Miraklet
Kim Fupz Aakeson, 1995 (2,1 ns)
havde efterhånden forædt mig i mangel på trøst. Altså
20 sprang jeg.
Men som det ofte sker i den slags sager, uden at det
nogensinde kommer til andres kendskab, fortrød jeg i det
Omsider trodsede jeg min tøven og kravlede ud på taget af
øjeblik balancen havde overgivet resten af kroppen til det
en gennemsnitlig ejendom, en høj kaserne der faldt i med
frie fald. Foran mig havde jeg fjorten etager ned, og i lyset
5 omgivelserne og jeg nidstirrede kort den askede by. Mine
25 den bratte udsigt til døden, forsvandt mine før så indlysende
grunde til at springe og møde bunden var så indlysende at
grunde, og jeg skreg på Forsynet med stor, åben mund. Jeg
intet holdt mig tilbage. Jeg havde slidt mig tør i hallerne
skreg som alle skriger, alle skriger altid når de falder, og
under jorden, min kone var kold og skællet som en fisk,
aldrig har det hjulpet nogen.
børnene lignede tørrede svedsker, og hver aften når alting
De der havde samlet sig dernede holdt vejret. Af en eller
10 grånede mod nat, kunne jeg spejle egne sørgelige træk i
30 anden grund nåede de altid at klumpe sig sammen på første
tællelaget på vællingen. Fugten drev ad væggene i
parket, lige meget hvor hurtigt man sprang, det var som om
lejligheden, og mit sammensparede gods havde man uden
de luskede rundt omkring karreerne og ventede på at se en
videre overgivet til andre med bedre forbindelser, og når jeg
skikkelse klippet i sort mod himlen, og på et øjeblik var de
klagede til de rette instanser, bekymrede ingen sig om at
der alle sammen, folk og menigmænd der aldrig kunne finde
15 besvare henvendelserne, men henviste mig i stedet til
35 på at springe nogen steder, men altid foretrak bunden og
kontorer der ikke længere eksisterede.
hinandens utålelige selskab. De gloede og ventede på at jeg
Det kan muligvis lyde som mindre ting, men de krævede
skulle nå ned og brede mig ud over den skærvede gade. Gyse
ikke desto mindre et vist overskud at indtage dagligt, og jeg
ville de og rykke tættere sammen i disen og bilde sig ind at
de havde noget til fælles, og det havde de måske, men ikke
Denne pdf er udskrevet af Marianne Kusk Cuesy (mari60k1), Flakkebjerg Efterskole (311301), 31/3 2015
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
40 andet end netop at være idioter og diskenspringere og
almue med rindende næser, og når det er sagt, indrømmer
jeg gerne at netop da ønskede osse jeg at være som dem,
ikke mindst at være hos dem, selv kigge op på en faldende
60 et jernspir tværs gennem mit afsjælede legeme og lægge mig
til rette over kullene.
At jeg overhovedet kan fortælle dette, er muligvis den
absolut sidste rest af miraklernes tid.
tosse og være med til at rykke sammen. Men ikke længe.
45
For med ét foldede fjerene sig ud på min ryg, og i en
65 fra "Sidemanden", Gyldendal
misundelsesværdig bue svang jeg mig hen over deres
paphoveder og gled tilbage, op mod udgangspunktet. Op og
videre væk over tagene. Man havde hørt mig skrig og valgt
at give dem dernede et vingebårent eksempel på de vældige
50 kræfter der findes uden for idioternes regimente, og jeg lo
over min nye lykke og rullede mig i luftlag ingen andre
havde smagt før mig. Og jeg tænkte at der stadig var plads
til store undere, jeg tænkte at forude lå ufattelige ting og
ventede på mig, ja måske på os alle.
55
Det gjorde der ikke. To timer senere skød to fritidsjægere
mig ned i udkanten af en kommunal tilplantet skov, og
allerede samme aften havde en kone med store lyserøde
overarme hevet alle indvolde ud gennem mit røvhul,
stampet persille og salt den anden vej, for til sidst at stikke
Denne pdf er udskrevet af Marianne Kusk Cuesy (mari60k1), Flakkebjerg Efterskole (311301), 31/3 2015
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.