08-04-2015

Dansk A
Studentereksamen
1stx111-DAN/A-18052011
102246.indd 1
Onsdag den 18. maj 2011
kl. 9.00 - 14.00
21/03/11 07.09
Indhold
Side
Opgaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Tekster:
1. J. P. Jacobsen: To Verdener. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
2. Rune Lykkeberg: Kampen mellem kvalitet og krænkelse. . . . . . . . . . . . 7
3. Bjørn Bredal: Krimifascisme? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
4. Jesper Stein Larsen: Den sidste gode genre. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
5. Morten Vestergaard og Orla Borg: Pilen peger på Generation Y . . . . . 12
6. Kjeld Koplev: Klynkegenerationen må på barrikaderne. . . . . . . . . . . . 14
7. Mette Moestrup: Landsby . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
8. Knud Sørensen: Landsby. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
Billede:
Side 11
Foto fra plakaten til filmen Pigen der legede med ilden, 2009. Foto: Nordisk
Film.
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
102246.indd 2
21/03/11 07.09
Opgaver
Du skal besvare én af opgaverne 1 - 5. Brug opgavens titel som overskrift for din
besvarelse.
1
To Verdener
Skriv en litterær artikel om To Verdener.
Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af To Verdener (tekst 1),
hvor du bl.a. undersøger tekstens komposition. Giv en perspektivering til perioden. 2
Moderne talentshows
Skriv en kronik om moderne talentshows.
Kronikken skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en karak­
teristik af argumentationsformen i Kampen mellem kvalitet og krænkelse
(tekst 2).
Diskuter synspunkterne.
3
Krimiens popularitet
Skriv et essay om krimiens aktuelle popularitet. I dit essay skal du tage udgangspunkt i Krimifascisme? (tekst 3) og Den
­sidste gode genre (tekst 4) og overveje krimigenrens muligheder og begræns­
ninger. Du kan inddrage eksempler fra film og litteratur.
4
Generation Y
Skriv en kronik om Generation Y.
Kronikken skal indeholde en redegørelse for Sofie Ryes synspunkter og
argumentationsform i Pilen peger på Generation Y (tekst 5). I en diskussion af synspunkterne skal du inddrage Klynkegenerationen må
på barrikaderne (tekst 6). 5
Landsby
Skriv en litterær artikel om Landsby.
Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Mette Moestrups
Landsby (tekst 7) med særligt fokus på digtets ordvalg og stil.
Inddrag i en perspektivering Knud Sørensens Landsby (tekst 8).
3
102246.indd 3
21/03/11 07.09
1. J. P. Jacobsen: To Verdener
Teksten blev oprindeligt trykt i tidsskrifterne Nutiden og Hjemmet i 1879.
J. P. Jacobsen (1847-1885), dansk forfatter.
5
10
15
20
25
30
35
Salzach1 er ingen munter flod, og der ligger en lille landsby på dens østre bred, der er
meget trist, meget fattig og sælsomt stille.
Som en elendig flok af vantrevne tiggere, der er bleven standsede af vandet og
ingenting har haft at give i færgeløn, står husene nede på den yderste bræmme af
bredden, med deres værkbrudne skuldre trykket mod hinanden, og stager håbløst
med deres trøskede krykkestolper i den grålige strøm, medens deres sorte, glansløse
ruder fra baggrunden af svalegangene stirrer frem under det udstående spåntagsbryn,
stirrer med et skulende udtryk af hadefuld kummer efter de lykkeligere huse derovre,
der enkeltvis og to og to og hist og her i hyggelige klynger spreder sig over den grøn­
ne slette langt bort ind mod det gyldentdisede fjerne. Men om de fattige huse står der
ingen glans, kun rugende mørke og tavshed, tynget af lyd fra floden, der trevent, men
dog aldrig standsende siver forbi, mumlende hen for sig på sin vej så livstræt, så
underligt åndsfraværende.
Solen var ved at gå ned; cikadernes klingre glassummen begyndte at opfylde luften
på den anden side og bares2 nu og da over af pludselige matte vindpust, der kom og
døde hen i flodbrynets vækst af tynde vidjer.
Oppe på floden kom der en båd.
En svag, udtæret kvindeskikkelse stod i et af de yderste huse, bøjet frem over sva­
legangens brystning, og så efter den. Hun skyggede med den næsten gennemsigtige
hånd for øjnene; thi deroppe hvor båden var, lå solens skær gyldent og blinkende
skarpt over vandene, og det så ud, som sejled' den på et spejl af guld.
