1. No category

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække.
Grindsted Kirke
Mandag d. 25. maj 2015 kl. 10.00
Steen Frøjk Søvndal
Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække
Salmer
DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud
DDS 305: Kom, Gud Helligånd, kom brat
DDS 62: Jesus, det eneste
--DDS 294: Talsmand, som på jorderige
Altergang – DDS 321: O, kristelighed
DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs
Tekstlæsninger
GT-læsning:
Sl 104,24-30
Epistel:
Apg 10,42-48a
Prædiketekst:
Joh 3,16-21
1
Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække.
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for
at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.
Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han
ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til
verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.
For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger
ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive
åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Joh 3,16-21
Prædiken
Jeg har et meget personligt forhold til de første ord i prædiketeksten til i dag. Joh
3,16, som vi også kalder ”den lille Bibel”, er mit konfirmationsord, som på trods af,
at jeg ikke lagde meget i ordene dengang, er kommet til at følge mig nu. De er sat på
vers, så man også kan synge dem. Der er for nylig udkommet en bog med titlen:
”Således elskede Gud verden”.
En af de få ting, jeg kan huske fra konfirmationsforberedelsen, var at præsten bad os
udskifte to ord med vores eget navn, så det kom til at lyde sådan her:
Således elskede Gud [og så mit eget navn], at han gav sin enbårne søn, for at [mit
eget navn igen], som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Det er også personligt for mig, fordi jeg for seks år siden prædikede for første gang i
Grindsted Kirke netop over denne tekst.
Pinsens tekster sætter spotlyset på kærligheden. I går hørte vi Jesus tale om, at den,
der elsker ham, holder fast ved hans ord, og Gud vil elske ham / hende og komme og
tage bolig i det menneske.
I dag hører vi igen om Guds kærlighed. Guds kærlighed er fuldkommen og ren i
modsætning til vores, som altid er fyldt med synd og urenhed. Gud elsker nemlig på
trods!
2
Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække.
Det kan så give anledning til at tale om kærlighedens væsen, for kærlighed er ikke
bare kærlighed. Der er meget forskel på kærlighed. Der er meget, der ligner og kaldes
kærlighed, som ikke er det.
Den store og helt afgørende forskel finder vi netop i Guds kærlighed og i den, der
hører verden og menneskene til. Guds og vores kærlighed er ikke af samme art, de er
forskellige af væsen.
Gud elsker verden. Ja, men gør vi ikke også det? På en varm forårsdag kan vi alle
sammen sige med Louis Armstrong: ”What a wonderful world”, eller vores egen:
”Jeg elsker den brogede verden.” Selvfølgelig elsker vi verden med naturen, dens
skønhed og rige muligheder. Og vi elsker da også menneskene – i hvert fald nogle af
dem! Vi kan ikke elske alle mennesker, for vi elsker med forbehold. Vi elsker ikke de
uelskværdige eller dem, der bagtaler os, eller voldsmændene eller dem, der gør os
ondt. Vi gør det ikke, og vi kan ikke. Det ligger ikke inden for den menneskelige
formåen, uanset hvor meget vi tager os sammen, og uanset hvor meget vi opfordres
til at gøre det, selv af Jesus, der siger: ”Elsk jeres fjender”.
Vores kærlighed er heller ikke uforanderlig, den kan hurtigt vendes til det modsatte.
Det er der alt for mange eksempler på – selv inden for ægteskaber. Det ene øjeblik er
kærligheden varm, for snart efter at blive kølig eller ligefrem kold. Nej, vores
kærlighed er en meget begrænset og usikker størrelse. Vi elsker dem, der elsker os.
Vi omgås dem, vi holder af.
