1. No category

Det sociales substratum
Genudkast til en dialektisk socialmorfologi
Lasse Suonperä Liebst* & Stefan B. Andrade**
Paper til Dansk Sociologkongres, Aalborg Universitet
Januar 2011
* Ph.d. studerende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet
([email protected])
** Ph.d. studerende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet og SFI
– Det Nationale Forskningscenter for Velfærd ([email protected])
Abstract: På trods af, at sociologer næppe vil benægte Émilie Durkheims status som én af sociologiens grundlæggere, synes den moderne sociologi at have glemt det ene af de to subdiscipliners ben,
som hans ’generelle sociologi’ skulle stå på: Mens alle kender det
ene ben, måske ikke af navn – ’den sociale fysiologi’ – så i al fald af
indhold (sociologi om religion, moral, etc.), så har snart sagt alle
glemt det andet bens – ’den sociale morfologis’ – navn og indhold.
Det er artiklens ærinde at genaktualisere dette bens subdisciplinære
studie af samfundets materielle grundlag – det kollektive livs substratum: Dette vil dels ske med en diskussion af den sociale morfologis
relevans for en nutidig ’relationel sociologi’ og dels med en diskussion af, hvordan begrebets latente dialektik kan ekspliciteres og videreudvikles frugtbart teoretisk og empirisk.
DENGANG I MIDTEN af 1800-tallet vandrede der som bekendt et spøgelse gennem Europa – kommunismens spøgelse, der ifølge Marx og Engels (1998)
dramatiske beskrivelse i Det Kommunistiske Manifest var et foragtet spøgelse,
som de gamle magter havde indledt klapjagt på. Undertrykkelsen var anledningen til Manifestet og dets berømte opråb om, at kommunismens arbejdere skulle revoltere mod det borgerlige samfunds åg: 'Working men of
all countries, unite!' (Marx & Engels 1998: 77). Lad os straks slå fast, at det
ikke er af nostalgiske årsager, at vi her fradrager dette fortidige spøgelse.
Snarere er anledningen, at et nutidigt spøgelse går igennem sociologiens
landskab. Spøgelser har det jo med at gå igen, selv om der dog denne gang er
tale om et mere teoretisk gespenst. Her tænker vi på Emirbayers (1997) indflydelsesrige Manifesto for a Relational Sociology, der med reference til Marx og Engels’ Manifest slår til lyd for, at de gamle teoretiske magter og paradigmer må
vige for den relationelle sociologis spøgelse: “Entities of the world - relate!”
(Emirbayer 1997: 312). Spørgsmålet er imidlertid om det er en rammende
sammenligning: Den relationelle sociologi er ikke et spøgelse, der som kommunismen måtte kæmpe for sine materielle besiddelser, men derimod et
spøgelse, som snart sagt alle sociologer er teoretisk besat af. Ja, det gælder
også for os, for hvem ville argumentere imod Emirbayers principielle opgør
med substantialismens forstening af samfundet relationelle dynamikker i
’substanser’ og ’statiske ting’?
2
Substantialismen er død – hvilket imidlertid blot betyder, at den teoretiske kampplads skal findes et andet sted. Det er ikke længere de gamle teoretiske magter og paradigmer, der truer det relationelle perspektiv udefra.
Derimod må 'truslen' findes indenfor det relationelle perspektivs egne rækker. Den afgørende kamp står mellem en sociologi, der vedkender sig et begreb om det sociale (Marx, Weber, Durkheim og Simmel) og en sociologi,
der insisterer på, at det sociale aldrig kan være mere end summen af de relationelle dele (Tarde). Hvor sidstnævnte position gennem sociologiens historie har været en marginal, har positionen de seneste år vundet større fodfæste, ikke mindst i form af Latours aktør-netværksteori (Latour 2005).
I dette lys er nærværende artiklens første argument at genudvide den
relationelle sociologis perspektiv ved at inkludere dén teoretiker, som Latour
udnævner til én af den relationelle sociologi hovedmodstandere. Her tænker
vi på Durkheim, der netop lader sit teoretiske begreb om det sociale fundere
indenfor en relationssociologisk ramme (Emirbayer 1996; 1997). Vi vil i denne artikel argumentere for, at Durkheims relationalismens skyldes hans negligerede nøglebegreb om den 'sociale morfologi', som han på afgørende vis
anvender som forklaring af 'det sociale', sui generis.
Dette argument uddyber vi i artiklens andet argument, hvor vi redegør
for og diskuterer betydningen af den social morfologi, der sammen med den
'sociale fysiologi', er de subdisciplinære ben, som Durkheims 'generelle sociologi' går på. Vi påpeger, at socialmorfologibegrebet dog langt fra behandles uproblematisk og entydigt, hvilket vi foreslår, skyldes dets affinitet til den
'dialektisk materialisme', som Durkheim kæmpede med at lægge afstand til. I
modsætning til Durkheim og hans elevers eget udsagn, som endvidere har
sat sig igennem i begrebets receptionshistorie, er det imidlertid vores fortolkning, at denne 'manifeste kamp' snarere må fortolkes som et forsøg på at
'fortrænge' eller 'skjule' den latente dialektik, der er begrebets virksomme
kerne.
Dette fører os til artiklens tredje argument, hvor vi fremanalyserer denne dialektik gennem en sammenligning af den sociale morfologi og den dialektiske logik, som Hegel fremlagde i Wissenshaft der Logic. Selv om vi ikke er
de første, der foreslår, at Durkheim var mere hegeliansk inspireret end som
så, er det imidlertid karakteristisk, at disse dialektiske læsninger enten overser
3
(Knapp 1985; 1986), eller kun indirekte og forbigående (Østerberg 1979;
2002; Nye & Ashworth 1971: 133f) forholder sig til Hegels betydning for
den sociale morfologi. Vi må dog understrege, at vores analyse ikke tilsigter
en genealogi af begrebet. Vores ærinde er mere fremadrettet neo-durkheimiansk end teorihistorisk redegørende for Durkheims œuvre, idet vi anser den
dialektiske læsning af den sociale morfologi som den mest frugtbare understregning af dets originale, relationelle bidrag. Således vil vi vise, at denne
dialektiske læsning netop gør det muligt at tænke hinsides den teleologiske
organisme-tænkning, der ofte diskvalificerer Durkheims teoretiske bidrag.
Artiklen afrundes med en overvejelse om, hvordan forskellige metodiske
udviklinger indenfor humangeografi, populationsøkonomi, analytisk arkitektur, etc., muliggør nye og produktive operationaliseringer af socialmorfologien.
AT (BORT)FORKLARE DET SOCIALE
Lad os starte med at tage Emirbayers (1997: 311) på ordet, når han efterspørger teoretisk arbejder, som kan udfolde den relationelle sociologis muligheder. Som forbilledligt teoretisk eksempel herpå nævner Emirbayer netop Durkheim, idet han fremhæver, at på det ”(…) ontological plane, he gives
us the beginning to a theory of relational social realism.” (Emirbayer 1996:
125). Hvor de øvrige sociologer, som Emirbayer også fremhæver som ’relationelle’ – såsom Elias (1978 [1970]), Bourdieu & Wacquant (1992) eller Abbott (1998) – alle står ved deres durkheimianske inspiration, forholder det
sig ganske anderledes med den relationelle sociolog, der på det seneste har
gjort afsmagen til Durkheim til sit varemærke: Latour. Vi må derfor straks
påpege, at når Durkheim argumenter for, at samfundet er ’mere’ end summen af sine individuelle dele, er det for at påpege, at samfundet skal studeres
som en eksistens sui generis, hvilket ikke må forveksles som et udsagn om, at
samfundet er en metafysisk størrelse. Samfundet kan i Durkheims optik kun
eksistere i og i kraft af individuelle bevidstheder og som det afgørende: de
historisk situerede relationer herimellem, der kan observeres og kvantificeres
(Emirbayer 1997: 288; 1996: 124f; for lignende receptioner af Durkheim, se
Alpert 1961; Collins 1981; 2004).