Gennem det klare halvmørke lyste kvindens voksblege ansigt frem, som havde det
lys i sig selv; tydeligt og skarpt var det at se som de skumkamme, der selv i mørke
nætter hvidner havets bølger. Ængsteligt spejdede hendes håbløse øjne, et sælsomt
svagsindet smil lå der om den trætte mund, men de lodrette rynker på hendes runde,
fremspringende pande bredte dog som en skygge af fortvivlelsens bestemthed over
det hele ansigt.
Det begyndte at ringe i landsbyens lille kirke.
Hun vendte sig bort fra solskæret, og rokkede frem og tilbage med hovedet som
for at undgå klokkeklangen, idet hun mumlede næsten som svar på den vedholdende
ringen: ”Jeg kan ikke vente, jeg kan ikke vente.”
Men lyden blev ved.
Som i pine gik hun frem og tilbage på svalen3; fortvivlelsens skygge var bleven endnu
dybere, og hun trak vejret tungt som en, gråden trykker, og som dog ikke kan græde.
I lange, lange år havde hun lidt af en smertefuld sygdom, der aldrig lod hende ro,
hvad enten hun lå eller gik. Hun havde søgt den ene kloge kone efter den anden, hav­
de slæbt sig fra een hellig kilde til en anden, men uden nytte. Sidst havde hun været
Salzach: biflod til floden Inn; løber gennem Østrig og Tyskland.
bares: blev båret.
3
svalen: svalegangen.
1
2
4
102246.indd 4
21/03/11 07.09
40
45
50
55
60
65
70
75
på septembertoget til St. Bartholemä4, og her havde en gammel enøjet mand givet
hende det råd at binde en kost af Edelweiss og vissen rude5, af majsens brandknuder6
og kirkegårdsbregner, en lok af sit hår og en splint af en ligkiste; den skulle hun så
kaste efter et ungt fruentimmer, der var sundt og friskt og som kom gennem rindende
vand, så ville sygdommen forlade hende og gå over på den anden.
Og nu havde hun kosten skjult på sit bryst, og oppe på floden kom der en båd, den
første, siden hun havde fået tryllevånden7 bunden. Hun var atter trådt hen til svalens
brystning. Båden var så nær, at hun kunne se, der var en fem, seks passagerer
ombord. Fremmede så det ud til. I stavnen stod bådføreren med en pligtstage8, ved
roret sad en dame og styrede, og en mand var hos hende og passede på, hun styrede
efter bådførerens vink; de andre sad midt i båden.
Den syge bøjede sig langt frem; hvert træk i hendes ansigt var spændt og spejden­
de, og hånden havde hun i barmen. Hendes tindinger bankede, åndedrættet var
næsten standset, og med udspilede næsebor, med rødmende kinder og vidtopspærre­
de, stive øjne ventede hun på bådens komme.
Allerede kunne de rejsendes stemmer høres, snart tydeligt, snart kun som en
dæmpet mumlen.
”Lykke,” sagde den ene af dem, ”er en absolut hedensk forestilling. De kan ikke
finde ordet et eneste sted i det nye testamente.”
”Salighed?” indvendte en anden spørgende.
”Nej hør,” blev der nu sagt, ”ganske vist er idealet for en samtale at komme bort
fra det, man taler om, men det synes jeg, vi nu passende kunne gøre ved at vende til­
bage til det, vi begyndte med.”
”Nå ja da, grækerne . . .”
” Først phønicierne!9”
”Hvad ved du om phønicierne?”
”Ingenting; men hvorfor skal phønicierne altid forbigås!”
Båden var nu lige under huset, og ligesom den var der, var der en om bord, der
tændte sin cigaret. Lyset faldt i et par korte blus på damen ved roret, og i det rødlige
skær sås et ungdommelig friskt pigeansigt med et lykkeligt smil på de halvtåbne
læber og et drømmende udtryk i de klare øjne, der så op mod den mørke himmel.
Skæret sluktes, der hørtes et lille plask, som om der blev kastet noget ned i vandet,
og båden drev forbi.
Det var omtrent et år efter. Solen gik ned mellem banker af svære, tungtglødende
skyer, der kastede et blodrødt skin over flodens blakkede vand; en frisk vind strøg
ned over sletten, der var ingen cikader, kun flodens boblen og suset fra de mimrende
sivbræmmer. I det fjerne sås en båd komme ned med strømmen.
