1. No category

Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26, 1. tekstrække.
Grindsted Kirke.
Søndag d. 12. juli 2015 kl. 10.00.
Egil Hvid-Olsen.
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26, 1. tekstrække.
Salmer.
DDS 749 ”I østen stiger solen op”.
Dåb:
DDS 447 ”Herren strækker ud sin arm”.
DDS 449 ”Vor Herre tar de små i favn”.
DDS 617 ”Nu bør ej synden mere”.
--DDS 688 ”Skal kærlighed sin prøve stå”.
Altergang: DDS 28 ”De dybeste lag i mit hjerte”.
DDS 29 ”Spænd over os dit himmelsejl”.
Tekstlæsninger.
5. Mos. 30,11-14; Rom. 6,3-11; Matt. 5,20-26.
1
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26, 1. tekstrække.
Evangelietekst.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Hvis jeres
retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind
i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den,
der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som
bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til
sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til
Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at
din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig
dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med
din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig
til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig
siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« Matt 5,20-26.
Prædiken.
”Åh nej, vi har fået en videnskabsminister, der tror på himmelnisser.” Sådan citerede
Kristeligt Dagblad et facebookindlæg forleden dag.1 Jeg synes egentlig, at det er meget
sjovt formuleret, men jeg lader mig også let begejstre af plat humor. Ofte er det den
fede overdrivelse, der gør en morsomhed sjov; og man må da i hvert fald sige, at
personen bag den nævnte sætning overdriver voldsomt. Han overdriver faktisk sagens
1
Kristeligt Dagblad, 7. juli 2015, s. 2. ”Kritik af kristen videnskabsminister kalder på et svar fra kirken”.
2
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26, 1. tekstrække.
kerne i en sådan grad, at han ikke skelner mellem tro og overtro. Første led af ordet
”Himmelnisser” henviser til Guds ubegribelighed og vælde, der gør, at vi forestiller os,
at han befinder sig i himlen. Andet led af ordet henviser til juletidens pudsige, små,
drillende fyre med høje, røde huer, der udgør resterne af datidens overtro, hvor det
gjaldt om at holde sig på god fod med gårdnissen.
Det, mange har stødt sig på - og som sætningen om himmelnisserne er et indlæg imod
- er, at den nye forsknings- og uddannelsesminister, Esben Lunde Larsen, i et interview
har udtalt, at han ”som et kristent menneske tror på en skabende gud”. Om ministeren
er et godt valg til posten aner jeg ikke, men det er i hvert fald helt sikkert, at hans
udtalelse ikke bør diskvalificere ham. Diskvalificeret er dog, hvad han bliver i flere
udtalelser fra Facebook, som Kristeligt Dagblad bragte i forbindelse med sagen. En
person skriver: ”Hvor er det ekstremt pinligt at indsætte en overtroisk på
videnskabsposten”, mens en anden drager en heftig konklusion, idet vedkommende
skriver: ”Det svarer jo til at sætte en nynazist ind som integrationsminister”.
Det, disse sætninger afslører, er, at de personer, der har formuleret dem, anser enhver
troende for at være fundamentalist; altså som om man kun kan læse Bibelen
bogstaveligt. De tillægger enhver kristen den overbevisning, at Gud skabte universet
på seks dage, som om skabelsesmyten i alle kristnes øjne udgør et naturvidenskabeligt
referat af faktiske hændelser. Med dette ensidige syn på tro maner kritikerne sig selv
op i et hjørne, hvor de lige så fundamentalistisk tilkender naturvidenskaben den eneste
sandhed. De har ikke sans for, at naturvidenskab og kristendom kan leve side om side
uden at modsige hinanden. Mens naturvidenskaben beskæftiger sig med, hvordan
verden fysisk hænger sammen, beskæftiger kristendom og teologi sig med den
guddom, der kan befinde sig bag det hele og som ifølge Det Nye Testamente faktisk
åbenbarede sig i mennesket Jesus. Her er det ikke beviser, men tro, der sætter
dagsordenen; en tro, der bygger på Bibelens tekster. Disse tekster bliver imidlertid altid
underlagt en fortolkning, og det er bestemt ikke sikkert, at den fortolkning, der vil forstå
teksterne som objektive referater af reelt stedfundne hændelser, er den korrekte.
3
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26, 1. tekstrække.
Ganske vist er tendensen fra USA, hvor kristne fundamentalister insisterer på at forstå
hele Bibelen bogstaveligt og derfor afviser Darwins evolutionsteori, også ved at vinde
indpas her til lands i forskellige frimenigheder og på Folkekirkens yderste højrefløj.
