Det afrikanske kæmpeskovsvin blev
først set og videnskabeligt beskrevet af
en europæer i 1905 - og er dermed den
senest opdagede jagtbare art.
Det var en Giant Forest
Hog – eller et kæmpeskovsvin, om man vil –
som blev nedlagt af den
engelske officer Richard
Meinertzhagen (18781967). Af samme grund
fik den nyopdagede
svineart det latinske navn
Hylochoerus meinertzhageni. Som navnet
antyder, er den store
gris knyttet til regnskov
og er primært nataktiv.
Vægten på et fuldvoksent eksemplar ligger på
omkring 275 kg, hvorfor
der faktisk ikke er tale
om den største art af sin
slægt, idet det europæiske
vildsvin visse steder i
sit østligste udbredelsesområde kan blive endnu
større. Selvom man
siden har fundet ud af, at
kæmpeskovsvinet har et
ganske stort udbredelsesområde i et bælte nord for
ækvator og næsten tværs
over Afrika, så har man
på grund af artens foretrukne biotop og levevis
stadig meget få videnskabelige informationer om
dyret. Kæmpeskovsvinet
er dog så talrigt, at det
stadig er jagtbart i flere
afrikanske lande omkring
ækvator. jep
Sjældneste trofæ
Blandt et af de sjældneste
storvildttrofæer er de
karakteristiske horn med
flossede spidser fra en
Kouprey-okse, Bos sauveli. På trods af, at der er
tale om den næststørste af
alle vilde okser, med en
skulderhøjde på næsten
180 cm, blev den sjældneste af disse først rigtigt
kendt af videnskaben i
1930’erne, da den franske
jæger Francois EdmondBlanc deltog i den syvende, indokinesiske ekspedition. I det nuværende
Kampuchea nedlagde han
i 1937 en exceptionel tyr,
og bekræftede dermed
de mange rygter, der i
1930’erne havde været
fremme om eksistensen
af en hidtil ukendt art af
vilde okser dybt inde i
utilgængelige savanneområder af det nordøstlige Cambodia, hvor landet
stødte sammen med Laos
og Vietnam.
Efter 2. verdenskrig var
der igen stor interesse for
arten, som var det sidste
112
større pattedyr, der blev
videnskabeligt beskrevet
– indtil man i Vietnam
i 1992 fandt endnu en
ny art af vilde okser –
den lille Saola eller Vu
Quangokse, Pseudoryx
nghetinhensis. Til dato
(2011) kender man kun til
i alt 11 eksemplarer af Vu
Quangokser.
Da koupreyen blev
”opdaget” i 1937, fandtes
der antageligvis kun et
par tusinde individer, og
derfor er det kun en lille
håndfuld jægere, som
nogensinde har nedlagt
en Kouprey. På grund af
den langvarige krig i artens udbredelsesområde,
er der formentlig i bedste
fald højst et par hundrede
Koupreyokser tilbage
i verden, og selv hvis
de findes, er det stadig
yderst tvivlsomt, om arten overhovedet vil være
i stand til at overleve. jep
Den lille Vu Quangokse
fra Vietnam er den senest
opdagede større vildtart.
Ældste trofæer
Siden de gamle ægypteres tid har man via mumificering kunnet bevare
døde dyr for eftertiden.
I jagtmæssig henseende
er det imidlertid først i
relativt moderne tid, at
udviklingen indenfor
zoologisk konservering
har gjort det muligt for
jægere at få deres trofæer
monteret livagtigt med
hele eller dele af dyrets skind. Det ældste
kendte eksempel på et
Francois Edmond-Blanc fotograferet i 1939
med sin Kouprey-okse, der er et af de sjældneste storvildttrofæer i verden.
de, er det ældste bevarede
eksemplar, vi har kunnet
finde, en udstoppet løve,
som i dag befinder sig på
Gripsholm Slott i Sverige. Den er fra 1732, og
var angiveligt en gave fra
Beyen af Algier til den
svenske konge Fredrik I
(1676-1751). jep
Det ældste monterede trofæ i verden
er en dansk kronhjort fra før 1691.
fuldt udstoppet dyr - en
såkaldt ”full mount” – er
en dansk kronhjort, som
er blevet indført i det
kongelige kunstkammer
i 1691.
Hjorten er siden flere
gange blevet restaureret,
men kan stadig ses på
Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm.
Når det gælder udstoppede trofæer fra fjerne lan-
Flest gorillaer
De fleste gorillajægeres
navne har fortabt sig i
glemslens tåger - ikke
mindst fordi gorillajagt af
indlysende årsager aldrig
har været særligt glamourøst. Men en lille skare
berømte personers navne
er knyttet til eksemplarer
nedlagt med videnskabelige formål for øje.
I november 1920 indledte
prins Wilhelm af Sverige
Når det gælder oversøiske
trofæer er det ældste kendte
en løve fra 1732.
114
(1884-1965) således en
zoologisk ekspedition til
Centralafrika, hvor et af
målene var at indsamle
eksemplarer af gorillaer til forskning. Med
nogen møje og besvær fik
ekspeditionen tilladelse
af de belgiske myndigheder i Congo til at nedlægge ”en gorilla på hver
vulkan”. Resultatet blev
i alt 14 nedlagte gorillaer
– samt et stort udvalg af
andre vildtarter.
Turen resulterede senere
i både en bog og en film
om jagteventyret. Den
slags bedrifter er tiden
115
løbet fra. Selvom formålet med ekspeditionen
udelukkende var videnskabeligt, vakte prinsens
ekspedition allerede
dengang megen debat
og ikke mindst kritik –
selvom bjerggorillaerne
dengang ikke var truede
som art betragtet.
Wilhelm var dog langt fra
en af de mest succesfulde
gorillajægere. Af mange
gode grunde har det
aldrig været anset for god
tone at skyde menneskets
nærmeste slægtninge,
de store primater. Dog
ønskede mange museer i
Prins Wilhelm af Sverige skød - til videnskabelige formål - i alt 14 gorillaer på sin
centralafrikanske ekspedition i 1920.