1. No category

Indholdsfortegnelse
. Indledning...............................................................................................................................2
. Forskellige kulturspecifikke kernebegreber...........................................................................3
. Udviklingen af det independent selv i Vesten........................................................................4
1. Opsummering...................................................................................................................6
. Udviklingen af det interdependent selv i Asien.....................................................................6
1. Opsummering...................................................................................................................7
. Diskussion af selvopfattelse og selvforståelse i Vesten og Asien..........................................7
1. Sammenligning af selvopfattelse.....................................................................................7
2. Diskussion af individets selvforståelse i Vesten og Asien................................................8
3. Det postmoderne samfunds betydning for selvforståelsen...............................................9
4. Universelle versus kontekstbetingede teorier.................................................................10
. Brobygning mellem vestlig og asiatisk selvopfattelse?.......................................................11
. Afslutning.............................................................................................................................12
. Selvvalgt litteraturliste:........................................................................................................14
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
Selvet – set i et tværkulturelt perspektiv
.
Indledning
Ideen til emnet opstod, da jeg genlæste ”Barndomspsykologi”1, hvor Dion Sommer i sin analy­
se af Daniel Sterns selvbegreb også diskuterer andre forståelser af selvet, som ikke umiddel­
bart er forenelige med Sterns opfattelse af det moderne, selvstændige kompetencebarns selv­
udvikling.
Mit formål med denne synopsis er derfor at undersøge, hvordan forskellige kulturer –
her den vestlige og asiatiske kultur – opfatter selvet og dets udvikling, samt hvilken indfly­
delse denne opfattelse får på individets forståelse af sig selv, af andre og forholdet mellem
dem.
Problemformulering:
Hvordan opfattes og udvikles selvet i forskellige kulturer, og hvilken betydning har det for
individets selvforståelse?
Kultur – individ – selvforståelse hænger uløseligt sammen. Når en kultur eller et sam­
fund ændres, ændres også individets muligheder og dermed dets forståelse af sig selv. Man
kan sige, at udviklingen af det hele menneske sker i en gensidig vekselvirkning mellem 3 ni­
veauer: individets subjektive beredskab, de sociale samspil og de kulturelle / samfundsmæssi­
ge vilkår.
Fordi selvet opfattes og udvikles forskelligt, afhængigt af dets kulturelle tilknytning, vil jeg
forsøge at lade disse kulturelt betingede modsætninger være styrende i opgaven. Herved håber
jeg at kunne opnå en tydeligere markering af, hvilken betydning disse forskelle har, dels
udviklingspsykologisk, dels socialpsykologisk.
Jeg vil starte med kort at definere nogle vigtige kernebegreber i den vestlige og asiati­
ske kultur, for bedre at kunne sætte dem ind i deres kulturelt specifikke sammenhæng.
Kapitel 3 omhandler Sterns teori om udviklingen af det independent selv, der er en moderne
eksponent for den vestlige selvopfattelse.
Den asiatiske opfattelse af selvet som et interdependent selv bliver opgavens kapitel 4, hvor
jeg vil udlede en ”generel tendens” af de mange bøger, jeg har læst om dette emne.2
1
Dion Sommer, 1996
Min ”generelle tendens” baseres på et traditionelt asiatisk / ikke-vestligt samfund. Jeg er opmærksom på, at
f.eks. det moderne Japan har mange af Vestens postmoderne symptomer.
2
-2-
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
Kapitel 5 bliver opgavens hovedkapitel. Her vil jeg sammenligne de to forskellige opfattelser
af selvet, og efterfølgende diskutere hvilken betydning de har for den enkeltes selvforståelse.
Jeg vil endvidere komme ind på identitetsproblematikken i det postmoderne samfund, samt det
gamle spørgsmål om universelle versus kontekstuelle teorier.
Findes der andre opfattelser af selvet, der eventuelt kan bygge bro mellem den vestlige og asi­
atiske selvopfattelse? Dette spørgsmål vil jeg forsøge at besvare udfra en social-konstruktivi­
stisk synsvinkel i kapitel 6.
Afslutningsvis vil jeg konkludere på de svar, jeg er kommet frem til og stille nogle nye spørgs­
mål, som jeg vil kunne tage op i den mundtlige del.
.
Forskellige kulturspecifikke kernebegreber
Kultur, individ og selvforståelse forudsætter gensidigt hinanden – den enkeltes selvforståelse
er altid formuleret af en given kulturs krav og fordringer, ligesom en kultur altid forudsætter
individer, der ser sig selv som repræsentanter for den givne kultur.