Men det betyder ikke, at alle kristne er af den overbevisning. Gælder det Folkekirkens
præster er det tværtimod et fåtal, der har denne fundamentalistiske tilgang til Bibel og
tro. For mig og mange af mine kolleger at se, skal man ikke forvente nogen sinde at
finde for eksempel Adams og Evas knogler eller resterne af Noa Ark, for det er mytiske
figurer, hvis fortællinger har megen vigtig indsigt at give os, men ikke repræsenterer
virkelige hændelser. Derfor udelukker evolutionsteorien heller ikke Guds
bagvedliggende plan med skaberværket. Denne plan kan bare ikke bevises og er derfor
ret uinteressant at diskutere. Spørgsmålet om, hvorvidt Gud eksisterer og kan tillægges
æren for, at universet er til, afgøres i sidste ende af tro. Hvis man tror, er man overbevist
på et andet plan end den overbevisning, der opstår som følge af argumenter og beviser.
Troen er så at sige en gave, man kan værdsætte, selvom andre ikke kan acceptere dens
ubeviselighed. Det betyder ikke, at troen ikke kan udfordres. Den kan både udsættes
for tvivl og anfægtelser. Ind imellem kan den også mistes helt. Det er således troens
vilkår, at den altid udfordres. Bliver den ikke det, risikerer den at stivne i usund
rettroenhed, der aggressivt lukker af over for andres overbevisninger. Da kommer den
troende til at minde om de tidligere citerede naturvidenskabsfundamentalister, der er
fulde af fordømmelse over for den nye forskningsminister. De er ikke i stand til at
drøfte deres syn på religion og tro, fordi de har ophøjet naturvidenskaben til en
guddom.
Når jeg tager udgangspunkt i debatten om Esben Lunde Larsen, skyldes det, at det
netop er den slags unuanceret tilsmudsning, Jesus advarer imod i dagens
evangelietekst. Anklagerne mod ministeren er fyret af på et alt for løst grundlag.
Indirekte gør opponenterne det, Jesus giver et eksempel på. De kalder ham for ”Raka”,
hvilket kan oversættes med ”tomhjerne”, ”fæhoved” eller ”fjols”. Konsekvensen - siger
4
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26, 1. tekstrække.
Jesus - er, at dem, der siger sådan, skal kendes skyldige af Det store Råd; en trussel, vi
ikke længere kan forholde os til, da vores samfund er bygget anderledes op end det,
Jesus levede i. Men det, Jesus mente, var nok heller ikke, at der skulle holdes retssager,
hver gang nogen talte grimt om andre. Hvad, han derimod maner til, er eftertanke og
hensynsfuldhed. Det er ikke gavnligt for nogen, at man tillægger andre holdninger og
motiver, de slet ikke har, sådan som det er sket i sagen mod forskningsministeren. Hans
påståede brøde består i, at han har bekendt sin tro på en skabende gud – og ve det
moderne menneske, der er til fals for den slags himmelnisseovertro! Dem skal
selvretfærdige og fordømmende naturvidenskabsfundamentalister nok angribe med
fuld styrke.
I modsætning til denne lyst til at pege fingre af folk med en anden overbevisning end
ens egen, vægter Jesus den mellemmenneskelige forståelse ved at advare os mod at
fælde forhastede domme. Det lyder næsten for simpelt, for selvfølgelig er det dumt at
tillægge andre holdninger, de ikke har. Men det er ikke desto mindre noget, vi gør
dagligt. Inden for retssystemet er den anklagede uskyldig, indtil det modsatte er bevist,
men sådan forholder det sig ikke i vores normale omgang med hinanden. Her dømmer
vi rask væk ud fra hudfarve, religiøs og politisk overbevisning, ja, selv ud fra æstetik.
Der er lavet undersøgelser, der beviser, at smukke mennesker har meget lettere ved at
få deres planer gennemført end folk, der må satse på andre fortrin end deres ydre. De
fleste af vore domme fælder vi ubevidst, men det gør dem ikke retfærdige.
