Kalvehalerillette
Førtidspension, inklusion og medborgerskab Ph.d. projekt Iben Nørup Jeg er lige påbegyndt min ph.d. for en måned siden, hvorfor dette paper ikke er særlig konkret, men kun repræsenterer min overordnede ide. I januar 2009 modtog lidt over 7 % af alle borgere i den arbejdsdygtige alder (18-64) førtidspension, hvilket i faktiske tal svarer til knap en 250.000 personer. Antallet af førtidspensionister har været stort set stabilt gennem de sidste 20 år, dog har antallet de seneste år været let stigende. I 2009 fik 17.075 personer tilkendt førtidspension, hvilket svarer til at der i gennemsnit gik 46 personer på førtidspension hver dag i løbet af 2009. Der er altså tale om, at en forholdsvis stor andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder hvert år forlader arbejdsmarkedet permanent. Netop med udgangspunkt i et ønske om at reducere antallet af personer, der hvert år forlader arbejdsmarkedet som følge af en tidlig pensionering, blev førtidspensionsordningen reformeret i 2003. Målet med reformen var at reducere tilgangen til førtidspension ved at styrke fastholdelsen af de grupper, der ellers ville være i risiko at blive permanent ekskluderet fra arbejdsmarkedet kombineret med en skærpelse af kravene i forbindelse med en tilkendelse af førtidspensioner. Ligeledes ønskede man at sikre en ensartethed i sagsbehandlingen af førtidspensionssager, og på den måde også højne borgerens retssikkerhed og gøre sagsbehandlingen mere gennemskuelig og veldokumenteret. Dette var bl.a. argumentet for at indføre arbejdsevnekriteriet1 i forbindelse med tildelingen af førtidspensioner (Beskæftigelsesministeriet). Meget tyder dog på at reformen ikke har haft den tilsigtede virkning i forhold til at reducere tilgangen til førtidspension, da tilgangen til ordningen som beskrevet indledningsvis har været meget stabil over de seneste 20 år. Det, der derimod ser ud til at være i ændring, er sammensætningen af gruppen førtidspensionister, når man kigger på diagnosetype og aldersfordeling. Særligt har der igennem de senere år, været en stigning i andelen af yngre personer, som tildeles førtidspension pga. psykiske lidelser (Ankestyrelsen, 2008). 1 Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet, til at kunne udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver, så man er i stand til at forsørge sig selv enten helt eller delvist. Hvis arbejdsevnen er varigt nedsat i et sådant omfang, at man ikke kan forsørge sig selv, kan man få tilkendt førtidspension. Man kan ikke få tilkendt førtidspension, hvis man fx kan varetage et fleksjob. 1 Den manglende synlige effekt af førtidspensionsreformen fra 2003, har dog ikke resulteret i, at man politisk har fjernet fokus fra førtidspensionen eller opgivet at reducere antallet af nye tilkendelser. Snarere tværtimod. Gennem de seneste år har førtidspensionsordningen været til debat og spørgsmålet omkring, hvorvidt det er hensigtsmæssigt økonomisk såvel som menneskeligt permanent at ”parkere” mennesker i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse, er blevet rejst fra flere forskellige fronter. Denne debat er yderligere blevet ansporet af, at antallet af helt unge og psykisk syge, der tildeles førtidspension synes at være kraftigt stigende. Ydermere peger en undersøgelse fra AKF på, at der er meget store forskelle i måden, hvorpå kommunerne tildeler førtidspension på og ikke mindst hvilke kriterier, der ligger til grund for afgørelsen og at indførelsen af arbejdsevnekriteriet altså ikke har ledt til den ønskede ensartethed og gennemskuelighed (Kolodziejczyk m.fl.2010). Det tyder altså på, at der er forskellige kommunale reaktionsmønstre og handlemåder i forhold til denne gruppe af borgere, hvilket fører til store forskelle i forhold til, hvordan i praksis i kommunerne administrerer og definerer den livssituation førtidspensionisterne og de personer, som ansøger om førtidspension, står i. Debatten omkring førtidspensionsordningen har indtil videre mundet ud i, at der er blevet rejst forskellige forslag til, hvordan man løser ”førtidspensionsproblemet”. Senest