1. No category

brYGGebLADet mAGASIn no. 18 19. november 2015
Gys,
gru og
græskar
Side 2 og 3
2
19. november 2015
Monstergræskarfedt!
Hvis man skal si
en sodavand, skal
man bare bruge
sin fantasi – som
er sådan et slags
universalværktøj,
der for eksempel
også kan få en
gråsprængt redaktør
til at ryste i bukserne
af skræk. Ja, faktisk
var redaktøren
meget tæt på at
gemme sig under en
familiepizza, da han
havde åbnet en mail
fra Bryggens Børneog Ungdomscenter.
For ud sprang 25
monstre og andre
uhyggeligheder,
som børnene på
centret har tegnet
og malet. Nyd dem
hver og en. De er
bare totalt monstergræskarfede.
-ha
19. november 2015
3
19. november 2015
4
Born to Lose:
Bryggen syrer helt ud
Bryggebladet tager med instruktøren Palle Demant og produceren
Kirstine Barfod på et psykedelisk trip: Mød to bryggeboere, der
har lavet en dokumentarfilm om Danmarks ukronede syrekonge
Lorenzo ’Guf’ Woodrose
avnet Lorenzo ´Guf´ Woodrose får
næppe klokkerne til at ringe i mere
end nogle håndfulde ører, men for
dokumentaristen Palle Demant
betyder han noget ganske særligt. Lorenzo
’Guf’ Woodrose, med det borglige navn Uffe
Lorentzen, er da heller ikke en Hr. Hvemsom-helst. Men Danmarks ukronede syrekonge, en undergrundshelt, der indtager det
psykedeliske univers. I musikken, i det hele
taget.
ner begynder at kalde ham Guf – det kan Uffe
lide.
Guf bliver til Guf, der spiller med Baby
Woodrose og Spids Nøgenhat. Babyen og
Spidshatten eksisterer side om side, musikerne krydser deres spor i en psykedelisk
garage. Spids Nøgenhat er – selvfølgelig,
mand - opkaldt efter den euforiserende
svamp og spiller heldigvis og insisterende
lige sådan. Guf synger dansk, og der er historier i ordene.
Baby Woodrose er et engelsksproget
rock'n' roll band, der har rødderne parkeret i
garagerocken, det er lige ind ad porten.
Kong Guf
Rock uden X-faktor
Uffe vokser op i Albertslund og synes ikke
særlig godt om sit navn. For at være helt ærlig, så lyder Uffe heller ikke som navnet på en
svampet syrekonge. Godt så, at nogle ven-
Palle Demants fascination af Guf opstår i
2003, da han ser ham på scenen med Baby
Woodrose til P3 Guld.
Så fed musik, Palle er seriøst Guf-ramt.
N
Tekst: Tamara Espander Fanayei
redaktion@br yggebladet.dk
Årene går, både Guf og Palle bliver lidt ældre… I 2011 begynder Palle at følge efter Guf
med et kamera, fire år senere er dokumentarfilmen ’Born To Lose’ født.
Filmen er et portræt af en musiker, der har
været aktiv på den danske musikscene i 25
år.
– Den handler om hans kamp for at overleve i musikbranchen, mens han holder fast i
en genre, der ikke altid har været lige populær, siger Palle.
Guf spiller nemlig psykedelisk rock. Og det
er jo ikke lige den musik, man hører mest af
i programmer som X-faktor og andre underholdningsprogrammer, der spytter den ene
letbenede popmusiker ud efter den anden.
Men dokumentaren tager også nogle dybere spadestik.
– Guf fylder 40, da jeg begynder at filme,
og jeg følger ham, indtil han rammer 44. I de
år sker der nogle ret skelsættende ting for
ham. Jeg tror, at der er mange i den alder,
der prøver at finde ud af, hvem de er – igen.
En bliver til tre
Da Palle har filmet i et års tid, får han brug
for en producer. Her kommer ’Kir’, som Palle
kalder Kirstine Barfod, ind i billedet.
– Det er jo tit sådan, en dokumentarfilm opstår, at der er en instruktør, der starter med
at filme alene, og så på et eller andet tidspunkt kommer instruktøren til en producer,
som i det her tilfælde var mig. Producerens
opgave er så at samle filmen, siger Kirstine.