Hvad Jesus insisterer på er en vægtlægning på ethvert andet menneske som
ligeværdigt. Vi er alle Guds skabninger, hvilket medfører at ingen har ret til at ophøje
sig over andre. Tværtimod er det vores opgave at være til for hinanden. Det er vi faktisk
rigtig dårlige til! Ganske vist har vi omsorg for den nærmeste familie og vennerne, men
derefter flyder omsorgen ud i en sådan grad, at vi ofte dømmer folk, før vi lytter til,
hvad de egentlig står for. Drejer det sig om medmennesker langt væk - som for
eksempel de mange flygtninge, der krydser Middelhavet i tusindtal - får de knap nok
status af mennesker i vores bevidsthed. De betragtes i højere grad som en samlet trussel
5
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26, 1. tekstrække.
end som enkeltstående individer. På kortere sigt gør det hverdagen meget mere
overskuelig for os, men på længere sigt risikerer vi at grave grøfter, der er så store, at
vi har svært ved at respektere andre som ligemænd, hvad enten de befinder sig tæt på
eller langt fra os. Da glemmer vi, at vi alle deler vilkår som Guds skabninger, hvilket
fører til, at vi enten er ligeglade med andre eller tillægger dem djævelske motiver. Står
den slags indbyrdes fordømmelser på i tilstrækkelig lang tid, begynder begge parter at
tage krigeriske metoder i brug, og så er vejen til forsoning så godt som umulig at bane.
Det gælder altså om at tage sit forhold til næsten op til revision. Man kan spørge sig
selv, om ens holdning til forskellige mennesker bygger på reele oplevelser af negativ
art eller på sladder og mulige misforståelser. Man kan spørge om, hvad grunden kan
være til, at den, man nærer afsky overfor, er, som han eller hun er. Man kommer i hvert
fald ingen vegne ved at ignorere problemet og ensidigt fastholde sin ret til at
tilsidesætte andre. Hvor ufrugtbart det er ikke at lytte til andre beskrives meget tydeligt
i en roman af Carsten Boe med titlen ”Ødegården”.2
Jeg vil ikke anbefale bogen, for jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal synes om den. Men
selvom jeg ikke er begejstret for den, har den sat nogle tanker i gang. Romanen handler
om et kærestepar, der tager på weekendtur til en ødegård i Sverige. I løbet af
weekenden konfronteres man med forskellige dilemmaer, parret står overfor: Skal de
købe hus eller ej? Skal de have børn eller ej? Skal de spise de svampe, de har samlet,
eller lade være? Skal de gå en tur eller blive indenfor? Intet er hverken for stort eller
småt til at blive problematiseret, men rigtig drøftet bliver det aldrig. Grunden hertil er
sikkert, at de ikke taler sammen. De er ganske vist ikke tavse, men når de taler, taler
de forbi hinanden, eller også fylder de konversationen ud med høflighedsfraser.
Bogen er ikke særlig lang, men som læser sidder man og venter på, at parret tager
konsekvensen og bryder deres forhold, for der er intet, der tyder på, at de kan lide
2
Carsten Boe: ”Ødegården”, Aronsen 2013.
6
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Matt. 5,20-26, 1. tekstrække.
hinanden. Men selvom de får mindst én anledning mere, tager de sig ikke sammen til
at droppe deres forhold. De er så blottet for lidenskab, at den, når den endelig dukker
frem, hurtigt trækker sig tilbage igen. Derfor fylder ligegyldige detaljer om
madlavning, kaffebrygning og salat, der knaser mellem tænderne det meste af romanen,
der er omtrent lige så kedelig som dens hovedpersoner. Men at skabe en troværdig
stemning af kedsommelighed og vissen kærlighed er også en kunst, og derfor er bogen
ikke nødvendigvis dårlig. Den formår at skildre to mennesker, der er så ligeglade med
hinanden, at al glæde dør ud omkring dem. Man ønsker næsten for dem, at de i det
mindste kunne kalde hinanden ”tomhjerne”, ”fæhoved” og ”fjols”. Det ville løfte deres
forhold op på et lidt højere plan, hvor de i det mindste henvendte sig til hinanden, om
end det ville være med et negativt fortegn. Men end ikke det gør de. Således formår
romanen at beskrive to personer, der hver for sig er så optaget af sig selv, at de inderst
inde slet ikke vil den anden. De kunne lige så godt leve adskilt på hver sin øde ø.
Naturligvis sættes sagen på spidsen i romanen. Men hvis vi vender tilbage til
evangelieteksten, er det Jesu ærinde at få os til at indse, at intet medmenneske skal være
os ligegyldigt. Tværtimod er der lige så stor værdi at finde i enhver anden, som i os
selv. Det er der, fordi vi alle er Guds skabninger, og at vi derfor er forpligtet på
hinanden, selvom vi fødes med forskellige forudsætninger og under ligeså forskellige
vilkår. Næsten skal altså hverken nærmes med forbehold, ubegrundede anklager eller
ligegyldighed. Gør vi det alligevel - og det undgår vi ikke - er det os, der er tomhjerner,
fæhoveder og fjolser.
Amen.
7