Kvinden fra svalegangen var nede ved bredden. – Dengang hun havde kastet sin
heksekost efter den unge pige, var hun falden besvimet om på svalen, og den stærke
sindsbevægelse, måske også en ny fattiglæge, der var kommen der på egnen, havde
bevirket en forandring i hendes sygdom, og efter en hård mellemtid var hun begyndt
St. Bartholemä: valfartssted ved Königsee i Bayern. rude: plante af familien ruta, som bl.a. dyrkedes som lægeurt.
6
majsens brandknuder: rester af majsplanter (efter afbrænding af de høstede majsmarker).
7
tryllevånden: tryllebuketten (som hun har bundet).
8
pligtstage: loddestok til at måle vanddybden på lavt vand.
9
Phønicierne: et folk, som i oldtiden beboede en række bystater ved Middelhavets østlige kyst.
4
5
5
102246.indd 5
21/03/11 07.09
80
85
90
95
100
105
110
115
120
at komme sig og var et par måneder efter fuldstændig rask. I begyndelsen var hun
som beruset af denne følelse af sundhed, men det varede ikke længe, så blev hun ned­
slået og bekymret, urolig, fortvivlet, thi overalt blev hun forfulgt af billedet af den
unge pige i båden. Først kom det til hende, som hun havde set det, ungt og blom­
strende, det knælede ned ved hendes fødder og så bedende op på hende; så senere
blev det usynligt, men hun vidste dog, hvor det var og at det var der, thi hun hørte det
ligge og jamre sig ganske stille, om dagen i hendes seng, om natten i en krog af hen­
des værelse. Nu sidst var det blevet tavst og synligt igen, det sad foran hende blegt og
udtæret og stirrede på hende med unaturlig store, underlige øjne. –
I aften var hun nede ved flodbredden; hun havde en spån i hånden og gik og drog
kors på kors i det bløde dynd; en gang imellem rejste hun sig i vejret og lyttede, og så
tegnede hun videre.
Da begyndte det at ringe.
Hun gjorde korset omhyggelig færdigt, lagde spånen fra sig, knælede ned og bad. Så gik hun ud i floden til midt på livet, foldede sine hænder, og puttede sig ned i det
gråsorte vand. Og det tog hende, trak hende ned i dybet, og sivede som altid tungt og
trist afsted, forbi landsbyen, forbi markerne – bort.
Båden var nu kommen ganske nær; den havde de unge folk om bord, der hin gang
hjalp hinanden at styre og som nu var på deres bryllupsrejse. Han sad ved roret, hun
stod oprejst midt i båden, draperet med et stort gråt sjal og med en rød lille hætte over
hovedet, … stod og støttede sig mod den korte, sejlløse mast og nynnede.
Så drev de lige under huset. Hun nikkede fornøjet til styrmanden, så op mod him­
len og gav sig til at synge, sang, lænet mod masten og med blikket vendt mod de dri­
vende skyer:
I grave10 brede
er tryg min rede,
er fast du bygget, min lykkes borg,
og værne de volde for harm og sorg?
Hvad ser jeg da ude fra højenloftsbro11
skumre, hvor solrøde skyer de bo?
Jeg kender de skygger . . . derude der bygger,
derude der vanker
landflygtige tanker
fra min vemodstid.
I skygger, kom, kom ind og gæst
min borg og sid mit hjerte næst
og drik af gyldenblank pokal
i lykkens rige strålesal
en skål for lykken, før den kom,
en skål for håbets fattigdom,
en drømmeskål!
grave: her: voldgrave, som vi kender dem fra befæstede borge.
højenloftsbro: svalegang.
10
11
6
102246.indd 6
21/03/11 07.09
2. Rune Lykkeberg: Kampen mellem kvalitet og
krænkelse
Teksten er fra Information den 19. februar 2010.
Rune Lykkeberg (f. 1974), dansk journalist og forfatter.
Det er populært, og det er pinligt. Det er for lidt for de fleste og for meget for de
få.
