1. No category

November 2010/Lars Torpe
Disposition for hele bogen
1. Indledning
2. Social tillid
2.1. Social tillid. Tre tilgange
2.2. Systemtillid
2.3. Tillid og risici
2.4. Tillid og kontrol
2.5. Tillid er blevet vigtigere
2.6. Måling af tillid
3. Generaliserede reciprocitetsnormer
3.1. Reciprocitetsnormer og moderne frivillighed
3.2. Reciprocitetsnormer og velfærdsstat
3.3. Måling af reciprocitetsnormer
4. Sociale netværk
4.1. ”Bonding” og ”briding” social kapital
4.2. Foreningslivet i Danmark
4.3. Foreninger og demokrati?
5. Social kapital, medborgerkultur og demokrati
6. Social kapital og sammenhængskraft
6.1. Indledning
6.2. Sammenhængskraft historisk og idehistorisk set
6.3 Tillid en dansk værdi eller danskernes værdi?
7. Social kapital i Danmark sammenlignet med resten af Verden
7.1. Aktuel status
7.2. Udviklingen fra 1980 til 2008
7.3. Hvorfor Danmark har overhalet Sverige i social tillid
8. Årsager til den høje danske tillid
8.1. Er tilliden funderet i et etnisk-kulturelt fællesskab?
8.2. Fællestræk mellem Danmark, Norge og Sverige, der kan forklare den høje tillid i
Skandinavien
9. Social kapital i fremtiden. Nye udfordringer
1
Social kapital, sammenhængskraft og demokrati
1. Indledning
Interessen for social kapital har været støt stigende de seneste 10-15 år. Det måles ikke kun på
antallet af videnskabelige publikationer om emnet, men også i den offentlige interesse. I den
danske skrevne offentlighed dukker begrebet frem i 2003, og siden da er det indgået med stigende
vægt. I 2005 indgik begrebet i 278 artikler i aviser og fagblade. I 2009 er tallet steget til 546 artikler.
Alle målinger viser, at der er relativt megen social kapital i Danmark. Både når det drejer sig om
tillid og foreningsdeltagelse, som er to områder, hvor social kapital måles, ligger Danmark i top i
verden. Vi kan altså med rette bryste os af at have megen social kapital. Og eftersom mange
fagfolk er enige om, at social kapital udgør en vigtig ressource for et samfunds velfærd, skulle man
tro, at vi har rimeligt godt styr på, hvad der genererer social kapital. Det er imidlertid ikke
tilfældet.
Trods stigende opmærksomhed er det fortsat et begreb, mange studser over. Hvad er det nu lige,
det betyder? Hvor vi har et nogenlunde klart billede af hvad fysisk kapital, økonomisk kapital og
for den sags skyld human kapital er for størrelser, er billedet af social kapital mere uklart. Det
skyldes ikke kun, at det defineres forskelligt, men også at det er en mere uhåndgribelig form for
kapital. Det indgår da heller ikke i opgørelsen af de værdier, der indgår i bruttonationalproduktet.
Men det burde det måske.
Ligesom andre former for kapital er social kapital en ressource, der kan være til gavn for både én
selv og en større kreds. Da danske bønder fra 1840’erne begyndte at danne sammenslutninger om
forskellige spørgsmål udviklede de en særlig ressource i form af evnen til at arbejde sammen, som
kunne genbruges i andre sammenhænge. Kulminationen kom med andelsorganiseringen i
slutningen af århundredet, der som bekendt fik stor betydning ikke blot for landbruget selv, men
for hele det danske samfunds udvikling. En sådan ressource kaldes social kapital.
Også i byerne voksede den sociale kapital i slutningen af 1800’tallet i form af udviklingen af et
vidtforgrenet net af arbejdersammenslutninger, læseklubber, sportsklubber, borger- og
håndværkerforeninger etc. Både på landet og i byen blev kimen lagt til det, vi i dag kalder for
”foreningsdanmark”.
2
De gensidige fordele, danske bønder havde af at danne fællesskaber om produktion og
distribution af landbrugsprodukter, forekommer i dag indlysende, men de var ikke indlysende for
bønderne dengang. Efter i flere hundrede år at have levet i et tvunget fællesskab var danske
bønder endelig blevet selvstændige. Hvorfor skulle de involvere sig i nye forpligtende
fællesskaber? For at besvare det spørgsmål har de skullet afveje nytte og omkostninger. De samme
kalkulationer har mestre og arbejdere gjort sig i byerne, da de fik tilbuddet om at lade sig
organisere. I et samfund baseret på markedsøkonomi og på individets ret til selv at bestemme, er
et samarbejde uden for familiens kreds nemlig ikke nogen selvfølge. Faktisk er det mere oplagt at
se ”de andre” som konkurrenter og potentielle fjender end som samarbejdspartnere. Det er jo det,
der gør markedsøkonomien dynamisk sammenlignet med andre økonomier.
En stor retning inden for samfundsvidenskaben har faktisk som sit fundamentale udgangspunkt,
at mennesket er født med et sådant konkurrenceinstinkt. Det kan man skændes om, men sikkert er
det, at der i samfund baseret på markedsøkonomi vil være et incitament til at fokusere på, hvad
der bedst for én selv. Samarbejdet var derfor ikke noget givet dengang. Og det er det fortsat ikke.
Tag f.eks. klimatruslen. Alle, eller i hvert fald næsten alle erkender, at vi står overfor en gigantisk
opgave, som skal løses i fællesskab. Alligevel er fristelsen til at smyge sig uden om stor, uanset om
vi taler om et helt land eller en enkelt person.
Der ligger derfor en udfordring i at finde frem til de mekanismer, der får mennesker til at arbejde
sammen, selv om de måske står fjernt fra hinanden og umiddelbart er mest tilbøjelige til at forfølge
egne interesser. En mekanisme er, som vi har set, at danne sammenslutninger eller netværk. En
anden, som muligvis hænger sammen hermed, er tillid. En tredje er de gensidighedsnormer, der
tilskynder til at hjælpe andre. Det er mekanismer, der befordrer et samarbejde og dermed
dannelsen af den kollektive ressource, vi kalder for social kapital. I kapitel 2, 3 og 4 skal jeg
uddybe disse tre grundkomponenter i begrebet social kapital: Tillid, gensidighedsnormer og
netværk.
Titlen på den bog, der satte gang i diskussionen af social kapital som en kollektiv ressource,
hedder: ”Making Democracy Work” (Putnam, 1993). Formelt set er demokrati en bestemt måde at
træffe fælles, bindende beslutninger på, hvor alle tæller ligeligt med. I Danmark vil det sige, at
man er i stand til ”at tælle til halvfems”. Men i et moderne kompliceret samfund som det danske,
er det ikke nok til at få demokratiet til at fungere. Her kræves det også, at man kan få
repræsentanter for forskellige grupper til at samarbejde. Tillid er i den forbindelse en vigtig faktor.