har regeringen i december 2010 fremsat et samlet udspil til en reform af førtidspensionen. Udspillet går i overordnede træk ud på, at førtidspensionsordningen ændres, så førtidspension som udgangspunkt fremover kun kan tildeles personer over 40 år i modsætning til den nuværende ordning, hvor førtidspension kan tildeles alle personer i den arbejdsdygtige alder. I stedet for førtidspension, skal unge under 40 år tilbydes såkaldte 5-årige udviklingsforløb. Kun unge, hvor det ”er helt åbenbart, at de aldrig kan få mulighed for at varetage et job”, skal kunne tildeles førtidspension. Udviklingsforløbene til unge er i udspillet en del af 16 initiativer, der skal fungere som forebyggende indsats i forhold til at fastholde målgruppen på arbejdsmarkedet frem for pension (Regeringen 2010). Der synes i den politiske debat at være en forholdsvis bred konsensus om, at det som udgangspunkt er et problem, yngre mennesker tildeles førtidspension og dermed står permanent udenfor arbejdsstyrken. Dette fremhæves både med udgangspunkt i et argument om, at unge mennesker ikke skal ”parkeres” på førtidspension og i forbindelse med forventningerne om en fremtidig mangel på arbejdskraft, og dermed et behov for at så mange som muligt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det fremhæves at mange førtidspensionister kan og for en dels vedkommende også vil arbejde, og dermed også implicit at en hvis, dog ukendt, andel af førtidspensionisterne også i større eller mindre omfang burde stå til rådighed for arbejdsmarkedet i stedet for at være på permanent offentlig forsørgelse. Det argumenteres altså i store træk, at det både af hensyn til samfundsøkonomien og i særdeleshed af hensyn til de berørte menneskers generelle livskvalitet er nødvendigt i hvert fald at 2 minimere antallet af yngre mennesker, som førtidspensioneres. Særligt fokus er der på de yngre førtidspensionister, som har fået tildelt pension pga. psykiske lidelser. Denne gruppe fremhæves ofte som et eksempel på en gruppe af borgere som både pga. alderen og funktionsnedsættelsens karakter, ikke permanent bør ekskluderes fra arbejdsmarkedet. Dette kan synes paradokssalt, da en tidligere SFI undersøgelse har peget på, at det i høj grad er personer med fysiske funktionsnedsættelser, som oplever, at deres tilstand og dermed også arbejdsmarkedspotentiale forbedres over tid (Larsen m.fl., 2009), men samtidig har mange af de psykiske lidelser, der tildeles førtidspension, på baggrund både teoretisk og i praksis en hvis helbredelsesprocent (Birket-Smith & Eplov, 2007). Spørgsmålet er naturligvis, i hvor høj grad de psykisk syge, der oplever bedring eller helbredelse, også er dem, der har fået tildelt førtidspension, og i hvor høj grad bedringen er betinget af pensioneringen. Spørgsmålet om, hvad alternativet for gruppen af yngre potentielle førtidspensionister er, såfremt førtidspension ikke længere er en mulighed, synes der ikke at være noget entydigt svar på i den politiske debat. Der er ikke nogen klar dokumentation for, hvorvidt gruppen af førtidspensionister faktisk udgør en glemt, men potentiel arbejdskraft, eller om pensionen faktisk tildeles personer, som stort set ingen muligheder har for at træde ind på arbejdsmarkedet. Det foreslåede politiktiltag om en reform af førtidspensionen siger således først og fremmest noget om, hvordan man politisk betragter disse personer, der ikke umiddelbart er i stand til at deltage på arbejdsmarkedet, mere end det afspejler en løsning på et dokumenteret problem i tildelingen af førtidspension. Når det foreslås at muligheden for tildeling af førtidspension til yngre mennesker drastisk reduceres, med henvisning til at yngre mennesker dels burde kunne deltage på arbejdsmarkedet, og dels at det er synd for førtidspensionisterne at de står udenfor arbejdsmarkedet, uden at man faktisk ved noget om faktuelt om problemstillingen, må forslaget først og fremmest ses som en normativ tilkendegivelse af at førtidspensionisterne burde deltage på arbejdsmarkedet og at deres livskvalitet må være forringet af, at de ikke gør