Kultur kan overordnet defineres som et sæt af holdninger, værdier og adfærd, der er fælles for
en gruppe mennesker, men har et individuelt udtryk.3
Den vestlige kultur har en udpræget individualistisk forståelse, med rødder langt tilbage
i historien. Det er en opfattelse af individet som ”frit og autonomt, selvberoende og selvforval­
tende, og at det skaber sig selv gennem frie valg og handlinger.” 4 Samfundet opfattes som
summen af selvstændige enkeltindivider, der står i et mere eller mindre isoleret forhold til hin­
anden.
Dette forhold mellem individ og samfund skaber det vestlige independent selv (selvstændige
selv) – forstået som ”et enkeltstående, adskilt og integreret individ.”5 Opfattelsen af selvet og
dets afgrænsning til andre betegner Stern som universelle fænomener – dvs. noget alment gæl­
dende, ”der på afgørende vis påvirker alle vores sociale oplevelser.”6
Konsekvensen af den vestlige individualisme giver sig udtryk i individets identitet eller selv­
forståelse, som jeg, ud fra Erikson, vil definere som en oplevelse af at være den samme over
tid – dvs. at individet har en personlig kerne, eller en forståelse af hvem det er inderst inde, der
er stabil og sammenhængende på trods af ydre ændringer.
3
Matsumoto, 1996
Hammerlin & Larsen, 1999 p. 31
5
Stern, 1995 p. 15
6
Stern, 1995 p. 15
4
-3-
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
Den asiatiske kultur har et kollektivistisk syn, hvor mennesket betragtes som afhængigt
af og bestemt af andre mennesker. ”Individet forstås ved det forhold, det har til sin omverden,
både i tid og sted.”7
Denne forståelse danner grundlag for det interdependent selv (det gensidigt afhængige selv),
der er ”det grænseløse, fleksible og kontekstafhængige selv.”8
Individets selvforståelse hentes udelukkende fra dets interpersonelle forhold – dvs. dets evne
til at finde en passende plads, hvor det kan tilpasse sig, opfylde sine forpligtelser og blive en
del af det store menneskelige netværk.
.
Udviklingen af det independent selv i Vesten
Sterns udviklingsteori er et opgør med den klassiske psykoanalyses ”rekonstruerede barn”, der
fremsætter generelle lovmæssigheder om spædbarnets udvikling, retrospektivt. I sin teori, hvor
Stern ser ”selvoplevelsen som et organiserende princip for udviklingen”9, forsøger han at fore­
ne viden fra både den naturvidenskabelige, empiriske metode (hvad barnet gør) og psyko­
analysen (fortolkning af hvorfor barnet handler sådan), med begreberne ”det observerede
barn” og ”det kliniske barn”.10
Stern beskriver barnets selvfornemmelse som en kvalitativ udvikling i dets måde at op­
leve sig selv og andre. De forskellige selvfornemmelser, hvoraf flere er præverbale, udvikles
indenfor såkaldte relateringsområder (ikke faser!) – dvs. den omverden, som barnet på et givet
tidspunkt i sin kognitive udvikling har samspil med – som vedbliver med at eksistere, være ak­
tive og videreudvikles, når de én gang er dannet, som ”distinkte måder at opleve det sociale liv
og selvet på.”11
0 – 2 mdr. Allerede fra fødslen har barnet en ”ikke-selvreflektorisk opmærksomhed om”
12
et gryende selv, pga. dets medfødte sociale rettethed, samt egenskaber for sansning, kogni­
tion og affekter. Berthelsen siger, at ”barnet er tilkoblet de sider ved verden, som har funktio­
nel værdi for opretholdelsen og udviklingen af dets eksistens – det som har betydning for det.”
13
2 – 6 mdr. Gennem sit interaktionsmønster med moderen, der er præget af regelmæs­
sighed, gentagelse og konstans, kan barnet integrere sin oplevelse af selv-handling, selv-sam­
7
Hammerlin & Larsen, 1999 p.33
Matsumoto, 1996 p. 40
9
Stern, 1995 p. 35
10
Stern, 1995 p. 25
11
Stern, 1995 p. 42
12
Stern, 1995 p. 17
13
Berthelsen, m.fl. 1997 p. 131
8
-4-
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
menhæng, selv-affektivitet og selv-historie til en helhed – et kerneselv – og således adskille sig
fra moderen – kerneanden.
Gennemsnittet af disse mange, ensartede, specifikke, levede episoder mellem mor og barn
samles til en generaliseret oplevelse af at være sammen med en anden – som Stern betegner
RIG (Repræsentationer af Interaktioner, der er Generaliserede).14
Mor / barn relationen bygger på de erindringer, følelser og forventninger (RIG), som de hver
især medbringer, på baggrund af deres utallige, tidligere samspil – desuden har moderens RIG
om tidligere, lignende samspilsepisoder som barn eller voksen, betydning for hendes interak­
tion med barnet. Den tidlige mor / barn relation har derfor stor betydning for, hvordan barnets
psykiske, sociale og adfærdsmæssige relationer fremover kommer til at forløbe.