Ikke kun på eliteniveauet, men også mellem forskellige befolkningsgrupper. Det at man tør stole
på den anden part, gør det ikke blot nemmere at nå frem til effektive løsninger. Det gør det også
nemmere efterfølgende at implementere dem. Mange af de beslutninger, der tages, lettes af, at
3
aktørerne er bragt sammen i såkaldte policy-netværk. Der er selvfølgelig en risiko for, at disse
bliver afkoblet fra det øvrige samfund, men de er uden tvivl befordrende for
beslutningseffektiviteten. Endelig har de gensidighedsnormer, der eksisterer for samarbejdet
betydning. Disse baserer sig på gensidige forventninger, f.eks. at man bøjer af for hinanden og
dermed viser respekt for den anden parts interesser. Jo mere generaliserede normerne er, jo mere
fleksibelt vil samarbejdet kunne forløbe, idet gensidigheden ikke spærres inde i et simpelt ”noget
for noget” mønster.
I det, jeg hidtil har sagt, er social kapital blevet betragtet som en kollektiv ressource. Det er
imidlertid også muligt at se social kapital som en individuel ressource, individet kan bruge til
fremme egne formål, f.eks. til at skaffe sig positioner og magt. Sociologen Pierre Bourdieu har
anlagt et sådant perspektiv på social kapital, hvor han ser social kapital som en pendant til andre
individuelle ressourcer som økonomisk kapital og uddannelse. Der er ingen tvivl om, at i det
nuværende samfund, som af nogle kaldes for et ”netværkssamfund”, er en sådan ressource blevet
alt vigtigere for individet. Et outreret eksempel er Stein Bagger, for hvem evnen til at ”netværke” i
rigt mål kom til at kompensere for manglen på formelle kompetencer.
Bourdieu’s synsvinkel er helt klart relevant. Ikke mindst for en moderne klasseanalyse, men det er
ikke mit ærinde i denne sammenhæng. Det er det kollektive perspektiv på social kapital, jeg har
fokus på. Jeg vil derfor læne mig op af den definition, som Robert Putnam har givet af social
kapital, nemlig de træk i den sociale organisation som netværk, normer og tillid, der letter samarbejde og
koordinering til fælles bedste (Putnam, 1995). Er der tillid mellem aktørerne, er der normer om
gensidig støtte, og er aktørerne forbundet gennem formelle eller uformelle netværk, er
potentialerne til stede for et samarbejde. Det er et samarbejde, alle vil kunne have gavn af, uanset
om de selv bidrager til denne kapital eller ej. Analogt til klimaeksemplet ovenfor kan man sige, at
det i sidste instans også kommer de personer, der står længe under bruseren, til gode, at andre
sparer.
Nu kunne man tro, at social kapital er alt det, som gør godt, dvs. er til ”fælles bedste”. Men sådan
kan man ikke stille det op. For det første er, hvad der er godt for alle konstant til diskussion. Men
for det andet kan social kapital også resultere i noget decideret skidt efter de flestes mening. De
paramilitære korps, der opererede i Tyskland i mellemkrigstiden, og som var en medvirkende
årsag til den nazistiske magtovertagelse i 1933, rummede meget social kapital. Det samme gør
organisationer som Ku, Klux, Klan og Al Quaida.
Oprindeligt definerede Putnam social kapital som ”de træk i den sociale organisation, som gør
samfundet mere effektivt” (Putnam, 1993:167). Putnam satte her ”det fælles bedste” lig med
4
samfundsmæssig effektivitet, og han viste, at når regionalstyrerne er mere effektive i Norditalien
end i Syditalien er årsagen, at der er mere social kapital i Nord end i Syd (Putnam, 1993).
Koblingen til samfundsmæssig effektivitet er uden tvivl et fortsat vigtigt motiv for mange til at
beskæftige sig med social kapital. Bl.a. har Verdensbanken og OECD arbejdet med social kapital i
et økonomisk vækststrategisk perspektiv. Social kapital har endog været betegnet som ”the
missing link” i forsøget på at konstruere en holdbar udviklingsstrategi for den tredje verden. Men
også i de rige lande ses social kapital af mange som en vigtig vækstdynamo. Ud over en vis
empirisk dokumentation, er der mange gode argumenter for denne slutning. F.eks. er det jo
oplagt, at er der tillid, foregår de økonomiske transaktioner lettere, end hvis der ikke er tillid. I
økonom-sprog hedder det, at tillid nedsætter ”transaktionsomkostningerne”.
Det er dog ikke hensigtsmæssigt at binde definitionen af social kapital til samfundsmæssig
effektivitet. Dels kommer man let til at associere til effektivitet i økonomisk forstand, hvilket
indsnævrer begrebet, dels findes der kollektive goder frembragt af normer og tillid, som kan
betragtes som goder i sig selv uanset det vækstpotentiale, de måtte rumme. Har man tillid til
hinanden, er det f.eks. muligt at bevæge sig mere frit og trygt i by og på land, end hvis der ikke er
tillid, hvilket vi jo nok vil betragte som et selvstændigt gode.
Det skal også præciseres, at jeg bruger udtryk som samarbejde og koordinering i bred betydning.
Der kan både være tale om et tæt, formaliseret samarbejde baseret på en bestemt arbejdsdeling og
på løsere og uformelle former for samarbejde og koordinering. I nogle tilfælde kender aktørerne
hinanden. I andre tilfælde gør de ikke. Nogle gange hviler samarbejdet på formelle aftaler. I andre
tilfælde hviler det blot på uformelle normer. Sådanne spontane former for koordinering og
samarbejde kender vi fra trafikken, hvor trafikanter ved at overholde bestemte kodeks hjælper
hinanden med at få trafikken afviklet. Det kan også være ved at spare på energien for at mindske
CO2-udslippet eller ved at undlade at smide papir i parken eller på stranden.
Selv om der i ingen af disse tilfælde foreligger mundtlige eller skriftlige aftaler, foregår der en
koordinering, både i praktisk forstand, fordi der sker en vis samordning, og i symbolsk forstand,
fordi koordineringen bidrager til at skabe eller bekræfte en fælles identitet. Jo mere social kapital,
jo bedre flyder samarbejdet. Det er derfor lettere at styre samfund, der er rige på social kapital end
samfund, der er fattige på social kapital. Da daværende finansminister Knud Heinesen i 1979
udtalte de berømte ord, at vi befinder os på afgrundens rand, var Danmarks situation at ligne med
Grækenlands i dag. Alligevel lykkedes det over en forholdsvis kort årrække at bringe landet fri af
afgrunden, bl.a. fordi man med held kunne appellere til danskernes offervilje. Der er da heller ikke
helt tilfældigt en klar sammenhæng mellem lands sociale kapital og dets rigdom målt som BNP pr.
indbygger.