det. Generelt er der ikke meget viden omkring førtidspensionisterne. Når emnet er undersøgt, er det oftere med fokus på førtidspensionen som ordning, mere end det er med fokus på førtidspensionisterne, der bruger ordningen. Man ved forholdsvist lidt om, hvem førtidspensionisterne er, ligesom man heller ikke ved ret meget om, ret meget om, hvad der sker med førtidspensionisterne efter tildelingen af pensionen, i forhold til hvordan førtidspensionisternes generelle situation ændres over tid. Noget kunne tyde på, at førtidspensionisters situation ikke er statisk (Larsen m.fl.,2009), men der er ikke klarhed over, hvem der mere præcist oplever henholdsvis en forbedring og en forværring, og hvorfor dette sker. Ligeledes ved man heller ikke ret meget om hvilke førtidspensionister der tilkendes job med løntilskud til 3 førtidspensionister (skånejob) og hvad der kendetegner de førtidspensionister, som faktisk arbejder, i hvert fald nogle få timer ugentligt, ved siden af pensionen. Det man primært ved noget om, er meget overordnede beskrivelser, såsom alders- og kønssammensætning og den antalsmæssige fordeling og udvikling i forhold til hvilke diagnosetyper førtidspensionen tildeles på baggrund af (Arbejdsmarkedskommissionen, 2009, Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, 2007). Ligeledes kendes den faktiske betydning af førtidspensioneringen for førtidspensionisternes generelle livssituation, livskvalitet og inklusion i og tilhørsforhold til samfundet ikke. Man ved ikke meget om, hvilken påvirkning, det at blive førtidspensioneret, har, på den enkelte, og man ved derfor heller ikke, om førtidspensionisterne selv oplever sig som ”parkerede” eller ”stående på perronen, mens toget kører forbi”, eller om førtidspensionen omvendt har en overvejende positiv betydningen for den enkeltes liv. Da det ikke systematisk er undersøgt i dansk sammenhæng, kan det, til trods for det generelle billede af førtidspensionister, ikke udelukkes, at førtidspensionen netop får en positiv indflydelse på den pensioneredes generelle tilværelse og inklusion i samfundet, også selvom den medfører en permanent eksklusion fra arbejdsmarkedet. Samtidig er man i en situation, hvor man allerede har reformeret førtidspensionsordningen en gang i løbet af en relativt kort tidsramme, uden tilsyneladende at opnå nogen tydeligt målbar effekt i forhold til antallet af nye førtidspensionister. Hvad man derimod ikke ved meget om, er hvorvidt reformen har påvirket både hvem der tildeles førtidspension og ikke mindst førtidspensionisternes generelle livssituation, herunder både deres generelle inklusion i samfundet og det mulige arbejdsmarkedsperspektiv eller -potentiale, der ligger hos gruppen. Spørgsmålet er, i forhold til sidstnævnte, om ændringerne i måden førtidspensionen tildeles på, herunder anvendelsen af arbejdsevnekriteriet, har haft betydning for, hvem og på baggrund af hvilke diagnoser der tildeles førtidspension. Og at sammensætningen i gruppen af førtidspensionister som følge heraf er ændret i en sådan grad, at også holdningerne til og mulighederne for en mulig geninklusion i større eller mindre omfang på arbejdsmarkedet på sigt, også er ændret, og ligeså i forhold til muligheden for at varetage job med løntilskud til førtidspensionister. Det forekommer ikke usandsynligt, at en ændring i sammensætningen af gruppen af førtidspensionister eksempelvis i forhold til diagnose(r), alder, sociale forhold mv. også vil medføre både ændrede muligheder for en helbredsmæssig forbedring over tid og ikke mindst ændringer i både den måde førtidspensionisterne ser på sig selv og den måde samfundet ser på førtidspensionisterne, både når det handler om fremtidsudsigter i forhold til arbejdsmarkedet og generel social inklusion i samfundet. 