7 – 15 mdr. Oplevelsen af et subjektivt selv betyder, at mor og barn kan delagtiggøre
hinanden i deres subjektive oplevelser, gennem affektiv afstemning – ved at dele opmærksom­
hedsfokus, intentioner og affektive tilstande – dvs. at det subjektive selv opstår udfra en kon­
tekst af ”intersubjektiv forbundenhed”.15
Mor og barn er således sammen om ”det at være sammen”, hvorved selve samværsformen har
fået en betydning i sig selv. 16
Fordi barnet kan aflæse de følelser, der ligger til grund for moderens reaktion på en given ad­
færd, vil det fra dette tidspunkt fortolke handlinger og reaktioner ud fra de psykiske tilstande,
der ligger bag, hvorfor ”at dele eller ikke dele psykiske tilstande med andre er en særdeles ef­
fektiv måde at forme et andet menneskes adfærd på.”17
18 – 30 mdr. Med oplevelsen af det verbale selv har barnet nu to forskellige udgaver af
samme oplevelse – den, der kan udtrykkes sprogligt – og den, der ikke kan kommunikeres,
hvilket skaber en kløft mellem barnets ikke-sproglige oplevelsesverden og ordenes verden.18
Den voksne kan hjælpe barnet, med at forene dets følelses- og sproglige verden, ved at indføle
sig i barnets ikke-sproglige oplevelse, og fortolke denne sprogligt.
36 mdr. Med det narrative selv er barnet nu i stand til at fortælle sin egen livshistorie,
hvormed det ikke kun definerer sin fortid – men skaber sin identitet. Barnets historie om sig
14
I modsætning til Mahler – der mente, at barnet først befandt sig i en symbiotisk tilstand med moderen (en
passiv mangel på differentiering), inden det gik ind i en separations- og individuationsfase – betoner Stern, at
oplevelsen af ”selv versus anden” netop er en forudsætning for ”selv med anden”, fordi denne sidste oplevelse
involverer barnets aktive integrationshandling.
15
Hvor Mahler ser denne periode som et trin i barnets uafhængighedsudvikling (separations- individuationsfa­
sen), mener Stern, at perioden i lige så høj grad er viet til at ”søge at skabe et intersubjektivt fællesskab med en
anden”. Stern, 1995 p. 20
16
Berthelsen, m.fl. 1997
17
Stern, 1991 p. 78
18
Stern, 1991 p. 102
-5-
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
selv er ikke en tro kopi af virkeligheden, men en sammenblanding af erindringer om tidligere
hændelser i tid og sted (RIG), samt en redigeret udgave af den subjektive oplevelse.
Stern siger, at ”hver historie, barnet laver og fortæller, er som et laboratorium, hvor det kan
eksperimentere med at blive sig selv.”19 Der findes nu to virkeligheder for barnet – en ”levet”,
subjektiv oplevelse, baseret på dets RIG-system, og den fortalte ”officielle” historie.
1.
Opsummering
Det synes paradoksalt, at barnets meget tidlige fornemmelse af et kerneselv – som ”noget ad­
skilt, sammenhængende, begrænset, en fysisk enhed (samt dets) fornemmelse af sin egen hand­
lekraft, affektivitet, kontinuitet i tiden”20 – kun kan udvikles gennem dets afhængighed af det
sociale samspil med omverdenen. Men netop i sit forsøg på at opnå selvstændighed har barnet
brug for afhængighed – dvs. et andet menneske, der kan godkende, anerkende og bekræfte dets
selvstændighed og dermed dets selv – man kan således ikke tale om en absolut selvstændig­
hed, men derimod om en selvstændighed, forbundet med gensidig anerkendelse.21
.