’Born To Lose’ er støttet af Det Danske
Filmværksted, derfra får de to filmmagere faciliteter stillet til rådighed. Oven i hatten er
der en pose penge, så der også kan ansættes en klipper.
– Det er sgu ret vildt for sådan en lille film,
som bare startede med en mand, en inte-
19. november 2015
resse og et kamera. Jeg ville jo bare gerne
have, at filmen blev vist på CPH:DOX, men
nu kommer den ret faktisk ud. Det havde jeg
ikke regnet med, siger Palle.
Filmen bliver vist i biografer over hele landet.
En mand, et kald
Dokumentarfilmen om Guf er ikke lavet med
fans’ene som målgruppe; ’Born To Lose’ er
til alle med et åbent sind overfor den gode
historie og med appetit på kultur, musik og
film. Samme brede målgruppe ser man til
Spids Nøgenhats koncerter. Baby Woodrose
har derimod sit mest solide tag i mændene
mellem 35 til 45 år.
– Filmen er lavet, så den tager folk i hånden, og man kan gå ind fra gaden uden at
kende hverken Guf eller hans musik. Man
kan se filmen som det, den er: En rigtig god
5
historie, siger Palle Demant.
Han håber selvfølgelig på, at filmen vil åbne
op for et rigtigt spændende univers og give
folk et indblik i syrerockens verden. Det, der
også gør Guf vedkommende for publikum,
er, at han er en mand med en stærk intuition,
som laver sin musik uafhængigt af, hvad der
lige er på mode indenfor musikken. Guf har
i den grad fundet sit kald, og lige præcis dét
er væsentligt, for det er altid interessant at
følge et menneske, der brænder så meget for
det, han laver.
En mand, en mission
For Palle Demant handler projektet ikke om
penge eller prestige. ’Born to lose’ er en film,
han følte, han var nødt til at lave.
– Jeg følte det som en mission at få det
frem i dagens lys. Gennem en personlig historie vil jeg gerne give folk noget, hvor de,
gennem Gufs historie, kan se lidt på sig selv.
Og jeg vil gerne få folk til at gøre sig nogle
tanker om, hvad de bruger deres eget liv på.
– Guf var superspændende at arbejde
sammen med. Jeg tror, jeg har fået en meget
unik adgang til ham. Langsomt gennem årene udvikledes vores relation. I starten så han
mig som en journalist, der kom på besøg, nu
er jeg en ven, der kommer på besøg. Det afspejler filmen også, og man kommer utroligt
tæt på. Man er med hele vejen.
ANMELDELSE af ’BORN TO LOSE’ – SIDE 6
Fakta
Spids Nøgenhat vandt i år 2014 prisen
’Årets live navn’ til P3 Guld. Det kom så
meget bag på dem, at de i deres takketale
spurgte: Er der overhovet nogen, der ved,
hvem vi er? ✚ Undergrundshelten Guf har
fået sin egen dokumentarfilm, ‘Born To
Lose’, og den blev vist 6. november under
CPH:DOX. Fra den 2. december har den
premiere i landets biografer. ✚ Palle Demant, instruktør, er 37 år og bor på Bryggen.
Han har en kandidat i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Og spiller
også guitar. ✚ Kirsten Barfod, producer, er
36 år og bor på Bryggen. Hun er uddannet
fra den alternative filmuddannelse ’Super
Sizing’. Og så har hun lavet dokumentaren
Kidd Life. ✚ Filmens klipper, Rebekka Lønqvist, er også fra Bryggen.
✚
19. november 2015
6
Bryggebladets børneføljeton, del 7: Mod Rideskolen
JULIUS
OG DEN
STORE
SKAT
Zakiya
✚ Zakiya
Ajmi bor på
Bryggen. Hun er 23 år og
børnebogsforfatter og har
blandt andet skrevet “Pigen, der var Sky” og “Den
sommer alt voksede vildt”.
Læs mere på Facebook:
zakiyaajmiforfatter
og
www.zakiyaajmi.dk. Bryggebladet
portrætterede
Zakiya Ajmi i Nr. 2/2015
J
ulius, hans mor Jonna
og efterhånden også det
halve af Islands Brygge
er på jagt efter en meget
værdifuld skat. De har netop
fundet den første ledetråd,
som gemte sig bag et maleri,
der hang hos pizzamanden.