4
På dette sted skylder vi at udstede en advarsel til de latourske læsere,
der her føler et vist ’lettelsens suk’, da en sådan relationisme mellem subjektive bevidstheder på ’godt’ (Latour 2005: 43ff; 1999: 182) og på ’ondt’
(Vandenberghe 2002) ligger ANTs anti-humanistiske og symmetriske ontologi så inkommensurabelt fjernt, at den angivelige eksistens af en ’durkheimiansk relationisme’ aldrig vil kunne stille ANT tilfreds. Her må vi imidlertid
skuffe med påpegningen af, at Durkheims relationisme ikke blot står og falder med en sådan 'idealistisk bevidstheds-relationisme', idet hans sociologis
relationelle nøglebegreb om den sociale morfologi, netop implicerer en insisteren på, at 'subjekt' og 'objekt', det sociale liv og dets materielle aspekter
står intimt, sammenføjet og frem for alt relationelt forhold.
Den latourske anklage om Durkheims idealistiske fetichisme (Latour
2005: 73), og den derfra følgende ’asymmetrisk blindhed’ overfor det sociales stoflighed og objekter, synes kun mulig fordi Latour aldrig indlader sig på
en læsning af Durkheim på egne præmisser, da Durkheim er blandt de mest
materialitets-sensitive teorier, som sociologien endnu har set. Det eneste
som Durkheim således gør sig ’skyldig’ i er, at han ikke lever op til Latours
egen radikalt formulerede symmetriske ontologi, som selv erklærede latourianere efterhånden er begyndt at føle sig utryg ved (Krarup & Bloch under udgivelse). Frem for at plædere for den symmetriske ophævelse af subjekt-objekt
skellet, er Durkheims fokus snarere på den relationelle 'sammenfiltring' af et
sociale liv og dets materielle kontekster, tingligheder og stoflighed. 1
Hermed er vi tilbage til ved spørgsmålet om det relationistiske ved
Durkheim og hjertet af Latours kritik. Faktisk er 'kritik' et for mildt ord i
denne sammenhæng, idet Latours uforsonlige ærinde er at opbygge en helt
ny 'associations-sociologi' fra grunden, efter at have demonteret den hidtidige 'sociale sociologi' totalt og endeligt. At teoretisere latoursk synes lig 'kreativ destruktion' og dén, der skal destrueres allermest af 'det sociales' klassiske
sociologer – hvortil broderparten af den hidtidige sociologiske tradition regnes – er altså styggerten, Durkheim og hans ’sui-generis-samfund’ (Latour
2005: 1-20, 189). Det er således et principielt opgør og en reorientering af
Således ville Durkheim rigtignok være uenig i en symmetrisk forståelse af aktør-netværket
a la Latour, idet hans relationisme ligger tættere på eksempelvis Lefebvres (1991: 117f) ’meshworks’, der de seneste år har vundet en hvis udbredelse som alternativ og/eller korrektiv til
Latours netværksbegreb (se Ingold 2008; Thrift 2006: 142; DeLanda 2000).
1
5
sociologiens projekt overhoved, som Latour tilsigter når han slår fast, at
'samfundet' ikke forstås ”(…) som en kontekst, ’hvori’ al indrammes – men
langt snarere som et af de mange forbindende elementer, der cirkulerer inde
i ganske små led.” (Latour 2005: 25). Dette spidsformuleret anti-durkheimiansk: Samfundet er aldrig et sui generis-hele, men altid kun er sammenføjningen af netværkets aktant-dele. Den 'sociales sociologis' studieobjekt er en
løgn – Samfundet sui generis findes ikke – og Latour er profeten, der leverer
dødsstødet til denne vildfarelse.
Latour begrunder Durkheims helligbrøde med, at ’det sociales sociologi’
i almindelighed og Durkheim i særdeleshed uden belæg postulerer, at den sociale Helhed, der skulle være ’mere end summen’ af sine dele, kan forklare
samfundets fænomener og funktioner. Den analytiske ambition om at lade
det ’sociale forklares socialt’ – sådan som Durkheims (1982) berømte diktum
lyder, står ifølge Latour ikke mål med den teoretiske formåen, idet der på
tautologisk vis aldrig gives nogen forklaring på, hvad dette samfundsmæssige
’stof’, der tilskrives så mægtige forklarende kræfter, faktisk består af. Førend
at det sociale selv er blevet forklaret, er det uholdbart at anvende det til at
forklare det sociale (Latour 2001).
Med denne argumentation følger Latour tæt sin teorihistoriske forfader,
den franske sociolog Gabriel Tarde (2000: 35) og samtidige med Durkheim,
der fremførte det argument, ”(…) som Durkheims tilhængere aldrig har tilgivet Tarde for at fremføre: at de simpelthen har opfattet det, der skal forklares, explanandum, som forklaring, explanans” (Latour 2001; 2005: 238). Med
sin forståelse af 'det sociale', sui generis, har Durkheim ifølge Tarde og Latour
for ’store briller’ på til at have ’nærsynet øje’ for de fine detaljer og elementære handlinger, altså selve det netværk af relationer, hvis dele det sociale ikke er
’mere’ end summen af. Tardes og Latours argument er hermed, at
(…) instead of thus explaining lesser facts by greater, and the part by
the whole, – I explain collective resemblances of the whole by the
massing together of minute elementary acts – the greater by the lesser
and the whole by the part (Tarde 2000: 35).
Kun her giver vi Latour uforbeholdet ret i: Vi, der er ’Durkheims
tilhængere’, har ikke i sinde at tilgive Tarde for denne kritik, eller for den
sags skyld Latours ANT’ske gentagelse heraf. Årsagen hertil er imidlertid
6
ikke benovelse over kritikkens lakoniske berettigelse, men ganske enkelt fordi den er forfejlet. Lad os med ovenstående påpegning af det relationelle og
stofligt-materielt sensitive ved Durkheims sociologi in mente fremdrage følgende vigtige citat fra Durkheims præsentation af begrebet om den socialmorfologi i L'Année Sociologique. Kan vi forestille os noget bedre bevis på, at
det er Latour, der har et forklaringsproblem med sin kritik af Durkheim for
ikke at forklare det sociale? Det er netop, hvad den sociale morfologi gør:
[S]ocial morphology does not consist in a simple science of observations which describe these forms without accounting for them. It can
and must be explanatory. It must investigate the conditions which
cause variations in the political territory of different people, the
nature and aspects of their boarders, and the unequal density of the
population. It must ask how urban agglomerations are born, what the
laws of their evolution are, how they are recruited, what their role
might be, and so forth (Durkheim 1978a [1897/98]: 89, vores markering).
Den sociale morfologi tjener altså netop som en afgørende forklaring på,
hvordan 'det sociale' opstår, varieres og udvikles. Med dette argument om
socialmorfologien befinder os ved kernen i Durkheims og hans skoles særegne men desværre alt for ofte overset materialistiske nøglebegreb, der både i
teori og empirisk praksis anvendes som en vigtig – og i visse tilfælde ligefrem den vigtigste – forklaring på det sociale liv. Den kollektive bevidsthed
hviler på og så at sige gror i et ’materielt substratum’, hvilket skal studeres
som socialmorfologiske love for og forklaringer af det sociale liv (Durkheim
1972: 83f). Det er afgørende, at det sociales substratum forstås relationelt, da
Durkheims fokus specifikt er på 'tætheden' eller 'antallet' af konkrete relationer
mellem individerne i en given population, hvis rumlige situering og materielle præmisser spiller en afgørende rolle for disse relationelle netværks antal og
egenart.