Udviklingen af det interdependent selv i Asien
Det vigtigste begreb til at beskrive den asiatiske tænkning og kultur er ”amae”, der kan over­
sættes med ”passiv, kærlig tilknytning,”22 – dvs. et ønske om afhængighed af tilknytningsob­
jektet, ledsaget af et sikkert, følelsesmæssigt bånd og en forventning om, at afhængighedsøn­
sket bliver anerkendt. Dette netværk af gensidig ”amae” – gensidig kærlighed, afhængighed
og forpligtelse – som gennemsyrer den asiatiske kultur, er en af de vigtigste årsager til udvik­
lingen af det interdependent selv.23
Amae-begrebet forbindes ikke med det nyfødte barns psyke, idet man antager, at bar­
nets mentale liv blot er en forlængelse af dets fosterliv, og at mor og barn stadig er uadskilte.24
Ifølge Bernth er forholdet mellem mor og barn så tæt, at fødslen betragtes som en beklagelig
afbrydelse af barnets totale afhængighed af moderen.25
Først i 8 – 9 måneders alderen – når barnets kognitive udvikling er så fremskreden, at
det kan forstå, at moderen er et selvstændigt individ, der eksisterer uafhængigt af barnet – be­
gynder barnet at føle moderen som noget uundværligt – det begynder derfor at søge efter en
19
Stern, 1991 p. 121
Stern, 1995 p.20
21
Benjamin, 1987 p. 227
22
Azuma, 1984 p. 50
23
Doi, 1973 er det nærmeste, man kan komme på en asiatisk udviklingsteori, idet han taler om en amae-psyko­
logi.
24
Dette svarer til Mahlers forståelse, og står som en modsætning til Sterns synspunkt – se tidligere note om
denne forskel.
25
Berliner & Karpatschof, 1989 p. 141
20
-6-
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
tæt kontakt med moderen, og denne søgen efter den tidligere kontakt / forbundenhed udgør
”amae”.26
Asiatens ”følsomhed” overfor ”amae” , der opstår i den tidlige barndom, følger individet i alle
dets kommende, tætte relationer, selvom familien som barnets primærgruppe altid vil have før­
ste prioritet.
Moderens vigtigste opgave er at forberede barnet til den kulturelle omverden, hvor gen­
sidig afhængighed – ”amae” – spiller en vigtig rolle i de sociale interaktioner. Hun er konstant
omkring barnet med trøst, hjælp og vejledning – hun retter barnets opmærksomhed mod an­
dres følelser – træner det i at gætte andres tanker – fremhæver nære personer som gode rol­
lemodeller.
Et interdependent selv betyder ikke, at man blander selv og andre eller, at man altid
skal være sammen med andre for at fungere effektivt. Tværtimod kræver det både selv-kontrol
og handlekraft at kunne tilpasse sig de forskellige interpersonelle omstændigheder.
At opretholde en relation til andre betyder, at man konstant skal være opmærksom på andre og
fokusere på deres behov, ønsker og mål.
Fordi det interdependent selv forandrer sig i forhold til den specifikke sociale kontekst, er fo­
kus ikke rettet mod det indre selv, men derimod på forholdet mellem personen og andre aktø­
rer. Det betyder at de indre egenskaber, som selvet besidder, konstant må kontrolleres og regu­
leres, for at selvet kan opfylde sin primære opgave – at indpasse sig i afhængighedsforholdet.
Denne selvkontrol til gavn for gruppens harmoni udgør kernen i det kulturelle ideal af at blive
moden – og er en vigtig base for individets følelse af selvværd og unikhed.27
1.
Opsummering
Forståelsen af selvet, som et interdependent selv, hænger sammen med en monistisk tradition –
dvs. at alt kan føres tilbage til ét overordnet grundprincip – hvor personen menes at være af
samme substans som resten af naturen. Dette betyder en tro på uadskillelighed mellem selv og
andre, og mellem person og situation.
En person er derfor kun én del af den store sociale helhed, og kan ikke forstås fuldt ud, hvis
han er adskilt derfra. Denne opfattelse ses af ordet ”jibun” – ”selv” – der betyder ” ens andel
af det fælles livsrum.”28
26
Doi, 1973 - Jf. endvidere ligheden mellem denne forståelse og Sterns synspunkt i tidligere note.
Markus & Kitayama, 1991
28
Markus & Kitayama, 1991 p. 228
27
-7-
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
.
Diskussion af selvopfattelse og selvforståelse i Vesten og Asien
1.
Sammenligning af selvopfattelse
Den største forskel mellem det independent selv og det interdependent selv er den rolle, som
”den anden” spiller.
I den interdependent forståelse er ”den anden” inkluderet indenfor grænserne af selvet,
og har derfor stor betydning for individets selv-definition. Fordi det independent selv har en
meget skarp grænse mellem selv og anden, spiller ”den anden” mest en rolle som socialt spejl
for ens selv-vurdering.
Som udtryk for vores individualisme, selvstændighed og personlig identitet har vi be­
hov for at udtrykke os selv, fremme egne mål og kontrollere vores omverden – hvorimod asia­
ten har behov for at ”høre til”, passe ind, kontrollere sig selv og fremme andres mål, for deri­
gennem at kunne opretholde harmonien / forbundenheden med den sociale kontekst.