5
I Putnams bestemmelse af social kapital, opstår denne kapital ”fra neden”, dvs. den udgår fra det
civile samfund. Han siger det på den måde, at social kapital udvikles i horisontale, ligeværdige
forbindelser mellem folk. Det kan han have ret i, men han overser ind imellem, at det langt fra er
alle civils-samfunds-relationer, der er ligeværdige og uden tvang. Men hertil kommer, at
bestemmelsen er for eksklusiv. Der udvikles også social kapital i rummet mellem staten og det
civile samfund. De grænser, der tidligere eksisterede mellem staten og det civile samfund er i
stigende grad blevet brudt ned. I dag udgøres grænselandet mellem det offentlige og det private
ikke kun af den politiske offentlighed, men også af en lang række halvoffentlige netværk,
organisationer og institutioner, som på den ene eller den anden måde bidrager til at formidle et
samarbejde mellem forskellige aktører. For at tage et konkret eksempel: Når en idrætsforening
allierer sig med kommunen om afviklingen af et større idrætsstævne, er et sådant samarbejde med
til at styrke lokalsamfundets sociale kapital, selv om vi har at gøre med en vertikal relation mellem
en offentlig myndighed og en privat forening.
Det er derfor ikke kun de relationer, der eksisterer mellem borgerne i det civile samfund, der kan
belyses ud fra et perspektiv om socialt kapital. Det kan også de relationer, der eksisterer mellem
borgerne og samfundets institutioner, uanset om der er tale om offentlige eller private
organisationer. Nogle bruger udtrykket ”linking” eller ”forbindende” social kapital om den
kapital, der udvikles i relationerne mellem borgerne og samfundets institutioner (Szreter, 2002;
Torpe, 2007). Hvordan social kapital kan tænkes at styrke demokratiets funktionsevne tages op i
kapitel 5, hvor jeg også vil give forskellige historiske eksempler herpå.
Som led i afgrænsningen vil jeg i denne bog have fokus på betydningen af tillid,
reciprocitetsnormer og netværk på det nationale plan. Jeg vil derfor primært se på deres betydning
for samarbejdet og den politiske styring på det nationalstatslige niveau. Eftersom en del af den
politiske styring som bekendt er gledet over til EU, vil det naturligvis i stigende grad være
relevant at diskutere social kapital i denne sammenhæng, men da jeg i høj grad kommer til at
trække på historiske og komparative landestudier, er den nationalstatslige ramme valgt. En sådan
afgrænsning er da også fortsat relevant, da der trods alt stadig foregår meget politisk styring inden
for den enkelte nationalstat.
Man vil ofte se, at social kapital behandles næsten synonymt med et andet af tidens plusord,
nemlig sammenhængskraft. Det rigtige i den betragtning er, at social kapital kan ses som en
delmængde af sammenhængskraft. Men begrebet sammenhængskraft dækker som regel noget
mere, idet der i bestemmelsen heraf også indgår nogle bærende værdier. Men hvilke værdier? Det
er der ikke enighed om. Groft set konfronteres to synsvinkler. På den ene side finder vi dem, for
6
hvem sammenhængskraften baseres på fælles kulturelle værdier ofte knyttet til nationen,
eventuelt suppleret af en forestilling om en fælles kultur forstået som en vis indforståethed blandt
de indfødte. På den anden side finder vi dem, der baserer sammenhængskraften på fælles
demokratiske værdier, eventuelt suppleret af en forestilling om en fælles politisk kultur forstået
som fælles træk i den måde borgerne forholder sig til det politiske liv på. I kapitel 6 konfronteres
disse to synsvinkler, som i dagens debat repræsenteres af henholdsvis national-konservative og
liberale strømninger.
Det har stor betydning for udformningen af den aktuelle politik, ikke mindst på
integrationsområdet, hvad man tror sammenhængskraften beror på. Mens det at værne om
sammenhængskraften for nogle betyder, at man skal værne om særlige danske værdier og en
særlig dansk kultur, betyder det for andre, at vi skal sikre tilslutning til menneskerettigheder og
demokrati som styreform. Når det drejer sig om synet på monokultur contra en flerhed af kulturer
trækker Danmark og Sverige i hver sin retning. Det er derfor interessant at sammenligne Danmark
og Sverige, fordi vi på så mange andre områder er ret ens. Hvordan forklarer vi f.eks. at den
sociale tillid har vokset sig stærkere i Danmark end i Sverige siden begyndelsen af 1980’erne? Det
spørgsmål tages op i kapitel 7.
Hvis det er rigtigt, at social kapital i form af tillid, normer og netværk har betydning for
samarbejde og koordinering på det samfundsmæssige plan, er det selvfølgelig væsentligt at finde
frem til, hvad der frembringer social kapital. Hvordan forklarer vi, at nogle lande har relativt
meget og andre lande har relativt lidt social kapital? I de internationale målinger, der er foretaget
af social tillid, er der meget stor variation mellem landene. Mellem på den ene side Danmark og de
øvrige nordiske lande, hvor omkring 70 procent siger, at de kan stole på folk, og på den anden side
lande i Latinamerika og Afrika, hvor det kun er omkring 10 procent. Der har i de senere år været
meget fokus på etnisk homogenitet som forklaringsfaktor. Nogle undersøgelser har vist, at der er
mere social kapital, primært større tillid, i etnisk homogene end i etnisk heterogene samfund.
Andre undersøgelser har stillet spørgsmålstegn ved disse resultater. I kapitel 8 tages dette
spørgsmål op til behandling i en diskussion af mulige årsager til den høje grad af social kapital i de
skandinaviske samfund sammenlignet med resten af verden. Blandt de faktorer, man kan pege på,
er f.eks., at de skandinaviske samfund er mere lige end andre samfund, at korruption kun spiller
en marginal rolle i disse samfund, og at politikken historisk set har været kompromissøgende.
Endelig ser jeg i kapitel 9 må nye udfordringer for social kapital. I øjeblikket, hvor der flyttes
arbejdspladser ud af landet, og nye økonomier buldrer frem, tales der meget om, hvad vi i
fremtiden skal leve af. Måske skal vi vende blikket mod det område, hvor vi i Norden stadig har
en konkurrencefordel, nemlig det område, der handler om social kapital.
