Kalvehalerillette

Førtidspension, inklusion og medborgerskab
Ph.d. projekt
Iben Nørup
Jeg er lige påbegyndt min ph.d. for en måned siden, hvorfor dette paper ikke er særlig konkret, men
kun repræsenterer min overordnede ide.
I januar 2009 modtog lidt over 7 % af alle borgere i den arbejdsdygtige alder (18-64) førtidspension,
hvilket i faktiske tal svarer til knap en 250.000 personer. Antallet af førtidspensionister har været
stort set stabilt gennem de sidste 20 år, dog har antallet de seneste år været let stigende. I 2009 fik
17.075 personer tilkendt førtidspension, hvilket svarer til at der i gennemsnit gik 46 personer på
førtidspension hver dag i løbet af 2009. Der er altså tale om, at en forholdsvis stor andel af
befolkningen i den arbejdsdygtige alder hvert år forlader arbejdsmarkedet permanent.
Netop med udgangspunkt i et ønske om at reducere antallet af personer, der hvert år forlader
arbejdsmarkedet som følge af en tidlig pensionering, blev førtidspensionsordningen reformeret i
2003. Målet med reformen var at reducere tilgangen til førtidspension ved at styrke fastholdelsen af
de grupper, der ellers ville være i risiko at blive permanent ekskluderet fra arbejdsmarkedet
kombineret med en skærpelse af kravene i forbindelse med en tilkendelse af førtidspensioner.
Ligeledes ønskede man at sikre en ensartethed i sagsbehandlingen af førtidspensionssager, og på den
måde også højne borgerens retssikkerhed og gøre sagsbehandlingen mere gennemskuelig og
veldokumenteret. Dette var bl.a. argumentet for at indføre arbejdsevnekriteriet1 i forbindelse med
tildelingen af førtidspensioner (Beskæftigelsesministeriet).
Meget tyder dog på at reformen ikke har haft den tilsigtede virkning i forhold til at reducere tilgangen
til førtidspension, da tilgangen til ordningen som beskrevet indledningsvis har været meget stabil over
de seneste 20 år. Det, der derimod ser ud til at være i ændring, er sammensætningen af gruppen
førtidspensionister, når man kigger på diagnosetype og aldersfordeling. Særligt har der igennem de
senere år, været en stigning i andelen af yngre personer, som tildeles førtidspension pga. psykiske
lidelser (Ankestyrelsen, 2008).
1
Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet, til at kunne udføre
forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver, så man er i stand til at forsørge sig selv enten helt eller delvist.
Hvis arbejdsevnen er varigt nedsat i et sådant omfang, at man ikke kan forsørge sig selv, kan man få tilkendt
førtidspension. Man kan ikke få tilkendt førtidspension, hvis man fx kan varetage et fleksjob.
1
Den manglende synlige effekt af førtidspensionsreformen fra 2003, har dog ikke resulteret i, at man
politisk har fjernet fokus fra førtidspensionen eller opgivet at reducere antallet af nye tilkendelser.
Snarere tværtimod. Gennem de seneste år har førtidspensionsordningen været til debat og
spørgsmålet omkring, hvorvidt det er hensigtsmæssigt økonomisk såvel som menneskeligt permanent
at ”parkere” mennesker i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse, er blevet rejst fra flere
forskellige fronter. Denne debat er yderligere blevet ansporet af, at antallet af helt unge og psykisk
syge, der tildeles førtidspension synes at være kraftigt stigende. Ydermere peger en undersøgelse fra
AKF på, at der er meget store forskelle i måden, hvorpå kommunerne tildeler førtidspension på og
ikke mindst hvilke kriterier, der ligger til grund for afgørelsen og at indførelsen af arbejdsevnekriteriet
altså ikke har ledt til den ønskede ensartethed og gennemskuelighed (Kolodziejczyk m.fl.2010). Det
tyder altså på, at der er forskellige kommunale reaktionsmønstre og handlemåder i forhold til denne
gruppe af borgere, hvilket fører til store forskelle i forhold til, hvordan i praksis i kommunerne
administrerer og definerer den livssituation førtidspensionisterne og de personer, som ansøger om
førtidspension, står i.
