Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt. 6,24-34. 1. tekstrække.
Grindsted Kirke.
Søndag d. 13. september 2015 kl. 10.00.
Egil Hvid-Olsen.
Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt. 6,24-34. 1. tekstrække.
Salmer.
DDS 10 ”Alt, hvad som fuglevinger fik”.
Dåb:
DDS 750,1-3 ”Nu titte til hinanden de favre blomster små”.
DDS 750,4-5 ”Nu titte til hinanden de favre blomster små”.
DDS 41 ”Lille Guds barn, hvad skader dig?”.
--Motet v/ pigekor: ”Vær ikke bekymret”.
DDS 15 ”Op, al den ting, som Gud har gjort”.
Altergang: DDS 14 ”Tænk, at livet koster livet”.
DDS 6 ”Dig være, mildeste Gud Fader”.
Tekstlæsninger.
1. Mos. 8,20-22;9,12-16; Gal. 5,25-6,8; Matt. 6,24-34.
1
Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt. 6,24-34. 1. tekstrække.
Evangelietekst.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan
tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den
ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg
jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for,
hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end
klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres
himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan
lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg
mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger
jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således
markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke
jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at
spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo
efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige
og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede
for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver
dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34.
Prædiken.
Jeg gad vide, hvad der ville ske, hvis Jesus dukkede op i nutiden på en synkefærdig
skude fuld af rædselsslagne mennesker, der befandt sig midt ude på Middelhavet i
2
Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt. 6,24-34. 1. tekstrække.
stormvejr. Mon han også i den situation ville sige: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv”?
Ville han i et poetisk billedsprog henvise til himlens fugle, der hverken sår, høster eller
samler i lade, men som alligevel får den nødvendige føde af Guds hånd? Ville han
fremdrage markens liljer, der hverken arbejder eller spinder, men på trods heraf er
smukkere end selv det fornemst klædte menneske? Og hvordan ville de skrækslagne
passagerer tage imod hans budskab? Ville de gå den sandsynlige druknedød i møde
med oprejst pande? Eller ville det mest oplagte være at give Jesus et puf, så han styrtede
ud over rælingen? Når man tænker på de massive problemer, der præger
verdenssituationen, synes hans ord om, at man ikke skal bekymre sig, i hvert fald
temmelig naive. Igennem længere tid har menneskesmuglere tjent fedt på at sende
fortvivlede flygtninge og håbefulde migranter over Middelhavet i fartøjer, der længe
har været tjenlige til ophugning. De sidste måneder er problematikken blevet
intensiveret, idet vi er blevet vidner til den største indvandringsbølge siden 2.
verdenskrig. Europas grænser udfordres af den massive mængde mennesker, der søger
et bedre liv hos os. Nogle dør undervejs, når de elendige både, de har fået stillet til
rådighed går ned; men der er stadig en masse, som når frem. Politisk er man grebet af
panik og har derfor svært ved at finde fælles fodslag til gavn for både Europas
nuværende borgere og dem, der ønsker selv at blive europæere. Når Jesus siger til os,
at vi skal se på himlens fugle og markens liljer, kan det derfor også virke lidt
virkelighedsfjernt. Hvad hjælper spurve og blomster os, når en massiv mængde
flygtninge og migranter truer vores velstand og samfundsorden? Er det mest oplagte
ikke, at lade Jesus være Jesus og så ellers finde en effektiv måde at holde de fremmede
ude på? Hvad kan vi i det hele taget bruge Jesu naturpoetiske billedsprog til? Er det
ikke bare en naiv ordflom, der har revet sig løs fra virkeligheden? Jo, det kunne man
godt mene, hvis det ikke lige var for evangelietekstens afsluttende linjer. Det er linjer,
som enhver forlagsredaktør ville have slettet fra Jesu naturpoetiske knækprosadigt,
fordi de truer med at slå alt det foregående i stykker. Men til alt held har der ikke været
en sådan redaktør ind over. De afsluttende linjer sikrer nemlig, at vi kan tage det
3
Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt. 6,24-34. 1. tekstrække.
foregående alvorligt. Opfordringen, Jesus ender med, lyder sådan her: ”Så vær da ikke
bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig om det, der hører den
til. Hver dag har nok i sin plage.”