Det er således den specifikke kultur, der udvikler og fremmer de egenskaber, holdninger og
adfærdsformer, der er nødvendige for, at individet kan begå sig i sine omgivelser. Dette giver
sig bl.a. udtryk i forskellig opdragelsespraksis.29
En vestlig mor former bestemte adfærdsmønstre ved at være sammen med barnet på en
livlig, aktiv og stimulerende måde, som resulterer i et fysisk aktivt, verbalt, selvstændigt og
nysgerrigt barn. I Asien derimod former moderen sit barn – ved ikke at skabe konfrontationer
– ved kun at undervise barnet, når det er modtageligt – og ved at begrænse dets valgmulighe­
der, hvilket skaber et mere afdæmpet og afhængigt barn, der følger moderens ønsker.
I Vesten straffer man sit barn ved at begrænse dets frihed og selvstændighed, som er vær­
dier, vi lægger stor vægt på. I Asien er det en hård straf at blive afskåret fra hjemmets fælles­
skab, fordi afhængighed er udtryk for, at man ikke er alene.
2.
Diskussion af individets selvforståelse i Vesten og Asien
Som fælles referenceramme for en videre diskussion af selvforståelsen i Vesten og Asien går
jeg ud fra en skematisk niveaudeling (lag 0 – 7)30 af individet, dets omgivelser og forholdet
mellem disse.
Det skraverede felt i den skematiske oversigt betegnes ”jen” – dvs. menneske – med
betydningen ”individets overenskomst med sine medmennesker.”31 ”Jen” er således ikke en
fastsat enhed, men en dynamisk beskrivelsesramme indenfor hvilken ethvert menneske søger
29
Jf. Berliner og Karpatschof, 1989
Marsella mfl., 1985 - se bilag 1
31
Marsella mfl., 1985 p. 33
30
-8-
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
at opretholde et tilfredsstillende niveau af psykisk og interpersonel ligevægt – psykosocial ho­
møostase.32
Ethvert menneske har behov for affektive relationer for at kunne forstå sig selv, finde mening i
livet og opbygge en identitet – men de forskellige opfattelse af selvet i Vesten og Asien bety­
der, at vi benytter forskellige sociale relationer (lag), for at få opfyldt dette behov for psykoso­
cial homøostase.
Fordi individet i Vesten er opdraget til at være selvstændigt, frigør det sig tidligt fra sin
første nære relation, familien, som er i det lag 3, der opfylder et menneskes behov for nærhed
og tryghed. Det betyder at lag 3 fyldes med nye, fremmede mennesker / ting, som individet må
søge efter i andre fjernere lag (2 – 0), for at få opfyldt sit behov for psykosocial identitet.
Disse ikke-familiære relationer er både ustabile og flygtige, hvorfor individet er konstant sø­
gende efter nogen / noget, der kan give det en følelse af nærhed, tryghed og mening – det være
sig religion, kæledyr, musik, materielle ting, velgørenhedsarbejde, kammerater, osv.33
Dette er et typisk portræt af individet i det postmoderne samfund, der har udviklet nye kompe­
tencer og søgt andre veje (lag), for at få tilfredsstillet sit behov for psykosocial homøostase –
identitet / selvforståelse i et forandret samfund.
I modsætning hertil lever asiaten stadig i en traditionsbundet kultur, hvorfor han ikke
behøver at investere sine kræfter på andre, ydre lag; hverken religion, materielle værdier,
fremmede mennesker o.l. Fordi han er opdraget til gensidig afhængighed, kan han opretholde
sin psykosociale homøostase gennem lag 3, der er hans første og vigtigste relation. Hans selv­
værd og fremtid hænger sammen med hans relation til egengruppen, som netop findes i lag 3.
3.
Det postmoderne samfunds betydning for selvforståelsen
Ovennævnte skematiske fremstilling (der er lavet ud fra en asiatisk forståelse) giver et godt
indtryk af forskellen mellem den traditionsbundne, asiatiske kultur og det postmoderne sam­
fund i Vesten – et samfund med øget informationsmængden, skærpede krav, uendelige valg­
muligheder og en uforudsigelig fremtid.
Når de tidligere, kulturelle rammer for fælles mening (traditioner, værdier og normer)
ændres, ændres tilsvarende individets selvforståelse: de mange valgmuligheder, som individet
skal forholde sig til, betyder en øget refleksivitet, mens manglende brugbarhed af tidligere ge­
nerationers erfaring nødvendiggør en ”tiltagende individualisering”34 – selvforståelse er altså
32
Marsella mfl. 1985 p. 34 – Jeg fortolker og bruger dette begreb synonymt til identitet / selvforståelse, fordi
det netop er en ligevægtstilstand mellem det psykiske og de interpersonelle relationer, det ”indre” og det
”ydre”.
