PRESSEMEDDELSE Århus Kunstbygning – Centre for Contemporary Art præsenterer international debat 9.oktober kl.15, 2011: Feminism, Postcolonialism & Micro Strategies in Contemporary Art Koyo Kouoh Jane Jin Kaisen Ato Malinda Kan kunst transformere verden? Nu giver Århus Kunstbygning mulighed for at møde den internationale stjernekurator Koyo Kouoh til en samtale om kunst som middel til at ændre vores verden: Hvad sker der på den globale kunstscene lige nu? Er der en udvikling i gang i de tidligere koloniserede dele af verden, hvor kunsten er en drivende faktor? Og hvad er kvindernes rolle? Den internationale kunstscenes unge kvinder om mikro-strategier og nye læsninger af historien Århus Kunstbygning har inviteret den camerounske kurator, direktør for det mobile kunstcenter Raw Material Company og rådgiver for den næste Documenta, Koyo Kouoh, til at deltage i en international panel talk om udviklingen på den internationale kunstscene den 9. oktober kl. 15 - 16.30. Sammen med efterårets kunstnere i Århus Kunstbygning: den koreansk-danske Jane Jin Kaisen og den kenyanske Ato Malinda, sætter Koyo Kouoh fokus på global samtidskunst, komplekse identiteter, feminisme og kampen mod ulighed i en post-kolonial verden. Talken er en del af Århus Kunstbygnings 2011 program IMAGINE – mod en økoæstetik, der undersøger koblingen mellem kunst, bæredygtig, socialitet og en kvindelig optik, ved at stille skarpt på en kunstproduktion i dag, der både er kritisk, men også konstruktiv og skabende. Chefkurator Charlotte Born Sprogøe er moderator på debatten og vil gå i dialog om mikrostrategier, en ny feminisme og kunst som transformator. Om Koyo Kouoh Kuratoren Koyo Kouoh arbejder kuratorisk med post-kolonialismen og globalitetens udfordringer. Kouoh er stiftende direktør for Raw Material Compagny, et mobilt kunstcenter for kunst og kritisk udveksling i Vestafrika, der skaber en dynamisk og levende platform for ny eksperimentel kunst på det afrikanske kontinent. Kouoh har omfattende erfaring med udviklingen af den afrikanske kunstscene. Hun var koordinator af kulturelle programmer på Gorée Institute i Senegal fra 1998 til 2002, og har arbejdet med både Dakar Biennalen 2000 til 2004, og Les Rencontres Africaines de la Photographie i Bamako i 2001 og 2003. Kouoh har kurateret adskillige udstillinger i bl.a. Senegal, Brasilien, Schweiz, Østrig, Tyskland, Danmark og USA. Desuden har hun været medlem af Den Gyldne Løve-juryen på den 50. Venedig Biennale i 2003 og fungerer nu som rådgiver for den kunstneriske direktør på Documenta 12. Om Jane Jin Kaisen Som sydkoreansk født og danskadopteret ser Jane Jin Kaisen (f.1980) sig selv som et produkt af modsatrettede ideologier og kulturelle indflydelser. Gennem denne komplekse position undersøger hun sin egen indspundedhed i politiske, kulturelle og historiske vilkår. Kaisen er optaget af, at skabe et kunstnerisk sprog, der redegør for ulige magtstrukturer i en globaliseret samtid. Kaisen har studeret i Danmark og USA, og har en omfattende international erfaring bag sig. Dissident Translations er Jane Jin Kaisens første soloudstilling skabt særligt til Århus Kunstbygning. Om Ato Malinda Ato Malinda (f. 1981) arbejder med performance, installations- og videokunst samt maleri. Den nairobiansk-baserede kunstner voksede op i Holland, Kenya og Texas, men vendte tilbage til Kenya, hvor hun tidligt blev bevidst om kolonialismens ødelæggende effekt i forhold Afrikas historie. Som reaktion har Malinda dedikeret sig til visionen om en afrikansk renæssance. Som et postkolonialistisk og post-modernistisk menneske søger hun, at ytre sig som en moderne, afrikansk, kvindelig kunstner. Malinda har læst kunsthistorie på University of Texas i Austin, og har som praktiserende kunstner udstillet på det afrikanske kontinent og i Storbritannien. Udstillingen Incommensurable Identities er den første soloudstilling med Ato Malinda i Danmark. Om Århus Kunstbygnings Chef kurator Charlotte Sprogøe Charlotte Sprogøe har arbejdet med eksperimentelle kurateringsformater, kuratering af kunst i det offentlige rum og med etablering af nye udstillings- og diskursive platforme. Som kunstnerisk leder af Copenhagen Contemporary og leder af den første Copenhagen Photo Festival satte hun fokus på, at skabe nye sammenhænge mellem kunstinstitutioner, kulturelle aktører og formidling til nye segmenter af befolkningen. Arbejdet med at omdefinere forholdet mellem kunstinstitution og samfund har været hendes omdrejningspunkt. Charlotte Sprogøe har tidligere arbejdet med udstillingstilrettelæggelse og udvikling på Statens Museum for Kunst, U-Turn Kvadriennale for Samtidskunst og S.A.I.R. Arrangementet er gratis efter betalt entré til Århus Kunstbygning og det vil være på engelsk. For yderligere information og aftale om interview kontakt pressekoordinator Stine Kleis Hansen, [email protected], dir: +45 86206059
© Copyright 2024