“Mhm, mhm,” mumlede
Ole, mens han med sammenknebne øjne studerede
bagsiden af det gamle maleri.
“Ole er den eneste, der
kan tyde tegnene,” sagde
Julius til pizzabagerne. “De
er skrevet på et meget gammet sprog, som ingen af os
andre forstår, se selv!” Han
viste dem skattekortet.
“Hold da op,” sagde pizzamanden. “Tænk engang,
at det maleri har hængt i vores pizzabageri i al den tid,
uden at vi vidste noget om
den hemmelige skat. Den
må være meget, meget værdifuld, når den er skrevet på
sådan et svært sprog. Måske er der både penge nok til
en ny stenovn og til en rejse
hjem til Tyrkiet.”
“Det er der helt sikkert,”
sagde Julius. “Gamle Ole
siger, at der står på skattekortet, at skatten er mere
værd end nogen af os kan
forestille sig!”
Gamle Ole hostede. “Rideskolen! Der står bag på
maleriet, at vi skal mod Rideskolen!”
“Rideskolen ligger omme
bag Ballonparken, ikke?”
Nikhila
✚ Nikhila Wittus bor på
Bryggen. Hun er 75 år, yogalærer og kunstner - og
forhenværende skønhedsdronning - og har senest
udstillet på biblioteket i
Njalsgade. Bryggebladet
portrætterede Nikhila Wittus i nr. 10/2015.
først?” sagde Julius. “Ole,
står der noget på maleriet
om, hvor på Rideskolen vi
kan finde næste ledetråd?”
“Der står … ja, det er faktisk et rim. Jeg kan læse det
højt for jer, hvis I synes:
“Vil I gerne skatten vinde
på Rideskolen skal I grave,
og I vil finde
et spor, men lad mig advare
en fæl lugt er en alvorlig
fare!”
“Hvad mon det skal betyde?” spurgte Julius.
“Det ved vi da godt!” udbrød Sandra og Yasmin.
spurgte Julius.
“Jo,” sagde Sandra, en
af hans klassekammerater.
“Mig og Yasmin går derude
hver tirsdag og torsdag. Vi
viser vej!”
Og så begav hele flokken
sig mod Rideskolen.
“Øh,” sagde Jonna på vejen. “Jeg vil bare lige sige
en ting, som er, at det er
fint, pizzamændene både vil
have en ovn og en rejse, men
nu synes jeg bare lige, vi allesammen skal huske på, at
det jo var mig og Julius, der
fandt skattekortet i sin tid,
så vi fortjener selvfølgelig en
ekstra bonus …”
“Arh, mor. Det var faktisk
mig alene, der fandt skattekortet,” sagde Julius.
“Arh, Jonna og Julius. Jeg
er jo faktisk den eneste, der
kan tyde kortet, så jeg vil da
helt klart mene, at jeg fortjener den største andel af
skatten!” sagde gamle Ole.
“Okay, okay, vi snakker
om, hvordan vi deler skatten
senere! Skal vi ikke lige koncentrere os om at finde den
En helt almindelig undergrundshelt
Vejen til berømmelse og anerkendelse kan være svær – måske er den i virkeligheden uønsket. Som forsanger
i Baby Woodrose og Spids Nøgenhat kæmper Lorenzo ’Guf’ Woodrose en svær kamp, hvor ukonventionel
integritet og bred anerkendelse vejer lige tungt på vægtskålen
A nmeldelse: Tamara Espander
Fanayei
redaktion@br yggebladet.dk
Dokumentarfilmen ’Born To
Lose’ er et ærligt portræt
af en splittet mand, der står
med den ene ben i en ganske almindelig hverdag, hvor
han serverer øl på et værtshus og slæber fustager. Og
det andet ben i rock’n’rollmusikken, med druk og
lange dage i øvelokalet. For
Guf er det en tilværelse, hvor
det kan være svært at holde
balancen, men han gør det
alligevel med en balletdansers ynde.
Bag det store skæg, står
der også en usikker mand.
Guf udtaler, at alt, hvad
han rører ved, bliver til lort.