Debatten omkring førtidspensionsordningen har indtil videre mundet ud i, at der er blevet rejst
forskellige forslag til, hvordan man løser ”førtidspensionsproblemet”. Senest har regeringen i
december 2010 fremsat et samlet udspil til en reform af førtidspensionen. Udspillet går i overordnede
træk ud på, at førtidspensionsordningen ændres, så førtidspension som udgangspunkt fremover kun
kan tildeles personer over 40 år i modsætning til den nuværende ordning, hvor førtidspension kan
tildeles alle personer i den arbejdsdygtige alder. I stedet for førtidspension, skal unge under 40 år
tilbydes såkaldte 5-årige udviklingsforløb. Kun unge, hvor det ”er helt åbenbart, at de aldrig kan få
mulighed for at varetage et job”, skal kunne tildeles førtidspension. Udviklingsforløbene til unge er i
udspillet en del af 16 initiativer, der skal fungere som forebyggende indsats i forhold til at fastholde
målgruppen på arbejdsmarkedet frem for pension (Regeringen 2010).
Der synes i den politiske debat at være en forholdsvis bred konsensus om, at det som udgangspunkt
er et problem, yngre mennesker tildeles førtidspension og dermed står permanent udenfor
arbejdsstyrken. Dette fremhæves både med udgangspunkt i et argument om, at unge mennesker ikke
skal ”parkeres” på førtidspension og i forbindelse med forventningerne om en fremtidig mangel på
arbejdskraft, og dermed et behov for at så mange som muligt står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det fremhæves at mange førtidspensionister kan og for en dels vedkommende også vil arbejde, og
dermed også implicit at en hvis, dog ukendt, andel af førtidspensionisterne også i større eller mindre
omfang burde stå til rådighed for arbejdsmarkedet i stedet for at være på permanent offentlig
forsørgelse. Det argumenteres altså i store træk, at det både af hensyn til samfundsøkonomien og i
særdeleshed af hensyn til de berørte menneskers generelle livskvalitet er nødvendigt i hvert fald at
2
minimere antallet af yngre mennesker, som førtidspensioneres. Særligt fokus er der på de yngre
førtidspensionister, som har fået tildelt pension pga. psykiske lidelser. Denne gruppe fremhæves ofte
som et eksempel på en gruppe af borgere som både pga. alderen og funktionsnedsættelsens karakter,
ikke permanent bør ekskluderes fra arbejdsmarkedet. Dette kan synes paradokssalt, da en tidligere
SFI undersøgelse har peget på, at det i høj grad er personer med fysiske funktionsnedsættelser, som
oplever, at deres tilstand og dermed også arbejdsmarkedspotentiale forbedres over tid (Larsen m.fl.,
2009), men samtidig har mange af de psykiske lidelser, der tildeles førtidspension, på baggrund både
teoretisk og i praksis en hvis helbredelsesprocent (Birket-Smith & Eplov, 2007). Spørgsmålet er
naturligvis, i hvor høj grad de psykisk syge, der oplever bedring eller helbredelse, også er dem, der har
fået tildelt førtidspension, og i hvor høj grad bedringen er betinget af pensioneringen.
Spørgsmålet om, hvad alternativet for gruppen af yngre potentielle førtidspensionister er, såfremt
førtidspension ikke længere er en mulighed, synes der ikke at være noget entydigt svar på i den
politiske debat. Der er ikke nogen klar dokumentation for, hvorvidt gruppen af førtidspensionister
faktisk udgør en glemt, men potentiel arbejdskraft, eller om pensionen faktisk tildeles personer, som
stort set ingen muligheder har for at træde ind på arbejdsmarkedet. Det foreslåede politiktiltag om en
reform af førtidspensionen siger således først og fremmest noget om, hvordan man politisk betragter
disse personer, der ikke umiddelbart er i stand til at deltage på arbejdsmarkedet, mere end det
afspejler en løsning på et dokumenteret problem i tildelingen af førtidspension. Når det foreslås at
muligheden for tildeling af førtidspension til yngre mennesker drastisk reduceres, med henvisning til
at yngre mennesker dels burde kunne deltage på arbejdsmarkedet, og dels at det er synd for
førtidspensionisterne at de står udenfor arbejdsmarkedet, uden at man faktisk ved noget om faktuelt
om problemstillingen, må forslaget først og fremmest ses som en normativ tilkendegivelse af at
førtidspensionisterne burde deltage på arbejdsmarkedet og at deres livskvalitet må være forringet af,
at de ikke gør det.
Generelt er der ikke meget viden omkring førtidspensionisterne. Når emnet er undersøgt, er det
oftere med fokus på førtidspensionen som ordning, mere end det er med fokus på
førtidspensionisterne, der bruger ordningen.
