Vækst 2012 – uge 18 Glimmerbøsser i blomstrende vinterraps Der meldes fra flere landsdele om stærk indflyvning af glimmerbøsser (over 25 pr. plante) i vinterrapsen, som står i fuld blomst. Er marken behandlet indenfor de seneste 5-7 dage med Mavrik, Biscaya eller Avaunt, er det tvivlsomt, at der på nuværende tidspunkt kan opnås merudbytte ved endnu en behandling. Er rapsmarken kun ved begyndende blomstring er bekæmpelse aktuel ved ovennævnte kraftige angreb med over 20 glimmerbøsser pr. plante. Det er værd at bemærke, at behandling under blomstring også bekæmper snyltehvepse, der især parasitterer glimmerbøsser, hvilket kan være negativt for angrebsstyrken af glimmerbøsser året efter. Bekæmpelse af skulpesnudebiller Det gode vejr har også medført, at skulpesnudebiller søger til vinterrapsen, hvor de kan skabe adgang for galmyg. Den vejledende skadetærskel for skulpesnudebiller er 6 biller pr. plante. Det er derfor aktuelt at følge udviklingen. Bekæmpelse af skulpegalmyg Bekæmpelse af skulpegalmyg er primært aktuelt i den yderste omgang af marken. Har man erfaring for mere udbredte angreb i vinterraps på ejendommen, foretages en bekæmpelse i hele marken ved begyndende flyvning af skulpegalmyg. På nuværende tidspunkt er der ikke registreret flyvning af skulpegalmyg. Bliver bekæmpelse af skulpesnudebiller eller skulpegalmyg aktuel, anbefales 0,3 kg/ha Karate 2,5 WG eller 0,15 l/ha Fastac. Hensyn til bier Karate og Fastac må over blomstrende planter kun udbringes uden for biernes flyvetid, dvs. i perioden ca. kl. 21-03 (sommertid) - tjek altid marken for bier, før en bekæmpelse foretages. Jens Lund Pedersen, Agronom, DLA Agro Vækst 2012 – uge 18 Billede 1. Skulpesnudebille. Billede 2. Skulper angrebet af skulpegalmyg. Vækst 2012 – uge 18 Billede 3. Larver af skulpegalmyg i skulpe.
© Copyright 2024