Han siger også, at vi er født
til at tabe i en verden, der
synger på sidste vers. Men
disse udsagn virker diffuse
og ude af proportion – for
er han særligt udvalgt til at
komme med den slags profetier? Skærer man Lorenzo
’Guf’ Woodrose indtil benet,
står man trods alt kun tilbage med Uffe fra forstæder-
ne. Uffe er Gufs borgerlige
navn.
Mere substans
Almindeligheden er mærkbart tilstede under hele filmen, og det har ikke noget
med filmen at gøre, for den
leverer en smuk stemning,
man som seer bliver grebet
af. Det er Uffe, der leverer
almindeligheden, og måske
er han i virkeligheden så
almindelig, at instruktøren
Palle Demant i mangel af andet har grebet til de mange
gentagne sekvenser med
øl, baner på bordet og en
joint i omløb for at finde noget, der kunne 'bære' filmen
hjem. Efter tredje gang bliver
druk-sekvenserne bare irriterende. Lidt mere substans
i portrætteringen af Uffe,
lidt graven i hans tekst- og
stofunivers, i hans livssyn,
havde givet noget mere substans. Flere sekvenser med
hele live-numre havde også
kunnet løfte det hele et par
meter, for det er dér, Lorenzo
bliver noget særligt. Det er i
musikken, han stråler – ikke
når han går småskæv og
øser ud af sin lommefilosofi.
Det ville være rart, hvis
Uffe kom ud af hashtågerne,
vågnede op uden svamperester i skægget og så verden med nye øjne. Måske
er der umuligt for en type
som ham, der vælter rundt
i en urealistisk verden, hvor
man ikke bliver voksen – og
det gør måske, at han altid
vil forblive en smule banal og
derfor helt almindelig. Men
det er nok også det, der gør
ham til den, han er? For når
hashtågerne er fordampet
en smule, ser man små glimt
af en mand, der kæmper sin
kamp for at få alle livets brikker til at passe sammen.
Filmen tager seeren med
ind i Uffes soveværelse, men
vi har brug for at komme
med helt ind under dynen.
Derfor lærer man hverken
musikken eller Uffe helt at
kende. Til gengæld giver de
små musikfrekvenser en lyst
til at udforske Baby Woodroses og Spids Nøgenhats syrede og kaotiske universer.
Og det trækker filmen op.
8
Når skæbnen
er en flise
foran Brugsen
Cristi Lazar er på
lovligt ophold i
Danmark. Han er blot
sælger for ILLEGAL,
der er et narkopolitisk
magasin med hjemløse
af mange nationaliteter
som sælgere.
Tekst: Hans Buhl
Foto: R icardo Ramirez
redaktion@br yggebladet.dk
D
e sidste år min mor
levede… Når jeg
besøger hende, så
sidder vi ofte ved
vinduet i stuen og lader livet
flyde forbi derude. Vi er mest
stille. Men på et tidspunkt
siger min mor altid ”Der er
så mange skæbner til”, og
jeg er kommet i vane med at
svare: ”Ja, der en til os alle
sammen”.
Ikke noget at
komme efter
Tidligt om morgenen den 24.
maj 2004, nogle minutter i
fem, vælter en tankbil med
20 tons flydende ammoniak
i udkanten af byen Mihailesti
i det sydlige Rumænien. Tre
kvarter senere eksploderer
tanken og sender 18 mennesker i døden. Redningsarbejdere, nysgerrige, chaufføren og et tv-hold. I foråret
samledes pårørende for 11.
gang ved mindesmærket.
Ellers sker der ikke så meget i Mihailesti. Der er ikke
noget arbejde, ikke noget
at komme efter. Ikke noget
at blive efter. Udsigtsløst,
kunne man kalde det.
Cristi Lazar husker tydeligt ulykken. Han er født og
opvokset i Mihailesti og er 17
år, da tankbilen eksploderer.
Selvfølgelig husker han den
majdag i 2004. Selv om der
er sket så meget siden da.
Cristi er blevet voksen, han
er blevet gift, han har fået to
19. november 2015
Cristi Lazar
har kone og to
børn hjemme
i Rumænien,
men fattigdom
og intet
arbejde har
gjort ham
til hjemløs
bladsælger på
Bryggen
Med himlen som
dyne
Lazar, der møder ind på flisen hver dag klokken 9 og
bliver der i seks-syv timer.