7
3. Generaliserede reciprocitetsnormer
Reciprocitetsnormer er sociale forventninger om, at folk vil forholde sig til hinanden på lignende
vis. At ydelser gengældes, så hvis A gør noget for B, forventer A, at B gør noget for A. En sådan
norm støder vi på overalt i samfundet, og er, som påpeget af sociologen Georg Simmel, af stor
betydning for samfundets sammenhængskraft. Vi kender nok normen bedst fra markedet. En
ydelse i form af varer eller tjenester forventes at blive betalt gennem en modydelse i form af penge
eller tilsvarende. Normen er en del af et kontraktforhold og er retligt sanktioneret, men normen
binder også markedsaktørerne sammen, så et håndslaw somme tider kan være lige så godt som en
købskontrakt. En reciprocitetsnorm fungerer således som smøremiddel for et samarbejde mellem
mennesker, der ikke kender hinanden. Ofte i sammenhæng med tillid, og det er som sådan, at den
bliver interessant for dannelsen af social kapital.
På markedet hviler normen på et lige udvekslingsforhold, et såkaldt bytte af ækvivalenter, som i
dagens samfund gøres op i penge. Men normen fungerer også i andre situationer, hvor relationen
ikke er bundet op på en kontrakt: A lover B at se efter katten, mens B er bortrejst, idet A forventer,
at B så vil gøre ham en lignende tjeneste i fremtiden. I modsætning til markedet er der ingen aftale
om en specificeret modydelse i form af penge eller andet. Et eventuelt bytte er ikke nødvendigvist
lige, og det er i det hele taget usikkert, om og hvornår ydelsen bliver gengældt. M.a.o. ”man giver,
og man får, men sjældent i samme målestok og ofte heller ikke på samme tid” (Habermann, 2001:
21). I dette tilfælde taler vi ikke om en balanceret, men om en generaliseret gensidighedsnorm. Den er
generaliseret, fordi man gør den anden en tjeneste uden nogen aftalt modydelse, men alene på en
forventning om, at en sådan vil dukke op en dag.
Det er især i denne generaliserede form, at gensidighedsnormer bliver interessante for social
kapital. Sådanne normer vil nemlig kunne initiere et socialt samarbejde mellem folk, der knapt nok
eller slet ikke kender hinanden, og hvor der ikke foreligger formelle aftaler. Den vil så at sige
kunne fungere som en startmekanisme for samarbejdet (Gouldner, 1960). Et eksempel: A er flyttet
ind i et nyt kvarter og ser, at naboen B ikke kan få sin bil i gang. A hjælper med at skubbe bilen
uden nogen form for modydelse. Til gengæld forventer A at få hjælp fra B den dag, han måtte få
det samme eller et lignende problem. Hvor den balancerede reciprocitetsnorm fungerer som
smøremiddel på markedet, fungerer den generaliserede reciprocitetsnorm som smøremiddel i det
civile samfund.
Der er et gensidigt forhold mellem reciprocitetsnormer og tillid. Normer om gensidig nabohjælp
kræver for at de kan blive virksomme en vis tillid mellem parterne. Ellers overlader man ikke jo
8
nøglerne eller katten i hinandens varetægt. Jo større tillid, jo stærkere kan normen blive, som på
sin side igen styrker tilliden. På den måde opstår der positive cirkler mellem tillid og
reciprocitetsnormer, men spiralvirkningen kan selvfølgelig også tænkes at gå den anden vej, hvis
normen ikke overholdes, eller tilliden brister (Putnam, 1993).
Ligesom den balancerede reciprocitetsnorm er forbundet med rationelle overvejelser over, hvad
der er til gavn for én selv, gælder det samme i nogen grad den generaliserede reciprocitetsnorm.
Man har dog ikke fokus på den kortsigtede modydelse eller gevinst, men snarere på hvad der kan
blive til fordel for én selv eller begge parter på lang sigt. I den forstand ligner den det, den franske
filosof Alexis de Tocqueville har kaldt ”en oplyst egeninteresse” eller ”self-interest rightly
understood” (Tocqueville, 1984). En egeninteresse, hvor man ofrer på kort sigt for at opnå en
langsigtet gevinst. Tocqueville skelner dog ikke skarpt mellem rationalitet og moral, idet han
mener, at det på sigt også vil blive en glæde for den enkelte at tjene sine medmenneskers ve og vel.
Det sociale samarbejde, man indleder af nød eller nødvendighed, kommer med tiden til at rumme
en moralsk dimension som handlinger, der har et formål i sig.
Når A hjælper B med at se efter katten, kan det være, A tænker, at det på sigt kommer både
naboskabet og ham selv til gode, men det kan også være, at han handler sådan, fordi han mener,
det er hans moralske pligt som nabo. Måske rummer handlingen en blanding af begge motiver. Et
tredje motiv kan være frygt for eventuelle sanktioner. Hvis det er noget, man plejer at hjælpe med,
vil et brud på normen kunne blive mødt med sanktioner. Man kan derfor forestille sig, at
generaliserede reciprocitetsnormer kan placeres i forhold til en idealtype, der rummer tre
dimensioner: Den ene pol markerer den rene altruisme, den anden pol den rene egeninteresse og
den tredje pol frygt for sanktioner.
Den rene altruisme repræsenteres af filosoffen og teologen K. E. Løgstrup, som hævder, at det ikke
er naturligt for mennesket at forvente en modydelse for det, det giver. Det er netop essensen i den
etiske fordring (Løgstrup, 1956). På den anden side finder vi den rene egeninteresse tænkning
repræsenteret i den videnskabelige retning ”rational choice”, som hævder det modsatte, at det er
naturligt for mennesket at forvente en modydelse. Endelig har vi på den tredje pol frygten for
sanktioner, hvor disse både kan være af formel og uformel art.
Mellem disse tre poler befinder de generaliserede gensidighedsnormer sig. I normen om at gøre
noget for andre kan der således både være elementer af moral – som noget man gør uden at
spekulere på, hvad man selv får ud af det – og egeninteresse – som noget man gør i forventning om
en modydelse – og frygt for sanktioner – som noget man gør for ikke at blive straffet. I nogle
tilfælde vil handlingen skulle placeres tæt på den altruistiske pol, f.eks. hvis A passer naboens kat
9
uden anden bagtanke end at gøre B en tjeneste. Her bærer tjenesten lønnen i sig. I andre tilfælde vil
man være tæt ved egeninteressepolen, f.eks. hvis A passer naboens kat med den bagtanke, at så
kan han nok få B til at slå græsplænen næste gang, han skal ud og rejse. Her er den ene tjeneste
den anden værd. Endelig vil handlingen skulle placeres tæt på den negative sanktionspol, hvis A
fornemmer, at et nej til at passe katten vil gå ud over naboskabet. Men i mange tilfælde er tjenesten
en blanding af noget moralsk og noget interessebetonet, nemlig ønsket om et godt naboskab, hvor
man hjælper hinanden. Det er ikke mindst i en sådan situation, at generaliserede
reciprocitetsnormer bidrager til at opbygge social kapital.