X Factor kører på tredje sæson på Danmarks Radio nu uden den forførende og
forfærdende folkeoplyser Thomas Blachman og uden troen på, at vinderne bliver
særligt store stjerner. For vi har set vinderne fra de første to sæsoner ende som
metervarer på de uendelige hylder af populærmusik. Og de skulle jo blive det
modsatte: Løftet i X Factor er, at der i enkelte unge mennesker findes en særlig
guddommelig gnist, som vi kalder for talent. Deraf navnet X Factor: Det er den
almindelige metafysik i medierne, at de udvalgte få har noget, som ingen andre
har. Enten har man det, eller også har man det ikke. Så er der de rutinerede seere,
som har blik for hvem, der har denne guddommelige gnist: Det er dommerne i X
Factor. De skal spotte den gnist, som er så svær at få øje på. Men denne gnist gør
ikke i sig selv den ildebrand, som vi kalder en stjerne. Det kræver nemlig også
hårdt arbejde. »Er du klar til det her,« spørger dommerne de unge udvalgte, som
om de står over for særlige prøvelser: »Er du klar til det hårde arbejde?«
De unge udvalgte skal øve sig, de skal overskride sig selv, og de skal kultivere
sig selv. Dannelsesforløbet i X Factor minder om Michelangelos1 opfattelse af
skulpturen: Den store italienske kunstner troede på, at skulpturen gemte sig inde i
stenen på forhånd. Og kunstnerens opgave var ikke egentlig skabende, men afdæk­
kende. Kunstneren var en håndværker, som skulle hakke værket fri af stenen. På
samme måde skal de unge udvalgte i X Factor udfolde den indre stjerne med hårdt
arbejde. Det sande jeg er i X Factor, ikke noget man er. Det er noget, man bliver. Det er talentets romantik og det hårde arbejdes realisme forenet i underholdnings­
tv på Danmarks Radio.
Krænkelseskritikken
Vi har allerede set to sæsoner, og vi har set, at der ikke er kommet nye nattergale
ind på pophimlen. Vi har hørt sangene før, vi har hørt dem bedre, og vi gider ikke
høre sangerne igen, når de er ude af showet. Skulpturen forsvinder, når showet
slutter. Og alligevel sidder op mod to millioner danskere hver fredag aften foran
fjernsynet og følger møderne mellem talentromantik og arbejdsrealisme. Og igen
provokerer X Factor til offentlig polemik.
Kritikken falder i to kategorier: Der er krænkelseskritikken og kvalitetskritik­
ken. Krænkelseskritikken hævder, at dommerne er for hårde og skånselsløse. De
beskyldes for at udsætte svage, uskyldige borgere for en grim og ubehagelig
behandling. Krænkelseskritikken går på, at nogen sidder oppe og slår nedad. De
Michelangelo: italiensk billedhugger, maler og arkitekt (1475-1564).
1
7
102246.indd 7
21/03/11 07.09
stærke skulle ifølge denne kritik hamre løs på de stakkels svage. De viser ikke
hensyn til dem, der ikke er gode, og de udstøder dem, der ikke kan klare sig.
Kvalitetskritikken
Det sjove er, at kvalitetskritikken er omvendt: Den beskylder ikke showet for, at de
gode jorder de dårlige. Den anklager derimod showet for at ophæve forskellen
mellem det gode og det dårlige, det fine og det vulgære.
Kvalitetskritikken hævder forskellenes forfald: Nu sidder vi alle sammen og
kigger på amatører i stedet for at se professionelle. Vi har ifølge denne kritik
mistet respekten for den rigtige kunst og sansen for sand storhed. Vi har set så
meget dårligt tv, hørt så mange dårlige sange og udvekslet så mange ligegyldige
meninger, at vi ikke længere kan kende forskel på lort og lagkage. Kvalitetskritik­
ken forbindes gerne med det, man kalder foragten for viden og hadet til eksperter­
ne, og den antager, at alt det fine bliver besudlet og alt det særlige bliver gjort
almindeligt, når vi skal høre de alt for almindelige unge mennesker bræge senti­
mentalt om en inderlighed, som er helt og aldeles yderlig og overfladisk. Kvalitets­
kritikken er også tilbøjelig til at beklage, at der bliver spillet jingles i radioavisen
på P3, at Det Kongelige Teater opfører populære musicals, og at de unge ikke læn­
gere kerer sig om den fonetiske forskel på tre og træ.
Krænkelseskritikken taler nedefra på vegne af de svage uskyldige mod de stær­
ke, hvorimod kvalitetskritikken taler på vegne af det kostbare og eksklusive, som
bliver ødelagt af masserne. Krænkelseskritikken beklager de sociale forskelle,
hvor dommerne er højt hævet over de dømte, mens kvalitetskritikken beklager fra­
været af forskelle mellem det høje og det lave.
Vores kamp
Det interessante ved X Factor er naturligvis, at ingen har ret, men at begge har en
pointe: Kunst er ikke demokratisk, og demokratiet er ikke æstetisk. Og det er pro­
blemet for kunst i en kultur, som ikke anerkender adelige privilegier, at den ikke
kan være for alle, men må finansieres af alle. Det er utopien i X Factor, at den sær­
ligt udvalgte viser sig at være et helt almindeligt menneske med pinagtigt ordinæ­
re familier, og at det helt almindelige menneske træder frem som et muligt geni. Utopien går ikke på, at showet producerer nye stjerner. Den handler om, at man
kan nå det højeste sammen uden at sænke niveauet for det bedste.