Socialmorfologiens fokus er ikke på den sociale helhed, der er mere
end summen af sine dele, men derimod på disse deles konkrete relationer i
det materielle substratum, der anvendes af Durkheim som den socialmorfologiske forklaring, explanans, af den sociale samfundsmæssighed, explanandum, som Tarde og Latour anklagede ham for at mangle. Det er altså
7
ikke Durkheim, der, i den angivelige manglen på et relationelt begreb, ej formår at forklarer 'det sociale', men tværtom Latour, der har et forklaringsproblem når han fremfører denne kritik. Det fremgår, at vi hermed stiller os enige med Emirbayer relationelle karakteristik af Durkheim, samtidig med at vi
dog mener, at denne karakteristik skal begrundes anderledes. Mens Emirbayer (1996: 118; 1997) alene argumenterer for Durkheims relationisme med
specifikt henvisning til senforfatterskabet og uden at tildele den sociale morfologi nogen nævneværdig betydning, er det derimod vores argument, at
Durkheims relationelle nøglebegreb netop er den sociale morfologi, der, som
vi skal se det nedenfor, anvendes kontinuerligt gennem forfatterskabet.
DEN SOCIALE MORFOLOGIS DIALEKTISK KVABABBELSER
Miskendelse er hvad der synes at præge den sociologiske reception af begrebet om social morfologi, hvad enten der er tale om Latours kritiske negligering eller Emirbayer uheldige underbetoning. Således er det karakteristisk,
at flere af de systematiske læsninger af Durkheim – i større eller mindre grad
– anser socialmorfologien som et element, der primært gjorde sig gældende i
den tidlige del af Durkheims forfatterskab (Nisbet 1971; Lukes 1972; Némedi 1995). Andre har radikaliseret påstand og læst socialmorfologien som et
’materialistisk ungdomsskrift’, som Durkheim direkte bryder med senere i sit
forfatterskab (Alexander 1982). Endelig er der én læsning af Durkheim, hvor
socialmorfologien er aktuel igennem hele forfatterskabet, men som samtidig
bemærker, at Durkheims frygt for at hans sociologi blev lagt i bås med
marxismen, skygger for en egentlig afklaring af forholdet mellem det materielle og de mere idealistiske elementer i hans sociologi (Nye & Ashworth
1971; Traugott 1978: 31; Giddens 1979). Som vi allerede har antydet er vi
uenige i disse tre læsninger, da vi mener, at begrebet om socialmorfologi
anvendes gennemgående og konsistent i den durkheimianske tradition.
Udgangspunktet for Durkheims forståelse af det sociale, sui generis, er
sammensæt af to perspektiver. Inspireret af naturvidenskabens syn på organismen, skelner Durkheim mellem at se på samfundets anatomi og dets
funktioner. ’Den sociale morfologi’ omhandler anatomien, hvor ’samfundets
masse’ blive bestemt objektivt ved at måle dets ’volumen’ og ’tæthed’. Antagelsen er, at det sociale liv er betinget af et ’materielt substratum’, der be -
8
tegner individernes relationer og som danner grundlaget for hele det sociale
livs form og indhold (Durkheim 1978b: 88, 79). Det materielle bliver forstået
i bredeste termer og betegner alt fra populationens antal og tæthed til de
konkrete, historiske materielle omgivelser, som muliggør betingelserne for
social interaktion, såsom arkitekturen og transport- og kommunikationsveje
(Durkheim 1949: 257). Durkheim ønskede med socialmorfologien at forene
geografiens, demografiens og historiens pointer, men det skulle ske på sociologiens præmisser. Det sociale substratum bliver i morfologien ikke behandlet som en ’substantiel’ størrelse, der per automatik determinerer det sociale
liv. I stedet må substratum (gen)opdages med hjælp fra såvel socialstatistikken som historiske og etnografiske studier for at forstå det dynamisk-relationelle samspil mellem materialitet og socialitet (Durkheim 1978c: 90).
Det andet perspektiv betegner Durkheim som 'fysiologien' og dækker
over de sociale institutionaliserede funktioner, der kan findes i religionen,
moralen, juraen, økonomien, lingvistikken og æstetikken. Der er her tale om
'kollektive repræsentationer' og sociale funktioner, der på den ene side er afledt af det sociales substratum, men som samtidig kan opnå en ’relativ’ autonomi og dermed virke tilbage på dette materielle grundlag for det sociale liv
(Durkheim 1978b: 79).
’Den generelle sociologi’, beskriver Durkheim som syntesen af morfologien og fysiologien. Det er netop i læsningen af den generelle sociologi, at eftertiden – herunder Latour - syntes at have vægtet fysiologien højere end
morfologien (se f.eks. Lukes 1973; Giddens 1979; Alexander 1982; Latour
2004).
Som vi nævnte indledningsvis, er det her, at vi må bryde med Emirbayers læsning af Durkheim relationisme. Emirbayer baserer sit relationelle argument på, at Durkheim fokuserer på relationen mellem individerne, der er
placeret i en konkret empirisk kontekst. Problemet er imidlertid, at Emirbayer primært forstår den empiriske kontekst inden for rammerne af den sociale
fysiologi, hvorfor argumentet for relationisme sker med henvisning til en
kompleksitet af forskellige sociale sfærer (Emirbayer 1996: 124, 115). Det
netop her at Emirbayer underbetoner Durkheims materialistiske islæt fra socialmorfologien og at det specifikt er dette relationelle begreb, som bidrager
til at forklare en sådan kompleksitet i det sociale.
9
Her må det dog påpeges, at Durkheims forståelse af forholdet mellem
morfologi og fysiologi skal forstås relationelt. Durkheim var særdeles kritisk
overfor en ’reduktionistisk materialisme’, som eksempelvis gjorde økonomien til årsag for alt, da man derved overså den fysiologiske del af forklaringen
(Durkheim 1978e: 123, 128). Dette skyldes, som Halbwachs senere hen påpegede, at samfundsmæssige innovationer afhænger af, hvorvidt der er netværk af mennesker, som har kendskab og mulighed for faktisk at benytte innovationerne (Halbwachs 1960: 36f). Med andre ord, for at have industrielle
fabrikker, må der følgelig både være en kollektiv idé om ’kapitalisme’ og
være mennesker, der kan påtage sig rollen som henholdsvis ’arbejder’ og ’kapitalist’. Kausaliteten mellem idéerne og det materielle går så og sige begge
veje, som Durkheim skriver:
While different forms of collective activity also have their own substratum and while they derive from it in the last instance, once they
exist they become in turn creative source of action, they have an effectiveness all their own, and react on the very cause on which they
depend. (…) [T]he economic factor is only an epiphenomenon: once
it exists, it has an influence which is special to it; it can partially modify the very substratum from which it results (Durkheim, 1978e: 130).
