Dato 23. september 2014 Frederikssund Kommune Att.: Økonomi Torvet 2 3600 Frederikssund Høringssvar fra Frederikssund Klubbernes bestyrelse vedr. forslag til budget for 2015 Vi har drøftet det udsendte forslag til besparelser på budgettet for 2015 og fremsender her vore bemærkninger. Når vi læser et forslag om effektivisering, som samlet set vil betyde besparelser på driftsudgifterne på hhv. 1,5 mio. i 2015, 3,5 mio. i 2016 og efterfølgende 5 mio. kr. i både 2017 og i 2018, må vi stille os undrende over for disse beløb. En sådan besparelse er fuldstændig urimelig, set i lyset af, at Frederikssund Klubberne har oplevet en stigning i medlemstallet på 39,8 pct. de sidste 6 år. Det betyder, at der i dag går 1703 børn, svarende til 64 pct. af alle 4.-7. klasses børn, i Frederikssund klubberne. At Frederikssund Klubberne skal bidrage med 10 pct. af kommunens samlede besparelse, kan ikke undgå at ramme børn og unge, som i klubberne har en tryg, stabil og udfordrende base og et fritidsklub tilbud, hvor forældretilfredsmålingen er over 90 pct. Vi synes, det er arrogant at foreslå en 15 pct. besparelse på hele fritidsdelen inkl. klubber og ungdomsskole og samtidig påstå, at det ikke vil få konsekvens for serviceniveauet. Det er åbenlyst, at dette spareforslag kan få store personalemæssige konsekvenser. Ifølge vores beregninger giver det en reduktion fra 11 til 2 ledere på fritids-, ungdomsklub- og ungdomsskoleområdet! FREDERIKSSUND KLUBBERNE Heimdalsvej 85, 3600 Frederikssund 3600 Frederikssund http://www.klub.frederikssund.dk/ CVR-nr.: 29 18 91 29 Som forældrebestyrelse oplever vi det stærkt bekymrende, at ledelsen svækkes så voldsomt, når man tænker på de mange nye udfordringer, fremtiden byder på. Hvem skal løfte de administrative opgaver, forældrekontakten, dialogmøderne omkring sårbare børn, de tværgående initiativer? Hvem skal sikre det overordnede pædagogiske overblik, hvem skal være garanten for, at beslutninger, som vedkommer vore børn og deres udvikling, bliver taget af en nærværende ledelse, der kender vore børn og deres udfordringer og behov? Hvad betyder det for børnenes relationer til de voksne, at lederen er én, der ikke er der? I en tid, hvor der tales meget om vigtigheden af synlig ledelse, oplever vi det som et hovedløst og uovervejet besparelsesforslag. Vi er ikke i tvivl om, at den såkaldte effektivisering vil få mærkbare konsekvenser, og vi er udmærket klar over, at tiden i sidste ende vil blive taget fra vores børn. Vi vil gerne være med til at løse kommunens udfordringer og er godt klar over, at der vil være besparelser at hente, hvis der bliver tale om diverse sammenlægninger af skoler, klubber etc. i forbindelse med den nye organisering af fritidsområdet. Angående Heimdalsvej 85 Hvad angår besparelserne ved opsigelse af lejemålet på Heimdalsvej 85, er vi helt enige i besparelsen. Til gengæld synes vi, det ville være rimeligt at lægge denne besparelse ind under budgetforslag 006, som i forvejen henviser til besparelser på m2, og derved undgå en yderligere besparelse på Fritidsklubberne. Med venlig hilsen Forældrebestyrelsen i Frederikssund Klubberne 2 /2
© Copyright 2024