Showet sigter mod den højeste fællesnævner, men ender ofte i den laveste. Det
sjove er ikke det, der kommer ud til sidst. Det sjove er kampen mellem krænkelse
og kvaliteten, mellem det, der er for meget, og det, der er for lidt. Det er både pin­
ligt og populært. Og det er et billede på en konflikt, som ikke kan ophæves.
8
102246.indd 8
21/03/11 07.09
3. Bjørn Bredal: Krimifascisme?
Teksten er fra Politiken den 18. september 2010.
Bjørn Bredal (f. 1956), dansk redaktør og kulturkritiker.
Danmarks første kriminalroman udkom i 1801. Den var skrevet af en vis Laurids
Kruse og hed ”Morderen med koldt overlæg og dog en mand, der fortjener agtel­
se”.
Allerede titlen markerer, at vi har at gøre med et enkelt menneske, som er kom­
met i uføre, og som har gode og dårlige sider. Og da Steen Steensen Blicher1 i
1829 skriver sin ”Criminalhistorie” om præsten i Vejlby, er det jo decideret et
justitsmord, som oprulles.
Præsten er ligesom Jean Valjean i Victor Hugos2 ”De elendige” fra 1862 et offer
for samfundets uretfærdighed.
Det onde er ikke en absolut størrelse, men ligesom i Dostojevskijs3 ”Forbrydel­
se og straf” (1866) noget splittet og nuanceret noget, som læseren endda risikerer
at finde inden i sig selv.
I dag er alt både enklere og lige omvendt. Det onde er i bogstaveligste forstand
sindssygt ondt, og det udøves af enkeltstående uhyrer, som det gode samfund har
enhver ret til at bekæmpe. De, som bekæmper det absolut onde, er en gruppe gode
politifolk eller andre samfundsborgere, der repræsenterer os alle sammen så meget
desto bedre, som de er mennesker med skilsmisser og hovedpine og ulykkelig
barndom og umulige teenagebørn og misbrugsproblemer.
Det er de gode mod de onde - imod det absolut onde. Vi leder ikke efter en
morder, vi leder efter en masse- eller seriemorder, og fordi han systematisk slår til
hver tirsdag og torsdag, så må samfundet godt tage lidt hårdhændede metoder i
brug, lige på kanten af loven - så han ikke slår til igen på tirsdag.
Med Svend Åge Madsens4 ord er det i dag blevet umuligt at skrive en krimi om
”en sølle stakkel, der kommer i klemme”. Det ville være imod genrens nye regler,
som ufravigeligt kræver stadig større og tydeligere ondskab, så det kan blive klart,
med hvilken ret, ja pligt, ondskaben uddrives.
Det har intet med realisme at gøre. I den virkelige verden begås det typiske
mord faktisk af et enkelt individ i en desperat situation. Men kriminalromanen
opgraderer både ondskaben og berettigelsen af, at det gode system genopretter sin
ro og sin orden. (…)
Personlig synes jeg, at jeg genkender billedet også fra andre genrer og kunstar­
ter: mere brutalitet og mere sentimentalitet. Publikum bedes venligst græde snot
over noget, der bliver værre og værre. Sentimentalitet, brutalitet og systemets ret:
Kunne man kalde det krimifascisme?
1
2
3
4
Steen Steensen Blicher: dansk forfatter (1782-1848).
Victor Hugo: fransk forfatter (1802-85).
Dostojevskij: russisk forfatter (1821-81).
Svend Åge Madsen: dansk forfatter (f. 1939).
9
102246.indd 9
21/03/11 07.09
4. Jesper Stein Larsen: Den sidste gode genre
Teksten er et uddrag af Jesper Stein Larsens interview med Kim Toft Hansen o­ m
krimiens popularitet. Interviewet blev bragt i Jyllands-Posten den 14. august 2010.
Kim Toft Hansen (f. 1977), cand.mag i dansk og kultur og medier, ansat på
­Aalborg Universitet.
Jesper Stein Larsen (f. 1965), dansk journalist.
Hvorfor er krimien så populær?