Inden vi går for langt i Durkheims afstandtagen til materialismen er det vigtigt at påpege, at der først og fremmest er tale om en afstandstagen til en
særlig forståelse af materialismen formuleret af socialistiske utopister (Durkheim 1978e: 128; 1978f: 136). At Durkheim også nægter at have haft nogen
form direkte påvirkning af Marx skal, som Traugott påpeger, ikke forstås
som en afvisning af materialismen som sådan, men må forstås i lyset af, at
Durkheim selv blev kritiseret for at være materialist, hvorfor han måtte positionere sig (Durkheim 1978e: 127; Traugott 1978: 25). Vi mener at kunne
læse, at der netop blot er tale om en positionering, og ikke som sådan et
brud i hans forfatterskab. Durkheim afveg aldrig fra den socialmorfologiske
pointe:
I studierne af det franske straffesystem, Two Laws of Penal Evolution, fra
1890 argumenterer Durkheim, at den øgede koncentrationen af mennesker
fører til, at fængslet som social institutionen blev både en samfundsmæssig
mulighed og en nødvendighed (Durkheim 1978g). Argumentet beror på, at
10
fængslet som institution ikke kan eksisterer alene, men derimod kræver et
væld af andre sociale institutioner af juridiske og formynderisk art, der historisk ligeledes opstod som følge af befolkningsvæksten og den centraliserede
statsmagt. Ifølge Durkheim betyder en forøgelse og koncentration af det
kollektiv liv en simultan intensivering og kontinuitet af det sociale, hvilket
udmønter sig i konstruktionen og nødvendigheden for stadig mere specialiserede institutioner (Durkheim 1978g: 168). I The Division of Labor in Society
fra 1893 forfines argumentet med begrebet 'dynamisk densitet', hvor en øgning af populationstætheden blive brugt som den vigtigste årsagsforklaring
på transitionen i samfundet fra at være domineret af en mekanisk solidaritet
til en organisk solidaritet (Durkheim 1949). 2 Endelig beskriver Durkheim i
Elementary Forms of Religious Life fra 1912, hvorledes ustabile perioder for ét
samfund, såsom revolutionære perioder, betyder flere, mere aktive og tætte
sociale relationer, som fører til forandringer af hele samfundet og dets sociale institutioner (Durkheim 1964: 210).
Når senere læsninger af Durkheims forfatterskab påpeger en mere idealistisk læsning af Durkheim, som eksempelvis Steve Lukes (1972: 6), der
fremhæver, at Durkheim i senforfatterskabet definerer samfundet som bestående af 'kollektive repræsentationer', mener vi ikke det er tale en afstandstagen eller brud med den tidligere mere materialistiske definition af det sociale som betinget af den dynamiske densitet. Kollektive repræsentationer er
ikke metafysiske størrelser, men baseret på individernes relationer om end de
har en relativ autonom form (Durkheim 1972: 69). Hvorvidt der er tale om
individer eller kollektive repræsentationer, som udgangspunkt er efter vores
læsning alene et analytisk greb, der kan vises tilbage til det konkrete forskningsspørgsmål:
For all that it implies is that collective ways of acting or thinking have
a reality outside the individuals who, at any moment of time, conform
to it. (…) Of course, the individual plays a role in their [collective
ways of acting or thinking] genesis. But for a social fact to exist, several individuals, at the very least must have contributed their action;
2
Traugott nævner her flere andre eksempler, hvor Durkheim benytter samme forklaringsmodel om, at kvantiteten muliggør og nødvendiggør visse sociale institutioner. Se f.eks.
L’Evolution pédagogique en France fra 1904-5, hvor Durkheim argumenterer, at befolkningstilvæksten i Paris skabte og nødvendiggjorde behovet for eliteskoler (Traugott 1978; 31)
11
and it is this combined action which has created a new product
(Durkheim 1972: 71).
Det sociale substratum består med andre ord af ’massen af associerede individer’ (Durkheim 1972: 72), som skaber et socialt system i henhold til den
geografiske disposition og natur samt omfanget af kommunikationsveje. Individerne er med andre ord underlagt morfologien i udformningen af deres
individualitet (Durkheim 1949 [1893]: 277; 1960 [1914]: 338). Ligesom Marx,
ser Durkheim mennesket som skabende dets egen historie og samfund, men
ikke nødvendigvis i den form, de finder er mest ønskværdig.
Durkheims elever, hvoraf flere var socialister, har efterfølgende forsøgt
at tydeliggøre den materialistiske socialmorfologi (Mauss 2005 [1927]: 69;
Mauss & Fauconnet 2005 [1901]). Maurice Halbwachs har foretaget studier
af de sociale klassers kollektive psykologi (1958 [1938]) og kollektive hukommelse (1992 [1925]), hvor socialmorfologiske kendsgerninger og kollektive
repræsentationer forenes. Halbwachs har endvidere gentaget Durkheims
analyser af selvmordet og fundet, at det ikke er religionen – en form for kollektiv aktivitet – der i sig selv kan forklare variationen i selvmord, men derimod den socialmorfologiske kendsgerning, at de forskellige trossamfund lever under forskellige materielle leveforhold og socialpsykologisk klima (Halbwachs 1978 [1930]: 320). Et andet eksempel på et 'paradigmatisk casestudie'
af anvendt socialmorfologi er Marcel Mauss’ studier af eskimoer, Seasonal
Variations of the Eskimo (1979 [1950]). Mauss knytter her de materielle kendsgerninger med den kollektive bevidsthed for at forklare, hvorledes eskimoernes sociale liv og rytme ændres i takt sæsonernes skiftende materielle omstændigheder. Studiet om eskimoerne, som var ment til at skulle eksplicitere
den særlige durkheimianske materialisme blev imidlertid af datiden fortolket
som en 'retfærdiggørelse af den historiske materialisme' (Fox 1979: 7). Durkheimianernes forsøg på at positionere socialmorfologi i forhold til den dialektiske materialisme vedblev med at være et smertens barn.
Muligvis var denne positioneringskamp medvirkende til, at Durkheim
og hans elever aldrig fik givet omverden et konsistent billede af deres materialistiske forståelse af sociologien. Som flere har bemærket, vandt socialmorfologien aldrig rigtigt indpas uden for de durkheimianske kredse (Andrews
1993; Tonboe 1994; Jaisson 2004). Chicagoskolen, som Halbwachs samar12
bejde med, har videreført mange af de socialmorfologiske pointer, men under et andet navn, hvorfor mange af de øvrige durkheimianske grundpointer
er svundet ind (Friedman 1946; Schnore 1958; Snell 2010). Til trods for
Halbwachs’ adskillige socialmorfologiske studier, hvoraf mange blev oversat
til engelsk, blev hans analyser af datidens sociologer fundet for decideret
banale eller som marxistisk propaganda (se f.eks. Kahl 1959; Duncan &
Pfautz 1960). Således var der i 1950’erne flere europæiske og nordamerikanske sociologiske studier, som analyserede det sociale ud fra en sociologisering af de demografiske, geografiske og historiske metoder (se f.eks. Duncan
& Duncan, 1955; Collins & Mogey 1959), men uden den særlige durkheimianske ånd (Bourdieu & Passeron 1967).3
Den uklarhed der hersker i den sociologiske reception af socialmorfologien materialisme synes således at udgå fra, at Durkheim og hans elever aldrig formåede at afklare forholdet til den dialektiske materialisme endeligt.
Dette forhold vanskeliggøres yderligere af, at Durkheim selv fremhævede, at
sociologien var blevet formuleret på baggrund af ’dialektik og filosofi’
(Durkheim 1978b: 77). Således er det, som Nye og Ashworth (1971: 133) foreslår, muligt at hævde, at Durkheim var drevet af en dialektik, som han aldrig selv fik formuleret (se også Bourdieu & Passeron 1967: 164). Imidlertid
betyder de manglende formuleringer om dialektik ikke, at Durkheim ikke argumenterer ud fra en dialektisk logik. Som vi skal se nedenfor er en læsning
netop mulig og er endvidere teoretiske frugtbar for en nutidig forståelse af
den sociale morfologi.