Når Putnam skal redegøre for indholdet i den generaliserede gensidighedsnorm bruger han et
eksempel fra sit eget kvarter. Han spørger, hvad der får ham til en kold lørdag eftermiddag at gå i
haven for at rive blade sammen i stedet for at blive inde i varmen og se fodbold i fjernsynet. Han
siger, det skyldes en norm blandt beboerne om, at sådan gør man. Og sådan gør man i forventning
om, at de andre gør det samme, så bladene ikke blæser ind til naboen. Og selv de, der er ligeglade
med, om der ligger visne blade i deres have, efterlever normen, fordi de ikke ønsker at udsætte sig
for eventuelle sanktioner.
Bag normen aner man en blanding af moralske forpligtelser, egeninteresse og trussel om
sanktioner. Det kan måske bedst illustreres med, hvad der vil ske, hvis nogle svigter den stiltiende
aftale. Det kan få andre til at falde fra. De første, der falder fra, er selvfølgelig dem, der er ligeglade
med, om der ligger blade i deres have. De er hverken drevet af en moralsk forpligtelse eller af en
egeninteresse, men alene af frygt for sanktioner. De næste, der falder fra, er dem, som gerne er fri
for blade i haven, men som kun river dem sammen, hvis andre gør det samme. De sidste, der vil
være tilbage, er dem, der ser det som en moralsk forpligtelse at rive blade sammen, og derfor gør
det, selv om andre ikke gør det.
Det er ud fra dette eksempel let at se, at hvis den generaliserede reciprocitetsnorm alene baseres på
frygt for sanktioner, har samarbejdet et yderst skrøbeligt fundament. I modsætning hertil synes det
stærkeste samarbejde og hermed den største fond af social kapital at blive opnået, hvor handlingen
er moralsk forankret, dvs. ligger tæt ved altruismepolen. Det er dog ikke givet, at det forholder sig
sådan. Måske kan det vise sig, at det på sigt mest stabile resultat opnås ved at kombinere moral og
egeninteresse, dvs. i typer af samarbejder, der ikke kun bæres af moral, men også af egeninteresse.
Det kan udviklingen i synet på frivillighed måske illustrere.
10
Reciprocitetsnormer i moderne frivillighed
Blandingen af egeninteresse og altruisme er nemlig et godt udgangspunkt for at forstå moderne
frivillighed (Habermann, 2001). I tidlige diskurser om frivillighed blev denne set som drevet frem
af ren altruisme. Filantropi var det særlige ord, der blev knyttet til frivilligt socialt arbejde eller
privat velgørenhed, som det hed for år tilbage. Motivet til at gøre noget for andre var
næstekærlighed, hvor den gode handling bærer lønnen i sig selv.
Med tiden blev det opfattet som et for snævert syn på frivillighed. Meget af denne havde jo ikke
karakter af velgørenhed. Det gælder f.eks. frivillighed inden for kultur- og fritidsområdet, men
også solidaritetshandlinger, hvor det dybere formål med at hjælpe andre er at udrydde fattigdom
eller sammensvejse en bevægelse med henblik på at ændre samfundet. I disse former for
frivillighed indgår der ikke kun moralske - , men også interessebetonede elementer, nemlig en
interesse for en fælles sag, uanset om der er tale om frimærker fra eksotiske lande eller et ønske om
dybtgående samfundsforandringer.
I ingen af disse tilfælde er relationen ensidig. Den er gensidig. Man påtager sig at træne
lilleputterne i en forventning om at få noget igen, som er til gavn for klubben og lokalsamfundet,
og man yder støtte til arbejderen, der er kommet i klemme i forholdet til sin arbejdsgiver i
forventningen om, at den pågældende arbejder bliver en del af bevægelsen fremover. I begge
tilfælde kan man sige, at den frivillige indsats kan forstås ud fra en generaliseret reciprocitetsnorm.
Man føler en forpligtelse til at gøre noget baseret på en forventning om at få noget igen, uden at
dette noget er specificeret.
I de senere år er det blevet en almindelig erkendelse, at der indgår andre motiver end de rent
altruistiske i frivilligheden, også når det drejer sig om frivilligt socialt arbejde. Således siger over
halvdelen af de frivillige inden for social og sundhedsområdet, at de er kommet i gang med
frivilligt arbejde på grund af en egen interesse eller de pårørendes situation (Fridberg et.al., 2006).
Det er blevet o.k. at tale åbent om andre motiver end de altruistiske. Som landsformanden for
Ungdommens Røde Kors siger til Politiken: ”Hos os er det helt okay at være frivillig for egen
skyld. Man må gerne gøre det udelukkende for at hjælpe udsatte børn og unge, men det er også
okay at komme for at pynte på cv’et eller for at få en god fornemmelse i maven.” (Politiken. 5.8.
2010).
Om en større del af det frivillige arbejde i dag er flyttet længere væk fra den rene altruisme og
længere over mod den rene egeninteresse, eller om man bare er blevet lidt mere åben omkring
egeninteressen er svært at sige. Under alle omstændigheder synes normer om at hjælpe andre ikke
11
kun at være forankret i mellemmenneskelige værdier, men også i forventningen om at få noget
igen. Som sådan placerer det frivillige arbejde sig mellem de incitamentsstrukturer, der gælder på
den ene side i familien og på den anden side på markedet. I familien råder som idealtype den rene
altruisme. Man viser omsorg for sine børn uden forventning om en modydelse. På markedet
forholder det sig stik modsat. Her er det både nødvendigt og legitimt at lade egeninteressen råde. I
modsætning hertil finder vi i den offentlige del af det civile samfund ikke nogen klar idealtype,
men derimod et mix af moral og egeninteresse. Drivkraften er her sjældent hverken ren opofrelse
eller nøgtern beregning.
I stærkt arbejdsdelte, moderne samfund med stor gensidig afhængighed, skal man være i stand til
at arbejde sammen, selv om man ikke kender hinanden og er forskellige. I diskussioner af
sammenhængskraft sondres af og til mellem systemintegration og social integration. Markedet er
en vigtig del af systemintegrationen. Selv om den indfødte dansker ikke mener, at den fremmede
grønthandler nogen sinde burde være kommet ind i landet, køber han alligevel indvandrerens
grøntsager, fordi de er billige og gode. Denne sammenbinding via markedet er dog ikke
tilstrækkelig til at sikre sammenhængskraften. Vi behøver også social integration i form af fælles
normative forpligtelser. Den løgstrupske fordring om at tage ansvar for næsten er smuk, men ikke
velegnet til at slå den indfødte dansker oven i hovedet med. Større udsigt til succes er der, hvis
forpligtelsen beror på en form for gensidighed, hvor man yder i forventning om at få noget igen.