Timelønnen er ikke værd
at skrive hjem om. På en god
dag tjener Cristi Lazar 100
kroner, men som oftest er
daglønnen nærmere 50 kroner. De penge skal række til
mad, hjælp til familien i Mihailesti – og til busbilletten,
når Cristi Lazar et par gange
om året tager hjem for at
være sammen med sin kone,
sine børn og sine forældre.
En seng at sove i er derimod ikke med i budgettet.
Lige nu sover Cristi Lazar
på sofaen hos en rumænsk
kammerat, men mange nætter er jorden lagen og himlen
dyne for den 28-årige familiefar.
– Det ville vær lidt bedre,
hvis jeg kunne blive sælger
af HUS FORBI, de tjener
flere penge og bliver også
behandlet bedre af folk end
os med ILLEGAL.
Cristi Lazar har prøvet at
blive HUS FORBI-sælger,
men blev afvist. Fordi han
taler meget dårligt dansk,
og fordi HUS FORBI primært
tager sigte på at hjælpe danske hjemløse.
– Jeg håber, det bliver
bedre i Rumænien. Jeg savner mine børn og drømmer
om, at vi kan få en fremtid
sammen i Mihailesti, siger
Cristi Lazar.
Han smiler. Men kun
udenpå.
og Ekstra Bladet (22 gange)
KNEPPER tocifret, mens
Bryggebladet er gået i cølibat. Måske fordi vi heller ikke
kender ordet KUSSE, som
Politiken brugte 26 gange,
Ekstra Bladet seks gange og
Kristeligt dagblad to gange.
PIK står heller ikke i Bryggebladets ordbog, mens Politiken ruller den helt ud med
101 PIKKE. Her lyner Ekstra
Bladet bukserne op efter 64
PIKKE, mens Kristeligt Dagblad tilsyneladende kun kender ordet PIK i ental. I hvert
fald har undersøgelsen kun
fundet én PIK i den kristelige
tryksag – til gengæld i en
meget lang artikel.
Men så RØV da? Der kan
Bryggebladet vel være med?
Nej, nej, igen har vi RØVEN i
vandskorpen. Sølle to RØVE
er klasket ind i spalterne. Her
er Ekstra Bladet Danmarks
børn – sønner på tre og fem.
Og han er blevet hjemløs
bladsælger i København.
Cristi Lazar står foran Brugsen i Njalsgade og sælger
ILLEGAL. Eller foran NETTO,
hvis en anden bladsælger
har taget flisen. Danske fortove har været hans arbejdsmarked i næsten tre år.
– Der er ikke noget arbejde
i Rumænien. Jo, jeg plukkede tomater i sæsonen, men
to måneders arbejde til en
meget lav løn, det kan man
ikke forsørge en familie med.
Nogle andre fra Mihailesti
var taget til København for at
finde arbejde, og det gjorde
jeg så også, fortæller Cristi
Fisseløse Tidende
Tekst: Hans Buhl
redaktion@br yggebladet.dk
Bryggebladet overvejer at
skifte navn til FISSEløse
Tidende. Redaktionen har
bedt bladets bestyrelse om
at få PIKKEN ud af postkassen i en HELVEDES fart
og tage stilling til navneændringen som en direkte og
uundgåelig konsekvens af
en FUCKING alarmerende
Politiken-undersøgelse af,
hvor mange frække ord en
række danske aviser får
smuglet ind i spalterne.
Det viser sig nemlig, at Politiken 26 gange i 2014 brugte
ordet FISSE, Ekstra Bladet
havde 22 FISSER i spalterne, mens Kristeligt Dagblad
ikke overraskende nøjedes
med en enkelt FISSE. Derimod er det – trods flere gennemlæsninger – ikke lykke-
des vores interne ekspert i
frække ord at finde så meget
som skyggen af en FISSE i
Bryggebladet. End ikke en
svag lugt af fisk har vores
ekspert været i stand til at
opsnuse.
Men så er Bryggebladet
vel FOR FANDEN da helt
fremme i de frække sko, når
det kommer til andre saftigheder? Overhovedet ikke.
Både Politiken (26 gange)
førende bagdelsblad med
433 registrerede RØVE, 22
flere end Politiken, der skyllede ud efter 411 RØVE.
Et FUCKING, en RØV og tre
gange SGU var facit i Bryggebladet. Det er SATEME
godt nok FUCKING pinligt!