DURKHEIMS HEGELIANSKE LOGIK
I lyset af det ovenstående burde det stå klart, at den sociale morfologis afgørende kvalitet, er antallet eller kvantiteten af relationer i populationen. Her kan vi
således nøjes med at citere Regler, hvor nøglebegrebet om 'moralsk' eller 'dynamisk densitet', ”(...) defineres ud fra det antal af individer, der rent faktisk
står i forbindelse med hinanden” (Durkheim 1984: 139), og tilsvarende i Delingens udprægede relationelle, socialmorfologiske forklaring af arbejdsdeIndenfor den moderne sociologi har bl.a. Turner (1990), Collins (2004) og særligt Bourdieu
(1977; 1984; 1988; Bourdieu et al. 1999) trukket på Durkheims socialmorfologiske arv.
Bourdieu har således eksempelvis på overbevisende måde forklaret opkomst, reproduktion
og forandring af sociale grupperinger under anvendelse af socialmorfologien.
3
13
lingens årsag: ”Hvis samfundets fortætning frembringer dette resultat, er det,
fordi den mangfoldiggør de indre sociale relationer (Durkheim 1949: 241).”
Logikken er med andre ord, at populationens kvantitative egenart er betingelsen for emergensen af denne eller hint sociale kvalitet.
Præcis dette ræsonnement bærer præget af en hegeliansk logik eller rettere
én af de bestemmelser af dialektik, som Hegel formulerede det i Wissenschaft
der Logic (Hegel 2010) og sidenhen vandt stor udbredelse i Marx' (1970: 463)
og særligt Engels (1907; 1940) materialistiske videreudvikling af Hegel dialektik. I modsætning til Marx og Engels hentede Durkheim dog ikke inspiration i Hegels dialektik for at formulere en konfliktteori. Han fokuserede på
muligheden for solidaritet frem for på konflikt. Hvad der er interessant i vores sammenhæng er således Hegels overvejelser om kvantitetens dialektiske
’omslag’ i kvalitet. Denne dialektiske logik er sin enkelthed, at forandringen i
en given kvantitet af elementer kan give anledning til en pludselig kvalitativ
forandring af elementernes helhed. Skoleeksemplet herpå er hentet fra naturen, hvor en kvantitativ ændring af vands temperatur får det til at 'slå kvalitativt om' fra fast-, flydende til dampform (Hegel 2010: 321). Dette er altså
Hegels originale dialektiske forståelse af emergente egenskaber – 'more is
different' (Anderson 1972) – som han, om end det ofte overses eller afskrives som en sær metafysik, muligvis var den første til at begrebsliggøre (Carneiro 2000; Rosser 2000). Parallellen til Durkheims forståelse af omslaget fra
kvantitet til kvalitet taler for sig selv; ikke mindst i lyset af, at Durkheim
(1972: 69) selv eksplicit benyttede tilsvarende naturvidenskabelige eksempler
til at illustrere sine emergensteoretiske pointer. Lad os dog ikke gå dybere
ind i disse naturvidenskabelige eksempler, men blot holde fast i den formale
logik, for i stedet at give et mere sociologisk substantielt – ja, nærmest protosocialmorfologiske – eksempel fra Hegels Logik:
The laws and the constitution of a state alter in character whenever its
territory and the number of its citizens expand. A state has its own
measure of magnitude and, if this measure is trespassed, it irresistibly
disintegrates internally under the same constitution which, when with
just different proportions, was the source of its good fortune and
strength (Hegel 2010: 323).
14
Her finder vi opsummeret alle de teoretiske komponenter i Durkheims sociale morfologi: De moralske og juridiske institutioner indenfor et afgrænset
territorium ændrer sig kvalitativt, når populations tæthed øges til et vist
punkt. Faktisk er citatets begrebslige sammenfaldet med socialmorfologien
så stor, at det er aldeles vanskeligt at identificere, at dette ikke er hentet fra
Durkheim. Er dette blot et tilfældigt begrebsligt sammentræf, eller skyldes
sammenfaldet ikke snarere Durkheims hegelianske inspiration? Vi holder på
det sidste – ikke mindst fordi denne læsning afdækker det særegne ved
Durkheims emergensteoretiske logik.
Vi må straks forholde os til, at vi med dette forslag om at læse Durkheim og hans socialmorfologi i lyset af Hegel, går imod den fremherskende
forståelse af Durkheim som en grundlæggende kantiansk tænker. Dette skyldes ikke mindst bevidstheden om Durkheims inspiration fra hans filosofiske
lærermester, Renouvier, hvis tænkning netop havde ophav i Kants transcendentale idealisme (Tonboe 1993: 122; Tekiner 2002; Rose 2009). Således er
det ikke vores ærinde, at modbevise denne kantianske inspiration, der bl.a.
ikke lader sig anfægte i Durkheims sociale forklaring af Kants 'forstandskategorier' (Durkheim 1946; 1963). Vores pointe er blot, et den kantianske inspiration ikke udelukker en anerkendelse af Durkheims øvrige – herunder
hegelianske – inspirationer.4
DURKHEIMS KONTINGENS: EMERGENS OG POPULATION
Efter denne påpegning af sammenfaldet mellem Durkheim og Hegel kan
man med rette spørge, hvordan vi dog – som Durkheims tro tilhængere –
kan lade dette tale til hans teoretiske fordel; besegler dette sammenfald med
Hegel, filosofihistoriens teleologiske tænker par excellence, ikke blot det funktionalistiske ved Durkheims biologiske organismetænkning, der, som kritiseret af f.eks. Giddens (1984: 1), ikke levner plads til kontingens i det sociale?
Det er imidlertid præcist det modsatte argument, vi vil forfægte, idet vores
nyvunde dialektiske indsigt i socialmorfologiens emergente egenskaber qua
Vi må dog understrege, at en sådan hegeliansk inspiration næppe er enerådende. På trods
af at litteraturen er aldeles knap på overvejelser vedrørende andre mulige inspirationer, skulle en fuldbyrdet genealogi af socialmorfologibegrebet også medtage de parallelle inspirationer fra Montesquieu og den franske historiker Coulanges (se Miller 1993; Pendergast 1990;
Durkheim 1960: 38f).
4
15
populationens kvantitet af relationer, kaster nyt lys over muligheden for at
tænke kontingents med Durkheim.
Lad os for overskueligheden behandle argumentet todelt. For det første
må det understreges, at det dialektisk emergente 'omslag' allerede hos Hegel
viste sig som ”(...) a new quality, at new something (Hegel 2010: 320), 5 altså
som ren ikke-teleologisk, kontingens. Sagt med andre ord er pointen, at sådanne dialektisk emergente ’omslag’ eller ’spring’ introducerer et ikke-lineært
udviklingsdynamik i det sociale (jf. endvidere Delanda 2000), altså det præcise modstykke til enhver teleologisk linearitet. Det vigtige er nu, at det netop
er en sådan ikke-teleologisk tilgang vi finder hos Durkheim, når han f.eks.
understreger, at arbejdsdelingens kvalitative opkomst ikke opfyldte noget teleologisk behov eller formål – sådan som f.eks. Parsons (1968) og Davis &
Moore (1945) ville argumentere struktur-funktionalistisk – men alene er det
kontingente produkt af den socialmorfologiske forøgelse af den dynamiske
densitet (Durkheim 1949: 75). Vi må med andre ord tage det seriøst, at
Durkheim har valgt at kalde socialmorfologiens nøglebegreb dynamisk densitet, selv om han måske burde havde valgt mindre mundrette men mere præcise: ’kontingent-emergerende-densitet’. Uanset ordvalget tilføjer den socialmorfologiske dialektik en kontingent komponent til Durkheims teoridannelse.
