1. No category

Konfliktdimensioner,
stemmedisciplin og Melodi Grand
Prix i Strasbourg
Et kvantitativt studie af stemmeadfærd i EuropaParlamentet 1999-2014
Speciale aflagt ved Institut for Statskundskab
Københavns Universitet
Heidi Roborg Storgaard & Magnus Hornø Gottlieb
Juni 2014
Vejleder: Julie Hassing Nielsen
Antal ord: 48.779
Indhold
1
Abstract
1
2
Indledning
2
2.1
Specialets opbygning
4
2.2
Problemformulering og begrebsafklaring
5
2.3
Introduktion til teori
6
2.4
Introduktion til litteraturreview
8
2.5
Introduktion til metode og undersøgelsesdesign
3
Teori
10
13
3.1
Kombination af institutionalismer
14
3.2
Historisk institutionalisme
15
3.3
Rational choice-institutionalisme
21
3.4
Sammenfatning
31
4
Litteraturreview og teoretiske forventninger
33
4.1
Konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet
33
4.2
Stemmedisciplin i Europa-Parlamentet
40
4.3
Østudvidelsens effekt på Europa-Parlamentets stemmeadfærd
41
4.4
Lissabontraktatens effekt på Europa-Parlamentets stemmeadfærd 50
4.5
Finanskrisens effekt på Europa-Parlamentets stemmeadfærd
55
4.6
Specialets undersøgte hypoteser
61
5
Metode og analysedesign
62
5.1
Undersøgelsens idé, afgrænsning og præmisser
62
5.2
Datamateriale
68
5.3
Statistisk metode: NOMINATE
77
5.4
Statistisk metode: Multivariat OLS-regression
86
5.5
Statistisk metode: Indeksering af stemmedisciplin
6
Analyse: Østudvidelsen
103
106
6.1
Konfliktdimensionerne – Umiddelbar fortolkning
107
6.2
Konfliktdimensionerne – Regressionsresultater
113
6.3
Konfliktdimensionerne: cutting lines
121
6.4
Stemmedisciplin
125
6.5
Delkonklusion: Østudvidelsen
129
7
Analyse: Lissabontraktaten og finanskrisen
131
7.1
Konfliktdimensionerne – Umiddelbar fortolkning
133
7.2
Konfliktdimensionerne – Regressionsresultater
137
7.3
Konfliktdimensionerne: cutting lines
147
7.4
Stemmedisciplin
150
7.5
Delkonklusion: Lissabontraktaten og finanskrisen
153
i
8
Diskussion af undersøgelsens resultater
156
8.1
Kritik af undersøgelsens metode og konklusioner
156
8.2
Implikationer for forskningsfeltet
164
8.3
Empirisk perspektivering
167
9
Konklusion
168
10
Litteratur
171
11
Bilag
180
ii
Oversigt over figurer
Figur 2.1: Undersøgelsesdesignets empiriske opbygning
11
Figur 3.1: Vetoaktør-modellen anvendt på EU’s politiske system
26
Figur 3.2: Vetoaktør-modellen anvendt på Europa-Parlamentet
28
Figur 4.4.1: Todimensionel model for EU-politik
34
Figur 4.4.2: Den regulatoriske model
37
Figur 4.4.3: Hix-Lord-modellen for Europaparlamentets politiske rum
38
Figur 4.4.4: Reguleret kapitalisme versus neoliberalisme-modellen
39
Figur 4.5: BNP pr. capita, 2004
43
Figur 4.6: Årlig nettogevinst fra EU's budget, gns. 2004-2009
44
Figur 4.7: Valgdeltagelse for valg til Europaparlamentet
54
Figur 5.1: Undersøgelsesdesignets empiriske opbygning
64
Figur 5.2: Eksempel på NOMINATE-Algoritmens output
79
Figur 5.3: eksemplariske konfliktplan i tre dimensioner
84
Figur 5.4: Illustration af fixed effects-metoden
93
Figur 5.5: MEP'ernes placering i det politiske rum
94
Figur 5.6: Residualfordeling for model (1)
101
Figur 5.7: Residualfordeling for model (2)
102
Figur 6.1 Politisk rum for femte Europa-Parlament efter EP-gruppe
110
Figur 6.2 Politisk rum for sjette Europa-Parlament efter EP-gruppe
111
Figur 6.3: Vinkler for cutting lines i femte Europa-Parlament
122
Figur 6.6: Vinkler for cutting lines i sjette Europa-Parlament
123
Figur 6.7: Gennemsnitligt Relative Cohesion Score pr. år
128
Figur 7.1: Politisk rum for sjette Europa-Parlament efter EP-gruppe
135
Figur 7.2: Politisk rum for syvende Europa-Parlament efter EP-gruppe
136
Figur 7.3: Vinkler for skillelinjer i syvende Europa-Parlament
149
Figur 7.4 Gennemsnitligt Relative Cohesion Score pr. år
153
iii
Oversigt over tabeller
Tabel 3.3.1: De væsentligste ændringer af Europa-Parlamentets magt
18
Tabel 5.1: Afstemninger og medlemmer af de undersøgte perioder
70
Tabel 5.2: Datakilder for de tre Europa-Parlamenter
70
Tabel 5.3: Kompatibilitet mellem anvendte datakilder
71
Tabel 5.4: Data-kompatibilitet CHES vs. EPRG
74
Tabel 5.5: NOMINATE-modellernes goodness-of-fit.
82
Tabel 5.6: OLS-regressionsmodeller for NOMINATE-koordinater
84
Tabel 5.7: Oversigt over uafhængige variable anvendt i regressioner
91
Tabel 5.8: Oversigt over kombinationer af regresionsmodeller
95
Tabel 5.9: Kodning af variable
97
Tabel 6.1: Dimensioner i det femte og sjette Europa-Parlament
108
Tabel 6.2: Oversigt over kombinationer af ideologiske variable
114
Tabel 6.3: Oversigt over kombinationer af kontrolvariable
114
Tabel 6.4: OLS-regressionsmodeller for femte Europa-Parlament
116
Tabel 6.5: OLS-regressionsmodeller for sjette Europa-Parlament
117
Tabel 6.6: Gennemsnitligt antal brud på stemmedisciplinen
125
Tabel 6.7: Gennemsnitlig relative cohesion score for EP-grupperne
126
Tabel 6.8: Relative cohesion scores, gennemsnit for grupper
127
Tabel 7.1: Dimensioner i det sjette og syvende Europa-Parlament
133
Tabel 7.2: Oversigt over kombinationer af ideologiske variable
137
Tabel 7.3: Oversigt over kombinationer af kontrolvariable
138
Tabel 7.4: OLS-regressionsmodeller for sjette Europa-Parlament
140
Tabel 7.5: OLS-regressionsmodeller for syvende Europa-Parlament
141
Tabel 7.6: Gennemsnitligt antal brud på stemmedisciplinen
151
Tabel 7.7: Relative cohesion scores, gennemsnit for grupper
152
iv
1 Abstract
As the seventh European Parliament has recently come to a close and an eighth
has yet to embark, our master thesis explores voting behaviour in the European
Parliament in light of the Eastern enlargement, Lisbon Treaty and the recent
financial crisis. We apply a standardised NOMINATE scaling-algorithm to
complete data sets of roll call-votes for the fifth, sixth and seventh European
Parliament, in order to explore and evaluate significant but latent policy
dimensions amongst MEPs. We can confirm previous studies hinting at a
diminishing conflict dimension for EU integration and a ‘classical’ left-right
dimension of growing significance. This classical dimension has undergone a
qualitative evolution towards representing more economic issues. Further, we
identify an emerging dimension, best described in terms of ‘post-materialist’ value
laden policy issues. In doing so, we also demonstrate two somewhat overseen
applications of roll call scaling: Namely a policy area specific analysis and
expanded usage of the cutting line angles of various policy areas in order to study
more thoroughly how different policy areas divide the MEPs along the political
dimensions.
Furthermore, we use a relative cohesion index to compare voting cohesion
within political groups and groups of MEP defined by their national member
states, in order to assess whether MEPs vote more along national lines than
previously. In some sense comparable to the Eastern enlargement of the
Eurovision Song Contest, we conclude that the Eastern enlargement of the
European Union has significantly increased national voting behaviour, although
the trend seems to halt and slowly reverse from the sixth to the seventh European
Parliament.
1
2 Indledning
… I hvilken vi motiverer vores undersøgelse af stemmeadfærden i EuropaParlamentet de seneste 15 år, situerer vores speciale i eksisterende litteratur,
introducerer vores problemformulering og analysedesign samt opridser
specialets overordnede forløb.
Europa-Parlamentet har på tyve år udviklet sig fra at være et rådgivende organ til
at være en meget indeflydelsesrig, overstatslig forsamling med væsentlige
beføjelser i forhold til kontrol med EU’s udøvende magt, EU-Kommissionen, og
med legislative kompetencer. Hver ny EU-traktat har forøget EuropaParlamentets indflydelse, og senest med vedtagelsen af Lissabontraktaten blev
Europa-Parlamentets beføjelser udvidet betydeligt.
Med Lissabontraktatens ikrafttrædelse 1. december 2009 blev EuropaParlamentet formelt placeret på lige fod med Rådet (medlemsstaternes
regeringers repræsentanter) i forhold til lovgivning på næsten alle policyområder.
Europa-Parlamentet er derudover medbestemmende i forhold til hele EU’s
budget, skal ratificere internationale aftaler med tredjelande og kan ved et
mistillidsvotum forkaste den siddende EU-Kommission (European Parliament,
2009, p. 62) – hvad der i praksis giver vetoret i forhold til udpegelsen af den
enkelte kommissær. Endelig har Europa-Parlamentet også i dag mulighed for at
fremlægge forslag til traktatændringer. Europa-Parlamentets beslutninger har
således mere end nogensinde direkte konsekvens for mere end 400 millioner EUborgere. Derfor er netop forståelsen af politik i Europa-Parlamentet så meget
desto mere afgørende. I denne forbindelse ser vi ligeledes en øget bevågenhed i
forhold til Europa-Parlamentets medlemmers (MEP’ers) ageren, især i forhold til
hvad disse folkevalgte repræsentanter stemmer. Først og fremmest er det i
litteraturen antydet, at nationale regeringspartier i større grad forsøger at
kontrollere MEP’erne, fordi MEP’erne med tiden har opnået ’reel’ politisk
indflydelse. Derudover sås f.eks. at MEP’er anvendte registrerede afsteminger som
politisk skyts mod hinanden – hvad jounalister gladelig tog op både i aviser og i
live debatter med MEP’erne – i den netop overståede valgkamp forud for
Europaparlamentsvalget 25. maj 2014. Et eksempel er fra Avisen.dk d. 8. maj
2004, hvor overskriften lød »Lørdag demonstrerede han imod social dumping
sammen med 3F. I januar stemte han for en begrænsning af strejkeretten i EU.
Morten Messerschmidt kritiseres for politisk hykleri« (Friis, 2014). MEP’erne
forventes altså i dag at stå til ansvar nationalt, for hvad de foretager sig i Bruxelles
og Strasbourg.
Dette er nye tendenser set i forhold til før i tiden, hvor Europa-Parlamentet
populært blev omtalt som et »Mickey Mouse-parlament«, uden indflydelse eller
2
som en elefantkirkegård, hvor nationale politikere kunne ’eksileres’ i tilpas
afstand fra den nationalpolitiske arena for at gøre plads til den nye generation af
politikere. I dag er Europa-Parlamentet derimod et vigtigt springbræt for
nationale rising stars, som f.eks. var tilfældet for vores statsminister Helle
Thorning Schmidt eller fødevareminister Dan Jørgensen.
Der er i dag foretaget flere undersøgelser af MEP’ers stemmeadfærd i EuropaParlamentet, herunder i forhold til at identificere på baggrund af hvilke
præferencer MEP’erne giver deres stemme, samt hvorvidt MEP’er er loyale over
for deres europæiske partigrupper (for nu kaldet EP-grupper) eller over for deres
medlemsstater. Ikke mindst har Hix, Noury og Roland i 2007 lavet en ganske
omfattende analyse af alle 12.000 roll call-votes (elektronisk registrerede
afstemninger) i Europa-Parlamentet fra 1979 og 2004. Deres omfattende research
kan påvise, at MEP’er over denne lange periode er gået mod i stigende grad at
stemme i overensstemmelse med EP-gruppernes partilinje og i aftagende grad på
baggrund af nationale skel. Hix, Noury og Roland (2006) identificerer en klassisk
venstre-højre-skala (som kendt fra national politik) som den mest forklarende for
MEP’ernes præferencer i EU-politik. Derudover finder forfatterne tilsvarende, at
holdningen til EU-integration (for eller imod yderligere EU-integration) kun
havde begrænset betydning for MEP’ers stemmeadfærd i de fem undersøgte
parlamentsperioder (ibid. s. 507). Konklusionen var, at Europa-Parlamentet på
denne måde i stigende grad ligner et nationalt parlament, hvor der stemmes på
baggrund af ideologisk orientering. Flere betydelige begivenheder i EU’s nyere
historie er dog indtruffet siden denne omfattende undersøgelse:
1) Østudvidelsen i 2004 med optagelsen af 10 nye medlemsstater (herefter
yderligere to i 2007 og endelig en sidste i 2013), hvormed antallet af EUmedlemsstater på 10 år blev næsten fordoblet fra 15 til 28. De kulturelle,
økonomiske og institutionelle forskelle mellem medlemsstaterne er
derfor blevet betydeligt større i løbet af de sidste ti år.
2) Lissabontraktaten
udvidede,
som
beskrevet
ovenfor,
Europa-
Parlamentets kompetencer og indflydelse betydeligt. Her sidestiller den
almindelige
beslutningsprocedure
Europa-Parlamentet
med
medlemsstaterne på en lang række nye policyområder.
3) Den
finansielle
krise,
som
samtidig
med
implementeringen
af
Lissabontraktaten har ramt Europa som et eksternt chok. Denne krise,
vurderer vi, er en af de mest betydelige begivenheder i EU’s nyere
historie, og har desuden sat solidariteten mellem EU’s medlemsstater på
en betydelig prøve.
Samlet set mener vi derfor, at det efter disse tre betydelige begivenheder er
relevant med en udførlig opfølgning på Hix et al.’s undersøgelse af de politiske
3
dynamikker i Europa-Parlamentet: Er den ideologiske venstre-højre-skala, som vi
kender den fra national politik stadigt den mest forklarende for MEP’ernes
præferencer i EU-politik, set i lyset af de tre ovenstående begivenheder? Eller har
den markante udvidelse mod øst og en europæisk økonomi, der endnu knager i
efterdønningerne af en hård finanskrise, ændret dette billede? Tilsvarende: Kan
EP-gruppernes sammenhængskraft i dag forventes at være blevet stadigt
stærkere, som det har været tilfældet over de første fem parlamentsperioder?
Eller kan der derimod spores en genopblomstring af nationale tendenser i
MEP’ernes stemmeadfærd på bekostning af de ellers stadigt tættere politisk
integrerede EP-grupper? Dette er spørgsmål, vi finder relevante at belyse og som
derfor danner udgangspunktet for dette speciale.
2.1
Specialets opbygning
I denne indledning introducerer vi først specialets problemformulering og de
centrale begreber, vi anvender. Herefter gives en kort introduktion til specialets
teoretiske udgangspunkt, litteraturreview, samt metode og analysedesign, hvilket
skal tjene som et overblik og læsevejledning.
I kapitel 3 præsenterer vi specialets ontologiske og teoretiske udgangspunkt
samt vores anvendelse af specifikke, teoretiske modeller: hvad undersøger vi, og
hvad er den teoretiske rammes begrænsninger?
I det følgende kapitel 4 foretager vi en grundig gennemgang af eksisterende
litteratur,
der
beskæftiger
sig
med
politiske
konfliktdimensioner
og
stemmeadfærd i Europa-Parlamentet. Her præsenterer vi resultaterne af tidligere
undersøgelser og opstiller på den baggrund seks konkrete hypoteser om, hvordan
(1) østudvidelsen, (2) Lissabontraktaten og (3) finanskrisen forventes at have
påvirket
stemmeadfærd
i
Europa-Parlamentet
–
stemmeadfærd
er
operationaliseret som henholdsvis (a) MEP’ernes indbyrdes placering på
relevante politiske konfliktdimensioner og (b) stemmedisciplin relateret til
loyalitet over for enten EP-grupperne eller medlemsstaterne.
I kapitel 5 følger en gennemgang af specialets analysedesign og den anvendte
metodiske fremgangsmåde. Her vil vi præsentere den anvendte data, beskrive
benyttede statistiske metoder, samt operationalisering af variable. Vi vil samtidig i
metodeafsnittet
præsentere
en
række
problemstillinger
relateret
til
analysedesignets styrker og udfordringer, særligt med fokus på resultaternes
repræsentativitet, validitet og reliabilitet.
I kapitel 6 foretager vi vores analyse af ændringerne i stemmeadfærden fra
femte
til
sjette
Europa-Parlament,
hvor
vi
identificerer
ændringer
i
stemmeadfærden som følge af østudvidelsen. Her vil vi først analysere, hvilke
politiske konfliktdimensioner der meningsfyldt indfanger den observerede
stemmeadfærd, og herefter udviklingen i MEP’ernes stemmedisciplin. Begge
4
delanalyser foretages med henblik på at konkludere på vores fremsatte hypoteser
relateret til østudvidelsen.
Specialets kapitel 7 er på tilsvarende vis vores analyse af ændringen i
stemmeadfærden fra sjette til syvende Europa-Parlament, hvor vi identificerer
ændringer i stemmeadfærden som følge af Lissabontraktaten og den finansielle
krise. Her sammenligner vi konfliktdimensionerne og stemmedisciplinen i de to
parlamentsperioder for at konkludere på de fremsatte hypoteser.
Endelig vil specialets kapitel 8 kritisk diskutere undersøgelsens resultater –
herunder med hvilke forbehold vi kan drage konklusioner, resultaternes
implikationer for litteraturen på området, samt resultaternes praktiske og
empiriske betydning i forhold til, hvad vi kan forvente at se i det nyvalgte ottende
Europa-Parlament.
Kapitel 9 er specialets sammenfattende konklusion.
2.2
Problemformulering og begrebsafklaring
På bagrund af ovennævnte motivation for at undersøge udviklingen i
stemmeadfærd i Europa-Parlamentet ønsker vi konkret at undersøge følgende
tredelte problemformulering:
»Er der en observerbar forskel på medlemmerne af Europa-Parlamentets
stemmeadfærd i plenarforsamlingen henholdsvis før og efter EU’s udvidelse
mod øst i 2004, samt før og efter Lissabontraktaten og den finansielle krise?
Herunder: Er der en forskel på MEP’ernes relative placering langs relevante
politiske konfliktdimensioner og på MEP’ernes stemmedisciplin over for
henholdsvis EP-grupperne og medlemsstaterne?«
Det primære analyseobjekt i undersøgelsen er Europa-Parlamentets medlemmers
(MEP’er) stemmeadfærd: Hvilke præferencer er de vigtige for MEP’erne i en given
afstemning, og hvor stærk er MEP’ernes loyalitet over for henholdsvis EPgrupperne og medlemsstaterne? Samtidig forsøger vi at forklare den observerede
udvikling i MEP’ernes stemmeadfærd over tid – før og efter de ovennævnte
historiske begivenheder, hvilke vi forventer har medført væsentlige ændringer i
politik på EU-niveau. Med »stemmeadfærd« menes her to forskellige, men
forbundne begreber:
1) MEP’ernes indbyrdes placering og fordeling efter en eller flere relevante
politiske konfliktdimensioner ud fra summen af MER’ernes afgivne stemmer. Til
dette anvendes bl.a. en matematisk metode til såkaldt unfolding af MEP’ernes
stemmer. Unfolding er en samlebetegnelse for statistiske processer, der kan
gruppere beslutningstagere efter én eller flere politiske dimensioner på baggrund
af disses afgivne stemmer i en række binære beslutningssituationer, dvs. ved
5
valget mellem »ja« eller »nej«. Vi tager her udgangspunkt i samme metodologi
som bl.a. Hix m. fl. (2007). Denne metode uddybes nærmere i specialets kapitel 4.
2) Konkret kvantitativ forskel i MEP’ernes afgivne stemmer, herunder i
hvilken grad MEP’en stemmer loyalt over for sin EP-gruppe eller over for sin
medlemsstat. Stemmedisciplin er derfor en samlebetegnelse for »graden af
enstemmighed mellem medlemmerne af en given gruppering af MEP’er - nationalt
eller transnationalt – i Europa-Parlamentet«.
Vi definerer desuden begrebet »relevant politisk konfliktdimension« som en
euklidisk linje, hvorefter en mængde individuelle eller kollektive aktørers
præferencer i forhold til én eller flere relaterede betydningsfulde politiske
konflikter kan ordnes. Når vi ekspliciterer, at dimensioner er euklidiske, er det for
at fremhæve, at forskelle i politiske præferencer, som de fordeler sig på en akse,
antages at være direkte sammenlignelige og målbare: En aktør foretrækker altid
det politiske outcome, som er nærmest dennes placering på den politiske
dimension, som repræsenterer MEP’ernes relative præferencer. Dette uddybes i
vores teoriafsnit. Vi definerer videre, at en politisk dimension som »relevant«, i det
omfang, at den meningsfyldt indfanger kvalitative politiske skillelinjer og samtidig
forklarer en vis andel af den observerede stemmeadfærd.
Endelig er det vigtigt for os at understrege, at vi i udgangspunktet ikke går ned
i datasættet for at beskrive, hvorfor en individuel eller kollektiv aktør stemte »ja«
eller »nej« til en given afstemning, eller i hvilken politisk retning resultatet af en
given afstemning går, f.eks. mod mere EU-integration eller mindre. Specialet
benytter aggregerede mål for MEP’ernes samlede antal stemmer for på den
baggrund at drage konklusioner om ’det overordnede billede’. Behandling af
enkelte afstemninger, aktører eller policyområder vil således være forbeholdt et
kursorisk niveau, hvor det kan tjene til illustration og eksempel.
2.3
Introduktion til teori
Undersøgelsestraditionen, som dette speciale lægger sig i forlængelse af, placerer
sig i udgangspunktet inden for rational choice-institutionalismen. Rational choiceinstitutionalismen er særdeles udviklet inden for EU’s legislative område, hvor
analyserne bl.a. har fokuseret på: 1) legislativ politik inden for EuropaParlamentet, 2) magtfordelingen mellem forskellige medlemsstater i Rådet
(voting power) og 3) magtforholdet mellem Europa-Parlamentet og Rådet
(Jørgensen, Pollack, & Rosamond, 2006, s. 37). Europa-Parlamentet har inden for
rational choice-institutionalismen de seneste 20 år været genstand for ekstensiv
teoretisk modellering og empirisk testning med et voksende antal teoretiske
skoler, som undersøger den legislative organisation af Europa-Parlamentet samt
dets medlemmers stemmeadfærd (Ibid). Disse skoler trækker i vid udstrækning
på modeller oprindeligt brugt til undersøgelse af den amerikanske Kongres (Ibid).
6
De kongres-orienterede skoler er både grundlaget for vetoaktør-modellerne
(Tsebelis, 2002), som er det grundlæggende teoretiske udgangspunkt for at forstå
et policy space (herfra: et politisk rum) bestående af en eller flere politiske
konfliktdimensioner, og for principal-agent-modellerne (D. Epstein & O’Halloran,
1999; McCubbins & Schwartz, 1984), som i denne type analyser bruges som
teoretisk udgangspunkt til at forstå, »hvem der kontrollerer medlemmerne af en
politisk forsamling som f.eks. Europa-Parlamentet«.
Dette speciale trækker ligeledes på disse anvendelsesorienterede teoretiske
skoler, som vi regner under den mere overordnede rational choice-paraply. Vi
anvender derfor George Tsebelis vetoaktør-model til at definere det politiske rum,
som MEP’er handler indenfor i forbindelse med deres arbejde i EuropaParlamentet. Her definerer vi EP-grupperne som kollektive vetoaktører , der må
danne koalitioner får at opnå et flertal i en given afstemning. Vi forklarer i denne
forbindelse, hvordan den ideologiske afstand mellem EP-grupperne samt EPgruppernes interne sammenhængskraft er de afgørende faktorer i forhold til
koalitionsdannelse og dermed for at opnå politisk flertal i Europa-Parlamentet. Vi
anvender derudover principal-agent-modellen til at beskrive MEP’ernes særlige
situation, hvor disse forventes på en gang at være loyale over for både deres
nationale parti og over for EP-gruppen. Vi argumenterer her for, at dette forhold
er medvirkende til, at rationalet ikke nødvendigvis står klart for den enkelte MEP i
forhold til at stemme loyalt over for den ene eller den anden principal. Dette
forhold har ultimativt indflydelse på EP-gruppernes interne sammenhængskraft,
som er nødvendig for at indgå politiske koalitioner.
Rational choice-institutionalismen er særdeles anvendelig til at forklare
aktørers handlinger under institutionelle begrænsninger på relativt kort sigt,
hvilket er ideelt til vores primære analyse-objekt: MEP’ernes stemmeadfærd i en
given afstemning. Rational choice-institutionalismen og vores deraf afledte
analytiske ramme er dog ikke i sig selv særlig bevendt til at belyse og forklare en
udvikling over tid med fokus på historiske begivenheder. Dette skyldes blandt
andet en antagelse om, at aktørernes præferencer er endogene og faste. Vi
kombinerer derfor rational choice-institutionalismen med den historiske
institutionalisme, som netop undersøger og forklarer ændringer i institutioner
over tid.
I vores overordnede teoretiske ramme fokuserer vi derfor på, hvordan tre
betydelige critical junctures i EU’s nyere historie kan forventes at have påvirket
EU-politik generelt og derfor også stemmeadfærden i Europa-Parlamentet. Vi har
valgt at fokusere vores undersøgelse af udviklingen i MEP’ers stemmeadfærd
omkring følgende tre critical junctures: 1) EU’s udvidelse mod Øst i 2004, som er
EU’s største indlemmelse af nye medlemsstater nogensinde, og som blandt andet
har givet anledning til en betydelig større heterogenitet i EU’s medlemsstaters
7
økonomier samt en overvægt af medlemsstater med neo-liberalistiske
institutionelle modeller. 2) EU’s seneste traktatændring – Lissabontraktaten –
som vi argumenterer for har givet anledning til en øget parlamentarisering af EUpolitik,
men
samtidig
også
til
en
»integrations-forstoppelse«
hos
medlemsstaterne, hvor folkeoppinionen synes at mene, at grænsen for EU’s
integration er nået, hvorfor den første version af Unionstraktaten i første omgang
blev afvist ved folkeafstemninger i flere EU-lande. 3) Endelig blev EU ramt af et
betydeligt eksternt chok i form af den finansielle krise, som begyndte at ulme
allerede i 2008, og som for alvor satte ind i Europa i 2009, da Grækenland som
den første af EU’s økonomier var ved at bryde sammen. Vi argumenterer i denne
forbindelse for, at solidariteten mellem EU’s medlemsstater og særligt mellem
euro-landene i denne forbindelse blev sat på en hård prøve, samt at
krisehåndteringen i høj grad har været præget af efterspørgsel efter nationale
finanspolitiske løsninger frem for løsninger fra Bruxelles. Alle disse begivenheder
er af stor betydning for EU’s historie i nyere tid, og vi forventer derfor også, at
disse begivenheder har givet anledning til, at vi vil kunne identificere ændringer i
stemmeadfærden i Europa-Parlamentet.
2.4
Introduktion til litteraturreview
Flere forfattere har tidligere undersøgt stemmeadfærd i Europa-Parlamentet, og
det er generelt accepteret, at man taler om »hvilke politiske konfliktdimensioner«,
der er definerende for MEP’ernes relative ideologiske placeringer. Herunder
diskuteres, hvilke konfliktlinjer der opdeler MEP’erne i »for« og »imod« et politisk
forslag i en given afstemning.
Det
er
i
vores
undersøgelse
en
central
præmis,
at
sådanne
konfliktdimensioner ikke alene eksisterer og derfor kan observeres i (stemme)adfærd, men også at de er sammenhængende. Dvs., at flere politiske akser eller
dimensioner kan kombineres til et ’politisk rum’, hvori MEP’erne grupperer sig
efter deres politiske præferencer. Dette kan f.eks., som ofte anvendt til
beskrivelsen af EU-politik, være et politisk rum, hvor præferencer på den første
akse fordeler sig efter en klassisk ideologisk venstre-højre-skala og på den anden
akse efter holdningen til EU-integration. Vi præsenterer disse modeller i det
uddybede litteraturreview.
Estimering af både partiers og individuelle politikeres præferencers idealpunkter på sådanne politiske dimensioner har de seneste 30 år udgjort et
voksende felt inden for politologien og er især blevet muliggjort af den
teknologiske udvikling ift. mulighederne for hurtig og effektiv statistisk
databehandling. Denne praksis har taget forskellige former og med anvendelse af
forskellige metoder, herunder såkaldt skalering af roll call-data (K. T. Poole &
Rosenthal, 1985; Heckman & Jr., 1997; K. T. Poole & Rosenthal, 1997; K. T. Poole,
8
2000; Hix et al., 2006), håndkodning af partiprogrammer (Budge, 2001), surveyundersøgelser, hvor nationale eksperter placerer nationale partiers præferencer
(R. Bakker et al., 2012; Huber & Inglehart, 1995; Laver & Hunt, 1992; McElroy &
Benoit, 2012) eller elektronisk kodning af politiske budskaber (Laver, 2001;
Laver, Benoit, & Garry, 2003; König, Luig, Proksch, & Slapin, 2010).
Forskningstraditionen med algoritme-baseret skalering af roll call-votes har
først og fremmest været et amerikansk foretagende med henblik på analyse af
stemmeadfærd
i Kongressen. Blandt
andet
står Poole
og Rosenthals
(1985)arbejde frem som et tidligt, men anerkendt eksempel. Deres algoritme,
NOMINATE, og den senere version W-NOMINATE1, anvendes både af Hix et al.
(2006) til undersøgelse af stemmeadfærd i Europa-Parlamentet i de første fem
parlamentsperioder fra 1979 til 2004 og i dette speciale2.
Hix et al. (2006) finder, at den dominerende politiske dimension i EuropaParlamentet udgøres af en klassisk venstre-højre-skala, og at Europa-Parlamentet
på denne måde i stigende grad ligner et nationalt parlament. Den sekundære
dimension,
EU-integrationsdimensionen, har
dog
været
vanskeligere
at
identificere helt entydigt. Således finder Hix, Noury og Roland at denne dimension
ikke blot repræsenterer en EU-integrationsdimension men også indfanger
interinstitutionelle konflikter mellem EP-grupperne og de nationale partier, som
er repræsenteret i Rådet og og i Kommissionen(Hix, Noury, & Roland, 2007, s.
162).
Endelig er en tredje dimension identificeret af bl.a. Crespy & Gajewska
(2010):En konfliktlinje mellem liberalister og regulatorer, som forfatterne finder
bedst forklarer EU-politik, når det gælder socioøkonomiske spørgsmål. Crespy og
Gajewska (ibid.) finder i deres analyse, at hverken den klassiske højre-venstreskala eller EU-integrationsdimensionen er forklarende i forbindelse med
servicedirektivet. Holdningen til EU-integration, argumenterer forfatterne,
afhængigt af de konsekvenser, som denne integration har for sociale standarder
og konkurrence, og den relevante konfliktlinje ses derfor mellem regulatorerne
(venstrefløjen), som støtter EU-integration i form af øget regulering, mens
højrefløjen støtter EU-integration i form af øget liberalisering og deregulering
(Ibid).
Litteraturen synes imidlertid ikke at levere noget konsistent svar på, hvorvidt
stemmeadfærd i Europa-Parlamentet har ændret sig som konsekvens af
østudvidelsen
–
hverken
hvad
angår
udviklingen
i
de
politiske
konfliktdimensioner eller stemmedisciplin. I den forbindelse har Hix & Noury
NOMINATE er en forkortelse for Nominal Three Step-Estimation. Modellen findes I
flere versioner. Vi benytter den såkaldt vægtede NOMIANTE (W-NOMINATE), som i
dette speciale blot benævnes ved det generiske navn, NOMINATE.
1
9
(2009) lavet en nyere analyse som opfølgning på undersøgelsen af de første fem
parlamentsperioder, hvor roll call-votes sammenlignes for henholdsvis det femte
Europa-Parlament (juli 1999 - maj 2004) og den første halvdel af det sjette
Europa-Parlament (juli 2004 - december 2006) for at undersøge, hvorvidt
MEP’ernes stemmeadfærd har ændret sig som følge af østudvidelsen. Den
overordnede konklusion på denne analyse er, at stemmeadfærden kun har ændret
sig i meget begrænset omfang (Hix & Noury, 2009, s. 171). Hix og Noury
konkluderer, at MEP’erne stadig stemmer primært efter den traditionelle venstrehøjre-dimension, og at stemmeafgivning på baggrund af nationalitet, dvs.
MEP’ernes nationale stemmedisciplin forbliver relativt lav sammenlignet med
stemmedisciplin over for EP-grupperne. (Ibid: 172). Dog fandt Hix og Noury
(ibid.) i den forbindelse, at MEP’er fra de nye medlemsstater i nogen grad oftere
stemmer nationalt sammenlignet med MEP’er fra de gamle medlemsstater. Dette
vurderes dog blot at være udtryk for en konsolideringsfase (Ibid: 161).
Hvad
angår
udviklingen
i
stemmeadfærd
som
konsekvens
af
Lissabontraktaten eller finanskrisen er ingen undersøgelser tidligere foretaget. Vi
gennemgår i stedet i det uddybende litteraturreview relevant litteratur i
forbindelse med andre undersøgelser af hhv. Lissabontraktaten og den finansielle
krise for på denne baggrund at opstille de første teoretiske forventninger
relateret specifikt til stemmeadfærd på baggrund af disse begivenheder.
2.5
Introduktion til metode og undersøgelsesdesign
For at undersøge udviklingen i stemmeadfærd og effekterne herpå af hhv.
østudvidelsen, Lissabontraktaten og den finansielle krise analyserer vi
stemmedata for i alt 18.143 registrerede afstemninger (roll call-votes) i EuropaParlamentets plenarforsamling for det femte, sjette og syvende EuropaParlament, i perioderne 1999-2004, 2004-2009 og 2009-2014. Roll call-votes
udgør omtrent 20 pct. af den samlede mængde afstemninger, hvoraf resten ikke
registreres, hvorfor det er en central præmis for undersøgelsen, hvorvidt roll calldata kan udgøre en repræsentativ stikprøve i forhold til den generelle mængde
afstemninger. Denne problematik diskuteres udførligt i metode-kapitlet, afsnit
5.2.2.
MEP’ernes respektive stemmer analyseres ved hjælp af flere statistiske
redskaber, herunder primært NOMINATE-skalering, OLS-regression og two
sample t-test-statistikker.
Specialets
problemformulering
og
begrebsdefinitioner
ansporer
to
delanalyser, der hver især behandler forskellen mellem to parlamentsperioder.
Delanalyserne undersøger begge sammensætningen af relevante politiske
konfliktdimensioner og disses ændring over tid. Videre vil begge delanalyser
forholde sig til den udviste stemmedisciplin over for hhv. EP-grupperne og
10
medlemsstaterne. Denne beskrivelse af analysens overordnede arkitektur er
opridset I Figur 2.1, nedenfor.
5. Europa-Parlament
1999-2004
Delanalyse 1:
Østudvidelsens betydning for
konfliktdimensioner og
stemmedisciplin.
6. Europa-Parlament
2004-2009
6. Europa-Parlament
2004-2009
Delanalyse 2:
Lissabontraktaten og finanskrisens
betydning for konfliktdimensioner og
stemmedisciplin.
7. Europa-Parlament
2009-2014
Figur 2.1: Undersøgelsesdesignets empiriske opbygning
Til analysen af problemformuleringens første begreb relevante politiske
konfliktdimensioner anvendes NOMINATE-algoritmen. Ved hjælp af denne
algoritme ordnes MEP’erne i hver af de tre Europa-Parlamenter efter deres
præferencer for afstemninger »ja« og »nej« i modeller med hhv. 1-, 2- og 3
dimensioner.
NOMINATE-algoritmen optimerer MEP’ernes indbyrdes placering og beregner
skillelinjer for hver afstemning, således at den samlede model forudser den størst
mulige andel af de observerede stemmer korrekt ud fra MEP’ernes placering i det
ordnede politiske rum. Vi kan herpå vælge, hvilken af de tre modeller vi ønsker at
anvende i forhold til hvor mange stemmer, der kan forudsiges korrekt i en model
med hhv. 1, 2 eller 3 dimensioner.
Først herefter kan vi fastslå, hvilke præferencer de fundne dimensioner, som
MEP’erne er ordnet efter i det politiske rum, rent faktisk repræsenterer.
NOMINATE-skaleringen leverer nemlig blot et koordinatsystem i det ønskede
antal dimensioner, hvori MEP’erne er ordnet, men siger intet substantielt om
dimensionernes indhold. Til at kunne identificere de givne NOMINATEdimensioners kvalitative indhold benytter vi os af multivariat OLS-regression. Her
lader vi MEP’ens koordinater i det politiske rum være afhængige variable og
11
eksterne mål for MEP’ernes ideologiske præferencer være uafhængige variable. Vi
anvender til dette formål Chapel Hill-databasen (R. Bakker et al., 2012), hvor
nationale politiske eksperter i hvert EU-land løbende har vurderet de nationale
partiers præferencer i forhold til en række politiske spørgsmål. Antagelsen er her,
at f.eks. Danmarks Socialdemokratis placering på venstre-højre-skalaen er en
valid proxy for en dansk socialdemokratisk MEP’ers placering på samme skala. Vi
begrunder dette valg i metodekapitlet.
Specialet analyserer videre MEP’ernes stemmedisciplin over for to
grupperinger: EP-grupper og medlemsstater. Formålet er todelt:
For det første efterprøver vi en overordnet antagelse fra litteraturen om
hvorvidt der er tale om en konsolideringsfase, i forhold til at MEP’er fra nye
medlemsstater i højere grad stemmer nationalt end MEP’er fra de gamle
medlemsstater (Hix & Noury, 2009)
For det andet undersøger vi, hvorvidt og hvordan de to andre vigtige
begivenheder, Lissabontraktaten og finanskrisen har påvirket MEP’ernes
stemmeadfærd. Er der med Lissabontraktatens indførsel en tendens til, at EPgrupperne er blevet mere konsoliderede og at MEP’erne derfor i højere grad
overholder partidisciplinen over for EP-grupperne? Eller har den finansielle krise
sat den mellemstatslige solidaritet i EU under pres og ført til øget
’renationalisering’ af MEP’ernes stemmeadfærd?
Vi undersøger denne udvikling ved anvendelse af indekset relative cohesion
score, som for en gruppe MEP’ere opsummerer, i hvor høj grad disse stemmer
loyalt over for denne gruppe. Her sammenligner vi relative cohesion score-målet i
både grupperne »medlemsstater samlet«, gamle medlemsstater; »EU15«, nye
medlemsstater; »EU2004+« samt EP-grupperne. Forskelle på de respektive
grupperingers relative cohesion scores testes vha. two sample t-tests, således at vi
har et estimat for, hvorvidt resultaterne er repræsentative for den samlede
mængde afstemninger i Europa-Parlamentet.
12
3 Teori
… I hvilken vi opstiller det teoretiske og ontologiske udgangspunkt for vores
undersøgelse: En historisk institutionalistisk beskrivelse af EuropaParlamentets udvikling kombineret med rational choice-institutionalistiske
præmisser for MEP’ernes præferencedannelse og stemmeadfærd. Vi
fremlægger videre vores teoretiske afgrænsninger og fravalg. Endelig
beskrives, hvordan vi trækker på den teoretiske beskrivelse af politiske
aktører som veto-spillere og på principal-agentteoriens antagelser om
delegation og kontrol mellem aktører med uens præferencer.
I dette kapitel gennemgår vi den samlede teoretiske og ontologiske ramme,
hvorpå vi bygger antagelser og hypoteser til vores analyse. Med ramme menes her
den bagvedliggende forståelse af, hvordan virkeligheden ser ud, og dermed hvilke
typer empiri, det er relevant at undersøge – og navnlig ikke-undersøge – for at
kunne drage konklusioner. Den teoretiske ramme er således definerende for,
hvordan vi betragter specialets undersøgelsesobjekt, medlemmerne af EuropaParlamentet og deres stemmeadfærd, og hvilke forklaringer vi vil give på den
observerede adfærd.
Dette speciale anvender en historisk institutionalistisk forståelse af EuropaParlamentets udvikling kombineret med en rational choice-institutionalistisk
forståelse af de enkelte MEP’ers politiske handlerum og stemmeadfærd. Den
historiske institutionalisme danner således rammen i forhold til at kunne forklare
en udvikling over længere tid, mens rational choice-institutionalismen danner
rammen i forhold til at forstå MEP’ernes stemmeadfærd til den enkelte
afstemningssituation i Europa-Parlamentet.
I det følgende argumenterer vi derfor for, hvorfor vi i denne undersøgelse
anvender historisk institutionalisme og rational choice-institutionalisme i
kombination. Dernæst gives en introduktion til den historiske institutionalismes
antagelser og centrale pointer, samt hvordan teorien bringes i spil i forhold til at
forklare udviklinger i Europa-Parlamentet ud fra critical junctures, som har effekt
på længere sigt. I den forbindelse introducerer vi derfor kort udviklingen i det
traktatmæssige grundlag for MEP’ernes politiske handlerum, samt til udviklingen
i konstitueringen af EP-grupper og disses sammensætning.
Endelig giver vi en introduktion til rational choice-institutionalismens
antagelser, samt hvordan denne teoretiske ramme bringes i spil i forhold til at
forklare dynamikkerne i EU’s lovgivningssystem og i det politiske rum, som
Europa-Parlamentet udgør. Her betragtes EP-grupperne, som kollektive
vetoaktører, som er afgørende for, hvorvidt en given beslutning bliver vedtaget i
Europa-Parlamentet eller ej. Derudover forklares det, hvordan en given MEP i
13
Europa-Parlamentet står over for et specielt principal-agent-problem, idet MEP’en
forventes at være loyal overfår både sit nationale politiske parti og sin EP-gruppe.
Denne samlede teorietiske ramme danner grundlaget for vores forståelse
af dynamikkerne i Europa-Parlamentet og i særdeleshed for MEP’ers
stemmeadfærd. Efter fremlæggelsen af denne ramme vil vi kapitel 4 præsentere
en uddybende gennemgang af eksisterende undersøgelser, der indtil videre har
været foretaget i relation til stemmeadfærd i Europa-Parlamentet.
3.1
Kombination af institutionalismer
Instutitionalistiske teorier bruges til at forklare, hvordan institutioner opstår og
ændrer sig på baggrund af en række grundlæggende antagelser om social
handlen. Her regnes de tre retninger sociologisk institutionalisme, rational choiceinstitutionalisme
og
den
historiske
institutionelisme
som
den
’nye’
institutionalistiske strømning i politologisk litteratur, der tager udgangspunkt i
den opfattelse, at aktører tænker og agerer inden for rammer, som sættes af ydre
institutioner (Peters, 1996, s. 206). Samtidig søges udformningen af de
institutionelle rammer forklaret med udgangspunkt i aktørerne (Ibid).
Rational choice-institutionalismen fokuserer på, hvordan aktørernes søgen
efter målopfyldelse og nyttemaksimering foregår under institutionelle eller
strategiske begrænsninger (Jørgensen et al., 2006, s. 32). I rational choiceinstitutionalismen antages individet, på baggrund af faste, eksogene præferencer,
til hver en tid at beregne den forventede nytteværdi af alternative handlinger, og
ud fra dette antages individet at vælge den handling, som forventes at maksimere
individets nytte (Ibid). Denne »konsekvenslogik« står i kontrast til både
hensigtsmæssighedslogikken og »argument-logikken«, hvor aktørerne via
deliberativ handlen søger at finde den ’sande’ løsning på et problem, og således
accepterer »det bedste argument« til forskel fra at beregne egen nytte på
baggrund af mulige alternativer (Risse, 2000, s. 1). Rational choice-analyser
forsøger desuden at forklare både individuel og kollektiv handlen som summen af
individuelle aktørers valg.
Den historiske institutionalisme koncentrerer sig om den historiske udvikling
af institutioner samt institutionernes betydning for aktørers præferencedannelse
og adfærd. I modsætning til de to andre nyinstitutionalistiske skoler kendetegnes
historisk institutionalisme ikke af en samlende ontologi, men er i stedet centreret
om den observation, at de ydre institutioner ikke er uforanderlige.
Den historiske institutionalisme kan derfor også anvendes i forening med
henholdsvis den sociologiske institutionalisme og rational choice-institutionalismen
(Rothstein, 1996, s. 142). Da institutionerne ligeledes i den historiske
institutionalisme antages at begrænse og forme aktørers forståelse, værdier og
14
interesser (Katznelson & Weingast, 2005, s. 14), antages disse ændringer i
institutionerne også at være med til med tiden at ændre aktørers præferencer.
Vi anerkender i denne undersøgelse, at både formelle regler og uformelle
handlingslogikker har relevans for interaktionen i Europa-Parlamentet og i EUpolitik generelt. Men vi vælger i denne undersøgelse at betragte MEP’ernes
adfærd
på
kort
sigt
ud
fra
rationalistiske
og
nyttemaksimerende
handlingslogikker i overensstemmelse med MEP’ernes faste præferencer for den
politiske udvikling. Vi undersøger, hvordan disse bagvedlæggende præferencer
kan identificeres og systematiseres konsistent for hele det undersøgte korpus af
MEP’er på tværs af tre Europa-Parlamenter. I vores undersøgelse betragtes det
kollektive (det store tendenser i afstemningerne) således også som summen af
individuelle nyttemaksimerende handlinger (stemmer).
Vi afgrænser os derfor fra at beskæftige os med den sociologiske
institutionalismes
betragtninger
om
hensigtsmæssighedslogik
og
socialt
konstruerede præferencer, hvor et helt andet empirisk materiale og
undersøgelsesdesign ville være nødvendigt for at få indsigt i disse mekanismer.
Derimod ønsker vi til gengæld at identificere en historisk udvikling i MEP’ernes
præferencer på baggrund af bl.a. institutionelle ændringer.
Disse valg er truffet med henblik på at skabe størst mulig samklang mellem
det anvendte teoretiske apparat og den anvendte empiri, hvilket tilsammen giver
os et konsistent og robust forskningsdesign.
3.2
Historisk institutionalisme
I dette afsnit sammenfatter vi en række af de mest gængse opfattelser og
antagelser om institutioner, som vi betragter som fællesnævnere for historisk
institutionalisme, for derpå at situere nærværende undersøgelse af MEP’ernes
stemmeadfærd i forhold til den historisk institutionalistiske forskningstradition.
3.2.1
Historisk Institutionalismes overordnede antagelser og
anvendelse i specialet
Historisk institutionalisme tager udgangspunkt i den opfattelse, at aktører –
individuelle eller kollektive - tænker og agerer inden for rammer, som sættes af
ydre institutioner, og samtidig søges udformningen af de institutionelle rammer
forklaret med udgangspunkt i aktørerne (Peters, 1996, s. 206). Institutionerne
begrænser og former samtidig aktørers forståelse, værdier, interesser og måden,
hvorpå aktørerne kan forfølge deres interesser (Katznelson & Weingast, 2005, s.
14).
Historisk institutionalistisk analyse forsøger at forklare de eksisterende
samfundsinstitutioner, både diskursive og formelle, samt deres udvikling og
ændring over tid. Disse ændringer kan antage form af enten længere historiske
15
strømninger eller af knækpunkter ’critical junctures’, dvs. pludselige ændringer i
institutionernes sammensætning eller virkemåde. Critical junctures indtræder
enten som udløsning af længerevarende spændinger mellem aktører i et
institutionelt system, eller som følge af eksterne chok. Vi betragter i denne
undersøgelse henholdsvis 2004-udvidelsen (østudvidelsen) med indlemmelsen af
10 nye medlemsstater, den omfattende traktatændring med Lissabontraktaten i
2009 og samtidig det eksterne chok i forbindelse med finanskrisen i EU, ligeledes
startende i 2009, som tre centrale critcal junctures i EU’s nyere historie.
Den centrale lektie fra historisk institutionalisme er således her, at aktørers
præferencer og handlemåder både påvirkes af de konkrete, formelle
institutionelle rammer, som ikke er uforanderlige, men som tværtimod ændrer sig
på grund af enten længerevarende historiske strømninger, og af eksterne chok.
3.2.2
Europa-Parlamentet som historisk institution
En historisk institutionalistisk undersøgelse af Europa-Parlamentet kan antage
mange forskellige udgangspunkter og som nævnt analysere og forklare mange
forskellige typer empiri. I denne analyse har vi imidlertid valgt at gøre historisk
institutionalisme kompatibel med rational choice-institutionalismen, hvor man
betragter de institutionelle regelsæt og logikker som eksogent givne, dvs. faste – i
hvert fald på kort sigt. Dette afsnit vil derfor fokusere på den historiske udvikling i
de formelle regler og virkemåder, som de kommer til udtryk i EU’s traktater og i
organisationen af MEP’ernes arbejde. Historien om udviklingen af EuropaParlamentet og dets beføjelser fortælles ud fra denne betragtning bedst med en
traktatslig gennemgang i forbindelse med EU’s integration. Gennem tiden har
reformerne af EU’s traktater løbende ændret Europa-Parlamentets formelle magt
samt samspillet mellem Europa-Parlamentet og de andre EU-institutioner, særligt
Kommissionen og Rådet (se f.eks. Hix, Noury, & Roland, 2007, s. 12). Den seneste
ændring i Europa-Parlamentets beføjelser, Lissabontraktaten, som vi betragter
som en af de relevante critical juntures i denne undersøgelse, skal ses som en del
af denne historie. I dette afsnit introducerer vi således kort til denne udvikling af
Europa-Parlamentets
magt
gennem
traktaterne,
og
særligt
præsentere
Lissabontraktaten i denne sammenhæng. tabel 2.1 nedenfor opsummerer de
vigtigste begivenheder.
Forgængeren for Europa-Parlamentet var Den Europæiske Kul- og Stålunions
Forsamling, hvilken holdt sit første møde i 1952, og siden 1958 har forsamlingen
refereret til sig selv som Europa-Parlamentet (Hix et al., 2007a, p. 12-13). Det
tidlige
Europa-Parlament
bestod
af
delegerede
parlamentarikere
fra
medlemsstaterne, som havde en konsultativ rolle i forhold til Rådets arbejde. Fra
begyndelsen havde Europa-Parlamentet kun 78 medlemmer fra de dengang seks
medlemsstater (Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Luxembourg og Holland)
16
(ibid). Siden 1958 har Europa-Parlamentet haft kompetencen til at stille
mistillidsvotum til Kommissionen, men først fra midt 80’erne begyndte EuropaParlamentet at få andre egentlige beføjelser. Det første direkte valg til EuropaParlamentet blev afholdt i 1979 og først med EF-pakken, som trådte i kraft i 1987,
blev parlamentet officielt godkendt som et egentligt parlament, der havde to
læsninger af Rådets retsakter inden Rådet vedtog dem. Disse centrale nedslag i
Europa-Parlamentets udvikling som historisk institution opsummeres af Tabel
3.3.1 nedenfor.
17
Tabel 3.3.1: De væsentligste ændringer af Europa-Parlamentets magt
Magt til at føre kontrol med
Kommissionen
Begivenhed (dato)
Lovgivningsmagt
Romtraktaten
(1958)
Konsultationsprocedure: Rådet skal konsultere EP inden
vedtagelse af de fleste retsakter
Budgettraktater
(1970 og 1975)
Ny budgetprocedure: EP kan afvise EU's budget og komme
med ændringer (dog ikke til landbrugspolitikken og regional
udligningspolitik)
Første EP-valg (1979)
Mistillidsvotum over for EU-Kommissionen
indføres: EP kan kræve Kommissionens afgang
med dobbelt flertal
Medlemmer af Europa-Parlamentet vælges for første gang til ordinære valg
EF-pakken
(1987)
Samarbejdsproceduren introduceres: EP har to
lovbehandlinger før Rådet vedtager lovgivning
Maastrichttraktaten
(1993)
Den fælles beslutningsprocedure introduceres: Både EP og
Rådet skal godkende retsakter
Mistillidsvotum til EUKommissionen (1999)
Amsterdamtraktaten (1999) Reform af den fælles beslutningsprocedure: de fleste
socioøkonomiske politikområder bliver omfattet
Afvisning af ny EUkommission (2004)
EP afviser Barroso-kommissionen i forbindelse med dens
indtrædelse
Lissabontraktaten (2009)
Den fælles beslutningsprocedure gøres til den almindelige
beslutningsprocedure
18
EP sætter præcedens for at stemme om
Kommissionens præsident.
EP truer med brug af sin mulighed for
mistillidsvotum til Kommissionen og SanterKommissionen træder af.
Reform af Kommissionens indsættelse: EP skal
godkende Kommissionen som helhed ved dens
indsættelse
Europa-Parlamentets beføjelser i forhold til den udøvende magt har ikke været
ligeså vidtgående som i et traditionelt parlament, hvor parlamentet vælger og
afsætter en regering med et simpelt flertal (Ibid: 13). Som nævnt har EuropaParlamentet siden 1958 kunnet stille Kommissionen et mistillidsvotum, men dette
kræver dobbelt flertal, dvs. to tredjedele af parlamentets medlemmer, hvilket i
praksis gør det vanskeligt at afsætte Kommissionen efter dens indtrædelse.
Således er det heller aldrig nået til et sådant mistillidsvotum, selvom det ofte har
været forsøgt (Ibid: 18). Det tætteste tilfælde var da Jacques SanterKommissionen efter beskyldninger om korruption trak sig i 1999, da EuropaParlamentet truede med at stille et mistillidsvotum. Siden Maastrichttraktaten3
har Europa-Parlamentet ligeledes skullet godkende Kommissionen ved dens
indsættelse, men det er Rådet, der udpeger kommissærerne. Europa-Parlamentets
beføjelser som lovgivende magt har imidlertid udviklet sig markant gennem
historien.
Fra med Romtraktaten i 1958 kun at være en forsamling, der skulle
konsulteres i forhold til Rådets arbejde, er Europa-Parlamentet i dag en yderst
magtfuld overstatslig parlamentarisk forsamling. Den første udvikling i denne
retning var budgettraktaterne i 70’erne, hvormed det blev indført, at EuropaParlamentet skulle vedtage EU’s budget i samarbejde med Rådet (Hix et al., 2007,
s. 18). Før dette havde hverken Kommissionen eller Rådet forpligtelse til at
efterkomme Europa-Parlamentets ønsker. Efterfølgende fik Europa-Parlamentet
med fællesskabsproceduren, indført i forbindelse med EF-pakken i 1979, for første
gang mulighed for at udøve reel parlamentarisk behandling med to læsninger af
Rådets lovgivningsforslag på en række områder, herunder en række områder, der
vedrører EU’s indre marked (Hix et al., 2007, s. 19). Imidlertid var Rådet stadig
Rådet den sidste instans og kunne efter parlamentets læsninger vedtage et forslag
alene. Dette ændrede sig med Maastrichttraktaten i 1993, hvor man
introducerede
den
fælles
fællesskabsproceduren
før
beslutningsprocedure
havde
været
på
praksis.
de
områder,
Under
den
hvor
fælles
beslutningsprocedure kan Rådet ikke vedtage lovgivning i sidste ende uden
Europa-Parlamentet. Hvis disse to institutioner således ikke er nået til enighed om
udformningen af en retsakt efter to læsninger i hver institution, kommer sagen i
forligsråd, hvorefter retsakten forkastes, hvis det ikke lykkes at nå til enighed.
Endelig blev Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige magt yderligere udvidet
med Amsterdamtraktaten i 1999, hvor en række socioøkonomiske områder blev
3
Efter vedtagelsen af Maastrichttraktaten skabte Europa-Parlamentet skabt
præcedensen for at stemme om godkendelse af Kommissionen, denne de facto ret blev
formaliseret med Amsterdam-traktaten (Hix, Noury, & Roland, 2007, s. 15).
19
inkluderet
under
den
fælles
beslutningsprocedure,
herunder
sundhed,
socialpolitik, samt emner relateret til fri bevægelighed, immigration og asyl (Ibid:
20).
Lissabontraktaten fra 2009 er således den seneste store ændring i denne
’Europa-Parlamentets opstigning’, hvor bl.a. den fælles beslutningsprocedure blev
gjort til ’den almindelige beslutningsprocedure’, hvorfor Europa-Parlamentet nu i
samarbejde med Rådet lovgiver på næsten alle områder, herunder retspolitik og
det økonomiske monetære område, hvor Rådet før var hovedlovgiver. Samlet set
er Europa-Parlamentet efter Lissabontraktaten medlovgiver på lige fod med Rådet
på omtrent dobbelt så mange områder som før, og Europa-Parlamentet har blandt
andet fået udenrigspolitiske beføjelser, idet parlamentet skal godkende EU’s
aftaler med tredjelande (European Parliament, 2009, s. 62). En sådan markant
forøgelse af Europa-Parlamentets magt vil set med historisk institutionalistiske
briller potentielt være med til at ændre måden EU’s institutioner fungerer på.
Herunder kan det med rette tænkes, at Lissabontraktaten har medført ændringer i
MEP’ernes stemmeadfærd. Vi vil i vores litteraturreview således gennemgå de
relevante undersøgelser af denne problemstilling indtil videre i afsnit 4.4.
3.2.3
Udvikling i EP-gruppernes sammensætning og betydning
Fra 1953 har de dengang nationale delegerede repræsentanter til EuropaParlamentet skullet forsøge at afbalancere både vægten af medlemsstater og
vægten af forskellige politiske partier (Hix et al., 2007a, s. 22). Denne fordeling
skulle ske på baggrund af de primære parti-familier i Vesteuropa på den tid,
Socialister, Kristendemokrater og Liberale (Ibid). Siden MEP’erne fra 1979 skulle
vælges af befolkningerne har der imidlertid været konstitueret flere forskellige
EP-grupper gennem tiden.
EP-grupperne i Europa-Parlamentet er således grupperinger sammensat af
MEP’er fra nationale partier, som indgår i historiske eller ideologiske
fællesskaber, og som typisk deler politiske mærkesager. Oprettelsen af disse EPgrupper reguleres formelt af Europa-Parlamentets forretningsorden (European
Parliament, 2009, Artikel 30), som blandt andet foreskriver, at EP-grupper skal
have en bestemt størrelse (>25 MEP’er), have transnational karakter, dvs.
repræsentere minimum en fjerdedel af EU’s medlemsstater og endelig have en
fælles politisk tilknytning. På den baggrund vandt den Tekniske Gruppe af
Uafhængige i det femte Europa-Parlament ikke anerkendelse som gruppe,
eftersom medlemmerne åbent benægtede politisk sammenslutning (European
Parliament, 1999).
EP-grupperne udfylder en række formelle roller i Europa-Parlamentets
beslutningsproces, herunder fordeler de udvalgsmedlems- og formandsskaber til
de nationale partier; yder medlemmerne sekretariatsbistand; og udvælger
20
repræsentanter, der som skyggeordførere skal besidde Europa-Parlamentets
forhandlingsdelegerede i trialog-forhandlingerne med Kommissionen og Rådet.
Samtidig spiller EP-grupperne en central rolle i koordinationen af MEP’ernes
stemmeafgivning i udvalgene og i plenarforsamlingen (Hix, Noury, & Roland,
2007b, s. 22). EP-grupperne benytter her typisk stemmelister og udpeger
indpiskere, whips, der har til opgave at sikre højest mulig grad af stemmedisciplin
i gruppen. Mens EP-grupperne i dag må leve med, at ikke alle deres medlemmer
kan have fælles fodslag i alle afstemninger, har EP-grupperne således trods alt en
række væsentlige sanktionsmuligheder til at disciplinere deres medlemmer.
Dermed er EP-grupperne i dag at betragte som en væsentlig institutionel fordring
på MEP’ernes stemmeadfærd og nyder i praksis en ganske høj grad af
stemmedisciplin, hvilket vi vil vise senere.
3.3
Rational choice-institutionalisme
Rational choice-institutionalismen (RCI) er anvendelig, hvis man skal forklare
aktørers handling på kort sigt, og hvis det antages, at aktørerne handler rationelt
ud fra faste præferencer, men samtidig er underlagt visse institutionelle
begrænsninger. Dette billede stemmer overens med vores opfattelse af MEP’ernes
situation i en given afstemning i Europa-Parlamentet, hvilket vil blive uddybet i de
følgende afsnit. I dette afsnit klarlægger vi således først vores overordnede
teoretiske antagelser på baggrund af rational choice-tilgangen, og dernæst
uddyber vi de specifikke RCI-teorier, som vi trækker på i denne analyse:
vetoaktørmodellen og principal-agentmodellen.
3.3.1
Rational Choice-tilgangens overordnede antagelser og
anvendelse
Rational choice-institutionalismen er en undergren af den overordnede rational
choice-teori, som bygger på helt grundlæggende antagelser om social handlen. Vi
redegør derfor her, forud for gennemgangen af vores specifikke teoretiske
modeller, for implikationen af disse grundlæggende antagelser for vores
undersøgelse.
Rational choice-teorien skal betragtes som en bred ontologisk og metodisk
tilgang til at forklare individuel og kollektiv handlen på baggrund af individuel
forfølgelse af mål under visse begrænsninger (Jørgensen et al., 2006, s. 32). De
forskellige rational choice-teorier og modeller abonnerer således alle på en række
fælles grundlæggende antagelser om individuelle aktørers handlen og om den
sociale (den kollektive) verden, som disse aktører befinder sig i. De essentielle
elementer i disse grundlæggende antagelser er her henholdsvis 1) metodisk
21
individualisme, 2) søgen efter målopfyldelse og nyttemaksimering og endelig 3)
eksistensen af institutionelle eller strategiske begrænsninger af det individuelle
valg (Jørgensen et al., 2006, s. 32). Med metodisk individualisme menes, at rational
choice-analyser betragter individet som det primære analyseobjekt og forsøger at
forklare både individuel og kollektiv handlen som summen af individuelle valg. I
denne forbindelse antages de individuelle aktører at handle efter givne
præferencer, som er faste, konsistente4 og eksogent givne (Ibid). Med
målopfyldelse og nyttemaksimering menes, at individer i rational choice-analyser
antages at handle med det formål at maksimere deres forventede nytte i den
udstrækning det er muligt inden for de begrænsninger, individet er pålagt.