33
jf. Benjamins udsagn om, at det selvstændige individ netop har brug for andre til at anerkende dets selvstæn­
dighed / dets selv.
34
Tønnes Hansen, 1997 p. 102
-9-
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
ikke længere givet på forhånd, men derimod et personligt, refleksivt projekt, der skabes af den
enkelte.
Tønnes Hansen nævner tre måder, hvorigennem individet i det postmoderne samfund
søger at skabe sig et personligt, sammenhængende orienteringssystem, der kan give det me­
ningsfuldhed og dermed en identitet: præstationer, interpersonelle relationer og personlig inte­
gritet.35
Den ”ydre fremtræden” der er så vigtig i den asiatiske kultur, spiller også en stor rolle for vest­
lige unge i dag. Det er vigtigt at ”passe ind” og ”høre til” i gruppen, hvorfor ”den anden” har
fået en meget større betydning for individets selvforståelse, end tidligere.
Den personlige integritet betyder, at individet kan opleve sig selv som en sammenhængende
person, der samtidig er i ændring (pga. dets handlinger og interpersonelle relationer). Individet
kan således fremstå med mange, forskellige ydre identiteter, indgå i mange, forskellige relatio­
ner og samtidig være en hel person.
Barnet udvikler sine kompetencer, identitet og sit selv i forhold til det postmoderne
samfund krav, og fordi kulturen fordrer selvstændighed, frigør barnet sig fra sit lag 3 og søger
at finde sin selvforståelse vha. relationer fra de andre lag.
Man kan sige, at det postmoderne barn blot har efterfulgt sin kulturs opfordring til at blive et
independent selv i en uforudsigelig verden, mens det asiatiske barn efterlever sin kulturs vær­
dier og traditioner som et interdependent selv.
4.
Universelle versus kontekstbetingede teorier
En udviklingsteori bør afspejle den givne kulturelle og historiske tid – tidsånden – som barnet
vokser op i.
Ifølge social-konstruktivismen er mennesket indlejret i en specifik, kulturel ramme. Det
er således kulturen, der former individet – hvordan det tænker om sig selv og verden og
hvordan det ser på andre mennesker. Mennesket kan derfor ikke studeres udenfor dets naturli­
ge kontekst, hvorfor ethvert forsøg på at opstille universelle, psykologiske love om mennesket
er dømt til at mislykkes.36 Der findes ingen universelle, psykologiske teorier – kun lokale, kon­
tekstafhængige teorier.
Skønt Stern betoner teoriens universelle og transhistoriske karakter, kritiserer Cushman
hans observationer, metoder og teori for blot at afspejle tidsånden i Vesten, netop nu.37 Stern
”ser” blot, hvad han ønsker at se – og skaber den teori, der er brug for. Derfor er også Sterns
teori blot en lokal teori – den vestlige kulturs teori, der bygger på observationer af amerikan­
35
Tønnes Hansen, 1997
Cushman, 1991
37
Cushman, 1991 p. 209
36
- 10 -
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
ske middelklassebørn i 1970´erne og 1980´erne – det er ”en psykologisk teori, ikke om barnet,
men om det moderne samfunds barn.”38
Spørgsmålet er om Sterns teori om kompetencebarnet afspejler tidsånden i dag? Stern
taler om dyaden og kerneselvet, mens virkeligheden er multiple relateringsprojekter og for­
skellige ydre identiteter. Det postmoderne samfund har helt andre livsvilkår end tidligere, som
barnet skal tilegne sig og begå sig i – dvs. at barnet udvikler helt andre sociale, personlige og
kulturelle kompetencer – hvorfor også de psykologiske teorier vil forandre sig tilsvarende.
.
Brobygning mellem vestlig og asiatisk selvopfattelse?
Ifølge Sommer står man i selvpsykologien med to nærmest uforenelige synspunkter: ”selv som
essens / kerne” versus ”selv som flydende / omskiftelige processer”.39
Social-konstruktivismen40 overskrider den individualistiske og rationalistiske kulturelle
forståelse af essentialisme (selvet som en stabil, indre kerne), selv-andre-dualisme (selvet som
adskilt fra omverdenen) og universalisme (selvet som eviggyldigt), og antager i stedet ideen
om et relativt, grænseløst, multirelationelt selv.
Man taler om multiple selver, indlejret i og uadskillelige fra de mange sociale relationer.
Ifølge dette synspunkt er individets selv dets sociale relationer, der dannes og ændres afhæn­
gigt af de sociale kontekster. Det er individets relationelle samværsformer, der udvikler dets
kompetencer, selvopfattelse og identitet.