”Krimien har en særlig mulighed for at holde fast i det, vi kalder filosofiens
grundpiller: det gode, det sande og det skønne. Især det gode og det sande domi­
nerer krimien, det sande i form af detektivens søgen efter sandheden, løsningen af
gåder, vi skal finde den skyldige. Og det gode i form af en diskussion af, hvad der
er moralsk korrekt, en moralsk vurdering af samtiden. Derfor er krimier ofte aktu­
elle ved, at de tør beskæftige sig med etik og moral i nutiden. Det skønne viser sig
ved en genremæssig enhed, en stræben efter den gode sammenhængende klassiske
fortælling. Idealet er harmoni og helhed i modsætning til det fragmenterede
modernistiske værk. Vores hovedtanke er, at krimien har turdet holde fast i den
store sammenhængende fortælling, som forholder sig kritisk og moralsk til sin
samtid i en tid, hvor hele den postmoderne kultur har opgivet fortællingen og hel­
heden.”
10
102246.indd 10
21/03/11 07.09
Foto fra plakaten til filmen Pigen der legede med ilden - en filmatisering af Stieg
Larssons kriminalroman af samme navn.
11
102246.indd 11
21/03/11 07.10
5. Morten Vestergaard og Orla Borg: Pilen peger
på Generation Y
Teksten er fra Jyllands-Posten den 23. maj 2010.
Morten Vestergaard (f. 1976), dansk journalist.
Orla Borg (f. 1952), dansk journalist.
Sofie Rye er ikke sur, forsikrer hun, men insisterende, det er hun, når hun forkla­
rer, hvorfor hun og ca. 1.200 andre danske unge har stiftet foreningen Yngresagen:
”Det er en generationskamp og en opfordring til solidaritet mellem generationer­
ne.”
Den 22-årige landsformand står i spidsen for det, som allerede er blevet døbt et
gryende ungdomsoprør. Men Sofie Rye er ikke glad for etiketten. Med hestehale
og håndtaske ligner hun, der læser Global Political Studies på universitetet i
Malmø, da også langt fra en oprører. I hvert fald ikke hvis man forbinder ungdomsoprør med billeder af langhårede
studerende, som i foråret 1968 besatte Københavns Universitet. I 2010 kalder unge med oprørstrang sig for Generation Y, og landsformanden
kan bedre forlige sig med betegnelser som genmæle eller opråb end ungdomsop­
rør.
Et opråb, der ifølge Yngresagens manifest bunder i denne opfattelse af virkelig­
heden: ”Vi er af medierne og den politiske scene udråbt til Generation Fucked-Up,
vi er unge og forkælede, vi er kriminelle og ikke interesserede i vores egen frem­
tid; den samme jargon som altid. Men for at tage et ansvar, skal man også føle, at
man har en reel mulighed for at have et; vi skal have indflydelse på vores eget liv
og vores egen fremtid.” Navnet Yngresagen er ikke tilfældigt valgt. Det er en slet
skjult henvisning til de ældres organ, Ældresagen, som med godt en halv mio. medlemmer, ifølge Sofie Rye, er et billede på, hvorfor der overhovedet er brug for
Yngresagen: I fremtiden skal stadig færre unge forsørge stadig flere ældre i det
danske samfund. Sofie Rye uddyber: ”De ældre har sat sig massivt på både den politiske dagsor­
den og mediernes dagsorden på bekostning af de unge. Man taler om ældrecheck
osv., men f.eks. ikke om at unge ikke kan finde et sted at bo. Tværtimod er der i
medierne - og dermed også i befolkningen - en udbredt opfattelse af, at vi unge er
forkælede; at vi er dovne, og at vi har fået serveret alt på et sølvfad, fordi vi er
vokset op under opsvinget. Holdningen hos ældre er, at nu kan de unge lære det,
og sådan var det også for dem, da de var unge, og at jeg som ung kun kan få SU,
fordi de ældre knoklede for at bygge velfærdssamfundet op.”
Men er unge ikke også forkælede, set i det lys?
”Vores udgangspunkt er, hvordan samfundet er i dag. Jeg oplever ikke, at unge
er forkælede, men at unge i høj grad er indstillet på at knokle. Vi skynder os igen­
nem studierne, vi har arbejde ved siden af studierne, og mange laver endda frivil­
ligt arbejde. Men den historie bliver aldrig fortalt, og derfor vil vi så gerne nuan­
12
102246.indd 12
21/03/11 07.10
cere debatten og opfattelsen af unge. Når man peger på SU'en og siger, at vi er for­
kælede, skal man huske på, at uddannelse er en investering. Jeg bidrager til sam­
fundet, når jeg er færdig med at læse, og jeg mener stadig, at det er godt, at vi i
Danmark har valgt at betale ungdommen for at studere. Vi har ikke meget andet
end uddannelse og grise, vi kan leve af i Danmark, og i længden tror jeg mere på
viden end på bacon,” siger Sofie Rye. Hvis du ikke føler dig ramt, kan du vel være ligeglad med, at nogen kalder unge
for forkælede?