Individet beregner således på baggrund af sine faste præferencer konsekvent den
forventede nytteværdi af alternative handlinger og vælger derudfra den handling,
som ser ud til at ville maksimere individets nytte (Ibid). Denne »konsekvenslogik«
står i kontrast til både hensigtsmæssighedslogikken og argumentlogikken, hvor
aktørerne via deliberativ handlen søger at finde den »sande« løsning på et
problem og således accepterer »det bedre argument« til forskel fra at beregne
egen nytte på baggrund af mulige alternativer (Risse, 2000, s. 1).
I betragtningen af institutionelle eller strategiske begrænsninger af det
individuelle valg, ligger en erkendelse af, at individer ikke blot kan vælge sin
foretrukne udgave af verdens tilstand, men afvejer og vælger mellem alternative
handlinger inden for de begrænsninger som både de fysiske og sociale omgivelser
pålægger
dem
(Ibid).
I
denne
sammenhæng
lægger
rational
choice-
institutionalismen særligt vægt på de institutionelle begrænsninger – formelle og
uformelle – for individuel handlen, mens for eksempel en anden undergren af
rational-choice-teorien, spilteorien, derimod fokuserer særligt på aktørernes valg i
en given strategisk kontekst, hvor hvert individs fortjeneste varierer ud fra andre
individers valg (Ibid). Endelig er det et væsentligt element i den overordnede
rational-choice-teori, at aktørernes valg ofte træffes på baggrund af mangelfuld
information, hvilket således også udgør en begrænsning af »det frie rationelle
valg« (Ibid).
På denne generelle teoretiske baggrund gør vi os, i vores analyse, en række
overordnede antagelser om vore MEP’ers handlen i forhold til en given
afstemningssituation i Europa-Parlamentet.
Først og fremmest betragter vi således den individuelle MEP som det primære
analyseobjekt, og vi forklarer ligeledes både den individuelle MEP’s stemme og
Konsistent er den betegnelse vi betragter som bedst dækkende for engelske begreb
transitive i denne sammenhæng. Med transitive relationer menes at hvis alternativ A
foretrækkes over alternativ B, og alternativ B foretrækkes over alternativ C, da
foretrækkes alternativ A som konsekvens også over alternativ C.
4
22
det samlede afstemningsresultat som summen af individuelle valg. Vi antager
derudover, at en MEP forud for en given afstemning i Europa-Parlamentet har
nogle faste eksogent givne præferencer i forhold til, hvilke politiske mål denne
MEP ønsker at opnå. Ligeledes antager vi, at MEP’ens valg er styret af
konsekvenslogik. Det vil sige, at MEP’en på baggrund af sine præferencer afvejer
alternativerne »at stemme for«, »at stemme imod«, eller »at undlade at stemme«
med henblik på at maksimere sin egen nytte. Endelig antager vi, at
informationsmangel udgør en særlig begrænsning i forhold til MEP’ens
stemmeadfærd. Den enkelte MEP kan umuligt sætte sig ind i alle lovforslag, som
denne MEP skal lægge stemme til, og det antages derfor, at den enkelte MEP i høj
grad må læne sig op ad den arbejdsdeling, der er udstukket inden for EP-gruppen.
Den enkelte MEP er således kun i stand til fuldt ud at følge sine egne præferencer i
det omfang, denne har ressourcer til selv at sætte sig ind i det givne lovstof.
I vores analyse står det for det første centralt, at en stemmeafgivningssituation i Europa-Parlamentet foregår i et særligt institutionelt
arrangement,
hvorfor
rational
choice-institutionalismen
(RCI)
finder
sin
anvendelse. Først og fremmest er EU’s beslutningsproces omfattet af
traktatbestemte procedureregler, som udgør de helt formelle institutionelle
rammer inden for hvilke MEP’erne agerer. Derudover er det en særlig situation for
MEP’er, at disse er medlemmer af både et nationalt parti og en EP-gruppe, som
begge søger at påvirke MEP’ens stemmeafgivelse. MEP’en er ikke gennem hverken
EU’s traktater eller national lovgivning bundet til at være loyal over for
henholdsvis sit nationale parti eller EP-gruppen, og partiernes sociale kontrol
udgør således en uformel begrænsning af MEP’ens stemmeadfærd.
Rational
choice-institutionalismen
(RCI)
udspringer
fra
amerikanske
politologer i 1970’erne, som var interesserede i at introducere institutionelle
faktorer i modeller for flertalsafstemninger i den amerikanske kongres. De
amerikanske kongresskoler udviklede i den forbindelse blandt andet teorier om
den dagsordensættende magt i den amerikanske kongres’ udvalgssystem (Fenno,
1973). Senere udviklede de principal-agent-modellerne, som havde fokus på
kongressens uddelegering af ansvar til andre aktører og kontrol med disse
aktører (Weingast, 1984; McCubbins & Schwartz, 1984; D. Epstein & O’Halloran,
1999). Og endelig udviklede de amerikanske kongresskoler modeller med fokus
på institutionelt design med henblik på at mindske transaktionsomkostninger
forbundet med politikudvikling (D. Epstein & O’Halloran, 1999). Dette er alle
modeller, som efterfølgende har bidraget til RCI’s betydelige indtog i såvel
komparativ politik som i forbindelse med forståelsen af EU’s beslutningsproces.
Således har også Europa-Parlamentet, som er vores undersøgelsesfelt, de sidste
20 år særligt været genstand for teoretisk modellering og empirisk testning af
såvel den lovgivningsmæssige organisering af Europa-Parlamentet samt af
23
MEP’ernes stemmeadfærd på baggrund af modeller, som er enten stærkt
inspireret af – eller hentet direkte fra de amerikanske kongres-skoler. I
nærværende undersøgelse af MEP’ernes stemmeadfærd anvendes ligeledes to
specifikke teoretiske modeller, som begge har rod i heri: vetoaktør-modellen samt
principal-agent-modellen. Disse uddybes i de følgende afsnit.
3.3.2
Vetoaktører i EU-politik
Et centralt RCI-koncept til forståelse af lovgivningsprocessen i en politisk
institution er tilstedeværelsen af vetopunkter og vetoaktører som formuleret af
George Tsebelis (2002). Vetoaktør-modellen er med andre ord en særlig måde at
betragte de institutionelle begrænsninger i Europa-Parlamentet, som MEP’er
handler under. I dette afsnit forklarer vi, hvordan vetoaktør-modellen i vores
analyse danner udgangspunkt for at beskrive det politiske handlingsrum i
Europa-Parlamentet. Det overordnede formål med vetoaktør-modellen er at
identificere, hvordan forskellige politiske dimensioner i forskellige politiske
beslutningstagningsprocesser påvirker det politiske outcome (Tsebelis, 2002, s.
1). Modellen er således en generel model, som gør det muligt at studere et politisk
system uanset dette systems institutionelle kompleksitet, dvs. studere politiske
systemer på tværs af for eksempel partisystemer eller præsidentielle systemer og
på tværs af specifikke procedureregler, der er gældende for beslutningstagning i
de enkelte systemer (Ibid: 2). Vetoaktør-modellens grundlæggende teoretiske
argument er, kort beskrevet, at enighed blandt et givent antal individuelle eller
kollektive aktører er forudsætningen for politisk forandring (Ibid: 2). En politisk
forandring forstås her som en ændring i lovgivningsmæssig status quo, og
aktørerne, hvis enighed er en forudsætning for denne ændring, kaldes
vetoaktørerne. Antallet af vetoaktører i et givet politisk system er bestemt i
henholdsvis systemets forfatning (f.eks. præsidenten, Kongressen og Senatet i
USA) eller ved karakteren af det politiske system (f.eks. de forskellige partier, som
er medlem af en regering i de nationale vesteuropæiske parlamentariske
systemer). Disse to typer af vetoaktører kalder Tsebelis henholdsvis institutionelle
vetoaktører og partisane vetoaktører (Ibid). Den samlede konfiguration af
vetoaktører i et politisk system tegnes af henholdsvis antallet af vetoaktører, den
ideologiske afstand mellem disse vetoaktører, samt af de kollektive vetoaktørers
interne sammenhængskraft (Ibid). Konfigurationen af vetoaktører i et politisk
system er afgørende for, hvorvidt policystabiliteten – udfordringen ved at ændre
lovgivningsmæssig status quo - i systemet kan overvindes. Endelig introducerer
Tsebelis i sin model muligheden for, at der i det politiske system kan identificeres
en dagsordensættende vetoaktør (agenda setter), som er den specifikke vetoaktør,
der ved sin position har mulighed for at fremlægge politiske forslag som »take it
or leave it«-muligheder, og som på denne måde har stor kontrol over hvilke
24
politikker, der kommer til at erstatte status quo. Hvis man på denne måde kender
henholdsvis status quo, de forskellige vetoaktørers præferencer og identiteten af
den dagsordensættende vetoaktør, kan et politisk outcome forudsiges meget
præcist (Ibid: 3). Den dagsordensættende vetoaktør er dog ofte en kollektiv aktør,
som det kan være vanskeligt at beskrive tilstrækkeligt præcist. Som for eksempel i
et nationalt flerpartisystem, hvor det er den samlede regering, der er
dagsordensættende, uden at vi præcist ud fra vetoaktør-teorien kan vide hvordan.
I EU’s politiske system er der overordnet tre institutionelle vetoaktører, som
kan være nødvendige for at opnå politisk forandring; Rådet, som består af
medlemsstaternes ministre, og Europa-Parlamentet, som består af folkevalgte
repræsentanter, og endelig Kommissionen, som medlemsstaterne har delegeret
kompetence til at varetage den udøvende magt i EU. De fleste retsakter i EUpolitik, forordninger, direktiver og afgørelser, dvs. forslag som er juridisk
bindende, og som derved ændrer lovgivningsmæssig status quo, bliver efter
Lissabontraktatens
lovgivningsprocedure.
ikrafttræden
vedtaget
under
den
almindelige
Den almindelige lovgivningsprocedure består i, at en
retsakt vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab på forslag fra
Kommissionen (Traktat om Den Europæiske Union's funktionsmåde, 2008, art.
289 stk. 1). I Specifikke traktatbestemte tilfælde vedtages retsakter imidlertid af
Rådet
med
deltagelse
af
Europa-Parlamentet
lovgivningsprocedure (Ibid: art 289. stk. 2).
under
en
særlig
I disse tilfælde er det ikke
Kommissionen, der oprindeligt fremlægger forslaget, men det kan eksempelvis
være Den Europæiske Centralbank eller en gruppe af medlemsstater (Ibid: art
289. stk. 4). Institutionerne kan imidlertid også hver især vedtage henstillinger og
udtalelser. Disse er ikke juridisk bindende (Ibid: art. 288).
Der kan i EU-institutionernes beslutningsprocedure identificeres mange
vetopunkter i processen, som ved den almindelige beslutningsprocedure kan
forløbe over både en første, anden og tredje behandling (Traktat om Den
Europæiske Union's funktionsmåde, 2008, art. 294). Her stemmes der først forud
for hver behandling internt i Rådet og i Europa-Parlamentet om specifikke
ændringsforslag og endelig om det samlede forslag (hvis ikke dette vedtages ved
første behandling).
I denne analyse beskæftiger vi os imidlertid kun med afstemningen internt i
Europa-Parlamentet, som altså indgår som en del af det overordnede politiske
system i EU. I Europa-Parlamentet kan afstemningerne således vedrøre
ændringsforslag til retsakter samt afsluttende afstemninger om retsakter, som
indgår i en større lovgivningsproces i fællesskab med Kommissionen og Rådet.
Eller de kan vedrøre ikke-bindende henstillinger eller udtalelser – også kaldet
resolutioner. Figur 3.1 opsummerer den mellem-institutionelle vetoaktørkonfigurationen for den almindelige lovgivningsprocedure i EU.
25
EU-Kommissionen:
Dagsordensættende
magt. Initiativret til at
fremsætte forslag til
retsakter
Dennes analyses afgrænsning
Institutionelle vetoaktører som er
afgørende for at ændre
lovgivningsmæssig status quo
Europa-Parlamentet
Rådet
Rådet og EP skal nå til
enighed om endelig
udformning af retsakt
Figur 3.1: Vetoaktør-modellen anvendt på EU’s politiske system
(under den almindelige lovgivningsprocedure)
Medmindre andet er fastsat i EU’s traktater, træffer Europa-Parlamentet
afgørelser med et flertal af afgivne stemmer (Traktat om Den Europæiske Union's
funktionsmåde, 2008, art. 231). Et flertal for et givent forslag er således
forudsætningen for at policystabiliteten i Europa-Parlamentet overvindes. EuropaParlamentet har efter Lissabontraktatens vedtagelse i alt 751 medlemmer5
(Traktat om Den Europæiske Union, 2008: art. 14. stk. 2), og er
beslutningsdygtigt, når en tredjedel af dets medlemmer er til stede i mødesalen
(Europaparlamentets forretningsorden, 2014, art. 155).
En retsakt eller en resolution vedtages i praksis på baggrund af, at der forud
for afstemningen indgås en koalition mellem forskellige EP-grupper med henblik
på at opnå flertal, og disse EP-grupper kan derfor betragtes som kollektive
vetoaktører inden for Europa-Parlamentet.
Dette er således de partisane
vetoaktører i EU’s politiske system, og da disse er forankrede i nationale
ideologiske partier, antages det, at også EP-grupperne er konstitueret efter
5
I det syvende Europaparlament havde Europa-Parlamentet indledningsvist 736
medlemmer, hvilket blev forøget ad to omgange. Til 754 med en provisorisk
traktatsændring for at justere for ændrede relative befolkningstal. Til 766 (med
Kroatiens indtræden juli 2013). Det i skrivende stund nyvalgte, ottende EuropaParlament vil have 750 medlemmer foruden én formand.
26
ideologiske præferencer jf. afsnit 3.2.3. Den samlede konfiguration af vetoaktører i
Europa-Parlamentet, som er afgørende for, hvorvidt policystabiliteten i EuropaParlamentet kan overvindes, tegnes således af: antallet af EP-grupper i EuropaParlamentet, den ideologiske afstand mellem EP-grupperne og ikke mindst af
sammenhængskraften i EP-grupperne, dvs. stemmedisciplinen.
Den endelige lovgivningsmæssige ændring af status quo foretages, som
illustreret, imidlertid ikke af Europa-Parlamentet alene, men i samarbejde med
Kommissionen og Rådet. Ligeledes er den dagsordensættende vetoaktør
almindeligvis Kommissionen, som har initiativretten til at fremlægge de fleste
lovgivningsmæssige forslag. I EU’s samlede politiske system har EuropaParlamentet således ikke magt til at fremlægge take it or leave it-options for på
den måde at påvirke, hvilken retning den lovgivningsmæssige status quo i EU
bevæger sig i. Europa-Parlamentet har dog mulighed for at anmode
Kommissionen om at udarbejde forslag til retsakter, men Kommissionen er ikke
forpligtet til at gøre det (Traktat om Den Europæiske Union's funktionsmåde,
2008, art. 225). Inden for Europa-Parlamentets eget system af partisane
vetoaktører må det imidlertid være den valgte ordfører for en given retsakt, som
er dagsordensættende for parlamentets holdning til et givent forslag fremlagt af
Kommissionen. Med mindre det stående udvalg i Europa-Parlamentet, hvor det
givne forslag behandles, vedtager at godkende Kommissionens forslag uden
ændringer, vælges der således i udvalget en ordfører til behandling af forslaget
(Europa-Parlamentets forretningsorden, 2014, art. 43). Ordføreren er ansvarlig
for at udarbejde ændringsforslag til Kommissionens rapport, et endeligt nyt
lovgivningsforslag
til
vedtagelse
og
eventuelt
en
begrundelse
samt
finansieringsoversigt (Ibid). Ordføreren har således mulighed for at sætte
dagsordenen i forhold til hvad Europa-Parlamentet skal mene om det givne
forslag, og ikke mindst har ordføreren magten til at fremsætte ændringsforslag,
hvorfor ordføreren trods alt har betydelig indflydelse i forhold til at sætte en
retning for den nye policy. I denne undersøgelse vil vi imidlertid afgrænse os fra
at se nærmere på den dagsordenssættende magt i såvel Europa-Parlamentets som
EU’s poliske system i det hele taget.
I vores anvendelse af vetoaktør-modellen begrænser vi os altså for det første
til kun at betragte det politiske rum inden for Europa-Parlamentet og ikke i de
andre institutioner. Derudover begrænser vi os til kun at se på, i hvilke tilfælde og
med hvilke vetoaktører den politiske stabilitet overvindes, dvs. hvilke EP-grupper,
der på baggrund af ideologiske præferencer og intern sammenhængskraft indgår
koalitioner i de givne afstemninger. Disse problemstillinger relaterer sig således
udelukkende til de overordnede tendenser for stemmeadfærd i EuropaParlamentet, og vi går således ikke nærmere ind i, i hvilken retningen policyudviklingen i EU-tager, dvs. om det enkelte lovændringsforslag er for eller imod
27
en bestemt politisk udvikling. Endvidere går vi i denne undersøgelse ikke
nærmere ind i, hvilken betydning ordføreren har som dagsordensættende magt.
Denne analyse af MEP’ernes stemmeadfærd centrerer sig altså omkring det
forhold, at det er de partisane vetoaktører (EP-grupperne), der er afgørende for at
danne en vindende koalition til en afstemning i Europa-Parlamentet. Den
ideologiske afstand mellem partierne på forskellige politiske områder er ligeledes
af central betydning i vores undersøgelse, idet den er afgørende for
koalitionsdannelsen.
Og
endelig
betragter
vi
ligeledes
EP-gruppernes
sammenhængskraft som et centralt element i undersøgelsen, da det antages at
påvirke afstemningsresultatet, hvis der ikke er tilstrækkelig loyalitet over for
parti-grupperne, hvilket altså ligeledes har betydning for muligheden for
koalitionsdannelse.
Som omtalt i indledningen og uddybet i næste kapitels hypoteser, betragter vi
MEP’ernes stemmeadfærd som kombinationen af to elementer: For det første
deres respektive placering på relevante ideologiske konfliktdimensioner. Disse
placeringer er i praksis de ideologiske afstande mellem EP-grupperne. For det
andet MEP’ernes stemmedisciplin, hvilken i praksis er EP-gruppernes
sammenhængskraft.
Figur 3.2 illustrerer den partisane vetoaktør-model for det syvende
Europaparlament (relativ placering er her arbitrær).
EPP
Greens/
S&D
EFA
GUE/NGL
Partisane vetoaktører,
som er afgørende for
at policy-stabiliteten i
Europa-Parlamentet
overvindes
ALDE
EFD
ECR
Ikke
tilknyttede
MEP’er
Figur 3.2: Vetoaktør-modellen anvendt på Europa-Parlamentet
28
Mere substantielt er argumentet for anvendelsen af vetoaktør-modellen, at
politiske aktører i et repræsentativt system bliver valgt ud fra de forskellige
policies, som disse er gået til valg på, og at politikere og partier ligeledes mister
deres position, hvis deres politiske forslag leder til uønskede outcome, eller hvis
de handler imod de politiske løfter, som de aflagde under valgkampen (Tsebelis,
2002, s. 6). Det antages følgende, at individer deltager i politik med det formål at
fremme et outcome, som er mest muligt i overensstemmelse med deres politiske
præferencer (Ibid: 6). Politikudviklingen er således vigtig for den enkelte aktør
(både for et parti og for en individuel repræsentant), ligegyldigt om denne aktør
har direkte præferencer i forhold til bestemte policies som De Swan (1973)
antager, om aktøren er ideologisk motiveret. som Bawn (1999) foreslår, eller om
aktøren ganske enkelt ønsker at blive genvalgt, hvilket er Downs (1965)
simplificerede antagelse (Ibid: 6). Vi tilslutter os i denne analyse George Tsebelis’
argumenter i forbindelse med MEP’ens præferencer: Vi antager således, at den
enkelte MEP søger af følge sine præferencer i forhold til at påvirke det politiske
outcome i retning mod den policy, som denne MEP gik til valg på. Vi antager
videre, at politikudvikling er vigtigt for både EP-grupperne og for den enkelte
MEP, ligegyldigt om den enkelte MEP har direkte præferencer i forhold til
bestemte policies, er ideologisk motiveret eller ganske enkelt blot ønsker at blive
genvalgt. Med henblik på at følge disse præferencer antager vi, at MEP’er handler
rationelt ud fra en konsekvenslogik, når der stemmes i Europa-Parlamentet.
Denne rationalitet kompliceres dog ved, at den enkelte MEP ikke har ressourcer til
at sætte sig ind i alle lovgivningsforslag, samt at MEP’en forventes at være loyal
over for både sit nationale parti og EP-gruppen – en problemstilling, som vil blive
uddybet i næste afsnit.
3.3.3
Principal-agent-problemet
Vi har i forrige afsnit uddybet det teoretiske apparat i forhold til det politiske rum,
som MEP’en handler i, når denne tager stilling til en given afstemning. Her
beskrev vi, hvordan EP-grupperne udgør de centrale vetoaktører i EuropaParlamentet, og at disse på baggrund af ideologiske præferencer indgår i
koalitioner med hinanden for at opnå flertal for en given politisk forandring.
Imidlertid er også sammenhængskraften i EP-grupperne central for at kunne
danne koalitioner. Men denne sammenhængskraft – forstået som MEP’ers
loyalitet over for deres respektive EP-grupper – kompliceres af, at MEP’en i det
daglige politiske arbejde forventes at være loyal over for både sit nationale parti
og sin EP-gruppe. MEP’en står således i et ganske særligt principal-agent-problem,
hvor MEP’en som agent har to principaler, og derfor er det ikke blot givet, hvad
der er rationelt for den enkelte MEP. I dette afsnit beskriver vi derfor med
udgangspunkt i principal-agent-teorien det principal-agent-problem, som MEP’en
29
står overfor i forbindelse med afstemninger i Europa-Parlamentet, og som kan
påvirke MEP’ens præferencer i forhold til afstemninger.
Et hvilket som helst arrangement, som involverer en risiko ved at uddelegere
en opgave samt incitamentsstrukturer til at få opgaven løst så tilfredsstillende
som muligt, kan betegnes som en principal-agent-relation (Shavell, 1979). Dette er
gældende i økonomiske relationer såvel som i politik. Hvis man sammenligner
med tilfældet for en virksomhed under konkurrence – theory of the firm – må en
virksomhed, som ikke forstår at profitmaksimere, forlade markedet. Tilsvarende
er der i politiske arrangementer strukturer, som disciplinerer politiske aktører til
at levere det, som de har lovet vælgerne (Weingast, 1984, s. 174). For en
folkevalgt politiker som MEP’en kan både muligheden for at blive genvalgt og
muligheden for at indtræde positioner, der giver ekstra indflydelse, derfor udgøre
væsentlige
incitamentsstrukturer
for
den
valgte
politiker,
som
søger
målopfyldelse i forhold til at få sine politiske præferencer igennem. Her antages
MEP’ens rationale at være, at gå efter at blive genvalgt samt at opnå
betydningsfulde poster i partiet, således at MEP’en kan være med til at sætte
dagsordenen.
For en MEP er det nationale parti derved på den ene side vigtigere end EPgruppen, idet det nationale parti ved at kontrollere opstillingslisterne afgør,
hvorvidt den enkelte MEP genvælges til næste valg (Hix et al., 2007a, s. 134).
Tilsvarende er EP-gruppens mulighed for direkte kontrol af MEP’en noget mindre
end i andre parlamenter, da EP-gruppens ledelse ikke har nogen mulighed for at
kontrollere muligheden for genvalg af MEP’en til Europa-Parlamentet. På den
anden side er EP-gruppen vigtigere end det nationale parti, idet EP-gruppens
ledelse kontrollerer både den parlamentariske dagsorden og medlemsskaber i
udvalgene mv. (Ibid). EP-grupperne har desuden i denne forbindelse indført visse
sociale kontrol-mekanismer til at overvåge MEP’ernes stemmeadfærd, sådan at en
MEP’er ikke uden videre får for meget indflydelse i gruppen uden at gøre sig
fortjent til det. F.els. er gruppe-koordinatorerne i udvalgene de mest erfarne
medlemmer fra hver EP-gruppe, og udgør i praksis den europæiske partiledelsens
forlængede arm, ører og øjne. Derudover monitorerer gruppernes indpiskere
medlemmernes handlen ved at først og fremmest at dele stemme-instruktioner ud
forud for hver afstemning og ved at overvåge roll call-afstemninger med henblik
på rapportering til ledelsen af den europæiske partigruppe (Ibid). Indstillingen til
bestemte poster i Europa-Parlamentet bliver dog koordineret med de nationale
partier inden for hver gruppe, hvilket igen mindsker Europa-Parlamentets direkte
kontrol med MEP’erne. Når en EP-gruppe har vundet en særlig post i en af
udvalgene, såsom formandsposten for udvalget eller ordførerskabet på en given
rapport, bliver denne post i praksis uddelt til en bestemt national delegation
30
inden for den europæiske partigruppe, som derefter selv afgør hvilken MEP fra
partiet, der skal have posten (Ibid: 135).
EP-grupperne har dog i yderste konsekvens mulighed for at ekskludere et
enkelt medlem eller et helt nationalt parti fra gruppen. Dette er dog ekstremt
sjældent, at det sker (Ibid).
Alle disse faktorer er samlet set med til at påvirke den enkelte MEP’s
præferencer og handling i forhold til afstemning i Europa-Parlamentet. Vi antager,
at det i nogle tilfælde vil være det rationelle valg for MEP’en at udvise loyalitet
over for EP-gruppen, mens det i andre tilfælde vil være det mest rationelle for
MEP’en at udvise loyalitet over for sit nationale parti. Da EP-grupperne er
konstitueret på baggrund af nationale partier med en høj grad af
overensstemmelse i forhold til ideologiske præferencer, forventes det dog, at det
nationale partis og EP-gruppens præferencer i en konkret afstemning ofte er
sammenfaldende. Men nogle gange er der ikke overensstemmelse, og her kan det
forventes, at en MEP vil prioritere loyaliteten over for en af disse to
partikonstellationer højere i forhold til den anden. Endelig kan specifikke
nationale interesser tænkes i nogle tilfælde at være så stærke, at der afgives
stemme på baggrund af nationale prioriteter, uafhængigt hvilket nationalt parti
eller EP-gruppe MEP’en tilhører.
3.4
Sammenfatning
Vi har i teoriafsnittet argumenteret for vores valg af RCI-teorier og historisk
institutionalisme i kombination til at forklare MEP’ers stemmeadfærd i en given
afstemningssituation samt ændringen af denne over en længere tidshorisont. Vi
har kort introduceret den historiske institutionalisme og gennemgået, hvordan
Europa-Parlamentets beføjelser og magt i forhold til EU’s andre institutioner har
ændret sig i takt med udviklingen i EU’s traktater samt gjort kort rede for
udvikling i EP-gruppernes sammensætning og betydning. Vores centrale
argument i forhold til anvendelsen af den historiske institutionalisme er, at vi
anerkender, at institutioner ikke er uforanderlige, og at de seneste betydelige
begivenheder i EU’s historie (østudvidelsen i 2004, Lissabontraktaten og den
finansielle krise fra 2009) ligeledes må forventes at have påvirket EU’s
institutioner, herunder Europa-Parlamentet. Vi introducerede derefter RCI’s
antagelser og applicerede dem på MEP’ens præferencer og underlagte
institutionelle begrænsninger i en given afstemningssituation i EuropaParlamentet. Her forklarede vi på baggrund af vetoaktør-modellen, at vores
analyse af MEP’ers stemmeadfærd centrerer sig omkring de partisane vetoaktører
(EP-grupperne) som afgørende for at danne koalitioner i forbindelse med
afstemninger i Europa-Parlamentet,
præferencer
og
interne
samt at EP-gruppernes
sammenhængskraft
31
begge
har
ideologiske
betydning
for
koalitionsdannelse. Netop derfor er MEP’ers relative placering på ideologiske
konfliktdimensioner i et politisk rum og deres respektive stemmedisciplin de
centrale analyseobjekter for denne undersøgelse af stemmeadfærd.
Derefter forklarede vi på baggrund af principal-agent-teorien, hvordan MEP’er
står i et ganske særligt principal-agent-problem i det daglige politiske arbejde i
Europa-Parlamentet, eftersom de både forventes at være loyale over for deres
nationale parti og deres EP-gruppe. Vi argumenterer for, at alle disse faktorer
samlet set er med til at påvirke den enkelte MEP’s præferencer og handling i
forhold til afstemning i Europa-Parlamentet, og at det således ikke altid er givet,
hvorvidt MEP’en udviser loyalitet over for EP-gruppen, over for sit nationale parti
eller over for sin medlemsstat. I det næste kapitel vil vi præsentere et grundigt
litteraturreview med henblik på at give et overblik over de resultater og
konklusioner, som tidligere undersøgelser er nået frem til i forbindelse med
studiet af stemmeadfærd i Europa-Parlamentet. Dette litteraturreview er
struktureret således, at der først gennemgås generelle studier af afgørende
ideologiske konfliktdimensioner og stemmedisciplin i Europa-Parlamentet,
hvorefter vi forholder os konkret til de tre critical junktures, som vi forventer, har
påvirket EU-politik generelt, og som vi specifikt undersøger i forhold til
påvirkningen af MEP’ernes stemmeadfærd.
32
4 Litteraturreview og teoretiske forventninger
… I hvilket vi gennemgår relevant litteratur om Europa-Parlamentets
stemmeadfærd samt vores critical junctures. Vi forsøger hermed at give
indblik i tidligere og verserende akademiske diskussioner om MEP’ers
præferencer og placering på observerede konfliktdimensioner i EuropaParlamentet, samt om MEP’ers loyalitet over for EP-grupperne og de
nationale partier. På den baggrund opstiller vi seks konkrete hypoteser om,
hvordan stemmeadfærden har ændret sig som konsekvens af de tre critical
juntures.
I det følgende litteraturreview opstiller vi med udgangspunkt i den teoretiske
ramme og tidligere undersøgelser konkrete hypoteser med forventninger til
udviklingen i MEP’ernes stemmeadfærd som effekt af de tre critical junctures i
EU’s nyere historie: 1) østudvidelsen i 2004, 2) implementering af
Lissabontraktaten på samme tid med 3) det eksterne chok i form af finanskrisen i
Europa, begge startende i 2009. Først gennemgås relevant, eksisterende litteratur
om de centrale ideologiske konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet samt om
stemmedisciplinen. Derefter gennemgås litteratur, som relaterer sig specifikt til
østudvidelsen i 2004, med fokus på hvilke ændringer i stemmeadfærden vi kan
forvente som følge af denne begivenhed. Følgeligt fremstiller vi tilsvarende
overblik over litteraturen i relation til Lissabontraktaten og finanskrisen i 2009
med fokus på, hvilke ændringer i stemmeadfærden vi kan forvente som følge af
disse begivenheder. Til hver af de tre critical junctures fremsætter vi vores
teoretiske forventninger både med hensyn til MEP’ernes placering på forskellige
ideologiske konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet og med hensyn til
MEP’ernes loyalitet (stemmedisciplin) over for henholdsvis EP-grupperne og
medlemsstaterne. Disse teoretiske forventninger udmøntes i 6 konkrete
hypoteser, som endelig opsummeres som afslutning på dette kapitel.
4.1
Konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet
Vi har med udgangspunkt i vetoaktør-modellen beskrevet, hvorledes forskellige
ideologiske konfliktdimensioner deler EP-grupperne i koalitioner i forhold til en
given afstemning. De forskellige konflikt-dimensioner vedrører den ideologiske
afstand mellem vetoaktørerne – jo større ideologisk afstand mellem parterne,
desto vanskeligere at nå at flertal. I dette afsnit præsenterer vi den relevante
litteratur omkring ideologiske konflikt-dimensioner i Europa-Parlamentet.
At inddele politiske præferencer og beslutninger efter dimensioner er langt
fra ny. Den idé, at politiske præferencer ordner sig efter et spektrum, er ganske
gennemgribende i måden, vi tænker og fører politik på. Eksempelvis trækker
33
mange metaforer fra politisk diskussion og analyse på ideen om et eller flere
spektre, hvorefter de politiske partiers positioner er ordnet. I flæng nævnes
vendinger såsom »mødes på midten«, »bredt forlig«, »snævert politisk rum«,
»højre-« og »venstrefløjen« etc. Det er i vores undersøgelse en central præmis, at
sådanne dimensioner ikke alene eksisterer, dvs. kan observeres i politisk
(stemme-)adfærd, men også at de er sammenhængende. Dvs. at flere politiske
akser eller dimensioner kan kombineres til et ’politisk rum’, hvori de politiske
præferencer grupperer sig. Dette kan f.eks., som ofte anvendt til beskrivelsen af
EU-politik, være et politisk rum, hvor præferencer på den første akse fordeler sig
efter en klassisk ideologisk højre-venstre-skala, og på den anden akse efter
holdningen til EU-integration:
For EU-integration
Venstreorienteret
Højreorienteret
Imod EU-integration
Figur 4.4.1: Todimensionel model for EU-politik
En politisk konfliktdimension er som defineret gennemskåret af en eller flere
relaterede politiske konfliktlinjer, cleavages (Lipset & Rokkan, 1967), der adskiller
politikerne i centrale politiske spørgsmål. Således repræsenterer præferencerne
på en dimension som den klassiske venstre-højre-skala ofte holdningen til op til
flere forskellige konflikter, f.eks. arbejdsløshed, miljøpolitik og topskat. Vi
betragter desuden en konflikt som værende til stede, når forskellige koalitioner
indtager modsatrettede positioner i forhold til resultatet af en afstemning, hvor
nogle har fordel af et »ja«, mens andre har fordel af et »nej«. Tilsvarende er der
ingen konflikt, hvis alle parter drager fordel af en given politisk beslutning.
Begrebet politiske konfliktdimensioner er først og fremmest kendt fra
Seymour Martin Lipset og Stein Rokkans beskrivelse af, hvordan historiske
begivenheder på lang sigt har været med til at forme dagens politiske partier i
Vesteuropa (Lipset & Rokkan, 1967). Dette er af relevans i forhold til
partigrupperne i Europa-Parlamentet, eftersom disse konstitueres af grupper af
nationale partier, som i de fleste tilfælde har en lang historie bag sig, og som
indtager deres ideologiske placering efter både gamle og nye konfliktdimensioner.
34
Lipset & Rokkan (1967) finder, at særligt den moderne statsdannelsesproces, de
demokratiske revolutioner i slutningen af det 18. århundrede samt den
industrielle revolution i midten af det 19. århundrede var critical junctures, der
skabte konfliktdimensionerne, som blev grundlaget for dannelsen af de
traditionelle partier i de fleste demokratier i Europa (Ibid). Disse afgørende
konfliktdimensioner relaterede sig til konflikten mellem f.eks. den urbane
middelklasse og de traditionelle, religiøse og statslige interesser samt mellem den
industrielle arbejdskraft og kapitalejerne. Efter dannelsen af de traditionelle
partier er der dog sket store forandringer i samfundet. Nye konfliktdimensioner
er f.eks. opstået i takt med, at mange europæiske lande er blevet
indvandringslande frem for udvandringslande, hvorfor en række nye højreekstremistiske partier er opstået nationalt i Europa (Ignazi, 1992; Kitschelt &
McGann, 1995). Derudover har Europa i dag en ny bred middelklasse med
stigende interesse i postmaterielle værdier såsom frihedsrettigheder og
livskvalitetskriterier som kønsligestilling og miljøbeskyttelse (Inglehart, 1977,
1990). Dette har haft betydning for dannelsen af nye konfliktdimensioner og
desuden for at parti-identifikationen blandt vælgere er faldet betydeligt siden
dannelsen af de traditionelle partier (Ibid). En stigende grad af issue voting er
ligeledes fundet sted i samtlige vestlige lande (Franklin, Mackie, & Valen, 1992, s.
399).
Konfliktdimensionerne, som blev identificeret af Lipset & Rokkan (1967),
forklarer således ikke de vestlige partiers positioner eller vælgernes
stemmeadfærd ligeså godt, som de gjorde engang (se eksempelvis: Beck, Dalton, &
Flanagan, 1984; Franklin et al., 1992; Karvonen & Kuhnle, 2002). Men på trods af
dette er det stadig de klassiske parti-familier identificeret af Lipset & Rokkan, som
dominerer de fleste partisystemer i dag, hvilket især skyldes partiernes evne til at
omstille sig (Hix et al., 2007a, s. 65). Mange traditionelle konflikter udkæmpes
stadig både på nationalt og europæisk niveau, som f.eks. konflikter om skattetryk,
arbejdsløshedsunderstøttelse, social sikkerhed og sygesikring, hvilke kan siges at
udgøre de moderne skel mellem arbejdstagere og kapital-ejere (Ibid). Kampe om
miljøbeskyttelse, kønsligestilling og multikulturalisme kan ligeledes i dag siges at
udgøre den moderne version af konfliktlinjen mellem den urbane middelklasse og
de mere traditionelle værdier (Ibid). Grundet at mange traditionelle konflikter i
dag stadig udkæmpes, har balancen mellem højre- og venstrefløjspartierne i
nationale parlamenter været bemærkelsesværdigt stabil i mere end hundrede år
(Bartolini, 1990), og den klassiske ideologiske venstre-højre-skala betragtes af
flere
som
repræsenterende
den
dominerende
konflikt-dimension
til
parlamentsvalg i hele den demokratiske verden (se for eksempel Benoit & Laver,
2006; Budge, 2001).
35
Dog kan det – ikke mindst fordi partierne er gode til at omstille sig –
diskuteres, hvilke konflikter denne klassiske, og meget bredt definerede, venstrehøjre-skalaegentligt repræsenterer?. Flere peger nemlig på, at venstre-højreskalaen ikke blot indfanger en generel ideologisk konfliktdimension men flere
dimensioner, som for eksempel opdelingen i en økonomisk konfliktdimension og
en værdipolitisk(Franklin et al., 1992; Hix et al., 2007a, s. 66; Hix, 1999, s. 73;
Kitschelt, 1994; Marks & Steenbergen, 2002, s. 880). Franklin viser f.eks., at partiidentifikationen i de vestlige demokratier i dag kun i nogen grad repræsenterer
klassiske konfliktdimensioner, som afspejler sociale strukturer, og i højere grad
afspejler nye konflikter (Franklin et al., 1992, s. 404–405). Ligeledes finder for
eksempel Bakker m.fl. (2012), at både en økonomisk konfliktdimension, en social
konfliktdimension og en »pro-anti-EU«-konfliktdimension eksisterer i samtlige
EU-lande (Ryan Bakker, Jolly, & Polk, 2012, s. 221), men at forholdet mellem
dimensionerne er forskellige på tværs af medlemsstater (Ibid). Der arbejdes
således på det nationalpolitiske niveau ofte med mere end to dimensioner.
EU-politik er traditionelt blevet forstået som en konflikt mellem forkæmpere
for og modstandere af øget europæisk integration (Hix et al., 2007, s. 162). EU’s
kompetencer vedrører imidlertid i dag snart alle traditionelle politikområder fra
national politik. Derfor er det almindeligt accepteret, at den klassiske venstrehøjre-skala, som udgør den dominerende konfliktdimension på nationalt niveau,
også forekommer på det aggregerede niveau i EU-politik (Ibid: 163). På den
baggrund er der foreslået forskellige konfigurationer af konfliktdimensioner i EUpolitik, hvori EU-integration og nationalpolitiske venstre-højrefløjs-temaer på den
ene eller den anden måde står i relation til hinanden. Centrale bud på sådanne
konfigurationer af konfliktdimensioner i EU-politik er forsøgt systematiseret af
Gary Marks og Marco Steenbergen ud fra, hvorvidt EU-integrationsspørgsmålet
kan indfanges i en enkelt eller flere dimensioner, samt hvorvidt EU-integrationsspørgsmålet relaterer sig til andre konfliktdimensioner, der har karakteriseret det
politiske liv i Vesteuropa gennem årene (Marks & Steenbergen, 2002).
Det er i vores analyse afgørende, at identificere hvilke forskellige
konfliktdimensioner, der er med til at påvirke MEP’ers stemmeadfærd i EuropaParlamentet, og vi gengiver derfor de forskellige bud på konfigurationer af
konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet som opstillet af Marks og Steenbergen
(2002). Vi betragter dog ikke den første af disse modeller – international politikmodellen – som relevant i forhold til vores undersøgelse. I denne model allokeres
præferencerne i forhold til EU-politik omkring én enkelt dimension, som vedrører
modstand mod eller støtte til yderligere EU-integration (Marks & Steenbergen,
2002, s. 883–884). Da vi betragter det som almindeligt anerkendt, at den klassiske
venstre-højre-skala, som udgør den dominerende konfliktdimension på nationalt
niveau, også forekommer på det aggregerede niveau i EU-politik. Vi beskæftiger
36
os derfor ikkeyderligere med denne – for studier af Europa-Parlamentet – ikke
tilstrækkelige model.
Til gengæld refererer vi løbende til de tre resterende modeller, når vii
analysen identificerer hvilke konfliktdimensioner, der er til stede i EuropaParlamentet.
I den regulatoriske model (Tsebelis & Garrett, 2000) forventes det, at
konflikten om EU-integration helt absorberes i den ideologiske venstre-højredimension. Her står konflikten mellem venstrefløjen, som ønsker mere økonomisk
regulering på tværs af EU, og højrefløjen, som ønsker mindre EU-regulering. Den
regulatoriske model består således kun af en enkelt konflikt-dimension, hvor
konflikter på EU-niveau er udtryk for de samme konflikter vi ser på nationalt
niveau (Marks & Steenbergen, 2002, s. 886). Summa summarum vil de politiske
partier i Europa-Parlamentet under denne model kun støtte politik-ændringer,
som bringer status quo tættere på deres ideologiske position på venstre-højreskalaen (Ibid: 886-887).
Venstreorienteret
Typisk V-Hkonfliktlinje
Højreorienteret
Figur 4.4.2: Den regulatoriske model, skildret med typisk
konfliktline mellem venstre og højre
I Hix-Lord-modellen (Hix & Høyland, 2011; Hix & Lord, 1997; Hix, 1999) – se Figur
4.4.3 – forekommer de to mest betydningsfulde dimensioner derimod ortogonalt
på hinanden: en ideologisk venstre-højre dimension, som repræsenterer både
økonomiske og socialpolitiske emner, forbliver uafhængig af EU-integrationsdimensionen, som løber fra »ønske om (øget) uafhængighed« til »ønske om
yderligere integration« (Marks & Steenbergen, 2002, s. 884). Hix og Lord
argumenterer for, at EU-integrationsspørgsmålet vanskeligt lader sig indfange
som en del af de ideologiske venstre-højre-konflikter, hvorfor de store nationale
partier derfor undlader at konkurrere med hinanden på disse spørgsmål. Det
overlader de hovedsageligt til mindre partier (Ibid: 884). Dette er en opfattelse
som i øvrigt går i tråd med de Vries og Hobolt (2012), som i studiet af EUintegrationsdimensionen i nationale partisystemer i Europa finder, at det især er
de små ’udfordrer-partier’, der har interesse i at flytte den politiske kamp til
sådanne ’nye’ dimensioner. Ifølge Hix-Lord-modellen kan venstre-højredimensionen og EU-integrationsdimensionen altså ikke sammenlægges til én
konfliktdimension, idet de repræsenterer forskellige konflikter, hvoraf partierne
37
indbyrdes foretrækker politisk konkurrence på nogle af dimensionerne men ikke
på andre.
For EU-integration
Højreorienteret
Venstreorienteret
Imod EU-integration
Figur 4.4.3: Hix-Lord-modellen for Europaparlamentets
politiske rum med to ortogonale dimensioner
Den sidste model – Reguleret kapitalisme versus neoliberalisme (Hooghe, Marks, &
Wilson, 2002) – arbejder med en venstre-højre-skala, som spænder fra
»socialdemokrati« til »markedsliberalisme« og en EU-integrations-dimension,
som spænder fra »nationalisme« til »supranationalisme«. I denne model antages
de to dimensioner hverken at være sammenlagt i én eller at være ortogonale på
hinanden (Marks & Steenbergen, 2002, s. 887). Ifølge Hooghe & Marks (2002)
absorberes nogle af EU-integrationsspørgsmålene i den ideologiske venstre-højreskala, mens de resterende emner repræsenteres af en ren EU-integrationsdimension. Konfliktlinjen, som her antages at dele MEP’erne i »ja« og »nej« i
konkrete afstemninger i Europa-Parlamentet, deler »centrum-venstre«, som vil
støtte øget regulering på EU-niveau med formålet at fremme ambitiøs miljø-,
social-, infrastruktur- og omfordelingspolitik på EU-niveau, og »det politiske
højre«, som ønsker et minimum af regulering på det indre marked. Stillet på
spidsen: så snart økonomisk integration i EU er på plads, forventes højrefløjen
således at være skeptisk over for resten af EU-integrationen (Ibid):
38
For EU-integration
Typisk
konfliklinje
Reguleret
kapitalisme
Højreorienteret
Venstreorienteret
Neoliberalisme
Imod EU-integration
Figur 4.4.4: Reguleret kapitalisme versus neoliberalismemodellen
Modellerne udgør altså den grove opsummering af, hvad andre forfattere tidligere
har teoretiseret om mht. politiske konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet. I
vores analyse vil vi tage stilling til, hvovidt de identificerede konfliktdimensioner
ligner nogle af disse foreslåede konfigurationer.
I dag er der foretaget flere studier af stemmeadfærd i Europa-Parlamentet (se
f.eks. Hix et al., 2006; Kreppel, 2001; Raunio, 1997; McElroy, 2007).
Ikke mindst foretager Hix, Noury og Roland (2006 og 2007) en ganske
omfattende analyse af alle roll call-votes i Europa-Parlamentet fra 1979 og 2004
(mere end 12.000 roll call-votew) for at undersøge stemmeadfærden i EuropaParlamentet over en periode på 25 år. Deres research kan påvise, at den
dominerende konfliktdimension i Europa-Parlamentet udgøres af en generel
venstre-højre-skala. Forfatterne identificerer endvidere en sekundær dimension,
der kan fortolkes som »for eller imod yderligere EU-integration«. Den sekundære
dimension, finder Hix, Noury og Roland (2006) er dog vanskeligere at definere,
idet den ikke blot ser ud til at afspejle holdningen til EU-integration, men som
også indfanger interinstitutionelle konflikter mellem f.eks. EP-grupperne og
Kommissionen (Hix et al., 2007, s. 162). Den sekundære dimension vurderes
under alle omstændigheder kun at have begrænset betydning for MEP’ers
stemmeadfærd. Ligeledes ses det, at betydningen af EU-integrationsdimensionen
aftaget over alle de fem parlamentsperioder, undersøgelsen belyser (ibid. s. 507).
Hix, Noury og Rolands fund stemmer således mest overens med model nummer 2,
»Hix-Lord-modellen«, hvor en generel ideologisk venstre-højre skala er den mest
dominerende i Europa-Parlamentet, men hvor en EU-integrations-dimension
samtidig eksisterer uafhængigt af den ideologiske venstre-højre-dimension, dvs.
at de to dimensioner forekommer ortogonalt på hinanden.
Crespy & Gajewska (2010) finder derimod med et kvalitativt casestudie af
afstemningerne om service-direktivet, at hverken den klassiske højre-venstre39
skala eller EU-integrationsdimensionen er forklarende i netop denne case.
Derimod identificerer forfatterne en konfliktlinje mellem ’liberalister’ og
’regulatorer’, som forfatterne finder, bedst forklarer EU-politik, når det gælder
socioøkonomiske spørgsmål. Dette er således et resultat, der svarer bedst til den
tredje model »reguleret kapitalisme versus neoliberalisme-modellen«. Crespy &
Gajewska (2010) argumenterer for, at holdningen til EU-integration formuleres
afhængigt af de konsekvenser, som denne integration har for sociale standarder
og konkurrence. Altså afspejler denne politiske dimension en konflikt mellem
venstrefløjen, som støtter integration i form af øget regulering, mens højrefløjen
støtter integration i form af øget liberalisering og deregulering(Ibid). I Crespy &
Gajewskas
undersøgelse
er
både
stemmedata,
EP-gruppernes
stemmevejledninger, deres forklaringer af, hvorfor de stemte, som de gjorde
(explanation of votes) pressemateriale og interviews med involverede MEP’er og
lobbyister kombineret.
I dette afsnit har vi således præsenteret den relevante litteratur omkring
ideologiske konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet og argumenteret for,
hvordan vi vil anvende den i vores undersøgelse af stemmeadfærd fra før
østudvidelsen og til nu. I det næste afsnit vil vi tilsvarende præsentere den
relevante litteratur omkring stemmedisciplin i Europa-Parlamentet.
4.2
Stemmedisciplin i Europa-Parlamentet
I forhold til stemmedisciplin er det igen Hix, Noury og Roland’s studie fra 2007,
som må omtales som hovedværket (Hix et al., 2007). Hix, Noury & Roland påviser
her, at MEP’er i stigende grad stemmer i overensstemmelse med EP-gruppernes
partilinje og i aftagende grad efter nationale skel (Hix et al., 2007b, s. 94). Den
høje grad af stemmedisciplin over for EP-grupperne hænger dog sammen med, at
MEP’erne i udgangspunktet er loyale over for deres nationale partier, som samlet
er meldt ind i en EP-gruppe: Ud over at EP-grupperne officielt skal have et
ideologisk standpunkt for at kunne konstituere sig, som nævnt tidligere, finder
McElroy & Benoit (2010), at EP-grupperne består af nationale partier, som deler
samme politiske positioner. Dette gøres ved brug af ekspert survey-undersøgelser
over partiers positioner og derefter ved estimering af de nationale partiers
politiske idealpunkter med en statistisk skaleringsmetode. Det er ligeledes kendt,
at nationale partier jævnligt skifter EP-gruppe, og McElroy & Benoit finder
ligeledes i denne forbindelse, at organisationen af og skift imellem EP-grupper er
styret af ønsket om at maksimere politisk kongruens – dvs. graden af
overensstemmelse mellem EP-gruppens og det nationale partis politiske platform,
på de politiske dimensioner, der betyder mest for dem. (2010, s. 377).
Derudover
har
Hix
(2002)
tidligere
undersøgt,
hvorvidt
MEP’ers
stemmeadfærd afspejler MEP’ers personlige præferencer, EP-gruppedisciplin
40
eller national partidisciplin.
Dette blev gjort ved at anvende skalerings-
algoritmen NOMINATE på ca. 1000 roll call-votes til at estimere en række MEP’ers
politiske position på baggrund af deres stemmer, for derpå at sammenligne disse
med survey-data over 195 MEP’ers angivne politiske præferencer. Hix
konkluderer her, at stemmeadfærd i højere grad styres af de nationale partier end
af EP-grupperne eller for den sags skyld individuelle personlige præferencer (Hix,
2002). Hix påpeger dog, at de nationale partier med tiden er gået på kompromis
med, hvor meget de forventer at kunne kontrollere deres MEP’er (Ibid).
Monika Muehlboeck (2012) nuancerer denne konklusion en smule. Hun
finder, at der er forskel på, hvilke nationale partier, der forsøger at kontrollere
deres MEP’er, og på, hvordan og hvorvidt kontrollen lykkes. Ved kvantitativ
analyse af afstemninger fra både Rådet og Europa-Parlamentet under den fælles
beslutningsprocedure, viser Muehlboeck for perioden 1999 til 2009, at den
overordnede effekt af kontrol fra de nationale partier er begrænset. I stedet for at
følge det nationale partis ministers linje stemmer MEP’erne ifølge Muehlboecks
resultater i stedet overvejende loyalt over for deres EP-gruppe (Muehlboeck,
2012). Denne undersøgelse er foretaget ved at anvende nationale ministres
position som proxy for hele det nationale partis position samt ved brug af
ekspertinterviews.
I dette afsnit har vi således præsenteret den relevante litteratur i forhold til
stemmedisciplin i Europa-Parlamentet. I de følgende afsnit vil vi introducere til
den relevante litteratur i forbindelse med vores tre critical junctures:
østudvidelsen i 2004, Lissabontrakatens ikrafttræden og finanskrisen, hvoraf vi
udleder vores konkrete hypoteser til undersøgelsen.
4.3
Østudvidelsens effekt på Europa-Parlamentets stemmeadfærd
Per første januar 2004 trådte 10 nye lande ind i EU-samarbejdet: otte tidligere
sovjetrepublikker Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien og
Tjekkiet og Ungarn foruden de to relativt små østater Cypern og Malta. I omegnen
af 74 mio. nye EU-borgere med en samlet økonomi på 495 mia. euro (2014-priser
- Eurostat, 2014) blev således indlemmet i det europæiske fællesskab. Siden er
Bulgarien, Rumænien og senest Kroatien kommet til i hhv. 2007, 2007 og 2013. I
det følgende afsnit opsummerer vi litteraturen om østudvidelsen og godtgør,
hvorfor særligt østudvidelsen udgør en critical juncture i EU’s historie, og hvorfor
dette forventes at have betydelig effekt på EU’s institutioner og aktørernes
præferencer i det politiske arbejde i EU. Vi argumenterer konkret for, hvorfor
disse forandringer også forventes at afspejle sig i MEP’ernes stemmeadfærd i
Europa-Parlamentet, og udleder endelig to konkrete hypoteser i relation til
henholdsvis effekten på MEP’ernes placering på betydelige konfliktdimensioner
og effekten på MEP’ernes stemmedisciplin over for EP-gruppe og medlemsstat.
41
4.3.1
Litteraturreview: østudvidelsen
Østudvidelsen i 2004 var på flere måder et definerende øjeblik i det moderne
Europas historie. Dels havde udvidelsen ganske stor symbolværdi, fordi EU’s
gamle
medlemsstater
med
indlemmelsen
anerkendte
de
central-
og
østeuropæiske stater som politisk, demokratisk og økonomisk modne til at
deltage på lige fod med de gamle Vesteuropæiske medlemmer i EU-samarbejdet6.
Dette
var
skelsættende
efter
næsten
50
års
opdeling
i
et
liberalt
markedsøkonomisk Vesteuropa og et socialistisk, centralistisk planlagt Østeuropa.
Derudover var udvidelsen den hidtil største i det europæiske fællesskabs historie,
både målt i antallet af lande og i befolkningstal (R. A. Epstein & Jacoby, 2014). I
litteraturen fremhæves, at særligt de 10 tidligere kommunistiske stater, som med
2004-udvidelsen blev indlemmet i EU, divergerer fra det ’gamle’ Europa på mindst
tre centrale områder: økonomisk velstand, institutionelt system og politisk kultur.
Da MEP’er vælges nationalt og som medlemmer af nationale partier kan
væsentlige
forskelle
mellem
de
vesteuropæiske
og
de
østeuropæiske
medlemsstater, således også forventes at afspejle sig i stemmeadfærden i EuropaParlamentet.
Udvidelsen præsenterede først og fremmest EU for en ny grad af økonomisk
divergens medlemsstaterne imellem. Den gennemsnitlige BNP per indbygger i de
gamle medlemsstater var henved fire gange højere end i de 10 nye ved
indlemmelsen i 2004 (Eurostat, 2014). Denne økonomiske kløft mellem Øst og
Vest tilskrives hyppigt sovjettidens centralistiske planøkonomi (et relevant
eksempel på denne opfattelses ses i referatet for Formandsskabet for Det
Europæiske Råd, 1993, s. 13, hvor netop sovjettiden gives ansvaret for svag
østeuropæisk økonomi), men den kan også spores endnu længere tilbage. Således
peger eksempelvis Valerie Bunce (2000, s. 212) på, hvordan Østeuropa siden den
tidlige middelalder har skærmet det rigere Vesteuropa fra forskellige asiatiske
invasionsbølger, som til gengæld har hæmmet statsbygning i Østeuropa. Under
alle omstændigheder er den økonomiske ulighed internt i EU blevet større med
optagelsen af østlandene. Samtidig kan de nye østeuropæiske medlemsstater i
særlig grad drage økonomiske fordele af EU bl.a. gennem det frie indre marked,
arbejdskraftens frie bevægelighed og økonomiske udligningspolitikker i EU som
strukturfondene. En tilbundsgående skildring af denne økonomiske ulighed og
potentielle konflikt mellem netto-bidragere og netto-modtagere er ganske
kompleks og ligger uden for dette speciales fokus. Figur 4.5: BNP pr. capita, 2004
opsummerer forskellen i EU-medlemsstaternes bruttonationalprodukt som
6
Københavnerkriterierne for indlemmelse i EU stiller krav bl.a. til kandiderende
medlemsstaters demokratiske og politiske system og til økonomisk konvergens, se
Formandsskabets for det Europæiske Råds konklusioner (1993, 7.a.iii, side 13).
42
indikator for samlet økonomi. I Figur 4.6 søges uligevægten ift. EU’s budget
illustreret i form af forskellen mellem landenes netto-gevinster af EU’s budget, i
perioden for 2004-2009.
Luxembourg
Irland
Danmark
Sverige
Holland
UK
Finland
Østrig
Belgien
Tyskland
Frankrig
Italien
Spanien
Cypern
Grækenland
Portugal
Slovenien
Malta
Tjekkiet
Ungarn
Kroatien
Estland
Slovakiet
Litauen
Polen
Letland
Rumænien
Bulgarien
0
10.000
20.000
30.000
40.000
EUR
50.000
60.000
70.000
Figur 4.5: BNP pr. capita, 20047
Egen beregning, BNP er hentet fra («Eurostat», 2014a), befolkningstal fra
Eurostat (Eurostat, 2014b).
7
43
Grækenland
Portugal
Litauen
Irland
Estland
Letland
Spanien
Malta
Ungarn
Polen
Slovakiet
Bulgarien
Tjekkiet
Slovenien
Rumænien
Cypern
... EUR 419
Storbrittanien
Finland
Østrig
Italien
Frankrig
Belgien
Danmark
Sverige
Holland
Luxembourg
Tyskland
-EUR 250
EUR 0
EUR 250
Figur 4.6: Årlig nettogevinst fra EU's budget, gns. 2004-20098
Med større økonomiske forskelle mellem befolkningerne i EU end hidtil samt
større udligning mellem medlemsstaterne, kunne en øget polarisering af EuropaParlamentets medlemmer derfor være tænkeligt – særligt i forbindelse med
MEP’ernes stemmedisciplin, hvor MEP’erne kan tænkes i højere grad at udvise
loyalitet over for deres medlemsstater end over for deres EP-grupper. Crespy &
Egen beregning, befolkningstal er hentet fra Eurostat (Eurostat, 2014b),
nettobidrag/gevinst til EU-budget er hentet fra (Folketingets EU-oplysning,
2013).«Eurostat», 2014a)
8
44
Gajewska finder for eksempel at socioøkonomiske forhold, som traditionelt er
blevet betragtet som et ideologisk venstre-højre-spørgsmål i EU, i stigende grad er
blevet stridsspørgsmål på territorial basis frem for ideologisk basis (Crespy &
Gajewska, 2010, s. 1203). Dette skyldes ifølge forfatterne ganske enkelt, at øget
integration har forskellige konsekvenser for sociale standarder i de nye og i de
gamle medlemsstater. Medlemsstater, som gerne vil udnytte deres relative
konkurrence-fordele økonomisk har simpelthen andre interesser i øget EUintegration end medlemsstater, som gerne vil beskytte deres jobs og høje sociale
standarder hjemme (Ibid). Crespy & Gajewska (2010) finder således også at
MEP’erne fra de nye medlemsstater stemmer mere nationalt i forhold til
socioøkonomiske issues, og at udvidelsen mod øst derfor har været med til at
forstyrre den klassiske venstre-højre-dimension i EU.
For det andet divergerer de nye østeuropæiske medlemsstater fra det gamle
Europa i forhold til de institutionelle modeller for statens regulering, med andre
ord: hvilken rolle staten bør spille i samfundet, og særligt hvilken velfærdsmodel
ønskes der. Med overgangen fra centralistisk planøkonomi til et frit marked i
90’erne gennemgik de nu postkommunistiske stater voldsomme økonomiske
reformer. Bohle og Greskovits (2007) undersøger bl.a. denne overgang og
konstaterer, at tre generelle modeller for kapitalistiske økonomier er opstået som
følge af denne omvæltning: 1) En neoliberalistisk i Baltikum, hvor industri,
konkurrenceevne og vækst prioriteres højt ift. velfærd og social sikkerhed. 2) En
’indlejret’ neoliberalistisk model, i Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, hvor
social sikkerhed og velfærd er til stede, men kun som en overbygning på en kerne
af neoliberal vækstpolitik, og endelig 3) en neo-korporatistisk model i Slovenien,
hvor institutionaliseret inddragelse af arbejdsmarkedets parter sikrer, at
markedets udvikling går sammen med social sikkerhed (ibid, s. 445). Copeland
(2012) pointerer, at de nye østeuropæiske medlemsstater overvejende tilslutter
sig
modellen
for
neoliberal
markedsøkonomi
frem
for
koordineret
markedsøkonomi, dog med undtagelse af Slovenien (Bohle & Greskovits, 2007).
Indlemmelsen af de 10 østeuropæiske medlemsstater har derfor også styrket den
deregulerende, liberale koalition i Europa-Parlamentet (ibid).
Denne nye balance kan ligeledes forventes at have en effekt på særligt
MEP’ernes ideologiske placering på de relevante konfliktdimensioner i EuropaParlamentet: Ligesom Crespy og Katarzyna Gajewska (2010) på baggrund af deres
analyse af servicedirektivet (Direktiv 2006/123/EC, 2006), faktisk viste at en
skillelinje mellem liberale MEP’ere, der ønsker EU-integration i form af
deregulering over for regulatoriske MEP’er, der ønsker EU-integration i form af
regulering, kom til syne i denne forbindelse (Crespy & Gajewska, 2010). Altså en
indikation, der peger på relevansen af den tredje model for konfiguration af
konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet, »reguleret kapitalisme versus
45
neoliberalisme-modellen«. Med flere lande i EU, som tilslutter sig en neoliberal
markedsøkonomisk model, er det altså forventeligt, at vi i Europa-Parlamentet
efter østudvidelsen vil kunne identificere en større betydning af netop denne
konfliktdimension, som afspejler spørgsmålet og deregulering vs. regulering. I
forhold til spørgsmålet om EU-integration forventes derfor også at være blevet
mere uskarpt end tidligere, idet EU-integrationen ikke længere er et spørgsmål
om blot »for« eller »imod«, men i høj graf afhænger af hvilke typer institutionelle
modeller der ønskes fremmet på tværs af det Europæiske fællesskab. Her må vi
forvente at vægten af en række lande med tilslutning til en bestemt type
institutioner har sæt sit præg.