Generaliseret gensidighed er derfor vigtig for sammenhængskraften i moderne kulturelt
heterogene samfund, hvor forskelle i værdier og livsformer gør en ensidig støtte urealistisk, og
hvor markedet nok kan være behjælpeligt med at sikre systemintegrationen, men ikke slår til, når
det drejer sig om den sociale integration. Som det er tilfældet med tillid kan generaliserede
reciprocitetsnormer være med til at binde det sammen, som ikke umiddelbart hænger sammen og
dermed være befordrende for et socialt samarbejde i boligområder, lokalsamfund, foreninger,
arbejdspladser eller samfundet mere generelt.
Reciprocitetsnormer og velfærdsstat
I den socialdemokratiske historieskrivning er velfærdsstaten blevet set som udbredelsen af
demokratiet på det sociale område. Tankegangen, som den er beskrevet af den engelske labourhistoriker R.H. Tawney, er at brede lighedsideen fra det civile og politiske liv ud på det sociale liv.
Det kan gøres ved at tildele individet sociale rettigheder ved siden af civile og politiske
rettigheder. Hensigten er at give alle de samme muligheder for at udvikle deres potentialer uanset
social arv og uforskyldte hændelser i løbet af livet. Social ligestilling kan både ses som et formål i
sig og som et middel til at give de civile og politiske rettigheder et mere reelt indhold. Uden et
12
sådant indhold betyder lighed i frihed, som Anatole France har spidsformuleret det, ikke så meget
andet end at give vagabonden og rigmanden den samme ret til at sove under Paris broer.
Det er dog primært den engelske sociolog T.H. Marshall, som har fået æren for sondringen mellem
civile, politiske og sociale rettigheder og den dermed forbundne sondring mellem tre sider af
medborgerskabet, nemlig et civilt, et politisk og et socialt medborgerskab. Et civilt medborgerskab,
der indebærer, at individet anerkendes som borger med lige ret til at udtrykke sig selvstændigt i
ord og handling. Et politisk medborgerskab, der indebærer, at individet anerkendes som borger
med lige ret til at deltage i den politiske styring. Et socialt medborgerskab, der indebærer, at
individet anerkendes som borger med lige ret til at leve et liv i overensstemmelse med de
gældende sociale standarder i samfundet.
I tråd med en liberalpolitisk teoritradition tages der udgangspunkt i individets ret til selvstændig
udfoldelse. Men som vist af klassisk liberale politiske filosoffer som John Locke, Immanuel Kant
og John Stuart Mill er rettigheder og pligter to sider af samme sag. Tildeling af en rettighed
medfører en forpligtelse til at anerkende den samme eller en tilsvarende rettighed for andre. Det er
forudsætningen for, at man kan tale om lige rettigheder som grundlag for et retfærdighedsprincip.
Gensidigheden er således bygget ind i selve rettighedsbegrebet. Som det hedder hos den liberale
filosof John Rawls (1993), er grundlaget for en retfærdig samfundsorden, at alle parter gensidigt
accepterer vilkårene for et ligeværdigt samarbejde. A’s accept er betinget af, at B accepterer A som
en ligeværdig partner. Som Rawls understreger, er gensidighed i denne sammenhæng tænkt som
en udveksling mellem frie og lige borgere (Rawls, 1993:16-17). Der er derfor ikke tale om en ”noget
for noget” udveksling baseret på eksisterende magtrelationer, men om en ”noget for noget”
udveksling baseret på et princip om ligeværdighed. Som sådan placerer den sig mellem den rene
altruisme, hvor anerkendelsen er ensidig, og den rene egeninteresse, hvor anerkendelsen baseres
på, hvad begge parter har lige gavn af.
Eftersom al liberal politisk filosofi tager udgangspunkt i mennesket eller borgeren og ikke i
fællesskabet eller staten, kan anerkendelsen betragtes på den måde, at A indrømmer B en ret mod
selv at få den samme ret, men hvornår og i hvilket omfang A selv gør brug af denne ret står hen i
det uvisse. Normen, der tilsiger at give B en ret til at kritisere A, er altså generaliseret, idet den ikke
er hængt op på en konkret modydelse, men på en diffus forventning: Hvis A en gang i fremtiden
skulle få behov for at kritisere B, kan han gøre det uden at risikere represalier.
Gensidig anerkendelse af individers forskellighed og ret til at udtrykke denne er således en
grundsøjle i et lands demokratiske kultur. Føler borgerne sig ikke forpligtet på dette, vil en
demokratisk forfatning ikke kunne fungere. Hvis ikke A anerkender B’s ret til at ytre sig frit, kan B
13
ikke anerkende A’s ret. Udvekslingen, hvor begge parter anerkender hinanden, har form af en
stiltiende overenskomst, som betyder, at der ikke behøver at være overensstemmelse mellem tid
og sted. Man tolererer andre meninger i forventningen om, at de andre gør det samme, men
fordringen er ubestemt. Den er ikke forbundet med en aftale om en konkret modydelse og kan
ikke være det.
Så længe det drejer sig om civile og politiske rettigheder, forekommer det rimeligt at antage, at de
grundlæggende hviler på generaliserede reciprocitetsnormer. Spørgsmålet er imidlertid, om det
samme gælder sociale rettigheder. I lighed med civile og politiske rettigheder er sociale rettigheder
i den Marshall’ske version baseret på et ligeværdighedsprincip, men i praksis er forbindelsen ofte
ikke så klar for sociale rettigheder som for civile og politiske rettigheder. Mens civile og politiske
rettigheder indebærer, at der med et slag tages magt fra nogle få og gives magt til andre og flere,
indebærer sociale rettigheder, at der løbende overføres ressourcer fra person til person eller sagt
på en anden måde, at der tages fra nogle og gives til andre. Der er derfor heller ikke nødvendigvis
reciprocitet mellem ydelse og nydelse. Selv om personen A i princippet er dækket af sociale
rettigheder, er det tænkeligt, at han kun i begrænset omfang eller slet ikke kommer til at nyde godt
af dem. Det er derfor lidt vanskeligere at få klarlagt de normative forpligtelser, når det drejer sig
om sociale rettigheder og institutionaliseringen af dem i velfærdsstaten, end når det drejer sig om
civile og politiske rettigheder og deres institutionalisering i samfundets juridiske og politiske
institutioner.