Man ved forholdsvist lidt om, hvem førtidspensionisterne er, ligesom man heller ikke ved ret meget
om, ret meget om, hvad der sker med førtidspensionisterne efter tildelingen af pensionen, i forhold til
hvordan førtidspensionisternes generelle situation ændres over tid. Noget kunne tyde på, at
førtidspensionisters situation ikke er statisk (Larsen m.fl.,2009), men der er ikke klarhed over, hvem
der mere præcist oplever henholdsvis en forbedring og en forværring, og hvorfor dette sker. Ligeledes
ved man heller ikke ret meget om hvilke førtidspensionister der tilkendes job med løntilskud til
3
førtidspensionister (skånejob) og hvad der kendetegner de førtidspensionister, som faktisk arbejder, i
hvert fald nogle få timer ugentligt, ved siden af pensionen. Det man primært ved noget om, er meget
overordnede beskrivelser, såsom alders- og kønssammensætning og den antalsmæssige fordeling og
udvikling i forhold til hvilke diagnosetyper førtidspensionen tildeles på baggrund af
(Arbejdsmarkedskommissionen, 2009, Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og
Finansministeriet, 2007).
Ligeledes kendes den faktiske betydning af førtidspensioneringen for førtidspensionisternes generelle
livssituation, livskvalitet og inklusion i og tilhørsforhold til samfundet ikke. Man ved ikke meget om,
hvilken påvirkning, det at blive førtidspensioneret, har, på den enkelte, og man ved derfor heller ikke,
om førtidspensionisterne selv oplever sig som ”parkerede” eller ”stående på perronen, mens toget
kører forbi”, eller om førtidspensionen omvendt har en overvejende positiv betydningen for den
enkeltes liv. Da det ikke systematisk er undersøgt i dansk sammenhæng, kan det, til trods for det
generelle billede af førtidspensionister, ikke udelukkes, at førtidspensionen netop får en positiv
indflydelse på den pensioneredes generelle tilværelse og inklusion i samfundet, også selvom den
medfører en permanent eksklusion fra arbejdsmarkedet.
Samtidig er man i en situation, hvor man allerede har reformeret førtidspensionsordningen en gang i
løbet af en relativt kort tidsramme, uden tilsyneladende at opnå nogen tydeligt målbar effekt i forhold
til antallet af nye førtidspensionister. Hvad man derimod ikke ved meget om, er hvorvidt reformen
har påvirket både hvem der tildeles førtidspension og ikke mindst førtidspensionisternes generelle
livssituation, herunder både deres generelle inklusion i samfundet og det mulige
arbejdsmarkedsperspektiv eller -potentiale, der ligger hos gruppen. Spørgsmålet er, i forhold til
sidstnævnte, om ændringerne i måden førtidspensionen tildeles på, herunder anvendelsen af
arbejdsevnekriteriet, har haft betydning for, hvem og på baggrund af hvilke diagnoser der tildeles
førtidspension. Og at sammensætningen i gruppen af førtidspensionister som følge heraf er ændret i
en sådan grad, at også holdningerne til og mulighederne for en mulig geninklusion i større eller
mindre omfang på arbejdsmarkedet på sigt, også er ændret, og ligeså i forhold til muligheden for at
varetage job med løntilskud til førtidspensionister. Det forekommer ikke usandsynligt, at en ændring i
sammensætningen af gruppen af førtidspensionister eksempelvis i forhold til diagnose(r), alder,
sociale forhold mv. også vil medføre både ændrede muligheder for en helbredsmæssig forbedring
over tid og ikke mindst ændringer i både den måde førtidspensionisterne ser på sig selv og den måde
samfundet ser på førtidspensionisterne, både når det handler om fremtidsudsigter i forhold til
arbejdsmarkedet og generel social inklusion i samfundet.
4
Spørgsmålet om, hvorvidt en permanent eksklusion fra arbejdsmarkedet også medfører en eksklusion
fra samfundet i det hele taget og en generel socialmarginalisering, findes der ikke meget
forskningsbaseret viden om (Clement i Andersen og Jensen, 2001, Clement, 2000). Alligevel synes der
i den nuværende debat, være enighed om, at førtidspensionering ikke kun medfører en eksklusion fra
arbejdsmarkedet, men en generel forringelse af den pensioneres tilværelse. Ikke alene er det
problematisk, at debatten baseres på et billede af førtidspensionisterne, som ikke nødvendigvis er
repræsentativt for virkelighedens førtidspensionister. Billedet af førtidspensionisterne som enten
generelt samfundsmæssigt marginaliserede som følge af arbejdsmarkedseksklusionen eller som en
arbejdskraft, der egentlig i et vist omfang burde bidrage på arbejdsmarkedet, kan i værste fald være
med til at øge den faktiske marginalisering, fordi det forstærker både samfundets generelle opfattelse
af førtidspensionisterne og førtidspensionisternes egen opfattelse af dem selv, som nogen, der står
uden for, med mindre de kan deltage på arbejdsmarkedet.
