THISTED KIRKE Lørdag den 17. marts 2012 kl. 15.00 MAGNIFICATKONCERT THISTED KIRKES DRENGE-MANDSKOR NORDJYSKE STRYGERE Svend Ole Kombak, orgel Preben Nørgaard Christensen, dirigent Entré: 75kr. PROGRAM: HERBERT HOWELLS (1892-1983) MAGNIFICAT & NUNC DIMITTIS – Collegium Regale (1945) BENJAMIN BRITTEN (1913-1976) REJOICE IN THE LAMB – Festivalkantate op. 30 (1943) for sopran, alt, tenor, bas, kor og orgel Solist: Nicolai Nørgaard Christensen, tenor Solister: Magnus H. Nielsen, sopran, Rasmus H. Rasmussen, kontratenor, Nicolai N. Christensen, tenor, Haraldur Sigvaldasson, bas Andante misterioso – Con brio – Andante con moto Andante tranquillo Presto, leggiero Lento Grave ed appassionato Recitativo, lento Vivace – Molto meno mosso Andante con moto GUSTAV HOLST (1874-1934) ST. PAUL´S SUITE – op. 29 nr. 2 for strygeorkester (1912) Jig: Vivace Ostinato: Presto Intermezzo: Andante con moto Finale (The Dargason): Allegro ARVO PÄRT (f. 1935) Af BERLINER MESSE – for kor og strygere (1990) Kyrie Erster Alleluiavers zum Pfingstfest Zweiter Alleluiavers zum Pfingstfest Agnus Dei ANTONIO VIVALDI (1678-1741) MAGNIFICAT – for soli, kor, strygere og orgel (RV 611) Solister: Magnus H. Nielsen, sopran, Emil Lykke, sopran, Rasmus H. Rasmussen, kontratenor, Julius Holst, tenor Magnificat Et exultavit Et misericordia Fecit potentiam Deposuit Esurientes Suscepit Israel Sicut locutus est Gloria ”Min sjæl højlover Herren. Og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser. Thi han har set i nåde til sin ringe tjenerinde. Se, herefter skal alle slægter prise mig salig. Thi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn; og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham. Han har øvet vælde med sin arm: splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker. Stormænd har han stødt fra troner og løftet småfolk op i højhed. Hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort. Han har taget sig af Israel, sin tjener, og kommet barmhjertighed i hu imod Abraham og hans æt til evig tid, sådan som han lovede vore fædre.” Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen og nu og altid og fra evighed til evighed. Amen. PROGRAMNOTER: Aftenens koncert omkranses af to udsættelser af teksten til Magnificat – den lovsang Jomfru Maria udbrød, da hun blev gjort bekendt med, at hun skulle blive Jesu moder, at det var gennem hende Gud skulle komme til verden. Ingen anden liturgisk tekst har bidraget med større inspiration end Magnificat. Den forekommer i den tidligste kristne liturgi og har siden det 15. århundrede været sat i musik af mange hundrede komponister. Teksten indgik i den katolske Vesper, den daglige aftengudstjeneste, men blev også fremhævet af Martin Luther. I barokken blev teksten delt op i små sætninger, der blev til hver sin sats i et større værk med titlen Magnificat. Magnificat er stadig en fast del af liturgien i den anglikanske evensong. Herbert Howells skrev adskillige instrumental- og orkesterværker, men blandt alle hans værker er det vokalmusikken, byggende på den anglikanske kortradition, der står i centrum. Han skrev en lang række udsættelser af Magnificat (Marias Lovsang) og Nunc Dimittis (Simeons Lovsang), tilegnet forskellige engelske domkirker til brug ved de daglige evensongs. Magnificat & Nunc Dimittis i g-mol (Collegium Regale) er skrevet til Kings College i Cambridge. Benjamin Britten regnes for den førende britiske komponist i det 20 århundrede. Festivalkantaten Rejoice in the Lamb for fire solister, kor og orgel er komponeret i 1943 til markeringen af 50-års jubilæet for St. Matthew´s Church i Northampton. Værket er komponeret over uddrag fra Christopher Smart´s Jubilate Agno. Dette spøjse værk skrev Smart under en indlæggelse på et sindssygehospital, og teksterne er da også ualmindelige men rummer en fantastisk lovprisning af Gud fra alt det skabte, dyr, mennesker og planter. Kantaten former sig i otte dele. Der indledes med en misterioso langsom sats. Denne udvikler sig til en dansende hurtig sats med konstant skiftende taktarter, og satsen slutter med en rolig fugeret udsættelse af Halleluja. Anden sats er for sopran solo, "For I will consider my cat Jeffrey, from whom I take occasion to bless the Almighty God". I satsen lader Britten orglet illustrere, hvorledes katten vrider sin krop rundt syv gange. I næste sats synger altsolisten om musen "et dyr med høj personlig valør". I satsen beskrives han-musens dramatiske kamp for at forsvare en hunmus, der bliver angrebet af en kat. Igen maler orglets klange billeder af dyrets bevægelser. I næste sats synger tenorsolisten en pris til blomsterne "For the flowers are peculiarly the poetry of Christ". Herpå sammenligner den sindssyge Smart sine lidelser med Kristi lidelser "For I am in twelve Hardships, but he that was born of a virgin shall deliver me out of all". Så følger et basrecitativ, hvor alfabetets bogstaver symboliserer forskellige aspekter af Gud. Herefter følger en hurtig sats om de forskellige instrumenter "and their rhimes" (og deres rytmer). Satsen kulminerer med "de velsignede Guds trompeter" og falder langsomt til ro i en "bemærkelsesværdig stilhed". Værket slutter med en reprise af det første Halleluja. I lighed med Vaughan Williams var Gustav Holst meget interesseret i de gamle engelske folkemelodier, som han flittigt benyttede i sine værker. 