Selvet kan således ikke eksistere i isolation – der findes ikke noget ”selv”, før individets ind­
træden i sociale relationer. Dette svarer til den asiatiske forståelse af uadskillelighed mellem
selv og anden – person og situation.
Hermans taler om et ”dialogisk selv” – dvs. et selv, der både har et konkret udtryk (som
modsætning til det individualistiske, abstrakte og rationalistiske selv) og er socialt (som kon­
trast til individets ene (enkelt- eller mangefacetteret) selv), fordi ”den anden” ikke er udenfor,
men derimod indenfor selv-strukturen. Dette resulterer i en ”mangfoldighed af dialogisk, gen­
sidigt påvirkende selver” .41
Hermans taler endvidere om selvet som subjekt (Jeg, der handler) og selvet som objekt (Mig,
der reflekterer), der betyder, at det enkelte individ kan besidde en mangfoldighed af ”Jeg-posi­
tioner” – dvs. at Jeg forbinder ”den anden” med en position som Jeg kan besidde og derved få
et andet perspektiv på verden og mig selv.42
38
Sommer, 1996 p. 176
Sommer, 1996 p. 205, note 9
40
Bl.a. Hermans m.fl. 1992; Gergen, 2000, Cushman, 1991
41
Hermans m.fl. 1992 p. 23
42
Hermans m.fl. 1992 p. 29
39
- 11 -
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
Gergen taler om et narrativt selv,43 hvor selvet betragtes som en konstruktion – en for­
tælling om ens særegenhed og individualitet, som man lærer at konstruere via socialiseringen
– det er selvet som social konstruktion.
At individet har forskellige selver – knyttet til forskellige kontekster og interpersonelle relatio­
ner, uden en indre kerne, til at forhindre dets tilpasning til en foranderlig, ydre virkelighed – er
således et social-konstruktivistisk synspunkt, der korresponderer med det postmoderne sam­
fund i Vesten og den interdependent opfattelse af selvet i Asien.
Derfor kan selvopfattelsen hos social-konstruktivisterne ikke betegnes som en brobyg­
ning mellem vestlig og asiatisk selvopfattelse, men må snarere ses som en forståelse, der
afspejler den virkelighed, som det postmoderne barn skal orientere sig i.
Eller som Sommer siger om selvet: ”Fænomenet optræder som essens, når bestemte metoder,
analyser og fortolkninger anlægges, og som flydende og mangeartet ved en anden forståelses­
form.”44
.
Afslutning
”Hvis udviklingspsykologien var opstået i Japan, ville den ikke have handlet om frigørelse fra
dependens som forudsætning for autonomi…Formentlig ville man end ikke have haft et be­
greb, der ligner vores begreb om udvikling.”45
Det ser ud til, at vestlige mødre ønsker et selvstændigt, fysisk og sprogligt aktivt barn, mens
asiatiske mødre ønsker et stille, tilfreds og afhængigt barn – og mødrene får, hvad de ønsker.
Stern betoner relationens betydning for selvets udvikling, men hans teori handler om
mor / barn dyaden, som ikke er barnets eneste relationsforhold i det postmoderne samfund –
hans teori lever, efter min mening, ikke op til det virkelige billede af barnets forhold i dag. Jeg
tror dog stadig, at det vestlige menneske ser sig som unikt, selvstændigt og selvhandlende,
men kulturens krav om fleksibilitet betyder, at ”multiple relationer” er virkeligheden i dag,
hvorfor det indretter sig og tilpasser sig kulturens betingelser.
Til gengæld har social-konstruktivismen nærmet sig det asiatiske syn på selvets afhæn­
gighed af personer og situationer, som må være en bedre forklaringsmodel for den vestlige vir­
kelighed i dag. Netop de ”nye” relationsteorier, der forsøger at (be)gribe den postmoderne vir­
kelighed, er et emne, jeg gerne vil komme nærmere ind på til den mundtlige eksamen.
Ifølge Vygotsky er tænkning og sprog kulturbestemt – vi lærer det, der er nødvendigt
for vores tilpasning i den sociale omverden. Noget lignende synes at være tilfældet med selvet
43
Gergen, 2000
Sommer, 1996 p. 205, note 9
45
Berliner & Karpatschof, 1989 p. 154
44
- 12 -
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
– at det udvikles til at ”passe ind” i netop sin egen kultur, ligesom individets selvforståelse æn­
dres i forhold til den specifikke kulturs nuværende krav.
Selv, individ og kultur hænger således nøje sammen – de er gensidigt afhængige af hinanden.
- 13 -
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
- 14 -
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
.