Endelig adskiller de nye EU-lande sig ved, som nye demokratier, at have en
anden politisk kultur. Skønt vi med vores teoretiske ramme betragter den
individuelle parlamentariker som nyttemaksimerende i forhold til egne
ideologiske præferencer, kan den politiske kultur, han eller hun agerer under
inden for samme teoretiske ramme betragtes som en uformel institutionel
begrænsning, der påvirker MEP’ens handlingsrationale. Vi fortolkerpolitisk kultur
som ’politiske aktørers opfattelse af fordele og ulemper ved samarbejde eller ikkesamarbejde’. Politisk kultur forstås altså som en MEP’s bagvedliggende forståelse
af det politiske arbejde i Europa-Parlamentet, som påvirker MEP’ens cost/benefitanalyser i forhold til at stemme i den ene eller anden retning. Parlamentarisk
arbejdsdeling og politisk koalitionsdannelse forudsætter f.eks. enten tillid til, at
modparten ikke snyder under afstemningen, eller muligheder for repressalier,
såfremt det er tilfældet. Politisk kultur er altså ’form’, dvs. hvordan foregår det
politiske arbejde, mere end ’indhold’, dvs. hvad er substansen for det politiske
arbejde. De nye postkommunistiske medlemsstater havde alle folkevalgte
forsamlinger allerede før Sovjetunionens sammenbrud, men de er som
demokratiske systemer alle stadigt unge og med nyudviklede pluralistiske
partisystemer. Bortset fra enkelte gamle EU-medlemslande, der også i
efterkrigstiden har været underlagt autokratiske regimer (f.eks. Østtyskland før
genforeningen i 1989, Grækenland under militærjuntaen i 1967-1974 og Spanien
under general Francisco Franco 1939-1975), står de nye medlemsstater altså på
dette punkt i kontrast til de konsoliderede liberale demokratier i det gamle EU
(Voeten, 2009, p. 93, Bunce, 2000). De relativt unge partisystemer i de
postkommunistiske medlemsstater udmærker sig ved f.eks. at have en ret høj
vælgervolatilitet og deraf et tilsvarende omskifteligt politisk system (Tavits,
2008). Flere forfattere (Hix & Noury, 2009; Bressanelli, 2012; Schmitt &
Thomassen, 2009) har stillet spørgsmålet om, hvorvidt der måtte vise sig en
’konsolideringsfase’, hvor MEP’er fra nye medlemsstater skulle forstå strukturen i
Europa-Parlamentet, og hvor EU-politikken ligeledes skulle mainstreames i de
nationale partiers daglige arbejde.
46
I den forbindelse peger McElroy (2007) for eksempel på, at mange nationale
partier fra de otte postkommunistiske medlemsstater9 ikke er klart ideologisk
definerede partier (McElroy, 2007, s. 445). Dette skyldes, at disse partier er
dannet primært på grund af nye enkeltstående temaer som immigration eller
Europæisk integration (Ibid). Vi har derfor grund til at forvente en effekt særligt i
gruppe-partidisciplinen som udtryk for manglende loyalitet over for/tilpasning til
EP-grupperne hos de østeuropæiske MEP’er i perioden umiddelbart efter
østudvidelsen. Hvis der imidlertid kun er tale om en konsolideringsfase, som flere
af forfatterne peger på, finder vi det forventeligt, at denne tendens er aftaget nu, ti
år efter østudvidelsen. Denne forventning går således imod de forventninger vi
har i forbindelse med medlemsstaternes økonomiske forskelle, som vi forventer
kan være grund til
mere permanente effekter i stemmeadfærden efter
østudvidelsen.
Flere
har
undersøgt
stemmeadfærden
i
Europa-Parlamentet
efter
østudvidelsen allerede. Hix og Noury (2009, s. 160) undersøger på baggrund af
roll call-votew fra hele det femte Europa-Parlament 1999-2004 og fra første
halvdel af det sjette Europa-Parlament 2004-2006, hvorvidt der kan identificeres
ændringer i MEP’ernes stemmeadfærd efter østudvidelsen. Hix & Noury
konkluderer imidlertid, at østudvidelsen ikke har haft nogen betydelig effekt på
MEP’ernes stemmeadfærd (Hix & Noury, 2009, s. 171). En ganske lille stigning i de
loyaliteten over for medlemsstaterne på bekostning af sammenhængskraften i EPgrupperne kan spores generelt, men de trans-europæiske partigrupper findes
stadig at være de mest afgørende for MEP’ernes afstemninger (Hix & Noury, 2009,
s. 161). Særligt MEP’erne fra de nye østeuropæiske medlemsstater bryder dog
noget hyppigere partidisciplinen i EP-grupperne for i stedet stemme nationalt (
Hix & Noury, 2009, s. 163). Hix & Noury vedholder dog, at ideologi endnu er langt
den vigtigste forklarende faktor for MEP’ernes stemmeadfærd (ibid.), og at
Europa-Parlamentet således også efter østudvidelsen et ’rigtigt’ parlament,
forstået på den måde at ideologiske partiskel, og ikke nationale forskelle, er det
primære holdepunkt i forhandlingerne. Det samme finder Erik Voeten (2009), der
ligeledes undersøger roll call-votew for første halvdel af det sjette EuropaParlament 2004-2006, men vha. en anden metode end Hix & Noury (den til
NOMINATE-relaterede »optimal classification methold«) (K. T. Poole, 2000).
Schmitt og Thomassen (2009), finder desuden, at østudvidelsen ikke har
forårsaget de store ændringer i hverken parti- eller gruppestrukturen i Europa-
9
McElroy angiver ikke nøjagtigt, hvilke medlemsstater, han her henfører til, men
eftersom 8 ud af de 10 indlemmede stater pr. 2004 tidligere var en del af
Sovjetunionen, antages der her at være tale om : Estland, Letland, Litauen, Polen,
Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn.
47
Parlamentet, dette hverken hvad angår gruppernes sammenhængskraft eller
deres indbyrdes placering i et todimensionelt politisk rum. Derudover har
Bressanelli (2012) undersøgt nationale partiers valg af EP-gruppe i det syvende
Europa-Parlament 2009 og finder, at den ideologiske placering på en generel
højre-venstreskala er langt den væsentligste faktor for de nationale partiers
gruppering i Europa-Parlamentet. Denne tendens synes dog mindre udtalt for de
10 postkommunistiske medlemsstater. Bressanelli foreslår (ibid.), at dette netop
kan være udtryk for en konsolideringsfase for de nye nationale partier i EuropaParlamentet. Eller det kan være udtryk for, at MEP’er fra nye medlemsstater
maksimerer f.eks. antallet af ordførerskaber frem for at fokusere på
overensstemmelse mellem det nationale partis og EP-gruppens ideologi (ibid., s.
752). Det sidste synes dog næppe tilfældet, i hvert fald hvis man tager Hurka og
Kaeding (Hurka & Kaeding, 2012, s. 525) til troende, som konkluderer, at de nye
medlemsstater i det sjette Europa-Parlament var væsentligt underrepræsenteret i
tildelingen af rapporteur-poster.
Endelig undersøger Hosli, Mattila og Uriot stemmeadfærden i Rådet efter
østudvidelsen, hvor lignende tendenser i forhold til effekten af indlemmelsen af de
nye medlemsstater kunne forventes. Denne undersøgelse bygger ligeledes på data
fra de første to år af det sjette parlament 2004-2006 (Hosli, Mattila, & Uriot,
2011). Her findes det, at ministrene fra de nye medlemsstater mindre hyppigt
sætter sig imod majoriteten i Rådet og blokerer for et forslag end ministrene fra
de gamle medlemsstater (Hosli et al., 2011, s. 1261). Derudover findes, at nettomodtagere i forhold til EU’s budget i mindre grad sætter sig imod majoriteten i
Rådet – dog igen kun blandt de gamle medlemsstater. Hosli, Mattila og Uriot
finder altså parallelt i Rådet ret store forskelle på aktørernes adfærd efter
østudvidelsen, men forventer dog i samklang med andre nævnte forfattere, at der
blot kan være tale om en konsolideringsfase for de nye medlemsstater (Hosli et
al., 2011, s. 1266).
4.3.2
Sammenfatning og hypoteser i forhold til Østudvidelsen
Sammenfattende kan det siges, at de nye østeuropæiske medlemsstater adskiller
sig fra de gamle medlemsstater på mindst tre parametre: Økonomisk, derved at
deres BNP er lavere; institutionelt, derved at de østeuropæiske medlemsstater har
indført relativt mere neoliberale modeller for kapitalistisk markedsøkonomi
sammenlignet med de Vesteuropæiske medlemsstater; og kulturelt, derved at de
østeuropæiske partisystemer endnu ikke betragtes som konsoliderede.
Flere forfattere har undersøgt østudvidelsens betydning for partikoalitioner
og stemmeadfærd til og med det sjette Europa-Parlament, men generelt fundet, at
østudvidelsen hverken har ført til nævneværdig fremvækst af nationale
skillelinjer eller til voldsomme skift i dannelsen af partigruppe-koalitioner. Dog
48
findes det, at østudvidelsen har flyttet stemmevægten i Europa-Parlamentet imod
et liberalistisk deregulerings-orienteret tyngdepunkt. Dette forventer vi, afspejler
sig i MEP’ernes ideologiske placeringer på de relevante konflikt-dimensioner i
Europa-Parlamentet. Således forventer vi at kunne identificere, at spørgsmålet om
holdningen til EU-integration ikke blot er et isoleret spørgsmål, men et spørgsmål
om integrationens retning mod øget liberalisering eller øget økonomisk
regulering. De store økonomiske forskelle mellem medlemsstaterne efter
østudvidelsen, og særligt de store forskelle på, hvilke medlemsstater, der netto
modtager og netto giver til EU’s budget, forventer vi ligeledes bidrager til denne
tendens, idet de østeuropæiske medlemsstater i høj grad opnår økonomiske
fordele ved øget liberalisering. Vi forventer derfor, at konflikten om mere eller
mindre EU-integration i sig selv har fået mindre betydning for MEP’ernes
stemmeadfærd efter østudvidelsen (i det sjette parlament 2004-2009 set i forhold
til det femte 1999-2004) – dette til fordel for en konflikt om regulering versus
liberalisering. Derudover er der tidligere – halvvejs inde i det sjette parlament –
blevet konstateret en tendens mod smule mere national stemmeadfærd for de
østeuropæiske MEP’er. Men dette indikeres af andre forfatterne som værende
udtryk for en konsoliderings-fase, og tendensen forventes således at gå i sig selv
igen. Vores forventninger er dog, at de store økonomiske forskelle på EU’s
medlemsstater efter østudvidelsen ligeså vel kan danne belæg for permanente
tendenser, og vi forventer således, at der i højere grad efter østudvidelsen vil være
tendens til større loyalitet over for medlemsstaterne på bekostning af loyalitet
over for de europæiske partigrupper – dette særligt blandt MEP’ere fra de nye
medlemsstater. Med andre ord:
H1: I det sjette Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd relativt
ringere af en EU-integrations-dimension i forhold til i det femte, men derimod
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension, som blandt andet afspejler
konflikten mellem ønsket om regulering versus ønsket om liberalisering.
H2: I det sjette Europaparlament er stemmeadfærd med loyalitet over for
medlemsstaterne højere end i det femte – dette på bekostning af loyalitet over
for EP-grupperne,og i særlig grad for de nye medlemsstater.
49
4.4
Lissabontraktatens effekt på Europa-Parlamentets
stemmeadfærd
4.4.1
Litteraturreview: Lissabontraktaten
Lissabontraktaten er den seneste og muligvis den sidste store traktat-revision i
EU, og vi betragter i denne undersøgelse Lissabontraktaten, som en critical
juncture, der kan påvirkedet politiske rum i EU’s institutioner. I forbindelse med
Lissabontraktaten står vi overodnet med to tendenser, som kan tænkes at have
påvirket MEP’ernes stemmeadfærd i Europa-Parlamentet. For det første forbindes
Lissabontraktaten
ofte
med
en
øget
parlamentarisering
af
EU’s
lovgivningsprocedurer, idet både Europa-Parlamentet og nationale parlamenter
har fået større indflydelse herpå. Men derudover kan man i relation til
Lissabontraktatenslange ratificeringsproces tale om en decideret legitimitetskrise
i forhold til EU’s integrationsprojekt, hvor befolkningerne i flere medlemsstater
lader til at mene, at grænsen er nået. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at
traktaten, som har været lang tid under vejs, endelig er blevet implementeret
samtidig med, at den finansielle krise i EU for alvor indtrådte 2009, hvilket vi vil
vende tilbage til i næste afsnit 4.5. Der er som bekendt endnu ingen, der har
undersøgt stemmeadfærd i Europa-Parlamentet efter Lissabontraktaten, og vi kan
således ikke udlede vores teoretiske forventninger på baggrund af tidligere
undersøgelser af netop dette.
Til gengæld vil vi argumentere for, at den generelle tendens mod en øget
parlamentarisering af EU-politik, må forventes at føre til en stadigt større
betydning af klassiske ideologiske konfliktdimensioner på bekostning af generelle
konflikter om EU-integration – og i denne sammenhæng dermed også en øget
loyalitet
over
for EP-grupperne
på
bekostning
af
loyalitet
over
for
medlemsstaterne som sådan. Imod dette står til gengæld, at integrationsprojektet
i forbindelse med ratificeringen af Lissabontraktaten har været i krise, og at der
således kunne være grund til at forvente mere nationale tendenser afspejlet i
MEP’ernes stemmeadfærd. Vi vil i det følgende uddybe begrundelsen for begge
argumenter, og forsøge at afveje disse over for hinanden for endelig at fremsætte
vore konkrete hypoteser i forhold til Lissabontraktatens forventede effekt på
stemmeadfærd i Europa-Parlamentet.
Forhandlingerne om det, der dengang hed unionstraktaten startede med
Leaken-Rådsmødet allerede i december 2001, hvor EU’s medlemsstater nåede til
enighed om behovet for en revision af EU’s institutionelle konfiguration. Dette
skete ikke mindst fordi EU havde brug for reformer med planerne om at
indlemme de østeuropæiske postkommunistiske stater samt Cypern og Malta i
fællesskabet (Verdun, 2013, s. 1128). Men ligeledes stod det klart, at EU syntes for
50
bureaukratisk, for ineffektivt og for fjernt for EU’s befolkning (Ibid). Således har
mange forfattere også beskæftiget sig med EU’s såkaldte ’demokratiske
underskud’ (se for eksempel Hooghe & Marks, 2009; Follesdal & Hix, 2006;
Majone, 1998; Moravcsik, 1993).
Lissabontraktaten har med nye institutionelle modificeringer forsøgt at
imødekomme netop kritikken af EU’s manglende legitimitet og demokratiske
underskud, men samtidig skulle institutionerne også gøres mere effektive, fordi
EU nu skulle rumme væsentligt flere medlemsstater (Dinan, 2010, p. 98). Det nye
system i forhold til afstemninger med kvalificeret flertal i Rådet betragtes af flere
som mere retfærdig end det forrige system, idet det i højere grad tager højde for
medlemsstaternes befolkningstal (Ibid) (Verdun, 2013, p. 1132). Der skal nu
eksplicit være én kommissær pr. medlemsstat – et sent ændringsforslag fra Irland.
Og Europa-Parlamentet, som er EU’s eneste folkeligt valgte forsamling, har fået en
langt væsentligere rolle i lovgivningsprocessen. Dette skyldes ikke mindst, at den
meste lovgivning efter Lissabontraktaten vedtages af Rådet og EuropaParlamentet i fællesskab, eftersom den tidligere fælles lovgivningsprocedure nu er
blevet den almindelige lovgivningsprocedure (Artikel 13), hvorfor EuropaParlamentet nu er medlovgiver på omtrent dobbelt så mange policyområder som
før (Folketingets EU-oplysning, 2008).
Endelig har nationale parlamenter som noget nyt fået rollen som vogtere over
subsidiaritetsprincippet, og kan således kræve at Kommissionen skal stå til
regnskab for, hvorfor beslutninger skal varetages i EU og ikke nationalt (Artikel
61b). I denne sammenhæng er der med Lissabontraktaten etableret en »early
warning-mekanisme«, som gør at nationale parlamenter kan udtrykke deres
modstand mod et givent beslutningsforslag i EU og derved fremkalde en
afstemning i Rådet og i Parlamentet (Cooper, 2012, s. 451). Nationale parlamenter
bliver derudover direkte inkluderet i lovgivningsprocessen på et tidligere
tidspunkt på en række forskellige policy-områder, herunder forsvar og retspolitik
og har derved en betydelig øget indirekte indflydelse på EU’s lovgivning (Buzek,
2011, s. 12; Cooper, 2012, s. 461).
Lissabontraktaten forventes således især at have givet store landvindinger i
forhold til den parlamentariske politik, eftersom både Europa-Parlamentet og
nationale parlamenter har fået større indflydelse på EU’s lovgivningsproces. Den
tidligere formand for Europa-Parlamentet, Jerzy Buzek, kalder derfor også
Lissabontraktaten for »parlamenternes Traktat« og taler i samme åndedrag om
Lissabontraktatens »parlamentarisering« af EU (Buzek, 2011, p. 12).
Det er dog endnu til debat i litteraturen, i hvilken grad de nye institutionelle
forandringer i praksis har givet Europa-Parlamentet mere magt i forhold til EU’s
andre institutioner: Dinan peger på, at Europa-Parlamentet ikke har spildt tiden i
forhold til at instrumentalisere sin nye indflydelse på EU’s udenrigspolitik.
51
Eksempelvis lykkedes det for Europa-Parlamentet at få betydelig indflydelse på,
hvordan EU’s nye udenrigstjeneste (EEAS) skulle designes (Dinan, 2011, s. 104).
Buzek fremhæver ligeledes, at Europa-Parlamentet brugte sin nye indflydelse i
forhold til at skulle godkende EU’s aftaler med tredjelande til i februar 2010 at
blokere for en aftale mellem EU og USA om overførsel af finansielle data (SWIFTaftalen) (Buzek, 2011, s. 10). Der er således flere områder end blot de rent
formelle, hvor Europa-Parlamentet med Lissabontraktaten ser ud til at have fået
betydelig mere indflydelse.
Benedetto finder derimod, at selvom Lissabontraktaten overordnet set skulle
give Europa-Parlamentet større indflydelse og kontrol, ser det ud til, at dette ikke
har været tilfældet på budgetområdet. Her er detifølge Benedetto lykkedes
medlemsstaterne både at reducere EU-budgettets overordnede rammer, samt i
praksis at reducere Europa-Parlamentets indflydelse i budgetforhandlingerne
(Benedetto, 2013). Christiansen og Dobbels (2013) og Mariotto og Franchino
(2012) peger ligeledes på, at Europa-Parlamentet i praksis ikke har øget sin
indflydelse så meget, som andetsteds antydet. For disse forfattere står det
centralt, at Europa-Parlamentet med Lissabontraktaten formelt har øget mulighed
for at påvirke og kontrollere Rådet, men at Europa-Parlamentet ofte mangler
arbejdstid og administrative ressourcer til at udnytte disse nye muligheder
(Christiansen & Dobbels, 2013, s. 1136).
Ligeledes diskuteres det i forhold til de nationale parlamenters
øgede
indflydelse, hvor stor en betydning dette har i praksis. Buzek pointerer, at
inddragelsen af nationale parlamenter i EU’s beslutningsproces, ud over at gøre
EU’s lovgivningsprocedure mere effektiv, skal være med til at give de nationale
parlamenter en større følelse af ejerskab i forhold til EU’s integrationsproces
(Buzek, 2011, s. 12). Buzek påpeger desuden, at der i overensstemmelse hermed
også i praksis har været en øget involvering af nationale parlamentarikere i
Europa-Parlamentets arbejde efter Lissabontraktaten. Blandt andet har der
jævnligt
været
afholdt
interparlamentariske
møder,
og
nationale
parlamentarikere inviteres ligeledes jævnligt med til udvalgsmøder i EuropaParlamentet (Ibid: 13). Dog peger Cooper på, at de nationale parlamentarikere
ligeledes ser ud til at have begrænset incitament og ressourcer til at udnytte
Lissabontraktatens nye muligheder for indflydelse fuldt ud (Cooper, 2012, s. 461).
Da
både
Europa-Parlamentet
og
nationale
parlamenter
med
Lissabontraktaten har fået større indflydelse på EU’s lovgivningsprocedurer tales
der således samlet set om en øget parlamentarisering af EU-politik. Det må i
forlængelse af disse institutionelle forandringer derfor forventes, at EU-politik i
stadigt højere grad er baseret på de ideologiske interesser, som de politiske
partier organiserer sig efter. I den forbindelse finder Plechanovová (2013)
interessant nok, at partiidentifikation faktisk spiller en øget rolle i alle EU’s
52
institutioner efter Lissabontraktaten (Plechanovová, 2013, s. 1200). Således søger
de nationale regeringspartier efter Lissabontraktaten i stigende grad at holde
kontrol med f.eks. hvor mange ordførerskaber deres respektive EP-grupper får i
Europa-Parlamentet og hvor mange kommisærer der tilhører hvilke partifamilier
(ibid.: 1201). Det ser sådan ud til i stigende grad at være af større betydning for
f.eks. en socialdemokratisk
regering, at
der sikres
socialdemokratiske
ordførerskaber i Europa-Parlamentet og socialdemokratiske kommisærer på
tværs af Europa, i forhold til f.eks. regionalt motiveret at lægge kræfterne ind på at
sikre flest muligt nordiske ordførerskaber. Parlamentariseringen kan derfor siges
at have smittet af på også EU’s andre institutioner, så den ideologiske
partiidentifikation i stigende grad har betydning »hele vejen rundt«. Dette skyldes
ifølge Plechanovová primært, at nationale regeringer efter Lissabontraktaten
søger at kompensere for Europa-Parlamentets institutionelt større indflydelse og
ved at finde alternative indflydelseskanaler enten ved at koordinere via deres
partier i Europa-Parlamentet eller med andre medlemsstater (Plechanovová,
2013, s. 1200). Plechanovová finder, at hvor der tidligere særligt i Rådet har været
klare mønstre i relationerne mellem aktørerne fra bestemte grupper af
medlemsstater, eksempelvis norlige over for sydlige, netto-bidragsydere over for
netto-bidragsmodtagere eller nye over for gamle medlemsstater, så viser der sig
efter Lissabontraktaten nye mønstre, hvor partiidentifikation spiller en øget rolle
også for de nationale regeringer (Plechanovová, 2013, s. 1200). Set i lyset af denne
øgede parlamentarisering i EU, forventer vi derfor at også MEP’ernes
stemmeadfærd i Europa-Parlamentet i stadig højere grad end tidligere kan
forklares af klassisk parti-politik - altså af den klassiske ideologiske venstre-højreskala, som de nationale partier fordeler sig efter.
Den ovenfor beskrevne øgede parlamentarisering skal imidlertid ses i lyset af
den anden betydelige tendens i EU-politik i forbindelse med implementeringen af
Lissabontraktaten: en legitimitetskrise i forhold til EU’s integrationsprojekt. Selvom
det første udkast til en ny traktat blev ratificeret af de fleste medlemsstater i Rom
2004, blev traktaten afvist ved folkeafstemninger i både Frankrig og Holland i
2005 (Ibid: 1129). Dette medførte den såkaldte tænkepause på to år, og derefter
til den reviderede, udvandede udgave af traktaten, i dag kendt som
Lissabontraktaten. Mange kritikere har betragtet den endelige Lissabontraktat
som en »back-up strategi« lagt at Bruxelles-bureaukrater for at tvinge de
europæiske borgere til at sluge en mindre velsmagende pille (Buzek, 2011, s. 8).
Igen andre peger på, at Lissabontraktaten ikke har nogen særligt konstitutionel
karakter, idet traktaten ikke direkte overfører nye kompetencer til Bruxelles, men
mere moderat styrker de formelle funktioner i EU’s traktater, og på denne måde
nærmere er symbolsk end materiel (Reh, 2009). Den nye udvandede traktat
krævede imidlertid også folkeafstemninger i flere medlemsstater, med en sidste,
53
gentagen folkeafstemning i Irland som den afgørende for, at traktaten blev
ratificeret af alle 27 Medlemsstater i 2007, hvorefter den kunne træde i kraft 1.
december 2009 (Buzek, 2011, s. 8). Forhandlingerne om den seneste af EU’s
traktater har således taget otte år at færdiggøre, og kan dermed også siges at have
været politisk ganske omkostningsfuld (Dinan, 2010, s. 97).
Flere forfattere peger i den sammenhæng på, at hvis vi betragter retorikken og
debatten omkring ratificeringen af (dengang unions-)traktaten, har denne givet
anledning til en EU-skeptisk diskurs i flere medlemsstater, hvor EU-fællesskabet i
stigende grad ses gennem nationale briller (Hawkins, 2012). Og ifølge den
tidligere formand for Europa-Parlamentet Jerzy Karol Buzek, er det i dette lys
forståeligt,
hvis
visse
medlemsstater
på
nuværende
tidspunkt
ser
Lissabontraktaten som den ultimative grænse for omfanget af den europæiske
integration (Buzek, 2011, s. 8). At den økonomiske krise så småt ulmede i
Grækenland allerede fra 2008 gjorde ikke denne sag bedre (Dinan, 2011, p. 104).
Som eksempel på denne institutionelle krise er den øgede magt til EU’s
folkevalgte forsamling, Europa-Parlamentet, ikke fulgt af en tilsvarende øget
valgdeltagelse til Europa-Parlamentsvalgene - faktisk er det modsatte tilfældet, se
Figur 4.7:
70,0%
62,0%
60,0%
59,0%
58,4%
56,7%
49,5%
50,0%
45,5%
43,0%
43,1%
2004
2009
2014
40,0%
30,0%
20,0%
10,0%
0,0%
1979
1984
1989
1994
1999
Figur 4.7: Valgdeltagelse i pct. af stemmeberettigede for valg til
Europaparlamentet
(Europa-Parlamentet, 2014)
Som
Buzek
påpege,
kan
den
institutionelle
integrationsproces
med
Lissabontraktaten derfor ikke siges at været fulgt af en tilsvarende politisk
integrationsproces (Buzek: 18).
Europa-Parlamentet er altså institutionelt set efter Lissabontraktaten i endnu
højere grad et klassisk parlament med beslutningskompetence over næsten alle
policyområder. Men EU’s befolkning synes samtidig mættede i forhold til
54
integrationsspørgsmålet. Det er derfor endnu et åbent spørgsmål, hvorvidt denne
mættethed i MEP’ernes elektorale grundlag er hæmmende for den ellers
forventede øgede konsolidering af EP-grupperne: kort sagt et modargument til
forventningen om øget stemmedisciplin i EP-grupperne som følge af
Lissabontraktatens medfølgende parlamentarisering.
4.4.2
Sammenfatning og hypoteser i forhold til Lissabontraktaten
Da Lissabontraktaten formelt set har medført en øget parlamentarisering af EUpolitik, og eftersom vi har set indikationer på, at partiidentifikation har fået øget
betydning på tværs af EU-institutionerne, forventer vi, at Europa-Parlamentet
efter Lissabontraktaten i stadigt højere grad fungerer som et ’rigtigt parlament’
som
laver
politik
på
baggrund
af
ideologiske
forskelle
–
og
ikke
integrationsspørgsmål. Vi forventer derfor, at MEP’ernes stemmeadfærd efter
Lissabontraktaten i højere grad end tidligere forklares af den klassiske
ideologiske venstre-højre-skala, dvs. af klassisk parti-politik og relativt ringere af
en entydig holdning til EU-integration. Med andre ord:
H3: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af idelogiske interesser fordelt på en venstre-højre-skala og
samtidig igen relativt ringere af en generel EU-integrations-dimension i
forhold til i det sjette Europa-Parlament.
Eftersom de nationale regeringer i højere grad forsøger at koordinere på tværs af
institutioner langs deres partilinjer, forventer vi, at der vil være en højere
stemmedisciplin over for de nationale partier og dermed de nationale partiers
respektive EP-grupper. Vi forventer samtidig, at stemmedisciplinen over for
nationalstaten som sådan er reduceret, idet de nationale regeringer i højere grad
identificerer sig partipolitisk og ikke rent nationalt – dette til trods for den
føromtalte øgede EU-skepsis i vælgergrundlaget:
H4: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen over for EP-gruppe
steget relativt i forhold til i det sjette Europa-Parlament. Stemmedisciplinen
over for nationalstater er tilsvarende faldet.
4.5
Finanskrisens effekt på Europa-Parlamentets stemmeadfærd
4.5.1
Litteraturreview: Den finansielle krise
I EU mærkede man det første til den finansielle krise i august 2007, da en
forvirring på de globale finansielle markeder startede i form af fald i priser på
tværs af finansielle aktivklasser, og særligt værdipapirer med sikkerhed i fast
55
ejendom (Trichet, 2010, s. 8). Forvirringen kom på grund af store globale
ubalancer i både realøkonomien og i de finansielle systemer, samt en meget hurtig
stigning i anvendelsen af utilstrækkeligt regulerede finansielle instrumenter og
vækst i omfanget af skyggebank-relaterede finansielle enheder (Ibid). Dette
besvarede Den Europæiske Centralbank i første omgang hurtigt og prompte ved
over en nat at udlåne 95 milliarder euro til bankerne i euro-zonen, og den
økonomiske krise forblev således på dette tidspunkt en sag, som kun bankerne
var involveret i. I september 2008 kollapsede en af USA’s store finansielle
institutioner, Leamann Brothers, hvilket resulterede i en global finansiel krise,
som også førte til et nedbrud i valutamarkeder, og spredte sig både inden for og
uden for euro-zonen (Ibid: 10). Den Europæiske Centralbanks respons til krisen
vurderes at have været ganske effektiv (Ibid), men det ændrer ikke ved, at den
finansielle krise har udstillet en sårbarhed i EU’s økonomier, som til dels skyldes
EU’s manglende økonomiske og monetære integration – eller snarere, at EU havde
valgt en mellemting mellem fuld integration og ingen integration. Vigtigst
påvirkede den finansielle krise i høj grad realøkonomien i de europæiske
økonomier og har haft store socioøkonomiske konsekvenser i form af
arbejdsløshed i en række af EU-medlemsstaterne. I denne krisetid har
solidariteten EU’s medlemsstater imellem således ultimativt været på en prøve
(Dinan, 2010, s. 112).
I forbindelse med den finansielle krise i EU mener vi, overodnet at to
tendenser kan tænkes at have påvirket MEP’ernes stemmeadfærd i EuropaParlamentet. For det første blev de store økonomiske forskelle mellem EU’s
medlemsstater under krisen udstillet, og der opstod et markant skel mellem de
økonomier, der var ved at bryde sammen og de økonomier, der skulle »redde« de
førstnævnte dårligt stillede. Dette var først og fremmest gældende for eurolandende, som er del af den fælles monetære union (EMU’en). For det andet blev
de nationale forskelligheder i institutionelle systemer (forskellige typer
markedsstrukturer og velfærdmodeller) dernæst sat på spidsen, da reformarbejdet med EU’s finansielle og monetære integration blev sat i gang.
Igen er der endnu ingen, der har undersøgt stemmeadfærd i EuropaParlamentet i forbindelse med den finansielle krise, og vi kan således ikke udlede
vores teoretiske forventninger på baggrund af tidligere undersøgelser af netop
dette. Til gengæld vil vi argumentere for, at den gennemgribende krisehåndtering
– ud over at ECB har styret pengepolitikken - først og fremmest var centreret
omkring nationale programmer for finansiel tilbageholdenhed. De nationale
befolkningers efterspørgsel efter nationale løsninger og ikke af løsninger fra
Bruxelles, kan således forventes at have påvirket MEP’ernes stemmeadfærd,
sådan at stemmedisciplin langs nationale linjer er øget på bekostning af
stemmedisciplin over for EP-grupperne. Derudover vil vi argumentere for, at
56
»kampen om institutionelle systemer« har fået større betydning i forbindelse med
den finansielle krise, og at en økonomisk konflikt-dimension, som afspejler
konflikten mellem ønsket om liberalisering og ønsket om økonomisk regulering,
igen vil have fået større betydning for MEP’ernes stemmeadfærd i det syvende
Europa-Parlament sammenlignet med det sjette. Vi vil i det følgende uddybe
begrundelsen for begge argumenter for endelig at fremsætte vore konkrete
hypoteser i forhold til den finansielle krises forventede effekt på stemmeadfærd i
Europa-Parlamentet.
Grækenland var den første medlemsstat inden for EU, hvis økonomi allerede i
2009 var ved at bryde sammen bl.a. grundet utroligt høj offentlig gæld – og det at
Grækenlands offentlige regnskaber var ’sminkede’ så den store gæld ikke
umiddelbart
var
synlig.
Grækenland
stod
på
dette
tidspunkt
ifølge
fremskrivninger til i 2012 at være nødt til at låne til blot at kunne betale renterne
på statens gæld, og disse stod alene til at være 17 milliarder euro (Featherstone,
2011, s. 205). EU’s finansielle institutioner var ikke tilstrækkelige til effektivt at
besvare krisen (Featherstone, 2011, s. 202). Ecofins, rådskonfiguationen for EU’s
økonomi- og finansministre, første respons var, at Grækenland selv skulle løse
krisen, og i henhold til Maastricttraktaten reducere offentligt budgetunderskud og
statsgæld, og derved fjerne truslen imod EU’s monetære samarbejde (EMU’en)
(Council of the European Union, 2010). Grækenland blev sat under hårdt pres fra
de andre eurolande, og i maj 2010 havde Grækenland skåret det offentlige budget
med 8,6% af Grækenlands BNP (Featherstone, 2011, s. 206). Grækenland var
ligeledes blevet sat mere eller mindre under administration af Den Europæiske
Centralbank og Den Internationale Valutafond for at kunne modtage lån i form af
den første og anden redningspakke (Featherstone, 2011, s. 207). Alt dette havde
store sociale og politiske omkostninger, både for Grækenland, hvis velfærdsmodel
måtte gennemgå en finansiel chokkur og for Euro-samarbejdet, hvis medlemmer
syntes usikre på, om de på længere sigt ville kunne hæfte solidarisk, såfremt
større økonomier stod for fald.
Da krisen brød ud blev store økonomiske forskelle på euro-landene blev således
udstillet. Dette gjaldt ikke mindst de økonomiske forskelle mellem Tyskland og de
sydeuropæiske euro-lande (Marcussen, 2009) (Arestis & Sawyer, 2011, s. 12).
Derudover spredtes der sig også i de central- og østeuropæiske medlemsstater en
stigende følelse af afmagt over for de større og økonomisk tungere EUmedlemsstater. Flere central- og østeuropæiske medlemsstater ramtes relativt
hårdt af den finansielle krise og havde ikke store offentlige reserver til
stimuluspakker. Samtidig syntes udsigterne til indtrædelse i euro-samarbejdet
forringet – i hvert fald på kort sigt (Dinan, 2010, s. 112). Krisen udstillede desuden
vanskelighederne ved at samle et effektivt ministerråd med 27 medlemsstater
(Dinan, 2010, s. 114), og i mange tilfælde samledes få nationale regeringschefer
57
derfor til mindre møder. Her var der typisk tale om G4 (Frankrig, Tyskland, Italien
og Storbritannien) og altid selskab med formanden for Kommissionen. Under den
finansielle krise dominerede særligt Tyskland og Frankrig derfor slagets gang - og
finanskrisen var således endnu en test af en tysk-fransk tandem, hvor de to
regeringschefer Sarkozy og Merkel gav EU et hårdt skub i den retning de to
ønskede (Dinan, 2010, s. 115; Featherstone, 2011, s. 208). Måden hvorpå Merkel
skubbede sine ideer igennem var typisk for den franks-tyske dynamik i Rådet:
Først overbevist hun Sarkozy, som havde modsat sig at den Internationale
Valutafond (IMF) skulle indblandes. Merkel og Sarkozy præsenterede da deres
plan for de andre regeringschefer i euro-zonen, og endelig kunne Rådet godkende,
hvad der i realiteten allerede var en kendsgerning: et eurozone-landene var blevet
enige om fx en redningspakke til Grækenland (Dinan, 2011, s. 108).
Under krisen afspejlede de nationale regeringers handlinger den politiske
virkelighed i EU: EU har ikke ansvaret for finanspolitik, og redningspakker kunne
kun betales af de nationale regerings budgetter. Nationalstaterne var selvfølgelig
forpligtede
til
at
koordinere
indsatserne
med
hinanden
via
Rådet
(medlemsstaternes regeringschefer), Ecofin (medlemsstaternes finansministre),
og disse påvirkede givetvis de nationale finanspolitikkers pejling, men kunne ikke
diktere retningen (Dinan, 2010, s. 113).
Derudover så befolkningerne i EU
overvejende til deres nationale regeringer efter løsninger på den finansielle krise
og ikke til Bruxelles (Dinan, 2010, s. 112). Nationale regeringer måtte derfor
imødekomme de nationale befolkningers behov og politiske krav, og måden
hvorpå krisen udspillede sig politisk, understregede, altså samlet set at det var
nationale regeringer, der er var afgørende aktører i EU (Dinan, 2010, s. 112). Når
tiderne er svære vil nationale regeringer ganske enkelt ikke sætte politisk
koordination over politisk overlevelse og national recovery (Dinan, 2010, s. 114),
hvorfor den gennemgribende finansielle krisehåndtering, ud over at ECB spillede
en markant rolle, først og fremmest politisk var nationalt orienteret og centreret.
Samlet set ser vi altså i forbindelse med den finansielle krise i EU, at
medlemsstaterne blev ramt asynkront og i forskellig grad, og at solidariteten
mellem medlemsstaterne i høj grad blev sat på prøve i forbindelse med
krisehåndteringen, som styredes af de nationale regeringschefer. Vi forventer i
den forbindelse, at også Europa-Parlamentet muligvis har været påvirket af
krisen, og at MEP’ernes stemmeadfærd i høj grad kan være påvirket af de
nationale befolkningers efterspørgsel efter nationale løsninger på krisen. Således
forventer vi, at stemmedisciplin langs nationale linjer igen er øget på bekostning
af stemmedisciplin over for EP-grupperne.
Krisen i Grækenland – og efterfølgende i Spanien, Portugal og Irland satte
derudover gang i reformerne af euro-institutionerne med det formål at hindre
lignende tilfælde fremover (Ibid). Denne proces bidrog derfor dernæst til at sætte
58
de politiske forskelle på EU’s medlemsstaters tilgang til økonomisk politik på
dagsordenen: Selvom der har været betydelig regulatorisk integration på det
finansielle område i EU, har dette ikke været tilfældet på markeds-niveauet, og
der har således været stor forskel på de jure liberalisering og de facto integration
på området (Grossman & Leblond, 2011, s. 428). For eksempel har Storbritannien
siden indførslen af Det Indre Marked i EU forsøgt at fremme en kraftig
liberalisering af finansielle services. Mens Tyskland generelt har været åben over
for liberalisering af finansielle services, men er skeptisk over for integration.
(Grossman & Leblond, 2011, s. 428). De nationale forskelligheder og »kampen om
systemer« (forskellige typer markedsstrukturer) har gennem tiden bidraget til
betydelige vanskeligheder i forhold til liberaliseringen af finansielle services og
harmonisering af finansielle reguleringer, hvilket også særligt kom til udtryk
under krisen (Grossman & Leblond, 2011, s. 414).
Der er altså en betydelig forskel på medlemsstaterne i opfattelser af finansiel
og monetær politik, hvorfor området også har været relativt dårligt integreret
indtil nu. Kommissionens forslag til en reformpakke, præsenteret i 2010, lå i
udstrakt grad i tråd med Den Europæiske Centralbanks og Tysklands ønske om at
styrke automatiseringen af sanktioner mod lande, som ikke overholdt EU’s
budgetkrav, og at fremme EU’s kapacitet til at overvåge nationale budgetter
(Featherstone, 2011, s. 209). Denne blev imidlertid ikke lige vel modtaget af alle
medlemsstater, og vi kender ikke det endelige resultat af reformerne af EU’s
finansielle og monetære politik endnu. I forbindelse med reformerne var det
desuden først på tale, hvorvidt man ville være nødt til at ændre EU’s traktater,
men efter den vanskelige proces med Lissabontraktaten, var appetitten på
traktatændringer begrænset (Ibid). EU’s medlemsstater har således indtil videre
klaret sig udenom ved blandt andet 1) at etablere en ’redningsmekanisme’ (Den
Europæiske Finansielle Stabilitetsfond på 750 milliarder euro) til at undgå trusler
mod euroen fra gæld akkumuleret i medlemsstaterne, 2) at justere kravene til
medlemsstaternes gæld i forhold til at kunne være med i euroen, og 3) en aftale
om at godkende hinandens offentlige budgetter i løbet af det såkaldte Europæiske
Semester (Featherstone, 2011, s. 208).
Forskellen i EU-medlemsstaternes økonomier og systemer (herunder
tilgangen til finanspolitik) har været latente konflikter længe, især efter
østudvidelsen. Pointen er imidlertid her, at disse forskelle i en krisetid bliver sat
på spidsen, hvor de ikke kom ligeså tydeligt til syne – eller udgjorde ligeså stort
potentiale for konflikter – mens den økonomiske situation generelt så godt ud.
Samlet set mener vi på baggrund af EU’s krisehåndtering og reformarbejde og
medlemsstaternes meget forskellige opfattelser af økonomiske politik i den
forbindelse, at »kampen om institutionelle systemer« har fået større betydning i
EU-politik i den syvende parlamentsperiode. Vi forventer derfor, at en økonomisk
59
konfliktdimension, som afspejler konflikten mellem ønsket om liberalisering og
ønsket om økonomisk regulering, igen vil have fået større betydning i forhold til
MEP’ernes stemmeadfærd i det syvende Europa-Parlament sammenlignet med
det sjette.
4.5.2
Sammenfatning og hypoteser i forhold til finanskrisen
Den finansielle krise har været en ultimativ prøvelse for det europæiske
samarbejde, og den økonomiske politisk har således været altoverskyggende på
den politiske agenda i EU, hvor medlemsstaterne i høj grad har været optagede af
nationale løsninger på krisen. Den finansielle krise har derudover tydeliggjort, at
ikke alle medlemsstater bidrager lige så meget til EU-projektet, som de tager ud,
og særligt har en lille gruppe velstillede euro-medlemsstater betalt ganske store
summer for at dække mindre velstillede medlemsstater ind.
Vi forventer på baggrund af EU’s krisehåndtering og reformarbejde for det
første, at »kampen om institutionelle systemer« har fået større betydning i EUpolitik. Dette skyldes, at medlemsstaterne har meget forskellige opfattelser af
finansiel og monetær politik, hvorfor området også har været relativt dårligt
integreret indtil nu. Vi forventer derfor for det første at se, at en økonomisk
konfliktdimension, som afspejler konflikten mellem øget liberalisering og øget
økonomiske regulering, igen har større forklaringskraft i forhold til MEP’ernes
stemmeadfærd i det syvende end i det sjette Europa-Parlament.
Derudover kan befolkningernes efterspørgsel efter nationale løsninger
sagtens forventes at have smittet af på MEP’ernes stemmedisciplin. Vi forventer
derfor, at fokusset på nationale interesser i forbindelse med EU’s økonomiske
integration kan være afspejlet i Europa-Parlamentet i form af øget
stemmedisciplin langs nationale linjer. Europa-Parlamentet har dog i høj grad
været kørt ud på et sidespor i forhold til løsningen af den finansielle krise, som
har været styret af de nationale regeringschefer, og det er derfor vanskeligt at
slutte hvor stærke disse effekter kan tænkes at være.
Med andre ord:
H5: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension end i det sjette EuropaParlament.
H6: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen langs nationale
linjer er steget i forhold til det sjette Europa-Parlament.
60
4.6
Specialets undersøgte hypoteser
For hver critical juncture har vi altså opstillet to hypoteser: En tilknyttet hvorvidt
MEP’ernes præferencer kan allokeres efter forskellige konflikt dimensioner og en
tilknyttet stemmedisciplin over for EP-gruppen eller medlemsstaten:
H1: I det sjette Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd relativt
ringere af en EU-integrations-dimension i forhold til i det femte, men derimod
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension, som blandt andet afspejler
konflikten mellem ønsket om regulering versus ønsket om liberalisering.
H2: I det sjette Europaparlament er stemmeadfærd med loyalitet over for
medlemsstaterne højere end i det femte – dette på bekostning af loyalitet over
for EP-grupperne og i særlig grad for de nye medlemsstater.
H3: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af idelogiske interesser fordelt på en venstre-højre-skala og
samtidig igen relativt ringere af en generel EU-integrations-dimension i
forhold til i det sjette Europa-Parlament.
H4: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen over for EP-gruppe
steget relativt i forhold til i det sjette Europa-Parlament. Stemmedisciplinen
over for nationalstater er tilsvarende faldet.
H5: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension end i det sjette EuropaParlament.
H6: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen langs nationale
linjer er steget i forhold til det sjette Europa-Parlament.
61
5 Metode og analysedesign
… I hvilket vi først fremlægger vores overordnede analysedesign. Herefter går
vi i dybden med en beskrivelse af den anvendte data, herunder,
repræsentativitet,
validitet
og
reliabilitet.
Vi
præsenterer
dernæst
NOMINATE-algoritmen, de anvendte OLS-regressionsmodeller og endelig
vores undersøgelse af partidisciplin med indekset relative cohesion score og
two sample t-tests.
Til at undersøge udviklingen i MEP’ernes stemmeadfærd med hensyn til 1)
ideologiske præferencer og 2) stemmedisciplin anvender vi en række statistiske
metoder til at behandle data for roll call-votew (roll call-votew er de
afstemninger, som bliver registreret elektronisk). Vi vil i dette kapitel introducere
vores undersøgelsesdesign, den anvendte empiri og de specifikke statistiske
analysemodeller.
Indledningsvist i kapitlet forklarer vi undersøgelsens overordnede idé og
præmisser i generelle termer. Herefter går vi punktvis i dybden og beskriver:
1) Undersøgelsens
empiriske
grundlag,
herunder
undersøgelsens
empiriske afgrænsning og præsentation af datamateriale. Alle anvendte
datasæt og syntaks-filer kan desuden findes på specialets vedlagte SDkort. Se bilag 8.
2) NOMINATE-algoritmen, som anvendes til at udlede MEP’ernes
placeringer på forskellige konfliktdimensioner i et politisk rum.
Herunder metodens anvendelse, forudsætninger og begrænsninger.
3) Multivariat
OLS-regression,
som
anvendes
til
at
undersøge
sammenhængen mellem a) MEP’ernes placering på forskellige akser i
det politiske rum og b) uafhængige variable for MEP’ernes ideologiske
præferencer. Herunder gennemgås metodens forudsætninger, samt de
specifikke regressionsmodeller.
4) Vores undersøgelsesdesign vedr. problemformuleringens delspørgsmål
om stemmedisciplin, som vi undersøger med en mere simpel statistisk
metode, two sample t-tests.
5.1
Det
Undersøgelsens idé, afgrænsning og præmisser
helt
overordnede
udviklingstendenser
formål
i
med
vores
stemmeadfærden
speciale
i
er
at
beskrive
Europa-Parlamentets
plenarforsamlinger for at identificere formodede effekter af hhv. østudvidelsen,
62
Lissabontraktaten
og
finanskrisen.
Dette
gøres
med
afsæt
i
vores
problemformulering:
»Er der en observerbar forskel på medlemmerne af Europa-Parlamentets
stemmeadfærd i plenarforsamlingen henholdsvis før og efter EU’s udvidelse
mod øst i 2004, samt før og efter Lissabontraktaten og den finansielle krise?
Herunder: Er der en forskel på MEP’ernes relative placering langs relevante
politiske konfliktdimensioner og på MEP’ernes stemmedisciplin over for
henholdsvis EP-grupperne og medlemsstaterne?«
Østudvidelsen var en politisk realitet fra 1. maj 2004, umiddelbart efter sidste
plenarforsamling i det daværende femte Europa-Parlament og inden det sjette
Europa-Parlament samledes i juli samme år. Vi belyser derfor operationelt
østudvidelsens effekter ved at sammenligne femte og sjette Europa-Parlament.
Lissabontraktaten trådte i kraft 1. december 2009, altså godt fire måneder inden
sjette Europa-Parlaments sidste plenarforsamling i maj 2009. Samtidig satte
føromtalte finansielle krise for alvor ind fra 2009, hvorfor vi operationelt belyser
effekterne af Lissabontraktaten og finanskrisen ved tilsvarende at sammenligne
det sjette og det syvende Europa-Parlament.
Der foreligger allerede grundige undersøgelser af stemmedata – foretaget
med de samme statistiske metoder - fra de første fem parlamentsperioder (19792004), og vi ser det ikke som vores opgave at teste pålideligheden af resultaterne
af disse undersøgelser. Vi betragter derfor den femårige parlamentsperiode forud
for det første undersøgte critical juncture, østudvidelsen, som en analytisk
tilstrækkelig baseline i forhold til at adskille tendenser før- og efter østudvidelsen.
For det sjette parlament gælder det, at der hidtil kun har været foretaget
undersøgelser af stemmedata fra første halvdel af parlamentsperioden (Hix &
Noury, 2009; Hurka & Kaeding, 2012). På dette grundlag mener vi, at en
undersøgelse af effekterne af østudvidelsen er interessant at foretage på ny med
det fulde datasæt.
Den syvende valgperiode for Europa-Parlamentet er netop afsluttet med
valget i maj 2014, hvorfor vi kan inkludere samtlige roll call-votew fra det
syvende Europa-Parlament i vores undersøgelse. Dette gør det muligt på
baggrund af de komplette sæt af registrerede roll call-votew for det sjette (20042009) og det syvende parlament (2009-2014) at sammenligne stemmeadfærd i
disse to parlamenter, hvad ingen tidligere har gjort. De tre undersøgte
valgperioder i Europa-Parlamentet synes derfor at være en både rimelig og
intuitiv
tidslig
afgrænsning
for
vores
undersøgelses
formål.
Denne
analysearkitektur opsummeres i figur 5.1, som her gentages fra indledningen:
63
5. Europa-Parlament
1999-2004
Delanalyse 1:
Østudvidelsens betydning på
Konfliktdimensioner og
Stemmedisciplin.
6. Europa-Parlament
2004-2009
Delanalyse 1:
Lissabontraktaten og finanskrisens
6. Europa-Parlament
2004-2009
betydning på konfliktdimensioner og
stemmedisciplin
7. Europa-Parlament
2009-2014
Figur 5.1 (gentaget): Undersøgelsesdesignets empiriske opbygning
Til denne analyse anvendes en unik datasamling, der kombinerer stemmedata for
de berørte parlamentsperioder med baggrundsinformation om parlamentets
medlemmer, herunder deres nationalitet, partitilhørsforhold, relevante proxyvariable for MEP’ernes ideologiske præferencer mv.
I det følgende vil vi først beskrive vores undersøgelsesdesign i forhold til
analyse af MEP’ernes placering langs forskellige konfliktdimensioner og dernæst
vores undersøgelsesdesign i forhold til analyse af MEP’ernes stemmedisciplin.
5.1.1
Relevante politiske konfliktdimensioner
Som det første vil vi for hvert parlament undersøge udviklingen i de politiske
konfliktdimensioner, som MEP’ernes stemmer kan ordnes efter. Denne analyse
foretages i fire skridt, som uddybes kort nedenfor og mere dybdegående i afsnit
5.3 og 5.3.1:
1) Vi benytter først den såkaldte NOMINATE-algoritme til at placere MEP’er
på en række akser eller politiske dimensioner i det enkelte parlament.
Dette gøres på baggrund af den observerede stemmeadfærd i samlet
18.143 roll call-votes fra de tre parlamenters plenarforsamlinger. Her
ordnes (skaleres) MEP’ernes kort fortalt i forhold til, hvor ens de har
64
stemt. Disse politiske akser, som MEP’erne kan ordnes efter, har således
ikke i sig selv nogen kvalitativ betydning - algoritmen placerer blot
MEP’erne relativt, således at størst mulig andel af de observerede
stemmer derefter kan forudsiges korrekt ud fra MEP’ernes placering i det
ordnede politiske rum.
2) Dernæst vælges det antal politiske dimensioner, som vi vil inkludere i
vores model i den videre analyse. Dette valg foretages ud fra en
afbalancering af NOMINATE-modellens forklaringskraft, dvs. andel
korrekt forudsagte stemmer på den ene side, og simplicitet på den anden.
Vi begrunder i afsnit 5.3.1 vores valg af tre dimensioner.
3) Vi forsøger derefter at tillægge de fundne politiske dimensioner kvalitativ
betydning. Det sker først vha. umiddelbar fortolkning af scatterplots og
derefter ved statistisk korrelationstest med eksterne mål for MEP’ernes
ideologiske holdninger. Fra tidligere undersøgelser (gennemgået i vores
litteraturreview afsnit 4.1) har vi en formodning om hvilke politiske
dimensioner, der som minimum burde kunne identificeres i det
konstruerede politiske rum: en ideologisk venstre-højre-skala og en EUintegrationsdimension.
4) Endelig benytter vi MEP’ernes relative placeringer på de politiske
dimensioner – samt identifikationen af betydelige konfliktlinjer (cutting
lines) til at konkludere på vores hypoteser om, hvorvidt østudvidelsen,
Lissabontraktaten
og
finanskrisen
har
påvirket
MEP’ernes
stemmemønstre over tid.
Ad. 1) MEP’erne placeres på en række dimensioner. Hertil benytter vi den
såkaldte NOMINATE-model (K. T. Poole & Rosenthal, 1985, 1997; K. Poole, Lewis,
Lo, & Carrol, 2012; for en forsimplet gennemgang, se K. T. Poole, 2005, kap 1-2;
Everson, Valelly, & Wiseman, 2009). NOMINATE er en avanceret algoritme, der ud
fra en mængde binære valg (»ja« eller »nej«) arrangerer beslutningstagere i et
koordinatsystem. NOMIATE benyttes med andre ord til at blotlægge latente
dimensioner og mønstre i et stort sæt stemmedata, i dette tilfælde roll call-votes.
Beslutningstagerne – i vores applikation MEP’er – inddeles vha. algoritmen efter
én eller flere dimensioner, således at MEP’er, der ofte stemmer ens, ligger tæt på
hinanden og MEP’er, der ofte stemmer uens, ligger langt fra hinanden. Ved at
tillade NOMINATE at beregne MEP’ers placering i flere dimensioner, kan
væsentlige politiske forskelle i stemmeadfærd komme til syne. Hvis eksempelvis
to politikere ofte er enige i økonomiske spørgsmål, men uenige om værdipolitiske,
kan dette komme til syne som en sammenfaldende placering på én dimension
(f.eks. X-aksen), men som en divergerende placering på en anden (f.eks. Y-aksen).
Output fra NOMINATE er således en række koordinater, som er aggregeret på
65
baggrund af en given MEP’s stemmer i hele parlamentsperioden. Disse
koordinater afspejler MEP’ens relative placering i et koordinatsystem, kaldet et
politisk rum. Akserne i dette koordinatsystem kan sammenlignes med – men bør
ikke forveksles med – de politiske og ideologiske akser, man hyppigt anvender i
beskrivelsen af politik. Den politiske venstre-højre-skala er det måske bedst
kendte eksempel på en sådan akse. Anvendelsen af NOMINATE-algoritmen er
forklaret nærmere i dette kapitels afsnit 5.3
Ad. 2) Et antal dimensioner udvælges til vores model. Vi anlægger en goodness of
fit-betragtning på de af NOMINATE-algoritmen identificerede dimensioner: Hvor
stor en andel af de observerede stemmer forudsiges korrekt af en model med hhv.
1, 2 eller 3 dimensioner? En enkelt afstemning betragtes her som den linje10 i det
fundne koordinatsystem, der bedst inddeler MEP’erne i en ja- og en nej-side. En
MEP antages at stemme for et forslag, hvis hans generelle idealpunkt ligger på jasiden og vice et versa. Afhængig af parlamentsperiode og antal dimensioner kan
NOMINATE-modellen i vores undersøgelse med tre dimensioner typisk forudsige
mellem 80 pct. og 90 pct. af alle afgivne stemmer korrekt. Se i øvrigt diskussion i
afsnit 5.3.1. Valget af antal dimensioner præsenterer os imidlertid for et metodisk
dilemma: En model med flere dimensioner vil nødvendigvis kunne indfange og
forklare en større variation i stemmerne. Til gengæld mister modellen parsimoni
og intuitiv appel, desto flere dimensioner der tilføjes. Vi skal således vælge en
balance mellem modellens forklaringskraft og dens simplicitet. Dette uddybes
nedenfor i afsnit 5.3.1hvor vi træffer og begrunder vores valg af tre dimensioner.
Ad. 3) De fundne dimensioner tillægges kvalitativ betydning. Her er målet at
identificere, hvad de fundne dimensioner rent faktisk repræsenterer. NOMINATE
tilbyder ikke i sig selv nogen substantiel tolkning, hvorfor vi må gå induktivt til
værks. Først foretager vi en umiddelbar læsning og fortolkning af outputkoordinaterne for MEP’erne i hvert af de tre parlamenter. Her støtter vi os til
tidligere analyser af stemmeadfærd i Europa-Parlamentet, hvor tilsvarende
metodik er anvendt (Hix, 2000; Hix et al., 2006; Hix & Noury, 2009; S. Hix, Noury,
& Roland, 2009). Disse forfattere har hidtil alene undersøgt perioder forud for det
syvende parlament og kun med to dimensioner. Ikke desto mindre udgør de en
god initial pejling, hvorfor vi forventer at kunne identificere en ideologisk venstrehøjre-skala og en dimension, som omhandler EU-integration.
Vores umiddelbare fortolkning af, hvordan MEP’erne fordeler sig langs de
fundne dimensioner tager desuden udgangspunkt i vores generelle kendskab til
EU-politik i praksis: Ligger MEP’er fra traditionelt venstreorienterede partier
10
Ret beset er der tale om enten et punkt, en linje, et plan eller et hyperplan, afhængig
af, om modellen anvender hhv. 1, 2, 3 eller flere dimensioner. For simplicitetens skyld
tages her udgangspunkt i et todimensionelt policy-space og dermed en linje.
66
eksempelvis til den ene side i forhold til traditionelt højreorienterede? Disse
mønstre danner grundlaget for vores valg af uafhængige variable til at efterprøve
sammenhængen mellem MEP’ernes placering på de forskellige identificerede
dimensioner med proxy-variable for MEP’ernes ideologiske holdninger. Vi
foretager derpå en række multivariate OLS-regressioner, hvor vi lader eksogene
mål for MEP’ernes ideologiske positioner være uafhængige variable og MEP’ernes
NOMINATE-koordinater være afhængige variable. På den baggrund kan vi
tillægge de identificerede NOMINATE-dimensioner kvalitativ betydning i forhold
til, hvilke politiske konfliktlinjer, der ’deler vandene’ i det moderne EuropaParlament. De eksogene mål for MEP’ernes ideologiske præferencer hentes fra
Chapel Hill-datasættet (R. Bakker et al., 2012), hvor akademiske eksperter i
national politik løbende har vurderet en række nationale partier, både mht.
partiernes placering på policy-akser og i form af partiernes stillingtagen til
konkrete spørgsmål. Valget af Chapel Hill-datasættet og den konkrete anvendelse
uddybes nærmere i dette kapitels afsnit 5.4.2.
Ad. 4) Vi konkluderer på vores hypoteser om udviklingen i Europa-Parlamentets
stemmeadfærd. Med MEP’erne fra de tre parlamentsperioder placeret efter
kvalitative konfliktdimensioner kan vi nu betragte udviklingen i stemmeadfærd i
forhold
til
vores
critical
Lissabontraktaten
og
junctures,
finanskrisen
i
hhv.
2009.
østudvidelsen
Som
i
afslutning
2004
samt
på
vores
litteratturreview udledte vi en række forventninger til, hvordan disse
begivenheder har påvirket stemmeadfærden i Europa-Parlamentet, som vi
sammenfattede i seks konkrete hypoteser. Vi fortolker derfor vores resultater i
forhold til disse konkrete hypoteser.
5.1.2
Stemmedisciplin
Som det næste undersøger vi, hvordan MEP’ernes stemmedisciplin har udviklet
sig over den undersøgte periode. Stemmedisciplin er et udtryk for, i hvilket
omfang MEP’er stemmer ens inden for en gruppe, f.eks. én af de syv EP-grupper.
Hertil konstrueres flere mål. Først anvendes en simpel binær variabel for,
hvorvidt en MEP’s stemme er i overensstemmelse med flertallet i vedkommendes
EP-gruppe en given afstemning. Gennemsnittet herfor giver et umiddelbart billede
af den generelle stemmedisciplin i de tre parlamenter og iblandt EP-grupperne.
Ikke desto mindre indfanger denne fremgangsmåde ikke hele problemstillingen
ift. stemmedisciplin.
For det første bør en stemme imod EP-gruppens flertal vægte højere i en
afstemning, hvor parlamentet er delt i relativt lige store blokke, i forhold til hvis
der hersker generel konsensus på tværs af plenarsalen. Et korrekt mål for
stemmedisciplin bør derfor også afspejle væsentligheden af EP-gruppernes
sammenhængskraft i afstemninger, hvor majoriteten kun har et snævert flertal.
67
For det andet er antallet af ’konsensusafstemninger’ ikke konstant henover det
femte, det sjette og det syvende parlament, hvorfor der med et simpelt mål vil ses
en udvikling i den gennemsnitlige stemmedisciplin, alene fordi antallet af
afstemninger med brede flertal er ændret.
For at indfange betydningen af de enkelte afstemningers relative vigtighed,
forstået som forholdet mellem majoritet og minoritet, og for at kunne
sammenligne stemmedisciplin på tværs af parlamentsperioder anvender vi derfor
Hix og Nourys (Hix & Noury, 2009, s. 173) mål for partigruppernes relative
cohesion score. Konstruktionen af målet relative cohesion score uddybes i afsnit
5.5.1.
Ved hjælp af det konstruerede relative cohesion score undersøger vi, hvorvidt
MEP’ernes loyalitet og stemmedisciplin over for begge grupper har udviklet sig,
og herudfra konkluderer vi igen på vores teoretisk udledte hypoteser. Vi ser i
denne analyse på hhv. stemmedisciplin for EP-grupperne og på stemmedisciplin
blandt MEP’er fra samme medlemsstater. De deskriptive statistiske resultater for
stemmedisciplinen testes med two-samle t-tests for at validere resultaterne.