For det andet må vi gøre opmærksom på, at det er afgørende for den
kvalitative kontingents, at den specifikt er et emergent produkt af den kvantitative forøgelse af de sociale relationer i en given social population; det er
nemlig langt fra uden betydning for kontingentsens mulighed, at Durkheim
netop tænker dialektikken indenfor rammerne af sådan et populationsbegreb.
Dette er et vanskeligere, men efter vores opfattelse helt afgørende argument,
der er aldeles overset i litteraturen. Dette skylder antageligvis, at kritikkerne
af Durkheim ofte har stirret sig blind på hans anvendelse af metaforen, 'organisme', der anses som vigtigere for og endvidere beviset for han funktionalistiske nægtelse af enhver social kontingens (se f.eks. Pope 1975: 369;
Det er forståeligt, hvis denne udlægning af Hegels dialektik synes obskur, da kritikken af
Hegels 'teleologisk-mekanistiske' dialektik er den moderne tænknings måske mest yndede
Prügelknabe. Her finder vi dog Žižek læsning af mere frugtbar, når han argumenterer for, at
hele Hegels projekt præcist modsat var en insisteren på 'ophævelsens', 'teleologiens' og 'totalitens' umulighed og hermed en insisteren på kontingensen som grundvilkår for det sociale
overhoved (Žižek 2008; se endvidere også Bhaskar 2008).
5
16
Hinkle 1976). Således har sociologien aldrig tilgivet Durkheim for dette biologiske knæfald for Darwin – før nu: Det som denne kritik af Durkheim synes at 'bevise' er, at sociologers manglende kendskab til Darwin, idet denne i
sin grundvold er et opgør med den hidtidige biologis 'substantialistiske' forståelse af organismer til fordel for en genuint 'relationistisk' konception af populationer (jf. Deleuze & Guattari 2005: 63; DeLanda 2005: 58ff; 2006: 1621; Elias 1997: 380f). Darwin formåede netop at formulere sin evolutionsteori, idet han forkastede forståelsen af organismer som havende en statisk
substans, for i stedet at forklare emergensen af kvalitativt nye arter, som
produkt af variationen i mangfoldige, relationelle populationer.
Som det ofte overses, er det netop denne populations-tænkende
Darwin, der er Durkheims Darwin (se Durkheim 1949: 246; Hudson 2002),
hvilket vi nu – i lyset af ovenstående overvejelser om Hegel – kan se det
frugtbare ved: En sådan darwinistisk populations-tænkning passer netop ind
i Durkheims dialektisk informerede socialmorfologiske forståelse af, at kvantitative skift i populationens densitet kan få kvalitativt, emergente konsekvenser for det sociale sui generis. Med denne demontering af 'organismen' og
pointering af 'populationen', kan vi vende tilbage til spørgsmålet om kontingensen, idet netop det forhold, at Durkheim formulerer den dialektiske
emergens indenfor rammerne af et relationelt populationsbegreb – og altså
ikke et med henvisning til et substantielt organismebegreb – har afgørende
betydning for dennes mulighed. Mens en organisme-tænkning, som Delanda
(2006: 8-12) gør opmærksom på, udelukkende kan forstå samfundets 'dele' i
lyset af deres integration i den sociale 'helhed', forstår populations-tænkning
netop disse 'dele', som relativt autonome i forhold til det sociales, emergente
'helhed'. Mens det afgørende ved organisme-tænkningen altså er, at (...) the
linkages between its component parts form logically necessary relations which
make the whole what it is” fastholder populations-tænkningen, at ”these relations may be only contingently obligatory” (DeLanda 2006: 11, original markering). Populationer implicerer med andre ord en grundlæggende ubestemthed, idet nye relationer, sammenføjninger og netværk mellem populationens
heterogene dele altid er en mulighed. At Durkheim tænker i populationer er
således netop at indtænke kontingensen i selve de sociale helheder, idet disse
17
aldrig er mere bestandige end det porøse socialmorfologiske substratum, som
de hviler på og emergerer dialektisk fra.
AFSLUTNING, ELLER, UDKAST TIL EN EMPIRISK BEGYNDELSE
Selv om det selvsagt ligger uden for nærværende artiklens rammer at omsætte vores dialektisk ’genudkastede’ socialmorfologi empirisk, er vores forhåbning, at perspektivet vil vise sig frugtbar i konkrete empiriske analyser. Det
ville være aldeles anti-durkheimiansk ikke at have denne empiriske ambition,
idet Durkheim (1982) netop grundlage sociologien som en ’positiv videnskab’ om det sociale. Her må vi dog gøre opmærksom på, at denne ambition
ikke kun blev tynget af det teoretisk uafklarede forhold til dialektikken, men
også af de empirisk vanskeligheder, der konfronterede Durkheim i den metodiske operationalisering af socialmorfologien. Således har eksempelvis
Merton (1994) ganske ret i, at Durkheims anvendelse af socialmorfologien
ikke er metodologisk overbevisende; men han dog glemmer at bemærke, at
allerede Durkheim og hans elever var sig disse vanskeligheder ganske bevidst: Problemets kerne var ganske enkelt – som man kan læse det ud af
eksempelvis Mauss (2005: 69) overvejelser fra 1927 – at de statistiske data og
værktøjer, som de havde til rådighed enten var mangelfulde eller ganske enkelt ikke eksisterede endnu.
En vigtig anledning til, at vi i nærværende artikel anser det for vigtigt
igen at slå til lyd for den sociale morfologi er, at udviklingen af statistiske
metodologier nu endeligt synes at have indhentet socialmorfologien og derfor gør det analytisk muligt at indfri dens empiriske ambition. Således er det
karakteristik, at et antal forskere indenfor human-geografi (f.eks. Goodchild
& Janelle 2004; Howell & Porter 2010), analytisk arkitekturteori (f.eks. Hillier 2007), populationsstatistik (f.eks. Esteban & Ray 1992), samt simulation
og modellering af komplekse systemer (f.eks. Mayhew & Levinger 1976;
DeLanda 2011; Sawyer 2004) har udviklet metoder, der er egnede til at operationalisere den sociale morfologi, hvilket faktisk også er flere af disse forskeres erklærede målsætning. Et glimrende eksempel herpå er Hillier, der
netop formulerede sin analytiske ’space syntax’ arkitekturteori indenfor rammerne af Durkheims sociale morfologi (Hillier & Hanson 1984). Videreudviklingen af teorien kan endvidere ses som et direkte forsøg på at løse de
18
metodologiske problemer, som den sociale morfologi var belastet af (Hillier
& Raford 2010). Denne metodologiske pointe bliver f.eks. illustreret på tankevækkende vis af, at det første studie af Inuit-kulturens ’materielle substratum’, der følger systematisk op må Mauss’ (1950) førnævnte ’paradigmatiske
studie’, netop sker under anvendelse af space syntax metoden (Dawson
2002). Dette anser vi som et metodologisk varsel om socialmorfologiens
fremtidige, analytiske potentialer.
Man skal hæfte sig ved, at det altså er andre discipliner end sociologien,
der har tilegnet sig socialmorfologien analytisk-empirisk, hvilket vi på den
ene side anerkender, og mener vi som sociologier skal ved lære af, men som
på den anden side også betyder, at socialmorfologiens begreber og analytiske
potentiale afsociologisers uheldigt. Mens den sociologiske reception af Durkheim, som vi har set det, generelt overbetoner den 'sociale fysiologi', er der
karakteristisk for den ’ikke-sociologiske’ reception, at den kraftigt overbetoner det morfologiske. Vurderet ud fra vores neo-durkheimianske optik kommer det eksempelvis problematisk til udtryk i Hilliers bidrag, der principielt
kan kritiseres for det samme som Latour: Han laver fremragende studier af
byrummets rumlige materielle substratum, men er for socialmorfologisk nærsynet til at nå frem til en socialfysologisk og emergensteoretisk forklaring af
det sociale sui generis. I dette lys kan nærværende artikels ærinde om at genudkaste socialmorfologien ses som et forsøg på at re-sociologisere socialmorfologien, så den forbliver dialektisk forenet med den sociale fysiologi – i én generel
durkheimiansk sociologi.