Tilknytningen til arbejdsmarkedet bliver således generelt fremstillet som en afgørende faktor
livskvalitet og livsværdi, og dermed kan debatten omkring førtidspensionen også indirekte signalere,
at en person, der er marginaliseret på arbejdsmarkedet ikke i samfundets øjne har så stor værdi eller
kvalitet, som en der fuldt ud deltager på arbejdsmarkedet. Man kan diskutere, om ikke netop
interessen for førtidspensionisterne og debatten om førtidspensionen ikke netop er et symptom på
dette. Interessen for førtidspensionisterne og det evt. forkerte i at ”parkere” yngre mennesker på
førtidspension opstod netop først, da man pga. frygten for en fremtidig mangel på arbejdskraft,
begyndte at betragte førtidspensionisterne som en potentiel arbejdskraftressource. Det var altså først
i det øjeblik, førtidspensionisterne fik en potentiel værdi i forhold til arbejdsmarkedet, at det blev
aktuelt at diskutere gruppens situation og livskvalitet. Dermed er medborgerskabsperspektivet rejst
som en fortolkningsramme omkring problematikken med førtidspensionisterne.
Undersøgelsesspørgsmål
Førtidspensionen og førtidspensionisterne er i øjeblikket et ganske debatteret emne i dansk politik.
Men den faktiske viden omkring førtidspensionisterne er ganske begrænset. Dette er et paradoks.
Hvis det skal give mening at diskutere en eventuel arbejdsmarkedsintegration af grupper, der i dag
står udenfor arbejdsmarkedet, er det nødvendigt at undersøge, dels hvilket
arbejdsmarkedsperspektiv og hvilke arbejdsmarkedspotentialer, disse mennesker reelt har, og dels
hvad det faktisk betyder for disse personers tilværelse, generelle livskvalitet samt tilknytningen til og
inklusion i samfundet som helhed, at de er ekskluderede på arbejdsmarkedet.
5
Er arbejdsmarkedsperspektiv og arbejdsmarkedspotentiale hos denne gruppe forsvindende lille, er
det næppe integration af førtidspensionister på arbejdsmarkedet, der kommer til at være et
afgørende bidrag i forhold til at sikre den fremtidige arbejdsstyrkes størrelse. Er der omvendt et
arbejdsmarkedspotentiale blandt en del af førtidspensionisterne, er det nødvendigt at vide noget
mere præcist om gruppen, hvis en arbejdsmarkedsintegration skal kunne lade sig realisere.
Samtidig er det også nødvendigt at vide noget om, hvad eksklusionen fra arbejdsmarkedet betyder for
de pensioneredes tilværelse, livskvalitet og inklusion i samfundet. Bidrager pensioneringen til en øget
livskvalitet, en forbedret tilværelse og/eller en større samfundsmæssig inklusion, af en formentlig
udsat gruppe af borgere, skal dette perspektiv også medtages, når man diskuterer muligheden for en
inklusion på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er, hvor stor en gruppe af førtidspensionister, der skal
kunne forventes at blive reelt inkluderede på arbejdsmarkedet, før man kan forsvare eksempelvis at
fjerne eller stærkt begrænse en ordning, der måske generelt har forbedret tilværelsen for gruppen
som helhed, og måske netop er en forudsætning for at denne gruppe af personer faktisk har eller får
et arbejdsmarkedsperspektiv.
Omvendt er det også problematisk, hvis arbejdsmarkedseksklusionen faktisk medfører en generel
marginalisering i samfundet. Særligt hvis arbejdsmarkedspotentialet og arbejdsmarkedsperspektivet
hos gruppen af førtidspensionister ikke er tilstede. For hvordan håndterer vi som samfund så den
problemstilling, at arbejdsmarkedsinklusion ikke er en mulighed samtidig med, at
arbejdsmarkedseksklusion medfører eller forstærker en generelt marginalisering i samfundet?