5.2
Datamateriale
Vores undersøgelse baserer sig, som nævnt, på data fra roll call-votes i EuropaParlamentets plenarforsamling. Denne data kombineres med baggrundsdata for
de enkelte afstemninger, de enkelte MEP’er, de nationale partier, EP-grupperne og
medlemsstaterne. I dette afsnit beskrives vores datamateriale nærmere.
5.2.1
Indhentning og sammenfletning af data
Det anvendte datasæt er sammensat af empiri fra følgende kilder:
 Stemmedata på MEP-niveau for samtlige roll call-votes i femte og sjette
Europa-Parlament er gjort frit tilgængeligt af Hix, Noury og Roland (Hix et al.,
2009). Herfra er også hentet baggrundsinformation på MEP-niveau, såsom
nationale partitilhørsforhold, EP-gruppe og medlemsstat, samt på afstemningsniveau, herunder politisk emneområde, dato og stemmeprocedure.
 Stemmedata på MEP-niveau for samtlige roll call-votes i syvende EuropaParlament er hentet fra organisationen votewatch.eu (2014), der løbende
offentliggør stemmedata fra bl.a. samtlige roll call-afstemninger i EuropaParlamentets plenarforsamling. Herfra har vi tilsvarende hentet data på MEPog afstemningsniveau. Til at samle disse informationer i et samlet datasæt har
68
vi benyttet Helium Web Scraper 2.4.0.2, et stykke software udviklet til at
automatisere datatræk fra internettet11.
 Ideologiske baggrundsvariable for MEP’ernes nationale partier er hentet fra
Chapel Hill Expert Survey (CHES, se R. Bakker et al., 2012), der vha.
standardiserede spørgeskemaer løbende indsamler nationale politiske
eksperters vurdering af de nationale partier i EU’s medlemsstater. Chapel Hilldatasættet rummer besvarelser af stort set enslydende spørgsmål, indsamlet i
2002, 2006 og 2010, som vi derfor tilknytter hhv. femte, sjette og syvende
parlamentsperiode. Værdierne, som tilknyttes de nationale partier er
gennemsnittet af en række nationale eksperters vurdering. Således er der f.eks.
for datasættet fra 2010 208 nationale partier fra 24 medlemsstater vurderet af
i alt 343 eksperter (ibid. 9). Baggrundsdata fra Chapel Hill for de nationale
partier er blevet sammenflettet med MEP’ernes baggrundsdata gennem
manuel kodning af partinavne i de enkelte medlemsstater.
 Data for, hvornår MEP’ernes nationale partier indgår i regering og for, hvilke
nationale partier kommisærer tilhører er hentet fra ParlGov-databasen
(Döring & Mankow, 2012), der bl.a. indeholder en oversigt over
regeringskoalitioner i OECD-lande for en periode, der strækker sig langt
længere tilbage end vores anvendelse af databasen. Tidligste datapunkt for
Danmark er f.eks. 1945. Seneste tilføjelse er imidlertid fra juni 2012, og vi har
derfor ikke data på, hvilke nationale partier, der har dannet regeringer i 2013
og 2014. Disse datasæt har vi tilsvarende sammenflettet med MEP’ernes
baggrundsdata vha. manuel kodning af partinavne.
Vi anvender samlet 18.143 elektroniske afstemninger, med baggrundsdata for de
2487 unikke MEP’er12 i de tre parlamenter; altså samlet mere end 16 mio.
observationer. Tabel 5.1 opsummerer datasættets omfang i antallet af
11
Votewatch.eu giver ikke muliged for at downloade et samlet datasæt, men viser kun
én afstemning eller én MEP ad gangen, hvorfor denne fremgangsmåde har været
nødvendig. Votewatch opererer i øvrigt under Creative Commons 3.0-licens, hvilket vil
sige at al data fremlagt på Votewatch er frit tilgængeligt til ikke-kommerciel
benyttelse («VoteWatch Europe: Creative Commons 3.0», 2014)
12
Eftersom datasættene behandles uafhængigt af hinanden, er undersøgelsenheden
en »unik« MEP, dvs. »en MEP der har siddet i Europa-Parlamentet i en andel af én
given parlamentsperiode«. Analysen tager således ikke højde for overlappende
Europa-Parlamentarikere, hvilket ville forudsætte brugen af en dynamisk NOMINATEmodel. Vi har fravalgt en sådan dynamisk analyse, da den udregner MEP’ernes
placering på ens dimensioner og altså ikke kan besvare vores problemformulering.
Såfremt en MEP ikke var i Europa-Parlamentet på tidspunktet for en given afstemning
– enten fordi vedkommende ikke var fremmødt eller ikke havde et sæde – kodes hans
stemme som ’missing’.
69
afstemninger i alt, antallet af roll call-votes og antallet af unikke MEP’er
(European Parliament Directorate for Plenary Sessions, 2010, 2014).
Tabel 5.1: Oversigt over antal afstemninger og medlemmer af de undersøgte
parlamentsperioder
Antal
afstemninger
i alt
Heraf
roll callvotes
Andel roll
call-votes
Antal
unikke
MEP'er
EP5 (1999-2004)
-
5.745
-
696
EP6 (2004-2009)
25.467
6.199
24 %
940
EP7 (2009-2014)
23.553
6.953
30 %
851
Tabel 5.2 opsummerer hertil, hvilke variable vi anvender fra de forskellige
datasæt, som beskrevet nærmere ovenfor:
Tabel 5.2: Datakilder for de tre Europa-Parlamenter
Stemmedata
Variable
MEP, nationalt parti,
EP-Gruppe,
MEP’eren
medlemsstat, policyområde, procedure,
dato
Ideologiske
præferencer
Generel venstrehøjre-placering,
Økonomisk venstrehøjre-placering,
Postmateriel
venstre-højreplacering,
Holdning til EUintegration mv.
Baggrundsdata
Nationalt parti i
regering (dummy),
National parti har
kommisær (dummy)
EP5
(1999-2004)
Hix et al.
CHES 2002
ParlGov
EP6
(2004-2009)
Hix et al.
CHES 2006
ParlGov
EP7
(2009-2014)
Votewatch.eu
CHES 2010
ParlGov
Videre opsummerer Tabel 5.3: Kompatibilitet mellem anvendt stemmedata, Chapel
Hill-datasættet og ParlGov-datasættet, målt i antal unikke MEP’er. Det fremgår af
tabellen, at der er en relativt høj grad af data-kompatibilitet: Samlet har vi kunnet
knytte både Chapel Hill-data og ParlGov-data til 64 pct. af vores unikke MEP’er.
Brugen af konkrete variable fra de anvendte datakilder uddybes nedenfor i 5.4.2
om vores modelspecifikationer.
70
Tabel 5.3: Kompatibilitet mellem anvendt stemmedata, Chapel Hill-datasættet og
ParlGov-datasættet, målt i antal unikke MEP’er
MEP’er i
MEP’er i
MEP’er i
Stemmeda Chapel Hill
Både CHES
ParlGov
ta
og
Hverken
CHES eller
Parlgov
Parlgov
EP5(1999-2004)
698
589
540
489
211
EP6(2004-2009)
991
744
737
620
130
EP7(2009-2014)
851
639
628
514
98
5.2.2
Datasættenes repræsentativitet
Hvad angår datasættenes repræsentativitet står spørgsmålet, hvorvidt roll callvotes kan anses for at være et udtræk af en større population af alle afstemninger.
Stemmeadfærden i roll call-votes kan nemlig af flere årsager tænkes at være
biased i sammenligning med andre, ikke-registrerede afstemninger. Dette er vores
basale
repræsentativitetsudfordring
i
dette
speciale.
Spørgsmålet
har
implikationer for, hvor vidt vi kan drage inferens og på baggrund af vores
resultater sige noget om stemmeadfærd i Europa-Parlamentet generelt, eller om
vi i virkeligheden kun kan sige noget om roll call-votew. Europa-Parlamentets
medlemmer stemmer som udgangspunkt på en af fire måder (European
Parliament, 2009, art. 165-169):

Håndsoprækning er endnu den mest almindelige og bruges som
udgangspunkt, når der stemmes om ændringsforslag til rapporter eller
beslutninger.

Elektronisk afstemning kan erstatte håndsoprækning anvendes tvivlstilfælde
eller hvis et kvalificeret eller absolut flertal er påkrævet. Elektroniske
afstemninger registreres ikke og den enkelte stemme er således ikke
offentlig.

Hemmelig afstemning på stemmesedler, ved udpegning af personer, f.eks.
parlamentets formand.

Roll call-votes er afstemninger, hvor den enkelte stemme registreres og
offentliggøres. Alle afsluttende afstemninger i plenarforsamlingen er roll callvotes. Roll call-voting bliver desuden brugt i særtilfælde, f.eks. angående
godkendelse
eller
forkastelse
af
en
foreslået
sammensætning
af
Kommissionen. Endvidere kan enten en af EP-grupperne eller minimum 40
MEP’er forespørge, at en afstemning bliver afholdt som roll call.
Af Tabel 5.1 ovenfor fremgår, at omtrent en tredjedel til en fjerdedel af
afstemningerne i Europa-Parlamentets plenarforsamling registreres. Af samme
71
årsag er det af central betydning for dette speciales eksterne validitet – og
generelle relevans – hvorvidt dets konklusioner kan overføres direkte på den de
resterende stemmer.
Det primære argument for, at roll call-votes er behæftet med bias er netop, at
de registreres. Selvom det rent visuelt kan ses, hvem der stemmer hvad i ved f.eks.
håndsoprækning har EP-gruppernes whips i praksis meget ringe mulighed for at
notere og sanktionere brud på stemmedisciplinen. Af samme årsag er det en
almindelig praksis at EP-grupper ofte forespørger, at bestemte afstemninger
afholdes som roll call-votes, for herved at kunne sikre størst mulig
stemmedisciplin (Mühlböck & Yordanova, 2012, s. 25). Samtidig er forslag fra
enkelte af Europa-Parlamentets udvalg overrepræsenteret i plenarforsamlingens
roll call-votes ift. den samlede andel af afstemninger, fordi deres arbejde har en
højere grad af legislativ adfærd (Hix, Noury, & Roland, 2013). Det er derfor ej
heller en repræsentativ fordeling af policyområder i roll call-votes fra
plenarforsamlingen.
Det har foranlediget bl.a. McElroy (2007, s. 436) og Carrubba m.fl. (2006), til
at kritisere Hix m. fl.’s konklusioner om især partigruppedisciplin på baggrund af
roll call-votes for at være baseret på datasæt, der grundlæggende lider under
selection bias: bruges roll call-votes til at estimere den generelle stemmedisciplin,
bliver estimatet for højt, da MEP’ere har større incitament til at overholde
disciplinen, når de kan rammes af repressalier.
Tilsvarende kritiserer Høyland (2010) den ’blinde’ brug af roll call-votes,
eftersom legislative procedurer har større politisk betydning i kraft af deres
direkte
virkning,
men
forholdsmæssigt
udgør
et
mindretal
af
afstemningsprocedurerne. Høyland finder at den strategiske selection bias, der
også addresseres af McElroy, varierer afstemningsprocedurerne imellem, og at
denne observation bør rejse et forbehold i fremtidig brug af roll call-voting, både
til skalering vha. NOMINATE og til analyse af stemmedisciplin.
Imod dette argument står Hix, Noury og Roland (2013), der undersøger
forskellen i stemmeadfærd imellem roll call-votes, der er efterspurgt af EPgrupperne og roll call-votes, der proceduralt er roll call-votes (efter
Lissabontraktaten er alle afsluttende, legislative afstemninger registeret, ibid: 3).
De konkluderer, at der kan observeres bias i stemmeadfærden imellem de to
typer roll call-votes, men at den er negligérbar, og slutter herudfra ditto til den
samlede population af afstemninger (ibid.: 6).
Som en nuance til debatten sammenligner Mühlböck og Yordanova (2012),
observeret stemmeadfærd fra før til efter Lissabontrakaten i andelen af roll callvotes, der ikke forespørges af EP-grupperne. Under en alt-andet-lige antagelse
finder de hermed, at ’almindelige’ afstemninger har en højere grad af
72
stemmedisciplin end roll call-votes, hvilket modsiger det teoretiske argument, at
roll call-votes er biased mod højere stemmedisciplin.
Det er ikke formålet her at konkludere på denne verserende akademiske
diskussion. Vi vender tilbage til en diskussion af roll call-votes validitet ift. den
generelle stemmeadfærd i diskussionskapitlets afsnit 8.1.2. Her skal blot
konstateres, at der er divergerende holdninger til brugen af roll call-votes i
litteraturen, hvorfor dette speciales samlede konklusion skal følges af en
vurdering af den anvendte datas generalisérbarhed..
5.2.3
Validitetsurdfordringer
Hvad angår datas validitet ser vi ingen validitetsproblemer med hensyn til data fra
Parlgov, idet det er meget konkret, hvorvidt et nationalt parti sidder i regering
eller har en kommissær. Dog stemmer en regeringsperiode for nationale partier
ikke nødvendigvis overens med Europa-Parlamentsperioder, og vi har derfor
valgt at kode et parti som siddende i regering i en given EuropaParlamentsperiode, hvis det nationale parti har siddet i regering i mindst
halvdelen af Europa-Parlamentsperioden. Vi må her tage forbehold for, at
Parlgov-datasættet senest er opdateret i 31. august 2012. Hvis et nationalt parti
ikke har siddet i regering i hele den første halvdel af det syvende EuropaParlament, vil partiet således ikke komme til at tælle som regeringsparti.
En af de større validitetsudfordringer i specialet vedrører til gengæld vores
ideologiske baggrundvariable på parti-niveau fra Chapell-Hill, og hvorvidt de med
rette kan knyttes til enkelte MEP’er. Dvs. hvorvidt vores forklarende ideologiske
variable rent faktisk relaterer sig til den observerede stemmeadfærd.
Til formålet at måle en MEP’s ideologiske holdning til forskellige spørgsmål
ville det selvsagt være ideelt at have mål på individniveau. Dette kan findes i f.eks.
data fra London School of Economic’s European Parliament Research Group (EPRGdata) (Farrell, Hix, & Roger, 2011). Men vi ville i dette tilfælde mangle
baggrundsdata for ca. ¾ af alle MEP’er. Med Chapel Hill-datasættet mangler vi
derimod kun baggrundsdata for MEP’ers partiers holdninger til forskellige
spørgsmål for ca. ¼ MEP’s, og derfor vælger vi Chapell Hill-data som den bedste
proxy for MEP’ers ideologiske holdninger til forskellige spørgsmål. Se Tabel 5.4
for CHES-datas kompatibilitet sammenlignet med EPRG-data.
73
Tabel 5.4: Data-kompatibilitet CHES vs. EPRG
EP5
698
EP6
991
EP7
851
Antal MEP's med
baggrundsdata fra EPRG
196
272
270
29 %
Antal MEP's med
baggrundsdata fra CHES
589
744
639
78 %
Antal unikke MEP's i
NOMINATE-analysen
Samlet andel
100 %
Det nationale partis ideologiske placering i forhold til forskellige spørgsmål er
således den bedste proxy vi kan få for MEP’ens individuelle holdning, idet vi
antager, at en MEP er medlem af det nationale parti, der samlet set stemmer bedst
overens med MEP’ens egne holdninger. Hvis en MEP ikke er tilstrækkeligt enig i
det nationale partis linje, formodes denne MEP således ikke at ville være medlem
af det nationale parti. Dette forstærkes også af, at det jævnligt ses at MEP’ere
skifter nationalt parti som følge af uoverensstemmelse i præferencer; Emilie
Turunens skift til Socialdemokraterne og Anna Rosbachs udmeldelse af Dansk
Folkeparti i det syvende Europa-Parlament er aktuelle danske eksempler herpå.
Vi er dog klar over at politikere ikke nødvendigvis er enig med deres nationale
parti på alle punkter. Den enkelte politiker kan tænkes at adskille sig fra sine
nationale partifæller både a priori på de enkelte politiske spørgsmål samt i
forhold til, at det politiske miljø i Europa-Parlamentet kan påvirke MEP’ernes
ideologiske holdninger ift. partiet ’derhjemme’. Med hensyn til a priori forskelle
på medlemmerne af et nationalt partis divergerende holdninger formodes, en
sådan eventuel diskrepans mellem den individuelle og partilinjen - som ikke er
stærke nok til at udløse et partiskift – at være stokastisk, idet partimedlemmernes
holdninger kan variere til begge sider ift. partilinjen. Derfor bevirker denne
problematik et forøget fejlled men ikke en systematisk bias. I forhold til, hvorvidt
MEP’s ideologiske holdninger påvirkes af (eller i forvejen var biased mod) en
bestemt mening om EU-politik i forhold til resten af medlemmerne af det
nationale parti, er dette er dog ikke en problematik, som vi inden for det
rationalistiske teoretiske framework kan antage noget om. Vi vil derfor
understrege, at vi er opmærksomme på, at en sådan effekt kan forekomme. Men
det ligger uden for dette speciales undersøgelsesfelt.
Endelig kan der være en validitetsproblematik i forhold til, hvorvidt de
udspurgte nationale politiske eksperter meningsfyldt kan evaluere de nationale
partier. Hertil finder Bakker m. fl. (R. Bakker et al., 2012) en høj grad af
overensstemmelse mellem anvendte nationale eksperters vurdering for det
enkelte parti omend spredningen i besvarelserne er en smule større for mindre
partier. Samtidig kryds-relateres de eksperternes udsagn med to andre mål, hhv.
74
for vælgernes placering af nationale partier (Egmond, Marcel van, Brug, Wouter
van der, Hobolt, Sara, Franklin, Mark, & Sapir, Eliyahu V., 2011) og kodning af
nationale partiprogrammer (Klingemann, Volkens, Bara, Budge, & McDonald,
2006). Her finder Marks Steenberg og Bakker m.fl. (R. Bakker et al., 2012;
Steenbergen & Marks, 2007) en god overensstemmelse mellem Chapel-Hill
datasættet og tilsvarende mål fra andre kilder. Endelig observerer vi, at
standardafvigelsen i de forskellige nationale eksperters vurderinger er relativt
lav. De nationale eksperter ser altså ud til validt at udtrykke mål for de nationale
partiers ideologiske placering – vel og mærket ud fra et nationalt perspektiv.
Hertil
kommer
spørgsmålet
så
om,
hvorvidt
nationale
eksperter
konceptualiserer politiske og ideologiske akser ens på tværs af medlemsstater.
Det kan tænkes, at hvad nationale eksperter i én medlemsstat ser som et
yderpunkt på venstre-højre-skalaen betragtes som relativt moderat af nationale
eksperter fra andre medlemsstater. Dette spørgsmål kan til dels besvares ved at
sammenholde ekspertenes besvarelser med andre mål, f.eks. kodning af
partiprogrammer, som bekrevet ovenfor. I et innovativt studie beder Bakker m.fl.
(Ryan Bakker, Edwards, Jolly, & Polk, 2012) Chapel Hill-ekspertpanelet rangere en
række fiktive partier for derved at måle tvær-nationale forskelle. Her findes det
imidlertid, at skønt der observeres små nationale forskelle, er det overordnede
billede intakt.
Endelig er det relevant at problematisere tidsperspektivet for nationale
eksperters måling af partiernes ideologiske placeringer; altså for hvor lang en
periode det er muligt at generalisere et partis ideologiske holdning på baggrund af
datasættet. Relateret hertil er Chapell-Hill-survey-undersøgelsens timing og
muligheden for, at enkelte politiske sager påvirker eksperternes vurdering af et
parti på kort sigt. Spurgte man eksempelvis danske politiske eksperter til SF’s
grad af enighed op til afstemningen om statens salg af en andel af DONG Energy til
investeringsbanken Goldmann Sachs, ville svaret muligvis have været væsentligt
lavere enighed end over en gennemsnitlig længere periode. Marks og Steenbergen
(ibid) adresserer denne problematik og beskriver, hvordan den søges reduceret
gennem præcise formuleringer af spørgsmålene til eksplicitte tidsperioder. De
henviser i øvrigt til McDonald og Mendes (2001), som finder at eksperters
vurderinger er forholdsvist stabile over tid. Det samme resultat når Whitefield m.
fl. (2007), som sammenligner to forskellige ekspert-surveys, forskudt to år i tid,
ligeledes.
Vi er opmærksomme på de forskellige problematikker i forhold til hvilke
konklusioner vi kan drage af undersøgelsens resultater. Her mener vi, at vores
største validitetsudfordring er, hvorvidt en MEP’s individuelle holdning er i
overensstemmelse med det nationale partis holdning. Dette er dog den bedste
proxy vi kan anvende, givet vores antagelser. Endelig, er formålet med vores
75
regressionsmodeller at identificere, hvilke konfliktdimensioner, der overordnet
set optræder i Europa-Parlamentet, og hvorvidt disse ændrer sig over tid. At vi
ikke har mere præcise mål for de individuelle MEP’s ideologiske holdninger vil
derfor givetvis give mere ’støj’ i form af et større fejlled. Men vi vil, med
antagelsen om at en MEP er medlem i det parti, der er mest i overensstemmelse
med MEP’ens egne holdninger, stadig være i stand til at kunne identificere
ideologiske dimensioner, om end disse måske bliver lidt mere grovkornede end
ellers tilfældet.
5.2.4
Reliabilitetsudfordringer
Hvad angår datas reliabilitet, ser vi ingen umiddelbar grund til at betvivle
korrektheden af hverken data fra ParlGov eller Chapel Hill, eftersom begge
databaser er anerkendte og offentligt tilgængelige databaser, og eftersom begge
måler variable, som er relativt konkrete. Sandsynligheden for at der er opstået fejl
i målingen antager vi derfor som lav. Vigtigst af alt er, at målene konsistente på
tværs af de forskellige årrækker data er indsamlet, dvs. de måler det samme år for
år.
Vi vil ej heller betvivle reliabiliteten af data fra Votewatch, eftersom dette også
er en anerkendt og offentligt tilgængelige database, hvorfor eventuelle fejl
formodes at blive opdaget.
Vi har som beskrevet ovenfor manuelt kodet partinavne for nationale partier
og
EP-grupper
for
at
kunne
sammensætte
datasæt
på
tværs
af
parlamentsperioder. For at minimere den reliabilitetsudfordring denne type
manuelt kodearbejde indebærer, har vi sideløbende kodet partinavne på de
nationale partiers sprog og engelske partinavne for at opnå maksimal konsistens.
Ved enkelte tvivlstilfælde har vi undladt sammenkodning, således at CHES- eller
ParlGov-data for enkelte nationale partier mangler af denne grund.
76
5.3
Statistisk metode: NOMINATE
Vi benytter først den såkaldte NOMINATE-algoritme til at placere MEP’er på en
række akser eller politiske dimensioner i det enkelte parlament. Dette gøres på
baggrund af den observerede stemmeadfærd i samlet 18.143 roll call-votew fra de
tre parlamenters plenarforsamlinger.
NOMINATE (Nominal Three-Step Estimation) er en computerbaseret
skaleringsalgoritme, der kan placere en serie beslutninger (dvs. et »ja-« og et
»nej«-punkt for hver beslutning) og en serie beslutningstagere i forhold til
hinanden i et 1-, 2-, 3- eller n-dimensionalt beslutningsrum - et politisk rum.
Denne type skalering giver os en måde at visualisere de latente dimensioner og
mønstre i det politiske felt (K. T. Poole, 2005, s. 1)
Metoden kan sammenlignes med en faktoranalyse i måden, den reducerer
et komplekst billede til et ental betydelige dimensioner med større eller mindre
forklaringskraft (som faktoranalysen identificerer antallet af betydelige variable).
Men NOMINATE adskiller sig bl.a. fra faktoranalyse derved, at den tager
udgangspunkt i binær stemmedata, hvorimod en faktoranalyse antager, at den
enkelte variabel er normalfordelt (Agresti & Finlay 2009, s. 534).
NOMINATE-algoritmen tager altså udgangspunkt i stemmedata for en
række afstemninger og forsøger herudfra at placere beslutningstagerne indbyrdes
og på de enkelte dimensioner. Således vil beslutningstagere, der oftere stemmer
ens placeres tæt på hinanden og omvendt. En NOMINATE tildeler på denne måde
hver beslutningstager – MEP’er – et idealpunkt, dvs. den placering i rummet, der
bedst forklarer dennes observerede stemmeadfærd relativt i forhold til de andre
beslutningstagere. En ’forklaret’ stemme er defineret som et tilfælde, hvor MEP’en
stemmer i overensstemmelse med sin placering i det fundne politiske rum, dvs »Ja«,
såfremt han ligger tættest på idealpunktet for en »ja«-stemme og omvendt.
NOMINATE-modellen finder tilsvarende ’idealpunkter’ for »Ja«- og »Nej«alternativet for hver afstemning ud fra MEP’ernes placering og deres observerede
stemmer.
NOMINATE fungerer på den måde, at den indledningsvist placerer
beslutningstagere og stemmer efter et initialt ’bedste bud’. Herefter rykkes
beslutningstagere og afstemningers idealpunkter med henblik på at øge
modellens samlede forklaringskraft, målt som antallet af stemmer, der forudsiges
’korrekt’. Denne proces gentages en række gange, indtil den marginale forbedring
i forklaringskraften er tilstrækkeligt lav. Herefter rapporterer NOMINATEprogrammet et output i form af deskriptiv statistik over forudsigelserne og den
enkelte beslutningstagers samt afstemnings koordinater på n-dimensioner i et
valgt politisk rum.
77
Figur 5.2: På burgerbar: et eksempel på
skalering af binære valg
Da forståelsen af, hvordan NOMINATE-algoritmen skalerer MEP’er efter roll callvotes, er ganske væsentlig for dette speciale, gives her et mere intuitivt eksempel:
En gruppe venner er på en klassisk fast food-restaurant. Her præsenterer
ekspedienten dem for en række muligheder, der, med lidt god vilje, kan reduceres
til binære valg (og som ofte stilles som binære valg): »Burger eller salat?«, »Vil du
have den som en menu inkl. drikkevarer og pommes frites?«, »Skal det være en
stor menu?«, »Cola eller dansk vand?« »Ketchup eller mayonaise?« osv. Allerede
på baggrund af første valg kan vennerne deles i to grupper: Hhv. Burger og salat.
Ved næste valg inddeles vennerne i fire grupper: »Burger inkl. menu« »Burger
ekskl. menu«, »Salat inkl. menu« og »Salat ekskl. menu«.
Det er her oplagt, at skal vi ordne de fire kategorier på en linje, vil vi se, at
»Burger inkl. menu« og »Salat ekskl. menu« har mindst til fælles og vil placeres
ved yderpolerne. De to resterende kategorier vil falde i midten, da de har ét valg
til fælles med begge poler. Fortsætter vi med at inddele vennerne i kategorier på
baggrund af deres valg, bliver punkterne på aksen mange og tilsyneladende
kaotisk ordnet. Men, ud fra en antagelse om, at vennerne vælger efter konsistente
præferencer, vil der forventeligt tegne sig et mønster: De mest kalorietunge
måltider i den ene ende, de mindst kalorietunge i den anden. Vennerne vil næppe
være perfekt ordnet, men ikke desto mindre vil deres præferencer for
kalorieindtag komme til syne, især hvis øvelsen gentages over mange måltider.
Det er her en central pointe, at vi kunne have gennemgået den samme skalering
af vennernes »ja-« og »nej«-valg på en linje uden at kende det kvalitative indhold af
valgene. I så fald ville vi få en »tom« dimension, hvorefter vennernes valg ordner
sig. Vi ville der på post hoc kunne korrelere vennernes position på linjen med en
eksogen proxy-indikatorfor kalorieindtag (f.eks. kombination af vægt, køn, alder
og fysisk aktivitetsniveau) og derudfra slutte, hvilke faktorer, der bedst forklarer
78
vennernes placering på burger-dimensionen. Det er på tilsvarende vis, om end
med en noget større mængde data, vi benytter NOMINATE-modellen til at skalere
binære valg i Europa-Parlamentet.
Figur 5.2: Eksempel på NOMINATE-Algoritmens output, Afstemning 1 i syvende
Europa-Parlament (votewatchid=1, votewatch 2014)
Et eksempel på NOMINATE-modellens placering af MEP’erne gives i Figur 5.2:
Eksempel på NOMINATE-Algoritmens output, Afstemning 1 i syvende EuropaParlament (votewatchid=1, votewatch 2014) Her ordner modellen data fra det
syvende Europa-Parlament i to dimensioner. MEP’ernes idealpunkter er de
samme for hele det syvende Europa-Parlament, idet idealpunkterne er det
aggregerede mål for MEP’ens ideologiske placering på baggrund af alle denne
MEP’s stemmer (ca. 6000). Til venstre ses MEP’ernes idealpunkter markeret efter
deres stemme i første afstemning i det syvende Europa-Parlament, valget af
Kommissionsformand.
Samtidig er den politiske konfliktlinje, cutting line, altså den linje, der bedst
deler MEP’erne i en »ja«- og en »nej«-side, markeret. MEP’er, der ikke har afgivet
stemme til denne afstemning er ikke medtaget. Til højre ses MEP’ernes relative
placering på de to dimensioner markeret efter partifarve. Det ses i øvrigt, at
NOMINATE tildeler MEP’erne placeringer inden for enhedscirklen13, altså med
koordinater spændende fra -1 til 1 på hver dimension14. Bemærk dog, at vi ikke
13
Formelt set »enheds-hypersfæren« for det n-dimensionelle NOMINATE-objekt.
Dette speciale arbejder maksimalt i tre dimensioner, hvorfor vi benævner denne
afgrænsning som enhedscirklen eller enhedssfæren for hhv. 2- og 3 dimensioner
14
At rummet er cirkulært betyder, at summen af en MEP’ers koordinater i
andenpotens, altså x2 + y2 [… ], aldrig vil overstige 1. En umiddelbar fortolkning af
rummets cirkulære form er, at en MEP placeret ved ekstremiteten på én dimension vil
blive betragtet som ’moderat’ på de resterende. Hvis en MEP udelukkende
79
umiddelbart kan tillægge dimensionerne betydning. Dette gøres efterfølgende vha.
regressionsmodeller, hvilket vi vil uddybe i afsnit 5.4.2. Denne fremstilling tjener
alene til eksempel for NOMINATE-algoritmens funktion.
Metoden er som beskrevet udviklet til at identificere latente, dimensioner,
hvorefter MEP’ernes stemmeadfærd samvarierer. Den substantielle tolkning af
dimensionerne er dog overladt helt til menneskelig teoretiseren og analyse af
algoritmens output (K. T. Poole, 2005, s. 7). Det er også netop ved
regressionsanalyse af NOMINATE-koordinater og eksogent givne mål for venstrehøjre-placeringen af de nationale partier i Europa-Parlamentet, at for eksempel
Hix, Noury og Roland (2006) konkluderer, at der i de første fem EuropaParlamenter kan identificeres en ideologisk venstre-højre-dimension samt en EUintegrations-dimension.
5.3.1
Dette speciales applikation af NOMINATE
Vi benytter i dette speciale NOMINATE-analysen meget lig Hix, Noury og Roland
(ibid), til først at placere MEP’erne i Europa-Parlamentet i et politisk rum og
herefter bestemme dimensionernes kvalitative betydning vha. OLS-regression
med CHES-data for MEP’ernes bagvedliggende præferencer. Vi har desuden været
i dialog med Simon Hix om anvendelsen af NOMINATE-algoritmen og hans
fremgangsmåde, for at sikre os, at vi kodede stemmedata på samme måde, samt
anvendte samme muligheder i NOMINATE, i forhold til at kunne sammenligne
vores resultater. Hix brugte imidlertid en ældre FORTRAN-version af NOMINATEpakken, som var programmeret til maksimum at kunne skalere 3600
afstemninger15. Antallet af roll call-afstemninger i Europa-Parlamentet overstiger
imidlertid i dag langt denne grænse og vi kunne derfor ikke anvende dette
program. Vi har derfor i stedet anvendt den senere version af NOMINATE i
statistikprogrammet R. Vi har i den forbindelse taget kontakt til udgiveren af både
den gamle FORTRAN-version og den nyere version til R, Keith Poole, som kan
bekræfte, at beregningerne og kodningen i disse programmer er ens. Se bilag 2 for
disse korrespondancer.
positionerer dig til de andre MEP’ere på én dimension, eksempelvis venstre-højredimensionen, vil de resterende dimensioner blive irrelevante, eksempelvis
integration.
15
Denne tidlige og relativt primitive version er programmeret mhp. studiet af
stemmer i den amerikanske kongres. Her har man ikke har fundet det sandsynligt at
antal roll calls i en periode ville overstige 3600, hvorfor 3600 roll call-votes er sat som
en arbitrært høj grænseværdi (Voteview, 2014).
80
Antallet af dimensioner i NOMINATE-analysens politiske rum er et
forskningsmæssigt valg. Tidligere studier af Kongressen i USA (K. T. Poole &
Rosenthal, 1997; Everson et al., 2009) har fundet, at én eller to dimensioner typisk
er tilstrækkeligt i applikationen af NOMINATE. Føderal amerikansk politik
studeres altså oftest som et »n ≤ 2-dimensionalt politisk system«, hvoraf den
første, primære, dimension er socioøkonomisk, og indholdet af den anden varierer
over tid. Således har den f.eks. vedrørt racelove i halvtredserne og tresserne,
vietnamkrigen i halvfjerdserne og i dag (muligvis) universel sygesikring.
Tilsvarende antager de fleste applikationer af NOMINATE-skalering på EuropaParlamentet to dimensioner (Hix et al., 2006; Hix & Noury, 2009; Hix et al., 2009).
Andre NOMINATE-analyser har dog arbejdet med tre dimensioner, men dette har
primært været i analyser af national politik, hvor der typiske arbejdes med f.eks.
en økonomisk konfliktdimension, en værdipolitisk dimension og en tredje
dimension (R. Bakker et al., 2012). Som præsenteret i litteraturreviewet er et
gennemgående tema, at Europa-Parlamentet i stadigt højere grad ligner et
nationalt parlament. Særligt efter Lissabontraktaten, hvor parlamentets
lovgivningsmæssige beføjelser er blevet omtrent fordoblet (Folketingets EUoplysning, 2008), så parlamentet nu lovgiver sammen med Rådet på næsten alle
politiske områder, kunne man derfor forvente at også flere politiske
konfliktdimensioner ville optræde i Europa-Parlamentet, som det ofte er tilfældet
i national politik. Vi valgte derfor ud fra en induktiv tilgang at skalere vi det femte,
sjette og syvende Europa-Parlament, med en standardiseret16 NOMINATE-model,
i både 1, 2 og 3 dimensioner for at finde ud af hvilken model, der bedst forklarer
den observerede stemmeadfærd i Europa-Parlamentet. Tabel 5.5 opsummerer
datagrundlaget for denne induktive analyse samt to forskellige mål for
modellernes goodness-of-fit. Først og fremmest – og mest intuitivt – er
procentandelen af stemmer, en model forudsiger korrekt. Det fremgår af tabellen,
at en NOMINATE-model med blot en enkelt dimension alene forudsiger ~88-90
pct. af de afgivne stemmer korrekt for de tre parlamenter.
16
Dvs. med standardindstillinger for, hvornår MEP’ere udelades pga. for få stemmer
og afstemninger udelades pga. enstemmighed, samt beta- og vægtparametre, som
anbefalet af Poole, Lewis og Rosenthal (2012)
81
Tabel 5.5: NOMINATE-modellernes goodness-of-fit.
Tabellen opsummerer den samlede forklaringskraft af tre forskellige modeller
(hhv. med 1, 2 og 3 dimensioner) for hvert Europa-Parlament
Antal
MEP'er
EP5
687
Roll
Callvotew
5224
Procentandel stemmer
forudsagt korrekt pr.
model
Agregeret
proportional
reduktion af fejl
1. dim
2. dim
3 .dim
1. dim 2. dim 3. dim
87,77
90,07
92,04
0,56
+2,3
+1,97
90,52
92,2
+1,7
+1,68
91,03
91,93
+0,65
+0,9
Effekt af ekstra
dimension
EP6
937
5662
EP7
Effekt af ekstra
dimension:
848
6503
Effekt af ekstra
dimension:
88,82
90,38
0,64
0,71
+0,083 +0,072
0,52
0,59
0,67
+0,072 +0,072
0,57
0,60
0,64
+0,03
+0,04
Denne forudsigelsesgrad kan forekomme påfaldende høj. Det er her værd at
pointere, at en naiv model, hvor alle MEP’er altid stemmer »ja« vil gætte korrekt
~57 pct. af gangene for eksempelvis det femte Europa-Parlament, eftersom 57 pct.
af de afgivne, skalérbare stemmer var »ja«.
Således forøger en 1-dimensionel NOMINATE-model forudsigelsesgraden
med ~28 procentpoint, sammenlignet med en naiv model i det femte EuropaParlament. Denne betragtning er opsummeret i vores andet mål for goodness-offit; den aggregerede proportionale reduktion af fejl, APRE. Denne er for en ndimensional model givet ved:
dim
∑
APRE summer med andre ord andelen af en naiv models klassifikationsfejl, som
hver ekstra dimension i en n-dimensional NOMINATE-model forudsiger korrekt.
APRE er almindeligvis det mål som anvendes, når antallet af dimensioner i et
politisk rum skal fastlægges (K. T. Poole, 2007, s. 36).
Af ovenstående Tabel 5.5. fremgår det, at tilføjelse af en anden dimension
forøger andelen af korrekt forudsagte stemmer med 2,3 procentpoint (EP5) og
tilføjelsen af en tredje dimension yderligere 1,97 procentpoint (EP5).
Sammenlignet med første dimensions forudsigelseskraft synes de næste to
dimensioner derfor relativt ubetydelige. Ikke desto mindre inddrager vi både en
anden og en tredje dimension i vores videre arbejde. Dette har to primære
årsager:
82
For det første fordi en éndimensionel model vil optimeres mhp. at
indfange mest mulig systematisk variation i MEP’ernes stemmeadfærd i én catchall-dimension. Denne kan derfor forventes at korrelere med alle vores predefinerede mål for ideologi. Dette vil give en meget lav detaljeringsgrad i den
senere analyse og i praksis gøre det umuligt kvalitativt at analysere
sammensætning og udvikling af konfliktdimensionerne i Europa-Parlamentet.
Som nævnt tidligere kan MEP’er f.eks. tænkes at være enige på en økonomisk
dimension men uenige på en værdipolitisk dimension.
For det andet, fordi tolkningen af et politisk rum som éndimensionelt
principielt ikke giver mulighed for strategiske politiske forhandlinger. Alle MEP’er
og EP-grupper vil have ét præferencepunkt på én skala og vil alene stemme ud fra
alternativernes respektive afstand til deres præferencer. I praksis, derimod, er de
politiske
forhandlinger
i
Europa-Parlamentet
udtrykt
ved
komplekse
forhandlinger, kompromisser og tradeoffs, hvor ’handler’ indgås mellem
aktørernes præferencer på flere dimensioner. Skulle vi antage den simplest
mulige, endimensionelle model, vil vi dermed også beskrive de politiske
forhandlinger i Europa-Parlamentet som flade, statiske og meget simple
’tovtrækkerier’, hvilket strider imod vores generelle opfattelse af EuropaParlamentet. Især eftersom en stor del af lovgivningsarbejdet kræver, at EuropaParlamentet forholder sig til meget forskelligartede spørgsmål, f.eks. finansielle og
ikke-økonomiske, i samme forhandling (Everson et al., 2009, s. 10).
Det kan derudover diskuteres, hvorvidt det er nødvendigt at inddrage blot
én ekstra dimension til den første eller flere, eftersom added value ved hver
ekstra dimension er aftagende. Vi vælger i denne analyse at inddrage en tredje
konfliktdimension. Først og fremmest ud fra teoretiske forventninger om at både
østudvidelsen og Lissabontraktaten har tilført Europa-Parlamentet en øget
heterogenitet i MEP’ernes nationale anliggender og dermed forventeligvis også
større spredning i præferencer. Europa-Parlamentet medlemmer vælges som
bekendt endnu nationalt. For det andet, fordi vi observerer, at den marginalt
tilføjede forklaringskraft af en tredje dimension relativt til anden dimension er
stigende over de to parlamentsperioder. Dette er interessant, da den tredje
dimension dermed fastholder sin forudsigelsesgrad, på trods af den første
dimensions voksende betydning – en voksende betydning, der i øvrigt
manifesterer sig på tværs af de første fem Europa-Parlamenter (Hix et al., 2006, s.
498). Den tredje dimension overhaler faktisk i det syvende parlament den anden
mht. APRE-målet for goodness-of-fit, jf. tabel 5.5.. På den baggrund finder vi, at der
er stærkere belæg for at benytte en tredimensionel model end en model med ’kun’
to dimensioner.
Denne formodning vil i analysen efterprøves gennem en umiddelbar
fortolkning af MEP’ernes placering langs de tre dimensioner, for nu kaldet X-, Y83
og Z, og herefter en mere formel test af, hvad dimensionerne rent faktisk
indeholder, gennem multivariat OLS-regression med X-, Y-, og Z-koordinater som
de afhængige variable. En endelig vurdering af hvorvidt det giver mening at tale
om én, to eller tre konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet afhænger dog
ultimativt af, hvorvidt vi meningsfyldt kan fortolke dimensionerne mht. deres
kvalitative betydning. Tabel 5.6 opsummerer kombinationen af forklarende
variable i regressionsmodellerne:
Tabel 5.6: OLS-regressionsmodeller for NOMINATE-koordinater
Model
Variabel
1 2 3 4 5 6 7 8
Generel V-H
X
X X
X X
Økonomisk V-H
X
X
X
Postmateriel V-H
X
X
X
EU-integration
X X
X X
X X
Indre marked
X
X
Regional udvikling
X
X
EU salience
X
X
EU splitelse
X
X
Regeringsparti
X X X X X
Kommissær
X X X X X
Medlemsstat fixed effects
X X X X X
Gruppe-dummies
X X
Medlemsstat-dummies
9 10 11 12
X X
X
X
X
X X
X
X
X
X
X
X
X
X
X X X X
X X X X
X
X
X X X
Som endnu et analytisk greb vil vi anvende de udregnede konfliktplaner (dvs.
konfliktlinjer eller cutting lines, blot for tredimensionelle modeller), altså de
planer, der bedst adskiller MEP’erne efter deres stemme i en given afstemning. Ud
fra disse vil vi analysere, hvilke konfliktlinjer, der deler MEP’erne på udvalgte
policyområder.
Figur 5.3: eksemplariske konfliktplan i tre dimensioner
84
Hertil kan konfliktplanets vinkel på en akse17 anvendes som mål for, hvorvidt
MEP’erne splittes på denne dimension.
Figur 5.3 fremstiller dette princip for at afgøre, hvorvidt en afstemning
deler Europa-Parlamentet efter X-, Y- eller Z-dimensionen. Den fremstiller tre
konfliktplaner, som tilsvarer tre afstemninger:
Tilfælde A fremstiller et lodret konfliktplan, der går stort set vinkelret på Xaksen, og stort set parallelt på både Y- og Z-aksen. Her ses, hvordan MEP’erne for
denne afstemning bedst deles langs den X-dimensionen, eftersom MEP’erne på
den ene side af konfliktplanet forventes at stemme modsat MEP’erne på den
anden side. Hvis formodningerne i litteraturen holder, vil MEP’ernes således ofte
deles på X-dimensionen i en ideologisk højrefløj og en ideologisk venstrefløj.
Tilsvarende fremstiller tilfælde B et stort set vandret konfliktplan, der deler
MEP’erne langs Y-aksen (men ikke Z og X-aksen i nævneværdig grad). Igen hvis
formodningerne i litteraturen holder, vil en afstemninger, der har delt MEP’erne
langs Y-dimensionen, afspejle at afstemningen har været afgjort af holdningen til
EU-integration, hvor modstandere er på den ene side af planet og fortalere på den
anden side af planet. Endelig fremstiller tilfælde C en afstemning, hvis lodrette
konfliktplan deler MEP’erne langs Z-aksen.
Bemærk her, hvordan konfliktplanets skæringsvinkel med akserne kan
opsummere, hvilken dimension, MEP’erne inddeles efter: Skærer konfliktplanet Xaksen i en ret eller næsten ret vinkel (som i tilfælde A), er X-dimensionen
afgørende. Skærer konfliktplanet til gengæld X-aksen i en spids eller stump vinkel
(~0 eller ~180 grader), er konfliktplanet næsten parallelt med X-aksen og
MEP’erne grupperer sig efter én af eller begge de andre akser.
Som illustrativt eksempel vil vi her igen pege til konfliktlinjen for første
afstemning i det syvende Europa-Parlament, se Figur 5.2. Her er konfliktlinjen
stort set vinkelret på X-dimensionen og dermed parallel med Y-dimensionen. Med
andre ord var det at se ud fra NOMINATE’s output hovedsageligt MEP’ernes
placering X-dimensionen (venstre-højre-skalaen), der afgjorde MEP’ernes
stillingtagen til denne afstemning, og ikke MEP’ernes placering på Y-aksen (EUintegration).
Det er ikke dette speciales formål at fortolke på den enkelte afstemning og
vi vil derfor heller ikke gå i dybden med flere konkrete konfliktplaner. Vi vil
derimod benytte summen af skæringsvinkler til at opsummere, hvorvidt enkelte
politiske emneområder i højere grad indfanges af den enkelte dimension.
17
En akse skærer i pinrippet et plan i to vinkler; en for hver af de andre akser. Vi
fokuserer i det følgende på vinklen mellem X-aksen og det konkret undersøgte plan,
hhv. Y eller Z.
85
Brugen af NOMINATE bygger på en række antagelser. Først og fremmest
antages, at MEP’erne af Europa-Parlamentet tager oplyst stilling til de
afstemninger, de stemmer i. Med over 1000 afstemninger om året kan dette
selvsagt antastes, og i praksis støtter MEP’erne som beskrevet sig også til
stemmelister og koordination i EP-grupperne. Ikke desto mindre må formodes, at
MEP’erne enten stemmer i overensstemmelse med deres egen holdning, eller med
deres EP-gruppe. Med andre ord; de stemmer ikke tilfældigt.
For det andet tillægger NOMINATE-modellen alle afstemninger lige stor
betydning. Dette strider selvsagt imod intuitionen, eftersom Europa-Parlamentet
afholder mange afstemninger af mindre – eller ingen – praktisk politisk relevans,
herunder afstemninger om dagens dagsorden mv. For at modvirke den værste
effekt heraf bortsorteres enstemmige eller stort set enstemmige afstemninger, i
overensstemmelse med standard-fremgangsmåden for brugen af NOMINATE (Lo,
2012). Samtidig må igen formodes, at hvor en MEP ikke selv har en holdning, f.eks.
til en agenda, følger han EP-gruppens anbefaling.
Endelig forudsætter NOMINATE, at MEP’erne vælger mellem »Ja« og »Nej«
og tager således ikke højde for den tredje mulighed i Europa-Parlamentet,
»Afstår«. Derfor koder vi afståede stemmer som manglende, bortset fra de få
tilfælde, hvor der stemmes med kvalificeret flertal. Her koder vi »Afstår« som
»Nej«, da den praktiske implikation af de to alternativer er det samme.
5.4
Statistisk metode: Multivariat OLS-regression
Vi anvender multivariat OLS-regression til at forklare MEP’ernes X, Y og Zkoordinater i vores politiske rum, som var outputtet fra NOMINATE-analysen.
MEP’ernes X, Y og Z-koordinater har som nævnt ikke i sig selv nogen kvalitativ
betydning, da NOMINATE-algoritmen blot arrangerer MEP’erne relativt på
baggrund af deres stemmer. Vi anvender derfor X, Y og Z-koordinaterne som
afhængige variable i multivariate regressionsmodeller for v.h.a. forskellige mål for
MEP’ernes ideologiske holdninger som uafhængige variable at kunne tillægge
MEP’ernes placering på X, Y og Z-aksen i vores politiske rum kvalitativ betydning.
I dette afsnit beskriver vi derfor kort den statistiske metode multivariat OLSregression og dens anvendelse. Herefter præsenterer vi de specifikke
regressionsmodeller, som vi anvender til at fortolke MEP’ernes placeringen i de
tre parlamenters politiske rum, herunder kodning af variable. Endelig redegør vi
for,
hvorvidt
forudsætningerne
i
forbindelse
med
de
anvendte
regressionsmodeller er opfyldt i forhold til at anvende multivariat regression som
metode.
86
5.4.1
Multivariat OLS-regression generelt
Multivariat regression er en metode, som anvendes til at analysere en afhængig
variabel y som funktion af flere uafhængige variable af interesse x1, x2, x3 osv.
(Wooldridge, 2009, s. 68). En multivariat regression er anvendelig til ceteris
paribus-analyser – det at kunne forudse hvad en enkelt ændring gør hvis alt andet
er uændret, idet der ved metoden kontrolleres effektivt for effekten af forskellige
faktorer på samme tid (Ibid). Denne metode er særligt anvendelig ved evaluering
af politiske effekter, når vi må holde os til ’virkelighedens data’ og ikke til
eksperimentelt data (Ibid).
Den multivariate regression gør det således muligt i vores analyse f.eks. at se
hvordan »MEP’ens nationale partis holdning til EU-integration« er forklarende for
MEP’ens placering på en af dimensionerne i det politiske rum, samtidig med at vi
holder f.eks. »MEP’ens nationale partis holdning til økonomiske politik« konstant.
Vi kan ligeledes holde forskellige nationale effekter konstante, så vi har et bedre
udgangspunkt for at sammenligne, hvad der forklarer MEP’ernes placering på
f.eks. X-dimensionen på tværs af EU’s medlemsstater: Er ’venstreorienteret’ på en
skala fra 1-10 for eksempel det samme i Danmark som i Polen? Det er langt fra
sikkert, og med den multivariate regressions mulighed for at anvende fixed effects
kan vi komme uden om dette problem – samt andre ting, der kunne tænkes at
variere på tværs af lande - ved at lade MEP’erne fra forskellige medlemsstater
have ’samme udgangspunkt’. Denne metode vil blive uddybet senere i dette afsnit.
Ligningen for modellen for en multivariat regression opstilles sådan:
Her er y den afhængige variabel, og
- xk er uafhængige variable,
-
er
parametre for de uafhængige variables effekt på den afhængige variabel y.
er
en konstant og samtidig skæringspunktet med y, hvis alle uafhængige variable er
lig nul. u er det uobserverede fejlled, dvs. den varians, der observeres i y, som ikke
kan forklares af de uafhængige variable medtaget i modellen. Det følger derfor, at
jo flere uafhængige faktorer, der tilføjes modellen, som er succesfulde i forhold til
at forklare y, desto mere af variansen i y kan forklares (Wooldridge, 2009, s. 68).
I en multivariat model kan vi derfor i princippet inkludere så mange
forklarende faktorer, som vi ønsker. Hvis vi har en formodning om, at en MEP’s
aggregerede placering på X-dimensionen i det politiske rum kan forklares ud fra en
kombination af »MEP’ens holdning til miljøpolitik«, »MEP’ens holdning til
finanspolitik«, »MEP’ens holdning til ligestillingspolitik«, samt hvorvidt MEP’en
har hund eller bruger briller, sætter metoden multivariat regression ikke i sig selv
nogle matematiske begrænsninger i forhold til, hvor mange uafhængige variable
vi kan inkludere i en samlet model. MEP’ernes varians i placering på X87
dimensionen i det politiske rum vil øjensynligt rent statistisk forklares bedre jo
flere faktorer vi bringer ind i regressionsmodellen. Men dette bliver et rodet
billede, og desuden må de forskellige uafhængige variable ikke korrelere for
meget med hinanden, hvis vi skal bruge modellen til at sige noget plausibelt om
de sammenhænge, vi ser. Igen som i tilfældet med NOMINATE-algoritmen
beskrevet i afsnit 5.3.1 er det derfor nødvendigt at balancere hensynet til
forklaringskraft (her i form af forklaret varians i MEP’ernes placering i det
politiske rum) og simplicitet i regressionsmodellerne.
En multivariat regressionsmodels estimater af, »hvor meget en uafhængig
variabel påvirker en afhængig variabel« (parametrene β1, β2… βk), bliver ganske
enkelt upræcise, hvis ikke vi tager hensyn til under hvilke forudsætninger, det
rent faktisk giver mening at anvende metoden. Vi vil derfor også redegøre for
forudsætningerne for at anvende multivariate OLS-regressionsmodeller til at
undersøge sammenhængen mellem MEP’ernes placeringer i vores politiske rum
(vores afhængige variable) og ideologiske faktorer (vores uafhængige variable).
Dette gør vi afsnit 5.4.4. Først vil vi i det følgende præsentere de specifikke
regressionsmodeller, vi anvender til analysen.
5.4.2
Model-specifikation
Ved hjælp af regressionsmodeller tester vi i analysen teste sammenhængen
mellem MEP’ernes koordinater i det politiske rum, som Europa-Parlamentet
udgør og forskellige mål for ideologiske holdninger. Dette gøres ved i det enkelte
parlament at anvende NOMINATE-koordinaterne på X, Y og Z-aksen som
afhængige variable i regressionsmodellerne med forskellige variable fra Chapel
Hill-databasen (CHES) (R. Bakker et al., 2012; Hooghe et al., 2010) som
uafhængige variable. Chapel Hill-databasen indeholder data på de nationale
partiers holdning til en lang række spørgsmål for de fleste europæiske lande. Vi
kan således teste, hvorvidt for eksempel en MEP’s koordinater på første
dimension i det politiske rum fra NOMINATE-analysen har en statistisk signifikant
sammenhæng med MEP’ens nationale partis holdning til det indre marked, EUintegration generelt mv. På denne måde kan vi slutte os til, hvad de givne
konfliktdimensioner i de forskellige parlamenter med størst sandsynlighed
repræsenterer. For eksempel: Hvis MEP’ernes Y-koordinater i det poliske rum (fra
NOMINATE-analysen) korrelerer stærkt med MEP’ernes nationale partis
generelle holdning til EU-integration og ikke samtidig korrelerer betydeligt med
andre ideologiske variable, kan vi slutte, at Y-aksen i vores politiske rum med god
sandsynlighed afspejler en konfliktdimension EU-integrationsdimension.
Det nationale partis holdning til et bestemt emne er her en proxy for MEP’ens
egen holdning idet det i dette speciale ikke har været muligt at anvende
baggrundsdata for MEP’ens individuelle holdning til forskellige spørgsmål. Vi må
88
således indtil videre antage, at MEP’en er medlem i det nationale parti, der
stemmer mest overens med MEP’ens egen holdning, hvorfor det nationale partis
ideologiske placeringer er det tætteste vi kommer på, hvad vi rent faktisk ønsker
at måle, jævnfør afsnit 5.2.1
Helt konkret har vi for hver dimension X, Y, Z - i hvert Europa-Parlament, EP5,
EP6 og EP7 - afprøvet 12 forskellige regressionsmodeller med kombinationer af
forskellige ideologiske variable fra CHES og forskellige kontrolvariable. Formålet
med at afprøve forskellige men lignende regressionsmodeller er:
1) I videst muligt omfang at udnytte den multivariate regressions muligheder
mht. at kontrollere for effekten af forskellige variable på samme tid. Dette gøres
typisk ved at ’se hvad der sker’, når forskellige formodentligt forklarende variable
tilføjes og fjernes fra modellen, frem for at kontrollere for effekten af alle
forklarende variable på samme tid i en enkelt model.
2) At undgå at bryde forudsætningerne for at anvende en multivariat
regression, her særligt med hensyn til, at der ikke må være multikollinearitet.
F.eks. er det meget sandsynligt, at placeringen på en generel ideologisk venstrehøjre-skala i høj grad korrelerer med placering på en økonomisk venstre-højreskala. Estimaterne for, hvor meget disse to uafhængige variable betyder for
MEP’ens placering på f.eks. X-aksen i det politiske rum, vil derfor blive upræcist for
begge uafhængige variable, hvis de er inkluderet i den samme model. Alle
forudsætninger for regressionsmodellerne vil blive gennemgået i afsnit 5.4.4.
Vores valg af ideologiske variable er gjort på baggrund af, at der i litteraturen
indtil videre er størst enighed om, at der i Europa-Parlamentet forekommer en
ideologisk venstre-højre-dimension og en EU-integrationsdimension. Vi vil dog
argumentere for, at en venstre-højre-skala kan repræsentere flere forskellige
typer konfliktlinjer, for eksempel vedrørende hhv. økonomisk politik eller
værdipolitik – en opdeling, der ofte anvendes i national politik jf. vores
litteraturreview. Vi argumenterer ligeledes for, at spørgsmålet om EU-integration
i dag i mindre grad er et spørgsmål om »for« eller »imod« mere integration, og at
holdningen til EU-integration i høj grad afhænger af hvilken form integrationen
tager, f.eks. i retningen af mere regulering eller mere liberalisering, som flere
forfattere har antydet. Vi ønsker derfor at ’åbne boksen op’ ift. begge dimensioner,
og har på den baggrund valgt ideologiske variable, som vil kunne hjælpe os med at
identificere, hvad de mest markante konfliktlinjer på en formodet venstre-højredimension og en formodet EU-integrationsdimension i Europa-Parlamentet
omhandler.
Fra CHES-databasen anvender vi derfor følgende ideologiske variable i
forbindelse med den ideologiske venstre-højre-dimension: 1) det nationale partis
placering på en generel venstre-højre-skala, 2) det nationale partis placering på
en økonomisk venstre-højre-skala, som spænder fra ønsket om »mere regulering
89
af økonomien« til ønsket om »mere liberalisering«, 3) det nationale partis
placering på en post-materialistisk venstre-højre-skala, som angiver partiets
placering i forhold til demokratiske rettigheder og frihedsrettigheder. Her
placerer partier, som ønsker udvidet personlig frihed (f.eks. adgang til abort, aktiv
dødshjælp, ægteskabsrettigheder for homoseksuelle), sig i den ene ende, og er
»venstreorienterede« på denne skala. Mens partier, som er mere konservative i
forhold til disse ideer, placerer sig i den anden ende, og er således
»højreorienterede« på den postmaterialistiske skala. Vi vælger derudover
følgende ideologiske variable i forbindelse med EU-integrationsdimensionen: 1)
Det nationale partis generelle holdning til EU-integration, for og imod, 2) det
nationale partis holdning til det indre marked, for og imod, 3) det nationale partis
holdning til EU’s regionale udligningspolitik, for og imod, 4) det nationale partis
fokus på EU-politik i den offentlige debat fra »ikke vigtigt« til »meget vigtigt«, 5)
og endelig det nationale partis interne uenighed om EU-spørgsmål, fra »partiet er
helt enigt om EU-spørgsmål« til »partiet er meget splittet i forhold til EUspørgsmål«.
90
Tabel 5.7: Oversigt over uafhængige variable anvendt i regressionsmodellerne
Ideologiske
variable
Mål og ophav
Variabelnavn
Generel venstre-højre-skala (CHES)
Generel V-H
Økonomisk venstre-højre-skala (CHES)
Økonomisk V-H
Postmateriel venstre-højre-skala (CHES)
Postmateriel V-H
Generel holdning til EU-integration, for-imod
EU-integration
(CHES)
Holdning til indre marked, for-imod (CHES)
Indre marked
Holdning til regional udligningspolitik, for- Regional
imod (CHES)
udligning
Nationalt partis prioritering af EU, lav-høj
EU-splittelse
(CHES)
Nationalt partis interne uenighed om EUEU-salience
spørgsmål, lav-høj (CHES)
Har det nationale parti en kommissær?
Kommissær
Nationale
effekter
Er det nationale parti i regering
Regeringsparti
Nationale dummy variable
-
EP-gruppe
EP-gruppe-dummy-variabel
-
Ud over de ideologiske variable kontrollerer vi i modellen for en række andre
effekter. Vi kontrollerer først og fremmest for, om det har nogen effekt på
MEP’ens ideologiske stemmeadfærd, at MEP’ens nationale parti sidder i regering
eller har en EU-kommissær. Dette gøres fordi, det i litteraturen er antydet, at
partiidentifikation særligt efter Lissabontraktaten har betydning på tværs af EU’s
institutioner, og at nationale regeringer søger at kompensere for EuropaParlamentets øgede indflydelse ved at koordinere deres politik på tværs af Rådet,
Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen, så vidt det er muligt. Informationerne
om hvorvidt et nationalt parti har siddet i regering eller haft en EU-kommissær på
et givent tidspunkt har vi hentet fra ParlGov-datasættet over nationale
regeringsdata (Döring & Mankow, 2012).
Derudover kontrollerer vi for om andre uobserverede nationale effekter har
betydning, dvs. om forskellige kulturelle faktorer i medlemsstaterne er afgørende
for hvorvidt MEP’s fra en given medlemsstat stemmer signifikant anderledes i
forhold til andre MEP’s. Dette gøres ved at anvende fixed effects. Denne effekt
kontrollerer vi i nogle af modellerne med funktionen fixed effects, hvor outputtet
ganske enkelt er et estimat for, i hvor høj grad uobserverede nationale effekter
91
forklarer variationen i MEP’ers placering på en given dimension i det politiske
rum. Disse forklarende »medlemsstat-faktorer« forbliver imidlertid uobserverede
på den måde, at vi kun kommer til at kunne identificere, om der er forskel på
MEP’s fra forskellige medlemsstaters stemmeadfærd, men ikke hvorfor der er en
forskel. Vi får således med denne metode kun et enkelt estimat som indikator på,
at der er forskel på stemmeadfærden afhængigt af medlemsstat, og det skal igen
understreges at vi ikke kan sige yderligere om hvordan. I en enkelt af modellerne
anvender vi imidlertid dummy-variable for hver enkelt medlemsstat, for at
identificere fra hvilke specifikke medlemsstater MEP’er i givet fald skiller sig ud.
Dummy-variable fungerer på samme måde som fixed effects, og vi kan i disse
tilfælde sige noget om hvilke MEP’s der skiller sig ud grundet nationale
uobserverede faktorer, men igen kan vi ikke sige noget om, hvorfor.
Figur 5.4 illustrerer fixed effects-metoden med nationale fixed effects. I dette
eksempel forestiller vi os, at der er en tydelig sammenhæng mellem nationale
partiers placering på en generel venstre-højre-skala (vurderet af nationale
eksperter i CHES) og MEP’ers observerede placering i vores politiske rum for
Europa-Parlamentet (altså koordinater som er output fra NOMINATE-analysen). I
en almindelig multivariat OLS-regression vil vi se en sådan sammenhæng – her
illustreret med den sorte stiplede linje. Men den observerede sammenhæng vil
være skæv, da der er forskel på den generelle venstre-højre-skala i de forskellige
medlemsstater. I dette tænkte tilfælde ville vi overvurdere sammenhængen
mellem MEP’s placering på en national venstre-højre-skala og hvor de befinder sig
i vores politiske rum, hvis ikke vi kontrollerede for nationale fixed effects.