”Hver dag har nok i sin plage.” Med disse afsluttende ord er alt det naive og
virkelighedsfjerne pludselig væk. Jesus ved godt, hvad livet kan byde på. Han er jo
selv i fuld gang med at erfare og leve det, da han udtaler, at hver dag har nok i sin
plage. Men netop derfor ved han også, at det er ufrugtbart udelukkende at fokusere på
det svære og nedslående. Gør man det, lukker man af for glæden, og så er det, at man
mister blikket for storheden i det små; for himlens fugle og markens liljer. Hvis man
på den måde mister glæden ved livet, får man langt sværere ved at kæmpe for det. Har
man derimod øje for hverdagens små mirakler, bliver livet værdifuldt – ja, måske
ligefrem helligt. Da er livet noget, der skal værnes om; ikke kun ens eget, men også
andres.
Når man betænker, hvor trygt et samfund, vi danskere lever i, er det egentlig sært, at
vi ikke i højere grad har øje for hverdagens små mirakler; for himlens fugle og markens
liljer; for glade børn og venlige voksne; for frihed, medbestemmelse og massevis af
muligheder for udfoldelse af forskellig art. I stedet for at vi glæder os over alt dette,
har vi en tendens til at lade bekymringerne fylde os. Politisk bliver vi bombarderet
med, at det ikke er nok at opretholde de goder, vi har. Med et nyt plusord skal vi
derimod ”vækste” os fremad på jagt efter en endnu større mængde materielle goder.
Dette ensidige fokus på vækst gør os smålige. Alt sættes ind på at skabe et endnu rigere
samfund, og der er ikke rigtig tid til at stoppe op og nyde det, man allerede har.
Felttoget for den materielle vækst suser videre på jagt efter nye erobringer. Derfor er
der ikke plads til dem, der ikke yder til vækstens bedste. De får nærmest status af
desertører. Dette er grunden til, at det de sidste år er blevet endnu mere ildeset end før
at være for eksempel invalidepensionist eller arbejdsløs. Man ligger samfundet til last
i endnu højere grad end tidligere, fordi samfundsforståelsen har ændret sig. Samfundet
4
Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt. 6,24-34. 1. tekstrække.
består tilsyneladende ikke længere af alle landets borgere, men af de produktive og
perfekte, der har blikket rettet fast mod en bedre og rigere fremtid for dem, der viser
sig værdige. De uproduktive derimod er ildesete, fordi de udgør en udgift, der
forhindrer den hurtige vækst og virkeliggørelsen af et materielt jordisk paradis. Når
man således mener, at man har uproduktive samfundsnassere nok indenlands, finder
man det kun rimeligt at lade bekymringen om nødlidende i andre lande fare. Dette er
ikke hele, men noget af grunden til, at der ikke arbejdes målrettet på at løse den store
migrations- og flygtningeproblematik. Man vælger at satse på lappeløsninger og
begrunder det med, at vi jo ikke kan rumme alle verdens flygtninge.
Det er da også ganske rigtigt, at vi ikke kan rumme alle verdens flygtninge. Et lille
land som Danmark kan kun huse en meget begrænset procentdel. Men det tager ikke
ansvaret fra os.
Når man bebyrdes af et ansvar, der føles for stort, kan man let blive panisk. Det er
altså en helt igennem menneskelig reaktion at lade sig gribe af panik, når man står over
for en fare, man har svært ved at tackle. I vore dage står vi oven i købet over for flere
af slagsen - ikke kun presset på de europæiske landegrænser; vi udfordres også af
klimaproblematikken, som truer med at gøre flygtningestrømmen endnu mere massiv.
Men panik er ikke løsningen, hvor forståelig den end er.