”Nej, for det skaber frustration blandt unge. Vi får at vide, at vi skal skynde os
gennem uddannelsen og ud på arbejdsmarkedet, når vi så står der og har gjort det,
kan vi stille os i kø som arbejdsløse, som situationen er lige nu. Resultatet er, at
mange unge i dag føler sig stressede. Min pointe er, at vi skal have ændret opfat­
telsen af unge, før vi kan få politikerne til at tage ungdommens problemer alvor­
ligt. Helt ned i små ting som medielicens er det tydeligt, at man ikke tænker på
unge: Hvorfor kan pensionister få rabat, mens studerende ikke kan få rabat?”
spørger hun. Hvad er det så, at I vil have ændret?
”Vores hovedpointe er, at der er brug for velfærdsreformer, der tager hensyn til
unge i fremtidens Danmark. Pensionsalderen skal sættes op, og ældre skal efterud­
dannes i stedet for at blive sluset ud af arbejdsmarkedet. Og så skal efterlønnen afskaffes nu og ikke blot justeres i 2019. Jeg kan ikke se,
at man kan tillade sig at have sådan en ordning for de mange, som reelt ikke er
nedslidte. De, der har behov for hjælp, skal have hjælp, men vi unge hverken kan
eller vil knokle hele livet, for at stadig flere ældre kan trække sig tidligt fra
arbejdsmarkedet og slappe af på efterløn. Men der er jo mange stemmer i den poli­
tik, fordi der er mange ældre vælgere,” lyder det fra Sofie Rye. 13
102246.indd 13
21/03/11 07.10
6. Kjeld Koplev: Klynkegenerationen må på
­barrikaderne
Teksten er fra Politiken den 22. april 2006.
Kjeld Koplev (f. 1939), dansk journalist og radiomand.
Cirkussæsonen er i fuld gang, og myten om de gamle 68'ere trækkes atter af stal­
den. For jeg ved ikke hvilken gang bliver den tvunget til at løbe endnu en tur rundt
i manegen. Men det bliver den hverken mere sand eller levende af. Kræet klarer
knap turen. Så inden savsmuldet hindrer udsynet, er det vigtigt endnu en gang at
gøre det helt klart: Eftertidsgenerationerne - heriblandt 68'erne - har ikke på nogen
måde sat sig på flæsket. Tværtimod har vi fedet den gris op, som alle de unge og
samtlige studerende i dag nyder godt af. Samtlige de goder, som dagens unge bru­
ger og benytter sig af, er sat i værk af mennesker fra min generation. Det er sagt så tit, at det næsten smerter: Vi i efterkrigsgenerationen arvede en
verden og en politisk-økonomisk situation, som var så klasse- og samfundsmæs­
sigt skæv, at vi kun havde ét politisk mål, nemlig at være med til at skabe større
lighed og flere muligheder for alle i landet. Den SU, Statens Uddannelsesstøtte,
som i dag bærer mange unge økonomisk helskindet gennem studierne, fandtes
ikke, før vi opfandt den. Vi ville overklasseudvælgelsen til livs. Vi arbejdede og
stemte partipolitisk for, at andre end dem, der havde forældrene til at betale for sig,
kunne få en studentereksamen og en eventuel videregående akademisk uddannel­
se. Det har ført til, at Danmark er et af de få lande i verden, hvor det er gratis at
studere, og hvor de studerende tilmed bliver betalt for at passe deres studier. Det er
noget, der er uhørt så godt som alle andre steder i verden. Og det er et system, der
er misundt af de fleste andre landes studerende. Men det er alt sammen de danske
studerende vel undt. Det var det mål, vi havde. Det var det, vi drømte om. Og det
er et af de goder, vi også i dag er villige til at kæmpe politisk for at beholde. Men
det kræver, at klynkegenerationens studerende vågner op af deres dvale og ser den
politiske realitet i øjnene. Hvis de unge vil bevare de opnåede goder, fordrer det, at
de også selv går ind i den politiske kamp for at bevare disse ordninger. Goderne er
ikke gud- eller naturgivne. De er kommet til verden ved, at tilstrækkelig mange af
os blev politisk bevidste, og ikke mindst ved, at vi stemte på og støttede de partier,
der havde politisk magt til at gennemføre dem. (…)
Jeg forstår godt, at studerende har det svært i dag. Tiden er ikke blevet lettere. Alt for mange får en uddannelse, som de ikke kan bruge til noget. Det er svært for
især humanister at finde job. Men det er at rette skytset den forkerte vej, hvis man peger på 68'erne og tror,
at det er deres skyld. Vi forsøgte at skabe et bedre, mere retfærdigt, mindre klassedelt samfund. Et,
der også kom kommende generationer til gode. 14
102246.indd 14
21/03/11 07.10
7. Mette Moestrup: Landsby
Teksten er fra digtsamlingen Kingsize, 2006.