92
Estimeret sammenhæng
uden fixed effects
X-koordinat fra
NOMINATE
Danske MEPs
Tyske MEPs
Estimeret
sammenhæng med
fixed effects
Nationalt partis placering
på generel venstre-højreskala
Franske MEPs
Figur 5.4: Illustration af fixed effects-metoden
Endelig kontrollerer vi i en af modellerne for effekten af EP-grupperne. Her
forventer vi, at EP-grupperne i høj grad forklarer MEP’ernes placering i vores
politiske rum på både X, Y og Z-koordinatet, idet MEP’er fra samme EP-gruppe
stemmer overvejende ens – og at idealpunkterne for MEP’er fra samme EP-gruppe
også derfor placerer sig i en mere eller mindre sammenhængende sky i
NOMINATE-outputtet. Figur 5.5 viser output et fra NOMINATE-analysen, her
MEP’ernes placering i tre dimensioner, X, Y og Z i det sjette Europa-Parlament
(2004-2009). MEP’ernes idealpunkter er markeret efter EP-gruppe. Figuren skal
stå til illustration af, hvordan MEP’s placerer sig i ’skyer’ efter deres EP-grupper,
hvorfor der som forventet er en overensstemmelse mellem MEP’ernes ideologiske
holdninger og EP-gruppemedlemsskab. Samtidig – og mere interessant – viser
figuren en spredning på de ideologiske dimensioner inden for EP-gruppen.
93
Figur 5.5: Illustration af MEP'ernes placering i det politiske rum for sjette EuropaParlament (figuren er alene ment illustrativt. Vi uddyber MEP’ernes placering
nærmere i afsnit 6.1 og 7.1)
At kontrollere for effekten af EP-grupperne med dummy-variable svarer ligeledes
til at lave fixed effects blot for EP-grupperne i stedet for medlemsstaterne. Vi ved
imidlertid (modsat for de nationale fixed effects) at EP-grupperne er ganske
forklarende for, hvor MEP’erne placerer sig ideologisk. Når vi kontrollerer for
effekten af EP-grupperne, er det derfor ligeså meget for at se hvor stor en del af
variationen i MEP’ernes placering EP-grupperne ikke indfanger. Hvis vi f.eks. ser,
at EP-grupperne forklarer al variation i MEP’ernes placering på X-dimensionen i
det politiske rum – eksempelvis, hvordan MEP’erne placerer sig på den generelle
venstre-højre-skala, som forventet i litteraturen – da vil det betyde, at de enkelte
MEP’er målt på deres stemmeadfærd ikke adskiller sig ideologisk fra hinanden
inden for EP-gruppen på en generel venstre-højre-dimension. Hvis vi derimod ser,
at EP-grupperne ikke kan forklare MEP’ernes placering på Y-dimensionen – lad os
sige EU-integrations-dimensionen, som forventet i litteraturen – da vil det betyde,
at de enkelte MEP’er varierer markant på deres holdning til EU-integration inden
for EP-gruppen. Vi vil derfor ved at inddrage EP-grupperne som dummy-variable i
nogle af modellerne kunne blive klogere på, i hvor høj grad MEP’ernes placering
på de politiske dimensioner er i overensstemmelse med EP-grupperne, og ikke
94
mindst kan vi sige noget om på hvilke ideologiske spørgsmål MEP’erne varierer
mest inden for EP-grupperne.
Samlet set er vores fremgangsmåde at teste sammenhængen mellem en MEP’s
placering på de tre akser i det politiske rum (X, Y eller Z) i modeller med tre
kombinationer af ideologiske variable og fire kombinationer af kontrolvariable
(nationale effekter og EP-grupper), se også Tabel 5.6, ovenfor:
Tabel 5.8: Oversigt over kombinationer af regresionsmodeller
Kombinationer af ideologiske variable:
(1)
Traditionelt mål
(2)
Venstre-højreskala åbnes op
(3)
EU-integration
åbnes op
Generel V-H
EU-integration
Generel V-H
EU-integration
Økonomisk V-H
Indre Marked
Postmaterialistisk
V-H
Regional udligning
EU-salience
EU-splittelse
Kombinationer af kontrolvariable:
(1)
Ingen kontrolvariable
-
(2)
Nationale effekter
(3)
Individuelle
medlemsstater
(4)
EP-grupper
Kommissær
Kommissær
Kommissær
Regeringsparti
Regeringsparti
Regeringsparti
MS Fixed effects
Dummy-variable
for MS
MS Fixed effects
Dummy-variable
for EP-grupper
Kombinationen af modeller giver i alt 12 forskellige modeller, som vi afprøver for
hhv. MEP’ens X-koordinat, MEP’ens Y-koordinat og MEP’ens Z-koordinat som
afhængige variable. Dette gøres for både det femte, sjette og syvende EuropaParlament. I det følgende vil vi gøre rede for, hvordan de anvendte variable er
kodet.
5.4.3
Følgende
Tabel
Kodning af variable
5.9:
Kodning
af
variable
opsummerer
de
anvendte
regressionsvariable, deres kodning og deres retning. NOMINATE-modellen
95
placerer som beskrevet MEP’erne i et politisk rum, hvis ydre begrænsning er
enheds-kuglen: MEP’ernes koordinater varierer her fra -1 til 1 på hver af de tre
dimensioner.
Vi har derfor standardiseret de anvendte uafhængige variable fra CHESdatabasen, sådan at de ligeledes spænder fra -1 til 1, for mere intuitivt at kunne
fortolke regressionskoefficienterne.
96
Tabel 5.9: Kodning af variable
Variabel navn
NOOMINATE
-koordinater
(afhængige
variable)
Ideologiske
variable
Nationale
effekter
EP-gruppe
X
Y
Kodning
-1 - 1
-1 - 1
Retning
(SF har negative værdier)
(Europa-bevægelsen mod EU har
negative værdier)
(Venstre har positive værdier)
Generel venstre-højre-skala,
-1 = »ekstremt venstreorienteret«
1 = »ekstremt højreorienteret«
Z
Generel V-H
-1 - 1
-1 - 1
Økonomisk V-H
-1 - 1
Økonomisk venstre-højre-skala,
-1 = »ekstremt venstreorienteret«
1 = »ekstremt højreorienteret«
Postmateriel V-H -1 - 1
Postmateriel venstre-højre-skala,
-1 = »ekstremt venstreorienteret«
1 = »ekstremt højreorienteret«
EU-integration
-1 - 1
Indre marked
-1 - 1
Generel holdning til EUintegration:
-1 = »stærkt imod«
1 = »stærkt for«
Holdning til indre marked,
-1 = »stærkt imod«,
1 = »stærkt for«
Regional
udligning
-1 - 1
EU-salience
-1 - 1
EU-splittelse
-1 - 1
Kommissær
dummy
Regeringsparti
dummy
Nationale
dummy variable
dummy
Nationalt partis interne uenighed
om EU-spørgsmål,
- 1 = »helt enige«
1 = »meget uenige«
Nationalt parti har en kommissær
=1
Nationalt parti i regering i mere
end halvdelen af perioden = 1
-
dummy
-
Holdning til regional
udligningspolitik,
-1 = »stærkt imod«
1 = »stærkt for«
Nationalt partis prioritering af EU,
-1 = »ikke vigtigt«
1 = »meget vigtigt«
97
5.4.4
Forudsætninger i forbindelse med de anvendte modeller
I dette afsnit vil vi gøre rede for i hvilken grad forudsætningerne for at anvende de
fremsatte regressionsmodeller er opfyldte. Vi ser her på de fire forudsætninger
for multivariat OLS-regression (foruden stikprøvens repræsentativitet, som vi har
behandlet i afsnit om datamaterialets repræsentativitet): Linearitet i parametre,
ingen konditionelle gennemesnitsværdier, ingen perfekt kollinearitet og fravær af
heteroskedasticitet.
Den første en forudsætning for anvendelsen af multivariat regression er, at
modellen kan opstilles som en ligning som vist ovenfor i afsnit 5.4.1, hvoraf det
fremgår at der er linearitet i regressionens parametre
-
(Wooldridge, 2009, s.
82). Med andre ord: den afhængige variabel skal kunne beregnes som en lineær
funktion af de uafhængige variable18. I vores model beregnes en MEP’s koordinat
på en af dimensionerne i det politiske rum som en lineær funktion af de andre
variable i modellen. Da alle vores variable med undtagelse af dummy-variable
består af skalaer som løber fra -1 til 1, er det tilmed meget intuitivt at forstå
korrelationskoefficienterne ud fra netop det faktum, at den afhængige variabel
beregnes som lineære funktioner af disse. Eksempelvis: Hvis en MEP’s (nationale
partis) placering på en venstre-højre-skala (kodet, så den går fra -1 til 1),
korrelerer med MEP’ens placering på X-aksen i NOMINATE (hvis koordinater
ligeledes går fra -1 til 1) med en faktor på 0,7, så taler vi om en meget høj
sammenhæng som er intuitivt forståelig ud fra skalaernes 1:1-forhold. I dette
eksempel forventes en MEP, hvis nationale parti ligger 1 skalapoint længere til
højre på venstre-højre-aksen således at placere sig 0,7 skalapoint længere til højre
på X-aksen i NOMINATE-modellen.
Den anden forudsætning for den multivariate regression er, at det
uobserverede fejlled, u, ikke korrelerer med de uafhængige variable x1 - xk (ingen
konditionelle gennemsnitsværdier) (Wooldridge, 2009, s. 83).
E(u|x1, x2, … , x2) = 0
Dette er forudsætningen for, at de uafhængige variable er eksogent forklarende,
og altså ikke korrelerer med en faktor, som ikke er inkluderet i modellen. De
uafhængige variable i modellen må dog gerne i et vist omfang være korrelerede
med hinanden, idet der som nævnt kontrolleres for effekterne af de uafhængige
variable i modellen på samme tid. At de afhængige variable skal være eksogent
18
En multivariat regression er dog meget fleksibel, og indholdet af de enkelte
uafhængige variable x1 - xk behøver ikke at være udtryk for lineære sammenhænge,
men kan for eksempel godt være udtrykt logaritmisk, i brøker eller andet (Wooldridge,
2009, s. 82).
98
forklarende er en vanskelig forudsætning at opfylde, og kan i praksis sjældent
lade sig gøre. Vi kan ikke vide, hvorvidt der er vigtige faktorer, som er afgørende
for MEP’ens stemmeadfærd (i vores model udtrykt i det aggregerede mål form af
NOMINATE-koordinater), som vi ikke har med i modellen. Vi arbejder imidlertid
med meget brede kategorier som »generel venstre-højre-skala« og »generel
holdning til EU«. Disse kategorier er så brede at langt de fleste politiske emner
kan indfanges under de to kategorier, om end det ikke giver et særligt nuanceret
billede af politik. Der er derfor forholdsvis lav sandsynlighed for at en uobserveret
betydelig tredje variabel ikke i nogen grad indfanges af en af de to. Vi vil
derudover argumentere for, at vi når meget langt i forhold til at observere
eventuelle nationalt betingede forskelle på MEP’ers stemmeadfærd, som kunne
gemme sig i det uobserverede fejlled, idet vi anvender fixed effects-metoden. Hvis
MEP’er fra nogle medlemsstater af kulturelle årsager - som vi ikke kan måle stemmer anderledes end andre MEP’er, vil vores model således indfange dette.
Om end billedet ligeledes med hensyn til nationale effekter forbliver relativt
unuanceret.
Den tredje forudsætning er, at der ikke må være perfekt kollinearitet i
modellens parametre (Wooldridge, 2009, s. 84). Dvs. at de uafhængige variable
inddraget i modellen ikke må være udtryk for fuldstændigt det samme. De
uafhængige variable må gerne være korrelerede, de må blot ikke være perfekt
korrelerede. Således vil »det nationale partis placering på en økonomisk venstrehøjre-skala« højst sandsynligt korrelere meget stærkt med »det nationale partis
placering på en generel venstre-højre-skala«, og det vil derfor gøre estimaterne
for begge variable upræcise, hvis de anvendes i samme model til at forklare
MEP’ers placering på en af dimensionerne i det politiske rum. Vi har tænkt disse
problemer ind i de forskellige matrixer af regressionsmodeller, og vi har derfor
ikke »den generelle venstre-højre-skala« i samme model, som de modeller, hvor vi
splitter den generelle venstre-højre-skala op, for at se om andre lignende variable
har en bedre forklaringskraft end den generelle ventre-højre-skala. Det samme er
gældende i forhold til at holde variablen »generel holdning til EU-integration«
adskilt fra de andre variable, vi har inkluderet for at åbne boksen mht. EUintegrationsspørgsmålet.
Vi har foretaget kontrol for multikollinearitet i forhold til vores modeller ved
hjælp af STATA’s Variance Inflation Factor (VIF). VIF-målet angiver den
sammenlagte stigning i variansen for et estimats ̂ j hvis den uafhængige variabel
xj korreleres med de andre uafhængige variable i modellen (Agresti & Finlay,
2009, s. 556). Som tommelfingerregel bør man tage sig forbehold for kollinearitet
og evt. udelade en eller flere forklarende variable, hvis VIF-værdierne overstiger
10. Dog er der delte meninger om hvor høj VIF-værdierne må være, men mest af
alt afhænger hensynet til multikolleniaritet også af, hvad de pågældende variable
99
skal bruges til. Hvis f.eks. en variabel xj anvendes som kontrolvariabel nærmere
end, at det er afgørende at få det præcise estimat ̂ j for variablens effekt på y, da
er VIF-værdien for denne kontrolvariabel ikke vigtig (Ibid: 559). For
regressionsmodellerne i vores undersøgelse fik vi VIF-værdier på mellem 1,07 og
3,48 for modellerne i det femte Europa-Parlament, 1,03 – 4,90 for modellerne i
det sjette Europa-Parlament og 1,05 – 6,1 for modellerne i det syvende EuropaParlament. Her gælder det desuden, at det er VIF-værdierne i modellerne med
dummies for medlemsstaterne, der bliver høje, hvor VIF-værdierne i de andre
modeller alle er under 2. Vi har som nævnt gjort, hvad vi kunne for at
sammensætte de forskellige modeller, så de uafhængige variable, vi forventede,
ville korrelere mest ikke optræder i samme model. Vi er derudover ikke
interesserede
i
de
specifikke
estimater
for
eventuelle
dummies
for
medlemsstaterne, da disse kun optræder som kontrolvariable (vi er faktisk
primært interesserede i blot at se, om disse dummies er signifikante, for at kunne
identificere hvorvidt MEP’er fra bestemte medlemsstater adskiller sig betydeligt
fra andre). VIF-værdierne for de resterende modeller, alle på under 2, lever i høj
grad op til forudsætningen om, at der ikke må være perfekt kollinearitet i
modellerne.
Den fjerde forudsætning i forbindelse med OLS-regression er, at modellerne
ikke må lide af hetroskedasticitet (Wooldridge, 2009, s. 93). Det betyder, at
variansen i det uobserverede fejlled ikke må påvirkes af nogle af de uafhængige
variable. Med andre ord må variationen i residualerne (MEP’ernes placering på en
dimension i det politiske rum), som ikke kan forklares af de uafhængige variable i
modellen, ikke systematisk må variere. Denne fejl opstår typisk, hvis der er
vigtige uafhængige variable, som ikke er inkluderet i modellen, eller hvis der er
betydelige outliers, som forklares dårligt af modellen. Som eksempel vises her
nedenfor scatterplots over residualerne omkring regressionslinjen for model (1)
foretaget
på Y-koordinatet
i det
sjette
Europa-Parlament
(Figur 5.6:
Residualfordeling for model (1) anvendte på Y-koordinatet i EP6):
Y-koordinat =
»Generel V-H«
EU-integration«
Her ses det, at residualerne (dvs. afstanden fra observationerne ind til
regressionslinjen) er forholdsvist normalfordelt omkring regressionslinjen.
Modsat står det til med det andet eksempel: model (2) foretaget på X-koordinatet
i det femte Europa-Parlament (Figur 5.7):
X-koordinat =
»EU-integration« +
»Postmaterialistisk V-H« +
100
»Økonomisk V-H« +
Her ses det, at residualerne på de negative værdier på X-dimensionen i det
politiske rum primært ligger over regressionslinjen, mens residualerne på de
positive værdier på X-dimensionen i det politiske rum primært ligger under
regressionslinjen. Variansen i det uobserverede fejlled lader derfor til enten at
være påvirket af en uafhængig variabel, som ikke er taget med i modellen, eller at
være stærkt påvirket af betydningsfulde outliers.
1
Residuals
.5
0
-.5
-1
-.6
-.4
-.2
Fitted values
0
.2
.4
Figur 5.6: Residualfordeling for model (1) anvendte på Y-koordinatet i EP6
101
.5
Residuals
0
-.5
-1
-1
-.5
0
Fitted values
.5
1
Figur 5.7: Residualfordeling for model (2) anvendt på X-koordinatet i EP5
Vi har kontrolleret alle vores modeller for hetroskedasticitet med BreuschPagan/Cook-Weisberg’s test i STATA, hvormed vi antager at variansen i
residualerne er normalfordelte omkring regressionslinjen (Wooldridge, 2009, s.
257). Overordnet set fandt vi, at der er problemer med hetroskedasticitet i flere af
modellerne, og vi har derfor valgt at anvende robuste standardfejl som
udgangspunkt. Alle CHI-værdier og P>CHI-værdier for disse forudsætningstest
fremgår af bilag 4.
102
5.5
Statistisk metode: Indeksering af stemmedisciplin
Foruden de politiske konfliktdimensioner, disses udvikling, betydning og indhold,
har dette speciale endeligt fokus på MEP’ernes stemmedisciplin. Stemmedisciplin
er også relateret til NOMINATE-modellen, men fortjener særegen analytisk
opmærksomhed af mindst to årsager:
For det første er den relativt høje grad af stemmedisciplin over for EPgrupperne en forudsætning for MEP’ernes ansvarsdelegation og arbejdsdeling
indbyrdes i grupperne: På den ene side forudsætter EP-gruppernes indbyrdes
forhandlingsmandat i udvalgene og i trialogprocessen over for Rådet at gruppens
ordfører troværdigt kan mobilisere sin gruppes stemmer i plenarforsamlingen. På
den anden side er den menige MEP som regel afhængig af sin gruppes ledelse til at
udstikke den samlende linje og levere konkrete stemmeanbefalinger. EPgruppernes stemmedisciplin er altså en indikation af EP-gruppernes relative
forhandlingsstyrke.
For det andet fordi netop brud på stemmedisciplinen over for EP-grupperne
signalerer, at en MEP har taget selvstændigt stilling til et forslag. Det kan enten
være ud fra en personlig præference, han finder uforenelig med sin gruppes, eller
det kan være særlige hensyn til MEP’ens politiske bagland, det sig værende
nationalt parti eller elektoratet i sin hjemlige medlemsstat.
Vi belyser derfor udviklingen i MEP’ernes stemmedisciplin efter de tre
undersøgte critical junctures. Vi fokuserer her specielt på MEP’ernes
stemmedisciplin over for EP-gruppen og over for medlemsstaten. Hertil vil vi
benytte en relativ, sammenlignet med NOMINATE-modellen og OLS-regression,
simpel statistisk metode, som vi kort vil gennemgå i det følgende: Først leverer vi
to bud på operationalisering og indeksering af MEP’ernes stemmedisciplin.
Herefter fremlægger vi fremgangsmåden for undersøgelse af vores hypoteser med
two sample t-tests.
5.5.1
Operationalisering af stemmedisciplin
Indledningsvist definerede vi en MEP’s stemmedisciplin som »graden af
enstemmighed mellem medlemmerne af en given gruppering af MEP’er - nationalt
eller transnationalt - i Europa-Parlamentet.« Denne definition kræver dog en
operationalisering, før vi kan slutte på udviklingen i MEP’ernes stemmedisciplin:
En given gruppering af MEP’er kan principielt afgrænses arbitrært, skønt en
vis teoretisk begrundelse må forudsættes for at give mening. Vi vil her, som
nævnt, koncentrere os om MEP’ernes stemmedisciplin over for hhv. EP-gruppe og
medlemsstat, da vi har en forventning om at de to er negativt korrelerede: Enten
stemmer en MEP’er efter europæiske, ideologiske hensyn eller efter mere snævre,
nationale interesser. Samtidig fravælger vi at undersøge stemmedisciplinen for
103
nationale partier, eftersom der for mange nationale partiers vedkommende er tale
om så små delegationer, at det ikke giver mening at betragte enstemmighed inden
for denne gruppering som ’partidisciplin’ mellem f.eks. to personer. Vi kunne her
have frasorteret nationale partier med under fem MEP’er, men dette ville dels
have afskåret os fra en væsentlig del af vores datasæt, dels have medført risiko for
en fejlestimering, hvis større nationale partier er biased mod eksempelvis højere
grad af national stemmedisciplin.
Graden af enstemmighed er ligeledes åben for metodiske valg. En umiddelbart
oplagt operationalisering er, at en MEP bryder stemmedisciplinen i sin EP-gruppe
mv., såfremt han stemmer anderledes end flertallet i den aktuelle gruppering;
altså en binær operationalisering på stemmedisciplin: »loyal« eller »rebel« over
for en gruppe.
Denne operationalisering er dog problematisk, eftersom den hverken tager
højde for afstemningens vigtighed for f.eks. EP-gruppen. At en MEP bryder
stemmedisciplinen i en afstemning med stort flertal i plenarforsamlingen som
helhed betyder mindre, end hvis MEP’en bryder stemmedisciplinen i en
afstemning med et tæt udfald. Samtidig indfanger en binær variabel for
partidisciplin vanskeligt muligheden for at afstå fra at stemme, som trods alt
udgør en kvalitativ forskel fra at stemme imod.
I stedet vil vi anvende Hix, Noury, & Roland's, (2005) Relative Cohesion Score,
der trækker på af Attinas, (1990, s. 564) Index of Agreement (IA). Agreement
Indekset tager højde for, at en MEP kan stemme ét af tre alternativer
(’modaliteter’), hhv. »Ja«, »Nej« og »Afstå«, og udregner en gruppes
sammenhængskraft i en given afstemning som forholdet mellem hyppigst afgivne
stemme, fratrukket resterende afgivne stemmer, delt med antallet af stemmer;
Altså:
Attinas indeks har dog to mangler: Dels kan målet blive negativt, såfremt under
halvdelen af MEP’erne stemmer det samme, hvilket ikke synes intuitivt (men ikke
som sådan er et problem). Dels, mere væsentligt, kan AI-målet ikke direkte kan
sammenlignes på tværs af afstemninger, eftersom en gruppes stemmedisciplin
bør betragtes relativt, dvs. i lyset af afstemningens generelle fordeling af stemmer.
Derfor foreslår Hix, Noury og Roland deres Relative Cohesion Score (RCS), som vi
vil
anvende
til at måle EP-gruppernes og medlemsstaternes
relative
stemmedisciplin. RCS for en gruppe, g (det sig værende en EP-gruppe,
Medlemsstat eller lign.) i afstemning v er givet ved:
104
Hvor AIg og AIp er Hix, Noury og Rolands ( Hix et al., 2009, s. 823; Hix et al.,
2005, s. 215) modificerede Agreement Index for hhv. gruppen og for parlamentet
som helhed, givet ved:
RCV for en gruppe varierer fra 0, hvis en gruppe MEP’er er mest muligt splittet
(mellem »ja«, »nej« og at afstå) og Europa-Parlamentet som helhed stemmer i
enighed, til 2, hvis en gruppe MEP’er alle stemmer ens og Europar-Parlamentet
som helhed er splittet.
Vi
operationaliserer
derfor
EP-gruppernes
og
medlemsstaternes
stemmedisciplin som relative cohesion scores for gruppen af MEP’er, der tilhører
hhv. en medlemsstat eller partigruppe.
5.5.2
Hypotesetest: Two sample t-test
De undersøgte hypoteser knyttet til MEP’ernes stemmedisciplin er formuleret
ganske bredt og sammenligner grupper på tværs af parlamentsperioder. Dette
afspejler vores ønske om alene at belyse udviklingen i stemmedisciplin med et
bredt fokus og altså hverken belyse enkelte politiske emneområder eller
stemmedisciplinen for enkelte EP-grupper eller medlemsstater. Skulle vi
eksempelvis undersøge stemmedisciplinen for den enkelte medlemsstat, måtte vi
samtidig inddrage sammensætningen af nationale MEP’er pr gruppe, hvilket ville
øge kompleksiteten væsentligt.
I stedet sammenligner vi for at besvare vores hypoteser ganske store,
aggregerede grupperinger, som vi sammenligner på tværs af afstemninger, år og
parlamentsperioder. Vi tester, hvorvidt en observeret forskel mellem to grupper
er statistisk signifikant vha. en standard two sample t-test, med mulighed for
varierende fordelinger. Denne test betragter to samples (f.eks. femte og sjette
Europa-Parlaments relative cohesion scores for EP-grupper), deres gennemsnit
og observationernes spredning som antages normalfordelt. Herudfra beregnes
sandsynligheden for at trække to tilsvarende samples af en uniform population.
Nulhypotesen
er
således,
at
de
observerede
grupper
har
ens
populationsparametre, mens den alternative hypotese er, at de er signifikant
forskellige.
105
6 Analyse: Østudvidelsen
… I hvilken vi identificerer tre politiske konfliktdimensioner i hhv. det femteog sjette Europa-Parlament, undersøger om en øget grad af økonomisk
motiveret stemmeadfærd manifesteres og efterprøver hvorvidt MEP’erne fra
de 10 nye medlemslande med tiden konsolideres med de transeuropæiske
partigrupper i forhold til stemmedisciplin.
Vi efterprøver i dette kapitel de af vores hypoteser, der knytter sig til
østudvidelsens effekt på MEP’ernes stemmeadfærd, for derved at besvare den
overordnede
problemstilling;
stemmer
Europa-Parlamentets
medlemmer
anderledes efter EU’s østudvidelse?
Eftersom østudvidelsen effektueredes pr. maj 2004, altså midt imellem de to
parlamentsperioder, betragter vi som beskrevet det femte parlament som »før«
og det sjette parlament som »efter« østudvidelsen. Dog med mulighed for en evt.
konsolideringsfase for stemmedisciplin, som foreslået af Hix og Noury (Hix &
Noury, 2009, s. 161). Dette kapitel, som beskæftiger sig med effekterne af
østudvidelsen, vil derfor alene behandle femte og sjette parlamentsperiode.
I første afsnit præsenterer vi de fundne policydimensioner fra NOMIANTEanalysen og fremstiller en umiddelbar fortolkning ud fra scatterplots af de
tredimensionelle politiske rum i femte og sjette Europa-Parlament. Denne
fortolkning testes i kapitlets andet afsnit, hvor vi præsenterer resultaterne af
vores
regressioner,
som
tester
overensstemmelsen
mellem
MEP’ernes
idealpunkter (koordinater i det politiske rum) og de eksogene mål for MEP’ernes
præferencer ift. forskellige politiske spørgsmål. På denne baggrund forsøger vi at
dissekere vores resultater mht. udviklingen i MEP’ernes stemmeadfærd i forhold
til vores fremsatte hypoteser herom. Derefter vil vi forsøgsvis inddele MEP’ernes
stemmeadfærd efter enkelte policyområder, for at analysere konfliktlinjerne,
cutting lines for udvalgte policyområder. Derved undersøges, hvorvidt vores
fortolkning af de fundne politiske dimensioner stemmer overens med, hvordan
Europa-Parlamentet splittes, når der stemmes om emner, som vurderes relevante
for de enkelte dimensioner. Ud fra disse analyser af vores NOMINATE-output vil vi
konkludere
på
vores
hypotese
om
østudvidelsens
betydning
konfliktdimensionerne i Europa-Parlamentet:
H1: I det sjette Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd relativt
ringere af en EU-integrations-dimension i forhold til i det femte, men derimod
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension, som blandt andet afspejler
konflikten mellem ønsket om regulering versus ønsket om liberalisering.
106
for
Herefter analyserer vi i fjerde afsnit udviklingen i stemmedisciplin efter
østudvidelsen. Dette gøres ved indeksering af hhv. EP-gruppernes og
medlemsstaternes sammenhængskraft i en relative cohesion score, som bekrevet
i
metodekapitlets
afsnit
5.5.1.
Med
disse
indeks
sammenligner
vi
stemmedisciplinen i forskellige grupper tester holdbarheden af resultaterne med
two sample t-tests. Ud fra disse tests vil vi besvare hypotesen:
H2: I det sjette Europaparlament er stemmeadfærd med loyalitet over for
medlemsstaterne højere end i det femte – dette på bekostning af loyalitet over
for EP-grupperne og i særlig grad for de nye medlemsstater.
Til slut giver vi i afsnit 6.5 en kort, sammenfattende konklusion på vores
delanalyse om østudvidelsens betydning for stemmeadfærden i EuropaParlamentet.
6.1
Konfliktdimensionerne – Umiddelbar fortolkning
Dette afsnit præsenterer resultaterne fra NOMINATE-analysen for femte og sjette
Europa-Parlament, Ud fra scatterplots over MEP’ernes idealpunkter (koordinater
fra NOMINATE) fortolker vi EP-gruppernes placering i det politiske rum og
fremsætter på den baggrund en umiddelbar fortolkning af dimensionernes
indhold. Som beskrevet i foregående afsnit 5.3 om NOMINATE, er det først og
fremmest et forskningsmæssigt valg, hvor mange dimensioner, man bør indrette
sit politiske rum efter. Vi har valgt i denne undersøgelse at arbejde med tre
dimensioner. Tabel 6.1 opsummerer forklaringskraften af de enkelte dimensioner
i det femte og det sjette Europa-Parlament, forstået om andel stemmer
NOMINATE kunne forudsige korrekt, når modellen køres i tre dimensioner.:
107
Tabel 6.1: Dimensioner i det femte og sjette Europa-Parlament19
Roll
Callvotew
Antal
MEP'er
EP5
687
5224
Procentandel stemmer
forudsagt korrekt
Agregeret
proportional
reduktion af fejl
1. dim
2. dim
3 .dim
1. dim 2. dim 3. dim
87,83
89,9
91,76
0,56
+2,07
+1,86
90,4
91,4
+1,72
+1,00
Effekt af ekstra
dimension
EP6
937
5662
88,68
Effekt af ekstra
dimension:
0,52
0,63
0,7
+0,08
+0,07
0,59
0,67
+0,07
+0,04
Vi skal her blot gentage argumentet fra afsnit 5.3.1: Tredje dimension tilfører for
femte og sjette Europa-Parlament nogenlunde lige så meget forklaringskraft som
anden dimension. På den baggrund har vi valgt at tage udgangspunkt i et
tredimensionelt politisk rum til at forklare stemmeadfærden i EuropaParlamentet
i
den
følgende
analyse
af
østudvidelsen,
og
senere
af
Lissabontraktaten og den finansielle krise.
Dette medfører dog en øget kompleksitet i det følgende, især fsva. læserens
forståelse af det tredimensionelle rum. Vi kan i sagens natur alene skildre de
analyserede politiske rum todimensionalt, men vil gennemgribende anvende
sidestillede scatterplots hertil: ét for 1. og 2. dimension (Z=0) og ét for 1. og 3.
dimension (Y=0). For overblik kan vi i øvrigt henføre til Figur 5.5 for en mere
grafisk præsentation af rummet i tre dimensioner.
Det ses af tabellen, at den første konfliktdimension alene kan forudsige 87,83
pct. af stemmerne korrekt for det femte Europa-Parlament og 88,68 for det sjette
Europa-Parlament. Således er den første identificerede konfliktdimension den
langt mest forklarende både før og efter østudvidelsen. Samtidig ses endda en lille
stigning i den første dimensions forklaringskraft i det sjette parlament
sammenlignet
med
det
femte,
altså
efter
østudvidelsen.
Den
anden
konfliktdimension tilføjer i det femte parlament 2,07 pct. ekstra korrekt
forudsagte stemmer og i det sjette parlament 1,72 pct. ekstra korrekt forudsagte
stemmer. Der ses altså umiddelbart et fald i den anden dimensions betydning.
Dertil bidrager den tredje dimension i det femte parlament med ekstra 1,86 pct.
19
Tabel 6.1 og den nedenfor tilsvarende Tabel 7.1 opsummerer hver dimensions
respektive forklaringskraft i én tredimensionel model – og kan altså ikke
sammenlignes direkte med Tabel 5.5: NOMINATE-modellernes goodness-of-fit. der
sammenligner tre NOMINATE-modellers goodness-of-fit.
108
korrekt forudsagte stemmer, mens denne i det sjette parlament kun bidrager med
1 pct. korrekt forudsagte stemmer. Den tredje dimension har altså en smule
mindre forklaringskraft i begge parlamenter end den anden. Derudover er det
væsentligt, at både den anden og den tredje dimension aftager i forklaringskraft i
forhold til den første.
Figur 6.1 og Figur 6.2 nedenfor viser scatterplots over idealpunkter for
medlemmerne af femte- og sjette Europa-Parlament på hhv. dimensionerne 1 og 2
(til venstre) og 1 og 3 (til højre)20
Ret beset fremstiller figuren idealpunkternes projektioner på de to plan Z=0 og Y=0,
da der er tale om positioner i et tredimensionelt rum. Figuren kan dog give et indtryk
af EP-gruppernes relative placeringer på de tre dimensioner.
20
109
Figur 6.1 Politisk rum for femte Europa-Parlament efter EP-gruppe
110
Figur 6.2 Politisk rum for sjette Europa-Parlament efter EP-gruppe
111
Først og fremmest ses en tydelig gruppering af MEP’er i EP-grupperne. Dette
tyder på, at MEP’erne generelt udviser en relativt høj grad af stemmedisciplin
over for deres EP-grupper.
At mønsteret – set som EP-gruppernes form og indbyrdes placering i
vores politiske rum – visuelt står relativt uændret i de to parlamentsperioder kan
ses som en indikation på, at NOMINATE-dimensionerne rent faktisk indfanger
kvalitative politiske forskelle mellem MEP’ernes præferencer, som er bestående
på tværs af parlamentsperioder.
Ser vi til EP-gruppernes indbyrdes placering på X-dimensionen,
forstærkes den indledende formodning om en ideologisk venstre-højre-skala,
hvad end den så er økonomisk, post-materiel eller generel. Fra venstre mod højre
(X=-1 til X=1) findes EP-grupperne EUL/NGL, Greens/EFA, SOC, ALDE, IEN/INDDEM/EFD, UEN og endelig EPP. Altså den radikale venstrefløj og de grønne længst
til venstre, socialdemokraterne og de liberale (ALDE) omtrent i midten, og liberale
EU-modstandere samt det liberal-konservative Europæiske Folkeparti (EPP)
længst til højre. Dette står uændret fra femte til sjette Europaparlament.
Indtil videre ses altså ingen grund til at anfægte vores første hypotese
om, at den første – og primære – politiske dimension i Europaparlamentet er en
økonomisk venstre-højre-dimension, og at denne dimension har fået større
betydning fra femte til sjette Europa-Parlament, jf. stigningen fra 87,7 til 88,8 %
korrekte forudsigelser, Tabel 6.1.
For så vidt angår MEP’ernes placering på Y-dimensionen, der på baggrund
af litteraturen må antages at indfange MEP’ernes holdning til EU-integration,
synes mønsteret ligeledes at være, at EU-kritiske partigrupper er placeret i
bunden og mere pro-europæiske partigrupper i koordinatsystemets øverste
halvdel (dvs. Y>0). Nedefra og op ses således (Y=-1 til Y=1) ses IEN/INDDEM/EFD, EUL/NGL, UEN, Greens/EFA, ALDE, EPP og SOC. Dette mønster er stort
set uforandret fra femte til sjette Europa-Parlament. Det skal dog her bemærkes,
at en tilsyneladende bevægelse – som eksempelvis socialdemokraternes
bevægelse mod større EU-skepsis ikke nødvendigvis må tages for pålydende.
NOMINATE-algoritmens dimensioner udregnes på ny for hver parlamentsperiode,
hvorfor også nulpunktet flytter sig. At socialdemokraternes idealpunkter flyttes
’nedad’ er således ikke ensbetydende med, at gruppen bliver mere EU-skeptisk,
men blot at gruppens placering ændres relativt til resten af EP-grupperne langs Yaksen21.
21
For at identificere en bevægelse over tid for én eller flere MEP’ere kan anvendes en
dynamisk version af NOMINATE, eksempelvis DW-NOMINATE, som tillader lineære
112
Ud fra denne umiddelbare fortolkning af X- og Y-dimensionerne har vi således
ingen foranledning til at forkaste vores hypotese om en dominerende økonomisk
venstre-højre-dimension af voksende betydning og en mindre væsentlig pro-anti
EU-dimension af faldende betydning.
Ser vi endelig til den tredje, nyindførte konfliktdimension, Z, er billedet et
nyt: Her manifesterer sig en konfliktdimension, hvor især de liberale, ALDE står
modsat EU-kritikerne i UEN og til dels venstrefløjen i EUL/NGL. De to store
partigrupper, EPP og SOC konstituerer sig som en forholdsvist stabil politisk
midte. Z-dimensionen skiller altså umiddelbart parlamentet imellem »liberale« og
»socialistiske/nationalkonservative« kræfter. Det er dog for tidligt at konkludere
noget kvalitativt omkring de identificerede konfliktdimensioners indhold.Vi tester
derfor i næste afsnit sammenhængene for de tre policy-dimensioner.
6.2
Konfliktdimensionerne – Regressionsresultater
Til at fortolke de identificerede konfliktdimensioner i vores politiske rum
substantielt har vi foretaget i alt 12 regressioner for at undersøge hver enkelt
dimension, X-, Y- og Z-dimensionen. Se tabel Tabel 6.4 og Tabel 6.5, nedenfor,
samt bilag 5 og 6. Vi undersøger sammenhængen mellem 1) MEP’ens nationale
partis placering – som proxy for MEP’ens egen holdning – i forhold til forskellige
ideologiske spørgsmål og 2) MEP’ens placering på de forskellige ideologiske akser
i vores politiske rum. Her anvender vi som nævnt uafhængige variable fra Chapell
Hill for MEP’ernes nationale partis placering på en generel venstre-højre-skala, en
økonomisk venstre-højre-skala og en postmaterialistisk venstre-højre-skala som
klassiske ideologiske mål. Derudover anvender vi MEP’ens nationale partis
generelle holdning til EU-integration, holdning til det indre marked og holdning til
regional EU’s regionale udligningspolitik til at belyse EU-integrationsspørgsmålet.
I denne sammenhæng anvender vi også fra Chapell Hill et mål får det nationale
partis interne uenighed i forhold til EU-spørgsmål, samt i hvor høj grad det
nationale parti lægger vægt på EU-spørgsmål. Disse ideologiske variable skal
hjælpe os med at fortolke på, hvilke betydelige konfliktdimensioner i EuropaParlamentet MEP’erne adskiller sig mest på i afstemninger i plenarforsamlingen.
bevægelser. Studier fra USA's kongres viser i øvrigt, at amerikanske beslutningstagere
flytter sig ganske lidt over tid – hvis overhovedet. (Everson, Valelly, & Wiseman, 2009,
s. 49)
113
Tabel 6.2: Oversigt over kombinationer af ideologiske variable
Kombinationer af ideologiske variable pr. model:
(1, 4, 7, 10)
Traditionelt mål


(2, 5, 8, 11)
VH-skala åbnes op



Generel V-H
EU-integration
EU-integration
Økonomisk V-H
Postmaterialistisk
V-H
(3, 6, 9,12)
EU-integration åbnes op


Generel V-H
Indre Marked

Regional udligning


EU-salience
EU-splittelse
Til at danne dette billede i forhold til de ideologiske præferencer anvender vi
derudover forskellige kontrolvariable, som vi sammensætter i 4 forskellige
kombinationer: kontrol for forskellige nationale effekter og kontrol for hvor
meget af variansen i MEP’ernes stemmer EP-grupperne forklarer (eller ikke
forklarer). Tabel 6.3 nedenfor opsummerer kombinationen af de kontrolvariable,
vi
anvender
i
de
forskellige
regressionsmodeller,
samt
for
hvilke
regressionsmodeller de enkelte kontrolvariable er anvendt.:
Tabel 6.3: Oversigt over kombinationer af kontrolvariable
Kombinationer af kontrolvariable:
(1-3)
Ingen kontrolvariable
-
(4-6)
Nationale effekter
Kommissær
Regeringsparti
MS Fixed effects
(7-9)
EP-grupper
(10-12)
Individuelle
medlemsstater
Kommissær
Regeringsparti
MS Fixed effects
Kommissær
Regeringsparti
Dummy-variable
for MS
Dummy-variable
for EP-grupper
Af resultaterne for regressionerne fremgår det, at korrelationskoefficienterne
mellem de nationale partiers ideologiske placeringer og MEP’ernes placering på X,
Y og Z-aksen ikke ændrer sig væsentligt, om vi anvender fixed effects for
medlemsstaterne eller ej. Dette betyder først og fremmest, at der overordnet set
ikke er væsentlige forskelle på MEP’ernes ideologiske placering, som er nationalt
begrundet.
114
Det overordnede billede er ligeledes at EP-grupperne i meget høj grad
indfanger variationen af MEP’ernes stemmeadfærd. Vi har derfor valgt for
overblikkets skyld her kun at fremlægge én opsummerende tabel for hvert
parlament,
det
femte
(1999-2004)
og
det
sjette
(2004-2009),
hvori
korrelationskoefficienterne mellem de ideologiske variable og MEP’ernes
placering på både X, Y og Z-aksen fremgår i samme tabel (disse tabeller viser altså
kun en fjerdedel af vores samlede regressionsmodeller).
Resten kan ses i bilag 5.1-5.4 og 6.1-6.4, og vi vil henvise til de andre
regressionsmodeller (1-3 uden fixed effcets, 7-9 med EP-gruppe-dummies og 1012 med dummies for medlemsstaterne) i det omfang, det er nødvendigt.
Vi har i den opsummerende Tabel 6.4 valgt at fremlægge de modeller, som
anvender nationale fixed effects (model 4-6), idet vi har vurderet at modellerne
med fixed effects giver det mest klare billede af, hvilke ideologiske dimensioner,
der er på spil i Europa-Parlamentet. Med andre ord giver disse modeller et mere
’renset’ billede i forhold til f.eks. sammenhængen mellem MEP’ers placering på en
ideologisk venstre-højre-skala og placering på det politiske rums X-dimension,
sammenligneligt på tværs af medlemsstaterne – som illustreret i metodeafsnittets
afsnit om fixed effects Figur 5.4.
Det skal her understregres at fixed effects og dummy-variable for
medlemsstaterne har nøjagtig den samme effekt på korrelationskoefficienterne
for de ideologiske variable, og disse er derfor uændrede ift. hvordan de fremgår
her i den opsummerede tabel med model 4-6 og i model 10-12 i bilag 5.4 og 6.4.
I det følgende er fremgangsmåden, at vi fortolker resultaterne af de
regressionsmodellerne for de tre dimensioner X, Y, Z en for en: hvordan ser
dimensionen ud i det femte Europa-Parlament, hvordan ser den ud i det sjette, og
hvad er de væsentligste forskelle?
Med erindring om, at både afhængige og uafhængige variable (foruden
»Regering« og »Kommissær«, som er dummies) spænder fra -1 til 1, hvorfor vi
kan tolke korrelationskoeffcienter »1:1«, går vi derfor nu til den substantielle
fortolkning af de ovenstående korrelationskoefficienterne. Hvor ikke andet er
nævnt er alle omtalte resultater signifikante med et alfa-niveau på 0.01 (Agresti &
Finlay, 2009, s. 154).
115
Tabel 6.4: Resultater for OLS-regressionsmodeller for femte Europa-Parlament, koordinat fra WNOMINATE
EP5-NOMINATE-Koordinat
Generel V-H
Økonomisk V-H
(4)
X
0.94**
(0.00)
0.27**
(0.00)
0.46**
(0.00)
0.55**
(0.00)
0.31**
(0.00)
-0.06**
(0.00)
0.04
(0.10)
-0.07**
(0.00)
0.01
(0.59)
483
0.78
14
JA
483
0.88
14
JA
Postmateriel V-H
EU-integration
Indre marked
(5)
X
Regional udvikling
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
Kommissær
Antal MEP’er
R^2
Antal medlemsstater
Fixed Effects - medlemsstater
(6)
X
(4)
Y
0.98**
(0.00)
-0.12**
(0.00)
0.29**
(0.00)
0.39**
(0.00)
-0.27**
(0.00)
-0.30**
(0.00)
-0.03
(0.14)
0.05*
(0.02)
(5)
Y
0.51**
(0.00)
-0.05
(0.44)
-0.09
(0.14)
0.50**
(0.00)
0.08**
(0.01)
0.36**
(0.00)
483
483
0.83
0.54
14
14
JA
JA
p-værdier i parentes
** p<0.01, * p<0.05
116
(6)
Y
(4)
Z
-0.28**
(0.00)
-0.02
(0.59)
(5)
Z
(6)
Z
-0.17**
(0.00)
0.08*
(0.01)
0.37**
(0.00)
0.50**
(0.00)
0.02
(0.85)
0.49**
(0.00)
0.25**
(0.00)
0.05
(0.12)
0.29**
(0.00)
0.30**
(0.00)
0.44**
(0.00)
-0.50**
(0.00)
0.08*
(0.02)
0.04
(0.20)
-0.13**
(0.00)
-0.06*
(0.02)
-0.02
(0.53)
0.35**
(0.00)
-0.15
(0.07)
0.40**
(0.00)
0.10
(0.11)
0.01
(0.62)
-0.17**
(0.00)
483
0.55
14
JA
483
0.59
14
JA
483
0.17
14
JA
483
0.31
14
JA
483
0.28
14
JA
Tabel 6.5: Resultater for OLS-regressionsmodeller for sjette Europa-Parlament, koordinat fra WNOMINATE
EP6-NOMINATE-Koordinat
Generel V-H
Økonomisk V-H
(4)
X
0.81**
(0.00)
0.12**
(0.00)
0.49**
(0.00)
0.48**
(0.00)
0.11**
(0.00)
0.03
(0.13)
0.04
(0.08)
0.07**
(0.00)
-0.02
(0.44)
616
0.72
24
JA
616
0.72
24
JA
Postmateriel V-H
EU-integration
Indre marked
(5)
X
Regional udvikling
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
Kommissær
Observations
R-squared
Number of country
Fixed Effects - lande
(6)
X
(4)
Y
0.73**
(0.00)
-0.10**
(0.00)
0.24**
(0.00)
-0.07
(0.19)
-0.08
(0.09)
-0.09*
(0.04)
0.02
(0.23)
0.03
(0.12)
(5)
Y
(6)
Y
(4)
Z
-0.15**
(0.00)
0.09*
(0.01)
0.48**
(0.00)
-0.17**
(0.00)
0.10**
(0.00)
0.58**
(0.00)
0.02
(0.38)
0.15**
(0.00)
0.03
(0.15)
0.15**
(0.00)
0.19**
(0.00)
0.51**
(0.00)
0.21**
(0.00)
0.16**
(0.00)
0.04
(0.06)
0.17**
(0.00)
616
0.55
24
JA
602
0.53
23
JA
602
616
0.74
0.52
23
24
JA
JA
pval in parentheses
** p<0.01, * p<0.05
117
(5)
Z
(6)
Z
-0.25**
(0.00)
0.27**
(0.00)
0.38**
(0.00)
-0.34**
(0.00)
0.01
(0.82)
0.04
(0.19)
-0.01
(0.71)
-0.01
(0.81)
0.01
(0.79)
0.78**
(0.00)
-0.58**
(0.00)
-0.33**
(0.00)
-0.21**
(0.00)
0.00
(0.92)
-0.07*
(0.03)
616
0.12
24
JA
616
0.34
24
JA
602
0.29
23
JA
6.2.1
Første dimension
Først og fremmest bekræftes den umiddelbare forventning både for femte og
sjette Europa-Parlament: MEP’ernes nationale partiers placering på en generel
venstre-højre skala korrelerer positivt med MEP’ernes placering på Xdimensionen i det politiske rum (model 4, X). Korrelationskoefficienterne på 0,94
i femte parlament og 0,81 i sjette parlament må betragtes som ganske højt.
Sagt på en anden måde for det femte Europa-Parlament: Flyttes en MEP’s
præference den fulde skala; 2 point, eksempelvis fra ekstremt venstreorienteret (1) til ekstremt højreorienteret (1), forventes hans præference tilsvarende at
flyttes 1,88 point, fra ekstremt langt til venstre og til ekstremt langt til højre på
det politiske rums X-akse. I det lys konstaterer vi, at X-aksen i betydelig grad
repræsenterer en generel venstre-højre-akse, både for femte og sjette EuropaParlament.
Opdeles den generelle venstre-højre-akse i hhv. økonomisk- og postmateriel
venstre-højre-placering (model 5, X) ses, at begge koefficienter har relativt høj
forklaringskraft ift. MEP’ernes X-koordinat på venstre-højre-skalaen. Økonomisk
venstre-højre-placering opnår dog noget større forklaringskraft end postmateriel
venstre-højre-placering fra femte til sjette Europa-Parlament i overensstemmelse
med vores hypotese H1:
H1: I det sjette Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
[relativt ringere af en EU-integrations-dimension i forhold til i det femte, men
derimod] relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension, som blandt andet
afspejler konflikten mellem ønsket om regulering versus ønsket om
liberalisering.
Dette billede er konsistent, hvis vi udelader kontrollen for medlemsstater
(fixed effetcts), jf. regressionsmodeller for X-koordinat, modellerne 1-3, bilag 5.1
og 6.1. Ser vi her til regressionsmodeller, hvor der kontrolleres for MEP’ernes
medlemskab af EP-grupper (modellerne 7-9 i bilag 5.1 og 6.1), kan vi konstatere,
at korrelationskoefficienterne for de forklarende ideologiske variable falder
væsentligt og for en stor dels vedkommende bliver insignifikante: EP-grupperne
har altså meget høj forklaringskraft for en MEP’s placering på venstre-højreskalaen både i femte og sjette Europa-Parlament. Dvs. der er ikke signifikant
variation i MEP’ernes venstre-højre-placering internt i EP-grupperne.
På baggrund heraf kan vi allerede nu bekræfte første del af vores hypotese H1
fra ovenfor: X-dimension er både mere forklarende, målt i andel stemmer
forudsagt korrekt jf. tTabel 6.1, og mere økonomisk, målt i MEP’ernes økonomiske
præferencers relative forklaringskraft for deres placering på X-dimensionen.
118
6.2.2
Anden dimension
Mht. den anden dimension i det politiske rum, ser vi, i overensstemmelse med Hix
og Nourys (2009) resultater, at MEP’ernes placering på anden dimension bedst
forklares af deres præferencer EU-integration. (model 4Y og 5Y). Her ser vi
korrelationskoefficienter spændende fra 0,48-0,58 for både femte og sjette
parlament. Som en interessant observation kan vi derudover inddele holdningen
til EU-integration i hhv. holdning til integration af EU’s indre marked og holdning
til regional udvikling (model 6, Y). Heraf fremgår, at hvor holdningen til det indre
marked i det femte Europa-Parlament havde størst forklaringskraft på MEP’ernes
placering på NOMINATE-modellens anden dimension, er det for sjette EuropaParlament holdningen til Regional udvikling, endda med en stor margin, der er
mest forklarende for MEP’ernes relative placering. For femte parlamentsperiode
er variablen »Regional udvikling« ikke signifikant, mens den for sjette parlament
er signifikant og har en korrelationskoefficient på 0,51, altså næsten ligeså høj
som holdningen til EU-integration generelt. Videre: Hvor »Regional udvikling« før
østudvidelsen var en forklarende variabel for X-dimensionen, altså venstre-højredimensionen, er den nu forklarende for EU-integrations-dimensionen.
Dette tyder på, at hvor MEP’ernes holdning til EU-integrationsspørgsmål før
østudvidelsen afhang af deres holdning til bl.a. handelsliberalisering, afhænger
præferencer ift. EU efter østudvidelsen i højere grad af holdningen til udligningen
mellem EU’s medlemsstater. Dette går godt i tråd med vores formodning om, at
forholdet mellem netto-bidragsyder og netto-bidragsmodtager er blevet mere
relevant efter østudvidelsen Igen er disse resultater konsistente, uden fixed
effects, og igen synes hovedparten af variationen at indfanges af EP-grupperne jf.
modellerne 1-3 og 7-9, bilag 5.2 og 6.2. Der synes derfor heller ikke signifikant
forskel på MEP’erne internt i EP-grupperne på den anden konfliktdimension (Yaksen).
Endelig ses det, at kontrolvariablen for, hvorvidt en MEP’ers nationale parti
har en kommissær er signifikant og det med relativt høje korrelationskoefficienter
på anden dimension. Dette gælder både for femte og sjette Eurpopa-Parlament.
Dette kan enten være udtryk for, at EU-integrationsdimensionen også indfanger
inter-institutionelle konflikter, som tidligere foreslået af Hix, Noury og Roland
(Hix et al., 2006). Vi mener imidlertid, at dette ligesåvel kan ses som en proxy for
store nationale partier, idet store partier ofte er pro-europæiske og fordi det
samtidig oftest er medlemmer af store nationale partier, der bliver kommisærer.
Herudfra slutter vi, at anden dimension, Y, både for femte og sjette EuropaParlament bedst beskrives som »MEP’ernes holdning til EU-integration«. Vi finder
videre, at EU-integrations-dimensionen i højere grad knytter an til økonomisk
119
integration og økonomisk udligning, men at den ud over dette har faldende
forklaringskraft fra femte til sjette Europa-Parlament. Vi vil på den baggrund
argumentere for, at vores hypotese H1 ikke kan forkastes på baggrund af den
observerede stemmeadfærd.
6.2.3
Tredje dimension
Den umiddelbare fortolkning af tredje dimension, Z, var oven for ift. vores
scatterplots, at denne kunne tænkes at indfange konflikter mellem »nationalkonservative« og »social-konservative« på den ene side og »integrationsliberalister« på den anden. Vores regressionsmodeller nuancerer dette billede.
Først og fremmest ses det, at post-materialistisk- og økonomisk venstre-højreplacerings regressionskoefficienter har omvendt fortegn (model 5, Z). Altså
spænder dimensionen fra partier, som er både økonomisk- og værdipolitisk
liberale (eks. ALDE) til partier, som er økonomisk venstreorienterede, dvs.
udprægede
tilhængere
af
økonomisk
regulering,
men
værdipolitisk
højreorienterede, dvs. traditionelle. Dette er konsekvent både i femte og sjette
Europa-Parlament og på tværs af regresionsmodellerne. Umiddelbart kan dette
ses som en forstærkning af den initiale formodning om Z-aksen. Dog med det aber
dabei, at den socialistiske gruppe, EUL/NGL traditionelt ikke betragtes som
værdipolitisk højreorienteret. En fortolkning som den ovenstående vil derfor tage
det forbehold, at de nationale partier vægter indholdet i denne konfliktdimension
forskelligt, eksempelvis at EUL/NGL i dette tilfælde i højere grad lader deres
økonomisk venstre-højre-placering gå forud for deres værdipolitiske orientering,
på de spørgsmål, der deler Europa-Parlamentet på den tredje dimension.Sagt på
en anden måde, så fungerer den post-materielle venstre-højre-placering som
undertrykkende variabel ift. den økonomiske venstre-højre-placering i vores
regression. Hvis partier som EUL/NGL er både økonomisk venstreorienterede og
værdipolitisk venstreorienterede, for de pga. af de modsatrettede fortegn for disse
uafhængige variable således en ikke intuitiv placering på denne dimension.
Ser vi til model 6-9Z (bilag 5.3 og 6.3), der opdeler holdningen til EU-integration i
to er det derudover tydeligt, at MEP’ernes holdning til EU’s indre marked ligeledes
i høj grad er forklarende for deres placering på 3. dimension, især i sjette EuropaParlament.
Selvom vi hermed er kommet nærmere en kvalitativ fortolkning af, hvad Zdimensionen indeholder, synes denne dimensions karakterikkeentydig. Såfremt
den ovenstående tolkning skal tages til troende, må yderligere evidens altså til. Vi
vil derfor i næste afsnit se på for hvilke udvalgte policyområder, de forskellige
dimensioner er mest forklarende.
120
6.3
Konfliktdimensionerne – Cutting lines
I dette afsnit vil vi kort analysere på andet af NOMINATE-modellens output;
cutting lines for de enkelte afstemninger for udvalgte policyområder. Dette vil
give os et indtryk af i hvilke af de udvalgte policyområder de forskellige
konfliktdimensioner har betydning.
Som beskrevet ovenfor i Figur 5.3: eksemplariske konfliktplan i tre
dimensioner er en cutting line for en afstemning den linje (eller det plan), der
bedst deler MEP’erne i en »ja« og en »nej«-side i en given afstemning. Såfremt en
afstemning afgøres helt eller delvist af MEP’ernes placeringer på en af de politiske
dimensioner, må afstemningens cutting line derfor forventes at krydse denne
dimension i en ret eller næsten ret vinkel. Dvs. afstemningens cutting line »skærer
parlamentet midt over« på den konfliktdimension, som har mest betydning for
afstemningen – f.eks. vil parlamentet blive skåret midt over af en cutting line på Xdimensionen, hvis den aktuelle afstemning vedrører en konflikt, som deler
MEP’erne i ja og nej efter deres præferencer på venstre-højre-skalaen.
I figurerne Figur 6.4 og 6.6 illustreres antallet af cutting lines, som deler
MEP’erne i de enkelte afstemninger: først illustreret for koordinatsystemet
bestående af X- og Y-aksen, herefter for koordinatsystemet bestående af X og Zaksen. Dette billede har vi fremstillet for udvalgte policyområder22. Først og
fremmest skildrer vi det generelle billede ved at vise samtlige vinkler på
konfliktlinjer for de to Europa-Parlamenter, dvs. for alle afstemninger. Herefter
ses konfliktlinjer for afstemninger om hhv. social- og arbejdsmarkedspolitik, det
indre marked og endelig landbrugs- og miljøpolitik.
22
For femte Europa-Parlament er policy-områder operationaliseret efter Hix, Noury
og Rolands kodning (Hix, Noury, & Roland, 2006)) af policy-områder. For sjette og
syvende parlament er policy-område operationaliseret som »det ansvarshavende
udvalgs område«, (dvs. lead committee)
121
Figur 6.3: Vinkler for cutting lines i femte Europa-Parlament for udvalgte policyområder
Figur 6.4: Vinkler for cutting lines i femte Europa-Parlament for udvalgte policyområder
122
Figur 6.6: Vinkler for cutting lines i sjette Europa-Parlament for udvalgte policyområder
123
Først og fremmest ser vi – ikke overraskende – for begge parlamenter, at langt
hovedparten af konfliktlinjerne for de enkelte afstemninger skærer Xdimensionen (næsten) vinkelret i alle de udvalgte policyområder. Dette kan ses,
fordi histogrammerne over andelen af cutting lines, tydeligt viser, at de fleste
cutting lines ligger omkring 90 grader på X-dimensionen på alle policyområder i
både det femte og det sjette parlament.
Venstre-Højre-skalaen
er
altså
langt
den
mest
dominerende
konfliktdimension på alle de udvalgte policyområder, samt i det samlede antal
afstemninger.
Vi ser derudover, at EU-integrationsdimensionen har særligt betydning i
afstemninger om social- og arbejdsmarkedspolitik, idet vi i histogrammerne over
andel cutting lines ser lokale maksima af vinkler, der skærer Y-aksen i
afstemninger vedrørende dette område: en stor andel vinkler skærer X-aksen
omkring 30 grader (i det femte parlament) og 120 grader (i det sjette parlament) i
et koordinatsystem bestående af X og Y-aksen. Dvs. konfliktlinjen går nærmere
parallelt med X-aksen og vinkelret på Y-aksen.
Endeligt ser vi, at vores tredje dimension, Z-dimensionen, har relativt stor
betydning for afstemningerne på social- og arbejdsmarkedspolitik, samt indre
marked.
Dette ses, fordi der er betydelige lokale maksima i histogrammerne for
vinklerne mellem X- og Z-dimensionen for både femte og sjette parlament, som
ligger mellem 0 og 90 grader: Altså en større mængde afstemninger, hvor
parlamentet deles efter både X og Z-aksen. Dette er hverken tilfældet for
landbrugs- og miljøpolitik eller ligeså tydeligt for det samlede antal afstemninger,
og Z-aksen synes derfor at have særlig betydning for indre markedspolitik, socialog arbejdsmarkedspolitik.
Ovenstående analyse af konfliktlinjernes vinkler på de respektive akser kan
altså give en indikation af, hvilke politiske konfliktdimensioner, akserne
repræsenterer. I dette tilfælde synes analysen at bekræfte vores formodning om
at tredje dimension udgør en socialistisk/national-konservativ vs. liberal
konfliktakse. Men eftersom en vinkel ikke i sig selv beskriver afstemningens
koalitionsdannelse eller udfald, kan denne analyse alene tjene som en indikator
på, at den indførte Z-dimension i Europa-Parlamentets politiske rum i nogen grad
afspejler MEP’ernes holdning til europæiske arbejdsmarkeds- og socialpolitik.
Med denne behandling af Z-dimensionen og relevante konfliktlinjers vinkler
på de tre dimensioner, vil vi her tilendebringe vores analyse af relevante
konfliktdimensioner i femte og sjette Europa-Parlament. Vi opsummerer disses
udvikling og konkluderer på vores hypotese i dette kapitels sammenfattende
konklusion, afsnit 6.5 nedenfor. I det følgende afsnit går vi videre til særskilt at
124
analysere udviklingen i den observerede stemmedisciplin i forbindelse med
østudvidelsen.
6.4
Stemmedisciplin
Vi vil i dette afsnit analysere østudvidelsens betydning for stemmedisciplin i
Europa-Parlamentet. Som operationaliseret i metode-kapitlets afsnit 5.5.1
fokuserer vi på MEP’ernes stemmedisciplin over for hhv. EP-grupperne og over
for deres medlemsstater. I vores litteraturreview præsenterede vi eksisterende
undersøgelser på området, samt de formodede forventninger til østudvidelsens
betydning for MEP’ers stemmedisciplin. Dette formulerede vi i afsnit 4.3.2 som
følgende overordnede hypotese:
H2: I det sjette Europaparlament er stemmeadfærd med loyalitet over for
medlemsstaterne højere end i det femte – dette på bekostning af loyalitet over
for EP-grupperne, og i særlig grad for de nye medlemsstater.