Kunstmaleren Erik Hagens har i sit kæmpeværk ”EsbjergEvangeliet”, der illustrerer
bibelske hændelser og citater i en nutidig sammenhæng, malet en bil med et osende
udstødningsrør. Dette uskønne motiv er en illustration, der henviser til en del af
juleevangeliet. Her viser nogle engle sig for en håndfuld hyrder, der holder nattevagt
over en flok får. Blændet af det skarpe lys, der udgår fra englene, er hyrderne lige på
nippet til at gå i panik. Men da siger den første engel: ”Frygt ikke!” Denne opfordring
har Hagens flyttet 2000 år op i tiden og overvejet i hvilken situation, den kunne lyde i
dag. Han er kommet frem til, at vi har brug for den, når vi konfronteres med
klimaproblematikken. Han har malet det osende udstødningsrør som en henvisning til
5
Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt. 6,24-34. 1. tekstrække.
naturens trængsler og koblet det sammen med englens opfordring til ikke at frygte. Det
sidste, der er behov for, er nemlig, at vi lader os gribe af panik. Skulle Hagens male en
illustration til det samme bibelcitat i dag, kunne han gøre det med en flok grænsevagter,
der i tydelig desperation forgæves forsøger at holde en tusindtallig skare ude.
Budskabet ville dog være uændret: Panik gavner ingen, men udsætter blot den brugbare
løsning.
Spørgsmålet er bare, hvad der så hjælper. En del af svaret ligger lige for. Med en klar
bevidsthed om, at man ikke kan lade den store menneskemængde rådne op, men at man
har pligt til at hjælpe dem, er man så småt i gang. Lægger man nøgterne overvejelser
og beregninger oven i, kommer man et stykke videre. Med et grundigt forarbejde, kan
man sætte hjælpen ind, hvor den fungerer bedst. Samtidig er det nødvendigt at indse,
at de udfordringer, vi står overfor, umuligt kan løses uden konsekvenser for os selv. At
løsningerne bliver dyre er dog ingen grund til at vende ryggen til problemerne. Der kan
og skal foretages prioriteringer, når der står menneskeliv på spil. Det er for eksempel
ingen særlig nordeuropæisk menneskeret at tage på en eller to årlige udlandsferier til
fjerne himmelstrøg. Selvom det er både givende og afslappende kan man faktisk
overleve uden. Den rejse, der foretages af de mennesker, der i disse uger spreder sig
ud over Europa, er af en helt anden og alvorligere art end de traditionelle charterferier
til solbeskinnede strande eller eksotiske rejsemål, vi så gerne tager på. Det er klart, at
sådan nogle ferierejser både er herlige og giver et skud energi til at tackle hverdagens
udfordringer; men oplevelser af den art kan også findes herhjemme – og dermed er vi
tilbage ved Jesu omtale af de små mirakler; fuglene i himlen og liljerne på marken. Det
gælder om at åbne øjnene for, at verden er et fantastisk sted og livet derfor er
mirakuløst. På trods af sygdom og død, krig og katastrofer er livet en gave. I en kristen
sammenhæng forstås livet oven i købet som en gave fra Gud. Han har givet livet til
hver enkelt af os. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi ikke blot hver for sig skal tage
vare på den gave, vi helt personligt har fået; vi skal også tage vare på andres liv; på den
6
Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt. 6,24-34. 1. tekstrække.
gave, de har fået. Det gør vi ved at yde hjælp, når andre lider nød. På samme måde må
vi komme kloden til hjælp, når den trues af klimaforandringer, fordi den også er en
gave fra Gud og tilmed udgør betingelsen for, at vi overhovedet kan leve. Hjælpen kan
vi først sætte i gang ved indledningsvist at erkende, at der er nok at bekymre sig om,
og dernæst - i stedet for at blive grebet af panik - lade hver dag have nok i sin plage.
Derved kan man holde hovedet koldt nok til i fællesskab at finde varige løsninger, så
vi også fremover vil have mulighed for at glæde os over himlens fugle og markens
liljer.
Amen.
7