Link til PDF af Dental apr/2012

16
Viva
Designeren Christopher Bailey scorede
point hos moderedaktricerne, da han
dekorerede modehuset Burberrys ikoniske treachcoat
med afrikanske
mønstre. Blandt afrikanerne var begejstringen knapt så
overstrømmende.
Foto: PR
Design
SØNDAG DEN 17. JUNI 2012
Globalisering
i garderoben
Afrikanske mønstre, japanske kimonojakker, brusende
sigøjnerskørter og frynser à la præriens indianere. Modens
kompas peger i alle verdenshjørner, når designerne denne
sæson går på hugst i det kulturelle arvegods.
MARIE GRAUNBØL | [email protected]
E
n klassisk, skarpskåren trenchcoat med
et spraglet orange mønster efter gammel ghanesisk tradition! Således klædt
spadserede en myndeslank model ned
ad podiet under sæsonens show for
det hæderkronede britiske modehus
Burberry, og knapt havde journalisterne forladt salen, før der ivrigt blev blogget,
tweetet og rapporteret om chefdesigner Christopher Baileys modige og globaliseringsbegejstrede
genfortolkning af den ærkeengelske beklædningsgenstand. Ikke mindst fordi Burberrys succes gennem de seneste snart 160 år er grundlagt
på netop trenchcoaten, der under normale
omstændigheder holdes i en mere konservativ
farveskala.
Hovedpersonen selv lagde i de efterfølgende
interviews mest vægt på den store tilfredsstillelse ved at arbejde med »smukke håndtrykte
metervarer«, men andre steder var kommentarerne noget mere skeptiske. »Hvordan kan
det være, at afrikanske tekstiler først er relevante, når folk uden for Afrika udråber dem
til at være det,« funderede en skribent
blandt andet i online-magasinet Orijin Culture, der henvender sig til den afrikanske
diaspora i Europa og USA.
Mellemrubrik
I et historisk perspektiv er der imidlertid
intet nyt i Christopher Baileys flirt med det
eksotiske. Allerede i 1700-tallet fandt den
arabiske inspiration vej til den europæiske
elite, hvor adelen tog til maskerade iklædt
turban og haremsbukser, mens det i 1920’erne
var levemanden og modeskaberen, franske Paul
Poiret, som dyrkede en hidtil uset spraglet farvepalet og introducerede datidens stilbevidste borgerskab for leopardpletter og orientalske broderier. I 1960’erne smittede flower-powerbevægelsens budskaber om verdensfred og tolerance af i garderoben, hvor afghanerpelsen og
den løsthængende kaftan flyttede ind som vidnesbyrd om global solidaritet, mens det i
1970’erne i stedet var et veritabelt boom af billige
importvarer fra bl.a. Indien, der gjorde det muligt
for ungdommen at signalere oprør, frisind og
samhørighed med befolkningen i den tredje verden. Og endelig var der 1990’erne, hvor belgiske
Dries Van Noten fik luksusforbrugernes øjne op
for folkloristisk mønstermiks, og danske designere, med Susanne Rützou og duoen bag Munthe
plus Simonsen i spidsen, lærte deres blege landsmænd at klæde sig i lag-på-lag med perler, pallietter og pangfarver.
Men når modens kompas igen i dag lader til at
pege i retning af det eksotiske, så er inspirationskilderne ofte langt mere mangfoldige, end det ser
ud, når modekritikerne især hæfter sig ved de
afrikanske mønstre eller indianske frynser, der
lige nu kan opleves hos designere som den italienske medie-darling Stella Jean, franske Isabel
Marant eller Sophie Albou bag modehuset Paul
& Joe. Det mener Anja Bisgaard Gaede, der er
trendchef hos danske Pej Gruppen, som rådgiver
modeindustrien, når det handler om at forudsige
de farver, prints og snit, der i kommende sæsoner sælger ude på butiksbøjlerne. Det interessante er nemlig, hvordan den vestlige mode indoptager den eksotiske inspiration og gør den til
sin egen.
»Når vi taler om etnisk mode, så handler det
ikke om at klæde sig på som f.eks. en indianer,
men om, hvordan designerne i vores del af verden fortolker den etniske inspiration og lader
den eksistere side om side med alt det, vi ellers
er optagede af. Derfor er der snarere tale om en
fusion mellem stilarter, og her vil man opleve, at
der dels er mange og ofte meget forskelligartede
etniske referencer i spil på en gang, og at det ofte
er farver og print, der slår stærkest igennem – i
hvert fald, når det handler om mainstreammoden,« forklarer hun.