Ved et simpelt mål for stemmedisciplin i absolutte termer ses først og fremmest,
at hver MEP’er i gennemsnit bryder EP-gruppe-disciplinen i ca. 10 pct. af
afstemningerne. Tabel 6.6 nedenfor opsummerer dette simple mål. Det ses, at der
er relativt stor variation i EP-gruppernes sammenhængskraft. Dette mål tager
imidlertid, som diskuteret i metodeafsnittet 5.5.1, ikke højde for afstemningernes
væsentlighed, hvorfor det her blot gengives for overblik.
Tabel 6.6: Gennemsnitligt antal brud på stemmedisciplinen i EP-grupperne
(andel stemmer, der ikke er i overensstemmelse med EP-gruppens flertal)
EP-gruppe
EP5
EP6
38,0%
39,5%
IND/DEM/EFD
8,7%
7,7%
EPP-ED
19,5%
21,5%
8,1%
7,5%
13,1%
10,6%
SOC
6,9%
5,9%
Greens/EFA
5,2%
7,3%
-
-
10,5%
10,5%
UEN
ELDR/ALDE
EUL/NGL
ECR
Samlet
125
I vores videre analyse af udviklingen i stemmedisciplin gør vi brug af Hix, Noury
og Rolands (2009) relative cohesion score , som redegjort for i metodeafsnittets
afsnit 5.5. For en kort opsummering er relative cohesion score et mål for
MEP’ernes enstemmighed inden for en gruppe – dette mål kan derfor udregnes
både som MEP’ernes enstemmighed inden for en EP-gruppe eller MEP’ernes
enstemmighed på baggrund af nationalitet. Ud over blot at måle MEP’ernes
enstemmighed inden for en gruppe tager relative cohesion score højde for, »hvor
vigtig partidisiplinen er« i den enkelte afstemning. Dette gøres ved at tage højde
for størrelsen af majoriteten til afstemningen. De konkrete mål for gruppernes
relative cohesion scores fremgår her af tabel:
Tabel 6.7: Gennemsnitlig relative cohesion score for EP-grupperne
EP-Gruppe
EP5
ALDE
1,22
EPP-ED
1,20
Greens/EF
1,30
GUE-NGL
1,10
IND/DEM/E
0,72
SOC
1,25
UEN
1,07
ECR
Samlet
1,12
EP6
1,16
1,16
1,21
1,14
0,63
1,20
0,97
1,07
Disse tabeller er dog deskriptive i natur, og vi foretager derfor her på en række
two sample t-tests, som er direkte relateret til vores hypotese om stemmedisciplin
før og efter østudvidelsen. En two sample t-tests udgangspunkt er en nulhypotese
om, at der ikke er forskel på de to stikprøver, som sammenlignes. Med
udgangspunkt i vores hypotese om stemmedisciplin er således H0:
H0: I det sjette Europa-Parlament er stemmeadfærd med loyalitet over for
medlemsstaterne ikke højere end i det femte på bekostning af loyalitet over
for EP-grupperne. Dette ej heller i særlig grad gældende for for de nye
medlemsstater.
Hvortil vores oprindelige hypotese H2 udgør den alternative hypotese:
H2: I det sjette Europaparlament er stemmeadfærd med loyalitet over for
medlemsstaterne højere end i det femte – dette på bekostning af loyalitet over
for EP-grupperne. Dette i særlig grad for de nye medlemsstater.
126
T-testen angiver for to udvalgte grupper, som sammenlignes, henholdsvis de
gennemsnitlige relative cohesion scores for hver af de to grupper, samt
sandsynligheden for, at disse to gennemsnit ville være overlappende ved en
lignende udtrukket stikprøve af samme population. Således har vi for at
undersøge vores hypotese udført følgende two sample t-tests:
a) Forskel på MEP’ernes stemmedisciplin over for EP-grupperne (gennemsnitlig
relative cohesion score internt i EP-grupperne) i hhv. det femte og det sjette
Europa-Parlament
b) Forskel
på
MEP’ernes
stemmedisciplin
relateret
til
nationalitet
(gennemsnitlig relative cohesion score for medlemsstaterne) i hhv. det femte
og det sjette Europa-Parlament
c) Forskel på MEP’erne fra de gamle medlemsstaters (EU15) stemmedisciplin
relateret til nationalitet (gennemsnitlig relative cohesion score for
medlemsstaterne) i hhv. det femte og det sjette Europa-Parlament
d) Forskel på MEP’erne fra hhv. de gamle medlemsstater (EU15) og MEP’erne
fra de nye medlemsstaters (EU2004+) stemmedisciplin relateret til
nationalitet (gennemsnitlig relative cohesion score for medlemsstaterne) i
hhv. det femte og det sjette Europa-Parlament
De gennemsnitlige relative cohesion score for disse aggregerede grupper, samt
signifikansniveauer, fremgår af Tabel 6.8 nedenfor:
Tabel 6.8: Relative cohesion scores, gennemsnit for grupper
Gruppe
EP5
2004+
EP6
-
0,95
*
EU15
0,84
0,86
**
Medlemsstater, samlet
0,84
0,90
**
EP-Grupper
1,12
1,07
**
* = Forskel ml. EU15 og EU2004+ signifikant på alfaniveau 0,001
** = Ændring fra EP5 til EP6 er signifikant på alfaniveau 0,001 testet vha. two
sample t-test
Grundet det store antal afstemninger (n ≥ 5745) er selv ganske små ændringer i
gruppernes stemmedisciplin statistisk signifikante med et alfaniveau på 0,1 pct.
eller derunder. Vi kan på den baggrund forhaste testens nulhypotese og foreløbigt
acceptere vores alternative hypotese H2, idet vi ser:
127

MEP’erne i det sjette Europa-Parlament udviste statistisk signifikant højere
grad af stemmedisciplin over for deres medlemsstater end tilfældet var i det
femte Europa-Parlament.

Som forventet sker denne stigning i national stemmeadfærd tilsyneladende
på bekostning af stemmedisciplin over for EP-grupperne23, som fra femte til
sjette Europa-Parlament gennemsnitligt oplever signifikant faldende
stemmedisciplin fra deres medlemmer.

Videre kan vi konstatere, at MEP’er fra nye medlemsstater, EU2004+,
signifikant udviser højere grad af stemmeadfærd som er nationalt relateret
end MEP’er fra de gamle medlemsstater, EU15.
Vi kan altså foreløbigt acceptere vores hypotese om højere grad af national
stemmeadfærd – målt som medlemsstaternes gennemsnitlige relative cohesion
score – og dette især blandt østeuropæiske medlemsstater. Således har vi ej heller
fundet evidens for en konsolideringsfase af østeuropæiske MEP’ere i de første fem
år efter østudvidelsen, som ellers forventet af Hix og Noury (Hix & Noury, 2009).
Dermedikke sagt, at en konsolidering vil sætte ind på længere sigt. Figur 6.7
skildrer udviklingen i relative cohesion score for EP-grupperne og for
medlemsstaterne i årlige gennemsnit på tværs af de tre Europa-Parlamenter.
Figur 6.7: Gennemsnitligt Relative Cohesion Score pr. år
1.2
1.1
1
.9
.8
2000
2005
år
RCS pr. Medlemsstat
2010
2015
RCS pr. EP-gruppe
Disse tendenser til trods er det på baggrund af vores resultater ikke hensigten at
afskrive EP-grupperne som de væsentligste politiske aktører i Europa-
23
Vi har i denne udregning frasorteret EP-grupperingen »Technical Group of
Independents«, der ikke opnåede formel anerkendelse som en EP-gruppe (European
Parliament, 1999)
128
Parlamentet. Målt i absolutte24 termer stemte MEP’erne i sjette Europa-Parlament
med deres EP-gruppe gennemsnitligt 90 pct. af afstemningerne, på tværs af de to
Europa-Parlamenter.
6.5
Delkonklusion: Østudvidelsen
Vi har i de foregående afsnit præsenteret en tredimensionel model for det femte
og sjette Europa-Parlaments politiske rum, skaleret vha. NOMINATE-algoritmen
for sammenlagt næsten 12.000 roll call-votew.
Vi har her kunnet observere en klassisk venstre-højre-dimension, der kan
forklare langt hovedparten af den observerede stemmeadfærd samt en EUintegrationsdimension, som tilfører modellen en relativt lille forøgelse i
forklaringskraft af korrekt forudsagte stemmer. Vi har samtidigt observeret, at
MEP’ernes præferencer på venstre-højre-skalaen i høj grad er motiveret i forhold
til økonomisk politik frem for værdipolitik.
Vi kan på den baggrund bekræfte vores formodning, som formuleret i første
hypotese om østudvidelsen:
H1: I det sjette Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd relativt
ringere af en EU-integrations-dimension i forhold til i det femte, men derimod
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension, som blandt andet afspejler
konflikten mellem ønsket om regulering versus ønsket om liberalisering.
Vi har herudover observeret at EU-integrationsdimensionen i høj grad ændrer sig
fra at korrelere med præferencer for EU’s indre marked til at korrelere med
præference for regional udligningspolitik. Dette er et væsentligt kvalitativt skift i
forbindelse med østudvidelsen.
Som noget nyt, observerede vi derudover en tredje konfliktdimension, der deler
MEP’erne i en socialistisk/national-konservativ og en liberal fløj. Der er dog
væsentlige usikkerheder forbundet med tolkningen af denne dimension som følge
af modsat korrelerende og derfor undertrykkende variable. Vores analyse af tre
udvalgte policyområder, social- og arbejdsmarkedspolitik, politik vedr. det indre
marked, miljø- og landbrugspolitik har understøtter imidlerid vores bud på denne
tredje dimensions relevans. Således ser vi, at denne konfliktdimension ofte har
betydning i afstemninger om social- og arbejdsmarkedspolitik samt indre
markedspolitik. Yderligere analyse er dog nødvendigt for endegyldigt at tillægge
den tredje dimension et substantielt politisk prædikat.
24
Dvs. andelen af stemmerne, der er i overensstemmelse med flertallet indenfor EPgruppen
129
Endelig har vi inddelt MEP’erne efter fire relevante grupperinger ift. analyse af
stemmedisciplin i forbindelse med østudvidelsen; Medlemsstater som helhed,
gamle- og nye medlemsstater samt EP-grupper. Vi har på baggrund af denne
inddeling udregnet gruppernes relative cohesion scores i femte og sjette EuropaParlament, og fundet en signifikant stigning i national stemmedisciplin på
bekostning af stemmedisciplin over for EP-grupperne. Dette var i særlig grad
gældende for MEP’er fra de nye medlemsstater. Vi kan derfor ligeledes bekræfte
vores anden hypotese om østudvidelsen:
H2: I det sjette Europaparlament er stemmeadfærd med loyalitet over for
medlemsstaterne højere end i det femte – dette på bekostning af loyalitet over
for EP-grupperne. Dette i særlig grad for de nye medlemsstater.
130
7 Analyse: Lissabontraktaten og finanskrisen
… I hvilken vi identificerer tre politiske konfliktdimensioner i det syvende
Europa-Parlament, undersøger om en øget grad af økonomisk motiveret
stemmeadfærd manifesteres og efterprøver hvorvidt MEP’erne fra de 10 nye
medlemslande med tiden konsolideres med de transeuropæiske partigrupper i
forhold til stemmedisciplin.
I denne analyse undersøger vi vores hypoteser relateret til Lissabontraktaten og
finanskrisen. Dertil sammenlignes det sjette (2004-2009) og det syvende EuropaParlament (2009-2014).
Vi har formuleret hypoteserne relateret til henholdsvis Lissabontraktaten og
finanskrisen hver for sig, men i praksis er analysen en undersøgelse af hvorvidt,
der er forskelle mellem det sjette og det syvende Europa-Parlament for begge sæt
af hypoteser, og effekterne af de to critical juntures kan derfor være vanskelige at
adskille. Vi er derfor varsomme med at knytte de effekter, vi observerer i det
syvende Europa-Parlament, direkte til enten den ene eller den anden af de to
begivenheder. Dog har vi væsentligt forskellige teoretiske forventninger til
effekterne af henholdsvis Lissabontraktaten og finanskrisen, og vi vil på denne
baggrund forhåbentligt kunne opstille et kvalificeret bud på hvilke tendenser
knyttet til de to critical junctures, der har vægtet tungest.
Analysen er delt op således, at vi først besvarer hypoteserne relateret til den
forventede udvikling i de ideologiske konfliktdimensioner, H3 og H5, og dernæst
de hypoteser, der er relateret til udviklingen i stemmedisciplin, H4 og H6.
Indledningsvist følger en kort opsummering af hypoteserne:
I relation til Lissabontraktaten forventede vi i kraft af den såkaldte
parlamentarisering af EU-politik, at MEP’ernes stemmeadfærd i stadigt højeregrad
end tidligere forklares af en ideologisk venstre-højre-skala, og tilsvarende i
ringere grad af en EU-integrationsdimension:
H3: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af idelogiske interesser fordelt på en venstre-højre-skala og
samtidig igen relativt ringere af en generel EU-integrations-dimension i
forhold til i det sjette Europa-Parlament.
I relation til finanskrisen forventede vi ydermere, at MEP’ernes stemmeadfærd i
det syvende Europa-Parlament i højere grad end tidligere kan forklares af en
økonomisk konflikt-dimension, eftersom EU under finanskrisen forventes at være
særligt splittet i forhold til den økonomiske politik. Dette afledte vores anden
hypotese om udviklingen i konfliktdimensionerne, H5:
131
H5: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension end i det sjette EuropaParlament.
H5 er derfor for så vidt ikke modstridende med forventningerne i forbindelse
med Lissabontraktaten i H3. I forhold til stemmedisciplin forventede vi i
forbindelse med Lissabontraktaten, at den øgede parlamentarisering af EU-politik,
herunder et stærkere Europa-Parlament ville føre til stærkere EP-grupper og
følgende øget stemmedisciplin over for EP-grupperne frem for langs nationale
linjer:
H4: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen over for EP-gruppe
steget relativt i forhold til i det sjette Europa-Parlament. Stemmedisciplinen
over for nationalstater er tilsvarende faldet.
I relation til finanskrisen forventede vi derimod det modsatte. Dette skyldes igen,
at finanskrisen har sat solidariteten med EU’s medlemsstater på spil:
H6: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen langs nationale
linjer er steget i forhold til det sjette Europa-Parlament.
I det følgende undersøger vi først, hvordan de ideologiske konfliktdimensioner
har udviklet sig fra det sjette til det syvende Europa-Parlament, dvs. før og efter
Lissabontraktaten og den finansielle krise. Denne undersøgelse foretages i de
første tre afsnit, hvor vi i afsnit 7.1 fortager en umiddelbar fortolkning af vores
NOMINATE-output. Vi tolker her på, hvor mange betydelige konfliktdimensioner
vi kan identificere i vores politiske rumog hvordan MEP’erne fordeler sig
umiddelbart på vores scatterplots. I afsnit 7.2 tester vi derefter sammenhængen
mellem MEP’ernes placeringer i det politiske rum og de uafhængige proxys for
MEP’ernes ideologiske præferencer – de nationale partiers præferencer ift.
forskellige politiske spørgsmål. Dette gøres vha. multivariat OLS-regression.
Endeligt analyserer vi i afsnit 7.3kort på, hvilke af dimensionerne, der har
betydning på udvalgte politikområder. Dettes gøres ved at analysere
afstemningernes cutting lines fra NOMINATE-outputtet.
Herefter undersøger vi, hvordan stemmedisciplinen har udviklet sig fra det
sjette til det syvende Europa-Parlament, dvs. før og efter Lissabontraktaten og den
finansielle krise. Denne undersøgelse foretages i afsnit 0 Her sammenligner vi
forskelle i stemmedisciplin på tværs af EP-grupper og medlemsstater. Dette gøres
ved indeksering af gruppernes relative cohesion score, for derefter at teste
forskellen mellem grupperne med t-tests.
132
7.1
Konfliktdimensionerne – Umiddelbar fortolkning
Ved at køre NOMINATE-algoritmen med tre dimensioner får vi et billede af, hvor
mange konfliktdimensioner det giver mening at tale om i det sjette og i det
syvende Europa-Parlament, dvs. før og efter Lissabontraktaten og finanskrisen. I
dette afsnit konkluderer vi således først på, hvor stor forklaringskraft de
forskellige dimensioner har og foretager derefter en umiddelbar tolkning af de
scatterplots vi har fået fra NOMINATE over MEP’ernes placering på de tre
dimensioner i det politiske rum. Tabel 7.1 giver et overblik over forklaringskraften
af hver dimension i en NOMINATE-model kørt med tre dimensioner, målt i antal
korrekt forudsagte stemmer, samt APRE-målet som beskrevet i afsnit 5.3.1.
Tabel 7.1: Dimensioner i det sjette og syvende Europa-Parlament
Antal
MEP'er
EP6
937
Roll
Callvotew
5662
Procentandel stemmer
forudsagt korrekt
Agregeret
proportional
reduktion af fejl
1. dim
2. dim
3 .dim
1. dim 2. dim 3. dim
88,68
90,4
91,4
0,52
+1,72
+1,00
91,03
91,93
+0,65
+0,9
Effekt af ekstra
dimension
EP7
848
6503
90,38
Effekt af ekstra
dimension:
0,57
0,59
0,67
+0,07
+0,04
0,60
0,64
+0,03
+0,04
For det syvende Europa-Parlament ser vi, at den første identificerede
konfliktdimension alene kan forudsige 90,38 pct. af stemmerne i EuropaParlamentet. Dette er en stigning i forhold til i det sjette Europa-Parlament, hvor
den første konfliktdimension kunne forklare 88,68 pct. af stemmerne. Således har
den første dimension fået relativt større betydning i det syvende parlament
sammenlignet med det sjette. Anden konfliktdimension bidrager i det syvende
parlament kun med 0,65 pct. ekstra korrekt forudsagte stemmer. Dette er mere
end en halvering af relativ korrekt forudsigelseskraft for den anden
konfliktdimension
i
forhold
til
i
det
sjette
parlament,
hvor
anden
konfliktdimension kunne bidrage med at forudsige yderligere 1,72 procentpoint
af stemmerne korrekt.Den tredje dimension kan i det syvende parlament bidrage
med endnu 0,94 procentpoint korrekt forudsagte stemmer. Betydningen af den
tredje dimension har således været forholdsvist stabil fra det sjette til det syvende
parlament, hvor den tredje dimension i det sjette parlament bidrog med 1 pct.
ekstra korrekt forudsagte stemmer. Samtidig ses det desuden, at den tredje
dimension i det syvende parlament faktisk bidrager med relativt flere korrekt
forudsagte stemmer end den anden dimension.
133
Dimensionerne kan dog endnu ikke tillægges kvalitativ betydning. Dette er vi
nødt til at teste vha. regressionsmodeller, hvilket vi vil gøre i næste afsnit. Men
inden da følger her en umiddelbar tolkning af scatterplots over det sjette og det
syvende Europa-Parlament i tre dimensioner. I Figur 7.1 Figur 7.2, nedenforses
scatterplots fra det sjette og det syvende parlament. Her er scatterplots for det
sjette parlament de samme som i analysen af østudvidelsen kapitel 6. Disse er
illustreret igen for let at kunne sammenligne dem med scatterplots for det
syvende parlament.
Af vores scatterplots ses det umiddelbart, at EP-grupperne også i det syvende
parlament
placerer
sig
i
den
forventede
rækkefølge
på
den
første
konfliktdimension, altså i overensstemmelse med en ideologisk venstre-højreskala. Således ses fra venstre socialistiske GUE/NGL efterfulgt af Greens/EFA, SOC,
liberale ALDE, og konservative EPP, EFD og ECR. Det ses ligeledes, at ’skyerne’ af
MEP’er, som konfigurer sig i overensstemmelse med EP-grupperne, er blevet
smallere på den første konfliktdimension, hvilket kan tyde på, at EP-grupperne er
mere konsoliderede langs denne dimension. Dette spørgsmål vil vi vende tilbage
til.
På den anden konfliktdimension ses det, at mens partierne i det sjette EuropaParlament placerer sig i en rækkefølge, som giver intuitiv menig i forhold til EUintegrationsspørgsmålet (fra oven SOC, EPP, ALDE, UEN, Greens/EFA, GUE/NGL
og IND-DEM), som også gennemgået i kapitel 6 om østudvidelsen, så placerer
partierne sig i det syvende parlament på den anden konfliktdimension i en ny
rækkefølge. Fra oven ses således EPP, SOC, GUE/NGL, ALDE, EFD, ECR og
Greens/EFA. Vi er derfor alene ud fra vores scatterplots ikke er sikre på, i hvor høj
grad den anden konfliktdimension i det syvende Europa-Parlament relaterer sig
til EU-integration, som det var tilfældet i det femte og sjette parlament. På den
anden konfliktdimension ses det endvidere, at der er der stor spredning af
MEP’ernes placering inden for EP-grupperne. Dette tyder altså umiddelbart på, at
EP-grupperne er mindre konsoliderede i forhold til spørgsmål, som vedrører den
anden konfliktdimension.
For den tredje konfliktdimension ses, at MEP’erne i det sjette parlament
placerer sig i rækkefølgen fra oven ALDE, Greens/EFA, EPP, SOC, GUE/NGL og
UEN.
Denne
dimension
blev
i
den
forrige
analyse
tolket
som
en
»socialistisk/national-konservativ vs. liberal dimension«. Men i det syvende
parlament placerer EP-grupperne sig igen i en anden rækkefølge: EFD, GUE/NGL,
SOC, Greens/EFA, ECR, EPP, ALDE. Det ser derfor heller ikke umiddelbart ud til at
den tredje konfliktdimension er den samme i det sjette og i det syvende
parlament.
I det følgende afsnit 7.2 vil vi ved hjælp af regressionstests forsøge at opklare
disse sammenhænge.
134
Figur 7.1: Politisk rum for sjette Europa-Parlament efter EP-gruppe
135
Figur 7.2: Politisk rum for syvende Europa-Parlament efter EP-gruppe
136
7.2
Konfliktdimensionerne – Regressionsresultater
Til kvalitativt at fortolke de identificerede konfliktdimensioner i vores politiske
rum har vi som nævnt foretaget i alt 12 regressioner for at undersøge hver enkelt
dimension, X-, Y- og Z. Vi undersøger her sammenhængen mellem 1) MEP’ens
nationale partis placering – som proxy for MEP’ens egen holdning – i forhold til
forskellige ideologiske spørgsmål og 2) MEP’s placering på de forskellige
ideologiske akser i det politiske rum. Her anvender vi som nævnt uafhængige
variable fra Chapell Hill for MEP’ernes nationale partis placering på en generel
venstre-højre-skala, en økonomisk venstre-højre-skala og en postmaterialistisk
venstre-højre-skala som klassiske ideologiske mål.
Derudover anvender vi MEP’ens nationale partis generelle holdning til EUintegration, holdning til det indre marked og holdning til regional EU’s regionale
udligningspolitik til at belyse EU-integrationsspørgsmålet. I denne sammenhæng
anvender vi ligeledes fra Chapell Hill et mål får det nationale partis interne
uenighed i forhold til EU-spørgsmål, samt i hvor høj grad det nationale parti
lægger vægt på EU-spørgsmål (salience). Disse ideologiske variable skal hjælpe os
med at fortolke på, hvilke betydelige konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet
MEP’erne adskiller sig mest
på
i afstemninger i plenarforsamlingen.
Nedenstående tabel opsummerer kombinationen af de ideologiske variable, vi
anvender i regressionsmodellerne:
Tabel 7.2: Oversigt over kombinationer af ideologiske variable
Kombinationer af ideologiske variable pr. model:
(1, 4, 7, 10)
Traditionelt mål
Generel V-H
EU-integration
(2, 5, 8, 11)
VH-skala åbnes op
EU-integration
Økonomisk V-H
Postmaterialistisk V-H
(3, 6, 9,12)
EU-integration åbnes op
Generel V-H
Indre Marked
Regional udligning
EU-salience
EU-splittelse
Til at danne dette billede i forhold til de uafhængige variable anvender vi
derudover forskellige kontrolvariable, som vi ligeledes kombinerer i 4 forskellige
modeller: kontrol for forskellige nationale effekter og kontrol for hvor meget af
variansen i MEP’ernes stemmer EP-grupperne forklarer. Tabel 7.3: Oversigt over
kombinationer af kontrolvariable opsummerer de forskelige kombinationener af
137
kontrolvariable, samt i hvilke regressionsmodeller de enkelte kontrolvariable er
anvendt, f.eks. er der ikke anvendt f kontrolvariable i model 1-3:
Tabel 7.3: Oversigt over kombinationer af kontrolvariable
Kombinationer af kontrolvariable:
(1-3)
Ingen kontrolvariable
(4-6)
Nationale effekter
Kommissær
Regeringsparti
MS Fixed effects
(7-9)
EP-grupper
(10-12)
Individuelle
medlemsstater
Kommissær
Regeringsparti
MS Fixed effects
Kommissær
Regeringsparti
Dummy-variable
for MS
Dummy-variable
for EP-grupper
Af resultaterne for regressionerne fremgår, at korrelationskoefficienterne mellem
de nationale partiers ideologiske placeringer og MEP’ernes placering på X, Y og Zaksen ikke ændrer sig væsentligt, om vi anvender fixed effects for
medlemsstaterne eller ej. Dette betyder først og fremmest, at der overordnet set
ikke er væsentlige forskelle på MEP’ernes ideologiske placering, som er nationalt
begrundet.
Det overordnede billede er ligeledes at EP-grupperne i meget høj grad
indfanger variationen af MEP’ernes stemmeadfærd. Vi har derfor valgt for
overblikkets skyld her kun at fremlægge én opsummerende tabel for hvert
parlament, det sette (2004-2009) og det syvende (2009-2014), hvori
korrelationskoefficienterne mellem de ideologiske variable og MEP’ernes
placering på både X, Y og Z-aksen fremgår i samme tabel (disse tabeller viser altså
kun en fjerdedel af vores samlede regressionsmodeller).
Resten kan ses i bilag 6 og 7, og vi vil henvise til de andre regressionsmodeller
(1-3 uden fixed effcets, 7-9 med EP-gruppe-dummies og 10-12 med dummies for
medlemsstaterne) i det omfang, det er nødvendigt.
Vi har i de opsummerende tabeller Tabel 6.4 og Tabel 6.5 nedenfor valgt at
fremlægge de modeller, som anvender nationale fixed effects (model 4-6), idet vi
har vurderet, at modellerne med fixed effects giver det klareste billede af, hvilke
ideologiske dimensioner, der er på spil i Europa-Parlamentet. Med andre ord giver
disse modeller et mere ’renset’ billede i forhold til f.eks. sammenhængen mellem
MEP’ers placering på en ideologisk venstre-højre-skala og placering på det
politiske rums X-dimension, sammenligneligt på tværs af medlemsstaterne – som
illustreret i metodeafsnittets afsnit om fixed effects Figur 5.4.
138
Det skal her understregres at fixed effects og dummy-variable for
medlemsstaterne har nøjagtig den samme effekt på korrelationskoefficienterne
for de ideologiske variable, og disse er derfor uændrede ift. hvordan de fremgår
her i den opsummerede Tabel 7.4 og Tabel 7.5 med model 4-6 og i model 10-12 i
bilag 7.4.
I det nedenstående er fremgangsmåden, at vi fortolker resultaterne af de
regressionsmodellerne for de tre dimensioner X, Y, Z en for en: hvordan ser
dimensionen ud i det sjette Europa-Parlament, hvordan ser den ud i det sjette, og
hvad er de væsentligste forskelle?
139
Tabel 7.4: Resultater for OLS-regressionsmodeller for sjette Europa-Parlament, koordinat fra WNOMINATE
EP6-NOMINATE-Koordinat
Generel V-H
Økonomisk V-H
(4)
X
0.81**
(0.00)
0.12**
(0.00)
0.49**
(0.00)
0.48**
(0.00)
0.11**
(0.00)
0.03
(0.13)
0.04
(0.08)
0.07**
(0.00)
-0.02
(0.44)
616
0.72
24
JA
616
0.72
24
JA
Postmateriel V-H
EU-integration
Indre marked
(5)
X
Regional udvikling
EU salience
EU splittelse
Regeringsparti
Kommissær
Antal MEP’er
R^2
Antal medlemsstater
Fixed Effects - lande
(6)
X
(4)
Y
0.73**
(0.00)
-0.10**
(0.00)
0.24**
(0.00)
-0.07
(0.19)
-0.08
(0.09)
-0.09*
(0.04)
0.02
(0.23)
0.03
(0.12)
(5)
Y
(6)
Y
(4)
Z
-0.15**
(0.00)
0.09*
(0.01)
0.48**
(0.00)
-0.17**
(0.00)
0.10**
(0.00)
0.58**
(0.00)
0.02
(0.38)
0.15**
(0.00)
0.03
(0.15)
0.15**
(0.00)
0.19**
(0.00)
0.51**
(0.00)
0.21**
(0.00)
0.16**
(0.00)
0.04
(0.06)
0.17**
(0.00)
616
0.55
24
JA
602
0.53
23
JA
602
616
0.74
0.52
23
24
JA
JA
p-værdier i parentes
** p<0.01, * p<0.05
140
(5)
Z
(6)
Z
-0.25**
(0.00)
0.27**
(0.00)
0.38**
(0.00)
-0.34**
(0.00)
0.01
(0.82)
0.04
(0.19)
-0.01
(0.71)
-0.01
(0.81)
0.01
(0.79)
0.78**
(0.00)
-0.58**
(0.00)
-0.33**
(0.00)
-0.21**
(0.00)
0.00
(0.92)
-0.07*
(0.03)
616
0.12
24
JA
616
0.34
24
JA
602
0.29
23
JA
Tabel 7.5: Resultater for OLS-regressionsmodeller for syvende Europa-Parlament, koordinat fra WNOMINATE
EP7-NOMINATE-Koordinat
Generel V-H
Økonomisk V-H
(4)
X
0.55**
(0.00)
0.07**
(0.00)
0.40**
(0.00)
0.10**
(0.00)
-0.02
(0.32)
-0.15**
(0.00)
-0.00
(0.88)
-0.17**
(0.00)
0.02
(0.50)
511
0.65
23
JA
511
0.50
23
JA
Postmateriel V-H
EU-integration
Indre marked
(5)
X
Regional udvikling
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
Kommissær
Observations
R-squared
Number of country
Fixed Effects - lande
(6)
X
(4)
Y
0.48**
(0.00)
0.17**
(0.00)
-0.01
(0.57)
-0.01
(0.75)
0.34**
(0.00)
0.10**
(0.01)
-0.08**
(0.00)
-0.03
(0.19)
(5)
Y
(6)
Y
(4)
Z
-0.04
(0.53)
-0.51**
(0.00)
0.30**
(0.00)
-0.29**
(0.00)
0.80**
(0.00)
0.62**
(0.00)
0.25**
(0.00)
0.14*
(0.01)
0.33**
(0.00)
0.16**
(0.00)
-0.03
(0.62)
0.32**
(0.00)
0.08
(0.52)
-0.10
(0.32)
0.24**
(0.00)
0.30**
(0.00)
511
0.50
23
JA
385
0.24
23
JA
385
511
0.71
0.24
23
23
JA
JA
pval in parentheses
** p<0.01, * p<0.05
141
(5)
Z
(6)
Z
-0.33**
(0.00)
-0.39**
(0.00)
-0.66**
(0.00)
0.18**
(0.00)
-0.20**
(0.00)
-0.34**
(0.00)
0.35**
(0.00)
-0.19**
(0.00)
0.31**
(0.00)
-0.16**
(0.01)
0.13
(0.09)
0.14
(0.26)
0.44**
(0.00)
-0.46**
(0.00)
0.28**
(0.00)
511
0.44
23
JA
511
0.52
23
JA
385
0.32
23
JA
7.2.1
Første dimension
I det sjette Europa-Parlament har den generelle venstre-højre-skala klart den
største forklaringskraft i forhold til MEP’ernes placering på X-dimension. Dette er
ligeledes gennemgået i kapitel 6om østudvidelsen. Nationale partiers placering på
en generel venstre-højre-skala korrelerer således med MEP’ernes placering på Xdimension med 0,73-0,88 på tværs af modellerne (0,88 er i modellen uden fixed
effects – model 1X, bilag 6.1). Sammenhængen vender således, at jo mere
højreorienteret det nationale parti er, jo mere til højre placerer MEP’en sig i det
sjette parlaments politiske rum. Det ses ligeledes, at når der kontrolleres for EPgrupperne, så forsvinder korrelationskoefficienten helt (model 7 – 9X, bilag 6.1).
Således indfanger EP-grupperne stort set al variationen i MEP’ernes placering på
en generel venstre-højre-skala, som også bærer præg af at være en catch all
dimension. Når de nationale partiers placering på den generelle venstre-højreskala splittes op i en økonomisk venstre-højre-skala og en post-materialistisk
venstre-højre-skala (model 5X Tabel 6.4), ses det, at disse to har en nogenlunde
lige stor korrelationskoefficient for MEP’ernes placering på X-dimensionen økonomisk 0,49 – 0,56 og postmaterialistisk 0,45 - 0,48 afhængigt af om der
bruges fixed effects eller ej. Således repræsenterer den ideologiske venstre-højreskala i det sjette Europa-Parlament ikke i højere grad økonomiske konflikter end
post-materialistiske, når der tages højde for fixed effects mellem medlemsstaterne
0,48 vs. 0,49 i model 5X. Uden fixed effects fylder den økonomiske dimension dog
lidt mere, 0,56, og den postmaterialistiske lidt mindre, 0,45 (model 8X, bilag 6.1).
Der ses altså på X-dimensionen nogen variation mellem MEP’er fra forskellige
medlemsstater, men ikke betydeligt. Kun en af dummyvariablene for
medlemsstaterne er signifikant, hvilket drejer sig om Polen (0,33), hvor polske
MEP’er generelt placerer sig signifikant længere til højre på X-dimensionen end
MEP’er fra andre lande i det sjette parlament (model 11X, bilag 6.4).
I det syvende Europa-Parlament er den generelle venstre-højre-skalas
forklaringskraft i forhold til MEP’ernes placering på X-dimension imidlertid faldet
til en korrelationskoefficient på 0,47 til 0,55 på tværs af modellerne (model 1X og
4X, bilag 7.1). Der er imidlertid ikke andre variable, der forklarer MEP’ernes
placering på X-dimensionen det politiske rum bedre end denne variabel. Vi
antager derfor her, at X-dimensionen også i det syvende Europa-Parlament i høj
grad er udtryk for en ideologisk venstre-højre-skala, om end sammenhængen ikke
er ligeså tydelig som i det sjette Europa-Parlament. Det ses ligeledes, at når der
kontrolleres for EP-grupperne, så har den generelle venstre-højre-skala stadig en
relativt høj forklaringskraft i forhold til MEP’ernes placering på X-dimensionen i
det syvende parlament – korrelationskoefficienter på 0,29 og 0,34 (model 7 – 9X
bilag 7.1). Og EP-grupperne forklarer altså i ringere grad variationen i de
142
nationale partiers præferencer på venstre-højre-skalaen i det syvende parlament
end i det sjette. Disse korrelationskoefficienter kan betyde en større splittelse
internt i EP-grupperne. Men når vi ser på, hvad MEP’erne har stemt, hvilket er
aggregeret i MEP’ernes idealpunkter NOMINATE-scatterplottet, ser det netop ud
til, at der er stor enighed internt i EP-grupperne på denne dimension. Derfor kan
den lave korrelation mellem EP-grupperne og de nationale partiers præferencer
også tænkes at skyldes, at EP-grupperne netop er mere konsoliderede på denne
dimension end tidligere.
Dette vil være tilfældet, hvis MEP’erne i højere grad stemmer med deres EPgruppe på denne dimension og går på kompromis med deres nationale partis
ideelle præferencer. Vi kan altså blot konstatere lavere sammenhæng mellem de
nationale partiers præferencer på en generel venstre-højre-skala og MEP’ernes
placering i vores politiske rum, samt lavere sammenhæng mellem de nationale
partiers præferencer på en generel venstre-højre-skala og EP-gruppedummyvariablene. Men vi er usikre på, hvilken betydning dette har i praksis.
Når de nationale partiers placering på den generelle venstre-højre-skala i det
syvende parlament inddeles i en økonomisk venstre-højre-skala og en postmaterialistisk venstre-højre-skala (model 5X Tabel 7.5), ses det, at den
økonomiske-venstre-højre-skala har betydeligt større forklaringskraft for
MEP’ernes placering på X-dimensionen end den post-materialistiske (økonomisk
0,31 - 0,40 og postmaterialistisk 0,10 – 0,18 afhængigt af om der anvendes fixed
effects eller ej). Den økonomiske venstre-højre-skala har altså fået relativt større
betydning, ift. den postmaterialistiske venstre-højre-skala, i det syvende EuropaParlament sammenlignet med det sjette. I det syvende parlament er der desuden
ligeledes nogen variation mellem MEP’erne fra forskellige medlemsstater, hvilket
ses i og med at der er forskelle på sammenhængende for de ideologiske variable
efter hvorvidt vi anvender fixed effects eller ej. Generelt er det ikke tilfældet, at
der ændres meget i korrelationskoefficienterne ved denne øvelse. Men der danner
sig trods alt et interessant billede, når vi ser på dummy-variablene for
medlemsstaterne i model 10-12, bilag 7.4. Her skiller MEP’erne fra tre
medlemsstater sig signifikant ud (med korrelationskoefficienter på mere end -0,2)
fra andre som værende mere venstreorienterede på X-dimensionen, som vi nu er
klar over repræsenterer en generel venstre-højre-skala men også i særlig grad en
venstre-højre-skala: MEP’ere fra Irland, Grækenland og Portugal. Dette er alle
medlemsstater, som har været betydeligt ramt i forbindelse med den finansielle
krise. Derfor er det interessant, at MEP’er fra disse medlemsstater gennemsnitligt
har været mere positivt stemt over for økonomisk regulering end MEP’er fra
andre medlemsstater uagtet hvilken EP-gruppe disse har tilhørt. Denne
observation peger i retning af, at den relativt øgede betydning af den økonomiske
venstre-højre-skala kan relateres til den finansielle krise.
143
Endelig ses, at kontrolvariablen for, hvorvidt MEP’ernes nationale parti er i
regering signifikant korrelerer med første dimension. Dette var ikke tilfældet i
femte og sjette parlamentsperiode. Det kan ses som en indikation på, at nationale
regeringspartier i højere grad kontrollerer deres MEP’ers stemmeadfærd i det
syvende Europa-Parlament end tidligere. Dette er i øvrigt mønsteret for alle tre
dimensioner i det syvende Europa-Parlament.
I forhold til vores tredje hypotese,
H3: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af idelogiske interesser fordelt på en venstre-højre-skala og
samtidig igen relativt ringere af en generel EU-integrations-dimension i
forhold til i det sjette Europa-Parlament.
kan vi således for nu konstatere, at MEP’ernes stemmeadfærd forklares relativt
bedre af idelogiske interesser fordelt på en venstre-højre-skala, set på den måde, at
den første dimension (X-dimensionen) i det syvende Europa-Parlament ifølge
vores resultater i høj grad repræsenterer en ideologisk venstre-højre-skala, og at
denne dimension jævnfør Tabel 7.1 forklarer en større andel stemmer end
tilfældet
var
i
det
sjette
parlament25.
Dog
har
vi
ved
hjælp
af
regressionsmodellerne konstateret, at de nationale partiers placering på den
generelle venstre-højre-skala ikke i lige så høj grad korrelerer med Xdimensionen i det syvende parlament sammenlignet med det sjette. Den generelle
venstre-højre-skala synes derfor ikke at være ligeså entydigt i overensstemmelse
med de nationale partiers placering på en generel venstre-højre-skala som tidligere.
Derudover kan vi konstatere, at en økonomisk venstre-højre-skala i det
syvende parlament forklarer MEP’ernes placering på X-aksen væsentligt bedre
end i det sjette parlament. Faktisk er den økonomiske venstre-højre-skala i det
syvende parlament næsten ligeså forklarende for MEP’ernes placering på Xdimensionen som den generelle venstre-højre-skala. Og vi kan derfor konkludere
på vores hypotese relateret til finanskrisen,
H5: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension end i det sjette EuropaParlament.
Forstået således, at X-dimensionen for syvende Europa-Parlament forklarer en
relativt større andel af de observerede stemmer alene, sammenlignet med femte og
sjette parlament.
25
144
…at en økonomisk konfliktdimension forklarer MEP’ernes stemmeadfærd
bedre i det syvende parlament end i det sjette.
7.2.2
Anden dimension
Ser vi på den anden konfliktdimension, Y-dimensionen, finder vi i det sjette
Europa-Parlament, at denne i høj grad korrelerer med de nationale partiers
præferencer ift. EU-integration (korrelationskoefficienter på 0,48 – 0,58 på tværs
af modellerne). Dette er ligeldes gennemgået i kapitel 6 om østudvidelsen.
Derudover korrelerer de nationale partiers holdning til EU’s indre marked og
regional udvikling ligeledes i høj grad med MEP’ernes placering på Y-aksen.
Denne akse formodes - som antydet i kapitel 6 om stemmeadfærd i forbindelse
med østudvidelsen - forud for det Lissabontraktaten og finanskrisen i høj grad at
fordele MEP’erne efter deres holdning til EU-integration, særligt med hensyn til
det indre marked. Samtidig forventes den at korrelere med MEP’ernes
præferencer ift. omfordeling mellem EU’s medlemsstater, hvilket var et af vores
væsentlige fund i den foregående analyse. Korrelationen vender således, at jo
mere pro-EU og jo mere for konceptet regional udligningspolitik og for det indre
marked desto højere oppe placerer MEP’en sig på Y-aksen i vores politiske rum.
Her ses det for eksempel at EP-grupperne S&D og EPP ligger øverst i vores
scatterplot for det sjette parlament og EUL/NGL samt IND/DEM nederst, hvilket
stemmer meget godt overens med vores almene kendskab til disse partiers
politik.
I det syvende Europa-Parlament ser vi, at de nationale partiers præferencer
ift. EU-integration ligeledes er en meget forklarende variabel for MEP’ernes
placering på Y-dimensionen. Denne korrelation er endda steget i forhold til i det
sjette parlament og kommer således helt op på 0,62 og 0,87 afhængigt af om der
anvendes fixed effects eller ej (0,87 uden fixed effects i model 2Y bilag 7.2 og 0,62
med fixed effects model 5Y,Tabel 7.5. Dette spørgsmål om EU-integration ser
desuden stadig i det syvende parlament ud til at have mere at gøre med regional
udligning end med holdningen til det indre marked.
Dog er en anden variabel endnu mere forklarende for MEP’ernes placering på
Y-dimensionen i det syvende parlament, nemlig de nationale partiers placering på
en postmaterialistisk venstre-højre-skala. Denne korrelerer med MEP’ernes
placering på Y-dimensionen med 0,80 – 0,93 på tværs af modellerne (model 2Y og
5Y, bilag 7.2), hvilket er en markant ændring i forhold til i det sjette parlament,
hvor post-materialisme havde korrelationskoefficienter på 0,09 og 0,10.
Sammenhængen vender sådan, at MEP’er der er værdipolitisk højreorienterede
og samtidig positive over for EU-integration placerer sig højere oppe på Ydimensionen end andre. Denne effekt kan imidlertid være undertrykkende i
forhold til at placere et parti som ALDE, idet ALDE er positive over for EU-
145
integration men værdipolitisk venstreorienterede. Dermed har vi fået
forklaringen på den ikke så intuitive rækkefølge af EP-grupperne på Ydimensionen i vores scatterplot over syvende parlament. Således ses også i vores
scatterplot for det syvende parlament, at EPP ligger øverst, idet EPP er det eneste
parti der i høj grad både er positive over for EU-integration og samtidig
værdipolitisk konservative. Ligeledes ligger ALDE i scatterplottet faktisk tættere
på den EU-integrations-negative ende, hvilket kan skyldes, at ALDE prioriterer
sine liberale mærkesager endnu højere end EU-integration. Ligeledes forekommer
det umiddelbart underligt, at ECR og Greens/EFA placerer sig i samme ende af
aksen, hvis denne repræsenterer værdipolitik. Men dette kan forklares ved, at ECR
vægter sine prioriteringer imod EU-integration som det højeste uanset
værdipolitik.
I forhold til vores hypoteser H3 og H5, som vender i hver sin retning med
hensyn til forventningerne til EU-integrationsdimensionen, kan vi således først og
fremmest konstatere, at MEP’ernes placering på Y-dimensionen i det syvende
parlament overraskende nok i højere grad korrelerer med en værdipolitisk
venstre-højre-skala end med præferencerne for EU-integration. Placeringen på Ydimensionen korrelerer dog også stadig med præferencerne for EU-integration,
og spørgsmålet er således, hvorvidt MEP’ernes stemmeadfærd forklares ringere
eller bedre af holdningen til EU-integration i det syvende parlament
sammenlignet med det sjette.
Her må det først konstateres, at Y-dimension overordnet set bidrager til at
forklare færre stemmer i det syvende parlament sammenlignet med det sjette (i
betydningen at forudsige dem korrekt i NOMINATE-analysen) jævnfør Tabel 7.1,
overordnet set må vi derfor konkludere at MEP’ernes stemmeadfærd i ringere
grad forklares af en EU-integrationsdimension efter Lissabontraktaten og
finanskrisen, hvilket er i overensstemmelse med vores hypotese relateret til
Lissabontraktaten H3.
Det faktum, at den Y-dimension derudover i betydelig grad har ændret sig til
en værdipolitisk konfliktdimension frem for en EU-integrationsdimension,
stemmer ligeledes godt overens med forventningerne knyttet til »den øgede
parlamentarisering« af EU-politik. Europa-Parlamentet ser i denne forbindelse ud
til i stadigt højere grad at ligne et nationalt parlament, hvor der ofte skelnes
mellem netop en økonomisk og en værdi-politisk venstre-højre-skala. At den
generelle venstre-højre-skala i det syvende Europa-Parlament i højere grad er en
økonomisk konfliktdimension, behøver således heller ikke nødvendigvis at kunne
relateres til den finansielle krise, som var vores antagelse i forbindelse med H5.
Det kan ligeså godt være et udtryk for en generel tendens mod at MEP’erne i
højere grad som i et nationalt parlament arrangerer sig efter en økonomisk og en
værdipolitisk akse. Vi skal derfor være lidt varsomme med at knytte denne effekt
146
til den finansielle krise. Dog ændrer det ikke på, at den økonomiske
konfliktdimension signifikant vejer betydeligt mere i det syvende parlament end i
det sjette, eftersom X-dimensionen, som den økonomiske konfliktdimension i høj
grad korrelerer med, alene forudsiger mange flere stemmer korrekt end Ydimensionen (den værdipolitiske), som vi netop har analyseret.
7.2.3
Tredje dimension
For tredje dimension i syvende Europa-Parlament gælder, ligesom for sjette
Europa-Parlament, jf. 6.2.3, at OLS-regressionerne ikke leverer nogen entydig
fortolkning. For syvende, som for sjette Europa-Parlament, har MEP’ernes
placering på hhv. en økonomisk og en postmateriel venstre-højre-placering
negativt fortegn ift. at forklare placeringen på Z-dimensionen (model 5, Z).
MEP’ernes
postmaterielle
undertrykkende
variabel
venstre-højre-placering
for
sammenhængen
virker
mellem
altså
som
en
Z-koordinatet
og
økonomisk venstre-højre-placering, hvilket også antydes af den stigende R^2værdi fra model 4-Z til model 5-Z, hvor vi opdeler venstre-højre-placeringen på de
to undervariable.
En væsentlig ændring fra sjette til syvende Europa-Parlament er imidlertid, at
MEP’ernes holdning til EU-integration har vundet relativ forklaringskraft over Zdimensionen, særligt når der som i Tabel 7.5 anvendes fixed effects for
medlemsstaterne. Her har holdningen til EU-integration korrelationskoefficienter
på mellem -0.20 og -0.39 (model 4Z og 5Z, Z, Tabel 7.5, ovenfor).
Ligesom ved analysen af femte og sjette Europa-Parlament gør de
modsatrettede undertrykkende effekter det svært for os entydigt at slutte, hvad Zdimensionen repræsenterer i det syvende Europa-Parlament. Holdningen til det
indre marked og til regional udligning, der for sjette Europa-Parlament
korrelerede ganske betydeligt (-0,78 og 0,58 respektivt, model 6, Z) med
MEP’ernes Z-koordinat, har i det syvende parlament ikke lige så stærke
korrelationskoefficienter: Disse to spørgsmål skiller ikke som tidligere MEP’erne
på tværs af Z-aksen, og vi har derfor ikke nogen umiddelbar eller brugbar tolkning
af Z-dimensionen i det syvende parlament
7.3
Konfliktdimensionerne – Cutting lines
I dette afsnit vil vi kort analysere på andet af NOMINATE-modellens output;
cutting lines for de enkelte afstemninger for udvalgte policyområder. Dette vil
give os et indtryk af i hvilke af de udvalgte policyområder de forskellige
konfliktdimensioner har betydning.
Som beskrevet ovenfor i Figur 5.3: eksemplariske konfliktplan i tre
dimensioner er en cutting line for en afstemning den linje (eller det plan), der
147
bedst deler MEP’erne i en »ja« og en »nej«-side i en given afstemning. Såfremt en
afstemning afgøres helt eller delvist af MEP’ernes placeringer på en af de politiske
dimensioner, må afstemningens cutting line derfor forventes at krydse denne
dimension i en ret eller næsten ret vinkel. Dvs. afstemningens cutting line »skærer
parlamentet midt over« på den konfliktdimension, som har mest betydning for
afstemningen – f.eks. vil parlamentet blive skåret midt over af en cutting line på Xdimensionen, hvis den aktuelle afstemning vedrører en konflikt, som deler
MEP’erne i ja og nej efter deres præferencer på venstre-højre-skalaen.
I figurerne Figur 6.4 og Figur 6.5 illustreres antallet af cutting lines, som deler
MEP’erne i de enkelte afstemninger: først illustreret for koordinatsystemet
bestående af X- og Y-aksen, herefter for koordinatsystemet bestående af X og Zaksen. Dette billede har vi fremstillet for udvalgte policyområder26. Først og
fremmest skildrer vi det generelle billede ved at vise samtlige vinkler på
konfliktlinjer for de to Europa-Parlamenter, dvs. for alle afstemninger. Herefter
ses konfliktlinjer for afstemninger om hhv. social- og arbejdsmarkedspolitik, det
indre marked og endelig landbrugs- og miljøpolitik.
26
For femte Europa-Parlament er policy-områder operationaliseret efter Hix, Noury
og Rolands kodning (Hix et al., 2006)( Hix et al., udateret)) af policy-områder. For
sjette og syvende parlament er policy-område operationaliseret som »det
ansvarshavende udvalgs område«, (dvs. lead committee)
148
Figur 7.3: Vinkler for skillelinjer i syvende Europa-Parlament for udvalgte policy-områder
Først og fremmest ser vi i det syvende parlament, at hovedparten af
149
konfliktlinjerne for de enkelte afstemninger skærer X-dimensionen (næsten)
vinkelret i alle de udvalgte policyområder. Dog er denne tendens ikke lige så
tydelig som i det femte og i det sjette parlament. Godt nok er de globale maksima
for antallet af cutting lines omkring 90 grader på X-dimensionen på alle
policyområder. Venstre-højre-skalaen er altså langt den mest dominerende
konfliktdimension på alle de udvalgte policyområder, samt i det samlede antal
afstemninger. Men det syvende parlament adskiller sig ved at have betydeligt flere
cutting lines, som også skærer Y-aksen (her dimensionen, som både indfanger
præferencer ift. EU-integration og værdipolitik). Dette er særligt gældende for
social- og arbejdsmarkedspolitik samt for landbrugs- og miljøpolitik, hvorimod
afstemninger inden for indre markedspolitik synes næsten uberørt af konflikter
på Y-aksen.
Vi ser derudover, at vores tredje dimension, Z-dimensionen, igen har nogen
betydning for afstemningerne på social- og arbejdsmarkedspolitik, samt indre
marked, som det var tilfældet i femte og sjette parlament. Denne betydning er dog
mærkbart reduceret, og det ses f.eks. tydeligt i forhold til før, at X-dimensionen er
den helt afgørende på indre markedspolitik.
Dimensionen, som vi kaldte en »socialistisk/national-konservativ vs. liberal«
konfliktdimension for femte og sjette Europa-Parlament repræsenterer nu andre
og flere spørgsmål, og byder altså på trods af analyse af udvalgte policyområder
stadig ikke på nogen brugbar kvalitativ fortolkning..
til syvende Europa-
Parlament, som vi gjorde fra femte til sjette i foregående kapitel.
7.4
Stemmedisciplin
Som i ovenstående afsnit 6.4 vil vi i denne afsluttende analysedel undersøge
hvordan MEP’ernes
Lissabontraktaten
og
stemmedisciplin
finanskrisen.
har udviklet
Vi
sig
forventede
i
som
som følge
følge
af
af
øget
parlamentarisering i forbindelse med Lissabontraktaten, at:
H4: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen over for EPgrupper steget relativt i forhold til det sjette Europa-Parlament.
Stemmedisciplinen over for nationalstater er tilsvarende faldet.
Til gengæld forventede vi som konsekvens af finanskrise, at den deraf følgende
prøvelse af EU’s medlemsstaters økonomiske solidaritet ville få indflydelse på
MEP’ernes stemmeadfærd. Mere specifikt forventede vi, at:
H6: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen langs nationale
linjer er steget i forhold til det sjette Europa-Parlament.
150
Vi har altså opstillet to modsatrettede hypoteser. Vores analysedesign, med
sammenligning af relative cohesion scores på tværs af grupper af MEP’er og på
tværs af parlamentsperioder giver os kun ringe mulighed for at sondre imellem
disse to eventuelle effekter. Vi kan alene konkludere, hvorvidt én effekt har været
dominerende. Videre: Eftersom Lissabontraktaten og finanskrisen betragtes som
omtrentlig sammenfaldende i tid – i hvert fald for så vidt angår dette
analysedesigns tidsramme – kan vi ej heller blotlægge, hvorvidt effekterne har
opvejet hinanden.
I stedet kan vi, som med østudvidelsen, undersøge, hvorvidt der kan
observeres en udvikling, hvorvidt den er signifikant og derudfra slutte, hvilken af
de to hypoteser, der forekommer mest plausibel – om nogen.
Ligesom i afsnit 6.4 gengives i Tabel 7.6: Gennemsnitligt antal brud på
stemmedisciplinen
i
EP-grupperne
overensstemmelse
med
(andel
EP-gruppens
stemmer,
flertal)
det
der
ikke
absolutte
er
mål
i
for
stemmedisciplinen overfor EP-grupper i hhv. sjette og syvende Europa-Parlament.
Tabel 7.6: Gennemsnitligt antal brud på stemmedisciplinen i EP-grupperne
(andel stemmer, der ikke er i overensstemmelse med EP-gruppens flertal)
EP-gruppe
EP6
EP7
39,5%
37,2%
IND/DEM/EFD
7,7%
6,0%
21,5%
-
7,5%
7,8%
10,6%
13,7%
SOC
5,9%
5,9%
Greens/EFA
7,3%
4,4%
-
13,5%
10,5%
10,3%
EPP-ED
UEN
ELDR/ALDE
EUL/NGL
ECR
Samlet
I den videre analyse af stemmedisciplin anvender vi igen målet relative cohesion
score, som beskrevet i metodens afsnit 5.5.1. Som for femte og sjette EuropaParlament ses i Tabel 7.7 nedenfor de gennemsnitlige relative cohesion scores for
udvalgte grupper af MEP’er for sjette og syvende Europa-Parlament. Igen kan vi
trække på en ganske omfattende mængde afstemninger for begge EuropaParlamenter (n≥ 6200), hvorfor alle sammenlignede grupper af MEP’er divergerer
signifikant med et alfa-niveau på under 0,1 pct.
151
Tabel 7.7: Relative cohesion scores, gennemsnit for grupper
Gruppe
EP6
EP7
2004+
0,95
0,94
*
EU15
0,86
0,85
**
Medlemsstater, samlet
0,90
0,89
**
EP-Grupper
1,07
1,09
**
* = Forskel ml. EU15 og EU2004+ signifikant på alfaniveau 0,001
** = Ændring fra EP5 til EP6 er signifikant på alfaniveau 0,001 testet vha. two
sample t-test
Vi kan herudfra konstatere, at graden af national stemmedisciplin, målt som
medlemsstaternes gennemsnitlige relative cohesion scores er faldet, om end
ganske svagt. Denne tendens er gældende både for nye og gamle EUmedlemsstater. Vi kan samtidig observere en lille stigning i EP-gruppernes
gennemsnitlige relative cohesion score.
Som omtalt giver vores analysedesign os ikke muligheden for at isolere
effekten
af
de
forventede
tendenser
som
følge
af
finanskrisen
og
Lissabontraktaten. Vi kan derfor principielt ikke afvise, at finanskrisen har haft en
virkning i retning af øget national stemmeadfærd, og at denne effekt har
undertryk den faktiske effekt af Lissabontraktaten på MEP’ernes stemmedisciplin.
Vi kan dog, for nuværende, acceptere hypotesen H4 og afvise H5 i deres rene
former: Syvende Europa-Parlament udviste i signifikant (om end ikke
nødvendigvis væsentlig) grad øget grad af fælleseuropæisk stemmedisciplin og
mindsket grad af national ditto. Vi kan derudover konkludere, at MEP’er fra nye
medlemsstater endnu på tiende år udviser en væsentligt højere grad af national
stemmedafærd, sammenlignet med de gamle medlemsstater – altså et væsentligt
indicie imod formodningen om en konsolideringsfase for nye medlemsstaters
MEP’er, også efter den syvende parlamentsperiode er udeblevet.
152
Figur 7.4 Gennemsnitligt Relative Cohesion Score pr. år
1.2
1.1
1
.9
.8
2000
2005
år
RCS pr. Medlemsstat
2010
2015
RCS pr. EP-gruppe
Relative cohesion score-målet er, som beskrevet i metodekapitlets afsnit
5.5.1velegnet til at sammenligne gruppers stemmedisciplin indbyrdes og deres
konsistens over tid. Men eftersom det er sammensat af både gruppens egen
sammenhørighed i en given afstemning og af Europa-Parlamentets samlede
splittelse, kan der ikke gives nogen intuitiv forståelse af, hvad f.eks. en relative
cohesion score på 1,09 betyder.
Vi kan derfor blot konkludere, at EP-grupperne efter østudvidelsen,
Lissabontraktaten og finanskrisen endnu er de væsentligste politiske aktører i
Europa-Parlamentet, målt på MEP’ernes stemmedisciplin. Denne placering har
syntes en smule udfordret efter østudvidelsen, men stemmedisciplinen over for
EP-grupperne og medlemsstaterne synes igen at have fundet et lejde, om end på
et andet niveau end før østudvidelsen.
7.5
Delkonklusion: Lissabontraktaten og finanskrisen
Vi har i de foregående afsnit præsenteret en tredimensionel model for det
syvende Europa-Parlaments politiske rum, skaleret vha. NOMINATE-algoritmen
for sammenlagt 6.503 roll call-votes.
Vi har her kunnet observere en klassisk venstre-højre-dimension, der
forklarer hovedparten af den observerede stemmeadfærd. Den relative betydning
af denne dimension er steget i forhold til i det femte og sjette Europa-Parlament
målt i antal korrekt forudsagte stemmer. Men dimensionen korrelerer imidlertid
ikke i ligeså høj grad med de nationale partiers placering på en venstre-højreskala som tidligere.
Vi har her observeret, at MEP’ernes præferencer på venstre-højre-skalaen i
høj grad er motiveret i forhold til økonomisk politik frem for værdipolitik, også i
153
betydeligt højere grad end i det femte og det sjette parlament. Og den første
konfliktdimension repræsenterer altså mere end noget andet præferencerne
fordelt på en økonomiske venstre-højre-skala.
Vi har derudover observeret en sekundær dimension, som tilfører modellen
en relativt lille forøgelse i forklaringskraft af korrekt forudsagte stemmer.
MEP’ernes placering på denne dimension korrelerer mere end noget andet med
den værdipolitiske venstre-højre-skala, men også med præferencer ift. EUintegration. Vi kan på den baggrund kun delvist bekræfte vores formodninger,
som formuleret i hypotesen relateret til Lissabontraktaten:
H3: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af idelogiske interesser fordelt på en venstre-højre-skala og
samtidig igen relativt ringere af en generel EU-integrations-dimension i
forhold til i det sjette Europa-Parlament.
Vi konkluderer herpå: 1) I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes
stemmeadfærd ikke entydigt bedre af ideologiske interesser fordelt på en venstrehøjre-skala. 2) Stemmeadfærden forklares ringere af en generel EUintegrationsdimension, men til gengæld i højere grad af en værdipolitisk
dimension. Vi kan til gengæld bekræfte vores hypotese relateret til finanskrisen:
H5: I det syvende Europa-Parlament forklares MEP’ernes stemmeadfærd
relativt bedre af en økonomisk konfliktdimension end i det sjette EuropaParlament.
-Dog med det forbehold, at nu, hvor der er en tydeligere opdeling i en økonomisk
konfliktdimension over for en værdipolitisk konfliktdimension, kan vi ikke
udelukkende tilskrive finanskrisen den øgede betydning af økonomisk politik.
Også den øgede parlamentarisering i forbindelse med Lissabontraktaten kan
ligeledes været medvirkende til denne udvikling.
Vores indførte tredje konfliktdimension, som i femte og sjette parlament i nogen
grad afspejlede en socialistisknational-konservativ vs. en liberal fløj, kunne ikke
meningsfuldt fortolkes i det syvende parlament.
Endelig har vi inddelt MEP’erne efter fire relevante grupperinger ift. analyse af
stemmedisciplin
i
forbindelse
med
Lissabontraktaten
og
finanskrisen;
Medlemsstater som helhed, gamle- og nye medlemsstater samt EP-grupper. Vi har
på baggrund af denne inddeling udregnet gruppernes relative cohesion scores i
det syvende Europa-Parlament og fundet, at stemmedisciplinen overfor både EPgrupperne og medlemsstaterne har stabiliseret sig i et nyt lejde. Således er
»sammenhængskraften« i EP-grupperne steget en smule og stemmedisciplinen
154
langs nationale linjer tilsvarende faldet en smule, om end de nationale tendenser i
stemmedisciplinen stadig er større end før østudvidelsen. Ligeledes stemmer de
nye medlemsstater endnu signifikant mere nationalt end MEP’er fra EU15.