Jørgen Goul Andersen (1998, 2007) har opstillet et begrebsskema for holdninger til velfærdsstaten,
hvor han sondrer mellem på den ene side den principielle tilslutning i form af solidaritet og på den
anden side tilliden til den praktiske implementering. Det er solidaritetsspørgsmålet, der her er
fokus på. Hvad er det for en solidaritet, som udgør det politisk-kulturelle grundlag for sociale
rettigheder og udmøntningen af dem i velfærdsstaten?
For at indkredse det, kan der for det første sondres mellem forskellige måder at udmønte sociale
rettigheder på, idet forskellige modeller stiller forskellige krav til solidariteten. For det andet kan
der sondres mellem forskellige typer solidaritet.
Når det drejer sig om udmøntningen af sociale rettigheder går den gængse sondring mellem tre
velfærdsstatsmodeller, nemlig den residuale, den korporative og den universelle. Specifikt i relation til
spørgsmålet om solidaritet, vil jeg dog foretrække at sondre mellem en forsørgelsesmodel, en
markedsmodel og en medborgermodel. I begge tilfælde skal modellerne betragtes som idealtyper, som
i virkeligheden ikke forekommer rent, men i forskellige blandformer.
14
I forsørgelsesmodellen målrettes de sociale ydelser til dem, der ikke kan forsørge sig selv.
Solidaritetsprincippet er her at se som en form for altruisme. Finansieret over skatten holder
velfærdsstaten hånden over samfundets svageste. Mange ydere får ikke noget igen. Til gengæld
har de også en begrænset offervilje. Denne model har sin udbredelse i de angelsaksiske lande,
herunder Storbritannien og USA.
I markedsmodellen er de sociale ydelser afpasset efter den enkeltes bidrag til forskellige
arbejdsmarkeds baserede ordninger. Yder man ikke til samfundet via lønarbejdet, optjener man
ingen ret til sociale ydelser. Solidaritetsprincippet er her at se som en balanceret form for reciprocitet.
Bidrag og ydelse er koblet sammen. Kun de, der har gjort sig fortjent til det via deres indsats på
arbejdsmarkedet, har ret til sociale ydelser. Denne model er udbredt i kontinental Europa,
herunder Tyskland og Frankrig.
I den tredje model, medborgermodellen, er bidrag og ydelse og afkoblet. Alle er med til at
finansiere ydelserne via skatten, dog med det princip at de bredeste skuldre bærer mest, og alle
borgere er i princippet modtagere af ydelser. Solidaritetsprincippet er her at se som en generaliseret
form for reciprocitet. Man yder i forventning om også selv at modtage, men der er ikke tilstræbt
nogen form for balanceret gensidighed, så det er langtfra givet, at man kommer til at nyde i samme
omfang, som man har ydet. Desuden yder man i forventning om, at andre også yder med hvad,
de kan. Denne model er udbredt i de nordiske lande.
Flere har i tidens løb antaget, at altruisme snarere end reciprocitet er det dominerende
solidaritetsprincip i medborgermodellen. At solidariteten holdes oppe af ”forpligtelsen til at holde
den andens liv i vores hånd” (Petersen, 2006: 13), eller at der i de skandinaviske samfund findes en
passion for lighed, der var til stede langt før velfærdsstaten (Andersen, 1983). I den modsatte grøft
finder vi dem, som mener, at opslutningen til velfærdsstaten beror på den rationelle egeninteresse
som offentlig ansat, som klient eller som forbruger af velfærdsstatens ydelser. Ingen af disse forsøg
på at tolke de bagvedliggende motiver er dog overbevisende. Altruismemotivet halter, fordi det
ser bort fra egeninteressen, overvurderer godgørenheden og underspiller kravene til modtagerne.
Egeninteressemotivet halter, fordi det ser bort fra moralen og ikke kan gøre rede for, hvorfor
personer, der ikke har en egeninteresse i at slutte op bag medborgermodellen, alligevel gør det
(Goul Andersen, 2007).
Sammenlignet hermed tilbyder en generaliseret form for reciprocitet en mere plausibel
fortolkningsramme for opbakningen til den universelle velfærdsstat. Set ud fra denne synsvinkel
kan medborgermodellen betragtes som et stort samarbejdsprojekt, hvor man med staten som
mellemkommende variabel gensidigt forsikrer sig mod sygdom, ledighed, alderdom etc. samt
15
gensidigt understøtter hinanden med uddannelse, forskning, børnepasning, infrastruktur etc.
Denne forsikring og støtte går både på tværs og på langs af livsforløbet og opfattes
grundlæggende som værende til egen fordel. Ikke i snæver forstand, for der forventes ikke balance
på regnskabet, men i bred forstand, fordi man får noget tilbage, og fordi alle ideelt set bidrager til
det fælles resultat med det, de kan.
At solidaritetsprincippet er den generaliserede form for reciprocitet, gør medborgermodellen mere
sårbar end de øvrige modeller. I modsætning til den første model er bidraget højt og i modsætning
til den anden model ved man ikke, hvad man får. Det er derfor helt afgørende, at der er tillid til
systemet. Da Glistrup i 1973 marcherede ind i det danske folketing med 30 mandater troede
mange, at det var begyndelsen til et generelt opgør med velfærdsstaten. Det var det ikke. Det var
derimod udtryk for vælgernes utilfredshed med misbrug af sociale ydelser og et skattesystem, der
gjorde det muligt at unddrage sig beskatning. Man følte m.a.o. ikke, at ”de andre” bidrog
tilstrækkeligt. I løbet af 1980’erne steg opbakningen til velfærdsstaten igen i takt med, at
skatteligningen blev mere effektiv, at nogle af de værste huller for misbrug blev lukket, og den
offentlige sektor blev moderniseret i en sådan grad, at billedet af ”papirnussere”, ”skrankepaver”,
og manden med skovlen under hagen forsvandt eller i det mindste ikke længere havde den samme
resonans.
Formentlig har der i denne periode med dalende tilslutning til velfærdsstaten ikke været mindre
tilslutning på den moralske dimension. Når opbakningen svigter, og solidariteten ser ud til at
erodere, skyldes det, at tilliden til velfærdsstatens performance svigter. Men bag denne mindre
tillid ligger, at bidraget som en del af solidaritetshandlingen er givet under forudsætning af, at
andre borgere bidrager på lignende vis. Det var den forudsætning, der helt åbenlyst ikke længere
var til stede med fremvisningen af Glistrups nul-trækprocent og snesevis af beretninger om
misbrug af sociale ydelser.