Selvvalgt litteraturliste:
Ashmore, D. & Jussim, L. (red): “Self and Identity” – Oxford University Press, 1997
Side 23 – 105. 83 sider.
Azuma, H.: “Psychology in a non-western country” – International Journal of Psychology,
no.19, 1984. side 45 – 55. 11 sider
Berliner, P. & Karpatschof, B. (red): ”Psykologi og kultur” – Psykologisk Laboratorium,
Københavns Universitet, 1989. Side 135 – 156. 22 sider
Cushman, P: “Ideology Obscured” – American Psychologist, Vol. 46, No. 3, 1991
Side 206 – 218. 13 sider
Doi, T: “The anatomy of dependence” – Kodansha Publishers Ltd., Tokyo, 1973.
Side 65 – 100. 36 sider
Gergen, K. “The saturated self” – Basic Books, 1991. Side 139 – 170. 32 sider
Gergen, K. “ Virkelighed og relationer” – Dansk psykologisk Forlag, 2000. Side 189 – 272.
84 sider.
Hammerlin, Y. & Larsen, E: “Menneskesyn – i teorier om mennesket” – Forlaget Klim,
1999. Side 31 – 34. 4 sider
Hermans, H., Kempen, H., van Loon, R: ”The Dialogical Self” – American Psychologist,
vol. 47, No.1, 1992. Side 23 – 31. 9 sider
Markus, H. & Kitayama, S: ”Culture and Self: Implications for Cognition, Emotion and
Motivation” – Psychological Review Vol.98, No.2, 1991. Side 224 – 248.
25 sider
Marsella, A., DeVos, G., Hsu, F: “Culture and Self: Asian and Western Perspectives” – Tav­
istock Publications Ltd, 1985. Side 24 – 53, 91 – 133, 141 – 181. 114 sider
Matsumoto, D. (ed): “Culture & Psychology” – Brooks/ Cole Publishing Company, 1996.
Side 35 –55. 21 sider
Sommer, D: “Barndomspsykologi” – Hans Reitzels Forlag, 1996. Side 170 – 180. 11 sider
Stern, D: ”Et spædbarns dagbog” – Hans Reitzels Forlag, 1991. Side 78 – 121. 44 sider
Selvvalgt litteratur i alt 509 sider
- 15 -
Selvet –set i et tværkulturelt perspektiv, synopsis i udviklingspsykologi
Opgave af Marianne Geisler, se min hjemmeside på www.x-psyk.dk
Obligatorisk litteraturliste
Andersen, F: (1994) ”Selvbestemmelse og komplementaritet”. I Kragh-Müller, G. (red.)
Samspil og Konflikter. Forlaget børn og Unge. 14 sider
Bae, B. & Waastad, J.E. (1999) „Erkjennelse og anerkjennelse – en introduktion“. I Erkjen­
nelse og anerkjennelse: Perspektiv på relationer. Oslo, Universitetsforlaget A/S. 12 sider
Benjamin, J.(1987) ”The Decline of the Oedipus Complex. In Broughton (ed.) Critical The­
ories of psychological Development. Plenum Press. 31sider
Bertelsen, P. (1997) ”Småbørns udvikling og den fri vilje”. I Bertelsen, P. Hem, L. Mam­
men, J. Erkendelse, stræben, følelse. Århus Universitetsforlag. 34 sider
Bowlby, J. (1988). ”A secure Base”. London, Routledge. 158 sider
Dreier, O. (1994) “Personal locations and perspectives – Psychological aspects and per­
spectives” . Psychological Yearbook, vol 1. 27 sider
Hansen, J.T.(1997) ”Identitet og integritet – aspekter ved unges identitetsdannelse i en kul­
turelt frisat samfundsepoke”. Psykologisk Set, nr. 14 (27). 24 sider
Højholt, C. (1996) ”Udvikling gennem deltagelse”. I Witt, G. & Højholt, C. (red) Skoleli­
vets socialpsykologi. Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. Unge Pædagoger. 41
sider
Schousboe, I. (2000) ”Udviklingspsykologi og børn i virkeligheden”. I I nærheden – en an­
tologi om børneperspektiver. Hans Reitzel. 18 sider
Stern, D. (2000 / 1985) ”Spædbarnets interpersonelle verden”. (brugt udgave 1995) Hans
Reitzel. 294 sider
Tetchner, S. von (2001) „Utviklingspsykologi. Barne- og ungdomsalderen“. Gyldendal
Norsk Forlag A/S. 303 sider
Winnicott, D.W. (1963) “Ego Disortion in Thems og true and false Self”. In Winnicott, D.W.
(1965) The Maturational Processes and the facilitating Environment. 10 sider
Obligatorisk litteratur i alt 966 sider
- 16 -