Vi kan på denne baggrund bekræfte vores hypotese relateret til
Lissabontraktaten:
H4: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen over for EPgruppe steget relativt i forhold til i det sjette Europa-Parlament.
Stemmedisciplinen over for nationalstater er tilsvarende faldet.
- og tilsvarende afvise vores hypotese relateret til finanskrisen:
H6: I det syvende Europa-Parlament er stemmedisciplinen langs nationale
linjer er steget i forhold til det sjette Europa-Parlament.
155
8 Diskussion af undersøgelsens resultater
… I hvilken vi diskuterer de fundne resultaters relevans i lyset af kritiske
empiriske, metodiske og teoretiske refleksioner. Vi opstiller en række
relevante punkter til videre forskning og perspektiverer endelig vores
resultater til det nyvalgte ottende Europa-Parlament.
Vi har med udgangspunkt i et omfattende litteraturreview og under anvendelse af
anerkendte statistiske metoder undersøgt udviklingen i stemmeadfærd i EuropaParlamentet. Formålet var at identificere ændringer, som kan relateres til
begivenheder i EU’s nyere historie: østudvidelsen, Lissabontraktaten og
finanskrisen. Her har vi fundet en række interessante resultater, som i rimeligt
omfang bekræfter (nogle af) vores teoretiske forventninger til udviklingen i
henholdsvis MEP’ernes relative placering på politiske konfliktdimensioner og til
stemmedisciplin over for EP-grupperne og medlemsstaterne.
Men hvad betyder disse resultater? Og i hvilket omfang kan vi drage
konklusioner
om
Europa-Parlamentets
mere
generelle
virke
ud
fra
undersøgelsen? Disse spørgsmål behandles i denne diskussion. Her vender vi som
det første tilbage til datamaterialets og de anvendte metoders begrænsninger for
at diskutere undersøgelsens resultaters validitet i forhold til stemmeadfærd i
Europa-Parlamentet generelt. Som det andet diskuterer vi med forbehold for
analysens begrænsninger specialets implikationer inden for undersøgelsesfeltet.
Her situerer vi analysens fund i den allerede foreliggende litteratur på området
samt præsenterer ideer til videre undersøgelse.
8.1
Kritik af undersøgelsens metode og konklusioner
Dette afsnit diskuterer vores design, metodik og konklusioner ved punktvis at
behandle undersøgelsens datagrundlag, metodiske fremgangsmåde, fravalg og
slutteligt, hvorvidt vi kan knytte vores observationer til den bagvedliggende teori.
8.1.1
Datagrundlag
Relevans af at undersøge stemmedata
Kritikken af vores design tager afsæt i et grundlæggende spørgsmål: »I hvilken
udstrækning giver det mening at undersøge stemmedata fra plenarforsamlingen
som relevant for politikudvikling i Europa-Parlamentet generelt?« Her har flere
peget på problemstillingen, at EU-politik i praksis bliver forhandlet uden for
plenarforsamlingen, og at MEP’er til en plenarforsamling primært stemmer efter
det, der er angivet på deres stemmeliste fra EP-gruppen. På en gennemsnitlig dag
under plenarforsamling i Strasbourg stemte MEP’erne i det syvende EuropaParlament 125 gange, hvorfor en MEP næppe kan forventes at have et oplyst
156
standpunkt i forhold til hver eneste afstemning. Samtidig er de vigtigste
forhandlinger om et forslag oftest tilendebragt forud for plenarforsamlingen
mellem gruppernes repræsentanter i parlamentets udvalg. Selve afstemningen
godkender eller forkaster derfor kun det endelige udfald af forhandlingerne i
udvalget eller i trialog-fasen. Afstemningerne i sig selv som datamateriale giver
derfor ikke megen indsigt i selve politikudviklingen og koalitionsdannelsen forud
for afstemningerne: Hvilken retning udstikkes af de agendasættende aktører –
ordførere og skyggeordførere – og hvordan? I hvor høj grad disciplineres de
enkelte MEP’er til at stemme for forslaget? Og i hvor høj grad har de enkelte
MEP’er ressourcer til selv at sætte sig ind i de mange forslag, de konfronteres med
i plenarforsamlingen, jf. antagelsen om høj grad af informationsasymmetri i
Europa-Parlamentet? Ingen af disse spørgsmål kan meningsfyldt adresseres alene
ud fra rene afstemningsresultater. Vi ved således kun ganske lidt om de enkelte
MEP’ers ideologiske præferencer og om, hvorvidt disse kommer til udtryk i de
endelige afstemninger i parlamentet.
Denne problematik er desuden kun blevet endnu mere betydelig med tiden,
eftersom en stigende andel retsakter efter Lissabontraktaten bliver vedtaget
allerede ved første læsning (European Parliament Directorate for Plenary
Sessions,
2010,
2014).
For
meningsfyldt
at
kunne
studere
selve
politikudviklingen, er det derfor af stadigt større betydning at ’dykke ned’ i
arbejdet i Europa-Parlamentets udvalg og EP-grupper forud for afstemningerne i
plenarforsamlingen.
Til forsvar for vores undersøgelsesdesign kan fremsættes, at uanset
forhandlinger forud for plenarforsamlingen, vil en MEP i sidste ende stemme for
eller imod et givent forslag. Dette kan, trods mangel på nuancer, udgøre et estimat
for MEP’ens præferencer og ideologiske tilhørsforhold til nationalt parti, EPgruppe og medlemsstat. Vi har i undersøgelsen antaget, en MEP er villig til at
stemme imod gruppens linje, hvis det pågældende emne er af tilstrækkelig stor
betydning for MEP’en. Vi kan samtidig observere, at MEP’erne rent faktisk bryder
EP-gruppens linje, forstået som den største stemmemodalitet, i gennemsnit ca. 10
pct. af tilfældene over alle tre parlamentsperioder. Ligeledes kan vi se, at MEP’er i
yderste konsekvens er villige til at skifte parti eller EP-gruppe, hvis den udstukne
linje er i uoverensstemmelse med MEP’ens egne præferencer, som bl.a. danske
Emilie Turunen og Anna Rosbach gjorde i syvende parlamentsperiode. Trods
begrænsningerne ved et snævert fokus på roll call-votes kan vi derfor formode, at
stemmedata i et vist omfang afspejler MEP’ernes ideologiske præferencer, særligt
i principielle sager, om end de kun giver er et grovkornet billede, som må
analyseres med de ovennævnte forbehold.
På denne baggrund, argumenterer vi, giver det mening at undersøge, hvilke
latente ideologiske konfliktdimensioner der kommer til syne ved afstemninger i
157
Europa-Parlamentet samt hvor MEP’ernes loyalitet ligger. Dette betragter vi som
et forholdsvist interessant indspark til forskningen af EU-politikudvikling
generelt.
8.1.2
Repræsentativitet og validitet
Kan vi med udgangspunkt i roll call-votew sige noget om stemmeadfærd i
plenarforsamlingen generelt? Andre undersøgelser er lavet på baggrund af roll
call-votew med henblik på at identificere trends i stemmeadfærden både i
nationale parlamenter, den amerikanske Kongres og i Europa-Parlamentet.
Eksemplerne er mange og skal ikke opremses her - vi henfører til afsnit 5.3,
ovenfor. Det er denne tradition, vores speciale skriver sig ind i. Vi har i dette
speciale, ligesom andre undersøgelser i denne forskningstradition, kunnet
identificere udviklingstendenser i afstemningerne over en årrække. Som
præsenteret i metodeafsnittet 5.2.3 peger flere undersøgelser dog på, at der er
betydeligt forskel på stemmeadfærden mht. om stemmerne bliver registreret eller
foretages ved f.eks. håndsoprækning (Carrubba et al., 2006; Mühlböck &
Yordanova, 2012). Disse opstiller en væsentlig kritik af den her anvendte metodik,
og vi må derfor erkende, at vi strengt taget ikke kan konkludere endelig i forhold
til MEP’ernes stemmeadfærd i de afstemninger, der ikke registreres.
Undersøgelsen kan principielt kun indikere en udvikling, som måske kan være
gældende også for afstemninger, der ikke registreres.
Brugen af roll call-votes som ’stikprøve’ af en større population af
afstemninger meriteres dog afandre dele af litteraturen som finder, at
tendenserne mht. at bryde med EP-gruppens linje er undertrykt, når
afstemningerne registreres (Mühlböck & Yordanova, 2012). Det er derfor muligt,
at de konklusioner for stemmedisciplin, som vi drager på baggrund af roll callvotes, faktisk udgør konservative etimater for brud med EP-gruppens linje
generelt. Vores undersøgelse vil i så fald være biased mod at vise mindre
betydningsfuldee tendenser ift. stemmedisciplin. Vi har imidlertid ikke videre
indikation på, i hvilket omfang dette skulle være tilfældet, og Mühlböck &
Yordanovas undersøgelse (ibid.) skal her blot stå som et læhegn for denne kritik.
Foruden de relevante forbehold ift. undersøgelsens forklarede empiri,
afstemningsresultaterne, vil vi i det følgende knytte en kritisk kommentar til
valget af Chapell Hill-data som repræsentativt i forhold til MEP’ernes præferencer.
Som nævnt i metodeafsnittet 5.2.3 er de nationale partiers placering i forhold
til en række ideologiske spørgsmål kun en proxy for MEP’ens egne præferencer i
forhold til samme spørgsmål. Dette er ligeledes en af nærværende undersøgelses
faldgruber. Undersøgelsens resultater relaterer sig i praksis til MEP’ernes
nationale partiers gennemsnitlige »holdning« – udtrykt ved nationale eksperters
vurderinger – til de forskellige politiske spørgsmål. Spørgsmålet om, hvorvidt
158
undersøgelsens resultater afspejler det bedst mulige estimat for stemmeadfærd i
forhold til MEP’ernes egne præferencer, baseres derfor på antagelsen om, at en
MEP er medlem af det nationale parti, der er i bedst overensstemmelse med
vedkommendes egne præferencer. Hertil kommer antagelsen om, at en MEP er
villig til at bryde disciplinen på centrale spørgsmål og i yderste konsekvens melde
sig ud af sit nationale parti, såfremt uoverensstemmelsen mellem MEP’ens egne
præferencer og partiets linje bliver for stor.
Som fremlagt i specialets metodekapitel afsnit 5.2.3, er valget af Chapell Hilldata truffet ud fra de forhåndenværende søms princip: Det var i denne henseende
det mindst ringe alternativ, som dog alligevel leverer interessante og signifikante
resultater. Ikke desto mindre foreligger, efter vores opfattelse, interessante
potentialer i anvendelsen af baggrundsdata på individniveau til fremtidig
undersøgelse, f.eks. under anvendelse af føromtalte EPRG-data, der indsamler
spørgeskemaer fra (en mindre andel af) Europa-Parlamentets medlemmer.
8.1.3
Metodevalg
NOMINATE
Vi har anvendt NOMINATE-algoritmen samt OLS-regressioner til at undersøge
latente politiske konfliktdimensioner, som materialiserer sig på baggrund af
MEP’ernes stemmer. Denne metode er anvendt med formodningen om, at de
enkelte stemmer afspejler MEP’ernes bagvedliggende ideologiske præferencer, og
at vi på denne baggrund kan konkludere kvalitativt i forhold til, hvilke ideologiske
konfliktlinjer, der deler MEP’erne i Europa-Parlamentet. Metoden har dog sine
klare begrænsninger.
Metodens måske mest markante mangel, mener vi, er at NOMINATE ikke
vægter de enkelte afstemninger efter vigtighed. Således vejer den første afstemning
til en plenarforsamling om godkendelse af dagsorden lige så meget som en vigtig
afstemning om eksempelvis den endelige rapport om reform af EU’s
landbrugspolitik, CAP’en – et af de områder som i højeste grad vedrører
omfordeling mellem EU’s medlemsstater – eller vedtagelse af EU’s syvårige
budgetramme (Multiannual Financial Framework). Når alle roll call-votes
inkluderes i NOMINATE-analysen må det derfor forventes, at der som før omtalt
forekommer en del ’støj’ i form af afstemninger, hvor MEP’ernes ideologiske
præferencer i mindre grad afgør deres stemme. Dette kan afhjælpes ved at
foretage en mere selektiv udvælgelse af afstemninger og procestyper, som
inkluderes i modellen, hvilket dog forudsætter en væsentligt mere stringent
problemstilling end vores eksplorative studie har anlagt.
Derudover er en væsentlig begrænsning, at den anvendte metode heller ikke
giver et nuanceret billede af vægtningen af MEP’ernes præferencer. Således har de
identificerede konfliktdimensioner ikke nødvendigvis lige stor betydning for f.eks.
159
de enkelte EP-grupper, hvorfor forskellige forklarende variable kan blive
undertrykt af hinanden.
Dette problem så vi særligt i forhold til analysen af Y-dimensionen og Zdimensionen i det syvende Europa-Parlament, hvor det var tydeligt, at
NOMINATE’s konfliktdimensioner korrelerede med mange uafhængige variable
samtidig. Det medførte, at enkelte variable optræder som undertrykkende for
hinanden, når vi betragtede det samlede billede. Her så vi eksempelvis, at Ydimensionen i betydeligt grad korrelerede med både holdningen til EUintegration generelt samt med holdningen til værdipolitiske spørgsmål, hvorfor
en EP-gruppe som ALDE fik en uventet placering på denne konfliktdimension.
Herudover så vi, at Z-dimensionen korrelerede med næsten alle de uafhængige
variable, hvorfor vi formoder, at der på Z-dimensionen i endnu højere grad er tale
om undertrykkende effekter: Z-dimensionen indfanger ganske enkelt for mange
forskellige tendenser i MEP’ernes stemmeadfærd.
Dette problem kan muligvis afhjælpes ved i analysen at skelne mellem
forskellige policyområder for på denne måde at give mulighed for en nuancering
af MEP’ernes præferencer til mere specifikke politiske emner i stedet for kun at få
det overordnede billede, hvor mange forskellige præferencer groft sagt er
reduceret »MEP’ens holdning til EU-politik generelt«.
Ved at analysere NOMINATE-outputtets konfliktlinjer (konfliktplaner) havde
vi succes med i det femte og sjette parlament at knytte de forskellige præferencer,
som Z-dimensionen indfangede til specifikke policyområder frem for andre.
Eksempelvis fandt vi i det sjette parlament, at Z-dimensionen i overvejende grad
relaterede sig til MEP’ernes præferencer på indre markeds-politik og socialpolitik,
mens den var mindre betydelig på andre policyområder.
Two sample t-tests
Endelig undersøgt udviklingen i stemmedisciplinen som en separat analyse
relateret til stemmeadfærd ved anvendelse af et mål for forskellige grupperinger
af MEP’ers relative sammenhængskraft (relative cohesion score), sammenholdt i
two sample t-tests. Foruden den ovenfor berørte diskussion af roll call-votes
eksterne validitet, kan denne delanalyse ydermere kritiseres for, som allerede
nævnt, at vi heller ikke her har skelnet mellem forskellige policyområder - eller for
den
sags
skyld
forskellige
typer
afstemninger,
hvilket
giver
en
lav
nuanceringsgrad.
Selve indekset for stemmedisciplin er dog væsentligt mere konkret end de
anvendte mål til at spore ideologiske præferencer og konfliktdimensioner.
Metoden har derfor også sine klare fordele i form af simplicitet. Således har
undersøgelsen leveret signifikante resultater i forhold til at identificere de
overordnede tendenser i udviklingen af stemmedisciplin mht. henholdsvis
160
loyalitet over for EP-grupper eller medlemsstater. Ligesom for delanalysen med
fokus
på
Europa-Parlamentets
konfliktdimensioner
kunne
vi
også
for
stemmedisciplin have dissekeret de fundne resultater yderligere. Formålet med
undersøgelsen var imidlertid ikke at levere en tilbundsgående analyse af, hvorfor
en MEP bryder EP-gruppedisciplinen, men blot hvorvidt tendensen er til- eller
aftagende.
Opsamlende kan det derfor siges, at specialets helt overordnede begrænsning
er, at det fokuserer på meget overordnede tendenser i stemmeadfærd.
Prioriteringen inden for specialets rammer har imidlertid været at spore en mulig
udvikling over længere tid til fordel for at gå ned i en høj detaljeringsgrad, hvad vi
ellers har demonstreret rig mulighed for.
Dette leder os imidlertid til det næste væsentlige spørgsmål i forhold til
undersøgelsens resultater: I hvilken grad gives en robust teoretisk forklaring på
den udvikling, vi rent faktisk har observeret over en længere tidsperiode?
8.1.3. De teoretiske forklaringer
Inden for undersøgelsens rammer og metodiske begrænsninger har vi
identificeret flere interessante udviklinger over de seneste 15 år:
Det sås for det første, at MEP’ernes stemmeadfærd efter østudvidelsen 2004 i
relativt højere grad kunne forklares af en økonomisk venstre-højre-skala samt i
ringere grad af holdningen til EU-integration. Derudover konstaterede vi, at
MEP’ernes loyalitet over for medlemsstaterne, efter østudvidelsen er steget
relativt i forhold til loyalitet over for EP-grupperne.
Ligeledes så vi, at MEP’ernes stemmeadfærd ud fra de aggregerede
idealpunkter på forskellige politiske dimensioner i det syvende Europa-Parlament
efter Lissabontraktaten og finanskrisen i 2009 igen i høj grad forklaredes af en
økonomisk venstre-højre-skala (men ikke i højere grad end fra sjette
parlamentsperiode, 2004-2009). Vi så videre, at MEP’ernes stemmeadfærd igen i
endnu ringere grad forklaredes på baggrund af holdningen til EU-integration i
forhold til perioden før Lissabontraktaten og finanskrisen, samt at en
værdipolitisk konfliktdimension i højere grad ser ud til at have materialiseret sig i
det syvende parlament. Men kan vi forklare disse ændringer på baggrund af vores
teoretiske forventninger? Hertil vil vi fremlægge en række refleksioner:
For østudvidelsen gælder, at vores forventning til denne begivenhed som en
critical juncture, der har påvirket stemmeadfærden i Europa-Parlamentet, er den
teoretisk måske bedst begrundede af de tre undersøgte begivenheder. Andre
forfattere har i tillæg hertil draget lignende konklusioner specifikt relateret til
ændringer i stemmeadfærd i Europa-Parlamentet. Vi har i forhold til de teoretiske
forventninger til denne begivenhed særligt skelnet mellem 1) politisk kulturelle
forskelle på de nye og de gamle medlemsstater, som forventedes at konsolideres
ad åre og 2) grundlæggende økonomiske og institutionelle forskelle i nationale
161
velfærdmodeller mv. mellem de nye og gamle medlemsstater, som derimod
forventedes at udgøre mere permanente forskelle i stemmeadfærd.
I undersøgelsen af konfliktdimensioner fandt vi, at den økonomiske
konfliktdimension havde større betydning generelt for stemmeadfærden i
Europa-Parlamentet, hvilket givetvis kan relateres til økonomiske forskelle og
omfordeling mellem medlemsstaterne efter østudvidelsen. Her så vi særligt, at
holdningen til regional udligningspolitik fik markant øget betydning. Imidlertid så
vi ikke signifikante forskelle på MEP’er fra nye medlemsstater og gamle
medlemsstater,ud over at MEP’er fra Polen skilte sig ud som særligt økonomisk
højreorienterede. Vi fandt altså, imod vores teoretiske forventning, ingen
indikation af, at de økonomiske forskelle samt forskelle i velfærdmodeller har haft
en effekt på stemmeadfærden, som knytter sig specifikt til MEP’erne fra de
østeuropæiske medlemsstater.
Hvad angår den separate undersøgelse af stemmedisciplin, så vi derimod en
signifikant forskel på MEP’er fra hhv. nye og gamle medlemsstater. Disse forskelle
i loyalitet over for medlemsstaterne til fordel for EP-grupperne er stadigt aktuelle,
og vi kan derfor ikke konkludere på, hvorvidt disse forskelle knytter sig til politisk
kulturelle forklaringer, som forventes at udligne sig, eller om disse forskelle
knytter sig til de grundlæggende økonomiske forskelle på medlemsstaterne.
Lissabontraktaten
For Lissabontraktaten og finanskrisen viste effekterne af disse begivenheder sig
vanskelige at segregere, hvorfor vi ikke kan konkludere entydigt på holdbarheden
af de teoretiske forklaringer for udviklingen i stemmeadfærd fra sjette til syvende
Europa-Parlament. Samtidig havde vi teoretisk forskellige forventninger til
ændringen
i
stemmeadfærd
som
konsekvens
af
Lissabontraktaten
og
finanskrisen, og vores bedste bud på at udkrystallisere effekterne bliver således: I
det syvende parlament så vi, at MEP’ernes stemmeadfærd forklaredes relativt
ringere af den generelle venstre-højre-skala, som vi kender den fra national
politik. X-dimensionen havde øget forklaringskraft i forhold til andel korrekt
forudsagte stemmer, men denne dimension korelerede dog i ringere grad end
tidligere med den generelle venstre-højre-skala.
Dette gik imod vores teoretiske forventning til Lissabontraktaten. Her
forventede vi, at en øget parlamentarisering skulle medføre øget betydning af
denne generelle ’nationale’ politiske konfliktdimension, således at EuropaParlamentet i højere grad ligner et ’nationalt parlament’. Vi fandt dog – uden at
dette var teoretisk forventet – en større betydning af den værdipolitiske venstrehøjre-skala, sådan at der i det syvende Europa-Parlament tilsyneladende
materialiserede sig en økonomisk venstre-højre-skala over for en værdipolitisk
venstre-højre-skala.
Denne
nye
konfiguration
162
afløser
altså
den
gamle
konfiguration bestående en catch all-venstre-højre-skala over for en EUintegrationsdimension.
Denne tendens ligner altså i høj grad det billede, vi kender fra national politik.
Og disse effekter kan derfor meget vel knyttes til Lissabontraktaten, hvormed
Europa-Parlamentet opnåede væsentlige beføjelser, hvorfor Europa-Parlamentet i
dag har lovgivningskompetence på stort set lige så mange områder som et
nationalt parlament. Denne øgede betydning af værdipolitik kan i hvert fald ikke
umiddelbart knyttes til vores teoretiske forventninger til den finansielle krise,
hvor vi alene forventede en øget betydning af økonomisk relaterede konfliktlinjer.
Finanskrisen
Vi fandt imidlertid som forventet i forhold til finanskrisen, at den økonomiske
venstre-højre-skala har fået relativt større forklaringskraft i det syvende
parlament. Eftersom den første konfliktdimension (X-dimensionen) i sig selv har
langt større forklaringskraft i forhold til korrekt forudsagte stemmer end den
anden dimension, som nu i høj grad er en værdipolitisk dimension (Ydimensionen), kan hypotesen i forhold til finanskrisen om øget betydning af
økonomiske præferencer derfor ikke som sådan afvises. Dog kan en øget
korrelation med den økonomiske venstre-højre-skala for X-dimensionen – set i
lyset af den »nye separate værdipolitiske konfliktdimension« – ikke tilskrives
finanskrisen alene, men kan lige så vel være udtryk for den øgede
parlamentarisering medført af Lissabontraktaten.
En øget parlamentarisering kan i sig selv være en plausibel forklaring på, at vi
i høj grad identificerer en separat økonomisk konfliktdimension over for en
separat værdipolitisk konfliktdimension. Derudover skal det huskes, som
gennemgået i specialets afsnit 4.5, at Europa-Parlamentet i forbindelse med
håndtering af finanskrisen i høj grad blev kørt ud på et sidespor af de andre EUinstitutioner, primært Rådet, hvilket kunne være en plausibel forklaring på at
effekter af finanskrisen ikke nødvendigvis har vist sig i stemmeadfærd i EuropaParlamentet
Vi kan derfor ikke være sikre på den teoretiske forklaring i forhold til den
markant øgede betydning af økonomiske relativt til værdipolitiske konflikter på
X-dimensionen. Som en indikation på at effekten til dels kan relateres til den
finansielle krise kan dog nævnes den observation, at MEP’er fra Grækenland,
Portugal og Irland i det syvende parlament skilte sig signifikant ud som
økonomisk mere venstreorienterede end MEP’er fra andre medlemsstater, dette
med korrelationskoefficienter på mere end -0,2.
Endelig så vi i det syvende parlament, at stemmedisciplin med loyalitet over
for EP-grupperne var steget en smule, mens stemmedisciplin relateret til loyalitet
over for medlemsstaterne tilsvarende var faldet en smule. Her havde vi på
163
baggrund af Lissabontraktaten og den finansielle krise modsatrettede teoretiske
forventninger: Vi forventede på den ene side, at en øget parlamentarisering
medført af Lissabontraktaten skulle komme EP-grupperne til gode i form af øget
loyalitet fra MEP’erne på det europæiske niveau. Omvendt forventede vi, at øget
EU-skepsis medført af finanskrisen ville føre til større loyalitet – og dermed højere
grad af stemmedisciplin – over for medlemsstaterne. I praksis forholdt de
forskellige gruppers relative cohesion scores sig stort set uændrede fra sjette til
syvende Europa-Parlament. En samlet påvirkning af stemmedisciplinen på
baggrund af begivenhederne i 2009 er således udeblevet, bortset fra en lille effekt
pegende mod de teoretiske forventninger, vi havde i forbindelse med
Lissabontraktaten. Således synes Europa-Parlamentet som institution – hvis vores
teoretiske forklaringer tages for gyldige– at være mere robust over for effekterne
af eksterne chok end vi oprindeligt forventede.
8.2
Implikationer for forskningsfeltet
Den ideologiske venstre-højre-skala og EU-integrationsdimensionen
I litteraturen har man indtil videre på EU-niveau hovedsageligt arbejdet med
betydningen en generel venstre-højre-skala samt en EU-integrationsdimension.
Enkelte undersøgelser har dog påpeget specifikke cases, hvor MEP’ernes
stemmeadfærd ikke kunne forklares af hverken den generelle venstre-højre-skala
eller af holdningen til EU-integration generelt, som f.eks. i casen servicedirektivet.
Disse undersøgelser har dog primært været kvalitative studier af vedtagelsen af
enkelte retsakter og der har derfor været en mangel på kvantitative undersøgelser
med et større datagrundlag, som forsøger at nuancere det forsimplede billede af
disse to generelle dimensioner.
Inspireret af undersøgelser af national politik, hvor der ofte arbejdes med
mange flere forskellige dimensioner, herunder opdeling af præferencer efter en
økonomisk og værdipolitisk skala, har vi således i vores undersøgelse af
stemmeadfærd på det europæiske niveau forsøgt at ’åbne boksen’ i både den
generelle venstre-højre-skala og i EU-integrationsdimensionen. Det skal dog her
siges, at Hix & Noury (2006) også har arbejdet med at inddele den generelle
venstre-højre-skala i henholdsvis en økonomisk og en værdipolitisk dimension, og
denne øvelse gentager vi. Dog har vi ikke i denne type kvantitative analyser indtil
videre set nogle væsentlige forsøg på at dele dele EU-integrationsdimensionen op.
Det er derfor en af vores væsentligste tilføjelser til undersøgelsesfeltet, at vi har
undersøgt EU-integrationsdimensionen nærmere i forhold til præferencer i
forhold til henholdsvis EU’s indre marked og regional udligningspolitik.
Ud over blot at bekræfte litteraturens formodning om en øget betydning af
venstre-højre-skalaen og en mindsket betydning af EU-integrationsdimensionen i
europæisk politik, kunne vi – inden for denne type undersøgelses rammer og
164
begrænsninger – ved at dele de to dimensioner op bringe feltet nye indsigter.
Således var vores væsentligste fund, at en økonomisk politik har fået markant øget
betydning relativt til værdipolitik på det politiske rums primære forklarende
dimension (X-dimensionen fra NOMINATE-analysen) i perioden fra 1999 til 2014.
Herudover identificerede vi efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten,
desuden at en værdipolitisk konfliktdimension i høj grad materialiserede sig som
uafhængig af den økonomiske konfliktdimension. I dag ligner konfigurationen af
konfliktdimensioner i det syvende Europa-Parlament i betydelig grad det typiske
billede vi kender fra national politik, hvor politiske partier ofte opstilles i et
todimensionelt diagram efter deres holdning til hhv. økonomisk politik og
værdipolitik.
Derudover kunne vi ved at åbne ’EU-integrationsboksen’ identificere, at den
anden dimension i det politiske rum (Y-dimensionen fra NOMINATE-analysen),
som bedst repræsenterer holdningen til EU-integration, i høj grad skiftede
karakter over tid. Her så vi bl.a., at holdningen til EU’s indre marked i høj grad
korrelerede med MEP’ernes placering på denne dimension før østudvidelsen,
mens holdningen til EU’s udligningspolitik overtog denne placering efter
østudvidelsen.
Nuanceringen af den generelle venstre-højre-skala og holdningen til EUintegration, vurderer vi derfor alt i alt, har været væsentlig for at kunne identificere
betydelige kvalitative ændringer i stemmeadfærd i Europa-Parlamentet over tid.
En tredje dimension
Vi forsøgte at indføre en tredje dimension i vores skalering af roll call-votes. Dette
bidrog i nogen grad til at vi i det femte og det sjette parlament kunne identificere
en latent »national-konservativ vs. liberalistisk«-konfliktdimension. Men særligt i
den syvende parlamentsperiode var tendenserne, som denne dimension
indfangede blevet for komplekse til at kunne sige noget plausibelt om en mulig
tredje dimension. Forsøget med at inddrage en tredje konfliktdimension på EUniveau har derfor begrænsede implikationer for forskningsfeltet.
Stemmedisciplin
Her var den primære forventning i den eksisterende litteratur, at loyaliteten over
for EP-grupperne fortsat vil stige og stemmeadfærd på baggrund af nationale skel
falde, samt, at de hidtil observerede tendenser ift. højere grad af national
stemmeadfærd blandt nye medlemsstater ville konsolideres over tid. Hertil
bidrager vores undersøgelse med et væsentligt fund, idet MEP’er fra de nye
medlemsstater ti år efter østudvidelsen stadigt stemmer markant mere nationalt
end MEP’er fra gamle medlemsstater. Dettebringer næsten reminiscenser til det
Europæiske Melodi Grand-Prix (Gatherer, 2006), hvor en lignende østudvidelsen
har fundet sted. Der kan i sagens natur stadig være tale om en konsolidering. Men
165
vi kan i dag, 10 år efter østudvidelsen, ikke finde evidens herfor, hvorfor den må
ses som ganske langvarig hvis den overhovedet indtræder.
Opdeling på forskellige policyområder
I forbindelse med vores udredning af, hvilken betydning den indførte tredje
dimension kunne have, fandt vi, at der var relativt stor forskel på de relevante
konfliktdimensioners betydning på forskellige policyområder.
Til dette speciales formål og omfang vurderede vi, at dette umiddelbart
interessante resultat var for omfattende at inkludere. Der ligger imidlertid et stort
potentialer for forskningsfeltet i forhold til at nuancere analyserne af
stemmeadfærd ved at skelne mellem forskellige policyområder. Dette gælder
både mht. stemmedisciplin, hvor det er interessant at undersøge, hvorvidt
loyaliteten over for enten EP-gruppen eller medlemsstaten i højere grad består på
nogle policyområder end andre.
Derudover rummer den anvendte NOMONATE-algoritme ligeledes mulighed
for at nuancerede billedet af konfliktdimensioner i forhold til forskellige
policyområder. Det er, som allerede indikeret, ikke de samme konfliktlinjer i det
overordnede politiske rum (aggregeret af NOMINATE på baggrund af den samlede
mængde afstemninger), der har betydning på forskellige policyområder. Disse
cutting lines for forskellige policyområder kan derfor udforskes nærmere.
Hertil kan NOMINATE-algoritmen for så vidt anvendes på et udvalgt datasæt
bestående udelukkende af afstemninger inden for et bestemt policyområde. Dette
forsøgte vi tidligere ud fra en induktiv tilgang til vores datasæt for det syvende
Europa-Parlament. Her observerede vi, at EP-grupperne, der efter NOMINATEanalysen kan betragtes som samlede ’skyer’ på scatterplots over MEP’ernes
idealpunkter, fordeler sig i nye mønstre på de forskellige politikområder – altså
med en stor variation i MEP’ernes placering på forskellige konfliktdimensioner
Disse tendenser har vi ikke efterprøvet med OLS-regressioner, og vi kender
således ikke det kvalitative indhold af de relevante dimensioner. Det kan bl.a.
identificeres, at MEP’ernes placering i det politiske rum er ganske ens på nogle
områder, mens de adskiller sig meget på andre områder.
Denne observation er for det første blot endnu en indikation af, at den
overordnede NOMINATE-model for alle afstemninger, som præsenteret i dette
speciale, vitterligt er et ganske reduktivistisk billede på konfliktdimensionerne i
Europa-Parlamentet. Men det er også en indikation af, at der kan være
interessante nuancer at hente i analyser, som i højere grad vedrører
stemmeadfærd på de enkelte policyområder. Hermed står derfor blot en
opfordring til videre undersøgelse. Undersøgelser af stemmeadfærd, som skelner
mellem forskellige politikområder er desuden i dag mere aktuelt end nogensinde
før, idet disse ikke behøver at ’nøjes’ med de endelige afstemninger
166
plenarforsamlingen i Strassbourg.
Fra d. 10. marts 2014, blev Europa-
Parlamentets forretningsorden nemlig ændret, sådan at afstemninger i EuropaParlamentets udvalg fra denne dato registreres som roll call-votes (European
Parliament, 2014, 26. februar). Der forelægger derfor ud over de metodiske
muligheder vigtigst af alt en ny type data, som vil være yderst relevant for denne
type undersøgelser i fremtiden.
8.3
Empirisk perspektivering
Til slut vil vi, ganske kort diskutere, hvilke forventninger til det kommende
Europa-Parlament, vi på baggrund af denne undersøgelse kan have.
På den ene side står tendensen til øget parlamentarisering med et løfte om
yderligere lighed med national politik i Europa-Parlamentet. Det betyder, at
MEP’erne i højere grad vil føre politik efter økonomiske og postmaterielle
venstre-højre-dimensioner og i relativt mindre grad positionere sig i forhold til
EU-integration. Denne tendens fandt vi gældende på tværs af EuropaParlamenterne i vores undersøgelse.
Heroverfor står valgresultatet fra seneste Europa-Parlamentsvalg, hvor
særligt EU-modstandere og nationalister vandt frem. Skal man tage den generelle
debattone – i hvert fald i Danmark – til troende, varsler det fem år med øget fokus
på EU-integrationsdagsordenen og relativt mindre på eksempelvis den
fremvoksende postmaterielle dimension.
To forhold kan imidlertid tale imod den sidste formodning: For det første
opnåede EU-skeptiske EP-grupper, herunder EUL/NGL og EFD en pæn fremgang.
Men det ændrer ikke ved, at de to store EP-grupper, socialdemokraterne og EPP,
stadig sidder på mere end halvdelen af Europa-Parlamentets sæder og altså
umiddelbart kan indgå brede koalitioner uden om fløjgrupperne. For det andet
har EU-integrationsdimensionen i Europa-Parlamentet været faldende i relativ
betydning over de seneste 15 år og for så vidt endnu længere tilbage, jf Hix et al
(2009). Hermed ikke sagt, forstås, at EU-integrationsspørgsmålet ikke stadig kan
diskuteres i begreber som »for« eller »imod« EU, især i medier og befolkning.
Vores pointe er blot, at den ikke nødvendigvis vil komme til syne ift., hvordan
MEP’erne faktisk stemmer.
Ser vi til stemmedisciplinen i den kommende parlamentsperiode vil vi
muligvis kunne se en (længe ventet) konsolidering af nye medlemmer, som i
ringere grad vil stemme nationalt. Dette særligt, såfremt finanskrisen i de
kommende år afløses af et opsving med spirende vækst og samhandel på EU’s
indre marked og dermed letter trykket på den hårdt prøvede europæiske
solidaritet.
Spørgsmålet står dog ubesvaret, hvornår og hvorvidt de nye
medlemslandes MEP’er i lige så høj grad som de gamles vil stemme med EPgruppen frem for valgkredsen.
167
9 Konklusion
I dette speciale har vi besvaret problemformuleringen:
»Er der en observerbar forskel på medlemmerne af Europa-Parlamentets
stemmeadfærd i plenarforsamlingen henholdsvis før og efter EU’s udvidelse
mod øst i 2004 samt før og efter Lissabontraktaten og den finansielle krise?
Herunder: Er der en forskel på medlemmernes relative placering langs
relevante
politiske
konfliktdimensioner
og
på
medlemmernes
stemmedisciplin?«
Vi har undersøgt problemstillingen på baggrund af stemmedata fra roll callafstemninger i Europa-Parlamentet i perioden 1999-2014, som gav os en
tilstrækkelig baseline til at kunne identificere ændringer i MEP’ernes
stemmeadfærd før og efter østudvidelsen samt før og efter Lissabontraktatens
ikrafttrædelse og den finansielle krise. Vi valgte her at undersøge to centrale
emner
i
forhold
til
stemmeadfærd:
1)
ændringer
i
de
aggregerede
konfliktdimensioner, som fremkommer ved skalering af MEP’ernes stemmer, og
2) ændringer i stemmedisciplin over for henholdsvis EP-grupperne og
medlemsstaterne. I alt gav dette undersøgelsesdesign anledning til seks konkrete
hypoteser, som vi opstillede med udgangspunkt i den eksisterende litteratur
inden for området.
Til undersøgelsen anvendte vi først og fremmest NOMINATE-algoritmen, et
statistisk værktøj til at ordne MEP’erne på forskellige latente konfliktdimensioner
efter MEP’ernes relative præferencer for »ja« og »nej« i en given afstemning. På
denne måde kom MEP’er, der ofte stemte ens, til at ligge tæt på hinanden i det
aggregerede ’politiske rum’, mens MEP’er, som sjældent stemte det samme, lå
langt fra hinanden. Herefter afprøvede vi vha. OLS-regressioner sammenhængene
mellem MEP’ernes placeringer på de forskellige dimensioner i det politiske rum
og eksogene mål for MEP’ernes nationale partiers præferencer ift. forskellige
politiske spørgsmål (her anvendte vi nationale partiers positioner som proxy for
tilhørende MEP’ers individuelle præferencer).
Analysen af politik i Europa-Parlamentet har ofte taget udgangspunkt i en
formodning om, at præferencer kan ordnes efter en ideologisk venstre-højredimension og en EU-integrationsdimension. Med ønsket om at nuancere denne
formodning delte vi for det disse to kendte dimensioner op og indførte desuden
en tredje dimension.
På denne baggrund kunne vi identificere, hvorvidt MEP’ers stemmeadfærd
kunne forklares ud fra ikke blot en generel venstre-højre-skala, men hhv. en
økonomisk og en værdipolitisk venstre-højre-skala. Ligeledes kunne vi
identificere, i hvilken udstrækning MEP’ernes stemmeadfærd kunne forklares ud
168
fra ikke blot deres præferencer for EU-integration generelt, men også ud fra deres
præferencer ift. EU’s indre marked og regional udligningspolitik.
Med forbehold for den anvendte metodes begrænsninger, som kun giver os et
noget grovkornet billede af konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet, kunne vi
imidlertid identificere flere interessante udviklingstendenser. Vi fandt først og
fremmest, at en økonomisk venstre-højre-skala i stigende grad kunne forklare
MEP’ernes placeringer i det politiske rum efter østudvidelsen i 2004
sammenlignet med parlamentsperioden forinden. Dette tyder på, at en øget
heterogenitet i økonomier og institutionelle systemer (velfærdmodeller) mellem
EU’s medlemsstater kan have forstærket betydningen af MEP’ernes økonomiske
præferencer, når de tager stilling til politiske spørgsmål. Derudover fandt vi, at
den generelle holdning til EU-integration fik mindre betydning i forhold til at
kunne forklare MEP’ernes stemmeadfærd efter østudvidelsen. Til gengæld
identificerede vi et interessant kvalitativt skift i EU-integrationsdimensionen. Før
østudvidelsen korrelerede MEP’ernes holdning til EU-integration stærkt med
holdningen til EU’s indre marked. Efter østudvidelsen er MEP’ernes holdning til
EU’s udligningspolitik derimod væsentligt kraftigere korreleret med deres
placering på EU-integrationsdimensionen. Dette kan tilsvarende betyde, at
MEP’ernes præferencer over for EU-integration efter østudvidelsen i højere grad
end tidligere har med økonomisk omfordeling at gøre.
I det syvende Europa-Parlament, dvs. efter både Lissabontraktatens
ikrafttrædelse og finanskrisens udbrud, fandt vi en yderligere forøgelse i den
økonomiske venstre-højre-skalas forklaringskraft ift. MEP’ernes placering i det
politiske rum sammenlignet med andre variable. Derudover fandt vi, at der
tydeligt havde materialiseret sig en værdipolitisk konfliktdimension over for den
økonomiske konfliktdimension. Dette ligner i højere grad end tidligere et billede,
vi kender fra national politik. Denne ændring af konfigurationen af
konfliktdimensioner
formegentlig
i
det
tilskrives
syvende
Europa-Parlament
Lissabontraktaten,
idet
(2009-2014)
Europa-Parlamentet
kan
efter
Lissabontraktaten er lovgiver på næsten alle politiske områder, ligesom et
nationalt parlament. Vi fandt i analysen en voksende betydning af en økonomisk
konfliktdimension i overensstemmelse med vores forventninger til effekten af den
finansielle krise. Vi kan imidlertid ikke isolere denne effekt fra den generelle
parlamentarisering af Europa-Parlamentet i forbindelse med Lissabontraktaten.
Som det næste undersøgte vi ændringer i stemmedisciplin baseret på loyalitet
over for hhv. EP-grupperne og medlemsstaterne. Til dette anvendte vi et indeks
for en gruppes ’relative sammenhængskraft’ i en given afstemning. Vi
sammenlignede
derefter
de
gennemsnitlige
værdier
for
den
relative
sammenhængskraft i grupper, to ad gangen, vha. two sample t-tests. Her fandt vi,
at MEP’ernes loyalitet over for EP-grupperne i gennemsnit faldt efter
169
østudvidelsen.
Tilsvarende
steg
loyaliteten
i
gennemsnit
over
for
medlemsstaterne, og endelig fandt vi en tydelig tendens til højere grad af national
stemmedisciplin blandt MEP’er fra nye medlemsstater. I det syvende parlament så
vi ikke umiddelbart effekter af hverken Lissabontraktaten eller den finansielle
krise i MEP’ernes stemmedisciplin over for hverken EP-grupperne eller
medlemsstaterne. Muligvis fordi de to critical junctures har haft modsatrettet
virkning på stemmedisciplinen.
Vi har samlet set besvaret vores problemformulering og fundet flere
interessante tendenser i stemmeadfærden i Europa-Parlamentet for den
undersøgte tidsperiode. Vi er dog bevidste om, at vores undersøgelsesdesign har
begrænsninger, som behandlet i kapitel 8, og vi skal derfor være varsomme med
at konkludere bredt på resultaterne af undersøgelsen. Dette gælder ikke mindst i
forhold til spørgsmålet om, hvorvidt roll call-afstemninger overhovedet udgør en
repræsentativ stikprøve for afstemninger i Europa-Parlamentet generelt.
Generalisering af undersøgelsens resultater ud over populationen af roll call-votes
i Europa-Parlamentet bør derfor foretages med agtpågivenhed.
Vi mener dog, at også undersøgelser af roll call-afstemninger bidrager til
interessante indsigter i arbejdet i Europa-Parlamentet, som har betydning for EUpolitik generelt.
170
10 Litteratur
Agresti, A., & Finlay, B. (2009). Statistical Methods for the Social Sciences (4th
ed.). Upper Saddle River, N.J: Pearson Prentice Hall.
Arestis, P., & Sawyer, M. (2011). The Ongoing Euro Crisis. Challenge, doi:
05775132, 54(6), 6–13.
Attina, F. (1990). The voting behaviour of the European Parliament members
and the problem of the Europarties. European Journal of Political Research, 18(5),
557–579.
Bakker, R., Edwards, E., Jolly, S., & Polk, J. (2012). Anchoring the experts: Using
vignettes to compare party ideology across countries. Unpublished manuscript.
Hentet fra
http://www.eedwards.eu/documents/pubs/Bakker%20et%20al(2012)_%20Anc
horing%20the%20Vignettes(6-14-12).pdf (tilgået 23-06-2014)
Bakker, R., Jolly, S., & Polk, J. (2012). Complexity in the European party space:
Exploring dimensionality with experts. European Union Politics, 13(2), 219–245,
doi:10.1177/1465116512436995
Bakker, R., Vries, C. d., Edwards, E., Hooghe, L., Jolly, S., Marks, G., Vachudova,
M. A. (2012). Measuring party positions in Europe: The Chapel Hill expert survey
trend file, 1999-2010. Party Politics, doi:10.1177/1354068812462931
Bartolini, S. (1990). Identity, competition and electoral availability, the
stabilisation of European electorates 1885-1985. Cambridge: Cambridge
University Press.
Bawn, K. (1999). Constructing «us»: ideology, coalition politics, and false
consciousness. Sage Public Administration Abstracts, 26(3).
Beck, P. A., Dalton, R. J., & Flanagan, S. C. (1984). Electoral change in advanced
industrial democracies, realignment or dealignment? Princeton, NJ: Princeton
University Press.
Benedetto, G. (2013). The EU budget after Lisbon: rigidity and reduced
spending? Journal of Public Policy, 33(03), 345–369,
doi:10.1017/S0143814X13000172
Benoit, K., & Laver, M. (2006). Party policy in modern democracies. London;
New York: Routledge. Hentet fra
http://search.ebscohost.com/login.aspx?direct=true&scope=site&db=nlebk&db=
nlabk&AN=172213 (tilgået 23-06-2014)
Bohle, D., & Greskovits, B. (2007). Neoliberalism, embedded neoliberalism and
neocorporatism: Towards transnational capitalism in Central-Eastern Europe.
West European Politics, 30(3), 443–466, doi: 10.1080/01402380701276287
Bressanelli, E. (2012). National parties and group membership in the
European Parliament: ideology or pragmatism? Journal of European Public Policy,
19(5), 737–754, doi: 10.1080/13501763.2011.646790
Budge, I. (2001). Mapping policy preferences: estimates for parties, electors,
and governments, 1945-1998. Oxford; New York: Oxford University Press.
Bunce. (2000). The Historical Origins of the EastWest Divide Civil Society
Political Society and Democracy in Europe. I N. G. Bermeo & P. G. Nord, (Red.),
171
Civil Society Before Democracy: Lessons from Nineteenth-century Europe (Bd.
2000).
Buzek, J. (2011). State of the Union: Three Cheers for the Lisbon Treaty and
Two Warnings for Political Parties. Journal of Common Market Studies, 49, 7–18,
doi:10.1111/j.1468-5965.2011.02190.x
Carrubba, C. J., Gabel, M., Murrah, L., Clough, R., Montgomery, E., & Schambach,
R. (2006). Off the Record: Unrecorded Legislative Votes, Selection Bias and RollCall Vote Analysis. British Journal of Political Science, 36(04), 691–704.
doi:10.1017/S0007123406000366
Christiansen, T., & Dobbels, M. (2013). Delegated Powers and InterInstitutional Relations in the EU after Lisbon: A Normative Assessment. West
European Politics, 36(6).
Cooper, I. (2012). A «Virtual Third Chamber» for the European Union?
National Parliaments after the Treaty of Lisbon. West European Politics, 35(3),
441–465, doi:10.1080/01402382.2012.665735
Copeland, P. (2012). EU enlargement, the clash of capitalisms and the
European social model. Comparative European Politics, 10(4), 476–504.
doi:10.1057/cep.2011.21
Council of the European Union. (2010, Februar 16). Legislative Acts and Other
Instruments. (OR.en), 6145/10, LIMITE, ECOFIN 78, UEM 35. Brussels.
Crespy, A., & Gajewska, K. (2010). New Parliament, New Cleavages after the
Eastern Enlargement? The Conflict over the Services Directive as an Opposition
between the Liberals and the Regulators. Jcms-Journal of Common Market Studies,
48(5), 1185–1208. doi:10.1111/j.1468-5965.2010.02109.x
De Vries, C. E., & Hobolt, S. B. (2012). When dimensions collide: The electoral
success of issue entrepreneurs. European Union Politics, 13(2), 246–268.
doi:10.1177/1465116511434788
Dinan, D. (2010). Institutions and Governance: A New Treaty, a Newly Elected
Parliament and a New Commission. Journal of Common Market Studies, 48, 95–
118. doi:10.1111/j.1468-5965.2010.02096.x
Dinan, D. (2011). Governance and Institutions: Implementing the Lisbon
Treaty in the Shadow of the Euro Crisis. Journal of Common Market Studies, 49,
103–121. doi:10.1111/j.1468-5965.2011.02183.x
DIRECTIVE 2006/123/EC OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE
COUNCIL of 12 December 2006 on services in the internal market, L 376/36
Official Journal of the European Union (2006).
Downs, A. (1965). An economic theory of democracy. New York: Harper &
Row.
Döring, H., & Mankow, P. (2012, Oktober 15). ParlGov - Nationale
parlamenters data. ParlGov.org. Hentet 9. Marts 2014, fra
http://parlgov.org/stable/index.html
Egmond, Marcel van, Brug, Wouter van der, Hobolt, Sara, Franklin, Mark, &
Sapir, Eliyahu V. (2011). European Parliament Election Study 2009, Voter Study.
doi:10.4232/1.10202
172
Epstein, D., & O’Halloran, S. (1999). Delegating Powers: A Transaction Cost
Politics Approach to Policy Making under Separate Powers. Cambridge:
Cambridge University Press. Hentet fra
http://ebooks.cambridge.org.ep.fjernadgang.kb.dk/ebook.jsf?bid=CBO978051160
9312 (tilgået 23-06-2014)
Epstein, R. A., & Jacoby, W. (2014). Eastern Enlargement Ten Years On:
Transcending the East-West Divide? Jcms-Journal of Common Market Studies,
52(1), 1–16. doi:10.1111/jcms.12089
Europaparlamentet. (2014). FORRETNINGSORDEN, marts 2014,
Europaparlamentet 7. valgperiode.
Europa-Parlamentet. (2014, Maj 25). Turnout 2014 - European Parliament.
www.results-elections2014.eu. Hentet 14. Juni 2014, fra http://www.resultselections2014.eu/en/turnout.html.
European Parliament. (1999, Juli 28). News report : 28-07-99 - Formation of
Technical Group of Independent Members rejected. Hentet 15. Juni 2014, fra
http://www.europarl.europa.eu/press/sdp/newsrp/en/1999/n990728.htm.
European Parliament. (2009, Juli). Rules of procedure for the European
Parliament, seventh parliamentary term.pdf. European Parliament.
European Parliament Directorate for Plenary Sessions. (2010, 9. November ).
Number of Voting Procedures Carried out in Plenary, 6th Parlamentary Term.
European Parliament.
European Parliament Directorate for Plenary Sessions. (2014, Maj 13).
Number of Voting Procedures Carried out in Plenary, 7th Parlamentary Term.
European Parliament.
Eurostat. (2014a, April 3). GDP and main components - Current prices
[nama_gdp_c]. Hentet 7. April 2014, fra
http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?tab=table&init=1&plugin=1&lang
uage=en&pcode=tps00001.
Eurostat. (2014b, April 24). Eurostat - Population on 1 January, code
tps00001. epp.euristat.ec.europa.eu. Hentet 14. Juni 2014, fra
http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?tab=table&language=en&pcode=t
ps00001&tableSelection=1&footnotes=yes&labeling=labels&plugin=1
Everson, P., Valelly, R., & Wiseman, J. (2009). NOMINATE and American
political history: A primer. Hentet fra
http://www.politicalbubbles.net/nominate_and_political_history_primer.pdf
(tilgået 23-06-2014).
Farrell, D., Hix, S., & Roger, S. (2011). EPRG MEP Survey Dataset: 2011 Release.
Hentet fra
http://www2.lse.ac.uk/government/research/resgroups/EPRG/MEPsurveyData.
aspx (tilgået 23-06-2014).
Featherstone, K. (2011). The JCMS Annual Lecture: The Greek Sovereign Debt
Crisis and EMU: A Failing State in a Skewed Regime. Journal of Common Market
Studies, 49(2), 193–217. doi:10.1111/j.1468-5965.2010.02139.x
Fenno, R. F. (1973). Congressmen in committees. Boston: Little, Brown.
Folketingets EU-oplysning. (2008, Februar 12). Europa-Parlamentet
forbereder sig på Lissabontraktaten. Hentet fra http://www.eu-
173
oplysningen.dk/upload/application/pdf/96a4e4fe/20072E21.pdf?download=1
(tilgået 23-06-2014).
Folketingets EU-oplysning. (2013, Marts 21). Which countries are net
contributors to the EU budget? / EU-Oplysningen. www.eu-oplysningen.dk.
Folketingets EU-oplysning. Hentet 14. Juni 2014, fra http://www.euoplysningen.dk/euo_en/spsv/all/79/
Folketingets EU-Oplysning. (2008). Lissabontraktaten: sammenskrevet med
det gældende traktatgrundlag. København: Folketinget.
Follesdal, A., & Hix, S. (2006). Why There is a Democratic Deficit in the EU: A
Response to Majone and Moravcsik. JCMS: Journal of Common Market Studies,
44(3), 533–562. doi:10.1111/j.1468-5965.2006.00650.x
Formandsskabet for Det Europæiske Råd, foråret 1993. (1993, Juni 22).
Formandsskabets Konklusioner, København 21-22.06.1993. Hentet fra
http://www.eu-oplysningen.dk/dokumenter/DER/19901999/der_210693/k_benhavn_21-22.6.1993/ (tilgået 23-06-2014).
Franklin, M. N., Mackie, T. T., & Valen, H. (1992). Electoral change, responses to
evolving social and attitudinal structures in Western countries. Cambridge:
Cambridge University Press.
Friis, S. E. (2014, Maj 8). Messerschmidt i slingrekurs om social dumping Avisen.dk. Avisen.dk. Hentet 22. Juni 2014, fra
http://www.avisen.dk/messerschmidt-i-slingrekurs-om-socialdumping_266275.aspx
Gatherer, D. (2006). Comparison of Eurovision Song Contest Simulation with
Actual Results Reveals Shifting Patterns of Collusive Voting Alliances. Journal of
Artificial Societies & Social Simulation, Vol. 9(2), 1.
Grossman, E., & Leblond, P. (2011). European Financial Integration: Finally the
Great Leap Forward? Journal of Common Market Studies, 49(2), 413–435.
doi:10.1111/j.1468-5965.2010.02145.x
Hawkins, B. (2012). Nation, Separation and Threat: An Analysis of British
Media Discourses on the European Union Treaty Reform Process*. Journal of
Common Market Studies, 50(4), 561–577. doi:10.1111/j.1468-5965.2012.02248.x
Heckman, J. J., & Jr., J. M. S. (1997). Linear Probability Models of the Demand
for Attributes with an Empirical Application to Estimating the Preferences of
Legislators. The RAND Journal of Economics, 28, S142–S189.
doi:10.2307/3087459
Hix, S. (1999). Dimensions and alignments in European Union politics:
Cognitive constraints and partisan responses. European Journal of Political
Research, 35(1), 69–106.
Hix, S. (2000). Legislative behaviour and party competition in the EU, an
application of NOMINATE to the post-1999 European Parliament. Falmer: ESRC
«One Europe or Several?» Programme, Sussex European Institute, University of
Sussex.
Hix, S. (2002). Parliamentary Behaviour with Two Principals: Preferences,
Parties and Voting in the European Parliament. American Journal of Political
Science, 46(3), 688–698.
174
Hix, S., & Høyland, B. K. (2011). The political system of the European Union (3.
ed.). Basingstoke: Palgrave Macmillan.
Hix, S., & Lord, C. (1997). Political parties in the European Union. New York: St.
Martin’s Press.
Hix, S., & Noury, A. (2009). After enlargement: voting patterns in the sixth
European Parliament. Legislative Studies Quarterly, 34(2), 159–174.
Hix, S., Noury, A. G., & Roland, G. (2007a). Democratic Politics in the European
Parliament. Cambridge: Cambridge University Press. Hentet fra
http://ebooks.cambridge.org.ep.fjernadgang.kb.dk/ebook.jsf?bid=CBO978051149
1955 (tilgået 23-06-2014).
Hix, S., Noury, A. G., & Roland, G. (2007b). Democratic Politics in the European
Parliament. Cambridge: Cambridge University Press.
Hix, S., Noury, A., & Roland, G. (udateret). Roll Call Votes in the European
Parliament. http://personal.lse.ac.uk. Hentet 3. Marts 2014, fra
http://personal.lse.ac.uk/hix/HixNouryRolandEPdata.HTM
Hix, S., Noury, A., & Roland, G. (2005). Power to the parties : cohesion and
competition in the European Parliament, 1979–2001. London: LSE Resear ch
Online. Hentet fra http://eprints.lse.ac.uk/635/ (tilgået 23-06-2014).
Hix, S., Noury, A., & Roland, G. (2006). Dimensions of politics in the European
Parliament. American Journal of Political Science, 50(2), 494–520.
Hix, S., Noury, A., & Roland, G. (2009). Voting patterns and alliance formation
in the European Parliament. Philosophical Transactions of the Royal Society B:
Biological Sciences, 364(1518), 821–831. doi:10.1098/rstb.2008.0263
Hix, S., Noury, A., & Roland, G. (2013, Maj 3). Is there a Strategic Selection Bias
in Roll Call Votes? Evidence from the European Parliament. Hentet fra
http://personal.lse.ac.uk/hix/Working_Papers/Selection_EP_3May2013.pdf
(tilgået 23-06-2014).
Hooghe, L., Bakker, R., Brigevich, A., De Vries, C., Edwards, E., Marks, G., …
Vachudova, M. (2010). Reliability and validity of the 2002 and 2006 Chapel Hill
expert surveys on party positioning: the chapel hill expert surveys. European
Journal of Political Research, 49(5), 687–703. doi:10.1111/j.14756765.2009.01912.x
Hooghe, L., & Marks, G. (2009). A Postfunctionalist Theory of European
Integration: From Permissive Consensus to Constraining Dissensus. British
Journal of Political Science, 39(01), 1–23. doi:10.1017/S0007123408000409
Hooghe, L., Marks, G., & Wilson, C. J. (2002). Does Left/Right Structure Party
Positions on European Integration? Comparative Political Studies, 35(8), 965–
989. doi:10.1177/001041402236310
Hosli, M. O., Mattila, M., & Uriot, M. (2011). Voting in the Council of the
European Union after the 2004 Enlargement: A Comparison of Old and New
Member States. Journal of Common Market Studies, 49(6), 1249–1270.
doi:10.1111/j.1468-5965.2011.02196.x
Huber, J., & Inglehart, R. (1995). Expert Interpretations of Party Space and
Party Locations in 42 Societies. Party Politics, 1(1), 73–111.
doi:10.1177/1354068895001001004
175
Hurka, S., & Kaeding, M. (2012). Report allocation in the European Parliament
after eastern enlargement. Journal of European Public Policy, 19(4), 512–529.
doi:10.1080/13501763.2011.609720
Høyland, B. (2010). Procedural and party effects in European Parliament rollcall votes. European Union Politics, 11(4), 597–613.
doi:10.1177/1465116510379925
Ignazi, P. (1992). The silent counter-revolution: hypotheses in the emergence
of extreme right-wing parties in Europe.
Inglehart, R. (1977). The silent revolution, changing values and political styles
among Western publics. Princeton, NJ: Princeton University Press.
Inglehart, R. (1990). Culture shift in advanced industrial society. Princeton, NJ:
Princeton University Press.
Jørgensen, K. E., Pollack, M. A., & Rosamond, B. (2006). Handbook of European
Union politics. London: SAGE.
Karvonen, L., & Kuhnle, S. (2002). Party systems and voter alignments
revisited (Reprinted.). London: Routledge.
Katznelson, I., & Weingast, B. R. (Red.). (2005). Preferences and situations:
points of intersection between historical and rational choice institutionalism. New
York: Russell Sage Foundation.
Kitschelt, H. (1994). The transformation of European social democracy.
Cambridge; New York: Cambridge University Press.
Kitschelt, H., & McGann, A. J. (1995). The radical right in Western Europe: a
comparative analysis. Ann Arbor: University of Michigan Press.
Klingemann, H.-D., Volkens, A., Bara, J., Budge, I., & McDonald, M. D. (2006).
Mapping Policy Preferences II Estimates for Parties, Electors, and Governments in
Eastern Europe, European Union, and OECD 1990-2003. Oxford: Oxford
University Press, UK. Hentet fra
http://public.eblib.com/EBLPublic/PublicView.do?ptiID=415518 (tilgået 23-062014).
Kreppel, A. (2001). The European Parliament and Supranational Party System
a study in institutional development. Cambridge; New York: Cambridge University
Press. Hentet fra
http://search.ebscohost.com/login.aspx?direct=true&scope=site&db=nlebk&db=
nlabk&AN=112593 (tilgået 23-06-2014).
König, T., Luig, B., Proksch, S.-O., & Slapin, J. (2010). Measuring Policy Positions
of Veto Players in Parliamentary Democracies. I Reform Processes and Policy
Change - Veto Players and Decision-Making in Modern Democracies (Bd. 2010).
Laver, M. (2001). Estimating the policy positions of political actors. London
[u.a.]: Routledge [u.a.].
Laver, M., Benoit, K., & Garry, J. (2003). Extracting Policy Positions from
Political Texts Using Words as Data. The American Political Science Review, 97(2),
311–331.
Laver, M., & Hunt, W. B. (1992). Policy and party competition. New York:
Routledge.
176
Lipset, S. M., & Rokkan, S. (1967). Party systems and voter alignments,
crossnational perspectives. New York.
Lo, J. (2012). Using W-NOMINATE in R. Hentet fra
http://cran.pau.edu.tr/web/packages/wnominate/vignettes/wnominate.pdf
(tilgået 23-06-2014).
Majone, G. (1998). Europe’s «Democratic Deficit»: The Question of Standards.
European Law Journal, 4(1), 5.
Marcussen, M. (2009). Out of the Box Coping Successfully with EuroOutsiderness. Cooperation and Conflict, 44(2), 167–187.
doi:10.1177/0010836709102737
Mariotto, C., & Franchino, F. (2012). Explaining Outcomes of Conciliation
Committee’s Negotiations. Hentet fra available at http://www.ces.u fl .edu/ fi
les/pdf/DEUBAL/workshops/2011/Franchino- Mariotto_DEUBAL_110411.pdf
(tilgået 23-06-2014).