1905-1934 var han Director of Music ved St. Paul´s Girl´s School i London, og i taknemmelighed over at man byggede en ny fløj til skolen, der rummede en musikafdeling til Holst og hans elever, komponerede han i 1912 St. Paul´s Suite, som blev uropført af skolens orkester samme år. Holst skrev adskillige værker til skolens orkester, og dette er det mest kendte blandt disse. Den engelske folketone præger hele værket, og sidste sats er en fantasi over folkemelodien "The Dargason". Arvo Pärts Berliner Messe blev komponeret for kor og orgel til ”90. Deutschen Katholikentages Berlin” i 1990. Senere reviderede Pärt værket og udgav det i 2005 for kor og strygeorkester. Fra messen fremføres i aften fire satser: Kyrie, to Alluia-vers og Agnus Dei. Koncerten rundes af med Antonio Vivaldis Magnificat i g-mol. Vivaldi lavede to versioner af sit Magnificat, idet han som lærer ved Ospedale dellea Pieta, en velgørende institution for invalide og forældreløse i Venedig, havde et antal dygtige sangelever, der senere markerede sig blandt tidens store sangere. Til disse komponerede Vivaldi nye satser, som erstattede dele af hans oprindelige Magnificat. Værket (som her høres i den oprindelige version) alternerer mellem kor, orkester og solister og er en sprudlende og gribende udsættelse af Magnificat-teksten, et værk der i kvalitet fuldt er på højde med komponistens mest kendte værk, ”De fire årstider”. / Preben Nørgaard Christensen MEDVIRKENDE: THISTED KIRKES DRENGE-MANDSKOR blev stiftet i 1982 og består i øjeblikket af ca. 40 drenge og mænd i alderen 9 til 22 år, hvoraf ca. 35 synger med i koncertkoret. Dirigent er organist og kantor ved Thisted Kirke, Preben Nørgaard Christensen. Korets faste akkompagnatør er Svend Ole Kombak, organist-assistent ved Thisted Kirke. Thisted Kirkes Drenge-Mandskor fungerer ved alle højmesser i Thisted kirke, ligesom det medvirker ved et stort antal koncerter i Thisted Kirke. Der øves tre gange om ugen, og ved siden af selve koret er der en korskole, hvor drenge fra de lokale skolers 3. klasser får den grundlæggende skoling i sang og musikteori inden optagelse i selve koret. Koret er kendetegnet ved en høj musikalsk standard og et alsidigt repertoire inden for såvel kirkelig som verdslig musik. Drengene er kendt landet over, dels i kraft af en omfattende koncertvirksomhed, dels pga. CD-udgivelser og tilbagevendende optrædender i radio/TV. I Nordjylland opleves koret ofte sammen med Aalborg Symfoniorkester i opførelser af de store værker for kor og orkester (Bachs oratorier og passioner, Händels Messias, Haydns Skabelsen, Nielsens Fynsk Forår etc.). Også internationalt har Thisted Kirkes Drenge-Mandskor ofte markeret sig stærkt, både i konkurrencesammenhænge og gennem de talrige koncertturnéer (USA, Norge, England, Australien mv.). Læs evt. mere på www.thisted-drengekor.dk NORDJYSKE STRYGERE blev dannet i 2001. Orkestret er et resultat af et konstruktivt samarbejde mellem repræsentanter fra alle sektorer inden for det klassiske musikliv i Nordjylland. Orkestrets formål er at spille kammermusik og tilbyde koncerter af høj kvalitet for herigennem at stimulere tilgangen af musikudøvere på strygeinstrumenter samt udvikle regionens talentfulde unge strygere. Musikerne i orkestret er hentet blandt de professionelle musikere i Aalborg Symfoniorkester, musikskolelærere samt udvalgte elever fra Musikskolerne, Musikkonservatoriet og Aalborg Universitet. Desuden deltager musiklærere fra gymnasier, folkeskoler og udvalgte amatørmusikere. Koncertmester og kunstnerisk leder er Taras Danylyuk, til daglig violinist i Aalborg Symfoniorkester. Instruktion af amatørmusikerne varetages af Taras Danylyuk og Galina Olesen. Orkestret benytter skiftende dirigenter, men har siden 2008 haft Preben Nørgaard Christensen som den foretrukne dirigent. Læs evt. mere på www.nordjyskestrygere.dk Aftenens koncert er realiseret i kraft af økonomisk støtte fra Det Obelske Familiefond Aalborg Kommunes Skole- og Kulturforvaltning Thisted Kirke Næste koncert i Thisted Kirke: Skærtorsdag den 5. april kl. 15.00 JOHANN SEBASTIAN BACH: JOHANNES PASSION Anne Mette Balling, sopran, NN, alt, Peter Lodahl, tenor, Jens Søndergaard, baryton, Trygve Bjerkø, bas Thisted Kirkes Drenge-Mandskor, Aalborg Symfoniorkester Preben Nørgaard Christensen, dirigent
© Copyright 2024