4 Spørgsmålet om, hvorvidt en permanent eksklusion fra arbejdsmarkedet også medfører en eksklusion fra samfundet i det hele taget og en generel socialmarginalisering, findes der ikke meget forskningsbaseret viden om (Clement i Andersen og Jensen, 2001, Clement, 2000). Alligevel synes der i den nuværende debat, være enighed om, at førtidspensionering ikke kun medfører en eksklusion fra arbejdsmarkedet, men en generel forringelse af den pensioneres tilværelse. Ikke alene er det problematisk, at debatten baseres på et billede af førtidspensionisterne, som ikke nødvendigvis er repræsentativt for virkelighedens førtidspensionister. Billedet af førtidspensionisterne som enten generelt samfundsmæssigt marginaliserede som følge af arbejdsmarkedseksklusionen eller som en arbejdskraft, der egentlig i et vist omfang burde bidrage på arbejdsmarkedet, kan i værste fald være med til at øge den faktiske marginalisering, fordi det forstærker både samfundets generelle opfattelse af førtidspensionisterne og førtidspensionisternes egen opfattelse af dem selv, som nogen, der står uden for, med mindre de kan deltage på arbejdsmarkedet. Tilknytningen til arbejdsmarkedet bliver således generelt fremstillet som en afgørende faktor livskvalitet og livsværdi, og dermed kan debatten omkring førtidspensionen også indirekte signalere, at en person, der er marginaliseret på arbejdsmarkedet ikke i samfundets øjne har så stor værdi eller kvalitet, som en der fuldt ud deltager på arbejdsmarkedet. Man kan diskutere, om ikke netop interessen for førtidspensionisterne og debatten om førtidspensionen ikke netop er et symptom på dette. Interessen for førtidspensionisterne og det evt. forkerte i at ”parkere” yngre mennesker på førtidspension opstod netop først, da man pga. frygten for en fremtidig mangel på arbejdskraft, begyndte at betragte førtidspensionisterne som en potentiel arbejdskraftressource. Det var altså først i det øjeblik, førtidspensionisterne fik en potentiel værdi i forhold til arbejdsmarkedet, at det blev aktuelt at diskutere gruppens situation og livskvalitet. Dermed er medborgerskabsperspektivet rejst som en fortolkningsramme omkring problematikken med førtidspensionisterne. Undersøgelsesspørgsmål Førtidspensionen og førtidspensionisterne er i øjeblikket et ganske debatteret emne i dansk politik. Men den faktiske viden omkring førtidspensionisterne er ganske begrænset. Dette er et paradoks. Hvis det skal give mening at diskutere en eventuel arbejdsmarkedsintegration af grupper, der i dag står udenfor arbejdsmarkedet, er det nødvendigt at undersøge, dels hvilket arbejdsmarkedsperspektiv og hvilke arbejdsmarkedspotentialer, disse mennesker reelt har, og dels hvad det faktisk betyder for disse personers tilværelse, generelle livskvalitet samt tilknytningen til og inklusion i samfundet som helhed, at de er ekskluderede på arbejdsmarkedet. 5 Er arbejdsmarkedsperspektiv og arbejdsmarkedspotentiale hos denne gruppe forsvindende lille, er det næppe integration af førtidspensionister på arbejdsmarkedet, der kommer til at være et afgørende bidrag i forhold til at sikre den fremtidige arbejdsstyrkes størrelse. Er der omvendt et arbejdsmarkedspotentiale blandt en del af førtidspensionisterne, er det nødvendigt at vide noget mere præcist om gruppen, hvis en arbejdsmarkedsintegration skal kunne lade sig realisere. Samtidig er det også nødvendigt at vide noget om, hvad eksklusionen fra arbejdsmarkedet betyder for de pensioneredes tilværelse, livskvalitet og inklusion i samfundet. Bidrager pensioneringen til en øget livskvalitet, en forbedret tilværelse og/eller en større samfundsmæssig inklusion, af en formentlig udsat gruppe af borgere, skal dette perspektiv også medtages, når man diskuterer muligheden for en inklusion på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er, hvor stor en gruppe af førtidspensionister, der skal kunne forventes at blive reelt inkluderede på arbejdsmarkedet, før man kan forsvare eksempelvis at fjerne eller stærkt begrænse en ordning, der måske generelt har forbedret tilværelsen for gruppen som helhed, og måske netop er en forudsætning for at denne gruppe af personer faktisk har eller får et arbejdsmarkedsperspektiv. Omvendt er det også problematisk, hvis arbejdsmarkedseksklusionen faktisk medfører en generel marginalisering i samfundet. Særligt hvis arbejdsmarkedspotentialet og arbejdsmarkedsperspektivet hos