Marks, G., & Steenbergen, M. (2002). Understanding Political Contestation in
the European Union. Comparative Political Studies, 35(8), 879–892.
doi:10.1177/001041402236297
McCubbins, M. D., & Schwartz, T. (1984). Congressional Oversight Overlooked:
Police Patrols Versus Fire Alarms. American Journal of Political Science, 28(1),
165.
McDonald, M. D., & Mendes, S. M. (2001). The policy space of party manifestos.
I Estimating the policy positions of political actors. (1st. ed., Bd. 1-1, Bd. 2001, s.
90–114). London: Routledge.
McElroy, G. (2007). Legislative politics as normal? Voting behaviour and
beyond in the European parliament. European Union Politics, 8(3), 433–448.
doi:10.1177/1465116507079550
McElroy, G., & Benoit, K. (2010). Party Policy and Group Affiliation in the
European Parliament. British Journal of Political Science, 40, 377–398.
doi:10.1017/S0007123409990469
McElroy, G., & Benoit, K. (2012). Policy positioning in the European
Parliament. European Union Politics, 13(1), 150–167.
doi:10.1177/1465116511416680
Moravcsik, A. (1993). Preferences and power in the European Community: A
liberal intergovernmentalist approach. Journal of Common Market Studies, 31(4),
473.
Muehlboeck, M. (2012). National versus European: Party Control over
Members of the European Parliament. West European Politics, 35(3), 607–631.
doi:10.1080/01402382.2012.665743
Mühlböck, M., & Yordanova, N. (2012). Party Group Cohesion in the European
Parliament - Tracing the Bias in Roll Call Votes⬚. I Paper prepared for the 2nd
Annual General Conference of the European Political Science Association. Hentet
fra http://nikoletayordanova.net/wp-content/uploads/epsa.pdf (tilgået 23-062014).
Peters, G. (1996). Political Institutions, Old and New. I A New Handbook of
Political Science (Bd. 1996, s. 205–220). Oxford.
177
Plechanovová, B. (2013). National Actors in the Post-Lisbon EU: Should We
Expect a Change of National Strategies? West European Politics, 36(6), 1199–
1220. doi:10.1080/01402382.2013.826026
Poole, K., Lewis, J., Lo, J., & Carrol, R. (2012). Package «wnominate». Hentet fra
http://www.idg.pl/mirrors/CRAN/web/packages/wnominate/wnominate.pdf
(tilgået 23-06-2014).
Poole, K. T. (2000). Nonparametric unfolding of binary choice data. Political
Analysis, 8(3), 211–237.
Poole, K. T. (2005). Spatial models of parliamentary voting. Cambridge; New
York: Cambridge University Press.
Poole, K. T. (2007). Ideology & Congress (2nd rev. ed.). New Brunswick:
Transaction Publishers.
Poole, K. T., & Rosenthal, H. (1985). A Spatial Model for Legislative Roll Call
Analysis. American Journal of Political Science, 29(2), 357–384.
doi:10.2307/2111172
Poole, K. T., & Rosenthal, H. (1997). Congress: a political-economic history of
roll call voting. New York: Oxford University Press.
Raunio, T. (1997). The European perspective: transnational party groups in
the 1989-1994, European Parliament. Aldershot, England; Brookfield, Vt., USA:
Ashgate.
Reh, C. (2009). The Lisbon Treaty: De-Constitutionalizing the European
Union? Journal of Common Market Studies, 47(3), 625–650. doi:10.1111/j.14685965.2009.01819.x
Risse, T. (2000). «Let’s Argue!»: Communicative Action in World Politics.
International Organization, 54(1), 1–39.
Rothstein, B. (1996). Political Institutions: An Overview. I A New Handbook of
Political Science (Bd. 1996). Oxford.
Schmitt, H., & Thomassen, J. (2009). The EU Party System after Eastern
Enlargement. Journal of European Integration, 31(5), 569–587.
doi:10.1080/07036330903145864
Shavell, S. (1979). Risk Sharing and Incentives in the Principal and Agent
Relationship. The Bell Journal of Economics, 10(1), 55. doi:10.2307/3003319
Steenbergen, M. R., & Marks, G. (2007). Evaluating expert judgments.
European Journal of Political Research, 46(3), 347–366. doi:10.1111/j.14756765.2006.00694.x
Swaan, A. de. (1973). Coalition theories and cabinet formations. A study of
formal theories of coalition formation applied to nine European parliaments after
1918. Amsterdam; New York: Elsevier Scientific Pub. Co.
Tavits, M. (2008). On the linkage between electoral volatility and party system
instability in Central and Eastern Europe. European Journal of Political Research,
47(5), 537–555. doi:10.1111/j.1475-6765.2008.00782.x
To boost transparency, roll-call votes in committee to show how MEPs vote.
(udateret). European Parliament}. Hentet 22. Juni 2014, fra
http://www.europarl.europa.eu/news/en/newsroom/content/20140221IPR36643
178
Trichet, J.-C. (2010). State of the Union: The Financial Crisis and the ECB’s
Response between 2007 and 2009. Journal of Common Market Studies, 48, 7–19.
doi:10.1111/j.1468-5965.2010.02091.x
Tsebelis, G. (2002). Veto players, how political institutions work. New York:
Russell Sage Foundation.
Tsebelis, G., & Garrett, G. (2000). Legislative Politics in the European Union.
European Union Politics, 1(1), 9–36. doi:10.1177/1465116500001001002
Verdun, A. (2013). Decision-Making before and after Lisbon: The Impact of
Changes in Decision-Making Rules. West European Politics, 36(6), 1128–1142.
doi:10.1080/01402382.2013.826021
Voeten, E. (2009). Enlargement and the «normal»European Parliament. The
Legitimacy of the European Union after Enlargement, 93–113.
Voteview. (2014). W-NOMINATE - Voteview.com. Voteview.com. Hentet 21.
Juni 2014, fra http://voteview.com/wnominate.asp
Votewatch. (2014). VoteWatch Europe: European Parliament, Council of the
EU. VoteWatch Europe. Hentet 10. Marts 2014, fra
http://www.votewatch.eu/en/about-us.html
VoteWatch Europe: Creative Commons 3.0. (udateret). Hentet 10. Marts 2014,
fra http://www.votewatch.eu/
Weingast, B. R. (1984). The Congressional-Bureaucratic System: A Principal
Agent Perspective (with applications to the SEC). Public Choice, 44(1).
Whitefield, S., Vachudova, M. A., Steenbergen, M. R., Rohrschneider, R., Marks,
G., Loveless, M. P., & Hooghe, L. (2007). Do expert surveys produce consistent
estimates of party stances on European integration? Comparing expert surveys in
the difficult case of Central and Eastern Europe. Electoral Studies, 26(1), 50–61.
doi:10.1016/j.electstud.2006.04.006
Wooldridge, J. M. (2009). Introductory econometrics, a modern approach (4.
ed.). Sl: South-Western Cengage Learning.
179
11 Bilag
1 Ansvarsfordeling af specialets afsnit
2 Korrespondence med Keith Poole ang. anvendelsen af NOMINATE
3 Korrespondence med Simon Hix og Abdoul Noury
4 Forudsætningstest – heteroskedasticitet
5 Regressionsresultater for femte Europa-Parlament
5.1: Femte Europa-Parlament, X-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
5.2: Femte Europa-Parlament, Y-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
5.3: Femte Europa-Parlament, Z-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
5.4: Femte Europa-Parlament, koordinater fra NOMINATE, model 10-12
6 Regressionsresultater for sjette Europa-Parlament
6.1: Sjette Europa-Parlament, X-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
6.2: Sjette Europa-Parlament, Y-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
6.3: Sjette Europa-Parlament, Z-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
6.4: Sjette Europa-Parlament, koordinater fra NOMINATE, model 10-12
7 Regressionsresultater for syvende Europa-Parlament
7.1: Syvende Europa-Parlament, X-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
7.2: Syvende Europa-Parlament, Y-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
7.3: Syvende Europa-Parlament, Z-koordinat fra NOMINATE, model 1-9
7.4: Syvende Europa-Parlament, koordinater fra NOMINATE, model 10-12
8 Databehandling struktur i overleveret data
Bilag 1: Ansvarsfordeling af specialets afsnit
Afsnit
1
2
3
3.1
3.2
3.3
4
4.1
4.2
4.3
4.4
4.5
5
5.1
5.2
5.2.1
5.2.2
5.2.3
5.2.4
5.3
5.4
5.5
6
7
8
8.1
8.2
8.3
9
Abstract
Indledning
Teori
Historisk institutionalisme og rational-choiceinstitutionalisme i kombination
Historisk institutionalisme
Rational choice-institutionalisme
Litteraturreview of teoretiske forventninger
Konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet
Stemmedisciplin i Europa-Parlamentet
Østudvidelsens effekt på Europa-Parlamentets
stemmeadfærd
Lisabon-traktatens effekt på EuropaParlamentets stemmeadfærd
Finanskrisens effekt på Europa-Parlamentets
stemmeadfærd
Metode og analysedesign
Undersøgelsens idé, afgrænsning og præmisser
Datamateriale
Indhentning og sammenfletning af data
Datasættenes repræsentativitet
Validitetsurdfordringer
Reliabilitetsudfordringer
Statistisk metode: NOMINATE
Statistisk metode: Multivariat OLS-regression
Statistisk metode: Indeksering af
stemmedisciplin
Analyse: Østudvidelsen
Analyse: Lissabontraktaten og finanskrisen
Diskussion af undersøgelsens resultater
Kritik af undersøgelsens metode og
konklusioner
Implikationer for forskningsfeltet
Empirisk perspektivering
Konklusion
Ansvarlig forfatter
Magnus Hornø Gottlieb
Magnus Hornø Gottlieb
Magnus Hornø Gottlieb
Heidi Roborg Storgaard
Heidi Roborg Storgaard
Heidi Roborg Storgaard
Heidi Roborg Storgaard
Magnus Hornø Gottlieb
Heidi Roborg Storgaard
Heidi Roborg Storgaard
Magnus Hornø Gottlieb
Magnus Hornø Gottlieb
Magnus Hornø Gottlieb
Magnus Hornø Gottlieb
Heidi Roborg Storgaard
Heidi Roborg Storgaard
Magnus Hornø Gottlieb
Heidi Roborg Storgaard
Magnus Hornø Gottlieb
Magnus Hornø Gottlieb
Heidi Roborg Storgaard
Heidi Roborg Storgaard
Heidi Roborg Storgaard
Magnus Hornø Gottlieb
Heidi Roborg Storgaard
Bilag 2: Korrespondence med prof. Keith Poole og Ph.D.
Christopher Hare ang. NOMINATE-algoritmen
Heidi and Mangus,
I think you might find this .R script useful:
ftp://voteview.com/wf1/wnominate_ep1.r. It runs W-NOMINATE on the
First European Parliament. The data do not need to be in 1/6/9 format.
As in this example, you simply need to specify what codes are used for
Yea votes, what codes are used for Nay votes, what codes are used for
missing votes, and what codes are used when the member is not in the
legislature in the rollcall() function. In this example, 1’s are used as Yea
votes, 2’s as Nay votes, 3, 4, and 0’s as missing votes, and 5 as not in
legislature.
And I am almost sure the W-NOMINATE function in R is the same as the
FORTRAN version (indeed, I think wnominate() in R calls the FORTRAN
code).
Let me know if you have any other questions.
Best,
Chris
-Christopher Hare
Ph.D. Candidate and Graduate Research Assistant
School of Public and International Affairs
Department of Political Science
The University of Georgia
104 Baldwin Hall
Athens, Georgia 30602
Phone: 228-547-9209
[email protected]
http://voteview.com/blog/
Analyzing Spatial Models of Choice and Judgment with R
From: Keith T. Poole
Sent: Friday, March 07, 2014 12:59 PM
To: Magnus Hornø Gottlieb
Cc: Heidi Roborg Storgaard; Christopher Daniel Hare; Keith T. Poole
Subject: RE: Three short questions about W-NOMINATE for masters thesis
Heidi & Magnus – In the pscl package there is a routine
“rollcall” that allows you to set what is a “Yea” and
what is a “Nay” (yes, no). There is an example posted
on this page:
http://voteview.com/wnominate_in_R.htm
The program you want is at the top of the page:
ftp://voteview.com/wf1/wnominate_un_text_tabs.r
You can see how the “rollcall” function is used in that
program.
My RA, Chris Hare, is travelling right now but he is an
expert on this so when he gets home (next week is our
Spring Break here) he can send you more examples.
Keith
***********************************************
Keith T. Poole
Philip H. Alston, Jr. Distinguished Professor
Professor Emeritus, UCSD
Department of Political Science
The University of Georgia
Baldwin Hall
Athens, GA 30602
706-542-3358
http://voteview.com
http://voteview.com/blog/
***********************************************
From: Magnus Hornø Gottlieb [mailto:[email protected]]
Sent: Friday, March 07, 2014 5:13 AM
To: Keith T. Poole
Cc: Heidi Roborg Storgaard
Subject: Three short questions about W-NOMINATE for masters thesis
Dear Prof. Keith Poole
We are two students of political science working on our master thesis at the
University of Copenhagen, Denmark.
In our thesis we, amongst other things, would like to create a statistical model for
the policy space of the seventh European Parliament, using the W-NOMINATEalgorithm for R, as you have co-authored.
We sucessfully downloaded and ran the programme. We would, however, like to
ask three short questions:
Firstly, it seems to us that the wnominate-function (using the "pscl"- and the
"wnominate"-packages) will only accept roll-call objects coded as "1", "6" and
"9"'s(?). This seems consistent with the coding of the 102nd through 112th House
and Senate roll call data, compiled by others and yourself, avaliable on
www.voteview.com. Our questions are:
1) Is it correctly understood, that the data must be in this format (1/6/9) in order
for wnominate to work in R?,
2) and what might the codes be? We have assumed 1=Yea, 6=nay, 9=missing/NA
3) Prof. Simon Hix (London School of Economics), whose study from which we
endeavour, originally used the Fortran version of wnominate, wnom9707.exe, as
developed by yourself and Howard Rosenthal. We would therefore like to ask if, as
we have assumed, the "mathematical operations" perfomed in scaling the output is
the same in the R version as in the Fortran version? - In short: are the two
programmes doing the exact same thing, so that we may compare our results
acorss platform?
We look forward to hear from you – it would be of great help.
Kind regards
Heidi Roborg Storgaard and Magnus Hornø Gottlieb
Students at the Department of Political Science,
University of Copenhagen, Denmark
Bilag 3: Korrespondence med prof. Simon Hix og Prof.
Abdul Noury ang. Deres fremgangsmåde i tidligere
undersøgelser af Europa-Parlamentet
Dear Heidi and Magnus,
As Simon told you, in the past we used the Fortran version of the
Wnominate. These days we use the R-version of the program as it is much easier
to work with. The only thing that you need to specify are (a) the number of
dimensions (d=2), and (b) the polarity of the the dimensions.
Best,
Abdul
On Mar 7, 2014, at 6:36 PM, [email protected] wrote:
Dear Heidi and Magnus,
That sounds good to me. I would certainly be interested in your results, as Abdul
Noury and I are planning on implementing a dynamic (e.g. D-NOMINATE) analysis
of voting in the EP since 1979.
Regards,
Simon
From: Magnus Hornø Gottlieb [mailto:[email protected]]
Sent: 06 March 2014 09:08
To: Hix,S
Cc: Heidi Roborg Storgaard
Subject: SV: Question regarding your use of NOMINATE on the European
Parliament data
Dear Prof. Hix
Thank you so much for the swift reply. It has been of great help.
It seems we're on the right path then. We already tried the FORTRAN-version,
however it was limited to maximum 3600 Roll Call Votes (the current EP are on
6000+ and counting), which is also why we chose Keith's R-script in the first place
- as you also recommend.
If it is of any interest, we would be glad to send you a short english abstract of our
results, once we have completed our analysis.
Thank you again
Best Regards
Heidi & Magnus
Fra: [email protected] [[email protected]]
Sendt: 3. marts 2014 20:46
Til: Magnus Hornø Gottlieb
Cc: Heidi Roborg Storgaard; [email protected]
Emne: RE: Question regarding your use of NOMINATE on the European
Parliament data
Dear Magnus,
Thanks for the e-mail. We applied W-NOMINATE, and used the Fortran version of
the software (attached), as that was the only one available at the time. Since
then, this has been superseded by the R-code that Keith has written.
As for the actual WNOM97 set up files we ran with this software (e.g. the
NOMSTART files), I’m afraid I can’t find them anywhere on my laptop or in my
data back-up! The raw roll-call data can be downloaded from my website
(http://personal.lse.ac.uk/hix/HixNouryRolandEPdata.HTM), of course
My co-author, Abdul Noury (cc’d here) might have the raw NOM input files we
used (Abdul?)
Best,
Simon
From: Magnus Hornø Gottlieb [mailto:[email protected]]
Sent: 03 March 2014 12:21
To: Hix,S
Cc: Heidi Roborg Storgaard
Subject: Question regarding your use of NOMINATE on the European Parliament
data
Dear Prof. Simon Hix
We are two students of political Science working on our master thesis at the
University of Copenhagen.
In our thesis we, amongst other things, would like to create a statistical model for
the policy space of the seventh European Parliament, using the NOMINATEalgorithm, as you have demonstrated for the previous parliaments (we refer to
Hix, Simon, Abdul Noury and Gerard Roland (2006) Dimensions of Politics in the
European Parliament and Hix, Simon and Abdul Noury (2009) After Enlargement:
Voting Patterns in the Sixt European Parliament)
Our aim is to investigate if the two dimensions you describe (“left” vs. “right” and
“pro”- vs. “anti”-EU integration) still have the same explanatory power towards
predicting the votes of the MEPs after the eastern enlargement in 2004 and the
Lisbon treaty in 2009.
In order to compare our results with yours, we would like to ensure that we use
the same method as you. We would therefore like to ask you the following:
- Which version of the NOMINATE-algorithm was used in the two articles? For
example; W-NOMINATE or DW-NOMINATE.
- Did you modify the algorithm to suit the European legislature, or did you use a
pre-made version?
We are currently working with the W-NOMINATE (the static, weigthed version),
using the pscl- and wnominate-packages in R. Is this also how you proceeded? If
yes; may we have the syntax file? If no; could you refer us to correct programme
to use?
We look forward to hear from you – it would be of great help.
Kind regards
Heidi Roborg Storgaard and Magnus Hornø Gottlieb
Students at the Department of Political Science,
University of Copenhagen
Bilag 4: Forudsætningstest, hetroskedasticitet
Breusch-Pagan/Cook-Weisberg’s test for hetroskedasticitet
MODEL
X
EP5
Y
Z
X
EP6
Y
Z
X
EP7
Y
Z
1
2
3
10
11
12
chi
31,96
16,00
0,12
12,22
8,14
16,48
Prob > chi2
0,000
0,000
0,730
0,001
0,004
0,000
chi
21,74
22,41
3,67
4,06
4,83
11,11
Prob > chi2
0,000
0,000
0,055
0,044
0,028
0,001
0,78
58,50
7,49
80,36
40,12
64,54
0,378
0,000
0,006
0,000
0,000
0,000
8,41
33,63
51,21
49,48
38,26
44,67
0,004
0,000
0,000
0,000
0,000
0,000
1,09
3,55
7,60
3,91
11,14
9,46
Prob > chi2
0,297
0,060
0,006
0,048
0,001
0,002
chi
13,30
112,58
8,79
60,92
84,55
70,93
Prob > chi2
0,000
0,000
0,003
0,000
0,000
0,000
chi
61,34
0,63
1,62
37,44
4,67
0,72
Prob > chi2
0,000
0,426
0,203
0,000
0,031
0,397
0,10
0,01
0,14
4,52
0,48
18,38
0,747
0,925
0,707
0,034
0,486
0,000
0,00
3,38
42,08
19,47
21,87
7,76
0,956
0,066
0,000
0,000
0,000
0,005
chi
Prob > chi2
chi
Prob > chi2
chi
chi
Prob > chi2
chi
Prob > chi2
Bilag 5-7: Regressionskoefficienter for femte, sjette og
syvende Europa-Parlament
Bilag 5.1: Resultater for OLS-regressionsmodeller for femte Europa-Parlament, X-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
X
1.03**
(0.00)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
X
0.15**
(0.00)
(3)
X
(4)
X
0.93**
(0.00)
0.94**
(0.00)
0.58**
(0.00)
0.51**
(0.00)
0.16**
(0.00)
Indre marked
0.27**
(0.00)
(5)
X
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
-0.06**
(0.00)
0.04
(0.10)
Kommissær
(7)
X
0.98**
(0.00)
0.10**
(0.00)
0.46**
(0.00)
0.55**
(0.00)
0.31**
(0.00)
0.26**
(0.00)
0.02
(0.63)
0.12**
(0.00)
0.12**
(0.00)
Regional udvikling
(6)
X
-0.07**
(0.00)
0.01
(0.59)
-0.01
(0.21)
0.29**
(0.00)
0.39**
(0.00)
-0.27**
(0.00)
-0.30**
(0.00)
-0.03
(0.14)
0.05*
(0.02)
EPP-ED
UEN
ELDR
TGI/na
SOC
EUL/NGL
n
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
582
0.73
NEJ
582
0.82
NEJ
582
0.76
NEJ
483
483
0.78
0.88
JA
JA
14
14
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
483
0.83
JA
14
(8)
X
(9)
X
0.10**
(0.00)
0.08**
(0.00)
0.10**
(0.00)
0.01
(0.51)
0.01
(0.13)
0.01
(0.27)
1.06**
(0.00)
0.91**
(0.00)
0.72**
(0.00)
0.75**
(0.00)
0.42**
(0.00)
0.00
(0.73)
0.00
(0.77)
0.99**
(0.00)
0.85**
(0.00)
0.69**
(0.00)
0.71**
(0.00)
0.40**
(0.00)
483
0.98
JA
14
483
0.98
JA
14
0.03*
(0.04)
-0.04
(0.13)
-0.03
(0.15)
-0.02
(0.18)
0.01
(0.19)
0.01
(0.19)
0.63**
(0.00)
0.50**
(0.00)
0.29**
(0.00)
0.36**
(0.00)
-0.40**
(0.00)
483
0.98
JA
14
Bilag 5.2: Resultater for OLS-regressionsmodeller for femte Europa-Parlament, Y-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
Y
-0.15**
(0.00)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
Y
0.59**
(0.00)
(3)
Y
(4)
Y
-0.35**
(0.00)
-0.12**
(0.00)
-0.10
(0.06)
-0.04
(0.49)
0.60**
(0.00)
Indre marked
0.51**
(0.00)
(5)
Y
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
0.08**
(0.01)
0.36**
(0.00)
Kommissær
(7)
Y
-0.28**
(0.00)
0.09*
(0.02)
-0.05
(0.44)
-0.09
(0.14)
0.50**
(0.00)
0.68**
(0.00)
0.18**
(0.00)
0.06
(0.23)
0.02
(0.73)
Regional udvikling
(6)
Y
0.08*
(0.01)
0.37**
(0.00)
0.12**
(0.00)
0.50**
(0.00)
0.02
(0.85)
0.49**
(0.00)
0.25**
(0.00)
0.05
(0.12)
0.29**
(0.00)
EPP-ED
UEN
ELDR
TGI/na
SOC
EUL/NGL
N
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
582
0.48
NEJ
582
0.48
NEJ
582
0.51
NEJ
483
483
0.54
0.55
JA
JA
14
14
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
483
0.59
JA
14
(8)
Y
(9)
Y
0.08
(0.10)
0.06
(0.10)
-0.01
(0.72)
0.10**
(0.00)
0.01
(0.36)
-0.01
(0.57)
0.52**
(0.00)
-0.07
(0.29)
0.37**
(0.00)
-0.11
(0.09)
1.03**
(0.00)
0.01
(0.61)
-0.00
(0.81)
0.56**
(0.00)
0.01
(0.90)
0.40**
(0.00)
-0.04
(0.55)
1.05**
(0.00)
483
0.92
JA
14
483
0.92
JA
14
0.10**
(0.00)
0.08
(0.07)
0.14**
(0.00)
0.06*
(0.05)
0.01
(0.43)
-0.02
(0.19)
-0.49**
(0.00)
-1.05**
(0.00)
-0.67**
(0.00)
-1.12**
(0.00)
-0.99**
(0.00)
483
0.93
JA
14
Bilag 5.3: Resultater for OLS-regressionsmodeller for femte Europa-Parlament, Z-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
Z
0.02
(0.71)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
Z
0.04
(0.25)
(3)
Z
(4)
Z
-0.30**
(0.00)
-0.02
(0.59)
0.61**
(0.00)
-0.69**
(0.00)
-0.12**
(0.00)
Indre marked
0.30**
(0.00)
(5)
Z
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
0.04
(0.20)
-0.13**
(0.00)
Kommissær
(7)
Z
-0.17**
(0.00)
-0.02
(0.67)
0.44**
(0.00)
-0.50**
(0.00)
0.08*
(0.02)
0.48**
(0.00)
-0.58**
(0.00)
0.07
(0.16)
0.08
(0.11)
Regional udvikling
(6)
Z
-0.06*
(0.02)
-0.02
(0.53)
0.02
(0.29)
0.35**
(0.00)
-0.15
(0.07)
0.40**
(0.00)
0.10
(0.11)
0.01
(0.62)
-0.17**
(0.00)
EPP-ED
UEN
ELDR
TGI/na
SOC
EUL/NGL
N
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
582
0.00
NEJ
582
0.28
NEJ
582
0.32
NEJ
483
483
0.17
0.31
JA
JA
14
14
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
483
0.28
JA
14
(8)
Z
(9)
Z
-0.08*
(0.05)
0.01
(0.72)
-0.11**
(0.00)
-0.02
(0.45)
0.03*
(0.03)
-0.00
(0.87)
0.18**
(0.00)
-0.17**
(0.00)
1.05**
(0.00)
-0.04
(0.48)
0.25**
(0.00)
0.02
(0.09)
0.01
(0.50)
0.26**
(0.00)
-0.06
(0.25)
1.08**
(0.00)
0.04
(0.48)
0.27**
(0.00)
483
0.86
JA
14
483
0.86
JA
14
0.00
(0.98)
-0.05
(0.22)
0.16**
(0.00)
0.17**
(0.00)
0.02
(0.16)
-0.02
(0.29)
-0.01
(0.71)
-0.34**
(0.00)
0.82**
(0.00)
-0.27**
(0.00)
-0.24**
(0.00)
483
0.87
JA
14
Bilag 5.4: Resultater for OLS-regressionsmodeller for femte Europaparlament, koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(10)
X
0.94**
(0.00)
Økonomisk V-H
0.27**
(0.00)
0.46**
(0.00)
0.55**
(0.00)
0.31**
(0.00)
0.10
(0.05)
0.12*
(0.03)
0.12*
(0.03)
0.19**
(0.00)
0.27**
(0.00)
0.37**
(0.00)
-0.03
(0.56)
-0.00
(0.95)
-0.06
(0.25)
0.15**
(0.00)
0.07
(0.19)
0.25**
(0.00)
0.21**
(0.00)
0.10
(0.13)
0.21**
(0.00)
0.36**
(0.00)
0.20**
(0.00)
0.13*
(0.02)
0.11
(0.09)
483
0.81
0.16**
(0.00)
0.05
(0.34)
0.07
(0.19)
0.18**
(0.00)
0.06
(0.27)
0.07
(0.20)
0.05
(0.34)
483
0.89
NEJ
NEJ
Postmateriel V-H
EU-integration
Indre marked
(11)
X
Regional udvikling
EU salience
EU splitelse
Østrig
Tyskland
Spanien
Frankrig
Grækenland
Italien
Danmark
Holland
Finland
Portugal
Irland
Sverige
Storbritannien
Belgien
N
R^2
Fixed effects medlemsstater
(12)
X
(10)
Y
0.98**
(0.00)
-0.12**
(0.00)
(11)
Y
0.51**
(0.00)
-0.05
(0.55)
-0.09
(0.29)
0.50**
(0.00)
0.23*
(0.03)
0.29**
(0.00)
0.13*
(0.02)
0.11*
(0.04)
0.06
(0.34)
0.38**
(0.00)
0.25*
(0.02)
0.30**
(0.00)
0.15**
(0.01)
0.11*
(0.04)
0.09
(0.19)
0.40**
(0.00)
483
0.85
0.23**
(0.00)
-0.05
(0.42)
0.20**
(0.00)
-0.18
(0.24)
0.12*
(0.03)
0.25**
(0.00)
0.10
(0.13)
483
0.62
0.23**
(0.00)
-0.04
(0.53)
0.22**
(0.00)
-0.15
(0.33)
0.14*
(0.02)
0.26**
(0.00)
0.12
(0.13)
483
0.62
NEJ
NEJ
NEJ
0.29**
(0.00)
0.39**
(0.00)
-0.27**
(0.00)
-0.30**
(0.00)
0.11
(0.09)
0.08
(0.10)
-0.15*
(0.03)
0.16**
(0.00)
0.07
(0.42)
0.23**
(0.00)
0.06
(0.45)
0.10*
(0.04)
0.09
(0.12)
0.03
(0.72)
0.31**
(0.00)
0.21**
(0.00)
0.02
(0.67)
(12)
Y
(10)
Z
-0.28**
(0.00)
-0.02
(0.57)
(11)
Z
-0.17**
(0.00)
0.30**
(0.00)
0.44**
(0.00)
-0.50**
(0.00)
0.08
(0.10)
-0.54**
(0.00)
-0.51**
(0.00)
-0.59**
(0.00)
-0.59**
(0.00)
-0.65**
(0.00)
-0.60**
(0.00)
-0.39**
(0.00)
-0.35**
(0.00)
-0.53**
(0.00)
-0.57**
(0.00)
-0.55**
(0.00)
-0.51**
(0.00)
483
0.66
-0.10
(0.45)
-0.15
(0.38)
-0.62**
(0.00)
-0.64**
(0.00)
-0.09
(0.49)
-0.03
(0.79)
-0.58**
(0.00)
483
0.51
-0.09
(0.42)
-0.03
(0.83)
-0.51**
(0.00)
-0.46**
(0.00)
-0.08
(0.41)
-0.02
(0.85)
-0.42**
(0.00)
483
0.60
NEJ
NEJ
NEJ
0.50**
(0.00)
0.02
(0.88)
0.49**
(0.00)
0.25**
(0.00)
-0.26*
(0.05)
-0.20*
(0.02)
-0.44**
(0.00)
-0.29**
(0.00)
-0.63**
(0.00)
-0.19**
(0.01)
-0.59**
(0.00)
-0.16
(0.06)
-0.49**
(0.00)
-0.29**
(0.00)
-0.69**
(0.00)
-0.43**
(0.00)
-0.32**
(0.00)
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
(12)
Z
0.35**
(0.00)
-0.15
(0.23)
0.40**
(0.00)
0.10
(0.13)
-0.19**
(0.00)
-0.22**
(0.00)
-0.30**
(0.00)
-0.18**
(0.00)
-0.44**
(0.00)
-0.30**
(0.00)
0.22
(0.05)
0.26**
(0.00)
0.19
(0.23)
-0.26**
(0.00)
-0.29**
(0.00)
0.17
(0.06)
0.23**
(0.00)
483
0.58
NEJ
Bilag 6.1: Resultater for OLS-regressionsmodeller for sjette Europa-Parlament, X-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
X
0.88**
(0.00)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
X
0.05*
(0.01)
(3)
X
(4)
X
0.81**
(0.00)
0.81**
(0.00)
0.56**
(0.00)
0.45**
(0.00)
0.03
(0.17)
Indre marked
0.12**
(0.00)
(5)
X
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
0.03
(0.13)
0.04
(0.08)
Kommissær
(7)
X
0.73**
(0.00)
0.03
(0.15)
0.49**
(0.00)
0.48**
(0.00)
0.11**
(0.00)
0.24**
(0.00)
-0.08*
(0.05)
0.06*
(0.04)
0.06
(0.15)
Regional udvikling
(6)
X
0.07**
(0.00)
-0.02
(0.44)
-0.10**
(0.00)
0.24**
(0.00)
-0.07
(0.19)
-0.08
(0.09)
-0.09*
(0.04)
0.02
(0.23)
0.03
(0.12)
ALDE
EPP-ED
EUL/NGL
G/EFA
SOC
UEN
0.02*
(0.01)
-0.00
(0.64)
0.03
(0.25)
0.32**
(0.00)
-0.92**
(0.00)
-0.94**
(0.00)
-0.31**
(0.00)
0.14**
(0.00)
(8)
X
0.01
(0.47)
0.05**
(0.00)
-0.02
(0.16)
-0.11**
(0.00)
0.01
(0.11)
-0.00
(0.74)
0.00
(0.99)
0.30**
(0.00)
-0.93**
(0.00)
-0.97**
(0.00)
-0.33**
(0.00)
0.15**
(0.00)
IND/DEM
N
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
741
0.68
NEJ
741
0.70
NEJ
726
0.72
NEJ
616
616
0.72
0.72
JA
JA
24
24
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
602
0.74
JA
23
614
0.97
JA
24
(9)
X
614
0.97
JA
24
0.06**
(0.00)
-0.23**
(0.00)
-0.01
(0.57)
-0.02
(0.34)
0.01
(0.08)
-0.00
(0.73)
-0.17**
(0.00)
0.16**
(0.00)
-1.02**
(0.00)
-1.09**
(0.00)
-0.47**
(0.00)
-0.11**
(0.00)
600
0.97
JA
23
Bilag 6.2: Resultater for OLS-regressionsmodeller for femte Europa-Parlament, Y-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
Y
-0.05
(0.07)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
Y
0.50**
(0.00)
(3)
Y
(4)
Y
-0.16**
(0.00)
-0.10**
(0.00)
-0.07**
(0.00)
0.09**
(0.00)
0.54**
(0.00)
Indre marked
0.48**
(0.00)
(5)
Y
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
0.02
(0.38)
0.15**
(0.00)
Kommissær
(7)
Y
-0.15**
(0.00)
-0.12**
(0.00)
-0.17**
(0.00)
0.10**
(0.00)
0.58**
(0.00)
0.35**
(0.00)
0.34**
(0.00)
-0.02
(0.58)
0.00
(0.94)
Regional udvikling
(6)
Y
0.03
(0.15)
0.15**
(0.00)
0.14**
(0.00)
0.19**
(0.00)
0.51**
(0.00)
0.21**
(0.00)
0.16**
(0.00)
0.04
(0.06)
0.17**
(0.00)
ALDE
EPP-ED
EUL/NGL
G/EFA
SOC
UEN
-0.00
(0.97)
0.09**
(0.00)
0.34**
(0.00)
0.55**
(0.00)
-0.18**
(0.00)
0.09
(0.05)
0.73**
(0.00)
0.21**
(0.00)
(8)
Y
-0.10**
(0.00)
-0.08**
(0.00)
0.09**
(0.00)
0.19**
(0.00)
0.02
(0.14)
0.08**
(0.00)
0.47**
(0.00)
0.62**
(0.00)
0.02
(0.59)
0.30**
(0.00)
0.88**
(0.00)
0.20**
(0.00)
IND/DEM
n
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
(9)
Y
0.02
(0.41)
0.19**
(0.00)
-0.05*
(0.05)
-0.13**
(0.00)
-0.01
(0.48)
0.09**
(0.00)
0.16**
(0.00)
0.34**
(0.00)
-0.43**
(0.00)
-0.09*
(0.02)
0.55**
(0.00)
-0.28**
(0.00)
741
0.56
NEJ
741
0.57
NEJ
726
0.47
NEJ
616
616
0.52
0.55
JA
JA
24
24
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
602
0.53
JA
23
614
0.91
JA
24
614
0.91
JA
24
600
0.91
JA
23
Bilag 6.3: Resultater for OLS-regressionsmodeller for sjette Europa-Parlament, Z-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
Z
0.01
(0.78)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
Z
0.15**
(0.00)
(3)
Z
(4)
Z
-0.29**
(0.00)
0.09*
(0.01)
0.35**
(0.00)
-0.45**
(0.00)
-0.01
(0.48)
Indre marked
0.27**
(0.00)
(5)
Z
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
0.04
(0.19)
-0.01
(0.71)
Kommissær
(7)
Z
-0.25**
(0.00)
-0.10**
(0.00)
0.38**
(0.00)
-0.34**
(0.00)
0.01
(0.82)
0.67**
(0.00)
-0.51**
(0.00)
-0.13*
(0.01)
-0.08
(0.13)
Regional udvikling
(6)
Z
-0.01
(0.81)
0.01
(0.79)
0.06**
(0.00)
0.78**
(0.00)
-0.58**
(0.00)
-0.33**
(0.00)
-0.21**
(0.00)
0.00
(0.92)
-0.07*
(0.03)
ALDE
EPP-ED
EUL/NGL
G/EFA
SOC
UEN
0.04**
(0.00)
-0.02
(0.12)
1.11**
(0.00)
0.19**
(0.00)
-0.09
(0.08)
0.77**
(0.00)
0.06
(0.18)
-0.05
(0.17)
(8)
Z
-0.15**
(0.00)
0.01
(0.49)
-0.07**
(0.00)
0.05**
(0.00)
0.02*
(0.02)
-0.01
(0.41)
1.09**
(0.00)
0.20**
(0.00)
-0.01
(0.78)
0.79**
(0.00)
0.09*
(0.02)
-0.02
(0.54)
IND/DEM
N
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
(9)
Z
0.12**
(0.00)
-0.03
(0.26)
0.01
(0.68)
0.08**
(0.00)
0.04**
(0.00)
-0.02*
(0.03)
1.13**
(0.00)
0.22**
(0.00)
-0.03
(0.44)
0.79**
(0.00)
0.08**
(0.01)
0.10**
(0.01)
741
0.04
NEJ
741
0.26
NEJ
726
0.26
NEJ
616
616
0.12
0.34
JA
JA
24
24
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
602
0.29
JA
23
614
0.93
JA
24
614
0.93
JA
24
600
0.93
JA
23
Bilag 6.4: Resultater for OLS-regressionsmodeller for sjette Europaparlament, koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(10)
X
0.81**
(0.00)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(11)
X
0.12**
(0.00)
Regional udvikling
EU salience
EU splitelse
Kommissær
Østrig
Belgien
Bulgarien
Tjekkiet
Danmark
Estonien
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Ungarn
Irland
Italien
Litauen
Holland
Polen
0.03
(0.09)
0.04*
(0.04)
-0.10
(0.20)
-0.09
(0.29)
-0.01
(0.89)
0.13
(0.13)
-0.21*
(0.01)
-0.23*
(0.01)
-0.10
(0.31)
-0.16
(0.05)
-0.15
(0.06)
-0.03
(0.73)
0.06
(0.42)
0.03
(0.74)
0.02
(0.80)
0.02
(0.87)
0.00
(0.98)
0.22**
(10)
Y
0.73**
(0.00)
-0.10**
(0.00)
0.49**
(0.00)
0.48**
(0.00)
0.11**
(0.00)
Indre marked
Regeringsparti
(12)
X
0.07**
(0.00)
-0.02
(0.36)
-0.07
(0.56)
-0.05
(0.65)
-0.03
(0.83)
0.04
(0.79)
-0.08
(0.50)
-0.14
(0.30)
-0.08
(0.55)
-0.12
(0.30)
-0.16
(0.17)
-0.08
(0.50)
0.07
(0.59)
-0.04
(0.72)
-0.03
(0.80)
-0.07
(0.58)
-0.02
(0.85)
0.33**
0.48**
(0.00)
0.24**
(0.00)
-0.07
(0.39)
-0.08
(0.21)
-0.09
(0.11)
0.02
(0.17)
0.03
(0.10)
-0.04
(0.66)
-0.09
(0.35)
0.02
(0.86)
0.07
(0.40)
-0.27**
(0.00)
-0.12
(0.22)
-0.09
(0.29)
-0.16
(0.06)
-0.00
(0.97)
0.09
(0.28)
-0.00
(0.99)
0.01
(0.95)
-0.02
(0.86)
-0.06
(0.53)
0.26**
0.02
(0.38)
0.15**
(0.00)
-0.07
(0.43)
-0.06
(0.46)
-0.23**
(0.01)
0.06
(0.45)
-0.14
(0.05)
-0.07
(0.54)
-0.05
(0.56)
-0.06
(0.41)
-0.06
(0.43)
-0.21**
(0.00)
0.02
(0.78)
-0.29**
(0.00)
0.09
(0.25)
-0.09
(0.31)
0.08
(0.33)
-0.07
(11)
Y
(12)
Y
(10)
Z
-0.15**
(0.00)
0.09*
(0.03)
-0.17**
(0.00)
0.10**
(0.00)
0.58**
(0.00)
0.03
(0.14)
0.15**
(0.00)
-0.11
(0.20)
-0.06
(0.45)
-0.27**
(0.00)
0.10
(0.21)
-0.15
(0.05)
-0.07
(0.58)
-0.07
(0.42)
-0.06
(0.42)
-0.06
(0.45)
-0.22**
(0.00)
-0.03
(0.69)
-0.32**
(0.00)
0.10
(0.24)
-0.14
(0.11)
0.09
(0.30)
-0.09
0.27**
(0.00)
0.19**
(0.00)
0.51**
(0.00)
0.21**
(0.00)
0.16**
(0.00)
0.04
(0.06)
0.17**
(0.00)
0.01
(0.89)
0.04
(0.58)
-0.42**
(0.00)
-0.17*
(0.02)
0.08
(0.26)
0.09
(0.18)
0.02
(0.67)
0.03
(0.59)
-0.34**
(0.00)
0.01
(0.86)
-0.25**
(0.01)
0.08
(0.16)
-0.03
(0.63)
0.32**
(0.00)
-0.14*
0.04
(0.22)
-0.01
(0.71)
-0.08
(0.63)
0.21
(0.27)
0.54**
(0.01)
0.12
(0.49)
0.54**
(0.00)
0.68**
(0.00)
0.09
(0.63)
0.07
(0.67)
0.19
(0.26)
-0.22
(0.18)
-0.06
(0.74)
-0.19
(0.23)
-0.07
(0.68)
0.29
(0.23)
0.40*
(0.02)
-0.22
(11)
Z
(12)
Z
-0.25**
(0.00)
0.38**
(0.00)
-0.34**
(0.00)
0.01
(0.81)
-0.01
(0.83)
0.01
(0.77)
0.05
(0.78)
0.23
(0.24)
0.65**
(0.00)
0.04
(0.81)
0.55**
(0.00)
0.66**
(0.00)
0.14
(0.47)
0.07
(0.68)
0.22
(0.22)
-0.15
(0.39)
0.08
(0.64)
-0.11
(0.52)
-0.09
(0.62)
0.45
(0.05)
0.41*
(0.03)
-0.16
0.78**
(0.00)
-0.58**
(0.00)
-0.33**
(0.00)
-0.21**
(0.00)
0.00
(0.93)
-0.07*
(0.03)
0.08
(0.45)
0.23*
(0.04)
0.80**
(0.00)
-0.10
(0.27)
0.24
(0.06)
-0.03
(0.86)
0.21*
(0.02)
0.11
(0.22)
-0.01
(0.89)
0.07
(0.46)
-0.21*
(0.01)
-0.11
(0.21)
0.22
(0.16)
-0.03
(0.81)
-0.04
Portugal
Rumænien
Slovakiet
Slovenien
Spanien
Sverige
UK
N
R^2
Fixed effects medlemsstater
(0.01)
-0.10
(0.23)
-0.01
(0.86)
0.13
(0.10)
0.06
(0.62)
-0.09
(0.24)
-0.11
(0.20)
-0.04
(0.72)
(0.01)
-0.16
(0.18)
-0.11
(0.38)
0.03
(0.81)
0.04
(0.79)
-0.10
(0.39)
-0.10
(0.41)
0.08
(0.59)
(0.00)
-0.05
(0.50)
0.01
(0.86)
0.16*
(0.04)
0.12
(0.30)
-0.11
(0.16)
-0.15
(0.11)
-0.09
(0.43)
(0.33)
-0.00
(0.96)
-0.01
(0.91)
0.11
(0.16)
-0.05
(0.60)
0.06
(0.33)
-0.26**
(0.00)
-0.24**
(0.00)
(0.22)
-0.03
(0.72)
-0.07
(0.41)
0.12
(0.17)
-0.12
(0.15)
0.04
(0.58)
-0.25**
(0.00)
-0.22**
(0.00)
(0.02)
-0.06
(0.41)
-0.04
(0.57)
-0.03
(0.64)
0.09
(0.17)
-0.02
(0.76)
-0.27**
(0.00)
-0.32**
(0.00)
(0.17)
-0.19
(0.23)
0.12
(0.49)
0.04
(0.79)
0.21
(0.47)
-0.16
(0.30)
0.32
(0.08)
0.90**
(0.00)
(0.37)
-0.10
(0.56)
0.32
(0.08)
0.05
(0.80)
0.40
(0.12)
-0.09
(0.62)
0.31
(0.10)
0.85**
(0.00)
(0.60)
0.01
(0.86)
0.22
(0.07)
0.21*
(0.03)
0.37*
(0.04)
-0.13
(0.11)
0.09
(0.52)
0.77**
(0.00)
616
0.77
616
0.77
602
0.79
616
0.60
616
0.62
602
0.61
616
0.48
616
0.61
602
0.56
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
Bilag 7.1: Resultater for OLS-regressionsmodeller for syvende Europa-Parlament, X-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
X
0.47**
(0.00)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
X
0.02
(0.40)
(3)
X
(4)
X
0.47**
(0.00)
0.55**
(0.00)
0.31**
(0.00)
0.18**
(0.00)
-0.01
(0.79)
Indre marked
0.07**
(0.00)
(5)
X
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
-0.15**
(0.00)
-0.00
(0.88)
Kommissær
(7)
X
0.48**
(0.00)
0.29**
(0.00)
0.40**
(0.00)
0.10**
(0.00)
-0.02
(0.32)
0.01
(0.61)
-0.01
(0.63)
0.06
(0.08)
0.02
(0.61)
Regional udvikling
(6)
X
-0.17**
(0.00)
0.02
(0.50)
-0.10**
(0.00)
-0.01
(0.57)
-0.01
(0.75)
0.34**
(0.00)
0.10**
(0.01)
-0.08**
(0.00)
-0.03
(0.19)
ALDE/ADLE
ECR
EPP
GUE-NGL
Greens/EFA
S&D
636
0.54
NEJ
636
0.43
NEJ
492
0.64
NEJ
511
511
0.65
0.50
JA
JA
23
23
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
385
0.71
JA
23
(9)
X
0.34**
(0.00)
0.18**
(0.00)
-0.04
(0.08)
-0.19**
(0.00)
-0.02
(0.20)
-0.03
(0.06)
0.04
(0.25)
0.08*
(0.01)
0.06
(0.08)
-0.56**
(0.00)
-0.14**
(0.00)
0.09*
(0.03)
-0.05**
(0.00)
-0.01
(0.47)
0.04
(0.19)
0.07**
(0.00)
-0.78**
(0.00)
-0.24**
(0.00)
0.01
(0.65)
0.02
(0.63)
-0.05**
(0.00)
-0.01
(0.40)
0.11**
(0.00)
0.03
(0.28)
-0.02
(0.18)
-0.06**
(0.00)
-0.41**
(0.00)
-0.34**
(0.00)
-0.37**
(0.00)
-0.86**
(0.00)
-0.51**
(0.00)
-0.35**
(0.00)
-0.45**
(0.00)
511
0.87
JA
23
511
0.87
JA
23
385
0.92
JA
23
EFD
N
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
(8)
X
Bilag 7.2: Resultater for OLS-regressionsmodeller for syvende Europa-Parlament, Y-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
Y
0.48**
(0.00)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
Y
0.66**
(0.00)
(3)
Y
(4)
Y
0.23**
(0.00)
0.17**
(0.00)
-0.23**
(0.00)
0.93**
(0.00)
0.87**
(0.00)
Indre marked
0.30**
(0.00)
(5)
Y
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
0.25**
(0.00)
0.14*
(0.01)
Kommissær
(7)
Y
-0.04
(0.53)
0.08
(0.11)
-0.29**
(0.00)
0.80**
(0.00)
0.62**
(0.00)
-0.02
(0.74)
0.50**
(0.00)
0.65**
(0.00)
0.17*
(0.04)
Regional udvikling
(6)
Y
0.33**
(0.00)
0.16**
(0.00)
0.09*
(0.01)
-0.03
(0.62)
0.32**
(0.00)
0.08
(0.52)
-0.10
(0.32)
0.24**
(0.00)
0.30**
(0.00)
ALDE/ADLE
ECR
EPP
GUE-NGL
Greens/EFA
S&D
-0.04
(0.12)
-0.01
(0.73)
0.02
(0.76)
-0.23**
(0.00)
1.10**
(0.00)
0.44**
(0.00)
-0.24**
(0.00)
0.47**
(0.00)
EFD
N
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
636
0.32
NEJ
636
0.54
NEJ
492
0.28
NEJ
511
511
0.24
0.50
JA
JA
23
23
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
385
0.24
JA
23
511
0.92
JA
23
(8)
Y
(9)
Y
0.03
(0.55)
0.03
(0.29)
0.12**
(0.00)
0.14**
(0.00)
-0.24**
(0.00)
1.03**
(0.00)
0.44**
(0.00)
-0.23**
(0.00)
0.45**
(0.00)
-0.04
(0.51)
-0.00
(0.86)
0.01
(0.77)
0.09
(0.07)
0.03
(0.51)
-0.01
(0.63)
-0.00
(0.97)
-0.17**
(0.01)
-0.51**
(0.00)
0.93**
(0.00)
0.17
(0.08)
-0.58**
(0.00)
0.25**
(0.00)
-0.24**
(0.00)
511
0.92
JA
23
385
0.91
JA
23
-0.02
(0.47)
0.00
(0.93)
Bilag 7.3: Resultater for OLS-regressionsmodeller for syvende Europa-Parlament, Z-koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(1)
Z
-0.58**
(0.00)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(2)
Z
-0.28**
(0.00)
(3)
Z
(4)
Z
-0.51**
(0.00)
-0.51**
(0.00)
-0.67**
(0.00)
0.03
(0.45)
-0.16**
(0.00)
Indre marked
-0.39**
(0.00)
(5)
Z
EU salience
EU splitelse
Regeringsparti
-0.34**
(0.00)
0.35**
(0.00)
Kommissær
(7)
Z
-0.33**
(0.00)
-0.10*
(0.04)
-0.66**
(0.00)
0.18**
(0.00)
-0.20**
(0.00)
-0.17**
(0.00)
0.17**
(0.00)
0.01
(0.90)
0.16*
(0.04)
Regional udvikling
(6)
Z
-0.19**
(0.00)
0.31**
(0.00)
0.11**
(0.00)
-0.16**
(0.01)
0.13
(0.09)
0.14
(0.26)
0.44**
(0.00)
-0.46**
(0.00)
0.28**
(0.00)
ALDE/ADLE
ECR
EPP
GUE-NGL
Greens/EFA
S&D
636
0.29
NEJ
636
0.37
NEJ
492
0.26
NEJ
511
511
0.44
0.52
JA
JA
23
23
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
385
0.32
JA
23
(9)
Z
0.02
(0.62)
-0.11**
(0.00)
0.16**
(0.00)
0.22**
(0.00)
-0.13**
(0.00)
0.05*
(0.01)
-1.63**
(0.00)
-0.72**
(0.00)
-1.07**
(0.00)
-0.42**
(0.00)
-0.78**
(0.00)
-0.53**
(0.00)
-0.08**
(0.00)
0.05**
(0.01)
0.90**
(0.00)
0.46**
(0.00)
1.30**
(0.00)
0.88**
(0.00)
1.09**
(0.00)
1.56**
(0.00)
-0.01
(0.51)
0.16**
(0.00)
0.08
(0.08)
0.14**
(0.00)
-0.12**
(0.00)
0.02
(0.55)
-1.15**
(0.00)
-0.45**
(0.00)
-0.70**
(0.00)
0.05
(0.59)
-0.35**
(0.00)
-0.03
(0.65)
0.32**
(0.00)
511
0.91
JA
23
511
0.91
JA
23
385
0.94
JA
23
EFD
N
R^2
Fixed Effects - medlemsstater
Antal medlemsstater
(8)
Z
Bilag 7.4: Resultater for OLS-regressionsmodeller for syvende Europaparlament,
koordinat fra WNOMINATE
VARIABLE
Generel V-H
(10)
X
0.55**
(0.00)
Økonomisk V-H
Postmateriel V-H
EU-integration
(11)
X
0.07*
(0.02)
Regional udvikling
EU salience
EU splitelse
Kommissær
Østrig
Belgien
Bulgarien
Tjekkiet
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
-0.15**
(0.00)
-0.00
(0.87)
0.07
(0.33)
0.02
(0.68)
0.02
(0.20)
-0.10*
(0.03)
-0.16**
(0.00)
-0.15**
(0.00)
-0.04
(0.32)
-0.11**
(0.00)
-0.14**
(0.00)
-0.17**
(0.00)
0.02
(0.43)
0.22*
(0.01)
0.13*
(0.04)
0.11**
(0.00)
-0.08
(0.21)
-0.04
(0.17)
0.03
(0.35)
0.21**
(0.00)
-0.04
(0.28)
-0.08
(0.07)
-0.30**
(0.00)
-0.06*
(0.01)
-0.05
(0.06)
0.07
(0.26)
0.03
(0.14)
-0.21**
(0.00)
-0.05
(0.08)
-0.22**
(0.00)
0.02
(0.47)
0.06
(0.08)
0.20*
(0.02)
0.17**
(0.00)
-0.09
(0.09)
0.03
(0.26)
Ungarn
Irland
Italien
Litauen
Holland
Polen
Portugal
Rumænien
(10)
Y
0.48**
(0.00)
0.17**
(0.00)
0.40**
(0.00)
0.10**
(0.00)
-0.02
(0.57)
Indre marked
Regeringsparti
(12)
X
0.30**
(0.00)
-0.01
(0.63)
-0.01
(0.87)
0.34**
(0.00)
0.10
(0.07)
-0.08
(0.05)
-0.03
(0.27)
0.12
(0.17)
0.25*
(0.02)
0.06
(0.42)
-0.06
(0.47)
0.08
(0.30)
-0.11
(0.17)
-0.00
(0.96)
-0.06
(0.46)
-0.29**
(0.00)
0.02
(0.76)
-0.28**
(0.00)
0.02
(0.80)
0.04
(0.59)
-0.05
(0.52)
0.00
(0.99)
-0.15*
(0.04)
0.02
(0.78)
(11)
Y
(12)
Y
(10)
Z
-0.04
(0.56)
-0.51**
(0.00)
-0.29**
(0.00)
0.80**
(0.00)
0.62**
(0.00)
0.25**
(0.00)
0.14*
(0.02)
-0.04
(0.74)
-0.33*
(0.02)
0.20*
(0.03)
-0.06
(0.57)
-0.44**
(0.00)
-0.31
(0.12)
0.32**
(0.00)
-0.10
(0.22)
0.26*
(0.03)
0.33**
(0.00)
0.16**
(0.00)
-0.16
(0.05)
-0.26*
(0.04)
-0.21*
(0.03)
0.09
(0.22)
-0.45**
(0.00)
-0.16
(0.29)
0.19*
(0.02)
-0.02
(0.73)
0.32**
(0.00)
0.03
(0.86)
0.15
(0.07)
0.01
(0.91)
-0.22*
(0.05)
0.32**
(0.00)
0.21
(0.06)
0.07
(0.51)
0.07
(0.77)
0.18**
(0.01)
-0.24*
(0.02)
-0.09
(0.35)
0.24**
(0.00)
0.30**
(0.00)
-0.08
(0.38)
-0.39**
(0.00)
-0.03
(0.66)
0.32**
(0.00)
0.08
(0.58)
-0.10
(0.23)
0.24*
(0.01)
0.30**
(0.00)
0.02
(0.96)
-0.37
(0.35)
0.20
(0.58)
-0.01
(0.98)
-0.24
(0.52)
0.28
(0.45)
0.60
(0.12)
0.21
(0.55)
0.24
(0.53)
-0.11
(0.75)
0.23
(0.60)
0.25
(0.52)
0.09
(0.79)
-0.28
(0.44)
0.12
(0.74)
0.16
(0.66)
0.18
(0.62)
(11)
Z
(12)
Z
-0.33**
(0.00)
-0.66**
(0.00)
0.18**
(0.00)
-0.20**
(0.00)
-0.34**
(0.00)
0.35**
(0.00)
0.03
(0.66)
0.10
(0.29)
-0.19
(0.15)
-0.13
(0.12)
-0.17
(0.17)
0.29**
(0.00)
-0.04
(0.49)
-0.06
(0.32)
0.17
(0.10)
-0.19**
(0.00)
0.31**
(0.00)
-0.24**
(0.00)
-0.08
(0.38)
-0.47**
(0.00)
-0.13
(0.09)
-0.29**
(0.01)
0.10
(0.22)
-0.39**
(0.00)
-0.17**
(0.00)
0.09
(0.35)
-0.35**
(0.00)
0.23**
(0.00)
0.01
(0.97)
-0.28**
(0.00)
0.18**
(0.00)
0.32**
(0.01)
-0.07
(0.53)
-0.39**
(0.00)
0.14
(0.06)
-0.23
(0.13)
-0.40**
(0.00)
-0.04
(0.49)
0.23*
(0.04)
-0.24**
(0.01)
-0.16*
(0.02)
0.13
(0.10)
0.14
(0.37)
0.44**
(0.00)
-0.46**
(0.00)
0.28**
(0.00)
-0.03
(0.92)
0.16
(0.59)
-0.26
(0.38)
-0.14
(0.62)
-0.15
(0.63)
0.22
(0.44)
-0.18
(0.53)
0.00
(1.00)
-0.01
(0.98)
-0.06
(0.83)
-0.74*
(0.01)
0.20
(0.54)
-0.05
(0.89)
-0.47
(0.11)
0.25
(0.35)
0.24
(0.38)
-0.36
(0.21)
Slovakiet
Slovenien
Spanien
Sverige
Storbritannien
Estonien
N
R^2
Fixed effects medlemsstater
-0.08*
(0.03)
-0.15**
(0.00)
-0.16**
(0.00)
-0.14**
(0.01)
-0.02
(0.37)
-0.07
(0.17)
0.04
(0.38)
0.00
(1.00)
-0.06*
(0.02)
-0.07
(0.32)
0.01
(0.87)
0.04
(0.50)
-0.00
(0.96)
-0.01
(0.88)
0.10
(0.16)
-0.03
(0.71)
0.11
(0.15)
0.45**
(0.00)
0.44
(0.13)
0.41**
(0.00)
-0.40**
(0.00)
-0.50**
(0.00)
0.06
(0.85)
0.28
(0.17)
0.42**
(0.00)
0.40**
(0.00)
-0.27**
(0.01)
-0.14*
(0.01)
0.11
(0.72)
0.59
(0.11)
0.71
(0.14)
-0.07
(0.84)
-0.10
(0.78)
-0.34
(0.35)
0.07
(0.44)
-0.46**
(0.00)
0.08**
(0.01)
-0.17
(0.10)
-0.45**
(0.00)
0.08
(0.71)
-0.14*
(0.03)
-0.62**
(0.00)
-0.01
(0.78)
-0.26**
(0.00)
-0.35**
(0.00)
-0.04
(0.84)
0.07
(0.80)
-0.49
(0.14)
0.16
(0.54)
-0.22
(0.43)
-0.38
(0.18)
511
0.71
511
0.58
385
0.77
511
0.62
511
0.75
385
0.62
511
0.54
511
0.61
385
0.49
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
NEJ
Robuste p-værdier in parentes, ** p<0.01, * p<0.05
-
Bilag 8: Databehandling, data og syntaksfiler
Vi har i udarbejdelsen af specialet primært foretaget databehandling i STATA
(13.1 til Windows)
Til NOMINATE har vi dog brugt W-NOMINATE-pakken i R 0.98.501.
Med specialet følger en datamappe med anvendt data og syntaksfiler.
(3,27 Gb i alt)
Dette er et overblik over dennes indhold:
/Data indeholder:
-
-
-
/EP5
-
/EP6
-
/EP7
-
.do-fil til EP5-datasættet i STATA,
.dta-fil med stemmedata for EP5
.dta-fil med specifik data for MEP’erne i EP5
.dta-fil med specifik data for afstemningerne i EP5
/Hix Rådata – stemmedata downloadet fra Simon Hix
/Analyse_NOMINATE
- .do-fil til analyse af NOMINATE-koordinater fra R
- .dta-fil med NOMINATE-koordinater fra R og
regressionsvariable
- .do-fil med forudsætningstest
- /Merge
- Baggrundsvariable til analysen af NOMINATEkoordinaterne (CHES-data og ParlGov-data)
.do-fil til EP6-datasættet i STATA,
.dta-fil med stemmedata for EP6
.dta-fil med specifik data for MEP’erne i EP6
.dta-fil med specifik data for afstemningerne i EP6
/Hix Rådata – stemmedata downloadet fra Simon Hix
/Analyse_NOMINATE
- .do-fil til analyse af NOMINATE-koordinater fra R
- .dta-fil med NOMINATE-koordinater fra R og
regressionsvariable
- .do-fil med forudsætningstest
- /Merge
- Baggrundsvariable til analysen af NOMINATEkoordinaterne (CHES-data og ParlGov-data)
.do-fil til EP7-datasættet i STATA,
.dta-fil med stemmedata for EP7
-
-
-
-
.dta-fil med specifik data for MEP’erne i EP7
.dta-fil med specifik data for afstemningerne i EP7
/Votewatch-træk – rådata fra votewatch
/Analyse_NOMINATE
- .do-fil til analyse af NOMINATE-koordinater fra R
- .dta-fil med NOMINATE-koordinater fra R og
regressionsvariable
- .do-fil med forudsætningstest
- /Merge
- Baggrundsvariable til analysen af NOMINATEkoordinaterne
/Merge
- CHES-data fra 2002, 2006 og 2010, kodet til vores parti-ID’er
- ParGov-data, kodet til vores parti-ID’er
/NOMINATE
- Indeholder R-scripts anvendt til NOMINATE-analysen for hhv.
femte, sjette og syvende Europa-Parlament.
- /Input
o Indeholder CSV-filerne med roll-call-data, formateret så de
kan læses af NOMINATE.
/Stemmedisciplin
- .do-fil til udregning af Relative Cohesion Score
- .dta-fil med afstemningsdata for lande og EP-grupper for
alle de tre Europa-Parlamenter