Sidst men ikke mindst og med udgangspunkt i førtidspensionsreformen fra 2003, rejses også
spørgsmålet om, hvad skærpende, sociale reformer rettet mod en, formodentligt, udsat eller svag
gruppe af borgere i samfundet betyder for denne gruppe af borgeres tilknytningen og inklusion i
samfundet generelt samt mere specifikt også for graden af marginalisering i forhold til
arbejdsmarkedet.
Jeg ønsker altså at afdække dels, hvad der kendetegner gruppen af førtidspensionister i forhold til
en række socio-økonomiske og sociale forhold som uddannelse, alder, bopæl, familieforhold,
tidligere arbejdsmarkedstilknytning, tidligere forsørgelsesgrundlag, sygdomsdiagnose mv. og
hvordan gruppen af førtidspensionister har ændret sig over tid fra før 2003 til nu. Og dels at
undersøge, hvad en permanent eksklusion fra arbejdsmarkedet betyder for såvel
arbejdsmarkedsperspektiv og arbejdsmarkedspotentiale som for livskvalitet, socialinklusion og
medborgerskab, ligesom det ønskes undersøgt, om der er sket ændring i disse forhold siden man
sidst reformerede førtidspensionsordningen i 2003.
6
Projektets sigte er empirisk, men jeg forestiller mig også, at undersøgelsen vil kunne bidrage til en
mere generel forståelse af sammenhængen mellem arbejdsmarkedstilknytning, medborgerskab og
marginalisering i samfundet. I en større kontekst, er det altså spørgsmålet om, hvorvidt tab af
arbejdsmarkedstilknytning også medfører tab af medborgerskab og som følge heraf marginalisering,
og om graden af arbejdsmarkedspotentiale og arbejdsmarkedsperspektiv hos de personer, der er
ekskluderet fra arbejdsmarkedet, har betydning i forhold til en eventuel marginaliseringsgrad.
Teoretisk ramme
Dette projekt handler om, hvad det betyder at være permanent ekskluderet fra arbejdsmarkedet
både i forhold til socialintegration i samfundet, medborgerskab og samfundsmæssig marginalisering
samt i forhold til hvordan eksklusionen fra arbejdsmarkedet påvirker arbejdsmarkedsperspektiv og
arbejdsmarkedspotentialet hos en antageligvis udsat gruppe af borgere, nemlig førtidspensionisterne.
Projektet ligger således overordnet et buttom-up perspektiv på problemstillingen, idet projektets
fokus ligger på førtidspensionisterne, deres perspektiver, kendetegn og betydningen af
førtidspensionsordningen for deres tilværelse. Dermed ligger fokus ikke på den måde det
omkringliggende samfund opfatter førtidspensionisterne, men på hvordan førtidspensionisterne
oplever dem selv og deres situation. Projektet er således ikke en diskursiv analyser af, hvordan
førtidspensionisterne italesættes og hvordan samfundet betragter dem set i forhold til
medborgerskab, inklusion mv. men derimod en undersøgelse af hvordan førtidspensionisterne selv
oplever, at eksklusionen fra arbejdsmarkedet påvirker deres livssituation, inklusion i samfundet,
marginaliseringsgrad og medborgerskab.
Den teoretiske ramme for projektet er dels teori og litteratur omkring medborgerskab og
socialmarginalisering og –inklusion med udgangspunkt i T.H. Marshalls medborgerskabsbegreb, og
dels arbejdsmarkedsteori med fokus på mekanismer og årsager i forbindelse med
arbejdsmarkedsinklusion og arbejdsmarkedseksklusion. Projektet skrives således ind i en teoretisk
ramme, der tager sit udgangspunkt i Marshalls forståelse af medborgerskab som både socialt, civilt og
politisk medborgerskab og som senere er taget op af Esping-Andersen og koblet til forskellige
velfærdsstatsmodeller (Esping-Andersen, 1990a, Esping-Andersen 2006b). Ligeledes vil den teoretiske
ramme for projektet også inkludere Devlin & Pothier’s Critical Disability Theory og herunder deres discitenzenship begreb (Devlin & Pothier, 2006a, Devlin & Pothier 2006b).
