Miraklet Kim Fupz Aakeson, 1995 (2,1 ns) havde efterhånden forædt mig i mangel på trøst. Altså 20 sprang jeg. Men som det ofte sker i den slags sager, uden at det nogensinde kommer til andres kendskab, fortrød jeg i det Omsider trodsede jeg min tøven og kravlede ud på taget af øjeblik balancen havde overgivet resten af kroppen til det en gennemsnitlig ejendom, en høj kaserne der faldt i med frie fald. Foran mig havde jeg fjorten etager ned, og i lyset 5 omgivelserne og jeg nidstirrede kort den askede by. Mine 25 den bratte udsigt til døden, forsvandt mine før så indlysende grunde til at springe og møde bunden var så indlysende at grunde, og jeg skreg på Forsynet med stor, åben mund. Jeg intet holdt mig tilbage. Jeg havde slidt mig tør i hallerne skreg som alle skriger, alle skriger altid når de falder, og under jorden, min kone var kold og skællet som en fisk, aldrig har det hjulpet nogen. børnene lignede tørrede svedsker, og hver aften når alting De der havde samlet sig dernede holdt vejret. Af en eller 10 grånede mod nat, kunne jeg spejle egne sørgelige træk i 30 anden grund nåede de altid at klumpe sig sammen på første tællelaget på vællingen. Fugten drev ad væggene i parket, lige meget hvor hurtigt man sprang, det var som om lejligheden, og mit sammensparede gods havde man uden de luskede rundt omkring karreerne og ventede på at se en videre overgivet til andre med bedre forbindelser, og når jeg skikkelse klippet i sort mod himlen, og på et øjeblik var de klagede til de rette instanser, bekymrede ingen sig om at der alle sammen, folk og menigmænd der aldrig kunne finde 15 besvare henvendelserne, men henviste mig i stedet til 35 på at springe nogen steder, men altid foretrak bunden og kontorer der ikke længere eksisterede. hinandens utålelige selskab. De gloede og ventede på at jeg Det kan muligvis lyde som mindre ting, men de krævede skulle nå ned og brede mig ud over den skærvede gade. Gyse ikke desto mindre et vist overskud at indtage dagligt, og jeg ville de og rykke tættere sammen i disen og bilde sig ind at de havde noget til fælles, og det havde de måske, men ikke Denne pdf er udskrevet af Marianne Kusk Cuesy (mari60k1), Flakkebjerg Efterskole (311301), 31/3 2015 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. 40 andet end netop at være idioter og diskenspringere og almue med rindende næser, og når det er sagt, indrømmer jeg gerne at netop da ønskede osse jeg at være som dem, ikke mindst at være hos dem, selv kigge op på en faldende 60 et jernspir tværs gennem mit afsjælede legeme og lægge mig til rette over kullene. At jeg overhovedet kan fortælle dette, er muligvis den absolut sidste rest af miraklernes tid. tosse og være med til at rykke sammen. Men ikke længe. 45 For med ét foldede fjerene sig ud på min ryg, og i en 65 fra "Sidemanden", Gyldendal misundelsesværdig bue svang jeg mig hen over deres paphoveder og gled tilbage, op mod udgangspunktet. Op og videre væk over tagene. Man havde hørt mig skrig og valgt at give dem dernede et vingebårent eksempel på de vældige 50 kræfter der findes uden for idioternes regimente, og jeg lo over min nye lykke og rullede mig i luftlag ingen andre havde smagt før mig. Og jeg tænkte at der stadig var plads til store undere, jeg tænkte at forude lå ufattelige ting og ventede på mig, ja måske på os alle. 55 Det gjorde der ikke. To timer senere skød to fritidsjægere mig ned i udkanten af en kommunal tilplantet skov, og allerede samme aften havde en kone med store lyserøde overarme hevet alle indvolde ud gennem mit røvhul, stampet persille og salt den anden vej, for til sidst at stikke Denne pdf er udskrevet af Marianne Kusk Cuesy (mari60k1), Flakkebjerg Efterskole (311301), 31/3 2015 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print.
© Copyright 2024