Den etniske indflydelse har det nemlig med at
være stærkere på tegnebrættet ude i virksomhederne end hjemme i garderobeskabene, og der er
derfor ofte også stor forskel på, hvordan moden
ser ud på catwalken og på gaden.
»Når kollektionerne præsenteres i reklamekampagner eller til shows, skrues der lidt ekstra
op for signalerne, og der gøres meget ud af at
style sig frem til et bestemt look. Når tøjet derimod skal bruges i hverdagen af en forbruger, der
ikke nødvendigvis har mod på at iføre sig fjer,
frynser og indianerfletninger, så er det væsentligt
for salgbarheden, at den etniske inspiration
optræder i form af nogle langt mere nedtonede
referencer, der f.eks. pepper den stramme, nordiske stil op, men ikke dominerer den fuldstændigt,« lyder det fra Anja Bisgaard Gaede, der bl.a.
peger på, hvordan den seneste tids politiske
omvæltninger i mellemøsten vil finde vej til de
danske klædeskabe. Men inspirationen går også
den anden vej.
Mellemrubrik
»Så markante samfundsomvæltninger smitter af
på moden. Lige nu ser vi, hvordan designerne i
den vestlige verden låner f.eks. farver og motiver
til prints fra Mellemøsten, men også hvordan
moden i de arabiske lande tager farve af f.eks.
vesteuropæisk luksus. Påvirkningen er absolut
gensidig,« fortæller hun og spår, at vi til efteråret
alle vil få del i den arabiske indflydelse. For ligesom når det gælder andre tendenser, så tager det
en sæson eller to, før industriens store tøjkøbmænd hopper med på bølgen – og da er designerne på toppen af modens hierarki i de store
internationale huse for længst sprunget videre til
noget nyt.
»Til vinter drypper referencerne ned i branchens kommercielle lag, og så forsvinder også
det overgjorte og de meget markante etniske signaler, så vi alle sammen kan være med. Men
inspirationen er der stadig!«
Men hvorfor denne evige optagethed af fremmedartede klædedragter? Ét bud er, at vi ønsker
at iscenesætte os selv som berejste verdensborgere, et andet, at verden er blevet så lille, at de
kulturelle grænser udviskes med en sådan hast,
at det til sidst er svært at skelne mellem deres og
vores. Men driften efter det eksotiske behøver
ikke altid handle om det store globale fællesskab.
Det kan også være et spørgsmål om ikke at falde
uden for i de små, lokale fællesskaber, vi til daglig færdes i, mener trendchefen.
»Vi udtrykker os og markerer et tilhørsforhold
via vores beklædning, og der vil givetvis være
mange, som gennem den etniske stil gerne vil
vise deres omgivelser, at de favner verden og har
et internationalt udblik. Men der er mindst lige
så mange, der blot følger strømmen her og nu, og
tager de nye tendenser til sig uden at tænke det
store over signalværdien,« vurderer hun.
Design
SØNDAG DEN 17. JUNI 2012
Viva
17
Inspirationen er global
hos japanske Tsumori
Chisato, der blander
nordamerikansk indianer-romantik med Hawaiis palmesus.
Foto: PR
Danske Munthe plus Simonsen skabte mode i
90’erne, da de fik blegfede danskere til at
sværge til det etniske look og banede vejen
for en helt ny, bohemet verdensborger-stil. I
dag kan det globale udsyn stadig ses i mærkets kollektioner, der i år bl.a. er fyldt med
indianerinspirerede frynser. Foto: PR
Det multikulturelle miks er blevet det kreative kendetegn hos
den fremadstormende italienske designer Stella Jean, der
selv er af haitiansk afstamning.
Denne sæson blandes farvestrålende østafrikanske mønstre med kimonokjoler og chikke 50’er silhuetter – og der er
hverken sparet på armbånd eller hovedbeklædninger.
,
Foto: PR
Når vi taler
om etnisk
mode, så handler
det ikke om at
klæde sig på
som f.eks. en indianer.
Anja Bisgaard Gaede,
trendchef
Lidt af det hele! Hos franske Isabel Marant består det globale
miks denne sæson af både batik,
perlebroderi, indiske armringe,
pludderbukser og indianerfrynser.
Det gamle Egyptens myter var inspirationskilden, da designerne bag
svenske Minimarket slog
stregerne til sommerens
kollektion, som er fyldt
med kattemasker, leopardpletter og brændte
ørkenfarver.
Foto: PR
Foto: Copenhagen Fashion Week