hebræisk sprog og israelske
samfundsforhold. Under opholdet i centret,
sendte hun en uopfordret jobansøgning til
(JBC), American Jewish Joint Distribution
Committee. Hun kom til samtale og fik
besked om, at der ville blive slået en stilling
op om 3 måneder, som hun kunne søge. Men
et af udvælgelseskriterierne ville være en test
i mundtlig og skriftlig engelsk, russisk og
hebræisk. Hun var vant til at arbejde på
engelsk og russisk, men hebræisk var helt nyt.
Hun gik hjem til modtagecentret og brugte
alle døgnets vågne timer på at lære det. Tre
måneder senere fik hun jobbet i
organisationens Jerusalem kontor. Men hun
fik ikke lov til at flytte ud af modtagecentret
før integrationsperioden på de 5 måneder var
gået. Nu arbejder hun som koordinator på
projekter i Sibirien, Uzbekistan, Kazakstan,
Tajikistan og andre -stan lande hvor JBC yder
social bistand til jødiske samfund og
enkeltpersoner. Finansieringen indsamles
hovedsageligt blandt Jøder i USA.
Vores venskab med Yulia har lært os, at der
blandt rige jøder indsamles rigtig mange
penge, som bruges på dårligt stillede jødiske
børn, syge og gamle i ganske mange lande.
Indsamlingerne blandt rige og fordelingen til
fattige er med til at holde den jødiske identitet
og fællesskabsfølelse ved lige uanset hvor de
bor.
Medens vi sad og snakkede med Yulia, trådte
min søster Birgit pludselig ind i billedet. Hun
var netop ankommet fra Danmark med et
andet rejseselskab som skulle tilbringe deres
første nat i vores kibbutz.
De fem kors, i kongeriget Jerusalems våbenskjold, set i
buen over en dør.
Litteratur
Flavius Josefus, Den jødiske Krig, Museum Tusculanums forlag, København 1997, ISBN 87 7289 386 9
The works of Philo, Complete and Unabridged, Hendrickson Publishers, Inc, 1993, ISBN 987 1 56563 809 9
M. Friediger, Jødernes historie, Haases Haandbøger 24-25, P. Haase & søns Forlag, København 1934
Karen Armstrong, Jerusalem - Tro, Historie, Politik, Munksgaard/Rosinante, 1998, ISBN 87 16 16104 1
Tidsskriftet Sfinx, 8. årgang (1985) nr. 2 - om Det hellige Land
Rudi Thomsen, Herodes - Jødernes konge, forlaget tidsskriftet Sfinx, 2002, ISBN 87 89632 24 9
Eduard Nielsen, Håndskrift fundene I Juda Ørken, G.E.C. Gads forlag, København 1956
Det Hellige Land, Politikens kultur guide, Politikens forlag, København 2001, ISBN 87 567 6452 9
In the Footsteps of Jesus, Deco Media, Israel, ISBN 965 478 054 2
Mitri Raheb og Fred Strickert, Betlehem 2000, Palmyra publishing House, Heidelberg Germany 1998,
SBN 3 930378 21 3
36