Hvad gør Gud? Gud elsker verden. Og så er det vigtigt, at vi sætter os ind i, hvad
ordet verden betyder, for så forstår vi, hvor bagvendt og mærkelig, ja forargelig Guds
kærlighed er. Hans kærlighed er den uretfærdige kærlighed! Verden – eller egentlig
”kosmos”, som det hedder i grundteksten – har flere betydningsnuancer i Det Nye
Testamente. I Johannesevangeliet betyder det den onde verden, den gudsfjendske
verden, som har vendt sig væk fra ham og har frasagt sig ethvert tilhørs- eller
ansvarsforhold til sin skaber. Det er syndefaldets verden, Gud elsker – uden
forbehold. Altså ikke blot alt det skabte og skønne i naturen, men alle syndere. Ja,
3
Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække.
Paulus kan skrive i Romerbrevet: Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde
for os, mens vi endnu var syndere.
Gud elsker verden. Gud elsker syndere. Gud elsker ateister, spottere,
voldsforbrydere, mordere, børn og gamle, homoseksuelle og heteroseksuelle, fraskilte
og ægtefolk, rige og fattige – hele verden uden undtagelse, ethvert menneske!
Fuldkomment!
Gud vil, at hans kærlighed skal nå ud til ethvert menneske mens det er tid, mens
døren til Guds rige endnu står åben. Derfor indbyder han os: Kom ind til den evige
glæde! Tag imod evangeliet. Tro på Jesus. Og frelst bliver man alene ved tro på
Jesus. Ikke ved gerninger, ikke ved anstrengelse, ikke ved fromhed eller kirkegang.
Enhver, som tror, skal ikke fortabes, men have evigt liv.
Det er derfor, Jesus siger: Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden,
men for at verden skal frelses ved ham.
Nogle siger så: Nå, men bliver alle så ikke frelst? Bag det spørgsmål ligger en
forglemmelse – nemlig den, at situationen i forvejen var den, at verden var dømt!
Verden – og dermed vi – var faldet bort fra Gud og kommet i den Ondes vold. Den
gode nyhed er, at alle ikke skal forblive i dommen. Nu kommer Jesus, sendt fra Gud
– ikke for at dømme verden, som han ellers med retfærdighed kunne, og kaste alle i
den evige ildsø, fortabelsen under Guds vrede i tid og evighed. ”Alles fortabelse” var
vores retfærdige lod. Og med mindre man forstår det vilkår, har evangeliet intet at
sige en.
Det slog mig, da vi for en god uges tid siden i Israel læste Ef 2, hvor Paulus
indskærper noget, vi skal huske: Husk derfor, at I, der var født som hedninger – husk,
at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for
forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Hvorfor skal vi huske, at vi
engang var adskilt fra Kristus? Kan vi ikke bare huske, at vi er frelst? Nej, han siger
til menigheden: husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, for så kan evangeliet
komme til at skinne ind over os og skabe den tro, som klynger sig til Jesus.
4
Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække.
Jeg hørte engang én tale om to måder at anskue vores forhold til Gud på. Den ene er
den meget almindelige, at tro på Gud er som at få en pizza fra en pizzarestaurant,
hvor man selv går ind vælger sit tilbehør. Man kan vælge lidt hist og pist, tage lidt af
det gode fra kristendommen med og så supplere med noget andet, lidt fra buddhisme
og det nyreligiøse og måske endda et par træk fra islam. Man kan vælge og vrage i
Bibelen, også, og tage det frem, som man har lyst til, og bare udelade noget andet,
som ikke lige passer. Så har man til sidst en god og velsmagende pizza, som man
gerne vil have den. Åndelig talt, så har man sin egen religiøse blanding, som det
passer en bedst.
Den anden måde at se sit forhold til Gud på, er at forestille sig et hus i brand. Lad os
bare forestille os, at kirken brænder. Vi er samlede herinde, og der udvikler sig en
kraftig røg, så ingen kan orientere sig eller finde vejen ud. Pludselig lyder der et råb,
som skærer sig igennem hele huset: ”Jeg har fundet vejen ud”. Og befrielsen
begynder, og folk strømmer ud. I den situation er der ingen, der begynder at klage
over, at der ikke er andre veje ud eller sige: ”Jeg vil ikke gå den vej. Jeg vælger en
anden”. Husk, at I dengang var adskilt fra Kristus.
Det er det billede, der passer på den verden, Jesus taler om, som Gud elsker.