gruppen af førtidspensionister ikke er tilstede. For hvordan håndterer vi som samfund så den problemstilling, at arbejdsmarkedsinklusion ikke er en mulighed samtidig med, at arbejdsmarkedseksklusion medfører eller forstærker en generelt marginalisering i samfundet? Sidst men ikke mindst og med udgangspunkt i førtidspensionsreformen fra 2003, rejses også spørgsmålet om, hvad skærpende, sociale reformer rettet mod en, formodentligt, udsat eller svag gruppe af borgere i samfundet betyder for denne gruppe af borgeres tilknytningen og inklusion i samfundet generelt samt mere specifikt også for graden af marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet. Jeg ønsker altså at afdække dels, hvad der kendetegner gruppen af førtidspensionister i forhold til en række socio-økonomiske og sociale forhold som uddannelse, alder, bopæl, familieforhold, tidligere arbejdsmarkedstilknytning, tidligere forsørgelsesgrundlag, sygdomsdiagnose mv. og hvordan gruppen af førtidspensionister har ændret sig over tid fra før 2003 til nu. Og dels at undersøge, hvad en permanent eksklusion fra arbejdsmarkedet betyder for såvel arbejdsmarkedsperspektiv og arbejdsmarkedspotentiale som for livskvalitet, socialinklusion og medborgerskab, ligesom det ønskes undersøgt, om der er sket ændring i disse forhold siden man sidst reformerede førtidspensionsordningen i 2003. 6 Projektets sigte er empirisk, men jeg forestiller mig også, at undersøgelsen vil kunne bidrage til en mere generel forståelse af sammenhængen mellem arbejdsmarkedstilknytning, medborgerskab og marginalisering i samfundet. I en større kontekst, er det altså spørgsmålet om, hvorvidt tab af arbejdsmarkedstilknytning også medfører tab af medborgerskab og som følge heraf marginalisering, og om graden af arbejdsmarkedspotentiale og arbejdsmarkedsperspektiv hos de personer, der er ekskluderet fra arbejdsmarkedet, har betydning i forhold til en eventuel marginaliseringsgrad. Teoretisk ramme Dette projekt handler om, hvad det betyder at være permanent ekskluderet fra arbejdsmarkedet både i forhold til socialintegration i samfundet, medborgerskab og samfundsmæssig marginalisering samt i forhold til hvordan eksklusionen fra arbejdsmarkedet påvirker arbejdsmarkedsperspektiv og arbejdsmarkedspotentialet hos en antageligvis udsat gruppe af borgere, nemlig førtidspensionisterne. Projektet ligger således overordnet et buttom-up perspektiv på problemstillingen, idet projektets fokus ligger på førtidspensionisterne, deres perspektiver, kendetegn og betydningen af førtidspensionsordningen for deres tilværelse. Dermed ligger fokus ikke på den måde det omkringliggende samfund opfatter førtidspensionisterne, men på hvordan førtidspensionisterne oplever dem selv og deres situation. Projektet er således ikke en diskursiv analyser af, hvordan førtidspensionisterne italesættes og hvordan samfundet betragter dem set i forhold til medborgerskab, inklusion mv. men derimod en undersøgelse af hvordan førtidspensionisterne selv oplever, at eksklusionen fra arbejdsmarkedet påvirker deres livssituation, inklusion i samfundet, marginaliseringsgrad og medborgerskab. Den teoretiske ramme for projektet er dels teori og litteratur omkring medborgerskab og socialmarginalisering og –inklusion med udgangspunkt i T.H. Marshalls medborgerskabsbegreb, og dels arbejdsmarkedsteori med fokus på mekanismer og årsager i forbindelse med arbejdsmarkedsinklusion og arbejdsmarkedseksklusion. Projektet skrives således ind i en teoretisk ramme, der tager sit udgangspunkt i Marshalls forståelse af medborgerskab som både socialt, civilt og politisk medborgerskab og som senere er taget op af Esping-Andersen og koblet til forskellige velfærdsstatsmodeller (Esping-Andersen, 1990a, Esping-Andersen 2006b). Ligeledes vil den teoretiske ramme for projektet også inkludere Devlin & Pothier’s Critical Disability Theory og herunder deres discitenzenship begreb (Devlin & Pothier, 2006a, Devlin & Pothier 2006b). Projektets design og metode Jeg forventer, at projektets design, vil være et kombineret design, hvor den første halvdel af projektet