Projektets design og metode
Jeg forventer, at projektets design, vil være et kombineret design, hvor den første halvdel af projektet
vil være kvantitativt baseret og bestå af en longitudinal, statistik analyse på baggrund af henholdsvis
7
registerdata fra Danmarks Statistik og evt. DREAM databasen, samt survey data, fra den
spørgeskemaundersøgelse CCWS gennemførte i henholdsvis 1999 og 2006 om arbejde og
tilbagetrækning. Dels ønsker jeg at lave forløbsanalyse på baggrund af registerdataene med henblik
på at afdække hvor stor en andel af førtidspensionisterne, der bliver re-inkluderet på
arbejdsmarkedet, samt forsørgelsesgrundlag forud for pensioneringen. Derudover vil registerdataene
blive anvendt til at afdække demografiske forhold som alderssammensætning, bopæl mv.
Surveydataene vil blive anvendt til dels at afdække en række sociale forhold, såsom familie- og
helbredsmæssige forhold, mere detaljerede beskrivelser af tidligere arbejdsmarkedstilknytning,
jobfunktioner, uddannelse mv., samt årsager til pensioneringen. Spørgeskemaet indeholder ligeledes
en række spørgsmål som i et vist omfang kan benyttes til at undersøge pensioneringens betydning for
den enkelte på en række områder, ligesom det kan benyttes til i et vist omfang at give et billede af
graden af den faktiske sociale marginalisering blandt gruppen af førtidspensionister. Der er tale om et
meget stort statistisk datamateriale, og jeg har endnu ikke fuldt overblik over præcist hvilke dele af
det, der vil være mest relevant for min undersøgelse, ligesom jeg heller ikke p.t. har det fulde overblik
over, hvilken viden jeg kan hente i dataene. Dette gælder særligt i forhold til spørgeskemaet.
Projektets anden del vil bestå af en kvalitativ interviewundersøgelse af problemstillingen.
Interviewundersøgelsen vil blive foretaget blandt førtidspensionister, og har til formål at give en
dybdegående besvarelse af, hvad førtidspensioneringen betyder, for henholdsvis
arbejdsmarkedspotentiale og –perspektiv, samt i forhold til førtidspensionisternes oplevelse af
medborgerskab, inklusion og marginalisering i samfundet. Denne del af undersøgelsen vil i
modsætning til den statistiske del ikke have et longitudinalt design, men vil derimod være bygget op
som en caseanalyse, uden den tidsdimension, der ligger i en den kvantitative del af undersøgelsen.
Formålet med denne del af undersøgelsen vil ikke være at identificere en udvikling over tid, men
derimod at kunne give en dybdegående og kvalitativ beskrivelse og analyse af problemstillingen.
Jeg forestiller mig, at de to undersøgelsesdele vil komme til at udgøre to omtrent lige store dele af
undersøgelsen.
8
Litteratur
Ankestyrelsen, 2008, Årstatistik 2008
Ankestyrelsen, 2009, Årstatistik 2009
Arbejdsmarkedskommissionen, 2009, Velfærd kræver arbejde, Schultz Distribution, Albertslund
Birket-Smith & Eplov, 2007, Psykiske lidelser og førtidspension, Psykiatrisk Selskab
Clement, S. L. 1999, Den danske forskning om førtidspensionister og medborgerskab, CCWS,
Working Paper, Aalborg Universitet
Clement, S. L. 2001, i Andersen og Jensen: Marginalisering og velfærd, Aalborg Universitetsforlag
Devlin, R. & Pothier, D. 2006a: Critical Disability Theory: Essays in Philosophy, Politics, Policy and
Law, UBC Press, Toronto
Devlin, R. & Pothier, D. 2006b: Dis-citizenship i Law Commission of Canada (ed.), Law and
Citizenship, UBC Press, Toronto, Pp. 144-175.
Esping-Andersen, G. 1990a: The three worlds of welfare capitalism, Polity Press, Cambridge
Esping-Andersen, G. 1990b: The three political economies of the welfare state, International Journal of
Sociology, Vol. 20 iss.3 Pp. 92 – 123
Kolodziejczyk m.fl.2010, Kommunernes tilkendelse af førtidspension og visitering til fleksjob, AKF
Working Paper, AKF, København
Larsen, B. m.fl., 2009, Personer med handicap. Helbred, beskæftigelse og førtidspension 1995-2008,
SFI
Marshall, T.H., 2003, Medborgerskab og social klasse, Hans Reitzels Forlag, København
Regeringen 2010, Forebyggelse, fleksibilitet og rummelighed, Reform af førtidspension og fleksjob
Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, 2007, Redegørelse om udviklingen
på førtidspensionsområdet og det rummelige arbejdsmarked
9