Verdens og vores nej til Gud har sat huset i brand. Vores hus er som alle andres fyldt
med synd og med afguder, og vi har brug for, at Gud minder os om, hvad vi er uden
ham og derefter rækker os det evangelium, der har kraften til at redde den hjælpeløse
og gøre os retfærdige. Ikke gøre os perfekte, men gøre os retfærdige og tilgive os. Det
var det, Jesus kæmpede for. Det var det, der drev ham til korset, hvor han gav sit liv
for os og bragte sit liv som et offer til Gud.
Gud sendte ikke Jesus for at dømme os – Gud ske lov og tak! Det gjorde Gud ikke.
Han sendte Jesus for at verden skulle frelses ved ham. Og igen kan du sætte dit eget
navn ind på verdens plads: Gud sendte Jesus for at du skulle frelses ved ham. Det
evangelium skinner ind over pinsen, og det bliver pinse, hver eneste gang
5
Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække.
Helligånden overbeviser et menneske om, at det er sandt. Jo, for nu blev én mere
reddet i land.
Den, der tror på ham, dømmes ikke – er det ikke vidunderligt?!
Jesus skjuler ikke dommen for os. Det kommer i nogle meget prægnante sætninger:
Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns
navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede
mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.
Hvordan kan dommen være, at lyset er kommet? Forestil dig, at du kommer ind i et
mørkt lokale, hvor man ikke kan se en hånd for sig. Der kan stå mange ting i sådan et
lokale, der kan også være en masse skidt rundt i hjørnerne, men du ser det ikke, indtil
det øjeblik, du tænder lyset eller en lommelygte. Når lyset fokuserer på et område,
kan du se klart, hvad der er i rummet – også alt skidtet.
Når lyset kommer og lyser på os, så ser vi synden, der bor i os – og vi ser én
skræmmende ting mere: at vi elsker mørket mere end lyset. Vi ser vores egoisme og
selvretfærdighed – hvis ellers lyset får lov til at skinne på os. For Jesus fortsætter:
For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans
gerninger ikke skal afsløres.
Man kan holde sig væk fra lyset og forblive det mørke lokale, hvor man kan leve i
fred med al synd og urenhed. Det ligger uforstyrret rundt i hjørnerne eller på
hylderne, i fred for det afslørende lys.
Læg mærke til, at forskellen mellem at blive frelst og ikke blive frelst ikke går
mellem dem, der gør det gode og dem, der gør det onde. Forskellen går mellem dem,
der tror og dem, der ikke tror. Eller mellem enhver, der øver ondt og den, der gør
sandheden. Den, der gør ondt, hader lyset fra Jesus.
Hvad er så det at gøre sandheden? Jo, Jesus svarer på det:
Den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans
gerninger er gjort i Gud.
6
Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække.
At komme til lyset, at lade Jesus og hans ord skinne ind over alt mit skidt – det er
frelsende tro! På trods af, at vores sag over for Gud står dårligt, så kommer
Talsmanden, vi skal synge om efter prædikenen, og taler vores sag.
Når Talsmanden rejser sig, så siger han, at der er en forsoner for al synd. Han siger,
at Jesus har betalt for alt, hvad vi har gjort galt. Han siger, at Gud elsker os uendelig
højt, uanset hvad vi er og hvad vi har gjort. Det er da et vidunderligt evangelium, vi
får lov at høre her i pinsen.
Så ”den lille Bibel” holder stadig! Hvorfor kaldes verset ”den lille Bibel”? Jo, man
har kaldt det sådan, fordi i det ene vers samles hele Bibelens budskab. Her har du,
hvad Jesus ville fortælle dig – og ikke mindst, hvad han ville gøre for dig.
Jeg synes, vi skal slutte med at kopiere min præsts eksperiment med Joh 3,16 og
citere verset sammen. Så kan vi hver især udskifte to ord med vores eget navn:
Således elskede Gud NN, at han gav sin enbårne søn, for at NN, som tror på ham,
ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Glædelig pinse!
7