REFERENCER
ABBOTT, ANDREW. 1998. “The Causal Devolution”. Sociological Methods Research
November,, 27 (2): pp. 148-181
ALEXANDER, JEFFREY C. 1982. Theoretical Logic in Sociology. Volume 2, The Antinomies of Classical Thought: Max and Durkheim. Berkley: University of
California Press.
ALPERT, HARRY. 1965. Durkheim’s Functional Theory of Ritual, Robert A.
Nisbet (red.): Emile Durkheim, Englewood Cliff, NJ: Printice-Hall.
ANDERSON, P. W. (1972) More Is Different. Broken symmetry and the nature
of the hierarchical structure of science. Science, 177 (4047), pp. 393-396.
ANDREWS, HOWARD F. 1993. Durkheim and Social Morphology, in Stephen P.
Turner Emilie Durkheim: Sociologist and Moralist. London: Routledge, pp.
109-134.
19
BHASKAR, ROY. 2008. Dialectic: The Pulse of Freedom, Routledge.
BOURDIEU, PIERRE [1979] 1984. Distinction: A social critique of the judgement of
taste. London. Routledge.
. [1972] 1977. Outline of a Theory of Practice. Cambridge: Cambridge
University Press.
. [1984] 1988. Homo Academicus. California: Standford University
Press.
BOURDIEU, PIERRE & JEAN-CLAUDE. 1967. Sociology and Philosophy in France
since 1945: Death and Resurrection of a Philosophy without subject,
Social Research, 34 (1), pp. 162-212.
BOURDIEU, PIERRE. & LOÏC J. D. WACQUANT. 1992. An Invitation to Reflexive Sociology, Chicago: University of Chicago Press.
Bourdieu, Pierre et al. [1993] 1999. The weight of the world: social suffering in contemporary society, translated by Priscilla Parkhurt Ferguson, Susan
Emanuel, Joe Johnson and Shoggy T. Waryn. London: Polity Press.
BURROWS, M. & R. GANE (2006) Geodemographics, Software and Class, Sociology, 40 (5): 793-812.
COLLINS, PETER & JOHN MOGEY. 1959. Residence and Social Class in Oxford,
The American Journal of Sociology, 54 (6): 599-605.
DAVIS, K & W. E. MOORE. 1945. Some Principles of Stratification, American
Sociological Review, vol. 10: 245-249.
DAWSON, PETER C. 2002. Space Syntax Analysis of Central Inuit Snow
Houses. Journal of Anthropological Archaeology, 21, pp. 464-480.
DELANDA, MANUEL. 2011. Philosophy & Simulation: The Emergence of Synthetic
Reason, Continuum.
. 2005. Intensive science and virtual philosophy, Continuum.
. 2006. New Philosophy of Society: Assemblage Theory and Social Complexity, Continuum.
. 2000. A Thousand Years of Nonlinear History, Continuum.
DELEUZE, GILLES & FÉLIX GUATTARI. 2005. Tusinde plateauer. Kapitalisme og
Skizofreni, Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
DURKHEIM, ÉMILE. [1888] 1978E. Review of Antonio Labrisola, Essais sur la
conception matérialiste de l’historie, Emile Durkheim on Institutional
Analysis, edited and translated by Mark Traugott. Chicago: The University of Chicago Press, pp. 123-130.
. [1888] 1978F. Review of Gaston Richard, Le socialisme et la science sociale, Emile Durkheim on Institutional Analysis, edited and translated by Mark Traugott. Chicago: The University of Chicago Press, pp.
131-138.
. [1890] 1978G. Two Laws of Penal State, Emile Durkheim on Institutional Analysis, edited and translated by Mark Traugott. Chicago: The
University of Chicago Press, pp. 153-180.
. [1892] 1969. Montesquieu and Rousseau. Forerunners of Sociology, The
University of Michigan Press.
. [1893] 1949. The Division of Labor in Society. Translated by W. D.
Halls. New York: The Free Pres.
20
. [1895] 1982. The Rules of Sociological Methods. Translated by W. D.
Halls. New York: The Free Pres.
. [1897]1951. Suicide: a study in sociology. Translated by John A.
Spaulding and George Simpson. New York: Free Press.
. [1897-98] 1978A. Course in Sociology: Opening Lecture, Emile
Durkheim on Institutional Analysis, edited and translated by Mark
Traugott. Chicago: The University of Chicago Press, pp. 43-70.
. [1897-98] 1978B. Note on Social Morphology, Emile Durkheim on
Institutional Analysis, edited and translated by Mark Traugott. Chicago:
The University of Chicago Press, pp. 88-92.
. [1899] 1972. Methods of Explanation and analysis, Anthony
Giddens (ed.) Emile Durkheim: Selected Writings), Cambridge University
Press.
. [1909] 1978C. Sociology and the Social Sciences, Emile Durkheim
on Institutional Analysis, edited and translated by Mark Traugott. Chicago: The University of Chicago Press, pp. 71-87
. [1912] 1946 . The Elementary forms of the Religious Life. Translated
by Joseph Ward Swain. London: George Allen & Unwin ltd.
. [1914] 1960. The Dualism of Human Nature and Its Social Conditions, in Kurt H. Wolff: Emile Durkheim 1858-1917. A Collection of Essays with Transplantations and a Biography, Translated by Charles Blend.
Ohio: Ohio State University Press, pp. 325 – 339.
DUNCAN, OTIS DUDLEY & BEVERLY DUNCAN. 1955. Residential Distribution
and Occupational Stratification, The American Journal of Sociology, 60 (5):
493-503.
DUNCAN, OTIS DUDLEY & HAROLD W. PFAUTZ. 1960. Translaters’ Preface. I:
Maurice Halbwachs: Population and Society, Illinois: The Free Press
of Glencoe.
ELIAS, NORBERT. 1997. Towards a Theory of Processes: A Translation. The
British Journal of Sociology, 48(3): 355-389.
. 1978. What is Sociology?, London: Hutchinson.
EMIRBAYER, MUSTAFA. 1996. Useful Durkheim, Sociological Theory, 14 (2):
pp. 109-130.
. 1997. Manifesto for a relational sociology, The American Journal of
Sociology, 103 (2): 281-317.
FOX, JAMES J. 1979. Introduction, in Marcel Mauss: Seasonal Variations of the
Eskimo. A Study in Social Morphology. Translated with a foreword by
James J. Fox. London: Routledge & Kegan Paul.
FRIEDMAN, GEORGES. 1946. Maurice Halbwachs, 1877-1945.The American
Journal of Sociology, 51 (6), pp. 509-515.
ENGELS, FRIEDRICH. 1907. Anti-Dühring, Chicago: Charles H. Kerr & Company.
. 1940. Dialectics of Nature, New York: International Publishers.
ESTEBAN, JOAN & RAY, DEBRAJ. 1994. On the Measurement of Polarization,
Econometrica, 62(4), pp. 819-51.
21
FRIEDMAN, GEORGES. 1946. Maurice Halbwachs, 1877-1945.The American
Journal of Sociology, 51 (6), pp. 509-515.
GIDDENS, ANTHONY. 1979. Emile Durkheim. New York: Viking Press.
. 1984. The Constitution of Society, University of California Press.