vil være kvantitativt baseret og bestå af en longitudinal, statistik analyse på baggrund af henholdsvis 7 registerdata fra Danmarks Statistik og evt. DREAM databasen, samt survey data, fra den spørgeskemaundersøgelse CCWS gennemførte i henholdsvis 1999 og 2006 om arbejde og tilbagetrækning. Dels ønsker jeg at lave forløbsanalyse på baggrund af registerdataene med henblik på at afdække hvor stor en andel af førtidspensionisterne, der bliver re-inkluderet på arbejdsmarkedet, samt forsørgelsesgrundlag forud for pensioneringen. Derudover vil registerdataene blive anvendt til at afdække demografiske forhold som alderssammensætning, bopæl mv. Surveydataene vil blive anvendt til dels at afdække en række sociale forhold, såsom familie- og helbredsmæssige forhold, mere detaljerede beskrivelser af tidligere arbejdsmarkedstilknytning, jobfunktioner, uddannelse mv., samt årsager til pensioneringen. Spørgeskemaet indeholder ligeledes en række spørgsmål som i et vist omfang kan benyttes til at undersøge pensioneringens betydning for den enkelte på en række områder, ligesom det kan benyttes til i et vist omfang at give et billede af graden af den faktiske sociale marginalisering blandt gruppen af førtidspensionister. Der er tale om et meget stort statistisk datamateriale, og jeg har endnu ikke fuldt overblik over præcist hvilke dele af det, der vil være mest relevant for min undersøgelse, ligesom jeg heller ikke p.t. har det fulde overblik over, hvilken viden jeg kan hente i dataene. Dette gælder særligt i forhold til spørgeskemaet. Projektets anden del vil bestå af en kvalitativ interviewundersøgelse af problemstillingen. Interviewundersøgelsen vil blive foretaget blandt førtidspensionister, og har til formål at give en dybdegående besvarelse af, hvad førtidspensioneringen betyder, for henholdsvis arbejdsmarkedspotentiale og –perspektiv, samt i forhold til førtidspensionisternes oplevelse af medborgerskab, inklusion og marginalisering i samfundet. Denne del af undersøgelsen vil i modsætning til den statistiske del ikke have et longitudinalt design, men vil derimod være bygget op som en caseanalyse, uden den tidsdimension, der ligger i en den kvantitative del af undersøgelsen. Formålet med denne del af undersøgelsen vil ikke være at identificere en udvikling over tid, men derimod at kunne give en dybdegående og kvalitativ beskrivelse og analyse af problemstillingen. Jeg forestiller mig, at de to undersøgelsesdele vil komme til at udgøre to omtrent lige store dele af undersøgelsen. 8 Litteratur Ankestyrelsen, 2008, Årstatistik 2008 Ankestyrelsen, 2009, Årstatistik 2009 Arbejdsmarkedskommissionen, 2009, Velfærd kræver arbejde, Schultz Distribution, Albertslund Birket-Smith & Eplov, 2007, Psykiske lidelser og førtidspension, Psykiatrisk Selskab Clement, S. L. 1999, Den danske forskning om førtidspensionister og medborgerskab, CCWS, Working Paper, Aalborg Universitet Clement, S. L. 2001, i Andersen og Jensen: Marginalisering og velfærd, Aalborg Universitetsforlag Devlin, R. & Pothier, D. 2006a: Critical Disability Theory: Essays in Philosophy, Politics, Policy and Law, UBC Press, Toronto Devlin, R. & Pothier, D. 2006b: Dis-citizenship i Law Commission of Canada (ed.), Law and Citizenship, UBC Press, Toronto, Pp. 144-175. Esping-Andersen, G. 1990a: The three worlds of welfare capitalism, Polity Press, Cambridge Esping-Andersen, G. 1990b: The three political economies of the welfare state, International Journal of Sociology, Vol. 20 iss.3 Pp. 92 – 123 Kolodziejczyk m.fl.2010, Kommunernes tilkendelse af førtidspension og visitering til fleksjob, AKF Working Paper, AKF, København Larsen, B. m.fl., 2009, Personer med handicap. Helbred, beskæftigelse og førtidspension 1995-2008, SFI Marshall, T.H., 2003, Medborgerskab og social klasse, Hans Reitzels Forlag, København Regeringen 2010, Forebyggelse, fleksibilitet og rummelighed, Reform af førtidspension og fleksjob Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, 2007, Redegørelse om udviklingen på førtidspensionsområdet og det rummelige arbejdsmarked 9
© Copyright 2024