Mette Moestrup (f. 1969), dansk digter.
5
10
15
20
25
30
35
landsbyen er lille
næsten som en by
som ikke er en by
er landsbyen lille
ude på landet
som ikke er et land
som et rige en nation
og ikke er landet
som en ufo en flyvende
tallerken eller den musvit
som pipper og pipper
nej landet er landet
som i langt ude på landet
ligger den landsby
i noget fladt hævet
havbund fra senglacialtiden1
temmelig tæt på hovedvej
a11 i 1408
under navnet synderharesløff 2
hør hør
ikke det musvitpippip
nej dingdong dingdong
kirkeklokken (tidlig romansk)
kimer for en brud en død
landsbyskønhed af hvis hånd
en mekanisk lifesize 'negerdukke'
spiser mønter i missionshuset (opført 1897)
hvor kom den 'negerdukke' fra
er det noget jeg har drømt
nu pipper den musvit igen
hvor kom jeg fra
nå ja
jeg kom jo fra
den landsby som
jeg kommer fra
og hvad betyder det
at komme fra
senglacialtiden: overgangsperiode mellem sidste istid og den nuværende mellemistid.
synderharesløff: landsbyen Sønder Harritslev i Vendsyssel.
1
2
15
102246.indd 15
21/03/11 07.10
40
45
50
55
60
hvis jordbund er havbund
det kommer jeg tilbage til
hvis havet kommer tilbage
og fylder tupperware3 plus junger
fra mejeriet (opført 1933)
med bølger og hajæg en skønne dag
sælger købmand kaj sin sidste
chiquita4 sin allersidste tørshampoo
mens en vuggedød baby
og en trafikdræbt tyveårig
er begravet og det pipper i den landsby
og det pipper og det pipper og det pi-pi-pi-pi-pipper
åh shit er det dig musvit
er du i dét humør - hør
hop i havet og pip
så sir jeg blub og blob
og vips musvit
en molevit
jeg mener hvad tænker du på
er du skør på din pind er du sær
tror du jeg har fundet ind til det
der gør livet allermest værd
hvorfor har jeg ikke det
åh bette pipfugl
det er som det er
Tupperware: amerikansk varemærke for husholdningsartikler i plastik; solgtes ved private
­sammenkomster i hjemmene.
4
chiquita: banan.
3
16
102246.indd 16
21/03/11 07.10
8. Knud Sørensen: Landsby
Teksten er fra digtsamlingen Hvad skal vi med solnedgangen?, 1987.
Knud Sørensen (f. 1928), dansk forfatter.
Selvfølgelig
kender husene hinanden.
5
10
15
Årtiers
- for ikke at sige
århundreders - tætte nærvær
har bare gjort ord
overflødige. De står der
lave og nykalkede
på hver sin side af gaden
og udveksler tavshed. Sommetider
går der mennesker igennem,
men det gør ikke noget. På en måde
hører de til her
- som et påskud. 17
102246.indd 17
21/03/11 07.10
Anvendt materiale (til brug for Copydan):
J. P. Jacobsen: To Verdener.
Udvalgte noveller. Dansklærerforeningen..
Gyldendal, 1959.
Rune Lykkeberg: Kampen mellem kvalitet og krænkelse.
Information den 19. februar 2010.
Bjørn Bredal: Krimifascisme?
Politiken den 18. september 2010.
Jesper Stein Larsen: Den sidste gode genre.
Jyllands-Posten den 14. august 2010.
Morten Vestergaard og Orla Borg: Pilen peger på Generation Y.
Jyllands-Posten den 23. maj 2010.
Kjeld Koplev: Klynkegenerationen må på barrikaderne.
Politiken den 22. april 2006.
Mette Moestrup: Landsby.
Kingsize..
Gyldendal, 2006.
Knud Sørensen: Landsby.
Hvad skal vi med solnedgangen?.
Gyldendal, 1987.
Foto: Pigen der legede med ilden..
Nordisk Film..
http://filmz.dk/film/pigen-der-legede-med-ilden
18
102246.indd 18
21/03/11 07.10
102246.indd 19
21/03/11 07.10
Undervisningsministeriet
102246.indd 20
21/03/11 07.10