GOODCHILD, MICHAEL F. & DONALD G. JANELLE. 2004. Thinking Spatially in
the Social Science, in Michael F. Goodchild & Donald G. Janelle Spatially Integrated Social Science. Oxford: Oxford University Press.
HALBWACHS, MAURICE. [1925] 1992. The Social Frameworks of Memory, in
Maurice Halbwachs: On Collective Memory. Edited, translated and with
an introduction by Lewis A. Coser. Chicago: The University of Chicago Press, pp. 1-167.
. [1930] 1978. The Cause of Suicide. Translated by Harold Goldblatt. New York: The Free Press.
. [1938] 1958. The Psychology of Social Class. Translated by Claire
Delavenay. London: William Heineman LTD.
. [1938] 1960. Population and Society. Introduction to Social Morphology.
Translated by George Simpson. Illinois: The Free Press of Glencoe.
. 1939. Individual consciousness and Collective Mind, The American Journal of Sociology, 44 (6): 812-822.
HEGEL, GEORG W. F. (2010): The Science of Logic, Cambridge University Press.
HILLIER, BILL & JULIENNE HANSON. 1984. The Social logic of Space, Cambridge: Cambridge University Press.
HILLIER, BILL & NOAH RAFORD. 2010. Description and Discovery in Socio-spatial Analysis: The Casse of Space Syntax, in Geoffrey Walford,
Eric Tucker & Madhu Viswanathan (eds) The Sage Handbook of Measurement.
HILLIER, BILL. 2007. Space is the Machine. A Configurational Theory of Achitecture.
London: Space Syntax
HINKLE, R. C. (1976): Durkheim's Evolutionary Conception of Social
Change, Sociological Quarterly, XVII: 336-346.
HOWELL, FRANK M. & JEREMY R. PORTER. 2010. Surveys and Geographic Information Systems, in Handbook of Survey Research, Emerald Group
Publishing Limited.
HUDSON, CHRISTOPHER G. (2002): From Social Darwinism to Self-Organization: Implications for Social Change Theory, The Social Service Review,
Vol. 74, No. 4: 533-559
INGOLD, TIM. 2008. When ANT meets SPIDER: Social theory for arthropods, Carl Knappett & Lambros Malafouris (red.): Material Agency.
Towards a Non-Anthropocentric Approach, Spinger.
JAISSON, MARIE. 2004. What sociology owes to numbers. Human Sex Ratio at
Birth for Halbwachs and now
KNAPP, PETER. 1985. The Question of Hegelian Influence Upon Durkheim’s
sociology.
. 1986. Hegel’s Universal in Marx, Durkheim and Weber: The
Role of Hegelian Ideas in the Origin on Sociology. Sociological Forum,
Volume 1 (4), pp. 586-609.
22
KRARUP, TROELS MAGELUND & ANDERS BLOK (under udgivelse): “Unfolding
the Social: Quasi-actants, Topological Theory, and the New Empiricism of Bruno Latour”, The Sociological Review (July 2011)
LATOUR, BRUNO. 1999. Pandora’s Hope: Essays on the Reality of Science Studies,
Cambridge MA: Harvard University Press.
. 2001. Gabriel Tarde and the end of social. in Patrick Joyce (edited by) The Social in Question. New Bearings in History and the Social Sciences, Routledge, London, pp.117-132
. 2005. Reassembling the Social. An Introduction to Actor-Network Theory. Oxford: Oxford University Press.
LEFEBVRE, H. 1991. The Production of Space, Oxford: Blackwell.
LUKES, STEVE. 1972. Émile Durkheim. His life and work. A Historical and Critical
Study. New York: Harper & Row Publishers
MAUSS, MARCEL. [1927] 2005. Sociology: its Divisions and their Relative
Weightings, in Marcel Mauss The Nature of Sociology, Oxford: Durkheiman Press & Berghahn Books.
. [1950] 1979. Seasonal Variations of the Eskimo: A Study in Social
Morphology. Translated by James J. Fox. London: Routledge & Kegan
Paul.
MAUSS, MARCEL & PAUL FAUCONNET. [1901] 2005. Sociology, in Marcel Mauss
The Nature of Sociology, Oxford: Durkheiman Press & Berghahn Books.
MARX, KARL & FRIEDRICH ENGELS. 1998 [1848]. The Communist Manifesto: A
Modern Edition, London: Verso
MARX, KARL (1972): Kapitalen. 1. Bog 2, København: Rhodos
MAYHEW, BRUCE H., & ROGER L. LEVINGER. 1976. Size and the Density of Interaction in. Human Aggregates. American Journal of Sociology, 82, pp. 86110
MERTON, ROBERT K. 1994. Durkheim's Division of Labor in Society, Sociological Forum, 9 (1), pp. 17-25.
MILLER, W. WATTS. 1993. Durkheim's Montesquieu, The British Journal of Sociology, 44 (4): pp. 693-712
NÉMEDI, DÉNES. 1995. Collective Consciousness, Morphology, and Collective
Reprentations: Durkheim’s Sociology of Knowledege, 1894-1900, Sociological Perspectives, 38 (1), pp. 45-56.
NISBET, ROBERT A. 1971.The Sociology of Emile Durkheim. New York: Oxford
University Press.
NYE, D. A. & C. E. ASHWORTH. 1971. Emile Durkheim: Was He a Nominalist
or a Realist?, The British Journal of Sociology, Vol. 22 (2), pp. 133-148
PARSONS, TALCOTT. [1937] 1968. The Structure of Social Action, New York: The
Free Press.
PENDERGAST, CHRISTOPHER. 1990. The Impact of Fustel de Coulanges' La Cité
antique on Durkheim's Theories of Social Morphology and Social
Solidarity, in Peter Hamilton (ed.): Emile Durkheim: Critical Assessments,
Routledge.
POPE, WHITNEY. 1975. Durkheim as a Functionalist, The Sociological Quarterly,
16(3): 361-379.
23
ROSSER, J. BARKLEY JR. 2000. Aspects of dialectics and non-linear dynamics,
Cambridge Journal of Economics, 24: 311-324.
ROSE, GILLIAN. 1999. Hegel Contra Sociology, London: Verso.
SAWYER, R. KEITH. 2004. The Mechanisms of Emergence. Philosophy of Social
Science, 34: 260-282.
SCHNORE, LEO F. 1958 Social Morphology and Human Ecology. The American
Journal of Sociology, 63 (6), pp. 620- 634.
SNELL, PATRICIA. 2010. From Durkheim to the Chicago School: Against the
‘variables sociology paradigm’, Journal of Classical Sociology, 10 (1): 51-67.
TARDE, GABRIEL. [1899] 2000. Social Laws: An Outline of Sociology, Batoche
Books
TEKINER, DENIZ. 2002. German idealist Foundations of Durkheim’s sociology and teleology of knowledge, Theory of Science, 3 (1).
THRIFT, NIGEL. 2006. Space, Theory, Culture & Society, 23(2/3): pp. 139-146.
TONBOE, JENS. 1994. Rummets Sociologi. København: Akademisk Forlag.
TRAUGOTT, MARK. 1978. Introduction, in Émile Durkheim Emile Durkheim on
Institutional Analysis. Chicago: The University of Chicago Press, pp. 139.
VANDENBERGHE FRÉDÉRIC. 2002. Reconstructing Humants: A Humanist Critique of Actant-Network Theory, Theory, Culture & Society, 19(5/6): 5167.
ØSTERBERG, DAG. 1979. Historical Materialism and Durkheims Collective Logic. International Journal of Sociology
Østerberg, Dag (2002): Émile Durkheim, København: Hans Reitzels forlag.
ŽIŽEK, SLAVOJ. 2008. The Sublime Object of Ideology, Verso.
24