De svingninger, der har været i den principielle tilslutning til velfærdsstaten, bliver noget lettere at
forstå, hvis solidariteten belyses ud fra en generaliseret reciprocitetsnorm, end hvis solidariteten
belyses som en ren moralsk forpligtelse. Er der er tale om en generaliseret reciprocitetsnorm, er
solidariteten betinget. Bidraget gives under betingelse af, at de andre aktører spiller med. Gør de
det, kan man til gengæld være mindre nøjeregnende med, om regnskabet balancerer. Men det at
der er tale om en betinget form for solidaritet betyder ikke, at der ikke også i denne form for
solidaritet kan indgå moralske forpligtelser. De står blot ikke alene.
Anvendes et begreb af Jody Dean (1995) kan man sige, at den generaliserede reciprocitetsnorm
udtrykker en refleksiv form for solidaritet kendetegnet ved, at den enkelte forholder sig refleksivt til
16
moralske forpligtelser. Herved adskiller den sig fra den følelsesmæssige form for solidaritet, vi
finder i familien, og som er ubetinget i den forstand, at man yder uden at forvente nogen
modydelse. Men den adskiller sig også fra den socialt eller kulturelt forankrede solidaritet, der
manifesterer sig i form af fælles interesser eller værdier. En form for solidaritet, Dean kalder for
konventionel.
Refleksiv solidaritet vil sige, at spørgsmålet om hvem, man har forpligtelser overfor og hvor store
forpligtelserne er, løbende gøres til genstand for en subjektiv vurdering. I denne vurdering indgår
flere variabler. For det første, hvad man selv får ud af det på kort og længere sigt, herunder tilliden
til at andre bidrager ligeligt. For det andet, hvor vidt man finder det rimeligt og fair, at der via
staten sker en omfordeling af indtægter og formuer med henblik på at ligestille befolkningen også
på det sociale område. Endelig for det tredje, hvilke eventuelle negative sanktioner, man udsætter
sig for ved at unddrage sig et fælles ansvar. Som sådan vil den refleksive solidaritet som udtryk
for den generaliserede reciprocitetsnorm kunne placeres på de samme tre dimensioner som er
nævnt ovenfor, og som har henholdsvist den rene egeninteresse, den rene altruisme og frygt for
sanktioner som de tre poler.
Det er i dag en almindelig fornemmelse, at det normative fundament bag velfærdsstaten er
svækket. Mange klager over, at brugerne af velfærdsstatens ydelser i stigende grad opfører sig
som individuelle forbrugere, der primært er optaget af, hvad der er godt for mig og mine.
Overraskende nok manifesterer en sådan individualistisk trend sig ikke i de løbende målinger, der
foretages af solidariteten (Goul Andersen, 2007). Forklaringen herpå kan imidlertid være, at
solidariteten, som beskrevet ovenfor med begrebet ”refleksiv solidaritet”, er et sammensat
fænomen. Det rummer både et moralsk og et interessebetonet element. Det er derfor tænkeligt, at
der er sket en forskydning fra det moralske over mod det interessebetonede, uden at færre
tilkendegiver, at ”de sociale reformer er gået for vidt”, eller flere ønsker skattelettelser i stedet for
bedre offentlig service, som er de to mål, der oftest anvendes som indikatorer for solidariteten i
målinger af opbakningen til velfærdsstaten (Goul Andersen, 2007).
Meget tyder på, at de institutionelle forandringer i den danske velfærdstat siden 1990’erne har
bidraget til at trække solidariteten i retning af den balancerede form for gensidighed, vi kender fra
markedsmodellen og hermed længere væk fra et moralsk begrundet retfærdighedsprincip, der på
linje med Rawls hævder, at chancelighed er en borgerret, og at ulighed i indkomst og formue for at
være legitim skal kunne begrundes ud fra, hvad der tjener helheden bedst. Denne forskydning
over mod egeninteresse polen, indebærer dog ikke nødvendigvis, at den sociale kapital svækkes.
17
Vigtigheden af generaliserede reciprocitetsnormer, som i forbindelse med diskussionen af
velfærdsstaten også kan betegnes som en refleksiv form for solidaritet, ligger i, at de formidler et
samarbejde mellem borgerne i samfundet mere generelt. Det er i den egenskab, at generaliserede
reciprocitetsnormer skaber social kapital, herunder ”bridging” social kapital, hvis alle er
inkluderede. I relation hertil er det mindre afgørende, om det er moral, interesser eller frygt for
sanktioner, der driver værket. Mere afgørende er, at kombinationen giver et stabilt resultat.
Svækkes det moralske incitament, kan det opvejes af en stærkere gensidig interesse. Det indebærer
dog, at der lægges større pres på velfærdsstaten om at performe effektivt og fair, både når det
drejer sig om fordeling af byrder og tildeling af ydelser. I modsætning hertil er der næppe grund
til at tro, at svækkede moralske forpligtelser på sigt vil kunne opvejes af frygten for sanktioner. Det
vil være som at tisse i bukserne en kold januar dag. Her bliver solidariteten for alvor sårbar.
Måling af reciprocitetsnormer
Selv om generaliserede gensidighedsnormer spiller en vigtig rolle i Putnams bestemmelse af social
kapital og selv om andre også har argumenteret for deres betydning for udvikling af
samarbejdspotentialer, er der aldrig gjort egentlige forsøg på en empirisk fastlæggelse. Det hænger
selvfølgelig sammen med, at de kun vanskeligt lader sig operationalisere og måle. I lighed med
tillid er disse normer til stede i den daglige omgang mellem folk, der ikke kender hinanden, men i
modsætning til social tillid, er det ikke på samme måde muligt at spørge ind til sådanne normer. I
hvert fald ikke via surveys. Derimod kan man forestille sig, at de bedre afdækkes gennem
kvalitative interviews eller gennem eksperimenter, hvor der opstilles forskellige scenarier, folk
skal forholde sig til.
Det er dog ikke helt umuligt at pejle eksistensen af sådanne normer – også kvantitativt. Hvis vi
antager som ovenfor, at den hjælp, man yder andre, herunder frivilligt arbejde, bygger på en
generaliseret gensidighedsnorm, vil omfanget af denne hjælp, herunder omfanget af det frivillige
arbejde, kunne anvendes som et tilnærmelsesvist mål på udbredelsen af generaliserede
gensidighedsnormer. I samfundsvidenskaben er det meget almindeligt at bruge den slags
tilnærmelsesvise mål, når man ikke kan finde et direkte mål.
Et andet tilnærmelsesvist mål er en variabel, hvor respondenter er blevet spurgt, om de opfatter de
fleste mennesker som hjælpsomme eller som nogle, der mestendels tager vare på dem selv. Et
sådant spørgsmål er stillet i European Social Survey og vil kunne give en vis indikation på den
stemning, der eksisterer i forskellige samfund.
18